Over det hele.

Læste du forrige indlæg, Gud, så fis dog op i din himmel og blev berørt, skal du vide to ting:

Den bebrillede valgte tidligt i sin depression og tage 2g om. Nu i 3g er glimtet i øjet tilbage og studenter huen er betalt.

Trækker et menneske ungt, ældre sig fra venner, oplevelser, de ellers holder meget af, skal vi turde spørge ind. Vi kan ikke gøre det værre ved og vise empati. Vi skal kunne rumme mødet med tårer, vrede, svar vi ikke bryder os om. Vi siger tit, “du skal bare sige hvis jeg kan gøre noget.” Men sandheden er, at den som har det dårligt sikkert ikke har kræfterne til, at bede om noget. Jeg ringede til lægen på hans vegne, fulgte ham derhen. Hjælp kan have mange ansigter.

Den fraflyttede/Goldielocks overvejer dans igen mens hun bander over, at den første løn bliver slugt af pligtskyldige overførsler.

Nu tror jeg du trænger til at grine lidt, er det ikke rigtigt?

Så kære du lad os begynde.

Besvær.

Nogle variationer over temaet.

Ach… fandens, helt ææææærliiiigt, det skete bare ikke….

Så meget for hjemmelavet take-away

Dressingen fra venindebesøget er på bordet, bakken, plastikposen, gulvet, skabene og på min ost. Cykelturen hjem aftenen før har kastet bægeret rundt i posen, som et enligt pudebetræk i en tørretumbler. Den undslupne væske har gjort plastikken ligeså uklar som låget glat. Det fløj som en frisbee ud af hænderne på mig, da jeg skruede det af. “Fandens”, lidt højere, “fandens”, flår noget køkkenrulle af og gnider hidsigt fedtpletterne mindre skinnende.

Senere

Sættes grydeskeen på hold op af grydens side, så jeg kan vende mig for og nikke bekræftende til anden Beidil stående for enden af bordpladen. Min underarm rammer skaftet, splat, plet, plet, stænke, nej ikke ned mellem komfur og bordpladeeeee… Jeg rækker og min hånd fanger mirakuløst skeen inden den fortsætter videre nedad mod mine bukseben og trægulvet. Pyhhh ha. Det føles klæbrigt mellem store-og anden tå og jeg bøjer ned med kluden og tørrer hen over stroppen på sandalen. Adder.

Agurk til resterende tallerken indhold.

duk jer!

Arv

I min gren, den Beidil`ske er “noget” gået videre fra min far. Og nej, har man først set min mor spise vil man udelukke muligheden af hende.

Jeg fortalte min far om min teori (vi havde aldrig snakket om det før.) Hans teori; en form for ticks.

Goldielocks alias den fraflyttede er helt klart ramt, den bebrillede er undsluppet. Han har så colabundene udfor pupillerne og sin mormors tagen allltttiiinnggg bogstaveligt eller er det bare indtil han runder de 23 år? Min ene kusine vil aldrig kunne løbe fra vi har samme farmor og farfar. Sidder vi til bords sammen, holder anden halvdel plus bebrillet, gud velsigne ham, sig respektfuld tilbage til vi (ægte) Beidil`ler har fået mad. Ellers skal kluden hentes. Salat eller kartofler soppende i rødvin er ikke godt, når man inderst inde længes efter en opdelt tallerken.

Du! Kast lige redningskransen.

Kartoflen til agurken

Min kusines søster er undsluppet, så der er åbenbart kun èn i hvert led, som er “ramt.”

“En Beidil”

Jeg har siden indtrædelsen i min svigerfamilie (som 21-årig) været bevidst om, at jeg var hende, der fik lamper svingende som penduler med min pande. Med måsen billeder skævt siddende ved passering, mit glas ofte klingende fra mit bestik som lå en tale i luften eller drejende om egen akse, med indhold som en å over sine breder i alle retninger på hvide duge til højspændte dage. Avisbunker er gledet efter det minimale møde med min hofte, og lige nu sidder en gennemsigtig, plastik anordning på grøntsagsskuffen som forstærkning. Fronten måtte give fortabt og revnede efter min på alle tider af døgnet flåen ind og ud. Anden halvdel har bedt om, om jeg ikke kunne lade være med at trække ud i midten. Jo, jeg er da også oppe på en tredjedele af gangene nu, hvor jeg griber med begge hænder.

Ivrig fortællestil

Sommeren 92. De små søm i bagbeklædningen var slået i IKEA skabet, mine kjoler ophængt og sofahynderne kunne forblive i sofaen da sengen var hentet. Glad over, at nu var jeg flyttet sådan rigtigt ind, stod jeg senere med ham ved siden af og snittede til aftensmaden. Noget skulle tydeliggøres og da vi så ned på min kærestes hånd var spidsen af kniven i hans hånd. Ikke dybt. Men.

Så med ovenstående i glitrende tanketråde holder jeg, indeni mig selv, altid mine arme ind til kroppen. Bare for en sikkerheds skyld, du ved. Det, hedder sikkert noget, men en diagnose kan ikke forhindre ting i at ske. Det var sådan en lettelse og finde ud af, at andre familiemedlemmer også lavede en Beidil.

Eneste fordel er en ret god reaktionsevne. Medmindre jeg er træt, øh og det er jeg tit, hvis du spørger…

Aftensmåltiet

Stående lænet ind over buffeten er mine hænder som blækspruttearme alle vegne over bordet.

Goldielocks; “Mor, kan du ikke bare sige hvad du vil have?”

Jeg blinker, “æhm, jo da.” Men jeg kan jo ligeså godt gøre det selv ikke. Laaaangsooomt eller hurtigt som en hugorm, bagom, foran, indover, så er jeg jo ikke til besvær eller skal hæve min stemme. Afbryde samtale. Rejser mig og går rundt om bordet hen til brødkurven, med de tykke skiver af det grydebrød jeg påbegyndte i går.

“Mor, du giver mig stress, nu er du jo netop til besvær.”

Sætter mig langsomt ned. “Øhm ja okay, jo, det så… Nipper til min vin og lader i smug mit blik scanne “buffeten” for det jeg stadig mangler, det hvide porcelæn fra IKEA kan nemlig stadig pletvis skimtes.

Er en Beidil sulten er lige om lidt næsten uudholdelig unødig ventetid. Vi ved fordi vi er voksne, at det er høfligt og være tålmodige, men. Veninder, som invitere mig en time før vi skal spise så vi kan snakke mens hun/vi kokkerere, skal virkelig lave lækker mad.

Mange tror jeg er hjælpsom.

Altså det er jeg også.

Du ved godt den lille viser peger ned på seks og den lange op på tolv, ikke?

Maduret

Et faktum er, at flere hænder til at røre, snitte, bære ind og ud bringer alting hurtigere ind i min mund.

Jeg har nu gjort op med den Beidil, for på min egen bekostning, serverede jeg mine “historier” som små appetitvækkere til fester, fødselsdage o.s.v. De var gode isbrydere. Men nu. Nu skal hun. Nej, det skal bare være anderledes. Og slidte ord, ordsprog jeg er i tvivl om meningen af skal også ud, slettes. De passer alligevel sjældent ind og unge fatter en hat. Det talte, skrevne skal være ligetil, kort, præcist med nogle få lange, indviklede sætninger ind i mellem. For hjernen har godt af og bremse op. Tænke; det læser jeg lige igen.

Har din familie også et gen?

Så er der besværet af sandheden

Til en komsammen for nogen tid tilbage fik en mundfuld lagkage i munden, mig til at rynke brynene. Havde værten rakt efter røget paprika i stedet for vanilje? 4 tallerkner på bordet stod næsten urørte tilbage.

Ingen sagde noget.

Jeg vred mig på stolen i mine palliet bukser fra min mors skab, er jo en skabs diskofil, hold kæft hvor følte jeg mig tarvelig, for man spiser da det værten laver, gør man ikke?

Hensynsbetændelsen nev mig alle vegne.

Er det ikke mest hensynsfuldt og gøre opmærksom på fejltagelsen?

Ville de dog bare holde op.

Min mor glemte en gang et mellem lægnings papir i en lagkage. Hendes gæster var nådesløse. Det var så ubeskriveligt pinagtigt. Se hende kæmpe for, at holde ubehageligheden væk med et smil, der aldrig nåede øjnene og en dåselatter, som kunne være brugt i et underholdningsprogram.

Hvis det var mig havde de så sagt noget? For et par år siden lavede jeg hu hej brownies i en anden form end jeg plejede. En opskrift jeg havde lavet til mundvands skabende perfektion 10 gange. Da jeg skar den mindede den mest om en fransk blødende chokoladekage i overstørrelse. Det blev bemærket. Ovnen var slukket, halvkold og blikket jeg sendte den krakelerede overflade gjorde den ikke mindre flydende. Jeg husker turen ud med den i køkkenet, fadets lyd mod bordpladen inden jeg modvilligt vendte tilbage til bordet, hvor en hedetur fik palietterne til at dugge.

Røget

Jeg ville ikke lægge en serviet over lagkagen, det er jo noget børn gør. Min indre opdrager talte så højt, at jeg næsten ikke kunne følge med i samtalen, der blev ført over bordet.

Nogle synes slet ikke at vise overraskelse, spiste bare det hele. Og anden mundfuld var altså også som, at stikke tungen direkte ned i røget paprikaposen.

Hvad var jeg bange for?

Gøre ham ked af det?

For selv at komme i ilden?

Lav en u-vending, (højere, mere skingert) lav en u-vending.

den sunde fornuft

Den sidste jeg lover.

Sygemelding

Når du føler dig syg, så melder du dig syg ikke? Melder afbud via èn besked, èt opkald.

Syg en uge vil som underviser med 4-5 arbejdsgivere betyde; sms`, mails, logins, koder, puh… og det værste; besværet for dem som skal give besked videre, finde en anden hvis de prioritere det, toner i stemmer jeg vil undgå. For længe siden blev det bare sådan, at hvis det kun var et “let” ubehag i form af; løbende næse, øm hals og dunkende hoved så var det altså meget nemmere, at gå på arbejde. Jeg var jo ikke rigtig syg. Bevægelsernes endorfiner bedøver i øvrigt svarende til en panodil så længe de cirkulere.

Nu findes corona så; næste gang skal jeg kunne være i ubehageligheden, at være til besvær. Jeg arbejder på, at syg ikke nødvendigvis betyder kaskader af opkast, diarre som vand med tyndslidt ringmuskel som resultat eller febertåger. At begyndende migræne på vej til arbejde ikke betyder; tryk foden ned på speederen, du glemmer det, tag dagen, time for time. For så og gå i seng kl. 14:30 med stadig fugtigt hår i nakken. Har dog panodiler i tasken nu, den ene vist, men at spise en…

Hvis jeg kan klippe mit kranie fri af den lednings krøllede, larmende epiler uden og græde over tabt hår ved højre tindingelap (mere om det i næste indlæg,) så må det også være muligt ikke kun at blive syg i ferier. Duracell kaniner findes ikke i virkeligheden, kun i reklamer.

Intet menneske kan undgå ubehageligheder eller tilføje andre dem og man bliver ikke fyret for, at være en smule til besvær. Det er jo bare et bump før der drejes om hjørnet.

Kh

Ninka Ninus

Ikke nede mere, men med med en henriiivende studsning ensidigt. Det kommer, det kommer.

Gud, Så fis dog op i din himmel.

Knæ vs depression.

Hvad er meningen med det nye job efter 2 år som vikar, hun har drømt om, hvis hun kun efter en uge og en dag bliver slået hjem, som en skide rød ludobrik?

Lad os starte med begyndelsen

For to år siden, samme uge, siddende på samme seng, i samme værelse, på samme højskole ringede Goldielocks, den fraflyttede. Hun havde bundet en sko, rejst sig op og krash. Smerter ud igennem, hvad der må havde syntes som, hver eneste nervetråd gjorde hende hvid som et lagen. Hun kunne ikke stå, knæet var låst. Hviden, den hvide i10 holdt ude under de vajende grene, foran mit undervisningslokale i Hillerød, så farfar var hurtig på gaspedalen og hentede hende. I kørestol rundt på skadestuen, timevis af venten, “det var nok menisken.”

Ravnemor, ravnemor, ra, ra, ra.

Stemmen

Hos 50-60 % af os sider der på knæets inderside en lille fold, i en slimsæk. Plica. Den var i klemme. En yndig rest fra fostertilværelsen med ingen betydning for hverken knæets funktion eller stabilitet. Lyder seriøst som blindtarmen, heller ikke ikke noget at bruge den til.

Nu var det det andet knæ.

Som sidste gang havde hun taget hensyn til mig, først fortalt mig om episoden da det ville være meningsløst at køre hjem, men sammenbruddet i telefonen, dagligdagen knust, gråden der slugte hendes kvidren, var som en knyttet hånd i solar plexus. Tak til farfar hvis pung fik hende hjem. Leve op til dig er på min bucketlist.

Børnene vokser sig høje, over tyve og fraflyttede, men jeg vil stadigvæk give mit indre blå mærker. For ville andre få gruset til at knase under dækket i udkørslen, før den hulkende havde lagt røret? Set billedet af Grundtvig fortone sig i bakspejlet kun en dag inde i forløbet?

Fem dage og timers langdistance moderskab senere trykkede min langefinger på hjemikonet i google maps. I anden rundkørsel, stadig i Hillerød, ligger mobilen i lommen på døren til passagersædet og den dyrt indkøbte mobilholder nede på tæppet. Heldigvis er fru vejviser ligeglad med, at se ud af forruden.

En kikkertoperation “klippede,” folden over i 2020. Vi måtte ikke komme med ind. Corona. Kulden sneg sig ind i mit hjerte på de gader anden halvdel og jeg gik op og ned af, mens vi ventede på hendes opkald. Knæet blev aldrig godt.

Det er tungt, når det eneste man kan er og lytte. Lade hende være der i det mørkeste mørke, rumme at intet jeg kunne sige i det øjeblik vil hjælpe noget som helst. Hun skal have lov til at føle vreden, frustrationen og ikke få dårlig samvittighed over melankolien, der siver igennem forbindelsen og gør alting stille i lange minutter, indtil de ringer med klokken. Buffeten er på langbordene.

Hvad nu?

Sygemelding? Miste det nye job? Hvad med lejen? Nej til smertefulde bedøvelser. Skift af læge. Skal billeder tages? Tæer, der ikke kan støttes på, siddende bleskift i samlebånd. Du er sej, min heltinde, min datter.

“Sånt är livet,” svensk sang fra 1961.

Den bebrillede

Han sender mig en sandwich emoji, et hint til hvad der skal ske i dagens afsnit, i serien, vi begyndte på sidste uge. Jeg åbner køleskabet og ser han har glemt sin madpakke. En halv time efter giver han mig to knus ude foran skolens indgang med taknemmelighed i blikket.

Depression

Jeg kunne ikke starte med den anderledes alvorlige historie. Den.

Den, som indeholder truslen om død.

En bror har det dårligt, corona er på sit højeste, tvinger alle hjem i ly bag skærmene, online er blevet noget normalt. Han taler med sin søster i mobilen, hun sætter cyklen på støttefoden foran garagen. Låser. Siddende ved aftenbuffeten på vores vante pladser, med hende i solstriben mellem persiennerne og ham duknakket overfor, kommer ord ud af hans bøjle besatte mund, som får alt til at stoppe.

Jeg har tænkt på, at tage mit eget liv.

En bror

Hjertet synes ikke at pumpe, lungerne udviger sig ikke og benene havde jeg stået på dem, givet efter.

Vrede over at han ikke sagde noget. Vi viser den. Skyld. Vil alle nu synes jeg er en dårlig mor, vi dårlige forældre? Svish… den indre lussing farver mig rød. Ego-fucking-ist. Vil andre tænke dårligt om ham, se ham som svag, smittebærer af en ny coronavariant med en endnu ikke opfundet vaccine?

Søster mægler, taler os ned, hænder der vrider sig i skødet. Klamme. Skammen over ikke at havde set. Hans blik, hans krop. Lektier kun hørt om i svage vendinger. Insisteret på hvorfor han ville mindre og mindre. Fornemmet hans vilje til at leve, krøllet sammen. 17 år gammel. Hvordan? Han snakkede med en anden end os. Han vil snakke med en anden fremadrettet.

Få dage efter bliver jeg efter hans anmodning stående udenfor lægens dør.

Uger senere lade han os modvilligt tage med og vi møder hans psykolog for den gruppe han er med i.

Vi har en aftale, han og jeg.

Psykolog alias livredder

Hun fortæller os, han har hendes nummer. Han har lovet at ringe hvis hans tanker bliver sorte. Selvmordstruet. Hun fortæller os hans hjerne er brækket.

Hun har hans ryg. Det siger hun.

Indeni er en tillid til verden slået i mikroskopiske stykker. Jeg tør ikke bede ham om noget for vil det trigge, at han går ned på banelegemet, hænger sig i sit morgenkåbebælte (som ham kokken) eller anskaffer nogle piller? Jeg bliver bange, når hurtige bank på hans dør ingen svar giver. Skælvende står jeg der i tvivl, hjælper det nogen at krænke hans privatliv, afbryde ham i en eventuel enmandsforestilling?

Der skal gå lang tid før jeg tør bede ham om andet end det mest basale.

Han har kunnet få mig til at skrige hysterisk i i10`en. Nu, endelig begynder jeg at forstå hans humor. Jeg har sagt, jeg aldrig mere vil råbe af ham. Jeg elsker ham.

Små børn små problemer, store …

Et knæ i ulidelig smerte kontra et brækket sind. Forskellen i helingstiden kan synes som en køretur til det fynske mod en tur til månen, men angsten for det skal ske igen påvirker genoptræningen af knæ som af sind. Havde jeg ingen skam følt over hans falden sammen, mine egne reaktioner, havde jeg måske skrevet dette før. Jeg var bange for at blive dømt af andre som jeg ville kunne finde på at dømme dem. Som dem, der burde kende ham bedst, havde vi kun set sløvheden. Den stadig mere lodne morgenkåbe. Ikke set håbløsheden i blikket for han kunne stadig smile. Ikke set at tallerknerne blev færre, morgenkåben løsere.

Jeg følte mig bedraget af ham, misledt af min egen naive tro på at, “halløj vi har det godt.” Jeg kunne ikke mere stole på nålen i mit indre kompas.

Men hvornår har jeg lige langt mine fingre på anden halvdels læber og sagt, “nu lytter du.” Selv efter 30 år. 30! Er der følelser jeg ikke kan tale om, går i baglås når han siger, ” du er blevet stille, er der noget i vejen?”

Ja, det er der nok.

Jeg vender mig væk og griber viskestykket

Det er der nok?

For helvede da også.

Jeg forstår, at den bebrillede har brug for andre til de inderste tanker, men acceptere de skulle give ham redskaberne, vente på at livsgnisten blev tændt? Det tog tid.

Holder man nogensinde op med at ønske, at tage smerten for dem?

Holder det nogensinde op med at krympe sig i en, når de minder en om kørslen man sagde nej til, så eksamenspapirerne blev våde i cykelkurven?

Holder man nogensinde op med at ønske, at være fluen på væggen, så man kan se hvordan de er? Med andre?

Knus

Ydmyge hilsner

L.

Klokken er 17, katten har spist 1½ musvit, mens han har været i skole og nu står han i døråbningen til terrassen med den ene hånd skyggende for øjnene.

“Skal vi se?”

Jeg trykker på gem udkast.

Efterskrift

Spørg til råds

bed om hjælp

lyt

ingen velmenende råd (ah der fik jeg dig (me to:))

ræk servietter

tal ikke andres følelser ned, væk og ud

giv plads, tid

kun sådan kan berørte sind blive hele igen.

Anden del, en begribelse.

Jeps, det er vitterlig et ord.

Onlinekursus

Kvalme, hm… ikke gravid. Tror jeg! De 2 tallerkener popkorn i går aftes så? Det er ugens 6 dag og klokken er 8:05. Måsen er eleveret ovenpå hynde, midt på stuegulvet, på den for længst fraflyttedes liggeunderlag. Yogakursets 2 modul er lige gået i gang og koncentrationen er allerede svær at fastholde. Trangen til og se mod de store vinduer for eventuel lille katte mund i tavst O, bliver for stort og jeg lister et øjenlåg åbent.

Hvad! Fru P, fru lærer flimrer væk og står nu her i pause, i en mildest talt uværdig stilling. Kommer hun tilbage? En bevægelse i et andet hjem, i et af de små rektangulære vinduer, til højre på skærmen og mine sitrende muskler gisper af lettelse, da jeg med et bump sætter bagen ned i madrassen.

Tre kvarter senere liggende i madrassen. En kulde har sneget sig ind under mine benvarmere og fået alle bagsidens muskler trukket sammen til korte, hårde strenge. Sikkert fordi jeg ikke har været “rigtig” fysisk aktiv endnu, sjosker en tanke igennem mig.

9:15. Det fysiske program er færdigt. Godt mikrofonen er slukket, for har netop i smug med video ikonet tændt slupret min egen müsliblanding ned, mod noget modvillig mavemund fra magnum is containeren. Ingen kommentarer om mit morgenmads valg. Måske noget de andre gør på ugentlig basis! Eller de har også bebrillet teen, der stabler dem som tårnet i Pisa bare på hovedet, med de langskaftede skeer stikkende op som ydmyge råb om hjælp.

Opper, jeg er herinde

Meget ren slikket ske

Holder balancen på den ene balde for ikke, at ryge sidelæns ned ad stolen, da jeg venepumper den ene læg på knæet. Trykket fra fodsålen ned mod den anden stols kant, får tæerne til og lyse ekstra hvidt, tittende frem fra under det bløde, mørke tæppe. Manøvren ellers pænt udfordrende i forvejen, med kroppen pakket ind i tæppet fra ankel til kraveben, som en stramt, svøbt baby.

Hjælper muligvis liiiidt på bagsidens lige ved-og næsten krampelignende tilstand.

Klokken er 14, endelig fri ah… Rejser mig stiv fra stolen. Hele bagsiden fra hæl til baghoved er; som har jeg ligget over et par enorme lår og nogen har slået mig med et splintret, hjemmelavet rundboldbat. Jeg må virkelig havde været uartig! Jeg rynker brynene og jeg gnider først lænden, så panden med håndryggen. Skal jo til denne her folkeskole komsammen klokken 17.

15:23. Mine fingre vil ikke rigtig lystre, da jeg forbereder en nem morgenmad til dagen efter, hvor jeg igen fra morgenstunden skal træde ind i yogaens mangesidede univers. Super svært for øvrigt, at række fingeren i vejret som en god elev, mens man står i en et-benet split. En teske, to eller? Min hjemmelavede müsli indeholder, indrømmet, godt nok mange ingredienser, men det plejer jo ikke og føles som en skide Niels Bohr udredning.

Syg. Influenza, migræne, corona! Skal det have et navn?

15:30. Præcis. Krak kortet ligger opslået på bordpladen, siderne synes som udsat for varme flimmer. Kniber øjnene sammen som for, at støtte samlingen af de nødvendige hjerneceller til og tænke ruten igennem. Læsebrillerne er da ikke nypudset men … Min hjerne virksomhed er som en gammel slidt, dvd, lånt via bibliotek.dk. I pause med millioner af pixels i et mislykket, forvrænget puslespil. Øjenlågene vil ligesom ikke mere end halvt op, a la, når jeg har drukket halvdelen af det ene glas vin, der på minutter formår at slukke min liderlighed og flytte tanken mere i retning af; “nåh jeg skal jo også ud og børste tænder.”

Den tiltagende nervøsitet i solar plexus er som en overdimensioneret Pac Man på jagt efter andre, mindre oste. Som et andet hjerte banker den synkront med min dybe mistillid til Google maps. Vender, tjekker, dobbelt tjekker gode, gamle, pålidelige E4 mens forståelsen af logikkens farvetråde på siderne synes, at hoppe som en frø i slowmotion fra mit ene øre til det andet, gennem mit stadig morgenuglede hår. I stedet for, at tage elevatoren ned og benytte sig af den, ellers på andre dage, ganske udmærkede underetage. Jeg har et eller andet med nord, syd, øst, og vest, verdenshjørner som får anden halvdels øjne spærret op bag brillen, når jeg drejer krak 90 eller 180 grader i mine hænder. Retninger jeg skal forholde mig til men hvor jeg sjældent skal ende. Man skal jo for fanden bladre for, at komme til Greve fra Skovlunde.

Følg vandet eller kig på solens placering!

En ganske vist velmendende anden halvdel

Frosne billeder

Øhm…. havde vi ikke lige gået side om side i denne storsvedende storby! Med andre mennesker overalt, alt for tæt på og skuldersnittende, vaklende og nærved snublende over brosten i varierende højder. Som havde nogen presset jorden, der omgav dem sammen og de ligesom egernet, Scrats øjenæbler fra animationsfilmen Ice Age nærmest var ved, at ploppe ud af belægningens mønster. Jeg SER ikke solen, men mærker i stedet mine svedkirtler adlyde dens mindste vink, mens sandalerne farves stadig lysere af støvet. Min sult, som kommer kun to timer efter morgenbuffeten har udstødt gårsdagens naturalie indtagelser, kan ikke afledes af fortidens monumenter eller af glimtvis solglitrende, algefarvet vand. Måske, hvis overdænget af smeltet ost eller skinnende nutella, skal ikke kunne sige det. Mavens knurren synes, at ville sprænge rammen for min tålmodighed i samarbejde med eksplorationen af lugte fra osende køretøjer, parfume indsprøjtede kroppe og duften af mad, vi aldrig stopper for at smage. Og så er der lydene. Larmen. Skingre lyde, skrattende, hvinende, pibende lyde og stemmer i syngende sprog med andre tryk og pauser end mit.

Den dominerende blære, som bare små tre kvarter efter vi har forladt hotelfoyeren mindes tidligere opfyldninger og derfor med det samme bonger ud med sin lille pressen via tyngdeloven, dens møginsisterende sendebud. Blink, startende fra svagt rosa til postkasse rødt gør, at jeg må bede den nedre hængekøje stramme sig an og jeg længes hjem til hotelværelset, hvor jeg i sikker afstand til kummen ved jeg må drikke andet end små, meget lidt tørstslukkende slurke. Jeg ved det er tanken, men halvt fyldt føles desværre sjældent som halvtomt.

15:40. Min frontallap dirrer irriteret en lille anelse, da anden halvdel runder bordpladen og “hjælpsomt” blander sig i min forståelse af retning, afkørsel og ringveje. Sukker. Troede jeg kunne nøjes med en lidt kortere rute…

16:15. Står ved siden af anden halvdel ved køkkenbordet, fuldstændig udmattet af og nedstirre krak, der vil åbne af sig selv på Greve afkørslen, hvis taget ud af det blå skab igen. Mine fumlende fingre tøver og presser så langsomt en pille ud af sin folieindpakning. Et tryk jeg ikke har foretaget siden noget, der ligner 2013 og det sandsynligvis til et barn. Men nu står jeg og skæver til ham, for han kan se det… Fordi. Fordi jeg håber at den handling vil forklare min tilstand. Måske mest for mig selv. Lægger pillen langt tilbage på tungen og synker besværet, den og vandet. Sådan, bliver stående som pause sat og venter sløvt på magien. Den er tildelt et stort ansvar, jeg skal finde vej, igennem aftenen og tilbage igen, for jeg skal jo afsted.

Tror du ikke du skulle tage din temperatur?

Nævenyttig anden halvdel

Hvorfor dog det, tænker jeg, men nåh, ja det kan jeg da godt, så. Min fod slår en urolig rytme mod trægulvet kun 20 centimeter fra katten. Mit blik møder mig i spejlet. Kender jeg virkelig mig selv så dårligt? Tager den 3 gange, plus i stor forhåbning mirakel øret. Feber! Shit feber.

“Så har du en god grund til ikke og møde op!”

Anden halvdels ord giver genlyd i mit tunge hoved.

Jamen, jeg havde jo netop glædet mig, ikke til køreturen, godt nok. Men se dem, høre stemmerne, jeg ville kunne genkende med bind for øjnene. “Læder” jakken på knagen, i bryggerset, stirrer tilbage. I yoga har det et navn. Jeg vil ikke kunne gennemføre, trods vidundermidlet, det vil kun blive EN stor kraftanstrengelse.

Afbuddet sendes, med tusindvis i timen, i retning af Greve og al min kontrol synes på nanosekunder og krakelere fra presset af, hvad det end er min krop er fyldt med. Minutter senere er alle sanseindtryk uudholdelige, tarme snor sig, læderhuden utåleligt kuldskær, som har jeg haft 5 på hinanden følgende hedeture, med den klamme sved, som en film på huden, de altid efterlader.

Jeg har det jo for fanden som om jeg har influenza. Hvad pokker er det helt ærligt min krop skal gøre, før jeg fatter den?

Der skal gå 2 døgn, 2 afbud mere, og anden halvdels, “tror du ikke det var et migræneanfald?” Før det går op for mig, at dette måske ikke var noget som smittede. For som en sommerbyge efterlader blade, perlende og fortovet dampende som eneste bevis på besøget, sådan er et migræneanfald også. Lige så pludseligt væk, som det er opstået.

Ved nærmere scrolling op og ned af informative sites finder jeg ud af, at disse anfald åbenbart kan være meget forskellige. Jaså. Rart og vide, men ømheden i nakken, der i løbet af ½ til flere timer, breder sig både op og ned langs rygraden, alt efter hvor meget du kæmper imod, ignorerer og mosler videre er altså meget nemmere at greje. Men så igen, ned med nakken vil jeg jo ikke. Ikke overgive mig, give slip. Jeg har selv sat forventningen om, at gøre, møde op til det jeg vil, sige ja til det som forventes.

Jeg vil gøre meget for, at undgå dette noget, men hvad der kræves står ikke helt klart.

Hvad kan du undgå?

Får du også beskeder, kropsspejlinger af det, du ignorerer?

Direktør for livet

Lige som sidste gang havde jeg en overfyldt kalender ugen op til, men hvad så, jeg er jo ikke en direktør for et stort firma med en arbejdsuge på 70 timer, faktisk var det meste noget jeg i månedsvis havde set frem til. Målet må være, at mindske (ikke trodse) overgangsalderens ildtunger. Mere bevidst given slip, tagen ansvar burde kunne nedsætte den selv påførte opbyggelse af spænding i kroppen, så jeg ikke så ofte eller forhåbentlig slet ikke, gør mig selv til drageføde i nok en 24 – 48 timer timers venten på, at kroppens utilfredshed endelig slipper og ebber ud. Endelig hørt og lyttet til.

Foreløbig forebyggelses strategi

Større mellemrum i de ulæselige (for andre) flytbare aftaler under køleskabsmagneterne. Hvis det giver mening, tage offentlig transport i stedet for selv, at sidde bag rattet. I lange skridt skynde mig ud i ubehageligheden, lige meget hvilken form den tager, med åbent sind. Blive indtil den, måske af sig selv, opløses. Kærligt og omsorgsfuldt overbevise min indre neandertaler at flygt, frys-og angreb reaktionen ikke mere er nødvendig. Simpelthen plante et afskedskys på dens fugtige pande, inden jeg stille lukker døren bag den. Hvis frygtsomheden så alligevel leger Tom og Jerry med mit affaldssystem, så er alt jo kun en overgang. Fritid skal “lovligt” tages i dage, timer tæller ikke, som i overhovedet ikke.

Meget kan vente, men kan du? Kan jeg?

Har du også migræne(r) eller har haft?

Hvor er I? Snakker I ikke om det, fordi? Ja, fordi hvad? Det er jo ikke fordi bukserne bliver gule, som hvis stressinkontinent, ved grin, hop, eller løb, vel! Hvilket kan være nok så generende og skamfuldt. Det vi også burde grine ad, sammen. Fordi vi kan genkende andre kroppes ikke altid lige forudsigelige svigt i os selv.

Vil du læse eller genlæse mine “hyggestunder” med min egen nedre mund? Find Levet liv med den lille pil oppe i emne linjen. Søg nedefter, mere endnu, til du støder på:

Træning uden hoved, Bingoplader og Min moster fra Rødovre er død. Læs i dato rækkefølgen.

Nåh… men kan du ikke nok være sød og snakke om det hvis du har! Det kunne være du havde god erfaring (eller ikke,) og give videre. Så mange tak, jeg ville føle mig langt mindre indlæggelsesværdig.

Jeg vil gerne finde hende den rolige. Hende, der ikke får et mildt anfald til 14 dage senere, fordi hun holdt så krampagtigt fast i rattet hele vejen hjem fra Hotel Lolland. En skattet persons fald sendte os sydpå for, at hente 2-benede og 4-hjulet hjem. Med blikket låst fast på den mørkegrå Toyota Yaris foran mig, svingede jeg ud og ind som en uafrystelig skygge, som tro kopi af det svage minde fra cykelløbet på Nederbyvej i måske 1982, ved den ene af de 2 vejfester jeg kan huske hvor jeg kom ind, igen som nummer 2.

Der må være en grund til. En ud over bogstaverne tastet på Hanne, at jeg har fået kastet et yogainstruktør kursus efter mig. Skrev det jo nærmest bare for sjov da jeg blev spurgt om videreuddannelse.

Jeg var jo i sikkerhed for pokker. Indtil.

Det vil vi godt give dig?

Shit, bare shit.

Havde ikke lige regnet med de ville betale 22 tusind for det, når nu deres løn er det laveste jeg får ud af de 4 ansættelser. Men det forklarer jo så den sikkert ikke ringe størrelse på deres kursus konto.

Del dine skavanker eller hvad der påvirker dig på nye måder ikke kun som det, der udgør dig, din fortælling. Giv den et sandhedstjek og så opdater den til 2022. Måske er det ret nemt i virkeligheden og ikke kun i teorien.

Hvis du ikke (som jeg) kan lade være med, at opsøge oplysninger på nettet som får dig til og tro du er/har mindst … så husk at grine. Af dig selv. Med nogen.

Eller grib modet, “se” ind, i stedet for det nemmere, ud. Lyt til …

Det 3 permanent, ørevoks fyldte øre

Af nogle kaldt mavefornemmelsen

Det, selv om det for det meste er som om, at signalerne fra kroppen bliver kørt ud om natten med postnord, afleveret i postkassen og så! Tja… nøglen hænger på brættet men dreje den i dens lille lås for et Ballerupblad, nej vel!

Hej så længe og stort kram i din retning.

L

Efterskrift

Fingrene klør i saltet, der sidder tilbage, nu hvor sveden er fordampet efter cykelhjelmen er hængt tilbage på plads til midlertidige edderkoppeindflytninger i garagen. Misser mod solen og gnider mærket solbrillerne har sat. Havde jeg i virkeligheden haft corona?

Migræne, tysh, tysh, som snak om bækkenbunds udfordringer eller hvad?

Ja, jeg spørger, fordi jeg føler mig heldig over først efter de 50, at have dét som en stor, svedende trussel efter mig, mens mange har lidt i stilhed siden 20-30erne med det ekstremt uønskede bekendtskab. Selv har jeg nu mere været sendt til tælling af angrebslystne mavekneb, der siden start 20erne som regel altid kom efter situationer jeg ikke kunne se mig ud af grundet en fejlslutning. En overbevisning, der var baseret på hvordan jeg troede noget skulle være. Men ja, jeg troede faktisk også, at de skyldtes de 4 timer uden mad!

Første del

Fra mine start 30er var min virkelighed, at jeg 2 gange på samme dag, skulle om to personer på arbejdet jeg ikke var tryg ved. 1 reaktion; tarme, som den hårdt opvredne gulvklud, i husets stærkeste hænder. Jeg investerede i en varme pude … Reaktion nr. 2 den værste; syrlingen, der rygende som grøn gas steg op af min strube i form af verbale giftpile mod uskyldige indenfor gasbetonen, små minutter efter jeg havde lukket mig ind af bryggersdøren. Dagen blev over tid døbt et andet navn af Goldielocks. Den 3 og sidst til kommende; hovedpinen, som bankede hårdt med dørhammeren ud i aftentimerne. Det tog år og gennemskue, at det skyldes jeg var drænet af de timer hvor jeg havde løbet mentalt orienteringsløb. Mente nemlig det var bedst hvis jeg ud af til at synes og være upåvirket, når disse personer i virkeligheden “ramte” mine sitrende nervespidser spot on.

Hvorfor sagde du ikke op, kunne du måske spørge?

Tja, jeg er meget stædig som en hel æsel familie tilsammen plus deres fætre og kusiner laaaangt ude, samt deres tip, tip, tip oldeforældre. Jeg havde overbevidst alle og enhver om (inklusiv mig selv), at det torsdagshold det skulle jeg beholde, for så kunne jeg også liiiige sørge for, at min senere manisk rollator afhængige mor kunne deltage på (nu) holdet sideløbende ved siden af mit. Det var min pligt. Men det er jo noget bullshit ik! Når man går ind og googler mavekneb kommer alt muligt tarmrelateret op men jeg ved bare jeg underkendte min hjernes for-og imod kværnen; brok, forklaring, forsvar, brok, forklaring, forsvar o.s.v. o. s.v. Tromlede simpelthen min lyst til at sige op, (det var jo at give efter) i stedet for at tillade mig selv og gå. Konsekvens; min krop opfandt sine egne måder, at råbe mig ind i ansigtet på. Forstod jeg det? Satte jeg det sammen?

Nope

Men det gør jeg nu. Stressen eller ubehaget du føler handler ikke om hvad andre vil kunne klare det pågældende sted, det handler om hvad du kan klare. Men for dævlen hvor er det skide irriterende, at OPGIVE fordi man er en sensitiv reflektionista (overtænker). Hader, hader, hader og være svag.

Når jeg har brokket mig over min “følsomhed” til anden halvdel, har han tit svaret, “det er den som gør dig til en god underviser.” Det er sulten. Sulten efter og gøre det godt kan være altopslugende, som en evigt fristende, lige akkurat, ikke opnåelig orange gulerod lige foran din næsetip.

Jeg er overbevidst om, at vi gavmildt giver os selv dårligdomme fordi vi ikke lytter til vores intuition (acceptere vores natur). For jeg vidste jo det ikke var godt for mig, men jeg afventede barnligt og ofte utålmodigt på (tilladelsen.) At familiemedlemmer, veninder, andre en dag ville sætte hænderne i siden og højt og klart melde ud, “der skulle du sige op.” Var både blind og døv for, at jeg gjorde mig selv til offer for og i min egen fortælling.

Engang var jeg en tålmodig, hvid “engel,” dog altid med djævlen godt gemt i vingens armhule, nu er jeg askegrå, tror faktisk mere godt hengemt furie ville være passende hvis noget. En veninde ville have min fagforening ind over. Puh så meget opmærksomhed ønskede jeg slet ikke, på mig selv, på nogen. Men jeg havde nu også forbandet travlt med og viske forholdene ud hver gang jeg havde udbredt mig om dem. Så slemt var det jo heller ikke! Eller var det? Mine hænder nærmest imiterede “wax on, wax off,” voks på, voks af. Øh, her skulle man nok havde været teenager i 80erne eller været mor til en for, at vide “Karatekid” lærte karate ved bl.a. og vaske biler.

Selvom man som en anden dramaqueen forklarer en situation for en anden vil det altid være en meget bleg efterligning af det oprindelige skete. Man skal være der for, at mærke den flade mave der skyldes sammentrækningen i mavemusklerne, det holdte, vejr, den overfladiske vejrtrækning. Ikke engang da vil det være det samme for forholdet til menneskene involveret vil være fuldstændig individuel. Selvfølgelig vil den det. Så ingen skal eller kan afkræves en andens (min) beslutning, tage mit ansvar.

Jeg modtog denne flotte buket bonderoser sammen med kortet. Oversættelsen af teksten er blevet tabt i redigeringen. Hvis dit skoletysk er lidt øh.. ja… glemt så kommer den her;

Min var også en ørn engang.

mit nye bogmærke

De migræneanfald skyldes måske primært overgangsalderen men det er mig, der forværre dem ligesom de kulsorte skyinformationer, der i perioder på uger i stedet for dage samler sig over mit hoved og jeg, hvis en tegneseriefigur, ville blive set af læseren som splitterasende eller i det mindste ærgerlig? Forventer jeg for meget af mig selv?

Gør du?

Men hvis jeg nu ikke føler mig tilstrækkeligt presset eller træt til og sætte tempoet ned, hvordan skal jeg så kunne vide det på forhånd før skybruddet af den ene eller den anden art får en støvsuger til og lyde som; a) der er et lejlighedskompleks under opbygning en gade væk eller b) en let bane udstykning finder sted ovre på den anden side af vejen?

Og skal jeg nu forstå det sådan, at i stedet for månedlige blødninger så har jeg fået en ny sambo, der, når den syntes jeg har overset tegnene længe nok, sender mig ind på værelset som en uartig lille unge?

Ved du hvad, den synes jeg sgu ikke er helt i orden, det føles som en meget stram badehætte er blevet trukket bestemt ned over mit hår, mit tørre hår. Avv… Jeg ville gerne være taget med på råd lige der. For hvis jeg var blevet fundet værdig og spørge havde jeg sgu helt sikkert taget et ekstra 10 år med hende, min moster fra Rødovre. Ja, ja nu ved jeg godt, jeg igen dér, var heldig. Jeg har aldrig været monsun bløder eller næsten besvimet helt hvid i hovedet til min mormors fødselsdag. Og gangene jeg var så utrolig dum, at købe HVIDE TRÆNINGS bukser til arbejdsbrug er vist også kun 2! Helt ærligt hvad var det lige jeg ikke havde fattet ved første køb! Jeg brugte jo nærmest udelukkende vingebesatte indlæg. De flyver desværre ikke ned om enden og henter det som triller mellem balderne (tyngdekraften du ved), når du ligger på ryggen…

Der er mange oplevelser som ligesom forsvandt ned i den ughh kasse. Som var så penibelt pinlige og blive gjort opmærksom på, at jeg ikke kunne huske nøjagtig hvor pinligt bare få år senere. Nahaij, først anden gang kom forståelsen. Okay ja det er jo sådan set temmelig unødvendigt, at udsætte mig selv for igen og stå foran 50 mennesker med en blodig bøf i buksen, vifte med Dannebrog fra enden af, bogstavelig talt.

Jajaaa, jeg ved godt nu jeg ikke er superwoman. Faktisk har jeg lyst til, at ændre op til flere login`s fordi jeg er færdig med at tro, leve op til og opføre mig som sådan, overfor mig selv hele tiden. Ofte synes jeg nu ikke jeg har nået en ski.. Ændre og ændre … Du ved hvis du har hængt på her, og min allerdybeste taknemmelighed hvis du har, at indre ændringer er som forberedelser til bjergvandringer, marathons eller eksaminer, de tager forbandet lang tid + blod, sved og ændrede afførings vaner.

Så ….

Her vil jeg stoppe og lover at anden del ikke vil være så laaaang tid om og nå dig, måske bare til du har sundet dig over kvababbelsen.

Knus

Ex-superwoman

Ps. Du troede vel ikke du fik lov og gå uden din lektie, gjorde du?

Hvor og hvornår, i hvilke situationer og med hvem skubber du din intuition (natur) til vægs, i hjørnet, smækker døren, låget, lågen i, bestemt, hårdt, drejer, låser, putter nøglen i lommen, krukken, hænger den på nøglebrættet og vender dig væk, går, ud af rummet, lejligheden, rækkehuset, ned ad gaden, glemmer, fortrænger dig selv, din lyst, kærlighed og respekt for dig selv?

Ville du bede dit barn, voksne døtre, mand/kone, kæreste, kusine, veninde om det?

Hvorfor er det så okay at bede d……

Følelsesmæssige tømmermænd

Som søge cirklen i emnefeltet foregår den samme forvredne handling i hakkende sekvenser igen og igen på min nethinde.

Jeg kan nogle dage misunde Den store bagedyst deltagere, for op til hver afsnit har de hvad der må være en uge til og øve sig, fra de finder opskriften til de tømmer opvaskemaskinen for den sidste gaffel og drager mod de store, hvide festtelte.

De kan vælge og tage ingredienserne ud af skabet, ligeså mange gange de kan nå, ændre lidt fra siden sidst og gøre smag, udseende og tiden de er om det, endnu bedre.

Jeg ønsker og gøre det om, bedre, allerede inden jeg åbner bildøren på parkeringspladsen i solskinnet, mens den lille Enkelt bobler stadig svagere i mine blodbaner.

Det er lørdag, klokken er ca. 15:40 og jeg bakker ud af parkeringsbåsen. Min del i den årlige gymnastik opvisning sprang så hurtigt frem i tid, at tilbageblikket nu er som i udvisket dårlig kvalitet. Jeg vil gøre det igen, lige nu, samle dem i rummet ved siden af, forhindre forvirringen inden vi gik ind. Give dem peptalken jeg havde forberedt, gå ind samlet og ikke stå med min telefon ved et bord, foran de fremmødte på stolene. Tøvende med og gå for hvis mobilen tager sig en lur, kan jeg jo ikke give dem koden, vel! Dem, de to mænd bænket bag bordpladen, der tager sig af lyd med overordnet styr på hvem der nu skal dukke op på væggen i lysets skær, for så sekundet efter, at blive levende gjort af flagrende arme i T-shirts med ens tekst og bare fødder.

Klokken 15:03 Åh, ach…. god dammit det bliver helt forkert. På en eller anden måde er den første sang, ud af to meget nøje udvalgte, allerede i gang og da alle endelig er samlet på gulvet for at begynde, slutter den med et pang. Så står vi der. Tvinger det jeg forberedte fast forward fra 50` twist til bagud i tid til klassisk 1825, Johan Strauss den yngre ish.. Kunne havde startet forfra, men der var jeg ikke. Jeg er ikke til forfra men til fortsæt. Skam kan udholdes nemmere, hvis målet er til og skimte der, forude. Klodser bremserne i min hjerne på play og fører dem så igennem andet musik stykke. Det bliver så utrolig kort og …

Forvirret står alle og ved ikke det allerede er slut, nogle skal det senere vise sig temmelig lettet. Jeg vinker dem ud.

I rummet ved siden af.

Stemningen er høj, alle er opstemte over overlevelsen af, at være midtpunkt.

Den lille Enkelt stikker lidt i den tørre hals og snakken går, mens et andet hold forbereder deres nummer næsten helt op af flasken, der bliver sendt rundt igen.

Mit smil skjuler den begyndende sydende frustration over, at der nu skal gå et helt år før vi står der igen. Hvilket er ret ironisk, årene i modstand taget i betragtning. Jeg ser mig rundt, på mundene, der gengælder mit smil. Nu bliver jeg sikkert husket som den båndsalat mit hoved er fuld af. Forestillingen om hvordan det må havde set ud er svær og æde. Ude af krigszonen har et vaselinelag lagt sig på billedet af hvad der skete, og nu tilbage i min krop, er det som om opvisningen var noget jeg fik fortalt ude på mellem gangen foran kvindernes omklædningsrum.

Frygt; dit mods brandslange eller brændsel?

Jeg får løn for en time og det skal ikke gøres op i penge, men den indre forbandede følelsesmæssige forurening kommer til, at vare i dagevis og så er det altså øre i timen vi taler om!

Sluuuuuk!

Hjerne bare sluk, tag en anden rute (helst på en øde skovsti,) de minutter betyder virkelig ingenting. Som om dem, der sad på stolene væggene rundt virkelig går op i det og på trods af hvad du tænker og føler, så synes alle involverede det var sjovt.

Ja, jo måske men jeg synes jo ikke, jeg passede godt nok på dem.

Hvad mener du dog!

selvretfærdighedssansen

Jo, du ved, når jeg står der foran dem og aftalen er; at vi ikke i månedsvis har øvet det, (nogle går slet ikke på mine hold), så skal jeg uden ord vise dem vej uden de føler de ser ud som skide idioter. De skal føle sig trygge.

Ha… ligesom du føler dig tryg eller hvad!

Dukker hovedet, mumler; kommer så ligesom ikke til at ske.

Nej! For du har ikke gjort det i 2 år, 2 år. Hør her!

Jeg ved godt du har kæmpet som et lille skrydende æsel i hvad der må være den bebrilledes levetid mod, at være holdleder ved disse events, men var aftalen vi havde ikke netop, at den tids beslutning var okay? At nu var tiden for den indstilling ikke mere, du lagde den ned uden nag til hende, dit fordomsfulde tidligere jeg uden og træde hende flad. I stedet ville du hoppe over til en ny og har du ikke netop gjort det ved, at dit holds navn stod på væggen?

Har du netop ikke vist og på bare 4 minutter hvad bevægelse kan være; smidighed, balance, reaktionsevne, koordinering, komme ud af takt og tilbage i den, i egen fortolkning, deres som din? Adrenalinen, der sekund for sekund øges i mængde og sendt fra store til mindre årer, til sveden fugter nakker og øjne tindre. Letheden, der løfter hælene fri af et hvert underlag i timevis bagefter. Det har et navn; bevægeglæde.

Joooo… Og de hænder blev fandeme varme af al den klapperi. Kom publikum egentlig med?

Vil så gerne sætte farten ned, men når stressfaktoren er høj, presser min mentale fod speederen længere og længere ned, for så er det hurtigere overstået. Og jeg kan, som når katten har misset et elegant spring med publikum på, stoppe op og slikke et tilfældigt sted, som var det hele en del af forestillingen og nu er jeg videre…

I mens et lille bitte sted, gemt og bøjet helt sammen bag noget, vinker en lille hånd. Skru nu tempoet ned, så vil du kunne nyde dette, der sker ikke noget. Sekunder er sekunder, det kan du ikke flytte ved og presse flere bevægelser ind.

Puh…

Falder sammen, har helt sikkert mærker i enden efter brættets afrundede trekant nu. Olauf er heldigvis i drømmeland et sted, huset er stille, en sky glider forbi foran det aflange vindue, placeret højt oppe i det brækfarvede, flisebelagte rum, gør det dunkelt et par sekunder, fugle pipper. Gjorde de også det før?

Det var bare en gymnastik opvisning. Den eneste, som kommer til og skælde dig ud er dig og orv, det gør du sørme godt, flot, det må jeg sige. Ja, der kom bemærkninger fra mænd, som ikke kan lide at være et sekund bagefter men selvom jeg havde sagt, at han skulle være opmærksom på skiftene ja, så fandt han ud af det ikke! Og de vil altid være som et ekko af mig, for mine bevægelser er parat i det øjeblik, tanken er tænkt. Deres først sekunder efter, når deres ører eller øjne opfatter ordene eller ubevidst forstår bevægelsens eventuelle bestemmelsessted efter først, at havde stillet hjernen spørgsmålet, Hvad fanden vil hun nu!

Uforudsigelighed + øje/håndkoordination = demensens ærkefjende.

Det bilder jeg mig i hvert fald ind.

Når man har prøvet noget en gang og det er to år siden, er det da ikke i kategorien for noget nyt?

Var det, det? Virkelig! Vil igen, blive tryg i det, går efter kroner i timen næste gang.

Hvad kan få dig til at reagere meget større end situationen har lagt op til?

Er det noget du tænker over/kunne tænke dig at ændre?

Har du tænkt over hvordan?

Det kan være svært og fortælle om følelser og reaktioner til andre. For hvis de ikke har været der, så er det som om hende den, der, dramaqueen syntes fuldstændig rablende. Kan ikke lide hende særlig godt og så er der jo desværre noget ekstra jeg kan skælde mig selv ud for, også, at indeholde. Suk. Så derfor går jeg nogle gange bare rundt og taler til mig selv (øhm ja højt.) Det er ligesom mere tilfredsstillende. Desværre er det ofte som lige nævnt ikke omsorg og venlighed mine øre bliver mødt med fra mit stemmebånd, da følelser jo har det med, at lege med gange og plus af, at blive holdt inde. Rækker jeg så alligevel ud for noget sparring synes ordene ligesom ikke og ville sættes sammen på en, i følge mig selv, let og forståelig måde. I forvejen starter jeg ofte midt i min fortælling, for hvis nu jeg skulle kede lytteren … Så må jeg hellere skynde mig. Holdes øjenkontakt uden afbrydelser falder jeg til ro i mere tryg forvisning om, at han/hun/det/den gerne vil give af sin tid og så starter jeg fortællingen forfra … Og ja jeg kan sagtens forstå hvis man bliver lidt forvirret lige der. Men altså det er i forvejen en smule skræmmende, at være en skibbruden i sin egen hjemmegjorte følelses forurenings pøl så, at skulle forklare andre hvordan de skal træde vande er som at springe i iført tøj og sko (tænk vinterstøvler.)

Stik dig selv en plade, den røde fra folkeskolens ubehjælpsomme svømmeundervisning.

Går efter for resten af mit liv, at reaktionerne ikke skal føre deres egne monologer. Er jo trods alt årsagen til deres tilstedeværelse, for ikke at snakke om oprindelse. Vi skal i dialog, forventningsafstemme, så vi bliver enige om, at de passer sådan nogenlunde til udfordringens størrelse. Måske jeg så kan nøjes med sop og fugtige bukse opsmøg.

Sikke meget jeg kunne prøve hvis ikke jeg på forhånd bruger så meget tid på og tænke; skal jeg gøre sådan eller sådan eller som tit slet ikke hmfr. Holde mere af alle de forbandede ubekendte i situationer jeg aldrig vil kunne have fuld kontrol over.

Nåh, hvad skal jeg udfordre mig selv med nu indtil næste års opvisning?

Blive yogalærer!

Må hellere skrive den tjekliste:

I ugerne op til skrive til alle hold (3,) ikke kun mine egne om de vil deltage. Klokke slettet vi skal på. Kunne de have lyst og mulighed for, at være med i min undervisning i ugerne op til, hvor de mindst èn gang ville skulle arbejde til musikken valgt til opvisningen?Obligatorisk møde i lille barfodssal for alle før “vores” tid, indeholdende brag af peptalk. Jeg vil vente ved bordet, ikke lade en fremmed mand være tvunget til at spørge, “hvor skal jeg trykke”? På et aftalt tegn, vil de gå samlet ind, showet kan begynde. Min oplevelse, mit ansvar. Holde mig i inderbanen med kun et ganske lille pres “ned” mod øjeblikkets unikke nu.

Noget jeg har glemt, nogle forslag?

Udvikling er ekstremt vigtigt, men det kræver altså, at få lov, give sig selv lov til og fejle. Ellers er det for skrækindjagende at prøve igen, for meget forfra, til det synes og rykke noget, ja nytte noget, for nogen. Mig. Det skal være nemt og sige, når spurgt, “ja det vil jeg gerne”, i stedet for, “nej det er ikke mig.”

Læring af dette. Kære du, dejlige du. Du døde ikke, nej jamen det gjorde du virkelig ikke. Gulvet åbnede sig ikke, du bliver ikke fyret eller det tror jeg i det mindste ikke, svært at udtale sig om nu her kun ½ døgn efter (skrivende stund.) Selvom nogle skulle synes det var noget lort kan du for fanden ikke gøre det om.

Neeeej, det er rigtigt nok og det var ikke farligt. Som sådan. Altså jeg bløder, men kun følelsesmæssig negativ skidt, men du har ret, det gjorde ikke ondt.

Nej, det er jo det jeg siger! Du har bare været fuld, ikke af alkohol men af mod, adrenalin og et lille drys frygt. Hvorfor skal det udskammes og sendes i hjørnet? Det har i stedet fortjent og blive fejret. Du tog ikke den nemme løsning. Du klatrede op på hesten i hvad der godt nok føles som psykisk bar røv, men der findes billeder, som viser noget andet.

Om et ½ år, så er det ligesom efter en fødsel. Udvisket. Fortrængt.

Selvretfærdighedsfølelsen

Na haj… SÅ meget med løj på.

Hvis du i forvejen er modig sådan på ugentlig basis så husk at rose dig selv. Højlydt. For det har du fortjent. Jooo du har. Lev med det.

Hvad skal jeg så bruge den nye erfaring på? Til?

Jeg kommer til det, skal bare lige have ro på søgecirklen, for de dèr saltomortaler gør mig stadig svimmel. Lidt ligesom teksten på begyndelsen af filmen, Belfast i går, som var bagefter. De skulle forestille og være fra Irland så det var som, at skulle tolke bornholmsk eller synderjysk, bare på engelsk.

Vær modig ik!

Knus og kram

Den følelsestømmermændsramte

Velkommen til Danmark

Hendes stemme når mig ned mellem rækkerne med tøj, sollyset skinner ind gennem vinduerne og får lugten af glemt tøj til, at snige sig længere ind næseborene, op til centret i hjernen som vender sig væk.

Røde kors butikken er flyttet over vejen og halvt ned af gågaden, min kurv på hjul truer allerede med og vælte hver gang jeg trækker den om endnu et bøjlehvinende hjørne. Vinterfrakken og tørklædet underst, det er jo seriøst det her. Har fra børnene var helt små lært, at skulle jeg være inde efter en rask gåtur og koncentrere mig om noget og nyde det, krævede det afklædning. Perler af sved i små dun og ned af linjer gjorde mig bare sur og utålmodig.

Har du set Nikolaj?

forælder i vuggestuen, børnehaven, fritteren, som tror jeg er en pædagog.

Nåede lige inden hun gik ud af fritteren, at huske at se i glemmekassen efter forsvundne (min) cowboyjakke. “Nåh… (lettet) der var du!”

“Velkommen til Herlev,” så er vi placeret. Den kvidrende, frivillige kvinde ved kassen mestre et let forståeligt engelsk til nogle kvinder og børn, der står i en samlet flok ved indgangen. Jeg forstår de er ukrainere. Pludselig føles vognen som er hjulene kantede møllesten og skyld over igen, at stå i en tøjbutik (godt nok genbrug men alligevel) for tredje eller 4 fjerde gang inden for to måneder, får mig til og flå lidt mindre hårdt i trøjernes skuldre. Ordet “gavekort” bliver nævnt nogle gange.

Taknemmelighedens sved, (Herlev er jo min by) samler sig i mine armhuler og jeg føler den største lyst til, at gå op og sige de kan købe noget for hundrede kroner på min regning.

Men jeg gør det ikke.

UNHCR har sendt mig en tak for mit bidrag i mailboksen for uger siden, men det fjerner ikke dette niv over, at se dem gå mellem bøjlestængerne og “kigge.” Ingen af dem går med en kurv rullende efter sig, faktisk er de tomhændede.

En hjælpende hånd

Jeg har altid tænkt, at når jeg tjente flere penge ville jeg give mere til hjælpeorganisationer, men har nu som snart 51 årig accepteret at det nok ikke er noget jeg skal regne med. Lagde den, forventningen, ned, bag mig. Det er fint som det er, for nu.

Hvilket er så åndsvagt og mene, sige, skrive, for tanker bliver til det, der sker. Det er sgu da klart det aldrig kommer til og rykke sig hvis jeg hele tiden fortæller mig selv, det er sådan det er! Min hjerne vil tro på det, handle efter det, den er jo min…

Så hvis noget, noget andet skal ske så…

Kræver det jeg træder et stort skridt ud af komfortzonen og udfordrer tryghedsnarkomanen, der hænger fast med klolignende fingre i alt som er letgenkendelige gentagelser. Ideerne summer rundt i hovedet men det er som om jeg skal forbi en kæmpe sumobryder, der, som en siamesisk tvilling sidder brændt fast til min hud. Som et udvisket gammel tatovering jeg ikke mere selv husker hvor stammer fra eller hvad betyder, som kilovis af overskudshud efter et stort vægttab. Stadig en del af mig, velkendt, men samtidig så skide meget i vejen. Blev jeg spurgt om sumobryderen ville jeg ikke kunne komme med andet end et mumlende, vævet svar. At tænke tilbage giver ikke noget som helst på kontoen for mod. Så jeg gider ikke mere være fornærmet, ked af det eller anklage, det vil ikke ændre noget, kun fastholde negativitet som skidt, der optager pladsen hvor noget kunne skinne.

Det slip har på få måneder gjort mig mere opsøgende, åben over for muligheder jeg ellers katagorisk plejer og afvise. Altid godt forberedt via indre selvopfunden nedgørende monolog, som foregik over uger, nogle gange måneder i forvejen. Fordi jeg ikke turde (tør) sælge det jeg kan tilbyde, (mig i rå energiform), afviste jeg tanken, mig, inden andre kunne. Kun på grund af få afvisninger. Men. Så slap jeg jo også for arbejdet med en grundigere udredning… Jeg kunne uden forhindring drage konklusionen, at hvis nogle f. eks. mente de ikke ville forlænge sæsonen, så mente de det nok alle sammen. Alt sammen for jeg kunne blive i det trygge. Det er ligesom at tale til sin kat, ja han svarer da tilbage men helt enige om hvad der skal i hans madskål, hvornår, bliver vi nok aldrig. Det er jo alligevel mig der bestemmer det, for han kan ikke få det ud af posen … Han tror altid, at når global kniven tøver mod spækbrættet på en helt speciel måde så er det kød, men han er nu ikke meget til fugl, kun dem han ikke kan fange.

For hvis skyld?

Ja, jeg står i en genbrugsbutik og køber ind med penge som helst skulle gå til et godt formål, men tanken bag er jo, at jeg vil udskifte hele min garderobe fordi det som hænger inde i det er en anden kvindes. Hende, som altid skulle være så pæn, altid med urolige fingre som rettede på et ærme, trak ned, ud eller op i stof som skulle dække noget, usikkerheden. Genertheden der kunne få; fingre under borde til at pille neglerødder til blods, knæ ærbart samlede i strømpebukser, ryggen stiv for ikke og vælte noget (hvad jeg ofte har gjort alligevel). Munden tom for ord, kun en gumlen af hjemmelavet brød berørte mine samlede læber, knap nok luften pustet ud, usikker på hvad!

Genertheden, som usynlige kæder jeg selv krængede op over og rundt om min krop som en anden udbryder konge. Ja, jeg brød ud, låsene låst op, men sad der ved større selskaber og holdt på mit tøj, i mit tøj helt stille, som sad mit tøj forkert, var jeg det også. Kun når jeg står ude på de gulve kan jeg åbne på vid gab og fylde. Der må jeg “larme”. Jeg troede jeg vidste hvem jeg var med tøj som sad til og var i klassiske farver, der ikke skilte sig for meget ud, men fandt alligevel altid det med de skæve vinkler, snit eller former. Engang var jeg 20 kilo tungere altid i størrelser større, i tøj med klatter af farver. Hende har jeg søgt efter. Ud. Ud med alt det sorte, undtagen måske den lille “sorte.”

Hvem søger du efter? Hvad søger du? Søger du overhovedet?

Puh… hvis du ikke gør og har indre fred så misunder jeg dig, hold fast i det alt hvad du kan, det er en gave. Rastløsheden bider mig i akillessenen, i baglårene som små, springende, snerrende terriere, dukker op alle vegne jeg er, presser, skubber og puffer til mit magelighedsgen med de stride hår på det lange kosteskaft. Har lyst til at flå det ud af den usynlige hånd jeg ved er min og tage en flyvetur som en månesyg heks, hvivlende rundt som er den fuldt ladet op, lige trukket fri af stikkontakten. Gør nu dit, gør dat, du bliver jo også ældre og ja du føler dig ikke som halvtreds men de 37 år du føler dig indeni får du nok lidt svært ved at sælge, så gør det nuuuu! Hvad kan der ske? Ja du kan få et nej, dør du, neeeeej. Prøv igen for satan. Bare prøv igen et andet sted, med andre ord, den erfaring er ikke tabt, men sat ind på modighedskontoen.

Kom nu, hæv…

Så kan roen sænke sig….til…. næs.. ga..

Hober modet sig op på kontoen uden du hæver i banken?

Hvem tør du ikke kontakte?

Hvad er bedst blive eller gå?

Har du noget der skal prøves af? Og hvem kan støtte dig i det?

Har du tøj i dit skab som venter på du bliver en anden version af dig selv. Hvorfor ikke holde af hende du ser i spejlet for det er da hende du har været mest, ikke! Vi skal ikke undskylde for måden vi ser ud, eller for når vi fejler i noget vi gerne vil blive bedre til. Vi skal ikke skælde os selv ud over manglende valg, rygrad eller blive trist over en påske der er gået men handle… Reagere, gøre det vi vil, lige nu eller skrive det i kalenderen, lave aftalen, når tanken kommer før modet svigter og ens fornuft hvisker det spontane ud. Det vindue er på få sekunder. Så lukkes det igen med et nærmest hørligt smæk.

Se The 5 second rule med Mel Robbins på YouTube.

Jeg ved jo ikke hvad der var sket hvis jeg var kommet med mit tilbud. Måske havde de afvist mig, hvad så! Måske havde det krævet goggle translate og en hedetur der havde sendt millitre i sydlig retning. Måske havde det, at gå over gaden til bageren været bedre så gruppen kunne få noget alle sammen. For en ting er helt sikkert 100 kroner havde ikke nået langt og jeg var for genert til (nej bange for kold afvisning ah… ja det var bedre ordvalg), at lave en indsamling blandt butikkens andre 3 kunder. Tænk hvis jeg havde gjort det og butikken havde sagt, “vi giver 50% rabat oveni”, så havde de alle kunne gå med noget i hænderne. Hvorfor er det tanken; “det nytter alligevel ikke noget”, som får mig til og dreje min vogn ind i prøverummet, trække gardinet for. Hvad er jeg så bange for? Ville jeg i deres situation ikke havde sat pris på, at blive mødt lige der, bare af lidt!

Tøj kan ikke flytte meget på modets spræl men stå i front for en gymnastikopvisning kan. Lørdag kl. 15 i den store hal, træder jeg ind i et inferno af menneskestøj, nervøsitetssved i alle duftnuancer og lukker i 10 minutter mentalt for udsynet til alle disse mennesker ude. Deltagere, familiemedlemmer i alle aldre som ser på mig, på dem jeg fører igennem, til det næste hold skal på gulvet og vise deres variant. De har lovet vi bagefter skal have en lille “en.” Den vil få adrenalinen ned på normal så jeg kan køre hjem og holde weekend.

“Skriv en introduktionstekst, som vi kan læse op inden I går på!” Fedt, stadig 2 dage inde påskeferien inden hverdagen lukker alt op igen. Fugle udenfor vinduet går fra stille til gentagne fløjt i hvad der kan synes som nøje gennemtænkte passager, en banken forstyrre… “Hvad skal jeg skrive? For der er vel ingen der hører det, er der?”

Den banken var menneskeskabt af hånd på uanmeldt mor, der vinker computerens låg lukket.

Samme gymnastikforening skrev ugen op til påskeferien.

Ønsker du at byde flygtninge fra Ukraine velkommen på dit hold? Vi ønsker din mening. Det kan da være fint med min stemme men deltagernes er da mindst lige så vigtig eller hvad!

Svar på følgende spørgsmål.

  1. Ja, de er velkomne. 
  2. Ja, de er velkomne hvis de taler engelsk.
  3. Ja. de er velkomne med en tolk.
  4. Nej, de er ikke velkomne på min time.

Nummer 2 forlader min mailboks.

Sidder ved en påskefrokost efter en tur til Malmø, hvor jeg seriøst var to dage i himlen. Hele tiden omgivet af datter og kusiner, der med de ømmeste favntag og gnistrende blikke fra morgen buffet i klosterkælderen til makeup afvaskning (ikke min) kl. 00:35, langt over min sengetid for øvrigt, fik mit indre duracell batteri ladet op.

Altså over silden med den uundværlige æggesalat og to minutter i tarteletter, mums elsker den sauce selvom jeg ikke kan forstå det, kan sgu da ikke lide fiskeboller!

Mor med børn på seks og et, “vores ukrainere blev skuffede over de ikke skulle lave aftensmad til os i dag!” Hun har vores fulde opmærksomhed, hun smiler. “Vi bruger hele tiden goggle translate for de kan meget lidt engelsk.”

Mundlam og fuld af beundring for disse familiemedlemmer, som byder to kvinder og deres børn velkommen i deres hjem på nærmest ubestemt tid.

“Nu har vi jo førstesalen!” Hun flytter lidt på den etårige som går fra favn til favn. De vil så gerne hjælpe, så de finder på alt muligt kreativt.” Pigens lille springvand på hovedet holdes sammen med et bevis på den ene ukrainske kvindes opfindsomhed. “De keder sig så meget men hold da op de kan få kødet til og strække, bare de har kartofler og smør.” Smilet bliver større og hun tørrer lillepigens mund i en hurtig bevægelse inden den lille klistrede mund kan nå, at dreje sig væk. “Masser af smør.”

Ja, men I har kun et toilet, tænker jeg. I et sommerhus i en uge kan det gå men fire uger, otte, seks måneder! Du har kørt dem rundt (Næstved) for, at få deres opholdstilladelse i orden, sparer pengene op de får, så de kan få dem, når de flytter ud til hvis de nu skal bruge dem på en lejlighed. Har de overhovedet et hjem tilbage eller er det bombet til kratere af støv, sten og nu ubrugelige ting?

Jeg kan ikke tage dette ind, ufredens klamme, klemmende hånd fra Rusland om Ukraine.

Jeg har ingen ord når nogle snakker om det, lytter, men det er som taler de om en film de lige har set.

Kvinderne og barnet, bedstemoren i butikken, det fremmede sprog, de ligner ja, hvem som helst fra Herlev.

Ny mail står som sendt, “de behøver ikke kunne engelsk, bevægelse er et universelt sprog.” Et sprog uden ord.

Knus

fra

Den opladne

Har du også kødsved overrislende søvnløse nætter?

I 3 forsøg kom Goldielocks og jeg endelig på Poelon D`Or, den gyldne stegepande. Vi ville prøve lam, den tredje ud af tre mulige men vi fik virkelig mørt oksekød. Ja, jeg var nu advaret af sødeste kvinde fra et hold og som hende og hendes mand brokkede vi os heller ikke. Jeg var lige begyndt og tro det var et trick fra kokken side eller de meget lidt engelsk talende tjenere, da jeg så kvinden på det næste bord fik stillet en tallerken foran sig med en lille kølle. Orv hvor hun baksede med den kniv og gaffel, det ben havde så meget landet nede på gulvet hvis det var mig eller jeg havde siddet som en neandertaler med fedt i det på det tidspunkt ikke kort klippede hår. Maden var som sidste gang himmelsk, men bordpladen var så fedtet jeg havde lyst til, at gå ud og bede om karkluden.

“Har du tørret bordet af i stuen?” Anden halvdel.

“Ja, men du kan nok ikke udføre en operaton på det!” Mig.

Hmfr… gr…. lor…. pi…

Mumler en indebrændt (mig)

Har I andre også sådan nogle spændende samtaler!

Alle de små opvaske undervejs under madlavningen, også har jeg bare lyst til og sætte mig ned på gulvet, op ad radiatoren (rart om vinteren) og skide surmule som Lisser 13½ år, når anden halvdel endelig har skyllet af og der igen er et bjerg af plastikbeholdere, vandflasker, gryder og pander, der skal igennem mine hænder. Savner da man blev ringet op på fastnettelefonen og den var “fast”! Skulle så meget havde bestilt opkald da jeg havde chancen. Peger på usynligt rør, mimer, “desværre meget vigtigt opkald!” Trækker på fantasiskuldrene og vender mig væk så ledning igen kan lave sine spiralkrøller. Hvisker i røret, “taaaaaak.”

Jeg ville ikke havde sagt noget i dette fremmede køkken, bare grebet karkluden mens de lavede noget andet og skyllet den op i håndvasken på toilettet, ligesom jeg plejer. Bare uden dreng der alllltttiiiddd skal i bad, når faren skyller af og jeg har brug for, at komme til vasken ach… Skulle egentlig også tisse, som i meget men det kan jo selvfølgelig også sagtens vente, krydser bare ben og går sidelæns, mens koldsveden (efter sidste overståede hedetur) tørre under mine bryster og jeg nu fryser br…..

Hvis du bliver lidt søsyg af og se på det ene billede er det ikke dig, jeg HAR taget det i en forskruet vinkel.

Stakkels kok…. Hans foret var så fænomenal, at endnu et rygte om den havde fyldt mig med frydefuld forventning og åh mand den levede op til det. Fordi han åbenbart var den eneste, der vidste hvad tallerkenen indeholdt spurtede han rundt (som en flue i et højt, slank olivenglas) i pauserne han kunne tage fra komfuret. Inden det rigtigt gik op for mig han måtte være kokken, speedsnakkede han forklaringen for den overdådige forets tallerken, ud over os som munddiarré.

Det ydede ikke hans arbejde retfærdighed. På Skarpetta kan tjenerne det på fingrene, på dansk og siger det så stille roligt som sagde de:

Ja, her er så leverpostej baseret på udegående, også vinterhalvårligt, gris med rillet bede, gyngende skypumpe og røget saltflage.

Ved siden af fisk fra den store dam, solskinsgul rørt, brune krummer i dynge, surt og små grønne perlebær.

Mellem de to: gul i hvid, i perfekte, runde skiver, i sidste uge leveret lige ud fra fjeromringet, sammenrimpet numsehul. Toppet med nænsomt presset hvidlig creme hvis smagsnuancer er, at sammenligne med tøjet på kejseren og afslutningsvis ikke mindst de runde, røde med frø og stilk. Rå oftest allergi befængt og derfor ikke indtagelses tilrådelige, men prøv gerne lykken, lidt kløe er vel slet ikke af vejen vel!

Bon appetit

Min frokost kræver nok så også kokkens redegørelse.

Han kunne bare havde printet et ark ud, og lagt den ind i egen plastiklomme til de andre fedt plettede i læder chartekket, som under snot, indtørrede fingerspidser nærmest kunne aflæses som blindskrift, jeg ville havde kunne læse, uden ikke medbragt brille. Det var meningen, ikke, at spise al kødet men med den nu kød forladte kølle på tallerkenen, kunne hun ved et vagtsomt side blik følge med i alt ovre hos os. Alt for lidt sovs til de sidste bider, men jeg følte hverken for, at gå ud og bede om mere, helst hele sovsekanden, eller være til en så stor gene for Goldielocks. Vi mangler stadig en snak om, hvad jeg kan tillade mig som mor, at udsætte hende for offentligt og ja retfærdigt nok synes jeg faktisk, den anden vej. Planen havde jo ellers været, at liste posen ud fra min inderlomme i vinterjakken, skovle kødet op (som var det en hunde høm, høm,) og hurtigt dreje rundt, så fedtet ikke havnede på det hvide mobilcover. Hvilket skal siges er overraskende smuds trodsigt. Virkelig god investering også fordi jeg altid kan få øje på det i alle sorte dyb af hvilke som helst lommer og tasker.

Fortrød så meget dette hensyn. Af flere grunde faktisk.

Jeg følte mig mæt og utilpas til langt ud på natten. Jeg ved det fordi overgangsalder sprinkleranlægget åbenbart lige var blevet serviceret og af flere omgange sendte ilninger fra ryggen, skråt ned over skulderen som en elefantorden til ned i mellem mine pænt sammenfoldede bryster. På brøkdele af sekunder var der som jungle annekset i ZOO under min dyne. Irriterende, at jeg absolut skal ligge på siden for middagen fyldte ud i hvad der føltes som også imellem ribbene og gjorde det mærkbart, at trække vejret. Indåndingen ligesom i vejen. Eller også var det madrassen, som var det.

Så er der også det faktum, at godt nok var det et sweetdeal tilbud men det mærker min konto jo ikke meget til, når jeg betaler for to, hvilket må siges at være fuld pris, tænker jeg. Så, når jeg har øvet ordlyden vil jeg overbringe Goldielocks min beslutning. Hun må for fremtiden holde sin jakke op på et aftalt signal for forsvindingsnummeret. Håber på (naaaiiivvtt), at disse små bestikkelser vil få firbenet med øjne som glaskugler til mindre, at få lyst til og angribe mig fra bag planten kl. ca 17:25 og bide mig i benet.

Heeeelt ærligt Olauf, jeg så du gik ind under bladet!

Hvorfor er det altid når jeg har strømpebukser på! Kunne sgu da for fanden bare gøre det lørdag eller søndag hvor jeg oftest har lange bukser på, eller er det for meget forlangt. Nåh, men det er endnu en grund til og holde mig stram i kødet, for han kan ikke få fat. Det er nemlig ikke aaaaaltid jeg praktisere Grys rejehop, da jeg er lidt bange for, jeg rammer ham med et knæ eller foden. Så hellere en rift. På mig.

Øh du bebrillet?

Hm….

Altså jeg skulle bare, men han angrb mig først og så….

Blevet budt før undervisning fra dejlig kvinde, mens hendes blik scanner min krop

” Spiser du ikke noget mad?”

Det jeg hører er: “du er for tynd, bliv dog voksen og spis noget.”

Lettere… provokeret som altid, da det tilsyneladendes er manges overbevisning, at man som underviser modtager generøse tillæg for, i mine øjne, lige lovlige personlige kommentarer, på tidspunkter i samtaler hvor det ingen kontekst har. I modsætning til bemærkninger sagt med kærlige øjne, en hånd på skulderen, knus, understøttet af en mere respektfuld indgangsvinkel i tonen. Jamen så kører du, bare lad os få en snak om dig og mig, bombardere hinanden med spørgsmål, der vil åbne, støtte og løfte i stedet for lukke med mistro og forsvar. Nysgerrighed på hinanden, hvor ingen sættes i boks eller bag stakit.

Dette, så nu er du dér, FOR EVIGT, du må ikke rykke dig, for så bliver jeg usikker på hvad du så er for en.

Svarede da lidt anderledes end jeg plejer.

“Jo, jeg spiser, bl.a. regnbuemad,” smiler til hende (allerede undskyldende gr.. ach…) Men så lidt mere frækt. “Det meste af det ville du slet ikke vide hvad var.”

Fandt et billede på min telefon jeg havde taget for sjov af uidentificerbar frokost anretning hvor grønsager fuld af farve både tilberedte og rå ville være som en farvestrålende papegøje imod en hvilken som helst pikkende, grå (fars)due. “Må jeg se,” blev der råbt og det gik på omgang. Så kom det fra den dejlige, nu lettet, konstaterende, “nåh, jeg kan da se der er kød på tallerkenen..” Hun peger mod røde deller.

Jeg rystede på hovedet, “nej det er ikke …” Det var jo så deller af blandt andet kikærter, rødbeder og krydderierne, der bar dem.

Så kom den næste, “spiser du slet ikke kød?” Tonen nu så spids, som havde jeg slikket underdel på kendt mands-og eller dame person iført nyt hår i DR`s bedste sendetid. Det ville tage 3 sekunder før mine børn så det, så havde videoen på YOUTUBE, en havde filmet og tagget, nået dem, delt landet over.

Hvorfor er det jeg bliver krydsforhørt med skingre bemærkninger som ovenstående? Det ville jo svare til jeg gik hen og stak min pegefinger ind i hendes bløde kødside og drillende sagde, “nåh, jeg behøver da ikke kaste en redningskrans til dig!”

Hvad er der med det kød, hvorfor er man af nogle set som lig med Putin tilhænger, når man prøver at bakke ud af kødindtagelsen? Hvem er det jeg fornærmer? Ja, for det er da ikke koen.

Bliver sgu så sur på mig selv, når jeg igen og igen formilder anklageren ved, at sige noget som, “jamen jeg spiser det da 1- 3 gange om ugen,” altså hvad kommer det overhovedet dem ved? Sidder jeg måske på anklagebænken?

Hvor var spørgsmålene?

Nej, det ser spændende ud, men hvad er det? Og det der?

Hvor har du fundet opskriften?

Nåh, det er din egen! Kan du så ikke sende mig den, mit nummer er?

Men nej ingen nysgerrighed, jeg er dømt mærkelig punktum, prut finale. Det er altså køernes prutter, der er et problem ikke kødet som mangler på min tallerken.

Beslutningen om, at spise mindre kød har vel snart været i proces i 2 år!

Jeg startede med at spise alt for meget salat, så jeg blev helt splat, anden halvdel havde for længst forstået at kødet skulle erstattes ved både frokost og aftensmad med bønner, linser, quinoa osv. Jeg begyndte mere bevidst at uddanne mig selv, lære madlavning forfra for smagene skulle komme andre steder fra. Når man spiser grønt og ikke så meget eller slet ikke kød skal tallerkenen virkelig fyldes op, jeg snakker et bjerg af mad. Jeg ser kroppen som en maskine, hvad jeg putter i den nu vil bestemme hvordan den vil fungere om nogle timer, i morgen. Hvor lidt jeg vil nå at se på YouTube på toilettet før der ingen undskyldning er for og tage havregrødsgryden i blød, i vasken, som jeg er sikker på Olauf allerede har stået med sine lange, hvide knurhår nede i.

Jeg har virkelig kreeret mange mærkelige knap spiseligheder hvilket også skyldes, at jeg ikke er meget for og holde mig til opskrifter, synes altid lige jeg kan tilsætte noget jeg har på lager, hvis der er noget i opskriften jeg ikke har. Ligesom i bageopskrifter kan det resultere i; det falder fra hinanden, bliver smattet, krummende, tørt, hårdt, ulækkert, lige til skraldespanden. Det har været forfra, forfra og forfra igen, fejle, prøve igen og igen, mindre og mindre bandende. Jeg er nået et vendepunkt. Hvor jeg for få måneder siden famlede temmelig meget til nu, hvor jeg nogle gange har fortvivlende lyst til, at rive mig selv i håret og råbe mod loftsbelysningen i køkkenet “så stol dog på dine fornemmelser for fanden!”

Hvorfor er det jeg stadig pr refleks synes det er nødvendigt, at forklare mine hvorfor`er, ditter, dutter og datter. Jeg har sådan en lyst til, at ruske mit selvværd i kraven og sige, “nu maner du dig fandeme op, stå så ved dine værdier for helvede.” Det er jo helt som det skal være, når anden halvdel med glæde spiser det allerbilligste, ikke økologiske kød og med velbehag køre brød ind med ingredienslister så lange, som var det opråbningen af en folkeskoleklasse, for han spiser også det meste af hvad jeg sætter på bordet… Meget modig mand. Så skulle det vel også være muligt, at jeg kunne tage valget, ikke at lade mig påvirke så meget, når andre har en mening hvordan jeg ser ud eller om jeg spiser mindre kød uden jeg absolut skal træde op i vidneskranken og lægge den ene hånd på biblen. Hvad gør man i Danmark? Lægger den på janteloven?

Måske roder jeg lidt ved nogle selvforståelser, så må det jo være sådan, alle må gøre sit, hvad man har det godt med mener jeg, også jeg. Fandeme så også jeg.

Bare de dog ville behandle køer, grise og alle andre landbrugs dyr som de fleste hunde og katte i de danske hjem, sætte prisen op, tvinge os til at betale for de blev behandlet ordentligt og ikke som en straffefange idømt evig isolering, uden gang i gården eller en tur i fitnesslokalet for at komme af med indebrændtheden. Gulp, har lige set der på Literbuen 9 i Skovlunde er mulighed for køb af kød fra slagte kvæg der f.eks. ikke er blevet malket men haft det godt, ingen stress. Med den pris bliver jeg nød til og smugle det ned i fryseren, men på den anden side jeg kan få det til og strække laaangt. Måske er det for sent. Tror jeg er for meget ovre på den “anden side” nu. Det skulle ellers være lige så naturligt at købe dyrt til smagsløgene, som det er til hud, hår og næsebor.

Salaten skal ikke mere skamme sig for, at være en del af menuen, for at spise grønt er så uendelig meget mere. Nu findes en hel verden på nettet hvor grønsager, nødder, bønner og linser kan være ved, det, de er. Synes for øvrigt plantefars er noget mærkeligt noget, en substitut for noget man ikke vil ændre, skal partout også smage af frikadeller hvorfor ikke byde andre smage velkommen, udvide smags, konsistens- og farve paletten? Ikke enten det samme eller duer ikke, mere min ynglings; både og.

Hvilken ny smag vil du prøve (jeg kunnet havde skrevet udsætte dig selv for) denne uge? Den næste og …?

Hvad er det vi er så bange for, når nogen forandre sig?

En kollega jeg engang havde var det sødeste bekendtskab men hun provokerede mit tryghedsnarkomaniske ståsted fordi hun hele tiden skiftede job eller tog en ny uddannelse. Det var ikke fordi jeg ikke undte hende det, jeg beundrede virkelig hendes naturlige given slip, og viden begærlighed men jeg blev bare så udmattet af og stoppe mig selv op i pludselige tvivl hver gang. Skulle jeg også noget andet og hvad skulle det så være?

Efter en del grubelen fandt jeg mig til rette igen, i det jeg altid har lavet, undervist, og helst samme mennesker, samme steder, samme tider. Nu læner jeg mig helt bevidst op af menneskers energi, ligesom jeg lader andre læne sig op af min, for energi er liv.

Hvad og hvem giver dig energi?

Knus

Fra tænksom observatør

Nu kommer påsken snart med dens frokost med fisk, fisk og så ja fisk. Jeg medbringer nu en broccolitærte, tror jeg. Grønsager i lag med ost og tærtedej, hvem kan ikke lide det… og ellers vil der blive flere rester til Goldielocks og mig. Gode gamle Karoline.

Kvindeligheden ligger da i …

Håret.

Jamen gør den ikke!

For pinligt ikke nok år siden var frygten jeg forbandt med og få kræft ikke, at jeg kunne have smerter, dø eller miste et bryst, nej, det var at miste håret, som om det var essensen af mig, hvad jeg gik ud på, var for en!

Måske har jeg bare ikke haft mod til, at se enden tættere på.

For.

Jeg har da altid synes mit lange hår var i vejen, når;

det altid skulle ud over undertrøjen, blusen, særligt de højhalsede, halstørklædet ved første runde, anden, så ud over kraven på jakken og afslutningsvis fri af remmene fra rygsækken. Det tager altså tid, især når jeg skal ud og hjem i vinterhalvåret 2 gange på en dag. Ved ophivning af 2 par raslende overtræksbukser er der forståligt nok nogle, der spørger, “skal du cykle?”

Øh… næh skal bare ud i bilen.

Meget indpakket kvindeperson, der holder benvarmernes tilstedeværelse til lysken mellem 1 og 2 lag (ud af 4 mulige) sådan lidt for sig selv.

Irriterende det Aaaaaltiiid skulle op, når jeg tog en nærmest daglig kropsvæskeafvaskning, og 2 timer senere sad klemt fast mellem sofa og anden halvdels hånd, når han kom for og kysse mig farvel for, at gå ud i vejret inden aftensmaden.

Når det trods filtrede krøller allerede efter ½ time i hestehale havde tilbagelagt afstanden fri af ryggen (frisk svingende) til klæbende ned af ryggen. Med hensyn til ryggen og ja måske mest nakken i virkeligheden, Så minder måden det klæber ind til huden ved den mindste sved om, at have halstørklæde på. Og hvem gå lige med krasende uld om sommeren?

Ja, ja det krøllede det skal jeg være glad for og det er jeg. Jeg har ikke måtte side i halve timer, med brændende hovedbund som da jeg var teenager og de (krøllerne) ikke havde fundet ud endnu. De kom da jeg flyttede hjemmefra. Var det et hint om, at nu skulle jeg ikke mere vare mig 24/7 fra dragens ildsprudlende tunge op og ned af min selvtillids hjertestrenge?

Al det mad det hår har indeholdt. Det jo en 3-retters menu med fri bar.

Eller jeg altid efter en times undervisning synes jeg mindede mere om Sille 4 år end hendes mor efter mor-og barn gymnastikken. Har undervist børnegymnastik i flere år så mit sammenlignings grundlag er i orden. Manglede sådan set kun det gennemsigtige lyserøde skørt. Meget upraktisk, når små ivrige knæ vil rundt på redskaber i jorden er giftig. Skulle så meget forbydes, at lægges på disken i H&M eller hvor de nu købes i 2022. Nåh ja og så manglede jeg også det lille knækspænde med en lyserød blomst på, der kun bliver brugt en gang fordi det efter, at havde dinglet fra en lok er klipset ud. Så de ventende 5 minutter på kanten af bænken i omklædningsrummet indtil skubbet ned på stengulvet da en lille arm skulle i flyverdragten. Måske endda sparket til hjørne hen til nullermændene, da æblestykkerne blev gumlet på vej ud mod bilen. “tak for i dag!”

Så irriterende i blæsten hvor man intet kunne se eller frostvejr hvor det knitrede af elektricitet. På et tidspunkt var det så langt, at det sad fast mellem døren og karmen, når jeg lukkede ind til kabinen. Måtte så åbne bildøren op igen da det ellers ikke var muligt og dreje mig nok i sædet til, at klikke sikkerhedsselen fast.

Det fungerede som et flosset gardin der skulle holdes til side, når anden halvdel var sød og kysse mig i nakken. Jeg har altså aldrig fattet dem, der samler det i en hestehale ned af den ene skulder, Jeg mener, drejer du hovedet, så ligner du jo, at du kun har èn rottehale. Det må da give seriøse ensidig skulder/nakke spændinger for, at holde den der og som om vi ikke er i nærmest konstant fare for, at få det i for vejen!

Med hensyn til dem, kyssene, gør han det pænt længe, fordi han ved det lander jeg af. Nu skulle man måske tro, at fordi jeg er afspændingspædagog, at så kan man selv klare de lejlighedsvise anfald af muskler som skælder ud fordi man har ignoreret diverse tegn, eller jeg slet ikke ville få dem. Men det ville jo være som, at forvente en tandlæge ikke ville få huller og hvis hun gjorde, lavede dem selv! For en del år siden blev det vist ved en afstemning afgjort, at nu hed vi så psykomotorisk terapeut. Puh, det lyder som automekaniker på et fremmedsprog eller en der foretager hjernevridninger på forsamlinger. Nej, så kalder mig hellere instruktør eller underviser det lyder som noget jeg kan være i. Jeg bliver dog lidt presset når en studerende slår hold op med pæne navne og jeg øjeblikkeligt tænker, Burde det være mig?

5 minutter senere. Får hun mere i løn end mig fordi hun bruger den fine titel ingen fatter noget af hvad betyder? Egentlig burde vi måske tituleres kropsklogskabskoner! Nåh, nej jeg har ikke knuden i nakken mere…

For nogle måneder siden svingede han håret, som i irriteret, til side og det sårede mig. Ja jeg kunne havde sat det mere op, men det får man altså bogstavelig talt ondt i skallen af og desuden, så ville det se endnu mere morgenhår agtigt ud på andet døgn uden vask. Hvad var for øvrigt også det praktiske i og sætte det op, for 10 minutter efter og “slippe det løs?”

Vaske hår var pænt træls især på ferier i andre lande og på højskoleophold hvor brusehovedet sidder FASTGJORT til væggen så højt oppe som er alle en mænd på 1.85 cm. hmfr. Jeg mener, hvem fanden løber med en slangebruser? Sådan en ½ deciliter shampoo er desuden også svært og få ud med stråler, der ikke har meget kraft fordi brusehoved bestyren ikke har brugt afkalker, som i ja længe. Nåh, så skulle det samles i badehåndklædeturbanen, hvis “ender” på det store håndklæde ofte faldt ned i det våde hårtab affald, jeg endnu havde til gode, at samle op i sik, sak mønster. Jeg stod altid tænderklaprende og skrabede med kronisk hovedhældning (helst) til højre, da jeg aldrig fandt helt ud af, at sætte håndklædet fast.

Det tog lllaaannngg tid og rede det ud, for det skulle i hvert fald ikke gøre ondt, faktisk var den “smertefulde” omgang med børsten det, som i sidste ende gjorde jeg skiftede frisør, og hun havde endda været langhåret! Måske er det blikket jeg inkasserede, da jeg endte med og ville rede det selv (jeps det var så besværlig en kunde jeg var), der gør jeg nu holder ud! Acceptere, at mange frisører starter fra “kronen,” tænker det må tidsbesparende ellers ved jeg ikke … Synes dog stadig det er unødvendig ophidselse af hårsække. Jeg måtte ellers temmelig modstræbende og en smule sådan lidt åben mund, “hvad sker der,” vælge en anden frisør da hende jeg havde haft hm… 4 gange ikke mere var på hjemmesiden, tænkte, at så var hun jo nok heller ikke i butikken! Ny tandlæge og så dette! Nåh, men jeg tog hende den nye med flest åbne tider for så gjorde jeg en god gerning… Ha. håbede på, at hun ville lytte ekstra til hvad jeg havde forberedt fordi hun var ny. Det gjorde hun. Overvejede seriøst mens hun vaskede mit hår om jeg kunne få hende til, at rede det ud over længere tid og hvad ville det i så fald koste? En, lille (bitte) shampoo til 70 kroner synes jeg ville være lidt i overkanten eller hvad mener du?

Hvad er der også med de vaske i frisørsaloner, kan de kun fås i en størrelse? Til 1.85 cm. høje mænd! Hvis jeg havde været en af de, der girafkvinder som havde fået en kobberring omkring halsen årligt, så måske… Ringhalset er det virkelig et ord? Når det står som overskrift på en billedserie på DR må det jo være rigtigt, men alligevel! Har købt den shampoo, meget lille faktisk. Jeg er så nem, hvordan klare du det, formuleringen nej tak i passende mængde og tonefald? Smuglede den sådan lidt tilfældigt op på kanten under vinduet, i modsætning til hans shampoo indkøb kan den sagtens være der uden, at falde ned. Lyver så meget hvis han spørger hvad en koster.

Smertetærskel er for øvrigt noget meget mærkeligt. Diskuterede med Goldielocks i går om hvad hun helst ville; have kvalme i bølger 7½ måned, men nem fødsel på 2½ time indeholdende en leverpostejsmad i mavesækken, i et bassin til strandet bug forstørret, højlydt, finger klemmende i kanten sirene eller ingen kvalme og så 1½ døgns fødsel med Ba bu kejsersnit forløsning på grund af navlesnors halsomvikling. Ja, for der er jo ikke noget imellem med mindre det er august, og man bliver 4 dage på hospitalet til solbrændtheden blev grå i amningens tegn. Hjalp det noget? Næh…..

Så var der besværet med og sætte manken flot op, der sådan set (indrømmet) kun tog fem minutter men alligeveller og det var så sgu spild af tid hvis jeg alligevel skulle ned og ligge…. Øhm… Med hensyn til det. Hvor fanden er de hedeture når man har behov for dem? Når soveværelset efter en timelang udluftning, i vinterhalvåret kunne være hvor pingvinerne lavede vendinger i deres frokostparade.

Der lugter altså ikke menneskeligt, kun indvendigt, når jeg går ind efter arbejdstøjet efter, at havde spist morgenmad. Lige der ville det være enormt praktisk, at man kunne trykke sig på hypofysen ja eller et andet sted jeg kan nå…. Og bestille 2-3 hedeture i træk. Bestiller også lige en til, lørdag klokken 10.01 til ciiiirrrkkkkaaa 10:15, derfra klarer produktionen af overskudsvarme resten.

A pro pos ligge. Lad os lige slå endegyldigt fast, man kan ikke ligge behageligt på en hestehale eller kæmpespænde plus det løse. Altså var halvdelen af indholdet i min arbejdstaske en hjemmeproduktion af en halvmåneformet pude, som kunne presses sammen grundet for lidt fyld i den ene side. Hvilket var udmærket for ellers var der ikke plads til vandflasken. Achh de vandhaner ude i hallerne! Er de bange for, at nogen drikker af dem, ja for en 33 ml. liters flaske (regner med det er ca. hoved størrelse) kan i hvert fald ikke komme ind under. Pudebetrækket selvfølgeligt råhvidt! Lignede måtte for aftørrede, beskidte børnefødder efter kun en uge på gymnastikgulve, dog heldigvis kun tæt på. Jeg skiftede imellem 2, den anden ligger bebrillet med om natten! Og vi vasker altså ikke så meget hvid. Nu hvor nakken er fri tror jeg bare de bliver hans….

Jeg har troet, nej følt min kvindelighed lå i det, håret ned ad skuldrene. For ligesom med overgangsalderens ægnedtælling, så virker det og være kortere på toppen som en endegyldig indrømmelse af døden i den anden ende. Lyder sart, jeg ved det, så må det gøre det.

Vil jeg måske have flere børn?

Na hej tak. Vil så meget hellere nyde, at være Superwoman hvor Goldielocks ringer på en helt almindelig torsdag og gør den så weekendagtig, at jeg halve timer glemmer, jeg altså også lige skal krænge mig igennem fredagens strabadser. Jeg elsker mit job meeen 3 hold på en dag er lige ja for meget på en morgenmad og en daddel. Min hjerne føles som et hurlumhejhus, når den skal til, at huske zumba koreografier klokken 11:45. Jeg vil bare SÅ gerne kunne nyde det mere, ikke stå hver evig eneste fredag og føle jeg ikke har øvet mig om torsdagen, det er opslidende for selvværet, men selvfølgelig en pisk til at øve mig også på andre tidspunkter, mens gryden koger næsten og over. Med kun et hold af sin slags om ugen er det og forberedelsen ikke rigtig nok til, at forhindre de små pixels (1 pixel=0,265 mm.) af koreografi billeder i og forsvinde i min hjernes hulrum,. Slet ikke med håret fastklemt i armhulen og musikken i hak. Gr…

Jeg har altid syntes, at kort hår kan være lige så flot som langt, men åbenbart ikke til mig. Nu var det bare sådan at jeg har længere ikke var hende med det lange hår i spejlet. Inden i var der en som er fræk, en med energi sprøjtende ud i alle retninger og det hår var en gammel fæstning, jeg ikke behøvede beskyttelse bag mere. Vi er så meget mere og andet end hårsækkeceller.

I efteråret var jeg på et kursus hvor vi skulle ligge på sådan nogle skumruller og for sata.. Da kunne jeg jo hverken det ene eller det andet, følte mig bogstavelig talt holdt tilbage ved håret… Manglede kun manden. “Køllen” lå jeg på.

Glæder mig til alle aktiviteter hvor jeg nu vil være fri af; spænder, der konstant niver, når trykket på, stramme små sataner af mikroskopiske elastikker, der er lige så svære og få ud med frokostindfedtede fingre, som havde det været en almindelig husholdningselastik. Jeg har for tykke fingerspidser og lille tålmodighed til det. Min hals er blevet halsringe længere og gulp hvor har jeg mange brune pletter på den. Mange tak, mor! Ønsker jeg havde haft en søster så kunne vi havde delt.

Inden jeg i løbet af 20 minutter gik fra langt til barbering i nakken, sagde jeg det bevidst ikke til nogen jeg mistænkte var langt hår fortaler, for så ville jeg igen sige, “bare spidserne …. Tak!”

Det vokser ud igen.

Langt hår fortaler (ske.)

Ja, det kan vokse ud igen, men det vil tage 1½-2 år. Jeg behøver heller ingen trøst, da der ingen fortrydelse er. Man kunne selvfølgelig også sige, at nu har jeg hyldet de lange lokker i måske 30 år, så er det vel på tide og hylde det kortere.

Stod meget foran spejlet de først døgn. Gik fra overraskelse hver gang mit blik så den missede længde til orv. Ser næsten ikke mine Earl Grey poser under øjnene mere eller … Nu er de i hvert fald (et stykke tid) stadig pose mod pose i papæsken, ikke ligget og trukket i kanden ½ time. Kan jeg putte en seddel ind af brevsprækken og fortælle hende frisøren, at dette bare er den bedste klipning lææængeeee? Er der overhovedet en! Klistre et ophæng op på glasdøren er så måske også lige lovlig… Sprittus er vel udelukket går jeg ud fra.

Vil så meget nyde, at jeg kan gå med håret løst, det har jeg ikke kunnet lide i årtier. Lignede helt vildt dronning Margrethe med hovedet ud af vinduet på sin, sølvbryllupsdag (tror jeg,) puh det var skræmmende. Jo, der var det 10 juli, 1992, googlede det.

Jeg skal så meget næste gang det regner tralle, (øh stumt) ligesom Fred Astaire med paraplyen hvilende mod min skulder, dog ikke drejende, da det sikkert kun er i Hollywod`ske filmstudier det kan lade sige gøre uden den vender bugen ud af, uden at få mit hår i klemme.

Du skal ikke være bange for forandring eller så i hvert fald være det mindre for her i Danmark har vi det godt.

Joooh det har vi.

Det største, største knus herfra.

Lisser

Hvad ska du være fri af?

Kom i tanke om, at jeg jo er blevet fri for og flytte mit hår om natten. Gad vide hvor lang tid det tager, at vænne min refleks opbygget over år, af med det, for selv efter en måned skal jeg i mørket fortælle min hånd at; “nej, nej det behøver du ikke, bliv bare liggende.”

De siger,

at ved og investere i bæredygtige aktier kan du gøre en større forskel end ved, at sortere dit skrald. Men hvad dækker bæredygtig egentlig over? Er det ingen brug af kul, færre hænder på piccoliners bagdele eller ingen dyr, som kommer til skade? Og er det noget virksomheden allerede gør eller noget de påtænker, måske, at gøre inden året 2050?

Jeg har længe gerne ville købe aktier som en udvidet pensionsopsparing. 2022 skal være året, hvor jeg ikke mere vil lade mig intimere af den mandsdominerede verden og blive holdt i hånden for, at trykke køb.

For det kan vi alle, trykke på køb.

De siger jeg ikke behøver, at side og se på aktiekurser hele tiden men jeg skal have tænkt over hvorfor, hvor meget, hvor, på hvem jeg vil “stemme,” og ca. hvor mange år jeg vil være med.

De er female invest.

Når min mor på 77 år kan have både aktier og obligationer uden og eje en computer eller kunne gå på nettet på sin mobil, så skulle der vel være mindre vej fra rædselsslagen handlingslammet til, at få en konto hos enten Saxobank eller Nordnet.

Anden halvdel skal ikke involveres, det bliver endnu en vej, hvor jeg har tænkt mig og slå kalechen ned på min indre cabriolet, blinke af og sætte farten op ud mod den 3-sporede, hvor jeg kan flette ud og ind mellem andre kvindelige bilister.

Det lavpraktiske 1 skridt er altid min største udfordring. Det er som og stå foran den hest i folkeskolens “ny” hal. Vide, at jeg under ingen omstændigheder kan få mine lemmer til, at samarbejde om og løbe henne fra endevæggen af. Så sætte af, så jeg lige præcis kan gribe om håndtagene for, i èn glidende bevægelse og komme over en højde, der som et minimum går mig til brystet. Den form for koordinering turde jeg slet ikke håbe på, at indeholde. Turde … Jeg havde først skrevet tør, men ved femte gennemlæsning passede det ikke mere, for stillet over for udfordringen i dag vil jeg gøre det, løbe, løbe og tro…

Og måske ville jeg

Trippe, trippe, trippe, foran den, læne min overkrop til siden for og prøve til en start, at få i det mindste den ene fod op på ryggen af den.

Og måske

Måske ville jeg flyve over og lande hårdt på den anden side, på den ene fod, som jeg så ville side med is på om aftenen og lade som om, at den i hvert fald IKKE var forstuvet. Som i slet ikke.

Jeg ved godt, at når jeg har prøvet de fleste ting et par gange er der ikke mere nogen hest, ja faktisk heller ikke noget rum, der lugter som 1000 gamle, sure gymnastiksko.

Min fornuft siger mig også, at som med alle andre førstegangsoplevelser så kan der komme et sus og bagefter et, “åh.. var det ikke andet!”

Jeg kunne havde valgt et billede af en brændende pengeseddel. Men valgte, at fejre beslutningen om tro på afkast i stedet med min hjemmelavede, portvins oversprøjtede rouladebund, smurt med rigelige mængder af let, pisket optøet chokoladeflødeskum mellem lagene. Et overdådigt tegn på håb, levet liv og gode venner (Serien: Friends.) Især med brombær (on the side) fra Tornerose krateret derude,

Det er virkelig irriterende at tro alting er meget sværere end det er. Det forsinker mig virkelig meget. Bare det, at køre den forbandede hest ind på de små, knirkende hjul foran mig hver gang. Det er sgu som, at lægge tegnestifter og glaskår ud omkring mit cykelhjul hver gang jeg tager cyklen ud af garagen og i mit slalomløb ned af den lille bakke mod fortovet håbe på, jeg ikke rammer.

Kan du huske billederne af Wallstreet; skrigende, hoppende mænd med arme i vejret viftende med papirlapper i hænderne? Puha… investeringer, aktier, lig med mænd i åbenstående skjorter med slips revet til den ene side, håret stikkende ud i alle retninger og vilde, sorte øjne, hvor det kun er belureren som endnu virkelig har forstået hans tab. Faktisk har jeg haft det sådan, at bare tanken om og købe aktier forbandt jeg med noget virkeligt farligt som f. eks, at holde en fugleedderkop i hånden. Eller hvad med direkte og brænde pengene af på et bål, hvor jeg bagefter barfodet løb henover gløderne. Av, av av for den.

Dette billede har jeg tænkt mig, at trykke delete, (slet) ud for. Så. Trykkede. Du skal nemlig ikke mere deale med en tjekket udseende, hvid mand for og investere. Nu foregår aktiekøb via digitale børsmæglere som netbanken Nordnet tilbyde, at være. Som med alle andre køb kan du altså sidde under varmetæppet helt for dig selv. Men hvorfor er det egentlig lige jeg frygter for hvordan det skal gå mine investeringer (penge,) når jeg utallige gange har købt noget, jeg dybest set ikke havde brug for og som jeg heller ikke fik brugt. Hvad er egentlig forskellen på og købe en aktie og blusen, der på tredje år ligger i skabet med prismærket stadig dinglende fra halsudskæringen! Jeg har da sagt farvel til de penge, hver gang jeg har ladet den ligge og taget en anden, har jeg ikke?

Noget der må ligne panikangst rammer mig da jeg går ind på Nordnet` s side, skriver ny kunde og går videre ind med NemID.

Sæt penge ind, står der i i den lille firkant. Jeg ved godt hvad det betyder, jeg skal bestemme om jeg tror på dette nye, at blive en invester, Investere i en fremtid, ikke hvem som helst. Min for pokker 5, 10, 15, 20 år ude i fremtiden. En fremtid fuld af frihed og måske lidt større pensions opsparing. Kunne også bruges til en barnevogn, til et barn endnu ikke født, men tænkt på er det….

Uhhhhhh… bare tanken om og flytte pengene fra en bank til en anden, føles som om den sum jeg har tænkt mig overføre allerede er aske. Et virtuelt pust og så er timer brugt i alt for varme- og kolde haller iført træningsbukser, løbesko og svedabsorberende bluser spildte. Edderkoppen flytter sig i min håndflade og jeg gyser da jeg lader siden åbenbare et kontonummer, der vil æde mine penge.

Altså, du har ikke givet lov til noget endnu..

Mig, berogligende

Min fornuft har forladt bygningen.

Jeg kan simpelthen ikke huske nogensinde selv, at have oprettet en konto med tal kun jeg og nu Hanne (den tast og skærmramte) kender til. Anden halvdel har altid gjort det og når man sidder ved siden af, så gør man det altså ikke. SELV. Punktum. Den viden har gjort ondt i mange år, men ikke mere. Niks. Jeg har klippet mit hår af og fra, at have kørt en masse i bakgear, har jeg resten af mit liv udelukkende tænkt mig og køre i gear, der er på plussiden. Tak kvinde i Veksø for, at tro på mine vegne indtil jeg gjorde det selv. Det er mange aktier værd, aktier du satte i mig. Du var heldigvis en tålmodig, langsigtet investor.

Okay, næste, Danske bank, griber mobilen igen, trykker koden og flytter pilen med pegefingeren. Ser ind i Hannes skærm, et klik senere er jeg inde på min lønkonto. Kære gamle ven, et af de cifferrækker jeg rent faktisk kan det meste af udenad, det, også fadervor men det er jo så ikke tal. Hvad vil jeg brænde af?

Min finger taster 3000. Jeg føler mig som en spiller og jeg kan ikke engang lide konkurrencer. Taster det nye nummer ind som modtager og tøver, tøver da jeg igen med NemID skal bekræfte. Et ok til, at jeg sender mine 3000 kroner ud i intetheden. Hold nu op, jeg er bange. Markeringspilen dækker bekræft og jeg ved de er væk. Åbner Nordnets vindue og de står der ikke, der står bare nuller. Jeg ved selvfølgelig godt penge ikke overføres fra sekund til sekund, men det er mit bekymringsgen skide hamrende ligeglad med.

Under varmetæppet uden tilslutning farer saltvandsreserverne ned og ud i mine sorte tykke strømpebukser. Jeg krænger tæppet af, smider trøje og sidder i underkjole og nederdel ud over mit fugtige skridt. Ja, det, øh tager, det der, tyngdekraft der meget bogstaveligt…

De er der ikke

De er der i… Farvel 3 tusind og jeg nåede ikke engang, at trykke månedsopsparing … Jeg går ud i køkkenet med Goldielocks i ørerne og trækker forsigtigt i plastikposen omkring skålen fuld af boblende pizza dej. Den lader posen slippe uden det store besvær, som forstår den, jeg i en noget lun krise.

Nu snart meget aktiekyndig veninde ringer. Hun er så skide hurtig til at forstå, huske og kan så også lige formulere det, imponerende. I mens står jeg i processen med, at opdele dej med hjerne, der føles ditto, nu også snart drysset med ost. Jeg taster Goldielock “ud” i mit forsøg på, at give opringeren beskeden; jeg ringer, når osten er på plads i køleskabet og ostefingrene mindre ostehørmende. Pis… Det er også stressende, man står der og hvor tit er det lige man får afprøvet at have nogen på hold? Genoptager samtale med Afkommet? Achhhh… Fedt, nu lugter både Hanne, mobilen og jeg af ost, virkelig!

Jeg tænkte det samme.

Veninde med meget betryggende, jysk accent. Havde hun været bornholmer havde jeg nok kunne tage trøjen på igen…

Accent tryghedsnarkomanenen

Hun har “kun” 500 kroner ude og flyve, jeg skulle selvfølgelig satse. Vi har ellers startet dette eventyr sammen. Jeg omtalte bare en dag, at jeg havde tænkt i, de der, du ved (hvisker nu) aktier.

Har du? Det har jeg også!

Veninde

Det var det, eller nej men Daniels pengetips på YOUTUBE kan anbefales, for han fortæller med helt almindelige ord så selv en 19-årig ville søge mere viden med det som udgangspunkt.

De siger alle

Du skal lægge en strategi. Ov, så er man også lige en, der lægger sådan en!

Jeg kan godt afsløre det vigtigste er, at tænke; lllllaaaaannnnggggsssssiiigggttteeetttt.

Minimum 10-15 år sådan bum. Ellers er det spekulation, typisk mig og huske dramaordene, men hvad er det lige ÅOP betyder? Piller lige i en neglerod, bider lidt i den, jo der var stadig noget tilbage, hiver, så for, av.

Det er meget vigtigt, at sprede sin risiko over lande og markeder, så kun at købe aktier hos Vestas er no go. De har gjort det så smart, at investere du i indexfonde, så lægger du dine penge mange steder, da de på forhånd har bestemt hvilke virksomheder, der skal være repræsenteret i fonden. Hvilket så igen skulle mindske eventuelle tab.

En ny dag

Jeg tjekker Nordnet, mine sider og der. Der er de. Mine 3000 kroner, jeg lukker låget på Hanne og går ud og tager spækbrættet frem, trøjen allerede smidt over spisestuestolen på vej ud, for det er nu alvoren virkelig begynder. Fra jeg trykker månedsopsparing til jeg har sat siden op med mine valg af fonde….. Hvem vil jeg satse på, ude hjemme eller begge dele? Bæredygtigt eller på medicinal industrien, som nok skal overleve med al den medicin vi er villig til, at satse vores helbred for? Hører endnu en af Daniels pengetips videoer og får med våde fingre igen og igen klikket reklamerne væk. Han kan ikke love mig noget, det er min beslutning, jeg skal være tålmodig, og ikke, ikke sælge, når de begynder gå ned i værdi, for der vil altid, altid, være disse fald og stigninger. Så man skal ikke bruge af penge, man ikke kan undvære de næste 5 år. Jeg kunne putte penge i obligationer, de skulle være mere “rolige/sikre” men ja det viser sig øhm, at jeg nok er mere spiller end jeg vil være ved. Det er jo ikke rigtigt at investere.

Det sidste; totalt bullshit og du skal ikke “købe” den. For “de” siger alle, at du skal gøre det, du har det godt i maven med. Men. Det kan jo svinge…

Hvad ville du have det godt med?

Rolig det ene øjeblik…

Siden børnene begyndte og færdes ude ved nattetide, har jeg mærkeligt nok altid kunnet klappe mit bekymringsgen på ryggen og falde i søvn. Men. Så. Så når jeg vågner i natten og i siksak går ud for at tisse …

Kigger på klokken, åh altså kun 24:45. Misser ind ad hendes åbne dør og sætter øjeblikket efter min varme ende ned på det isnende, kolde toilet sæde. Såh, såh når jeg vågner er hun, der, inde bag den nu lukkede dør med øreproppenuller i den krøllede manke og garanteret uforståelig snak, når hun entrere køkkenet over middag.

Nu hun er flyttet er det en befrielse ikke at vide.

Det var ikke så slemt, valgte de fonde jeg var blevet anbefalet og havde hørt om forfra, bagfra og så en tredje gang for nu, at huske helt rigtigt plus krasset hastigt ned. Måtte ind og overføre 100 kroner mere (nu uden luner,) fordi den havde regnet det sammen til at blive 3067 kroner. Når jeg nu var inde i betal og overfør kunne jeg lige så gøre den månedlige overførsel automatisk, det havde jeg heller ikke prøvet før! Hvorfor! Hvorfor har jeg undgået det i årevis, det er jo ikke fordi endnu en køleskabshylde går i stykker, eller jeg påkører en trailer, begge dele sket, dog ikke samme dag. Hvis jeg er lidt langsom og opbruger “min tid” så er det jo bare at starte igen, raket videnskab er det ikke. Nu går jeg ud og blender min suppe og sprøjter op på væggen som jeg plejer. Trygt.

Hørt ved middagsbordet.

Kunne du ikke lave den “lyse” (læs: gennemsigtig) suppe næste gang? Er lidt træt af suppegrød!

Bebrillet

Overvejede nogle sekunder (sådan ja rolig nu.) Der er jo det, der, kød som jeg ofte mod min vilje ender med, at hjælpe med og spise op, som en anden god kammerat. Sikker kan jeg alligevel ikke være på, at han vil spise hverken det ene eller det andet jeg får kokkereret. For det er ikke som farfars eller hans stand in, is blokken med dens kammerat, farsboller med knoglesplinter og melboller. Det får jeg simpelthen ikke ned, som i nogensinde igen. Så vil jeg hellere klippe huller til øjnene i lagenet og satse med 200 kilometer i timen ved, at investere i bitcoin, som blandt mange betragtes som noget diffust hokus, pokus.

Ved du hvad, det gider jeg faktisk ikke. Nej, for jeg elsker min suppe, jeg er varm og mæt i timevis bagefter, plus mine smagsløg har noget at lave. Skal kun prutte lidt af porren men lille pris at betale, synes jeg overordnet set.

Nej, du må bestille det hos farfar.

Superwoman

Vidste du, at selv mænd er bange? De er skide bange for at investere.

Gør det nu, gå ind og hør på Daniel, Økonomichefen og hm… Kristian Bruus, og ja så er der Femaleinvest.

Knus og kram

1 gangs investoren, 8 februar der gik det løs. Trylleryllerolleri, der slap pengene (endelig) fri…. Whihhhhhh……

Øh.. og så ikke!

Kan, skal og vil op den hest igen, så, stå så stille du, ikke side steppe.

Ja, altså, det bliver først 8 marts, for jeg manglede, at scrolle ned inde i et pop up vindue. Suk. Derinde og nederst var der en lille firkant, som manglede et hak. Tilladelsen til 5 gear.

Med investeringspartner i rører fandt jeg det selv, men rart var det nu, at hun ivrigt heppede med i tæt kontakt gennem min høretelefon. Der er sgu ikke meget som slår en råbende veninde i øret, med blæstens susen som bagvedliggende lydtæppe.

Ps. Jeg har haft så utrolig ondt i mine arme. Var det fordi det var svært, at tage en grænseoverskridende beslutning? Ja, for jeg er da van til, at bage.

Nu står de, første overførsel, parat ved startlinjen, venter kun på skuddet. Jeg kan se det hvis jeg går ind på mine sider, i min nyoprettede månedsopsparing hos Nordnet. Hvis jeg fjerner dem igen, gør den ingenting. Det er mit valg, også om jeg vil ændre fondene til nogle andre. Jeg kan bestemme om jeg vil investere i obligationer, som måske er meget rare alligevel, oprette en aktiespare konto og måske selv lege med, at købe enkelt aktier end lade fondene bestemme. Udelukkende mine valg. Et klik inde i min bank og jeg har fjernet den automatiske månedlige overførsel. Så er der bare tilbage, at acceptere jeg ikke har viden som en, der har investeret længe, men jeg kan vælge det ikke slutter her….

Vil du med ud på motorvejen med flagrende hår. Vi kan jo bare aftale, at nattekørslen, som føles udført i blinde, den venter vi med, og spøgelseskostumet kan blive kattedronning.

Indtil da kan vi begge i smug se video` er om indexfonde, som passivt styret (modsat aktivt af mennesker) giver mere afkast, for aber kan, siger de, altså ikke aberne, lige så “godt” som mennesker forudsige aktiekursernes kommende toppe og bølgedale.

Hvad var det nu en fond var igen?

Jeg synes det er svært …

at holde fast i troen på, at noget jeg ikke gør eller gør på en anden måde vil nytte noget i det store miljø/klima/ressource regnskab. Jeg prøver alligevel på alle mulige, måske for andre, mest latterlige måder, for i sidste ende handler det ligesom afstanden mellem mennesker i en coronatid, om hvad der føles rigtigt inden i mig.

Hvad er rigtigt for dig?

Hørt omme fra bagsædet på vej hjem.

Jamen, det er da de store virksomheder, der skal ændre adfærd.

Ja, men er det ikke en superbelejlig tanke!

Så kan jeg nemlig fortsætte på den måde jeg plejer.

Er der ikke vaner vi kunne vænne os af med som efter nogle dage, uger, måneder ikke ville være noget vi tænkte over eller savnede mere?

Hvis jeg nu brugte en bagemåtte i silikone, der kan vaskes, så kunne jeg jo lade rullerne med bagepapir ligge i butikkerne. Tror jeg kan bruge en på en måned til 1½. Så havde jeg også mindre til skraldespanden. “Ja,” siger anden halvdel så, “men der går jo vand og sæbe til!” Førstnævnte en ressource og sæben? Naturen har vel ikke brug for at blive skrubbet, eller! Den skulle vel, ligesom ovnen, være selvrensende! Så er der dagen jeg smider måtten ud, den vil jo aldrig formulde allerhøjst revne. Og kan man så putte den i plastik containeren eller skal den i småt brandbart? Skulle jeg hellere gå til en psykolog eller se mine veninder mere og på den måde undgå det meditative i, at rive et (mest 2) stykker bagepapir af pr ovn optænding?

Der er hele tiden den opvejning. For hvis jeg tager bilen, nu tager jeg den helt ud ik … Så bruger jeg benzin og udstødningen er jo ikke ligefrem noget jeg selv kunne tænke mig op i næsen.

Jeg ser skrald hænge på buske og træer som stedsegrøn julepynt og håber, at mine ufødte børnebørn ikke render rundt i skrald til knæene som teenagere?

I corona`ens navn har jeg sat dagligvareindkøbsture frekvensen ned. Beholder nu åbenlyst for afkom gaveposer for, at genbruge dem igen og igen, for hvorfor købe nye, når de andre stadigvæk klarer jobbet? Nemlig at være ansigtet ud af, der skjuler godter man ikke gider og pakke ind, inden i.

Jeg pudser mere og mere næse i gamle T-shirts rektangel udklip, der alligevel skulle kasseres fordi de hørmer under armene ved næse ned stukket. Der var da engang hvor de stak hvide op af fint klædte mænds brystlommer eller lå indtørrede, knap gråblå identificerbare i alles lommer. Når så sæsonen fik en til, at gribe ud efter den tøjgenstand igen, kunne den stå selv i de sjoveste former.

Det her handler jo ikke om køkkenruller, lommeletter eller bagepapir, jeg siger bare det er svært og gennemskue hvad der er det mest langsigtede at gøre. Hvilke ændringer kan bedst betale sig (fra i går) for, at slide mindst på jorden og bade i dens ressourcer?

Der er vel egentlig ikke noget i vejen med, at bruge de grønne grøntsagsposer til mit sved stinkende arbejdstøj på vej hjem fra arbejde fredag, inden de ligger weekenden over i vasken og bliver fyldt med grønt.

Eller …

Er der nogen regel om, at når nu bebrillede så massivt støtter magnum is bægre indkøb, at jeg så ikke bagefter må genbruge dem til mine mandag til fredag hjemmebryggede blandinger af mysli? Stablet og parat i skabet til, når jeg ikke orker eller har tid til havregrødskogning plus efterfølgende forhadte opvask. Både vand, sæbe og bandeord bliver sparet her. Jeg kan ikke lide når havregryn blandes med vådt, står natten over og alt smager uden nuance og ligner papmacheklister fra folkeskolens formningstimer. Det er kun lasagner, dej til diverse og gryderetter, det, virkelig gør noget for.

Hvad rester også kan bruges til….

Har du en rest Kartoffelmos? Eller hvad nogle kogte kartofler? Mos dem (evt. med lidt smør) med en gaffel og lav disse. Nøj, de er vanedannende. Skriv hvis du er interesseret i opskriften, så kommer den med næste gang.

Nu ved jeg godt det lige har været jul, men altså hvis du kan lide, tåle ris a la manden så få neglet resten i skålen, i år, helst med noget kirsebærsovs (også virkelig godt uden.) Frys i små beholdere og tø op engang imellem enten til en lille dessert eller og det her er det bedste. Spiser du for eksempel skyr, græsk yoghurt eller andet neutralt mælkeprodukt til morgenmad, så bland en teskefuld (så du har sikkert til mange dage) rest ris a la mande i. Det smager sind sygt godt. Der er sikkert lidt vand ved, det hælder du bare ud.

Husk! har du en rest flødeskum kan den fryses. Måske skal den bare røres lidt når optøet. Piskefløde er dyrt, men ved juletid kan du få en kvart til 2 kroner! Hænger du med enden i vejret ved nattetide over containerens kant kan du få dem gratis. For jeg vil vædde med der ligger minimum 20 dernede. Jeg lavede is (også med kirsebærsovs og store chokolade stykker. Overhældte ved servering med hjemmelavede karameller. Jeps, også af piskefløde, anden halvdels undgå madspild gen havde slet ikke kunnet stå imod. Karamellerne smagte godt men da de vedblev med, at være lidt for bløde, tænkte jeg, varmer da bare nogle af dem op igen. Afsluttede med nogle optøede brombær fra sidste sommer.

Salling, Vores is, Præmier, Carte`dOr gå hjem, det var himmerige i mundfulde. Bebrillet fødselar ville hellere have Vores is, fair nok, så har jeg en rest is til næste gang jeg får gæster. Regner med han får øjnene mere op for mad, hvor han rent faktisk vil kunne genkende indholdet på ingredienslisten, hvis den blev stillet foran ham. Stille spørgsmålstegn ved, hvorfor han ikke sætter spørgsmålstegn ved præfabrikeret mad, dets korte mæthedsfornemmelse som sjældent har set noget, der bare ligner gode råvarer og kærlig omrøring i timevis. Meen vi kan jo lide det, de smage, vi er trygge ved og kan stole på…

Lydfætter

Nogen er brudt ind i skabet i ny Måløv hal og stjålet min mikrofon! Stort suk. Jeg mener, hvis de vidste hvor meget jeg har været i nærkontakt med det mundstykke. De kunne sgu lige så godt bytte bolsje med en covid inficeret, men det må de om… Nu ligger min gamle ven sikkert i en eller busk og svinger om kap med et blåt mundbind. Jeg havde ringet til en kontakt for om han kunne skaffe mig en ny. Lad os kalde ham Lydfætter for han minder faktisk lidt om fætter Højben, ikke fordi jeg har læst så meget Anders And eller måske er han snarere en blanding af ham og Georg Gearløs.

Jeg havde kigget lidt forbeholden ud af mit stuevindue, da han ind i mit højre øre sagde, “jeg kan komme forbi hallen med en i morgen”. I morgen, seriøst, tager han pi… på mig. Svarede, “at jeg var vant til at vente i MÅNEDER,” kommunalt du ved. “Så han kunne bare komme torsdag næste uge.” Tirsdag ligger der en låne mikrofon, godt nok med et headsæt, der ville passe bedre på en stor fyr med enorme øre, men lad det nu ligge. Den fungere. Torsdag, 2 dage efter, låser jeg den lille låge op ind til anlægget og ser ind i brystkasse med hænder, der fumler med noget. En stemme kommer der indefra, “er det dig, der er Lisser?”

Skal lige til at nikke inden jeg kommer i tanke om, at det kan han jo ikke se. “Ja.” Et hoved dykker ned og og vi får øjenkontakt. Lydfætter. Han smil når op i de venligste øjne og så overrækker mig en skat. Det skal lige siges, at hver gang jeg får en ny mikrofon er det som da jeg var barn og havde fødselsdag. Havde jeg været en hund ville jeg logre så meget med min hale, at hele mit bagparti ville svinge. En Tesla, frue? Nej, ellers tak hellere en mikrofon ingen har brugt før mig, som jeg kan gøre skæv over år.

Jeg går ind til ham for, at sige ordentlig tak, fuldstændig overvældet over hvor hurtigt jeg står med mikrofonen i hånden. Jeg har kun undervist på dette hold en gang uden, det er rekord. Hans hår er uklippet og han har den største nullermand på sin godt slidte, sorte (grå) sweatshirt. Må virkelig holde mine arme ned langs siden med magt for ikke, at række ud og pille den af. Han er et hoved højere end mig men kan virkelig mærke, at mit omsorgsgen rør på sig. Han lytter opmærksomt til alt hvad jeg vil have den skal kunne. Kan man slå noget fra og hvad med volumen, kan man det på mikrofonen, når nu anlægget er bag glas og skruer? Han tilbyder at skrue glasset af inden, han i stedet med rolige fingre finder alle mikrofonens små knapper under batteri låget og viser mig tydeligt (YES!) hvordan han skifter forsigtigt mellem de få muligheder, der er. Min næse er helt nede, snuser ind, kan lugte plastikkens duft af ubrugt og min stemme lyder ud igennem højtalerne 1,2,3….

Færdig

Jeg er SÅ FÆRDIG med, at lade nogen gøre noget for mig, uden, og lægge mærke til hvad de rent faktisk gør. For når så et problem opstår og de selvfølgelig ikke er der, kan jeg løse det selv. FÆRDIG, bare færdig, er endelig kommet i vil selv, kan selv alderen. Sikken en frihed, der ligger i det.

Iføre mig min nye skat. Ah…. den passer til mit hoved, dejligt, og den er let i bæltet. Musikkens intro går over i a-stykket og mit blik følger hans lidt sjoskede gang skråt igennem hallen, han gør ikke opmærksom på sig selv, forsvinder bare ud af døren helt stille. Et øjeblik flagre små sommerfugle rundt i min mave, betaget af den hjælpsomme mand, der helt tydeligt ikke tænker meget over, at han ligner noget, der har rullet sig i hjørnet. Hans forgænger var fra EL-Lars. Han fik mig ved hvert besøg til, at tænke på stofgardiner, som ikke var blevet vasket efter cigaretterne var lagt på hylden og mikrofonernes mundstykker lugtede altid af røg de første uger uden for etuiet.. Hængerøven i de nussede bukser med stort usyet opsmøj ved anklerne var lige så sørgelige som hans syntetiske sweatre. Det tog mig nogle år at finde ud af at han faktisk hed Vagn, men jeg kaldte ham nu magikeren, det kunne han godt lide.

Undvigelsesmanøvre

Som jeg vælger at tro og forstå det lige nu så må noget af det bedste være, ikke, at købe noget, jeg sagtens kan undvære. Så. Jeg tør ikke gå ned i BIG i Herlev for så ved jeg hvad det ender med.

Tøj, jeg smugler hjem i rygsækken, med tanke for at skifte ud, når jeg i virkeligheden ville have aflad for et eller andet humør jeg gerne ville ud af. Det virker. Men kun til jeg igen erkender, at jeg narrer mig selv. Et kram og en samtale med anden halvdel ville havde virket bedre og jeg smider jo ikke ret meget ud, vil allerhelst give det videre hvis det stadig holder sammen. Ender med og presse de omhyggeligt, hårdt, rullede rækker af diverse stykker tøj tættere sammen, der a la Marie Kondo opbevaret, bare google hende. Hvis du altså tør se hvad du har, hver gang du åbner en skuffe eller en skabslåge.

Jeg har et system for og minde mig selv om, at jeg altså ikke har brug for mere. Godt nok kan huset være koldt men mere end 3 bluser i lag på samme tid…

Jeg har en del på bøjler, de har hver en lille, hvid seddel trukket ned over svanehalsen i hullet, jeg nu er begyndt at lave med hulmaskinen… Hvis det er en sort eller mørkeblå sag har jeg tegnet en lille kjole jeg kan genkende i det ene hjørne og overskriften bliver hen over året ved første brug 2022. Så har jeg hurtigt krasset tal fra venstre hjørne og ned og ditto i højre , fra 1-5, 6-10. Når jeg så har haft en kjole på, skriver jeg lige dato og hænger den ind igen med mindre det var anden, tredje gang jeg havde den på. 5 hvis nederdel og det er vinter, den er jo slet ikke i kontakt med gamle hudceller, der har tendens til og drysse. For ja nu siger jeg det som det er er, er du parat?

Det er kun bukserne ind mod privaten, jeg går med en gang/dag.

Det er virkelig kun hvis jeg har haft sveddryppende, hedeture i kanon, i går spisende hvidløgs/karryret (plus lavet den), spildt, STOR plet, at jeg lægger den til vask efter en dag. Da jeg var teenager blev jeg pisse irriteret da min far blev ved med at sige, “spar på vandet!” Men nu! Nu giver det gåsehudskrybende menning, for vil føromtalte barnebarn, ligesom jeg kunne i slutfirserne, gå ud og tappe rent drikkevand i hanen eller vil de som sydpå skulle hente store beholdere af drikbart vand hjem hver uge?

SLUK LYSET!

“Jahh, jah,” jamen det er sgu da også tosset at lade lyset brænde øjenlågene på sovende kat, mens jeg lige er ude og bande over klistret dej indsmurt køkkenbord. Hvem gider at gøre det ren? nogen? Hvem som helst? Ser ind til kat, hm… han sover stadig. Skal jeg i smug glæde kødæderen ved, at vippe lidt af min portion stadig rå, som han bedst kan lide det ned på en tallerken og bærer den ind foran hans næse? Skal så bare for anden gang i dag undgå, at jeg næsten falder over hans ben på vejen ud igen? Hvad er der med dyr! Er de simpelthen designet til, at gå mest muligt i vejen? Kan altså være farligt, når jeg står på et ben om morgenen mens jeg prøver, at få min fod i sutskoen uden, at give han et puf med foden, i forsøget på at ramme.

På den anden side så har jeg en mistanke om, at hans kranium er lavet af et eller andet meget hårdført martriale. Når det er rigtig koldt står han på solbænken og venter utålmodigt på, at jeg får åbnet terrasse døren ind til varmen. Idet jeg trykker håndtaget ned er han allerede nede og trykker (som et barn på vej ud) sit hoved meget hurtigere ind gennem åbningen end jeg åbner døren. Det er faktisk intet mindre end et mirakel, at han stadig har pels på kinderne. Han er også ret upåvirket af, at jeg siger at han skal sætte farten ned, når han runder hjørnet. Mod køkkenet…

Indrømmer det er modvilligt, for hvis han skulle finde det værd og lytte ville jeg gå glip af synet, når hans våde poter skrider i rundingen. Så stopper han pludseligt op og er jeg i fart må jeg lave en undvigelsesmanøvre med fare for mindst et knæ mod vaskekurvens lidt skarpe kant, for han skal altid slikke sig på ryggen eller et eller andet sted som oprejsning. Det eller kradsetræet. Hans negle er altid virkelig skarpe!

Han er så nem at regne ud, er så også på tredje kat , så det ville være ualmindeligt pinligt hvis jeg ikke vidste dette.

Du ved det ligesom, når man har slået en prut og den var overraskende høj og man sådan laver en lyd lige bagefter med foden, stolen sådan bare tilfældigt, for det var var jo det, det var… eller også er det pelspleje. Hvordan fanden ved han hvor han er kommet til! Jeg mener, han har jo ikke et system med sedler, kuglepen og bøjler.

Jeg har regnet…

Altså ikke i molekyler, kunne dog godt være mit indre sprinkleranlæg jeg refererede til her, men nej jeg har brugt regnemaskinen på min mobil.

Hjemme hos os råber anden halvdel og undertegnede meget;

Du behøver ikke skylle…

Tissetrængende udenfor døren

Vi drikker en del … så … Hvis nu vi deler 2 liters skyl, lad os sige 2 gange på en dag, lørdag og søndag, det må så være 8 liter sparet på en weekend. På en måned 32 x 12 = 172, 41 liter drikkevand sparet på et år. Det kan synes af lidt, ja uhygiejnisk men jeg bliver nød til og gøre noget.

For ….

Jeg vil da gerne spare på lyset men ikke det inde i ovnen, for dage med overskud skal der leges. “Skal du kun lave 4 bagels?” Spørger energi bespareren, mens det kogende vand i gryden får ruden i køkkenet til, at dugge ved nederste kant.

Ja, for det er nu ideen springer, og så har jeg lært, at jeg må i køle/kolonialskabet, og det var det dej jeg havde tilbage og jeg har aldrig prøvet det før. Koge dej altså. Men så bagte jeg lige nogle småkager (dej optøet), i ovnen før ringene, så er det vel okay! Ja, ja det var jo så længere tid fru ovn var tændt, men så skulle radiatoren arbejde mindre hårdt, fordi jeg ikke lunede min bag mod den og forhindrede varmens lige vej ud i rummet. Goldielocks kom på besøg og det var vel meget fair, at hun fik lov at spise af egen dej, fra før jul. “Jamen mor der er ikke plads i min fryser.” Øh…. du har da set min? Jeg ønsker mig ikke en rejse sydpå, for den har man kun glæde af i kort tid, nej, jeg kunne godt tænke mig èn til fryser, til surdejs efterladenskaber, jeg masseproducerer, som havde jeg en børneflok på mindst 4.

Nok snare 8.

Nu kan du så spørge hvor tit jeg skriver 11 nedenunder 10 på de, der, bøjlesedler.

Jep aldrig.

Så jeg sørger for (som regel) og gå tur i weekenden sådan lidt maveknurrende, for så ved jeg, at jeg ikke har tålmodighed til og tage 7-12 stykker tøj ind i prøverummet.

Når jeg når omklædningsrum og krænger min sweater over hovedet kan jeg se riller i min arm efter tøjstablens ½ times transport rundt imellem hylder og bøjlestænger. Min jakke har jeg for længst taget af, hvilket kan medføre spørgsmål. “Hm… Derovre.” Peger. “Tredje hylde til venstre..”

Åh… nej, nu har de rullende kurve…

Min ynglings genbrugsbutik passere jeg helst kun efter mørkets frembrud, hvor jeg må nøjes med, at lægge nakken tilbage og studere vinduernes udstilling. Uh.. den har Goldielocks luret. Øh, men jeg har så feriereglen… Du ved den med undtagelsen. 80 kroner for de blødeste, blå jeans, der sidder som har jeg aldrig lyst til, at iføre mig andet.

Det er jo aldrig det praktiske man gider og købe vel? T-shirts til arbejde f. eks, selvom jeg nogen gange med de gamle på kigger mig over skulderen for og forsikre mig om, at jeg ikke bliver forfulgt af en våd, sur karklud…

Hvor lader du dig friste? Og undtagelserne! Er de også så udspekulerede, at du nogle gange narre dig selv?

Super stort knus fra den tvivlrådige.