Min indre hoarder

Der er ingen en-til-en oversættelse. For ordet samler dækker ikke her. Hvis du samler på noget er det baseret på en interesse, og jeg interessere mig ikke en skid for plastik poser eller glas med skruelåg.

Brugte frostposer hvor de hjemmebagte har fået forlænget levetid i ske med brombærrene. Jeg sværger, at hvis fryseren kunne brække sig ville den og havde den været en kuffert på vej hjem fra underskønne Maldiverne, (ved det jo ikke ser bare sådan ud på billeder…,) ville jeg skulle trækkes til side på grund af den alvorlige overvægt, der fik flyet til og hælde til den ene side, brombærsiden. Jeg ruller poserne sammen og putter dem i træskuffedariet i bryggerset og dem der ikke kan være der, putter jeg i tasker, ALLE TASKER, dog stadig mine, ikke anden halvdels, bebrilledes eller den fra flyttedes. Det er jo meningen jeg skal ud og samle skrald i dem, for så kan jeg smide dem ud.

Poser som isoleringsmateriale

Da jeg i coronatiden løb havde jeg buler på benene fordi jeg vatterede mine tætsiddende leggings med poser, plus dem jeg havde i hånden. Det blev pænt træls også virkelig mærkeligt, nogle gange endte de nede om anklerne, som lår i skoene! Besluttede mig derfor for, at tage to med og tømte så indholdet ud i de nærmest tomme skraldespande jeg passerede, for så kunne jeg fylde dem til bristepunktet igen og igen. Altid fandt jeg mindst en på vejen og brugte dem også. Eneste ulempe var, at så fik jeg jo ikke brugt af beholdningen i træskuffen, så nu kan den ikke lukkes, hverken op eller i, faktisk. Så kommer anden halvdel og siger at nu har han altså smidt x antal poser ud og jeg bider så tænderne sammen, brummer og må affinde mig med sandheden, at jeg jo ikke kommer nok ud til at fylde alle poserne, hvor små de end er. A) fordi jeg skal have samlet i mindst 10 minutter før jeg ikke føler mig dårligt tilpas…. og B) der er ikke noget B.. A klarede opsummeringen meget godt.

Jeg har samlet periodevis to år nu og jeg skammer mig stadigvæk som en hund over, at samle andres skrald op! Selvom jeg ved de fleste ikke kunne være mere ligeglade, tror en del af mig, at jeg udsætter den, der ser det, for en form for skammens bevidsthed. Kunne være en god ting! De første 10 minutters bukken og opsamlen føles som om jeg bære denne bevidsthed som tunge sten i hvert hjertekammer for det er jo ikke min grund for, at gøre det. Jeg elsker bare, at se på klippede plæner uden en masse små plastik og papir dimser, der flyver for vinden fordi plæneklipperen ikke er udstyret med sådan en slags sorteringscentral underneden. Måske du kender nogen, der kunne opfinde den? Hm.. måske ham i dette års bagedyst! Faktisk ville det passe mig bedst, at gøre det om natten for så ville ingen se mig… Men det ville så på den anden side kræve, at jeg holdt mig vågen til over 23!

Et hjem ikke langt borte.

Jeg er inde i en ikke særlig opsamlende periode.

Undskyldninger; 1) det har regnet, 2) jeg er gået for sent hjemmefra til en aftale så der ikke er tid! 3) Arbejdet, øh hallo jeg har weekender, 4) træt, hvad andet er nyt med den afbrudte nattesøvn, man skulle tro jeg havde kat dansende på mit ansigt hver nat. Der er sikkert flere. Det er jo ikke fordi jeg behøver samle mere end en pose, det er jo stadigvæk…Længes jeg da ikke ud i vejret sådan en onsdag eftermiddag hvor farverne bliver klasket i fjæset på mig fra alle sider af, nogle gange i vindstille vejr?

Ønsker mig sådan en samle ven, ja det kunne bare være en i en anden by, i mit øre, der også samlede. Hun skulle selvfølgelig bevise det ved, at skramle med poser og højlydt pruste, når hun skulle ind i eller over noget. Så kunne vi sammenligne helede, forstuvede ankler og samlinger hvis ikke via facetime så lukket inde bag hjemmets 4 vægge. Samlinger af allermest skammeligste slags. Overordentlig hemmelig kodeord derfor afkrævet i hviskende kode efter dørhammer dundren. Vi kunne lave tøm-træskuffedarium for ildelugtende, møgklamme (hvad er det?) uklare poser hvert kvartal, og holde glædesmiddage over, ikke, billeder taget af fyldte poser som bevis, men før og efter, og mest svælge i efter. Faktisk burde jeg gå opsamlingsruter umiddelbart bagefter den modsatte vej tilbage og nyde opsamlingens magi indeni, de få timer den synligt virker.

Så er der:

Plastik beholdere fra dengang skyr var et fast morgenritual. Feta og hytteost til salater røg kort efter i vegan “dillens” tegn, men selvom min næse bliver tæt af slim af mælkeprodukter spiser jeg det stadig, bare altså ikke skyr, feta og hytteost. Logikkens veje er uransagelige og totalt latterlige, hvert menneske ny variant af logik, tager jeg mig den frihed at tro. Kikærternes tomme plastikemballage, der kan lynes ach… så bliver jeg jo nød til også at beholde dem, vaske dem, meget besværligt indeni, fraflyttede overgiver dem gladeligt til min viskestykke imprægnerede hånd ved besøg, og så er det bagefter op på vitamix blenderen 4 “horn” for, at tørre. Bliver nød til, at bruge dem til de bogstavelig talt går op i limningen. Er dog gode til en ½ af et eller andet, for det fylder ikke så meget i bugnende køleskab.

Glas, glas fra salsa, tahin og sennep …. har de en stor åbning kan jeg ikke kyle dem i containeren ved garagen, de kan jo stadig bruges til …et …eller .. andet… en … dag. Anden halvdel spørger altid høfligt, (meeeennn der er noget i tonen..) om hvad jeg har tænkt mig med dette nye medlem af kan-indeholde-noget-familien. For han ikke skal synes jeg er fuldstændig uhelbredelig, siger jeg nogle gange frisk fyr agtig:

Du kan bare gå ud med det…

Inden i meget modvillig, meget!

Ud. Som i ud af mit åsyn, ikke mit ansvar. Mere. Du har den.

Alt dette fordi jeg bl. a. ser opskyllede skildpadder på fjerne strande med 5 ben, det 4 plastikflaske ombunden, som en skide siamesisk tvilling. En indsnøring, der nemt kunne stoppe blodtilførslen og gøre den trebenet. Så jeg liker pligtskyldigt på facebook mens mit hjerte jubler, da sød person bruger lighter og får den af. Tilsyneladende uden brandsår (kan ikke se det, for langt væk fra kamera) og den stadig kan bevæge benet, da den svømmer væk. Jeg har brug for at se det. Hjælpsomheden, tro på det gode i mennesket, i mennesker, selv om jeg kan forfalde til at tro det værste og og være så konfliktsky, at selv små uoverensstemmelser bliver som korset lignende stivere omkring mit solar plexus, så mellemgulvet næsten ikke kan gøre sit arbejde for mig.

I ordet hoarder ligger der en form for magteløshed, en opgiven, noget har taget magten over en, det bliver en tvangshandling, svært at styre. Måske er andet i livet svært at styre? Et eller andet man ikke har lyst, orker at forholde sig til, som med rodet udenom bliver et bjerg man ikke kan forcere, men dagligt går uden om. Det kan blive for stort til man kan klare det selv. Det kan igangsættes af noget der er sket eller være en uskyldig interesse som tager overhånd. Når det overtager hylde for hyldemeter, skabe og værelser, lukker det ned omkring den samlende som er det samlede et værn mod at blive såret igen. Ting er trygge at omgive sig med. De forlanger ikke du sprudler, kokkerer buffeter der kræver børnemenu, eller råber i en delt hal, hvor børn leger på den anden side af stofforhænget fordi der skal skiftes lampefatninger i det lokale du plejer at være i. Umiddelbart inden går din korte pause med at tisse og skifte alt fra inderst til yderst på mørklagt toilet, fordi. Fordi det ikke er sjovt at svinge bækken enormt tissetrængende i vådt og koldt tøj.

Prøv det!

Tag stramt og svedigt trænings tøj af med kun en lille, bitte stribe lys nede ved døren, husk, at finde det nye frem og strø det ud på gulvet inden du lukker døren …

Nu er der bare det ved det, at jeg aldrig har synes om den leg, hvor ting var der, scan hvilke og så vips, der mangler nogle og så skal du huske hvad og hvor de er …

Bak så tilbage, nøgen, du har selvfølgelig på forhånd udmålt retning til guskelov hvid porcelæn. Famler så ende-løftende efter toiletrulle, der er så ny og x-large, at den binder ind mod væggen og nægter at gå i rotation medmindre du vrider dig i kunstfærdig rotation for, at lykkedes i at rive mere af end bare en flig pr. hiv. Så vasker du hænder famlende først efter sæben, så lukke-op mekanismen på vandhanen. Med hænderne dryppende om kap med tydeligt afkalker trængende samling under vasken husker du på, at der ikke på 3 uge er papir at få ud, (det er sikkert derinde), af servietbeholderen på væggen. Ergo må du vende dig mod porcelænet igen, famle efter den tykke toiletrulle videre over håndvasken til skraldekurven igen. Så skal du ned i hug ved lille lysstribe ved døren, stadig nøgen, i blinde befamle beskidt gulv for, at finde skiftetøjet og vende det rigtigt inden du frysende kan lukke døren op mod dagslyset, hvor deltagere allerede står i fuld gang med at stille sko, diskutere vejrlig og konkurrere om hvem der har mindst fritid.

Sagde jeg, at jeg havde 5 minutter…

Så puha.. blinde… har så meget respekt, handicap af en hver art så meget op ad bakke for helt daglige gøremål og behov vi andre tager fuldstændig selvfølgeligt og aldrig tænker nærmere over før håndværkere slukker for strømmen.

2 Dage inden. For en sikkerheds skyld lagde jeg lampe-fatnings-udskifteren svaret i munden, tror du I er færdige på fredag? (skifte-tøj-dag.)

Han svarede ja, men jeg skulle ikke havde spurgt. Svaret vidste jeg, var ikke mit håb værd. Ved af erfaring, at de er håbløse tidsoptimister.

Bonusinfo

Ignorerede for øvrigt at håndværker havde været derinde lidt længe, inden jeg kunne smutte ind, også med lys slukket, måske brugte han sin telefon… Hvorfor tænkte jeg ikke på det? Nåh … nej for så havde jeg måske ikke synes det var spild af tid og tjekke kummen ud inden nedsænkning af mås…

Søde mennesker sender ofte tøj i min retning, når de har gået i rette med deres egen hoarder og det er godt. For dem. For med mindre det er tørklæder kan jeg sjældent passe det, men som skiftetøjstelt ude blandt børnene i den store hal havde det nok fungeret, selvom det sandsynligvis havde gjort det endnu sværere for dem, at koncentrere sig.

Farven er heller ikke altid god, for når de grå hår ligesom snigende overtager så kan man ikke rigtig gå i ask rosa mere, der skal mere farve på, men det er som regel slidt dejlig blødt. Eller også er det bare brugen af skyllemiddel. Man vænner sig til den mere ru tekstur uden eller det går jeg ud fra for vi har aldrig brugt det. Det sværeste tror jeg må være, at acceptere, at tøj ikke nødvendigvis behøver at lugte som-proppen-af-en skyllemiddeldunk for at være rent.

Da tøjet stadig er i live (jeg kan jo “passe” det) går jeg ikke ned i Genbrugsen med det, så ligger det og optager plads indtil en dag hvor jeg presser spisestolen tilbage med et skrig fra gulvet. Det skræmmer Olauf vågen fra den lur han har genoptaget siden sin sidste lur, så han går ud for, at tjekke madskålen for om noget mirakuløst har fundet ned i den ud over det, der var der i forvejen!

Jeg går over stuegulvet i målrettede skridt, som Olauf når det regner og han skal tage sig så voldsomt sammen for at løbe ud, at han nærmest springer på hovedet ind i vinduesglasset, som en hest i en startboks fordi jeg ikke er hurtig nok. Jeg åbner det blå skab med nøglen. Flår min sy kasse ud, griber den skarpeste saks og nærmest inden beklædningsstykket når spisebordet klipper jeg snip, snip af, ind og op. Så. Nu er det skamferet, nu kan det ikke afleveres, nu må jeg gøre noget… Dage, uger, måneder efter slæbes symaskinen frem fra gemmerne. Altså. Hvorfor er der ikke opfundet en, der ikke vejer det samme som et barn lige startet i vuggestuen.

Nogle gange bliver det brugbart, for jeg er ikke meget for at slide på målebåndet…. andre så vellykket, at jeg rent faktisk ender med at gå med det i flere år fordi det passer. Som til mig. og så er der tanken om, at en der betyder meget for mig har gået i det. Desværre er duften på det tidspunkt for længst nede i afløbet.

Petit, størrelse 34-36

Hvordan blev jeg egentlig petit? Det var ikke et mål til at begynde med ville bare gerne se ud som, vrikkende op ad trappen, Frances Houseman alias baby i Dirty Dancing da Jennifer Grey spillede 17 og jeg var det i 1987. Den historie kan jeg godt fortælle, men du skal passe til den du er indeni. Man bliver altså ikke mere lykkelig af at være størrelse ekstra small, det troede hende den 17-årige, men det er altså en myte, en løgn man kan fortælle sig selv, om man vil. Det er selvfølgelig klart, at hvis jeg skal ind igennem en lem fordi en dør er låst, så er det temmelig fedt, at jeg bare kan. Derfor kan jeg nu godt skrabe mine knæ til blods på vejen. Det er også en fordel hvis jeg er i svømmehalen, mit kort er for gammelt og der ingen livredder er til, at trykke mig igennem møllen fra omklædningsrummet og ud i forhallen. Så kan jeg som en anden fræk unge se mig over skulderen og hoppe over lågen, med min tunge taske på skrå over brystet. Men jeg kan altså stadig falde på næsen bagefter fordi jeg havde ignoreret det smarte i, at binde mine snørebånd. Der er jeg så også nok hurtigere end Lucky Luke` s skygge til, at stå på begge ben igen. Lade som om det ikke gjorde ondt af hel….. til.

Har du også ting i dit skab som var ret pænt og farvemæssigt i sæson da du købte det? Og så når du tager det frem flere år senere tænker du jamen hvorfor… Som f.eks. den store sportsbh, jeg købte sidste efterårsferie, man skulle næsten tro, at mundbindet har siddet over øjnene og ikke over munden! Med stor mener jeg fra kraveben til navle, ikke x-large, for så ville jeg ligne en pige på 8 år, der prøvede mors tøj. Så gik der lige et år… Nåh, men så er det vel på tide at prøve den igen! Jeg har vel ikke udelukkende købt den fordi den var tækkelig og tøjpenge skulle brændes af?

Hvad har du svært ved og skille dig af med?

Har du det også sådan, at det nye ofte ligger lidt i vejen i skuffen for det du synes, du skal bruge. Så du flytter det lidt engang i mellem, og tænker ej nu skal jeg også… men den gamle, forvaskede sur karkluds lugt imiterende kan jo stadig. Holde. Noget. oppe. Bliver så bare nød til at tage de der indlæg ud, hver gang nu, for de begynder at skille ad i minimum 2 lag, ud af 3 mulige. Et indlæg har faktisk hvis jeg skal indrømme det ligesom fravalgt at være en samlet ting. Jeg er blevet ret søndag-morgen-ferm til, at putte indlæggene ind igen. Kunne faktisk sagtens gøre det på tid på et mørklagt toilet. Hvis jeg bliver ved, ender det med, der kun er det mellemste skumgummilag tilbage, at putte ind i “lommen” og der altså en grund til, at det ikke er det, der sidder udvendigt… De bliver vasket hver uge, så de ser jo også pænt meget til tromlen. Kunne selvfølgelig beholde de meget snart 2 løsslupne lapper til lommetørklæde eller hvad synes du? Mangler så bare jakkesættet.

Også er der al den overflødige hud jeg åbenbart samler på, som helt uden at fortælle mig det, sådan sniger sig ud over kanten på sportsbh`en mod min armhule og ligner ja, at den er for stram over brystet. Har jeg strammet stropperne for meget eller køber dem større, sniger den nederste elastik kant sig op på brystet og deler det i et øvre og et nedre flat bryst, og det må jeg bare sige, klæder ikke nogen. Gør ikke noget godt, så du forstår nok, at det vil jeg gerne undgå. Så på en eller anden logik-for-mig-måde vil jeg hellere have armhule- hud-overskud.

Kan bare ikke lide lugten af sur, mig!

Mine arbejdssko lugter, eller nej for at være mere præcis de STINKER. Som en karklud der har ligget våd dagevis knap vredet op på køkkenbordet. Få nu ikke nogen gode ideer, billedet er fra mit barndoms hjem. Er af samme årsag altså meget sart over for ildelugtende karklude og noget der får tanken derhen. Du skal så blande bebrillet s helårsskos karakteristika ude i bryggerset med. Han har så i princippet kun et på sko for jeg tæller ikke hans GIGANTISKE Simpson hjemmesko og hurtigt-ud-i-haven crocks med, men den undskyldning har jeg ikke. Ha, haaa nej jeg har nogle andre jeg kunne bruge, men tingene skal jo slides op, så de mindst har et hul på hver sko, hver sok, inden de ryger i skraldespanden. Men nu har jeg jo altså det her med karkulde… Så i denne efterårsferie vil jeg samle skrald mens efterårsblade hvirvler om mig, smide ildelugt og dårligt humør i skraldespanden og måske, måske tråde en nål, presse speederen i gulvet og sy noget sammen eller i smadder.

Knus fra hende

Second hand Rose

En sang Barbra Streisand sang i filmen Funny Girl fra1968.

Det er selvfølgelig klart, at …

Når ens nærmeste siger, det må du ikke (skrive om), uden at gøre sig den ulejlighed og sætte sig ind i hvad du har for, kun konkluderet ud fra en kort introducerende overskrift, så er det bare en åben invitation. For da vedkommende åbenlyst ikke har tænkt sig, at give det skrevne en chance, ikke engang at spørge yderligere ind til det “hvorfor”, der ligger bag. Så føler jeg mig ikke spor forpligtet til og respektere udmeldingen (baseret på hvad der må udledes som forhastede konklusioner). For hvor var respekten for det ulæste, teksten? Hvad den ene synes er hamrende kedeligt, fuldstændig irrelevant eller ekstremt pinligt synes en anden, tredje er skide skægt, hyggeligt og motiverende. Det har brug for at blive skrevet, har læsere, nogen, dig. Så her kommer det, rigtig god læselyst.

Fødebolle prøve, gave man modtager, når rundet fem 0.

Kræft er ikke noget man kan prutte om prisen med.

Desværre smed jeg instruktionen ud og sendte den forede konvolut inden jeg tænkte lort … det havde jo været det perfekte billede, til hvis du var født i højere tal end 71 og derfor endnu levede i lykkelig om hvad du en dag ville modtage i den oftest tomme, fysiske postkasse.

Er du over 50 har du også modtaget gearet til en afførings prøve. Min lå på vores spisebord en uge, her må jeg kun rode inden for dækservietten yderst til venstre i spiseretningen (min). Den næste uge var den nedgraderet til lige nedenunder bordpladen i et skuffelåg, på stolen ved siden af den bebrilledes spiseplads. Således mere og mere skjult i det skjulte under flere og flere lag under bordpladen i skuffelåget, som til sidst flød over og tvang mig til at rydde lidt op. Æv, der var du igen, så nej, du havde ikke opløst dig og frataget mig lorte opgaven, at forholde mig til mit eget indvortes affald forfald.

Jeg har prøvet og forholde mig til muligheden af, at skrive med ansigtet direkte ind i en væg, i hjørnet af stuen (bag døren), eller inde på fraflyttedes solbeskinnede og derfor sveddryppende hummer i sommer måneder, men nej, jeg skal sidde med ryggen til det smukke grønne, midt i det største rum vi har, så jeg kan føle rummet åbner sig op for mig. Samtidig kunne holde øje med døråbninger ud til resten af huset, som er der overhængende fare for, at blive skudt i ryggen. Jeg vil ikke sidde på hverken min egen aften spiseplads eller dem overfor, for hvad hvis nu jeg ikke kan skrive der? Det er godt Olauf ikke er sort.

Skriverier: hvor der spildes (tømmes), der handles….

Toilettet fungerer sjovt nok meget godt som kontor, bare irriterende med dør, der skal åbnes og lukkes og Hanne den på tastede lidt stor i overflademål, støder tit imod. Må derfor endelig huske, at lægge hende helt ind til væggen på det lille toiletmøbel, inden jeg har sat mig til rette… og kan få hende over… Egentlig en masse besvær, da jeg er udstyret med et system, hvor jeg kun lige når at slå op i min bog/blad før jeg er færdig. Hvis jeg intet bogmærke har i, når jeg ikke engang og finde hvor jeg var nået til sidst (for 45 minutter siden) hmfr… Læser af samme grund tit samme afsnit. Ja, så er det også læst og påskønnet kunne man vel sige … Sidder der så lidt længere af gammel vane (bordhøjden er rigtig god), for da børne var større end små og man lige havde fundet ud af, at de kunne klare sig med nu lukket dør, dem ude, jeg inde, så var det sådan et sted hvor, mor har lige brug for at snakke med sig selv for så er der da en mere der lyder fornuftig og voksen i huset! Orkede aldrig at lave stemmen om.. Men grimasser… Snakkede nu mest også indeni.

Så ved akut behov for grønt øjeguf, må nakken således vrides af led. Små pauser med blikket låst på uendeligt nedprioriteres alt for meget for en skærm som bombardere ens sanseindtryk med de millionvis af pixels den er udstyret med. Den ved hvad vi vil ha, vores hjerne… Den vil forkæles, med skærm fordi vi er det værd.. Som et fix mellem pligter og udadvendte fornøjelser, tager jeg hende ud af stikket lige så snart jeg på nogen måde føler mig overvældet af indtryk!

Tredje uge gik. Nåh.. men den kom op på bordet igen, lorteprøven. Så gjorde jeg det. Pakkede konvolutten op, flænsede de forskellige plastik indpakninger åbne. Py.. der var så mange komponenter.  
Så på tegn og fortæl vejledningen og havde det sådan lidt stramt med, at lade den prøve ligge for længe i postkassen, det var jo i for vejen synd for næsen, der skulle lukke den op… Sidder de med næse klemmer? Eller er de sådan lidt bondemandsagtige og går bare direkte til fredagssneglen kl. 10 efter 100 fødebolleforet konvolutåbninger?

Jeg har for måneder siden besluttet, at nu er det slut med at skubbe, presse overspringshandlingernes, overspringshandlinger foran mig som en gigantisk bunke af lort. Så søndag var jeg tidligt oppe, uroen fik mig ud og sætte kikærter over måske for, at kickstarte mod for de lugter jo af, ja, noget indvendigt på vej igennem en lang passage. Ser for mig sådan en slags vaskehal hvor i stedet for kemiske rengørings produkter, der sender undervognen i knæ, så er det naturens indre skraldemænd som løfter, smadre, dissekere, tilfører, tager, og putter i dertil hørende ind og udgange.

💩 Uh… godt nok sort herinde, som i en ….

I dørtærsklen ud fra toilettet burde der installeres luft dyser, så når man gik ud ville der a la TIVOLI s hurlumhej hus blive luftet mås på Marylin Monroe vis for ligesom at vise verden, den virkelige, at her er der en tom mås! En hyldest til tarmens virke kunne man sige. Den er jo altid på sagen. Du har husket at åbne vinduet ik!

Jeg googlede nærmeste postkasser i nærområdet for hvornår de blev tømt og gik med den læste vejledning ud for at forrette min nødtørft, der må havde bestået af lige dele kortison (stresshormon) og popkorn. Lagde tegn og gæt ned ved mine fødder og klistrede opsamlingspapiret fast på brættet, synes godt nok, at det var lige tæt nok på min ende, men hvad, ok så. Ser på tegningen igen, tjekker bare. Pis altså, det var nede under brættet det skulle klistres, så gav det mening.. Men så igen, der var det jo endnu tættere på det våde element. Jeg var ærligt lidt bekymret for øjeblikket, når jeg løftede min ende om så tyngden af den ville presse papiret til, at slippe sine vedhæftninger og ende i vandet! Det var ikke for det, dèt måtte godt, men pøllen måtte IKKE, blive våd altså. Uhhh … det er svært, det er, at modstå tissetrang både før og efter? Jeg turde ikke hive papiret af og sætte det rigtigt, for hvad nu hvis klisteret ligesom havde brugt sin klisterhed? Ved jo af erfaring, at f.eks. et bind, der sættes anderledes i trussen efter det først har siddet for langt fremme eller tilbage er totalt og adeles no go. Sveder man så oveni, laver det nærmest en snoning med det tykkeste sted, lige der hvor man er mest følsom og hvis man så skal cykle …. Der kan fandeme være langt hvis man skal stå op i pedalerne hele tiden, stakkels, stakkels lår… skælve, ryste.

Nåh… måtte stå sådan lidt for og give plads da jeg ikke turde løbe risikoen for, at stoppe toilettet. Der stod godt nok, at papiret ville opløses i vandet men ville det så være før eller efter min snoede slange havde taget springet fra 5 meteren? Og det var jo ikke testet på mit toilet og lad os bare sige at hun er tilsluttede rør med knap så meget hældning. Jeg forstår det ikke … havde man mindre at skulle af med dengang i 1959 da huset i Dalen blev bygget? Eller er der bare mindre rutsjebane over tarmsystemerne efter årtusindskiftet? Men alle røg jo også som skorstene dengang, spurtede rundt og spiste retter, der sjældent krævede meget fantasi at forestille sig hvordan det var kommet fra oprindelse til det gaffelspiddet. Nu skal man være indehaver af en sund portion skepsis for meget lidt er hvad det giver sig ud for at være… Jeg er ovre på den anden side af, (grundet alder tænker jeg), at kunne forstå hvordan bebrillede gladeligt spiser noget med en ingrediens liste på bagsiden hvor ingen af os helt ved hvad, hvad er, men kan nægte at spise noget jeg har lavet og helt ned i den pinagtige petitesse kan sige hvad alting er. Tænkt, at sødme og fedt kan sejre på den måde.

Søndag morgen, klokken er ca. 7:31 og hente svupperen ude i garagen? Nej! Og så for en fødebolletest! Jeg kunne selvfølgelig godt nå det, er hvis jeg selv skal sige det ret god til det, men inden det siger slushs… lyden for gennem kørsel til de nedre arealer, har jeg tendens til at blive meget kortison fyldt. For åh nej hvis det ikke virker denne gang og det er søndag og, og…. Anden halvdel er dog sejere end en Afghanistans udsendt, da han tør sende den mod jorden ved og puffe den egenhændigt. Købte faktisk svupperen fordi jeg gerne selv ville kunne tage mig af en lortesituation, hvis nu han lige den dag tilfældigvis sad i Silkeborg og spiste morgenmad mod senere tilskyndelse til fødebollefrembringelse.

Har med held lykkedes at lære bebrillet teenager, at stopper han kummen er det vel kun ret og rimeligt han selv går ud i garagen efter svupperen. Får den til at udføre sin magi, rengøre den igen, for så at stille den på plads på den vakkelvorne hylde ved siden af kassen med; til vinter bilremedierne. For vi har bekendtgjort, at laver man store softice så må man dele lidt op. Første skyl ved afsked, andet efter toilet foring. Jeg er ude af den ligning da bladet som regel skal op af skuffen flere gang, ( gr… pi….altså også bogmærket er faldet ud, igen), skal så lige holde igen med rullehastigheden af toiletmeterne…  

Uh…. kommer til at tisse lidt men heldigvis i den ene side.. .  Okay, næste step er så at tage prøven med lille grøn, rillet tandstikker tingest. Man skal sørge for, at få nok på, ikke for meget, ikke for lidt heller og du må ikke, ikke presse spidsen ned i pøllen. Holder den op. Er det nok nu hm… Nej, der er stadig ikke brunt mod det grønne på den anden side .. River hen over igen, sådan, nu må den være der, men er det nu for meget? For det må man i hvert fald heller ikke… 

Lytter. Holder inde..

Hm.. Der er stille i huset, møver belortet grøn tandstikkerpind ned i alt for lille plastikglas åbning. Ups.. det skraber lidt mod siden adr…undskyld kanelsnegl spiser som i virkelig… Klik! Det er som i virkelig vigtigt den klikker, i, sådan. Hvad er der andet at gøre så, end at hive de fire stadig meget velklistrende hjørner af og hælde min, orv den er alligevel stor, efterladenskab ned i the big blue. Hejsa du. Øv den ramte kanten på toilettet og ja jeg ved godt det er mit affald men så alligevel. Lort på brættet, aftørring tjek. Folder papir sammen, lægger det ned på gulvet, sætter forfoden på for, at det ikke skal folde sig ud mens jeg ah… tisser de 1½ dråbe jeg mangler, det betyder åbenbart alt for helhedsfølelsen. 

Putter nu sammenfoldet papir med afførings afmærkning i pose, binder knude og trykker den godt ned i skraldespanden. Lukker. 

Læner mig ind over tastaturindehaveren Hannes skærm med Krak i emnefeltet og næsebrillen ude på næsetippen. Okay så, Marielundsvej skulle have en postkasse, der bliver tømt i dag, den cykler jeg hen og finder. Gnubber mig lidt i hovedbunden, burde altså også vaske hår, min hovedbund klør på grund af den indtørrede salt efter undervisning. I fredags!

Morgenen er lun og måske er der andre, der tester for tarmkræft for jeg kører kun forbi mand med orange hund.

I cykelkurven, i stor rygsæk ligger min lune test i sin lille forede konvolut.

Godmorgen!

Der, halvvejs gemt inde i stor busk står postkasse med siden til, som håber den jeg kører forbi. Skråt over gaden kan du købe 2 sorterings flødeboller, der smager så der bliver helt stille inden i en. Burde faktisk seriøst tage mig betalt for at skrive sådan, men så igen kan jo ikke anbefale og spise en hel kasse på 15 styks selvom det er èn hver aften, for det kan godt give dig fornemmelsen af, at en myggesværm har holdt Distortion fest, dernede i “gyden” flankeret af inderlår. Siger det bare…. 
Pis, postkassen bliver først tømt i morgen. Den er jo ingen gang 8! Har han allerede været her? Ser mig omkring, nej ingen ende af en postbil nede ad vejen. Sukker, løfter alligevel den vejrbidte knap så røde, lille postkasse klap og lirker min test ned i dunkelheden. Såh.. Nu kan jeg måske koncentrere mig om at skrive? Møder mand med orange hund igen på vej tilbage. Ingen hilsen. Hjemme løfter jeg låget på de små gnallinger (alias kikærter.) Jo, de hygge koger pruttelugten op mod den tyste emhætte. Vil jo skåne de sovende for larm men lugten de vil blive mødt af når de vågner…. 

Kræft er ikke noget man kan prutte om prisen med.

Så er der mammografiprøven, men den er heldigvis udsat som min tandlæge tid, for man skal ikke være et utaknemmeligt individ og sige nej til naturens (Danmarks sygevæsens) gaver, det ville være decideret dårlig opdragelse. Alle årene med åh… nej der kom det. Livmoderhals kræftskrabet, rykkerne … Du skal melde fra hvis du…. Der må altså være selvvalgte grænser for hvor mange rykkere man vil modtage fordi man forhaler skrab i undervognen. Kom nu bare afsted. og bestil så en ny tid hos tandlægen, nu du er i gang. Jeg havde ellers lige lavet min frokost klar inden jeg tog på arbejde, hvidløgsfri… Naturligvis.

Klinikassistenten, kan du den 18 oktober kl. 13:30?
Nej. Svært at være beklagende på en entusiastisk måde her.
Service minded lokker hun igen, jamen kan du så kl. 15?
Nej, er i Sverige! Behøver hun, at tætne det sorte i mig? Har taget mig ægteskabelig frihed og valgt pigetur over sundet på anden halvdels fødselsdag.
Hvad så med den 25 oktober kl. 14:50?
Ja, okay så… Inden i gnaven, men skal jo så ikke køre for hurtigt plus spise på den ene balle meget sulten allerede næsten med tandbørsten i hånden, inden cyklen bliver hevet ud af garagen få minutter i nødvendigt, at være der. Og hvorfor skriver de, husk nu ny adresse! Jeg mener, kan sgu da se på krak, at de ikke har flyttet sig en millimeter? Lukker Låget på Hanne og sætter hende til strømforsyningen.

Nethindens mindekar

Et til samlingen. Nu har jeg billedet låst i mit indre foto galleri og sikkert i lang tid. Tak for det.. I naturlig størrelse et sted i min hjernebak ligger min lort foreviget der, i papirets foldning. Jeg ved ikke hvorfor det har gjort så stort indtryk, så sart er jeg da heller ikke! Jeg ser mig da altid i bakspejlet efter jeg har lagt bladet tilbage i toiletmøblets skuffe ved siden af. Jo, du skal holde øje, er den en: dykand, flyder, blodig, smuldret, plettet brun spættet opad det hvide, forsvundet…scuisc…

Nogen skal tage den grønne pind op ad den smudsige side, please hav den næseklemme på plads. Og please lad være med, at skrive jeg skal ind og undersøges i tarmen, for det vil kræve overspringshandlinger jeg har brugt og derfor ikke har til gode. Har prøvet tarmskylning på grund af Distortion fest (i hu kom ovenstående flødebolle reklame) og de mave kneb jeg fik. Nøj, de var brutale. Sgu næsten som at have veer i udvidningsfasen. Du ved den fase hvor livmoderhalsen skal udslettes d.v.s. gå fra dråbe, der kan dryppe igennem lillebitte hul, til 10 centimeter stor barnekrydder. Kunne bare ikke tillade mig og stønne lige så højt, men tror de fattede pointen for de valgte, at stoppe da de ikke havde oplevet den bivirkning før. Og et barn var der trods alt ikke i vente.. Så med den in mente..  har jeg skrevet svar ud for den 10 passerede dag. Har nok glemt det ved 8.. Ikke noget at sige til, at når man endelig er gravid med nummer 2 slår man mentalt ud med hånden og en pfhn… lyd kommer ud igennem næsen, for så ondt gjorde det da heller ikke!

Kærlig hilsen

Den afførings prøve erfaring rigere.

Har modtaget rykker samt svar på sendte grønbrunlige sag, begge på e-Boks, ja tale med hinanden det gør de så i hvert fald ikke.

Kan selvfølgelig heller ikke forvente, at de to kunne mødes, når det ene som udgangspunkt kom fra ende over post kasse til reagensglas og det andet udelukkende er en elektronisk standard…

Følelsen af sikkerhed skal du ikke som et blødt varmetæppe iføre dig, ikke med mindre det er fra din sidste runde fødselsdag og nu kun modvilligt kan flimre op på 5 ud af 7 mulige på den ret store fjernbetjening. Tror ikke de varmegivende tråde kan lide katte kløer, som tror de står på deres mors mave og ælter mælken til dievorterne… Nåh, men der var da ikke blod i, og øh… nej det vidste jeg godt, er jo en der kigger inden jeg dækker til og går, som genbrugskatten.

Ondt i røven

Ja, jeg havde fordomme.

De blev lagt ned.

Af dem. De andre. Af mig.

Jeg er ikke til fester. Tag endelig ikke fejl, jeg er dybt taknemmelig for at blive inviteret men og være pænt klædt på, placeret ved mennesker jeg ikke kender, smalltalke med hel-og halvfulde, og være chauffør langt over min sovetid fra fremmede destinationer, dèt er ikke mig.

Da Hvidens dæk kører over den cirkelrunde parkeringsplads med knasende perlegrus som slår op imod undervognen, havet bare et par grunde væk, mærker jeg det lille gys. Det bliver stift det her. Mine albuer og fingerspidser stritter allerede i alle retninger, i non verbal protest og ja, pas på derude, især vinglas.

Du går først!

mavevridende udfordret

Jeg kommer altid før alle steder, det skyldes mange ting, blandt andet at jeg er meget mere genert hvis jeg skal gå rundt og hilse, end hvis jeg kan trække mig lidt tilbage og lade de nyankomne komme og hilse på mig.

Vi går op ad den brede trappe iført rød løber og træder ind i bygningen. Inde i det dybeste rum ud mod haven omgivet af de smukkeste blomster dekorationer, står brudeparret to be der allerede. Vi skal i audiens! Sådan noget troede jeg kun foregik hos de kongelige. Jeg kommer simpelthen ikke nok ud….

Uh… min præstationsangst bliver genert. “Du går først!” mumler jeg bag anden halvdel med min finger prikkende på hans jakke.

Da jeg vil hente en trøje i bilen møder jeg de sidste gæster.

Han er ung, blikket strengt. Fra øverst på den rødklædte trappe, spidder et tilrettesættende par øjne mig, da jeg vil smugle de unge forældre om på bagsiden af bygningen, (hvor brylluppet skal stå) via plænen. Bleskiftet på et ukendt toilet på en for tidlig motorvejsafkørsel gjorde, at de altså var ret sent på den. Men nej, vi skulle gå op ad den røde løber og ind i audiens. Igen! Min pegefinger dirrer langs min side for, at komme op, mine læber presses sammen. “Men jeg har været!” Er jeg fristet til at sige. De snart ægtevidede havde heldigvis andre at beskæftige sig med, da jeg hurtigt sneg mig igennem og ud i sikkerheden blandt dem jeg kendte.

Vielsen ude i haven kunne godt havde fået et islæt af 90 års fødselsdagen da et tæppe på plænen agere entre/kirkegulv, du ved hvad jeg mener. Men brud og far klarer den overhængende fare efter opråb fra gæster og en kort ceremoni forløber uden yderligere fareelementer. Sådan kunne jeg godt se mig selv være blevet gift, men på rådhuset meget højgravid med tordenen rullende udenfor og fugtigt indenfor var også fint. Hvor kunne jeg ellers havde knebet brudgommen i den ene balle!

Fine små retter i portionsstørrelse venter, hvor du kan spise det hele og stadig gå fra borde med plads til bryllupskage, det selvom du har spist næsten alle små, lune flute, der er blevet serveret på sidetallerken med lang tang. Tang….. Respekt. Jeg havde lavet en Julia Roberts, du ved der i 90 hittet, Pretty woman hvor hun smider en snegl ad helvede til, med en dertil indrettet bestik anordning. Til en forretningsmiddag!

Det var godt jeg var gæst… for sådan et sprødt, lille brød kan godt give en blodansamling på en ældre dames tynde arm med blodfortyndende medicin i de tydelige årer. Joo… det tror jeg og jeg ved bare, at jeg ikke ville ramme ham den storskrydende direktør eller brudens sprøde datter, som ville grine, selv om den var havnet i hovedrettens jordbrune sovs og stænket hendes flotte, blå kjole lige på en af de puffede ærmer to minutter i hendes tale til sin mor.

Vinmenu

Nu er jeg heldigvis blevet oplært af vin interesseret svigerfamilie så størrelsesforskellene på glassene, er jeg med på, men så…

Jeg laver aldrig mad. Jeg laver buffet, så der går lidt skeer i opvaskeren på grund af det men tre gafler og knive! Det kommer så ikke til og ske… Da det er kun er fordi jeg er en kontrolleret person, at jeg ikke hverdags aftner efter at havde stået og kokkereret sætter mig storflæbende med ryggen ind mod skabet under vasken mellem anden halvdels ben. Men altså først efter alle borde er tørret af, og nu afventende for, at gøre det FORHADTE viskestykke vådt. Han skyller af, hvilket nok er klogt da jeg i arrigskab som et absolut minimum ville bande, knurre som en bidsk hund og pjaske meget, med vilje (tørre selv op gr…. vuf.) Han har altid hænderne i opvaskevandet, siger han kan lide varmen, pst…. det er som ikke normalt, som i OVERHOVEDET IKKE. Han ser nødigt opvaskemaskinen i brug, lad os kalde hende Trille, dem ville jeg fandeme gerne høre hende slå lidt flere af…. Hun er åbenbart for hans øjne et sart og delikat væsen, som nødig skulle føle sig overanstrengt. Hvad så med hende, der kan trække hudflager af ved neglerødderne efter så meget vand overrisling?

Sidder så altså der i fantasien mellem lange ben påsat opvaske hungrende og må holde på mine egne knæ for ellers stamper to sutsko i størrelse 36/37 hidsigt ned i det nu ret vandstænkede køkkengulv. Ser forbi et bukseben. Nåh .. der var en gammel ært, eller indtørret leverdreng fra Olaufs slyngen rundt med maden i overivrig forslugenhed i morges.

Tilbage til det trelagerede bestik. Igen kom min viden fra Pretty woman til nytte. Kunne ellers godt havde brugt tanken dengang jeg sidst skyldbevist så den igen, igen, at det altså var et minikursus i etikette. Supersød ny veninde til venstre (for en 6 timers tid) bekræftede svagt smilende og diskret, at det var udefra og ind. Men havde nogen skældt mig ud hvis jeg havde spist indefra og ud? lagt mærke til det… Havde hun?

Jeg er altid under overfladen supergenert ved mødet med nye mennesker også med nogen jeg kender særdeles godt men bare ikke har set længe, som ved hver ny sæson start i september. Den uge skal jeg bare af med mere end hvad der er rimeligt, i timen inden jeg skal gå. Andre familiemedlemmer skal bare skride, så jeg kan ja, skide. Undskylder for det direkte ordvalg. Sådan har det været i 25 år. På vej op ad bakken væk fra huset, skiftende til anden gear, drejende udenom håndværker på besøg hos nummer 73, taler jeg indeni til tarm. Jeg skal nemlig råbe, hvis jeg skal overdøve Anni-Fried Lyngstad, brunetten i ABBA.

“Øhm du Tarm?”

Tarm. “Ja!”

“Jo du, der er det ved det… Den der trang jeg har for at vende bilen, flå døren op og styrte ind på toilettet for FJERDE gang! Det er … Ja hvordan skal jeg putte det, kun en fornemmelse Ikke også! For jeg tænker, at med den tid taget i betragtning, jeg har brugt på at læse…. ude i det 70` beige, flisebelagte…. Ja, at det måske kunne tolkes som, at der nu kun er det nødvendige og uforarbejdede tilbage? Er jeg helt på vildspor her? Skal jeg lave en trepunktsvending? Småridse min fælg på den høje kantsten ved min opbremsning for første gang i september?”

Tarm. “Tja… Jeg ved ikke, sådan kan du vel godt tolke det! Umiddelbart også i en hvis gnidningsflades interesse skulle jeg mene…”

Skruer op for “Frida” ligeså snart Hvidens kofanger har rundet krydset ved REMA.

Ud fra ovenstående faktum, må jeg bare konkludere at det ikke kommer til at ændre sig, som i slet ikke. Accepteret, hak ved det.

Hvad trænger du til at sætte hak ved?

Jeg kan godt lide at vide. Det selvom det forudsigelige kan være kedeligt, men trygheden, åh… trygheden er vanedannende, vanedannende. Er så afhængig så jeg tit luller mig ind i, at nåh… anlægget virker nok, (fordi jeg har husket at tænde inde bagved…) Fortryder så, at jeg har taget det for givet, når det ikke gør. At jeg ikke i minutterne før undervisningsstart har lavet en lyd test, overvundet mageligheden, trodset risikoen for, at samtlige ører i lokalet bliver budt hyletoner, der giver skæve grimasser og tiks. Glemmer i 7 minutters hygge snak, at der altid er nogen der har brugt anlægget siden sidst og har efterladt volumenknappen på max. Det behagelige i at bestemme over ordene, der kommer ud af min mund fra et center i min hjerne jeg kan regne med, fra jeg tænder musikken til jeg trykker den stille igen.

Ved sådan en fest har jeg ikke bestemt en skid, ikke hvem jeg skal spendere 6 timer til bords med og nogle gange gnide lår med. Konversere empatisk og inddragende med og da der som hovedregel er 2, sidder jeg som Meryl Streep i “Døden klær hende” med roterende hoved fra den ene sidemand til den anden, så ingen føler sig kedelig og fravalgt. Min antenne drejer så hurtigt rundt, at hvis det var en tegne film ville du slet ikke kunne se hvordan den så ud, kun røgen der steg op.

Det er som om, at nye broer i hjernen kun skabes ved en vis mængde af utilpashed og nerver, kun sådan vil hjernen betragte det som en udfordring. Det kendte styrker kun det plejer er god til. Ingen brobygning…

Jeg var ellers heldig, placeret til højbords, gulp med brudeparret selv, meget beæret tak for det. Kunne selvfølgelig også være at anden halvdel og skribenten var de, der tiloversblevne navne de proppede ned i posen igen og igen fordi de ikke anede hvilke stakler, der skulle bydes os… Jeg kan godt lide kvinder, jeps det kan jeg, så derfor blev jeg ekstra glad da jeg opdagede, at i stedet for bordherrer, fik jeg udelukkende bordkvinder, tjek. Damer lyder som noget fra halvtredserne MED hat. De ville gerne snakke Tjek. Puha så behøver jeg ikke stå med ansvaret for samtalen alene .. Kan være hårdt arbejde, vil heller PÅ arbejde for der er ansvaret en glæde og et privilegium. Vi var næsten jævnaldrene, tjek og de havde højskoleophold i frisk erindring, tre gange tjek. Har man en gang været deltager på en højskole er det fuldstændig lige meget hvad ugens emne var, det er hele konceptet, stemningen, maden men ikke har tænkt over siden morgenmaden, opvasken man ikke skal mule over og ja, alle ser på en når man snakker, som i øjnene.

Det er så lang tid siden jeg har været til stor fest fest, at jeg få måneder siden endelig tog springet og smed den sidste parfume, jeg havde tilbage, ud. 5 år der på hylden i ensom eksil.. Jeg har heller ingen mascara, eyeliner eller neglelak. Så jeg følte mig lidt underdressed, men jeg gider jo ikke tage makeup af! Og på? nej det gider jeg heller ikke. Vil ikke vende andre mennesker til, at jeg ikke har poser under mine øjne, for dem ser jeg altså på i rigelige mængder og så synes jeg jo kun det er fair og forvente, at det kan andre så også nogle timer.

Påklædning

Efter en forholdsvis varm sommer er det, at skulle stikke tåen i nogle nyloner sgu ikke givende på nogen måde og sammen med den i forvejen (lille) sorte, og sorte sko føler jeg mere jeg skal til begravelse i Spanien end et fint bryllup i Klampenborg, men jeg er færdig med…

Færdig med at haste ud, at købe festtøj jeg ikke har det rart i, og aldrig kommer til at bruge særlig meget for, hvornår ellers end jul og Nytår?

Det var fint, brylluppet, ligesom brudeparret er fine på den indlevende måde. Men det var ikke fint på den snobbede måde. Tjenerene synes mere, at gå op i etiketten end alle os andre. Da han spildte (koldt) på mine ben for anden gang slappede jeg meget mere af. Heldigt at jeg var spansk senorita og ikke råhvid brud.

Honeymoon lyder så meget mere romantisk end bryllupsrejse synes du ik?

6 timer kan være lange selvom den ene velsmagende ret efter den anden skal passere ens gane. Jeg læner mig derfor villigt tilbage så mine 2 bordamer kan snakke sammen ind mig. Kræver dog meget stor balanceakt, da jeg i den ene hånd holder stor tallerken og den anden er i forsigtig tilnærmelse af rullende gr.. ært gr… så lig dog stille. Det er mig i en pistachieskal, vil risikere mad ned af mig i det gode humørs tjeneste. Jeg tror ikke de tænkte over, at jeg meget lidt af tiden sad og spiste fra en tallerken med kontakt til bordpladen. Og hvad var der med den sovs til perlehønen, hvorfor tog han den med? hvis det havde været svigerfars havde den ikke forladt min side. Den virkede nu også som meget tålmodigt indkogt fond. Så han har nok været sådan lidt øm om den.

Mine med passagerer regnede med vi skulle tidlig hjem, 24 ish. Det var også min egen plan, da jeg er den, som går tidligst i seng.

Men så igen, hold da kæft hvor jeg kender mig selv skidt!

Eller jeg havde bare ikke været helt ærlig overfor mig selv og derfor ikke forberedt mand og svigerforældre ordentligt! Havde faktisk været lidt beklemt ved, at indrømme over for dem, mig selv inklusiv, at det var noget jeg sikkert gerne ville. Det er noget min klan har tilfælles, Beidil´ erne sover med danseskoene evigt snørede…

Jeg elsker jo at danse, jeg troede bare jeg kunne ignorer min lyst, lægge det i pjatboksen og lukke låget, da der på invitationen stod, at det først var efter bryllupskagen klokken 23:45. Hvorfor er det lige, at dans er noget det absolut skal være mørkt for, at praktisere?

Indrømmelse fra

Den skyldige selvfornægter

Så okay jeg løj, da jeg sagde, at det var jeg da ligeglad med, vi kunne bare køre hjem, “tidligt.”

Jeg blev jo stående der i udkanten af dansegulvet, da bryllupsvalsen fadede ud, ventede, mine fødder ville ikke rokke sig ud af stedet, mine øjne klistrede til bandet og så spillede de en af mine ynglings sange lige dèr. Mine fødder fandt selv ind i menneskehavet, min hånd havde uden jeg var klar over det fundet anden halvdels og da han spurgte og vi skulle danse kunne jeg kun nikke, min ene fod allerede i gang med, at lave tilbage bevægelsen, der gange 200 skulle sende mine balder til tælling i nærved 72 timer bagefter. 48 timer senere, tog jeg mig til hoften, “skal jeg have en dobbelt hofteleds udskiftning!”

Såh.. Jeg følte mig faktisk lidt skyldig da kl. blev 24:45 og stadig ikke helt havde lyst til at tage hjem fordi dansegulvets magnet endnu trak i mig. “Kom nu du vil jo godt, en gang til.” Kunne jo se de gamle var trætte, (anden halvdel var engang min lærer (3 ½ år ældre end mig), så jeg gav mig. Ved godt, at den smule alkohol som sank i glassene ved det væltede bordkort er minimal, egentlig kun smagsprøver, men jeg tror altså stadig jeg ville være meget genert, når danser ude. Jeg kan ikke smide hæmningerne. Selv derhjemme gemmer jeg mig lidt for naboen, men armene kommer da op over skulderhøjde der. Men enden den… den skal vrikkes, sådan er det. Den er ikke genert. Som fødderne.

Det er ok at være chauffør, for sådan lidt dig og mig imellem er jeg selv den eneste, som jeg stoler 100 % på til, at gøre det sådan en aften. Selvfølgelig ønsker jeg, at kunne drikke mere fra den vinmenu, men så havde jeg sikkert ligget og set på våbenskjold i et tilstødende værelse eller været inde på det hemmelige toilet, og ikke for at vaske hænder…. Måske havde jeg fået en bule i panden af, at slå den ned i sølvtallerkenen inden vi gik fra borde og det havde toastmasteren været meget bestemt med, at det måtte man ikke. Slå på dem altså. Med bestikket. Så jeg gjorde mit bedste for, at ignorere tilstedeværelsen af den. Det er ikke fordi jeg havde en tale i ærmet den kommer jo her, men jeg blev ligesom nød til lade som om den sølvtallerken ikke var der. For når jeg er til sådanne fine komsammener så er der lige pludselig en lampe der svinger, et billede hænger skævt eller noget er skubbet med høj fart væk fra mig. Ofte noget der klasker, sprøjter, ridser tit inklusiv farve der ikke hører hjemme hvor det havner…

Det er som om min krop får sådan nogle tiks, der er helt uforudsigelige fordi jeg skal holde kroppen sådan i ro. Den kan ikke lide tilbageholdelsen. Det minder for meget om, når jeg som teenager spiste hos min far i weekenden og Vivaldi flød ud af højtalerne og bestikkets kontakt til tallerkenerne altid synes uvelkomne og høje. Svigerfamilien har mange gange smilet og diskret rettet på billedet i gangen (heldigvis ikke Van Gogh) og holdt en hånd diskret op for, at stoppe lampens pendulbevægelse over bordet efter jeg har forladt gangen, bordet…. Og skiftet dugen.

Det skal siges at det er god træning for reaktionsevnen, alle de ting jeg har grebet i fart på vej ud, væk, op og ja mest ned.. Og så er der alle de gange noget er havnet med “hovedet” nedad som lige før. Du må ikke sige det men bebrilledes ene stykke med peperroni har ligesom lige kysset gulvet fordi det gled! Det er godt han elsker genbrugskatten…

Efter fest

“Er der ikke sunket noget i portvinen” sagde elskede anden halvdel da han kunne få ørenlyd. Jeg havde lige stået med enden i vejret for, at støvsuge august måneds flyve myre op fra rundt omkring spisebordet. Ikke megen lyst til at spise morgenmad med dem! Kl. var nu 1:45. Jeg svarede, “at nu havde jeg jo sidste weekend brugt en deciliter til lagkager. Til hver! Og hvem gider, at drikke det søde stads hvis ikke som opbløder af knastør lagkagebund?

Bebrillet havde haft besøg imens “love is in the air” støvede danseskoene.

Dagen efter.

Måtte skrive til dansemus med langt hår.

Please, fortæl mig du også er øm…

50 årig i åbenbart meget dårlig danseform

Jeg har haft krampe i læggene hele natten.

Elsker hende fandeme.

2 dage efter fest på gå tur

Goldielocks, “helt ærligt mor, I sagde ikke til drengen (den bebrillede), at han ikke måtte drikke mens I var væk, vel!

“Jo, okay altså det var en fejl, du har helt ret!” Vi har ikke sagt sådan til hende (den først fødte) men nogen ting er vi åbenbart bagvendte med…

Tak brudepar, for disse lange øjeblikke af lykke i min mands arme og hænder og derefter sammen med kvinder, der for hver sang på dansegulvet lagde endnu et lag af kontrol fra sig på trægulvet og gjorde mit hjerte gnistrende, som smileyen med stjerneøjnene.

Tak for, at min ende mærkedes, som havde jeg har været ude i en femsætter i badminton. Det har jeg også for det var en fest jeg giver 5 stjerner ud af 5 mulige, for havde jeg skulle give den mindre havde den været på mig. Man skal være en god gæst også selvom man som udgangspunkt heller vil side i højlydt, knirkende sofa fra det 19 århundrede med en stor skål hjemmepoppede. Nogen gange skal vindingerne i hjernen drejes med en lang tang, for først da får man uforglemmelige øjeblikke.

Tak fordi jeg ikke blev sat ved tørre, påståelige og bedrevidende mænd, som tror de ved alt fordi de tjener en tur til maldiverne på tre arbejdsdage og godt kan lide at pointere det.

Tak fordi I spillede musik som mine ærlige fødder måtte adlyde.

Tak fordi det ikke var perfekt. For den skønne guitar, som først spillede efter, I havde forladt pladsen ved siden af den lavt talende præst. For basen der var for høj da sangeren gik på i skjul af det sænkede lys. Drinksne, der var for enten det ene eller det andet, for alt det jeg ikke kunne spise eller drikke, dèt gjorde det perfekt.

Tak brudepar for den flotte indbydelse i postkassen med personlig svung af guldtusch, for at ville have vi blev længere, for at holde et af mine livs fester. Kan ikke love at jeg propper min fordomsfuldhed helt væk, men vil prøve at parkere den helt nede i den anden ende af parkeringspladsen, i hvad der er mig. Det mig der holder af velkendt.

Tak

kh

Ex-femsætter måsen.

3 dage efter

Stod med træningstøjet i hånden, rystede på hovedet, klynkede sådan lidt for mig selv i skjul af den lukkede soveværelses dør, med kat siddende som formbrød lige ude på den anden side.

Jeg kunne for fanden også en anden gang lege lidt mindre Marianne Eihilt (fra vild med dans, da hun selv førte på dansegulvet.)

Tilegnet Karin til højre og H. Danmarksmester til venstre, lægkrampen og de andre to evigt, usynlige dansesko iførte.

Kattehumor

Tredje og afsluttende kapitel. Mjarv.

Test din kat fortsat, første del finder du under “boganmeldelser”, anden del under” levet liv” i emnelinjen.

Han ved det godt men håbet er der. Osteskiven, han kan lugte er ikke til ham. Han er vågnet, misser lidt med øjnene og sidder så stille bag mig, at jeg glemmer det og er ved at træde på ham idet jeg i en hurtig bevægelse skal forhindre brødristerens falske tone i, at fremprovokere tinnitus fra bordet overfor. Ønsker han, at opleve osteskærens bevægelse fra ud til ind helt tæt på, står han med en pote på køkkenbordet og de tre andre i vindueskarmen, sidstnævnte hvor han godt må være. Forstår jo udmærket behovet for, at holde øje med hvad der sker ude på vejen og fortovet.

Når den blege skive møder min halve brune (læs: brændte) bolle kan hans utilfredshed komme ud i form af en klagesang. I det jeg passerer ham, nu liggende op ad dørstærskelen, kan jeg mærke “blikket” i min ryg. Følger han efter mig ind og sidde ved bordet nedstirrer han mig fra hvor end han vælger, at slænge sin lodne krop, i hvad der føles, længe. Ville ikke blive overrasket hvis der var en anden brændt lugt, der sneg sig mod loftet i spiraler end fra min lille, brændte ven. Måske håber han, at kunne hypnotisere mig til, at lette måsen igen… Ellers mod heftige odds når den først er plantet (med en tallerken foran mig), mod det to hynde, ophøjede sæde, (så kan jeg nå tasterne uden, at fru nerve sætter sig i smertefuld klemme.) I virkeligheden taber han hurtigt troen på, at det nytter og vender i de fleste tilfælde demonstrativt ryggen til. Det har jeg på fornemmelsen betyder, “du har såret mig SÅ meget!” Er jeg heldig accepterer han mit blide, “du får mad i morgen” og lægger sig til at sove, nu på den side, hvor jeg ikke kan tjekke om bulen bag øret vitterligt er en tæge.

Ved aftenstide

Blikket på maden i tallerkenens cirkel, når han står med forpoterne på ryggen af min stol og bagpoterne i vindueskarmen med næsebor, der vibrere for, at indfange om det nu er mig, kødet er tættest på.

Han må synes vi er det kedeligste sted at høre hjemme. Han ikke engang vender sig i bordets retning, når der ikke er skyggen af kød i gryden. Han bliver dog lidt forvirret, når anden halvdel koger grønne linser søndag morgener. Men det forstår JEG godt, de lugter jo helt vildt af prut. Og han, (vi deler huslån du ved) brokker sig over min brug af laurbærblade!

Polestang ønskes

Nogle dage identificere han sig med en yndig lille katte mis (vi kunne kalde hende Tove), som efter en omdrejning, trippende helt oppe på de klikkende negle, kan smide sig på ophængte skuffedarier med meget få overflade kvadratcentimeter. Efter at havde landet efter faldet temmelig uelegant, går han direkte hen og flår i katte polestangen, til neglehinderne flyver, så valses der ellers ud med periskopet højt til vejrs (halespidsen i en bue til den ene side.) Selvværet er genoprettet. Det griner vi, ja undskyld højlydt af, for det er simpelthen så tydeligt, at det er for og buste sin mandighed. Hvor fanden kan man købe et kradsetræ til kvinde på 1.60 cm?

Vaner

Ligesom børn, der har fået en is, kl. 15, 2 sommerdage i træk, så bliver noget han får på ukorrekte tider inde bag den hårde pandeskal, hurtigt til noget han kan regne med på daglig basis.

Når han praktisk blotter sin hvide hals for, at jeg kan kæle hans ynglings sted er vinduet han venter ikke stort, før det lukkes i igen. Så må min kaffe bliver kold, mine havregryn bløde og det spildte større i omkreds. Det er jo en form for kær pegepind, “så makker nu prioriterer du lige det her.” Poterne, der sætter i løb hen ad vindueskarmen for og hoppe ned efter, at havde ventet på kærtegnet, der udeblev får mig til og skamme mig som en ja hund, for det er fandeme nærigt. Ligesom når jeg ikke ulejliger mig med at tage ørebøfferne ud, når børnene eller linsekogeren vil sige noget. Ja, jeg står jeg lige og laver buffet til dem. Men de vinduer de skal åbnes. SOM PÅ VID GAB.

Det er ikke nok at sætte bogen fra ereolen på pause for mine earpods er virkelig lydisolerende. Kan anbefale dem som ørepropper, ikke til at sove med dog eller har aldrig prøvet .. Lidt dyre men så alligevel, burde så meget havde fået taget mål til mine egne. For 24 år siden. Jeg mener den pris har jeg sgu da for længst støttet MATAS med..

Lykken er

at sidde i et rum med et dyr (eller et barn ik), som sover, tilliden i form af lemmer, der enten er uden en spænding eller rullet sammen som en snegl (med lag). Kroppen (min) ligesom et fly i indflyvningen, hvis altså jeg ikke var bange, hjulene, som ruller det sidste stykke på landingsbanen tænk … hvor du ikke utålmodigt sidder parat med hånden på sikkerhedsselen! Træk vejret dybt, helt ned, så den nedre hængekøje tynges mod sædet. Mærk roen, som doven røg fra en halvrøget cigaret sive mod dig, opløses i dig. Vælg at du vil lade den, ellers vil du bare tage den for givet som alt muligt andet i dit liv.

Jeg blinker lige til ham, han er mellem vendinger på sivtæppet.

Jeg har ikke kendt min kat som killing, ikke set ham være på størrelse med et hamster, kun forundret set ham sætte af som et andet magisk væsen fra hylde til kasse, seng til skab som er han lavet af et let og luftigt materiale, der får ham til at flyve ubesværet og elegant fladerne imellem. Landingen mod de bare gulve kan dog altid høres. De 2 bump ude i køkkenet, mens vi spiser de sidste gaffelfulde aftensmad, afslører hvad vi ikke kan se på grund af den forskudte køkkenåbning. Har vi glemt noget, er en beholder åben? Han har fundet ud af, at det kan betale sig og vente til den bebrillede har sat sin tallerken ud i køkkenet. Faktisk løber han (den 4-benede) ud, når han rejser sig fra stolen, som er det hans clue. Er det kød dag, er en taktfast klirren efter arvingen har lukket sin dør til værelset igen, beviset på, at han står og slikker den bebrilledes rester af tomatsauce fra tallerkenen PÅ BORDET gr…

Som en parkour udøver efter sit adrenalinfiks bliver han frustreret, når vi stiller en plante i vejen så han ikke kan sidde og tage tilløb til et ekstra svært hop. Hele skabet står nemlig og ryster, når han stolt går en meget lille sejsrunde, inden han lægger sig som en hanløve og skuer ud og NED på os. Finder en papkasse ind i vores hjem ved man altid, at den underlige lyd af skubben kommer fra en kat, der tror han stadig er marsvinstørrelse og derfor forsøger, at rulle sig sammen i en magelig stilling på alt for lidt plads. Hvem sagde minimale boligforhold. Sender jeg et blik ned gennem flapperne, får jeg et tilbage.

HVAD! Jeg ligger behageligt sådan her, bland dig uden om…

Marsvinet i overstørrelse

Når først han en gang har ligget i den, værdier han den ikke længere et blik og vi kan diskret fjerne fragttingesten.

Bogens undertitel er, “hvor klog er din kat i virkeligheden.”

Det der er vigtigt er at blive klogere på dit dyr og via det klogere på dig selv.

Jeg var en katte overleverinde, nu fuldt og ende gyldigt skudt med en pil så dybdeborende, at spidsen stikker ud under min højre vinge med bloddråber altid knald røde dryppende fra det dugfriske sår. Et sår jeg ikke ønsker nogensinde skal heles. Jeg har forsøgt. I 3 år bildte jeg mig selv ind, at det var da dejligt, at soveværelsesdøren kunne stå åben og ingen vækkede mig kl. 7 om lørdagen. 7:30 om søndagen med mindre den enøreproppede zoombie (mit natlige alias)har åbnet vindueshaspen i løbet af natten, og dumpene af bløde poter blev dæmpet ved mødet med de hvidplettede fliser.

Han er en samler. Af mennesker. Altid en perfekt icebreaker ved ankomst af gæster eller forbindelsesled teenager og forældre imellem.

Du glemte at tørre poterne af!

hmfr….

Når man er voksen står der sjældent nogen 2-benede og hilser en velkommen, når man kommer hjem fra arbejde eller ja bare et smut i NETTO! Er han vågen og ude, kommer han altid og byder mig velkommen hjem, det sidste først efter han har identificeret min stemme. Den fri fortolkning kunne en kold vinterdag være, “luk mig nu ind mine poter er kolde, maven tom, jeg skal jo ind og nå mit 18 timers daglige sovepensum. Som i for 5 minutter siden. Møver sig så ind under døren knap åben, “hej, hej”.

Hvis han er inde er mødet i bryggerset, halen lodret. Velkomsten kan så skyldes, at det er min hårde lukken og låsen, som har vækket hans kongelige højhed. Betyder grunden egentlig noget!

Han har lært mig, at grænser kan vises i det helt små. Ingen behøver, at forlade kamppladsen forrevne.

1) han skrider eller 2) skubber blidt til min hånd med bagpoten hvis jeg aer et ikke ønsket sted eller han bare siger tak for nu. Sidder han med et særligt blik ved vi kattekyndige, at nu er det fingrene for dig selv makker eller jeg bruger dem til legetøj fordi jeg keder mig, og du er i nærheden.

Hvis hvad du vil have

Som en stor so til sine pattehungrende smågrise kaster han sig i et hvert underlag med den hvide bug op, så selv de tungnemme forstår hentydningen. Husk! Alle regler er ophævet i ulvetimen. Det særlige blik du ved.

Hvis han vil kæles får jeg modvilligt tilladelse til, at se noget på den bærbar samtidig, men jeg skal ikke være for langsom med at placere høretelefonerne for så kan det sgu være lige meget, så har jeg ikke fortjent, at han tillader gnubning af halsens hvide skjortekrave. Så er han skredet. “Neeejjj.. kom tilbage….”

Og ja han har helt ret, det er da ikke i orden, at jeg ikke kan lade være med, at side med ledning og tingester i ørerne. Bare 10 minutter, ½ time hvis han lukker øjnene. Jeg burde lytte, for hvis han alligevel kræver sin plads på mit tæppebelagte skød, så kan jeg være helt sikker på, at få en opdatering på mine nakke spændinger af, at side drejet til den ene side. Alt. for. Længe. Jeg ser ind i hans store øjne, lader mig hypnotisere som Mowgli i Junglebogen af den store slange Kaa. Pu… der blinkede han.

Jeg burde være et hunde menneske, forestiller mig deres afvisning over for kærtegn nærmest ikke findes, men jeg kan åbenbart godt lide risikoen, den, der gøren sig kostbar… Man siger katte er deres egne, men de er altså ikke mere uforudsigelige end resten af boligens beboere, når du bor med dem 24/7. Du kan bare ikke få dem til, at gøre noget for godbidden, blikket du ville få kunne du umuligt misforstå.

Hvad regner du mig for?

En hund?

Som den er han nysgerrig. På en scala til 10 ligger han på en 12`er. Bliver der slået med dørhammeren står han som den første ved hjørnet før hoveddøren og vejre med næsen parat til både, at flygte men også til at hoppe op i en eventuel kasse ,så snart noget er pakket ud.

Ubekymret mod

Jeg ønsker, at blive smittet af hans svansen på et fortov omgivet af svajende græs på begge sidder i leg efter mig. Fuldstændig ligeglad med den ponystore hund, der lige om et øjeblik vil passere, som ved han bare, at hunden er i snor. I forsøget på, at forhindre ellers godmodig hunds jagt instinkter, vil den kvindelige ejer næsten falde på næsen ved dens træk af hvad der mindst må være min kropsvægt, kun lige akkurat afværget ved, at hun trækker ham i den anden retning ind i flåtland, i sine heldigvis lange bukser. Da de begge står afventende i det høje græs, løber drillepinden selv ind i det og jeg ser efter ham over skulderen. Han er væk.

Pisse irriterende er det når man underviser online og søde, opmærksomme deltagere allerede inden undervisningsstart har ører som ugler, og kan høre “Muller” på den anden side af døren mjarve HØJT og indtrængende i sin frustration over, at hans territorie med mig i det, ikke kan partrulleres lige nu. Der ønsker jeg desperat, at kunne åbne mobilens spritnye app, hvor du med et let tryk sætter din kats strube på lydløs. Bare indtil han har opgivet for nu og er gået hen og lagt sig til at sove et sted, han kan komme til. Som i ALLE andre steder (soveværelset er jo så også et no go.) Det vil tænker jeg, være, som når står han ude på solbænken bag ruden og hans lille mund åbner og lukker sig, mens lyden kun går svagt igennem. Det er jo ikke panserglas. Så skal jeg bare lige huske, at unmute ham igen.

Knus

Lisser

Den næste skal selv kunne tage sin leverpostej ud om morgenen, og tage en blok op af fryseren hvis det var det sidste i plastikbeholderen.

Jeg mener, man kan da så meget andet og det er da vigtigt. Han er glad+jeg er glad=alle er.

Nu uden offerrollen

Men så alligeveller.

Det var egentlig ikke meningen, at dette skulle blive et blog indlæg og slet ikke så langt, Men det trængte sig på, ville skrives og skubbede sidste og tredje del om katte(i)livet videre ud i august. Desuden kan følelser ikke knækkes over i halve, jeg har prøvet.

2 dage efter, er jeg stadig ikke hvad jeg ville kalde mig, det indtil teksten formes under fingrenes lette tryk. Så træder jeg endelig ud fra hvor end jeg havde gemt mig.

2 dage før.

Bilen kører ned af den mikro lille kilde mave bakke, tegnet på, at nu efter den næste klynge træer på toppen, vil vi i den næste dal skulle dreje af og køre i de græs nedkørte hjulspor de sidste knap 100 meter. Som en væg af natur står den amputerede birketræsalle langs hele venstre side med stammer så høje, at der er frit udsyn i mellem. Det første glimt af bindingsværkhuset er altid magisk, så idyllisk det ligger der med det stråtækte tag, regn, sne, blæst eller sol lige meget. Pilen står vibrerende på målet. Dækkenes knassen mod gårdspladsens perlegrus, håndbremsen i hans hånd der slippes. Al tilbagetrækning umulig. Nu begynder spillet. Lige så smukt huset er hvidt, delt af de mørke lodrette og vandrette linjer ligeså firkantede er dets beboere.

Det, der udgør essensen af mig ligger efterladt som en glemt jakke på asfalten ud for den høje kantsten ved turens udgangspunkt. Parat til, at holde alle mine følelser, begejstring og armbevægelser helt inde hvor de ikke kan nå, stiger jeg ud af bilen.

Skridtene imod ham og et knus bliver kejtet til om hans bløde figur, men det er ikke covids skyld. Jeg står bare nøgen.

Prisen kan være høj for den sødeste frugt.

Vi går rundt om huset til den lukkede terrasse, ind bag det skarpe “skrid fluer” forhæng, som hænger ned i brede, grå trevler. Marken, med de snart 1½ m. høje georginer kan lige skimtes igennem de store vinduespartier. Stænglerne synes alt for tynde til deres enorme, prangende blomsterhoveder. Måske har de fået deres næring fra de krogede æbletræer, der som krogede fingre søger mere ned mod jorden end op ad den. Tørresnoren i mellem synes at være det eneste, som holder dem oppe. Der mangler bare et rådyr, som med sit lille kid skjult ved sin side passerer forbi nederst i haven, som er det et 8 benet fantasidyr.

Det er meningen du skal lade dig imponere over al herligheden, inkarneret bymenneske eller ej, du må overgive dig. Det er det han regner med. Bløddyret.

Fødderne går af sig selv det hyggeligt, dækkede bord nærmere. De næste mange timer vil smagsløgene lade sig bestikke af den ene smagsfulde ret efter den anden. “Resten” vil hele tiden sørge for, at dæmpe sig, så jeg ikke truer deres selvforståelse af, at være over mig.

Vidste bløddyret hvordan reaktionerne i mit indre bliver afløst af hinanden før, under og efter dette besøg, ville han udbryde;

Du er et fjollehoved!

Måske.

Men her på denne plet på landkortet gælder kun husets regler, meninger og fakta bliver af ejerne udtalt som åbenlyse kendsgerninger uden underbygning eller dokumentation kun som hæftede ender. Spørgsmål når os besøgende fra begge sidder af, min tunge tumler i flikflak efterfuldt af åben skrue i sin iver efter at begynde sætninger. Svare tilfredsstillende. De går efter noget. Ved de selv hvad det er? Mine svar afbrydes, deles i halve. Jeg prøver igen. Igen.

Appetizer`en bliver erstattet af hovedretten, frekvensen af spørgsmål øges, Inden jeg er nået 4 ord ind i mine svar afbryder de mig. Igen og igen svirper de dem væk som “Klodshans” prinsessens “duer ikke” over for friere fundet for … ja i hvert fald ikke egnet. De fornemmer hurtigere end jeg kan udtænke svar, at jeg holder følelserne tæt, de er mine til, at give til dem jeg vil… men..

Ved desserten har jeg drukket mit rødvinsglas tomt og nu sendes spørgsmålene af sted med en fart, der minder om et maskingevær, den ene, den anden skyder, rammer, jeg er smørklatten i legen med samme navn. Min mening om noget eller nogen, ophævet som en afbrudt mobilforbindelse. Følelsen af at blive underkendt, talt hen over, ignoreret og slået til side som et irriterende insekt, ingen adgang. Prøvesvarene, nu knap kommenteret, får den for en time siden ikke eksisterende hyletone i mine ører til, at brede sig som en steppebrand ud i resten af kroppen. Den tiltager for hvert kvarter i lydstyrke. Det hele udmatter mig fuldstændigt, mit panser revner og jeg giver dem en smule af min begejstring for mit snarlige højskoleophold.

Glad over, at kunne huske titlen på en bog hvis forfatter vil holde et foredrag, slynger jeg titlen ud over tallerknernes indtørrede is rester kun for, at min leverede fakta bliver kvast under hans opklodsede sko som en sort bille.

Den bog kunne jeg ikke lide.

Bløddyret

Jeg har trods de sidste 3-4 timers kamp mod netop dette givet dem nøjagtig det, de forventede at fravriste mig, min glæde over noget. Det er det samme hver evig eneste gang. Du kan sgu næsten sætte klokken efter det. Det er ynkeligt! Jeg udmattes, mister kontrollen og lader det, dem slippe ud, begejstringen, følelserne. De hugger til, flår min glæde i 1000 stykker, dissekere den som et lig efter et mistænkeligt dødsfald til mit bryst står vidtåbent og jeg ved kagen til kaffen føler mig hvisket ud. Som I filmtrilogien “Tilbage til fremtiden” hvor det, at ændre noget i fortiden får vidtrækkende konsekvenser for nutiden. Hvad gør de så med den? Begejstringen, følelserne i den helt rigtige mængde uden dryppet af malurt, de selv besidder så uanede mængder af, som for øvrigt smitter som en luftbåren virus? Jeg tror seriøst de kommer i bukserne af fryd over denne udfoldelse af energi, glæde for noget er. Har du set filmen, “Monsters Inc.?”

Nåh .. men måske har du glemt den, den er også fra gulp 2001!

Meget kort; monstere er ansat til om natten og skræmme børn for, at forsyne byen med el. Jo højere skrig af skræk, jo mere el. Det er hårdt arbejde og har sine begrænsninger. De finder selvfølgelig ud af, at hvis de i stedet får børnene til og grine i en høj latter, er det en uudtømmelig kilde.

Der er mennesker som lades op af andre menneskers begejstring fordi de har svært ved at danne den selv! Nogle finder desuden en pervers tilfredsstillelse i, at lade deres forsygningskilde stå gabende tomt efter de har forladt bygningen, så har de til nogle dage, uger … til næste gang, de trænger til et skud. Af. Liv.

Bøgerne jeg gav bløddyret for to måneder siden, giver han mig tilbage efter fremvisning af godt brugt, ny anskaffet køkken udstyr. Alle læste.

Den var dårlig.

Bløddyret

Det er ikke for det. Men den var eneste jeg selv havde nået at læse. Den var helt okay.

Så i hans bemærkning hører jeg; det foredrag gad jeg godt nok ikke lytte til, på den højskole jeg aldrig kunne drømme om at melde mig til, og hvor var det lige igen den lå? Hvad var navnet?

Jeg er tissemyren der forcerer kildemavebakken igen og igen med en død græshoppe på ryggen.

Gå væk fortid, bare gå, åh… så kom da her for helvede. Ja, ja jeg er her jo nu ik! Såhhh da, rolig nu.

Hun læner sig frem, til hun er 10 centimeter fra mit ansigt. Alt. For. Tæt. På.

“Du skal ikke svare for ham!”

Den råbende, kokken, bløddyrets kone

Det gentagne råb mangler bare en kaskade af spyt i mit ansigt for, at få mine mundvige til at stivne endnu mere i en variant af et smil alle vil stille sig tilfredse med. Alt er jo fint. Indeni kan jeg mærke indfrysningen om solar plexus, mellemgulvet er allerede helt låst.

Jeg blinker ikke, noget sidder fast i mit bryst.

Der er for fanden andre muligheder end at fryse, jeg er 50 nu, men jeg kan ikke andet, røddernes rodnet for indfrysningens tilblivelse holder mig fast. Min tunge synes gaffatapet ned mod tænderne i undermunden. Råbe tilbage ville alligevel værre teenagerens respons. Der er sådan et enormt neonskilt som begynder at blinke lige foran mig. I Herlev hospitals størrelse. Jeg må ikke såre, ikke såre bare tanken om, at præsentere dem for ord, som kunne konfronterer dem med deres egne selvopfundne fakta bokse gør, at jeg lukker og slukker (en tid). og så alligevel! For jeg sårer dem vel via stilheden fra deres mobil, som kun viser mit nummer på den lille skærm så sjældent jeg overhovedet muligt, kan trække den.

Lige meget hvad jeg gør, ringer/lader være har jeg følelsesmæssige tømmermænd.

Uger går, en måned, når nummer to er gået ringer de; bløddyret og skorpionen/dragen (anden del af min genpulje) fuldstændig uafhængigt af hinanden, inden for dage, hvilket jeg i timer før kan mærke som en kriblen-krablen i kroppen. Som havde de en uskreven regel over broen af afskyen for hinanden om, at nu skal de forsvare deres territorium i forældrelandet og ringe hende der datteren op.🤍emojien aldrig tænkt, eller sendt.

Hvor latterligt ville det ikke også være hvis jeg i et roligt stemmeleje svarede, “du behøver ikke råbe, jeg sidder lige her!” Så gjorde jeg jo hende på 82 år til teenageren og vi ved jo alle hvordan de reagere overfor det passiv-aggressive. Har du måske ikke selv været en? Fair nok så, synes du ik! Endnu mere råb, mulen, hårde tramp i retning af værelset og BANG! døren står rystet i sin karm. En kærlig hvisken mod det mørke træ i det mikrolille mellemrum dør og karm imellem. “Lille skat, hør nu her..” Buh… Virkelig! Du har lige talt ned til hende. FLOT.

Den mere ordkløvehungrende teenager, (jeg tager alting du siger bogstaveligt som i ord for ord), vil begynde en fuldstændig latterlig ordvekslen baseret på, at jeg holder på mit som i indtil jeg skrider… “Tak for mad… Og kan du så ikke bare lave noget normalt! Som dengang jeg var barn, du ved. Tø nogle fiskepinde op.” Det ved man da hvad er…

Så er der den ærlige reaktion, “jeg kan ikke lide du råber mig ind i hovedet, det gør mig ked af det.” Men ser du det ville være, at bryde alle mine indre på tro og love beskyttelses teknikker jeg har indøvet over år, i og med mig selv. Konklusioner jeg er nået frem til ved, at studere talløse YouTube video` er omhandlende håndtering af narcissismepræget adfærd, i løftet om at de aldrig må få mine følelsers dam at dykke, svømme og flyde i igen. De er ikke nogen der trøster, viser forståelse og empati, undskyldninger! Glem det. Følelser. Andres svaghed. Deres fix.

“Du kunne jo drille dem med deres eget snæversynede, ophøjede selvbillede!” tænker du måske. Selv anden halvdel, der har været udsat og vidne til “nysgerrigheden” og mine reaktioner over de sidste 29 år spørger engang i mellem, “kan du ikke bare…”

Ja… jo.. har været der, prøvet det, men bløddyret har ingen humor. Og selvironi! Simpelthen en by i Disney`s “Fantasia”. Den oprindelige er fra 1940. Råberen har liddttt ud over det stråtækte, så det jeg risikerer er de bare går efter hinanden, og/eller bløddyret skruer ynkeligheden op på maks pinlig. Men det er vel fint nok tænker du! Neii… for jeg kan ikke fordrage, at være gæsten, der skal sidde og nikke samtykkende, med et stivnet smil på læben som, at “ja det er da helt i orden, at du taler din partner ned” (lige foran mig), fordi de sideløbende eller afslutningsvis med en indbydende håndbevægelse inviterede mig til det samme! Tvinger mig til at tage parti. Som jeg føler mig uhøflig ved ikke, at tage selv om jeg er dybt forarget og lodret uenig. Åh… hvor jeg hader den leg. Jeg har levet som en fejlplaceret elefantunge hos en hund og kat, Det er bare ubehageligt pludselig at være midtpunkt i et andet pars uforståelige koder. Det ødelægger min appetit.

Det er tankevækkende, at jeg kan såre mine børn som jeg elsker ved få primale skrig, men ham, bløddyret som engang før årtusind skiftet var min helt, kan jeg ikke vrænge, råbe ad eller sige nederdrægtige ting til, for jeg ser jo…

Jeg ser jo så tydeligt, at han også er nøgen…

Men hvad! Det er dine børn vel også? Jah.. men de har mig forever… Hende, kan bløddyret kun drømme om. Jeg bliver aldrig til salg i den bod igen.

Måske skulle jeg i stedet for at holde mig tilbage (fryse), bruge den anden stenalderteknik, give den fuld skrue, vise hele farvepaletten på mit temperament, få dem til at se sole, stjerner, antænde hele batteriet på en gang, men så igen…

Jeg vil ikke spankulere rundt på deres niveau.

Men være røven i kamellen, i klæde mig offerrollen pr instinkt. Nej, tak fremadrettet til det vidtrækkende, indre skud ydmygelse jeg tvangsmæssigt plasker rundt i efter samvær med individer, der mundlukker mig. Jeg var NEMID selvvalgt ikke kyndig, skide stædig neandertaler fladskalle individ kun to år tilbage. Nu er jeg tilvalgt noget, der kunne kaldes selvkørende, jeg blev jo ikke råbt af når jeg tastede forkert. Hanne (min computer) ventede bare, ingen rullende øjne, ord i forvrængede tonearter eller rastløs rykken rundt i sædet. kun markørens lille, “hvor skal vi hen nu, du?”

Bebrillede kan altså være langsom (tage sig sin tid) om at svare, hvilket jeg må give ham er en fantastisk måde, at få folk hvis spørgsmålsrunder mere minder om direkte forhørsteknik til, at se sig om efter andre mistænkte. Bliver bare pr instinkt selv nød til, at tilfredsstille deres sult for forsygning af en ordentlig omgang respektfuld medmenneskelighed. Smager lige på, TAGE MIG MIN TID hm.. nej, det smager ikke godt, men efter 12 smagsprøver så måske.

Et andet, umodent jeg kan ikke udholde pausen mellem spørgsmål og svar. Hvad der må være datidens som nutidens teenagers privilegium føles som bevidst provokation udløst af bløddyrets og viv`s åbenlyse barnlige utålmodighed. Min nutidige krops frys reaktion helt sikkert baseret på minder, situationer hvis opståen jeg kun svagt kan huske eller helt har glemt kun følelsernes forbudte kræven plads sidder tilbage og sender mig direkte på autosvar, når de bliver provokerede af for eksempel et råb i hovedet. Et umodent jeg som fandt nødvendigheden af opfindelsen af 100 måder af beskyttelsekapper. Hvordan kunne jeg ellers forsvare prisen, der altid, usynligt for andre end mig, dinglede i de omskiftelige vinde, for den opførsel de kaldte kærlighed.

Jeg er rungende dømt ude som en hønemor, der ikke kan lade min 18 årige svare for sig selv i sit eget tempo. De har ret. Ønsker jo netop de skal høre hans svar så de ved hvad han er for en, ikke kun den nørd de som et skældsord slynger i hovedet på ham hver gang vi ses. Deres måde at underminere mig på er fejlfri, de høje ord velbegrundede, jeg skulle havde holdt min kæft, været tålmodigheden selv. Hvis han ikke kunne nå, at svare havde det bare været deres tab, ikke hans, ikke mit.

I ikke erfarne ører lyder de som interesserede bedsteforældre men de er på anden generation ude med spydspidsen smurt ind i gift som svier. De ville ikke ane hvad det unge menneske interesserer sig for, spørgsmålene de bombardere med går godt nok i hjertekuglen men det er ikke af de hjertelige slags. De udfritter kun for hvad man er værd og helst hvad man ikke er, så de kan vælte sig rundt i det, når de står side om side ved den tårnhøje opvask efter perlegruset er prellet af mod Hvidens karosseri.

Bedste forældre forventer ikke altid at blive kontaktet, de holder døren åben for aftenvanderer, som lige kom forbi og invitere på BONES fordi de gerne vil glæde børnebørn uden forældrenes blik som støvsuger friheden for frihed.

Er det et råb?

De andre reagerede ikke! Lige meget, jeg fik en mavepuster.

Hun sidder helt tæt på mig, for bordets ende og kan holde øje med, at jeg smager på alt hun sætter foran mig. Sige nej tak er ikke en mulighed, kun til anden omgang.

Rødvin kan være nydelsesfulde mundfulde, men her synker jeg kun fordi jeg ved det bedøver og fordi hele deres krops; “hvad er der galt med dig!” attitude ville kræve et forsvar, hvor en beskikket advokat ville være nødvendig. Så det bliver kun lige akkurat så meget, at jeg vil kunne køre om nogle timer, den er et meget godt kort, hvis det er. Det selvom jeg, ved han gør det, for jeg ville bare køre ind i nærmeste ikke oplyste træstamme, for hende med kørekortet er som du ved ikke lige her, lige nu.. Alt skal være i den rette mængde. Deres. Min måde, altid jonglerende i forsøget på at ramme helt rigtigt. Det selvom jeg ved at intet nogensinde vil. Det findes ikke, ligesom enhjørninger, havfruer, nisser og påskeharen.

Har I aldrig tænkt på at flytte?

Bløddyrret “Farmand”

Uskyldigt!

Det han i virkeligheden siger er. Snobben.

Hvorfor gider I, at blive ved med at bo sådan et skodsted i et parcelhuskvarter, hvor den ene nabo har kig til soveværelset, den anden aftenlæsningen?

I modsætning til hans (valg).

Langt ude på landet, hvor der ingen gadelygter er, bussen aldrig passerer og en bil ja enda 2 i den store garage er et minimum.

Stor, større, størst.

Gods og guld.

Det er det, det hele handler om, men jeg vil ikke lege med, men spillet bliver jeg nød til at flytte min brik i, for børnenes skyld, stemningen, min fornødne sjælefred.

Hvor skal jeg da bo hvis ikke i dalens land, i skovens by med barndommen vævet omkring park, bakke og udlån med selvbetjening? Hos dem? I deres idyl med marker til alle sidder, lugten af gylle når de spreder og med fingrene gravende efter selvgjorte kartofler side om side med ham. Som en hjemmefødning aldrig forladt den evigt sydende arne?

Med de 6 telefonopkald, jeg er benådet om året tror jeg ikke han ønsker LIGE… det. Jeg kunne jo godt selv ringe, men DET VIL JEG IKKE! Så nu har jeg skrevet det. Sort på hvidt. Jeg vil heller ikke have dårlig samvittighed over det mere, eller ikke mere end du ved sådan lige, at skammens flammer slikker op omkring min dårlige samvittighed, (tænk) meget kropsnær brudekjole med havfrue slæb, og slørets nederste kant knitrende i de små, ildelugtende opblussen længere og længere oppe.

Desuden skulle huset være mindst 2 etager højt, fyldt med for længst afdøde, møbelsnedkeres aflagte og moderigtigt slidte sofaer? Hviden ved den fælgeridsende kantsten end ikke overvejet mod den store AUDI i den indbyggede carport hvis formål kun stadigvæk ville være, at fragte mig 90 % af tiden. Skrammer fra ind-og udkørsel vil en ukendt teenagers nøglebundt … få skylden for.

Du vil aldrig lade dig imponere af noget som helst jeg finder værdi i, at værne om. Om jeg så fik udgivet 10 bøger vil du kun løfte et tyndt øjenbryn for, hvor var beviserne på al succes` en hvis ikke i form af Joakim Von Ands svømmehals store pengetank, hvor du med dine dårlige ben kunne se på udefra. For jeg kunne have en vognpark fyldt med alverdens James Bond biler plus Volvos Amazone i en så gnistrende restaurering, at du ville blive blændet af dens skær uden du ville sænke din barre for hvad der er rigeligt og rimeligt for en datter at fremvise i forventningen om, at blive elsket af sin far.

Du forbinder mig med en falliterklæring, da det der sætter penge på min konto ikke kan sættes i den let forståelige bås som sygeplejerske, tømrer eller computernørd, de i din verden hører ind under.

Min nederdel for hvid

ikke sort, ikke grå

som hendes.

Mit hår for langt

ikke en drengefrisure

som hendes

Min buffet for krydret, ubagt eller uidentificerbar

ikke enkel

som hendes

Jeg er ikke

HENDE, råberen

Jeg er sgu min egen. Sgu.

Vær GRÅ STEN skat, ingen følelser, du ved. De vil æde dig rå sammen med den hjemmebagte til kaffen.

Den afklædte til Goldielocks

Goldielocks fortæller glad (ikke begejstret) om sin snarlige rejse til España.

Jamen er det ikke der, det er allerværst og har du ikke kun fået en vaccine?

Råberen (hans viv)

Ingen glæde udvist på hendes vegne, kun denne punktering af glæde. Pigen har dog allerede klog af skade trukket sin egen forklædning over hovedet, mens hun lader sig tvangsfodre som en anden foie gras gås. Hun smiler, men jeg kan se den usynlige rejste mur af beskyttelse fra hvor jeg sidder.

Hvor skulle vi rejse hen? Det samme sted som dem? Ligge på opredninger i deres værelse med havudsigt på den solbeskinnede klippeø?

Jeg titter frem nu, der er jo faktisk fri bane, Dalen emmer af ro, bløddyret har afleveret den påtvungne, brugte cykel. Jeg har været en god datter og skrabet asfalten med panden, i passende mængde foran hans store hvide bil i behørig taknemmelighed over hans storhed og gode køb dengang. Cyklen var til den bebrillede, der sov sig igennem.

I entreen

Mig, “jeg tror hun (hans kone) ville have at vi gav penge for den!” Står krummer tå vridende foran anden halvdel.

Han, fnysende, “så vil jeg hellere selv bestemme hvilken cykel det skal være.”

Jeg. Sænker skuldrene. Han har ret. Igen. Jeg bestemmer selv mit hjertes kval. Tænk bare, at kunne svirpe det væk. Sådan. Væk med samvittighed, skam og dårlig datter vipe.

Som ådselædere smæsker de sig i andres følelser; begejstring, vrede, ked af det hed lige meget, samme resurse. Bader med sæben cirklende i armhulen, trallende mod det ophængte brusehoved. Rotere som krokodillen med sit bytte i fart mod sumpens bund allerede inden de har sagt, “tak for en hyggelig aften”. Dit overskud hult, glæden kvalt og dagen i morgen betydningsløs.

Jeg er også mine følelser, et gearskifte der får mig til at glædes, gøre ting, udfordre mig selv. Frihed betyder alt, dyre vaser, fælge uden ridser og et nyt skur betyder nadda.

Smilende øjne i mine, latter mod et loft, kikket mod den nu tætte hæk, den bebrilledes “se ham nu mor”, når genbrugskatten gør noget han har gjort 100 gange før, for det er hans ting. Genert ved mødet med nogle fra arbejdet, gå spontant i en kølig sommeraften med Goldielocks` kvidren i mit øre, uvenner efter et kvarter, venner igen efter 2. Anden halvdels tavshed til hjørnet ved REMA, kyssene og så alene skærende samtlige hjørner tilbage mod den endnu ikke færdiglavede, dampende te.

Alle de spørgsmål, der kun burde stilles hvis det var med respekt og oprigtig interesse for hvor svarene nu måtte komme fra.

Intet svar for dumt, fjollet, for tæt på kun gør det mere, med indbygget tilladelse til at sætte grænser sige nej. “Nej, jeg gider ikke der men på … vil det passe fint…”

Blyantstregen, gammelt, indtørret viskelæder har forsøgt at viske ud.

Ikke vandfast sminke ned ad kinden efter regn.

Måske i virkeligheden aldrig tegnet.

Indrykket annonce

Ønskebarn med indbygget kedeligt faktum byttes. Behov for andet end set som et pænt vater opsat billede. Endelig ikke for tyk, ikke nikke nej, pegefingeren svinger som metronomen på venindens kommode, men “spis nu endelig mere. Op. Al sammen. Den usagte påtale ved at lade være, nægte, sige nej tak. Vekslende med de evigt skråtstillede, rynkede eller hævede bryn, de stikkende undertoner ved synet af den, hver fjortendesdag udvekslet, “tag jer af mig (også) ..” mumivariant.

Skuffelsen der lurer, altid nærværende, i det skårne kød i fadet, knappen i den åbenstående skjorte, sølvglimtende i det faldende støv i aftenskumringen, hvor rådyret vendte i morges. Over alle mine følelser, som blomstrede op af vægge men ikke i haven, (vindueskarmen ville næppe imponere.) Du forstod dig på undervogne, især nabo konens. Før du flyttede var du ikke længere i huset, men derude hvor læbestiften blev glemt.

Hvorfor kommer du ikke videre mor, hvorfor lader du dig påvirke af det? Du ved jo hvordan de er?

Goldielocks

Jeps, det ved den allersødeste grød jeg gør, men det er fordi jeg igen og igen skal betræde roulettens hurtigdrejende hjul og jeg ved. Jeg ved bare, at falder jeg med røven lige ned i sort, vil han insistere på at være rød. Hvis jeg så kanter mig op og kaster mig med næsen blødende i rød, vil han irriteret som en stor gammel hund forflytte sig til sort, kun for, at jeg ikke et øjeblik skal tro jeg er/kan noget han kan bruge, mere end han, være ligeså meget værd, har det ligeså hårdt. Orker det ikke, den, konkurrencen, han altid har gang i på indersiden af sin hjernebark hvis verden lyder som et gammeldags ping, pong spil. Som, at være på cykeltur med nogen, der har en bedre kondition, eller længere (voksne) ben på skituren i 79. Hver gang man storprustende har kæmpet sig til de ventende på toppen, er de vendt rundt, snart susende ned på den anden side, indvendigt hujende.

Spil kan være sjove men hvis det er uden mulighed for, at vinde er det da ikke en konkurrence. Jeg vil hellere investerer i noget, der nytter.

Har forstået man skal være sammen engang imellem fordi vi er FAMILIE, men værsågod som forventet, at tage mod det tilbudte, fejlkøbet, som en god datter, når han nu er så god…. en far! Host host … næste gang, så ryster jeg på hovedet, går i gang med at øve lige nu.. Går fint.

Smager på ordet… bløddyr.

Hvis du havde været en lakrids havde jeg spyttet dig ud.

Som de syrlige bolsjer jeg aldrig har kunnet lide.

Knus

Reflektionisten

Goldielocks og undertegnede har lavet en pagt! Måske skal vi for en god ordens skyld gemme en gammel vante… (Pagten, DR`s julekalender fra 2009 vist.) Vi vil lure seje blikke fra gamle westernfilm, hvor mænd kniber øjet sammen mod røgen af deres gennemtyggede cigar. Øve dem foran spejlet før næste indbydelse ca. september. Mens de smør mit dampende, sprøde grydebrød vil revolverbæltet sagte blive spændt i inderste hul, i skjul af bordpladen. Derefter vil vi skyde dem på klods hold, stille og roligt med deres egne sylespidse hagl. Vi er vel voksne.

“Jamen far hvor skal vi så bo?” Læner mig frem, lille smil kruser min mund, hagen hviler i mine håndflader. Kigger mig rundt på terrassen. “Her!”

Han åbner munden for at svare, jeg vifter ham tavs med en håndbevægelse.

“Hvis du får lov til at bestemme hvad jeg skal have på, betaler du så?

Han læser sig frem, mine fingre folder sig ud i fuld stop.

Buler min ikke eksisterende mave ud, “hvad så bløddyr skal vi sammenligne…?” Ser på undervogns indehaversken, “står din sykasse hvor den plejer?” Rejser mig, finder målebåndet, kommer tilbage og vifter med det i luften. Nå, hvad bliver det til bløddyr!”

Læner mig stående ind over de beskidte tallerkner, trækker ned i min bluse foran. Teposerne; Earl Grey og kamille kan lige anes. “Er det her for meget?” Trutter min mund som en pin up fra 50`erne.

Læner mig yderligere frem, presser Earl og Mille ned i bordpladen, “nåh…”

Slipper bordpladen, trækker blusen sammen i halsen. “Tæt nok og hvad med farven? Er grå okay? Du ved, jeg mener ud over sort?”

Deres munde åbnes, små, gurglende lyde lyder. Som skurke i film om 2 verdenskrig efter skud i maven og vi ved jo alle hvordan det ender… Blodet pibler, runder mundvigen og … Ja, der må vel være et dryp på den nystrøgne uniform dernede et sted!

“Håber I nyder brødet for jeg kan altså ikke invitere jer før til næste sommer, jeg har nemlig ikke fået købt læggekartoflerne endnu.” Puster røgen væk fra løbet. Jeps, sådan hurtigere end min egen skygge. (læs: Lucky Luke.)

Sætter revolveren tilbage i bæltet.

Goldielocks får lov, at skyde mod hjertekulen. Vidste du for øvrigt at det er den udvendige… hulhed lige under brystbenet? Hun drejer armen, blotlægger underarmens hvidhed som er brudt af sort farve.

“Bløddyr, jeg har fået en tatovering!” Unødvendige ord, der, som en lægtehammer banker sømmet helt i bund, i andet slag. Skeer stopper før brydningen gennem chokoladen på den købte islagkage, øjne drejer som periskoper og stopper, hun er målet. hovedet dukker, skilningen deler vandende. Jeg ser mundvigens lille trækning. Knækket, højt da overfladen revner og hun spidser nydende munden omkring isen yderst på skeen, så den bliver to sugende mundfulde. Lader chokoladen smelte mellem tunge og gane. Han kan ikke udholde den. Tavsheden.

Har du fået en tatovering?

Et styks forarget bløddyr

Bløddyret, skrevet i ink ville havde været ubetaleligt men det ville havde været, at skænde så fin en flade, og krævet vi var af søens folk.

Langsomt vipper øjenlåget op, munden klemmer stadig omkring skeen, sutter det nede i hulningen op, vender den og får det HELE med ved, at presse bagsiden mod mundens loft.

“Hmm….”

Han læner sig tilbage, synker sammen i stolen. Gammel, munden er vrænget nedad. Fortabt.

Seks sæt øjne zoomer ind på fire bogstaver viklet ind i hinanden V, C, L, og L. Blodårenes blårlige skær ligger som en tjørnehæk af kød og blod rundt om. Ubrydelig.

Det, der med at stirre ikke!

Test din kat fortsat…

Første variant er nærmere et blink i slowmotion, og emmer af fred og ro. Det bruges, når han ligger i den anden ende af rummet som regel i den stilling, som kaldes catloaf, kattebrød. De store øjne vidtåbne og roligt observerende, flytter jeg mig til højre, flytter de med… De lukkes dovent ved vores øjenkontakt. Når de åbnes igen ser han åbenlyst og velovervejet direkte på mig, som sender han mig en besked, en kærligheds hilsen på katte sprog. Det skulle vist betyder en blanding af:

A) jeg elsker dig.

Mærk dit hjerte dunke ydmygt og stolt i brystet over denne erklæring, som er for de få udvalgte og som næsten intet, INTET har med min morgenmad i form af blokken af leverdreng at gøre. Den, du alt for langsomt og sent på morgenstunden pakker ud af madpakkepapiret.

B. jeg er cool med dig.

For at fortælle ham vi er på samme sekvens og han intet har at frygte (lige nu), gengælder jeg erklæringen med samme langsomhed måske med en lille bitte bøjen i nakken, han er jo kongen. En kær, observant veninde vil måske spørge, “har du fået noget i øjet, skal jeg se efter?”

Ynglings position og (ned)stirre fra:

Så højt oppefra som muligt, selvfølgelig, krydret med pas på “svingende pote alarm”, biib, biib..

Bonusinfo

Katte holder af ro. Altså undtagen, når de møgkeder sig på det mest spændende tidspunkt under lørdagsfilmen. Der skal noget særligt til for, at din opmærksomhed lander på ham og han ved lige hvordan. Den popkorn toppede lille tallerken balancer på skødet og hånden lige rakt ud mod vindueskarmen efter den ½ julebryg, ja, vi er så 2 højtider bagud. Du skal så nu beundre hans kraftspring op på det høje, blå skab, som står skælvende i flere sekunder efter den ellers glidende landing med glassene klirrende mod hinanden, inde bag den altid låste låge. Vridende sig faretruende rundt ude på kanten, ser han sig (som et barn) over skulderen. Når du uundgåeligt har flyttet opmærksomheden til skærmen igen, bliver du efter få pulsslag i det lille bryst tolket så skide kedelig, så nu vil han ud! Er det vinter vil du jo ikke sidde i frostens slipvind med åbent vindue vel! Så hellere en menneskeskabt af slagsen…. Så…

“Ud eller ind Manse?”

Blæsende og regnfulde dage, ombestemmer han sig og planter den lille ende i vindueskarmmen bag dig, indtil du har genoptaget filmen. Du kan så efter få minutter se hans pote ae vinduet i fladskærmens spejling foran dig, kun forstyrret af filmen! Ude af stand til, at ignorere det vrider du den modvillige nakke halvt af led for, at få det bekræftet. Jeps, han har alligeveller tænk sig, at trodse vejrguderne, der måske har svinget stålet og gjort hans “stier” vindstille og knastørre, selv om dråbernes løb i lodrette bølger udvendigt på de store vinduespartier viser noget andet. Med tålmodigheden opbrugt gives han et nu lille skub ud i blæsten, “hovsa.”

Lirker numsen tilrette i højre hynde. MIN ende af den højlydt, skrigende sofa fra 70`erne barndom. Sofaen, der efter omvejen over en ungdom og et årtusindskifte hos min far, er landet pænt insisterende i min stue mere velvilligt modtaget end jeg nogensinde har ladet ham passerer min hoveddør, efter hans banken med dørhammeren har sendt katte aflivet som nulevende i knæ. Sammenføjningerne af det glatpoleret træ lyder serøst som offeret, hvis voodoo dukke jeg som en anden nålepude, stikker den ene sylespids i efter den anden. Stoffet den for bebrilledes livstiv siden er ombetrukket med er uld, blå/grå stribet krasende uld. Sådan set slet ikke rart i meget korte shorts. Knaser en popkorn, først hovedet, du må indrømme de ligner små snemænd altså de forsøg, der er gået galt inden… “åh for fanden.” Stående på solbænken laver hans lille mund lydløse o`er bag ruden. “I behøver ikke sætte den på pause,” mimer jeg, mens jeg blokerer billedet for de andre.

Det kan godt være, at en kat ikke skal luftes men der er 2 homosapien på denne matrikel, som lader sig hænge til tørre på den katte udtænkte snor, der går fra “mjarv” til vores fødder er i bevægelse. Mens hånden rækker efter sjatten kan du høre dump, dump lydene af først hans forpoter imod klikgulvet og derefter bagpoternes ditto. Så kommer de bløde og hurtige dup, dup, dup plus den ene negl på den uidentificerede pote idet han løber langs med spisestuestolene med halen lodret, som kunne han betvinge madskålen en optimering på afstand inden hjørnet er rundet. “Håber, håber, håber… Han sætter farten ned allerede på dørtærsklen, som kommer han i tanke om, at han trods alt kun er kongen, ikke sagnomspundne Merlin. Stopper så lige foran den, lader halen synke til, ingen grund til, at bruge kostbar energi på at sende det derop, niveauet, hvilket er lige over de syntetisk fersken/brækfarvede fliser i bryggerset. “Det samme som sidst!” Her foretages en U-vending med hængende hoved. “Jeg går ud og lægger mig på badeværelsesmåtten.”

Forholdet til larm, konkluderer jeg derfor er meget individuelt og helt sikkert noget andet, når man selv står for den. For løst grundlag synes du?

Vidste du f.eks., at et af de eneste steder du kan spise kage i København kun i selskab med andres lydtæppe af hyggesnak og sukkende gaffel skraben mod tallerkenen, er på La Glace! “Åh der er ikke mere tilbage, gid jeg var derhjemme så jeg uhindret kunne holde tallerkenen på højkant og slikke fra ned til op, fra venstre mod højre, uden at føle mig SÅ … pinlig over min insisteren på, at få det HELE med.

Eller hvad med hvis du skal handle eller se på tøj! Alle steder er der musak.

Er du så et produkt af en livmoder, hvis højere siddende “øverste” general bliver det mest eddike sure, ved andre menneskers hørbare eksistensberettigelse, bliver du ekstremt opmærksom på hvornår du “fylder” og hvordan. Du gør alt for ikke at komme i, “de andre kategorien.” Senere ved synapsers finden hinanden over årstal, der bliver højere og højere, går det op for dig, at være det tætteste på, river meget mere i næsen.

Piiinliiigt

Alle de gange hvor en ellers hyggelig bytur endte i skiftevis pigefornærmet surmulen, og højlydt brokkeri. Som den samlede masse af en børnefødselsdag i helvede med en folkeskoles pigegruppe, i en og samme granvoksne mor.

En årrække undgik jeg turene, trængte til at få hende på afstand. Hold på tanken. Den evige risiko for den kvælende fornemmelse af, at alt i og omkring mig syntes, at være nær et sprængningspunkt. Jeg kunne jo ikke bare gå vel! Det var hendes variant af takling af uenighed. Det eller “jeg har heller ikke lyst til, at leve mere.” Tag den, sagde blikket og det vidste hun jeg ville, for døden kan ingen hverken betvivle, betvinge eller sige imod. Kun en vinder. Det var som, at gå på kanten af en slumrende vulkan, hele tiden parat til, at søge ly for meterhøj, spruttende lava.

Senere forstod jeg det ikke handlede om, at jeg var specielt irriterende. Nogle mennesker kun kan klare deres egen lyd og selskab og kan ikke være sammen med andre i længere tid ad gangen. Ville dog ønske, at hun selv havde forstået det… Igen hoppede jeg ud på den vippende gummibåd, men et sted på overfladen blev et hul stadig større. For hver slugt stykke viden om hvad hun var for en, trak jeg mig mere og mere tilbage og ud. For ikke at synke, slippes kærligheden ikke længere forbi drøblen. Min mavemund er lukket.

Hensynstagen til hvem, der nu lytter med…

Lukkede vinduer er derfor altid det første jeg sørger for, når jeg skal forberede undervisning i arbejdets tjeneste. Jeg ved af erfaring, at det kun er mig, som gider høre zumbamusik ½-1 time i træk, meget højt med engelsktalende instruktioner ind over, i takt med mine nogle gange forsinkede hæl isæt og forflyttelser. Pis også, det skulle havde været 1, 1, 2 og højre fod frem og venstre tilbage, tager lige nummeret forfra for 3 gang! “Olauf jeg tror liiigggee du skal gå ud nu!” Åbner døren han lige har hylet bag fordi, JEG HAVDE LUKKET DEN! Nu drejer han af inden og flænser kradsebrættet på forpoternes vej op, til næsten så lang han er, danser med bagenden, som imitere han dansen han lige så. Så smider han sig drillende med alle “nålene” i potentiel fare for mine hænder, som ellers ville tage ham op.

Det er meget udfordrende, at være mindre larmende, når jeg skal være det bevidst. Kokkererer jeg, kræver hvad jeg synes er “lydløst” nærmest bevægelser i enormt velovervejet og fortænkt slowmotion. Altid lidddt forud i mine tanker, kræver ekstra umage for, at forsinke lydene i mit kølvand. Det går ikke altid godt med en lydbog i ørerne, som dæmper globalmaskinhakningen mod det stakkels spækbræt, der nådesløst tvunget i spænd mod min mave og bordpladen ikke får lov at slippe, før skålen er fuld.

Som den mentale håndbremse jeg må trække, 10 minutter inde i en opvarmning hvor nogen inden, jeg overhovedet har trykket på play, på mobilens skærm, såvel som inden i mig, beder, “nu er vel du blid ikke!” Underforstået, du får mig til at føle mig som en idiot, hvis farten på bevægelserne er for høj. Jeg vil ikke se dum ud, antager jeg også spiller ind her! Jeg vil gerne kunne følge med, så hvis du lige vil holde dig tilbage, skrue ned for musikken. Dig. Din udstråling vil ellers stå i for stor kontrast til det jeg kan med alle de skavanker jeg har nået, at samle sammen i de 20-25 år, jeg har levet længere end dig. Desværre kan rendyrket energi ikke sælges hverken på flaske eller som app. Hvis det havde været tilfældet havde jeg ikke skrevet dette, eller måske havde jeg, bare på Maldiverne i stedet for bænket i Dalen.

Jeg forstår det godt, har selv stået i situationer hvor jeg var den, der ønskede mig bedre. Det får mig dog stadig til, at føle mig som hesten, der har stået “urørt” lidt for længe i stalden og nu endelig ude i friheden med en lang eng foran mig ikke må gå til bidet, og strække ud med græstørvene hvirvlende op i store klumper bag ved. Som en galop hest tvunget ind på en rektangel dressurbane med mulen trukket helt ind ved bringen med mundvige, hvide af skum på grund af koncentrationen det kræver, at holde alt og alle samlet. Videregive energi skal på overfladen se nemt ud, ellers ville ingen føle sig trygge. Inde i mig er det en form for psykisk udladning, som jeg sætter i gang. En beslutning om, at samle følelser til små eksplosive bundter, der som gnister antænder nerveforbindelser muskler imellem. Driver fuldt ud bevidst min indre hest til en maxhastighed henover de første 10 minutter, hvor ideer om overgange, hvad man kan hvornår, hvor meget og hvorfor på en måde, der er forventet, at kunne få alle flyvende, lette på tåspidser og om hjertet (især) samtidig med, at min hjerne ryger i anstrengelsen af, at jeg ikke må kede nogen, være for hurtig fra et til noget andet og passe på sarte sjæle, knæ og skuldre. Smiiiil.

Ikke til at komme udenom, kun igennem.

Rappe fødder, gryder/pander der tages ud eller sættes på plads, døre der smækker, knagende dørhåndtag fra før århundredskiftet, skabe der klikker, dørhammer der ja, hamre. Så har vi ikke snakket fødder i løb fra andre steder i huset af, ved sprutten af glemt gryde i kog. Lydbogen hvis volumen er skruet helt op, så den som katten kan følge mig nogenlunde uafbrudt fra rum til rum, for tænk hvis jeg kun hørte lyden af mig, mit åndedræt, de bare fødders klasken mod de bare gulve! Uha, det er noget nær uhyggeligt du. Stole der skraber, piber, hyler mod gulve, ud, ind, hen, væk, fra og til. Ting der tabes, godt brugt, ulækker køkkenrulle lander på gulvet igen og igen, ved siden af, ovenpå, udenfor og indeni skabet. På plus siden skal dog i sidste tilfælde nævnes, lydkulissens tavshed.

Hvor der leves, spildes.

Har han indtaget toiletmåtten som en kongestol kan mine hænder komme til, at dryppe ned i hans pels på vej mod håndklædet. Det er så efter jeg har børstet tænder skrævende over ham med spytklatten tvunget lidt til venstre i nedskydningen for, at være sikker på at undgå den mørke bluse.

Lydene af, den hjemmelavede müsli, havremælk og kaffes dominoeffekt på “systemet”, tidlige morgener.

Det mellem brunlige fliser, ikke orket udskiftet, ekkorungende plask af smuttende fødebolles aflevering i perfekt brydning af vandets overflade i kummen. Godt! Vinduet var lukket…

Under “akten” har kongen på tæppet, (havde du glemt ham?) heldigvis situationsfornemmelse nok til, ikke at søge øjenkontakt! Det er stadig intimiderende. Hvad gjorde jeg, da børnene var små?

Nåh, ja nok ligesom nu, bare sked på det hele.

Fortsættes …

Test din kat

Af Simon Holland.

Venligst tilsendt af forlaget Harper Collins til brille påsat gennemlæsning.

Du burde kende mig nu og vide dette ikke bliver en decideret boganmeldelse, nok snarere en katte hyldest. En fejring af kattens væsen ja, det tænker jeg. Det kan godt være, at du ikke kan lide katte men det vil jeg væde med er baseret på en 30 år gammel oplevelse. En, hvor en bamseblød pote viste sig, at indeholde skarpe nålespidser (det sved) og fik din arm til, at ligne at du og din mindre kusine i Års havde duelleret med miniature riven (du den bløde løvrive) til kunstgræsset, foran den lille træveranda på hendes dukkehus. Har jeg ret!

Den erfaring har jeg nemlig også men…

Jeg har også stunder i køkkener med hvad der synes som en kæmpe af en blågrå hankat, højere end mig, fordi han skød ryggen op i mod min håndflade på køkkenbordet i mine forældres venner` s barnløse/fraflyttede børns køkken.

Dyr kan være mere large over for fremmede med hensyn til hvad de opfatter som deres enemærker end andre børn. Havde mine forældres venner hjemmeboende børn og vi snakker før jeg var 11, så anede jeg mange gange ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, når vi var på besøg efter reje cocktailen med avocado jeg ikke kunne lide. Inde i stuen med på en lytter, musestille? Nej, det var tydeligt de lod som om jeg var puden med det spraglede mønster i sofaen, som ikke overhovedet passede med de ensfarvede. De måske 2-3 år ældre børn i husstanden havde efter et høfligt goddag gemt sig bag døren til deres ellers godt nok spændende værelse, og lod sig kun midlertidigt lokke ud hvis der blev råbt, “dessert!”

Så var det jeg befandt mig i bugnende haver med umoden frugt (de gled ned … var jo lidt sulten), som hang tunge på alle de lavt hængende grene og en nu enten rolig kat eller hund omkring mig.

Jeg havde timer forinden udstået (bestået) den til tider voldsomme og skræmmende velkomst i form af flov snusen (i skridtet), gøen, hoppen op, små bid i fingre eller stirrende blik (jeps en kat). Nu føltes det som var den, den eneste, der var fuldstændig indforstået med min tilstedeværelse. Som barn blev jeg bidt af 2 forskellige hunde, begge ældre, fordi mine fingre ligeeee skulle glide igennem pelsen igen og forstod de kunne være nogle værre gnavpotter. Mangen en hund er blevet lukket hensynsfuldt inde bag en dør fordi jeg var skrækslagen til børnefødselsdage. Hvordan undgik jeg, at det skete igen? Hvad var de egentlig for nogle? Nysgerrigheden efter, at stryge respektfuldt i pelsretningen var ikke væk. Da jeg i forvejen var observatør i mit hjem var det bare, at udvide mit forsknings område. I dag er jeg af den overbevisning, at jeg simpelthen overhørte deres tegn på, at deres tålmodighed med mig var slut. Mit hjerte slår dog stadig lidt hurtigere, når jeg træder ind i et hjem med hund lige meget hvor stor den er, eller den løber prustende og halvkvalt af sin gøen parallelt med cyklen, et stykke op ad bakken, på min egen vej.

Med en kat foregår det meget på dens betingelser, (som med børn skal du lade den komme til dig) men er du, jeg, i virkeligheden så meget anderledes? Vil vi ikke også gerne have det på din, min måde. Jo, vel vil vi da så, andet ville være en løgn.

ALDRIG

Mødet med anden halvdel for snart 30 år var som, at blive tvunget ind foran et forvrænget spejl i TIVOLI`s skærsilden. Den jeg viste og opførte mig som var meget af tiden slet ikke hende jeg var og ønskede at være. Han gennemskuede al det usagte hurtigere end jeg kunne følge med og brød mig om, som når jeg sagde, jeg var ligeglad med noget (jeg turde ikke sige hvad jeg i virkeligheden ville have og slet ikke når jeg stod lige i det.) Men var det aldrig. Kom det ud af hans mund, kunne han leve med det uden brok, pis altså også 10 nul, til ham. Jeg er endda ikke i nærheden af, at være et konkurrence menneske.. med en uappetitlig stor dynge løg på, for som katten der ikke får hvad han vil have, når han vil have det, så skumler jeg og puh… jeg er med årene blevet virkelig dårlig til, at skjule det for dem som ser. Jeg ser ham med de lange knurhår, men vil det meste af tiden ikke også modelleres efter hvad en utilfreds katte mjarven diktere.

Skulle utilfredshed udtrykkes på katte maner, er der forskellige varianter men her er 2 eksempler du kan læne dig lidt op ad.

1 Du er fandeme ikke fed, at bo i hus med. Byder på et blik i din retning, hvor brynene han ikke har, næsten kan ses, rynkes. Halen lang bag ved, lidt bøjet i enden måske let svingende, hovedet nede imellem skuldrene, forpoterne helt fint, tæt sammen pegende anklagende mod dig. Uh.. du føler dig simpelthen så grim ikke udenpå nehej inden i, som møj beskidt. Luset. Nærig. Vi, her hjemme kalder stillingen at høne, bogen “test din kat,” for tekanden, fordi du bare mangler hanken, at transportere ham med. Den amerikanske version er cat loaf. Hvilket er, ja også rammende da han også ligner et sandwichbrød inden skiveskåringen.

2 Du er led, forstår ingenting og hvis jeg ikke vidste, at du giver mig en solid blok leverpostej fra Stryhns i morgen tidlig ville jeg gå min vej, som længere end 3 haver væk.

Tænk omvendt tekande, pige fornærmet. Du er opgivet, ikke værd at beskæftige dig med. Luft. Halen rundet om den sammenklemte krop med de små “albuer” stikkende op med pelsen åben, så du kan se hans bund trænger til en farvning, som er der fra naturens hånd kun prioriteret stærke farver ude i enderne af hver enkelt kattehår for, at imponere.

Tag endelig ikke fejl af stillingen, hvor hønen har bøjet forpoterne ind under sig som den hyper mobile akrobat han er. Her er han nemlig ikke sur (længere) og du kan ae igen. På ynglings stederne forstås, ingen grund til, at spilde tiden med at sige, være, mene noget andet end det man kan stå inde for træt, sulten, legesyg, hormonpåvirket, ked af det eller vred.

Fandens. Hun kender mig godt.

År tilbage, gaflerne klirrede mod tallerknerne, Goldielocks sidder skråt over for mig, snakken går. “Du lyver, mor!” Med det mente hun; pak ikke uvidenhed eller noget du ikke kan huske ind i tågesnak. Indrøm det. sig det højt, spyt ud. Pynt ikke på det, vis mig, os, hvem du er. Tydeligt. Så jeg kan synes det er trygt og selvfølgeligt, at gøre det samme. Udvisk ikke hvem du er fordi du vil fremstå som noget, du tror, vi forventer af dig. Du af dig selv. Vær ikke mindre, så tror vi du er mindre, det du viser. Vær upopulær. Det er godt nok. Du er. Vi elsker dig ikke mindre.

Hvorfor er det lige jeg synes, jeg var nød til at pynte på, skjule, tale noget ned, der også var mig? Lige nu. Hvem troede jeg det kom til gode? Og hvilken del af mig troede jeg kunne slippe afsted med det?

Nogen, indre barn, skældt ud årtier siden reagere frygtsomt på tone(r), der antyder, at jeg er dum. Føler mig dum, smiler men kun udenpå. Drillende stemmer på min bekostning og noget hopper inden i mig, som i en hinkerude en anden har tegnet og derefter givet mig bind for øjnene. Bange for at blive til grin, set ned på, foragtet for min fremvisning af svaghed, jeg står i mindre været` s svingdør fuldstændig rundtosset. Jeg putter klovnemaskens elastikker rundt om ørerne, smyger kostumet på, slænger entertainerens kappe over de hævede skuldre, siger noget sjovt. Så bestemmer jeg da selv nogenlunde over hvad der skal grines af. Noget jeg siger eller gør overlagt og ikke med sårbarhedens ringe skjold foran mig. Så er jeg iført rustning, rumdragt og teflon … ha det svarer til en lilla bluse og gule shorts på en 5 årig som beskyttelse mod regnen, der står ned på en varm sommerdag hvor fortorv står dampende ved opholdsvejr 10 minutter senere.

Igen

For ikke så længe siden, gående side om side, Goldielocks ord lukker mig ned, fra snakkende til tavs på sekunder. Omgivet af larmende biler fornemmer hun ud af øjenkrogen mit kropssprog ændres, jeg er lige der trådt såret baglæns ind i den hermetisk, lukkede vanecentral. At blive gennemskuet og konfronteret er en god ting men, at fjerne automatreaktioner er som at save en arm af med et multiværktøjs lille kniv, en meget, meget lang proces. Hvor er det irriterende, at det sårede indre barn stadig hopper i trampolin inde i min hjernes aflukker, og ind imellem kommer boblende ud af min mund som havde jeg spist sæbe. Hvert hop en dårlig reje, en gammel oplevelses reaktioner, der er i konstant og synkrom bevægelse med den sydende lava i min maveregion. Hvert hop i kø til jeg tør fange rejen og pille skallen af, se, forstå, tilgive og favne. Nægter jeg, dykker hun glat ned under overfladen til næste gang… Først når jeg tør give endegyldigt slip på fortidens ydmygende tankespiraller, kan pigen lyne lynlåsen til trampolinens beskyttelses net udefra, og jeg vil kunne slukke fremtidige anfald af smertelige mavekneb inden de holder mig i et time langt jerngreb, som skyldes holdt vejrtrækning. Jeg må være her, der, alle vegne med en mave i bevægelse, eller i let runding neden under tætsluttende linninger.

Som med en hund har du hvis du er meget sammen med en kat fået en fantastisk chance for, at blive budt velkommen ind i et fjernt univers i miniformat i dit eget hjem. Giver du den mad, har du den. Hvis du altså vil. Hvorfor ikke starte med at fylde skålen på, ikke på klokke slet, men meget tæt på. Jeg elsker selv, at vide hvornår jeg skal spise (og hvor) og er derfor ikke glad for, at andre skal diktere min sult på f.eks. en ferie, når nu min mave konstant er 1½ time foran andres i behovet for opfyldning.

En kat er som et barn, selektiv, konstant sulten efter godbidder, men tørfoderet/agurken (altid til rådighed) kan sagtens vente, især hvis madskålen er fyldt med små stumper ofte, stadig vådt tørfoder adr.. den altid absolut skal sende ud i alle retninger, når den spiser med de helt katte særegne lyde, bebrillet 18 årig kan imitere til perfektion med de dertilhørende mundbevægelser. Stumperne skal fjernes, hvilket ikke bliver af dens mund før indholdet i skålen findes værdigt til, at nedsænke hovedet over igen. Du er ikke i tvivl om dens utilfredshed bare rolig. Jeps, madsnob, skide irriterende, uhhh, ligner den så meget.

Meninger

Engang ville jeg ikke spise RØDE pølser, hallo jeg mener det er jo tydeligt, at der er leget med den kemiske farvelade her ikke! Så ville jeg ikke spise dem, ja, på grund af, at de ikke er kød vel? De er sådan set skrald. Ser for mig slagterens store næve skrabe med lillefingersiden i tæt forbindelse med bordpladen brusk, sener, knogle splinter ned i den store skål og lade kværnen gøre sit arbejde.

Nu. Nu vil jeg helst ikke spise dem fordi de jo kommer fra et dyr, som er holdt indespærret på plads, der svare til en burhønes i svine format og som ikke engang har daglig udgang. Som et gidsel holdes den indespærret i sin egen urin og afføring, udpressende smågrise efter en til nøje lagt tidsplan for, at jeg kan købe pølserne billigt. Nej, jeg føler mig som et svin, når jeg putter 1, 2 og 3 bid i munden og så ved 4 er det fortrængningen tager over og forestillingen bliver sløret og det smager jo godt sammen med…. Så galt kan det vel ikke stå til! Kan det?

Den, bogen er lidt tynd, så er det sagt både fysisk og i sit skriv. Tam faktisk. Den har sine sjove “sider”, klart, måden vi alle kommunikere med og omkring ham, på bogstavelig talt alle tider af døgnet er i tekst og billeder let genkendelig. Men den mangler omfavnelsen af charmen, at de som børn er det tiltrængte spejl vi skulle søge noget mere så vores selvironi ikke blev låst ude, glemt, frasorteret.

Jeg kan bare ikke slippe tanken om, at bogens forfatter er en hundemand.

Jeg tager lige katten med.

Jeg har absolut intet, at basere den fordom på, for jeg gider jo ikke, at læse den om hunden for sådan en vil kræve luftning når det regner og graver ikke selv sin lort ned. Jeg kan godt lide mit dyr lidt mere selvstændigt på den måde, jeg har trods alt opfostret de børn jeg skal have. Går dog ud fra de 2 vidt forskellige racer er lige irriterende i deres insisteren på, at nu står du, tobenet/slave/tjenerinde altså op. Jeg vil nemlig spise (indhalere) katteslik og leverdreng på 50 sekunder, lægge mig til at sove og være fuldstændig ligeglad med dig i 7 timer efter, at jeg har sunget min klagesang i dit øregangs medrivende ekko, for hvor skal jeg sove nu! Mens jeg overvejer lader jeg min pels på klædte krop, udfolde sig over en kvadratmeter optaget gang areal. Altid hvor der er fuld udsyn i alle retninger, mest mulighed for træk hvis hedebølge, og mest besværligt for passerende fødder med overfyldte kopper foroven.

Menneskeperspektiv

Nogle dage skal vinduet bag min morgenmads spisende ryg hoppes ind og ud af 3-4 gange først inden du falder til ro og forsvinder sporløst. Hvilket gør min brændende kaffe kold gr… Nåh, men i det mindste er min hud i ganen stadig intakt.

Jeg ved ikke med andre andre katte ejere, men jeg beundrer næsten hvor ubesværet han kan få mig til, at føle mig som et andet velvilligt, manipuleret fjols. Anden halvdel flytter sjældent blikket fra bogen på bordpladen, hvor imod jeg tvangspræget og stadig dybt fascineret vender mig ved hver mindste lyd forvrænget af, et så stort gab, at jeg lige inden den brune snude finder pelsen på de tomme “kugleposer” forneden har at overordentligt, og uimodståeligt fint kig til lyserød gane. Jeg ved ikke hvad der er galt med mig!

Vi har været omringet af ham i 1½ år og før ham en anden, jeg stirre stadig. Når han slikker sig går jeg nærmest hypnotiseret i en form for veltilpas trance. Jeg har endda overvejet (lige nu i dette øjeblik), at optage det, så jeg kunne se det i oprørte tilstande.

Bliver han så dømt ude, for meget, mindre kat?

Kræver det, at man vil teste noget, nogen, ikke materiale man kan sammenligne med? Selvom jeg ville ønske, at jeg kunne formindskes ned til størrelsen af en meget mæt tæge og placeres som et kamera mellem de store ører, så er det jo lige så umuligt, som da jeg ønskede at være en edderkop i diverse klasseværelser-og institutioners støvede hjørner. Vores forsømte hjemmealter behøver heller ikke et mere tidskrævende intermezzo med os dødelige, end de i forvejen 2 ugentlige filmaftener og udspydelse af hoftevridende zumbavideo` er med lydvolumen skruet helt op, tilfældige formiddage. Jeg aner ikke om han styrer de omkringliggende haver, når han føler trang til, at snige sig omkring i ly af mørket mens jeg vender mig i soveværelsets odeur af kropslige væsker. Jeg har dog observeret hans pædagogiske dans med fin, sort kat med grumsede øjne. Hun støder ikke ind i ting (så de kan bruges) og hun holder pænt sin afstand på sine små hvide poter, når han langbenet står i vejen for vores hus åbninger, et katte hoved højere og øjne så store og smukt skinende som 5 kroner.

En smutter

Der var dagen hvor jeg sad, mad indførende i hurtigt tempo foran Hanne (pc` en) placeret på spisebordet med direkte kig, hvis jeg ellers kunne flå blikket fra skærmen, til det katte forbudte område, soveværelset. Reglen er; at døren som den kinesiske mur skal være lukket, ligeligt uoverstigelig som uigennemtrængelig for trapezkunst og dyne hungrende kat. Ørebøffernes bøjler følger ørernes buer inden under håret og dupperne er godt klemt ind i de fedtede øregange. Pst… en myre kunne bruge dem som skøjtebane efter timerne tilbragt i ske med ørepropperne for, at holde lyde af mennesker ude under søvnen. Er de presset for langt ind i øregangen af håndryg (forbudt område ifølge den lille sammenfoldede brugsanvisning) har jeg en stønner i øret. Det er … ja, det er mig. Så de af kollega jævnligt kommenterede, spændte nakkemuskler er ikke nogen overraskelse med det pres jeg føler mig nødsaget til, at holde øreproppen under for, at forhindre mulig flugt. Lad mig bare sige, at ved 4 halvvågne tjek af mørklagt rum, konsekvent efterfulgt af vendinger med indlagt hoftehop, som en indgroet ingrediens er muligheden for eventuelle forsvindingsnumre høj. Tænk vane med rødder ned til jordens flydende, brandvarme indre. Mindst.

Og så snakker vi slet ikke om, at min næse (blødelen) er skæv i forhold til næsebenet, så det ene næsebor er nærigt med sin tilladelse af ilt optagelsen (hvilket sidelejet ikke gør bedre) og det andet til tiden kan lugte lidt af numse! Det sidste er heldigvis kun .. næsten hvis jeg lukker det andet, men det bliver jeg jo nød til, at tjekke tit! Om det stadig gør… Hm.. det gør det.

Håber virkelig du fnisede der eller blev ja frastødt, det er jo også en mulig reaktion, men det kan jeg godt have, kan jeg mærke. Tanken.

Har du også en lidt akavet sovestilling? Hvilke mindre hygiejniske tvangshandlinger fortæller du ikke andre om. Tænk hvis vi kunne udveksle, bare sådan lige slynge det ud til den forudsigelige familie komsammen, hvor man næsten ved, hvem der siger hvad, hvornår. Hm.. Skal til en i morgen.

Er den ene perfekt formede øreprop faldet ud i løbet af natten, finder du mig efter zoombie lignende snublen til og fra toilettet, i febrilsk fumlen efter den i revnen.. mellem sengene, eller i sengebordsskuffen efter nødlageret, de gamle brugte… Opgives de står den på, hovedet ud over sengen i blind panik med fingre i vildt løb som førnævnte edderkop over gulvet. Anden halvdel er sød og vender sig om på den anden side, da det altså larmer pænt meget, at komme depoterne igennem. Om morgenen er jeg efter bare knæ, på bart gulv (sidder ligesom fast) helt nede fladt, mavende mig rundt med hovedet, hurtigt skrabet på toppen, spekulativt nikkende, med blikket inde under sengens meder.

A ha.. det var derfor jeg ikke kunne finde den.

Lettet øreprops findende afhængig

Selvom det langt er at foretrække, når jeg finder dem i revnen, har det desværre den pris, at den kan være klemt. Skæv. Mine bryn rynkes, “æv nu passer den ikke mere til DET øre!”

Nåh… men jeg sad og så YouTube video` er og der var den her lyd! En hylen! Ignorerer. Længe.

Halvt igennem mit veltilberedte måltid måtte jeg konkludere, at den krassen og mjarven ikke kom fra min video, da der var ikke skyggen af hverken knurhår, spidse hjørnetænder eller svajende halespids. Lirkede modvilligt (indrømmet) den ene ven ud af øret. Fri af isolationen blev lyden højere. Hm… den kunne da ikke komme fra soveværelset!

Nåh, men er jeg lige gået derind for, at skifte tøj kan jeg være stensikker på, at han sekundet efter sidder og hyler lige uden for. I 5 minutter. Der kan jeg stresset nå, nærmest at stå på hovedet i mine underbukser. Min balance sidder åbenbart kun i skabet iført træningstøj. Noteret. Når jeg så hiver døren op er han der sjældent. Så føler jeg seriøst, at han må sidde et eller sted i huset og klaske sig skraldgrinende på sine bløde katte lår over, hvor nem jeg er… Respekt. Altså.

Fortsættes…

Kimchi, numsehullets nye sort

En rigtig mand…

ved godt, at grønsager ikke er noget man skal frygte i troen på den overhængende fare for, at ud vokse, ikke æselører som Pinocchio, men kanin ører. Det er lige så gammeldags og for længst ud-og hjerne død tankevirksomhed som;

a) bruge følgende ordsammensætninger; høj karse, bred ymer i forsøget på at være sjov

b) kaste “nørd” i hovedet på indadvendt barnebarn som et ydmygende skældsord

c) behovet for, at skjule en tiltagende skaldet isse med hentehår (det er gener ikke andet).

Han føler ingen trang

til, at slå sig på brystet i samvær med andre mænd og nærmest homofobisk, højlydt tilkendegive hvor stor en bøf han foretrækker på BONES eller ved weber`n mellem gril tængerne. Han ved, at salat ikke kun er icebergsalat, majs og agurk eller broccoli overhældt med gris (alias kolde bacon tern 2×2 centimeter), indsmurt i så meget dressing, at den grønne farve er forsvundet i forsøget på, at kamuflere ordet salats bogstavelige betydning. Han spiser ligeså selvfølgeligt kylling, bøf og steg (også kaldet beige/brun mad) som bjerge af regnbuemad fordi han ved, at i den salat skål kan der være mere protein end i hans bøf, samt mere kalk end 2 skiver fuldfed ost og smør i tydelige halvmåneformede tandsæt afmærkninger i den afbidte hvedebolle, tilsammen. At kunne bære de tunge indkøbsposer uden, at knække et håndled kræver dejlig veltillavet mad, ikke andet.

Du ved det jo godt, ligeså vigtigt som det er at nyde, fortære, smæske sig i alverdens lækkerier lige så vigtigt er vejen ned og ikke mindst ud af dit system for dit almindelige daglige velbefindende. Kan vi ikke skide når vi vil eller styre at vi skal, bliver vi tvære, mulende og ikke til at holde ud. Det kræver gode og ikke mindst millioner og måske lige frem billioner af bakterier i din tarm. Det er sgu da også en magisk proces fra velduft til ildelugt på noget, der helst ikke skal være meget længere end 24 timer om, at passere igennem Trille fødebollekanalen.

Her er det fermenteret kål kommer ind i billedet, også kaldet kimchi.

Kimchi er Koreas nationalret og kan tage få eller mange timer at lave. Selv ex first lady Michelle Obama har delt sin version på Twitter.

Næsten…. (plus lidt Meyer) efter YouTubekanalen “Happy Pear`s” opskrift. De udførende ligner to enæggede tvillinger, mænd med grå stænk i tindingerne, når det bliver sexet til kvinder er min grå hjelm fuldt udvokset, hvor retfærdigt er det lige? Den ene lyder som om han har en fortid som kok. De har begge været veganere i mange år og i en af deres videoer tager de T-shirtsene af “oh my god!” Jeg var næsten mundlam.. Det er ren bøf …. mums.

Jeg brugte:

1 kinakål hoved (de brugte 1½)

Ca. 50 g salt

Skær, skyl og knug vandet ud. Gnid det nu ind i saltet og ja du skal bruge det hele, det konservere. Lad stå en ½ time ish.. Kålen altså ikke dig, og skal du noget gør du bare det. Tror nemlig, at jo længere jo bedre. Kram og stå en ½ time til. Sidste gang, kram og stå en halv time. Så er du parat til at samle, blande, sætte i skab og vaske op.

I ventetiden, løseligt tænkt..

Ny skål påkrævet. Husk bøj i knæene og ikke kun forover i ryggen.

1½ gulerod revet

3 springløg skåret

Her kunne du også tilføje eller erstatte med vores radisser, tror nemlig ikke det behøver være hvad en koreaner ville bruge, de har deres egne varianter.

Risbudding:

tager 2 min. Vitterligt, så gå IKKE.

79 g vand

19 g rismel (du kan sagtens bruge maizena, det er bare ikke vegansk)

Knivspids honning, sukker, hvad du har. Lad stå.

Skold 2-3 glas. Hellere 3 end 2 da massen “hæver” lidt… Min gik over sine bredder lækkert😣. Vær indstillet på, at de kommer til at udsende en liflig lugt af prut, som i hver gang du åbner det skide skab. Det fortæller de sjovt nok ikke noget om i alle de videoer jeg har begloet.. Jeg tror IKKE, at det er fordi de spiser så meget af det, så de er blevet pruttetrang kureret, tror du?

Chilimarinade:

1 løg groftrevet

3 fed

½ tommel ingefær

Jeg rev feddet og ingefæren fint

Rør sammen med;

3 spiseske tamari, måske du kunne bruge soya det skal jeg slet ikke udelukke, da det jo også bare er en anden form for flydende, salt bouillonterning.

1 tsk noritang, der ligner, lugter, smager også hm… i bekymrende grad som det fiske mad jeg engang imellem fik lov til, at fodre min fars akvariefisk med som barn, det kunne sikkert helt udelades eller erstattes med fiskesauce. De brugte i hvert fald noget andet jeg ikke havde. Jeg kan altså ikke lade mig begrænse af, at der er noget jeg ikke har! Alt for mange fremmede ingredienser på samme tid i mit skab har det lidt svært i konkurrencen mod det gammelkendte, når jeg rækker ind i skabet efter smagsgivere.

Må bare indrømme at hjemmesiden helsebixen er mit nye tast kort nummer og tryk videre og send fiks.

5 g chili, jeg brugte både piriflager(en form for chili) og chilipulver

5 g sød paprika

Rør det revne med krydderier + budding

Si og knug kålen BEHOLD saltvandet

Skyl det, knug igen

Rør sammen med gulerod og springløg (radisser)og chili pastaen, nej fingrene i ik! Alt skal være grundigt blandet. Oprindelig koreansk vil være så stærk, så handsker er nødvendige ellers er det av, av i nedbidte neglerødder.

Put i glas. Pressede med min smoothie stamper indholdet ned. Du bruger en gydeslev, hvilket min oprindeligt også er fordi jeg få uger efter modtagelse af MEGET dyr blender, blandede plastikstykker i min smoothie. Dem pillede vi ud, var heldigvis nemme at se i det lyserøde/brækfarvede …Anden halvdel har nu savet et stykke af en af vores gamle træsleve og den fungere perfekt til, at skrabe siderne ned med, nu UDEN risiko for indbyggede tandstikkere. Jeg tror massen skal være dækket af vand (Meyer), jeg hældte et par skefulde siet salt/kålvand på og satte i kolonialskabet med låget helt løst på. Så skal der ventes og smages efter et par dage…. Kys, kys små glas jeg vender tilbage inden længe.

På 4 dagen begyndte de, at lugte mere som noget syltet/fermenteret end ja prut, men jeg havde alligevel brug for, at anden halvdel sagde, “nåh skal vi smage?” For hvem har lyst og tiltro til, at noget der lugter lige lovlig klamt kan smage godt. Men det er vel det samme som smagen kontra lugten af cigaretter, tænker jeg! 

Det smagte godt, måske lidt stærkt hvis et pirifrø stod alene.. Jeg tror at hvis du kan lide saltede agurker, søde rødbeder, syltede ting så kan du også lide dette.

Her satte vi glassene i køleskabet og det ene er allerede spist. Vi tager ca. en teskefuld til aftensmaden også hvis vi skal have pizza, spiser det bare som syrligt tilbehør og håber de gode baciller gør deres job i transportsystemet. Jeg er afhængig af, at min tallerken bugner af syns-og smagsindtryk, min længsel og nysgerrighed skal give mig mere mundvand og mindske min lyst, til at debattere under måltidets første 10 minutter til ikke minimum, nej snarere hold mig helt uden for. Lad som om jeg er et par ører og nyd de udeblivende afbrydelser fra mig. Bare ignorer mig, når jeg fisker stort, skårne grøntsagstingester op fra min tallerkens toppede indhold og finger fodrer min mund, så køkkenrullen står hvirvelende rundt som en TIVOLI karrusel på køkkenbordets flade i forsøget på, at følge med efterspørgslens krav.

Du kan har jeg set også bruge det i gryderetter men det har jeg endnu selv til gode, at prøve af.

Du kan købe det, kimchi, i MENY, men den mængde ovenover skal du give ca. 150 kroner for.

Nåh, skal du ud og købe kinakål nu?

Knus den ikke mere fermenterings angste.

For øvrigt

Det tog mig et ½ år, at træde hen over troen på, at det ville gå helt galt, huset ville helt sikkert eksplodere og i stedet indstille mig på det noget mindre drama, at vi simpelthen smed det i affaldsposen hvis det krævede, at vi holdt os for næsen for, at kunne nedsvælge indholdet i glassene. Det ville gøre fysisk ondt men lad det nu ligge. Spildte ingredienser du ved. Jeg mener, hvis vi kan spise pølser i afgrunds dyb fornægtelse for hvad de indeholder, hvilket må svare til bagerens romkugler, så kan vi også spise kimchi. Forbinder du ikke koreanere med ild i røven.. på snart sagt alt de gør?

Hov, jeg ved godt det ser tidskrævende ud og jeg vil da også indrømme, at jeg som altid ved eksperimenter sultent, savner sød person ved min side, som elsker at vaske op. Anden halvdel tager nemlig sin del af opblødte fingre i det lune opvaskevand, især, når jeg skumler opgivende efter timer spenderet på mærkelige retter med for mig mindre, kendte krydderiers ikke altid helt nemme mængde tilsætning.😝 Nogle gange bandende afbrudt af knæ, kravlende aktivitet fordi jeg har vippet/tabt/skubbet grydeske ned på gulvet med tydelige motorsavs massakre lignende kaskader op ad eller på hvide/trægulv/kattehår opsamlende flader. Jeg har sagt det til ham!

“Muller/Manse/Olauf har vi ikke en aftale om at din pels enten er a) på dig, b) i din tarm eller c) begravet et sted derude…”

Madmor/leverpostejs tidlig morgen fordeler

I betragtning af, at du i de glas har til et stykke tid især hvis du bruger mere af det hele, så er det ikke længe. For tro mig, du føler ingen trang til lige at liste ud kl. 3 om natten og tage en skefuld, altså nu kan jeg jo ikke svare for hvis du har koreanske rødder vel!

Jeg læste i Los Angeles Times, at koreanske mænd i krigstid savnede kimchi mere end de gjorde deres koner…

Tilegnet Solens🌞 mor

Fra large til small

“Jeg vil sy den om, mindre!”

Anden halvdels kommentar, “det kan du ikke, du ødelægger den!”

Sådan ville jeg ALDRIG sige til ham om noget, han ville eller ønskede, lige meget om jeg synes det sagte var fuldstændig latterligt. Hm.. nåh næste gang må pegefingeren vist lige op i mande op højden.

Ikke røde kors egnet

Den, en stor hoodie med Psykomotorisk terapeaut stående henover skulderbladene fra èn kollega til en anden. Nu er jeg ikke en som kan lide, at gå rundt og reklamere i syntetisk eller bomulds sportstøj for gymnastikforeningen, jeg bl.a. er ansat af. Jeg ved nemlig, at en anden arbejdsgiver betragter mig som hendes private ejendom og hendes klove ville kløve grusset hvis jeg var iført førstnævntes initialer, i timen efter. Hendes. Af samme grund køber jeg kun sko for tøjpengene, dem kan de ikke “trykke” på. Bomuld burde i øvrigt forbydes til salg i kategorien, hårdt fysisk arbejdsbrug da det er ret ubehageligt, at vade rundt en vinterdag i kolde haller iført svedigt træningstøj, der først er tørt igen timer senere, når jeg sætter mig for, at spise min buffet bestående af 4 varianter af vegetariske retter, hvoraf 2-3 er gengangere, overførsler/rester. Der hænger det, stadig bortvist inde på tørre stativet i et andet rum som ildelugtende daggamle karklude, kun ikke krøllet sammen og glemt på køkkenbordet. Desuden ændre den form, bomulden, når det er vådt fra oprindelig pasform til slasket. Vidste du, at du ved, at gå der saltindbagt i timevis kan blive overfølsom over for dit eget sved (job)! Sateme svært, at beklage sig til sin fagforening over det og hvordan skal det bevises? Små pletter på huden, der ligner røde hunde, vent lige lidt skal lige… klø, krads, krads. De er uger, måneder om, at gå i sig selv igen efter først, at gennemgå perioden hvor farven minder om, når det er sidste dag og man ikke ligggeee gider skifte bindet for en lille sølle rustplet! For så at starte forfra ved indgåelse af en ny sæson, fedt. En “skyller” blev en “gnubber”, det er hermed konstateret at jeg ikke mere dur som salt overhældt efter en tur i “ovnen.”

Så desværre, kroppen HUSKER. Som en elefant glemmer den ikke hvad du har budt den for længe og for meget. Selvom du for længst har stoppet din opførsel, krydser den armene over brystet med det samme, smæk fornærmet, når du nærmer dig fortids grænseoverskridende adfærd.

“Davs røde plet (den skinner rødt tilbage), nåh så skal vi to hygge os noget tid sammen, velkommen, nu skal jeg introducere dig for dine medsøstre. Jo, altså hende her hedder Maj for ja, hun kom i ….”

Den, er ikke det første jeg har ødelagt…

Fra coronas ned luknings start ca. 11 marts 2020 og nogle måneder frem syede jeg 11 T-shirts/undertrøje/toppe/fine/sommer eller til undervisning ind. Jeg var så uendelig træt af deres kasse form, når nu jeg er en skæv banan. Med skæv mener jeg, at min ene hofte er synligt højere oppe end den anden, hvilket jeg kvajede mig mere end en gang med, da jeg havde klippet den med vrangen ud, “shit nu igen…grrr..” De første 2 blev med det samme dømt sove bluser for de var enten a) syet for stramt og blev derfor ret hurtigt hullede ved brug, da de var jo ikke ligefrem var syet med elastiktråd vel! Eller b) jeg havde hoften spået alt for langt oppe, nede eller ude. Så da jeg over sommeren havde leget slangemenneske for, at få dem både af og på (har du mere end skulderlangt hår, så tænk lukket bildør i blæsevejr..) blev de sprunget over niveau havetøj og klippet over vinteren til klude.

Det var før det nye ord coronakilo havde nået mine øre.

Siden teenagetiden har jeg lige.. ville ændre indkøbt eller arvet tøj. Det skulle passe mig og på samme tid ikke ligne andres eller påkalde sig sååå.. meget opmærksomhed, hvilket gør genbrugstøj sjovt, at lege med. Der kan du være årtier fra stangtøjet 2021, og ja hvis du klipper forkert fordi du frisk springer måle/tegne/tænke/ventedelen over så ….

Bemærkningen kunne derfor havde været min mors, hvorfor den rør lidt ekstra rundt i nogle gamle vragede følelser. Genbrugsblusen, jeg havde på i går sad ind hvor jeg ville have det, dog puttet ned i genbrugsnederdelen, da ændringen i det meget levende stof havde gjort den lidt bulet forneden i siden. Meget svær at få på men, når den først har passeret næsen så … Det lægger han selvfølgelig ikke mærke til! Faktisk har den fået et par år mere i skabet fordi jeg nu kan lide mig selv i den, da jeg kan se hvor jeg går fra og til. Som teenager kæmpede jeg med elevatorvægt, et resultat af tvangsoverspisning som igen var et langstrakt symptom på, at storken lige den dag have glemt læsebriller og fløj sin vej inden jeg i mit svøb trygt, sovende kunne nå, at brokke mig i utilfredshed over fejlen. Jeg mener alle kan jo tage fejl ik!

Sort og løst tøj skjuler…

Min fars skide irriterende kommentar var, at jeg ikke måtte gå i bukser med elastik. Såret over, at han kun så toppen af isbjerget stod jeg en time efter, at jeg var afleveret som kasseret gods på Farum station med sænket blik ved endestationens glasmontre, da “alle” jo holder øje med hvad en lidt rund 16-årig, der ligner en på 22 putter hurtigt, som i fast forward ned i posen. 30 minutter senere lindredes hulheden med hurtig nedsvælgen af spiselige, medfølende objekter. Målet var bedøvelse ikke nydelse. Men han havde ret, det sårede mig men han havde ret. Er der elastik i taljen mærker du først alt for sent hvor meget de kan rumme. Jeg slugte for hver bid kage, slik og is, hans fornægtelse af mine følelsers vilde rutsjebane. Jeg sank igen og igen, beskyttede ham men snød kun mig selv! Hvad der gav mening for ham var lov, ingen tanke for, at mit sind var lige så følsomt som hans. Jeg var vidnet uden sag. Jeg blev udglatteren, den der altid klippede og nænsomt duppede de psykiske plastre på i alle former, sørgede for at rum med usikre sind kom i water og underholdte nedadvendte mundviger, der var fulde af tavshed og svitsende drageånde.

Jeg har meldt mig ud af Facebook gruppen som indbefatter kvinder i overgangsalderen. Jeg orker ikke mere læse halve sætninger fra 45+ som, ” bliver I også ved med at tage på? Skal jeg ikke bare gå ud og købe nye, STØRRE bukser, igen?” Nej, du skal ikke, du må ikke give op. Hvorfor er det lige, at vi (jeg skriver vi) stadig som 50-årige vil have andres accept af og tilladelse til, at røvrende os selv i selvmedlidenhedens navn? Holder det nogensinde op? Og skal det?

Så er der spørgsmålene, som begynder med, ” hvad tager I? Hvor lang tid? Nu virker det ikke mere hvad så?” Jeg bliver så drænet af fornægtelsen af, at nogle gange skal vi altså lide lidt i stilhed. Og ja, jeg ved godt at det rum er til alle frustrationerne, så godt af med dem, intet er for lille, stort, for meget, forkert, underligt, vi tror på dig, at det er sådan præcis for dig, og nogle skal virkelig i gennem helvede og så skal de selvfølgelig kunne lindres. Men vi kan ikke hoppe over den, kravle nedenunder eller udenom den, overgangsalderen, pillerne, plastrene vil kun tage toppen. Måske er det også kroppens måde at råbe os op på, mens vi stadig er lydhør. Havde jeg taget dem ville jeg sikkert stadig være blevet deprimeret, haft ondt i tåleddene, fået hovedpiner og kvalme og svimmelheds anfald hver gang jeg rejser mig for hurtigt op. Hvilket jeg nærmest kun husker, når jeg underviser, der er mit fokus jo på dem!

Lettelsen, de første uger i den gruppe som emmede af alt det jeg ikke havde sagt til veninder. De ældre (end mig) ikke endnu ramt af østrogenets nedad gående spiral havde stirret mistænksomt på mig, sådan føltes det. Talt mine symptomer ned, da de ingen “hentydninger” havde fået fra den unævnelige endnu, det var ikke det, kunne ikke være det. OA var ment til, at skulle tage en over i 50`erne ikke i 40` erne, det var ikke til diskussion. Jeg følte ikke jeg måtte kalde min krops signaler ved rette navn, det var som havde jeg talt grimt ved aftensmåltidet i 1984, sagt “pik, kusse og patter.” MEGET HØJT. Det kan godt være det bare var mig! Sikkert. Jeg er følsom over for underkendende bemærkninger, tonefald og de ofte dertilhørende løftede, skråtstillede øjenbryn og sammenpressede linjer i høje pander.

Min “salgstale” for overgangsalderen blev af dem yngre end mig mødt af et næsten skræmt blik for var det allerede…

Overgangsalderen, defineres som perioden omkring den sidste menstruation. Det er altså både misvisende og fessent, for den periode kan sagtens vare 10 år. Periode min bare rø… OA bliver også kaldt klimakteriet hvilket jeg synes er et meget mærkeligt ord, lyder jo som noget man kan finde bag et drivhus duggede ruder!

Nåh, men derinde var jeg pludselig normal ja, jeg var måske i virkeligheden knap nok gennemsnittet. For de kvinders åbenhjertede beretninger er jeg meget taknemmelig. De ømme led i tæerne var ikke det frygtede tegn på den leddegigt som sørgede for, at da jeg som 21 årig mistede min farmor, aldrig havde oplevet hende som andet end en krop, der var skræmmende sammensunket på den vante plads i sofaen ude af stand til andet end, at løfte en pegefinger. Hendes blik var årvågent og tungen skarp, men hovedet sad fremme som på en grib, hun var fængslet i sin egen krop. Hun insisterede altid på, at jeg kom nærmere hvilket jeg ikke ville. Med mine kluntede bevægelser var jeg utrolig bange for, at komme til at støde eller tage for hårdt fat på det, der virkede som det mest porøse glashus med sitrende nerveender stadig fuldt ud i stand til, at sende smerte op og ud i gennem det løse overbid. Muligheden for at ryste på hovedet var ikke til stede, jeg skulle kysse hendes kind og hun skulle nikke ned ved siden af den visne hånd, der var midlertidigt tom for de altid osende cigaretter. “Her der ligger en 20`er til dig”. Jeg følte mig uendelig lurvet med de penge i min hånd, men hun var farmor som hun kunne og hendes ynglings farve var lilla. Sateme sej var hun.

Hovedpinen var heller ikke migræne, jeg så hverken stjerner eller måtte tage piller i røven og blive hjemme fra arbejde med mørklægningsgardinet nede, jeg kunne spare hovedpinepillen ved, at lade mine øjenlåg glide ned og slippe dagen. Der var den sommer hvor jeg intet anende gik ind i mørket og endte med et følelsesløst hjerte som havde Isdronningen haft en splint til mig, udeover Kaj. Alt var blevet gråt og ligegyldigt. Det var ekstra uhyggeligt fordi jeg jo hele mit liv har prøvet at føle mindre, (ønsker stadig så meget en pyt app i morgengave). Nåh men nu ved jeg hvad opstarten til en depression er for en, (set indefra i hvert fald) og posen med fordomme mod læger blev tiltrængt rystet da hun tog sig tiden og gav mine symptomer opmærksomhed, så jeg mentalt selv kunne begynde at bakke ud af depressions boksens parkeringsplads, inden den ophængte tennisbold berørte forruden.

“Hvorfor sagde du ikke noget?” Sagde en veninde på den irriteret og kærlige måde. Jeg havde prøvet, men da ordene omhandlende mit fysiske velbefindende så brutalt blev skubbet til side som pjat reagerede jeg barneligt (jeg ved det) med, at lukke i. For fysikken kan ikke skilles fra psyken, det fik jeg endegyldig banket på plads under min uddannelse i årene 92-95, derfor, skal der selvfølgelig være plads til skavank snakken. Ligesom vores besættelse af vejret er den et godt sted at starte en snak, før den efter mod, behov og lyst bevæger sig laget dybere. Facebook gruppens favnende, tålmodige tone, de udelukkende velmenende, og ofte gennemprøvede råd fra ansigtsløse kvinder, der som en nytårsraket støt og roligt bliver ved med, at sende beroligende vibrationer ud i rummet er som, at blive aet på et uroligt sind. Ingen overfladiske åbningsreplikker var nødvendige. Jeg er blevet meget klogere på hvilke symptomer, der nok ikke hører ind under OA og skal omkring lægen. Jeg kan se andre siger pænt farvel (øh.. jeg lavede snigeren). Når de skrevne frustrationer trækker ned i stedet for op, er det på tide at flytte sig.

10 december 2020 klipper jeg ærmerne “kortere.”

Så hænger den bag soveværelsesdøren, stor og tiltagende støvet og bliver på et tidspunkt af anden halvdel forvist ind i min del af det ret store klædeskab, hvor den sort forsvinder lidt i, brugt tøj kan derfor godt bruges igen inden vask, men det bliver sikkert ikke i morgen, skuffen.

30 maj 21 hiver jeg den endelig ud af skabet og 31 maj hæfter jeg den sidste ende.

Jeg har googlet en del for der var nogle valg, der skulle tages og som ikke kunne gøres om.

Skulle hætten af! Med langt og ofte opsat hår er det skide irriterende, at få den ned/op over hovedet før og efter endt opvarmning for, det gør hullet til gennemtrængning str. small, (et luksusproblem jeg ved det godt.) Hvis det er en 3 holds dag skal jeg i januar gøre det ja 6 gange. Det får mig til, at ligne en pige, der lige har overstået redskabsgymnastikkens spring over hest.

Sølvpilen sætter i løb, tøver, farten en trippen, tvivlen, hvilket ben sætter af? Et brat stop, muligheden for, at benytte afsættet, skyde pilen af, glippet. Blikket i “skindet”, dyret stille, kæmpe, ingen skammel eller hestesko under øjenvippen. Krænger kroppen op i armene, møver ben op. Over. Glider ned på den anden siden. Hængende, tåspidser fnuglet, småkyssende gulvet, blusen krænget op, det nederste synligt. Bh`en den gamle, opgivne, flår bluse ned, piller undsluppet bryst op. Skålen igen halvt fuld.

Beslutning taget. Projektet bliver ikke til arbejdet, lynlåse bare bedre for frisyren… Hætten ubrugelig men hyggelig. Klippe/åbne den foran vil ødelægge helhedsindtrykket.

DIV (ødelæggelse, af andre kaldet forandring, af tøj/hættetrøjer m.v.) video` erne på YouTube indeholdt rigtig mange mavebluser, altså hvor der knap er stof til, at varme maven og nærmest kik (godt nok fra nede i hug eller liggende) til ovennævnte buste…. Hm 50, slank men vil jeg udstråle 20 år, fræk på den, der “jeg går stædigt i sokletter versus ankel i alle vejrlig strømper måden”, eller være 100% regnbukser og rygsæk over begge skuldre, selvom jeg er i bil, kvinden?

Har tænkt! Hvad er det retfærdige i, at jeg er ved at skifte, lige just dække overgang mellem balde og hase shorts ud med, jeg kan bukke mig ned og samle hvad som helst op i blæsevejr (altid i Danmark) modellen. Er det virkelig rigtigt, at hvis vi nu satser stort og siger jeg bliver 100 år, så er det kun halvdelen af mit liv jeg må have korte shorts på! Det er da trist, at føle man a) krænker nogen og b) føler mig utilpas delvis over a, + c vise livlig … hud, et tegn på levet liv. Selvom jeg kunne konkurrere med snurre snup om grønsags skuffen og vinde, så vil alt bare en vej. Ned. Tyngdekraften tynger, river, flår og trækker uden, at spørge høfligt om lov først og håret skinner mindre og mindre leverpostejsfarvet for hvert år solen skinner stråler i det. Totalt kontroltab.

Jeg havde studeret hvordan jeg skulle sy den lille rib på ærmet igen men det lykkedes alligevel uden problemer, at gøre det forkert, helt ærligt altså. Heldigvis er min sy kasse med så lidt indhold efterhånden, at opsprætteren er hurtig og finde… Ser undskyldende på genbrugs kat, da jeg presser foden mod pedalen igen og larmer så han løfter det ene øjenlåg..

Symaskinen måtte sidste år også lægge fod til formindskelse af 4 pudebetræk, fordi jeg absolut for nogle år siden ville have en lille hovedpude i stedet for min gamle onesize passer alle pudebetræk. Lille som i bredde, højde og drøjde. Sover jeg så godt med (det er lige flot nok at bruge ordet ned i) den?

Hm.. jeg sover da ind imellem mine opvågninger, med så mange vendinger i nu kun surt lugtende sove toppe, at min topmadras er helt fyldt af hårde, små fnullerknuder under mit frottelagen.

Nu tager jeg tilløb til om jeg skal sy min røde trøje (ikke menneske strik) og min cowboyjakke ind, for jeg kan have føromtalte røde trøje på indenunder + mavetaske og kæmpe bælte i kernelæder indenunder lagt dobbelt halvvejs om mod lænden. Vil du have en cowboyjakke i størrelse medium, du skal have lange arme? Købte ny til bananen…

Det skulle bare kort havde handlet om formindskelsen af en trøje, hm… det blev det jo også.

Knus til næste gang

Over and out

Lisser

Linjer og en anden begrebsverden

Begge havnet i min postkasse med bud fra forfatterskabet.

Ansigtsyoga

Før var det mine dunkle “hyggeposer” under øjnene, som var det første mine øjne fokuserede på ved granskning i spejlet. Om vinteren er forskel på bleg og gråmeleret ekstra tydelig jei… jubiii. Nu efter udendørs undervisning er det linjen fra min næse til min mund især i den ene side. Troede jeg virkelig på, at skæve grimasser ved aften tide ville have en indflydelse på fugerne?

Tror jeg det nu?

En ting er sikkert, bogen er nem at læse og forstå, men se det for dig! Du har læsebrillen på næsen, for at læse… Samtidig sidder du og trykker dig nogle forskellige steder langs næsen, under brillen. Det siger sig selv, at det er lidt besværligt, at se op mod loftet også. Så bogen ville helt klart være oplagt som lydbog.

Måske er der ikke blevet læst nok højt for mig, måske er jeg en doven læser eller måske er det bare belejligt, når man gerne vil være fri fra det tumult ens egne tanker kan have gang i uden særlig megen tilskyndelse.

Jeg har ikke trænet flere måneder endnu, og de linjer har jeg jo ligesom været noget, der sikkert kan fejres med et 10 års jubilæum om at kreere. Al den møven mig rundt ned i hovedpuden, i kampen mod, ikke mørkets kræfter, men søvnmonstret for bare nogle timers søvn uden kasten mig rundt, tankemylder og opvågninger af så små lyde som anden halvdels prutter i halvmørket bag mørklægningsgardinet. Så jeg tænker, at det er lige lovlig optimistisk og forvente så hurtigt resultat. Kan jeg i virkeligheden ikke kun håbe på status quo? Alder og alders tegn kan ingen holde stangen og hvorfor er det vi altid prøver? Det jo ligesom, at råbe efter månen i forventningen om, at kunne nå det lysende skær.

Nu er jeg så ikke altid helt sikker på, at jeg rammer rigtigt på de forskellige anviste punkter rundt omkring, men nogen af dem er virkelig ømme og det føles både sjovt og rart at trykke sig rundt. Skulle nok egentlig stille mig foran spejlet for selv, at nyde godt af underholdningsværdien. Nu er jeg en, der tror på, at ting nytter og der er da heller ingen tvivl om, at når jeg har været igennem et program så kan jeg mærke varmen er øget i ansigtet hvilket er bevisførelsen på, at blod til-og fra “kørslen” de forskellige steder imellem er øget. Jeg har gjort noget godt for mig selv, det kunne jo bare være det Ik? Jeg googlede og en læge kom frem. Han var af den overbevisning, at mine linjer ikke kunne påvirkes af træning med ansigtsmusklerne, for de skyldes, at fedtpuden der sad skråt ud og lidt oppe fra mine linjer, voksede ned af 😣. Men hvad ved han om det! Han sagde dog en ting jeg kunne lide. Han anbefalede af samme årsag ingen indsprøjtninger der. Godt at vide, selvom de godt kan holde de kanyler langt væk fra mig. Ved helt ærligt ikke hvad jeg vil byde dem, som en dag siger jeg skal under kniven? De skal i hvert fald have deres argumenter underbygget med allerhelvedes mangeårig grundig forskning.

Jeg tvivler ikke et øjeblik på, at træner du kroppen (nede under halsen) har det en vanedannende effekt for over all velvære, så hvorfor skulle det ikke gælde toppen?

Bogen er en begynderguide som Susanne Dyhr skriver og den er også lige til at gå til. Du får alle øvelser enkelt og kort forklaret med billeder først og så har hun længere inde sat dem sammen i små programmer på en side, så det er nemt at overskue dem med brillen rykket fri af det ene øre.

Beroligende

Mine ansigtsmuskler skriger på afspændingsdelen, for allerede ved første tryk hvor jeg lader min hage hænge nedad mod brystet begynder en serie af gab, så øjne og næse bliver våde og tilstoppede. Heldigvis kan jeg dem udenad nu. Måske trænger dit ansigt også til kærlig opmærksomhed!

Laver øvelserne mens jeg retter dette, de er hyggelige at lave, gaber. Igen. Pudser næse. Igen.

Jeg har ikke opgivet endnu.

Ved nærmere eftertanke vil jeg nok anbefale dig, at se dig i spejlet de første gange da du jo nødig skulle ende ud med flere linjer end da du begyndte.

Vi er tiden – at være menneske

Jeg ved ikke om jeg skal udlede titlen sådan.

9 Noveller/møder mellem mennesker i 9 forskellige byer.

Umiddelbart er bogen ikke noget for mig (ved s. 25 ud af 108), jeg vil gerne fodres mere med oplysninger. Jeg bliver lidt træt af, at gå med ud i forskellige blinde veje hele tiden, da noveller som udgangspunkt ofte er korte. Af samme årsag synes jeg koncentrationen kan være svær at opretholde, for jeg putter meget koncentration i hver sætning, og så bliver jeg frustreret, når det er, ja, for mig spildt. Jeg føler mig sat tilbage til start. Slået hjem. Jeg kan sagtens gå med ud ad tankerækker men de skal være håndgribelige. Jeg har det på samme måde med kunst. Tag mig med på museum og alt i mig tørrer ud fra øjne over mundhule til fornemmelsen af dødvægt på mine skuldre over alt det jeg tilsyneladende er forventet, at kunne se og forstå. Min krop drænes for energi i luft hvor stilhed og kontrollerede bevægelser hersker og selv støvfnuggene tøver i deres svæven mod jorden.

Du vil vel ikke ende dit liv på refleksionen af en af dine mange plat*forme?

Mig? Hvem mig, svarer jeg

Bid mærke i disse plat*forme som er lag af bevidsthed. Hun starter hvert kapitel ved at iscenesætte, lader tæppet gå og placerer dig som tilskuer på de bedste tilskuerpladser. Du sætter dig bedre tilrette, tror, at nu skal du lige ud, til du lukker bogen for i dag, slukker lyset og presser ører propperne ind i de i forvejen fedtede, former. På få linjer vælter hun, via disse plat*forme den scene hun har skabt om på siden. Du bliver nu enten nød til, at lægge bogen fra dig eller nysgerrigt og videbegærligt overgive dig. Gå simpelthen med på præmissen. Nu er alt muligt, kun din (læserens) forståelse og forventningen herom sætter grænsen for hvad du kan få ud af disse møder, dine øjne er vidne til.

Magisk realisme er en måde at fortælle på, hvor den realistiske handling kombineres med fysiske love der overskrides og hvor uforklarlige hændelser og magi sker. Som ved eventyr er det ikke meningen, at du skal tænke nærmere over eller sætte spørgsmålstegn ved det.

Jeg valgte bogen fordi jeg havde på fornemmelsen, at den ville provokere min egen indre magelighed som læser. Ved at se hvad andre kan gøre med ord, åbnes værktøjskassen i forhold til mit eget skriv, tekstforståelse og fantasi. Give slip på, at føle mig som en kvindelig tilskuer til kejseren, der går under baldakinen i kejserens nye klæder, når en bog ikke har en start, rød tråd og tydelig slutning.

Afvis ikke noget du i første omgang ikke forstår, måske skal du også begynde at fortælle en anden historie om dig selv, til dig selv, til andre.

Jeg kunne godt finde på, at læse noget andet af hende Camilla Howalt, skulle hun få udgivet mere, for jeg har en høne at plukke med magisk realisme genren.

Kh.

Lisser

Lytter lige nu til Mikael Bergstrands Yogi i Østerlen, som er 3 bog i serien om to mænds venskab, svenske Göran Borg og indiske Yogi. Oplæseren gør det så godt, at jeg mistænker han selv er ganske godt underholdt, når han snakker som Yogi med indisk accent.

Nr. 1 hedder Delhis smukkeste hænder

Nr. 2 Tåge over Darjeeling