Til foredrag i Bremens teater, i selskab med Lisbeth Zornig og en masse mænd.

Du vidste godt at jeg drillede der ikke?

Jeg er af den fordomsfulde overbevisning, at de fleste mænd kun ville komme og høre “på”, hvis de kunne skjule deres knoldede eller “vandholdige” afførings udfordringer under, at det var en professor (mindst og allerhelst med en orden, pris eller et ridderkors derhjemme) som iført mikrofon fortalte om hvordan vi kan få (millioner) flere af de gode bakterier i vores tarm. Vidste du godt, at den står for 80% af dit immunforsvars velbefindende? Lidt tankevækkende ikke? Så hvorfor behandler vi den så, som er den ikke er en del af os?

Brun, det nye sort!

Vores manglende nysgerrighed og omsorg for systemet vi betragter som en ukritisk affaldskværn sender faktisk signaler ud i forskellige variationer, hvis der er noget i vejen. Vi burde i stedet give tarmsystemet en forfremmelse i vores bevidsthed, så den kom op i nærheden af, at være lige så meget værd som vores favorithånd den, som ikke brokker sig over at gøre det beskidte arbejde…

Ved bare at dreje dig i (toilet) sædet inden toilettets flushhh, holder du dig for fremtiden løbende orienteret om din nye ven, tarmens tilstand. Kan du holde ud at være i den brunes selskab nyankommen i kummen? Dufter den af svensk skovbund eller lugter den mere som noget dødt?

Foredraget handler også om livsstilsændring fra savannen til nu, videre ad hver enkelt krops genetiske stier og vores mere eller mindre frie og ikke altid bevidste valg.

En spiseske chiafrø, rigeligt vand, sæt i køleskab, rør efter en halv time og der er ca. en teske til dit yoghurt i 5 dage evt. mere vand i næste dag. Jeg har eksperimenteret og puttet det i vegansk havreyoghurt, havregrød og smoothies, først nævnte var ikke mig.

Tilpas krydret med personlig fakta, oversætter fru Zornig ord med sin rolige “det kommer vi tilbage til”, og når dig med sin dybfølte interesse for at dele sin nye viden. Hun kunne havde valgt, at slynge den direkte i hjertekulen på os med ordene, “du skal tage dig sammen NU .” Attituden, som ville få os danskere til at bruge den som velbegrundet undskyldning for, at ændre noget som helst. Vi vil helst kløs på ryggen og have lov til at bibeholde vores for nogle kropsligt begrænsede vaner. Ingen skal komme og fortælle os, at der er noget vi ikke må, skal eller kan mere. Dertil vil vi selv have lov til at komme. Amen.

Men vil vi ikke alle det samme hvis vi tager corona, klimaet, verdensfreden og børnene ud af ligningen?

Vil vi ikke alle bare have det godt? Fysisk.

Søvn (side 101) er vigtig, den kæmper jeg med men måske mest imod. Hun taler om placeboeffekten.

Sandsynligheden for at jeg sover dårligt i nat er stor. For jeg tror nemlig allerede på det! Det gjorde jeg ubevidst fra det øjeblik jeg sendte beskeden i går, “er der flere billetter M?” Dejlige M fra forlaget HarperCollins Nordic, som sendte mig invitationen, tak M. Som en anden ikke udtalt pris forventer jeg at betale ved kasse 1, i form af det tankemylder der altid overrender mig i timerne umiddelbart efter spontane handlinger og de dertilhørende indtryk. Erfaringen står som lysende vejskilte på den 3 sporet motorvej min hjerne vil føles som. Jeg kan ikke komme sent hjem og nå at overbevise min hjerne om, at det er tid at dreje af til i det mindste landevej hvor jeg kun må køre 80, at jeg ikke nødvendigvis behøver at gennemgå alt hysterisk systematisk. Ruller lige øjne.

Pauser

Fru Zornig kom med masser af faktuelle tal. Bare synd at mændene gik glip af dem!

Du kan “hø, hø hø” dig nok så meget rundt i sædet ved hendes sigende pauser i talestrømmen, men jeg håber at der er mange der vil tage hendes lavpraktiske metoder med hjem og inspireret af dem finde deres egen kur. Vi så hendes bare maveskind.. Et bræt til kryds og bolle (hendes egne ord), en modig gave at give rummet.

Hun vil være en hoppende farmor. Hvor ser du dig selv om 5-10-15-20 år? Være skrevet op til den næste gastric bypass, 2 nye hofter og et tungt bankende hjerte fordi du ikke “blinkede af” der i Bremens teater men fortsatte i fuld fart ned ad Nyrupsgades trafikerede vej onsdag aften 22:30 med vinden i håret, let rødvinsstegt i lykkelig overbevisning om, at du da lever meget sundt og slet ikke om en måned er så vinter deprimeret, at corona kiloene får en ny tilbygning.

2 ting, der skurrede i mine øre i løbet af timerne var hendes gentagne forsikringer om, at rødvin var noget hun ikke nægtede sig selv og dilddressing gjorde det absolut muligt at spise de daglige 2 stængler blegselleri. Ved at gentage det, fratog hun det at spise sit kilo frugt og grønt hver dag, værdien. Som om det skulle undskylde for sin nødvendighed, undskylde for at det skal bytte plads med kødet, så kød bliver noget vi spiser som de fleste nu spiser grøntsager. Det er ikke synd for os at vi ikke kan få lov at æde os selv ihjel i fred, Det er synd for os hvis vi ikke tager på os at forhindre det, for vores egen skyld. Jeg synes der ofte er en konfliktskyhed overfor at sige det højt, og hvis man gør bliver man udskammet fordi man endnu går imod strømmen… Hun gjorde det dog meget fint ved at bruge en snor. Nysgerrig? læs hendes bog eller gå ind og oplev hendes varme, selv. Hvis vi bliver ved med at kilde på ryggen i stedet for at kradse så er der altså nogle der ikke tror, det handler om dem.

Jeg bor ved siden af et par hårdtprøvede og meget tålmodige forældre, jeg når dem ikke til ankelknuderne hvad det angår men… når faren siger til Viggo på 8 år i et meget roligt og lavt tonefald, “Viggo du må ikke slå din lillesøster ” og jeg så 5 minutter efter kan høre at det har han, (hun skriger nemlig så vinduesglassene ville splintre i en tegnefilm) så tror jeg altså ikke at den er feset ind så at sige. Der er nogle ting der skal siges uden at viskes formildende ud før, under og bagefter.

Jeg har selv tabt 20 kilo for mange år siden, det var meget svært og tog afsæt via yoyovægt over en 10 årig periode. En ting var sikkert jeg kunne ikke blive ved i de vaner jeg havde omkring mad, noget inde i mig skulle flyttes. Det ansvar for min krops velbefindende havde jeg sat i en rygsæk på gulvet. Der var kun en der kunne samle den rygsæk op for remmene over skuldrene var allerede rettet til. Til mig. Det handler ikke om at du skal være åleslank, det handler om at have det godt i og med sig selv. Kan du binde dine sko, tage 5 trappetrin, nå bussen, føle dig tilpas i prøverummet, uden at blive forpustet, svedig, og i stedet bruge lynlås, tage elevatoren, misse bussen og købe tøj over nettet?

Det dèr ikke berørte BAGEFTER

At lave en livsstilsændring f.eks. at tabe sig kan i starten, sjældent hele vejen, (aldrig vil jeg påstå) drives af gejsten af, at være i gang. Når så målet hvad end det er er nået, så begynder efter min mening den virkelige kamp. I hverdagens trummerum og logistik kan det være utrolig svært, at finde genfinde glæden i det man gør nu og ikke kigge sig for langt bagud til det der var, det man ikke “må/kan” mere. Det klarsyn gør det til næsten en større udfordring, at bibeholde den evt. nye vægt, end det i bakspejlet var at tabe dem. Så når fru Lisbeth lukker os ind i sin verden håber jeg, at de andre i sæderne kan høre det hun ikke gentager. Det er jeg virkelig nysgerrig på.

Lykkelige slutninger…

Vi kender det alle krigen slutter i filmen og man sukker lettet så nu er alting godt. Det er jo ikke rigtigt. Der er ingen mad, ruiner skal ryddes for at nye hjem kan bygges op og dem der plejer at bygge, mændene, de ligger begravet i navnløse massegrave, der er næsten kun drenge og gamle mænd tilbage. Så er der sorgen der flænser hjerter; i de børn, kvinder, og bedsteforældre som i generationer vil være kronisk bristede, i deres daglige kamp for at slå.

Måske kunne hun skrive en ny bog og holde en foredragsrække om hendes “bagefter.”

Hvordan skal dit hjerte slå, skal det kæmpe mod modstand eller ….

Togkupeen lugter af grillspyd, og lysene i mørket flimrer forbi mens jeg nærmer mig Skovlunde. Mundbindet gnaver over næsen som var det i børnestørrelse. Jeg læner mig frem i togets plys sæde og prikker let på mørkhåret fyrs arm for, at forhindrer ham i at rykke enden længere tilbage på det mørke sæde. Det er nemlig midlertidig hjem for en halvt spist brun muffin på vej ud af sin papirspose, som i sin oprindelige form må havde været en “2-hånds.”

Knus fra hende der vil sove godt i nat, “kom så her placebo, jeg gør dig ikke noget, jeg har tun med..”

“Nej ved du hvad, genbrugskatten har meget mere brug for den.”

“Olauf!”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s