“Mor, han sagde det jeg frygtede, jeg skal opereres.”

Bum, benet op på briksen, handsker trukket op til albuen slask, som var det fødselshjælp til brølende ko i nød, forstørrelsesglas i panden udstyret med 3D og volumenknap på sort velcrobånd, der kan lukkes bagved.

“Skalpel tak og vil du frøken Svendsen så sørge for at nålen er trådet til, når jeg har foldet siderne ind igen.” Masken nikker, øjet blinker.

Er dog for længst videre end numsetermometret.

Tabt i vasken

Mine hænder sidder lige pludselig omvendt på og med anden halvdel bag mig som vidne, taber jeg en tredjedel af HANS forkogte linser ned i vasken. Der er hans og der er min mad ligesom hvis vi var roomies.

Jeg hører hendes stemme, som gennem en lukket dør selvom hun er på speaker og går tydeligt igennem trafikstøjen, hun er omringet af. Mine hænder drejer automatisk på plads igen og samler op, hvad der kan reddes.

Jeg fortsætter i stilhed mens min hjerne gurgler hendes ord. En eller anden ingen af os kender har brugt 5 minutter i hendes sødmefulde selskab og efter, at havde skævet til et billede på en skærm konkluderet, at den revne som tiden siden august ikke har kunnet samle skal under kniven.

Gud, gå tilbage til start og husk jeg har købt himmelhøje lejlighedskomplekser på hver enkelt matrikel du passerer undervejs. Og nej du kan ikke låne.

Anden halvdel til tydeligt chokeret pige som vi lod tage af sted alene. Ja, ja hun er 23 år, det skal hun da kunne ikke!

“Tænk på dem der er ude at løbe eller spiller fodbold, de kan måske sende et spark afsted og ende (på røven udelukkende mit krydderi) i græsset med et iturevet korsbånd!”

Det er ikke sammenligneligt mimer min indre hønemor stor bork, borkende så det minder om støjgener for mine ører. Hun bøjede sig ned i knæ og skulle bare op derfra, hun er 23 år, ikke 75 eller et proteinpulver fyldt muskelbundt med 100 kg på skuldrene i form af massiv vægtstang.

Det ville ikke være fedt hvis den coronatest jeg tager i dag, i morgen viser sig at være positiv, men det er ikke uretfærdigt. Jeg har levet, været ude. Hun har sgu da ikke levet endnu.

Anden halvdel til mobilen på køkkenbordet.

“Skat så må du bare finde dig i, at du måske aldrig kommer til at løbe igen!”

What! hun har kun taget tilløb, ikke løbet hans 1½ time i årevis. Så taler vi massivt slid.

Og undskyld men hvad fanden er så egentlig meningen med, at hun skulle lade en kikkert bore sig ind i hendes knæ hvis ikke det netop er, at tro på, at det kunne lade sig gøre igen! Det er jo ikke fordi hun forventer, at tiden skal rulle tilbage med supermand i modsat rotation om kloden for, at stoppe corona smitten ved det allerførste pust, håndtryk eller knus, luftbåret eller ved kontakt.

Jeg er mod knive, sakse, savklinger, knivtænger, nåle tråd spoler, piller, ikke bedøvelsesmidler dog, hvis du først ligger der (jeg er til at forhandle med). Mangler simpelt hen troen (i min DNA (cellens arvemasse)) på, at de kan fikse knæet, hofteleddet, fingeren, skulderen, ryggen eller nakken. Jeg har nemlig aldrig hørt nogle råbe ud i det ganske land midt ude på vejen i januar mørket

“Hold så hel kæft hvor er jeg bare glad for den kikkertundersøgelse i knæet, binyrebarkblokaden i skulderen eller den diskusprolaps operation, der har gjort min ryg stiv som et strygebræt i evig lod (lodret`tens vater), det fungerer prima.”

Jeg er dybt mistænkelig overfor en hver lægekonsultation da det oftest har betydet, at de har opremset medicinvarianter efter meget lidt spørgen ind. Hvad er de? Orakler? Telepater? Jeg har nikket pænt mens jeg rystede på hovedet inden i, da jeg herefter gik hjem efter mine 15 minutter. Få gange har jeg følt mig mødt, som da jeg dybt deprim gik til lægen, kan ikke huske for hvad nu, og det endte med, at hun åbnede min ked af det hed, der var gået i baglås. Mine veninder skældte mig bagefter ud for ikke, at snakke med dem. 2 konsultationer tog det hvor hun tog den tid, hun kunne og ikke gjorde andet end, at lytte opmærksomt og åbent, hvilket gjorde jeg følte mig som et knap så stort fjols over, at jeg overhovedet sad der i første omgang. Jeg skrev, et håber jeg, sødt brev til hende, som tak, følte ikke behovet for en ny tid, lågen var åben. Jeg var ikke mere kvalificeret til at tage hendes tid, når det så tydeligt fremgik p. g. a. tidspresset de er under, at andre havde langt mere brug for den.

Ja, måske skal Goldielocks opereres, det ender det jo nok med, men det er den unde lyne mig ikke med min frie vilje, at jeg prøver at stoppe mine fordomme og forestillinger ned i fordømmelsesposen igen. For det er jo ikke at støtte hende. Det ender nok med at jeg indvilger i, at det er hendes far som må tage med, for min indre dramaqueen vil ikke gøre godt, det vil kun hans ro. Som da han endte på hospitalet med hende efter et feberkrampe anfald, som jeg havde taklet indtil vi stod der over for hinanden i aftentimen og skulle tage stilling til, hvem der skulle overnatte med hende. Jeg kan små panikke, ringe efter 112 og tage med i ambulancen hvis alene, men når han dukker op er den super mor trådt til side eller jeg ….Hun er i hvert fald gået og sådan en slap, hul skabning står tilbage.

Det jeg stadig ikke forstår er villigheden til, at lægge sig under kniven. Igen, når det allerede er blevet bevist, at første gang ikke hjalp en hujende s… eller så i hvert fald kun gjorde det i kort tid, så længe genoptræningsprogrammet blev holdt ved lige.

Den, der blinde tiltro til, at når kroppen åbnes, sener trækkes lange, hud flænses, muskler gennemhulles, knogler erstattet af substitutter, så ender det i noget magisk som, når et barn hjælpes til verden ved et planlagt kejsersnit.

Jeg har lyst til at få en anden mening om det ben, så jeg kan arkivere tanken ned i den dertil indrettede dramaqueen mappe.

“Han må være skære, klippe, klistre liderlig når han så hurtigt smiler, drejer skærmen og viser hende de mulige tider for et indgreb han synes, at være den eneste der foretrækker og synes ja, udelt begejstret for.

Det knæ er altså ikke et skide stykke okse, der skal udbenes det er min datters.

Du har med garanti ikke engang tænkt på, at spørge hende om hvad hun vil, tænker og synes. Du tror sikkert (lader lige min fordomsfuldhed krænge sig helt ud over kanten af fornuft okay?), at fordi hun sidder i din konsultation så er hun der bare proforma for, at du bare skal hakke datoen af på skærmen. Men ved du hvad makker, du skal sgu da lige snakke med hende. Så du overhovedet hvor chokeret hun blev, eller var du ved at komme i bukserne af bar fryd over endnu en, du kunne sende videre til klippebordet? Færdigt arbejde..

Det kan godt være, at det at få en kikkertoperation for ham er det samme som, når jeg står i corona test centeret og pænt siger ahhhh… stående på klistermærkefødderne nedenunder, foroverbøjet høj ung mand, men for mig det ikke dagligdag. Jeg er overbevidst om, at når du påtvinger dig adgang til noget, der er lukket fra naturens hånd så efterlader du dig altså et spor. Det kan være du syr, reparerer en muskel, menisk, eller fjerner nogle “løsdele”, men det er en del af et et hele, som smukt sidder præcis hvor det skal for, at vi kan gøre det vi ellers gør. Det forstyrrer vi. Jeg siger ikke …at det ikke skal gøres, jeg spørger bare om vi ikke lige kunne sætte på pause og sunde os lidt.

Puha det hjalp. Det ligesom, når man skal have sin bil synet og det tager ham nøjagtig fem minutter og det eneste der tilsyneladende er sket er, at han har kørt min bil ind og ud af garagen. Derefter bedt mig køre kortet uden, at fortælle mig hvordan Hviden har det og så har han ikke engang rullet vinduet op, trykket sikkerhedsselen fri og hun stinker af cigaretten, der sad i hans mundvige.

Måske var han på fast forward udenfor, hvor jeg ikke så det!

Tænk hvis jeg underviste sådan.

“Hej alle sammen, nu begynder I bare ikke! Så gå jeg ud og leger med min telefon så længe. Nej ved I hvad, jeg tager da hjem og smutter ind under varmetæppet gør jeg.”

Hader når mennesker umenneskeliggør, ikke ser, hører og tager sig bare 5 minutter.

DET KALDES SERVICE. S siger sig, e siger en, r siger rigtig, v siger villig, i siger imaginær, c siger clown, e for eller? Se en rigtig villig imaginær clown eller?

Måske var det samlebånd, måske var det, det han kunne gøre i begrænsningens navn.

Måske udstrålede hun ikke bevægelsen i hendes sind, øjnene der bliver som glas og underlæben der skydes frem og bævre.

Måske er jeg bare ked af at jeg ikke var med, for at være 2 øre mere og en mund med spørgsmål. Mistroiske af slagsen.

Hørt igennem døren til konsultationsrummet

Pige råber,” han går bare sit bedste mor.”

Hvis igennem nøglehul man kunne se.

Hvidklædt, mundbind øreombundet, uidentificerbar person højst sandsynligvis læge, siddende med siden til stort skrive bord, tilbagelænet mod stoleryg med hænderne i luften på vej, ikke på vej, på vej til, at tage om ynkelig, ophidset mors skuldre. En meget stiv pegefinger trykker direkte mod den åbenstående kittels inden under bankende hjertekule. Den dirrende arm fra hånd til skulder, lidt skråt til højre, nedenunder grå hue påklædt hoved med vilde øjne over mundbindet af stof med skriften; Merry christmas på skrå.

Jeg kigger mig over skulderen. “Er du sikker Goldielocks?”

Hun nikker, “helt sikker.”

“Hmf.. okay.” Tager våbnet væk og putter den i lommen.

Knus

fra hæfteplaster god til at finde og klippe klipperen.

Kunne man dog bare få lov til, at beholde bare en enkelt fordom, men næh.. nej de skal alle op, som i lige op, før de ramler skramlende og inden i larmende mod jorden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s