Tak igen Melina fra forlaget Harper Collins for, at gøre denne tekst mulig. Kan man overhovedet blive træt af, at modtage en bog med posten, indpakket i bobleplast?

Nyd den for dens minimale drama i dramaet.

Den er en pageturner.

Du ønsker at læse slutningen, men samtidig lader du bogen ligge på bordet lidt længere fordi du ved, at tager du den op vil du blive hurtigere færdig og hvad så…

Så skal jagten gå ind på en ny råhyggelig bog.

Malin er slut 40` og måske er det hvorfor hun griber mig. Identifikations mulighed over hele linjen.

Dyrene, et arbejde der har fyldt tilværelsen ud er slagtede, hun er blevet en hjemmegående husmor. Forholdet til hendes mand er udelukkende baseret på sandkagen, madpakken, Janssons fristelse, og et kig ud i en tom stald i det skjulte. Ægtesengen er til at sove i. Længslerne er proppet ned i baglommen, som et brugt lommetørklæde af stof der stikker ud, men hun kan ikke få det hele ned. Der er ikke plads, heldigvis.

Hun vil ikke såre, protestere, gøre væsen af sig, tror ikke på, at hun har ret til mere end det hun har. Ordene, frustrationen flyder ud og nedskrevet havner de i stedet for skrivebordsskuffen mellem siderne i en bog i bogbussen, som kører sin rute hver uge. Det havner hos Erik og for ham er det en skat. En fortrolighed han ved han må give skribenten tilbage.

Og hans forslag? Det rene vanvid.

Malin

Børnene er store, fra flyttede, spørgsmålene der flyver rundt i dit hoved. E du glad der hvor du er nu? Føler du dig hjemme i dit hjem, med ham eller hende i den anden side af dobbeltsengen, kan du stadig se dig selv tusse rundt der morgen grim, pensioneret med havregrøds kanelen mellem fortænderne om 3, 10 og 20 år?

For hvis du ikke kan det, den største del af tiden (læs: ikke hele tiden), så bliver du nød til at turde spørge det ubehagelige spørgsmål, der får mave regionen til at trække sig indåndingsudelukket sammen og det er frygtindgydende.

Man kan gå. Man har lov til at gå

E.

Når hylden man er landet på måske ikke er fyldt op med det du forestillede dig, eller at den netop er det, men dine behov for at føle dig levende har flyttet sig, du har flyttet dig. Måske har du endelig gjort noget du har sprunget over, udsat. Måske ved du nu, at du skal jokke lige ud i det næste med saltrande indrammede, tunge vinterstøvler og vil ham der i dobbeltsengen så følge dig, heppe på dig (bærer dig)), elske den nye variant af dig og endda følge med ud i sin egen parallelle udvikling? Eller… Vil han læne sig tilbage, fordi han forestiller sig, at du vil det han vil, uden at spørge for du har aldrig givet ham grund til andet.

Tør du erkende hvad du vil for resten af dit liv? Det er nemlig det snart 50 gør, tvinger din magelighed helt ud på kanten af stolen, Er dette nu “fint” eller længes du og føler dig bundet, holdt tilbage og i så fald hvad og hvem fortæller du, dig selv, der gør det?

Modet det kræver, at gøre krav på at ville noget andet end i går, sidste år og være vidt åben over for det du måske ikke engang ved du drømmer om endnu. Det, som kun vil åbenbare sig hvis du tør ændre ting som er, og nu udelukkende er blevet en sløj fortsættelse af var.

Man kan godt træde vande i sin egen magelighed og lulle sig selv ind i, at “det er da heller ikke så vigtigt!”

Men når det igen og igen dukker op så er det ikke lige meget, så er det fordi det vil ses, høres, og erkendes. Lige meget hvor meget du nægter, at give det plads vil det blive ved med at dukke op bare i forskellige mere eller mindre gennemskuelige skikkelser.

Det er ofte vores egen forestilling eller måske snarere manglen på fantasi, der spiller os et puds med hensyn til hvad der kan lade sig gøre, det, der begrænser vores horisont til en lille snæver og tryg dal. Begrænsninger vi måske ender med, at tro blindt og naivt på er det bedste for os. Troen på, at ja du fylder måske snart 50 men derfor kan det altså stadig godt være muligt, at f. eks. udgive en bog. Jeg er jo ikke døende, det er kun mine æggestokke som er ekkorungende tomme. Nogle gange niver mine æggestokke som kan de ikke forstår, at der ikke er flere i kø, at skubbe ud i “lederne”.

Længsel kræver plads, masser af plads og tid.

Det er jo en feelgood roman så vi ved begge hvad den må ende med, men det er ikke det, der optager os vel! Det er hvordan det, romancen, forholdet udfoldes, menneskene vi lærer at kende og som vi ønsker det bedste for, udvikler sig. I dette tilfælde hvordan Malin går fra, at tro hun og husbond Anders skal på aftægt i et nybygget hus ved siden af fremtidige børnebørn til, at ville noget nok til, at rive tørklædet op af baglommen og svinge vildt med det i luften over hovedet og kæmpe for noget, for sig selv, som hun aldrig rigtig har turde indvie andre i.

Det gør mig ked af det, når jeg mærker hendes fuld stop, røde lys for sig selv, som må blive meget gult, før det bliver grønt.

Det gør mig skide irriteret når hun ikke siger fra. Det er immer væk store ting hun siger ja til, ikke bare en skide, skive hjemmebag i cafeen.

Tomheden udeblev for hvornår mon hun kommer med en ny, hende Eli Åhman Owetz?

Glæd dig

Kh.

P.t. feelgood søgende efter lidt mere af samme slags.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s