Af Simon Holland.

Venligst tilsendt af forlaget Harper Collins til brille påsat gennemlæsning.

Du burde kende mig nu og vide dette ikke bliver en decideret boganmeldelse, nok snarere en katte hyldest. En fejring af kattens væsen ja, det tænker jeg. Det kan godt være, at du ikke kan lide katte men det vil jeg væde med er baseret på en 30 år gammel oplevelse. En, hvor en bamseblød pote viste sig, at indeholde skarpe nålespidser (det sved) og fik din arm til, at ligne at du og din mindre kusine i Års havde duelleret med miniature riven (du den bløde løvrive) til kunstgræsset, foran den lille træveranda på hendes dukkehus. Har jeg ret!

Den erfaring har jeg nemlig også men…

Jeg har også stunder i køkkener med hvad der synes som en kæmpe af en blågrå hankat, højere end mig, fordi han skød ryggen op i mod min håndflade på køkkenbordet i mine forældres venner` s barnløse/fraflyttede børns køkken.

Dyr kan være mere large over for fremmede med hensyn til hvad de opfatter som deres enemærker end andre børn. Havde mine forældres venner hjemmeboende børn og vi snakker før jeg var 11, så anede jeg mange gange ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, når vi var på besøg efter reje cocktailen med avocado jeg ikke kunne lide. Inde i stuen med på en lytter, musestille? Nej, det var tydeligt de lod som om jeg var puden med det spraglede mønster i sofaen, som ikke overhovedet passede med de ensfarvede. De måske 2-3 år ældre børn i husstanden havde efter et høfligt goddag gemt sig bag døren til deres ellers godt nok spændende værelse, og lod sig kun midlertidigt lokke ud hvis der blev råbt, “dessert!”

Så var det jeg befandt mig i bugnende haver med umoden frugt (de gled ned … var jo lidt sulten), som hang tunge på alle de lavt hængende grene og en nu enten rolig kat eller hund omkring mig.

Jeg havde timer forinden udstået (bestået) den til tider voldsomme og skræmmende velkomst i form af flov snusen (i skridtet), gøen, hoppen op, små bid i fingre eller stirrende blik (jeps en kat). Nu føltes det som var den, den eneste, der var fuldstændig indforstået med min tilstedeværelse. Som barn blev jeg bidt af 2 forskellige hunde, begge ældre, fordi mine fingre ligeeee skulle glide igennem pelsen igen og forstod de kunne være nogle værre gnavpotter. Mangen en hund er blevet lukket hensynsfuldt inde bag en dør fordi jeg var skrækslagen til børnefødselsdage. Hvordan undgik jeg, at det skete igen? Hvad var de egentlig for nogle? Nysgerrigheden efter, at stryge respektfuldt i pelsretningen var ikke væk. Da jeg i forvejen var observatør i mit hjem var det bare, at udvide mit forsknings område. I dag er jeg af den overbevisning, at jeg simpelthen overhørte deres tegn på, at deres tålmodighed med mig var slut. Mit hjerte slår dog stadig lidt hurtigere, når jeg træder ind i et hjem med hund lige meget hvor stor den er, eller den løber prustende og halvkvalt af sin gøen parallelt med cyklen, et stykke op ad bakken, på min egen vej.

Med en kat foregår det meget på dens betingelser, (som med børn skal du lade den komme til dig) men er du, jeg, i virkeligheden så meget anderledes? Vil vi ikke også gerne have det på din, min måde. Jo, vel vil vi da så, andet ville være en løgn.

ALDRIG

Mødet med anden halvdel for snart 30 år var som, at blive tvunget ind foran et forvrænget spejl i TIVOLI`s skærsilden. Den jeg viste og opførte mig som var meget af tiden slet ikke hende jeg var og ønskede at være. Han gennemskuede al det usagte hurtigere end jeg kunne følge med og brød mig om, som når jeg sagde, jeg var ligeglad med noget (jeg turde ikke sige hvad jeg i virkeligheden ville have og slet ikke når jeg stod lige i det.) Men var det aldrig. Kom det ud af hans mund, kunne han leve med det uden brok, pis altså også 10 nul, til ham. Jeg er endda ikke i nærheden af, at være et konkurrence menneske.. med en uappetitlig stor dynge løg på, for som katten der ikke får hvad han vil have, når han vil have det, så skumler jeg og puh… jeg er med årene blevet virkelig dårlig til, at skjule det for dem som ser. Jeg ser ham med de lange knurhår, men vil det meste af tiden ikke også modelleres efter hvad en utilfreds katte mjarven diktere.

Skulle utilfredshed udtrykkes på katte maner, er der forskellige varianter men her er 2 eksempler du kan læne dig lidt op ad.

1 Du er fandeme ikke fed, at bo i hus med. Byder på et blik i din retning, hvor brynene han ikke har, næsten kan ses, rynkes. Halen lang bag ved, lidt bøjet i enden måske let svingende, hovedet nede imellem skuldrene, forpoterne helt fint, tæt sammen pegende anklagende mod dig. Uh.. du føler dig simpelthen så grim ikke udenpå nehej inden i, som møj beskidt. Luset. Nærig. Vi, her hjemme kalder stillingen at høne, bogen “test din kat,” for tekanden, fordi du bare mangler hanken, at transportere ham med. Den amerikanske version er cat loaf. Hvilket er, ja også rammende da han også ligner et sandwichbrød inden skiveskåringen.

2 Du er led, forstår ingenting og hvis jeg ikke vidste, at du giver mig en solid blok leverpostej fra Stryhns i morgen tidlig ville jeg gå min vej, som længere end 3 haver væk.

Tænk omvendt tekande, pige fornærmet. Du er opgivet, ikke værd at beskæftige dig med. Luft. Halen rundet om den sammenklemte krop med de små “albuer” stikkende op med pelsen åben, så du kan se hans bund trænger til en farvning, som er der fra naturens hånd kun prioriteret stærke farver ude i enderne af hver enkelt kattehår for, at imponere.

Tag endelig ikke fejl af stillingen, hvor hønen har bøjet forpoterne ind under sig som den hyper mobile akrobat han er. Her er han nemlig ikke sur (længere) og du kan ae igen. På ynglings stederne forstås, ingen grund til, at spilde tiden med at sige, være, mene noget andet end det man kan stå inde for træt, sulten, legesyg, hormonpåvirket, ked af det eller vred.

Fandens. Hun kender mig godt.

År tilbage, gaflerne klirrede mod tallerknerne, Goldielocks sidder skråt over for mig, snakken går. “Du lyver, mor!” Med det mente hun; pak ikke uvidenhed eller noget du ikke kan huske ind i tågesnak. Indrøm det. sig det højt, spyt ud. Pynt ikke på det, vis mig, os, hvem du er. Tydeligt. Så jeg kan synes det er trygt og selvfølgeligt, at gøre det samme. Udvisk ikke hvem du er fordi du vil fremstå som noget, du tror, vi forventer af dig. Du af dig selv. Vær ikke mindre, så tror vi du er mindre, det du viser. Vær upopulær. Det er godt nok. Du er. Vi elsker dig ikke mindre.

Hvorfor er det lige jeg synes, jeg var nød til at pynte på, skjule, tale noget ned, der også var mig? Lige nu. Hvem troede jeg det kom til gode? Og hvilken del af mig troede jeg kunne slippe afsted med det?

Nogen, indre barn, skældt ud årtier siden reagere frygtsomt på tone(r), der antyder, at jeg er dum. Føler mig dum, smiler men kun udenpå. Drillende stemmer på min bekostning og noget hopper inden i mig, som i en hinkerude en anden har tegnet og derefter givet mig bind for øjnene. Bange for at blive til grin, set ned på, foragtet for min fremvisning af svaghed, jeg står i mindre været` s svingdør fuldstændig rundtosset. Jeg putter klovnemaskens elastikker rundt om ørerne, smyger kostumet på, slænger entertainerens kappe over de hævede skuldre, siger noget sjovt. Så bestemmer jeg da selv nogenlunde over hvad der skal grines af. Noget jeg siger eller gør overlagt og ikke med sårbarhedens ringe skjold foran mig. Så er jeg iført rustning, rumdragt og teflon … ha det svarer til en lilla bluse og gule shorts på en 5 årig som beskyttelse mod regnen, der står ned på en varm sommerdag hvor fortorv står dampende ved opholdsvejr 10 minutter senere.

Igen

For ikke så længe siden, gående side om side, Goldielocks ord lukker mig ned, fra snakkende til tavs på sekunder. Omgivet af larmende biler fornemmer hun ud af øjenkrogen mit kropssprog ændres, jeg er lige der trådt såret baglæns ind i den hermetisk, lukkede vanecentral. At blive gennemskuet og konfronteret er en god ting men, at fjerne automatreaktioner er som at save en arm af med et multiværktøjs lille kniv, en meget, meget lang proces. Hvor er det irriterende, at det sårede indre barn stadig hopper i trampolin inde i min hjernes aflukker, og ind imellem kommer boblende ud af min mund som havde jeg spist sæbe. Hvert hop en dårlig reje, en gammel oplevelses reaktioner, der er i konstant og synkrom bevægelse med den sydende lava i min maveregion. Hvert hop i kø til jeg tør fange rejen og pille skallen af, se, forstå, tilgive og favne. Nægter jeg, dykker hun glat ned under overfladen til næste gang… Først når jeg tør give endegyldigt slip på fortidens ydmygende tankespiraller, kan pigen lyne lynlåsen til trampolinens beskyttelses net udefra, og jeg vil kunne slukke fremtidige anfald af smertelige mavekneb inden de holder mig i et time langt jerngreb, som skyldes holdt vejrtrækning. Jeg må være her, der, alle vegne med en mave i bevægelse, eller i let runding neden under tætsluttende linninger.

Som med en hund har du hvis du er meget sammen med en kat fået en fantastisk chance for, at blive budt velkommen ind i et fjernt univers i miniformat i dit eget hjem. Giver du den mad, har du den. Hvis du altså vil. Hvorfor ikke starte med at fylde skålen på, ikke på klokke slet, men meget tæt på. Jeg elsker selv, at vide hvornår jeg skal spise (og hvor) og er derfor ikke glad for, at andre skal diktere min sult på f.eks. en ferie, når nu min mave konstant er 1½ time foran andres i behovet for opfyldning.

En kat er som et barn, selektiv, konstant sulten efter godbidder, men tørfoderet/agurken (altid til rådighed) kan sagtens vente, især hvis madskålen er fyldt med små stumper ofte, stadig vådt tørfoder adr.. den altid absolut skal sende ud i alle retninger, når den spiser med de helt katte særegne lyde, bebrillet 18 årig kan imitere til perfektion med de dertilhørende mundbevægelser. Stumperne skal fjernes, hvilket ikke bliver af dens mund før indholdet i skålen findes værdigt til, at nedsænke hovedet over igen. Du er ikke i tvivl om dens utilfredshed bare rolig. Jeps, madsnob, skide irriterende, uhhh, ligner den så meget.

Meninger

Engang ville jeg ikke spise RØDE pølser, hallo jeg mener det er jo tydeligt, at der er leget med den kemiske farvelade her ikke! Så ville jeg ikke spise dem, ja, på grund af, at de ikke er kød vel? De er sådan set skrald. Ser for mig slagterens store næve skrabe med lillefingersiden i tæt forbindelse med bordpladen brusk, sener, knogle splinter ned i den store skål og lade kværnen gøre sit arbejde.

Nu. Nu vil jeg helst ikke spise dem fordi de jo kommer fra et dyr, som er holdt indespærret på plads, der svare til en burhønes i svine format og som ikke engang har daglig udgang. Som et gidsel holdes den indespærret i sin egen urin og afføring, udpressende smågrise efter en til nøje lagt tidsplan for, at jeg kan købe pølserne billigt. Nej, jeg føler mig som et svin, når jeg putter 1, 2 og 3 bid i munden og så ved 4 er det fortrængningen tager over og forestillingen bliver sløret og det smager jo godt sammen med…. Så galt kan det vel ikke stå til! Kan det?

Den, bogen er lidt tynd, så er det sagt både fysisk og i sit skriv. Tam faktisk. Den har sine sjove “sider”, klart, måden vi alle kommunikere med og omkring ham, på bogstavelig talt alle tider af døgnet er i tekst og billeder let genkendelig. Men den mangler omfavnelsen af charmen, at de som børn er det tiltrængte spejl vi skulle søge noget mere så vores selvironi ikke blev låst ude, glemt, frasorteret.

Jeg kan bare ikke slippe tanken om, at bogens forfatter er en hundemand.

Jeg tager lige katten med.

Jeg har absolut intet, at basere den fordom på, for jeg gider jo ikke, at læse den om hunden for sådan en vil kræve luftning når det regner og graver ikke selv sin lort ned. Jeg kan godt lide mit dyr lidt mere selvstændigt på den måde, jeg har trods alt opfostret de børn jeg skal have. Går dog ud fra de 2 vidt forskellige racer er lige irriterende i deres insisteren på, at nu står du, tobenet/slave/tjenerinde altså op. Jeg vil nemlig spise (indhalere) katteslik og leverdreng på 50 sekunder, lægge mig til at sove og være fuldstændig ligeglad med dig i 7 timer efter, at jeg har sunget min klagesang i dit øregangs medrivende ekko, for hvor skal jeg sove nu! Mens jeg overvejer lader jeg min pels på klædte krop, udfolde sig over en kvadratmeter optaget gang areal. Altid hvor der er fuld udsyn i alle retninger, mest mulighed for træk hvis hedebølge, og mest besværligt for passerende fødder med overfyldte kopper foroven.

Menneskeperspektiv

Nogle dage skal vinduet bag min morgenmads spisende ryg hoppes ind og ud af 3-4 gange først inden du falder til ro og forsvinder sporløst. Hvilket gør min brændende kaffe kold gr… Nåh, men i det mindste er min hud i ganen stadig intakt.

Jeg ved ikke med andre andre katte ejere, men jeg beundrer næsten hvor ubesværet han kan få mig til, at føle mig som et andet velvilligt, manipuleret fjols. Anden halvdel flytter sjældent blikket fra bogen på bordpladen, hvor imod jeg tvangspræget og stadig dybt fascineret vender mig ved hver mindste lyd forvrænget af, et så stort gab, at jeg lige inden den brune snude finder pelsen på de tomme “kugleposer” forneden har at overordentligt, og uimodståeligt fint kig til lyserød gane. Jeg ved ikke hvad der er galt med mig!

Vi har været omringet af ham i 1½ år og før ham en anden, jeg stirre stadig. Når han slikker sig går jeg nærmest hypnotiseret i en form for veltilpas trance. Jeg har endda overvejet (lige nu i dette øjeblik), at optage det, så jeg kunne se det i oprørte tilstande.

Bliver han så dømt ude, for meget, mindre kat?

Kræver det, at man vil teste noget, nogen, ikke materiale man kan sammenligne med? Selvom jeg ville ønske, at jeg kunne formindskes ned til størrelsen af en meget mæt tæge og placeres som et kamera mellem de store ører, så er det jo lige så umuligt, som da jeg ønskede at være en edderkop i diverse klasseværelser-og institutioners støvede hjørner. Vores forsømte hjemmealter behøver heller ikke et mere tidskrævende intermezzo med os dødelige, end de i forvejen 2 ugentlige filmaftener og udspydelse af hoftevridende zumbavideo` er med lydvolumen skruet helt op, tilfældige formiddage. Jeg aner ikke om han styrer de omkringliggende haver, når han føler trang til, at snige sig omkring i ly af mørket mens jeg vender mig i soveværelsets odeur af kropslige væsker. Jeg har dog observeret hans pædagogiske dans med fin, sort kat med grumsede øjne. Hun støder ikke ind i ting (så de kan bruges) og hun holder pænt sin afstand på sine små hvide poter, når han langbenet står i vejen for vores hus åbninger, et kattehoved højere og øjne så store og smukt skinnende som 5 kroner.

En smutter

Der var dagen hvor jeg sad, mad indførende i hurtigt tempo foran Hanne (pc` en) placeret på spisebordet med direkte kig, hvis jeg ellers kunne flå blikket fra skærmen, til det katte forbudte område, soveværelset. Reglen er; at døren som den kinesiske mur skal være lukket, ligeligt uoverstigelig som uigennemtrængelig for trapezkunst og dyne hungrende kat. Ørebøffernes bøjler følger ørernes buer inden under håret og dupperne er godt klemt ind i de fedtede øregange. Pst… en myre kunne bruge dem som skøjtebane efter timerne tilbragt i ske med ørepropperne for, at holde lyde af mennesker ude under søvnen. Er de presset for langt ind i øregangen af håndryg (forbudt område ifølge den lille sammenfoldede brugsanvisning) har jeg en stønner i øret. Det er … ja, det er mig. Så de af kollega jævnligt kommenterede, spændte nakkemuskler er ikke nogen overraskelse med det pres jeg føler mig nødsaget til, at holde øreproppen under for, at forhindre mulig flugt. Lad mig bare sige, at ved 4 halvvågne tjek af mørklagt rum, konsekvent efterfulgt af vendinger med indlagt hoftehop, som en indgroet ingrediens er muligheden for eventuelle forsvindingsnumre høj. Tænk vane med rødder ned til jordens flydende, brandvarme indre. Mindst.

Og så snakker vi slet ikke om, at min næse (blødelen) er skæv i forhold til næsebenet, så det ene næsebor er nærigt med sin tilladelse af ilt optagelsen (hvilket sidelejet ikke gør bedre) og det andet til tiden kan lugte lidt af numse! Det sidste er heldigvis kun .. næsten hvis jeg lukker det andet, men det bliver jeg jo nød til, at tjekke tit! Om det stadig gør… Hm.. det gør det.

Håber virkelig du fnisede der eller blev ja frastødt, det er jo også en mulig reaktion, men det kan jeg godt have, kan jeg mærke. Tanken.

Har du også en lidt akavet sovestilling? Hvilke mindre hygiejniske tvangshandlinger fortæller du ikke andre om. Tænk hvis vi kunne udveksle, bare sådan lige slynge det ud til den forudsigelige familie komsammen, hvor man næsten ved, hvem der siger hvad, hvornår. Hm.. Skal til en i morgen.

Er den ene perfekt formede øreprop faldet ud i løbet af natten, finder du mig efter zoombie lignende snublen til og fra toilettet, i febrilsk fumlen efter den i revnen.. mellem sengene, eller i sengebordsskuffen efter nødlageret, de gamle brugte… Opgives de står den på, hovedet ud over sengen i blind panik med fingre i vildt løb som førnævnte edderkop over gulvet. Anden halvdel er sød og vender sig om på den anden side, da det altså larmer pænt meget, at komme depoterne igennem. Om morgenen er jeg efter bare knæ, på bart gulv (sidder ligesom fast) helt nede fladt, mavende mig rundt med hovedet, hurtigt skrabet på toppen, spekulativt nikkende, med blikket inde under sengens meder.

A ha.. det var derfor jeg ikke kunne finde den.

Lettet øreprops findende afhængig

Selvom det langt er at foretrække, når jeg finder dem i revnen, har det desværre den pris, at den kan være klemt. Skæv. Mine bryn rynkes, “æv nu passer den ikke mere til DET øre!”

Nåh… men jeg sad og så YouTube video` er og der var den her lyd! En hylen! Ignorerer. Længe.

Halvt igennem mit veltilberedte måltid måtte jeg konkludere, at den krassen og mjarven ikke kom fra min video, da der var ikke skyggen af hverken knurhår, spidse hjørnetænder eller svajende halespids. Lirkede modvilligt (indrømmet) den ene ven ud af øret. Fri af isolationen blev lyden højere. Hm… den kunne da ikke komme fra soveværelset!

Nåh, men er jeg lige gået derind for, at skifte tøj kan jeg være stensikker på, at han sekundet efter sidder og hyler lige uden for. I 5 minutter. Der kan jeg stresset nå, nærmest at stå på hovedet i mine underbukser. Min balance sidder åbenbart kun i skabet iført træningstøj. Noteret. Når jeg så hiver døren op er han der sjældent. Så føler jeg seriøst, at han må sidde et eller sted i huset og klaske sig skraldgrinende på sine bløde katte lår over, hvor nem jeg er… Respekt. Altså.

Fortsættes…

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s