Test din kat fortsat…

Første variant er nærmere et blink i slowmotion, og emmer af fred og ro. Det bruges, når han ligger i den anden ende af rummet som regel i den stilling, som kaldes catloaf, kattebrød. De store øjne vidtåbne og roligt observerende, flytter jeg mig til højre, flytter de med… De lukkes dovent ved vores øjenkontakt. Når de åbnes igen ser han åbenlyst og velovervejet direkte på mig, som sender han mig en besked, en kærligheds hilsen på katte sprog. Det skulle vist betyder en blanding af:

A) jeg elsker dig.

Mærk dit hjerte dunke ydmygt og stolt i brystet over denne erklæring, som er for de få udvalgte og som næsten intet, INTET har med min morgenmad i form af blokken af leverdreng at gøre. Den, du alt for langsomt og sent på morgenstunden pakker ud af madpakkepapiret.

B. jeg er cool med dig.

For at fortælle ham vi er på samme sekvens og han intet har at frygte (lige nu), gengælder jeg erklæringen med samme langsomhed måske med en lille bitte bøjen i nakken, han er jo kongen. En kær, observant veninde vil måske spørge, “har du fået noget i øjet, skal jeg se efter?”

Ynglings position og (ned)stirre fra:

Så højt oppefra som muligt, selvfølgelig, krydret med pas på “svingende pote alarm”, biib, biib..

Bonusinfo

Katte holder af ro. Altså undtagen, når de møgkeder sig på det mest spændende tidspunkt under lørdagsfilmen. Der skal noget særligt til for, at din opmærksomhed lander på ham og han ved lige hvordan. Den popkorn toppede lille tallerken balancer på skødet og hånden lige rakt ud mod vindueskarmen efter den ½ julebryg, ja, vi er så 2 højtider bagud. Du skal så nu beundre hans kraftspring op på det høje, blå skab, som står skælvende i flere sekunder efter den ellers glidende landing med glassene klirrende mod hinanden, inde bag den altid låste låge. Vridende sig faretruende rundt ude på kanten, ser han sig (som et barn) over skulderen. Når du uundgåeligt har flyttet opmærksomheden til skærmen igen, bliver du efter få pulsslag i det lille bryst tolket så skide kedelig, så nu vil han ud! Er det vinter vil du jo ikke sidde i frostens slipvind med åbent vindue vel! Så hellere en menneskeskabt af slagsen…. Så…

“Ud eller ind Manse?”

Blæsende og regnfulde dage, ombestemmer han sig og planter den lille ende i vindueskarmmen bag dig, indtil du har genoptaget filmen. Du kan så efter få minutter se hans pote ae vinduet i fladskærmens spejling foran dig, kun forstyrret af filmen! Ude af stand til, at ignorere det vrider du den modvillige nakke halvt af led for, at få det bekræftet. Jeps, han har alligeveller tænk sig, at trodse vejrguderne, der måske har svinget stålet og gjort hans “stier” vindstille og knastørre, selv om dråbernes løb i lodrette bølger udvendigt på de store vinduespartier viser noget andet. Med tålmodigheden opbrugt gives han et nu lille skub ud i blæsten, “hovsa.”

Lirker numsen tilrette i højre hynde. MIN ende af den højlydt, skrigende sofa fra 70`erne barndom. Sofaen, der efter omvejen over en ungdom og et årtusindskifte hos min far, er landet pænt insisterende i min stue mere velvilligt modtaget end jeg nogensinde har ladet ham passerer min hoveddør, efter hans banken med dørhammeren har sendt katte aflivet som nulevende i knæ. Sammenføjningerne af det glatpoleret træ lyder serøst som offeret, hvis voodoo dukke jeg som en anden nålepude, stikker den ene sylespids i efter den anden. Stoffet den for bebrilledes livstiv siden er ombetrukket med er uld, blå/grå stribet krasende uld. Sådan set slet ikke rart i meget korte shorts. Knaser en popkorn, først hovedet, du må indrømme de ligner små snemænd altså de forsøg, der er gået galt inden… “åh for fanden.” Stående på solbænken laver hans lille mund lydløse o`er bag ruden. “I behøver ikke sætte den på pause,” mimer jeg, mens jeg blokerer billedet for de andre.

Det kan godt være, at en kat ikke skal luftes men der er 2 homosapien på denne matrikel, som lader sig hænge til tørre på den katte udtænkte snor, der går fra “mjarv” til vores fødder er i bevægelse. Mens hånden rækker efter sjatten kan du høre dump, dump lydene af først hans forpoter imod klikgulvet og derefter bagpoternes ditto. Så kommer de bløde og hurtige dup, dup, dup plus den ene negl på den uidentificerede pote idet han løber langs med spisestuestolene med halen lodret, som kunne han betvinge madskålen en optimering på afstand inden hjørnet er rundet. “Håber, håber, håber… Han sætter farten ned allerede på dørtærsklen, som kommer han i tanke om, at han trods alt kun er kongen, ikke sagnomspundne Merlin. Stopper så lige foran den, lader halen synke til, ingen grund til, at bruge kostbar energi på at sende det derop, niveauet, hvilket er lige over de syntetisk fersken/brækfarvede fliser i bryggerset. “Det samme som sidst!” Her foretages en U-vending med hængende hoved. “Jeg går ud og lægger mig på badeværelsesmåtten.”

Forholdet til larm, konkluderer jeg derfor er meget individuelt og helt sikkert noget andet, når man selv står for den. For løst grundlag synes du?

Vidste du f.eks., at et af de eneste steder du kan spise kage i København kun i selskab med andres lydtæppe af hyggesnak og sukkende gaffel skraben mod tallerkenen, er på La Glace! “Åh der er ikke mere tilbage, gid jeg var derhjemme så jeg uhindret kunne holde tallerkenen på højkant og slikke fra ned til op, fra venstre mod højre, uden at føle mig SÅ … pinlig over min insisteren på, at få det HELE med.

Eller hvad med hvis du skal handle eller se på tøj! Alle steder er der musak.

Er du så et produkt af en livmoder, hvis højere siddende “øverste” general bliver det mest eddike sure, ved andre menneskers hørbare eksistensberettigelse, bliver du ekstremt opmærksom på hvornår du “fylder” og hvordan. Du gør alt for ikke at komme i, “de andre kategorien.” Senere ved synapsers finden hinanden over årstal, der bliver højere og højere, går det op for dig, at være det tætteste på, river meget mere i næsen.

Piiinliiigt

Alle de gange hvor en ellers hyggelig bytur endte i skiftevis pigefornærmet surmulen, og højlydt brokkeri. Som den samlede masse af en børnefødselsdag i helvede med en folkeskoles pigegruppe, i en og samme granvoksne mor.

En årrække undgik jeg turene, trængte til at få hende på afstand. Hold på tanken. Den evige risiko for den kvælende fornemmelse af, at alt i og omkring mig syntes, at være nær et sprængningspunkt. Jeg kunne jo ikke bare gå vel! Det var hendes variant af takling af uenighed. Det eller “jeg har heller ikke lyst til, at leve mere.” Tag den, sagde blikket og det vidste hun jeg ville, for døden kan ingen hverken betvivle, betvinge eller sige imod. Kun en vinder. Det var som, at gå på kanten af en slumrende vulkan, hele tiden parat til, at søge ly for meterhøj, spruttende lava.

Senere forstod jeg det ikke handlede om, at jeg var specielt irriterende. Nogle mennesker kun kan klare deres egen lyd og selskab og kan ikke være sammen med andre i længere tid ad gangen. Ville dog ønske, at hun selv havde forstået det… Igen hoppede jeg ud på den vippende gummibåd, men et sted på overfladen blev et hul stadig større. For hver slugt stykke viden om hvad hun var for en, trak jeg mig mere og mere tilbage og ud. For ikke at synke, slippes kærligheden ikke længere forbi drøblen. Min mavemund er lukket.

Hensynstagen til hvem, der nu lytter med…

Lukkede vinduer er derfor altid det første jeg sørger for, når jeg skal forberede undervisning i arbejdets tjeneste. Jeg ved af erfaring, at det kun er mig, som gider høre zumbamusik ½-1 time i træk, meget højt med engelsktalende instruktioner ind over, i takt med mine nogle gange forsinkede hæl isæt og forflyttelser. Pis også, det skulle havde været 1, 1, 2 og højre fod frem og venstre tilbage, tager lige nummeret forfra for 3 gang! “Olauf jeg tror liiigggee du skal gå ud nu!” Åbner døren han lige har hylet bag fordi, JEG HAVDE LUKKET DEN! Nu drejer han af inden og flænser kradsebrættet på forpoternes vej op, til næsten så lang han er, danser med bagenden, som imitere han dansen han lige så. Så smider han sig drillende med alle “nålene” i potentiel fare for mine hænder, som ellers ville tage ham op.

Det er meget udfordrende, at være mindre larmende, når jeg skal være det bevidst. Kokkererer jeg, kræver hvad jeg synes er “lydløst” nærmest bevægelser i enormt velovervejet og fortænkt slowmotion. Altid lidddt forud i mine tanker, kræver ekstra umage for, at forsinke lydene i mit kølvand. Det går ikke altid godt med en lydbog i ørerne, som dæmper globalmaskinhakningen mod det stakkels spækbræt, der nådesløst tvunget i spænd mod min mave og bordpladen ikke får lov at slippe, før skålen er fuld.

Som den mentale håndbremse jeg må trække, 10 minutter inde i en opvarmning hvor nogen inden, jeg overhovedet har trykket på play, på mobilens skærm, såvel som inden i mig, beder, “nu er vel du blid ikke!” Underforstået, du får mig til at føle mig som en idiot, hvis farten på bevægelserne er for høj. Jeg vil ikke se dum ud, antager jeg også spiller ind her! Jeg vil gerne kunne følge med, så hvis du lige vil holde dig tilbage, skrue ned for musikken. Dig. Din udstråling vil ellers stå i for stor kontrast til det jeg kan med alle de skavanker jeg har nået, at samle sammen i de 20-25 år, jeg har levet længere end dig. Desværre kan rendyrket energi ikke sælges hverken på flaske eller som app. Hvis det havde været tilfældet havde jeg ikke skrevet dette, eller måske havde jeg, bare på Maldiverne i stedet for bænket i Dalen.

Jeg forstår det godt, har selv stået i situationer hvor jeg var den, der ønskede mig bedre. Det får mig dog stadig til, at føle mig som hesten, der har stået “urørt” lidt for længe i stalden og nu endelig ude i friheden med en lang eng foran mig ikke må gå til bidet, og strække ud med græstørvene hvirvlende op i store klumper bag ved. Som en galop hest tvunget ind på en rektangel dressurbane med mulen trukket helt ind ved bringen med mundvige, hvide af skum på grund af koncentrationen det kræver, at holde alt og alle samlet. Videregive energi skal på overfladen se nemt ud, ellers ville ingen føle sig trygge. Inde i mig er det en form for psykisk udladning, som jeg sætter i gang. En beslutning om, at samle følelser til små eksplosive bundter, der som gnister antænder nerveforbindelser muskler imellem. Driver fuldt ud bevidst min indre hest til en maxhastighed henover de første 10 minutter, hvor ideer om overgange, hvad man kan hvornår, hvor meget og hvorfor på en måde, der er forventet, at kunne få alle flyvende, lette på tåspidser og om hjertet (især) samtidig med, at min hjerne ryger i anstrengelsen af, at jeg ikke må kede nogen, være for hurtig fra et til noget andet og passe på sarte sjæle, knæ og skuldre. Smiiiil.

Ikke til at komme udenom, kun igennem.

Rappe fødder, gryder/pander der tages ud eller sættes på plads, døre der smækker, knagende dørhåndtag fra før århundredskiftet, skabe der klikker, dørhammer der ja, hamre. Så har vi ikke snakket fødder i løb fra andre steder i huset af, ved sprutten af glemt gryde i kog. Lydbogen hvis volumen er skruet helt op, så den som katten kan følge mig nogenlunde uafbrudt fra rum til rum, for tænk hvis jeg kun hørte lyden af mig, mit åndedræt, de bare fødders klasken mod de bare gulve! Uha, det er noget nær uhyggeligt du. Stole der skraber, piber, hyler mod gulve, ud, ind, hen, væk, fra og til. Ting der tabes, godt brugt, ulækker køkkenrulle lander på gulvet igen og igen, ved siden af, ovenpå, udenfor og indeni skabet. På plus siden skal dog i sidste tilfælde nævnes, lydkulissens tavshed.

Hvor der leves, spildes.

Har han indtaget toiletmåtten som en kongestol kan mine hænder komme til, at dryppe ned i hans pels på vej mod håndklædet. Det er så efter jeg har børstet tænder skrævende over ham med spytklatten tvunget lidt til venstre i nedskydningen for, at være sikker på at undgå den mørke bluse.

Lydene af, den hjemmelavede müsli, havremælk og kaffes dominoeffekt på “systemet”, tidlige morgener.

Det mellem brunlige fliser, ikke orket udskiftet, ekkorungende plask af smuttende fødebolles aflevering i perfekt brydning af vandets overflade i kummen. Godt! Vinduet var lukket…

Under “akten” har kongen på tæppet, (havde du glemt ham?) heldigvis situationsfornemmelse nok til, ikke at søge øjenkontakt! Det er stadig intimiderende. Hvad gjorde jeg, da børnene var små?

Nåh, ja nok ligesom nu, bare sked på det hele.

Fortsættes …

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s