Som søge cirklen i emnefeltet foregår den samme forvredne handling i hakkende sekvenser igen og igen på min nethinde.

Jeg kan nogle dage misunde Den store bagedyst deltagere, for op til hver afsnit har de hvad der må være en uge til og øve sig, fra de finder opskriften til de tømmer opvaskemaskinen for den sidste gaffel og drager mod de store, hvide festtelte.

De kan vælge og tage ingredienserne ud af skabet, ligeså mange gange de kan nå, ændre lidt fra siden sidst og gøre smag, udseende og tiden de er om det, endnu bedre.

Jeg ønsker og gøre det om, bedre, allerede inden jeg åbner bildøren på parkeringspladsen i solskinnet, mens den lille Enkelt bobler stadig svagere i mine blodbaner.

Det er lørdag, klokken er ca. 15:40 og jeg bakker ud af parkeringsbåsen. Min del i den årlige gymnastik opvisning sprang så hurtigt frem i tid, at tilbageblikket nu er som i udvisket dårlig kvalitet. Jeg vil gøre det igen, lige nu, samle dem i rummet ved siden af, forhindre forvirringen inden vi gik ind. Give dem peptalken jeg havde forberedt, gå ind samlet og ikke stå med min telefon ved et bord, foran de fremmødte på stolene. Tøvende med og gå for hvis mobilen tager sig en lur, kan jeg jo ikke give dem koden, vel! Dem, de to mænd bænket bag bordpladen, der tager sig af lyd med overordnet styr på hvem der nu skal dukke op på væggen i lysets skær, for så sekundet efter, at blive levende gjort af flagrende arme i T-shirts med ens tekst og bare fødder.

Klokken 15:03 Åh, ach…. god dammit det bliver helt forkert. På en eller anden måde er den første sang, ud af to meget nøje udvalgte, allerede i gang og da alle endelig er samlet på gulvet for at begynde, slutter den med et pang. Så står vi der. Tvinger det jeg forberedte fast forward fra 50` twist til bagud i tid til klassisk 1825, Johan Strauss den yngre ish.. Kunne havde startet forfra, men der var jeg ikke. Jeg er ikke til forfra men til fortsæt. Skam kan udholdes nemmere, hvis målet er til og skimte der, forude. Klodser bremserne i min hjerne på play og fører dem så igennem andet musik stykke. Det bliver så utrolig kort og …

Forvirret står alle og ved ikke det allerede er slut, nogle skal det senere vise sig temmelig lettet. Jeg vinker dem ud.

I rummet ved siden af.

Stemningen er høj, alle er opstemte over overlevelsen af, at være midtpunkt.

Den lille Enkelt stikker lidt i den tørre hals og snakken går, mens et andet hold forbereder deres nummer næsten helt op af flasken, der bliver sendt rundt igen.

Mit smil skjuler den begyndende sydende frustration over, at der nu skal gå et helt år før vi står der igen. Hvilket er ret ironisk, årene i modstand taget i betragtning. Jeg ser mig rundt, på mundene, der gengælder mit smil. Nu bliver jeg sikkert husket som den båndsalat mit hoved er fuld af. Forestillingen om hvordan det må havde set ud er svær og æde. Ude af krigszonen har et vaselinelag lagt sig på billedet af hvad der skete, og nu tilbage i min krop, er det som om opvisningen var noget jeg fik fortalt ude på mellem gangen foran kvindernes omklædningsrum.

Frygt; dit mods brandslange eller brændsel?

Jeg får løn for en time og det skal ikke gøres op i penge, men den indre forbandede følelsesmæssige forurening kommer til, at vare i dagevis og så er det altså øre i timen vi taler om!

Sluuuuuk!

Hjerne bare sluk, tag en anden rute (helst på en øde skovsti,) de minutter betyder virkelig ingenting. Som om dem, der sad på stolene væggene rundt virkelig går op i det og på trods af hvad du tænker og føler, så synes alle involverede det var sjovt.

Ja, jo måske men jeg synes jo ikke, jeg passede godt nok på dem.

Hvad mener du dog!

selvretfærdighedssansen

Jo, du ved, når jeg står der foran dem og aftalen er; at vi ikke i månedsvis har øvet det, (nogle går slet ikke på mine hold), så skal jeg uden ord vise dem vej uden de føler de ser ud som skide idioter. De skal føle sig trygge.

Ha… ligesom du føler dig tryg eller hvad!

Dukker hovedet, mumler; kommer så ligesom ikke til at ske.

Nej! For du har ikke gjort det i 2 år, 2 år. Hør her!

Jeg ved godt du har kæmpet som et lille skrydende æsel i hvad der må være den bebrilledes levetid mod, at være holdleder ved disse events, men var aftalen vi havde ikke netop, at den tids beslutning var okay? At nu var tiden for den indstilling ikke mere, du lagde den ned uden nag til hende, dit fordomsfulde tidligere jeg uden og træde hende flad. I stedet ville du hoppe over til en ny og har du ikke netop gjort det ved, at dit holds navn stod på væggen?

Har du netop ikke vist og på bare 4 minutter hvad bevægelse kan være; smidighed, balance, reaktionsevne, koordinering, komme ud af takt og tilbage i den, i egen fortolkning, deres som din? Adrenalinen, der sekund for sekund øges i mængde og sendt fra store til mindre årer, til sveden fugter nakker og øjne tindre. Letheden, der løfter hælene fri af et hvert underlag i timevis bagefter. Det har et navn; bevægeglæde.

Joooo… Og de hænder blev fandeme varme af al den klapperi. Kom publikum egentlig med?

Vil så gerne sætte farten ned, men når stressfaktoren er høj, presser min mentale fod speederen længere og længere ned, for så er det hurtigere overstået. Og jeg kan, som når katten har misset et elegant spring med publikum på, stoppe op og slikke et tilfældigt sted, som var det hele en del af forestillingen og nu er jeg videre…

I mens et lille bitte sted, gemt og bøjet helt sammen bag noget, vinker en lille hånd. Skru nu tempoet ned, så vil du kunne nyde dette, der sker ikke noget. Sekunder er sekunder, det kan du ikke flytte ved og presse flere bevægelser ind.

Puh…

Falder sammen, har helt sikkert mærker i enden efter brættets afrundede trekant nu. Olauf er heldigvis i drømmeland et sted, huset er stille, en sky glider forbi foran det aflange vindue, placeret højt oppe i det brækfarvede, flisebelagte rum, gør det dunkelt et par sekunder, fugle pipper. Gjorde de også det før?

Det var bare en gymnastik opvisning. Den eneste, som kommer til og skælde dig ud er dig og orv, det gør du sørme godt, flot, det må jeg sige. Ja, der kom bemærkninger fra mænd, som ikke kan lide at være et sekund bagefter men selvom jeg havde sagt, at han skulle være opmærksom på skiftene ja, så fandt han ud af det ikke! Og de vil altid være som et ekko af mig, for mine bevægelser er parat i det øjeblik, tanken er tænkt. Deres først sekunder efter, når deres ører eller øjne opfatter ordene eller ubevidst forstår bevægelsens eventuelle bestemmelsessted efter først, at havde stillet hjernen spørgsmålet, Hvad fanden vil hun nu!

Uforudsigelighed + øje/håndkoordination = demensens ærkefjende.

Det bilder jeg mig i hvert fald ind.

Når man har prøvet noget en gang og det er to år siden, er det da ikke i kategorien for noget nyt?

Var det, det? Virkelig! Vil igen, blive tryg i det, går efter kroner i timen næste gang.

Hvad kan få dig til at reagere meget større end situationen har lagt op til?

Er det noget du tænker over/kunne tænke dig at ændre?

Har du tænkt over hvordan?

Det kan være svært og fortælle om følelser og reaktioner til andre. For hvis de ikke har været der, så er det som om hende den, der, dramaqueen syntes fuldstændig rablende. Kan ikke lide hende særlig godt og så er der jo desværre noget ekstra jeg kan skælde mig selv ud for, også, at indeholde. Suk. Så derfor går jeg nogle gange bare rundt og taler til mig selv (øhm ja højt.) Det er ligesom mere tilfredsstillende. Desværre er det ofte som lige nævnt ikke omsorg og venlighed mine øre bliver mødt med fra mit stemmebånd, da følelser jo har det med, at lege med gange og plus af, at blive holdt inde. Rækker jeg så alligevel ud for noget sparring synes ordene ligesom ikke og ville sættes sammen på en, i følge mig selv, let og forståelig måde. I forvejen starter jeg ofte midt i min fortælling, for hvis nu jeg skulle kede lytteren … Så må jeg hellere skynde mig. Holdes øjenkontakt uden afbrydelser falder jeg til ro i mere tryg forvisning om, at han/hun/det/den gerne vil give af sin tid og så starter jeg fortællingen forfra … Og ja jeg kan sagtens forstå hvis man bliver lidt forvirret lige der. Men altså det er i forvejen en smule skræmmende, at være en skibbruden i sin egen hjemmegjorte følelses forurenings pøl så, at skulle forklare andre hvordan de skal træde vande er som at springe i iført tøj og sko (tænk vinterstøvler.)

Stik dig selv en plade, den røde fra folkeskolens ubehjælpsomme svømmeundervisning.

Går efter for resten af mit liv, at reaktionerne ikke skal føre deres egne monologer. Er jo trods alt årsagen til deres tilstedeværelse, for ikke at snakke om oprindelse. Vi skal i dialog, forventningsafstemme, så vi bliver enige om, at de passer sådan nogenlunde til udfordringens størrelse. Måske jeg så kan nøjes med sop og fugtige bukse opsmøg.

Sikke meget jeg kunne prøve hvis ikke jeg på forhånd bruger så meget tid på og tænke; skal jeg gøre sådan eller sådan eller som tit slet ikke hmfr. Holde mere af alle de forbandede ubekendte i situationer jeg aldrig vil kunne have fuld kontrol over.

Nåh, hvad skal jeg udfordre mig selv med nu indtil næste års opvisning?

Blive yogalærer!

Må hellere skrive den tjekliste:

I ugerne op til skrive til alle hold (3,) ikke kun mine egne om de vil deltage. Klokke slettet vi skal på. Kunne de have lyst og mulighed for, at være med i min undervisning i ugerne op til, hvor de mindst èn gang ville skulle arbejde til musikken valgt til opvisningen?Obligatorisk møde i lille barfodssal for alle før “vores” tid, indeholdende brag af peptalk. Jeg vil vente ved bordet, ikke lade en fremmed mand være tvunget til at spørge, “hvor skal jeg trykke”? På et aftalt tegn, vil de gå samlet ind, showet kan begynde. Min oplevelse, mit ansvar. Holde mig i inderbanen med kun et ganske lille pres “ned” mod øjeblikkets unikke nu.

Noget jeg har glemt, nogle forslag?

Udvikling er ekstremt vigtigt, men det kræver altså, at få lov, give sig selv lov til og fejle. Ellers er det for skrækindjagende at prøve igen, for meget forfra, til det synes og rykke noget, ja nytte noget, for nogen. Mig. Det skal være nemt og sige, når spurgt, “ja det vil jeg gerne”, i stedet for, “nej det er ikke mig.”

Læring af dette. Kære du, dejlige du. Du døde ikke, nej jamen det gjorde du virkelig ikke. Gulvet åbnede sig ikke, du bliver ikke fyret eller det tror jeg i det mindste ikke, svært at udtale sig om nu her kun ½ døgn efter (skrivende stund.) Selvom nogle skulle synes det var noget lort kan du for fanden ikke gøre det om.

Neeeej, det er rigtigt nok og det var ikke farligt. Som sådan. Altså jeg bløder, men kun følelsesmæssig negativ skidt, men du har ret, det gjorde ikke ondt.

Nej, det er jo det jeg siger! Du har bare været fuld, ikke af alkohol men af mod, adrenalin og et lille drys frygt. Hvorfor skal det udskammes og sendes i hjørnet? Det har i stedet fortjent og blive fejret. Du tog ikke den nemme løsning. Du klatrede op på hesten i hvad der godt nok føles som psykisk bar røv, men der findes billeder, som viser noget andet.

Om et ½ år, så er det ligesom efter en fødsel. Udvisket. Fortrængt.

Selvretfærdighedsfølelsen

Na haj… SÅ meget med løj på.

Hvis du i forvejen er modig sådan på ugentlig basis så husk at rose dig selv. Højlydt. For det har du fortjent. Jooo du har. Lev med det.

Hvad skal jeg så bruge den nye erfaring på? Til?

Jeg kommer til det, skal bare lige have ro på søgecirklen, for de dèr saltomortaler gør mig stadig svimmel. Lidt ligesom teksten på begyndelsen af filmen, Belfast i går, som var bagefter. De skulle forestille og være fra Irland så det var som, at skulle tolke bornholmsk eller synderjysk, bare på engelsk.

Vær modig ik!

Knus og kram

Den følelsestømmermændsramte

En mening om “Følelsesmæssige tømmermænd

  1. Det er en hård omgang, at være igennem,for dig. Det slider i hele kroppen. Ja ja hvad kan du gøre. Du har jo selv fat i problemet. Du kan jo, det du underviser i. Hovedet må tømmes for tanker. Tro på dig selv, åben din krop, armene placeres op over hovedet, gå fremad.,her kommer jeg. Jeg kan det her. Hurra lisser kh Monna

    Hent Outlook til Android ________________________________

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s