Knæ vs depression.

Hvad er meningen med det nye job efter 2 år som vikar, hun har drømt om, hvis hun kun efter en uge og en dag bliver slået hjem, som en skide rød ludobrik?

Lad os starte med begyndelsen

For to år siden, samme uge, siddende på samme seng, i samme værelse, på samme højskole ringede Goldielocks, den fraflyttede. Hun havde bundet en sko, rejst sig op og krash. Smerter ud igennem, hvad der må havde syntes som, hver eneste nervetråd gjorde hende hvid som et lagen. Hun kunne ikke stå, knæet var låst. Hviden, den hvide i10 holdt ude under de vajende grene, foran mit undervisningslokale i Hillerød, så farfar var hurtig på gaspedalen og hentede hende. I kørestol rundt på skadestuen, timevis af venten, “det var nok menisken.”

Ravnemor, ravnemor, ra, ra, ra.

Stemmen

Hos 50-60 % af os sider der på knæets inderside en lille fold, i en slimsæk. Plica. Den var i klemme. En yndig rest fra fostertilværelsen med ingen betydning for hverken knæets funktion eller stabilitet. Lyder seriøst som blindtarmen, heller ikke ikke noget at bruge den til.

Nu var det det andet knæ.

Som sidste gang havde hun taget hensyn til mig, først fortalt mig om episoden da det ville være meningsløst at køre hjem, men sammenbruddet i telefonen, dagligdagen knust, gråden der slugte hendes kvidren, var som en knyttet hånd i solar plexus. Tak til farfar hvis pung fik hende hjem. Leve op til dig er på min bucketlist.

Børnene vokser sig høje, over tyve og fraflyttede, men jeg vil stadigvæk give mit indre blå mærker. For ville andre få gruset til at knase under dækket i udkørslen, før den hulkende havde lagt røret? Set billedet af Grundtvig fortone sig i bakspejlet kun en dag inde i forløbet?

Fem dage og timers langdistance moderskab senere trykkede min langefinger på hjemikonet i google maps. I anden rundkørsel, stadig i Hillerød, ligger mobilen i lommen på døren til passagersædet og den dyrt indkøbte mobilholder nede på tæppet. Heldigvis er fru vejviser ligeglad med, at se ud af forruden.

En kikkertoperation “klippede,” folden over i 2020. Vi måtte ikke komme med ind. Corona. Kulden sneg sig ind i mit hjerte på de gader anden halvdel og jeg gik op og ned af, mens vi ventede på hendes opkald. Knæet blev aldrig godt.

Det er tungt, når det eneste man kan er og lytte. Lade hende være der i det mørkeste mørke, rumme at intet jeg kunne sige i det øjeblik vil hjælpe noget som helst. Hun skal have lov til at føle vreden, frustrationen og ikke få dårlig samvittighed over melankolien, der siver igennem forbindelsen og gør alting stille i lange minutter, indtil de ringer med klokken. Buffeten er på langbordene.

Hvad nu?

Sygemelding? Miste det nye job? Hvad med lejen? Nej til smertefulde bedøvelser. Skift af læge. Skal billeder tages? Tæer, der ikke kan støttes på, siddende bleskift i samlebånd. Du er sej, min heltinde, min datter.

“Sånt är livet,” svensk sang fra 1961.

Den bebrillede

Han sender mig en sandwich emoji, et hint til hvad der skal ske i dagens afsnit, i serien, vi begyndte på sidste uge. Jeg åbner køleskabet og ser han har glemt sin madpakke. En halv time efter giver han mig to knus ude foran skolens indgang med taknemmelighed i blikket.

Depression

Jeg kunne ikke starte med den anderledes alvorlige historie. Den.

Den, som indeholder truslen om død.

En bror har det dårligt, corona er på sit højeste, tvinger alle hjem i ly bag skærmene, online er blevet noget normalt. Han taler med sin søster i mobilen, hun sætter cyklen på støttefoden foran garagen. Låser. Siddende ved aftenbuffeten på vores vante pladser, med hende i solstriben mellem persiennerne og ham duknakket overfor, kommer ord ud af hans bøjle besatte mund, som får alt til at stoppe.

Jeg har tænkt på, at tage mit eget liv.

En bror

Hjertet synes ikke at pumpe, lungerne udviger sig ikke og benene havde jeg stået på dem, givet efter.

Vrede over at han ikke sagde noget. Vi viser den. Skyld. Vil alle nu synes jeg er en dårlig mor, vi dårlige forældre? Svish… den indre lussing farver mig rød. Ego-fucking-ist. Vil andre tænke dårligt om ham, se ham som svag, smittebærer af en ny coronavariant med en endnu ikke opfundet vaccine?

Søster mægler, taler os ned, hænder der vrider sig i skødet. Klamme. Skammen over ikke at havde set. Hans blik, hans krop. Lektier kun hørt om i svage vendinger. Insisteret på hvorfor han ville mindre og mindre. Fornemmet hans vilje til at leve, krøllet sammen. 17 år gammel. Hvordan? Han snakkede med en anden end os. Han vil snakke med en anden fremadrettet.

Få dage efter bliver jeg efter hans anmodning stående udenfor lægens dør.

Uger senere lade han os modvilligt tage med og vi møder hans psykolog for den gruppe han er med i.

Vi har en aftale, han og jeg.

Psykolog alias livredder

Hun fortæller os, han har hendes nummer. Han har lovet at ringe hvis hans tanker bliver sorte. Selvmordstruet. Hun fortæller os hans hjerne er brækket.

Hun har hans ryg. Det siger hun.

Indeni er en tillid til verden slået i mikroskopiske stykker. Jeg tør ikke bede ham om noget for vil det trigge, at han går ned på banelegemet, hænger sig i sit morgenkåbebælte (som ham kokken) eller anskaffer nogle piller? Jeg bliver bange, når hurtige bank på hans dør ingen svar giver. Skælvende står jeg der i tvivl, hjælper det nogen at krænke hans privatliv, afbryde ham i en eventuel enmandsforestilling?

Der skal gå lang tid før jeg tør bede ham om andet end det mest basale.

Han har kunnet få mig til at skrige hysterisk i i10`en. Nu, endelig begynder jeg at forstå hans humor. Jeg har sagt, jeg aldrig mere vil råbe af ham. Jeg elsker ham.

Små børn små problemer, store …

Et knæ i ulidelig smerte kontra et brækket sind. Forskellen i helingstiden kan synes som en køretur til det fynske mod en tur til månen, men angsten for det skal ske igen påvirker genoptræningen af knæ som af sind. Havde jeg ingen skam følt over hans falden sammen, mine egne reaktioner, havde jeg måske skrevet dette før. Jeg var bange for at blive dømt af andre som jeg ville kunne finde på at dømme dem. Som dem, der burde kende ham bedst, havde vi kun set sløvheden. Den stadig mere lodne morgenkåbe. Ikke set håbløsheden i blikket for han kunne stadig smile. Ikke set at tallerknerne blev færre, morgenkåben løsere.

Jeg følte mig bedraget af ham, misledt af min egen naive tro på at, “halløj vi har det godt.” Jeg kunne ikke mere stole på nålen i mit indre kompas.

Men hvornår har jeg lige langt mine fingre på anden halvdels læber og sagt, “nu lytter du.” Selv efter 30 år. 30! Er der følelser jeg ikke kan tale om, går i baglås når han siger, ” du er blevet stille, er der noget i vejen?”

Ja, det er der nok.

Jeg vender mig væk og griber viskestykket

Det er der nok?

For helvede da også.

Jeg forstår, at den bebrillede har brug for andre til de inderste tanker, men acceptere de skulle give ham redskaberne, vente på at livsgnisten blev tændt? Det tog tid.

Holder man nogensinde op med at ønske, at tage smerten for dem?

Holder det nogensinde op med at krympe sig i en, når de minder en om kørslen man sagde nej til, så eksamenspapirerne blev våde i cykelkurven?

Holder man nogensinde op med at ønske, at være fluen på væggen, så man kan se hvordan de er? Med andre?

Knus

Ydmyge hilsner

L.

Klokken er 17, katten har spist 1½ musvit, mens han har været i skole og nu står han i døråbningen til terrassen med den ene hånd skyggende for øjnene.

“Skal vi se?”

Jeg trykker på gem udkast.

Efterskrift

Spørg til råds

bed om hjælp

lyt

ingen velmenende råd (ah der fik jeg dig (me to:))

ræk servietter

tal ikke andres følelser ned, væk og ud

giv plads, tid

kun sådan kan berørte sind blive hele igen.

En mening om “Gud, Så fis dog op i din himmel.

  1. Hej Lisser Godt du fik det skrevet ned. Det mener jeg er vigtigt.Få det ud ud. Stærk Lisser. Alt tager sin tid. Lyset er der altid. Knus Monna

    Hent Outlook til Androidhttps://aka.ms/AAb9ysg ________________________________

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s