Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Svanen i det grønne

og det røde ø, som også burde være grønt for håb. Sidstnævnte for altid et eller andet til, at rumstere i mit baghoved. Hvad er det nu for et trafik skilt det minder mig om? Nåh ja parkering forbudt!

Jeg har i mange år gerne ville bytte almindelige madvarer ud med de ofte dyrere alternativer i økologiens tegn.

Men har jeg gjort det?

Næh…

Ja, jo mælken og æggene, den sidder på rygraden men når det gælder f.eks. persille, avocado og mandler er det næsten ikke engang en overvejelse jeg gør stående foran hylderne fugl, fisk og midt imellem iført mundbind og afstand i NETTO.

Da jeg tager persillen op, der ryger i den kørende indkøbskurv minimum hver 14 dag, ser jeg skævt ned på dens økologiske søster. Jeg er ellers heldig her, for de står side om side. Jeg sætter den tilbage, afventer et tegn.. Går ned i hug og kan lige akkurat styre impulsen til, at se mig over skulderen, for at tjekke om der nu skulle være nogen, der vil lægge mærke til (for så vigtig er jeg nemlig🤪), at jeg er på vej til at være min gamle ven utro. Søster Økologika er større og føles med det samme helt forkert i hånden. Kan jeg nu få spist det hele, når den nu er dobbelt så dyr, av.. hvad tror du det ender med?

Er det simpelthen vane? Ligesom jeg bedst kan lide at gå mine ruter den rigtige vej, for går jeg den anden kan følelsen jeg får indeni sammenlignes med, at få det forkerte ben ud af sengen.

Det har også noget med tro at gøre eller måske mere manglen på. For har man en gang konstateret at det ikke smagte bedre, er det så pengene værd! Og hvor er beviset på det nytter? Har koen været på græs, blevet aet over dens snottede snude? Er det man har sparet klodens resurser for et sted brugt og taget fra et andet? Puha det regnestykke orker jeg slet ikke sætte mig ind i. Anden halvdels manglende tiltro til projektet har jeg nu affundet mig med, at jeg IKKE kan flytte. Jeg må gå med min.

Det kød der!

Jeg vil jo helst have det ud.. men jeg er også realist eller mere korrekt anden halvdel smitter med sin overflod af udsagnsordet. Det har taget mig et HELT corona år, at ændre stavepladen i min hjernebark til, at formulere ordet grøntsagsret i stedet for kød, når jeg begynder at tænke i aftensmad allerede en time efter morgenmaden. Jeg er af den overbevisning, at spiser jeg en lille frikadelle engang i mellem, er der en masse substitutter jeg bliver fri for, at tage stilling til, B12-vitamin f.eks. Men det er et spørgsmål om tid, for der går oftere og oftere en uge imellem jeg får kød. Der står dog, at B12 er ret let optageligt i mælkeprodukter (ost, tjek).

Deler mange frokoster torskerogn med genbrugskatten, der meget hellere vil fråde i afpudset mørbrad. Han må virkelig synes han har trukket nitten ved, at blive adopteret af os. De fleste aftner skrider han, når vi spiser, gider ikke engang undersøge om jeg har glemt noget på køkkenbordet, for der lugter ikke af rå eller tilberedt kød nogen vegne.

Pist.. Fisk kan det overhovedet fås økologisk? Nåh, men det må jeg undersøge. Så på en bus forleden dag, at økologisk tandpasta kunne fås i mange varianter. Bare man kunne få den så den ligner den vi plejer. Det ville gøre alting så meget nemmere, for har jeg først lagt min vare ned til de andre i kurven, er jeg som en teenager fuldstændig ligeglad med hvad der kommer til, at stå på min bong. Altså jeg kigger da, når jeg kommer ud med missende øjne halvt mod solen og halvt i mangel af læsebrille. Men det er jo ikke fordi jeg ville gå ind igen, stille mig foran den voksende kø med den stressede ungarbejder klemt inde bag plastik skærmen og med hænderne i siden, sige meget højt og bestemt, “det er altså for dyrt, der er nogle af tingene jeg ikke vil have.”

Da det er ham, der handler, mig der kokkerere kræver det parallelle samarbejde ikke nødvendigvis enighed, kun logistik. Ved nye tiltag tværtimod må forståelse for hinandens bevæggrunde siges, at være et absolut minimum. Selvom det er min egen butik og vi har hver vores områder vi er enten bestyrer eller førstemand for, så kan det godt føles lidt grænseoverskridende, at skulle blande mig. Da overraskelser sjældent bliver taget godt imod, tænkte jeg, at jeg ville være i god tid med min lille plan. Så et sted i marts stillede jeg mig op på madkassen og annoncerede, at 2 maj i år var sidste gang, at jeg lavede retter med kød, der ikke var økologisk. Tænkte, da vi er lidt forbeholdne nogen af os… at hvis vi nu startede med de 4 benede først, kyllingen har vi næsten styr på, så var det ikke en kovending, der blev trukket ned over nogen over night. Tænk meget stram badehætte på ikke vådt nok hår. Vi kunne så også nå, at spise det ikke økomærkede i fryseren først, inden de gule mærker for alvor indtog skufferne, når nu frugthøsten fra sidste år var blendet til ske indførelse med hakkende tænder i februar til følge.

Mon ikke indkøberen kan leve med nogle ugers forkert udstigning fra alligevel alt for varm dyne for de 4 og 2-benedes skyld? Dem med hjerter bankende inde under det dampende skind. Ignorere de nervøse tics, når han står lænet ind over frysemontren, ved den blotte tanke om, at betale FULD pris for de færre kilogram vi allerede spiser!

Han har så længe jeg kan huske vundet med argumentet, hvis smagen ikke er bedre så… kunne de røde mærker ikke hamle op med den stadig øgede mængde af gule. Vi har været sammen i ja over halvdelen af mit liv, så nu må det være mine argumenter, der skal stå øverst på vinderskamlen. Næste gang jeg så står foran det grønne må jeg slet ikke tage “min” ynglings op, for ellers har den nye ikke en fair chance for, at blive integreret oppe i min hjernebak som noget jeg plejer.

Vi må lige have en undtagelsesregel:

Hvis økologika persilla er slatten så tager jeg altså hende fra du ved … før.

Alle har vi vores hvorfor og hvorfor ikke. Vi har en tradition i disse år, der går ud på, at lørdag aften hvis vi er hjemme skal vi se mærkelige film. I den sidste time knaser vi os igennem 2 store hjemmepoppede skåle, med alle gamle plomber i overhængende fare. Det er oftest den bebrillede som kommer med forslag, (vi lader som om vi overvejer), og anden halvdel stikker næsen i pc sporet og bliver lige akkurat honoreret for sin kunnen af den unge film entusiast. Den anden dag kom hans far med et bud. Et spritnyt fransk drama fra 2019 fundet som et lån på bib`en, han havde faktisk allerede bestilt den. Den blev med det samme afvist, for lige den instruktør var flyttet til et andet land for mange år siden, p.g.a. virkelige tunge anklager om misbrug af magt i den værste METOO ånd.

Det respektere jeg fuldt ud, men lige på tungespidsen lå, hvad med den ko du har guffet fra Mc D. for 3 dage siden? Den, jeg uden du ved det betragter som det påskeæg, jeg tolker, du er for stor til nu uden din adspurgte accept. Hvis papir jeg fandt stoppet ind i et gemme på dit værelse, som en kær og elsket skat. Som ville der, hvis du ønskede det nok ligesom i Jack og bønnestagen, vokse et træ op igennem din topmadras og vippe genbrugskatten ned fra hovedpuden i sit forsøg på, at at nå loftet med papæsker med big mac menu på den ene gren og mcflurrys med smarties på en anden. Skraldet, som ellers ville være blevet fundet i 2029 ved et overraskelsesangreb fra en hidtil ukendt fossil af en tv-vært for hans Gen(eration) Z, som forsøgte sig med en genoplivning af “skjult kamera” programmer på sin egen YouTubekanal. Jeg gjorde det ikke, for det kan jeg sgu ikke være bekendt, især hvis vi lige husker, at jeg jo så skide nødig vil svigte min gode ven, persillen til højre.

Money, money, money

Jeg har råd, jeg er ikke Goldielocks som lever på SU og en corona lukket skobutik. Min konto bugner trods covid 19, for jeg har og dette er sagt med nedslået blik, IKKE støttet mine lokale takeaway muligheder (altså ud over “påskeægget”🍔🍟🥤 til begge børn), eller bestilt nyt tøj over nettet. Jeg har bare vendt det om på den anden side og brugt det igen.😉Nej, helt ærligt har jeg da tastet mit kontokortnummer ikke som udenadslære men helt sikkert til 18-årigs manglende begejstring, for der vil være flere eksperimenter i køkkenet, i vente for ham. Blev fristet og købte en roll on, hvor der stod; organic, no perfume, intensive care and protection. Sagde jeg, den var stemplet med det lille Vegan mærke og et andet som selv min læsebrille nægtede, at afsløre hvad betød. Jeg ved ikke om vi har et forstørrelsesglas et sted, det er jo trods alt nu året 2021 vi taler om, ikke i fremtiden 2029. 5 minutter efter jeg havde påsmurt mine intetanende armhuller stadset, så jeg mig i spejlet. ILDRØDE VAR DE, seriøst! Så meget for aloe vera!

Vidste du det?

  • Jeg vidste ikke, at er Ø-mærket rødt betyder det, at varen er produceret i DK.
  • Jeg vidste ikke, at er det grønt er varen produceret i Europa.
  • Jeg vidste egentlig godt, at har landmanden dyr skal de have mulighed for daglig motion og friskluft. De skal have ordentlige staldforhold og mulighed for hvile. Alt sammen noget jeg bliver nød til, at have tillid til RENT FAKTISK PASSER.
  • Jeg vidste egentlig også, at den økologiske landmand ikke må bruge pesticider til, at bekæmpe ukrudt med, eller kemikalier for at få afgrøderne til, at vokse hurtigere.
  • Jeg vidste faktisk ikke, men det burde være logik for snart 50-årig, at økologiske produkter heller ikke må tilføjes kunstige aromaer, og langt færre tilsætningsstoffer er tilladt end i de “almindelige”.

For en, der er så meget mod indtagelse af en hver form for kemi, er det faktisk utroligt jeg ikke har kæmpet mere på hjemmefronten før nu. Det har dog også skyldes netop det. Som en anden Modesty Blaise (tegneserie tjek hende ud, hun var min Anders and) skulle jeg slås med blottede nervetråde mod argumenter, som har føltes som uindtagelige højborge, der krævede klatreudstyr man selvfølgelig nu som 49-årig kan købe alle steder online. Jeg er ALTID hende, der vil noget de andre indtil nu IKKE vil, først. Det er ligesom at cykle i modvind, med bortennisbolde store hagl i ansigtet op af Tour De France` s højeste tinde i hudløsgivende G-streng og uden bh under den iskolde og drivvåde cykeltrøje. Som, at bede de allernærmeste familiemedlemmer om, at holde op med at ryge ens første-og nyfødte (deres første barnebarn) ind i det lille ansigt, i dets eget hjem for 23 år siden. En ørefigen dengang af en verbal personlig fornærmelse, som i dag ville svare til hvis jeg i morgen forførte en andens dreng på 18 somre, og insisterede på, at føde hans barn i januar 2022. Nu, så sikkert ikke mere muligt i de tomme æggebakkers navn. Bork, bork så er påsken forbi men er hagl, blæst og snot i 11-taller?

Så hvad nu!

Det er kun en beslutning væk.

Tjek ved økonomi

Tjek ved hvorfor

Tjek ved tro

Tjek ved støtte

Tjek ved ok, hvis smagen ikke er mere end den samme.

Tjek ved, at jeg skal gå over til en anden hylde, i en større butik end NETTO. Hm .. må true anden halvdel sådan helt blidt med, at jeg vil bestille økologiske madvarer over nettet, medmindre selvfølgelig, at han vil spare “forsendelse”… Jeg er nemlig ikke billig i drift fordi jeg er “økonoma”, jeg kan bare virkelig ikke lide at handle, specielt ikke i centre. To minutter fra indgangen er jeg allerede mæt, overvældet af lyde, lugte, og andre menneskers sindsstemninger som min fastmonterede antenne ustandseligt drejer efter. Tænk scenen i filmen Stjernekrigen, hvor Luke Skywalker og Han Solo lige har befriet prinsesse Leia. Fanget i en gang skyder de for, at slippe væk fra stormtropperne et hul i væggen ned til noget, der viser sig at være en affaldskværn. Gyngende nede i det våde skrald begynder de enorme vægge pludselig stille og skæbnesvangert, at lukke sig tættere og tættere om dem. Jeg har så bare ikke nogen seje (dog ret frustrerede) gutter med lyssvær, at opleve det med! Eller mit hoved ombundet af fletninger, der ALDRIG går op eller sender snavsede tjavser ned af min kind for den sags skyld.

Tjek ved forståelsen og accepten af, at persillen efter skilsmissen altså ikke lader sine stilke blive bløde og smattede i trods, fordi jeg ikke mere holder den i mine hænder. Jeg vil dog stadig forbeholde mig den fulde ret til, at holde øje med om kasse”damen” nu lader mit nye bekendtskab kører ind i midterbanen for, på et split sekund og meget uretfærdigt, at blive halshugget uden rettergang. Eller om han eller hende respektfuld sætter den ud til side uden, at jeg behøver at bede om det. Dobbelt tjek.

Hvad er det for en lugt? Nåh.. det er jo mig!

Havde set på YouTube, at man kunne bruge kokosolie som creme. Der var dog ikke nogen, som sagde noget om, at når man har svedt, så lugter man som en harsk flødebolle.

Økologisk min bare r..

Jeg tror, jeg er allergisk over for mærker, hvor der står organic.

Knus fra

En wonnabe økomærket afslappet, jern indtagelse i form af Petroselinum* afhængig.

*Latin for persille

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

“Lille spejl på væggen dér,

hvem er mest villig til at ændre sig her?”

Indlægget kunne glimrende være et appendiks til indlægget fra 4 februar, ” O A`s (overgangsalderens) abc.”

Har du prøvet det?

Samtalen iført dybdeborende og insisterende øjenkontakt med hende i spejlet?

Hvad var du egentlig i stand til at være over for til hende? Læg hånden på det berømte hjerte. Var du en lyttende veninde, en favnende mor eller var du en nedrig bitch?

Louise L. Hay vil have dig til at give slip på al modstand. Med den holder du dig selv ubehjælpsomt fast i gamle overbevisninger, og udelukker derved muligheden for at nye og dejlige ting kan ske for dig. Og hvem vil ikke have det?

Selvfølgelig er det, der hvor du møder allermest modstand du skal arbejde.

At se sig selv ind i spejlet med svømmende og skræmmende øjenkontakt er den hurtigst mulige måde, at opnå resultater med bekræftelser.

At “muge” ud, som hun kalder det, i det mentale hus burde være på dagsordenen som lejligheden, huset du rent fysisk bor i. Og ligesom hvis man ændre sine kost vaner kan det hele godt blive værre et stykke tid før det stille og roligt bliver noget andet. Bedre kan tage endnu længere tid. Måske tænk 10 lørdage, 10 x toilet rengøring. Det må kunne gøre det.

Jeg går ud på toilettet, ser mig selv ind i øjnene intet problem indtil nu, da jeg nemlig så er fri for, at se mine mørke rande under dem. Formen, minder heldigvis om en glad smiley og ikke en vranten mund. Deres uønskede eksistens skyldes enten noget genetisk, noget eller nogen jeg ikke kan “tåle” eller det faktum, at jeg har sovet dårligt langt flere år end jeg bryder mig om at tænke på. Poserne med alm.-og natbind ligger åbnet, men lige halvfyldte/tomme i den store dybe skuffe ude på toilettet. I soveværelset, i sengebordets ene skuffe ligger den “anden” graviditetstest. Ligger og venter i sin ensomhed i den åbnede plastik mellem pakken med lommetørklæder fra R, en kuglepen klikket ud, en notesbog til tanker der strejfer og bogtitelnoteringer, gamle nød (brugte, svedt, små “anderledes” i farven og passer nu kun til den “rigtige” gang) ørepropper og bollehåndklædet. Jeg har foræret Goldielocks kondomerne.

Du kan låne den efter Goldielocks, tror dog at jeg vil have den tilbage.

Det er som om at overgangsalderen kører på de allersidste hormonelle indfaldsveje. Som en anden bølgende sinuskurve har hedeturene de sidste mange nætter vækket mig op og jeg har krænget dynen af inden hederen blev for uudholdelig. Undskyld, jeg forstår først nu, at overophedning kan være meget ubehagelig. Så er det faktisk mere “rart”, at rygcrawle i sveden mod daggryet. I mine forsøg på at snyde dem, har jeg stukket lemmer ud i forskellige positioner for stadig at kunne kramme dynen, men de flader sig ubarmhjertigt ikke ud, før jeg ligger halvnøgen på tænderhakkende afstand af dynen. Vælter mig derfor for det meste ud over kanten, og åbner døren til stuen med en lyd, som kunne vække en hel sovesal. Synker ned på brættet, mens jeg gør mit alleryderste for ikke, at tænke på noget som helst i verden. Lige så snart en tanketråd slipper en hjernevinding prøver jeg, at afbryde dens videre forløb. Den kan nemlig inden jeg når håndtaget til min dynes opholdsplads igen, hurtigt blive en indædt “here we go again” muted monolog, hvor jeg brokker mig til mig over visse arbejdsrelaterede problemstillinger.

Problemet er, at et eller andet sted inde i mig, er den ene af de 3 kontrakter jeg hvert år underskriver til hver enkelt arbejdsplads for en sæson, åbenbart skrevet ikke i blod, men i en form for overnaturlig loyalitet krydret med skyld. Veninder er både på andet og tredje jobskifte og jeg… Jeg beundre deres forflyttelses naturlighed med fornyet spekulerende nysgerrig. Jeg har grebet den mentale graveske.

Så nu står jeg foran spejlet, med allerede rynkede og tynde formandende bryn.

Jeg åbner munden og lukker den så igen, for døren er åben og at snakke til en skærm via skype er en ting. Tale til mig selv, med mig selv herude “eye to eye”, det gør mig så genert, at jeg akut føler trang til, at tage bukserne ned og lige tjekke om jeg skal igen. Det, selv om det slet ikke er det tidspunkt på dagen, og 1-10 gang på skype er jo længe siden nu.

“Jeg er villig til at give slip på min modstand mod …” Jeg lukker døren.

Det kunne ligeså godt være en voksen variant af, “jeg melder krig mod”.

Men dette er ikke krig vel! Dette gentagne ritual skulle jo netop være en begravelse af den fandens stridsøkse. Står jeg ikke netop her fordi jeg er så træt af, at være i krig med min egen angst for hvad der ville ske, hvis jeg gav slip på min tro på… Ja hvad? Jeg ved det faktisk ikke rigtig mere, som har det sidste år lagt et slør ud over alle mine gamle begreber. Hver gang jeg bliver behandlet som et irriterende barn og tilsidesat efter jeg har sagt min mening, skærer de gamle “bånd” dybe rifter i min følelse af forurettelse. Det er som om, at det beskyttelseslag som har siddet under de bånd er faldet af, forsvundet. Jeg har ledt men kan ikke finde dem. Måske er det givet til en anden? En med mere behov? Klovene skraber i manegens bløde grus og jeg dukker mit hoved, ikke som før for at finde mig i det, men for lige om lidt at storme frem med hornene først. Jeg tvinger mig selv til, at tage mig tiden. Se mig omkring ud under korte øjenvipper, for giver jeg efter for raseriet vil det være, at give efter for en ny form for blindhed, en anden måde, at give ansvaret fra mig på.

“Jeg er villig til” rømmer mig, prøver igen, “give slip på.” Undskyld jeg starter lige igen ikke! “Jeg er villig til, at give slip på min modstand, al min modstand mod, at sige et hold op, èt hold!”

Sidste år slap jeg faktisk et, men det var en naturlig afgang ved døden, for få og ændrede lokaleforhold så det var ikke rigtig mig, som sagde op. Jeg blev ladet gå, eller jeg blev ikke ansat igen, hvordan du nu end vil beskrive det. Nåh det var så det, rart, men så dukkede et andet op. Et jeg selv havde ytret ønske om i det forsømte covid 19 forår. Nogle arbejdspladser støtter og skubber en helt ud til kanten af sit skælvende jeg, hvad de heldigvis ikke kan se over mail. Når man så fortsætter selv, ud af deres udstukket vej, hepper de, som svævede man som en anden påskefyr (du ved Big J.) uden at synke i til anklerne.

På grund af corona har jeg arbejdet meget men på mit eget gulv, foran kameraet og pc`en Hanne til trætte fingre og en hjerne sandet til. Da det ikke er beviseligt for dem, der nægter at tjekke det ud, har jeg indvilliget i, at undsætte på anden vis og underviser for første gang tror jeg i 25 år (det er så nogensinde) i dagene op til påske. Løn fra en arbejdsgiver, den anden “not so much”. Fair efter måneder arbejdende derhjemme og ikke på arbejdspladsen? Goldieloks kinder gløder, øjnene skuler og munden mumler “fagforening..”

Jeg følte mig presset og sagde friskt i stemmen, “jeg underviser i dagene før påske”, det var så før jeg fandt ud af, at det ville blive en bonus for alle andre end mig. Ligesom teenageren er forventet, at babysitte sin lillesøster, så mor og far kan gå på date. Hun fik jo lov til at holde en fest i sidste måned. Det er skyld med sky på. Det er ikke for det, hvis der bare dukker nogen dejlige smil op jeg kan undervise, (helst ikke dem, som ser op mod skyerne, kniber øjnene sammen og siger, “det bliver vist regn”), så vil jeg med den største glæde gøre det. Noget knirker dog modvilligt, som kæden på den gamle cykel lige før den sidder ubehjælpsomt fast på grund af rust i leddene.

Jeg kyler bolden med al min kraft i asfalten, “Jeg melder krig mod…” Alle løber inklusiv mig selv. En stemme fra min mave spørger, “øh hvem melder du krig mod?”

“Nåh ja du ved min eget sløje selvværd!”

Det er altså ikke en gammel James Bond film det her og jeg er ikke Rusland!

Selvværdet

Jeg ser bestemt på sølvpilen inde i spejlet med de brune øjne, der altså er militærfarvet, du ved ligesom de der camouflagenet de bruger, når de skal skjule noget!

Jeg holder øjenkontakten. “Jeg er villig til at give slip på al min modstand mod, at indrømme hvor meget det går mig på, når andre sætter spørgsmålstegn ved noget, det burde være tydeligt som skåret i neon, at jeg ved mest om.”

“Jeg er villig til at opgive al min modstand mod at tro på, at jeg da sagtens kan klare mig selv derude som andre selvstændigt undervisende.” Uden dem i øret, som har den selvopfundne kommandørkaptajn kasket på ude som inde. Dem som sjældent og hvis de endelig gør det, deltager så halvhjertet, som gør det fysisk ondt i deres eget snobberi og nedlade sig på det! Seniorundervisning. De burde være på ikke lyd inden i mig, men ofte modarbejder den min koncentration, så jeg de første minutter af en times undervisning mentalt rager rundt for så endelig at lande i roen og bruge den på dem, som virkelig er der ude, altid.

Takkekort

Hjertelig tak for det. I er en gave og al modstand af en hver tænkelig art værd, ALTID.

Hvad skal du opgive din modstand imod?

Jeg ved ikke hvor mange gange man skal gentage sin “remse” foran spejlet. Jeg tror for mit eget vedkommende det er, når jeg kan gå forbi toilettet uden, at føle trang til, at knappe knappen op og lyne ned. Efter at havde ligget og duvet alt for længe på den solfaktor, olieskinende overflade som et brugt hygiejne bind i en svømmepool på Rhodos i1993, er skidtet kommet rigtig op til overfladen. Har du lyst til, at krænge bikinien på og gå ned ad stigen der? Nej vel, så er stranden med al dens sand i bogen, øjenkrogen og på det altid, alt for lille badehåndklæde alligevel at foretrække. Uh .. var der lige en fisk der snittede mit ben der? Nåh puha det var bare noget plastik… Indpakningen til bindet! Nåh hellere det!

Knus

Stort fra

L.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Bevæger læberne sig?

Næste gang du læser så læg fingerspidserne på læberne. Sidder du og former alle ordene med munden?

Det skal handle (lidt) om bogen, “Lær dig selv at lære”.

Hvordan læser du? hurtigt, langsomt? Må du ofte rejse dig op og lave noget andet? Bliver du så træt, at du simpelthen må lægge dig til at sove?

Man kan åbenbart læse så langsomt, at hjernen keder sig. Du ved den med, at så sider man og bladre, nærstudere andre sider, sidste side er virkelig ikke godt vel! Kigger du ud af vinduet og lader dig frivilligt distrahere af naboens råbende børn “Leika!” Eller hvad med lydene af en opvask, der bliver taget 2 lukkede døre væk.

Finder du dig selv sidde og stirre ud i luften med den opslåede bog i skødet er det i realiteten meditation, så lad det endelig være. Det giver helt sikkert lidt tiltrængt indre fred så længe.

Godt det først er bagefter, at man kan se hvor mange timer det egentlig krævede, at lære noget nyt.

Det mest givende for læringsprocessens succesrate er, at lade mindekaret om gamle mislykkede missioner blive på jorden for foden af “bjerget”. Svært, som at fortælle en gammel veninde, at I er vokset fra hinanden autch…

Rygsækken på ryggen skal kun indeholde dit eget indre heppekor og dem du har i levende live i egen eller andre kommuner.

Løb agilityløb udenom “negativa`s”, der altid har deres skorpionhaler klar til, at punktere din vilje, tro og håb.

Jeg ville aldrig havde kunnet arbejde i et åbent kontorlandskab, har altid følt en blanding af beundring og ærefrygt, når jeg en sjælden gang af en eller anden årsag tog med på anden halvdels arbejde udenfor arbejdstid. De, der lange gange, store borde overalt og gyset over storkontorets slumrende stilhed. Jeg er ubevidst gået uden om og søgt andre rum. For de ville havde afsløret mig! Jeg kan ikke holde nogle lyde ude, bliver så let som et mindre barn fanget af alt omkring mig især Lyde fra munde, der spiser, åbner, lukker, tygger, synker, snakker. Propper derfor omhyggeligt nu hvor vi er 3, der arbejder hjemme høretelefonerne helt ind, når jeg skal koncentrere mig. Hvis mine ører havde kunnet ville de dreje konstant som antenner i hver vågne time, bib, bib, bib, bib.

Hopper du ned over siden? Skråt? Lodret? Finder du dig selv hængende ved samme sætning, hvor du starter helt forfra ved det store bogstav flere gange uden, at tænke over det, fordi du ubevidst tænker du ellers ikke ville forstå helheden? Læser du med støtte (finger eller bogmærke)? Går du nogle gange tilbage fordi du lige må nyde sætningen en gang til?

Hjerneforskningen, har stort set fastslået at medfødte talenter for kundskabstilegnelse sandsynligvis ikke findes.

hr. ringom

Jeg troede der stod RingORM …Undskyld Bjørn, men nu hedder du ikke andet inde i mit hoved.

  • Positiv indstilling
  • Et stærkt ønske om at det skal lykkedes
  • Planlægning af din tid

3 meget vigtige ting hvis du skal lære noget nyt.

Bogen er udgivet på dansk i 1997 og har måske stået hos mig lige så længe, så den burde være flyttet hjemmefra for længst som Goldilocks på 23 år!

Jeg har altså altid haft et ønske om at “opnå bedre koncentration, forståelse og hukommelse”, som også er bogens undertitel.

Den er kort fortalt pissekedelig og jeg tvinger mig igennem den for, at den kan få sin egen nye lejlighed ude i byen. Indrømmet også fordi a) anden halvdel har sagt, jeg aldrig vil få læst de bøger, som står i min bogreol. Han læser jo stadigvæk ikke nogle af mine valg, medmindre jeg har læst dem før vi mødtes i 1992 og han altså ikke ved jeg har læst den. Det kan jeg godt lide sådan lidt tilfældigt at fortælle, når han er halvt igennem siddende i IKEA stolen med fodskamlen jeg endnu ikke har siddet i, nyt mål for 2021! Det er ikke hans skyld, Oluaf (genbrugskatten) havde den først og så blev det ligesom aldrig mig og den stol.

Bjørn kommer med en masse fuldstændig urealistiske og ubrugelige måder (for mig), at træne ovenstående undertitel forbedringen på. For mig er det spild af tid, at træne tal og ord uden mening kun for, at blive bekræftet i, at jeg selvfølgelig ikke kan huske dem sølle 15 minutter senere, da jeg jo ikke engang halvhjertet har prøvet. Jeg forstår hvor han vil hen men det er simpelt hen ikke logisk for mig. Skal jeg blive bedre til noget skal det have en nytte faktor på min. 100%, jeg skal kunne bruge det med det samme og helst for 3 uger siden. Og nåh ja b) det kunne være, at den inden for den tid det tog (14 dage) at læse den, havde åbnet min hjerne op og fået den til, at suge viden til sig som en støvsuger med ny pose. At jeg vågnede op efter endnu en nats afbrudt søvn og kunne huske ting jeg har fået vist 3 gange uden, at skulle lave tegn og gæt med mig selv i forskellige udlevede varianter for, at undgå at slide på ægtefælles pædagogiske rækkevidde. Det tærer lidt på forholdet når han ønsker sig outsourcet efter hans normale arbejdstid, fordi jeg sætter hans og min tålmodighed på prøve med min variant af forståelse for hvordan ting kan hænge sammen. Øhm.. jeg vil jo gerne byde ind…

Jeg har før skrevet om hvor nedsættende man kan behandle sig selv i overbevisningen om, at lærer man meget via bl.a. billeder, fantasi og følelser og altså primært med højre hjernehalvdel så er man knap så klog som hvis man bruger den “matematiske” venstre halvdel af hjernen til at forstå. Med sidstnævnte bliver man automatisk betragtet som en HJERNE, nørd, en klog person. Da det højre hjerne halvdel står for længe ikke har været helt accepteret af vores materialistiske samfund har man heller ikke før nu erkendt betydningen af den, husk den er skrevet i ja 1992 faktisk, da den oprindelig er på norsk. Nu ved man at begge kommer med noget, helhedtænkning fremmer simpelthen indlæring. For at blive en bedre “studerende” skal jeg f.eks. personligt tænke mere i hvad venstre hjernehalvdel byder på, det kunne være tid, struktur, rækkefølger og tal.

Pst. du må ikke sige det til ham, men ambitionen er, at jeg i 2021 skal gøre mig fuldstændig fri fra ukontrollabel spørgelyst til dr. Johnsen. At min KAN SELV gen er blevet så tilstrækkeligt stort så det udfylder mig fra hjertecelle til hudcelle. Nogle ønsker at komme til Afrika og se de 5 store, andre vil bare gerne spørges OM HVAD SOM HELST. Laveste barre; kunne se alvorligt på meget stor hankat (ikke ægtemand tsk din fantasi!) og gøre alvor af ikke, at lade ham diktere, at jeg kun kan sove til kl. 8 lørdag morgen fordi han mener, at så skal han have sine 5 godbider, seriøst! Den idiot, der har giver ham den vane…. Her minder han om 18 årig bebrillet, der tror at når jeg har gjort/lavet noget han holder af en gang så er det allerede en vane eller i det mindste, “det plejer vi da, det gjorde du jo sidste gang, kan du ikke huske det?”

“Næh…øh..”, dukker hovedet. “Åh ja nu kommer det”, ser op igen, ramt af ikke altid særlig varmt selverkendelses lys. “Nej jeg kan ikke huske det” Her kunne jeg godt blive fristet til, at bruge OGA alias overgangsalderens si af en hjerne i problemstilingen men hvorfor, det spil er afsluttet. OGA vandt første runde men anden runde er så meget min, har jeg fortalt hvor dårlig en taber jeg kunne være hvis jeg ikke fik en forbandet 6`? Forskellige ting og oplevelser gør indtryk på os, det gør ikke mig til et OGA bytte.

Jeg FRAVRISTER den overfyldte fryser 4 vafler. Hans søster kommer på sit ugentlige besøg. En til mig, halvanden til dem. Min venstre hjernehalvdel fortæller mig HØJT og TYDELIGT, at han ikke kan lide at spise ting der er delt, når de fra starten af er ment til, at sidde sammen som f.eks. en figenstang, en banan eller ja en vaffel. Det tæller ikke, at jeg siger at han får de 3 hjerter (højre hjernehalvdel= kærlig omsorg) og hun de to. Det ved jeg godt, det fortæller min intuition (højre hjerne halvdel) mig, men nu står jeg jo lige og VARMER DEM TIL DEM venstre hjernehalvdel (tid), da vi så kan komme hurtigere ind og se serie inden hun skal hjem. I det jeg lægger dem på brødristeren hvor de nu sagtens kan være grundet min hensynsgen kan jeg mærke, nu kommer det!

” Hvorfor har du allerede delt dem?” Tonefaldet er irriteret, kontrolleret, som var det andet og mere end et vaffelhjerte der var på spil (hvem ved måske er det også det for ham). Intet argument holder vand indtil det forunderlige sker, han tænker selv. Han råber ind til den mobiltastende inde bag den lukkede toiletdør “Hvor mange vil du have?”

“En”

Meget tilfreds med sig selv tager han nu de 2 HELE ikke iturevet vafler og påbegynder flødeskumspåsmøring til kant. Hans søster kommer ud lettet! til de 2+3 løsdele= 1 hel vaffel. Så kan roen sænke sig mens serien i sine 90 farver får grinene frem. Den venstre styrede affinder sig nådigt med, at sidde uden benene oppe på sivpuffen da Goldielocks den højrestyredes knæ stadig er dårligt. Sivpuffen som han ikke kan lide fordi den ikke er den anden vi havde. Gad vide hvilken hjerne halvdel Olauf er styret af?

DU må ikke sige det jeg har den. Godbidder hjernen selvfølgelig.

Hvor kan man forbedre sine hang til vaner og kan man blive helbredt for hensynsbetændelse og hvor lang tid tager det, hvis jeg nu er positivt indstillet, ønsker det brændende og laver tidsplaner?

Nåh men lige for, at besvare nogle af spørgsmålene fra toppen af.

Du må virkelig gerne støtte din læsning med en finger, men mumler du med og læser det i kanon indeni dig selv skal du nok tænke over hvordan du kan mindske det, da det gør dig til en langsommere læser, stop, sovende læser.

Din hjerne er faktisk ok klog, den behøver slet ikke, at læse alle ord på en linje for at forstå meningen med dem. Ikke mine ord, ringormens.

Eks. din hjerne behøver ord, ikke hele sætninger. Næsten kun en tredjedel ord men du var ikke i tvivl vel?

I sommers blev jeg introduceret for mindmaps, en form for forbedring af den notatteknik jeg lærte i folkeskolen. Det er et eminent hjælpemiddel, når du har først har indset din mangeårige modvilje mod at tage notater i det hele taget, har passeret sin udløbsdato. Du godt kan godt både tegne og lytte samtidig. Det er faktisk en god ting at bladre /skimme nogle gange. Ved at kigge på indhold, forord, se på billeder, tegninger og evt. efterskrift og litteraturlisten igennem på forhånd kan man hurtigere forstå indholdet, når man læser den bagefter, forfatteren har måske endda fortalt om sine overvejelser omkring bogen. Nu kommer noget vigtigt! Vi lærer ved at repetere, gentage igen og igen, hvilket bliver meget nemmere hvis vi kan relatere via de tanker følelser og billeder teksten får frem i os, informationen lagre sig hurtigere i langtidshukommelsen (dog stadig over tid ikke på 14 dage…). Tænk på oplevelser der står lyslevende for dig (en kliche jeg ved det). Der er følelser involveret ikke?

F.eks. skulle jeg mens jeg læste bogen havde sat små afrevne papirstykker ind ved relevante afsnit. Afsnit der var skrevet i ord, du og jeg kan kende os selv i, følelser igen hvilken hjernehalvdel?

De små lapper ville havde gjort det langt nemmere og hurtigere at skrive dette blogindlæg, givet mig et overblik fra starten af over, hvor ville jeg hen med det og hvordan jeg skulle få dig til, at tænke over hvilket forhold du har til at læse. Hvilken halvdel skal du søge mere samarbejde med for, at forbedre din indlæringsevne? Hvad er du en højre eller venstre (hjernehalvdel)?

Jeg bestemte mig desværre først for, at skrive om ringormen Bjørns bog da jeg bandende og halvt sovende var over halvvejs. På det tidspunkt bladede jeg hele tiden hen til litteraturlisten for at tjekke… Nej den var god nok, desværre, litteraturlisten kom først på side 269. Lige meget hvor mange gange jeg tjekkede det var det altid suk side 269, som ville udfri mig. Kunne dog stoppe side 267 hvor der står “dit bidrag betyder noget” tænk den emoji der græder af grin ik! Bogen har nu fået lidt lapper stukket ind, men det var ligesom for sent. Lidt a la iturevet vaffel.

Bjørnen beder faktisk sin læser om lige tænke noget mere over om man egentlig behøver, at læse lige den bog? Og ja for nu er jeg over side 218 og mangler kun 50-51 sider, det er fand… godt nok tæt på!

Om et par uger er den måske flyttet hjemmefra, der er jo livligt gang i boligmarkedet har jeg hørt.

Knus

Lisser

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Lysten til at lære

MERE PRAKTISK VIDEREGIVELSE AF VIDEN EFTERSØGES

I sommers gik jeg på et skrive kursus, måske endnu et bevis på, at jeg endelig er parat til, at tage ansvar for drømmen om udgivelse af en bog. Så der var den, nu er det ude, sådan er det. “Skriverejsen” som det hed, (jeg bliver ikke betalt for at reklamere) kunne havde heddet “Skriverejsen for dummies”, det mener jeg virkelig i allermest positive forstand. For 207 kr. om måneden blev jeg sommeren over ledt igennem et lige til og nemt anvendeligt program, som uden jeg opdagede det, dag for dag oveni gjorde mig mere pc kyndig. Så pædagogisk sat op, så der virkelig ikke var noget at være bange for. Med de 207 kr. som en løftet pegefinger kastede jeg mig pligtskyldigt og skrive sultent over samtlige opgaver. Angreb tasterne og blokken så hårdt, at mine sætninger sås tydeligt på bagsiden af hver enkelt side bagefter. Intet at misforstå og muligheden for, at gå tilbage efter pauser, tjekke, jeps den var god nok der har jeg været og gå på igen lå altid åben hvis overskuddet var der, når opvasken var taget og maven drejede sit fordøjelseshjul.

Ansvarets kolde og klamme hånd

Vi skulle indføre faget ansvar a-z i folkeskolen og et udvidet et af slagsen i de videregående uddannelser. I det skulle bl. a. indgå et ½ årligt førstehjælpskursus med hjertestarter tillæg hele vejen op fra de små klasser. Det havde jeg personligt haft meget mere gavn af, end at skulle udregne arealet af landbrugsjord på HF. Det til trods for, at min far havde både får, stråtækt og hest. Med det 1½ -2 år der altid når, at gå imellem jeg får den lille 3 timers opdatering af det oprindelige førstehjælpskursus jeg tog år tilbage, er jeg aldrig helt tryg. Det er jo ikke noget jeg mestre. Der har været rigeligt med situationer, hvor jeg har skulle tage stilling til hvad jeg skulle gøre. Noget så uskyldigt som sving eller drejninger af armene fra favnhøjde til op over hovedet kan sende en nakke/skulder spændt direkte til tælling. Da jeg er underviseren ses det nogle steder som noget helt naturligt, at jeg skal tage mig af den slags. Angst for hvad der ville ske, hvis jeg indrømmede det jeg så som noget der virkeligt skete, har jeg reageret sent. For sent efter min egen mening. Jeg har dog taget Florence Nightingale kostumet på og er indtil nu sluppet for både mund til mund, og hjertemassagen og kun taget mig omsorgsfuldt af. Andre er også trådt yderst hjælpsomme til i alle tilfælde.

Corona har ikke gjort det nemmere, nu hænger der en lille nylon sag i min nøglering, som i sin miniaturelomme lukket af velcro indeholder en, hvad jeg ser for mig som et femidom i ekstra small (nu med filter) til min mund, hvis nu uheldet skulle ske. I disse vintermåneder hvor undervisningen har været online ville det også havde krævet hjemmebesøg i beskyttelsesdragt. Jeg vil i fremtiden tage på de førstehjælpskurser jeg bliver tilbudt uden brok (derhjemme) over, at jeg ingen løn får og at jeg skal bruge min weekend på det. Skal jeg have overskud til, at tage “femidomet” på, være så cool at mine fingre rent faktisk vil kunne udføre denne øvelse i finmotorik i panik (med handsker i str. one size), så kræver det øvelse igen og igen. Jeg regner nu med, at jeg glemmer alt om både, at lave tragt med munden (mikrofonen ligger 100 m. væk henne på bænken overfor i den enorme hal) og råbe, “er der en læge tilstede?” og først komme i tanke om covid 19 mundbeskyttelsen, når jeg kører hjem.

Da utilpashed, fald og besvimelser heldigvis for det ikke er hverdag, selv om jeg nu er ret overbevidst om, at jeg har haft mere erfaring med det end de fleste, slår det mig altid ud, når det sker. Jeg mener, anden halvdel har aldrig lagt sin gaffel ned på kanten af sin tallerken i vores gulp snart 29 år sammen og sagt, “der var en kvinde der brækkede begge håndled”, fordi jeg bad hende om noget!” Det ville være dejligt hvis den førstehjælp sad derinde, i mine hænder som på evig autopilot og ikke som en frygtet eksamen man ude i fremtiden kan blive bedt om at tage, uden tid til ordentlig forberedelse.

Kan man give hjertemassage hvis hjerteanfaldet sidder i en stol? Ringede 112, så mine fingre kunne altså godt huske det, godt så, flueben ved det. Er det rent faktisk meningen jeg næste gang skal flå vedkommende ned på gulvet og skiftevis lade ham eller hende smage min nyligt nedsvælgede fintsnittede rødløg og deres ditto? Nu var det “bare” et angst anfald så…

Hjertemassagen, flet fingre, læn dig frem og tryk 30 gange .. hårdt

Lad os sige det sådan, at sandsynligheden for jeg knækker ribben er minimal, for der er aldrig nogen underviser, (nogle af dem er øhm.. ret lækre på de kurser), der har set anerkendende på mig og sagt, “du trykker vel nok godt!” Ja, måske er det sørgeligt, men jeg har altså også har brug for den, dèr, rosen (den verbale). Hvor jeg hver gang er gået hjem med følelsen af, at jeg skulle havde befølt den dukke så meget mere, følte jeg sidste gang, at nu havde jeg den. Så kom corona og nu er jeg en opdatering efter igen. Så måske skal jeg indstille mig på, at lade min indre thaimassør komme frem. Simpelthen stille mig op på den lufthungrende brystkasse med min taske på ryggen (vent lidt skal liiiige pakke mine ting sammen først) og tage den derfra mens jeg råber ud i rummet, “hvem ringer?”

Vil man ikke hellere have ondt, når man ligger på siden og ved latterandfald nogle måneder frem, og så vente med, at skulle hive folk i kirke og besvære kære med death cleaning i ens navn, nogen tid endnu?

Hvordan fanden skal vi ellers lykkedes med, at blive ældgamle med al det mærkelige vi velvilligt fører indenbords? Læste ingredienslisten på et mormorbrød fra REMA, der var 24! Jeg forstod vand, mel, salt og gær, men hvad i alverden var alt det andet? Kan man i det hele taget kalde det for brød! Og mormor! Hvorfor skal hun blandes ind i det? Fordi der er (var) et farfarbrød? Hvis du aldrig har hørt om det så spørg en indikeret IRMA fan og få en udførlig beskrivelse.

Det var til gengæld vanedannede synes du ikke? Jeg tør personligt ikke købe det mere, for tænk hvis det blev en oplevelse som sidst jeg smagte et “gåsebryst” fra bageren! Marcipanovertrækket var… Ja det havde i hvert fald ikke set en mandel! Så er du nøddeallergiker kan du trygt gå ombord, med mindre du heller ikke kan tåle sporstofferne (står altid som noget mystisk langt nede i ingredienslisten). De får mig til, at mindes ualmindelige langtrukne fysiologitimer på mit studie i 90`erne, eller en krimi i medicinal industriens tegn.

Jeg holdt meget af folkeskolen hjemkundskab, er dog en lille smule optaget af at mine kartofler ikke er rå, når de sættes på bordet.

Vi indordner os velvilligt substitutter det er blevet normalen

De kunne kalde brødet, “jeg smager ikke af en hujende skid brød”, det ville havde været mere dækkende. Eller når anden halvdel siger, “jamen vi har da vaniljeekstrakt”, og han hiver en vaniljearoma ud af gemmerne. Den har han kunnet købe billigt fordi den aldrig har været i nærheden af en vaniljeplante kun et reagensglas. Det svarer til, at gå forbi fiskemanden, tage en dyb indånding af brakvand og så bagefter sige, “jeg spiser fisk hver mandag”.

Eller den vi alle kender, jeg dyrker motion, eller sagt på den ærlige måde jeg betaler hjertensgerne for, at andre kan holde en juleafslutning på min regning, mens jeg laver fråderen på sofaen med stadig dybere indsigt i Netflix`s repertoire. Abonnementet skal jo bruges.

Hvor mange gange har min dengang 11, 13, 15 og nu 18 årige ikke sukket over folkeskolens valg af fag, emner og brug af timer. “Hvorfor skal vi det her, det giver ingen mening?”

Nogle gange kan det skide statuerede eksempel være så uendeligt ligegyldigt

De gange mine børn er kommet hjem og sagt ” jeg havde glemt gymnastik tøj, mor, så jeg sad på bænken”. Øh.. jeg havde kunnet forstå det hvis de ønskede, at honorere dem for veludført opgave løsning da de fleste nok mere ville synes det var en gave end en decideret straf, at skulle gå glip af at rende rundt i en hal eller hvad med udenfor! Hvis mine børn ikke havde været børn af en afspænding- og bevægelsespædagog så havde de nok hoppet jublende rundt, men det var de altså. Der er vel heller ikke nogen der giver sit barn stuearrest i dag. Er der? Skulle det virkelig trænge ind i den hormonangrebne hjerne, at det er vigtigt at huske gymnastik tøjet til næste uge så lad da teenageren svede så meget, at bh`en under de nærmest ikke eksisterende bryster bliver så våd og klam af fysisk anstrengelse, at det vil tage timer at tørre eller så våd i skridtet, at det kan ses igennem de flotte chinos (tætsiddende lange bukser). Se det ville være pinligt.

Hvad jeg ikke har set på grund af slidte badedragter, der ikke kunne holde …vand, løftede numser (mænds) i boksershorts i 1996, … fødder i træsko…, hængerøv og hjulben i cowboybukser, “tynde nyloner” godt spillet ud over en bred mås, jeg kunne blive ved men lader dem ligeeeee stå lidt! Det kommer sgu da ikke an på det, med mindre altså, at skoene er til egentlig fare for bæreren af dem. Træskoene bliver jeg derfor aldrig vild med.

Underviser/instruktør i gymnastik. Jeg er så træt af det ord, det lyder som noget man gjorde i forrige århundrede og det gjorde man jo også og vi bliver forhåbentlig ved med det, men ordet trækker ned på det jeg laver. Hvorfor ellers falder tilmeldingstallene hele tiden med mindre det er fordi mit rygte er løbet i forvejen! Tag nu yoga for eksempel, det ord styrer da for vildt, altid hot og bruges world wide.

Hvor er læringen om livet i skolerne? Den rigtige forberedelse til hvad man kan komme ud for, at skulle tage stilling til? Ja, ja jeg ved godt, at det skal vi jo stå for os forældre men det er sgu da det, de gør med jævnaldrene, det, de hører dem sige og ja YOUTUBE, Hr. jeg ved det hele og hans millioner af kanaler, der batter mest er det ikke? Jeg har for en del år siden prøvet at forklare måske 14 årig dreng, at Hr. YOUTUBE altså ikke kommer og stryger ham over håret ved feber, hører på al hans jammer, og bestemt ikke står klar ved popkorn gryden lørdag efter lørdag aften plus, skrubber det sorte af bagefter. Store Hr. Y er også, er jeg sikker på ret ligeglad med, at drengen kan gøre nat til dag uden at røre en finger før kl. 16 næste MORGEN, hvor han vælter uglet ud i køkkenet for, at indtage en just produceret smoothie, som jo så ikke ville havde været der, hvis det havde “stået” til ham. “Søg og du skal finde”, spørger ikke hvordan han VIRKELIG har det lige nu i dette uerstattelige øjeblik. Han kan hverken kramme eller stille(s) til ansvar. For ham, er den bebrillede kun en enkelt byte.

Så kunne vi ikke også blive enige om, at hvis et fag som madkundskab ikke får nok timer eller har økonomi til at lave f. eks. mad i og af, hvad er så overhovedet meningen med timerne? De kunne alle havde taget noget i familiens køleskab inden de forlod hjemmet, se så ville de havde lært noget om rester, bæredygtighed og at bruge deres fantasi. Goldielocks madlavnings lærer vaskede tøj i timerne, det var en pæn underholdende historie ved middagsbordet. Men i virkeligheden ved jeg jo ikke om hun var en trængt alenemor vel? Der var ikke en vaskemaskine i skolekøkkenet i hjemkundskab (bare ordet ik!) anno 1983, den opdatering er der så åbenbart råd til? Hvad så med at kalde faget ernæringslære, “vil du score eller vil du gå resten af dit liv og hade dine ekstra 5 kg?” Lære dem at tage ansvar for det der ryger ind og ja for fødebollernes ve og vel. Se lidt på deres transit tilværelse. Studere baggrunde for andre folkeslags valg af køleskabs indhold. Så vi ikke ser det som en personlig fornærmelse, når tilflyttere ikke falder i svime over koldskål, jordbær og bacon. Nogle kunne stadig, temmelig pinligt syntes jeg, finde på at bede tilflyttere eller besøgende om, at udtale “rødgrød med fløde”. Helt ærligt, den sætning kunne godt trænge til en 2021 opdatering.

Efter begge børns klassesammenlægninger opgav jeg simpelthen at lære de nye navne, i stedet burde jeg havde tænkt, at det var “min” rødgrød med fløde. Når jeg er i udlandet ved jeg godt, når jeg ser betaget ind igennem butiksruden med kager, at ingen af dem kan slå udvalget fra en dansk bager. Det har næsten intet at gøre med min mor var ansat i en og at jeg tog endnu mere på grundet den øgede mulighed for indtagelse fra posen efter fyraften. Jeg ville havde vist det alligevel. Det var jo dem jeg var opvokset med. Andre har jo også deres forskellige variationer over temaet førstegangsoplevelser.

Hvad skal jeg stemme?

Helt fra de små klasse skulle børnene hver uge have en time i dansk politik, så de på diverse videregående uddannelser sammen med 27 andre jævnaldrene følte det naturligt, at diskutere politik. Lige som, at der terpes “he, she, it, is” i engelsktimerne hvilket jeg naivt går ud fra, at de stadig gør, som staveordene i dansk. De forskelige udgangspunkter i folketingspartierne skulle på en pædagogisk måde introduceres, ikke a la kinesisk forhørs teknik, men så alle kunne forstå og turde danne og fremsige deres egen mening. Det er ikke alle børn som har forældre, der elsker at diskutere politik over spaghettien og kødsaucen. Eller måske er de så pinlige, at høre på så man er skredet. Politik skal ikke påduttes det skal være en mavefornemmelse, som skabes ud fra viden. Man skal ville gå til stemmeurnerne som 18 årig fordi man rent faktisk ALLE MAND med dansk statsborgerskab føler sig ansvarlig og interesseret i hvem fanden, der reagere vores land og hvordan. Det land vi vælgere er så heldige at bo i. Politikerne skulle så løbende uddannes i hvordan man kommunikere sin meninger ud let forståeligt og altid holde sig bag egen disk, i egen butik. Sælge er fint, kaste med rådne tomater er ikke.

Der er virkelig intet land jeg hellere vil bo i lige nu (især set tilbage i corona bakspejlet), end i landet hvis venstre del ligner en julemand og det siger jeg ikke bare fordi jeg bor i Nissernes dal.

Hvor fanden blev taknemmeligheden af!

Der er nogle, der må arbejde virkelig hårdt for, at vi alle kan blive lukket ud. Når den dag forhåbentlig sker snart, håber jeg vi vil hoppe og springe som køer lukket ud den første varme nok dag efter vinterens mørke.

Knus herfra til næste gang

Tager lige en tiltrængt dyb indånding.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Sved af rørelse

Det er svensk miniserie.

Søg på dr.dk Bryllup, begravelse og dåb fra 2019. Vist dec. 2020 tror jeg.

Kan man “tillade” sig det? Tillade sig, at blive mor som 50 årig? Kan man sådan rigtig? Er det ikke kun noget, der sker “andre” steder, i blade, på YouTube, andre verdensdele, end her?

Da jeg i 1992 fandt ud af, at min kærestes far havde været 42(!) da hans sidstfødte kom til verden blev jeg en smule, nej det er en underdrivelse jeg var godt gammeldags skide forarget. Det kunne man da ikke. Det har flyttet sig må jeg sige. Pigen, der kom til verden er snart 36 år og hendes far? Tja han er stadig en blændende far med sine 77 år. For hvad er vigtigst, at være en far, ung men altid ude under bilen i den opvarmede garage eller midaldrende og tilstede. Jeg ville til en hver tid havde byttet for sådan en som hendes, der lavede pizza til sin svigerdatter første gang han mødte hende. Velkommen i familien, fodbold EM dominerede fjernsynsskærmene og lagde gaderne øde.

Se nu med. For scenen er sat. Den handler om mod, familie snærende bånd, forestillinger om hvad ens familie og venner kan rumme og glæden, når de alligevel uden forventning i øvrigt, hjerteligt og småbrokkende stiller op.

Undskyld

Den handler også om at sige undskyld. Eller mere præcist tage beslutningen om, at holde op med at sige undskyld. Undskylde for den man var, det man gjorde fordi man ikke vidste bedre, uden intention om at såre andre, men alligevel (desværre) endte med, at gøre det. (Nogle gange var det dog et skjult nag der måske huserede). Bange, styrret af principper, som var baseret på egne eller andres meninger/fordomme om hvad det er at give, modtage, blive taget for givet, flået, miste armen, skulderen og skulderbladet med.

Beslutte sig for, at stoppe med at undskylde for den man ønsker at være, og for den man ikke kan lade være med at være, fordi det er selve grundessensen af ens jeg, Selvet, det, der i psykologien referere til individets bevidste reflektive personlighed. Frit oversat betyder det vi er i konstant forandring cellemæssigt og tankemæssigt. Vi er altså uden indflydelse på, at vi bliver nød til at flytte os i tanker, i tid, det vil ske. Men hvor vi vil flytte os hen og hvordan, det er op til os selv.

Så hav tålmodighed med mig lidt endnu Goldielocks, da kufferten af gamle reaktionsmønstre stadig bumler efter mig på revne gummihjul, der med deres skingre lyd i de olietrængende hjullejer stadig insistere på tid. Tid til, at opmagasinerer dem på en ordentlig måde, før jeg kan slippe dem og de nye fuldt og helt (trekvart) overtage deres plads. Selv da, må jeg hellere advare om, bliver jeg ikke en modellerbar anden halvdel af et forældrepar, som er forventet at undskylde for den ene, den anden og mig selv med. Livet går fremad. Det er slut med at undskylde. Jeg er ikke en surdej, der kan klare det overnight, mere en vaniljeessens der bliver bedre jo længere du venter.

Bryllup

Svensk sommer, fluer i solstrejf, lyshårede manker, træmænd og koner.

Et knald, en ultra kort affære.

Brudene danser, tøjet svinger, frisuren falder.

Ansigtet i skærmen, reflekterende overbid, øjnene undskyldningen ikke når.

Unge blomster der vies.

Ægtefolk der er, der var, der overvejer

Kjolen krænges, stilletten tabt,

Håndvasken bruges, hænderne knapt.

Dansen bliver vild, løssluppen, fri.

Dåserne køre væk, celledeling begynder.

Et møde i en skov, et nej, et ja.

Hænderne himmelråbende “beslutningen jeg skal tag!”

Begravelse

På skovstien hånd når hjerte.

Indbydelsen over dilden.

“Ikke min sag at bestemme, Din?”

Sangen akkompagneres af klaverspillende fingre.

En bror, præst med stor mund, og hjertet på plads,

Leveren fri, for meget? for fyldt?

Ja, det fra flasken i lommen, i skuffen, i skab,

støttet af gamlingen, det nu på sin plads?

Dine tæer krymper til barnesko, for intet synes mormoren hun ikke skal vide.

Hun presser den ene, hulker hos den anden, den tredje holder mund.

Først tager han faldet, så hun, vindeltrappen er lang.

For foden alle stimler sammen,

“hvad sker der for barnet?”

Munde er åbne, ører lukkede, næser rynkede, døden er her.

Kirken smukkere end lukket, fyldt af spraglet glas, træ og sten.

“… er her ikke mer`.”

Dåb

Sandheden må ud, undskyldninger slutte.

Nogen skal tilgive, andre skal tænke.

Utro er pjat, som dolkestød i centrum,

men er det ikke rigtigst at elske barnet?

Vigtigt, at se over næsetippen sin,

den tit meget være som forhindring i vejen.

De første skridt mod fonten slæbende lange, de næste korte

i evighed amen.

Uh… jeg holdt et par pauser i de 1½ time lange afsnit, for jeg har det svært med, når tråde skal redes ud og sandheder få lov at siges uden censur. Blikket mere og mere dugget, næsen tæt, så fingrene famler efter det i forvejen godt krøllede lommetørklæde og jeg hiver ud i blusen da armhulerne fugtes, da jeg damper som i et anfald overgangsalder. Engang hørt omtalt som en luner.

Der er også en sæson 2, ditto på kun 2 afsnit samme varighed. Sagde jeg, at det er Colin Nutley der står bag med sin kone Helena Bergström plus resultatet (en af brudene)?

De navne siger da ikke mig noget!

Jo de gør, for han stod bag filmene Englegård den første fra 1992 og hun havde den altoverskyggende hovedrolle.

Jeg elsker svensk, sproget fyldt af barnelige ord der skal dække alvorlige udtryk, deres måde at køre i byer på, at jeg kan side i deres biografer og vælge mellem, at forstå det meste af det tekstede eller lytte til det engelske oppe fra højtalerne. Fordi jeg har haft barnesomre i det land vil der altid lugte af skovhindbær, mine øjne se stengærder så langt øjet rækker og køer vil slikke næseboer først det ene så det andet. Jeg elsker Malmø og håber igen en dag komme på stamhotellet (været der 2 gange), 500 meter fra centralstationen. Gå ud timer efter bordbestilling og spise det samme sted iklædt i kulden benvarmere og regnbukser, lige meget, hver en skånskklingende sætning vil alligevel altid være forbundet med svensk sommer, fluer, kokasser og dugvåde morgener.

Knus og de hjerteligste hilsner

Lisser

Ps. Sæson 2 skulle være der også, men siden melder fejl. Hvilket er irriterende hvis det rent faktisk betyder, at de har fjernet siden/muligheden for overhovedet, at se sæson 2. Det kunne de godt skrive, dr! Det er sjusk. Tv4 og C More skulle kunne gøre det, ikke fordi jeg har nogle af dem.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Brevet i bogbussen

Tak igen Melina fra forlaget Harper Collins for, at gøre denne tekst mulig. Kan man overhovedet blive træt af, at modtage en bog med posten, indpakket i bobleplast?

Nyd den for dens minimale drama i dramaet.

Den er en pageturner.

Du ønsker at læse slutningen, men samtidig lader du bogen ligge på bordet lidt længere fordi du ved, at tager du den op vil du blive hurtigere færdig og hvad så…

Så skal jagten gå ind på en ny råhyggelig bog.

Malin er slut 40` og måske er det hvorfor hun griber mig. Identifikations mulighed over hele linjen.

Dyrene, et arbejde der har fyldt tilværelsen ud er slagtede, hun er blevet en hjemmegående husmor. Forholdet til hendes mand er udelukkende baseret på sandkagen, madpakken, Janssons fristelse, og et kig ud i en tom stald i det skjulte. Ægtesengen er til at sove i. Længslerne er proppet ned i baglommen, som et brugt lommetørklæde af stof der stikker ud, men hun kan ikke få det hele ned. Der er ikke plads, heldigvis.

Hun vil ikke såre, protestere, gøre væsen af sig, tror ikke på, at hun har ret til mere end det hun har. Ordene, frustrationen flyder ud og nedskrevet havner de i stedet for skrivebordsskuffen mellem siderne i en bog i bogbussen, som kører sin rute hver uge. Det havner hos Erik og for ham er det en skat. En fortrolighed han ved han må give skribenten tilbage.

Og hans forslag? Det rene vanvid.

Malin

Børnene er store, fra flyttede, spørgsmålene der flyver rundt i dit hoved. E du glad der hvor du er nu? Føler du dig hjemme i dit hjem, med ham eller hende i den anden side af dobbeltsengen, kan du stadig se dig selv tusse rundt der morgen grim, pensioneret med havregrøds kanelen mellem fortænderne om 3, 10 og 20 år?

For hvis du ikke kan det, den største del af tiden (læs: ikke hele tiden), så bliver du nød til at turde spørge det ubehagelige spørgsmål, der får mave regionen til at trække sig indåndingsudelukket sammen og det er frygtindgydende.

Man kan gå. Man har lov til at gå

E.

Når hylden man er landet på måske ikke er fyldt op med det du forestillede dig, eller at den netop er det, men dine behov for at føle dig levende har flyttet sig, du har flyttet dig. Måske har du endelig gjort noget du har sprunget over, udsat. Måske ved du nu, at du skal jokke lige ud i det næste med saltrande indrammede, tunge vinterstøvler og vil ham der i dobbeltsengen så følge dig, heppe på dig (bærer dig)), elske den nye variant af dig og endda følge med ud i sin egen parallelle udvikling? Eller… Vil han læne sig tilbage, fordi han forestiller sig, at du vil det han vil, uden at spørge for du har aldrig givet ham grund til andet.

Tør du erkende hvad du vil for resten af dit liv? Det er nemlig det snart 50 gør, tvinger din magelighed helt ud på kanten af stolen, Er dette nu “fint” eller længes du og føler dig bundet, holdt tilbage og i så fald hvad og hvem fortæller du, dig selv, der gør det?

Modet det kræver, at gøre krav på at ville noget andet end i går, sidste år og være vidt åben over for det du måske ikke engang ved du drømmer om endnu. Det, som kun vil åbenbare sig hvis du tør ændre ting som er, og nu udelukkende er blevet en sløj fortsættelse af var.

Man kan godt træde vande i sin egen magelighed og lulle sig selv ind i, at “det er da heller ikke så vigtigt!”

Men når det igen og igen dukker op så er det ikke lige meget, så er det fordi det vil ses, høres, og erkendes. Lige meget hvor meget du nægter, at give det plads vil det blive ved med at dukke op bare i forskellige mere eller mindre gennemskuelige skikkelser.

Det er ofte vores egen forestilling eller måske snarere manglen på fantasi, der spiller os et puds med hensyn til hvad der kan lade sig gøre, det, der begrænser vores horisont til en lille snæver og tryg dal. Begrænsninger vi måske ender med, at tro blindt og naivt på er det bedste for os. Troen på, at ja du fylder måske snart 50 men derfor kan det altså stadig godt være muligt, at f. eks. udgive en bog. Jeg er jo ikke døende, det er kun mine æggestokke som er ekkorungende tomme. Nogle gange niver mine æggestokke som kan de ikke forstår, at der ikke er flere i kø, at skubbe ud i “lederne”.

Længsel kræver plads, masser af plads og tid.

Det er jo en feelgood roman så vi ved begge hvad den må ende med, men det er ikke det, der optager os vel! Det er hvordan det, romancen, forholdet udfoldes, menneskene vi lærer at kende og som vi ønsker det bedste for, udvikler sig. I dette tilfælde hvordan Malin går fra, at tro hun og husbond Anders skal på aftægt i et nybygget hus ved siden af fremtidige børnebørn til, at ville noget nok til, at rive tørklædet op af baglommen og svinge vildt med det i luften over hovedet og kæmpe for noget, for sig selv, som hun aldrig rigtig har turde indvie andre i.

Det gør mig ked af det, når jeg mærker hendes fuld stop, røde lys for sig selv, som må blive meget gult, før det bliver grønt.

Det gør mig skide irriteret når hun ikke siger fra. Det er immer væk store ting hun siger ja til, ikke bare en skide, skive hjemmebag i cafeen.

Tomheden udeblev for hvornår mon hun kommer med en ny, hende Eli Åhman Owetz?

Glæd dig

Kh.

P.t. feelgood søgende efter lidt mere af samme slags.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

O A`s abc

Alias overgangsalderens levede liv.

Ah… der forlod skyen mig.

Begge ben i squatten.

Cykle i vind og vejr, dog helst i sol og ikke i vintermørket med fortællinger i ørerne om mennesker, som har ild i røven for, at holde mit indre bål tændt, eller på energiløse dage tænde mit. Med fortvivlende lidt resultat. Må selv gnide den fandens flintesten.

Nogle dage ønsker man bare at;

  • pille tæer hovedløs og tankefri på en klippe.
  • skyen ville lette.
  • få lov til at hænge med hovedet.
  • se alting gennem skånsomt lys.
  • det ikke føles som om at man hænger i med det yderste af neglene.

Egosine, gør det igen til sommer, tager på højskole alene uden mand og “børn” for 3 år i træk. Men det vil blive den første gang uden, at føle mig som en mærkelig kvinde, når jeg gerne vil lære noget på en ferie i Danmark, prøve nye retter; vegansk, vegetarisk, med kød andre har sat sammen og ingen opvask. Blive talt til og blive lyttet på i ½ timer med øjne ind i mine, og ører der gider.

For fanden altså, lagde mig bare ned på knæ (midt december) fordi jeg ville så tæt på dem derude over skype som muligt. Har nu knæ, der ikke kan lide at gå, knap nok cykle og ja løbe har jeg opgivet, zumba … gør bare lidt ondt… ha løgner. Er det solidaritets smerter med 23-årig fraflyttede Goldielocks, som skal opereres. Jeg kan ikke lide, at jeg gør krav på av, av opmærksomhed for jeg skal jo under ingen omstændigheder have et fremmedlegeme ind i mit knæ. Vil hellere HALTE, som er mit ene ben meget kortere end det andet. Det er altså også meget bedre nu. Kan ikke finde ud af om det kan lide, at jeg sidder på min ende eller det er alle de squats, jeg er begyndt at lave. Nåh lige meget fortsætter begge.

Gnavne mennesker, der altid skal pifte min energi. Gå hjem. Gå direkte hjem med din surhed og onaner, eller et eller andet, gør noget, så du selv bliver glad og har noget at byde ind med. Glæde er noget du giver eller smitter med, ikke tager, suger, fravrister.

Hormoner, nej tak til plastre, gummi, og graviditetstests. Styr på dem!… I det ene øjeblik forsynes trussen med hvide, størknede (læs krasende) aflejringer fra for til bag og det andet svinger min sensitivitet, ned under kulkælderen til den kolde, bare jord. Skrid grå sky. Flytter mig lidt, nej helt ærligt. Det er åbenbart min personlige sky. “Nå, så hej så sky”. Skyer, som i det ene øjeblik er der, indtil jeg læner mig frem siddende på sengekanten for, at trække meget stram strømpe op over anklen. Jeg har modvilligt indset, at det kan være det mest smarte, da det kan give blå øjenomgivelser hvis man liiige skal multitaske og er ukoncentreret. I det jeg retter mig op, nu med en fod gysende strømpeløs opløses skyen som havde to storkrammende synapser i min hjerne givet slip og ladet lyset bogstavelig talt skinne fra en en klar, blå himmel ind i min hjerne. Det føles som at gå fra, at tro nogle har hacket ens bankkonto og tømt den, for et sekund efter, at få at vide det er en andens. Nej fis, du har bare glemt at tage læsebrillen på, der ligger lige ved siden af dig. Nogle gange er de som i fuldstændig unødvendige. De ligner bebrillet drengs dengang du pudsede dem, da det gik dig lidt på, at det så ellers ville kræve umenneskelige badut spring fra lærernes side, at tvinge bare den mest elementære viden “Igennem” og ind. Man kan nu godt træne øjnene op i, at se uden om ikke identificerbar plet(ter). Når kvalmen så sætter ind skal du uden at tøve rejse dig op, halte ud på vrissent knæ og gnide “sandet” af glassene med sulfo.

Is, som i hjemmelavet med for lidt sukker og æggeblommer, “den smager af flødeskum”, kommentere fedt forskrækket anden del, og…. så? Vi er faktisk nogle, der selvom vi skærer ned på diverse yver præstationer har en overordentlig stor kærlighed til kvalme bringende store mundfulde af det luftige produkt. “Rækker du mig lige skålen, skat?”

Jeg vil så meget. Som en 7-årig tumler jeg ned af en ny vej med 120 km. i timen. Et ny udklækket, lærelystent, frådende monster med en pludseligt opstået teknisk nysgerrighed, som er jeg min nu ex gamle mobil, der trængte til en længe negligeret men overordentlig tiltrængt opdatering. Ville ønske, at jeg ligesom dem bare skulle i stikket og vupti næste morgen, en helt ny model… Kunne de, der Apple mennesker ikke bruge deres ekspertise lidt på det? Det selvom jeg godt ved, at der vel efterhånden er lige så mange IPHONES som mennesker på kloden. Du kan også godt se det ikke? Hvad kan bedst betale sig? En opdatering af overgangsalderramt eller en ny IPHONE SE. De kunne bare bruge gammel IPHONE 8 indmad og så nyt lækkert (ca. 36 år) design. Lyder det ikke som en fandens god O A reset? Næh, du kan tro nej æblemand, jeg fik ideen først. Du ved patentloven.

Kan jeg virkelig det? Hver gang et ny lag af viden skal lagres finder jeg andre underneden insisterende på nøjagtig det samme. Anden halvdel, der ydmygt spørges som var han et andet call center, insisterer om aftenen på at blive outsourcet efter, at havde været spurgt så mange gange i løbet af dagen, at han er ved at udvikle stress symptomer, når han kan høre skriget fra stolebenene mod gulvet i stuen under middagsbordet. Han er ikke i nærheden af, at være på sikker afstand for videbegærlig 7- årig. Det kan tage ham 2 minutter at løse et problem min hjerne har kogt længe, skummende og flere gange over af, så hvorfor vente længere og brænde helt sammen? Jeg mener, så er vi jo ude i reservedele og til en model 71`skal du allerede nu ud til autoophuggeren i Nørre Snede.

Råber efter ham, “DER SKULLE IKKE SMILES”, på hans vej ind i soveværelset for, at hvile sin åbenbart trætte hjerne fordi han sekundet inden meget stille har sagt “ja, jeg ved jo ikke noget, jeg prøver mig bare frem!” Den bemærkning er faktisk en fornærmelse bare så at han ved det. Kan jeg måske gøre for, at jeg ved hvordan man får mennesker ud i haller og lave en variant af piri piri sauce og det så ikke er noget han tolker, at han har brug for! Han køber dog røde pebre til det, men var de nu på tilbud så det var en undskyldning for at købe 2 pakker? Går ud og kigger underneden. Er vel altid lidt paranoid overfor velmenende omsorgsfuldhed.

Alting skal læres på en gang, hulter til bulter, dage i energi flows hvor hver handling glider fra en til en anden og andre dage hvor jeg falder i staver i hakkende sætninger. Bekymringen over noget nyt jeg er bange for ikke, at kunne mestre til tiden uden nogen anden at spørge end min bedste veninde frøken YOUTUBE, som i form af andre undervisnings passionerede popper op med al den viden i små bidder, jeg kunne få lyst til at begære.

Lisser mit navn, men hvorfor har jeg så svært ved at sige det højt, præsentere mig selv, det vil jeg øve, til jeg bliver nød til at gå ud efter brækspanden.

Mens, frøken Rødovre, mit lort, det røde, min menstruation, haloooo hvor fanden er du? Gravid? Eller? Det skrev jeg også for et år siden. Har du sprunget en måned over eller? Kunne du ikke bare sige det så, at jeg ikke behøver at BEKYMRE mig please! Skriv en besked. Så mange år gået med, at finde sig i det og nu kigger jeg ned til de krasende skorper og presser papiret “op”. Nei.. var det blod? Næh.. det var bare min finger, der skinnede lyserødt igennem papiret.

Noget for noget, altså når nu jeg bliver mere sprød, som SART på den der, en skavank mere i samlingen måde, kunne jeg så ikke få noget andet igen! F. eks. at jeg kan spise tre stykker kage om ugen uden at fru svamp står dernede og banker hårdt med dørhammeren. Ja ja så spiser jeg så kun to…et.

Os, det er blevet noget andet. Der var engang, at jeg ville skilles mindst en gang om måneden (havde minutter lange debatter inde i mit hoved hvor jeg knap og nap var ordstyrer), det ved jeg ikke om jeg vil mere, men det er så af andre grunde.

Pokkers også, jeg kan kun lave om på mig selv og det skib er som en enorm luksus liner med plads til tusinder af mennesker i et farvand jeg ikke altid kender, og derfor ofte mister kursen i.

Q som i quinoa. Bebrillede tog 3 gange, succes, tjek. Længe leve farfar, broccoli og David (Twin Peaks skaberen) Lynch, som i et dystert lys a la film noir fra 40`ne laver quinoa og broccoli i efter min smag meget kedelig, som i smagsløs variant. Boltrede mig som en kok i “The Muppet show” og prøvede at gemme alle de andre ingredienser. Meget svært når man ikke har lysmand som mr. Lynch. Prøv du lige, at lave mad i dagslys makker! Det er sgu brutalt, siger det bare.

Rastløs, indespærret, den ene dag virkelig fedt, den anden flæbende (godt nok indvendigt er jo snart O A forbi passerende) for et knus, et blik, en bemærkning, den skal nok komme…

Smugkigger ud og holder mine inderste drømme næsten for mig selv. Studere med min indre lup med nypudset læsebrille andres måder og holder dem som drømmene a la Tove D. beskyttede inde i min favn, hvor “energinåle/piftere”, og realister ikke kan nå dem. Kan I ikke selv drømme, nap I egne hæle ikke. Ikke mine. Jeg rykker, fordi jeg går. Ud. Rundt. Op og ind til anden halvdel, “må jeg spørge om noget?” Han er jo på arbejde, som det er jeg ikke? Nåh, nej det er jo ikke et rigtigt job for jeg får ikke pension, “jeg er sæsonarbejder”. Det er ikke et fyord, det er der ligesom også nogle der skal være! SELVSTÆNDIG, det ord begynder, at smage som hjemmelavet is med små chokoladeknapper fra pose med gult mærke henover holdbarheden.

Til, er det at være til på sin egen måde, og hvorfor tager det så lang tid? Vente med at se andre skal vi jo, men også dem jeg kan se? Hvad er der med mig, hvorfor kan jeg ikke skrælle min nag af som en æbleskræl i èn lang strimmel? Det er så frustrerende, at det er så meget mere sikkert, at holde fast i den velkendte følelse, som havde jeg spist en stor blævrende fedtkant?

U uden tro men med…

Vilje(n), har du set den app i appstore?

Får noget tilsat engang imellem, når jeg efter at være smidt af samtale efter 5 minutter med fædrene ophav (fordi han stod ude i en skov og frøs) mangler genopladning. Henter en stikdåse til 3 i form af opkald til heppekor i Veksø.

Xxxx pist… ved faktisk ikke helt hvad det betyder, tror lige jeg spørger Siri. IPhones helgeninde.

Yde sit bedste jamen det er jo aldrig godt nok. Perfektionisten har allerede besluttet det inden jeg er begyndt.

Z som i zzz… godnat og hold dig. Tis hvis du skal, men tænd ikke lyset, som var du en ammende baby. Drik lidt inden sengetid og ikke gemalens bowler. Tænker; “altså du behøver ikke holde kummen med vand, det er ligesom cisternens job.” Skynd dig at falde i søvn igen inden du opdager, at tankerne fyger rundt mellem synapserne som en snestorm og den ny hentede app flimre i sin opdatering. Mislykket på grund af manglende plads på skyen.

Æv, bare lidt æv over visse ting. Læring tager tid, heling af knæ tager tid, forflyttelse af fokus fra det jeg ikke kan, (som jo vel nærmest er blevet båret i guldstol), til det sted hvor perfektionisten ikke mere skal lulles til ro, fordi den så ellers ville være en direkte forhindring for sig selv.

Øhhh, overgangsalderens mange facetter er endnu ikke helt klarlagt af forfatter, og ja, er efterhånden også af den krystal klare overbevisning, at jeg heller ikke får det. Når den er slut kan jeg sikkert ikke engang forklare den til nogen på grund af tågen.., Det er 10 år siden (ca.), at alt begyndte med ryg og bryst svømning i sengen, skiftede T-shirts og indkøb og afhentning af børn i diverse institutioner hvor jeg ofte blev spurgt om, “hvor finder jeg rugkernerne eller Alexander?” Hvilket var fordi jeg altid afførte mig alt overflødigt, når jagten gik ind på afkom eller kornsort og derfor først fandt min elskede cowboyjakke lige inden mit barn forlod fritidsordningen for, at lade en anden tage dets plads.

Å Aase er en af mine vigtigste biroller i min nystartede bog, jeg kalder hende også Sømmet da hun har en sygdom, der får hende mere og mere foroverbøjet mod jorden, men hun er min hovedpersons inderligste heppekor. Begge selvfølgelig inspireret af den virkeligste virkelighed.

Knus som i inderligt.

Lisser

O a tvangsindlagt tilhænger.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Ditlevsen

Tove Ditlevsen, du ved hende med Barndommens gade.

Det skal handle om bøgerne, Erindringer Barndom-Ungdom fra 67 plus den jeg er i gang med, Gift som er fra 71. Den handler ikke som jeg troede om arsenik men om hendes ægteskaber og livet i dem. Alliancen mellem 2 mennesker under samme tag, kan nu også godt minde om legen, “jorden er giftig” nogle gange, synes du ikke?

Mine fingre stopper næsten op i deres ærefrygt over tasterne, som ønsker de, at holde et minuts stilhed de ikke har indviet mig i. Det selvom jeg godt ved at hun er død og borte. Det gør det ikke nemmere.

Hvad skulle jeg skrive for, at du ville bede om at låne dem?

  • En stille venten
  • En pige sidder i en vindueskarm
  • Mænd med bogreoler
  • Konfirmationen, en påtvungen indtræden i de voksnes rækker.
  • Pladser med hårdt arbejde, damer som ispinde, mænd der ignorerer.

Lad mig starte med den anden, bogen Gift. Lidt ligesom dengang jeg læste avisen bagfra for, at blive i stand til at læse de “virkelige” nyheder, historierne på forsiderne som satte de ubehagelige følelser i spil. Oftest sprang jeg dem indrømmet helt over. For hendes bøger niver, det er det virkeligheden kan. Hvordan bare det at være gravid kan være det sidste man ønsker, og det selvom vielsesringen allerede sidder presset ned om ringfingeren, ja så siger jeg ikke mere.

BARNDOMMEN ER LANG OG SMAL SOM EN KISTE, OG MAN KAN IKKE SLIPPE UD AF DEN VED EGEN HJÆLP.

Tove D.

Barndom(men) er en.. noget der skal overstås, for at hun kan komme derhen hun ønsker, og drømmer om. Være sammen med og støttet af mennesker som også tror, læser og forstår sig på digte. Hende. Sætter pris på dem, kan gennemskue deres verden af fri fantasi i blandet et tvist af trædemøllens mangel på privatliv og håb. De er ikke sandheder der skal tages bogstaveligt, de er leg med ord.

Hun er en sej lille en, der gør sit bedste for ikke at være til besvær i de små lejligheder med udsigt til baggården. Det kan godt være, at hendes far er forsørgeren men det er morens uforudsigelige humør, der sætter stemningen. Lige som vejrguderne der diktere om huen skal trækkes ned over ørene, paraplyen slås ud, solbrillen på næsetippen eller blikket søge mod himlen hvert 5 minut for, at holde øje med de svævende skyer i truende mørkegrå. Som en anden headmaster på en engelsk kostskole bestemmer hun benhårdt begrænsningen af lille Toves udfoldelser i det ene øjeblik, for så at give lette løsninger på opståede problemstillinger i det næste. Det på en måde så selv forsørgeren ikke kan finde ord, der kunne bruges som modargumenter.

Hendes barndom indre liv synes som en snublende gang i en alt for lang nederdel, der aldrig passer til anledningen den skulle fejre.

Hun bliver holdt væk fra en fjern onkels drikkeri i bekymring for hendes barnlige uskyld, men den er for længst tværet i jorden som en halvt røget cigaret af de begrænsninger hun i forvejen møder i hjemmet. Alle steder er de jo, de drunknede fordrukne, i porte, parker, på gader, i byen, og i gården neden for “hendes” vindue. Ikke nær så farlige for hendes kærligheds søgende sind, som hendes mors så verbalt tydelige nægtelse af, at give den.

NÅR DISSE LYSE BØLGER AF ORD GENNEMSTRØMMEDE MIG, VIDSTE JEG, AT MIN MOR IKKE MERE KUNNE GØRE MIG NOGET, FOR NU HOLDT HUN OP MED AT BETYDE NOGET FOR MIG.

Tove D.

Hun var ikke ønsket, er ikke ønsket og bliver det heller ikke. En pige er intet, ingenting, en der skal i vej, forsørges, være stille. Digte, skrive digte, læse dem højt og tro på at de kan noget, er et formålsløst tidsfordriv.

Hun søger andre jævnaldrene med initiativ, med mere mod. Møder gamle mænd i lukkede miljøer, som på trods af minimal eller ikke eksisterende ros og huse der forsvinder, alligevel er nok til at hun formår og holde faklen tændt.

Hun har som meget lille forstået, at drømme skal man holde for sig selv. De er lette ofre for hån og latter.

Jeg undrer mig over, at hun på mange måder lærer så lidt (praktisk). Måske er hun nærig med informationen, fordi det ikke er det hendes liv handler og skal handle om, at være husmor.

Min beundring for den stædige tro. Hun har noget, hun vil læses, ved at sker det ikke, står udviklingen stille.

Roligt, ingen drama får hende fra barndom til ungdom andet end konfirmationen med dens afhuggede hæle på de dertil nyindkøbte sko. En bog sluttes, og en ungdom begynder med at en let, modvillig ung pige sendes videre ud i “pladser”, man skal blive i. At læse videre er kun en selvfølgelighed for hendes bror.

Nyd hvordan hun nogle gange skriver sine fine formulerede sætninger i digtets rim, som kan hun ikke forhindre, at de slipper ud.

Jeg er ikke til digte men måske skulle jeg prøve hendes. Jeg har nemlig nemmere ved at forstå dem, hvis jeg kender lidt til forfatterens kringlede tankerække, lidt ligesom de billeder jeg har hængende på mine vægge, kræver et billede af kunstneren for mit indre blik, når jeg dvæler ved dem.

Du kunne jo godt lide filmen barndommens gade ikke!

Bare tænk på Anne Linnets sang. Næste gang vil jeg virkelig lytte til teksten og ikke kun nyde hvor god rytmen er til gang i min undervisning.

Hvad læser du? Hvorfor? hvad vil du med det? Den?

Vil du drømme dig væk, mærke gyset, indentificerer dig, lære noget, inspireres, slappe af, grine, græde, blive tænksom. Det hele om og om igen.

Knus

Fra hende som sad sikkert rygstøttet med grøn hoppebold under højre skulderblad i aftentimen, og gyste over hvor lidt digterinden i en hver forstand måtte fylde i lys og lyd fra fødselsåret 1918, men i skriften… oj, oj.

Hm.. så fik jeg ret alligevel, Gift var gift, som i navneord.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

En andens mening

“Mor, han sagde det jeg frygtede, jeg skal opereres.”

Bum, benet op på briksen, handsker trukket op til albuen slask, som var det fødselshjælp til brølende ko i nød, forstørrelsesglas i panden udstyret med 3D og volumenknap på sort velcrobånd, der kan lukkes bagved.

“Skalpel tak og vil du frøken Svendsen så sørge for at nålen er trådet til, når jeg har foldet siderne ind igen.” Masken nikker, øjet blinker.

Er dog for længst videre end numsetermometret.

Tabt i vasken

Mine hænder sidder lige pludselig omvendt på og med anden halvdel bag mig som vidne, taber jeg en tredjedel af HANS forkogte linser ned i vasken. Der er hans og der er min mad ligesom hvis vi var roomies.

Jeg hører hendes stemme, som gennem en lukket dør selvom hun er på speaker og går tydeligt igennem trafikstøjen, hun er omringet af. Mine hænder drejer automatisk på plads igen og samler op, hvad der kan reddes.

Jeg fortsætter i stilhed mens min hjerne gurgler hendes ord. En eller anden ingen af os kender har brugt 5 minutter i hendes sødmefulde selskab og efter, at havde skævet til et billede på en skærm konkluderet, at den revne som tiden siden august ikke har kunnet samle skal under kniven.

Gud, gå tilbage til start og husk jeg har købt himmelhøje lejlighedskomplekser på hver enkelt matrikel du passerer undervejs. Og nej du kan ikke låne.

Anden halvdel til tydeligt chokeret pige som vi lod tage af sted alene. Ja, ja hun er 23 år, det skal hun da kunne ikke!

“Tænk på dem der er ude at løbe eller spiller fodbold, de kan måske sende et spark afsted og ende (på røven udelukkende mit krydderi) i græsset med et iturevet korsbånd!”

Det er ikke sammenligneligt mimer min indre hønemor stor bork, borkende så det minder om støjgener for mine ører. Hun bøjede sig ned i knæ og skulle bare op derfra, hun er 23 år, ikke 75 eller et proteinpulver fyldt muskelbundt med 100 kg på skuldrene i form af massiv vægtstang.

Det ville ikke være fedt hvis den coronatest jeg tager i dag, i morgen viser sig at være positiv, men det er ikke uretfærdigt. Jeg har levet, været ude. Hun har sgu da ikke levet endnu.

Anden halvdel til mobilen på køkkenbordet.

“Skat så må du bare finde dig i, at du måske aldrig kommer til at løbe igen!”

What! hun har kun taget tilløb, ikke løbet hans 1½ time i årevis. Så taler vi massivt slid.

Og undskyld men hvad fanden er så egentlig meningen med, at hun skulle lade en kikkert bore sig ind i hendes knæ hvis ikke det netop er, at tro på, at det kunne lade sig gøre igen! Det er jo ikke fordi hun forventer, at tiden skal rulle tilbage med supermand i modsat rotation om kloden for, at stoppe corona smitten ved det allerførste pust, håndtryk eller knus, luftbåret eller ved kontakt.

Jeg er mod knive, sakse, savklinger, knivtænger, nåle tråd spoler, piller, ikke bedøvelsesmidler dog, hvis du først ligger der (jeg er til at forhandle med). Mangler simpelt hen troen (i min DNA (cellens arvemasse)) på, at de kan fikse knæet, hofteleddet, fingeren, skulderen, ryggen eller nakken. Jeg har nemlig aldrig hørt nogle råbe ud i det ganske land midt ude på vejen i januar mørket

“Hold så hel kæft hvor er jeg bare glad for den kikkertundersøgelse i knæet, binyrebarkblokaden i skulderen eller den diskusprolaps operation, der har gjort min ryg stiv som et strygebræt i evig lod (lodret`tens vater), det fungerer prima.”

Jeg er dybt mistænkelig overfor en hver lægekonsultation da det oftest har betydet, at de har opremset medicinvarianter efter meget lidt spørgen ind. Hvad er de? Orakler? Telepater? Jeg har nikket pænt mens jeg rystede på hovedet inden i, da jeg herefter gik hjem efter mine 15 minutter. Få gange har jeg følt mig mødt, som da jeg dybt deprim gik til lægen, kan ikke huske for hvad nu, og det endte med, at hun åbnede min ked af det hed, der var gået i baglås. Mine veninder skældte mig bagefter ud for ikke, at snakke med dem. 2 konsultationer tog det hvor hun tog den tid, hun kunne og ikke gjorde andet end, at lytte opmærksomt og åbent, hvilket gjorde jeg følte mig som et knap så stort fjols over, at jeg overhovedet sad der i første omgang. Jeg skrev, et håber jeg, sødt brev til hende, som tak, følte ikke behovet for en ny tid, lågen var åben. Jeg var ikke mere kvalificeret til at tage hendes tid, når det så tydeligt fremgik p. g. a. tidspresset de er under, at andre havde langt mere brug for den.

Ja, måske skal Goldielocks opereres, det ender det jo nok med, men det er den unde lyne mig ikke med min frie vilje, at jeg prøver at stoppe mine fordomme og forestillinger ned i fordømmelsesposen igen. For det er jo ikke at støtte hende. Det ender nok med at jeg indvilger i, at det er hendes far som må tage med, for min indre dramaqueen vil ikke gøre godt, det vil kun hans ro. Som da han endte på hospitalet med hende efter et feberkrampe anfald, som jeg havde taklet indtil vi stod der over for hinanden i aftentimen og skulle tage stilling til, hvem der skulle overnatte med hende. Jeg kan små panikke, ringe efter 112 og tage med i ambulancen hvis alene, men når han dukker op er den super mor trådt til side eller jeg ….Hun er i hvert fald gået og sådan en slap, hul skabning står tilbage.

Det jeg stadig ikke forstår er villigheden til, at lægge sig under kniven. Igen, når det allerede er blevet bevist, at første gang ikke hjalp en hujende s… eller så i hvert fald kun gjorde det i kort tid, så længe genoptræningsprogrammet blev holdt ved lige.

Den, der blinde tiltro til, at når kroppen åbnes, sener trækkes lange, hud flænses, muskler gennemhulles, knogler erstattet af substitutter, så ender det i noget magisk som, når et barn hjælpes til verden ved et planlagt kejsersnit.

Jeg har lyst til at få en anden mening om det ben, så jeg kan arkivere tanken ned i den dertil indrettede dramaqueen mappe.

“Han må være skære, klippe, klistre liderlig når han så hurtigt smiler, drejer skærmen og viser hende de mulige tider for et indgreb han synes, at være den eneste der foretrækker og synes ja, udelt begejstret for.

Det knæ er altså ikke et skide stykke okse, der skal udbenes det er min datters.

Du har med garanti ikke engang tænkt på, at spørge hende om hvad hun vil, tænker og synes. Du tror sikkert (lader lige min fordomsfuldhed krænge sig helt ud over kanten af fornuft okay?), at fordi hun sidder i din konsultation så er hun der bare proforma for, at du bare skal hakke datoen af på skærmen. Men ved du hvad makker, du skal sgu da lige snakke med hende. Så du overhovedet hvor chokeret hun blev, eller var du ved at komme i bukserne af bar fryd over endnu en, du kunne sende videre til klippebordet? Færdigt arbejde..

Det kan godt være, at det at få en kikkertoperation for ham er det samme som, når jeg står i corona test centeret og pænt siger ahhhh… stående på klistermærkefødderne nedenunder, foroverbøjet høj ung mand, men for mig det ikke dagligdag. Jeg er overbevidst om, at når du påtvinger dig adgang til noget, der er lukket fra naturens hånd så efterlader du dig altså et spor. Det kan være du syr, reparerer en muskel, menisk, eller fjerner nogle “løsdele”, men det er en del af et et hele, som smukt sidder præcis hvor det skal for, at vi kan gøre det vi ellers gør. Det forstyrrer vi. Jeg siger ikke …at det ikke skal gøres, jeg spørger bare om vi ikke lige kunne sætte på pause og sunde os lidt.

Puha det hjalp. Det ligesom, når man skal have sin bil synet og det tager ham nøjagtig fem minutter og det eneste der tilsyneladende er sket er, at han har kørt min bil ind og ud af garagen. Derefter bedt mig køre kortet uden, at fortælle mig hvordan Hviden har det og så har han ikke engang rullet vinduet op, trykket sikkerhedsselen fri og hun stinker af cigaretten, der sad i hans mundvige.

Måske var han på fast forward udenfor, hvor jeg ikke så det!

Tænk hvis jeg underviste sådan.

“Hej alle sammen, nu begynder I bare ikke! Så gå jeg ud og leger med min telefon så længe. Nej ved I hvad, jeg tager da hjem og smutter ind under varmetæppet gør jeg.”

Hader når mennesker umenneskeliggør, ikke ser, hører og tager sig bare 5 minutter.

DET KALDES SERVICE. S siger sig, e siger en, r siger rigtig, v siger villig, i siger imaginær, c siger clown, e for eller? Se en rigtig villig imaginær clown eller?

Måske var det samlebånd, måske var det, det han kunne gøre i begrænsningens navn.

Måske udstrålede hun ikke bevægelsen i hendes sind, øjnene der bliver som glas og underlæben der skydes frem og bævre.

Måske er jeg bare ked af at jeg ikke var med, for at være 2 øre mere og en mund med spørgsmål. Mistroiske af slagsen.

Hørt igennem døren til konsultationsrummet

Pige råber,” han går bare sit bedste mor.”

Hvis igennem nøglehul man kunne se.

Hvidklædt, mundbind øreombundet, uidentificerbar person højst sandsynligvis læge, siddende med siden til stort skrive bord, tilbagelænet mod stoleryg med hænderne i luften på vej, ikke på vej, på vej til, at tage om ynkelig, ophidset mors skuldre. En meget stiv pegefinger trykker direkte mod den åbenstående kittels inden under bankende hjertekule. Den dirrende arm fra hånd til skulder, lidt skråt til højre, nedenunder grå hue påklædt hoved med vilde øjne over mundbindet af stof med skriften; Merry christmas på skrå.

Jeg kigger mig over skulderen. “Er du sikker Goldielocks?”

Hun nikker, “helt sikker.”

“Hmf.. okay.” Tager våbnet væk og putter den i lommen.

Knus

fra hæfteplaster god til at finde og klippe klipperen.

Kunne man dog bare få lov til, at beholde bare en enkelt fordom, men næh.. nej de skal alle op, som i lige op, før de ramler skramlende og inden i larmende mod jorden.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Den anden halvdel

Da corona i marts sendte de fleste af medarbejderne hjem kunne kantinen ikke ændre på ordren og husbond gik meget af vejen (ryster på hovedet her) hjem med tiltagende armslængde tynget mod jorden med plastik håndtag der måtte havde gnavet temmelig meget i håndfladerne. Han kunne simpelthen ikke ignorere ubehaget, der kom af, at være vidne til hvor meget mad de smed ud. Nogen burde havde iværksat, at det hver dag kom videre til munde og maver end ned i i forvejen overfyldte skraldespande. Det er én vinkel.

Halvdelen af maden var vegansk eller vegetarisk. Der var smage jeg bare måtte finde igen. Nysgerrigheden fik mig Youtub`et rundt i samtlige verdensdele. Okay, vi er begge klar over, at computeren ved hvad jeg føler for, næsten hurtigere end jeg selv ikke?

“What the health”

Dokumentar fra 2017, varer ca. 1:32 minutter. Find den på YOUTUBE

Jeg så ovenstående dokumentar og tænkte, shit jeg må omlægge min kost fuldstændig og leve udelukkende plantebaseret fra i går ja faktisk helst fra forrige år. Men det er jo ikke sådan vi homo sapiens virker vel!

Efter i mange år at havde lavet salater som jeg ikke kender nogle kunne finde på, de findes heller ikke i kogebøger eller på nettet for den sags skyld, jeg har googlet, vil jeg et step up nu. Fylde mere viden på jeg kan bruge som skarpladet ammunition, når jeg bliver kommenteret. Bøgernes opskrifter er ofte fyldt med bacon eller anden form for saltet og røget griseudskæring for at kamuflere, at det er en salat. Inkarnerede kødspisere har over årene ikke været nærige med den udtrådte (tænk sutsko) floskel, “spiser du kaninføde? Pas på du ikke begynder at mimre lige om lidt?” Som var det det værst tænkelige de kunne forestille sig ville overgå dem. Som er det noget der smitter… den….der… LYST!… til grøntsager….

Den gjorde af en eller grund av…. Fyldt med genert skam påduttet af overvægtig om vandrende hjerteanfald lige om hjørnet oftest MAND.

I løbet af året meldte jeg mig ind i et par Facebook grupper, bl.a. klimaudfordringen og vegansk madglæde det smagte jo lidt af, ikke fugl men i hvert fald af, at jeg var, havde truffet … eller ikke … for jeg ville jo ikke tvinges heller ikke engang af mig selv. Jeg kunne da ikke leve uden min fisk til frokost (omega 3) og kød (protein og B12) næsten hver aften til måltiet vi var samlet om. Jeg ville jo blive lige så lille som en æske tændstikker “Fra Terkel i knibe”. Hvor skulle mine proteiner komme fra og hvis jeg ikke spiste min skyr og æg på panden! Så ville jeg jo falde sammen af knoglebrud frembragt af mangel på kalk.

Jeg havde alle fordommene stillet op som en beskyttende mur om mine nedarvede vaner groede over årtier.

What You Eat Matters

-2018 Documentary H.O.P.E. (maj 2018) Find den på YOUTUBE Den tager 1:32 minutter.

Det er faktisk dokumenteret at kasein i mælk er direkte medårsag for udviklingen af cancer. Studier har også vist, at tilfælde af knoglebrud faktisk er langt færre hos mennesker som ikke, jeg skriver det lige igen IKKE drikker/spiser noget fra et yver. Temmelig sørgeligt at man også ved at komælk fremmer allergier, hovedpine, migræne, mave og ørepiner, men det bliver talt ned. Tag en pille får vi at vide. Vi er opdraget til at tænke det kan jeg medicineres ud af, men du kan da ikke fjerne et problem med en pille når du bliver ved med at fylde dig med det, der giver dig ondt i maven i første omgang. Skal en diagnosticeret laktose intolerant så også blive ved med at spise ost, smør, øse mælk på cornflakes`en for derefter at fylde sig med piller for, at hjælpe kroppen med at nedbryde noget den for længst og desperat har givet udtryk for, at den ikke mere kan? Det er jo ligesom at lægge et tæppe oven på det knuste glas og tro på, at ingen vil opdage det man kan se med det blotte øje eller høre, når skoen træder det knassende i gulvet nedenunder.

Bevæger vi os fra nord-til sydeuropa stiger laktose intolerancen fra vores 4,5 % (den stiger stadig) til 30-80 % og til over 90% i Asien!

Jeg kunne havde valgt for 16 år siden kun 34 år og tænke jeg spiser da bare alt det sukker jeg vil og så har jeg et lysthus der banker i puls som en myggefest 24/7, der vil sende os direkte i separate soveværelser. Jeg er opdraget af en hund og en kat og de sov i hver deres soveværelse adskilt af MIT. Kan det undre at de blev skilt! Jeg troede på lægerne og prøvede diverse stikpiller og cremer, de virkede, de fik kløen til at forsvinde denne uge. Bivirkningerne var bare, at nu kunne jeg heller ikke have sex fordi det føltes som om myggene havde lavet det største sankthansbål dernede, fedt…Og næste måned (svampen kunne min cyklus bedre en jeg) var problemet uændret tilbage.

Så var der nogen eller måske læste jeg det, der pippede lidt om at det måske var sukkeret, at jeg var blevet sukkerintolerant (noter )ikke sukkersyg. Jeg er dog selv af den overbevisning, at havde jeg forstsat med den måde at inhalere sukker på til næsten alle måltider, så var det over nogle år blevet diabetes 2, jeg sad med tilbage som diagnose, flot klaret, hak ved det. Man ved i dag, at de fleste ved ændret livsstil kan SPISE sig ud af den igen, men hvor mange prøver ud over dem, der får det dokumenteret i en tv udsendelse? Jeg kan i dag spise sukker sager lidt og ikke ofte, hver dag? glem det. Jeg skal stadig (resten af mit liv) vide hvornår jeg kan blive budt og hvornår jeg vil sige ja. Kan du gætte hvordan jeg greb det an?

Et måltid ad gangen

Fuldstændig som jeg har gjort nu med mindre kød et måltid, en dag ad gangen over ja nærmest hele 2020, coronaens år. For mig personligt ville det, at gøre det hurtigere, havde være den perfekte undskyldning, faktisk nærmest en tilladelse til at lade mig selv fejle, at give op. Det ville havde være en daglig alt for stor fristelse belejligt at glemme hvorfor jeg gjorde dette, og blive i det trygge, det velkendte, og ikke ændre en skid i det lange løb.

Nu tænker jeg, et år længere fremme, “hov det er blevet mere naturligt ikke at spise fisk til frokost, eller kød til aftensmaden mere end nogle gange om ugen”. Det er stadig en udfordring, at styre min selvpålagte perfektionistiske barre, der handler om hvordan vegetarisk eller vegansk mad skal være før jeg kan kalde den netop det. Barren var i foråret 2020 1.80 cm. nu er den nede hvor jeg kan træde over. Stille og roligt eksperimentere jeg mere og mere. Har endelig gennemskuet vigtigheden af, at der skal være et overskud til at smile af uspiselig, eller kedelig produktion. De rullende teenage “øjne”, mumlelydende og gaffelstikkenes ridsen frem og tilbage bliver jeg aldrig helt immun overfor, men hvad for en kok ville jeg også være hvis jeg var ligeglad med, om han kunne lide min mad eller ej?

Goldielocks tror at hun skal kunne noget før hun overhovedet har fået opgaven eller mindst i samme nu den bliver givet, æde hele elefanten på en gang. Hm.. ja, ja, ja det har hun fra mig okay. Er du tilfreds nu!

I videoerne jeg har set er veganere enige om en ting… det var ikke svært at skifte til plantebaseret i forhold til andre menneskers reaktion(er) på det!

Så jeg vil tage et stykke kød når jeg er ude og hjemme er det min sag hvad der ryger ned i sækken. Jeg har for længe siden valgt jeg vil være en hjort i spring og ikke en henslængt han løve der slår mave i skyggen, mens jeg venter på næste bid der løber forbi. Hvem kan løbe længst hjorten eller løven? De løber begge for deres liv, men hvem kan leve uden den anden?

Sjov info, en løve kan løbe mellem 50-60 kilometer i timen 50-100 meter.

En antilope kan løbe op til 98 kilometer i timen. Holder den en jævn fart på 48 km/t kan den løbe 32 km. i et stræk.

Det hjælper at se det at leve mere plantebaseret som en efter uddannelse ligesom mit arbejde på, at blive stadig bedre til at formulere mig på skrift. Det kunne man så håbe havde en indvirken også på det talte!

At gå fra at tænke grønsagerne som et knap så mættende supplement til kødet og i stedet lære at tænke det som hovedrolleindehaveren med bønner, linser og kartofler i sidevognen kræver i virkeligheden kun EN ting nu. Slippe tanken; åh nej hvad skal min stakkels 17 årige nu spise, når nu vi 2 andre spiser mad med fordele:

A) Fysisk i form af udbygget og toptunet (tænk Ferrari) gas-og gylle tank, mæthed, og blodsukker i vandret med en energibank, hvor han ikke engang har en konto oprettet.

B) Den psykiske fordel er, at de billeder jeg har fortrængt fra min nethinde fra de 2 dokumentarer bliver nemmere at bære, når de engang imellem går som en engel igennem mit i forvejen meget reflekterende tankemylder.

C) Større viden, da den kun fås igennem eksperimenter med krydderier jeg for få år siden kun havde hørt tale om, i mine dengang elskede programmer med nu afdøde (selvmord den idiot) Anthony Bordain. Suk han var en gave. Nåh men bruge dem, hvornår med hvad, hvor meget og tilberedt hvordan, det er knap så meget det store uoverskuelige spørgsmål mere.

Redningsplanken, YOUTUBE kanaler med veganske eller vegetariske ildsjæle verden over.

Bonus

De er nærmest alle engelsksprogede, så mit engelske er blevet langt bedre. Jeg tror såmænd, at når vi kan rejse igen i år 2022 ish, så tør jeg godt stille mig op og snakke højt og tydeligt. Jeg plejer nærmest at hviske som var det den magiske formular for muligheden af, at snuppe mine ord lynhurtigt tilbage i skam over, at jeg lyder så pinligt ubehjælpsom. Måske vil jeg endda gå efter min svigerfars version og trække lidt anccent og ord ind fra andre steder i den europæiske union. Som han og genbrugskatten i øvrigt vil jeg se mig stolt (selvfølgelig!) og storsmilende omkring på så charmerende vis, at selv mine børn vil godtage det. Dog godt krydret med den sædvanlige spydspidse ironi og løftede øjenbryn selvfølgelig. At blive drillet betyder, at nogen holder så meget af èn, at de rent faktisk gider gøre sig den ulejlighed at vente på reaktionen. Plus nå at udtænke et modsvar inden jeg er færdig med at greje, at min (bort)forklaringslyst var fælden jeg igen røg i.

Så jeg nærmer mig altså min udvidede horisont stille og roligt. Fik rødbedebøffer for et par dage siden, veninde havde ladet svømme i fedtstof (både brystsvømning og crawl). Dem finder du vist på madbloggeren “Valdemarsro”. Kappers gjorde dem salte, og sennep gjorde dem interessante.

Kl. var 13:30 jeg havde skovlet sne, cyklet/slingret hen til rødbedebøfsammensætteren, blevet plasket på fra oplynet støvlet til toppen af hue af bil, der havde glemt, at sne splatter altså THANKS A MILLION, og gået sammen i det smukkeste julefilmlandskab. Badeværelset iført vådt overtøj, nu i strømpesokker (tørre yes) ved komfuret med ud af øjenkrogen falkeblik, overvågende de rødligviolette tingester med langt mindre tålmodighed end hende. Det vil jeg også lære i 2021, spiste dem med rest af spaghetti fra i går med en slags pølse i og spinat, + ny salat, og så var der resten af rødvinen (1 glas). Jeg var piv stiv på 25 minutter i nogenlunde ditto.

Hurra for rester.

Vil du have mere?

Eminent madlaverske, veninde, lyttende øre og …

Lykken er; når du bliver nød til at takke nej til mere vin fordi du ved, at du så ville rejse dig op, gå rundt om bordet, hive hende op at stå, for så at begynde at kysse hende på stedet af bar glæde over, at hun er rask oven på en corona omgang. Fordi der stadig ikke skal mere til for, at gøre dig højtråbende og fysisk ud af reagerende med armbevægelser der får billeder på vægge og lamper i loftet til, at give sig i deres søm, fat-og ledninger og naboen hamre med kosten i modsvar foroven eller underneden.

Lykken er når fraflyttede ringer:

“Hvordan var det nu lige igen med det couscous, mor?”

“Hvad skal du have til?”

“Hm jeg har købt falafler, og kogt eddermandme bønner”

“Grøntsagsaftenssmad” jeg klapper mentalt i mine hænder.

“Ja, mor men så fik jeg makrel til frokost fnis…”

Knus

Ja og de 2 der overdængede mig med møgbeskidt sne, (frem OG tilbage) I er tilgivet.

Alle jer andre gør nu noget, der vil gøre jer jublende, ikke de lette løsninger som 2/3 af vinflasken, men noget der giver jer lyst til at danse. Dans til I svinger rundt mellem storspruttende (højt op ad væggen) tomatsauce på den ene side og halvt færdig salat på den anden, mens I vugger i hofterne på vejen rundt med ørebøfferne trykket helt ind imod trommehinden med jeres lige nu ynglings sang og ligner et snurrende hoved for dem, der knirker forbi i sneen udenfor.

Jeg er høj, veninde høj, alle emner er blevet berørt, trukket i og åbnet, noget forsigtigt andet voldsomt. Elefanter er trukket ind, løftet op, skubbet på og bakket ud af små, trange, på vid stående skabe, nogle edderkoppespinds ned hængende, andre fyldt med raslende fra hinanden ned til gulvet i bunke, skeletter.

Tak Mette L.