Knæ vs depression.

Hvad er meningen med det nye job efter 2 år som vikar, hun har drømt om, hvis hun kun efter en uge og en dag bliver slået hjem, som en skide rød ludobrik?

Lad os starte med begyndelsen

For to år siden, samme uge, siddende på samme seng, i samme værelse, på samme højskole ringede Goldielocks, den fraflyttede. Hun havde bundet en sko, rejst sig op og krash. Smerter ud igennem, hvad der må havde syntes som, hver eneste nervetråd gjorde hende hvid som et lagen. Hun kunne ikke stå, knæet var låst. Hviden, den hvide i10 holdt ude under de vajende grene, foran mit undervisningslokale i Hillerød, så farfar var hurtig på gaspedalen og hentede hende. I kørestol rundt på skadestuen, timevis af venten, “det var nok menisken.”

Hos 50-60 % af os sider der på knæets inderside en lille fold, i en slimsæk. Plica. Den var i klemme. En yndig rest fra fostertilværelsen med ingen betydning for hverken knæets funktion eller stabilitet. Lyder seriøst som blindtarmen, heller ikke ikke noget at bruge den til.

Nu var det det andet knæ.

Som sidste gang havde hun taget hensyn til mig, først fortalt mig om episoden da det ville være meningsløst at køre hjem, men sammenbruddet i telefonen, dagligdagen knust, gråden der slugte hendes kvidren, var som en knyttet hånd i solar plexus. Tak til farfar hvis pung fik hende hjem. Leve op til dig er på min bucketlist.

Børnene vokser sig høje, over tyve og fraflyttede, men jeg vil stadigvæk give mit indre blå mærker. For ville andre få gruset til at knase under dækket i udkørslen, før den hulkende havde lagt røret? Set billedet af Grundtvig fortone sig i bakspejlet kun en dag inde i forløbet?

Fem dage og timers langdistance moderskab senere trykkede min langefinger på hjemikonet i google maps. I anden rundkørsel, stadig i Hillerød, ligger mobilen i lommen på døren til passagersædet og den dyrt indkøbte mobilholder nede på tæppet. Heldigvis er fru vejviser ligeglad med, at se ud af forruden.

En kikkertoperation “klippede,” folden over i 2020. Vi måtte ikke komme med ind. Corona. Kulden sneg sig ind i mit hjerte på de gader anden halvdel og jeg gik op og ned af, mens vi ventede på hendes opkald. Knæet blev aldrig godt.

Det er tungt, når det eneste man kan er og lytte. Lade hende være der i det mørkeste mørke, rumme at intet jeg kunne sige i det øjeblik vil hjælpe noget som helst. Hun skal have lov til at føle vreden, frustrationen og ikke få dårlig samvittighed over melankolien, der siver igennem forbindelsen og gør alting stille i lange minutter, indtil de ringer med klokken. Buffeten er på langbordene.

Hvad nu?

Sygemelding? Miste det nye job? Hvad med lejen? Nej til smertefulde bedøvelser. Skift af læge. Skal billeder tages? Tæer, der ikke kan støttes på, siddende bleskift i samlebånd. Du er sej, min heltinde, min datter.

Den bebrillede

Han sender mig en sandwich emoji, et hint til hvad der skal ske i dagens afsnit, i serien, vi begyndte på sidste uge. Jeg åbner køleskabet og ser han har glemt sin madpakke. En halv time efter giver han mig to knus ude foran skolens indgang med taknemmelighed i blikket.

Depression

Jeg kunne ikke starte med den anderledes alvorlige historie. Den.

Den, som indeholder truslen om død.

En bror har det dårligt, corona er på sit højeste, tvinger alle hjem i ly bag skærmene, online er blevet noget normalt. Han taler med sin søster i mobilen, hun sætter cyklen på støttefoden foran garagen. Låser. Siddende ved aftenbuffeten på vores vante pladser, med hende i solstriben mellem persiennerne og ham duknakket overfor, kommer ord ud af hans bøjle besatte mund, som får alt til at stoppe.

Hjertet synes ikke at pumpe, lungerne udviger sig ikke og benene havde jeg stået på dem, givet efter.

Vrede over at han ikke sagde noget. Vi viser den. Skyld. Vil alle nu synes jeg er en dårlig mor, vi dårlige forældre? Svish… den indre lussing farver mig rød. Ego-fucking-ist. Vil andre tænke dårligt om ham, se ham som svag, smittebærer af en ny coronavariant med en endnu ikke opfundet vaccine?

Søster mægler, taler os ned, hænder der vrider sig i skødet. Klamme. Skammen over ikke at havde set. Hans blik, hans krop. Lektier kun hørt om i svage vendinger. Insisteret på hvorfor han ville mindre og mindre. Fornemmet hans vilje til at leve, krøllet sammen. 17 år gammel. Hvordan? Han snakkede med en anden end os. Han vil snakke med en anden fremadrettet.

Få dage efter bliver jeg efter hans anmodning stående udenfor lægens dør.

Uger senere lade han os modvilligt tage med og vi møder hans psykolog for den gruppe han er med i.

Hun fortæller os, han har hendes nummer. Han har lovet at ringe hvis hans tanker bliver sorte. Selvmordstruet. Hun fortæller os hans hjerne er brækket.

Hun har hans ryg. Det siger hun.

Indeni er en tillid til verden slået i mikroskopiske stykker. Jeg tør ikke bede ham om noget for vil det trigge, at han går ned på banelegemet, hænger sig i sit morgenkåbebælte (som ham kokken) eller anskaffer nogle piller? Jeg bliver bange, når hurtige bank på hans dør ingen svar giver. Skælvende står jeg der i tvivl, hjælper det nogen at krænke hans privatliv, afbryde ham i en eventuel enmandsforestilling?

Der skal gå lang tid før jeg tør bede ham om andet end det mest basale.

Han har kunnet få mig til at skrige hysterisk i i10`en. Nu, endelig begynder jeg at forstå hans humor. Jeg har sagt, jeg aldrig mere vil råbe af ham. Jeg elsker ham.

Små børn små problemer, store …

Et knæ i ulidelig smerte kontra et brækket sind. Forskellen i helingstiden kan synes som en køretur til det fynske mod en tur til månen, men angsten for det skal ske igen påvirker genoptræningen af knæ som af sind. Havde jeg ingen skam følt over hans falden sammen, mine egne reaktioner, havde jeg måske skrevet dette før. Jeg var bange for at blive dømt af andre som jeg ville kunne finde på at dømme dem. Som dem, der burde kende ham bedst, havde vi kun set sløvheden. Den stadig mere lodne morgenkåbe. Ikke set håbløsheden i blikket for han kunne stadig smile. Ikke set at tallerknerne blev færre, morgenkåben løsere.

Jeg følte mig bedraget af ham, misledt af min egen naive tro på at, “halløj vi har det godt.” Jeg kunne ikke mere stole på nålen i mit indre kompas.

Men hvornår har jeg lige langt mine fingre på anden halvdels læber og sagt, “nu lytter du.” Selv efter 30 år. 30! Er der følelser jeg ikke kan tale om, går i baglås når han siger, ” du er blevet stille, er der noget i vejen?”

Det er der nok?

For helvede da også.

Jeg forstår, at den bebrillede har brug for andre til de inderste tanker, men acceptere de skulle give ham redskaberne, vente på at livsgnisten blev tændt? Det tog tid.

Holder man nogensinde op med at ønske, at tage smerten for dem?

Holder det nogensinde op med at krympe sig i en, når de minder en om kørslen man sagde nej til, så eksamenspapirerne blev våde i cykelkurven?

Holder man nogensinde op med at ønske, at være fluen på væggen, så man kan se hvordan de er? Med andre?

Knus

Ydmyge hilsner

L.

Klokken er 17, katten har spist 1½ musvit, mens han har været i skole og nu står han i døråbningen til terrassen med den ene hånd skyggende for øjnene.

“Skal vi se?”

Jeg trykker på gem udkast.

Efterskrift

Spørg til råds

bed om hjælp

lyt

ingen velmenende råd (ah der fik jeg dig (me to:))

ræk servietter

tal ikke andres følelser ned, væk og ud

giv plads, tid

kun sådan kan berørte sind blive hele igen.

Som søge cirklen i emnefeltet foregår den samme forvredne handling i hakkende sekvenser igen og igen på min nethinde.

Jeg kan nogle dage misunde Den store bagedyst deltagere, for op til hver afsnit har de hvad der må være en uge til og øve sig, fra de finder opskriften til de tømmer opvaskemaskinen for den sidste gaffel og drager mod de store, hvide festtelte.

De kan vælge og tage ingredienserne ud af skabet, ligeså mange gange de kan nå, ændre lidt fra siden sidst og gøre smag, udseende og tiden de er om det, endnu bedre.

Jeg ønsker og gøre det om, bedre, allerede inden jeg åbner bildøren på parkeringspladsen i solskinnet, mens den lille Enkelt bobler stadig svagere i mine blodbaner.

Det er lørdag, klokken er ca. 15:40 og jeg bakker ud af parkeringsbåsen. Min del i den årlige gymnastik opvisning sprang så hurtigt frem i tid, at tilbageblikket nu er som i udvisket dårlig kvalitet. Jeg vil gøre det igen, lige nu, samle dem i rummet ved siden af, forhindre forvirringen inden vi gik ind. Give dem peptalken jeg havde forberedt, gå ind samlet og ikke stå med min telefon ved et bord, foran de fremmødte på stolene. Tøvende med og gå for hvis mobilen tager sig en lur, kan jeg jo ikke give dem koden, vel! Dem, de to mænd bænket bag bordpladen, der tager sig af lyd med overordnet styr på hvem der nu skal dukke op på væggen i lysets skær, for så sekundet efter, at blive levende gjort af flagrende arme i T-shirts med ens tekst og bare fødder.

Klokken 15:03 Åh, ach…. god dammit det bliver helt forkert. På en eller anden måde er den første sang, ud af to meget nøje udvalgte, allerede i gang og da alle endelig er samlet på gulvet for at begynde, slutter den med et pang. Så står vi der. Tvinger det jeg forberedte fast forward fra 50` twist til bagud i tid til klassisk 1825, Johan Strauss den yngre ish.. Kunne havde startet forfra, men der var jeg ikke. Jeg er ikke til forfra men til fortsæt. Skam kan udholdes nemmere, hvis målet er til og skimte der, forude. Klodser bremserne i min hjerne på play og fører dem så igennem andet musik stykke. Det bliver så utrolig kort og …

Forvirret står alle og ved ikke det allerede er slut, nogle skal det senere vise sig temmelig lettet. Jeg vinker dem ud.

I rummet ved siden af.

Stemningen er høj, alle er opstemte over overlevelsen af, at være midtpunkt.

Den lille Enkelt stikker lidt i den tørre hals og snakken går, mens et andet hold forbereder deres nummer næsten helt op af flasken, der bliver sendt rundt igen.

Mit smil skjuler den begyndende sydende frustration over, at der nu skal gå et helt år før vi står der igen. Hvilket er ret ironisk, årene i modstand taget i betragtning. Jeg ser mig rundt, på mundene, der gengælder mit smil. Nu bliver jeg sikkert husket som den båndsalat mit hoved er fuld af. Forestillingen om hvordan det må havde set ud er svær og æde. Ude af krigszonen har et vaselinelag lagt sig på billedet af hvad der skete, og nu tilbage i min krop, er det som om opvisningen var noget jeg fik fortalt ude på mellem gangen foran kvindernes omklædningsrum.

Jeg får løn for en time og det skal ikke gøres op i penge, men den indre forbandede følelsesmæssige forurening kommer til, at vare i dagevis og så er det altså øre i timen vi taler om!

Sluuuuuk!

Hjerne bare sluk, tag en anden rute (helst på en øde skovsti,) de minutter betyder virkelig ingenting. Som om dem, der sad på stolene væggene rundt virkelig går op i det og på trods af hvad du tænker og føler, så synes alle involverede det var sjovt.

Ja, jo måske men jeg synes jo ikke, jeg passede godt nok på dem.

Jo, du ved, når jeg står der foran dem og aftalen er; at vi ikke i månedsvis har øvet det, (nogle går slet ikke på mine hold), så skal jeg uden ord vise dem vej uden de føler de ser ud som skide idioter. De skal føle sig trygge.

Ha… ligesom du føler dig tryg eller hvad!

Dukker hovedet, mumler; kommer så ligesom ikke til at ske.

Nej! For du har ikke gjort det i 2 år, 2 år. Hør her!

Jeg ved godt du har kæmpet som et lille skrydende æsel i hvad der må være den bebrilledes levetid mod, at være holdleder ved disse events, men var aftalen vi havde ikke netop, at den tids beslutning var okay? At nu var tiden for den indstilling ikke mere, du lagde den ned uden nag til hende, dit fordomsfulde tidligere jeg uden og træde hende flad. I stedet ville du hoppe over til en ny og har du ikke netop gjort det ved, at dit holds navn stod på væggen?

Har du netop ikke vist og på bare 4 minutter hvad bevægelse kan være; smidighed, balance, reaktionsevne, koordinering, komme ud af takt og tilbage i den, i egen fortolkning, deres som din? Adrenalinen, der sekund for sekund øges i mængde og sendt fra store til mindre årer, til sveden fugter nakker og øjne tindre. Letheden, der løfter hælene fri af et hvert underlag i timevis bagefter. Det har et navn; bevægeglæde.

Joooo… Og de hænder blev fandeme varme af al den klapperi. Kom publikum egentlig med?

Vil så gerne sætte farten ned, men når stressfaktoren er høj, presser min mentale fod speederen længere og længere ned, for så er det hurtigere overstået. Og jeg kan, som når katten har misset et elegant spring med publikum på, stoppe op og slikke et tilfældigt sted, som var det hele en del af forestillingen og nu er jeg videre…

I mens et lille bitte sted, gemt og bøjet helt sammen bag noget, vinker en lille hånd. Skru nu tempoet ned, så vil du kunne nyde dette, der sker ikke noget. Sekunder er sekunder, det kan du ikke flytte ved og presse flere bevægelser ind.

Puh…

Falder sammen, har helt sikkert mærker i enden efter brættets afrundede trekant nu. Olauf er heldigvis i drømmeland et sted, huset er stille, en sky glider forbi foran det aflange vindue, placeret højt oppe i det brækfarvede, flisebelagte rum, gør det dunkelt et par sekunder, fugle pipper. Gjorde de også det før?

Det var bare en gymnastik opvisning. Den eneste, som kommer til og skælde dig ud er dig og orv, det gør du sørme godt, flot, det må jeg sige. Ja, der kom bemærkninger fra mænd, som ikke kan lide at være et sekund bagefter men selvom jeg havde sagt, at han skulle være opmærksom på skiftene ja, så fandt han ud af det ikke! Og de vil altid være som et ekko af mig, for mine bevægelser er parat i det øjeblik, tanken er tænkt. Deres først sekunder efter, når deres ører eller øjne opfatter ordene eller ubevidst forstår bevægelsens eventuelle bestemmelsessted efter først, at havde stillet hjernen spørgsmålet, Hvad fanden vil hun nu!

Uforudsigelighed + øje/håndkoordination = demensens ærkefjende.

Det bilder jeg mig i hvert fald ind.

Når man har prøvet noget en gang og det er to år siden, er det da ikke i kategorien for noget nyt?

Var det, det? Virkelig! Vil igen, blive tryg i det, går efter kroner i timen næste gang.

Hvad kan få dig til at reagere meget større end situationen har lagt op til?

Er det noget du tænker over/kunne tænke dig at ændre?

Har du tænkt over hvordan?

Det kan være svært og fortælle om følelser og reaktioner til andre. For hvis de ikke har været der, så er det som om hende den, der, dramaqueen syntes fuldstændig rablende. Kan ikke lide hende særlig godt og så er der jo desværre noget ekstra jeg kan skælde mig selv ud for, også, at indeholde. Suk. Så derfor går jeg nogle gange bare rundt og taler til mig selv (øhm ja højt.) Det er ligesom mere tilfredsstillende. Desværre er det ofte som lige nævnt ikke omsorg og venlighed mine øre bliver mødt med fra mit stemmebånd, da følelser jo har det med, at lege med gange og plus af, at blive holdt inde. Rækker jeg så alligevel ud for noget sparring synes ordene ligesom ikke og ville sættes sammen på en, i følge mig selv, let og forståelig måde. I forvejen starter jeg ofte midt i min fortælling, for hvis nu jeg skulle kede lytteren … Så må jeg hellere skynde mig. Holdes øjenkontakt uden afbrydelser falder jeg til ro i mere tryg forvisning om, at han/hun/det/den gerne vil give af sin tid og så starter jeg fortællingen forfra … Og ja jeg kan sagtens forstå hvis man bliver lidt forvirret lige der. Men altså det er i forvejen en smule skræmmende, at være en skibbruden i sin egen hjemmegjorte følelses forurenings pøl så, at skulle forklare andre hvordan de skal træde vande er som at springe i iført tøj og sko (tænk vinterstøvler.)

Stik dig selv en plade, den røde fra folkeskolens ubehjælpsomme svømmeundervisning.

Går efter for resten af mit liv, at reaktionerne ikke skal føre deres egne monologer. Er jo trods alt årsagen til deres tilstedeværelse, for ikke at snakke om oprindelse. Vi skal i dialog, forventningsafstemme, så vi bliver enige om, at de passer sådan nogenlunde til udfordringens størrelse. Måske jeg så kan nøjes med sop og fugtige bukse opsmøg.

Sikke meget jeg kunne prøve hvis ikke jeg på forhånd bruger så meget tid på og tænke; skal jeg gøre sådan eller sådan eller som tit slet ikke hmfr. Holde mere af alle de forbandede ubekendte i situationer jeg aldrig vil kunne have fuld kontrol over.

Nåh, hvad skal jeg udfordre mig selv med nu indtil næste års opvisning?

Blive yogalærer!

Må hellere skrive den tjekliste:

I ugerne op til skrive til alle hold (3,) ikke kun mine egne om de vil deltage. Klokke slettet vi skal på. Kunne de have lyst og mulighed for, at være med i min undervisning i ugerne op til, hvor de mindst èn gang ville skulle arbejde til musikken valgt til opvisningen?Obligatorisk møde i lille barfodssal for alle før “vores” tid, indeholdende brag af peptalk. Jeg vil vente ved bordet, ikke lade en fremmed mand være tvunget til at spørge, “hvor skal jeg trykke”? På et aftalt tegn, vil de gå samlet ind, showet kan begynde. Min oplevelse, mit ansvar. Holde mig i inderbanen med kun et ganske lille pres “ned” mod øjeblikkets unikke nu.

Noget jeg har glemt, nogle forslag?

Udvikling er ekstremt vigtigt, men det kræver altså, at få lov, give sig selv lov til og fejle. Ellers er det for skrækindjagende at prøve igen, for meget forfra, til det synes og rykke noget, ja nytte noget, for nogen. Mig. Det skal være nemt og sige, når spurgt, “ja det vil jeg gerne”, i stedet for, “nej det er ikke mig.”

Læring af dette. Kære du, dejlige du. Du døde ikke, nej jamen det gjorde du virkelig ikke. Gulvet åbnede sig ikke, du bliver ikke fyret eller det tror jeg i det mindste ikke, svært at udtale sig om nu her kun ½ døgn efter (skrivende stund.) Selvom nogle skulle synes det var noget lort kan du for fanden ikke gøre det om.

Neeeej, det er rigtigt nok og det var ikke farligt. Som sådan. Altså jeg bløder, men kun følelsesmæssig negativ skidt, men du har ret, det gjorde ikke ondt.

Nej, det er jo det jeg siger! Du har bare været fuld, ikke af alkohol men af mod, adrenalin og et lille drys frygt. Hvorfor skal det udskammes og sendes i hjørnet? Det har i stedet fortjent og blive fejret. Du tog ikke den nemme løsning. Du klatrede op på hesten i hvad der godt nok føles som psykisk bar røv, men der findes billeder, som viser noget andet.

Na haj… SÅ meget med løj på.

Hvis du i forvejen er modig sådan på ugentlig basis så husk at rose dig selv. Højlydt. For det har du fortjent. Jooo du har. Lev med det.

Hvad skal jeg så bruge den nye erfaring på? Til?

Jeg kommer til det, skal bare lige have ro på søgecirklen, for de dèr saltomortaler gør mig stadig svimmel. Lidt ligesom teksten på begyndelsen af filmen, Belfast i går, som var bagefter. De skulle forestille og være fra Irland så det var som, at skulle tolke bornholmsk eller synderjysk, bare på engelsk.

Vær modig ik!

Knus og kram

Den følelsestømmermændsramte

Hendes stemme når mig ned mellem rækkerne med tøj, sollyset skinner ind gennem vinduerne og får lugten af glemt tøj til, at snige sig længere ind næseborene, op til centret i hjernen som vender sig væk.

Røde kors butikken er flyttet over vejen og halvt ned af gågaden, min kurv på hjul truer allerede med og vælte hver gang jeg trækker den om endnu et bøjlehvinende hjørne. Vinterfrakken og tørklædet underst, det er jo seriøst det her. Har fra børnene var helt små lært, at skulle jeg være inde efter en rask gåtur og koncentrere mig om noget og nyde det, krævede det afklædning. Perler af sved i små dun og ned af linjer gjorde mig bare sur og utålmodig.

Nåede lige inden hun gik ud af fritteren, at huske at se i glemmekassen efter forsvundne (min) cowboyjakke. “Nåh… (lettet) der var du!”

“Velkommen til Herlev,” så er vi placeret. Den kvidrende, frivillige kvinde ved kassen mestre et let forståeligt engelsk til nogle kvinder og børn, der står i en samlet flok ved indgangen. Jeg forstår de er ukrainere. Pludselig føles vognen som er hjulene kantede møllesten og skyld over igen, at stå i en tøjbutik (godt nok genbrug men alligevel) for tredje eller 4 fjerde gang inden for to måneder, får mig til og flå lidt mindre hårdt i trøjernes skuldre. Ordet “gavekort” bliver nævnt nogle gange.

Taknemmelighedens sved, (Herlev er jo min by) samler sig i mine armhuler og jeg føler den største lyst til, at gå op og sige de kan købe noget for hundrede kroner på min regning.

Men jeg gør det ikke.

UNHCR har sendt mig en tak for mit bidrag i mailboksen for uger siden, men det fjerner ikke dette niv over, at se dem gå mellem bøjlestængerne og “kigge.” Ingen af dem går med en kurv rullende efter sig, faktisk er de tomhændede.

Jeg har altid tænkt, at når jeg tjente flere penge ville jeg give mere til hjælpeorganisationer, men har nu som snart 51 årig accepteret at det nok ikke er noget jeg skal regne med. Lagde den, forventningen, ned, bag mig. Det er fint som det er, for nu.

Hvilket er så åndsvagt og mene, sige, skrive, for tanker bliver til det, der sker. Det er sgu da klart det aldrig kommer til og rykke sig hvis jeg hele tiden fortæller mig selv, det er sådan det er! Min hjerne vil tro på det, handle efter det, den er jo min…

Så hvis noget, noget andet skal ske så…

Kræver det jeg træder et stort skridt ud af komfortzonen og udfordrer tryghedsnarkomanen, der hænger fast med klolignende fingre i alt som er letgenkendelige gentagelser. Ideerne summer rundt i hovedet men det er som om jeg skal forbi en kæmpe sumobryder, der, som en siamesisk tvilling sidder brændt fast til min hud. Som et udvisket gammel tatovering jeg ikke mere selv husker hvor stammer fra eller hvad betyder, som kilovis af overskudshud efter et stort vægttab. Stadig en del af mig, velkendt, men samtidig så skide meget i vejen. Blev jeg spurgt om sumobryderen ville jeg ikke kunne komme med andet end et mumlende, vævet svar. At tænke tilbage giver ikke noget som helst på kontoen for mod. Så jeg gider ikke mere være fornærmet, ked af det eller anklage, det vil ikke ændre noget, kun fastholde negativitet som skidt, der optager pladsen hvor noget kunne skinne.

Det slip har på få måneder gjort mig mere opsøgende, åben over for muligheder jeg ellers katagorisk plejer og afvise. Altid godt forberedt via indre selvopfunden nedgørende monolog, som foregik over uger, nogle gange måneder i forvejen. Fordi jeg ikke turde (tør) sælge det jeg kan tilbyde, (mig i rå energiform), afviste jeg tanken, mig, inden andre kunne. Kun på grund af få afvisninger. Men. Så slap jeg jo også for arbejdet med en grundigere udredning… Jeg kunne uden forhindring drage konklusionen, at hvis nogle f. eks. mente de ikke ville forlænge sæsonen, så mente de det nok alle sammen. Alt sammen for jeg kunne blive i det trygge. Det er ligesom at tale til sin kat, ja han svarer da tilbage men helt enige om hvad der skal i hans madskål, hvornår, bliver vi nok aldrig. Det er jo alligevel mig der bestemmer det, for han kan ikke få det ud af posen … Han tror altid, at når global kniven tøver mod spækbrættet på en helt speciel måde så er det kød, men han er nu ikke meget til fugl, kun dem han ikke kan fange.

For hvis skyld?

Ja, jeg står i en genbrugsbutik og køber ind med penge som helst skulle gå til et godt formål, men tanken bag er jo, at jeg vil udskifte hele min garderobe fordi det som hænger inde i det er en anden kvindes. Hende, som altid skulle være så pæn, altid med urolige fingre som rettede på et ærme, trak ned, ud eller op i stof som skulle dække noget, usikkerheden. Genertheden der kunne få; fingre under borde til at pille neglerødder til blods, knæ ærbart samlede i strømpebukser, ryggen stiv for ikke og vælte noget (hvad jeg ofte har gjort alligevel). Munden tom for ord, kun en gumlen af hjemmelavet brød berørte mine samlede læber, knap nok luften pustet ud, usikker på hvad!

Genertheden, som usynlige kæder jeg selv krængede op over og rundt om min krop som en anden udbryder konge. Ja, jeg brød ud, låsene låst op, men sad der ved større selskaber og holdt på mit tøj, i mit tøj helt stille, som sad mit tøj forkert, var jeg det også. Kun når jeg står ude på de gulve kan jeg åbne på vid gab og fylde. Der må jeg “larme”. Jeg troede jeg vidste hvem jeg var med tøj som sad til og var i klassiske farver, der ikke skilte sig for meget ud, men fandt alligevel altid det med de skæve vinkler, snit eller former. Engang var jeg 20 kilo tungere altid i størrelser større, i tøj med klatter af farver. Hende har jeg søgt efter. Ud. Ud med alt det sorte, undtagen måske den lille “sorte.”

Hvem søger du efter? Hvad søger du? Søger du overhovedet?

Puh… hvis du ikke gør og har indre fred så misunder jeg dig, hold fast i det alt hvad du kan, det er en gave. Rastløsheden bider mig i akillessenen, i baglårene som små, springende, snerrende terriere, dukker op alle vegne jeg er, presser, skubber og puffer til mit magelighedsgen med de stride hår på det lange kosteskaft. Har lyst til at flå det ud af den usynlige hånd jeg ved er min og tage en flyvetur som en månesyg heks, hvivlende rundt som er den fuldt ladet op, lige trukket fri af stikkontakten. Gør nu dit, gør dat, du bliver jo også ældre og ja du føler dig ikke som halvtreds men de 37 år du føler dig indeni får du nok lidt svært ved at sælge, så gør det nuuuu! Hvad kan der ske? Ja du kan få et nej, dør du, neeeeej. Prøv igen for satan. Bare prøv igen et andet sted, med andre ord, den erfaring er ikke tabt, men sat ind på modighedskontoen.

Kom nu, hæv…

Så kan roen sænke sig….til…. næs.. ga..

Hober modet sig op på kontoen uden du hæver i banken?

Hvem tør du ikke kontakte?

Hvad er bedst blive eller gå?

Har du noget der skal prøves af? Og hvem kan støtte dig i det?

Har du tøj i dit skab som venter på du bliver en anden version af dig selv. Hvorfor ikke holde af hende du ser i spejlet for det er da hende du har været mest, ikke! Vi skal ikke undskylde for måden vi ser ud, eller for når vi fejler i noget vi gerne vil blive bedre til. Vi skal ikke skælde os selv ud over manglende valg, rygrad eller blive trist over en påske der er gået men handle… Reagere, gøre det vi vil, lige nu eller skrive det i kalenderen, lave aftalen, når tanken kommer før modet svigter og ens fornuft hvisker det spontane ud. Det vindue er på få sekunder. Så lukkes det igen med et nærmest hørligt smæk.

Se The 5 second rule med Mel Robbins på YouTube.

Jeg ved jo ikke hvad der var sket hvis jeg var kommet med mit tilbud. Måske havde de afvist mig, hvad så! Måske havde det krævet goggle translate og en hedetur der havde sendt millitre i sydlig retning. Måske havde det, at gå over gaden til bageren været bedre så gruppen kunne få noget alle sammen. For en ting er helt sikkert 100 kroner havde ikke nået langt og jeg var for genert til (nej bange for kold afvisning ah… ja det var bedre ordvalg), at lave en indsamling blandt butikkens andre 3 kunder. Tænk hvis jeg havde gjort det og butikken havde sagt, “vi giver 50% rabat oveni”, så havde de alle kunne gå med noget i hænderne. Hvorfor er det tanken; “det nytter alligevel ikke noget”, som får mig til og dreje min vogn ind i prøverummet, trække gardinet for. Hvad er jeg så bange for? Ville jeg i deres situation ikke havde sat pris på, at blive mødt lige der, bare af lidt!

Tøj kan ikke flytte meget på modets spræl men stå i front for en gymnastikopvisning kan. Lørdag kl. 15 i den store hal, træder jeg ind i et inferno af menneskestøj, nervøsitetssved i alle duftnuancer og lukker i 10 minutter mentalt for udsynet til alle disse mennesker ude. Deltagere, familiemedlemmer i alle aldre som ser på mig, på dem jeg fører igennem, til det næste hold skal på gulvet og vise deres variant. De har lovet vi bagefter skal have en lille “en.” Den vil få adrenalinen ned på normal så jeg kan køre hjem og holde weekend.

“Skriv en introduktionstekst, som vi kan læse op inden I går på!” Fedt, stadig 2 dage inde påskeferien inden hverdagen lukker alt op igen. Fugle udenfor vinduet går fra stille til gentagne fløjt i hvad der kan synes som nøje gennemtænkte passager, en banken forstyrre… “Hvad skal jeg skrive? For der er vel ingen der hører det, er der?”

Den banken var menneskeskabt af hånd på uanmeldt mor, der vinker computerens låg lukket.

Samme gymnastikforening skrev ugen op til påskeferien.

Ønsker du at byde flygtninge fra Ukraine velkommen på dit hold? Vi ønsker din mening. Det kan da være fint med min stemme men deltagernes er da mindst lige så vigtig eller hvad!

Svar på følgende spørgsmål.

1. Ja, de er velkomne. 
2. Ja, de er velkomne hvis de taler engelsk.
3. Ja. de er velkomne med en tolk.
4. Nej, de er ikke velkomne på min time.

Nummer 2 forlader min mailboks.

Sidder ved en påskefrokost efter en tur til Malmø, hvor jeg seriøst var to dage i himlen. Hele tiden omgivet af datter og kusiner, der med de ømmeste favntag og gnistrende blikke fra morgen buffet i klosterkælderen til makeup afvaskning (ikke min) kl. 00:35, langt over min sengetid for øvrigt, fik mit indre duracell batteri ladet op.

Altså over silden med den uundværlige æggesalat og to minutter i tarteletter, mums elsker den sauce selvom jeg ikke kan forstå det, kan sgu da ikke lide fiskeboller!

Mor med børn på seks og et, “vores ukrainere blev skuffede over de ikke skulle lave aftensmad til os i dag!” Hun har vores fulde opmærksomhed, hun smiler. “Vi bruger hele tiden goggle translate for de kan meget lidt engelsk.”

Mundlam og fuld af beundring for disse familiemedlemmer, som byder to kvinder og deres børn velkommen i deres hjem på nærmest ubestemt tid.

“Nu har vi jo førstesalen!” Hun flytter lidt på den etårige som går fra favn til favn. De vil så gerne hjælpe, så de finder på alt muligt kreativt.” Pigens lille springvand på hovedet holdes sammen med et bevis på den ene ukrainske kvindes opfindsomhed. “De keder sig så meget men hold da op de kan få kødet til og strække, bare de har kartofler og smør.” Smilet bliver større og hun tørrer lillepigens mund i en hurtig bevægelse inden den lille klistrede mund kan nå, at dreje sig væk. “Masser af smør.”

Ja, men I har kun et toilet, tænker jeg. I et sommerhus i en uge kan det gå men fire uger, otte, seks måneder! Du har kørt dem rundt (Næstved) for, at få deres opholdstilladelse i orden, sparer pengene op de får, så de kan få dem, når de flytter ud til hvis de nu skal bruge dem på en lejlighed. Har de overhovedet et hjem tilbage eller er det bombet til kratere af støv, sten og nu ubrugelige ting?

Jeg kan ikke tage dette ind, ufredens klamme, klemmende hånd fra Rusland om Ukraine.

Jeg har ingen ord når nogle snakker om det, lytter, men det er som taler de om en film de lige har set.

Kvinderne og barnet, bedstemoren i butikken, det fremmede sprog, de ligner ja, hvem som helst fra Herlev.

Ny mail står som sendt, “de behøver ikke kunne engelsk, bevægelse er et universelt sprog.” Et sprog uden ord.

Knus

fra

Den opladne

at holde fast i troen på, at noget jeg ikke gør eller gør på en anden måde vil nytte noget i det store miljø/klima/ressource regnskab. Jeg prøver alligevel på alle mulige, måske for andre, mest latterlige måder, for i sidste ende handler det ligesom afstanden mellem mennesker i en coronatid, om hvad der føles rigtigt inden i mig.

Hvad er rigtigt for dig?

Hørt omme fra bagsædet på vej hjem.

Jamen, det er da de store virksomheder, der skal ændre adfærd.

Ja, men er det ikke en superbelejlig tanke!

Så kan jeg nemlig fortsætte på den måde jeg plejer.

Er der ikke vaner vi kunne vænne os af med som efter nogle dage, uger, måneder ikke ville være noget vi tænkte over eller savnede mere?

Hvis jeg nu brugte en bagemåtte i silikone, der kan vaskes, så kunne jeg jo lade rullerne med bagepapir ligge i butikkerne. Tror jeg kan bruge en på en måned til 1½. Så havde jeg også mindre til skraldespanden. “Ja,” siger anden halvdel så, “men der går jo vand og sæbe til!” Førstnævnte en ressource og sæben? Naturen har vel ikke brug for at blive skrubbet, eller! Den skulle vel, ligesom ovnen, være selvrensende! Så er der dagen jeg smider måtten ud, den vil jo aldrig formulde allerhøjst revne. Og kan man så putte den i plastik containeren eller skal den i småt brandbart? Skulle jeg hellere gå til en psykolog eller se mine veninder mere og på den måde undgå det meditative i, at rive et (mest 2) stykker bagepapir af pr ovn optænding?

Der er hele tiden den opvejning. For hvis jeg tager bilen, nu tager jeg den helt ud ik … Så bruger jeg benzin og udstødningen er jo ikke ligefrem noget jeg selv kunne tænke mig op i næsen.

Jeg ser skrald hænge på buske og træer som stedsegrøn julepynt og håber, at mine ufødte børnebørn ikke render rundt i skrald til knæene som teenagere?

I corona`ens navn har jeg sat dagligvareindkøbsture frekvensen ned. Beholder nu åbenlyst for afkom gaveposer for, at genbruge dem igen og igen, for hvorfor købe nye, når de andre stadigvæk klarer jobbet? Nemlig at være ansigtet ud af, der skjuler godter man ikke gider og pakke ind, inden i.

Jeg pudser mere og mere næse i gamle T-shirts rektangel udklip, der alligevel skulle kasseres fordi de hørmer under armene ved næse ned stukket. Der var da engang hvor de stak hvide op af fint klædte mænds brystlommer eller lå indtørrede, knap gråblå identificerbare i alles lommer. Når så sæsonen fik en til, at gribe ud efter den tøjgenstand igen, kunne den stå selv i de sjoveste former.

Det her handler jo ikke om køkkenruller, lommeletter eller bagepapir, jeg siger bare det er svært og gennemskue hvad der er det mest langsigtede at gøre. Hvilke ændringer kan bedst betale sig (fra i går) for, at slide mindst på jorden og bade i dens ressourcer?

Der er vel egentlig ikke noget i vejen med, at bruge de grønne grøntsagsposer til mit sved stinkende arbejdstøj på vej hjem fra arbejde fredag, inden de ligger weekenden over i vasken og bliver fyldt med grønt.

Eller …

Er der nogen regel om, at når nu bebrillede så massivt støtter magnum is bægre indkøb, at jeg så ikke bagefter må genbruge dem til mine mandag til fredag hjemmebryggede blandinger af mysli? Stablet og parat i skabet til, når jeg ikke orker eller har tid til havregrødskogning plus efterfølgende forhadte opvask. Både vand, sæbe og bandeord bliver sparet her. Jeg kan ikke lide når havregryn blandes med vådt, står natten over og alt smager uden nuance og ligner papmacheklister fra folkeskolens formningstimer. Det er kun lasagner, dej til diverse og gryderetter, det, virkelig gør noget for.

Hvad rester også kan bruges til….

Nu ved jeg godt det lige har været jul, men altså hvis du kan lide, tåle ris a la manden så få neglet resten i skålen, i år, helst med noget kirsebærsovs (også virkelig godt uden.) Frys i små beholdere og tø op engang imellem enten til en lille dessert eller og det her er det bedste. Spiser du for eksempel skyr, græsk yoghurt eller andet neutralt mælkeprodukt til morgenmad, så bland en teskefuld (så du har sikkert til mange dage) rest ris a la mande i. Det smager sind sygt godt. Der er sikkert lidt vand ved, det hælder du bare ud.

Husk! har du en rest flødeskum kan den fryses. Måske skal den bare røres lidt når optøet. Piskefløde er dyrt, men ved juletid kan du få en kvart til 2 kroner! Hænger du med enden i vejret ved nattetide over containerens kant kan du få dem gratis. For jeg vil vædde med der ligger minimum 20 dernede. Jeg lavede is (også med kirsebærsovs og store chokolade stykker. Overhældte ved servering med hjemmelavede karameller. Jeps, også af piskefløde, anden halvdels undgå madspild gen havde slet ikke kunnet stå imod. Karamellerne smagte godt men da de vedblev med, at være lidt for bløde, tænkte jeg, varmer da bare nogle af dem op igen. Afsluttede med nogle optøede brombær fra sidste sommer.

Salling, Vores is, Præmier, Carte`dOr gå hjem, det var himmerige i mundfulde. Bebrillet fødselar ville hellere have Vores is, fair nok, så har jeg en rest is til næste gang jeg får gæster. Regner med han får øjnene mere op for mad, hvor han rent faktisk vil kunne genkende indholdet på ingredienslisten, hvis den blev stillet foran ham. Stille spørgsmålstegn ved, hvorfor han ikke sætter spørgsmålstegn ved præfabrikeret mad, dets korte mæthedsfornemmelse som sjældent har set noget, der bare ligner gode råvarer og kærlig omrøring i timevis. Meen vi kan jo lide det, de smage, vi er trygge ved og kan stole på…

Lydfætter

Nogen er brudt ind i skabet i ny Måløv hal og stjålet min mikrofon! Stort suk. Jeg mener, hvis de vidste hvor meget jeg har været i nærkontakt med det mundstykke. De kunne sgu lige så godt bytte bolsje med en covid inficeret, men det må de om… Nu ligger min gamle ven sikkert i en eller busk og svinger om kap med et blåt mundbind. Jeg havde ringet til en kontakt for om han kunne skaffe mig en ny. Lad os kalde ham Lydfætter for han minder faktisk lidt om fætter Højben, ikke fordi jeg har læst så meget Anders And eller måske er han snarere en blanding af ham og Georg Gearløs.

Jeg havde kigget lidt forbeholden ud af mit stuevindue, da han ind i mit højre øre sagde, “jeg kan komme forbi hallen med en i morgen”. I morgen, seriøst, tager han pi… på mig. Svarede, “at jeg var vant til at vente i MÅNEDER,” kommunalt du ved. “Så han kunne bare komme torsdag næste uge.” Tirsdag ligger der en låne mikrofon, godt nok med et headsæt, der ville passe bedre på en stor fyr med enorme øre, men lad det nu ligge. Den fungere. Torsdag, 2 dage efter, låser jeg den lille låge op ind til anlægget og ser ind i brystkasse med hænder, der fumler med noget. En stemme kommer der indefra, “er det dig, der er Lisser?”

Skal lige til at nikke inden jeg kommer i tanke om, at det kan han jo ikke se. “Ja.” Et hoved dykker ned og og vi får øjenkontakt. Lydfætter. Han smil når op i de venligste øjne og så overrækker mig en skat. Det skal lige siges, at hver gang jeg får en ny mikrofon er det som da jeg var barn og havde fødselsdag. Havde jeg været en hund ville jeg logre så meget med min hale, at hele mit bagparti ville svinge. En Tesla, frue? Nej, ellers tak hellere en mikrofon ingen har brugt før mig, som jeg kan gøre skæv over år.

Jeg går ind til ham for, at sige ordentlig tak, fuldstændig overvældet over hvor hurtigt jeg står med mikrofonen i hånden. Jeg har kun undervist på dette hold en gang uden, det er rekord. Hans hår er uklippet og han har den største nullermand på sin godt slidte, sorte (grå) sweatshirt. Må virkelig holde mine arme ned langs siden med magt for ikke, at række ud og pille den af. Han er et hoved højere end mig men kan virkelig mærke, at mit omsorgsgen rør på sig. Han lytter opmærksomt til alt hvad jeg vil have den skal kunne. Kan man slå noget fra og hvad med volumen, kan man det på mikrofonen, når nu anlægget er bag glas og skruer? Han tilbyder at skrue glasset af inden, han i stedet med rolige fingre finder alle mikrofonens små knapper under batteri låget og viser mig tydeligt (YES!) hvordan han skifter forsigtigt mellem de få muligheder, der er. Min næse er helt nede, snuser ind, kan lugte plastikkens duft af ubrugt og min stemme lyder ud igennem højtalerne 1,2,3….

Færdig

Jeg er SÅ FÆRDIG med, at lade nogen gøre noget for mig, uden, og lægge mærke til hvad de rent faktisk gør. For når så et problem opstår og de selvfølgelig ikke er der, kan jeg løse det selv. FÆRDIG, bare færdig, er endelig kommet i vil selv, kan selv alderen. Sikken en frihed, der ligger i det.

Iføre mig min nye skat. Ah…. den passer til mit hoved, dejligt, og den er let i bæltet. Musikkens intro går over i a-stykket og mit blik følger hans lidt sjoskede gang skråt igennem hallen, han gør ikke opmærksom på sig selv, forsvinder bare ud af døren helt stille. Et øjeblik flagre små sommerfugle rundt i min mave, betaget af den hjælpsomme mand, der helt tydeligt ikke tænker meget over, at han ligner noget, der har rullet sig i hjørnet. Hans forgænger var fra EL-Lars. Han fik mig ved hvert besøg til, at tænke på stofgardiner, som ikke var blevet vasket efter cigaretterne var lagt på hylden og mikrofonernes mundstykker lugtede altid af røg de første uger uden for etuiet.. Hængerøven i de nussede bukser med stort usyet opsmøj ved anklerne var lige så sørgelige som hans syntetiske sweatre. Det tog mig nogle år at finde ud af at han faktisk hed Vagn, men jeg kaldte ham nu magikeren, det kunne han godt lide.

Undvigelsesmanøvre

Som jeg vælger at tro og forstå det lige nu så må noget af det bedste være, ikke, at købe noget, jeg sagtens kan undvære. Så. Jeg tør ikke gå ned i BIG i Herlev for så ved jeg hvad det ender med.

Tøj, jeg smugler hjem i rygsækken, med tanke for at skifte ud, når jeg i virkeligheden ville have aflad for et eller andet humør jeg gerne ville ud af. Det virker. Men kun til jeg igen erkender, at jeg narrer mig selv. Et kram og en samtale med anden halvdel ville havde virket bedre og jeg smider jo ikke ret meget ud, vil allerhelst give det videre hvis det stadig holder sammen. Ender med og presse de omhyggeligt, hårdt, rullede rækker af diverse stykker tøj tættere sammen, der a la Marie Kondo opbevaret, bare google hende. Hvis du altså tør se hvad du har, hver gang du åbner en skuffe eller en skabslåge.

Jeg har et system for og minde mig selv om, at jeg altså ikke har brug for mere. Godt nok kan huset være koldt men mere end 3 bluser i lag på samme tid…

Jeg har en del på bøjler, de har hver en lille, hvid seddel trukket ned over svanehalsen i hullet, jeg nu er begyndt at lave med hulmaskinen… Hvis det er en sort eller mørkeblå sag har jeg tegnet en lille kjole jeg kan genkende i det ene hjørne og overskriften bliver hen over året ved første brug 2022. Så har jeg hurtigt krasset tal fra venstre hjørne og ned og ditto i højre , fra 1-5, 6-10. Når jeg så har haft en kjole på, skriver jeg lige dato og hænger den ind igen med mindre det var anden, tredje gang jeg havde den på. 5 hvis nederdel og det er vinter, den er jo slet ikke i kontakt med gamle hudceller, der har tendens til og drysse. For ja nu siger jeg det som det er er, er du parat?

Det er kun bukserne ind mod privaten, jeg går med en gang/dag.

Det er virkelig kun hvis jeg har haft sveddryppende, hedeture i kanon, i går spisende hvidløgs/karryret (plus lavet den), spildt, STOR plet, at jeg lægger den til vask efter en dag. Da jeg var teenager blev jeg pisse irriteret da min far blev ved med at sige, “spar på vandet!” Men nu! Nu giver det gåsehudskrybende menning, for vil føromtalte barnebarn, ligesom jeg kunne i slutfirserne, gå ud og tappe rent drikkevand i hanen eller vil de som sydpå skulle hente store beholdere af drikbart vand hjem hver uge?

SLUK LYSET!

“Jahh, jah,” jamen det er sgu da også tosset at lade lyset brænde øjenlågene på sovende kat, mens jeg lige er ude og bande over klistret dej indsmurt køkkenbord. Hvem gider at gøre det ren? nogen? Hvem som helst? Ser ind til kat, hm… han sover stadig. Skal jeg i smug glæde kødæderen ved, at vippe lidt af min portion stadig rå, som han bedst kan lide det ned på en tallerken og bærer den ind foran hans næse? Skal så bare for anden gang i dag undgå, at jeg næsten falder over hans ben på vejen ud igen? Hvad er der med dyr! Er de simpelthen designet til, at gå mest muligt i vejen? Kan altså være farligt, når jeg står på et ben om morgenen mens jeg prøver, at få min fod i sutskoen uden, at give han et puf med foden, i forsøget på at ramme.

På den anden side så har jeg en mistanke om, at hans kranium er lavet af et eller andet meget hårdført martriale. Når det er rigtig koldt står han på solbænken og venter utålmodigt på, at jeg får åbnet terrasse døren ind til varmen. Idet jeg trykker håndtaget ned er han allerede nede og trykker (som et barn på vej ud) sit hoved meget hurtigere ind gennem åbningen end jeg åbner døren. Det er faktisk intet mindre end et mirakel, at han stadig har pels på kinderne. Han er også ret upåvirket af, at jeg siger at han skal sætte farten ned, når han runder hjørnet. Mod køkkenet…

Indrømmer det er modvilligt, for hvis han skulle finde det værd og lytte ville jeg gå glip af synet, når hans våde poter skrider i rundingen. Så stopper han pludseligt op og er jeg i fart må jeg lave en undvigelsesmanøvre med fare for mindst et knæ mod vaskekurvens lidt skarpe kant, for han skal altid slikke sig på ryggen eller et eller andet sted som oprejsning. Det eller kradsetræet. Hans negle er altid virkelig skarpe!

Han er så nem at regne ud, er så også på tredje kat , så det ville være ualmindeligt pinligt hvis jeg ikke vidste dette.

Du ved det ligesom, når man har slået en prut og den var overraskende høj og man sådan laver en lyd lige bagefter med foden, stolen sådan bare tilfældigt, for det var var jo det, det var… eller også er det pelspleje. Hvordan fanden ved han hvor han er kommet til! Jeg mener, han har jo ikke et system med sedler, kuglepen og bøjler.

Jeg har regnet…

Altså ikke i molekyler, kunne dog godt være mit indre sprinkleranlæg jeg refererede til her, men nej jeg har brugt regnemaskinen på min mobil.

Hjemme hos os råber anden halvdel og undertegnede meget;

Vi drikker en del … så … Hvis nu vi deler 2 liters skyl, lad os sige 2 gange på en dag, lørdag og søndag, det må så være 8 liter sparet på en weekend. På en måned 32 x 12 = 172, 41 liter drikkevand sparet på et år. Det kan synes af lidt, ja uhygiejnisk men jeg bliver nød til og gøre noget.

For ….

Jeg vil da gerne spare på lyset men ikke det inde i ovnen, for dage med overskud skal der leges. “Skal du kun lave 4 bagels?” Spørger energi bespareren, mens det kogende vand i gryden får ruden i køkkenet til, at dugge ved nederste kant.

Ja, for det er nu ideen springer, og så har jeg lært, at jeg må i køle/kolonialskabet, og det var det dej jeg havde tilbage og jeg har aldrig prøvet det før. Koge dej altså. Men så bagte jeg lige nogle småkager (dej optøet), i ovnen før ringene, så er det vel okay! Ja, ja det var jo så længere tid fru ovn var tændt, men så skulle radiatoren arbejde mindre hårdt, fordi jeg ikke lunede min bag mod den og forhindrede varmens lige vej ud i rummet. Goldielocks kom på besøg og det var vel meget fair, at hun fik lov at spise af egen dej, fra før jul. “Jamen mor der er ikke plads i min fryser.” Øh…. du har da set min? Jeg ønsker mig ikke en rejse sydpå, for den har man kun glæde af i kort tid, nej, jeg kunne godt tænke mig èn til fryser, til surdejs efterladenskaber, jeg masseproducerer, som havde jeg en børneflok på mindst 4.

Nok snare 8.

Nu kan du så spørge hvor tit jeg skriver 11 nedenunder 10 på de, der, bøjlesedler.

Jep aldrig.

Så jeg sørger for (som regel) og gå tur i weekenden sådan lidt maveknurrende, for så ved jeg, at jeg ikke har tålmodighed til og tage 7-12 stykker tøj ind i prøverummet.

Når jeg når omklædningsrum og krænger min sweater over hovedet kan jeg se riller i min arm efter tøjstablens ½ times transport rundt imellem hylder og bøjlestænger. Min jakke har jeg for længst taget af, hvilket kan medføre spørgsmål. “Hm… Derovre.” Peger. “Tredje hylde til venstre..”

Åh… nej, nu har de rullende kurve…

Min ynglings genbrugsbutik passere jeg helst kun efter mørkets frembrud, hvor jeg må nøjes med, at lægge nakken tilbage og studere vinduernes udstilling. Uh.. den har Goldielocks luret. Øh, men jeg har så feriereglen… Du ved den med undtagelsen. 80 kroner for de blødeste, blå jeans, der sidder som har jeg aldrig lyst til, at iføre mig andet.

Det er jo aldrig det praktiske man gider og købe vel? T-shirts til arbejde f. eks, selvom jeg nogen gange med de gamle på kigger mig over skulderen for og forsikre mig om, at jeg ikke bliver forfulgt af en våd, sur karklud…

Hvor lader du dig friste? Og undtagelserne! Er de også så udspekulerede, at du nogle gange narre dig selv?

Super stort knus fra den tvivlrådige.