Noget giver efter under den ene sko, glider op mellem rillerne en efter en.
Morgenen er mørk, og jeg kniber øjnene sammen mod det, der er under den drejede fod.
Det føles som har mine øjne rullet rundt i deres huler hele natten og nu skal have nogle sekunder for, at kunne fokusere. Sidder seriøst visse morgner efter speeddating min morgenmad, og kan ikke forstå hvorfor jeg får kvalme, når jeg siddende på kummen kigger ned i bladet. Forventer stadig i håbefulde øjeblikke af min læsefærdighed, at den ikke behøver hjælp fra plastersammenholdt brille i blå filt.
Resterne på gulvet er lige en tone anderledes end træplankerne. Det er nogle timer siden det skinnede vådt.
På køkkenvaskens kant ligger en strømpe. Da jeg vender den giver alt mening. Nøj, hvor han skal få.
Morgenen startede ellers som mange andre.
Tjek ved succes med at få også anden hæl i smalt bukseben uden, at træde på kat. Anbefaler egentlig ikke at udføre balanceøvelser inden kaffen har ramt systemet. Mens jeg slingrer ud mod bryggerset for og mindske muligheden for genvejen mellem mine ben, får kradsetræet hans ærgrelse over tiden det tog mig, at skubbe tyngdedynen til siden og spærre ham vejen ind i soveværelset på vej ud. Når neglene er slebne begynder konkurrencen om, at komme først ud til hans madskål i bryggerset. Her konstaterer vi begge, at der er masser i den.
Sch…tæller; 1, 2 … 12 godbidder plus/minus stumper. Aer fingerspidserne mindre kattemad lugtende fra bryst mod halespids.
Fumler langs køleskabslågens mellemste hyldekant for at tage beholderen med leverpostejen ud. Han er holdt op med at knase. Lydløse, løbende poter og nu er 2 glaskugler fokuseret på knivens lyd mod kagetallerkenen. Jeg er så skide skyldig i, at han en dag dør med fedt om hjertet på grund af det morgen ritual. Jeg tørrer fedtet af skæret med sammenkrøllet køkkenrulle fra skraldespanden. Han ville nok hellere have portionen hel og vente mindre. Det kræver alligevel en god omgang morgen hygiejne fra hans potter og tunges side af, når han er færdig.
Laver en mental opstramning for, at holde meget påtrængende morgenurin inde til også underbukserne har forladt varm hud. Ihhhh… koldt bræt. Puster ud.
Bladet er tilbage i skuffen, håndklædet mørkplettet og skoene klapper ned i gangens gulv. Min hånd laver næsten cirkelbevægelser på min mave.
Mine huller er ikke så store men vandmandens…
Det er da jeg går igennem køkkenet for, at tage min havregrødsgryde ud af skabet, det sker.
Åh… Manner.
Adder..
Der er det med Olauf, at når han kaster op så bliver han ikke på stedet. Det gjorde jeg heller ikke, da han sænkede sit lille hoved over desserttallerkenen. Opkasteren sidder nu inde i stuens mørke i vindueskarmen. Det eneste som lyser op er hans hvide bryst, og en hvid pote, der igen og igen stryger mod en mundvig.
Med mobilens lygte tændt følger jeg i mine fodspor tilbage igennem gangen og jeps, jeg har vasket hænder så bademåtten er også, ja du ved, katte opkast påtvunget.
Ender med, at måtte vaske hele køkkengulvet med mørket som eneste vidne.
Tjek ved rene riller, tjek ved afsætninger, skidt pyt med bademåtten….
Jeg fylder kedlen med vand og sætter den på sin dertil indrettede og løfter strømpen op.
Den unge mand har ikke på nogen måde kunnet undgå og mærke fornemmelsen af noget give efter. Han er kun lige er gået i seng, hørte døren til værelset gå.
Det var heldigvis spyt og tørfoder den indeholdt, klatten, så ingen ildelugt. Lægger strømpen i blød.
Det er altså hvad min opdragelse af to styks individ er endt ud i.
Det er fandeme ikke i orden at efterlade dette rod.
Bliver lidt mildere for hver kaffeslurk og teske havregrød.
Pst..
Tror du også at husdyr er meget klogere end de viser.
Jeg har genbrugskatten mistænkt for at sidde bag nedløbsrøret ude på terrassen og holde øje med hvornår min bag møder hynderne i prinsessestakken. Når jeg har lukket vinduet bag ham skal jeg kradse hans højheds kinder med så lidt gene for hans lange knurhår som muligt, ellers laver han grimasser. Så svanser han ud af rummet og i ly af væggen sidder han sikkert og kattefisser fniser med forpoterne vippende op og ned på de kolde bagben fordi jeg nu igen spiser de sidste 2 mundfulde, kolde.
Morgengrøden tager 10 minutter at kokkerere men der går 8 minutter. 8? Så går fordøjelsestoget fra lidt damp på stationen til tut tut i fuld fart ud af skinnerne væk fra perronen. Nu er det ikke for det, jeg er glad for mit indre systems effektivitet men havde ikke noget imod hvis aftrykket efter ovalen blev dybere imens havregrødens rand inde på tallerkenen skiftede farve og glans.
Jeg har fortalt mit frygt, frys og flygt refleks inden i, at børnene ikke udgør en fare for fornuften mere, ja den ene har ikke boet hjemme i årevis, men lydisoleringen, morgenstunden og afstanden imellem fødderne og det flisebelagte er åbenbart helt perfekt for kreativiteten. Goldielocks og den unge mand (hendes lillebror) har en indre radar for, hvornår jeg er faldet til ro efter dagens arbejde. For ligesom Olauf vil ud inden jeg er i gang med ned rulningen af rullen, (også ved andet besøg), så ringer hun altid, når jeg har kæmpet hele eftermiddagen i overspringshandlingernes dybe afgrund og endelig rejst mig for at forberede buffeten, arbejde o.a.
Mor, hvorfor larmer du sådan?
Hakker så helt forsigtigt med globalen ned i brættet for ikke og forstyrre hendes ører igennem øretelefonerne, mens jeg hører bilerne suse eller er det osten hun pakker ud?
Senere
Tyrens afkom:
Jamen du kunne jo se det.
Øh ja, men først da jeg havde været på toilettet og tilbage, det er sgu et “dick move”. Vær venligst overbærende med tydeligvis naiv mor, der håber at imponere lige så YouTube afhængigt afkom med ungt sprog.
Dick move; amerikansk slang, brugt mellem venner der har et frit sprog. Betyder blandt andet dårligt valg af handling og ja også noget andet…
Mig fortsat:
Du kunne havde lagt en seddel!
Du må tænke lige hvad du vil for…
Her går samtalen i en mere argumenterende retning, hvor tyren står med indianske samtale skyer ud af næsefløjene. Tyren er forurettet da vandmand (alias ung mand) synes, han er i sin gode ret til og smøre ansvaret for optørringen af på gulvaskskyldneren.
Hovene skraber advarende i træplankerne. De tynde øjenbryn næsten mødes på midten.
Du skal ikke gaslighte mig.
Oversat; du skal ikke få mig til at føle mig forkert ved at tviste rigtigt og forkert. Men hvis du nu indrømmer, at det var et “dig move,” så snakker vi samme sprog igen.
Hovedet falder ned og en mumlen, der kunne tolkes som undskyld forsvinder op i opvaskemidlets svage duft.
Senere, meget, en halv dag..
Undskyld
Blikket møder mit, stemmen tydelig.
Jeg smiler og ved han mener det meeen…
Sådan en handling skal have en konsekvens og det er jo en ren foræring, en flot indpakket gave til så mange forståelser af ham, mig, vores dynamik, hans udvikling, min, hvad det nye år skal byde på. Hvad vælger han, jeg og ja Olauf?
Han har mere hvor det kom fra.
Knus, stort, bjørn, grå, blød og varm(set.)
Hvem kan få dig til at se, at nu skal der sgu ske noget, alle involverede er parat?
Jeg ser mig for inden jeg kører ind på parkeringspladsen, først til venstre så til højre, så til venstre igen eller var det omvendt.
En automatiseret handling som et gå fra Hviden i fuld overbevisning om at jeg da har trukket håndbremsen. 2 gange og 2 små mikroskopiske buler nu så meget senere har en lille mistro sneget sig ind og jeg flår i håndtaget flere gange inden jeg tror på den fysiske bevægelses oprigtighed før jeg drejer mig ud af førersædet.
Pilen på REMAs snævre parkerings areal er udvisket, men ikke mere end jeg ved, jeg kører den forkerte vej rundt.
Næsten ude af mit synsfelt stopper en kvinde op og ser i min retning. Da jeg drejer parkeringspilen i foruden har jeg allerede glemt hende.
På min hud er 3 lag sved tørret ind. 2 pakker venter på at blive hentet bag ved det store T-kryds og min mave er hul som en grotte, en farverig destination med et brummende dyr af ubestemt art dybt inde.
I bagagerummet vender jeg den ene taskes indhold ud, flytter pungen fra et sort forsvindingshul til et andet og trækker bagsmækken ned. Med is fingre scroller jeg ned for, at finde forsendelses oplysningerne.
Jeg er let i hovedet, glad, følelsen af fri sender flaksende sommerfugle på kryds og tværs i min mave. Undervisningen i zumba gik godt, tågerne i min ammehjerne havde omsider sivet videre efter endt yoga eksamen og efterladt al min forberedelse der inde, så den ikke endte i rod, i mine fødder og tale når jeg skulle forestille at lede dem.
“Du ved godt du kørte imod køreretningen, ikke?”
Kvinden står med sine indkøbsposer og ser på mig. Hun har simpelthen ventet på jeg stod ud.
“Jo, men jeg kiggede mig godt for!”
Suk. For fanden da. Som om det legalisere at gøre noget forbudt.
“Der var ikke meget plads.”
Jeg tog den beslutning fordi en bil holdt parkeret, så det var lige tæt nok på for mig og skulle udenom ham for, at køre i pilens retning.
Jeg tvinger mine mundvige op, men noget i mig siver ud, rigtigheden. Øjeblikkets perfektion.
Ventende på grøn mand med en fod parat til at sætte over fodgængeroverfeltet, smiler en mor fra min folkeskole til mig, hendes søn var en af mopperne. Han holdt op da min mor foretog en telefonisk udskældnings runde.
Dagen efter var jeg luft. Kun ham jeg elskede blev ved med at kalde mig Lis tis i uger bagefter, hans navn var forblevet i min mund.
Jeg åbner den flade pakke, selvom støvregnen allerede sætter små mørke pletter på konvolutten. Rammen i rosa røde farver omkring tillykke i store typer, understreger betydningen af det som ligger nedenunder, mit yoga certifikat. Lyder som skulle jeg flyve til månen, hvilket turen også nogle gange har føltes som forberedelsen til. Armbåndet, tegnet på venskab ligger i sin lille papirpose, en sød gestus. En kopi vil sidde om min undervisers håndled sammen med de andre skalpe.
Farvesymbolik; blå som i tillid, loyalitet, troskab, dedikation, nattehimlen og havets dyb, fred og ro. Tog selvfølgelig kun det gode.
Noget er startet i min mave, en forstyrrelse, det tiltager i størrelse mens jeg i REMA finder ekstra farin og kærnemælk til svigermors krydderbrød mine smagsløg hungre efter.
En cirkel er fuldendt og lukker sine ender i et ubrydeligt bånd, hvad var det jeg sagde til kvinden? Glæden ved weekend og modtagelsen af beviset på timer i kropslige professor ternings vridninger er helt væk.
Skammen kører hurtigere og hurtigere i sit loop, ligesom tigerne der løber så hurtigt i ring om træet, at de bliver til smør, i den fantastiske og omstridte børnebog; lille sorte Sambo. Jeg bakker og kører den rigtige vej ud. Hjemme holder jeg oplevelsen inde, fortæller mig selv, at jeg giver hende magt over mig ved og blive ved med at tænke over; hvad jeg sagde, det jeg gjorde, hvorfor. Jeg kan jo intet ændre.
Støttet op af dørkarmen falder ordene ud af min mund til headset hoved omringet ægtefælle og skammens rundkørsel får afkørsler. Jeg tager den første. Det bliver weekend igen, jeg læser min lærers underskrift for tredje gang og spiser i glubske mundfulde min frokost, så min bolle lander på bunden af min mave som en sten.
Kan dine dages rigtighed også forstyrres af politimænd og koner?
Lufter du også din pegefinger?
Jamen, min hånd er nærmest taget, “vejrhanen” er monteret fast til.
Ved du, at du kan give dig selv ammehjerne, tinnitus og søvnbesvær ved høje forventninger til dig selv over længere tid?
Slæk på dem, da du ellers også kan blive ulidelig selskab for dine bofæller. For godt er faktisk de fleste gange ikke bare godt nok. Nej, det er SKIDE godt. Husk det!
Jeg har endelig modtaget mit nye betræk til min nyindkøbte tyngdedyne. Prøvede virkelig og få dynen ned i det, i børnestørrelse, jeg åbenbart havde bestilt, men måtte indrømme min fejlfortolkning af tilbud til Scandinavian rest og sende tilbage. Nåh, men så opdagede jeg, at det der bytteri over nettet også sagtens kan lade sig gøre for mig.
Jeg forventer ingen mirakler, en nat under bambus og glaskugler gør nok ikke op med år i tankemylderens vælde.
Hvis du får tics ved øjet skal du også se grundigt på det liv, du vælger er dit.
Håber du har haft en rigtig dejlig og hyggelig jul, da jeg udmærket ved at den af mange årsager kan være den sværeste højtid af alle.
Ses på den anden side.
Knus
Skamcirkel bryderen nu juleferie nydende og snart fuldt opladet menneske ud i nyt år udspringende.
Efterskrift
Skammens gift har forladt min midte og ligger nu i støvsugerposen i form af de grove saltflager, jeg selv kastede ud foran huset for og forhindre andre i at falde.
Kan du heller ikke længere huske hvorfor du mener visse ting?
Ja, jeg sagde ja.
For når nogen vil betale 21 tusind for et kursus til mig, der ligger i forlængelse af det jeg i forvejen kan ville det være totalt dumt og utaknemmeligt ikke at tage imod.
Så ja.
Ja, til at tage en 200 timers uddannelse ved siden af de hold jeg i forvejen har.
Ja, til at tage den på hovedet, i hvad der synes som den lave ende af bassinet uden redningskrans, da sponseren af kurset mente. at jeg sagtens kunne undervise i nyt stof kun lidt over halvdelen inde i studiet.
Og ja det kan jeg godt.
Men min hjerne er som en gammel Kitchenaid røremaskine, der ælter hele dagen og opvågningerne i nætterne med. Yoga til morgenmad, frokost, aftensmad, i mellemmåltider, når jeg går, står sidder, ski…, forbereder andet arbejde, måltider, underviser andre hold og forfra igen på evig repeat.
Hvorfor lægge de flotteste billeder ud på instagram, når nu de “andre” er så meget sjovere.
Som var jeg forelsket spurter det dalende østrogen rundt til alle dele i kroppen og gør den skiftevis intensiv gnistrende og fuldstændig slukket. Som en siddet godt skæv sofahynde orker jeg efter kl. 20:00 kun og se på YouTubekanaler hvor f.eks. en ung, koreansk kvinde spiser orgier af kage, som får mine ædeflip i 80`erne til og synes kontrollerede.
Mor! du ved godt det er noget seksuelt ik?
unavngiven
Æhm nej, men så (lægger her hovedet ned til den ene side og kniber øjnene sammen,) jo det kan jeg da godt se men det er så dejligt beroligende, at høre hendes smaskelyde og jeg får ikke ondt i maven eller myggefest i lysthuset. Så win, win.
Mikrofonen må nærmest være med inde ved dryplen, bare utroligt linsen hverken dugger eller bliver fedtet. Hun har ligesom jeg et dybt kærlighedsforhold til kager med creme og flødeskum. Altså jeg ved jo ikke om hun går ud og kaster op lige bagefter vel, hun skal i princippet bare blive ved indtil de 3 første slurke af mælk. Jeg troede ellers at dem på de breddegrader var temmelig laktose intolerante. Konkludere, at hun højner sandsynligheden mere end en anelse med det hun kører ind. Hendes søde øjne får mig helt i ro, ahhhhh, dejligt. Det, indtil jeg læner mig forsigtigt frem over genbrugskatten på mine lår for, at skifte YouTubekanal hvis unavngiven eller partner går i retning af sofaryggen. Kan jo for fanden ikke indrømme åbenlyst, endnu, at ja jeg slapper af ved og se porcelæns køn pige nyde kager. Det selvom vi alle tre ved, at de kan se det helt henne fra døren af. For uden at forstørre billedet op hvordan skulle jeg så ellers kunne læse den koreansk oversatte, noget sparsomme, tekst (nu norsk) uden briller. Norsk har lidt andre bogstavkombinationer kan jeg godt sige dig. Ordet dejlig behøver ingen oversættelse mere, hendes tindrende øjne, hamsterfyldte kinder og tommel op behøver ingen undertekst. Der er altså noget ved, at hun tit har en klump creme siddende på kinden eller glasur på næsen. Sårbarhed.
Jeps jeg er underlig. Det er ude. Det du sikkert overrasket over ik?
Nåh… Ikke?
Pote på håndled /ny kanal
Tillader jeg mig ovennævnte luksus, som rastløsheden styrer, så trækker han poten en lille smule mod mig med den ene negl som modhage på håndleddets tynde hud. Men det er så først efter han har taget al min udsyn til Cosy, kagesluger. Han tror nemlig selv han er en lille kat og må derfor balancere på mine “runde” lår, mens han ælter tæppet og gennemborer det med sine syle. Så tvinger jeg ham i gentagene rotationer om ham selv for, at få hans klør ind og ham ned at ligge. Så kan han lægge sit hoved tilbage og med skinnende øjne kigge fast op på mig mens jeg kradser (med neglene) på siden af hans hals, som kvittere med og skrue op for vibrationen. Når han skrider er en lille rød plet tilbage hvor min urrem vil lukke sig om den i morgen.
Andre Dage
Skifter jeg til, “just me Cathie.” En amerikansk kvinde, måske i 30`erne, som på grund af en sygdom kan bruge sin tid; dag, aftener (til sent) og ja vel weekender, med linsen som et tredje øje i panden, i retning af bunden af den container hun er nede i, eller rækker over kanten med sin nip napper. Timer bruger hun på, at fiske mad og andet brugbart op fra forretningers baggårde. Anvendelige ting de nogle gange selv har ødelagt for, at forhindre hende i netop dette. Senere kører hun hen til et lille skab, der er åbent for alle som har mindre end du og jeg, og fylder det systematisk til lågen kun lige akkurat kan lukke. Hun har aftaler med hjælpeorganisationer, som kommer og henter hvad hun ellers har fundet, på et aftalt sted.
Når jeg er træt af andres madlavnings finesser finder jeg, Finnen.
En ung kvinde med det lyseste hår i 2 fletninger ned ad skuldrene og altid lyserødt forklæde tager rundt og gør psykisk, syges lejligheder beboelige igen, gratis, efter først at havde gået i skrald til knæskallerne. Hun elsker at gøre rent, smiler over lugten og fortæller med indlevelse den sørgelige historie der ligger bag. Orv. Jeg synes bare, at hjælpsomme mennesker er helt utrolige.
Jeg ved ikke om jeg har fundet yogaen eller om den har fundet mig. Jeg føler mig nok mest indhentet, som har jeg løbet og løbet for og blive overhalet på et tidspunkt, hvor jeg i forvejen sætter spørgsmålstegn til alt og alle.
Vi er ikke gamle, vi er midaldrende.
Yogien
Partner har det meget med, at omtale sig selv som gammel (i skrivende stund 55 år.)
Det kan du altså ikke tillade dig, hvad skal den 80-årige så kalde sig selv? Død?
Nu med øjnene vendt mod det tredje øje
Jeps, du har det, betragt det bare som et Sauron (Ringenes herre) øje, dog et mildere et.
Jeg har synes det var uretfærdigt, at alle nærmest udførte en indre royal nejen, når ordet yoga dukkede op i samtalen, mens afspændingspædagog allerhøjst gav en rynken over næsen og et kig til det, jeps, tredje øje.
Jeg har været år om, at vænne mig til titlen psykomotorisk terapeut. For helt ærligt, det lyder jo som om jeg arbejder på KAS Ballerup med depressive drenge eller piger, der sulter sig i fortvivlelsen over livets mange valg og skærmenes manglende arme til kærlige knus. Med fare for nogle fejlagtigt kunne tro jeg havde trukket min uddannelse i en automat, skrev jeg simpelthen underviser eller instruktør.
Jeg har frivilligt, kastet mig ud i anatomien og fysiologien igen, tænkt; hvad skal jeg bruge de skide axoner til?
Nu også sanskrit. Niks, jeg gør det ikke. Hunden med hoved op (også kaldet cobra) eller ned, ligger meget bedre i mundhulen og bølgende ind i øregangene end Adho Mukha Svanasana. Jeg har det med sanskrit som med kinesisk, det ser flot ud men det ligner de har copypastet èn sætning til hele siden. Jeg tager mig selv i og lede efter det ord som ikke er det samme for, at bevise min intelligence balancerer på normalen.
På uddannelsen til yogi lægger vores blændende underviser nemlig vægt på, at introducere os for alle øvelsernes navne på både engelsk og sanskrit, men ligesom at jeg i 1995 ikke ville byde de deltagende på holdet blærerøvs anatomisk kunnen, så …
Så strammer du glutterne og løfter pelvis.
Oversat; så klemmer du balderne sammen. Nej, du spænder sædemusklerne og løfter bækkenet. Jeg er begyndt at sige enden, for jeg har egentlig aldrig synes om ordet, sædemusklerne. Jeg kan godt se, at sige; “røven” ikke er det bedste. Det, selv om jeg nogle gange godt kunne blive fristet i en hedetur til, at vende mig om mod snakkehovedet og med stemme som pigen bundet til sengen i Eksorcisten brøle; “så lukker du fandeme r….” Jeg styrer mig. Ville i årevis efter få nihallet pisk ned ad ryggen i form af samvittighedsfulde tømmermænd. Av.
Nåh, men det er pænt af hende, virkelig. Jeg vil personligt hellere flyttes rundt på madrassen og få en fibersprængning dagen efter. Hvilket er sket for nogle, for man vil jo lige se om.
Nej, det var dog satans, prøver lige igen, æhm nej, min arm kunne så ikke vinkles den vej. Hun må simpelthen mangle en knogle der, for min er i vejen. Måske en forkert besværgelse kan gøre det. Hvor er det nu jeg har lagt min tryllestav?
Ved man det nogensinde?
Kunne ikke på nogen måde havde forudset den mentale rutsjetur dette yoga univers ville hvirvle mig ind i. Har dog også “mødt” (de fleste bag Hannes plettede skærm,) dejlige kvinder fulde af tårer, gribende historier og tillid.
Blev spurgt om forskellen på Yoga og afspændingspædagogik.
Hm…. nemmere at skrive hvad de har tilfælles; underviseren ønsker dig det allerbedste venskab med din krop. Ham eller hende du vil gøre alt med, har respekt for og vil lytte til.
Endnu et forældet sagn
Jeg har syntes, at de der, meridianbaner var noget man skulle se kinesisk ud for at praktisere, og/eller i det mindste være akupunktør. Nu har jeg så mødt en der hedder Charlotte og hvis kinesisk, meget, meget langt ude. Chakra tale havde indtil dette lune efterår hokos, pokus flødeboller med kokos ikke noget med mig at gøre. Googler nu forslugent.
At påvirke organer, meridianbaner og chakra kan være min bevidste intention i min forberedelse, ikke noget der behøver at forlade min mund. Yoga kan være udelukkende en time med kroppen i forvredne stillinger og så går du hjem til aftensmaden. Du kan også se det som en mulighed for at dykke dybere ind i dig selv, tage det bevidst til dig som en livsstil. Forholde dig til dit åndedræt, hvad du spiser, hvordan du behandler andre, dig selv, hvad du er for en.
En, du er glad og stolt ved?
Hvad drømmer du om?
Hvad skal du gøre for at nærme dig?
Med en nedskreven målsætning vil det stå som en projektør, lysende og ikke til at komme udenom.
Vores tanker kører ofte (årevis) i ring, det kræver en beslutning at ændre på dem, men du kan godt. En opbremsning og en ny tanke på lørdag vil ikke være nok, men næste søndag, så. Det kræver tålmodighed med dig selv. En svær disciplin.
Rejser mig op fra toiletbrættet, en time!
Ouh… mine semimembranosus, biceps femoris og tendinosus (baglår/hasemuskler) er helt ulne. Se, det var totalt blær og spild af linje.
Pst…
Sidste mandag, kl. 8:51 kørte jeg til fodgængerovergangen ved Ravnsletvej som jeg plejer, men i stedet for et blinke til venstre kørte jeg mod højre i retning af Rema, åh altså.
For bare et år siden havde sådan en forkert blinken af stresset mig, kommer jeg nu for sent bla, bla, bla. Fuldstændig unødvendigt, jeg kører altid i god tid.
Er der noget der hedder tids pessimist?
Jeg må mere ud i “hvis nu” øjebliks handlinger. Aflive al den unødvendighed.
Hvad er dine unødvendigheder?
Fun fact
Vidste du, at yoga oprindeligt er opfundet af mænd, til mænd?
Hmfr… Typisk.
Hov, min tandbørste er da ikke så blød.. eller blå…
Pyt..
Blærerøvsyoga
Hvor en slank kvinde på maks 30 år udfører noget nær en umulighed, med mindre du tæller en hudafskrabning, forstrækning og en klemt næse med.
Ja, det er da yoga, men sætter du dig fredage i stolen med weekend drinken på glasbordet, hundens hvide hoved i dit skød eller ved dine fødder, laver nogle skulderrulninger og og nyder roen, i rummet, i dig, dette unikke minut så er det sgu ligeså meget Yoga. Du er på vej. Yoga er for alle, også for mig, som vil ud af en ubehagelig stilling ligeså snart jeg har fundet ind i den.
Undervisning
Krænger mit hoved bagover på min i forvejen udstrakte hals og ser over mod skærmen. Nej, hun sidder og kigger på os, jeg mumler noget ud imellem tænderne Kaptajn Haddock (fra Tintin) kunne finde på, der ingen bogstaver kræver.
Det, vi har brug for er ofte det modsatte af hvad vi tror.
Der er mange slags yoga og jeg kan undervise i flow, som jeg kalder flydende overgange, stoppe op, lade et stræk fylde stilheden ud, fortsætte flow igen bare jeg altid slutter af med savasana i corpse (lig/død) pose.
Oversat; afspænding liggende udstrakt på ryggen med armene ned langs siden. Som om man altid ligger “pænt,” når man er død.
Sad for 20 år siden i fitnessrummet på hotellet på Mallorca, havde for sjov meldt mig til yoga. Det var det eller passe børn. Nøj, hvor jeg kedede mig. Jeg skulle sidde stille!
Jeg har siden uddannelsens afslutningsfest i 95 mærket presset for, at skrue tempoet op, afspændingen var stadig vigtig men på nye hold var den slet ikke medregnet. Øvelserne, som byggede op til afspænding kom med en gang i mellem, så hellere et stræk det vidste de fleste hvad var, om ikke en livsnødvendighed, så en god ting. Det var irriterende, når det i medierne blev sagt, at stræk var der ikke noget videnskabeligt behov for… Øh… Yoga… århundrede…
Vi kender alle fornemmelsen i lårene hvis kroppen har været brugt lidt anderledes dagen før, så kan en nedsættelse og en letten fra toilettet gøre nas. Et stræk lige efter indsatsen havde nok fået ømheden ned fra to til en dag. Når fokus er på kroppen, i bevægelse, stræk eller helt i ro går tankemylder fra båndsalat til oprullet på spolen, produktionen af stresshormoner og blodtrykket sænkes.
Det er jo bare yoga, en filosofi, ikke raketvidenskab
Jeg har overgivet mig. Til mærkelige ord, der altid har været der, nu også i mit ordforråd og accepterer følelsesløsheden, når det er mig, der “fører”. For yoga får man kun noget ud af hvis man bliver undervist el. praktisere den alene.
Olauf er hoppet ned og som altid skal først forbenene strækkes, så kommer bagbenene og hvis jeg vil ud med mit krus må jeg simpelthen gå uden om.
Lyt
Jeg lytter til snotungen, til min indvendige klagekasse er fyldt til randen af, hvad jeg kan rumme efter en dag på arbejdet. Hendes tale så svær og forstå, at hovedpinen dunker i takt med hendes ord. Lige da jeg har lyst til at smække “låget” i, bliver hendes stemme blidere, mere lattermild. Nu, lettet for livets uretfærdigheder trykker hun mig glad alene på linjen. Så vender jeg klagekassen, ryster den lidt og ser en stor chokoladekage forsvinde på 5 minutter. Jeg rækker ud efter fnugrullen og pels frasorteringen på tæppet mindskes, mens han drejer hovedet væk og svanser ud af stuen.
Vær lidt yogisk hver dag.
Lad det være din intention at;
Nyde din tid.
Den korte version:
Træk ilten ind grådigt, hold dig et øjeblik svævende på vejrtrækningens top. Vær i stilstanden, tillad den. Pust så gavmildt ud, tøm lungerne for luft, fuldstændig, vent. Skynd dig så langsomt med næste indånding.
Vær til stede med hele dig hvor end du er. Vær en stor svulstig chokoladekage.
Det er også yoga.
Jeg tillader mig at sammenligne det med at have sex. Det bliver ikke godt hvis du ligger og tænker på hvilken bluse du skal have på bagefter.
Smilte du der?
Jahh, det kunne jeg godt mærke.
Snart er jeg yoga instruktør men hvis spurgt ved jeg ikke (endnu) om jeg vil sige, hvor lang tid den titel har hængt på mig eller hvordan den er opnået (online). Jeg ville jo også gerne have, at hende jordmoderen, der hjalp ung mand og kvinde til verden havde følt smerten selv, for ellers kunne hun sgu da ikke tillade sig, at fortælle mig hvad jeg skulle, hvornår, hvor meget og i hvert fald ikke gøre. Hmfr. Nåh.. tjekkede ikke, havde jo ligesom nok, at forholde mig til. Men hendes øjne var store og brune.
Måske er det også flintrende ligegyldigt, at mit forhold til yoga, før april i år, er baseret på 8 gange online undervisning a 60 minutter under corona. For hvis nogen vil gå til yoga hos mig, så er det jo fordi jeg er mig. Med alle de gange jeg har haft nummer`en i vejret nu, må det mindst svare til 4 års yogaundervisning på et FOF hold.
Øvelse:
Du har dit hjertes ryg.
Den lange:
Ville ønske den var en lydfil, for så kunne jeg bede dig om, at lukke øjnene.
Læg måske en hånd lige over dit hjerte måske begge eller placer den anden blidt på din hals. Træk vejret, igen. Forestil dig hvordan liv trækkes ned i dig igennem halsen. Stedet hvor ord, følelser strander, på vej op. Træk vejret igen men dybere denne gang, uden forbehold, forestil dig, dine lunger kramme dit hjerte kærligt, dikke det. Træk vejret, hold det lidt endnu, ingen stress og pust det så langsomt ud, bliv ved til din mave støtter blidt op og så ingenting. Mærk roen der sniger sig ind alle vegne fra, hold fast i dit fokus og tag så igen en livgivende indånding. Pust langt ud, giv slip på alle de ord, du fortryder du ikke fik sagt eller dem du sagde, du kan ikke gøre det øjeblik om, det okay, giv slip, giv lov, lad dem ikke fylde mere. Lad minutter gå, hund være hund, mand være mand, børn være børn og alt det livet også indeholder. Det skal nok gøre krav på dig igen. Tillad dig selv at være i mellemrummet af øjeblikke. Træk så vejret igen gavmildt, frådende glubsk. Du er det værd, altid, i dag, i morgen, om en måned, 5 år, lige til sidste pust.
Knus
Din chokoladeroulade med vulgært meget flødeskum og/eller frit valg fyld… Smørcreme?
Hår som hø, stridt, sort, i vejen, fejlplaceret, til besvær, for meget, tyndt, spredt, viltert, morgen, krøllet, ikke nok, i klemme og klippet af.
Maskinen sidder fast, som i meget tæt på mit øre, helt inde ved hårgrænsen.
Okay, starter lige et andet sted, 2 minutter tidligere skulle kunne gøre det.
Du har tyndt hår men meget af det.
Forladt frisør
Da jeg langt ude stammer fra en abe har mine ben til jeg opdagede epiladyens effektivitet i 30`ne været mere egnede til, at sidde på en dreng eller ja nu på en midaldrende onkel. Da jeg var (okay er) lidt Rasmus modsat anlagt har jeg ikke været den, som gad barbere ben hver anden dag. Med lårene er det jo mange meters tålmodighed vi taler om og det så altså åndsvagt ud hvis jeg lod “skægget” stå øverst. Alle de gange i badet med blod løbende efter skraberen som var min moster fra Rødovre på besøg. Store uklædelige sår, der føles som gigantiske papercut og tæt på ligner en ufrivillig nærstudering af asfalten. De første 250 gange maskinen arbejder sig igennem hårvæksten føles det en til en med tatovørens brummende nål. Mit hudglansbillede holder cirka et døgn. De røde prikker ligner mest en mellemting mellem en virus, væg lus og en allergisk reaktion, med garanti ikke noget motiv jeg kunne pege på i tatovørens galleri.
Maskinbrøl og sugemaller
Jeg må være ekstra opmærksom ved inderlåret for ellers når maskinen, at suge den bløde, og nemt modellerbare hud ind på et øjeblik og selvom jeg febrilsk slukker for strømmen, har den alligevel lavet et sugemærke da jeg trækker huden ud. Det gør nas, for den da også, nu ser jeg ved nærmere eftersyn ud som om nogen har klemt om mit lår… Godt, at alle brillestellene under vand gymnastik ligger i aflåste skabe.
I gymnastiktimerne i 1984 var alle i små shorts, af anden halvdel kaldt korte rør. Suk. De dersens lange tights eller døve bukser, igen anden halvdel, var endnu ikke opfundet.
Som teenager var jeg pinligt opmærksom på “isoleringslaget” og hvad var pointen også med disse stride, mørke hår man nærmest kunne fransk flette? Havde evolutionen ikke kunnet følge med eller hvad? Det jo ikke fordi jeg skulle nedlægge et dyr for, at få syet et par benklæder. Hvad har man ellers cowboybukser til. Er det ok at jeg ikke siger jeans? Ordet cowboy fylder maven med sødme og hjernen af billeder som en stor collage i en skifteramme med de, der, klipse ude i siderne.
Så skulle du se de store op smøg
80`ne
De fleste dage ville jeg ikke lægge under for, hvad jeg troede var andres forestillinger om hvordan man skulle se ud, og så var jeg ret doven. På mere sårbare dage var der intet jeg hellere ville end ligne dem med de skinende ben og hvis jeg også kunne hoppe op til volleyball nettets kant og blokere en bold med det yderste af mine fingerspidser. Ja så var der ikke så meget mere jeg ønskede… Altså lige udover, at kunne snakke om min fars kone i samvær med min mor og at min far holdt op med at kalde min mor en torsk hver anden weekend, især efter at havde sagt “hvor du dog ligner din mor.” Og nåh ja, Gud, nu vi er i gang kunne du ikke lige stjerne drysse noget mindre tal skyhed ned over mit 14 årige jeg, en flytning og 2 dødsfald på samme år var faktisk rigeligt.
Hvorfor skulle jeg overhovedet barbere alle de kvadrat metre, når de mørke stubbe allerede brød ud af læderhudens overflade dagen efter som en mørklødet mands hageparti ved aften tide?
Når 24 timer “virussen” havde lagt sig kom belønningen; stubbefri ben. Skinnende med blå streger som flodaflejringerne på de gamle atlas, læreren hev ned over tavlen i tredje. Dengang var filmen Jurassic park ikke filmet så flodaflejringer lød som meget unødvendig viden.
Nu kan der gå 1½ uge før brillen skal ud af det spraglede korketui, anden halvdel fandt i en eller anden hæk. Næsen trykkes så næsten helt ned i knæskallen for at se beviset på, at jeg trods udtyndet hårvækst trænger til, at sidde med spredte ben med ryggen mod stuedøren. For hvis nu 19-årig bebrillet vil se til katten liggende bag mig i det uægte skind.
Kunne jeg ikke bare side inde i soveværelset? Ja, jo, nej altså, for så skal jeg ned og ligge på maven, rode inde under sengen efter stikdåse og det er så besværligt, at sætte klokken på anden halvdels ur hver gang, og mit! Ja, det kan tage dage før det gider snakke med noget højere oppe i retning af en fjern galakse for, at finde den rette dato igen. Meeen det har også mødt gulvet sådan helt tæt på mange, mange, mange gange, så det har min fulde forståelse for dets forvirring. Det har en skrå flade at stå på og har derfor ikke, som i intet som helst at gøre med mit Beidil`ske gen.
Pist..
Sidste gang jeg vred mig ud fra under bebrillets seng med støvsugerrør fuld af støv, nuller på det sorte arbejdstøj og en tyndbenet hurtigløber i ly bag fjerneste sengeben, løftede jeg en kasse. Vidste den var tung og halløjsa lille hold i ryggen 1½ uge. Velkommen. Jeg kan selvfølgelig vælge at tro på den unge mand støvsuger med støvsugeren, når han hiver den ind i rummet. Men. Det er håndgribeligt beviseligt, at gulvet er delt i to gulvbræddevarianter efter “brug”; grålig under ting, og gulbrunt de nemt fremkommelige flader. Faktisk kan det bedre betale sig at ligge med nummern i vejret og bruge fejebakken, men, som han vil jeg gerne leve mest muligt i uvidenhed om hvad jeg introducerer for opsugerens metalfarvede bug.
Da han var lille hørte vi vandet blive drejet ud af stålet efter toiletbesøg men sæben lå lige så knastør tilbage på håndvasken som håndklædet hængende i sine 2 tråde på knagen. De 2 tråde skyldes hans storesøsters håndtørrings teknik; våde hænder som pressede håndklædet til vægs for så, at møve det nedad, så hanken dirrede i vævningen. Efter købet i Jysk kunne det bedst betale sig øjeblikkeligt, at forstærke hanken med nål og tråd, ingen fabriks syning var modstandsdygtigt nok.
Epilady! Du mener epimonster ikke?
Her sad jeg så med avisen opslået, med hynde under benet ende og med høretelefonerne drejet i vinkel i øregangen. Hvis de en dag i nærmeste fremtid ikke gider og virke mere … Ja, så forstår jeg også dem, for ikke en dag går uden de flyver ud, over, ned, igennem, dog især under noget, som regel en stol, så jeg skal bukke mig sammen ofte med maven helt fuld, skulle jo nødig forstyrre min føde indtagelses flow, i det jeg samtidig drejer mig, så jeg med krabbende fingre kan samle den undslupne op og det så hurtigt så ingen afbrydelse af en eller anden talestrøm sker. Hanne er en god ven af en computer og være men er afstanden mellem hende og høretelefonerne for stor, går alt på pause.
Nu hvor jeg er så godt i gang, fører jeg som jeg plejer maskinen hen over overskæggets sider. Du ved, der, hvor mundvigen møder fure, dannet af samarbejdet mellem pudens pres nedefra og håndryggen, der pligtskyldigt presser øreproppen ind hver nat, oppefra.
Av for.
For pokker da også, efter 25 års opsætning af langt hår har jeg glemt det er klippet af. Længere i den ene side falder det ned over brillestangen, og med hovedet hældende bliver en tot lynhurtigt trukket ind i maskinen. Hov.
Slukker for udhaleren og drejer forsigtigt rotationsmekanismen. Der er gået boblegum i den. Hiver jeg i maskinen følger min hud med. Åh altså… Har ikke lige brug for…
Stående i køkkenet høres et suk. Mit. Rækker ned efter den lille køkkensaks, ser på den med rynkede bryn, hvor stor skade kan den lave? Vil ligesom gerne beholde mit øre.
Hvis ungt afkom, lige akkurat vågen, skulle passerer mig i retning af den store cornflakes kasse i entreen, tror du så han lægger mærke til min hånd mod øret over maskineriet? Retter lige mit hoved til lige.
Bøjet over håndvaskens porcelæn fokuserer jeg på saksens næb, tøver og begynder så helt inde ved brillestavene. Det er ikke nogen skarp saks kan jeg godt sige dig, tager den senere med anden halvdel. Du kan lige vove på at sige noget hmfr …
Har du lynet munden og smidt nøglen væk?
Nærmer mig spejlet og vipper med hovedet. Nej, ingen ser i virkeligheden så godt efter, mine skuldre synker en anelse.
Er uendelig taknemmelig for at have meget hår på hovedet. Men. Havde jeg haft lidt og tyndt hår på hovedet havde den øvrige kropsbehåring måske været mindre og min erfaring med torturinstrumenter været unødvendig. Epillady, det er faktisk falsk vare deklaration synes jeg.
Nåh, men èn dag efter hår udtrækning er huden uden små røde pletter, eller det vil sige, minus der hvor hårene har troet sig skjult i læderhuden.
Næh, nej du jeg har bare ventet på du var lang nok til jeg kunne grave dig ud.
Inspektøren
Borer knappenålens spids ind under den næsten usynlige, sorte streg og vipper den ud i det fri. Motoren brummer igen for (altid) lukkede vinduer og en sær tilfredsstillelse fylder mig, mens en ny og dybere variant af rød bredder sig på benet. Herligt. Efter en lille uge vil den hårde sårskorpe kunne pilles af. Bleg og dyb vinrød går heldigvis fint sammen, men det vidste du allerede godt, ikke.
Taknemmelighed i forskellige rum
Yoga, hun i små pust. Overskudsvarmen fra hendes cykelturen, står nu som en hede ud i rummet. Mine hænder længes efter at hule sig om hendes knæ, en pude gør tricket. Solen ind gennem vinduet gør billedet mørkt og yoga lærerens stemme på videoen bliver underlægningsmusak mens jeg retter på vinkler for mere stabilitet og nævner bækkenbundens diskrete støtten op. Nøglen til flere sekunder i stillinger, da alt er forbundet, som af seje tråde. Hun lader mig.
En ny erkendelse; intet at skulle have ud af bevægelserne selv men udelukkende være ugenerte, anvisende håndflader, et blik, som får kropsdele spændt til det skælvende yderste.
Vi mødes her over en fælles interesse vi ellers indtil nu har snakket ud, væk, til vægs, i hjørnet. Jeg skubber min madras helt tæt på hendes under afspændingen, delende tæppet på tværs. Hun snakker uafbrudt under de sidste 4 minutters afspænding og jeg lyst til at sige; hold kæft, men mit indre smiler og gnistre.
Frokost
I hurtige bevægelser drejer og vender jeg mig i gang med kniv, pande, og køleskab, hun i ro afventende op ad bordkanten, så vi kan sætte os ud i solen til modtagelsen af Hello fresh kalder hende hjem. Resten af cous cous salaten fra i går står sørgelig i sin ex is beholder og I split sekund har min hånd snittet den på vej fra pande til skruelåg med kniv i hånden.
Hurtige skridt ud og tilbage over tærsklen til bryggerset. Begynder knæbøjningen, den let rundede ryg med fejebakken og partner. Hendes hånd stopper mig.
Det er også så besværligt, at få ris op efter børnenes frokost i vuggestuen.
Afgivede gener i zen
Ingen dril eller latter (hån,) kun den ekstra rundede ryg over det spredte indhold.
Spiser i fast forward en hel tallerken mens hun spiser en blomme, yogaen har nået hende.
Gulvet i køkkenet ville ikke være egnet til en knæoperation og de beskidte tallerkener står på køkkenbordet, men lige meget, for jeg kan følge hende halvvejs hjem. Trækkende hoppende cykler over toppede brosten, forlænger jeg tiden omringet af hendes ro, inden jeg trykker oldsag af astronauthjelm ned over hårklemmerne og cykler den anden vej. Tilbage til Dalen.
Læste du forrige indlæg, Gud, så fis dog op i din himmel og blev berørt, skal du vide to ting:
Den bebrillede valgte tidligt i sin depression og tage 2g om. Nu i 3g er glimtet i øjet tilbage og studenter huen er betalt.
Trækker et menneske ungt, ældre sig fra venner, oplevelser, de ellers holder meget af, skal vi turde spørge ind. Vi kan ikke gøre det værre ved og vise empati. Vi skal kunne rumme mødet med tårer, vrede, svar vi ikke bryder os om. Vi siger tit, “du skal bare sige hvis jeg kan gøre noget.” Men sandheden er, at den som har det dårligt sikkert ikke har kræfterne til, at bede om noget. Jeg ringede til lægen på hans vegne, fulgte ham derhen. Hjælp kan have mange ansigter.
Den fraflyttede/Goldielocks overvejer dans igen mens hun bander over, at den første løn bliver slugt af pligtskyldige overførsler.
Nu tror jeg du trænger til at grine lidt, er det ikke rigtigt?
Så kære du lad os begynde.
Besvær.
Nogle variationer over temaet.
Ach… fandens, helt ææææærliiiigt, det skete bare ikke….
Så meget for hjemmelavet take-away
Dressingen fra venindebesøget er på bordet, bakken, plastikposen, gulvet, skabene og på min ost. Cykelturen hjem aftenen før har kastet bægeret rundt i posen, som et enligt pudebetræk i en tørretumbler. Den undslupne væske har gjort plastikken ligeså uklar som låget glat. Det fløj som en frisbee ud af hænderne på mig, da jeg skruede det af. “Fandens”, lidt højere, “fandens”, flår noget køkkenrulle af og gnider hidsigt fedtpletterne mindre skinnende.
Senere
Sættes grydeskeen på hold op af grydens side, så jeg kan vende mig for og nikke bekræftende til anden Beidil stående for enden af bordpladen. Min underarm rammer skaftet, splat, plet, plet, stænke, nej ikke ned mellem komfur og bordpladeeeee… Jeg rækker og min hånd fanger mirakuløst skeen inden den fortsætter videre nedad mod mine bukseben og trægulvet. Pyhhh ha. Det føles klæbrigt mellem store-og anden tå og jeg bøjer ned med kluden og tørrer hen over stroppen på sandalen. Adder.
Agurk til resterende tallerken indhold.
duk jer!
Arv
I min gren, den Beidil`ske er “noget” gået videre fra min far. Og nej, har man først set min mor spise vil man udelukke muligheden af hende.
Jeg fortalte min far om min teori (vi havde aldrig snakket om det før.) Hans teori; en form for ticks.
Goldielocks alias den fraflyttede er helt klart ramt, den bebrillede er undsluppet. Han har så colabundene udfor pupillerne og sin mormors tagen allltttiiinnggg bogstaveligt eller er det bare indtil han runder de 23 år? Min ene kusine vil aldrig kunne løbe fra vi har samme farmor og farfar. Sidder vi til bords sammen, holder anden halvdel plus bebrillet, gud velsigne ham, sig respektfuld tilbage til vi (ægte) Beidil`ler har fået mad. Ellers skal kluden hentes. Salat eller kartofler soppende i rødvin er ikke godt, når man inderst inde længes efter en opdelt tallerken.
Du! Kast lige redningskransen.
Kartoflen til agurken
Min kusines søster er undsluppet, så der er åbenbart kun èn i hvert led, som er “ramt.”
“En Beidil”
Jeg har siden indtrædelsen i min svigerfamilie (som 21-årig) været bevidst om, at jeg var hende, der fik lamper svingende som penduler med min pande. Med måsen billeder skævt siddende ved passering, mit glas ofte klingende fra mit bestik som lå en tale i luften eller drejende om egen akse, med indhold som en å over sine breder i alle retninger på hvide duge til højspændte dage. Avisbunker er gledet efter det minimale møde med min hofte, og lige nu sidder en gennemsigtig, plastik anordning på grøntsagsskuffen som forstærkning. Fronten måtte give fortabt og revnede efter min på alle tider af døgnet flåen ind og ud. Anden halvdel har bedt om, om jeg ikke kunne lade være med at trække ud i midten. Jo, jeg er da også oppe på en tredjedele af gangene nu, hvor jeg griber med begge hænder.
Ivrig fortællestil
Sommeren 92. De små søm i bagbeklædningen var slået i IKEA skabet, mine kjoler ophængt og sofahynderne kunne forblive i sofaen da sengen var hentet. Glad over, at nu var jeg flyttet sådan rigtigt ind, stod jeg senere med ham ved siden af og snittede til aftensmaden. Noget skulle tydeliggøres og da vi så ned på min kærestes hånd var spidsen af kniven i hans hånd. Ikke dybt. Men.
Så med ovenstående i glitrende tanketråde holder jeg, indeni mig selv, altid mine arme ind til kroppen. Bare for en sikkerheds skyld, du ved. Det, hedder sikkert noget, men en diagnose kan ikke forhindre ting i at ske. Det var sådan en lettelse og finde ud af, at andre familiemedlemmer også lavede en Beidil.
Eneste fordel er en ret god reaktionsevne. Medmindre jeg er træt, øh og det er jeg tit, hvis du spørger…
Aftensmåltiet
Stående lænet ind over buffeten er mine hænder som blækspruttearme alle vegne over bordet.
Goldielocks; “Mor, kan du ikke bare sige hvad du vil have?”
Jeg blinker, “æhm, jo da.” Men jeg kan jo ligeså godt gøre det selv ikke. Laaaangsooomt eller hurtigt som en hugorm, bagom, foran, indover, så er jeg jo ikke til besvær eller skal hæve min stemme. Afbryde samtale. Rejser mig og går rundt om bordet hen til brødkurven, med de tykke skiver af det grydebrød jeg påbegyndte i går.
“Mor, du giver mig stress, nu er du jo netop til besvær.”
Sætter mig langsomt ned. “Øhm ja okay, jo, det så… Nipper til min vin og lader i smug mit blik scanne “buffeten” for det jeg stadig mangler, det hvide porcelæn fra IKEA kan nemlig stadig pletvis skimtes.
Er en Beidil sulten er lige om lidt næsten uudholdelig unødig ventetid. Vi ved fordi vi er voksne, at det er høfligt og være tålmodige, men. Veninder, som invitere mig en time før vi skal spise så vi kan snakke mens hun/vi kokkerere, skal virkelig lave lækker mad.
Mange tror jeg er hjælpsom.
Altså det er jeg også.
Du ved godt den lille viser peger ned på seks og den lange op på tolv, ikke?
Maduret
Et faktum er, at flere hænder til at røre, snitte, bære ind og ud bringer alting hurtigere ind i min mund.
Jeg har nu gjort op med den Beidil, for på min egen bekostning, serverede jeg mine “historier” som små appetitvækkere til fester, fødselsdage o.s.v. De var gode isbrydere. Men nu. Nu skal hun. Nej, det skal bare være anderledes. Og slidte ord, ordsprog jeg er i tvivl om meningen af skal også ud, slettes. De passer alligevel sjældent ind og unge fatter en hat. Det talte, skrevne skal være ligetil, kort, præcist med nogle få lange, indviklede sætninger ind i mellem. For hjernen har godt af og bremse op. Tænke; det læser jeg lige igen.
Har din familie også et gen?
Så er der besværet af sandheden
Til en komsammen for nogen tid tilbage fik en mundfuld lagkage i munden, mig til at rynke brynene. Havde værten rakt efter røget paprika i stedet for vanilje? 4 tallerkner på bordet stod næsten urørte tilbage.
Ingen sagde noget.
Jeg vred mig på stolen i mine palliet bukser fra min mors skab, er jo en skabs diskofil, hold kæft hvor følte jeg mig tarvelig, for man spiser da det værten laver, gør man ikke?
Hensynsbetændelsen nev mig alle vegne.
Er det ikke mest hensynsfuldt og gøre opmærksom på fejltagelsen?
Ville de dog bare holde op.
Min mor glemte en gang et mellem lægnings papir i en lagkage. Hendes gæster var nådesløse. Det var så ubeskriveligt pinagtigt. Se hende kæmpe for, at holde ubehageligheden væk med et smil, der aldrig nåede øjnene og en dåselatter, som kunne være brugt i et underholdningsprogram.
Hvis det var mig havde de så sagt noget? For et par år siden lavede jeg hu hej brownies i en anden form end jeg plejede. En opskrift jeg havde lavet til mundvands skabende perfektion 10 gange. Da jeg skar den mindede den mest om en fransk blødende chokoladekage i overstørrelse. Det blev bemærket. Ovnen var slukket, halvkold og blikket jeg sendte den krakelerede overflade gjorde den ikke mindre flydende. Jeg husker turen ud med den i køkkenet, fadets lyd mod bordpladen inden jeg modvilligt vendte tilbage til bordet, hvor en hedetur fik palietterne til at dugge.
Røget
Jeg ville ikke lægge en serviet over lagkagen, det er jo noget børn gør. Min indre opdrager talte så højt, at jeg næsten ikke kunne følge med i samtalen, der blev ført over bordet.
Nogle synes slet ikke at vise overraskelse, spiste bare det hele. Og anden mundfuld var altså også som, at stikke tungen direkte ned i røget paprikaposen.
Hvad var jeg bange for?
Gøre ham ked af det?
For selv at komme i ilden?
Lav en u-vending, (højere, mere skingert) lav en u-vending.
den sunde fornuft
Den sidste jeg lover.
Sygemelding
Når du føler dig syg, så melder du dig syg ikke? Melder afbud via èn besked, èt opkald.
Syg en uge vil som underviser med 4-5 arbejdsgivere betyde; sms`, mails, logins, koder, puh… og det værste; besværet for dem som skal give besked videre, finde en anden hvis de prioritere det, toner i stemmer jeg vil undgå. For længe siden blev det bare sådan, at hvis det kun var et “let” ubehag i form af; løbende næse, øm hals og dunkende hoved så var det altså meget nemmere, at gå på arbejde. Jeg var jo ikke rigtig syg. Bevægelsernes endorfiner bedøver i øvrigt svarende til en panodil så længe de cirkulere.
Nu findes corona så; næste gang skal jeg kunne være i ubehageligheden, at være til besvær. Jeg arbejder på, at syg ikke nødvendigvis betyder kaskader af opkast, diarre som vand med tyndslidt ringmuskel som resultat eller febertåger. At begyndende migræne på vej til arbejde ikke betyder; tryk foden ned på speederen, du glemmer det, tag dagen, time for time. For så og gå i seng kl. 14:30 med stadig fugtigt hår i nakken. Har dog panodiler i tasken nu, den ene vist, men at spise en…
Hvis jeg kan klippe mit kranie fri af den lednings krøllede, larmende epiler uden og græde over tabt hår ved højre tindingelap (mere om det i næste indlæg,) så må det også være muligt ikke kun at blive syg i ferier. Duracell kaniner findes ikke i virkeligheden, kun i reklamer.
Intet menneske kan undgå ubehageligheder eller tilføje andre dem og man bliver ikke fyret for, at være en smule til besvær. Det er jo bare et bump før der drejes om hjørnet.
Kh
Ninka Ninus
Ikke nede mere, men med med en henriiivende studsning ensidigt. Det kommer, det kommer.
Hvad er meningen med det nye job efter 2 år som vikar, hun har drømt om, hvis hun kun efter en uge og en dag bliver slået hjem, som en skide rød ludobrik?
Lad os starte med begyndelsen
For to år siden, samme uge, siddende på samme seng, i samme værelse, på samme højskole ringede Goldielocks, den fraflyttede. Hun havde bundet en sko, rejst sig op og krash. Smerter ud igennem, hvad der må havde syntes som, hver eneste nervetråd gjorde hende hvid som et lagen. Hun kunne ikke stå, knæet var låst. Hviden, den hvide i10 holdt ude under de vajende grene, foran mit undervisningslokale i Hillerød, så farfar var hurtig på gaspedalen og hentede hende. I kørestol rundt på skadestuen, timevis af venten, “det var nok menisken.”
Ravnemor, ravnemor, ra, ra, ra.
Stemmen
Hos 50-60 % af os sider der på knæets inderside en lille fold, i en slimsæk. Plica. Den var i klemme. En yndig rest fra fostertilværelsen med ingen betydning for hverken knæets funktion eller stabilitet. Lyder seriøst som blindtarmen, heller ikke ikke noget at bruge den til.
Nu var det det andet knæ.
Som sidste gang havde hun taget hensyn til mig, først fortalt mig om episoden da det ville være meningsløst at køre hjem, men sammenbruddet i telefonen, dagligdagen knust, gråden der slugte hendes kvidren, var som en knyttet hånd i solar plexus. Tak til farfar hvis pung fik hende hjem. Leve op til dig er på min bucketlist.
Børnene vokser sig høje, over tyve og fraflyttede, men jeg vil stadigvæk give mit indre blå mærker. For ville andre få gruset til at knase under dækket i udkørslen, før den hulkende havde lagt røret? Set billedet af Grundtvig fortone sig i bakspejlet kun en dag inde i forløbet?
Fem dage og timers langdistance moderskab senere trykkede min langefinger på hjemikonet i google maps. I anden rundkørsel, stadig i Hillerød, ligger mobilen i lommen på døren til passagersædet og den dyrt indkøbte mobilholder nede på tæppet. Heldigvis er fru vejviser ligeglad med, at se ud af forruden.
En kikkertoperation “klippede,” folden over i 2020. Vi måtte ikke komme med ind. Corona. Kulden sneg sig ind i mit hjerte på de gader anden halvdel og jeg gik op og ned af, mens vi ventede på hendes opkald. Knæet blev aldrig godt.
Det er tungt, når det eneste man kan er og lytte. Lade hende være der i det mørkeste mørke, rumme at intet jeg kunne sige i det øjeblik vil hjælpe noget som helst. Hun skal have lov til at føle vreden, frustrationen og ikke få dårlig samvittighed over melankolien, der siver igennem forbindelsen og gør alting stille i lange minutter, indtil de ringer med klokken. Buffeten er på langbordene.
Hvad nu?
Sygemelding? Miste det nye job? Hvad med lejen? Nej til smertefulde bedøvelser. Skift af læge. Skal billeder tages? Tæer, der ikke kan støttes på, siddende bleskift i samlebånd. Du er sej, min heltinde, min datter.
“Sånt är livet,” svensk sang fra 1961.
Den bebrillede
Han sender mig en sandwich emoji, et hint til hvad der skal ske i dagens afsnit, i serien, vi begyndte på sidste uge. Jeg åbner køleskabet og ser han har glemt sin madpakke. En halv time efter giver han mig to knus ude foran skolens indgang med taknemmelighed i blikket.
Depression
Jeg kunne ikke starte med den anderledes alvorlige historie. Den.
Den, som indeholder truslen om død.
En bror har det dårligt, corona er på sit højeste, tvinger alle hjem i ly bag skærmene, online er blevet noget normalt. Han taler med sin søster i mobilen, hun sætter cyklen på støttefoden foran garagen. Låser. Siddende ved aftenbuffeten på vores vante pladser, med hende i solstriben mellem persiennerne og ham duknakket overfor, kommer ord ud af hans bøjle besatte mund, som får alt til at stoppe.
Jeg har tænkt på, at tage mit eget liv.
En bror
Hjertet synes ikke at pumpe, lungerne udviger sig ikke og benene havde jeg stået på dem, givet efter.
Vrede over at han ikke sagde noget. Vi viser den. Skyld. Vil alle nu synes jeg er en dårlig mor, vi dårlige forældre? Svish… den indre lussing farver mig rød. Ego-fucking-ist. Vil andre tænke dårligt om ham, se ham som svag, smittebærer af en ny coronavariant med en endnu ikke opfundet vaccine?
Søster mægler, taler os ned, hænder der vrider sig i skødet. Klamme. Skammen over ikke at havde set. Hans blik, hans krop. Lektier kun hørt om i svage vendinger. Insisteret på hvorfor han ville mindre og mindre. Fornemmet hans vilje til at leve, krøllet sammen. 17 år gammel. Hvordan? Han snakkede med en anden end os. Han vil snakke med en anden fremadrettet.
Få dage efter bliver jeg efter hans anmodning stående udenfor lægens dør.
Uger senere lade han os modvilligt tage med og vi møder hans psykolog for den gruppe han er med i.
Vi har en aftale, han og jeg.
Psykolog alias livredder
Hun fortæller os, han har hendes nummer. Han har lovet at ringe hvis hans tanker bliver sorte. Selvmordstruet. Hun fortæller os hans hjerne er brækket.
Hun har hans ryg. Det siger hun.
Indeni er en tillid til verden slået i mikroskopiske stykker. Jeg tør ikke bede ham om noget for vil det trigge, at han går ned på banelegemet, hænger sig i sit morgenkåbebælte (som ham kokken) eller anskaffer nogle piller? Jeg bliver bange, når hurtige bank på hans dør ingen svar giver. Skælvende står jeg der i tvivl, hjælper det nogen at krænke hans privatliv, afbryde ham i en eventuel enmandsforestilling?
Der skal gå lang tid før jeg tør bede ham om andet end det mest basale.
Han har kunnet få mig til at skrige hysterisk i i10`en. Nu, endelig begynder jeg at forstå hans humor. Jeg har sagt, jeg aldrig mere vil råbe af ham. Jeg elsker ham.
Små børn små problemer, store …
Et knæ i ulidelig smerte kontra et brækket sind. Forskellen i helingstiden kan synes som en køretur til det fynske mod en tur til månen, men angsten for det skal ske igen påvirker genoptræningen af knæ som af sind. Havde jeg ingen skam følt over hans falden sammen, mine egne reaktioner, havde jeg måske skrevet dette før. Jeg var bange for at blive dømt af andre som jeg ville kunne finde på at dømme dem. Som dem, der burde kende ham bedst, havde vi kun set sløvheden. Den stadig mere lodne morgenkåbe. Ikke set håbløsheden i blikket for han kunne stadig smile. Ikke set at tallerknerne blev færre, morgenkåben løsere.
Jeg følte mig bedraget af ham, misledt af min egen naive tro på at, “halløj vi har det godt.” Jeg kunne ikke mere stole på nålen i mit indre kompas.
Men hvornår har jeg lige langt mine fingre på anden halvdels læber og sagt, “nu lytter du.” Selv efter 30 år. 30! Er der følelser jeg ikke kan tale om, går i baglås når han siger, ” du er blevet stille, er der noget i vejen?”
Ja, det er der nok.
Jeg vender mig væk og griber viskestykket
Det er der nok?
For helvede da også.
Jeg forstår, at den bebrillede har brug for andre til de inderste tanker, men acceptere de skulle give ham redskaberne, vente på at livsgnisten blev tændt? Det tog tid.
Holder man nogensinde op med at ønske, at tage smerten for dem?
Holder det nogensinde op med at krympe sig i en, når de minder en om kørslen man sagde nej til, så eksamenspapirerne blev våde i cykelkurven?
Holder man nogensinde op med at ønske, at være fluen på væggen, så man kan se hvordan de er? Med andre?
Knus
Ydmyge hilsner
L.
Klokken er 17, katten har spist 1½ musvit, mens han har været i skole og nu står han i døråbningen til terrassen med den ene hånd skyggende for øjnene.
“Skal vi se?”
Jeg trykker på gem udkast.
Efterskrift
Spørg til råds
bed om hjælp
lyt
ingen velmenende råd (ah der fik jeg dig (me to:))
Kvalme, hm… ikke gravid. Tror jeg! De 2 tallerkener popkorn i går aftes så? Det er ugens 6 dag og klokken er 8:05. Måsen er eleveret ovenpå hynde, midt på stuegulvet, på den for længst fraflyttedes liggeunderlag. Yogakursets 2 modul er lige gået i gang og koncentrationen er allerede svær at fastholde. Trangen til og se mod de store vinduer for eventuel lille katte mund i tavst O, bliver for stort og jeg lister et øjenlåg åbent.
Hvad! Fru P, fru lærer flimrer væk og står nu her i pause, i en mildest talt uværdig stilling. Kommer hun tilbage? En bevægelse i et andet hjem, i et af de små rektangulære vinduer, til højre på skærmen og mine sitrende muskler gisper af lettelse, da jeg med et bump sætter bagen ned i madrassen.
Tre kvarter senere liggende i madrassen. En kulde har sneget sig ind under mine benvarmere og fået alle bagsidens muskler trukket sammen til korte, hårde strenge. Sikkert fordi jeg ikke har været “rigtig” fysisk aktiv endnu, sjosker en tanke igennem mig.
9:15. Det fysiske program er færdigt. Godt mikrofonen er slukket, for har netop i smug med video ikonet tændt slupret min egen müsliblanding ned, mod noget modvillig mavemund fra magnum is containeren. Ingen kommentarer om mit morgenmads valg. Måske noget de andre gør på ugentlig basis! Eller de har også bebrillet teen, der stabler dem som tårnet i Pisa bare på hovedet, med de langskaftede skeer stikkende op som ydmyge råb om hjælp.
Opper, jeg er herinde
Meget ren slikket ske
Holder balancen på den ene balde for ikke, at ryge sidelæns ned ad stolen, da jeg venepumper den ene læg på knæet. Trykket fra fodsålen ned mod den anden stols kant, får tæerne til og lyse ekstra hvidt, tittende frem fra under det bløde, mørke tæppe. Manøvren ellers pænt udfordrende i forvejen, med kroppen pakket ind i tæppet fra ankel til kraveben, som en stramt, svøbt baby.
Hjælper muligvis liiiidt på bagsidens lige ved-og næsten krampelignende tilstand.
Klokken er 14, endelig fri ah… Rejser mig stiv fra stolen. Hele bagsiden fra hæl til baghoved er; som har jeg ligget over et par enorme lår og nogen har slået mig med et splintret, hjemmelavet rundboldbat. Jeg må virkelig havde været uartig! Jeg rynker brynene og jeg gnider først lænden, så panden med håndryggen. Skal jo til denne her folkeskole komsammen klokken 17.
15:23. Mine fingre vil ikke rigtig lystre, da jeg forbereder en nem morgenmad til dagen efter, hvor jeg igen fra morgenstunden skal træde ind i yogaens mangesidede univers. Super svært for øvrigt, at række fingeren i vejret som en god elev, mens man står i en et-benet split. En teske, to eller? Min hjemmelavede müsli indeholder, indrømmet, godt nok mange ingredienser, men det plejer jo ikke og føles som en skide Niels Bohr udredning.
Syg. Influenza, migræne, corona! Skal det have et navn?
15:30. Præcis. Krak kortet ligger opslået på bordpladen, siderne synes som udsat for varme flimmer. Kniber øjnene sammen som for, at støtte samlingen af de nødvendige hjerneceller til og tænke ruten igennem. Læsebrillerne er da ikke nypudset men … Min hjerne virksomhed er som en gammel slidt, dvd, lånt via bibliotek.dk. I pause med millioner af pixels i et mislykket, forvrænget puslespil. Øjenlågene vil ligesom ikke mere end halvt op, a la, når jeg har drukket halvdelen af det ene glas vin, der på minutter formår at slukke min liderlighed og flytte tanken mere i retning af; “nåh jeg skal jo også ud og børste tænder.”
Den tiltagende nervøsitet i solar plexus er som en overdimensioneret Pac Man på jagt efter andre, mindre oste. Som et andet hjerte banker den synkront med min dybe mistillid til Google maps. Vender, tjekker, dobbelt tjekker gode, gamle, pålidelige E4 mens forståelsen af logikkens farvetråde på siderne synes, at hoppe som en frø i slowmotion fra mit ene øre til det andet, gennem mit stadig morgenuglede hår. I stedet for, at tage elevatoren ned og benytte sig af den, ellers på andre dage, ganske udmærkede underetage. Jeg har et eller andet med nord, syd, øst, og vest, verdenshjørner som får anden halvdels øjne spærret op bag brillen, når jeg drejer krak 90 eller 180 grader i mine hænder. Retninger jeg skal forholde mig til men hvor jeg sjældent skal ende. Man skal jo for fanden bladre for, at komme til Greve fra Skovlunde.
Følg vandet eller kig på solens placering!
En ganske vist velmendende anden halvdel
Frosne billeder
Øhm…. havde vi ikke lige gået side om side i denne storsvedende storby! Med andre mennesker overalt, alt for tæt på og skuldersnittende, vaklende og nærved snublende over brosten i varierende højder. Som havde nogen presset jorden, der omgav dem sammen og de ligesom egernet, Scrats øjenæbler fra animationsfilmen Ice Age nærmest var ved, at ploppe ud af belægningens mønster. Jeg SER ikke solen, men mærker i stedet mine svedkirtler adlyde dens mindste vink, mens sandalerne farves stadig lysere af støvet. Min sult, som kommer kun to timer efter morgenbuffeten har udstødt gårsdagens naturalie indtagelser, kan ikke afledes af fortidens monumenter eller af glimtvis solglitrende, algefarvet vand. Måske, hvis overdænget af smeltet ost eller skinnende nutella, skal ikke kunne sige det. Mavens knurren synes, at ville sprænge rammen for min tålmodighed i samarbejde med eksplorationen af lugte fra osende køretøjer, parfume indsprøjtede kroppe og duften af mad, vi aldrig stopper for at smage. Og så er der lydene. Larmen. Skingre lyde, skrattende, hvinende, pibende lyde og stemmer i syngende sprog med andre tryk og pauser end mit.
Den dominerende blære, som bare små tre kvarter efter vi har forladt hotelfoyeren mindes tidligere opfyldninger og derfor med det samme bonger ud med sin lille pressen via tyngdeloven, dens møginsisterende sendebud. Blink, startende fra svagt rosa til postkasse rødt gør, at jeg må bede den nedre hængekøje stramme sig an og jeg længes hjem til hotelværelset, hvor jeg i sikker afstand til kummen ved jeg må drikke andet end små, meget lidt tørstslukkende slurke. Jeg ved det er tanken, men halvt fyldt føles desværre sjældent som halvtomt.
15:40. Min frontallap dirrer irriteret en lille anelse, da anden halvdel runder bordpladen og “hjælpsomt” blander sig i min forståelse af retning, afkørsel og ringveje. Sukker. Troede jeg kunne nøjes med en lidt kortere rute…
16:15. Står ved siden af anden halvdel ved køkkenbordet, fuldstændig udmattet af og nedstirre krak, der vil åbne af sig selv på Greve afkørslen, hvis taget ud af det blå skab igen. Mine fumlende fingre tøver og presser så langsomt en pille ud af sin folieindpakning. Et tryk jeg ikke har foretaget siden noget, der ligner 2013 og det sandsynligvis til et barn. Men nu står jeg og skæver til ham, for han kan se det… Fordi. Fordi jeg håber at den handling vil forklare min tilstand. Måske mest for mig selv. Lægger pillen langt tilbage på tungen og synker besværet, den og vandet. Sådan, bliver stående som pause sat og venter sløvt på magien. Den er tildelt et stort ansvar, jeg skal finde vej, igennem aftenen og tilbage igen, for jeg skal jo afsted.
Tror du ikke du skulle tage din temperatur?
Nævenyttig anden halvdel
Hvorfor dog det, tænker jeg, men nåh, ja det kan jeg da godt, så. Min fod slår en urolig rytme mod trægulvet kun 20 centimeter fra katten. Mit blik møder mig i spejlet. Kender jeg virkelig mig selv så dårligt? Tager den 3 gange, plus i stor forhåbning mirakel øret. Feber! Shit feber.
“Så har du en god grund til ikke og møde op!”
Anden halvdels ord giver genlyd i mit tunge hoved.
Jamen, jeg havde jo netop glædet mig, ikke til køreturen, godt nok. Men se dem, høre stemmerne, jeg ville kunne genkende med bind for øjnene. “Læder” jakken på knagen, i bryggerset, stirrer tilbage. I yoga har det et navn. Jeg vil ikke kunne gennemføre, trods vidundermidlet, det vil kun blive EN stor kraftanstrengelse.
Afbuddet sendes, med tusindvis i timen, i retning af Greve og al min kontrol synes på nanosekunder og krakelere fra presset af, hvad det end er min krop er fyldt med. Minutter senere er alle sanseindtryk uudholdelige, tarme snor sig, læderhuden utåleligt kuldskær, som har jeg haft 5 på hinanden følgende hedeture, med den klamme sved, som en film på huden, de altid efterlader.
Jeg har det jo for fanden som om jeg har influenza. Hvad pokker er det helt ærligt min krop skal gøre, før jeg fatter den?
Der skal gå 2 døgn, 2 afbud mere, og anden halvdels, “tror du ikke det var et migræneanfald?” Før det går op for mig, at dette måske ikke var noget som smittede. For som en sommerbyge efterlader blade, perlende og fortovet dampende som eneste bevis på besøget, sådan er et migræneanfald også. Lige så pludseligt væk, som det er opstået.
Ved nærmere scrolling op og ned af informative sites finder jeg ud af, at disse anfald åbenbart kan være meget forskellige. Jaså. Rart og vide, men ømheden i nakken, der i løbet af ½ til flere timer, breder sig både op og ned langs rygraden, alt efter hvor meget du kæmper imod, ignorerer og mosler videre er altså meget nemmere at greje. Men så igen, ned med nakken vil jeg jo ikke. Ikke overgive mig, give slip. Jeg har selv sat forventningen om, at gøre, møde op til det jeg vil, sige ja til det som forventes.
Jeg vil gøre meget for, at undgå dette noget, men hvad der kræves står ikke helt klart.
Hvad kan du undgå?
Får du også beskeder, kropsspejlinger af det, du ignorerer?
Direktør for livet
Lige som sidste gang havde jeg en overfyldt kalender ugen op til, men hvad så, jeg er jo ikke en direktør for et stort firma med en arbejdsuge på 70 timer, faktisk var det meste noget jeg i månedsvis havde set frem til. Målet må være, at mindske (ikke trodse) overgangsalderens ildtunger. Mere bevidst given slip, tagen ansvar burde kunne nedsætte den selv påførte opbyggelse af spænding i kroppen, så jeg ikke så ofte eller forhåbentlig slet ikke, gør mig selv til drageføde i nok en 24 – 48 timer timers venten på, at kroppens utilfredshed endelig slipper og ebber ud. Endelig hørt og lyttet til.
Foreløbig forebyggelses strategi
Større mellemrum i de ulæselige (for andre) flytbare aftaler under køleskabsmagneterne. Hvis det giver mening, tage offentlig transport i stedet for selv, at sidde bag rattet. I lange skridt skynde mig ud i ubehageligheden, lige meget hvilken form den tager, med åbent sind. Blive indtil den, måske af sig selv, opløses. Kærligt og omsorgsfuldt overbevise min indre neandertaler at flygt, frys-og angreb reaktionen ikke mere er nødvendig. Simpelthen plante et afskedskys på dens fugtige pande, inden jeg stille lukker døren bag den. Hvis frygtsomheden så alligevel leger Tom og Jerry med mit affaldssystem, så er alt jo kun en overgang. Fritid skal “lovligt” tages i dage, timer tæller ikke, som i overhovedet ikke.
Meget kan vente, men kan du? Kan jeg?
Har du også migræne(r) eller har haft?
Hvor er I? Snakker I ikke om det, fordi? Ja, fordi hvad? Det er jo ikke fordi bukserne bliver gule, som hvis stressinkontinent, ved grin, hop, eller løb, vel! Hvilket kan være nok så generende og skamfuldt. Det vi også burde grine ad, sammen. Fordi vi kan genkende andre kroppes ikke altid lige forudsigelige svigt i os selv.
Vil du læse eller genlæse mine “hyggestunder” med min egen nedre mund? Find Levet liv med den lille pil oppe i emne linjen. Søg nedefter, mere endnu, til du støder på:
Træning uden hoved, Bingoplader og Min moster fra Rødovre er død. Læs i dato rækkefølgen.
Nåh… men kan du ikke nok være sød og snakke om det hvis du har! Det kunne være du havde god erfaring (eller ikke,) og give videre. Så mange tak, jeg ville føle mig langt mindre indlæggelsesværdig.
Jeg vil gerne finde hende den rolige. Hende, der ikke får et mildt anfald til 14 dage senere, fordi hun holdt så krampagtigt fast i rattet hele vejen hjem fra Hotel Lolland. En skattet persons fald sendte os sydpå for, at hente 2-benede og 4-hjulet hjem. Med blikket låst fast på den mørkegrå Toyota Yaris foran mig, svingede jeg ud og ind som en uafrystelig skygge, som tro kopi af det svage minde fra cykelløbet på Nederbyvej i måske 1982, ved den ene af de 2 vejfester jeg kan huske hvor jeg kom ind, igen som nummer 2.
Der må være en grund til. En ud over bogstaverne tastet på Hanne, at jeg har fået kastet et yogainstruktør kursus efter mig. Skrev det jo nærmest bare for sjov da jeg blev spurgt om videreuddannelse.
Jeg var jo i sikkerhed for pokker. Indtil.
Det vil vi godt give dig?
Shit, bare shit.
Havde ikke lige regnet med de ville betale 22 tusind for det, når nu deres løn er det laveste jeg får ud af de 4 ansættelser. Men det forklarer jo så den sikkert ikke ringe størrelse på deres kursus konto.
Del dine skavanker eller hvad der påvirker dig på nye måder ikke kun som det, der udgør dig, din fortælling. Giv den et sandhedstjek og så opdater den til 2022. Måske er det ret nemt i virkeligheden og ikke kun i teorien.
Hvis du ikke (som jeg) kan lade være med, at opsøge oplysninger på nettet som får dig til og tro du er/har mindst … så husk at grine. Af dig selv. Med nogen.
Eller grib modet, “se” ind, i stedet for det nemmere, ud. Lyt til …
Det 3 permanent, ørevoks fyldte øre
Af nogle kaldt mavefornemmelsen
Det, selv om det for det meste er som om, at signalerne fra kroppen bliver kørt ud om natten med postnord, afleveret i postkassen og så! Tja… nøglen hænger på brættet men dreje den i dens lille lås for et Ballerupblad, nej vel!
Hej så længe og stort kram i din retning.
L
Efterskrift
Fingrene klør i saltet, der sidder tilbage, nu hvor sveden er fordampet efter cykelhjelmen er hængt tilbage på plads til midlertidige edderkoppeindflytninger i garagen. Misser mod solen og gnider mærket solbrillerne har sat. Havde jeg i virkeligheden haft corona?
Ja, jeg spørger, fordi jeg føler mig heldig over først efter de 50, at have dét som en stor, svedende trussel efter mig, mens mange har lidt i stilhed siden 20-30erne med det ekstremt uønskede bekendtskab. Selv har jeg nu mere været sendt til tælling af angrebslystne mavekneb, der siden start 20erne som regel altid kom efter situationer jeg ikke kunne se mig ud af grundet en fejlslutning. En overbevisning, der var baseret på hvordan jeg troede noget skulle være. Men ja, jeg troede faktisk også, at de skyldtes de 4 timer uden mad!
Første del
Fra mine start 30er var min virkelighed, at jeg 2 gange på samme dag, skulle om to personer på arbejdet jeg ikke var tryg ved. 1 reaktion; tarme, som den hårdt opvredne gulvklud, i husets stærkeste hænder. Jeg investerede i en varme pude … Reaktion nr. 2 den værste; syrlingen, der rygende som grøn gas steg op af min strube i form af verbale giftpile mod uskyldige indenfor gasbetonen, små minutter efter jeg havde lukket mig ind af bryggersdøren. Dagen blev over tid døbt et andet navn af Goldielocks. Den 3 og sidst til kommende; hovedpinen, som bankede hårdt med dørhammeren ud i aftentimerne. Det tog år og gennemskue, at det skyldes jeg var drænet af de timer hvor jeg havde løbet mentalt orienteringsløb. Mente nemlig det var bedst hvis jeg ud af til at synes og være upåvirket, når disse personer i virkeligheden “ramte” mine sitrende nervespidser spot on.
Hvorfor sagde du ikke op, kunne du måske spørge?
Tja, jeg er meget stædig som en hel æsel familie tilsammen plus deres fætre og kusiner laaaangt ude, samt deres tip, tip, tip oldeforældre. Jeg havde overbevidst alle og enhver om (inklusiv mig selv), at det torsdagshold det skulle jeg beholde, for så kunne jeg også liiiige sørge for, at min senere manisk rollator afhængige mor kunne deltage på (nu) holdet sideløbende ved siden af mit. Det var min pligt. Men det er jo noget bullshit ik! Når man går ind og googler mavekneb kommer alt muligt tarmrelateret op men jeg ved bare jeg underkendte min hjernes for-og imod kværnen; brok, forklaring, forsvar, brok, forklaring, forsvar o.s.v. o. s.v. Tromlede simpelthen min lyst til at sige op, (det var jo at give efter) i stedet for at tillade mig selv og gå. Konsekvens; min krop opfandt sine egne måder, at råbe mig ind i ansigtet på. Forstod jeg det? Satte jeg det sammen?
Nope
Men det gør jeg nu. Stressen eller ubehaget du føler handler ikke om hvad andre vil kunne klare det pågældende sted, det handler om hvad du kan klare. Men for dævlen hvor er det skide irriterende, at OPGIVE fordi man er en sensitiv reflektionista (overtænker). Hader, hader, hader og være svag.
Når jeg har brokket mig over min “følsomhed” til anden halvdel, har han tit svaret, “det er den som gør dig til en god underviser.” Det er sulten. Sulten efter og gøre det godt kan være altopslugende, som en evigt fristende, lige akkurat, ikke opnåelig orange gulerod lige foran din næsetip.
Jeg er overbevidst om, at vi gavmildt giver os selv dårligdomme fordi vi ikke lytter til vores intuition (acceptere vores natur). For jeg vidste jo det ikke var godt for mig, men jeg afventede barnligt og ofte utålmodigt på (tilladelsen.) At familiemedlemmer, veninder, andre en dag ville sætte hænderne i siden og højt og klart melde ud, “der skulle du sige op.” Var både blind og døv for, at jeg gjorde mig selv til offer for og i min egen fortælling.
Engang var jeg en tålmodig, hvid “engel,” dog altid med djævlen godt gemt i vingens armhule, nu er jeg askegrå, tror faktisk mere godt hengemt furie ville være passende hvis noget. En veninde ville have min fagforening ind over. Puh så meget opmærksomhed ønskede jeg slet ikke, på mig selv, på nogen. Men jeg havde nu også forbandet travlt med og viske forholdene ud hver gang jeg havde udbredt mig om dem. Så slemt var det jo heller ikke! Eller var det? Mine hænder nærmest imiterede “wax on, wax off,” voks på, voks af. Øh, her skulle man nok havde været teenager i 80erne eller været mor til en for, at vide “Karatekid” lærte karate ved bl.a. og vaske biler.
Selvom man som en anden dramaqueen forklarer en situation for en anden vil det altid være en meget bleg efterligning af det oprindelige skete. Man skal være der for, at mærke den flade mave der skyldes sammentrækningen i mavemusklerne, det holdte, vejr, den overfladiske vejrtrækning. Ikke engang da vil det være det samme for forholdet til menneskene involveret vil være fuldstændig individuel. Selvfølgelig vil den det. Så ingen skal eller kan afkræves en andens (min) beslutning, tage mit ansvar.
Jeg modtog denne flotte buket bonderoser sammen med kortet. Oversættelsen af teksten er blevet tabt i redigeringen. Hvis dit skoletysk er lidt øh.. ja… glemt så kommer den her;
Min var også en ørn engang.
mit nye bogmærke
De migræneanfald skyldes måske primært overgangsalderen men det er mig, der forværre dem ligesom de kulsorte skyinformationer, der i perioder på uger i stedet for dage samler sig over mit hoved og jeg, hvis en tegneseriefigur, ville blive set af læseren som splitterasende eller i det mindste ærgerlig? Forventer jeg for meget af mig selv?
Gør du?
Men hvis jeg nu ikke føler mig tilstrækkeligt presset eller træt til og sætte tempoet ned, hvordan skal jeg så kunne vide det på forhånd før skybruddet af den ene eller den anden art får en støvsuger til og lyde som; a) der er et lejlighedskompleks under opbygning en gade væk eller b) en let bane udstykning finder sted ovre på den anden side af vejen?
Og skal jeg nu forstå det sådan, at i stedet for månedlige blødninger så har jeg fået en ny sambo, der, når den syntes jeg har overset tegnene længe nok, sender mig ind på værelset som en uartig lille unge?
Ved du hvad, den synes jeg sgu ikke er helt i orden, det føles som en meget stram badehætte er blevet trukket bestemt ned over mit hår, mit tørre hår. Avv… Jeg ville gerne være taget med på råd lige der. For hvis jeg var blevet fundet værdig og spørge havde jeg sgu helt sikkert taget et ekstra 10 år med hende, min moster fra Rødovre. Ja, ja nu ved jeg godt, jeg igen dér, var heldig. Jeg har aldrig været monsun bløder eller næsten besvimet helt hvid i hovedet til min mormors fødselsdag. Og gangene jeg var så utrolig dum, at købe HVIDE TRÆNINGS bukser til arbejdsbrug er vist også kun 2! Helt ærligt hvad var det lige jeg ikke havde fattet ved første køb! Jeg brugte jo nærmest udelukkende vingebesatte indlæg. De flyver desværre ikke ned om enden og henter det som triller mellem balderne (tyngdekraften du ved), når du ligger på ryggen…
Der er mange oplevelser som ligesom forsvandt ned i den ughh kasse. Som var så penibelt pinlige og blive gjort opmærksom på, at jeg ikke kunne huske nøjagtig hvor pinligt bare få år senere. Nahaij, først anden gang kom forståelsen. Okay ja det er jo sådan set temmelig unødvendigt, at udsætte mig selv for igen og stå foran 50 mennesker med en blodig bøf i buksen, vifte med Dannebrog fra enden af, bogstavelig talt.
Jajaaa, jeg ved godt nu jeg ikke er superwoman. Faktisk har jeg lyst til, at ændre op til flere login`s fordi jeg er færdig med at tro, leve op til og opføre mig som sådan, overfor mig selv hele tiden. Ofte synes jeg nu ikke jeg har nået en ski.. Ændre og ændre … Du ved hvis du har hængt på her, og min allerdybeste taknemmelighed hvis du har, at indre ændringer er som forberedelser til bjergvandringer, marathons eller eksaminer, de tager forbandet lang tid + blod, sved og ændrede afførings vaner.
Så ….
Her vil jeg stoppe og lover at anden del ikke vil være så laaaang tid om og nå dig, måske bare til du har sundet dig over kvababbelsen.
Knus
Ex-superwoman
Ps. Du troede vel ikke du fik lov og gå uden din lektie, gjorde du?
Hvor og hvornår, i hvilke situationer og med hvem skubber du din intuition (natur) til vægs, i hjørnet, smækker døren, låget, lågen i, bestemt, hårdt, drejer, låser, putter nøglen i lommen, krukken, hænger den på nøglebrættet og vender dig væk, går, ud af rummet, lejligheden, rækkehuset, ned ad gaden, glemmer, fortrænger dig selv, din lyst, kærlighed og respekt for dig selv?
Ville du bede dit barn, voksne døtre, mand/kone, kæreste, kusine, veninde om det?
Som søge cirklen i emnefeltet foregår den samme forvredne handling i hakkende sekvenser igen og igen på min nethinde.
Jeg kan nogle dage misunde Den store bagedyst deltagere, for op til hver afsnit har de hvad der må være en uge til og øve sig, fra de finder opskriften til de tømmer opvaskemaskinen for den sidste gaffel og drager mod de store, hvide festtelte.
De kan vælge og tage ingredienserne ud af skabet, ligeså mange gange de kan nå, ændre lidt fra siden sidst og gøre smag, udseende og tiden de er om det, endnu bedre.
Jeg ønsker og gøre det om, bedre, allerede inden jeg åbner bildøren på parkeringspladsen i solskinnet, mens den lille Enkelt bobler stadig svagere i mine blodbaner.
Det er lørdag, klokken er ca. 15:40 og jeg bakker ud af parkeringsbåsen. Min del i den årlige gymnastik opvisning sprang så hurtigt frem i tid, at tilbageblikket nu er som i udvisket dårlig kvalitet. Jeg vil gøre det igen, lige nu, samle dem i rummet ved siden af, forhindre forvirringen inden vi gik ind. Give dem peptalken jeg havde forberedt, gå ind samlet og ikke stå med min telefon ved et bord, foran de fremmødte på stolene. Tøvende med og gå for hvis mobilen tager sig en lur, kan jeg jo ikke give dem koden, vel! Dem, de to mænd bænket bag bordpladen, der tager sig af lyd med overordnet styr på hvem der nu skal dukke op på væggen i lysets skær, for så sekundet efter, at blive levende gjort af flagrende arme i T-shirts med ens tekst og bare fødder.
Klokken 15:03 Åh, ach…. god dammit det bliver helt forkert. På en eller anden måde er den første sang, ud af to meget nøje udvalgte, allerede i gang og da alle endelig er samlet på gulvet for at begynde, slutter den med et pang. Så står vi der. Tvinger det jeg forberedte fast forward fra 50` twist til bagud i tid til klassisk 1825, Johan Strauss den yngre ish.. Kunne havde startet forfra, men der var jeg ikke. Jeg er ikke til forfra men til fortsæt. Skam kan udholdes nemmere, hvis målet er til og skimte der, forude. Klodser bremserne i min hjerne på play og fører dem så igennem andet musik stykke. Det bliver så utrolig kort og …
Forvirret står alle og ved ikke det allerede er slut, nogle skal det senere vise sig temmelig lettet. Jeg vinker dem ud.
I rummet ved siden af.
Stemningen er høj, alle er opstemte over overlevelsen af, at være midtpunkt.
Den lille Enkelt stikker lidt i den tørre hals og snakken går, mens et andet hold forbereder deres nummer næsten helt op af flasken, der bliver sendt rundt igen.
Mit smil skjuler den begyndende sydende frustration over, at der nu skal gå et helt år før vi står der igen. Hvilket er ret ironisk, årene i modstand taget i betragtning. Jeg ser mig rundt, på mundene, der gengælder mit smil. Nu bliver jeg sikkert husket som den båndsalat mit hoved er fuld af. Forestillingen om hvordan det må havde set ud er svær og æde. Ude af krigszonen har et vaselinelag lagt sig på billedet af hvad der skete, og nu tilbage i min krop, er det som om opvisningen var noget jeg fik fortalt ude på mellem gangen foran kvindernes omklædningsrum.
Frygt; dit mods brandslange eller brændsel?
Jeg får løn for en time og det skal ikke gøres op i penge, men den indre forbandede følelsesmæssige forurening kommer til, at vare i dagevis og så er det altså øre i timen vi taler om!
Sluuuuuk!
Hjerne bare sluk, tag en anden rute (helst på en øde skovsti,) de minutter betyder virkelig ingenting. Som om dem, der sad på stolene væggene rundt virkelig går op i det og på trods af hvad du tænker og føler, så synes alle involverede det var sjovt.
Ja, jo måske men jeg synes jo ikke, jeg passede godt nok på dem.
Hvad mener du dog!
selvretfærdighedssansen
Jo, du ved, når jeg står der foran dem og aftalen er; at vi ikke i månedsvis har øvet det, (nogle går slet ikke på mine hold), så skal jeg uden ord vise dem vej uden de føler de ser ud som skide idioter. De skal føle sig trygge.
Ha… ligesom du føler dig tryg eller hvad!
Dukker hovedet, mumler; kommer så ligesom ikke til at ske.
Nej! For du har ikke gjort det i 2 år, 2 år. Hør her!
Jeg ved godt du har kæmpet som et lille skrydende æsel i hvad der må være den bebrilledes levetid mod, at være holdleder ved disse events, men var aftalen vi havde ikke netop, at den tids beslutning var okay? At nu var tiden for den indstilling ikke mere, du lagde den ned uden nag til hende, dit fordomsfulde tidligere jeg uden og træde hende flad. I stedet ville du hoppe over til en ny og har du ikke netop gjort det ved, at dit holds navn stod på væggen?
Har du netop ikke vist og på bare 4 minutter hvad bevægelse kan være; smidighed, balance, reaktionsevne, koordinering, komme ud af takt og tilbage i den, i egen fortolkning, deres som din? Adrenalinen, der sekund for sekund øges i mængde og sendt fra store til mindre årer, til sveden fugter nakker og øjne tindre. Letheden, der løfter hælene fri af et hvert underlag i timevis bagefter. Det har et navn; bevægeglæde.
Joooo… Og de hænder blev fandeme varme af al den klapperi. Kom publikum egentlig med?
Vil så gerne sætte farten ned, men når stressfaktoren er høj, presser min mentale fod speederen længere og længere ned, for så er det hurtigere overstået. Og jeg kan, som når katten har misset et elegant spring med publikum på, stoppe op og slikke et tilfældigt sted, som var det hele en del af forestillingen og nu er jeg videre…
I mens et lille bitte sted, gemt og bøjet helt sammen bag noget, vinker en lille hånd. Skru nu tempoet ned, så vil du kunne nyde dette, der sker ikke noget. Sekunder er sekunder, det kan du ikke flytte ved og presse flere bevægelser ind.
Puh…
Falder sammen, har helt sikkert mærker i enden efter brættets afrundede trekant nu. Olauf er heldigvis i drømmeland et sted, huset er stille, en sky glider forbi foran det aflange vindue, placeret højt oppe i det brækfarvede, flisebelagte rum, gør det dunkelt et par sekunder, fugle pipper. Gjorde de også det før?
Det var bare en gymnastik opvisning. Den eneste, som kommer til og skælde dig ud er dig og orv, det gør du sørme godt, flot, det må jeg sige. Ja, der kom bemærkninger fra mænd, som ikke kan lide at være et sekund bagefter men selvom jeg havde sagt, at han skulle være opmærksom på skiftene ja, så fandt han ud af det ikke! Og de vil altid være som et ekko af mig, for mine bevægelser er parat i det øjeblik, tanken er tænkt. Deres først sekunder efter, når deres ører eller øjne opfatter ordene eller ubevidst forstår bevægelsens eventuelle bestemmelsessted efter først, at havde stillet hjernen spørgsmålet, Hvad fanden vil hun nu!
Når man har prøvet noget en gang og det er to år siden, er det da ikke i kategorien for noget nyt?
Var det, det? Virkelig! Vil igen, blive tryg i det, går efter kroner i timen næste gang.
Hvad kan få dig til at reagere meget større end situationen har lagt op til?
Er det noget du tænker over/kunne tænke dig at ændre?
Har du tænkt over hvordan?
Det kan være svært og fortælle om følelser og reaktioner til andre. For hvis de ikke har været der, så er det som om hende den, der, dramaqueen syntes fuldstændig rablende. Kan ikke lide hende særlig godt og så er der jo desværre noget ekstra jeg kan skælde mig selv ud for, også, at indeholde. Suk. Så derfor går jeg nogle gange bare rundt og taler til mig selv (øhm ja højt.) Det er ligesom mere tilfredsstillende. Desværre er det ofte som lige nævnt ikke omsorg og venlighed mine øre bliver mødt med fra mit stemmebånd, da følelser jo har det med, at lege med gange og plus af, at blive holdt inde. Rækker jeg så alligevel ud for noget sparring synes ordene ligesom ikke og ville sættes sammen på en, i følge mig selv, let og forståelig måde. I forvejen starter jeg ofte midt i min fortælling, for hvis nu jeg skulle kede lytteren … Så må jeg hellere skynde mig. Holdes øjenkontakt uden afbrydelser falder jeg til ro i mere tryg forvisning om, at han/hun/det/den gerne vil give af sin tid og så starter jeg fortællingen forfra … Og ja jeg kan sagtens forstå hvis man bliver lidt forvirret lige der. Men altså det er i forvejen en smule skræmmende, at være en skibbruden i sin egen hjemmegjorte følelses forurenings pøl så, at skulle forklare andre hvordan de skal træde vande er som at springe i iført tøj og sko (tænk vinterstøvler.)
Stik dig selv en plade, den røde fra folkeskolens ubehjælpsomme svømmeundervisning.
Går efter for resten af mit liv, at reaktionerne ikke skal føre deres egne monologer. Er jo trods alt årsagen til deres tilstedeværelse, for ikke at snakke om oprindelse. Vi skal i dialog, forventningsafstemme, så vi bliver enige om, at de passer sådan nogenlunde til udfordringens størrelse. Måske jeg så kan nøjes med sop og fugtige bukse opsmøg.
Sikke meget jeg kunne prøve hvis ikke jeg på forhånd bruger så meget tid på og tænke; skal jeg gøre sådan eller sådan eller som tit slet ikke hmfr. Holde mere af alle de forbandede ubekendte i situationer jeg aldrig vil kunne have fuld kontrol over.
Nåh, hvad skal jeg udfordre mig selv med nu indtil næste års opvisning?
Blive yogalærer!
Må hellere skrive den tjekliste:
I ugerne op til skrive til alle hold (3,) ikke kun mine egne om de vil deltage. Klokke slettet vi skal på. Kunne de have lyst og mulighed for, at være med i min undervisning i ugerne op til, hvor de mindst èn gang ville skulle arbejde til musikken valgt til opvisningen?Obligatorisk møde i lille barfodssal for alle før “vores” tid, indeholdende brag af peptalk. Jeg vil vente ved bordet, ikke lade en fremmed mand være tvunget til at spørge, “hvor skal jeg trykke”? På et aftalt tegn, vil de gå samlet ind, showet kan begynde. Min oplevelse, mit ansvar. Holde mig i inderbanen med kun et ganske lille pres “ned” mod øjeblikkets unikke nu.
Noget jeg har glemt, nogle forslag?
Udvikling er ekstremt vigtigt, men det kræver altså, at få lov, give sig selv lov til og fejle. Ellers er det for skrækindjagende at prøve igen, for meget forfra, til det synes og rykke noget, ja nytte noget, for nogen. Mig. Det skal være nemt og sige, når spurgt, “ja det vil jeg gerne”, i stedet for, “nej det er ikke mig.”
Læring af dette. Kære du, dejlige du. Du døde ikke, nej jamen det gjorde du virkelig ikke. Gulvet åbnede sig ikke, du bliver ikke fyret eller det tror jeg i det mindste ikke, svært at udtale sig om nu her kun ½ døgn efter (skrivende stund.) Selvom nogle skulle synes det var noget lort kan du for fanden ikke gøre det om.
Neeeej, det er rigtigt nok og det var ikke farligt. Som sådan. Altså jeg bløder, men kun følelsesmæssig negativ skidt, men du har ret, det gjorde ikke ondt.
Nej, det er jo det jeg siger! Du har bare været fuld, ikke af alkohol men af mod, adrenalin og et lille drys frygt. Hvorfor skal det udskammes og sendes i hjørnet? Det har i stedet fortjent og blive fejret. Du tog ikke den nemme løsning. Du klatrede op på hesten i hvad der godt nok føles som psykisk bar røv, men der findes billeder, som viser noget andet.
Om et ½ år, så er det ligesom efter en fødsel. Udvisket. Fortrængt.
Selvretfærdighedsfølelsen
Na haj… SÅ meget med løj på.
Hvis du i forvejen er modig sådan på ugentlig basis så husk at rose dig selv. Højlydt. For det har du fortjent. Jooo du har. Lev med det.
Hvad skal jeg så bruge den nye erfaring på? Til?
Jeg kommer til det, skal bare lige have ro på søgecirklen, for de dèr saltomortaler gør mig stadig svimmel. Lidt ligesom teksten på begyndelsen af filmen, Belfast i går, som var bagefter. De skulle forestille og være fra Irland så det var som, at skulle tolke bornholmsk eller synderjysk, bare på engelsk.
Hendes stemme når mig ned mellem rækkerne med tøj, sollyset skinner ind gennem vinduerne og får lugten af glemt tøj til, at snige sig længere ind næseborene, op til centret i hjernen som vender sig væk.
Røde kors butikken er flyttet over vejen og halvt ned af gågaden, min kurv på hjul truer allerede med og vælte hver gang jeg trækker den om endnu et bøjlehvinende hjørne. Vinterfrakken og tørklædet underst, det er jo seriøst det her. Har fra børnene var helt små lært, at skulle jeg være inde efter en rask gåtur og koncentrere mig om noget og nyde det, krævede det afklædning. Perler af sved i små dun og ned af linjer gjorde mig bare sur og utålmodig.
Har du set Nikolaj?
forælder i vuggestuen, børnehaven, fritteren, som tror jeg er en pædagog.
Nåede lige inden hun gik ud af fritteren, at huske at se i glemmekassen efter forsvundne (min) cowboyjakke. “Nåh… (lettet) der var du!”
“Velkommen til Herlev,” så er vi placeret. Den kvidrende, frivillige kvinde ved kassen mestre et let forståeligt engelsk til nogle kvinder og børn, der står i en samlet flok ved indgangen. Jeg forstår de er ukrainere. Pludselig føles vognen som er hjulene kantede møllesten og skyld over igen, at stå i en tøjbutik (godt nok genbrug men alligevel) for tredje eller 4 fjerde gang inden for to måneder, får mig til og flå lidt mindre hårdt i trøjernes skuldre. Ordet “gavekort” bliver nævnt nogle gange.
Taknemmelighedens sved, (Herlev er jo min by) samler sig i mine armhuler og jeg føler den største lyst til, at gå op og sige de kan købe noget for hundrede kroner på min regning.
Men jeg gør det ikke.
UNHCR har sendt mig en tak for mit bidrag i mailboksen for uger siden, men det fjerner ikke dette niv over, at se dem gå mellem bøjlestængerne og “kigge.” Ingen af dem går med en kurv rullende efter sig, faktisk er de tomhændede.
En hjælpende hånd
Jeg har altid tænkt, at når jeg tjente flere penge ville jeg give mere til hjælpeorganisationer, men har nu som snart 51 årig accepteret at det nok ikke er noget jeg skal regne med. Lagde den, forventningen, ned, bag mig. Det er fint som det er, for nu.
Hvilket er så åndsvagt og mene, sige, skrive, for tanker bliver til det, der sker. Det er sgu da klart det aldrig kommer til og rykke sig hvis jeg hele tiden fortæller mig selv, det er sådan det er! Min hjerne vil tro på det, handle efter det, den er jo min…
Så hvis noget, noget andet skal ske så…
Kræver det jeg træder et stort skridt ud af komfortzonen og udfordrer tryghedsnarkomanen, der hænger fast med klolignende fingre i alt som er letgenkendelige gentagelser. Ideerne summer rundt i hovedet men det er som om jeg skal forbi en kæmpe sumobryder, der, som en siamesisk tvilling sidder brændt fast til min hud. Som et udvisket gammel tatovering jeg ikke mere selv husker hvor stammer fra eller hvad betyder, som kilovis af overskudshud efter et stort vægttab. Stadig en del af mig, velkendt, men samtidig så skide meget i vejen. Blev jeg spurgt om sumobryderen ville jeg ikke kunne komme med andet end et mumlende, vævet svar. At tænke tilbage giver ikke noget som helst på kontoen for mod. Så jeg gider ikke mere være fornærmet, ked af det eller anklage, det vil ikke ændre noget, kun fastholde negativitet som skidt, der optager pladsen hvor noget kunne skinne.
Det slip har på få måneder gjort mig mere opsøgende, åben over for muligheder jeg ellers katagorisk plejer og afvise. Altid godt forberedt via indre selvopfunden nedgørende monolog, som foregik over uger, nogle gange måneder i forvejen. Fordi jeg ikke turde (tør) sælge det jeg kan tilbyde, (mig i rå energiform), afviste jeg tanken, mig, inden andre kunne. Kun på grund af få afvisninger. Men. Så slap jeg jo også for arbejdet med en grundigere udredning… Jeg kunne uden forhindring drage konklusionen, at hvis nogle f. eks. mente de ikke ville forlænge sæsonen, så mente de det nok alle sammen. Alt sammen for jeg kunne blive i det trygge. Det er ligesom at tale til sin kat, ja han svarer da tilbage men helt enige om hvad der skal i hans madskål, hvornår, bliver vi nok aldrig. Det er jo alligevel mig der bestemmer det, for han kan ikke få det ud af posen … Han tror altid, at når global kniven tøver mod spækbrættet på en helt speciel måde så er det kød, men han er nu ikke meget til fugl, kun dem han ikke kan fange.
For hvis skyld?
Ja, jeg står i en genbrugsbutik og køber ind med penge som helst skulle gå til et godt formål, men tanken bag er jo, at jeg vil udskifte hele min garderobe fordi det som hænger inde i det er en anden kvindes. Hende, som altid skulle være så pæn, altid med urolige fingre som rettede på et ærme, trak ned, ud eller op i stof som skulle dække noget, usikkerheden. Genertheden der kunne få; fingre under borde til at pille neglerødder til blods, knæ ærbart samlede i strømpebukser, ryggen stiv for ikke og vælte noget (hvad jeg ofte har gjort alligevel). Munden tom for ord, kun en gumlen af hjemmelavet brød berørte mine samlede læber, knap nok luften pustet ud, usikker på hvad!
Genertheden, som usynlige kæder jeg selv krængede op over og rundt om min krop som en anden udbryder konge. Ja, jeg brød ud, låsene låst op, men sad der ved større selskaber og holdt på mit tøj, i mit tøj helt stille, som sad mit tøj forkert, var jeg det også. Kun når jeg står ude på de gulve kan jeg åbne på vid gab og fylde. Der må jeg “larme”. Jeg troede jeg vidste hvem jeg var med tøj som sad til og var i klassiske farver, der ikke skilte sig for meget ud, men fandt alligevel altid det med de skæve vinkler, snit eller former. Engang var jeg 20 kilo tungere altid i størrelser større, i tøj med klatter af farver. Hende har jeg søgt efter. Ud. Ud med alt det sorte, undtagen måske den lille “sorte.”
Hvem søger du efter? Hvad søger du? Søger du overhovedet?
Puh… hvis du ikke gør og har indre fred så misunder jeg dig, hold fast i det alt hvad du kan, det er en gave. Rastløsheden bider mig i akillessenen, i baglårene som små, springende, snerrende terriere, dukker op alle vegne jeg er, presser, skubber og puffer til mit magelighedsgen med de stride hår på det lange kosteskaft. Har lyst til at flå det ud af den usynlige hånd jeg ved er min og tage en flyvetur som en månesyg heks, hvivlende rundt som er den fuldt ladet op, lige trukket fri af stikkontakten. Gør nu dit, gør dat, du bliver jo også ældre og ja du føler dig ikke som halvtreds men de 37 år du føler dig indeni får du nok lidt svært ved at sælge, så gør det nuuuu! Hvad kan der ske? Ja du kan få et nej, dør du, neeeeej. Prøv igen for satan. Bare prøv igen et andet sted, med andre ord, den erfaring er ikke tabt, men sat ind på modighedskontoen.
Kom nu, hæv…
Så kan roen sænke sig….til…. næs.. ga..
Hober modet sig op på kontoen uden du hæver i banken?
Hvem tør du ikke kontakte?
Hvad er bedst blive eller gå?
Har du noget der skal prøves af? Og hvem kan støtte dig i det?
Har du tøj i dit skab som venter på du bliver en anden version af dig selv. Hvorfor ikke holde af hende du ser i spejlet for det er da hende du har været mest, ikke! Vi skal ikke undskylde for måden vi ser ud, eller for når vi fejler i noget vi gerne vil blive bedre til. Vi skal ikke skælde os selv ud over manglende valg, rygrad eller blive trist over en påske der er gået men handle… Reagere, gøre det vi vil, lige nu eller skrive det i kalenderen, lave aftalen, når tanken kommer før modet svigter og ens fornuft hvisker det spontane ud. Det vindue er på få sekunder. Så lukkes det igen med et nærmest hørligt smæk.
Se The 5 second rule med Mel Robbins på YouTube.
Jeg ved jo ikke hvad der var sket hvis jeg var kommet med mit tilbud. Måske havde de afvist mig, hvad så! Måske havde det krævet goggle translate og en hedetur der havde sendt millitre i sydlig retning. Måske havde det, at gå over gaden til bageren været bedre så gruppen kunne få noget alle sammen. For en ting er helt sikkert 100 kroner havde ikke nået langt og jeg var for genert til (nej bange for kold afvisning ah… ja det var bedre ordvalg), at lave en indsamling blandt butikkens andre 3 kunder. Tænk hvis jeg havde gjort det og butikken havde sagt, “vi giver 50% rabat oveni”, så havde de alle kunne gå med noget i hænderne. Hvorfor er det tanken; “det nytter alligevel ikke noget”, som får mig til og dreje min vogn ind i prøverummet, trække gardinet for. Hvad er jeg så bange for? Ville jeg i deres situation ikke havde sat pris på, at blive mødt lige der, bare af lidt!
Tøj kan ikke flytte meget på modets spræl men stå i front for en gymnastikopvisning kan. Lørdag kl. 15 i den store hal, træder jeg ind i et inferno af menneskestøj, nervøsitetssved i alle duftnuancer og lukker i 10 minutter mentalt for udsynet til alle disse mennesker ude. Deltagere, familiemedlemmer i alle aldre som ser på mig, på dem jeg fører igennem, til det næste hold skal på gulvet og vise deres variant. De har lovet vi bagefter skal have en lille “en.” Den vil få adrenalinen ned på normal så jeg kan køre hjem og holde weekend.
“Skriv en introduktionstekst, som vi kan læse op inden I går på!” Fedt, stadig 2 dage inde påskeferien inden hverdagen lukker alt op igen. Fugle udenfor vinduet går fra stille til gentagne fløjt i hvad der kan synes som nøje gennemtænkte passager, en banken forstyrre… “Hvad skal jeg skrive? For der er vel ingen der hører det, er der?”
Den banken var menneskeskabt af hånd på uanmeldt mor, der vinker computerens låg lukket.
Samme gymnastikforening skrev ugen op til påskeferien.
Ønsker du at byde flygtninge fra Ukraine velkommen på dit hold? Vi ønsker din mening. Det kan da være fint med min stemme men deltagernes er da mindst lige så vigtig eller hvad!
Svar på følgende spørgsmål.
Ja, de er velkomne.
Ja, de er velkomne hvis de taler engelsk.
Ja. de er velkomne med en tolk.
Nej, de er ikke velkomne på min time.
Nummer 2 forlader min mailboks.
Sidder ved en påskefrokost efter en tur til Malmø, hvor jeg seriøst var to dage i himlen. Hele tiden omgivet af datter og kusiner, der med de ømmeste favntag og gnistrende blikke fra morgen buffet i klosterkælderen til makeup afvaskning (ikke min) kl. 00:35, langt over min sengetid for øvrigt, fik mit indre duracell batteri ladet op.
Altså over silden med den uundværlige æggesalat og to minutter i tarteletter, mums elsker den sauce selvom jeg ikke kan forstå det, kan sgu da ikke lide fiskeboller!
Mor med børn på seks og et, “vores ukrainere blev skuffede over de ikke skulle lave aftensmad til os i dag!” Hun har vores fulde opmærksomhed, hun smiler. “Vi bruger hele tiden goggle translate for de kan meget lidt engelsk.”
Mundlam og fuld af beundring for disse familiemedlemmer, som byder to kvinder og deres børn velkommen i deres hjem på nærmest ubestemt tid.
“Nu har vi jo førstesalen!” Hun flytter lidt på den etårige som går fra favn til favn. De vil så gerne hjælpe, så de finder på alt muligt kreativt.” Pigens lille springvand på hovedet holdes sammen med et bevis på den ene ukrainske kvindes opfindsomhed. “De keder sig så meget men hold da op de kan få kødet til og strække, bare de har kartofler og smør.” Smilet bliver større og hun tørrer lillepigens mund i en hurtig bevægelse inden den lille klistrede mund kan nå, at dreje sig væk. “Masser af smør.”
Ja, men I har kun et toilet, tænker jeg. I et sommerhus i en uge kan det gå men fire uger, otte, seks måneder! Du har kørt dem rundt (Næstved) for, at få deres opholdstilladelse i orden, sparer pengene op de får, så de kan få dem, når de flytter ud til hvis de nu skal bruge dem på en lejlighed. Har de overhovedet et hjem tilbage eller er det bombet til kratere af støv, sten og nu ubrugelige ting?
Jeg kan ikke tage dette ind, ufredens klamme, klemmende hånd fra Rusland om Ukraine.
Jeg har ingen ord når nogle snakker om det, lytter, men det er som taler de om en film de lige har set.
Kvinderne og barnet, bedstemoren i butikken, det fremmede sprog, de ligner ja, hvem som helst fra Herlev.
Ny mail står som sendt, “de behøver ikke kunne engelsk, bevægelse er et universelt sprog.” Et sprog uden ord.
lisserfix 