Ansvar for de voksne

Det er forforfatteren selv, Lotus, der lægger stemme til. Indspilningen jeg har lånt på biblioteket var fyldt af knas og afbrudte sætninger men …

Mor for sin mor, deraf bogtitlen

Hemmeligheder

Selvom hun fortæller sin historie ret nøgternt så bliver man, jeg grebet, holdt fast, drevet frem til 3 sidste ord på cd`en.

Den første del af bogen bruger hun til at fortælle hvordan hun har oplevet årene fra hun er ca. 5 år til farens død. sandheden som hun så, oplevede og observerede den. Hendes sandhed, fuldt indforstået med, at det ikke er hverken hendes mors eller afdøde fars, kun hendes.

Kom lige med ud i køkkenet, vi skal holde møde

Lotus Turèll 5 år til sine forældre

Hun var altså tidligt opmærksom på, at noget ikke var godt. Når hun var i veninders hjem var der tydeligt en anden fokus på børn, deres gøren og laden, deres behov. Hjemme hos hende var hendes opgave, at hjælpe sin far med at skjule hans misbrug. Troede moren på farens udsagn om, at nu stod den på “lyse” øl, så var der “husfred” så længe.

Substitutter

Pr. refleks ved hun meget tidligt, at “det” hun ikke får hjemme af tryghed, at nogle tager sig af hende som en selvfølgelighed, det skal hun finde andre steder. Gudskelov findes disse mennesker, som rummer andre menneskers svigtede børn og giver dem et fundament de kan stå på, og tør udvikle sig ud fra. Troen på, at være elsket for bare at være sig selv, skal børn helst skal se som det naturligste i verden. Det er forældres fornemmeste opgave, for at være med til at sikre, deres børn kan blive velfungerende voksne mennesker.

Desværre ikke for alle

Børn af misbrugere skal kæmpe hårdt for, at finde selvværd i sig selv som voksne, for det vil modarbejdes af angsten for og modvilligheden mod, at blive voksen og turde have tillid til, at andre vil èn det udelukkende godt, at der ikke er nogen skjult. Det kan provokere den indre store angst for, om man nu vil være lige som “dem”, over for sit eget barn.

Først sent i tyverne får hun øjnene op for, at hendes far var alkoholiker, han kunne jo klare et job! Hun søger hjælp og støtte hos bl. a. forskellige psykologer for, at få en bedre forståelse af sine reaktions mønstre.

Senfølger

I den sidste del af bogen gør hun virkelig noget ud af, udfra spørgsmål hun selv har fået, at fortælle om “fænomenets” senfølger. Hun henvender sig især til andre børn af alkoholiske forældre og deres ofte uvidende kærester, og ægtefæller. Hvorfor hun reagere som hun gør i visse situationer og hvad man som partner kan gøre for at støtte, blandt andet LYTTE, også selvom man ikke forstår situationen helt.

For at komme fri af fortidens hemmeligholdelse er det vigtigste, at åbne op og lære vigtigheden af, at tage sig af sig selv først. Spørge andre, “hvordan oplever du denne situation”? Holde svaret op imod sin egen forståelse af oplevelsen. Måske finde ud af, at man slet ikke behøver at dukke sig, for tvivle eller have lyst til at flygte. Mere. Det var dengang. Nu er nu. Noget andet.

Læs den, bliv via denne blide person klogere, grib i dine egne reaktioner. Er de “sunde”, realistiske, spørg…

Har du selv været forælder for din mor eller far, er du det lige nu, hvor går du til? Hvad skal du acceptere?

Hvornår skal du stille dig op med hænderne i siden, sort blik, sammentrukket øjenbryn og sige, NU STOPPER DET!

Knus fra

Lyttebogs superbrugeren

Bevægelse

8o år og åben. Stadig nysgerrig og langtfra mæt af dage eller for den sags skyld færdig med, at flytte grænser. Måske med mere fokus på forflyttelser i tankegangen end fysisk og dog.

Hun må have virkelig gode overtagelses evner eller også er hendes mand bare vild med hende, og med på hendes ideer. Altså ikke i starten, når hun præsentere dem, der har han ofte sine forbehold, men …

Pludselig står de i en anden by

Hun måtte godt adoptere mig, helst i går.

Hun læser højt for statsoverhoveder på engelsk, fortæller dem vores kendte eventyr skrevet af H. C. Andersen. En figur, en mand med stor næse vi er så bekendt med fra billeder. Historierne, fyldte af dybereliggende betydninger vi ikke mere hæfter os ved. Det var jo vores barndoms historier, de kommer os ikke ved længere, eller i hvert fald mindre. Jeg er indrømmet en Brd. Grimm`s fan. Deres fortællinger er mere svulstige og ja kan have et hvis indhold af piger med små kroner. Havde et smukt illustreret tyndt hæfte med “Gåsepigen” som jeg først lige har smidt ud. Det gjorde lidt ondt, jeg mener det eventyr indeholder et afskåret hestehoved, fantastisk. Har du ikke læst det?

Hvad så med “Mor hulda”? Heller ikke? Du er gået glip af noget.

Jeg kan godt være lidt stolt over, nu jeg tænker over det, at fru Wold og husbond gider tage rundt med vores riges fornemmeste klenodier, og på den måde være med til, at videregive lidt dansk hygge til verdens små og store riger.

Det er ikke mindre end utroligt, at hun altid siger ja (selv med jetlag) til, at læse op alle vegne, på store eller små scener, børn og voksne, ja for mennesker som aldrig har været uden for deres lands grænser, ikke er i besiddelse af et pas. Som græder når hun læser “Nattergalen” fordi den måske minder dem om en frihed de ikke har, og som de i al hemmelighed drømmer om.

Hun er dejlig

Jeg har altid været vild med hende. Lige fra jeg så hende som Matator ` Gitte Grå, til hun blev kastet rundt fra sofa til sofa af Bent Mejding i teater stykket “privatliv”. Hun var eksotisk, hendes bryllup i 83 med manden på Hawaii med blomster i håret eller var det omkring halsen! Det var vildt og ikke set før.

Du skal nyde bogen fordi, at når en 80 årig kan klatre højt op (så højt hun nu tør og det indrømmer hun) i et træ inde i junglen så bliver man lidt ja, hvorfor ikke? Hvad er det lige der holder mig tilbage, når jeg vil noget?

Øhm…. det kunne så være … en blanding af.

Angst, bekymring, i en mængde så man på forhånd har opgivet forhavende. Faktisk har man aldrig troet helt nok på projektet, flået drømmen helt selv fra hinanden, som et papir i 1000 stykker. Det var også bare en fjollet ide, håbet om noget andet, mere, drømmen uopnåelig, man har skudt sig selv i foden, for når alt dette er gjort på forhånd, så er man jo sikret et nederlag ikke! Og jeg har ovenikøbet forberedt alle på det for at være helt sikker!

Så har man indiskutabelt aftalt med sig selv, at det er ok at fejle og hvad fanden hvorfor i det hele taget prøve, jeg kan jo se ind i fremtiden kan jeg ikke? Det nytter ikke.

Så jeg lader være, skåner mig selv for skuffelsen over mig selv. Vender forestillingen om at kunne, ryggen.

Hun, Fru W. vender ingen muligheder ryggen. Står de i et fremmed land uden forudsætninger for, at kunne finde ud af en skid selv, og de ikke første gang bliver kørt det rigtige sted hen, så prøver de igen, nyt køretøj, ny chauffør.

Var de bekymrede da de stod et fremmed sted, som ikke var deres hotel. For fanden ja, men hold det dem tilbage?

Nej.

Kh.

En seriøs fan af

Susse Wold og andre kvinder over 80, som ikke er blege for, at kravle rundt på stengulve i svømmehaler fordi de gerne vil hjælpe deres underviser med, at få “håndvægte” ud af liggende containere.

Jægersoldat

Den gang nu og for altid.

En identitet, et liv altid i et indre beredskab og en trang til at prøve sig selv af til det yderste.

Du må ikke forvente latter, smilende mundviger (dine), for der er ikke skyggen af humor i hans kategoriske opremsning.

No bullshit

Det handler om fakta, om ordenlighed, mod, men også om et stort brændende og uudslukkeligt ønske om at gøre godt, hjælpe, uddanne andre, give videre og det helt nede på jorden. Det på en måde, så jeg mange gange under oplæsningen tænkte, og nikkede for mig selv foroverbøjet over madlavningen, at dette kunne jeg direkte tage og bruge i mit eget liv, i forhold til mine børn, mand, på arbejdet og nok så skide fornuftigt på mig selv. Lever jeg op til min egen variant af ordenlighed, skal jeg skrue på nogle af knapperne?

Jeg kunne lide at han gik op i at man, jeg, vi alle skal være ordentlige mennesker, over for andre, over for os selv, lige vand til min mølle, den drejer susende rundt, kan du hører vandet plaske?

A pro pos vand, der er sgu lidt James Bond over ham altså udover at han godt kan finde ud af børnedelen, for han er både til lands, til vands og i luften.

Nogle gange tangere det til pral, men jeg er kvinde, så jeg sukker bare henført.

Han er bare vildt sej

Han tager alt han gør og dem der er involveret “seriøst” alvorligt. Han viger ikke udenom, klarer ydmygelser og lærer (også andre), at ærlighed kan koste liv.

Jeg blev overrasket over, at det er det definitivt vigtigste, at have sit bagland i orden. For er det ikke det, kan det være mere fatalt end mangel på udstyr og præcision. Sikkerheden i at vide man er elsket og de (derhjemme) er afklaret med det man har gang i, kan gøre hele forskellen for hvordan man klarer strabadserne.

Måske vil jeg sætte mig ned, og se nogle af de udsendelser han har medvirket i nu, jeg er blevet lidt mere nysgerrig på ham. Jeg har faktisk været det mange år. Jeg kan endnu ikke lige sætte fingeren på, hvorfor jeg ikke insisterede på, at låne bogen når jeg nu kunne se den stå i min ene venindes reol. Måske jeg ikke var klar.

Klar til biografier.

Nu er jeg der, jeg ønsker at suge deres mod til mig, lade det gro i mig som en hårdfør blomst. En kaktus, en der ikke er så sart og som både kan holde dem der ikke vil mig på sikker afstand, og tiltrække dem der vil.

Jeg ønsker at holde deres nysgerrighed helt tæt, lade den smelte sammen med min i form af et ukuelig drive og tro på, at mine egne drømme også batter, at de er store, vigtige nok. At det er ok, at de kun er det for mig.

Du er blevet sat fri, du kan gå nu. Jeg vender frygteligt tilbage.

Din

Medsammensvorne

Så smuk

Så klog og forskruet.

Jeg tillader mig, at kalde hende forskruet, for jeg har selv været tvangsoverspiser.

Hun er en hardcore bulimiker, hende Anja. Fra hun er en teenager på 13 år til hun er omtrent de 30 år, formår hun med grotesk detaljeret planlægning, at leve et dobbeltliv. Hendes spise forstyrrelse tager fuldstændig magten fra hende, hendes krop lukker ned og hun ender til sidst på gulvet i en butik, kolapset foran øjnene af sin lille datter. Hun havde vidst hendes blodsukker var faretruende lavt. Hun nåede simpelthen ikke, at få noget at spise i tide.

Hun kalder det “alteret”

Hun snakker i samtlige telefonrør (wc kummer) verden over, og graver endda huller i jorden, hvis hun er ude i naturen. Hun må bare langt nok væk fra de andre deltagere, så de ikke fatter mistanke.

Hun er så modig, at hun tør stå frem ved og med sig selv. Jeg bøjer mig i støvet, uden ironi.

Så fortvivlende ensom er hendes tavse, bedende skrig om, at nogen, hvem som helst vil opdage, stoppe, konfrontere hende.

Angsten, dominerende, hamrende derudaf på grund af samme.

Jeg har bare lyst til at kramme denne unge kvinde fast og længe, hun vil jo bare leve “normalt”.

Hun bliver for god til, at skjule det, for sit eget bedste. Forstår først da hun vågner op efter hendes datter har bevidnet hendes besvimelse, at nu er det nu. Hendes datter er ikke tryg ved hende mere.

i morgen stopper jeg

Anja Fonseca

Hjælp i form af ører.

Hvis du selv har eller har haft et spise problem af en art, er det måske meget godt lige, at tage temperaturen på hvor du selv er lige nu, med hensyn til hvad du indtager.. Er der nogle former for restriktioner eller regler der har sneget sig ind og tilbage! Hvornår, hvor ofte og med hvem, er det alene? Vær kærligt ærlig.

Er alle dine tanker og vaner gode for dig i dag eller bærer de stadigvæk præg af gamle mønstre. Jeg blev i hvert fald lige nød til at stoppe op, for ligesom alkoholikere og stofmisbrugere vil man et sted i sit indre altid være en misbruger. Det handler om, at en dør har været åbnet og jeg tror ikke på at man kan lukke den helt igen, og slet ikke låse den. Det er så måske meget godt, da det gør at man forhåbentlig er opmærksom på sine følelser og hvad de kan “få en til”!

Kender du nogen der har et? Har du en mistanke om, at du eller en du er nær er ved, at udvikle et spise problem? Så kan bogen være virkelig oplysende om de kampe der foregår inde i sådan en forskruet sjæl. Du vil som “normalt” spisende sikkert aldrig kunne forstå hvordan man kan drive sig selv så meget ud over kanten.

Det psykiske spiller offeret for spise forstyrrelsen et puds. En form for legal, selvopfunden logik, som kun findes inde i hovedet på personen med enten anoreksi, er tvangsoverspiser, eller som Anja der er bulimiker. Bulimikeren, kan veksle i mellem ekstrem spiseværing og spise orgier med deraf følgende til tider ret opfindsomme måder, at få maveindholdet så hurtig som muligt op og ud, inden den naturlige nedbrydning af maden begynder. Hvor den kan sætte sig som fedt.

Det hele handler jo om, at man er bange for at blive for tyk, gøre noget forkert og regnet for intet værd. For det er det man føler, hvert sekund, minut og time man er vågen.

For tyk

Forkert

Intet værd

Jeg var selv heldigvis en, der ikke kunne holde mit verbale opråb inde. Så da jeg mødte min mand var jeg parat og han lyttede, lyttede, holdt mig, drak glas efter glas med hvidvin med mig og skældte aldrig ud. Heller ikke når jeg arrangerede, at han ville finde mine tomme is pap æsker. Jeg ville findes ud af. Jeg vidste åbenhed og konfrontation med mine indre dæmoner var den eneste vej.

Mit bæger flød over, ud igennem alle sprækker i form af ord, tårer og handling, angst for handling. Handlinger der kunne være forkerte. Sjovt nok er man aldrig bange for, at de er rigtige….

Han synes helt rigtig og jeg inddrog ham nærmest fra dag et. Hvis dette ikke skræmte ham væk “tænkte jeg”, så måtte han være vild med mig. Den ro gjorde, at jeg begyndte at turde tro på, at jeg sagtens kunne tage ansvar for mig selv.

Anja Fonseca har kærester, forhold, jobs (på skærmen for DR), mand, senere en datter. Hun formår i peroder ved hjælp af opdigtede rammer og regler, at lade være med, at æde sine penge op for derefter, at sende det knap slugte maveindhold direkte videre ned i diverse ulækre toiletter bagefter.

Æd din egen opkast = gult rabatmærke.

Hun gør det ikke, men hun tænker det.

Det er dyrt, hundedyrt at købe så meget mad, så du kan have ædeflip 6 gange om dagen. Hun tager lån!

Hun møder lidt tilfældigt Morten Brask (med forfatter), fatter tillid til ham på en rejse de er landet på sammen, de bliver kærester. Det er dog ikke det vigtige, nej det er at han planter ideen om, at skrive den ærlige beretning om årene med hendes angst i hendes indre fangenskab. Der skal dog først effektiv terapi til før, at hun undslipper.

Men husk!

At hvor stofmisbrugerne og alkoholikerne måske aldrig må indtage deres fix igen, så skal en spisepige/kvinde/dreng/mand finde en måde, at indtage mad på, som ikke mere trigger alle de tvangstanker man har opfundet i sit eget lille univers over år, måske årti`er.

Se det er en udfordring. Nøjagtig ligesom, at hvis du er lykkedes med at tabe dig, så er det i “peanuts” afdelingen. Det var det “nemme”. Straks svære er det at bibeholde vægttabet videre frem dag efter dag, måned efter måned igennem fødselsdage, altid kage nødende danskere og julefrokoster. Der finder man ud af, at det at tabe sig 20 kilo er “piece of cake”. Skal du holde vægttabet skal du ikke kun kunne sige nej tak, du skal også kunne bære, at nogle du måske holder af bliver pigefornærmet, når du siger det. Det er skide hamrende svært, at få formuleret på en kærlig måde, få dem til at forstå, at du vælger kagen fra, ikke dem. Du er der jo ikke!

Jeg har været der, og jeg har billederne til at bevise det.

Knus

Fra

Eks-tvangsoverspiseren

“Sookie” og skovfoged på speed

Jeg er ikke til sang, er ikke en der ynder at synge, men det har sine grunde.

Når man har et job hvor man snakker døre op og stolper ned, til mange i store haller, så bliver man lidt nærig med sin stemme i sin fritid. Brug af stemmebånd i form af sang eller for den sags skyld, da det var aktuelt godnatlæsning, uden for arbejdstid kan og gav halsbetændelses lignende tilstande, lidt for ofte om natten. Så hvis jeg er i sang “påkrævede” situationer plejer jeg at følge med i teksten, se meget engageret ud, men være på “ingen lyd”. Sådan lidt diskret forstås.

Jeg havde altså besluttet mig for, at jeg ikke ville indfinde mig til sangaften på højskolen. Hvad skulle jeg det for!

Kunne dog ikke ignorere min tiltagende nysgerrighed. Pligtfølelsen overfor mig selv, mit løfte. Jeg havde lovet mig selv inden jeg tog hjemmefra, at hvis jeg på nogen måde kunne rokke eller provokere ved nogle forudindtaget meninger så var her, det oplagte sted.

Pianistens charme var ikke til at ignorere, altså med mindre du var en sten.

Hun var stor i formen, i stemmen, i bevægelserne, hendes røde hår lå tykt og bølgende om hendes kinder. Hendes iver for, at alle der havde et nr. i sangbogen de kunne lide, fik deres ønske opfyldt, var barnligt og charmerende. Hun hoppede næsten lodret op i luften ligesom min nu tårnhøje nevø gjorde, da han var halv størrelse. Det kunne ikke holdes inde, det måtte ud via kroppen, når han blev begejstret over noget.

Kunne ikke modstå denne åbenlyse glæde ved sang, og lyd. Ordenes betydninger begyndte at tage fat i mig, de åbnede sig op. De var smukke, sammensatte, nogle var århundrede gamle, men hvis skrevet i nutidig skrift kunne de havde handlet om i dag, i går, i morgen, om dem i rummet, dem ude på terrassen og dem på deres værelser.

Jeg svedte, stod ved siden af en ung pige der var blidheden selv fra min linje. Vi sang højere og højere. Jeg begyndte bevidst at bruge min mavemuskler til at få mere dybde i stemmen, og tonen højere op og ud. Den rødhårede klaverbokser`s begejstrede spjæt gik lige i glædes centret på mig. Godt jeg ikke skulle være hendes elev. 3 uger med hende som lærer og jeg ville være snot forelsket i dette barmfagre væsen.

Så bare mellem dig og mig, jeg havde gemt min glæde ved at synge så langt ned og væk, at den var svær at genkende, da den viste sig. Jeg ville lige pludselig gerne høre min stemme. Hvordan lød den, føltes den som min?

Hun forlangte engagement og knap 2 timer senere var jeg svedig i armhulerne af anstrengelse som havde jeg undervist selv. Hun var som dejlige Sookie fra serien Gilmore girls. “Kokken”, med de altid plastredækkede fingre, den omfangskrævende (målt i kvadratmeter) impulsive begejstring og altid i fare for sine omgivelser, men nu mest for sig selv. Tog i scenerne hun var en del af, alt lyset fra hovedpersonerne. Hun blev en. En på speed. Hun blev tilgivet.

Jeg kunne havde valgt at blive hjemme. Oppe på anden sal, under loftet I cellen.

Min celle, brugt til afbrudt søvn, hurtige toiletbesøg og forsøg på aftenlæsning.

Søren Ryge på speed

Aften nr. 4 stod på aftenvandring. En noget lang bustur blev forsødet med en god snak med bebrillet, næsten jævnaldrende Sandy (hendes mor må havde set “GREASE”).

Så var det ellers i rask gang ad snævre skovstier efter denne måske 70 år gamle skovfoged, der rendte rundt totalt ubesværet som et legebarn på 7. Over hegn med strøm, han holdt på med sin jakke skødesløs, henslængt henover, mens han fortalte magiske historier. Man kunne vælge at leve sig med ind i dem, se handlingen, og personerne for sig, og hvorfor ikke gå med på præmissen. Der var jo for fanden ikke andet at lave herude i denne smukke, danske sommeraften.

Hans adrætte krop, stod snart på høje tuer, et øjeblik efter inde i med garanti ikke flåtfri højt græs, samlede os, altid ventende på de sidste, så svært gående kunne komme med på en lytter, tålmodigt sørgede han for at alle kunne se. Naturligheden i, at han tog fuldstændig for givet, at alle da måtte synes det han havde på hjerte det ville man ikke gå glip af. Man måtte ikke, han ville heller ikke give en lov. Guldkornene, der som insekter fløj ud af hans mund. Den selvfølgelighed over for sit stof og stolte overbringelse af den, sugede jeg til mig, som en ud tørret svamp. En undervisers ultimative fix.

Aftenen var stille, stadig en smule lun og i den tiltagende solnedgang, svirrede myggene om bare ben, huller i striktrøjen og skilninger i håret. Da jeg begyndte virkelig at fryse ledte han os hen til en låge, vi gik gåsegang igennem. På den anden side af et åbent træhus med nogle glasmontrer i, stod kæmpe store termokander på en bænk, fyldt med brændende varmt vand. Han bogstavelige talt proppede (ingen handsker her) dem med (det fortalte han) vandmynte og brændenælder. Samlet mens han gik. Det lignede tis i koppen, havde små dyr i overfladen, men smagte så blidt, og varmede mig nok til tilbageturen til bussen.

Må man godt være ligeglad

Ligeglad med Lammefjordens tilblivelse!

Det var mit umiddelbare udgangspunkt. Skide ligeglad.

Måske var det 2 eller 3 aftens oplæg.

Igen en god fortæller der kunne sit kram med billeder, der gjorde arbejdet virkeligt, til at føle på, få forståelsen af. Det var langt, for langt men han blev jo nød til at komme rundt om projektet fra alle sider. Dem der fik tanken, hvorfor, hvem der satte det igang, hvilke maskiner der ikke holdt, og hvilke der står der endnu som reserve hvis digerne ikke holder ved storm og oversvømmelse.

Når jeg næste gang køber en gulerod vil jeg huske han sagde, at jeg skulle købe dem med top og hvorfor. Jeg vil se over imod “dem”, og så række ud efter de røde pebre. Lade mand sørge for indkøb af det kolli orange rødder, han normalt indtager på en uge.

Han er ikke begyndt at mimre. Endnu. Men han kunne godt få èn til, at overveje spørge om, “han har kinesiske aner”, eller hvilket solarium han benytter, for de normale giver en mere grålig farve.

Han er også rigtig hurtig på fødderne.

Så var der foredraget med hende hvis hænder formede kroppe, da computeren nægtede, at virke før hun var færdig. Det er en anden historie.

Lad dig ikke snyde af hverken titel eller forside.

Den er grusom.

Over 500 sider i 3 meget forskellige kvinders selskab.

Endelig færdig med dette spændende bekendskab, fra forlaget Ferdinand. Jeg er ellers ret træt af, at læse om forskellige udlægninger af 2 verdenskrig, der har det med at snige sig ind på mit natbord.

Denne skiller sig dog ud, da fortælleringen ses ud fra 3 sæt kvindeøjne, alle med udgangspunkt begyndende i samme år 39. September 1939.

Caroline og Herta er baseret på virkelige hændelser og personer.

Caroline, bosiddende i New York; arbejder frivilligt på konsulatet. Sørger blandt anet for hjælpepakker til nødstedte børn i Frankrig.

Kasia, bosiddende Lublin, Polen ca. 16 år, lillesøster til Zuzanna, lige færdiguddannet læge

Og ja så er der Herta, arisk, “rigtig”tysker fra Düsseldorf, læge og 25 år.

Ravensbrück

Den berygtede kvindekoncentrationslejr for kvinder i det nordlige Tyskland.

Kasia, hendes søster og mor ender i lejren, nogenlunde samtidig med at Herta tiltræder som ny læge.

Da disse fanger bliver “set” som allerede døde, bliver nogle af dem (med stærke ben) brugt som forsøgskaniner. Herta sætter ikke mange spørgsmålstegn ved udførelsen af dette efter, at havde overvundet de første startvanskeligheder. Da det jo er i en god sags tjeneste.

Efter krigens afslutning har især Kasia voldsomme, følelsesmæssige efterreaktioner og fysiske mèn af opholdet. Herta får en mild straf og på den anden side af Atlanten hører Caroline ad omveje om “Kaninerne” og beslutter sig for, at give dem en oplevelse for livet.

Nyd, en bog skrevet af en kvinde, om kvinder, til kvinder. Jeg har sendt mit eksemplar i cirkulation. Bøger skal åbnes, læses, ikke stå og samle støv på “toppen” i reolen med samme nuance som dens “sidemakker”. Det er sørgeligt hvis bøger skal stå som pynt for, at være et mere eller mindre sandt bevis over for andre på, at man er en læser. De skal være en kilde til samtaler over fyldte middags tallerkener eller kaffeborde, åbne sjove, deprimerende diskussioner, som skal ende alle andre steder end hvor de begyndte.

God læselyst

Kærlig hilsen

Lisser

Danmarks ældste øvelseshus

Bygget som det første af 21 i året 1872.

Det var lige så særegen indenfor, men “tegnernes” legeplads ikke min.

Nåh, men så blev jeg nød til at gå ture i heftig varme på landevejen.

Orv fedt man kan gå ud. Og hjem.

Men at skrive efter endt “arbejdsdag” kl. 16 magtede jeg ikke, så ud i lyset, i solen, trække vejret og ikke tænke i danskundervisning anno HF 1988-90 nogle timer.

Første morgen, efter koncentreret indtag af morgenmad med ca. 74 fremmede mennesker lige lovlig tæt rundt omkring mig, var det første vi blev introduceret for automatskrivning,

8-10 minutter hvor du skriver lige hvad der falder dig ind lige nu, der må ikke rettes undervejs. Du skal tømme hovedet, og på den måde give plads til det du måske hellere vil lade tasterne fortælle bagefter.

Du skal sætte al perfektionisme til side, du skal ikke holde tilbage, der er ingen grænser, intet forkert kan udtrykkes, skriften er din. Senere blev vi bedt om, at læse den op, hvis vi havde lyst. Ikke parat endnu. Jeg havde opdaget jeg var glimrende til stenografi, men at læse det efterfølgende og højt. Nej, ikke endnu. Senere.

25 kroppe tæt, for tæt siddende, hjerner i hver sit univers. Fantastisk at forestille sig hvad der gik for sig, hvis man kunne løfte “låget”.

Tænkte, at jeg ville give de andre fred og fritage dem fra at være i linsens søgelys.

Vi blev delt i 2 grupper

Skulle så over 3 dage skiftes til, at læse vores “egen” udvalgte tekst (lavet hjemmefra) op for de andre, og så måtte de ellers gennemgå den.

DE gjorde de med den allerfineste respekt. Det var svært bare at læse sin tekst op, for fremmede. Den var jo ens barn, mit hjerteblod, mine håndflader klistrede til mine knæ under bordet imens.

Jeg døde ikke.

Jeg blev udfordret, provokeret, ligesom jeg havde ønsket, jeg var dem så taknemmelig. De var så dygtige til, at få øje på alle nuancer, stille spørgsmål ikke til mig til hinanden. Jeg var der “ikke”, de skulle i hvert fald lade som om, så meget og længe de kunne. Til sidst da den halve, meget lange time var gået måtte jeg forklare mit udgangspunkt for teksten, hvis jeg havde lyst. Den næste som læste sin tekst op hørte jeg som gennem en dundyne, mens mine håndflader tørrede, og mit hjerte faldt til ro. Min mave begyndte at tænke, “hvad har de mon lavet til frokost”?

Alle aldre er repræsenteret, begge køn, single som i parforhold, nogle med partner på samme linje eller på en anden.

Jeg var åben, alene og prøvede at lure hvor det var mest praktisk, at placere sig til måltiderne for, at komme først til trugene. Efter køkkenmagikerne havde præsenteret fodret, var deres indlevelse i vores angrebs lyst svarende til en doven pegefinger ud i rummet. Lidt efter sad jeg igen bænket med denne tallerken af herligheder, som i spredte sekunder gjorde alt omkring mig tyst, indtil albuerne på hver sin side af mig på diverse bordherre og damer insisterede på mit nærvær og samspil.

Jeg er fandeme ikke god til dansk analyse, men pauserne der “fylder” jeg. Dem har jeg styr på. Medmindre, at jeg altså skal nå at spurgte op ad trapperne, for at besørge.

Det er ligesom at komme hjem. Tilbage til noget i mig, jeg havde glemt hvor meget jeg elsker disse små, lukkede verdener af levet liv. Tænk, at de stadig findes, denne ånd, næsten uforandret på trods af, at jeg har holdt en lille “pause” på 27 år!

Snit

Jeg er vild med den fra start til slut.

Bogen er fra 18, udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof og på 124 sider.

Du skal lede længe efter “Claude Monet `s” ro og romantik i Danmarks sygehussystem

Jeg har altid frygtet at skulle på hospitalet, ikke engang at komme på besøg hos en nybagt mor kan ændre ved det. Det eneste jeg vil på vej ind ad hovedindgangen, er at gå ud af den igen.

Du skal læse den:

Hvis du har fordomme om læger, politikere og effektiviteten og forståelsen dem imellem så kommer du til at smile mange gange. Både fordi du får ret men også fordi det er så tragikomisk og underholdende skrevet. Hans brug er ord er totalt mums. De er nede på jorden. Nu har jeg selv en uddannelse der indeholdt latinske ord men de er ikke hans ord for de er en anden verden end min. “De” gør ikke noget, du behøver ikke forstå hvad de betyder, hvilket er befriende. De er bare med til, at understrege idiotien i forholdene personalet på de forskellige hospitaler er underlagt.

Du skal dog ikke tro at du selv som eventuel “kunde” i butikken går fri, men da han også er meget selv udleverende føler man straks med ham, med os alle faktisk fordi så mange ting kunne værre så godt, men så er det faktisk skidt.

Født 1928, død 2014

Bogen er udgivet i 1969.

For første gang i dansk udgivelse 50 år efter.

Fra bogen:

Den sorte kvinde bliver i en udsat periode af sit liv overfaldet af alle de almindelige naturkræfter samtidig med at hun er fanget i krydsild mellem maskuline fordomme, ulogisk hvidt had og sort mangel på magt.

Da det er en biografi, starter handlingen da hun er ca. 3 år gammel. Med små nedslag tager hun os bl. a. med ind i kirkerummet som fylder hendes farmors begrebsverden oppefra og ned. Alt kan forklares ud fra hendes måde, at ud leve sin tro.

Maguerite som er hendes oprindelige navn indtil hendes elskede bror blot et år ældre gav hende kælenavet Maya.

De 2, bliver 3 og 4 år gamle sendt alene til Arkansas for, at bo hos deres farmor. En enkel verden, men hvor raceuroligheder ulmer. Deres handicappede onkel bor hos dem og spiller også en vigtig rolle for deres forståelse for hvad der går an og hvad der ikke gør. De bliver en kort over gang da der er henholdsvis 8 og 9 år gamle sendt tilbage for, at bo hos deres smukke mor og hendes kæreste. Det får nogle konsekvenser ingen havde kunne forestille sig.

De flytter tilbage.

Hos farmoren falder alle tilsyneladende til ro igen.

Der er en afstand mellem børn og voksne, læser og forfatter, farmor og onkel til børnene men allerstørst er der et til og fra valg forældre og børn imellem, startende med de voksne. Da moren Vivian endelig involvere sig fuldt og helt måske på grund af at hendes økonomi endelig kan bære, jeg ved det ikke, det bliver ikke sagt, så er det ikke for sent, måske nærmere knap så vigtigt. De 2 børn er blevet tidligt voksne og ønsker, at komme fri. Det gør de på meget forskellige og “det havde jeg sgu ikke set komme” måder.

Der er en undren i mig, jeg føler ikke jeg blev indviet nok i hende, måske har hun som forfatter ønsket, at skrive det ud fra barnets opfattelse, det barnet så og hendes valg. Den har en form for mut og stille alvor.