Yogiske fornemmelser

Kan du heller ikke længere huske hvorfor du mener visse ting?

Ja, jeg sagde ja.

For når nogen vil betale 21 tusind for et kursus til mig, der ligger i forlængelse af det jeg i forvejen kan ville det være totalt dumt og utaknemmeligt ikke at tage imod.

Så ja.

Ja, til at tage en 200 timers uddannelse ved siden af de hold jeg i forvejen har.

Ja, til at tage den på hovedet, i hvad der synes som den lave ende af bassinet uden redningskrans, da sponseren af kurset mente. at jeg sagtens kunne undervise i nyt stof kun lidt over halvdelen inde i studiet.

Og ja det kan jeg godt.

Men min hjerne er som en gammel Kitchenaid røremaskine, der ælter hele dagen og opvågningerne i nætterne med. Yoga til morgenmad, frokost, aftensmad, i mellemmåltider, når jeg går, står sidder, ski…, forbereder andet arbejde, måltider, underviser andre hold og forfra igen på evig repeat.

Hvorfor lægge de flotteste billeder ud på instagram, når nu de “andre” er så meget sjovere.

Som var jeg forelsket spurter det dalende østrogen rundt til alle dele i kroppen og gør den skiftevis intensiv gnistrende og fuldstændig slukket. Som en siddet godt skæv sofahynde orker jeg efter kl. 20:00 kun og se på YouTubekanaler hvor f.eks. en ung, koreansk kvinde spiser orgier af kage, som får mine ædeflip i 80`erne til og synes kontrollerede.

Mor! du ved godt det er noget seksuelt ik?

unavngiven

Æhm nej, men så (lægger her hovedet ned til den ene side og kniber øjnene sammen,) jo det kan jeg da godt se men det er så dejligt beroligende, at høre hendes smaskelyde og jeg får ikke ondt i maven eller myggefest i lysthuset. Så win, win.

Mikrofonen må nærmest være med inde ved dryplen, bare utroligt linsen hverken dugger eller bliver fedtet. Hun har ligesom jeg et dybt kærlighedsforhold til kager med creme og flødeskum. Altså jeg ved jo ikke om hun går ud og kaster op lige bagefter vel, hun skal i princippet bare blive ved indtil de 3 første slurke af mælk. Jeg troede ellers at dem på de breddegrader var temmelig laktose intolerante. Konkludere, at hun højner sandsynligheden mere end en anelse med det hun kører ind. Hendes søde øjne får mig helt i ro, ahhhhh, dejligt. Det, indtil jeg læner mig forsigtigt frem over genbrugskatten på mine lår for, at skifte YouTubekanal hvis unavngiven eller partner går i retning af sofaryggen. Kan jo for fanden ikke indrømme åbenlyst, endnu, at ja jeg slapper af ved og se porcelæns køn pige nyde kager. Det selvom vi alle tre ved, at de kan se det helt henne fra døren af. For uden at forstørre billedet op hvordan skulle jeg så ellers kunne læse den koreansk oversatte, noget sparsomme, tekst (nu norsk) uden briller. Norsk har lidt andre bogstavkombinationer kan jeg godt sige dig. Ordet dejlig behøver ingen oversættelse mere, hendes tindrende øjne, hamsterfyldte kinder og tommel op behøver ingen undertekst. Der er altså noget ved, at hun tit har en klump creme siddende på kinden eller glasur på næsen. Sårbarhed.

Jeps jeg er underlig. Det er ude. Det du sikkert overrasket over ik?

Nåh… Ikke?

Pote på håndled /ny kanal

Tillader jeg mig ovennævnte luksus, som rastløsheden styrer, så trækker han poten en lille smule mod mig med den ene negl som modhage på håndleddets tynde hud. Men det er så først efter han har taget al min udsyn til Cosy, kagesluger. Han tror nemlig selv han er en lille kat og må derfor balancere på mine “runde” lår, mens han ælter tæppet og gennemborer det med sine syle. Så tvinger jeg ham i gentagene rotationer om ham selv for, at få hans klør ind og ham ned at ligge. Så kan han lægge sit hoved tilbage og med skinnende øjne kigge fast op på mig mens jeg kradser (med neglene) på siden af hans hals, som kvittere med og skrue op for vibrationen. Når han skrider er en lille rød plet tilbage hvor min urrem vil lukke sig om den i morgen.

Andre Dage

Skifter jeg til, “just me Cathie.” En amerikansk kvinde, måske i 30`erne, som på grund af en sygdom kan bruge sin tid; dag, aftener (til sent) og ja vel weekender, med linsen som et tredje øje i panden, i retning af bunden af den container hun er nede i, eller rækker over kanten med sin nip napper. Timer bruger hun på, at fiske mad og andet brugbart op fra forretningers baggårde. Anvendelige ting de nogle gange selv har ødelagt for, at forhindre hende i netop dette. Senere kører hun hen til et lille skab, der er åbent for alle som har mindre end du og jeg, og fylder det systematisk til lågen kun lige akkurat kan lukke. Hun har aftaler med hjælpeorganisationer, som kommer og henter hvad hun ellers har fundet, på et aftalt sted.

Når jeg er træt af andres madlavnings finesser finder jeg, Finnen.

En ung kvinde med det lyseste hår i 2 fletninger ned ad skuldrene og altid lyserødt forklæde tager rundt og gør psykisk, syges lejligheder beboelige igen, gratis, efter først at havde gået i skrald til knæskallerne. Hun elsker at gøre rent, smiler over lugten og fortæller med indlevelse den sørgelige historie der ligger bag. Orv. Jeg synes bare, at hjælpsomme mennesker er helt utrolige.

Jeg ved ikke om jeg har fundet yogaen eller om den har fundet mig. Jeg føler mig nok mest indhentet, som har jeg løbet og løbet for og blive overhalet på et tidspunkt, hvor jeg i forvejen sætter spørgsmålstegn til alt og alle.

Vi er ikke gamle, vi er midaldrende.

Yogien

Partner har det meget med, at omtale sig selv som gammel (i skrivende stund 55 år.)

Det kan du altså ikke tillade dig, hvad skal den 80-årige så kalde sig selv? Død?

Nu med øjnene vendt mod det tredje øje

Jeps, du har det, betragt det bare som et Sauron (Ringenes herre) øje, dog et mildere et.

Jeg har synes det var uretfærdigt, at alle nærmest udførte en indre royal nejen, når ordet yoga dukkede op i samtalen, mens afspændingspædagog allerhøjst gav en rynken over næsen og et kig til det, jeps, tredje øje.

Jeg har været år om, at vænne mig til titlen psykomotorisk terapeut. For helt ærligt, det lyder jo som om jeg arbejder på KAS Ballerup med depressive drenge eller piger, der sulter sig i fortvivlelsen over livets mange valg og skærmenes manglende arme til kærlige knus. Med fare for nogle fejlagtigt kunne tro jeg havde trukket min uddannelse i en automat, skrev jeg simpelthen underviser eller instruktør.

Jeg har frivilligt, kastet mig ud i anatomien og fysiologien igen, tænkt; hvad skal jeg bruge de skide axoner til?

Nu også sanskrit. Niks, jeg gør det ikke. Hunden med hoved op (også kaldet cobra) eller ned, ligger meget bedre i mundhulen og bølgende ind i øregangene end Adho Mukha Svanasana. Jeg har det med sanskrit som med kinesisk, det ser flot ud men det ligner de har copypastet èn sætning til hele siden. Jeg tager mig selv i og lede efter det ord som ikke er det samme for, at bevise min intelligence balancerer på normalen.

På uddannelsen til yogi lægger vores blændende underviser nemlig vægt på, at introducere os for alle øvelsernes navne på både engelsk og sanskrit, men ligesom at jeg i 1995 ikke ville byde de deltagende på holdet blærerøvs anatomisk kunnen, så …

Så strammer du glutterne og løfter pelvis.

Oversat; så klemmer du balderne sammen. Nej, du spænder sædemusklerne og løfter bækkenet. Jeg er begyndt at sige enden, for jeg har egentlig aldrig synes om ordet, sædemusklerne. Jeg kan godt se, at sige; “røven” ikke er det bedste. Det, selv om jeg nogle gange godt kunne blive fristet i en hedetur til, at vende mig om mod snakkehovedet og med stemme som pigen bundet til sengen i Eksorcisten brøle; “så lukker du fandeme r….” Jeg styrer mig. Ville i årevis efter få nihallet pisk ned ad ryggen i form af samvittighedsfulde tømmermænd. Av.

Nåh, men det er pænt af hende, virkelig. Jeg vil personligt hellere flyttes rundt på madrassen og få en fibersprængning dagen efter. Hvilket er sket for nogle, for man vil jo lige se om.

Nej, det var dog satans, prøver lige igen, æhm nej, min arm kunne så ikke vinkles den vej. Hun må simpelthen mangle en knogle der, for min er i vejen. Måske en forkert besværgelse kan gøre det. Hvor er det nu jeg har lagt min tryllestav?

Ved man det nogensinde?

Kunne ikke på nogen måde havde forudset den mentale rutsjetur dette yoga univers ville hvirvle mig ind i. Har dog også “mødt” (de fleste bag Hannes plettede skærm,) dejlige kvinder fulde af tårer, gribende historier og tillid.

Blev spurgt om forskellen på Yoga og afspændingspædagogik.

Hm…. nemmere at skrive hvad de har tilfælles; underviseren ønsker dig det allerbedste venskab med din krop. Ham eller hende du vil gøre alt med, har respekt for og vil lytte til.

Endnu et forældet sagn

Jeg har syntes, at de der, meridianbaner var noget man skulle se kinesisk ud for at praktisere, og/eller i det mindste være akupunktør. Nu har jeg så mødt en der hedder Charlotte og hvis kinesisk, meget, meget langt ude. Chakra tale havde indtil dette lune efterår hokos, pokus flødeboller med kokos ikke noget med mig at gøre. Googler nu forslugent.

At påvirke organer, meridianbaner og chakra kan være min bevidste intention i min forberedelse, ikke noget der behøver at forlade min mund. Yoga kan være udelukkende en time med kroppen i forvredne stillinger og så går du hjem til aftensmaden. Du kan også se det som en mulighed for at dykke dybere ind i dig selv, tage det bevidst til dig som en livsstil. Forholde dig til dit åndedræt, hvad du spiser, hvordan du behandler andre, dig selv, hvad du er for en.

En, du er glad og stolt ved?

Hvad drømmer du om?

Hvad skal du gøre for at nærme dig?

Med en nedskreven målsætning vil det stå som en projektør, lysende og ikke til at komme udenom.

Vores tanker kører ofte (årevis) i ring, det kræver en beslutning at ændre på dem, men du kan godt. En opbremsning og en ny tanke på lørdag vil ikke være nok, men næste søndag, så. Det kræver tålmodighed med dig selv. En svær disciplin.

Rejser mig op fra toiletbrættet, en time!

Ouh… mine semimembranosus, biceps femoris og tendinosus (baglår/hasemuskler) er helt ulne. Se, det var totalt blær og spild af linje.

Pst…

Sidste mandag, kl. 8:51 kørte jeg til fodgængerovergangen ved Ravnsletvej som jeg plejer, men i stedet for et blinke til venstre kørte jeg mod højre i retning af Rema, åh altså.

For bare et år siden havde sådan en forkert blinken af stresset mig, kommer jeg nu for sent bla, bla, bla. Fuldstændig unødvendigt, jeg kører altid i god tid.

Er der noget der hedder tids pessimist?

Jeg må mere ud i “hvis nu” øjebliks handlinger. Aflive al den unødvendighed.

Hvad er dine unødvendigheder?

Fun fact

Vidste du, at yoga oprindeligt er opfundet af mænd, til mænd?

Hmfr… Typisk.

Hov, min tandbørste er da ikke så blød.. eller blå…

Pyt..

Blærerøvsyoga

Hvor en slank kvinde på maks 30 år udfører noget nær en umulighed, med mindre du tæller en hudafskrabning, forstrækning og en klemt næse med.

Ja, det er da yoga, men sætter du dig fredage i stolen med weekend drinken på glasbordet, hundens hvide hoved i dit skød eller ved dine fødder, laver nogle skulderrulninger og og nyder roen, i rummet, i dig, dette unikke minut så er det sgu ligeså meget Yoga. Du er på vej. Yoga er for alle, også for mig, som vil ud af en ubehagelig stilling ligeså snart jeg har fundet ind i den.

Undervisning

Krænger mit hoved bagover på min i forvejen udstrakte hals og ser over mod skærmen. Nej, hun sidder og kigger på os, jeg mumler noget ud imellem tænderne Kaptajn Haddock (fra Tintin) kunne finde på, der ingen bogstaver kræver.

Det, vi har brug for er ofte det modsatte af hvad vi tror.

Der er mange slags yoga og jeg kan undervise i flow, som jeg kalder flydende overgange, stoppe op, lade et stræk fylde stilheden ud, fortsætte flow igen bare jeg altid slutter af med savasana i corpse (lig/død) pose.

Oversat; afspænding liggende udstrakt på ryggen med armene ned langs siden. Som om man altid ligger “pænt,” når man er død.

Sad for 20 år siden i fitnessrummet på hotellet på Mallorca, havde for sjov meldt mig til yoga. Det var det eller passe børn. Nøj, hvor jeg kedede mig. Jeg skulle sidde stille!

Jeg har siden uddannelsens afslutningsfest i 95 mærket presset for, at skrue tempoet op, afspændingen var stadig vigtig men på nye hold var den slet ikke medregnet. Øvelserne, som byggede op til afspænding kom med en gang i mellem, så hellere et stræk det vidste de fleste hvad var, om ikke en livsnødvendighed, så en god ting. Det var irriterende, når det i medierne blev sagt, at stræk var der ikke noget videnskabeligt behov for… Øh… Yoga… århundrede…

Vi kender alle fornemmelsen i lårene hvis kroppen har været brugt lidt anderledes dagen før, så kan en nedsættelse og en letten fra toilettet gøre nas. Et stræk lige efter indsatsen havde nok fået ømheden ned fra to til en dag. Når fokus er på kroppen, i bevægelse, stræk eller helt i ro går tankemylder fra båndsalat til oprullet på spolen, produktionen af stresshormoner og blodtrykket sænkes.

Det er jo bare yoga, en filosofi, ikke raketvidenskab

Jeg har overgivet mig. Til mærkelige ord, der altid har været der, nu også i mit ordforråd og accepterer følelsesløsheden, når det er mig, der “fører”. For yoga får man kun noget ud af hvis man bliver undervist el. praktisere den alene.

Olauf er hoppet ned og som altid skal først forbenene strækkes, så kommer bagbenene og hvis jeg vil ud med mit krus må jeg simpelthen gå uden om.

Lyt

Jeg lytter til snotungen, til min indvendige klagekasse er fyldt til randen af, hvad jeg kan rumme efter en dag på arbejdet. Hendes tale så svær og forstå, at hovedpinen dunker i takt med hendes ord. Lige da jeg har lyst til at smække “låget” i, bliver hendes stemme blidere, mere lattermild. Nu, lettet for livets uretfærdigheder trykker hun mig glad alene på linjen. Så vender jeg klagekassen, ryster den lidt og ser en stor chokoladekage forsvinde på 5 minutter. Jeg rækker ud efter fnugrullen og pels frasorteringen på tæppet mindskes, mens han drejer hovedet væk og svanser ud af stuen.

Vær lidt yogisk hver dag.

Lad det være din intention at;

Nyde din tid.

Den korte version:

Træk ilten ind grådigt, hold dig et øjeblik svævende på vejrtrækningens top. Vær i stilstanden, tillad den. Pust så gavmildt ud, tøm lungerne for luft, fuldstændig, vent. Skynd dig så langsomt med næste indånding.

Vær til stede med hele dig hvor end du er. Vær en stor svulstig chokoladekage.

Det er også yoga.

Jeg tillader mig at sammenligne det med at have sex. Det bliver ikke godt hvis du ligger og tænker på hvilken bluse du skal have på bagefter.

Smilte du der?

Jahh, det kunne jeg godt mærke.

Snart er jeg yoga instruktør men hvis spurgt ved jeg ikke (endnu) om jeg vil sige, hvor lang tid den titel har hængt på mig eller hvordan den er opnået (online). Jeg ville jo også gerne have, at hende jordmoderen, der hjalp ung mand og kvinde til verden havde følt smerten selv, for ellers kunne hun sgu da ikke tillade sig, at fortælle mig hvad jeg skulle, hvornår, hvor meget og i hvert fald ikke gøre. Hmfr. Nåh.. tjekkede ikke, havde jo ligesom nok, at forholde mig til. Men hendes øjne var store og brune.

Måske er det også flintrende ligegyldigt, at mit forhold til yoga, før april i år, er baseret på 8 gange online undervisning a 60 minutter under corona. For hvis nogen vil gå til yoga hos mig, så er det jo fordi jeg er mig. Med alle de gange jeg har haft nummer`en i vejret nu, må det mindst svare til 4 års yogaundervisning på et FOF hold.

Øvelse:

Du har dit hjertes ryg.

Den lange:

Ville ønske den var en lydfil, for så kunne jeg bede dig om, at lukke øjnene.

Læg måske en hånd lige over dit hjerte måske begge eller placer den anden blidt på din hals. Træk vejret, igen. Forestil dig hvordan liv trækkes ned i dig igennem halsen. Stedet hvor ord, følelser strander, på vej op. Træk vejret igen men dybere denne gang, uden forbehold, forestil dig, dine lunger kramme dit hjerte kærligt, dikke det. Træk vejret, hold det lidt endnu, ingen stress og pust det så langsomt ud, bliv ved til din mave støtter blidt op og så ingenting. Mærk roen der sniger sig ind alle vegne fra, hold fast i dit fokus og tag så igen en livgivende indånding. Pust langt ud, giv slip på alle de ord, du fortryder du ikke fik sagt eller dem du sagde, du kan ikke gøre det øjeblik om, det okay, giv slip, giv lov, lad dem ikke fylde mere. Lad minutter gå, hund være hund, mand være mand, børn være børn og alt det livet også indeholder. Det skal nok gøre krav på dig igen. Tillad dig selv at være i mellemrummet af øjeblikke. Træk så vejret igen gavmildt, frådende glubsk. Du er det værd, altid, i dag, i morgen, om en måned, 5 år, lige til sidste pust.

Knus

Din chokoladeroulade med vulgært meget flødeskum og/eller frit valg fyld… Smørcreme?

Gud, Så fis dog op i din himmel.

Knæ vs depression.

Hvad er meningen med det nye job efter 2 år som vikar, hun har drømt om, hvis hun kun efter en uge og en dag bliver slået hjem, som en skide rød ludobrik?

Lad os starte med begyndelsen

For to år siden, samme uge, siddende på samme seng, i samme værelse, på samme højskole ringede Goldielocks, den fraflyttede. Hun havde bundet en sko, rejst sig op og krash. Smerter ud igennem, hvad der må havde syntes som, hver eneste nervetråd gjorde hende hvid som et lagen. Hun kunne ikke stå, knæet var låst. Hviden, den hvide i10 holdt ude under de vajende grene, foran mit undervisningslokale i Hillerød, så farfar var hurtig på gaspedalen og hentede hende. I kørestol rundt på skadestuen, timevis af venten, “det var nok menisken.”

Ravnemor, ravnemor, ra, ra, ra.

Stemmen

Hos 50-60 % af os sider der på knæets inderside en lille fold, i en slimsæk. Plica. Den var i klemme. En yndig rest fra fostertilværelsen med ingen betydning for hverken knæets funktion eller stabilitet. Lyder seriøst som blindtarmen, heller ikke ikke noget at bruge den til.

Nu var det det andet knæ.

Som sidste gang havde hun taget hensyn til mig, først fortalt mig om episoden da det ville være meningsløst at køre hjem, men sammenbruddet i telefonen, dagligdagen knust, gråden der slugte hendes kvidren, var som en knyttet hånd i solar plexus. Tak til farfar hvis pung fik hende hjem. Leve op til dig er på min bucketlist.

Børnene vokser sig høje, over tyve og fraflyttede, men jeg vil stadigvæk give mit indre blå mærker. For ville andre få gruset til at knase under dækket i udkørslen, før den hulkende havde lagt røret? Set billedet af Grundtvig fortone sig i bakspejlet kun en dag inde i forløbet?

Fem dage og timers langdistance moderskab senere trykkede min langefinger på hjemikonet i google maps. I anden rundkørsel, stadig i Hillerød, ligger mobilen i lommen på døren til passagersædet og den dyrt indkøbte mobilholder nede på tæppet. Heldigvis er fru vejviser ligeglad med, at se ud af forruden.

En kikkertoperation “klippede,” folden over i 2020. Vi måtte ikke komme med ind. Corona. Kulden sneg sig ind i mit hjerte på de gader anden halvdel og jeg gik op og ned af, mens vi ventede på hendes opkald. Knæet blev aldrig godt.

Det er tungt, når det eneste man kan er og lytte. Lade hende være der i det mørkeste mørke, rumme at intet jeg kunne sige i det øjeblik vil hjælpe noget som helst. Hun skal have lov til at føle vreden, frustrationen og ikke få dårlig samvittighed over melankolien, der siver igennem forbindelsen og gør alting stille i lange minutter, indtil de ringer med klokken. Buffeten er på langbordene.

Hvad nu?

Sygemelding? Miste det nye job? Hvad med lejen? Nej til smertefulde bedøvelser. Skift af læge. Skal billeder tages? Tæer, der ikke kan støttes på, siddende bleskift i samlebånd. Du er sej, min heltinde, min datter.

“Sånt är livet,” svensk sang fra 1961.

Den bebrillede

Han sender mig en sandwich emoji, et hint til hvad der skal ske i dagens afsnit, i serien, vi begyndte på sidste uge. Jeg åbner køleskabet og ser han har glemt sin madpakke. En halv time efter giver han mig to knus ude foran skolens indgang med taknemmelighed i blikket.

Depression

Jeg kunne ikke starte med den anderledes alvorlige historie. Den.

Den, som indeholder truslen om død.

En bror har det dårligt, corona er på sit højeste, tvinger alle hjem i ly bag skærmene, online er blevet noget normalt. Han taler med sin søster i mobilen, hun sætter cyklen på støttefoden foran garagen. Låser. Siddende ved aftenbuffeten på vores vante pladser, med hende i solstriben mellem persiennerne og ham duknakket overfor, kommer ord ud af hans bøjle besatte mund, som får alt til at stoppe.

Jeg har tænkt på, at tage mit eget liv.

En bror

Hjertet synes ikke at pumpe, lungerne udviger sig ikke og benene havde jeg stået på dem, givet efter.

Vrede over at han ikke sagde noget. Vi viser den. Skyld. Vil alle nu synes jeg er en dårlig mor, vi dårlige forældre? Svish… den indre lussing farver mig rød. Ego-fucking-ist. Vil andre tænke dårligt om ham, se ham som svag, smittebærer af en ny coronavariant med en endnu ikke opfundet vaccine?

Søster mægler, taler os ned, hænder der vrider sig i skødet. Klamme. Skammen over ikke at havde set. Hans blik, hans krop. Lektier kun hørt om i svage vendinger. Insisteret på hvorfor han ville mindre og mindre. Fornemmet hans vilje til at leve, krøllet sammen. 17 år gammel. Hvordan? Han snakkede med en anden end os. Han vil snakke med en anden fremadrettet.

Få dage efter bliver jeg efter hans anmodning stående udenfor lægens dør.

Uger senere lade han os modvilligt tage med og vi møder hans psykolog for den gruppe han er med i.

Vi har en aftale, han og jeg.

Psykolog alias livredder

Hun fortæller os, han har hendes nummer. Han har lovet at ringe hvis hans tanker bliver sorte. Selvmordstruet. Hun fortæller os hans hjerne er brækket.

Hun har hans ryg. Det siger hun.

Indeni er en tillid til verden slået i mikroskopiske stykker. Jeg tør ikke bede ham om noget for vil det trigge, at han går ned på banelegemet, hænger sig i sit morgenkåbebælte (som ham kokken) eller anskaffer nogle piller? Jeg bliver bange, når hurtige bank på hans dør ingen svar giver. Skælvende står jeg der i tvivl, hjælper det nogen at krænke hans privatliv, afbryde ham i en eventuel enmandsforestilling?

Der skal gå lang tid før jeg tør bede ham om andet end det mest basale.

Han har kunnet få mig til at skrige hysterisk i i10`en. Nu, endelig begynder jeg at forstå hans humor. Jeg har sagt, jeg aldrig mere vil råbe af ham. Jeg elsker ham.

Små børn små problemer, store …

Et knæ i ulidelig smerte kontra et brækket sind. Forskellen i helingstiden kan synes som en køretur til det fynske mod en tur til månen, men angsten for det skal ske igen påvirker genoptræningen af knæ som af sind. Havde jeg ingen skam følt over hans falden sammen, mine egne reaktioner, havde jeg måske skrevet dette før. Jeg var bange for at blive dømt af andre som jeg ville kunne finde på at dømme dem. Som dem, der burde kende ham bedst, havde vi kun set sløvheden. Den stadig mere lodne morgenkåbe. Ikke set håbløsheden i blikket for han kunne stadig smile. Ikke set at tallerknerne blev færre, morgenkåben løsere.

Jeg følte mig bedraget af ham, misledt af min egen naive tro på at, “halløj vi har det godt.” Jeg kunne ikke mere stole på nålen i mit indre kompas.

Men hvornår har jeg lige langt mine fingre på anden halvdels læber og sagt, “nu lytter du.” Selv efter 30 år. 30! Er der følelser jeg ikke kan tale om, går i baglås når han siger, ” du er blevet stille, er der noget i vejen?”

Ja, det er der nok.

Jeg vender mig væk og griber viskestykket

Det er der nok?

For helvede da også.

Jeg forstår, at den bebrillede har brug for andre til de inderste tanker, men acceptere de skulle give ham redskaberne, vente på at livsgnisten blev tændt? Det tog tid.

Holder man nogensinde op med at ønske, at tage smerten for dem?

Holder det nogensinde op med at krympe sig i en, når de minder en om kørslen man sagde nej til, så eksamenspapirerne blev våde i cykelkurven?

Holder man nogensinde op med at ønske, at være fluen på væggen, så man kan se hvordan de er? Med andre?

Knus

Ydmyge hilsner

L.

Klokken er 17, katten har spist 1½ musvit, mens han har været i skole og nu står han i døråbningen til terrassen med den ene hånd skyggende for øjnene.

“Skal vi se?”

Jeg trykker på gem udkast.

Efterskrift

Spørg til råds

bed om hjælp

lyt

ingen velmenende råd (ah der fik jeg dig (me to:))

ræk servietter

tal ikke andres følelser ned, væk og ud

giv plads, tid

kun sådan kan berørte sind blive hele igen.

Følelsesmæssige tømmermænd

Som søge cirklen i emnefeltet foregår den samme forvredne handling i hakkende sekvenser igen og igen på min nethinde.

Jeg kan nogle dage misunde Den store bagedyst deltagere, for op til hver afsnit har de hvad der må være en uge til og øve sig, fra de finder opskriften til de tømmer opvaskemaskinen for den sidste gaffel og drager mod de store, hvide festtelte.

De kan vælge og tage ingredienserne ud af skabet, ligeså mange gange de kan nå, ændre lidt fra siden sidst og gøre smag, udseende og tiden de er om det, endnu bedre.

Jeg ønsker og gøre det om, bedre, allerede inden jeg åbner bildøren på parkeringspladsen i solskinnet, mens den lille Enkelt bobler stadig svagere i mine blodbaner.

Det er lørdag, klokken er ca. 15:40 og jeg bakker ud af parkeringsbåsen. Min del i den årlige gymnastik opvisning sprang så hurtigt frem i tid, at tilbageblikket nu er som i udvisket dårlig kvalitet. Jeg vil gøre det igen, lige nu, samle dem i rummet ved siden af, forhindre forvirringen inden vi gik ind. Give dem peptalken jeg havde forberedt, gå ind samlet og ikke stå med min telefon ved et bord, foran de fremmødte på stolene. Tøvende med og gå for hvis mobilen tager sig en lur, kan jeg jo ikke give dem koden, vel! Dem, de to mænd bænket bag bordpladen, der tager sig af lyd med overordnet styr på hvem der nu skal dukke op på væggen i lysets skær, for så sekundet efter, at blive levende gjort af flagrende arme i T-shirts med ens tekst og bare fødder.

Klokken 15:03 Åh, ach…. god dammit det bliver helt forkert. På en eller anden måde er den første sang, ud af to meget nøje udvalgte, allerede i gang og da alle endelig er samlet på gulvet for at begynde, slutter den med et pang. Så står vi der. Tvinger det jeg forberedte fast forward fra 50` twist til bagud i tid til klassisk 1825, Johan Strauss den yngre ish.. Kunne havde startet forfra, men der var jeg ikke. Jeg er ikke til forfra men til fortsæt. Skam kan udholdes nemmere, hvis målet er til og skimte der, forude. Klodser bremserne i min hjerne på play og fører dem så igennem andet musik stykke. Det bliver så utrolig kort og …

Forvirret står alle og ved ikke det allerede er slut, nogle skal det senere vise sig temmelig lettet. Jeg vinker dem ud.

I rummet ved siden af.

Stemningen er høj, alle er opstemte over overlevelsen af, at være midtpunkt.

Den lille Enkelt stikker lidt i den tørre hals og snakken går, mens et andet hold forbereder deres nummer næsten helt op af flasken, der bliver sendt rundt igen.

Mit smil skjuler den begyndende sydende frustration over, at der nu skal gå et helt år før vi står der igen. Hvilket er ret ironisk, årene i modstand taget i betragtning. Jeg ser mig rundt, på mundene, der gengælder mit smil. Nu bliver jeg sikkert husket som den båndsalat mit hoved er fuld af. Forestillingen om hvordan det må havde set ud er svær og æde. Ude af krigszonen har et vaselinelag lagt sig på billedet af hvad der skete, og nu tilbage i min krop, er det som om opvisningen var noget jeg fik fortalt ude på mellem gangen foran kvindernes omklædningsrum.

Frygt; dit mods brandslange eller brændsel?

Jeg får løn for en time og det skal ikke gøres op i penge, men den indre forbandede følelsesmæssige forurening kommer til, at vare i dagevis og så er det altså øre i timen vi taler om!

Sluuuuuk!

Hjerne bare sluk, tag en anden rute (helst på en øde skovsti,) de minutter betyder virkelig ingenting. Som om dem, der sad på stolene væggene rundt virkelig går op i det og på trods af hvad du tænker og føler, så synes alle involverede det var sjovt.

Ja, jo måske men jeg synes jo ikke, jeg passede godt nok på dem.

Hvad mener du dog!

selvretfærdighedssansen

Jo, du ved, når jeg står der foran dem og aftalen er; at vi ikke i månedsvis har øvet det, (nogle går slet ikke på mine hold), så skal jeg uden ord vise dem vej uden de føler de ser ud som skide idioter. De skal føle sig trygge.

Ha… ligesom du føler dig tryg eller hvad!

Dukker hovedet, mumler; kommer så ligesom ikke til at ske.

Nej! For du har ikke gjort det i 2 år, 2 år. Hør her!

Jeg ved godt du har kæmpet som et lille skrydende æsel i hvad der må være den bebrilledes levetid mod, at være holdleder ved disse events, men var aftalen vi havde ikke netop, at den tids beslutning var okay? At nu var tiden for den indstilling ikke mere, du lagde den ned uden nag til hende, dit fordomsfulde tidligere jeg uden og træde hende flad. I stedet ville du hoppe over til en ny og har du ikke netop gjort det ved, at dit holds navn stod på væggen?

Har du netop ikke vist og på bare 4 minutter hvad bevægelse kan være; smidighed, balance, reaktionsevne, koordinering, komme ud af takt og tilbage i den, i egen fortolkning, deres som din? Adrenalinen, der sekund for sekund øges i mængde og sendt fra store til mindre årer, til sveden fugter nakker og øjne tindre. Letheden, der løfter hælene fri af et hvert underlag i timevis bagefter. Det har et navn; bevægeglæde.

Joooo… Og de hænder blev fandeme varme af al den klapperi. Kom publikum egentlig med?

Vil så gerne sætte farten ned, men når stressfaktoren er høj, presser min mentale fod speederen længere og længere ned, for så er det hurtigere overstået. Og jeg kan, som når katten har misset et elegant spring med publikum på, stoppe op og slikke et tilfældigt sted, som var det hele en del af forestillingen og nu er jeg videre…

I mens et lille bitte sted, gemt og bøjet helt sammen bag noget, vinker en lille hånd. Skru nu tempoet ned, så vil du kunne nyde dette, der sker ikke noget. Sekunder er sekunder, det kan du ikke flytte ved og presse flere bevægelser ind.

Puh…

Falder sammen, har helt sikkert mærker i enden efter brættets afrundede trekant nu. Olauf er heldigvis i drømmeland et sted, huset er stille, en sky glider forbi foran det aflange vindue, placeret højt oppe i det brækfarvede, flisebelagte rum, gør det dunkelt et par sekunder, fugle pipper. Gjorde de også det før?

Det var bare en gymnastik opvisning. Den eneste, som kommer til og skælde dig ud er dig og orv, det gør du sørme godt, flot, det må jeg sige. Ja, der kom bemærkninger fra mænd, som ikke kan lide at være et sekund bagefter men selvom jeg havde sagt, at han skulle være opmærksom på skiftene ja, så fandt han ud af det ikke! Og de vil altid være som et ekko af mig, for mine bevægelser er parat i det øjeblik, tanken er tænkt. Deres først sekunder efter, når deres ører eller øjne opfatter ordene eller ubevidst forstår bevægelsens eventuelle bestemmelsessted efter først, at havde stillet hjernen spørgsmålet, Hvad fanden vil hun nu!

Uforudsigelighed + øje/håndkoordination = demensens ærkefjende.

Det bilder jeg mig i hvert fald ind.

Når man har prøvet noget en gang og det er to år siden, er det da ikke i kategorien for noget nyt?

Var det, det? Virkelig! Vil igen, blive tryg i det, går efter kroner i timen næste gang.

Hvad kan få dig til at reagere meget større end situationen har lagt op til?

Er det noget du tænker over/kunne tænke dig at ændre?

Har du tænkt over hvordan?

Det kan være svært og fortælle om følelser og reaktioner til andre. For hvis de ikke har været der, så er det som om hende den, der, dramaqueen syntes fuldstændig rablende. Kan ikke lide hende særlig godt og så er der jo desværre noget ekstra jeg kan skælde mig selv ud for, også, at indeholde. Suk. Så derfor går jeg nogle gange bare rundt og taler til mig selv (øhm ja højt.) Det er ligesom mere tilfredsstillende. Desværre er det ofte som lige nævnt ikke omsorg og venlighed mine øre bliver mødt med fra mit stemmebånd, da følelser jo har det med, at lege med gange og plus af, at blive holdt inde. Rækker jeg så alligevel ud for noget sparring synes ordene ligesom ikke og ville sættes sammen på en, i følge mig selv, let og forståelig måde. I forvejen starter jeg ofte midt i min fortælling, for hvis nu jeg skulle kede lytteren … Så må jeg hellere skynde mig. Holdes øjenkontakt uden afbrydelser falder jeg til ro i mere tryg forvisning om, at han/hun/det/den gerne vil give af sin tid og så starter jeg fortællingen forfra … Og ja jeg kan sagtens forstå hvis man bliver lidt forvirret lige der. Men altså det er i forvejen en smule skræmmende, at være en skibbruden i sin egen hjemmegjorte følelses forurenings pøl så, at skulle forklare andre hvordan de skal træde vande er som at springe i iført tøj og sko (tænk vinterstøvler.)

Stik dig selv en plade, den røde fra folkeskolens ubehjælpsomme svømmeundervisning.

Går efter for resten af mit liv, at reaktionerne ikke skal føre deres egne monologer. Er jo trods alt årsagen til deres tilstedeværelse, for ikke at snakke om oprindelse. Vi skal i dialog, forventningsafstemme, så vi bliver enige om, at de passer sådan nogenlunde til udfordringens størrelse. Måske jeg så kan nøjes med sop og fugtige bukse opsmøg.

Sikke meget jeg kunne prøve hvis ikke jeg på forhånd bruger så meget tid på og tænke; skal jeg gøre sådan eller sådan eller som tit slet ikke hmfr. Holde mere af alle de forbandede ubekendte i situationer jeg aldrig vil kunne have fuld kontrol over.

Nåh, hvad skal jeg udfordre mig selv med nu indtil næste års opvisning?

Blive yogalærer!

Må hellere skrive den tjekliste:

I ugerne op til skrive til alle hold (3,) ikke kun mine egne om de vil deltage. Klokke slettet vi skal på. Kunne de have lyst og mulighed for, at være med i min undervisning i ugerne op til, hvor de mindst èn gang ville skulle arbejde til musikken valgt til opvisningen?Obligatorisk møde i lille barfodssal for alle før “vores” tid, indeholdende brag af peptalk. Jeg vil vente ved bordet, ikke lade en fremmed mand være tvunget til at spørge, “hvor skal jeg trykke”? På et aftalt tegn, vil de gå samlet ind, showet kan begynde. Min oplevelse, mit ansvar. Holde mig i inderbanen med kun et ganske lille pres “ned” mod øjeblikkets unikke nu.

Noget jeg har glemt, nogle forslag?

Udvikling er ekstremt vigtigt, men det kræver altså, at få lov, give sig selv lov til og fejle. Ellers er det for skrækindjagende at prøve igen, for meget forfra, til det synes og rykke noget, ja nytte noget, for nogen. Mig. Det skal være nemt og sige, når spurgt, “ja det vil jeg gerne”, i stedet for, “nej det er ikke mig.”

Læring af dette. Kære du, dejlige du. Du døde ikke, nej jamen det gjorde du virkelig ikke. Gulvet åbnede sig ikke, du bliver ikke fyret eller det tror jeg i det mindste ikke, svært at udtale sig om nu her kun ½ døgn efter (skrivende stund.) Selvom nogle skulle synes det var noget lort kan du for fanden ikke gøre det om.

Neeeej, det er rigtigt nok og det var ikke farligt. Som sådan. Altså jeg bløder, men kun følelsesmæssig negativ skidt, men du har ret, det gjorde ikke ondt.

Nej, det er jo det jeg siger! Du har bare været fuld, ikke af alkohol men af mod, adrenalin og et lille drys frygt. Hvorfor skal det udskammes og sendes i hjørnet? Det har i stedet fortjent og blive fejret. Du tog ikke den nemme løsning. Du klatrede op på hesten i hvad der godt nok føles som psykisk bar røv, men der findes billeder, som viser noget andet.

Om et ½ år, så er det ligesom efter en fødsel. Udvisket. Fortrængt.

Selvretfærdighedsfølelsen

Na haj… SÅ meget med løj på.

Hvis du i forvejen er modig sådan på ugentlig basis så husk at rose dig selv. Højlydt. For det har du fortjent. Jooo du har. Lev med det.

Hvad skal jeg så bruge den nye erfaring på? Til?

Jeg kommer til det, skal bare lige have ro på søgecirklen, for de dèr saltomortaler gør mig stadig svimmel. Lidt ligesom teksten på begyndelsen af filmen, Belfast i går, som var bagefter. De skulle forestille og være fra Irland så det var som, at skulle tolke bornholmsk eller synderjysk, bare på engelsk.

Vær modig ik!

Knus og kram

Den følelsestømmermændsramte

Velkommen til Danmark

Hendes stemme når mig ned mellem rækkerne med tøj, sollyset skinner ind gennem vinduerne og får lugten af glemt tøj til, at snige sig længere ind næseborene, op til centret i hjernen som vender sig væk.

Røde kors butikken er flyttet over vejen og halvt ned af gågaden, min kurv på hjul truer allerede med og vælte hver gang jeg trækker den om endnu et bøjlehvinende hjørne. Vinterfrakken og tørklædet underst, det er jo seriøst det her. Har fra børnene var helt små lært, at skulle jeg være inde efter en rask gåtur og koncentrere mig om noget og nyde det, krævede det afklædning. Perler af sved i små dun og ned af linjer gjorde mig bare sur og utålmodig.

Har du set Nikolaj?

forælder i vuggestuen, børnehaven, fritteren, som tror jeg er en pædagog.

Nåede lige inden hun gik ud af fritteren, at huske at se i glemmekassen efter forsvundne (min) cowboyjakke. “Nåh… (lettet) der var du!”

“Velkommen til Herlev,” så er vi placeret. Den kvidrende, frivillige kvinde ved kassen mestre et let forståeligt engelsk til nogle kvinder og børn, der står i en samlet flok ved indgangen. Jeg forstår de er ukrainere. Pludselig føles vognen som er hjulene kantede møllesten og skyld over igen, at stå i en tøjbutik (godt nok genbrug men alligevel) for tredje eller 4 fjerde gang inden for to måneder, får mig til og flå lidt mindre hårdt i trøjernes skuldre. Ordet “gavekort” bliver nævnt nogle gange.

Taknemmelighedens sved, (Herlev er jo min by) samler sig i mine armhuler og jeg føler den største lyst til, at gå op og sige de kan købe noget for hundrede kroner på min regning.

Men jeg gør det ikke.

UNHCR har sendt mig en tak for mit bidrag i mailboksen for uger siden, men det fjerner ikke dette niv over, at se dem gå mellem bøjlestængerne og “kigge.” Ingen af dem går med en kurv rullende efter sig, faktisk er de tomhændede.

En hjælpende hånd

Jeg har altid tænkt, at når jeg tjente flere penge ville jeg give mere til hjælpeorganisationer, men har nu som snart 51 årig accepteret at det nok ikke er noget jeg skal regne med. Lagde den, forventningen, ned, bag mig. Det er fint som det er, for nu.

Hvilket er så åndsvagt og mene, sige, skrive, for tanker bliver til det, der sker. Det er sgu da klart det aldrig kommer til og rykke sig hvis jeg hele tiden fortæller mig selv, det er sådan det er! Min hjerne vil tro på det, handle efter det, den er jo min…

Så hvis noget, noget andet skal ske så…

Kræver det jeg træder et stort skridt ud af komfortzonen og udfordrer tryghedsnarkomanen, der hænger fast med klolignende fingre i alt som er letgenkendelige gentagelser. Ideerne summer rundt i hovedet men det er som om jeg skal forbi en kæmpe sumobryder, der, som en siamesisk tvilling sidder brændt fast til min hud. Som et udvisket gammel tatovering jeg ikke mere selv husker hvor stammer fra eller hvad betyder, som kilovis af overskudshud efter et stort vægttab. Stadig en del af mig, velkendt, men samtidig så skide meget i vejen. Blev jeg spurgt om sumobryderen ville jeg ikke kunne komme med andet end et mumlende, vævet svar. At tænke tilbage giver ikke noget som helst på kontoen for mod. Så jeg gider ikke mere være fornærmet, ked af det eller anklage, det vil ikke ændre noget, kun fastholde negativitet som skidt, der optager pladsen hvor noget kunne skinne.

Det slip har på få måneder gjort mig mere opsøgende, åben over for muligheder jeg ellers katagorisk plejer og afvise. Altid godt forberedt via indre selvopfunden nedgørende monolog, som foregik over uger, nogle gange måneder i forvejen. Fordi jeg ikke turde (tør) sælge det jeg kan tilbyde, (mig i rå energiform), afviste jeg tanken, mig, inden andre kunne. Kun på grund af få afvisninger. Men. Så slap jeg jo også for arbejdet med en grundigere udredning… Jeg kunne uden forhindring drage konklusionen, at hvis nogle f. eks. mente de ikke ville forlænge sæsonen, så mente de det nok alle sammen. Alt sammen for jeg kunne blive i det trygge. Det er ligesom at tale til sin kat, ja han svarer da tilbage men helt enige om hvad der skal i hans madskål, hvornår, bliver vi nok aldrig. Det er jo alligevel mig der bestemmer det, for han kan ikke få det ud af posen … Han tror altid, at når global kniven tøver mod spækbrættet på en helt speciel måde så er det kød, men han er nu ikke meget til fugl, kun dem han ikke kan fange.

For hvis skyld?

Ja, jeg står i en genbrugsbutik og køber ind med penge som helst skulle gå til et godt formål, men tanken bag er jo, at jeg vil udskifte hele min garderobe fordi det som hænger inde i det er en anden kvindes. Hende, som altid skulle være så pæn, altid med urolige fingre som rettede på et ærme, trak ned, ud eller op i stof som skulle dække noget, usikkerheden. Genertheden der kunne få; fingre under borde til at pille neglerødder til blods, knæ ærbart samlede i strømpebukser, ryggen stiv for ikke og vælte noget (hvad jeg ofte har gjort alligevel). Munden tom for ord, kun en gumlen af hjemmelavet brød berørte mine samlede læber, knap nok luften pustet ud, usikker på hvad!

Genertheden, som usynlige kæder jeg selv krængede op over og rundt om min krop som en anden udbryder konge. Ja, jeg brød ud, låsene låst op, men sad der ved større selskaber og holdt på mit tøj, i mit tøj helt stille, som sad mit tøj forkert, var jeg det også. Kun når jeg står ude på de gulve kan jeg åbne på vid gab og fylde. Der må jeg “larme”. Jeg troede jeg vidste hvem jeg var med tøj som sad til og var i klassiske farver, der ikke skilte sig for meget ud, men fandt alligevel altid det med de skæve vinkler, snit eller former. Engang var jeg 20 kilo tungere altid i størrelser større, i tøj med klatter af farver. Hende har jeg søgt efter. Ud. Ud med alt det sorte, undtagen måske den lille “sorte.”

Hvem søger du efter? Hvad søger du? Søger du overhovedet?

Puh… hvis du ikke gør og har indre fred så misunder jeg dig, hold fast i det alt hvad du kan, det er en gave. Rastløsheden bider mig i akillessenen, i baglårene som små, springende, snerrende terriere, dukker op alle vegne jeg er, presser, skubber og puffer til mit magelighedsgen med de stride hår på det lange kosteskaft. Har lyst til at flå det ud af den usynlige hånd jeg ved er min og tage en flyvetur som en månesyg heks, hvivlende rundt som er den fuldt ladet op, lige trukket fri af stikkontakten. Gør nu dit, gør dat, du bliver jo også ældre og ja du føler dig ikke som halvtreds men de 37 år du føler dig indeni får du nok lidt svært ved at sælge, så gør det nuuuu! Hvad kan der ske? Ja du kan få et nej, dør du, neeeeej. Prøv igen for satan. Bare prøv igen et andet sted, med andre ord, den erfaring er ikke tabt, men sat ind på modighedskontoen.

Kom nu, hæv…

Så kan roen sænke sig….til…. næs.. ga..

Hober modet sig op på kontoen uden du hæver i banken?

Hvem tør du ikke kontakte?

Hvad er bedst blive eller gå?

Har du noget der skal prøves af? Og hvem kan støtte dig i det?

Har du tøj i dit skab som venter på du bliver en anden version af dig selv. Hvorfor ikke holde af hende du ser i spejlet for det er da hende du har været mest, ikke! Vi skal ikke undskylde for måden vi ser ud, eller for når vi fejler i noget vi gerne vil blive bedre til. Vi skal ikke skælde os selv ud over manglende valg, rygrad eller blive trist over en påske der er gået men handle… Reagere, gøre det vi vil, lige nu eller skrive det i kalenderen, lave aftalen, når tanken kommer før modet svigter og ens fornuft hvisker det spontane ud. Det vindue er på få sekunder. Så lukkes det igen med et nærmest hørligt smæk.

Se The 5 second rule med Mel Robbins på YouTube.

Jeg ved jo ikke hvad der var sket hvis jeg var kommet med mit tilbud. Måske havde de afvist mig, hvad så! Måske havde det krævet goggle translate og en hedetur der havde sendt millitre i sydlig retning. Måske havde det, at gå over gaden til bageren været bedre så gruppen kunne få noget alle sammen. For en ting er helt sikkert 100 kroner havde ikke nået langt og jeg var for genert til (nej bange for kold afvisning ah… ja det var bedre ordvalg), at lave en indsamling blandt butikkens andre 3 kunder. Tænk hvis jeg havde gjort det og butikken havde sagt, “vi giver 50% rabat oveni”, så havde de alle kunne gå med noget i hænderne. Hvorfor er det tanken; “det nytter alligevel ikke noget”, som får mig til og dreje min vogn ind i prøverummet, trække gardinet for. Hvad er jeg så bange for? Ville jeg i deres situation ikke havde sat pris på, at blive mødt lige der, bare af lidt!

Tøj kan ikke flytte meget på modets spræl men stå i front for en gymnastikopvisning kan. Lørdag kl. 15 i den store hal, træder jeg ind i et inferno af menneskestøj, nervøsitetssved i alle duftnuancer og lukker i 10 minutter mentalt for udsynet til alle disse mennesker ude. Deltagere, familiemedlemmer i alle aldre som ser på mig, på dem jeg fører igennem, til det næste hold skal på gulvet og vise deres variant. De har lovet vi bagefter skal have en lille “en.” Den vil få adrenalinen ned på normal så jeg kan køre hjem og holde weekend.

“Skriv en introduktionstekst, som vi kan læse op inden I går på!” Fedt, stadig 2 dage inde påskeferien inden hverdagen lukker alt op igen. Fugle udenfor vinduet går fra stille til gentagne fløjt i hvad der kan synes som nøje gennemtænkte passager, en banken forstyrre… “Hvad skal jeg skrive? For der er vel ingen der hører det, er der?”

Den banken var menneskeskabt af hånd på uanmeldt mor, der vinker computerens låg lukket.

Samme gymnastikforening skrev ugen op til påskeferien.

Ønsker du at byde flygtninge fra Ukraine velkommen på dit hold? Vi ønsker din mening. Det kan da være fint med min stemme men deltagernes er da mindst lige så vigtig eller hvad!

Svar på følgende spørgsmål.

  1. Ja, de er velkomne. 
  2. Ja, de er velkomne hvis de taler engelsk.
  3. Ja. de er velkomne med en tolk.
  4. Nej, de er ikke velkomne på min time.

Nummer 2 forlader min mailboks.

Sidder ved en påskefrokost efter en tur til Malmø, hvor jeg seriøst var to dage i himlen. Hele tiden omgivet af datter og kusiner, der med de ømmeste favntag og gnistrende blikke fra morgen buffet i klosterkælderen til makeup afvaskning (ikke min) kl. 00:35, langt over min sengetid for øvrigt, fik mit indre duracell batteri ladet op.

Altså over silden med den uundværlige æggesalat og to minutter i tarteletter, mums elsker den sauce selvom jeg ikke kan forstå det, kan sgu da ikke lide fiskeboller!

Mor med børn på seks og et, “vores ukrainere blev skuffede over de ikke skulle lave aftensmad til os i dag!” Hun har vores fulde opmærksomhed, hun smiler. “Vi bruger hele tiden goggle translate for de kan meget lidt engelsk.”

Mundlam og fuld af beundring for disse familiemedlemmer, som byder to kvinder og deres børn velkommen i deres hjem på nærmest ubestemt tid.

“Nu har vi jo førstesalen!” Hun flytter lidt på den etårige som går fra favn til favn. De vil så gerne hjælpe, så de finder på alt muligt kreativt.” Pigens lille springvand på hovedet holdes sammen med et bevis på den ene ukrainske kvindes opfindsomhed. “De keder sig så meget men hold da op de kan få kødet til og strække, bare de har kartofler og smør.” Smilet bliver større og hun tørrer lillepigens mund i en hurtig bevægelse inden den lille klistrede mund kan nå, at dreje sig væk. “Masser af smør.”

Ja, men I har kun et toilet, tænker jeg. I et sommerhus i en uge kan det gå men fire uger, otte, seks måneder! Du har kørt dem rundt (Næstved) for, at få deres opholdstilladelse i orden, sparer pengene op de får, så de kan få dem, når de flytter ud til hvis de nu skal bruge dem på en lejlighed. Har de overhovedet et hjem tilbage eller er det bombet til kratere af støv, sten og nu ubrugelige ting?

Jeg kan ikke tage dette ind, ufredens klamme, klemmende hånd fra Rusland om Ukraine.

Jeg har ingen ord når nogle snakker om det, lytter, men det er som taler de om en film de lige har set.

Kvinderne og barnet, bedstemoren i butikken, det fremmede sprog, de ligner ja, hvem som helst fra Herlev.

Ny mail står som sendt, “de behøver ikke kunne engelsk, bevægelse er et universelt sprog.” Et sprog uden ord.

Knus

fra

Den opladne

Jeg synes det er svært …

at holde fast i troen på, at noget jeg ikke gør eller gør på en anden måde vil nytte noget i det store miljø/klima/ressource regnskab. Jeg prøver alligevel på alle mulige, måske for andre, mest latterlige måder, for i sidste ende handler det ligesom afstanden mellem mennesker i en coronatid, om hvad der føles rigtigt inden i mig.

Hvad er rigtigt for dig?

Hørt omme fra bagsædet på vej hjem.

Jamen, det er da de store virksomheder, der skal ændre adfærd.

Ja, men er det ikke en superbelejlig tanke!

Så kan jeg nemlig fortsætte på den måde jeg plejer.

Er der ikke vaner vi kunne vænne os af med som efter nogle dage, uger, måneder ikke ville være noget vi tænkte over eller savnede mere?

Hvis jeg nu brugte en bagemåtte i silikone, der kan vaskes, så kunne jeg jo lade rullerne med bagepapir ligge i butikkerne. Tror jeg kan bruge en på en måned til 1½. Så havde jeg også mindre til skraldespanden. “Ja,” siger anden halvdel så, “men der går jo vand og sæbe til!” Førstnævnte en ressource og sæben? Naturen har vel ikke brug for at blive skrubbet, eller! Den skulle vel, ligesom ovnen, være selvrensende! Så er der dagen jeg smider måtten ud, den vil jo aldrig formulde allerhøjst revne. Og kan man så putte den i plastik containeren eller skal den i småt brandbart? Skulle jeg hellere gå til en psykolog eller se mine veninder mere og på den måde undgå det meditative i, at rive et (mest 2) stykker bagepapir af pr ovn optænding?

Der er hele tiden den opvejning. For hvis jeg tager bilen, nu tager jeg den helt ud ik … Så bruger jeg benzin og udstødningen er jo ikke ligefrem noget jeg selv kunne tænke mig op i næsen.

Jeg ser skrald hænge på buske og træer som stedsegrøn julepynt og håber, at mine ufødte børnebørn ikke render rundt i skrald til knæene som teenagere?

I corona`ens navn har jeg sat dagligvareindkøbsture frekvensen ned. Beholder nu åbenlyst for afkom gaveposer for, at genbruge dem igen og igen, for hvorfor købe nye, når de andre stadigvæk klarer jobbet? Nemlig at være ansigtet ud af, der skjuler godter man ikke gider og pakke ind, inden i.

Jeg pudser mere og mere næse i gamle T-shirts rektangel udklip, der alligevel skulle kasseres fordi de hørmer under armene ved næse ned stukket. Der var da engang hvor de stak hvide op af fint klædte mænds brystlommer eller lå indtørrede, knap gråblå identificerbare i alles lommer. Når så sæsonen fik en til, at gribe ud efter den tøjgenstand igen, kunne den stå selv i de sjoveste former.

Det her handler jo ikke om køkkenruller, lommeletter eller bagepapir, jeg siger bare det er svært og gennemskue hvad der er det mest langsigtede at gøre. Hvilke ændringer kan bedst betale sig (fra i går) for, at slide mindst på jorden og bade i dens ressourcer?

Der er vel egentlig ikke noget i vejen med, at bruge de grønne grøntsagsposer til mit sved stinkende arbejdstøj på vej hjem fra arbejde fredag, inden de ligger weekenden over i vasken og bliver fyldt med grønt.

Eller …

Er der nogen regel om, at når nu bebrillede så massivt støtter magnum is bægre indkøb, at jeg så ikke bagefter må genbruge dem til mine mandag til fredag hjemmebryggede blandinger af mysli? Stablet og parat i skabet til, når jeg ikke orker eller har tid til havregrødskogning plus efterfølgende forhadte opvask. Både vand, sæbe og bandeord bliver sparet her. Jeg kan ikke lide når havregryn blandes med vådt, står natten over og alt smager uden nuance og ligner papmacheklister fra folkeskolens formningstimer. Det er kun lasagner, dej til diverse og gryderetter, det, virkelig gør noget for.

Hvad rester også kan bruges til….

Har du en rest Kartoffelmos? Eller hvad nogle kogte kartofler? Mos dem (evt. med lidt smør) med en gaffel og lav disse. Nøj, de er vanedannende. Skriv hvis du er interesseret i opskriften, så kommer den med næste gang.

Nu ved jeg godt det lige har været jul, men altså hvis du kan lide, tåle ris a la manden så få neglet resten i skålen, i år, helst med noget kirsebærsovs (også virkelig godt uden.) Frys i små beholdere og tø op engang imellem enten til en lille dessert eller og det her er det bedste. Spiser du for eksempel skyr, græsk yoghurt eller andet neutralt mælkeprodukt til morgenmad, så bland en teskefuld (så du har sikkert til mange dage) rest ris a la mande i. Det smager sind sygt godt. Der er sikkert lidt vand ved, det hælder du bare ud.

Husk! har du en rest flødeskum kan den fryses. Måske skal den bare røres lidt når optøet. Piskefløde er dyrt, men ved juletid kan du få en kvart til 2 kroner! Hænger du med enden i vejret ved nattetide over containerens kant kan du få dem gratis. For jeg vil vædde med der ligger minimum 20 dernede. Jeg lavede is (også med kirsebærsovs og store chokolade stykker. Overhældte ved servering med hjemmelavede karameller. Jeps, også af piskefløde, anden halvdels undgå madspild gen havde slet ikke kunnet stå imod. Karamellerne smagte godt men da de vedblev med, at være lidt for bløde, tænkte jeg, varmer da bare nogle af dem op igen. Afsluttede med nogle optøede brombær fra sidste sommer.

Salling, Vores is, Præmier, Carte`dOr gå hjem, det var himmerige i mundfulde. Bebrillet fødselar ville hellere have Vores is, fair nok, så har jeg en rest is til næste gang jeg får gæster. Regner med han får øjnene mere op for mad, hvor han rent faktisk vil kunne genkende indholdet på ingredienslisten, hvis den blev stillet foran ham. Stille spørgsmålstegn ved, hvorfor han ikke sætter spørgsmålstegn ved præfabrikeret mad, dets korte mæthedsfornemmelse som sjældent har set noget, der bare ligner gode råvarer og kærlig omrøring i timevis. Meen vi kan jo lide det, de smage, vi er trygge ved og kan stole på…

Lydfætter

Nogen er brudt ind i skabet i ny Måløv hal og stjålet min mikrofon! Stort suk. Jeg mener, hvis de vidste hvor meget jeg har været i nærkontakt med det mundstykke. De kunne sgu lige så godt bytte bolsje med en covid inficeret, men det må de om… Nu ligger min gamle ven sikkert i en eller busk og svinger om kap med et blåt mundbind. Jeg havde ringet til en kontakt for om han kunne skaffe mig en ny. Lad os kalde ham Lydfætter for han minder faktisk lidt om fætter Højben, ikke fordi jeg har læst så meget Anders And eller måske er han snarere en blanding af ham og Georg Gearløs.

Jeg havde kigget lidt forbeholden ud af mit stuevindue, da han ind i mit højre øre sagde, “jeg kan komme forbi hallen med en i morgen”. I morgen, seriøst, tager han pi… på mig. Svarede, “at jeg var vant til at vente i MÅNEDER,” kommunalt du ved. “Så han kunne bare komme torsdag næste uge.” Tirsdag ligger der en låne mikrofon, godt nok med et headsæt, der ville passe bedre på en stor fyr med enorme øre, men lad det nu ligge. Den fungere. Torsdag, 2 dage efter, låser jeg den lille låge op ind til anlægget og ser ind i brystkasse med hænder, der fumler med noget. En stemme kommer der indefra, “er det dig, der er Lisser?”

Skal lige til at nikke inden jeg kommer i tanke om, at det kan han jo ikke se. “Ja.” Et hoved dykker ned og og vi får øjenkontakt. Lydfætter. Han smil når op i de venligste øjne og så overrækker mig en skat. Det skal lige siges, at hver gang jeg får en ny mikrofon er det som da jeg var barn og havde fødselsdag. Havde jeg været en hund ville jeg logre så meget med min hale, at hele mit bagparti ville svinge. En Tesla, frue? Nej, ellers tak hellere en mikrofon ingen har brugt før mig, som jeg kan gøre skæv over år.

Jeg går ind til ham for, at sige ordentlig tak, fuldstændig overvældet over hvor hurtigt jeg står med mikrofonen i hånden. Jeg har kun undervist på dette hold en gang uden, det er rekord. Hans hår er uklippet og han har den største nullermand på sin godt slidte, sorte (grå) sweatshirt. Må virkelig holde mine arme ned langs siden med magt for ikke, at række ud og pille den af. Han er et hoved højere end mig men kan virkelig mærke, at mit omsorgsgen rør på sig. Han lytter opmærksomt til alt hvad jeg vil have den skal kunne. Kan man slå noget fra og hvad med volumen, kan man det på mikrofonen, når nu anlægget er bag glas og skruer? Han tilbyder at skrue glasset af inden, han i stedet med rolige fingre finder alle mikrofonens små knapper under batteri låget og viser mig tydeligt (YES!) hvordan han skifter forsigtigt mellem de få muligheder, der er. Min næse er helt nede, snuser ind, kan lugte plastikkens duft af ubrugt og min stemme lyder ud igennem højtalerne 1,2,3….

Færdig

Jeg er SÅ FÆRDIG med, at lade nogen gøre noget for mig, uden, og lægge mærke til hvad de rent faktisk gør. For når så et problem opstår og de selvfølgelig ikke er der, kan jeg løse det selv. FÆRDIG, bare færdig, er endelig kommet i vil selv, kan selv alderen. Sikken en frihed, der ligger i det.

Iføre mig min nye skat. Ah…. den passer til mit hoved, dejligt, og den er let i bæltet. Musikkens intro går over i a-stykket og mit blik følger hans lidt sjoskede gang skråt igennem hallen, han gør ikke opmærksom på sig selv, forsvinder bare ud af døren helt stille. Et øjeblik flagre små sommerfugle rundt i min mave, betaget af den hjælpsomme mand, der helt tydeligt ikke tænker meget over, at han ligner noget, der har rullet sig i hjørnet. Hans forgænger var fra EL-Lars. Han fik mig ved hvert besøg til, at tænke på stofgardiner, som ikke var blevet vasket efter cigaretterne var lagt på hylden og mikrofonernes mundstykker lugtede altid af røg de første uger uden for etuiet.. Hængerøven i de nussede bukser med stort usyet opsmøj ved anklerne var lige så sørgelige som hans syntetiske sweatre. Det tog mig nogle år at finde ud af at han faktisk hed Vagn, men jeg kaldte ham nu magikeren, det kunne han godt lide.

Undvigelsesmanøvre

Som jeg vælger at tro og forstå det lige nu så må noget af det bedste være, ikke, at købe noget, jeg sagtens kan undvære. Så. Jeg tør ikke gå ned i BIG i Herlev for så ved jeg hvad det ender med.

Tøj, jeg smugler hjem i rygsækken, med tanke for at skifte ud, når jeg i virkeligheden ville have aflad for et eller andet humør jeg gerne ville ud af. Det virker. Men kun til jeg igen erkender, at jeg narrer mig selv. Et kram og en samtale med anden halvdel ville havde virket bedre og jeg smider jo ikke ret meget ud, vil allerhelst give det videre hvis det stadig holder sammen. Ender med og presse de omhyggeligt, hårdt, rullede rækker af diverse stykker tøj tættere sammen, der a la Marie Kondo opbevaret, bare google hende. Hvis du altså tør se hvad du har, hver gang du åbner en skuffe eller en skabslåge.

Jeg har et system for og minde mig selv om, at jeg altså ikke har brug for mere. Godt nok kan huset være koldt men mere end 3 bluser i lag på samme tid…

Jeg har en del på bøjler, de har hver en lille, hvid seddel trukket ned over svanehalsen i hullet, jeg nu er begyndt at lave med hulmaskinen… Hvis det er en sort eller mørkeblå sag har jeg tegnet en lille kjole jeg kan genkende i det ene hjørne og overskriften bliver hen over året ved første brug 2022. Så har jeg hurtigt krasset tal fra venstre hjørne og ned og ditto i højre , fra 1-5, 6-10. Når jeg så har haft en kjole på, skriver jeg lige dato og hænger den ind igen med mindre det var anden, tredje gang jeg havde den på. 5 hvis nederdel og det er vinter, den er jo slet ikke i kontakt med gamle hudceller, der har tendens til og drysse. For ja nu siger jeg det som det er er, er du parat?

Det er kun bukserne ind mod privaten, jeg går med en gang/dag.

Det er virkelig kun hvis jeg har haft sveddryppende, hedeture i kanon, i går spisende hvidløgs/karryret (plus lavet den), spildt, STOR plet, at jeg lægger den til vask efter en dag. Da jeg var teenager blev jeg pisse irriteret da min far blev ved med at sige, “spar på vandet!” Men nu! Nu giver det gåsehudskrybende menning, for vil føromtalte barnebarn, ligesom jeg kunne i slutfirserne, gå ud og tappe rent drikkevand i hanen eller vil de som sydpå skulle hente store beholdere af drikbart vand hjem hver uge?

SLUK LYSET!

“Jahh, jah,” jamen det er sgu da også tosset at lade lyset brænde øjenlågene på sovende kat, mens jeg lige er ude og bande over klistret dej indsmurt køkkenbord. Hvem gider at gøre det ren? nogen? Hvem som helst? Ser ind til kat, hm… han sover stadig. Skal jeg i smug glæde kødæderen ved, at vippe lidt af min portion stadig rå, som han bedst kan lide det ned på en tallerken og bærer den ind foran hans næse? Skal så bare for anden gang i dag undgå, at jeg næsten falder over hans ben på vejen ud igen? Hvad er der med dyr! Er de simpelthen designet til, at gå mest muligt i vejen? Kan altså være farligt, når jeg står på et ben om morgenen mens jeg prøver, at få min fod i sutskoen uden, at give han et puf med foden, i forsøget på at ramme.

På den anden side så har jeg en mistanke om, at hans kranium er lavet af et eller andet meget hårdført martriale. Når det er rigtig koldt står han på solbænken og venter utålmodigt på, at jeg får åbnet terrasse døren ind til varmen. Idet jeg trykker håndtaget ned er han allerede nede og trykker (som et barn på vej ud) sit hoved meget hurtigere ind gennem åbningen end jeg åbner døren. Det er faktisk intet mindre end et mirakel, at han stadig har pels på kinderne. Han er også ret upåvirket af, at jeg siger at han skal sætte farten ned, når han runder hjørnet. Mod køkkenet…

Indrømmer det er modvilligt, for hvis han skulle finde det værd og lytte ville jeg gå glip af synet, når hans våde poter skrider i rundingen. Så stopper han pludseligt op og er jeg i fart må jeg lave en undvigelsesmanøvre med fare for mindst et knæ mod vaskekurvens lidt skarpe kant, for han skal altid slikke sig på ryggen eller et eller andet sted som oprejsning. Det eller kradsetræet. Hans negle er altid virkelig skarpe!

Han er så nem at regne ud, er så også på tredje kat , så det ville være ualmindeligt pinligt hvis jeg ikke vidste dette.

Du ved det ligesom, når man har slået en prut og den var overraskende høj og man sådan laver en lyd lige bagefter med foden, stolen sådan bare tilfældigt, for det var var jo det, det var… eller også er det pelspleje. Hvordan fanden ved han hvor han er kommet til! Jeg mener, han har jo ikke et system med sedler, kuglepen og bøjler.

Jeg har regnet…

Altså ikke i molekyler, kunne dog godt være mit indre sprinkleranlæg jeg refererede til her, men nej jeg har brugt regnemaskinen på min mobil.

Hjemme hos os råber anden halvdel og undertegnede meget;

Du behøver ikke skylle…

Tissetrængende udenfor døren

Vi drikker en del … så … Hvis nu vi deler 2 liters skyl, lad os sige 2 gange på en dag, lørdag og søndag, det må så være 8 liter sparet på en weekend. På en måned 32 x 12 = 172, 41 liter drikkevand sparet på et år. Det kan synes af lidt, ja uhygiejnisk men jeg bliver nød til og gøre noget.

For ….

Jeg vil da gerne spare på lyset men ikke det inde i ovnen, for dage med overskud skal der leges. “Skal du kun lave 4 bagels?” Spørger energi bespareren, mens det kogende vand i gryden får ruden i køkkenet til, at dugge ved nederste kant.

Ja, for det er nu ideen springer, og så har jeg lært, at jeg må i køle/kolonialskabet, og det var det dej jeg havde tilbage og jeg har aldrig prøvet det før. Koge dej altså. Men så bagte jeg lige nogle småkager (dej optøet), i ovnen før ringene, så er det vel okay! Ja, ja det var jo så længere tid fru ovn var tændt, men så skulle radiatoren arbejde mindre hårdt, fordi jeg ikke lunede min bag mod den og forhindrede varmens lige vej ud i rummet. Goldielocks kom på besøg og det var vel meget fair, at hun fik lov at spise af egen dej, fra før jul. “Jamen mor der er ikke plads i min fryser.” Øh…. du har da set min? Jeg ønsker mig ikke en rejse sydpå, for den har man kun glæde af i kort tid, nej, jeg kunne godt tænke mig èn til fryser, til surdejs efterladenskaber, jeg masseproducerer, som havde jeg en børneflok på mindst 4.

Nok snare 8.

Nu kan du så spørge hvor tit jeg skriver 11 nedenunder 10 på de, der, bøjlesedler.

Jep aldrig.

Så jeg sørger for (som regel) og gå tur i weekenden sådan lidt maveknurrende, for så ved jeg, at jeg ikke har tålmodighed til og tage 7-12 stykker tøj ind i prøverummet.

Når jeg når omklædningsrum og krænger min sweater over hovedet kan jeg se riller i min arm efter tøjstablens ½ times transport rundt imellem hylder og bøjlestænger. Min jakke har jeg for længst taget af, hvilket kan medføre spørgsmål. “Hm… Derovre.” Peger. “Tredje hylde til venstre..”

Åh… nej, nu har de rullende kurve…

Min ynglings genbrugsbutik passere jeg helst kun efter mørkets frembrud, hvor jeg må nøjes med, at lægge nakken tilbage og studere vinduernes udstilling. Uh.. den har Goldielocks luret. Øh, men jeg har så feriereglen… Du ved den med undtagelsen. 80 kroner for de blødeste, blå jeans, der sidder som har jeg aldrig lyst til, at iføre mig andet.

Det er jo aldrig det praktiske man gider og købe vel? T-shirts til arbejde f. eks, selvom jeg nogen gange med de gamle på kigger mig over skulderen for og forsikre mig om, at jeg ikke bliver forfulgt af en våd, sur karklud…

Hvor lader du dig friste? Og undtagelserne! Er de også så udspekulerede, at du nogle gange narre dig selv?

Super stort knus fra den tvivlrådige.

Reflektionistaen

Jeg sidder på en cafe i Malmø den første weekend i efterårsferien og klør mig rundt og rundt om noget, der ikke synes. Kigger efter et lillebitte indgangshul men finder kun min underarm mærkelig buet og rød.

2 dage efter bukker jeg under og tror i løbet af 24 timer, hvor jeg efterfølgende ikke mener, at havde kunne reflektere på en eneste tanke, at jeg a) er gravid, b) fået en virus på balancenerven, c) i det mindste har corona!

Vil du ikke have en pille?

Hensynsfuld rejsekammeraterinde

“Mod hvad”, når jeg at tænke, det klør jo bare. Har dog lige læst på Google (den hellige gral), hvor ellers! At de, moskito, godt kan videreføre gruefulde “ting “. Det vidste jeg jo godt, men da ikke på vores breddegrader? Eller? Ser lidt nærmere, helt tæt på, næsen, næsten nede i hvad der kunne minde om … Harry Potters arm i Harry Potter og hemmelighedernes kammer, hvor den efter en quidditch kamp er brækket. En forvekslet (de er jo kun i lære) trylleformularer og hele knoglen forsvinder. Den eneste forskel … At min underarm ikke bøjer slatten nedad. Sådan en kamp involvere kosteskafter og lille gulvfarvet rund tingest med vinger, det gælder om at få fat i, om man så skal hjælpe til fra tilskuerpladserne ved og sætte ild i kapper på skuldre…Lærernes. Så kan de mål man scorer med den store bold imellem enorme mål være lige meget!

Er jeg fuldstændig bagudbøjet hypokonder?

Og kan man faktisk slide på sit immunforsvar, når man nægter at bruge stikpiller som hører ind under præparater, der også udskrives hvis man har gigt. Og det for at undgå, at ligge i fosterstilling i kvalme og hovedpine helvede i 1½ døgn? Taler BOGSTAVELIG TALT, har slidmærker på indersiden af mine knæ, der kan bevise det. Scollede ned, meget langt på migræne oplysningssiden for, at finde andet end medicin som lindring.

……. Ah…. Der var den allernederst, som om nogen, den, der havde skrevet det var tydeligt flov over, at skulle tage muligheden i betragtning…. Forebyggelse.

SÅ SLAP DOG AF FOR HELVEDE – Du har ferie!

Reflektionistaen

Hvad er det lige du tror, der er så skide vigtigt, at du ignorer ondt i hovedet tiltagende over timer og og så ikke bagefter med det samme forstår, at det er derfor jeg kommer så meget efter dig nu med kvalme og … Ja, jeg lod timerne gå, ville ikke sige til afkom på besøg, jeg lige havde været sammen med i 2 fulde døgn. “Øh… du ved, ikke som om det er noget nyt, men mor er træt, som i, jeg skal i seng lige nu selvom klokken kun er 20:01.” Nogen, ikke særlig rar person, faktisk meget lidt styr på sine kræfter, holder om mit hoved og vil ikke, som slet ikke give slip og den nogen bliver åbenbart mere og mere vred på mig som timerne går.

Vi blev beæret med navneplade på værelset denne gang. Opredningen var dog fuld af fjedre. Men min alene.

Min hensynstagende høflighed, min bare røv. Hun ville bare havde sagt med et STORT suk, at hun da sagtens kunne gå hjem.. Elllleeer spurgt sin far, om han ville køre hende rundt om de ca 5 hjørner, hvis den korte distance altså, de små 20 minutter på gåben det ville tage. Men ville jo ikke give mig vel, selvom monstret klemte endnu hårdere og hun (den hjemkørte) ved 22 tiden, fra passager sædet af, godt kunne fornemme, at det nok ikke liiiiggge var så smart og forlange, at jeg tog rampen til døren. Den længere distance, den, med de flere hjørner rundet, du ved for, at hun ikke skulle bære sine IKEA indkøb så langt.

Den olme tyr pruster i sit ringhjørne og min hvide klud alt for hvid. I løbet af natten forsvinder jeg ind i en tåge, der kun går ud på og holde den klemmende hovedpine ud, som er mit hoved iført en alt for lille hjelm frembragt i Prins Valiant tidens hede smedje. Jeg havde ellers sagt, at mit hoved er i størrelse large men en form for sendebud må være afgået ved døden. Musestille liggende, afbrudt periodevis fra side til side kastende, passer mit hoved ingen vegne. Prøver jeg at stille mig op, sender kvalmen paniske blikke i retning af spanden, som jeg hellere vil træde ned i på vej ud til toilettet, den ene gang ud af to, i løbet af de 12 timer, det sker, end stille lidt længere væk. Har stort behov for, at kunne se kanten af den ned over kinden langs madrassens lagenkrøllede side.

Jeg spiser ikke i 1½ døgn hvilket skulle være så sundt, hvis man altså tænker faste, men … Jeg er ikke typen der godvilligt (også af hensyn til andre øres velbefindende og æh fremtidige eksistens) lader være med, at spise mere end de timer der ligger mellem fredag klokken 21:05 og 9 nu dut lørdag morgen. Der er bare ikke nogen mere, der skal forvente, at jeg da liggggeee hænger tøj op inden jeg … pokkers noget er brændt sammen, en skrue drejet i den forkerte retning, for hvad var det nu igen forholdet gryn til vand/havremælk var igen?

Brainfog… hjernetåge …! Det kunne ligeså godt være brainfuck synes jeg, for det er sgu da rimmeligt træls, at så lidt hverdagsmatematik kan ende med, at gøre havregrøden vandet a la et århundred tidligere. Ja, for det ville da tage mindst 15 minutter, at koge det ned. Kan man overhovedet kalde det matematik, er det ikke ligesom smudse ordet til?

Nåh, men jeg har så slidt på mit immunforsvar, troede ikke det var helt normalt det hele, da jeg tvang mig selv til, at hænge tøj op ude i den gnistrende efterårsferiesol. Drak den i store grådige slurke, LUFT. 2 dage senere skulle jeg kunne gå på arbejde, bid, migræne, corona eller ej, eller … Det var jo ikke rigtigt, men nu ved jeg hvor Skovlundes test sted er flyttet hen og kan finde det i MØRKE!

Hov… Du skal give mig det, der plastikrør med blå tut på enden! De siger det jo ikke, men hånden der peger lader ikke nogen tvivl være i mit sind om, at jeg igen har glemt, hvad jeg skulle med det. Ah…..

Trak efter ophængning af tøj, udmattet, dynen helt op til næsen igen og fornemmede mere end så ud igennem den lille sprække mellem mørklægningsgardin og vindueskarm, at anden halvdel tog det ind igen. Hmrf. … kan jeg nu ikke engang sætte klemmer rigtigt i trussen?

Så du ikke det regnede?

Tager vasketøj ind igen, manden.

Niks, nej for lige bagefter dynen havde nået mine næsebor måtte jeg smide den og for åbent vindue med 2 gange daggamle underbukser på, kulderystende vente på, at hedeturen var ovre. Hvad sker der? Jeg troede, at det var overstået. Hvordan kan hele kroppen synes syg også alligevel komme i tanke om, “nåh, ja jeg skal da også lige huske, at give hende den dyne flig dækkede daglige kvantum af lunere per time.”

Der var hedebølgen, sommeren for de år tilbage hvor jeg ikke bestilte andet end, at gå ud i et sæt tøj, komme hjem, gennemblødt, smide alt, hænge alt ud og iføre mig tørt og så måske, måske gå ud i solen. For hederen indeni kunne godt gøre en mindre ophidset ved udsigten til et par smækre brune ben. Det er ellers den eneste farve, brunt altså som går virkelig godt til blå. Det ligesom udligner og dæmper klædeligt kontrasten. Blå, det har jeg nemlig masser af, streger; tykke, tynde, bugtende sig i overfladen som truer de med at gennembryde den når som helst, nogle samles endda i plamager som i en slags Lissers åreknude samlingsfelt.

Forskyder jeg ikke bare tiden med hedeture, hvis jeg indtager hormoner?

“Hvorfor får du, dig ikke nogle hormoner?” Nej, det vil du så nok ikke spørge mig om, når nu du ved, at jeg ikke under nogen, UNDER NOGEN OMSTÆNDIGHEDER vil tage gigtpiller for udlevering af for lille hjelm. I Prins Valiant albummet, nummer 11 tror jeg, vil den underskønne Aleta ikke være uden sin nye ægtemand, prinsen, så hun tager med som en af hans væbnere. Det går selvfølgelig slet ikke, har du set hendes hår? Gyldent guld lidddddttt a la Rapuncel stoppet ind i sådan en lusebefængt jern tingest. Behøver jeg sige, at da han opdager hvem den spinkle, unge væbner er, forlader han ikke et sekund hendes side, dødbekymret som han er. I de albums rejser de sig ikke bare op efter et sværd i maven, det kan være ret befriende at man ligesom kan regne med, at nåh, det der, det dør man af. Hvilket kan gøre nutidens helte film overordentlig irriterende. Hvis du ønsker rigtig, som i vaskeægtig romantik, tegnet, så gå ned på bib og se din bib kar dybt i øjnene og bed om, at fjernlåne de første måske 20 bind. Der kan man tale om, at en mand er en mand og en kvinde, en kvinde med lus, i håndjern, kidnappet og … Jeg lover det. Lover, at ham tegneren har tænkt på sine kvindelige læsere også og ind imellem tegnet ham, prinsen (og andre) kun i lændeklæde, underdrenge var ikke til at opdrive. Det var heldigt.

Host, host har du set den nye James bond film? Ikke langt inde skal du lige holde vejret fordi det er det eneste tidspunkt, at han tager et bad. Et synligt, udendørs bad ja… Det kunne godt havde klædt den scene sådan. at passere sådan lidt henslængt i slowmotion. Måske skulle jeg skrive til dem, der sveder over næste manus allerede nu.

Please a little more “naked” mister Bond next time.

Jamen… når nu han har trænet sådan!

Kommer sikkert ikke til at ske, altså at Bond er en han, for rygtet lyder på kvinde, sort som ibenholdt og med en hvas tunge, der kan give en dansk skuespiller flækket kæbe. Men så er der jo også ham, der skal overrække hende martinien, “shaken not stirred”, tænker jeg.

Lå i min hjernetåge og blev enig med mig selv om (tydeligt et tegn på at jeg fik det bedre… ,) at ja, jeg kunne da lige så godt lave slutningen om. Det var jo ikke som om jeg havde noget andet at tage mig til, naboens uklippede hyldebærgrenes bevægelser i vinden havde jeg jo fuldt tjek på nu. Til højre, venstre, rundt, rusk. Til højre ….. Gøre enden til min, sætte mit stempel, ingen ville jo vide det. Kan dog afsløre, at Prins Valiant og viv ikke er blevet tegnet forgæves.

Kan ikke lide spildte mandfolk eller heltinder, det irritere mig, og går ikke bare sådan væk. Det gik meget bedre, da jeg havde fået det fra hånden.

Og det var så det. Det eneste min hjerne velvilligt ville foretage sig de 2 døgn i soveværelset. Den nægtede at samarbejde om noget som helst andet, ønskede ikke at bruges, ville være på dvale, lade op, ikke tænke i undervisning, manusser der trængte til rettelser, videoer der skulle flyttes, og mad der skulle startes fra morgenstunden af til forældre på besøg. Ikke tænke frem, tilbage, på kryds og tværs, kun hvile med lukkede øjenlåg for, at holde skærende lys ude og vende øret ned mod det fedtede hovedpudebetræk for, at lukke af i boks 1.

En krop i en seng med madlede.

Og hvorfor er det lige, at når badet er overstået og man tvinger sig ud i vejret efter vandgrøden mellem tårerne fra himlen, så er det eneste man virkelig har lyst til det jordbæryoghurt, (den med hele bær som drengen aldrig kommer til, at hjælpe mig med at spise op) og pizza med peperoni?

“Tømmermænds mad,” sagde anden halvdel. Jeg kunne så meget se det på hans mundvig mens vi gik side ved side. Han smilede.. Irriterende. Det er bare ikke til at have et standpunkt. Det bliver kompromis med kompromis på! Spiser jeg den yoghurt er oddsene for, at jeg får moskito beachparty i grotten så høje, at jeg ikke gider spille/købe/spise det. Vegetar, omringet af inkarnerede kødspisere er supersvært og veganer glem det, kommer ikke til at ske foreløbig, for har du spist en købt vegansk burger?

Du, “nej.”

Nej! Det skal du så også forskåne dig selv for, tag en salat i stedet eller alle foretterne, men adr… altså..

Og burger … er det er simpelthen ikke i orden at kaldet det! For det… er..

Noget mærkelig sammensurium, imellem burgerbolle halvdelle godt nok.

Vegetarisk/vegansk mad kan smage så godt … hvis det er hjemmelavet. Mangler stadig at besøge vegetarisk eller vegansk restaurant, skal nok skrive om det det, når jeg har. Aftale?

Nåh, tænker du så, gjorde du det? Bestilte vegetarisk pizza?

Jeg ryster på hovedet. Nej, ikke efter første aftens bekræftelse af, at du aldrig skal bestille vegetariske retter på en kød restaurant.

Vi tager den pizza (med parmaskinke) og den spaghettiret (med parmaskinke) du gerne vil have.

Ja mor, så kan du bare lade skinken ligge….

Ha, ha., ha se det for dig, smileyikonet, der græder af grin på skrå. Vil ikke, som i IKKE have, at mad går til spilde.

Reglernes labyrint

Tænker seriøst, at starte forfra med min fokusering på kød, økologi og dyrevelfærd. Jeg kan ikke mere holde rede på alle de selvsammensatte, selvopfundne og selv påtvungne regler der kører stock-car-løb inde i mit hoved. Simpelthen udnytte der har været slukket. Acceptere, at jeg altid er både-og, ikke holder af alt eller intet men sjovt nok ofte havner i den på grund af nyopdaget info jeg ikke kan sidde overhørig. Da jeg er den eneste, der ønsker den levestil har jeg brug for regler, at klynge mig til, når alle går i gryden, fadet, panden med dyret jeg ikke har nedlagt men tilberedt. Men med alle disse mere eller mindre strenge regler har jeg kreeret andre regler for, at omgås dem.

Rammer er fine men kreativitet kan ikke flyde frit hvis nogen (her mig selv) gør det hele for ufleksibelt. Jeg er meget opfindsom og må tage mig selv i, at ville ændre dem hele tiden. Det kan nemlig godt, øhm… indrømmet og forståeligt nok irritere andre i hustanden til, trække-hår-ud-af-hårsække-grænsen. Her et eksempel; da jeg jo ikke ved om kødet på en restaurant er økologisk, så må jeg godt spise det, hvis jeg altså beslutter mig for det…Spørg så heller ikke, det ville da stå hvis andet i menu kortet. Jamen ikke? Virkelig åndsvagt argument, ved det. Er noget bremset af noget andet/nogen andre og det er inden for hvad jeg kan (må) blande mig i og derfor have indflydelse på, er der straks et sted inde i min hjerne, der tænker løsning. Det kan der godt gå lidt tankevirksomhed med!

De havde puttet en stor håndfuld champignon på den ultratynde pizza og helt vildt mange soltørrede tomater på spaghettien. Så da det kom til parmaskinken havde de heller ikke lige stået og strøget sig lidt henover skægget og tænkt; “en skive og ikke mere…” og så lagt den tilbage i pakken. Man kunne ikke skære stykkerne over medmindre det var i fiberretningen. Samle et stykke op og spise det med hovedet hældende til siden ha nej, så…

Med den mængde kød indtaget på et døgn, ville jeg helst ikke gå så hurtigt på kompromis, med mig selv, da jeg kom hjem. Det blev jo så heller ikke et problem!

På andet døgn i tusmørket med et rum og lukket dør imellem lytter jeg koncentreret; han hakker … så nu sætter han pasta over, husker han nu at blende den, ja det gjorde han. Ude med hovedet hængende over gryden med madlede og faktisk sulten efter kadaver, sagde han helt uden noget, “og ja så har jeg stegt kødet for sig….” Så hensynsfuldt. Åh.. altså det er så svært.

På tredje dagen opstået fra uhumsk sengetøj opdagede jeg, at anden halvdel søreme havde købt 2 pakker økologisk ta, da hakket okse. Tænkte, at jeg sådan lige, du ved, med min ekspertise hellere måtte tage mig af kødstegningen af anden pakke til den ellers udmærkede tomatsauce, han havde kreeret under mit sygeleje… Skal jeg spise kød skal det ikke minde om små tørre kødkrummer…

Går ud og varmer rester, veganske med tofu. Meget mærkelig ingrediens, men hvis du marinere det lidt kan det godt forveksles med noget spiseligt. Når vi putter lakrids i munden vil vi så i virkeligheden vide hvad det er lavet af? Det dyre fra ham danskeren Bülow, er det jo næppe hver gang.

Knus fra

Meget taknemmelig efterårsferie begunstiget, glæder mig til april, hvor hotel med 4 (!) i et rum forhåbentlig bliver en realitet og jeg så bare må medregne en form for jetlag dagen efter og gå i seng med lyset.

Lektion lært i Malmø, spis kød på Texas Longhorn steakrestaurant og bestil vegetarisk pizza på den italienske.

Nåh ja og så er der migræne fodnoten. Ved overhængende trussel fra selv i ført for lille hjelm er forebyggelsens magi basseret på; god nat og sov godt.

Det, der med at stirre ikke!

Test din kat fortsat…

Første variant er nærmere et blink i slowmotion, og emmer af fred og ro. Det bruges, når han ligger i den anden ende af rummet som regel i den stilling, som kaldes catloaf, kattebrød. De store øjne vidtåbne og roligt observerende, flytter jeg mig til højre, flytter de med… De lukkes dovent ved vores øjenkontakt. Når de åbnes igen ser han åbenlyst og velovervejet direkte på mig, som sender han mig en besked, en kærligheds hilsen på katte sprog. Det skulle vist betyder en blanding af:

A) jeg elsker dig.

Mærk dit hjerte dunke ydmygt og stolt i brystet over denne erklæring, som er for de få udvalgte og som næsten intet, INTET har med min morgenmad i form af blokken af leverdreng at gøre. Den, du alt for langsomt og sent på morgenstunden pakker ud af madpakkepapiret.

B. jeg er cool med dig.

For at fortælle ham vi er på samme sekvens og han intet har at frygte (lige nu), gengælder jeg erklæringen med samme langsomhed måske med en lille bitte bøjen i nakken, han er jo kongen. En kær, observant veninde vil måske spørge, “har du fået noget i øjet, skal jeg se efter?”

Ynglings position og (ned)stirre fra:

Så højt oppefra som muligt, selvfølgelig, krydret med pas på “svingende pote alarm”, biib, biib..

Bonusinfo

Katte holder af ro. Altså undtagen, når de møgkeder sig på det mest spændende tidspunkt under lørdagsfilmen. Der skal noget særligt til for, at din opmærksomhed lander på ham og han ved lige hvordan. Den popkorn toppede lille tallerken balancer på skødet og hånden lige rakt ud mod vindueskarmen efter den ½ julebryg, ja, vi er så 2 højtider bagud. Du skal så nu beundre hans kraftspring op på det høje, blå skab, som står skælvende i flere sekunder efter den ellers glidende landing med glassene klirrende mod hinanden, inde bag den altid låste låge. Vridende sig faretruende rundt ude på kanten, ser han sig (som et barn) over skulderen. Når du uundgåeligt har flyttet opmærksomheden til skærmen igen, bliver du efter få pulsslag i det lille bryst tolket så skide kedelig, så nu vil han ud! Er det vinter vil du jo ikke sidde i frostens slipvind med åbent vindue vel! Så hellere en menneskeskabt af slagsen…. Så…

“Ud eller ind Manse?”

Blæsende og regnfulde dage, ombestemmer han sig og planter den lille ende i vindueskarmmen bag dig, indtil du har genoptaget filmen. Du kan så efter få minutter se hans pote ae vinduet i fladskærmens spejling foran dig, kun forstyrret af filmen! Ude af stand til, at ignorere det vrider du den modvillige nakke halvt af led for, at få det bekræftet. Jeps, han har alligeveller tænk sig, at trodse vejrguderne, der måske har svinget stålet og gjort hans “stier” vindstille og knastørre, selv om dråbernes løb i lodrette bølger udvendigt på de store vinduespartier viser noget andet. Med tålmodigheden opbrugt gives han et nu lille skub ud i blæsten, “hovsa.”

Lirker numsen tilrette i højre hynde. MIN ende af den højlydt, skrigende sofa fra 70`erne barndom. Sofaen, der efter omvejen over en ungdom og et årtusindskifte hos min far, er landet pænt insisterende i min stue mere velvilligt modtaget end jeg nogensinde har ladet ham passerer min hoveddør, efter hans banken med dørhammeren har sendt katte aflivet som nulevende i knæ. Sammenføjningerne af det glatpoleret træ lyder serøst som offeret, hvis voodoo dukke jeg som en anden nålepude, stikker den ene sylespids i efter den anden. Stoffet den for bebrilledes livstiv siden er ombetrukket med er uld, blå/grå stribet krasende uld. Sådan set slet ikke rart i meget korte shorts. Knaser en popkorn, først hovedet, du må indrømme de ligner små snemænd altså de forsøg, der er gået galt inden… “åh for fanden.” Stående på solbænken laver hans lille mund lydløse o`er bag ruden. “I behøver ikke sætte den på pause,” mimer jeg, mens jeg blokerer billedet for de andre.

Det kan godt være, at en kat ikke skal luftes men der er 2 homosapien på denne matrikel, som lader sig hænge til tørre på den katte udtænkte snor, der går fra “mjarv” til vores fødder er i bevægelse. Mens hånden rækker efter sjatten kan du høre dump, dump lydene af først hans forpoter imod klikgulvet og derefter bagpoternes ditto. Så kommer de bløde og hurtige dup, dup, dup plus den ene negl på den uidentificerede pote idet han løber langs med spisestuestolene med halen lodret, som kunne han betvinge madskålen en optimering på afstand inden hjørnet er rundet. “Håber, håber, håber… Han sætter farten ned allerede på dørtærsklen, som kommer han i tanke om, at han trods alt kun er kongen, ikke sagnomspundne Merlin. Stopper så lige foran den, lader halen synke til, ingen grund til, at bruge kostbar energi på at sende det derop, niveauet, hvilket er lige over de syntetisk fersken/brækfarvede fliser i bryggerset. “Det samme som sidst!” Her foretages en U-vending med hængende hoved. “Jeg går ud og lægger mig på badeværelsesmåtten.”

Forholdet til larm, konkluderer jeg derfor er meget individuelt og helt sikkert noget andet, når man selv står for den. For løst grundlag synes du?

Vidste du f.eks., at et af de eneste steder du kan spise kage i København kun i selskab med andres lydtæppe af hyggesnak og sukkende gaffel skraben mod tallerkenen, er på La Glace! “Åh der er ikke mere tilbage, gid jeg var derhjemme så jeg uhindret kunne holde tallerkenen på højkant og slikke fra ned til op, fra venstre mod højre, uden at føle mig SÅ … pinlig over min insisteren på, at få det HELE med.

Eller hvad med hvis du skal handle eller se på tøj! Alle steder er der musak.

Er du så et produkt af en livmoder, hvis højere siddende “øverste” general bliver det mest eddike sure, ved andre menneskers hørbare eksistensberettigelse, bliver du ekstremt opmærksom på hvornår du “fylder” og hvordan. Du gør alt for ikke at komme i, “de andre kategorien.” Senere ved synapsers finden hinanden over årstal, der bliver højere og højere, går det op for dig, at være det tætteste på, river meget mere i næsen.

Piiinliiigt

Alle de gange hvor en ellers hyggelig bytur endte i skiftevis pigefornærmet surmulen, og højlydt brokkeri. Som den samlede masse af en børnefødselsdag i helvede med en folkeskoles pigegruppe, i en og samme granvoksne mor.

En årrække undgik jeg turene, trængte til at få hende på afstand. Hold på tanken. Den evige risiko for den kvælende fornemmelse af, at alt i og omkring mig syntes, at være nær et sprængningspunkt. Jeg kunne jo ikke bare gå vel! Det var hendes variant af takling af uenighed. Det eller “jeg har heller ikke lyst til, at leve mere.” Tag den, sagde blikket og det vidste hun jeg ville, for døden kan ingen hverken betvivle, betvinge eller sige imod. Kun en vinder. Det var som, at gå på kanten af en slumrende vulkan, hele tiden parat til, at søge ly for meterhøj, spruttende lava.

Senere forstod jeg det ikke handlede om, at jeg var specielt irriterende. Nogle mennesker kun kan klare deres egen lyd og selskab og kan ikke være sammen med andre i længere tid ad gangen. Ville dog ønske, at hun selv havde forstået det… Igen hoppede jeg ud på den vippende gummibåd, men et sted på overfladen blev et hul stadig større. For hver slugt stykke viden om hvad hun var for en, trak jeg mig mere og mere tilbage og ud. For ikke at synke, slippes kærligheden ikke længere forbi drøblen. Min mavemund er lukket.

Hensynstagen til hvem, der nu lytter med…

Lukkede vinduer er derfor altid det første jeg sørger for, når jeg skal forberede undervisning i arbejdets tjeneste. Jeg ved af erfaring, at det kun er mig, som gider høre zumbamusik ½-1 time i træk, meget højt med engelsktalende instruktioner ind over, i takt med mine nogle gange forsinkede hæl isæt og forflyttelser. Pis også, det skulle havde været 1, 1, 2 og højre fod frem og venstre tilbage, tager lige nummeret forfra for 3 gang! “Olauf jeg tror liiigggee du skal gå ud nu!” Åbner døren han lige har hylet bag fordi, JEG HAVDE LUKKET DEN! Nu drejer han af inden og flænser kradsebrættet på forpoternes vej op, til næsten så lang han er, danser med bagenden, som imitere han dansen han lige så. Så smider han sig drillende med alle “nålene” i potentiel fare for mine hænder, som ellers ville tage ham op.

Det er meget udfordrende, at være mindre larmende, når jeg skal være det bevidst. Kokkererer jeg, kræver hvad jeg synes er “lydløst” nærmest bevægelser i enormt velovervejet og fortænkt slowmotion. Altid lidddt forud i mine tanker, kræver ekstra umage for, at forsinke lydene i mit kølvand. Det går ikke altid godt med en lydbog i ørerne, som dæmper globalmaskinhakningen mod det stakkels spækbræt, der nådesløst tvunget i spænd mod min mave og bordpladen ikke får lov at slippe, før skålen er fuld.

Som den mentale håndbremse jeg må trække, 10 minutter inde i en opvarmning hvor nogen inden, jeg overhovedet har trykket på play, på mobilens skærm, såvel som inden i mig, beder, “nu er vel du blid ikke!” Underforstået, du får mig til at føle mig som en idiot, hvis farten på bevægelserne er for høj. Jeg vil ikke se dum ud, antager jeg også spiller ind her! Jeg vil gerne kunne følge med, så hvis du lige vil holde dig tilbage, skrue ned for musikken. Dig. Din udstråling vil ellers stå i for stor kontrast til det jeg kan med alle de skavanker jeg har nået, at samle sammen i de 20-25 år, jeg har levet længere end dig. Desværre kan rendyrket energi ikke sælges hverken på flaske eller som app. Hvis det havde været tilfældet havde jeg ikke skrevet dette, eller måske havde jeg, bare på Maldiverne i stedet for bænket i Dalen.

Jeg forstår det godt, har selv stået i situationer hvor jeg var den, der ønskede mig bedre. Det får mig dog stadig til, at føle mig som hesten, der har stået “urørt” lidt for længe i stalden og nu endelig ude i friheden med en lang eng foran mig ikke må gå til bidet, og strække ud med græstørvene hvirvlende op i store klumper bag ved. Som en galop hest tvunget ind på en rektangel dressurbane med mulen trukket helt ind ved bringen med mundvige, hvide af skum på grund af koncentrationen det kræver, at holde alt og alle samlet. Videregive energi skal på overfladen se nemt ud, ellers ville ingen føle sig trygge. Inde i mig er det en form for psykisk udladning, som jeg sætter i gang. En beslutning om, at samle følelser til små eksplosive bundter, der som gnister antænder nerveforbindelser muskler imellem. Driver fuldt ud bevidst min indre hest til en maxhastighed henover de første 10 minutter, hvor ideer om overgange, hvad man kan hvornår, hvor meget og hvorfor på en måde, der er forventet, at kunne få alle flyvende, lette på tåspidser og om hjertet (især) samtidig med, at min hjerne ryger i anstrengelsen af, at jeg ikke må kede nogen, være for hurtig fra et til noget andet og passe på sarte sjæle, knæ og skuldre. Smiiiil.

Ikke til at komme udenom, kun igennem.

Rappe fødder, gryder/pander der tages ud eller sættes på plads, døre der smækker, knagende dørhåndtag fra før århundredskiftet, skabe der klikker, dørhammer der ja, hamre. Så har vi ikke snakket fødder i løb fra andre steder i huset af, ved sprutten af glemt gryde i kog. Lydbogen hvis volumen er skruet helt op, så den som katten kan følge mig nogenlunde uafbrudt fra rum til rum, for tænk hvis jeg kun hørte lyden af mig, mit åndedræt, de bare fødders klasken mod de bare gulve! Uha, det er noget nær uhyggeligt du. Stole der skraber, piber, hyler mod gulve, ud, ind, hen, væk, fra og til. Ting der tabes, godt brugt, ulækker køkkenrulle lander på gulvet igen og igen, ved siden af, ovenpå, udenfor og indeni skabet. På plus siden skal dog i sidste tilfælde nævnes, lydkulissens tavshed.

Hvor der leves, spildes.

Har han indtaget toiletmåtten som en kongestol kan mine hænder komme til, at dryppe ned i hans pels på vej mod håndklædet. Det er så efter jeg har børstet tænder skrævende over ham med spytklatten tvunget lidt til venstre i nedskydningen for, at være sikker på at undgå den mørke bluse.

Lydene af, den hjemmelavede müsli, havremælk og kaffes dominoeffekt på “systemet”, tidlige morgener.

Det mellem brunlige fliser, ikke orket udskiftet, ekkorungende plask af smuttende fødebolles aflevering i perfekt brydning af vandets overflade i kummen. Godt! Vinduet var lukket…

Under “akten” har kongen på tæppet, (havde du glemt ham?) heldigvis situationsfornemmelse nok til, ikke at søge øjenkontakt! Det er stadig intimiderende. Hvad gjorde jeg, da børnene var små?

Nåh, ja nok ligesom nu, bare sked på det hele.

Fortsættes …

Test din kat

Af Simon Holland.

Venligst tilsendt af forlaget Harper Collins til brille påsat gennemlæsning.

Du burde kende mig nu og vide dette ikke bliver en decideret boganmeldelse, nok snarere en katte hyldest. En fejring af kattens væsen ja, det tænker jeg. Det kan godt være, at du ikke kan lide katte men det vil jeg væde med er baseret på en 30 år gammel oplevelse. En, hvor en bamseblød pote viste sig, at indeholde skarpe nålespidser (det sved) og fik din arm til, at ligne at du og din mindre kusine i Års havde duelleret med miniature riven (du den bløde løvrive) til kunstgræsset, foran den lille træveranda på hendes dukkehus. Har jeg ret!

Den erfaring har jeg nemlig også men…

Jeg har også stunder i køkkener med hvad der synes som en kæmpe af en blågrå hankat, højere end mig, fordi han skød ryggen op i mod min håndflade på køkkenbordet i mine forældres venner` s barnløse/fraflyttede børns køkken.

Dyr kan være mere large over for fremmede med hensyn til hvad de opfatter som deres enemærker end andre børn. Havde mine forældres venner hjemmeboende børn og vi snakker før jeg var 11, så anede jeg mange gange ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, når vi var på besøg efter reje cocktailen med avocado jeg ikke kunne lide. Inde i stuen med på en lytter, musestille? Nej, det var tydeligt de lod som om jeg var puden med det spraglede mønster i sofaen, som ikke overhovedet passede med de ensfarvede. De måske 2-3 år ældre børn i husstanden havde efter et høfligt goddag gemt sig bag døren til deres ellers godt nok spændende værelse, og lod sig kun midlertidigt lokke ud hvis der blev råbt, “dessert!”

Så var det jeg befandt mig i bugnende haver med umoden frugt (de gled ned … var jo lidt sulten), som hang tunge på alle de lavt hængende grene og en nu enten rolig kat eller hund omkring mig.

Jeg havde timer forinden udstået (bestået) den til tider voldsomme og skræmmende velkomst i form af flov snusen (i skridtet), gøen, hoppen op, små bid i fingre eller stirrende blik (jeps en kat). Nu føltes det som var den, den eneste, der var fuldstændig indforstået med min tilstedeværelse. Som barn blev jeg bidt af 2 forskellige hunde, begge ældre, fordi mine fingre ligeeee skulle glide igennem pelsen igen og forstod de kunne være nogle værre gnavpotter. Mangen en hund er blevet lukket hensynsfuldt inde bag en dør fordi jeg var skrækslagen til børnefødselsdage. Hvordan undgik jeg, at det skete igen? Hvad var de egentlig for nogle? Nysgerrigheden efter, at stryge respektfuldt i pelsretningen var ikke væk. Da jeg i forvejen var observatør i mit hjem var det bare, at udvide mit forsknings område. I dag er jeg af den overbevisning, at jeg simpelthen overhørte deres tegn på, at deres tålmodighed med mig var slut. Mit hjerte slår dog stadig lidt hurtigere, når jeg træder ind i et hjem med hund lige meget hvor stor den er, eller den løber prustende og halvkvalt af sin gøen parallelt med cyklen, et stykke op ad bakken, på min egen vej.

Med en kat foregår det meget på dens betingelser, (som med børn skal du lade den komme til dig) men er du, jeg, i virkeligheden så meget anderledes? Vil vi ikke også gerne have det på din, min måde. Jo, vel vil vi da så, andet ville være en løgn.

ALDRIG

Mødet med anden halvdel for snart 30 år var som, at blive tvunget ind foran et forvrænget spejl i TIVOLI`s skærsilden. Den jeg viste og opførte mig som var meget af tiden slet ikke hende jeg var og ønskede at være. Han gennemskuede al det usagte hurtigere end jeg kunne følge med og brød mig om, som når jeg sagde, jeg var ligeglad med noget (jeg turde ikke sige hvad jeg i virkeligheden ville have og slet ikke når jeg stod lige i det.) Men var det aldrig. Kom det ud af hans mund, kunne han leve med det uden brok, pis altså også 10 nul, til ham. Jeg er endda ikke i nærheden af, at være et konkurrence menneske.. med en uappetitlig stor dynge løg på, for som katten der ikke får hvad han vil have, når han vil have det, så skumler jeg og puh… jeg er med årene blevet virkelig dårlig til, at skjule det for dem som ser. Jeg ser ham med de lange knurhår, men vil det meste af tiden ikke også modelleres efter hvad en utilfreds katte mjarven diktere.

Skulle utilfredshed udtrykkes på katte maner, er der forskellige varianter men her er 2 eksempler du kan læne dig lidt op ad.

1 Du er fandeme ikke fed, at bo i hus med. Byder på et blik i din retning, hvor brynene han ikke har, næsten kan ses, rynkes. Halen lang bag ved, lidt bøjet i enden måske let svingende, hovedet nede imellem skuldrene, forpoterne helt fint, tæt sammen pegende anklagende mod dig. Uh.. du føler dig simpelthen så grim ikke udenpå nehej inden i, som møj beskidt. Luset. Nærig. Vi, her hjemme kalder stillingen at høne, bogen “test din kat,” for tekanden, fordi du bare mangler hanken, at transportere ham med. Den amerikanske version er cat loaf. Hvilket er, ja også rammende da han også ligner et sandwichbrød inden skiveskåringen.

2 Du er led, forstår ingenting og hvis jeg ikke vidste, at du giver mig en solid blok leverpostej fra Stryhns i morgen tidlig ville jeg gå min vej, som længere end 3 haver væk.

Tænk omvendt tekande, pige fornærmet. Du er opgivet, ikke værd at beskæftige dig med. Luft. Halen rundet om den sammenklemte krop med de små “albuer” stikkende op med pelsen åben, så du kan se hans bund trænger til en farvning, som er der fra naturens hånd kun prioriteret stærke farver ude i enderne af hver enkelt kattehår for, at imponere.

Tag endelig ikke fejl af stillingen, hvor hønen har bøjet forpoterne ind under sig som den hyper mobile akrobat han er. Her er han nemlig ikke sur (længere) og du kan ae igen. På ynglings stederne forstås, ingen grund til, at spilde tiden med at sige, være, mene noget andet end det man kan stå inde for træt, sulten, legesyg, hormonpåvirket, ked af det eller vred.

Fandens. Hun kender mig godt.

År tilbage, gaflerne klirrede mod tallerknerne, Goldielocks sidder skråt over for mig, snakken går. “Du lyver, mor!” Med det mente hun; pak ikke uvidenhed eller noget du ikke kan huske ind i tågesnak. Indrøm det. sig det højt, spyt ud. Pynt ikke på det, vis mig, os, hvem du er. Tydeligt. Så jeg kan synes det er trygt og selvfølgeligt, at gøre det samme. Udvisk ikke hvem du er fordi du vil fremstå som noget, du tror, vi forventer af dig. Du af dig selv. Vær ikke mindre, så tror vi du er mindre, det du viser. Vær upopulær. Det er godt nok. Du er. Vi elsker dig ikke mindre.

Hvorfor er det lige jeg synes, jeg var nød til at pynte på, skjule, tale noget ned, der også var mig? Lige nu. Hvem troede jeg det kom til gode? Og hvilken del af mig troede jeg kunne slippe afsted med det?

Nogen, indre barn, skældt ud årtier siden reagere frygtsomt på tone(r), der antyder, at jeg er dum. Føler mig dum, smiler men kun udenpå. Drillende stemmer på min bekostning og noget hopper inden i mig, som i en hinkerude en anden har tegnet og derefter givet mig bind for øjnene. Bange for at blive til grin, set ned på, foragtet for min fremvisning af svaghed, jeg står i mindre været` s svingdør fuldstændig rundtosset. Jeg putter klovnemaskens elastikker rundt om ørerne, smyger kostumet på, slænger entertainerens kappe over de hævede skuldre, siger noget sjovt. Så bestemmer jeg da selv nogenlunde over hvad der skal grines af. Noget jeg siger eller gør overlagt og ikke med sårbarhedens ringe skjold foran mig. Så er jeg iført rustning, rumdragt og teflon … ha det svarer til en lilla bluse og gule shorts på en 5 årig som beskyttelse mod regnen, der står ned på en varm sommerdag hvor fortorv står dampende ved opholdsvejr 10 minutter senere.

Igen

For ikke så længe siden, gående side om side, Goldielocks ord lukker mig ned, fra snakkende til tavs på sekunder. Omgivet af larmende biler fornemmer hun ud af øjenkrogen mit kropssprog ændres, jeg er lige der trådt såret baglæns ind i den hermetisk, lukkede vanecentral. At blive gennemskuet og konfronteret er en god ting men, at fjerne automatreaktioner er som at save en arm af med et multiværktøjs lille kniv, en meget, meget lang proces. Hvor er det irriterende, at det sårede indre barn stadig hopper i trampolin inde i min hjernes aflukker, og ind imellem kommer boblende ud af min mund som havde jeg spist sæbe. Hvert hop en dårlig reje, en gammel oplevelses reaktioner, der er i konstant og synkrom bevægelse med den sydende lava i min maveregion. Hvert hop i kø til jeg tør fange rejen og pille skallen af, se, forstå, tilgive og favne. Nægter jeg, dykker hun glat ned under overfladen til næste gang… Først når jeg tør give endegyldigt slip på fortidens ydmygende tankespiraller, kan pigen lyne lynlåsen til trampolinens beskyttelses net udefra, og jeg vil kunne slukke fremtidige anfald af smertelige mavekneb inden de holder mig i et time langt jerngreb, som skyldes holdt vejrtrækning. Jeg må være her, der, alle vegne med en mave i bevægelse, eller i let runding neden under tætsluttende linninger.

Som med en hund har du hvis du er meget sammen med en kat fået en fantastisk chance for, at blive budt velkommen ind i et fjernt univers i miniformat i dit eget hjem. Giver du den mad, har du den. Hvis du altså vil. Hvorfor ikke starte med at fylde skålen på, ikke på klokke slet, men meget tæt på. Jeg elsker selv, at vide hvornår jeg skal spise (og hvor) og er derfor ikke glad for, at andre skal diktere min sult på f.eks. en ferie, når nu min mave konstant er 1½ time foran andres i behovet for opfyldning.

En kat er som et barn, selektiv, konstant sulten efter godbidder, men tørfoderet/agurken (altid til rådighed) kan sagtens vente, især hvis madskålen er fyldt med små stumper ofte, stadig vådt tørfoder adr.. den altid absolut skal sende ud i alle retninger, når den spiser med de helt katte særegne lyde, bebrillet 18 årig kan imitere til perfektion med de dertilhørende mundbevægelser. Stumperne skal fjernes, hvilket ikke bliver af dens mund før indholdet i skålen findes værdigt til, at nedsænke hovedet over igen. Du er ikke i tvivl om dens utilfredshed bare rolig. Jeps, madsnob, skide irriterende, uhhh, ligner den så meget.

Meninger

Engang ville jeg ikke spise RØDE pølser, hallo jeg mener det er jo tydeligt, at der er leget med den kemiske farvelade her ikke! Så ville jeg ikke spise dem, ja, på grund af, at de ikke er kød vel? De er sådan set skrald. Ser for mig slagterens store næve skrabe med lillefingersiden i tæt forbindelse med bordpladen brusk, sener, knogle splinter ned i den store skål og lade kværnen gøre sit arbejde.

Nu. Nu vil jeg helst ikke spise dem fordi de jo kommer fra et dyr, som er holdt indespærret på plads, der svare til en burhønes i svine format og som ikke engang har daglig udgang. Som et gidsel holdes den indespærret i sin egen urin og afføring, udpressende smågrise efter en til nøje lagt tidsplan for, at jeg kan købe pølserne billigt. Nej, jeg føler mig som et svin, når jeg putter 1, 2 og 3 bid i munden og så ved 4 er det fortrængningen tager over og forestillingen bliver sløret og det smager jo godt sammen med…. Så galt kan det vel ikke stå til! Kan det?

Den, bogen er lidt tynd, så er det sagt både fysisk og i sit skriv. Tam faktisk. Den har sine sjove “sider”, klart, måden vi alle kommunikere med og omkring ham, på bogstavelig talt alle tider af døgnet er i tekst og billeder let genkendelig. Men den mangler omfavnelsen af charmen, at de som børn er det tiltrængte spejl vi skulle søge noget mere så vores selvironi ikke blev låst ude, glemt, frasorteret.

Jeg kan bare ikke slippe tanken om, at bogens forfatter er en hundemand.

Jeg tager lige katten med.

Jeg har absolut intet, at basere den fordom på, for jeg gider jo ikke, at læse den om hunden for sådan en vil kræve luftning når det regner og graver ikke selv sin lort ned. Jeg kan godt lide mit dyr lidt mere selvstændigt på den måde, jeg har trods alt opfostret de børn jeg skal have. Går dog ud fra de 2 vidt forskellige racer er lige irriterende i deres insisteren på, at nu står du, tobenet/slave/tjenerinde altså op. Jeg vil nemlig spise (indhalere) katteslik og leverdreng på 50 sekunder, lægge mig til at sove og være fuldstændig ligeglad med dig i 7 timer efter, at jeg har sunget min klagesang i dit øregangs medrivende ekko, for hvor skal jeg sove nu! Mens jeg overvejer lader jeg min pels på klædte krop, udfolde sig over en kvadratmeter optaget gang areal. Altid hvor der er fuld udsyn i alle retninger, mest mulighed for træk hvis hedebølge, og mest besværligt for passerende fødder med overfyldte kopper foroven.

Menneskeperspektiv

Nogle dage skal vinduet bag min morgenmads spisende ryg hoppes ind og ud af 3-4 gange først inden du falder til ro og forsvinder sporløst. Hvilket gør min brændende kaffe kold gr… Nåh, men i det mindste er min hud i ganen stadig intakt.

Jeg ved ikke med andre andre katte ejere, men jeg beundrer næsten hvor ubesværet han kan få mig til, at føle mig som et andet velvilligt, manipuleret fjols. Anden halvdel flytter sjældent blikket fra bogen på bordpladen, hvor imod jeg tvangspræget og stadig dybt fascineret vender mig ved hver mindste lyd forvrænget af, et så stort gab, at jeg lige inden den brune snude finder pelsen på de tomme “kugleposer” forneden har at overordentligt, og uimodståeligt fint kig til lyserød gane. Jeg ved ikke hvad der er galt med mig!

Vi har været omringet af ham i 1½ år og før ham en anden, jeg stirre stadig. Når han slikker sig går jeg nærmest hypnotiseret i en form for veltilpas trance. Jeg har endda overvejet (lige nu i dette øjeblik), at optage det, så jeg kunne se det i oprørte tilstande.

Bliver han så dømt ude, for meget, mindre kat?

Kræver det, at man vil teste noget, nogen, ikke materiale man kan sammenligne med? Selvom jeg ville ønske, at jeg kunne formindskes ned til størrelsen af en meget mæt tæge og placeres som et kamera mellem de store ører, så er det jo lige så umuligt, som da jeg ønskede at være en edderkop i diverse klasseværelser-og institutioners støvede hjørner. Vores forsømte hjemmealter behøver heller ikke et mere tidskrævende intermezzo med os dødelige, end de i forvejen 2 ugentlige filmaftener og udspydelse af hoftevridende zumbavideo` er med lydvolumen skruet helt op, tilfældige formiddage. Jeg aner ikke om han styrer de omkringliggende haver, når han føler trang til, at snige sig omkring i ly af mørket mens jeg vender mig i soveværelsets odeur af kropslige væsker. Jeg har dog observeret hans pædagogiske dans med fin, sort kat med grumsede øjne. Hun støder ikke ind i ting (så de kan bruges) og hun holder pænt sin afstand på sine små hvide poter, når han langbenet står i vejen for vores hus åbninger, et kattehoved højere og øjne så store og smukt skinnende som 5 kroner.

En smutter

Der var dagen hvor jeg sad, mad indførende i hurtigt tempo foran Hanne (pc` en) placeret på spisebordet med direkte kig, hvis jeg ellers kunne flå blikket fra skærmen, til det katte forbudte område, soveværelset. Reglen er; at døren som den kinesiske mur skal være lukket, ligeligt uoverstigelig som uigennemtrængelig for trapezkunst og dyne hungrende kat. Ørebøffernes bøjler følger ørernes buer inden under håret og dupperne er godt klemt ind i de fedtede øregange. Pst… en myre kunne bruge dem som skøjtebane efter timerne tilbragt i ske med ørepropperne for, at holde lyde af mennesker ude under søvnen. Er de presset for langt ind i øregangen af håndryg (forbudt område ifølge den lille sammenfoldede brugsanvisning) har jeg en stønner i øret. Det er … ja, det er mig. Så de af kollega jævnligt kommenterede, spændte nakkemuskler er ikke nogen overraskelse med det pres jeg føler mig nødsaget til, at holde øreproppen under for, at forhindre mulig flugt. Lad mig bare sige, at ved 4 halvvågne tjek af mørklagt rum, konsekvent efterfulgt af vendinger med indlagt hoftehop, som en indgroet ingrediens er muligheden for eventuelle forsvindingsnumre høj. Tænk vane med rødder ned til jordens flydende, brandvarme indre. Mindst.

Og så snakker vi slet ikke om, at min næse (blødelen) er skæv i forhold til næsebenet, så det ene næsebor er nærigt med sin tilladelse af ilt optagelsen (hvilket sidelejet ikke gør bedre) og det andet til tiden kan lugte lidt af numse! Det sidste er heldigvis kun .. næsten hvis jeg lukker det andet, men det bliver jeg jo nød til, at tjekke tit! Om det stadig gør… Hm.. det gør det.

Håber virkelig du fnisede der eller blev ja frastødt, det er jo også en mulig reaktion, men det kan jeg godt have, kan jeg mærke. Tanken.

Har du også en lidt akavet sovestilling? Hvilke mindre hygiejniske tvangshandlinger fortæller du ikke andre om. Tænk hvis vi kunne udveksle, bare sådan lige slynge det ud til den forudsigelige familie komsammen, hvor man næsten ved, hvem der siger hvad, hvornår. Hm.. Skal til en i morgen.

Er den ene perfekt formede øreprop faldet ud i løbet af natten, finder du mig efter zoombie lignende snublen til og fra toilettet, i febrilsk fumlen efter den i revnen.. mellem sengene, eller i sengebordsskuffen efter nødlageret, de gamle brugte… Opgives de står den på, hovedet ud over sengen i blind panik med fingre i vildt løb som førnævnte edderkop over gulvet. Anden halvdel er sød og vender sig om på den anden side, da det altså larmer pænt meget, at komme depoterne igennem. Om morgenen er jeg efter bare knæ, på bart gulv (sidder ligesom fast) helt nede fladt, mavende mig rundt med hovedet, hurtigt skrabet på toppen, spekulativt nikkende, med blikket inde under sengens meder.

A ha.. det var derfor jeg ikke kunne finde den.

Lettet øreprops findende afhængig

Selvom det langt er at foretrække, når jeg finder dem i revnen, har det desværre den pris, at den kan være klemt. Skæv. Mine bryn rynkes, “æv nu passer den ikke mere til DET øre!”

Nåh… men jeg sad og så YouTube video` er og der var den her lyd! En hylen! Ignorerer. Længe.

Halvt igennem mit veltilberedte måltid måtte jeg konkludere, at den krassen og mjarven ikke kom fra min video, da der var ikke skyggen af hverken knurhår, spidse hjørnetænder eller svajende halespids. Lirkede modvilligt (indrømmet) den ene ven ud af øret. Fri af isolationen blev lyden højere. Hm… den kunne da ikke komme fra soveværelset!

Nåh, men er jeg lige gået derind for, at skifte tøj kan jeg være stensikker på, at han sekundet efter sidder og hyler lige uden for. I 5 minutter. Der kan jeg stresset nå, nærmest at stå på hovedet i mine underbukser. Min balance sidder åbenbart kun i skabet iført træningstøj. Noteret. Når jeg så hiver døren op er han der sjældent. Så føler jeg seriøst, at han må sidde et eller sted i huset og klaske sig skraldgrinende på sine bløde katte lår over, hvor nem jeg er… Respekt. Altså.

Fortsættes…

Linjer og en anden begrebsverden

Begge havnet i min postkasse med bud fra forfatterskabet.

Ansigtsyoga

Før var det mine dunkle “hyggeposer” under øjnene, som var det første mine øjne fokuserede på ved granskning i spejlet. Om vinteren er forskel på bleg og gråmeleret ekstra tydelig jei… jubiii. Nu efter udendørs undervisning er det linjen fra min næse til min mund især i den ene side. Troede jeg virkelig på, at skæve grimasser ved aften tide ville have en indflydelse på fugerne?

Tror jeg det nu?

En ting er sikkert, bogen er nem at læse og forstå, men se det for dig! Du har læsebrillen på næsen, for at læse… Samtidig sidder du og trykker dig nogle forskellige steder langs næsen, under brillen. Det siger sig selv, at det er lidt besværligt, at se op mod loftet også. Så bogen ville helt klart være oplagt som lydbog.

Måske er der ikke blevet læst nok højt for mig, måske er jeg en doven læser eller måske er det bare belejligt, når man gerne vil være fri fra det tumult ens egne tanker kan have gang i uden særlig megen tilskyndelse.

Jeg har ikke trænet flere måneder endnu, og de linjer har jeg jo ligesom været noget, der sikkert kan fejres med et 10 års jubilæum om at kreere. Al den møven mig rundt ned i hovedpuden, i kampen mod, ikke mørkets kræfter, men søvnmonstret for bare nogle timers søvn uden kasten mig rundt, tankemylder og opvågninger af så små lyde som anden halvdels prutter i halvmørket bag mørklægningsgardinet. Så jeg tænker, at det er lige lovlig optimistisk og forvente så hurtigt resultat. Kan jeg i virkeligheden ikke kun håbe på status quo? Alder og alders tegn kan ingen holde stangen og hvorfor er det vi altid prøver? Det jo ligesom, at råbe efter månen i forventningen om, at kunne nå det lysende skær.

Nu er jeg så ikke altid helt sikker på, at jeg rammer rigtigt på de forskellige anviste punkter rundt omkring, men nogen af dem er virkelig ømme og det føles både sjovt og rart at trykke sig rundt. Skulle nok egentlig stille mig foran spejlet for selv, at nyde godt af underholdningsværdien. Nu er jeg en, der tror på, at ting nytter og der er da heller ingen tvivl om, at når jeg har været igennem et program så kan jeg mærke varmen er øget i ansigtet hvilket er bevisførelsen på, at blod til-og fra “kørslen” de forskellige steder imellem er øget. Jeg har gjort noget godt for mig selv, det kunne jo bare være det Ik? Jeg googlede og en læge kom frem. Han var af den overbevisning, at mine linjer ikke kunne påvirkes af træning med ansigtsmusklerne, for de skyldes, at fedtpuden der sad skråt ud og lidt oppe fra mine linjer, voksede ned af 😣. Men hvad ved han om det! Han sagde dog en ting jeg kunne lide. Han anbefalede af samme årsag ingen indsprøjtninger der. Godt at vide, selvom de godt kan holde de kanyler langt væk fra mig. Ved helt ærligt ikke hvad jeg vil byde dem, som en dag siger jeg skal under kniven? De skal i hvert fald have deres argumenter underbygget med allerhelvedes mangeårig grundig forskning.

Jeg tvivler ikke et øjeblik på, at træner du kroppen (nede under halsen) har det en vanedannende effekt for over all velvære, så hvorfor skulle det ikke gælde toppen?

Bogen er en begynderguide som Susanne Dyhr skriver og den er også lige til at gå til. Du får alle øvelser enkelt og kort forklaret med billeder først og så har hun længere inde sat dem sammen i små programmer på en side, så det er nemt at overskue dem med brillen rykket fri af det ene øre.

Beroligende

Mine ansigtsmuskler skriger på afspændingsdelen, for allerede ved første tryk hvor jeg lader min hage hænge nedad mod brystet begynder en serie af gab, så øjne og næse bliver våde og tilstoppede. Heldigvis kan jeg dem udenad nu. Måske trænger dit ansigt også til kærlig opmærksomhed!

Laver øvelserne mens jeg retter dette, de er hyggelige at lave, gaber. Igen. Pudser næse. Igen.

Jeg har ikke opgivet endnu.

Ved nærmere eftertanke vil jeg nok anbefale dig, at se dig i spejlet de første gange da du jo nødig skulle ende ud med flere linjer end da du begyndte.

Vi er tiden – at være menneske

Jeg ved ikke om jeg skal udlede titlen sådan.

9 Noveller/møder mellem mennesker i 9 forskellige byer.

Umiddelbart er bogen ikke noget for mig (ved s. 25 ud af 108), jeg vil gerne fodres mere med oplysninger. Jeg bliver lidt træt af, at gå med ud i forskellige blinde veje hele tiden, da noveller som udgangspunkt ofte er korte. Af samme årsag synes jeg koncentrationen kan være svær at opretholde, for jeg putter meget koncentration i hver sætning, og så bliver jeg frustreret, når det er, ja, for mig spildt. Jeg føler mig sat tilbage til start. Slået hjem. Jeg kan sagtens gå med ud ad tankerækker men de skal være håndgribelige. Jeg har det på samme måde med kunst. Tag mig med på museum og alt i mig tørrer ud fra øjne over mundhule til fornemmelsen af dødvægt på mine skuldre over alt det jeg tilsyneladende er forventet, at kunne se og forstå. Min krop drænes for energi i luft hvor stilhed og kontrollerede bevægelser hersker og selv støvfnuggene tøver i deres svæven mod jorden.

Du vil vel ikke ende dit liv på refleksionen af en af dine mange plat*forme?

Mig? Hvem mig, svarer jeg

Bid mærke i disse plat*forme som er lag af bevidsthed. Hun starter hvert kapitel ved at iscenesætte, lader tæppet gå og placerer dig som tilskuer på de bedste tilskuerpladser. Du sætter dig bedre tilrette, tror, at nu skal du lige ud, til du lukker bogen for i dag, slukker lyset og presser ører propperne ind i de i forvejen fedtede, former. På få linjer vælter hun, via disse plat*forme den scene hun har skabt om på siden. Du bliver nu enten nød til, at lægge bogen fra dig eller nysgerrigt og videbegærligt overgive dig. Gå simpelthen med på præmissen. Nu er alt muligt, kun din (læserens) forståelse og forventningen herom sætter grænsen for hvad du kan få ud af disse møder, dine øjne er vidne til.

Magisk realisme er en måde at fortælle på, hvor den realistiske handling kombineres med fysiske love der overskrides og hvor uforklarlige hændelser og magi sker. Som ved eventyr er det ikke meningen, at du skal tænke nærmere over eller sætte spørgsmålstegn ved det.

Jeg valgte bogen fordi jeg havde på fornemmelsen, at den ville provokere min egen indre magelighed som læser. Ved at se hvad andre kan gøre med ord, åbnes værktøjskassen i forhold til mit eget skriv, tekstforståelse og fantasi. Give slip på, at føle mig som en kvindelig tilskuer til kejseren, der går under baldakinen i kejserens nye klæder, når en bog ikke har en start, rød tråd og tydelig slutning.

Afvis ikke noget du i første omgang ikke forstår, måske skal du også begynde at fortælle en anden historie om dig selv, til dig selv, til andre.

Jeg kunne godt finde på, at læse noget andet af hende Camilla Howalt, skulle hun få udgivet mere, for jeg har en høne at plukke med magisk realisme genren.

Kh.

Lisser

Lytter lige nu til Mikael Bergstrands Yogi i Østerlen, som er 3 bog i serien om to mænds venskab, svenske Göran Borg og indiske Yogi. Oplæseren gør det så godt, at jeg mistænker han selv er ganske godt underholdt, når han snakker som Yogi med indisk accent.

Nr. 1 hedder Delhis smukkeste hænder

Nr. 2 Tåge over Darjeeling

Glutenfrie Årstider

fra 2019 af Karina Baagø venligst sendt af Forfatterskabet til gennemlæsning.

Jeg har ikke glutenallergi, men jeg har en ikke diagnostiseret sukker intolerance. Når der er noget man ikke kan tåle, skal man ÆDE den og det har efter min erfaring nogle stadier man skal igennem.

1. Fornægtelsen, som fletter fingre med håbet man har om forbedring ved, at skrue ned for synderen. Kunne det bare gøre det! Tricket, som på magisk vis ville føre alting tilbage til før… normalen…

2. Vreden/frustrationen, når man har prøvet udelukkelse over en tid, og de heftige konsekvenser kommer alligevel, når udskældte, stærkt mistænkte foder indtages igen.

3. Sorgen over, at det der var, nu er udelukket. De 2 ord, for evigt, er virkelig svær at sluge. Ja, man skulle jo tro jeg her talte om en mistet og kær, gammel veninde eller familiemedlem, men er det ikke også det vi snakker om her. Noget vi har taget for givet og som vi bliver skide irriteret over, at blive frarøvet uden advarsel….

4. Accepten er, når din indre kamp har fået dig til, at lade de boksehandskeklædte hænder hænge ned langs siden. Storprustende står du som en tæmmet hest, der endelig har taget det faktum ind, at fra nu af er det med bidsel og sadelgjord under bugen. Den strakte galop er stadig mulig men bare ikke ud over de åbne vidder.

Men er det ikke også langt, at foretrække hvis du før havde det så skidt så du kun magtede, at skridte med lavt hængende hoved.

Nu tillader jeg mig, at være sikker på, at hvis du er voksen så har kroppen i lang tid prøvet, at råbe dig op om dens daglige kamp for, at bearbejde den fødevarer den nu ser som en fjende. Vi har bare ikke forstået, at vores utilpashed, svamp, smerte, diverse … rent faktisk er rød alarm før lukketid. Det er selvfølgelig noget andet, hvis det er et helt lille barn som Karinas, vi taler om.

Flot billede, men tarteletskallerne ligner altså en mellemting mellem ler og papmache. Måske et afgangsprojekt i samarbejde med Vestforbrænding afd. Ballerup, i faget formning årgang 1984.

Det er virkelig godt, når nogen som Karina sparer andre i samme situation eller snart vil være det TIMERNE, ugerne, månederne, hvor håret i forvejen trækkes ud af hårsække, og samtaler med uforstående familiemedlemmer vil sluge energi, fordi de ikke kan sætte sig ind i problemstillingen eller slet ikke prøver. Måske overhører de direkte, når problemet forklares, da det er til besvær. Eller tror det ikke er inklusiv tiden tilbragt sammen med dem.

Lidt forståeligt nogle gange da man som den, der har problemet kan være årevis om selv, at forstå det. Hvad må jeg hvornår og i hvilken mængde og er der noget, der ligner, jeg godt må? Alle de forbandede indholdsfortegnelser på bagsider af indkøb, skrevet så mikroskopisk, at selv en myre skal have fat i luppen. Hvedemel tjek, sukker (kan gemme sig langt inde og nede i form af et ord der ender med ose) tjek, tilsætningsstoffer som ikke engang google kender definitionen på nogle gange. Du skal jo nærmest forbi et laboratorium for, at få åbenbaret indholdet. og så er der jo altid sætningen.

Kan indeholde sporstoffer

på Næsten enhver indpakning af spiseligt

Hvad er det forventet jeg skal gøre? Forestille mig det er Find Holger (du ved tegneserien)? Har sporstoffer måske også rød og hvidstribet bluse på og strikhue med kvast? Næh.. nej vel! Ikke sidst jeg så efter i hvert fald.

Jeg kunne få en kogebog gratis, troede jeg. Nu er tid jo også penge, så når jeg er færdig her har den kostet en del. Bogen viser sig, at have udelukkende bageopskrifter og da jeg jo ikke skal have så meget sukker indenbords… Til gengæld skal der bruges majsmel i de fleste af brødopskrifterne, det er et held. Det har anden halvdel nemlig som et andet hamster, hamstret i så store mængder så man skulle tro, at han lige om lidt vil annoncere sit årtier lange utroskab med mexicansk kvinde og insisterer på, at hun flytter ind i den fraflyttedes stadig solopvarmede men nu også pruttelugtende værelse (hjemmekontor) med sine 3 børn.

Jeg er blevet nød til, at investere i fuldkornsrismel, boghvedemel, svesker, hirseflager og glutenfrie havregryn (andet er at snyde synes jeg). Jeg har nemlig tænkt, at holde mig stringent til Karinas opskrifter. Hun er for øvrigt dejligt fordi hun IKKE prøver, at sælge sine opskrifter som, at det er da fuldstændig det samme uden hvedemels magi, som med.

Jeg har det lidt anstrengt med (endnu), at når vi ikke kan tåle noget så skal vi partout finde en erstatning, der smager af det samme som hveder uden hvede. Det ikke for det jeg forstår om nogen, at når man sidder i familiens skød til højtider så er det bare for sørgeligt ikke, at kunne spise det de andre spiser. Jeg har jo selv prøvet alt muligt uden sukker eller med mere eller mindre vellykkede substitutter. Men når man tager sin egen variant med, er det så ikke alligevel det man gør? Hvorfor så ikke lave noget der er et plus til buffeten, i stedet for en erstatning. Det har det arbejde, som er lagt i det fortjent synes jeg, og andre der ikke har problemet har godt af, at få rykket ved deres plejer.

Min erfaring med plejer er, at der kun er et sted jeg kan rykke noget.

Hjemme i mig selv.

At få bare en enlig tomat ind på et påskebord er jo en direkte fornærmelse over for de mange variationer af fisk, som det er et under man ikke bliver skide syg af at spise. Især når man tænker på, det kun er 2 gange om året vi indtager den store mængde bly eller hvilken anden forurening der er, at finde i de sild, rejer, laks, der er påskekyllings omringet på bordet.

Opskrifterne i bogen er lækkert og tydeligt sat op og jeg er helt med på, at når jeg laver hendes hvidløgsflutes vil de sikkert ikke smage som NETTOS pap stykker af samme navn, men hvidløget skal nok gøre sit. Hun fortæller lidt om baggrunden for bogens tilblivelse, det er vigtigt, for det er ikke hende selv, der har gluten energi.

Tilfældigt læste jeg et gammelt blad, Søndag fra 2018, svigermor ryddede ud og deri var en artikel om 2 søstre, som har startet et glutenfrit bageri i Prinsessegade, indre Nørrebro i København. Feelgood Bakery er der endnu, har tjekket. Du skal bestille online tror jeg, også uden for coronatid. Jeg har heller ikke fået penge for, at reklamere for dem.

Jeg fulgte opskriften Hvidløgsflutes på side 41 fuldstændig. I stedet for, at ælte ude på køkkenbordet kræver den en røremaskine (i minimum 20 minutter), jeg har kun en elpisker så jeg havde sat skålen i vasken, piskeren på en våd karklud og ledningen rundt om elkogeren, alligevel kunne jeg jo ikke helt lave noget andet vel. Men jeg fik ikke dej klistrede hænder eller bord, fair nok handel synes jeg.

Goldielocks kommentar; “mor hvis jeg havde råd ville jeg købe dig en røremaskine.” Vi ved begge, at anden halvdel ville stejle som en araberhingst, hvis den sammen med Vitamix blenderen også skulle stå på køkkenbordet nu hvor han lige har fået kaffemaskinen ud! Venter spændt på, om han en dag tager mig… Som en fejltagelse….

Nu laver jeg majsbrød ofte og de har en lidt grynet/grov konsistens som jeg holder meget af, det har det glutenfrie hvidløgsflute også. Hm og hvem kan ikke lide hvidløg! Jeg lavede hvidløgssmør til den bebrillede og hvidløg/persille til mig selv, det har Carina vist også i sit. Jeg lavede 3 brød, som ikke kunne formes som i OVERHOVEDET. Det 3 ligger nu som hun foreslår i fryseren parat med rest af mine smørvarianter i rillerne. Jeg varmede det andet dagen efter i ovnen og det var som friskbagt, virkelig lækkert, i morgen spiser vi 2 halvdel.

Planen er, at prøve hendes i hvert fald ene a la rugbrød men altså uden rug. Ud over mine poser med majsmel kommer jeg også til, at bruge min majsstivelse som også er hm… udløbet og har fået kogt en masse quinoa da det eller ris skal bruges. Bebrillet bryder sig ikke om røde suk… quinoa så dejligt bare, at skulle lave det til mig selv.

Men er DU gluten allergiker så skriv til mig så kan du få bogen, du betaler bare porto eller vi kan mødes.

Knus

Lisser