“Lille spejl på væggen dér,

hvem er mest villig til at ændre sig her?”

Indlægget kunne glimrende være et appendiks til indlægget fra 4 februar, ” O A`s (overgangsalderens) abc.”

Har du prøvet det?

Samtalen iført dybdeborende og insisterende øjenkontakt med hende i spejlet?

Hvad var du egentlig i stand til at være over for til hende? Læg hånden på det berømte hjerte. Var du en lyttende veninde, en favnende mor eller var du en nedrig bitch?

Louise L. Hay vil have dig til at give slip på al modstand. Med den holder du dig selv ubehjælpsomt fast i gamle overbevisninger, og udelukker derved muligheden for at nye og dejlige ting kan ske for dig. Og hvem vil ikke have det?

Selvfølgelig er det, der hvor du møder allermest modstand du skal arbejde.

At se sig selv ind i spejlet med svømmende og skræmmende øjenkontakt er den hurtigst mulige måde, at opnå resultater med bekræftelser.

At “muge” ud, som hun kalder det, i det mentale hus burde være på dagsordenen som lejligheden, huset du rent fysisk bor i. Og ligesom hvis man ændre sine kost vaner kan det hele godt blive værre et stykke tid før det stille og roligt bliver noget andet. Bedre kan tage endnu længere tid. Måske tænk 10 lørdage, 10 x toilet rengøring. Det må kunne gøre det.

Jeg går ud på toilettet, ser mig selv ind i øjnene intet problem indtil nu, da jeg nemlig så er fri for, at se mine mørke rande under dem. Formen, minder heldigvis om en glad smiley og ikke en vranten mund. Deres uønskede eksistens skyldes enten noget genetisk, noget eller nogen jeg ikke kan “tåle” eller det faktum, at jeg har sovet dårligt langt flere år end jeg bryder mig om at tænke på. Poserne med alm.-og natbind ligger åbnet, men lige halvfyldte/tomme i den store dybe skuffe ude på toilettet. I soveværelset, i sengebordets ene skuffe ligger den “anden” graviditetstest. Ligger og venter i sin ensomhed i den åbnede plastik mellem pakken med lommetørklæder fra R, en kuglepen klikket ud, en notesbog til tanker der strejfer og bogtitelnoteringer, gamle nød (brugte, svedt, små “anderledes” i farven og passer nu kun til den “rigtige” gang) ørepropper og bollehåndklædet. Jeg har foræret Goldielocks kondomerne.

Du kan låne den efter Goldielocks, tror dog at jeg vil have den tilbage.

Det er som om at overgangsalderen kører på de allersidste hormonelle indfaldsveje. Som en anden bølgende sinuskurve har hedeturene de sidste mange nætter vækket mig op og jeg har krænget dynen af inden hederen blev for uudholdelig. Undskyld, jeg forstår først nu, at overophedning kan være meget ubehagelig. Så er det faktisk mere “rart”, at rygcrawle i sveden mod daggryet. I mine forsøg på at snyde dem, har jeg stukket lemmer ud i forskellige positioner for stadig at kunne kramme dynen, men de flader sig ubarmhjertigt ikke ud, før jeg ligger halvnøgen på tænderhakkende afstand af dynen. Vælter mig derfor for det meste ud over kanten, og åbner døren til stuen med en lyd, som kunne vække en hel sovesal. Synker ned på brættet, mens jeg gør mit alleryderste for ikke, at tænke på noget som helst i verden. Lige så snart en tanketråd slipper en hjernevinding prøver jeg, at afbryde dens videre forløb. Den kan nemlig inden jeg når håndtaget til min dynes opholdsplads igen, hurtigt blive en indædt “here we go again” muted monolog, hvor jeg brokker mig til mig over visse arbejdsrelaterede problemstillinger.

Problemet er, at et eller andet sted inde i mig, er den ene af de 3 kontrakter jeg hvert år underskriver til hver enkelt arbejdsplads for en sæson, åbenbart skrevet ikke i blod, men i en form for overnaturlig loyalitet krydret med skyld. Veninder er både på andet og tredje jobskifte og jeg… Jeg beundre deres forflyttelses naturlighed med fornyet spekulerende nysgerrig. Jeg har grebet den mentale graveske.

Så nu står jeg foran spejlet, med allerede rynkede og tynde formandende bryn.

Jeg åbner munden og lukker den så igen, for døren er åben og at snakke til en skærm via skype er en ting. Tale til mig selv, med mig selv herude “eye to eye”, det gør mig så genert, at jeg akut føler trang til, at tage bukserne ned og lige tjekke om jeg skal igen. Det, selv om det slet ikke er det tidspunkt på dagen, og 1-10 gang på skype er jo længe siden nu.

“Jeg er villig til at give slip på min modstand mod …” Jeg lukker døren.

Det kunne ligeså godt være en voksen variant af, “jeg melder krig mod”.

Men dette er ikke krig vel! Dette gentagne ritual skulle jo netop være en begravelse af den fandens stridsøkse. Står jeg ikke netop her fordi jeg er så træt af, at være i krig med min egen angst for hvad der ville ske, hvis jeg gav slip på min tro på… Ja hvad? Jeg ved det faktisk ikke rigtig mere, som har det sidste år lagt et slør ud over alle mine gamle begreber. Hver gang jeg bliver behandlet som et irriterende barn og tilsidesat efter jeg har sagt min mening, skærer de gamle “bånd” dybe rifter i min følelse af forurettelse. Det er som om, at det beskyttelseslag som har siddet under de bånd er faldet af, forsvundet. Jeg har ledt men kan ikke finde dem. Måske er det givet til en anden? En med mere behov? Klovene skraber i manegens bløde grus og jeg dukker mit hoved, ikke som før for at finde mig i det, men for lige om lidt at storme frem med hornene først. Jeg tvinger mig selv til, at tage mig tiden. Se mig omkring ud under korte øjenvipper, for giver jeg efter for raseriet vil det være, at give efter for en ny form for blindhed, en anden måde, at give ansvaret fra mig på.

“Jeg er villig til” rømmer mig, prøver igen, “give slip på.” Undskyld jeg starter lige igen ikke! “Jeg er villig til, at give slip på min modstand, al min modstand mod, at sige et hold op, èt hold!”

Sidste år slap jeg faktisk et, men det var en naturlig afgang ved døden, for få og ændrede lokaleforhold så det var ikke rigtig mig, som sagde op. Jeg blev ladet gå, eller jeg blev ikke ansat igen, hvordan du nu end vil beskrive det. Nåh det var så det, rart, men så dukkede et andet op. Et jeg selv havde ytret ønske om i det forsømte covid 19 forår. Nogle arbejdspladser støtter og skubber en helt ud til kanten af sit skælvende jeg, hvad de heldigvis ikke kan se over mail. Når man så fortsætter selv, ud af deres udstukket vej, hepper de, som svævede man som en anden påskefyr (du ved Big J.) uden at synke i til anklerne.

På grund af corona har jeg arbejdet meget men på mit eget gulv, foran kameraet og pc`en Hanne til trætte fingre og en hjerne sandet til. Da det ikke er beviseligt for dem, der nægter at tjekke det ud, har jeg indvilliget i, at undsætte på anden vis og underviser for første gang tror jeg i 25 år (det er så nogensinde) i dagene op til påske. Løn fra en arbejdsgiver, den anden “not so much”. Fair efter måneder arbejdende derhjemme og ikke arbejdspladsen? Goldieloks kinder gløder, øjnene skuler og munden mumler “fagforening..”

Jeg følte mig presset og sagde friskt i stemmen, “jeg underviser i dagene før påske”, det var så før jeg fandt ud af, at det ville blive en bonus for alle andre end mig. Ligesom teenageren er forventet, at babysitte sin lillesøster, så mor og far kan gå på date. Hun fik jo lov til at holde en fest i sidste måned. Det er skyld med sky på. Det er ikke for det, hvis der bare dukker nogen dejlige smil op jeg kan undervise, (helst ikke dem, som ser op mod skyerne, kniber øjnene sammen og siger, “det bliver vist regn”), så vil jeg med den største glæde gøre det. Noget knirker dog modvilligt, som kæden på den gamle cykel lige før den sidder ubehjælpsomt fast på grund af rust i leddene.

Jeg kyler bolden med al min kraft i asfalten, “Jeg melder krig mod…” Alle løber inklusiv mig selv. En stemme fra min mave spørger, “øh hvem melder du krig mod?”

“Nåh ja du ved min eget sløje selvværd!”

Det er altså ikke en gammel James Bond film det her og jeg er ikke Rusland!

Selvværdet

Jeg ser bestemt på sølvpilen inde i spejlet med de brune øjne, der altså er militærfarvet, du ved ligesom de der camouflagenet de bruger, når de skal skjule noget!

Jeg holder øjenkontakten. “Jeg er villig til at give slip på al min modstand mod, at indrømme hvor meget det går mig på, når andre sætter spørgsmålstegn ved noget, det burde være tydeligt som skåret i neon, at jeg ved mest om.”

“Jeg er villig til at opgive al min modstand mod at tro på, at jeg da sagtens kan klare mig selv derude som andre selvstændigt undervisende.” Uden dem i øret, som har den selvopfundne kommandørkaptajn kasket på ude som inde. Dem som sjældent og hvis de endelig gør det, deltager så halvhjertet, som gør det fysisk ondt i deres eget snobberi og nedlade sig på det! Seniorundervisning. De burde være på ikke lyd inden i mig, men ofte modarbejder den min koncentration, så jeg de første minutter af en times undervisning mentalt rager rundt for så endelig at lande i roen og bruge den på dem, som virkelig er der ude, altid.

Takkekort

Hjertelig tak for det. I er en gave og al modstand af en hver tænkelig art værd, ALTID.

Hvad skal du opgive din modstand imod?

Jeg ved ikke hvor mange gange man skal gentage sin “remse” foran spejlet. Jeg tror for mit eget vedkommende det er, når jeg kan gå forbi toilettet uden, at føle trang til, at knappe knappen op og lyne ned. Efter at havde ligget og duvet alt for længe på den solfaktor, olieskinende overflade som et brugt hygiejne bind i en svømmepool på Rhodos i1993, er skidtet kommet rigtig op til overfladen. Har du lyst til, at krænge bikinien på og gå ned ad stigen der? Nej vel, så er stranden med al dens sand i bogen, øjenkrogen og på det altid, alt for lille badehåndklæde alligevel at foretrække. Uh .. var der lige en fisk der snittede mit ben der? Nåh puha det var bare noget plastik… Indpakningen til bindet! Nåh hellere det!

Knus

Stort fra

L.

Bevæger læberne sig?

Næste gang du læser så læg fingerspidserne på læberne. Sidder du og former alle ordene med munden?

Det skal handle (lidt) om bogen, “Lær dig selv at lære”.

Hvordan læser du? hurtigt, langsomt? Må du ofte rejse dig op og lave noget andet? Bliver du så træt, at du simpelthen må lægge dig til at sove?

Man kan åbenbart læse så langsomt, at hjernen keder sig. Du ved den med, at så sider man og bladre, nærstudere andre sider, sidste side er virkelig ikke godt vel! Kigger du ud af vinduet og lader dig frivilligt distrahere af naboens råbende børn “Leika!” Eller hvad med lydene af en opvask, der bliver taget 2 lukkede døre væk.

Finder du dig selv sidde og stirre ud i luften med den opslåede bog i skødet er det i realiteten meditation, så lad det endelig være. Det giver helt sikkert lidt tiltrængt indre fred så længe.

Godt det først er bagefter, at man kan se hvor mange timer det egentlig krævede, at lære noget nyt.

Det mest givende for læringsprocessens succesrate er, at lade mindekaret om gamle mislykkede missioner blive på jorden for foden af “bjerget”. Svært, som at fortælle en gammel veninde, at I er vokset fra hinanden autch…

Rygsækken på ryggen skal kun indeholde dit eget indre heppekor og dem du har i levende live i egen eller andre kommuner.

Løb agilityløb udenom “negativa`s”, der altid har deres skorpionhaler klar til, at punktere din vilje, tro og håb.

Jeg ville aldrig havde kunnet arbejde i et åbent kontorlandskab, har altid følt en blanding af beundring og ærefrygt, når jeg en sjælden gang af en eller anden årsag tog med på anden halvdels arbejde udenfor arbejdstid. De, der lange gange, store borde overalt og gyset over storkontorets slumrende stilhed. Jeg er ubevidst gået uden om og søgt andre rum. For de ville havde afsløret mig! Jeg kan ikke holde nogle lyde ude, bliver så let som et mindre barn fanget af alt omkring mig især Lyde fra munde, der spiser, åbner, lukker, tygger, synker, snakker. Propper derfor omhyggeligt nu hvor vi er 3, der arbejder hjemme høretelefonerne helt ind, når jeg skal koncentrere mig. Hvis mine ører havde kunnet ville de dreje konstant som antenner i hver vågne time, bib, bib, bib, bib.

Hopper du ned over siden? Skråt? Lodret? Finder du dig selv hængende ved samme sætning, hvor du starter helt forfra ved det store bogstav flere gange uden, at tænke over det, fordi du ubevidst tænker du ellers ikke ville forstå helheden? Læser du med støtte (finger eller bogmærke)? Går du nogle gange tilbage fordi du lige må nyde sætningen en gang til?

Hjerneforskningen, har stort set fastslået at medfødte talenter for kundskabstilegnelse sandsynligvis ikke findes.

hr. ringom

Jeg troede der stod RingORM …Undskyld Bjørn, men nu hedder du ikke andet inde i mit hoved.

  • Positiv indstilling
  • Et stærkt ønske om at det skal lykkedes
  • Planlægning af din tid

3 meget vigtige ting hvis du skal lære noget nyt.

Bogen er udgivet på dansk i 1997 og har måske stået hos mig lige så længe, så den burde være flyttet hjemmefra for længst som Goldilocks på 23 år!

Jeg har altså altid haft et ønske om at “opnå bedre koncentration, forståelse og hukommelse”, som også er bogens undertitel.

Den er kort fortalt pissekedelig og jeg tvinger mig igennem den for, at den kan få sin egen nye lejlighed ude i byen. Indrømmet også fordi a) anden halvdel har sagt, jeg aldrig vil få læst de bøger, som står i min bogreol. Han læser jo stadigvæk ikke nogle af mine valg, medmindre jeg har læst dem før vi mødtes i 1992 og han altså ikke ved jeg har læst den. Det kan jeg godt lide sådan lidt tilfældigt at fortælle, når han er halvt igennem siddende i IKEA stolen med fodskamlen jeg endnu ikke har siddet i, nyt mål for 2021! Det er ikke hans skyld, Oluaf (genbrugskatten) havde den først og så blev det ligesom aldrig mig og den stol.

Bjørn kommer med en masse fuldstændig urealistiske og ubrugelige måder (for mig), at træne ovenstående undertitel forbedringen på. For mig er det spild af tid, at træne tal og ord uden mening kun for, at blive bekræftet i, at jeg selvfølgelig ikke kan huske dem sølle 15 minutter senere, da jeg jo ikke engang halvhjertet har prøvet. Jeg forstår hvor han vil hen men det er simpelt hen ikke logisk for mig. Skal jeg blive bedre til noget skal det have en nytte faktor på min. 100%, jeg skal kunne bruge det med det samme og helst for 3 uger siden. Og nåh ja b) det kunne være, at den inden for den tid det tog (14 dage) at læse den, havde åbnet min hjerne op og fået den til, at suge viden til sig som en støvsuger med ny pose. At jeg vågnede op efter endnu en nats afbrudt søvn og kunne huske ting jeg har fået vist 3 gange uden, at skulle lave tegn og gæt med mig selv i forskellige udlevede varianter for, at undgå at slide på ægtefælles pædagogiske rækkevidde. Det tærer lidt på forholdet når han ønsker sig outsourcet efter hans normale arbejdstid, fordi jeg sætter hans og min tålmodighed på prøve med min variant af forståelse for hvordan ting kan hænge sammen. Øhm.. jeg vil jo gerne byde ind…

Jeg har før skrevet om hvor nedsættende man kan behandle sig selv i overbevisningen om, at lærer man meget via bl.a. billeder, fantasi og følelser og altså primært med højre hjernehalvdel så er man knap så klog som hvis man bruger den “matematiske” venstre halvdel af hjernen til at forstå. Med sidstnævnte bliver man automatisk betragtet som en HJERNE, nørd, en klog person. Da det højre hjerne halvdel står for længe ikke har været helt accepteret af vores materialistiske samfund har man heller ikke før nu erkendt betydningen af den, husk den er skrevet i ja 1992 faktisk, da den oprindelig er på norsk. Nu ved man at begge kommer med noget, helhedtænkning fremmer simpelthen indlæring. For at blive en bedre “studerende” skal jeg f.eks. personligt tænke mere i hvad venstre hjernehalvdel byder på, det kunne være tid, struktur, rækkefølger og tal.

Pst. du må ikke sige det til ham, men ambitionen er, at jeg i 2021 skal gøre mig fuldstændig fri fra ukontrollabel spørgelyst til dr. Johnsen. At min KAN SELV gen er blevet så tilstrækkeligt stort så det udfylder mig fra hjertecelle til hudcelle. Nogle ønsker at komme til Afrika og se de 5 store, andre vil bare gerne spørges OM HVAD SOM HELST. Laveste barre; kunne se alvorligt på meget stor hankat (ikke ægtemand tsk din fantasi!) og gøre alvor af ikke, at lade ham diktere, at jeg kun kan sove til kl. 8 lørdag morgen fordi han mener, at så skal han have sine 5 godbider, seriøst! Den idiot, der har giver ham den vane…. Her minder han om 18 årig bebrillet, der tror at når jeg har gjort/lavet noget han holder af en gang så er det allerede en vane eller i det mindste, “det plejer vi da, det gjorde du jo sidste gang, kan du ikke huske det?”

“Næh…øh..”, dukker hovedet. “Åh ja nu kommer det”, ser op igen, ramt af ikke altid særlig varmt selverkendelses lys. “Nej jeg kan ikke huske det” Her kunne jeg godt blive fristet til, at bruge OGA alias overgangsalderens si af en hjerne i problemstilingen men hvorfor, det spil er afsluttet. OGA vandt første runde men anden runde er så meget min, har jeg fortalt hvor dårlig en taber jeg kunne være hvis jeg ikke fik en forbandet 6`? Forskellige ting og oplevelser gør indtryk på os, det gør ikke mig til et OGA bytte.

Jeg FRAVRISTER den overfyldte fryser 4 vafler. Hans søster kommer på sit ugentlige besøg. En til mig, halvanden til dem. Min venstre hjernehalvdel fortæller mig HØJT og TYDELIGT, at han ikke kan lide at spise ting der er delt, når de fra starten af er ment til, at sidde sammen som f.eks. en figenstang, en banan eller ja en vaffel. Det tæller ikke, at jeg siger at han får de 3 hjerter (højre hjernehalvdel= kærlig omsorg) og hun de to. Det ved jeg godt, det fortæller min intuition (højre hjerne halvdel) mig, men nu står jeg jo lige og VARMER DEM TIL DEM venstre hjernehalvdel (tid), da vi så kan komme hurtigere ind og se serie inden hun skal hjem. I det jeg lægger dem på brødristeren hvor de nu sagtens kan være grundet min hensynsgen kan jeg mærke, nu kommer det!

” Hvorfor har du allerede delt dem?” Tonefaldet er irriteret, kontrolleret, som var det andet og mere end et vaffelhjerte der var på spil (hvem ved måske er det også det for ham). Intet argument holder vand indtil det forunderlige sker, han tænker selv. Han råber ind til den mobiltastende inde bag den lukkede toiletdør “Hvor mange vil du have?”

“En”

Meget tilfreds med sig selv tager han nu de 2 HELE ikke iturevet vafler og påbegynder flødeskumspåsmøring til kant. Hans søster kommer ud lettet! til de 2+3 løsdele= 1 hel vaffel. Så kan roen sænke sig mens serien i sine 90 farver får grinene frem. Den venstre styrede affinder sig nådigt med, at sidde uden benene oppe på sivpuffen da Goldielocks den højrestyredes knæ stadig er dårligt. Sivpuffen som han ikke kan lide fordi den ikke er den anden vi havde. Gad vide hvilken hjerne halvdel Olauf er styret af?

DU må ikke sige det jeg har den. Godbidder hjernen selvfølgelig.

Hvor kan man forbedre sine hang til vaner og kan man blive helbredt for hensynsbetændelse og hvor lang tid tager det, hvis jeg nu er positivt indstillet, ønsker det brændende og laver tidsplaner?

Nåh men lige for, at besvare nogle af spørgsmålene fra toppen af.

Du må virkelig gerne støtte din læsning med en finger, men mumler du med og læser det i kanon indeni dig selv skal du nok tænke over hvordan du kan mindske det, da det gør dig til en langsommere læser, stop, sovende læser.

Din hjerne er faktisk ok klog, den behøver slet ikke, at læse alle ord på en linje for at forstå meningen med dem. Ikke mine ord, ringormens.

Eks. din hjerne behøver ord, ikke hele sætninger. Næsten kun en tredjedel ord men du var ikke i tvivl vel?

I sommers blev jeg introduceret for mindmaps, en form for forbedring af den notatteknik jeg lærte i folkeskolen. Det er et eminent hjælpemiddel, når du har først har indset din mangeårige modvilje mod at tage notater i det hele taget, har passeret sin udløbsdato. Du godt kan godt både tegne og lytte samtidig. Det er faktisk en god ting at bladre /skimme nogle gange. Ved at kigge på indhold, forord, se på billeder, tegninger og evt. efterskrift og litteraturlisten igennem på forhånd kan man hurtigere forstå indholdet, når man læser den bagefter, forfatteren har måske endda fortalt om sine overvejelser omkring bogen. Nu kommer noget vigtigt! Vi lærer ved at repetere, gentage igen og igen, hvilket bliver meget nemmere hvis vi kan relatere via de tanker følelser og billeder teksten får frem i os, informationen lagre sig hurtigere i langtidshukommelsen (dog stadig over tid ikke på 14 dage…). Tænk på oplevelser der står lyslevende for dig (en kliche jeg ved det). Der er følelser involveret ikke?

F.eks. skulle jeg mens jeg læste bogen havde sat små afrevne papirstykker ind ved relevante afsnit. Afsnit der var skrevet i ord, du og jeg kan kende os selv i, følelser igen hvilken hjernehalvdel?

De små lapper ville havde gjort det langt nemmere og hurtigere at skrive dette blogindlæg, givet mig et overblik fra starten af over, hvor ville jeg hen med det og hvordan jeg skulle få dig til, at tænke over hvilket forhold du har til at læse. Hvilken halvdel skal du søge mere samarbejde med for, at forbedre din indlæringsevne? Hvad er du en højre eller venstre (hjernehalvdel)?

Jeg bestemte mig desværre først for, at skrive om ringormen Bjørns bog da jeg bandende og halvt sovende var over halvvejs. På det tidspunkt bladede jeg hele tiden hen til litteraturlisten for at tjekke… Nej den var god nok, desværre, litteraturlisten kom først på side 269. Lige meget hvor mange gange jeg tjekkede det var det altid suk side 269, som ville udfri mig. Kunne dog stoppe side 267 hvor der står “dit bidrag betyder noget” tænk den emoji der græder af grin ik! Bogen har nu fået lidt lapper stukket ind, men det var ligesom for sent. Lidt a la iturevet vaffel.

Bjørnen beder faktisk sin læser om lige tænke noget mere over om man egentlig behøver, at læse lige den bog? Og ja for nu er jeg over side 218 og mangler kun 50-51 sider, det er fand… godt nok tæt på!

Om et par uger er den måske flyttet hjemmefra, der er jo livligt gang i boligmarkedet har jeg hørt.

Knus

Lisser

Brevet i bogbussen

Tak igen Melina fra forlaget Harper Collins for, at gøre denne tekst mulig. Kan man overhovedet blive træt af, at modtage en bog med posten, indpakket i bobleplast?

Nyd den for dens minimale drama i dramaet.

Den er en pageturner.

Du ønsker at læse slutningen, men samtidig lader du bogen ligge på bordet lidt længere fordi du ved, at tager du den op vil du blive hurtigere færdig og hvad så…

Så skal jagten gå ind på en ny råhyggelig bog.

Malin er slut 40` og måske er det hvorfor hun griber mig. Identifikations mulighed over hele linjen.

Dyrene, et arbejde der har fyldt tilværelsen ud er slagtede, hun er blevet en hjemmegående husmor. Forholdet til hendes mand er udelukkende baseret på sandkagen, madpakken, Janssons fristelse, og et kig ud i en tom stald i det skjulte. Ægtesengen er til at sove i. Længslerne er proppet ned i baglommen, som et brugt lommetørklæde af stof der stikker ud, men hun kan ikke få det hele ned. Der er ikke plads, heldigvis.

Hun vil ikke såre, protestere, gøre væsen af sig, tror ikke på, at hun har ret til mere end det hun har. Ordene, frustrationen flyder ud og nedskrevet havner de i stedet for skrivebordsskuffen mellem siderne i en bog i bogbussen, som kører sin rute hver uge. Det havner hos Erik og for ham er det en skat. En fortrolighed han ved han må give skribenten tilbage.

Og hans forslag? Det rene vanvid.

Malin

Børnene er store, fra flyttede, spørgsmålene der flyver rundt i dit hoved. E du glad der hvor du er nu? Føler du dig hjemme i dit hjem, med ham eller hende i den anden side af dobbeltsengen, kan du stadig se dig selv tusse rundt der morgen grim, pensioneret med havregrøds kanelen mellem fortænderne om 3, 10 og 20 år?

For hvis du ikke kan det, den største del af tiden (læs: ikke hele tiden), så bliver du nød til at turde spørge det ubehagelige spørgsmål, der får mave regionen til at trække sig indåndingsudelukket sammen og det er frygtindgydende.

Man kan gå. Man har lov til at gå

E.

Når hylden man er landet på måske ikke er fyldt op med det du forestillede dig, eller at den netop er det, men dine behov for at føle dig levende har flyttet sig, du har flyttet dig. Måske har du endelig gjort noget du har sprunget over, udsat. Måske ved du nu, at du skal jokke lige ud i det næste med saltrande indrammede, tunge vinterstøvler og vil ham der i dobbeltsengen så følge dig, heppe på dig (bærer dig)), elske den nye variant af dig og endda følge med ud i sin egen parallelle udvikling? Eller… Vil han læne sig tilbage, fordi han forestiller sig, at du vil det han vil, uden at spørge for du har aldrig givet ham grund til andet.

Tør du erkende hvad du vil for resten af dit liv? Det er nemlig det snart 50 gør, tvinger din magelighed helt ud på kanten af stolen, Er dette nu “fint” eller længes du og føler dig bundet, holdt tilbage og i så fald hvad og hvem fortæller du, dig selv, der gør det?

Modet det kræver, at gøre krav på at ville noget andet end i går, sidste år og være vidt åben over for det du måske ikke engang ved du drømmer om endnu. Det, som kun vil åbenbare sig hvis du tør ændre ting som er, og nu udelukkende er blevet en sløj fortsættelse af var.

Man kan godt træde vande i sin egen magelighed og lulle sig selv ind i, at “det er da heller ikke så vigtigt!”

Men når det igen og igen dukker op så er det ikke lige meget, så er det fordi det vil ses, høres, og erkendes. Lige meget hvor meget du nægter, at give det plads vil det blive ved med at dukke op bare i forskellige mere eller mindre gennemskuelige skikkelser.

Det er ofte vores egen forestilling eller måske snarere manglen på fantasi, der spiller os et puds med hensyn til hvad der kan lade sig gøre, det, der begrænser vores horisont til en lille snæver og tryg dal. Begrænsninger vi måske ender med, at tro blindt og naivt på er det bedste for os. Troen på, at ja du fylder måske snart 50 men derfor kan det altså stadig godt være muligt, at f. eks. udgive en bog. Jeg er jo ikke døende, det er kun mine æggestokke som er ekkorungende tomme. Nogle gange niver mine æggestokke som kan de ikke forstår, at der ikke er flere i kø, at skubbe ud i “lederne”.

Længsel kræver plads, masser af plads og tid.

Det er jo en feelgood roman så vi ved begge hvad den må ende med, men det er ikke det, der optager os vel! Det er hvordan det, romancen, forholdet udfoldes, menneskene vi lærer at kende og som vi ønsker det bedste for, udvikler sig. I dette tilfælde hvordan Malin går fra, at tro hun og husbond Anders skal på aftægt i et nybygget hus ved siden af fremtidige børnebørn til, at ville noget nok til, at rive tørklædet op af baglommen og svinge vildt med det i luften over hovedet og kæmpe for noget, for sig selv, som hun aldrig rigtig har turde indvie andre i.

Det gør mig ked af det, når jeg mærker hendes fuld stop, røde lys for sig selv, som må blive meget gult, før det bliver grønt.

Det gør mig skide irriteret når hun ikke siger fra. Det er immer væk store ting hun siger ja til, ikke bare en skide, skive hjemmebag i cafeen.

Tomheden udeblev for hvornår mon hun kommer med en ny, hende Eli Åhman Owetz?

Glæd dig

Kh.

P.t. feelgood søgende efter lidt mere af samme slags.

Ditlevsen

Tove Ditlevsen, du ved hende med Barndommens gade.

Det skal handle om bøgerne, Erindringer Barndom-Ungdom fra 67 plus den jeg er i gang med, Gift som er fra 71. Den handler ikke som jeg troede om arsenik men om hendes ægteskaber og livet i dem. Alliancen mellem 2 mennesker under samme tag, kan nu også godt minde om legen, “jorden er giftig” nogle gange, synes du ikke?

Mine fingre stopper næsten op i deres ærefrygt over tasterne, som ønsker de, at holde et minuts stilhed de ikke har indviet mig i. Det selvom jeg godt ved at hun er død og borte. Det gør det ikke nemmere.

Hvad skulle jeg skrive for, at du ville bede om at låne dem?

Lad mig starte med den anden, bogen Gift. Lidt ligesom dengang jeg læste avisen bagfra for, at blive i stand til at læse de “virkelige” nyheder, historierne på forsiderne som satte de ubehagelige følelser i spil. Oftest sprang jeg dem indrømmet helt over. For hendes bøger niver, det er det virkeligheden kan. Hvordan bare det at være gravid kan være det sidste man ønsker, og det selvom vielsesringen allerede sidder presset ned om ringfingeren, ja så siger jeg ikke mere.

BARNDOMMEN ER LANG OG SMAL SOM EN KISTE, OG MAN KAN IKKE SLIPPE UD AF DEN VED EGEN HJÆLP.

Tove D.

Barndom(men) er en.. noget der skal overstås, for at hun kan komme derhen hun ønsker, og drømmer om. Være sammen med og støttet af mennesker som også tror, læser og forstår sig på digte. Hende. Sætter pris på dem, kan gennemskue deres verden af fri fantasi i blandet et tvist af trædemøllens mangel på privatliv og håb. De er ikke sandheder der skal tages bogstaveligt, de er leg med ord.

Hun er en sej lille en, der gør sit bedste for ikke at være til besvær i de små lejligheder med udsigt til baggården. Det kan godt være, at hendes far er forsørgeren men det er morens uforudsigelige humør, der sætter stemningen. Lige som vejrguderne der diktere om huen skal trækkes ned over ørene, paraplyen slås ud, solbrillen på næsetippen eller blikket søge mod himlen hvert 5 minut for, at holde øje med de svævende skyer i truende mørkegrå. Som en anden headmaster på en engelsk kostskole bestemmer hun benhårdt begrænsningen af lille Toves udfoldelser i det ene øjeblik, for så at give lette løsninger på opståede problemstillinger i det næste. Det på en måde så selv forsørgeren ikke kan finde ord, der kunne bruges som modargumenter.

Hendes barndom indre liv synes som en snublende gang i en alt for lang nederdel, der aldrig passer til anledningen den skulle fejre.

Hun bliver holdt væk fra en fjern onkels drikkeri i bekymring for hendes barnlige uskyld, men den er for længst tværet i jorden som en halvt røget cigaret af de begrænsninger hun i forvejen møder i hjemmet. Alle steder er de jo, de drunknede fordrukne, i porte, parker, på gader, i byen, og i gården neden for “hendes” vindue. Ikke nær så farlige for hendes kærligheds søgende sind, som hendes mors så verbalt tydelige nægtelse af, at give den.

NÅR DISSE LYSE BØLGER AF ORD GENNEMSTRØMMEDE MIG, VIDSTE JEG, AT MIN MOR IKKE MERE KUNNE GØRE MIG NOGET, FOR NU HOLDT HUN OP MED AT BETYDE NOGET FOR MIG.

Tove D.

Hun var ikke ønsket, er ikke ønsket og bliver det heller ikke. En pige er intet, ingenting, en der skal i vej, forsørges, være stille. Digte, skrive digte, læse dem højt og tro på at de kan noget, er et formålsløst tidsfordriv.

Hun søger andre jævnaldrene med initiativ, med mere mod. Møder gamle mænd i lukkede miljøer, som på trods af minimal eller ikke eksisterende ros og huse der forsvinder, alligevel er nok til at hun formår og holde faklen tændt.

Hun har som meget lille forstået, at drømme skal man holde for sig selv. De er lette ofre for hån og latter.

Jeg undrer mig over, at hun på mange måder lærer så lidt (praktisk). Måske er hun nærig med informationen, fordi det ikke er det hendes liv handler og skal handle om, at være husmor.

Min beundring for den stædige tro. Hun har noget, hun vil læses, ved at sker det ikke, står udviklingen stille.

Roligt, ingen drama får hende fra barndom til ungdom andet end konfirmationen med dens afhuggede hæle på de dertil nyindkøbte sko. En bog sluttes, og en ungdom begynder med at en let, modvillig ung pige sendes videre ud i “pladser”, man skal blive i. At læse videre er kun en selvfølgelighed for hendes bror.

Nyd hvordan hun nogle gange skriver sine fine formulerede sætninger i digtets rim, som kan hun ikke forhindre, at de slipper ud.

Jeg er ikke til digte men måske skulle jeg prøve hendes. Jeg har nemlig nemmere ved at forstå dem, hvis jeg kender lidt til forfatterens kringlede tankerække, lidt ligesom de billeder jeg har hængende på mine vægge, kræver et billede af kunstneren for mit indre blik, når jeg dvæler ved dem.

Du kunne jo godt lide filmen barndommens gade ikke!

Bare tænk på Anne Linnets sang. Næste gang vil jeg virkelig lytte til teksten og ikke kun nyde hvor god rytmen er til gang i min undervisning.

Hvad læser du? Hvorfor? hvad vil du med det? Den?

Vil du drømme dig væk, mærke gyset, indentificerer dig, lære noget, inspireres, slappe af, grine, græde, blive tænksom. Det hele om og om igen.

Knus

Fra hende som sad sikkert rygstøttet med grøn hoppebold under højre skulderblad i aftentimen, og gyste over hvor lidt digterinden i en hver forstand måtte fylde i lys og lyd fra fødselsåret 1918, men i skriften… oj, oj.

Hm.. så fik jeg ret alligevel, Gift var gift, som i navneord.

Hvem ejer dig?

– det gør du!

Henriette Søvinds selvhjælpsbog og nej lad nu være med at rynke på næsen, vent lige lidt…

Igen en reklame for forlaget forfatterskabet, der har været så søde at give mig muligheden for, at fortælle dig lidt om fru Søvind som bl.a. holder foredrag om “skyggesider” og livsdesign.

Hun beskriver hvordan hun selv har ladet sin fortid styre sin nu-og fremtid.

Jeg “kender” hende fra et foredrag, så meget kvindepower og samtidig så ydmyg. Bagefter fik min mail boks små skriftlige opgaver, der tog 10-15 minutter i 30 dage. Spørgsmål som; hvem er jeg nu, hvad ønsker jeg fremadrettet, hvad skal jeg gøre for… Det var provokerende for, når jeg i blinde rørte ved bunden af mig selv kunne jeg mærke en gammel stræktrøje holde det endegyldige mod tilbage for, at leve drømme ud, der havde ligget i årevis og vugget i overfladen som et godt brugt hygiejnebind.

Jeg havde presset dem ned, druknet dem igen og igen for det var jo en anden (ny) variant af mig. Den var utrolig skrøbelig og overfølsom over for bemærkninger. Mine egne kunne ditto være skarpe i øjeblikkeligt forsvar og gjorde måske andre undrende ja, måske endda utrygge, hvad jeg godt kan forstå. Jeg følte mig jo selv langtfra tilpas i alle de nye tiltag. Oftest bliver … blev jeg i visse sammenhænge i et forældet jeg alt for længe. Tror….troede i misforstået hensyn, at jeg kan… kunne blive ved med at forsvare undertrykkelsen af mit nye, indre dansende jeg. Rigtig dårlig ide, siger det bare. Forandring sker lettere hvis man åbner helt op. Ordentlig “hoved” rengøring kræver nos… mod og der vil altid være nogle der nægter at danse med. Ikke fordi de ikke kan lide at danse, de vil bare ikke med mig hmfr… fair nok. Arme krydset over brystet, næsen drejet ud og på vej op i hurtig bevægelse.

Der er mennesker som hylder dit mod og elsker hver ny side du viser, og så er der dem som øjeblikkeligt afviser det som intet værd (farligt!). De vil prøve at skubbe dig hårdt tilbage på halen i folden, hvor de kan føle sig sikre bag stakittet i form af du plejer /vi plejer jo. Et stakit, jeg ved at være alt for sød indrømmet, har hjulpet dem med at sætte op. Jeg var bange for at miste deres respekt og/eller kærlighed!

Men det er jo ikke kærlighed vel eller respekt, heller ikke til/for mig selv? Nej, jeg tror vi skal kalde det angst for forandring.

I facadens navn har jeg mange gange i mit job, i min familie fået mere eller mindre tydelige både mundtlige og skriftlige mundkurve på, endda lagt ord i munden af nogen, der ikke engang var tilstede men som deres leverandør påduttede mig i mit eget hjem. Underforstået, at jeg ville miste deres samvær og/eller mine job(s) hvis jeg pippede (noter ikke brokkede mig) om tingenes tilstand. Jeg måtte simpelthen ikke sige min mening (ud fra min erfaring), selvom det eneste jeg ville var, at optimere hvad alle fik ud af samværet i de kostbare timer, der var til rådighed.

Så føler du dig også omkranset af et stakit, dit eget eller andres omklamrende “DU SKAL VÆRE SOM DU VAR I 1975, 1981, 1997, 2003, 2015”, og ønsker det anderledes så lad os dykke ned sammen med Henriette i “hvem ejer dig? Og din tid?

Henriette Søvind

Bogen er til dig. Hvis du tør åbne dit sind.

Lige en ting til!

Bogen er fuld af tomme linjer. Hvis du ikke har tænkt dig at tage en blok og udfylde dem er du ikke klar endnu, vent til du er. Det er ikke, jeg gentager lige mig selv, slet IKKE nok at læse. Du skal tage skriftlig stilling, for det er når bogstaverne står skrevet af dig og står klart og tydeligt, at du lige må synke og tage en dyb indånding. Dine egne ord kan du nemlig ikke undslippe.

De mails jeg fik besvarede jeg i måske 5 dage, så fik de deres egen mappe i min hotmail!

Det er jo ikke, at tage noget som helst seriøst vel? Det er som at sige, jeg starter min nye livstil på mandag (og kl. er 15 en regnfuld december tirsdag eftermiddag).

Så…

Skyggesider

Jeg har ovenover lige beskrevet en af mine skyggesider, jeg føler mig nedgjort og underkendt som da jeg var barn hvis jeg kan mærke, at det ikke er velkomment at sige min mening. Især den ulmende vrede jeg ikke får ud (vrede=slet menneske), den sætter sig som skam og skyld i min mave, som er det mig der er forkert! Jeg lukker min mund med en lynlås hvis jeg ud af samtalen, der er i gang kan se/hører, at den “anden” part må sige hvad helvede hun vil lige præcis som hun vil! Som har jeg ikke et hjerte, der er værd at tage hånd om.

Er jeg bare hende der underviser, laver buffeter og kører andre hjem, en smiley uden mund?

At være det man kalder særlig sensitiv er en pisseirriterende konstant nøgenhed du er iført. Hver enkelt rum jeg træder ind i tager jeg med det samme stemningen ind, og på mig, og gør alt hvad jeg kan for at alle skal have det godt. Så det at være til fest føles i nærheden af, at være på overarbejde med bind for øjnene uden tøj på! Det bliver man altså pænt udmattet af skulle jeg hilse at sige.

Jeg prøvede engang, at forklare min mor det.

Hun; “kan du ikke bare lade være?”

Og niks det kan jeg ikke, det sker lige så meget pr automatik, som når du trykker på toilettets skyl. Jeg har mange gange ønsket en sølvske i munden i stedet for sensitiviteten i vuggegave fedt, suk, tak for den, kan den byttes? Har kun brugt den i 49 år? Meget. Faktisk særdeles slidt i kanterne og slet ikke i nærheden af ny stand. Et bud?

Anden halvdel har så hjulpet mig med at gøre mine mørke sider lyse. Bruge det bevidst som et talent der gør mig unik. Det koster. Kræfter. Meget billigt i psykologregning dog.

Så hvad er dine skyggesidder? Favner du dem eller afviser du dem ustandselig og bruger kostbar energi på det?

For de kommer frem det ved du, især når du og jeg ikke vil have det.

Afvis ikke dit guld/talent

Henriette

Jeg har følt og opført mig som et offer, så kan jeg også bestemme, at jeg ikke er det. For hvem er vi i virkeligheden ofre for? Som Marisa Peer siger (tjek hende ud på YOUTUBE.) “De vigtigste tanker du nogensinde kommer til at tænke, er dem du tænker om dig selv.” Av ik?

Livsdesign

Hvad vil du, hvad ønsker du dig?

Hvor meget vil du det?

Tit er det kun noget som kræver at du fokusere på det og ja så skal du som et minimum lave et mentalt tidsskema, for hvis ønsker skal opfyldes er det de koster, TID. I stedet for at sidde og se 10 video`er om hvordan jeg laver citronolie, cashewcreme eller min egen havre/nøddemælk uden mærkeligheder i, så skal jeg vitterlig stå med vitamixerens låg under håndfladen mens den lyder som en 3 sporet motorvej. Synes for øvrigt at den larmer så pinligt meget, at jeg lukker vinduet ja, jeg vil hellere købe en pakke kondomer i NETTO! Havde jeg været fuld af testoteron, så havde jeg selvfølgelig drejet knappen til max og åbnet vinduet helt op, men nu har jeg kun til et lille overskæg og 3 stive hår på hagen. Benene blev barberet i går tæller de så med?

At være tilskuer til andres kunnen gør ikke min større, det er tvingende nødvendigt at jeg gøre den blender ren måske for 2 gang på en dag, hvis jeg skal udvide mit repertoire eller rette dette blog indlæg 20 gange, selvom det nu ligggeee var så hyggeligt at følge parret der bor i en bus. SÅ du skal tilrettelægge din tid, så du kan se hvor du kunne bruge den på, at arbejde dig i små bider mod det, du kunne tænke dig.

Hvad holder dig tilbage? Hvem?

Jeg identificerede mig i mange år ud fra hvordan mine forældre ikke havde været forældre for mig på. Det var en timesluger af gigantiske dimensioner.

Min hjerne har hver dag brug for, at gå min undervisning og menneskerne der har været så søde at lægge krop og ører til igennem. Protestere jeg og modarbejder det, tager det bare LÆNGERE tid, så hvad modarbejder du? Accepter det kærligt i stedet.

Er du bange for at bevæge dig væk fra det du tror andre forventer af dig? Måske skulle du spørge andre om de to er en og samme ting. (du gør det først!) Meget er noget vi tror, fordi det var sådan engang i 1975, 2001, 2019!

Jeg kunne godt havde tænkt mig, at sidste afsnit i bogen var længere men det er nu kun fordi der ingen undskyldning længere er for at skrive… og rette for enogtyvende gang.

Så tag ansvar for dig, dine drømme på dig og SVAR PÅ SPØRGSMÅLENE.

Kram til Henriette S. det har været en glæde hver aften at tage mere og mere ejerskab mens jeg besvarede opgaver balancerende på dynen. Hvad er alle disse små, sorte prikker for nogle? Nåh… det er fra alle de gange hvor jeg lagde kuglepennen ned uden, at trykke den ind mens jeg læste… Godt den 17 årige bebrillede ikke så det….

Knus

Lisser

Har lige lukket kat ind, strøg ham over ryggen og adr… nu har jeg spindelvæv overalt, hvor var det der papir nu henne? Vipper enden lidt op i den ene side i sofaen, nåh.. der var det.

Rejser mig, råber ud imod bryggerset, “Olauf havde vi ikke en aftale? Du holder det, der ude, ude (fladtrådte snegle stadig desværre mirakuløst levende, grus imellem trædepuderne) og pelsen tager du selv med fnugrullen. Er du klar over jeg snart skal til, at forlange penge for mit overarbejde som almindelige lønmodtagere gør, på grund af dit overforbrug?” Det selvom mand finder de fleste i gule mærker kasserne.

Der burde være et forbud for tæger mod, at bide sig godt fast på de sværest tilgængelige steder for flåttang næsten kyndig. “På hagen helt ærlig Olauf! Hvad tror du jeg er? En der kan lide at holde 6 kg stille mod sin vilje, mens 17 årig ser meget bekymret til, for tænk nu hvis jeg tog noget pels med?”

Du finder hende under S eller SELVHJÆLP.

Min kopi ligger til udlån, er du den første?

Jamen bliver du ikke træt af det?

“Datid” af Esther V. Frank (hvis det da ikke er et synonym) er en EROTISK roman.

Igen en reklame for forlaget Forfatterskabet.

Forveksle den nu endelig ikke ikke med ah… nu skal jeg rigtig fråde i romantik med kaffe/te/rødvin inden for rækkevidde, fødderne under tæppet og oppe på skamlen. Niks, så har du taget den forkerte bog ned fra hylden.

Esther v. Frank har skrevet en bog, der starter uskyldigt nok ud, faktisk lige efter den romantisk, gammelkendte opskrift; guvernante møder godsejer så kører (rider) vi, næh nej stop du. Det er erotisk besættelse så du nogle gange ikke rigtig ved om du egentlig har særlig meget lyst til at læse videre. Ikke fordi der er for meget sex i (personlig mening), men fordi den handler lige så meget om magt, manipulation og narcissistisk opførsel. Ubehaget den fylder min mave med fylder nøjagtig lige så meget i den ene vægtskål, som lystfølelsen den så gavmildt beskriver i den anden.

Skide godt skrevet Fru Frank.

Advarsel!

Hvis du ikke kan lide at blive våd i trussen ved læsning af sexscenerne skal du læse en anden. Jeg er en af dem, der har læst om den berømte hr. Grå i “Fifty shades of Grey (alle 3 bøger), og næsten gerne vil stå ved det.

Bliver jeg nogle gange frastødt?

Meget, samme opskrift for øvrigt, flot mand med en ubearbejdet fortid der legalisere (for ham), at han kan opføre sig som en gentleman i et øjeblik og et ualmindeligt manipulerende dumt svin det næste. Tiltrukket på samme tid bliver jeg af hans, “jeg tager hvad jeg vil have” attitude, det er befriende men i den virkelige verden ville jeg gå i en km. stor bue udenom sådan et menneske. Spændende er hvad et “fint” menneske, guvernanten (selvfølgelig) kan flytte. Kvinder er og bliver mine fortrukne hverdagshelte, meget oftere villige til, at træde til og lade omsorgsgenet nå andre. Omsorg givet uden at forvente/forlange ret meget hvis noget igen. Kommer den ikke naturligt er det ikke omsorg så er der en skjult dagsorden og den er sjældent pæn. Der er dem du glæder i taknemmelighed over at de er til og dem du sørger for som en pligt. Begge dele kan være lige uundværlige for begge parter, ingen tvivl skal der herske om det. Det er dog ikke altid lige sjovt at indrømme.

Jeg holder af forandring/udvikling på alle måder, tænk Skønheden og udyret, undskyld Disney, han vil nok vende sig i graven ved den sammenligning. Om det er creme, mousser og chokolade temperering fokuseret som i bagedysten eller sidesteppende som i vild med dans, den dur, du ved hvad jeg mener med, det er lige meget. Elsker simpelthen bare når evner opdages, dyrkes og foldes ud og hvor glad det menneske, der oplever ophævelsen af sine egne tiltroede/groede begrænsninger så åbenlyst bliver. Det kan gøre mig så rørt. Så befriende med dommere, der ikke selvhøjtidelige prøver ret misforstået nogle gange, at få det til at handle om dem. Knyt sylten og lade de andre skinne, puds dem så de skinner endnu mere så er vi der, ellers slukker jeg, gider ikke side og være i tvivl om hovedroller og biroller.

Ærgeligt nok havde jeg selvfølgelig menstruation de dage hvor Fru Frank foldede sig allermest ud. Men så kan man jo tage revance.

Sagde jeg det er nr. et ud af en planlagt triologi. Du vil også finde mig med næsen i den næste, bliver jo nød til at finde ud af hvordan det går Amalie (guvernanten).

Præcision er tydeligvis ikke en af frøkenens egenskaber. Jeg skal fandeme lære hende, at hun ikke skal lade mig vente!

Jeff

Øhm ja indrømmet jeg er ret genert her (det beklager jeg) og vælger ikke, at give dig nogle saftigheder, fjollet egentlig (men jeg vil gøre dig nysgerrig og ikke skræmme dig væk) , for på bogens bagside står det hvidt på blåt, men citatet viser alligevel noget om ham.

Det, der med nøgenhed og sex er noget mærkelig noget. Mine børn har måtte lære mig, at det ikke var i orden for dem, at jeg gik nøgen fra badeværelse til soveværelse, som min mor altid gjorde i min barndom. Jeg er ikke lykkedes (endnu) med, at smitte med min glæde ved min egen krop. Det er som om at de fleste af os får den, der utilfredshed med vores egen krop i dåbsgave. Det er først mange år efter igennem utallige kropsligt, hadende forviklinger, at der kan komme en erkendelse som, “når men så ser jeg altså sådan ud (nu), okay suk. Kroppen som da vi var 18 burde havde glædet os over, altså ikke mig, for jeg har gået den anden vej og var på det tidspunkt 20 kg. tungere end i dag. Den krop er nu definitivt erstattet af en ny omgang celledeling som trækker mere mod syd end nord. I modsætning til hjemme har jeg aldrig kunnet bade, stå nøgen foran en gruppe af undervisningsparate, der er jeg i forvejen mentalt afklædt. Det ville være for grænseoverskridende, bange for, at jeres respekt så ville løbe med vandet ned i afløbet, lige det billede ønsker jeg ikke på jeres nethinde når jeg går i gang. Jeg kan nu heller ikke huske, at havde badet med en underviser, men der har nu også været en del mænd nu hvor jeg tænker over det.

Da jeg var teenager læste jeg i smug de grå sider, bladet Rapport. Hvis altså jeg kunne grave mig dybt nok ned i min fars gemmer inden hans nye kæreste (naboens kone) flyttede ind. Min sikkert i forvejen pressede skoleveninde plagede jeg skånselsløst, om vi ikke nok kunne kigge deres sofa “efter” i sømmene.

Hvor var det dog brand irriterende, at Barbara Cartlands romaner altid endte i et uskyldigt kys, helt ærligt altså det kan man jo ikke få børn af vel!

Eller at min mor var en natteravn og jeg ikke var og det dèr altid blev sendt meget sent og desuden krævede en dekoder.

Sexscenerne i “Datid” kunne godt havde lydt sjofle, for meget, men hun er kort og præcis, din fantasi behøver jo heller ikke andet end lidt fodring og du er langt foran alligevel.

Snyd

Jeg kan virkelig godt lide Esther, at du sætter hans erotiske tanker om hende i kursiv, det gør noget. Eneste ulempe, det gjorde det nemt, at falde for fristelsen at læse forud…

Og nej der var ikke for meget sex ellers ville jeg ikke havde efterspurgt om Forfatterskabet måske ville sende mig en erotisk roman vel, blev dog indrømmet liddddtttt overrasket alligevel over hvor meget.

Jeg har lavet sjov med mine begyndende stresssymptomer (flere urolige nætter, toiletbesøg som kræver mere tid end madindtagelsen gået forud). Ikke engang da jeg inviterede en gammel veninde til frokost i mine mellem timer og hun fortalte at hun kunne komme fordi hun havde fri på grund af stress gennemskuede jeg, at jeg havde tillagt mig nogle vaner som var små advarsler. Næh.. det var først da den første arbejdsplads sagde fuld stop (inden Mettes ord) på grund af corona, at jeg mærkede det. Elatikken, der sprang først i form af ærgrelse over ikke, at kunne få lov bare at slutte (nor-fucking-malt) til jul, så ubehaget i kroppen, jeg svigtede! Så kom den, lettelsen, sammen med ideerne, ustoppelige som små ildkugler i susende fart rundt som en overivrig hundehvalp inden i hovedet. Der blev pludselig plads til andet end hvis jeg nu bare lige når hen til juleferien, så går alting helt fint.

I de sidste mange uger op til ned lukning lød ordene igen og igen, mens han så på mig med det der glimt i blikket.

Du bliver nød til at sætte dine forventninger ned til dig selv. Du kan ikke præstere det du plejer over hele linjen, du går ned. Du skal passe på dig selv.

Meget irriterende mand

Julen er måske over os, men det er covid 19 der trykker os ned, tung som fugtigmættet sne som er godt til at bygge snemænd med, og kold med hænderne. Kreativiteten kan den kun trykke ned hvis vi lader den, så nu prøver jeg med online undervisning på Skype. Vil du grine og være med kontakt mig på mail og jeg sender et link. Det foregår i morgen fredag den 11 dec. kl. 10:30 og og hvis vi ikke har grinet færdig fortsætter jomfrurejsen tirsdag d. 15 dec. i næste uge kl. 8:45 og fredag d. 18 dec. kl. igen 10:30. Vel mødt.

Her er det bogen Datid kommer ind igen, den foregår i 1923, ingen corona ahhh… En mand er en mand, en kvinde en kvinde, men nej intet er helt som det ser ud til fra start af vel! Men vi kan vist alle godt trænge til, at forsvinde hen et sted, der er så langt fra vores eget liv, at du ikke kan identificerer dig på nogen måde, hvilket kan være en kæmpe befrielse har jeg fundet ud af. Jeg troede, jeg behøvede identifikationen for at blive ordentlig grebet af historier, men så kan jeg sætte hak ved, at den fordom også er ellimineret. Nå, ja mens jeg husker det, ligesom sex skal indeholde en hvis mængde alvor (seriøsitet) for, at opretholde et spændingsfelt… Så er der ikke noget som helst at grine af i romanen, men det er jo så ligesom også min opgave…

Så hyg dig med den. Er du en der rødmer vil jeg måske ikke læse den i andres umiddelbare nærhed. Se ud over mundbindet, når du er ude. Personligt holder jeg godt øje med unge livreddere. Det betyder jo ikke andet end mit blik jo skal være åbent og opmærksomt vel? Øhm.. og nysgerrighed er en god ting, jo det er det!

Knus herfra

Nu læser jeg en mere til forladelig (kedelig) bog, en der ikke stikker ud tror jeg, men det kan man godt trænge til efter en af Esther.

Hvad kan du godt lide at læse?

Pst… du må gerne låne mit eksemplar, jeg siger det ikke til nogen. Den skal nok gøre sit for at du glemmer covid 19, indskrænket levevis, sprittørre hænder og farverige mundbind.

Tak til Eva som har kreeret en julet, blød og varm variant til mig.

Rigtig glædelig jul

Dronningen

Har den altoverskyggende hovedrolle, Carina (Bruun Kristensen bogens forfatter) den ALT fortællende birolle.

Dronningens lakaj, tjenerinde, medspiller Carina

Så jeg ville evne at rydde op i det kaos som dyrkede speedway på indersiden af min yderside.

Bogens titel hm… jeg kunne godt tænke mig at spørge Fru Bruun Kristensen lidt ud om den.

Bogen er fyldt med ordleg som ovenover den flotte forside, sjove for nogen helt sikkert, men temaet i bogen bliver så intenst og alvorligt beskrevet, at jeg personligt ikke synes det er sjovt. Sproget den overvejende er skrevet i er så gammeldags, at en 17 årig (i dag) ville have ret svært ved at forstå den, de bruger andre ord nu, som vi så skal have oversat.

Eksempel

Den kvidrede med en fængende blid stemme, at selvom årene ej var gået sporløst forbi, så lå livet stadig uhindret forude.

Det bliver så afbrudt i første halvdel af bogen med opsummerende digte i helt nutidigt talesprog i mellem nogle af kapitlerne. Det fungere så godt, at jeg senere savner dem…

Det tog mig de første 150 sider ud af 398 at vende mig til skrivestilen fordi; jeg over det sidste års tid selv har været på 3 skrivekurser hvor pegefingrene stak højt op i luften over for klicheens/talemådernes fortærskede forudsigelighed. Den, mente de, var så udbrændt at de næsten kan lyde fjollet fordi du som læser ved hvordan hver sætning ender, hvis altså forfatteren holder sig til talemåden uden at bytte ordene ud… For det kan direkte irritere. Almindelig nutidig 2020 talesprog var det de ville have.

Fru Bruun udtrykker sig i et sprog, jeg selv har kæmpet med at aflive i mine egne skriverier (“My Darlings” som min mand kalder dem). Blandt andet fordi mine børn og granvoksen kusine (40+) tit ikke forstod betydningen af det ordsprog jeg havde valgt. For eksempel har, nød lærer nøgen kvinde at spinde, altid betydet meget for mig især hvis det var arbejdet det handlede om. Jeg var og er stadig ekstremt løsningsorienteret. Hellere strække mig alt for langt end sige fra.

Hvad fanden betød de så egentlig. Hvad ville jeg med dem? Var de overhovedet brugbare i den kontekst jeg havde sat dem i? Ofte slet ikke, de var talemåder og floskler jeg var vokset op med, og når de pr automatik kom væltende som tudser ud af min mund var det den, mine børn og kusine så. Tudsen. Jeg kunne ikke engang ordentligt forklare hvad meningen bag ordene var, for jeg var så usikker på om min forståelse svarede til, hvis du nu lige gogglede det … Der er nemlig ofte en menneskelig “faktaboks” til stede.

Menneskelig faktaboks = person med ører, som går mere op i korrekt ordbrug end hvad fortælleren har på hjerte.

Hvis jeg bliver rettet af andre, som forklarer betydningen anderledes, og efter deres hoved/overbevisning så kan det fucke så meget med mit mod til at åbne munden. F.eks. er det er ikke vigtigt for mig hvor handlingen i historien jeg fortæller helt præcist og geografisk (Nykøbing) finder sted. Det er hvad der skete og med hvem og var det sjovt, ulideligt, skræmmende …. som jeg synes er spændende. Men “faktabokse er allerede i gang med at tænke, “jamen var det Nykøbing Sjælland eller Falster”. De skal altid lige stedkende, spørger de…

Hvad det har jeg allerede glemt. Det var i hvert fald på Sjælland okay! Hmfr.. Du afbrød min historie, var det for at hyle mig ud af den? Næste gang siger jeg bare, “et sted i Danmark”. Det burde tilfredsstille begge parter.

“Hvorfor taler du lige pludselig om en nøgen kvinde, mor?”

Ifølge den danske ordbog betyder talemåden, at hvis man i tilstrækkelig høj grad ønsker at løse et bestemt problem, skal man nok også finde en måde at gøre det på måske ved selv at ændre sig. Det var jo det jeg sagde og endda med èt ord, løsningsorienteret. Det har for øvrigt aner tilbage til 1300 tallet. Jeps, har lige slået det op.

Hun holder ordene inde, og ændrer sig.

Med et lille, bitte næsten ikke eksisterende selvværd kan det ende med, at man ikke tør fortælle andre (familie, kollegaer og sundhedsvæsnet) om hvor dårligt man egentlig har det. For vil de afvise det, som ikke nær syg og behandlingskrævende nok, præcis ligesom andre før dem?

Sikken en sætning

Jeg havde allermest lyst til at rejse i forvejen

Da jeg efter de 150 sider kunne se, at hun nok ikke ville ændre sin fortælleform accepterede jeg præmissen og lukkede hende endelig helt ind…

Når nu bogen handler om “dronningen”, så legede jeg lidt med at forestille mig kronprins Frederiks barndomshjem, dronningen i hans liv. De lød meget affekteret i gamle interviews, og slet ikke som hjemme hos mig i Skovlunde, hvor mine forældre legede jorden er giftig i deres helt egen variant blandt andet ved, at hoppe fra ordsprog til ordsprog til de blev skilt. Det kan godt komme til at lyde som om at man prøver for hårdt på at lyde klog, men de er noget at holde sig til, når “dronningen” og flere dårlige bekendtskaber (som i Carinas tilfælde) har nedgjort hende i årevis, i form af ord. Hun blev som barn vraget og begyndte efterfølgende, at sætte nogle urimelige krav til sig selv.

“Dronningen” opfindes, altid klar til at “hjælpe” meeen…

Hvorfor valgte jeg denne bog, da jeg bad om mulige titler at skrive om? Jeg havde ikke set at den handlede om en spiseforstyrrelse, men jeg må havde mærket det, for har man selv lidt af en har man for evigt et forfinet sanseapparat over for det.

Carina beskriver de kilder, der får hendes mølle til at løbe hurtigere og hurtigere rundt, og til sidst fuldstændig løbsk (ikke sjov ordsammensætning vel?) Den videre udvikling af hendes sårede indre overlades til “dronningen”. I stedet for at turde sige fra, til og nok sulter “dronningen”, hende.

Tager “Dronningen” magten er det som hun skriver en umyndiggørelse af den man allerinderst er, den man allerhelst vil elskes og ses for at være. Som teenager og start 20`er er man sgu ikke altid heldig i sine formuleringer når man beder om hjælp og kan blive underkendt og misforstået. Det understøtter jo desværre det spiseproblemer ofte har rod i, at man ikke føler sig god nok, nogen steder og med lige meget hvem. Det kan være alt for afslørende at sige noget, og så ender man med ikke at fortælle det til dem, der rent faktisk ville havde lyttet.

Jo nærmere jeg er sidste side, jo færre malplacerede ord sammensætninger, hvilket gør det meget nemmere for mig som læser. Eller også har det været hendes plan fra starten af, at vise teenagerens hunger efter accept af måske især jævnaldrende og senere læger og andre fagpersoner via sprogets udvikling.

Jeg er ikke færdig endnu Carina men du har mig. Du har mig som læser så meget for jeg kan mærke, at selv om nogen vil mene du udpensler dine følelser og handlinger så ved jeg, at det er sådan din indre monolog har været, den har styret det hele. Alt.

Jeg bliver nød til at læse færdig nu, for du har på bagsidens ikke helt forståelige tekst lovet mig, at du som jeg vil finde vejen ud og væk fra dine indre dæmoner og ind til den Carina jeg for længst har opfattet du er; den fineste, sensitive sjæl, fuld af alt det gode du vil gøre for alle andre end…

Dig.

Det er mærkeligt vi kan være så ude af stand til at se vores egen værdi!

Jeg vil vove den påstand, at hvis man har lidt i samværet med en spiseforstyrrelse vil du aldrig helt slippe. Dine børn vil opfange det og reagere i deres egen variant. Alkoholikeren eller den stofafhængige kan skære det helt væk, som aldrig at gøre det igen, men lade være med at indtage mad…

REKLAME for forlaget forfatterskabet.

Glad lærer

Fra forlaget Forfatterskabet. Tak igen S. og M. Ellemose.

REKLAME

Hans sprog og tone, fylder min mave med savn efter en anden tidslomme og en hvis dansklærer, som altid synes glad og engageret, noget flyvsk og over det hele engang i mellem, men hvad fanden hun var varm og hun prøvede virkelig at nå ud til os. Hun sendte drengene ud og løbe krudtet af eller efter noget spiseligt…

Lærerjobbet er et af de vigtigste, sjoveste og spændende job i verden.

Henning Engholdt Jørgensen

Jeg kan sagtens se denne bog være en del af pensum på lærerseminariet især hvis den lærerstuderende endnu ikke er forælder. Måske kan hr. Jørgensens bog åbne op for en dialog om hvilken variant af “Glad lærer” de ser sig selv som derude, færdiguddannet. På sidste år af uddannelsen kan dialogen handle om den forestilling de havde om at blive underviser. Kan den stadig sættes sammen med folkeskolen? Skal den overhovedet det? Hvorfor valgte de uddannelsen i første omgang? Holder det stadig?

Han glorificere ikke folkeskolen men går heller ikke i dybden med de forskellige problematikker. Det behøver han nu heller ikke over for mig, for jeg har haft 2 børn igennem. Som et stædigt bæst har jeg insisteret på, at de skulle gå i den, folkeskolen. Jeg tror nemlig i forvejen på alt hvad Henning mener om dens værdier og ståsted. Min svigerfar er pensioneret folkeskolelærer så …

Er den til teenageforældre? Nej, da er det for sent.

Jeg ser den ikke til en bogklub, det er den alt for fagområdespecifik til.

Til forældre som stadig bærer rundt på en trist version af overstået folkeskoleliv indeni og som står for at skulle vælge skole for sin 3-5 årige lille dreng eller pige, der er jeg overbevidst om den vil kunne noget. For Hennings “stemme” er fuld af kaffeånde og troen på folkeskolen tilsyneladende usvækket efter 35 år. Den kunne være en lektie forældrene skulle læse til et senere børnehave møde. Jeg kunne nemlig godt dengang havde ønsket en konstruktiv snak om for og imod. Hvilken type skole skulle vi vælge? Hvad ville ens lille skat trives bedst i med den personlighed han eller hun er ved at udvikle. Er de til struktur eller frihed under ansvar, firkanter eller bølger. Engagerede forældre vil læse den, især fordi den er på under 80 sider.

Hr. Jørgensen taler om vigtigheden af dannelse og hvordan test med henblik på bevisførelse af uddannelse slet ikke viser hvilke dejlige mennesker børnene hver især er. Måske er de en god kammerat, empatiske og aktivt lyttende, en der fylder klasselokalet med energi osv. De små nuancer og tegn på funktionsdygtighed i et levet liv, kan ikke engang skrevet med citronsaft få plads imellem linjerne. Frustrerende for både barn og forælder, når alle de andre piger altid får højere score. I gymnasiet er det blevet en serie på 7 sæson… og så har jeg ikke engang nævnt kropsfikseringen. Altid den forbandede sammenligning med andre, kunne man slette den ved et svirp med langemanden mod det lille display havde det godt nok sparet nogle tårer kanaler for overproduktion.

Nu er jeg selv underviser men for nogle med et personnummer, der ligger lige omkring 2 verdenskrig så det er noget andet eller er det virkelig!

Han vil gerne have fat i politikerne men så skulle bogen være skrevet med et temperament, der fik en til at stille skarpt på eksempler skrevet MED STORT, I FED OG i kursiv. Bogen er skrevet med en for sød og behagelig stemme, den hæves ikke på noget tidspunkt.

Han mener at sparre med andre landes skoler, se deres metoder ville give meget mere end politikernes, “så har vi gjort noget for skatteydernes penge kurser“. Måske tiltror politikerne folkeskolens lærestab magiske evner. De forlanger i hvert fald, at den skal inkludere så mange som muligt (i folkeskolens mangeårige ånd nok mere akilleshæl) men uden flere hænder hvor der er behov. Jeg elsker “Rita” serien med Mille Dinesen i hovedrollen, men selv hun kommer til kort når der mangler resurser. Hun kan ikke fremmane frivillige kloninger ved, at svinge velplejet manke og bære skjorter der ikke helt formår opgaven, at dække pæn nummer i høje støvler.

Tvinger du metoder via ualmindelige dyre kurser ned over en undervisers arme vil det svare til, at iføre deres fantasi og indbyggede kreativitet en skide stræktrøje. Jeg har været der, gjort det og da jeg valgte IKKE, at lægge under for det mere trådte min begyndende stress tilbage. Passionen for at stå foran alle disse dejlige mennesker, der havde VALGT mig, (min fordel) kom tilbage i så store mængder, at jeg kunne havde solgt den på flasker. Til gengæld skal jeg så sælge mig selv hvert minut, der er børnene jo uden ret meget indflydelse om nogen, til at slå enden i sædet.

Jeg går meget sjældent selv på kurser for de handler for det meste om, at bruge noget nyt af en eller anden art. Det er logisk nok, jeg har forstået det det, de skal jo kunne sælge til udbyderne, men det er slet ikke hvad jeg ser, jeg selv har brug for. Det jeg vil have er metoder til at formidle endnu bedre, andre(s) “sprog”, til at nå mine deltagere, fordi de bliver immune over for mine ord og sætningsopstillinger, som har det med at stoppe op i samme rille som en gammeldags grammofonplade afspiller. Jeg må selv sørge for, at jeg ikke bliver en af dem, en af de der undervisningstrætte vi alle sikkert kan huske fra vores skoletid. Som i alle andre jobs kan ens “hvorfor” ha flyttet sig et ikke særligt konstruktivt sted hen uden man har opdaget det. Måske skal man videre.

Der kunne debatten igen tages op med Hennings “glad lærer” som udgangspunkt.

Tak for læsning Henning. Trænger helt sikkert til at genoverveje mit eget hvorfor her i covid 19 tiden.

Mvh.

Lisser B

Ps. Havde jeg haft nogen som helst lyst til at blive mor for 3 gang, så havde jeg sejlet ud med folkeskolebåden igen.

Omvejene til en ny livsstil

Forlaget HarperCollins Nordic har givet mig muligheden for, at læse om sundhed helt ned på celle niveau. Tak M.

Inden du opgiver at læse videre fordi du inderst inde tænker, HVAD FANDEN BETYDER ANTI-INFLAMMATORISK og helst ikke vil indrømme det, vil jeg lige understrege, at som så meget andet, så er det kun noget man ved noget om hvis man interessere sig for det. Selv om jeg har været overbevist om nytten ved visse valg i mange år, så har jeg aldrig sat mig sådan ind i det for alvor. Da jeg jo ikke som fru Borelius har brugt noget tid på, at interviewe kendte professorer rundt omkring i hele verden, har jeg ikke haft andre beviser på at det virkede ud over at;

Jeg virkelig er meget, sjældent syg.

Det med småt; mad, forskning, indsigt og helhed.

Jo, jeg kan være skidtmas, men så lader jeg 20 dryp falde i 1 cm. vand i glasset fra Echinaforce flasken (ca. 3 gange på en dag), hænger lidt i sofaen og så går jeg i seng kl. senest 21. Tager en 10 timers under dynen og vågner med blueraysyn og en energi som jeg plejer (næsten).

Det er jo ikke kun på grund af, at det var for besværligt at melde sig syg som får mine sygedage på en 25 års undervisnings “karriere” ha, ha… til, at havne nede omkring max 10 dage. (Kan man i det hele taget bruge ordet karriere, når man sjældent stiger i løn og nogle arbejdsgivere tror jeg kan leve af frivilligt arbejde søndag eftermiddag og postevand?) Har jeg undervist hjemmefra, online? Nix, indtil covid 19 var min arbejdsuge ofte i samvær med snilt 250 deltagere fordelt på 12 hold, på 6 forskellige steder. Jeg har altså haft mange chancer for at blive syg med så stor en berøringsflade.

Er jeg så født med et godt immunforsvar?

Det tror jeg vi alle er som udgangspunkt. Det er hvordan vi beskytter det, som betyder noget er min overbevisning.

Hvad er så inflammation og hvilken betydning kan det få?

Et måltid får blodsukkeret til at stige. Det vidste du godt, for du går fra sur og vranten til afbalanceret i takt med synkebevægelserne. Du bliver også mere fornuftig at høre på og der kan finde en decideret fornuftig dialog sted, når tallerkenen er næsten tom. Nu smiler du ikke?

Du spiser og sukker indholdet i blodbanen stiger. Bugspytkirtlen får signalet, “udskil insulin makker.” Insulinet åbner cellerne så de kan modtage sukker, proteiner og fedt.

Du spiser meget sukker og fedt, der bliver dannet insulin i overflod = dit blodsukker er konstant for højt. Du går nu rundt i en lav inflammatorisk tilstand, hvilket betyder at dit system hele tiden er på overarbejde for dig. Forestil dig at du har 20 usynlige kilo kartofler fordelt i bæreposer i hænderne samt i rygsækken, intet under dine knæ og ryg værker og du føler dig tung, det er inflammationen du mærker. Dit krop bruger krudt på at bekæmpe lav inflammationen og dit immunforsvar svækkes. Og så har jeg ikke taget faktorer som søvn, stress, ro og glæde med i beregningen…

Der kan gå et eller andet galt med signalet mellem insulinen og cellerne. De gider ikke reagere mere på insulinen og sukkeret får lov til, at feste igennem i blodbanerne. Det høje blodsukker nærer inflammationen, tænk på det som en varig betændelsestilstand. Jeg tillader mig måske en frihed her, men det læste jeg et sted for mange år siden.

Hvad sker der når blodsukkeret hele tiden er for højt? Du øger bl.a. din chance og du vil hade dette, for du ved det allerede for, at få Type 2 diabetes, blive overvægtig og få forhøjet blodtryk, næste step er superrisiko for hjertekarsygdomme og slagtilfælde, hyggeligt!

Jamen, nytter det hvis jeg ændre noget i dag?

Dig og mig

Ja, det kan du fandeme tro det kan.

Det du vil er selvfølgelig ingen inflammation

Tja så er vi jo ved bogens titel ” hvor skal du lægge vejen om” så din livsstil bliver (lidt el. meget) ANTI – INFLAMMATORISK?

Lavt blodsukker læger inflammationen (så lidt svingning op og ned som muligt)

Motion sænker blodsukkeret

Anti – inflammatorisk mad DITTO

Tjek Ritas fødevare liste ud

Her kommer et par hints. Niks køb eller lån bogen, for så ved jeg du mener business.

Tilsammen skulle det give et større velvære fra halsen og ned måske et lavere/ normalt blodtryk og kolesteroltal. Mon ikke også livvidden mindskes. Fra halsen og op vil det påvirke din intelligens, hjernens arbejde, du vil tænke, huske, problemløse og nemmere tilegne dig ny viden, ja der blev jeg lidt overrasket så mon ikke også du bliver det! Men hvorfor egentlig?
Vi har da altid vist at vi kan æde os til sløvsind så burde vi vel også kunne spise os til det modsatte. En “nobrainer” (frit oversat logik for burhøns), som min bebrillede teenager ville kalde det.

Du behøver i virkeligheden ikke være bange, for der står intet sted at du skal forsage kød og spise lutter grønsager, men vi skal nok alle lige omdefinere hvad vi forstår ved sund eller god mad…..

Jeg kan virkelig godt lide at fru Borelius ydmygt og nysgerrigt spørger “begge” sider. Er lydhør overfor både lægevidenskaben og visdomstraditioner. Der er ingen dumme spørgsmål, dog nej tak til lavementer. Hun er ikke nærig med at fortælle hvor meget hun har fumlet sig vej i dette 4-årige forløb, bl.a. prædiket til familien om sin nye religion til kvalmepunktet hvor kun modstand trives. Mange af oplysningerne har hun fået tilfældigt ved, at et klogt hoved har sendt hende videre til det næste. Mon ikke at hun som Lisbeth Zornig, der betragter denne bog eller var det den forrige som en noget nær bibel, egentlig kun lige er startet. For…

Ingen kan leve efter et sæt regler hele tiden, der skal være plads til at sprælle. Bagefter er det jo bare at fortsætte.

Da jeg skulle tabe mig var der en sætning JEG SENDTE AD HELVEDE TIL, “jeg starter på mandag.”

I stedet tvang jeg min hjerne til at tænke, “det er okay, du har spist en hel pose…, 2 ruller…, et helt glas Nutella.” Nu fortsætter du det, du var i gang med på den anden side og næste gang du spiser en hel pose… 2 ruller…, så kan det være at du ikke oveni spiser det glas Nutella også, at der går flere dage….uger… imellem. Så det handlede om glæden ved at fortsætte i stedet for skammen over “stoppet”.

Modig på lidt forandring

I terapi over et ½ år (kun afbrudt en enkelt mandag af heftig sejlende stuebirk ved min seng grundet nedenstående ukritiske og naive gløgg inhalering), lærte jeg en anderledes fornuftig fremgangsmåde. Jeg skulle tænke baglæns. Se det for dig, din hånd er på køleskabets håndtag og nu trækker du. Hvad er der gået forud? Sekunder, minutter fyldt med tanker hvad handlede de om? Er du rent faktisk sulten? Handler det om at du er tørstig, keder dig, er rastløs, spiser fordi andre spiser, vane, eller du er ked af noget, vred? Turen til køleskabet gik fra, at være som besat af en hjernedød zombie til hm… jeg kan faktisk tage en beslutning om ikke at tage i håndtaget. Ikke at gå ud i køkkenet. Ikke at rejse mig fra stolen måske ringe til nogen. Foretage mig noget helt andet.

Det er det Maria gør, noget andet. Hun kunne havde valgt (som lægen antydede), at finde sig i at overgangsalderen tyngede hende ned, men det ville hun ikke. Hun opsøgte viden, beviselig viden.

Nåh… men jeg vil:

Spise flere bær, langtidskoge stegeben, genoverveje om jeg bare skal blive ved med at spise lidt kød i stedet for intet, blive ved med at lave salatdressing med æblecidereddike, cykle, gå, danse og undervise andre i bevægeglæde til de spørger om de må gå hos mig 2 gange om ugen. Nyde min nye vinterdyne, trække vejret med omsorg som var det en daglig gave, og fortsætte affæren med frisk ingefær og gurkemeje. Tyvstjæle friske krydderurter i et bed ved et lejlighedskompleks på vejen hjem fra Herlev. Øhm… ja det kunne så godt være nogle hints, men måske er det bare mig der spiller hellig.

Drik når, det er særligt med særlige mennesker og det særlige du synes allerbedst om. Gør det ikke, som en medalje for, at du er kommet igennem endnu en træls (arbejds)dag. Det er ikke nydelse det er trøst, vane og giver opsvulmet ansigtshud.

Pst… Det er nemt for mig at drikke lidt, for min krop hopper over den sjove fase og lægger mig enten direkte sejlende i seng eller opkast udstrålende i kaskader. Sket en gang, 1 søndag i advent julen 92. Set i bakspejlet synes jeg det var helt fair, at det var min nye svigerfars hånd, der omsorgsfuldt holdt mig på ryggen, hans have du ved. Jeg ved så ikke om han havde lidt dårlig samvittighed, for det var ham, som havde holdt snapseflasken lodret længe, længe over den småsimrende gryde. Før bugudvendingen, og mens de andre klippede juleklip, kl. var nemlig kun 16 trods tusmørket udenfor vinduet på 1 sal, lå jeg inde i min sprit nye kærestes 7 årige lillesøsters seng, og havde noget der kunne minde om en samtale med hendes marsvin. Den døde kort efter og i lang tid var jeg lidt bekymret for om jeg nu havde talt den til døde, at jeg simpelthen var kedelig… Nåh men jeg var til alles glæde chauffør de næste 10 år ved samme årlige arrangement, nu flyttet til Espergærde.

Man kan godt spise sig ud af sukkertrangen, det tager ca. 14 dage. Bagefter kan du bedre styre indtagelsen, lidt i stedet for hele pakken, pladen, rullen, posen…. Niks, hver dag er ikke en gang i mellem, det er hver dag, en vane der nu styre dig, ikke omvendt.

Jeg bliver sjældent affodret hos andre, måske synes de jeg er en kedelig gæst (læs: marsvin) og jeg spiser sjældent fastfood (blodsukker skyhigh sendende). Det kan jeg godt nøjes med bare at fråde med øjnene på YOUTUBE, det går ikke i blodbanerne. Ja og så kan jeg godt lide at vide hvad jeg putter i munden, maven, blodbanerne og cellerne. Jeg gider sgu ikke være uvenner med min bugspytkirtel, det var jeg da jeg var tvangsoverspiser, den kvote er opbrugt “for good”. Nu har vi en fin aftale, jeg spiser min krop let og energifuld og den bliver ikke fornærmet over, at jeg ikke aner hvor den sidder derinde…nede til venstre, oppe under, omme bagved, nedenunder…. og så lidt skråt til det næsten er ovenover.

Knus fra

den taknemmelige over at jeg fik en bog forærende, der så meget handler om min kæphest. Elsker galop sikkert siddende bag tasterne.

Bogsucces i Norge

På min fars kones anbefaling lånte jeg nr. 1 “Der vokser et træ i Mostamägg”, nu er jeg i gang med nr. 4 den røde.

Nr. 4 og 3 ud af romanserien i 7 bind

Lad dig bjergtage af Fru Larsens ordstrøm, som leger sig ind og ud af skovfinske ord og udtryk som den lille ordbog bagerst i hver bog slet ikke formår at dække. Det gør ikke noget, du vænner dig til det. Det virker helt rigtigt.

Jomala – Gud

Du følger i hælene på folket i Finnskogen a la en slægts roman. De bliver født, udvikler sig, og nej forvent ingen lykkelige slutninger. Det er en farlig tid hvor druk, svig, drab, børnefødsler og væltede træer kan betyde afsluttede liv eller uforudsigelige begyndelser. De lever i pagt med den rå natur som Fru Larsen eminent igen og igen formår at fortælle spændende om i skarpe passager. Tro mig, jeg gider ikke lange naturbeskrivelser. Kan jeg mærke efterårets begyndende bid, se det just faldne gulbrune løv, mosens sultne greb om dyreben og trængende kroppes søgen mod hinanden så vil jeg bladre til næste side og presse læsebrillen på plads igen.

Perkele – kraftigt finsk bandeord

Et træ støtter en fødsel.

Den berygtede bjørnejæger skræmmer ikke en ung kvinde.

Præstekonen forlader præstegården.

Vise koner og særlige mænd med lommefyldte jakker der tillidsfuldt dyrker “det” i mellem himmel og jord.

De yngre fascineres og fastholdes i angsten af det (u)sagte.

Gammel overtro møder nymodens.

Amerika, som hele tiden lokker med alle de fantasifulde overbragte historier.

Løgn, fumlende fingre og drenge der er bange for mørke.

Fattigdom, der kræver en arbejdsindsats hvis mængde af sved, du og jeg kun kan forestille os.

Kærlighed der aldrig kan blive hvis ophavet og huset du er født i har det forkerte gulv og stalden mangler en hest.

Drømme og håb som bliver ved med at være netop det.

Troen på det gode i mennesket, det fortvivlende hvis den mangler.

Sten, siddesten, byggesten, sten der holder på tage, sten der slæbes på rygge i trods, i ønsket om at have den største ved sin dør, sten som triller, falder og finder en ny plads.

Sygdomme der gives bort, kvinder som elsker, mænd der drukner deres sorg, glæde, ansvar i indhold der altid findes som trøst, fejring og følgesvend.

Mennesker der tjener nogen, andre der bliver betjent.

Voldsomheden i ske med blidheden.

Mad i bytte

Arbejde i bytte

Børn der læser, bliver konfirmeret, findes, voksne som ikke gør.

Breve læses, åbnes, lukkes, nye skrives.

Og så er der dem der holder ud, er tro ELSKER. Hinanden.

Tak for eftertænksomheden, som altid ligger lige under sætningernes til tider ret enkle ordvalg og opsætning. Tak Britt Karin Larsen for, at jeg stadig har 5, 6 og 7 til gode.

Sidebemærkning: nu hvor jeg er nået til nr. 4 “Før sneen kommer”, vil jeg lave et stamtræ for det mangler bøgerne nu, især fordi det kan være dejligt at læse noget helt andet ind i mellem.

Knus fra hende

Der kan lide læsestof fra tiden før:

Mobiler, var en konkurrent til toilettet.

Computere, som vender os ryg mod ryg med hm…lyde i alle mulige variationer jeg altid skal gætte mig til betydningen af.

NETFLIX, HBO, pragtfulde og vedkommende youtubevideo`er som optager tid fra knus jeg kunne give, smil jeg ikke kan se og fingre som piller neglerødder i stedet for at taste vedkommende ord.

Hvert minut skulle fyldes med noget “vigtigt”, hvornår blev det ikke vigtigt at ringe de levende op og lade stemmerne stige og falde i begejstringen over at være på samme linje..

Corona blev dagligdag og fohindre mig i at mærke en brystkasse mod min, et håndtryk, et kys på en kind uden jeg skal skjule, at jeg tager det stjålent.

Øjnene må mere i spil, hele mimikken, kropsproget skal levendegøres som havde vi ingen mund til at i talesætte følelser og sindstilstande.