Reflektionistaen

Jeg sidder på en cafe i Malmø den første weekend i efterårsferien og klør mig rundt og rundt om noget, der ikke synes. Kigger efter et lillebitte indgangshul men finder kun min underarm mærkelig buet og rød.

2 dage efter bukker jeg under og tror i løbet af 24 timer, hvor jeg efterfølgende ikke mener, at havde kunne reflektere på en eneste tanke, at jeg a) er gravid, b) fået en virus på balancenerven, c) i det mindste har corona!

Vil du ikke have en pille?

Hensynsfuld rejsekammeraterinde

“Mod hvad”, når jeg at tænke, det klør jo bare. Har dog lige læst på Google (den hellige gral), hvor ellers! At de, moskito, godt kan videreføre gruefulde “ting “. Det vidste jeg jo godt, men da ikke på vores breddegrader? Eller? Ser lidt nærmere, helt tæt på, næsen, næsten nede i hvad der kunne minde om … Harry Potters arm i Harry Potter og hemmelighedernes kammer, hvor den efter en quidditch kamp er brækket. En forvekslet (de er jo kun i lære) trylleformularer og hele knoglen forsvinder. Den eneste forskel … At min underarm ikke bøjer slatten nedad. Sådan en kamp involvere kosteskafter og lille gulvfarvet rund tingest med vinger, det gælder om at få fat i, om man så skal hjælpe til fra tilskuerpladserne ved og sætte ild i kapper på skuldre…Lærernes. Så kan de mål man scorer med den store bold imellem enorme mål være lige meget!

Er jeg fuldstændig bagudbøjet hypokonder?

Og kan man faktisk slide på sit immunforsvar, når man nægter at bruge stikpiller som hører ind under præparater, der også udskrives hvis man har gigt. Og det for at undgå, at ligge i fosterstilling i kvalme og hovedpine helvede i 1½ døgn? Taler BOGSTAVELIG TALT, har slidmærker på indersiden af mine knæ, der kan bevise det. Scollede ned, meget langt på migræne oplysningssiden for, at finde andet end medicin som lindring.

……. Ah…. Der var den allernederst, som om nogen, den, der havde skrevet det var tydeligt flov over, at skulle tage muligheden i betragtning…. Forebyggelse.

SÅ SLAP DOG AF FOR HELVEDE – Du har ferie!

Reflektionistaen

Hvad er det lige du tror, der er så skide vigtigt, at du ignorer ondt i hovedet tiltagende over timer og og så ikke bagefter med det samme forstår, at det er derfor jeg kommer så meget efter dig nu med kvalme og … Ja, jeg lod timerne gå, ville ikke sige til afkom på besøg, jeg lige havde været sammen med i 2 fulde døgn. “Øh… du ved, ikke som om det er noget nyt, men mor er træt, som i, jeg skal i seng lige nu selvom klokken kun er 20:01.” Nogen, ikke særlig rar person, faktisk meget lidt styr på sine kræfter, holder om mit hoved og vil ikke, som slet ikke give slip og den nogen bliver åbenbart mere og mere vred på mig som timerne går.

Vi blev beæret med navneplade på værelset denne gang. Opredningen var dog fuld af fjedre. Men min alene.

Min hensynstagende høflighed, min bare røv. Hun ville bare havde sagt med et STORT suk, at hun da sagtens kunne gå hjem.. Elllleeer spurgt sin far, om han ville køre hende rundt om de ca 5 hjørner, hvis den korte distance altså, de små 20 minutter på gåben det ville tage. Men ville jo ikke give mig vel, selvom monstret klemte endnu hårdere og hun (den hjemkørte) ved 22 tiden, fra passager sædet af, godt kunne fornemme, at det nok ikke liiiiggge var så smart og forlange, at jeg tog rampen til døren. Den længere distance, den, med de flere hjørner rundet, du ved for, at hun ikke skulle bære sine IKEA indkøb så langt.

Den olme tyr pruster i sit ringhjørne og min hvide klud alt for hvid. I løbet af natten forsvinder jeg ind i en tåge, der kun går ud på og holde den klemmende hovedpine ud, som er mit hoved iført en alt for lille hjelm frembragt i Prins Valiant tidens hede smedje. Jeg havde ellers sagt, at mit hoved er i størrelse large men en form for sendebud må være afgået ved døden. Musestille liggende, afbrudt periodevis fra side til side kastende, passer mit hoved ingen vegne. Prøver jeg at stille mig op, sender kvalmen paniske blikke i retning af spanden, som jeg hellere vil træde ned i på vej ud til toilettet, den ene gang ud af to, i løbet af de 12 timer, det sker, end stille lidt længere væk. Har stort behov for, at kunne se kanten af den ned over kinden langs madrassens lagenkrøllede side.

Jeg spiser ikke i 1½ døgn hvilket skulle være så sundt, hvis man altså tænker faste, men … Jeg er ikke typen der godvilligt (også af hensyn til andre øres velbefindende og æh fremtidige eksistens) lader være med, at spise mere end de timer der ligger mellem fredag klokken 21:05 og 9 nu dut lørdag morgen. Der er bare ikke nogen mere, der skal forvente, at jeg da liggggeee hænger tøj op inden jeg … pokkers noget er brændt sammen, en skrue drejet i den forkerte retning, for hvad var det nu igen forholdet gryn til vand/havremælk var igen?

Brainfog… hjernetåge …! Det kunne ligeså godt være brainfuck synes jeg, for det er sgu da rimmeligt træls, at så lidt hverdagsmatematik kan ende med, at gøre havregrøden vandet a la et århundred tidligere. Ja, for det ville da tage mindst 15 minutter, at koge det ned. Kan man overhovedet kalde det matematik, er det ikke ligesom smudse ordet til?

Nåh, men jeg har så slidt på mit immunforsvar, troede ikke det var helt normalt det hele, da jeg tvang mig selv til, at hænge tøj op ude i den gnistrende efterårsferiesol. Drak den i store grådige slurke, LUFT. 2 dage senere skulle jeg kunne gå på arbejde, bid, migræne, corona eller ej, eller … Det var jo ikke rigtigt, men nu ved jeg hvor Skovlundes test sted er flyttet hen og kan finde det i MØRKE!

Hov… Du skal give mig det, der plastikrør med blå tut på enden! De siger det jo ikke, men hånden der peger lader ikke nogen tvivl være i mit sind om, at jeg igen har glemt, hvad jeg skulle med det. Ah…..

Trak efter ophængning af tøj, udmattet, dynen helt op til næsen igen og fornemmede mere end så ud igennem den lille sprække mellem mørklægningsgardin og vindueskarm, at anden halvdel tog det ind igen. Hmrf. … kan jeg nu ikke engang sætte klemmer rigtigt i trussen?

Så du ikke det regnede?

Tager vasketøj ind igen, manden.

Niks, nej for lige bagefter dynen havde nået mine næsebor måtte jeg smide den og for åbent vindue med 2 gange daggamle underbukser på, kulderystende vente på, at hedeturen var ovre. Hvad sker der? Jeg troede, at det var overstået. Hvordan kan hele kroppen synes syg også alligevel komme i tanke om, “nåh, ja jeg skal da også lige huske, at give hende den dyne flig dækkede daglige kvantum af lunere per time.”

Der var hedebølgen, sommeren for de år tilbage hvor jeg ikke bestilte andet end, at gå ud i et sæt tøj, komme hjem, gennemblødt, smide alt, hænge alt ud og iføre mig tørt og så måske, måske gå ud i solen. For hederen indeni kunne godt gøre en mindre ophidset ved udsigten til et par smækre brune ben. Det er ellers den eneste farve, brunt altså som går virkelig godt til blå. Det ligesom udligner og dæmper klædeligt kontrasten. Blå, det har jeg nemlig masser af, streger; tykke, tynde, bugtende sig i overfladen som truer de med at gennembryde den når som helst, nogle samles endda i plamager som i en slags Lissers åreknude samlingsfelt.

Forskyder jeg ikke bare tiden med hedeture, hvis jeg indtager hormoner?

“Hvorfor får du, dig ikke nogle hormoner?” Nej, det vil du så nok ikke spørge mig om, når nu du ved, at jeg ikke under nogen, UNDER NOGEN OMSTÆNDIGHEDER vil tage gigtpiller for udlevering af for lille hjelm. I Prins Valiant albummet, nummer 11 tror jeg, vil den underskønne Aleta ikke være uden sin nye ægtemand, prinsen, så hun tager med som en af hans væbnere. Det går selvfølgelig slet ikke, har du set hendes hår? Gyldent guld lidddddttt a la Rapuncel stoppet ind i sådan en lusebefængt jern tingest. Behøver jeg sige, at da han opdager hvem den spinkle, unge væbner er, forlader han ikke et sekund hendes side, dødbekymret som han er. I de albums rejser de sig ikke bare op efter et sværd i maven, det kan være ret befriende at man ligesom kan regne med, at nåh, det der, det dør man af. Hvilket kan gøre nutidens helte film overordentlig irriterende. Hvis du ønsker rigtig, som i vaskeægtig romantik, tegnet, så gå ned på bib og se din bib kar dybt i øjnene og bed om, at fjernlåne de første måske 20 bind. Der kan man tale om, at en mand er en mand og en kvinde, en kvinde med lus, i håndjern, kidnappet og … Jeg lover det. Lover, at ham tegneren har tænkt på sine kvindelige læsere også og ind imellem tegnet ham, prinsen (og andre) kun i lændeklæde, underdrenge var ikke til at opdrive. Det var heldigt.

Host, host har du set den nye James bond film? Ikke langt inde skal du lige holde vejret fordi det er det eneste tidspunkt, at han tager et bad. Et synligt, udendørs bad ja… Det kunne godt havde klædt den scene sådan. at passere sådan lidt henslængt i slowmotion. Måske skulle jeg skrive til dem, der sveder over næste manus allerede nu.

Please a little more “naked” mister Bond next time.

Jamen… når nu han har trænet sådan!

Kommer sikkert ikke til at ske, altså at Bond er en han, for rygtet lyder på kvinde, sort som ibenholdt og med en hvas tunge, der kan give en dansk skuespiller flækket kæbe. Men så er der jo også ham, der skal overrække hende martinien, “shaken not stirred”, tænker jeg.

Lå i min hjernetåge og blev enig med mig selv om (tydeligt et tegn på at jeg fik det bedre… ,) at ja, jeg kunne da lige så godt lave slutningen om. Det var jo ikke som om jeg havde noget andet at tage mig til, naboens uklippede hyldebærgrenes bevægelser i vinden havde jeg jo fuldt tjek på nu. Til højre, venstre, rundt, rusk. Til højre ….. Gøre enden til min, sætte mit stempel, ingen ville jo vide det. Kan dog afsløre, at Prins Valiant og viv ikke er blevet tegnet forgæves.

Kan ikke lide spildte mandfolk eller heltinder, det irritere mig, og går ikke bare sådan væk. Det gik meget bedre, da jeg havde fået det fra hånden.

Og det var så det. Det eneste min hjerne velvilligt ville foretage sig de 2 døgn i soveværelset. Den nægtede at samarbejde om noget som helst andet, ønskede ikke at bruges, ville være på dvale, lade op, ikke tænke i undervisning, manusser der trængte til rettelser, videoer der skulle flyttes, og mad der skulle startes fra morgenstunden af til forældre på besøg. Ikke tænke frem, tilbage, på kryds og tværs, kun hvile med lukkede øjenlåg for, at holde skærende lys ude og vende øret ned mod det fedtede hovedpudebetræk for, at lukke af i boks 1.

En krop i en seng med madlede.

Og hvorfor er det lige, at når badet er overstået og man tvinger sig ud i vejret efter vandgrøden mellem tårerne fra himlen, så er det eneste man virkelig har lyst til det jordbæryoghurt, (den med hele bær som drengen aldrig kommer til, at hjælpe mig med at spise op) og pizza med peperoni?

“Tømmermænds mad,” sagde anden halvdel. Jeg kunne så meget se det på hans mundvig mens vi gik side ved side. Han smilede.. Irriterende. Det er bare ikke til at have et standpunkt. Det bliver kompromis med kompromis på! Spiser jeg den yoghurt er oddsene for, at jeg får moskito beachparty i grotten så høje, at jeg ikke gider spille/købe/spise det. Vegetar, omringet af inkarnerede kødspisere er supersvært og veganer glem det, kommer ikke til at ske foreløbig, for har du spist en købt vegansk burger?

Du, “nej.”

Nej! Det skal du så også forskåne dig selv for, tag en salat i stedet eller alle foretterne, men adr… altså..

Og burger … er det er simpelthen ikke i orden at kaldet det! For det… er..

Noget mærkelig sammensurium, imellem burgerbolle halvdelle godt nok.

Vegetarisk/vegansk mad kan smage så godt … hvis det er hjemmelavet. Mangler stadig at besøge vegetarisk eller vegansk restaurant, skal nok skrive om det det, når jeg har. Aftale?

Nåh, tænker du så, gjorde du det? Bestilte vegetarisk pizza?

Jeg ryster på hovedet. Nej, ikke efter første aftens bekræftelse af, at du aldrig skal bestille vegetariske retter på en kød restaurant.

Vi tager den pizza (med parmaskinke) og den spaghettiret (med parmaskinke) du gerne vil have.

Ja mor, så kan du bare lade skinken ligge….

Ha, ha., ha se det for dig, smileyikonet, der græder af grin på skrå. Vil ikke, som i IKKE have, at mad går til spilde.

Reglernes labyrint

Tænker seriøst, at starte forfra med min fokusering på kød, økologi og dyrevelfærd. Jeg kan ikke mere holde rede på alle de selvsammensatte, selvopfundne og selv påtvungne regler der kører stock-car-løb inde i mit hoved. Simpelthen udnytte der har været slukket. Acceptere, at jeg altid er både-og, ikke holder af alt eller intet men sjovt nok ofte havner i den på grund af nyopdaget info jeg ikke kan sidde overhørig. Da jeg er den eneste, der ønsker den levestil har jeg brug for regler, at klynge mig til, når alle går i gryden, fadet, panden med dyret jeg ikke har nedlagt men tilberedt. Men med alle disse mere eller mindre strenge regler har jeg kreeret andre regler for, at omgås dem.

Rammer er fine men kreativitet kan ikke flyde frit hvis nogen (her mig selv) gør det hele for ufleksibelt. Jeg er meget opfindsom og må tage mig selv i, at ville ændre dem hele tiden. Det kan nemlig godt, øhm… indrømmet og forståeligt nok irritere andre i hustanden til, trække-hår-ud-af-hårsække-grænsen. Her et eksempel; da jeg jo ikke ved om kødet på en restaurant er økologisk, så må jeg godt spise det, hvis jeg altså beslutter mig for det…Spørg så heller ikke, det ville da stå hvis andet i menu kortet. Jamen ikke? Virkelig åndsvagt argument, ved det. Er noget bremset af noget andet/nogen andre og det er inden for hvad jeg kan (må) blande mig i og derfor have indflydelse på, er der straks et sted inde i min hjerne, der tænker løsning. Det kan der godt gå lidt tankevirksomhed med!

De havde puttet en stor håndfuld champignon på den ultratynde pizza og helt vildt mange soltørrede tomater på spaghettien. Så da det kom til parmaskinken havde de heller ikke lige stået og strøget sig lidt henover skægget og tænkt; “en skive og ikke mere…” og så lagt den tilbage i pakken. Man kunne ikke skære stykkerne over medmindre det var i fiberretningen. Samle et stykke op og spise det med hovedet hældende til siden ha nej, så…

Med den mængde kød indtaget på et døgn, ville jeg helst ikke gå så hurtigt på kompromis, med mig selv, da jeg kom hjem. Det blev jo så heller ikke et problem!

På andet døgn i tusmørket med et rum og lukket dør imellem lytter jeg koncentreret; han hakker … så nu sætter han pasta over, husker han nu at blende den, ja det gjorde han. Ude med hovedet hængende over gryden med madlede og faktisk sulten efter kadaver, sagde han helt uden noget, “og ja så har jeg stegt kødet for sig….” Så hensynsfuldt. Åh.. altså det er så svært.

På tredje dagen opstået fra uhumsk sengetøj opdagede jeg, at anden halvdel søreme havde købt 2 pakker økologisk ta, da hakket okse. Tænkte, at jeg sådan lige, du ved, med min ekspertise hellere måtte tage mig af kødstegningen af anden pakke til den ellers udmærkede tomatsauce, han havde kreeret under mit sygeleje… Skal jeg spise kød skal det ikke minde om små tørre kødkrummer…

Går ud og varmer rester, veganske med tofu. Meget mærkelig ingrediens, men hvis du marinere det lidt kan det godt forveksles med noget spiseligt. Når vi putter lakrids i munden vil vi så i virkeligheden vide hvad det er lavet af? Det dyre fra ham danskeren Bülow, er det jo næppe hver gang.

Knus fra

Meget taknemmelig efterårsferie begunstiget, glæder mig til april, hvor hotel med 4 (!) i et rum forhåbentlig bliver en realitet og jeg så bare må medregne en form for jetlag dagen efter og gå i seng med lyset.

Lektion lært i Malmø, spis kød på Texas Longhorn steakrestaurant og bestil vegetarisk pizza på den italienske.

Nåh ja og så er der migræne fodnoten. Ved overhængende trussel fra selv i ført for lille hjelm er forebyggelsens magi basseret på; god nat og sov godt.

Det, der med at stirre ikke!

Test din kat fortsat…

Første variant er nærmere et blink i slowmotion, og emmer af fred og ro. Det bruges, når han ligger i den anden ende af rummet som regel i den stilling, som kaldes catloaf, kattebrød. De store øjne vidtåbne og roligt observerende, flytter jeg mig til højre, flytter de med… De lukkes dovent ved vores øjenkontakt. Når de åbnes igen ser han åbenlyst og velovervejet direkte på mig, som sender han mig en besked, en kærligheds hilsen på katte sprog. Det skulle vist betyder en blanding af:

A) jeg elsker dig.

Mærk dit hjerte dunke ydmygt og stolt i brystet over denne erklæring, som er for de få udvalgte og som næsten intet, INTET har med min morgenmad i form af blokken af leverdreng at gøre. Den, du alt for langsomt og sent på morgenstunden pakker ud af madpakkepapiret.

B. jeg er cool med dig.

For at fortælle ham vi er på samme sekvens og han intet har at frygte (lige nu), gengælder jeg erklæringen med samme langsomhed måske med en lille bitte bøjen i nakken, han er jo kongen. En kær, observant veninde vil måske spørge, “har du fået noget i øjet, skal jeg se efter?”

Ynglings position og (ned)stirre fra:

Så højt oppefra som muligt, selvfølgelig, krydret med pas på “svingende pote alarm”, biib, biib..

Bonusinfo

Katte holder af ro. Altså undtagen, når de møgkeder sig på det mest spændende tidspunkt under lørdagsfilmen. Der skal noget særligt til for, at din opmærksomhed lander på ham og han ved lige hvordan. Den popkorn toppede lille tallerken balancer på skødet og hånden lige rakt ud mod vindueskarmen efter den ½ julebryg, ja, vi er så 2 højtider bagud. Du skal så nu beundre hans kraftspring op på det høje, blå skab, som står skælvende i flere sekunder efter den ellers glidende landing med glassene klirrende mod hinanden, inde bag den altid låste låge. Vridende sig faretruende rundt ude på kanten, ser han sig (som et barn) over skulderen. Når du uundgåeligt har flyttet opmærksomheden til skærmen igen, bliver du efter få pulsslag i det lille bryst tolket så skide kedelig, så nu vil han ud! Er det vinter vil du jo ikke sidde i frostens slipvind med åbent vindue vel! Så hellere en menneskeskabt af slagsen…. Så…

“Ud eller ind Manse?”

Blæsende og regnfulde dage, ombestemmer han sig og planter den lille ende i vindueskarmmen bag dig, indtil du har genoptaget filmen. Du kan så efter få minutter se hans pote ae vinduet i fladskærmens spejling foran dig, kun forstyrret af filmen! Ude af stand til, at ignorere det vrider du den modvillige nakke halvt af led for, at få det bekræftet. Jeps, han har alligeveller tænk sig, at trodse vejrguderne, der måske har svinget stålet og gjort hans “stier” vindstille og knastørre, selv om dråbernes løb i lodrette bølger udvendigt på de store vinduespartier viser noget andet. Med tålmodigheden opbrugt gives han et nu lille skub ud i blæsten, “hovsa.”

Lirker numsen tilrette i højre hynde. MIN ende af den højlydt, skrigende sofa fra 70`erne barndom. Sofaen, der efter omvejen over en ungdom og et årtusindskifte hos min far, er landet pænt insisterende i min stue mere velvilligt modtaget end jeg nogensinde har ladet ham passerer min hoveddør, efter hans banken med dørhammeren har sendt katte aflivet som nulevende i knæ. Sammenføjningerne af det glatpoleret træ lyder serøst som offeret, hvis voodoo dukke jeg som en anden nålepude, stikker den ene sylespids i efter den anden. Stoffet den for bebrilledes livstiv siden er ombetrukket med er uld, blå/grå stribet krasende uld. Sådan set slet ikke rart i meget korte shorts. Knaser en popkorn, først hovedet, du må indrømme de ligner små snemænd altså de forsøg, der er gået galt inden… “åh for fanden.” Stående på solbænken laver hans lille mund lydløse o`er bag ruden. “I behøver ikke sætte den på pause,” mimer jeg, mens jeg blokerer billedet for de andre.

Det kan godt være, at en kat ikke skal luftes men der er 2 homosapien på denne matrikel, som lader sig hænge til tørre på den katte udtænkte snor, der går fra “mjarv” til vores fødder er i bevægelse. Mens hånden rækker efter sjatten kan du høre dump, dump lydene af først hans forpoter imod klikgulvet og derefter bagpoternes ditto. Så kommer de bløde og hurtige dup, dup, dup plus den ene negl på den uidentificerede pote idet han løber langs med spisestuestolene med halen lodret, som kunne han betvinge madskålen en optimering på afstand inden hjørnet er rundet. “Håber, håber, håber… Han sætter farten ned allerede på dørtærsklen, som kommer han i tanke om, at han trods alt kun er kongen, ikke sagnomspundne Merlin. Stopper så lige foran den, lader halen synke til, ingen grund til, at bruge kostbar energi på at sende det derop, niveauet, hvilket er lige over de syntetisk fersken/brækfarvede fliser i bryggerset. “Det samme som sidst!” Her foretages en U-vending med hængende hoved. “Jeg går ud og lægger mig på badeværelsesmåtten.”

Forholdet til larm, konkluderer jeg derfor er meget individuelt og helt sikkert noget andet, når man selv står for den. For løst grundlag synes du?

Vidste du f.eks., at et af de eneste steder du kan spise kage i København kun i selskab med andres lydtæppe af hyggesnak og sukkende gaffel skraben mod tallerkenen, er på La Glace! “Åh der er ikke mere tilbage, gid jeg var derhjemme så jeg uhindret kunne holde tallerkenen på højkant og slikke fra ned til op, fra venstre mod højre, uden at føle mig SÅ … pinlig over min insisteren på, at få det HELE med.

Eller hvad med hvis du skal handle eller se på tøj! Alle steder er der musak.

Er du så et produkt af en livmoder, hvis højere siddende “øverste” general bliver det mest eddike sure, ved andre menneskers hørbare eksistensberettigelse, bliver du ekstremt opmærksom på hvornår du “fylder” og hvordan. Du gør alt for ikke at komme i, “de andre kategorien.” Senere ved synapsers finden hinanden over årstal, der bliver højere og højere, går det op for dig, at være det tætteste på, river meget mere i næsen.

Piiinliiigt

Alle de gange hvor en ellers hyggelig bytur endte i skiftevis pigefornærmet surmulen, og højlydt brokkeri. Som den samlede masse af en børnefødselsdag i helvede med en folkeskoles pigegruppe, i en og samme granvoksne mor.

En årrække undgik jeg turene, trængte til at få hende på afstand. Hold på tanken. Den evige risiko for den kvælende fornemmelse af, at alt i og omkring mig syntes, at være nær et sprængningspunkt. Jeg kunne jo ikke bare gå vel! Det var hendes variant af takling af uenighed. Det eller “jeg har heller ikke lyst til, at leve mere.” Tag den, sagde blikket og det vidste hun jeg ville, for døden kan ingen hverken betvivle, betvinge eller sige imod. Kun en vinder. Det var som, at gå på kanten af en slumrende vulkan, hele tiden parat til, at søge ly for meterhøj, spruttende lava.

Senere forstod jeg det ikke handlede om, at jeg var specielt irriterende. Nogle mennesker kun kan klare deres egen lyd og selskab og kan ikke være sammen med andre i længere tid ad gangen. Ville dog ønske, at hun selv havde forstået det… Igen hoppede jeg ud på den vippende gummibåd, men et sted på overfladen blev et hul stadig større. For hver slugt stykke viden om hvad hun var for en, trak jeg mig mere og mere tilbage og ud. For ikke at synke, slippes kærligheden ikke længere forbi drøblen. Min mavemund er lukket.

Hensynstagen til hvem, der nu lytter med…

Lukkede vinduer er derfor altid det første jeg sørger for, når jeg skal forberede undervisning i arbejdets tjeneste. Jeg ved af erfaring, at det kun er mig, som gider høre zumbamusik ½-1 time i træk, meget højt med engelsktalende instruktioner ind over, i takt med mine nogle gange forsinkede hæl isæt og forflyttelser. Pis også, det skulle havde været 1, 1, 2 og højre fod frem og venstre tilbage, tager lige nummeret forfra for 3 gang! “Olauf jeg tror liiigggee du skal gå ud nu!” Åbner døren han lige har hylet bag fordi, JEG HAVDE LUKKET DEN! Nu drejer han af inden og flænser kradsebrættet på forpoternes vej op, til næsten så lang han er, danser med bagenden, som imitere han dansen han lige så. Så smider han sig drillende med alle “nålene” i potentiel fare for mine hænder, som ellers ville tage ham op.

Det er meget udfordrende, at være mindre larmende, når jeg skal være det bevidst. Kokkererer jeg, kræver hvad jeg synes er “lydløst” nærmest bevægelser i enormt velovervejet og fortænkt slowmotion. Altid lidddt forud i mine tanker, kræver ekstra umage for, at forsinke lydene i mit kølvand. Det går ikke altid godt med en lydbog i ørerne, som dæmper globalmaskinhakningen mod det stakkels spækbræt, der nådesløst tvunget i spænd mod min mave og bordpladen ikke får lov at slippe, før skålen er fuld.

Som den mentale håndbremse jeg må trække, 10 minutter inde i en opvarmning hvor nogen inden, jeg overhovedet har trykket på play, på mobilens skærm, såvel som inden i mig, beder, “nu er vel du blid ikke!” Underforstået, du får mig til at føle mig som en idiot, hvis farten på bevægelserne er for høj. Jeg vil ikke se dum ud, antager jeg også spiller ind her! Jeg vil gerne kunne følge med, så hvis du lige vil holde dig tilbage, skrue ned for musikken. Dig. Din udstråling vil ellers stå i for stor kontrast til det jeg kan med alle de skavanker jeg har nået, at samle sammen i de 20-25 år, jeg har levet længere end dig. Desværre kan rendyrket energi ikke sælges hverken på flaske eller som app. Hvis det havde været tilfældet havde jeg ikke skrevet dette, eller måske havde jeg, bare på Maldiverne i stedet for bænket i Dalen.

Jeg forstår det godt, har selv stået i situationer hvor jeg var den, der ønskede mig bedre. Det får mig dog stadig til, at føle mig som hesten, der har stået “urørt” lidt for længe i stalden og nu endelig ude i friheden med en lang eng foran mig ikke må gå til bidet, og strække ud med græstørvene hvirvlende op i store klumper bag ved. Som en galop hest tvunget ind på en rektangel dressurbane med mulen trukket helt ind ved bringen med mundvige, hvide af skum på grund af koncentrationen det kræver, at holde alt og alle samlet. Videregive energi skal på overfladen se nemt ud, ellers ville ingen føle sig trygge. Inde i mig er det en form for psykisk udladning, som jeg sætter i gang. En beslutning om, at samle følelser til små eksplosive bundter, der som gnister antænder nerveforbindelser muskler imellem. Driver fuldt ud bevidst min indre hest til en maxhastighed henover de første 10 minutter, hvor ideer om overgange, hvad man kan hvornår, hvor meget og hvorfor på en måde, der er forventet, at kunne få alle flyvende, lette på tåspidser og om hjertet (især) samtidig med, at min hjerne ryger i anstrengelsen af, at jeg ikke må kede nogen, være for hurtig fra et til noget andet og passe på sarte sjæle, knæ og skuldre. Smiiiil.

Ikke til at komme udenom, kun igennem.

Rappe fødder, gryder/pander der tages ud eller sættes på plads, døre der smækker, knagende dørhåndtag fra før århundredskiftet, skabe der klikker, dørhammer der ja, hamre. Så har vi ikke snakket fødder i løb fra andre steder i huset af, ved sprutten af glemt gryde i kog. Lydbogen hvis volumen er skruet helt op, så den som katten kan følge mig nogenlunde uafbrudt fra rum til rum, for tænk hvis jeg kun hørte lyden af mig, mit åndedræt, de bare fødders klasken mod de bare gulve! Uha, det er noget nær uhyggeligt du. Stole der skraber, piber, hyler mod gulve, ud, ind, hen, væk, fra og til. Ting der tabes, godt brugt, ulækker køkkenrulle lander på gulvet igen og igen, ved siden af, ovenpå, udenfor og indeni skabet. På plus siden skal dog i sidste tilfælde nævnes, lydkulissens tavshed.

Hvor der leves, spildes.

Har han indtaget toiletmåtten som en kongestol kan mine hænder komme til, at dryppe ned i hans pels på vej mod håndklædet. Det er så efter jeg har børstet tænder skrævende over ham med spytklatten tvunget lidt til venstre i nedskydningen for, at være sikker på at undgå den mørke bluse.

Lydene af, den hjemmelavede müsli, havremælk og kaffes dominoeffekt på “systemet”, tidlige morgener.

Det mellem brunlige fliser, ikke orket udskiftet, ekkorungende plask af smuttende fødebolles aflevering i perfekt brydning af vandets overflade i kummen. Godt! Vinduet var lukket…

Under “akten” har kongen på tæppet, (havde du glemt ham?) heldigvis situationsfornemmelse nok til, ikke at søge øjenkontakt! Det er stadig intimiderende. Hvad gjorde jeg, da børnene var små?

Nåh, ja nok ligesom nu, bare sked på det hele.

Fortsættes …

Test din kat

Af Simon Holland.

Venligst tilsendt af forlaget Harper Collins til brille påsat gennemlæsning.

Du burde kende mig nu og vide dette ikke bliver en decideret boganmeldelse, nok snarere en katte hyldest. En fejring af kattens væsen ja, det tænker jeg. Det kan godt være, at du ikke kan lide katte men det vil jeg væde med er baseret på en 30 år gammel oplevelse. En, hvor en bamseblød pote viste sig, at indeholde skarpe nålespidser (det sved) og fik din arm til, at ligne at du og din mindre kusine i Års havde duelleret med miniature riven (du den bløde løvrive) til kunstgræsset, foran den lille træveranda på hendes dukkehus. Har jeg ret!

Den erfaring har jeg nemlig også men…

Jeg har også stunder i køkkener med hvad der synes som en kæmpe af en blågrå hankat, højere end mig, fordi han skød ryggen op i mod min håndflade på køkkenbordet i mine forældres venner` s barnløse/fraflyttede børns køkken.

Dyr kan være mere large over for fremmede med hensyn til hvad de opfatter som deres enemærker end andre børn. Havde mine forældres venner hjemmeboende børn og vi snakker før jeg var 11, så anede jeg mange gange ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, når vi var på besøg efter reje cocktailen med avocado jeg ikke kunne lide. Inde i stuen med på en lytter, musestille? Nej, det var tydeligt de lod som om jeg var puden med det spraglede mønster i sofaen, som ikke overhovedet passede med de ensfarvede. De måske 2-3 år ældre børn i husstanden havde efter et høfligt goddag gemt sig bag døren til deres ellers godt nok spændende værelse, og lod sig kun midlertidigt lokke ud hvis der blev råbt, “dessert!”

Så var det jeg befandt mig i bugnende haver med umoden frugt (de gled ned … var jo lidt sulten), som hang tunge på alle de lavt hængende grene og en nu enten rolig kat eller hund omkring mig.

Jeg havde timer forinden udstået (bestået) den til tider voldsomme og skræmmende velkomst i form af flov snusen (i skridtet), gøen, hoppen op, små bid i fingre eller stirrende blik (jeps en kat). Nu føltes det som var den, den eneste, der var fuldstændig indforstået med min tilstedeværelse. Som barn blev jeg bidt af 2 forskellige hunde, begge ældre, fordi mine fingre ligeeee skulle glide igennem pelsen igen og forstod de kunne være nogle værre gnavpotter. Mangen en hund er blevet lukket hensynsfuldt inde bag en dør fordi jeg var skrækslagen til børnefødselsdage. Hvordan undgik jeg, at det skete igen? Hvad var de egentlig for nogle? Nysgerrigheden efter, at stryge respektfuldt i pelsretningen var ikke væk. Da jeg i forvejen var observatør i mit hjem var det bare, at udvide mit forsknings område. I dag er jeg af den overbevisning, at jeg simpelthen overhørte deres tegn på, at deres tålmodighed med mig var slut. Mit hjerte slår dog stadig lidt hurtigere, når jeg træder ind i et hjem med hund lige meget hvor stor den er, eller den løber prustende og halvkvalt af sin gøen parallelt med cyklen, et stykke op ad bakken, på min egen vej.

Med en kat foregår det meget på dens betingelser, (som med børn skal du lade den komme til dig) men er du, jeg, i virkeligheden så meget anderledes? Vil vi ikke også gerne have det på din, min måde. Jo, vel vil vi da så, andet ville være en løgn.

ALDRIG

Mødet med anden halvdel for snart 30 år var som, at blive tvunget ind foran et forvrænget spejl i TIVOLI`s skærsilden. Den jeg viste og opførte mig som var meget af tiden slet ikke hende jeg var og ønskede at være. Han gennemskuede al det usagte hurtigere end jeg kunne følge med og brød mig om, som når jeg sagde, jeg var ligeglad med noget (jeg turde ikke sige hvad jeg i virkeligheden ville have og slet ikke når jeg stod lige i det.) Men var det aldrig. Kom det ud af hans mund, kunne han leve med det uden brok, pis altså også 10 nul, til ham. Jeg er endda ikke i nærheden af, at være et konkurrence menneske.. med en uappetitlig stor dynge løg på, for som katten der ikke får hvad han vil have, når han vil have det, så skumler jeg og puh… jeg er med årene blevet virkelig dårlig til, at skjule det for dem som ser. Jeg ser ham med de lange knurhår, men vil det meste af tiden ikke også modelleres efter hvad en utilfreds katte mjarven diktere.

Skulle utilfredshed udtrykkes på katte maner, er der forskellige varianter men her er 2 eksempler du kan læne dig lidt op ad.

1 Du er fandeme ikke fed, at bo i hus med. Byder på et blik i din retning, hvor brynene han ikke har, næsten kan ses, rynkes. Halen lang bag ved, lidt bøjet i enden måske let svingende, hovedet nede imellem skuldrene, forpoterne helt fint, tæt sammen pegende anklagende mod dig. Uh.. du føler dig simpelthen så grim ikke udenpå nehej inden i, som møj beskidt. Luset. Nærig. Vi, her hjemme kalder stillingen at høne, bogen “test din kat,” for tekanden, fordi du bare mangler hanken, at transportere ham med. Den amerikanske version er cat loaf. Hvilket er, ja også rammende da han også ligner et sandwichbrød inden skiveskåringen.

2 Du er led, forstår ingenting og hvis jeg ikke vidste, at du giver mig en solid blok leverpostej fra Stryhns i morgen tidlig ville jeg gå min vej, som længere end 3 haver væk.

Tænk omvendt tekande, pige fornærmet. Du er opgivet, ikke værd at beskæftige dig med. Luft. Halen rundet om den sammenklemte krop med de små “albuer” stikkende op med pelsen åben, så du kan se hans bund trænger til en farvning, som er der fra naturens hånd kun prioriteret stærke farver ude i enderne af hver enkelt kattehår for, at imponere.

Tag endelig ikke fejl af stillingen, hvor hønen har bøjet forpoterne ind under sig som den hyper mobile akrobat han er. Her er han nemlig ikke sur (længere) og du kan ae igen. På ynglings stederne forstås, ingen grund til, at spilde tiden med at sige, være, mene noget andet end det man kan stå inde for træt, sulten, legesyg, hormonpåvirket, ked af det eller vred.

Fandens. Hun kender mig godt.

År tilbage, gaflerne klirrede mod tallerknerne, Goldielocks sidder skråt over for mig, snakken går. “Du lyver, mor!” Med det mente hun; pak ikke uvidenhed eller noget du ikke kan huske ind i tågesnak. Indrøm det. sig det højt, spyt ud. Pynt ikke på det, vis mig, os, hvem du er. Tydeligt. Så jeg kan synes det er trygt og selvfølgeligt, at gøre det samme. Udvisk ikke hvem du er fordi du vil fremstå som noget, du tror, vi forventer af dig. Du af dig selv. Vær ikke mindre, så tror vi du er mindre, det du viser. Vær upopulær. Det er godt nok. Du er. Vi elsker dig ikke mindre.

Hvorfor er det lige jeg synes, jeg var nød til at pynte på, skjule, tale noget ned, der også var mig? Lige nu. Hvem troede jeg det kom til gode? Og hvilken del af mig troede jeg kunne slippe afsted med det?

Nogen, indre barn, skældt ud årtier siden reagere frygtsomt på tone(r), der antyder, at jeg er dum. Føler mig dum, smiler men kun udenpå. Drillende stemmer på min bekostning og noget hopper inden i mig, som i en hinkerude en anden har tegnet og derefter givet mig bind for øjnene. Bange for at blive til grin, set ned på, foragtet for min fremvisning af svaghed, jeg står i mindre været` s svingdør fuldstændig rundtosset. Jeg putter klovnemaskens elastikker rundt om ørerne, smyger kostumet på, slænger entertainerens kappe over de hævede skuldre, siger noget sjovt. Så bestemmer jeg da selv nogenlunde over hvad der skal grines af. Noget jeg siger eller gør overlagt og ikke med sårbarhedens ringe skjold foran mig. Så er jeg iført rustning, rumdragt og teflon … ha det svarer til en lilla bluse og gule shorts på en 5 årig som beskyttelse mod regnen, der står ned på en varm sommerdag hvor fortorv står dampende ved opholdsvejr 10 minutter senere.

Igen

For ikke så længe siden, gående side om side, Goldielocks ord lukker mig ned, fra snakkende til tavs på sekunder. Omgivet af larmende biler fornemmer hun ud af øjenkrogen mit kropssprog ændres, jeg er lige der trådt såret baglæns ind i den hermetisk, lukkede vanecentral. At blive gennemskuet og konfronteret er en god ting men, at fjerne automatreaktioner er som at save en arm af med et multiværktøjs lille kniv, en meget, meget lang proces. Hvor er det irriterende, at det sårede indre barn stadig hopper i trampolin inde i min hjernes aflukker, og ind imellem kommer boblende ud af min mund som havde jeg spist sæbe. Hvert hop en dårlig reje, en gammel oplevelses reaktioner, der er i konstant og synkrom bevægelse med den sydende lava i min maveregion. Hvert hop i kø til jeg tør fange rejen og pille skallen af, se, forstå, tilgive og favne. Nægter jeg, dykker hun glat ned under overfladen til næste gang… Først når jeg tør give endegyldigt slip på fortidens ydmygende tankespiraller, kan pigen lyne lynlåsen til trampolinens beskyttelses net udefra, og jeg vil kunne slukke fremtidige anfald af smertelige mavekneb inden de holder mig i et time langt jerngreb, som skyldes holdt vejrtrækning. Jeg må være her, der, alle vegne med en mave i bevægelse, eller i let runding neden under tætsluttende linninger.

Som med en hund har du hvis du er meget sammen med en kat fået en fantastisk chance for, at blive budt velkommen ind i et fjernt univers i miniformat i dit eget hjem. Giver du den mad, har du den. Hvis du altså vil. Hvorfor ikke starte med at fylde skålen på, ikke på klokke slet, men meget tæt på. Jeg elsker selv, at vide hvornår jeg skal spise (og hvor) og er derfor ikke glad for, at andre skal diktere min sult på f.eks. en ferie, når nu min mave konstant er 1½ time foran andres i behovet for opfyldning.

En kat er som et barn, selektiv, konstant sulten efter godbidder, men tørfoderet/agurken (altid til rådighed) kan sagtens vente, især hvis madskålen er fyldt med små stumper ofte, stadig vådt tørfoder adr.. den altid absolut skal sende ud i alle retninger, når den spiser med de helt katte særegne lyde, bebrillet 18 årig kan imitere til perfektion med de dertilhørende mundbevægelser. Stumperne skal fjernes, hvilket ikke bliver af dens mund før indholdet i skålen findes værdigt til, at nedsænke hovedet over igen. Du er ikke i tvivl om dens utilfredshed bare rolig. Jeps, madsnob, skide irriterende, uhhh, ligner den så meget.

Meninger

Engang ville jeg ikke spise RØDE pølser, hallo jeg mener det er jo tydeligt, at der er leget med den kemiske farvelade her ikke! Så ville jeg ikke spise dem, ja, på grund af, at de ikke er kød vel? De er sådan set skrald. Ser for mig slagterens store næve skrabe med lillefingersiden i tæt forbindelse med bordpladen brusk, sener, knogle splinter ned i den store skål og lade kværnen gøre sit arbejde.

Nu. Nu vil jeg helst ikke spise dem fordi de jo kommer fra et dyr, som er holdt indespærret på plads, der svare til en burhønes i svine format og som ikke engang har daglig udgang. Som et gidsel holdes den indespærret i sin egen urin og afføring, udpressende smågrise efter en til nøje lagt tidsplan for, at jeg kan købe pølserne billigt. Nej, jeg føler mig som et svin, når jeg putter 1, 2 og 3 bid i munden og så ved 4 er det fortrængningen tager over og forestillingen bliver sløret og det smager jo godt sammen med…. Så galt kan det vel ikke stå til! Kan det?

Den, bogen er lidt tynd, så er det sagt både fysisk og i sit skriv. Tam faktisk. Den har sine sjove “sider”, klart, måden vi alle kommunikere med og omkring ham, på bogstavelig talt alle tider af døgnet er i tekst og billeder let genkendelig. Men den mangler omfavnelsen af charmen, at de som børn er det tiltrængte spejl vi skulle søge noget mere så vores selvironi ikke blev låst ude, glemt, frasorteret.

Jeg kan bare ikke slippe tanken om, at bogens forfatter er en hundemand.

Jeg tager lige katten med.

Jeg har absolut intet, at basere den fordom på, for jeg gider jo ikke, at læse den om hunden for sådan en vil kræve luftning når det regner og graver ikke selv sin lort ned. Jeg kan godt lide mit dyr lidt mere selvstændigt på den måde, jeg har trods alt opfostret de børn jeg skal have. Går dog ud fra de 2 vidt forskellige racer er lige irriterende i deres insisteren på, at nu står du, tobenet/slave/tjenerinde altså op. Jeg vil nemlig spise (indhalere) katteslik og leverdreng på 50 sekunder, lægge mig til at sove og være fuldstændig ligeglad med dig i 7 timer efter, at jeg har sunget min klagesang i dit øregangs medrivende ekko, for hvor skal jeg sove nu! Mens jeg overvejer lader jeg min pels på klædte krop, udfolde sig over en kvadratmeter optaget gang areal. Altid hvor der er fuld udsyn i alle retninger, mest mulighed for træk hvis hedebølge, og mest besværligt for passerende fødder med overfyldte kopper foroven.

Menneskeperspektiv

Nogle dage skal vinduet bag min morgenmads spisende ryg hoppes ind og ud af 3-4 gange først inden du falder til ro og forsvinder sporløst. Hvilket gør min brændende kaffe kold gr… Nåh, men i det mindste er min hud i ganen stadig intakt.

Jeg ved ikke med andre andre katte ejere, men jeg beundrer næsten hvor ubesværet han kan få mig til, at føle mig som et andet velvilligt, manipuleret fjols. Anden halvdel flytter sjældent blikket fra bogen på bordpladen, hvor imod jeg tvangspræget og stadig dybt fascineret vender mig ved hver mindste lyd forvrænget af, et så stort gab, at jeg lige inden den brune snude finder pelsen på de tomme “kugleposer” forneden har at overordentligt, og uimodståeligt fint kig til lyserød gane. Jeg ved ikke hvad der er galt med mig!

Vi har været omringet af ham i 1½ år og før ham en anden, jeg stirre stadig. Når han slikker sig går jeg nærmest hypnotiseret i en form for veltilpas trance. Jeg har endda overvejet (lige nu i dette øjeblik), at optage det, så jeg kunne se det i oprørte tilstande.

Bliver han så dømt ude, for meget, mindre kat?

Kræver det, at man vil teste noget, nogen, ikke materiale man kan sammenligne med? Selvom jeg ville ønske, at jeg kunne formindskes ned til størrelsen af en meget mæt tæge og placeres som et kamera mellem de store ører, så er det jo lige så umuligt, som da jeg ønskede at være en edderkop i diverse klasseværelser-og institutioners støvede hjørner. Vores forsømte hjemmealter behøver heller ikke et mere tidskrævende intermezzo med os dødelige, end de i forvejen 2 ugentlige filmaftener og udspydelse af hoftevridende zumbavideo` er med lydvolumen skruet helt op, tilfældige formiddage. Jeg aner ikke om han styrer de omkringliggende haver, når han føler trang til, at snige sig omkring i ly af mørket mens jeg vender mig i soveværelsets odeur af kropslige væsker. Jeg har dog observeret hans pædagogiske dans med fin, sort kat med grumsede øjne. Hun støder ikke ind i ting (så de kan bruges) og hun holder pænt sin afstand på sine små hvide poter, når han langbenet står i vejen for vores hus åbninger, et katte hoved højere og øjne så store og smukt skinende som 5 kroner.

En smutter

Der var dagen hvor jeg sad, mad indførende i hurtigt tempo foran Hanne (pc` en) placeret på spisebordet med direkte kig, hvis jeg ellers kunne flå blikket fra skærmen, til det katte forbudte område, soveværelset. Reglen er; at døren som den kinesiske mur skal være lukket, ligeligt uoverstigelig som uigennemtrængelig for trapezkunst og dyne hungrende kat. Ørebøffernes bøjler følger ørernes buer inden under håret og dupperne er godt klemt ind i de fedtede øregange. Pst… en myre kunne bruge dem som skøjtebane efter timerne tilbragt i ske med ørepropperne for, at holde lyde af mennesker ude under søvnen. Er de presset for langt ind i øregangen af håndryg (forbudt område ifølge den lille sammenfoldede brugsanvisning) har jeg en stønner i øret. Det er … ja, det er mig. Så de af kollega jævnligt kommenterede, spændte nakkemuskler er ikke nogen overraskelse med det pres jeg føler mig nødsaget til, at holde øreproppen under for, at forhindre mulig flugt. Lad mig bare sige, at ved 4 halvvågne tjek af mørklagt rum, konsekvent efterfulgt af vendinger med indlagt hoftehop, som en indgroet ingrediens er muligheden for eventuelle forsvindingsnumre høj. Tænk vane med rødder ned til jordens flydende, brandvarme indre. Mindst.

Og så snakker vi slet ikke om, at min næse (blødelen) er skæv i forhold til næsebenet, så det ene næsebor er nærigt med sin tilladelse af ilt optagelsen (hvilket sidelejet ikke gør bedre) og det andet til tiden kan lugte lidt af numse! Det sidste er heldigvis kun .. næsten hvis jeg lukker det andet, men det bliver jeg jo nød til, at tjekke tit! Om det stadig gør… Hm.. det gør det.

Håber virkelig du fnisede der eller blev ja frastødt, det er jo også en mulig reaktion, men det kan jeg godt have, kan jeg mærke. Tanken.

Har du også en lidt akavet sovestilling? Hvilke mindre hygiejniske tvangshandlinger fortæller du ikke andre om. Tænk hvis vi kunne udveksle, bare sådan lige slynge det ud til den forudsigelige familie komsammen, hvor man næsten ved, hvem der siger hvad, hvornår. Hm.. Skal til en i morgen.

Er den ene perfekt formede øreprop faldet ud i løbet af natten, finder du mig efter zoombie lignende snublen til og fra toilettet, i febrilsk fumlen efter den i revnen.. mellem sengene, eller i sengebordsskuffen efter nødlageret, de gamle brugte… Opgives de står den på, hovedet ud over sengen i blind panik med fingre i vildt løb som førnævnte edderkop over gulvet. Anden halvdel er sød og vender sig om på den anden side, da det altså larmer pænt meget, at komme depoterne igennem. Om morgenen er jeg efter bare knæ, på bart gulv (sidder ligesom fast) helt nede fladt, mavende mig rundt med hovedet, hurtigt skrabet på toppen, spekulativt nikkende, med blikket inde under sengens meder.

A ha.. det var derfor jeg ikke kunne finde den.

Lettet øreprops findende afhængig

Selvom det langt er at foretrække, når jeg finder dem i revnen, har det desværre den pris, at den kan være klemt. Skæv. Mine bryn rynkes, “æv nu passer den ikke mere til DET øre!”

Nåh… men jeg sad og så YouTube video` er og der var den her lyd! En hylen! Ignorerer. Længe.

Halvt igennem mit veltilberedte måltid måtte jeg konkludere, at den krassen og mjarven ikke kom fra min video, da der var ikke skyggen af hverken knurhår, spidse hjørnetænder eller svajende halespids. Lirkede modvilligt (indrømmet) den ene ven ud af øret. Fri af isolationen blev lyden højere. Hm… den kunne da ikke komme fra soveværelset!

Nåh, men er jeg lige gået derind for, at skifte tøj kan jeg være stensikker på, at han sekundet efter sidder og hyler lige uden for. I 5 minutter. Der kan jeg stresset nå, nærmest at stå på hovedet i mine underbukser. Min balance sidder åbenbart kun i skabet iført træningstøj. Noteret. Når jeg så hiver døren op er han der sjældent. Så føler jeg seriøst, at han må sidde et eller sted i huset og klaske sig skraldgrinende på sine bløde katte lår over, hvor nem jeg er… Respekt. Altså.

Fortsættes…

Linjer og en anden begrebsverden

Begge havnet i min postkasse med bud fra forfatterskabet.

Ansigtsyoga

Før var det mine dunkle “hyggeposer” under øjnene, som var det første mine øjne fokuserede på ved granskning i spejlet. Om vinteren er forskel på bleg og gråmeleret ekstra tydelig jei… jubiii. Nu efter udendørs undervisning er det linjen fra min næse til min mund især i den ene side. Troede jeg virkelig på, at skæve grimasser ved aften tide ville have en indflydelse på fugerne?

Tror jeg det nu?

En ting er sikkert, bogen er nem at læse og forstå, men se det for dig! Du har læsebrillen på næsen, for at læse… Samtidig sidder du og trykker dig nogle forskellige steder langs næsen, under brillen. Det siger sig selv, at det er lidt besværligt, at se op mod loftet også. Så bogen ville helt klart være oplagt som lydbog.

Måske er der ikke blevet læst nok højt for mig, måske er jeg en doven læser eller måske er det bare belejligt, når man gerne vil være fri fra det tumult ens egne tanker kan have gang i uden særlig megen tilskyndelse.

Jeg har ikke trænet flere måneder endnu, og de linjer har jeg jo ligesom været noget, der sikkert kan fejres med et 10 års jubilæum om at kreere. Al den møven mig rundt ned i hovedpuden, i kampen mod, ikke mørkets kræfter, men søvnmonstret for bare nogle timers søvn uden kasten mig rundt, tankemylder og opvågninger af så små lyde som anden halvdels prutter i halvmørket bag mørklægningsgardinet. Så jeg tænker, at det er lige lovlig optimistisk og forvente så hurtigt resultat. Kan jeg i virkeligheden ikke kun håbe på status quo? Alder og alders tegn kan ingen holde stangen og hvorfor er det vi altid prøver? Det jo ligesom, at råbe efter månen i forventningen om, at kunne nå det lysende skær.

Nu er jeg så ikke altid helt sikker på, at jeg rammer rigtigt på de forskellige anviste punkter rundt omkring, men nogen af dem er virkelig ømme og det føles både sjovt og rart at trykke sig rundt. Skulle nok egentlig stille mig foran spejlet for selv, at nyde godt af underholdningsværdien. Nu er jeg en, der tror på, at ting nytter og der er da heller ingen tvivl om, at når jeg har været igennem et program så kan jeg mærke varmen er øget i ansigtet hvilket er bevisførelsen på, at blod til-og fra “kørslen” de forskellige steder imellem er øget. Jeg har gjort noget godt for mig selv, det kunne jo bare være det Ik? Jeg googlede og en læge kom frem. Han var af den overbevisning, at mine linjer ikke kunne påvirkes af træning med ansigtsmusklerne, for de skyldes, at fedtpuden der sad skråt ud og lidt oppe fra mine linjer, voksede ned af 😣. Men hvad ved han om det! Han sagde dog en ting jeg kunne lide. Han anbefalede af samme årsag ingen indsprøjtninger der. Godt at vide, selvom de godt kan holde de kanyler langt væk fra mig. Ved helt ærligt ikke hvad jeg vil byde dem, som en dag siger jeg skal under kniven? De skal i hvert fald have deres argumenter underbygget med allerhelvedes mangeårig grundig forskning.

Jeg tvivler ikke et øjeblik på, at træner du kroppen (nede under halsen) har det en vanedannende effekt for over all velvære, så hvorfor skulle det ikke gælde toppen?

Bogen er en begynderguide som Susanne Dyhr skriver og den er også lige til at gå til. Du får alle øvelser enkelt og kort forklaret med billeder først og så har hun længere inde sat dem sammen i små programmer på en side, så det er nemt at overskue dem med brillen rykket fri af det ene øre.

Beroligende

Mine ansigtsmuskler skriger på afspændingsdelen, for allerede ved første tryk hvor jeg lader min hage hænge nedad mod brystet begynder en serie af gab, så øjne og næse bliver våde og tilstoppede. Heldigvis kan jeg dem udenad nu. Måske trænger dit ansigt også til kærlig opmærksomhed!

Laver øvelserne mens jeg retter dette, de er hyggelige at lave, gaber. Igen. Pudser næse. Igen.

Jeg har ikke opgivet endnu.

Ved nærmere eftertanke vil jeg nok anbefale dig, at se dig i spejlet de første gange da du jo nødig skulle ende ud med flere linjer end da du begyndte.

Vi er tiden – at være menneske

Jeg ved ikke om jeg skal udlede titlen sådan.

9 Noveller/møder mellem mennesker i 9 forskellige byer.

Umiddelbart er bogen ikke noget for mig (ved s. 25 ud af 108), jeg vil gerne fodres mere med oplysninger. Jeg bliver lidt træt af, at gå med ud i forskellige blinde veje hele tiden, da noveller som udgangspunkt ofte er korte. Af samme årsag synes jeg koncentrationen kan være svær at opretholde, for jeg putter meget koncentration i hver sætning, og så bliver jeg frustreret, når det er, ja, for mig spildt. Jeg føler mig sat tilbage til start. Slået hjem. Jeg kan sagtens gå med ud ad tankerækker men de skal være håndgribelige. Jeg har det på samme måde med kunst. Tag mig med på museum og alt i mig tørrer ud fra øjne over mundhule til fornemmelsen af dødvægt på mine skuldre over alt det jeg tilsyneladende er forventet, at kunne se og forstå. Min krop drænes for energi i luft hvor stilhed og kontrollerede bevægelser hersker og selv støvfnuggene tøver i deres svæven mod jorden.

Du vil vel ikke ende dit liv på refleksionen af en af dine mange plat*forme?

Mig? Hvem mig, svarer jeg

Bid mærke i disse plat*forme som er lag af bevidsthed. Hun starter hvert kapitel ved at iscenesætte, lader tæppet gå og placerer dig som tilskuer på de bedste tilskuerpladser. Du sætter dig bedre tilrette, tror, at nu skal du lige ud, til du lukker bogen for i dag, slukker lyset og presser ører propperne ind i de i forvejen fedtede, former. På få linjer vælter hun, via disse plat*forme den scene hun har skabt om på siden. Du bliver nu enten nød til, at lægge bogen fra dig eller nysgerrigt og videbegærligt overgive dig. Gå simpelthen med på præmissen. Nu er alt muligt, kun din (læserens) forståelse og forventningen herom sætter grænsen for hvad du kan få ud af disse møder, dine øjne er vidne til.

Magisk realisme er en måde at fortælle på, hvor den realistiske handling kombineres med fysiske love der overskrides og hvor uforklarlige hændelser og magi sker. Som ved eventyr er det ikke meningen, at du skal tænke nærmere over eller sætte spørgsmålstegn ved det.

Jeg valgte bogen fordi jeg havde på fornemmelsen, at den ville provokere min egen indre magelighed som læser. Ved at se hvad andre kan gøre med ord, åbnes værktøjskassen i forhold til mit eget skriv, tekstforståelse og fantasi. Give slip på, at føle mig som en kvindelig tilskuer til kejseren, der går under baldakinen i kejserens nye klæder, når en bog ikke har en start, rød tråd og tydelig slutning.

Afvis ikke noget du i første omgang ikke forstår, måske skal du også begynde at fortælle en anden historie om dig selv, til dig selv, til andre.

Jeg kunne godt finde på, at læse noget andet af hende Camilla Howalt, skulle hun få udgivet mere, for jeg har en høne at plukke med magisk realisme genren.

Kh.

Lisser

Lytter lige nu til Mikael Bergstrands Yogi i Østerlen, som er 3 bog i serien om to mænds venskab, svenske Göran Borg og indiske Yogi. Oplæseren gør det så godt, at jeg mistænker han selv er ganske godt underholdt, når han snakker som Yogi med indisk accent.

Nr. 1 hedder Delhis smukkeste hænder

Nr. 2 Tåge over Darjeeling

Glutenfrie Årstider

fra 2019 af Karina Baagø venligst sendt af Forfatterskabet til gennemlæsning.

Jeg har ikke glutenallergi, men jeg har en ikke diagnostiseret sukker intolerance. Når der er noget man ikke kan tåle, skal man ÆDE den og det har efter min erfaring nogle stadier man skal igennem.

1. Fornægtelsen, som fletter fingre med håbet man har om forbedring ved, at skrue ned for synderen. Kunne det bare gøre det! Tricket, som på magisk vis ville føre alting tilbage til før… normalen…

2. Vreden/frustrationen, når man har prøvet udelukkelse over en tid, og de heftige konsekvenser kommer alligevel, når udskældte, stærkt mistænkte foder indtages igen.

3. Sorgen over, at det der var, nu er udelukket. De 2 ord, for evigt, er virkelig svær at sluge. Ja, man skulle jo tro jeg her talte om en mistet og kær, gammel veninde eller familiemedlem, men er det ikke også det vi snakker om her. Noget vi har taget for givet og som vi bliver skide irriteret over, at blive frarøvet uden advarsel….

4. Accepten er, når din indre kamp har fået dig til, at lade de boksehandskeklædte hænder hænge ned langs siden. Storprustende står du som en tæmmet hest, der endelig har taget det faktum ind, at fra nu af er det med bidsel og sadelgjord under bugen. Den strakte galop er stadig mulig men bare ikke ud over de åbne vidder.

Men er det ikke også langt, at foretrække hvis du før havde det så skidt så du kun magtede, at skridte med lavt hængende hoved.

Nu tillader jeg mig, at være sikker på, at hvis du er voksen så har kroppen i lang tid prøvet, at råbe dig op om dens daglige kamp for, at bearbejde den fødevarer den nu ser som en fjende. Vi har bare ikke forstået, at vores utilpashed, svamp, smerte, diverse … rent faktisk er rød alarm før lukketid. Det er selvfølgelig noget andet, hvis det er et helt lille barn som Karinas, vi taler om.

Flot billede, men tarteletskallerne ligner altså en mellemting mellem ler og papmache. Måske et afgangsprojekt i samarbejde med Vestforbrænding afd. Ballerup, i faget formning årgang 1984.

Det er virkelig godt, når nogen som Karina sparer andre i samme situation eller snart vil være det TIMERNE, ugerne, månederne, hvor håret i forvejen trækkes ud af hårsække, og samtaler med uforstående familiemedlemmer vil sluge energi, fordi de ikke kan sætte sig ind i problemstillingen eller slet ikke prøver. Måske overhører de direkte, når problemet forklares, da det er til besvær. Eller tror det ikke er inklusiv tiden tilbragt sammen med dem.

Lidt forståeligt nogle gange da man som den, der har problemet kan være årevis om selv, at forstå det. Hvad må jeg hvornår og i hvilken mængde og er der noget, der ligner, jeg godt må? Alle de forbandede indholdsfortegnelser på bagsider af indkøb, skrevet så mikroskopisk, at selv en myre skal have fat i luppen. Hvedemel tjek, sukker (kan gemme sig langt inde og nede i form af et ord der ender med ose) tjek, tilsætningsstoffer som ikke engang google kender definitionen på nogle gange. Du skal jo nærmest forbi et laboratorium for, at få åbenbaret indholdet. og så er der jo altid sætningen.

Kan indeholde sporstoffer

på Næsten enhver indpakning af spiseligt

Hvad er det forventet jeg skal gøre? Forestille mig det er Find Holger (du ved tegneserien)? Har sporstoffer måske også rød og hvidstribet bluse på og strikhue med kvast? Næh.. nej vel! Ikke sidst jeg så efter i hvert fald.

Jeg kunne få en kogebog gratis, troede jeg. Nu er tid jo også penge, så når jeg er færdig her har den kostet en del. Bogen viser sig, at have udelukkende bageopskrifter og da jeg jo ikke skal have så meget sukker indenbords… Til gengæld skal der bruges majsmel i de fleste af brødopskrifterne, det er et held. Det har anden halvdel nemlig som et andet hamster, hamstret i så store mængder så man skulle tro, at han lige om lidt vil annoncere sit årtier lange utroskab med mexicansk kvinde og insisterer på, at hun flytter ind i den fraflyttedes stadig solopvarmede men nu også pruttelugtende værelse (hjemmekontor) med sine 3 børn.

Jeg er blevet nød til, at investere i fuldkornsrismel, boghvedemel, svesker, hirseflager og glutenfrie havregryn (andet er at snyde synes jeg). Jeg har nemlig tænkt, at holde mig stringent til Karinas opskrifter. Hun er for øvrigt dejligt fordi hun IKKE prøver, at sælge sine opskrifter som, at det er da fuldstændig det samme uden hvedemels magi, som med.

Jeg har det lidt anstrengt med (endnu), at når vi ikke kan tåle noget så skal vi partout finde en erstatning, der smager af det samme som hveder uden hvede. Det ikke for det jeg forstår om nogen, at når man sidder i familiens skød til højtider så er det bare for sørgeligt ikke, at kunne spise det de andre spiser. Jeg har jo selv prøvet alt muligt uden sukker eller med mere eller mindre vellykkede substitutter. Men når man tager sin egen variant med, er det så ikke alligevel det man gør? Hvorfor så ikke lave noget der er et plus til buffeten, i stedet for en erstatning. Det har det arbejde, som er lagt i det fortjent synes jeg, og andre der ikke har problemet har godt af, at få rykket ved deres plejer.

Min erfaring med plejer er, at der kun er et sted jeg kan rykke noget.

Hjemme i mig selv.

At få bare en enlig tomat ind på et påskebord er jo en direkte fornærmelse over for de mange variationer af fisk, som det er et under man ikke bliver skide syg af at spise. Især når man tænker på, det kun er 2 gange om året vi indtager den store mængde bly eller hvilken anden forurening der er, at finde i de sild, rejer, laks, der er påskekyllings omringet på bordet.

Opskrifterne i bogen er lækkert og tydeligt sat op og jeg er helt med på, at når jeg laver hendes hvidløgsflutes vil de sikkert ikke smage som NETTOS pap stykker af samme navn, men hvidløget skal nok gøre sit. Hun fortæller lidt om baggrunden for bogens tilblivelse, det er vigtigt, for det er ikke hende selv, der har gluten energi.

Tilfældigt læste jeg et gammelt blad, Søndag fra 2018, svigermor ryddede ud og deri var en artikel om 2 søstre, som har startet et glutenfrit bageri i Prinsessegade, indre Nørrebro i København. Feelgood Bakery er der endnu, har tjekket. Du skal bestille online tror jeg, også uden for coronatid. Jeg har heller ikke fået penge for, at reklamere for dem.

Jeg fulgte opskriften Hvidløgsflutes på side 41 fuldstændig. I stedet for, at ælte ude på køkkenbordet kræver den en røremaskine (i minimum 20 minutter), jeg har kun en elpisker så jeg havde sat skålen i vasken, piskeren på en våd karklud og ledningen rundt om elkogeren, alligevel kunne jeg jo ikke helt lave noget andet vel. Men jeg fik ikke dej klistrede hænder eller bord, fair nok handel synes jeg.

Goldielocks kommentar; “mor hvis jeg havde råd ville jeg købe dig en røremaskine.” Vi ved begge, at anden halvdel ville stejle som en araberhingst, hvis den sammen med Vitamix blenderen også skulle stå på køkkenbordet nu hvor han lige har fået kaffemaskinen ud! Venter spændt på, om han en dag tager mig… Som en fejltagelse….

Nu laver jeg majsbrød ofte og de har en lidt grynet/grov konsistens som jeg holder meget af, det har det glutenfrie hvidløgsflute også. Hm og hvem kan ikke lide hvidløg! Jeg lavede hvidløgssmør til den bebrillede og hvidløg/persille til mig selv, det har Carina vist også i sit. Jeg lavede 3 brød, som ikke kunne formes som i OVERHOVEDET. Det 3 ligger nu som hun foreslår i fryseren parat med rest af mine smørvarianter i rillerne. Jeg varmede det andet dagen efter i ovnen og det var som friskbagt, virkelig lækkert, i morgen spiser vi 2 halvdel.

Planen er, at prøve hendes i hvert fald ene a la rugbrød men altså uden rug. Ud over mine poser med majsmel kommer jeg også til, at bruge min majsstivelse som også er hm… udløbet og har fået kogt en masse quinoa da det eller ris skal bruges. Bebrillet bryder sig ikke om røde suk… quinoa så dejligt bare, at skulle lave det til mig selv.

Men er DU gluten allergiker så skriv til mig så kan du få bogen, du betaler bare porto eller vi kan mødes.

Knus

Lisser

Stemmer fra fortiden

er titlen på en bog af forfatteren Barbara Erskine, hendes debut fra 1986.

Måske er bogen oprindelig min, for den blev for mange, mange år siden afleveret til genbrugen og år efter pegede jeg den ud i samme forretning for Goldielocks, alias fattig gymnasiestuderende på det tidspunkt.

“Du kan købe den til mig i julegave.”

Tror du på reinkarnation?

Det må ikke være sket- det må ikke være virkeligt- det kan jeg ikke leve med….

Jo

“Jeg advarede dig, Jo. Jeg sagde, du ikke måtte gå videre med det. Og det lovede du.”

“Jeg lovede absolut intet.”

Vent! Du behøver slet ikke at svare. Det kan nemlig være lige så pirreligt, at besvare som hvilken stilling du får den bedste orgasme i, (jeps det skrev jeg lige). Eller hvad med hvad du tjener (tjente) og hvem du stemmer(te) på? Hvad synes du om Mette F´s håndtering af dette corona år? Alt sammen noget, der kan få søvndrukne fordomme ud af REM søvnen.

Har du leget med tanken om, at du kunnet havde været her i et tidligere liv? Måske på den anden side af kloden?

Du har i hvert fald prøvet, følt en genkendelse ved en situation ikke?

Jeg ved ikke hvad jeg tror. Hvad min favoritstil…. Hvad tjener jeg lige Ja, ja Mette L. skal nok tjekke min indadgående saldo noget mere, men nu er jeg jo ikke regnskabschef vel! Jeg bliver ikke tændt af, at se ned af tal kolonnerne. De vil kun minde mig om det sørgelige faktum, at jeg visse arbejdspladser burde true med at gå, grundet den latterlige aflønning af, hvad jeg i grunden godt ved, jeg er værd. Men gamle stemmer indeni ryster på hovedet, et andet dukkes og indeni den mere og mere højt, brølende løve; dette bur er for småt til at tænke alternativer I, ja eller for mageligt, vælg selv.

Jeg har ikke tjekket, om Mathilda de Braose virkelig har levet, men det er hende hvis identitet Jo tager, når hun bliver hypnotiseret. Første gang en fejl, tilfældighed, nogen der trækker i tråde… Omgivet af 3 mænd dengang som nu, noget der er uforløst, brødre vi dele, smuk men sød følger vi Jo, en journalist som egentlig bare skal skrive en artikel. Hun er ekstremt draget af den gamle verden, men i takt med hun involveres mere og mere (for det meste ufrivilligt) kommer også en fornemmelse snigende. Er hendes liv i fare?

Tænker du ikke en bogs præmis er, at du går med på hvad end det er forfatteren vil have dig til at tro, indleve dig frivilligt i det? Lidt ligesom julekalendere på tv, som er så fulde af “plothuller”, at det tjener dig bedst ikke, at stille spørgsmål overhovedet, ellers kan illusionen ikke holde. Jeg mener, i forvejen er det jo pænt langt ude, at der findes nisser eller hvad? Kun dem i Nissernes dal selvfølgelig.

Bogen handler også om grænser, sætte nogen, blive overhørt, og prøve igen. Manipuleret til, at føle man enten selv har sagt ja og derfor har mistet retten til, at sige fra (senere), eller helt være i en andens magt ud fra hvordan det hænger sammen i hans/hendes hoved. Grænser, som hvis ikke sat, tolkes ikke eksisterende. Nede under ulmer vulkanen til den dag, hvor ens kat vader på ens tæer fordi den mener den skal fodres med godter 3 gange dagligt, og derfor kun meget nødtvungent læner sig ind over skålen med tørfoder. Så begynder kampen om kun 2…

Jeg ved det godt, jeg er for sød. Det er den, der indre, tykke, højthævede pegefinger, som gør det ud for rustne, knirkende efterligninger af min mors og fars stemmer fra fortiden. Altid bagefter i mit eget indre kodeks for hvad jeg synes skal nå, gøre for, ved og bagefter. Weekend er ikke bare dage hvor jeg har fri mere. Det er skrubben af toilettet, buffeter der tager til i størrelse, varianter og skåle. Hader så meget at VASKE OP. Hjemmelavede desserter godt nok fra fryseren af, men så er der skylning af x 3 tallerkener igen, inden jeg i al slags vejr starter Hviden og kører de få kilometer til Herlev og tilbage. Få, ja men det er jo noget jeg skal, selvom jeg på det tidspunkt søndag aften er mættet til drøblen af ugens indtryk og bare har behov for, at læse i en bog jeg selv har valgt.

Gammel som ny lige meget, bare bogstaver bliver til ord. Når jeg så sidder der kredser tankerne i cirkler, rundt og rundt og den samme sætning ses, tages ikke ind. Jeg fortæller mig selv, at stemmerne fra fortiden skal stedes til hvile, men alle steder minder mennesker, steder, ting der sker eller ikke, mig om fortiden. Den er som ætset ind i mit inderste hudlag, tatoveret med store typer over hver en kvadratmeter. Brok over dit, forurettelse over dat, det og det er også for meget. Det kan jeg ikke tillade mig at sige, mene eller gøre oprør imod. Min indre brok Sidse og jeg har nogle gange en forrygende hviskende fest.

Hende, pigen derinde har den største løst til at sparke eller slå min far i skridtet, som en juleaften da jeg nok var 4, det var en fejl, men ondt gjorde det jo. For den dag, år senere hvor han smed en magisk kjole ud som jeg havde fået af en mor, der syede kjoler til sin egen datters danseundervisning. I den var jeg en prinsesse. Prinsessen. Hende med det lange hår, der kaster det ud af vinduet. Som venter på, at nogen skal kravle op og redde hende. Må dog her i den virkelige verden sande, at det vigtigste du skal kunne er, at redde dig selv. For drager i huler spyr stadig små ildtunger og gamle troldmænd kan tricks, der i et uforberedt øjeblik kan sende dig til tælling, via ordene deres ånde kommer med, i ringen kun I kan se. Stemmerne, de sendte ned mod pigen ingen af dem i virkeligheden ville have og hvis selskab de kræver eneret på 2 datoer om året 24 december og 3 maj. Så skal forældrene føle sig som forældre, og hvad er mere rigtigt end, at du som barn skal føle dig som en datter eller søn hvad enten du er 4, 7 eller 50 år! Men hvad nu hvis man bare gerne vil dagen overstå, simpelthen springe den over eller allerbedst ligesom hesten i skak rykke 2 frem og et til siden. Jeg nægter stædigt at involvere mig i dagen, der aldrig rigtigt har været min alligevel og ønsker jeg som Tornerose kunne sove den væk, allerhelst et sted som ikke er her og hvor de ikke kan komme uanmeldt med RulleMarie og platausko grundet alder, fald og påkørsel.

Men jeg ved jeg retter ind, lige inden det bliver for sent at undvige.

Jeg ville aldrig kunne true med andet end, hvis du ikke spiser det … så får du ikke dit fredagsslik, og det tog er kørt til endestationen tut, tut. Desuden ville det gøre mig til drage eller troldmand og så vil jeg meget hellere være tyr. Buldrende indeni, udenpå rolig og hensynsfuld sammen med drage og troldmand og lige omvendt på gulve, grus og fliser.

Jeg læste den dengang 2 gange, tror jeg, det er sjældent og nu havde pigen jo givet mig den i gave.

Er der noget kedeligere end, når nogle begejstret kommer og uden den fysiske bog i hånden presser luften ud af en ved, at kaste sætningen af alle kræfter i din retning. “Du skal altså læse denne bog?” Uden at forsøge at forklare andet end, at den vil være noget for dig, punktum. Skyldig. Mangler ord ud af min mund.

Over middagsbordet:

Anden halvdel, “du kan gå ind og læse anmeldelsen inden du går i gang.” Da a, det ved jeg da godt, en no brainer, de eneste jeg læser er små tilfældige nogle, i nu sjældne glimt i dameblade. Da jeg er en lorgrende hund for reflektioner, synes jeg det bliver taget fra mig, hvis jeg ved for meget inden en bog åbnes eller en film tændes for. Hvis boganmelderen derimod kender til hvad der sker i mit liv og hvad jeg kunne have gavn af, at dykke ned i på det tidspunkt for, at blive klogere eller bare godt underholdt, så er mine ører åbne for forslag. Jeg vil spørges, gøres nysgerrig, selv gå ud af spor, ikke dikteres. Det er derfor mine boganmeldelser yderst sjældent indeholder særlig meget foræring om hvad den handler om. For da der kun er så meget, der kan skrives om og hvilke veje det kan gå, har man jo nærmest læst den inden den er åbnet. Den er en større udfordring at tvinge mig igennem, jo mindre jeg ved, eller direkte er forberedt på. Fantasien er ikke bundet. Jeg kan blive dybt irriteret hvis forfatteren igen, igen har brugt det nemme kvindevold, børnemishandling og stofmisbrug, der er en masse spænding foræret lige der, helt gratis. Hm… af samme grund læser jeg ikke flere krimier, har læst min del og nydt dem. Det er overhovedet ikke fair, at rakke ned på dem bare fordi jeg er et andet sted. Hvem ved måske vender jeg oveni købet tilbage til genren engang!

Jeg orker det ikke mere. Alt det fortalte forfærdelige. Jeg er nysgerrig på hvorfor, det bagefter eller langt senere, dem der er hjemme i stedet for altid dem derude. Følelser, der fører ændret handling med sig, udviklingen. Frustrerende er alle der holder på sit, uden nysgerrigheden om mit.

Hvor kan man købe den app hvor reaktionen på, at en grænse er blevet overtrådt får en til, at skride til handling, lige når det sker? Simpelthen søge i appstore, trykke hent og så finde den gamle med drejeskive, som stemmerne fra fortiden sværger til og trykke slet. Tekst popper op. Er du sikker på du vil slette denne forældede reaktionsmekanisme? Ja, for fanden da, SLET. Leder, finder papirkurven, trykker. Er du sikker på at …? Ja, jeg er helt, helt sikker… Bombe faktisk.

Jeg tror faktisk på at … eller nej jeg håber, at efter dette liv er det ikke helt slut, definitivt. Måske er der et til efter, for tanken om ens jeg bliver slukket og bliver til intet er jeg meget langt fra, at kunne kapere.

“Jamen du kan jo ikke mærke noget!” Meget nøgtern anden halvdel, som har accepteret det uundgåelige. Altså nu burde han vide bedre end, at sige sådan til MIG. Mig. For jeg er følelser fra top til tå, morgen, middag og aften, i tide og utide, evig og altid, amen. Så ved de ord gør han det faktisk bare værre, nu vil jeg i hvert fald slet ikke dø.

Knus

Lisser

Er lige blevet færdig med Maren Uthaug`s prisnominerede debut fra 2013 Og sådan blev det.

Du har måske hørt om hendes tredje roman, En lykkelig slutning eller set hendes daglige stribe i Politiken.

Jeg vil læse alle hendes bøger. Hun kryber på få sider helt ind i dit mest fintmaskede, følelseslag og bliver der, lige til hun stikker dig med halen til sidst, ved at tviste info, du ikke lagde noget i, da du fik den. Det minder lidt om en kriminalroman på den måde. Du husker det stik, selv når du har læst 10 andre.

Giv hende en chance.

“Lille spejl på væggen dér,

hvem er mest villig til at ændre sig her?”

Indlægget kunne glimrende være et appendiks til indlægget fra 4 februar, ” O A`s (overgangsalderens) abc.”

Har du prøvet det?

Samtalen iført dybdeborende og insisterende øjenkontakt med hende i spejlet?

Hvad var du egentlig i stand til at være over for til hende? Læg hånden på det berømte hjerte. Var du en lyttende veninde, en favnende mor eller var du en nedrig bitch?

Louise L. Hay vil have dig til at give slip på al modstand. Med den holder du dig selv ubehjælpsomt fast i gamle overbevisninger, og udelukker derved muligheden for at nye og dejlige ting kan ske for dig. Og hvem vil ikke have det?

Selvfølgelig er det, der hvor du møder allermest modstand du skal arbejde.

At se sig selv ind i spejlet med svømmende og skræmmende øjenkontakt er den hurtigst mulige måde, at opnå resultater med bekræftelser.

At “muge” ud, som hun kalder det, i det mentale hus burde være på dagsordenen som lejligheden, huset du rent fysisk bor i. Og ligesom hvis man ændre sine kost vaner kan det hele godt blive værre et stykke tid før det stille og roligt bliver noget andet. Bedre kan tage endnu længere tid. Måske tænk 10 lørdage, 10 x toilet rengøring. Det må kunne gøre det.

Jeg går ud på toilettet, ser mig selv ind i øjnene intet problem indtil nu, da jeg nemlig så er fri for, at se mine mørke rande under dem. Formen, minder heldigvis om en glad smiley og ikke en vranten mund. Deres uønskede eksistens skyldes enten noget genetisk, noget eller nogen jeg ikke kan “tåle” eller det faktum, at jeg har sovet dårligt langt flere år end jeg bryder mig om at tænke på. Poserne med alm.-og natbind ligger åbnet, men lige halvfyldte/tomme i den store dybe skuffe ude på toilettet. I soveværelset, i sengebordets ene skuffe ligger den “anden” graviditetstest. Ligger og venter i sin ensomhed i den åbnede plastik mellem pakken med lommetørklæder fra R, en kuglepen klikket ud, en notesbog til tanker der strejfer og bogtitelnoteringer, gamle nød (brugte, svedt, små “anderledes” i farven og passer nu kun til den “rigtige” gang) ørepropper og bollehåndklædet. Jeg har foræret Goldielocks kondomerne.

Du kan låne den efter Goldielocks, tror dog at jeg vil have den tilbage.

Det er som om at overgangsalderen kører på de allersidste hormonelle indfaldsveje. Som en anden bølgende sinuskurve har hedeturene de sidste mange nætter vækket mig op og jeg har krænget dynen af inden hederen blev for uudholdelig. Undskyld, jeg forstår først nu, at overophedning kan være meget ubehagelig. Så er det faktisk mere “rart”, at rygcrawle i sveden mod daggryet. I mine forsøg på at snyde dem, har jeg stukket lemmer ud i forskellige positioner for stadig at kunne kramme dynen, men de flader sig ubarmhjertigt ikke ud, før jeg ligger halvnøgen på tænderhakkende afstand af dynen. Vælter mig derfor for det meste ud over kanten, og åbner døren til stuen med en lyd, som kunne vække en hel sovesal. Synker ned på brættet, mens jeg gør mit alleryderste for ikke, at tænke på noget som helst i verden. Lige så snart en tanketråd slipper en hjernevinding prøver jeg, at afbryde dens videre forløb. Den kan nemlig inden jeg når håndtaget til min dynes opholdsplads igen, hurtigt blive en indædt “here we go again” muted monolog, hvor jeg brokker mig til mig over visse arbejdsrelaterede problemstillinger.

Problemet er, at et eller andet sted inde i mig, er den ene af de 3 kontrakter jeg hvert år underskriver til hver enkelt arbejdsplads for en sæson, åbenbart skrevet ikke i blod, men i en form for overnaturlig loyalitet krydret med skyld. Veninder er både på andet og tredje jobskifte og jeg… Jeg beundre deres forflyttelses naturlighed med fornyet spekulerende nysgerrig. Jeg har grebet den mentale graveske.

Så nu står jeg foran spejlet, med allerede rynkede og tynde formandende bryn.

Jeg åbner munden og lukker den så igen, for døren er åben og at snakke til en skærm via skype er en ting. Tale til mig selv, med mig selv herude “eye to eye”, det gør mig så genert, at jeg akut føler trang til, at tage bukserne ned og lige tjekke om jeg skal igen. Det, selv om det slet ikke er det tidspunkt på dagen, og 1-10 gang på skype er jo længe siden nu.

“Jeg er villig til at give slip på min modstand mod …” Jeg lukker døren.

Det kunne ligeså godt være en voksen variant af, “jeg melder krig mod”.

Men dette er ikke krig vel! Dette gentagne ritual skulle jo netop være en begravelse af den fandens stridsøkse. Står jeg ikke netop her fordi jeg er så træt af, at være i krig med min egen angst for hvad der ville ske, hvis jeg gav slip på min tro på… Ja hvad? Jeg ved det faktisk ikke rigtig mere, som har det sidste år lagt et slør ud over alle mine gamle begreber. Hver gang jeg bliver behandlet som et irriterende barn og tilsidesat efter jeg har sagt min mening, skærer de gamle “bånd” dybe rifter i min følelse af forurettelse. Det er som om, at det beskyttelseslag som har siddet under de bånd er faldet af, forsvundet. Jeg har ledt men kan ikke finde dem. Måske er det givet til en anden? En med mere behov? Klovene skraber i manegens bløde grus og jeg dukker mit hoved, ikke som før for at finde mig i det, men for lige om lidt at storme frem med hornene først. Jeg tvinger mig selv til, at tage mig tiden. Se mig omkring ud under korte øjenvipper, for giver jeg efter for raseriet vil det være, at give efter for en ny form for blindhed, en anden måde, at give ansvaret fra mig på.

“Jeg er villig til” rømmer mig, prøver igen, “give slip på.” Undskyld jeg starter lige igen ikke! “Jeg er villig til, at give slip på min modstand, al min modstand mod, at sige et hold op, èt hold!”

Sidste år slap jeg faktisk et, men det var en naturlig afgang ved døden, for få og ændrede lokaleforhold så det var ikke rigtig mig, som sagde op. Jeg blev ladet gå, eller jeg blev ikke ansat igen, hvordan du nu end vil beskrive det. Nåh det var så det, rart, men så dukkede et andet op. Et jeg selv havde ytret ønske om i det forsømte covid 19 forår. Nogle arbejdspladser støtter og skubber en helt ud til kanten af sit skælvende jeg, hvad de heldigvis ikke kan se over mail. Når man så fortsætter selv, ud af deres udstukket vej, hepper de, som svævede man som en anden påskefyr (du ved Big J.) uden at synke i til anklerne.

På grund af corona har jeg arbejdet meget men på mit eget gulv, foran kameraet og pc`en Hanne til trætte fingre og en hjerne sandet til. Da det ikke er beviseligt for dem, der nægter at tjekke det ud, har jeg indvilliget i, at undsætte på anden vis og underviser for første gang tror jeg i 25 år (det er så nogensinde) i dagene op til påske. Løn fra en arbejdsgiver, den anden “not so much”. Fair efter måneder arbejdende derhjemme og ikke arbejdspladsen? Goldieloks kinder gløder, øjnene skuler og munden mumler “fagforening..”

Jeg følte mig presset og sagde friskt i stemmen, “jeg underviser i dagene før påske”, det var så før jeg fandt ud af, at det ville blive en bonus for alle andre end mig. Ligesom teenageren er forventet, at babysitte sin lillesøster, så mor og far kan gå på date. Hun fik jo lov til at holde en fest i sidste måned. Det er skyld med sky på. Det er ikke for det, hvis der bare dukker nogen dejlige smil op jeg kan undervise, (helst ikke dem, som ser op mod skyerne, kniber øjnene sammen og siger, “det bliver vist regn”), så vil jeg med den største glæde gøre det. Noget knirker dog modvilligt, som kæden på den gamle cykel lige før den sidder ubehjælpsomt fast på grund af rust i leddene.

Jeg kyler bolden med al min kraft i asfalten, “Jeg melder krig mod…” Alle løber inklusiv mig selv. En stemme fra min mave spørger, “øh hvem melder du krig mod?”

“Nåh ja du ved min eget sløje selvværd!”

Det er altså ikke en gammel James Bond film det her og jeg er ikke Rusland!

Selvværdet

Jeg ser bestemt på sølvpilen inde i spejlet med de brune øjne, der altså er militærfarvet, du ved ligesom de der camouflagenet de bruger, når de skal skjule noget!

Jeg holder øjenkontakten. “Jeg er villig til at give slip på al min modstand mod, at indrømme hvor meget det går mig på, når andre sætter spørgsmålstegn ved noget, det burde være tydeligt som skåret i neon, at jeg ved mest om.”

“Jeg er villig til at opgive al min modstand mod at tro på, at jeg da sagtens kan klare mig selv derude som andre selvstændigt undervisende.” Uden dem i øret, som har den selvopfundne kommandørkaptajn kasket på ude som inde. Dem som sjældent og hvis de endelig gør det, deltager så halvhjertet, som gør det fysisk ondt i deres eget snobberi og nedlade sig på det! Seniorundervisning. De burde være på ikke lyd inden i mig, men ofte modarbejder den min koncentration, så jeg de første minutter af en times undervisning mentalt rager rundt for så endelig at lande i roen og bruge den på dem, som virkelig er der ude, altid.

Takkekort

Hjertelig tak for det. I er en gave og al modstand af en hver tænkelig art værd, ALTID.

Hvad skal du opgive din modstand imod?

Jeg ved ikke hvor mange gange man skal gentage sin “remse” foran spejlet. Jeg tror for mit eget vedkommende det er, når jeg kan gå forbi toilettet uden, at føle trang til, at knappe knappen op og lyne ned. Efter at havde ligget og duvet alt for længe på den solfaktor, olieskinende overflade som et brugt hygiejne bind i en svømmepool på Rhodos i1993, er skidtet kommet rigtig op til overfladen. Har du lyst til, at krænge bikinien på og gå ned ad stigen der? Nej vel, så er stranden med al dens sand i bogen, øjenkrogen og på det altid, alt for lille badehåndklæde alligevel at foretrække. Uh .. var der lige en fisk der snittede mit ben der? Nåh puha det var bare noget plastik… Indpakningen til bindet! Nåh hellere det!

Knus

Stort fra

L.

Bevæger læberne sig?

Næste gang du læser så læg fingerspidserne på læberne. Sidder du og former alle ordene med munden?

Det skal handle (lidt) om bogen, “Lær dig selv at lære”.

Hvordan læser du? hurtigt, langsomt? Må du ofte rejse dig op og lave noget andet? Bliver du så træt, at du simpelthen må lægge dig til at sove?

Man kan åbenbart læse så langsomt, at hjernen keder sig. Du ved den med, at så sider man og bladre, nærstudere andre sider, sidste side er virkelig ikke godt vel! Kigger du ud af vinduet og lader dig frivilligt distrahere af naboens råbende børn “Leika!” Eller hvad med lydene af en opvask, der bliver taget 2 lukkede døre væk.

Finder du dig selv sidde og stirre ud i luften med den opslåede bog i skødet er det i realiteten meditation, så lad det endelig være. Det giver helt sikkert lidt tiltrængt indre fred så længe.

Godt det først er bagefter, at man kan se hvor mange timer det egentlig krævede, at lære noget nyt.

Det mest givende for læringsprocessens succesrate er, at lade mindekaret om gamle mislykkede missioner blive på jorden for foden af “bjerget”. Svært, som at fortælle en gammel veninde, at I er vokset fra hinanden autch…

Rygsækken på ryggen skal kun indeholde dit eget indre heppekor og dem du har i levende live i egen eller andre kommuner.

Løb agilityløb udenom “negativa`s”, der altid har deres skorpionhaler klar til, at punktere din vilje, tro og håb.

Jeg ville aldrig havde kunnet arbejde i et åbent kontorlandskab, har altid følt en blanding af beundring og ærefrygt, når jeg en sjælden gang af en eller anden årsag tog med på anden halvdels arbejde udenfor arbejdstid. De, der lange gange, store borde overalt og gyset over storkontorets slumrende stilhed. Jeg er ubevidst gået uden om og søgt andre rum. For de ville havde afsløret mig! Jeg kan ikke holde nogle lyde ude, bliver så let som et mindre barn fanget af alt omkring mig især Lyde fra munde, der spiser, åbner, lukker, tygger, synker, snakker. Propper derfor omhyggeligt nu hvor vi er 3, der arbejder hjemme høretelefonerne helt ind, når jeg skal koncentrere mig. Hvis mine ører havde kunnet ville de dreje konstant som antenner i hver vågne time, bib, bib, bib, bib.

Hopper du ned over siden? Skråt? Lodret? Finder du dig selv hængende ved samme sætning, hvor du starter helt forfra ved det store bogstav flere gange uden, at tænke over det, fordi du ubevidst tænker du ellers ikke ville forstå helheden? Læser du med støtte (finger eller bogmærke)? Går du nogle gange tilbage fordi du lige må nyde sætningen en gang til?

Hjerneforskningen, har stort set fastslået at medfødte talenter for kundskabstilegnelse sandsynligvis ikke findes.

hr. ringom

Jeg troede der stod RingORM …Undskyld Bjørn, men nu hedder du ikke andet inde i mit hoved.

  • Positiv indstilling
  • Et stærkt ønske om at det skal lykkedes
  • Planlægning af din tid

3 meget vigtige ting hvis du skal lære noget nyt.

Bogen er udgivet på dansk i 1997 og har måske stået hos mig lige så længe, så den burde være flyttet hjemmefra for længst som Goldilocks på 23 år!

Jeg har altså altid haft et ønske om at “opnå bedre koncentration, forståelse og hukommelse”, som også er bogens undertitel.

Den er kort fortalt pissekedelig og jeg tvinger mig igennem den for, at den kan få sin egen nye lejlighed ude i byen. Indrømmet også fordi a) anden halvdel har sagt, jeg aldrig vil få læst de bøger, som står i min bogreol. Han læser jo stadigvæk ikke nogle af mine valg, medmindre jeg har læst dem før vi mødtes i 1992 og han altså ikke ved jeg har læst den. Det kan jeg godt lide sådan lidt tilfældigt at fortælle, når han er halvt igennem siddende i IKEA stolen med fodskamlen jeg endnu ikke har siddet i, nyt mål for 2021! Det er ikke hans skyld, Oluaf (genbrugskatten) havde den først og så blev det ligesom aldrig mig og den stol.

Bjørn kommer med en masse fuldstændig urealistiske og ubrugelige måder (for mig), at træne ovenstående undertitel forbedringen på. For mig er det spild af tid, at træne tal og ord uden mening kun for, at blive bekræftet i, at jeg selvfølgelig ikke kan huske dem sølle 15 minutter senere, da jeg jo ikke engang halvhjertet har prøvet. Jeg forstår hvor han vil hen men det er simpelt hen ikke logisk for mig. Skal jeg blive bedre til noget skal det have en nytte faktor på min. 100%, jeg skal kunne bruge det med det samme og helst for 3 uger siden. Og nåh ja b) det kunne være, at den inden for den tid det tog (14 dage) at læse den, havde åbnet min hjerne op og fået den til, at suge viden til sig som en støvsuger med ny pose. At jeg vågnede op efter endnu en nats afbrudt søvn og kunne huske ting jeg har fået vist 3 gange uden, at skulle lave tegn og gæt med mig selv i forskellige udlevede varianter for, at undgå at slide på ægtefælles pædagogiske rækkevidde. Det tærer lidt på forholdet når han ønsker sig outsourcet efter hans normale arbejdstid, fordi jeg sætter hans og min tålmodighed på prøve med min variant af forståelse for hvordan ting kan hænge sammen. Øhm.. jeg vil jo gerne byde ind…

Jeg har før skrevet om hvor nedsættende man kan behandle sig selv i overbevisningen om, at lærer man meget via bl.a. billeder, fantasi og følelser og altså primært med højre hjernehalvdel så er man knap så klog som hvis man bruger den “matematiske” venstre halvdel af hjernen til at forstå. Med sidstnævnte bliver man automatisk betragtet som en HJERNE, nørd, en klog person. Da det højre hjerne halvdel står for længe ikke har været helt accepteret af vores materialistiske samfund har man heller ikke før nu erkendt betydningen af den, husk den er skrevet i ja 1992 faktisk, da den oprindelig er på norsk. Nu ved man at begge kommer med noget, helhedtænkning fremmer simpelthen indlæring. For at blive en bedre “studerende” skal jeg f.eks. personligt tænke mere i hvad venstre hjernehalvdel byder på, det kunne være tid, struktur, rækkefølger og tal.

Pst. du må ikke sige det til ham, men ambitionen er, at jeg i 2021 skal gøre mig fuldstændig fri fra ukontrollabel spørgelyst til dr. Johnsen. At min KAN SELV gen er blevet så tilstrækkeligt stort så det udfylder mig fra hjertecelle til hudcelle. Nogle ønsker at komme til Afrika og se de 5 store, andre vil bare gerne spørges OM HVAD SOM HELST. Laveste barre; kunne se alvorligt på meget stor hankat (ikke ægtemand tsk din fantasi!) og gøre alvor af ikke, at lade ham diktere, at jeg kun kan sove til kl. 8 lørdag morgen fordi han mener, at så skal han have sine 5 godbider, seriøst! Den idiot, der har giver ham den vane…. Her minder han om 18 årig bebrillet, der tror at når jeg har gjort/lavet noget han holder af en gang så er det allerede en vane eller i det mindste, “det plejer vi da, det gjorde du jo sidste gang, kan du ikke huske det?”

“Næh…øh..”, dukker hovedet. “Åh ja nu kommer det”, ser op igen, ramt af ikke altid særlig varmt selverkendelses lys. “Nej jeg kan ikke huske det” Her kunne jeg godt blive fristet til, at bruge OGA alias overgangsalderens si af en hjerne i problemstilingen men hvorfor, det spil er afsluttet. OGA vandt første runde men anden runde er så meget min, har jeg fortalt hvor dårlig en taber jeg kunne være hvis jeg ikke fik en forbandet 6`? Forskellige ting og oplevelser gør indtryk på os, det gør ikke mig til et OGA bytte.

Jeg FRAVRISTER den overfyldte fryser 4 vafler. Hans søster kommer på sit ugentlige besøg. En til mig, halvanden til dem. Min venstre hjernehalvdel fortæller mig HØJT og TYDELIGT, at han ikke kan lide at spise ting der er delt, når de fra starten af er ment til, at sidde sammen som f.eks. en figenstang, en banan eller ja en vaffel. Det tæller ikke, at jeg siger at han får de 3 hjerter (højre hjernehalvdel= kærlig omsorg) og hun de to. Det ved jeg godt, det fortæller min intuition (højre hjerne halvdel) mig, men nu står jeg jo lige og VARMER DEM TIL DEM venstre hjernehalvdel (tid), da vi så kan komme hurtigere ind og se serie inden hun skal hjem. I det jeg lægger dem på brødristeren hvor de nu sagtens kan være grundet min hensynsgen kan jeg mærke, nu kommer det!

” Hvorfor har du allerede delt dem?” Tonefaldet er irriteret, kontrolleret, som var det andet og mere end et vaffelhjerte der var på spil (hvem ved måske er det også det for ham). Intet argument holder vand indtil det forunderlige sker, han tænker selv. Han råber ind til den mobiltastende inde bag den lukkede toiletdør “Hvor mange vil du have?”

“En”

Meget tilfreds med sig selv tager han nu de 2 HELE ikke iturevet vafler og påbegynder flødeskumspåsmøring til kant. Hans søster kommer ud lettet! til de 2+3 løsdele= 1 hel vaffel. Så kan roen sænke sig mens serien i sine 90 farver får grinene frem. Den venstre styrede affinder sig nådigt med, at sidde uden benene oppe på sivpuffen da Goldielocks den højrestyredes knæ stadig er dårligt. Sivpuffen som han ikke kan lide fordi den ikke er den anden vi havde. Gad vide hvilken hjerne halvdel Olauf er styret af?

DU må ikke sige det jeg har den. Godbidder hjernen selvfølgelig.

Hvor kan man forbedre sine hang til vaner og kan man blive helbredt for hensynsbetændelse og hvor lang tid tager det, hvis jeg nu er positivt indstillet, ønsker det brændende og laver tidsplaner?

Nåh men lige for, at besvare nogle af spørgsmålene fra toppen af.

Du må virkelig gerne støtte din læsning med en finger, men mumler du med og læser det i kanon indeni dig selv skal du nok tænke over hvordan du kan mindske det, da det gør dig til en langsommere læser, stop, sovende læser.

Din hjerne er faktisk ok klog, den behøver slet ikke, at læse alle ord på en linje for at forstå meningen med dem. Ikke mine ord, ringormens.

Eks. din hjerne behøver ord, ikke hele sætninger. Næsten kun en tredjedel ord men du var ikke i tvivl vel?

I sommers blev jeg introduceret for mindmaps, en form for forbedring af den notatteknik jeg lærte i folkeskolen. Det er et eminent hjælpemiddel, når du har først har indset din mangeårige modvilje mod at tage notater i det hele taget, har passeret sin udløbsdato. Du godt kan godt både tegne og lytte samtidig. Det er faktisk en god ting at bladre /skimme nogle gange. Ved at kigge på indhold, forord, se på billeder, tegninger og evt. efterskrift og litteraturlisten igennem på forhånd kan man hurtigere forstå indholdet, når man læser den bagefter, forfatteren har måske endda fortalt om sine overvejelser omkring bogen. Nu kommer noget vigtigt! Vi lærer ved at repetere, gentage igen og igen, hvilket bliver meget nemmere hvis vi kan relatere via de tanker følelser og billeder teksten får frem i os, informationen lagre sig hurtigere i langtidshukommelsen (dog stadig over tid ikke på 14 dage…). Tænk på oplevelser der står lyslevende for dig (en kliche jeg ved det). Der er følelser involveret ikke?

F.eks. skulle jeg mens jeg læste bogen havde sat små afrevne papirstykker ind ved relevante afsnit. Afsnit der var skrevet i ord, du og jeg kan kende os selv i, følelser igen hvilken hjernehalvdel?

De små lapper ville havde gjort det langt nemmere og hurtigere at skrive dette blogindlæg, givet mig et overblik fra starten af over, hvor ville jeg hen med det og hvordan jeg skulle få dig til, at tænke over hvilket forhold du har til at læse. Hvilken halvdel skal du søge mere samarbejde med for, at forbedre din indlæringsevne? Hvad er du en højre eller venstre (hjernehalvdel)?

Jeg bestemte mig desværre først for, at skrive om ringormen Bjørns bog da jeg bandende og halvt sovende var over halvvejs. På det tidspunkt bladede jeg hele tiden hen til litteraturlisten for at tjekke… Nej den var god nok, desværre, litteraturlisten kom først på side 269. Lige meget hvor mange gange jeg tjekkede det var det altid suk side 269, som ville udfri mig. Kunne dog stoppe side 267 hvor der står “dit bidrag betyder noget” tænk den emoji der græder af grin ik! Bogen har nu fået lidt lapper stukket ind, men det var ligesom for sent. Lidt a la iturevet vaffel.

Bjørnen beder faktisk sin læser om lige tænke noget mere over om man egentlig behøver, at læse lige den bog? Og ja for nu er jeg over side 218 og mangler kun 50-51 sider, det er fand… godt nok tæt på!

Om et par uger er den måske flyttet hjemmefra, der er jo livligt gang i boligmarkedet har jeg hørt.

Knus

Lisser

Brevet i bogbussen

Tak igen Melina fra forlaget Harper Collins for, at gøre denne tekst mulig. Kan man overhovedet blive træt af, at modtage en bog med posten, indpakket i bobleplast?

Nyd den for dens minimale drama i dramaet.

Den er en pageturner.

Du ønsker at læse slutningen, men samtidig lader du bogen ligge på bordet lidt længere fordi du ved, at tager du den op vil du blive hurtigere færdig og hvad så…

Så skal jagten gå ind på en ny råhyggelig bog.

Malin er slut 40` og måske er det hvorfor hun griber mig. Identifikations mulighed over hele linjen.

Dyrene, et arbejde der har fyldt tilværelsen ud er slagtede, hun er blevet en hjemmegående husmor. Forholdet til hendes mand er udelukkende baseret på sandkagen, madpakken, Janssons fristelse, og et kig ud i en tom stald i det skjulte. Ægtesengen er til at sove i. Længslerne er proppet ned i baglommen, som et brugt lommetørklæde af stof der stikker ud, men hun kan ikke få det hele ned. Der er ikke plads, heldigvis.

Hun vil ikke såre, protestere, gøre væsen af sig, tror ikke på, at hun har ret til mere end det hun har. Ordene, frustrationen flyder ud og nedskrevet havner de i stedet for skrivebordsskuffen mellem siderne i en bog i bogbussen, som kører sin rute hver uge. Det havner hos Erik og for ham er det en skat. En fortrolighed han ved han må give skribenten tilbage.

Og hans forslag? Det rene vanvid.

Malin

Børnene er store, fra flyttede, spørgsmålene der flyver rundt i dit hoved. E du glad der hvor du er nu? Føler du dig hjemme i dit hjem, med ham eller hende i den anden side af dobbeltsengen, kan du stadig se dig selv tusse rundt der morgen grim, pensioneret med havregrøds kanelen mellem fortænderne om 3, 10 og 20 år?

For hvis du ikke kan det, den største del af tiden (læs: ikke hele tiden), så bliver du nød til at turde spørge det ubehagelige spørgsmål, der får mave regionen til at trække sig indåndingsudelukket sammen og det er frygtindgydende.

Man kan gå. Man har lov til at gå

E.

Når hylden man er landet på måske ikke er fyldt op med det du forestillede dig, eller at den netop er det, men dine behov for at føle dig levende har flyttet sig, du har flyttet dig. Måske har du endelig gjort noget du har sprunget over, udsat. Måske ved du nu, at du skal jokke lige ud i det næste med saltrande indrammede, tunge vinterstøvler og vil ham der i dobbeltsengen så følge dig, heppe på dig (bærer dig)), elske den nye variant af dig og endda følge med ud i sin egen parallelle udvikling? Eller… Vil han læne sig tilbage, fordi han forestiller sig, at du vil det han vil, uden at spørge for du har aldrig givet ham grund til andet.

Tør du erkende hvad du vil for resten af dit liv? Det er nemlig det snart 50 gør, tvinger din magelighed helt ud på kanten af stolen, Er dette nu “fint” eller længes du og føler dig bundet, holdt tilbage og i så fald hvad og hvem fortæller du, dig selv, der gør det?

Modet det kræver, at gøre krav på at ville noget andet end i går, sidste år og være vidt åben over for det du måske ikke engang ved du drømmer om endnu. Det, som kun vil åbenbare sig hvis du tør ændre ting som er, og nu udelukkende er blevet en sløj fortsættelse af var.

Man kan godt træde vande i sin egen magelighed og lulle sig selv ind i, at “det er da heller ikke så vigtigt!”

Men når det igen og igen dukker op så er det ikke lige meget, så er det fordi det vil ses, høres, og erkendes. Lige meget hvor meget du nægter, at give det plads vil det blive ved med at dukke op bare i forskellige mere eller mindre gennemskuelige skikkelser.

Det er ofte vores egen forestilling eller måske snarere manglen på fantasi, der spiller os et puds med hensyn til hvad der kan lade sig gøre, det, der begrænser vores horisont til en lille snæver og tryg dal. Begrænsninger vi måske ender med, at tro blindt og naivt på er det bedste for os. Troen på, at ja du fylder måske snart 50 men derfor kan det altså stadig godt være muligt, at f. eks. udgive en bog. Jeg er jo ikke døende, det er kun mine æggestokke som er ekkorungende tomme. Nogle gange niver mine æggestokke som kan de ikke forstår, at der ikke er flere i kø, at skubbe ud i “lederne”.

Længsel kræver plads, masser af plads og tid.

Det er jo en feelgood roman så vi ved begge hvad den må ende med, men det er ikke det, der optager os vel! Det er hvordan det, romancen, forholdet udfoldes, menneskene vi lærer at kende og som vi ønsker det bedste for, udvikler sig. I dette tilfælde hvordan Malin går fra, at tro hun og husbond Anders skal på aftægt i et nybygget hus ved siden af fremtidige børnebørn til, at ville noget nok til, at rive tørklædet op af baglommen og svinge vildt med det i luften over hovedet og kæmpe for noget, for sig selv, som hun aldrig rigtig har turde indvie andre i.

Det gør mig ked af det, når jeg mærker hendes fuld stop, røde lys for sig selv, som må blive meget gult, før det bliver grønt.

Det gør mig skide irriteret når hun ikke siger fra. Det er immer væk store ting hun siger ja til, ikke bare en skide, skive hjemmebag i cafeen.

Tomheden udeblev for hvornår mon hun kommer med en ny, hende Eli Åhman Owetz?

Glæd dig

Kh.

P.t. feelgood søgende efter lidt mere af samme slags.

Ditlevsen

Tove Ditlevsen, du ved hende med Barndommens gade.

Det skal handle om bøgerne, Erindringer Barndom-Ungdom fra 67 plus den jeg er i gang med, Gift som er fra 71. Den handler ikke som jeg troede om arsenik men om hendes ægteskaber og livet i dem. Alliancen mellem 2 mennesker under samme tag, kan nu også godt minde om legen, “jorden er giftig” nogle gange, synes du ikke?

Mine fingre stopper næsten op i deres ærefrygt over tasterne, som ønsker de, at holde et minuts stilhed de ikke har indviet mig i. Det selvom jeg godt ved at hun er død og borte. Det gør det ikke nemmere.

Hvad skulle jeg skrive for, at du ville bede om at låne dem?

Lad mig starte med den anden, bogen Gift. Lidt ligesom dengang jeg læste avisen bagfra for, at blive i stand til at læse de “virkelige” nyheder, historierne på forsiderne som satte de ubehagelige følelser i spil. Oftest sprang jeg dem indrømmet helt over. For hendes bøger niver, det er det virkeligheden kan. Hvordan bare det at være gravid kan være det sidste man ønsker, og det selvom vielsesringen allerede sidder presset ned om ringfingeren, ja så siger jeg ikke mere.

BARNDOMMEN ER LANG OG SMAL SOM EN KISTE, OG MAN KAN IKKE SLIPPE UD AF DEN VED EGEN HJÆLP.

Tove D.

Barndom(men) er en.. noget der skal overstås, for at hun kan komme derhen hun ønsker, og drømmer om. Være sammen med og støttet af mennesker som også tror, læser og forstår sig på digte. Hende. Sætter pris på dem, kan gennemskue deres verden af fri fantasi i blandet et tvist af trædemøllens mangel på privatliv og håb. De er ikke sandheder der skal tages bogstaveligt, de er leg med ord.

Hun er en sej lille en, der gør sit bedste for ikke at være til besvær i de små lejligheder med udsigt til baggården. Det kan godt være, at hendes far er forsørgeren men det er morens uforudsigelige humør, der sætter stemningen. Lige som vejrguderne der diktere om huen skal trækkes ned over ørene, paraplyen slås ud, solbrillen på næsetippen eller blikket søge mod himlen hvert 5 minut for, at holde øje med de svævende skyer i truende mørkegrå. Som en anden headmaster på en engelsk kostskole bestemmer hun benhårdt begrænsningen af lille Toves udfoldelser i det ene øjeblik, for så at give lette løsninger på opståede problemstillinger i det næste. Det på en måde så selv forsørgeren ikke kan finde ord, der kunne bruges som modargumenter.

Hendes barndom indre liv synes som en snublende gang i en alt for lang nederdel, der aldrig passer til anledningen den skulle fejre.

Hun bliver holdt væk fra en fjern onkels drikkeri i bekymring for hendes barnlige uskyld, men den er for længst tværet i jorden som en halvt røget cigaret af de begrænsninger hun i forvejen møder i hjemmet. Alle steder er de jo, de drunknede fordrukne, i porte, parker, på gader, i byen, og i gården neden for “hendes” vindue. Ikke nær så farlige for hendes kærligheds søgende sind, som hendes mors så verbalt tydelige nægtelse af, at give den.

NÅR DISSE LYSE BØLGER AF ORD GENNEMSTRØMMEDE MIG, VIDSTE JEG, AT MIN MOR IKKE MERE KUNNE GØRE MIG NOGET, FOR NU HOLDT HUN OP MED AT BETYDE NOGET FOR MIG.

Tove D.

Hun var ikke ønsket, er ikke ønsket og bliver det heller ikke. En pige er intet, ingenting, en der skal i vej, forsørges, være stille. Digte, skrive digte, læse dem højt og tro på at de kan noget, er et formålsløst tidsfordriv.

Hun søger andre jævnaldrene med initiativ, med mere mod. Møder gamle mænd i lukkede miljøer, som på trods af minimal eller ikke eksisterende ros og huse der forsvinder, alligevel er nok til at hun formår og holde faklen tændt.

Hun har som meget lille forstået, at drømme skal man holde for sig selv. De er lette ofre for hån og latter.

Jeg undrer mig over, at hun på mange måder lærer så lidt (praktisk). Måske er hun nærig med informationen, fordi det ikke er det hendes liv handler og skal handle om, at være husmor.

Min beundring for den stædige tro. Hun har noget, hun vil læses, ved at sker det ikke, står udviklingen stille.

Roligt, ingen drama får hende fra barndom til ungdom andet end konfirmationen med dens afhuggede hæle på de dertil nyindkøbte sko. En bog sluttes, og en ungdom begynder med at en let, modvillig ung pige sendes videre ud i “pladser”, man skal blive i. At læse videre er kun en selvfølgelighed for hendes bror.

Nyd hvordan hun nogle gange skriver sine fine formulerede sætninger i digtets rim, som kan hun ikke forhindre, at de slipper ud.

Jeg er ikke til digte men måske skulle jeg prøve hendes. Jeg har nemlig nemmere ved at forstå dem, hvis jeg kender lidt til forfatterens kringlede tankerække, lidt ligesom de billeder jeg har hængende på mine vægge, kræver et billede af kunstneren for mit indre blik, når jeg dvæler ved dem.

Du kunne jo godt lide filmen barndommens gade ikke!

Bare tænk på Anne Linnets sang. Næste gang vil jeg virkelig lytte til teksten og ikke kun nyde hvor god rytmen er til gang i min undervisning.

Hvad læser du? Hvorfor? hvad vil du med det? Den?

Vil du drømme dig væk, mærke gyset, indentificerer dig, lære noget, inspireres, slappe af, grine, græde, blive tænksom. Det hele om og om igen.

Knus

Fra hende som sad sikkert rygstøttet med grøn hoppebold under højre skulderblad i aftentimen, og gyste over hvor lidt digterinden i en hver forstand måtte fylde i lys og lyd fra fødselsåret 1918, men i skriften… oj, oj.

Hm.. så fik jeg ret alligevel, Gift var gift, som i navneord.