Jeg er frastødt

af al hæsligheden.

Tiltrukket af Sara Omar`s handlings mættede sætninger.

Håbefuld læser jeg side op og side ned i håbet om hovedpersonen Frmesk`s frisættelse, men jeg ved godt, at jeg er en naiv idiot. Af samme grund nægter dejlig mand at læse den. For der er intet håb, ingen hjælp at få for en kvinde i dette lukkede univers, hvor kvinder undertrykker og ikke mindst tier ligeså meget som deres sønner, fædre, ægtemænd, onkler og fætre. De ældre, de rettroende bestemmer, de vender og drejer Koranens ord, så meninger og betydninger passer til de enkelte situationer, og legalisere på den måde retten, retfærdigheden i, at kaste med sten, slå med knytnæver, skære nosser af, voldtage og slå ihjel hvis ens ære er blevet krænket. Mest deres egen, ifølge dem selv… Alt sammen i Allah`s navn.

Ofrene påtager sig al skyld

De, skyldnerne, krænkerne, mishandlerne evner ikke at påtage sig skyld, det er slet ikke på deres radar. Det er skammen de føler, som til side sætter al tolerance, åbenhed over for individets særkende, ønsker og drømme. Kærlighed er sjældne blomster, som hvis fundet og “plukket” bliver revet op med rod for dernæst, at blive efterfulgt af handlinger så langt ude så al forståelse hører op. At denne undertrykkelse stadig finder sted (i dag), ude i de små hjem så langt væk fra det oprindelige ophav er så skræmmende, at jeg som en struds skynder mig, at stikke hovedet i busken, for alle gyserfilm kan godt gå hjem eller i det mindste tilbage til start, for i Saras bøger er der ingen nåde, kun ondskab. Fortvivlende.

Hvor finder hun sin vilje til at fortsætte…

Ikke alle går ind for selv justits.

Skyggedanseren er 2 del af Dødevaskeren, men kunne nok godt læses uden for, når der er gået et par år siden læsning af sidste bog, er det måske kun de mest frygtelige ting som man (jeg) husker selvom jeg har prøvet, at proppe dem godt ned bag al det andet jeg heller ikke ønsker at mindes. I Dødevaskeren bliver du introduceret for Gawhar og Darwèsh, Frmesk`s mormor og morfar. Du får at vide hvorfor Frmesk bor hos disse dejlige mennesker, der på trods af, at de begge er ukonventionelle og derfor usædvanlig modige alligevel er en form for uundværlige for det lille samfund, Frmesk er en del af.

Skyggedanseren, springer i mellem månederne efter konsekvenserne af Frmesk koranundervisning som hun starter som 5 årig i Kurdistan, til hun i Danmark bor med sin fraskilte mor og læser på universitetet.

Hun har jo drømme, svage forestillinger om et friere liv, men er frygteligt underlagt sin fars voldelige regime. Samtidig håbløst naiv overfor hvor langt både han og hendes mor vil gå til af yderligheder, selv om hun aldrig har set andet.

Jeg er måløs.

Jeg raser på hendes vegne, ønsker at flå hende væk men hele tiden ved jeg, at hvis hun undslipper så vil hun være alene (og det selvom hun aldrig har været andet…). For selvom der findes de sødeste mennesker omkring hende, ønsker og tør de ikke se hendes virkelige trængsler og hun kan kun tie for at beskytte dem, hende selv. Sladderens løbeild er som brændsel på vrede og indestængte frustrationer, og ingen tør gøre noget andet end forskrifterne. Hun har som lille set sin bedstemor “dødevaskeren” tage sig af de kvinder som har handlet imod deres familiemedlemmers ønsker. Har Frmesk egentlig forstået, at i hendes hjemland ser nogle det som deres ret, at slå en svigersøn/datter ihjel, de sætter dog som regel grænsen ved deres eget “barn”! Men det er nu kun fordi de har andre meget mindre humane måder, at “slukke” et liv på…

Hvordan skal muslimske kvinders rettigheder nogensinde forbedres, hvis ikke de selv tager ordet, hvor de kan?

Baba Darwèsh

Denne måde at tænke på er så langt ude, at jeg er sikker på, at der er nogle der ikke kan huske deres koranundervisning, eller har sovet i timen… For der står sgu da ikke i Koranen, at du må slå din datter fordi hun har skrevet et digt! Uden jeg har læst den vil jeg også vædde med, at der heller ikke står, at når en kristen ung mand har ønsket din datter så meget så han er løbet væk med hende, så ser du, dig i din gode ret til, at skyde hans knold af foran hans panikslagne brødre og forældre. Jeg tror virkelig, at hvis Muhammed trådte ned fra hvor end han hygger sig, måske til en påskefrokost med Jesus (halalslagtet kød selvfølgelig og vi lader grisebasserne blive hjemme), så ville han skamme sig og trække den (sin?) bog tilbage. For han havde sgu nok ikke regnet med, at den ville blive tolket, tilbedt og misbrugt så meget for egen vindings skyld.

Koranens oprindelige budskaber, poetiske vers, der byggede på åndelighed, selvrenselse, indre ro, accept og tolerance…

Hvad Islam ifølge Baba`s fortolkning skulle handle om, men som er gået tabt.

Vi skal sgu vide hvad de unge kvinder (og mænd) er oppe imod. Jeg skal nok tro. Lad bare dejlig mand (husbond) læse om anden verdenskrig igen, igen, jeg har håb for de muslims ramte, det er svært at ændre tanker, vaner og forestillinger. Det tager generationer.

Vi skal huske, at være taknemmelige og give kærligt ud af os selv. Jeg skal sige når jeg føler mig “trådt” over tæerne af den 2 verdenskrig interesserede, for han mener det ikke som min indre dramaqueen tror. Han er min ligemand, min ven, min elsker og faktisk er det mig, der har stukket ham med en kniv engang, men det er en helt anden historie…

Knus fra hende som ønsker at tage Frmesk i hånden og løbe alt hvad jeg kan…

Kan jeg læse den færdig?

Jeg mangler 100 sider og jeg er så led ved den selvfølgelighed i, at “han” må slå og “hun” skal tage imod. Det gør mig syg om hjertet…

Jeg skal læse noget kærlighed bagefter, noget hvor hovedpersonerne har selvironi, empati og tager ansvar for deres gerninger istedet for at blive tøsefornærmet over det mindste og så er det mænd… “Ej du kiggede på min søster, så må jeg også stikke dine øjne ud”! Det er seriøst barnlig og umoden opførsel. Tænk hvis vi alle var sådan! Mine børn er børnebørn af en romance, der kom i stand fordi en soldat tog sin ven med hjem…

Det er ligesom da jeg var barn og efter noget uhyggeligt måtte blive siddende i sofaen for, at blive afklimatiseret med noget fjollet bagefter for, at turde gå ud af stuen og ind i mit værelse, med de store mørke vinduer.

Hej du!

Du skal ikke læse Skyggedanseren hvis alt dette får din mave til et vride og vende sig i ubehag, for du kan ikke komme igennem den uden at føle dig umådelig trist.

Trent Dalton`s

Dreng sluger universet

Brisbane, 1985

Eli Bell er lige nu 12 år gammel blevet bekendt med, at hans elskede svigerfar sælger heroin. Det syntes han er noget lort. Han skal finde ud af flere hemmeligheder hen ad vejen. I forhold til hans forældre som ikke taler om især en speciel episode da drengene er ret små, er Slim ikke nærig med sine historier. Slim, hans bedste ven, nogle og 70 år og berygtet for, at være ualmindelig god til at slippe ud.. af fængsel.

Udnyt din tid , før den udnytter dig.

Slim, babysitter og ven

Da han ved hvor ensom man kan føle sig i et fængsel får han Eli til, at skrive breve til en indsat, Alex. Her tror jeg hans interesse for at skrive starter. Han drømmer om, at blive en reporter på en selvfølgelig ikke hvilken som helst avis. Hans bror Gus skriver også, men kun i luften, så det er Eli blevet ret god til at “læse”.

Enden på det hele er en død blå spurv.

Gus`s finger
På trods af sin gru, har den sine romantiske tidspunkter.

Flere gange igennem bogen tænker jeg på en af John Irving`s helt særlige figurer nemlig drengen, Owen Meany fra bogen “En bøn for Owen Meany” 1989, (måden han byggede den bog op på minder meget om denne). Owen M. var helt særlig og det er hovedpersonen Eli og hans bror August (Gus) også, eller det fortæller deres hårdt prøvede mor dem i hvert fald igen og igen. Gus har fuldt accepteret det faktum, Eli er noget mere skeptisk.

På grund af morens og stedfarens ret naive indstilling til hvad deres forbindelse med Tytus Broz, (narkokonge for de indviede og en af byens “støtter” for resten), kan få af konsekvenser bliver Eli og Gus`verden en noget andet end alle og især Eli havde troet. Gus kan “noget” og er derfor anderledes forberedt. Han tager i en tilspidset situation et valg som man skulle tro ville dræbe Eli`broderkærlighed, men så kommer det jeg elsker ved denne bog. Lige meget hvad de bliver vidne til og udsat for, så kan disse 2 drenge se igennem “fingre” med hinandens til tider komplet uforståelige reaktioner. De forstår ud fra hver deres tankesæt, at når en vis finger får en meget stor bloddryppende rolle, så er der en større mening med det hele.

På trods af, at drengene meget af tiden er mere forældre end deres forældre formår at være, er de loyale til det ekstreme, de opgiver ikke nogen, det der er, er.

Er du et ordentligt menneske?

Eli

“Dreng sluger universet” handler også om, at vi alle har forskellige måder at takle traumer på voksne som børn, nogle holder vi for os selv, mens andre stritter, fylder og vil ud.

Jeg er ikke helt vild med slutningen, jeg synes den er for sukkersød, men lad gå jeg har været i utrolig godt selskab hele vejen. Jeg afventer dog spændt husbonds dom, når han har vendt sidste side. Fik han også flashback til vores første år sammen og hvordan John Irving`s bøger og filmatiseringer smeltede sammen med det, at være nyforelsket. For Hr. Dalton kan som Hr. Irwing få en smask forelsket i sine hovedpersoner og så har du mig, jeg har ikke en chance og jeg behøver den heller ikke.

Kh.

Nu også vinder af Book of the year (2019) medgørlig læser.

Pst…

Det er fordi jeg nærmest pr. definition har været lodret modstander af, at læse en bog bare fordi den havde fået en pris, hvilket min anden halvdel faktisk har gået efter fuldstændig koldt, (han har endda lavet en liste). Det kan godt gøre mig lidt både fornærmet og bekymret for alle de andre sikkert dejlige læseoplevelser man så vil gå glip af, (omvendt vil jeg jo selv miste noget hvis jeg bibeholder min egen tilgang).

Jeg mener, de kan jo ikke alle sammen få en pris vel!

Læs den

Fordi du godt må være tyk og glad oven/indeni.

1000 tak til forlaget HarperCollins for, at lade mig anmelde bogen uden store krav om så og så mange FØLGERE på FACEBOOK og INSTAGRAM.

For det er også hvad denne bog så fuld af dokumenteret, farverig fakta insistere på. Nemlig, at der skal være rigeligt plads (både fysisk og psykisk) plus frihed til, at vælge i fred hvordan man får det bedste ud af hvad og hvem man er, og at din intelligens ikke skal måles ud fra livmål. Vi er alle meget mere end det.

Tykfobierne bliver dissekeret en for en smertefuldt og ydmygt ærligt. Dejligt.

Sofie Hagen fylder mig fra første ord, i første sætning på side 9 med sit gavmilde væsen, propper mig med indsigt, baseret på grundig research ikke bare hendes egne oplevelser og tanker, men hun sætter det også hele tiden op imod tiden vi har levet i, tiden vi lever i lige nu.

At udskammefolk for, at få dem til at blive sundere er ligesom, at prøve at få nogen til at lugte mindre af pis ved, at pisse på dem.

Sofie Hagen

Jeg kommer IKKE til at tale nedsættende om en tyk person igen, men jeg må godt blive irriteret hvis hun (99 ud af 100) vil have min af-eller bekræftelse af hendes tykhed, så jeg højt kan legalisere at hun kan blive ved med, at være noget hun ikke har det godt i.

Jeg kan godt se at bogen er sjov, men jeg synes simpelthen at måden Sofie beskriver visse situationer på er tragikomisk, på grænsen til det sørgelige, så jeg kun sidder med den største respekt for hendes detaljers gavmildhed og grådigt læser videre, for jeg tror ikke på at man kan være HAPPYFAT. Ikke hvis det er mere end lad os sige 10-15 kilo.

Jeg er selv vokset op med 2 forældre, der var panisk angst for at jeg skulle blive for tyk (hvornår kommer for, foran?). Så jeg blev hvad jeg selv ville kalde overvægtig, nuværende vægt + 20 kg. Se, jeg kan ikke engang tage ordet TYK i min mund, men det kan Sofie. Hvilken lettelse, alle de gange jeg har siddet i selskaber og en tyk har talt sig selv ned eller andre i rummet, som om de ikke selv var det. Der. Eksisterede. Eller en tykfobisk slank gjorde det. Det må holde op.

Vandt jeg over kiloene Hell ja.. Er jeg glad for min slanke skikkelse Hell ja. Har jeg mødt hundredvis af gange, fordomme og spydige bemærkninger om mit slanke taljemål? Hell ja. Har jeg følt mig skyldig, mærkelig og åbenbart ikke i stand til at tage mig af mig selv? Masser af gange. Jeg har lært at det handlede om dem ikke om mig. Jeg blev dog stadig skide hamrende ked af det alligevel.

Er jeg stadig bange for at blive for tyk? (Du skal forestille dig, at jeg hvisker nu), ja det kan du fandeme tro. Hvorfor jeg hvisker, spørger du? Fordi jeg synes det er barnligt og pinligt at være det, når jeg har formået at holde min vægt nogenlunde status quo i 25 år! Jeg har ikke nogen grund til at være tykfobisk.

Har jeg givet den angst videre til min datter? Jeps. Kæmpede hun med, at hendes lår ikke var så tynde og lange som de andres i gymnasiet? Jeps. Det nyttede ikke at jeg sagde, at hun ikke skulle “gå” efter at være så tynd (se nu bruger jeg andres ord i min verden er jeg skide slank), som mig. For der har man heller ikke helle. Kæmper hun stadig? Ja, det kan du tro. Er du overhovedet klar over hvor svært det er IKKE, at vise hende den, tykforbien. Bare tiltro hende, at DEN klare hun! Hvad fanden er det egentlig hun skal klare! Hun skal jo bare have det godt! Med sig selv, sine valg.

Ingen af os kan bruge til noget alle de år, hvor vi havde lange samtaler om de skide lår… der ikke var hendes. Jeg har prøvet at vise hende min glæde og tilfredshed med min egen krop. I teenageårerne syntes hun selvfølgelig, at det var vildt træls at have en mor, som var mindre end hende, fuldt forståeligt, jeg stod i præcis det samme scenarie i årene 1986-92 med min egen mor.

Mønstre skal brydes, men det kan kun lade sig gøre ved oplysning og vedkendelse af ens tankeloops.

Jeg skal ikke gå og bekymre mig om hendes skikkelse,og i hvert fald slet ikke kommentere hvordan hun end ser ud, fordi hun vælger det sådan. Jeg har været så langt ude i min tankegang, at jeg var bekymret for om min før nævnte TYKFOBISKE far (med dejlig blød mave at holde om!) ville kommentere på min svigersøns (den første) “buffhed”.

Som en helt naturlig ting skriver Sofie også om, hvor dårlige vi er som samfund til, at takle, acceptere, tolerere når noget/nogen er en smule anderledes end det vi selv synes er normen, det normale. Vi har svært ved at have, at nogle fylder med deres krop, deres farve, deres fælles eller intetkøn, vi skal alle partout passe ned i samme støbeform. Hvilket egentlig er sindsygt kedeligt.

Ja til, at vi favner at vi er forskellige, og derfor vil ud leve vores muligheder på forskellige måder, og tak Sofie for at minde mig om min egen afstumpede intolerance, den vil jeg bruge på at gøre godt med i stedet.

Hvis folk der “bekymrer” sig for en, lytter. Vil de forstå, at udskamning og diskrimination af tykke mennesker er lige så skadeligt, som de hævder, det er at være tyk.

Sofie Hagen

Jeg er langt fra enig i alle Sofies konklusioner, for der er et sted hvor vægtskålen tipper, hvor smerter, begrænsninger og kroppen ikke kan følge med.

Men jeg er helt og aldeles med på, at lægge mine fordømte fordomme ned især fordi de lyder ekstra hule, når jeg selv har kæmpet med alle især de psykiske udfordringer, ved at være for tyk, (egentlig kun i egne og mine forældres øjne). Der er i forevejen mange måder man kan slå sig selv i hovedet på.

Jeg ser dog hver dag på mit arbejde hvordan meget fedt på kroppen umuliggør det man gerne vil, i den mængde man vil det. Det er en ting, at være tyk som 36 årig, men har du været det altid lige siden du var barn så er det altså ikke sikkert, at du kommer til at sidde på gulvet og lege med dit barnebarn, for A) du kan ikke komme op igen og B) jeg er ked af at side dette, men hvis kvinder fortsætter med at få børn sent, så er du der måske ikke når de bliver konfirmeret, der har din krop givet op. Det er jo ikke sådan, at overvægten kan sættes i skabet med de indkøbte konservesdåser efter endt indkøb, det er der jo 24/7.

Kærlig hilsen

Den nyligt selvudnævnt, tykaktivistiske forkæmper

Nej, undskyld det bliver jeg ikke, jeg har set for mange programmer med følgevirkninger af diabetes 1 og 2.

Men jeg vil prøve mere, at forsvare alle; tykke, tynde, unge, gamle, brune, sorte m.fl. der bliver talt ned om i mit nærvær, og lade disse nedladende bemærkninger falde til jorden, som skidt jeg ikke engang gider træde på, og slet ikke GIVE PLADS til at fylde og beskæftige mig med i en samtale. Desværre er sandsynligheden stor for, at udtalerne af disse bemærkninger slet ikke gider høre mine eventuelle bemærkninger, de har jo allerede talt.

Nåh.. men jeg kunne jo starte med, at give dem deres mening tilbage…

Vegansk

for begyndere

Tak til Lindhardt og Ringhof for at lade mig anmelde den, da jeg trængte til, at få et skub videre ud i de vegan`ske muligheders slaraffenland.

Der er 3 tomater, ikke 2 og jeg har ikke som først, lagt dem …

Da jeg for mange år siden blev nød til, at lægge min “for sjov” drøm om, at kunne deltage i den store bagedyst på hylden p.g.a. en insisterende intolerance for sukker blev det ret hurtigt klart, at jeg måtte kaste mig over noget andet. Noget jeg kunne lære mig selv at elske, både at tilberede og ikke mindst ville synes om at spise.

Som sikkert mange andre husholdninger gled jeg da børnene voksede sig større velvilligt ind i en vane med de samme retter. Jeg opdrog min dreng til, at være kræsen.

Ja, jeg mener det, jeg tager fuld ansvarlighed for, at min dreng på 16 år stadig kun nødig vil spise andet end …

Børne grønsager

Agurk, rød peber og gulerødder, når de ikke smager af sæbe. Hvilket du sikkert ved de gør hele vinter sæsonen, hvis du som jeg har en god smagssans. Så jeg bebrejder ham ikke (så meget …) og jeg har altid elsket hjemmebagt brød, så det var det han spiste mens han 1000 `er af gange har ignoreret min bugnende salatskål som hans far heldigvis aldrig har fejlet at gå ombord i. For helvede den mand spiser flere linser og bønner end jeg har lyst til at fråde. Jeg putter dem i supper sammen med alle de unævnelige grønsager, og servere “grøntsagsmos”, hvor skeen kan stå (næsten) selv i min moderlige pligtfølelse, som råber ad sine lungers fulde kraft ….

put flere grønsager i den bumsebefængte.

Mig frustreret over mine egne løftede pegefingre

Sweet sixteen

Lige om lidt bliver bebrillet dreng 17 år og hvorfor ikke slå 2 fluer med et smæk!

Jeg vil prøve flere af Elizabeth`s opskrifter og tvinge mig selv til, at følge dem så meget jeg kan. Det har faktisk vist sig, at være det sværeste. En udfordring af de helt store, at GØRE DET DER RENT STÅR!

Når man har:

1 styks, kræsen teenager med den sædvanlige afhængighed og se gennem fingre med diverse kemi installationer, undtagen dem, han ser diverse nørd `er lave på YOUTUBE eller han selv stifter bekendtskab med i fysik lokalet på gymnasiet.

1 styks nødde/frø allergiker.

plus undertegnede sukker (ikke fornægter), nærmere en slags bevidst gå`en uden om, og derfor meget intenst, ingrediens, læsende indkøber. Jeg bliver altså nød til, at gå til “opskrifterne” med tilladelse til, ikke at dræbe, men ændre efter diverse hensyn, for vegansk mad indeholder mange nødder, da de ofte bliver brugt som fyldstof. Er mit indtryk.

Elizabeth, har ikke (befriende nok) helgarderet sig hele tiden med f. eks. at skrive; du kan bruge hvilken plante eller alm. mælk du vil istedet for mandelmælk som står angivet. Eller rist nødderne på panden og server dem i en skål ved siden af. Disse små alternativer ved jeg jo, fordi jeg har måtte se mig godt for i årevis. Selv “nøddeallergiker`en” har det på rygraden, at han skal købe majs (på dåse), sennep, peanutbutter (alle til mig), som ikke er tilsat sukker. Man vænner sig til det mindre søde, lige som bebrillet dreng nu skal vænne sig til, at spise retter heftigt inspireret af Vegansk for begyndere. For ham vil det faktisk være en ny måde, at gå til buffeten på, forhåbentlig vil det smitte af på andre fastlåste vaner han har … Jeg må så tilsvarende tage mig selv i IKKE, at lave buffet eller tage grydebrød op af fryseren … så tit.

Kom boghvedeflager, vand…. i en anden gryde…

Nebelong

Nu ved jeg ikke hvor “vågen”, du er om morgnen! Om du vil bruge tiden til det. “Det er jo et tilvalg eller et fravalg”, alt efter hvordan du ser på det, mener min til tider kyniske mand. Samme mand som gladeligt vasker op i hånden i en sådan grad, at opvaskemaskinen neden under bordpladen må føle sig forbigået i en sådan grad, at den næsten ville have behov for psykoterapi p.g.a. behov udsættelse, hvis den var af kød og blod.

Portionerne i bogen er til en, og hvis du som jeg, elsker af et godt hjerte, at HADE, at stå med opvaskebørsten i hånden, så bliver vi to nød til at blive enige om, at minimum producere til 2 dage. Måske kan noget laves om aftenen eller i weekenden og så kan der være herlige ting, at vælge imellem i hverdagene.

Er der virkelig brug for alle de madbøger?

Kynisk mand

Nu er vi jo så nogle, der elsker at skrive og som i vores sparsomme fritid ikke føler sig hele medmindre de sætter sig til tasterne, og øser af hvad de har på hjerte. Jeg bliver nød til at tro på, at der er andre der stadig elsker, at stå med den “hårde” kopi i hænderne og svælge i inspirerende billeder og ingredienslister.

Hvem tror du laver maden hjemme hos os?

Du får et gæt?

Elizabeths mål har ikke været, at overtale dig til, at lade kødet ligge urørt i butikkens kølemontre, for miljøets skyld.

Hun har med enkle informationer ønsket, at få en nysgerrig, måske spirrende klima enthusiast, hvem ved til, at tænke sund kost, baseret på en masse grønne proteiner til morgenmad, frokost, og den virkelig minus kød udfordrende aftensmad. Tydeligt med tanke for, at man som læser kan føle sig tryg ved, at hun har sammensat retterne omhyggeligt ud fra …

at du er sikret en bred varieret kost, som er velsmagene og nem at lave.

Måske jeg vil bruge den som udgangspunkt til, at tage en kanin “mimrende” snak med min datter, den fraflyttede på 22 år. Jeg tror, at jeg på sigt giver den til hende. Enhver kok med respekt for sig selv, skal have diverse hyldemeter med kogebøger, det hører med til at være, føle sig som en dagligdags, ide hungrende kok, for der er ingen tvivl om det!

Mad, der smager kræver tid, omtanke, nysgerrighed og frem foralt kærlighed til mad.

Nebelong vil mig det godt, så nogle af opskrifterne vil jeg lave, til mig alene på min måde, med det lille twist af ingredienslisten jeg tager som noget fuldstændig givet.

Kh.

En lidenskabelig grøntsags skuffe fylder, tømmer og opslider til plastikken opdeles i lange, gnistrende revner.

Sidste jeg lover det!

Jeg har tilmeldt mig en 3 ugers veganer udfordring, som sætter særlig fokus på klima- og miljøfordelene ved en mere (læs: ikke kun) plantebaseret kost med kampagnenavnet KlimaUdfordringen. Hvor jeg forhåbentlig vil blive overdynget med opskrifter lige til at spise….

Husk!

Træerne vokser ikke ind i himlen. Men de vokser ud i luften, som vi ånder/ og ned i jorden til de døde/ som vi savner. Og det er alt nok.

Søren Ulrik Thomsen, digter/sangskriver

Synes du ikke?

Sommer skandalen

Det er ikke Lisa Kleypas, lover, at jeg snart kommer med en anmeldelse, skal nok (som Kjeld i Olsen banden altid sagde). Så har vi det på det rene. Men ikke for det, fru Duran er nu et meget godt bud hvis du kan lide romantiske bøger, der foregår i Victoriatidens England. I modsætning til fru Kleypas romaner, så er Sommerskandalen`s Elizabeth (Liza) ikke en uskyldig ungmø, faktisk er jeg aldrig stødt på en hovedrolleindehaverske fra det århundredes overklasse med mere ben i næsen og ansvarsfølelse. Respekt for den vinkel.

Ordduellerne er som sådan både spydige og uforudsigelige, men da det jo er dem der primært skal bygge den erotiske spænding op, synes jeg altså de mangler noget. Charme. Ja, det er sgu det, de 2 hovedpersoner, ja alle involverede tager sig selv alt for seriøst, de mangler selvironiens befriende sjov og ballade.

Ham, Michael er simpelthen så empatisk og omsorgsfuld, at det næsten er for meget af det gode. Senere, jeg vil vide hvad han tænker langt senere, indtil da må han godt være lidt arrogant røvhul, bare indtil man som læser forstår hvor det kommer fra.

Der er også for mange fyld ord og da du både er inden i Liza` og Michaels hoved, bliver du ligesom overfodret med følelsesmæssig information. Det forstyrrer. Jeg kan godt lide, at jeg får lov til at fantasere lidt selv. Jeg vil kun have det fra hendes (Liza` side), så kan jeg bedre leve mig ind og lade mig opsluge.

Forfatteren, benytter sig af gammeldags svulstige, beskrivende og sanselige tillægsord, på en måde vi i nutiden kun finder i digte, og så skifter hun uden varsel til ord som “pik”. Ja, jeg pakker det altså ikke ind for dig, selvom det snart er jul. Jeg er ikke snerpet, måske brugte de vitterlig det ord i 1885, sikkert, men det er på en eller anden måde for nutidigt (for mig) til, at lade det slippe ind i den kontekst, når jeg nu ved det kan gøres virkelig elegant uden.

Når det så er sagt, så kan hun som Lisa Kleypas få en som læser til, at synes virkelig godt om hendes hovedpersoner. Det var det der gjorde, at jeg læste den færdig.

Vær munter, Liza. Ingen kan lide et hængehoved.

Liza`indvendige, ensomme stemme

Sexscenerne er korte og fine og så direkte, at jeg holdt mit blik stift rettet mod bogen hele vejen fra Malmparken til Vesterport station. Samtidig bad jeg til, at den fyr der sad tæt op ad mig på sæddet ved siden af, var fuldstændig grebet af sin telefon og ligeså ligeglad med, at jeg sølvpil sad og tænkte tanker om dejlig mand uden tøj på, mens jeg klemte benene sammen under en tyk bog, som jeg var med hans skærm. Jeg holdt behændigt forsiden vendt ned, med meget vilje for, at læse en romantisk bog er jo næsten på højde med hvis jeg havde siddet og bladret i et Se og Hør og havde kigget godt, grundigt og længe på side ? pigen. Ja for hun findes vel endnu, selv om bladene måske er ved at uddø!

Pas på, gamle dreng. Der er ikke plads til forførelse i dit liv for tiden.

Michael

Så vil jeg anbefale den? Ja, da den var dejlig. Den handlede jo også om, at man skal gøre sin pligt over for dem der er afhængige af en, gøre det rigtige, selvom det kan betyde, at man ikke kan få det, der betyder allermest for ens lykke. Der skal kæmpes på forskellige måder, så de fordomme og forestillinger der holder en tilbage kan overvindes og måske have en effekt på modstanden fra eventuelle familie medlemmer.

Fest og farver er ikke nok.

Den handler om omsorg. For sig selv, for andre.

Om det mod det kræver, at turde elske og lade sig elske.

Store sager, det kunne handle om et par i dag og så ville det passe ind, at bruge ordet pi..

Så hjertelig læselyst og gør mig en tjeneste vil du! Hvis du læser den et offentligt sted, så vær ikke sådan en kujon som mig, læg den med forsiden opad, med den halv, afklædte kvinde afslørende lige i “lurens” synsfelt.

Lige hvad jeg trænger til

Forudsigelighed

Forlaget HarperCollins har venligst sendt mig denne yderst velkomne julegave.

Alt i den er så dejligt nemt og komfortabelt, ikke noget der støder, den vil kun det ene nemlig, at du skal føle dig godt underholdt på den lette måde, du vil smile undervejs, alting vil flaske sig, du ved det vil være happy ending på den ene eller anden måde. Det havde jeg brug for efter, at havde lukket Anne Marie Løn`s Prinsesserne på 600 sider. https://bogpusher.home.blog/2019/12/04/hold-sa-kaeft-for-en-lang-gaber/

En ulykke tiet ihjel

Hvorfor har du ikke læbestiften smurt ud i hele ansigtet?

posy, lillesøster

5 mennesker tvunget sammen på grund af en forfærdelig ulykke.

5 forskellige måder at takle det på, ingen af dem altid lige bevidste. Misforståelser og forud fattede meninger mellem de 3 søstre har gennem mange år fået lov, at fjerne dem fra hinanden selvom deres mor og far har gjort alt for at de skulle have det så godt.

Bekymringer viser sig i forskellige former som afstand, katastrofetanker overbeskyttelse, ord der ikke bliver sagt, og drømme der ikke får plads.

Fordi jeg ved, hvor min mund er.

Beth, som ikke behøver et spejl når hun er passager i en bil

Bare rolig!

Udover 4 kvinder med ben i næsen indeholder Vintersøstre også en gammel pony, et tabt højtelsket tøjdyr, Bugsy plus nogle lækre, moderne mænd, der ved hvad de vil have og som ikke er bange for at sige det højt.

Bogen er på 381 sider det kommer du hurtigt igennem, den starter trist, men du ved godt, at kommunikationen vil åbne det hele op og begynde helings processen for alle de forrevne hjerter.

Knus

Den dejlig mætte

Husk at snakke med dem du elsker, læg mobilen i et andet rum imens. Det kan godt være at du kan ringe 1812 med den, men den kan sgu hverken lytte, kramme, eller lave en lækker middag til dig, hvilket gør den til en ualmindelig dårlig ven/veninde, for ikke at snakke om kæreste eller ægtefælle.

Mobilen skal skabe forbindelser imellem mennesker ikke erstatte dem.

Hold så kæft for en lang gaber

Det kunne man nemt udbryde og det var jeg fristet til op til flere gange, mens jeg tilbagelage de første 150 sider men så…

Sikken et portræt; to søstres indbyrdes forhold i mod-og medgang, deres ærlige skiden højt og flot på de gængse konventioner, provokationen er så åbenlyst gennemført, at omverdenen lader dem. Den følelsesmæssige kulde eller varme som de alt efter hvem den er rettet imod bruger som manipulation til, at udnytte de små særheder og svagheder alle besidder, nogle mere tydeligt end andre. Valborg kan på et split sekund gå fra at være en is dronning til en omsorgsfuld hyggetante. Du bliver frastødt, tiltrukket og bladre nysgerrig om på næste side.

Men først skal du leve dig ind, lade dig fange og besnære.

Narcissistiske eller bare deres helt egne?

For nogle år siden kom jeg hjem med en rygsæk fuld af tunge mursten. Herlev bibliotek havde en weekend med bogbytning, men du behøvede faktisk slet ikke selv at komme med “bygge/bytte-materiale”, du måtte bare hjertens gerne og grådigt fylde poser og net. De overrakte dig dem endda ved ind gangen, så var de jo fri for at flytte de 100 vis af bøger tilbage hvor de kom fra. Det var før poser var decideret fy.

Får du dem læst?

Dejlig mand, står for gud ved hvilken gang og spørger til “fyldet” på reolen, som hans blik er rettet imod, med andre ord “dem får du aldrig læst”, lad mig befri den stakkels, tydeligt, tyngede reol for risikoen for, at måtte give op over for presset og bære dem ned i genbrugsbutikken for dig. Vi ved begge, at jeg fungere bedst med, at have bibliotekets allestedsnærværende krav om aflevering svævende over mit hoved for, at føle presset og nødvendigheden stor nok til, at åbne det lånte.

Da jeg i forevejen er inde i en periode med mentalt “udsmid” og gøren op med måder at reagere på, er jeg begyndt at spørge mig selv i forskelligt opståede situationer, “er det gamle reaktions mønstre eller nye følelser, der får mig til, at opføre mig lige præcis sådan i dette nu”? Ofte er det en vane jeg har tillagt mig for så mange år siden, at det ville føles som at rive en arm af hvis jeg forventede en anden. Men jeg vil ikke leve op til det mere, jeg vil sige tak for nu til gamle metoder at handle ud fra, lave nye genkendelige tankemønstre (for jeg tror helt ærligt ikke, at man kan eksistere uden). “De”, vil forhåbentlig provokere andre i mit hoved og se må vi se hvor det vil drive mig hen. Jeg har holdt mig selv hen og tilbage i årevis ved, at læne mig op ad gamle mønstre som jeg slet ikke genkender mig selv i mere. Tænk hvis den energi blev brugt til, at drive i stedet for at forhale, tøve og begrænse. Det kunne jo gå hen og blive fuldstændig magisk.

på en hylde troede jeg, der lå en kat, men det var en rygeost med så tykt et lag mug som en pels

Emma

Forandring tager tid ikke så meget i årstider, mere i folks hoveder. Der er ingen tvivl om at Valborg og Violet er forgangs “mænd” inden for deres lille matrikel. Det har en konsekvens for dem, for andre, at de har hver deres måde i form af skiftende omsorg, drilleri, og fuldstændig ligegyldighed over for deres medmennesker, at de med den største selvfølgelighed insistere på deres ret til, at gøre netop “det”.

Men et kvindestyret landbrug uden mænds modspil er lige så forfladiget som vice versa. De kan tage sig af det der interessere dem, resten sejler.

De går i lag med hvem, der passer dem, deres selvbevidsthed er grænseløs.

En mor til hendes dreng

Jeg gad virkelig ikke have, at min mand skulle have ret IGEN…

Jeg begyndte fra en ende af…

Nærmest bogstaveligt talt fra reolens venstre side.

Fru Løn `s “prinsesserne” er på næsten 600 sider, så det krævede måneders tilløb, at åbne ind til den første side og pille smudsomslaget af for, når det er gjort er der kun en mulighed i min tankegang (stædig som et æsel), og det er at fortsætte til det definitivt sidste punktum. Min tøven skyldtes nu også, at jeg minimum ville skulle bruge 2½ uge på og læse den, hvad der ellers ville involvere 2 bøger på mere normale 297 sider. Det betød, at jeg så ville blive nødt til, at skrive en titel mindre i min læselog, som jeg helst så havde ca. 96 titler (pr. kalender år), den 31 december, som 2018.

Men nu er jeg her langt over halvdelen og jeg er hendes, fru Løn `s, ingen tvivl om det, og nej jeg må ikke skrive den som 2! Stædigt æsel husker du nok.

Jeg glæder mig til hver gang jeg har sat læsebrillen ind over mine øreflipper for 30 sekunder efter at pille dem tålmodigt af, fordi en vis Oluf skal have sin aften kæl på skødet. Jeg må i det tidsrum ikke gøre andet end hviske søde sætninger fulde af vrøvl ind i hans spidse øre og se ind i hans intense grøn, gule blik. Simpelthen give ham 100% nærvær ellers kan han ikke finde ro og møver snublende rundt på mine slanke lår for, at få plads til hans ret store sammenrullede, vinterpels, beklædte krop.

Han tænder spinde maskinen og sukker, mens mine fingre finder alle hans mest trængende punkter omkring hans nakke, hals og hage for så, at skride 10 minutter efter, og efterlade en plamage af hår på mit varmetæppe (læs: ikke tændt … endnu eller meget hurtigt slukket). Da vi kun har haft ham i 1½ måned tror jeg stadig på, at det kan betale sig at bruge fnug rullen, så hver gang han går sin vej “ruller” jeg. Hvis du skulle spørge, så bruger jeg et “blad” pr. aften, bare et godt tip, køb ikke dem med 4-kantet blade de er kropumulige at skille ad, tænk husholdnings film.

Nu er jeg til gengæld selv fuldstændig i ro og mere end parat til, at dykke ned i pigernes Valborg og Violet `s historie, der tager sin begyndelse i 1923 og slutter kan jeg se omkring 1996.

Læs 150 sider før du giver op!

Det er ikke de ringeste mennesker, der er hårde til flasken

Valborg

Jeg tror det bliver en af de 94 bøger fra i år 2019, der vil stå mest klart for mig, og ikke kun fordi det nu er december…

Jeg bliver nød til, at læse noget andet af hende i 2020, noget der foregår mere i nutiden. Jeg vil tjekke ud hvordan hun vil formulere sine sætninger “der”, i forhold til i “Prinsesserne” hvor de nærmest bærer præg af svulstige digte engang i mellem. Det kræver tilvænning, jeg skal hele tiden give mig selv lov til ikke, at forvente af mig selv, at jeg skal dissekere og fortolke hele tiden, men i stedet give mig hen til de steder, de kan føre mig.

Kærligst

Det stædige æsel