Træning uden hoved

Det burde kunne gøre det.

Virkeligheden er måske, at det faktisk er lang tid siden du har kunne grine til tårerne gjorde dig midlertidig blind, og samtidig være 100 % sikker på, at du automatisk spændte for neden, selv om din krop reagerede ved, at blive en splat fætter. Definition: da den 17 årige var noget mindre ville en serie af katte video`er sende ham i gulvet bogstavelig talt. Han kunne starte siddende på sin stol, men ville så af bar grin fuldstændig magtesløst glide ned på gulvet. Krummet helt sammen kom hans ord, “ikke flere” ud i små gisp. Da var han helt underlagt krampen i maven. Det var først da han fik trukket vejret helt “ned”, at den slap.

Hovedløs høne, bork, bork.

Vi kommer sgu ikke uden om den, vejrtrækningen, så lad mig begynde der.

Under lungerne nærmest klistre denne her form for kuppel (flot ikke!) sig fast. Lad os kalde den åndedrætsmusklen, el. mellemgulvet. Den skal som hængekøjen (det kommer…) i nederste etage, tage sig af mellemste etage bare med omvendt fortegn. Træk vejret ind. Lige der blev kuppelen mere flad og den trykker så som ren dominoeffekt på dit bugindhold så din mave ligner, når du har spist kål.

Hængekøjen, måske et kælenavn el. et slangudtryk

Men sikkert er det, at den med overordentlig god fantasi ligner en på billeder.

Den dybe vejrtrækning, den er saftsusemig svær, at give mig selv lov til. Det er selvom jeg om nogen ved, at bækkenbundens hængekøje af muskulatur bliver påvirket ned og op af den. Det er meningen den skal det, efter naturens lov. Prøv lige!

Gjorde du det? Trak vejret dybt. Kunne du mærke en lille svag medbevægelse dernede, som et forsinket ekko af indåndingen? Ellers prøv igen. Igen! Kom vi gør det sammen.

Kigger mig lige omkring, niks den er ikke ude på toilettet med et blad på lårene, heller ikke når jeg ruller dejen ud til pizzasnegle, hvor fanden er den så, vejrtrækningen?

Nogle gange går der så længe imellem jeg trækker vejret dybt, at jeg næsten hikser den videre ned under kravebenene. Så holder jeg den 4, 3, 2, 1, før jeg puster ud så langsomt jeg kan, så min koncentration også omhandler den. Ellers er den nem at nedprioritere. Udåndingen er nemlig mindst lige så vigtig for, at du udnytter ilten bedre.

På ovenstående måde svarer det jo næsten til at tage 2 dybe vejrtrækninger, med lidt god vilje…

Stille, slank ,usynlig

Faktisk har jeg holdt vejrtrækningen overfladisk, så langt tilbage jeg kan huske. I visse situationer skulle jeg ikke høres, og jeg skulle være… Ja, i hvert fald ikke ligne den Mummi trold, som en forelsket fyr på HF forvekslede mig med. Han synes, det var et dækkende kælenavn til mig. Tsk… han fik så meget ikke lov til, at sidde med sine 1.91 cm. i akavet tilsløring af mit støvede, ophængte moskitonet igen.

Værsgo at tage plads, showet er gratis

Nu er det sådan, at jeg altid er en smule foran mine bevægelsers bestemmelsessted. Faktisk er jeg ofte i tanken færdig før, at jeg rent fysisk overhovedet er begyndt. Hvad der så kan resultere i; at jeg taber, vælter, skubber, presser noget ned, ud, væk, itu, af, op, væk, og direkte igennem. Og … du kan være stensikker på det er med meget rabalder mens det sker. Nogle kalder det klodset! Jeg kalder det pinligt og ufrivilligt. Oftest bliver jeg enorm lettet hvis det ikke fik en; revne, ridse, plet, plamage, hul, eller ja mister sit håndtag. Så jeg ved simpelt hen ikke hvorfor jeg stadig gider gøre forsøget.

Jeg kan jo ikke spise en skide dyb tallerken med havregød uden; at skrabe (med både ske og stol), slubre, smaske, slikke kanel af knoen, tørre vand op af dækkeserviet, bakke, bord og hvis uheldig gulvet. Kan også sagtens nå, at brænde mine fingre på deciliter målet med kogende vand, som skal gøre det ud for mælk “on the side”. Ja, jeg er udmærket godt klar over, at det er underligt, men det forhindre grøden i at blive alt for hurtigt kold og størkne adr..

Mens man så samtidig “prøver”, at samle sig om artiklen man er ved at læse, så piber næseborene, fordi de i løbet af natten har produceret bussemænd, der må minde om et mini flipperspil og vejrtrækningen er kuglen, der ikke lige formår at ramme “hullet” oppe foroven.

Når jeg er i ro, skal jeg ikke fylde som i, med lyd!

Jeg har altså over årene formået, at lave mit eget kontrollerede korset, ved kun at lade mine lunger få en lille smagsprøve af hvad det vil sige, at blive fyldt og rørt, altså foldet ud i al sin herlighed. Ilt til bunden af mine lunger, glem det. Til og med 2 ribben måske, når det går højt…

Nogle kalder mig det indre brusebad

Vejrtrækningen

Jeg tager mig selv i det alle vegne, når jeg underviser, cykler, og er til fødselsdag. Jeg trækker kun vejret til husbehov. Så synes min mave mere flad efter min egen overbevisning. Noget ingen selvfølgelig lægger mærke til, og hvorfor i “hede hule helvede” skulle du også det! Temmelig “sygt i kysen” hvis jeg selv skal sige det. Har du også sådan nogle gak, gak vaner? Nåh, men nu trækker jeg vejret dybt, hvor maven får lov at “bule” ud. Måske hjælper/presser jeg den “luften” helt ud ved, at suge navlen ind mod rygsøjlen. Som for, at understøtte den nye vane, følge den helt til dørs til udgangspunktet. Hvordan trækker du vejret? Må din fylde? I alle situationer? Er du ærlig?

Jeg har også må jeg indrømme prøvet, at holde bemærkninger om min skikkelse fra livet ved, at umuliggøre dannelse af fedtaflejringer i metermål ud over diverse linninger. Kun for at måtte erkende, at når du står og underviser vil du altid være et emne ude i omklædningsrummet, når du er gået. Det hele ville faktisk havde været nemmere (men så igen fuldstændig utænkeligt), her set i bakspejlet, hvis jeg havde beholdt min Mummi facon fra min tvangsoverspisnings periode. I stedet nægtede jeg mig selv så meget ved, at blive lille MY, for har du folder ud over bælter bliver det ikke kommenteret.

Det ville være dog være lige så utænkeligt som, hvis jeg startede en undervisningstime ud med at sige med kun lidt skratten, støn og pust i en mikrofon, som forhåbentlig virker efter en laaanggg corona nedlukning. “Har I alle husket, at træne jeres kærlighed`muskel idag?” Hjertet, træning af bækkenbunden (den kommer vi til, du ved ømtåleligt emne og alt det der) og fået, (givet, deltaget i) sex. Niks, behøver ikke være med partner… Et “slip”, en frigivelse af ophobede irritationsmomenter kan vi alle trænge til, og andre i vores umiddelbare nærhed kan nyde godt af… vores øgede tolerancetærskel. Hm.. måske skulle jeg begynde på det, “har I alle …”, for der er et før corona og der er definitivt efter.

Det har altid undret mig, at vi synes det er fuldstændig som det skal være, når vi på større eller mindre skærme ser mennesker blive skamskudt i diverse variationer af varighed, og med eller uden synligt splat på vægge og andet interiør. Nogle gange fuldstændig unødvendigt da vores indre film jo tit er løbet så rigeligt i forevejen.

Hvorimod, at tage ordet bækkenbund, skede, ja endda skedeprut i sin mund så er vi virkelig ude i “det fand`me uhyggeligt du”. Husker du Peter Schrøder i satireprogrammet “Den gode, den onde og den virk`lig sjove”, fra ca. 1991. Vi snakker ,….. Japansk gyser gå direkte tilbage til start, for her tager vi ikke bare puden op foran ansigtet, vi tænder ikke engang for tankerækken.

Vi øh… er så nogle, der drypper meget ufrivilligt når vi helst ikke vil, så vi løber med bind i den forkerte trus. Du ved den hvor elastikken er alt, alt for løs og hvor bindet hele tiden synes, det skal lave et triple lup på ekstremt lidt plads. “Sjovt” nok formår det med stor succes, at gøre det alligevel. Med løb som var jeg nyopfunden hjulbenet til anledningen ser jeg mig tvangshandlings præget bagud for hver 10 meter og derefter (hvis der er fri bane) for hver 11 m. ligggge prøve, at gøre det til i det mindste bare et enkelt lup. Mens jeg løber under træerne, tænker jeg, at hvis nogen skulle SE og notere sig det “udbulningen” på min sorte bag med deres røngtenblik, som de selvfølgelig er ekstremt interesserede i at tjekke ud! Jamen jeg siger dig, det kan de sagtens nå, for man kan ikke sætte farten op med de benbevægelser. Det er trods alt ikke tegneseriefuglen hjulben vi er ude i “miep, miep”, fra tegneserien Grimm E. Ulv (prærieulv) i datidens, “så er der tegnefilm”.

Afslutningsvis

Skal det lige siges, at mit slanke liv ALTID har været 10.000 gange mere værd end alle de mundfulde og slurke, jeg ikke har sunket. Alle kvinder skulle kærligt (turde) tage sig det privilegium og nyde at se sig selv i spejlet 16, 23, 49, 71, 83 lige meget og tænke, “for pokker det er en dejlig pige, kvinde der er derinde, hvor er jeg heldig at det er mig”, også selvom held kan have meget lidt med det at gøre.

Gør det næste gang du går forbi et spejl, næh nej det skal være fuld figur, tøj uden tøj lige meget, stop nu op og fang hendes blik sådan nemlig og så laver du ikke et nedvurderende “elevatorblik”, det er tarveligt, nej tag det hele med på en gang. Du er hele den figur ikke kun filipensen, ørkenlandskabet eller grøntsags afdelingen. Se især med blide øjne på det du ikke kan lide, se på det du kan. Se på det du ingen magt har over at ændre og det du rent faktisk kan, hvis du bestemmer dig for det. De næste 3 dage skal du stoppe op en masse, bakke tilbage og se hele dig, tag det ind, se det andre ser, med alt hvad det indebærer. Hvis vi kvinder ikke havde været så skide optaget af, at nedgøre os selv med hvordan vi mente vi skulle se ud i egne og/eller andres øjne, så havde vi da behersket verden forlængst. Vi havde så måtte underholde os med andet end Trump, men det klarede vi nok.

Er ked af at sige det, men du må vente med bækkenbunds snakken og de gode fif til næste blogindlæg. Den er stadig under redigering og du har også andet og lave ik?

Knus og hej så længe

Vejrtrækningsindhaleren

Langstrakt galop

Fald fra heste, i vejende kornmarker.

Som lørdags film i sofaneseren skulle vi se “Ud og stjæle heste”, en vist norsk film fra 2019. Filmen er baseret på bog med samme titel, af Per Petterson. Vi 2 fra “gamle” dage havde begge stiftet bekendtskab med den og var rygende enige om, at det bestemt ikke var sidste gang vi søgte på den forfatter. Det skal lige siges, at jeg ALDRIG sidder stille på min numse efter jeg har trykket “lyt” inde i bibliotekets eReolen, hvilket jo ville være “et must” hvis jeg læste med øjnene. Jeg mener, jeg kan jo ikke engang få noget rimeligvis sammenhængende ud af, at se ned mens jeg går, meget missende eller nærmest blind hvis solbrillen har solformørket skærmen på mobilen.

Noget er som man siger gået ind af det ene øre og derefter har det ret hurtigt forladt mig igen, igennem det andet.

Spekulativ blog skribent

Da jeg “nu” sad højlydt popkorn, i kanon, gnaskende med de 2 andre,og så den iøvrigt virkelige gode film, (dreng på 17 var dog ikke synderlig begejstret for historien), gik den brutale sandhed op for mig. Der var nogle oplysninger, der ikke helt var sivet ind under cykelhjelmen mod Hjortesprings Gammel Klausdalsbrovej. Nogle af dem ret vigtige for, at forstå hvad der egentlig var sket den 15 årige hovedperson, og hvilke konsekvenser han var tvungen til, at komme overens med uden, at blive bitter på sine gamle dage.

Så vær obs ik!

Ingen sprællemænd, eller harehop hvis historien springer i tid eller har et stort persongalleri, der kræver papir og blyant.

Den norske sommer fik mig til, at mindes sommerferieuger i den svenske skærgård som 10 årig. Naboens datter med de beskidte fødder, hendes forældre jeg var rædselslagen for, at jeg skulle have en samtale med, hver gang jeg stod på deres trappetrin til deres sommerbolig. Jeg følte mig ikke nær god nok til engelsk til, at ville tage den, med det! Venter stadig … har du set den, udtalen, ordene der kommer flydende og ubesværet som de lyder indeni?

Det er fuldstændig ligesom, at se sig selv i spejlet. Du kender det godt. Man tager sig selv i at stå og se spekulativ ud, som var det en skide sag og Dr. Watson træder ind igennem døråbningen hvert øjeblik det skal være. Han skulle lige stoppe sin pibe, ud og puste “grise op”… jeg ved det ikke vel! Pegefingeren, med pinligt flået neglerod, der er strategisk placeret mod læberne mens jeg undrer mig over hvor lidt hun syntes, at have det mindste at gøre med pigen “indeni”!

Hvad mener du? Jeg holdt op med at bide negle i sidste årtusind!

Når jeg er over sundet i dag, er der ingen vej udenom, for de fatter en hat af vores modersmål. Skoleengelsk derimod går rent igennem. I mit barndomshjem, så vi meget svensk tv. Jeg går derfor ud fra, at hvis du er opvokset nord for den tyske grænse lægger det tyske dig nærmere. Gætter bare.

En dreng genner heste ind under grene. En anden højt til vejrs, venter på…

Dampen omkring køerne i morgendisen, med dugens dråber glimtende i alle edderkoppespindene. Intet at tage sig til ud over at læse, spise slik fra færgen eller hvis min far var rastløs, køre hen og se endnu et glaspusteri, med ham og min mor i ildevarslende våbenhvile. Filmens billeder fik mig helt i ro og jeg tog nu endelig fortællerens historie ind.

Jeg må indse, at det at læse og nu også lytte er blevet en jagt på titler til min sorte læselog. Det må om prioriteres, så jeg rent faktisk kan skelne den ene bog fra den anden, også flere dage efter. Min anden halvdel kan altid snakke med om den bog jeg læser nu. Det, selvom om den ofte er 5 bøger siden han sad begravet med den solbrændte næse under læsebrillen i den.

Meditation

For virkelig at sætte ovenstående reflektion på spidsen, vil jeg lige om lidt bevæge mig ud i trafikken, igen i sadlen. I ørene vil lyde “Vejen til indre ro” i en travl hverdag” af Henning Laverne. Den lader jeg lige stå lidt.

Til trods for fjolset jeg føler mig som, holdes fingeren nede på + op med ham, oplæseren. Jeg vil kunne høre ordentligt efter uden, at det synes som om det er trafikken, som styrer volumen knappen. Det skaber irritation og flytter bare fokus. Styret mærkes køligt under mine hænder, og næsten lydløst fortæller jeg min arm, at den skal oppe sig og vise af, ikke dovne den. Lårene, der brokker sig over, at jeg stiller mig op i pedalene på en lang opadgående stigning. “De” hader det, og skide irriterende begynder de, at skælve med det samme. Jeg er mine protesterende lårbaser.

Jeg er jo godt klar over, at det er meningen jeg skal lave de øvelser han foreslår mig. Men de bliver akkompagneret af en form for bjældeklang, som får mig til at tænke på munkeklip, og lortebrune kutter med et torv bundet om en trind mave (jeps Broder Tuck). Lige der beslutter jeg mig for, at det ikke bliver guidet af ham, at jeg kommer til at finde den. Roen.

Kh.

Hende

Der mere sådan, nyder lyden af, vinden der rusker i buskene foran stuevinduet, eller regn der slår mod ruden, når jeg ved, at jeg ikke skal mere ud den dag. Allerbedst virker det dog, når hr. kat igen og igen slikker nøjagtig samme sted på forpoten for så, at føre den fra bag øret ned over øjet og helt ned til den brune snude. Den der ro, naturlighed der ligger i ritualet, kan få mig helt i trance. Som er der absolut intet andet i verden lige nu, der betyder nær så meget som rene, bløde kinder.

Hm… når men først skal jeg lige finde den dybe vejrtrækning.

Har du set den?

Hvis du gør, kan du så ikke sige til den, at den skal gå lige hjem, for vi skal spise lige om snart.

Ellers skal du vide at jeg tager det, vejrtrækningen, op som emne i næste blogindlæg sammen med fokus på bækkenbundmuskulaturen, ja, så er du advaret eller forberedt alt efter hvordan du vælger at se på det. Det vil selvfølgelig blive underholdende og under bæltestedet, det er da soleklart.

Vignetter

Problemromantik

1 april, sidste lydbog hørt i køkkenet og det var ingen aprilsnar. Følte faktisk en lille smule panik, corona virus havde jo lukket bibliotekerne. Det virkede uoverskueligt, at lave mad og vaske op uden historie oplæsning fra mp3 lydbog fra biblioteket på anlægget. Kun sat på pause ved brug af elkedel, emhætte og fingre fra opmærksomheds hungrende teenagere, som vil i kontakt. Tjekker sgu lige det der eReolen ud på mobilen. 2 minutter tog det, så sad jeg og bladrede i titlerne. Psst.. jeg er afhængig. I dag cyklede jeg ½ time, ønskede kun at fortsætte, ville lytte mere til Åsa Hellberg`s “Et uventet besøg”.

Jeg ved godt mine billeder ikke er særlig insta venlige, men jeg bruger heller ikke makeup😉

Han behøver ingen introduktion mere vel?

Hvorfor skulle han dø før jeg overvandt min digtefobi fra midt 80`ne? Jeg havde den urokkelige overbevisning, at digte skal dissekeres som en lørdagskylling, men der er intet spiseligt over noget du ikke forstår vel? Hr. Hassan` s digte burde være obligatoriske for alle 9 klasser landet over. Aldrig før har det været mere oplagt at diskutere hvad fanden det vil sige, at være et menneske i Danmark. Tøv ikke, gør det nu. Læs den. 

Du har ikke roterende fis i kasketten

Den løbende kvinde med de markerede træk, dyret vi anskaffer i de fraflyttedes skæmmende tomrum. En lydbog kan godt indimellem gå på pause. Ret irriterende skulle jeg hilse at sige, når du endelig cykler derudaf, efter 20 oversprings handlinger i morgenmadens kølvand, med kysen på i blæsten og du må stoppe op 3 gange. Er du med toget kan du bare gå ud og ind igen, af Ereolen altså, medmindre du skal af. Er du midt 40` og ja højere op og med lidt humor i genpuljen, så vil du smile med hånden op for munden mange gange, medmindre altså at du har det helt fint med at vise dine rødvinsfarvede bisser. Husk så endelig på, at vi er en del andre fugle i luften. “Vi ses deroppe”.

Romance i mørket

Unge duller, ældre mænd du har sikkert læst dem alle men så alligevel ikke! Albinus er svinsk, forblændet og ja naiv kan ikke gøre det. Tænk 1930`ernes Berlin, lidt film og en masse snobberi. Du synes sgu, at det er pokkers synd for røvhullet.

Stille storm

Der er alt for meget jeg skal læse imellem linjerne i de smukke naturbeskrivende, sammensatte sætninger. Mine øjenlåg lukker sig ned, og gang på gang må jeg alt for hurtigt klappe bogen i og overgive mig til søvnen. Som en gammeldavs med flødebolle og syltetøj rakt frem for så, at blive slikket på af andre læber end mine ha,ha.

Et uafklaret svigt

Bogen, der understøtter caminoen`s rygte om en helende effekt på hjertesorger, har den lidt fesne titel “Under mælkevejens stjerner”. Det er åbenbart blevet ligeså normalt, at gå den distance som, at gennemfører en Iron man. Det er i hvert fald et godt beskrevet faktum, at du sjældent går alene, og kolde afvaskninger er hverdagskost. Skulle du føle dig heldig over, at finde en køje vil den kun vare kort. Du vil nemlig højst sandsynligt fortryde de høreværn du lod blive hjemme fordi, at horden du deler rum med lyder som en mellemting imellem en knurrende tiger og et profitabelt savværk. Du smiler over den åbenlyse naivitet, varm i hjertet over fællesskabet, flokken mødes i. Et værd, et hvorfor, som skal findes i “sko” der falder fra hinanden.

Kh.

Hende, der glæder sig umådeligt til besked fra Ballerup Bibliotek: klar til afhentning, den næste i rækken af Lisa Kleypas` romantiske og særdeles, sjældent godt drejet tungeslasker. En pr. dansk sommer og jeg skal ikke bede om mere.

Finde nr.: 0606

Afh. sted: Skovlunde

Afl. frist: Giv mig max 5 timer og den er ædt, bøvset af og fordøjet.

Pst… Jeg var nede lige inden lukketid og så fandt jeg den som kviklån sammen med Linda Castillo`s nyeste. Hvilken skal jeg begynde med? Ælle, bælle mig fortælle..

Pis altså også, jeg har lånt nr. 11 i serien om “Kate Burkholder”. Jeg har ikke læst nr. 10 endnu. Nysgerrig på fru Castillo? Følg fri til, at se min boganmeldelse ved navn, ” Go Kate” fra sidste sommer. Bare rolig selvom den er nr. 9 i rækken afslører jeg ikke så meget, at det gør noget…

Pageturner

Endnu en bog fra min egen bogreol fra et bogbytte på Herlev bib, en kold vinterdag. Jeg glæder mig til hver gang jeg kan forsvinde ind i dens stemningsfulde og velskrevne univers og nyde fru. Holeman`s lige på og rå tone, hun har brugt om datidens trængsel. Sorgerne, der kommer af overklassens selv på førte forskellige udlægninger af frihedsberøvelse. Hver gang en nøgle drejes i den sociale klasses tandhjul og hovedpersonen løber ud af en fristende dør, ender hun med, at befinde sig bag lås og slå i et andet gyldent bur.

Linny, resultatet af en svagelig, fattig, hårdtarbejdende mor, der lærer hende manerer, som har til mening på sigt, at kunne bringe hende højere op i hierarkiet. Da moren dør har hendes stedfar frit spil til, at tjene penge på hendes spæde 11-årige krop, året er 1823.

Hende Linda H. lægger ikke noget under, det er svesken på disken.

Jeg havde tænkt mig, at du skulle være død, men det er meget mere tiltalende med en der er så varm og føjelig.

En skæbnesvanger kunde

Du kan føle Liverpol`s kulde ikke kun fra tågen, de alt for små og uopvarmede rum men også fra de fleste af de mennesker, primært mænd som kvinder Linny møder på sin vej. En noget uforudsigelig kunde ændre på hendes fastlåste situation og endelig fri af stedfaren bliver hun nød til at indse, at hendes muligheder er få. Hun har dog “lært” et fag. Hun sparer op, narret og en gentleman løfter hende op og med ham som formynder, får hun en overbygning på sin “grunduddannelse”. Hun bliver skolet i overklassens etikette. Hun får en ven, faktisk får hun 2.

Skuespil

Nu betragtet som andet end en simpel hore får hun en invitation, en fantastisk en af slagsen.

I Indien er det den allestedsnærværende klæbrige varme der hersker, blæsten der sander øjne, ører og især hjerner til. Indernes snorlige op delte kastesystem der minder ikke så lidt om englændernes, sidst nævntes giver sig udslag i et febrilsk forsøg på, at opretholde et England langt, langt væk fra moder landet. Deres snobede, nedladende attitude overfor inderne, deres pinlige tro på deres egen overlegenhed. Indernes underkastelse tilsyneladende tomme nikkedukker, mens de lader som om at de ikke taler engelsk og gør grin med englænderne bag deres ryg. Englænderne ser sig selv som frelsere! De har i hvert fald en mening om, at de skal “hjælpe” inderne, da der overalt i de store, flotte palæer hersker den klare overbevisning, at de ikke kan selv, hvilket i deres øjne gør det fuldt legalt at umyndiggøre dem. Størstedelen af den indfødte befolkning er som omvandrende, usynlige, tjenende ånder der i hjørnerne tyst afventer, at sørge for at klæde af og på, holde “ventilationen” i gang via rugbrødsmotor og lave mad fra et land vis skikke de ikke kender og som slet ikke passer til det varme klima.

De kan være med ombord, i vanære, hvis de ikke svare fornuftigt.

Mr. Ingram

Linny lander via omveje og tilfældigheder i dette farverige land og fordi hun oprindeligt kommer fra kår svarene til de fleste inderes ser hun kontrasterne mere klarsynet. Desværre bliver hun grundet visse omstændigheder selv hurtigt nød til, at underkaste sig skuespillet og et nyt sæt strenge regler.

Fra varme til kulde

En rejse op i bjergene væk fra den kvælende hede, håber hun på bliver et tiltrængt pusterum, måske en chance for at opleve det autentiske Indien. Noget hun ellers kun har måtte skimte i smug ud igennem let, adskilte gardiner i menneske trukket transportmidler. Hendes nysgerrig og rastløshed trives dårligt tvunget ind bag stivere og lag på lag.

Du må ikke forvente romantik og happy ending, realisme knap og nap, retfærdighed noget der ligner. Jeg tror, at jeg lægger den på hylden i reolen til låneres aflagte, der kan du finde den i Skovlunde i næste uge med en lille hilsen i. Den venter på dig.

Jeg kan ikke lade være med, at drage parallel til manges mening om, at når man entre vores land i håb om ny adresse, så skal man partout indrette sig efter samtlige af vores regler. Der må være mindre 4-kantet variant, en hvor en større higen efter at lære noget nyt ikke kun gælder, når man gæster et andet land i sin sommerferie. Hvor jeg i øvrigt holder mine afgrænsninger, til lokal befolkningen, og måske hvis mulighed byder sig gør grin med deres skikke, selvfølgelig sikker hjemvendt til vores lille, bitte Danmark. Omvendt må tilflyttere heller ikke dyrke deres hjemlands ritualer og traditioner til det ekstreme. Hvad er overhovedet pointen i, at flytte eller tage på ferie hvis man ikke er nysgerrig på hvad det sted man kommer til kan byde på? Hvor mange gange har jeg ikke med morgenhår og hævet øjneomgivelser mumlet frustreret over de “hårdkogte” æg i morgenmadsbuffetens kurv med klæde i på hotellet, eller hvad med svenskernes “våde” røræg! Jeg mener, de må sgu nok også lede langt efter deres ynglings knækbrød, eller Kalles Kaviar rundt omkring.

Hvis man var så heldig, at få lov til at være i vores land på ubestemt tid skulle man fra dag et bombarderes med dansk og eller engelsk undervisning så vi kunne mødes på midten. Ligesom hvis jeg bestemte mig for, at bosætte mig i et andet land så måtte jeg også lære sproget, for hvor har det været hæmmende ikke at kunne kommunikere. Det har bremset og besværliggjort samtaler jeg har forsøgt, at have til tyrkiske, indiske m.f. forældre i mine børns institutioner henover årene eller når jeg møder dem på arbejdspladser før og efter undervisning, (og nej jeg begyndte ikke at “råbe”). Jeg kan nemlig inden for 2 sekunder aflæse om andre forstår hvad jeg siger ligesom med de ældre, når de igen, igen har “glemt” høreapparaterne derhjemme.

For måske 16 år siden var jeg lige kommet fra barsel og da jeg er selvstændig måtte jeg starte forfra med, at bygge en arbejdsuge op. Da jeg ikke kunne fremvise et fuldt skema blev jeg tvunget i aktivering, latterlig ikke givende aktivering hvor det synes som om, at selv min underviser var i aktivering! Jeg følte mig malplaceret og kedede mig.

På mit hold i de uger/måneder det varede startede også en ung pige, som bar tørklæde måske 10 år yngre end mig, der på det tidspunkt var i starten af 30`erne. Hun var den eneste der var åben… så jeg kan oprigtig talt ikke huske de andre. Vi faldt i snak og selv om vi begge var generte var der ingen tvivl om, at var hun der søgte jeg med det samme hende og det virkede også til, at være tilfældet den anden vej rundt. En dag da vi fulgtes ad på toilettet inden vi skulle spise frokost, spurgte hun “om jeg ville se hendes hår?”. Jeg forstod med det samme, at dette var en ære, en tillidserklæring af de helt store, en indbydelse ind i hendes verden. Jeg var faktisk, nu jeg tænker over det, meget mere nærig med hvad jeg selv var for en. Hun tog tørklædet af og hendes hår vældede ud og ned ad hendes unge skuldre, tykt, stort og sort. “Det er virkelig smukt”, sagde jeg og hendes øjne strålede af noget, der ikke kunne være andet end stolhed. Så inviterede hun mig hjem til aftensmad i hendes og hendes mands hjem. Sådan, bare sådan.

Ja, jeg kom, spiste krydret kyllingeret med knoglesplinter i og smagte en hvinende sød, blævrende dessert, der overbeviste mig om, at roser kan man ikke spise.

Inviterede jeg hende hjem, da kurset sluttede?

Så jeg hende nogensinde igen?

Hvorfor gjorde jeg ikke det? For jeg kan jo huske det, huske hende hvorimod jeg ikke har den fjerneste ide om, hvad helvede det kursus gik ud på. Hvad kunne vi ikke havde startet, hvis jeg havde været mere modig, ladet det overvinde min egen magelighed. Hvis vi havde grinet over vores tydelige sprog/levevis barriere, jeg kunne jo for helvede havde lært hende noget, som hun mig, men jeg forpassede chancen. Det er ikke den eneste gang jeg er blevet inviteret indenfor på grund af mit smil og væsen. Måske jeg næste gang skulle tage fingeren ud af bekvemlighedshullet, for det er altså ikke indbydelser, der hænger som forladte sutter på grenene. Hvad siger du? At jeg kunne invitere, nej det tror jeg ikke, for jeg gider i forvejen ikke parmiddage, hvor den søde mand svinger ud med armen, nede i det nye kælderrum og med stolthed i stemmen siger, “ja nu har vi så 4 kælderrum” (til lort). Jeg får øjeblikkelig lyst til at rydde op. Men snakke med anderledes mad i munden, jo måske. Så, så man lige mig henvende mig til tørklæde med smilehuller, pege over mod en buffet, der bugner af mad hvis ingrediens sammensætning i smag minder om det Arabian Night madkursus hos Timm Vadimirs køkken, jeg var på i 2018, “hej må jeg spørge dig om noget?”

Knus

Fra, “hold kæft hvor er det svært, at leve op til den man gerne så sig selv være i så rigelige og ubesværet mængder”, kvinden.

Matematikkens tårer

Tak til HarperCollins (Melina) for chancen for, at anmelde denne bog.

Noget der stadig virkelig kan lamme mig er, at føle mig dum. Helt tilbage i 1984 , 13 år gammel løb tårerne igen ned på det småternede papir i huset på Nedern vej og gjorde hurtigt det jeg havde skrevet, (hvis jeg havde skrevet noget) ulæseligt. Fra min far som løste det på sin “egen” måde, du kender det sikkert, fik jeg rynket bryn, og utålmodige grynt. Fra veninden, der fik vores matematiklærers øjne til, at lyse i bar begejstring, kom det frisk og helt sikkert velmenende, “du skal bare… “. Men når jeg kiggede ned på opgaven kunne det lige så godt havde været ægyptiske hieroglyffer, også følte jeg mig hurtigt endnu mere dum. Så jeg holdt op med spørge. Man kan kun klare, at føle sig dum.

LærringsNøgle nr. 1

Med min erfaring med bl. a. problemregning i baghovedet lukkede jeg mig inde bag et indre fordomsfyldt, skyhøjt stakit, som jeg ikke havde en jordisk chance for at forcere alene. Hver gang jeg stak næsen i noget der bare lignede en fagbog begyndte jeg, at slå mig selv oveni hovedet med den der klassiker, “jamen så kan det også være ligemeget, så prøver jeg slet ikke”. Det var trygt og sikkert, det vidste jeg hvad gik ud på”.

Jeg drog den konklusion, at fordi det var svært (når jeg ikke lærte det på nul, komma, fem), så kunne jeg ikke lære det. Punktum. Jeg gav op, lod det sejle.

Vidste du, at ligesom når min dreng ser en edderkop som han frygter (dog skal de nu være af en hvis størrelse) aktiveres et frygtcenter i hjernen, samme center, som stadig giver mig heftige svedture i NETTO, når jeg skal regne noget sammen, bare lidt plus du ved rundet op. Det var en sær lettelse at læse, at Jo Boaler mener vi er mange der reagere sådan, når vi bliver konfronteret med matematik. Det vækker simpelthen dårlige minder.

Mange af de interviewede er ex- matematik angste. Nu er de undervisere i “edderkoppernes verden”!

De 6 nøgler

  1. Vær åben for nye måder at tænke på.

2) Dine fejl får din hjerne på ekstra arbejde, den vokser, hvis du lader den.

3) Ændre trygt dine overbevisninger.

4) Der er uendelige mange måder at lære nyt på.

5) Lær noget nyt og tag dig din tid imens.

6) Samarbejd og udveksle ideer med andre.

Det er umuligt at leve uden at fejle i et eller andet, medmindre man lever så forsigtigt, at man lige så godt kunne havde ladet være med at leve- og i det tilfælde fejler man på forhånd.

J. K. Rowling

Nøgle nr. 2

Opgaver må godt være svære også for svære. Det gør ikke noget, at vi undervejs i arbejdet på en opgave er i “hullet”, hvor vi har lyst til at opgive (os selv). Hvis det er trygt, at sparre med andre når man er i tvivl, blev vi måske mindre bange for at fejle. Det er når vi fejler, de nye stier (fulde af potentiale) skabes rent fysisk i hjernen. Hvornår turde du måske sidst snakke om dine fejl med andre?

Det ville være så dejligt hvis vi næste gang i familiens skød, pt den groft amputeret udgave, kunne tage en lille “kom med en fejl runde”. Så kunne jeg starte med min seneste skamplet min fartbøde 2 dage inden Danmark blev lukket ned. Næste! Hvis alle indførte det tror jeg, at efter bare 2 måneder ville alle have det meget mere afslappet med, at koge torsk med rødløg så det ligner en dårlig efterligning af “Bridget Jones`” forsøg på porresuppe med blå snor bundet omkring fra 2001. Vi skulle indføre, at en dag om ugen måtte der kun sendes billeder og video`er ud på nettet, som var “fulde af fejl”. På den måde kunne vi springe samtalen om vejret over, når vi mødtes. Vi er et folkefærd der oftest synes vi skal klare det hele alene, så skylder vi heller ikke nogen noget vel! Så er du der og jeg er her, det er behageligt ufarligt.

Jeg er selvstændig underviser, det kan godt blive ensomt, sparre jeg med nogen ha…ha.. nej, for tænk hvis jeg dagligt, “face to face” skulle konfronteres med det jeg godt ved. Nemlig, at jeg relativt nemt kan erstattes med få indtastninger på computeren. Så hellere finde inspiration til undervisning på nettet og støve de gammelkendte stier af i min hjerne.

Nøgle nr. 3

Vi fødes måske ikke med ens forudsætninger, men der er altså ikke en særlig matematisk hjerne i vuggegave til nogle. Dog er det stadig som om det er mere “fint” at mestre matematikken, kunne lure og lege med den, så må ens hjernekapacitet da være tæt på geni!

Nogle gange kan der stadig rundt omkring i samfundet, på uddannelserne, arbejdspladserne i familien findes en skinger underlægningsmelodi, der spiller “neii… (stemmelejet går op) skal du læse matematik, kemi, fysik” i forhold til, “nåh… skal du læse sprog, samfundsfag, historie” (stemmelejet går ned).

Mozart havde måske adgang tidligt til klaver og der var råd til fjerpen og pergamentrulle, men han blev et geni fordi han havde gehør og ikke sad de fleste aftener og gloede, sluprede andres liv i sig som tavs og passiv medpassager som mange af os elsker, når vi rigtig skal forkæle os selv foran skærmene.

Jeg er ikke spor bedre. Det tog noget tid at vedkende mig at det måske ikke er så skide smart udtænkt, at fortælle min bebrillede teenager af hankøn på 17, at nu har han jo “fået”! denne her gave, denne matematiske, flair/forståelse, så har han også guddødemig en forpligtelse til at få noget fornuftigt ud af det “ikke noget pres”.

Nøgle nr. 4

Min pige fylder jeg med, “jamen du er ligesom mig vi lærer ved at udføre”, (ikke ved udenadslæresætninger). Men i princippet så kunne hun vel sagtens blive god til matematik hvis hun bestemte sig for, at bruge tiden (masser af tid) på det. Blev undervist på en måde der ingen grænser havde og vi alle troede på hende og frem for alt viste det. Ligesom at hendes lillebror kunne blive en mere social vampyr, hvis han trådte ud af sin mørke komfortzone (nedrullede mørklægningsgardiner) og vi ikke hele tiden gjorde det ud for hans trygge vennekreds.

Frigivelse eller det gammelkendte

Vores hjernekapacitet er ikke fastlagt, den ændre sig dag for dag, det er et videnskabeligt faktum. Så for ikke at begrænse min pige, hendes lillebror og ikke mindst mig selv så skulle vi alle måske tage nogle månedlige (som et minimum) sundhedstjek på vores forskellige overbevisninger. Ja, ligefrem opdatere dem så vores adfærd evt. modstand over for, at lære noget nyt ikke bliver ved med at grunde i gamle nag og misforståelser, ingen af os kan bruge til noget. Var der ikke en eller anden der sagde “the sky is the limit”?

nøgle nr. 5

Hvis jeg kunne overføre min naturlige tilgang til min kreativitet på arbejdet til mine finansielle ind-og udkomne beløb bragt til syne via NEMID`s indkodede aldrig samme talrække, jamen så var sammenlægning af 5 forskellige arbejdsgivers ansættelsesforhold måske ikke mere ensbetydende med nær så meget; arme over kors foran brystet, løftede skuldre og lillepige ryst med gråsprængte krøller i højlydt sukkende overgivelse.

Nøgle 6

Vi er 3-4 stykker i vores hus, kommer an på om pige er på besøg og om jeg skal tælle katten med, men mange flere måder at gøre tingene på. I det er der allerede et stort læringspotentiale, hvis vi var pivåbne for de andres “måder”. “Nej, sådan skal du altså ikke hænge vasketøjet op”! Skulle måske så siges på en lidt mere pædagogisk måde…

Midt i vanskelighederne ligger mulighederne.

Albert Einstein

Det var først på et enkeltfag kursus bagefter min ringe HF eksamen, at jeg mødte en voksen som viste, at hun fandeme gerne skubbede til min fastlåste selvforståelse og fik mig helskinnet igennem en eksamen oplevelse. Så begyndte jeg at rive “stakittet” ned.

Men alligevel…

Skulle det tage FORBANDET mange år, at sætte min røv i sæddet og fastholde troen på, at selvfølgelig kunne og skulle jeg lære, at copypaste mine egne skide kørte kilometer. Det krævede for fanden ikke et geni, I modsætning til da jeg var 13 havde jeg jo faktisk en ved hånden, jeg kunne bede om hjælp. Jeg lægger stadigvæk ikke sammen i Netto. Jeg lader bare være med at købe så mange ting, der ikke er noteret på min indkøbsliste. En liste jeg virkelig ikke forstår jeg stadig skriver, det er jo præcis (næsten) det samme jeg skrev i sidste uge og har de figenstænger med pærer (endelig) skal jeg bare købe dem allesammen.

Du kan helt sikkert også få noget ud af bogen, hvis du godt kan lide matematik. Er du rent faktisk matematik lærer så synes jeg, at du skal gribe blyant og papir og tage noter. Din formidling kan enten åbne eller lukke og slukke.

Kh. fra

Mor til dreng som kun næsten græder, når han ikke har taget backup af en færdiggjort matematik opgave, han har leget med i timer.

Og

Oprigtig lykke til på den grænseløse rejse.

Det burde ikke være mig!

Da jeg er en inkarneret og derfor med stor sandsynlighed forudfattet fan.

Lige meget hvilket emne han tager op, hvilke karakterer han forstår, at manifestere for mit indre blik er jeg om sluttet af varme og betænksomhed. Det er menneskeligt, at fejle og i denne bog er det en trængt forælder, der tager nogle knap så hensigtsmæssige valg. Nogle gange tror vi fejlagtigt, at vi må handle på noget, nogen har sagt fordi vi bliver så kede af det i situationen, at vi ikke med vores sunde fornuft kan gennemskue, at ordene der regner ned over os ikke holder vand. Vi tager ordene bogstaveligt og lige pludselig har reaktionen snebold effekt, den kan ikke standses, den er ude af vores hænder og det eneste man ønsker er, at spole tilbage til start og gøre alting om.

Ja, det kan minde om et teaterstykke men…

Ville det ikke være fuldstændig vidunderligt hvis…

Tænk; rød kappe og slikket hår, ja helt tilbage til den gamle (første) “Supermand” film fra 1978, hvor selveste “Supermand” er på vej ind i nærmeste (nu nedrevne) telefonboks for, at afføre sig slips og skjorte (sit alias Clark Kent). Derefter i lodret opstigning mod skyerne med sin ene fast, knyttede hånd ud i forlængelse i strakt arm. Han får kloden til, at standse sin omdrejning omkring sig selv, dreje den så tilpas meget tilbage så han lige akkurat kan nå, at redde Louis Lane (hans hemmelige kærlighed) fra, at lande med sin bil i en dyb revne i jorden forårsaget af et jordskælv, han har været indirekte skyld i. Alt det uden selvfølgelig, at forstyrre noget andet undervejs, andres livsbaner for eksempel.

Pis også, pispispis også, “

Gentog røveren for sig selv

Folk med angst handler om konsekvens, om med menneskelighed, om ikke at være angst for det man burde være angst for, angst for at tage valg på eventuel omkostning af andre, angst for at sige farvel, give slip på dem eller det, der var.

Hvad gør nogle til dem der hvisker, lyver … for sig selv, drikke, forsvinde ind i klædeskabe og/eller lave spil for galleriet overfor politiet? Og hvad hvis nu det lokale politi slet ikke har lyst til, at optræde med “good cop, bad cop” men bare gerne vil være en god far, en ditto søn, en respekteret betjent, som ikke nødvendigvis skal rendes over ende af “Stockholmerne” fordi de menes, at kunne klare alting (mosten) meget bedre og hurtigere?

Faktisk er jeg ikke rø…

Røveren er heller ikke gidseltager, men et helt almindeligt menneske, der er bange for at miste. Alle personerne i åbent hus/gidseltagningen er angste for noget, mest for at miste nogen, deres kærlighed, respekt eller gøre noget der er forkert. En har udviklet et væsen som et amerikansk hulepindsvin, som med succes holder alt og alle på sikker afstand. I stedet for lange pigge har hun bare negative ord hun slynger i hovedet på uvidende og hjælpeløse, ord som rammer hvor hver enkelt er mest sårbar. Alt det kræver er bare man ser! Ser de små medbevægelser i mimik og kropssprog som vi alle kan have svært ved, at styre og som giver os væk på flere meters afstand. Fredrik B. Kan med sin tegnsætning få dig til, at se usikkerheden i det vigende blik, komikken i udklædningens snyd og bedrag, og du ser kærligt igennem fingre med “røvhullet”, fordi du senere finder ud af, at han har givet alt.

Du skal læse den, hvis du også godt kan lide lidt bøjede regler, ser igennem fingre med de uundgåelige, dagligdags småsynder, og i det hele taget kan lide løsninger i modsætning til fuld stop og optrukne linjer ved forhindring.

Det er som sådan ikke fordi jeg synes regler ikke hører sig til, men nogle gange har jeg lyst til at rive håret glat på mit krøllede hoved, når jeg støder på regelrytterne, de dræber enhver virkelyst, udhuler fantasi og stikker hul i gnistrende glæde og det på imponerende split sekunder.

Hold jer væk fra mig (holder et imaginært kors frem foran mig nu i form af mine fingre), kør jeres “negativa” show et andet sted, med en anden. Jeg er 48, jeg vil ikke længere være belejlig, supplerende åndelig føde, fordi jeg er i stand til at føle stort, bredt og altoverskyggende og derfor tiltrækker mennesker som en honningkrukke. Det er ikke noget jeg har fået overrakt, det er noget jeg på knæ og hænder har tilkæmpet mig. Vi snakker bogstaveligt talt og må jeg lige påpege her, at det er ikke for sarte sjæle eller for den sags skyld knæskaller, at forcere kvadratmeter efter de 5 år på den måde.

Knus fra

Hende, der allerede glæder sig til næste kapitel i hr. Backmans bogrække.

Skynd dig, ikke hr. B.!

Den vil krasse

Men det er skrevet så fint.

Børnepsykiateren (nærmest learning by doing) Bruce Perry`s måde, at ændre de gængse måder for hvordan de hidtil har set og behandlet traumatiserede børn, er revolutionerende og virkelig fascinerende læsning. Vi snakker fortvivlende små børn.

Jeg er vild med psykologi, men det har du nok regnet ud, hvis du har læst nogle af mine andre indlæg. Rejsen inden i det enkelte individ vil for mig altid være langt mere spændende end en rejse på 3 uger til Thailand, men det er bare mig. Derfor er jeg også til tv som får menneskerne involveret til, at vågne op. Jeg elsker det øjeblik, hvor man kan se i deres ansigter at lige der gik det op for dem at aha… jeg troede jeg gjorde sådan men i realiteten gør jeg sådan, og det er hvad andre ser, ærligheden om deres egne mønstre og villigheden til at ændre dem, og hjælpen de får. Det nyder jeg. Jeg svælger i det istedet for slik, kage og is.

Gudskelov for børnepsykiater Bruce D. Perry

Jeg er så træt af alle de serier, hvor det udelukkende handler om fra allerførste sekund i “Pilot” afsnittet, at tage røven på andre så meget og så udspekuleret som muligt for, at det enkelte individ helt legalt kan føle sig hævet over andre, alle andre. Hvis de så ender som de store tabere i sidste ende, hvad vi jo sådan set, i hvert fald nogle af os forventer, så bliver jeg så træt, ja jeg bliver sgu ret ligeglad, der er ingen, som vil hinanden det godt. Det er som en flok druknende, der skubber og træder på hinandens hoveder for, at komme op til overfladen efter luft, efter liv. Livet de tror på de har mere ret til end hovedet just skubbet ned under overfladen. Overflade intet andet, alle er i virkeligheden skide ligeglad med hinanden, de ser kun hinanden som midlet der helliger målet.

Efter dette sure opstød skal du læse lidt om mennesker, “Drengen, der voksede op som hund” er alt andet end overflade, og den er virkelighed. Måske ikke den virkelighed vi ønsker, at være bevidst om foregår derude, men luk ikke ned, ikke endnu, for den svælger ikke bloddryppende i børnenes traumatiske barndoms oplevelser, som en serie på netflix ville gøre. Nej, det er slet ikke det denne bog handler om og det er det, der gør den ekstra spændende.

Da jeg læste til læge i 1980`erne, blev det ikke betragtet som relevant hvordan et traume kan skade børn.

Bruce P.

I sin stilling som børnepsykiater begynder Bruce P. ret hurtigt, at handle ud fra sin viden som hjerneforsker og ikke mindst sin sunde fornuft. Han bruger sit enorme lager af empati på disse børn, hvis forældre, plejeforældre eller andre omsorgspersoner har opgivet dem eller er totalt i vildrede og magtesløse over for hvorfor børnene reagere så kraftigt på helt almindeligt opståede, dagligdags problemstillinger.

Dyreforsøg viste, at selv små niveauer af stress i den tidlige levetid kunne have permanent indvirkning på hjernens arkitektur og kemi og dermed på dyrenes adfærd.

Bruce P.

Man har langt op i 1980`erne gået ud fra at børn havde en medfødt evne til, at komme sig! Man har arbejdet ud fra, at kunne behandle børn ens med samme misbrugs historik hvad enten det er foregået i for eksempel 5 års alderen eller 12 års alderen. Men udviklingsmæssigt er de simpelthen alt for forskellige steder. Vi har nok alle hørt, at de første 2 år af et barns liv er de vigtigste, i denne bog får du udførligt og let læseligt oven i købet, forklaret hvorfor det forholder sig sådan.

Jeg tænkte: Hvorfor skulle det samme ikke gælde mennesker?

Bruce P.

Så du skal altså ikke tænke puha… børn der bliver voldtaget, det holder jeg ikke ud! Nej for det grufulde bliver nedtonet, ikke gjort mindre men Bruce har simpelthen valgt, at fortælle om de sejre, erfaringer og nederlag han får ved i første omgang bare, at “se” på de børn som kommer i konsultation hos ham, nogle gange langvejs fra. Ydmygt arbejder han sig ind på disse tilsyneladende kropumulige børn og giver dem kontrollen tilbage over situationer, som de ellers var blevet frataget. Viser dem på individuelt opfundne måder, i starten efter en mavefornemmelse, senere læner han sig op ad videnskaben, at de ikke skal være bange mere og støtter dem i, at åbne op på hvilket som helst niveau de befinder sig på lige nu. Det er nemlig essensen af det hele, de kan ikke reagere normalt efter hvad vi forventer og forestiller os er normalt. De ser måske ud til at være 12 år, men indeni er de på visse områder kun 2, 4, eller 7 år fordi det var der de blev misbrugt, forladt, hevet ud og væk fra omsorgspersoners trygge favntag og opmærksomhed.

Hans nogle gange fumlende forsøg, tålmodighed og hans omsorg for børnene er så ægte, autentisk og vedkommende, at jeg simpelthen bliver så glad på trods af sidernes frygtelige historier. Det er jo ikke engangsforteelser vi taler om, det er i årevis det som regel har stået på. Hvordan hjælp forud for besøget hos Perry har været forfejlet, nogle gange direkte formålsløs og desværre i de værste tilfælde bare gjort det hele værre.

Næsten succes historier

Du kan selvfølgelig være negativ og tænke, “jamen der er jo alle de andre børn han ikke har haft mulighed for at observere og behandle, hvad skal det så nytte med dem han har reddet”!

Det skal jeg sige dig.

Han kunne selvfølgelig godt selv se, at der skulle noget andet til hvis hans metoder skulle slå igennem verden over. Så i stedet for, at tage så mange klienter som han forøvrigt selv lavede udførlige journaler om, så begyndte han at bruge sin nye viden og cases til, at uddanne andre læger, psykiatere og omsorgspersoner. Det er denne bog du sidder og læser om et levende bevis på og det er da en succeshistorie ikke?

Derfor er de sidste, næsten 100 sider beregnet til omsorgs personer/plejepersonale, der har med børn og traumer at gøre. De indeholder råd, vejledning og spørgsmål, det har jeg skimmet. Jeg kunne se, at det var godt dækket i de spændende cases Perry beretter om. Så du behøver ikke at læse mere end til s. 314, det har nr. 12 i indholdsfortegnelsen.

Med hjertelig hilsen

En glubsk, hjernevridende, læser

Er du også vild med

Brenè Brown, forsker og underviser på University of Houston har i de seneste 16 år forsket i emner som mod, skam, sårbarhed og empati og har blandt andet også skrevet Glæden ved at være uperfekt.

Jeg stødte på hende fordi jeg hele, især mit voksne liv har følt mig forkert fordi jeg var så allerhelvedes sårbar. Kunne jeg ikke bare holde op med det. Kunne man få en app til mobilen, der satte det på pause eller bare på nedsat følsomhed så havde jeg fået net forbindelse fra starten af … I stedet for nu i år, for 14 dage siden! Jeps, “I am not kidding”. Det krævede en dyb indånding at indrømme, jeg udstiller min sårbarhed allerede nu, det er din tur næste gang.

Hun var ved at kalde den, “Sådan mister du dine venner og gør alle skidesure“.

Jeg følte meget af tiden at jeg gik rundt med følelserne uden på tøjet, jeg var simpelthen mine følelser, det var jeg opsat på at gøre noget effektivt ved.

Ja, så fandt jeg bl. a. denne TED talk “The power of vulnerability” med Brenè B. Hvis du ikke har set en TED talk så skal du vide, at det er et univers af taler om alt muligt mellem himmel og jord. Det er lige fra professorer til helt almindelige mennesker, der alle steder fra, verden over holder et foredag om lige det deres hjerte flyder over med og for det meste har gjort det i årevis. En TEDTALK varer måske 10 min. gå ind og bliv inspireret. Fru Brown`s er en af de 5 mest sete, så hun har altså ramt en tiltrængt nerve i mange.

Følelsesmæssig overbelastning

Jeg kunne jo se, at jeg lige dèr dannede og brugte oceaner af vulkanlignende ressourcer og energi fra og af mig selv. Hvad nu hvis jeg kunne ommøblere det inden i mig til noget, der kunne udleve drømme i stedet for. Gamle drømme der, som stædige korkpopper blev ved med, at søge mod “overfladen” oftere og oftere efter at Goldielooks flyttede. Den bebrillede, nu 17 år ville måske kunne drage nytte af, at jeg viste ham et eksempel på hvordan man går efter sine drømme. Jeg var begyndt at være temmelig frustreret over, at føle mig skyldig i at spilde vores hver især`s kostbare tid med, at jeg gjorde ting for ham, altid lod ham lave “snigeren”. I stedet skulle jeg øge forpligtelsernes hyppighed og niveau, så de kunne hæve hans snegletempo i forskellige huslige discipliner op til, at han rent faktisk ikke ville bliver fyrret fra forhold han forhåbentlig ville havne i en dag. Det ene og alene fordi hun ville kunne gøre det hurtigere med bind for øjnene, den gode hånd bundet på ryggen, og på knæ. Hvis vi, hans forældre hele tiden holder kompasset, hvordan fanden skal han så kunne finde rundt i sin egen vildmark!

Jeg snakker og snakker og røven går. Handling må der til.

Jeg mener, jeg bakser jo stadig selv nu slut 40` med ikke, at snuble over nedfaldne grene i min egen vildmark!

Hvis jeg havde en større tillid til ham og rent faktisk overlod noget ansvar til ham og ikke kun tømme opvaskeren, som en på 7 sagtens kan klare så ville det frigive tid til, at jeg kunne passe min egen butik.

Jeg var ikke forkert…

Jeg havde ikke set mange minutter af Fru Brun`s og andre TEDTALK`s lignende før en meteorsten af overordentlige dimensioner trillede ned af mine skuldre. Der var ikke noget galt med mig, jeg skulle bare lære at omfavne det, sårbarheden altså. Ja, så var der også lige skammen, der fulgte med som raslende, tomme dåser efter en bil med et brudepar indeni. Der er ikke dog desværre intet som helst romantisk over det. Øhm …det har som du nok kan regne ud slet ikke været let, men nogle gange er det sådan med rejser, at man heldigvis ikke kan se alle de andre bakketoppe, der vil komme bag den første.

Hm… hvad mener hun så egentlig, Brenè B. med “vildmarken”!

Du skal følge dit eget vilde hjertes kompas, tænke i nye baner i stedet for at følge trop. Holde op med at veje og fordømme, især dig selv. Vi skal arbejde med at rumme vekselvirkningen mellem mod og frygt, styrke og svaghed, ensomhed og samhørighed, overflade og dybde i hinanden, i os selv.

En sti i min vildmark. Hvordan ser din ud?

Hvis jeg ikke selv har tænkt, at ingen da gad læse noget jeg kunne finde på, at taste mig til, så skulle jeg nok mærke tvivlen andet steds fra. Det gør ekstra ondt når det er ens nærmeste som ikke tiltror ordene værdi, men jeg snakkede også mere om det dengang, skal det lige siges, end jeg egentlig skrev. Nu hvor jeg mundtligt holder næsten helt kæft om mine drømme, men skriver i timevis med brillen halvt nede på næsen og nerven i klemme i ryggen, mærker jeg stadig tvivlen fra min anden halvdels side. Engang slog det mig ud, jeg havde ikke nok tro på mig, mine drømmes værd, kunne ikke finde kræfterne til, at bevæge mig ud i vildmarken alene. Jeg kunne ikke se skoven for bare af træer!

Nu har jeg som snart 49 årig endelig langt om længe indset, at troen (på mig) kun kunne og kan komme fra mig. Jeg har fundet ind til mit vilde hjerte og minder mig selv tit og ofte om, at går jeg efter det, tager det bid for bid, er jeg hele tiden målet lidt nærmere. Selvom jeg havde haft en støtte fra min husbond på lige præcis det punkt, (han har været min støttefod på så uendelig mange andre måder), så var jeg sgu nok ikke parat, voksen nok om du vil, til, at tage hånd om mine drømme på det tidspunkt.

Det ansvar er nemlig pænt grænseoverskridende, du skal jo skrive dig til låste rygge, krampelignende tilstande i arm, skuldre, nakke og så skal du takle, at det bare er øvelse og du skal blive ved, tage det, dig selv seriøst som bar fanden. Bide tænderne hårdt sammen, når du får manuskripter tilbage eller du henter dem selv for ellers bliver de til strimler. Der er ingen penge der glimter forude, dem skal du på dit “rigtige” arbejde for at hente hjem.

Det er også stadig ultra sårbart for mig fordi det er forbundet med så meget hjerte, længsler og forestillinger, at vi sgu ikke kan komme det nærmere. Jeg kan ikke rigtig fortælle om det til meget af min familie, for min erfaring har været, at de lagde mere i nogle af mine fortolkninger end jeg selv. Jeg lod mig nogengange slå hjem af deres kontante ud meldinger. Så indtil den app kan købes holder jeg det mest for mig selv. Det er mit, min ting jeg elsker at gøre for mig, min egen verden jeg kan de- redefinere på lige præcis den måde jeg vil, den pågældende dag.

Du bliver først fri, når du indser, at du ikke hører til noget sted – du hører til alle steder – og slet ingen steder, Prisen for friheden er høj. Men belønningen er højere.

Forfatteren Maya Angelou (Se under boganmeldelser). Brenè Brown`s store inspirations kilde.

Brenè skriver ikke overraskende for nogen, går jeg ud fra, at selvom det ikke er let, skal vi holde op med at søge tegn hos andre på, at man ikke hører til, eller ikke er god nok.

at vælge at turde gøre noget, sårbart overfor et andet menneskes handlinger

Charles Feltman`s definition af tillid.

Det, at kunne dele sit mest autentiske jeg med verden kræver tillid og mod. For at opnå ægte samhørighed med andre (og dig selv) skal du ikke lave om på dig selv – du skal være dig selv. Let nok at sige, skrive… Men skide svært i visse situationer hvor jeg bare har lyst til, at krybe i føromtalt husbonds brystlomme men så i stedet må rette ryggen og skyde mine pickwick teposer frem.

At bevæge sig ud i vildmarken i jagten på ægte samhørighed med andre kræver altså mod, mod til at stå alene med sine meninger, men også tillid. Vi må lære at stole på andre, på os selv. Vi skal turde være forskellige sammen.

Knus

fra hende som har første vælger på, at få Brenè som storesøster, siger det bare. Jeg er ellers ikke en “albuepige” som i slet ikke faktisk, men med Brenè ja, der er jeg ikke andet. Flytter fandme til Houston, Texas gør jeg eller måske bare en uge, eller vent lige, synes du jeg skal skrive og advarer hende først? Jeg mener hun har vel et ekstra værelse til en 3 eller 4 søster. Vil virkelig gerne være “føl” hos hende en uge. Nogle vil høre mig vrinske ud over alle omkringliggende marker, hustande, gader og stræder.

Har jeg fortalt om ham jeg vil have til far! Hm.. Først skal jeg lige finde ud af hvad han hedder, han er vist psykoterapeut og bor i Texas, hvor heldigt er det lige! Jeg ved hvordan hans hund ser ud, den ligger altid og snorkbobler bag ham i en lænestol, og at den hedder hm… hvad var det nu lige…

Nåh… nu har jeg det, Gus.

Jeg er frastødt

af al hæsligheden.

Tiltrukket af Sara Omar`s handlings mættede sætninger.

Håbefuld læser jeg side op og side ned i håbet om hovedpersonen Frmesk`s frisættelse, men jeg ved godt, at jeg er en naiv idiot. Af samme grund nægter dejlig mand at læse den. For der er intet håb, ingen hjælp at få for en kvinde i dette lukkede univers, hvor kvinder undertrykker og ikke mindst tier ligeså meget som deres sønner, fædre, ægtemænd, onkler og fætre. De ældre, de rettroende bestemmer, de vender og drejer Koranens ord, så meninger og betydninger passer til de enkelte situationer, og legalisere på den måde retten, retfærdigheden i, at kaste med sten, slå med knytnæver, skære nosser af, voldtage og slå ihjel hvis ens ære er blevet krænket. Mest deres egen, ifølge dem selv… Alt sammen i Allah`s navn.

Ofrene påtager sig al skyld

De, skyldnerne, krænkerne, mishandlerne evner ikke at påtage sig skyld, det er slet ikke på deres radar. Det er skammen de føler, som til side sætter al tolerance, åbenhed over for individets særkende, ønsker og drømme. Kærlighed er sjældne blomster, som hvis fundet og “plukket” bliver revet op med rod for dernæst, at blive efterfulgt af handlinger så langt ude så al forståelse hører op. At denne undertrykkelse stadig finder sted (i dag), ude i de små hjem så langt væk fra det oprindelige ophav er så skræmmende, at jeg som en struds skynder mig, at stikke hovedet i busken, for alle gyserfilm kan godt gå hjem eller i det mindste tilbage til start, for i Saras bøger er der ingen nåde, kun ondskab. Fortvivlende.

Hvor finder hun sin vilje til at fortsætte…

Ikke alle går ind for selv justits.

Skyggedanseren er 2 del af Dødevaskeren, men kunne nok godt læses uden for, når der er gået et par år siden læsning af sidste bog, er det måske kun de mest frygtelige ting som man (jeg) husker selvom jeg har prøvet, at proppe dem godt ned bag al det andet jeg heller ikke ønsker at mindes. I Dødevaskeren bliver du introduceret for Gawhar og Darwèsh, Frmesk`s mormor og morfar. Du får at vide hvorfor Frmesk bor hos disse dejlige mennesker, der på trods af, at de begge er ukonventionelle og derfor usædvanlig modige alligevel er en form for uundværlige for det lille samfund, Frmesk er en del af.

Skyggedanseren, springer i mellem månederne efter konsekvenserne af Frmesk koranundervisning som hun starter som 5 årig i Kurdistan, til hun i Danmark bor med sin fraskilte mor og læser på universitetet.

Hun har jo drømme, svage forestillinger om et friere liv, men er frygteligt underlagt sin fars voldelige regime. Samtidig håbløst naiv overfor hvor langt både han og hendes mor vil gå til af yderligheder, selv om hun aldrig har set andet.

Jeg er måløs.

Jeg raser på hendes vegne, ønsker at flå hende væk men hele tiden ved jeg, at hvis hun undslipper så vil hun være alene (og det selvom hun aldrig har været andet…). For selvom der findes de sødeste mennesker omkring hende, ønsker og tør de ikke se hendes virkelige trængsler og hun kan kun tie for at beskytte dem, hende selv. Sladderens løbeild er som brændsel på vrede og indestængte frustrationer, og ingen tør gøre noget andet end forskrifterne. Hun har som lille set sin bedstemor “dødevaskeren” tage sig af de kvinder som har handlet imod deres familiemedlemmers ønsker. Har Frmesk egentlig forstået, at i hendes hjemland ser nogle det som deres ret, at slå en svigersøn/datter ihjel, de sætter dog som regel grænsen ved deres eget “barn”! Men det er nu kun fordi de har andre meget mindre humane måder, at “slukke” et liv på…

Hvordan skal muslimske kvinders rettigheder nogensinde forbedres, hvis ikke de selv tager ordet, hvor de kan?

Baba Darwèsh

Denne måde at tænke på er så langt ude, at jeg er sikker på, at der er nogle der ikke kan huske deres koranundervisning, eller har sovet i timen… For der står sgu da ikke i Koranen, at du må slå din datter fordi hun har skrevet et digt! Uden jeg har læst den vil jeg også vædde med, at der heller ikke står, at når en kristen ung mand har ønsket din datter så meget så han er løbet væk med hende, så ser du, dig i din gode ret til, at skyde hans knold af foran hans panikslagne brødre og forældre. Jeg tror virkelig, at hvis Muhammed trådte ned fra hvor end han hygger sig, måske til en påskefrokost med Jesus (halalslagtet kød selvfølgelig og vi lader grisebasserne blive hjemme), så ville han skamme sig og trække den (sin?) bog tilbage. For han havde sgu nok ikke regnet med, at den ville blive tolket, tilbedt og misbrugt så meget for egen vindings skyld.

Koranens oprindelige budskaber, poetiske vers, der byggede på åndelighed, selvrenselse, indre ro, accept og tolerance…

Hvad Islam ifølge Baba`s fortolkning skulle handle om, men som er gået tabt.

Vi skal sgu vide hvad de unge kvinder (og mænd) er oppe imod. Jeg skal nok tro. Lad bare dejlig mand (husbond) læse om anden verdenskrig igen, igen, jeg har håb for de muslims ramte, det er svært at ændre tanker, vaner og forestillinger. Det tager generationer.

Vi skal huske, at være taknemmelige og give kærligt ud af os selv. Jeg skal sige når jeg føler mig “trådt” over tæerne af den 2 verdenskrig interesserede, for han mener det ikke som min indre dramaqueen tror. Han er min ligemand, min ven, min elsker og faktisk er det mig, der har stukket ham med en kniv engang, men det er en helt anden historie…

Knus fra hende som ønsker at tage Frmesk i hånden og løbe alt hvad jeg kan…

Kan jeg læse den færdig?

Jeg mangler 100 sider og jeg er så led ved den selvfølgelighed i, at “han” må slå og “hun” skal tage imod. Det gør mig syg om hjertet…

Jeg skal læse noget kærlighed bagefter, noget hvor hovedpersonerne har selvironi, empati og tager ansvar for deres gerninger istedet for at blive tøsefornærmet over det mindste og så er det mænd… “Ej du kiggede på min søster, så må jeg også stikke dine øjne ud”! Det er seriøst barnlig og umoden opførsel. Tænk hvis vi alle var sådan! Mine børn er børnebørn af en romance, der kom i stand fordi en soldat tog sin ven med hjem…

Det er ligesom da jeg var barn og efter noget uhyggeligt måtte blive siddende i sofaen for, at blive afklimatiseret med noget fjollet bagefter for, at turde gå ud af stuen og ind i mit værelse, med de store mørke vinduer.

Hej du!

Du skal ikke læse Skyggedanseren hvis alt dette får din mave til et vride og vende sig i ubehag, for du kan ikke komme igennem den uden at føle dig umådelig trist.

Trent Dalton`s

Dreng sluger universet

Brisbane, 1985

Eli Bell er lige nu 12 år gammel blevet bekendt med, at hans elskede svigerfar sælger heroin. Det syntes han er noget lort. Han skal finde ud af flere hemmeligheder hen ad vejen. I forhold til hans forældre som ikke taler om især en speciel episode da drengene er ret små, er Slim ikke nærig med sine historier. Slim, hans bedste ven, nogle og 70 år og berygtet for, at være ualmindelig god til at slippe ud.. af fængsel.

Udnyt din tid , før den udnytter dig.

Slim, babysitter og ven

Da han ved hvor ensom man kan føle sig i et fængsel får han Eli til, at skrive breve til en indsat, Alex. Her tror jeg hans interesse for at skrive starter. Han drømmer om, at blive en reporter på en selvfølgelig ikke hvilken som helst avis. Hans bror Gus skriver også, men kun i luften, så det er Eli blevet ret god til at “læse”.

Enden på det hele er en død blå spurv.

Gus`s finger
På trods af sin gru, har den sine romantiske tidspunkter.

Flere gange igennem bogen tænker jeg på en af John Irving`s helt særlige figurer nemlig drengen, Owen Meany fra bogen “En bøn for Owen Meany” 1989, (måden han byggede den bog op på minder meget om denne). Owen M. var helt særlig og det er hovedpersonen Eli og hans bror August (Gus) også, eller det fortæller deres hårdt prøvede mor dem i hvert fald igen og igen. Gus har fuldt accepteret det faktum, Eli er noget mere skeptisk.

På grund af morens og stedfarens ret naive indstilling til hvad deres forbindelse med Tytus Broz, (narkokonge for de indviede og en af byens “støtter” for resten), kan få af konsekvenser bliver Eli og Gus`verden en noget andet end alle og især Eli havde troet. Gus kan “noget” og er derfor anderledes forberedt. Han tager i en tilspidset situation et valg som man skulle tro ville dræbe Eli`broderkærlighed, men så kommer det jeg elsker ved denne bog. Lige meget hvad de bliver vidne til og udsat for, så kan disse 2 drenge se igennem “fingre” med hinandens til tider komplet uforståelige reaktioner. De forstår ud fra hver deres tankesæt, at når en vis finger får en meget stor bloddryppende rolle, så er der en større mening med det hele.

På trods af, at drengene meget af tiden er mere forældre end deres forældre formår at være, er de loyale til det ekstreme, de opgiver ikke nogen, det der er, er.

Er du et ordentligt menneske?

Eli

“Dreng sluger universet” handler også om, at vi alle har forskellige måder at takle traumer på voksne som børn, nogle holder vi for os selv, mens andre stritter, fylder og vil ud.

Jeg er ikke helt vild med slutningen, jeg synes den er for sukkersød, men lad gå jeg har været i utrolig godt selskab hele vejen. Jeg afventer dog spændt husbonds dom, når han har vendt sidste side. Fik han også flashback til vores første år sammen og hvordan John Irving`s bøger og filmatiseringer smeltede sammen med det, at være nyforelsket. For Hr. Dalton kan som Hr. Irwing få en smask forelsket i sine hovedpersoner og så har du mig, jeg har ikke en chance og jeg behøver den heller ikke.

Kh.

Nu også vinder af Book of the year (2019) medgørlig læser.

Pst…

Det er fordi jeg nærmest pr. definition har været lodret modstander af, at læse en bog bare fordi den havde fået en pris, hvilket min anden halvdel faktisk har gået efter fuldstændig koldt, (han har endda lavet en liste). Det kan godt gøre mig lidt både fornærmet og bekymret for alle de andre sikkert dejlige læseoplevelser man så vil gå glip af, (omvendt vil jeg jo selv miste noget hvis jeg bibeholder min egen tilgang).

Jeg mener, de kan jo ikke alle sammen få en pris vel!