Den tissende pige

Byen Bruxelles og hvad den kan byde på.

Jeanneke Pis, er hendes kaldenavn. Hun var lidt svær at finde, men giv ikke op.

Hun var selvfølgelig bag rød lås og slå

Nedenstående stod på en plade lige under hende.

The coins thrown by passers-by into the fountain of Jeanneke Pis bear witness to tenderness, virtue and admiration for the loved one with the wish to remain faitful to one another.

Jeg kunnet havde valgt, at fokusere på Jeanneke`s modstykke den mere berømte Manneke pis, også kendt som dreng der holder sin lille tissemand med fremskudt bækken, som var i alle afskygninger alle vegne, forklædt, udklædt, i chokolade, som øl åbner o.s.v.

Vi boede oppe under taget med direkte kig ud igennem de skrå vinduer til et gammelt hotels logo. Det lignede noget fra 1 verdenskrig, nu slidt men tydeligt fra fordums tid hvor penge symboliserede status. Duerne, sad på spærrene nu og da, de pudsede fjerene, som for at undestrege pointen.

Turen, op ad de snirklede ca. 94 trin var støn… pust… svimlende hårde efter, at havde tilbagelagt kilometer efter kilometer især med blære, der var ved at sprænges så bækkenbunden skiftevis med koldsveden udgjorde hvad jeg orkede, at fokuserer på. Hvornår fanden kan man købe den app, der sætter tissetrangen standby? Spørger bare? HVORNÅR Kunne så meget havde brugt den som i hele mit liv, eller så i hvert fald efter 2 børns opdukken. Den der opfinder den bliver svimlende millionær, så er det sagt. Den er måske lidt kedelig, at købe filmrettighederne til! Okay det var en fordom i en forestilling. Pakker den lige sammen, skal lige opfinde app`en først. Tesk…. eller finde ud af, at bruge andre end MOBILPAY…. DERHJEMMEFRA!

Lejligheden var vores “rede”. Eftermiddagene i den konstant udslåede sofa udgjorde et vanedannende helle med aflang pude mellem sønnike og mig, så jeg ikke kunne se hele skærmen på hans computer, for de billeder hvor skøre de end er drager, ikke ildsprudlende men jeg kan kun stå imod så meget. Det uforpligtende i ikke, at skulle sørge for menuen, og bare kunne forsvinde ind i den ene bog efter den anden var lige hvad jeg trængte til.

Jeg har ellers ALTID kæmpet imod, at skulle misse min morgenmadsbuffet sammen med alle de andre gæster på et hotel, fuldstændig inaktiv som en robot. Ingen tanke for hvad der skal købes ind, ingen borddækning og frem for alt ingen OPVASK. Der er jo så også en “hage” ved, at dele et hotelværelse 3 mennesker, der bliver sgu lidt tale om minimale bolig forhold, og det selvom jeg bor med disse to hensynsfulde væsener, dejlig mand og dreng. Morgenmaden på hoteller har også igennem årene mistet lidt af deres glans, må jeg modvilligt indrømme. Al denne rundedans, skramlen af borde, bestik og stole. Når man så alligevel ikke kan tåle 80 % af buffeten fordi den som regel er baseret hovedsageligt på sukker, så bliver det mest et anti- og særdeles skuffende klimaks, at vågne op til.

De trapper IGEN!

Så efter at havde slået mig til tåls med lidt dyrt (ifølge dejlig mand) indkøbte havregryn, dr. Quaker, samt højt elsket kanel, hentet klokken tidlig morgen før drengs opvågning fra teenage Tornerosesøvn, og fundet ud af ca. forhold mellem gryn og vand (ingen decilitermål med), fandt jeg en kæmpe glæde i, at vi alle 3 kunne side ved bordet med hver vores sjove frisure og søvnige fremtoning. Ingen vi skulle tage hensyn til, ingen krav om samtale, ingen nævenyttig dame som forfølger èn indtil man har sagt sit værelses nr. HØJT OG TYDELIGT på noget der ligner engelsk… Ingen skjulte bjerge af en enkelt ingrediens på tallerkenen, fordi du ikke kan tåle alt det andet.

opvasken

Den var ikke så slem, der var jo ikke tale om buffet som der hjemme.

Når den ene af 3 er lidt kræsen, den anden ikke kan tåle eller spise visse madvarer grundet pisse irriterende principper, og den tredje er intolerant overfor en helt tredje ingrediens, er det lidt udfordrende, at finde en restaurant. Deri skal du medregne, at dejlig mand helst ikke vil bruge en lille, bitte formue og det gør det hvis jeg skal bestemme, altid suk. Så jeg går på kompromis. Det gør vi vel egentlig alle 3! For drengen ville med garanti langt hellere 10 dage til New York, jeg ville på gourmet/skrive ophold et sted så smukt, at jeg nogle minutter bare må side tryllebundet af omgivelserne, og dejlig mand! Måske ville han helst fråde i hjemmelivet i Dalen, når det kom til stykket.

Jeg kom til den konklusion, at når dejlig mand gad at arrangere og hele tiden køre sit kort ( fælles økonomi…), så måtte det også være mest på hans præmisser, bare jeg havde mine “fuglerede” øjeblikke, og kunne fravælge den restaurant dagen før (manipulerede de 2 andre diskret), hvor JEG havde bestilt noget jeg ikke kunne lide. Det sagde jeg ikke noget om til de andre 2, ville ikke ødelægge deres oplevelse, den var jo min. Jeg forbandt nu hele menu kortet med rådden tang og gummiagtige tingester, der i udseende mindede om … Giver op! Efterlod meget tilbage i min suppebowle. Lad os lige få på det rene, at jeg ikke er en “levner”.

Bruxelles er en hyggelig by, og i den efterårsferie (uge 42) var der ikke mange mennesker, med mindre man var på de 2 hovedstrøg, hvilket var en lettelse. Der var heller ikke cigaret røg som intimiderende indtog mine næsebor ved hvert gadehjørne, der var plads og rum ja fredeligt på nær omkring…

eu-kommisionsbygningen

Alle vegne motorcykelbetjente, som bare med en diskret håndbevægelse kunne sætte byens pulserende puls på få sekunders standby, for så lige så fredeligt at forsvinde, med noget der lignede den ene ministerbil med tonede ruder efter den anden, ned ad stræder med op satte vejspærringer af pigtråd a la krigstid.

HUSK!

Hvis du gerne vil ind i de politiske sale, skal du have ID med billede med.

Du skal unde dig selv varfler, øl og den mad du vil have, betale for.

Bare rolig jeg smagte forskellige øl, i “reden”, når solen var gået ned, duerne til køj`s. Vafflerne, den ene usmagelig, (lækkert) indsmurt i Nutella på min opfordring, glad for, at jeg delte med 16-årig dreng mens vi så begyndelsen på en serie, “After life”, vi skulle dele. Engelsk ironi minder så meget om vores og netop derfor er jeg vild med, når vi falder over noget vi begge synes er sjovt. Det må gerne være melankolsk, tragisk bare det råt for usødet. Ikke amerikansk svulstighed, det er mest lækkert i min optik hvis det kommer sammen med chokolade og flødeskum og i rigelige mængder.

Glad for, at jeg delte byen med de 2, også selvom jeg ikke er til by vandring…

Konklussion

Ferie er hvad du tænker, forbereder og gør det/den til, med de mennesker du er så heldig vil dele den med dig, mere eller mindre frivilligt… Ingen ferier rummer alt du ønsker, det forventede jeg en gang, nu har jeg accepteret, at hver sin ferie, med hver sit hold mennesker giver meget forskelligt udkomme. Alle har de goder og noget der irritere, hvad vil man betale og hvad vil man betale, at blive fri for!

Knus

Den kræsne

Hent fluesmækkeren nu!

Lyder min stemme meget kontant igennem flere rum, inde fra soveværelset. Den når dejlig mand, som sat på sagen kort efter rækker mig den igennem den åbne dør. Smask, et velplaceret fordoms badmintons smash sender den mod gulvet, krøllet sammen i pause.

Snask på væggen.

Jeg har ikke mere en romantisk forestilling om, at jeg dyre venligt selv vil dikke lidt til den, og derpå gribe den hurtigt i faldet i et pastik bæger eller glas. Derefter bugsere dyret i sikker armslængde, hen mod vinduet. Som jeg selvfølgelig har åbnet på forhånd.

Sorry, men den “størrelse” lader jeg ikke andre bosiddende under samme tag end mig, tage sig af, herunder dejlig mand. Niksen, biksen, dejlig mand vil som alle de andre gange kun såre den. Hvilket indebærer som minimum, at han eller hun mister et ben (eller 2) og så imponerende hurtigt alligevel formår, at humpe i sikkerhed bag et bræt, en hylde, under en seng. Da børnene var små gik de fra at lade leve, til alvorlig inspicering af ben i alle retninger til, “ER DEN VÆK NU”. Jeg lærte at lyve med format og overbevisning i stemmen.

Min svigermor har lært mig, at tage de “langstilkede” op i hånden eller det er hendes variant. Jeg tager den i det ene ben, spurter til nærmeste vindue mens jeg gør mit bedste for, at den ikke rør mig med de andre ledige ben, hvilket vil sige jeg får den til, at dingle ynkeligt fra side til side.

Jeg kan bedst lide at sætte dem fri på fliser, for smider jeg den ud af det højtsiddende vindue på toilettet, kan jeg ikke tjekke om jeg er lykkedes med, at få den helt ud eller om den rent faktisk sidder med det yderste af “neglene” under sålbænken under vinduet. Den kunne i princippet sagtens stadig være et sted bag mig, hvis jeg har været lidt for ivrig. Beviset; jeg har et “ben” mellem fingrene når jeg kigger ned!

Nåh, men dem der ligner en næsten behåret fugle edderkop fra en australsk natur dokumentar med synligt potentiale for at blive MEGET større, dem kan jeg ikke leve i rum med. Nu jeg er oplyst om eksistensen, især ikke soveværelset, jeg skal jo lægge mig til at sove i det rum!

Som i lige om lidt efter godnat læsning, ha, ha… som om! Det eneste jeg vil kunne bruge min fantasi til nu er, om en af “Peters” slægtninge vil følge i “dens” fodspor. Den skal over mig for, at komme til dejlig mand medmindre, at den via sit indre GPS system finder en ja en omvej, men det tør jeg ikke regne med, er på dagsordenen.

Er den stadig i voksealderen, og i så fald hvor er dens far og mor!

Lille Peter Edderkop kravled atter op

“Nej”, råber drengen, et hoved højere end mig, da jeg dagen efter tilbyder ham, at se billedet på hans storesøsters efterladte monstrum af et spejlreflekskamera.

Nå.. ja… spurgte jo også bare.

Mennesker som kravler

Sådan en tingest på væggen er virkelig klam, men den er også særlig. Du kan i forsøget på at snuppe den, bringe den midlertidigt ud af kurs men den kravler sikkert videre bageefter, eller afventer nyt angreb …

Jeg vil gerne være lidt mere som en edderkop, for efter regnen kommer der tit sol, nogle gange en regnbue. Det er nemmest at se hvis man er kravled lidt op. Er jeg “skyllet” ned ad nogens ord, så kan jeg ligeså godt rejse mig op med det samme, for der er altid nye på vej, en anden dag et andet tidspunkt ofte hvor jeg ikke havde regnet med det. Irriterende når jeg ved, at hvis jeg havde “set” bedre efter havde jeg kunnet “læse” det i stjernerne.

2 dage senere tidlig morgen, dreng kommer ind med stort hastværk efter, at havde været i garagen for at hente sin cykel ud til kørsel mod skole.

Mig, “hvad sker der”!

Ham, “leder efter noget jeg kan fjerne edderkoppen på min cykel med”.

Mig, “?”

Mig, går ud i garagen og bruger naboens efterladte blandepind til maling for, at få vippet Peters “tante” væk fra sønnikes dæk.

Drengen cykler op ad bakken, solens varme flimre allerede over asfalten, den dreng kommer så meget til, at svede i sine lange jeans.

Hej så længe.

Husk! glæd dig over solen, vend dig mod den og sug al dens lys til sindet i dig. Det skal holde længe.

Hjerter dame

Jeg køber ikke bøger

Men denne:

Den skal stå på min reol

Den skal være mit årlige pensum. Den er på 414 sider, fra året 2015 og forlaget Emilja. Forfatteren er indehaver af Energipsykologisk Center I Kgs. Lyngby, hvor traditionel og spirituel psykologi kombineres.

Når du ser det, jeg ser, så ved jeg, at jeg har set rigtigt.

Emilie Jahnnie Sigård

Oplevelser, der har været svære måske i barndommen, oftest i barndommen, nogle gange senere, kan sidde side som et grundsår, en brod, i os, i dig, i mig.

De har som regel en stor indflydelse på vores selv fortælling, den vi fortæller andre, den vi kører på repeat i vores indre, nogle gange en vane, måske ubevidst for os selv. Den har haft et logisk udgangspunkt, da vi havde brug for “den”, selv fortællingen var ment til at gøre os trygge. År senere kan selv samme gøre os forvirrede. Når vi oplever reaktioner på noget i nutiden, som slet ikke passer på oplevelsen her og nu.

Beskyttelsen af os selv har tjent et formål en gang, måske er den ikke hensigtsmæssig mere. Måske er den til direkte besvær nu. Måske har du/jeg brug for noget andet nu. Men ligesom, at man ikke kan tabe sig før man ved hvad der gør en tyk, så bliver man og så nød til, at se ind og tilbage for, at forstå hvorfor kroppen reagere som den gør. Ellers kan det at ændre de fremtidige reaktioner til noget mere tidssvarende blive både famlende og ekstremt energikrævende. Hvorfor ikke bevidst “stille op” for den, du er nu.

Vi, “de sensitive” er nogle der bruger store mængder af tankemylder på, at rode rundt i gamle, oldnordiske reaktions mønstre, i forsøget på, at undslippe eventuelle mere eller mindre selvopfundne problemer.

Jeg tog mig god tid til at læse bogen over et par uger eller var det 3, tyggede mig igennem, læste mange af afsnittene om og om igen. Tænkte, det var utroligt, at dejlig mand i sengen lige overfor mig på hotelværelset ikke kunne høre tandhjulene dreje og maskineriet knase i forsøget på, at forstå de lange sætningers fulde betydning. Jeg ønskede ikke at gå glip af et bogstav indtil hun berørte spiritualitet, der står jeg af. Jeg er en jordbunden tyr, men måske er de afsnit lige noget for dig.

Psykologi har interesseret mig så lang tid tilbage jeg kan huske, men måske blev jeg virkelig vækket da jeg fik faget på mit studie (1992, 21 år gammel) og forstod så mange ting. Jeg kunne endelig se, at mit indre psykiske landskab passede overordentlig dårligt sammen med min mors energivampyrisme. Jeg var ikke gal! Hun slugte mig. Drak min energi i store, grådige slurke. Jeg har formået at finde en måde, at være sammen med hende på i dag, hvor jeg er godmodige Prop over for hendes (ikke Berta), nej den variant af heksen sidst i filmen. Hvor ko og mand i fællesskab med Tyttebøvser på magisk vis, får “fortryllet” hende fra ond heks til harmløs, tørklæde indrammet, gammel kone. Jeg snakker selvfølgelig om den danske stop-motion-dukkefilm fra 2000 “Prop og Berta”.

Jeg kan se efter at havde læst bogen, at jeg har noget arbejde “til gode”! Også noget jeg troede jeg var færdig med. Det er efterårets opgave, du ved det og jeg ved det. Nu.

Måske du vil lade dig inspirere, det håber jeg. Vi kan lave en aftale om, at vi begge vil være langt mere økonomiske med vores energiregnskab. Jeg vil fokusere på at minimere min “læk”, i min bank af sensitive ressourcer. De er ikke uendelige. Desværre. Det har de aldrig været, de vil aldrig blive det og det er heller ikke meningen. Det der er meningen er, at lige meget hvor du eller jeg er, på hvilket givent tidspunkt på dagen, måneden, året så er det vigtigste altid, at der er nok til dig, til mig.

Jeg vil “begrave hunden”, stoppe med at rasle med de negative familie fortællinger, sætte “spøgelserne fri. De har tjent deres formål. Farvel og tak.

Jeg er den, jeg er, og jeg er lige, som jeg skal være, og lige hvor jeg skal være.

Emilie Jahnnie Sigård

Jeg vil “forankre” mig selv og øge kontakten, til de forskellige versioner af mig… Lige fra lillepigen, der tilsyneladende altid vil være bange for at blive forladt, og teenageren der stadig rager rundt og leder efter en mor og en far. Et forældrepar der tager rollerne alvorligt, og ikke hele tiden gør mig rundforvirret fordi de insistere på, at bytte med mig. Jeg vil lytte til den kloge, krops bevidste mor og voksne kvinde jeg også er. For det er jo hende der til syvende og sidst har passet på den lille pige og den store teenager, der overspiste i sin angst for blandt andet, at blive for tyk!

Husk” Ingen varianter er forkerte, heller ikke dine. Hverken dem du viser verden og/eller dem du holder for dig selv. Jeg vil øve mig i, at tage mig tid i situationer, hvor jeg plejer at herse for vildt med mig selv, inden i mig selv.

Se og sætte pris på de små nye, til lærte forandringer, både dem der er beregnet på, at beskytte min himmelråbende følsomhed og dem der skal tydeliggøre over for omverdenen, at de er der. Takke af overfor de gamle mønstre, vi skal hver sin vej nu.

Hvis vi ikke ønskede og behøvede andres accept af vores “levede” liv hele tiden, kunne vi bruge den energi til kærligt som en sød og ordentlig ven, at bekræfte os selv. Inden i os selv. Helt stille og tyst. Sh……

Det ville blot kræve, at vi stoppede med, at udskamme os selv, til vi står bristefærdige lige inden vi eksplodere ud i alle kommentarboksene.

Love lillepigen, som ikke fik den sikkerhed hun var blevet “lovet”, for alle de år siden, at hun altid kan regne med “dig” fra nu af. Din tro på hende vil altid være allestedsnærværende, lige meget hvad….. der sker. I morgen, på fredag, om 10 år. Du vil forankre dig med dit eget anker, inden i dig, ikke være så afhængig af andres likes.

Knus

Fra en hjerter dame til en anden.

“Sookie” og skovfoged på speed

Jeg er ikke til sang, er ikke en der ynder at synge, men det har sine grunde.

Når man har et job hvor man snakker døre op og stolper ned, til mange i store haller, så bliver man lidt nærig med sin stemme i sin fritid. Brug af stemmebånd i form af sang eller for den sags skyld, da det var aktuelt godnatlæsning, uden for arbejdstid kan og gav halsbetændelses lignende tilstande, lidt for ofte om natten. Så hvis jeg er i sang “påkrævede” situationer plejer jeg at følge med i teksten, se meget engageret ud, men være på “ingen lyd”. Sådan lidt diskret forstås.

Jeg havde altså besluttet mig for, at jeg ikke ville indfinde mig til sangaften på højskolen. Hvad skulle jeg det for!

Kunne dog ikke ignorere min tiltagende nysgerrighed. Pligtfølelsen overfor mig selv, mit løfte. Jeg havde lovet mig selv inden jeg tog hjemmefra, at hvis jeg på nogen måde kunne rokke eller provokere ved nogle forudindtaget meninger så var her, det oplagte sted.

Pianistens charme var ikke til at ignorere, altså med mindre du var en sten.

Hun var stor i formen, i stemmen, i bevægelserne, hendes røde hår lå tykt og bølgende om hendes kinder. Hendes iver for, at alle der havde et nr. i sangbogen de kunne lide, fik deres ønske opfyldt, var barnligt og charmerende. Hun hoppede næsten lodret op i luften ligesom min nu tårnhøje nevø gjorde, da han var halv størrelse. Det kunne ikke holdes inde, det måtte ud via kroppen, når han blev begejstret over noget.

Kunne ikke modstå denne åbenlyse glæde ved sang, og lyd. Ordenes betydninger begyndte at tage fat i mig, de åbnede sig op. De var smukke, sammensatte, nogle var århundrede gamle, men hvis skrevet i nutidig skrift kunne de havde handlet om i dag, i går, i morgen, om dem i rummet, dem ude på terrassen og dem på deres værelser.

Jeg svedte, stod ved siden af en ung pige der var blidheden selv fra min linje. Vi sang højere og højere. Jeg begyndte bevidst at bruge min mavemuskler til at få mere dybde i stemmen, og tonen højere op og ud. Den rødhårede klaverbokser`s begejstrede spjæt gik lige i glædes centret på mig. Godt jeg ikke skulle være hendes elev. 3 uger med hende som lærer og jeg ville være snot forelsket i dette barmfagre væsen.

Så bare mellem dig og mig, jeg havde gemt min glæde ved at synge så langt ned og væk, at den var svær at genkende, da den viste sig. Jeg ville lige pludselig gerne høre min stemme. Hvordan lød den, føltes den som min?

Hun forlangte engagement og knap 2 timer senere var jeg svedig i armhulerne af anstrengelse som havde jeg undervist selv. Hun var som dejlige Sookie fra serien Gilmore girls. “Kokken”, med de altid plastredækkede fingre, den omfangskrævende (målt i kvadratmeter) impulsive begejstring og altid i fare for sine omgivelser, men nu mest for sig selv. Tog i scenerne hun var en del af, alt lyset fra hovedpersonerne. Hun blev en. En på speed. Hun blev tilgivet.

Jeg kunne havde valgt at blive hjemme. Oppe på anden sal, under loftet I cellen.

Min celle, brugt til afbrudt søvn, hurtige toiletbesøg og forsøg på aftenlæsning.

Søren Ryge på speed

Aften nr. 4 stod på aftenvandring. En noget lang bustur blev forsødet med en god snak med bebrillet, næsten jævnaldrende Sandy (hendes mor må havde set “GREASE”).

Så var det ellers i rask gang ad snævre skovstier efter denne måske 70 år gamle skovfoged, der rendte rundt totalt ubesværet som et legebarn på 7. Over hegn med strøm, han holdt på med sin jakke skødesløs, henslængt henover, mens han fortalte magiske historier. Man kunne vælge at leve sig med ind i dem, se handlingen, og personerne for sig, og hvorfor ikke gå med på præmissen. Der var jo for fanden ikke andet at lave herude i denne smukke, danske sommeraften.

Hans adrætte krop, stod snart på høje tuer, et øjeblik efter inde i med garanti ikke flåtfri højt græs, samlede os, altid ventende på de sidste, så svært gående kunne komme med på en lytter, tålmodigt sørgede han for at alle kunne se. Naturligheden i, at han tog fuldstændig for givet, at alle da måtte synes det han havde på hjerte det ville man ikke gå glip af. Man måtte ikke, han ville heller ikke give en lov. Guldkornene, der som insekter fløj ud af hans mund. Den selvfølgelighed over for sit stof og stolte overbringelse af den, sugede jeg til mig, som en ud tørret svamp. En undervisers ultimative fix.

Aftenen var stille, stadig en smule lun og i den tiltagende solnedgang, svirrede myggene om bare ben, huller i striktrøjen og skilninger i håret. Da jeg begyndte virkelig at fryse ledte han os hen til en låge, vi gik gåsegang igennem. På den anden side af et åbent træhus med nogle glasmontrer i, stod kæmpe store termokander på en bænk, fyldt med brændende varmt vand. Han bogstavelige talt proppede (ingen handsker her) dem med (det fortalte han) vandmynte og brændenælder. Samlet mens han gik. Det lignede tis i koppen, havde små dyr i overfladen, men smagte så blidt, og varmede mig nok til tilbageturen til bussen.

Må man godt være ligeglad

Ligeglad med Lammefjordens tilblivelse!

Det var mit umiddelbare udgangspunkt. Skide ligeglad.

Måske var det 2 eller 3 aftens oplæg.

Igen en god fortæller der kunne sit kram med billeder, der gjorde arbejdet virkeligt, til at føle på, få forståelsen af. Det var langt, for langt men han blev jo nød til at komme rundt om projektet fra alle sider. Dem der fik tanken, hvorfor, hvem der satte det igang, hvilke maskiner der ikke holdt, og hvilke der står der endnu som reserve hvis digerne ikke holder ved storm og oversvømmelse.

Når jeg næste gang køber en gulerod vil jeg huske han sagde, at jeg skulle købe dem med top og hvorfor. Jeg vil se over imod “dem”, og så række ud efter de røde pebre. Lade mand sørge for indkøb af det kolli orange rødder, han normalt indtager på en uge.

Han er ikke begyndt at mimre. Endnu. Men han kunne godt få èn til, at overveje spørge om, “han har kinesiske aner”, eller hvilket solarium han benytter, for de normale giver en mere grålig farve.

Han er også rigtig hurtig på fødderne.

Så var der foredraget med hende hvis hænder formede kroppe, da computeren nægtede, at virke før hun var færdig. Det er en anden historie.

Danmarks ældste øvelseshus

Bygget som det første af 21 i året 1872.

Det var lige så særegen indenfor, men “tegnernes” legeplads ikke min.

Nåh, men så blev jeg nød til at gå ture i heftig varme på landevejen.

Orv fedt man kan gå ud. Og hjem.

Men at skrive efter endt “arbejdsdag” kl. 16 magtede jeg ikke, så ud i lyset, i solen, trække vejret og ikke tænke i danskundervisning anno HF 1988-90 nogle timer.

Første morgen, efter koncentreret indtag af morgenmad med ca. 74 fremmede mennesker lige lovlig tæt rundt omkring mig, var det første vi blev introduceret for automatskrivning,

8-10 minutter hvor du skriver lige hvad der falder dig ind lige nu, der må ikke rettes undervejs. Du skal tømme hovedet, og på den måde give plads til det du måske hellere vil lade tasterne fortælle bagefter.

Du skal sætte al perfektionisme til side, du skal ikke holde tilbage, der er ingen grænser, intet forkert kan udtrykkes, skriften er din. Senere blev vi bedt om, at læse den op, hvis vi havde lyst. Ikke parat endnu. Jeg havde opdaget jeg var glimrende til stenografi, men at læse det efterfølgende og højt. Nej, ikke endnu. Senere.

25 kroppe tæt, for tæt siddende, hjerner i hver sit univers. Fantastisk at forestille sig hvad der gik for sig, hvis man kunne løfte “låget”.

Tænkte, at jeg ville give de andre fred og fritage dem fra at være i linsens søgelys.

Vi blev delt i 2 grupper

Skulle så over 3 dage skiftes til, at læse vores “egen” udvalgte tekst (lavet hjemmefra) op for de andre, og så måtte de ellers gennemgå den.

DE gjorde de med den allerfineste respekt. Det var svært bare at læse sin tekst op, for fremmede. Den var jo ens barn, mit hjerteblod, mine håndflader klistrede til mine knæ under bordet imens.

Jeg døde ikke.

Jeg blev udfordret, provokeret, ligesom jeg havde ønsket, jeg var dem så taknemmelig. De var så dygtige til, at få øje på alle nuancer, stille spørgsmål ikke til mig til hinanden. Jeg var der “ikke”, de skulle i hvert fald lade som om, så meget og længe de kunne. Til sidst da den halve, meget lange time var gået måtte jeg forklare mit udgangspunkt for teksten, hvis jeg havde lyst. Den næste som læste sin tekst op hørte jeg som gennem en dundyne, mens mine håndflader tørrede, og mit hjerte faldt til ro. Min mave begyndte at tænke, “hvad har de mon lavet til frokost”?

Alle aldre er repræsenteret, begge køn, single som i parforhold, nogle med partner på samme linje eller på en anden.

Jeg var åben, alene og prøvede at lure hvor det var mest praktisk, at placere sig til måltiderne for, at komme først til trugene. Efter køkkenmagikerne havde præsenteret fodret, var deres indlevelse i vores angrebs lyst svarende til en doven pegefinger ud i rummet. Lidt efter sad jeg igen bænket med denne tallerken af herligheder, som i spredte sekunder gjorde alt omkring mig tyst, indtil albuerne på hver sin side af mig på diverse bordherre og damer insisterede på mit nærvær og samspil.

Jeg er fandeme ikke god til dansk analyse, men pauserne der “fylder” jeg. Dem har jeg styr på. Medmindre, at jeg altså skal nå at spurgte op ad trapperne, for at besørge.

Det er ligesom at komme hjem. Tilbage til noget i mig, jeg havde glemt hvor meget jeg elsker disse små, lukkede verdener af levet liv. Tænk, at de stadig findes, denne ånd, næsten uforandret på trods af, at jeg har holdt en lille “pause” på 27 år!