Likes

Jeg kan ikke styre det!

Den konstante higen efter “den”, bekræftelsen. Beviset på at nogle har tænkt på mig idag og at andre der slet ikke kender mig og heller ikke ønsker det, også har gjort det. Jeg er simpelthen derhenne nu hvor det er bydende nødvendigt at give mig selv restriktioner for, hvornår og med hvilken frekvens jeg må læse andres opdateringer i de forskellige Facebook grupper og på youtube. Det er jo trods alt ikke latest news om covid 19. Fuld stop nu. Jeg bliver forstemt når andre f. eks. skriver, “jeg har skrevet 1000 ord på så og så mange dage” på Skriverejsens forside, hvilket forøvrigt er et godt online skrive kursus.

Det er tankevækkende hvor hurtigt man bliver afhængig af noget. Det sniger sig ligesom ind på en til det er for sent og man er hjælpeløst fanget i et skuespil hvor man sjovt nok alligevel er en temmelig villig medvirkende.

Først er det ubevidst, så bliver jeg langsomt klar over hvor galt den er fat, når jeg nu igen tjekker det samme ud som i morges, i går aftes, i går eftermiddags “On and on and on” ligesom den ABBA sang du ved. Så ved jeg for alvor at jeg er videre i næste fase som er …

Fornægtelse

Den er den pinligste fordi jeg bliver beklemt ved tanken om, at jeg ikke ville bryde mig om at indrømme at jeg lige må tjekke morgen, middag og aften om der mon er nogen der har foræret mig en tommel ved mine skriverier eller ditto kommentarer til andres. Jeg bliver glad på andres vegne over et nået mål men, at få dem blæst op i hovedet hele tiden gør, at jeg unødvendig meget betvivler det jeg selv har opnået. Det er en selvværd`s, opslugende ond spiral, der sender en magtesløs ud i en vrangforestilling som går ud på, at alle andres liv er meget bedre og fuld af en mening jeg kun kan halse nytteløst bagefter for at opnå.

Ustoppelige som klokken der ringer flowet af opdateringer ind

Hvor kan jeg blive facebook/youtube detoxed online?

Har du nogen du vil anbefale?

Hvad der startede som en fodforstuvende, lokalbetænksom skraldopsamlingsmani føles stadig som at være en teenagemor for en hel provinsby, bare uden at slide på stemmebåndet, og sende den ind på værelset. Jeg vil slette mig fra de grupper der minder mig om, at jeg er en hund efter bekræftelse. For tiden brugt med at se hvad andre har lagt op, tager kostbar tid fra at kunne samle mere skrald op, skrive flere ord og lære noget om at lave kimchi… For det er åbenbart sådan med mig, at befrier jeg et tidsrum fra noget skal jeg straks fylde det med noget andet “meningsfuldt”. Allerhelst noget uprøvet hvor jeg skal helt forfra men lynhurtigt kan mærke fremskridt! Så er følelsen af, at jeg har brugt min tid godt nok nemlig størst. Jeg vil gerne rulle målebåndet for hvornår vi er “rigtige” ifølge dig, mig, dem jeg kender, dem jeg ikke gør, kloden, universet helt sammen og ned i min blå syæske og der kan det have det så godt!

Vi skal ikke spørge; “Hvem ringer klokkerne for?”

John Donne

Vi er en del af et hele – ikke alene af Danmark – men af hele verden.

Jeg vil gøre mig fri af afhængigheden af dokumentation på at jeg er i live, bevidne andres. Skraldopsamlere bosiddende langt fra min by behøver ikke at like mig fordi jeg har samlet en pose fuld af iturevne dåser i en græsplæne samt befriet Marielundvej fra 20 cigaretpakker. Det er jo fornemmelsen af at jeg har gjort det af mig selv der skal betyde noget, glæden ved synet af det grønne græs hvor hundepotter ikke skal risikere at skulle om dyrlægen for at syes, eller fuglene der ikke skal bruge skrald som redemateriale.

Jeg bliver så glad over folks store arrangement for at gøre en indsats, beviset på at jeg ikke er alene men når de tager et billede af en enlig plastik flaske ja så bliver jeg altså så trist, for så handler det ikke mere om at gøre naturen ren. Det gør det derimod når nogle mødes og samler skrald i flok på bestemte dage.

Knus fra hende

I påbegyndt selv diagnosticeret internet detox.

Ps. tilegnet Lili Dips du ved hvem du er.

Træning uden hoved

Det burde kunne gøre det.

Virkeligheden er måske, at det faktisk er lang tid siden du har kunne grine til tårerne gjorde dig midlertidig blind, og samtidig være 100 % sikker på, at du automatisk spændte for neden, selv om din krop reagerede ved, at blive en splat fætter. Definition: da den 17 årige var noget mindre ville en serie af katte video`er sende ham i gulvet bogstavelig talt. Han kunne starte siddende på sin stol, men ville så af bar grin fuldstændig magtesløst glide ned på gulvet. Krummet helt sammen kom hans ord, “ikke flere” ud i små gisp. Da var han helt underlagt krampen i maven. Det var først da han fik trukket vejret helt “ned”, at den slap.

Hovedløs høne, bork, bork.

Vi kommer sgu ikke uden om den, vejrtrækningen, så lad mig begynde der.

Under lungerne nærmest klistre denne her form for kuppel (flot ikke!) sig fast. Lad os kalde den åndedrætsmusklen, el. mellemgulvet. Den skal som hængekøjen (det kommer…) i nederste etage, tage sig af mellemste etage bare med omvendt fortegn. Træk vejret ind. Lige der blev kuppelen mere flad og den trykker så som ren dominoeffekt på dit bugindhold så din mave ligner, når du har spist kål.

Hængekøjen, måske et kælenavn el. et slangudtryk

Men sikkert er det, at den med overordentlig god fantasi ligner en på billeder.

Den dybe vejrtrækning, den er saftsusemig svær, at give mig selv lov til. Det er selvom jeg om nogen ved, at bækkenbundens hængekøje af muskulatur bliver påvirket ned og op af den. Det er meningen den skal det, efter naturens lov. Prøv lige!

Gjorde du det? Trak vejret dybt. Kunne du mærke en lille svag medbevægelse dernede, som et forsinket ekko af indåndingen? Ellers prøv igen. Igen! Kom vi gør det sammen.

Kigger mig lige omkring, niks den er ikke ude på toilettet med et blad på lårene, heller ikke når jeg ruller dejen ud til pizzasnegle, hvor fanden er den så, vejrtrækningen?

Nogle gange går der så længe imellem jeg trækker vejret dybt, at jeg næsten hikser den videre ned under kravebenene. Så holder jeg den 4, 3, 2, 1, før jeg puster ud så langsomt jeg kan, så min koncentration også omhandler den. Ellers er den nem at nedprioritere. Udåndingen er nemlig mindst lige så vigtig for, at du udnytter ilten bedre.

På ovenstående måde svarer det jo næsten til at tage 2 dybe vejrtrækninger, med lidt god vilje…

Stille, slank ,usynlig

Faktisk har jeg holdt vejrtrækningen overfladisk, så langt tilbage jeg kan huske. I visse situationer skulle jeg ikke høres, og jeg skulle være… Ja, i hvert fald ikke ligne den Mummi trold, som en forelsket fyr på HF forvekslede mig med. Han synes, det var et dækkende kælenavn til mig. Tsk… han fik så meget ikke lov til, at sidde med sine 1.91 cm. i akavet tilsløring af mit støvede, ophængte moskitonet igen.

Værsgo at tage plads, showet er gratis

Nu er det sådan, at jeg altid er en smule foran mine bevægelsers bestemmelsessted. Faktisk er jeg ofte i tanken færdig før, at jeg rent fysisk overhovedet er begyndt. Hvad der så kan resultere i; at jeg taber, vælter, skubber, presser noget ned, ud, væk, itu, af, op, væk, og direkte igennem. Og … du kan være stensikker på det er med meget rabalder mens det sker. Nogle kalder det klodset! Jeg kalder det pinligt og ufrivilligt. Oftest bliver jeg enorm lettet hvis det ikke fik en; revne, ridse, plet, plamage, hul, eller ja mister sit håndtag. Så jeg ved simpelt hen ikke hvorfor jeg stadig gider gøre forsøget.

Jeg kan jo ikke spise en skide dyb tallerken med havregød uden; at skrabe (med både ske og stol), slubre, smaske, slikke kanel af knoen, tørre vand op af dækkeserviet, bakke, bord og hvis uheldig gulvet. Kan også sagtens nå, at brænde mine fingre på deciliter målet med kogende vand, som skal gøre det ud for mælk “on the side”. Ja, jeg er udmærket godt klar over, at det er underligt, men det forhindre grøden i at blive alt for hurtigt kold og størkne adr..

Mens man så samtidig “prøver”, at samle sig om artiklen man er ved at læse, så piber næseborene, fordi de i løbet af natten har produceret bussemænd, der må minde om et mini flipperspil og vejrtrækningen er kuglen, der ikke lige formår at ramme “hullet” oppe foroven.

Når jeg er i ro, skal jeg ikke fylde som i, med lyd!

Jeg har altså over årene formået, at lave mit eget kontrollerede korset, ved kun at lade mine lunger få en lille smagsprøve af hvad det vil sige, at blive fyldt og rørt, altså foldet ud i al sin herlighed. Ilt til bunden af mine lunger, glem det. Til og med 2 ribben måske, når det går højt…

Nogle kalder mig det indre brusebad

Vejrtrækningen

Jeg tager mig selv i det alle vegne, når jeg underviser, cykler, og er til fødselsdag. Jeg trækker kun vejret til husbehov. Så synes min mave mere flad efter min egen overbevisning. Noget ingen selvfølgelig lægger mærke til, og hvorfor i “hede hule helvede” skulle du også det! Temmelig “sygt i kysen” hvis jeg selv skal sige det. Har du også sådan nogle gak, gak vaner? Nåh, men nu trækker jeg vejret dybt, hvor maven får lov at “bule” ud. Måske hjælper/presser jeg den “luften” helt ud ved, at suge navlen ind mod rygsøjlen. Som for, at understøtte den nye vane, følge den helt til dørs til udgangspunktet. Hvordan trækker du vejret? Må din fylde? I alle situationer? Er du ærlig?

Jeg har også må jeg indrømme prøvet, at holde bemærkninger om min skikkelse fra livet ved, at umuliggøre dannelse af fedtaflejringer i metermål ud over diverse linninger. Kun for at måtte erkende, at når du står og underviser vil du altid være et emne ude i omklædningsrummet, når du er gået. Det hele ville faktisk havde været nemmere (men så igen fuldstændig utænkeligt), her set i bakspejlet, hvis jeg havde beholdt min Mummi facon fra min tvangsoverspisnings periode. I stedet nægtede jeg mig selv så meget ved, at blive lille MY, for har du folder ud over bælter bliver det ikke kommenteret.

Det ville være dog være lige så utænkeligt som, hvis jeg startede en undervisningstime ud med at sige med kun lidt skratten, støn og pust i en mikrofon, som forhåbentlig virker efter en laaanggg corona nedlukning. “Har I alle husket, at træne jeres kærlighed`muskel idag?” Hjertet, træning af bækkenbunden (den kommer vi til, du ved ømtåleligt emne og alt det der) og fået, (givet, deltaget i) sex. Niks, behøver ikke være med partner… Et “slip”, en frigivelse af ophobede irritationsmomenter kan vi alle trænge til, og andre i vores umiddelbare nærhed kan nyde godt af… vores øgede tolerancetærskel. Hm.. måske skulle jeg begynde på det, “har I alle …”, for der er et før corona og der er definitivt efter.

Det har altid undret mig, at vi synes det er fuldstændig som det skal være, når vi på større eller mindre skærme ser mennesker blive skamskudt i diverse variationer af varighed, og med eller uden synligt splat på vægge og andet interiør. Nogle gange fuldstændig unødvendigt da vores indre film jo tit er løbet så rigeligt i forevejen.

Hvorimod, at tage ordet bækkenbund, skede, ja endda skedeprut i sin mund så er vi virkelig ude i “det fand`me uhyggeligt du”. Husker du Peter Schrøder i satireprogrammet “Den gode, den onde og den virk`lig sjove”, fra ca. 1991. Vi snakker ,….. Japansk gyser gå direkte tilbage til start, for her tager vi ikke bare puden op foran ansigtet, vi tænder ikke engang for tankerækken.

Vi øh… er så nogle, der drypper meget ufrivilligt når vi helst ikke vil, så vi løber med bind i den forkerte trus. Du ved den hvor elastikken er alt, alt for løs og hvor bindet hele tiden synes, det skal lave et triple lup på ekstremt lidt plads. “Sjovt” nok formår det med stor succes, at gøre det alligevel. Med løb som var jeg nyopfunden hjulbenet til anledningen ser jeg mig tvangshandlings præget bagud for hver 10 meter og derefter (hvis der er fri bane) for hver 11 m. ligggge prøve, at gøre det til i det mindste bare et enkelt lup. Mens jeg løber under træerne, tænker jeg, at hvis nogen skulle SE og notere sig det “udbulningen” på min sorte bag med deres røngtenblik, som de selvfølgelig er ekstremt interesserede i at tjekke ud! Jamen jeg siger dig, det kan de sagtens nå, for man kan ikke sætte farten op med de benbevægelser. Det er trods alt ikke tegneseriefuglen hjulben vi er ude i “miep, miep”, fra tegneserien Grimm E. Ulv (prærieulv) i datidens, “så er der tegnefilm”.

Afslutningsvis

Skal det lige siges, at mit slanke liv ALTID har været 10.000 gange mere værd end alle de mundfulde og slurke, jeg ikke har sunket. Alle kvinder skulle kærligt (turde) tage sig det privilegium og nyde at se sig selv i spejlet 16, 23, 49, 71, 83 lige meget og tænke, “for pokker det er en dejlig pige, kvinde der er derinde, hvor er jeg heldig at det er mig”, også selvom held kan have meget lidt med det at gøre.

Gør det næste gang du går forbi et spejl, næh nej det skal være fuld figur, tøj uden tøj lige meget, stop nu op og fang hendes blik sådan nemlig og så laver du ikke et nedvurderende “elevatorblik”, det er tarveligt, nej tag det hele med på en gang. Du er hele den figur ikke kun filipensen, ørkenlandskabet eller grøntsags afdelingen. Se især med blide øjne på det du ikke kan lide, se på det du kan. Se på det du ingen magt har over at ændre og det du rent faktisk kan, hvis du bestemmer dig for det. De næste 3 dage skal du stoppe op en masse, bakke tilbage og se hele dig, tag det ind, se det andre ser, med alt hvad det indebærer. Hvis vi kvinder ikke havde været så skide optaget af, at nedgøre os selv med hvordan vi mente vi skulle se ud i egne og/eller andres øjne, så havde vi da behersket verden forlængst. Vi havde så måtte underholde os med andet end Trump, men det klarede vi nok.

Er ked af at sige det, men du må vente med bækkenbunds snakken og de gode fif til næste blogindlæg. Den er stadig under redigering og du har også andet og lave ik?

Knus og hej så længe

Vejrtrækningsindhaleren

Buk og skrald

Jeg går ned og handler. På vejen går jeg zig, zag og 10 minutter bliver oftest det dobbelte men jeg er heldig, der er ingen forventning til, at jeg står på en corona afdeling med mundbind.

Jeg cykler for at træne og udvælger mig områder hvor jeg står af og går rundt med historie i ørene, cykelhjelmen stadig låst fast under hagen. Er du over 40 tæt på de halvtreds og over og ja op, lidt længere ja også der, så vil du nyde Mette Korsgaard`s “Festskrift for gamle krager”. Cyklen er mest i vejen og jeg slider på støttefodens vippe ned og op mekanisme. Jeg er heldig, jeg kan stå og trykke min dankortkode, mens mine varer passerer forbi på den anden side af plastikviseret, og gå hjem.

God fangst

Jeg løber mod broen, stønner allerede men så lydløst og tyst jeg kan og får hurtigt fyldt den pose jeg har med, det er ikke lang tid den ligger sammen krøllet i min lomme. Cigaretpakker og fastfood emballage er placeret på veje, som kastet ud af en bilrude i fart og havde jeg set mine store børn gøre det havde jeg nægtet, at betale deres mobil abonnement fra nu af og til de flyttede hjemmefra. Jeg er heldig, jeg kan danse og øve nye koreografi`er til latinmix holdet på mit stuegulv som jeg forhåbentlig får lov til, at fortsætte med til september. Jeg undlader at trække i snoren til persiennerne og lader naboen være tilskuer hvis han/hun vil. Dans i ly af mørket er ikke mere mig, nej jeg vil nyde at se min genbrugskat kat ude i havens grønne græs stole blindt på, at han da har hvad der skal til for, at fange en fugl i græsset.

Lykken er mere tid

Lisser

Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke går herhjemme helt mutters alene og tøffer rundt, men har min dreng på 17 og vores langbenede kat som må finde sig i, at være genstand for så mange grin, at han nogle gange vender ryggen til fordi hans stolthed er blevet såret. Han giver mig tilbage, når jeg for en gangs skyld står op og går ud og tisser kl. 3 om natten og jeg så kan lugte 3 værelser væk, at han har lavet en gave… til mig i bakken. Jeg rager rundt, min koordinering er på vågeblus og det er også kun lige, at jeg får den smidt i den rigtige container. Så ligger man ellers der med vidt opspærret øjne og der er en lille stemme nede fra ens mave der på hvalsprog siger, “JEG ER SULTEN”. 

Lykken er når mad kun skal varmes

Lisser

Fordi mandens arbejdsplads ikke kan refundere deres bestilte mad til 20, de er kun 15, og ingen andre vil have det med hjem og han går fra Husum til Skovlunde med meget, meget lange arme.

Jeg er sæsonarbejder. For mig betyder det sønderslidende, arbejdsomme, lange vintre, og opladning i rolige somre. Som sidste sommer besluttede jeg mig for, at begynde at samle skrald igen her i marts. Nu bare tilsat en kæmpe taknemmelighed over, at det tilsyneladende ser ud til, at jeg får størstedelen af min løn trods ingen undervisning her i corona nedlukningen. Jeg havde lyst til at give tilbage, jeg får alligevel rigelig tid til, at skrive alt det jeg orker. Men også fordi jeg vil se grønt når jeg er ude. På den måned jeg har gjort det, er det lykkedes mig, at forstuve min fod fordi jeg lige troede, at jeg på vej ned ad skrænt og ud af et tornet buskads var i familie med en gazelle, ja for de går da baglæns ikke? En uge efter forstrakte jeg en muskel i min ene balde, jeg har ikke nogen tang så jeg skal bøje mig enten i ryggen eller i knæene mange gange. Jeg bilder mig ind det er god træning. Jeg har endnu til gode, at træde i en stor hundelort, vælger derfor sko uden riller… men har allerede myggestik og har kælet lidt med en brændenælde.

Lykken er at glæde sig til at Mette F. og de andre (stor respekt) lukker os (rosset) ud.

Lisser

Jeg vil som naboens forbandede høne gokke højt af glæde og kysse alle jeg kender på deres kinder i fuld offentlighed. Måske kysser jeg dig også.

Når jeg står med bagdelen i vejret i stramme løbebukser så dagdrømmer jeg, at andre måske tænker, “orv”! “Måske får jeg også en flot R.. af at samle skrald”. Man får også den vildeste følelse bagefter, når man har stået og hoppet op til flere gange med begge fødder på tyndslidt, medbragt ex rodfrugt pose for, at få den presset, møvet, skubbet ind/ned i nærmeste skraldespands alt for lille åbning. Ens samvittighed giver midlertidige gazelleben, ja, altså kun op ad bakken for så bliver jeg nødt til, at koncentrere mig helt vildt om, at spænde min bækkenbundsmuskulatur når jeg skal ned igen. Ja, jeg bliver faktisk nød til, at knibe min mund lidt sammen, ikke til hønserøv bare sådan lige til husbehov, ind til jeg når fortorvet overfor mit hus. Der er der nemlig også en skraldespand til skraldet jeg har i hænderne, (udgået for poser). Den får mig til, at føle mig nær ligesindede for den lugter ligesom kolde nætter i bare tæer med Olauf`s føromtalte fødebolle svøbt i pose, i hånden, parat til aflevering. Ser henimod containeren og sender en tanke til skraldemændende og er lige ved og næsten, at sætte en seddel fast med tape, med ordene ,”undskyld men det var mig der gav min kat det der menneskeføde i forgårs, nu også med løg”…   

Pas på jer derude og husk når vi alle får frit spillerum igen efter denne corona indespærring at nyde hver en mundfuld, kys og knus. Værn om det der er over, under og omkring dig thi det er livet for naturens skabninger og os til at kigge på, lytte til og ja er du måske ikke kommet af jord og skal du måske ikke blive det igen. Gider du måske dele urne med 5 tomme stimorol pakker og 20 skodder? Kan man genopstå af det?

Knus

Den hudsultne

Tilegnet holdene

Gymnastik dagtid; tirsdage kl. 8:50 fredage 10:30.

Men I andre må nu også godt læse med.

God påske.

En lille historie/update hvis I har lyst.
Ingen syge, at melde her i Skovlunde. Jeg kysser på min fraflyttede (pige) når jeg henter hende ved “bussen” og føler mig som en kriminel. Mit nye genbrugskat forfølger mig, jeg sætter dog grænsen ved toilet besøg. Det er han dog meget lidt enig i, så han hyler på den anden side af døren hvilket af åbenlyse grunde kan gøre det lidt svært, at koncentrere sig om at … læse.

De fleste eftermiddage lufter jeg min teenager, dreng 17 år, kan man iøvrigt stadig kalde ham det, når jeg kan stå i hans armhule? Han bliver overordentlig pinlig berørt, når jeg tager en pose op ad lommen ikke for, at samle lort op efter vores usynlige hund men efter skrald.

Pst… I det jeg bøjer mig ned, femte gang på 1½ meter ser jeg mig over skulderen som gør jeg noget fordækt. Da jeg retter mig op igen (nu med posen fyldt), ser jeg min bebrillede dreng 5 meter længere henne ad den lige nu fuldstændig menneske tomme sti, han vil ikke kendes ved mig. Vi runder hjørnet og et individ, en kvinde, tror jeg med tørklædet trukket så langt op over næsen som forventer hun, at vi lugter så skidt som havde vi en sky af fluer efter os, nærmer sig på snart VORES fortorv. Teenageren flytter sig med over på det andet fortov fordi: a) det kan være en coronamistænkt (vi har det jo ikke!) og b) jeg så kan komme af med “bevismaterialet” i den dertil indrettede skraldespand nede ved busstoppestedet.

Smil til verden og verden smiler til dig

Aner ikke hvem det kommer fra, nåh… jo det var vist en Gajol æskes (blå) flip, anno hm.. jeg gætter nu 1978.

Er du nået så langt og altså forhåbentlig fået rørt lattermusklerne, skal du huske på nedenstående fakta:

Hvis grinet er udført korrekt har du involveret samtlige af kroppens muskler.

Ansigts muskler, fordi du har samlet rynkerne omkring dine øjne, så du et øjeblik ser ud som om du er solbrændt i HELE hovedet.

Hals musklerne blev strakt ud, da du lagde hovedet tilbage.

Skuldrene blev rystet fri af kedelige spændinger, som har sneget sig mere og mere ufleksible og låste i takt med alle formaningerne og hændernes tiltagende, flagende tørketilstand.

Brystet og maven der et øjeblik holdt krampagtigt fast på grinets kostbare nu, den dybe befriende indånding, der blev efterfulgt af et langt befriende suk ah…

Bækkenbundens muskulatur, for du spændte den da ikke, du holdt på den lille prut? Ellers skal du ikke fortvivle men efter endt læsning gå direkte til MIF s startside og tilmelde dig næste sæson under enten hold 231 eller 232, for slipvinde og ja undskyld udtrykket sjatpisseri behøver du ikke finde dig i.

Jeg kunne blive ved men det behøver jeg ikke vel! Vi ved nemlig begge, at det allervigtigste er at du forhåbentlig har siddet med et smil på læben og dit hjerte føles varmt og pulserende … i live. Det banker for nogen og noget.

1000 tak for nysgerrighed og velvilje så langt og til dagholdene tirsdage og fredage, jeg savner og tænker på jer tit og ofte, I gør mit liv meget sjovere og jeg glæder mig til, at fru Frederiksen lukker os ud. Lav nu ikke bukkespring af bar begejstring, det ved I udmærket godt, at jeg ikke vil godtage som undskyldning for ikke, at kunne deltage i efterårets undervisning!

Og det selvom, at du har seddel med fra mor og far!

Knus fra

Lisser B.

Velvillig underviser under MIF s faner.

Ps. Altså jeg kan jo ikke love at jeg ikke selv laver en forstuvning, da det nærmest kan betegnes som et forhindringsløb at løbe i zigzag, og samle skrald på samme tid.

Kommentatoren ophidset ud i æteren. Tænk Gunner Nu H. eller til nød Haribo reklamen, du ved den hvor det skal ligne et heste væddeløb.

“Hun sætter i løb op ad Dalens bratte stigning, smiler anstrengt til kvinde med hund, kommer over den første forhindring, en nær ved og næsten påkørsel fra en drengs overdimensioneret, fjernstyrede bil ved, at vige ud til siden, og hurtigt smutte ind på den lille sti, imellem husene. Allerede småstønnende tager hun trapperne op til broen over banen, kliner sig op ad gangbroens grafittimalede side, et kort øjeblik i ly for blæsten men i øjeblikkelig overhængende fare, for hun må i hast passere mistænkelig udseende mand.

Forbi ham tager hun 2 trin ad gangen ned og overskuer hurtigt skraldens ophobning for foden af trappen, prioriterer en runde om betonsoklen, flår med neglene nedtrådte stimorolpakker og mærkelige sølvpapirsglinsende strimler fra jorden, mens hun ud af øjenkrogen holder øje med manden nu på vej ned ad trappen. Hendes hånd i skraldespandens ovale hulning, et slip og i et nu i fuld fart hen over brostene, fødderne vipper fartruende, men hun finder en rytme, spænder op i bækkenbunden under den øgede sværhedsgrad og runder hjørnet med børnehaven på den ene side og skolen på den anden. Hun har ingen musik i ørene kun blæsten og bruset fra hendes puls, den ene fod foran den anden styrer af sig selv ned langs med skolens forside, nogle gange hoppende fra kantstene til asfalt videre til brosten fra indkørslerne. Siddelænsteppene forbi nybyggerrigets overfyldte container, hun snubler i opsamlingens øjeblik, finder balancen, snupper en ensom pose i et krat, og stopper op.

Hun orientere sig, der er ingen, det er stadig en lille smule skamfuldt, at samle blæstens legekammerater op i form af lommetørklæder, hvide plastikhandsker og cigaretpakker i alle nuancer af ophold på adressen. Hun vil så gerne gøre noget, gøre sig fortjent til den del af lønnen, hun trods alt er så heldig at få. De vil nok også gerne være sig en bekymret, klukhøne frabedt på et overbebyrdet, intensiv afsnit med coronaofrer.

Posen er fyldt, efter en kravle tur ind i et buskads, og op ad en skrænt med en ankel der bliver vrikket om, sætter hun i løb, i starten haltende med skrald nu i begge hænder. Foran skraldespanden hopper hun så meget på sin ene pose (ellers kan hun ikke få den ind i hullet), at en hvid, flot bil bremser hårdt op i vejkanten overfor og holder stille!

Den sidste strækning.

Nu med begge hænder fri, tager hun vanterne af, sveden begynder at pible og hun sætter af løber hurtigere og hurtigere, op og ned af kantstene, holder afstand, prøver med smil nu knap så anstrengt, at vise “du må godt blive der, så tager jeg den ud på asfalten”, bil der viger, og op ad bakke nr. 2, den der trækker tænder. Hun ignorere den sidste skraldespand, notere sig skrald fra “den gyldne måge”, modstår fristelsen og koncentrere sig nu udelukkende om, at nå mållinjen forude uden “dryp” i buksen, presser sig op ad bakke nr. 3, rundt om cykelhandler for, at tage en slappe ned af Dalens velkendte fald.

Blev du forpustet?

Det var godt, så fik du pulsen op.

Det var dagens træning.

Jeg havde sagt NEJ!

Det ryger ud af min mund.

“Jeg henter min IPAD (min musik) ude i bilen”

Nr. 4,5 og 6 alle storslåede og tidsløse, klassiske mesterværker.

Hvert andet år løber et stort arrangement af stablen i uge 43. Jeg har altid ønsket, at blive spurgt om jeg ville stå for noget af undervisningen på scenen, at jeg ville blive fundet værdig til, at blive spurgt. Jeg har godt vist, at de vidste min logistik er snæver. Det krævede en der frækt tænkte, “nu spørger jeg …”

Mange år inde i min ansættelse bliver jeg så spurgt. Er jeg beæret?

Selvfølgelig.

Det var da på tide!

Men… opdagede at:

Jeg intet mere har, at bevise ved at stå på det podium, med en fremmed mikrofon klemt ned i min bukselinning. Mit tarmsystem ledsaget af en imaginær knaldrød, drejende lampe i en vedvarende skinger, høj hylen ovenover mit hoved, fordi jeg ikke kan have, at det næste hold ikke ved hvor jeg bliver af. Jeg var ikke blevet tilbudt kompensation, for manglende indtjening på holdet efter. Havde jeg det, kunne jeg med blid overtalelse, og uger i forvejen, må jeg indrømme havde flyttet det pressede hold en uge. 2 ud af 12 hold kan jeg gøre det med. Afspadsering, betalte frokoster og pensions indbetalinger er et fatamorgana i mit job.

tidsnød for en planlæger af rang er, stress tærskelens absolutte overdrev.

På dagen er jeg ankommet til Superarenaen til min normale mødetid, allerede utryg måske har min 6 sans for længst fornemmet det, jeg ikke har fået at vide endnu.

Alle døre er lukket, og jeg har som andre ude i kulden ikke gjort mig den ulejlighed, at tjekke hvornår dørene bliver åbnet. Jeg har bare tænkt, “Sesam, Sesam…” og så kunne jeg gå ind og hjælpe til med det sidste, inden det hele begyndte. Være der, tilstede ligesom de andre 489 deltagere.

Hun er blevet indlagt i nat!

Endelig inden døre i varmen i arenaen, går der 5 minutter og så får jeg nyheden. Underviseren til den opvarmning jeg havde sagt pænt, “NEJ tak”, til manglede en underviser, hun var blevet akut syg. Der er på dette tidspunkt 50 minutter til jeg skal videre, ud i “Hviden” og få hende blinket af i retning af Tåstrup med 110 km. i timen ad RING 4.

Jeg havde set i kortene, grundet erfaringen fra de andre events de foregående år, at når mænd skal byde velkommen bl.a. borgmesteren i shorts… fra 5 minutter over tid, kan de sagtens være 100 år og en madpakke om det. Der var så også bagefter indlagt et festligt indslag (mænd i overall desværre i t-shirts fnis…), og igen uden præcis viden om tidsrammen. Alt dette på en halv time, med mig lige omkring tidspunktet for afgang i løb mod Hviden (min bil). Jeg vidste altså ikke OM jeg i det hele taget skulle undervise, HVAD jeg skulle undervise og HVOR mange minutter jeg kunne nå at give dem. Alle rammerne var udviskede.

Jeg ville godt være behjælpelig og derfor tilbød jeg uden at betænke mig, at hente min IPAD. Allerede på vej ud mod bilen ulmer det advarende i min mave. I tiden, hvor jeg må stå og se ryggene på overalls`ne gøre deres “ting” på scenen, viger mit blik ikke fra tallene på uret, højt oppe over os alle. De flytter sig.

Hele tiden flakser det rundt i min pernitne hjernebark.

“Kan jeg nå det, skal jeg sige fra”? Jeg ved, at jeg har 8 minutters musik men har jeg det i maven, at trække tiden 5-10 minutter også over tid? At køre til Taastrup tager den tid det tager, jeg vil ikke køre hurtigere end jeg plejer.

Det står ikke i min job`s beskrivelse, at de dækker fartbøder. For ikke at snakke om dejlig mands, blik, blikke, mundsammensnøring og brummen pu… når jeg fortæller det om 3 måneder (mit blik limet til plet på gulvet), når fotografiet og opkrævningen bliver sendt fra Rigspolitiet til min E-boks.

På podiet … alene.

Hele min krop samler kræfter, bygger op, som en vulkan før udbrud. Jeg er ikke til mundtlige præsentationer det ved de fleste nede på gulvet, men kan jeg holde mit tempo nede? For samtidig med, at jeg vil gøre det godt, vil jeg også have det overstået og komme væk. Det evige dilemma. Kampen for, at få nydelsen ved et kæmpe stykke arbejde “med”, lade det syde og boble, over, klappet på skulderen, få mig selv med. Undervejs føles det som om jeg arbejder blindt, i blinde men med vidt åbne øjne. Min tarm har affundet sig med det der skal ske og giver energien videre, mine muskler sitre, synapserne i hjernen sker hurtigere og hurtigere.

Lige som et dyr tager instinktet for bevægelserne og situationen over, jeg skubber faktummet, at der står næsten 500 mennesker lige der nede foran mig til side. Jeg ville så langt foretrække at være nede i deres verden med dem, men ved også at lige nu køre toget, tiden passer, mirakuløst, jeg har mine 8 minutter, jeg kan sætte igang. De er mine, som jeg er deres.

Er i klar?

Mig, min stemme fremmed i mikrofonen

Jeg bøjer mig ned, mod IPADEN, mikrofonmanden har garanteret mig, at den ikke vil hyle, med mig så tæt på. Jeg tror ham..

Men selvfølgelig gør den det, for når jeg spørger ham er det egentlig for, at han skal bekræfte det, jeg allerede ved. Hvilket han ikke gør. Jeg kender teknikken limet til min krop. Det er dog altid det samme, forudsigeligt, mænd der går i slowmotion og aldrig har haft en mikrofon på mere end 5 minutter og det kun for at teste om den sender lyd ud igennem højtalerne, har i virkeligheden ikke testet den overhovedet, alligevel ved han bedst… Tror ikke at jeg spørger næste gang…

Jeg bliver mine bevægelser, ser efter om tempoet passer de fleste nede på gulvet, fortæller hvad jeg gør og vender mig for, at ingen skal behøve at spejle i en eventuel ny bevægelse, for dem. Jeg er den, men bevægelserne fører, sammenspillet skal holde det hele spilkogende til jeg bliver nød til at træde ud, væk og ned fra podiet, alt for hurtigt men til tiden.

Kh.

Den sprællevende, knushungrende optimist.

Nu skulle man tro at det bare var det.

Men:

kroppen husker

Har jeg først været kørt op, tager det mig dage at komme ned igen, og jeg fortæller ikke til nogen, at jeg var ved at tage den forkerte IPAD med hjem fra podiet selvom jeg godt kunne mærke, at den føltes forkert. Jeg fortæller heller ikke, at da jeg ankom til holdet jeg ikke ville svigte, åbnede jeg for en vandhane nede på toilettet, tog sæbe i hånden og åbnede for en anden vandhane, mens den første stadig løb…

Bagefter kom jeg ned ad gangen i mod “mine andre kvinder” med så høj intensitet, at Jette med sin sædvanlige humor udbrød, “sikken en fart du kommer med”! Indforstået kan vi ikke tage den stille og roligt idag!

Jeg kender hende så godt, hun har været igennem flere behandlinger mod kræft og hun bliver ved med, at vende tilbage iført sin knastørre humor.

Jer, kvinder der har været igennem en sådan omgang jeg bøjer mig i støvet efter, at havde gjort honnør, I er de sejeste.

Lisser

Så jeg smilede formildende, skruede op for charmen, tændte glimtet i mit blik og sagde, “hvis du giver mig et knus så tror jeg at jeg falder ned, for jeg føler jeg har fået speed p.g.a. det jeg kommer fra”.

Hun rejser sig med det samme op og siger, “så tror jeg at jeg giver dig 2”.

Så er man hjemme.

Forstår du nu, hvorfor jeg ikke kan svigte dem?

Hvorfor

Lisserfix, ordet har mange forklaringer her er den første, senere vil jeg komme ind på andre. Lover det.

Jeg er en omsorgsfuld person, ifølge min mand og børn på grænsen til en hensyn ` betændelse, som er lige før den kræver en omfattende og langvarig penicillinkur. Jeg kræver til gengæld, at blive valgt igen og igen, tager du mig for givet kan du gøre det et stykke tid, men så skal du lige vide, at jeg er tyr. Jeg går ikke op i stjernetegn men … Jeg har en engels tålmodighed, og når den er opbrugt så ryger jeg i luften ligesom fyrværkeri sankthansaften, det er flot, farverigt, men du står med åben mund. Det vil helt sikkert drysse ned på dig.

Jeg kan helt sikkert stikke

Mine børn bliver ikke kørt ret meget, følger dem hellere hvis muligt til tog og bus på gåben. De kommer heller ikke ret meget på restaurant og et besøg på Mac `en, glem det. Det, de til gengæld får er; min fulde opmærksomhed, mit sydende nærvær hvis de tør, to ører som de kan tale LÆNGE ind i og nogle øjne der “ser” på dem, på det, den de er, mindre på det de har og det jeg kunne tænke mig de gør. For det er jo netop “det”, noget jeg kunne tænke mig.

Hvis man tør tage imod min intensitet, lade sig smitte af mit smil, være i mit energifelt, set, undervist, lyttet til, LÆNGE så kan man blive afhængig af det næste fix.

Så er du advaret.

Kærligst

Den hensynsfulde

Bevægelse

8o år og åben. Stadig nysgerrig og langtfra mæt af dage eller for den sags skyld færdig med, at flytte grænser. Måske med mere fokus på forflyttelser i tankegangen end fysisk og dog.

Hun må have virkelig gode overtagelses evner eller også er hendes mand bare vild med hende, og med på hendes ideer. Altså ikke i starten, når hun præsentere dem, der har han ofte sine forbehold, men …

Pludselig står de i en anden by

Hun måtte godt adoptere mig, helst i går.

Hun læser højt for statsoverhoveder på engelsk, fortæller dem vores kendte eventyr skrevet af H. C. Andersen. En figur, en mand med stor næse vi er så bekendt med fra billeder. Historierne, fyldte af dybereliggende betydninger vi ikke mere hæfter os ved. Det var jo vores barndoms historier, de kommer os ikke ved længere, eller i hvert fald mindre. Jeg er indrømmet en Brd. Grimm`s fan. Deres fortællinger er mere svulstige og ja kan have et hvis indhold af piger med små kroner. Havde et smukt illustreret tyndt hæfte med “Gåsepigen” som jeg først lige har smidt ud. Det gjorde lidt ondt, jeg mener det eventyr indeholder et afskåret hestehoved, fantastisk. Har du ikke læst det?

Hvad så med “Mor hulda”? Heller ikke? Du er gået glip af noget.

Jeg kan godt være lidt stolt over, nu jeg tænker over det, at fru Wold og husbond gider tage rundt med vores riges fornemmeste klenodier, og på den måde være med til, at videregive lidt dansk hygge til verdens små og store riger.

Det er ikke mindre end utroligt, at hun altid siger ja (selv med jetlag) til, at læse op alle vegne, på store eller små scener, børn og voksne, ja for mennesker som aldrig har været uden for deres lands grænser, ikke er i besiddelse af et pas. Som græder når hun læser “Nattergalen” fordi den måske minder dem om en frihed de ikke har, og som de i al hemmelighed drømmer om.

Hun er dejlig

Jeg har altid været vild med hende. Lige fra jeg så hende som Matator ` Gitte Grå, til hun blev kastet rundt fra sofa til sofa af Bent Mejding i teater stykket “privatliv”. Hun var eksotisk, hendes bryllup i 83 med manden på Hawaii med blomster i håret eller var det omkring halsen! Det var vildt og ikke set før.

Du skal nyde bogen fordi, at når en 80 årig kan klatre højt op (så højt hun nu tør og det indrømmer hun) i et træ inde i junglen så bliver man lidt ja, hvorfor ikke? Hvad er det lige der holder mig tilbage, når jeg vil noget?

Øhm…. det kunne så være … en blanding af.

Angst, bekymring, i en mængde så man på forhånd har opgivet forhavende. Faktisk har man aldrig troet helt nok på projektet, flået drømmen helt selv fra hinanden, som et papir i 1000 stykker. Det var også bare en fjollet ide, håbet om noget andet, mere, drømmen uopnåelig, man har skudt sig selv i foden, for når alt dette er gjort på forhånd, så er man jo sikret et nederlag ikke! Og jeg har ovenikøbet forberedt alle på det for at være helt sikker!

Så har man indiskutabelt aftalt med sig selv, at det er ok at fejle og hvad fanden hvorfor i det hele taget prøve, jeg kan jo se ind i fremtiden kan jeg ikke? Det nytter ikke.

Så jeg lader være, skåner mig selv for skuffelsen over mig selv. Vender forestillingen om at kunne, ryggen.

Hun, Fru W. vender ingen muligheder ryggen. Står de i et fremmed land uden forudsætninger for, at kunne finde ud af en skid selv, og de ikke første gang bliver kørt det rigtige sted hen, så prøver de igen, nyt køretøj, ny chauffør.

Var de bekymrede da de stod et fremmed sted, som ikke var deres hotel. For fanden ja, men hold det dem tilbage?

Nej.

Kh.

En seriøs fan af

Susse Wold og andre kvinder over 80, som ikke er blege for, at kravle rundt på stengulve i svømmehaler fordi de gerne vil hjælpe deres underviser med, at få “håndvægte” ud af liggende containere.

Hent fluesmækkeren nu!

Lyder min stemme meget kontant igennem flere rum, inde fra soveværelset. Den når dejlig mand, som sat på sagen kort efter rækker mig den igennem den åbne dør. Smask, et velplaceret fordoms badmintons smash sender den mod gulvet, krøllet sammen i pause.

Snask på væggen.

Jeg har ikke mere en romantisk forestilling om, at jeg dyre venligt selv vil dikke lidt til den, og derpå gribe den hurtigt i faldet i et pastik bæger eller glas. Derefter bugsere dyret i sikker armslængde, hen mod vinduet. Som jeg selvfølgelig har åbnet på forhånd.

Sorry, men den “størrelse” lader jeg ikke andre bosiddende under samme tag end mig, tage sig af, herunder dejlig mand. Niksen, biksen, dejlig mand vil som alle de andre gange kun såre den. Hvilket indebærer som minimum, at han eller hun mister et ben (eller 2) og så imponerende hurtigt alligevel formår, at humpe i sikkerhed bag et bræt, en hylde, under en seng. Da børnene var små gik de fra at lade leve, til alvorlig inspicering af ben i alle retninger til, “ER DEN VÆK NU”. Jeg lærte at lyve med format og overbevisning i stemmen.

Min svigermor har lært mig, at tage de “langstilkede” op i hånden eller det er hendes variant. Jeg tager den i det ene ben, spurter til nærmeste vindue mens jeg gør mit bedste for, at den ikke rør mig med de andre ledige ben, hvilket vil sige jeg får den til, at dingle ynkeligt fra side til side.

Jeg kan bedst lide at sætte dem fri på fliser, for smider jeg den ud af det højtsiddende vindue på toilettet, kan jeg ikke tjekke om jeg er lykkedes med, at få den helt ud eller om den rent faktisk sidder med det yderste af “neglene” under sålbænken under vinduet. Den kunne i princippet sagtens stadig være et sted bag mig, hvis jeg har været lidt for ivrig. Beviset; jeg har et “ben” mellem fingrene når jeg kigger ned!

Nåh, men dem der ligner en næsten behåret fugle edderkop fra en australsk natur dokumentar med synligt potentiale for at blive MEGET større, dem kan jeg ikke leve i rum med. Nu jeg er oplyst om eksistensen, især ikke soveværelset, jeg skal jo lægge mig til at sove i det rum!

Som i lige om lidt efter godnat læsning, ha, ha… som om! Det eneste jeg vil kunne bruge min fantasi til nu er, om en af “Peters” slægtninge vil følge i “dens” fodspor. Den skal over mig for, at komme til dejlig mand medmindre, at den via sit indre GPS system finder en ja en omvej, men det tør jeg ikke regne med, er på dagsordenen.

Er den stadig i voksealderen, og i så fald hvor er dens far og mor!

Lille Peter Edderkop kravled atter op

“Nej”, råber drengen, et hoved højere end mig, da jeg dagen efter tilbyder ham, at se billedet på hans storesøsters efterladte monstrum af et spejlreflekskamera.

Nå.. ja… spurgte jo også bare.

Mennesker som kravler

Sådan en tingest på væggen er virkelig klam, men den er også særlig. Du kan i forsøget på at snuppe den, bringe den midlertidigt ud af kurs men den kravler sikkert videre bageefter, eller afventer nyt angreb …

Jeg vil gerne være lidt mere som en edderkop, for efter regnen kommer der tit sol, nogle gange en regnbue. Det er nemmest at se hvis man er kravled lidt op. Er jeg “skyllet” ned ad nogens ord, så kan jeg ligeså godt rejse mig op med det samme, for der er altid nye på vej, en anden dag et andet tidspunkt ofte hvor jeg ikke havde regnet med det. Irriterende når jeg ved, at hvis jeg havde “set” bedre efter havde jeg kunnet “læse” det i stjernerne.

2 dage senere tidlig morgen, dreng kommer ind med stort hastværk efter, at havde været i garagen for at hente sin cykel ud til kørsel mod skole.

Mig, “hvad sker der”!

Ham, “leder efter noget jeg kan fjerne edderkoppen på min cykel med”.

Mig, “?”

Mig, går ud i garagen og bruger naboens efterladte blandepind til maling for, at få vippet Peters “tante” væk fra sønnikes dæk.

Drengen cykler op ad bakken, solens varme flimre allerede over asfalten, den dreng kommer så meget til, at svede i sine lange jeans.

Hej så længe.

Husk! glæd dig over solen, vend dig mod den og sug al dens lys til sindet i dig. Det skal holde længe.

Så smuk

Så klog og forskruet.

Jeg tillader mig, at kalde hende forskruet, for jeg har selv været tvangsoverspiser.

Hun er en hardcore bulimiker, hende Anja. Fra hun er en teenager på 13 år til hun er omtrent de 30 år, formår hun med grotesk detaljeret planlægning, at leve et dobbeltliv. Hendes spise forstyrrelse tager fuldstændig magten fra hende, hendes krop lukker ned og hun ender til sidst på gulvet i en butik, kolapset foran øjnene af sin lille datter. Hun havde vidst hendes blodsukker var faretruende lavt. Hun nåede simpelthen ikke, at få noget at spise i tide.

Hun kalder det “alteret”

Hun snakker i samtlige telefonrør (wc kummer) verden over, og graver endda huller i jorden, hvis hun er ude i naturen. Hun må bare langt nok væk fra de andre deltagere, så de ikke fatter mistanke.

Hun er så modig, at hun tør stå frem ved og med sig selv. Jeg bøjer mig i støvet, uden ironi.

Så fortvivlende ensom er hendes tavse, bedende skrig om, at nogen, hvem som helst vil opdage, stoppe, konfrontere hende.

Angsten, dominerende, hamrende derudaf på grund af samme.

Jeg har bare lyst til at kramme denne unge kvinde fast og længe, hun vil jo bare leve “normalt”.

Hun bliver for god til, at skjule det, for sit eget bedste. Forstår først da hun vågner op efter hendes datter har bevidnet hendes besvimelse, at nu er det nu. Hendes datter er ikke tryg ved hende mere.

i morgen stopper jeg

Anja Fonseca

Hjælp i form af ører.

Hvis du selv har eller har haft et spise problem af en art, er det måske meget godt lige, at tage temperaturen på hvor du selv er lige nu, med hensyn til hvad du indtager.. Er der nogle former for restriktioner eller regler der har sneget sig ind og tilbage! Hvornår, hvor ofte og med hvem, er det alene? Vær kærligt ærlig.

Er alle dine tanker og vaner gode for dig i dag eller bærer de stadigvæk præg af gamle mønstre. Jeg blev i hvert fald lige nød til at stoppe op, for ligesom alkoholikere og stofmisbrugere vil man et sted i sit indre altid være en misbruger. Det handler om, at en dør har været åbnet og jeg tror ikke på at man kan lukke den helt igen, og slet ikke låse den. Det er så måske meget godt, da det gør at man forhåbentlig er opmærksom på sine følelser og hvad de kan “få en til”!

Kender du nogen der har et? Har du en mistanke om, at du eller en du er nær er ved, at udvikle et spise problem? Så kan bogen være virkelig oplysende om de kampe der foregår inde i sådan en forskruet sjæl. Du vil som “normalt” spisende sikkert aldrig kunne forstå hvordan man kan drive sig selv så meget ud over kanten.

Det psykiske spiller offeret for spise forstyrrelsen et puds. En form for legal, selvopfunden logik, som kun findes inde i hovedet på personen med enten anoreksi, er tvangsoverspiser, eller som Anja der er bulimiker. Bulimikeren, kan veksle i mellem ekstrem spiseværing og spise orgier med deraf følgende til tider ret opfindsomme måder, at få maveindholdet så hurtig som muligt op og ud, inden den naturlige nedbrydning af maden begynder. Hvor den kan sætte sig som fedt.

Det hele handler jo om, at man er bange for at blive for tyk, gøre noget forkert og regnet for intet værd. For det er det man føler, hvert sekund, minut og time man er vågen.

For tyk

Forkert

Intet værd

Jeg var selv heldigvis en, der ikke kunne holde mit verbale opråb inde. Så da jeg mødte min mand var jeg parat og han lyttede, lyttede, holdt mig, drak glas efter glas med hvidvin med mig og skældte aldrig ud. Heller ikke når jeg arrangerede, at han ville finde mine tomme is pap æsker. Jeg ville findes ud af. Jeg vidste åbenhed og konfrontation med mine indre dæmoner var den eneste vej.

Mit bæger flød over, ud igennem alle sprækker i form af ord, tårer og handling, angst for handling. Handlinger der kunne være forkerte. Sjovt nok er man aldrig bange for, at de er rigtige….

Han synes helt rigtig og jeg inddrog ham nærmest fra dag et. Hvis dette ikke skræmte ham væk “tænkte jeg”, så måtte han være vild med mig. Den ro gjorde, at jeg begyndte at turde tro på, at jeg sagtens kunne tage ansvar for mig selv.

Anja Fonseca har kærester, forhold, jobs (på skærmen for DR), mand, senere en datter. Hun formår i peroder ved hjælp af opdigtede rammer og regler, at lade være med, at æde sine penge op for derefter, at sende det knap slugte maveindhold direkte videre ned i diverse ulækre toiletter bagefter.

Æd din egen opkast = gult rabatmærke.

Hun gør det ikke, men hun tænker det.

Det er dyrt, hundedyrt at købe så meget mad, så du kan have ædeflip 6 gange om dagen. Hun tager lån!

Hun møder lidt tilfældigt Morten Brask (med forfatter), fatter tillid til ham på en rejse de er landet på sammen, de bliver kærester. Det er dog ikke det vigtige, nej det er at han planter ideen om, at skrive den ærlige beretning om årene med hendes angst i hendes indre fangenskab. Der skal dog først effektiv terapi til før, at hun undslipper.

Men husk!

At hvor stofmisbrugerne og alkoholikerne måske aldrig må indtage deres fix igen, så skal en spisepige/kvinde/dreng/mand finde en måde, at indtage mad på, som ikke mere trigger alle de tvangstanker man har opfundet i sit eget lille univers over år, måske årti`er.

Se det er en udfordring. Nøjagtig ligesom, at hvis du er lykkedes med at tabe dig, så er det i “peanuts” afdelingen. Det var det “nemme”. Straks svære er det at bibeholde vægttabet videre frem dag efter dag, måned efter måned igennem fødselsdage, altid kage nødende danskere og julefrokoster. Der finder man ud af, at det at tabe sig 20 kilo er “piece of cake”. Skal du holde vægttabet skal du ikke kun kunne sige nej tak, du skal også kunne bære, at nogle du måske holder af bliver pigefornærmet, når du siger det. Det er skide hamrende svært, at få formuleret på en kærlig måde, få dem til at forstå, at du vælger kagen fra, ikke dem. Du er der jo ikke!

Jeg har været der, og jeg har billederne til at bevise det.

Knus

Fra

Eks-tvangsoverspiseren

Hjerter dame

Jeg køber ikke bøger

Men denne:

Den skal stå på min reol

Den skal være mit årlige pensum. Den er på 414 sider, fra året 2015 og forlaget Emilja. Forfatteren er indehaver af Energipsykologisk Center I Kgs. Lyngby, hvor traditionel og spirituel psykologi kombineres.

Når du ser det, jeg ser, så ved jeg, at jeg har set rigtigt.

Emilie Jahnnie Sigård

Oplevelser, der har været svære måske i barndommen, oftest i barndommen, nogle gange senere, kan sidde side som et grundsår, en brod, i os, i dig, i mig.

De har som regel en stor indflydelse på vores selv fortælling, den vi fortæller andre, den vi kører på repeat i vores indre, nogle gange en vane, måske ubevidst for os selv. Den har haft et logisk udgangspunkt, da vi havde brug for “den”, selv fortællingen var ment til at gøre os trygge. År senere kan selv samme gøre os forvirrede. Når vi oplever reaktioner på noget i nutiden, som slet ikke passer på oplevelsen her og nu.

Beskyttelsen af os selv har tjent et formål en gang, måske er den ikke hensigtsmæssig mere. Måske er den til direkte besvær nu. Måske har du/jeg brug for noget andet nu. Men ligesom, at man ikke kan tabe sig før man ved hvad der gør en tyk, så bliver man og så nød til, at se ind og tilbage for, at forstå hvorfor kroppen reagere som den gør. Ellers kan det at ændre de fremtidige reaktioner til noget mere tidssvarende blive både famlende og ekstremt energikrævende. Hvorfor ikke bevidst “stille op” for den, du er nu.

Vi, “de sensitive” er nogle der bruger store mængder af tankemylder på, at rode rundt i gamle, oldnordiske reaktions mønstre, i forsøget på, at undslippe eventuelle mere eller mindre selvopfundne problemer.

Jeg tog mig god tid til at læse bogen over et par uger eller var det 3, tyggede mig igennem, læste mange af afsnittene om og om igen. Tænkte, det var utroligt, at dejlig mand i sengen lige overfor mig på hotelværelset ikke kunne høre tandhjulene dreje og maskineriet knase i forsøget på, at forstå de lange sætningers fulde betydning. Jeg ønskede ikke at gå glip af et bogstav indtil hun berørte spiritualitet, der står jeg af. Jeg er en jordbunden tyr, men måske er de afsnit lige noget for dig.

Psykologi har interesseret mig så lang tid tilbage jeg kan huske, men måske blev jeg virkelig vækket da jeg fik faget på mit studie (1992, 21 år gammel) og forstod så mange ting. Jeg kunne endelig se, at mit indre psykiske landskab passede overordentlig dårligt sammen med min mors energivampyrisme. Jeg var ikke gal! Hun slugte mig. Drak min energi i store, grådige slurke. Jeg har formået at finde en måde, at være sammen med hende på i dag, hvor jeg er godmodige Prop over for hendes (ikke Berta), nej den variant af heksen sidst i filmen. Hvor ko og mand i fællesskab med Tyttebøvser på magisk vis, får “fortryllet” hende fra ond heks til harmløs, tørklæde indrammet, gammel kone. Jeg snakker selvfølgelig om den danske stop-motion-dukkefilm fra 2000 “Prop og Berta”.

Jeg kan se efter at havde læst bogen, at jeg har noget arbejde “til gode”! Også noget jeg troede jeg var færdig med. Det er efterårets opgave, du ved det og jeg ved det. Nu.

Måske du vil lade dig inspirere, det håber jeg. Vi kan lave en aftale om, at vi begge vil være langt mere økonomiske med vores energiregnskab. Jeg vil fokusere på at minimere min “læk”, i min bank af sensitive ressourcer. De er ikke uendelige. Desværre. Det har de aldrig været, de vil aldrig blive det og det er heller ikke meningen. Det der er meningen er, at lige meget hvor du eller jeg er, på hvilket givent tidspunkt på dagen, måneden, året så er det vigtigste altid, at der er nok til dig, til mig.

Jeg vil “begrave hunden”, stoppe med at rasle med de negative familie fortællinger, sætte “spøgelserne fri. De har tjent deres formål. Farvel og tak.

Jeg er den, jeg er, og jeg er lige, som jeg skal være, og lige hvor jeg skal være.

Emilie Jahnnie Sigård

Jeg vil “forankre” mig selv og øge kontakten, til de forskellige versioner af mig… Lige fra lillepigen, der tilsyneladende altid vil være bange for at blive forladt, og teenageren der stadig rager rundt og leder efter en mor og en far. Et forældrepar der tager rollerne alvorligt, og ikke hele tiden gør mig rundforvirret fordi de insistere på, at bytte med mig. Jeg vil lytte til den kloge, krops bevidste mor og voksne kvinde jeg også er. For det er jo hende der til syvende og sidst har passet på den lille pige og den store teenager, der overspiste i sin angst for blandt andet, at blive for tyk!

Husk” Ingen varianter er forkerte, heller ikke dine. Hverken dem du viser verden og/eller dem du holder for dig selv. Jeg vil øve mig i, at tage mig tid i situationer, hvor jeg plejer at herse for vildt med mig selv, inden i mig selv.

Se og sætte pris på de små nye, til lærte forandringer, både dem der er beregnet på, at beskytte min himmelråbende følsomhed og dem der skal tydeliggøre over for omverdenen, at de er der. Takke af overfor de gamle mønstre, vi skal hver sin vej nu.

Hvis vi ikke ønskede og behøvede andres accept af vores “levede” liv hele tiden, kunne vi bruge den energi til kærligt som en sød og ordentlig ven, at bekræfte os selv. Inden i os selv. Helt stille og tyst. Sh……

Det ville blot kræve, at vi stoppede med, at udskamme os selv, til vi står bristefærdige lige inden vi eksplodere ud i alle kommentarboksene.

Love lillepigen, som ikke fik den sikkerhed hun var blevet “lovet”, for alle de år siden, at hun altid kan regne med “dig” fra nu af. Din tro på hende vil altid være allestedsnærværende, lige meget hvad….. der sker. I morgen, på fredag, om 10 år. Du vil forankre dig med dit eget anker, inden i dig, ikke være så afhængig af andres likes.

Knus

Fra en hjerter dame til en anden.