Hvem ejer dig?

– det gør du!

Henriette Søvinds selvhjælpsbog og nej lad nu være med at rynke på næsen, vent lige lidt…

Igen en reklame for forlaget forfatterskabet, der har været så søde at give mig muligheden for, at fortælle dig lidt om fru Søvind som bl.a. holder foredrag om “skyggesider” og livsdesign.

Hun beskriver hvordan hun selv har ladet sin fortid styre sin nu-og fremtid.

Jeg “kender” hende fra et foredrag, så meget kvindepower og samtidig så ydmyg. Bagefter fik min mail boks små skriftlige opgaver, der tog 10-15 minutter i 30 dage. Spørgsmål som; hvem er jeg nu, hvad ønsker jeg fremadrettet, hvad skal jeg gøre for… Det var provokerende for, når jeg i blinde rørte ved bunden af mig selv kunne jeg mærke en gammel stræktrøje holde det endegyldige mod tilbage for, at leve drømme ud, der havde ligget i årevis og vugget i overfladen som et godt brugt hygiejnebind.

Jeg havde presset dem ned, druknet dem igen og igen for det var jo en anden (ny) variant af mig. Den var utrolig skrøbelig og overfølsom over for bemærkninger. Mine egne kunne ditto være skarpe i øjeblikkeligt forsvar og gjorde måske andre undrende ja, måske endda utrygge, hvad jeg godt kan forstå. Jeg følte mig jo selv langtfra tilpas i alle de nye tiltag. Oftest bliver … blev jeg i visse sammenhænge i et forældet jeg alt for længe. Tror….troede i misforstået hensyn, at jeg kan… kunne blive ved med at forsvare undertrykkelsen af mit nye, indre dansende jeg. Rigtig dårlig ide, siger det bare. Forandring sker lettere hvis man åbner helt op. Ordentlig “hoved” rengøring kræver nos… mod og der vil altid være nogle der nægter at danse med. Ikke fordi de ikke kan lide at danse, de vil bare ikke med mig hmfr… fair nok. Arme krydset over brystet, næsen drejet ud og på vej op i hurtig bevægelse.

Der er mennesker som hylder dit mod og elsker hver ny side du viser, og så er der dem som øjeblikkeligt afviser det som intet værd (farligt!). De vil prøve at skubbe dig hårdt tilbage på halen i folden, hvor de kan føle sig sikre bag stakittet i form af du plejer /vi plejer jo. Et stakit, jeg ved at være alt for sød indrømmet, har hjulpet dem med at sætte op. Jeg var bange for at miste deres respekt og/eller kærlighed!

Men det er jo ikke kærlighed vel eller respekt, heller ikke til/for mig selv? Nej, jeg tror vi skal kalde det angst for forandring.

I facadens navn har jeg mange gange i mit job, i min familie fået mere eller mindre tydelige både mundtlige og skriftlige mundkurve på, endda lagt ord i munden af nogen, der ikke engang var tilstede men som deres leverandør påduttede mig i mit eget hjem. Underforstået, at jeg ville miste deres samvær og/eller mine job(s) hvis jeg pippede (noter ikke brokkede mig) om tingenes tilstand. Jeg måtte simpelthen ikke sige min mening (ud fra min erfaring), selvom det eneste jeg ville var, at optimere hvad alle fik ud af samværet i de kostbare timer, der var til rådighed.

Så føler du dig også omkranset af et stakit, dit eget eller andres omklamrende “DU SKAL VÆRE SOM DU VAR I 1975, 1981, 1997, 2003, 2015”, og ønsker det anderledes så lad os dykke ned sammen med Henriette i “hvem ejer dig? Og din tid?

Henriette Søvind

Bogen er til dig. Hvis du tør åbne dit sind.

Lige en ting til!

Bogen er fuld af tomme linjer. Hvis du ikke har tænkt dig at tage en blok og udfylde dem er du ikke klar endnu, vent til du er. Det er ikke, jeg gentager lige mig selv, slet IKKE nok at læse. Du skal tage skriftlig stilling, for det er når bogstaverne står skrevet af dig og står klart og tydeligt, at du lige må synke og tage en dyb indånding. Dine egne ord kan du nemlig ikke undslippe.

De mails jeg fik besvarede jeg i måske 5 dage, så fik de deres egen mappe i min hotmail!

Det er jo ikke, at tage noget som helst seriøst vel? Det er som at sige, jeg starter min nye livstil på mandag (og kl. er 15 en regnfuld december tirsdag eftermiddag).

Så…

Skyggesider

Jeg har ovenover lige beskrevet en af mine skyggesider, jeg føler mig nedgjort og underkendt som da jeg var barn hvis jeg kan mærke, at det ikke er velkomment at sige min mening. Især den ulmende vrede jeg ikke får ud (vrede=slet menneske), den sætter sig som skam og skyld i min mave, som er det mig der er forkert! Jeg lukker min mund med en lynlås hvis jeg ud af samtalen, der er i gang kan se/hører, at den “anden” part må sige hvad helvede hun vil lige præcis som hun vil! Som har jeg ikke et hjerte, der er værd at tage hånd om.

Er jeg bare hende der underviser, laver buffeter og kører andre hjem, en smiley uden mund?

At være det man kalder særlig sensitiv er en pisseirriterende konstant nøgenhed du er iført. Hver enkelt rum jeg træder ind i tager jeg med det samme stemningen ind, og på mig, og gør alt hvad jeg kan for at alle skal have det godt. Så det at være til fest føles i nærheden af, at være på overarbejde med bind for øjnene uden tøj på! Det bliver man altså pænt udmattet af skulle jeg hilse at sige.

Jeg prøvede engang, at forklare min mor det.

Hun; “kan du ikke bare lade være?”

Og niks det kan jeg ikke, det sker lige så meget pr automatik, som når du trykker på toilettets skyl. Jeg har mange gange ønsket en sølvske i munden i stedet for sensitiviteten i vuggegave fedt, suk, tak for den, kan den byttes? Har kun brugt den i 49 år? Meget. Faktisk særdeles slidt i kanterne og slet ikke i nærheden af ny stand. Et bud?

Anden halvdel har så hjulpet mig med at gøre mine mørke sider lyse. Bruge det bevidst som et talent der gør mig unik. Det koster. Kræfter. Meget billigt i psykologregning dog.

Så hvad er dine skyggesidder? Favner du dem eller afviser du dem ustandselig og bruger kostbar energi på det?

For de kommer frem det ved du, især når du og jeg ikke vil have det.

Afvis ikke dit guld/talent

Henriette

Jeg har følt og opført mig som et offer, så kan jeg også bestemme, at jeg ikke er det. For hvem er vi i virkeligheden ofre for? Som Marisa Peer siger (tjek hende ud på YOUTUBE.) “De vigtigste tanker du nogensinde kommer til at tænke, er dem du tænker om dig selv.” Av ik?

Livsdesign

Hvad vil du, hvad ønsker du dig?

Hvor meget vil du det?

Tit er det kun noget som kræver at du fokusere på det og ja så skal du som et minimum lave et mentalt tidsskema, for hvis ønsker skal opfyldes er det de koster, TID. I stedet for at sidde og se 10 video`er om hvordan jeg laver citronolie, cashewcreme eller min egen havre/nøddemælk uden mærkeligheder i, så skal jeg vitterlig stå med vitamixerens låg under håndfladen mens den lyder som en 3 sporet motorvej. Synes for øvrigt at den larmer så pinligt meget, at jeg lukker vinduet ja, jeg vil hellere købe en pakke kondomer i NETTO! Havde jeg været fuld af testoteron, så havde jeg selvfølgelig drejet knappen til max og åbnet vinduet helt op, men nu har jeg kun til et lille overskæg og 3 stive hår på hagen. Benene blev barberet i går tæller de så med?

At være tilskuer til andres kunnen gør ikke min større, det er tvingende nødvendigt at jeg gøre den blender ren måske for 2 gang på en dag, hvis jeg skal udvide mit repertoire eller rette dette blog indlæg 20 gange, selvom det nu ligggeee var så hyggeligt at følge parret der bor i en bus. SÅ du skal tilrettelægge din tid, så du kan se hvor du kunne bruge den på, at arbejde dig i små bider mod det, du kunne tænke dig.

Hvad holder dig tilbage? Hvem?

Jeg identificerede mig i mange år ud fra hvordan mine forældre ikke havde været forældre for mig på. Det var en timesluger af gigantiske dimensioner.

Min hjerne har hver dag brug for, at gå min undervisning og menneskerne der har været så søde at lægge krop og ører til igennem. Protestere jeg og modarbejder det, tager det bare LÆNGERE tid, så hvad modarbejder du? Accepter det kærligt i stedet.

Er du bange for at bevæge dig væk fra det du tror andre forventer af dig? Måske skulle du spørge andre om de to er en og samme ting. (du gør det først!) Meget er noget vi tror, fordi det var sådan engang i 1975, 2001, 2019!

Jeg kunne godt havde tænkt mig, at sidste afsnit i bogen var længere men det er nu kun fordi der ingen undskyldning længere er for at skrive… og rette for enogtyvende gang.

Så tag ansvar for dig, dine drømme på dig og SVAR PÅ SPØRGSMÅLENE.

Kram til Henriette S. det har været en glæde hver aften at tage mere og mere ejerskab mens jeg besvarede opgaver balancerende på dynen. Hvad er alle disse små, sorte prikker for nogle? Nåh… det er fra alle de gange hvor jeg lagde kuglepennen ned uden, at trykke den ind mens jeg læste… Godt den 17 årige bebrillede ikke så det….

Knus

Lisser

Har lige lukket kat ind, strøg ham over ryggen og adr… nu har jeg spindelvæv overalt, hvor var det der papir nu henne? Vipper enden lidt op i den ene side i sofaen, nåh.. der var det.

Rejser mig, råber ud imod bryggerset, “Olauf havde vi ikke en aftale? Du holder det, der ude, ude (fladtrådte snegle stadig desværre mirakuløst levende, grus imellem trædepuderne) og pelsen tager du selv med fnugrullen. Er du klar over jeg snart skal til, at forlange penge for mit overarbejde som almindelige lønmodtagere gør, på grund af dit overforbrug?” Det selvom mand finder de fleste i gule mærker kasserne.

Der burde være et forbud for tæger mod, at bide sig godt fast på de sværest tilgængelige steder for flåttang næsten kyndig. “På hagen helt ærlig Olauf! Hvad tror du jeg er? En der kan lide at holde 6 kg stille mod sin vilje, mens 17 årig ser meget bekymret til, for tænk nu hvis jeg tog noget pels med?”

Du finder hende under S eller SELVHJÆLP.

Min kopi ligger til udlån, er du den første?

Hvad betyder narrativ?

Fortælling, det betyder fortælling.

Efter at havde siddet lidt duknakket i en undervisnings situation på højskolen, sprang jeg…

Jeg spurgte en med kursist i frokostpausen jeg vidste havde fuldstændig styr på det.

Vi har alle små narrativ`er, der er dem vi fuldt bevidst fortæller om os selv til andre og så er der de ubevidste. Sidstnævnte kræver at jeg tør spørge en jeg har tillid til, men så igen nah… jeg tror jeg starter med nogle fuldmodne, der som pusfyldte bumser beder om at blive trykket.

Jeg vil nemlig flå de udslidte, klichefyldte historier fra hinanden, undervejs så tænk over dine fortællinger. Hvilke holder du umådelig meget af at fortælle når du er i familiens skød? Måske er den nu overrakt til 2 og måske endda 3 generation. Har du overvejet om 1 generation måske ruller øjne bag nedrullede øjenlåg?

Ønsker du stadig at blive set som ham der engang…, hende som …, den der kunne…? Jeg for mit vedkommende er meget træt af, at være en sofapude i det ene selskab, en datter med et kørekort i et andet og prøve at være en grå sten i det tredje.

For at forhindre følelsesvampyrer i at dræne dig for energi skal du være kedelig og følelsesmæssigt urørlig og upåvirket, grå sten. Lyder nemt … skide svært i praksis.

Det kan blive nødvendigt at indse, at man er blevet lidt for sat som offeret i sin egen fortælling, bare fordi man selv med adskillige flammende lightere under fodsålerne nødig vil indrømme det komfortable i kun at forholde sig til det. Den fortæller jo også så glimrende sig selv. Det er langt sværere at fortælle en ny og bedre historie om f. eks. en kvindelig heltinde som lige slynger sin usynligheds kappe over hovedet og tager sig et øjeblik, for at forstå hvad handler det her egentlig om.

Jeg vil være elefanten der trompeterer i spisestuen, køre ugentlig handicap kørsel fra Grantoften på 6 år og være skide ligeglad med at arve en krone for al min besvær og være den kedeligste sten i indkørslen i Farum. Jeg har alt for længe holdt delvist ubevidst fast i det narrativ at jeg ville miste lidt af mig selv, hvis jeg ændrede min historie(r). Jeg synes da også der er en meget usikker dal inden en ny fortælling tager sin begyndelse og hammen der ikke passer længere revner endegyldigt og kan krænges af.

Jeg ved bare at det vil jeg ikke.

Jeg er vokset ud af både den ene og den anden ham.

Jeg har fortalt mig selv i situationer, som involverede en computer, at jeg alligevel ikke kunne … Dr. Johnsen alias tålmodig mand kom når jeg kaldte. Jeg gjorde mig selv afhængig af hans kunnen og satte os begge skakmat. Den fortælling er skubbet ud over klippeafgrunden. Min selvfortælling er flyttet fra a) hvor er du dum, igennem b) du er uvidende til endelig c) Efter 3-4 forsøg det var det!

Den fraflyttede driller mig med mine fortællinger, jeg har udfordret tilbage. Det er ikke nok at ville, du skal tvinge din indre mølle til at få vandet til at løbe den anden vej, og alle de stærke understrømme vil kun en vej! Nemlig den de kender. Vanen har magt, ændre èn i morgen! Det kan du ikke, det tager tid, minimum dage, ofte uger, ja måneder.

Eksempel, det ser meget lille pige agtigt ud at pille, bide, nappe neglerødder til man har disse rande der sidder fast i alt stof, det er bare ikke sexet, ja eller spor voksent at se på. Overvejer seriøst at sætte plastre på alle mine fingre til det nødvendige er vokset ud. Men så skærer jeg lige et løg og en rødbede og så er det ud og hive babu æsken frem igen.

Klovnen takker af

Jeg har støttet familiemedlemmer i min fastlåste historie om at jeg er klodset (beskrevet i et andet blogindlæg). Det har siden jeg var teenager været en isbryder at tage klovnetøjet på. En negativ side; jeg udleverede min egen sårbarhed, gav den væk som små gaver af underholdningsværdi andre kunne tage op af hatten efter behov. Det kan efterlade mig frustreret fordi det for ikke indviede kan være temmelig indforstået og de bliver sat af. Jeg er jo en samler (tænk hyrdehund). Jeg vil gerne kunne fortælle både med og uden brug af billeder. Hvad skulle der også ske hvis jeg ikke påtager mig ansvaret for en “ubesværet” samtale?

Nu er jeg mit “fumleri”, uden at jeg behøver at udvise det. Det har skurret længe i mine ører, men jeg hang fast i mit eget narrativ. En god kemi blandt højskolefæller og jeg åbnede skattekisten, reaktionen var meget kontant.

“Det skal du ikke finde dig i!”

Det er sikkert, forhåbentlig ikke deres mening at tale ned til mig. Men hvis det er det jeg føler må klovnen forlade manegen. Det er mig der begyndte den historie nu kan jeg vælge at fortælle en anden, en tidssvarende.

Den sidste forstilling for åbent tæppe

Middag på højskolen, nedadgående sol, et 4-mandsbord, en modvillig kammerjunk, søen i mit skød, en broget kjole, 3 ansigter der ikke fortrak en mine, og afslutningsvis den velsignede vanilje, der omgav mig resten af den aften som den dejligste duft jeg nogensinde kunne havde investeret i, at duppe mig med.

Sidste … jeg blev så genert når jeg talte i telefon, bestemte at sms det var mig!

Nu, tramper, hopper på den påstand til den er i så små stykker at de aldrig kan sættes sammen igen. Den er så ubrugelig og direkte begrænsende for hvad man vil udtrykke. For hvert befriende opkald jeg gør er den person nemmere at snakke med. Alle de opkald som kunne havde glædet et andet menneske, mig selv inklusiv.

Har du tænkt?

Start med en let… næste gang du sidder med mennesker fortæller du noget helt andet ud fra den du er nu, den livskloge og modige kvinde eller mand som godt tør kigge lidt ind og opdatere sine narrativer.

Knus

Vi ses derude hvor historier bliver fortalt.

Jeg elsker H. C, Andersen men Brd. Grimms fortællinger er altså fuld af tusind og en nat. Gåsepigen er min ynglings, en af rekvisitterne er et hestehoved… der kan tale!

Matematikkens tårer

Tak til HarperCollins (Melina) for chancen for, at anmelde denne bog.

Noget der stadig virkelig kan lamme mig er, at føle mig dum. Helt tilbage i 1984 , 13 år gammel løb tårerne igen ned på det småternede papir i huset på Nedern vej og gjorde hurtigt det jeg havde skrevet, (hvis jeg havde skrevet noget) ulæseligt. Fra min far som løste det på sin “egen” måde, du kender det sikkert, fik jeg rynket bryn, og utålmodige grynt. Fra veninden, der fik vores matematiklærers øjne til, at lyse i bar begejstring, kom det frisk og helt sikkert velmenende, “du skal bare… “. Men når jeg kiggede ned på opgaven kunne det lige så godt havde været ægyptiske hieroglyffer, også følte jeg mig hurtigt endnu mere dum. Så jeg holdt op med spørge. Man kan kun klare, at føle sig dum.

LærringsNøgle nr. 1

Med min erfaring med bl. a. problemregning i baghovedet lukkede jeg mig inde bag et indre fordomsfyldt, skyhøjt stakit, som jeg ikke havde en jordisk chance for at forcere alene. Hver gang jeg stak næsen i noget der bare lignede en fagbog begyndte jeg, at slå mig selv oveni hovedet med den der klassiker, “jamen så kan det også være ligemeget, så prøver jeg slet ikke”. Det var trygt og sikkert, det vidste jeg hvad gik ud på”.

Jeg drog den konklusion, at fordi det var svært (når jeg ikke lærte det på nul, komma, fem), så kunne jeg ikke lære det. Punktum. Jeg gav op, lod det sejle.

Vidste du, at ligesom når min dreng ser en edderkop som han frygter (dog skal de nu være af en hvis størrelse) aktiveres et frygtcenter i hjernen, samme center, som stadig giver mig heftige svedture i NETTO, når jeg skal regne noget sammen, bare lidt plus du ved rundet op. Det var en sær lettelse at læse, at Jo Boaler mener vi er mange der reagere sådan, når vi bliver konfronteret med matematik. Det vækker simpelthen dårlige minder.

Mange af de interviewede er ex- matematik angste. Nu er de undervisere i “edderkoppernes verden”!

De 6 nøgler

  1. Vær åben for nye måder at tænke på.

2) Dine fejl får din hjerne på ekstra arbejde, den vokser, hvis du lader den.

3) Ændre trygt dine overbevisninger.

4) Der er uendelige mange måder at lære nyt på.

5) Lær noget nyt og tag dig din tid imens.

6) Samarbejd og udveksle ideer med andre.

Det er umuligt at leve uden at fejle i et eller andet, medmindre man lever så forsigtigt, at man lige så godt kunne havde ladet være med at leve- og i det tilfælde fejler man på forhånd.

J. K. Rowling

Nøgle nr. 2

Opgaver må godt være svære også for svære. Det gør ikke noget, at vi undervejs i arbejdet på en opgave er i “hullet”, hvor vi har lyst til at opgive (os selv). Hvis det er trygt, at sparre med andre når man er i tvivl, blev vi måske mindre bange for at fejle. Det er når vi fejler, de nye stier (fulde af potentiale) skabes rent fysisk i hjernen. Hvornår turde du måske sidst snakke om dine fejl med andre?

Det ville være så dejligt hvis vi næste gang i familiens skød, pt den groft amputeret udgave, kunne tage en lille “kom med en fejl runde”. Så kunne jeg starte med min seneste skamplet min fartbøde 2 dage inden Danmark blev lukket ned. Næste! Hvis alle indførte det tror jeg, at efter bare 2 måneder ville alle have det meget mere afslappet med, at koge torsk med rødløg så det ligner en dårlig efterligning af “Bridget Jones`” forsøg på porresuppe med blå snor bundet omkring fra 2001. Vi skulle indføre, at en dag om ugen måtte der kun sendes billeder og video`er ud på nettet, som var “fulde af fejl”. På den måde kunne vi springe samtalen om vejret over, når vi mødtes. Vi er et folkefærd der oftest synes vi skal klare det hele alene, så skylder vi heller ikke nogen noget vel! Så er du der og jeg er her, det er behageligt ufarligt.

Jeg er selvstændig underviser, det kan godt blive ensomt, sparre jeg med nogen ha…ha.. nej, for tænk hvis jeg dagligt, “face to face” skulle konfronteres med det jeg godt ved. Nemlig, at jeg relativt nemt kan erstattes med få indtastninger på computeren. Så hellere finde inspiration til undervisning på nettet og støve de gammelkendte stier af i min hjerne.

Nøgle nr. 3

Vi fødes måske ikke med ens forudsætninger, men der er altså ikke en særlig matematisk hjerne i vuggegave til nogle. Dog er det stadig som om det er mere “fint” at mestre matematikken, kunne lure og lege med den, så må ens hjernekapacitet da være tæt på geni!

Nogle gange kan der stadig rundt omkring i samfundet, på uddannelserne, arbejdspladserne i familien findes en skinger underlægningsmelodi, der spiller “neii… (stemmelejet går op) skal du læse matematik, kemi, fysik” i forhold til, “nåh… skal du læse sprog, samfundsfag, historie” (stemmelejet går ned).

Mozart havde måske adgang tidligt til klaver og der var råd til fjerpen og pergamentrulle, men han blev et geni fordi han havde gehør og ikke sad de fleste aftener og gloede, sluprede andres liv i sig som tavs og passiv medpassager som mange af os elsker, når vi rigtig skal forkæle os selv foran skærmene.

Jeg er ikke spor bedre. Det tog noget tid at vedkende mig at det måske ikke er så skide smart udtænkt, at fortælle min bebrillede teenager af hankøn på 17, at nu har han jo “fået”! denne her gave, denne matematiske, flair/forståelse, så har han også guddødemig en forpligtelse til at få noget fornuftigt ud af det “ikke noget pres”.

Nøgle nr. 4

Min pige fylder jeg med, “jamen du er ligesom mig vi lærer ved at udføre”, (ikke ved udenadslæresætninger). Men i princippet så kunne hun vel sagtens blive god til matematik hvis hun bestemte sig for, at bruge tiden (masser af tid) på det. Blev undervist på en måde der ingen grænser havde og vi alle troede på hende og frem for alt viste det. Ligesom at hendes lillebror kunne blive en mere social vampyr, hvis han trådte ud af sin mørke komfortzone (nedrullede mørklægningsgardiner) og vi ikke hele tiden gjorde det ud for hans trygge vennekreds.

Frigivelse eller det gammelkendte

Vores hjernekapacitet er ikke fastlagt, den ændre sig dag for dag, det er et videnskabeligt faktum. Så for ikke at begrænse min pige, hendes lillebror og ikke mindst mig selv så skulle vi alle måske tage nogle månedlige (som et minimum) sundhedstjek på vores forskellige overbevisninger. Ja, ligefrem opdatere dem så vores adfærd evt. modstand over for, at lære noget nyt ikke bliver ved med at grunde i gamle nag og misforståelser, ingen af os kan bruge til noget. Var der ikke en eller anden der sagde “the sky is the limit”?

nøgle nr. 5

Hvis jeg kunne overføre min naturlige tilgang til min kreativitet på arbejdet til mine finansielle ind-og udkomne beløb bragt til syne via NEMID`s indkodede aldrig samme talrække, jamen så var sammenlægning af 5 forskellige arbejdsgivers ansættelsesforhold måske ikke mere ensbetydende med nær så meget; arme over kors foran brystet, løftede skuldre og lillepige ryst med gråsprængte krøller i højlydt sukkende overgivelse.

Nøgle 6

Vi er 3-4 stykker i vores hus, kommer an på om pige er på besøg og om jeg skal tælle katten med, men mange flere måder at gøre tingene på. I det er der allerede et stort læringspotentiale, hvis vi var pivåbne for de andres “måder”. “Nej, sådan skal du altså ikke hænge vasketøjet op”! Skulle måske så siges på en lidt mere pædagogisk måde…

Midt i vanskelighederne ligger mulighederne.

Albert Einstein

Det var først på et enkeltfag kursus bagefter min ringe HF eksamen, at jeg mødte en voksen som viste, at hun fandeme gerne skubbede til min fastlåste selvforståelse og fik mig helskinnet igennem en eksamen oplevelse. Så begyndte jeg at rive “stakittet” ned.

Men alligevel…

Skulle det tage FORBANDET mange år, at sætte min røv i sæddet og fastholde troen på, at selvfølgelig kunne og skulle jeg lære, at copypaste mine egne skide kørte kilometer. Det krævede for fanden ikke et geni, I modsætning til da jeg var 13 havde jeg jo faktisk en ved hånden, jeg kunne bede om hjælp. Jeg lægger stadigvæk ikke sammen i Netto. Jeg lader bare være med at købe så mange ting, der ikke er noteret på min indkøbsliste. En liste jeg virkelig ikke forstår jeg stadig skriver, det er jo præcis (næsten) det samme jeg skrev i sidste uge og har de figenstænger med pærer (endelig) skal jeg bare købe dem allesammen.

Du kan helt sikkert også få noget ud af bogen, hvis du godt kan lide matematik. Er du rent faktisk matematik lærer så synes jeg, at du skal gribe blyant og papir og tage noter. Din formidling kan enten åbne eller lukke og slukke.

Kh. fra

Mor til dreng som kun næsten græder, når han ikke har taget backup af en færdiggjort matematik opgave, han har leget med i timer.

Og

Oprigtig lykke til på den grænseløse rejse.

Den vil krasse

Men det er skrevet så fint.

Børnepsykiateren (nærmest learning by doing) Bruce Perry`s måde, at ændre de gængse måder for hvordan de hidtil har set og behandlet traumatiserede børn, er revolutionerende og virkelig fascinerende læsning. Vi snakker fortvivlende små børn.

Jeg er vild med psykologi, men det har du nok regnet ud, hvis du har læst nogle af mine andre indlæg. Rejsen inden i det enkelte individ vil for mig altid være langt mere spændende end en rejse på 3 uger til Thailand, men det er bare mig. Derfor er jeg også til tv som får menneskerne involveret til, at vågne op. Jeg elsker det øjeblik, hvor man kan se i deres ansigter at lige der gik det op for dem at aha… jeg troede jeg gjorde sådan men i realiteten gør jeg sådan, og det er hvad andre ser, ærligheden om deres egne mønstre og villigheden til at ændre dem, og hjælpen de får. Det nyder jeg. Jeg svælger i det istedet for slik, kage og is.

Gudskelov for børnepsykiater Bruce D. Perry

Jeg er så træt af alle de serier, hvor det udelukkende handler om fra allerførste sekund i “Pilot” afsnittet, at tage røven på andre så meget og så udspekuleret som muligt for, at det enkelte individ helt legalt kan føle sig hævet over andre, alle andre. Hvis de så ender som de store tabere i sidste ende, hvad vi jo sådan set, i hvert fald nogle af os forventer, så bliver jeg så træt, ja jeg bliver sgu ret ligeglad, der er ingen, som vil hinanden det godt. Det er som en flok druknende, der skubber og træder på hinandens hoveder for, at komme op til overfladen efter luft, efter liv. Livet de tror på de har mere ret til end hovedet just skubbet ned under overfladen. Overflade intet andet, alle er i virkeligheden skide ligeglad med hinanden, de ser kun hinanden som midlet der helliger målet.

Efter dette sure opstød skal du læse lidt om mennesker, “Drengen, der voksede op som hund” er alt andet end overflade, og den er virkelighed. Måske ikke den virkelighed vi ønsker, at være bevidst om foregår derude, men luk ikke ned, ikke endnu, for den svælger ikke bloddryppende i børnenes traumatiske barndoms oplevelser, som en serie på netflix ville gøre. Nej, det er slet ikke det denne bog handler om og det er det, der gør den ekstra spændende.

Da jeg læste til læge i 1980`erne, blev det ikke betragtet som relevant hvordan et traume kan skade børn.

Bruce P.

I sin stilling som børnepsykiater begynder Bruce P. ret hurtigt, at handle ud fra sin viden som hjerneforsker og ikke mindst sin sunde fornuft. Han bruger sit enorme lager af empati på disse børn, hvis forældre, plejeforældre eller andre omsorgspersoner har opgivet dem eller er totalt i vildrede og magtesløse over for hvorfor børnene reagere så kraftigt på helt almindeligt opståede, dagligdags problemstillinger.

Dyreforsøg viste, at selv små niveauer af stress i den tidlige levetid kunne have permanent indvirkning på hjernens arkitektur og kemi og dermed på dyrenes adfærd.

Bruce P.

Man har langt op i 1980`erne gået ud fra at børn havde en medfødt evne til, at komme sig! Man har arbejdet ud fra, at kunne behandle børn ens med samme misbrugs historik hvad enten det er foregået i for eksempel 5 års alderen eller 12 års alderen. Men udviklingsmæssigt er de simpelthen alt for forskellige steder. Vi har nok alle hørt, at de første 2 år af et barns liv er de vigtigste, i denne bog får du udførligt og let læseligt oven i købet, forklaret hvorfor det forholder sig sådan.

Jeg tænkte: Hvorfor skulle det samme ikke gælde mennesker?

Bruce P.

Så du skal altså ikke tænke puha… børn der bliver voldtaget, det holder jeg ikke ud! Nej for det grufulde bliver nedtonet, ikke gjort mindre men Bruce har simpelthen valgt, at fortælle om de sejre, erfaringer og nederlag han får ved i første omgang bare, at “se” på de børn som kommer i konsultation hos ham, nogle gange langvejs fra. Ydmygt arbejder han sig ind på disse tilsyneladende kropumulige børn og giver dem kontrollen tilbage over situationer, som de ellers var blevet frataget. Viser dem på individuelt opfundne måder, i starten efter en mavefornemmelse, senere læner han sig op ad videnskaben, at de ikke skal være bange mere og støtter dem i, at åbne op på hvilket som helst niveau de befinder sig på lige nu. Det er nemlig essensen af det hele, de kan ikke reagere normalt efter hvad vi forventer og forestiller os er normalt. De ser måske ud til at være 12 år, men indeni er de på visse områder kun 2, 4, eller 7 år fordi det var der de blev misbrugt, forladt, hevet ud og væk fra omsorgspersoners trygge favntag og opmærksomhed.

Hans nogle gange fumlende forsøg, tålmodighed og hans omsorg for børnene er så ægte, autentisk og vedkommende, at jeg simpelthen bliver så glad på trods af sidernes frygtelige historier. Det er jo ikke engangsforteelser vi taler om, det er i årevis det som regel har stået på. Hvordan hjælp forud for besøget hos Perry har været forfejlet, nogle gange direkte formålsløs og desværre i de værste tilfælde bare gjort det hele værre.

Næsten succes historier

Du kan selvfølgelig være negativ og tænke, “jamen der er jo alle de andre børn han ikke har haft mulighed for at observere og behandle, hvad skal det så nytte med dem han har reddet”!

Det skal jeg sige dig.

Han kunne selvfølgelig godt selv se, at der skulle noget andet til hvis hans metoder skulle slå igennem verden over. Så i stedet for, at tage så mange klienter som han forøvrigt selv lavede udførlige journaler om, så begyndte han at bruge sin nye viden og cases til, at uddanne andre læger, psykiatere og omsorgspersoner. Det er denne bog du sidder og læser om et levende bevis på og det er da en succeshistorie ikke?

Derfor er de sidste, næsten 100 sider beregnet til omsorgs personer/plejepersonale, der har med børn og traumer at gøre. De indeholder råd, vejledning og spørgsmål, det har jeg skimmet. Jeg kunne se, at det var godt dækket i de spændende cases Perry beretter om. Så du behøver ikke at læse mere end til s. 314, det har nr. 12 i indholdsfortegnelsen.

Med hjertelig hilsen

En glubsk, hjernevridende, læser

Er du også vild med

Brenè Brown, forsker og underviser på University of Houston har i de seneste 16 år forsket i emner som mod, skam, sårbarhed og empati og har blandt andet også skrevet Glæden ved at være uperfekt.

Jeg stødte på hende fordi jeg hele, især mit voksne liv har følt mig forkert fordi jeg var så allerhelvedes sårbar. Kunne jeg ikke bare holde op med det. Kunne man få en app til mobilen, der satte det på pause eller bare på nedsat følsomhed så havde jeg fået net forbindelse fra starten af … I stedet for nu i år, for 14 dage siden! Jeps, “I am not kidding”. Det krævede en dyb indånding at indrømme, jeg udstiller min sårbarhed allerede nu, det er din tur næste gang.

Hun var ved at kalde den, “Sådan mister du dine venner og gør alle skidesure“.

Jeg følte meget af tiden at jeg gik rundt med følelserne uden på tøjet, jeg var simpelthen mine følelser, det var jeg opsat på at gøre noget effektivt ved.

Ja, så fandt jeg bl. a. denne TED talk “The power of vulnerability” med Brenè B. Hvis du ikke har set en TED talk så skal du vide, at det er et univers af taler om alt muligt mellem himmel og jord. Det er lige fra professorer til helt almindelige mennesker, der alle steder fra, verden over holder et foredag om lige det deres hjerte flyder over med og for det meste har gjort det i årevis. En TEDTALK varer måske 10 min. gå ind og bliv inspireret. Fru Brown`s er en af de 5 mest sete, så hun har altså ramt en tiltrængt nerve i mange.

Følelsesmæssig overbelastning

Jeg kunne jo se, at jeg lige dèr dannede og brugte oceaner af vulkanlignende ressourcer og energi fra og af mig selv. Hvad nu hvis jeg kunne ommøblere det inden i mig til noget, der kunne udleve drømme i stedet for. Gamle drømme der, som stædige korkpopper blev ved med, at søge mod “overfladen” oftere og oftere efter at Goldielooks flyttede. Den bebrillede, nu 17 år ville måske kunne drage nytte af, at jeg viste ham et eksempel på hvordan man går efter sine drømme. Jeg var begyndt at være temmelig frustreret over, at føle mig skyldig i at spilde vores hver især`s kostbare tid med, at jeg gjorde ting for ham, altid lod ham lave “snigeren”. I stedet skulle jeg øge forpligtelsernes hyppighed og niveau, så de kunne hæve hans snegletempo i forskellige huslige discipliner op til, at han rent faktisk ikke ville bliver fyrret fra forhold han forhåbentlig ville havne i en dag. Det ene og alene fordi hun ville kunne gøre det hurtigere med bind for øjnene, den gode hånd bundet på ryggen, og på knæ. Hvis vi, hans forældre hele tiden holder kompasset, hvordan fanden skal han så kunne finde rundt i sin egen vildmark!

Jeg snakker og snakker og røven går. Handling må der til.

Jeg mener, jeg bakser jo stadig selv nu slut 40` med ikke, at snuble over nedfaldne grene i min egen vildmark!

Hvis jeg havde en større tillid til ham og rent faktisk overlod noget ansvar til ham og ikke kun tømme opvaskeren, som en på 7 sagtens kan klare så ville det frigive tid til, at jeg kunne passe min egen butik.

Jeg var ikke forkert…

Jeg havde ikke set mange minutter af Fru Brun`s og andre TEDTALK`s lignende før en meteorsten af overordentlige dimensioner trillede ned af mine skuldre. Der var ikke noget galt med mig, jeg skulle bare lære at omfavne det, sårbarheden altså. Ja, så var der også lige skammen, der fulgte med som raslende, tomme dåser efter en bil med et brudepar indeni. Der er ikke dog desværre intet som helst romantisk over det. Øhm …det har som du nok kan regne ud slet ikke været let, men nogle gange er det sådan med rejser, at man heldigvis ikke kan se alle de andre bakketoppe, der vil komme bag den første.

Hm… hvad mener hun så egentlig, Brenè B. med “vildmarken”!

Du skal følge dit eget vilde hjertes kompas, tænke i nye baner i stedet for at følge trop. Holde op med at veje og fordømme, især dig selv. Vi skal arbejde med at rumme vekselvirkningen mellem mod og frygt, styrke og svaghed, ensomhed og samhørighed, overflade og dybde i hinanden, i os selv.

En sti i min vildmark. Hvordan ser din ud?

Hvis jeg ikke selv har tænkt, at ingen da gad læse noget jeg kunne finde på, at taste mig til, så skulle jeg nok mærke tvivlen andet steds fra. Det gør ekstra ondt når det er ens nærmeste som ikke tiltror ordene værdi, men jeg snakkede også mere om det dengang, skal det lige siges, end jeg egentlig skrev. Nu hvor jeg mundtligt holder næsten helt kæft om mine drømme, men skriver i timevis med brillen halvt nede på næsen og nerven i klemme i ryggen, mærker jeg stadig tvivlen fra min anden halvdels side. Engang slog det mig ud, jeg havde ikke nok tro på mig, mine drømmes værd, kunne ikke finde kræfterne til, at bevæge mig ud i vildmarken alene. Jeg kunne ikke se skoven for bare af træer!

Nu har jeg som snart 49 årig endelig langt om længe indset, at troen (på mig) kun kunne og kan komme fra mig. Jeg har fundet ind til mit vilde hjerte og minder mig selv tit og ofte om, at går jeg efter det, tager det bid for bid, er jeg hele tiden målet lidt nærmere. Selvom jeg havde haft en støtte fra min husbond på lige præcis det punkt, (han har været min støttefod på så uendelig mange andre måder), så var jeg sgu nok ikke parat, voksen nok om du vil, til, at tage hånd om mine drømme på det tidspunkt.

Det ansvar er nemlig pænt grænseoverskridende, du skal jo skrive dig til låste rygge, krampelignende tilstande i arm, skuldre, nakke og så skal du takle, at det bare er øvelse og du skal blive ved, tage det, dig selv seriøst som bar fanden. Bide tænderne hårdt sammen, når du får manuskripter tilbage eller du henter dem selv for ellers bliver de til strimler. Der er ingen penge der glimter forude, dem skal du på dit “rigtige” arbejde for at hente hjem.

Det er også stadig ultra sårbart for mig fordi det er forbundet med så meget hjerte, længsler og forestillinger, at vi sgu ikke kan komme det nærmere. Jeg kan ikke rigtig fortælle om det til meget af min familie, for min erfaring har været, at de lagde mere i nogle af mine fortolkninger end jeg selv. Jeg lod mig nogengange slå hjem af deres kontante ud meldinger. Så indtil den app kan købes holder jeg det mest for mig selv. Det er mit, min ting jeg elsker at gøre for mig, min egen verden jeg kan de- redefinere på lige præcis den måde jeg vil, den pågældende dag.

Du bliver først fri, når du indser, at du ikke hører til noget sted – du hører til alle steder – og slet ingen steder, Prisen for friheden er høj. Men belønningen er højere.

Forfatteren Maya Angelou (Se under boganmeldelser). Brenè Brown`s store inspirations kilde.

Brenè skriver ikke overraskende for nogen, går jeg ud fra, at selvom det ikke er let, skal vi holde op med at søge tegn hos andre på, at man ikke hører til, eller ikke er god nok.

at vælge at turde gøre noget, sårbart overfor et andet menneskes handlinger

Charles Feltman`s definition af tillid.

Det, at kunne dele sit mest autentiske jeg med verden kræver tillid og mod. For at opnå ægte samhørighed med andre (og dig selv) skal du ikke lave om på dig selv – du skal være dig selv. Let nok at sige, skrive… Men skide svært i visse situationer hvor jeg bare har lyst til, at krybe i føromtalt husbonds brystlomme men så i stedet må rette ryggen og skyde mine pickwick teposer frem.

At bevæge sig ud i vildmarken i jagten på ægte samhørighed med andre kræver altså mod, mod til at stå alene med sine meninger, men også tillid. Vi må lære at stole på andre, på os selv. Vi skal turde være forskellige sammen.

Knus

fra hende som har første vælger på, at få Brenè som storesøster, siger det bare. Jeg er ellers ikke en “albuepige” som i slet ikke faktisk, men med Brenè ja, der er jeg ikke andet. Flytter fandme til Houston, Texas gør jeg eller måske bare en uge, eller vent lige, synes du jeg skal skrive og advarer hende først? Jeg mener hun har vel et ekstra værelse til en 3 eller 4 søster. Vil virkelig gerne være “føl” hos hende en uge. Nogle vil høre mig vrinske ud over alle omkringliggende marker, hustande, gader og stræder.

Har jeg fortalt om ham jeg vil have til far! Hm.. Først skal jeg lige finde ud af hvad han hedder, han er vist psykoterapeut og bor i Texas, hvor heldigt er det lige! Jeg ved hvordan hans hund ser ud, den ligger altid og snorkbobler bag ham i en lænestol, og at den hedder hm… hvad var det nu lige…

Nåh… nu har jeg det, Gus.

Bevægelse

8o år og åben. Stadig nysgerrig og langtfra mæt af dage eller for den sags skyld færdig med, at flytte grænser. Måske med mere fokus på forflyttelser i tankegangen end fysisk og dog.

Hun må have virkelig gode overtagelses evner eller også er hendes mand bare vild med hende, og med på hendes ideer. Altså ikke i starten, når hun præsentere dem, der har han ofte sine forbehold, men …

Pludselig står de i en anden by

Hun måtte godt adoptere mig, helst i går.

Hun læser højt for statsoverhoveder på engelsk, fortæller dem vores kendte eventyr skrevet af H. C. Andersen. En figur, en mand med stor næse vi er så bekendt med fra billeder. Historierne, fyldte af dybereliggende betydninger vi ikke mere hæfter os ved. Det var jo vores barndoms historier, de kommer os ikke ved længere, eller i hvert fald mindre. Jeg er indrømmet en Brd. Grimm`s fan. Deres fortællinger er mere svulstige og ja kan have et hvis indhold af piger med små kroner. Havde et smukt illustreret tyndt hæfte med “Gåsepigen” som jeg først lige har smidt ud. Det gjorde lidt ondt, jeg mener det eventyr indeholder et afskåret hestehoved, fantastisk. Har du ikke læst det?

Hvad så med “Mor hulda”? Heller ikke? Du er gået glip af noget.

Jeg kan godt være lidt stolt over, nu jeg tænker over det, at fru Wold og husbond gider tage rundt med vores riges fornemmeste klenodier, og på den måde være med til, at videregive lidt dansk hygge til verdens små og store riger.

Det er ikke mindre end utroligt, at hun altid siger ja (selv med jetlag) til, at læse op alle vegne, på store eller små scener, børn og voksne, ja for mennesker som aldrig har været uden for deres lands grænser, ikke er i besiddelse af et pas. Som græder når hun læser “Nattergalen” fordi den måske minder dem om en frihed de ikke har, og som de i al hemmelighed drømmer om.

Hun er dejlig

Jeg har altid været vild med hende. Lige fra jeg så hende som Matator ` Gitte Grå, til hun blev kastet rundt fra sofa til sofa af Bent Mejding i teater stykket “privatliv”. Hun var eksotisk, hendes bryllup i 83 med manden på Hawaii med blomster i håret eller var det omkring halsen! Det var vildt og ikke set før.

Du skal nyde bogen fordi, at når en 80 årig kan klatre højt op (så højt hun nu tør og det indrømmer hun) i et træ inde i junglen så bliver man lidt ja, hvorfor ikke? Hvad er det lige der holder mig tilbage, når jeg vil noget?

Øhm…. det kunne så være … en blanding af.

Angst, bekymring, i en mængde så man på forhånd har opgivet forhavende. Faktisk har man aldrig troet helt nok på projektet, flået drømmen helt selv fra hinanden, som et papir i 1000 stykker. Det var også bare en fjollet ide, håbet om noget andet, mere, drømmen uopnåelig, man har skudt sig selv i foden, for når alt dette er gjort på forhånd, så er man jo sikret et nederlag ikke! Og jeg har ovenikøbet forberedt alle på det for at være helt sikker!

Så har man indiskutabelt aftalt med sig selv, at det er ok at fejle og hvad fanden hvorfor i det hele taget prøve, jeg kan jo se ind i fremtiden kan jeg ikke? Det nytter ikke.

Så jeg lader være, skåner mig selv for skuffelsen over mig selv. Vender forestillingen om at kunne, ryggen.

Hun, Fru W. vender ingen muligheder ryggen. Står de i et fremmed land uden forudsætninger for, at kunne finde ud af en skid selv, og de ikke første gang bliver kørt det rigtige sted hen, så prøver de igen, nyt køretøj, ny chauffør.

Var de bekymrede da de stod et fremmed sted, som ikke var deres hotel. For fanden ja, men hold det dem tilbage?

Nej.

Kh.

En seriøs fan af

Susse Wold og andre kvinder over 80, som ikke er blege for, at kravle rundt på stengulve i svømmehaler fordi de gerne vil hjælpe deres underviser med, at få “håndvægte” ud af liggende containere.

Hent fluesmækkeren nu!

Lyder min stemme meget kontant igennem flere rum, inde fra soveværelset. Den når dejlig mand, som sat på sagen kort efter rækker mig den igennem den åbne dør. Smask, et velplaceret fordoms badmintons smash sender den mod gulvet, krøllet sammen i pause.

Snask på væggen.

Jeg har ikke mere en romantisk forestilling om, at jeg dyre venligt selv vil dikke lidt til den, og derpå gribe den hurtigt i faldet i et pastik bæger eller glas. Derefter bugsere dyret i sikker armslængde, hen mod vinduet. Som jeg selvfølgelig har åbnet på forhånd.

Sorry, men den “størrelse” lader jeg ikke andre bosiddende under samme tag end mig, tage sig af, herunder dejlig mand. Niksen, biksen, dejlig mand vil som alle de andre gange kun såre den. Hvilket indebærer som minimum, at han eller hun mister et ben (eller 2) og så imponerende hurtigt alligevel formår, at humpe i sikkerhed bag et bræt, en hylde, under en seng. Da børnene var små gik de fra at lade leve, til alvorlig inspicering af ben i alle retninger til, “ER DEN VÆK NU”. Jeg lærte at lyve med format og overbevisning i stemmen.

Min svigermor har lært mig, at tage de “langstilkede” op i hånden eller det er hendes variant. Jeg tager den i det ene ben, spurter til nærmeste vindue mens jeg gør mit bedste for, at den ikke rør mig med de andre ledige ben, hvilket vil sige jeg får den til, at dingle ynkeligt fra side til side.

Jeg kan bedst lide at sætte dem fri på fliser, for smider jeg den ud af det højtsiddende vindue på toilettet, kan jeg ikke tjekke om jeg er lykkedes med, at få den helt ud eller om den rent faktisk sidder med det yderste af “neglene” under sålbænken under vinduet. Den kunne i princippet sagtens stadig være et sted bag mig, hvis jeg har været lidt for ivrig. Beviset; jeg har et “ben” mellem fingrene når jeg kigger ned!

Nåh, men dem der ligner en næsten behåret fugle edderkop fra en australsk natur dokumentar med synligt potentiale for at blive MEGET større, dem kan jeg ikke leve i rum med. Nu jeg er oplyst om eksistensen, især ikke soveværelset, jeg skal jo lægge mig til at sove i det rum!

Som i lige om lidt efter godnat læsning, ha, ha… som om! Det eneste jeg vil kunne bruge min fantasi til nu er, om en af “Peters” slægtninge vil følge i “dens” fodspor. Den skal over mig for, at komme til dejlig mand medmindre, at den via sit indre GPS system finder en ja en omvej, men det tør jeg ikke regne med, er på dagsordenen.

Er den stadig i voksealderen, og i så fald hvor er dens far og mor!

Lille Peter Edderkop kravled atter op

“Nej”, råber drengen, et hoved højere end mig, da jeg dagen efter tilbyder ham, at se billedet på hans storesøsters efterladte monstrum af et spejlreflekskamera.

Nå.. ja… spurgte jo også bare.

Mennesker som kravler

Sådan en tingest på væggen er virkelig klam, men den er også særlig. Du kan i forsøget på at snuppe den, bringe den midlertidigt ud af kurs men den kravler sikkert videre bageefter, eller afventer nyt angreb …

Jeg vil gerne være lidt mere som en edderkop, for efter regnen kommer der tit sol, nogle gange en regnbue. Det er nemmest at se hvis man er kravled lidt op. Er jeg “skyllet” ned ad nogens ord, så kan jeg ligeså godt rejse mig op med det samme, for der er altid nye på vej, en anden dag et andet tidspunkt ofte hvor jeg ikke havde regnet med det. Irriterende når jeg ved, at hvis jeg havde “set” bedre efter havde jeg kunnet “læse” det i stjernerne.

2 dage senere tidlig morgen, dreng kommer ind med stort hastværk efter, at havde været i garagen for at hente sin cykel ud til kørsel mod skole.

Mig, “hvad sker der”!

Ham, “leder efter noget jeg kan fjerne edderkoppen på min cykel med”.

Mig, “?”

Mig, går ud i garagen og bruger naboens efterladte blandepind til maling for, at få vippet Peters “tante” væk fra sønnikes dæk.

Drengen cykler op ad bakken, solens varme flimre allerede over asfalten, den dreng kommer så meget til, at svede i sine lange jeans.

Hej så længe.

Husk! glæd dig over solen, vend dig mod den og sug al dens lys til sindet i dig. Det skal holde længe.

Jægersoldat

Den gang nu og for altid.

En identitet, et liv altid i et indre beredskab og en trang til at prøve sig selv af til det yderste.

Du må ikke forvente latter, smilende mundviger (dine), for der er ikke skyggen af humor i hans kategoriske opremsning.

No bullshit

Det handler om fakta, om ordenlighed, mod, men også om et stort brændende og uudslukkeligt ønske om at gøre godt, hjælpe, uddanne andre, give videre og det helt nede på jorden. Det på en måde, så jeg mange gange under oplæsningen tænkte, og nikkede for mig selv foroverbøjet over madlavningen, at dette kunne jeg direkte tage og bruge i mit eget liv, i forhold til mine børn, mand, på arbejdet og nok så skide fornuftigt på mig selv. Lever jeg op til min egen variant af ordenlighed, skal jeg skrue på nogle af knapperne?

Jeg kunne lide at han gik op i at man, jeg, vi alle skal være ordentlige mennesker, over for andre, over for os selv, lige vand til min mølle, den drejer susende rundt, kan du hører vandet plaske?

A pro pos vand, der er sgu lidt James Bond over ham altså udover at han godt kan finde ud af børnedelen, for han er både til lands, til vands og i luften.

Nogle gange tangere det til pral, men jeg er kvinde, så jeg sukker bare henført.

Han er bare vildt sej

Han tager alt han gør og dem der er involveret “seriøst” alvorligt. Han viger ikke udenom, klarer ydmygelser og lærer (også andre), at ærlighed kan koste liv.

Jeg blev overrasket over, at det er det definitivt vigtigste, at have sit bagland i orden. For er det ikke det, kan det være mere fatalt end mangel på udstyr og præcision. Sikkerheden i at vide man er elsket og de (derhjemme) er afklaret med det man har gang i, kan gøre hele forskellen for hvordan man klarer strabadserne.

Måske vil jeg sætte mig ned, og se nogle af de udsendelser han har medvirket i nu, jeg er blevet lidt mere nysgerrig på ham. Jeg har faktisk været det mange år. Jeg kan endnu ikke lige sætte fingeren på, hvorfor jeg ikke insisterede på, at låne bogen når jeg nu kunne se den stå i min ene venindes reol. Måske jeg ikke var klar.

Klar til biografier.

Nu er jeg der, jeg ønsker at suge deres mod til mig, lade det gro i mig som en hårdfør blomst. En kaktus, en der ikke er så sart og som både kan holde dem der ikke vil mig på sikker afstand, og tiltrække dem der vil.

Jeg ønsker at holde deres nysgerrighed helt tæt, lade den smelte sammen med min i form af et ukuelig drive og tro på, at mine egne drømme også batter, at de er store, vigtige nok. At det er ok, at de kun er det for mig.

Du er blevet sat fri, du kan gå nu. Jeg vender frygteligt tilbage.

Din

Medsammensvorne

Hjerter dame

Jeg køber ikke bøger

Men denne:

Den skal stå på min reol

Den skal være mit årlige pensum. Den er på 414 sider, fra året 2015 og forlaget Emilja. Forfatteren er indehaver af Energipsykologisk Center I Kgs. Lyngby, hvor traditionel og spirituel psykologi kombineres.

Når du ser det, jeg ser, så ved jeg, at jeg har set rigtigt.

Emilie Jahnnie Sigård

Oplevelser, der har været svære måske i barndommen, oftest i barndommen, nogle gange senere, kan sidde side som et grundsår, en brod, i os, i dig, i mig.

De har som regel en stor indflydelse på vores selv fortælling, den vi fortæller andre, den vi kører på repeat i vores indre, nogle gange en vane, måske ubevidst for os selv. Den har haft et logisk udgangspunkt, da vi havde brug for “den”, selv fortællingen var ment til at gøre os trygge. År senere kan selv samme gøre os forvirrede. Når vi oplever reaktioner på noget i nutiden, som slet ikke passer på oplevelsen her og nu.

Beskyttelsen af os selv har tjent et formål en gang, måske er den ikke hensigtsmæssig mere. Måske er den til direkte besvær nu. Måske har du/jeg brug for noget andet nu. Men ligesom, at man ikke kan tabe sig før man ved hvad der gør en tyk, så bliver man og så nød til, at se ind og tilbage for, at forstå hvorfor kroppen reagere som den gør. Ellers kan det at ændre de fremtidige reaktioner til noget mere tidssvarende blive både famlende og ekstremt energikrævende. Hvorfor ikke bevidst “stille op” for den, du er nu.

Vi, “de sensitive” er nogle der bruger store mængder af tankemylder på, at rode rundt i gamle, oldnordiske reaktions mønstre, i forsøget på, at undslippe eventuelle mere eller mindre selvopfundne problemer.

Jeg tog mig god tid til at læse bogen over et par uger eller var det 3, tyggede mig igennem, læste mange af afsnittene om og om igen. Tænkte, det var utroligt, at dejlig mand i sengen lige overfor mig på hotelværelset ikke kunne høre tandhjulene dreje og maskineriet knase i forsøget på, at forstå de lange sætningers fulde betydning. Jeg ønskede ikke at gå glip af et bogstav indtil hun berørte spiritualitet, der står jeg af. Jeg er en jordbunden tyr, men måske er de afsnit lige noget for dig.

Psykologi har interesseret mig så lang tid tilbage jeg kan huske, men måske blev jeg virkelig vækket da jeg fik faget på mit studie (1992, 21 år gammel) og forstod så mange ting. Jeg kunne endelig se, at mit indre psykiske landskab passede overordentlig dårligt sammen med min mors energivampyrisme. Jeg var ikke gal! Hun slugte mig. Drak min energi i store, grådige slurke. Jeg har formået at finde en måde, at være sammen med hende på i dag, hvor jeg er godmodige Prop over for hendes (ikke Berta), nej den variant af heksen sidst i filmen. Hvor ko og mand i fællesskab med Tyttebøvser på magisk vis, får “fortryllet” hende fra ond heks til harmløs, tørklæde indrammet, gammel kone. Jeg snakker selvfølgelig om den danske stop-motion-dukkefilm fra 2000 “Prop og Berta”.

Jeg kan se efter at havde læst bogen, at jeg har noget arbejde “til gode”! Også noget jeg troede jeg var færdig med. Det er efterårets opgave, du ved det og jeg ved det. Nu.

Måske du vil lade dig inspirere, det håber jeg. Vi kan lave en aftale om, at vi begge vil være langt mere økonomiske med vores energiregnskab. Jeg vil fokusere på at minimere min “læk”, i min bank af sensitive ressourcer. De er ikke uendelige. Desværre. Det har de aldrig været, de vil aldrig blive det og det er heller ikke meningen. Det der er meningen er, at lige meget hvor du eller jeg er, på hvilket givent tidspunkt på dagen, måneden, året så er det vigtigste altid, at der er nok til dig, til mig.

Jeg vil “begrave hunden”, stoppe med at rasle med de negative familie fortællinger, sætte “spøgelserne fri. De har tjent deres formål. Farvel og tak.

Jeg er den, jeg er, og jeg er lige, som jeg skal være, og lige hvor jeg skal være.

Emilie Jahnnie Sigård

Jeg vil “forankre” mig selv og øge kontakten, til de forskellige versioner af mig… Lige fra lillepigen, der tilsyneladende altid vil være bange for at blive forladt, og teenageren der stadig rager rundt og leder efter en mor og en far. Et forældrepar der tager rollerne alvorligt, og ikke hele tiden gør mig rundforvirret fordi de insistere på, at bytte med mig. Jeg vil lytte til den kloge, krops bevidste mor og voksne kvinde jeg også er. For det er jo hende der til syvende og sidst har passet på den lille pige og den store teenager, der overspiste i sin angst for blandt andet, at blive for tyk!

Husk” Ingen varianter er forkerte, heller ikke dine. Hverken dem du viser verden og/eller dem du holder for dig selv. Jeg vil øve mig i, at tage mig tid i situationer, hvor jeg plejer at herse for vildt med mig selv, inden i mig selv.

Se og sætte pris på de små nye, til lærte forandringer, både dem der er beregnet på, at beskytte min himmelråbende følsomhed og dem der skal tydeliggøre over for omverdenen, at de er der. Takke af overfor de gamle mønstre, vi skal hver sin vej nu.

Hvis vi ikke ønskede og behøvede andres accept af vores “levede” liv hele tiden, kunne vi bruge den energi til kærligt som en sød og ordentlig ven, at bekræfte os selv. Inden i os selv. Helt stille og tyst. Sh……

Det ville blot kræve, at vi stoppede med, at udskamme os selv, til vi står bristefærdige lige inden vi eksplodere ud i alle kommentarboksene.

Love lillepigen, som ikke fik den sikkerhed hun var blevet “lovet”, for alle de år siden, at hun altid kan regne med “dig” fra nu af. Din tro på hende vil altid være allestedsnærværende, lige meget hvad….. der sker. I morgen, på fredag, om 10 år. Du vil forankre dig med dit eget anker, inden i dig, ikke være så afhængig af andres likes.

Knus

Fra en hjerter dame til en anden.