Nu uden offerrollen

Men så alligeveller.

Det var egentlig ikke meningen, at dette skulle blive et blog indlæg og slet ikke så langt, Men det trængte sig på, ville skrives og skubbede sidste og tredje del om katte(i)livet videre ud i august. Desuden kan følelser ikke knækkes over i halve, jeg har prøvet.

2 dage efter, er jeg stadig ikke hvad jeg ville kalde mig, det indtil teksten formes under fingrenes lette tryk. Så træder jeg endelig ud fra hvor end jeg havde gemt mig.

2 dage før.

Bilen kører ned af den mikro lille kilde mave bakke, tegnet på, at nu efter den næste klynge træer på toppen, vil vi i den næste dal skulle dreje af og køre i de græs nedkørte hjulspor de sidste knap 100 meter. Som en væg af natur står den amputerede birketræsalle langs hele venstre side med stammer så høje, at der er frit udsyn i mellem. Det første glimt af bindingsværkhuset er altid magisk, så idyllisk det ligger der med det stråtækte tag, regn, sne, blæst eller sol lige meget. Pilen står vibrerende på målet. Dækkenes knassen mod gårdspladsens perlegrus, håndbremsen i hans hånd der slippes. Al tilbagetrækning umulig. Nu begynder spillet. Lige så smukt huset er hvidt, delt af de mørke lodrette og vandrette linjer ligeså firkantede er dets beboere.

Det, der udgør essensen af mig ligger efterladt som en glemt jakke på asfalten ud for den høje kantsten ved turens udgangspunkt. Parat til, at holde alle mine følelser, begejstring og armbevægelser helt inde hvor de ikke kan nå, stiger jeg ud af bilen.

Skridtene imod ham og et knus bliver kejtet til om hans bløde figur, men det er ikke covids skyld. Jeg står bare nøgen.

Prisen kan være høj for den sødeste frugt.

Vi går rundt om huset til den lukkede terrasse, ind bag det skarpe “skrid fluer” forhæng, som hænger ned i brede, grå trevler. Marken, med de snart 1½ m. høje georginer kan lige skimtes igennem de store vinduespartier. Stænglerne synes alt for tynde til deres enorme, prangende blomsterhoveder. Måske har de fået deres næring fra de krogede æbletræer, der som krogede fingre søger mere ned mod jorden end op ad den. Tørresnoren i mellem synes at være det eneste, som holder dem oppe. Der mangler bare et rådyr, som med sit lille kid skjult ved sin side passerer forbi nederst i haven, som er det et 8 benet fantasidyr.

Det er meningen du skal lade dig imponere over al herligheden, inkarneret bymenneske eller ej, du må overgive dig. Det er det han regner med. Bløddyret.

Fødderne går af sig selv det hyggeligt, dækkede bord nærmere. De næste mange timer vil smagsløgene lade sig bestikke af den ene smagsfulde ret efter den anden. “Resten” vil hele tiden sørge for, at dæmpe sig, så jeg ikke truer deres selvforståelse af, at være over mig.

Vidste bløddyret hvordan reaktionerne i mit indre bliver afløst af hinanden før, under og efter dette besøg, ville han udbryde;

Du er et fjollehoved!

Måske.

Men her på denne plet på landkortet gælder kun husets regler, meninger og fakta bliver af ejerne udtalt som åbenlyse kendsgerninger uden underbygning eller dokumentation kun som hæftede ender. Spørgsmål når os besøgende fra begge sidder af, min tunge tumler i flikflak efterfuldt af åben skrue i sin iver efter at begynde sætninger. Svare tilfredsstillende. De går efter noget. Ved de selv hvad det er? Mine svar afbrydes, deles i halve. Jeg prøver igen. Igen.

Appetizer`en bliver erstattet af hovedretten, frekvensen af spørgsmål øges, Inden jeg er nået 4 ord ind i mine svar afbryder de mig. Igen og igen svirper de dem væk som “Klodshans” prinsessens “duer ikke” over for friere fundet for … ja i hvert fald ikke egnet. De fornemmer hurtigere end jeg kan udtænke svar, at jeg holder følelserne tæt, de er mine til, at give til dem jeg vil… men..

Ved desserten har jeg drukket mit rødvinsglas tomt og nu sendes spørgsmålene af sted med en fart, der minder om et maskingevær, den ene, den anden skyder, rammer, jeg er smørklatten i legen med samme navn. Min mening om noget eller nogen, ophævet som en afbrudt mobilforbindelse. Følelsen af at blive underkendt, talt hen over, ignoreret og slået til side som et irriterende insekt, ingen adgang. Prøvesvarene, nu knap kommenteret, får den for en time siden ikke eksisterende hyletone i mine ører til, at brede sig som en steppebrand ud i resten af kroppen. Den tiltager for hvert kvarter i lydstyrke. Det hele udmatter mig fuldstændigt, mit panser revner og jeg giver dem en smule af min begejstring for mit snarlige højskoleophold.

Glad over, at kunne huske titlen på en bog hvis forfatter vil holde et foredrag, slynger jeg titlen ud over tallerknernes indtørrede is rester kun for, at min leverede fakta bliver kvast under hans opklodsede sko som en sort bille.

Den bog kunne jeg ikke lide.

Bløddyret

Jeg har trods de sidste 3-4 timers kamp mod netop dette givet dem nøjagtig det, de forventede at fravriste mig, min glæde over noget. Det er det samme hver evig eneste gang. Du kan sgu næsten sætte klokken efter det. Det er ynkeligt! Jeg udmattes, mister kontrollen og lader det, dem slippe ud, begejstringen, følelserne. De hugger til, flår min glæde i 1000 stykker, dissekere den som et lig efter et mistænkeligt dødsfald til mit bryst står vidtåbent og jeg ved kagen til kaffen føler mig hvisket ud. Som I filmtrilogien “Tilbage til fremtiden” hvor det, at ændre noget i fortiden får vidtrækkende konsekvenser for nutiden. Hvad gør de så med den? Begejstringen, følelserne i den helt rigtige mængde uden dryppet af malurt, de selv besidder så uanede mængder af, som for øvrigt smitter som en luftbåren virus? Jeg tror seriøst de kommer i bukserne af fryd over denne udfoldelse af energi, glæde for noget er. Har du set filmen, “Monsters Inc.?”

Nåh .. men måske har du glemt den, den er også fra gulp 2001!

Meget kort; monstere er ansat til om natten og skræmme børn for, at forsyne byen med el. Jo højere skrig af skræk, jo mere el. Det er hårdt arbejde og har sine begrænsninger. De finder selvfølgelig ud af, at hvis de i stedet får børnene til og grine i en høj latter, er det en uudtømmelig kilde.

Der er mennesker som lades op af andre menneskers begejstring fordi de har svært ved at danne den selv! Nogle finder desuden en pervers tilfredsstillelse i, at lade deres forsygningskilde stå gabende tomt efter de har forladt bygningen, så har de til nogle dage, uger … til næste gang, de trænger til et skud. Af. Liv.

Bøgerne jeg gav bløddyret for to måneder siden, giver han mig tilbage efter fremvisning af godt brugt, ny anskaffet køkken udstyr. Alle læste.

Den var dårlig.

Bløddyret

Det er ikke for det. Men den var eneste jeg selv havde nået at læse. Den var helt okay.

Så i hans bemærkning hører jeg; det foredrag gad jeg godt nok ikke lytte til, på den højskole jeg aldrig kunne drømme om at melde mig til, og hvor var det lige igen den lå? Hvad var navnet?

Jeg er tissemyren der forcerer kildemavebakken igen og igen med en død græshoppe på ryggen.

Gå væk fortid, bare gå, åh… så kom da her for helvede. Ja, ja jeg er her jo nu ik! Såhhh da, rolig nu.

Hun læner sig frem, til hun er 10 centimeter fra mit ansigt. Alt. For. Tæt. På.

“Du skal ikke svare for ham!”

Den råbende, kokken, bløddyrets kone

Det gentagne råb mangler bare en kaskade af spyt i mit ansigt for, at få mine mundvige til at stivne endnu mere i en variant af et smil alle vil stille sig tilfredse med. Alt er jo fint. Indeni kan jeg mærke indfrysningen om solar plexus, mellemgulvet er allerede helt låst.

Jeg blinker ikke, noget sidder fast i mit bryst.

Der er for fanden andre muligheder end at fryse, jeg er 50 nu, men jeg kan ikke andet, røddernes rodnet for indfrysningens tilblivelse holder mig fast. Min tunge synes gaffatapet ned mod tænderne i undermunden. Råbe tilbage ville alligevel værre teenagerens respons. Der er sådan et enormt neonskilt som begynder at blinke lige foran mig. I Herlev hospitals størrelse. Jeg må ikke såre, ikke såre bare tanken om, at præsentere dem for ord, som kunne konfronterer dem med deres egne selvopfundne fakta bokse gør, at jeg lukker og slukker (en tid). og så alligevel! For jeg sårer dem vel via stilheden fra deres mobil, som kun viser mit nummer på den lille skærm så sjældent jeg overhovedet muligt, kan trække den.

Lige meget hvad jeg gør, ringer/lader være har jeg følelsesmæssige tømmermænd.

Uger går, en måned, når nummer to er gået ringer de; bløddyret og skorpionen/dragen (anden del af min genpulje) fuldstændig uafhængigt af hinanden, inden for dage, hvilket jeg i timer før kan mærke som en kriblen-krablen i kroppen. Som havde de en uskreven regel over broen af afskyen for hinanden om, at nu skal de forsvare deres territorium i forældrelandet og ringe hende der datteren op.🤍emojien aldrig tænkt, eller sendt.

Hvor latterligt ville det ikke også være hvis jeg i et roligt stemmeleje svarede, “du behøver ikke råbe, jeg sidder lige her!” Så gjorde jeg jo hende på 82 år til teenageren og vi ved jo alle hvordan de reagere overfor det passiv-aggressive. Har du måske ikke selv været en? Fair nok så, synes du ik! Endnu mere råb, mulen, hårde tramp i retning af værelset og BANG! døren står rystet i sin karm. En kærlig hvisken mod det mørke træ i det mikrolille mellemrum dør og karm imellem. “Lille skat, hør nu her..” Buh… Virkelig! Du har lige talt ned til hende. FLOT.

Den mere ordkløvehungrende teenager, (jeg tager alting du siger bogstaveligt som i ord for ord), vil begynde en fuldstændig latterlig ordvekslen baseret på, at jeg holder på mit som i indtil jeg skrider… “Tak for mad… Og kan du så ikke bare lave noget normalt! Som dengang jeg var barn, du ved. Tø nogle fiskepinde op.” Det ved man da hvad er…

Så er der den ærlige reaktion, “jeg kan ikke lide du råber mig ind i hovedet, det gør mig ked af det.” Men ser du det ville være, at bryde alle mine indre på tro og love beskyttelses teknikker jeg har indøvet over år, i og med mig selv. Konklusioner jeg er nået frem til ved, at studere talløse YouTube video` er omhandlende håndtering af narcissismepræget adfærd, i løftet om at de aldrig må få mine følelsers dam at dykke, svømme og flyde i igen. De er ikke nogen der trøster, viser forståelse og empati, undskyldninger! Glem det. Følelser. Andres svaghed. Deres fix.

“Du kunne jo drille dem med deres eget snæversynede, ophøjede selvbillede!” tænker du måske. Selv anden halvdel, der har været udsat og vidne til “nysgerrigheden” og mine reaktioner over de sidste 29 år spørger engang i mellem, “kan du ikke bare…”

Ja… jo.. har været der, prøvet det, men bløddyret har ingen humor. Og selvironi! Simpelthen en by i Disney`s “Fantasia”. Den oprindelige er fra 1940. Råberen har liddttt ud over det stråtækte, så det jeg risikerer er de bare går efter hinanden, og/eller bløddyret skruer ynkeligheden op på maks pinlig. Men det er vel fint nok tænker du! Neii… for jeg kan ikke fordrage, at være gæsten, der skal sidde og nikke samtykkende, med et stivnet smil på læben som, at “ja det er da helt i orden, at du taler din partner ned” (lige foran mig), fordi de sideløbende eller afslutningsvis med en indbydende håndbevægelse inviterede mig til det samme! Tvinger mig til at tage parti. Som jeg føler mig uhøflig ved ikke, at tage selv om jeg er dybt forarget og lodret uenig. Åh… hvor jeg hader den leg. Jeg har levet som en fejlplaceret elefantunge hos en hund og kat, Det er bare ubehageligt pludselig at være midtpunkt i et andet pars uforståelige koder. Det ødelægger min appetit.

Det er tankevækkende, at jeg kan såre mine børn som jeg elsker ved få primale skrig, men ham, bløddyret som engang før årtusind skiftet var min helt, kan jeg ikke vrænge, råbe ad eller sige nederdrægtige ting til, for jeg ser jo…

Jeg ser jo så tydeligt, at han også er nøgen…

Men hvad! Det er dine børn vel også? Jah.. men de har mig forever… Hende, kan bløddyret kun drømme om. Jeg bliver aldrig til salg i den bod igen.

Måske skulle jeg i stedet for at holde mig tilbage (fryse), bruge den anden stenalderteknik, give den fuld skrue, vise hele farvepaletten på mit temperament, få dem til at se sole, stjerner, antænde hele batteriet på en gang, men så igen…

Jeg vil ikke spankulere rundt på deres niveau.

Men være røven i kamellen, i klæde mig offerrollen pr instinkt. Nej, tak fremadrettet til det vidtrækkende, indre skud ydmygelse jeg tvangsmæssigt plasker rundt i efter samvær med individer, der mundlukker mig. Jeg var NEMID selvvalgt ikke kyndig, skide stædig neandertaler fladskalle individ kun to år tilbage. Nu er jeg tilvalgt noget, der kunne kaldes selvkørende, jeg blev jo ikke råbt af når jeg tastede forkert. Hanne (min computer) ventede bare, ingen rullende øjne, ord i forvrængede tonearter eller rastløs rykken rundt i sædet. kun markørens lille, “hvor skal vi hen nu, du?”

Bebrillede kan altså være langsom (tage sig sin tid) om at svare, hvilket jeg må give ham er en fantastisk måde, at få folk hvis spørgsmålsrunder mere minder om direkte forhørsteknik til, at se sig om efter andre mistænkte. Bliver bare pr instinkt selv nød til, at tilfredsstille deres sult for forsygning af en ordentlig omgang respektfuld medmenneskelighed. Smager lige på, TAGE MIG MIN TID hm.. nej, det smager ikke godt, men efter 12 smagsprøver så måske.

Et andet, umodent jeg kan ikke udholde pausen mellem spørgsmål og svar. Hvad der må være datidens som nutidens teenagers privilegium føles som bevidst provokation udløst af bløddyrets og viv`s åbenlyse barnlige utålmodighed. Min nutidige krops frys reaktion helt sikkert baseret på minder, situationer hvis opståen jeg kun svagt kan huske eller helt har glemt kun følelsernes forbudte kræven plads sidder tilbage og sender mig direkte på autosvar, når de bliver provokerede af for eksempel et råb i hovedet. Et umodent jeg som fandt nødvendigheden af opfindelsen af 100 måder af beskyttelsekapper. Hvordan kunne jeg ellers forsvare prisen, der altid, usynligt for andre end mig, dinglede i de omskiftelige vinde, for den opførsel de kaldte kærlighed.

Jeg er rungende dømt ude som en hønemor, der ikke kan lade min 18 årige svare for sig selv i sit eget tempo. De har ret. Ønsker jo netop de skal høre hans svar så de ved hvad han er for en, ikke kun den nørd de som et skældsord slynger i hovedet på ham hver gang vi ses. Deres måde at underminere mig på er fejlfri, de høje ord velbegrundede, jeg skulle havde holdt min kæft, været tålmodigheden selv. Hvis han ikke kunne nå, at svare havde det bare været deres tab, ikke hans, ikke mit.

I ikke erfarne ører lyder de som interesserede bedsteforældre men de er på anden generation ude med spydspidsen smurt ind i gift som svier. De ville ikke ane hvad det unge menneske interesserer sig for, spørgsmålene de bombardere med går godt nok i hjertekuglen men det er ikke af de hjertelige slags. De udfritter kun for hvad man er værd og helst hvad man ikke er, så de kan vælte sig rundt i det, når de står side om side ved den tårnhøje opvask efter perlegruset er prellet af mod Hvidens karosseri.

Bedste forældre forventer ikke altid at blive kontaktet, de holder døren åben for aftenvanderer, som lige kom forbi og invitere på BONES fordi de gerne vil glæde børnebørn uden forældrenes blik som støvsuger friheden for frihed.

Er det et råb?

De andre reagerede ikke! Lige meget, jeg fik en mavepuster.

Hun sidder helt tæt på mig, for bordets ende og kan holde øje med, at jeg smager på alt hun sætter foran mig. Sige nej tak er ikke en mulighed, kun til anden omgang.

Rødvin kan være nydelsesfulde mundfulde, men her synker jeg kun fordi jeg ved det bedøver og fordi hele deres krops; “hvad er der galt med dig!” attitude ville kræve et forsvar, hvor en beskikket advokat ville være nødvendig. Så det bliver kun lige akkurat så meget, at jeg vil kunne køre om nogle timer, den er et meget godt kort, hvis det er. Det selvom jeg, ved han gør det, for jeg ville bare køre ind i nærmeste ikke oplyste træstamme, for hende med kørekortet er som du ved ikke lige her, lige nu.. Alt skal være i den rette mængde. Deres. Min måde, altid jonglerende i forsøget på at ramme helt rigtigt. Det selvom jeg ved at intet nogensinde vil. Det findes ikke, ligesom enhjørninger, havfruer, nisser og påskeharen.

Har I aldrig tænkt på at flytte?

Bløddyrret “Farmand”

Uskyldigt!

Det han i virkeligheden siger er. Snobben.

Hvorfor gider I, at blive ved med at bo sådan et skodsted i et parcelhuskvarter, hvor den ene nabo har kig til soveværelset, den anden aftenlæsningen?

I modsætning til hans (valg).

Langt ude på landet, hvor der ingen gadelygter er, bussen aldrig passerer og en bil ja enda 2 i den store garage er et minimum.

Stor, større, størst.

Gods og guld.

Det er det, det hele handler om, men jeg vil ikke lege med, men spillet bliver jeg nød til at flytte min brik i, for børnenes skyld, stemningen, min fornødne sjælefred.

Hvor skal jeg da bo hvis ikke i dalens land, i skovens by med barndommen vævet omkring park, bakke og udlån med selvbetjening? Hos dem? I deres idyl med marker til alle sidder, lugten af gylle når de spreder og med fingrene gravende efter selvgjorte kartofler side om side med ham. Som en hjemmefødning aldrig forladt den evigt sydende arne?

Med de 6 telefonopkald, jeg er benådet om året tror jeg ikke han ønsker LIGE… det. Jeg kunne jo godt selv ringe, men DET VIL JEG IKKE! Så nu har jeg skrevet det. Sort på hvidt. Jeg vil heller ikke have dårlig samvittighed over det mere, eller ikke mere end du ved sådan lige, at skammens flammer slikker op omkring min dårlige samvittighed, (tænk) meget kropsnær brudekjole med havfrue slæb, og slørets nederste kant knitrende i de små, ildelugtende opblussen længere og længere oppe.

Desuden skulle huset være mindst 2 etager højt, fyldt med for længst afdøde, møbelsnedkeres aflagte og moderigtigt slidte sofaer? Hviden ved den fælgeridsende kantsten end ikke overvejet mod den store AUDI i den indbyggede carport hvis formål kun stadigvæk ville være, at fragte mig 90 % af tiden. Skrammer fra ind-og udkørsel vil en ukendt teenagers nøglebundt … få skylden for.

Du vil aldrig lade dig imponere af noget som helst jeg finder værdi i, at værne om. Om jeg så fik udgivet 10 bøger vil du kun løfte et tyndt øjenbryn for, hvor var beviserne på al succes` en hvis ikke i form af Joakim Von Ands svømmehals store pengetank, hvor du med dine dårlige ben kunne se på udefra. For jeg kunne have en vognpark fyldt med alverdens James Bond biler plus Volvos Amazone i en så gnistrende restaurering, at du ville blive blændet af dens skær uden du ville sænke din barre for hvad der er rigeligt og rimeligt for en datter at fremvise i forventningen om, at blive elsket af sin far.

Du forbinder mig med en falliterklæring, da det der sætter penge på min konto ikke kan sættes i den let forståelige bås som sygeplejerske, tømrer eller computernørd, de i din verden hører ind under.

Min nederdel for hvid

ikke sort, ikke grå

som hendes.

Mit hår for langt

ikke en drengefrisure

som hendes

Min buffet for krydret, ubagt eller uidentificerbar

ikke enkel

som hendes

Jeg er ikke

HENDE, råberen

Jeg er sgu min egen. Sgu.

Vær GRÅ STEN skat, ingen følelser, du ved. De vil æde dig rå sammen med den hjemmebagte til kaffen.

Den afklædte til Goldielocks

Goldielocks fortæller glad (ikke begejstret) om sin snarlige rejse til España.

Jamen er det ikke der, det er allerværst og har du ikke kun fået en vaccine?

Råberen (hans viv)

Ingen glæde udvist på hendes vegne, kun denne punktering af glæde. Pigen har dog allerede klog af skade trukket sin egen forklædning over hovedet, mens hun lader sig tvangsfodre som en anden foie gras gås. Hun smiler, men jeg kan se den usynlige rejste mur af beskyttelse fra hvor jeg sidder.

Hvor skulle vi rejse hen? Det samme sted som dem? Ligge på opredninger i deres værelse med havudsigt på den solbeskinnede klippeø?

Jeg titter frem nu, der er jo faktisk fri bane, Dalen emmer af ro, bløddyret har afleveret den påtvungne, brugte cykel. Jeg har været en god datter og skrabet asfalten med panden, i passende mængde foran hans store hvide bil i behørig taknemmelighed over hans storhed og gode køb dengang. Cyklen var til den bebrillede, der sov sig igennem.

I entreen

Mig, “jeg tror hun (hans kone) ville have at vi gav penge for den!” Står krummer tå vridende foran anden halvdel.

Han, fnysende, “så vil jeg hellere selv bestemme hvilken cykel det skal være.”

Jeg. Sænker skuldrene. Han har ret. Igen. Jeg bestemmer selv mit hjertes kval. Tænk bare, at kunne svirpe det væk. Sådan. Væk med samvittighed, skam og dårlig datter vipe.

Som ådselædere smæsker de sig i andres følelser; begejstring, vrede, ked af det hed lige meget, samme resurse. Bader med sæben cirklende i armhulen, trallende mod det ophængte brusehoved. Rotere som krokodillen med sit bytte i fart mod sumpens bund allerede inden de har sagt, “tak for en hyggelig aften”. Dit overskud hult, glæden kvalt og dagen i morgen betydningsløs.

Jeg er også mine følelser, et gearskifte der får mig til at glædes, gøre ting, udfordre mig selv. Frihed betyder alt, dyre vaser, fælge uden ridser og et nyt skur betyder nadda.

Smilende øjne i mine, latter mod et loft, kikket mod den nu tætte hæk, den bebrilledes “se ham nu mor”, når genbrugskatten gør noget han har gjort 100 gange før, for det er hans ting. Genert ved mødet med nogle fra arbejdet, gå spontant i en kølig sommeraften med Goldielocks` kvidren i mit øre, uvenner efter et kvarter, venner igen efter 2. Anden halvdels tavshed til hjørnet ved REMA, kyssene og så alene skærende samtlige hjørner tilbage mod den endnu ikke færdiglavede, dampende te.

Alle de spørgsmål, der kun burde stilles hvis det var med respekt og oprigtig interesse for hvor svarene nu måtte komme fra.

Intet svar for dumt, fjollet, for tæt på kun gør det mere, med indbygget tilladelse til at sætte grænser sige nej. “Nej, jeg gider ikke der men på … vil det passe fint…”

Blyantstregen, gammelt, indtørret viskelæder har forsøgt at viske ud.

Ikke vandfast sminke ned ad kinden efter regn.

Måske i virkeligheden aldrig tegnet.

Indrykket annonce

Ønskebarn med indbygget kedeligt faktum byttes. Behov for andet end set som et pænt vater opsat billede. Endelig ikke for tyk, ikke nikke nej, pegefingeren svinger som metronomen på venindens kommode, men “spis nu endelig mere. Op. Al sammen. Den usagte påtale ved at lade være, nægte, sige nej tak. Vekslende med de evigt skråtstillede, rynkede eller hævede bryn, de stikkende undertoner ved synet af den, hver fjortendesdag udvekslet, “tag jer af mig (også) ..” mumivariant.

Skuffelsen der lurer, altid nærværende, i det skårne kød i fadet, knappen i den åbenstående skjorte, sølvglimtende i det faldende støv i aftenskumringen, hvor rådyret vendte i morges. Over alle mine følelser, som blomstrede op af vægge men ikke i haven, (vindueskarmen ville næppe imponere.) Du forstod dig på undervogne, især nabo konens. Før du flyttede var du ikke længere i huset, men derude hvor læbestiften blev glemt.

Hvorfor kommer du ikke videre mor, hvorfor lader du dig påvirke af det? Du ved jo hvordan de er?

Goldielocks

Jeps, det ved den allersødeste grød jeg gør, men det er fordi jeg igen og igen skal betræde roulettens hurtigdrejende hjul og jeg ved. Jeg ved bare, at falder jeg med røven lige ned i sort, vil han insistere på at være rød. Hvis jeg så kanter mig op og kaster mig med næsen blødende i rød, vil han irriteret som en stor gammel hund forflytte sig til sort, kun for, at jeg ikke et øjeblik skal tro jeg er/kan noget han kan bruge, mere end han, være ligeså meget værd, har det ligeså hårdt. Orker det ikke, den, konkurrencen, han altid har gang i på indersiden af sin hjernebark hvis verden lyder som et gammeldags ping, pong spil. Som, at være på cykeltur med nogen, der har en bedre kondition, eller længere (voksne) ben på skituren i 79. Hver gang man storprustende har kæmpet sig til de ventende på toppen, er de vendt rundt, snart susende ned på den anden side, indvendigt hujende.

Spil kan være sjove men hvis det er uden mulighed for, at vinde er det da ikke en konkurrence. Jeg vil hellere investerer i noget, der nytter.

Har forstået man skal være sammen engang imellem fordi vi er FAMILIE, men værsågod som forventet, at tage mod det tilbudte, fejlkøbet, som en god datter, når han nu er så god…. en far! Host host … næste gang, så ryster jeg på hovedet, går i gang med at øve lige nu.. Går fint.

Smager på ordet… bløddyr.

Hvis du havde været en lakrids havde jeg spyttet dig ud.

Som de syrlige bolsjer jeg aldrig har kunnet lide.

Knus

Reflektionisten

Goldielocks og undertegnede har lavet en pagt! Måske skal vi for en god ordens skyld gemme en gammel vante… (Pagten, DR`s julekalender fra 2009 vist.) Vi vil lure seje blikke fra gamle westernfilm, hvor mænd kniber øjet sammen mod røgen af deres gennemtyggede cigar. Øve dem foran spejlet før næste indbydelse ca. september. Mens de smør mit dampende, sprøde grydebrød vil revolverbæltet sagte blive spændt i inderste hul, i skjul af bordpladen. Derefter vil vi skyde dem på klods hold, stille og roligt med deres egne sylespidse hagl. Vi er vel voksne.

“Jamen far hvor skal vi så bo?” Læner mig frem, lille smil kruser min mund, hagen hviler i mine håndflader. Kigger mig rundt på terrassen. “Her!”

Han åbner munden for at svare, jeg vifter ham tavs med en håndbevægelse.

“Hvis du får lov til at bestemme hvad jeg skal have på, betaler du så?

Han læser sig frem, mine fingre folder sig ud i fuld stop.

Buler min ikke eksisterende mave ud, “hvad så bløddyr skal vi sammenligne…?” Ser på undervogns indehaversken, “står din sykasse hvor den plejer?” Rejser mig, finder målebåndet, kommer tilbage og vifter med det i luften. Nå, hvad bliver det til bløddyr!”

Læner mig stående ind over de beskidte tallerkner, trækker ned i min bluse foran. Teposerne; Earl Grey og kamille kan lige anes. “Er det her for meget?” Trutter min mund som en pin up fra 50`erne.

Læner mig yderligere frem, presser Earl og Mille ned i bordpladen, “nåh…”

Slipper bordpladen, trækker blusen sammen i halsen. “Tæt nok og hvad med farven? Er grå okay? Du ved, jeg mener ud over sort?”

Deres munde åbnes, små, gurglende lyde lyder. Som skurke i film om 2 verdenskrig efter skud i maven og vi ved jo alle hvordan det ender… Blodet pibler, runder mundvigen og … Ja, der må vel være et dryp på den nystrøgne uniform dernede et sted!

“Håber I nyder brødet for jeg kan altså ikke invitere jer før til næste sommer, jeg har nemlig ikke fået købt læggekartoflerne endnu.” Puster røgen væk fra løbet. Jeps, sådan hurtigere end min egen skygge. (læs: Lucky Luke.)

Sætter revolveren tilbage i bæltet.

Goldielocks får lov, at skyde mod hjertekulen. Vidste du for øvrigt at det er den udvendige… hulhed lige under brystbenet? Hun drejer armen, blotlægger underarmens hvidhed som er brudt af sort farve.

“Bløddyr, jeg har fået en tatovering!” Unødvendige ord, der, som en lægtehammer banker sømmet helt i bund, i andet slag. Skeer stopper før brydningen gennem chokoladen på den købte islagkage, øjne drejer som periskoper og stopper, hun er målet. hovedet dukker, skilningen deler vandende. Jeg ser mundvigens lille trækning. Knækket, højt da overfladen revner og hun spidser nydende munden omkring isen yderst på skeen, så den bliver to sugende mundfulde. Lader chokoladen smelte mellem tunge og gane. Han kan ikke udholde den. Tavsheden.

Har du fået en tatovering?

Et styks forarget bløddyr

Bløddyret, skrevet i ink ville havde været ubetaleligt men det ville havde været, at skænde så fin en flade, og krævet vi var af søens folk.

Langsomt vipper øjenlåget op, munden klemmer stadig omkring skeen, sutter det nede i hulningen op, vender den og får det HELE med ved, at presse bagsiden mod mundens loft.

“Hmm….”

Han læner sig tilbage, synker sammen i stolen. Gammel, munden er vrænget nedad. Fortabt.

Seks sæt øjne zoomer ind på fire bogstaver viklet ind i hinanden V, C, L, og L. Blodårenes blårlige skær ligger som en tjørnehæk af kød og blod rundt om. Ubrydelig.

Kimchi, numsehullets nye sort

En rigtig mand…

ved godt, at grønsager ikke er noget man skal frygte i troen på den overhængende fare for, at ud vokse, ikke æselører som Pinocchio, men kanin ører. Det er lige så gammeldags og for længst ud-og hjerne død tankevirksomhed som;

a) bruge følgende ordsammensætninger; høj karse, bred ymer i forsøget på at være sjov

b) kaste “nørd” i hovedet på indadvendt barnebarn som et ydmygende skældsord

c) behovet for, at skjule en tiltagende skaldet isse med hentehår (det er gener ikke andet).

Han føler ingen trang

til, at slå sig på brystet i samvær med andre mænd og nærmest homofobisk, højlydt tilkendegive hvor stor en bøf han foretrækker på BONES eller ved weber`n mellem gril tængerne. Han ved, at salat ikke kun er icebergsalat, majs og agurk eller broccoli overhældt med gris (alias kolde bacon tern 2×2 centimeter), indsmurt i så meget dressing, at den grønne farve er forsvundet i forsøget på, at kamuflere ordet salats bogstavelige betydning. Han spiser ligeså selvfølgeligt kylling, bøf og steg (også kaldet beige/brun mad) som bjerge af regnbuemad fordi han ved, at i den salat skål kan der være mere protein end i hans bøf, samt mere kalk end 2 skiver fuldfed ost og smør i tydelige halvmåneformede tandsæt afmærkninger i den afbidte hvedebolle, tilsammen. At kunne bære de tunge indkøbsposer uden, at knække et håndled kræver dejlig veltillavet mad, ikke andet.

Du ved det jo godt, ligeså vigtigt som det er at nyde, fortære, smæske sig i alverdens lækkerier lige så vigtigt er vejen ned og ikke mindst ud af dit system for dit almindelige daglige velbefindende. Kan vi ikke skide når vi vil eller styre at vi skal, bliver vi tvære, mulende og ikke til at holde ud. Det kræver gode og ikke mindst millioner og måske lige frem billioner af bakterier i din tarm. Det er sgu da også en magisk proces fra velduft til ildelugt på noget, der helst ikke skal være meget længere end 24 timer om, at passere igennem Trille fødebollekanalen.

Her er det fermenteret kål kommer ind i billedet, også kaldet kimchi.

Kimchi er Koreas nationalret og kan tage få eller mange timer at lave. Selv ex first lady Michelle Obama har delt sin version på Twitter.

Næsten…. (plus lidt Meyer) efter YouTubekanalen “Happy Pear`s” opskrift. De udførende ligner to enæggede tvillinger, mænd med grå stænk i tindingerne, når det bliver sexet til kvinder er min grå hjelm fuldt udvokset, hvor retfærdigt er det lige? Den ene lyder som om han har en fortid som kok. De har begge været veganere i mange år og i en af deres videoer tager de T-shirtsene af “oh my god!” Jeg var næsten mundlam.. Det er ren bøf …. mums.

Jeg brugte:

1 kinakål hoved (de brugte 1½)

Ca. 50 g salt

Skær, skyl og knug vandet ud. Gnid det nu ind i saltet og ja du skal bruge det hele, det konservere. Lad stå en ½ time ish.. Kålen altså ikke dig, og skal du noget gør du bare det. Tror nemlig, at jo længere jo bedre. Kram og stå en ½ time til. Sidste gang, kram og stå en halv time. Så er du parat til at samle, blande, sætte i skab og vaske op.

I ventetiden, løseligt tænkt..

Ny skål påkrævet. Husk bøj i knæene og ikke kun forover i ryggen.

1½ gulerod revet

3 springløg skåret

Her kunne du også tilføje eller erstatte med vores radisser, tror nemlig ikke det behøver være hvad en koreaner ville bruge, de har deres egne varianter.

Risbudding:

tager 2 min. Vitterligt, så gå IKKE.

79 g vand

19 g rismel (du kan sagtens bruge maizena, det er bare ikke vegansk)

Knivspids honning, sukker, hvad du har. Lad stå.

Skold 2-3 glas. Hellere 3 end 2 da massen “hæver” lidt… Min gik over sine bredder lækkert😣. Vær indstillet på, at de kommer til at udsende en liflig lugt af prut, som i hver gang du åbner det skide skab. Det fortæller de sjovt nok ikke noget om i alle de videoer jeg har begloet.. Jeg tror IKKE, at det er fordi de spiser så meget af det, så de er blevet pruttetrang kureret, tror du?

Chilimarinade:

1 løg groftrevet

3 fed

½ tommel ingefær

Jeg rev feddet og ingefæren fint

Rør sammen med;

3 spiseske tamari, måske du kunne bruge soya det skal jeg slet ikke udelukke, da det jo også bare er en anden form for flydende, salt bouillonterning.

1 tsk noritang, der ligner, lugter, smager også hm… i bekymrende grad som det fiske mad jeg engang imellem fik lov til, at fodre min fars akvariefisk med som barn, det kunne sikkert helt udelades eller erstattes med fiskesauce. De brugte i hvert fald noget andet jeg ikke havde. Jeg kan altså ikke lade mig begrænse af, at der er noget jeg ikke har! Alt for mange fremmede ingredienser på samme tid i mit skab har det lidt svært i konkurrencen mod det gammelkendte, når jeg rækker ind i skabet efter smagsgivere.

Må bare indrømme at hjemmesiden helsebixen er mit nye tast kort nummer og tryk videre og send fiks.

5 g chili, jeg brugte både piriflager(en form for chili) og chilipulver

5 g sød paprika

Rør det revne med krydderier + budding

Si og knug kålen BEHOLD saltvandet

Skyl det, knug igen

Rør sammen med gulerod og springløg (radisser)og chili pastaen, nej fingrene i ik! Alt skal være grundigt blandet. Oprindelig koreansk vil være så stærk, så handsker er nødvendige ellers er det av, av i nedbidte neglerødder.

Put i glas. Pressede med min smoothie stamper indholdet ned. Du bruger en gydeslev, hvilket min oprindeligt også er fordi jeg få uger efter modtagelse af MEGET dyr blender, blandede plastikstykker i min smoothie. Dem pillede vi ud, var heldigvis nemme at se i det lyserøde/brækfarvede …Anden halvdel har nu savet et stykke af en af vores gamle træsleve og den fungere perfekt til, at skrabe siderne ned med, nu UDEN risiko for indbyggede tandstikkere. Jeg tror massen skal være dækket af vand (Meyer), jeg hældte et par skefulde siet salt/kålvand på og satte i kolonialskabet med låget helt løst på. Så skal der ventes og smages efter et par dage…. Kys, kys små glas jeg vender tilbage inden længe.

På 4 dagen begyndte de, at lugte mere som noget syltet/fermenteret end ja prut, men jeg havde alligevel brug for, at anden halvdel sagde, “nåh skal vi smage?” For hvem har lyst og tiltro til, at noget der lugter lige lovlig klamt kan smage godt. Men det er vel det samme som smagen kontra lugten af cigaretter, tænker jeg! 

Det smagte godt, måske lidt stærkt hvis et pirifrø stod alene.. Jeg tror at hvis du kan lide saltede agurker, søde rødbeder, syltede ting så kan du også lide dette.

Her satte vi glassene i køleskabet og det ene er allerede spist. Vi tager ca. en teskefuld til aftensmaden også hvis vi skal have pizza, spiser det bare som syrligt tilbehør og håber de gode baciller gør deres job i transportsystemet. Jeg er afhængig af, at min tallerken bugner af syns-og smagsindtryk, min længsel og nysgerrighed skal give mig mere mundvand og mindske min lyst, til at debattere under måltidets første 10 minutter til ikke minimum, nej snarere hold mig helt uden for. Lad som om jeg er et par ører og nyd de udeblivende afbrydelser fra mig. Bare ignorer mig, når jeg fisker stort, skårne grøntsagstingester op fra min tallerkens toppede indhold og finger fodrer min mund, så køkkenrullen står hvirvelende rundt som en TIVOLI karrusel på køkkenbordets flade i forsøget på, at følge med efterspørgslens krav.

Du kan har jeg set også bruge det i gryderetter men det har jeg endnu selv til gode, at prøve af.

Du kan købe det, kimchi, i MENY, men den mængde ovenover skal du give ca. 150 kroner for.

Nåh, skal du ud og købe kinakål nu?

Knus den ikke mere fermenterings angste.

For øvrigt

Det tog mig et ½ år, at træde hen over troen på, at det ville gå helt galt, huset ville helt sikkert eksplodere og i stedet indstille mig på det noget mindre drama, at vi simpelthen smed det i affaldsposen hvis det krævede, at vi holdt os for næsen for, at kunne nedsvælge indholdet i glassene. Det ville gøre fysisk ondt men lad det nu ligge. Spildte ingredienser du ved. Jeg mener, hvis vi kan spise pølser i afgrunds dyb fornægtelse for hvad de indeholder, hvilket må svare til bagerens romkugler, så kan vi også spise kimchi. Forbinder du ikke koreanere med ild i røven.. på snart sagt alt de gør?

Hov, jeg ved godt det ser tidskrævende ud og jeg vil da også indrømme, at jeg som altid ved eksperimenter sultent, savner sød person ved min side, som elsker at vaske op. Anden halvdel tager nemlig sin del af opblødte fingre i det lune opvaskevand, især, når jeg skumler opgivende efter timer spenderet på mærkelige retter med for mig mindre, kendte krydderiers ikke altid helt nemme mængde tilsætning.😝 Nogle gange bandende afbrudt af knæ, kravlende aktivitet fordi jeg har vippet/tabt/skubbet grydeske ned på gulvet med tydelige motorsavs massakre lignende kaskader op ad eller på hvide/trægulv/kattehår opsamlende flader. Jeg har sagt det til ham!

“Muller/Manse/Olauf har vi ikke en aftale om at din pels enten er a) på dig, b) i din tarm eller c) begravet et sted derude…”

Madmor/leverpostejs tidlig morgen fordeler

I betragtning af, at du i de glas har til et stykke tid især hvis du bruger mere af det hele, så er det ikke længe. For tro mig, du føler ingen trang til lige at liste ud kl. 3 om natten og tage en skefuld, altså nu kan jeg jo ikke svare for hvis du har koreanske rødder vel!

Jeg læste i Los Angeles Times, at koreanske mænd i krigstid savnede kimchi mere end de gjorde deres koner…

Tilegnet Solens🌞 mor

O A`s abc

Alias overgangsalderens levede liv.

Ah… der forlod skyen mig.

Begge ben i squatten.

Cykle i vind og vejr, dog helst i sol og ikke i vintermørket med fortællinger i ørerne om mennesker, som har ild i røven for, at holde mit indre bål tændt, eller på energiløse dage tænde mit. Med fortvivlende lidt resultat. Må selv gnide den fandens flintesten.

Nogle dage ønsker man bare at;

Egosine, gør det igen til sommer, tager på højskole alene uden mand og “børn” for 3 år i træk. Men det vil blive den første gang uden, at føle mig som en mærkelig kvinde, når jeg gerne vil lære noget på en ferie i Danmark, prøve nye retter; vegansk, vegetarisk, med kød andre har sat sammen og ingen opvask. Blive talt til og blive lyttet på i ½ timer med øjne ind i mine, og ører der gider.

For fanden altså, lagde mig bare ned på knæ (midt december) fordi jeg ville så tæt på dem derude over skype som muligt. Har nu knæ, der ikke kan lide at gå, knap nok cykle og ja løbe har jeg opgivet, zumba … gør bare lidt ondt… ha løgner. Er det solidaritets smerter med 23-årig fraflyttede Goldielocks, som skal opereres. Jeg kan ikke lide, at jeg gør krav på av, av opmærksomhed for jeg skal jo under ingen omstændigheder have et fremmedlegeme ind i mit knæ. Vil hellere HALTE, som er mit ene ben meget kortere end det andet. Det er altså også meget bedre nu. Kan ikke finde ud af om det kan lide, at jeg sidder på min ende eller det er alle de squats, jeg er begyndt at lave. Nåh lige meget fortsætter begge.

Gnavne mennesker, der altid skal pifte min energi. Gå hjem. Gå direkte hjem med din surhed og onaner, eller et eller andet, gør noget, så du selv bliver glad og har noget at byde ind med. Glæde er noget du giver eller smitter med, ikke tager, suger, fravrister.

Hormoner, nej tak til plastre, gummi, og graviditetstests. Styr på dem!… I det ene øjeblik forsynes trussen med hvide, størknede (læs krasende) aflejringer fra for til bag og det andet svinger min sensitivitet, ned under kulkælderen til den kolde, bare jord. Skrid grå sky. Flytter mig lidt, nej helt ærligt. Det er åbenbart min personlige sky. “Nå, så hej så sky”. Skyer, som i det ene øjeblik er der, indtil jeg læner mig frem siddende på sengekanten for, at trække meget stram strømpe op over anklen. Jeg har modvilligt indset, at det kan være det mest smarte, da det kan give blå øjenomgivelser hvis man liiige skal multitaske og er ukoncentreret. I det jeg retter mig op, nu med en fod gysende strømpeløs opløses skyen som havde to storkrammende synapser i min hjerne givet slip og ladet lyset bogstavelig talt skinne fra en en klar, blå himmel ind i min hjerne. Det føles som at gå fra, at tro nogle har hacket ens bankkonto og tømt den, for et sekund efter, at få at vide det er en andens. Nej fis, du har bare glemt at tage læsebrillen på, der ligger lige ved siden af dig. Nogle gange er de som i fuldstændig unødvendige. De ligner bebrillet drengs dengang du pudsede dem, da det gik dig lidt på, at det så ellers ville kræve umenneskelige badut spring fra lærernes side, at tvinge bare den mest elementære viden “Igennem” og ind. Man kan nu godt træne øjnene op i, at se uden om ikke identificerbar plet(ter). Når kvalmen så sætter ind skal du uden at tøve rejse dig op, halte ud på vrissent knæ og gnide “sandet” af glassene med sulfo.

Is, som i hjemmelavet med for lidt sukker og æggeblommer, “den smager af flødeskum”, kommentere fedt forskrækket anden del, og…. så? Vi er faktisk nogle, der selvom vi skærer ned på diverse yver præstationer har en overordentlig stor kærlighed til kvalme bringende store mundfulde af det luftige produkt. “Rækker du mig lige skålen, skat?”

Jeg vil så meget. Som en 7-årig tumler jeg ned af en ny vej med 120 km. i timen. Et ny udklækket, lærelystent, frådende monster med en pludseligt opstået teknisk nysgerrighed, som er jeg min nu ex gamle mobil, der trængte til en længe negligeret men overordentlig tiltrængt opdatering. Ville ønske, at jeg ligesom dem bare skulle i stikket og vupti næste morgen, en helt ny model… Kunne de, der Apple mennesker ikke bruge deres ekspertise lidt på det? Det selvom jeg godt ved, at der vel efterhånden er lige så mange IPHONES som mennesker på kloden. Du kan også godt se det ikke? Hvad kan bedst betale sig? En opdatering af overgangsalderramt eller en ny IPHONE SE. De kunne bare bruge gammel IPHONE 8 indmad og så nyt lækkert (ca. 36 år) design. Lyder det ikke som en fandens god O A reset? Næh, du kan tro nej æblemand, jeg fik ideen først. Du ved patentloven.

Kan jeg virkelig det? Hver gang et ny lag af viden skal lagres finder jeg andre underneden insisterende på nøjagtig det samme. Anden halvdel, der ydmygt spørges som var han et andet call center, insisterer om aftenen på at blive outsourcet efter, at havde været spurgt så mange gange i løbet af dagen, at han er ved at udvikle stress symptomer, når han kan høre skriget fra stolebenene mod gulvet i stuen under middagsbordet. Han er ikke i nærheden af, at være på sikker afstand for videbegærlig 7- årig. Det kan tage ham 2 minutter at løse et problem min hjerne har kogt længe, skummende og flere gange over af, så hvorfor vente længere og brænde helt sammen? Jeg mener, så er vi jo ude i reservedele og til en model 71`skal du allerede nu ud til autoophuggeren i Nørre Snede.

Råber efter ham, “DER SKULLE IKKE SMILES”, på hans vej ind i soveværelset for, at hvile sin åbenbart trætte hjerne fordi han sekundet inden meget stille har sagt “ja, jeg ved jo ikke noget, jeg prøver mig bare frem!” Den bemærkning er faktisk en fornærmelse bare så at han ved det. Kan jeg måske gøre for, at jeg ved hvordan man får mennesker ud i haller og lave en variant af piri piri sauce og det så ikke er noget han tolker, at han har brug for! Han køber dog røde pebre til det, men var de nu på tilbud så det var en undskyldning for at købe 2 pakker? Går ud og kigger underneden. Er vel altid lidt paranoid overfor velmenende omsorgsfuldhed.

Alting skal læres på en gang, hulter til bulter, dage i energi flows hvor hver handling glider fra en til en anden og andre dage hvor jeg falder i staver i hakkende sætninger. Bekymringen over noget nyt jeg er bange for ikke, at kunne mestre til tiden uden nogen anden at spørge end min bedste veninde frøken YOUTUBE, som i form af andre undervisnings passionerede popper op med al den viden i små bidder, jeg kunne få lyst til at begære.

Lisser mit navn, men hvorfor har jeg så svært ved at sige det højt, præsentere mig selv, det vil jeg øve, til jeg bliver nød til at gå ud efter brækspanden.

Mens, frøken Rødovre, mit lort, det røde, min menstruation, haloooo hvor fanden er du? Gravid? Eller? Det skrev jeg også for et år siden. Har du sprunget en måned over eller? Kunne du ikke bare sige det så, at jeg ikke behøver at BEKYMRE mig please! Skriv en besked. Så mange år gået med, at finde sig i det og nu kigger jeg ned til de krasende skorper og presser papiret “op”. Nei.. var det blod? Næh.. det var bare min finger, der skinnede lyserødt igennem papiret.

Noget for noget, altså når nu jeg bliver mere sprød, som SART på den der, en skavank mere i samlingen måde, kunne jeg så ikke få noget andet igen! F. eks. at jeg kan spise tre stykker kage om ugen uden at fru svamp står dernede og banker hårdt med dørhammeren. Ja ja så spiser jeg så kun to…et.

Os, det er blevet noget andet. Der var engang, at jeg ville skilles mindst en gang om måneden (havde minutter lange debatter inde i mit hoved hvor jeg knap og nap var ordstyrer), det ved jeg ikke om jeg vil mere, men det er så af andre grunde.

Pokkers også, jeg kan kun lave om på mig selv og det skib er som en enorm luksus liner med plads til tusinder af mennesker i et farvand jeg ikke altid kender, og derfor ofte mister kursen i.

Q som i quinoa. Bebrillede tog 3 gange, succes, tjek. Længe leve farfar, broccoli og David (Twin Peaks skaberen) Lynch, som i et dystert lys a la film noir fra 40`ne laver quinoa og broccoli i efter min smag meget kedelig, som i smagsløs variant. Boltrede mig som en kok i “The Muppet show” og prøvede at gemme alle de andre ingredienser. Meget svært når man ikke har lysmand som mr. Lynch. Prøv du lige, at lave mad i dagslys makker! Det er sgu brutalt, siger det bare.

Rastløs, indespærret, den ene dag virkelig fedt, den anden flæbende (godt nok indvendigt er jo snart O A forbi passerende) for et knus, et blik, en bemærkning, den skal nok komme…

Smugkigger ud og holder mine inderste drømme næsten for mig selv. Studere med min indre lup med nypudset læsebrille andres måder og holder dem som drømmene a la Tove D. beskyttede inde i min favn, hvor “energinåle/piftere”, og realister ikke kan nå dem. Kan I ikke selv drømme, nap I egne hæle ikke. Ikke mine. Jeg rykker, fordi jeg går. Ud. Rundt. Op og ind til anden halvdel, “må jeg spørge om noget?” Han er jo på arbejde, som det er jeg ikke? Nåh, nej det er jo ikke et rigtigt job for jeg får ikke pension, “jeg er sæsonarbejder”. Det er ikke et fyord, det er der ligesom også nogle der skal være! SELVSTÆNDIG, det ord begynder, at smage som hjemmelavet is med små chokoladeknapper fra pose med gult mærke henover holdbarheden.

Til, er det at være til på sin egen måde, og hvorfor tager det så lang tid? Vente med at se andre skal vi jo, men også dem jeg kan se? Hvad er der med mig, hvorfor kan jeg ikke skrælle min nag af som en æbleskræl i èn lang strimmel? Det er frustrerende, at det er så meget mere sikkert, at holde fast i den velkendte følelse, som havde jeg spist en stor blævrende fedtkant?

U uden tro men med…

Vilje(n), har du set den app i appstore?

Får noget tilsat engang imellem, når jeg efter at være smidt af samtale efter 5 minutter med fædrene ophav (fordi han stod ude i en skov og frøs) mangler genopladning. Henter en stikdåse til 3 i form af opkald til heppekor i Veksø.

Xxxx pist… ved faktisk ikke helt hvad det betyder, tror lige jeg spørger Siri. IPhones helgeninde.

Yde sit bedste jamen det er jo aldrig godt nok. Perfektionisten har allerede besluttet det inden jeg er begyndt.

Z som i zzz… godnat og hold dig. Tis hvis du skal, men tænd ikke lyset, som var du en ammende baby. Drik lidt inden sengetid og ikke gemalens bowler. Tænker; “altså du behøver ikke holde kummen med vand, det er ligesom cisternens job.” Skynd dig at falde i søvn igen inden du opdager, at tankerne fyger rundt mellem synapserne som en snestorm og den ny hentede app flimre i sin opdatering. Mislykket på grund af manglende plads på skyen.

Æv, bare lidt æv over visse ting. Læring tager tid, heling af knæ tager tid, forflyttelse af fokus fra det jeg ikke kan, (som jo vel nærmest er blevet båret i guldstol), til det sted hvor perfektionisten ikke mere skal lulles til ro, fordi den så ellers ville være en direkte forhindring for sig selv.

Øhhh, overgangsalderens mange facetter er endnu ikke helt klarlagt af forfatter, og ja, er efterhånden også af den krystal klare overbevisning, at jeg heller ikke får det. Når den er slut kan jeg sikkert ikke engang forklare den til nogen på grund af tågen.., Det er 10 år siden (ca.), at alt begyndte med ryg og bryst svømning i sengen, skiftede T-shirts og indkøb og afhentning af børn i diverse institutioner hvor jeg ofte blev spurgt om, “hvor finder jeg rugkernerne eller Alexander?” Hvilket var fordi jeg altid afførte mig alt overflødigt, når jagten gik ind på afkom eller kornsort og derfor først fandt min elskede cowboyjakke lige inden mit barn forlod fritidsordningen for, at lade en anden tage dets plads.

Å Aase er en af mine vigtigste biroller i min nystartede bog, jeg kalder hende også Sømmet da hun har en sygdom, der får hende mere og mere foroverbøjet mod jorden, men hun er min hovedpersons inderligste heppekor. Begge selvfølgelig inspireret af den virkeligste virkelighed.

Knus som i inderligt.

Lisser

O a tvangsindlagt tilhænger.

Den anden halvdel

Da corona i marts sendte de fleste af medarbejderne hjem kunne kantinen ikke ændre på ordren og husbond gik meget af vejen (ryster på hovedet her) hjem med tiltagende armslængde tynget mod jorden med plastik håndtag der måtte havde gnavet temmelig meget i håndfladerne. Han kunne simpelthen ikke ignorere ubehaget, der kom af, at være vidne til hvor meget mad de smed ud. Nogen burde havde iværksat, at det hver dag kom videre til munde og maver end ned i i forvejen overfyldte skraldespande. Det er én vinkel.

Halvdelen af maden var vegansk eller vegetarisk. Der var smage jeg bare måtte finde igen. Nysgerrigheden fik mig Youtub`et rundt i samtlige verdensdele. Okay, vi er begge klar over, at computeren ved hvad jeg føler for, næsten hurtigere end jeg selv ikke?

“What the health”

Dokumentar fra 2017, varer ca. 1:32 minutter. Find den på YOUTUBE

Jeg så ovenstående dokumentar og tænkte, shit jeg må omlægge min kost fuldstændig og leve udelukkende plantebaseret fra i går ja faktisk helst fra forrige år. Men det er jo ikke sådan vi homo sapiens virker vel!

Efter i mange år at havde lavet salater som jeg ikke kender nogle kunne finde på, de findes heller ikke i kogebøger eller på nettet for den sags skyld, jeg har googlet, vil jeg et step up nu. Fylde mere viden på jeg kan bruge som skarpladet ammunition, når jeg bliver kommenteret. Bøgernes opskrifter er ofte fyldt med bacon eller anden form for saltet og røget griseudskæring for at kamuflere, at det er en salat. Inkarnerede kødspisere har over årene ikke været nærige med den udtrådte (tænk sutsko) floskel, “spiser du kaninføde? Pas på du ikke begynder at mimre lige om lidt?” Som var det det værst tænkelige de kunne forestille sig ville overgå dem. Som er det noget der smitter… den….der… LYST!… til grøntsager….

Den gjorde af en eller grund av…. Fyldt med genert skam påduttet af overvægtig om vandrende hjerteanfald lige om hjørnet oftest MAND.

I løbet af året meldte jeg mig ind i et par Facebook grupper, bl.a. klimaudfordringen og vegansk madglæde det smagte jo lidt af, ikke fugl men i hvert fald af, at jeg var, havde truffet … eller ikke … for jeg ville jo ikke tvinges heller ikke engang af mig selv. Jeg kunne da ikke leve uden min fisk til frokost (omega 3) og kød (protein og B12) næsten hver aften til måltiet vi var samlet om. Jeg ville jo blive lige så lille som en æske tændstikker “Fra Terkel i knibe”. Hvor skulle mine proteiner komme fra og hvis jeg ikke spiste min skyr og æg på panden! Så ville jeg jo falde sammen af knoglebrud frembragt af mangel på kalk.

Jeg havde alle fordommene stillet op som en beskyttende mur om mine nedarvede vaner groede over årtier.

What You Eat Matters

-2018 Documentary H.O.P.E. (maj 2018) Find den på YOUTUBE Den tager 1:32 minutter.

Det er faktisk dokumenteret at kasein i mælk er direkte medårsag for udviklingen af cancer. Studier har også vist, at tilfælde af knoglebrud faktisk er langt færre hos mennesker som ikke, jeg skriver det lige igen IKKE drikker/spiser noget fra et yver. Temmelig sørgeligt at man også ved at komælk fremmer allergier, hovedpine, migræne, mave og ørepiner, men det bliver talt ned. Tag en pille får vi at vide. Vi er opdraget til at tænke det kan jeg medicineres ud af, men du kan da ikke fjerne et problem med en pille når du bliver ved med at fylde dig med det, der giver dig ondt i maven i første omgang. Skal en diagnosticeret laktose intolerant så også blive ved med at spise ost, smør, øse mælk på cornflakes`en for derefter at fylde sig med piller for, at hjælpe kroppen med at nedbryde noget den for længst og desperat har givet udtryk for, at den ikke mere kan? Det er jo ligesom at lægge et tæppe oven på det knuste glas og tro på, at ingen vil opdage det man kan se med det blotte øje eller høre, når skoen træder det knassende i gulvet nedenunder.

Bevæger vi os fra nord-til sydeuropa stiger laktose intolerancen fra vores 4,5 % (den stiger stadig) til 30-80 % og til over 90% i Asien!

Jeg kunne havde valgt for 16 år siden kun 34 år og tænke jeg spiser da bare alt det sukker jeg vil og så har jeg et lysthus der banker i puls som en myggefest 24/7, der vil sende os direkte i separate soveværelser. Jeg er opdraget af en hund og en kat og de sov i hver deres soveværelse adskilt af MIT. Kan det undre at de blev skilt! Jeg troede på lægerne og prøvede diverse stikpiller og cremer, de virkede, de fik kløen til at forsvinde denne uge. Bivirkningerne var bare, at nu kunne jeg heller ikke have sex fordi det føltes som om myggene havde lavet det største sankthansbål dernede, fedt…Og næste måned (svampen kunne min cyklus bedre en jeg) var problemet uændret tilbage.

Så var der nogen eller måske læste jeg det, der pippede lidt om at det måske var sukkeret, at jeg var blevet sukkerintolerant (noter )ikke sukkersyg. Jeg er dog selv af den overbevisning, at havde jeg forstsat med den måde at inhalere sukker på til næsten alle måltider, så var det over nogle år blevet diabetes 2, jeg sad med tilbage som diagnose, flot klaret, hak ved det. Man ved i dag, at de fleste ved ændret livsstil kan SPISE sig ud af den igen, men hvor mange prøver ud over dem, der får det dokumenteret i en tv udsendelse? Jeg kan i dag spise sukker sager lidt og ikke ofte, hver dag? glem det. Jeg skal stadig (resten af mit liv) vide hvornår jeg kan blive budt og hvornår jeg vil sige ja. Kan du gætte hvordan jeg greb det an?

Et måltid ad gangen

Fuldstændig som jeg har gjort nu med mindre kød et måltid, en dag ad gangen over ja nærmest hele 2020, coronaens år. For mig personligt ville det, at gøre det hurtigere, havde være den perfekte undskyldning, faktisk nærmest en tilladelse til at lade mig selv fejle, at give op. Det ville havde være en daglig alt for stor fristelse belejligt at glemme hvorfor jeg gjorde dette, og blive i det trygge, det velkendte, og ikke ændre en skid i det lange løb.

Nu tænker jeg, et år længere fremme, “hov det er blevet mere naturligt ikke at spise fisk til frokost, eller kød til aftensmaden mere end nogle gange om ugen”. Det er stadig en udfordring, at styre min selvpålagte perfektionistiske barre, der handler om hvordan vegetarisk eller vegansk mad skal være før jeg kan kalde den netop det. Barren var i foråret 2020 1.80 cm. nu er den nede hvor jeg kan træde over. Stille og roligt eksperimentere jeg mere og mere. Har endelig gennemskuet vigtigheden af, at der skal være et overskud til at smile af uspiselig, eller kedelig produktion. De rullende teenage “øjne”, mumlelydende og gaffelstikkenes ridsen frem og tilbage bliver jeg aldrig helt immun overfor, men hvad for en kok ville jeg også være hvis jeg var ligeglad med, om han kunne lide min mad eller ej?

Goldielocks tror at hun skal kunne noget før hun overhovedet har fået opgaven eller mindst i samme nu den bliver givet, æde hele elefanten på en gang. Hm.. ja, ja, ja det har hun fra mig okay. Er du tilfreds nu!

I videoerne jeg har set er veganere enige om en ting… det var ikke svært at skifte til plantebaseret i forhold til andre menneskers reaktion(er) på det!

Så jeg vil tage et stykke kød når jeg er ude og hjemme er det min sag hvad der ryger ned i sækken. Jeg har for længe siden valgt jeg vil være en hjort i spring og ikke en henslængt han løve der slår mave i skyggen, mens jeg venter på næste bid der løber forbi. Hvem kan løbe længst hjorten eller løven? De løber begge for deres liv, men hvem kan leve uden den anden?

Sjov info, en løve kan løbe mellem 50-60 kilometer i timen 50-100 meter.

En antilope kan løbe op til 98 kilometer i timen. Holder den en jævn fart på 48 km/t kan den løbe 32 km. i et stræk.

Det hjælper at se det at leve mere plantebaseret som en efter uddannelse ligesom mit arbejde på, at blive stadig bedre til at formulere mig på skrift. Det kunne man så håbe havde en indvirken også på det talte!

At gå fra at tænke grønsagerne som et knap så mættende supplement til kødet og i stedet lære at tænke det som hovedrolleindehaveren med bønner, linser og kartofler i sidevognen kræver i virkeligheden kun EN ting nu. Slippe tanken; åh nej hvad skal min stakkels 17 årige nu spise, når nu vi 2 andre spiser mad med fordele:

A) Fysisk i form af udbygget og toptunet (tænk Ferrari) gas-og gylle tank, mæthed, og blodsukker i vandret med en energibank, hvor han ikke engang har en konto oprettet.

B) Den psykiske fordel er, at de billeder jeg har fortrængt fra min nethinde fra de 2 dokumentarer bliver nemmere at bære, når de engang imellem går som en engel igennem mit i forvejen meget reflekterende tankemylder.

C) Større viden, da den kun fås igennem eksperimenter med krydderier jeg for få år siden kun havde hørt tale om, i mine dengang elskede programmer med nu afdøde (selvmord den idiot) Anthony Bordain. Suk han var en gave. Nåh men bruge dem, hvornår med hvad, hvor meget og tilberedt hvordan, det er knap så meget det store uoverskuelige spørgsmål mere.

Redningsplanken, YOUTUBE kanaler med veganske eller vegetariske ildsjæle verden over.

Bonus

De er nærmest alle engelsksprogede, så mit engelske er blevet langt bedre. Jeg tror såmænd, at når vi kan rejse igen i år 2022 ish, så tør jeg godt stille mig op og snakke højt og tydeligt. Jeg plejer nærmest at hviske som var det den magiske formular for muligheden af, at snuppe mine ord lynhurtigt tilbage i skam over, at jeg lyder så pinligt ubehjælpsom. Måske vil jeg endda gå efter min svigerfars version og trække lidt anccent og ord ind fra andre steder i den europæiske union. Som han og genbrugskatten i øvrigt vil jeg se mig stolt (selvfølgelig!) og storsmilende omkring på så charmerende vis, at selv mine børn vil godtage det. Dog godt krydret med den sædvanlige spydspidse ironi og løftede øjenbryn selvfølgelig. At blive drillet betyder, at nogen holder så meget af èn, at de rent faktisk gider gøre sig den ulejlighed at vente på reaktionen. Plus nå at udtænke et modsvar inden jeg er færdig med at greje, at min (bort)forklaringslyst var fælden jeg igen røg i.

Så jeg nærmer mig altså min udvidede horisont stille og roligt. Fik rødbedebøffer for et par dage siden, veninde havde ladet svømme i fedtstof (både brystsvømning og crawl). Dem finder du vist på madbloggeren “Valdemarsro”. Kappers gjorde dem salte, og sennep gjorde dem interessante.

Kl. var 13:30 jeg havde skovlet sne, cyklet/slingret hen til rødbedebøfsammensætteren, blevet plasket på fra oplynet støvlet til toppen af hue af bil, der havde glemt, at sne splatter altså THANKS A MILLION, og gået sammen i det smukkeste julefilmlandskab. Badeværelset iført vådt overtøj, nu i strømpesokker (tørre yes) ved komfuret med ud af øjenkrogen falkeblik, overvågende de rødligviolette tingester med langt mindre tålmodighed end hende. Det vil jeg også lære i 2021, spiste dem med rest af spaghetti fra i går med en slags pølse i og spinat, + ny salat, og så var der resten af rødvinen (1 glas). Jeg var piv stiv på 25 minutter i nogenlunde ditto.

Hurra for rester.

Vil du have mere?

Eminent madlaverske, veninde, lyttende øre og …

Lykken er; når du bliver nød til at takke nej til mere vin fordi du ved, at du så ville rejse dig op, gå rundt om bordet, hive hende op at stå, for så at begynde at kysse hende på stedet af bar glæde over, at hun er rask oven på en corona omgang. Fordi der stadig ikke skal mere til for, at gøre dig højtråbende og fysisk ud af reagerende med armbevægelser der får billeder på vægge og lamper i loftet til, at give sig i deres søm, fat-og ledninger og naboen hamre med kosten i modsvar foroven eller underneden.

Lykken er når fraflyttede ringer:

“Hvordan var det nu lige igen med det couscous, mor?”

“Hvad skal du have til?”

“Hm jeg har købt falafler, og kogt eddermandme bønner”

“Grøntsagsaftenssmad” jeg klapper mentalt i mine hænder.

“Ja, mor men så fik jeg makrel til frokost fnis…”

Knus

Ja og de 2 der overdængede mig med møgbeskidt sne, (frem OG tilbage) I er tilgivet.

Alle jer andre gør nu noget, der vil gøre jer jublende, ikke de lette løsninger som 2/3 af vinflasken, men noget der giver jer lyst til at danse. Dans til I svinger rundt mellem storspruttende (højt op ad væggen) tomatsauce på den ene side og halvt færdig salat på den anden, mens I vugger i hofterne på vejen rundt med ørebøfferne trykket helt ind imod trommehinden med jeres lige nu ynglings sang og ligner et snurrende hoved for dem, der knirker forbi i sneen udenfor.

Jeg er høj, veninde høj, alle emner er blevet berørt, trukket i og åbnet, noget forsigtigt andet voldsomt. Elefanter er trukket ind, løftet op, skubbet på og bakket ud af små, trange, på vid stående skabe, nogle edderkoppespinds ned hængende, andre fyldt med raslende fra hinanden ned til gulvet i bunke, skeletter.

Tak Mette L.

Sover jeg bedre når…

Kødet forbliver i køledisken i sin vakuumpakning?

Hvad efterårets hverdage, med covid på lavt blus og ingen glitrende julepynt endnu i sigte kunne indeholde af tanker.

Frokost imellem for-og eftermiddagsjobs

Nøj… hvor er jeg træt af at vaske den pande af, men det er den tallerken så meget værd i tid, banden og aftørring.

Brødet er resterne af et grydebrød fra i weekenden, som jeg bliver pænt sur over hvis bebrillet dreng bare snupper resterne af i nattetimerne (hans dagtimer), da de svarer sådan ca. til et kvart brød hmfr… Nu lader han pænt en skive tilbage. Den er ikke tyk, men man kan heller ikke se igennem.

Pestoen på brødet, hjemmelavet fra fryseren. Producerer til 5 små plastik bøtter hvilket svarer til 4-5 dage i hver. Der er ingen tilsat kemi og det er ikke som at slikke saltbøssen hvilket en færdiglavet kan smage som.

Salaten kunne være en rest fra aftensmaden i går. Denne er lavet i morges 7:45, halvvejs hængende ud af køkkenvinduet for at vinke farvel til den bebrillede cyklist. Det tog 20 minutter og ja så sad jeg kun og spiste morgenmad et kvarter men en lækker salat var helt klart at foretrække frem for en YOUTUBE video, som af åbenlyse årsager ikke ville være til. at konsumere i min frokostpause. Mens jeg hakkede fyldte jeg en dl. couscous til 2 dl. kogende vand i en skål, lagde en tallerken på og glemte den. Da jeg huskede den var den færdig og stod så i anden container og kølede helt af til jeg var færdig som snedker mester og hældte så ca. halvdelen ovenpå alle de hårde plantedele. Sluttede af med de bløde og indiskutabelt mere sarte; lidt spidskål, spinatblade, dild og purløg klippet næsten helt ned til mulden.

Efterårets enlige restaurantbesøg

Hjemme kl. 12 ish fra første hold tændte jeg for panden inden jeg tog mine sko ud af posen til hurtig afdampning. Olauf`sen (genbrugskatten) fik halvdelen af det kød jeg havde smuglet ned i min taske i ly af den, mens Goldielocks måbede fra den anden side af bordet på den franske restaurant.

“Du mente det faktisk, da du sagde at du ville tage det med hjem til ham!” Der var ikke nogle der så det, havde der været tilskuer på havde jeg ikke gjort det, og jeg ved hvor glad han vil blive. Han er langt mere glad for kød end mig og jeg var så stopmæt på det tidspunkt, at desserten måtte skrues ned ovenpå, den smagte som, ja jeg bliver helt mundlam ved mindet.

Da jeg kom hjem 1½ time senere på aftenen havde den kun fedtet sig en SMULE ud af den mangelagede serviet jeg havde ofret.

Et glas vin, ingen grønsager at tale hjem om og lidt for mæt. Jeg kunne ikke engang klemme en halv kop te ned inden jeg valgte at tage lille bog under armen og sagde ja til, at bebrillede på 17 kunne kaste sig i farens REDTE seng, hvor han lynhurtigt rullede sig ind som en roulade. Så blev dagen lukket med fnis og bogen blev kun åbnet, skimmet et par sider og så skrev jeg “tak for i aften” til middagspartner men var åbenbart for mæt af indtryk til at sende den.

Pu… min mave var ikke helt glad den nat.

Tilbage til middagspausen, auberginen blev fri for et par skiver, kedlen tændt, ægget slået ud og brødet vendt på brødristeren. Jeg har den største respekt for alle jer der spiser flade madpakker. Jeg vil hellere køre i Hviden 10 minutter mere hver vej frem og tilbage til jobs, mens jeg tavst skriger med på Waterloo. Kun i ferier synges der med stemmebåndets volumenknap skruet op. Ellers hvæser det ad mig fordi jeg tror, jeg oveni, at tale ører af dejlige mennesker (kl. 8.45, 10:00 og 13:15) samtidig kan tillade mig at lege anden sopran i bilen og timer efter igen over madlavningen med emhættens blæst som anden stemme. 3 stemmen er jazzmusikken han hører i tilstødende værelse mens han træner… Jeg går ud fra det er det han laver! Naivt? Forbereder mig nogle dage på, at når han kommer ud fra sin træningsseance, så har han sprunget 20 år over jeg kunne havde levet sammen med ham. Jeg mener, er vi blevet så gamle nu at han kan lide jazz, du ved det der mærkelige akustiske noget!

Jeg kan lide sving, disco alt mulig …og klassisk musik men det er ikke, det er slet IKKE det samme, da jeg er tvangsfodret (tænk gås) fra barnsben. “Hvad er det for noget du hører! Det er da ikke musik! Nej, du skal høre rigtig musik!” Vivaldi, Kim Larsen (må du hvile i absolut fred) og…

Har set en video om, at det at skifte lidt efter lidt over til mere plantebaseret mad kan have indvirkning på mange ting deriblandt søvn, og jeg HAR VIST SOVET bedre de sidste måneder efter jeg for mindst 4 måneder siden skruede ned for først kødet, så fisken, æg og ost ahc… Jeg ved ikke, det er svært. Det er ligesom når jeg underviser, så starter jeg altid med højre, det er ikke noget vi har aftalt ja, jeg ved ikke engang om jeg blev spurgt! Så bum nu vil venstre fod så lige pludselig have de næste 25 år. Det ikke for det, jeg kan godt se at det ville være retfærdigt, men det er altså ikke bare lige.

Det mest irriterende er, at hvis du skal gå helt plantebaseret, så er der så mange fald grupper.

Lad os tage mælkesubstitutter f.eks., jeg faldt hurtigt for havre mælken (ingen sukker tilsat hurra) kan fås i NETTO min forretning intet problem, da jeg og sukker som sagt kun lige er på talefod. Men nu skal jeg igen til at læse ALLE vare deklarationer hvis jeg vil købe et færdigblandet produkt. Oh MY GOOD. .. de kræver for det første lup nu, læsebriller er slet ikke nok mere. De kunne sagtens kræve 10 kr. mere pr. indkøb hvis bare jeg kunne finde en lup dinglende i en elastisk snor ved håndtaget. Ligesom alt andet færdig lavet mad kan det være svært at gennemskue hvad de fremmede artede ord egentlig betyder på bagsiden, men lad mig sige det sådan havremælk er ikke bare havremælk. F.eks. er der tilsat solsikkeolie som ikke HAR EN HUJENDE SKID, at gøre med navnet de har tilladt sig at skrive på kartonen. Lige efter står der også agavefibre, øhm.. HVAD ER DET? Når du køber komælk så ved du da hvad du køber!

Mælk fra et yver (meget stort tænk bredere en dens lår og helt ned til knæhaserne), hvis ejermand er blevet fyldt med alverdens form for medikamenter for, at den måske kan gå (løbe/springe glem det) ud af stalden hvert forår. Hun har stået flanke ved flanke med Oline og Magda, indtaget korn, der kunne havde brødfødet en by i et uland og er igen drægtig. Hun skal for, at du og jeg kan spise vores højelskede ost producere et afkom så mælken flyder (helst af hunkøn, da drengen ikke kan bruges til noget én anden tyr ikke kan gøre for ham). Hendes mælk har sikkert fået en grundig rystetur for at holde bedre, men det er ikke tilsat sukkerknalder, decilitermål af solsikkekerneolie eller kakaopulver og dog. De kalder det bare Matilde. Til gengæld giver hendes produkt mig slim i mine næsebor, den er sikker hver gang jeg har spist skyr, jeg må jo næsten ind og vende ved næseroden for, at tørre det væk så jeg kan trække vejret frit igen.

Du kunne spørge, “jamen kan det ikke skyldes noget andet?” Hm du har helt sikkert en pointe der, men nu er jeg sådan en der eksperimentere og ikke bare konkludere på et løst grundlag. Så baseret på mangeårig research så niks, nej det er det. Jeg har det aldrig i weekenderne og der spiser jeg jeps, havregrød på halv vand, halv havremælk. Pis altså også, lige så snart man aflægger en vane har en anden allerede møvet sig med røven ind først og står og kigger på mig med glippende øjenvipper, “jamen jeg har da været din vane hele tiden!” Som om.

Jeg forstår så meget, at hvis man gerne vil spare dette yver for udpumpning så er det rart at en anden karton kan stilles ned i kurven. Det er nemt og så smager det endda godt. Jeg har i alt for mange måneder lukket øjnene for, at hvis jeg skal go “all the way” bliver det nød til at være my way, hjemmelavet. For ellers er jeg tilbage til start med, at købe produkter så fuld af kemi, at det aldrig har været bare i nærheden af det NATUR produkt jeg holder af, at bilde mig selv ind, jeg køber… Så nu overvejer jeg at købe sådan et stykke stof til, at si mine vandpåfyldte vitamixblendede havregryn med. For der skal kun 3 ingredienser i; vand, havregryn og hvis jeg vil en daddel for at give sødme. Det er lige mig, ikke al det vanilje flydende sukkerstads, jeg er sukkerhungrende afvænnet. På sigt når overskuet er der vil jeg lave min egen nøddemælk/yoghurt for jeg kom til at købe 2 pakker sukkerfri müsli før min beslutning om et skyr frit liv.

Jeg bestræber mig på, at at lave min egen dressing, et glas om ugen fuld af smagsgivere som når de møder min gane, mundhule og tunge så føler jeg, at alle mine smagsløg er blevet kærligt rundet ikke belagt med klæg e-numre masse. Giver salaten et sjask for skal vi kysse er det rart at vide han ikke kan smage hvidløget i min mund, for så vil han blive nød til at smage sin egen først..

Jeg toppede med persille (den eneste persilleelsker på adressen).

Ingredienser pt. i dressing:

Olivenolie, rødvinseddike, en teskefuld Dijon sennep (for den er IKKE tilsat sukker), de sidste salvieblade fra svigerfars stængler jeg fik i værtindegave. Fik også dåse med sviger mors hjemme rullede…

Knækbrød og jeg føler mig mødt, set og forstået. Chilifrø, et fladmast hvidløg, et stykke fintrevet ingefær, lidt vand, gurkemeje pulver, salt og peber og så er det i teskeer den mængde jeg føler for den dag, med lige her ristede cashewnødder som jeg tog af varmen og rystede sammen med paprika, chilipulver, salt og p. Pst.. 2 små skiver brie.

Ægget får altid på begge sider, er ikke så overvældende glad for spejlæggets tit og ofte flydende blomme, har også en mistanke om, at det giver mig ondt i maven. Ach… æg skulle være SUNDT men så er der jo masseproduktionen fjer mod fjer, svage ben på alt for hurtig voksende kroppe, men det er ØKOLOGISK.. Ja min bare r…

Knus fra hende

Som ikke ønsker at trække nogle ændrede vaner ned over dit hoved som en krympet hue vasket ved for høje grader, men vi kunne da tænke lidt videre ikke!

Nysgerrig på mere dokumenteret viden? Så skal du læse næste indlæg, som kommer til at hedde “den anden halvdel.”

Hvad betyder narrativ?

Fortælling, det betyder fortælling.

Efter at havde siddet lidt duknakket i en undervisnings situation på højskolen, sprang jeg…

Jeg spurgte en med kursist i frokostpausen jeg vidste havde fuldstændig styr på det.

Vi har alle små narrativ`er, der er dem vi fuldt bevidst fortæller om os selv til andre og så er der de ubevidste. Sidstnævnte kræver at jeg tør spørge en jeg har tillid til, men så igen nah… jeg tror jeg starter med nogle fuldmodne, der som pusfyldte bumser beder om at blive trykket.

Jeg vil nemlig flå de udslidte, klichefyldte historier fra hinanden, undervejs så tænk over dine fortællinger. Hvilke holder du umådelig meget af at fortælle når du er i familiens skød? Måske er den nu overrakt til 2 og måske endda 3 generation. Har du overvejet om 1 generation måske ruller øjne bag nedrullede øjenlåg?

Ønsker du stadig at blive set som ham der engang…, hende som …, den der kunne…? Jeg for mit vedkommende er meget træt af, at være en sofapude i det ene selskab, en datter med et kørekort i et andet og prøve at være en grå sten i det tredje.

For at forhindre følelsesvampyrer i at dræne dig for energi skal du være kedelig og følelsesmæssigt urørlig og upåvirket, grå sten. Lyder nemt … skide svært i praksis.

Det kan blive nødvendigt at indse, at man er blevet lidt for sat som offeret i sin egen fortælling, bare fordi man selv med adskillige flammende lightere under fodsålerne nødig vil indrømme det komfortable i kun at forholde sig til det. Den fortæller jo også så glimrende sig selv. Det er langt sværere at fortælle en ny og bedre historie om f. eks. en kvindelig heltinde som lige slynger sin usynligheds kappe over hovedet og tager sig et øjeblik, for at forstå hvad handler det her egentlig om.

Jeg vil være elefanten der trompeterer i spisestuen, køre ugentlig handicap kørsel fra Grantoften på 6 år og være skide ligeglad med at arve en krone for al min besvær og være den kedeligste sten i indkørslen i Farum. Jeg har alt for længe holdt delvist ubevidst fast i det narrativ at jeg ville miste lidt af mig selv, hvis jeg ændrede min historie(r). Jeg synes da også der er en meget usikker dal inden en ny fortælling tager sin begyndelse og hammen der ikke passer længere revner endegyldigt og kan krænges af.

Jeg ved bare at det vil jeg ikke.

Jeg er vokset ud af både den ene og den anden ham.

Jeg har fortalt mig selv i situationer, som involverede en computer, at jeg alligevel ikke kunne … Dr. Johnsen alias tålmodig mand kom når jeg kaldte. Jeg gjorde mig selv afhængig af hans kunnen og satte os begge skakmat. Den fortælling er skubbet ud over klippeafgrunden. Min selvfortælling er flyttet fra a) hvor er du dum, igennem b) du er uvidende til endelig c) Efter 3-4 forsøg det var det!

Den fraflyttede driller mig med mine fortællinger, jeg har udfordret tilbage. Det er ikke nok at ville, du skal tvinge din indre mølle til at få vandet til at løbe den anden vej, og alle de stærke understrømme vil kun en vej! Nemlig den de kender. Vanen har magt, ændre èn i morgen! Det kan du ikke, det tager tid, minimum dage, ofte uger, ja måneder.

Eksempel, det ser meget lille pige agtigt ud at pille, bide, nappe neglerødder til man har disse rande der sidder fast i alt stof, det er bare ikke sexet, ja eller spor voksent at se på. Overvejer seriøst at sætte plastre på alle mine fingre til det nødvendige er vokset ud. Men så skærer jeg lige et løg og en rødbede og så er det ud og hive babu æsken frem igen.

Klovnen takker af

Jeg har støttet familiemedlemmer i min fastlåste historie om at jeg er klodset (beskrevet i et andet blogindlæg). Det har siden jeg var teenager været en isbryder at tage klovnetøjet på. En negativ side; jeg udleverede min egen sårbarhed, gav den væk som små gaver af underholdningsværdi andre kunne tage op af hatten efter behov. Det kan efterlade mig frustreret fordi det for ikke indviede kan være temmelig indforstået og de bliver sat af. Jeg er jo en samler (tænk hyrdehund). Jeg vil gerne kunne fortælle både med og uden brug af billeder. Hvad skulle der også ske hvis jeg ikke påtager mig ansvaret for en “ubesværet” samtale?

Nu er jeg mit “fumleri”, uden at jeg behøver at udvise det. Det har skurret længe i mine ører, men jeg hang fast i mit eget narrativ. En god kemi blandt højskolefæller og jeg åbnede skattekisten, reaktionen var meget kontant.

“Det skal du ikke finde dig i!”

Det er sikkert, forhåbentlig ikke deres mening at tale ned til mig. Men hvis det er det jeg føler må klovnen forlade manegen. Det er mig der begyndte den historie nu kan jeg vælge at fortælle en anden, en tidssvarende.

Den sidste forstilling for åbent tæppe

Middag på højskolen, nedadgående sol, et 4-mandsbord, en modvillig kammerjunk, søen i mit skød, en broget kjole, 3 ansigter der ikke fortrak en mine, og afslutningsvis den velsignede vanilje, der omgav mig resten af den aften som den dejligste duft jeg nogensinde kunne havde investeret i, at duppe mig med.

Sidste … jeg blev så genert når jeg talte i telefon, bestemte at sms det var mig!

Nu, tramper, hopper på den påstand til den er i så små stykker at de aldrig kan sættes sammen igen. Den er så ubrugelig og direkte begrænsende for hvad man vil udtrykke. For hvert befriende opkald jeg gør er den person nemmere at snakke med. Alle de opkald som kunne havde glædet et andet menneske, mig selv inklusiv.

Har du tænkt?

Start med en let… næste gang du sidder med mennesker fortæller du noget helt andet ud fra den du er nu, den livskloge og modige kvinde eller mand som godt tør kigge lidt ind og opdatere sine narrativer.

Knus

Vi ses derude hvor historier bliver fortalt.

Jeg elsker H. C, Andersen men Brd. Grimms fortællinger er altså fuld af tusind og en nat. Gåsepigen er min ynglings, en af rekvisitterne er et hestehoved… der kan tale!

Så skriv dog for fanden

Ikke at skrive, er som at hive efter vejret i tynd luft, en længsel i min mave når jeg ikke har prioriteret markøren i at skifte linje igen og igen. Den vil hvis overhørt, på grund af besøg dagen før, beordre mig til tasterne så løbeturens indtørrede sved får mulighed for at give mig pletter. Røde, kløende, plamager fordi min hud er blevet overfølsom overfor den tiloversblevne salt efter fugten som forlængst er fordampet.

Rejser mig, krænger som en anden akrobat mig ud af trikot og lader lokker falde frit i alle sove/opsatte/bolle/løbe/hjelmundertrykkede retninger.

(Opholdets emne “skriv selv”) Den evige angst for at skriveflowet vil udeblive gør mig manisk i min overspringshandlinger.

Hvis du kan lade være så gør det, lad vær

Iben Mondrup forfatter til bl. a. “Godhavn” om skrivningens slaveri.

Skrive er en master der står med sin høje hat

Stokken slår taktfast i gulvet, ikke bum, bum, nej SKRIV, SKRIV

Så skriv dog for fanden.

Ideer flagrer rundt i mit hoved, efterladende små hvide, afrevne papir kvadratter rundt overalt i sirlig orden for mig, bunker af rod for mand.

Ordene venter utålmodigt på læsebrillens gennemsigtighed i skildpadde skjold “look a like” stellet fra NETTO.

Øjnene der stirre uden om pletterne, der med deres perfekte aftryk af pølsefingre ville afsløre mig som skyldig, ikke mistænkt.

Skriblerier der er omgivet af gamle indtørrede busemænd, skæl, hår fra kat og noget det kunne ligne krummer. Ord som ingen mening giver, hurtigt kradset ned på en bagside fra den fraflyttedes sidste eksamensopgave. Emnet; sportstøj reklame, for hvad “nogle” ville kalde hvinende dyre svedartikler.

Skriften barnlig, en opgivet skråskrift, en hældning uden grund.

Overspring i overspringningens navn

Jeg smyger mig udenom, skrivningen, som katten fra sommer klistrede hedebølgehænder. Ser videoer på youtube om alt fra råd om hvalpekøb, til unge kvinder i frivillig eksil bosat i Norges vildmark og nyder en madblogger, der snakker engelsk med tyrkisk accent.

Lytter til podcast om angst i kendte mønsterbrydere.

Cirkler om hende Hanne, min elskede Hanne lutter taster, adgangskode og gem.

Havregrød opsamlende skæver jeg i retning af hende i genopladningstikket på den lyserøde og guld marmorerede æske.

Dansende om mit eget skriv, pligtfølelsen jeg prøver at manipulere mig udenom via læsning af artikler i bladet Psykologi, med tilbageblivende aftryk fra et toiletbræt der langsomt køles af.

Sætninger flyver rundt som usynlige tegneseriesommerfugle i cirkel over mit hoved, som genbrugskatten i spring, med tilbagetrukne kløer op ad mit ben. Jeg soler mig i at han sider på vagt, udelukket foran en dør der tilbageholder lugtenes magt.

Projekter

1 En dreng+straf=forsøgskanin. Bliver den en voksenbog, Young adolt?

2 Bogen om opvarmning en underholdende bibel uden Jesus, og Maria.

3 Bloggen som skriver sig selv.

4 Plus alt det løse.

Oveni en savlende længsel efter at blive bekræftet som hende i midten, der hvor mit mod puffer genertheden af helvede til og gåsehuden går som svale bølger over min hud, som ligner et barns leg med blå kuglepen, jeg er en ny verden.

Iføre højre hånd handske da forholdet til vegansk inspireret kogekunst og rivejern er en balancekunst jeg endnu ikke mestre, til andet end at udtale “ja jeg kunne altså ikke finde hudresten!”

Er det så stadig vegansk?

Siddende i aftenskumringen ude på terrassen ser jeg over paddestellet i retning af på knæ liggende mand, som kradser flise mellemrum med lille redskab. Jeg beder ham pænt om at bruge den lydløse af slagsen eller i det mindste bruge en lyddæmper. Mine fingerspidser hviler fnuglet på Hannes… taster. Muligheden for gennemskrivning af tekst kræver kun at jeg tør trykke på stifinder ikonet nederst på skærmen. Tøver.

Vil du ikke indkøbe vodka?

HØJT til flisemellemrumskradseren

Jeg får nemlig den mest uopsættelige lyst til at sætte vaniljeekstrakt over…. har dog hverken vodka eller 6 vaniljestænger.

Min fantasi kimer indebrændt med den allestedsnærværende klokke. Som svigter jeg selve moder fåret i mig selv. Forstummer min brægen. Frustrerede udråb til uskyldige lam, kan forekomme.

Grundtvig højskole venter i Hillerød

Tasken er proppet fuld af unødvendig gejl, google maps som app, måske kommer den til kort, dog er kladden fra krak skrevet med STORT hvis nu og såfremt det hele bliver lort.

Kørsel til steder udenfor mit gevir synes trælse og forstyrre min hang til det vante. Det bedste, det forudsigeligt bekendte hvor Hviden med sit blå betræk finder hen helt af sig selv, jeg er bare med som en røv i et sæde.

Befaler flisemanden at tage sig godt af Winnie, ikke en lyshåret skønhed, men en øl “duftende” masse, som under køleskabets tredje hylde får enzymer til at udvikles og siderne i skålen til at størkne og danse.

Knus fra

Oversprings nyttelederen

Dette indlæg skulle havde omhandlet de udfordringer vi hver især kan have med diverse luft og lugt udslip. Den kommer på et tidspunkt, jeg trængte lige til noget luft…

Bingoplader

De snirklede veje til bækkenbundens autosvar.

Det der med at sjat tisse ik! Det behøver altså ikke have det mindste at gøre med babyhoveder, der har passeret igennem en fødselskanal for en ½ æresport siden. Da jeg sad på skøddet af sprit ny kæreste som 21- årig gik det helt fint hvis han kildede mig. Bingo, ikke fuld plade men en række dråber blev det i hvert fald tit, til.

At kunne gå i timevis uden et toilet i sigte, uden at tårerene stå i øjenkrogene, koldsveden kryber frem på huden og man samtidig ubesværet kan holde en samtale gående.

Det er frihed
Stoler du så meget på din vandlås?

Efter at havde rundet de 49 er det altså ikke til at spøge med, ALLE muskler skal trænes. Du må love mig ikke, at bilde dig selv noget andet ind.

Kan du huske da børnene var små og du stod på alle 4 og dit barn/barnebarn kravlede ind under dig? Som en anden rulleskøjte entusiast er dine knæ selvfølgelig iført usynlige knæbeskytter. Godt, lad nu barnet blive lidt større og træk så maven op for at barnet ikke skal få “noget ” i hovedet. Gik det?

Tag nu maven ud af ligningen.

Selv udnævnt hængekøjeadministrator

Forstil dig et lille barn, ja eller en god bog, en skål med lækkert, der bliver lagt i hængekøjen i trætoppenes skygge. Det, der lille pres, der tynger den ned mod jorden. Selvfølgelig intet imod, når du lægger dig op i den. Forestil dig så, at du tråder en stor nål, (så behøver vi ikke tage læsebrillerne på vel!) Så stikker du den ned i midten af hængekøjen, bare rolig du har taget barnet op og spist … Nu syr du et sting på bagsiden og så lader du de to ender af snoren mødes oppe over køjen. Træk så i dem, se det for dig. Det skal du nu overføre til din bækkenbundsmuskulatur. Træstammerne udgøres nu af dit køns/skam(behåring)ben og haleben. Nu suger du op, trækker i snorens sting fra underneden på hængekøjen via snorenderne.

Lykkedes det?

Vov, vov…

Du er nu omgivet af forskellige slags små forhindringer til 4-benede, dine fødder er solidt plantet i bredstående på en stor græsplæne. Vejret er dejligt og du står og kniber dine øjne let sammen for solen. Du har glemt solbrillerne i bilen sammen med vandflasken, godbidderne har du selvfølgelig husket, det er klart. Hundestævnet er godt i gang og nu kommer din hund glad springende. Du skræver lidt ekstra for at vise ham, at hov du, her skal du igennem nogle gange kan du huske det?

Så mærker du det, du skal tisse, meget, og du ved at nu skal du i sammenklang med din hund løfte din fod og krydse over 4 gange, hvor han skal igennem. En slags kroket på skrå for hunde hvor den så er trækuglen, bare rolig den ved det ikke, og dine ben, de vind og – skæve stålbøjler. Hans blik har allerede strejfet din jakkelomme og du ved at mærker han bare den mindste slækkelse i din koncentration så vil din lomme overtrumfe legen. Du vil gerne vinde, men for dælen da hvor skal du tisse nu.

Du krænger benet op og over, og begynder at vride kroppen så elegant og tilsyneladende ubesværet og forsinket med du kan, der er jo tilskuer på er der ikke? Samtidig med tager du ejerskab af titlen hængekøjeadministrator og spænder op, lukker vandlåsen så effektivt du kan. Du gør det igen bare mod den anden side og løfter køjen som kræves det, for at få hundens bløde ører under i mellem dine ben. 2 gentagelser mere og du lader du ham spænde mod målstegen, hvor han ved der venter andres godbidder og kæl. Så kan du slappe af, træk vejret dybt nu. Og husk så, at ved næste stævne skal du kunne løfte, dreje, spænde og trække vejret dybt så du mærker brystkassen som et fysisk grænse for hvor langt du kan fylde udefter, samtidig. Vandt du?

Nu er det sådan at det slet ikke er sikkert, at du har en hund, eller du gider hunde stævner.

Læs trygt videre nu alligevel.

Vidste du, at når din kat blinker til dig betyder det, den elsker dig.

Ja, eller synes du ikke kan klokken for dens mave ur er så meget kvart over tid.

Du sidder ned nu ikke? Glimrende udgangspunkt, knib, sug op, få køjen til at løftes som en drage i blæsten. Husker du at trække i snorenderne? luk blidt den nedre mund… tænk hønserøv, eller trutmund lidt mere charmerende det medgiver jeg. 1, 2, 3, kniiiiibbb er du med? Kom vi gør det sammen denne gang, eller … du gør det hos dig og jeg …

Kunne du mærke det eller nåede du at tænke, “det var en fuser?”

Var det for tæt på, gav det måske billeder af Sauron`s lodrette øje fra “Ringenes herre!” Brug det billede hvis det støder dig, et af de andre jeg har serveret eller dan dit eget. Det skal have til formål at hænge dig op på, at gøre det ofte og som noget naturligt. Som at tage en dyb og befriende vejrtrækning.

Ja, så blev jeg nød til at bide indlægget over igen, så du får linjer om overgangsaldergaver og bækkenbunds øvelsen, elevatoren næste gang. Plus bonus info om hvordan går det med skribentens egen køje.

Tak for nu

Ha det ik

Knus

Hængekøjeoperatøren hvis problemer vedrørende; tilsmusning, og ophængnings problemer. Se evt. bilag for valg af farver og mønstre.

Hvad nu hvis

Eleverne i folkeskolen skulle dissekere fugles mavesække ligesom de skærer tudsekroppe op i biologitimerne på high school`s i amerikanske film fra midt 80`erne?

Eller hvad med, at der lå en masse døde måger i en sæk, når 7 a kom ind i biologilokalet?

Hvad nu hvis skolerne over hele det danske land, havde fælles emneuge, som skulle hedde: Hvad vælger du at være miljøsvin eller miljøkompetent?

Eller hvad med, at lade os inspirere af den amerikanske præsident Kennedy`s variant, “spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig- spørg hvad du kan gøre for dit land (andre mennesker)”.

Hvad nu hvis hans mave var fuld af mus, tørfoder og skrald?

Hvad nu hvis det endte ud i et gigantisk webinar over nettet hvor elever og lærere sparrede med de andre skoler omkring ideer, ansvar og opsamlingsmani? Sikke nogle samtaler det kunne give omkring middagsbordene. På arbejdspladsen dagen efter, og til farfars fødselsdag den efterfølgende weekend.

Eller forestil dig, at vi alle fik et stykke “land (fortov)” vi skulle holde “grønt” og skraldefrit? Så, så man lige Marius på 15 år blive skide sur på 49 årig kvinde, der ikke samler sin Granddanois efterladenskaber op.

Hvad nu hvis der på et skilt udenfor hospitalets personaleindgang stod:

Fantastisk, du reder liv, men gør det dig berettiget til, at tvære dit 7 cigaretskod ned i flisen idag? Købt aflad gør det ikke?

Hvorfor er der ikke beholdere til stadig lune skod hvor der er vente/pausetid?

På hegnet ved byggepladsen:

Respekt, du kan få et helt lejlighedskompleks op at stå. Så kan du også ramme med dit skod og cigaretpakke i skraldespanden på hegnet (stor pegefinger viser vej). Husk! dit sølvpapir fra den hjemmebragte.

Fastfood kæder`s vægge burde være klistret til med “smid emballagen i en skraldespand ikke i grøften”. Ringede man sin bestilling ind skulle det første man hørte være en rolig stemme, der gjorde opmærksom på det samme.

På 9 og 10 klasse`s gange skulle stå 1:1 store papfigurer lavet i billedkunst af 3 b forstillende foroverbøjede mennesker med den ene fod i en hundelort, en hånd om papiret fra en big mac og den anden hånd på lænden med en “av min ryg” grimasse i ansigtet.

På gymnasierne, startbilledet på de enkelte klasseværelsers SMART Board:

Ville du bryde dig om, at din mor samlede andres brugte engangshandsker og snot klude op UDEN handsker her i coronatiden, når hun gik tur? Med dig?

På hegnet ved den integrerede institutions parkerings plads:

Dit barn ser alt du smider, vil du fortsætte den stil?

Hende, der som en anden Grethe uden Hans følger slikpapirernes vej rundt om usynlige biler om søndagen.

Hvis Fredrik fra klassen samler skrald op på vejen hjem mens min dreng går ved siden af, er han sikkert sej, mens hvis jeg gør det, jamen det gør jeg ikke mere punktum, for så går vi ikke SAMMEN. Nåh, men jeg handler jo heller ikke mere sammen med min mor 76 år i BRUGSEN, for jeg skal fandme ikke nyde noget af, at blive kaldt Trunte ved frysedisken hvor alle kan se mig reagere: stivner, 9 år igen, nu plus 40 år. Er der nogle fra mit arbejde i nærheden, mit blik scanner frygtsomt butikken.

Det der er allermest irriterende ved at samle skrald er, at jeg stadig føler jeg skal bære andres skam over ja jeg ved ikke… Men jeg fornemmer tydeligt at samtaler kan forstumme, blikke vige og hø, hø lyde hurtigt bryde ud, når jeg nærmer mig, at jeg samler skrald. Jeg mener, jeg lytter sgu da til hvad andre går rundt og laver!

Hvor ville det forøvrigt være dejligt, at man kunne se ud og frem, nikke tilfreds færdigt arbejde, den rute “grøn” og så kunne gå videre med næste. Men sådan er det ikke vel!

Hvad er det der går og går men igen vejne kommer?

Ja, det oprindelige svar er jo uret, men som skraldopsamler føles det “damn close”. Jeg gør det da bare igen! Jeg begynder snart, at træne at gå baglæns, hvilket da må være ekstremt demens forebyggende. På den måde kan jeg gå et langt stykke ad gangen og nyde det grønne jeg har blotlagt for skrald lige så længe det varer, til jeg vender mig om igen.

Knus

fra

“Vi elsker vort land, men ved midsommer mest”…

Overspringshandling nr. ∞

Ja, altså jeg skulle jo skrive på bogen med den foreløbige arbejdstitel, “Som hun ser det”.

Men så er der alle de, der forbandede oversprings handlinger, som om hjernen er på overarbejde hele tiden og ønsker en pause så meget, så den sniger dem ind alle vegne, på alle mulige – og umulige tidspunkter. Må seriøst øve mig i, at putte det jeg bør gøre ned i den mentale overspringshandlingskasse.

1. Det kunne være grundlovsdag kl. er 6:59, trods gode ørepropper som jeg forøvrigt burde få gratis, mit behov og reklame af dem taget i betragtning, vækkes jeg af naboens pige på ca. 11 år hendes opkald til kaninen “Ninus” skær igennem luft, hæk, buskads og væg uden problemer. Hun kunne blive en god folkeskolelærer med den stemmevolumen, jeg er sikker på, at hvis den kanin kunne dække sine lange, lodne ører med poterne ville den gøre det. Jeg forsøger mig med lidt b. b. t. (bækkenbundstræning), det der kan forhindre at du ikke LÆKKER på din løbetur 3 timer senere). Jeg kniber øjnene i, vil virkelig gerne sove lidt længere men ved godt, at min blære ikke kan ignoreres. Da jeg nemlig en form for bevidst … tog beslutningen i nat ikke, at vælte mig ud af sengen for, at tisse på nu nyt toilet, der rent faktisk ikke kræver alle muskler i underkroppen i beredskab for, at forhindre at understellet tipper til den ene side. Nåh. men jeg kunne jo også skrive på den der tekst…

Ny bog, endnu ubrugt snot papir og etui ovenpå krus, som gør det umuligt for kat at stikke brun snude ned. Jeg er ikke en deler.

2 Men først skal jeg lige læse min bog færdig i sofaen (hvor er varmetæppet?) hvor jeg mangler 10 sider! “Homer og Langley“, handler om 2 drenge, der bliver mænd, som bor som eremitter, selvom den er skrevet med lune er den sgu lidt trøstesløs.

3. Skide koldt er der, jeg har lukket alle vinduer op for, at lukke fugten fra vasketøjet ud. Den emmer i hele huset, jeg kan ikke lide lugten, rejser mig igen efter 5 sider og lukker katten ud. Han ser fornærmet på mig da han opdager, at det har regnet, og det selvom jeg har forklaret ham mange gange, at jeg ikke er meteorlog og hvis jeg så var, kan jeg altså kun bestemme hvornår han inkassere sandwichskinke ikke, at Nissernes dal altid er en solskins plet uden blæst. Du ved badminton vejr!

4. Nåh men nu kan jeg skrive, Hanne`s låg bliver åbnet ja, min bærbar har et navn hvad så! Er du måske ikke meget sammen med din? Jeg taster bogstavkombinationen youtube. Jeg ved det godt, jeg må ikke, for så sidder jeg lige pludselig og hører et foredrag af Mel Robbins om “the reason you procrastinate”. Kl. er nu 8:00. Og nej det har intet at gøre med sex, (jeg slog det op). Den midlertidigt, hjemvendte Goldie Locks, er snart igang med eksamensprojekt i ungpige værelset, så sex må vente til i morgen, okay. Nåh.. men jeg vil spare dig for google translate indtastning og indrømme, at det oversat til dansk betyder, “grunden til at du laver overspringshandlinger!”

5. Herhjemme har vi i weekenden en lille venlighed dejlig mand og mig imellem, han sover til ca. kl. 9 og jeg går skidesulten rundt sammen med Oluf og har egentlig også noglegange lyst til, at springe ud af stuevinduet…

6. Taster mig videre ind i junglen. Ej hende Marie Forleo hvem er hun, det må jeg lige tjekke kl. er 8:30. Ov spændende, en selfmade woman dem er jeg altid forfalden til at finde, som kunne jeg suge deres drive ud af dem igennem min skærm fra en 4 år gammel udsendelse fra SuperSoul sessions med Oprah Winfrey. Altså jeg mener, jeg har jo ikke engang styr på vejret endnu.

7. Nu skriver jeg, min mave har accepteret udsættelsen af mad og nu skriver jeg, ja altså ikke på bogen for jeg skal jo lige se om der er nogen fra i går, der har svaret på nogle mails jeg sendte for 12 timer siden! Hm nej. Eller jo men det var ikke en der krævede et svar, går lige på facebook. Gør det ikke please! Nåh, der mangler Malene fra forlaget en anmeldelse, den har jeg da skrevet, har jeg ikke? Herinde under boganmeldelser, jo der var den… fundet. Men det var en af dem, der aldrig kom længere. Jeg var på det tidspunkt alt for genert til, at lægge den på facebook og instagram? Glem det, det var jo for piger og barnlige sjæle født, ja hvornår er du født? Bare rolig, har listet mig på så ubemærket jeg har kunnet. Sender lige mit link til blog indlægget til Ma… Shit den er 8:55.

8. Havregrød, der har stivnet fordi dejlig mand har spist ret meget inden han skulle i seng, så han har ikke utålmodig, vridende orm i tarmene og har derfor forbandet god tid til at hælde op.

9. Så kan jeg skrive. Ahhh.. hele min mave er som en stor indvendig varmepude tændt på 2 (3 er max) og med det kan man hverken løbe, cykle op ad bakke eller lave bækkenrotationer, eller jo det kan du da godt men du ved ligeså godt som mig, at mad der har været nede og vende ikke er et hyggeligt gensyn. Skriver lige mailen til Ma.. færdig og så kan jeg skrive!

10. Må lige hænge næsten tørt tøj ud til lidt blæst og 30 % chance for regn, men det er i København!

11. Rede sengene og ryste gårddagens bluse fri af hud partikler, der minder om forstørret støv. Hm.. pænt.

12. Så kan jeg skrive. Nåh .. nej for der var nogle linjer jeg var blevet udfordret til, at skrive for Signe bibliotekaren. Hvordan fanden skal jeg få den store cykelhjelm med på billedet? Det miniature billede af bogen på mobilen, det kommer godt nok til at kræve en lup. Gad vide om det er dette hun ville have, hm..

13. Så kan jeg skrive, ja det gør jeg så rigtignok men det er jo her! Nu er kl. 11:30 og jeg skal lige træne lidt latinmix til når jeg får lov at undervise igen. Tror jeg sætter det sammen med armtræning, kan simpelthen ikke holder ud, at de bare svinger og svinger og svinger. Ses. Nåh vi var så storKøbenhavn! Dejlig mand holder sin hånd op, allerede halvvejs inde med tørrestativet, da jeg lander i bryggerset med hvinende løbesko.

Ved du hvad, der er skidehamrende spild af tid? Det er, når man har brugt timevis på at lave linsedeller med kyllinge bouillion i! Og de så ikke smager af noget plus er dejagtige indeni. Ikke en skid insta vel? Når ens 17 årige dreng piller i indmaden med en gaffel og dejlig mand og midlertidig hjemmeboende, fraflyttet Goldie Locks høftligt spiser nogle af gespensterne og man selv har lyst til at gå direkte tilbage til start, men ender med at varme dem hårdt op på panden i dag til frokost. Hjalp det, spørger du måske? Ikke det der ligner, de minder stadig om muldvarpe afføring, eller andet fra den str. dyr.

Træning

14. Nåh men så efter de 4 x à 8 pr. variant:

1. Se det for dig: du stiller dig an og leger stærk mand i cirkus. De muskler på overarmens forside som vi kvinder godt kan få til, at synes af noget, okay så meget tæt på da. Kan anbefales at lave på en sofas armlæn (mens man ser tv) hvis altså der er plads og den ikke vipper, da den gammeldags armstrækning på gulvet er ja ikke for mine skulderled og den stående op ad væggen kunne udføres 100 gange.

Variant 2. er for føromtalt svingende mormor, salt og pebermusklen eller har du set når dronning Margrethe d. 2 vinker? Overarmens bagside kan minde mere om en hudflap end egentlig en muskel.

3. variant; squats med hop, test af før nævnte b.b. den holdt… (for når jeg puster er det altså sved). så er det nr.

4. Lounges, de er sikkert ikke dybe nok, men kan ikke finde mine knæbeskytter (håber jeg har smidt dem ud og ikke givet dem til genbrug ellers undskyld ik!)

15. Så kan jeg skrive, panden på komfuret efter muldvarpe “skud” er vasket af og nu.. Men så skal jeg jo også lige nå, at lave en salat til aftensmaden inden dejlig mand er færdig med plæneklipningen. Klokken har nemlig passeret 14 og jeg ved, at hans maveur nu ringer så faretruende højt, at man skal sørge for, at være færdig i køkkenregionerne og helst helt ude af dem. Nogle ville fristes til at kalde det indebrændt, kort for hovedet, “mad cow”, lavt blodsukker, men ikke jeg forstås!

16. 14:30, så kan jeg jo lige nå en gåtur (på en time) med den hjemvendte, blive uvenner og fine, enige venner igen og så lyder det kl. 16, ca. 2 gader fra Nissernes dal,

Jeg kunne virkelig godt spise en smoothie lige nu… med jordbær.

Den midlertidigt hvemvendte

17. 16:15, min nye bedste ven, den nyligt indkøbte blender, vitamix fyldes og jeg putter NÆSTEN ikke nogle grønsager videre i, bliver dog afsløret af mintgrøn farve… Hvor kan man købe lyserød spinat?

Ifør dig høreværn, luk vinduet og indstil dig på, at 1 lyder som en opvaskemaskines hyggelige gurglen og 9, at du prøver at kickstarte en rumfærge i din baghave.

Ovenstående må være den oprindelige kasserede tekst til salg af vitamix explorian E310

18. Jeg skyller låget og proppen af til sidst og sætter mig for, at nedsvælge min tredjedel velvidende, at det vil tage mig langt kortere tid end det tog at pille, fylde, skubbe, skære, åbne, lukke og hælde, for så at skrabe det hele ud i 3 glas. Klokken er blevet 16:35.

19. Sætter mig ved spisebordet godt stavlet op på puder, åbner “Hanne” men kan ikke høre mig selv tænke for dejlig mands støvsugning af stuen, jeg befinder mig i. Da han rækker op mod lampen over mig, opgiver jeg og går ud i køkkenet, kan lige så godt gå i gang med, at skylle, skrubbe og skære kartofler i både, hm er han færdig, står stille i forklædet og lytter, hm… nej ikke helt må ikke forstyrre, geniet arbejder! Tænder for min historie fra eReolen igen. Er blevet afhængig men det er lidt akavet, når børnene kommer og vil sige noget til mig og hovedpersonerne har sex og jeg har skruet op på max fordi HAN STØVSUGER og stopper brat. Shit, løfter kartoffelposen, lettet, “der var du”. Må presse med våd finger op til flere gange på den lille pause knap på skærmen nu mere febrilsk. Den ligesom rutsjer. Altså pauseknappen.

20. 17:00 så er det nu, under en time til hamburgerryggen skal over… Åh for helvede Oluf, et stks. kat er meget sulten og ser ingen grund til, at ovennævnte skal i en gryde først!

Oluf, du må vente ligesom vi andre…

Pisse irriterende narcissistisk kat.

Som må være noget nær det bedste køb, jeg i mit liv har gjort.

Tak Tine. Han er noget nær perfektion og nu har han lært, at udenfor kan bruges som toilet, enten det eller han er fuld af lo… Ingen kan ikke forestille sig hvor højt oppe mine arme i fantasien er, de vil bare ikke ned. Håber han skider hos begge naboer, de skylder mig for 10 års hække klipning, + morgenvækning fra høner der åbenbart synes, at de mestre noget uovertruffent ved at lægge et æg.

21. Ja, vi skal jo spise, klokken er 19 nul dut. Blev nød til at skylle hamburgerryg fraskæring i koldt vand, da Olafsen ellers ville havde fået forbrændinger i sin rillede gane. Efter at havde hugget det i sig, så han på mig med det der blik, “det var du fandeme lang tid om moster”, og skred ud (i sit eget tempo, tænk snegl, bare langsommere).

22. Opvask, det burde for bydes, ikke ved lov, men jeg burde i det mindste filme hver gang jeg gør det (som bevis på tiden der går med det), så teenager forstår, at når han stikker til min mad, skal han være fuck… taknemmelig for, at have en mor der ikke bare køber færdig retter som min mor gjorde. Nu er hun da kommet videre, selvom hun da ikke dengang kunne finde på, at koge kartofler sammen med rødbeder! Vi er enige om, at det er pænt mærkeligt ik? Jeg mener, så kan jeg bedre forstå, og være åben over for, at man vælger ikke, at spise kød, svin fordi de ikke bliver behandlet værdigt, stemplet uhygiejniske af mænd fra mange århundrede før kristus, og pt sikkert er fulde af antibiotika. Jeg vil jo heller ikke spise min mors mad, for jeg ved … ting … og ..sager.

23. kl. 20:30 bliver altså nød til, at forkæle mig selv og holde min 22 årige midlertidigt væk fra partnerskab hjemme i ørnereden i hånden, mens vi ser “familien fra bryggen”. Af hjertet tak, I har lært mig noget om tolerance og stukket min fordomsfuldhed angående tatoveringer helt op i næseborene på mig. Jeg mener, jeg tvang hende jo nærmest mens hun stadig var rødblisset efter tårer (efter ordsvineri med Lyngbyborger) til, at hjælpe mig med nogle problemer jeg havde med min instagramprofil.

24. 21:15 bebrillet lillebror på 17 stikker hovedet ind i værelset, der kan synes som en finsk opvarmet sauna en solskinsmorgen, “hvor har jeg nu lagt birkesriset”. “Hvad laver I”? og så sidder jeg pludselig imellem poder og gaser mig med anden serie “The end of the fucking world”. Og ja, så skal jeg jo læse…

25. kl. er 22:15 jeg spytter tandpasta ud i vasken, Hanne ligger på den lyserrøde kasse, stikket er i, hun er vel frisk på lidt overspringshed igen i morgen, tænker jeg.

Godnat I andre overspringskyndige