Dronningen

Har den altoverskyggende hovedrolle, Carina (Bruun Kristensen bogens forfatter) den ALT fortællende birolle.

Dronningens lakaj, tjenerinde, medspiller Carina

Så jeg ville evne at rydde op i det kaos som dyrkede speedway på indersiden af min yderside.

Bogens titel hm… jeg kunne godt tænke mig at spørge Fru Bruun Kristensen lidt ud om den.

Bogen er fyldt med ordleg som ovenover den flotte forside, sjove for nogen helt sikkert, men temaet i bogen bliver så intenst og alvorligt beskrevet, at jeg personligt ikke synes det er sjovt. Sproget den overvejende er skrevet i er så gammeldags, at en 17 årig (i dag) ville have ret svært ved at forstå den, de bruger andre ord nu, som vi så skal have oversat.

Eksempel

Den kvidrede med en fængende blid stemme, at selvom årene ej var gået sporløst forbi, så lå livet stadig uhindret forude.

Det bliver så afbrudt i første halvdel af bogen med opsummerende digte i helt nutidigt talesprog i mellem nogle af kapitlerne. Det fungere så godt, at jeg senere savner dem…

Det tog mig de første 150 sider ud af 398 at vende mig til skrivestilen fordi; jeg over det sidste års tid selv har været på 3 skrivekurser hvor pegefingrene stak højt op i luften over for klicheens/talemådernes fortærskede forudsigelighed. Den, mente de, var så udbrændt at de næsten kan lyde fjollet fordi du som læser ved hvordan hver sætning ender, hvis altså forfatteren holder sig til talemåden uden at bytte ordene ud… For det kan direkte irritere. Almindelig nutidig 2020 talesprog var det de ville have.

Fru Bruun udtrykker sig i et sprog, jeg selv har kæmpet med at aflive i mine egne skriverier (“My Darlings” som min mand kalder dem). Blandt andet fordi mine børn og granvoksen kusine (40+) tit ikke forstod betydningen af det ordsprog jeg havde valgt. For eksempel har, nød lærer nøgen kvinde at spinde, altid betydet meget for mig især hvis det var arbejdet det handlede om. Jeg var og er stadig ekstremt løsningsorienteret. Hellere strække mig alt for langt end sige fra.

Hvad fanden betød de så egentlig. Hvad ville jeg med dem? Var de overhovedet brugbare i den kontekst jeg havde sat dem i? Ofte slet ikke, de var talemåder og floskler jeg var vokset op med, og når de pr automatik kom væltende som tudser ud af min mund var det den, mine børn og kusine så. Tudsen. Jeg kunne ikke engang ordentligt forklare hvad meningen bag ordene var, for jeg var så usikker på om min forståelse svarede til, hvis du nu lige gogglede det … Der er nemlig ofte en menneskelig “faktaboks” til stede.

Menneskelig faktaboks = person med ører, som går mere op i korrekt ordbrug end hvad fortælleren har på hjerte.

Hvis jeg bliver rettet af andre, som forklarer betydningen anderledes, og efter deres hoved/overbevisning så kan det fucke så meget med mit mod til at åbne munden. F.eks. er det er ikke vigtigt for mig hvor handlingen i historien jeg fortæller helt præcist og geografisk (Nykøbing) finder sted. Det er hvad der skete og med hvem og var det sjovt, ulideligt, skræmmende …. som jeg synes er spændende. Men “faktabokse er allerede i gang med at tænke, “jamen var det Nykøbing Sjælland eller Falster”. De skal altid lige stedkende, spørger de…

Hvad det har jeg allerede glemt. Det var i hvert fald på Sjælland okay! Hmfr.. Du afbrød min historie, var det for at hyle mig ud af den? Næste gang siger jeg bare, “et sted i Danmark”. Det burde tilfredsstille begge parter.

“Hvorfor taler du lige pludselig om en nøgen kvinde, mor?”

Ifølge den danske ordbog betyder talemåden, at hvis man i tilstrækkelig høj grad ønsker at løse et bestemt problem, skal man nok også finde en måde at gøre det på måske ved selv at ændre sig. Det var jo det jeg sagde og endda med èt ord, løsningsorienteret. Det har for øvrigt aner tilbage til 1300 tallet. Jeps, har lige slået det op.

Hun holder ordene inde, og ændrer sig.

Med et lille, bitte næsten ikke eksisterende selvværd kan det ende med, at man ikke tør fortælle andre (familie, kollegaer og sundhedsvæsnet) om hvor dårligt man egentlig har det. For vil de afvise det, som ikke nær syg og behandlingskrævende nok, præcis ligesom andre før dem?

Sikken en sætning

Jeg havde allermest lyst til at rejse i forvejen

Da jeg efter de 150 sider kunne se, at hun nok ikke ville ændre sin fortælleform accepterede jeg præmissen og lukkede hende endelig helt ind…

Når nu bogen handler om “dronningen”, så legede jeg lidt med at forestille mig kronprins Frederiks barndomshjem, dronningen i hans liv. De lød meget affekteret i gamle interviews, og slet ikke som hjemme hos mig i Skovlunde, hvor mine forældre legede jorden er giftig i deres helt egen variant blandt andet ved, at hoppe fra ordsprog til ordsprog til de blev skilt. Det kan godt komme til at lyde som om at man prøver for hårdt på at lyde klog, men de er noget at holde sig til, når “dronningen” og flere dårlige bekendtskaber (som i Carinas tilfælde) har nedgjort hende i årevis, i form af ord. Hun blev som barn vraget og begyndte efterfølgende, at sætte nogle urimelige krav til sig selv.

“Dronningen” opfindes, altid klar til at “hjælpe” meeen…

Hvorfor valgte jeg denne bog, da jeg bad om mulige titler at skrive om? Jeg havde ikke set at den handlede om en spiseforstyrrelse, men jeg må havde mærket det, for har man selv lidt af en har man for evigt et forfinet sanseapparat over for det.

Carina beskriver de kilder, der får hendes mølle til at løbe hurtigere og hurtigere rundt, og til sidst fuldstændig løbsk (ikke sjov ordsammensætning vel?) Den videre udvikling af hendes sårede indre overlades til “dronningen”. I stedet for at turde sige fra, til og nok sulter “dronningen”, hende.

Tager “Dronningen” magten er det som hun skriver en umyndiggørelse af den man allerinderst er, den man allerhelst vil elskes og ses for at være. Som teenager og start 20`er er man sgu ikke altid heldig i sine formuleringer når man beder om hjælp og kan blive underkendt og misforstået. Det understøtter jo desværre det spiseproblemer ofte har rod i, at man ikke føler sig god nok, nogen steder og med lige meget hvem. Det kan være alt for afslørende at sige noget, og så ender man med ikke at fortælle det til dem, der rent faktisk ville havde lyttet.

Jo nærmere jeg er sidste side, jo færre malplacerede ord sammensætninger, hvilket gør det meget nemmere for mig som læser. Eller også har det været hendes plan fra starten af, at vise teenagerens hunger efter accept af måske især jævnaldrende og senere læger og andre fagpersoner via sprogets udvikling.

Jeg er ikke færdig endnu Carina men du har mig. Du har mig som læser så meget for jeg kan mærke, at selv om nogen vil mene du udpensler dine følelser og handlinger så ved jeg, at det er sådan din indre monolog har været, den har styret det hele. Alt.

Jeg bliver nød til at læse færdig nu, for du har på bagsidens ikke helt forståelige tekst lovet mig, at du som jeg vil finde vejen ud og væk fra dine indre dæmoner og ind til den Carina jeg for længst har opfattet du er; den fineste, sensitive sjæl, fuld af alt det gode du vil gøre for alle andre end…

Dig.

Det er mærkeligt vi kan være så ude af stand til at se vores egen værdi!

Jeg vil vove den påstand, at hvis man har lidt i samværet med en spiseforstyrrelse vil du aldrig helt slippe. Dine børn vil opfange det og reagere i deres egen variant. Alkoholikeren eller den stofafhængige kan skære det helt væk, som aldrig at gøre det igen, men lade være med at indtage mad…

REKLAME for forlaget forfatterskabet.

Glad lærer

Fra forlaget Forfatterskabet. Tak igen S. og M. Ellemose.

REKLAME

Hans sprog og tone, fylder min mave med savn efter en anden tidslomme og en hvis dansklærer, som altid synes glad og engageret, noget flyvsk og over det hele engang i mellem, men hvad fanden hun var varm og hun prøvede virkelig at nå ud til os. Hun sendte drengene ud og løbe krudtet af eller efter noget spiseligt…

Lærerjobbet er et af de vigtigste, sjoveste og spændende job i verden.

Henning Engholdt Jørgensen

Jeg kan sagtens se denne bog være en del af pensum på lærerseminariet især hvis den lærerstuderende endnu ikke er forælder. Måske kan hr. Jørgensens bog åbne op for en dialog om hvilken variant af “Glad lærer” de ser sig selv som derude, færdiguddannet. På sidste år af uddannelsen kan dialogen handle om den forestilling de havde om at blive underviser. Kan den stadig sættes sammen med folkeskolen? Skal den overhovedet det? Hvorfor valgte de uddannelsen i første omgang? Holder det stadig?

Han glorificere ikke folkeskolen men går heller ikke i dybden med de forskellige problematikker. Det behøver han nu heller ikke over for mig, for jeg har haft 2 børn igennem. Som et stædigt bæst har jeg insisteret på, at de skulle gå i den, folkeskolen. Jeg tror nemlig i forvejen på alt hvad Henning mener om dens værdier og ståsted. Min svigerfar er pensioneret folkeskolelærer så …

Er den til teenageforældre? Nej, da er det for sent.

Jeg ser den ikke til en bogklub, det er den alt for fagområdespecifik til.

Til forældre som stadig bærer rundt på en trist version af overstået folkeskoleliv indeni og som står for at skulle vælge skole for sin 3-5 årige lille dreng eller pige, der er jeg overbevidst om den vil kunne noget. For Hennings “stemme” er fuld af kaffeånde og troen på folkeskolen tilsyneladende usvækket efter 35 år. Den kunne være en lektie forældrene skulle læse til et senere børnehave møde. Jeg kunne nemlig godt dengang havde ønsket en konstruktiv snak om for og imod. Hvilken type skole skulle vi vælge? Hvad ville ens lille skat trives bedst i med den personlighed han eller hun er ved at udvikle. Er de til struktur eller frihed under ansvar, firkanter eller bølger. Engagerede forældre vil læse den, især fordi den er på under 80 sider.

Hr. Jørgensen taler om vigtigheden af dannelse og hvordan test med henblik på bevisførelse af uddannelse slet ikke viser hvilke dejlige mennesker børnene hver især er. Måske er de en god kammerat, empatiske og aktivt lyttende, en der fylder klasselokalet med energi osv. De små nuancer og tegn på funktionsdygtighed i et levet liv, kan ikke engang skrevet med citronsaft få plads imellem linjerne. Frustrerende for både barn og forælder, når alle de andre piger altid får højere score. I gymnasiet er det blevet en serie på 7 sæson… og så har jeg ikke engang nævnt kropsfikseringen. Altid den forbandede sammenligning med andre, kunne man slette den ved et svirp med langemanden mod det lille display havde det godt nok sparet nogle tårer kanaler for overproduktion.

Nu er jeg selv underviser men for nogle med et personnummer, der ligger lige omkring 2 verdenskrig så det er noget andet eller er det virkelig!

Han vil gerne have fat i politikerne men så skulle bogen være skrevet med et temperament, der fik en til at stille skarpt på eksempler skrevet MED STORT, I FED OG i kursiv. Bogen er skrevet med en for sød og behagelig stemme, den hæves ikke på noget tidspunkt.

Han mener at sparre med andre landes skoler, se deres metoder ville give meget mere end politikernes, “så har vi gjort noget for skatteydernes penge kurser“. Måske tiltror politikerne folkeskolens lærestab magiske evner. De forlanger i hvert fald, at den skal inkludere så mange som muligt (i folkeskolens mangeårige ånd nok mere akilleshæl) men uden flere hænder hvor der er behov. Jeg elsker “Rita” serien med Mille Dinesen i hovedrollen, men selv hun kommer til kort når der mangler resurser. Hun kan ikke fremmane frivillige kloninger ved, at svinge velplejet manke og bære skjorter der ikke helt formår opgaven, at dække pæn nummer i høje støvler.

Tvinger du metoder via ualmindelige dyre kurser ned over en undervisers arme vil det svare til, at iføre deres fantasi og indbyggede kreativitet en skide stræktrøje. Jeg har været der, gjort det og da jeg valgte IKKE, at lægge under for det mere trådte min begyndende stress tilbage. Passionen for at stå foran alle disse dejlige mennesker, der havde VALGT mig, (min fordel) kom tilbage i så store mængder, at jeg kunne havde solgt den på flasker. Til gengæld skal jeg så sælge mig selv hvert minut, der er børnene jo uden ret meget indflydelse om nogen, til at slå enden i sædet.

Jeg går meget sjældent selv på kurser for de handler for det meste om, at bruge noget nyt af en eller anden art. Det er logisk nok, jeg har forstået det det, de skal jo kunne sælge til udbyderne, men det er slet ikke hvad jeg ser, jeg selv har brug for. Det jeg vil have er metoder til at formidle endnu bedre, andre(s) “sprog”, til at nå mine deltagere, fordi de bliver immune over for mine ord og sætningsopstillinger, som har det med at stoppe op i samme rille som en gammeldags grammofonplade afspiller. Jeg må selv sørge for, at jeg ikke bliver en af dem, en af de der undervisningstrætte vi alle sikkert kan huske fra vores skoletid. Som i alle andre jobs kan ens “hvorfor” ha flyttet sig et ikke særligt konstruktivt sted hen uden man har opdaget det. Måske skal man videre.

Der kunne debatten igen tages op med Hennings “glad lærer” som udgangspunkt.

Tak for læsning Henning. Trænger helt sikkert til at genoverveje mit eget hvorfor her i covid 19 tiden.

Mvh.

Lisser B

Ps. Havde jeg haft nogen som helst lyst til at blive mor for 3 gang, så havde jeg sejlet ud med folkeskolebåden igen.