O A`s abc

Alias overgangsalderens levede liv.

Ah… der forlod skyen mig.

Begge ben i squatten.

Cykle i vind og vejr, dog helst i sol og ikke i vintermørket med fortællinger i ørerne om mennesker, som har ild i røven for, at holde mit indre bål tændt, eller på energiløse dage tænde mit. Med fortvivlende lidt resultat. Må selv gnide den fandens flintesten.

Nogle dage ønsker man bare at;

Egosine, gør det igen til sommer, tager på højskole alene uden mand og “børn” for 3 år i træk. Men det vil blive den første gang uden, at føle mig som en mærkelig kvinde, når jeg gerne vil lære noget på en ferie i Danmark, prøve nye retter; vegansk, vegetarisk, med kød andre har sat sammen og ingen opvask. Blive talt til og blive lyttet på i ½ timer med øjne ind i mine, og ører der gider.

For fanden altså, lagde mig bare ned på knæ (midt december) fordi jeg ville så tæt på dem derude over skype som muligt. Har nu knæ, der ikke kan lide at gå, knap nok cykle og ja løbe har jeg opgivet, zumba … gør bare lidt ondt… ha løgner. Er det solidaritets smerter med 23-årig fraflyttede Goldielocks, som skal opereres. Jeg kan ikke lide, at jeg gør krav på av, av opmærksomhed for jeg skal jo under ingen omstændigheder have et fremmedlegeme ind i mit knæ. Vil hellere HALTE, som er mit ene ben meget kortere end det andet. Det er altså også meget bedre nu. Kan ikke finde ud af om det kan lide, at jeg sidder på min ende eller det er alle de squats, jeg er begyndt at lave. Nåh lige meget fortsætter begge.

Gnavne mennesker, der altid skal pifte min energi. Gå hjem. Gå direkte hjem med din surhed og onaner, eller et eller andet, gør noget, så du selv bliver glad og har noget at byde ind med. Glæde er noget du giver eller smitter med, ikke tager, suger, fravrister.

Hormoner, nej tak til plastre, gummi, og graviditetstests. Styr på dem!… I det ene øjeblik forsynes trussen med hvide, størknede (læs krasende) aflejringer fra for til bag og det andet svinger min sensitivitet, ned under kulkælderen til den kolde, bare jord. Skrid grå sky. Flytter mig lidt, nej helt ærligt. Det er åbenbart min personlige sky. “Nå, så hej så sky”. Skyer, som i det ene øjeblik er der, indtil jeg læner mig frem siddende på sengekanten for, at trække meget stram strømpe op over anklen. Jeg har modvilligt indset, at det kan være det mest smarte, da det kan give blå øjenomgivelser hvis man liiige skal multitaske og er ukoncentreret. I det jeg retter mig op, nu med en fod gysende strømpeløs opløses skyen som havde to storkrammende synapser i min hjerne givet slip og ladet lyset bogstavelig talt skinne fra en en klar, blå himmel ind i min hjerne. Det føles som at gå fra, at tro nogle har hacket ens bankkonto og tømt den, for et sekund efter, at få at vide det er en andens. Nej fis, du har bare glemt at tage læsebrillen på, der ligger lige ved siden af dig. Nogle gange er de som i fuldstændig unødvendige. De ligner bebrillet drengs dengang du pudsede dem, da det gik dig lidt på, at det så ellers ville kræve umenneskelige badut spring fra lærernes side, at tvinge bare den mest elementære viden “Igennem” og ind. Man kan nu godt træne øjnene op i, at se uden om ikke identificerbar plet(ter). Når kvalmen så sætter ind skal du uden at tøve rejse dig op, halte ud på vrissent knæ og gnide “sandet” af glassene med sulfo.

Is, som i hjemmelavet med for lidt sukker og æggeblommer, “den smager af flødeskum”, kommentere fedt forskrækket anden del, og…. så? Vi er faktisk nogle, der selvom vi skærer ned på diverse yver præstationer har en overordentlig stor kærlighed til kvalme bringende store mundfulde af det luftige produkt. “Rækker du mig lige skålen, skat?”

Jeg vil så meget. Som en 7-årig tumler jeg ned af en ny vej med 120 km. i timen. Et ny udklækket, lærelystent, frådende monster med en pludseligt opstået teknisk nysgerrighed, som er jeg min nu ex gamle mobil, der trængte til en længe negligeret men overordentlig tiltrængt opdatering. Ville ønske, at jeg ligesom dem bare skulle i stikket og vupti næste morgen, en helt ny model… Kunne de, der Apple mennesker ikke bruge deres ekspertise lidt på det? Det selvom jeg godt ved, at der vel efterhånden er lige så mange IPHONES som mennesker på kloden. Du kan også godt se det ikke? Hvad kan bedst betale sig? En opdatering af overgangsalderramt eller en ny IPHONE SE. De kunne bare bruge gammel IPHONE 8 indmad og så nyt lækkert (ca. 36 år) design. Lyder det ikke som en fandens god O A reset? Næh, du kan tro nej æblemand, jeg fik ideen først. Du ved patentloven.

Kan jeg virkelig det? Hver gang et ny lag af viden skal lagres finder jeg andre underneden insisterende på nøjagtig det samme. Anden halvdel, der ydmygt spørges som var han et andet call center, insisterer om aftenen på at blive outsourcet efter, at havde været spurgt så mange gange i løbet af dagen, at han er ved at udvikle stress symptomer, når han kan høre skriget fra stolebenene mod gulvet i stuen under middagsbordet. Han er ikke i nærheden af, at være på sikker afstand for videbegærlig 7- årig. Det kan tage ham 2 minutter at løse et problem min hjerne har kogt længe, skummende og flere gange over af, så hvorfor vente længere og brænde helt sammen? Jeg mener, så er vi jo ude i reservedele og til en model 71`skal du allerede nu ud til autoophuggeren i Nørre Snede.

Råber efter ham, “DER SKULLE IKKE SMILES”, på hans vej ind i soveværelset for, at hvile sin åbenbart trætte hjerne fordi han sekundet inden meget stille har sagt “ja, jeg ved jo ikke noget, jeg prøver mig bare frem!” Den bemærkning er faktisk en fornærmelse bare så at han ved det. Kan jeg måske gøre for, at jeg ved hvordan man får mennesker ud i haller og lave en variant af piri piri sauce og det så ikke er noget han tolker, at han har brug for! Han køber dog røde pebre til det, men var de nu på tilbud så det var en undskyldning for at købe 2 pakker? Går ud og kigger underneden. Er vel altid lidt paranoid overfor velmenende omsorgsfuldhed.

Alting skal læres på en gang, hulter til bulter, dage i energi flows hvor hver handling glider fra en til en anden og andre dage hvor jeg falder i staver i hakkende sætninger. Bekymringen over noget nyt jeg er bange for ikke, at kunne mestre til tiden uden nogen anden at spørge end min bedste veninde frøken YOUTUBE, som i form af andre undervisnings passionerede popper op med al den viden i små bidder, jeg kunne få lyst til at begære.

Lisser mit navn, men hvorfor har jeg så svært ved at sige det højt, præsentere mig selv, det vil jeg øve, til jeg bliver nød til at gå ud efter brækspanden.

Mens, frøken Rødovre, mit lort, det røde, min menstruation, haloooo hvor fanden er du? Gravid? Eller? Det skrev jeg også for et år siden. Har du sprunget en måned over eller? Kunne du ikke bare sige det så, at jeg ikke behøver at BEKYMRE mig please! Skriv en besked. Så mange år gået med, at finde sig i det og nu kigger jeg ned til de krasende skorper og presser papiret “op”. Nei.. var det blod? Næh.. det var bare min finger, der skinnede lyserødt igennem papiret.

Noget for noget, altså når nu jeg bliver mere sprød, som SART på den der, en skavank mere i samlingen måde, kunne jeg så ikke få noget andet igen! F. eks. at jeg kan spise tre stykker kage om ugen uden at fru svamp står dernede og banker hårdt med dørhammeren. Ja ja så spiser jeg så kun to…et.

Os, det er blevet noget andet. Der var engang, at jeg ville skilles mindst en gang om måneden (havde minutter lange debatter inde i mit hoved hvor jeg knap og nap var ordstyrer), det ved jeg ikke om jeg vil mere, men det er så af andre grunde.

Pokkers også, jeg kan kun lave om på mig selv og det skib er som en enorm luksus liner med plads til tusinder af mennesker i et farvand jeg ikke altid kender, og derfor ofte mister kursen i.

Q som i quinoa. Bebrillede tog 3 gange, succes, tjek. Længe leve farfar, broccoli og David (Twin Peaks skaberen) Lynch, som i et dystert lys a la film noir fra 40`ne laver quinoa og broccoli i efter min smag meget kedelig, som i smagsløs variant. Boltrede mig som en kok i “The Muppet show” og prøvede at gemme alle de andre ingredienser. Meget svært når man ikke har lysmand som mr. Lynch. Prøv du lige, at lave mad i dagslys makker! Det er sgu brutalt, siger det bare.

Rastløs, indespærret, den ene dag virkelig fedt, den anden flæbende (godt nok indvendigt er jo snart O A forbi passerende) for et knus, et blik, en bemærkning, den skal nok komme…

Smugkigger ud og holder mine inderste drømme næsten for mig selv. Studere med min indre lup med nypudset læsebrille andres måder og holder dem som drømmene a la Tove D. beskyttede inde i min favn, hvor “energinåle/piftere”, og realister ikke kan nå dem. Kan I ikke selv drømme, nap I egne hæle ikke. Ikke mine. Jeg rykker, fordi jeg går. Ud. Rundt. Op og ind til anden halvdel, “må jeg spørge om noget?” Han er jo på arbejde, som det er jeg ikke? Nåh, nej det er jo ikke et rigtigt job for jeg får ikke pension, “jeg er sæsonarbejder”. Det er ikke et fyord, det er der ligesom også nogle der skal være! SELVSTÆNDIG, det ord begynder, at smage som hjemmelavet is med små chokoladeknapper fra pose med gult mærke henover holdbarheden.

Til, er det at være til på sin egen måde, og hvorfor tager det så lang tid? Vente med at se andre skal vi jo, men også dem jeg kan se? Hvad er der med mig, hvorfor kan jeg ikke skrælle min nag af som en æbleskræl i èn lang strimmel? Det er frustrerende, at det er så meget mere sikkert, at holde fast i den velkendte følelse, som havde jeg spist en stor blævrende fedtkant?

U uden tro men med…

Vilje(n), har du set den app i appstore?

Får noget tilsat engang imellem, når jeg efter at være smidt af samtale efter 5 minutter med fædrene ophav (fordi han stod ude i en skov og frøs) mangler genopladning. Henter en stikdåse til 3 i form af opkald til heppekor i Veksø.

Xxxx pist… ved faktisk ikke helt hvad det betyder, tror lige jeg spørger Siri. IPhones helgeninde.

Yde sit bedste jamen det er jo aldrig godt nok. Perfektionisten har allerede besluttet det inden jeg er begyndt.

Z som i zzz… godnat og hold dig. Tis hvis du skal, men tænd ikke lyset, som var du en ammende baby. Drik lidt inden sengetid og ikke gemalens bowler. Tænker; “altså du behøver ikke holde kummen med vand, det er ligesom cisternens job.” Skynd dig at falde i søvn igen inden du opdager, at tankerne fyger rundt mellem synapserne som en snestorm og den ny hentede app flimre i sin opdatering. Mislykket på grund af manglende plads på skyen.

Æv, bare lidt æv over visse ting. Læring tager tid, heling af knæ tager tid, forflyttelse af fokus fra det jeg ikke kan, (som jo vel nærmest er blevet båret i guldstol), til det sted hvor perfektionisten ikke mere skal lulles til ro, fordi den så ellers ville være en direkte forhindring for sig selv.

Øhhh, overgangsalderens mange facetter er endnu ikke helt klarlagt af forfatter, og ja, er efterhånden også af den krystal klare overbevisning, at jeg heller ikke får det. Når den er slut kan jeg sikkert ikke engang forklare den til nogen på grund af tågen.., Det er 10 år siden (ca.), at alt begyndte med ryg og bryst svømning i sengen, skiftede T-shirts og indkøb og afhentning af børn i diverse institutioner hvor jeg ofte blev spurgt om, “hvor finder jeg rugkernerne eller Alexander?” Hvilket var fordi jeg altid afførte mig alt overflødigt, når jagten gik ind på afkom eller kornsort og derfor først fandt min elskede cowboyjakke lige inden mit barn forlod fritidsordningen for, at lade en anden tage dets plads.

Å Aase er en af mine vigtigste biroller i min nystartede bog, jeg kalder hende også Sømmet da hun har en sygdom, der får hende mere og mere foroverbøjet mod jorden, men hun er min hovedpersons inderligste heppekor. Begge selvfølgelig inspireret af den virkeligste virkelighed.

Knus som i inderligt.

Lisser

O a tvangsindlagt tilhænger.