Men har du prøvet at elske og miste uforberedt?

Så er denne en fejring.

Dyreelsker;

Du kysser på pels mellem ører frivilligt om dagen. Kysser i hug. Kysser balancerende foroverbøjet, som nejer du, kun manglende det brusende skørt og de højhælede, trange sko.

Meget træt før sengetid, får du, hvis kongen er rapporteret inde, først en påmindelse, så en påtale, hvis du ikke har kysset kongen godnat. Af søn. Er kongen i samme rum som den bedste kattefar, søn, får du ikke lov til, at gå i seng. Ikke før end du inviteret, venligt beordret, af søns fejende håndbevægelse, som er kongen noget han selv har skabt, kysser kongen godnat. Han selv ikke så vigtig. Baseret på vel bebegrundet mistanke om, at jeg ikke gør det, følger han diskret med mig rundt til kongens udkigsposter, hvis han ikke er i rummet. Du gør det. Kysser mellem ører. Mærker roen brede sig som alkohol i blodet. Nogle gange før ægtemands læber.

Den bedste kattefar. Den bedste, fordi han ikke et øjeblik, i de 6 år vi fik lov, at have en konge i huset, mistede interessen for ham. Det, selvom, at han ikke blev valgt til dronning, som jeg. Men han arbejdede sig op med den største og fineste respekt fra tjener til prins, kronprins de sidste år. Jeg ville ønske, at den vedholdenhed var en værdi, han kunne skrive på sit cv.

Fra kongens første bange dag i vores hjem, den sidste søndag i efterårsferien i 2019, vidste jeg det. For min søn var kongen et fuldgyldigt familiemedlem. Jeg var som min søn bange for, at der skete noget med kongen. Hver gang en ambulances sirener hyldede nev det i min mave. For mig var kongen også et familiemedlem, men. Men min søn havde jeg spist kanel for, at holde ud at indeholde, jeg havde klemt ham ud i badevandet og under corona kæmpet for, at forstå depressionen væsen. Depressionen, han fik, da han bl. a. ikke mere var forventet, at møde fysisk op.  

Jeg ønsker, at vise ham min sidste respekt, endda holde gravøl med wienerbrød og jeg er ikke til begravelser. Jeg synes jo, at man skal være der, mens de er i live, men jeg forstår endelig, at det ikke er for dem, de døde. Respekten er for de efterladte. Være en ekstra ryg de kan læne sig opad, som hænderne, der bærer kisten ud. Jeg er taknemmelig. Taknemmelig for, at han ventede. Ventede på, at jeg kom hjem. Hjem fra Maldiverne og ikke satte af. Satte af med mig et sted. Et sted, hvor jeg ikke kunne sige farvel.

Mor, vil du skrive et blogindlæg om ham?

½ døgn efter, “dagen” sidder jeg i morgenens mørke. Men det er ikke mørkets skyld, at jeg ikke kan se. Jeg lader dem, tårerne, dryppe ned på dækkeservietten under mig for, at få udkig igennem brillen, min kæbe dirre. Al spændingen fra de næste 20 timer, samles for hvert sekund. Nakken føles allerede som 2 teltbarduner i blæsten. I løbet af de næste 4 timer vil det brede sig opad. Til alt over skulderhøjde er, som minen de 7 dværge banker mineraler fri i, dunk, dunk, dunk. Øjnene lysfølsomme, som når du træder fra mørke ud på en strålende solskinsdag. Men det er okay, en begyndelse, for der er gået næsten, på nær en dag, en måned siden sidst, siden sidste migræneanfald. Jeg er tilbage i det månedlige interval. Forhåbentlig ikke med tilbage fald til hver 14 dag. Jeg vil arbejde på, eller rettere arbejde mindre for, et 2026 uden anfald eller mindre end 16 anfald, det sikkert bliver i år, 2025.

Det er okay dette anfald, for noget jeg, vi, ikke var forberedt på, er sket. Selvbebrejdelser i alle former og størrelser, vrider sig som orme i min krop, i mit hoved. Der er alt for lidt plads, med alt det andet derinde, jeg desperat forsøger, at beholde i den perfekte tilstand. En drømmetilstand, hvor jeg hver dag ved, hvor jeg kan finde det og ikke starte forfra. Forfra som jeg gør hver morgen ved, at sætte den samme stillingsannonce op. Hvem vil være min hjernes dirigent? Ingen melder sig. Ingen kan. Jeg gør det igen. Rækker hånden op.

Jeg har givet slip på mit eget forlangende om, at udgive blogindlæg hver måned, indlæg overhovedet. Jeg har prøvet at fjerne pres, ofte mit eget for, at tvinge mig ned i fart. Jeg vil have migræneanfaldene til, at udgå, som et produkt, ingen mere ønsker og købe.

Pudser næse. Papiret er så vådt, så det revner, da jeg vil tørre næseboret rundt. Jeg skiller min tænder i overmunden fra undermundens, og en hiksen starter, som en fjern buldren nede i min mave.

Jeg kaldte ham Manse. Navnet på en stor overpylret han mammut i filmen Ice Age. Vi ændrede aldrig Olaufs navn, da han blev vores. Han havde heddet det i 4½ år. Først i en familie, som ikke mere kunne tåle pels og så hos en kvinde i en lejlighed, der så han skulle noget andet. Ud. Udenfor igen. Hans lange ben skabt til, at løbe om hushjørner, mjavende lang tid inden det sidste rundet, hvor du fik bevis for, at din hjerne ikke bildte dig noget ind. Vi hører alle hans kald, hans annoncering af sin ankomst. Men hjørnet forbliver at være det; et hjørne hvor nedløbsrøret, garagen og brosten med vejrligets hvide pletter, er som farvekoordineret, alle i grå, sorte nuancer. Ligesom nøddebusken til den ene nabo, han krøb ud og ind under. Hans øjne kommer ikke mere til, at søge mine. 6 år af livet er gået, vi er ikke mere de samme, han er ikke, han er død.  

Jeg hører hans kalden som et ekko med og uden høretelefoner i køkkenet, i stuen, i soveværelset. Jeg sidder og skriver dette på kummen, men jeg kunne jo bare gå ud. Han er der ikke til, at insistere på, ”jeg vil ud og ind, ud og ind af vinduet,” legen. Vi skal ikke lege mere.

Min søn, vores søn spørger om han må læse første udkast til dette skriv, mit farvel, der også er hans, ægtemands, hvis han vil gøre mig den ære, at læse det. Jeg tøver, men egentlig ikke rigtig. For selv om jeg bagefter siger; dette er kun et skelet, jeg vil ændre på det; ved jeg, at han har lige så meget behov for, at jeg skriver det, som han. Er hans fingre på tastaturet, ærer kongens minde, han en ven, ingen af os ønsker, at glemme, er bange for at glemme. For, at glemme er som, at lade alt det gå, der ellers fyldte i de år. Jeg er påbegyndt sorteringen, give slip på det dårlige, tilgive mine, andres reaktioner, men som billederne fra Maldiverne synes det stadig uigenkaldeligt, at slette bare 1, Selvom der er 10, som ligner. Jeg spørger i skribentens usikkerhed, mens han løfter låget på pastagryden, som er ved at koge over.

Er det som du troede, at jeg ville skrive det, denne begyndelse?

Han nikker, hvem er Goldielocks?

Din søster.

Hvorfor hedder hun det?

Jeg fortæller ham noget, jeg tror er rigtigt, men bagefter indser jeg, at jeg slet ikke kan huske det. Måske var det hendes, dengang i 2019 krøllede hår, hun ønskede glat, men altid snoede sine fingre omkring, der mindede mig om Guldlok og de 3 bjørne. I den engelske udgave Goldielocks. Hun har stadig langt, tykt hår, men krøllerne synes, at være kravlet over på mig, siden jeg klippede mit kort.

Jeg vil også gerne have et navn.

Jeg ser op på ham, vi har begge røde og ophovnede øjne; hvad vil du gerne hedde i mine skriv?

Da han kommer tilbage for, at dække bord til aftensmaden. Manse, jeg vil gerne hedde Manse.

Jeg ved ikke hvornår jeg begyndte på det. Men igennem de 6 år der er gået siden 2019, blev Olauf til kongen til Manse og til sidst Muller. Manse var hans storhedstid. Hans pels allersmukkest ved vintertid, af kravet fra kulden udenfor. Hvid på brystet, så det lyste op, når han kastede sig ned på stuegulvet og synes, at vide præcis, at det var det, der nu skulle gøres rent. Det hvide, han med opad vendte poter fristede med, som vidste han, at det var det allerblødeste. Som han blev ældre og vi mere fortrolige med hans temperament og tegn, mødtes vi i en fælles forståelse. Turde vi, måtte vi godt. Bare ikke de hverdage mellem 17-18, hvor han ventede på, at jeg ville rejse mig for, at lave mad. Det hvide, der gik igen på hans poter og som har reddet os begge mange gange, når de fungerede som reflekser. Hans ryg var sort, sorte plamager i det mørkebrune ned langs hans sider. Helt sort oppefra i mørke rum. I dunkle vintermorgener, hvor jeg ofte snublede over ham, når han zig-zaggede sig forbi mig for, at vise vej til madskålen i bryggerset. Men rører dem, poterne, måtte vi ikke, ikke engang tilfældigt.

Han var holdt op med det.

Holdt op med i røde, grå og gule morgener, at stoppe op 3 gange, igennem de 3 rum. Stoppede ikke mere op i forventningen om mine kluntede kærtegn. Vores morgenritual var bare morgen.

Hvornår var det stoppet? Var det ham, mig? Måske havde han gjort det en gang. De sidste uger. Måske.

Han har ret, min søn, nu Manse. Olauf har fyldt så meget, i disse skriv, været mit modspil, min væg, min ryg, hilst mig, når jeg kom hjem og satte tasker. Han har bare sådan tilfældigt skulle ud i bryggerset, når jeg låste mig ind, strejfede mit ben, for at gå forbi, lige tæt nok på til, at jeg kunne stryge ham fra ryg til halespids. Så stod han med snuden imod, hvor den lukkede dør mødte karmen, signalerede at han ville ud. De sidste uger ville han det oftest ikke. Snusede bare til madskålen og gik ind igen. Et andet sted, for at sove.

Jeg er taknemmelig for, at han ikke gjorde det. Gik ud for, at sove sig til fred under en busk, der ikke var vores og vi måtte leve med det. Ikke, aldrig at finde ud af, hvor han var gået bort. Jeg vil hellere lægge mit kort og lade chippen blive aflæst. Jeg vil hellere gå igennem dyrehospitalets store åbne foyer og åbne glasdøren. Vil hellere stå i det lorte-lokale bag den lukkede dør, der ikke er af glas. Døren den første til venstre. Døren til lokalet, med dør ud til siden mod en anden parkeringsplads, end vores bil holder på. Lokalet, der ikke trækker døden så tæt på dem, der sidder i foyeren med kig ind til 3 andre undersøgelsesrum. Det ene, hvor boldene blev fundet.

Jeg er taknemmelig for alle de gange jeg klokken, ”godnat jeg går i seng,” blev nødet af vores søn til, at kysse godnat i frøperspektiv nede på knæ, hvis Olauf lå på en pude, tøj eller tæppe på gulvet, eller ad omvejen ud i køkkenet, hvor han i mørket sad og holdt øje med andre 4-benede der uindbudt betrådte hans rige. Taknemmelig for alle de kys, jeg nåede. Havde jeg brugt løbestift som min mor, indtil for få år siden, havde han konstant haft en rød plet i panden, som en indisk kvinde, en bindi. Taknemmelig for hans tilladelse til mine hænders strøg ned over hans bryst, når han som en gårdvagt holdt haven fri fra andre katte. Katte, der, når han sov listede igennem ad deres nedtrådte stier. Jeg er en aer. Havde jeg været ansat i en stofforretning, havde jeg ikke haft fingeraftryk mere. Det beroliger mig, at mærke blødhed, der giver efter, bølger tavst og finder tilbage til formen, inden jeg forstyrrede det.

Jeg er taknemmelig. Taknemmelig for mine skuldres rysten, 11- talerne til underlæben, i stålbordets rum. Kysse mellem ørerne igen og igen for sidste for allersidste, for aller- aller- allersidste gang.

Blændet kniber jeg øjnene sammen, bogstavernes hvide imod det sorte kan ikke engang læsebrillerne forstørre op. Det er 2 morgen efter. Efter, efter. En dag uden, endnu en dag uden.

Uden, at han skraber mod soveværelsesdøren. Jeg synes jo selv, at jeg var musestille. Musestille, da jeg vendte mig for, at se på mobilen på natbordet, inden uret ringede eller ikke ringede fordi det var weekend. Han var irriterende, så irriterende, testede min tålmodighed. Nogle gange blev jeg provokeret, mange gange, nogle gange reagerede jeg impulsiv, noget jeg ikke er stolt af. Han var jo bare ham, Olauf, der spurgte om jeg ville lege, ” jeg forstyrre hvad enten, du er ved, legen.” Hans forventning om et svar var aldrig monolog, altid dialog. Nogle gange blev det vrissen, nogle gange, blødt som et kærtegn. Da du fandt dig til rette hos os 4½ år gammel, blev du kongen, vi skulle hilse. Når vi grinede af dig i stuen, gik du med ryggen til og løftet hale og hoved hen til kradsetræet. Vi grinede endnu mere, når du hang i dine forpoters negle og med svaj i ryggen svingede bagpartiet som en poledanser. Brat holdt du op og gik. Du var aldrig fornærmet længe.

Vi forstod hinanden selvom det i starten synes japansk mod finsk. Du forstod, at jeg nogle dage ville være i fred og lod mig. Andre dage, at jeg skulle have hjælp til at finde fred, jeg trængte til og prøvede, at finde via uro. Du møvede dig ind i mit synsfelt, satte dig bag mig i vindueskarmen, som støttede du hvert et punktum jeg ikke så nødvendigheden af, men skrev videre, videre forbi. Du støttede mig i, at finde min stress toppunkt, når jeg endelig, lige sat mig godt til rette i sofaen, blev nødt til, at lukke dig ud. Dine poters bløde svuis, svuis mod vinduesruden afgjorde sagen. Du piftede igen og igen min egen selvforståelse. Nogle gange bandede jeg, andre gange, fik du et nyt kælenavn.

I ugen inden. Inden; aftale, transportkasse, stålbord og sprøjte, alle gange 2, stod du hver aften på mine lår. Du blokerede udsigten til skærmen, hvis lyd jeg også denne aften havde sørget for på forhånd, at have i hørebøfferne, inden du hoppede op. Du var tyndere end da vi fik dig, men med dine ben stadig lange og rygraden i en bue, lod jeg mig snyde af din begejstring over, at jeg endelig havde sat mig ned. Nogle dage orkede jeg ikke denne til rådighed. Det selv om jeg var den udvalgte. Det selv om jeg vidste, at der kunne gå en hel sommer, inden du insisterede igen. Gjorde krav på opmærksomheden som min søn, vores søn gjorde alt, som den bedste kattefar i verden for, at opnå. Æren af, at få lov og være hans underlag under hans ynglings hvilestilling, sneglen.

Men altså først din ælten med de spredte trædepuder, vippende på mine lår, kun afbrudt af alle 4 poter op på sofaens armlæn, som en cirkushund på en stor bold. Efter hvad, der synes som ½ timer drejede og drejede du, med mine fingre blidt puffende for, at støtte dig i beslutningen om, at lægge dig endeligt i en snegl. Kom jeg til, at røre den forkerte side, gik du som en hest, hvis flanker jeg rørte med min hæl, den anden vej. Liggende i sneglen løftede du din lille hage, med den skævt placerede brune plet, som i lang tid havde haft en hård knop. Nu var flåtens bevis på sit midlertidige ejerskab forsvundet. Drejede du hovedet lidt til siden, kunne mine fingre lege kradsedans, udenom dine lange knurhår. Lange som hornene på en Texas Longhorn ko. Texas Longhorn, restauranten, som kusinerne, Goldielocks og jeg, på de ½ årlige ture til Malmø, altid spiser på.

Dine poter æltede varmetæppet, som killingen på morens mave for, at der kommer mælk ud af dievorterne. 1 minut. 3, 5, 10 minutter æltede du. I trance. Blikket blødt fokuseret et andet sted end mig. Jeg kunne røre dig alle dine forbudte steder. Dine hvide poter, du bare løftede. Løftede igen og igen, som en dressurhest der traver på stedet, piaffer. Var du ude i sofahyndes uldbetræk, lod du mig blidt guide dig ind på varmetæppet igen. Varmetæppet, der var dit, efter det ikke virkede mere. Det, der skulle ligge på mine ben for, at du ville lægge dig på mine lår. Lår, der sikkert har føles som 2 træstammer på floden, du som en danser måtte balancere på, for ikke, at ryge i. Tæppet alt for varmt de hede sommermåneder igennem. For mig.

Med dig i trance kunne jeg gribe dig i mavens hvideste, hvide, men jeg tog aldrig rigtig fat, højt oppe. Jeg havde sikkert godt måtte, selvom det synes som om du trak maven op. Men havde jeg grebet fat, hårdere fat. Havde jeg så mærket, at noget var der, der ikke skulle? Hvad jeg forstået, at golfbolde hører til på en golfbane og ikke i en kattebug?

Jeg strøg dig igen og igen, pressede min mund mod det enlige, lille strithår i hvid, det eneste mellem dine store ører. Alt var stort på dig. Dine øjne, der på stedet fik mig forelsket. Dit ego. Din selvsikkerhed, jeg ønskede, at tage med hjem og vikle mig ind i. Smittes af, som en influenzavirus. Jeg blev smittet. Smittet af katte feber, en ny kats. Dig. Er du katteelsker, udvikler du ikke antistoffer, du vil for evigt have den i kroppen. Kattefeberen. Jeg ved, at jeg vil blive det igen. Forelsket. Jeg har lyst til, at gå væk fra dette skriv. Gå ind på den blå avis.

Fredag klokken 16:30. Den fredag.

Ægtemand; jeg vil bare sige at jeg er med. Med, når I er parate til, at få en ny.

Jeg elsker at han siger det, men vi er kun lige kommet hjem med den tomme transportkasse. Transportkassen, ægtemand huskede på vej ud af sidedøren, efter at havde gjort mig opmærksom på betalingen.

Jeg gik ind i foyeren igen efter, at have rundet bygningens hjørne. Der stod en mor og en datter ved skranken. Jeg så ikke efter hvilket dyr de havde med, koncentrerede mig kun om, at se på den unge kvinde nede bag skranken, de snakkede med.

Jeg skal betale for en aflivning. Min stemme lav, dialekten sorg. Hendes øjne møder mine blændede. Hun forstår alle dialekter.

Jeg har lyst til, at google Inges kattehjem i Glostrup. Hjemmet, jeg ved hvor ligger, efter, at jeg i sommers tjekkede det ud på en gåtur. Jeg ønskede for min søn, at han kunne få et job der. Arbejde gratis i sommerferien og få nogle point. Point i virkelighedens spil.

En anden end dig.

Jeg tør ikke, google, tvinger mig selv væk fra tanken om, at gøre det. Det føles uetisk allerede og ”bladre” i den blå avis, hvor alle synes, at ville af med katte i alle aldre, størrelser og racer af alle de rigtige og andre grunde. En stil vil skrives. ulideligheden i sorgen, jeg ønsker, at undslippe som er den en eksamen. Den er en eksamen. Den skal igennem kroppen, som mad fra mund til hul. Sorgen skal takles, inkorporeres, tillades at være, for, at kunne blive et helet sår på dine oplevelsers opslagstavle.

Ægtemand undrende; jeg var slet ikke så ked af det, da min mormor og morfar døde.

Nej, de var over 80 og havde vist sig parate i flere år, du var parat. Du, der ikke handlede deres mad ind på ugentlig basis, vaskede deres hår af vores tøj eller måtte gå udenom dem på alle tidspunkter af døgnet. Du blev ikke mindet om dem 20 gange i døgnet via deres; lyd, bevægelser, krav, sødme, elegance. Blev ikke af deres til loftet høje selvværd, hver dag mindet om din egenskab til, at give plads og være en god kammerat.

I menneske år blev han 10 år, det er ikke gammelt.

Gammelt er, at andre skal binde ens sko, at man ikke orker og gøre sig ulejligheden med, at holde kroppen stærk og smidig. Hjernen parat og nysgerrig, fordi man stadig har behov for værdigheden i, at kunne selv. Også 5 år frem.

Det er for tidligt at skrive, men nattens drejninger under tyngdedynen siger noget andet.

Jeg hører ham.

Men ved, at det ikke er ham.

Jeg ser ham ud af min øjenkrog, men ved, at det ikke er ham. Kun en hårtot.

Stuevinduernes store rektangler på højkant, viser ikke hans mund, der åbner og lukker sig. Hans smukke, øjnes glaskugler møder ikke mine. Tilsammen fortæller de mig ikke, at han mindst har ventet i 5 minutter og det har føltes som et katte-år.

Mor, jeg ved godt, at du er presset men jeg synes, at vi skal tage Olauf med til dyrlægen. Det er torsdag aften. Torsdagen før. Før fredag. Jeg har igen gennemført en torsdags marathon.

Jeg orker det ikke, forholde mig. Forholde mig til, at ringe. Høre telefonsvarer på repeat og være bange for, at den tid jeg kan få, ligger i min arbejdstid. Vil han være inde, når vi skal gå? Kan vi overhovedet få ham ind i transportkassen?

Jeg gør det i morgen tidlig.

For. Jeg ser det, ser det min søn ser. Hvor tynd Olauf er blevet, hans rygrad kan du tælle hvirvlerne på og han har en tydelig hulning ved hofte-leddene. Min søn ved, hvor presset jeg er med min mor oveni. Min mor, en 4-hænders belastning, er overstået for denne uge. Ægtemand og jeg brugte vores mandag eftermiddag på, at tage hende til tandlægen. Hans søster ringede om aftenen, grædende, efter en weekend i ulidelige smerter. Det, intet at kunne gøre, andet end være et øre, fylder mig med usikkerhed. For hvad har hun brug for, hvad forventer hun, jeg gør? Jeg kunne kun bede hende om, at kime nat og egen læge ned, insistere på, at der var noget galt, mens jeg holdt mine skrækscenarier for mig selv. Det krævede 2 prøver for, at få medicinen, der kunne udløse den. Den har forhåbentlig virket, for hun har hverken skrevet, eller ringet et par dage.

Og nu kommer han og siger, at han synes, at vi skal tage Olauf til dyrlægen.

Vi er ikke nogen, der tager vores dyr til dyrlægen med mindre de er; dårlige, gamle og skal aflives.

Jeg er det nu.

Mit blik, der plejer, at kunne se kroppe, som er jeg en scanner, ser, at jeg ikke har set ham. Dem. Hverken min søns bekymring eller Olaufs forfald. Jeg ser ham vakle, da han svinger sin hale i bryggerset. Jeg ser hvor besværet han er, da han ligger sig på vasketøjskurven i husets midte.

 Vores søn kommer ud fra sit værelse og stiller sig i døråbningen ind til hans søsters gamle værelse, hvor ægtemand sidder, ved sin computer

 Far, har mor sagt, at hun vil tage Olauf til dyrlægen?

Jeg hører, hvad jeg ved er, hans svar, for jeg har ikke sagt det. Jeg ville overtale mig selv først. Gøre det til en del af min dag. For jeg er følsom og let på virkelig over hans måske anden mening. Det, selv om jeg nu ved, at i følelses- og helbredsmæssige anliggender er jeg den, der må tage stafetten. Han begynder sin; jeg tror I overreagerer tale, men; sætter sig ved siden af Olauf og aer ham. Jeg ser ægtemand tage og holde hans forpote. Længe. Han trækker den ikke til sig.

Han ville aldrig havde ladet dig røre hans pote og slet ikke holde den, for 1 uge siden. Han ser på mig og der. Der åbner lemmen sig. Jeg ser alt. Ægtemand blive tavs. Skammen og skylden, der niver mig. Jeg prøvede, at presse Olauf til, at spise noget kattefoder han ikke ville eller kunne. For, var han bare snobbet?

Jeg ser Oliver, katten før ham, for mig den sidste weekend, den, han ikke skulle have haft. Vores søn, den gang, Bebrillet dreng, dog stadig bebrillet, ville ikke indse, at han skulle aflives. Da jeg indså det, bestilte jeg tiden og Goldielocks, der heldigvis var hjemme fra efterskolen, kunne komme med. Hun, aldrig bange for, at følge et dyr til sit sidste gemmested.

Denne gang i dagene efter. Efter fredag; mor, vi gjorde det for hans skyld, vi gjorde det for hans skyld, vi…

Der, torsdag aften i gangen, bøjet over ægtemand og vores Olauf, ved jeg det ikke er et lille maveonde. Jeg ønsker, at kunne se forbi pelsen, ind i ham. Ser i stedet totterne for mig, der ligger på vores søns gulv udfor puden, hvor Olauf har sovet hele ugen. Jeg havde tænkt, at der var så meget, fordi vores søn ikke så tit gør rent. Jeg googler. Læser, at jeg har gjort alt det forkerte, at katte ikke må faste fordi de er så energi krævende. Det kan give dem fedtlever, en tilstand du ikke altid kan vende.

Jeg ringer i morgen klokken 8.

Fredag

Jeg ringer op og er i tvivl om hvilken mulighed jeg skal vælge ud af 2. Jeg vælger hospital. Med telefonsvaren i øret involverer jeg ægtemand i min tvivl. Han mener det er 1 mulighed. Jeg lægger på, forsøger 1 mulighed. Den vil bare have, at jeg sender en mail. Jeg ringer op igen, vælger hospital, og kommer igennem på 2 minutter.

Jeg siger ikke andet end; han vil ikke spise, før hun svarer; jeg synes, at du skal komme i dag, vi har en tid kl. 14. Perfekt, jeg kan nå alle 3 hold og måske spise frokost.

Ægtemand; vil du have jeg tager med? Et Airbus A380 fly lander i min mave.

Ja, det ville være så dejligt.

Han rejser sig; jeg henter kassen ind.

Lige så meget i tvivl, ægtemand kan gøre mig, ligeså meget ved han lige, hvad jeg har brug for. Selv om jeg sagtens kan klare, at køre Olauf til dyrlægen selv, har jeg brug for, at han kører. Brug for hans ro. Vi har ikke meget tilfælles, men liv og død er vi ret enige om. Olauf har ligesom Oliver været først min kat, så næsten lige så meget vores søns. Ægtemand var kattemad-til-katteskål-hjem-slæberen. Det har jeg altid ønsket, han af kattene fik interesse for. I de sidste år har jeg ikke været bekymret for, når ægtemand aede Olauf. Bekymret, som var jeg ansvarlig for, hvordan de kunne sammen. Bekymret for, at ægtemand skulle blive sur over, at jeg igen havde tvunget en kat ind på livet af ham. Han, der kun har haft fugle og skildpadde i sin barn-og ungdom. Han er ikke et katte menneske, så ikke deres små tegn og advarsler. Nu nærmer han sig. Han er ikke mere en, der danser rundt om elegante kattepoter.

Nu er han involveret til brystet.

På det første hold giver jeg, hvad jeg selv synes er voksen skæld ud, men den jeg har mest lyst til, at skælde ud er mig selv. Fortsætte med den udskældende monolog, jeg allerede har i gang, der bliver forstyrret af kravet om, at jeg er her og gør hvad jeg skal, undervise og gøre det godt. Jeg gør det. Godt. For det er jo det jeg kan. Præstere med mit indre i blytung bekymring. Tage masken på. Men den passer ikke mere. Nogle er begyndt, at se hvor den er revnet, og jeg må smile endnu mere, for at berolige dem.

Men er det i virkeligheden mig?

Hvorfor bilder jeg mig ind, at de ikke kan rumme, at jeg revner?

At jeg er menneskelig. At jeg er medskyldig i at han er tynd, afkræftet og syg.

Alle 3 hold er der energi til, jeg er et kræftværk. Jeg ønsker ikke at tage hjem. Jeg ønsker at blive, undgå, men samtidig vil jeg det, hjem. Tage mig af det, det, jeg ikke så, som nu er bag en nypudset lup.

Hjemme, løfter jeg min bakke fra køkkenbordet for, at gå ind til spisebordet i stuen. Jeg hører, at han hopper ned fra skabet over bordet i bryggerset. Hører det, for han lander på bordet, som vejer han 20 kilo og ikke max 5. Jeg sætter bakken fra mig igen og runder karmen til bryggerset. Jeg når det ikke. Hjælpe ham ned fra bordet. Han står allerede på gulvet og mjaver for, at komme ud. Min mave, gymnastikposen i min barndom med snorelukning. Kun en regndråbe kan passere det sammenrynkede hul.

Jeg er ked af det, men du skal blive inde. Han vender og går tværs gennem huset til terrassedøren. Jeg gentager mig selv, og han ligger sig i husets midte. I gangen foran vasketøjskurven, hvor ham om sommeren med den åbne terrassedør ville få mest gennemtræk på hede dage. Der, hvor han har bedst udsyn til, hvor vi alle 3 befinder os i huset.

Min mave nægter, at lade maden synke ned.

Jeg løfter bakken og går ud for, sætte resten af frokosten i køleskabet. Der er 45 minutter til, at vi skal være der.

Jeg går rundt om mig selv, som Olauf, som alle katte i verden for, at ligge helt rigtigt, men der er intet, der er rigtigt.

Kan vi ikke bare køre nu, jeg ved godt, at vi kommer for tidligt, men jeg kan ikke. Jeg står i døråbningen til Goldielocks gamle værelse, hans hjemmekontor.

Jeg lukker lige ned. Jeg hører ham, men er vendt, mine fødder allerede på vej hen for, at løfte Olauf op. Jeg tøver, venter. Jeg har brug for, at ægtemand sætter låget på, hvis han nu gør modstand og løber ud af kassens bund. Han er let som den berømte fjer, gør ikke modstand, ikke Olauf modstand. Hans forsøg på, at komme væk er i slowmotion og da vi klikker låget fast, mjaver han lavt som gennem en dyne.

Han kom i den kasse.

Nu bærer jeg ham ud.

Vi troede først, at han ikke mere kunne lide sit tørfoder, var træt af det. For, når du køber store poser, tager det noget tid, at komme igennem dem. Vi overgav os, jeg overgav mig og vi gav ham noget andet. Og noget andet. Min søn og han havde for måneder siden begyndt en ny rutine. De gik sammen ud i bryggerset og skålen blev præsenteret. Ofte med mere i, for vi troede, at det var fordi han kunne se bunden. Nu var præsentationen blevet mange gange om dagen. Selv min søn synes det var blevet for meget. Vi aede ham til han skød ryg, men han spiste kun lidt af det. Leverpostej, andet af vores mad, noget der var let og tygge, ville han gerne have. Indtil han heller ikke ville have leverpostej. I går.

Han mjaver svagt, mens ægtemand i førersædet, manøvrere roligt om de 5 hjørner det kræver, at komme til dyrehospitalet. Sidste gang, hvor ægtemand ikke var med, lå døden skråt overfor. Nu er der en stor, sort skydelåge af jern. Det er stadig dødens hus.

Dyrlægen skal lige holde frokost.

Hver gang, der kommer kvinder ud af dørene, håber jeg det er en af dem. At frokosten er sprunget over. Jeg googler en adresse, jeg skal bruge i ugen efter, men putter så mobilen i over-skulder-tasken. Sidder bare i lugten af dyrefoder og dyre angst. Den klemmer om min ½ spiste frokost. Som kan det berolige ham, stikker vi begge på skift en finger ind til ham, gennem transportkassens lille gitterlåge af plastik, men dem vi prøver, at berolige, er os selv. Han sidder stadig op. Hovedet er trukket ned på skuldrene for, at han kan se ud igennem de små lufthuller. Jeg drejer transportkassen, så han kan se ud gennem gitterlågens stører huller. Jeg hører en mand kalde, inden jeg ser ham;

 Olauf?

Dyrlægen, ældre end mig, eller det er hvad jeg altid tror, begynder og spørge til Olauf allerede idet jeg lukker døren bag os til foyeren. Alle vinduer og døren ud til den, er af glas. Jeg tror, at han vil tage Olauf med det samme og tager låget af. Men dyrlægen tørrer af efter sidste patient og ser lidt i sin computer, mens han hyggesnakker. Jeg, uvant med, at holde Olauf, lader ham springe ned på gulvet og snuse lidt rundt. Jeg ser på dyrlægen som siger;

Bare lad ham gå lidt rundt. Jeg ånder ud. Jeg har aldrig rigtig taget ham op og holdt ham. Han er, var en stor kat på over 5 kilo, det stod der i bogen, der fulgte med ham, nu vejer han 4, siger vægten. Han prøvede altid, at vride sig fri for, at komme ned. Jeg følte, jeg overskred hans grænse, hvis jeg insisterede. Som trådte jeg på hans ego. Kongens ego.

Han er ikke en konge mere, mere vagabonden med daggamle skægstubbe og en bugtende gren, at støtte sig til. Han ser sig rundt og gemmer sig bag et skab.

Dyrlægen; han er lidt frygtsom, er han en, der gemmer sig, når der kommer gæster?

Nogle gange. Som regel var han den første med snuden om hjørnet til hoveddøren, altid nysgerrig. Så var det; nåh ok, jeg går ud og patruljere. I mellemtimen hjemme, ønsker jeg, at jeg havde sagt, dette er ikke ham. Men jeg ved, at jeg ikke behøvede det, dyrlægen vidste det. Som han vidste, at hans vægttab ikke var foregået over en uge. Fordi vi puttede mere mad i og byttede rundt på mad, gav ham andet, mistede vi orienteringen i, hvor meget han egentlig fik.

Jeg tager fat i ham og løfter ham op på briksen. Dyrlægen holder ham fast om halsen, og min dejlige skat, Kongen, Manse, Muller, jeg havde forventet ville rive og bide, mjave, gør ingenting. Ser bare lige ud i luften. Ikke engang da dyrlægen krænger hans mund åben og lugter til den.

De lugter af tis ud af munden, hvis der er noget galt med nyrerne; siger han. Jeg tror ham, jeg tror på alt hvad han siger. Han gør mig tryg, med sine sikre hænder og bløde tone. Havde dette været et andet sted, med et andet formål, havde han været et hyggeligt bekendtskab.

Munden lugter ikke og hans tænder ser normale ud.

Dyrlægen graver sine fingre dybt op i Olaufs mave; jeg kan mærke en stor svulst. Den er på størrelse med en golfbold. Det suser i mine ører som, når jeg cykler i kraftigt blæsevejr og vindstødene snupper luften ud, jeg lige har trukket ind gennem den vidtåbne mund. En golfbold.

Hans fingre graver videre længere frem mod Olaufs hals; jeg kan mærke 2 andre svulster lige foran, de er lidt mindre. Han fortsætter; det kan katte nemt få.

Jeg hører ægtemand tale om operation. Hører det igennem blæstens hvirvelvinde, der som lange negle flår hjertesækken om hjertet åbent. Operation. Hvad snakker han om?

Dyrlægen; jeg synes, I skal få ham aflivet med det samme. Jeg behøver ikke, at se på ægtemand for, at vide nøjagtig hvad han tænker. Det er under ingen omstændigheder en mulighed.

Ægtemand; vores søn skal være med, kan vi aftale en tid på mandag?

Dyrlægen; han skal ikke lide mere, ikke på grund af ham.

Jeg mærker det. ADHD`en, som træder ind i arenaen. Den ser muligheder for alle, den har min ryg, min søns, ægtemands, Olaufs, der kan ses under hans nu tydelige matte pels.

Har I tider senere i dag?

Dyrlægen ser på mig; nej, men det laver vi. Han ser i sin computer. I kan komme 15:40. Vi har lidt over 1 time.

Ægtemand har allerede hånden på håndtaget; jeg går ud og ringer ham op.

Idet ægtemand lukker bildøren efter sig, og trækker sikkerhedsselen ned i sit ryk, knækker jeg sammen.

Hjemme, lukkes Olauf ud af transportkassen. Som 1000 vis af andre dyreejere før mig, fodrer jeg ham, i hans sidste time, med noget han holder af. Ikke vandet fra tundåsen. Nej, resten af dåsen jeg åbnede i går, kun til ham. Han spiser det hele og jeg tænker; han har appetit måske, måske. Men da han vender sig orker han ikke rigtig, at slikke sig ren om munden. Han går ud i gangen og lægger sig kluntet ned.

Jeg henter min halvspiste mad. Ved 3 mundfuld hører jeg ægtemand rejse sig fra stolen i hjemmekontoret. Ved 6 hører jeg, hulken. Hulken?

Ægtemand ligger på gulvet, rundet om Olauf krop. Den lille hals holder stadig hovedet højt, men øjnene er en andens. Tårerne løber ud over ægtemands næseryg og ned på trægulvet. Har jeg nogensinde set ham græde?

Jeg lader mig glide ned af væggen, men mærker, at dette er ægtemands øjeblik og presser mig op igen. I det jeg går ud for, at skylle min tallerken af, låser vores søn sig ind. Han er kun lige ude af jakke og sko, før han kaster sig ned på gulvet, hulker, skulderrystende i dyb bas, ved siden af en af hans bedste venner. Den, måske vigtigste i hans liv da depressionen gjorde det fristende, at opgive livet inden psykologer bandt sikkerhedsnettet under ham. Den pelsbeklædte med de smukkeste øjne, der aldrig blev kedelig, når kedsomheden fra skoleopgaver var overvældende. En, der altid svarede tilbage i de ønskede svar. Som var tydelig i sine grænser. En, som han aldrig opgav, selvom han ikke var den valgte.

Du skal gøre dig mere kostbar; gentog jeg mig selv, i de første år.

Han kunne ikke, var villigt de smukke øjnes; du siger, jeg gør, eller gætter på, hvad du forventer.

I skabet, i gangen, rækker jeg efter en pakke lommetørklæder, da han passerer mig, på vej ud i bryggerset.

1 pakke er ikke nok; hans stemme mindre dyb end den plejer. Jeg løfter transportkassen op.

I bilen, siddende på bagsædet, ved siden af den fastspændte transportkasse;

I skal være forberedt på, at dyrlægen vil spørge os, om vi vil have ham med hjem. Ægtemand og søn er enige i min; jeg kan ikke tage en død kat med hjem. Fra sidst husker jeg den dårlige samvittighed. Hvorfor kunne jeg ikke bare tage ham med hjem og begrave ham under blommetræet, som hamstrerne og kaninen? Jeg har det dårligt ved tanken om, at han sikkert bliver lagt i en skraldespand og bliver brændt med en masse andre kæledyr, han ikke kender. Ham, der ønskede, at herske over sit rige alene.

Denne gang går vi igennem foyeren, ind i bygningens hjerte. Dette undersøgelsesrum har en diskret udgang og privatliv, ingen glas fra gulv til loft i hele lokalets længde. Vi prøver alle 3, at holde tilbage, undgår hinandens blikke.

Har I give ham noget at spise?

Ja, jeg.

Dyrlægen ser på mig, afbryder mig blidt; bedøvelsen får ham sikkert til, at kaste op.

Jeg føler mig dum, men ikke fordi hans blik er hovedrystende, hvad det ikke er. Fordi, at Olauf skulle dø før jeg gav ham den skide tun og ikke kun tunvandet. Ikke mere, ikke mere kun det næst bedste.

Jeg gav ham så meget andet, men alt det jeg ikke gav ham, synes så ligegyldig, at jeg ikke kan komme i tanke om en eneste grund til det, ud over nærighed.

I må godt holde ham, mens jeg stikker ham i låret. 4 hænder skyder frem, men modstanden krævede ingen. Bagefter kanylen har afgivet sit indhold vil han gerne ned.

I må godt lade ham komme ned på gulvet.

Jeg er så taknemmelig for denne forståelse for, hvor vigtigt det er for mig, at jeg kan give ham lov, at være kat indtil det sidste åndedrag. Vi valgte jo netop ham, fordi frihed og plads var det hans forrige ejer vidste, at hun ikke kunne give ham.

Nede gemmer han sig for sidste gang. For sidste gang er han for nysgerrig til, at blive i sit gemmested og han render bag om dyrlægens ben i det lille lokale. Lokalet, der synes angrebet af sygdomsproblematikkens nødvendigheder. Du kan kun lige stå rundt om bordet 3 mennesker. Ægtemand holder sig diskret i baggrunden, han har som vores søn og jeg, som det første, smidt jakken da vi kom ind i rummet. Følelser afgiver sved og ingen som skam og sorg. Vores søn og jeg aer og holder, støtter Olauf til rette efter dyrlægen har løftet ham op på stålbordet, der ikke suger væsker. Den lille tunge slikker bordets rand, måske er det kvalmens vuggen i hans hals. Han ligger som han aldrig har ligget, Bambi på is. Min lommes tørre lommetørklæder deler rum med våde. Vores søn og jeg aer og græder stille, strømme, der ingen start eller slutning har. Jeg håber, at vores kærtegn er det sidste han mærker, efter det 2 nålestik.

 Dyrlægen forlader roligt rummet efter, at han har vist døren ud. Ud, hvor vi ikke kan tage ham med.

Jeg er taknemmelig for, at han går, det er ikke hans sorg, hans elskede familiemedlem. Jeg kan, som min søn heller ikke holde tilbage mere. Vi sætter os på hug, skiftes til, at kysse pels mellem ører, der stadig stritter, selvom han nu ligger på siden. Dyrlægen lagde ham sådan, måske for, at vi alle kunne gribe i den bløde kattemave og mærke legaliseringen af de 2 skud. Bag os, hører jeg en hulken, ægtemands. Vi lader ham komme til, ae, græde mere, blive holdt om. Manden, som stadig snakker om skildpadden Jakob. Senere indser jeg, at det er hans måde, at ære en kær og for mig besynderlig ven, på. Jeg har aldrig forstået det, før nu, er til pels og temperament. Helst ikke for småt, Det gør mig bange for, at klemme liv ud, hvor det stadig skal leves.

Det er det fineste farvel. Jeg har været til begravelser, men mine kattes farvel er de smukkeste. Vi lader døden træde ind i arenaen, ikke som en konkurrent, men en ny ven, der skal overtage, hvor vi må give slip. Jeg ønsker så inderligt, at mine sidste minutters bevidsthed vil være fyldt af lommer med tørre lommetørklæders 4-kantede flader, imod vådes krøllede. Da jeg 1½ uge efter fortæller om dette, siger min far;

Du har set for mange romantiske film.

Jeg lader ham, lader dem fortælle igen, hvordan de først slog killingerne ned i jorden og derefter druknede dem. Havde de været ægte bønder, havde de slet ikke haft behov for, at fortælle det. En empatisk bybo ville aflevere dem på et internat. Ægtemand underholder og jeg er så taknemmelig for, den eneste associationsrække i mit hoved, der betyder noget den lørdag eftermiddag er, at vi skal se en ny kat, denne gang en hun, 1 år gammel i Brønshøj ved 17-tiden. Det giver os en undskyldning for, at gå hurtigt. Deres mangel på glæde på vores vegne understreger bare, hvor rigtigt det er, at jeg sagde til vores søn, da jeg så invitationen på min telefon;

Der er intet pres fra vores side om, at du tager med. Vi kan ikke blive fri for den farce, men det kan han.

Det sidste minut i undersøgelsesrummet.

Stilheden synes, at stå i dampen ud fra vores kroppe. Der lugter ikke af katteangst, det nåede han ikke, at orke. Vi nikker, da ægtemand spørger, om vi skal gå. De før så skinnede grøngule glaskugler er nu mat glas. Ægtemand og vores søn tager jakken på og jeg samler halen op, der hænger ud over kanten af stålet og putter den ind mellem hans bagben.

Han kastede ikke op.

Han blev 56 år i katte år, jeg er 54.

Hjemme, stadig fredag.

Ægtemand; jeg vil bare sige at jeg er med. Med, når I er parate til, at få en ny. Han har vendt sig væk fra gulerødderne, han er ved at skrælle. Knuset, vores bryst og maver mødes i, er afbrudte, inderlige klem.

Med gulerødderne, i stave, på køl, kommer han hen og kysser farvel; jeg går ud og får noget luft. Dørhammeren slår sit lille slag. Vi er 2 tilbage i huset.

Ikke meget senere.

Jeg sidder i sofaen og koncentrere mig om, at huske hvad der står øverst på siden, jeg for 5 gang har læst ned. Jeg hører ham, før jeg ser ham.

22 år, med kun resterne af det afblegede som lyse reflekser og skægget, der i pletter tager sig sin tid og vokse ud. For et år siden havde jeg 2 Guldhår.

Han kommer hen og sætter sig i sofaen, i krammet løslades dybe hulk. I sommers efter, at havde ventet et ½ år, fortalte han, pigen, at han var forelsket i hende. Hun, en af hans bedste venner. Nu har han mistet 2.

Kunne vi ikke få en inde kat? Jeg glemmer et øjeblik, at han kan være lige så bekymret som mig.

Nej.

Jeg har selv prøvet, at være spærret inde, i Remas lille kasse område. Alle var søde; kunder, andre ansatte, min leder, der ansatte mig på stedet. Det selvom erfaringen var for længst glemt, som den lukkede Sv, Michelsen Chokolade butik i det gamle Skovlunde center, jeg arbejde en teenage sommer i.

Du skal ikke holde frie sjæle inde, og jeg vil kunne åbne mine døre og vinduer helt op hele sommeren. Så husker jeg og krammer ham igen.

Jeg ønsker heller ikke (de fleste dage,) at du flytter, men det bliver jeg nød til og lade dig, når du er parat.

Hvem er du, når du gør, hvem er jeg?

Jeg lukkede ham ind. Han sidder på skamlen til lænestolen overfor, hvor hans far plejer, at sidde aftener efter 21:30. IKEA stolen, der altid havde en pude med stjerne i. I som under stolehynden for, at gøre den mindre attraktiv for en langlemmet kat, der helst ville ligge, hvor numser havde lavet den tydeligste fordybning. Nu ligger stjernen på gulvet ved siden af min søns fødder. Eftermiddagens sidste grå lys skinner i reflekserne.

Hvad mener du med, at du lukkede ham ind? Jeg lukker bogen.

Ind i soveværelset.

Soveværelset? Soveværelset, der var forbudt katte område, hvilket, hverken kattefar eller kat var bare den mindste smule enige i. Siden vores 1 kat, ud af 3, har jeg kæmpet endnu mere med at sove og kunne ikke have ham, nogle af dem, som endnu en forstyrrelse.

Alle årerne.

Alle årerne, jamen hvornår?

Kan du huske, at jeg altid spurgte dig om, hvornår du kom hjem? Jeg har ikke 2 dage, der er ens på en uge, men ugerne er nogenlunde ens september til maj.

4 poter har gået og ligget på min tyngdedyne og har ikke ”punkteret” den, som jeg ellers var bekymret for.

Jamen, så skulle du jo også sørge for, at få ham ud igen.

Lysreflekserne hopper i halvmørket. Ja, jeg var sindssygt bange for, at du kunne lugte det eller far se det. Min næse en hunds og hans far, støvsugerføreren. Reflekserne kan altså godt huske, at bruge en fnugrulle. Det er noteret.

Den kommer helt nede fra mine tæer, der så ofte vipper, drejer, flyttes. Den gør min ende tungere i den uldne, stribede sofahynde. Den gør mit hjerte let. Den får mine øjenvipper tunge af fugt. Den, glæden, bobler, som et karbad med skum ud over kanten.

Hold kæft, hvor har du taget røven på os.

Først en trækning i den ene mundvig, så den anden. Trodsighedens stolthed lyser ud fra under reflekserne. Åbner rummet op, der før, på trods af de mange kvadratmeter føltes lille, uden 4-benede Manse til nogensinde igen og gå over gulvet med sin klikkende bag pote.

Jeg griner til loftet, lukker alle de udåndinger, strandet inde i mig, ud. Han har virkelig haft det bedste katteliv. Jeg er så stolt over hele det omfattende arrangement, Manse, min, vores søn har gennemført. 6 år i tilblivelsen. Omsorgen for en andens velbefindende. Aldrig slækket på; en dag, et minut.

Ved din søster det?

Han nikker. Hans øjne er stadig hævede, men smilet åbner skægget op.

Torsdag den 10 juli.                                                                                                   

Klokken er 15:41.

Mit blik standser på den lille skærm, ud for beskeden fra kontakten; S fra team 1. team 1 fra min mors hjemmepleje. Jeg har modtaget beskeden 15.08.

Igennem dagen har jeg tjekket mobilen for, om nogen har meldt sig til mit tilbud om pop-op yoga i dag, klokken 17:30. Fordi det er i Måløv, 2 byer væk, vil jeg helst have 5 deltagere, for, at tage af sted, men bliver nok nød til, at nøjes med 3. Med 3 er jeg stadig i tvivl, om det kan betale sig. Det er jeg ikke ved 2. 2 det har været siden i går aftes. 2 det stadig er klokken 13:45. Min deadline er 15:30.

Klokken 14 overvejede jeg, at gå over til min mor. Så ville jeg have det gjort inden højskoleopholdet, der begynder søndag klokken 15, hvor Frederiksværksgade 147, 3400 Hillerød skal trykkes ned i, søg her, i Google Maps. Lysten til, at aflyse yoga, allerede da, kæmpede med forpligtigelsen til, at tjene pengene. Selvom beløbet var lille, ville det ved månedens afslutning, være noget jeg kunne skrive ind i mit Excel ark. Jeg kan ikke lide, at være en tjekker. Jeg gør det ikke, går over til hende, det er for tæt på, beslutningen jeg skal tage klokken 15:30.

Det lyder højt, som har jeg kastet den, da mobilen møder spisebordet i stuen, et sidste kig og jeg tvinger mig rundt for, at går ud på terrassen. Efter at havde vendt stegningen fra ryg til mave, skiftet fra fysisk til lydbog, går jeg ind igen. Klokken er 15:41. Deltager 3 har netop betalt. Tjekker beskeder.

Beskeden.

Din mor har været faldet her til formiddag. En sygeplejerske har tilset din mor og nu er hun blevet hentet af Falck, her kl. klokken 15:07 Mvh. S team 1.

Har hun prøvet at ringe til mig?

Faldet?

Skal jeg besøge hende på hospitalet? Jeg har ikke lyst til det. Det er ikke noget min mor forventer og tonen i beskeden lød ikke alarmerende. Tænker, de kigger på hende og så sendes hun retur som en pantflaske, ridset, men stadig brugbar til endnu en omgang. Min mor har knogler som mursten, en struktur, jeg håber, at have arvet genmassen for.

Jeg ringer hospitalet op. I tvivl om berettelse til mit svigt, jeg synes det er, at lade være med, at besøge hende, især når nu hospitalet, kun er en 10 minutters cykeltur væk. Omstillingen sender mig til akutmodtagelsen, de får mig højere i bygningen, til medicinsk. Min mors person nummer er en magisk tryllestav, hele det skide hospital ved, fuglen er landet. Mens jeg sidder på hold, skriver nummer 2 tilmeldte;

Er der yoga i dag?

Jeg vender tilbage, skriver jeg, for godt nok er nummer 3 deltager nu tilmeldt, men skulle jeg i virkeligheden ikke aflyse. Aflyse og tage derind til min mor eller bare aflyse? For tanken om, at være noget for andre, der intet ved, knuger min mave sammen. Men nogen gange kan netop det, afledningen, få mig i skridende skosåler landet på asfalten. Jeg har gjort det så mange gange, været pligtens datter, men teenagerens; gu vil jeg ej, som i den seneste måned har fået tunge bag de bøjlerettede tænder, skyder hagen frem og kniber øjnene sammen.

Stemmen fra medicinsk, min mor ligger på, siger; du er altid velkommen.

Det, som hælder hun ½ teske salt, idet kun lige, for mit vedkommende, helede mor/datter, datter/mor forhold, jeg og min mor, i så mange år har skiftes til, at holde betændt. 

Jeg er en lortedatter, der hellere vil stå på en græsplæne og misse med øjnene i solhilsener. Tissetrængende lukker jeg døren indefra i ”beskyttelsesrummet.” Vores trange toilet, hvis fliser i udtværet brun med store blomster i grøn, rust og skidengul, som det eneste i huset, stadig er urørte af ægtemands vedligeholdelse over årerne. Stående i brusenichen helt tæt ind til væggen, kan jeg med hånden strakt og kroppen let vredet til siden, lige nå håndtaget. Vinduet lukker med et smæld. Nogle gange er der en lille sugende lyd og når mine fingre begynder, at skrive, lukker stilhedens beskyttelse alt ude. Men kun i tidlige morgener, hvor ægtemand og vores søn stadig sover. Ikke som nu, hvor Olaukat ligger og ”høner,”på gulvtæppet for mine fødder. De bøjede forben, stritter op som græshoppeben. Med underbukserne i spænd om min lægge, læner jeg frem for, at kunne hviske i hans ører;

På søndag tager jeg afsted, du må godt hyle, men jeg har ikke forladt dig.

Med Herlev og Måløv i hver sin retning, kan jeg ikke nå begge dele. På hospitalet, er de måske i gang med en undersøgelse af hende, det vil jeg ikke forstyrre. Jeg tørrer mig og træder uden om ”hønens” sorte ryg.

Fravalget af hospitalet er som, at sætte et lille plaster, på et stort væskende sår. Min indre ilder løber rundt og rundt. Rundt og rundt mod burets tremmevægge. Ude i haven klipper ægtemand hæk, jeg kan godt lige nå og hjælpe, inden jeg kører. Bøjet over det pletvise gule græs, samler jeg meterlange skud op, klipper dem, så der kan være mere i containeren. Gider ikke, men jeg er voksen, det vil gøre ham glad. De helt lange, lægger jeg parat til, at bundte.

Ved du, hvor den blå havesaks er?

Mener han den gamle turkis, hvis fjeder hele tiden ryger af?

Den var god den turkise. Har vi en til?

Ligger den ikke bare, inde i kassen? Siger jeg.Kassen i skuret.

Han går ind og roder rundt, men finder ikke noget.

Med ham ude, den brummende hækkeklipper i gang, igen, går jeg ind i skuret. De 2 turkisfarvede halvdele, ligger nede på bunden af kassen. Jeg holder, stående i døråbningen, den ene op, så han kan se den fra hvor, han står under blommetræet.

Jeg bryder mig ikke om tvivlen, han får mig til, at føle og tramper ind for, at tisse af. Der er alligevel ikke mere jeg kan samle.

Der er stadig kun de 3 tilmeldte, men lige de 3, har været med fra min allerførste hele times undervisning i yoga, i september 2022.

Hjemme igen fra undervisningen, finder jeg, mit bundt liggende alene på græsplænen. Jeg henter snor og ruller bundtet frem og tilbage på græsset, så enderne kan nå hinanden, i først en sløjfe, så en knude. Snoren skær i fingrene, da jeg løfter det op og går sidelæns for, at kunne passere gennem den trange passage mellem hus og garage. Med bundtet, nu, på den flade trappe mod fortovet, ringer jeg min mor op. Hun tager den ikke. Heller ikke 2 gang efter jeg har spist. Selvom jeg er van til det, knuger min mave min aftensmad. Hun, ringer ikke men det forventer jeg heller ikke. Hverken hjemmeplejen eller hospitalet har ringet. I morgen gør jeg det. Tager over til hende, efter arbejde.

Fredag den 11 juli.

Stadig storsvedende efter undervisningen i badet, presser jeg mit cykelstyr ind mellem 2 andres. Som altid ser jeg op mod hendes lejlighed ovenover. Som altid afslører vinduerne i stuen ingenting. Jeg slynger nettets skrårem over skulderen og retter mig op. Mine lunger synes skrumpet til ½ størrelse. Klokken er 10:15.

I min mors gang, kun lige låst mig ind, mødes jeg af S fra hjemmeplejen.

Din mor har været faldet igen, efter hun kom hjem fra hospitalet i går aftes. Hun har ligget, måske siddet hele natten på dørtærsklen til toilettet. Hun kan ikke huske hvornår hun faldt. Lige nu venter hun på, at blive hentet og tjekket igen.

Jeg ved nu, at får du blodfortyndende medicin skal du ind og runde hospitalet, hvis der er bare den mindste mistanke om, at du har slået hovedet.

S` stemme fylder den lille gang ud. Ilderen begynder at løbe rundt og rundt i tremmeburet, dets lille hjerte slår mod mine ribben. Over hendes skulder kan jeg se min mor sidde, i sin stol, i stuen. Hun har slukket for helligdommen eller har ikke tændt endnu. Hun fokuserer på os, som er vi langt borte.

Hendes øjne, et fåreblik i udvandet gråblå.

Så.

Spærres øjnene op, også det, der kun kan få øjenlåget ½ op og som et barn, der ikke kan huske hvad det skal forvente, læner hun sig frem.

I mine skridt hen mod hende, bliver rynken, skråt ned over den bulede pande og ned mellem øjenbrynene, dybere, hun er min mor.

Som altid skubber jeg rollatoren lidt væk, så jeg kan stå knæ til knæ med hende. Hendes kinds dun lægger sig, da jeg bøjet ind over hende, trykker min kind mod hendes. Hun klemmer tilbage og sukker, nydende.

Jeg retter mig op, træder tilbage for, at trække rollatoren tæt på min mor igen. S kommer ind i stuen og jeg går hen imod hende, udenfor min mors hørevidde.

Er der noget du vil have, at jeg gør?

Vil du blive til Falck kommer, jeg har andre, jeg skal hen til?

Ja, det skal jeg nok.

Vil du også ringe til hjemmeplejen, når de kommer?

Ja, selvfølgelig.

Min mor når, at tage 2 bidder af noget, der ligner en ½ bolle med marmelade på, da jeg ud af vinduet får øje på 2 mænd, der tager en båre på hjul ud af, hvad jeg regner med, er min mors transport. Jeg kan ikke se, hvad der står på bilens side, for ½ af den, er parkeret rundt om bygningen vinkelret på min mors.

Ligesom S fra hjemmeplejen, er Falck mændenes søde, med deres, vi-tager-det-hele-som-det-kommer, attitude. Og der skal noget til for, at jeg ikke bliver bekymrings besat. Jeg går ikke med ned mod bilen, fordi jeg ved, at vil jeg ikke føle mig i vejen, vil jeg praktisk talt være det.

Som altid, da jeg kom, har jeg hentet hendes post med op. Jeg smed den fra mig på hendes stuebord, da jeg ville hen og lægge mine arme om mit barn. Smed de 3 breve mellem planter med rødder, der prøver og slippe fri af potten, måske vandet hun lader dem soppe i.

Med lydene af min mors og Falck mændenes stemmer, dørene der går op og i, åbner jeg brevene. Det ene er tilbud nummer 2. Tilbud om visiteret ældrebolig til min mor. For helvede. Det er fredag som sidste gang, det 1 tilbud lå i min mors postkasse, og onsdag i næste uge. Næste uge, hvor jeg er på højskole, skal jeg på hendes vegne svare ja eller nej. 2 tilbud ud af 3, hun må sige nej til, før hun bliver slettet af listen og jeg skal igennem junglen igen. Me Lisser, du visitationen.

Hjemme ringer jeg AS op, AS der er kontakten, medarbejder, på centret for omsorg og sundhedsfremme, afgørelser og hjælpemidler. AS der skal have mit svar. Fra sidst, sidste gang, fredag før påske, ikke den hellige dag, fredagen før, ved jeg, hvad jeg skal spørge om.

Hvor skal jeg hente den fuldmagt min mor skal underskrive, for, at jeg kan sige ja til den ældrebolig, hun er blevet tilbudt?

Hvem skal jeg ringe til?

Hvad er deres åbningstid?

Må jeg hente den selv, eller skal den sendes til hendes postkasse og 1½ uge vil gå?

Hvis og i så fald, må jeg så i et mindste aflevere den underskrevne fuldmagt?

Må jeg ikke det, skal jeg finde en postkasse og kan risikere, at der går 5 dage til, at den bliver tømt. Vente, med bekymringen som orme i huden, under ilderens pels, der får den i cirkler så tæt på tremmerne, at pelsen slides af i pletter og ormenes bevægelser kan ses igennem, som et foster gennem huden.

Et svar.

Nåh, der er smil i AS stemme; du kan bare lave en fuldmagt, få hende til at underskrive den, tage et billede, det kan din telefon godt, ikke?

Lave en fuldmagt?

Jo, jo svarer jeg. Jeg har lyst til sige, at så gammel er jeg heller ikke, men sandheden er, at for 5 år siden ville jeg sikkert ikke havde kunnet finde ud af det. Sende billedet til mig selv i Messinger på Facebook, oploade det til ”stifinders” overførsler og vedhæfte det i en mail. Der er sikkert en nemmere måde, men det virker og jeg behøver ikke spørge nogen, hvordan.

AS fra afgørelser og hjælpemidler fortsætter; min mail står på papiret din mor har modtaget. Har jeg fuldmagten mandag, kan jeg sætte det hele i gang.

Stadig fredag.

Efter en hurtig frokost, med hørerbøffer på.

Jeg tager hen og finder min mor; råber jeg til ægtemand, der stadig koncentreret sidder bøjet over skærmene i sit hjemmekontor. Jeg tør ikke lade være med, at handle nu og har lavet min første fuldmagt på et linjeret A4-ark. Det er det oprindelige første udkast, der ligger nede i min rygsæk, jeg vidste hvad der skulle stå. Skulle jeg købe Hjemmet til hende, er det ikke det man gør?

Akutten

Efter at havde sat cyklen, går jeg går ind af samme svingdør, vi gik ud af 2 januar for 6 måneder siden, da vores søn fik så ondt i maven, 1 januar, at vi, jeg, troede han havde fået, mindst, blindtarmsbetændelse. Olauf kat var ikke kom hjem nytårsaften. Jeg går forbi Akuttens glas ”montre” for, at gå ned i, hvad jeg tror er den gamle hovedbygning. På vejen går jeg forbi en dame i bur. Hun sender mig i den anden retning. Tilbage til akutmodtagelsen, hvor jeg møder I fra et hold, jeg starter igen 1 september. Hendes blik kan ikke holde kontakten til mit.

Der er noget galt med mine muskler; siger hun og tager en stol for, at sidde i køen foran mig. Hun, der plejer og ligge med hænder og fødder i konstant bevægelse, så overtræksbukserne knitrer, når jeg taler dem igennem afspændingen, er nu helt sunket sammen.

Hun synes ikke, at undre sig over, hvad jeg laver der.

Efter hun og et ægtepar, hvor manden, ligner en stilk der snart vil knække, er sendt igennem døren, med armbånd, af forskelligt farvede striber, spørger jeg igennem glasset.

Kan du hjælpe mig med, at finde min mor? Vil du have hendes personnummer?

Er din mors navn, A?

Ja, ja; nikker jeg, halen på min indre golden retriever hvalp logrer fejende frem og tilbage. Enden med.

Du skal gå tilbage, gå til venstre, bag om, tage den grønne elevator op på 4 sal, og gå i en glasgang mod den gule elevator.

Var det nu glasgangen før den gule eller var det den grønne elevator? Jeg er fristet til, at gå tilbage og bede hende gentage, mens jeg optager det i memo på telefonen.Oppe på 4 går jeg ud i noget, der ligner en skranke, man kunne spørge om noget ved.

Men der er ikke nogen. Jeg venter, kigger på bladholderens, ”hus forbi for børn” og har lyst til, at træde bag ved skærmene og finde hende. En kvinde går igennem, fra det ene par glasdøre til det andet, hun kunne være både patient og medarbejder. Jeg følger efter hende. På vejen passerer jeg endnu en, jeg har undervist, hun kan ikke genkende mig ude af kontekst. Længere nede af gangen kommer en kvinde med åbenstående, flagrende kittel, mod mig.  

Du ser ud til, at søge nogen.

Ja, min mor, skulle være her.

Hun peger mod en mini skranke til højre lidt længere fremme; spørg henne ved den orange disk.

Disken er brun. Ny kvinde peger; gå videre rundt, din mor ligger på 102.

Min mobil ringer. I dette mor-kaos har jeg pillet knappen på mobilen fra lydløs til, til fra. Hvilket jeg ellers aldrig gør, for bevidstheden om, at jeg på den måde bliver alles, får mine fødder og hænders evige bevægelser til, at brede sig op i underben, knæ og lår som en myldrende, indre myretue. En stemme jeg ikke kender, præsentere sig som fysioterapeut, hun har lige været inde hos min mor, siger hun.

Jeg er på vej.

Hvor er du?

Jeg har lige passeret den gule elevator.

Så, er du der lige om lidt. Der er smil i hendes stemme.  Jeg står og vinker. Det gør hun.

Hun går foran mig ind på et lille kontor og peger mod en stol. Vi er de eneste, der.

Hvordan klarer hun det i det daglige, din mor? Hun drejer sin stol, læner sig ind mod mig og sommerfugle lander i min mave. Vingerne dirrer svagt, parat til, at sætte af.

Sidst jeg besøgte min mor, må hun havde glemt at tage ble på. Jeg fandt ud af det, da hun gik på toilettet efter, at jeg havde klippet hendes hår. Der lå noget oven på det sammenfoldede tæppe, hun sidder på. Tæppet, vi ved sidste oprydning lagde på stolesædet, for, at gøre det lettere for hende, at komme op, at stå.

Et par sommerfuglevinger svirrer; der lå en vaskeklud på tæppet. Da jeg løftede den, fandt jeg en serviet. Under den fandt jeg bremsespor. Inden jeg gik, fandt jeg en stor, gul plet i hendes seng.

På vejen hjem den dag, skrev jeg til hjemmeplejen, om min mors uheld, at jeg havde smidt tæppet ud. Min mor havde nikket, da jeg præsenterede hende for det store håndklæde, jeg havde lagt i stedet. Jeg skiftede ikke lagenet. Min bekymring er, at hvis hjemmeplejen ikke ser alt, selv, mister min mor måske kontrolbesøg.

Kommer du som ny ind i min mors lejlighed, kan du se de gule vægge, det sortstrimede boucletæppe i gangen. Fører du hånden over køkkenets bordplader kan du mærke de er lodne, fordi, hvad nu end bordet er ”beskyttet” af, er gået i forbindelse med træet. Men. Du kan ikke se, at for 1½ år siden var alle steder, der kunne være noget, fyldt til lågen, skuffefronten, loftet, af ting, skrald. Fyldt igen, efter ægtemand og jeg ellers i 2013 lod vores juleferie blive slugt, i vores samarbejde i, at muge ud, for, at hun med hjælpemidler kunne komme rundt efter påkørslen.

Et samarbejde børnene kan klage over, de ikke kan hjælpe os særlig meget i, fordi deres forældre er i symbiose. Deltagere i en elegant dans, hvor vi hvirvler så hurtigt rundt, at du ikke kan se hvor den ene slutter, og den anden begynder.

På kontoret.

Fysioterapeuten nikker; jeg har skrevet, at hun skal have, et ekstra besøg, et stykke tid. Så, hvis hun falder på vej i seng, så vil de finde hende. Hvalpen, bjæffer og hopper under de flyvende sommerfugle.

Det lyder godt.

102

Min mor sidder på sengen med fåreøjne, der stirrer blågråt ind i væggen ved siden af døren, jeg kommer ind af. Hende smil, da hun ser mig, får mit hjerte til at synke mod en bund, hun ikke mere har styr på. Jeg omfavner hende. Længe.

Neih, så kan du tage mig med hjem; siger hun.

Er muligheden forbi for, at hun nogensinde kan forstå, hvad det betyder, når jeg siger, at jeg ikke mere tør få hende op af de 7 trin, trappen i hendes opgang?

Nej, mor lægen har ikke været her endnu, desuden skal alting gå sin gang, det vil jeg ikke forstyrre. Lår mod lår, ved siden af hende på sengen, ser jeg mig rundt. Rummet er helt tømt for indtryk, som er det til noget helt andet det skal bruges, når hun er blevet afhentet.

Hun har en nederdel på og støttestrømper til knæene. Er det 1 gang i år?

Har hun selv fundet nederdelen, fordi hun skulle ud?

Jeg lægger min arm omkring hende, hun sin hånd på mit bare lår. Sådan sidder vi 4 bare lår ved siden af hinanden, med blikkene skiftevis mod den åbne dør og hendes i mit, mit i hendes. Jeg opretholder en samtale, snakker så højt, så jeg må lægge min generthed ned. Det som, at ae hvalpen, der bare ønsker, at se hendes rynkede mundvige med de enkelte, strittende, lange hår, i et smil. Jeg minder hende om, hvordan vi i fællesskab fik hende op fra gulvet, den dag i efteråret, alene uden andres hjælp. Kun via puder, små, som store hynder, en stol i luften, en anden skurrende mod gulvet og hende, en strandet hval, med mig i trapez oven over.

En måde jeg fandt på, efter hun faldt lige ved siden af mig, fordi hun som et barn på 11 måneder glemte, at holde fast i noget, da hun drejede. Hun blev en, der igen svigtede, en aftale til tandlægen. Nu klager hun over en tand, og jeg bliver ringet til, af hendes tandlæge og må sige, at hun ikke kommer mere. Sidste gang gav hendes klynk i opgangen genlyd, da hun som et barn stolpede op, af de få trin til klinikken. Hun holdt om gelænderet, som var det en redningskrans. Et gelænder, der ikke, som i hendes egen opgang, fortsætter i en stolpe op mod etagen over, ved opsatsen ud for dørene. Hun strittede derfor mere end nogensinde med enden, som min næse næsten kyssede, da min hånd var ud for hendes hæl, parat til, at skubbe, hvis hun ikke magtede det sidste. Jeg heppede på mit barn men vreden var rød. Oppe, i sikkerhed, på den anden side af døren, ved skranken, var hendes angst for fald, som efterladt ude på trappen. Ilderens hjerte dunkede stort og hårdt. Jeg puffede det længere ned, ned, hvor min mor havde gjort af sit. Ned i mine endnu skælvende ben. Ilderen stoppede op, de sorte øjne plirrede og jeg rystede på hovedet. Nej, heller ikke denne gang bliver du lukket ud. Hun skulle have en anden tandlæge, men jeg orkede det ikke, skiftet.

Det ville gøre det hele virkeligt. At jeg for fremtiden må være med inde under behandlingen, hvilken som helst. For giver de min mor oplysninger om noget, skal jeg være hendes suffløse undervejs og kunne tale hendes fornuft frem, når hun kommer hjem. Hun kan ikke høre ½ af hvad de siger og udfylder selv hullerne. Hendes stemme kan stadig lyde som overbevisende, men jeg er ikke mere skør. Alle kan nu høre, at hun propper 3-kanter i 4-kanter, cirkler i rektangler.

Nu er hun så faldet igen.

Den dag i efteråret.

De andre; hjemmeplejen, hospitals ansatte, kender ikke til vores samarbejde den dag, men gør hun? Jeg ved aldrig om hun rent faktisk ser de billeder, jeg maler i ord, eller hun bare efter aber mig, for at skjule sin hjernes mudder.

En time til. Her. Med min mor. Ventende på lægen.

Hun ved det ikke, hvornår lægen kommer, fysioterapeuten, der kommer forbi igen. Hun, lægger ingen appellerende hånd på min mors bare knæ, siger bare med fast stemme;

Du skal vente til lægen har været her.

Det er død sygt.

Hvalpen ser fra den ene til den anden, sætter sig så ved min mors Mummi-fødder, der også prøver, at undslippe hospitalet, men bliver holdt tilbage af de for stramt lukkede remme.

Ja, det forstår jeg godt, mor. Halen slår svagt ned i gulvet.Jeg beder hende klemme min hånd for, at se om der er styrke i, men også for og aflede hende med koncentrationen om det.

Du er stærkere i venstre hånd kan jeg mærke.

Ja, det er jeg, er jeg ikke?

Igen et svar med modsvar, alle vores samtalers moder.

Jeg kan ikke blive. Går, efterlader hende, de blågrå i det død syge.

Hvalpen springer op af mine ben, på vej hen for, at låse cyklen op. Hjem for, at lave dej til pizza og sende den underskrevne fuldmagt retur. Sagt højt der i 102, højt ind i de blågrå, var reaktionen på udsigten til, at bo i Hedeparken, ved første indtryk, ikke godt nok. Hvalpen måtte lave kunstner; gøede; at Goldielocks, hendes ældste barnebarns næsten kæreste, bor i opgangen ved siden af den, hun er blevet tilbudt ældreboligen i. Igen glattede entertaineren rynkerne ud om hendes engang så læbestift, indsmurte mund, som farverne fandt ind i. Savnet efter pinligheden, når hun, en mor, igen ankom festklædt til en fødselsdag, med rødt på de udstikkende hjørnetænder, presses ved sandalernes tryk, ned i mellemrummene, i pedalerne.

Nysgerrig, eller vil du have genopfrisket faldkonsekvens i efteråret 2024?

Læs: indlægget Samarbejde udgivet den 19 januar 2025.

Stadig fredag

Efter opvasken, med ½ af pizzadejen i fryseren til en anden dag, lader jeg mig falde ned i sofahynderne.

Med hørebøfferne trygt og tæt mod mine tindinger, ser jeg på andres formåen, men kun i 1½ til 3 minutter af gangen, før jeg trykker en ny video ind foran min nethinde. 

Uroen leger med hvalpen, smider bolden først i den ene retning, og så i den anden, og hvalpen hopper op og ned i pauserne, hvor den afventer kastet.  

Efter jeg har kysset ægtemand godnat, retter jeg mig op.

Jeg går over og tjekker min mor i morgen.

Jeg går med, så kan jeg lige se, hvad der er tilbage i hendes kælderrum.

Hvalpen logrer.

Andre dage, dage før denne, ville min hånd kort have flettet sig sammen med hans, nu? Nu ønsker jeg, at finde styrken til alt, udelukkende i mig selv. Kun ved at tænke, forberede, udføre kan jeg tage hele æren for noget gjort. Den vildeste følelse, at lade eksplodere i sit indre.

Falddag

Lørdag den 12 juli.

Klokken er 10:50. I morgen, søndag, er det dagen, dagen for begyndelsen til mit årlige, ugentlige højskoleophold.

I min mors gård, fortsætter ægtemand ligeud mod hendes kælderrum. På afsatsen, i hendes opgang, læner jeg mig frem, ingen fjernsyns lyde på volumen 70, igennem hendes Fort Knox dør. Jeg forventer det heller ikke. Fingrene finder nøglen i skråtasken og vrider den rundt i låsen. Mine lunger er af rispapir.

Min mor ligger i hele sin Mummitrold længde på toiletgulvets fliser. Hun, en halvnøgen voksdukke, er iført en gammel undertrøje, en af dem med hulmønster, jeg husker hende i fra min barndom. Den er nærmest grå mod hendes dejfarvede hud, der kan ses igennem den tyndt bevoksede kønsbehåring.

Dette.

Dette er frygten.

At finde hende.

Være alene. Ansvarlig for hende hjerte.

Mor. Mor for helvede, har jeg lyst til at råbe.

Jeg tvinger mine øjne i jagt efter hendes blågrå.

Mor, er du okay, gør det ondt nogen steder?

Hun bevæger sig, møder mit blik. Hun er der. Jeg klemmer hendes hånd, hun klemmer tilbage.

Vi skal have hende op. Klokken er 11, ikke hjemmeplejens ”kontortid,” mellem 8-9 og 13-14.

Gælder de overhovedet lørdage?

Akutnummeret, har jeg det?

Mine fødder går mod køkkenet, tilbage igen, i min mors snævre gang, lige ud for toilettet. Fuck det. Jeg gør det. Ringer til S fra team 1, der fandt min mor i går. Hun må vide hvad der skal gøres. Jeg stirrer ind i min mors reol i gangen, bare hun nu er på arbejde.

Hun tager den.

Har du nummeret til hjemmeplejen? Er det akut nummeret hun mener? Ilderen løber fløde til smør, om sin egen akse, på det hårde, sortstrimede boucle væg-væg tæppe.

Jamen, de plejer jo ikke, at tage den på ”andre” tidspunkter. Jeg fortsætter; Kan du give mig det?

Ilderen allerede på vej ud i køkkenet, for, at skrive nummeret på en, endnu ikke, udfyldt indkøbsseddel til Intervare. 12 fingre vil trykke det nye nummer. På min vej til toilettet igen, åbnes hoveddøren. Hun fylder døråbningen ud i sin åbenstående kittel, hvert kilo udstråler ro. Det er C fra hjemmeplejen, vi har kommunikeret et par gange over telefonen.

C går fra, jeg-skal-tjekke om A har fået sin morgenmad til faldprocedure. Det gloende ansvar nu i mellem os, mest pegende mod C.

Jeg fryser; min mors stemme er uden sin sædvanlige skærebrænder. Hvalpen løber efter bolden, flår tæppet af sofaen og tager en tyk pude med. Hun lægger på siden med hovedet let løftet. Det er først da jeg dækker nøgenheden til, at den bliver det. Hun, der ellers altid skider for åben dør. Jeg sænker wc-brættet og sætter mig ned for, at være i hendes nærhed og tager hendes hånd.

Gør det ondt nogle steder, mor?

Hun tager sig til højre hånd, gnider lidt på den; jeg tror, at jeg slog min hånd.

I mine hænder er alle hendes fingre, Mummitroldens, mod mine, lille Mys.

Hendes svigersøn, ægtemand kommer ind af hendes hoveddør, hans ro blander sig med C`s.

C`s telefon ringer. Ringer. Ringer. Hun er ikke dukket op det næste sted, hos næste borger. Sygeplejersken er på vej og hejseholdet er kontaktet. De kan komme om 2-50 minutter. De, er et andet sted, hos en andens fald. Toilettet er snævert, Mummitrolden fylder hele gulvpladsen ud, hvordan skal de få en hejse kran herind?   

I mellem 2 opkald, råber C; vil du ikke op og sidde A?

Min ene fod påbegynder, jorden er giftig. Løfter sig henover toilettets forhøjning og de lange håndtag hvoraf kun det ene er nede. Nede oppe lige meget. Kræver alligevel 3 års yoga, at vride kroppen, så jeg kan komme bag min mor.

Med begge hænder hjælper hun til da, jeg, bagfra siddende i hug, inde i brusenichen, skubber på hendes ryg.

Tilbage over hende skrævende hen over toilettet, sætter jeg vandglasset på vasken med en høj lyd, efter min mor har drukket. De samlede mig op i tomlerne; fortæller hun.

C står i døråbningen; ja, de er berømte, hejseholdet, med deres lille sæde.

Sæde?

Hun læner sig ind mod dørkarmen, fylder den ud, de blå fingre putter mobilen i lommen. Den begynder, at ringe, som vil den protestere. I det, hun vender sig væk og fører telefonen til øret, siger hun; du skal ind og tjekkes på hospitalet, A.

De sender mig jo bare hjem, og så skal jeg sidde og vente hele dagen.

Du bliver nød til det, det ved du godt, A. Når man er på blodfortyndende skal man ind på hospitalet og tjekkes.

Mummitrolden klasker sammen, Jeg sætter mig i hug, tager hende i hænderne.

Skuldrenes rystelser sendes videre ind i mig.

Jeg vil ikke mere.

Da jeg som teenager, hørte disse ord ud af hendes munds, stramme, hønse røv, ramte de mig som istapper.

Jeg, et fortov i Is-dronningens palads, kunne jeg se mig selv, i mine egne tilbage sendte farver, i den splintrede is.

Ventetiden mens de smeltede, var fuld af nåle.

Bagefter.

Fandtes det øjeblik ikke.

Kun inde i mig.

Ud med det, mor, vi kan godt tage det.

Hun hulker, og snottet finder, i fine tråde, ned mod tæppet over hendes skød. Mine fingrer aer en dunet kind og over fnuglet morgenhår.

Igen rolig holder hun fast i wc-brættet, for træt til, at holde sig selv.

Jeg forcerer igen toilettets lange håndtag, krænger mig ind bag ved hende, siddende.

Ægtemand er derude, sender tryghed ud på badeværelset via sin oprydnings stille væren. Jeg siger, at han bare kan gå. Han ryster på hovedet; jeg bliver til de kommer. Falck mændene.

Min ryg er mod hendes, tiden er kun dette rum.

Min mor har kig til, sygeplejersken, der er kommet ind af døren. Hun tager min mors blodtryk og scroller sin IPAD.

C ser ud i mellem 2 samtaler; Kan du holde ud, at sidde sådan? Hendes blik er på mig. Det kan varer timer, før hejseholdet kommer.

Det okay, jeg kan en tid endnu. C går væk fra døren, tager et nyt opkald.

Hun er dum, hende der; siger mit barn.

Jeg presser mine fødder i fliserne;

Mor, alle hiver i hende, de kan ikke forstå hvor hun bliver af. Jeg drejer mig;

Du har jo stoppet det hele. Det sidste siger jeg i et let tonefald og min mor fniser. Sygeplejersken sænker IPADEN, søger øjenkontakt med mig hen over min mor; Kan vi snakke sammen?

Vil du ned og ligge igen; mor?

C råber; vil du ned og ligge, A?

Sygeplejersken går ind i min mors soveværelse og vender sig mod mig, vi er næsten lige høje;

Jeg kan se, din mor har været indlagt for 4 år siden med hjerteproblemer.

Som et lysbillede kommer det ind fra siden, dårligt oplyst, min mor, jeg, stod i en midtergang på Herlev, sad i en sofagruppe, hun i hospitalstøj. Hun fortalte lidt mindre tåget end nu;

Jeg har fået en ballonudvidelse.

Jeg spurgte ikke en læge, tænkte slet ikke tanken. At det var noget jeg måtte. Gøre krav på lægernes tid og viden. Efter blodproppen januar 2024 søgte jeg om fuldmagt til blandt andet min mors journaler. Desværre troede jeg det var grådigt, at bede om det 10 år frem. Jeg kom aldrig ind og bruge den. Troede det var noget svært, at der var noget jeg kunne ødelægge. Da den ophørte året efter i januar 25 gik jeg ind på borger.dk for, at genopfriske den. Troede det var i orden, glemte det, den, at det var i orden, at min mor ikke fik en kvittering i postkassen. Det er det ikke.

Jeg ved nu det hedder en digital fuldmagt. Siden du søger det på, er en nar. En drillepind, hvor, når du har allermest lyst til, at hive håret ud i tindingerne, endelig lader dig komme videre til bekræft. 5 forsøg tog det også 2 gang, jeg søgte. Den 1 gang, jeg satte hak, læste jeg alle punkterne, min mor kunne få brug for, jeg handlede på hendes vegne. 5 gange satte jeg også hak i, hvis hun skulle have sin bil til skrot eller skulle flytte til udlandet. Min mor har ikke kørt bil siden 1981. Passet for længst udløbet. Siden brokkede sig ikke, da jeg skrev til 2030. Du kunne ikke vælge til afgået ved døden.

Som en 2-årig vokser min mor, men indad.

Sygeplejersken fortsætter efter mit tøvende; ja.

Jeg kan se, at hun også har meget hævede ben.

Et af mine teenageår var vi på bustur, til dengang Jugoslavien, og i bjergenes varme snoninger, så jeg ned på min mors ankler og lange minutter svedte jeg ikke.

Jeg kan høre låget blive klappet i på medicinkassen, ude i køkkenet.

Sygeplejerske exit.

Jeg går nu, vil I sørge for, at sige til Falck mændene, at jeg ikke har givet hende, hendes medicin? Både ægte mand og jeg bekræfter. Hun vil kontakte min mors læge. Måske kan min mor få en anden medicin, så hun mindre vil ligne en Mummitrold.

Både sygeplejersken og hjemmeplejerne mener, at hospitalet burde beholde min mor, sygeplejersken tesker; 3 fald på 2 dage.

Håber de har en indflydelse, håber, men det er som den splintrede is på fortovet, for småt til at samle.

Igen med min mor i hånden, siger hun; jeg vil gerne have underbukser på.

Jeg skal først have underbukserne på og så bleen.

Mor, du skal da have bleen på først.

Nej, først underbukserne.

Mine øjne møder ægtemands, over dørtærsklen til stuen, hvor han stå og tager hendes katastrofeklip op af en skuffe for, at smide dem ned i posen, han holder i den anden hånd.

Okay, mor, jeg rækker efter blepakken på hendes gulv, ved hendes fødder og holder den op.

Hun vrider sig lidt; nej, dem bruger jeg ikke mere, tag et af bindene.

Jeg puster ud, trækker klæbestriben af og sætter dem fast i hendes underbukser. Bag ved hendes hoved ved jeg, at på den røde spands kant, hænger 3 par underbukser. De lugter alle af tis.

3 uger efter finder jeg dem nede i spanden, min hjerne har været 1000 steder siden.

Næsten siddende gumper hun, løfter balderne, højre, venstre, højre, venstre og jeg få møvet underbukserne på. Hun trækker dem selv, det sidste stykke, siger, at hun før har lykkedes med, at gumpe sig hen og op på dørtærsklen. I dag kom hun ingen vegne, som er jeg hendes kryptonit. Samværet, der svækker hende, fra det øjeblik, at hun ser mig.

Vi nåede det.

Hejseholdet

De er store, høje og som C, bamser er tryghed, en ældre, en yngre. De driller min mor med, at det godt kunne havde været et andet rum, hun faldt i og ikke lejlighedens mindste. Her kan de ikke få deres ”maskineri” ind.

Maskineri?

Den ene småsnakker, mens han får manøvreret sig om bag hende, inde i brusenichen. Måske han også dyrker yoga. De hjælper alle 3 hinanden med, at få det, der ligner en anderledes form for sæde, til, at kælke på røven med, ind under hendes bomulds beklædte bag.

Hvalpen logrer, sommerfugle lander, Hejseholdet er alt hvad min mor og C lovede, hyggelige som var det bare et besøg. Den unge ”Hejsemand” stadig på tærsklen til toilettet, beder min mor holde godt fast i hans hænder og så. Bare det, et træk i 2 hænder og et sædes håndtag og de får hende på usikre ben. Vi står alle omkring hende og rollatoren i gangen, som forældre til det lille barns 1 skælvende skridt. Hejsemændene guider hende ind i seng. I deres småsnakken ud af døren tager hun dynen over sig og C siger;

Jeg går også nu, I bliver til Falck mændene kommer ikke?

Uden dem alle i lejligheden er jeg hul, sommerfuglevinger svirrer, løfter små, farverige kroppe fra grenene og hvalpen går rundt om mine fødder, mens den ser op på mig med store øjne. Ægtemand kommer ind fra stuen, mens jeg står bøjet over min mor. Hun har trukket dynen op over næsen og vendt sig ind mod væggen. Hans hånd klemmer blidt min skulder. Med lav stemme siger han; gå hjem og få lidt frokost, jeg bliver her.

Er du sikker?

Ja, tag hjem og få noget at spise, jeg bliver her til de kommer og henter hende. Du kan komme bagefter. Jeg nikker, løsladt, han ved, jeg ikke som han, kan blive ved og ved, når det er følelserne, der er mit brændsel.

Husk, at sige det med medicinen.

Jeg går hjemad, halvvejs, ved skolen får jeg en besked fra NemSMS; du vil på tirsdag få afhentet Mad/Rest på adressen.

På vej tilbage til min mors lejlighed, kun lige låst bryggersdøren af, ringer jeg ham op. Du behøver ikke at komme, Falck mændene er her nu. Men hvis du vil, kan du komme og så ordner vi nogle ting.

Mine fødder går videre.

Senere fortæller han, at lidt efter jeg var gået stod min mor op og tissede. Han lød, som om han selv var ved det, i bukserne. Men hvad skulle han sige, at hun ikke måtte tisse.

Dagen efter søndag, den 13 juli, dagen for højskoleopholdets begyndelse.

Jeg håber C og sygeplejersken fik ordnet det, sagt til hospitalet, at de skulle beholde hende. Det ville være dejligt, at der var tjek på hende, mens jeg var væk. Håber det så meget, at jeg ikke ringer til hende. Vi gør ikke i det, at ringe. Hun kun, når jeg skal gøre noget for hende. Mig kun i pligt, for, at vise min datter-til-rådighed.

Håber så meget, at cyklen selv finder til Herlev hospital, hvor den glider ind mellem cykelstativets riller. Håber det, mens mine fødder går rundt i svingdøren. Håber det, med bankende hjerte i køen, ved Akuttens nu velkendte glasfront, med kvinderne derinde i hvide dunjakker, som om de er på en anden breddegrad.

Nej, hun er ikke hos os. Jeg er en idiot.

Min mors stemme fylder mit øre, da jeg trækket dækket fri. Der er 3 timer til, at jeg skal køre og kun halvdelen af hvad jeg skal have med, er fundet frem.

Står du ude på hospitalet? Skulle du ikke på højskole? Hendes stemme, den velkendte skærebrænder.

Jeg råber ind i hendes øre; nu laver du ingen numre, mens jeg er på højskole.

Hun griner.

1 del.

Lillesøsters Kæreste K ser op på mig fra stolen, hun sidder i på terrassen; nej hvor godt, det tager I da imod ikke?

Godt?

Jeg vrider mig.

Lillesøster fanger mit blik, er det ikke?

Jo, joh.

2 dage før.

Endelig fredag.

Jeg har kæmpet med hver eneste celle i min krop for, at komme til påskeferiens udfrielse. Lande indeni som min rygsæk og muleposen med den broderede ugle, en sød kvinde fra et hold har syet til mig. Uglen har knapøjne og indrammet af patchwork i varme farver. Varme som jeg lader mig indhylle i, når jeg svinger hanken jeg har syet fra 2 til kun en, så den kan fungere som skrårem, over hovedet. Lande indeni med taskernes bløde bump mod bryggers bord-og gulv, selvom de med det samme hyler på mig efter, at blive pakket ud, hængt op. Parat til efter. Efter ferien. Ferien, hvor kun det, jeg har planer om, skal gøres.

Jeg har lige låst mig ind og jazz når mig fra værelset, delende væg med bryggerset, ægtemand træner i. Døren stå som altid lidt på klem, for gennemtrækkens skyld, går jeg ud fra. For mit indre blik scanner jeg allerede køleskabet, for, hvad jeg kan spise. Da jeg drejer mig for, at lægge den ene taske på bryggers bordet, letter en sommerfuglesværm fra grenene, de ellers lige er landet på.

Der ligger 3 breve på bordet, eller der ligger 4, men det-<. sidste er til ægtemand, står der under min pegefinger, i det jeg skubber konvolutterne åbne som en hånd spillekort. Han har som aftalt hentet min mors post.

Jeg tømmer ”ugleposen,” tager de svedige sandaler fra undervisningen af 1 hold i badet, ud af posen, begge er de fugtige. Min afgnedne hud kan stadig nulres af skosålerne. Jeg lader dem være, sætter dem bare på deres plads, sandalerne, orker ikke at tage stilling til det. Det selvom jeg ved, at så skal jeg næste gang inden undervisning, have det ind under neglene. Kun sådan kan jeg få min nu knastørre, afsatte hud op fra skosålernes riller. Gør jeg det ikke er de som hårde små indlæg, der ikke passer min svang de rigtige steder.

Jeg hænger ”uglen” på dens knage og går i gang med tømningen af rygsækken. Tager det stadig svagt dampende 1 sæt tøj ud af kompostposen, (så har posen 2 formål inden dens endeligt i containeren,) og hænger det op. Det andet sæt må vente, det har jeg på, det er næsten lufttørret. Det næste sæt svedige sko kommer ud af sin pose. Jeg sætter dem ned på den udfoldede avis på skohylden. Den gynger af skoenes tryk og jeg kan lugte stressen fra undervisningen af latinmix holdet, da jeg rejser mig op. Udpakningen, et hverdagsritual, der skubber min frokost længere ud over klokken 13. Min mave mumler surt;

Du skal ikke tro, at du som i går kan spise frokost kl. 15:30, ikke 2 dage i træk.

Jeg tager brevene med ind gennem huset og lægger det 4 brev ved ægtemands computer, i hans hjemmekontor, Goldielocks, vores datters gamle værelse. Værelset har et dybt kig til haven. Prisen: du er en barbecuekylling om sommeren, det selvom det er lykkedes dig, at få mørklægningsgardinet ned. Goldielocks havde gardinet, boende hjemme, nede i dagevis, hvis hedebølge, for op krævede et specielt ryk med hånden.

Det har en mærkelig form, brevet, hans, det må jeg spørge til, når han er færdig med at træne.

Jeg betragter det at træne som noget helligt, naturligt som at spise og ski.., gå på toilettet. Naturligt at han skal være i det rum, et ydre rum, hvor han kan have sine gentagelser og rytmer i fred uden afbrydelser. Et rum i rummet, hvor han kan styrke kroppen så den kan holde fremad rettet til den pensionering, han så længselsfuldt ser frem til. Bevægelse er mit job og jeg ville ikke kunne holde ud, at se på, at han gav slip på ansvaret for sin krop.

For mig er bevægelse nemlig også at tage sig af sit indre rum, tankerummet. Bevægelse er tankemyldrets fjende nummer 1. For udover at du danner lykkehormoner, glemmer du i koncentrationen om bevægelserne, at forblive vred, irriteret og ked af det nogle timer, for nogle især sammen med andre. Vi er alle afhængige af at være sammen med andre om noget, det fylder os med lykke.

De indestængte følelser omdannes til energi og frigivet, skaber det glæde, taknemmelighed og relationer. Du kan ikke være taknemmelig og vred samtidig. Det er et veldokumenteret faktum.

Bevægelsens trolddom får dig til at se med kærlige øjne på dig selv.

Biprodukt;

Det gør dig mere rummelig over for andre.

Derfor er rum til at være alene en prioritet, det i timer; gående, cyklende, i huset med os allesammen i det, i hver sin boble. En nødvendig respekt, som når ægtemand ikke vækker mig, der går meget tidligere i seng fordi han vil sige noget. Kan det vente, skal det vente så ofte som muligt, til vi selv træder ud fra eget rum og ind i det fælles igen. Vores søn går langt mere ind i ægtemands og mine bobler og får lov, en dag vil han tage sin boble med og vi vil kun være 2 bobler tilbage.

Inden jeg lægger de 3 breve på køkkenbordet, stadig uåbnede, ved jeg allerede hvad den ene indeholder.

Min mave har forladt den surt mumlende og gået over i boblende, småsyden. Indenfor sekunder er jeg landet i fornemmelsen; har jeg spist et eller andet jeg ikke kan tåle, sulten eller skal jeg på toilettet?

Hele mit liv har jeg i min mave haft en uro, når det var tid. Tid til mine forældres uanmeldte besøg. Eller helt almindelige besøg, det, lige meget om de har inviteret os hjem til dem, eller jeg inviteret dem hjem til os. Uroen Ikke i; glæden-over-endelig at være gravid, måden. Nej, som er den stigende bekymring et alt for hurtigt voksende foster, som får mig til at tænke på Lars Von Triers; ”Riget.”

Uroen startede, starter i solar plexus nervebundt lige under brystbenet indenfor 24 timer inden min mor eller far fysisk dukkede, dukker op. Som den helt specifikke trækning, i venstre side, i min nakke, der over timer bliver en klemmende hjelm om mit hoved. Fanget. I min egen krops reaktion på over ugers sammenlagte tænkte bekymringer.

Jeg kunne for helvede da også bare lade min mor leve videre i den lejlighed. Lade den lave husleje opveje at hun aldrig kommer ud igen. Ud igen, med mig alene ved hendes side, som bare for få måneder siden i et støttende tavst kor til hendes bekymring for, at falde. Falde, gående på fortovene over brostenenes forskellige niveauer, når hun ikke får løftet sine andefødder højt nok op over kanterne. Ned-og opturen af trappen i hendes opgang, nu et Mount Everest i begge vores hoveder, ingen af os snakker om mere. Ikke efter jeg har fortalt hende, at jeg ikke mere vil tage hende ud.

Men jeg kan ikke, kan ikke have, være i at hun skal blive der, ikke uden først, at slås for hun kan, kan komme det, ud. Ud af lejligheden, ud i livet, også selv om hun er burren, der ikke kan komme af. For ud bliver sammen med mig. Der er ingen andre. Ingen andre der vil tage hende.  

Narcissistens karma; det hun får er; hvad hun har givet, taget, forgrebet sig på.

Jeg stirrer på dem, der, nu på køkkenbordet, brevene, som kunne det få dem væk, ikke eksisterende, nu lige her ved en påskeferies begyndelse. En af konvolutterne indeholder det jeg har frygtet konsekvenserne af.

Et tilbud om en lejlighed. En ældrebolig visiteret af kommunen. Der følger ingen luksus, ekstra pleje med, den er bare det, en lejlighed. Men. En lejlighed, hvor du kan komme rundt med hjælpemidler, ingen trapper nogle steder, og hvis i en opgang, er der altid elevatorens svage brummen, der får dig sikkert mod jorden og vigtigst, op igen.

Brevene danser for mit blik, en tag mig, tag mig, dans.

Jeg ved det er et tilbud, som jeg ved, at jeg ikke går ind og forstyrre ægtemands træning, selvom det er det eneste jeg har lyst til. Jeg har brug for hans krop ved siden af min, en pæl, en dybt nedgravet pæl, der ikke kan flyttes af en brevs indhold.

Jeg ved det er et tilbud om en lejlighed.

Ved det for, jeg er ikke parat, føler kun lige jeg er trådt ind af døren efter sidste bjergbestigning, stadig i det, tøjet, jeg har haft på fra fod til top, til fod igen. Kun lige sat rygsækken og muleposen, sulten efter ro.

I mig er det et nyt bjerg, at skulle overskue hendes flytning.

For at sige ja til den, lejligheden, er jo ikke som at bestille en dims over nettet. Der er mange ting, der må overvejes og ægtemand og jeg er begge nogle, der overvejer en del, ikke altid det samme, men bekymringen har vi tilfælles.

Jeg åbner dem, brevene.

Det 1

Det 2

det 3

Der,

Det 1 tilbud ud af 3. Jeg vil ikke, orker det ikke, en bjergbestigning mere, men en abeflok rykker nærmere og en stor han bavian ser på mig, udser sig mig, min skulder. Jeg ser mig rundt, mens jeg bakker hen mod bjerget. Der er kun en vej. Op.

Jeg forstår det teksten, tilbuddet, lejligheden, dette tilbud, denne lejlighed som at hun står øverst på listen, er nr. 1. 1. Ikke; 2, 7 eller, 13.

1.

1 tilbud ud af 3 vi må sige nej til, uden at hun mister sin plads i køen, De magiske 3 som i eventyrerne.

Hvilket er som det skal være, mange er på venteliste, og blive visiteret til overhovedet, at være på listen er en gave, som at vinde i lotteriet, gave. Min mor har været visiteret i ca. en måned.

Min fornuft har fortalt mig, at der kunne gå måneder, år, men min mave har sagt; skynd dig, skynd dig. Tøm kælderen nu, i går, i forgårs.

Ægtemand har set min bekymring stige og jeg har mange gange tænkt; jeg gør det selv, tager lidt hver uge inden jeg låser mig ind i hendes lejlighed.

Jeg kunne ikke, havde ikke kræfterne til at påbegynde det. Jeg havde brug for en, ægtemand, der kunne starte min oprydnings motor, ved at gå med og låse hængelåsen op. Udstråle at det var gammelt lort og derfor ikke tiden værd det ville tage, at jeg satte mig ind i salg på de forskellige platforme og tinge om småpenge.

Han, der ikke er en umoden forælder overlever forstår ikke trangen i mig. Hans krops udstrålede, at kunne jeg ikke bare lade det ligge. Hans blik; så vigtigt var det jo heller ikke. Hans stemme; der var tid, vi havde tid. Jeg ved han prøvede at berolige mig. I hans hjerne, hans analytiske hjerne var det, at tage min mors kælder et nummer meget længere ned i prioritetsrækkefølgen. Jeg forstår det, ham. For jeg forstod ikke selv hvor vigtigt det var for mig. Så. Jeg kunne ikke sige højt til ham;

”Vi” bliver nød til at gå derover, nu, ellers bliver jeg mere stresset. Vil du ikke nok gå med?

Jeg blev gennem ugerne mod påskeferien mere og mere stresset, for oveni at den, oprydningen, manglede, følte jeg mig forkert. Forkert, fordi min mavefornemmelse sagde, skreg, råbte; at var kælderen tømt ville jeg blive mindre stresset, fordi vi var begyndt. Nu dobbelt forkert fordi hans mavefornemmelse, hans fornuft sagde noget andet.

Det er kun hvis du har haft en barndom med 1 eller 2 umodne forældre, at du forstår, virkelig forstår hvorfor jeg sætter spørgsmålstegn ved min egen tanke, egen mavefornemmelse og ikke hans. Ægtemands.  

For at fjerne ½ af forkertheden verfede jeg automatisk og næsten ubevidst mine tvivl til side og vendte ryggen til mine følelsers skrigeri. Men min krop straffer mig ved, at lade kvalmen bølge fra mave til tunge og slutter af i svimmelhedens piruetter, nu alle hverdagsmorgener.

Opstigning

Mens jeg tilbereder min frokost, synes luften jeg indånder, at blive mere iltfattig for hvert minut. Siden min mors blodprop og fald i januar sidste år 2024, er mit eget liv blevet et bjerg med hendes bjerge omkring det, som en skide bjergkæde, hvor jeg hele tiden er en bjergbestiger, nu på det ene, så på det andet.

Som ”væddeløbshestene” i TIVOLI` forlystelse, da jeg var barn, hvor, når du kastede en blød bold og du ramte i hulerne fik du hestene til at rykke fremad. Det lige meget om det var din hest eller ej. Med dine forfejlede kast kunne du uden at ville det, hjælpe en fremmed nærmere gevinst hylden.

For mindre end 4 uger siden modtog min mor brevet, brevet, hvori der stod, at hun var blevet visiteret til at komme på listen. Ventelisten til, at modtage tilbud om en lejlighed. Jeg mærker nu stressen fra modtagelsen af 1 til nu andet frygtede 2 brev, samle sig i dette kostbare nu, indtrædelsen i påskeferien. Forpustet når jeg 1 plateau. 1 plateau til dette bjerg. Bjerget i virkeligheden et isbjerg, en ”flage,” for alle de andre bjerge har været fuld af uforudsigeligheder, enten i form af nedgravet affald eller en masse tag-stilling-til-mig-heder. Ubekendte som isflagens virkelige fylde nedenunder havoverfladen.

Jeg spiser min frokost mens jazzen svagt når mig, jeg er ingen steder og alle på en gang, i kroppen, i hovedet, på væggen, i værelset med jazz, maden smager ikke af noget.

Vi havde, ægtemand, vores søn, jeg selv, i forvejen sat tid af til om søndagen, den 1 i påskeferien, at rydde op i min mors kælderrum og starte i lejligheden for at mindske arbejdet, til når dette tilbud kom. Nu. I mens jeg venter på, at ægtemand bliver færdig så jeg kan fortælle ham om tilbuddet, er der ikke noget forløsende ah. I stedet er jeg blevet indhentet af aben, kravlet op på, ikke den ene skulder, men på dem begge. Han, en bavian stor og tung, har plantet sin røde mås lige bag min nakke. Vægten af ham er mest mod højre side og hans skæren tænder viser hjørnetænder større end en løves, når den gaber. Jeg slog det op det er fakta, 2,6 cm.

Jeg orker det ikke, men jeg skal op, videre op mod 2 plateau med handicap på 15 kilo. Jeg ved det vil ende med 35-45 kilo, for hanbavianer bliver større end hunbavianer. Det behøver jeg ikke at slå op. Jeg skyller servicet af.

Med fingerspidserne tager jeg de 2 ark papir op med tilbuddet, som er de en ble med lort i. Du ved sådan en hvor bodystockingen har fået en brun plet, lige under hvor skulderbladene på det lille menneske har spilet stoffet ud.

Du skal kontakte boligselskabet for at se lejligheden, står der på 2 side. Jeg ringer dem op.

Fredag lukker de klokken 11; siger stemmen på svareren. Klokken 11, jeg har først brevet i min hånd 13:10.

Du skal svare senest på tirsdag mellem 9-12.

4 dage, har vi, har jeg. Ikke hun for det bliver mig der bestemmer det, jeg er blevet moderen.

Den er til overtagelse pr. 1 maj. Det er om 14 dage. At flytte hende kan vi tage os tid til, ægtemand og jeg, vi har allerede talt om at vi, hun må betale de to lejemål, 2 måneder, når vi kom dertil.

Men

Men den 1-værelses, godt nok 70 kvadratmeter store lejlighed, koster 10.000 kroner i husleje.

Hun får hver måned indsat pension og ATP i alt 12.223 kroner. Det går ikke op.

Lige nu får hun boligstøtte, men hvordan flytter vi den, og kan hun få, så det ikke æder hendes opsparing i løbet af få år og hvad så?

Hvem skal jeg spørge og hvornår?

Jeg har mandag, tirsdag og onsdag til senest klokken 12, hvor nogen måske er på arbejde. De, på kontorer rundt omkring holder vel også påskeferie.

Nerve bundet under mit brystben trækker i alle tråde og min mave krammer min lige spiste mad, på en ikke særlig fordøjelses hjælpende måde. Endelig bliver der slukket for all that jazz.

Lørdag, dagen efter, fredagen.

Vi er taget til 18-års fødselsdag, heldigvis uhøjtidelig men jeg…

Jeg har det som er jeg i et glasbur. En deltager, i musik quizprogrammet ”Kontrapunkt,” der kørte i min barndom på dr., hvor der kunne slukkes for lyden, så dem der skulle gætte siddende inden i glasburet, ikke kunne høre hvis programværten forklarede noget til tilskuerne siddende udenfor. Modsat deltagerne dengang ved jeg ikke nok om det pågældende emne til og sige noget, som er jeg blevet trukket ind fordi en anden er syg.

Bollerne, hjemmelavede, 2 slags; ”almindelige” fødselsdagsboller og de ”andre”. De ”andre,” jeg efter 10-års sommerferier i samme sommerhus ved, hun, min svigerinde, har startet som grød på slum aftenen før, kan jeg for første gang næsten ikke spise. De ellers som altid så fantastiske. at de rent faktisk kunne forklare tavshed. Fortjener den.

Der er slukket i glasburet, alle stemmer en mumlen. Jeg piller mig diskret i ørerne men der er ikke noget. Ingen øreprop-rest, hvis den ellers ville sidde så langt ude, at jeg rent faktisk selv kunne få den ud. Jeg har lyst til og ryste på hovedet som Olauf kat, når der er noget som generer ham.

Ægtemands dejlige og spændende ældste kusine, vi ikke ser så tit mere, sidder for den anden bordende og fortæller om sin USA-tur, jeg lige har set billederne fra på Facebook. Hun, dejlig, fordi hun altid er entusiastisk på andres vegne og spændende, fordi hun via sine rejser med sin mand, ser ud til at leve det liv, hun drømmer.

Jeg vil gerne være en god lytter, til hendes rejse uden forbehold men, jeg kan ikke. Kan ikke koncentrere mig om at være en god lytter. Jeg vil jo egentlig bare gerne.

Køre direkte herfra til min mors gård og starte oprydningen af hendes kælderrum. Vi ville dog blive nød til, at hente hendes nøglebrik og K-nøgle derhjemme først. Nøglebrikken, vi ville forvente at komme ind af kælderdøren med. Nøglebrikken, som efter 3 forsøg stadigvæk ikke ville virke. Ægtemand og jeg ville nå og se irriteret på hinanden inden vi kom i tanke om, at den også bruges til vaskehuset og at det er det, at bruge brikken der, som vækker nøglebrikken op. Efter tur/retur fra vaskehuset kan vi endelig gå af de lange gange til min mors kælderrum og låse hængelåsen op.

I glasburet

Det var meningen, at stressen skulle ned, i denne ferie, men siden i går, hvor jeg fandt brevet på bordet i bryggerset føler jeg, at hanbavianen allerede har taget 5 kilo på. Ved tanken om, at vi først skal begynde vandringen mod bjergets næste plateau, dagen efter søndag kl. 10, griber hans 10 tæer om mine skuldre. Min nakke svarer igen ved, at løfte de 20 kilo op mod ørerne.

Ventetiden

At jeg lader som ingenting dobler minutterne op. Det fylder det hele, alt, som når jeg har betalt for 2 biografbilletter og af høflighed tager det sæde, hvor der sidder en høj mand foran. Miderne, der snor sig under huden til filmen begynder, fordi jeg ikke kan være i det, at jeg må vente, vente til jeg kan snige mig hen på en dårligere plads ude i siden. Og så er der besværet, være til besvær, ekstra besvær hvis dem, der har købt pladsen, kommer i det rulleteksterne begynder og jeg må flytte mig igen. Tilbage. Til besvær, nu i form af skyggen på lærredet, en sammenkrøbet heks.

Fødselsdags-solskinnet får os, resten af selskabet til, at rejse os, 4 skrabende stoleben af gangen og søge mod terrassen som vi plejer.

Ægtemands Lillesøster og hendes Kæreste K sidder der allerede, på terrassen, en god udkigspost ud over den store plæne med deres 2 børn legende i den. Ikke fordi de egentlig behøver at holde øje, for med dagens fødselsdagsbarn sammen med dem, kunne børnene ikke være i mere omsorgsfulde hænder. Kæreste K siger;

Tag en stol.

Jeg kan ikke sidde. I stedet stiller jeg mig op af en stolpe lige overfor dem, men det først efter jeg har sat min sko op på den først, for, at binde snørebåndet. Min energi flagrer som sommerfugle og for at vise hvor smidig jeg er, gør jeg det også med den anden sko selvom snørebåndet stadig sidder fast i sin sløjfe. Hvad ville jeg havde tænkt hvis en af dem havde gjort det, sat foden op på min stolpe, med sko på. Jeg ser nu hvor barnligt det var, men der var så mange sommerfugle og de ville ses og høres. Svingede jeg nettet efter dem ville de bare spredes, og med solbrillerne ude i bilen, ville solen blænde, i det jeg så op.  

Jeg elsker de 2, Lillesøster og hendes Kæreste K.

Sommeren 1992

Jeg sad i sofaen, i stuen, på 2 sal i det store hus, delt af 2 brødre. Min svigerfars bror boede i stuen nedenunder med sin familie. Jeg var 21 år, kun nogle få uger i det nye, at have en kæreste. Jeg var mæt af hjemmelavet pizza. Pizza! Pizza, høj og tung af fyld, lavet af min svigerfar!

Min mor og far havde aldrig købt en, aldrig lavet en, kun snakket om dette fremmed fænomen med foragt. Noget farligt, som kunne det alene, en pizza, true hele menneskeheden.

En dør åbnede og lukkede nedenunder, en barnestemme og en ny voksenstemme, en kvindes, nåede op før lyden af fødderne på trappen. Min kærestes mor og Lillesøster på 7 år var kommet hjem efter, at havde været ude på besøg.

Store, brune øjne under en mørk page så igennem gelænderets stolper, en lille hånd holdt fast om. Jeg blev øjeblikkeligt forelsket.

Den aften, fik jeg både en Lillesøster og en begyndende relation, en sund en, til hendes og ægtemands mor og far. En relation, hvor det at min svigerfar havde lavet pizza ikke betød, at jeg var forventet andet end og være en sød kæreste til hans søn. De var taknemmelige for, at jeg ville det, være hans kæreste. Det nemmeste i verden.

Vi kom der tit, og selvom jeg var overmæt fandt jeg ofte mig selv nede på trægulvet, med en overtræt Lillesøster i slåskamp. Min krop var, uden jeg havde opdaget det, gledet ned fra sofaen, en hvalp i leg med en anden hvalp, lige foran fjernsynet de andre kiggede på. Det gjorde ikke noget, ikke ret meget.

Havde min mor eller far, dem begge, befundet sig i stuen, havde jeg været en skildpadde stadig i sit æg.

Selvom jeg egentlig var voksen da jeg kom ind i min svigerfamilie, var det første gang jeg fik lov og være et barn.

Når hun, kæreste K. snakker nu, 39 år, logrer hele min krop. Kæreste K. har også mærkelige og umodne forældre, men modsat mig kan hun fortælle historier om dem helt roligt. Ikke som jeg, der løber rundt med sommerfuglenettet, med arme og ben som hvalpen, der ikke kan styre dem og ser ud som om, at den har spist gærede kirsebær som grisepjokke, hønen og Emil (fra Lønneberg.)

De, Lillesøster, Kæreste K. og mine kusiner har lært mig at jeg gerne må fylde, være fjollet. Men mig, det hele, kan jeg bedst og mest tryg i, være, stående på et gulv; et af fliser eller træ med røde, hvide, gule og grønne streger. Helst i store haller, undervisende mig, til jeg glemmer alt andet end sammenhørigheden med alle omkring mig og jeg tør være det, det hele, fordi mine store armbevægelser og stemme i mikrofonen synes mindre. Jeg tør være golden retrieveren hvalpen, der trækker i den kraftige knude for enden af det flettede reb mens enden danser. Det bløde hoved drejer sig fra side til side i ilderens energi, så ørernes flappen kan høres synkront med den spæde knurren fra struben, inde bag det første sæt tænder, der klør.

Jeg forstår, at jeg gerne må beholde hende, hende på gulvet med mine fingre kildende en 7-årig piges armhuler og tæer, der klukker som en høne der har lagt en æggebakke. Jeg må beholde hende, der sammen med min voksne søn ikke bliver træt af, at diskutere karakteristikken af kattes faktisk ret forudsigelige væsen. De er smukke, bløde, dem selv, den voksne, ansvarlige, killingen i leg, den der vil lukkes ind-og ud 2 gange, med den største selvfølgelighed, når menneske-ender lige har sat sig godt til rette og 1 skefuld er ½ inde imellem læber. Jeg må være dem alle, er dem alle alligevel, og skal kunne være i, at ægtemand er en greyhound, altid i fart men på schæferens måde, velovervejet, sjældent ødelæggende noget. Og slet ikke kattevideo elskende. Man kan godt elske nogen alligevel.

I årerne i savnet efter aflivede kat og købet af nuværende, så min teenagesøn og jeg længselsfuldt kattevideoer. Efter et par videoer grinede han nogle gange så meget, at han blev smør, smør der gled ned af stolen. Jeg blev blændet af tårer. Efter et par videoer til rejste han sig brat op og satte sig på stolen igen. Hele hans krop sagde nu skulle jeg gå for ellers ville han græde. Jeg tørrede min øjne med håndryggen og gik ud, midlertidigt mæt efter foreningen i savnet efter en kat. Noget i mig har lyst til det nu, græde, men hysterisk.

Der er ingen grund til at holde det inde.

Jeg kan ikke holde det inde, ilderen og golden retrieveren er løbet i forvejen, jeg nærmer mig punktet hvor jeg er ligeglad med, at jeg fylder, min krop vidste det allerede da min fod af sig selv satte skosålen mod stolpen.

Fylder betyder impulsivitet, mine arme og ben, der som blækspruttens 8 hele tiden er i bevægelse, min stemme flere oktaver højere.

Jeg fortæller om tilbuddet

Lillesøsters Kæreste K ser op på mig fra stolen, Nej hvor godt, det tager I da i mod ikke?

Godt?

Jeg vrider mig.

Lillesøster fanger mit blik, er det ikke?

Jo, joh.

Jeg beundrer kæreste K. og Lillesøster så meget. De nogle, der gør ting, andre ting end mig, i min verden spændende. Hvilket oversat betyder noget jeg ikke tør, eller har lyst til, eller måske sammen med dem, men de er også begge.

Begge af omgange gået ned med stress.

Jeg vil gerne sige ja. Siger den pæne og ordentlige kvinde, der også er mig, den der mest er mig. Den, der ved det er forventet af mig, datteren, nu moderen. Men jeg vil ikke sige ja til, at skulle mere, kvalmen og svimmelheden de første timer hver formiddag jeg underviser er symptomer og ikke på, at jeg er gravid. Der er Ikke flere æg i æggebakken.

Jeg ved, det er stresssymptomer.

Både ægtemand og vores søn (han på vejen til fødselsdagen,) har cyklet forbi og set ind i min ”mors” nye lejlighed igennem vinduerne, ingen bor der, den er ny og flot.

Vi kører forbi på vejen hjem fra fødselsdagen, så både jeg og Goldielocks, vores datter kan se den.

De nye boligblokke ligger tæt. Som i; ”jeg kan se din revne hvis du bøjer dig forover og samler noget op, tæt.” Jeg kan ikke se hvad du samler op, men det er også ligegyldigt. De overfor min mor kan til gengæld se linjerne i hendes hud og vil tro, hun konstant har noget i øjet, på grund af hendes vane med, at knibe det ene sammen.

Der er ingen parkeringspladser nogen steder.

Nervebundtet under brystbenet bliver stenhårdt. Vil det være sådan hver gang jeg kommer?

Vores biler har fået de buler de skal, nogle jeg har fortalt ægtemand om, nogle jeg ikke har, og hvis du lægger dem sammen, er der nok en bule til hver flade en bil kan have.   

Jeg ser mig rundt, jeg har ikke noget imod at gå fra en parkeringsplads, men flere hundrede meter?

I sommeren kan jeg cykle, men i månederne september – juni er planen, at jeg vil komme kørende i mine mellemtimer, hungrende efter mad kl. 13, 14, eller 15.

Skulle jeg hver gang oveni i, at lege hej og overskudsagtig over for min mor, ind her?

Der er så lidt manøvreringsplads, at det allerede stresser mig så meget, at glæden ved hvor pæn den, lejligheden, ser ud ind gennem vinduet, er ikke eksisterende. Kan jeg se min mor her? Jeg ved det ikke.

I januar sidste år, 2024, stadig indlagt efter faldet, sagde hun;

Jeg vil ikke hjem til lejligheden, jeg føler mig ikke tryg i den.

Faldet i lejligheden, der skyldes en blodprop, en forhindret forsyning, områder i hjernen imellem, snakker vi ikke om. Heller ikke om, at hun før ”faldet,” kunne høre meget bedre.

Jeg forestiller mig, at hun vil synes om, at vi kan gå over til Ballerupcentret, til alt. Men kan hun det nu?

Gå det lille stykke.

Skal jeg anskaffe den skide rullestol og en stola?

Vil hun blive upopulær fordi hun har fjernsynet så højt skruet op, at medarbejderne i formatbiografen skråt overfor kan høre det mellem forestillingerne?

Jeg ved, at jeg ikke skal tænke derud, men min hjerne er som en bil på en motorvej i 5 spor og jeg bliver nød til, at følge trafikken.

Om aftenen siddende i sofaen prøver jeg at læse, men ja og nej, for og imod svæver hele tiden rundt i mit hoved. Ægtemand kommer ind, han går ikke over og tænder lampen for at læse som han plejer, men stopper op og ser på mig.

Jeg har tænkt; hvad med hendes afleveringer af vasketøj og madvarer, dem kan de jo ikke bare sætte uden foran hendes hoveddør. Hoveddøren, der i den tilbudte lejlighed åbnes direkte ud til fortovet.

Mine ja og nej, for og imod ganges op.

Jeg ved godt nu efter blodproppens år, at forestillingen om hvad jeg tror vil være et problem, måske vil ske ”derude” er gange 100, i forhold til hvordan virkeligheden visser sig at være og blive.

Jeg ved nu, forstår virkelig, at jeg arbejder godt under pres, bedst, for der tager jeg læringsskråningerne, som en bjergged i hop. Jeg har brug for presset til ikke, at lade mig bedøve af offerrollens tankemylder, der kun kører samme vej, dybere og dybere ind i passivitetens ynkelighed. Når jeg føler jeg ikke kan tillade mig, at lade være med at påtage mig uvishederne på min mors vegne, bliver det nye, jeg skal sætte mig ind i en form for spændende. Men ligesom efter alle anstrengelser er der bagefter kun udmattelse, og da jeg aldrig ved, hvornår en ny forventning om noget jeg skal gøre viser sig, er det svært at slappe af i hullerne, som faktisk er der.

Søndag

Endelig

Jeg har glædet mig til at kunne skrive mere i ferien, ikke blive afbrudt lige når jeg er i flow, af arbejdet, men min hjerne vil noget andet også i nattetimerne. Sove, synes at være spild af tid. Ægtemand og jeg begynder kl. 10 i min mors kælderrum.

Vores søn støder til kl. 11 og vi fortsætter i et perfekt, synkroniseret makkerskab arbejdet.

”Færdig” med kælderen tager han, ægtemand, hendes køkken, resten, fra hvor han slap sidst, sidste år efter blodproppen. Alt, alle steder er klistret, mørkt af støv, og sølvfisk og skæggede væsner piler rundt, fra ud under, fra alt. Vores søn gør uden indsigelser hvad vi beder ham om. Arbejder koncentreret, går til og fra containeren, ned og op, op og ned af opgangens 7 trin, min mors Kilimanjaro, han spørger kun; i hvilken container…?

I forhold til for et år siden følger min mor os ikke rundt for, at holde øje med hvad vi smider ud. Fra hendes nu eks fjernsynsmøbel flytter jeg plastikmapper og stakke af; gamle, gulnede blokke med tegnede piger, der ligesom Laura Ingalls i; det lille hus på prærien, er iført bløde hatte og forklædekjoler. Flytter dem til midten af hendes enorme stuebord. Bordet i den ene ende dækket ”op” af; potteplanter i kamp for livet, langsom druknende af oversvømmelsen i underskålene. I bordets anden ende ligger min mor alt fra sig inden for hendes armes radius. Er der ikke mere plads, skubber hun til tingene indtil kurven til højre for hende falder på gulvet eller hun hænger og lægger det på rollatoren lige for, så den ligner indkøbsvognen ført af en hjemløs.

De store plastikmapper; tykke og tunge med AAB-informationer fra hendes indflytning i 2006, kunne vi i 2013 ikke få lov, at smide ud. Hun forstod, forstår ikke, at de næste lejere aldrig ville bruge dem, at de ville google, ved ikke hvad google er. Hun ser det at smide mapperne ud, som borerede hun et kæmpe krater i væggen, lige over fjernsynet, og ikke lappede det, noget forbudt. Uigenkaldeligt. Nu siger hun ikke noget.

Ægtemand og søn bærer min mors eks-fjernsynsbord ned af de 7 trin i min mors opgang, forreste mand puffer døren ud til blæsten op. De går uden om den store cement skål med ukrudt i, rundt om hushjørnet og op af den lille trappe, med boligkontoret lige for. Med sine mørke vinduer ligger det lige ved siden af ”buret.” Buret er med de forskellige sorteringsaffaldscontainere så ny, at havde påskeferien været for 3 uger siden, var det at komme af med tingene ikke en mulighed. De låser op med K-nøglen og sætter møblet længst inde bag tremmerne i stål.

Vandhanen i køkkenet og toilettet vippes igen og igen, selv vores søn kan ikke holde de beskidte fingre ud, mine gamle sorte bukser, bliver hvide, grå, sorte, så hvide, grå og sorte igen. Skoene tager vi slet ikke af. Vi ved hvordan hendes gulvtæppe i gangen, vi bestemte os for i foråret 2024 at lade blive, føles som. Vidste at under den knaldhårde, sprøde overflade, helt gråsort ikke kun i streger, var boucletæppet, fint malet majsmel neden under. Da vi forrige år tog gulvtæppet af i stuen, få uger før hendes fald, var det som det blødeste, gule sand på en Bounty strand, de steder vi havde gået mest. Ude langs panelerne måtte vi dog opgive at få undersiden af tæppet helt af, det var som vokset sammen med det fine, lyse trægulv nedenunder. Vi lod gulvtæppet i gangen blive, selvom jeg synes det var pinligt, men vi kunne se hvordan alle de fødder, der nu ville komme og gå igennem min mors entre dør og liv, ville ødelægge det flotte gulv, vi vidste måtte være nedenunder.

Tilsammen har vi lagt 11 arbejdstimer. Det er kun søndag.

Min prioriterings rækkefølge, påbegyndelse af, at tage hånd om uvishederne fra en ende af.

Kælder, næsten tømt, tjek.

Mandag, dagen efter. Dagen før dagen, tirsdag, dagen for deadline kl. 12.00.

Min mors nuværende lejlighed er i stuen i en opgang, hvor det ikke gør så meget at tøjet og dagligvarerne ligger udenfor lidt tid. Men nu er det et problem. Afleveringerne.

Læs mere info om problemstillingstagen i indlægget; nu skal du holde op. Find det i emneoversigten under V. V for; vasketøjets forsvindingsnummer.

Jeg ved min mor ikke lukker op for dem, chaufførerne, det har hun hverken åndsfraværelse nok eller hørelse til og måske er hun slet ikke stået op. Hvis hun er, sover hun måske i sin stol foran det højtråbende fjernsyn.  Jeg ved, at hverken Intervarer eller hendes vaskeordningsudbyder, Textila, har nøgle.

Så inden vi fortsætter, nu kun ægtemand og jeg i min mors lejlighed, ringer jeg om morgenen til min mors vasketøjsfirma. Jeg venter, bliver stillet om, venter;

Kan I aflevere min mors tøj indenfor hvis I får en nøglebrik?

Hjælpsom stemme fra Textila; ja så skal vi bare vide hvor vi henter den.

En ny uvished, men stadig et…

Tjek.Dog kun en 3 del, for jeg ved endnu ikke om jeg har en nøgle at aflevere overhovedet og hvor skal vi lave udvekslingen, i hendes lejlighed? Skal jeg så gøre det i mine mellemtider? Skal hjemmeplejen tage sig af nøglebrik udvekslingen er jeg endnu engang mellemleddet med 2 ubekendte.

Ringer til Intervarer, venter, bliver stillet om, venter.

Mens musakken spiller ind i min øregang, løber mine tanker som ilderen i buret.

Plejer de at koordinere afleveringen af varer med hjemmeplejen?

Er det noget jeg kan forvente, frysevarerne taget i betragtning?

Jeg har engang lukket chaufføren ind, men det var en tilfældighed, at jeg var der, lige der, den dag, det klokkeslæt.

Jeg kan se hendes varer bliver lagt på plads i køleskab og fryser; siger den søde kvindestemme fra Intervarer. Igen kommer det; vi skal bare vide hvor vi kan hente nøglebrikken. Så de må altså koordinere det.

Tjek.

Så vidt jeg kan regne ud skal vi bruge 6 brikker. Må man overhovedet få så mange lavet/ udleveret? Jeg ringer til hendes tilbudte nye lejligheds beboelses kontor (servicecenter) igen. Som fredagen før tager de den ikke. Jeg har deadline om under 24 timer. Jeg skriver en mail til beboelseskontoret; kan I skynde jer at svare bla., bla.

Jeg får et autosvar tilbage.

Tak for din mail…

Din henvendelse vil blive besvaret hurtigst muligt, senest inden for 5 dage. 5 dage!

Med venlighilsen

…

Jeg tjekker deres åbningstid, lort det er mellem 8-11, det må jeg gøre tirsdag, dagen efter så …

Jeg ved, jeg ved det, jeg skulle havde tjekket den åbningstid med det samme, det ved jeg nu, men med den måde min hjerne fungere på, kan jeg end ikke regne med, at den har lært lektien til næste gang, især ikke hvis der går ½ år, før næste tilbud lander i min mors postkasse.

Det skal skrives på min liste.

Laver, påbegynder den lige nu. Scroller lige ned, hej, hej, vender tilbage, dette er som i, ikke et autosvar😉

Knus

Din og meget taknemmelig for at være det.

Ps.

Kære utrolige dig

Bare rolig jeg, vi alle er videre, men du får alligevel 2 del om snart, for hvad svarer jeg?

Kan du gætte det?

Ingen tid senere.

Noget er lettet, sprængt, spændetrøjen vævet af min mors klynk er revnet som en blomme på træet efter for bratte vejrskift. Ægtemand har vasket trøjen og jeg vil bruge den til klude og tørre mig i røven med dem.

Til ægtemand; jeg vil sige til min mor, at jeg kun kommer hver 14 dag nu.

Måske vil hun stikke med sin brod, nu en tandstik, men jeg ved, at med migræne nu hver uge i stedet for hver måned er hun årsagen, min håndtering af hende i mit liv, årsagen. Tager jeg det ikke seriøst ved jeg ikke om jeg kan holde min sæson ud, nu kun i starten af marts. April og maj, de sidste måneder med fuld arbejdsskema med hendes behov oveni skal ikke være grunden til en sygemelding. Jeg har ikke fortalt hverken ægtemand, veninder og slet ikke børnene hvordan jeg virkelig har det. Fortalt, at når jeg underviser 1 hold hver formiddag sørger min nakkespændinger plus summen af hvad jeg forventer af mig selv for, at kvalmen står mig i halsen, når jeg vender hovedet bare en lille smule ned af. Jeg gør det alligevel, til det svimler og jeg er ikke gravid… For gør jeg det ikke føler jeg, at hun har vundet.

Sendt mig ud i stressens vigespor.

Fortællingens endeligt

Jeg forstår symptomerne, hvad de fortæller, det vil min mor ikke, så slut med forklaringer du, nu, ingen, mindst af alt hun gider høre. Jeg er så træt af min egen fortælling til mig selv. Slut med at slubre, bade i den, ynkelig som hun, en pirkende høne, en struds med hovedet i sandet, modsat hende kan jeg se. Se hvor min fortælling starter forfra. Der skal jeg vriste mig fri. Flå dem, viske, flytte bogstaverne væk, ud, ud, ikke give dem lov til gentagelsen, jeg ved hvor fører hen. Til enden, jeg bekræfter mig selv så professionelt i, som en forudsigelig Disney tegnefilms, ”the end. ” Jeg har magten til i stedet at tvinge mig selv til at flette og tage en anden afkørsel. I bevidsthedens åbne landskaber ligger et ansvar: er jeg med eller er jeg lukket. Som hun.

Det er svært for;

Det er fandeme lækkert at tænke det samme igen; han gjorde sådan, jeg skulle, hun gjorde det igen, jeg må næste gang. Jeg ser op på ægtemand med hundeøjne, svagt logrende hale. Svagt for jeg ved han sjældent aer, ser altid alles perspektiv som en skide helikopterpilot, her ser du … der ser du, men så er der også…

Jeg har gjort det samme med begge børnene.

Underkendt deres følelsers udspring og derfor berettelse, fordi jeg afkrævede dem forståelse for gerningsmænds eventuelle baggrund og eller årsag til, at de drillede, udelukkede, sårede mit barn.  

Men ser han mig?

Ser du mig, virkelig?

Er du ægtemand, i virkeligheden ikke bare skide bange for, at hvis jeg bliver endnu stærkere vil jeg slet ikke med. Mere. Jeg ved jeg er. Bange, var. Nu stærkere kan jeg genkende følelsen, styrken og som noget godt, noget er vendt i mig. Så når jeg fortæller og du ikke aer, nikker jeg for mig selv, noget i mig bekræfter og jeg aer mig selv lige mellem ørerne, lader min indre stemme runge i min hjerneskal;

Jeps, du er alene om det her, og ved du hvad, det er helt som det skal være. Det er alle, alle.

Noget i mig nu nærmest fniser i begejstring, når han ikke aer, for ilderen er i frit løb nu ud i terrænet med lågen åben. Den sorte snude i den hvide maske peger ligefrem og golden retrieveren, den også er, sætter måske farten ned, for at snuse til en busk, men under pandens bløde pels ved den hvor den skal hen, sik, sak, lige ud, sidelæns alle veje vil føre derhen, jeg har en plan og hver dag følger jeg den nu.

Bor man sammen med en hjemmefødning, ægtemand, kan man godt føle sig lidt grådig på verden, når man vil rundt om jorden for første gang i sit liv. Den rejse betyder også, at jeg er sådan en, der skal det det nu, gør det.

Da jeg fortalte min mor om rejsen, ½ år væk, sagde hun:

Jeg hepper på dig.

Jeg ville ønske jeg havde optaget det.

Det burde ikke men

Det betød noget, selvom hun øjeblikket efter surt beskyldte mig for, at jeg i oprydningen i januar sidste år havde smidt ½ af hendes påskepynt ud, da det ikke ligger der, hun siger det gør. Jeg lader hende slubre og bade i hendes andel i oprydningen, for det, anklagen, er det der giver hende

glæde.

Bare rolig vi fandt det i en anden skuffe. Påskepynten.

Eller, vi manglede at finde 2 plastik lam, det var ikke helt godt. Men.

Men hun kunne lide hvordan jeg plastrede hele hylder til med harer, æg, kyllinger, høner i Lego, det var godt vi fandt dem, hønerne, i Lego. Hønerne, meget vigtigere end de 2 manglende lam, så dem gav jeg den bedste plads lige foran et af hendes nye fjernsyns udad stikkende ben. På den måde kunne hun se udstillingen på hendes opgraderede reol.

Læs: en højhellig weekend. Du finder den i den alfabetiske emneoversigt under B.

B for blodproppens år, robotten, nye indkøb og indlæringshvæsen.

Måske hun ser dem, hønerne, de første døgn måske kun timer, da deres farver allerede synes matte i forhold til skærmens konstante udsending af regnbuer.

6 dage efter og et nik mod vores stue, lød det fra ægtemand;

 Når jeg kan se du har pyntet op?

Det han i virkeligheden siger er; må jeg ikke godt be, be smide lortet ud, han lige så overfølsom for jule, påske, hvilken som helst pynt, som jeg er over for hans parfume overdosering.

Bare ærgerligt du, for jeg kan lugte du har taget den duft på, jeg har lyst til at trække et større beløb på min mors konto for, at afpresse dig til at smide ud. Og du skal selv gøre det, smide den i skralderen, for ellers vil jeg ligesom vores søn, rynke på næsen, når han bærer min hjemmesyltede rødløg fra spisebord til køleskab, mens han strækker armen længere og fingerspidserne dirrer, i bøjningen, i de yderste led.

Bare ærgerligt du, søn, for jeg har skulle leve med, at bremse min trang til, at gå ind på hans værelse og gennemgå og smide ting ud jeg intet forhold har til. Det nemmere end i stedet for, at give den røde kjole videre, en mand på en højskole i 2019 kommenterede mens han tog mig rundt om livet. Den kjole er særlig skåret og passer mig stadig på den der irriterede prik. Måske jeg skulle sy den ind, så ville jeg jo ikke kunne passe den mere. Jeg kan stadig mærke hans hånd om mit liv. Jeg havde ikke givet ham lov. Jeg havde smilet.

Bare ærgerligt du, ja jeg er til besvær og helt bevidst nu alle steder, presser jeg rammerne og jeg er kun lige begyndt.

Goldielocks;

Mor, du bliver ikke fyret fordi du er syg, beder om mere i løn eller spørger om du må flytte et hold til en anden dato.

Til min bekymrede, forbyggende, jamen så må jeg jo finde noget andet. 1 andet hold.

Det er svært at sige om det er trygheden i, at vide hvem jeg er med, hvor jeg skal møde, sikkerheden af min løns indbetaling på min konto, eller om det er angsten for at træde ud og gøre, bede, søge noget andet. Jeg mener; andre bliver skilt, flytter til andre byer, lande?

Skifter job?

Jeg får akut angst hvis jeg bare tænker på, at se efter noget andet, mareridt hvis jeg tænker flytte, det som mangler jeg synet over bekymringsbjerget. Enten det, eller også er der så skide mange skyer, på grund af luftfugtigheden fra mine hedeture

Jamen jeg troede de var blevet bedre; spørger du. Jo, ja det er de da også men.

Men jeg har nok i hverdagens virkelighed accepteret, at det nok ikke kommer til at ske. At hedeturenes bølger helt forsvinder altså.

Ligesom Jeg har lært at acceptere min mor som hun er og altid har været uden men. Jeg holder stadig hendes samvittighed i min hånd, men nu i udstrakt arm, så jeg ikke kan lugte den.

Jeg har lært i dette blodproppens år, at håb kan holde en oppe, men på et tidspunkt tager det mere end det giver.

Jeg er ved at forstå, at selvom alle siddende i visitationen i telefonen er søde, så skal jeg ikke regne med, at de ved noget som helst om, hvad det, at være dement går ud på, eller hvilken betydning det kan have for pårørende, lige meget om de elsker deres forælder eller ej. Og selvom hjemmeplejen og det private plejefirma Vitaosas ansatte gør, så har de sjældent tiden til, at gøre andet end en hurtig vending på min mors beskidte trægulv.

Min mor blev for mange måneder siden spurgt om, hun ville skrives op til en besøgsven?

Sød tanke, men jeg måtte bide mig i læben for ikke, at grine stuen rungende. Min mor der aldrig har haft en veninde kun bekendte, hun så 1 måske 2 gange om året, ser dem, venner, som uforudsigelige væsner man skal være på vagt over for. Hun kunne lige så godt være blevet spurgt om hun, ville have besøg af en alien. Eller en politiker.

Middagslurer, meditation, afspændingsbehandlinger, samvær med søde mennesker skal opprioriteres, hun ned, over hvor hun hører hjemme, ja min mor behøver mig, men jeg skal lægge helligheden, for alt sammen går nok alligevel og jeg behøver ikke oveni opfinde behov, hun ikke ved at hun har.

Ægtemand;

Jeg kan gå over til din mor de andre uger og hente hendes blade op, jeg har jo ingen følelser i klemme.

Han har nævnt det før men nu hører jeg hvad han siger.

Jeg bryder mig ikke om, at han på ugentlig basis skal dele ansvaret; min drage, skorpion, gamle ridder, nu gode heks. Ormene vrider sig i min hensynsbetændelses sidste gule materie, men han har jo set at jeg går i seng kl. 21 for at hænge sammen, mærket det ved aftensmaden jeg ikke orker at lave.

Jeg bryder mig heller ikke om hun så bliver i vanen med, at vi gør noget for hende hver uge, men hvis det giver mig mere ro i maven fordi jeg ved, at han har den, hende, så er det vel godt.

Ikke nok, ikke godt nok.

Nej godt.

Han ville ikke tilbyde det hvis det ville stresse ham, som det stresser mig.

Jeg kan tage på weekend til Malmø og blive ladet op, nogen passer mit “barn,” en jeg stoler på vil tage hende og hendes med en kæmpe skål groft salt.

I sommeren der er på vej kan jeg med dens mindre arbejde komme ugentligt igen. Måske. Og den nye sæson i september?

Måske vil jeg give mig selv lov til, at blive væk 3 uger ad gangen nogle gange og involvere børnene mere. De vil gøre det for mig. Det er på tide at jeg viser dem tilliden til, at jeg tør overrække, dele byrden som det er at have den, min mor, alene, med dem og smide dramadronningens kappe. På den måde vil en ny fortælling begynde, den der vil vende alt på hovedet. Nemlig min forestilling om at jeg ikke behøver at gøre mere, endnu mere, være mere for at få andres hjælp, at de giver den i kærlighed og ikke med bagtanker om at gøre mig lille, for de kan blive større, stor, enorm.

Kun jeg, ikke min mor ved, hvordan alt dette påvirker mig. Jeg vil sige hvad jeg vil, ikke vil, kan, inden det flammer op som et letantændeligt fastelavnskostume. For kun da kan jeg gøre det uden følelser.

Mine,

hendes livs eliksir.

Ikke mere hendes at få.

For evigt nu

min.

Næste gang klipper jeg hende, får hende til at ligne en alf, som barnet vil hun elske det og hvem ved, måske vil jeg arrangere en kørende hjemmeklipper næste gang.

Knus

Din

overgangsalder, blodpropvidne og nu

nu

Passer jeg på mig selv

Lover du at gøre det samme?

Hvordan?

Svar nu, tænk ikke så meget.

Så lover jeg at prøve at gøre det samme.

Efter, efterskriften, the end.

Min mor har ikke siden jeg fortalte, (hende knap vågen,) at jeg havde bevidnet, (løgn,) chaufføren fra Textila bytte vasketøjsposer ude på hendes trappe repos, nævnt det igen. Nævnt, at de stjal dem. Vasketøjsposerne. Textila.

Endelig

Det blev den fredag

Endelig igen en juvel, juvel nr. 1, knitrende i et diadem med kun 4 sten.

Jeg skal til Malmø med Goldielocks, min datter og mine 2 kusiner, vi 4, en omsorgsboble hvor intet kan nå mig, kun lige over broen, men væk.

Væk fra hende

fra ægtemands rutiner,

mine.

Jeg har sagt til min mor, at jeg ikke kommer den weekend for, at inden i mig og have min ryg fri. Fri til hvis hun nævner, at jeg ikke var der med en 5-årigs surmulende fjæs.

Det er meningen, jeg ved det, at jeg vil sige til min mor, jeg nu vil komme hver 14 dag.

Ja, for jeg har jo ikke rigtig gjort det endnu, sagt ordene med tonen, det er sådan det bliver nu fremadrettet. Æd den. Moderkagen, så sluger jeg den også. I en anden verden ville vi holde en ceremoni efter det, klippet af din navlestreng, min, og begrave dem sammen i hellig jord. Men hellig er din og min version af datid, ikke sammenlignelige, altid iltfattig, stillestående som indholdet i forvredne tarme. Vores forhold nu stomiens befrielse for smerter, hvor jeg har skåret det døde væk, du har hjulpet mig, fortrængningens, nu glemslens mester.

Den fredags fortsættelse.

Afventende i stuen på, at jeg kan gå mod Herlev station for at mødes med Goldielocks, 2 juvel, tjekker jeg mobilen for beskeder. Kl. er 14:10, jeg har haft weekend i lidt over en time. Kl. 16:10 skal vi mødes med min kusine, 3 juvel, på Hovedbanegården. 4 juvel vil møde os ved morgenbuffeten lørdag morgen, dagen efter.

Min mor har lige ringet, jeg tillader ikke mit suk.

Jeg ringer op.

Hendes stemme er som en flok kvidrende fugle, lige ankommet til Danmark efter turen fra varmere himmelstrøg.

Tonen i triumf.

Støvsugeren virker ikke og jeg som troede, at jeg skulle have den for altid.

Oversat;

Hjemmeplejeren har ikke kunnet gøre rent og du bliver nødt til at komme over, som i lige nu, for at ordne det og… Og er du ikke glad mor, her er jeg og ringer til dig lige som du sagde, jeg skulle.

Jeg skyder fuglen ned og beder hunden blive siddende, den fugl skal den ikke hente.

Mor, jeg skal til Malmø lige om lidt, men ægtemand kommer, han ville komme over lige om lidt, alligevel.

I stilheden når fjernsynets kulturprogram mig med tydelige stemmer. Kuglens vej har strejfet den ene vinge og jeg ved som mor, at fuglen skal nødlande mange gange inden, et afsæt er nok til at kommer i luften og blive der. Jeg holder min indre ilder og logrende retriever i snor, snorene spændes. Mere. Til dirrende. Fraværet af hendes stemme afbrydes af fuglens prøvende løft af vingen, den lille susch… Endnu en, da den sænkes.

Nåh…

Ankommet

Jeg står stadig i frakken ved ekstrasengen, der skal blive min alene den 1 nat. Fjedrende og jeg skal hyggehoppe ved hver vending i forventningen om, at mine hedeture vil glemme hvad de er der for og vil stilne af inden jeg svømmer sidelæns i skiftevis nato- og fosterstilling med næsetippen centimeter fra mine knæskaller. Jeg er stadig i overbevisningen af at det virker, vendingernes bump, du kan kalde det fornægtelse. Vi har låst os ind med nøgle kortet i nummer 55, på 4 etage, loftet deles på kryds og tværs af brunmalede bjælker, vi alle er vilde med. Ovenlysvinduernes mange meter oppe har rullegardiner, og jeg smider frakken på fjedrende og ser mig om efter en kontakt til at rulle dem ned med.

Min kusine, juvel nr. 3, tager sin mobil og sender en besked til sin mand. Jeg piller min ud af bæltetasken, ikke for at skrive til ham, ægtemand, men fordi det er noget man gør, tjekker for beskeder.

Han har sendt mig et billede plus teksten;

Den her lå i postkassen.

Min mors.

Godkendelse til ældrebolig

Min mor,

godkendt til, at blive skrevet op til en.

Fornemmelsen af, at både ægtemand og min mor rækker ud efter mig med en gyser figurs krogede fingre, at de næsten ridser min hud med de lange, rillede negle, sorte langs kanten, stopper min hals til. Til, som har nogen de, hende, ham presset en hvid tennis sok, størrelse 44, ned i åbningen. Et øjeblik spræller jeg, alle miderne under min hud liver op fra deres middagslur, for jeg kan mærke den. Mærke truslens pres for at påbegynde arbejdet, der ligger forude med og rydde hendes ting op endnu en gang for, at vi ikke skal flytte lort igen, hun aldrig kommer til at bruge.

Tak for at skrive det til mig. Formulere mine fingre til ægtemand.

Det er jo en “god” nyhed.

Men jeg har som i slet ikke lyst til at vise taknemmelighed, det er som hvis han ringede og sagde min søn, vores søn var syg, noget jeg ikke kunne gøre noget ved. Viden jeg hellere ville have haft når jeg var hjemme igen, hvor jeg kunne.

Her er jeg bare ubrugelig. Mindet om mit ansvar, mit barns behov.

Jeg ser på den lille skærm, men ser ingenting, en tåge breder sig som røg, fra nethinderne, igennem tændernes gamle fyldninger, finder skulderbladenes møde med kravebenet, fortsætter ud igennem overarmsknoglen til dens møde med underarmens 2 ditto. Min brystkasse nægter at udvide sig, som findes ulideligheden i mine følelsers storm ikke, hvis jeg kan holde mit krav på vejrtrækning på et minimum. Røgen bølger mod mit underliv, passere hurtigt gennem hofteledne. Da den når håndfladernes linjer trykker jeg mig ud af ægtemands “tråd” og ind i min veninde Ms. M er på vej “op” efter sygdom, nyd dine dage, læser jeg 3 gange.

Jeg aer golden retrieveren på hovedet før jeg bøjer mig og kysser den bløde pande mellem ørerne med næsen fuld af hår og hundelugt.

Ny dine dage.

Tågen når mine ankler, og mine fødder går hen til spisebordet, hvor jeg har lagt bæltetasken og lægger påmindelsen om mit “barn” derhjemme, om ægtemand i det lille rum og lyner lynlåsen.

Jeg tager snoren af ilderen, og vender blikket ud i rummet op til ovenlysvinduet.  

Min kusine kan slet ikke nå, selv med den lange stang, sat i hjørnet, til formålet og er også ligeglad, hun kan sove fra alt. Goldielocks og jeg kan ikke. Jeg sender frustrationen over ægtemands velmenende handling ud igennem stangen. Igen og igen stanger jeg rullegardinets håndtag, og igen og igen mister stangens lille greb, kontakten med rullegardinets håndtag, lige opnået. Da mine arme ikke kan holde ud at være strakt op over mit hoved mere, lader jeg Goldielocks prøve, hun giver mig hurtigt stangen tilbage.

Det er lige meget, mor.

Men hun forstår ikke, det er det ikke, det er ikke lige meget. Jeg stopper først da gardinet er næsten nede og der har jeg glemt alt uden for dette rum. Jeg sænker forpustet arme, lange, tunge som pytonslanger, de sitrer og værker, det er også kun timer efter jeg underviste dagens 3 hold. Det selvom det allerede føles som var det i går, at min hjerne slog smut hen over zumbaens stadig svære koreografier. Sammensætningen af bevægelser jeg delvis har lånt, ændret og gjort mine egne, men stadig svære og huske fordi de skal være de samme, lige den sang igennem. Noget min hjerne keder sig så meget ved, at jeg skal tjekke om halsbåndet, selen, om ilderens hals og bryst sidder til hver 10 minut, for ellers gør den noget, noget andet uden, at jeg opdager det før jeg er midt i det.

Det er også noget jeg er i læringen af at acceptere, nu i disse måneder. Læringen i, at jeg i bevægelsers pludselige flow ikke er forkert, jeg er ikke forkert, hvis mine deltagere ikke kunne lide det, uvisheden var de her ikke. Jeg øver mig alle vegne i dens modsætning, blive i vishedens ulidelighed. Jeg vil være dem begge, for-og uforudsigelig, kedelig og spændende, langsom og hurtig. Acceptere at jeg ikke kan tage hensyn til alle hele tiden, for hensynet til den ene er noget andet til en anden, så hensynet må være at være i det, den jeg er.    

Gad vide om der også er hvid maling tilbage på rammen, tæt på?

Gardinet må forblive nede. Når vi kommer tilbage er der alligevel mørkt udenfor og i morgen tidlig er det kun juvel nr. 4 og mig, der, som lærker søger morgenlyset.

Jeg får øjenkontakt med min kusine, juvel nr. 3, juvel nr. 4 er hendes søster. Jeg fortæller juvelerne, 2 og 3 om beskeden. Øjnene er fulde af kærlighed og eventyrlyst og jeg ved jeg er valgt, som dem. De næste 2 døgn er vi hinandens, i dril, knus, hænderne der klemmer i taknemmelighedens greb over biografsædets armlæn, over cafe borde, ude i blæsten. Goldielocks binder sit halstørklæde, det er koldere i Malmø end i Danmark men det betyder ikke noget, intet kommende trafikbesvær, vi stadig er uvidende om betyder noget, for jeg er sammen med dem og de er det, tilstede, 120 %, hvert minut. Jeg er parat.

Parat til at lades op. Jeg lægger alle beskyttelser af min sårbarhed ned, det kræver det. Tågen er lettet.

Hjemme i Dalen

Ægtemænd, den lovede stand-in, ugens personlige assistent. Min mors. Han, en observant og uovertruffen gennemskuende problemløser. Min, børnenes.

Hjemmehjælpen kunne ikke tænde støvsugeren, den nægtede et samarbejde. Som med min mor skal du vide, hvordan du omgås, undgår hendes; halespidsers svingende brod, hals flammekaster og afkogs grønne opadgående spiraler. Er du et blidt væsen, naivt troende på det bedste i andre, kan det føles som og have bind for øjnene i et rum, fyldt af opretstående nåle. For hun, min mor er ikke andre, hun er sin egen og ser du væk, har hun flyttet alle brikkerne, fejet din eller alle af bordet eller nægtet at stille dem op overhovedet.

Jeg, en ilder, en golden ser altid væk.

Støvsugeren, en electrolux, model super sug og stille som en sivende pruts sc…, købte jeg til hende år tilbage, stadig i troen på, at lidt dyrt måtte være ekstra godt. Dengang havde hun ikke fjernsynet tændt på de sidste mulige streger under skru op funktionen, så hun havde bedt om en lydløs støvsuger. Eller jeg ved det jo ikke vel, hun kom jo enten indbudt eller mest uanmeldt hos mig, jeg kom nærmest ikke ind hos hende, kun i døråbningen, men jeg skulle ikke råbe før hendes blodprop, i januar, i 2024.

En næse

Tænk Pinocchio

Han har taget støvsugeren ud af min mors kosteskab; set, åbnet, sammenlignet, tændt uden sug, slukket, gennemskuet den, støvsugeren. Den snobbede tingest, den har ikke haft en chance, måtte bare overgive sig til, finde sig i, at blive tændt med sug, som søde støn inden for få øjeblikke.

Problemet

Klappen over den nyindsatte pose kunne ikke lukkes.

Den, posen, et fremmedelement, til en anden støvsuger, ikke god nok til en elektrolux model. Fremmedelementet fyldte ikke et hul ud, den ægte ville havde gjort. Ægtemand satte lidt køkkenrulle i hullet og nu tror model ”stille sivende prut sc…,” at posen og den taler samme sprog og prutter.

Han burde virkelig sælge det trick.

Han burde vise de sider af sig selv meget mere.

Så bliver jeg forelsket i ham igen.

Vokset op med en Ole opfinder er det noget jeg respektere

meget.

Ikke at give op, købe nyt, men prøve igen, med noget andet, igen, til det lykkedes. Lime reparerer, jeg selv hende, udvejenes seerske.

Igennem ugen der går, hjemme igen, 2 dage senere, skal jeg arbejde mig igennem et kæmpe savn efter omsorgsboblens tryghed, men så omdannes bekymring via det nyfundne overskud til iver. En iver efter at påbegynde oprydningen i min mors lejlighed, forberede hende på den, oprydningen, ikke mere grovsortering af hendes ting, men finsortering. Noget jeg ved ægtemand og jeg vil, når først startet, synes er sjovt og gøre sammen.

Jeg logrer men kan hele tiden mærke en uro, og da jeg ikke kan tvinge dagene under deres 24 timer er min mave et centrifugeringsprogram dag-og nat. Som når jeg i timerne, dagene før kan mærke min far eller mor vil ringe eller komme uanmeldt. Jeg griber ud efter ringen i tyrens næse, ilderens selehalsbånd, sætter mig på hug ved retrieveren og lægger armen om den, så ro på nu.

Planen er stadig og sige til min mor, at jeg kommer hver 14 dag og ægtemand kommer og tager bladene op ugerne imellem.

Fredagen kommer, 5 dage efter boblen er bristet, jeg vil overstå hende, så jeg kan gå ind i weekenden, lade den være netop det. Jeg lander med mine køkkensakse og gamle hår klemmer i hendes stue. Barneby har noget han skal opklare og jeg råber de første sætninger, mens hun skråt fremoverlænet guffer kartoffelbåde dyppet i noget der ligner bearnaisesovs. Hakkebøffen har hun kun spist 2 bider af, det forstår jeg godt, den ser mere ubestemmelig ud, end den vegetar “bøf” jeg fik i Malmø, fredagen før.

Hun opgiver, lægger bestikket og slukker fjernsynet, det er mit signal. Samtale er noget jeg ikke orker med hende, de er så skævvredne og jeg skal bruge så meget psykisk energi på at undgå at underholde. Efter 3 hold, cykeltur til Herlev, cykeltur til Skovlunde syd er jeg som en ballon, hvor et lille hul lukker luften ud i en tavs siven hvert minut. Jeg skal nå det, hende, inden min ballon er helt tom for, jeg har også aftensmaden jeg skal finde på og kreere.

Vi har taget hendes;

Hvordan går det med unge mand, min søn?

Minutter går så kommer det, jeg kan ligefrem se pæren blive tændt over hendes hoved med det opadstrittende alt for lange hår;

Hvordan går det med Goldielocks? Fordi hun er en kvinde gør hun, min datter, hendes barnebarn, lige meget, min mor utryg, farlig at tale om og derfor mange kilometer nede på hendes rangliste.

Som min far spørger hun, som pirker hun i jorden, som en fugl efter regnorme, ikke ægte interesseret. Mere, kom nu med noget sladder, noget hvor jeg kan nedgøre dit afkom med alle dets fejl og mangler. Min beskyttelse er nu at brede mine vinger stille og roligt ud over dem, så ætsende sætninger som regndråber kan prelle af på min fjerdragt.

Jeg lukker den.

Nåh… skal jeg klippe dig?

Hun er modig

Det bliver ikke flot.

Nærmere anderledes, men jeg havde heller ikke frisørens skarpe saks, det våde hår eller drejestol.

Jeg havde et morgenhår, en lænestolsryg i vejen og en skål at putte afklippet i, hun endte med at holde da hun fornemmede, at jeg bøjede mig ned hele tiden.

Er din ryg okay?

Ja, mor min ryg er okay.

Jeg kunne ikke sige;

Jeg kommer kun hver 14 dag nu, fordi…

For der er ingen plads til kun og fordi` er mere. Jeg skal ikke mere overveje drejningen ind over håbets smukke skyline med dens udviskede lys og evige glimt, ikke mere lande forklaringernes skyld og skam på landingsbanen.

Det er mange år siden vi har rejst sammen.

Jeg skylder intet.

Hun skylder intet.

Dette er rejsen. Indenrigs.

Jeg samler mine sakse og hårspænder, putter dem i den lille pose, smider håret ud og putter skålen på plads i skålen, i nederste køkkenskab, hvor jeg fandt den.  

Med min mor missende mod mig, som skinner jeg som solen mellem 12 og 15 en varm august, dag, formulere min mund;

Ægtemand kommer hver anden gang. Efter.

Efter.

Mor, jeg kommer hver 14 dag nu.

Det, som at dolke hensynet i hver en fiber i min krop, hensynet til hende, dolke hende.

Hun ligner ikke en alf, mere alfens mormor, en mormor med noget i øjet.

Næste gang tager jeg min skraber med til nakken.

Mål,

Vel overvejende svar,

Formuleringer, som hårdt, af mine fødder,

tiltrampet jord.

Ikke mere falde i andres toner; du er, du er ikke, skal ikke, skal.

Jeg er ikke noget bestemt, 1 variant, jeg er alt. Alt som alle.

Pust.

Frø skal svæve

taget af blæsten, før de efter år

kan briste, dele, skyde,

slå rod.

Som tanker, indstillinger skal de brydes ned,

før de

som nye, andre, kan gro igen,

op.

Blomstre som søstre, og som snefnug ligne hinanden,

men i det lille bitte helt,

helt anderledes.

Mandag i vinterferien den 10 februar, kl. eftermiddag, frustrationens energi kører speedway og som oftest….

For pokker da, ideen hopper og danser som en delfin i leg, brydende vandoverfladen med sin snude op og ned i bølgen.

Jeg skal selvfølgelig spørge Textila om deres chauffør kan…

Du kender mig, historien starter ikke nu, nej før, meget før, i sidste indlæg/afsnit, læs: “nu holder du op” fra januar, for dette er 2 afsnit af “følg vasketøjsposens stiplede linje.”

Første afsnit hvor det gik op for dig og mig, at min mor ikke tror på; at hendes vasketøj bliver hentet beskidt, afleveret rent af chaufføren fra Textila og lagt på plads af hjemmeplejen i timerne efter, når hun ikke ser det.

Mandag, stadig mandag i vinterferien, tidligere, formiddag, klokken 10. Tidspunktet er kommet. Efter over ½ års levet liv, hvor i hudceller har kunnet formere og dele sig i rødviolet og let at åbne så blod vil pible, skal ægtemand sidde i førersædet for, at køre os alle 3, min mor den 3, til en anden, ukendt hudklinik, nu i Taastrup. Denne aftale er “bestilt” af mig for længe siden, i sommers, i 24. Det var besværligt, for jeg skulle oprette en profil i en patientportal og da min mor ingen mitid har, ved jeg, indrømmet, ikke mere hvordan jeg gjorde. Men jeg ved jeg fik en bekræftelsesmail, ikke fra et menneske, men der stod;

Det kommer, det kommer;)

Ægtemand har for længst været inde og se hvor hudklinikken ligger og når jeg stod bøjet over ham, tjekkede vi ud om det kunne være andre, men blev hele tiden guidet tilbage til den, det samme billede. Da han ugen før vi skal afsted, spørger mig, om jeg kan huske om det billede vi så på sammen er det samme jeg så på, da jeg tjekkede hud kirurger/læger ud i august, er jeg ærlig med det samme.

Nej. Der er gået for lang tid og dengang ville jeg bare finde en, der var i nærheden.

Jeg har måske lidt over tid glemt, at ordet kirurg er vigtigt.

I weekenden lige gået, den 8-9 februar 2025, min vinterferies opstart, undrer jeg, mig.

Jeg har ingen bekræftelses besked fået på mobilen.

Husk, du har en tid, kl…

Alligevel lytter jeg ikke til min mave, jeg har jo skrevet dato og tidspunkt i kalenderen på køleskabet.

Jeg foretager de sædvanlige opkald til min mor, søndag og mandag ½ time inden vi kører. Søndag lyder hun ikke begejstret.

Det er forståeligt

Tænk kun, at komme ud fordi du skal beføles og ikke på den orgasmegivende måde. Nej, du skal stikkes, skæres i, syes og plastres til og så et;

Vi ses om ½ år.

Hun afventer os, allerede iført de nye, hvide sko fra Ecco som må havde kostet hende en del pust og stønnen siddende i lænestolen. Og uden skohorn?

Havde jeg været tilstede havde hun mugget og først lykkedes, når jeg påbegyndende en hedetur i frakken kravlede rundt nede på gulvet med dets indtørrede plamager; i gul, orange og rød, som en tequila sunrise inden første vip af glasset. Spiser hun alligevel boller i karry?

En dag i efteråret 24.

Vejret er koldt, vådt og blæsende, ikke, slet ikke egnet til træning af hende udenfor med hendes strittende mumi-tæer i åbne sandaler. Støtte strømpernes omklamring af hendes underben til knæhaserne er ikke mere nok.

Jeg orker heller ikke sko ”kampen.”

Derfor træner jeg hende indenfor i fredagens sene eftermiddagstimer. Det tiltagende mørke udenfor, sammen med gangens ene lampe, lukker sig om os som er vi, Pinocchio og Geppetto i hvalens mave.

Jeg får hende fra stående armtræning op af hendes hoveddør, det eneste sted fri af ophæng i lejligheden, udover toiletdøren overfor, til siddende træning på spisebordsstolen ved siden af toilettet. I skiftende mellem at sidde og stå, drejer hun vaklende som en 1-årig der tager sine første skridt. Det, trods hendes hænders konstante famlen med kontakten over alle lodrette flader, som en punkt-punkttegning. Kun et øjeblik står hun i intetheden. Efter 2 runde op af døren, siger hun;

Jeg vil ikke træne arme stående op af døren mere, min balance er for dårlig.

Jeg ser mig rundt i lejligheden og tager hendes kilo tunge madkatalog og får hende til at holde, løfte og sænke det. Hun beklager sig ikke, er sej, koncentreret mens i gang, men selv om jeg står ½ meter fra hende og viser hende bevægelserne tager det sekunder for hende, at omsætte det til sin egen krop. En tvivl der er kommet, ikke kun siden blodproppen for at år siden, men i løbet af de sidste 2-3 år hvor hun er kommet mindre og mindre ud, på benene, ud i det fri, forholdende sig til andet end skærmen foran hende, rendet af plejepersonale.

Vi besluttede, at det var nok for i dag.

Måske.

Måske for altid, for resten af hendes liv, altid.

Men

hendes trappes 7 trin op,

min pisk,

piskende mig.

Piskens snerter min forlængede arm, med;

Bekymringen, angsten for fald, hendes, min reaktion, ganget uendeligt efter hendes fald kun få uger før ved siden af mig i hendes gang. Læs: samarbejde udgivet 19.1 25, du finder det under S i den alfabetiske emneoversigt. Vi var heldige, hun brækkede ikke noget, slog ikke hovedet.

Hele tiden har jeg ligget lige bagved hesten i front, med mulen snittet af flyvende hoves opsamling af bane materiale.

Hvad hvis det sker ude i opgangen på vej op?

Hvad er forventet af mig?

Jeg har før på hendes vegne, Goldielocks, min datter ringet efter ambulancer og de kom også, de er kommet hver gang jeg har ringet, men tiden inden, angsten, eller lige efter de er ankommet, bombarderingen?

Spørgsmålene de vil have svar på, mens min hjerne stadig går på stylter i ulidelighedens skyggeland, angsten nu for hvad der kunne være sket eller stadig er et måske, er i min uvidenhed som det mørke Mordor i bogen, ” ringenes herre.” Dommedagsbjerget i form af ansvaret jeg lige har besteget alene og stadig frygter spalterne i. Jeg ved godt det ikke handler om mig, men ingen spørger til den, der ringede, den der gav op og håbede andre ville kunne opklare det skete, tage ansvaret.

Tankemylderets spin er svært at stoppe, når der ikke er tid sat af til alle spørgsmålene, opringeren måtte have.

I hvalens mave, eftermiddagen i efteråret.

Hun kan ikke komme op fra spisebordsstolen, spisebordsstolen med dens manglende armlæn, at støtte sig til. Jeg har fra hendes 4 mislykkede tiltag til at rejse sig op, sat rollatoren foran hende så hun kunne bruge håndtagene. Efter hvad der føles og måske også er det 20 tilløb kommer hun op.

Hun har ikke sat sig og taget sko af og på der siden.

Ikke mens jeg har set det.

Tilbage til mandag i vinterferien den 10.2.2025.

En i10 Hyundai er ikke handicapvenlig med dens meget lavere ind-og ud stigning end hendes spisebordsstol i gangen, men i Taastrup kommer hun ud af bilen i 2 forsøg.

Men ægtemand er jo også med.

På den lille parkeringsplads trækker ægtemand håndbremsen inden han kører ind i båsen, så der er plads til at min mor kan komme ud med bildøren helt åben. Jeg nupper rollatoren ud af bagagerummet nummer fire hundrede-og halvtredsinstyvende gang.

Overdrevet?

Slet ikke.

Jeg har jongleret rundt med det transportstøtte middel siden efter hendes påkørsel i december 2013.

Vinterferiens personlige assistent(er)

Ude i den isnende kulde står hun stille, i pause, med hænderne om rollatorens håndtag, på parkeringspladsen, jeg venter… Hendes blik er på uendeligt, et tunnelsyn uden horisont og hun opfatter ikke ægtemand rynker brynene og vinker verfende med hånden bag bilruden. Jeg tager hende i ærmet og hiver hende væk, så chaufføren kan parkere, nu inde i båsen.

Jeg får hende til at stå stille på fortovet fra, hvad der viser sig og være 20 meter fra hudlægens opgang, for at knappe hendes jakke, lyne har jeg opgivet. Hendes store tørklæde blænder mig i vindens rå pust og mit første forsøg er skævt, vi fniser lidt begge to.

Igennem glasdøren kan jeg se en lille trappe op.

Min mave slår med det samme knude, ilderen spærre forskrækket øjnene op.

Jeg havde ikke på klinikkens hjemmeside læst:

I opgangen 3 trin op, (med lille fint gelænder.) Kan det klare et traktortræk?

Jeg lader som ingenting, ignorer hendes; der kommer jeg ikke op, åbner bare døren så hun kan kante rollatoren ind over dørtærsklen.

Da ægtemand, træder ind fra kulden og straks vil hjælpe kommer det:

Jeg kan godt selv.

Det er ikke en gazelle i spring over savannen, men op kommer hun. Gelænderet holder, måske lidt pus drysser ned til næste gulvvask. Længere inde i den gamle opgang er der heldigvis en elevator.

Ellers var vi taget hjem, hudlægen er på tredje.

Elevatoren er lille, tænk lille og så halver din forestilling, ægtemand tager den, går ind med hende, så jeg kan tage trappen. Der er virkelig tidspunkter hvor det at være slank er nødvendigt og ja jeg kan godt lide hans flade mave, 57 år og trænet stærk og senet på det tykke, røde tæppe i det, der var det første børneværelse fordi det deler væg med soveværelset. Han bliver aldrig stor og svulmende muskuløs, men det holder hans runding over det øverste af hans ryg, i samme størrelse. Rundingen, der skyldes at de øverste ryghvirvler er kileformede, også kaldet en Scheuermann, er medfødt, en genetisk overrækkelse fra hans morfar. En krops tilføjelse, der passer til mit hoved, som en hovedpude, når jeg læner mig ind mod ham bagfra og tager et knus, når han vasker op.

Meget praktisk.

Der kan han ingen vegne

gå.

Ude af elevatoren, træder de ud på en afsats, hvor man 2 kun kan dreje på stedet om sin egen akse, hvis forflyttelse ønskes. Af samme grund bliver jeg stående på næst sidste trin.

Min mor, et barn der venter på hvad der nu skal ske, bøjet over sin rollator.

Et stort skilt fylder det øverste af trædøren.

Jeg, der står lige for, læser højt; mandag den 10. 2. 2025 er klinikken lukket.

Ilderen lander mod burets tremmer med pelsen igennem i et ternet mønster, luften slået ud i et tavst;

Hvad!

I sekunder står vi alle i pause, jeg allerede varm i mine skammens kinder, for det er mig der har fået os alle her, kommet ind fra blæsten.

Nu er alt tilbage til start.

Der er intet vi kan gøre.

Ilderen sætter af, rundt på de få centimeter så pelsens farver bliver en, øjnene kulsorte, knurhårene på den hvide ansigtsmaske snitter firkant af stål, så igennem indrammet af stål, snitter, indrammet af stål igen. Mine fingre åbner min indbakke på mobilen men jeg ved at mailen, bekræftelsen jeg ved jeg fik og den “anden” mail, ligger langt tilbage og jeg opgiver.

Nede og ude i kulden, et tankefnug;

Skulle vi undersøge om der er en anden hudlæge i Taastrup, der har ”os?”

Men jeg tøver, ønsker ikke ægtemands kolde afvisning, mere konfrontation af mit åbenbart sjuskede forarbejde.

Jeg havde jo ikke tjekket op, men jeg synes og kunne huske, at da jeg ville i telefonisk kontakt med dem, hudklinikken, var det ikke en mulighed for bestilling af tid, og derfor oprettede jeg min “mors” tid i patientportalen.

På vej ud af Taastrup.

Ja, det er godt jeg ikke betaler. Hun ser ud af sideruden mens hun siger det, så hun ser ikke mine kinder blive varmere.

For det gør hun.

Jeg har sagt til hende for ½ år siden, siddende i hendes tandlæges venteværelse, at hver gang jeg kører hende trækker jeg benzinpenge på hendes konto.

I det vi træder fra kulden og ind i hendes varme opgang, mens ægtemand holder døren for den rullende transport støtte, siger hun;

Jeg hyggede mig, det håbede jeg også I gjorde?

Det er sødt af hende at sige, tage det hele sådan. Men.

Stilhed

Ingen, ikke ægtemand, ikke jeg gider og svare på så helt igennem en latterlig udtagelse.

Ilderen i mit indre kan se en undsluppen kammerat bugtende sig hen af stien, væk. Hun vil også, det. Væk.

Ægtemand stiller sig bag hende som en bagstopper, da hun påbegynder sin trappe “løben.” Jeg har sagt til ham, at han skal være parat med sin hånd lige ud for hendes hæl, for at hjælpe hende ind med den, hvilket betyder håndens ejermand har næsen lige ud for min mors ende. Han står ret op og ned.

De små poter i mod tremmernes begrænsende vægge skifter mellem knap, at røre og sætte fra med neglene.

Trangen til at komme hjem og opklare; havde jeg set forkert, skrevet dato forkert, var det en helt anden hudlæge, er som 100vis af ildere næsebor, sniffende spandene, der bliver båret i røde fingerspidser op af stien mod burene.

Med min mor siddende i lænestolen igen trækker jeg, siddende i hug, de hvide sko af og presser sandalerne på mumi-tæerne.

Hjemme

Tager jeg ikke plastikchartekket med dets røde ryg, der siden er kommet til, men min lille blå bog, fra foråret 24. Fra dengang jeg endnu ikke havde forstået, hvor meget papir min mors nye tilstand og makkerskab ville indeholde. Jeg vender siderne. Vender dem frem og tilbage. Jeg har kun noteret:

Hudlæge kirurg

Taastrup

Adgangskode

…….

Intet

Andet.

Så

Jeg scroller og scroller og finder bekræftelsesmailen tilbage i august 2024. Der står;

Du (ikke noget navn) har en tid mandag den 10.2. 25.

Mvh.

Hudklinikken (ingen adresse, nr. eller navn, kun det, hudklinikken.)

Ægtemand:

Du skal ringe til hudlægen og…

Brokke mig, jeg har ikke lyst, men jeg behøver jo ikke skælde ud, vil jo bare gerne opklare hvor vi er henne i “systemet.”

Nu vi er, tilbage til start.

Frustrationen over, at jeg intet kan opklare før i morgen, dagen efter tirsdag den 11 februar, sender en ide jeg for sjov legede med i dagene op til vinterferien ud i roterende loop.

Hvordan kan jeg synliggøre for min mor, at hendes vasketøjs poser bliver skiftet ud, at Textila udfører det hun betaler dem for?

Jeg ringer dem op igen, igen, Textila, de svarer altid lige med det samme. Aldrig er jeg på hold med hovedpinedannende musak i ørerne, eller i tavsheden på visitationens linje hvor jeg tror jeg er smidt af og glemmer, at jeg venter som nr. 4 og står med munden fuld af skummende tandpasta, da en stemme siger;

Det er visitationen, hvad kan jeg hjælpe dig med?

Kan I give visitation til, at Vitaosa plejefirma kan tage sig af, at give min mor mad?

Er det de samme som tager sig af; smøring af min mors frokost, opvarmning af aftensmad de selv har taget ud af hendes fryser og udfylder hendes bestillings seddel af varer, burde det være nemmere for alle.

Nej, det må Vitaosa ikke, det hører ind under personlig pleje.

?

Jamen, de sulter hende da ikke, faktisk sådan mere stopfodrer hende som en foie gras gås, er min erfaring.

Jeg har jo faktisk som betingelse for, at gøre dette opkald for Vitaosa pleje, bedt Vitaosas leder M. om at skrive, hvis ikke på mail til mig så mentalt binde den berømte sløjfe om pegefingeren (hendes, deres,) som en forsikring om at de ikke giver min mor, is hver dag, hvis de får den opgave visiteret tilbage. Is hver uge, ja.

I forvejen er der permanent småkageposer og vaffelrør beholder med dåselåg inden for min mors armslængde.

Det kan måske for dig virke kontrollerende, men min mor kan alligevel ikke huske hvornår hun fik hvad og allerede mumitrold kan hun kun komme op ad trappen nu med det største besvær. For hende er de ekstra kilo som havde hun en rygsæk fyldt med kartoffelposer, der trækker hende bagud. Havde hun trænet havde kartoffelposerne været lige meget.

Stemmen fra visitationen “høre” min undren.

Jeg kan godt bede min leder om at ringe dig op men du vil få, samme svar. Hvis du vil have din mors pleje under et firma kan du, din mor vælge mellem 2 private firmaer eller kommunens hjemmepleje, vil du have deres navne?

Jeg vrider mig, men ved at tager jeg ikke det næste skridt nu, så skal jeg ringe hende op igen på et andet tidspunkt eller måske skrive det til dem.

Ja, okay, det vil jeg godt.

Er du parat?

Ja, jeg er parat. Den blå skriver mere og mere skrå og lille, som lysten jeg har til at overveje skiftet af plejefirma og samlingen af min mors behov dækket under et.

For

Jeg kan slet ikke vælge Vitaosa plejefirma.

Jeg orker ikke mere.

Lægger den.

Tager en mere spændende sag op.

Med Textila i øret.

Jeg, en udspørger.

Jeg ringer på vegne af min mor vil du have….

Min mor tror ikke på hendes tøj bliver afleveret bla. bla. Det jeg ønsker er; kunne det lade sig gøre at chaufføren ringer, helst lige skriver kort til mig, hvornår han er i nærheden af min mor?

Jeg kan være der på 12 minutter, fortsætter jeg. Dumt

Dumt at give mig selv så lille margin.

Hun;

Ja, det med forældre kan fandeme være…

Tak, min stemme et smil som er jeg skåret fra mundvigene helt til hullet ud for øregangene. Forståelse.

Tak fordi du siger fandeme.

Åh, hun trækker den lidt tilbage, som går det nu op for hende hvad hun har formuleret, men for mig er det som at blive aet ned over ryggen.

Jeg kan se han sidste gang var ved din mor ved 9:30 tiden; fortsætter hun.

1000 tak

Planen er sat i gang, nu skal det bare blive i morgen.

Tirsdag morgen, dem 11 februar, vi står op klokken 7, jeg af mig selv, mand for at køre bilen til service kl. 7:30.

Jeg flytter min lydløs fra til, til fra, ser ikke efter i beskeder.

Jeg tilbereder morgenmad, spiser og går på toilettet for 2 gang, nu for at lande i skrivningens vingesus. Hurtigt ude igen ser jeg på mobilen, klokken er 7:36, en besked;

Jeg er der om ca. 15 minutter, beskeden tjekket ind 7:19. Enten er den tjekket ind inden jeg satte lyd til eller også er min mobil et røvhul.

Ilderen rejser sig op på bagpoterne, spandene med mad flytter sig væk, nu tomme, ned ad stien, øjnene plirer, maven, under det bløde skind i hurtige bevægelser mod tremmernes mønster, stadig tom. Glemt.

Mig; har du allerede været der? Mere til mig selv end ham, jeg kan jo se bogstaverne.

Det kan jeg ikke nå, det, som lige dette nu.

Jeg påbegynder opvasken, punkteret som et cykeldæk, med et kæmpe pift.

Ser på mobilen mellem to aftørringer.

Ja, er her igen nu men I åbner ikke mvh. chaufføren

Jeg kan ikke forvente han venter på mig.

Jeg skulle havde ringet.

Helt fra starten, men tænkte, ville slet ikke, at det for ham ville være nemmere, han sikkert med høretelefoner i ørerne hele tiden, for at kommunikere med Textila.

Jeg vil stadig hellere gemme mig i det skrevne, i den misforståede hensyn der kun er til mig, det ser jeg nu i flammende bogstaver, hvor jeg ofte er mere til besvær ved min tøven og omveje. Når jeg ser det forvildede udtryk i andres øjne flammer min hensynsbetændelse op og jeg snakker hurtigere. Min uimodståelige trang til og forklare for at følelsen af, at blive forstået kan rodfæste mig, er som en hest ned af opløbssiden, fast besluttet på og indhente bagenderne foran, fuldstændig ligeglad med bidslet der bliver trukket i.

Det skrevne kan jeg være rolig i, men jeg har i dette år opdaget, at jeg ved opringninger ikke mister lemmer, allerhøjst bliver endnu mere forvirret, men oftest føler jeg mig lettet, et punkt overstregende.

Jeg til chaufføren; du sætter den bare, jeg troede jeg havde misset dig.

Derfor gik jeg ikke derover, hensynsbetændelsen vil forklare, blive forstået, undskylde, tilgivet, det som andre ikke gider høre, da de allerede er videre, mig selv inklusiv.

Jeg skriver til ham, chaufføren; takker for besværet, en forklaring, en lille bitte en. Jeg forventer ingen svar eller så kun 0,5 % og det får jeg heller ikke.

Jeg gør opvasken færdig, at tage derover til min mors lejlighed er jo ligegyldigt.

Jeg kan ikke skrive, ilderens venner løber i samme fart, synkront, i deres egne bure, jeg kan ikke lande i tasternes modtryk, den synes slowmotion mod min ilders vulkanske boblen.

Jeg opgiver.

Jeg går over til min mor; jeg stopper mit tørklæde ind bag lynlåsen da jeg lyner op. Jeg ser op på ægtemand; vi ses.

Jeg banker på hos min mor. Ved siden af mig på dørmåtten står, en pose med et gabende hul i bundens syning rundt. Posen er mindre end dagens før i hendes gang. Jeg bøjer mig ned og kniber øjnene sammen, på mærkaten står;

11.2.2025

Jeg låser mig ind i stilheden.

Jeg lyver.

Hun ligger bortvendt mod væggen som svøbt, en puppe, i dyne og tæppet i råhvid.

Helt væk

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set min mor sove.

I hendes seng.

Jeg banker på dørkarmen, hun vågner og vender sig mod mig

Mor, klokken er 8:15, jeg har lige snakket med chaufføren fra Textila, dit vasketøj er her, jeg sætter det ind i gangen, han tog det beskidte med. Lig dig bare til at sove igen.

Jeg låser mig ud. Går Skovlunde rundt i den isnende blæst med min skrivegruppes optagede bemærkninger fra mødet den 26 januar om min tilsendte 5 siders tekst i ørerne. Nu har jeg endelig mod på at lytte til optagelsen. De er så respektfulde, behandler mit “barn,” som en ilder de vil sætte løs og eller i det mindste fodre med ny mad hentet i spandene.

De afslutter; få en der er litterær, en der har styr på tekster til at hjælpe dig, en der lader dig have din stemme. Søg et legat til at betale for det.

Jeg ringer til hudlægen; næh din mor står her ikke tror du ikke at tiden er hos Peter på hovedgaden?

Jeg ringer til Peter på Taastrups hovedgade

Vi holder vinterferie i uge 7, du kan ringe den 19 februar mellem 9 og 11.

Hvor er vi henne?

Jeg fik jo bekræftelses mailen i august og nogen tid efter endnu en fra en kvinde. Den sidste kan jeg ikke mere finde, men jeg har skrevet hvad hun sagde, jeg svarede, i et blogindlæg.

Åh for… nu husker jeg det, lige nu i april, rettende dette. Der er ikke nogen mail at finde, for hun havde prøvet at få fat i mig på telefonen, til jeg vist endelig ringede hende op. Måske virkede min telefonsvarer dengang, for jeg ringer sjældent et nummer op, jeg ikke kender, for så kunne jeg gøre det 4 gange om dagen. Nogle gange går jeg ind på krak.dk. men næsten altid skriver den ukendt nummer og jeg bliver frustreret over det detektivarbejde, det sluger. Jeg skrev ikke nummeret hun ringede fra ned, efter jeg havde lagt på.

Hvorfor skulle jeg gøre det?

Hun; vi har da formiddagstider tider igennem efteråret. Hendes bemærkning til, at jeg havde bestilt en tid temmelig langt væk ja, helt ude af dette på det tidspunkt 2024, inde i det nu nye 2025.

Ja, men der kan jeg ikke, jeg går på arbejde, så derfor har jeg taget tiden i min vinterferie. Jeg sagde ikke; at havde de haft en tid i uge 42, min efterårsferie, havde jeg bestilt en tid der.

Jeg er jo heller ikke endnu blevet ansat af min mor som, hendes aflønnede personlige assistent.

Stadig tirsdag i vinterferien.

Skriver med Vitaosa; visitationen siger at I ikke må…

Vitaosa tilbage; hvad hed hende på visitationen du snakkede med, hvilket nr.

Hun hedder…, jeg blev stillet om, så visitationens nr.

Vitaosa; jeg tager det med dem.

Senere samme dag

En besked fra hende igen; “de” vil undersøge det nærmere, vi får svar på fredag.

Det bliver fredag. Ingen besked eller opkald.

Jeg orker ikke at skrive tilbage. Slet ikke ringe op. I min ferie.

Da jeg ugen efter åbner min mors post står det der, der, i et brev fra kommunen;

Aftalen med Vitaosa pleje er opsagt pr 31.5. 2025 du kan vælge i mellem… Du, (min mor) behøver ikke at gøre noget nu.

Min bare del.

Jeg lader over de næste par dage min fornemmelse af, at stå i svingdøren stilne af, tager tilløb og ringer visitationen op, jeg vælger for min mor, igen. Med den hjælpsomme stemme i øret efter ventetiden på bare og få det, lov til at vælge, kan jeg lige så godt spørge til besøget, min mor, det vil sige jeg, afventer tidspunkt for. Jeg har i efteråret på hendes vegne søgt om en ældrebolig og vil gerne være der, når de skal besøge hende for og støtte op om deres forståelse af, hvor lidt hun kan.

Hvor lidt, jeg, mener hun kan. Med mig.

Det er “den,” jeg bliver nødt til at arbejde ud fra nu, udelukkende.

Hvad jeg ser hun kan med ægtemand tilstede lægger jeg nu ned, for det er mig, mig hun bruger og hvad jeg vil lade mig bruge til fremadrettet, den er på mig.

Er hun dårlig nok nu til, at blive visiteret til en sådan bolig?

Altså opskrivningen til en.

Hun vil ikke på plejehjem, for lige meget om der ville være storblomstret tapet, bagersalg og skærme til Barneby som biograflærreder så ville det stadigvæk være…

Dødens elevator.

Det er visitationen, hvad kan jeg hjælpe dig med?

Jeg bliver stillet videre til afdelingen for søgningen af ældrebolig. Hvilket jeg er glad for ellers, havde jeg skulle ringe visitationen op igen, denne gang trykket 2 og ventet igen.

Jeg har som ulønnet personlig assistent brugt tiden her torsdag formiddag, tiden jeg skulle have brugt på forberedelse. Et blik på uret over dørkarmen i køkkenet fortæller mig, at om 2 minutter skal jeg køre på arbejde.

Jeg har aldrig kørt på arbejde med høretelefoner i. Trafikkens lyde halveret har jeg ikke lyst til at udsætte trafikken for, udsætte min mave for.

Hun er ikke dårlig nok til at hun kan søge om plejehjemsplads, siger de, visitationen. Jeg er glad for deres forsikring, for jeg bliver ofte spurgt af helt sikkert velmenende ud spørgere. Nu kan jeg sige med vishedens tryk bag mine ord;

Min mor er ikke der endnu.

Husk ud spørger, at lytte er den bedste og eneste i øjeblikket hjælp du kan give, det er nok.

Nok.

Det er det sværeste.

Jeg ved det.

Vær i det.

Tænk;

det er den største gave du kan give, ikke.

Ikke at komme med en fortælling, (du mener,) der ligner.

Jamen, den er ikke til at stoppe fra at komme ud.

Jeg ved det.

Gør det selv.

Husk fornemmelsen,

når andre gør det ved din fortælling.

At afbryde og fortælle din historie, der slet ikke ligner, er en misforståelse der kommer af, at du/jeg tror, at ved at sammenligne så føler den afbrudte fortæller sig mødt og forstået.

Usandt

højst

bare afbrudt.

Men

jeg tror at de fleste fortællere føler sig sendt videre, slukket, lukket munden på, som når fingeren scroller over videoer på nettet og fingeren stopper ved en anden video, eller kanal på fjernsynet.

Underkendt.

Den, fortællingen fortalt i tillid, er åbenlyst ikke spændende nok.

Fortælleren; i sorg, vrede overvældet af afmagt og ked af det hed, nu også frustreret og mismodig fordi fortællingen påbegyndt ikke engang fundet værdi til at lytte til enden.

Fortælleren,

ikke

fundet værdi,

at lytte til, taget seriøst, forsøgt forstået.

Historien fortalt giver måske ikke mening for al dette postyr for dig, for mig men for fortælleren, er det stort, fylder dem op indefra og ud, udefra og ind, fra de står op (også i nattetimerne) til de trækker dynen op mod næsen, stort. Fortælleren, der sikkert i forvejen prøver at gøre det der er sket lille, hvis de ikke kan lide opmærksomheden, eller ekstra stort, alt efter lytteren tilstede for at du, jeg kan være i følelsernes, fortællerens følelsers rusken.

Især hvis det er noget vi ikke har prøvet eller det hele er sket for længe siden, i går, lige meget, det er stort, større end vores fatteevne kan fantasere sig til.

I dette år, Blodproppens år har jeg både bevidst og ubevidst været i lære i det.

Jeg er stadig ikke bestået, for jeg er skyldig i alt ovenstående, men hver gang jeg mærker min trang til at afbryde med min historie, kniber jeg læberne sammen og mange gange når jeg nu bevidst at tænke;

Hov du, stop lige op, hør efter. Hvad er det egentlig der bliver sagt?

Er der behov for, at du siger andet end forstående lyde?

90 % af tiden er der ikke.

Dødens elevator.

Jeg har ikke lyst til at se min mor være sådan et sted, på plejehjem, mine minder om besøgene af min morfar der sluttede da jeg var 11 år, sidder som en ridse i mig endnu. Han et klynkende, snøftende, grådlabilt barn.

Han var stadig

hunde,

hunden Muse,

sparkeren.

Visitation, visitere, jeg hader det, de ord så meget, det lyder, de lyder som befamlende hænder på nøgen hud, i private huller lige før; nu kan du godt tage tøjet på.

Lyden af en lås, der bliver låst bag mig og en stemme;

Følg den gule linje til celle 24, gå ind og stil dig op ad væggen med spredte ben og armene strakt op over hovedet med håndfladerne mod muren.

Til ældrebolig visitations vidende kvinde i røret fortsat.

Jeg spørger til “besøget” af min mor, fordi jeg undrer mig over at jeg ikke er blevet kontaktet. Det er mindst 2½ måned siden jeg sendte ansøgningen, hvor jeg på papiret tog mig plads til og bede om, at jeg var med til den samtale. Linjer til det var der ikke, som om at alle er ved deres berømte fulde 5 og selv kan udfylde ansøgningen og sende den.

Min mor kan ikke selv gå ned til en postkasse.

Og købe frimærker?

Glem det.

Hun vil glemme det.

Den.

Ansøgningen. Den lignede en 10-årigs opgaveløsning, da jeg færdig med at udfylde den, ærgerlig puttede den i sin konvolut.

Skal jeg involveres, vil jeg det over det hele.

Jeg er så træt af at gætte, forestille mig hvordan det hele hænger sammen.

Den søde kvindestemme siger;

Besøget har fundet sted og lige ved siden af hende er faktisk kvinden tilstede, den, der var der, med min mor, gik rundt med hende i lejligheden og så hende gå ned og op af trappen.

Har fundet sted?

Gået op og ned af trappen?

Min mor,

den store

IDIOT.

Jeg ryster på hovedet inden i, hvad der hvis gjort udenpå ville nive i halsens venstre side.

Undskyld mig, min mor har sikkert med et lille piget; jeg ved ikke om jeg tør, taget trappen uden heppen og hujen for at spille sej. I forhold til sidste søndag, hvor jeg måtte lægge øre og mave til, at hun fik et lille sammenbrud allerede på 3 trin, og jeg oprigtigt tvivlede på, at det kunne lade sig gøre og få hende længere og hvad skulle jeg så gøre.

Inden jeg overhovedet låste mig ind, i hendes lejlighed med hendes post var min mave en råbåndsknude, og min ilder udelukkende grå i sin spurt rundt på de få kvadratcentimeter.

Jeg tog forskud på den kommende uges tilsammen 16 holds opmuntring og hun kom op.

Noget i mig sprækker.

Giver endegyldigt slip.

På

angsten for ikke at gøre det godt nok til hende,

angsten for at andre vil opdage det.

Jeg ved det aldrig har været meningen, for er det, var det, det, var hun ikke hende, jeg ikke mig, spillet aldrig påbegyndt, med min far i anden farve, et andet tal.

Jeg forstår alting nu.

Jeg skal give slip på mit ønske og håb om at jeg kan hjælpe, hun vil ikke hjælpes, for det er det hun brænder af, trives i, lever på.

At

jeg ikke

som i nogen sinde kan hjælpe, være nok.

Jeg skal i stedet være i kun, at arbejde på at blive den bedste af mig, jeg kan være.

For mig vil hun ikke have, hun vil ikke noget, ikke have nogen.

Jo måske min far da hun intet vidste og forstod.

Måske mig indtil jeg som 11-årig sagde;

jeg ville bo hos ham.

Der sømmede hun skodder for sine vinduer af sårbarhed. Kun åbnet dem på klem i øjeblikke hvor vi grinede sammen, øjeblikke hvor jeg slappede af og følte mig tiltrukket af den mor, jeg ønskede var andet end et glansbillede i min mappe. Men mod deres ingenting bagpå gemte hun brodden parat til stik, når jeg viste MIN sårbarhed allermest. Stak mig, når jeg glemte at holde mit skjold op. Men mest åbnede hun op i øjeblikke med andre end mig til stede, så de kunne se hvor meget hun passede ind.

Hun, en kamæleon. Andre troede så i farver som hudens skiften. De var udelukkende udenpå, indeni, hjemme dominerede; sort og grå.

Jeg er en idiot.

Ik mere.

Ikke mere en idiot.

ikke mere vil jeg have ondt i min mave fordi jeg forventer af mig selv, jeg skal det, have hende ud af lejligheden.

Min kusiners mormor kom i de sidste 20 år nærmest ikke ud af sin lejlighed, hun havde heller ikke nogen forventning om det.

Da jeg sidst spurgte min mor om hun ville ud, svarede hun; nej egentlig ikke, men vel tilbage i stolens trygge havn siger hun tak. Jeg roser hende, men hvem gør jeg det for?

Hun sætter ikke sammen, at hvis jeg skal honorere besøgene hos behandlere kræver det hun træner ind imellem. Eller også gør hun, hun altid været en doven hund, ved pr instinkt, at skal hun fråde i min hjælp baseret på min skyld og skam og hendes klynk, kan hun jo ikke træne og være ynkelig samtidig, vel!

Det er slut.

Jeg vil ikke mere, Træningen er ikke mit ansvar. Besøg hos behandlerne ikke mit ansvar.

Jeg har overvejet min tandlæge uden trappe i modsætning til hendes egen, til hende, men det ændrer ikke på hendes egen trappes 7 trin.

Hun forstår ikke, at ved konstant at klynke, er mit bæger nu fyldt, og der er ikke et andet, som glas på glas i et champagneglas opsætnings vandfald, at sætte i stedet.

Jeg vil ikke mere.

Jeg vil ikke mere tage hende ud.

Ikke før hun; a) flytter til noget kommunen tilbyder, eller b) ægtemand og jeg sørger for en anden lejlighed med elevator hun kan komme ind og ud af eventuelt i en kørestol.

Det bliver en matador parodi,

Du kan kalde mig Musse.

Min mor har set lidt efter køretøjer til cykelstier. Der står en tildækket ved hendes opgang eller vi tror det er en sådan, for vi har aldrig set den ud pakket. Men, men hun har ikke kørt bil i 45 år og går du forbi hende med dit ærme snittende hendes, ser hun dig sikkert ikke. Så lidt observant tør jeg slet ikke støtte hende i det heldigvis halvhjertede ønske. Hun er klar over det selv. Det, måske knap ansvarlige, i det ansvar, der ligger i det.

Men,

jeg ved det også skyldes at så kan hun ikke også lege offer.

Mit ansvar?

Skal jeg resten af hendes liv sørge for hendes behov?

Hun gør ofte kun noget fordi jeg siger det, ligesom barnet, fordi har man fået en tid hos tandlægen, hud ditto, frisøren, øjenlægen så kommer man.

Men gør man?

Gør man det ikke hvad så?

Hvad så?

Jeg er så træt af at drive.

Drive hende, involvere mig.

Trænger til at hive stikket,

til hende.

Lige meget hvad jeg gør i kulissen vil hun aldrig forstå det. Selv om hun kunne ville hun ikke sætte virkelig pris på mit arbejde, for det er ikke hendes prioritet, så jeg fortæller hende nærmest ikke noget om kulissen. Når jeg ser den tabte drue på hendes gulv, lader jeg den ligge, jamen det gør jeg, for lige der fuldstændig udmattet, tænker jeg;

Gør jeg det, er jeg hendes tjenestepige, nej ikke engang det, en slave, nej ikke engang det, for de får husly, godt nok et vakkelvornt blikskur, hun ville ikke engang opdage det, for hun ignorerer alt tabt omkring hende i alle lejlighedens kvadratmeter.

Hun har gjort det så langt tilbage jeg kan huske.

Min mor tænker ikke, vidende om, at der er hjul under bordet med tallerkenen på;

Jeg trækker lige bordet ind, så jeg ikke spilder.

Det gør et børnehavebarn ikke, så da jeg runder lænestolen i mit forsøg på og fylde en gammel, klistret skål med hendes hårs bløde afklip, knaser de små forhøjninger af gammelt, spildt mad under mine sko. Mere om det i, næste blogindlæg; ”efterskrift.”

Jeg har dog som problemknuser overvejet en plastikdækkeserviet mellem hendes stol og bord, den ville være nem for rengøringsdamen og jeg selv at vaske ren. Jeg ved så ikke om hun ville tænke det samme, rengøringsdamen, for druen ligger der, bag min mors stol. Var det mig der støvsugede ville jeg bede min mor rejse sig og gå lidt væk, så jeg kunne komme i hjørnerne. For hun havde tiden rengøringsdamen, da hun ikke kunne få støvsugeren til at virke. Det kan selvfølgelig også være at hun brugte al tiden på det, at få den til at virke, måtte så opgive uden ægtemands logisk, kreative sans, som lavede den på 2 minutter.

Ægtemand burde lave en YouTubevideo, den ville få 1 million likes i løbet af 3 uger.

Du får hans trick i ”efterskrift.”

Ægtemand på 57 år glæder sig til, at han skal gå på pension.

Men

Hans hud er også fuld af mider.

Jeg driller ham med, at han efter at havde lavet alt i vores hus i løbet af en sommerferies tid, kan som drengene på 13 år, der bankede på i lørdags og spurgte om de måtte pudse vores vinduer, i stedet spurgte; om han kan blive hele Dalens vicevært. Hedder det nu ejendomsfunktionær?

Mand fortalte grinende om drengene. Han behøvede ikke at sige det, det er noget han vil gøre selv. Jeg var lige ved at løbe efter drengene og sige; de godt måtte gå over broen over skinnerne til min mor, hendes vinduer trænger. Grunden til at jeg tager dem er, at min mor synes at vinduespudseren dryppede over det hele og ødelagde hendes skænk. Hun, ikke lagt mærke til før og derfor ikke indforstået med indrømmelsen i, at det sikkert er hendes egen behandling af skænken, de 50 år gået før dråbernes, dryp.  

Jeg lader dem, drengene gå videre ned i Dalen, for skulle de pudse min mors vinduer ville jeg blive nød til at gå med, forklare, lave en kontakt og kontrakt mellem de involverede parter og alt efter min mors humør den dag, den time, de minutter affinde mig med hendes enten accept eller afvisning.

Hun ville sikkert hvinende sige ja, smile til de unge ansigter og når de så dryppede på skænken mule utilfreds. Men så med dem ude af døren, larmende ned af trapperne med pengene indsat via min mobilpay app ville hun prøve og ramme mig med broddens spids, lige når jeg troede, at alt alligevel var gået fint.

Hun, som den gamle hund, jeg dengang et barn, kærligt drillede.

Stille, rolig men i de grå skyer ofte gemt den afventende højtløftede brod, så…

Lynet, skråt, glimtende, overstået hurtigere end du forstår, men når du ser ned, løber blodet og du er sortsværtet og dit hjerte ryger.  

Prioriteter hvem gør du det for?

Andre?

Er det i virkeligheden ikke

Dig selv?

Som min søn for år tilbage sagde;

Mor, jeg har ikke bedt om det. Da jeg mente en smule taknemmelighed ville være dejligt, da jeg igen havde været inde på hans værelse med ham ude og gjort rent, bekymret for, om der ville komme dyr med al burger-og chips emballagen i skraldespanden.

Ilderen kunne ikke være i at han ikke tog mig alvorligt. For mig vigtigt.

Blive taget alvorligt.

Min kusine havde en tid måtte fraflytte sin lejlighed med sin lille datter, da en nabo havde fravalgt rengøring og lejlighederne i opgangen alle måtte skadedyr sprøjtes.

Jeg kommer ikke til at køre hende, min mor mere.

Ikke før…

Tilbage til…

Torsdag, jeg er stadig i telefonen med kommunen. Jeg skal undervise, ikke være der, om ½ time.

Kvinden fra visitationen, med “ældrebolig visitationskvinden” ved siden af i rummet.

Hun fortsætter; skal jeg ikke bede hende ringe til dig?

Øh som i jo.

Jeg ringer af.

Jeg kan se mobilen ringe, det er hemmeligt nummer.

Jeg kan ikke få lov at skubbe opkaldet taget, åbent.

Hun ringer igen og igen, jeg kan ikke få lov. Jeg ser på uret, min tid er gået. Nu havde jeg lige muligheden og nu tror hende opringeren, ældrebolig visitationskvinden, at jeg er en lort af en pårørende, selv om jeg lige har sagt, at jeg skal på arbejde.

Jeg opgiver.

Den vej.

Putter høretelefonerne i ørene og ringer visitationen op. Igen.

Jeg kan ikke få lov til at trykke 2 eller min mors personnummer, bare i et uendeligt, mens jeg tager tøj på og låser mig ud; hvis du skal vide noget om skal du trykke…

12 minutter efter trækker jeg håndbremsen 2½ gang efter parkeringen på Måløv skoles parkering plads. Hun er der. Tager den.

En anden.

Det er boligkontoret du har ringet til, så nej vi 2 har ikke lige snakket sammen, er kommentaren til min hurtigsnakkende forklaring.

Mine holddeltagere begynder at ankomme ved siden af mig, jeg vinker, men jeg har lyst til at stampe i asfalten.

Ikke en mulighed.

Rase, råbe, kaste mobilen ud i buskadset, men hvad vil de i nærheden så ikke tænke, hende i mod mit øre?

Det vil heller nytte noget at græde, jeg er jo voksen nu, følelsesudbrud skal puttes ned i maven som fødder blive nede på gulvet, iført sko, ikke i strømpesokker, i skrædderstilling oven på “læderet” min mås er placeret i, på en restaurant jeg har betalt maden på…

Mor altså. Goldielocks.

I stedet siger jeg;

Har du mulighed for at stille mig igennem til…?

Jeg puffer mit frakkeærme op og ser på armbåndsuret, 15 minutter til jeg skal undervise.

Jeg på begynder min tale igen, jeg har givet min ilder sele på og holder den tilbage med al min koncentration, tvinger min krop i pause, min stemme i et langsommere, dybt leje. Begge føles som den stædige tyrs langsomhed, jeg også er og nu bevidst og uden modstand kan findes som, og i.

Hun er i mit øre,

den rigtige.

Det var godt det lykkedes; siger hun.

Hun. Fortsætter; ja, jeg kan godt se at det kunne havde været godt du havde været der, men det havde ikke ændret noget.

Det skal hun jo sige, den venlige stemme, jeg skulle havde optaget at hun indrømmede det. At hun havde lagt mærke til min anmodning om at få lov at være der ved besøget, og ignorerede den.

Anmodningen. Min, Lisser 10 år skema udfyldning. Er det den?

Nu forsvaret og legaliseret ved;

Det havde ikke ændret noget.

Jo, det i hede hule helvede havde,

for mig.

Jeg, som pårørende, der nu har brugt al min forberedelsestid. En forberedelse, nødvendig for mit velbefindende, jeg ved, at jeg ikke orker erstatte i de sene eftermiddagstimer, fordi jeg efter 3 hold er helt udmattet og min hjerne nægter at plusse 2+2. Forberedelsestiden, der skulle havde gjort det nemmere for mig dagen efter på ugens sidste hold. Holdet, det i år 16, eneste på ugen som kræver koreografier der passer til sange, a, b, og c stykker, plus ”krydderiet” og de ombyttede bogstaver i sangens sidste ½ del, nu sværere for mig uden forberedelsestiden. Sværere, at præstere det jeg synes, jeg skal for, at fastholde dem i at vælge mig til, igen.

Til kvinden der ignorerer anmodninger.

Min stemme, fnuglet let da jeg svarer;

Det er jeg glad for at du siger. Det er jeg. Virkelig, også lettet for jeg er jo fri for at koordinere hendes tider med mine, møde op, men mine bryn er et V og jeg skumlende med hvid røg ud af ørerne.

Jeg tror ikke mere på, at de søde og venlige stemmer forstår hvad begyndende demens går ud på.

Det er egentlig også ligegyldigt.

For selvom min mor ikke havde været i demensens gråzone, havde hun ikke fortalt mig noget om dette møde der havde fundet sted alligevel, eller ikke på en måde der ville give mening for mig.

Det giver mening nu.

Det, min mor sagde sidste, sidste gang vi var ude, bare gården, nu kun hendes, rundt.

Sidste gang vi igen mødte hendes ringeklokke opsættelse tilbydende nabo, læs forrige blogindlæg udgivet 20.3.2025, “nu holder du op.”  Du finder det under V, v for ”vasketøjets forsvindingsnummer” i den alfabetiske emneoversigt.

Han, ringeklokkemanden er en, som i virkelig sød, mand, med sin dådyrøjne isat veninde, i hånden, allerede der havde han mig. Deres kroppe nærmere 1 end 2, denne gang på vej til bryllup i kirken lige rundt om hjørnet.

Han; hvordan har du det A.?

Stor respekt for at spørge så direkte, selv ægtemand spørger 99 gange ud af 100 i sikkerheden hjemmefra med hende, hans svigermor ovre på den anden side af jernbaneskinnerne. Dette er ikke en bebrejdelse, nærmere misundelse, en konstatering af, at det kan jeg ikke, bare.

Sige;

hils.

Jeg har til gengæld nu et strålende eksamensbevis i, at lade hendes bemærkninger falde som;

Det er lang tid siden du har været her.

Mor, jeg var her i sidste uge, råber jeg.

Ja, det var i 2 minutter.

Det er rigtigt.

Jeg afleverede hendes blade fra postkassen i bunken ved siden af hende, kyssede hendes kind og trykkede min veninde talende i mit øre igen, på vej ned af opgangens 7 trin. I løb. Væk, ud af denne nærdøds duft. Jeg ser mig til siderne, hvilken vej rundt i solskinnet?

Jeg skyndt mig, derfor lettere fornærmet da min veninde til mit; så er jeg her igen, siger.

Det var du ikke længe om.

Afbrydelsen. Jeg mener, hun burde forstå, hun med en mor i Jylland, der sikkert er i familie med Leonora Christina Skovs, nu afdøde mor, hun beskriver forholdet til i bogen; den der lever stille. En narcissist; der massakrerer døtre og efterlader dem flygtende hjemmefra som 17-årige, for evigt blødende i den tro, at de er narcissisten, når deres mor nægter dem adgang til hendes hus, hendes liv. Døtrene, i virkeligheden utrolige, dejlige, så ødelagt at de ikke tror på søde ord, for den side af dem selv er som strimler, tynde, altid varme som lige ud af makuleringsmaskinen. Jeg burde forstå, det gør jeg, lægger den ned. Hvad skal jeg, hun med den følelse?

Følelsen af at være fornærmet, det er barnets reaktion, børnehavebarnet, der ikke sætter spørgsmålstegn og heller ikke skal til egne regler, opfundne til lejligheden. I livets spil er narcissistens spilleregel nr. 1. Spil de andre ud mod hinanden, så tvivl og især om tvivlen, kast mistro og mistillid i puljen og de godtroende opdager ikke narcissistens stille vandren over målstregen. Efter bliver de ikke konfronteret med at det var dem, der startede det hele, for tvivlen er sået og det lille kim i alle har allerede brudt den yderste skal.

Det er nok også mig der ligger noget i det…

For ikke at spille med, kræver det du ser, at du er en spiller.

Jeg ikke mere,

en håndlanger, min mors, min fars.

Ingens.

En håndlanger dannes;

Via aldrig forudsigelige reaktioner, sker prægningen i barndommens loyale diskette, som en lasers stikkende print, barnet tror, fuldstændig afhængig af forælderen, at de er den værste i verden, narcissisten offeret.

Det,

er narcissistens

mesterstykke.

Sende giften fra skorpionens brod ind i små barnehjerner, lade den lille krop selv sende giften rundt i kroppens celler til barnet ikke før langt senere, år senere voksen på nogle punkter alt for tidligt forstår noget. Så meget.

Men

Ikke sig selv.

For tvivlen om alt, til alt, til alle, men mest dem selv er giftens bivirkninger og ud i alle cellers cellekerner, dissekeret til så små enheder, at de aldrig vil kunne ses med det berømte blottede øje, er det svært at sætte spørgsmålet?

Hvis jeg ikke er narcissisten, de er, hvad er jeg så, hvem er jeg?

Hvem er jeg uden dem?

Tør jeg skære den, hvad der føles som en siamesisk tvilling af?

Vil Jeg forbløde?

Hvis jeg vender min barndom på hovedet, hvad skal jeg så også vende på hovedet?

Er det hele mit liv?

At turde træde ind i barndommens hurlumhejhus med de skævt vrængede spejle giver hedeture med; mellem bryster, drivende sved som å løb, armhuler som lugtende zoologiske løvehuler og en svimmelhed vores lille fugl i 80`erne, Pipsen, måtte havde følt, da jeg gav den en karusseltur på honninglåget med træsleven.

Den trådte ind på det igen og igen. Som jeg.

Til vi kom til at lukke køkkenvinduet op, med den

ude.

Jeg er nu

Ude.

Inden jeg går efter at havde lagt bladene på stuebordet, min mor endnu ikke rakt efter dem, prøver hun at

holde på mig, med interesse for hvad jeg laver.

Min mor; skulle I ikke ud at rejse i ferien? Ferien der for længst er gået, med hende i den, som stickers mærker over det hele.

Jeg lader “den” falde, som stille sne i rummet. Ryster på hovedet. Forlader scenen.

Som sidste gang spiller jeg ikke med.

Sidste besøg hvor jeg smiler og river plastikken af bladene, går ud i skraldespanden med det, for ellers ligger emballagen der stadig næste gang, næste besøg. Jeg lukker lågen til skraldespanden, jeg har lidt lyst til, at skrubbe, men tager i stedet en runde i lejligheden, ser dens råb på maling, især stuen bærer den skidengule farves bevis på inhalering med gabende fiskemund.

Sidste besøg hvor jeg bare satte mig bedre til rette i hendes sofa, en sofa jeg kun få gange har siddet i, min mor ditto, trods dens over 30 års centrale placering i stuen. En sofa jeg var med til at vælge, nu med råhvidt tæppe på over blomsterne i pasteller, der var grunden til den blev valgt. Hun er ikke råhvid. Selv hendes hud springer den farve over, engang gylden, nu asken på cigaretterne hun ikke mere ryger.

Sofaen, en dokumentarist, vidnet til hendes dage i januar 2024, fanget i blodproppens efterveer.

Jeg læner mig tøvede frem, for hun sidder med siden, næsten ryggen til optaget af fjernsynets daglige næring til at få dage til at gå. Jeg trækker ilt ind, som ude på asfalten i alt for lidt tøj en vinteraften i slut 90`erne, hvor festen indenfor stadig er i gang og hvor røgen som en culotte kan skæres i tynde skiver. Jeg siger blidt men fast;

Mor, nu går der 14 dage til vi ses igen, jeg skal til Malmø i 2 dage.

Ja, jeg kommer jo ingen steder. Den dryppende klagesangs violiner, skingre som den alt for høje lyd på fjernsynet med sit, “kender du typen?” som lydkulisse.

I min indre monolog, hvor jeg har alle replikkerne prøver jeg og overbevise mig selv om, at jeg kan være sådan en, der laver ½ cirkler til min ende i sofahynderne. Hynderne, der under læs “samarbejde” viste sig at være behjælpelige som knæstøtter når, på ble mås, landet babyhval, skal op og då.

Siddende indtil “vi” får dommen.

Er hun egnet til ældrebolig eller ej?

Hun glipper med øjnene under de nedsunkne hudlapper da jeg råber;

Jeg tager dig ikke ud mere før du bor et andet sted.

Hun; tager du mig ikke ud hvis jeg bor et andet sted?

Mor, skru helt ned for fjernsynet, så kan vi gætte uden informationer fra Anne Glad.

Jeg fortsætter; mor jeg vil ikke tage ansvar for at tage dig ud mere, du får (hvad der ligner) et sammenbrud hver gang du skal op ad trapperne, det giver mig ondt i maven.

Vipperne kæmper med hudlapperne igen.

Stilhed

Det kan jeg godt forstå.

Kan hun?

Virkelig?

Nej, det hun forstår er, at det er det rigtige at sige i den pågældende situation.

For havde hun forstået hvad al den klynken gør ved mig, havde hun ikke klynket, så meget, som var det en skide konkurrence, hun ville, ville vinde.

Og vil.

Har.

Men præmien er udgået.

At fortælle om noget man går igennem er ikke det samme som, at klynke.

Klynke er, at få andre til at gøre hvad de vil have fastspændt i skylden og skammens selvskabte univers. Selvskabte af klynkerens måde at se verden på og overdragelsen af den til deres barn, da de ikke vil, kan have og være i den selv. Tage ejerskab for følelserne.

Som barn af en umoden forælder bliver barnet en holdeplads, en skraldespand for deres umodne forældres følelser. Følelser den umodne forælder er panisk angst for at se, som deres egne.

Med ingen støtte i navigeringen af følelser, følt og samtidig ofte i situationer der er overvældende og kæntret i ansvarets rollesætning bliver du igennem barndoms- og teenageårene en moden frugt.

Moden til at du som voksen fortsætter, uden at vide du har taget over og nu pisker du dig selv på spillepladens oval.

Den umodne forælder skal bare betone ordene…

Hun er nem.

Min mor.

Er jeg der ½ time, 3 kvarter er det nok for hende, det passer med, at der kan jeg heller ikke holde min ilder stille længere.

Vores knus er tæt, holdt længe, som efter, jeg lige ankommet stadig med frakken på, vækkede hende med smådrillende fingerstrøg ned over hendes kind og arm.

På min vej ud, læner hun sig frem i stolen.

Nåh, var det ikke dejligt med den lille pause?

Dejligt ville havde været at læse “Ringenes herre” færdig, som min søn afventer min kommentar om, siddet i min sofa og lavet min ½ cirkel dybere, der.

Jo mor, det var det. Jeg låser mig ud.

Jeg skælder ikke ud, taler hende ikke ned, det hun mener ned, retter ikke på hvad hun siger, går ikke ind i noget af værdi for mig, tillægger hun det noget, vender jeg skraldespanden på hovedet, hun er strandet på sin, tilbage overdragne fra mig, holdeplads.

Jeg kan gå min vej.

Og gør det.

Skælder jeg ud, ville det ikke hjælpe min mor

Det ville gøre mig

til min mor.

Hun ville skælde ud, sprænge alle broer i luften.

Men jeg er mig, mit nye jeg.

Den voksne

Der ser.

Ser hvad der nytter og hvad der helt sikkert intet giver,

Tænkende hvad der så vil.

Knus

Den, der endelig har lagt forståelsens sidste brik i spillet, tilbage, i posen.

Er du en spiller?

Pladen?

Ja nu provokerer jeg.

Du kan vælge et andet spil, et hvor alle griner, driller kærligt, er sammen om noget, ikke alene mod andre, spillende et spil i spillet, med regler lavet om, når de andre begynder at forstå.

Et spil med

ens

regler

for

alle.

Altid.

Følg den stiplede linje til vasketøjsposen.

1 afsnit.

Jeg sidder på stolen foran computeren igen, stakåndet som har jeg løbet. Langt.

En kolibri har indtaget pladsen hvor mit hjerte plejer at være. Den flasker rundt og da jeg løfter blusen efter, at havde mærket på huden gennem stoffet, kan jeg se den, dens forsøg på at komme ud.

Tidligere, samme dag.

Lænet ind over spisebordets bordplade retter jeg et kommende blogindlæg, klokken er 8:23, jeg er lige kommet i zonen, det er en søndag, søndag den 26 januar. Det er mine lyde og katten Olaufs, som fylder huset. Kun lørdag, samme tidspunkt overgår det, for der ved jeg hele weekenden venter.

En ringen skær sin vej fra bordpladen i køkkenet ud i alle rum, igennem åbne, som de 2 lukkede døre, hvor ægtemand og søn sovende holder weekend.

En kolibri letter. Med stolebenene hvinende mod gulvet, rejser jeg mig, lyden, ægtemand påtaler hvis vores søn gør det samme. Eller gjorde, nu er han holdt op. Ægtemand.

Jeg løber de sidste skridt, men ved allerede det er hende, min mor, inden jeg ser det, på den lille skærm.

Jeg havde villet kunne høre, når min gå veninde kunne komme til røret i går og havde lyd været slået til. Da hendes stemme fyldte mit øre, glemte jeg og slå det fra igen.

Gå veninde, med stemmen tyk af fortvivlelse;

Jamen, hvad sker der, når det er min tur, min søster bor godt nok i Jylland som mine forældre, men timer væk, som jeg endnu flere, bosiddende i Måløv. Jeg, vi kan jo ikke bare lige komme forbi med 2 gange aftensmad?

De klarer det selv, hjemmeplejen; forsikrer jeg hende så bestemt og tryghedsgivende jeg kan.

Jeg fortsætter;

Men tager dem ikke hverken til hudlæge, tand ditto eller hen for at blive klippet. Og en tur ud i solskinnet?

Glem det.

Selv om min mor har penge til en personlig assistent til en 2 timers ansættelse pr. uge, skulle jeg være den overordnede arrangør og min mor gider ikke være sammen med mennesker, til nød mig.

Faktisk ville man godt kunne sætte en fuldtids stilling sammen, minimum en deltidsstilling baseret på en samling af personlig assistent behov for nogle “forælder,” det ville lette de indeklemte “børn” som jeg. Jeg mener, at hvis man kan finde ud af, at være hundelufter for 10 hunde om ugen kan det andet vel også lade sig gøre. Til sammenligning har jeg 16 hold mennesker, jeg skal forholde mig til ugentligt og så tæller jeg ikke fritiden med, så måske kender du nogle, der også kan lide sammensatte jobs?

Nej, jeg ryster på hovedet, det bliver så ikke mig, jeg er til mennesker, som vælger livet til.

Det er ikke fair hvis jeg skal sige et hold op, for på den måde og få lidt mere fred, fred til, at tage mig af hende, min mor. Jeg tror alligevel ikke, at hun vil underskrive min kontrakt som hendes personlige assistent. Hun får jo hjælpen “gratis.”

Til/fra.

Jeg har 99% af tiden lyden på mobilen slået fra, for min krops skift mellem bevidst og ubevidst venten på og forestilling om, at noget skal ske, noget med min mor som omdrejningspunkt, fylder min krop med en uro. En uro jeg, ind til nu, ikke har kunnet dæmpe via tyngdedynens 7 kilo. Med min mors mudder hjerne, der ingen tidsfornemmelse mere rummer, er det simpelthen en tvingende nødvendighed, at jeg ved, jeg kun bliver forstyrret på mit arbejde, når jeg ser på mobilen i mine pauser. Hver gang jeg har ladet lyd været slået til har opkaldet slukket min musik, hvis tændt ud i højtalerne og en minimal pauses hak har tvunget sig ind i min undervisning.

For selv om jeg bare underviser videre, så svirrer vingerne afventende de næste 5 minutter på, at min hjerne kommer fri af sidesporets kommentarspor.

Jeg er som en forsinket eftersynkronisering, inden i.

Var det angående hende, min mor?

Hvad er jeg nu forventet at tage stilling til?

Var det dem der…?

Jeg må ringe op, det bliver…

Tilbage, til søndag morgen, januar den 26, år, det nye 2025.

Jeg løfter forsigtigt mobilen fra bordpladen i sit nye, glatte cover og forskyder cirklen fra fred til kaos og åbner samtalen op.

Hej mor

De har ikke hentet mit vasketøj. Du skal …

Mor, jeg har lige snakket med vaskeriet, Textila din vasketøjsudbyder.

Jeg kunne have sagt “snakket med så mange gange i løbet af de sidste par uger, at jeg snart burde invitere dem hjem til middag.” Jeg fortsætter;

De sagde at de kunne se, at chaufføren har afleveret det rene tøj og hentet det beskidte flere gange. Der har ikke været nogle problemer. Du kan bare ikke huske det.

Nu skal du holde op, det er mig der bor her. Hun nu den onde heks fra Prop og Berta, jeg er den eneste der får at se.

Kolibrien plirer med de små øjne, efter slaget mod tremmerne, næsten landet ned i sandet, med forvirrede koordinater.

I en holdt vejrtrækning siger jeg roligt;

Jeg skal nok ringe i morgen, mor. Det er søndag. Der er ingen træthed i min stemme, kun tålmodighed.

Undskyld, undskyld. Tonen i hendes stemme lyder oprigtig.

Hendes stemmes tone så let fra truende over spydstikkende angreb, til tilbagetrækninger ind i en fornuft, hun i denne konkrete situation, ved hun skal udvise, hvis hun skal få mig til og yde hende den hjælp, hun mener, hun er i sin gode ret til og derfor forventer at få.

Mor, jeg ringer til Textila i morgen. Gentager jeg højt, ligeså meget for at binde en rød mindesløjfe i min hjerne, som at være sikker på, at hun har hørt hvad jeg sagde.

Med min rolige attitude, får jeg hende ned og lande i fornuftens, hos hende snævre landingsplads, i min stemmes leje er et løfte om jeg har, hører hende, tjekker op. Tjekker op i min dyrebare mellem timer. Eftermiddagene i det nye år nu uden meditationerne, jeg startede i det gamle år, fordi det så bare er endnu en ting, jeg skal. Huske.

Det er en fejl, en stor fejl, at give hendes mudderhjerne skylden. Efter skiftet til det nye vasketøjs firma Textila pr. 1 december 2024 kan min mor ikke forstå, at det nu kun er hver 14 dag det bliver hentet og afleveret. Jeg har ringet med Textila, sød kvinde, givet dem fuldmagt til og hente det beskidte, sætte det rene vasketøj i stedet i samme udseende pose, udenfor min mors dør i opgangen. Informeret hjemmeplejen og Vitaosa, det private pleje firma som nu deles om min mor, om dag og klokke slet, så de kan sætte det ud og tage det ind i hendes lejlighed, når de besøger hende igen. Heldigvis kunne jeg “underskrive” fuldmagten på mail uden, at blande min mor ind i det. For det ville betyde uger.

Uger på, at vente på den lå i postkassen, dernæst underskrivelse af min mor, så skulle jeg sende den tilbage, vente uger igen og hvad så i mens med vasketøjet?

(Vitaosa, kort for; “vi tager os af,” opfundet til disse blogindlæg, det rigtige navn kendes af reaktionen;)

Min mor hører ingens banken og hvis chaufføren fra Textila ikke kan få hende til døren, har han kun en mulighed tilbage.

Ringe hende op.

Sover hun i stolen ved siden af telefonen, vil han køre igen. Det er proceduren.

Min mor har brokket sig i 5 uger, siger; de har stjålet mit tøj, overbevist om at hun mangler en aflevering for 10 uger siden.

Jeg har på grund af hendes drama tendans, (a`et er ikke en tastefejl,) ikke reageret for, indrømmet jeg har heller ikke orket, at bøje mig ned og studere sammenligning af datoer fra pose til pose, uge til uge, der har stået i hendes lille gang.

Om der stod det samme!

Jeg regnede med, at hun overdrev, hele hendes og min historie drypper af hendes overdrivelser, nu for det meste gennemskuelige, men noget i mig, når stadig og reagere, inden min nye fornuft sætter ind.

Jeg har tænkt;

De kommer tirsdage, jamen så var der i hvert fald en aflevering og afhentning der ikke blev til noget, for juleaften og nytårsaften i året gået, 2024, var jo netop tirsdage, hendes “vaskedage.”

Men jeg ved det faktisk ikke, om de, Textila kører ud de dage, jeg har bare regnet med det. Jeg har ikke spurgt direkte hvilken dag i december. Har jeg fået oplysningen da jeg ringede til dem, kan jeg ikke huske hvad de svarede. Min hjerne er en si, hvor indholdet der er der i forvejen, jeg desperat gerne vil kunne huske og skal bruge, synes at blive presset igennem trådnettet ved hver ny information. Nedenunder et puslespil, skåret til så små bitte stykker, at jeg selv med læsebrillerne trykket godt op på næseryggen, må knibe øjnene sammen for, at samle det igen. Jeg nu endnu mere frustreret, for brikkerne er helt ens i form og skide blå himmel, det hele. Jeg samler dem, brikkerne, det jeg mener skal prioriteres i i løsrevne, skrevne; husk nu, ring den, det tidsrum. Jeg er blevet bedre, meget men der er stadig nogle, for eksempel plejefirmaet Vitaosas leder M. jeg ikke kan lide, at ringe op. Hun er altid venlig, men jeg føler hendes stress, som en ubehagelig spejling af min egen igennem linjen og den har jeg ikke lyst til, at forholde mig rigtigt til. Endnu.

Sådan, der står det.

Egentlig er jeg en fan af hende, M. hendes intensitet, måden hun takler min mor på, omsorgen. Det sjove i, at min mors racisme er blevet nødt til at lægge sig ned, for næsten alle fra M`s pleje firma har været, spændende. I alle farver træder de ind over min mors dørtærskel, som en reklame for tøjfirmaet “united colors of benetton,” ansigter; med ekstra vipper, tegnede øjenbryn, læber og kohl om smukke øjne, nogle gange, omfavnet af et tørklæde. De er unge men de ser, er professionelle og tager min mor som hun skal tages.

Med et stort, krus salt, med top.

Fordi jeg er for tålmodig og sød (dette er også en taktik, men…) indser jeg først nu, at jeg skal være langt mere dybtgående udspørgende, en forhørsleder, lige meget hvem i røret. Eventuelt tage notater eller optage samtalerne for og støtte min udmattede hjernes konstante overarbejde i, bl.a., at finde ud af; hvem fylder tøjet i posen, satte tøjet ud, hvem lægger det på plads; min mor, kommunens hjemmepleje, Vitaosa plejefirma?

Min mor; det gør jeg da selv, ingen har nogensinde hjulpet mig.

Vitaosas M.; vi plejede at gøre det med hende, da vi havde opgaven. Efter “sagen” er begyndt må de ikke tage sig af den personlige pleje.

Jamen, det hører da ikke til personlig pleje, gør det?

Personlig pleje, som kommunen nu tager sig af.

Alle svar, der kan forklare lagenet, min mor mener Textila ikke har afleveret…

Måske det lagen, jeg fandt lørdagen efter, den 1 februar i hendes nylonstrømpe skuffe. Jeg viser min mor det, men hun er i zonen. Bøjet som et søm ind over Familie Journalen, jeg lige har hentet med op fra postkassen, inden jeg låste mig ind med hendes akut indkøb. Jeg viser hende det kun, bebrejder ikke, for jeg ved at hun ikke sætter det sammen med at;

A) er det hende der har lagt på plads, har det bare skulle væk, hun har ikke kunnet huske, at lige bag hende skulle hun skyde døren til siden i skænken og hendes sengetøj ville lægge der med håndklæderne.

Ikke sammen med at;

B) fordi, jeg finder, alt blandet; trøjer med nattøj, nattøj med sommer T-shirts og langærmede både til sommer og vinter, leggings i alle skuffer så kan hun ikke finde det, hun mener, mangler.

Min erfaring som datter af hende er; at konfronterer jeg hende med hendes “måder” skal jeg lynhurtigt op med mit mikroskopiske skjold, for hendes skorpionhales stik fra brodden er rammende, i dybden med det samme. Hun er også god til at hvæse, men det er først bagefter mens hun sænker halen og går baglæns væk.

Jeg kan helt ærligt ikke sige, om jeg synes der mangler noget i hendes kommodeskuffer, jeg ved jo heller ikke hvor meget der gurgler rundt hos Textila.

Det kan være, at hjemmeplejen bare har lagt det “på plads.” Sikkert. De ved jo ikke, at jeg igennem nogle år har studeret Marie Kondo metoden, og derfor har lagt alt tøjet på en særlig måde. I stedet for at lægge tøj i deres sammenfoldede tilstand oven på hinanden, stiller du det ”op.” Du kan nu se alt hvad du har i klædeskabet. Min mor kan sikkert heller ikke huske, at da vi sammen gik hendes tøj igennem i sommeren 2024 havde hun kun 1/3 del tilbage da vi var færdige.

Jeg præsenterede det for hende, men vidste samtidig, at den dejlige fornemmelse jeg havde ved og se i skufferne nu, ikke fandtes i hende. Jeg havde lige “rodet ” ved et gammelt system, og du og jeg ved, hvor længe det tager, at vænne sig til nyt, lige meget om det er selvvalgt eller ej.

Når jeg engang i mellem skifter adgangskode til Hanne, min gamle computer og stadig hende jeg bruger mest, hendes taster så velkendte og trygge, så på begynder mine fingre stadig automatisk mange gange både koden før denne og koden før den, inden jeg husker, hov. Slet, slet, slet …

Min mor indrømmer ikke, aldrig, næsten, at hun tager fejl, hun pynter, nu pyntede med verbale klistermærker som afledning i form af hjerter, både røde og sorte og blomster, tidsler som påskeliljer. Bogstaveligt klippede hun det ud af gamle blade og hendes fødselsdagskort lå tykke i konvolutterne til mig. Noget hun påbegyndte længe efter, at jeg var holdt op med og interessere mig for, at lave kollager som teenager. Hun så stolt over disse kort med noget, der kunne ligne et lille rim i. Stolt, stolt fordi hun havde overbevidst sig selv om, at hun havde fundet på et nyt.

Alle år var de det samme, nogle år var 1 ord eller 2 skiftet ud.

Jeg kyssede den 5-årige kind og sagde;

Næh, ih… og åh…

Hun smilede tilfreds.

Ægtemand med øjenbryn i V og høj stemmeføring, når jeg indfører ham i sagsgangene;

Ved de forskellige parter, hvem der gør hvad, regner de med, at ting bare sker?

Jeg gør.

Har gjort.

Regnet med et minimum af kommunikationen mellem hjemmeplejen og det private plejefirma Vitaosa.

De er en form for konkurrenter, hvilket igennem de sidste måneder er blevet tydeligere i deres stemmers toner, når de omtaler hinandens arbejde. Jeg fornemmer små fælder i deres spørgsmål, som håber de at de i mine ord kan finde ammunition til ”sagen.”

Er det mig eller?

Det var udelukkende Vitaosa plejefirma der tog sig af min mor fra foråret 24 til november 24. Jeg følte, der var styr på det. Min mor beklagede sig ikke. Særlig meget. Da Vitaosa blev involveret i ”sagen” i efteråret, tog med øjebliks varsel, kommunens hjemmepleje over alt vedrørende personlig pleje, til et sted i foråret 25. Sikkert en kæmpe opgave, hvert plejekrævende individ sit sindelag, rytmer og behov. Jeg opdagede det, “skiftet,” ved en tilfældighed!

Jeg tror ikke det var meningen, at jeg skulle opdage det, men øh… hvad med min mor.

Ringede til visitationen.

Jeg skældte ikke ud, for stemmen i mit øre er aldrig hende, der har truffet beslutningen, i hvert fald ikke alene, men hun “skrev” et notat om, at A`s datter ønsker;

Gennemsigtighed.

Tak.

Nu med kommunen indblandet er jeg igen fumlende. Min mor ringer, ringer hele tiden, til mig, morgen, middag, aften, lørdag, søndag, i min ferie; vred, u/tålmodig, frustreret, glad. Opkaldene tilsammen i dette blodproppens år, som hele resten af mit liv tilsammen.

Vrede har hun ellers ikke vist så meget af i det sidste år, jeg var nærmest begyndt at føle mig tryg i hendes selskab. Min mave har dog slet ikke nået til det niveau af tillid endnu. Det var, som var hun brændt ud, men bålet er nu tændt igen. Mistro, vrede, den forsmåede, for udrettede, den uden skyld, en bålafbrænding, der altid har holdt hende i live, men vil det også denne gang?

Det er tid for det hårde ridt, overbygningen i visitationsuddannelsen i 2025, jeg håber så meget ikke, der er en bachelor.

Følg den stiplede linje til vasketøjsposen.

Hjemmeplejen siger tøjet vil blive hentet mellem 7-8 om morgenen. Textila siger mellem 9 og 12.

Hvad skal jeg tro, jeg er forvirret på et højere plan?

JEG LOVER DET, MOR.

Mandag den 27 januar.

Min mor vil ikke udlevere sit vasketøj til Vitaosa plejefirmas medarbejder, som skal sætte det ud, og jeg bliver skrevet til og ringet op af dem på mit arbejde, om jeg kan snakke med min mor om det. Jeg forstår dem så godt, forstår hende, min mor, men.

Jeg er som forælderen til det udadreagerende barn, forventet at involvere mig i nogen andres;

Så sagde hun…

Nej hun sagde…

Nej hun sagde…

Og jeg har slet ikke været der, hørt ordene sagt, studeret kropssproget.

Ringer til min mor i mellem timerne.

Efter at havde lovet, LOVET min mor at der dagen efter, tirsdag, ville stå nu det rene tøjs pose i stedet for den hun holdt fast på mandag formiddag, giver hun efter og jeg siger til Vitaosa`s “opringer,” at de kan tage fordi nu eller senere i dag. Min mor vil aflevere det.

Jeg overvejede 1 minut og gøre det selv, men ved, at “forkæler” jeg min mor, Vitaosa, hjemmeplejen med sådanne tjenester for meget, forventer de mere. Vi, ægtemand og jeg har ryddet op, gjort rent, kørt hende, handlet mange gange, er akutten. Sidstnævnte når Vitaosa eller hjemmeplejen har “glemt” og skrive på bestillingssedlen, når de tager noget ud af fryseren. Min mor tror, at det er os, ægtemand og jeg, der står for det. Hun, “glemt,” alle de gange Vitaosa må havde siddet med hende og bestilt varer.

Jeg ved godt, at jeg for måneder siden har sagt til M. fra Vitaosa, at de lige skal lette fryseren for noget af indholdet, inden de bestilte nyt. Alle skufferne var fyldte, da ægtemand og jeg tjekkede og gennemgik indholdet, smed ud og tog noget med hun ikke ville få spist.

Tøjet

Forhåbentlig har min mor afleveret tøjposen uden, at svine den uskyldige unge kvinde til. For det har hun helt sikkert gjort første gang.

Jeg har lyst til at skrive til M. fra Vitaosa. Skrive hun skal tage samtaler med sine unge medarbejdere efter besøg hos min mor, hvis hun ikke har været samarbejdsvillig. Jeg, en skorpions stukket overlever, ved at giften gør en blå og gul og alle følelsesstrengene, hvis særlig sensitiv, bliver spillet som et skide symfoniorkester i øvelseslokalet.

Min mor ingen empati indeholdende kan kun så meget forstå konsekvenserne for det udskældte menneske. Forholde sig til det, undskylde, ikke hendes ting. Hendes spidskompetence er; at bebrejde, anklage, oftest de uskyldige, dem der udfører, ikke dem der har givet ordren, dem sætter hun ikke spørgsmål ved. Engang politisk aktiv ved hun det ikke nytter.

Det ville være som, at sætte spørgsmål til hele hendes livs tab af kontakt til verden, til mennesker i den.

I ugerne gået siden nytår 2024 har jeg glemt, at min mor altid er gået meget op i tid, ting, der er hendes. Som barnet, der ikke vil lade andre lege med deres ting på værelset og altid tager hvad du siger bogstaveligt som i a, b, c til å. Mistroisk over for alt og alle, altid. Og da det ligger som en så fuldautomatisk tanke og reaktion hos min mor, kan det jo være, at blodprop faldet, inklusiv den begyndende demens i årene inden, ikke har rykket meget ved det.

Men

Måske har hun ret.

Lader nu tanken lande, tænker;

De har ikke afleveret.

Dem.

Vasketøjsposerne.

Den søde, de søde kvinder jeg har snakket med hos Textila siger, de kan se at chaufføren (chaufføren hm…,) har bekræftet afhentningen af vasketøjet hos min mor, afleveringen af det nye. Men jeg spurgte ikke hvor mange gange.

Måske han har afleveret min mors vasketøjspose i en busk, eller til en anden, måske hans mor. Hun, går nu rundt i det. Han stod med vatskægget på kinderne den 24 december i det forladte år 2024 og trak det op til hende, op af “julemandssækken.” Hun er så glad for det hele, det er lige hendes størrelse.

Størrelse dejlig mumitrold.

Fra hårløs isse mellem ørerne til den hvide, svingende hale.

Ikke

Ikke påsat lille Mys runde hoved med øjenbrynenes lodrette streger, øjne der ser til siden, stikkende eller vidtåbne, næsen bred over en sur smiley og håret lige op, som hendes temperament uden advarsel kan finde.

Som min

mumitrold.

Textila adspurgt, endnu en opringning, denne gang spørger jeg, hun svarer mod mit øre;

Søndag den 29 december, tirsdagene den 14 og 28 januar. Jeg lægger på og skriver det ned.

Pis, jeg glemte og spørge hvad klokke slet.

Fordi tøjet skulle hentes tidligt eller mellem morgenstund og formiddag, alt efter hvem man spørger, har hjemmeplejen eller Vitaosa måtte sætte tøjet ud allerede dagen før. Så altså masser af tid til, at en trappe løber tyv kan udføre sit arbejde.

Tirsdag eftermiddag, den 28 januar, jeg tager en dyb indånding og ringer min mor op.

Jeg stod op klokken 7, men der har ikke været nogen. Hendes stemmes tone, broddens gift, ætser forbindelsen mellem telefonnumrene.

Jeg ved ikke om min mor tænker, at hun har stået ude i gangen, i timen gået mellem 7 og 8, tungt støttende sig til rollatoren, for og lytte foran hendes dør, der lydmæssigt er et uigennemtrængelig Ford Knox og intet “øje” isat. Jeg ved, at hvis hun har sat sig ind i sin stol klokken 8 (sikkert 7:07 efter kun få minutters lytten) og “set” sig igennem dr`s dagsprogram med lydstyrke; “hold jeg væk, alle sammen, hele skide verden” mellem ende nedsættelse og 12, har alle haft mulighed for, at gøre deres arbejde ubemærket.

Det passer dog dårligt med, at alle, når de kommer ind i stuen, efter selv og havde lukket sig ind, altid glad og frisk siger; hej A, jeg… også går de og laver det de skal.

Ordet siger, siger alt,

siger intet, min mor kan ikke hører et ord af, hvad jeg siger, hvis jeg står mere end en meter fra hende med hendes fulde opmærksomhed og fjernsynet endeligt slukket, og jeg i min verden snakker højt. I Goldielocks, min datters;

Mor, du råber, hun tager sig til ørerne, når jeg fremadlænet ved siden af hende, en søndag eftermiddag vil have hendes farmor hører alt jeg siger, fordi jeg vil inddrage hende, en af de mest nødvendige kvinder i mit liv i samtalen, på besøg i deres hyggelige hjem. Min svigermor, døv på det ene øre grundet en blodprop for mange år siden, ikke glad for opmærksomheden hun får, når vi spørger, hvor hun vil sidde ved bordet, så lyden når hende bedst muligt. Et høreapparat påsat skrue i hendes kranie ved det ene øre gør det ikke ud for hørelse som en høg og mange, (engang mig,) ikke kun børnene; mumler, snakker med hovedet vendt væk eller en hånd op for munden uden og lægge mærke til det.

Jeg burde holde kurser i;

Hvordan du tager hensyn til slidte ører.

Goldielocks, ansat fuldtid i en vuggestue, ved alt om råberi.

Følg den stiplede linje…

Hjemmeplejen kunne i bedste mening havde taget posen og lagt tøjet på plads og gået igen, måske endda sagt det fra stuens døråbning, 5 meter væk;

A jeg har … hej, hej.

Problemet med det er, at det ikke står noget sted, så hverken jeg, da jeg ringer dem, hjemmeplejen op, eller Vitaosa plejefirma kan få og vide om det er sket, da det ikke er blevet noteret.

Så for min mor siddende inde bag, på det tidspunkt, juletræets udtrukne plastik arme på hængt guld og sølv farvet Georg J. s eksponering af jul, er det aldrig sket. Hun har ikke, ikke fået sit vasketøj tilbage. Rent, uvasket lige meget. P, u, n, k, t, u, m.

Slet ikke posen for 10 uger siden, hun hele tiden snakker om.

10 uger!

Da var det ikke engang Textila, der stod for det!

Gad vide om det andet vaskefirma faktisk har min mors pose stående i et forladt hjørne, eller for længst har smidt den i småt brændbart?

Vidnet

Måske jeg i min vinterferie, i uge 7, ulige uge og altså vasketøjs “dag” hurra, skal bede Textila om, at chaufføren lige ringer mig op, når han kører mod min mor. Så kan jeg, med min mor ved siden af mig, filme det og have et bevis at vise hende, når hun 3 dage efter siger, at det ikke er sket.

Skal vi vædde med, at hun stadigvæk vil skifte vasketøjsfirma?

Da jeg gik hjem fra hende lørdag, 1 februar var det med murrende mave på grund af alt det der ikke er afsluttet.

Skulle jeg, i stedet for afværget “skiftet” til anden udbyder, mumlende på 3 meters afstand af hende, jeg jo viste hun ikke kunne høre, havde råbt; at det ville jeg ordne?

Ville hun havde opdaget, at poserne stadig bar etiketten Textila?

M fra Vitaosa plejefirma siger, at da de havde opgaven, til efteråret et sted, lagde de tøjet på plads sammen med min mor, hun så det altså ske. I sommers brokkede hun sig over det, at hun skulle, lægge det på plads selv, til ex-formanden i hendes bebyggelses bestyrelse vi mødte på en tur rundt i hendes gård, da vi stadig gjorde det.

M fra Vitaosa plejefirma;

Så kommer hun også på “benene.”

Hjemmeplejen har aldrig snakket om min mors ben …

Nu har ingen af dem tid visiteret.

Jeg er så ked af, at det eneste min mor kommer ud, er, når hun skal undersøges. Da alting er hvert ½ år orker jeg her i vinteren ikke andet med hende.

Min mor har ikke brokket sig over vaskeposetyveri indtil før skiftet til Textila i december.

Jeg tror ikke på, at hvis hjemmeplejen har gjort det mens min mor var en royalist, nærlæsende Billedbladet (i zonen,) at hun så senere ser i sine skuffer i soveværelset og konkludere, at nåh; der ligger det jo. Nej, jeg tror hun har taget tøjet på fra dagen før, fra dagen før fra dagen … eller måske endda det beskidte tøj fra vasketøjskurven. Jeg har set pletterne på tøjet men er ikke alarmeret, hun går ofte i bad og lugter som hun skal. Jeg ved min mor spiser, som Goldielocks da hun var mindre, tilbagelænet, ikke ind over tallerkenen og intet forklæde iført, som jeg. Hjemmeplejen sørger ikke for, at min mor regelmæssigt får skiftet tøj, som Vitaosa plejefirma gjorde, selvom jeg har sagt min mor er ret dement. Jeg ved godt det sikkert viser sig forskelligt fra menneske ramt til menneske ramt, men alligevel.

Besøget 1 februar, lørdag.

En ble, sammenrullet på hendes lille natbord, fanger mit blik. De 2 gange lige indkøbt, færdig lavet aftensmad er sat i køleskabet. Jeg har lige ryddet op i hendes kommode, sat mærkater på skufferne; nattøj, langærmede … Hvis min mor spørger, det gør hun ikke, så vil jeg sige det er til Vitaosa plejefirma, så de kan vide hvor tøjet skal ligge, men det tror hun jo ikke på…

I virkeligheden er det for, at hun måske læser det, så lagenet ikke havner hos nylonerne igen.

Jeg har sat mine papirlapper fast med klisterbånd, vidste ikke om hun havde noget elefantsnot og orkede ikke hendes medvirken hvis jeg indledte en undersøgelse. Hvis der var noget, ville det også i sin aldring smuldre som kridt i tavleranden.

Måske hun har taget dem af næste gang jeg kommer, jeg tror det ikke, hun orker ikke modsætte sig mærkerne. Hun tænker ikke mere, at det med klisterbånd gør man ikke, det selv om, at 2 skuffer er i stykker og hvis vi købte en ny kommode, ville den gamle havne i containeren.

Den lugter af tis.

Bleen.

Jeg smider den ud.

Det ville aldrig være sket hvis Vitaosa havde hende fuldtid. De ville vide, at min mor kunne finde på at lægge den, bleen, alle steder. Jeg ved det, jeg fandt dem inden plejeopgaverne faldt på plads i månederne efter min mors blodprop i januar 2024.

Opgaverne, der omhandler min mor, er som Goldielocks knudrede halskæde, jeg brugte ½ time lige ankommet sidste gang i Malmø på at rede ud, hvor de forskellige involverede parter er forventet, forventer at nogle gør noget, andre andet inden for samme område. I stedet for, som før hjemmeplejen tog den personlige pleje på sig, over/underlapper de hinanden, tror nogle har gjort noget, andre gange, gjort mere. Begge parter blandet ind i alt.

Ingen noterer når de tager den, det sidste.

Hvilket ville være en naturlig ting og tjekke hjemme hos sig selv og forhindre, at min mor pipper; jeg har ikke noget aftensmad.

Måske tager hjemmeplejen aftensmad ud af fryseren på et andet tidspunkt end Vitaosa gjorde og så tror min mor der slet ikke er noget. Jeg på det tidspunkt slet ikke tænkende, at de, ingen af dem, ikke har tænkt videre, siger;

Mor har du været ude og se efter i fryseren?

Et spørgsmål jeg ikke helt ved hvorfor jeg stiller, fordi jeg ikke vil tro på svaret hvis det er ja, og hun siger, der ikke er noget, igen?

Min erfaring.

Min mor en lystløgner, når hun ikke bryder sig om afsløringens fald i hendes mangel på at gide tjekke ting af. Som børnene, teenagere, fik mig ud at finde beholdere “forsvundet” i køleskabet, fordi de ikke tænkte i og flytte noget først, inden de fik mig eller ægtemand afbrudt i noget andet, som fandt det i løbet af de berømte 0,5.

Min mor; der er ikke noget.

Jeg skriver til Vitaosa om de, når de tager forbi min mor næste gang, lige vil tjekke op på min mors middagsrationer i fryseren.

Samme dag M. fra Vitaosa, din mor havde ikke noget, jeg har bestilt men det kommer først på mandag, kunne du?

Min mor talte virkelig sandt.

Jeg bliver ringet op, dagen efter, 1 minut i undervisning, torsdag i Måløvhallen. Jeg holder øje med det store ur på endevæggen og trækker mig derefter ind i rummet, hvor redskaberne fra de forskellige foreninger er låst inde.

Jeg har allerede sagt, jeg ville gøre det, dagen før, at M bare skulle ringe og sige hvad min mor akut manglede.

Har hun rugbrød, pålæg?

Ja, vi giver hende bare en bolle, så hvis du …

Jeg køber ind lørdag, til lørdag og søndag, hvad kan hun bedst lide?

Det meste, bare… svagt i baggrunden, en ung suffløse;

Bare ikke boller i karry, sikkert alt for salt, hun har noget med salt, altid haft det.

Sødt aldrig et problem.

Parallelt.

Skriver jeg til den sikkert unge og tilbage skrivende kvinde og Vitaosa plejefirma ansat, måske suffløsen, så dejligt med kommunikationen på skrift, for der har jeg flere muligheder tidsmæssigt, at kunne koncentrere mig om mit svar, deres;

Måske er der en der har nuppet det, den, vasketøjsposen (poserne) skriver jeg. Først bagefter tænkende; det kan være de tror at jeg mistænker dem. Jeg retter det, forsikre dem om at det gør jeg ikke. Det hele er næsten sjovt nu, min mors forudsigelse hvis et faktum.

Nogle har måske stjålet hendes vasketøj.

Min mors 1 tanke, et øre splintrende skud fra pistolmundingen, baseret på mistroen altid ulmende i hendes sind, linsen hun ser igennem. Hendes glas tomt. Drukket af andre, ikke hende.

Hun så ikke at hun blev sprunget over eller hvad hendes nedadtrukne mundvige gør ved andres interesse. Ser ikke de slukkes, at de vender sig mod mig, eller går. Nu går alle igennem mig til hende, for hende.

Hun findes ikke, er kun 2-dimensionel. Noget andre spørger til, men aldrig ville opsøge. Som er spørgsmålet i mit ansigt en måde og få hende til, at findes, være.

Jeg behøver den ikke, påmindelsen.

For

mig

er hun lys

levende.

Men ikke et

lys.

Mere

stearinen,

der løber,

sætter sig i små pøler,

størknet, hårde, ubøjelige.

Jeg?

Ilden.

Vægen,

båndet, kontakten,

os begge.

Forkullet sort, der let knækkes, men antændes bare kortere inden den bliver længere igen.

Sårbar, porøs.

Måske naivt, men jeg kunne ikke forestille mig nogle ville tage hendes vasketøjspose uden foran hendes opgang. Jeg håber hvis så, at de fik posen med det rene med.

Jeg ser for mig en af naboerne, måske provokeret af hendes fjernsyn tændt fra morgen til aften på maksimum volumen, liste sig ned eller den ny nabo overfor og tage den. I hendes opgang under trappen står nu 3 rollatorer. Ser for mig, kommunens hjemmepleje, Vitaosa ansatte og jeg selv tiltvinge os adgang i de 5 andre lejligheder omkring hende, hvordan vi ville finde vasketøjsposerne uåbnede i deres gang. Eller måske smidt i affaldscontaineren lige bagved bygningen. Måske jeg på lørdag skal se efter der, inden jeg låser mig ind.

Det holder op med at være sjovt, når jeg tænker på hvis det virkelig er stjålet, for så skal jeg høre på det resten af hendes liv. Anklagen. Anklaget. Ligesom det stadig på repeat i mine ører, vredt, råbende lyder med hendes skærebrænderstemme, som var det stadig mandag eftermiddag, mandag den 27 januar, dagen efter. Lige inden jeg tager ud og underviser det sidste hold;

Hvorfor valgte du det vasketøjsfirma?

Jeg provokeret.

Mor, jeg ved lige så lidt om vasketøjsfirmaer som du.

Jeg skulle vælge for hende.

Igen.

Mellem 2.

Det blev;

DEN DER. Metoden.

Nej, jeg ikke engang tænkte på, at gå ind på trustpilot for og tjekke om alle kunder var tilfredse, inden jeg vælger 1 ud af 2 mulige. Jeg tror på det gode i alle, indtil de har bevidst modsat, eller jeg ikke har kunnet holde hendes smittende mistro under kontrol.

Puh og så er der turen i centret for og købe nyt tøj, til hende, med hende, bare tanken og jeg har lyst til, at trække krøllerne på mit hoved ud til den opad strittende hat, jeg vågner med hver morgen.

Ja, det var mod min mors vilje og give lov til, at hjemmeplejen satte tøjet ud for disse uger siden, hun indvilgede kun lige, fordi jeg fortalte hende, at kan hun ikke høre chaufførens banken er opkaldet hans sidste mulighed for, at få hende op ad stolen og hen til døren, for at lukke op så aflevering og afhentning af vasketøjet kunne ske igennem den åbne dør.

Jeg havde for nogle uger siden ringet min mor op igen og igen, efter jeg havde kunnet se hun havde ringet.

Hun tog den ikke.

Ægtemand; hvis der var sket hende noget, hun var faldet igen, havde hjemmeplejen ringet dig op.

Da bekymringen blev for stor gik jeg der over sent onsdag aften efter holdet til klokken 17:45 og lige slugt aftensmaden.

Fjernsynet kørte, plastikjuletræet stod stadig i sin Georg Jensen glans, ventende på at jeg prioriterede dets afklædning.

Hej mor.

På en eller anden måde var det lykkedes hende, at sætte sin mobil på lydløs.

Så havde chaufføren fra Textila ringet hende op efter forgæves at havde banket på, havde hun ikke hørt det og han var kørt igen med det renvaskede tøj. Du skal hamre med en hammer hvis hun skal høre det igennem lydvolumen på 54, og jeg ved ikke med dig men jeg har som regel ikke en udfoldelig hammer i min lille bæltetaske i kryds over mit bryst.

Store hætter med pelskant og sådanne taskeremme gør bare ikke en i godt humør ved på- og aftagning og har du noget i ørerne kan du risikere de ryger ud som pistol projektiler.

Anden variant, gennemprøvet, med risiko for at du vil få naboerne ud og stirre, når du med spark og meget øm tå bagefter, forsøger, at “banke” hende op.

Nu.

Altid nøgle i lomme med,

i min,

hendes.

Jeg nu,

den uindbudte

på døren bankende.

Skal Textila ikke give nogen, mig, hjemmeplejen, Vitaosa besked hvis de ikke kom af med vasketøjet?

Lort, det glemte jeg også at spørge Textila om.

Jeg kan ikke mere huske, dobbelt lort, hvem jeg har sagt til, at de skal skrive/ringe til mig hvis et problem, ikke min mor, for så er vi bare endnu flere rundforvirrede. Da min mor kan sige at; hjemmeplejen ikke har været der, men hvis jeg spørger dem, har de været der 4 gange. På en dag.

Så nej, jeg tror ikke meget på min mor, der er virkelig kun resterne af min automat reaktion ved hendes syrlige og nedladende bemærkninger over for gjort, for hende, men ikke, sjældent, godt nok, tilbage.

Familie dynamikken i det er;

At få mig til at ville komme tilbage og prøve at gøre det bedre.

Har du nogen, der får dig til det?

Ja?

Du har nu 2 valg.

1. Du kan fortsætte som du gør, eller.
2. Du piller lag for lag rollens beklædningsstykker af du har iført dig en gang for længe siden for at passe ind, fordi du troede at gjorde du det lige en lille smule bedre, anderledes så…

Det sker ikke, for ellers var det sket.

Du skal ikke ændre dem, ingen kan ændres uden de selv vil. Men du kan.

Du kan ændre på dine reaktioner.

Svært

Men lykkedes det bare lidt, så vil det brede sig ud i selskabet med andre og til sidst vil du stå i den du er, ingen kostume i klædt, for du har vendt dig mod nogle der ikke er bange for hvem du er og som støtter hver en opgradering af dig de ser.

Jeg var pauseklovnen i selskab med min mor og far,

deres sårbarheds beskytter.

Nu

Nu er jeg toiletpapiret på rullen i pausen.

De kan rive noget af mig, men klovnenæsen, parykken med sin skinnende regnbue og skoene med de enorme snuder dem, dem får de aldrig at se igen. Det er til dem, der vælger mig, som jeg vælger dem på ugentlig basis.

Min indstilling til alt har ændret sig i løbet af 2024, blodproppens år.

Min mor, ikke helt inde i tingene og jeg desværre heller ikke, begge afhængige af nu både Vitaosa plejefirma og den kommunale hjemmepleje for hjælp, ved ikke mere hvem, der har gjort hvad, hvornår.

Mands ordkaskader; du skal spørge, du skal sige, det skal være i det toneleje, hvorfor har du ikke?

Jeg dukker mig et sekund, bliver så rasende og bærer ud efter indtagelse af aftensmåltid, min mave som den knudrede kæde i Malmø. Jeg havde gjort alting så godt jeg kunne og nu får han mig til, at betvivle min opgaveløsning, dèr på sidelinjen og jeg beslutter for 100 gang, at jeg ikke vil underholde med så meget mor “eventyr.” Det er ikke støtte, at få mig til, og føle mig som et skide fjols. Det kan jeg godt selv klare, når jeg igen sender en besked ud til 95 mennesker, hvor alle kan se alles mailadresse, angående min vinterferieafholdelse fra badet. At de skal komme før, ugen efter, da alle skal have nye “armbånd,” efter de nye skabe er opsat og de gamle kort i plastik derfor skal udgå. Den voldsomme ulykkelighed i, at trods voldsom skyld og skam kompleks fra sidste gang, har jeg gjort det igen.

Jeg kan ikke huske oplevelsen fra sidst, fortrængt den, ind til det er for sent. Beskeden er sendt, jeg kan ikke trække det gjorte tilbage. Jeg behøvede ikke engang at sende oplysningen ud, det står som ikke i min arbejdsbeskrivelse, jeg gør det i lutter service.

Mand; gå det hele igennem når du besøger hende. Når du er der, har du for travlt med at komme ud igen.

Han har lidt ret, men jeg tænker slet ikke på den måde. Jeg føler mig irettesat, misforstået og ikke set, frustreret og ked af det.

Jeg er ikke sjusket i min forståelse, det er virkelig det bedste jeg gør i det øjeblik, jeg gør det, den måde jeg tænker, takle noget, nogen på.

Det er bare ikke godt nok.

Og

Ja

når jeg er i hendes lejlighed, er mit ubehag, som er der mider under min hud og min erfaring er, at de først er stille når jeg låser hendes dør efter mig igen.

Det startede ikke med søndag morgen den 26 januar, der blev det bare for meget for min mor, at hun ikke blev troet, mistroens brod på skorpionens hale måtte bare stikke.

De har ikke været og hente vasketøj og den for 10 uger, har jeg ikke fået tilbage. Det var en 10 kilos sæk. Var det det kunne hun ikke, slet ikke havde flyttet rundt med den, flyttet den ind i garderobeskabet i gangen, hvor ingen har set efter.

Garderobeskabet? Spørger du måske.

Da vi i januar 2024 efter blodproppens fald ryddede gennemgribende op i hendes lejlighed, for 2 gang, 1 gang var i 2013 efter påkørslen, var garderobeskabet i gangen, som i 13, igen fyldt til midt på min mave med ting, hun ikke havde ville forholde sig til. Nu i de sidste år i blandet senildemensens begyndelse vidste hun sikkert ikke, hvor hun skulle gøre af det. Det, gaver fået, bare smidt ind bag ved, i selskab med ting hun havde købt eller vundet i en gaveleg med gymnastikholdet, et andet end mit, hun ikke mere gik på, fordi hun ikke kunne huske hvornår det var. Måske det hele gjorde hende ked af det, skuffede hende, jeg skuffede hende, mindede hende om hendes selvvalgte isolation i modsætning til hvad hun så rundt omkring, hvad andre kunne, ville.

Fornægtelse er hendes ting.

Indtil hun som en drage pludselig kom ud af sin sodsværtede hule, rejste sig i sin fulde højde, eller fløj over alle i nærheden og svitsede dem. Hun så sig aldrig over skulderens blinde vinkel, fløj bare sin vej, tilbage i sikkerheden. I hulen.

Hendes lejlighed, en samlers.

Få ting, havde deres, i mine øjne, hjem og hvis hjem var det så overfyldt med andre ting, så skuffer ikke kunne åbnes, eller lukkes igen. Hun købte dubletter, hele skuffer fuld, for hun kunne ikke huske det købt og bagefter lagt væk, og købte det så igen, præcis det samme eller i anden variant.

Er det hele nemesis for, at “hun” har givet middag på restaurant Katsura på min søns fødselsdag, onsdag, 5 dage før?

Prisen jeg ellers synes jeg har betalt ved 2 dage efter, fredag, fredag før søndag d. 26, at kaste min frokost ind med 8 arme efter arbejdet, jeg har skyndt mig hjem fra, sagt hurtigt farvel kl. 13:01 ved kantstenen til min kusine, der var med på mit arbejde, for 1 og måske sidste gang, selvom jeg gerne ville havde snakket mere, inviteret hende ind på en lille frokost, så vi kunne snakke færdigt, hvad vi sjældent gør.

Ringe for 2 gang, kun lige sidste bid synkende, til min mor klokken 13:20, for og kunne stå foran hendes hoveddør 13:40. Fandt hende transporterende tallerkenens sidste tomat ind i munden over afgrund og se forvirret op på mig, som hvad laver jeg her, ikke hørt min lille banken, at jeg har låst mig ind og først nu opdager, mig, stående foran hende.

Gud det har jeg glemt.

Jeg kunne blive vred.

Har været der.

Jeg kunne blive irriteret.

Været der.

Ilden er slukket. Råberen inde i mig har pakket megafonen ind i skabet, jeg behøver den ikke mere, for jeg har lagt al min forventning til hvad hun kan ned, sammenligningen med hvad hun kunne, ikke tit i mine tanker, for hun har aldrig brugt sit potentiale, mulighederne, der ligger i at være født i et dejligt land.

For mange år siden.

I bilen på vej hjem fra mit hold, hun gik på;

Ja, jeg har tænkt på at lave et testamente, men det behøver jeg jo ikke, du vil arve det hele. Vi vidste begge det var guleroden hun tog op af posen, men som gulerødder købt i januar kan de smage af sæbe.

En lille spire plantet for senere at vokse til og blive stor og smuk.

Mange gange har hun senere trukket mig hen for og se igennem ruden, se dens blomstring, men som museumsgenstande må du kun se, ikke røre.

Hun kan eller har glemt hendes blomst, blomstring eller tror hun kan nøjes med skammens udmåling ved hvert af mine besøg.

Nåh, så kom du enlig, siger hun, da hun ser mig stå i frakken efter 1½ uge gået i hver sin verden.

I årene gået efter nedkørslen i 2013, hvor ægtemand og jeg slet ikke visitationstænkende hjalp i måneder med oprydning, rengøring, indkøb, mad, og til blodproppen i jan 2024, vendte min mor og jeg tilbage til “vores” mønster. Hun kom uanmeldt og jeg holdt mig væk så meget jeg kunne med en flosset samvittighed.

Jeg har altid vidst, at hvis jeg fortæller om mine samvittighedstanker, der hele tiden skifter mellem at tage hensyn til hende, så til mig, så til hende igen, så må jeg bare forvente og være i, at andre selv med en mor der også har været en uforudsigelig og umoden forælder vil have jeg skal tage mig af hende.

Tage mig af hende uden brok.

Det selvom de, hvis spurgt ind til, ville afsløre de sjældent selv besøger/besøgte deres mor eller far eller hjalp dem hvis stadig i live eller da de var, fordi de heller ikke kunne være i “kærligheds” betingelsernes underforståede trusler og udskamning.

Det er i de fleste mennesker en automatreaktion og synes, at andre da skal tage fra deres arbejde midt på dagen eller tage fri hele dagen for og hjælpe deres gamle far og mor, men spurgte du en arbejdsgiver ville de sige;

Det ville de aldrig give fri til.

Jeg har ansættelsesforhold hvor jeg aldrig har kunnet afspadsere eller forvente barns eller min første sygedag betalt. Jeg tror ikke de ville acceptere min mors.

Jeg har svært ved at holde op. Give slip på forventningen om forståelsen fra andre munde sagt højt, laden mig have den, frustrationen, forestillingen om dens indfriende heling.

Men det skide håb.

Jeg ved godt det ikke hjælper, det er en vane, at opsøge den, forståelsen, kæmpe for den, men jeg forestiller mig, at jeg måske ville holde min mund, hvis der mere var en;

Pu, det lyder hårdt, jeg fatter ikke hvordan du gør det.

Jeg ved det ikke. Nu er jeg jo dobbelt op på en klynkende fis, med to fænomenale læremestre. Ængstelse og bekymring mit mellemnavn.

Jeg vil i 2025 lægge den forventning, det håb ned, det skal ikke betyde noget at få den. Ynken, medfølelsen, for jeg skal selv klare det, hende og hvis jeg siger højt, jeg er en der bekymre sig, så tror min hjerne, min krop på hvert et sandhedskorn spredt. Tror på, at det er mere hårdt end hårdt. Jeg behøver ingen andres understregelse af det, jeg ved hvordan er, føles for mig, i mig. Hvad andre siger, udråber det til, gør det ikke mindre sandt eller usandt. Den jagt på bekræftelsen af min abe på skulderen, min mor, kan kun jeg bestemme størrelsen af. Hvis jeg fortæller mig selv, det er besværligt, igen, at ringe til Textila, kommunen, visitationen, hjemmeplejen, Vitaosa for, at spørge om de kan, om det kan passe hvad min mor siger, er den på mig, selv.

Jeg kan desuden slet ikke bruge det tjek til noget, jeg skal i stedet måske få dem, en af dem; hjemmeplejen, Vitaosa til og sørge for at;

A) hjælpe hende, sammen med hende, det renvaskede tøj på plads, hver gang, så min mor tydeligere kan se forskellen på det, og posen med afventende beskidt i gangen.

B) ulejlige sig med dokumentationen, så min mors mudderhjerne ikke kører rundt med alle, inklusiv sig selv, som et hestespand på 6.

Ringer til hjemmeplejen;

De

Vi holder hænderne væk fra tøj på plads lægning, men du skal ringe til visitationen, for vi må ikke give Vitaosa ordre/lov til det, det skal de, visitationen. Hun giver mig nummeret til;

Jeg ringer kommunen op

Jeg stiller dig videre til.

Du er nu nummer 4 i køen. Jeg ser på klokken, sukker, det kan jeg ikke nå, skal som ligesom på.

Arbejde.

Næste dag i tissepausen igen, igen,

Visitationen

Jeg skriver et notat, jeg kan hører hun mumler.

Mig; sig lige når du er færdig for jeg har også lige et andet spørgsmål.

Hun, du kan jo lægge en af de der kinabøger hos din mor, så kan I, hjemmeplejen, Vitaosa plejefirma og du jo kommunikerer i den.

?

Nu kan jeg godt lide at skrive, også på papir men de har det med at forsvinde. Og læst?

For i hede hule helvede, kan vi ikke bare træde ind i 2025 nu.

Sender du mig en besked har jeg jo en chance for at reagere, nu, om en time ikke om 3 dage. Jeg kan sgu da ikke gå over til min mor hver dag for og tjekke om “NOGEN” har skrevet. Desuden ligger vi det så min mor kan læse det.

Ikke fedt, nej slet ikke godt.

Hvad skulle min veninde gøre?

Ville de så bede hende køre 5 timer for, at finde en gammel besked, hvor der står hendes far og mor mangler tomater?

Som allerede er købt af

seddel-skriveren,

2 dage før,

men det har hun,

seddel-skriveren

ikke

noteret.

Min mors og min kommunikation nu kun i råb og jeg gider ikke stå mere foran svingdørens drejen eller aldrig bliver ledt videre ud af den, hvis i den. Begge uoplyste.

For jeg er der ikke, når ting sker, jeg ved ikke om hjemmeplejen har haft glemt, at sætte ud eller ind og ville de overhovedet indrømme det?

Jeg bebrejder dem ikke hverken eller, men gennemsigtighed til os pårørende ønskes og hvis de alligevel skal dokumentere ting, så skriv dog til mig, be, be. Jeg aner jo ikke hvad jeg skal tro.

Det eneste jeg ved er, at jeg ikke kan regne med at min mor fortæller sandheden, den kan være det for hende og er det helt sikkert, men i mit univers, min tid med hende i det levet, har hun været en, der har fordrejet ord og ting, gjort til hendes fordel, en fordels løgner. Jeg kender rygmarvsautomatikken, smittet af hende, engang opstået for at undgå, spottende, anklagende toner. Jeg kæmper stadig med den, de automatiske måder. Det er som at flytte en bil, hvilken som helst med hænderne på bagsmækken hvor håndbremsen er hårdt optrukken, tænk 1 gang træk, tjek, 2 gang træk, tjek, 3 gang træk, tjek.

Fredag den 24 januar.

Grunden til, at jeg har ringet, at jeg befinder mig her i hendes stue rastløst tjekkende hendes post, jeg lige har flået ud af hendes postkasse nede i opgangen, er endnu et ½ årligt hudlægebesøg.

Fra ude i gangen.

Kan jeg nå at gå på toilettet. Som kunne jeg forhindre min lille unge, trods ble iført, at afvise det…

Mor, der er god tid.

Tager mig i og ønske at disse ude ud af huset ture var fornøjelse, men jeg ville ikke orke dem. Hende. At være med hende er efter 20 minutter som, at havde spist en hel lagkage fra La Glace, den du ved sportskagen, alene og jeg er ikke til knasende nougat.

Kvalmen

Opstødet

For i selskab hende dykker mit humør hvert minut, hun, sulten på min energi og livsglæde er en sugemalle fra det første knus og når jeg går, er jeg som på hængt lodder i kroge; i mit tøj, hud, hjerte og tro.

Jeg orker ikke at råbe, så jeg lader posten ligge på stuebordet til vi kommer hjem efter hudlægen og går ud i gangen. Jeg orker heller ikke “skokampen,” siger;

Behold bare sandalerne på, det er tørt udenfor.

Jeg kan nu huske hvorfor forældre ikke tager kampen om mærkeligheder i barnets hænder kl. 7 om morgenen ved afgang til vuggestuen.

På vej mod bilen

Hun kommer ned af opgangens 7 trin. Stolpende som et barn på 11 måneder, runder hun gelænderets start med hænderne i små forflyttelser og finder i “vognpakken” ved siden af trappen sit køretøj. Nu sikkert placeret bag rollatoren kanter hun den over dørtrinet, mens jeg holder døren. Ude synes blæsten, at finde vej om bebyggelseshjørnerne hurtigere end da jeg gik ind ad samme dør, mod hendes opgang, bare 15 minutter før.

På parkeringspladsen

Jeg ser manden som kom ind, hun lige hjemvendt efter blodproppen i januar 24, da hendes hoveddør en tid stod åben. Han nåede lige;

Din nabo er død.

Hun affejer hans overskrift, da hun højt til loftet og med rummet rungende præsentere historien om faldet, uden forståelig indgangsvinkel, startende fra dramaets top.

Hun en overlever, ikke død, slår ham, naboen.

Med sit;

Jeg drak potteplantevand.

Potteplanterne stod oppe og inde på stuebordet, da vi, ægtemand og jeg fandt hendes lejlighed tom, underskålenes kalk skorper holdt niveauet, jeg tror mere på småkageemballagen spredt på gulvet.

Men

mor!

10 point

for opfindsomheden.

Jeg troede den genpulje udelukkende var fra din svigefulde ex.

Min far.

Blodproppen der forårsagede faldet bliver ikke nævnt.

Han var hjertelig, naboen men affejede hendes traume om hendes fald her, i hvad der skulle være hendes sikre sted, hendes stue.

Ved at tilbyde og sætte en ringeklokke op.

Ikke,

slet ikke i stand til og høre hvad der var foregået i rædselskabinettet og han?

Han inden for få minutter ude af døren igen.

Dramaets top!

Det er også mig, men vores hvorfor er ikke det samme.

Jeg har ikke tjekket om han har gjort det. Sat klokken op.

Han står nu i januar 25 vinden på parkeringspladsen med varer i et net i den ene hånd, lige taget ud af den røde bils bagsmæk. Hans kone, går jeg ud fra, nysgerrigt glippende med øjenvipperne ved siden af. Hendes blik let undrende, Bambi, hendes ene hånd holder hans.

Deres ømhed, får mig til at vende mig væk,

mod opgaven.

Deres at sætte varer på plads.

Hvordan har du det A?

Jeg ser det.

Deres forskrækkelse over hendes krops forandring, sket igennem året gået siden ringeklokkeforslaget i januar sidste år. Blodproppens års hale har nået sin cirkels snude, som Olauf kat, der sover sådan, som gør det ham sikker på, at han har husket sin slikken netop der, efter, at havde været ude og ikke særlig grundigt gravet blade henover udelukkelserne. Måske kan han bare godt lige lugten af indvendighed, for kan han ligge hvor vi har efterladt en hynde uden ende et øjeblik, sætter han i spring mod gulvet efter lytten, “sovende” et andet sted, for hvornår vi skred. Så ligger han der og er væk i timer, som efter slik på piskeris efter flødeskummet står i toppe.

Han, ringeklokken; du skal med til sommer.

Mig, med?

Min mor; så skal du komme og hente mig, jeg kan jo ikke komme ud mere, selv.

Han mumler noget der ligner et svar, og slutter; så er det godt du har din datter.

Hun, kniber øjnene, nu begge i mod lyset og blæstens sus; ja.

Vi skal ikke langt, kun fra Skovlunde til Herlev, klokken er 14:03 da jeg blinker af til venstre i mod Herlevs brostens belagte hovedgade. Lige inden forhjulene passerer drejebanens stiplede linje bliver jeg overhalet inden om. Susende. Som vinden.

Jeg, ikke tryg ved parkering på snævre, ukendte parkeringspladser har tænkt og sætte bilen midlertidigt, hvis der er en plads inde i gården. Det er der. Jeg finder en uden lille skilt. Det store med Easypark i store typer i parkeringspladsens midte er højt som er det til voksne. Jeg føler mig som et barn og har ikke overskud til og sætte mig ind i hvad jeg skal.

Jeg følger dig lige til døren, så kan du sætte sig på rollatoren, mens jeg flytter bilen. Der sidder en anden kvinde på en stol, i den ellers mennesketomme opgang, tydeligt ventende med blikket vendt opmærksomt mod gården vi lige er kommet ind fra. Jeg ved min mor ikke sætter sig på rollatoren, heller ikke på stolen, havde den været ledig.

Jeg efterlader hende i opgangen, slet ikke tryg, da jeg kan se hendes søgen mod det forkerte glasparti, som en blind uden den sammenfoldelige stok. Jeg kører bilen ud på brostenene på hovedgaden igen og ind på næste sidevej hvor jeg holdt sidste gang, skråt oppe af en bakke. Trækker hårdt i håndbremsen, 3 gange så den næsten står lodret, mere, helt sikkert mere begejstret for dette end mig. Jeg går hurtigt, mine hofteled gir sig, for træt efter dagens 3 hold til og løbe, tilbage til hende.

Opgangen er tom.

Jeg tager elevatoren 1 etage op og tager trappen den næste. Hun er der ikke. Heller ikke i hudlægens venteværelse.

Jeg snakker nogle ord med et ældre par, der venter på at elevatoren kan få dem ned og ser så ud over trappens gelænder. Der står hun som i pause, en stenstøtte med næsen helt inde ved elevatorens stål. Skal nogle ud vil hun blive nød til at bakke.

I spring er jeg nede og tager elevatoren op med hende, jeg bryder mig ikke om lukkede stålkasser men vil ikke efterlade hende til sig selv igen.

Inde ved receptionen får jeg hende til at sætte sig. Der er stadig 15 minutter til det er hendes tur.

Mor, giv mig dit sygesikringskort.

10 minutter senere kommer 2 ind. En mor i stolpende skridt, som er tisset løbet ned af hendes bens indersider, stivnet i blæsten udenfor og nu indenfor, gør varmen stoffet klæbende og kradsende mod de tynde ben. Hendes datter, en bestøvlet kat.

Datteren; mor, du skal placere kortet foran firkanten ikke oppe på skærmen.

Jeg gav ikke engang min mor chancen.

Skulle hun op fra stolesædet igen, ville hun stå i vejen i den lille travle reception og jeg skulle trække hende diskret og helst uden hun opdagede det, lidt ind imod standeren på væggen, helt hen til det lille bord og stole for korte til selv mine ben. Hun, holdende rollatorens håndtag som er hun en nybagt mor bag en tvillingebarnevogn, stiller sig altid med rollatoren lidt ud fra sig med strittende bag. Alle er vi forventet, at gå udenom “vidunderet.”

Min hensynsbetændelse klør i dens heling.

Som, når min mor skal klippes er de kommet i datterens tid.

Jeg bøjer hovedet ned mod min mobil, jeg ved det er uacceptabelt i min mors begrebsverden, men jeg orker ikke en samtale i råb, hvor alle inde bag de lukkede døre kan høre med, uden vandglasset presset mod døren. Min generthed vrider sig som en regnorm lige gravet op, ved tanken om, at alle er tvangsindlagt til og lytte til de knækkede sætninger, min mor kalder samtale.

Min veninde M på 87 år er indlagt på Herlev, læser jeg i beskeder.

Jeg sidder der, låst, igen er jeg noget, et eller andet for min mor. Jeg har lyst til at rejse mig, flå i dørens håndtag, vil ud, være noget for nogen, andre, ikke hende, en jeg elsker, en der behøver mig for andet end mine fødders pres på pedalerne.

Den, døren slår hårdt ind mod væggen, et udbrud, min mor;

Hov, Hov. Tone som øjenbrynene, sammentrukket.

Jeg ville tage alle trappetrinene i spring, løbe om hjørner og forsøge tvinge hospitalets svingdør hurtigere i sin cirkel for, at komme til skranken, hvor jeg ville spørge;

Hvor ligger hun, M.?

Jeg ved, hun ved, hvad hun betyder for mig, hende, den første på mit heppekors tribune, altid der, min ryg, en mor, en veninde, en nabo, en, det hele. Hele landsbyen. Hun hele tiden råbende af mig, men bag det råb altid en skubben, du kan godt, du skal leve dit potentiale ud, jeg tror på dig, gå, løb, hurtigere, gør det.

Hun; er jeg for meget?

Mig; nej, aldrig, jeg er parat. Til dig, til at se, til at vokse ind i alt der er meningen jeg skal vokse mig ind i og ud af og tilbage igen. For endelig helt ud, for stor til at være lille for min mor, min far, for de kan føle sig som noget, nogen der er større end mig. For nogen. Det også mine børn, ægtemand.

Små drys hver dag nu af; må jeg godt det?

Jamen hvis du var M ville du så spørge?

Ville du ikke have lige så meget ret?

Som nogen?

Jeg vil prøve at gøre min mor, min far små, lilleputter i “Gullivers rejse,” de kan stikke med deres små sværd, men på min hud vil det føles som en tandstikker.

Jeg skriver der, siddende, stadig ventende på “vores” tur i hudlægens modtagerum til min veninde M og hun svarer hurtigt;

Jeg er allerede hjemme igen.

Jeg puster ud, vil så gerne kunne rumme og være der for tribunerne, men har svært ved, at orke det og må sætte glæde i systemer for de bliver til noget. Det er alle heldigvis med på.

Jeg ved til næste gang, sommerens hudlæge i Herlev besøg, at jeg ikke skal bruge Easypark skiltets oplysninger, men tjekke bilen ind på en stander, oppe på etagen for min mors hudlæge, hvis.

Der er en ledig parkeringsplads uden skilt.

Måske jeg skulle være gået med ind?

I uge 7 har “vi” endelig tid til hudlæge nr. 2 i Taastrup, som nr. 1 i Herlev sendte os til allerede i sommers. Hudlægen nr. 2 i Taastrup havde kun formiddagstider, så i min plan kunne det først lade sig gøre i min vinterferie, i uge 7, året efter i 2025. Sikkert mod hudlæge 1`s forventning om det udført allerede i efteråret 2024.

Jeg bliver bekymret for om hudlæge nr. 1 nu har gravet i “noget” hun har glemt, hun har sendt min mor til hudlæge nr. 2 for, at få gjort.

Ser hun i sin journal?

Bliver vores, min og ægtemands vinterferie nu spildt ved, at tage hende med, derhen?

Jeg har ikke lyst til og sidde inde og se på “udgravninger,” men som alle mødre bliver jeg nød til for fremtiden, at være med på en lytter, da det omhandler mit “barn.”

Det tænker ikke i at informere mig.

Konsekvens; jeg udelukker mig selv for viden og må ad omveje, snoede, meget længere, tænk; skov, uberørt, nåle dækkede, Volvo dæk hvislende, ringe mig rundt, kastet som en bold mellem hænder, hvor jeg er smørklatten i midten 1½ meter høj mod alle andres 1.80 cm.

Allerede på vej ud af hudlægens reception, er jeg igen ængstelig for, hvad med det inden under plastrene?

Jeg, før været på sygeplejerske vagt og der gik betændelse i det, da jeg ikke tilså det hver dag.

Jeg må ikke gå i bad et par dage, min mor.

Det er det eneste jeg får.

Vejret på vej til hudlægen, var blæsende og tørt.

Nu på vej mod bilen, hjem igen småregner det ind på hendes bare hals og ned på de nylonbetrukne babytæer strittende fri af sandalerne. Jeg lukker hendes ultralette dunjakke i fersken mens hun går, og finder hendes vanter i rollatorens net til det samme.

Inden i bilen, jeg blinkende af ind imod hendes gård er vi begge samlet om opgaven hun lige har sagt højt;

Jeg ved ikke om jeg kan komme op.

Tilbage

Tilbage til søndag morgen ca. 8:45, den 26 januar.

Nu sidder jeg her i alarmberedskab, det skal tage over ½ time før fuglen sætter sig på sin pind igen, efter tonen i ordene;

Nu skal du holde op, det er mig der bor her. Mit vasketøj.

Om 4 timer kommer min skrivegruppe og jeg vil havde taget grydebrødet ud, for længst duftende i hele huset, og sat det på risten.

De, tilvalgt liv.

Hun, min mor har vist sit sande jeg, det hun har forbeholdt mig at se, skorpionens brod der drejer sig i angrebsposition inden dens stik. Siden af sig selv, som hun ellers havde proppet ned i den gode heks sæk, siden hun kom på benene igen efter påkørslen i 2013.

Hvis jeg ikke modsiger hende.

Den gode heks. Før den onde heks i den danske animationsfilm “Prop og Berta,” historien fra min barndoms LP-plader om en mand og hans talende ko, om tyttebøvserne heksen har forhekset. Trylledrinken hun senere selv laver, der lander i hendes egen mund og hun forvandles til denne søde mormor, mild og evig god.

Når M. fra Vitaosa plejefirma kvidrer; hun er så sød din mor, føler jeg kvalmen mumle nede i min mave;

Hun snyder dig, det er manipulationens arme, hun vugger din tillid i.

Jeg føler en form for lettelse, iblandet en ny bekymring; er det her noget der vil blive ved nu?

Lettelse fordi min mor har vist hvor ubehagelig hun kan være over for andre, de har set det. Der er beviser udenfor vores verden, hendes og min. Men mest fordi at, er hun sådan igen over for mig, er der nu noget, en logik, en tilladelse i mit indre. For jeg er ikke i tvivl om, at lige den tone, den opførsel må jeg godt sige fra over for.

Min skyld og skam bliver til nye kort i spillet, vores spil, hvor der står;

Bliv væk (så meget som muligt) med god samvittighed. Beskyt dig selv, med lanse, skjold, iført skinnende grå rustning, hjelm med fjer. Ved lansekollisionens splintring, hop af din ganger, drag sværdet og gå hende i møde. Hun er ikke den unge smukke mø, hun er den gamle mand, møen er lovet bort til.

Jeg skal redde hende,

møen.

Nu ser jeg det, hende, randene under øjnene, æggelederne uden æg, de lejlighedsvise glemselshuller hun snubler i, når noget skal gøres for den gamle mand og hun, den unge/den midaldrende mø, en og samme skikkelse, glemmer sit eget. For alt skal siges med pædagogikken sprøjtende i kaskader, for ellers trækker den gamle mand kniven skjult i den langskaftede støvle, for han har ret til møen, han har jo lovet guld og grønne skove. Men møen er også ridderen i den grå rustning og begge, er de mig.

Men

Jeg gider ikke mere; tilmelde mig turneringer og deltage iført brystplade, vil ikke hoppe rundt mellem kongen og dronningen (ingen konger og dronninger,) så bjælderne ringer på stoffet i rudernes rød og grøn. Ikke engang sidde oppe under bjælkerne på tilskuerpladserne i brun og gråt, hujende og klappende med hænder fuld af hård hud, lyserøde af kulde og vand.

Og den lejlighedsvise mø?

Hende, der rejser sig op og lægger blomsterkransen om lansens bloddryppende spids udstrakt i vinderens hånd.

Hånden kan skælve nok så meget.

Heller ikke hende.

Jeg løfter hovedbeklædningen med dens bølgende stof ned foran mit ansigt, op og lægger den fra mig på stolen med dens høje ryg, hvor nogle af udskæringerne synes så dybe, at lys burde skinne rødligt igennem som sol på lukkede øjenlåg.

Jeg er færdig.

Ja min mor er trængt, men det er ikke min skyld, jeg har gjort hvad jeg kunne og vil forsætte med det, men inde for rimelighedens grænser, jeg vil ikke på min mors alter ende med, at skulle få en stress sygemelding. Jeg kan ikke rede hende, kun hjælpe hende vejen nærmere øverste etage så let som muligt, over stenene hun selv har brolagt vejen med.

Men hun skal sgu opføre sig ordentligt.

Sgu.

Knus

Din

Lucia, skytshelgen for de blinde, lyset.

Konvolutten næsten brænder i min hånd.

Jeg står i min mors stue, overskudsvarmen fra vores anstrengelser, dugger langsomt ruderne fra vinduesrammen og ind mod glassets midte.

Læs: “samarbejde,” sidste indlæg udgivet den 19 januar, hvor du finder historien om udmattelsens opbyggelse i den alfabetiske emneoversigt under s.

Vi klarede det.

Jeg ser hen imod min mor, hun sidder der sikkert tilbagelænet mod ryglænet, i stolen. Den stol. Hun er udmattet ligesom jeg, men livsgnisten når mig ligeså meget ud igennem det oftest sammenknebne øje som det andet, naturligt krammet af for megen øjenlåg hud.

Godt.

Jeg river konvolutten op.

Jeg behøver ikke læsebrillerne, der på den anden side af banelegemet i Nissernes dal, ligger lunt i deres brogede kork etui, ægtemand fandt i en busk på en gåtur, for, at forstå hvad det er jeg står med.

Mit blik scanner teksten på kryds og tværs. Nedefra og op som min barndoms læsning af mine forældres Aktuelt, hvor jeg altid startede bagfra, på sidste side. Det er stadig de sidste siders tal og indholdsfortegnelsen i en hver bog, i mit skød, der bliver grundigst studeret. De er mit kompas.

Fredag den 13 december; stopper mit blik på papiret.

Det er 14 dage ude i fremtiden.

Konvolutten har ligget der på postkassens bund næsten en uge, fordi jeg tillod mig selv, at der gik halvanden uge mellem besøgene.

Havde alt dette været mellem nedkørslen af hende i december 2013 og blodproppen i januar 2024 havde jeg slet ikke fundet den, konvolutten. Tiden var gået, deres, min, alles spildt, chancen forpasset misset, som øjne blinde i et ansigt vendt op mod en strålende sols lys, en kold vinterdag.

Fordi min mor ingen MITID har, skal alle papirer via; printer, levende hænder, over hjul på asfalt, trin på fliser og til sidst i hendes opgang af fingre presses ned i den lille sprække, med hendes fulde navn neden under klappen.

Jeg tvinger mit blik helt til venstre på papiret, op, forfra, der, første afsnit, første sætning; Indkaldelse til familieretshuset; står der, endelig, det har været hele 8 uger undervejs.

Familieretshuset, et hus jeg ikke kendte til for ½ år siden, stedet hvor de “overordnet” behandler overgange i familien, adressen er i Valby. Okay det er ikke langt væk.

Lettelsen over vi klarede det, “samarbejdet” om, at få hende op igen efter, at være faldet lige ved siden af mig, køler sveden i mine armhuler. En ny spænding stiger, fylder min mave med sommerfugle i leg og lyden af mine overtræksbuksers der gnider mod hinanden ved mindste bevægelse er igen tydelig, som fugten i mellem dem og mine jeans inden under.

Lettelse fordi jeg fandt det, brevet. Selv om jeg har sagt til hjemmeplejen, at de helst ikke må tømme hendes postkasse stoler jeg ikke helt på dem. For beder min mor dem om, at hente hendes blad gør de det og det er også godt, men.

Men tager de resten af hendes post med risikerer jeg at den personlige, og for mig vigtigste post jeg forventer af mig selv og reagere på nu, forsvinder i hendes bunker på stuebordet. Bunker, jeg ikke orker at forholde mig til, der trods jeg har opsagt alt hun alligevel ikke er interesseret i at se igennem, hele tiden bliver større.

Spændingens svirpende vingeslag, vingespids snittende vingespids opad og opad, fordi jeg nu ved at jeg kan nå det.

Nå det inden hun bliver for; diffus, fysisk svag og glemsom.

I tiden der er gået siden sommers, ja bare siden efterårsferien er hun tydeligt blevet det; mere diffus, fysisk svag og glemsom.

Spændingen, der gennembryder hver allermindste cellemembran, der kommer af den altoverskyggende bekymring for hvordan det hele skal gå. Det er mig der skal arrangere det, hente hende, til tiden, helst før, før så vi kan være der i for tidligt, alt for tidligt for at jeg er tryg nok og kan udstråle det over for min mor.

Det er slet ikke meningen jeg skal med, men jeg kan ikke give nogen anden opgaven.

Da jeg i efteråret ringer til familieretshuset, for at rykke for dato til indkaldelsen, og samtidig insistere på, at det er mig, der skal følge hende, svarer ufølsom stemme i mit ører;

Har du ikke et barn der kan tage med hende?

Nåh… lyder jeg så gammel, der var engang hvor jeg som det første blev spurgt om de måtte tale med min mor eller far.

Nej; er mit svar, min tone skarp som globalkniven efter ægtemand har kørt æggen over strygestålet. Selvom mine børn havde taget kørekortet, min far synes er vigtigere at spørge til for 117 gang, end om hvad hans børnebørn interessere sig for og kun sjældent dem direkte, da jeg stadig for det meste er mellemleddet i telefonen, ville jeg ikke overdrage min “Sorteper,” min abe, min muse, til dem.

De, mine børn har betalt rigeligt på forskellige måder fordi mit forhold til mine forældre er som det er.

8 uger er gået fra, jeg betalte de 3000 kroner advokaten skulle have for på min mors vegne, at indstille hende til et møde, til jeg står med indkaldelsen i hånden. Du kan ikke selv bede om møde i en sag. Kun 2 ugers ventetid er der tilbage, 2 uger før hun skal møde op.

Stående i stuen føles alt udadtil som slowmotion, da ilderen indeni mig allerede er begyndt sin løben på trådnettet, op, hen, ned hen, op… Jeg kan ikke stoppe den.

Jeg tvinger mine bevægelser ud i rummet i ro, i hvad jeg forestiller mig er normale bevægelser i denne situation for andre.

Jeg løfter blikket mod min mor, træder helt tæt på hende og får hendes blik til at møde mit, fjernsynet er stadig tavst. Tavst til jeg låser mig ud, skrider.

Er skredet.

Mor …

Med så få ord som muligt forklarer jeg min mor, hvad hun skal, at jeg ikke forventer, at hun husker hvornår, men hvad der er hendes rolle. At en på et kontor skal bevidne, at hun dags dato er bevidst om, hvad det er, hun laver der, hvorfor og hvad hun skriver under på, en fremtidsfuldmagt.

Hun nikker, indforstået.

Et papir hvis underskrivelse nu, vil ligge i dvale til hun eller jeg, måske med et klik, aktivere dets betydning. At jeg kan, skal, ingen anden, træffe beslutninger på hendes vegne. De tunge, svære, manipulerende, styrende beslutninger.

Hjemme igen går jeg direkte, stadig iført våde sko, ind i køkkenet og med blikket til og fra indkaldelsen i min hånd, nu med tydelige bøjelinjer efter opholdet i min frakkelomme, skriver jeg dato og tid. Presser kalenderens pap så hårdt ind mod køleskabslågen via kuglepennens spids, så wiren gir sig i sine krokodillenæbs ophæng.

Så

Sådan kl. 14 skal vi være der. Jeg kan lige nå min undervisning af fredagens 3 hold. Frokost må jeg spise efter Valby “besøget” og min mor siddende med fjernsynet tændt igen hos sig selv.

Jeg fik det som jeg ville have det. Kæmpet, kæmpet som en stædig lille ruhåret gravhund med sine ud af drejet kommodepoter, med en offentlig instans. Og vundet. Under hver opringning til familieretshuset har jeg tålmodigt lyttet til deres;

Du må tage den tid du får.

Derefter har jeg taget ordet og insisteret på åbningen for, at de skulle give mig en tid, så sent som muligt, den eneste dag jeg fik tidligt fri for, at jeg en hjælper ikke også skulle kæmpe med tabt arbejdsfortjeneste. Smånappet i, at instanser altid lukker klokken midt i, at vi andre stadig, i det sidste dagslys, arbejder som en hest i marken.

Jeg fik det som jeg ville have det.

Formuleringen næsten ordret med min mors let syrlige kommentar spor, i bilen, på vej hjem fra Ballerup centret;

Så fik du det som du ville have det.

Jeg brugt en del af min efterårsferie i oktober på, at tage hende med ude for at købe sko og taske. Da hun i indkøbsrussen ønskede og give kaffe på en cafe, ose mere, sagde jeg, vi skulle hjem.

“Som jeg ville have det” havde intet at gøre med shopping for hende, men at blive hjemme, lave andre ting end at servicere hende.

Sød tanke

Kaffen

Virkelig

Men

Nej

Det er mig der, som moren, mor for min mor, skal tænke på, at jo mere træt hun er, jo højere er risikoen for, at hun vil have svært ved de 7 trappetrin, når hun kommer hjem. 7 trin, der for hende føles som Rundetårns 34,8 meter fra gadeplan op mod udsigtsplatformen via den murstens belagte spiralgang. Rollatorhjul og mursten på højkant er i forvejen ikke en god kombination.

Hvis hun vidste, at det kunne betale sig for hende at stønne lidt mindre som pornostjerne i mit selskab, havde hun så gjort det?

Nej.

Hun har altid følelsesmæssigt været enten;

skinger eller tavs,

kærlig eller is

hjælpsom eller afvisende

sej eller hjælpeløs.

Hele verden har hun set i sort/hvid. Tøjet, pink, strålende blå og guld.

Hun kan kun inden for hjernestammens automatgear kopiere hvad andre gør og

kun for egen, nogle gange misforståede, skyld.

Selvreflektion og empati har ikke været en del af hendes knoglestruktur, sene til hæftning, eller tankemylder. De briller har hun ikke rakt efter hos Synoptik.

I ugerne der går inden “datoen” kommer min mor ikke ud af sin lejlighed. Efter faldet har jeg stadig rystet ikke modet til, lænet ind over hendes middagslur, at spørge om hun vil med ud og gå i vejret. Hun siger intet. Hun sikkert heller ikke.

Har du stadig ikke læst indlægget fra 19 januar, “samarbejde,” under s, så afbryd nu, få fuld forståelse og overblik og vend tilbage. Jeg venter her så længe;)

Bekymringen for min mor, hvad fremtiden vil indeholde af opgaver med hende som 2 dirigent stiger og falder hele tiden inde i mig som lava på vulkanens indersider. Jeg ved jeg bekymrer mig for meget, men hver gang jeg tvinger mig siddende og meditere, slukker min hjerne helt og mit hoved bimler og bamler i sit klokkespil, tilbagelænet mod sofapuden, til det samme, hver gang jeg falder i søvn.

Forvirret og på vagt, vågner jeg, når den søvndyssende stille stemme toner ud i videoen og jeg kan ikke huske et eneste ord hun har sagt, ud over;

Så, nu er du her.

Sæt dig godt til rette mod stolen, i …

Som i Danmarks radios nye blændende julekalender i 24, “Tidsrejsen 2” er jeg puf væk, som min mor sikkert parallelt ovre på den anden side af togsporene.

I dagene op til “dagen” mærker jeg ægtemands uro, vores roller synes være byttet om. Det er mig, der har arrangeret og står med det overordnede ansvar for dagens succes, ikke ham.

Indtil jeg for nogle år siden hvor jeg tog mit liv og hvad det skal indeholde på mig var det ham, der på rejserne igennem vores ægteskab førte an efter, at havde taget “paraplyen” over fra sin far. Jeg, gående ved min svigermors eller børnenes side faldt langsomt til ro i samtaler, i storbyernes larm og evige bevægelser. Jeg elskede at være sammen med dem, alle steder, men jeg havde brug for selv, at kunne finde ud og hjem til hotellerne for, at kunne slappe af. At følge efter hans “paraply” gjorde mig skiftevis irriteret og ked af det, han mere far end ægtemand. Jeg var et barn presset, som Goldielocks og unge mand/søn ud af mine lænder, sej med 100 vis af kilometer i de åbne og støvede sandaler, men noget jeg ikke helt vidste hvad var endnu, turde jeg ikke påbegynde italesættelsen af. Når jeg efter 3 dage følte mig tryg og min nysgerrighed til byen landede skulle vi flyve tilbage til dalen. Covid stoppede disse ferier naturligt og bagefter blev jeg nød til, at sige hvad jeg knap selv forstod til ægtemand. Det blev ikke pænt, han såret, men jeg kunne ikke mere være i bebrejdelsen af min manglende begejstring for planlægningen, når det jeg ville var…

Jeg har brug for træer, vinden i mit øre, ikke os og 100 parfumer i mine næsebor. På restauranter sad jeg de første mange år som en dreng i 1 klasse uroligt på stolen, fordi jeg ikke kunne slukke min lugtesans. Jeg kunne ikke holde ud, at den allestedsnærværende dovent, bølgende cigaretrøg fyldte mine lunger, øjne, næse og mund.

Prag år tilbage, et andet årti.

Jeg så mig om, mødte en mands stirrende blik siddende ved bordet overfor. Inden i ryster jeg på hovedet som en hest for, at få fluen væk, jeg ved vil lande et andet sted, når jeg stopper. Jeg holder vejret men bliver nød til at puste ud, tage en ny indånding, tage ind, at manden, dobbelt så gammel troede han var lækker med sin topmave og gulbrune tænder der skyldes den evige “papirpind” i mellem hans pege- og lange finger. Hans stirrens overskridelse fik vores blikke, Goldielocks og mit til rastløst at flytte sig rundt i lokalet indtil vi fandt hinandens. Hans tilstedeværelse blandede sig i vores oplevelse af feriens første aften, som røgen fra cigaretten med smagen af okseskankens fedtmarmorering mod min tunge. Sammenfiltring af hans liderlige blik og røgen han lod slippe ud fra mellem sine læber trængte under min top, ind i stoffets fibre, og klæbede til hvert hårstrå i mit lange hårs opsætning. Lettet ude i luften igen, greb jeg min teenagepiges hånd, vi grinede over manden, men jeg havde “cigaretten” med som en skygge i timevis. Fortæller jeg Goldielocks jeg har skrevet dette, vil hun genkende scenen sat.

Når jeg endelig i tanken slap for min næses protest, omringes jeg af høje bygninger, som altid synes at stå hældende over mig.

Når ægtemand pegede på en smuk bygning, tænkte jeg;

Tror han jeg er arkitektstuderende?

Han ved jeg er til lange lår, glatte flader, velours bløde stof, veje uden lyskryds, psykologiens puslespil og menneskers favntag.

Til strandens stramme lugt af tang, skovbundens duft af kompostbunkens evige foranderlighed, hud, kattens pels mellem de 3-kantede øre, der drejer sig mod min munds lyde med snuden vendt den anden vej.

Luften i et museum gør mig dvask, svimmel og stum og i min hensynsbetændelse gør jeg per instinkt mere ud af, at være behjælpelig flytbar for andre kroppe end det på væggene. Deres tekster, gør mig stresset og træt. Jeg vil ud. Ud af disse klaustrofobiske haller, hvor, hvis jeg går mod strømmen, og det gør jeg altid, bliver sendt blikke som laver jeg lovbrud. Jeg holder øje med exitskiltets neon og har lyst til at råbe; “slip mig ud,” men jeg holder mig voksen, laver måske fis med et barn, mit eget og ude igen flår jeg ilten hakkende, grådkvalt ind for, ja oplevelsen var flot, udstillingen spændende, men slet ikke det mit hoved, min krop har brug for. Jeg har brug for hjælp til at slappe af, ilderen kun i søvnen stille og selv da parat, årvågen.

Jeg vil aldrig igen udsætte mig selv for følelsen af tilintetgørelsen af mit selv, når jeg følger ham, nogen, som en hovedløs høne.

December “nutid”

Han, ægtemand tilbød at køre os, min mor og mig, til familieretshuset i Valby, men først da min angst for at skulle det også, oplyste køkkenet, på en måde solen aldrig har kunnet. Hans rolle for dagen; chaufføren, støttepillen, ballonholderen, hvor ballonen som altid er mig. Det tager nogle betænkningsøjeblikke, inden jeg falder til ro i den nye rolle. En rolle jeg overraskende kan lide. Vi, ægtemand og jeg har få ting til fælles mere men, når et samarbejde kræves er vi et team, en forlængelse af hinandens kunnen, tanke og energi. Som mine høretelefoner og mobil, der tuner ind på hinanden for bedst mulig forbindelse til musik i en hal eller historien, jeg lytter til i E-reolen.

Det er som at blive forelsket på ny, som da vi unge, yngre spillede rundbold som start på familie middage, da jeg stadig havde mine meget dyre cowboybukser med pailletter og tjavs for enden af de vide bukseben, og han slog en befrier med sit slag langt ud i buskene over banens bagside.

Det var så det gjorde mig seksuelt opstemt.

Mine svigerforældres kælder havde en vaskemaskine.

Og inden vi selv fik en, vaskede vi tøj der…

Jeg er hurtig, i alt. I disse uger hurtigere. Unge mand, min søn mærker mine krav til mig selv og kommer nu ud hver gang opvasken skal tages efter aftensmaden, det uden at blive hentet. Nogle gange orker jeg ikke andet end tage bordene og lægge viskestykket i hans hænder.

Min krop lader ham i sin træthed vokse op, noget i mig falder til ro, han går ikke i stykker af vores krav vi har øget og øget, men hjulpet ham mere til rette i, han bliver bare voksen. Lige meget hvor han er skaber han ro ligesom katten, med mindre de 2 er uenige om hvor, eller hvornår sidstnævnte skal “puttes.” Hvilket er deres ting.

Dagen før dagen

Ægtemand; hvis nu noget sker og vi ikke kommer der ind til familieretshuset med din mor? Han løfter øjenbrynene.

Mig, jeg er glad for du siger det sådan, så er det bare det.

Dagen i kalenderen fredag d. 13 december. Morgenstund.

Mig, til ægtemand der allerede er flere dage inde i sin juleferie.

Hvis der er noget kan du kontakte mig mellem 11:10 og 11:30, mellem 2 og 3 hold. Hvilket ikke er helt rigtigt, men i princippet er jeg til rådighed for ham, også.

I bilen på vej mod første job kan jeg mærke det i min mave. De vil overrække mig en gave i dag, den ekstra opmærksomhed, jeg vil få.

Jeg er så utrolig glad og taknemmelig for deres tanke, omsorgen, den pillen penge ud af knap badetøjs beklædte medgymnaster, et, ud af mange beviser på at de kan lide den måde jeg underviser på. Noget jeg stadig undres over hver dag. Jeg ved godt at jeg gør mit bedste i situationen, arrangør for en stemning, noget der starter, bliver til, for så at runde det af, men tvivlen.

Tvivlen bruger jeg nu som guleroden i snoren ned foran min næse, men mest deres ansigter nede i vandet. De bærer som håndvægte og skumslanger kroppe, min, flyvende, oppe.

På kanten af bassinet står jeg parat til at starte undervisningen, om hofterne hænger noget der kunne ligne en del af en sikkerhedssele. Jeg har fundet det i buret hvor der købes billetter. Sikkerhedsselens stof er lige akkurat tyndt nok til, at jeg kan hægte mikrofonens clips på. Mit eget mikrofonbælte ligger igen glemt i baggerummet, ude i kulden i “Hviden,” min lille Hyundai i10. Mikrofonbæltet, tvingende nødvendigt de dage hvor jeg har valgt de løse bukser at undervise i. Jeg havde en lang periode et par glemte svømmebriller liggende i tasken til det samme, men nu er de der ikke mere, jeg har åbenbart troet jeg ikke ville have behov for den nødløsning mere. Sidst jeg greb efter et par glemte svømmebriller kom jeg til at tage nogle, der passede et barnekranie.

De strammede

Meget

Med mobilen i hånden, afventende på at det sidste barn jages op af vandet af deres lærer så jeg kan tænde for musikken, kommer et levende lys imod mig med det største, dejligste smil hen over, jeg får en gave, gaven. Ingen tale, som andre år, der nogle øjeblikke sætter mig lidt ud af kurs, fordi min ilder vrider sig over, at de nu står der nede i vandet og fryser fordi. Fordi de har villet give mig en gave. Jeg kan i stedet i dag fortsætte og vise min taknemmelighed på den måde. Udsætte dem for det, de er kommet for. En indre smøring, som cremen efter, de alt for få brusere, er den ydre.

Da jeg 1 time senere, svedig, krænger alt tøjet af på Måløv ny hals ene toilet, kan jeg se han har skrevet;

Ægtemand; ring til mig.

Jeg ser mig rundt, nøgen. Hele gulvet ligner Goldielocks` efter 5 minutter i ankommet, på et hotelværelse, som er hendes kuffert eksploderet. Kun i hjørnerne kan du se det oprindelige gulv.

Min hjerne stikker af, igen, for 9 gang.

Ud over en masse indtagelse af løg i forskellige varianter af tilberedning, kun lidt raffineret sukker, så skyldes mit gode immunforsvar, fortæller jeg mig selv, at jeg vælter mig i skidt. Inhalere, det med munden kyssende 1000 vis af støvpartikler, madrester og dryssende fest ophæng. Hver gang et høreapparat efterlades i skuffen derhjemme, kærtegner stemmens ejers ånde min kind i kommunikationen fordi minimal lydafstand kræves. Det på daglig basis.

Jeg ringer ægtemand op, hans stemme jeg elsker hamre mod ambolten i mit øre; er du sikker på du har den rigtige dato, jeg har været inde på familieretshusets hjemmeside og der står fredag er lukket.

Tvivlen slår luften ud af mig.

Hånden, der krænger sportsbh`en på, en anden bh, en tør, går i stå.

Ilderen musestille, det eneste i bevægelse er de plirrende øjne og vejrende små næsebor.

Udenfor døren kan jeg høre næste holds kommen og deres spørgsmål til brug af omklædningsrum, da håndværkerne bakser med dørrammer. Der stod det ville tage en uge.

Nu er de på 3.

Jaaa… svarer jeg.

Ude af toilettet, nu i tørt tøj, skal jeg kommunikere med 3 kvinder, mens vi henter madrasser og elastikker i et skab, i den store hals redskabsrum ved siden af af min barbodssal. Samtidig sprøjter min hjerne dopamin ud i alle kroge, sendende besked på besked; det er jeg da ikke, sikker?

Hvor kan jeg have lagt indkaldelsen, har jeg overhovedet stadig dens oprindelighed, papiret, det har jeg da ikke?

Åh nej, jeg kunne godt havde fundet på at…

Skal vi køre derind alligevel og hvad med?

Skriver lige inden jeg tænder for musikken;

Se på øverste hylde i blå skab for indkaldelse.

Mens jeg underviser i 50 minutter spæner ilderen rundt, snuser til alt der kunne ligge på den blå hyldemeter.

Der står også 3 notesbøger, er der noget der, han ikke ville have godt af og finde ud af?

Jeg har i disse sidste 4 år gået, efter min menstruation holdt op, haft en forværring af melankoli, nærmest depressionslignende tankespind. Skrevet dem så meget jeg kunne ud, under synonymer i dokumenter på min gamle computer. Ladet alle grimme tanker løbe frit, lige så stærkt som mine fingre kunne afsætte aftryk mere eller mindre klistrede på taster.

Jeg har haft en ustoppelig trang til og tillade denne grimhed, indgå en pagt, ubevidst i starten, med mig selv om at anerkende den.

Ved at skubbe den væk, skubbede jeg noget i mig væk. Den nødvendige væren i ulideligheden i mentalt vokseværk.

Uden ulideligheden kunne jeg ikke træde ind i den karakter jeg ønskede at være, turde ikke.

Det var tid.

Jeg behøvede ikke flere hår på brystet, jeg skulle ikke mere vente i trygheden nu utrygheden på, at jeg var det, parat, nok.

Den ville aldrig komme.

Kun at “gå,” handle, gøre, ikke snakke det smadder, ville skille tanken om parathedens trylleri ad. Fjerne forventningen om dens redning.

Mellem 2 og 3 hold skriver ægtemand; har du ikke indkaldelsen med i dit bundt?

“Bundtet,” plastikchartekket nu liggende ude i bagagerummet, for jeg skal køre direkte fra Måløv til min mors gård og møde ægtemand der. Plastikchartekket indeholdende; min mors pas, udløbet i 2007 og 2 gange fuldmagter, nr. 1 fra advokaten og nr. 2 lå i konvolutten sammen med indkaldelsen til (og fra familieretshuset.) Jeg så i chartekket aftenen før, hvor jeg arrangerede fuldmagterne, så jeg nemmest kunne række de rigtige papirer til kontordamen på min mors vegne.

Blind, ikke tænkende ud, andre veje hen, som han, ægtemand.

Hans hjerne ville havde tjekket om datoen for indkaldelsesdagen var den rigtige. Om klokke slettet var. Hans variation af tjek på det hele.

Jeg ringer til min mor 1 minut i latinmix undervisningstid;

Mor, vi er der ca. om en time.

Det godt, tak skal du have.

Jeg ved godt med min fornuft, at kommer vi ikke derind og får underskrevet “magten” er det okay, men min ilders kampberedskab er ikke enig og stejler som en vild hingst hver gang jeg prøver at tale dopaminen ned. Hele denne situation sprøjter ud i mine årer som en lade kanon hvert sekund.

Min krop er som er jeg i krig.

Inden i let sur og irriteret over, at ægtemand sender mig dette, tvivl. Denne tvivl om min tjek på ting, vælter mig mentalt om på siden og i fosterstilling. Min mave nu en hård knude og min tankevirksomhed øjeblikke med udelukkende sort og grå, indtil mine tanker som et bumletog tøffer i gang med et tut, tut og så ud i en acceleration. Jeg tvinger den, tvivlen med magt nedad, indad, jeg kan ikke bruge det, det, der følger med, den ekstra bekymring, han kan ikke, hun kan ikke, eller jo jeg kan. Jeg gør det jo hele tiden.

Vender energier.

Fra sorte huller

til smil, som da jeg lille pige gik helt tæt på min mor, rakte min hånd op og puffede hendes mundvige op med min pegefinger spids.

I mit hoved vender jeg rundt på maven og laver en overgang fra hunden til kriger 2. Fra i omvendt V på hænder og fødder med strittende ende over højre fod i vejret og direkte med armene som vindmøller op og stå med højre fod fremme, begge arme nu strakte ud fra kroppen som 2 badehåndklædeholdere, højre arm strakt ud over højre fod, venstre over venstre fod. Blikket fokuseret i horisonten. Dopaminen, spyende ild, ude i hver enkelt tånegl for så og vende, løbe tilbage til hjernen som kom dopaminen i tanke om høfligheden i, at spørge om lov i udførelsens forsinkede kanon.

Ægtemand vil ikke indvilge i, at der er flere intelligenser, men jeg ved at nej, jeg har ikke hans tjekken ting af hele vejen rundt, men det her.

Få min krop til at adlyde, få ilderen, hingsten til at vejre stemninger, afvente med tøjlerne stramt, så løst det helt rigtige minut før slutspurten kan sættes ind på lang siden. Det har min mor og far sat i gang fra jeg kom hjem fra fødeklinikken i Glostrup til Nedernvejs (ikke det rigtige navn) nybyggede parcelhus. Deres umodenhed, gjorde mig til en hvalp der med snuden i gulvene altid snusede for tabte kærlighedskrummer. Jeg blev god til at smyge, krybe, dreje, sno mig, for jeg vidste aldrig hvornår eller hvordan de den dag ville stække mig.

De fik mig altid.

Sådan holdt de på familie dynamikken.

Sten

Som 14-årig kom min far en dag og sagde;

Du skal med ud og se et hus.

Jeg vidste godt det ikke kunne blive ved. Os 3, jeg, min far, hans nye kone boende i nummer 3 med hendes eksmand, meget såret og vred, som min mor i Skovlunde nord, i nummer 1.

Huset havde bindingsværk, var stråtækt og stokroserne stod lige hvor de skulle op af den hvidkalkede væg, fine, høje og lyserøde. Der i perlegrusset, med kig til den grønne plæne og æbletræernes krogede arme, forstenede noget i mig. Min far og hans nye kone ville flytte væk, ud på landet.

Jeg vidste godt jeg ikke var på top-10 listen mere, der var jeg skubbet væk fra da jeg ikke mere kunne sidde på skødet og kram blev noget jeg tog, men jeg havde egentlig synes godt om atmosfæren. Som han blev jeg forelsket i hende, hun var alt det min mor ikke var, stærk, sej, kunne alt, gjorde alt, og kunne få min far ned fra “hvad fatter gør…”

Jeg blev ikke spurgt om jeg ville med.

Jeg vidste jeg ikke skulle spørge selv.

Han havde lukket bildøren op med 100 kilometer i timen og med ingen sikkerhedssele over mit bryst lod han mig falde ud i vigesporet.

Jeg gik i 1000 stykker.

Nutid

Jeg tager hende med pegefingerspidsen ind til mig, hun skal ingen knus mere bede om. Ser, jeg puttede min fars, “det er synd for mig, mig at jeg skulle være med hende, din mærkelige mor,” op på alterhylden og pressede det, der var begyndelsen til hvad der skulle blive mig, Lisser ned.

For hvis jeg hev heltekappen af ham, min far, hvad havde jeg så?

De 1000 stykker

Igennem årene

Så hellere det falske smil, tvang det hjerteligt, til jeg mente det.

Til jeg næste gang skulle huske grunden til at det var det værd.

Til det på rejser under mands “paraply” ikke mere kunne holdes nede. Hun ville ud, havde været der hele tiden og ventet, på en spække i mit forsvar af min fars måder og logik.

Jeg, mand og børnene har ønsket jeg skulle sige nu er det nok, ud, men giftige personer er eminente til at fremsætte deres fornærmende ord så du lige akkurat ikke kan bevise det. Mestre i underspillets kunst.

Du tænker; var det nedsættende, svinede han mig til der?

Men så smiler han, charmerer, er under hund eller offer og du glemmer det til næste gang;

Var det nedsættende, en sviner?

Han, som min mor brug for mit hoveds afsæt til at få dem over livets bølgegang.

I 40`erne sprak jeg på et toilet i London, men jeg lappede det lille sammenbrud, lod materien blive på hotelværelsets flisegulv og gik ud i solen på en ny travetur, så Big Ben. Jeg havde det jo godt, jeg var ikke parat til at se drager, skorpioner, hunde og heste for hvad de i virkeligheden symboliserede.

Virkeligheden.

De flyttede

Jeg skulle 14 år op og bo hos min mor. Min mor, han havde bedt mig 3 år før, at dolke fra Volvo Amazonens bagsæde med mit svar;

Jeg vil bo hos dig far. Jeg var 11 år.

Min mor, en elefant,

de glemmer

aldrig.

I forstenelsens hårde granit forblev jeg det blinde barn, det turde ikke vokse rigtigt op, folde sig ud. Hver gang jeg ikke kunne holde min glæde over noget tilbage i selskab med dem, rev de yderfjerene af og tog dem med sig da de gik. Jeg vidste det, erfaringen svingede pegefingeren som et pendul foran min næse. Det der satans håb, om en dag så ville de, mine forældre endelig elske mig uden forbehold og krav, en tatovering i flammende rød i min solar plexus.

Jeg har givet slip på håbet, men der er stadig skyld og skam tilbage, mig der bærer den, deres for dem, mine forældre.

Når min far ved hvert af vores møder igennem årerne har spurgt;

Hvordan har din mor det?

Troede jeg i starten det var omsorg, ikke for mig, for min mor.

Indtil jeg så, så hans dårlige samvittighed og skyld over hans utroskab, aldrig i talesat, der hang og fratog stuen ilt som brændeovnen i deres stue inde bag de hvidkalkede mure.

Han er holdt op nu, her i 25.

For han kan ikke lide når jeg fortæller, ikke lide hvad jeg fortæller, for jeg minder ham om hans egen mangel på udødelighed.

Han har altid snakket hende mærkelig, en ynkelig elsistens, han var glad for at være fri for.

Fri til at forlade, leve sådan som han synes man skal.

Jeg har undt ham det, altid gjort det, lige fra deres hemmelige kys, det sikkert ikke var meningen mit ca. 8-årige jeg skulle se.

Hvordan har din mor det?

Jeg ser nu at med det spørgsmål holdt han mig fast i vores fælles fortid med dens sten, hvor jeg kendte hver en skarphed og ikke turde forlade stien fordi jeg troede at den fremme ville ende i frit fald.

Hvad jeg nu håber den forhåbentlig vil.

Hvordan har din mor det?

Med det spørgsmål mindede han mig om at jeg var hans samvittighed, bæreren af skyld og skam, hans måder måtte jeg ikke sætte spørgsmål til, jeg gjorde det, men ikke sammen med ham, for han var jo et offer.

Et offer jeg ikke måtte såre.

Min mor, lammet. Hende, han ved sit spørgsmål aldrig satte spørgsmålstegn ved at jeg skulle tage mig af. Han vidste det.

Vidste hvad han havde overdraget.

Brokkede jeg mig i 24 over visitationens hårde læringskurve var han pludselig på hendes side, offer med, ved offer, jeg var hende der bare ikke gjorde tingene godt nok, for sådan som jeg udlagde dem var det ikke. Min far og hans hustrus erfaring med kommuner og pleje baseret på 15 år tilbage gjaldt stadig. Jeg lukkede i.

Igen

Når vi nu er sammen, snakker de ægtemand og min far og hans kone boligbyggeri og jeg ser hen på mine børns tomme stole og puffer mine mundviger op med usynlige pegefingerspidser.

Hverken børn, ægtemand eller jeg ønsker bekendt skabet, men jeg kan ikke sige, når jeg nu har givet dem alle mine smil, at jeg ikke ønsker at have dem her.

Mere

i min stue,

I mit liv.

Det vil jo såre ham, hvad vil han, et offer finde på at sige, gøre?

Den er jeg bange for.

Offerlammet på den anden side af banen. Også…

Dragen der svitser, offeret, det andet, skorpionen der stikker, barnet der vil have mor gør ting, teenageren der ikke vil have det eller kun på sin måde, på det rigtige tidspunkt og lige når du tror så, nu har du den så…

Svits, stik, ikke alligevel, du skal også bestemme alting, hej smukke, stik, stik, stikke stik, hej smukke, svits.

Mit skjold altid for lille, som playmobils figurens, min barndoms legetøj, sværdet ikke til en skid.

Den sidste sten

Jeg troede de, mine forældre ikke ville kunne lide mig, ville kunne lide mig mindre, at andre kunne, hvis jeg trådte i karakter de steder jeg selv synes manglede. Jeg læser nu om umodne forældre, børn der som Peter Pan aldrig bliver voksne. Tilgiver mig selv, når jeg har lyst til at ruske mit barn, mit ældste, min mor, lader hende så have den, nemmest for os begge. Jeg har valgt pligten til, hende, for kun en kan sidde med Sorteper og jeg har altid vist min far kunne klare sig selv.

Uden mig.

Hver gang jeg tør, siger tydeligt fra eller til, er det som noget bliver sprængt, endnu et bånd om mit bryst sendes brudt mod gulvet.

De stækker

Stadig

men

jeg har nu

1000 vinger

og flyver højere op, længere væk.

Dagen

Jeg fortæller holdet, det 3, dagens sidste, det eneste som får en pause, at den i dag er inddraget, at jeg går 10 minutter før.

Uret skævt hængende på væggen gør det svært og se tiden gå, og bevægelserne af min arm gør tallene sløret. Noget i mig vil heller ikke give slip på og være her, med dem.

Sød, opmærksom kvinde på holdet, holder min tid;

Tror du ikke du skal gå nu?

Tak, bare tak for at sende mig væk. Videre ud i at få overstået alle mine bekymringers stadig større massefylde i mit indre, de, bekymringerne, den store guldskat, der flytter sig hvor end jeg træder. Jeg selv Smaug, dragen i Hobitten, der passer på hver mønt, ædelstene besat elversmedet sværd, der lyser svagt grønt ved mødet med orker og så er der ringen.

Jeg kan tage den på, gør det, forsvinder i bekymringernes tågedis, men det jeg skal går ingen steder kun tiden og jeg bliver nød til at gå med.

Jeg tager ringen af.

Lader orken se mig.

For jeg er også orken.

Bagefter hjemme igen, sen eftermiddag, timer senere er min indre svedne forkullede rester, jeg ikke kan forstå blev så slemme.

3 hold, tjek.

Ude i bagagerummet, i tankerne allerede på vej til Skovlunde, hvor den anden drage bor, tjekker jeg chartekket. Papiret, der holder fuldmagterne sammen, udfyldt med min mors og mine navne (advokatens variant.)

Er indkaldelsen.

Det er i dag.

Fredag den 13 december.

Lu(fucking)cia dag. Kl. 14.

Skriver jeg til ægtemand som senere beder om oversættelse.

Min hjerne Le mans, hans motor cross.

Alting flyder som det skal, kan.

Hun sover i stolen, mine fingre på hendes bløde, bløde kind.

Hun allerede i sine nye hvide sko, hurtigt vågen, brokker sig over de allerede er for små.

Oversat; de er svære at få på. Hun har ret.

Hun siger, hun har været på toilettet og mens hun bliver hjulpet i jakken, fortsætter hun;

Jeg har nok noget med maven.

Hesten i mig tripper nervøst og jeg griber en ble, skiftetøj, for og putte det i rygsækken, når ude i bilen, tæt ind mod fuldmagterne. Ude i vejret, for første gang i en måned, er hendes ben usikre som en 1-årigs, men hun kommer ind i bilen på ingen tid.

Trafikken, tæt, selvom klokken kun er 13, de, de andre biler er over alt, helt inde smygende sig mod Hvidens bildøre. Kvindestemmen, der guider ægtemand ind og ud af motorvejs fletninger, ville havde fået mine tårer indvendigt trillende, hvis mine fødder på pedalerne. Min mors altid høje stemme lyder i kabinen;

Jeg kan ikke forstå hun skal tale, ved du ikke hvor vi skal hen?

Hun forsætter, endnu mere spids i tonen, chaufførerne fra flextrafik vidste det da, de havde ikke den der… Hun peger mod mobilen i holderen på forruden.

1 minut efter;

Nogen af dem kunne heller ikke finde vej, de skal da bare bruge et kort, da jeg var…

Min mor har afstået fra enhver teknik bølge fra før år 2000. Diplomatiske ægtemand taler hendes modvilje mod den høje stemme ned, han hører heller ikke som en ugle og jeg sidder på bagsædet med min egen Google Maps app på sporet, for hvis nu…

Du kan bare slukke, siger jeg, råbende omme fra bagsædet til ægtemand. Så jeg kan slukke hendes modvilje, der fylder mig op og pisker ilderen rundt i buret og hesten til at pruste.

Jeg var blevet nød til, hvis jeg skulle tage hende til familieretshuset i Valby alene, at bestille en taxa.

Hvilket sådan set er lige så utrygt for mig, som nu der i bilen. For aldrig gjort det før er det noget, der giver tankemylder; kommer han nu til tiden, kan hun komme op, ud, og hvad hjem?

Jeg puster ud.

Valby, ankommet til familieretshuset.

Parkeringspladsen næsten tom.

Hun kan uden megen besvær komme op fra bilens lave indstigning ved støtten fra den fastlåste rollator, jeg har sat foran hende ud for den åbne bildør. Vi går i små skridt, som er vores fødder lænket sammen, over den tomme parkeringsplads mod det vi, ægtemand og jeg tænker er en elevator.

Den har 3 lag af døre og selvom der inde på det gyldne panel er ind printet luk døren, står vi provokeret af min udad strittende rygsæk, stadig der efter flere forsøg af tryk på 1 tallet. Til sidst trækker mand de inderste sammenklappelige skydedøre sammen, de gør det modvilligt, og op vi sendes, en ½ etage.

Oppe, er et stort lokale, for enden sidder en vagt i hans bur.

Ellers ingen i rummet.

Vi er her. De eneste.

Jeg hjælper min mor med at stryge sygesikringen over det mikroskopiske 4 kantede lille vindue på standeren. Inden afgang bad jeg diskret mand om, at tjekke om kortet var der i hendes pung på vejen ud mod hendes gang. Der står Mette på skærmen. Vi er kommet ½ time for tidligt. Hvilket for ægtemand og skribent nok mest kan kaldes til tiden.

Vi sætter os i en sofa og taler lidt om hvad hun kunne ønske sig i julegave. Jeg putter ord i hendes mund mens, hvad jeg regner med er ansatte forlader bygningen rundt om det pænt pyntede juletræ med de sikkert, fnuglette pakker nedenunder.

En kvinde kommer ud af en dør bagved buret og vi bydes indenfor.

Gå ned til den sidste gule prik.

Jeg viser vej med min arm, med damen bagved kan min mor intet høre.

På vejen passere vi kontorer på begge sider, alle tomme, vi er virkelig de eneste, der.

I samtalen med min mor sender kvinden mig et advarende blik, da jeg kommer til og svare på et spørgsmål.

Svarene, der skal sørge for, at kvinden tolker min mor ved hvad hun skriver under på.

Ægtemand og jeg på stole bag min mor, jeg så let i sædet som ventede jeg på, at nogen skulle skubbe et papir ind under mig. Som til en skole/hjem samtale er vi som forældre forventet, at kunne holde vores mund og lade vores barn tale. Alle skrevne sider i mit sind samles og eksplodere ud i løsrevne fortolkninger, og jeg holder mig selv fast, i hånden, ved resten af de udredende spørgsmål.

Hun, min mor allerrede nu slet ikke i stand til at tage sig af noget der vedrører penge, indkøb, vask eller vigtigheden af bleskift.

For mig er denne tur en formalitet, jeg har allerede ansvaret 1/3, delt med kommunen og Vitaosa plejefirma. Jeg kunne havde skrevet ægtemands navn på som med værge men intet ansvar jeg kan og skal tage vil jeg være i tvivl om er mit, nogen sinde eller så i hvert fald, så lidt som muligt, igen.

Min indre antenne vil tage oplysninger ind fra andres kropssprog, stemmeføring uden jeg giver lov og vil sløre mine egne instinkter for hvad rigtigt er for mig. Min mor. Og nogen jeg slet ikke kender, min mor ikke kender?

Nej, det vil jeg ikke have.

Hele dette blodproppens år har jeg været i lære.

Visitationslære

Uden manuskript. Ikke engang en Ikea brugsanvisning. Det har været som og lave mad, med omvendt siddende elefanthue på, i et køkken jeg er i for første gang, i stearinlysenes skær med nyligt slebne globalknive.

Hvis jeg ikke skriver dette, kæmper for bibeholdelsen af min indflydelse (fremtidsfuldmagten underskrevet,) er den tid, den bekymring, spildt.

Ugen før

Goldielocks; mor, hvordan kan jeg hjælpe dig med mormor?

Jeg åbner munden, lukker den igen, siger så;

Du kan lade mig have min bekymring, så jeg ikke oveni føler mig forkert over mine stormende følelser.

Råd som; du skal… er det nemme at give, så kan du som lytter være i ulideligheden af, at du ikke føler du kan hjælpe, men det kan du…

Du skal tie stille og lytte til den andens oplevelse af tingene sket, deres reaktioner, mine, er virkelige. Som dine oplevet andre steder, med andre.

Så ti stille og når det synes umuligt så vov at gå ind i hvorfor.

Dit hvorfor.

Jeg vil gerne, at en anden, dig, måske allerede vidne i årevis eller nylig indtrådt i et blodprop-år, skal føle der er en følelses-brugsanvisning.

Måske har du været vidne for år tilbage og fastholder dig selv i skammens rundkørsel.

Til dig kære rundkørsels bilist, den er en forældet version af dig og det er også dig, var, nu vælger, tilvælger du blinklyset ud og fræser over andres skam du møder, den er deres, lyt i stedet til H. som tør sige alt det du tænker, eller der kan bærer at du også er grim indeni. Og måske.

Måske kan I grine over at være grimme sammen.

Det er ikke grimt.

Det er menneskeligt.

Måske er du ægtefælle eller kæreste til vidnet til demens påvirkning af ellers altid klarede hverdagsopgaver. Lad være med hele tiden at minde “vidnet” om hendes, deres pligt ovre på den anden side af sporerne, Tænk over hvad du selv ville have brug for, var det dig der var rundkørsels elite bilist.

Jeg øver mig hele tiden i at være i ubehagelighederne i mig, når andre i stor tillid fortæller om deres inderste frygt. Jeg klemmer deres arm, en skulder, en hånd, tager imod en afdød elsket hustrus solbrille samling, nikker og holder min tunge bag lukkede læber, det handler ikke om mig.

Denne gør.

Blodproppens manual. Hele dette års, fra januar 2024 til januar 2025 blogindlæg.

En manual, hvor alle følelser er tilladte, for du i omsorgsklemme, eller den, du elsker vil vakle for alt det kendte er drejet ¼. Hvor meget eller hvor lidt du holder af en forælder, så kender du dem sikkert bedst og hvis du tager ansvaret på dig, ønsker jeg dig et kærligt held og lykke.

Med dette visitation års oplæring snart gået ser jeg nu rigtigheden af min beslutning, om, at kun mit navn står under hendes på fremtidsfuldmagten. Ægtemands dryp af tvivl i mig, angående alt der havde med denne mission og gøre, beviser det.

Jeg er min egen tvivl nok og jeg er ikke bange for de virkelig hårde beslutninger, bekymret?

Ja altid, men bange for de virkelig store, nej det tror jeg ikke.

Men jeg skal stå alene, der er visse ting som en 1 plads, der ikke skal deles. Det er mig der har stået for 90 % af eftervirkningerne af blodproppen, ikke mand, ikke børn, det er mig der ved, ikke dem. Mig.

Jeg kan ikke tillade ægtemands tvivl påvirke min i så vigtige ting. Min popkornhjerne bliver for hver dag bedre til at blive i den, tvivlen, ulideligheden i vokseværket, stoppe op i bekymringen manglen på dopamin skaber, der sender mit tankemylder på fjern galakse jagt efter den. Kun sådan kan jeg finde ro igen.

Jeg ved ikke om jeg har ADHD, men ved at se videoer, læse bøger forstår jeg nu hvordan jeg skal handle hvis det er det, jeg har at arbejde med. Diagnose, medicin kan være ligegyldig, det er hvordan jeg lever fremad rettet med den hjerne jeg har, med dens mangel på kontorfuldmægtig. Hvordan jeg omgås min hjernes specialitet ved bevidst, at flytte rundt på gøremål, så det der sørger for dopamin dannelsen, sker først. Dopaminen kan så bruges til og overstå pligter, der keder mig så meget, at jeg sætter 5 andre pligter i gang samtidig for, at komme igennem den 1 oprindelige.

I huset i Valby

Fuldmagtsgiveren, min mor underskriver som jeg ved hun ville, hun ved hun behøver mig, jeg er faktisk meget god at have omkring, hun ved lidt klynk holder mig på tæerne og på vejen hjem.

Skal vi ikke have en flødeskumskage?

Hendes, så går det I har gjort for mig nok lige op. Hun har på kontoret mens damen kopierede i et andet rum vendt sig mod mig og rost.

Det har du arrangeret godt, som er det hendes årlige fødselsdag holdt hos os, hun lige om lidt bliver kørt hjem fra. Hun gentager det på vej over asfalten mod bilen.

Hjem, spændt fast på bagsædet kan jeg mærke den, nerven i min ryg som for år siden sad fast 3 gange på 1½ år. Ugers smertefulde varighed, hvor min arm sad som havde den været trukket ud af led og en, mig, uden respekt, havde presset den ind igen. Jeg tvinger skuldrene ned og tilbage og fortæller musklerne omkring min skulderblade, det hele lige om snart er overstået, nu skal vi bare have hende op af spiralgangens 34,8 meter, de 7 trin. Lover, lover nerven der går fra rygrad til fingerspidserne på min højre hånd og dens “krammekammerater,” at jeg nok skal tage mig af dem, lige så snart…

Mig; hviskende til ægtemand på vej mod opgangen, vær parat til at skubbe hendes fod ind på trappeafsatsen, er det dig der…

Med ægtemand som bagstopper kommer hun op.

7 trappetrin forskrækket.

Inden hun overhovedet tager tilløbet til trappen har jeg lært, at jeg skal insistere på at det hele tiden er venstre ben hun starter med. Huske. Huske hende på hver gang på 6 trappetrin; at først en lille pause og derefter vende en kvart, da hun bedre kan bruge gelænderet med den gode arm på den måde. Inde i lejligheden hjælper vi hende til rette, jeg tager hendes sko af og hun beder os pænt om at skride.

Hils, hej, hej. vi ses og jeg vil altså ned og klippes. Til min bemærkning;

Vi kunne få nogen her op og klippe dig eller jeg kunne gøre det, her; fniser jeg

Hun; ja, det kunne se godt ud, hendes tone tyk af, nej der skal vi ikke ud. Nu. Endnu.

Jeg kunne godt tænke mig prøve og klippe hende, det er meget nemmere end på mig selv, men lige nah….

Stadig fredag

Efter frokosten indtaget 14:30 i tavshed med ægtemand begravet i sin bog skråt over for, bestiller jeg tid til klipning, hendes, med mit navn, mit kodeord, i feltet til kommentarer;

Denne tid er til min mor A… Mvh. Lisser

Få dage senere.

Læser hjemmehjælpens 3 beskeder for 2 gang;

Kan du ikke sørge for konto til din mor på apoteket? Hvilket kræver fuldmagt underskrivelse, min mors.

Kan du ikke sætte en ringeklokke op?

Kan du ikke …

Tilbage til Luciadag

Timerne efter hjemkomsten

Erkendelsen af det hele er overstået er som en stille sne, dalende, på mit indre maleri, skiløberen før i slalom ned af bakken, nu inde et sted og drikke varm gløgg.

Var jeg for meget, for meget til besvær?

Var jeg skyld i, at kontordamen fik sent fri fordi jeg holdt på, i kommandoråbets bydeform, at tiden skulle passe mig?

Jeg er ikke hende den kommanderende, eller jeg er også hende, men ikke kun hende, ikke kommanderende. Min, i denne dags, beståelse af visitations læringen er som penicillin for min hensynsbetændelse. Et opråb i mit indre runger ud i alle kroge;

Du må godt bede om. Du gjorde det bestemt, ja måske endda fyndigt, men altid i respekten for, at de kunne sige nej, til mig. Mit ønske.

Ønsket om og hjælpe mig hjælpe min mor, ikke lægge systemet til last, mest muligt men så alligevel. Det tomme rum i familieretshuset, sofaerne uden rumper, uden små, som skingre stemmer, som fik vi speciel behandling, kun fordi, jeg en underviser ønsker det, at få lov og blive færdig, runde af. Som nu. Ende ved enden.

Den tilsyneladende vigtighed

En underskrivelse på et papir, fuldbragt på en fremtidsfuldmagt. 6 måneder i tilblivelsen fra en ny venindes bydeform; det skal du have, over snak med advokat frivilligt på Ballerup bibliotek, til bestilling og køb af fuldmagt. Samme advokats videregivelse af mit ønske, komme i familieretshuset, mellem 6-8 ugers venten på tid, og nu. Et underskrevet ark af alle parter i et chartek, i rød mappe, i skabet i soveværelset. Min mor sin helt egen store mappe nu.

Lørdag, dagen efter

Post Lucia

Nu bæres lyset frem stolt på din krone

rundt om i hus og hjem

sangen skal tone.

Nu på Lucia-dag hilser vort vennelag.

Influenca symptomerne fra morgenstunden, dæmper jeg ved øjeblikkelig indtagelse af inchinaforce. Et naturmedicinpræparat, du ofte kan købe i NETTO, der giver dit immunforsvar et forebyggende kærligt spark. Ja, du kan grine af min indtagelse af dråberne igennem de sidste 32 år, men enten så kan tro virkelig flytte bjerge eller også?

Men

Mod migræneanfald står bjerget hvor det står; kan ikke komme uden om det, kan ikke komme hen over det. Jeg må igennem det.

Min krop så træt, så kvalmen forvrider min appetit og smagsløgs forudsigelighed, og jernringen om mit hoved klemmer insisterende og får det mere og mere dunkende, som mine uindbudte forældres greb i dørhammeren. Jeg sender mig selv i seng uden popkorn indtagelse, trækker mine knæ helt op imod næsen og runder ryggen som et pindsvin, væk, fra dagen i morgen. Tyngdedynens ingen krav, bare 7 kilo der holder mig, om mig, blidt og efter 2 minutter, varm, som de 8 par varme hænder, der greb min krop i tillidsøvelserne under min uddannelse så langt tilbage.

Knus fra

Bekymrings opløb i mål nået. Visitations grundkursus bestået, ude i 2025 venter overbygningen.

Prolog

Jeg slæber hendes lænestol hvinende fra den ene ende af stuen til den anden.

Hvis min mor siger noget ville jeg ikke kunne høre det.

Engang var det hvad vi var.

Hendes kommentering af min væren tilstede.

Rollatoren står ensom og forladt i stuen.

Hun, en strandet hval.

Klokken?

14:03.

Det skulle bare havde været.

Jeg har ringet til hende i går og i dag inden jeg gik hjemmefra for, at kunne gå ved hendes side, være hos tandlægen 14:20. “Bestilt” det klokke slet, så jeg kunne nå, 1 hold i Ballerup, 2 hold i Taastrup, så hjem og presse noget mad i munden. Unge mand passerer jeg som en hvirvelvind i bryggerset på vej ud.

Tag det roligt, mor.

Han mener det som den største kærligheds erklæring, men han har aldrig været klemt i mellem generationskravene, som mig.

Fra morgenstunden har jeg taget 1 time af gangen. Bevidst, for ikke og lade tidspresset jeg føler allerede i nattens opvågninger, fylde og smitte ud hvor jeg ellers er meningen, at skulle fylde rum og hjerter, i modsat rækkefølge, med varme og energi.

Hun sidder allerede på stolen i gangen da jeg låser mig ind. Stønnende bøjer hun sig ned over de i efterårsferien ny indkøbte, hvide sko. De får en sviner, de er svære og få på. Snørebåndene skal løsnes meget over den babyformede høje vrist. Jeg sætter mig i hug, i mit overtøj og ved fælles hjælp, hun trykkeren, jeg løsneren, får hun foden helt i.

Hendes sædvanlige:

Jeg ved ikke om jeg kan komme op, glider ned af væggene.

Har vi tid?

Ja, vi har tid, kom op af nogle omgange, tag tilløb.

Hun kommer det. Op.

Jeg hjælper hendes ene arm i jakken, jeg træder lidt væk, så hun kan komme hen til døren. 1 skridt.

Hun falder.

Bagover.

Væk fra mig.

Ligesom på film.

I slowmotion.

Jeg rækker ud, men hun lander på numsen, heldigvis ikke på dørtærsklen med dens rollatorvenlige kiler på hver side. Mavemusklerne husker. Hun lander siddende.

Jeg kan ikke komme op, hun sidder stille, der har sneget sig en blanding af dommedags overgivelse ind i hendes stemme. Der er ikke noget “oh boy” i sætningen. Så ved jeg dette er alvorligt.

Jeg en tidsholder. Optimist. Tyr af stjernetegn. Hvis jeg har ADHD forklarer det hvorfor jeg er rastløs uden press, og rolig, tålmodig og målrettet, med (hvis alene om det,) da det er en udfordring og derfor dopamin dannende.

Hun gav mig gaven. Når jeg læser nysgerrigt om hendes, tvillingens tegn, er det eneste jeg genkender hendes måde, at dele sin personlighed, og rum op med sine budskaber.

Nu begynder noget, der oppefra set bagefter i hurtig gengivelse må havde lignet en blind redders desperate kasten rundt med en redningskrans, mod en oprakt hånd i et oprørt hav.

Gangen er et lille rum, med mange åbninger.

Hvad er åbningen for denne situation?

Hendes. Min. Begges frygt. Et fald.

Begge angst for om hun knækkede noget, slog hovedet igen.

Hun allerede vidende siden januars blodprop om, hvad der sker eller rettere hvad der ikke sker efter et fald. Aleneheden. Dage der går i disen. Hun, ensomhedens martyr urtepottevand drikkende, skidende på gulvet, pakkende efterladenskaberne ind i Disney prinsesse servietter, indkøbt til fester aldrig holdt. Puttet i plastikposer, gemt alle vegne, for de kan måske bruges igen, indeholdende gammelt rugbrødsnuller, kartoffeljord eller ej. Jeg fandt dem, “prinsesserne”, stoppet ind mellem skænkens kuglerunde fødder, under plastikjuletræets endnu ikke nedtrukne arme og ved foden af den tavse pladespiller.

Alle de fald før det, hun, jeg ikke indrapporterede. Faldalarmen for længst afleveret. For i Ballerup kommune får du kun lov og beholde armbåndets sikkerhed, hvis du falder igen inden for 3 måneder.

Og allerhelst 10 gange.

Jeg ikke tænkt over, at udover blå mærker, hvis hun/vi er så heldige, at der kunne være en anden konsekvens.

Som en bille på ryggen kan vi ikke få hende op og stå fra siddende på gulvet. Faktum.

Jeg går ind i stuen og henter hendes fodskammel fra IKEA, arvet fra mig, der siden 2013 kun har været opmagasinerings sted for blade, aviser, papirer hun ikke kunne smide ud. Som siden blodproppen, efter oprydningen nu står tom. Plettet og tom. Stadig et vidne.

Jeg kanter mig forbi hende med skamlen højt over vores hoveder og sætter den foran hende.

Min plan.

Nr.1;

at hun fra tilbagelænet siddende som en buddha baby kan møve sig ind over skamlen på maven, så hendes ende kan komme fri af gulvet.

Inden det vil kunne ske, skal jeg forhindre mødet mellem buttede og altid, hvis i gang, værkende Mummi knæ og og det sortstribede, oprindeligt grå væg-til væg tæppe, det eneste rum det stadig er er det i, væg-til væg.

Jeg render tilbage ind i stuen og flår det råhvide pyntetæppe væk fra de 2 sofahynder, begge kun mærket rygge med rygrad talt på en hånd. Hynden er stor og tyk.

Jeg trækker i hende med begge hænder, fødderne foran mig som ved tovtrækning, med den ene får jeg skamlen tættere på.

Hun er som en strandet hval, kinden trykket ned i det plettede stof. Oppustet som havde hun ligget her i dage, ben som ubøjelige stolper. Armkræfter 0. Den ødelagte skulder fra påkørslen i 2013 blev aldrig til noget. Ikke når jeg er i nærheden.

Av, av, av, hendes fortvivlelse får mig i cirkler.

Hvor gør det ondt, mor? Hendes arme låst inde under hende, som havde hun ingen. Den højre fod snitter gulvet med tåen, den venstre fod svæver.

Mit venstre knæ; av, av, av.

Jeg flytter sofahynden lidt og render efter den blå pude med broderiet på, stadig i sofaen for, at understøtte knæet ovenpå hynden. Den blå strikkede blækspruttebamse, hun må havde taget i Genbrugsbutikken, i årene før påkørslen i 13, da hun arbejdede der, flyver som sat af fra en trampolin og lander …

Jeg allerede i gangens åbning igen, ser hende nu bagfra med strittende ende.

Nu.

I dette øjeblik går det op for mig.

Det kan ikke lade sig gøre. Hendes udråb bider mig i mavens midte og jeg lader ansvaret falde og henter min mobil, lagt fra mig ved hendes side, da overskuldertaskens falden ned foran mit ansigt var irriterende og jeg bagefter krængede min jakke af og lagde den på gulvet.

Jeg ringer til kommunens hjemmepleje, men ved.

Ingen vil være i den anden ende, ikke engang en susen.

Jeg ringer til chefen for plejefirmaet, der for en måned siden fortalte mig, at på grund af “en sag,” var plejeopgaverne med borgerne taget fra dem, kun en tid. Hvis jeg ønskede dem tilbage måtte jeg gerne kontakte kommunen, når “sagen” var faldet til ro. Måske jeg vil.

Hvis jeg orker det.

Jeg ønsker og gøre det, for helt fra dag 37, efter blodproppen, regnede chefen og hendes ansatte, min mors væsen ud. De lavede sjov med det, altid omsorgsfuldt. Samtidig professionelle, hensynsfulde over for min mor, mig og ville vide hvad jeg mente. Mest havde de deres egen, mening. Det var okay, for jeg ved også bedst hvordan jeg kommer “om” kroppen i min undervisning.

2 dage efter min mors fald tjekker jeg det laminerede kort, jeg fik i januar med hjemmeplejens kontaktmuligheder. Oplysningerne står i lyskrydsfarver.

Du kan kontakte dit team hverdage mellem kl. 8:00-9:00 og 13:00-14:00.

Aften mellem 16:00-17:00.

Klokken er 14:11

Hun hulker nu ned i hynden og jeg nægter.

Nægter at ringe 112 eller skide 1813.

Hun er faldet, hun skal op, det må tage den tid det tager.

Mor, se om du kan rykke dig mere fra på maven, hen over skamlen, så kan vi måske få dig op og sidde.

Av, av, av.

Hun sætter fra med den ene hånd, drejer sig i små langsomme frem-og tilbage ryk og jeg griber om den anden hånd, beder til skulderen vil holde og.

Hun er siddende.

På skamlen.

Hun ser op på mig;

Jeg kommer aldrig op. Jeg ved hun har ret men nægter og lade sætningen slå rod.

Jeg flytter spisestolen fra hvor hun fik skoene på, tager fat om plastik sædet og løfter den op mod loftet i strakte arme over os begge for, at sætte den ned på hendes anden side. Så hun med en hånd på den, den anden mod skamlens træramme, kan sætte af mod noget sikkert.

Hun prøver, sætter fra igen og igen.

Den vipper, rædslen står tyk i den nu meget varme entre.

Jeg møver mig nærmere og holder på den.

Hun prøver igen.

Igen. Igen og igen. Rollatoren står, som publikummer i soveværelsedøråbningen, døren taget af i 2013, aldrig kommet på igen. Jeg kører den omkring hende, flytter lidt på hynden på gulvet, for dens hjul. Tænker, at hun kan tage fat og måske sætte af på den. Den er en tung, stabil variant.

Men

Sædet, hylden for lav, især uden alt rodet, stakken, der falder i kaskader mod gulvet da jeg låser i håndtagene. Håndtagene for høje. Jeg kører den ind i stuen.

Jeg erkender noget andet skal til, hendes ende skal højere op, så bøjningen i hendes knæ er mere åben. I nogle af hendes forsøg på og rejse sig op, har jeg med den ene hånd på spisestolens undvigende plastiksæde prøvet og presse den blå pude ind under hendes ende med den anden. Umuligt, hendes ende klistret til fodskamlens plettede stof.

Hun;

Jeg bliver nød til at stå på knæene.

Jeg nikker, godt, hun tænker det selv, nemmere for mig at motivere. Jeg stopper i tornadorens centrum, alle hendes av i hurtigere og højere klagen kniber i min mave fra indersiden af og håbet …

Jeg ser mig om. Hvad ville hun kunne læne sig over, der var højere end fodskamlen, hun på knæ?

Hvor føler hun sig mest tryg udover i sin seng?

Jeg ser mig omkring, i gangen, i stuen. Lænestolen.

Døråbningen lukkes.

Jeg slæber hendes lænestol hvinende fra den ene ende af stuen til den anden. Helt hen så forbenene er i gangen og bagbenene i stuen. Hun langt væk, 1 meter. På skamlen.

Det kræver tillid. Fra hende. Til hende. Til hendes knæ. At de kan bære.

Hun gør det.

Lader sig, støttende til spisestuens plastiksæde og skamlens ramme så længe som muligt, falde.

Hun, i 1 sekund mod overfladens ilt, før hun låst igen ligger med armene inde under sig, nu mod lænestolen brune stof og toppen af hovedet trykket mod ryglænet.

Indtil blodproppen i januar endegyldigt sendte hende fra senildemensens vigespor og direkte ud på motorvejen havde hun 2 lænestole i en, i forvejen, overmøbleret stue. Den ene hendes hjem fra morgener til sengetid fra måske 2008 til blodproppen i januar 24. Stolen ligeså plettet nedenunder, som tæppet hun havde “foret” den med, da hun siden flytningen fra den gamle lejlighed i 2006 nede i den anden gård, havde tilbragt så lidt tid i køkkenet som muligt, nu vendt mod en græsplæne. Hun van til gårdens liv, kunne aldrig vænne sig til det skifte af sceneri.

Vi smed den ud. Stolen. Hun skulle da sidde i en “ny” og “ren” stol. Den anden fuldstændig ens på den anden side af bordet knap berørt med en ende blev hendes nye hjem. Fodskamlen, der kunnet havde forhindret knap så megen ophobning af væske i hendes ankler, en tendens min mor har haft helt fra min teenage tid, sat til vægs med sine 4 skråtstillede ben under vinduerne.

Min angst for hvad det kunne betyde, da hendes ben på en rejse sydpå i slut 80`erne synes større for hver gang jeg så ned mod bussens gulv, mens dækkene sneg sig krængende op og ned af smalle bjergveje i den hede eftermiddag, en tatovering i mit mindekar.

Rollatoren har nu første plads foran hende. Rollatoren; rullende bakke, reol, rodeskuffe og tasker og poser på hængt, så den sukker, i de heldigvis stabile krydsende led. Få, inklusiv mig selv, har flyttet på fodskamlen og sat sig på det plettede betræk hvis ønsket øjenkontakt med hende. For sofaen jeg ikke må rykke på, står “bag” hende og hun ville aldrig tænke; jeg flytter mig for at kunne se og høre bedre. Stolen tilbage må ikke rykkes ved, hun, dengang, nu og for altid i selskab, lige for, med sin bedste, sin eneste ven, først det gamle fjernsyn, afbrudt i 2024 i en måned uden nogle kanaler (læs: Nostalgiens pust 30.6. 2024), fordi jeg læste en seddel i hendes opgang bagvendt.

Kunne du leve uden skærme, alle skærme en måned?

Hun er sej. Når hun vil. For 1000 gang tænker jeg; kunne hun bare bruge det til …

Nu hyldende det nye fjernsyn med sine flotte farver, som hun barmhjertigt lukker “øjet” i på, når jeg på besøg har råbt stuen rungende 3 gange.

Samarbejde. Måske kan det lyk …

Mor kan du rykke dig mere skævt og få hovedet skråt ind over armlænet, ind i stuen?

Den rykker sig. Lænestolen. Hendes stemme i klynkende hop.

Nu, giver de sidste 2½ års intense 1000 timer i yogaens navn 100 % mening. Uden dem havde jeg ikke kunne løfte mit ben op over hende, stolen, sætte af på armlænet for og lande på den anden side af stolen, så jeg kan presse mod ryglænets bagside med håndfladerne, når hun krænger sig mere skævt ind i “stuen.”

Jeg har en plan. En ny plan. Nummer 2.

Av, av, av.

Hun kommer millimeter op over stolens stof, mens jeg forhindrer stolebenene glider fra den anden side af. Hendes venstre ben hænger igen, det højre har hun, trods besværet af den store hynde under hendes knæ, skubbet via skosnuden i de hvide sko, fra med.

Mor kan du bare lidt mere, for så … Bliv der, mor.

Jeg tager vejen tilbage over stolens ryglæn, med fingerspidserne holder jeg fast i karmen højt over hende. Nu tilbage i gangen, løfter jeg, igen i strakte arme, spisestolen, klemt mod hoveddøren til om på den anden side af hende, stadig i gangen, nu mod toilettet, næsten tilbage hvor den oprindeligt stod. Sætter plastiksædet så tæt jeg kan på lænestolen, uden at knibe hende i balden nærmest mig, hun skråtliggende ligger på.

Mor, kan du dreje dig ud mod hovedøren (en drejning højre om)?

Om imod mig, op at sidde?

Du er der næsten, jeg har sat spisestolen bag dig.

Jeg beder.

Hvis hun vipper ud i rummet, i stedet for og dreje er vi tilbage til start. Hun en Buddha baby med enden i gulvet.

Hun kanter, vrider sig, en “tør” klynken lyder og min mund former ord.

Mor, brug dine kræfter på, at komme op og sidde, ikke på at græde. Jeg kunne havde sagt krokodilletårer men hvorfor.

Hun er der.

Balancere med den ene balde på spisestuestolen, den anden i lænestolen. Hun ved vejen hjem nu.

Ja, tag bare det hele af, min mor nu siddende sikkert i lænestolen, i døråbningen, en droning. Tårernes før få skinnende veje, nu indtørret salt. Ingen lommetørklæder på gulvet krammet som knuder om tråde af snot, lettelsen gør hendes øjne i blågrå til glitrende stjerner. Sejren. Hun, kunne, gjorde det, farver hele gangen i regnbuefarver, med os balancerende i skattekistens gulddukater.

Hun fniser.

Hun griner.

Griner så de blågrå forsvinder bag øjenlågenes dobbelt lag af hud.

Ja, undskyld jeg griner.

Jeg smiler, kan ikke grine, ikke der, men min indre praktiske gris krøller dog halen. Jeg leder i min smidte tøjbunke for, at finde hvidt i sort. Jeg ringer til tandlægen, klokken er præcis 14:21.

Vil du have en ny tid til hende?

Nej, det kan jeg lige nu ikke overskue. Lægger på.

Jeg ser mod dronningestolen, siger; med den historie tror jeg ikke du skal betale for fraværet fra aftalen. Jeg ved ikke om hun hører mig og jeg er dejligt ligeglad med om hun skal betale eller ej. Hun er dronning igen.

Rollatoren står i stuen. På den anden side af lænestolens ryglæn med hende siddende op af den.

Mor, jeg vil have du rejser dig og tager fat i dørkarmen.

Hun kommer op, at stå.

Med begge hænder.

Ja, ja... hun ser på mig. De blågrå skriver et tavst, mor, i skråskrift mellem os.

Stolebenene hviner hjem og jeg får rollatoren i stilling. Hende også.

Foran fjernsynet.

Mens jeg fugtig i skridtet, jeg stadig iført overtræksbukser, sidder med benene i V, i mellem stoleben og spildte indtørrede madpletter for og tage hendes sko af, siger hun;

Vi fik jo slet ikke kommet ud i dag.

Nej, du stod som en lille trold med strittende numse og væltede direkte bagover. Fordi du glemte at holde i noget. Heldigvis havde du ble på. En stødabsorberende pude.

Modsat en 1½ årig bliver du aldrig bedre.

Højt siger jeg;

Næste gang skal vi have indlagt tid til, at du kan falde, vi kan få dig op og stadig nå tandlægen til tiden.

Vil du have mig indlagt, siger du? Fåreøjnenes blågrå ser på mig.

Nej, forhåbentlig ikke, mor, jeg siger, nu højere.

Næste gangen skal vi …

Støvet har lagt sig. De store sofahynder tilbage igen i sofaen under tæppet, jeg har glattet ud. Bamserne i farveorden, den blå strikkede blæksprutte til højre, op af den broderede blå pude i den ene side, den lyserøde bamse mod puden, med lyserød i sit betræk, den anden

Mit påfund. Hun kan lide det. Så. Sådan forbliver det.

Jeg leder.

Hvad leder du efter, skat, en irritation har sneget sig ind i hendes stemme. Stuen varm som et knus fra en fremmed.

Din post, jeg tror du har fået dit ansøgningsskema til ældrebolig.

Hun bliver siddende, stirrende.

Som det sidste bøjer jeg mig i gangen over hendes laksefarvede jakke. Jakken, jeg krængede af hende igen, hun siddende nede på gulvet, lige efter faldet. Efter først med blikket, at havde kørt en kropsscanning a la Superman ned over hende, hvor jeg hurtigt kunne konstatere min mor igen havde bevist, at hendes knogler ikke lider af knogle skørhed. Jeg svedte på det tidspunkt selv mere, end jeg ville på ugens 16 hold tilsammen i min egen jakke og overtræksbukserne.

Det skulle tage mig 20 minutter, at mærke mig selv og.

Hun lænende sig ind mod sofabordet; Er der noget jeg kan gøre for, at gøre det nemmere for dig. Hendes stemme lyder oprigtig men.

Du kan træne.

Træne, her? Hun kniber det dårlige øje i, kun det løftede øjenbryn mangler.

Billeder af muskuløse indsatte passere min nethinde.

Jeg ved ikke hvorfor jeg prøver, hun ved alt hvad hun skal vide. Vi ved begge det ikke kommer til at ske, for ligesom min søn stadig skal ledes, skal hun mærke snerten af min pisk mod hendes laksefarvede dynejakke før hun sætter i gang. Jeg skal svinge den til min arm bliver lang, til jorden og hun vil igen stå ved trappens nederste trin og sige;

Jeg ved ikke om jeg kan komme op. I den efterfølgende stilhed tager hun fat om gelænderet med begge hænder og for hvert trin hun hiver sig op, stritter hendes ende mere bagud, ryggen nærmest vandret, stønnet ud gennem hendes sammentrukne mund, opad, som en røgsøjle mod 2 sal.

Jeg hepper. Blidt. Lige højt nok, så hun kan høre det og lavt nok til ikke og forstyrre hendes færd op af bjerget. En nærmest ikke eksisterende linje af tolerance, for den flyttes altid til næste gang, jeg skal bruge den.

Men mest beder jeg.

Jeg ønsker, hun som den ældre kvinde på YouTube kunne trække sig op i armene svævende over jorden fra en jernstang, tumle traktordæk.

Det er dit ansvar, dit, slutter jeg dagens “træningssektion” af og bøjer mig ned for og tage en blok, så jeg kan skrive en seddel til hjemmeplejen. Jeg ved de vil komme og varme hendes mad om nogle timer, sikkert før jeg går ud i dunkelheden kl. 17:52, færdig med sidste hold.

Hun er stille, som et barn afventende mors videre ordstrøm, mens jeg skriver.

Skal jeg læse op hvad jeg har skrevet?

Min mor er faldet vil I tage op, om hun kan få en faldalarm igen?

Jeg skal også nok ringe. Til 44771717, hjælpemidler teamet, jeg snart kan navnene på.

Jeg skulle havde sat et hak ved tandlægebesøg i dag på min to do-liste, nu har jeg stadig det og opringningen, plus at finde ud af.

Hvem i hede hule helvede skal jeg ringe til, hvis hun falder igen, en onsdag kl. 14:03 og hun/vi ikke kan få hende op?

Falck?

Jeg er ikke nogen på hjulkørende hejsekran med grønne seler. Hun. Vejer mindst 20 kilo mere end mig. Nu.

Der skal gå 3 dage før min højre arm ikke gør ondt på; du “plejer” da ikke og hænge i dørkamme, måden.

Jeg rækker hende papir nummer 2 ud af 3 til underskrivelse nederst.

Mor, vil du have jeg udfylder resten?

Ja. Trætheden fra hende tynger luften i lokalet ned.

Mens hun finder briller og underskriver, rydder jeg lidt op på hendes rollators bakke. For 2 gang inden for samme time løfter jeg rodet mod brystet. 1 gang med hende som en kæntret hval samlede jeg det op fra gulvet, alt for meget i vejen til jeg kunne overskue, det skulle blive liggende, flydende parallelt med hende i bekymringens ensomme univers. Gangen for lille til, at hun eller jeg stod i spagat i taklingen af at gammelt Billedblad.

Vi ses, mor.

Ja, vi ses, skat.

Tak til

Unge mand/søn, der altid hvis hjemme, kommer ud i bryggerset, når jeg kommer ind med mine 2 tasker og dobbeltrulningen af mine yogamadrasser. Står som et roligt bjerg, mens jeg efter knus drejer om hans akse for og pakke ud. Jeg ved, jeg burde stoppe op lige nu, der. For en dag vil han være væk, med armene om en anden kvinde, der forhåbentlig elsker hans bjergged af et væsen. Jeg glæder mig til, at møde hende og fortælle.

Hvordan gik det hos mormor? Spørger han.

Det kommer i skrift form, men lad mig sige, at hun igen ikke skuffede i og være min uudtømmelige muse.

Aftenens 3 hold, i Måløv, i yogaens verden med dejlige mennesker, som bare tager imod og jeg kan være, med dem. Ikke andet. Underviser i et lunt lokale, der dufter af sauna i midten af koncentrerede blikke. Vi lader roen bølge blidt i mellem os. Ingen drama. Noget i mig klinger af. Udenfor mørke, vi lys i lyset.

Hjemme, efter mit tiltrængte bad kommer unge mand ud i køkkenet, jeg står med hånden i den åbne skuffe, globalkniven få centimeter fra mine fingerspidser. kl. er 18:20.

Terminsprøven gik godt.

Hold tanken, jeg bliver nød til og gøre dette opkald. Jeg vender mig væk og finder min mors nummer i mobilen, som i mange kvinders adresseliste sikkert står under det samme som min. M.

Ja, det er A…

Det er mig mor, jeg råber så unge mand, igen på sit værelse, ikke behøver glasset presset mod væggen for, at lytte med. Med mindre han har isoleret sine trommehinder i høretelefonernes hellige hal.

Hej skat.

Hej, jeg ville bare fortælle dig, jeg syntes du var så sej i dag.

Ja

Ja, du var stædig, blev ved og ved, gav ikke, ikke op, kun i små rimelige doser.

Du var også sej.

Ja, det synes jeg også, endnu højere siger jeg;

Vi var begge to seje.

Jeg kunne også godt lide at du grinede, mor. Chokkets efterdønninger. Nu der i telefonen kan jeg næsten selv.

Du har ændret dig, mor. Blevet mere ligeglad med de rigtige ting. Mindre traumatisk reagerende.

Du har ændret mig.

I samarbejde har du …

Ja, hvordan har du det?

Mor, jeg bliver nød til og lave aftensmad, jeg ville bare. Jeg ved at mit svar ikke vil blive hørt efter 5 ord. Jeg er for udmattet til andet end globalens hakkeorden, for træt til at råbe mere i dag og det er unge mands termin, der skal spørges til. Nu, mens salatskålen fyldes til kanten.

Så indkøring sammen med, i airfryer varmet rødbede ind æltet bolle med hakket, stjålet rosmarin fra bed foran nogle lejligheder 1½ kilometer borte og salvieblade fra haven. Så skal jeg spise alene, ingen forventning om andet.

5 minutter inde i YouTube videoen med gaflen inde i munden kommer unge mand listende ind.

Må jeg forstyrre?

Mit indre NEJ ebber som et ekko ud og jeg svarer, ja og krænger høretelefonernes tunge bøjle af.

Senere

Ægtemand; måske din mor giver os adventsgaver i år. Han blinker.

Til mig bankbestyreren.

Jeg ved, jeg ikke skal tage hans ord bogstaveligt, men orker ikke synes det er sjovt. Hun har aldrig gået op i dem, adventsgaver, påskeharerne er mere hendes ting. Fra Aldi.

Min ting; fald, tårer opsamler og rosens buket.

Næste gang beder jeg om forskud på arv, jeg kalder det bekymringstillæg. Du kan kalde det Cirkus Benneweis bevilling.

Lørdagen efter med veninde i øret.

Barnevognen kommer nærmere på den ellers mennesketomme sti. Nærmere min paraply, der som en stor champignon på grusset ligger med håndtaget opad. Hjulene kan sagtens komme forbi, men jeg bryder mig ikke om, at andre lytter med. Jeg står sekunder flamingo da jeg krænger regnbukserne af. Derefter mumlende ind i buksebenene, mens jeg binder skoene med dobbeltknude. Da jeg ser mig over skulderen, står hun, barnevognsskubberen, lige bag mig.

Jeg sætter i gang, imens i mit øre;

Hun anerkendte dig. Der er glæde på mine vegne i min venindes stemme. Da jeg fortæller om min mors svar, “du er også sej” efter min bemærkning til min mor, “du var så sej.”

Ikke engang en glæde føler jeg, kun tilløbet, så kommer raseriet, så resignationen. Det fylder mig, skifter som et lyskryds i uorden fra lysegul, over blodrød til fesen grøn.

Havde jeg ikke sagt til min mor at hun var sej, havde hun aldrig kommet på selv, at sige det, til mig. Jeg har hele mit liv været vidne til hendes aben efter, det er ikke dybtfølt. Hun udfylder øjeblikke af tomrum.

Raseriet, fordi min veninde minder mig om, hvor meget jeg til bare for få måneder siden kæmpede med ikke, og være afhængig af andres tilkendegivelse af det jeg kan. Andres mening om hvad jeg kan, skal ikke definere hvem jeg er. Ikke inden i mig.

Ros fra hjertet er dejligt.

Lægger min irritation ned, min venindes mor i Jylland, vil modsat min mor end ikke se min veninde, taler kun i telefon med hende, hendes dejlige datter nødtvungent. Min veninde orker ikke at gå ind i helingsprocessen, hvor barnet i hende endegyldigt vil forstå og acceptere, at nogle mennesker burde aldrig havde haft børn.

Aldrig indforstået med det betyder, at vise sin egen sårbarhed.

For at kunne rumme andres.

Knus til dejlige dig fra seje mig.

Hvornår føler du dig sej?

For det gør du ikke?

Det skal du lade dig, når …

Fredag d. 11 oktober.

Suppens varme får mig til og krænge sweateren af, jeg er 20 minutter i efterårsferie.

Jeg kan se nogen ringer. Telefonen næsten alle timer på lydløs, lyser op mod dækkeserviettens brune rektangel. Den viser nummeret jeg har givet navnet, hjemmeplejen, team 1.

En ung kvindes stemme, skinger og kortåndet rammer mit øre;

Det er M fra Alta pleje, jeg står udenfor din mors dør. Jeg kan høre hendes mobil ringe inden i lejligheden og hendes rollator er der ikke, måske er der sket noget. Har hun ringet til dig?

Min mor har ikke været udenfor uden mig i månedsvis. Hver gang vi er ude og gå vores lille tur er den 2 sætning altid;

Jeg tør ikke gå ud alene mere. Jeg ved hun med den sætning prøver, at gøre min løbeline, til hund, kortere. Jeg reagerer ikke udadtil på den mere.

Jeg er der om 10 minutter, svarer jeg, står du der?

Ja

I de 10 minutter jeg går ser jeg min mor i 4 forskellige scener af død, begynder endda og tømme hendes kælderrum med min søn, unge mand. Jeg går stærkt, suppen skvulper rundt i min mavesæk, klamre sig til den ½ mursten, mands rugboller, som jeg spiste den med.

De står foran døren, min mor i sin fesne laksefarvede overgangs jakke og den bekymrede unge pleje assistent fra team 1, der bare skulle ind og gøre rent.

Min mor, nu siddende på stolen i gangen, tilskuer til den unge kvindes tale til mig i døråbningen.

Kommunen har overtaget plejen, du må ringe til dem.

Jeg nikker, jeg gør det på mandag, mandag i min efterårsferie. Alle linjer er lukkede nu.

Hun fortsætter, ordene hurtigere og hurtigere;

Du skal fortælle dem, at de skal komme om formiddagen og sørge for, at hun får skiftet sin ble. Da det kan give urinvejsinfektioner, ikke at … Den tale har jeg fået før.

Min mor for nogle uger siden.

Jeg har haft lidt med maven.

Jeg troede, det var noget hun havde spist. Siden jeg flyttede hjemmefra som 21-årig, har jeg ved besøg gået i hendes køleskab, ofte under hendes syrlige protester. Ikke fordi jeg ville have noget lækkert. Nej, fordi jeg vidste hun ikke havde styr på holdbarhedsdatoerne. Italiensk salat er hendes ting. Ægtemand og jeg fandt i oprydningen julen 2013 efter hendes påkørsel, mavesyre pakker mere eller mindre åbnede alle vegne. Efter ulykken holdt jeg hendes fødselsdage og det var ikke kun fordi hun havde en nu skadet skulder og et knust knæ, det andet ikke bedre. Det var heller ikke så meget fordi, at hendes fødselsdagsboller var scones og hun et år havde glemt, at tage papiret af den ene bund, inden hun lagde sin lagkage sammen.

Hun synes ikke det var sjovt, da venneparret, der altid var inviteret, til de blev syge og døde, kommenterede på det.

Vi grinede alle.

Jeg nævnte det aldrig igen.

Nej, jeg overtog hendes fødselsdage fordi jeg ikke ville udsætte min familie eller mig selv for sandsynligheden for, at vi blev dårlige. Desuden var det alligevel altid mig, der løb frem og tilbage, lavede mere kaffe og skænkede op. For efter min mor havde sat bollerne, en til hver, på bordet og kanden med kaffe, “glemte” hun, nogle måske ønskede 2. Hendes kopper var meget små, ligesom hendes scones. Sidstnævnte hentede jeg lidt flere af i smug. Ægtemand tog lettet børn på legepladsen og jeg servicerede dronningen og hendes herskab.

Mine besøg i hendes lejlighed blev mere og mere sjældne, hun kom jo uopfordret hos mig sommeren igennem og så var der torsdagen i vintersæsonen, hun kørte med hjem fra mit hold, hun gik på.

Tog hun sig i virkeligheden til underlivet, den dag, uger siden. Havde hun haft en infektion?

Og hvad sker der her?

Jeg har da selv sørget for, at team 1 havde en nøgle, for måneder siden. De fik endda min mors nøgle, hun min. Da hun ikke havde kræfter til og bruge ekstranøglen jeg havde fået lavet, stående midt i centret i Herlev, der var under op/ombygning. Først bestilt under højlydt skæld ud fra kvinde, mindre end mig, på gebrokkent dansk, fordi den, som havde lavet min gamle nøgle, havde lavet et meget dårligt job. Jeg nikkede høfligt og spurgte, mens jeg tænkte, “jeg orker ikke og, skulle køre til Ballerup også, for en s…. nøgle.

Kan du lave den alligevel?

Jeg ved, at jeg også skal huske og fortælle dem, nu åbenbart kommunens hjemmepleje, at de ikke bare skal tro på hvad min mor siger. Ligger bleen ikke på gulvet, har hun ikke skiftet den. Hun putter den ikke selv i skraldespanden, den samtale har jeg haft med min mor og hendes øjne, fåreøjne i udvandet blågrå.

Min mor, stadig i den laksefarvede jakke, nu siddende lænet op ad væggen. Hendes blik går fra spørgende undren over vores reaktion, til læber i et lille smil. Hun ser op på den unge plejeassistent og siger med øjnene, glimtende som stjerner;

Har dit hjerte det bedre nu?

Havde hun været et barn havde hun skjult en fnisen bag en hånd. Der er ingen dårlig samvittighed og se, ikke i tone eller kropsholdning, hele hendes krop, dirrende varme, en rød charmeklud. Min mor elsker dramaet, men kun jeg kan gennemskue spillet. Mærket spillereglerne.

Til hende altid kortet op.

Ryk 3 felter frem.

Til mig?

Udelukkende kort med;

Gå direkte i fængsel, skulle jeg konfrontere hende med det.

Jeg har været til begravelse.

En lille klokke ringer, hun fortalte sidst vi var sammen i solskinnet, at en i gården var død, men virkede ikke særlig påvirket.

Jeg tænkte ikke over at ringe.

Fortæller hendes mund.

Min mor har aldrig ringet, det er bare noget hun siger, fordi hun ved det er passende i situationen. For mig?

Nu tydeligt en replik i et dårligt skuespil.

Tillært igennem et helt liv, som den for det meste tavse borddame, hun er i et hvert selskab. Selv ægtemand kan nu tydeligt høre, hvordan hun griber den forrige talers sidste sætnings halvdel og fortsætter derfra. Stemmebåndenes hvinen narrer stadig nogen, høj, ud i alle rum. Den falske selvtillid, hårde tryk lagt på ord, som stempler mod papir, men stillede du hende et uddybende spørgsmål?

Gled hun af efter 1 spørgsmål, som smør på en pande, hendes meninger udelukkende overskrifter og det er aldrig en mulighed, at betale for indholdet nedenunder.

Familie, veninder der mødte hende sagde; hun var da sød. Måske de troede det ville gøre mig glad, som kunne ordene fjerne hende skarpe kanter med et vupti. Kanter de skar sig på og legalt fjernede sig fra.

Jeg længdes efter lyttende ører, der turde være i mit; “jeg kan ikke lide min mor.” Uden at hviske mine ord ud. Mig. Ud. Som var det at sige ordene en sygdom, der kunne smitte.

Jeg følte mig endnu mere forkert, selv veninder der også havde mødre fra helvede og derfor gerne lyttede sagde;

Du skal gøre din pligt som datter. Nemt nok, når deres mor bor i Jylland.

Havde min mor været en veninde var hun fyret.

Jeg fandt ud af, at jeg ikke kan vokse med den pligt, hvis jeg er i samvær med mennesker, som ikke vil lade mig være mig. Fandt ud af, at vokse også betyder lade andre æde pligten på deres måde. Det vi i virkeligheden som omsorgspersoner skal æde er, at give os selv lov til og holde fri også lørdag, søndag. Slippe medafhængigheden.

Frigøre os fra tanken om, at vi skal gøre mere, forlange mere, “flytte” andres sind.

Jeg har selv sat barren ud fra, hvad jeg tror andre vil synes er godt nok i forhold til min mor, jeg kan selv sætte den ned. Hvor den hører hjemme i mig.

Forstår, at som jeg ikke kommer til at forstå andres forståelse, kan jeg heller ikke bede, forlange, afvente, håbe, leve mit liv i forhold til eller op af andres.

Så jeg tier, til min ende løfter sig fra stolen og mine arme flagrer som en 8-benet blæksprutte væltende kopper, glas, borde rystende og lamper vippende. Og min mund. Min mund kaskader af bobler som et skumbad over karrets kant. Øjne stirrer. Jeg sætter mig med et bump, lukker min mund og snakken ud af andres omkring mig, brister boblerne i et lille sprøjt.

Opkalds udeblivelse, velsignelse eller?

Den unge plejeassistent fra team 1 ved, at med min mors begyndende senile hjerne vil det ikke ske, at min mor ringer, det er ikke noget vi kan forvente. Vi beroliger hende fra begge sider af. Som om min mor overhovedet behøver bekræftelsen. Måske det i virkeligheden er os, der behøver den, bekræftelsen sagt, til hinanden. Højt. Vi gør ting, er rigtige, ingen kan komme efter os. Den altid underliggende trussel i, at min mors handlinger eller mangel på dem var så forudsigelige, at de blev uforudsigelige. Eller er det omvendt?

Den er der altid, som tvivlen, den sår.

Den unge plejeassistent tager støvsugeren og en anden person i almindeligt tøj står i døråbningen;

Er du sulten, A…?

Min mors store smil understreger hendes igen høje humør, vi i vores bekymring havde pillet lidt ved.

Nej, jeg har spist henne i kirken, kvinden nikker

Så går jeg nu.

Jeg ser hen på min mor, rynker brynene;

Kom du til tiden til begravelsen? Ingen reaktion.

Ved mine besøg spørger hun altid; er det mandag i dag?

Hun har indtil nu ikke ramt dagen? Er mit svar en hverdag, kommer det;

Har du taget fri?

Nej, mor jeg har ferie.

Begravelsen

Jeg undres. Hun er kommet ned af trapperne, hen til kirken, ikke ret langt godt nok og på vores lille rute. Og op af trapperne igen. Alene?

Jeg gentager højere. Kom du til tiden til begravelsen?

Nu er der ingen tvivl om de spillende øjne;

Jeg blev hentet og bragt.

Triumfen gør hendes skærebrænderstemme blid.

Nu hænger alting sammen, hun har været på eventyr, og hvorfor skulle hun delagtiggøre os i det?

Hun har ikke min tillid, jeg har aldrig haft hendes.

Jeg fortæller jo heller ikke hende om mine planer og drømme.

Om hverdagens hurlumhejhus. Som i lange perioder er blevet levet modstræbende i snublende steptrin på grund af den mørke sky over mit hoved. Dens dryppen af melankoli farvende mine tanker sorte. Heldigvis var der også overflod af glemslen af dem, når jeg koncentrerer mig om noget andet og finder balancen igen.

Jeg havde lyst til at flytte, forlade, men mest fra mine egne reaktioner over for sagt og toner, min uafsluttetheder, drømme, der bankede/banker på, ikke ret meget ændret, stadig der. Forståelsen af, endelig landet, at højt sagt grænsesætning ikke gør mig til en egoistisk person, men en der passer på sig selv, på andre. Ingen grænsesætning, ingen forandring. Samtaler, blikke, forståelser og reaktioner vil være tro kopier af andre samtaler, blikke, forståelser og reaktioner.

Hvis jeg ikke træder ud, væk, siger …

Fra, det ikke i orden du, men det der, det er. Gør jeg ikke det er jeg ofret, i andres tankemønster, i mit.

Spørg om andre i hendes familie også snakkede så meget om deres dårligdomme, spørg om?

Råd fra bog om kommunikation jeg lige har afleveret, hvis du vil læse den;) Det vil jeg gøre mere, men sidst jeg spurgte til min mors familie, græd hun snot, SNOT i tråde mod lårene. Giftige personer vil med snak om deres offerhed holde dig som lytter fast i, at du skylder dem noget, meget, alt. I luften altid; elsker du dem ikke nok, mere, for så ville du, altid dette usagte du?

På den vej har jeg sat en vejspærring op. I beton.

Jeg har ladet mig være et offer for min mors skavanksnak, hendes identitet. Men jeg har også set hvor glad hun kan blive, når vi snakker om noget andet. Mest når jeg folder mig ud og hendes dåselatter når 3 sal, 3 opgange fra hendes. Min folden ud har været meget baseret på og underholde med mine sårbarheder, nu ser jeg, at det har fastholdt mig i og tro jeg er det, svag. Som hun.

Vi er begge mennesker og jeg vil ikke såre hende, jeg vil ikke såre mig. Mere. Det er også at tage ansvar.

Min mor rejser sig fra stolen, krænger jakken af, da hun efter min ide leder efter sin hovednøgle, så jeg, hun, alle ved den sidder i hendes hoveddør på indersiden, igen. En serviet falder ud af lommen

Plejeassistenten peger;

Hvad er det du har der, A ….

Min mor trækker hånden til sig, ikke noget.

Den unge kvinde forsætter, mens hun rækker hånden ud;

Jeg kan se der er noget i.

Modvilligt lægger min mor servietten og dens indhold i kvindens hånd, som åbner servietten med den anden. Inden i, et stykke kage, sikkert noget min mor ikke kunne spise.

Skal jeg ikke bare ligge det på en tallerken for dig, A… så kan du … Blidheden, det naturlige i, ikke at gøre mere ud af det. Så fint, så fint så fint.

Mandag d. 7 oktober i ugen op til efterårsferien.

Jeg har besluttet mig.

Min mor skal vaccineres. Og kunne det blive i min efterårsferie ville det fjerne bekymringen om jeg når alt, til tiden, mellem 3 hold, hverdage.

Privat Gallup undersøgelse, på begge formiddagshold ud i luften;

Er I blevet vaccineret og hvor og ..?

Jeg er blevet det i Loen.

En anden kvinde; jeg gik bare derhen uden tid.

Tirsdag d. 8 oktober.

Jeg glider ned af væggen og lander på klinkegulvet ude på toilettet i min 10 minutters pause, i mellem 1 og 2 hold, stikker øretelefonerne ind i bruskens cirkel og ringer hovedkontoret for vaccinebestilling op. Når man ingen MITID har skal tidsbestillingen ske telefonisk mellem 10-14.

Der er mange på linjen, så der er 1 times ventetid. Mit suk runger og jeg lægger mine “ørepropper” i deres lille beholder igen.

På tredje hold fortsætter jeg min Gallupundersøgelse.

Er I blevet vaccineret og hvis ja hvor?

Jeg er blevet vaccineret i kirken i Skovlunde. Hjælpsom mand.

Det står intet sted. Er det for de få udvalgte eller?

Efter 4 hold, parkere jeg i silende regn, Hviden, min lille bil med sin brede bag, på parkeringspladsen i min mors gård. Kl. er 14:20 og jeg har ikke fået frokost. Min mave har opgivet mig og jeg ved, jeg løber på brostenenes glatte flader med et blodsukker, der er i frit fald. Hele min krop er vægtløs, får jeg ikke snart noget at spise kan jeg risikere, at jeg bliver splat. En tilstand, min krop er timer om at afrunde og forlade. I kirken ser jeg ind, diskret, i alle rum og beslutter mig så for, at spørge på kordegnens kontor, døren står åben. En mand ser meget travl ud, eller måske er det i virkeligheden min egen travlhed, jeg mærker.

Jeg spørger på vegne af min mor, kan man blive vaccineret her? Det var tydeligt ved min lille inspektion der intet foregik, men nu er jeg på sporet og stædigheden har overtaget frustrationen, der kommer af, at det skal være så svært og ville hjælpe nogen.

Han går ind i et andet rum, til en anden computer og 2 sekunder senere;

Jeg kan se at “de” kommer på mandag, det er den sidste dag.

Kan du se hvad tid?

Han ryster på hovedet, det er det eneste der står.

Tak, mange tak. Det lige før jeg laver det man i yogaens ydmyge univers kalder bede hænder, med bøjet nakke.

Ude i regnen igen trækker jeg hætten op. Altså på mandag, helt perfekt, der har jeg jo efterårsferie, jeg må tage den på “røven.” Møde op fra morgenstunden og håbe på jeg måske kan hente min mor senere, til stik.

Efterårsferie

Mandag 7:14 besøg af kloakmand. Nu kan vi vaske tøj om vinteren uden bekymring for om nogen, ud over os selv, kan falde i vandet fra vaskemaskinens overflod. Det beskidte vand løbende op og ud under dækslet og ned af den lille bakke mod fortovet, hvor det i frostens greb bliver til små skøjtepytter. Jeg har gjort det, faldet, med resten af familien siddende i bilen. Var så hurtigt oppe igen, at jeg måtte fortælle dem om stuntet, vel inde i bilens varme, for at gøre det, dagen efter blå mærke, virkeligt.

Mandag 8:35 opringning til hjemmepleje dag, Team 1.

Jeg har fået af vide af (bekymret ung Alta pleje ansat,) at I har taget nogle af Alta plejes opgaver. I skal lige vide at … og at … for hun er senil og hun … meget bestemt tonefald der kan snyde … så … og det …

9:15 stadig mandag, ser jeg den altid løbende, mindst 70-årige næsten nabo låse sin cykel i et af kirkens cykelstativer.

Skal du ind og vaccineres? Hun har så smukke øjne, blidheden, er det overhovedet min næsten nabo?

Ja

Lige indenfor stiller jeg mig i køen bag hende, der snegler sig ind i pejsestuen langs stolerækkerne. 2 unge mennesker står og stiller spørgsmål til køens slange og tjekker sygesikring af. 10 minutter senere kan jeg endelig spørge først den unge mand, som …

Hun skal sige ja til, at der bliver trukket lod om lav/høj dosis vacciner.

og derefter gentagelsen til den unge kvinde;

Jeg kommer på vegne af min mor, kan man blive vaccineret uden tidsbestilling?

Jeg skal lige høre, hun peger mod stikke prinsessen bag en stor vaccinereklame og går diskret hen og spørger i en minimal stikke pause.

Du skal komme tilbage 15:30, og vi kan ikke garantere noget, det kommer an på om der er nogle vacciner tilbage. Hun smiler:

Jeg har aldrig oplevet der ikke var.

Jeg tror det skulle berolige mig, men …

Åh … nej.

Udenfor ser jeg på klokken og kommer i tanke om hvad planen for denne mandag i min efterårsferie, i virkeligheden er. Jeg skal jo mødes inde på Bellacentrets metro st. med Goldielocks, min datter kl. 16:30. Det er Dinningweek, og jeg har betalt de 700 kr. for vores 5 retter for over en måned siden. Hele vejen hjem, 10 minutter, spæner mit for- og imod som kuglen i et flipperspil fra væg til væg, skal, skal ikke involvere ægtemand?

Hjemme middag

Ægtemand, jeg tror du skal droppe det. Jeg ryster på hovedet, så involvere jeg unge mand. Min søn der også holder ferie.

Ægtemand, jeg vil gerne træne og have noget at spise, hvad tid skal jeg være der?

Jeg bryder mig ikke om, at rykke ved hans planer for sin efterårsferie. Jeg havde håbet, at han kun blev nød til og involvere sig, når vi næste weekend holder hans fødselsdag. Vi har for første gang i mange år inviteret hende med. Den fødselsdag har ellers været ingen af mine forældre, helle. Men der sker intet i min mors liv. Ægtemand har endda allerede sagt til sin far, at de ikke, som de plejer, skal hente min mor, vi, han, tager den selv. Vi, han bringer hende også selv tilbage. Jeg ser på ham;

Jeg ved jo ikke engang om hun får lov og hvad tid, og … og …

Lige meget hvad kan du ikke nå det, få hende hjem, hvad tid vil du have, jeg er der?

Jeg tøver; halv.

1 time senere, ringer jeg hende op.

Mor, jeg henter dig ca. kl. 15 så går vi en tur.

Jeg har en plan

Jeg henter hende, sætter hende ind i tingene og får hende tisset af, ned ad trappen og over i kirken, lige meget hvad der så sker, skal han få hende hjem, jeg skal nå toget 15:59. Jeg kan ikke nå det. Få hende tilbage til lejligheden. Selv hvis min mor, ikke, skulle sidde i de obligatoriske 15 minutter efter vaccinen i venten på eventuel reaktion, kan jeg ikke. Nå det. Kan ikke spørge hende, om hun kan gå alene hjem, selvom det bogstavelig talt er over vejen og ned i første gårds hjørne.

Jeg kan ikke udsætte hende for bevidstheden om utrygheden ved sin egen krops svagelige formåen, jeg, især vækker.

Nægter, nægter, at skrive til Goldielocks; at vi bare mødes på restauranten, ingen af os ved hvor ligger, og så må hun slå den time sønder og smadder selv. Nægter det, lave min plan om, involvere hende, måske gøre hende sur, måske.

Bjørnen sover

Hun trækker vejret tungt, i takt med DR`s bolig program og jeg må ae og kilde hende nogen tid før hun vågner, som altid siddende i sin stol.

Jeg tvinger mine bevægelser ned i tempo for at udstråle tid, men indeni, banker mit hjerte hurtigt, som en ilders i et bur, efter 10 runder rundt på trådnettets struktur.

Jeg har sat tidsrammen hårdt, for jeg vil heller ikke skulle risikere, at hun, vi skal sidde og vente i lang tid, jeg ved ikke hvordan hun ville takle det. Er hun utilfreds siger hun det højt, højt så alle vender sig og jeg må svare højt, tydeligt første gang ellers skal jeg gentage mig selv fordi hun hører, ja ikke godt.

Jeg tror ikke hun trækker i toilettet, lige meget, videre. Følge planen.

Skal jeg skifte sko? Hun har sandaler på, det ene af de 2 par hun stadig kan “passe” efter hendes fødder er hævet op og ligner babyfødder med deres høje vrist. Ilderen snor sig, hele min krop “klør” i uroens, kan vi nå det?

Jeg ser på uret.

Ja, det er koldt, vi kan godt nå det.

Da hun så mig stå ind over hende, hun lige vågnet, og jeg havde sagt vi skulle have hende vaccineret, var der et øjeblik, hvor et nej stod i luften, men hun er sej, hvis hun for fanden bare ville bruge det til. Ikke i stedet svælge i svaghedens stranden på den øde ø, hvor kun jeg er forventet, at stikke årene i vandet.

Hun går heldigvis op i de vaccinationer.

Hun ved det overordnede spil er slut. Spillet med dukkeføreren og dukken i snor, hvor hun var dukkeføreren og jeg dukken i snorene. Hun ved, som det lille barn, at når mor har det blik på, stemmen, den tone er der ingen pointe i og skabe sig, for hun har givet mig styringen. Der er ingen krydsede arme over brystet og “nej det vil jeg ikke, mor.”

Hun gør hvad jeg siger, ellers ingen slikkepind.

Ude i efterårsfarverne, under kastanjealleen fra skolen og ned mod kirken, ser jeg ham. Ægtemand, allerede på vej. kl. er 15:23. Jeg vender mig med ansigtet mod min mor, får hendes fulde opmærksomhed, hun kniber øjnene sammen mod solen.

Mor, de vil måske spørge dig om noget vedrørende vaccinen, du skal bare sige ja.

Inde får jeg hende i en stol, mand ved siden af og jeg i køen. Desværre så jeg unge mand og unge kvinde, fra om morgenen, gå med jakker på væk fra pejsestuen, idet vi trådte ind fra kulden. Nej, jeg ville ikke løbe efter dem. De havde jo fri.

For, at få “ilderen” mere rolig spørger jeg, kvinden bag mig i køen.

Nej, jeg har heller ikke bestilt tid, hun også fulgt til døren af sin datter.

Jeg går nu mor. En kvinde på min alder vinker til min snakkebagbo.

Min snakke bagbo nikker, smiler.

Kl. er 15:33, det er vist en ny stikke prinsesse og hun er alene, hendes bevægelser matcher min indre ilder, jeg vil ikke afbryde bare for at spørge. Følger køens små skridt nærmere.

Til mand, højt, han med ryggen til og heller ikke en ugles hørelse, kom nærmere. Han ser desorienteret på mig. De bliver siddende, snakker.

Toget kører 15:59.

kl. 15:35 bagboen ser på mig;

Vi skal nok vente på hende.

Jeg nikker. Jeg er set. Ilderen er. Standser midt i en runde, det lille bryst i bevægelse, som kolibrivinger, hurtig, næsten ud i et, ingen forskel på ind og ud, op og ned.

I skal komme nærmere nu, jeg er nr. 2 i køen. Endnu højere, genert, råben op i mine øre.

og hun skal have tøjet af. Jeg peger på en stol nærmere vaccineskiltet, og roder i hendes taskes krakelerede, plastiklæders indre silkefor, jeg har over min skulder. Finder hendes pung, vi hjemmefra tjekkede for indholdet af hendes sygesikringsbevis.

Min mor har heldigvis en T-shirt, hvid, inden under, som det sidste af 4 lag.

Til stikkeprinsessen, kl. er 15:37;

Jeg har ikke bestilt tid, er det muligt …

Hendes blik varmt og noget i mig falder lidt til ro.

Vil hun have begge vacciner? Jeg kender min mor.

Ja.

Min mor uden rollatorens sikre favntag i tavs, autoritetstro pause bag reklameskiltet. Jeg flytter skiltet lidt diskret, så hun har mere plads bag beskyttelsen fra eventuelle blikke fra “tilskuerpladserne.” Skiltet jeg havde væltet, havde det været mig ved håndtagene.

Kl. er 15:41, min mor ekstra koncentreret, efter den blide ordre om, at slippe i armen. Stikkeprinsessen, efter at havde konsulteret sin computer;

Jeg kan se, den har udtrukket højdosis.

Nede og sidde alle 3, kl. er 15:44, er ilderens energi som et buldrende bål og jeg krænger jakken af, mands blik, stemme fuld af ros, for hele dette, “jeg” har fået til at lykkedes. Ilderen stopper op et sekund, så løber de små ben videre. Jeg rejser mig, kysser begge farvel og krænger jakken på, på vej op mod stationen 5 minutter væk, stormende som Hjulben.

Meep, meep.

Jeg tager toget før.

Hjemme timer senere.

Mig; hvordan gik det?

Ham: jeg ved ikke om hun grinede eller græd, da hun var kommet op ad trappen, der var ingen tårer, du skal skrive hende op til ældrebolig.

Slam, jeg ved det, mærker modstanden. Nu mindre end, når jeg igennem månederne selv har tænkt det. Slipper det, noget, jeg vidste ville blive taget fra mig. Den midlertidige ro i, at noget var gjort, klaret. Et nyt bjerg viser sig, skal bestiges, bliver højere for hver tanke, den kommer nærmere udførelse. Tanken om og rykke hende, alt der har med denne søgning af ældrebolig og gøre, jeg bliver aldrig færdig. Der er ingen slutdato. Kun uvished om hvornår, hvordan, hvor længe. Og hvor meget skal jeg?

Aftenen med Goldielocks, indsigten i hendes arbejdsplads beliggenhed, at hun er et valdhorn på 2 sal i den integrerede institution. Stoltheden fylder min mave med varme sten og får mig tungt landende med enden mod brættet, da jeg tisser af, med duften af syrlige bleer i næsen. Gåturen mod DR`s sorte 4-kant, eftersøgningen efter restauranten, der vidste sig (efter en ekstra tur rundt om bygningen,) at være oppe på toppen af et hotel. Maden, enkel, smagte godt, hendes tatar af ingenting i sig selv, som den skulle, jeg er til smag. Drinken stor, der sammen med vand med brus gjorde min mave til en ballon og blære tømmetrængende, det hele en oplevelse. Tvivlen om de irriterende drikkepenge jeg ikke helt ved hvad jeg skal med, jeg ikke gav videre, tog selv. Vil kunne være i den, ubehaget, til det ikke mere er det, se dem, tjenerne i øjnene, være ved, i, at nej jeg behøver ikke, dette er ikke USA. Jeg vil også lave de, der grillede små pebre. Lykken i at høre om Goldielocks planer, minimal snak om vaccinetrængslen. Tiltrængt væk fra min mors behov.

Tirsdag

Kl. 8:05 ringe til Team 1, heldigvis nr. 1 i køen, I tager jer af … det Alta pleje indtil nu har og …. Kan I sørge for mindre køb til frys, mere frugt, ingen is hver aften. Hun spiser 1 kilo småkager, mindst, på en uge og jeg er i tvivl om hun ved, kan huske hvor mange og hvornår. Når hun nu skal bukke sig, siddende på stolen ude i entreen for og tage sko på, stønner hun som en højgravid og min mor har indtil for få år siden, altid været slank. Jeg ved, hun ikke kan lide denne nye mumitrold krop. Ægtemand synes, at hun skal have lov til disse indtagelser, jeg har jo “taget” cigaretterne og hvad er der så tilbage. Men jeg er ikke enig, at nøde andre til overvægt i hyggens navn er misforstået hensynstagen og for hvem er det godt for?

Nødning. Det er mig, der med bekymringen som en størknet klump i maven, skal være vidne til min mors besvær. Angsten, der som en aura lyser højrødt omkring hende hver gang hun, nu ekstra besværet af og skulle løfte 10 plus kilo på 2 dårlige knæ, skal op af trappen. Desuden sætter det fedt sig alle vegne på hende også om hjertet. Gør hende stakåndet og forpustet efter få bevægelser.

Du skal ringe til visitationen.

Kl. 8:15 ringer til visitationen, stemme i den anden ende; det fordi der er sket noget, det gik hurtigt. Vent lige så ser jeg, om jeg kan skrive et sted, at du skal have besked når og …

Jeg venter,

mens hun

skriver det,

venter stadig,

3 steder.

Ringer bagefter til nummeret bag den unge kvinde fra Alta pleje, som heller ikke vidste min mor var til begravelse, en stemme jeg kender tager den. Alta plejes leder, jeg kun har følt, har haft min mors ryg hele vejen, nu, i sag af en slags, involveret.

Kl. 8:30 ringer til Team 1 igen, du er nr. 1 i køen
Vil du have hendes person nr. Randi?

Bare hendes … Jeg har hende her …

Vil du sige videre, at min mor … og.

Så er der stadig besøget i Ballerup centret der skal overstås, for hun har ingen vinterstøvler, hun kan passe. Til slut afhentning og hjembringelse igen, søndag inden arbejde igen, mands fødselsdag. Der, er heldigvis Goldielocks og svigerforældre til, at få mig igennem, for jeg ved. Ved, at når jeg har sørget for de næsten mælke fri småkager og grydebrød helt uden, så Goldielocks tarmsystem forhåbentlig ikke reagere, så vil jeg bare være i fred, for træt til at være selskabelig.

Under fødselsdagen vågner blæksprutten, og med chokerede øjne fra de andre omkring bordet lander jeg, mellem min mors stol og min, på enden. Ilderens ivrighed når undsluppet får andre i stilhed. Min mors negl bløder. Flækket.

Måske greb jeg om hendes hånd i faldet.

Inden mand kører hende hjem, klipper jeg min mors, stadig siddende ved bordet, nu alene, lange og takkede negle.

Goldielocks forlader stuen.

Weekenden efter efterårsferien, der holder jeg fri. Fri Fra hende, hvis hun, hjemmeplejen giver mig lov, ingen skal give mig dårlig samvittighed over det. Ikke mig. Heller. Mellemrummet til næste mor pligtopfyldelse fra min hjernes tryllestav skal bruges til, at være, gøre andet.

Er du vaccineret? Har du mit-id?

Er/har du ikke og skal andre sørge for det, dig, det det skal bruges til, alt, så beløn den med ansvaret, meget, stort, giv dem … sørg for de for … glæde af …

Har du?

Så giv dem forskud på arv. Jeps det mener jeg fandeme. Ægtemands farmor gav sin ene søn og svigerdatter, en garage, sov på gulvet ved pasning af børnebørn og sætningen stod altid dirrende i luften ved slikbutik besøg:

Hvad vil I ha?

Til gengæld betalte de voksne “prisen.” Min svigerfar (sønnen) og hans bror turde ikke kontakte deres far (hendes eksmand) nogensinde, i bekymringen for og såre hende, sætte spørgsmål til hendes fortællinger om ham. Jeg ved ikke om det var garagen værd. Deres far var død, 94 år da de endelig brød hendes “lov.”

Inden under det mit-id-ansvar ligger der en uendelig mængde af tid, brugt. På dig, eller du på dem og så ved du dette. Tid, de/du ikke kan bruge på det, de holder af, bliver ladet op af.

Unge mand, andre;

Kan du ikke bare “lave” hendes mit-id?

Gid, gid jeg kunne, så kunne jeg lære noget nyt igen, gribe efter beholderen med fyldepenne i alle mulige farver.

Tag dig af andre, men stop op, stå op i natten ved tanke mylder og gå ind i FACEBOOK gruppen, jeg snart laver, og lad os grine til vi smådrypper, for her har vi hinandens ryg, hår på eller ej.

Knus fra

Efterårsferie undsluppet.