“Jeg vil sy den om, mindre!”

Anden halvdels kommentar, “det kan du ikke, du ødelægger den!”

Sådan ville jeg ALDRIG sige til ham om noget, han ville eller ønskede, lige meget om jeg synes det sagte var fuldstændig latterligt. Hm.. nåh næste gang må pegefingeren vist lige op i mande op højden.

Ikke røde kors egnet

Den, en stor hoodie med Psykomotorisk terapeaut stående henover skulderbladene fra èn kollega til en anden. Nu er jeg ikke en som kan lide, at gå rundt og reklamere i syntetisk eller bomulds sportstøj for gymnastikforeningen, jeg bl.a. er ansat af. Jeg ved nemlig, at en anden arbejdsgiver betragter mig som hendes private ejendom og hendes klove ville kløve grusset hvis jeg var iført førstnævntes initialer, i timen efter. Hendes. Af samme grund køber jeg kun sko for tøjpengene, dem kan de ikke “trykke” på. Bomuld burde i øvrigt forbydes til salg i kategorien, hårdt fysisk arbejdsbrug da det er ret ubehageligt, at vade rundt en vinterdag i kolde haller iført svedigt træningstøj, der først er tørt igen timer senere, når jeg sætter mig for, at spise min buffet bestående af 4 varianter af vegetariske retter, hvoraf 2-3 er gengangere, overførsler/rester. Der hænger det, stadig bortvist inde på tørre stativet i et andet rum som ildelugtende daggamle karklude, kun ikke krøllet sammen og glemt på køkkenbordet. Desuden ændre den form, bomulden, når det er vådt fra oprindelig pasform til slasket. Vidste du, at du ved, at gå der saltindbagt i timevis kan blive overfølsom over for dit eget sved (job)! Sateme svært, at beklage sig til sin fagforening over det og hvordan skal det bevises? Små pletter på huden, der ligner røde hunde, vent lige lidt skal lige… klø, krads, krads. De er uger, måneder om, at gå i sig selv igen efter først, at gennemgå perioden hvor farven minder om, når det er sidste dag og man ikke ligggeee gider skifte bindet for en lille sølle rustplet! For så at starte forfra ved indgåelse af en ny sæson, fedt. En “skyller” blev en “gnubber”, det er hermed konstateret at jeg ikke mere dur som salt overhældt efter en tur i “ovnen.”

Så desværre, kroppen HUSKER. Som en elefant glemmer den ikke hvad du har budt den for længe og for meget. Selvom du for længst har stoppet din opførsel, krydser den armene over brystet med det samme, smæk fornærmet, når du nærmer dig fortids grænseoverskridende adfærd.

“Davs røde plet (den skinner rødt tilbage), nåh så skal vi to hygge os noget tid sammen, velkommen, nu skal jeg introducere dig for dine medsøstre. Jo, altså hende her hedder Maj for ja, hun kom i ….”

Den, er ikke det første jeg har ødelagt…

Fra coronas ned luknings start ca. 11 marts 2020 og nogle måneder frem syede jeg 11 T-shirts/undertrøje/toppe/fine/sommer eller til undervisning ind. Jeg var så uendelig træt af deres kasse form, når nu jeg er en skæv banan. Med skæv mener jeg, at min ene hofte er synligt højere oppe end den anden, hvilket jeg kvajede mig mere end en gang med, da jeg havde klippet den med vrangen ud, “shit nu igen…grrr..” De første 2 blev med det samme dømt sove bluser for de var enten a) syet for stramt og blev derfor ret hurtigt hullede ved brug, da de var jo ikke ligefrem var syet med elastiktråd vel! Eller b) jeg havde hoften spået alt for langt oppe, nede eller ude. Så da jeg over sommeren havde leget slangemenneske for, at få dem både af og på (har du mere end skulderlangt hår, så tænk lukket bildør i blæsevejr..) blev de sprunget over niveau havetøj og klippet over vinteren til klude.

Det var før det nye ord coronakilo havde nået mine øre.

Siden teenagetiden har jeg lige.. ville ændre indkøbt eller arvet tøj. Det skulle passe mig og på samme tid ikke ligne andres eller påkalde sig sååå.. meget opmærksomhed, hvilket gør genbrugstøj sjovt, at lege med. Der kan du være årtier fra stangtøjet 2021, og ja hvis du klipper forkert fordi du frisk springer måle/tegne/tænke/ventedelen over så ….

Bemærkningen kunne derfor havde været min mors, hvorfor den rør lidt ekstra rundt i nogle gamle vragede følelser. Genbrugsblusen, jeg havde på i går sad ind hvor jeg ville have det, dog puttet ned i genbrugsnederdelen, da ændringen i det meget levende stof havde gjort den lidt bulet forneden i siden. Meget svær at få på men, når den først har passeret næsen så … Det lægger han selvfølgelig ikke mærke til! Faktisk har den fået et par år mere i skabet fordi jeg nu kan lide mig selv i den, da jeg kan se hvor jeg går fra og til. Som teenager kæmpede jeg med elevatorvægt, et resultat af tvangsoverspisning som igen var et langstrakt symptom på, at storken lige den dag have glemt læsebriller og fløj sin vej inden jeg i mit svøb trygt, sovende kunne nå, at brokke mig i utilfredshed over fejlen. Jeg mener alle kan jo tage fejl ik!

Sort og løst tøj skjuler…

Min fars skide irriterende kommentar var, at jeg ikke måtte gå i bukser med elastik. Såret over, at han kun så toppen af isbjerget stod jeg en time efter, at jeg var afleveret som kasseret gods på Farum station med sænket blik ved endestationens glasmontre, da “alle” jo holder øje med hvad en lidt rund 16-årig, der ligner en på 22 putter hurtigt, som i fast forward ned i posen. 30 minutter senere lindredes hulheden med hurtig nedsvælgen af spiselige, medfølende objekter. Målet var bedøvelse ikke nydelse. Men han havde ret, det sårede mig men han havde ret. Er der elastik i taljen mærker du først alt for sent hvor meget de kan rumme. Jeg slugte for hver bid kage, slik og is, hans fornægtelse af mine følelsers vilde rutsjebane. Jeg sank igen og igen, beskyttede ham men snød kun mig selv! Hvad der gav mening for ham var lov, ingen tanke for, at mit sind var lige så følsomt som hans. Jeg var vidnet uden sag. Jeg blev udglatteren, den der altid klippede og nænsomt duppede de psykiske plastre på i alle former, sørgede for at rum med usikre sind kom i water og underholdte nedadvendte mundviger, der var fulde af tavshed og svitsende drageånde.

Jeg har meldt mig ud af Facebook gruppen som indbefatter kvinder i overgangsalderen. Jeg orker ikke mere læse halve sætninger fra 45+ som, ” bliver I også ved med at tage på? Skal jeg ikke bare gå ud og købe nye, STØRRE bukser, igen?” Nej, du skal ikke, du må ikke give op. Hvorfor er det lige, at vi (jeg skriver vi) stadig som 50-årige vil have andres accept af og tilladelse til, at røvrende os selv i selvmedlidenhedens navn? Holder det nogensinde op? Og skal det?

Så er der spørgsmålene, som begynder med, ” hvad tager I? Hvor lang tid? Nu virker det ikke mere hvad så?” Jeg bliver så drænet af fornægtelsen af, at nogle gange skal vi altså lide lidt i stilhed. Og ja, jeg ved godt at det rum er til alle frustrationerne, så godt af med dem, intet er for lille, stort, for meget, forkert, underligt, vi tror på dig, at det er sådan præcis for dig, og nogle skal virkelig i gennem helvede og så skal de selvfølgelig kunne lindres. Men vi kan ikke hoppe over den, kravle nedenunder eller udenom den, overgangsalderen, pillerne, plastrene vil kun tage toppen. Måske er det også kroppens måde at råbe os op på, mens vi stadig er lydhør. Havde jeg taget dem ville jeg sikkert stadig være blevet deprimeret, haft ondt i tåleddene, fået hovedpiner og kvalme og svimmelheds anfald hver gang jeg rejser mig for hurtigt op. Hvilket jeg nærmest kun husker, når jeg underviser, der er mit fokus jo på dem!

Lettelsen, de første uger i den gruppe som emmede af alt det jeg ikke havde sagt til veninder. De ældre (end mig) ikke endnu ramt af østrogenets nedad gående spiral havde stirret mistænksomt på mig, sådan føltes det. Talt mine symptomer ned, da de ingen “hentydninger” havde fået fra den unævnelige endnu, det var ikke det, kunne ikke være det. OA var ment til, at skulle tage en over i 50`erne ikke i 40` erne, det var ikke til diskussion. Jeg følte ikke jeg måtte kalde min krops signaler ved rette navn, det var som havde jeg talt grimt ved aftensmåltidet i 1984, sagt “pik, kusse og patter.” MEGET HØJT. Det kan godt være det bare var mig! Sikkert. Jeg er følsom over for underkendende bemærkninger, tonefald og de ofte dertilhørende løftede, skråtstillede øjenbryn og sammenpressede linjer i høje pander.

Min “salgstale” for overgangsalderen blev af dem yngre end mig mødt af et næsten skræmt blik for var det allerede…

Overgangsalderen, defineres som perioden omkring den sidste menstruation. Det er altså både misvisende og fessent, for den periode kan sagtens vare 10 år. Periode min bare rø… OA bliver også kaldt klimakteriet hvilket jeg synes er et meget mærkeligt ord, lyder jo som noget man kan finde bag et drivhus duggede ruder!

Nåh, men derinde var jeg pludselig normal ja, jeg var måske i virkeligheden knap nok gennemsnittet. For de kvinders åbenhjertede beretninger er jeg meget taknemmelig. De ømme led i tæerne var ikke det frygtede tegn på den leddegigt som sørgede for, at da jeg som 21 årig mistede min farmor, aldrig havde oplevet hende som andet end en krop, der var skræmmende sammensunket på den vante plads i sofaen ude af stand til andet end, at løfte en pegefinger. Hendes blik var årvågent og tungen skarp, men hovedet sad fremme som på en grib, hun var fængslet i sin egen krop. Hun insisterede altid på, at jeg kom nærmere hvilket jeg ikke ville. Med mine kluntede bevægelser var jeg utrolig bange for, at komme til at støde eller tage for hårdt fat på det, der virkede som det mest porøse glashus med sitrende nerveender stadig fuldt ud i stand til, at sende smerte op og ud i gennem det løse overbid. Muligheden for at ryste på hovedet var ikke til stede, jeg skulle kysse hendes kind og hun skulle nikke ned ved siden af den visne hånd, der var midlertidigt tom for de altid osende cigaretter. “Her der ligger en 20`er til dig”. Jeg følte mig uendelig lurvet med de penge i min hånd, men hun var farmor som hun kunne og hendes ynglings farve var lilla. Sateme sej var hun.

Hovedpinen var heller ikke migræne, jeg så hverken stjerner eller måtte tage piller i røven og blive hjemme fra arbejde med mørklægningsgardinet nede, jeg kunne spare hovedpinepillen ved, at lade mine øjenlåg glide ned og slippe dagen. Der var den sommer hvor jeg intet anende gik ind i mørket og endte med et følelsesløst hjerte som havde Isdronningen haft en splint til mig, udeover Kaj. Alt var blevet gråt og ligegyldigt. Det var ekstra uhyggeligt fordi jeg jo hele mit liv har prøvet at føle mindre, (ønsker stadig så meget en pyt app i morgengave). Nåh men nu ved jeg hvad opstarten til en depression er for en, (set indefra i hvert fald) og posen med fordomme mod læger blev tiltrængt rystet da hun tog sig tiden og gav mine symptomer opmærksomhed, så jeg mentalt selv kunne begynde at bakke ud af depressions boksens parkeringsplads, inden den ophængte tennisbold berørte forruden.

“Hvorfor sagde du ikke noget?” Sagde en veninde på den irriteret og kærlige måde. Jeg havde prøvet, men da ordene omhandlende mit fysiske velbefindende så brutalt blev skubbet til side som pjat reagerede jeg barneligt (jeg ved det) med, at lukke i. For fysikken kan ikke skilles fra psyken, det fik jeg endegyldig banket på plads under min uddannelse i årene 92-95, derfor, skal der selvfølgelig være plads til skavank snakken. Ligesom vores besættelse af vejret er den et godt sted at starte en snak, før den efter mod, behov og lyst bevæger sig laget dybere. Facebook gruppens favnende, tålmodige tone, de udelukkende velmenende, og ofte gennemprøvede råd fra ansigtsløse kvinder, der som en nytårsraket støt og roligt bliver ved med, at sende beroligende vibrationer ud i rummet er som, at blive aet på et uroligt sind. Ingen overfladiske åbningsreplikker var nødvendige. Jeg er blevet meget klogere på hvilke symptomer, der nok ikke hører ind under OA og skal omkring lægen. Jeg kan se andre siger pænt farvel (øh.. jeg lavede snigeren). Når de skrevne frustrationer trækker ned i stedet for op, er det på tide at flytte sig.

10 december 2020 klipper jeg ærmerne “kortere.”

Så hænger den bag soveværelsesdøren, stor og tiltagende støvet og bliver på et tidspunkt af anden halvdel forvist ind i min del af det ret store klædeskab, hvor den sort forsvinder lidt i, brugt tøj kan derfor godt bruges igen inden vask, men det bliver sikkert ikke i morgen, skuffen.

30 maj 21 hiver jeg den endelig ud af skabet og 31 maj hæfter jeg den sidste ende.

Jeg har googlet en del for der var nogle valg, der skulle tages og som ikke kunne gøres om.

Skulle hætten af! Med langt og ofte opsat hår er det skide irriterende, at få den ned/op over hovedet før og efter endt opvarmning for, det gør hullet til gennemtrængning str. small, (et luksusproblem jeg ved det godt.) Hvis det er en 3 holds dag skal jeg i januar gøre det ja 6 gange. Det får mig til, at ligne en pige, der lige har overstået redskabsgymnastikkens spring over hest.

Sølvpilen sætter i løb, tøver, farten en trippen, tvivlen, hvilket ben sætter af? Et brat stop, muligheden for, at benytte afsættet, skyde pilen af, glippet. Blikket i “skindet”, dyret stille, kæmpe, ingen skammel eller hestesko under øjenvippen. Krænger kroppen op i armene, møver ben op. Over. Glider ned på den anden siden. Hængende, tåspidser fnuglet, småkyssende gulvet, blusen krænget op, det nederste synligt. Bh`en den gamle, opgivne, flår bluse ned, piller undsluppet bryst op. Skålen igen halvt fuld.

Beslutning taget. Projektet bliver ikke til arbejdet, lynlåse bare bedre for frisyren… Hætten ubrugelig men hyggelig. Klippe/åbne den foran vil ødelægge helhedsindtrykket.

DIV (ødelæggelse, af andre kaldet forandring, af tøj/hættetrøjer m.v.) video` erne på YouTube indeholdt rigtig mange mavebluser, altså hvor der knap er stof til, at varme maven og nærmest kik (godt nok fra nede i hug eller liggende) til ovennævnte buste…. Hm 50, slank men vil jeg udstråle 20 år, fræk på den, der “jeg går stædigt i sokletter versus ankel i alle vejrlig strømper måden”, eller være 100% regnbukser og rygsæk over begge skuldre, selvom jeg er i bil, kvinden?

Har tænkt! Hvad er det retfærdige i, at jeg er ved at skifte, lige just dække overgang mellem balde og hase shorts ud med, jeg kan bukke mig ned og samle hvad som helst op i blæsevejr (altid i Danmark) modellen. Er det virkelig rigtigt, at hvis vi nu satser stort og siger jeg bliver 100 år, så er det kun halvdelen af mit liv jeg må have korte shorts på! Det er da trist, at føle man a) krænker nogen og b) føler mig utilpas delvis over a, + c vise livlig … hud, et tegn på levet liv. Selvom jeg kunne konkurrere med snurre snup om grønsags skuffen og vinde, så vil alt bare en vej. Ned. Tyngdekraften tynger, river, flår og trækker uden, at spørge høfligt om lov først og håret skinner mindre og mindre leverpostejsfarvet for hvert år solen skinner stråler i det. Totalt kontroltab.

Jeg havde studeret hvordan jeg skulle sy den lille rib på ærmet igen men det lykkedes alligevel uden problemer, at gøre det forkert, helt ærligt altså. Heldigvis er min sy kasse med så lidt indhold efterhånden, at opsprætteren er hurtig og finde… Ser undskyldende på genbrugs kat, da jeg presser foden mod pedalen igen og larmer så han løfter det ene øjenlåg..

Symaskinen måtte sidste år også lægge fod til formindskelse af 4 pudebetræk, fordi jeg absolut for nogle år siden ville have en lille hovedpude i stedet for min gamle onesize passer alle pudebetræk. Lille som i bredde, højde og drøjde. Sover jeg så godt med (det er lige flot nok at bruge ordet ned i) den?

Hm.. jeg sover da ind imellem mine opvågninger, med så mange vendinger i nu kun surt lugtende sove toppe, at min topmadras er helt fyldt af hårde, små fnullerknuder under mit frottelagen.

Nu tager jeg tilløb til om jeg skal sy min røde trøje (ikke menneske strik) og min cowboyjakke ind, for jeg kan have føromtalte røde trøje på indenunder + mavetaske og kæmpe bælte i kernelæder indenunder lagt dobbelt halvvejs om mod lænden. Vil du have en cowboyjakke i størrelse medium, du skal have lange arme? Købte ny til bananen…

Det skulle bare kort havde handlet om formindskelsen af en trøje, hm… det blev det jo også.

Knus til næste gang

Over and out

Lisser