Tredje og afsluttende kapitel. Mjarv.

Test din kat fortsat, første del finder du under “boganmeldelser”, anden del under” levet liv” i emnelinjen.

Han ved det godt men håbet er der. Osteskiven, han kan lugte er ikke til ham. Han er vågnet, misser lidt med øjnene og sidder så stille bag mig, at jeg glemmer det og er ved at træde på ham idet jeg i en hurtig bevægelse skal forhindre brødristerens falske tone i, at fremprovokere tinnitus fra bordet overfor. Ønsker han, at opleve osteskærens bevægelse fra ud til ind helt tæt på, står han med en pote på køkkenbordet og de tre andre i vindueskarmen, sidstnævnte hvor han godt må være. Forstår jo udmærket behovet for, at holde øje med hvad der sker ude på vejen og fortovet.

Når den blege skive møder min halve brune (læs: brændte) bolle kan hans utilfredshed komme ud i form af en klagesang. I det jeg passerer ham, nu liggende op ad dørstærskelen, kan jeg mærke “blikket” i min ryg. Følger han efter mig ind og sidde ved bordet nedstirrer han mig fra hvor end han vælger, at slænge sin lodne krop, i hvad der føles, længe. Ville ikke blive overrasket hvis der var en anden brændt lugt, der sneg sig mod loftet i spiraler end fra min lille, brændte ven. Måske håber han, at kunne hypnotisere mig til, at lette måsen igen… Ellers mod heftige odds når den først er plantet (med en tallerken foran mig), mod det to hynde, ophøjede sæde, (så kan jeg nå tasterne uden, at fru nerve sætter sig i smertefuld klemme.) I virkeligheden taber han hurtigt troen på, at det nytter og vender i de fleste tilfælde demonstrativt ryggen til. Det har jeg på fornemmelsen betyder, “du har såret mig SÅ meget!” Er jeg heldig accepterer han mit blide, “du får mad i morgen” og lægger sig til at sove, nu på den side, hvor jeg ikke kan tjekke om bulen bag øret vitterligt er en tæge.

Ved aftenstide

Blikket på maden i tallerkenens cirkel, når han står med forpoterne på ryggen af min stol og bagpoterne i vindueskarmen med næsebor, der vibrere for, at indfange om det nu er mig, kødet er tættest på.

Han må synes vi er det kedeligste sted at høre hjemme. Han ikke engang vender sig i bordets retning, når der ikke er skyggen af kød i gryden. Han bliver dog lidt forvirret, når anden halvdel koger grønne linser søndag morgener. Men det forstår JEG godt, de lugter jo helt vildt af prut. Og han, (vi deler huslån du ved) brokker sig over min brug af laurbærblade!

Polestang ønskes

Nogle dage identificere han sig med en yndig lille katte mis (vi kunne kalde hende Tove), som efter en omdrejning, trippende helt oppe på de klikkende negle, kan smide sig på ophængte skuffedarier med meget få overflade kvadratcentimeter. Efter at havde landet efter faldet temmelig uelegant, går han direkte hen og flår i katte polestangen, til neglehinderne flyver, så valses der ellers ud med periskopet højt til vejrs (halespidsen i en bue til den ene side.) Selvværet er genoprettet. Det griner vi, ja undskyld højlydt af, for det er simpelthen så tydeligt, at det er for og buste sin mandighed. Hvor fanden kan man købe et kradsetræ til kvinde på 1.60 cm?

Vaner

Ligesom børn, der har fået en is, kl. 15, 2 sommerdage i træk, så bliver noget han får på ukorrekte tider inde bag den hårde pandeskal, hurtigt til noget han kan regne med på daglig basis.

Når han praktisk blotter sin hvide hals for, at jeg kan kæle hans ynglings sted er vinduet han venter ikke stort, før det lukkes i igen. Så må min kaffe bliver kold, mine havregryn bløde og det spildte større i omkreds. Det er jo en form for kær pegepind, “så makker nu prioriterer du lige det her.” Poterne, der sætter i løb hen ad vindueskarmen for og hoppe ned efter, at havde ventet på kærtegnet, der udeblev får mig til og skamme mig som en ja hund, for det er fandeme nærigt. Ligesom når jeg ikke ulejliger mig med at tage ørebøfferne ud, når børnene eller linsekogeren vil sige noget. Ja, jeg står jeg lige og laver buffet til dem. Men de vinduer de skal åbnes. SOM PÅ VID GAB.

Det er ikke nok at sætte bogen fra ereolen på pause for mine earpods er virkelig lydisolerende. Kan anbefale dem som ørepropper, ikke til at sove med dog eller har aldrig prøvet .. Lidt dyre men så alligevel, burde så meget havde fået taget mål til mine egne. For 24 år siden. Jeg mener den pris har jeg sgu da for længst støttet MATAS med..

Lykken er

at sidde i et rum med et dyr (eller et barn ik), som sover, tilliden i form af lemmer, der enten er uden en spænding eller rullet sammen som en snegl (med lag). Kroppen (min) ligesom et fly i indflyvningen, hvis altså jeg ikke var bange, hjulene, som ruller det sidste stykke på landingsbanen tænk … hvor du ikke utålmodigt sidder parat med hånden på sikkerhedsselen! Træk vejret dybt, helt ned, så den nedre hængekøje tynges mod sædet. Mærk roen, som doven røg fra en halvrøget cigaret sive mod dig, opløses i dig. Vælg at du vil lade den, ellers vil du bare tage den for givet som alt muligt andet i dit liv.

Jeg blinker lige til ham, han er mellem vendinger på sivtæppet.

Jeg har ikke kendt min kat som killing, ikke set ham være på størrelse med et hamster, kun forundret set ham sætte af som et andet magisk væsen fra hylde til kasse, seng til skab som er han lavet af et let og luftigt materiale, der får ham til at flyve ubesværet og elegant fladerne imellem. Landingen mod de bare gulve kan dog altid høres. De 2 bump ude i køkkenet, mens vi spiser de sidste gaffelfulde aftensmad, afslører hvad vi ikke kan se på grund af den forskudte køkkenåbning. Har vi glemt noget, er en beholder åben? Han har fundet ud af, at det kan betale sig og vente til den bebrillede har sat sin tallerken ud i køkkenet. Faktisk løber han (den 4-benede) ud, når han rejser sig fra stolen, som er det hans clue. Er det kød dag, er en taktfast klirren efter arvingen har lukket sin dør til værelset igen, beviset på, at han står og slikker den bebrilledes rester af tomatsauce fra tallerkenen PÅ BORDET gr…

Som en parkour udøver efter sit adrenalinfiks bliver han frustreret, når vi stiller en plante i vejen så han ikke kan sidde og tage tilløb til et ekstra svært hop. Hele skabet står nemlig og ryster, når han stolt går en meget lille sejsrunde, inden han lægger sig som en hanløve og skuer ud og NED på os. Finder en papkasse ind i vores hjem ved man altid, at den underlige lyd af skubben kommer fra en kat, der tror han stadig er marsvinstørrelse og derfor forsøger, at rulle sig sammen i en magelig stilling på alt for lidt plads. Hvem sagde minimale boligforhold. Sender jeg et blik ned gennem flapperne, får jeg et tilbage.

HVAD! Jeg ligger behageligt sådan her, bland dig uden om…

Marsvinet i overstørrelse

Når først han en gang har ligget i den, værdier han den ikke længere et blik og vi kan diskret fjerne fragttingesten.

Bogens undertitel er, “hvor klog er din kat i virkeligheden.”

Det der er vigtigt er at blive klogere på dit dyr og via det klogere på dig selv.

Jeg var en katte overleverinde, nu fuldt og ende gyldigt skudt med en pil så dybdeborende, at spidsen stikker ud under min højre vinge med bloddråber altid knald røde dryppende fra det dugfriske sår. Et sår jeg ikke ønsker nogensinde skal heles. Jeg har forsøgt. I 3 år bildte jeg mig selv ind, at det var da dejligt, at soveværelsesdøren kunne stå åben og ingen vækkede mig kl. 7 om lørdagen. 7:30 om søndagen med mindre den enøreproppede zoombie (mit natlige alias)har åbnet vindueshaspen i løbet af natten, og dumpene af bløde poter blev dæmpet ved mødet med de hvidplettede fliser.

Han er en samler. Af mennesker. Altid en perfekt icebreaker ved ankomst af gæster eller forbindelsesled teenager og forældre imellem.

Du glemte at tørre poterne af!

hmfr….

Når man er voksen står der sjældent nogen 2-benede og hilser en velkommen, når man kommer hjem fra arbejde eller ja bare et smut i NETTO! Er han vågen og ude, kommer han altid og byder mig velkommen hjem, det sidste først efter han har identificeret min stemme. Den fri fortolkning kunne en kold vinterdag være, “luk mig nu ind mine poter er kolde, maven tom, jeg skal jo ind og nå mit 18 timers daglige sovepensum. Som i for 5 minutter siden. Møver sig så ind under døren knap åben, “hej, hej”.

Hvis han er inde er mødet i bryggerset, halen lodret. Velkomsten kan så skyldes, at det er min hårde lukken og låsen, som har vækket hans kongelige højhed. Betyder grunden egentlig noget!

Han har lært mig, at grænser kan vises i det helt små. Ingen behøver, at forlade kamppladsen forrevne.

1) han skrider eller 2) skubber blidt til min hånd med bagpoten hvis jeg aer et ikke ønsket sted eller han bare siger tak for nu. Sidder han med et særligt blik ved vi kattekyndige, at nu er det fingrene for dig selv makker eller jeg bruger dem til legetøj fordi jeg keder mig, og du er i nærheden.

Hvis hvad du vil have

Som en stor so til sine pattehungrende smågrise kaster han sig i et hvert underlag med den hvide bug op, så selv de tungnemme forstår hentydningen. Husk! Alle regler er ophævet i ulvetimen. Det særlige blik du ved.

Hvis han vil kæles får jeg modvilligt tilladelse til, at se noget på den bærbar samtidig, men jeg skal ikke være for langsom med at placere høretelefonerne for så kan det sgu være lige meget, så har jeg ikke fortjent, at han tillader gnubning af halsens hvide skjortekrave. Så er han skredet. “Neeejjj.. kom tilbage….”

Og ja han har helt ret, det er da ikke i orden, at jeg ikke kan lade være med, at side med ledning og tingester i ørerne. Bare 10 minutter, ½ time hvis han lukker øjnene. Jeg burde lytte, for hvis han alligevel kræver sin plads på mit tæppebelagte skød, så kan jeg være helt sikker på, at få en opdatering på mine nakke spændinger af, at side drejet til den ene side. Alt. for. Længe. Jeg ser ind i hans store øjne, lader mig hypnotisere som Mowgli i Junglebogen af den store slange Kaa. Pu… der blinkede han.

Jeg burde være et hunde menneske, forestiller mig deres afvisning over for kærtegn nærmest ikke findes, men jeg kan åbenbart godt lide risikoen, den, der gøren sig kostbar… Man siger katte er deres egne, men de er altså ikke mere uforudsigelige end resten af boligens beboere, når du bor med dem 24/7. Du kan bare ikke få dem til, at gøre noget for godbidden, blikket du ville få kunne du umuligt misforstå.

Hvad regner du mig for?

En hund?

Som den er han nysgerrig. På en scala til 10 ligger han på en 12`er. Bliver der slået med dørhammeren står han som den første ved hjørnet før hoveddøren og vejre med næsen parat til både, at flygte men også til at hoppe op i en eventuel kasse ,så snart noget er pakket ud.

Ubekymret mod

Jeg ønsker, at blive smittet af hans svansen på et fortov omgivet af svajende græs på begge sidder i leg efter mig. Fuldstændig ligeglad med den ponystore hund, der lige om et øjeblik vil passere, som ved han bare, at hunden er i snor. I forsøget på, at forhindre ellers godmodig hunds jagt instinkter, vil den kvindelige ejer næsten falde på næsen ved dens træk af hvad der mindst må være min kropsvægt, kun lige akkurat afværget ved, at hun trækker ham i den anden retning ind i flåtland, i sine heldigvis lange bukser. Da de begge står afventende i det høje græs, løber drillepinden selv ind i det og jeg ser efter ham over skulderen. Han er væk.

Pisse irriterende er det når man underviser online og søde, opmærksomme deltagere allerede inden undervisningsstart har ører som ugler, og kan høre “Muller” på den anden side af døren mjarve HØJT og indtrængende i sin frustration over, at hans territorie med mig i det, ikke kan partrulleres lige nu. Der ønsker jeg desperat, at kunne åbne mobilens spritnye app, hvor du med et let tryk sætter din kats strube på lydløs. Bare indtil han har opgivet for nu og er gået hen og lagt sig til at sove et sted, han kan komme til. Som i ALLE andre steder (soveværelset er jo så også et no go.) Det vil tænker jeg, være, som når står han ude på solbænken bag ruden og hans lille mund åbner og lukker sig, mens lyden kun går svagt igennem. Det er jo ikke panserglas. Så skal jeg bare lige huske, at unmute ham igen.

Knus

Lisser

Den næste skal selv kunne tage sin leverpostej ud om morgenen, og tage en blok op af fryseren hvis det var det sidste i plastikbeholderen.

Jeg mener, man kan da så meget andet og det er da vigtigt. Han er glad+jeg er glad=alle er.