Havde egentlig ikke nået hertil endnu men …

Da brystet under mundbindet ikke kunne være mit blev det helt tydeligt at dette, næste skriv, måtte omhandle indtrædelsen i mammografi alderen.

Nu spørger jeg bare! HVORFOR I HEDE HULE HELVEDE har ingen fortalt mig om ubehageligheden i sådan en undersøgelse. Altså, jeg er med på, at jeg skal smide bh` en, da det kun er Superand undskyld Supermand .. der kan se igennem beklædningstilstande mere eller mindre polstrede. Nej, det er den asen og masen for, at få mine små luffer op, ind og ned under den rette plastikskuffe, der føles som et fysisk overgreb. Husk plastikskuffen…

Sad der og havde lyst til, at undskylde mit bryst ikke var større eller passede bedre ind i deres maskine som en skide legoklods oven på en anden. Men nej, moder natur har gjort den del af kvindens anatomi dråbeformet, ikke fladt, i vater eller modellerbart. Det vil altid finde tilbage til sin “oprindelige form,” minus overgivelsen til tyngdeloven pr. leveår.

Det ville havde været så dejligt hvis de to, som undersøgte mig, inden de gik i gang havde sagt. Det bliver grænseoverskridende ubehageligt det her. Vi kommer til at skubbe, hive og presse på dig så meget, så du måske får et blåt mærke. For al dette undskylder vi, at skulle udsætte dig for, men det giver de bedste billeder. Vi lover at skynde os, langsomt. Ikke noget undervejs med; er du okay? Ja, jo det vil jeg også have og det gjorde de fint (eller gjorde de virkelig!) Det fik mig nemlig til og føle mig sart som en, der skulle tages hensyn til. Og sådan en ville jeg vel ikke være vel! Vel! Som om alle andre, der havde været der før mig havde været fuldstændig upåvirket og ikke synes det var noget. Som når man falder og slår sig ad helvede til men skynder sig, at rejse sig op, for der næst at ryste på hovedet hvis nogen hensynsfuldt spørger om man slog sig… Det gider jeg ikke. Jeg bryder mig ikke om det ligesom hænger usagt i luften at; skal der nu tages special hensyn til dig? Skal jeg nu trække tiden ud, det kvarter hvert kvindemenneske har fået tildelt. Oveni skal jeg lægge, at jeg er en svækling hvis jeg indrømmer, at jeg ikke er okay og jeg er så træt af, at jeg ikke “må” sige det som det er. For mig, måske for andre…

Jeg havde egentlig bare behov for og få at vide at alle andre (eller de fleste andre) også syntes det er overvældende voldeligt. Så vil jeg føle mig NORMAL. Tåleligt sart men normal… For det er ikke kun min fysiske tolerance tærskel, der bliver overtrådt her, det er også den psykiske. Det, at jeg skal lade som om, at det her! Det er da bare helt i orden, når alt skriger inden i mig, at det er det fandeme ikke. En joke kunne havde været et forfriskende pust og jeg ville jo ikke vide, at det nøjagtig det samme de siger til hvert bryst parti. Det kunne selvfølgelig forklare den enes trætte udtryk! Men det ville jeg ikke se for jeg har travlt med, at se på kasser…

Da jeg så indkaldelsen i min e-boks blev jeg så fokuseret på og skulle ændre tid, at jeg glemte at sende det besvarede spørgeskema tilbage. Gad vide hvor det er nu? Det var ikke svært og ændre tid (gør det hvis du har behov, hospitaler ved jo ikke du skal noget andet vigtigt, vel!) Nu skulle jeg kun have ½ time før fri. Måske sket en gang før på 17 år. Derfor kneb jeg munden i og bed tænderne sammen da jeg efter, at havde sat sedlen op til deltagerne på opslagstavlen blev spurgt af kollega …

“Hvad skal du?” Hun råbende, mens hun forfulgte mig hen ad gangen i hurtige skridt.

“På hospitalet.” Mig, stoppet op og binder mine snørebånd op ved sko hylden.

Ja, jeg svarede med maks drama for det er temmelig grænseoverskridende, at skulle stå skoleret som 50 årig for en ½ times tidligere fri. Måske er det bare mig.

På dagen oprindet kom det fra samme kollega …

Ja, du går jo (før tid)! (højt)

Ja, det gør jeg (mumlende)

Hun allerede vendt væk i anden samtale, der handlede om hende.

Nåh, men det skal ikke handle om dårlig opførsel, for hun behøver ikke spørge mere ind nu det er blevet klarlagt, at jeg ikke (hvad jeg ved af) har brystkræft præ undersøgelsen.

Okay, det var et surt opstød. Det indrømmer jeg.

Det har fyldt en del at jeg skulle bruge rejseplan, stå af det rigtige stoppested, finde vej og have tid nok, så jeg ikke kom for sent. Bruger tog men sjældent bus, og har derfor altid en forestilling om, at jeg tager bussen på den forkerte side af vejen og ender …. Intet har ændret sig siden jeg var teenager, må sidde og kigge stift ud af vinduet, ellers føles det som en mellemting mellem at være på et skib og i en gocart hvor der hele tiden er et bumb foran, en hælden til siden og en gyngen nedad. De stærkt parfume/cigaret lugtende frakker emmede i bølger under min næse, i det fugtige vejr. Masede mine øretelefoner længere ind og holdt skiftevis øje med DSB` infoskærm nogle sæderækker væk, landskabet og bygningerne jeg kom forbi. Overvejede lige til det sidste, at spørge en forhåbentlig erfaren bus passager om stoppestedet, men valgte at stole på infoskærmen og anden halvdels anvisning.

Kom ad (unødvendig) kringlet vej ind ad den rigtige dør i pavillon 1 på Hvidovre hospital. Der var ingen, ingen mennesker. Det må være sådan Palle i, Palle alene i verden, havde det. Jeg så mig rundt, jo den var god nok, der stod pavillon 1 ude på døren. Skulle melde min ankomst selv i den tomme gang. Det tog nogle placerings forsøg på standeren med mit sygesikringskort før den godtog det. Sådan, der var mit navn.

Har lige i sidste uge stået i samme situation hos tandlægen bare anden stander. Jeg vidste godt, at min tandtekniker ikke var der mere og hun nu hed Fie men …

Meget mærkeligt var det. Vinduet, der plejede at lukke lys ind på en hyggelig sofagruppe var blændet af eller faktisk var der bygget et helt nyt rum med skydedør for. Hele rummet var som forvandlet og ja, der sad da en sekretær bag skanken (var den også ny?) men hun var lige så forkert som alle de andre hvidklædte, der passere mig på vej mod andre rum. Hvis jeg havde været en anden, ved jeg ikke om jeg var gået i bar rundforvirring. Det var kun tanken om, at jeg jo havde set mit navn stå på skærmen, der gjorde, at jeg ikke gik hen og tjekkede fakta hos hende den fremmede bag skranken, der ikke var Siv.

Siv!

Jeg havde bare slet ikke forstået, at det var al personale, som ville blive skiftet ud eller flyttet? Uhhhh hvor er I?

Hvidovre pavillon 1

Jeg nåede at krænge regnbukserne op over jeansne (“nye veje” gør mig altid tissetrængende) og en ½ sms før jeg blev kaldt ind af ellers meget sød brystudtrækker. Hun åbnede en dør og blev så beordret til, at blive i minutiøst rum, for at ombinde hår og “klæde” om… Så samlede jeg mit tøj sammen (vådt herligt!) udløste dør i den anden side med ikke røre bevægelse og så sad de 2 derinde, en i lære, udtrækkeren og hendes mentor, siddende på tronen foran skærmene. Måtte pænt svare på spørgsmål fra skema jeg havde glemt iført nøgne bryster og fik udleveret mundbind. Jeg prøvede virkelig og være behjælpelig ved at være modellerbar, men mine bryster havde bare en af de dage hvor de ligesom bare helst ville tilbage i bh`en. Skubbet, møvet, trukket i af to medsøstre, som virkelig gjorde deres bedste. Skulle hilse og sige de skal være ret smidige, helt klart en fordel at udtrækkeren var under 1.60 centimeter, for maskinen var ikke videre samarbejdsvillig. Fysisk styrke var også påkrævet, gad vide om de får medlemskabet i LOOP betalt af hospitalet? Ellers burde de. For de fingre de…

Plastikskuffen

Der var for øvrigt flere størrelser hængende på væggen lige bag maskinen. De kunne for den sags skyld havde indeholdt familiebilleder og ingen ville havde undret sig synderligt over det. Jeg var lige ved, at bede om det ikke nok kunne være den store skuffe men min erfaring i H&M s undertøjsafdeling har gjort mig realistisk.

Når min arm så var vredet en vej, hovedet den anden og mine ribben og skulderblad så klodset op, at de nærmest var som suget ind mod kanten på den gennemsigtige plastikskuffe, så sænkede de skuffen ned over mit bryst. I dagens anledning ikke mit, kun nervemæssigt for det føltes henad, når de skal tage ens puls. Hvor de trykker og trykker på den bold med den, der, sch… lyd og man lige inden de stopper virkelig har lyst til, at vende sig mod blodtrykstageren og hvæse…

Jeps, så er du dér!

Blodtryksindeholdende

Lettelsen når de lader den … fise ud, og varmen strømmer igennem armen igen.

Hun havde glemt, at skifte plade … så jeg havde da ikke noget imod, at de måtte tage det første igen vel! Selvfølgelig ikke. Dette er jo for mig.

Jeg har en teori.

Om hvorfor ingen har fortalt mig hvordan de griber fat om dråben, der nu år efter amning har givet noget at trække i. Hvordan man må aflægge sig ejerskabet af disse attributter, godt nok kun for et kvarter, tyve, femogtyve minutter måske, hvert sekund som forhalede minutter… Oplevelsen minder mig om andre ikke så rare stunder i mit liv, hvor mine øjne er kravlet ud af deres øjenhuler og op ad væggen for, at se det fra et andet sted. Et der ikke behøver at identificeres som mig før langt senere, når det hele er overstået.

I indkaldelsen skulle havde de havde gjort lige så meget ud af hvad jeg kunne vente mig fysisk, som rutebeskrivelsen, den fik en hel side… Aldrig rart at gå ind til noget uforberedt. Tavsheden før, under og efter oplevelsen var lammende. Læring af dette må være, at snakke med nogen, der har været igennem oplevelsen, inden. Så kan man også grine over hvor gakket det er. Det er trods alt ikke, at vove sig ind på emner som inkontinens, kræft, løn og hvem vi stemmer på, der også burde være noget, der kunne vendes i takt med æbleskive indføring og gave hurlumleg.

Please, please fortæl mig, at mænd også får “krammet” deres kugler, når de skal undersøges for prostatakræft, ja måske endda får en finger op i anus. Det er da virkelig det mindste de kan gøre …..

Nu venter jeg spændt på det næste “helbredscheck!”

Knus

fra

Nu også med længere bryster. Ikke bare et tebrev, nej, nu en af de der lange teposer, som kan nå bunden i termokanden og samtidig kunne holdes med fingrene for oven, når te indkøbt som gave i vellugtende te forretning i Malmø er færdigbrygget under skruelåget.

Skal jeg kontakte indkaldelses ophavsmand(inden) og sige de skal sende et ark mere, der kunne se sådan ud?

Kære bryst født

Det er sådan her det bliver …… Det kommer til at gøre ondt. Vi beder dig være tålmodig med os, vi er klar over vi i situation træder over din intimsfære. For os er det aldrig bare samlebånd. Ingen synes det er rart. Føl fri til at benytte bandekasserne under besøget, alle størrelser står til rådighed uafhængigt af om du er til; indlæg, bøjler eller anden udvidelses/ophængs montering.

Knus

Hvidovre, pavillon 1` udtræknings udvalgte.

Eller hvad synes du?