Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Ud mod det uendelige univers

Halløj i klostret

I løbet af weekenden med grundlovsdagen gemt i, er universet kommet nærmere. Jeg har siden året mellem ca. 1983-84 ikke helt ladet gud komme nær, siden han tog min farfar hjem. Men der forblev en for det meste tavs og ikke navngivet samtale, i gang, imellem os. Derude.

Opdraget med min fars mundhules piskesnert; det er kun dumme mennesker der taler med sig selv, dumme mennesker der keder sig, prøvede jeg og holde mine indre samtaler, inde, afslutte dem. Jeg gør det stadig, som jeg hver dag, på et eller andet tidspunkt beordrer mit pilleri i mine negles ”rammer,” holde op. Når jeg er nogen steder, hvilke som helst tænker jeg på et tidspunkt; hvordan gør de det ”ikke piller,” sidder stille, holder fødderne nede, på gulvet?

Jeg putter mine hænder ind under mine lår mod et hvert sæde og det virker.

I 2 minutter, så er de ude og dimse, Som Grete der selv er dimser, kalder det, som er mine fingre 10 små personligheder med hver sin hjerne, jeg en mor til 10-linger.

Jeg har tænkt, at jeg var for lille til at have noget med det store univers at gøre, at jeg var grådig, selvoptaget hvis jeg troede på det, snakkede lige ud, op til det, det var for udefineret, noget ”derude” som det at meditere.

Jeg er kørt i tog, ned i Danmark syd, og landet i Maribo, for at bo i Birgittaklostret. Dronningen og hendes gentleman har spurgt om jeg ville med på retreat og jeg ved, at når de siger et kursus er godt, så er det en 12 og hvilket beløb jeg nu skal betale, det værd. Jeg ved det så meget, som jeg ikke vidste det sidste år, spurgt, og betaler bare. I dette forår, en anden, efter året der er gået. Jeg orker ikke flere penge afparerings dialoger med min indre samtalepartner. Hun en gammel ven, nu kun gammel.

Jeg er beæret over at blive spurgt, for de rummer, lidt ældre end mig, både kæmpe pyt knap og ”jeg gør hvad jeg gør, fordi det har jeg det godt i og det siger jeg næsten uden skyld og skam kompleks. De udstråler en ro og væren i sig selv, jeg ønsker at svømme alle former for discipliner i.

Jeg ved vi skal meditere. Jeg ved vi skal være stille på et tidspunkt. Jeg ved Dronningen ikke vil den lange tavshed. Jeg ved, at jeg må tage en snak med min indre samtalepartner om, hvad jeg vil i denne sag.

Jeg ved, at jeg vil være med dem. Dronningen og hendes gentleman.

Jeg har skimmet teksten for opholdet, før jeg tastede mit kortnummer og fortalt alle, at jeg skulle i kloster men, men ikke før nu en uge efter hjemkomsten, virkelig regnet ud hvorfor. Ja, jo jeg ville underholde, for der er ikke meget der kan slå, det. En anden kan sige; jeg har været en uge på en græsk ø, slam, helt fladt af kloster ophold med rigtige nonner i.

Men jeg havde ikke behøvet at frygte nogen ville spørge til hvad jeg skulle der, for alle var som altid tilfreds med den geografiske stedfæstelse. Jeg overvejer næste gang at komme med koordinaterne i stedet. Både lettet og provokeret på en gang, sagde jeg det et par gange. Uopfordret. At vi skulle meditere. Vi skulle, ikke jeg, det var alligevel for striptease-agtigt, som var det og bruge vi, en måde at beholde det meste af ”tøjet” på. Jeg havde en forestilling om, at fordomme, andres, ville komme, i form af toner, i deres stemme. Min fordom, at de toner ville knappe en knap på ”tøjet” op, hørte jeg dem. Jeg piller i en neglerod, og en flamme slikker min rygrad efter, at være tændt lige under skulderbladenes vinger.

Lort. Jeg har lige fordomsfuldt forventet andres fordom, knap givet dem en chance for, at vise mig noget andet, kun for at jeg skulle kunne bibeholde en gammel virkelighed. Jeg ved det. Jeg bliver nød til at gå ind i det, selv knappe trøjen op, for den største fordom kommer i virkeligheden fra mig selv. Så ja.

Jeg indrømmer det.

Jeg mumlede det. Ordet; meditere, for jeg er lidt genert over det. Der sprang en knap.

Den finder jeg ikke igen.

Skide løgner, sig det, sig det nu som det er, lige nu, DU ER MEGET GENERT, SGU DA IKKE LIDT.

Jeg krænger trøjen helt af.

Det som, at gå ned ad trappen, ind i en hemmelig klub under jorden, at søge det, meditere med andre. Siger jeg højt, at jeg gerne vil praktisere det dagligt, synes jeg, det lyder helligt. Det som at vrikke stramme bukser ned over enden, med enden vendt ud mod publikum.

Jeg hiver i strømpens tå-ende, når jeg siger at jeg ofte falder i søvn undervejs, når jeg lytter til en. Hinker på et ben rundt og rundt, når jeg tager mig selv i at grine bagefter. Den sidste måned har jeg bare sagt, jeg tager en lur, for som regel lader jeg stemmen hypnotisere mig væk fra dagligdagens pligter. Jeg ved godt at jeg skal lade det ske, jeg er træt, men for mig, reflektionisten, er det en ekstra forkludring af min egen vej i mod den daglige praksis. Som visker jeg mit eget ønske ud.

Jeg kyler mine strømper hen i hjørnet

Ordet meditation føles som har jeg taget et stort stykke sushi ind i munden, inden der er blevet sagt værsgo. Proppet munden fordi jeg, inden i, er på grænsen til skingrende vanvittig af tilbageholdt sultfornemmelse. Jeg kan ikke fordrage store bidder og scanner med blikket rummet i restauranten, så ingen af de andre 3 kan få øjenkontakt med mig, utålmodigt afventende den kniv og gaffel, jeg har bedt om. Jeg skammer mig over, at være hende, der, så desperat efter kniv og gaffels genkendelige tryk i mine hænder, går op til disken, når de har glemt at jeg bad om det, min strube kun lige sunket den store kvælende klump. Jeg synes, det er for dårligt af mig, at jeg ikke orker krampen i mine hænder på grund af de 2 pinde. Men skal jeg have ondt i mine hænder, skal det være på grund af mit skriv.

Jeg krænger bh`en af, ned over hofterne.

Da jeg 1 gang beder om bestikket ved bordet, sidder jeg, du ved, selvfølgelig ved vinduet længst væk fra den unge kvinde, der skal tage imod vores; ja, vi ved godt hvordan man bestiller på Ipaden.

Stående der ved disken 10 minutter senere. ser jeg mig rundt i ventetiden mens tjeneren bliver færdig med en anden kunde. Flammen slikkende min rygrad, et nu pulserende brandtruet sprinkleranlæg og ude af porerne løber sveden syd. Underbukserne, det eneste tilbage, engang mint-grønne, kan ikke med deres nu bølgende elastik opsuge den salte sved før ”bunden” er nået. Opsamlings-pletten føles som, et vådt øje, jeg stadig med ryggen til, nu nede på knæ og hænder, i svaj, kan holde øjenkontakt med alle, med. Da tjeneren er færdig mødes vores blikke, og jeg læner mig sådan lidt tilfældigt ind over disken i mellem os, og nærmest hvisker min genbestilling; kan jeg få kniv og gaffel?

Siddende ved bordet igen bander jeg indvendigt, for jeg har fået almindeligt vand og ikke med brus, noget jeg skulle blive 50 år for, at elske mere end en øl eller et glas vin, hvis maden er for svag i smagene til, at give øllen og vinen modspil. Jeg; orker ikke at gøre opmærksom på mine behov igen, kan endnu ikke være i ubehaget i og sige, at jeg har fået noget andet, end det jeg har bestilt. Dobbelt op på ubehag, for det var ikke mig der bestilte drikkevarer, så ved at brokke mig synliggør jeg andres fejl. Det kan jeg heller ikke lide, så jeg drikker mit vand. Det hele smager fladt, for jeg har igen underkendt mig selv og det er endda mig, der betaler. I kort-på-læggelse.

Jeg træder ud af bh`ens ring om mine fødder.

At sige ordet meditation i samvær med ikke meditations retreats opsøgende, giver mig følelsen af, at stå som legemliggørelsen af en lyslevende Birgitta nonne foran dem og tøjet jeg har smidt var hendes dragt. ”Lånt,” hovedbeklædningen med dens hvide krone og de tykke, sorte strømper delt af sandalernes tå-split, der titter frem under dragtens sorte stof, når den er i bevægelse. Jeg er hende, der læner mig ind i opholdets fortryllelse, mens jeg i mit nyfundne teenage oprør samtidig har lyst til, at svinge mine underbukser rundt over hovedet til Joe Cockers, ”You can leave your hat on,” være fræk som Kim Basinger i filmen 9½ uge (1986), der handler om en affære mellem 2, der dårligt kender hinanden.

Jeg underviser vel i det selv, meditation, som yoga lærer, men det er stadig på 3 år som om, jeg ikke må sige højt, at det er noget jeg gør. I virkelighedens virkelighed, en dunderstemme i mit eget baghoved. En stemme jeg har overtaget fra min far, jeg ved, hører, ser det. Ser det, som har nogen tørret vaselinen af linsen, at selvom jeg har været yogalærer i 3 år, så har jeg ikke selv fundet mig værdig til og bruge ordet, meditation, praktisere det, invitere universet ind. De 30 år som afspændingspædagog tæller ikke med… Det jo afspændinger jeg laver… Men siden 2022 er de dog blevet anderledes, nu taler jeg bevidst ikke kun til deres kroppe, men væver hjertets tråde ind på alle måder. For deltagerne lyder det sikkert som noget jeg har integreret, det håber jeg, men inden i, er det stadig noget jeg gør i trods, som bryder jeg regler nogle andre har lavet, mit ophav, mit andet jeg, mit gamle jeg.

Mit nye til mit gamle jeg; åh, så gå dog, skrid, jeg gider ikke have dig på slæb mere, du gamle (jeg,) du er ikke mig, mere, jeg er ikke dig, find en anden at sætte alle de; stakitter, barre, hegn, kegler, bomme, bump, værn, låste døre, porte, for, op, foran, bagved, henover, nedenunder, ved siden af.

Jeps de tjente et formål; holdt andre ude, men mest holdt de mig inde, og det inde er lille som en æske tændstikker, som jeg har lyst til at stryge alle på en gang. Hvorfor må jeg ikke sige ordet; meditere, det jo ikke, som at noget, nogen ville eksplodere i hovedet på mig?

Jeg, en ilder.

Jeg vil ud af det, væk fra misforståelsen af mærkelighedens farlighed, den er det jo kun, i generthedens rødmen, til jeg har gjort det til en vane. Jeg vil ud af den begrænsende fornemmelse jeg lader mig smitte af, når jeg ser andres ildere har svært med min langsomhed, som har hjertet, følelserne mindre værd, end kroppens mulighed for ubesværet, at kunne dreje, svaje og runde. Jeg vil hen i mig, hvor det at bede mine deltagere om og reflektere over denne forbindelse i hver undervisningstimes opstart, er lige så naturligt som at spise, sove og lægge ”arme” i toiletkummen. Naturligt, i mig, for, at de kan læne sig trygt ind i min dybtfølte sikkerhed, væren, fysisk som psykisk, bagefter tage den med sig, ud, væk, hjem til vi mødes i det fine rum, med måtten rullet ud igen. Nu i denne weekend får jeg et nyt ord.

Invitere.

Kursus holderen H, som fra nu af hedder Hjerteåbneren Hjerterdame sørger for, at vi 3, faktisk 4, får værelser på samme gang lige ved siden af hinanden, efter hun finder ud af vi (3) kender hinanden. Praktisk finder jeg ud af, da jeg ikke bruger telefonen til andet end, at tjekke om de derhjemme har sendt noget jeg behøver og reagere på. Det gør de ikke. Heller ikke på beviset på jeg er ankommet, forsendelsen af en lille video hvor; toilettet (”armens udsending er vigtig,”) og udsigten fra vinduet er start og afslutning. Den røde tråd af panoreringen over; billedet af Madonna` en, krucifikset og biblen, alle på hver deres væg, som skal jeg holdes i påmindelsen om hvor jeg er, hvad jeg vil beslutte. Jeg har taget computeren med for at skrive, men inden retreatet overhovedet går i gang, kan jeg mærke leden fylde mig hver gang, at jeg tager tilløb til at røre ved tasterne, selv sætte alarmen på mobilen virker som en grænse overskridelse.

Som om hele min krop ved, at her skal jeg lade alle mine 10-linger få ordet og lade mor træde tilbage.

Mange gange i løbet af de 3 dage på retreatet, skråler ”ungerne; Tag en hviler, mor, du behøver ikke hele tiden lette stemninger.

Vi sidder oppe under taget i ”biblioteket” under tagspærrerne i en cirkel. 12 med Hjerteåbneren, Hjerter dame.

En saftig bøf og jeg er ikke til kød mere, men duften af gril kan næsten få mig til at hikse.

Hjerteåbneren er som lovet; blodrød, rund og brændende varm, med øjne som forsvinder ind i smilerynkernes, opadgående, linjer bag de blå brilleglas, når hun smiler. Hun smiler meget, men hun er alvorlig, når hun taler til vores hjerter. Hjerterne, hun beder os lægge hænderne på hver gang hun påbegynder en meditation. Jeg kan se, at skal hun nå os alle, bliver det nød til at være igennem seriøsiteten. Ellers kan det og tage tid til os selv, som er grunden til vi er landet i disse stole, bare fejes ned på gulvet. Som det plejer.

Jeg, en refleksions junkie er uforberedt på hendes præsentation, for havde jeg læst; ”vi åbner os for hjertets budskab og visdom,” 1 gang mere og virkelig taget sætningen ind, tror jeg, at jeg havde tænkt; det er lidt for ”derude” til mig og ikke meldt mig som sidste år, dronningen spurgte om jeg ville med. Jeg føler, jeg har snigløbet mig selv. Men min indre mors, mor tog over, hun vidste, kender mig bedre end jeg selv, endnu, ikke næste år for der.

Hun vidste, at hvis jeg ikke blev ”snydt,” så ville jeg undgå hvad jeg så, som mere jeg skulle, en pligt, hun vidste at jeg var.

Færdig, træt helt ind i hvad der føles som hjertekamre, der runger hult da jeg melder mig til. Så udmattet så kun pligten over for mig selv, er pisk nok. Jeg ved, at det er en advarsel, når min krop ikke kan genkende guleroden ude i juli og august, i form af mindre undervisning.

Den første session, første eftermiddag.

Jeg mærker tårer fylde de lukkede øjenlåg op og en snøften tage tilløb i mit bryst, i sidelæns kryds-løb med min kvalme og nakke ”krammen,” der endelig henover aftenen, som de plejer forsvinder. Forsvinder som de kom 1½ døgn før, stille og lydløst. Jeg kan endelig sidde med lukkede øjne uden, at have en svag vippen i mit indre, som var jeg på en vuggende båd. Mere vippen og jeg ville overveje at løbe igennem rummet, buldre ned ad trappen og i lange skridt nå min dør. Her ville kage og frokosten forlade mind mund mod det lyse trægulv, fordi det er nøglen til hoveddøren nedenunder, med den gule prik, jeg ikke kan se i halvmørket, jeg har stukket i låsen.

For dig, der har en længsel efter at finde mere hjem i dig selv, at mærke og tale din sandhed og leve et liv i samklang med dine værdier.

Det har jeg sat jagten mere og mere ind på i året, der er gået i min mors, blodprops efterdønningers navn. Den startede i vild løb, en sikahjort med bankende hjerte, hovedkulds snublende, til jeg ikke mere kunne finde tilbage til vejen jeg gik ad før, og heller ikke mere ønsker det.

Men.

Jeg var holdt op med at lade blikket panorere over havens grønne, himlens blå, skyernes hvid og solens glimten i vand.

Hjerteåbnerens stemme får vores øjne lukkede, munde tavse.

Find jeres hjerte; med det mener Hjertedame ikke, ikke det fysiske dunkende, nej det, du helt automatisk søger, hvis jeg beder dig om og lægge dine hænder på det. Som min gå-veninde spurgte, i mit øre, 1 uge efter; mener du ligesom fodboldspillerne under nationalsangen?

Ja, ja det er lige præcis det, der; råber jeg ud for, at overdøve blæsten.

De første 2 gange jeg holder hænderne ind mod hjertet føler jeg føler mig fjollet, men modvilligheden smelter, det bliver en vane, noget vi gør af os selv, ønsker det, hun behøver ikke bede os om det på 3 dagen. Ligesom hun ikke får nej, hver gang hun omsorgsfuldt siger; kan I klare mere?

Vi, fundet hende, dette retreat er sultne, hungrende efter at blive ledet hen i mod os selv, blive præsenteret for hende vi ønsker at være, tage os af men som vi af mange grunde, ofte selvopfundne, godt hjulpet på vej af fortidens skramlende dåser i snor, nægter os selv.

Jeg har i mine 3 år som underviser i yoga set hvordan meget få, inklusiv mig selv, har, når bedt om og trække de samlede håndflader mod hjertet, har sendt hænderne helt ned, hvor det ville dunke igennem huden. Jeg har nogle gange bevidst tvunget dem til, at trække hænderne længere ned, tvunget mig, men.  Mærket som de måske har, hele mit jeg, sjæl, væsen brokke sig over det, som om hænderne, armene, skuldrene vil støtte det, det 2 hjerte i, at det er forkert. Det, hjerte sidder ikke der. Det sidder mellem venstre kraveben og brystvorte (på mig). Der falder du til ro, der viser du, at du har dig, med alt hvad du er. Der tør du holde dig selv.

Jeg vil spørge dem, mine deltagere, puffe til deres refleksion, øge deres nysgerrighed på dem selv. Er de bevidste om det? Lader de med vilje være med, at stille spørgsmålstegn ved det?

Jeg har igennem vinteren sæsonen ude på gulvene igen og igen bedt alle jeg har undervist om, at krydse armene over brystet og give sig selv en krammer. Selv om jeg ad den vej har fået mange knus af mine egne arme, har det aldrig været nok.

Jeg vil have mere, have rigtige knus, de rigtige af de rigtige.

Jeg har jo for fanden ledt efter det skide 2 hjerte, men i stedet for at hylde nationalsangen, har jeg lukket ”hjertet” inde bag flere hold af mennesker, jeg skulle være noget for, i økonomiens navn og aflyst kampen.

Forstår nu, at hvordan jeg tænker om og behandler mig selv, sendes ud i universet som en energi lige meget om jeg vil det eller ej. Og jeg vil hverken sende; tvivl, mistro og mistillid ud eller modtage det. Jeg ved, jeg sælger min energi, det min varer, en varer mine deltagere kan plukke på hylden og tage med hjem, i hjertet, fra mit til deres. Jeg ønsker at gøre den skide forskel og jeg orker ikke mere skamme mig over det, at jeg vil mere, være mere.

Det er derfor jeg sidder der, med de andre dejlige, sårbare kvinder jeg øjeblikkelig er tryg i favnen af, selvom vi ikke rør, dårligt snakker sammen. Jeg ved bare, at vi har hinanden i arbejdet på, at have os selv.

Hjerteåbnerens stemme inviterer til morgner med stilhed over små borde med 4 omkring, hvor det uden skærm eller bog og gemme mig i, er akavet. Jeg søger som golden retrieverhvalpen, der fornemmer ”noget,” de andres blikke for, at beroliges og berolige tilbage.

Jeg har siden, jeg er kommet hjem ikke spist måltider foran en skærm, mine morgener er blikke ud i havens grønne. For at gøre det må jeg sidde på ”min datters” stol ved besøg, skråt overfor ”min” stol, der er med ryggen til. De fleste minutter ser jeg ingenting. Den eneste lyd er min skes kliren mod tallerkenen og min munds slupren.

Retreatet er for dig, der er klar til at forbinde dig til din indre skaberkraft – dit potentiale – dit indre lys.

Jeg ved, at jeg er det lys, alle er, du, er, men ved også at jeg, ikke vil være flosklen med de 2 ender og udbrændtheden.

Fru Veksø, en veninde, min mor i hjertet, mit hjertes ekko, har sagt, skrevet, råbt det i røret, i blæsten; du skal passe på dig selv. Jeg har tænkt, hun mente min fysiske krop, hjertet med sine kamre, men jeg forstår nu, at du ikke, som i slet ikke kan skille dem ad. Forstår, at hvis jeg fornægter kærligt og bevidst nærvær i nuet med mig selv, vil det være det, jeg sender ud. Travlhed. Fornægtelse af roens berettigelse.

Fordi der er 1-2 på alle hold, som ikke kan være i roen, har jeg ladet dem diktere alle opvarmningers opstart og intensitet. Jeg ser, jeg har soppet rundt i den belejlige vane, brugt dem som undskyldning for, at tage mere vare på mig selv, på de andre i rummet. Det, fordi det var nemmere og være i min ilder energis, flydende strøm end, at være i roens ukendte og derfor farlige ulidelighed.

Hjertedame river alle mine regler, diverse undskyldninger og overspringshandlinger om og for hvordan det, at meditere skal udføres i strimler som en makulator og jeg føler deres brudte bånd stritte under mig, som en lille nyfødt hvalps let blodige navlestreng. Ude i vinden i golfbanens grænseland, går jeg i eftermiddagene side om side med dronningen og hendes gentleman. Jeg er skiftevis trold og engel, hofnar, og troldmand, skifter hatte, prøver dem på, uden, barhovedet med skilning i den forkerte side. Jeg gnistrer inden i, af knusene de ikke behøver fysisk at give, for deres ord og nærværelse gennemtrænger både blæsten og hjerter, dem alle pivåbne. Alle 6 hjerter tilstede.

Maden er jævn; forklarede Dronningen, i toget, på vejen ned til Marias bolig, alias Sank Birgitta klostret, Refshalevej 81, 4930 Maribo.

En nonne i Sankt Birgitta klostret kaldes Birgittiner. Ingen anden ordensdragt er så fuld af symboler og alt er dikteret af Birgitta selv.

Nonnen, vi ser mest til, er måske 27 år, 35, 49, måske 54 år, som jeg, får os med fingersprog, spillende øjne til, at stille servicet i stakke på vognen. Når hun smiler stikker hun tungen lidt ud i mellem fortænderne. Der er ingen forklarende skilte med flotte ord, når maden står på anretterbordet. ”Tungen,” ser på os med stoltheden som en glorie ud fra ”den hvide krone,” der holder hendes hovedbeklædning, ”sløret” på plads, når hun alle morgener stiller de ”blødkogte” æg, ved vores tallerkener, i deres hvide æggebægre. Æg, der mest egner sig til æggedelerens lille mandolin.

Den hvide krone med de fem røde mærker er et symbol på Jesus tornekrone og hans fem sår-mærker.

”Den hellige Birgitta” var en svensk helgenen fra 1300-tallet, der allerede som 7-årig skulle havde fået sine ”himmelske åbenbaringer.”

Vi, os fra hoffet griner, i opholdets lethed- og frihedsfølelse, i eftermiddagenes forblæste timer og jeg ville ikke havde været de hårdkogte æg foruden, de var det ekstra kærlige puf. Jeg vil også eje min utilstrækkeligheder og elske, elskes for dem, som det mest naturlige. Jeg ved, jeg bliver det af mange, men den vigtigste mangler, ikke min far eller mor.

Nej, mig.

En af de 11 deltagere på retreatet kommer som den sidste, sidst på ankomst-dagen. I løbet af dagene som går kommer hun, den Sidste mere og mere før tid, til tiden. Som os andre. Hun ”har” noget, der provokerer skyggesider, noget der flytter energier, en ræsen hen over dem. Dronningen, hendes gentleman og jeg, alle 3 i samme branche, vejrer det som en fært med blafrende næsebor. Vi har svært ved at være i det, protestere, lukker det ud, lader den, fornemmelsen, grimheden inden i, sendes langt ud mod greenen som en golfbold, efter et slag med driveren.

Ordene kommer let der i cirklen under spærrerne. I farver, som jeg når skriver. Ikke som sort/hvid-filmens noir, i selskab med ægtemand, der faktaboks orienteret kan spørge mine ord til opløsligheder, fordi han søger svar på fremtid, i stedet for nutid eller fortid. Jeg er den logrende golden retriever, der vil have alle skal kunne lide mig. Med opadvendt blik, og forventningens let, bankende hale i trægulvets lyse træ sidder jeg på alle måder, men sidder.

En anden hund

Hvad skal der til for, at du tager din af eller i det mindste, allermindste løber linen ud?

Når vi i tavshed, hele gruppen, eftermiddage, går mod kirken må jeg holde godt fast i linen om min (indre,) border collies bryst, for ikke, at lade dens ”samle flokken trang,” bestemme. De skal alle have lov til, at være deres egen hjerne, de er ikke mine 10-linger.

Ikke engang Hjerteåbneren, for hun har allerede på 1-dagen sagt; jeg kommer ikke rundt med lommetørklæder. Lige sagt lyder det koldt. Men jeg ved at hun er alt andet, så det lander i, en ny tanketråd i meditationen hun fører os ind i bagefter.

Hun kommer ikke rundt med lommetørklæder, for vi er her for, at være vores egen udlevering, være vores eget lommetørklæde.

Jeg har siden, jeg er kommet hjem mens jeg spiser frokost, i stedet for skærm set i mine madbøger for, om jeg skal beholde dem eller ej. Computeren kun brugt indtil eftermiddage til, at google fakta til mit skriv. Når jeg sene eftermiddage tillader mig selv, at ”se” hvad jeg lige nu vil på YouTube, er det som har jeg trukket stikket til mig selv, ikke kun computerens strømforsyning. Trætheden får mig i zombie lignende tilstand og jeg sidder som min mor og vegetere foran en tændt skærm, hvor der går måske 2, måske 1½, måske 1 time (hvis jeg er heldig,) inden min søn udfrier mig fra ”hullet,” jeg er landet i. Hjælper mig ud af selvhypnosen, fordi han skal tjekke om Olauf kat er inde og har det godt, liggende i sofaen ved siden af mig og ae hans motor i tomgang. Jeg tvinger mine hænder, klappe skærmen ned.

Biblioteket

Jeg sidder alle 3 dage ved siden af min tvilling, begge sidder vi med benene oppe, ude, under, i skrædder, nede, til siden, kun det ene. Hun er min udlevede tanke. Når jeg vil rejse mig for, at hente et lommetørklæde og ”låne” det overfor hos en, der ikke græder endnu og aflevere det til en der gør, gør hun det, min tvilling. Gør det som jeg ønsker, som det naturligste i verden. Hun tøver ikke, hun føler sig tydeligvis ikke forkert ved, at vise praktisk omsorg.

Hun tager det grønne blad fra ”lægens” glatte page efter endt gåtur, vi sikkert alle har set. Igen min tanke men med border collien ikke sluppet fri af brystselen endnu, er det kun tanken jeg når. Handlingen ud igennem min hånd forsinkes af; kan jeg det, er det for tæt på, må jeg …

Nænsomheden fra tvillingens hånd, stemmen; du har noget i dit hår, ønsker jeg er min. Hendes mund er som Michelle Pfeiffers, da hun smiler ved jeg, at jeg bliver nød til det.

Spørge. Efter vi har valgt hinanden til arbejdet i par. Arbejdet; svare på spørgsmål, der i mange andre forum ville sende sårbarheden på bambiben, ud i alle retninger, på isen. Spørge hende, som gik vi i 5 klasse; ja, nej ved ikke, sæt kryds. Spørge; skal vi udveksle telefonnumre, vi kan bare være snakke i telefon, veninder. Jeg ved hun skal flytte til Skagen og med en teenage veninde, der bor timer væk (på Sjælland) ved jeg, at jeg sikkert ikke vil se hende igen, hvis íkke her, der ude, oppe, i nissehuens kvast.

Dronningen holder fridag

Det sidste døgn fra fredag efter frokost til lørdagens, afrejsedagen, inviteres vi til, at være stille.

Jeg er forberedt på det, tænkt over, hvad det er jeg har brug for.

Jeg har brug for at være fri. Gøre det vi ikke er inviteret til, bryde regler.

Stadig i gården foran klostret, ikke startet på vores gåtur endnu, hæves vores stemmer hurtigt fra en mumlen til normal stemmeføring. Vi hverken kan eller har lyst til og styre os, til vi er langt nok væk fra klostret til, at det betyder noget. Min samvittighed brummer som en bjørn og rundet klosterets hjørne til villavejen ser jeg, mig over skulderen. Mit hjerte bliver tungt. Jeg stopper op.

Den Sidste går bag os; siger jeg til; Dronningen og hendes gentleman. Den Sidste tydeligvis i alenehedens stilhed. Vi er som dem jeg ikke ville være i folkeskolen, dem, som flygter fra hende, vi tror smitter, med sin upopularitet. Hun lader som ingenting og måske er hun ligeglad, 20 år ældre end mig, jeg håber det, hun følger i hvert fald ikke efter os, da vi brat tager en anden rute. Hun, den Sidste kom med den dramatiske oplysning; at hun håbede hendes søn ville genoptage forbindelsen med hende, kun 2 minutter efter for sent ankommet til kage-indtagelsen, 1 dag. Det var som et hårdt træk i i border colliens brystsele. En påmindelse om min pligt, om at være mor for min mor, derhjemme.

Jeg smider brystselen, efterlader den på fortovet foran kloster-gårdens brostens mønster.

Jeg vil ikke være hende, hende mine børn, ikke ønsker besøget af. Jeg vil være lyset som myggene sværmer for og som ikke dræber, når tæt på, som min fars myggesvitser på væggen i deres udestue. Jeg vil være en stemme, et par øjne, et væsen, en sjæl andre søger fordi de ikke kan lade være. Brug for mig, til de ikke har det mere, eller mindre.

Inde i ”byen” går vi med aftensolen i nakken, som stadig synes varm, da det ikke rigtig er aften endnu, fordi vi har spist tidligt, kl. 18. Vores maver er fulde af ost og aubergine. Jeg har lyst til.

Jeg har lyst til en drink; hører jeg mig selv sige, der i den trygge midte, med dronningen gående på den ene side og hendes gentleman på den anden. Ingen kan nå mig der, kun mig selv, den farligste af dem alle.

Vi taler om vi måske kan købe noget i en Netto og tage det med hjem på ”hotellet.” Men hvad gør vi af flasken, flaskerne bagefter?

Vi er som de teenagere, jeg aldrig har ladet mig selv være og jeg er som Dronningens fødder, der altid synes og svæve så naturligt under ”skørterne.”

Frie, småfnisende, som har vi allerede drukket flere genstande, finder vi på vej til campingpladsen op af en trappe. På toppen ligger en restaurant, den er fin, Har et selskab i det ene rum og ja, man kan godt kun købe en gin og tonic i det andet, restauranten.

På evalueringsskemaet Hjerteåbneren sender os dagen efter vi er kommet hjem, skriver jeg; at jeg gerne ville havde lært de andre mere at kende, hvilket var svært med alle morgenerne i stilhed.

Men jeg er skyldig i, at jeg satte mig sammen med Dronningen og hendes Gentleman, ved samme bord alle måltider. Vores 4-kløver oftest fuldendt med en af gentlemans hold deltagere, som af grunde vi først fik, at vide til sidst, holdt sig mest for sig selv.

Jeg er skyldig i, at jeg ikke flyttede mig rundt, som når jeg er på højskole. Jeg havde forfærdelig lyst til det og følte mig skyldig ved hvert måltid over ikke, at gøre det. Delt, i mellem nysgerrigheden jeg havde, for hvad de andre var for nogle og pligten der, som altid hev i mig. Den pæne kvinde ville gøre det, den uskrevne regel, men jeg tvang mig selv siddende, fordi jeg havde brug for at lære. Lære og være i ubehageligheden af, at nogle gange skal jeg vælge ikke, at være den pæne og ordentlige. Især ikke, når det kun er fordi mit gamle jeg forsøger, at fastholde mig i behovet for trygheden i det. ”Se,” at det i nogle situationer er skide ligegyldigt for alle andre om jeg er det eller ej, det er bare en ide i mit hoved. Så jeg blev siddende ved siden af dronningen over for hendes gentleman, ved siden er det 4 kløverblad. Lænede mig ind i deres udsendelse af; har I et problem med det kan jeg tage det også. At I stikker jer på at jeg stikker ud. Jeg er mig. Mig, ved siden af dig, der er det, dig.

Jeg skrev i evalueringsskemaet til hjerteåbneren, at jeg var taget til Maribo sammen med 2 af hendes fans og jeg forlod Maribo som det 3. 

Jeg kunne havde skrevet, at det tog mig en uge, at give slip på savnet af, at være en del af ”cirklen” under tagspærrerne. Selv den Sidste savnede jeg den mørke skygge af. For i hende var den 2 største læring.

Husk

Navneattesterne er kommet fra det uendelige univers. Og måske, måske fordi jeg i de sidste måneder har hørt lydbøger omhandlende 3 horrible hertuger også kaldet deres u-Nåder

Ladyer og gentlemen som er forventet at skulle indordne sig regler. Følge disse regler, bestemt af andre for ikke at blive frosset ud. De kan ikke indordne sig, ikke udelukkende, de lader være, er de brudte regler. De er både og. Sammen med Dronningen og hendes gentleman ved jeg, at jeg ikke behøver at være hende den pæne og ordentlige hele tiden, der er alligevel altid nogen, som provokeres af min indre ilders hurtighed, golden retrieverhvalpen eller border collien. Jeg længes efter, at være i en hel flok af hjerteåbnere, dronninger og gentlemen, der, som dem tør være dem alle; hjerterdame, med hans U-Nådes lejlighedsvise splint, den ansvarlige, kedelige, stille, hunden der bider hånden der slår, gør højt ved fejl og mangler, logre ved spænding, sover i efterdønningen af meditationens ro.

Knus fra kanalen, tunnelen, budbringeren.

Ps.

Jeg skrev til min tvilling.

Goldielocks (min datter); mor, nu skrev du ikke en stil, vel?

Jeg holder mit blik låst fast ud af forruden, efter at havde tvunget det væk fra manden liggende på fortovet på hjørnet til hospitalet. Der er styr på det, 2 kvinder er der med ham, den ene med mobilen trykket mod øret. Joooh…

Mor altså, det er der ingen der gider, du skal holde dig tilbage, ellers tror hun bare du er skør.

Jeg mærker en ælten med pizzaen og småkagen i min mave.

Jeg har ikke lyst til at holde mig tilbage, hvis hun ikke svare må jeg acceptere det. Det jeg ikke kan acceptere er, at jeg skal være en anden for, at noget måske skal blive. Jeg er så træt af at være ”pæn og ordentlig.” Holde alle dem jeg er tilbage, for min erfaring er, at når andre så er trygge ved den, de tror jeg er, så kan jeg ikke vise alt jeg er, det, selvom de gør det. Det lige meget.

Vi, okay mest mig, har lige inden; blikket låst fast ud af forruden, snakket om at, når kvinder er dem selv er vi for meget men, når mænd er dem selv, er de bare det, mænd.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Nostalgiens pust

Juni

En besked på Messenger

Der er 50-års jubilæum, kommer du?

Jeg vil gerne se hende, nogle af de andre, dem jeg gik i skole med, løb rundt efter en bold efter skoletid med, som jeg overnattede i fjerntliggende haller med for og spille med en krop for hver kamp mere hadende opvarmning på førstedagen og mere og mere øm fra morgenstunden den anden.

Jeg kunne ikke lide at være hjemmefra, for bomben mellem min forældre tikkede og tikkede, senere alene med min mor var bomben af et andet stof, tilfældigt udslyngede selvmordstrusler. Bagefter havde hun glemt dem, men de sad som kødkroge i mig, gjorde det de skulle. Når tiden udviskede dem hængte hun nye i mit sind.

Timerne i de andre piger og drenges selskab lærte mig noget om takling af følelser, hvordan de blev i omklædningsrummet under knagerækkerne i tasken, til du genert langsomt krængede det svedige tøj af for hurtigt og gå ind under bruseren. Det derhjemme, alt udenfor de høje vægge og stregernes farver på gulvet sat på pause. Mod, glæde, sorg, føle sig som en del af noget, nogen, nogle der ville mig uden forbehold, behøvede mig der, rundt om dem, drejende, i bøjede ben, parat til at hjælpe bolden over, baglæns, en overlevelsesmekanisme, som hundredvis af psykolog timer i form af behårede ben i korte shorts.

Jeg fik alligevel et spiseproblem, men havde jeg ikke mærket motionens endorfiners motivation havde jeg nok stadig rendt rundt i ex-large.

År senere brugte jeg det bevidst. Hvis det gjorde mig glad måtte det også glæde andre, min hunger for anerkendelse gjorde mig til en smittekilde. Min vare, energi.

Jeg har i årevis undgået dem. Receptionerne. Alt for små rum, med alt for mange mennesker, mennesker jeg ikke kan huske eller kan ikke navnet på, aldrig har kunnet eller har glemt. I smalltalkens overflade vrider hele min krop sig som en orm ned i regnvåd jord. Usikkerheden, bedøver tungen og jeg er igen hende, der ikke ved hvad hun skal sige, hvor skal stå eller hvem henvende sig til, hende der holder øje med flugtvejene rundt om maver, gabende munde over pølsebrød, melon og kage, stjerner i blikke hvor mine for længst er slukkede.

Ved opstilling en time senere til gruppe-billede i den store hal er jeg sikker på og blive afsløret.

Bag ved mig snakkes om dårlige knæ, jeg sætter mig i hug eller var det den anden vej rundt?

Siddende ser jeg op og tilbage, ingen er kommet med ned, jeg rejser mig op.

Følelsen af uindbudt at havde trængt mig på til en andens fest fylder mig ud og jeg tager trappen op bag en gammel veninde, da hun går.

Marts

Mens jeg holder døren til opgangen, så min mor kan trille ind fra blæsten bliver mit blik fanget af en seddel på opslagstavlen.

Opsigelse af tv-pakke fra YouSee.

Rund over skulderbladene i guldjakken kører hun rollatoren i garagen, under trappen, side om side med de andre køretøjer. Min mors er let at genkende, den er den eneste med skrald i nettet.

Jeg læser opslaget som; hvis du ikke vil have noget andet, end det du plejer, skal du sende en mail til …

Det tager jeg mig af, mor. Hun misser med sit ene øje, nikker og begynder opstigningen af de 7 trin, mor … hold nu pause på 6 trin.

Senere på vegne af … Send.

Guden, Shri Ganesha er gud for visdom, intelligens, uddannelse, held og skæbne, for porte, døre, husstanden og skriften. Da han fjerner hindringer, er det mest smart, at påkalde ham før arbejdet begynder med formel, der staves som prøver jeg at sige mine navne bagfra med en gigantisk karamel i munden. Det anbefales også, at spise elefanten forfra og fortsætte med halen.

Juni

Mit blik er fastholdt som af usynlige kæder til skærmen, men ende suget ned mod stropperne, der holder hynden oppe. Fredag eftermiddag lukker sig omkring mig, nu lige så slukket som gnisterne føg fra energien oparbejdet i Måløvhalens foyer (grundet bord og stemmebokse opsætning) kl. 11, omkring de få fremmødtes hoveder, 4 timer før.

Mor, står der på skærmen, min pegefingerspids trækker til højre.

Du bliver nød til at komme. Tonen, lige før og helt sikkert ikke kun næsten, kommanderende.

Min hjerne; er hun faldet, mangler hun chokoladesmåkager, hendes nøgle stram så hun står udenfor hoveddøren, hun kan ikke komme op af sine 7 trin. Det 7.

Tre dage før tirsdag, et opkald med samme åbning, lyd og tone; hjemmehjælpen kunne ikke få støvsugerens ledning ud, gulvet blev dog aftalt vasket alligevel.

Mig; jamen hvornår kommer hun igen? Vidste det godt, skulle lige tjekke.

Om 14 dage.

Mor, vi ses på søndag (5 dage senere,) der ser vi på det før vi tager dig med ned og stemme.

En time efter trykket luk på mobilen, spørger jeg unge mand om han vil gå over og se om han kan tæmme udyret på den anden side af skinnerne. To timer senere får jeg besked fra ung mand

Støvsuger er fikset.

Ah.. puh dejligt, at ny tilvejebringelse af denne gang helt almindelig larmende støvsuger er af vægret, mand havde ellers tilbudt og påsætte en forlængerledning til den nu daværende forkrøblede støvsuger. Fortællingen om larmen fra fjernsynet og hende sovende i stolen tre skridt fra, hver anden gang jeg låser mig ind får ham over en opvask til at spørge; hvorfor købte du en “lydløs” støvsuger til hende sidste gang?

Hun synes de larmer … Min mor har sin egen logik, jeg så i sync med min egen, at jeg har navngivet den; Lisserlogik. Mand kalder sin rationel.

Fredag eftermiddag, stadig dybere mås aftryk i de uldbeklædte hynder.

Der er noget galt med mit fjernsyn.

Egentlig glad for, at hun får mit blik fravristet skærmens paralysering, tænk scenen i Junglebogen hvor slangen Kaa prøver og hypnotisere Movgli i søvn, så han kan æde ham, kommer ud af min mund:

Jeg kommer over, er der om et kvarter.

Nåh, nåh, nu må du ikke forhaste dig.

Jeg er ikke glad for procedure, knapper og ordet indstillinger vil jeg helst ikke blande med min tålmodighed. Der er gået over 4 måneder siden hendes blodprop, fald og ligge alene på gulvet i 4 dage, ude i fremtiden ligger stadig 3 weekend, jeg kan springe et weekend besøg over. Stående i hendes stue kan jeg mærke det mangle; engagementet, lysten til at være til rådighed, et opkald, ordre væk og jeg kan ikke få de skide kanaler frem, bjælken der arbejder på og finde rykker sig fremad, men vender så tilbage til; ingen kanaler fundet achhh. Jeg er flad, lavere end dværghøjde, luften, energien jeg blev fyldt af på vej over fiser ud som daggammel ilt i en TIVOLI ballon, som en hund er det kun mig, der hører dens skingre piven.

Unge mand prøver timer senere. Mig? Jeg sidder igen slidende hynden og ser ud af stuevinduet i retning af æbletræets krone. Gad vide hvad det koster at købe, få installeret og afhændet gammelt fjernsyn, i går?

Sukker, ved jeg bliver nød til det, få mand over.

Lørdag, dagen efter med receptionen kl. 11:30.

Kl. 10:50 står vi i hendes opgang, jubilæet er på min gamle skole kun 10 minutter væk.

På vej op af trappen mod hendes hoveddør er der blevet stille bag mig, over skulderen kan jeg se mand ikke er fulgt med, men stoppet op ved opslagstavlen.

Opsigelse af tv-pakke fra YouSee.

Nu begynder huskelegen.

Han begynder med indskydende og forhåbentlig pære-tændende spørgsmål.

Med hans mere og mere rynkede bryn og irriterede tone tvinger jeg min hjerne, (tænk hinkende, opad bakke, baglæns i siksak,) 3 måneder tilbage. Pæren glimter og tænder så, ikke halogen max 60 watt.

Oppe i lejligheden bruger han 2 minutter før han konkluderer han heller ikke kan finde nogle kanaler, for derefter at sige:

Jeg tror du har afmeldt hende.

De snakker hen over mig mens jeg uden briller, (er nu oppe på at tage dem med hver anden gang jeg går ud jaih,) tvinger mit blik snøret ind til et knappenåls hoved med hvinende hjernevindinger. Scroller, scroller, scroller på mobilens lille skærm for og finde mailen med, “på vegne af min mor,” så jeg kan skrive det hele den anden vej. Henover mit hoved, drejer deres samtale rundt og rundt, samme afsæt samme afslutning, som filmen; Groundhog day.

Hvori et røvhul (spillet af Bill Murray,) sidder fast i samme dag, indtil ydmyghed og respekt er en del af ham, som hans negle, hud og appetit.

Når jeg ind imellem høfligt ser op på dem skal jeg igen og igen, højere og højere vedkende mig min skyld af hendes sandsynligvis kappede livline.

Jeg dykker ned i nu anden skrift, til jeg knurrende indser, at det mobilnummer jeg sidder og formulerer mig til er hendes, jeg kan jo for fanden ikke engang genkende det. Deres stemmer fylder mit hoved, skylden over rodet jeg højst sandsynlig er skyld i, deres blikke som hele tiden søger mit for deltagende hm eller det er ikke dig mor, det er mig, der ….

Som dengang jeg gravid skulle fungere som støttepædagog for en dreng i en børnehave, i en undervisnings ledig periode, eksploderer jeg:

Jeg kan jo ikke tænke når i…

Jeg rejser mig og går ind i hendes soveværelse, ønskende jeg skulle lige hjem så jeg kunne sende endnu en mail til Mads (hans opslag), den tredje eller endnu bedre, at det var mandag så hendes bolig kontor og YouSee var åbent for opkald. Ulideligheden i, at skulle vente to dage med den indre hammer løftet over mig med mit hoved, sømmet, allerede halvvejs nede i de blottede gulvbrædder. Jeg ser på uret, rejser mig og går ind i stuen, rolig udenpå. Meget højt, stående helt tæt på hende; vi ses i morgen, kysser hende, mor, jeg skal nok tage mig af det.

Gående i parkens grus omringet af højtspringende springvand og alt det grønne, passere konsekvensen blidt halsen, lungerne, for at lande i min mave som en sten. Skammen, i mig, er som en plastik poses endeligt på havets bund, næsten umuligt at opløse. Jeg er blevet indhentet af en af mine impulsive handlinger, jeg kan ikke lide det. Perfektionistaen, et sprødt stykke A4-ark, krøller sig larmende sammen, mit hjerte flyttet midlertidigt væk fra ribbenenes beskyttende stænger.

Mand:

Jeg venter altid lidt, vender og drejer med mistillid til mine egne tanker.

Det jo netop det, jeg ikke et sekund overvejede det kunne få så endegyldigt et udfald. Træt af og skulle spørge ham om hjælp, gør jeg det nu så lidt jeg kan, vil selv alt, det meste, okay noget, ikke købe gulerødder, købe dagligvare ind, for jeg keder mig, når jeg ikke “må” købe sjove ting. Så virkelig pensions opsparende, at lade ham.

Jeg lægger mit hoved kort mod hans skulder, fletter fingrene mellem hans, vi kysser og mellem fløjlsbløde blade kan jeg se hallens hjørne.

Måske tænker du; det er da ikke noget, men hvornår har du sidst gjort noget for en anden og det gik galt?

Mor (min); jeg er afhængig af fjernsynet.

Vi er alle afhænge, forestil dig ingen skærm, hvilken som helst.

Efter bord og service aftørring ser ung mand og jeg mange aftener serien; Game of thrones. Færdige ca. kl. 21:15 har jeg et lille vindue (tænk glasfibertråd.) Tager jeg computeren med over på mine lår kan jeg ikke slukke før ca. kl. 21:45, hvor jeg stadig tænker; nu børster jeg tænderne og så læser jeg. De fleste aftener åbner jeg ikke engang brilletuiet eller også løfter jeg hovedet med et sæt, stiftstirrende 4 sider længere inde. Så tricket er altså slet ikke at nuppe computeren, men så griber min hånd efter mobilen, skal jo lige tjekke om jeg har husket og sætte uret til i morgen, fået en besked. Ach…gr…

Jeg blinker, øjnene møder de sprudlende farver fra den korte mad video på instagram, eller ung kvinde i sports-bh og korte tights der klæber til hendes lange lår, stående på en solbeskinnet terrasse i en yogastilling, jeg må huske ikke gider og kunne, eller netop …

Lægger mobilen fra mig som brændt, min læsekvote inden aflevering igen øget sider pr. dag, irriteret på mig selv fordi det sidste jeg inden afbrudt søvn har brug for er, at lamme mit system med flere indtryk for dopaminen, det udløser i min hjerne.

Overspringshandlingen bliver valget jeg tog.

Jeg vil gøre ting rigtigt (for ikke at gøre noget forkert,) være rigtig (ikke støde nogen, væk) og er meget lidt favnende over for den side af mig selv jeg ikke kan lide, og langtfra altid kan styre.

Receptionen

Vi vinker og jeg går mod hallen, ned af den høje trappe med de flade trin, hvor min cykel jeg havde købt for pengene, fået til konfirmationen af min mormor (det år hun døde af hvilken årsag hun desværre ikke kunne komme,) lå smadret, kastet fra toppen ned få meter fra døren, da jeg kom ud fra træning. Den var lyseblå.

De fremmødte; unge spillere, frivillige, forældre og dem der bare gerne vil føle nostalgiens pust, er alle klemt inde i det lille klublokale. Efter et kig ind i den tomme hal, får jeg øje på besked skriveren og bevæger mig længere ind, ind mellem bjerge af kroppe, (de fleste går jeg til brystet, borgmesteren til navlen) indeni lille som udenpå. Pokaler, (ikke volley) over grå hårtoppe i vindueskarmen, trækkene, der dikker til min hukommelses Usb-stik og pæren lyser op i en retning fesent, en anden skarpt. Jeg ønsker mig billeder fra dengang, så min hukommelse kan sætte navne på.

En gammel træner (fire år ældre end mine dengang 16) kommer ind. Ham, der strøg min kind (resten af mig i soveposen,) efter de seje piger havde været låst inde af drengene i et ukendt klasseværelses opmagasineringsrum. Efter vi havde stået på rad og række og børstet tænder, spyttende i den lange vask med sine farveklatter under de natmørke vinduer. Det er hans kone jeg genkender, hun kunne lave et; jeg flytter mig lige væk (håber en anden tager den) eller av for… smash. Kunne jeg styre min modtagning, så en anden kunne sende den over og helst indenfor baglinjen, var det absolut det blå mærke værd.

Kan aldrig fortælle ham den berøring fik mig til, at føle mig ønsket, hvor ofte jeg trak på mindet, når jeg ønskede at holde noget fint frem. Presse det ind imellem min mors “kroge” og min fars:

Hvor du dog ligner din mor…

Som i hver anden weekendbesøgene kom på klokke slet efterfulgt af;

Hvor er jeg er glad for ikke, at være sammen med hende mere… sagt højt og tydeligt, så selv den p-pille spisende hunkat kunne høre det. Aldrig blev budt ind, men rester spisende jeg ville havde sovet alle ugens dage ude i høet for… måske bare på første salen med de skrå vægge som værdien af, var noget opreklameret fi… Ude foran på marken stod fårene, ligeglade med deres hjemmeklip, men ikke med den dinglende spand i min fars hånd, når han indtog pladsen som førerfår. Mod himlen, det ny stråtækte tag, under, de hvidkalkede mure afbrudt af sorte bjælker. Opad muren de obligatoriske rosenbuske, på jorden i mønster store fliser omkranset af brosten og så perlegruset, det første og sidste blik ind på nummer 8 hvis du ikke tog alléen med.

Mandag to dage senere, min mor nu minimum på fjerde døgn uden fjernsyn.

Ringede til boligkontoret.

Det har ikke noget med os at gøre du skal kontakte YouSee. Hvilket han slet ikke behøvede at sige. Til mig. For jeg var med på en lytter da han tog telefonen og overhørte en ældre kvinde i baggrunden fortæller om fuldstændig samme problem. Måske andre havde misforstået opslaget i opgangen.

YouSee

Kan man overhovedet ringe til dem? Jo der er det. Alligevel. Ringer, en robotstemme giver mig muligheder og beder mig formulere min udfordring. Efter 3 forsøg hvor hun ikke forstår min formulering lægger jeg den ned. Muligheden.

Orv der er en chat mulighed, okay det har jeg faktisk prøvet før og det skrevne er mere mig, forventer dog ikke menneske men maskine selvom den præsenterer sig som Ulrik… Over den næste time, hvor jeg glemmer, at jeg faktisk venter på svar tre gange eller det jo ikke rigtigt (kun første gang da jeg kropskeder mig sådan,) skriver jeg så sammen med min nye ven. I mine “mellemrum” tager han sig af en anden kunde, fair nok.

Til sidst. Hun kan godt få hjælp med det samme men så skal jeg købe en anden ordning og da hun ikke er hverken villig eller nysgerrig på, at lære noget nyt, orker jeg ikke tage stilling til den variant, vil jo også bare have hende under boligforeningens “pakke.” Kan noget andet overhovedet lade sig gøre, når hun hverken har iPad, computer, hendes fjernsyn gammelt og har de ikke kappet kontakten til det højere nord, antennen? Hendes antennestik ser heller ikke godt ud.

Ugen efter (endnu et alarmopkald,) ser hun stadig ikke dvd-film som unge mand ellers har sørget for.

Der er ikke lyd på klager hun, da jeg står i hende stue igen.

Jeg sætter dvd`en i og der er lyd. For mig, ikke for hende, hendes; jeg sagde det jo blik, får mig til og gribe ud efter fjern betjeningen, dvd afspillerens volumen går kun til ca. 25, hun har brug for minimum 40. Jeg skruer op på fjernsynets fjernbetjening og den ryger villigt op til 40. Næste stop; menuen. Enten er hun uden erfaring, rusten eller også har blodproppen hvisket pil op, ned eller til siden, ud. Jeg slukker alt, giver hende “magten” og beder hende om at gøre det. Før, i mens og inden jeg går;

Nej, mor du har ikke gjort noget forkert, det er MMMMIIIGGGG.

Fu… og jeg skal også huske den ski… hudlæge, hun sagde det var den ved gamle Herlev biograf, fedt så må jeg vel ringe og spørge om hun har min mor som klient… eller har du en bedre ide, hvis hun ikke vil ud med den oplysning?

Har skrevet til unge Mads, (mand fandt ham på hjemmesiden,) frivillig i boligforeningens bestyrelse, Mads, forfatter til opslaget i opgangen, burde virkelig skrive til ham, at ved næste opslag skal han skrive i overskriften.

Ved tilfælde af akut spontanitets beslutningstagen, spørg en voksen.

Undskyld Mads, skrev det to gange, lidt for ung til jeg ville flirte for hurtigere aktion.

Senere. Han tog telefonen lige med det samme, taaaak.

Uden at presse mobilen mod mit øre, kunne jeg høre hans suk.

Han

sagde

der kunne gå

måneder. Det har jeg til min mor “kaldt” et stykke tid.

Måneder?

Inden hun blev fjernsynsseer igen.

Det skal siges at hun tager det pænt, ikke er sur, men hun tror selvfølgelig også 90 % af tiden det er hendes egen skyld… Jeg skylder en øl i lufthavnen eller jeg tror det bliver leveret express fra La Glace.

Knus fra

Din

For altid nu med seddel i hjernebarken sat fast med hæfteklammer på kradset, det er menneskeligt at fejle, menneskeligt at bede om hjælp, og helt ærligt skat du ville så meget kropskede dig hvis du var en kat. Overvejede det en kort overgang, men al den hår i munden, fiskeånde og selv-udgravningen til udpresninger ned… Pas.

Efterskrift.

Den fjernsynsnødstedte ringer, hun har nu været “uden” i 12 dage, uvidende om at nu skal vi fouragere til hvis strømsvigt og vandmangel. Mand er på den. Hvis det utænkelige skulle ske, invitere jeg skønne datter, Goldielocks, der helt sikkert heller ikke er gået op i det, hjem så hun kan drikke halvdelen af min portion. Så må mand brokke sig, men jeg vil dele og holde, holdes af varm pandekage.

Jeg lover min mor, at rykke Mads. Skriver til hans indsigt om egen afhængighed.

Kan det gå hurtigere, hvis jeg betaler for det?

Tilbage får jeg.

I har to muligheder. Skal jeg gå med nummer 2?

1. vent 10 dage mere og det er gratis. Hvad med de 10 dage der er gået?

2. vent 2 dage (ekspres) og det koster 995 kr.

Dagen efter, onsdag,13 dage … siden jeg bad Mads kontakte YouSee første gang, ringer han op.

Kør, bare kør, Mads.

Den dutter. I mit øre.

Mor, du skulle have fjernsyn igen om 2 dage (fredag.) Hun bliver glad.

For dævlen hun er sej, 15, 15 dage uden en skærm, ikke egen, naboens, biografens, min, din, ingen, ingen.

Søndag, 17 dage 🤯🤨🤔💩💩💩😤😡🤬👿

Du må kalde mig, Mads, men det er der, da ikke noget ekspres over…

Skal jeg så rykke igen, være besværlig og stævne YouSee for ældre ignorering på kanten af sjofel til depressions lignende tilstande?

Pu, har bedt hende ringe op når det kommer …. For det kommer i morgen mandag, det har jeg bestemt og sagt til hende; livet, vennerne, verden, farverne og lyden.

17 dage skærm detox, jeg ved ikke om jeg kunne, men skrue ned vil jeg.

Kunne du?

Andet afsnit

Hvor i hun bliver Gøg til min Gokke eller er det omvendt?

Mandag får jeg kl. 16 endelig ringet hende op, 1 ½ time før jeg kører til dagens 3 og sidste hold.

Jeg kan høre du stadig ikke har fjernsyn.

Hun; hvad, stilhed.

Du har stadig ikke fået fjernsyn?

Hun; hvad … nej og det kan ikke være rigtigt, jeg har siddet og holdt øje med om der kom nogen.

Mig; nogen? Mor, jeg tror helt ærligt i … (lader den falde, lydløst.)

Mig; jeg skal nok rykke Mads. Mine bryn meget sammentrukne nu. Vi ses om 2 dage, onsdag, der tager jeg dig med til øjenlægen, mor.

Mens jeg råber farvel, siger mand noget i et andet rum. Jeg går efter ordene og med halsen strakt om et hjørne, ser jeg hans ende op ad hoveddøren, hænderne i gang med snørebåndet. Han retter sig op og griber efter jakken.

Han; sidst du var derovre slukkede du så for dvd`en, så det var fjernsyn hun så, når hun greb efter fjernbetjeningen?

Der er helt slukket, jeg rynker brynene, spoler, spoler, tilbage over weekenden til hvornår var det nu jeg var der og hvad havde vi, jeg, gang i?

💩🤨😣😳. I en 90 graders drejning er jeg på vej ind mod mobilen igen.

Mor, du skal slå den over på fjernsynet, stilhed, stilhed, ingen raslen, stilhed …

Endelig; hvad mener du?

Mand; skal jeg gå forbi?

Gider ikke engang bide eller pille i en neglerod. Siger bare højt og tydeligt:

Ja.

7 minutter efter til kontakt i mobil navngivet: ægtemand.

Skriv til mig så jeg ved om jeg skal rykke.

10 minutter efter kan jeg se han ringer.

Nu har hun 140 kanaler.

Han var ved forsigtigt udspurgt, sød og sige, at selvom dvd-afspilleren havde været slukket, havde fjernsynet ved første åbningsbillede ikke afsløret, der var hul igennem til “ovenlyset.” Den første vej han “gik” gav ikke noget, men nu er han ret stædig så …

Over middagsbordet

Har ingen skrevet, at nu var hun på?

Spoler, tygger, stikker gaffel i tre efter hinanden følgende spiselige genstande, fylder kinder, spoler, tygger, ryster på hovedet, bliver siddende selv om tvivlen, nipper lidt som fisk på hårde hæle i baljen, hurtigt mistænksom over for min egen ellers maniske tjekken af indbakke og lyst til at rejse mig for, at gøre det igen.

Synker.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Op i røven

Knuget.

Knuden,

stramt

bundet uden løse ender.

Migræne.

Halve timer nålepude holdende vejret i

blide november to, en.

Gardinets blafren, på briksen

buldret i mit indre.

Jeg vil gå, jeg vil blive, men han, men jeg.

Travlt holdende fast i pinslen, pinlighedernes lillesøster.

Fastfrosset i forestillingen om hvad andre menneskers forestilling var om en god datter, et godt menneske.

I vejrtrækningens dyb; bekymringen ståsted,

maveknebs drejende dolk.

Var der nogle som ville sende mig hjem?

Tilbage til begyndelsens uforståeligheder.

Året 2021, et midsommerligt nytårsfortsæt af sammentrukne tanketråde.

Kun det du tager på dig lige nu, i dette unikke øjeblik vil lykkedes på sigt, et fortsæt iført hat på sned og bordbombe i dessertens rester er som en glitrende sæbeboble i regnbuens farver, fyldt med luft, schssshhh….

På trods af tilbundsgående research over år (24/7 reflektionsarbejde,) kunne jeg stadig ikke fralægge mig skammens velkendte, indre stemme. Så grundpælene glimtvis under levet livs bølgeskvulp, men hvordan går man fra udelukkende ord til ditto handling? Hvor var trædestenen, med start indgraveret, hvor mine fødder ikke ville blive våde?

Sommer, 2021, skal bruges på begyndelsen til; at hele gamle sår ordentligt, tage magten tilbage i alle henseender jeg har givet den bort. En af gangen. Handle hvor jeg har afventet. Hvad? Tilladelse! Ventet på at følelsen af, at være 100 % parat, forberedt nok til de dybeste hulninger i mine tænder, kom. Ville give mig sparket langt ud over overspringshandlingernes fuldemands zig zag, til jeg som en irsk sætter ikke ville forlade sporet, når fundet, før anden fløj op mellem træerne. I stedet kom. Erkendelsen. Følelsen vil aldrig komme.

Bare tre-fem dybe vejrtrækninger og du er landet. I dig.

Jeg vil trække vejret til jeg hiksende mærker bukselinningen klemme og som
kan få mine øjne til at svede, fra Sofie Linde`s bog “Fårking
gravid.”

Ilten skal få lov og blive doven i mit indres stilhed for med lyd blive sendt ud, udenfor også i undervisningen. Svært med mikrofonen kyssende ens læber. Mavekneb; farvel, tak for nu, denne gang, jeg har planlagt en rejse hvor der ingen plads er i kufferten.

Vil. Føle følelser, uden, at puffe dem ned, ud, væk, med enden i vejret og hovedet mellem strakte arme.

Der sker ikke noget.

Plan: Ringe til dragen inden for længe, lade klovnedragten forblive på bøjlen.

Nutid: Hun ringer hurtigt af. Lader hende.

Til søm og skruer, den omvandrende spand af skam der, (fordi han årevis var dragen utro,) som en anden forhørsleder altid skal spytte spørgsmål, i kaskader, i hovedet på mig (og de andre tre hvis i nærheden) til han, når mine følelsers skattekiste, næret af de søde chokolade mønter på bunden af min sjæl, han er. Lige så længe han har prøvet og nå den altid krakelerede overflade, har jeg prøvet at lukke låget i over hans uempatiske fingres skraben.

Nutid: Jeg lader ham, har nemlig pudset fladen fint op, installeret en bund over bunden. En bund bestående af selvværd og accept.

Plan: Ikke være urolig for at sige til rødnæsen, når der er noget jeg ikke kan lide, tage til mig, at jeg virkelig altid er både/og, enten/eller. Behøver derfor ikke tage overordentlig meget hensyn, for at undgå rynkede bryn. Det er ok ikke at vide, synes noget andet, som regel er begges meninger latterligt ligegyldige alligevel.

Op i røven

80-årige svigerfar

Nutid: Selv når man lever et “nemt” liv, (den sorte sky opløste sig i januar og min hukommelse er nu næsten normal efter et halvt år i overhalingsbanen,) bliver små ting forstørret op i det uendelige alligevel. Vi kan, skal ikke overhensynstage os igennem vores 50`ere, 60`ere …. Nu er tiden for pyt, fuck, lad det være, lad dem, slut, fucking slut, og ja, op i røven. Jeg lader ubehagelighederne lande, vi bliver ikke skilt, ingen råb, respekt for hver vores vej.

Plan: Opføre mig som en, der gider gøre sig ulejligheden det er, at formulere sætninger andre bliver nød til at lukke munden for og høre, lige meget om de har lyst til det eller ej. Det omvendte er jo naturligt.

Sige højt hvad jeg tænker og ikke kun hvisle det indeni. For der er ikke mange slangehviskere derude…

Ikke dukke mig selv over at jeg undgår nyheders dunder. Kan ikke være en mund med evige mundvige opad og smilerynker til alle (s) verdenshjørner, hvis øjne lige scrollet; mangel, nød, misbrug, vold. Fantasien, ord vekslet i nærhed er rigeligt. Tænker (prøver) ikke mere; når jeg tjener så meget så … Gør det; giver væk, penge, tid, ting, mig. 

Var det økologisk kød du købte i går?

Nej

Ordsalat

Plan: Jeg vil ikke støtte ham i, at han ikke støtter mig, når jeg vil støtte landbrugets økologiske dyrebrug i håbet om, at dyrene har et lidt mere humant liv end det, de færreste får. Han tror på støtten af madspild, og det og økologisk ligger sjældent side om side i kølemontren. Bliver nød til at skrive ikke Ø på de pakker, hvis jeg når se det inden han ompakker dem. Jeg tror, han tror, jeg vil glide af som jeg har gjort ved
andre tiltag han ikke har delt og vende min nye religion ryggen. Står i stanken
af rå kød/lige til datoen efter jeg dagen igennem har slået mentale flik, flak for hvad vil jeg selv spise? Noget, der giver mig prutter i måltidernes efterslæb og som ikke producere dem i kubikmeter selv.

Nutid: Gad jo ikke pakke det kød selv. Og Ø?

Orker det ikke. Såh lige nu spiser vi ofte kylling i gryde, ikke til unge mands begejstring, burger en gang i mellem, plus retter vi kan være fælles om. Svært ikke at sætte de samme 10 retter på bordet. Erfaring; ingen gider til sidst spise det.

Plan:
Vil ikke mere skælde mig selv ud for, at at jeg må havde gjort unge mand kræsen
med mine buffeter. For om det er tilfældet eller ej, så er han sin egen
integritet. Løsning; arbejde en gang ugentligt i aftentimerne. Alle sørger for sig
selv, kokken har fri.

2021. Lurer (YouTube,) en lille, 28-årig kvindes fråderi (må vise ID ved køb af alkoholske drikke,) når hun over en dag spiser sig igennem amerikanske, forlystelsesparkers menukort. Alt er stort, kvalmende, sukret, fedt. Lækkert. Om morgen; kvik, hurtig i bevægelserne, overskudsagtig flirtende kamera “manden.” Ud på eftermiddagen; et😣børnehavebarn, rødmosset af solen, skinnende i hele hovedet af parkens indtagelser.

Hvorfor ser jeg det?

Jeg har været der men mit ædeflip var ikke en hyldest, eller jo men så til indres Negativa`s frustration over dem, der, ikke forstod el prøvede på det. Som en eksryger snuser jeg i smug.

Jeg spiser “med” hende og slukker, mæt af farver, lydene og “smagen,” lettet over det ikke er min krop som vil blive en rugende forknyttet teenager, der føles højgravid med trillinger, hvor snørebåndene synes at sidde på stylteben, når jeg bøjer mig ned.

Jeg stødte på en kvinde i går som jeg ikke havde set længe, større end jeg nogensinde havde set hende, eminent til at stille mig spørgsmål, men med en ked af det hed i blikket, som gjorde det svært ikke, at holde hende. længe. Lidt akavet for begge da jeg kun går hende til navlen. Det handler ikke om at være slank, som sådan, det handler om det sørgelige i, at hun kun er 50 år og knap kan gå 5 km p.g.a. et dårligt knæ. Hvis de havde en hjerne og kunne vælge ville det så være, at bære 10-20-30 ekstra kg på hver, dagene igennem, fra hun læner sig ud over sengekanten i morgenstunden, til hun lader sig synke tilbage i dynen om aftenen igen. Hvor ville jeg gerne tjene penge på at tabe mig for andre.

Jeg føler skyld, der ved siden af hende, som når jeg kan høre frustrationen i Goldielooks` stemmes suk, når hun tæller kalorier.

“Jeg vil jo ikke være så tynd som dig.”

et blik der scanner

“Jamen, det behøver du heller ikke,” min stemme undskyldende, som er den måde jeg har valgt at se ud det forkerte. Min petitstørrelse, åbenlyst et regime de fleste vil snuble i. Det har påvirket mig meget, når jeg enten før eller efter endt undervisning har skulle lægge hjerte til, at andre kalder mig tynd. En lussing jeg ikke ser komme for den er ude af kontekst, en jantelovs udløber; jeg skal ikke tro jeg er noget på grund af opmærksomheden jeg lige har fået. Der. I midten. På gulvet. Udførende mit arbejde.

Plan: ikke mere; være skuffe for andres ufølsomme og arrogante spidende stålklinger, eller ønskerne om jeg havde sagt, handlet anderledes.

Plan: hvis det kan gøre dem godt tilpas ok, for lige meget om jeg fortæller dem, at jeg havde 4 hold i går, så står der for evigt tynd på deres hjernebark. Jeg kigger helst i fra gulv til loft størrelse spejle (ved jo aldrig hvad man render rundt med af sekret affald). Hvilket mange mennesker åbenbart ikke gør, for hvorfor skulle de ellers kommentere mit tiltagende grå hår så meget. 

Gør det.

Åben et hvilket som helst familiealbum fra 1970`erne og du vil se, at alle dengang var meget slanke, godt nok for de flestes vedkommende over 13 år, hjulpet på vej af cigaretpakkernes kemiske holden forbrændingen oppe. Da jeg var barn var jeg en time om at drikke min sodavand, der kunne jo gå ½ år før jeg fik en igen. Min fætter og kusine deres i løbet af ingen tid, men de fik dem også hele tiden, det var ikke særligt. De var de eneste overvægtige jeg kendte og søm og skruer fik næsten panikangst efter samvær med dem, for ville de “smitte” os? Mig?

Jeg kan ikke sige det nok

Alt det du IKKE spiser, ER det hele VÆRD gange jordens runde mave i kilometer.

I dag. Besøger unge mand sine bedsteforældre får han måske 3-4 sodavand + hele slikskålen hvis han vil (på få timer), uden andre end mig ønsker han vil stoppe. Da mine kusiner som børn i 70`erne fik slik om fredagen delte de (to børn, 2 voksne) èn slikpose 4 mennesker. Nu er poserne større og man spiser det hele selv. Når jeg fortæller jeg får kage og kød en gang (maks to) om ugen hører andre mennesker det som aldrig, for dem er det, det samme.  

For øvrigt er det og kommentere andres tiltagende masseproduktion af grå hår som hvis jeg sagde;

Når du har nok lige fået en ekstra rynke lige der, hva? (Peger og rør med pegefingeren ved øjenkrogen.)

Det er tidens tand og alle der tør favne det, burde tiljubles (i det mindste få lov at gro dem i fred.) Respekt for dem, der orker at farvelade sig ud af det, men jeg gider ikke skulle rense det af om aftenen hvor det at tisse, tørre ansigtet over med vand og børste tænder er lige tilpas til mig. Desuden har jeg prøvet at vippe de 21 vippehår den rigtige vej, men så har jeg kun skide 16, når jeg er færdig.

Men jo, jeg ser lidt mindre mig selv i spejlet, når vinterens mangel på solstråler får mine poser under øjnene farvet i en evig dunkel. En kærlig hilsen fra søm og skruers genmasse ligesom monobrynene var fra dragens. Det er sådan det er.

Har da overvejet at få fjernet mine “tusser.” Men de blå streger på især bagsiden af mine ben, (kropsligt tour de France) er jo beviset på, at da især unge mand indtog mit indre i et langstrakt vokseværk sad jeg meget på min røv og smurte Måløvborgeres børn ind i solcreme, ødelagde faktisk et par elsket bukser. Havde ikke som Goldielocks regnet ud, at når man arbejder i en børnehave er det ens egen børneflok gange ti i beskidte hænder. 2 dejlige drenge vil altid blive husket, for deres fælles navn er unge mands i dag.

Jeg havde lovet mig selv ikke at brokke mig mere over hedeturenes speedway på alle tidspunkter af dagen, følelsespåvirket og ikke, hvor jeg er dåsen dinglende i snoren bag kofangeren. Men hvor er de når jeg fryser i kolde haller?

Ønske; opfinde en overgangsalder app til glæde for verdens kvinder og deres mænd. Sænke skilsmisse kvoten sgu.

Den skal indeholde:

Nyopstået Migræne?

Okay, så er du heldig, de vil gå væk igen. Fjern pligtens martyrium, så vil dine ja blive til nej og nej til tiltrængte ja. og pst… Læg dig så for helvede eftermiddage sammen krummet på sofaens krasende uld med næsen mod kattens velslikkede, tomme boller og synk hen hvor hans ånde ikke når dig. 

Hvor mange hedeture har du brug for i træk?

Hvilken lokation skal de indfinde sig på?

Klokken?

Skal din datter bruge 2, når hun har glemt halstørklædet til den 10 minutters laannggee cykeltur hjem kl. 21:35 søndag aften i februar?

Du mobilpay`er hende en heatwave. Gider heller ikke mere føle skyld over, at være for træt til og vente i Hviden, i10, (ET), efter hun har krammet alle i loop. Vende i en kantsten (bump), til kantsten (bump), 3-punkts vending, idet hun krydser villavejen, efter hun har drysset små kys mellem genbrugskattens ører (sidste flåts pelsløse opholdelsessted). 

Jeg vil gerne gemme nattens klamme mellemrum mellem mine luffer (okay bryster så,) til når jeg alligeveller sveder på arbejdet, selvom følelsen af sved på sved er mærkelig.

Kunne skubbe ugens til næste. Eller sommerens til vinter. Gå fra 2 til 3 i timen.

Hele dagens overstået på en time, jeg selv bestemmer tidspunktet på. Kan så gå rundt i bikini i januar. Skal så nok huske at tage persiennerne ned, for ikke og risikere anmærkninger fra vejens facebook gruppe.

Bestemme hvor sveden kommer ud, da der ikke mere er hårtørrere ude på skolerne til, når trussen føles som nedsunken i vand. Skulle så også stå på hovedet da de ikke var umiddelbart flytbare medmindre, du var en utilfreds teenagedreng. 

Kun svede på læggene, for hvem har hørt; “ej hvor mine lægge stinker?” Eneste ulempe; meget svært at tjekke, før 1½ times yoga.

Eller hvad med ankelleddene? Så kunne jeg som de 20-årige gå rundt i vinterkulden, i sokletter, uden at få tørre ankler i vinden.

Går dit månedlige ønske om at ville skilles til, hver anden dag?

Straks vil poppe mailadresse op på kvindelig læge, der vil skrive i versaler: BLIV IKKE SKILT. Hvis I stadig har sex. Det sidste vil ikke stå der.

Føler du; at du er ved at få leddegigt i tæerne, men tør ikke fortælle det til dine veninder fordi du er bekymret for og lyde som en nyudsprungen hypokonder.

Gå ikke til læge, men lov dig selv aldrig, at købe møgsko igen. DU ved godt hvilke jeg mener.

Jeg lugter som en gammel stol på frilandsmuseet.

Find nærmeste MATAS og køb 5 dages deo, så lugter du som en spritter i stedet win. 

Min fisse er lukket.

Hav sex hver uge (til dagen udvalgt variant), det minder den om, at der et liv efter sidste menstruations udstødelsesdato, og dig om, at du er en she-devil wrauhhh…

Hver morgen den første ½ time. Er jeg ved at blive blind?

Det kommer, det kommer.

Lukker app

Hulken. Af glæde.

Har du yderligere ideer til app`en vær sød at sende den til; heatwavebychoice@hotmail.com. 

Bliver ofte bremset i fart af ordene; “hvorfor går du så stærkt?”

Fordi jeg kan.

Får jeg det til at rumstere i den mentale kuffert, minde dem om deres øvre fartgrænse tabt bagude?

Skynder mig, for en dag.

Jeg har et mål: Hun hedder Renate, (min bagbo). Hun går aftenture forbi mit køkkenvindue med hovedet løftet over læderjakken og bestiller lige sin have mand til at lave vores fælles rækværk, fem(fucking)firs. Hendes hår, en bobbet glorie, lysende. Blikket grå stål, fast, som huden stramt over de høje kindben, accenten stadig tysk. Bankede for mange år tilbage på hendes dør, synes hun var frygtindgydende, men Goldielocks skulle have hjælp til tysk så.. Jeg skrev 1000 tak for hegn og skulle vi (Rudolf) ikke male det?

Hvordan har Goldielocks det?

en accent i interesse

Dette skulle havde handlet om tvangs pytning, men …

Hm… Kan gå to veje eller i virkeligheden kun en, for den ene er betrådt, så er den ikke blind. Som at blive på undskyldningernes parkeringsplads, der aldrig melder optaget. Skide være med at de råder til at lære at sige nej. Vejen med by, bjerg og glat føre er ja. Det. Kan. Jeg. Godt.

Din

Har du for øvrigt brug for app til 65, 75 år?

Skriv til: bagbowonnabe@hotmail.com

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Bekræftende tendenser

Vinduesviskeren svinger sløvt mens flere kommer ind på parkeringspladsen, kun for at opdage alle har taget bilen, i stedet for slå paraplyen ud. For få måneder siden ville denne situation havde været klaustrofobisk og Hvidens bagparti for stort.

Nysgerrig.

Vores yogaunderviser er holdt op.

Jeg er som en skyskraber oven over hende på bassinkanten.

Hvad kan jeg klare?

Sandhedsserum indtaget

Har hele min “karriere” fortalt alle der gad høre på det, at 12 hold ugentligt var et absolut maksimum for hvad kroppen kunne klare (overbevisning 295) uden, at skulle igennem 2 hofteled operationer inden tallet 60 blev rundet. Var det ikke synd for mig, at jeg skulle arbejde så fysisk hårdt. Nu fortæller de mig det selv, hvis jeg berør emnet🤣. Ønskede, indrømmet, at imponere med tallet da en 26 timers arbejdsuge, hvilket det nogenlunde svarer til, er meget langt fra de forventede 37 (nummer 296.) Jeg tvivlede også på om jeg kunne kunne leve af det, (nummer 297,) hvis jeg blev alene, og var derfor bange for det.

Jeg var jo næsten, godt nok noget ufrivilligt, arbejdsløs med kun få hold i sommermånederne og følte derfor (Overbevisning 298,) et stort behov for at tale indsatsen op. Det var som en refleks jeg ikke kunne styre. Var det mig selv eller dem jeg i virkeligheden ville overbevise?

At lade år gå imellem anmodning om lønforhøjelser gør af åbenlyse årsager ikke konto indholdet brat stigende.

Har af samme grund levet det, der på YouTube kaldes frugal, nyt ord for det gode gamle; sparsommelig. En god fornemmelse (nu,), at støtte plastik og tøjindustrien mindst muligt. Jeg har en (tøj) fest i en ordentlig og ikke hengemt/kælderlugtende røde kors butik, i mærker jeg aldrig har hørt om og pengene ved kasse 1 går til mennesker i nød. Det er mig, som vælter kurven på hjul, om hjørnet, ind i prøverummet, fordi der er TOP på. Sko. Er. Noget. Andet. Dyre, nye, med indre såler som er jeg et lam, der hopper fra sky til sky, i min egen drøm, er mit krav.

Indtil for et år siden lænede jeg mig trygt op ad ægtefælles svulmende indkomst. At leve sammen med en der tjener godt, er som at modtage supplerende dagpenge. Du mangler ikke noget, hvilket gør det uimodståeligt fristende og skubbe mavefornemmelsen ned, hver gang den som en korkprop skyder sig mod overfladen. Den lille stemme som til sidst skriger ud af navlen:

Jamen vil du ikke selv? Dine tanker og ord om selvstændighed og forestillingen om dens frihed er baseret på frygt, ikke andet. For at fejle, for valg ingen andre end dig kan beslutte om du skal tage.

Møgirriterende snusfornuft

Overbevisning nummer 300 og 301. Jeg havde brug for den fysiske pause sommeren over og ingen ville alligevel undervises.

Bevisførelse for selvsabotage.

Det er over årene blevet tydeligt for især ægtefælle, at mit humør synker som et slagskib i løbet af de 3 måneder, hvor kun 2 hold skal cykles til. Forstår så meget den arbejdsløses risiko for depressions lignende tilstand, på grund af dalende selvværdsfølelse for hver dag morgenmaden indtages. Alle har behov for at føle og vide deres plads, at netop de fylder den ud.

Overbevisning 300 og 301 nedlagt, slagtet, tænk halal, hopper ovenpå den med bøjede albuer og nakke. Tænker 3 kommuner, sommer, skyggefulde træer og plæner med arme rakt mod solen i hilsen.

Mit valg:

At deltage så meget i undervisningen.

Kunne … gå rundt som de indiske Youtubekanal indehavere og skræppe ned fra 10 og skubbe på kropsdele i en uendelighed.

Pst… Der kan jeg ikke gemme mig. Ville også kede mig, når jeg ikke måtte være med bare noget af tiden, (temmelig nyopstået selverkendelse fra de dybeste afgrunde.) Så kommer tankerne nemlig, (frygt nummer 451,) skal jeg skifte job? Hm.. Nej. Nåh.. puha… Bare fordi det er rigtigt for veninde er det, det, ikke nødvendigvis for mig. Jeg elsker filmene om Jurassic park. Måske er det fordi jeg inden i er en langhalset dinosaur, som elsker at blive hvor hun er og gumle på bladene.

Frygt nummer 452: at nogen, hvem som helst skal kede sig i mit selskab.

Åbn dig uden forbehold og fortæl nogen, hvor taknemmelig du er over, at være en del af deres liv?

Har altid synes at ægtefælle ikke rigtig arbejdede. Han kunne jo sidde bag skærmen hele dagen og aldrig bekymre sig om hvordan hans ansigts udtryk så ud, eller om han kunne flytte om på en fejlplaceret bussemand eller brystvorte. På skidtmas dage ønskede jeg, mig formindsket så jeg som Tommelise kunne sidde i hans bryst lomme og hænge med hovedet. Trak i stedet, i snoren, så mit happyface blev foldet ud.

Men jeg er heldig. Hvem kan ellers se smilerynker under øjne og over buksebagen flere gange om ugen. Blive omsluttet af så meget kvidren på mørke dage, som trækker foråret nærmere ligesom fugle lige hjemvendt båret på hede strømme. Som sender livsglæde ud i små som, store rum, jeg kan modtage og sende tilbage i energiform som projektiler.

Vil du have noget müsli med hjem? Og knækbrød!

Håbefuld oversprings bager

Har 4 beholdere knækbrød, desværre ikke farmors opskrift, så blev øjeblikkelig døbt fuglefoder af bebrillet. Tsk.. som om han nogensinde har spist en mejsebold. Ja, hvad ved jeg.

I udviklings ryk har det åbenbaret sig med mere eller mindre væmmelige ansigter, at lige meget hvor lidt jeg havde og gøre med mine forældre klæbede deres måder, at være og anskue andre og verden på sig til mig, som olien i müsli blandingen jeg dage forinden havde spredt ud over bagepladen. Der stod jeg skulle trykke den ned. Okay så, ikke så meget …. Åbne ovnlågen, dele, åbne ovnlågen, vrikke, knække, bage videre, meget videre. Dagen efter knække, skære, klippe til.

Sprængte rammer

Nu er tallet 14.

Hvad gør du, måske ubevidst, som holder dig trygt i troen på dine overbevisningers enevælde fra for længst overskredne datoer?

Overser du ubevidst/bevidst information, der modsiger dem?

For at ændre selvsabotage skal du:

  1. Se “dem.”
  2. Bevidst beslutte at gøre noget andet, end du så trygt plejer.
  3. Udføre.

Modløs ægtefælle tror ikke på unge mand inde på værelset.

Jeg lukker ned for ophavet i boks et, åbner for afkom i boks to.

Med håret stadig vådt, og tungen ulden efter den alt for varme suppe banker jeg på unge job søgende mands dør. Jeg får månedligt ny belægning i mundhulen fordi jeg stadig har til gode og finde ud af, at min gane endnu ikke har opnået indbygget grillhandske effekt som mine fingerspidser. Efter noget der kunne udledes som et bekræftende svar åbner jeg langsomt døren.

Skal vi?

Hovedet er tiltet til den ene side på grund af sideskilningen, da han bærende på sin computer kommer ind og sætter sig ved vores arbejdsstation, spisebordet.

Jeg har ikke skrevet en decideret ansøgning i hans leve alder og han? Aldrig. Min mave har trukket sig ind i sig selv, når jeg de sidste dage har gennem tænkt vores situation. Hans situation. Et styks studenterhue vil blive sendt tilbage til forhandler. Hans fars øjne fuld af mismod, den jobsøgende uden initiativ og så er der hende, der engang havde svært ved at formulere sig, når noget var alvorligt.

Jeg er ikke mere hende, hende der ikke kan, jeg folder historien (overbevisning nummer 129) sammen som en afrevet kladde og putter den i min indre makulator.

Hans lange overkrop falder ind over bordet, tavs. Afventende.

Synapserne i min hjerne står på pause som støvet, i februars sollys.

Han er det eneste menneske jeg føler mig 100 % tryg ved, at være stille (kedelig) med.

Guider ham ind i en opslået stilling.

Et ord, en sætning af gangen, som når han køber tøj, ved han hvad der er ham. Hvad han kan stå inde for.

Den første skrift altid en kladde, et skelet, der skal muskler og sener på, til sidst hjerne og et bankende hjerte.

Send.

Send.

Den manglende yogaunderviser

Skrev til Bent, en gammel kontakt, et møde i kulturhuset, får aldrig hans mobilnummer, det er jo Bent. Spørger heller ikke om hvad tid holdet ligger, det kan jo flyttes…

Regnbukserne knirker mens jeg i hurtige skridt går i retning af den trange holdeplads ved familie huset. Må stoppe op og lade skraldebilen kører frem igen efter, at havde bakket ind i hegnet over for mig. En kvinde stikker hovedet ud.

“Leder du efter nogen?”

Noget er galt, dette er ikke kulturhuset. Men det er her Sif`s gamle mødelokaler lå.

Jeg vender bilen på sidevejen, mens tegnet der betyder; våd vej begynder at blinke på instrumentbrættet og kører i overtid mod målet.

Overskudsvarmen på regnbuksernes inderside fra dagens sidste hold, bliver erstattet af hedeturen, der starter mellem skulderbladene.

En bil næsten snitter Hvidens nyvaskede sidedør, en indånding, og jeg er ude af parkeringspladsen. Kører ind ved Rosenhavens indgang og sætter bilen klods op ad indgangen til børneinstitutionen ved siden af.

10 minutter over.

Foran bibliotekets skranke, “En ældre herre?”

Rysten på hovedet.

Inde ad anden indgang står Bent, ikke den Bent men Kirks far, Michael var en ud af to i folkeskolen. En anden mand jeg har kendt i 19 år rækker hånden ud. Noget bliver hårdt under mit brystben. Jeg har aldrig villet arbejde for den mand.

Venligheden lyser ud af dem, men holdene kan ikke flyttes et minut og det kan jeg heller ikke. Kunne jeg tjene flere penge?

Sikkert.

Bange for at svigte vandnymferne og havkattene?

Nej.

Flytte dem så?

For hvad?

Gider ikke

Besvær for dem, for mig. Det er godt som det er og vigtigst. Jeg er fri. Fri til at kontakte udøvende hvis de giver mig lov. Det vil mændene overfor mig aldrig se som en mulighed.

Jeg er min egen magtindehaverske. Orker ikke flere mellemmænd eller kvinder, der kigger på mine hudskorpe belagte sandaler (føles som hårde knolde hvis du vil vide det) og svarer; “det kan da godt være,” når jeg spørger om de kan kopiere et papir med en maskine, de kender.

Spurgte du ikke hvad tid holdene lå?

Rationel ægtefælle

Ser op på ham, det ville jo gøre mig til. Dig. Siger det ikke. Troede jo … og lod spontaniteten sætte uforudset møde op med gamle bekendtskaber, indre som ydre.

Hvad vil du?

Leve livet med overbæren- og nysgerrighed for dig selv, mærke, smage, favne det, eller vil du se til fra dine gamle overbevisningers mausoleum?

Maven mumler efter smadret, frossen, banan.

Åbner boks 2, begge hjerner stivfrosne, jeg læner mig frem over dækservietten, nu på den anden side af hans plettede brilleglas, studerer jobannoncens salgsretorik (jeg ville hellere oversætte en tekst fra engelsk), kunne de ikke bare skrive det helt enkelt, det er jo for fanden et lagerjob de vil have besat, ikke lagerforvalterens.

Hvad siger du til?

Flyt de slidte overbevisninger til opbevaring i kælderen, på loftet, i en kasse under sengen og lad de nye få lov at knirke og funkle i deres nyfundne frihed.

Knus

Lisser

Taknemmelig for du læste med.

Fødselsdag

En forårsbebuder pryder reolen.

Schuish..

Klat fanges i nyvasket krølle.

Ingen liljer i hånden, holder masken, pungen blir i tasken.

Krøllen åbnes under stødvise vand udslip,

just været udsat for vinter klip.

I centrets ly tulipaner i spande træder vande

3 for hundred kan jeg se.

Udenfor, titter pink på grene gennem ruder af plast.

Chipplacering?

Fumler og guides.

Mand svøber skat

i brunlig mundering.

Krøllen stivner i vinden

holder sin form som kvinden.

Tillykke med to, tre en torsdag i regn,

syv, fem du om nogen sej.

Du læser ej bloggen, du får det på kort

Du blæser på bjerget

Din helt egen sort.🌸🌼

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Hvem ejer dig?

– det gør du!

Henriette Søvinds selvhjælpsbog og nej lad nu være med at rynke på næsen, vent lige lidt…

Igen en reklame for forlaget forfatterskabet, der har været så søde at give mig muligheden for, at fortælle dig lidt om fru Søvind som bl.a. holder foredrag om “skyggesider” og livsdesign.

Hun beskriver hvordan hun selv har ladet sin fortid styre sin nu-og fremtid.

Jeg “kender” hende fra et foredrag, så meget kvindepower og samtidig så ydmyg. Bagefter fik min mail boks små skriftlige opgaver, der tog 10-15 minutter i 30 dage. Spørgsmål som; hvem er jeg nu, hvad ønsker jeg fremadrettet, hvad skal jeg gøre for… Det var provokerende for, når jeg i blinde rørte ved bunden af mig selv kunne jeg mærke en gammel stræktrøje holde det endegyldige mod tilbage for, at leve drømme ud, der havde ligget i årevis og vugget i overfladen som et godt brugt hygiejnebind.

Jeg havde presset dem ned, druknet dem igen og igen for det var jo en anden (ny) variant af mig. Den var utrolig skrøbelig og overfølsom over for bemærkninger. Mine egne kunne ditto være skarpe i øjeblikkeligt forsvar og gjorde måske andre undrende ja, måske endda utrygge, hvad jeg godt kan forstå. Jeg følte mig jo selv langtfra tilpas i alle de nye tiltag. Oftest bliver … blev jeg i visse sammenhænge i et forældet jeg alt for længe. Tror….troede i misforstået hensyn, at jeg kan… kunne blive ved med at forsvare undertrykkelsen af mit nye, indre dansende jeg. Rigtig dårlig ide, siger det bare. Forandring sker lettere hvis man åbner helt op. Ordentlig “hoved” rengøring kræver nos… mod og der vil altid være nogle der nægter at danse med. Ikke fordi de ikke kan lide at danse, de vil bare ikke med mig hmfr… fair nok. Arme krydset over brystet, næsen drejet ud og på vej op i hurtig bevægelse.

Der er mennesker som hylder dit mod og elsker hver ny side du viser, og så er der dem som øjeblikkeligt afviser det som intet værd (farligt!). De vil prøve at skubbe dig hårdt tilbage på halen i folden, hvor de kan føle sig sikre bag stakittet i form af du plejer /vi plejer jo. Et stakit, jeg ved at være alt for sød indrømmet, har hjulpet dem med at sætte op. Jeg var bange for at miste deres respekt og/eller kærlighed!

Men det er jo ikke kærlighed vel eller respekt, heller ikke til/for mig selv? Nej, jeg tror vi skal kalde det angst for forandring.

I facadens navn har jeg mange gange i mit job, i min familie fået mere eller mindre tydelige både mundtlige og skriftlige mundkurve på, endda lagt ord i munden af nogen, der ikke engang var tilstede men som deres leverandør påduttede mig i mit eget hjem. Underforstået, at jeg ville miste deres samvær og/eller mine job(s) hvis jeg pippede (noter ikke brokkede mig) om tingenes tilstand. Jeg måtte simpelthen ikke sige min mening (ud fra min erfaring), selvom det eneste jeg ville var, at optimere hvad alle fik ud af samværet i de kostbare timer, der var til rådighed.

Så føler du dig også omkranset af et stakit, dit eget eller andres omklamrende “DU SKAL VÆRE SOM DU VAR I 1975, 1981, 1997, 2003, 2015”, og ønsker det anderledes så lad os dykke ned sammen med Henriette i “hvem ejer dig? Og din tid?

Henriette Søvind

Bogen er til dig. Hvis du tør åbne dit sind.

Lige en ting til!

Bogen er fuld af tomme linjer. Hvis du ikke har tænkt dig at tage en blok og udfylde dem er du ikke klar endnu, vent til du er. Det er ikke, jeg gentager lige mig selv, slet IKKE nok at læse. Du skal tage skriftlig stilling, for det er når bogstaverne står skrevet af dig og står klart og tydeligt, at du lige må synke og tage en dyb indånding. Dine egne ord kan du nemlig ikke undslippe.

De mails jeg fik besvarede jeg i måske 5 dage, så fik de deres egen mappe i min hotmail!

Det er jo ikke, at tage noget som helst seriøst vel? Det er som at sige, jeg starter min nye livstil på mandag (og kl. er 15 en regnfuld december tirsdag eftermiddag).

Så…

Skyggesider

Jeg har ovenover lige beskrevet en af mine skyggesider, jeg føler mig nedgjort og underkendt som da jeg var barn hvis jeg kan mærke, at det ikke er velkomment at sige min mening. Især den ulmende vrede jeg ikke får ud (vrede=slet menneske), den sætter sig som skam og skyld i min mave, som er det mig der er forkert! Jeg lukker min mund med en lynlås hvis jeg ud af samtalen, der er i gang kan se/hører, at den “anden” part må sige hvad helvede hun vil lige præcis som hun vil! Som har jeg ikke et hjerte, der er værd at tage hånd om.

Er jeg bare hende der underviser, laver buffeter og kører andre hjem, en smiley uden mund?

At være det man kalder særlig sensitiv er en pisseirriterende konstant nøgenhed du er iført. Hver enkelt rum jeg træder ind i tager jeg med det samme stemningen ind, og på mig, og gør alt hvad jeg kan for at alle skal have det godt. Så det at være til fest føles i nærheden af, at være på overarbejde med bind for øjnene uden tøj på! Det bliver man altså pænt udmattet af skulle jeg hilse at sige.

Jeg prøvede engang, at forklare min mor det.

Hun; “kan du ikke bare lade være?”

Og niks det kan jeg ikke, det sker lige så meget pr automatik, som når du trykker på toilettets skyl. Jeg har mange gange ønsket en sølvske i munden i stedet for sensitiviteten i vuggegave fedt, suk, tak for den, kan den byttes? Har kun brugt den i 49 år? Meget. Faktisk særdeles slidt i kanterne og slet ikke i nærheden af ny stand. Et bud?

Anden halvdel har så hjulpet mig med at gøre mine mørke sider lyse. Bruge det bevidst som et talent der gør mig unik. Det koster. Kræfter. Meget billigt i psykologregning dog.

Så hvad er dine skyggesidder? Favner du dem eller afviser du dem ustandselig og bruger kostbar energi på det?

For de kommer frem det ved du, især når du og jeg ikke vil have det.

Afvis ikke dit guld/talent

Henriette

Jeg har følt og opført mig som et offer, så kan jeg også bestemme, at jeg ikke er det. For hvem er vi i virkeligheden ofre for? Som Marisa Peer siger (tjek hende ud på YOUTUBE.) “De vigtigste tanker du nogensinde kommer til at tænke, er dem du tænker om dig selv.” Av ik?

Livsdesign

Hvad vil du, hvad ønsker du dig?

Hvor meget vil du det?

Tit er det kun noget som kræver at du fokusere på det og ja så skal du som et minimum lave et mentalt tidsskema, for hvis ønsker skal opfyldes er det de koster, TID. I stedet for at sidde og se 10 video`er om hvordan jeg laver citronolie, cashewcreme eller min egen havre/nøddemælk uden mærkeligheder i, så skal jeg vitterlig stå med vitamixerens låg under håndfladen mens den lyder som en 3 sporet motorvej. Synes for øvrigt at den larmer så pinligt meget, at jeg lukker vinduet ja, jeg vil hellere købe en pakke kondomer i NETTO! Havde jeg været fuld af testoteron, så havde jeg selvfølgelig drejet knappen til max og åbnet vinduet helt op, men nu har jeg kun til et lille overskæg og 3 stive hår på hagen. Benene blev barberet i går tæller de så med?

At være tilskuer til andres kunnen gør ikke min større, det er tvingende nødvendigt at jeg gøre den blender ren måske for 2 gang på en dag, hvis jeg skal udvide mit repertoire eller rette dette blog indlæg 20 gange, selvom det nu ligggeee var så hyggeligt at følge parret der bor i en bus. SÅ du skal tilrettelægge din tid, så du kan se hvor du kunne bruge den på, at arbejde dig i små bider mod det, du kunne tænke dig.

Hvad holder dig tilbage? Hvem?

Jeg identificerede mig i mange år ud fra hvordan mine forældre ikke havde været forældre for mig på. Det var en timesluger af gigantiske dimensioner.

Min hjerne har hver dag brug for, at gå min undervisning og menneskerne der har været så søde at lægge krop og ører til igennem. Protestere jeg og modarbejder det, tager det bare LÆNGERE tid, så hvad modarbejder du? Accepter det kærligt i stedet.

Er du bange for at bevæge dig væk fra det du tror andre forventer af dig? Måske skulle du spørge andre om de to er en og samme ting. (du gør det først!) Meget er noget vi tror, fordi det var sådan engang i 1975, 2001, 2019!

Jeg kunne godt havde tænkt mig, at sidste afsnit i bogen var længere men det er nu kun fordi der ingen undskyldning længere er for at skrive… og rette for enogtyvende gang.

Så tag ansvar for dig, dine drømme på dig og SVAR PÅ SPØRGSMÅLENE.

Kram til Henriette S. det har været en glæde hver aften at tage mere og mere ejerskab mens jeg besvarede opgaver balancerende på dynen. Hvad er alle disse små, sorte prikker for nogle? Nåh… det er fra alle de gange hvor jeg lagde kuglepennen ned uden, at trykke den ind mens jeg læste… Godt den 17 årige bebrillede ikke så det….

Knus

Lisser

Har lige lukket kat ind, strøg ham over ryggen og adr… nu har jeg spindelvæv overalt, hvor var det der papir nu henne? Vipper enden lidt op i den ene side i sofaen, nåh.. der var det.

Rejser mig, råber ud imod bryggerset, “Olauf havde vi ikke en aftale? Du holder det, der ude, ude (fladtrådte snegle stadig desværre mirakuløst levende, grus imellem trædepuderne) og pelsen tager du selv med fnugrullen. Er du klar over jeg snart skal til, at forlange penge for mit overarbejde som almindelige lønmodtagere gør, på grund af dit overforbrug?” Det selvom mand finder de fleste i gule mærker kasserne.

Der burde være et forbud for tæger mod, at bide sig godt fast på de sværest tilgængelige steder for flåttang næsten kyndig. “På hagen helt ærlig Olauf! Hvad tror du jeg er? En der kan lide at holde 6 kg stille mod sin vilje, mens 17 årig ser meget bekymret til, for tænk nu hvis jeg tog noget pels med?”

Du finder hende under S eller SELVHJÆLP.

Min kopi ligger til udlån, er du den første?

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Hvad betyder narrativ?

Fortælling, det betyder fortælling.

Efter at havde siddet lidt duknakket i en undervisnings situation på højskolen, sprang jeg…

Jeg spurgte en med kursist i frokostpausen jeg vidste havde fuldstændig styr på det.

Vi har alle små narrativ`er, der er dem vi fuldt bevidst fortæller om os selv til andre og så er der de ubevidste. Sidstnævnte kræver at jeg tør spørge en jeg har tillid til, men så igen nah… jeg tror jeg starter med nogle fuldmodne, der som pusfyldte bumser beder om at blive trykket.

Jeg vil nemlig flå de udslidte, klichefyldte historier fra hinanden, undervejs så tænk over dine fortællinger. Hvilke holder du umådelig meget af at fortælle når du er i familiens skød? Måske er den nu overrakt til 2 og måske endda 3 generation. Har du overvejet om 1 generation måske ruller øjne bag nedrullede øjenlåg?

Ønsker du stadig at blive set som ham der engang…, hende som …, den der kunne…? Jeg for mit vedkommende er meget træt af, at være en sofapude i det ene selskab, en datter med et kørekort i et andet og prøve at være en grå sten i det tredje.

For at forhindre følelsesvampyrer i at dræne dig for energi skal du være kedelig og følelsesmæssigt urørlig og upåvirket, grå sten. Lyder nemt … skide svært i praksis.

Det kan blive nødvendigt at indse, at man er blevet lidt for sat som offeret i sin egen fortælling, bare fordi man selv med adskillige flammende lightere under fodsålerne nødig vil indrømme det komfortable i kun at forholde sig til det. Den fortæller jo også så glimrende sig selv. Det er langt sværere at fortælle en ny og bedre historie om f. eks. en kvindelig heltinde som lige slynger sin usynligheds kappe over hovedet og tager sig et øjeblik, for at forstå hvad handler det her egentlig om.

Jeg vil være elefanten der trompeterer i spisestuen, køre ugentlig handicap kørsel fra Grantoften på 6 år og være skide ligeglad med at arve en krone for al min besvær og være den kedeligste sten i indkørslen i Farum. Jeg har alt for længe holdt delvist ubevidst fast i det narrativ at jeg ville miste lidt af mig selv, hvis jeg ændrede min historie(r). Jeg synes da også der er en meget usikker dal inden en ny fortælling tager sin begyndelse og hammen der ikke passer længere revner endegyldigt og kan krænges af.

Jeg ved bare at det vil jeg ikke.

Jeg er vokset ud af både den ene og den anden ham.

Jeg har fortalt mig selv i situationer, som involverede en computer, at jeg alligevel ikke kunne … Dr. Johnsen alias tålmodig mand kom når jeg kaldte. Jeg gjorde mig selv afhængig af hans kunnen og satte os begge skakmat. Den fortælling er skubbet ud over klippeafgrunden. Min selvfortælling er flyttet fra a) hvor er du dum, igennem b) du er uvidende til endelig c) Efter 3-4 forsøg det var det!

Den fraflyttede driller mig med mine fortællinger, jeg har udfordret tilbage. Det er ikke nok at ville, du skal tvinge din indre mølle til at få vandet til at løbe den anden vej, og alle de stærke understrømme vil kun en vej! Nemlig den de kender. Vanen har magt, ændre èn i morgen! Det kan du ikke, det tager tid, minimum dage, ofte uger, ja måneder.

Eksempel, det ser meget lille pige agtigt ud at pille, bide, nappe neglerødder til man har disse rande der sidder fast i alt stof, det er bare ikke sexet, ja eller spor voksent at se på. Overvejer seriøst at sætte plastre på alle mine fingre til det nødvendige er vokset ud. Men så skærer jeg lige et løg og en rødbede og så er det ud og hive babu æsken frem igen.

Klovnen takker af

Jeg har støttet familiemedlemmer i min fastlåste historie om at jeg er klodset (beskrevet i et andet blogindlæg). Det har siden jeg var teenager været en isbryder at tage klovnetøjet på. En negativ side; jeg udleverede min egen sårbarhed, gav den væk som små gaver af underholdningsværdi andre kunne tage op af hatten efter behov. Det kan efterlade mig frustreret fordi det for ikke indviede kan være temmelig indforstået og de bliver sat af. Jeg er jo en samler (tænk hyrdehund). Jeg vil gerne kunne fortælle både med og uden brug af billeder. Hvad skulle der også ske hvis jeg ikke påtager mig ansvaret for en “ubesværet” samtale?

Nu er jeg mit “fumleri”, uden at jeg behøver at udvise det. Det har skurret længe i mine ører, men jeg hang fast i mit eget narrativ. En god kemi blandt højskolefæller og jeg åbnede skattekisten, reaktionen var meget kontant.

“Det skal du ikke finde dig i!”

Det er sikkert, forhåbentlig ikke deres mening at tale ned til mig. Men hvis det er det jeg føler må klovnen forlade manegen. Det er mig der begyndte den historie nu kan jeg vælge at fortælle en anden, en tidssvarende.

Den sidste forstilling for åbent tæppe

Middag på højskolen, nedadgående sol, et 4-mandsbord, en modvillig kammerjunk, søen i mit skød, en broget kjole, 3 ansigter der ikke fortrak en mine, og afslutningsvis den velsignede vanilje, der omgav mig resten af den aften som den dejligste duft jeg nogensinde kunne havde investeret i, at duppe mig med.

Sidste … jeg blev så genert når jeg talte i telefon, bestemte at sms det var mig!

Nu, tramper, hopper på den påstand til den er i så små stykker at de aldrig kan sættes sammen igen. Den er så ubrugelig og direkte begrænsende for hvad man vil udtrykke. For hvert befriende opkald jeg gør er den person nemmere at snakke med. Alle de opkald som kunne havde glædet et andet menneske, mig selv inklusiv.

Har du tænkt?

Start med en let… næste gang du sidder med mennesker fortæller du noget helt andet ud fra den du er nu, den livskloge og modige kvinde eller mand som godt tør kigge lidt ind og opdatere sine narrativer.

Knus

Vi ses derude hvor historier bliver fortalt.

Jeg elsker H. C, Andersen men Brd. Grimms fortællinger er altså fuld af tusind og en nat. Gåsepigen er min ynglings, en af rekvisitterne er et hestehoved… der kan tale!

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Matematikkens tårer

Tak til HarperCollins (Melina) for chancen for, at anmelde denne bog.

Noget der stadig virkelig kan lamme mig er, at føle mig dum. Helt tilbage i 1984 , 13 år gammel løb tårerne igen ned på det småternede papir i huset på Nedern vej og gjorde hurtigt det jeg havde skrevet, (hvis jeg havde skrevet noget) ulæseligt. Fra min far som løste det på sin “egen” måde, du kender det sikkert, fik jeg rynket bryn, og utålmodige grynt. Fra veninden, der fik vores matematiklærers øjne til, at lyse i bar begejstring, kom det frisk og helt sikkert velmenende, “du skal bare… “. Men når jeg kiggede ned på opgaven kunne det lige så godt havde været ægyptiske hieroglyffer, også følte jeg mig hurtigt endnu mere dum. Så jeg holdt op med spørge. Man kan kun klare, at føle sig så dum.

LærringsNøgle nr. 1

Med min erfaring med bl. a. problemregning i baghovedet lukkede jeg mig inde bag et indre fordomsfyldt, skyhøjt stakit, som jeg ikke havde en jordisk chance for at forcere alene. Hver gang jeg stak næsen i noget der bare lignede en fagbog begyndte jeg, at slå mig selv oveni hovedet med den der klassiker, “jamen så kan det også være ligemeget, så prøver jeg slet ikke”. Det var trygt og sikkert, det vidste jeg hvad gik ud på”.

Jeg drog den konklusion, at fordi det var svært (når jeg ikke lærte det på nul, komma, fem), så kunne jeg ikke lære det. Punktum. Jeg gav op, lod det sejle.

Vidste du, at ligesom når min dreng ser en edderkop som han frygter (dog skal de nu være af en hvis størrelse) aktiveres et frygtcenter i hjernen, samme center, som stadig giver mig heftige svedture i NETTO, når jeg skal regne noget sammen, bare lidt plus du ved rundet op. Det var en sær lettelse at læse, at Jo Boaler mener vi er mange der reagere sådan, når vi bliver konfronteret med matematik. Det vækker simpelthen dårlige minder.

Mange af de interviewede er ex- matematik angste. Nu er de undervisere i “edderkoppernes verden”!

De 6 nøgler

  1. Vær åben for nye måder at tænke på.

2) Dine fejl får din hjerne på ekstra arbejde, den vokser, hvis du lader den.

3) Ændre trygt dine overbevisninger.

4) Der er uendelige mange måder at lære nyt på.

5) Lær noget nyt og tag dig din tid imens.

6) Samarbejd og udveksle ideer med andre.

Det er umuligt at leve uden at fejle i et eller andet, medmindre man lever så forsigtigt, at man lige så godt kunne havde ladet være med at leve- og i det tilfælde fejler man på forhånd.

J. K. Rowling

Nøgle nr. 2

Opgaver må godt være svære også for svære. Det gør ikke noget, at vi undervejs i arbejdet på en opgave er i “hullet”, hvor vi har lyst til at opgive (os selv). Hvis det er trygt, at sparre med andre når man er i tvivl, blev vi måske mindre bange for at fejle. Det er når vi fejler, de nye stier (fulde af potentiale) skabes rent fysisk i hjernen. Hvornår turde du måske sidst snakke om dine fejl med andre?

Det ville være så dejligt hvis vi næste gang i familiens skød, pt den groft amputeret udgave, kunne tage en lille “kom med en fejl runde”. Så kunne jeg starte med min seneste skamplet min fartbøde 2 dage inden Danmark blev lukket ned. Næste! Hvis alle indførte det tror jeg, at efter bare 2 måneder ville alle have det meget mere afslappet med, at koge torsk med rødløg så det ligner en dårlig efterligning af “Bridget Jones`” forsøg på porresuppe med blå snor bundet omkring fra 2001. Vi skulle indføre, at en dag om ugen måtte der kun sendes billeder og video`er ud på nettet, som var “fulde af fejl”. På den måde kunne vi springe samtalen om vejret over, når vi mødtes. Vi er et folkefærd der oftest synes vi skal klare det hele alene, så skylder vi heller ikke nogen noget vel! Så er du der og jeg er her, det er behageligt ufarligt.

Jeg er selvstændig underviser, det kan godt blive ensomt, sparre jeg med nogen ha…ha.. nej, for tænk hvis jeg dagligt, “face to face” skulle konfronteres med det jeg godt ved. Nemlig, at jeg relativt nemt kan erstattes med få indtastninger på computeren. Så hellere finde inspiration til undervisning på nettet og støve de gammelkendte stier af i min hjerne.

Nøgle nr. 3

Vi fødes måske ikke med ens forudsætninger, men der er altså ikke en særlig matematisk hjerne i vuggegave til nogle. Dog er det stadig som om det er mere “fint” at mestre matematikken, kunne lure og lege med den, så må ens hjernekapacitet da være tæt på geni!

Nogle gange kan der stadig rundt omkring i samfundet, på uddannelserne, arbejdspladserne i familien findes en skinger underlægningsmelodi, der spiller “neii… (stemmelejet går op) skal du læse matematik, kemi, fysik” i forhold til, “nåh… skal du læse sprog, samfundsfag, historie” (stemmelejet går ned).

Mozart havde måske adgang tidligt til klaver og der var råd til fjerpen og pergamentrulle, men han blev et geni fordi han havde gehør og ikke sad de fleste aftener og gloede, sluprede andres liv i sig som tavs og passiv medpassager som mange af os elsker, når vi rigtig skal forkæle os selv foran skærmene.

Jeg er ikke spor bedre. Det tog noget tid at vedkende mig at det måske ikke er så skide smart udtænkt, at fortælle min bebrillede teenager af hankøn på 17, at nu har han jo “fået”! denne her gave, denne matematiske, flair/forståelse, så har han også guddødemig en forpligtelse til at få noget fornuftigt ud af det “ikke noget pres”.

Nøgle nr. 4

Min pige fylder jeg med, “jamen du er ligesom mig vi lærer ved at udføre”, (ikke ved udenadslæresætninger). Men i princippet så kunne hun vel sagtens blive god til matematik hvis hun bestemte sig for, at bruge tiden (masser af tid) på det. Blev undervist på en måde der ingen grænser havde og vi alle troede på hende og frem for alt viste det. Ligesom at hendes lillebror kunne blive en mere social vampyr, hvis han trådte ud af sin mørke komfortzone (nedrullede mørklægningsgardiner) og vi ikke hele tiden gjorde det ud for hans trygge vennekreds.

Frigivelse eller det gammelkendte

Vores hjernekapacitet er ikke fastlagt, den ændre sig dag for dag, det er et videnskabeligt faktum. Så for ikke at begrænse min pige, hendes lillebror og ikke mindst mig selv så skulle vi alle måske tage nogle månedlige (som et minimum) sundhedstjek på vores forskellige overbevisninger. Ja, ligefrem opdatere dem så vores adfærd evt. modstand over for, at lære noget nyt ikke bliver ved med at grunde i gamle nag og misforståelser, ingen af os kan bruge til noget. Var der ikke en eller anden der sagde “the sky is the limit”?

nøgle nr. 5

Hvis jeg kunne overføre min naturlige tilgang til min kreativitet på arbejdet til mine finansielle ind-og udkomne beløb bragt til syne via NEMID`s indkodede aldrig samme talrække, jamen så var sammenlægning af 5 forskellige arbejdsgivers ansættelsesforhold måske ikke mere ensbetydende med nær så meget; arme over kors foran brystet, løftede skuldre og lillepige ryst med gråsprængte krøller i højlydt sukkende overgivelse.

Nøgle 6

Vi er 3-4 stykker i vores hus, kommer an på om pige er på besøg og om jeg skal tælle katten med, men mange flere måder at gøre tingene på. I det er der allerede et stort læringspotentiale, hvis vi var pivåbne for de andres “måder”. “Nej, sådan skal du altså ikke hænge vasketøjet op”! Skulle måske så siges på en lidt mere pædagogisk måde…

Midt i vanskelighederne ligger mulighederne.

Albert Einstein

Det var først på et enkeltfag kursus bagefter min ringe HF eksamen, at jeg mødte en voksen som viste, at hun fandeme gerne skubbede til min fastlåste selvforståelse og fik mig helskinnet igennem en eksamen oplevelse. Så begyndte jeg at rive “stakittet” ned.

Men alligevel…

Skulle det tage FORBANDET mange år, at sætte min røv i sæddet og fastholde troen på, at selvfølgelig kunne og skulle jeg lære, at copypaste mine egne skide kørte kilometer. Det krævede for fanden ikke et geni, I modsætning til da jeg var 13 havde jeg jo faktisk en ved hånden, jeg kunne bede om hjælp. Jeg lægger stadigvæk ikke sammen i Netto. Jeg lader bare være med at købe så mange ting, der ikke er noteret på min indkøbsliste. En liste jeg virkelig ikke forstår jeg stadig skriver, det er jo præcis (næsten) det samme jeg skrev i sidste uge og har de figenstænger med pærer (endelig) skal jeg bare købe dem allesammen.

Du kan helt sikkert også få noget ud af bogen, hvis du godt kan lide matematik. Er du rent faktisk matematik lærer så synes jeg, at du skal gribe blyant og papir og tage noter. Din formidling kan enten åbne eller lukke og slukke.

Kh. fra

Mor til dreng som kun næsten græder, når han ikke har taget backup af en færdiggjort matematik opgave, han har leget med i timer.

Og

Oprigtig lykke til på den grænseløse rejse.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Den vil krasse

Men det er skrevet så fint.

Børnepsykiateren (nærmest learning by doing) Bruce Perry`s måde, at ændre de gængse måder for hvordan de hidtil har set og behandlet traumatiserede børn, er revolutionerende og virkelig fascinerende læsning. Vi snakker fortvivlende små børn.

Jeg er vild med psykologi, men det har du nok regnet ud, hvis du har læst nogle af mine andre indlæg. Rejsen inden i det enkelte individ vil for mig altid være langt mere spændende end en rejse på 3 uger til Thailand, men det er bare mig. Derfor er jeg også til tv som får menneskerne involveret til, at vågne op. Jeg elsker det øjeblik, hvor man kan se i deres ansigter at lige der gik det op for dem at aha… jeg troede jeg gjorde sådan men i realiteten gør jeg sådan, og det er hvad andre ser, ærligheden om deres egne mønstre og villigheden til at ændre dem, og hjælpen de får. Det nyder jeg. Jeg svælger i det istedet for slik, kage og is.

Gudskelov for børnepsykiater Bruce D. Perry

Jeg er så træt af alle de serier, hvor det udelukkende handler om fra allerførste sekund i “Pilot” afsnittet, at tage røven på andre så meget og så udspekuleret som muligt for, at det enkelte individ helt legalt kan føle sig hævet over andre, alle andre. Hvis de så ender som de store tabere i sidste ende, hvad vi jo sådan set, i hvert fald nogle af os forventer, så bliver jeg så træt, ja jeg bliver sgu ret ligeglad, der er ingen, som vil hinanden det godt. Det er som en flok druknende, der skubber og træder på hinandens hoveder for, at komme op til overfladen efter luft, efter liv. Livet de tror på de har mere ret til end hovedet just skubbet ned under overfladen. Overflade intet andet, alle er i virkeligheden skide ligeglad med hinanden, de ser kun hinanden som midlet der helliger målet.

Efter dette sure opstød skal du læse lidt om mennesker, “Drengen, der voksede op som hund” er alt andet end overflade, og den er virkelighed. Måske ikke den virkelighed vi ønsker, at være bevidst om foregår derude, men luk ikke ned, ikke endnu, for den svælger ikke bloddryppende i børnenes traumatiske barndoms oplevelser, som en serie på netflix ville gøre. Nej, det er slet ikke det denne bog handler om og det er det, der gør den ekstra spændende.

Da jeg læste til læge i 1980`erne, blev det ikke betragtet som relevant hvordan et traume kan skade børn.

Bruce P.

I sin stilling som børnepsykiater begynder Bruce P. ret hurtigt, at handle ud fra sin viden som hjerneforsker og ikke mindst sin sunde fornuft. Han bruger sit enorme lager af empati på disse børn, hvis forældre, plejeforældre eller andre omsorgspersoner har opgivet dem eller er totalt i vildrede og magtesløse over for hvorfor børnene reagere så kraftigt på helt almindeligt opståede, dagligdags problemstillinger.

Dyreforsøg viste, at selv små niveauer af stress i den tidlige levetid kunne have permanent indvirkning på hjernens arkitektur og kemi og dermed på dyrenes adfærd.

Bruce P.

Man har langt op i 1980`erne gået ud fra at børn havde en medfødt evne til, at komme sig! Man har arbejdet ud fra, at kunne behandle børn ens med samme misbrugs historik hvad enten det er foregået i for eksempel 5 års alderen eller 12 års alderen. Men udviklingsmæssigt er de simpelthen alt for forskellige steder. Vi har nok alle hørt, at de første 2 år af et barns liv er de vigtigste, i denne bog får du udførligt og let læseligt oven i købet, forklaret hvorfor det forholder sig sådan.

Jeg tænkte: Hvorfor skulle det samme ikke gælde mennesker?

Bruce P.

Så du skal altså ikke tænke puha… børn der bliver voldtaget, det holder jeg ikke ud! Nej for det grufulde bliver nedtonet, ikke gjort mindre men Bruce har simpelthen valgt, at fortælle om de sejre, erfaringer og nederlag han får ved i første omgang bare, at “se” på de børn som kommer i konsultation hos ham, nogle gange langvejs fra. Ydmygt arbejder han sig ind på disse tilsyneladende kropumulige børn og giver dem kontrollen tilbage over situationer, som de ellers var blevet frataget. Viser dem på individuelt opfundne måder, i starten efter en mavefornemmelse, senere læner han sig op ad videnskaben, at de ikke skal være bange mere og støtter dem i, at åbne op på hvilket som helst niveau de befinder sig på lige nu. Det er nemlig essensen af det hele, de kan ikke reagere normalt efter hvad vi forventer og forestiller os er normalt. De ser måske ud til at være 12 år, men indeni er de på visse områder kun 2, 4, eller 7 år fordi det var der de blev misbrugt, forladt, hevet ud og væk fra omsorgspersoners trygge favntag og opmærksomhed.

Hans nogle gange fumlende forsøg, tålmodighed og hans omsorg for børnene er så ægte, autentisk og vedkommende, at jeg simpelthen bliver så glad på trods af sidernes frygtelige historier. Det er jo ikke engangsforteelser vi taler om, det er i årevis det som regel har stået på. Hvordan hjælp forud for besøget hos Perry har været forfejlet, nogle gange direkte formålsløs og desværre i de værste tilfælde bare gjort det hele værre.

Næsten succes historier

Du kan selvfølgelig være negativ og tænke, “jamen der er jo alle de andre børn han ikke har haft mulighed for at observere og behandle, hvad skal det så nytte med dem han har reddet”!

Det skal jeg sige dig.

Han kunne selvfølgelig godt selv se, at der skulle noget andet til hvis hans metoder skulle slå igennem verden over. Så i stedet for, at tage så mange klienter som han forøvrigt selv lavede udførlige journaler om, så begyndte han at bruge sin nye viden og cases til, at uddanne andre læger, psykiatere og omsorgspersoner. Det er denne bog du sidder og læser om et levende bevis på og det er da en succeshistorie ikke?

Derfor er de sidste, næsten 100 sider beregnet til omsorgs personer/plejepersonale, der har med børn og traumer at gøre. De indeholder råd, vejledning og spørgsmål, det har jeg skimmet. Jeg kunne se, at det var godt dækket i de spændende cases Perry beretter om. Så du behøver ikke at læse mere end til s. 314, det har nr. 12 i indholdsfortegnelsen.

Med hjertelig hilsen

En glubsk, hjernevridende, læser

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Er du også vild med

Brenè Brown, forsker og underviser på University of Houston har i de seneste 16 år forsket i emner som mod, skam, sårbarhed og empati og har blandt andet også skrevet Glæden ved at være uperfekt.

Jeg stødte på hende fordi jeg hele, især mit voksne liv har følt mig forkert fordi jeg var så allerhelvedes sårbar. Kunne jeg ikke bare holde op med det. Kunne man få en app til mobilen, der satte det på pause eller bare på nedsat følsomhed så havde jeg fået net forbindelse fra starten af … I stedet for nu i år, for 14 dage siden! Jeps, “I am not kidding”. Det krævede en dyb indånding at indrømme, jeg udstiller min sårbarhed allerede nu, det er din tur næste gang.

Hun var ved at kalde den, “Sådan mister du dine venner og gør alle skidesure“.

Jeg følte meget af tiden at jeg gik rundt med følelserne uden på tøjet, jeg var simpelthen mine følelser, det var jeg opsat på at gøre noget effektivt ved.

Ja, så fandt jeg bl. a. denne TED talk “The power of vulnerability” med Brenè B. Hvis du ikke har set en TED talk så skal du vide, at det er et univers af taler om alt muligt mellem himmel og jord. Det er lige fra professorer til helt almindelige mennesker, der alle steder fra, verden over holder et foredag om lige det deres hjerte flyder over med og for det meste har gjort det i årevis. En TEDTALK varer måske 10 min. gå ind og bliv inspireret. Fru Brown`s er en af de 5 mest sete, så hun har altså ramt en tiltrængt nerve i mange.

Følelsesmæssig overbelastning

Jeg kunne jo se, at jeg lige dèr dannede og brugte oceaner af vulkanlignende ressourcer og energi fra og af mig selv. Hvad nu hvis jeg kunne ommøblere det inden i mig til noget, der kunne udleve drømme i stedet for. Gamle drømme der, som stædige korkpopper blev ved med, at søge mod “overfladen” oftere og oftere efter at Goldielooks flyttede. Den bebrillede, nu 17 år ville måske kunne drage nytte af, at jeg viste ham et eksempel på hvordan man går efter sine drømme. Jeg var begyndt at være temmelig frustreret over, at føle mig skyldig i at spilde vores hver især`s kostbare tid med, at jeg gjorde ting for ham, altid lod ham lave “snigeren”. I stedet skulle jeg øge forpligtelsernes hyppighed og niveau, så de kunne hæve hans snegletempo i forskellige huslige discipliner op til, at han rent faktisk ikke ville bliver fyrret fra forhold han forhåbentlig ville havne i en dag. Det ene og alene fordi hun ville kunne gøre det hurtigere med bind for øjnene, den gode hånd bundet på ryggen, og på knæ. Hvis vi, hans forældre hele tiden holder kompasset, hvordan fanden skal han så kunne finde rundt i sin egen vildmark!

Jeg snakker og snakker og røven går. Handling må der til.

Jeg mener, jeg bakser jo stadig selv nu slut 40` med ikke, at snuble over nedfaldne grene i min egen vildmark!

Hvis jeg havde en større tillid til ham og rent faktisk overlod noget ansvar til ham og ikke kun tømme opvaskeren, som en på 7 sagtens kan klare så ville det frigive tid til, at jeg kunne passe min egen butik.

Jeg var ikke forkert…

Jeg havde ikke set mange minutter af Fru Brun`s og andre TEDTALK`s lignende før en meteorsten af overordentlige dimensioner trillede ned af mine skuldre. Der var ikke noget galt med mig, jeg skulle bare lære at omfavne det, sårbarheden altså. Ja, så var der også lige skammen, der fulgte med som raslende, tomme dåser efter en bil med et brudepar indeni. Der er ikke dog desværre intet som helst romantisk over det. Øhm …det har som du nok kan regne ud slet ikke været let, men nogle gange er det sådan med rejser, at man heldigvis ikke kan se alle de andre bakketoppe, der vil komme bag den første.

Hm… hvad mener hun så egentlig, Brenè B. med “vildmarken”!

Du skal følge dit eget vilde hjertes kompas, tænke i nye baner i stedet for at følge trop. Holde op med at veje og fordømme, især dig selv. Vi skal arbejde med at rumme vekselvirkningen mellem mod og frygt, styrke og svaghed, ensomhed og samhørighed, overflade og dybde i hinanden, i os selv.

En sti i min vildmark. Hvordan ser din ud?

Hvis jeg ikke selv har tænkt, at ingen da gad læse noget jeg kunne finde på, at taste mig til, så skulle jeg nok mærke tvivlen andet steds fra. Det gør ekstra ondt når det er ens nærmeste som ikke tiltror ordene værdi, men jeg snakkede også mere om det dengang, skal det lige siges, end jeg egentlig skrev. Nu hvor jeg mundtligt holder næsten helt kæft om mine drømme, men skriver i timevis med brillen halvt nede på næsen og nerven i klemme i ryggen, mærker jeg stadig tvivlen fra min anden halvdels side. Engang slog det mig ud, jeg havde ikke nok tro på mig, mine drømmes værd, kunne ikke finde kræfterne til, at bevæge mig ud i vildmarken alene. Jeg kunne ikke se skoven for bare af træer!

Nu har jeg som snart 49 årig endelig langt om længe indset, at troen (på mig) kun kunne og kan komme fra mig. Jeg har fundet ind til mit vilde hjerte og minder mig selv tit og ofte om, at går jeg efter det, tager det bid for bid, er jeg hele tiden målet lidt nærmere. Selvom jeg havde haft en støtte fra min husbond på lige præcis det punkt, (han har været min støttefod på så uendelig mange andre måder), så var jeg sgu nok ikke parat, voksen nok om du vil, til, at tage hånd om mine drømme på det tidspunkt.

Det ansvar er nemlig pænt grænseoverskridende, du skal jo skrive dig til låste rygge, krampelignende tilstande i arm, skuldre, nakke og så skal du takle, at det bare er øvelse og du skal blive ved, tage det, dig selv seriøst som bar fanden. Bide tænderne hårdt sammen, når du får manuskripter tilbage eller du henter dem selv for ellers bliver de til strimler. Der er ingen penge der glimter forude, dem skal du på dit “rigtige” arbejde for at hente hjem.

Det er også stadig ultra sårbart for mig fordi det er forbundet med så meget hjerte, længsler og forestillinger, at vi sgu ikke kan komme det nærmere. Jeg kan ikke rigtig fortælle om det til meget af min familie, for min erfaring har været, at de lagde mere i nogle af mine fortolkninger end jeg selv. Jeg lod mig nogengange slå hjem af deres kontante ud meldinger. Så indtil den app kan købes holder jeg det mest for mig selv. Det er mit, min ting jeg elsker at gøre for mig, min egen verden jeg kan de- redefinere på lige præcis den måde jeg vil, den pågældende dag.

Du bliver først fri, når du indser, at du ikke hører til noget sted – du hører til alle steder – og slet ingen steder, Prisen for friheden er høj. Men belønningen er højere.

Forfatteren Maya Angelou (Se under boganmeldelser). Brenè Brown`s store inspirations kilde.

Brenè skriver ikke overraskende for nogen, går jeg ud fra, at selvom det ikke er let, skal vi holde op med at søge tegn hos andre på, at man ikke hører til, eller ikke er god nok.

at vælge at turde gøre noget, sårbart overfor et andet menneskes handlinger

Charles Feltman`s definition af tillid.

Det, at kunne dele sit mest autentiske jeg med verden kræver tillid og mod. For at opnå ægte samhørighed med andre (og dig selv) skal du ikke lave om på dig selv – du skal være dig selv. Let nok at sige, skrive… Men skide svært i visse situationer hvor jeg bare har lyst til, at krybe i føromtalt husbonds brystlomme men så i stedet må rette ryggen og skyde mine pickwick teposer frem.

At bevæge sig ud i vildmarken i jagten på ægte samhørighed med andre kræver altså mod, mod til at stå alene med sine meninger, men også tillid. Vi må lære at stole på andre, på os selv. Vi skal turde være forskellige sammen.

Knus

fra hende som har første vælger på, at få Brenè som storesøster, siger det bare. Jeg er ellers ikke en “albuepige” som i slet ikke faktisk, men med Brenè ja, der er jeg ikke andet. Flytter fandme til Houston, Texas gør jeg eller måske bare en uge, eller vent lige, synes du jeg skal skrive og advarer hende først? Jeg mener hun har vel et ekstra værelse til en 3 eller 4 søster. Vil virkelig gerne være “føl” hos hende en uge. Nogle vil høre mig vrinske ud over alle omkringliggende marker, hustande, gader og stræder.

Har jeg fortalt om ham jeg vil have til far! Hm.. Først skal jeg lige finde ud af hvad han hedder, han er vist psykoterapeut og bor i Texas, hvor heldigt er det lige! Jeg ved hvordan hans hund ser ud, den ligger altid og snorkbobler bag ham i en lænestol, og at den hedder hm… hvad var det nu lige…

Nåh… nu har jeg det, Gus.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Bevægelse

8o år og åben. Stadig nysgerrig og langtfra mæt af dage eller for den sags skyld færdig med, at flytte grænser. Måske med mere fokus på forflyttelser i tankegangen end fysisk og dog.

Hun må have virkelig gode overtagelses evner eller også er hendes mand bare vild med hende, og med på hendes ideer. Altså ikke i starten, når hun præsentere dem, der har han ofte sine forbehold, men …

Pludselig står de i en anden by

Hun måtte godt adoptere mig, helst i går.

Hun læser højt for statsoverhoveder på engelsk, fortæller dem vores kendte eventyr skrevet af H. C. Andersen. En figur, en mand med stor næse vi er så bekendt med fra billeder. Historierne, fyldte af dybereliggende betydninger vi ikke mere hæfter os ved. Det var jo vores barndoms historier, de kommer os ikke ved længere, eller i hvert fald mindre. Jeg er indrømmet en Brd. Grimm`s fan. Deres fortællinger er mere svulstige og ja kan have et hvis indhold af piger med små kroner. Havde et smukt illustreret tyndt hæfte med “Gåsepigen” som jeg først lige har smidt ud. Det gjorde lidt ondt, jeg mener det eventyr indeholder et afskåret hestehoved, fantastisk. Har du ikke læst det?

Hvad så med “Mor hulda”? Heller ikke? Du er gået glip af noget.

Jeg kan godt være lidt stolt over, nu jeg tænker over det, at fru Wold og husbond gider tage rundt med vores riges fornemmeste klenodier, og på den måde være med til, at videregive lidt dansk hygge til verdens små og store riger.

Det er ikke mindre end utroligt, at hun altid siger ja (selv med jetlag) til, at læse op alle vegne, på store eller små scener, børn og voksne, ja for mennesker som aldrig har været uden for deres lands grænser, ikke er i besiddelse af et pas. Som græder når hun læser “Nattergalen” fordi den måske minder dem om en frihed de ikke har, og som de i al hemmelighed drømmer om.

Hun er dejlig

Jeg har altid været vild med hende. Lige fra jeg så hende som Matator ` Gitte Grå, til hun blev kastet rundt fra sofa til sofa af Bent Mejding i teater stykket “privatliv”. Hun var eksotisk, hendes bryllup i 83 med manden på Hawaii med blomster i håret eller var det omkring halsen! Det var vildt og ikke set før.

Du skal nyde bogen fordi, at når en 80 årig kan klatre højt op (så højt hun nu tør og det indrømmer hun) i et træ inde i junglen så bliver man lidt ja, hvorfor ikke? Hvad er det lige der holder mig tilbage, når jeg vil noget?

Øhm…. det kunne så være … en blanding af.

Angst, bekymring, i en mængde så man på forhånd har opgivet forhavende. Faktisk har man aldrig troet helt nok på projektet, flået drømmen helt selv fra hinanden, som et papir i 1000 stykker. Det var også bare en fjollet ide, håbet om noget andet, mere, drømmen uopnåelig, man har skudt sig selv i foden, for når alt dette er gjort på forhånd, så er man jo sikret et nederlag ikke! Og jeg har ovenikøbet forberedt alle på det for at være helt sikker!

Så har man indiskutabelt aftalt med sig selv, at det er ok at fejle og hvad fanden hvorfor i det hele taget prøve, jeg kan jo se ind i fremtiden kan jeg ikke? Det nytter ikke.

Så jeg lader være, skåner mig selv for skuffelsen over mig selv. Vender forestillingen om at kunne, ryggen.

Hun, Fru W. vender ingen muligheder ryggen. Står de i et fremmed land uden forudsætninger for, at kunne finde ud af en skid selv, og de ikke første gang bliver kørt det rigtige sted hen, så prøver de igen, nyt køretøj, ny chauffør.

Var de bekymrede da de stod et fremmed sted, som ikke var deres hotel. For fanden ja, men hold det dem tilbage?

Nej.

Kh.

En seriøs fan af

Susse Wold og andre kvinder over 80, som ikke er blege for, at kravle rundt på stengulve i svømmehaler fordi de gerne vil hjælpe deres underviser med, at få “håndvægte” ud af liggende containere.