Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Hvem ejer dig?

– det gør du!

Henriette Søvinds selvhjælpsbog og nej lad nu være med at rynke på næsen, vent lige lidt…

Igen en reklame for forlaget forfatterskabet, der har været så søde at give mig muligheden for, at fortælle dig lidt om fru Søvind som bl.a. holder foredrag om “skyggesider” og livsdesign.

Hun beskriver hvordan hun selv har ladet sin fortid styre sin nu-og fremtid.

Jeg “kender” hende fra et foredrag, så meget kvindepower og samtidig så ydmyg. Bagefter fik min mail boks små skriftlige opgaver, der tog 10-15 minutter i 30 dage. Spørgsmål som; hvem er jeg nu, hvad ønsker jeg fremadrettet, hvad skal jeg gøre for… Det var provokerende for, når jeg i blinde rørte ved bunden af mig selv kunne jeg mærke en gammel stræktrøje holde det endegyldige mod tilbage for, at leve drømme ud, der havde ligget i årevis og vugget i overfladen som et godt brugt hygiejnebind.

Jeg havde presset dem ned, druknet dem igen og igen for det var jo en anden (ny) variant af mig. Den var utrolig skrøbelig og overfølsom over for bemærkninger. Mine egne kunne ditto være skarpe i øjeblikkeligt forsvar og gjorde måske andre undrende ja, måske endda utrygge, hvad jeg godt kan forstå. Jeg følte mig jo selv langtfra tilpas i alle de nye tiltag. Oftest bliver … blev jeg i visse sammenhænge i et forældet jeg alt for længe. Tror….troede i misforstået hensyn, at jeg kan… kunne blive ved med at forsvare undertrykkelsen af mit nye, indre dansende jeg. Rigtig dårlig ide, siger det bare. Forandring sker lettere hvis man åbner helt op. Ordentlig “hoved” rengøring kræver nos… mod og der vil altid være nogle der nægter at danse med. Ikke fordi de ikke kan lide at danse, de vil bare ikke med mig hmfr… fair nok. Arme krydset over brystet, næsen drejet ud og på vej op i hurtig bevægelse.

Der er mennesker som hylder dit mod og elsker hver ny side du viser, og så er der dem som øjeblikkeligt afviser det som intet værd (farligt!). De vil prøve at skubbe dig hårdt tilbage på halen i folden, hvor de kan føle sig sikre bag stakittet i form af du plejer /vi plejer jo. Et stakit, jeg ved at være alt for sød indrømmet, har hjulpet dem med at sætte op. Jeg var bange for at miste deres respekt og/eller kærlighed!

Men det er jo ikke kærlighed vel eller respekt, heller ikke til/for mig selv? Nej, jeg tror vi skal kalde det angst for forandring.

I facadens navn har jeg mange gange i mit job, i min familie fået mere eller mindre tydelige både mundtlige og skriftlige mundkurve på, endda lagt ord i munden af nogen, der ikke engang var tilstede men som deres leverandør påduttede mig i mit eget hjem. Underforstået, at jeg ville miste deres samvær og/eller mine job(s) hvis jeg pippede (noter ikke brokkede mig) om tingenes tilstand. Jeg måtte simpelthen ikke sige min mening (ud fra min erfaring), selvom det eneste jeg ville var, at optimere hvad alle fik ud af samværet i de kostbare timer, der var til rådighed.

Så føler du dig også omkranset af et stakit, dit eget eller andres omklamrende “DU SKAL VÆRE SOM DU VAR I 1975, 1981, 1997, 2003, 2015”, og ønsker det anderledes så lad os dykke ned sammen med Henriette i “hvem ejer dig? Og din tid?

Henriette Søvind

Bogen er til dig. Hvis du tør åbne dit sind.

Lige en ting til!

Bogen er fuld af tomme linjer. Hvis du ikke har tænkt dig at tage en blok og udfylde dem er du ikke klar endnu, vent til du er. Det er ikke, jeg gentager lige mig selv, slet IKKE nok at læse. Du skal tage skriftlig stilling, for det er når bogstaverne står skrevet af dig og står klart og tydeligt, at du lige må synke og tage en dyb indånding. Dine egne ord kan du nemlig ikke undslippe.

De mails jeg fik besvarede jeg i måske 5 dage, så fik de deres egen mappe i min hotmail!

Det er jo ikke, at tage noget som helst seriøst vel? Det er som at sige, jeg starter min nye livstil på mandag (og kl. er 15 en regnfuld december tirsdag eftermiddag).

Så…

Skyggesider

Jeg har ovenover lige beskrevet en af mine skyggesider, jeg føler mig nedgjort og underkendt som da jeg var barn hvis jeg kan mærke, at det ikke er velkomment at sige min mening. Især den ulmende vrede jeg ikke får ud (vrede=slet menneske), den sætter sig som skam og skyld i min mave, som er det mig der er forkert! Jeg lukker min mund med en lynlås hvis jeg ud af samtalen, der er i gang kan se/hører, at den “anden” part må sige hvad helvede hun vil lige præcis som hun vil! Som har jeg ikke et hjerte, der er værd at tage hånd om.

Er jeg bare hende der underviser, laver buffeter og kører andre hjem, en smiley uden mund?

At være det man kalder særlig sensitiv er en pisseirriterende konstant nøgenhed du er iført. Hver enkelt rum jeg træder ind i tager jeg med det samme stemningen ind, og på mig, og gør alt hvad jeg kan for at alle skal have det godt. Så det at være til fest føles i nærheden af, at være på overarbejde med bind for øjnene uden tøj på! Det bliver man altså pænt udmattet af skulle jeg hilse at sige.

Jeg prøvede engang, at forklare min mor det.

Hun; “kan du ikke bare lade være?”

Og niks det kan jeg ikke, det sker lige så meget pr automatik, som når du trykker på toilettets skyl. Jeg har mange gange ønsket en sølvske i munden i stedet for sensitiviteten i vuggegave fedt, suk, tak for den, kan den byttes? Har kun brugt den i 49 år? Meget. Faktisk særdeles slidt i kanterne og slet ikke i nærheden af ny stand. Et bud?

Anden halvdel har så hjulpet mig med at gøre mine mørke sider lyse. Bruge det bevidst som et talent der gør mig unik. Det koster. Kræfter. Meget billigt i psykologregning dog.

Så hvad er dine skyggesidder? Favner du dem eller afviser du dem ustandselig og bruger kostbar energi på det?

For de kommer frem det ved du, især når du og jeg ikke vil have det.

Afvis ikke dit guld/talent

Henriette

Jeg har følt og opført mig som et offer, så kan jeg også bestemme, at jeg ikke er det. For hvem er vi i virkeligheden ofre for? Som Marisa Peer siger (tjek hende ud på YOUTUBE.) “De vigtigste tanker du nogensinde kommer til at tænke, er dem du tænker om dig selv.” Av ik?

Livsdesign

Hvad vil du, hvad ønsker du dig?

Hvor meget vil du det?

Tit er det kun noget som kræver at du fokusere på det og ja så skal du som et minimum lave et mentalt tidsskema, for hvis ønsker skal opfyldes er det de koster, TID. I stedet for at sidde og se 10 video`er om hvordan jeg laver citronolie, cashewcreme eller min egen havre/nøddemælk uden mærkeligheder i, så skal jeg vitterlig stå med vitamixerens låg under håndfladen mens den lyder som en 3 sporet motorvej. Synes for øvrigt at den larmer så pinligt meget, at jeg lukker vinduet ja, jeg vil hellere købe en pakke kondomer i NETTO! Havde jeg været fuld af testoteron, så havde jeg selvfølgelig drejet knappen til max og åbnet vinduet helt op, men nu har jeg kun til et lille overskæg og 3 stive hår på hagen. Benene blev barberet i går tæller de så med?

At være tilskuer til andres kunnen gør ikke min større, det er tvingende nødvendigt at jeg gøre den blender ren måske for 2 gang på en dag, hvis jeg skal udvide mit repertoire eller rette dette blog indlæg 20 gange, selvom det nu ligggeee var så hyggeligt at følge parret der bor i en bus. SÅ du skal tilrettelægge din tid, så du kan se hvor du kunne bruge den på, at arbejde dig i små bider mod det, du kunne tænke dig.

Hvad holder dig tilbage? Hvem?

Jeg identificerede mig i mange år ud fra hvordan mine forældre ikke havde været forældre for mig på. Det var en timesluger af gigantiske dimensioner.

Min hjerne har hver dag brug for, at gå min undervisning og menneskerne der har været så søde at lægge krop og ører til igennem. Protestere jeg og modarbejder det, tager det bare LÆNGERE tid, så hvad modarbejder du? Accepter det kærligt i stedet.

Er du bange for at bevæge dig væk fra det du tror andre forventer af dig? Måske skulle du spørge andre om de to er en og samme ting. (du gør det først!) Meget er noget vi tror, fordi det var sådan engang i 1975, 2001, 2019!

Jeg kunne godt havde tænkt mig, at sidste afsnit i bogen var længere men det er nu kun fordi der ingen undskyldning længere er for at skrive… og rette for enogtyvende gang.

Så tag ansvar for dig, dine drømme på dig og SVAR PÅ SPØRGSMÅLENE.

Kram til Henriette S. det har været en glæde hver aften at tage mere og mere ejerskab mens jeg besvarede opgaver balancerende på dynen. Hvad er alle disse små, sorte prikker for nogle? Nåh… det er fra alle de gange hvor jeg lagde kuglepennen ned uden, at trykke den ind mens jeg læste… Godt den 17 årige bebrillede ikke så det….

Knus

Lisser

Har lige lukket kat ind, strøg ham over ryggen og adr… nu har jeg spindelvæv overalt, hvor var det der papir nu henne? Vipper enden lidt op i den ene side i sofaen, nåh.. der var det.

Rejser mig, råber ud imod bryggerset, “Olauf havde vi ikke en aftale? Du holder det, der ude, ude (fladtrådte snegle stadig desværre mirakuløst levende, grus imellem trædepuderne) og pelsen tager du selv med fnugrullen. Er du klar over jeg snart skal til, at forlange penge for mit overarbejde som almindelige lønmodtagere gør, på grund af dit overforbrug?” Det selvom mand finder de fleste i gule mærker kasserne.

Der burde være et forbud for tæger mod, at bide sig godt fast på de sværest tilgængelige steder for flåttang næsten kyndig. “På hagen helt ærlig Olauf! Hvad tror du jeg er? En der kan lide at holde 6 kg stille mod sin vilje, mens 17 årig ser meget bekymret til, for tænk nu hvis jeg tog noget pels med?”

Du finder hende under S eller SELVHJÆLP.

Min kopi ligger til udlån, er du den første?

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Er du også vild med

Brenè Brown, forsker og underviser på University of Houston har i de seneste 16 år forsket i emner som mod, skam, sårbarhed og empati og har blandt andet også skrevet Glæden ved at være uperfekt.

Jeg stødte på hende fordi jeg hele, især mit voksne liv har følt mig forkert fordi jeg var så allerhelvedes sårbar. Kunne jeg ikke bare holde op med det. Kunne man få en app til mobilen, der satte det på pause eller bare på nedsat følsomhed så havde jeg fået net forbindelse fra starten af … I stedet for nu i år, for 14 dage siden! Jeps, “I am not kidding”. Det krævede en dyb indånding at indrømme, jeg udstiller min sårbarhed allerede nu, det er din tur næste gang.

Hun var ved at kalde den, “Sådan mister du dine venner og gør alle skidesure“.

Jeg følte meget af tiden at jeg gik rundt med følelserne uden på tøjet, jeg var simpelthen mine følelser, det var jeg opsat på at gøre noget effektivt ved.

Ja, så fandt jeg bl. a. denne TED talk “The power of vulnerability” med Brenè B. Hvis du ikke har set en TED talk så skal du vide, at det er et univers af taler om alt muligt mellem himmel og jord. Det er lige fra professorer til helt almindelige mennesker, der alle steder fra, verden over holder et foredag om lige det deres hjerte flyder over med og for det meste har gjort det i årevis. En TEDTALK varer måske 10 min. gå ind og bliv inspireret. Fru Brown`s er en af de 5 mest sete, så hun har altså ramt en tiltrængt nerve i mange.

Følelsesmæssig overbelastning

Jeg kunne jo se, at jeg lige dèr dannede og brugte oceaner af vulkanlignende ressourcer og energi fra og af mig selv. Hvad nu hvis jeg kunne ommøblere det inden i mig til noget, der kunne udleve drømme i stedet for. Gamle drømme der, som stædige korkpopper blev ved med, at søge mod “overfladen” oftere og oftere efter at Goldielooks flyttede. Den bebrillede, nu 17 år ville måske kunne drage nytte af, at jeg viste ham et eksempel på hvordan man går efter sine drømme. Jeg var begyndt at være temmelig frustreret over, at føle mig skyldig i at spilde vores hver især`s kostbare tid med, at jeg gjorde ting for ham, altid lod ham lave “snigeren”. I stedet skulle jeg øge forpligtelsernes hyppighed og niveau, så de kunne hæve hans snegletempo i forskellige huslige discipliner op til, at han rent faktisk ikke ville bliver fyrret fra forhold han forhåbentlig ville havne i en dag. Det ene og alene fordi hun ville kunne gøre det hurtigere med bind for øjnene, den gode hånd bundet på ryggen, og på knæ. Hvis vi, hans forældre hele tiden holder kompasset, hvordan fanden skal han så kunne finde rundt i sin egen vildmark!

Jeg snakker og snakker og røven går. Handling må der til.

Jeg mener, jeg bakser jo stadig selv nu slut 40` med ikke, at snuble over nedfaldne grene i min egen vildmark!

Hvis jeg havde en større tillid til ham og rent faktisk overlod noget ansvar til ham og ikke kun tømme opvaskeren, som en på 7 sagtens kan klare så ville det frigive tid til, at jeg kunne passe min egen butik.

Jeg var ikke forkert…

Jeg havde ikke set mange minutter af Fru Brun`s og andre TEDTALK`s lignende før en meteorsten af overordentlige dimensioner trillede ned af mine skuldre. Der var ikke noget galt med mig, jeg skulle bare lære at omfavne det, sårbarheden altså. Ja, så var der også lige skammen, der fulgte med som raslende, tomme dåser efter en bil med et brudepar indeni. Der er ikke dog desværre intet som helst romantisk over det. Øhm …det har som du nok kan regne ud slet ikke været let, men nogle gange er det sådan med rejser, at man heldigvis ikke kan se alle de andre bakketoppe, der vil komme bag den første.

Hm… hvad mener hun så egentlig, Brenè B. med “vildmarken”!

Du skal følge dit eget vilde hjertes kompas, tænke i nye baner i stedet for at følge trop. Holde op med at veje og fordømme, især dig selv. Vi skal arbejde med at rumme vekselvirkningen mellem mod og frygt, styrke og svaghed, ensomhed og samhørighed, overflade og dybde i hinanden, i os selv.

En sti i min vildmark. Hvordan ser din ud?

Hvis jeg ikke selv har tænkt, at ingen da gad læse noget jeg kunne finde på, at taste mig til, så skulle jeg nok mærke tvivlen andet steds fra. Det gør ekstra ondt når det er ens nærmeste som ikke tiltror ordene værdi, men jeg snakkede også mere om det dengang, skal det lige siges, end jeg egentlig skrev. Nu hvor jeg mundtligt holder næsten helt kæft om mine drømme, men skriver i timevis med brillen halvt nede på næsen og nerven i klemme i ryggen, mærker jeg stadig tvivlen fra min anden halvdels side. Engang slog det mig ud, jeg havde ikke nok tro på mig, mine drømmes værd, kunne ikke finde kræfterne til, at bevæge mig ud i vildmarken alene. Jeg kunne ikke se skoven for bare af træer!

Nu har jeg som snart 49 årig endelig langt om længe indset, at troen (på mig) kun kunne og kan komme fra mig. Jeg har fundet ind til mit vilde hjerte og minder mig selv tit og ofte om, at går jeg efter det, tager det bid for bid, er jeg hele tiden målet lidt nærmere. Selvom jeg havde haft en støtte fra min husbond på lige præcis det punkt, (han har været min støttefod på så uendelig mange andre måder), så var jeg sgu nok ikke parat, voksen nok om du vil, til, at tage hånd om mine drømme på det tidspunkt.

Det ansvar er nemlig pænt grænseoverskridende, du skal jo skrive dig til låste rygge, krampelignende tilstande i arm, skuldre, nakke og så skal du takle, at det bare er øvelse og du skal blive ved, tage det, dig selv seriøst som bar fanden. Bide tænderne hårdt sammen, når du får manuskripter tilbage eller du henter dem selv for ellers bliver de til strimler. Der er ingen penge der glimter forude, dem skal du på dit “rigtige” arbejde for at hente hjem.

Det er også stadig ultra sårbart for mig fordi det er forbundet med så meget hjerte, længsler og forestillinger, at vi sgu ikke kan komme det nærmere. Jeg kan ikke rigtig fortælle om det til meget af min familie, for min erfaring har været, at de lagde mere i nogle af mine fortolkninger end jeg selv. Jeg lod mig nogengange slå hjem af deres kontante ud meldinger. Så indtil den app kan købes holder jeg det mest for mig selv. Det er mit, min ting jeg elsker at gøre for mig, min egen verden jeg kan de- redefinere på lige præcis den måde jeg vil, den pågældende dag.

Du bliver først fri, når du indser, at du ikke hører til noget sted – du hører til alle steder – og slet ingen steder, Prisen for friheden er høj. Men belønningen er højere.

Forfatteren Maya Angelou (Se under boganmeldelser). Brenè Brown`s store inspirations kilde.

Brenè skriver ikke overraskende for nogen, går jeg ud fra, at selvom det ikke er let, skal vi holde op med at søge tegn hos andre på, at man ikke hører til, eller ikke er god nok.

at vælge at turde gøre noget, sårbart overfor et andet menneskes handlinger

Charles Feltman`s definition af tillid.

Det, at kunne dele sit mest autentiske jeg med verden kræver tillid og mod. For at opnå ægte samhørighed med andre (og dig selv) skal du ikke lave om på dig selv – du skal være dig selv. Let nok at sige, skrive… Men skide svært i visse situationer hvor jeg bare har lyst til, at krybe i føromtalt husbonds brystlomme men så i stedet må rette ryggen og skyde mine pickwick teposer frem.

At bevæge sig ud i vildmarken i jagten på ægte samhørighed med andre kræver altså mod, mod til at stå alene med sine meninger, men også tillid. Vi må lære at stole på andre, på os selv. Vi skal turde være forskellige sammen.

Knus

fra hende som har første vælger på, at få Brenè som storesøster, siger det bare. Jeg er ellers ikke en “albuepige” som i slet ikke faktisk, men med Brenè ja, der er jeg ikke andet. Flytter fandme til Houston, Texas gør jeg eller måske bare en uge, eller vent lige, synes du jeg skal skrive og advarer hende først? Jeg mener hun har vel et ekstra værelse til en 3 eller 4 søster. Vil virkelig gerne være “føl” hos hende en uge. Nogle vil høre mig vrinske ud over alle omkringliggende marker, hustande, gader og stræder.

Har jeg fortalt om ham jeg vil have til far! Hm.. Først skal jeg lige finde ud af hvad han hedder, han er vist psykoterapeut og bor i Texas, hvor heldigt er det lige! Jeg ved hvordan hans hund ser ud, den ligger altid og snorkbobler bag ham i en lænestol, og at den hedder hm… hvad var det nu lige…

Nåh… nu har jeg det, Gus.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Hvad du ønsker skal du få

Ja, jeg indrømmer det blankt, jeg kan lide at læse om og blive inspireret af kvinder, der tør være lidt ud over det sædvanlige. Skønne kvinder, som har et drive, et mod, de kommer igen. Deres “opskrifter” på hvad de har opnået, sætter noget i gang i mig eller det ønsker jeg i hvert fald. Desværre smitter “det” ikke via det skrevne. Pernille skriver om tro, tro på sin version af “noget deroppe”, men allermest om at tro på os selv, på det vi ønsker. Jeg har i mange år “ventet” på, at ja det er vel at blive “opdaget” om man vil, blive set som en man ville tro på, som om man ved at dreje håndtaget på den gamle automobil på den måde kunne kickstarte mig. Så jeg kunne holde mit drive kørende, få mod til at tro, tro på at mine drømme ville holde hele vejen til de gik i opfyldelse, som et mirakel, uden jeg behøvede at tro på det selv. Det var nemlig det sværeste.

Jeg har endelig forstået, at hvis du ikke tror på dig selv, siger dine drømme højt og klart, så kan ingen anden træde ind og gøre det i stedet. Kun den ene person kan få tingene til at ske og ja det er så mig i det her tilfælde, ingen mirakler, kun mig.

Sikken en skøn titel

Jeg er især interesseret i hvordan disse kvinder får sparket sig selv videre, når de bliver mødt med modstand fra andre, sig selv eller når de er trængt af kravet om, at skulle hente penge hjem til grydestegt kylling, termin og ja benzin, så man kan kører på arbejde.

Hvad er værst … Ikke at turde leve sine drømme ud i livet eller at turde leve et liv i centrum af drømmen?

Pernille Aalund

Jeg er desuden temmelig irriteret over, at jeg ligesom når jeg læser “Lisa Kleypas” romaner (du har en anmeldelse til gode), der får “Barbara Cartlands” kyske, kys til, at ligne en højt læsnings bog fra før sovetimen i børnehaven, føler mig skyldig i noget snavs. Det er som om, at selvhjælps bøger er noget underlødigt, ikke rigtig litteratur som hvis det nu handlede om 2. verdenskrigs død og elendighed.

Pernille snakker om 2 bøger.

Den sorte bog

Alias hævnens (i tankens) bog, og problemernes bog.

Jeg laver et nyt dokument på Hanne (min computer) og skriver mine sorteste tanker ned i det vildeste angreb på tasterne og bliver fri og renset på den måde. Tit og ofte frigiver det energi til noget, der vil kunne puttes i den røde bog (kommer til den lige om lidt) senere på dagen, ugen. Vær dog forsigtig med, at have dette udbrud stående med åben skærm til fri gennemlæsning af nysgerrige øjne. Da det godt kan få din elskede, til fejlagtigt at tro han eller hun snart modtager en underskrevet skilsmissebegæring. Der har jeg været, så sig ikke, at du ikke er blevet advaret, men så igen, i gamle dage læste man ikke hinandens breve vel! Nu er det jo mobil eller computer der skal spørges om lov til, at taste password til.

Den sorte bogs indledning skal med dine ord beskrive hvad dens rolle skal være.

Tag den op fra dens plads i skrivebordsskuffen, hvis du kan lide en fysisk en af slagsen, og skriv i den alle negative tanker og oplevelser du til dagligt går og slås med. Det er ikke en bog du skal have på og med dig. Ordene skal ud, væk og ned i skuffen, ikke følge efter dig, som en halv skygge i løbet af dagen.

Det, skal du derimod hvor og hvornår du kan med:

Den røde bog

Se den, som en du på mentale regnvejrsdage ville kunne søge trøst i, med al det gode du har valgt at fylde den med, lige som en scrapbog. Prop den med udklip, citater, mål du håber at nå. Forkæl dig selv med delmål, der er realistiske at kunne nå med det liv du lever lige nu. Senere i andre røde bøger kan dine strategier blive anderledes, alt efter hvor meget tid du vælger at kaste efter en drøm, ide, en indskydelse. Men husk det er dine. Giv ikke ansvaret fra dig.

De fleste forhindringer ligger i dit baghoved og ikke ude i den fysiske verden

Pernille Aalund

Den selvopfyldende profeti

Skrives i den røde bog. Skriv hvad du forventer vil ske, før det sker. Brug metoden til tidspunkter hvor det er vigtigt for dig, at tro på det går godt.

For hvert ønske du siger højt – sår du et frø

Deepak Chopra

Hvad du ønsker skal du få, hvis du går efter det, gør jeg også, aftale?

3, 2, 1 nu…

Kh.

Selvhjælpsbog nyderen nu ude i det åbne, det er bare så meget sidste gang, at jeg lægger en bog af den karakter med “ansigtet” nedad.