Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Ud mod det uendelige univers

Halløj i klostret

I løbet af weekenden med grundlovsdagen gemt i, er universet kommet nærmere. Jeg har siden året mellem ca. 1983-84 ikke helt ladet gud komme nær, siden han tog min farfar hjem. Men der forblev en for det meste tavs og ikke navngivet samtale, i gang, imellem os. Derude.

Opdraget med min fars mundhules piskesnert; det er kun dumme mennesker der taler med sig selv, dumme mennesker der keder sig, prøvede jeg og holde mine indre samtaler, inde, afslutte dem. Jeg gør det stadig, som jeg hver dag, på et eller andet tidspunkt beordrer mit pilleri i mine negles ”rammer,” holde op. Når jeg er nogen steder, hvilke som helst tænker jeg på et tidspunkt; hvordan gør de det ”ikke piller,” sidder stille, holder fødderne nede, på gulvet?

Jeg putter mine hænder ind under mine lår mod et hvert sæde og det virker.

I 2 minutter, så er de ude og dimse, Som Grete der selv er dimser, kalder det, som er mine fingre 10 små personligheder med hver sin hjerne, jeg en mor til 10-linger.

Jeg har tænkt, at jeg var for lille til at have noget med det store univers at gøre, at jeg var grådig, selvoptaget hvis jeg troede på det, snakkede lige ud, op til det, det var for udefineret, noget ”derude” som det at meditere.

Jeg er kørt i tog, ned i Danmark syd, og landet i Maribo, for at bo i Birgittaklostret. Dronningen og hendes gentleman har spurgt om jeg ville med på retreat og jeg ved, at når de siger et kursus er godt, så er det en 12 og hvilket beløb jeg nu skal betale, det værd. Jeg ved det så meget, som jeg ikke vidste det sidste år, spurgt, og betaler bare. I dette forår, en anden, efter året der er gået. Jeg orker ikke flere penge afparerings dialoger med min indre samtalepartner. Hun en gammel ven, nu kun gammel.

Jeg er beæret over at blive spurgt, for de rummer, lidt ældre end mig, både kæmpe pyt knap og ”jeg gør hvad jeg gør, fordi det har jeg det godt i og det siger jeg næsten uden skyld og skam kompleks. De udstråler en ro og væren i sig selv, jeg ønsker at svømme alle former for discipliner i.

Jeg ved vi skal meditere. Jeg ved vi skal være stille på et tidspunkt. Jeg ved Dronningen ikke vil den lange tavshed. Jeg ved, at jeg må tage en snak med min indre samtalepartner om, hvad jeg vil i denne sag.

Jeg ved, at jeg vil være med dem. Dronningen og hendes gentleman.

Jeg har skimmet teksten for opholdet, før jeg tastede mit kortnummer og fortalt alle, at jeg skulle i kloster men, men ikke før nu en uge efter hjemkomsten, virkelig regnet ud hvorfor. Ja, jo jeg ville underholde, for der er ikke meget der kan slå, det. En anden kan sige; jeg har været en uge på en græsk ø, slam, helt fladt af kloster ophold med rigtige nonner i.

Men jeg havde ikke behøvet at frygte nogen ville spørge til hvad jeg skulle der, for alle var som altid tilfreds med den geografiske stedfæstelse. Jeg overvejer næste gang at komme med koordinaterne i stedet. Både lettet og provokeret på en gang, sagde jeg det et par gange. Uopfordret. At vi skulle meditere. Vi skulle, ikke jeg, det var alligevel for striptease-agtigt, som var det og bruge vi, en måde at beholde det meste af ”tøjet” på. Jeg havde en forestilling om, at fordomme, andres, ville komme, i form af toner, i deres stemme. Min fordom, at de toner ville knappe en knap på ”tøjet” op, hørte jeg dem. Jeg piller i en neglerod, og en flamme slikker min rygrad efter, at være tændt lige under skulderbladenes vinger.

Lort. Jeg har lige fordomsfuldt forventet andres fordom, knap givet dem en chance for, at vise mig noget andet, kun for at jeg skulle kunne bibeholde en gammel virkelighed. Jeg ved det. Jeg bliver nød til at gå ind i det, selv knappe trøjen op, for den største fordom kommer i virkeligheden fra mig selv. Så ja.

Jeg indrømmer det.

Jeg mumlede det. Ordet; meditere, for jeg er lidt genert over det. Der sprang en knap.

Den finder jeg ikke igen.

Skide løgner, sig det, sig det nu som det er, lige nu, DU ER MEGET GENERT, SGU DA IKKE LIDT.

Jeg krænger trøjen helt af.

Det som, at gå ned ad trappen, ind i en hemmelig klub under jorden, at søge det, meditere med andre. Siger jeg højt, at jeg gerne vil praktisere det dagligt, synes jeg, det lyder helligt. Det som at vrikke stramme bukser ned over enden, med enden vendt ud mod publikum.

Jeg hiver i strømpens tå-ende, når jeg siger at jeg ofte falder i søvn undervejs, når jeg lytter til en. Hinker på et ben rundt og rundt, når jeg tager mig selv i at grine bagefter. Den sidste måned har jeg bare sagt, jeg tager en lur, for som regel lader jeg stemmen hypnotisere mig væk fra dagligdagens pligter. Jeg ved godt at jeg skal lade det ske, jeg er træt, men for mig, reflektionisten, er det en ekstra forkludring af min egen vej i mod den daglige praksis. Som visker jeg mit eget ønske ud.

Jeg kyler mine strømper hen i hjørnet

Ordet meditation føles som har jeg taget et stort stykke sushi ind i munden, inden der er blevet sagt værsgo. Proppet munden fordi jeg, inden i, er på grænsen til skingrende vanvittig af tilbageholdt sultfornemmelse. Jeg kan ikke fordrage store bidder og scanner med blikket rummet i restauranten, så ingen af de andre 3 kan få øjenkontakt med mig, utålmodigt afventende den kniv og gaffel, jeg har bedt om. Jeg skammer mig over, at være hende, der, så desperat efter kniv og gaffels genkendelige tryk i mine hænder, går op til disken, når de har glemt at jeg bad om det, min strube kun lige sunket den store kvælende klump. Jeg synes, det er for dårligt af mig, at jeg ikke orker krampen i mine hænder på grund af de 2 pinde. Men skal jeg have ondt i mine hænder, skal det være på grund af mit skriv.

Jeg krænger bh`en af, ned over hofterne.

Da jeg 1 gang beder om bestikket ved bordet, sidder jeg, du ved, selvfølgelig ved vinduet længst væk fra den unge kvinde, der skal tage imod vores; ja, vi ved godt hvordan man bestiller på Ipaden.

Stående der ved disken 10 minutter senere. ser jeg mig rundt i ventetiden mens tjeneren bliver færdig med en anden kunde. Flammen slikkende min rygrad, et nu pulserende brandtruet sprinkleranlæg og ude af porerne løber sveden syd. Underbukserne, det eneste tilbage, engang mint-grønne, kan ikke med deres nu bølgende elastik opsuge den salte sved før ”bunden” er nået. Opsamlings-pletten føles som, et vådt øje, jeg stadig med ryggen til, nu nede på knæ og hænder, i svaj, kan holde øjenkontakt med alle, med. Da tjeneren er færdig mødes vores blikke, og jeg læner mig sådan lidt tilfældigt ind over disken i mellem os, og nærmest hvisker min genbestilling; kan jeg få kniv og gaffel?

Siddende ved bordet igen bander jeg indvendigt, for jeg har fået almindeligt vand og ikke med brus, noget jeg skulle blive 50 år for, at elske mere end en øl eller et glas vin, hvis maden er for svag i smagene til, at give øllen og vinen modspil. Jeg; orker ikke at gøre opmærksom på mine behov igen, kan endnu ikke være i ubehaget i og sige, at jeg har fået noget andet, end det jeg har bestilt. Dobbelt op på ubehag, for det var ikke mig der bestilte drikkevarer, så ved at brokke mig synliggør jeg andres fejl. Det kan jeg heller ikke lide, så jeg drikker mit vand. Det hele smager fladt, for jeg har igen underkendt mig selv og det er endda mig, der betaler. I kort-på-læggelse.

Jeg træder ud af bh`ens ring om mine fødder.

At sige ordet meditation i samvær med ikke meditations retreats opsøgende, giver mig følelsen af, at stå som legemliggørelsen af en lyslevende Birgitta nonne foran dem og tøjet jeg har smidt var hendes dragt. ”Lånt,” hovedbeklædningen med dens hvide krone og de tykke, sorte strømper delt af sandalernes tå-split, der titter frem under dragtens sorte stof, når den er i bevægelse. Jeg er hende, der læner mig ind i opholdets fortryllelse, mens jeg i mit nyfundne teenage oprør samtidig har lyst til, at svinge mine underbukser rundt over hovedet til Joe Cockers, ”You can leave your hat on,” være fræk som Kim Basinger i filmen 9½ uge (1986), der handler om en affære mellem 2, der dårligt kender hinanden.

Jeg underviser vel i det selv, meditation, som yoga lærer, men det er stadig på 3 år som om, jeg ikke må sige højt, at det er noget jeg gør. I virkelighedens virkelighed, en dunderstemme i mit eget baghoved. En stemme jeg har overtaget fra min far, jeg ved, hører, ser det. Ser det, som har nogen tørret vaselinen af linsen, at selvom jeg har været yogalærer i 3 år, så har jeg ikke selv fundet mig værdig til og bruge ordet, meditation, praktisere det, invitere universet ind. De 30 år som afspændingspædagog tæller ikke med… Det jo afspændinger jeg laver… Men siden 2022 er de dog blevet anderledes, nu taler jeg bevidst ikke kun til deres kroppe, men væver hjertets tråde ind på alle måder. For deltagerne lyder det sikkert som noget jeg har integreret, det håber jeg, men inden i, er det stadig noget jeg gør i trods, som bryder jeg regler nogle andre har lavet, mit ophav, mit andet jeg, mit gamle jeg.

Mit nye til mit gamle jeg; åh, så gå dog, skrid, jeg gider ikke have dig på slæb mere, du gamle (jeg,) du er ikke mig, mere, jeg er ikke dig, find en anden at sætte alle de; stakitter, barre, hegn, kegler, bomme, bump, værn, låste døre, porte, for, op, foran, bagved, henover, nedenunder, ved siden af.

Jeps de tjente et formål; holdt andre ude, men mest holdt de mig inde, og det inde er lille som en æske tændstikker, som jeg har lyst til at stryge alle på en gang. Hvorfor må jeg ikke sige ordet; meditere, det jo ikke, som at noget, nogen ville eksplodere i hovedet på mig?

Jeg, en ilder.

Jeg vil ud af det, væk fra misforståelsen af mærkelighedens farlighed, den er det jo kun, i generthedens rødmen, til jeg har gjort det til en vane. Jeg vil ud af den begrænsende fornemmelse jeg lader mig smitte af, når jeg ser andres ildere har svært med min langsomhed, som har hjertet, følelserne mindre værd, end kroppens mulighed for ubesværet, at kunne dreje, svaje og runde. Jeg vil hen i mig, hvor det at bede mine deltagere om og reflektere over denne forbindelse i hver undervisningstimes opstart, er lige så naturligt som at spise, sove og lægge ”arme” i toiletkummen. Naturligt, i mig, for, at de kan læne sig trygt ind i min dybtfølte sikkerhed, væren, fysisk som psykisk, bagefter tage den med sig, ud, væk, hjem til vi mødes i det fine rum, med måtten rullet ud igen. Nu i denne weekend får jeg et nyt ord.

Invitere.

Kursus holderen H, som fra nu af hedder Hjerteåbneren Hjerterdame sørger for, at vi 3, faktisk 4, får værelser på samme gang lige ved siden af hinanden, efter hun finder ud af vi (3) kender hinanden. Praktisk finder jeg ud af, da jeg ikke bruger telefonen til andet end, at tjekke om de derhjemme har sendt noget jeg behøver og reagere på. Det gør de ikke. Heller ikke på beviset på jeg er ankommet, forsendelsen af en lille video hvor; toilettet (”armens udsending er vigtig,”) og udsigten fra vinduet er start og afslutning. Den røde tråd af panoreringen over; billedet af Madonna` en, krucifikset og biblen, alle på hver deres væg, som skal jeg holdes i påmindelsen om hvor jeg er, hvad jeg vil beslutte. Jeg har taget computeren med for at skrive, men inden retreatet overhovedet går i gang, kan jeg mærke leden fylde mig hver gang, at jeg tager tilløb til at røre ved tasterne, selv sætte alarmen på mobilen virker som en grænse overskridelse.

Som om hele min krop ved, at her skal jeg lade alle mine 10-linger få ordet og lade mor træde tilbage.

Mange gange i løbet af de 3 dage på retreatet, skråler ”ungerne; Tag en hviler, mor, du behøver ikke hele tiden lette stemninger.

Vi sidder oppe under taget i ”biblioteket” under tagspærrerne i en cirkel. 12 med Hjerteåbneren, Hjerter dame.

En saftig bøf og jeg er ikke til kød mere, men duften af gril kan næsten få mig til at hikse.

Hjerteåbneren er som lovet; blodrød, rund og brændende varm, med øjne som forsvinder ind i smilerynkernes, opadgående, linjer bag de blå brilleglas, når hun smiler. Hun smiler meget, men hun er alvorlig, når hun taler til vores hjerter. Hjerterne, hun beder os lægge hænderne på hver gang hun påbegynder en meditation. Jeg kan se, at skal hun nå os alle, bliver det nød til at være igennem seriøsiteten. Ellers kan det og tage tid til os selv, som er grunden til vi er landet i disse stole, bare fejes ned på gulvet. Som det plejer.

Jeg, en refleksions junkie er uforberedt på hendes præsentation, for havde jeg læst; ”vi åbner os for hjertets budskab og visdom,” 1 gang mere og virkelig taget sætningen ind, tror jeg, at jeg havde tænkt; det er lidt for ”derude” til mig og ikke meldt mig som sidste år, dronningen spurgte om jeg ville med. Jeg føler, jeg har snigløbet mig selv. Men min indre mors, mor tog over, hun vidste, kender mig bedre end jeg selv, endnu, ikke næste år for der.

Hun vidste, at hvis jeg ikke blev ”snydt,” så ville jeg undgå hvad jeg så, som mere jeg skulle, en pligt, hun vidste at jeg var.

Færdig, træt helt ind i hvad der føles som hjertekamre, der runger hult da jeg melder mig til. Så udmattet så kun pligten over for mig selv, er pisk nok. Jeg ved, at det er en advarsel, når min krop ikke kan genkende guleroden ude i juli og august, i form af mindre undervisning.

Den første session, første eftermiddag.

Jeg mærker tårer fylde de lukkede øjenlåg op og en snøften tage tilløb i mit bryst, i sidelæns kryds-løb med min kvalme og nakke ”krammen,” der endelig henover aftenen, som de plejer forsvinder. Forsvinder som de kom 1½ døgn før, stille og lydløst. Jeg kan endelig sidde med lukkede øjne uden, at have en svag vippen i mit indre, som var jeg på en vuggende båd. Mere vippen og jeg ville overveje at løbe igennem rummet, buldre ned ad trappen og i lange skridt nå min dør. Her ville kage og frokosten forlade mind mund mod det lyse trægulv, fordi det er nøglen til hoveddøren nedenunder, med den gule prik, jeg ikke kan se i halvmørket, jeg har stukket i låsen.

For dig, der har en længsel efter at finde mere hjem i dig selv, at mærke og tale din sandhed og leve et liv i samklang med dine værdier.

Det har jeg sat jagten mere og mere ind på i året, der er gået i min mors, blodprops efterdønningers navn. Den startede i vild løb, en sikahjort med bankende hjerte, hovedkulds snublende, til jeg ikke mere kunne finde tilbage til vejen jeg gik ad før, og heller ikke mere ønsker det.

Men.

Jeg var holdt op med at lade blikket panorere over havens grønne, himlens blå, skyernes hvid og solens glimten i vand.

Hjerteåbnerens stemme får vores øjne lukkede, munde tavse.

Find jeres hjerte; med det mener Hjertedame ikke, ikke det fysiske dunkende, nej det, du helt automatisk søger, hvis jeg beder dig om og lægge dine hænder på det. Som min gå-veninde spurgte, i mit øre, 1 uge efter; mener du ligesom fodboldspillerne under nationalsangen?

Ja, ja det er lige præcis det, der; råber jeg ud for, at overdøve blæsten.

De første 2 gange jeg holder hænderne ind mod hjertet føler jeg føler mig fjollet, men modvilligheden smelter, det bliver en vane, noget vi gør af os selv, ønsker det, hun behøver ikke bede os om det på 3 dagen. Ligesom hun ikke får nej, hver gang hun omsorgsfuldt siger; kan I klare mere?

Vi, fundet hende, dette retreat er sultne, hungrende efter at blive ledet hen i mod os selv, blive præsenteret for hende vi ønsker at være, tage os af men som vi af mange grunde, ofte selvopfundne, godt hjulpet på vej af fortidens skramlende dåser i snor, nægter os selv.

Jeg har i mine 3 år som underviser i yoga set hvordan meget få, inklusiv mig selv, har, når bedt om og trække de samlede håndflader mod hjertet, har sendt hænderne helt ned, hvor det ville dunke igennem huden. Jeg har nogle gange bevidst tvunget dem til, at trække hænderne længere ned, tvunget mig, men.  Mærket som de måske har, hele mit jeg, sjæl, væsen brokke sig over det, som om hænderne, armene, skuldrene vil støtte det, det 2 hjerte i, at det er forkert. Det, hjerte sidder ikke der. Det sidder mellem venstre kraveben og brystvorte (på mig). Der falder du til ro, der viser du, at du har dig, med alt hvad du er. Der tør du holde dig selv.

Jeg vil spørge dem, mine deltagere, puffe til deres refleksion, øge deres nysgerrighed på dem selv. Er de bevidste om det? Lader de med vilje være med, at stille spørgsmålstegn ved det?

Jeg har igennem vinteren sæsonen ude på gulvene igen og igen bedt alle jeg har undervist om, at krydse armene over brystet og give sig selv en krammer. Selv om jeg ad den vej har fået mange knus af mine egne arme, har det aldrig været nok.

Jeg vil have mere, have rigtige knus, de rigtige af de rigtige.

Jeg har jo for fanden ledt efter det skide 2 hjerte, men i stedet for at hylde nationalsangen, har jeg lukket ”hjertet” inde bag flere hold af mennesker, jeg skulle være noget for, i økonomiens navn og aflyst kampen.

Forstår nu, at hvordan jeg tænker om og behandler mig selv, sendes ud i universet som en energi lige meget om jeg vil det eller ej. Og jeg vil hverken sende; tvivl, mistro og mistillid ud eller modtage det. Jeg ved, jeg sælger min energi, det min varer, en varer mine deltagere kan plukke på hylden og tage med hjem, i hjertet, fra mit til deres. Jeg ønsker at gøre den skide forskel og jeg orker ikke mere skamme mig over det, at jeg vil mere, være mere.

Det er derfor jeg sidder der, med de andre dejlige, sårbare kvinder jeg øjeblikkelig er tryg i favnen af, selvom vi ikke rør, dårligt snakker sammen. Jeg ved bare, at vi har hinanden i arbejdet på, at have os selv.

Hjerteåbnerens stemme inviterer til morgner med stilhed over små borde med 4 omkring, hvor det uden skærm eller bog og gemme mig i, er akavet. Jeg søger som golden retrieverhvalpen, der fornemmer ”noget,” de andres blikke for, at beroliges og berolige tilbage.

Jeg har siden, jeg er kommet hjem ikke spist måltider foran en skærm, mine morgener er blikke ud i havens grønne. For at gøre det må jeg sidde på ”min datters” stol ved besøg, skråt overfor ”min” stol, der er med ryggen til. De fleste minutter ser jeg ingenting. Den eneste lyd er min skes kliren mod tallerkenen og min munds slupren.

Retreatet er for dig, der er klar til at forbinde dig til din indre skaberkraft – dit potentiale – dit indre lys.

Jeg ved, at jeg er det lys, alle er, du, er, men ved også at jeg, ikke vil være flosklen med de 2 ender og udbrændtheden.

Fru Veksø, en veninde, min mor i hjertet, mit hjertes ekko, har sagt, skrevet, råbt det i røret, i blæsten; du skal passe på dig selv. Jeg har tænkt, hun mente min fysiske krop, hjertet med sine kamre, men jeg forstår nu, at du ikke, som i slet ikke kan skille dem ad. Forstår, at hvis jeg fornægter kærligt og bevidst nærvær i nuet med mig selv, vil det være det, jeg sender ud. Travlhed. Fornægtelse af roens berettigelse.

Fordi der er 1-2 på alle hold, som ikke kan være i roen, har jeg ladet dem diktere alle opvarmningers opstart og intensitet. Jeg ser, jeg har soppet rundt i den belejlige vane, brugt dem som undskyldning for, at tage mere vare på mig selv, på de andre i rummet. Det, fordi det var nemmere og være i min ilder energis, flydende strøm end, at være i roens ukendte og derfor farlige ulidelighed.

Hjertedame river alle mine regler, diverse undskyldninger og overspringshandlinger om og for hvordan det, at meditere skal udføres i strimler som en makulator og jeg føler deres brudte bånd stritte under mig, som en lille nyfødt hvalps let blodige navlestreng. Ude i vinden i golfbanens grænseland, går jeg i eftermiddagene side om side med dronningen og hendes gentleman. Jeg er skiftevis trold og engel, hofnar, og troldmand, skifter hatte, prøver dem på, uden, barhovedet med skilning i den forkerte side. Jeg gnistrer inden i, af knusene de ikke behøver fysisk at give, for deres ord og nærværelse gennemtrænger både blæsten og hjerter, dem alle pivåbne. Alle 6 hjerter tilstede.

Maden er jævn; forklarede Dronningen, i toget, på vejen ned til Marias bolig, alias Sank Birgitta klostret, Refshalevej 81, 4930 Maribo.

En nonne i Sankt Birgitta klostret kaldes Birgittiner. Ingen anden ordensdragt er så fuld af symboler og alt er dikteret af Birgitta selv.

Nonnen, vi ser mest til, er måske 27 år, 35, 49, måske 54 år, som jeg, får os med fingersprog, spillende øjne til, at stille servicet i stakke på vognen. Når hun smiler stikker hun tungen lidt ud i mellem fortænderne. Der er ingen forklarende skilte med flotte ord, når maden står på anretterbordet. ”Tungen,” ser på os med stoltheden som en glorie ud fra ”den hvide krone,” der holder hendes hovedbeklædning, ”sløret” på plads, når hun alle morgener stiller de ”blødkogte” æg, ved vores tallerkener, i deres hvide æggebægre. Æg, der mest egner sig til æggedelerens lille mandolin.

Den hvide krone med de fem røde mærker er et symbol på Jesus tornekrone og hans fem sår-mærker.

”Den hellige Birgitta” var en svensk helgenen fra 1300-tallet, der allerede som 7-årig skulle havde fået sine ”himmelske åbenbaringer.”

Vi, os fra hoffet griner, i opholdets lethed- og frihedsfølelse, i eftermiddagenes forblæste timer og jeg ville ikke havde været de hårdkogte æg foruden, de var det ekstra kærlige puf. Jeg vil også eje min utilstrækkeligheder og elske, elskes for dem, som det mest naturlige. Jeg ved, jeg bliver det af mange, men den vigtigste mangler, ikke min far eller mor.

Nej, mig.

En af de 11 deltagere på retreatet kommer som den sidste, sidst på ankomst-dagen. I løbet af dagene som går kommer hun, den Sidste mere og mere før tid, til tiden. Som os andre. Hun ”har” noget, der provokerer skyggesider, noget der flytter energier, en ræsen hen over dem. Dronningen, hendes gentleman og jeg, alle 3 i samme branche, vejrer det som en fært med blafrende næsebor. Vi har svært ved at være i det, protestere, lukker det ud, lader den, fornemmelsen, grimheden inden i, sendes langt ud mod greenen som en golfbold, efter et slag med driveren.

Ordene kommer let der i cirklen under spærrerne. I farver, som jeg når skriver. Ikke som sort/hvid-filmens noir, i selskab med ægtemand, der faktaboks orienteret kan spørge mine ord til opløsligheder, fordi han søger svar på fremtid, i stedet for nutid eller fortid. Jeg er den logrende golden retriever, der vil have alle skal kunne lide mig. Med opadvendt blik, og forventningens let, bankende hale i trægulvets lyse træ sidder jeg på alle måder, men sidder.

En anden hund

Hvad skal der til for, at du tager din af eller i det mindste, allermindste løber linen ud?

Når vi i tavshed, hele gruppen, eftermiddage, går mod kirken må jeg holde godt fast i linen om min (indre,) border collies bryst, for ikke, at lade dens ”samle flokken trang,” bestemme. De skal alle have lov til, at være deres egen hjerne, de er ikke mine 10-linger.

Ikke engang Hjerteåbneren, for hun har allerede på 1-dagen sagt; jeg kommer ikke rundt med lommetørklæder. Lige sagt lyder det koldt. Men jeg ved at hun er alt andet, så det lander i, en ny tanketråd i meditationen hun fører os ind i bagefter.

Hun kommer ikke rundt med lommetørklæder, for vi er her for, at være vores egen udlevering, være vores eget lommetørklæde.

Jeg har siden, jeg er kommet hjem mens jeg spiser frokost, i stedet for skærm set i mine madbøger for, om jeg skal beholde dem eller ej. Computeren kun brugt indtil eftermiddage til, at google fakta til mit skriv. Når jeg sene eftermiddage tillader mig selv, at ”se” hvad jeg lige nu vil på YouTube, er det som har jeg trukket stikket til mig selv, ikke kun computerens strømforsyning. Trætheden får mig i zombie lignende tilstand og jeg sidder som min mor og vegetere foran en tændt skærm, hvor der går måske 2, måske 1½, måske 1 time (hvis jeg er heldig,) inden min søn udfrier mig fra ”hullet,” jeg er landet i. Hjælper mig ud af selvhypnosen, fordi han skal tjekke om Olauf kat er inde og har det godt, liggende i sofaen ved siden af mig og ae hans motor i tomgang. Jeg tvinger mine hænder, klappe skærmen ned.

Biblioteket

Jeg sidder alle 3 dage ved siden af min tvilling, begge sidder vi med benene oppe, ude, under, i skrædder, nede, til siden, kun det ene. Hun er min udlevede tanke. Når jeg vil rejse mig for, at hente et lommetørklæde og ”låne” det overfor hos en, der ikke græder endnu og aflevere det til en der gør, gør hun det, min tvilling. Gør det som jeg ønsker, som det naturligste i verden. Hun tøver ikke, hun føler sig tydeligvis ikke forkert ved, at vise praktisk omsorg.

Hun tager det grønne blad fra ”lægens” glatte page efter endt gåtur, vi sikkert alle har set. Igen min tanke men med border collien ikke sluppet fri af brystselen endnu, er det kun tanken jeg når. Handlingen ud igennem min hånd forsinkes af; kan jeg det, er det for tæt på, må jeg …

Nænsomheden fra tvillingens hånd, stemmen; du har noget i dit hår, ønsker jeg er min. Hendes mund er som Michelle Pfeiffers, da hun smiler ved jeg, at jeg bliver nød til det.

Spørge. Efter vi har valgt hinanden til arbejdet i par. Arbejdet; svare på spørgsmål, der i mange andre forum ville sende sårbarheden på bambiben, ud i alle retninger, på isen. Spørge hende, som gik vi i 5 klasse; ja, nej ved ikke, sæt kryds. Spørge; skal vi udveksle telefonnumre, vi kan bare være snakke i telefon, veninder. Jeg ved hun skal flytte til Skagen og med en teenage veninde, der bor timer væk (på Sjælland) ved jeg, at jeg sikkert ikke vil se hende igen, hvis íkke her, der ude, oppe, i nissehuens kvast.

Dronningen holder fridag

Det sidste døgn fra fredag efter frokost til lørdagens, afrejsedagen, inviteres vi til, at være stille.

Jeg er forberedt på det, tænkt over, hvad det er jeg har brug for.

Jeg har brug for at være fri. Gøre det vi ikke er inviteret til, bryde regler.

Stadig i gården foran klostret, ikke startet på vores gåtur endnu, hæves vores stemmer hurtigt fra en mumlen til normal stemmeføring. Vi hverken kan eller har lyst til og styre os, til vi er langt nok væk fra klostret til, at det betyder noget. Min samvittighed brummer som en bjørn og rundet klosterets hjørne til villavejen ser jeg, mig over skulderen. Mit hjerte bliver tungt. Jeg stopper op.

Den Sidste går bag os; siger jeg til; Dronningen og hendes gentleman. Den Sidste tydeligvis i alenehedens stilhed. Vi er som dem jeg ikke ville være i folkeskolen, dem, som flygter fra hende, vi tror smitter, med sin upopularitet. Hun lader som ingenting og måske er hun ligeglad, 20 år ældre end mig, jeg håber det, hun følger i hvert fald ikke efter os, da vi brat tager en anden rute. Hun, den Sidste kom med den dramatiske oplysning; at hun håbede hendes søn ville genoptage forbindelsen med hende, kun 2 minutter efter for sent ankommet til kage-indtagelsen, 1 dag. Det var som et hårdt træk i i border colliens brystsele. En påmindelse om min pligt, om at være mor for min mor, derhjemme.

Jeg smider brystselen, efterlader den på fortovet foran kloster-gårdens brostens mønster.

Jeg vil ikke være hende, hende mine børn, ikke ønsker besøget af. Jeg vil være lyset som myggene sværmer for og som ikke dræber, når tæt på, som min fars myggesvitser på væggen i deres udestue. Jeg vil være en stemme, et par øjne, et væsen, en sjæl andre søger fordi de ikke kan lade være. Brug for mig, til de ikke har det mere, eller mindre.

Inde i ”byen” går vi med aftensolen i nakken, som stadig synes varm, da det ikke rigtig er aften endnu, fordi vi har spist tidligt, kl. 18. Vores maver er fulde af ost og aubergine. Jeg har lyst til.

Jeg har lyst til en drink; hører jeg mig selv sige, der i den trygge midte, med dronningen gående på den ene side og hendes gentleman på den anden. Ingen kan nå mig der, kun mig selv, den farligste af dem alle.

Vi taler om vi måske kan købe noget i en Netto og tage det med hjem på ”hotellet.” Men hvad gør vi af flasken, flaskerne bagefter?

Vi er som de teenagere, jeg aldrig har ladet mig selv være og jeg er som Dronningens fødder, der altid synes og svæve så naturligt under ”skørterne.”

Frie, småfnisende, som har vi allerede drukket flere genstande, finder vi på vej til campingpladsen op af en trappe. På toppen ligger en restaurant, den er fin, Har et selskab i det ene rum og ja, man kan godt kun købe en gin og tonic i det andet, restauranten.

På evalueringsskemaet Hjerteåbneren sender os dagen efter vi er kommet hjem, skriver jeg; at jeg gerne ville havde lært de andre mere at kende, hvilket var svært med alle morgenerne i stilhed.

Men jeg er skyldig i, at jeg satte mig sammen med Dronningen og hendes Gentleman, ved samme bord alle måltider. Vores 4-kløver oftest fuldendt med en af gentlemans hold deltagere, som af grunde vi først fik, at vide til sidst, holdt sig mest for sig selv.

Jeg er skyldig i, at jeg ikke flyttede mig rundt, som når jeg er på højskole. Jeg havde forfærdelig lyst til det og følte mig skyldig ved hvert måltid over ikke, at gøre det. Delt, i mellem nysgerrigheden jeg havde, for hvad de andre var for nogle og pligten der, som altid hev i mig. Den pæne kvinde ville gøre det, den uskrevne regel, men jeg tvang mig selv siddende, fordi jeg havde brug for at lære. Lære og være i ubehageligheden af, at nogle gange skal jeg vælge ikke, at være den pæne og ordentlige. Især ikke, når det kun er fordi mit gamle jeg forsøger, at fastholde mig i behovet for trygheden i det. ”Se,” at det i nogle situationer er skide ligegyldigt for alle andre om jeg er det eller ej, det er bare en ide i mit hoved. Så jeg blev siddende ved siden af dronningen over for hendes gentleman, ved siden er det 4 kløverblad. Lænede mig ind i deres udsendelse af; har I et problem med det kan jeg tage det også. At I stikker jer på at jeg stikker ud. Jeg er mig. Mig, ved siden af dig, der er det, dig.

Jeg skrev i evalueringsskemaet til hjerteåbneren, at jeg var taget til Maribo sammen med 2 af hendes fans og jeg forlod Maribo som det 3. 

Jeg kunne havde skrevet, at det tog mig en uge, at give slip på savnet af, at være en del af ”cirklen” under tagspærrerne. Selv den Sidste savnede jeg den mørke skygge af. For i hende var den 2 største læring.

Husk

Navneattesterne er kommet fra det uendelige univers. Og måske, måske fordi jeg i de sidste måneder har hørt lydbøger omhandlende 3 horrible hertuger også kaldet deres u-Nåder

Ladyer og gentlemen som er forventet at skulle indordne sig regler. Følge disse regler, bestemt af andre for ikke at blive frosset ud. De kan ikke indordne sig, ikke udelukkende, de lader være, er de brudte regler. De er både og. Sammen med Dronningen og hendes gentleman ved jeg, at jeg ikke behøver at være hende den pæne og ordentlige hele tiden, der er alligevel altid nogen, som provokeres af min indre ilders hurtighed, golden retrieverhvalpen eller border collien. Jeg længes efter, at være i en hel flok af hjerteåbnere, dronninger og gentlemen, der, som dem tør være dem alle; hjerterdame, med hans U-Nådes lejlighedsvise splint, den ansvarlige, kedelige, stille, hunden der bider hånden der slår, gør højt ved fejl og mangler, logre ved spænding, sover i efterdønningen af meditationens ro.

Knus fra kanalen, tunnelen, budbringeren.

Ps.

Jeg skrev til min tvilling.

Goldielocks (min datter); mor, nu skrev du ikke en stil, vel?

Jeg holder mit blik låst fast ud af forruden, efter at havde tvunget det væk fra manden liggende på fortovet på hjørnet til hospitalet. Der er styr på det, 2 kvinder er der med ham, den ene med mobilen trykket mod øret. Joooh…

Mor altså, det er der ingen der gider, du skal holde dig tilbage, ellers tror hun bare du er skør.

Jeg mærker en ælten med pizzaen og småkagen i min mave.

Jeg har ikke lyst til at holde mig tilbage, hvis hun ikke svare må jeg acceptere det. Det jeg ikke kan acceptere er, at jeg skal være en anden for, at noget måske skal blive. Jeg er så træt af at være ”pæn og ordentlig.” Holde alle dem jeg er tilbage, for min erfaring er, at når andre så er trygge ved den, de tror jeg er, så kan jeg ikke vise alt jeg er, det, selvom de gør det. Det lige meget.

Vi, okay mest mig, har lige inden; blikket låst fast ud af forruden, snakket om at, når kvinder er dem selv er vi for meget men, når mænd er dem selv, er de bare det, mænd.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Nostalgiens pust

Juni

En besked på Messenger

Der er 50-års jubilæum, kommer du?

Jeg vil gerne se hende, nogle af de andre, dem jeg gik i skole med, løb rundt efter en bold efter skoletid med, som jeg overnattede i fjerntliggende haller med for og spille med en krop for hver kamp mere hadende opvarmning på førstedagen og mere og mere øm fra morgenstunden den anden.

Jeg kunne ikke lide at være hjemmefra, for bomben mellem min forældre tikkede og tikkede, senere alene med min mor var bomben af et andet stof, tilfældigt udslyngede selvmordstrusler. Bagefter havde hun glemt dem, men de sad som kødkroge i mig, gjorde det de skulle. Når tiden udviskede dem hængte hun nye i mit sind.

Timerne i de andre piger og drenges selskab lærte mig noget om takling af følelser, hvordan de blev i omklædningsrummet under knagerækkerne i tasken, til du genert langsomt krængede det svedige tøj af for hurtigt og gå ind under bruseren. Det derhjemme, alt udenfor de høje vægge og stregernes farver på gulvet sat på pause. Mod, glæde, sorg, føle sig som en del af noget, nogen, nogle der ville mig uden forbehold, behøvede mig der, rundt om dem, drejende, i bøjede ben, parat til at hjælpe bolden over, baglæns, en overlevelsesmekanisme, som hundredvis af psykolog timer i form af behårede ben i korte shorts.

Jeg fik alligevel et spiseproblem, men havde jeg ikke mærket motionens endorfiners motivation havde jeg nok stadig rendt rundt i ex-large.

År senere brugte jeg det bevidst. Hvis det gjorde mig glad måtte det også glæde andre, min hunger for anerkendelse gjorde mig til en smittekilde. Min vare, energi.

Jeg har i årevis undgået dem. Receptionerne. Alt for små rum, med alt for mange mennesker, mennesker jeg ikke kan huske eller kan ikke navnet på, aldrig har kunnet eller har glemt. I smalltalkens overflade vrider hele min krop sig som en orm ned i regnvåd jord. Usikkerheden, bedøver tungen og jeg er igen hende, der ikke ved hvad hun skal sige, hvor skal stå eller hvem henvende sig til, hende der holder øje med flugtvejene rundt om maver, gabende munde over pølsebrød, melon og kage, stjerner i blikke hvor mine for længst er slukkede.

Ved opstilling en time senere til gruppe-billede i den store hal er jeg sikker på og blive afsløret.

Bag ved mig snakkes om dårlige knæ, jeg sætter mig i hug eller var det den anden vej rundt?

Siddende ser jeg op og tilbage, ingen er kommet med ned, jeg rejser mig op.

Følelsen af uindbudt at havde trængt mig på til en andens fest fylder mig ud og jeg tager trappen op bag en gammel veninde, da hun går.

Marts

Mens jeg holder døren til opgangen, så min mor kan trille ind fra blæsten bliver mit blik fanget af en seddel på opslagstavlen.

Opsigelse af tv-pakke fra YouSee.

Rund over skulderbladene i guldjakken kører hun rollatoren i garagen, under trappen, side om side med de andre køretøjer. Min mors er let at genkende, den er den eneste med skrald i nettet.

Jeg læser opslaget som; hvis du ikke vil have noget andet, end det du plejer, skal du sende en mail til …

Det tager jeg mig af, mor. Hun misser med sit ene øje, nikker og begynder opstigningen af de 7 trin, mor … hold nu pause på 6 trin.

Senere på vegne af … Send.

Guden, Shri Ganesha er gud for visdom, intelligens, uddannelse, held og skæbne, for porte, døre, husstanden og skriften. Da han fjerner hindringer, er det mest smart, at påkalde ham før arbejdet begynder med formel, der staves som prøver jeg at sige mine navne bagfra med en gigantisk karamel i munden. Det anbefales også, at spise elefanten forfra og fortsætte med halen.

Juni

Mit blik er fastholdt som af usynlige kæder til skærmen, men ende suget ned mod stropperne, der holder hynden oppe. Fredag eftermiddag lukker sig omkring mig, nu lige så slukket som gnisterne føg fra energien oparbejdet i Måløvhalens foyer (grundet bord og stemmebokse opsætning) kl. 11, omkring de få fremmødtes hoveder, 4 timer før.

Mor, står der på skærmen, min pegefingerspids trækker til højre.

Du bliver nød til at komme. Tonen, lige før og helt sikkert ikke kun næsten, kommanderende.

Min hjerne; er hun faldet, mangler hun chokoladesmåkager, hendes nøgle stram så hun står udenfor hoveddøren, hun kan ikke komme op af sine 7 trin. Det 7.

Tre dage før tirsdag, et opkald med samme åbning, lyd og tone; hjemmehjælpen kunne ikke få støvsugerens ledning ud, gulvet blev dog aftalt vasket alligevel.

Mig; jamen hvornår kommer hun igen? Vidste det godt, skulle lige tjekke.

Om 14 dage.

Mor, vi ses på søndag (5 dage senere,) der ser vi på det før vi tager dig med ned og stemme.

En time efter trykket luk på mobilen, spørger jeg unge mand om han vil gå over og se om han kan tæmme udyret på den anden side af skinnerne. To timer senere får jeg besked fra ung mand

Støvsuger er fikset.

Ah.. puh dejligt, at ny tilvejebringelse af denne gang helt almindelig larmende støvsuger er af vægret, mand havde ellers tilbudt og påsætte en forlængerledning til den nu daværende forkrøblede støvsuger. Fortællingen om larmen fra fjernsynet og hende sovende i stolen tre skridt fra, hver anden gang jeg låser mig ind får ham over en opvask til at spørge; hvorfor købte du en “lydløs” støvsuger til hende sidste gang?

Hun synes de larmer … Min mor har sin egen logik, jeg så i sync med min egen, at jeg har navngivet den; Lisserlogik. Mand kalder sin rationel.

Fredag eftermiddag, stadig dybere mås aftryk i de uldbeklædte hynder.

Der er noget galt med mit fjernsyn.

Egentlig glad for, at hun får mit blik fravristet skærmens paralysering, tænk scenen i Junglebogen hvor slangen Kaa prøver og hypnotisere Movgli i søvn, så han kan æde ham, kommer ud af min mund:

Jeg kommer over, er der om et kvarter.

Nåh, nåh, nu må du ikke forhaste dig.

Jeg er ikke glad for procedure, knapper og ordet indstillinger vil jeg helst ikke blande med min tålmodighed. Der er gået over 4 måneder siden hendes blodprop, fald og ligge alene på gulvet i 4 dage, ude i fremtiden ligger stadig 3 weekend, jeg kan springe et weekend besøg over. Stående i hendes stue kan jeg mærke det mangle; engagementet, lysten til at være til rådighed, et opkald, ordre væk og jeg kan ikke få de skide kanaler frem, bjælken der arbejder på og finde rykker sig fremad, men vender så tilbage til; ingen kanaler fundet achhh. Jeg er flad, lavere end dværghøjde, luften, energien jeg blev fyldt af på vej over fiser ud som daggammel ilt i en TIVOLI ballon, som en hund er det kun mig, der hører dens skingre piven.

Unge mand prøver timer senere. Mig? Jeg sidder igen slidende hynden og ser ud af stuevinduet i retning af æbletræets krone. Gad vide hvad det koster at købe, få installeret og afhændet gammelt fjernsyn, i går?

Sukker, ved jeg bliver nød til det, få mand over.

Lørdag, dagen efter med receptionen kl. 11:30.

Kl. 10:50 står vi i hendes opgang, jubilæet er på min gamle skole kun 10 minutter væk.

På vej op af trappen mod hendes hoveddør er der blevet stille bag mig, over skulderen kan jeg se mand ikke er fulgt med, men stoppet op ved opslagstavlen.

Opsigelse af tv-pakke fra YouSee.

Nu begynder huskelegen.

Han begynder med indskydende og forhåbentlig pære-tændende spørgsmål.

Med hans mere og mere rynkede bryn og irriterede tone tvinger jeg min hjerne, (tænk hinkende, opad bakke, baglæns i siksak,) 3 måneder tilbage. Pæren glimter og tænder så, ikke halogen max 60 watt.

Oppe i lejligheden bruger han 2 minutter før han konkluderer han heller ikke kan finde nogle kanaler, for derefter at sige:

Jeg tror du har afmeldt hende.

De snakker hen over mig mens jeg uden briller, (er nu oppe på at tage dem med hver anden gang jeg går ud jaih,) tvinger mit blik snøret ind til et knappenåls hoved med hvinende hjernevindinger. Scroller, scroller, scroller på mobilens lille skærm for og finde mailen med, “på vegne af min mor,” så jeg kan skrive det hele den anden vej. Henover mit hoved, drejer deres samtale rundt og rundt, samme afsæt samme afslutning, som filmen; Groundhog day.

Hvori et røvhul (spillet af Bill Murray,) sidder fast i samme dag, indtil ydmyghed og respekt er en del af ham, som hans negle, hud og appetit.

Når jeg ind imellem høfligt ser op på dem skal jeg igen og igen, højere og højere vedkende mig min skyld af hendes sandsynligvis kappede livline.

Jeg dykker ned i nu anden skrift, til jeg knurrende indser, at det mobilnummer jeg sidder og formulerer mig til er hendes, jeg kan jo for fanden ikke engang genkende det. Deres stemmer fylder mit hoved, skylden over rodet jeg højst sandsynlig er skyld i, deres blikke som hele tiden søger mit for deltagende hm eller det er ikke dig mor, det er mig, der ….

Som dengang jeg gravid skulle fungere som støttepædagog for en dreng i en børnehave, i en undervisnings ledig periode, eksploderer jeg:

Jeg kan jo ikke tænke når i…

Jeg rejser mig og går ind i hendes soveværelse, ønskende jeg skulle lige hjem så jeg kunne sende endnu en mail til Mads (hans opslag), den tredje eller endnu bedre, at det var mandag så hendes bolig kontor og YouSee var åbent for opkald. Ulideligheden i, at skulle vente to dage med den indre hammer løftet over mig med mit hoved, sømmet, allerede halvvejs nede i de blottede gulvbrædder. Jeg ser på uret, rejser mig og går ind i stuen, rolig udenpå. Meget højt, stående helt tæt på hende; vi ses i morgen, kysser hende, mor, jeg skal nok tage mig af det.

Gående i parkens grus omringet af højtspringende springvand og alt det grønne, passere konsekvensen blidt halsen, lungerne, for at lande i min mave som en sten. Skammen, i mig, er som en plastik poses endeligt på havets bund, næsten umuligt at opløse. Jeg er blevet indhentet af en af mine impulsive handlinger, jeg kan ikke lide det. Perfektionistaen, et sprødt stykke A4-ark, krøller sig larmende sammen, mit hjerte flyttet midlertidigt væk fra ribbenenes beskyttende stænger.

Mand:

Jeg venter altid lidt, vender og drejer med mistillid til mine egne tanker.

Det jo netop det, jeg ikke et sekund overvejede det kunne få så endegyldigt et udfald. Træt af og skulle spørge ham om hjælp, gør jeg det nu så lidt jeg kan, vil selv alt, det meste, okay noget, ikke købe gulerødder, købe dagligvare ind, for jeg keder mig, når jeg ikke “må” købe sjove ting. Så virkelig pensions opsparende, at lade ham.

Jeg lægger mit hoved kort mod hans skulder, fletter fingrene mellem hans, vi kysser og mellem fløjlsbløde blade kan jeg se hallens hjørne.

Måske tænker du; det er da ikke noget, men hvornår har du sidst gjort noget for en anden og det gik galt?

Mor (min); jeg er afhængig af fjernsynet.

Vi er alle afhænge, forestil dig ingen skærm, hvilken som helst.

Efter bord og service aftørring ser ung mand og jeg mange aftener serien; Game of thrones. Færdige ca. kl. 21:15 har jeg et lille vindue (tænk glasfibertråd.) Tager jeg computeren med over på mine lår kan jeg ikke slukke før ca. kl. 21:45, hvor jeg stadig tænker; nu børster jeg tænderne og så læser jeg. De fleste aftener åbner jeg ikke engang brilletuiet eller også løfter jeg hovedet med et sæt, stiftstirrende 4 sider længere inde. Så tricket er altså slet ikke at nuppe computeren, men så griber min hånd efter mobilen, skal jo lige tjekke om jeg har husket og sætte uret til i morgen, fået en besked. Ach…gr…

Jeg blinker, øjnene møder de sprudlende farver fra den korte mad video på instagram, eller ung kvinde i sports-bh og korte tights der klæber til hendes lange lår, stående på en solbeskinnet terrasse i en yogastilling, jeg må huske ikke gider og kunne, eller netop …

Lægger mobilen fra mig som brændt, min læsekvote inden aflevering igen øget sider pr. dag, irriteret på mig selv fordi det sidste jeg inden afbrudt søvn har brug for er, at lamme mit system med flere indtryk for dopaminen, det udløser i min hjerne.

Overspringshandlingen bliver valget jeg tog.

Jeg vil gøre ting rigtigt (for ikke at gøre noget forkert,) være rigtig (ikke støde nogen, væk) og er meget lidt favnende over for den side af mig selv jeg ikke kan lide, og langtfra altid kan styre.

Receptionen

Vi vinker og jeg går mod hallen, ned af den høje trappe med de flade trin, hvor min cykel jeg havde købt for pengene, fået til konfirmationen af min mormor (det år hun døde af hvilken årsag hun desværre ikke kunne komme,) lå smadret, kastet fra toppen ned få meter fra døren, da jeg kom ud fra træning. Den var lyseblå.

De fremmødte; unge spillere, frivillige, forældre og dem der bare gerne vil føle nostalgiens pust, er alle klemt inde i det lille klublokale. Efter et kig ind i den tomme hal, får jeg øje på besked skriveren og bevæger mig længere ind, ind mellem bjerge af kroppe, (de fleste går jeg til brystet, borgmesteren til navlen) indeni lille som udenpå. Pokaler, (ikke volley) over grå hårtoppe i vindueskarmen, trækkene, der dikker til min hukommelses Usb-stik og pæren lyser op i en retning fesent, en anden skarpt. Jeg ønsker mig billeder fra dengang, så min hukommelse kan sætte navne på.

En gammel træner (fire år ældre end mine dengang 16) kommer ind. Ham, der strøg min kind (resten af mig i soveposen,) efter de seje piger havde været låst inde af drengene i et ukendt klasseværelses opmagasineringsrum. Efter vi havde stået på rad og række og børstet tænder, spyttende i den lange vask med sine farveklatter under de natmørke vinduer. Det er hans kone jeg genkender, hun kunne lave et; jeg flytter mig lige væk (håber en anden tager den) eller av for… smash. Kunne jeg styre min modtagning, så en anden kunne sende den over og helst indenfor baglinjen, var det absolut det blå mærke værd.

Kan aldrig fortælle ham den berøring fik mig til, at føle mig ønsket, hvor ofte jeg trak på mindet, når jeg ønskede at holde noget fint frem. Presse det ind imellem min mors “kroge” og min fars:

Hvor du dog ligner din mor…

Som i hver anden weekendbesøgene kom på klokke slet efterfulgt af;

Hvor er jeg er glad for ikke, at være sammen med hende mere… sagt højt og tydeligt, så selv den p-pille spisende hunkat kunne høre det. Aldrig blev budt ind, men rester spisende jeg ville havde sovet alle ugens dage ude i høet for… måske bare på første salen med de skrå vægge som værdien af, var noget opreklameret fi… Ude foran på marken stod fårene, ligeglade med deres hjemmeklip, men ikke med den dinglende spand i min fars hånd, når han indtog pladsen som førerfår. Mod himlen, det ny stråtækte tag, under, de hvidkalkede mure afbrudt af sorte bjælker. Opad muren de obligatoriske rosenbuske, på jorden i mønster store fliser omkranset af brosten og så perlegruset, det første og sidste blik ind på nummer 8 hvis du ikke tog alléen med.

Mandag to dage senere, min mor nu minimum på fjerde døgn uden fjernsyn.

Ringede til boligkontoret.

Det har ikke noget med os at gøre du skal kontakte YouSee. Hvilket han slet ikke behøvede at sige. Til mig. For jeg var med på en lytter da han tog telefonen og overhørte en ældre kvinde i baggrunden fortæller om fuldstændig samme problem. Måske andre havde misforstået opslaget i opgangen.

YouSee

Kan man overhovedet ringe til dem? Jo der er det. Alligevel. Ringer, en robotstemme giver mig muligheder og beder mig formulere min udfordring. Efter 3 forsøg hvor hun ikke forstår min formulering lægger jeg den ned. Muligheden.

Orv der er en chat mulighed, okay det har jeg faktisk prøvet før og det skrevne er mere mig, forventer dog ikke menneske men maskine selvom den præsenterer sig som Ulrik… Over den næste time, hvor jeg glemmer, at jeg faktisk venter på svar tre gange eller det jo ikke rigtigt (kun første gang da jeg kropskeder mig sådan,) skriver jeg så sammen med min nye ven. I mine “mellemrum” tager han sig af en anden kunde, fair nok.

Til sidst. Hun kan godt få hjælp med det samme men så skal jeg købe en anden ordning og da hun ikke er hverken villig eller nysgerrig på, at lære noget nyt, orker jeg ikke tage stilling til den variant, vil jo også bare have hende under boligforeningens “pakke.” Kan noget andet overhovedet lade sig gøre, når hun hverken har iPad, computer, hendes fjernsyn gammelt og har de ikke kappet kontakten til det højere nord, antennen? Hendes antennestik ser heller ikke godt ud.

Ugen efter (endnu et alarmopkald,) ser hun stadig ikke dvd-film som unge mand ellers har sørget for.

Der er ikke lyd på klager hun, da jeg står i hende stue igen.

Jeg sætter dvd`en i og der er lyd. For mig, ikke for hende, hendes; jeg sagde det jo blik, får mig til og gribe ud efter fjern betjeningen, dvd afspillerens volumen går kun til ca. 25, hun har brug for minimum 40. Jeg skruer op på fjernsynets fjernbetjening og den ryger villigt op til 40. Næste stop; menuen. Enten er hun uden erfaring, rusten eller også har blodproppen hvisket pil op, ned eller til siden, ud. Jeg slukker alt, giver hende “magten” og beder hende om at gøre det. Før, i mens og inden jeg går;

Nej, mor du har ikke gjort noget forkert, det er MMMMIIIGGGG.

Fu… og jeg skal også huske den ski… hudlæge, hun sagde det var den ved gamle Herlev biograf, fedt så må jeg vel ringe og spørge om hun har min mor som klient… eller har du en bedre ide, hvis hun ikke vil ud med den oplysning?

Har skrevet til unge Mads, (mand fandt ham på hjemmesiden,) frivillig i boligforeningens bestyrelse, Mads, forfatter til opslaget i opgangen, burde virkelig skrive til ham, at ved næste opslag skal han skrive i overskriften.

Ved tilfælde af akut spontanitets beslutningstagen, spørg en voksen.

Undskyld Mads, skrev det to gange, lidt for ung til jeg ville flirte for hurtigere aktion.

Senere. Han tog telefonen lige med det samme, taaaak.

Uden at presse mobilen mod mit øre, kunne jeg høre hans suk.

Han

sagde

der kunne gå

måneder. Det har jeg til min mor “kaldt” et stykke tid.

Måneder?

Inden hun blev fjernsynsseer igen.

Det skal siges at hun tager det pænt, ikke er sur, men hun tror selvfølgelig også 90 % af tiden det er hendes egen skyld… Jeg skylder en øl i lufthavnen eller jeg tror det bliver leveret express fra La Glace.

Knus fra

Din

For altid nu med seddel i hjernebarken sat fast med hæfteklammer på kradset, det er menneskeligt at fejle, menneskeligt at bede om hjælp, og helt ærligt skat du ville så meget kropskede dig hvis du var en kat. Overvejede det en kort overgang, men al den hår i munden, fiskeånde og selv-udgravningen til udpresninger ned… Pas.

Efterskrift.

Den fjernsynsnødstedte ringer, hun har nu været “uden” i 12 dage, uvidende om at nu skal vi fouragere til hvis strømsvigt og vandmangel. Mand er på den. Hvis det utænkelige skulle ske, invitere jeg skønne datter, Goldielocks, der helt sikkert heller ikke er gået op i det, hjem så hun kan drikke halvdelen af min portion. Så må mand brokke sig, men jeg vil dele og holde, holdes af varm pandekage.

Jeg lover min mor, at rykke Mads. Skriver til hans indsigt om egen afhængighed.

Kan det gå hurtigere, hvis jeg betaler for det?

Tilbage får jeg.

I har to muligheder. Skal jeg gå med nummer 2?

1. vent 10 dage mere og det er gratis. Hvad med de 10 dage der er gået?

2. vent 2 dage (ekspres) og det koster 995 kr.

Dagen efter, onsdag,13 dage … siden jeg bad Mads kontakte YouSee første gang, ringer han op.

Kør, bare kør, Mads.

Den dutter. I mit øre.

Mor, du skulle have fjernsyn igen om 2 dage (fredag.) Hun bliver glad.

For dævlen hun er sej, 15, 15 dage uden en skærm, ikke egen, naboens, biografens, min, din, ingen, ingen.

Søndag, 17 dage 🤯🤨🤔💩💩💩😤😡🤬👿

Du må kalde mig, Mads, men det er der, da ikke noget ekspres over…

Skal jeg så rykke igen, være besværlig og stævne YouSee for ældre ignorering på kanten af sjofel til depressions lignende tilstande?

Pu, har bedt hende ringe op når det kommer …. For det kommer i morgen mandag, det har jeg bestemt og sagt til hende; livet, vennerne, verden, farverne og lyden.

17 dage skærm detox, jeg ved ikke om jeg kunne, men skrue ned vil jeg.

Kunne du?

Andet afsnit

Hvor i hun bliver Gøg til min Gokke eller er det omvendt?

Mandag får jeg kl. 16 endelig ringet hende op, 1 ½ time før jeg kører til dagens 3 og sidste hold.

Jeg kan høre du stadig ikke har fjernsyn.

Hun; hvad, stilhed.

Du har stadig ikke fået fjernsyn?

Hun; hvad … nej og det kan ikke være rigtigt, jeg har siddet og holdt øje med om der kom nogen.

Mig; nogen? Mor, jeg tror helt ærligt i … (lader den falde, lydløst.)

Mig; jeg skal nok rykke Mads. Mine bryn meget sammentrukne nu. Vi ses om 2 dage, onsdag, der tager jeg dig med til øjenlægen, mor.

Mens jeg råber farvel, siger mand noget i et andet rum. Jeg går efter ordene og med halsen strakt om et hjørne, ser jeg hans ende op ad hoveddøren, hænderne i gang med snørebåndet. Han retter sig op og griber efter jakken.

Han; sidst du var derovre slukkede du så for dvd`en, så det var fjernsyn hun så, når hun greb efter fjernbetjeningen?

Der er helt slukket, jeg rynker brynene, spoler, spoler, tilbage over weekenden til hvornår var det nu jeg var der og hvad havde vi, jeg, gang i?

💩🤨😣😳. I en 90 graders drejning er jeg på vej ind mod mobilen igen.

Mor, du skal slå den over på fjernsynet, stilhed, stilhed, ingen raslen, stilhed …

Endelig; hvad mener du?

Mand; skal jeg gå forbi?

Gider ikke engang bide eller pille i en neglerod. Siger bare højt og tydeligt:

Ja.

7 minutter efter til kontakt i mobil navngivet: ægtemand.

Skriv til mig så jeg ved om jeg skal rykke.

10 minutter efter kan jeg se han ringer.

Nu har hun 140 kanaler.

Han var ved forsigtigt udspurgt, sød og sige, at selvom dvd-afspilleren havde været slukket, havde fjernsynet ved første åbningsbillede ikke afsløret, der var hul igennem til “ovenlyset.” Den første vej han “gik” gav ikke noget, men nu er han ret stædig så …

Over middagsbordet

Har ingen skrevet, at nu var hun på?

Spoler, tygger, stikker gaffel i tre efter hinanden følgende spiselige genstande, fylder kinder, spoler, tygger, ryster på hovedet, bliver siddende selv om tvivlen, nipper lidt som fisk på hårde hæle i baljen, hurtigt mistænksom over for min egen ellers maniske tjekken af indbakke og lyst til at rejse mig for, at gøre det igen.

Synker.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Op i røven

Knuget.

Knuden,

stramt

bundet uden løse ender.

Migræne.

Halve timer nålepude holdende vejret i

blide november to, en.

Gardinets blafren, på briksen

buldret i mit indre.

Jeg vil gå, jeg vil blive, men han, men jeg.

Travlt holdende fast i pinslen, pinlighedernes lillesøster.

Fastfrosset i forestillingen om hvad andre menneskers forestilling var om en god datter, et godt menneske.

I vejrtrækningens dyb; bekymringen ståsted,

maveknebs drejende dolk.

Var der nogle som ville sende mig hjem?

Tilbage til begyndelsens uforståeligheder.

Året 2021, et midsommerligt nytårsfortsæt af sammentrukne tanketråde.

Kun det du tager på dig lige nu, i dette unikke øjeblik vil lykkedes på sigt, et fortsæt iført hat på sned og bordbombe i dessertens rester er som en glitrende sæbeboble i regnbuens farver, fyldt med luft, schssshhh….

På trods af tilbundsgående research over år (24/7 reflektionsarbejde,) kunne jeg stadig ikke fralægge mig skammens velkendte, indre stemme. Så grundpælene glimtvis under levet livs bølgeskvulp, men hvordan går man fra udelukkende ord til ditto handling? Hvor var trædestenen, med start indgraveret, hvor mine fødder ikke ville blive våde?

Sommer, 2021, skal bruges på begyndelsen til; at hele gamle sår ordentligt, tage magten tilbage i alle henseender jeg har givet den bort. En af gangen. Handle hvor jeg har afventet. Hvad? Tilladelse! Ventet på at følelsen af, at være 100 % parat, forberedt nok til de dybeste hulninger i mine tænder, kom. Ville give mig sparket langt ud over overspringshandlingernes fuldemands zig zag, til jeg som en irsk sætter ikke ville forlade sporet, når fundet, før anden fløj op mellem træerne. I stedet kom. Erkendelsen. Følelsen vil aldrig komme.

Bare tre-fem dybe vejrtrækninger og du er landet. I dig.

Jeg vil trække vejret til jeg hiksende mærker bukselinningen klemme og som
kan få mine øjne til at svede, fra Sofie Linde`s bog “Fårking
gravid.”

Ilten skal få lov og blive doven i mit indres stilhed for med lyd blive sendt ud, udenfor også i undervisningen. Svært med mikrofonen kyssende ens læber. Mavekneb; farvel, tak for nu, denne gang, jeg har planlagt en rejse hvor der ingen plads er i kufferten.

Vil. Føle følelser, uden, at puffe dem ned, ud, væk, med enden i vejret og hovedet mellem strakte arme.

Der sker ikke noget.

Plan: Ringe til dragen inden for længe, lade klovnedragten forblive på bøjlen.

Nutid: Hun ringer hurtigt af. Lader hende.

Til søm og skruer, den omvandrende spand af skam der, (fordi han årevis var dragen utro,) som en anden forhørsleder altid skal spytte spørgsmål, i kaskader, i hovedet på mig (og de andre tre hvis i nærheden) til han, når mine følelsers skattekiste, næret af de søde chokolade mønter på bunden af min sjæl, han er. Lige så længe han har prøvet og nå den altid krakelerede overflade, har jeg prøvet at lukke låget i over hans uempatiske fingres skraben.

Nutid: Jeg lader ham, har nemlig pudset fladen fint op, installeret en bund over bunden. En bund bestående af selvværd og accept.

Plan: Ikke være urolig for at sige til rødnæsen, når der er noget jeg ikke kan lide, tage til mig, at jeg virkelig altid er både/og, enten/eller. Behøver derfor ikke tage overordentlig meget hensyn, for at undgå rynkede bryn. Det er ok ikke at vide, synes noget andet, som regel er begges meninger latterligt ligegyldige alligevel.

Op i røven

80-årige svigerfar

Nutid: Selv når man lever et “nemt” liv, (den sorte sky opløste sig i januar og min hukommelse er nu næsten normal efter et halvt år i overhalingsbanen,) bliver små ting forstørret op i det uendelige alligevel. Vi kan, skal ikke overhensynstage os igennem vores 50`ere, 60`ere …. Nu er tiden for pyt, fuck, lad det være, lad dem, slut, fucking slut, og ja, op i røven. Jeg lader ubehagelighederne lande, vi bliver ikke skilt, ingen råb, respekt for hver vores vej.

Plan: Opføre mig som en, der gider gøre sig ulejligheden det er, at formulere sætninger andre bliver nød til at lukke munden for og høre, lige meget om de har lyst til det eller ej. Det omvendte er jo naturligt.

Sige højt hvad jeg tænker og ikke kun hvisle det indeni. For der er ikke mange slangehviskere derude…

Ikke dukke mig selv over at jeg undgår nyheders dunder. Kan ikke være en mund med evige mundvige opad og smilerynker til alle (s) verdenshjørner, hvis øjne lige scrollet; mangel, nød, misbrug, vold. Fantasien, ord vekslet i nærhed er rigeligt. Tænker (prøver) ikke mere; når jeg tjener så meget så … Gør det; giver væk, penge, tid, ting, mig. 

Var det økologisk kød du købte i går?

Nej

Ordsalat

Plan: Jeg vil ikke støtte ham i, at han ikke støtter mig, når jeg vil støtte landbrugets økologiske dyrebrug i håbet om, at dyrene har et lidt mere humant liv end det, de færreste får. Han tror på støtten af madspild, og det og økologisk ligger sjældent side om side i kølemontren. Bliver nød til at skrive ikke Ø på de pakker, hvis jeg når se det inden han ompakker dem. Jeg tror, han tror, jeg vil glide af som jeg har gjort ved
andre tiltag han ikke har delt og vende min nye religion ryggen. Står i stanken
af rå kød/lige til datoen efter jeg dagen igennem har slået mentale flik, flak for hvad vil jeg selv spise? Noget, der giver mig prutter i måltidernes efterslæb og som ikke producere dem i kubikmeter selv.

Nutid: Gad jo ikke pakke det kød selv. Og Ø?

Orker det ikke. Såh lige nu spiser vi ofte kylling i gryde, ikke til unge mands begejstring, burger en gang i mellem, plus retter vi kan være fælles om. Svært ikke at sætte de samme 10 retter på bordet. Erfaring; ingen gider til sidst spise det.

Plan:
Vil ikke mere skælde mig selv ud for, at at jeg må havde gjort unge mand kræsen
med mine buffeter. For om det er tilfældet eller ej, så er han sin egen
integritet. Løsning; arbejde en gang ugentligt i aftentimerne. Alle sørger for sig
selv, kokken har fri.

2021. Lurer (YouTube,) en lille, 28-årig kvindes fråderi (må vise ID ved køb af alkoholske drikke,) når hun over en dag spiser sig igennem amerikanske, forlystelsesparkers menukort. Alt er stort, kvalmende, sukret, fedt. Lækkert. Om morgen; kvik, hurtig i bevægelserne, overskudsagtig flirtende kamera “manden.” Ud på eftermiddagen; et😣børnehavebarn, rødmosset af solen, skinnende i hele hovedet af parkens indtagelser.

Hvorfor ser jeg det?

Jeg har været der men mit ædeflip var ikke en hyldest, eller jo men så til indres Negativa`s frustration over dem, der, ikke forstod el prøvede på det. Som en eksryger snuser jeg i smug.

Jeg spiser “med” hende og slukker, mæt af farver, lydene og “smagen,” lettet over det ikke er min krop som vil blive en rugende forknyttet teenager, der føles højgravid med trillinger, hvor snørebåndene synes at sidde på stylteben, når jeg bøjer mig ned.

Jeg stødte på en kvinde i går som jeg ikke havde set længe, større end jeg nogensinde havde set hende, eminent til at stille mig spørgsmål, men med en ked af det hed i blikket, som gjorde det svært ikke, at holde hende. længe. Lidt akavet for begge da jeg kun går hende til navlen. Det handler ikke om at være slank, som sådan, det handler om det sørgelige i, at hun kun er 50 år og knap kan gå 5 km p.g.a. et dårligt knæ. Hvis de havde en hjerne og kunne vælge ville det så være, at bære 10-20-30 ekstra kg på hver, dagene igennem, fra hun læner sig ud over sengekanten i morgenstunden, til hun lader sig synke tilbage i dynen om aftenen igen. Hvor ville jeg gerne tjene penge på at tabe mig for andre.

Jeg føler skyld, der ved siden af hende, som når jeg kan høre frustrationen i Goldielooks` stemmes suk, når hun tæller kalorier.

“Jeg vil jo ikke være så tynd som dig.”

et blik der scanner

“Jamen, det behøver du heller ikke,” min stemme undskyldende, som er den måde jeg har valgt at se ud det forkerte. Min petitstørrelse, åbenlyst et regime de fleste vil snuble i. Det har påvirket mig meget, når jeg enten før eller efter endt undervisning har skulle lægge hjerte til, at andre kalder mig tynd. En lussing jeg ikke ser komme for den er ude af kontekst, en jantelovs udløber; jeg skal ikke tro jeg er noget på grund af opmærksomheden jeg lige har fået. Der. I midten. På gulvet. Udførende mit arbejde.

Plan: ikke mere; være skuffe for andres ufølsomme og arrogante spidende stålklinger, eller ønskerne om jeg havde sagt, handlet anderledes.

Plan: hvis det kan gøre dem godt tilpas ok, for lige meget om jeg fortæller dem, at jeg havde 4 hold i går, så står der for evigt tynd på deres hjernebark. Jeg kigger helst i fra gulv til loft størrelse spejle (ved jo aldrig hvad man render rundt med af sekret affald). Hvilket mange mennesker åbenbart ikke gør, for hvorfor skulle de ellers kommentere mit tiltagende grå hår så meget. 

Gør det.

Åben et hvilket som helst familiealbum fra 1970`erne og du vil se, at alle dengang var meget slanke, godt nok for de flestes vedkommende over 13 år, hjulpet på vej af cigaretpakkernes kemiske holden forbrændingen oppe. Da jeg var barn var jeg en time om at drikke min sodavand, der kunne jo gå ½ år før jeg fik en igen. Min fætter og kusine deres i løbet af ingen tid, men de fik dem også hele tiden, det var ikke særligt. De var de eneste overvægtige jeg kendte og søm og skruer fik næsten panikangst efter samvær med dem, for ville de “smitte” os? Mig?

Jeg kan ikke sige det nok

Alt det du IKKE spiser, ER det hele VÆRD gange jordens runde mave i kilometer.

I dag. Besøger unge mand sine bedsteforældre får han måske 3-4 sodavand + hele slikskålen hvis han vil (på få timer), uden andre end mig ønsker han vil stoppe. Da mine kusiner som børn i 70`erne fik slik om fredagen delte de (to børn, 2 voksne) èn slikpose 4 mennesker. Nu er poserne større og man spiser det hele selv. Når jeg fortæller jeg får kage og kød en gang (maks to) om ugen hører andre mennesker det som aldrig, for dem er det, det samme.  

For øvrigt er det og kommentere andres tiltagende masseproduktion af grå hår som hvis jeg sagde;

Når du har nok lige fået en ekstra rynke lige der, hva? (Peger og rør med pegefingeren ved øjenkrogen.)

Det er tidens tand og alle der tør favne det, burde tiljubles (i det mindste få lov at gro dem i fred.) Respekt for dem, der orker at farvelade sig ud af det, men jeg gider ikke skulle rense det af om aftenen hvor det at tisse, tørre ansigtet over med vand og børste tænder er lige tilpas til mig. Desuden har jeg prøvet at vippe de 21 vippehår den rigtige vej, men så har jeg kun skide 16, når jeg er færdig.

Men jo, jeg ser lidt mindre mig selv i spejlet, når vinterens mangel på solstråler får mine poser under øjnene farvet i en evig dunkel. En kærlig hilsen fra søm og skruers genmasse ligesom monobrynene var fra dragens. Det er sådan det er.

Har da overvejet at få fjernet mine “tusser.” Men de blå streger på især bagsiden af mine ben, (kropsligt tour de France) er jo beviset på, at da især unge mand indtog mit indre i et langstrakt vokseværk sad jeg meget på min røv og smurte Måløvborgeres børn ind i solcreme, ødelagde faktisk et par elsket bukser. Havde ikke som Goldielocks regnet ud, at når man arbejder i en børnehave er det ens egen børneflok gange ti i beskidte hænder. 2 dejlige drenge vil altid blive husket, for deres fælles navn er unge mands i dag.

Jeg havde lovet mig selv ikke at brokke mig mere over hedeturenes speedway på alle tidspunkter af dagen, følelsespåvirket og ikke, hvor jeg er dåsen dinglende i snoren bag kofangeren. Men hvor er de når jeg fryser i kolde haller?

Ønske; opfinde en overgangsalder app til glæde for verdens kvinder og deres mænd. Sænke skilsmisse kvoten sgu.

Den skal indeholde:

Nyopstået Migræne?

Okay, så er du heldig, de vil gå væk igen. Fjern pligtens martyrium, så vil dine ja blive til nej og nej til tiltrængte ja. og pst… Læg dig så for helvede eftermiddage sammen krummet på sofaens krasende uld med næsen mod kattens velslikkede, tomme boller og synk hen hvor hans ånde ikke når dig. 

Hvor mange hedeture har du brug for i træk?

Hvilken lokation skal de indfinde sig på?

Klokken?

Skal din datter bruge 2, når hun har glemt halstørklædet til den 10 minutters laannggee cykeltur hjem kl. 21:35 søndag aften i februar?

Du mobilpay`er hende en heatwave. Gider heller ikke mere føle skyld over, at være for træt til og vente i Hviden, i10, (ET), efter hun har krammet alle i loop. Vende i en kantsten (bump), til kantsten (bump), 3-punkts vending, idet hun krydser villavejen, efter hun har drysset små kys mellem genbrugskattens ører (sidste flåts pelsløse opholdelsessted). 

Jeg vil gerne gemme nattens klamme mellemrum mellem mine luffer (okay bryster så,) til når jeg alligeveller sveder på arbejdet, selvom følelsen af sved på sved er mærkelig.

Kunne skubbe ugens til næste. Eller sommerens til vinter. Gå fra 2 til 3 i timen.

Hele dagens overstået på en time, jeg selv bestemmer tidspunktet på. Kan så gå rundt i bikini i januar. Skal så nok huske at tage persiennerne ned, for ikke og risikere anmærkninger fra vejens facebook gruppe.

Bestemme hvor sveden kommer ud, da der ikke mere er hårtørrere ude på skolerne til, når trussen føles som nedsunken i vand. Skulle så også stå på hovedet da de ikke var umiddelbart flytbare medmindre, du var en utilfreds teenagedreng. 

Kun svede på læggene, for hvem har hørt; “ej hvor mine lægge stinker?” Eneste ulempe; meget svært at tjekke, før 1½ times yoga.

Eller hvad med ankelleddene? Så kunne jeg som de 20-årige gå rundt i vinterkulden, i sokletter, uden at få tørre ankler i vinden.

Går dit månedlige ønske om at ville skilles til, hver anden dag?

Straks vil poppe mailadresse op på kvindelig læge, der vil skrive i versaler: BLIV IKKE SKILT. Hvis I stadig har sex. Det sidste vil ikke stå der.

Føler du; at du er ved at få leddegigt i tæerne, men tør ikke fortælle det til dine veninder fordi du er bekymret for og lyde som en nyudsprungen hypokonder.

Gå ikke til læge, men lov dig selv aldrig, at købe møgsko igen. DU ved godt hvilke jeg mener.

Jeg lugter som en gammel stol på frilandsmuseet.

Find nærmeste MATAS og køb 5 dages deo, så lugter du som en spritter i stedet win. 

Min fisse er lukket.

Hav sex hver uge (til dagen udvalgt variant), det minder den om, at der et liv efter sidste menstruations udstødelsesdato, og dig om, at du er en she-devil wrauhhh…

Hver morgen den første ½ time. Er jeg ved at blive blind?

Det kommer, det kommer.

Lukker app

Hulken. Af glæde.

Har du yderligere ideer til app`en vær sød at sende den til; heatwavebychoice@hotmail.com. 

Bliver ofte bremset i fart af ordene; “hvorfor går du så stærkt?”

Fordi jeg kan.

Får jeg det til at rumstere i den mentale kuffert, minde dem om deres øvre fartgrænse tabt bagude?

Skynder mig, for en dag.

Jeg har et mål: Hun hedder Renate, (min bagbo). Hun går aftenture forbi mit køkkenvindue med hovedet løftet over læderjakken og bestiller lige sin have mand til at lave vores fælles rækværk, fem(fucking)firs. Hendes hår, en bobbet glorie, lysende. Blikket grå stål, fast, som huden stramt over de høje kindben, accenten stadig tysk. Bankede for mange år tilbage på hendes dør, synes hun var frygtindgydende, men Goldielocks skulle have hjælp til tysk så.. Jeg skrev 1000 tak for hegn og skulle vi (Rudolf) ikke male det?

Hvordan har Goldielocks det?

en accent i interesse

Dette skulle havde handlet om tvangs pytning, men …

Hm… Kan gå to veje eller i virkeligheden kun en, for den ene er betrådt, så er den ikke blind. Som at blive på undskyldningernes parkeringsplads, der aldrig melder optaget. Skide være med at de råder til at lære at sige nej. Vejen med by, bjerg og glat føre er ja. Det. Kan. Jeg. Godt.

Din

Har du for øvrigt brug for app til 65, 75 år?

Skriv til: bagbowonnabe@hotmail.com

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Bekræftende tendenser

Vinduesviskeren svinger sløvt mens flere kommer ind på parkeringspladsen, kun for at opdage alle har taget bilen, i stedet for slå paraplyen ud. For få måneder siden ville denne situation havde været klaustrofobisk og Hvidens bagparti for stort.

Nysgerrig.

Vores yogaunderviser er holdt op.

Jeg er som en skyskraber oven over hende på bassinkanten.

Hvad kan jeg klare?

Sandhedsserum indtaget

Har hele min “karriere” fortalt alle der gad høre på det, at 12 hold ugentligt var et absolut maksimum for hvad kroppen kunne klare (overbevisning 295) uden, at skulle igennem 2 hofteled operationer inden tallet 60 blev rundet. Var det ikke synd for mig, at jeg skulle arbejde så fysisk hårdt. Nu fortæller de mig det selv, hvis jeg berør emnet🤣. Ønskede, indrømmet, at imponere med tallet da en 26 timers arbejdsuge, hvilket det nogenlunde svarer til, er meget langt fra de forventede 37 (nummer 296.) Jeg tvivlede også på om jeg kunne kunne leve af det, (nummer 297,) hvis jeg blev alene, og var derfor bange for det.

Jeg var jo næsten, godt nok noget ufrivilligt, arbejdsløs med kun få hold i sommermånederne og følte derfor (Overbevisning 298,) et stort behov for at tale indsatsen op. Det var som en refleks jeg ikke kunne styre. Var det mig selv eller dem jeg i virkeligheden ville overbevise?

At lade år gå imellem anmodning om lønforhøjelser gør af åbenlyse årsager ikke konto indholdet brat stigende.

Har af samme grund levet det, der på YouTube kaldes frugal, nyt ord for det gode gamle; sparsommelig. En god fornemmelse (nu,), at støtte plastik og tøjindustrien mindst muligt. Jeg har en (tøj) fest i en ordentlig og ikke hengemt/kælderlugtende røde kors butik, i mærker jeg aldrig har hørt om og pengene ved kasse 1 går til mennesker i nød. Det er mig, som vælter kurven på hjul, om hjørnet, ind i prøverummet, fordi der er TOP på. Sko. Er. Noget. Andet. Dyre, nye, med indre såler som er jeg et lam, der hopper fra sky til sky, i min egen drøm, er mit krav.

Indtil for et år siden lænede jeg mig trygt op ad ægtefælles svulmende indkomst. At leve sammen med en der tjener godt, er som at modtage supplerende dagpenge. Du mangler ikke noget, hvilket gør det uimodståeligt fristende og skubbe mavefornemmelsen ned, hver gang den som en korkprop skyder sig mod overfladen. Den lille stemme som til sidst skriger ud af navlen:

Jamen vil du ikke selv? Dine tanker og ord om selvstændighed og forestillingen om dens frihed er baseret på frygt, ikke andet. For at fejle, for valg ingen andre end dig kan beslutte om du skal tage.

Møgirriterende snusfornuft

Overbevisning nummer 300 og 301. Jeg havde brug for den fysiske pause sommeren over og ingen ville alligevel undervises.

Bevisførelse for selvsabotage.

Det er over årene blevet tydeligt for især ægtefælle, at mit humør synker som et slagskib i løbet af de 3 måneder, hvor kun 2 hold skal cykles til. Forstår så meget den arbejdsløses risiko for depressions lignende tilstand, på grund af dalende selvværdsfølelse for hver dag morgenmaden indtages. Alle har behov for at føle og vide deres plads, at netop de fylder den ud.

Overbevisning 300 og 301 nedlagt, slagtet, tænk halal, hopper ovenpå den med bøjede albuer og nakke. Tænker 3 kommuner, sommer, skyggefulde træer og plæner med arme rakt mod solen i hilsen.

Mit valg:

At deltage så meget i undervisningen.

Kunne … gå rundt som de indiske Youtubekanal indehavere og skræppe ned fra 10 og skubbe på kropsdele i en uendelighed.

Pst… Der kan jeg ikke gemme mig. Ville også kede mig, når jeg ikke måtte være med bare noget af tiden, (temmelig nyopstået selverkendelse fra de dybeste afgrunde.) Så kommer tankerne nemlig, (frygt nummer 451,) skal jeg skifte job? Hm.. Nej. Nåh.. puha… Bare fordi det er rigtigt for veninde er det, det, ikke nødvendigvis for mig. Jeg elsker filmene om Jurassic park. Måske er det fordi jeg inden i er en langhalset dinosaur, som elsker at blive hvor hun er og gumle på bladene.

Frygt nummer 452: at nogen, hvem som helst skal kede sig i mit selskab.

Åbn dig uden forbehold og fortæl nogen, hvor taknemmelig du er over, at være en del af deres liv?

Har altid synes at ægtefælle ikke rigtig arbejdede. Han kunne jo sidde bag skærmen hele dagen og aldrig bekymre sig om hvordan hans ansigts udtryk så ud, eller om han kunne flytte om på en fejlplaceret bussemand eller brystvorte. På skidtmas dage ønskede jeg, mig formindsket så jeg som Tommelise kunne sidde i hans bryst lomme og hænge med hovedet. Trak i stedet, i snoren, så mit happyface blev foldet ud.

Men jeg er heldig. Hvem kan ellers se smilerynker under øjne og over buksebagen flere gange om ugen. Blive omsluttet af så meget kvidren på mørke dage, som trækker foråret nærmere ligesom fugle lige hjemvendt båret på hede strømme. Som sender livsglæde ud i små som, store rum, jeg kan modtage og sende tilbage i energiform som projektiler.

Vil du have noget müsli med hjem? Og knækbrød!

Håbefuld oversprings bager

Har 4 beholdere knækbrød, desværre ikke farmors opskrift, så blev øjeblikkelig døbt fuglefoder af bebrillet. Tsk.. som om han nogensinde har spist en mejsebold. Ja, hvad ved jeg.

I udviklings ryk har det åbenbaret sig med mere eller mindre væmmelige ansigter, at lige meget hvor lidt jeg havde og gøre med mine forældre klæbede deres måder, at være og anskue andre og verden på sig til mig, som olien i müsli blandingen jeg dage forinden havde spredt ud over bagepladen. Der stod jeg skulle trykke den ned. Okay så, ikke så meget …. Åbne ovnlågen, dele, åbne ovnlågen, vrikke, knække, bage videre, meget videre. Dagen efter knække, skære, klippe til.

Sprængte rammer

Nu er tallet 14.

Hvad gør du, måske ubevidst, som holder dig trygt i troen på dine overbevisningers enevælde fra for længst overskredne datoer?

Overser du ubevidst/bevidst information, der modsiger dem?

For at ændre selvsabotage skal du:

  1. Se “dem.”
  2. Bevidst beslutte at gøre noget andet, end du så trygt plejer.
  3. Udføre.

Modløs ægtefælle tror ikke på unge mand inde på værelset.

Jeg lukker ned for ophavet i boks et, åbner for afkom i boks to.

Med håret stadig vådt, og tungen ulden efter den alt for varme suppe banker jeg på unge job søgende mands dør. Jeg får månedligt ny belægning i mundhulen fordi jeg stadig har til gode og finde ud af, at min gane endnu ikke har opnået indbygget grillhandske effekt som mine fingerspidser. Efter noget der kunne udledes som et bekræftende svar åbner jeg langsomt døren.

Skal vi?

Hovedet er tiltet til den ene side på grund af sideskilningen, da han bærende på sin computer kommer ind og sætter sig ved vores arbejdsstation, spisebordet.

Jeg har ikke skrevet en decideret ansøgning i hans leve alder og han? Aldrig. Min mave har trukket sig ind i sig selv, når jeg de sidste dage har gennem tænkt vores situation. Hans situation. Et styks studenterhue vil blive sendt tilbage til forhandler. Hans fars øjne fuld af mismod, den jobsøgende uden initiativ og så er der hende, der engang havde svært ved at formulere sig, når noget var alvorligt.

Jeg er ikke mere hende, hende der ikke kan, jeg folder historien (overbevisning nummer 129) sammen som en afrevet kladde og putter den i min indre makulator.

Hans lange overkrop falder ind over bordet, tavs. Afventende.

Synapserne i min hjerne står på pause som støvet, i februars sollys.

Han er det eneste menneske jeg føler mig 100 % tryg ved, at være stille (kedelig) med.

Guider ham ind i en opslået stilling.

Et ord, en sætning af gangen, som når han køber tøj, ved han hvad der er ham. Hvad han kan stå inde for.

Den første skrift altid en kladde, et skelet, der skal muskler og sener på, til sidst hjerne og et bankende hjerte.

Send.

Send.

Den manglende yogaunderviser

Skrev til Bent, en gammel kontakt, et møde i kulturhuset, får aldrig hans mobilnummer, det er jo Bent. Spørger heller ikke om hvad tid holdet ligger, det kan jo flyttes…

Regnbukserne knirker mens jeg i hurtige skridt går i retning af den trange holdeplads ved familie huset. Må stoppe op og lade skraldebilen kører frem igen efter, at havde bakket ind i hegnet over for mig. En kvinde stikker hovedet ud.

“Leder du efter nogen?”

Noget er galt, dette er ikke kulturhuset. Men det er her Sif`s gamle mødelokaler lå.

Jeg vender bilen på sidevejen, mens tegnet der betyder; våd vej begynder at blinke på instrumentbrættet og kører i overtid mod målet.

Overskudsvarmen på regnbuksernes inderside fra dagens sidste hold, bliver erstattet af hedeturen, der starter mellem skulderbladene.

En bil næsten snitter Hvidens nyvaskede sidedør, en indånding, og jeg er ude af parkeringspladsen. Kører ind ved Rosenhavens indgang og sætter bilen klods op ad indgangen til børneinstitutionen ved siden af.

10 minutter over.

Foran bibliotekets skranke, “En ældre herre?”

Rysten på hovedet.

Inde ad anden indgang står Bent, ikke den Bent men Kirks far, Michael var en ud af to i folkeskolen. En anden mand jeg har kendt i 19 år rækker hånden ud. Noget bliver hårdt under mit brystben. Jeg har aldrig villet arbejde for den mand.

Venligheden lyser ud af dem, men holdene kan ikke flyttes et minut og det kan jeg heller ikke. Kunne jeg tjene flere penge?

Sikkert.

Bange for at svigte vandnymferne og havkattene?

Nej.

Flytte dem så?

For hvad?

Gider ikke

Besvær for dem, for mig. Det er godt som det er og vigtigst. Jeg er fri. Fri til at kontakte udøvende hvis de giver mig lov. Det vil mændene overfor mig aldrig se som en mulighed.

Jeg er min egen magtindehaverske. Orker ikke flere mellemmænd eller kvinder, der kigger på mine hudskorpe belagte sandaler (føles som hårde knolde hvis du vil vide det) og svarer; “det kan da godt være,” når jeg spørger om de kan kopiere et papir med en maskine, de kender.

Spurgte du ikke hvad tid holdene lå?

Rationel ægtefælle

Ser op på ham, det ville jo gøre mig til. Dig. Siger det ikke. Troede jo … og lod spontaniteten sætte uforudset møde op med gamle bekendtskaber, indre som ydre.

Hvad vil du?

Leve livet med overbæren- og nysgerrighed for dig selv, mærke, smage, favne det, eller vil du se til fra dine gamle overbevisningers mausoleum?

Maven mumler efter smadret, frossen, banan.

Åbner boks 2, begge hjerner stivfrosne, jeg læner mig frem over dækservietten, nu på den anden side af hans plettede brilleglas, studerer jobannoncens salgsretorik (jeg ville hellere oversætte en tekst fra engelsk), kunne de ikke bare skrive det helt enkelt, det er jo for fanden et lagerjob de vil have besat, ikke lagerforvalterens.

Hvad siger du til?

Flyt de slidte overbevisninger til opbevaring i kælderen, på loftet, i en kasse under sengen og lad de nye få lov at knirke og funkle i deres nyfundne frihed.

Knus

Lisser

Taknemmelig for du læste med.

Fødselsdag

En forårsbebuder pryder reolen.

Schuish..

Klat fanges i nyvasket krølle.

Ingen liljer i hånden, holder masken, pungen blir i tasken.

Krøllen åbnes under stødvise vand udslip,

just været udsat for vinter klip.

I centrets ly tulipaner i spande træder vande

3 for hundred kan jeg se.

Udenfor, titter pink på grene gennem ruder af plast.

Chipplacering?

Fumler og guides.

Mand svøber skat

i brunlig mundering.

Krøllen stivner i vinden

holder sin form som kvinden.

Tillykke med to, tre en torsdag i regn,

syv, fem du om nogen sej.

Du læser ej bloggen, du får det på kort

Du blæser på bjerget

Din helt egen sort.🌸🌼

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Strømpen

Noget giver efter under den ene sko, glider op mellem rillerne en efter en.

Morgenen er mørk, og jeg kniber øjnene sammen mod det, der er under den drejede fod.

Det føles som har mine øjne rullet rundt i deres huler hele natten og nu skal have nogle sekunder for, at kunne fokusere. Sidder seriøst visse morgner efter speeddating min morgenmad, og kan ikke forstå hvorfor jeg får kvalme, når jeg siddende på kummen kigger ned i bladet. Forventer stadig i håbefulde øjeblikke af min læsefærdighed, at den ikke behøver hjælp fra plastersammenholdt brille i blå filt.

Resterne på gulvet er lige en tone anderledes end træplankerne. Det er nogle timer siden det skinnede vådt.

På køkkenvaskens kant ligger en strømpe. Da jeg vender den giver alt mening. Nøj, hvor han skal få.

Morgenen startede ellers som mange andre.

Tjek ved succes med at få også anden hæl i smalt bukseben uden, at træde på kat. Anbefaler egentlig ikke at udføre balanceøvelser inden kaffen har ramt systemet. Mens jeg slingrer ud mod bryggerset for og mindske muligheden for genvejen mellem mine ben, får kradsetræet hans ærgrelse over tiden det tog mig, at skubbe tyngdedynen til siden og spærre ham vejen ind i soveværelset på vej ud. Når neglene er slebne begynder konkurrencen om, at komme først ud til hans madskål i bryggerset. Her konstaterer vi begge, at der er masser i den.

Sch…tæller; 1, 2 … 12 godbidder plus/minus stumper. Aer fingerspidserne mindre kattemad lugtende fra bryst mod halespids.

Fumler langs køleskabslågens mellemste hyldekant for at tage beholderen med leverpostejen ud. Han er holdt op med at knase. Lydløse, løbende poter og nu er 2 glaskugler fokuseret på knivens lyd mod kagetallerkenen. Jeg er så skide skyldig i, at han en dag dør med fedt om hjertet på grund af det morgen ritual. Jeg tørrer fedtet af skæret med sammenkrøllet køkkenrulle fra skraldespanden. Han ville nok hellere have portionen hel og vente mindre. Det kræver alligevel en god omgang morgen hygiejne fra hans potter og tunges side af, når han er færdig.

Laver en mental opstramning for, at holde meget påtrængende morgenurin inde til også underbukserne har forladt varm hud. Ihhhh… koldt bræt. Puster ud.

Bladet er tilbage i skuffen, håndklædet mørkplettet og skoene klapper ned i gangens gulv. Min hånd laver næsten cirkelbevægelser på min mave.

Mine huller er ikke så store men vandmandens…

Det er da jeg går igennem køkkenet for, at tage min havregrødsgryde ud af skabet, det sker.

Åh… Manner.

Adder..

Der er det med Olauf, at når han kaster op så bliver han ikke på stedet. Det gjorde jeg heller ikke, da han sænkede sit lille hoved over desserttallerkenen. Opkasteren sidder nu inde i stuens mørke i vindueskarmen. Det eneste som lyser op er hans hvide bryst, og en hvid pote, der igen og igen stryger mod en mundvig.

Med mobilens lygte tændt følger jeg i mine fodspor tilbage igennem gangen og jeps, jeg har vasket hænder så bademåtten er også, ja du ved, katte opkast påtvunget.

Ender med, at måtte vaske hele køkkengulvet med mørket som eneste vidne.

Tjek ved rene riller, tjek ved afsætninger, skidt pyt med bademåtten….

Jeg fylder kedlen med vand og sætter den på sin dertil indrettede og løfter strømpen op.

Den unge mand har ikke på nogen måde kunnet undgå og mærke fornemmelsen af noget give efter. Han er kun lige er gået i seng, hørte døren til værelset gå.

Det var heldigvis spyt og tørfoder den indeholdt, klatten, så ingen ildelugt. Lægger strømpen i blød.

Det er altså hvad min opdragelse af to styks individ er endt ud i.

Det er fandeme ikke i orden at efterlade dette rod.

Bliver lidt mildere for hver kaffeslurk og teske havregrød.

Pst..

Tror du også at husdyr er meget klogere end de viser.

Jeg har genbrugskatten mistænkt for at sidde bag nedløbsrøret ude på terrassen og holde øje med hvornår min bag møder hynderne i prinsessestakken. Når jeg har lukket vinduet bag ham skal jeg kradse hans højheds kinder med så lidt gene for hans lange knurhår som muligt, ellers laver han grimasser. Så svanser han ud af rummet og i ly af væggen sidder han sikkert og kattefisser fniser med forpoterne vippende op og ned på de kolde bagben fordi jeg nu igen spiser de sidste 2 mundfulde, kolde.

Morgengrøden tager 10 minutter at kokkerere men der går 8 minutter. 8? Så går fordøjelsestoget fra lidt damp på stationen til tut tut i fuld fart ud af skinnerne væk fra perronen. Nu er det ikke for det, jeg er glad for mit indre systems effektivitet men havde ikke noget imod hvis aftrykket efter ovalen blev dybere imens havregrødens rand inde på tallerkenen skiftede farve og glans.

Jeg har fortalt mit frygt, frys og flygt refleks inden i, at børnene ikke udgør en fare for fornuften mere, ja den ene har ikke boet hjemme i årevis, men lydisoleringen, morgenstunden og afstanden imellem fødderne og det flisebelagte er åbenbart helt perfekt for kreativiteten. Goldielocks og den unge mand (hendes lillebror) har en indre radar for, hvornår jeg er faldet til ro efter dagens arbejde. For ligesom Olauf vil ud inden jeg er i gang med ned rulningen af rullen, (også ved andet besøg), så ringer hun altid, når jeg har kæmpet hele eftermiddagen i overspringshandlingernes dybe afgrund og endelig rejst mig for at forberede buffeten, arbejde o.a.

Mor, hvorfor larmer du sådan?

Hakker så helt forsigtigt med globalen ned i brættet for ikke og forstyrre hendes ører igennem øretelefonerne, mens jeg hører bilerne suse eller er det osten hun pakker ud?

Senere

Tyrens afkom:

Jamen du kunne jo se det.

Øh ja, men først da jeg havde været på toilettet og tilbage, det er sgu et “dick move”. Vær venligst overbærende med tydeligvis naiv mor, der håber at imponere lige så YouTube afhængigt afkom med ungt sprog.

Dick move; amerikansk slang, brugt mellem venner der har et frit sprog. Betyder blandt andet dårligt valg af handling og ja også noget andet…

Mig fortsat:

Du kunne havde lagt en seddel!

Du må tænke lige hvad du vil for…

Her går samtalen i en mere argumenterende retning, hvor tyren står med indianske samtale skyer ud af næsefløjene. Tyren er forurettet da vandmand (alias ung mand) synes, han er i sin gode ret til og smøre ansvaret for optørringen af på gulvaskskyldneren.

Hovene skraber advarende i træplankerne. De tynde øjenbryn næsten mødes på midten.

Du skal ikke gaslighte mig.

Oversat; du skal ikke få mig til at føle mig forkert ved at tviste rigtigt og forkert. Men hvis du nu indrømmer, at det var et “dig move,” så snakker vi samme sprog igen.

Hovedet falder ned og en mumlen, der kunne tolkes som undskyld forsvinder op i opvaskemidlets svage duft.

Senere, meget, en halv dag..

Undskyld

Blikket møder mit, stemmen tydelig.

Jeg smiler og ved han mener det meeen…

Sådan en handling skal have en konsekvens og det er jo en ren foræring, en flot indpakket gave til så mange forståelser af ham, mig, vores dynamik, hans udvikling, min, hvad det nye år skal byde på. Hvad vælger han, jeg og ja Olauf?

Han har mere hvor det kom fra.

Knus, stort, bjørn, grå, blød og varm(set.)

Hvem kan få dig til at se, at nu skal der sgu ske noget, alle involverede er parat?

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom · 1 kommentar

Nu uden offerrollen

Men så alligeveller.

Det var egentlig ikke meningen, at dette skulle blive et blog indlæg og slet ikke så langt, Men det trængte sig på, ville skrives og skubbede sidste og tredje del om katte(i)livet videre ud i august. Desuden kan følelser ikke knækkes over i halve, jeg har prøvet.

2 dage efter, er jeg stadig ikke hvad jeg ville kalde mig, det indtil teksten formes under fingrenes lette tryk. Så træder jeg endelig ud fra hvor end jeg havde gemt mig.

2 dage før.

Bilen kører ned af den mikro lille kilde mave bakke, tegnet på, at nu efter den næste klynge træer på toppen, vil vi i den næste dal skulle dreje af og køre i de græs nedkørte hjulspor de sidste knap 100 meter. Som en væg af natur står den amputerede birketræsalle langs hele venstre side med stammer så høje, at der er frit udsyn i mellem. Det første glimt af bindingsværkhuset er altid magisk, så idyllisk det ligger der med det stråtækte tag, regn, sne, blæst eller sol lige meget. Pilen står vibrerende på målet. Dækkenes knassen mod gårdspladsens perlegrus, håndbremsen i hans hånd der slippes. Al tilbagetrækning umulig. Nu begynder spillet. Lige så smukt huset er hvidt, delt af de mørke lodrette og vandrette linjer ligeså firkantede er dets beboere.

Det, der udgør essensen af mig ligger efterladt som en glemt jakke på asfalten ud for den høje kantsten ved turens udgangspunkt. Parat til, at holde alle mine følelser, begejstring og armbevægelser helt inde hvor de ikke kan nå, stiger jeg ud af bilen.

Skridtene imod ham og et knus bliver kejtet til om hans bløde figur, men det er ikke covids skyld. Jeg står bare nøgen.

Prisen kan være høj for den sødeste frugt.

Vi går rundt om huset til den lukkede terrasse, ind bag det skarpe “skrid fluer” forhæng, som hænger ned i brede, grå trevler. Marken, med de snart 1½ m. høje georginer kan lige skimtes igennem de store vinduespartier. Stænglerne synes alt for tynde til deres enorme, prangende blomsterhoveder. Måske har de fået deres næring fra de krogede æbletræer, der som krogede fingre søger mere ned mod jorden end op ad den. Tørresnoren i mellem synes at være det eneste, som holder dem oppe. Der mangler bare et rådyr, som med sit lille kid skjult ved sin side passerer forbi nederst i haven, som er det et 8 benet fantasidyr.

Det er meningen du skal lade dig imponere over al herligheden, inkarneret bymenneske eller ej, du må overgive dig. Det er det han regner med. Bløddyret.

Fødderne går af sig selv det hyggeligt, dækkede bord nærmere. De næste mange timer vil smagsløgene lade sig bestikke af den ene smagsfulde ret efter den anden. “Resten” vil hele tiden sørge for, at dæmpe sig, så jeg ikke truer deres selvforståelse af, at være over mig.

Vidste bløddyret hvordan reaktionerne i mit indre bliver afløst af hinanden før, under og efter dette besøg, ville han udbryde;

Du er et fjollehoved!

Måske.

Men her på denne plet på landkortet gælder kun husets regler, meninger og fakta bliver af ejerne udtalt som åbenlyse kendsgerninger uden underbygning eller dokumentation kun som hæftede ender. Spørgsmål når os besøgende fra begge sidder af, min tunge tumler i flikflak efterfuldt af åben skrue i sin iver efter at begynde sætninger. Svare tilfredsstillende. De går efter noget. Ved de selv hvad det er? Mine svar afbrydes, deles i halve. Jeg prøver igen. Igen.

Appetizer`en bliver erstattet af hovedretten, frekvensen af spørgsmål øges, Inden jeg er nået 4 ord ind i mine svar afbryder de mig. Igen og igen svirper de dem væk som “Klodshans” prinsessens “duer ikke” over for friere fundet for … ja i hvert fald ikke egnet. De fornemmer hurtigere end jeg kan udtænke svar, at jeg holder følelserne tæt, de er mine til, at give til dem jeg vil… men..

Ved desserten har jeg drukket mit rødvinsglas tomt og nu sendes spørgsmålene af sted med en fart, der minder om et maskingevær, den ene, den anden skyder, rammer, jeg er smørklatten i legen med samme navn. Min mening om noget eller nogen, ophævet som en afbrudt mobilforbindelse. Følelsen af at blive underkendt, talt hen over, ignoreret og slået til side som et irriterende insekt, ingen adgang. Prøvesvarene, nu knap kommenteret, får den for en time siden ikke eksisterende hyletone i mine ører til, at brede sig som en steppebrand ud i resten af kroppen. Den tiltager for hvert kvarter i lydstyrke. Det hele udmatter mig fuldstændigt, mit panser revner og jeg giver dem en smule af min begejstring for mit snarlige højskoleophold.

Glad over, at kunne huske titlen på en bog hvis forfatter vil holde et foredrag, slynger jeg titlen ud over tallerknernes indtørrede is rester kun for, at min leverede fakta bliver kvast under hans opklodsede sko som en sort bille.

Den bog kunne jeg ikke lide.

Bløddyret

Jeg har trods de sidste 3-4 timers kamp mod netop dette givet dem nøjagtig det, de forventede at fravriste mig, min glæde over noget. Det er det samme hver evig eneste gang. Du kan sgu næsten sætte klokken efter det. Det er ynkeligt! Jeg udmattes, mister kontrollen og lader det, dem slippe ud, begejstringen, følelserne. De hugger til, flår min glæde i 1000 stykker, dissekere den som et lig efter et mistænkeligt dødsfald til mit bryst står vidtåbent og jeg ved kagen til kaffen føler mig hvisket ud. Som I filmtrilogien “Tilbage til fremtiden” hvor det, at ændre noget i fortiden får vidtrækkende konsekvenser for nutiden. Hvad gør de så med den? Begejstringen, følelserne i den helt rigtige mængde uden dryppet af malurt, de selv besidder så uanede mængder af, som for øvrigt smitter som en luftbåren virus? Jeg tror seriøst de kommer i bukserne af fryd over denne udfoldelse af energi, glæde for noget er. Har du set filmen, “Monsters Inc.?”

Nåh .. men måske har du glemt den, den er også fra gulp 2001!

Meget kort; monstere er ansat til om natten og skræmme børn for, at forsyne byen med el. Jo højere skrig af skræk, jo mere el. Det er hårdt arbejde og har sine begrænsninger. De finder selvfølgelig ud af, at hvis de i stedet får børnene til og grine i en høj latter, er det en uudtømmelig kilde.

Der er mennesker som lades op af andre menneskers begejstring fordi de har svært ved at danne den selv! Nogle finder desuden en pervers tilfredsstillelse i, at lade deres forsygningskilde stå gabende tomt efter de har forladt bygningen, så har de til nogle dage, uger … til næste gang, de trænger til et skud. Af. Liv.

Bøgerne jeg gav bløddyret for to måneder siden, giver han mig tilbage efter fremvisning af godt brugt, ny anskaffet køkken udstyr. Alle læste.

Den var dårlig.

Bløddyret

Det er ikke for det. Men den var eneste jeg selv havde nået at læse. Den var helt okay.

Så i hans bemærkning hører jeg; det foredrag gad jeg godt nok ikke lytte til, på den højskole jeg aldrig kunne drømme om at melde mig til, og hvor var det lige igen den lå? Hvad var navnet?

Jeg er tissemyren der forcerer kildemavebakken igen og igen med en død græshoppe på ryggen.

Gå væk fortid, bare gå, åh… så kom da her for helvede. Ja, ja jeg er her jo nu ik! Såhhh da, rolig nu.

Hun læner sig frem, til hun er 10 centimeter fra mit ansigt. Alt. For. Tæt. På.

“Du skal ikke svare for ham!”

Den råbende, kokken, bløddyrets kone

Det gentagne råb mangler bare en kaskade af spyt i mit ansigt for, at få mine mundvige til at stivne endnu mere i en variant af et smil alle vil stille sig tilfredse med. Alt er jo fint. Indeni kan jeg mærke indfrysningen om solar plexus, mellemgulvet er allerede helt låst.

Jeg blinker ikke, noget sidder fast i mit bryst.

Der er for fanden andre muligheder end at fryse, jeg er 50 nu, men jeg kan ikke andet, røddernes rodnet for indfrysningens tilblivelse holder mig fast. Min tunge synes gaffatapet ned mod tænderne i undermunden. Råbe tilbage ville alligevel værre teenagerens respons. Der er sådan et enormt neonskilt som begynder at blinke lige foran mig. I Herlev hospitals størrelse. Jeg må ikke såre, ikke såre bare tanken om, at præsentere dem for ord, som kunne konfronterer dem med deres egne selvopfundne fakta bokse gør, at jeg lukker og slukker (en tid). og så alligevel! For jeg sårer dem vel via stilheden fra deres mobil, som kun viser mit nummer på den lille skærm så sjældent jeg overhovedet muligt, kan trække den.

Lige meget hvad jeg gør, ringer/lader være har jeg følelsesmæssige tømmermænd.

Uger går, en måned, når nummer to er gået ringer de; bløddyret og skorpionen/dragen (anden del af min genpulje) fuldstændig uafhængigt af hinanden, inden for dage, hvilket jeg i timer før kan mærke som en kriblen-krablen i kroppen. Som havde de en uskreven regel over broen af afskyen for hinanden om, at nu skal de forsvare deres territorium i forældrelandet og ringe hende der datteren op.🤍emojien aldrig tænkt, eller sendt.

Hvor latterligt ville det ikke også være hvis jeg i et roligt stemmeleje svarede, “du behøver ikke råbe, jeg sidder lige her!” Så gjorde jeg jo hende på 82 år til teenageren og vi ved jo alle hvordan de reagere overfor det passiv-aggressive. Har du måske ikke selv været en? Fair nok så, synes du ik! Endnu mere råb, mulen, hårde tramp i retning af værelset og BANG! døren står rystet i sin karm. En kærlig hvisken mod det mørke træ i det mikrolille mellemrum dør og karm imellem. “Lille skat, hør nu her..” Buh… Virkelig! Du har lige talt ned til hende. FLOT.

Den mere ordkløvehungrende teenager, (jeg tager alting du siger bogstaveligt som i ord for ord), vil begynde en fuldstændig latterlig ordvekslen baseret på, at jeg holder på mit som i indtil jeg skrider… “Tak for mad… Og kan du så ikke bare lave noget normalt! Som dengang jeg var barn, du ved. Tø nogle fiskepinde op.” Det ved man da hvad er…

Så er der den ærlige reaktion, “jeg kan ikke lide du råber mig ind i hovedet, det gør mig ked af det.” Men ser du det ville være, at bryde alle mine indre på tro og love beskyttelses teknikker jeg har indøvet over år, i og med mig selv. Konklusioner jeg er nået frem til ved, at studere talløse YouTube video` er omhandlende håndtering af narcissismepræget adfærd, i løftet om at de aldrig må få mine følelsers dam at dykke, svømme og flyde i igen. De er ikke nogen der trøster, viser forståelse og empati, undskyldninger! Glem det. Følelser. Andres svaghed. Deres fix.

“Du kunne jo drille dem med deres eget snæversynede, ophøjede selvbillede!” tænker du måske. Selv anden halvdel, der har været udsat og vidne til “nysgerrigheden” og mine reaktioner over de sidste 29 år spørger engang i mellem, “kan du ikke bare…”

Ja… jo.. har været der, prøvet det, men bløddyret har ingen humor. Og selvironi! Simpelthen en by i Disney`s “Fantasia”. Den oprindelige er fra 1940. Råberen har liddttt ud over det stråtækte, så det jeg risikerer er de bare går efter hinanden, og/eller bløddyret skruer ynkeligheden op på maks pinlig. Men det er vel fint nok tænker du! Neii… for jeg kan ikke fordrage, at være gæsten, der skal sidde og nikke samtykkende, med et stivnet smil på læben som, at “ja det er da helt i orden, at du taler din partner ned” (lige foran mig), fordi de sideløbende eller afslutningsvis med en indbydende håndbevægelse inviterede mig til det samme! Tvinger mig til at tage parti. Som jeg føler mig uhøflig ved ikke, at tage selv om jeg er dybt forarget og lodret uenig. Åh… hvor jeg hader den leg. Jeg har levet som en fejlplaceret elefantunge hos en hund og kat, Det er bare ubehageligt pludselig at være midtpunkt i et andet pars uforståelige koder. Det ødelægger min appetit.

Det er tankevækkende, at jeg kan såre mine børn som jeg elsker ved få primale skrig, men ham, bløddyret som engang før årtusind skiftet var min helt, kan jeg ikke vrænge, råbe ad eller sige nederdrægtige ting til, for jeg ser jo…

Jeg ser jo så tydeligt, at han også er nøgen…

Men hvad! Det er dine børn vel også? Jah.. men de har mig forever… Hende, kan bløddyret kun drømme om. Jeg bliver aldrig til salg i den bod igen.

Måske skulle jeg i stedet for at holde mig tilbage (fryse), bruge den anden stenalderteknik, give den fuld skrue, vise hele farvepaletten på mit temperament, få dem til at se sole, stjerner, antænde hele batteriet på en gang, men så igen…

Jeg vil ikke spankulere rundt på deres niveau.

Men være røven i kamellen, i klæde mig offerrollen pr instinkt. Nej, tak fremadrettet til det vidtrækkende, indre skud ydmygelse jeg tvangsmæssigt plasker rundt i efter samvær med individer, der mundlukker mig. Jeg var NEMID selvvalgt ikke kyndig, skide stædig neandertaler fladskalle individ kun to år tilbage. Nu er jeg tilvalgt noget, der kunne kaldes selvkørende, jeg blev jo ikke råbt af når jeg tastede forkert. Hanne (min computer) ventede bare, ingen rullende øjne, ord i forvrængede tonearter eller rastløs rykken rundt i sædet. kun markørens lille, “hvor skal vi hen nu, du?”

Bebrillede kan altså være langsom (tage sig sin tid) om at svare, hvilket jeg må give ham er en fantastisk måde, at få folk hvis spørgsmålsrunder mere minder om direkte forhørsteknik til, at se sig om efter andre mistænkte. Bliver bare pr instinkt selv nød til, at tilfredsstille deres sult for forsygning af en ordentlig omgang respektfuld medmenneskelighed. Smager lige på, TAGE MIG MIN TID hm.. nej, det smager ikke godt, men efter 12 smagsprøver så måske.

Et andet, umodent jeg kan ikke udholde pausen mellem spørgsmål og svar. Hvad der må være datidens som nutidens teenagers privilegium føles som bevidst provokation udløst af bløddyrets og viv`s åbenlyse barnlige utålmodighed. Min nutidige krops frys reaktion helt sikkert baseret på minder, situationer hvis opståen jeg kun svagt kan huske eller helt har glemt kun følelsernes forbudte kræven plads sidder tilbage og sender mig direkte på autosvar, når de bliver provokerede af for eksempel et råb i hovedet. Et umodent jeg som fandt nødvendigheden af opfindelsen af 100 måder af beskyttelsekapper. Hvordan kunne jeg ellers forsvare prisen, der altid, usynligt for andre end mig, dinglede i de omskiftelige vinde, for den opførsel de kaldte kærlighed.

Jeg er rungende dømt ude som en hønemor, der ikke kan lade min 18 årige svare for sig selv i sit eget tempo. De har ret. Ønsker jo netop de skal høre hans svar så de ved hvad han er for en, ikke kun den nørd de som et skældsord slynger i hovedet på ham hver gang vi ses. Deres måde at underminere mig på er fejlfri, de høje ord velbegrundede, jeg skulle havde holdt min kæft, været tålmodigheden selv. Hvis han ikke kunne nå, at svare havde det bare været deres tab, ikke hans, ikke mit.

I ikke erfarne ører lyder de som interesserede bedsteforældre men de er på anden generation ude med spydspidsen smurt ind i gift som svier. De ville ikke ane hvad det unge menneske interesserer sig for, spørgsmålene de bombardere med går godt nok i hjertekuglen men det er ikke af de hjertelige slags. De udfritter kun for hvad man er værd og helst hvad man ikke er, så de kan vælte sig rundt i det, når de står side om side ved den tårnhøje opvask efter perlegruset er prellet af mod Hvidens karosseri.

Bedste forældre forventer ikke altid at blive kontaktet, de holder døren åben for aftenvanderer, som lige kom forbi og invitere på BONES fordi de gerne vil glæde børnebørn uden forældrenes blik som støvsuger friheden for frihed.

Er det et råb?

De andre reagerede ikke! Lige meget, jeg fik en mavepuster.

Hun sidder helt tæt på mig, for bordets ende og kan holde øje med, at jeg smager på alt hun sætter foran mig. Sige nej tak er ikke en mulighed, kun til anden omgang.

Rødvin kan være nydelsesfulde mundfulde, men her synker jeg kun fordi jeg ved det bedøver og fordi hele deres krops; “hvad er der galt med dig!” attitude ville kræve et forsvar, hvor en beskikket advokat ville være nødvendig. Så det bliver kun lige akkurat så meget, at jeg vil kunne køre om nogle timer, den er et meget godt kort, hvis det er. Det selvom jeg, ved han gør det, for jeg ville bare køre ind i nærmeste ikke oplyste træstamme, for hende med kørekortet er som du ved ikke lige her, lige nu.. Alt skal være i den rette mængde. Deres. Min måde, altid jonglerende i forsøget på at ramme helt rigtigt. Det selvom jeg ved at intet nogensinde vil. Det findes ikke, ligesom enhjørninger, havfruer, nisser og påskeharen.

Har I aldrig tænkt på at flytte?

Bløddyrret “Farmand”

Uskyldigt!

Det han i virkeligheden siger er. Snobben.

Hvorfor gider I, at blive ved med at bo sådan et skodsted i et parcelhuskvarter, hvor den ene nabo har kig til soveværelset, den anden aftenlæsningen?

I modsætning til hans (valg).

Langt ude på landet, hvor der ingen gadelygter er, bussen aldrig passerer og en bil ja enda 2 i den store garage er et minimum.

Stor, større, størst.

Gods og guld.

Det er det, det hele handler om, men jeg vil ikke lege med, men spillet bliver jeg nød til at flytte min brik i, for børnenes skyld, stemningen, min fornødne sjælefred.

Hvor skal jeg da bo hvis ikke i dalens land, i skovens by med barndommen vævet omkring park, bakke og udlån med selvbetjening? Hos dem? I deres idyl med marker til alle sidder, lugten af gylle når de spreder og med fingrene gravende efter selvgjorte kartofler side om side med ham. Som en hjemmefødning aldrig forladt den evigt sydende arne?

Med de 6 telefonopkald, jeg er benådet om året tror jeg ikke han ønsker LIGE… det. Jeg kunne jo godt selv ringe, men DET VIL JEG IKKE! Så nu har jeg skrevet det. Sort på hvidt. Jeg vil heller ikke have dårlig samvittighed over det mere, eller ikke mere end du ved sådan lige, at skammens flammer slikker op omkring min dårlige samvittighed, (tænk) meget kropsnær brudekjole med havfrue slæb, og slørets nederste kant knitrende i de små, ildelugtende opblussen længere og længere oppe.

Desuden skulle huset være mindst 2 etager højt, fyldt med for længst afdøde, møbelsnedkeres aflagte og moderigtigt slidte sofaer? Hviden ved den fælgeridsende kantsten end ikke overvejet mod den store AUDI i den indbyggede carport hvis formål kun stadigvæk ville være, at fragte mig 90 % af tiden. Skrammer fra ind-og udkørsel vil en ukendt teenagers nøglebundt … få skylden for.

Du vil aldrig lade dig imponere af noget som helst jeg finder værdi i, at værne om. Om jeg så fik udgivet 10 bøger vil du kun løfte et tyndt øjenbryn for, hvor var beviserne på al succes` en hvis ikke i form af Joakim Von Ands svømmehals store pengetank, hvor du med dine dårlige ben kunne se på udefra. For jeg kunne have en vognpark fyldt med alverdens James Bond biler plus Volvos Amazone i en så gnistrende restaurering, at du ville blive blændet af dens skær uden du ville sænke din barre for hvad der er rigeligt og rimeligt for en datter at fremvise i forventningen om, at blive elsket af sin far.

Du forbinder mig med en falliterklæring, da det der sætter penge på min konto ikke kan sættes i den let forståelige bås som sygeplejerske, tømrer eller computernørd, de i din verden hører ind under.

Min nederdel for hvid

ikke sort, ikke grå

som hendes.

Mit hår for langt

ikke en drengefrisure

som hendes

Min buffet for krydret, ubagt eller uidentificerbar

ikke enkel

som hendes

Jeg er ikke

HENDE, råberen

Jeg er sgu min egen. Sgu.

Vær GRÅ STEN skat, ingen følelser, du ved. De vil æde dig rå sammen med den hjemmebagte til kaffen.

Den afklædte til Goldielocks

Goldielocks fortæller glad (ikke begejstret) om sin snarlige rejse til España.

Jamen er det ikke der, det er allerværst og har du ikke kun fået en vaccine?

Råberen (hans viv)

Ingen glæde udvist på hendes vegne, kun denne punktering af glæde. Pigen har dog allerede klog af skade trukket sin egen forklædning over hovedet, mens hun lader sig tvangsfodre som en anden foie gras gås. Hun smiler, men jeg kan se den usynlige rejste mur af beskyttelse fra hvor jeg sidder.

Hvor skulle vi rejse hen? Det samme sted som dem? Ligge på opredninger i deres værelse med havudsigt på den solbeskinnede klippeø?

Jeg titter frem nu, der er jo faktisk fri bane, Dalen emmer af ro, bløddyret har afleveret den påtvungne, brugte cykel. Jeg har været en god datter og skrabet asfalten med panden, i passende mængde foran hans store hvide bil i behørig taknemmelighed over hans storhed og gode køb dengang. Cyklen var til den bebrillede, der sov sig igennem.

I entreen

Mig, “jeg tror hun (hans kone) ville have at vi gav penge for den!” Står krummer tå vridende foran anden halvdel.

Han, fnysende, “så vil jeg hellere selv bestemme hvilken cykel det skal være.”

Jeg. Sænker skuldrene. Han har ret. Igen. Jeg bestemmer selv mit hjertes kval. Tænk bare, at kunne svirpe det væk. Sådan. Væk med samvittighed, skam og dårlig datter vipe.

Som ådselædere smæsker de sig i andres følelser; begejstring, vrede, ked af det hed lige meget, samme resurse. Bader med sæben cirklende i armhulen, trallende mod det ophængte brusehoved. Rotere som krokodillen med sit bytte i fart mod sumpens bund allerede inden de har sagt, “tak for en hyggelig aften”. Dit overskud hult, glæden kvalt og dagen i morgen betydningsløs.

Jeg er også mine følelser, et gearskifte der får mig til at glædes, gøre ting, udfordre mig selv. Frihed betyder alt, dyre vaser, fælge uden ridser og et nyt skur betyder nadda.

Smilende øjne i mine, latter mod et loft, kikket mod den nu tætte hæk, den bebrilledes “se ham nu mor”, når genbrugskatten gør noget han har gjort 100 gange før, for det er hans ting. Genert ved mødet med nogle fra arbejdet, gå spontant i en kølig sommeraften med Goldielocks` kvidren i mit øre, uvenner efter et kvarter, venner igen efter 2. Anden halvdels tavshed til hjørnet ved REMA, kyssene og så alene skærende samtlige hjørner tilbage mod den endnu ikke færdiglavede, dampende te.

Alle de spørgsmål, der kun burde stilles hvis det var med respekt og oprigtig interesse for hvor svarene nu måtte komme fra.

Intet svar for dumt, fjollet, for tæt på kun gør det mere, med indbygget tilladelse til at sætte grænser sige nej. “Nej, jeg gider ikke der men på … vil det passe fint…”

Blyantstregen, gammelt, indtørret viskelæder har forsøgt at viske ud.

Ikke vandfast sminke ned ad kinden efter regn.

Måske i virkeligheden aldrig tegnet.

Indrykket annonce

Ønskebarn med indbygget kedeligt faktum byttes. Behov for andet end set som et pænt vater opsat billede. Endelig ikke for tyk, ikke nikke nej, pegefingeren svinger som metronomen på venindens kommode, men “spis nu endelig mere. Op. Al sammen. Den usagte påtale ved at lade være, nægte, sige nej tak. Vekslende med de evigt skråtstillede, rynkede eller hævede bryn, de stikkende undertoner ved synet af den, hver fjortendesdag udvekslet, “tag jer af mig (også) ..” mumivariant.

Skuffelsen der lurer, altid nærværende, i det skårne kød i fadet, knappen i den åbenstående skjorte, sølvglimtende i det faldende støv i aftenskumringen, hvor rådyret vendte i morges. Over alle mine følelser, som blomstrede op af vægge men ikke i haven, (vindueskarmen ville næppe imponere.) Du forstod dig på undervogne, især nabo konens. Før du flyttede var du ikke længere i huset, men derude hvor læbestiften blev glemt.

Hvorfor kommer du ikke videre mor, hvorfor lader du dig påvirke af det? Du ved jo hvordan de er?

Goldielocks

Jeps, det ved den allersødeste grød jeg gør, men det er fordi jeg igen og igen skal betræde roulettens hurtigdrejende hjul og jeg ved. Jeg ved bare, at falder jeg med røven lige ned i sort, vil han insistere på at være rød. Hvis jeg så kanter mig op og kaster mig med næsen blødende i rød, vil han irriteret som en stor gammel hund forflytte sig til sort, kun for, at jeg ikke et øjeblik skal tro jeg er/kan noget han kan bruge, mere end han, være ligeså meget værd, har det ligeså hårdt. Orker det ikke, den, konkurrencen, han altid har gang i på indersiden af sin hjernebark hvis verden lyder som et gammeldags ping, pong spil. Som, at være på cykeltur med nogen, der har en bedre kondition, eller længere (voksne) ben på skituren i 79. Hver gang man storprustende har kæmpet sig til de ventende på toppen, er de vendt rundt, snart susende ned på den anden side, indvendigt hujende.

Spil kan være sjove men hvis det er uden mulighed for, at vinde er det da ikke en konkurrence. Jeg vil hellere investerer i noget, der nytter.

Har forstået man skal være sammen engang imellem fordi vi er FAMILIE, men værsågod som forventet, at tage mod det tilbudte, fejlkøbet, som en god datter, når han nu er så god…. en far! Host host … næste gang, så ryster jeg på hovedet, går i gang med at øve lige nu.. Går fint.

Smager på ordet… bløddyr.

Hvis du havde været en lakrids havde jeg spyttet dig ud.

Som de syrlige bolsjer jeg aldrig har kunnet lide.

Knus

Reflektionisten

Goldielocks og undertegnede har lavet en pagt! Måske skal vi for en god ordens skyld gemme en gammel vante… (Pagten, DR`s julekalender fra 2009 vist.) Vi vil lure seje blikke fra gamle westernfilm, hvor mænd kniber øjet sammen mod røgen af deres gennemtyggede cigar. Øve dem foran spejlet før næste indbydelse ca. september. Mens de smør mit dampende, sprøde grydebrød vil revolverbæltet sagte blive spændt i inderste hul, i skjul af bordpladen. Derefter vil vi skyde dem på klods hold, stille og roligt med deres egne sylespidse hagl. Vi er vel voksne.

“Jamen far hvor skal vi så bo?” Læner mig frem, lille smil kruser min mund, hagen hviler i mine håndflader. Kigger mig rundt på terrassen. “Her!”

Han åbner munden for at svare, jeg vifter ham tavs med en håndbevægelse.

“Hvis du får lov til at bestemme hvad jeg skal have på, betaler du så?

Han læser sig frem, mine fingre folder sig ud i fuld stop.

Buler min ikke eksisterende mave ud, “hvad så bløddyr skal vi sammenligne…?” Ser på undervogns indehaversken, “står din sykasse hvor den plejer?” Rejser mig, finder målebåndet, kommer tilbage og vifter med det i luften. Nå, hvad bliver det til bløddyr!”

Læner mig stående ind over de beskidte tallerkner, trækker ned i min bluse foran. Teposerne; Earl Grey og kamille kan lige anes. “Er det her for meget?” Trutter min mund som en pin up fra 50`erne.

Læner mig yderligere frem, presser Earl og Mille ned i bordpladen, “nåh…”

Slipper bordpladen, trækker blusen sammen i halsen. “Tæt nok og hvad med farven? Er grå okay? Du ved, jeg mener ud over sort?”

Deres munde åbnes, små, gurglende lyde lyder. Som skurke i film om 2 verdenskrig efter skud i maven og vi ved jo alle hvordan det ender… Blodet pibler, runder mundvigen og … Ja, der må vel være et dryp på den nystrøgne uniform dernede et sted!

“Håber I nyder brødet for jeg kan altså ikke invitere jer før til næste sommer, jeg har nemlig ikke fået købt læggekartoflerne endnu.” Puster røgen væk fra løbet. Jeps, sådan hurtigere end min egen skygge. (læs: Lucky Luke.)

Sætter revolveren tilbage i bæltet.

Goldielocks får lov, at skyde mod hjertekulen. Vidste du for øvrigt at det er den udvendige… hulhed lige under brystbenet? Hun drejer armen, blotlægger underarmens hvidhed som er brudt af sort farve.

“Bløddyr, jeg har fået en tatovering!” Unødvendige ord, der, som en lægtehammer banker sømmet helt i bund, i andet slag. Skeer stopper før brydningen gennem chokoladen på den købte islagkage, øjne drejer som periskoper og stopper, hun er målet. hovedet dukker, skilningen deler vandende. Jeg ser mundvigens lille trækning. Knækket, højt da overfladen revner og hun spidser nydende munden omkring isen yderst på skeen, så den bliver to sugende mundfulde. Lader chokoladen smelte mellem tunge og gane. Han kan ikke udholde den. Tavsheden.

Har du fået en tatovering?

Et styks forarget bløddyr

Bløddyret, skrevet i ink ville havde været ubetaleligt men det ville havde været, at skænde så fin en flade, og krævet vi var af søens folk.

Langsomt vipper øjenlåget op, munden klemmer stadig omkring skeen, sutter det nede i hulningen op, vender den og får det HELE med ved, at presse bagsiden mod mundens loft.

“Hmm….”

Han læner sig tilbage, synker sammen i stolen. Gammel, munden er vrænget nedad. Fortabt.

Seks sæt øjne zoomer ind på fire bogstaver viklet ind i hinanden V, C, L, og L. Blodårenes blårlige skær ligger som en tjørnehæk af kød og blod rundt om. Ubrydelig.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Kimchi, numsehullets nye sort

En rigtig mand…

ved godt, at grønsager ikke er noget man skal frygte i troen på den overhængende fare for, at ud vokse, ikke æselører som Pinocchio, men kanin ører. Det er lige så gammeldags og for længst ud-og hjerne død tankevirksomhed som;

a) bruge følgende ordsammensætninger; høj karse, bred ymer i forsøget på at være sjov

b) kaste “nørd” i hovedet på indadvendt barnebarn som et ydmygende skældsord

c) behovet for, at skjule en tiltagende skaldet isse med hentehår (det er gener ikke andet).

Han føler ingen trang

til, at slå sig på brystet i samvær med andre mænd og nærmest homofobisk, højlydt tilkendegive hvor stor en bøf han foretrækker på BONES eller ved weber`n mellem gril tængerne. Han ved, at salat ikke kun er icebergsalat, majs og agurk eller broccoli overhældt med gris (alias kolde bacon tern 2×2 centimeter), indsmurt i så meget dressing, at den grønne farve er forsvundet i forsøget på, at kamuflere ordet salats bogstavelige betydning. Han spiser ligeså selvfølgeligt kylling, bøf og steg (også kaldet beige/brun mad) som bjerge af regnbuemad fordi han ved, at i den salat skål kan der være mere protein end i hans bøf, samt mere kalk end 2 skiver fuldfed ost og smør i tydelige halvmåneformede tandsæt afmærkninger i den afbidte hvedebolle, tilsammen. At kunne bære de tunge indkøbsposer uden, at knække et håndled kræver dejlig veltillavet mad, ikke andet.

Du ved det jo godt, ligeså vigtigt som det er at nyde, fortære, smæske sig i alverdens lækkerier lige så vigtigt er vejen ned og ikke mindst ud af dit system for dit almindelige daglige velbefindende. Kan vi ikke skide når vi vil eller styre at vi skal, bliver vi tvære, mulende og ikke til at holde ud. Det kræver gode og ikke mindst millioner og måske lige frem billioner af bakterier i din tarm. Det er sgu da også en magisk proces fra velduft til ildelugt på noget, der helst ikke skal være meget længere end 24 timer om, at passere igennem Trille fødebollekanalen.

Her er det fermenteret kål kommer ind i billedet, også kaldet kimchi.

Kimchi er Koreas nationalret og kan tage få eller mange timer at lave. Selv ex first lady Michelle Obama har delt sin version på Twitter.

Næsten…. (plus lidt Meyer) efter YouTubekanalen “Happy Pear`s” opskrift. De udførende ligner to enæggede tvillinger, mænd med grå stænk i tindingerne, når det bliver sexet til kvinder er min grå hjelm fuldt udvokset, hvor retfærdigt er det lige? Den ene lyder som om han har en fortid som kok. De har begge været veganere i mange år og i en af deres videoer tager de T-shirtsene af “oh my god!” Jeg var næsten mundlam.. Det er ren bøf …. mums.

Jeg brugte:

1 kinakål hoved (de brugte 1½)

Ca. 50 g salt

Skær, skyl og knug vandet ud. Gnid det nu ind i saltet og ja du skal bruge det hele, det konservere. Lad stå en ½ time ish.. Kålen altså ikke dig, og skal du noget gør du bare det. Tror nemlig, at jo længere jo bedre. Kram og stå en ½ time til. Sidste gang, kram og stå en halv time. Så er du parat til at samle, blande, sætte i skab og vaske op.

I ventetiden, løseligt tænkt..

Ny skål påkrævet. Husk bøj i knæene og ikke kun forover i ryggen.

1½ gulerod revet

3 springløg skåret

Her kunne du også tilføje eller erstatte med vores radisser, tror nemlig ikke det behøver være hvad en koreaner ville bruge, de har deres egne varianter.

Risbudding:

tager 2 min. Vitterligt, så gå IKKE.

79 g vand

19 g rismel (du kan sagtens bruge maizena, det er bare ikke vegansk)

Knivspids honning, sukker, hvad du har. Lad stå.

Skold 2-3 glas. Hellere 3 end 2 da massen “hæver” lidt… Min gik over sine bredder lækkert😣. Vær indstillet på, at de kommer til at udsende en liflig lugt af prut, som i hver gang du åbner det skide skab. Det fortæller de sjovt nok ikke noget om i alle de videoer jeg har begloet.. Jeg tror IKKE, at det er fordi de spiser så meget af det, så de er blevet pruttetrang kureret, tror du?

Chilimarinade:

1 løg groftrevet

3 fed

½ tommel ingefær

Jeg rev feddet og ingefæren fint

Rør sammen med;

3 spiseske tamari, måske du kunne bruge soya det skal jeg slet ikke udelukke, da det jo også bare er en anden form for flydende, salt bouillonterning.

1 tsk noritang, der ligner, lugter, smager også hm… i bekymrende grad som det fiske mad jeg engang imellem fik lov til, at fodre min fars akvariefisk med som barn, det kunne sikkert helt udelades eller erstattes med fiskesauce. De brugte i hvert fald noget andet jeg ikke havde. Jeg kan altså ikke lade mig begrænse af, at der er noget jeg ikke har! Alt for mange fremmede ingredienser på samme tid i mit skab har det lidt svært i konkurrencen mod det gammelkendte, når jeg rækker ind i skabet efter smagsgivere.

Må bare indrømme at hjemmesiden helsebixen er mit nye tast kort nummer og tryk videre og send fiks.

5 g chili, jeg brugte både piriflager(en form for chili) og chilipulver

5 g sød paprika

Rør det revne med krydderier + budding

Si og knug kålen BEHOLD saltvandet

Skyl det, knug igen

Rør sammen med gulerod og springløg (radisser)og chili pastaen, nej fingrene i ik! Alt skal være grundigt blandet. Oprindelig koreansk vil være så stærk, så handsker er nødvendige ellers er det av, av i nedbidte neglerødder.

Put i glas. Pressede med min smoothie stamper indholdet ned. Du bruger en gydeslev, hvilket min oprindeligt også er fordi jeg få uger efter modtagelse af MEGET dyr blender, blandede plastikstykker i min smoothie. Dem pillede vi ud, var heldigvis nemme at se i det lyserøde/brækfarvede …Anden halvdel har nu savet et stykke af en af vores gamle træsleve og den fungere perfekt til, at skrabe siderne ned med, nu UDEN risiko for indbyggede tandstikkere. Jeg tror massen skal være dækket af vand (Meyer), jeg hældte et par skefulde siet salt/kålvand på og satte i kolonialskabet med låget helt løst på. Så skal der ventes og smages efter et par dage…. Kys, kys små glas jeg vender tilbage inden længe.

På 4 dagen begyndte de, at lugte mere som noget syltet/fermenteret end ja prut, men jeg havde alligevel brug for, at anden halvdel sagde, “nåh skal vi smage?” For hvem har lyst og tiltro til, at noget der lugter lige lovlig klamt kan smage godt. Men det er vel det samme som smagen kontra lugten af cigaretter, tænker jeg! 

Det smagte godt, måske lidt stærkt hvis et pirifrø stod alene.. Jeg tror at hvis du kan lide saltede agurker, søde rødbeder, syltede ting så kan du også lide dette.

Her satte vi glassene i køleskabet og det ene er allerede spist. Vi tager ca. en teskefuld til aftensmaden også hvis vi skal have pizza, spiser det bare som syrligt tilbehør og håber de gode baciller gør deres job i transportsystemet. Jeg er afhængig af, at min tallerken bugner af syns-og smagsindtryk, min længsel og nysgerrighed skal give mig mere mundvand og mindske min lyst, til at debattere under måltidets første 10 minutter til ikke minimum, nej snarere hold mig helt uden for. Lad som om jeg er et par ører og nyd de udeblivende afbrydelser fra mig. Bare ignorer mig, når jeg fisker stort, skårne grøntsagstingester op fra min tallerkens toppede indhold og finger fodrer min mund, så køkkenrullen står hvirvelende rundt som en TIVOLI karrusel på køkkenbordets flade i forsøget på, at følge med efterspørgslens krav.

Du kan har jeg set også bruge det i gryderetter men det har jeg endnu selv til gode, at prøve af.

Du kan købe det, kimchi, i MENY, men den mængde ovenover skal du give ca. 150 kroner for.

Nåh, skal du ud og købe kinakål nu?

Knus den ikke mere fermenterings angste.

For øvrigt

Det tog mig et ½ år, at træde hen over troen på, at det ville gå helt galt, huset ville helt sikkert eksplodere og i stedet indstille mig på det noget mindre drama, at vi simpelthen smed det i affaldsposen hvis det krævede, at vi holdt os for næsen for, at kunne nedsvælge indholdet i glassene. Det ville gøre fysisk ondt men lad det nu ligge. Spildte ingredienser du ved. Jeg mener, hvis vi kan spise pølser i afgrunds dyb fornægtelse for hvad de indeholder, hvilket må svare til bagerens romkugler, så kan vi også spise kimchi. Forbinder du ikke koreanere med ild i røven.. på snart sagt alt de gør?

Hov, jeg ved godt det ser tidskrævende ud og jeg vil da også indrømme, at jeg som altid ved eksperimenter sultent, savner sød person ved min side, som elsker at vaske op. Anden halvdel tager nemlig sin del af opblødte fingre i det lune opvaskevand, især, når jeg skumler opgivende efter timer spenderet på mærkelige retter med for mig mindre, kendte krydderiers ikke altid helt nemme mængde tilsætning.😝 Nogle gange bandende afbrudt af knæ, kravlende aktivitet fordi jeg har vippet/tabt/skubbet grydeske ned på gulvet med tydelige motorsavs massakre lignende kaskader op ad eller på hvide/trægulv/kattehår opsamlende flader. Jeg har sagt det til ham!

“Muller/Manse/Olauf har vi ikke en aftale om at din pels enten er a) på dig, b) i din tarm eller c) begravet et sted derude…”

Madmor/leverpostejs tidlig morgen fordeler

I betragtning af, at du i de glas har til et stykke tid især hvis du bruger mere af det hele, så er det ikke længe. For tro mig, du føler ingen trang til lige at liste ud kl. 3 om natten og tage en skefuld, altså nu kan jeg jo ikke svare for hvis du har koreanske rødder vel!

Jeg læste i Los Angeles Times, at koreanske mænd i krigstid savnede kimchi mere end de gjorde deres koner…

Tilegnet Solens🌞 mor

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

O A`s abc

Alias overgangsalderens levede liv.

Ah… der forlod skyen mig.

Begge ben i squatten.

Cykle i vind og vejr, dog helst i sol og ikke i vintermørket med fortællinger i ørerne om mennesker, som har ild i røven for, at holde mit indre bål tændt, eller på energiløse dage tænde mit. Med fortvivlende lidt resultat. Må selv gnide den fandens flintesten.

Nogle dage ønsker man bare at;

  • pille tæer hovedløs og tankefri på en klippe.
  • skyen ville lette.
  • få lov til at hænge med hovedet.
  • se alting gennem skånsomt lys.
  • det ikke føles som om at man hænger i med det yderste af neglene.

Egosine, gør det igen til sommer, tager på højskole alene uden mand og “børn” for 3 år i træk. Men det vil blive den første gang uden, at føle mig som en mærkelig kvinde, når jeg gerne vil lære noget på en ferie i Danmark, prøve nye retter; vegansk, vegetarisk, med kød andre har sat sammen og ingen opvask. Blive talt til og blive lyttet på i ½ timer med øjne ind i mine, og ører der gider.

For fanden altså, lagde mig bare ned på knæ (midt december) fordi jeg ville så tæt på dem derude over skype som muligt. Har nu knæ, der ikke kan lide at gå, knap nok cykle og ja løbe har jeg opgivet, zumba … gør bare lidt ondt… ha løgner. Er det solidaritets smerter med 23-årig fraflyttede Goldielocks, som skal opereres. Jeg kan ikke lide, at jeg gør krav på av, av opmærksomhed for jeg skal jo under ingen omstændigheder have et fremmedlegeme ind i mit knæ. Vil hellere HALTE, som er mit ene ben meget kortere end det andet. Det er altså også meget bedre nu. Kan ikke finde ud af om det kan lide, at jeg sidder på min ende eller det er alle de squats, jeg er begyndt at lave. Nåh lige meget fortsætter begge.

Gnavne mennesker, der altid skal pifte min energi. Gå hjem. Gå direkte hjem med din surhed og onaner, eller et eller andet, gør noget, så du selv bliver glad og har noget at byde ind med. Glæde er noget du giver eller smitter med, ikke tager, suger, fravrister.

Hormoner, nej tak til plastre, gummi, og graviditetstests. Styr på dem!… I det ene øjeblik forsynes trussen med hvide, størknede (læs krasende) aflejringer fra for til bag og det andet svinger min sensitivitet, ned under kulkælderen til den kolde, bare jord. Skrid grå sky. Flytter mig lidt, nej helt ærligt. Det er åbenbart min personlige sky. “Nå, så hej så sky”. Skyer, som i det ene øjeblik er der, indtil jeg læner mig frem siddende på sengekanten for, at trække meget stram strømpe op over anklen. Jeg har modvilligt indset, at det kan være det mest smarte, da det kan give blå øjenomgivelser hvis man liiige skal multitaske og er ukoncentreret. I det jeg retter mig op, nu med en fod gysende strømpeløs opløses skyen som havde to storkrammende synapser i min hjerne givet slip og ladet lyset bogstavelig talt skinne fra en en klar, blå himmel ind i min hjerne. Det føles som at gå fra, at tro nogle har hacket ens bankkonto og tømt den, for et sekund efter, at få at vide det er en andens. Nej fis, du har bare glemt at tage læsebrillen på, der ligger lige ved siden af dig. Nogle gange er de som i fuldstændig unødvendige. De ligner bebrillet drengs dengang du pudsede dem, da det gik dig lidt på, at det så ellers ville kræve umenneskelige badut spring fra lærernes side, at tvinge bare den mest elementære viden “Igennem” og ind. Man kan nu godt træne øjnene op i, at se uden om ikke identificerbar plet(ter). Når kvalmen så sætter ind skal du uden at tøve rejse dig op, halte ud på vrissent knæ og gnide “sandet” af glassene med sulfo.

Is, som i hjemmelavet med for lidt sukker og æggeblommer, “den smager af flødeskum”, kommentere fedt forskrækket anden del, og…. så? Vi er faktisk nogle, der selvom vi skærer ned på diverse yver præstationer har en overordentlig stor kærlighed til kvalme bringende store mundfulde af det luftige produkt. “Rækker du mig lige skålen, skat?”

Jeg vil så meget. Som en 7-årig tumler jeg ned af en ny vej med 120 km. i timen. Et ny udklækket, lærelystent, frådende monster med en pludseligt opstået teknisk nysgerrighed, som er jeg min nu ex gamle mobil, der trængte til en længe negligeret men overordentlig tiltrængt opdatering. Ville ønske, at jeg ligesom dem bare skulle i stikket og vupti næste morgen, en helt ny model… Kunne de, der Apple mennesker ikke bruge deres ekspertise lidt på det? Det selvom jeg godt ved, at der vel efterhånden er lige så mange IPHONES som mennesker på kloden. Du kan også godt se det ikke? Hvad kan bedst betale sig? En opdatering af overgangsalderramt eller en ny IPHONE SE. De kunne bare bruge gammel IPHONE 8 indmad og så nyt lækkert (ca. 36 år) design. Lyder det ikke som en fandens god O A reset? Næh, du kan tro nej æblemand, jeg fik ideen først. Du ved patentloven.

Kan jeg virkelig det? Hver gang et ny lag af viden skal lagres finder jeg andre underneden insisterende på nøjagtig det samme. Anden halvdel, der ydmygt spørges som var han et andet call center, insisterer om aftenen på at blive outsourcet efter, at havde været spurgt så mange gange i løbet af dagen, at han er ved at udvikle stress symptomer, når han kan høre skriget fra stolebenene mod gulvet i stuen under middagsbordet. Han er ikke i nærheden af, at være på sikker afstand for videbegærlig 7- årig. Det kan tage ham 2 minutter at løse et problem min hjerne har kogt længe, skummende og flere gange over af, så hvorfor vente længere og brænde helt sammen? Jeg mener, så er vi jo ude i reservedele og til en model 71`skal du allerede nu ud til autoophuggeren i Nørre Snede.

Råber efter ham, “DER SKULLE IKKE SMILES”, på hans vej ind i soveværelset for, at hvile sin åbenbart trætte hjerne fordi han sekundet inden meget stille har sagt “ja, jeg ved jo ikke noget, jeg prøver mig bare frem!” Den bemærkning er faktisk en fornærmelse bare så at han ved det. Kan jeg måske gøre for, at jeg ved hvordan man får mennesker ud i haller og lave en variant af piri piri sauce og det så ikke er noget han tolker, at han har brug for! Han køber dog røde pebre til det, men var de nu på tilbud så det var en undskyldning for at købe 2 pakker? Går ud og kigger underneden. Er vel altid lidt paranoid overfor velmenende omsorgsfuldhed.

Alting skal læres på en gang, hulter til bulter, dage i energi flows hvor hver handling glider fra en til en anden og andre dage hvor jeg falder i staver i hakkende sætninger. Bekymringen over noget nyt jeg er bange for ikke, at kunne mestre til tiden uden nogen anden at spørge end min bedste veninde frøken YOUTUBE, som i form af andre undervisnings passionerede popper op med al den viden i små bidder, jeg kunne få lyst til at begære.

Lisser mit navn, men hvorfor har jeg så svært ved at sige det højt, præsentere mig selv, det vil jeg øve, til jeg bliver nød til at gå ud efter brækspanden.

Mens, frøken Rødovre, mit lort, det røde, min menstruation, haloooo hvor fanden er du? Gravid? Eller? Det skrev jeg også for et år siden. Har du sprunget en måned over eller? Kunne du ikke bare sige det så, at jeg ikke behøver at BEKYMRE mig please! Skriv en besked. Så mange år gået med, at finde sig i det og nu kigger jeg ned til de krasende skorper og presser papiret “op”. Nei.. var det blod? Næh.. det var bare min finger, der skinnede lyserødt igennem papiret.

Noget for noget, altså når nu jeg bliver mere sprød, som SART på den der, en skavank mere i samlingen måde, kunne jeg så ikke få noget andet igen! F. eks. at jeg kan spise tre stykker kage om ugen uden at fru svamp står dernede og banker hårdt med dørhammeren. Ja ja så spiser jeg så kun to…et.

Os, det er blevet noget andet. Der var engang, at jeg ville skilles mindst en gang om måneden (havde minutter lange debatter inde i mit hoved hvor jeg knap og nap var ordstyrer), det ved jeg ikke om jeg vil mere, men det er så af andre grunde.

Pokkers også, jeg kan kun lave om på mig selv og det skib er som en enorm luksus liner med plads til tusinder af mennesker i et farvand jeg ikke altid kender, og derfor ofte mister kursen i.

Q som i quinoa. Bebrillede tog 3 gange, succes, tjek. Længe leve farfar, broccoli og David (Twin Peaks skaberen) Lynch, som i et dystert lys a la film noir fra 40`ne laver quinoa og broccoli i efter min smag meget kedelig, som i smagsløs variant. Boltrede mig som en kok i “The Muppet show” og prøvede at gemme alle de andre ingredienser. Meget svært når man ikke har lysmand som mr. Lynch. Prøv du lige, at lave mad i dagslys makker! Det er sgu brutalt, siger det bare.

Rastløs, indespærret, den ene dag virkelig fedt, den anden flæbende (godt nok indvendigt er jo snart O A forbi passerende) for et knus, et blik, en bemærkning, den skal nok komme…

Smugkigger ud og holder mine inderste drømme næsten for mig selv. Studere med min indre lup med nypudset læsebrille andres måder og holder dem som drømmene a la Tove D. beskyttede inde i min favn, hvor “energinåle/piftere”, og realister ikke kan nå dem. Kan I ikke selv drømme, nap I egne hæle ikke. Ikke mine. Jeg rykker, fordi jeg går. Ud. Rundt. Op og ind til anden halvdel, “må jeg spørge om noget?” Han er jo på arbejde, som det er jeg ikke? Nåh, nej det er jo ikke et rigtigt job for jeg får ikke pension, “jeg er sæsonarbejder”. Det er ikke et fyord, det er der ligesom også nogle der skal være! SELVSTÆNDIG, det ord begynder, at smage som hjemmelavet is med små chokoladeknapper fra pose med gult mærke henover holdbarheden.

Til, er det at være til på sin egen måde, og hvorfor tager det så lang tid? Vente med at se andre skal vi jo, men også dem jeg kan se? Hvad er der med mig, hvorfor kan jeg ikke skrælle min nag af som en æbleskræl i èn lang strimmel? Det er så frustrerende, at det er så meget mere sikkert, at holde fast i den velkendte følelse, som havde jeg spist en stor blævrende fedtkant?

U uden tro men med…

Vilje(n), har du set den app i appstore?

Får noget tilsat engang imellem, når jeg efter at være smidt af samtale efter 5 minutter med fædrene ophav (fordi han stod ude i en skov og frøs) mangler genopladning. Henter en stikdåse til 3 i form af opkald til heppekor i Veksø.

Xxxx pist… ved faktisk ikke helt hvad det betyder, tror lige jeg spørger Siri. IPhones helgeninde.

Yde sit bedste jamen det er jo aldrig godt nok. Perfektionisten har allerede besluttet det inden jeg er begyndt.

Z som i zzz… godnat og hold dig. Tis hvis du skal, men tænd ikke lyset, som var du en ammende baby. Drik lidt inden sengetid og ikke gemalens bowler. Tænker; “altså du behøver ikke holde kummen med vand, det er ligesom cisternens job.” Skynd dig at falde i søvn igen inden du opdager, at tankerne fyger rundt mellem synapserne som en snestorm og den ny hentede app flimre i sin opdatering. Mislykket på grund af manglende plads på skyen.

Æv, bare lidt æv over visse ting. Læring tager tid, heling af knæ tager tid, forflyttelse af fokus fra det jeg ikke kan, (som jo vel nærmest er blevet båret i guldstol), til det sted hvor perfektionisten ikke mere skal lulles til ro, fordi den så ellers ville være en direkte forhindring for sig selv.

Øhhh, overgangsalderens mange facetter er endnu ikke helt klarlagt af forfatter, og ja, er efterhånden også af den krystal klare overbevisning, at jeg heller ikke får det. Når den er slut kan jeg sikkert ikke engang forklare den til nogen på grund af tågen.., Det er 10 år siden (ca.), at alt begyndte med ryg og bryst svømning i sengen, skiftede T-shirts og indkøb og afhentning af børn i diverse institutioner hvor jeg ofte blev spurgt om, “hvor finder jeg rugkernerne eller Alexander?” Hvilket var fordi jeg altid afførte mig alt overflødigt, når jagten gik ind på afkom eller kornsort og derfor først fandt min elskede cowboyjakke lige inden mit barn forlod fritidsordningen for, at lade en anden tage dets plads.

Å Aase er en af mine vigtigste biroller i min nystartede bog, jeg kalder hende også Sømmet da hun har en sygdom, der får hende mere og mere foroverbøjet mod jorden, men hun er min hovedpersons inderligste heppekor. Begge selvfølgelig inspireret af den virkeligste virkelighed.

Knus som i inderligt.

Lisser

O a tvangsindlagt tilhænger.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Den anden halvdel

Da corona i marts sendte de fleste af medarbejderne hjem kunne kantinen ikke ændre på ordren og husbond gik meget af vejen (ryster på hovedet her) hjem med tiltagende armslængde tynget mod jorden med plastik håndtag der måtte havde gnavet temmelig meget i håndfladerne. Han kunne simpelthen ikke ignorere ubehaget, der kom af, at være vidne til hvor meget mad de smed ud. Nogen burde havde iværksat, at det hver dag kom videre til munde og maver end ned i i forvejen overfyldte skraldespande. Det er én vinkel.

Halvdelen af maden var vegansk eller vegetarisk. Der var smage jeg bare måtte finde igen. Nysgerrigheden fik mig Youtub`et rundt i samtlige verdensdele. Okay, vi er begge klar over, at computeren ved hvad jeg føler for, næsten hurtigere end jeg selv ikke?

“What the health”

Dokumentar fra 2017, varer ca. 1:32 minutter. Find den på YOUTUBE

Jeg så ovenstående dokumentar og tænkte, shit jeg må omlægge min kost fuldstændig og leve udelukkende plantebaseret fra i går ja faktisk helst fra forrige år. Men det er jo ikke sådan vi homo sapiens virker vel!

Efter i mange år at havde lavet salater som jeg ikke kender nogle kunne finde på, de findes heller ikke i kogebøger eller på nettet for den sags skyld, jeg har googlet, vil jeg et step up nu. Fylde mere viden på jeg kan bruge som skarpladet ammunition, når jeg bliver kommenteret. Bøgernes opskrifter er ofte fyldt med bacon eller anden form for saltet og røget griseudskæring for at kamuflere, at det er en salat. Inkarnerede kødspisere har over årene ikke været nærige med den udtrådte (tænk sutsko) floskel, “spiser du kaninføde? Pas på du ikke begynder at mimre lige om lidt?” Som var det det værst tænkelige de kunne forestille sig ville overgå dem. Som er det noget der smitter… den….der… LYST!… til grøntsager….

Den gjorde af en eller grund av…. Fyldt med genert skam påduttet af overvægtig omvandrende hjerteanfald lige om hjørnet oftest MAND.

I løbet af året meldte jeg mig ind i et par Facebook grupper, bl.a. klimaudfordringen og vegansk madglæde det smagte jo lidt af, ikke fugl men i hvert fald af, at jeg var, havde truffet … eller ikke … for jeg ville jo ikke tvinges heller ikke engang af mig selv. Jeg kunne da ikke leve uden min fisk til frokost (omega 3) og kød (protein og B12) næsten hver aften til måltiet vi var samlet om. Jeg ville jo blive lige så lille som en æske tændstikker “Fra Terkel i knibe”. Hvor skulle mine proteiner komme fra og hvis jeg ikke spiste min skyr og æg på panden! Så ville jeg jo falde sammen af knoglebrud frembragt af mangel på kalk.

Jeg havde alle fordommene stillet op som en beskyttende mur om mine nedarvede vaner groede over årtier.

What You Eat Matters

-2018 Documentary H.O.P.E. (maj 2018) Find den på YOUTUBE Den tager 1:32 minutter.

Det er faktisk dokumenteret at kasein i mælk er direkte medårsag for udviklingen af cancer. Studier har også vist, at tilfælde af knoglebrud faktisk er langt færre hos mennesker som ikke, jeg skriver det lige igen IKKE drikker/spiser noget fra et yver. Temmelig sørgeligt at man også ved at komælk fremmer allergier, hovedpine, migræne, mave og ørepiner, men det bliver talt ned. Tag en pille får vi at vide. Vi er opdraget til at tænke det kan jeg medicineres ud af, men du kan da ikke fjerne et problem med en pille når du bliver ved med at fylde dig med det, der giver dig ondt i maven i første omgang. Skal en diagnosticeret laktose intolerant så også blive ved med at spise ost, smør, øse mælk på cornflakes`en for derefter at fylde sig med piller for, at hjælpe kroppen med at nedbryde noget den for længst og desperat har givet udtryk for, at den ikke mere kan? Det er jo ligesom at lægge et tæppe oven på det knuste glas og tro på, at ingen vil opdage det man kan se med det blotte øje eller høre, når skoen træder det knassende i gulvet nedenunder.

Bevæger vi os fra nord-til sydeuropa stiger laktose intolerancen fra vores 4,5 % (den stiger stadig) til 30-80 % og til over 90% i Asien!

Jeg kunne havde valgt for 16 år siden kun 34 år og tænke jeg spiser da bare alt det sukker jeg vil og så har jeg et lysthus der banker i puls som en myggefest 24/7, der vil sende os direkte i separate soveværelser. Jeg er opdraget af en hund og en kat og de sov i hver deres soveværelse adskilt af MIT. Kan det undre at de blev skilt! Jeg troede på lægerne og prøvede diverse stikpiller og cremer, de virkede, de fik kløen til at forsvinde denne uge. Bivirkningerne var bare, at nu kunne jeg heller ikke have sex fordi det føltes som om myggene havde lavet det største sankthansbål dernede, fedt…Og næste måned (svampen kunne min cyklus bedre en jeg) var problemet uændret tilbage.

Så var der nogen eller måske læste jeg det, der pippede lidt om at det måske var sukkeret, at jeg var blevet sukkerintolerant (noter )ikke sukkersyg. Jeg er dog selv af den overbevisning, at havde jeg forstsat med den måde at inhalere sukker på til næsten alle måltider, så var det over nogle år blevet diabetes 2, jeg sad med tilbage som diagnose, flot klaret, hak ved det. Man ved i dag, at de fleste ved ændret livsstil kan SPISE sig ud af den igen, men hvor mange prøver ud over dem, der får det dokumenteret i en tv udsendelse? Jeg kan i dag spise sukker sager lidt og ikke ofte, hver dag? glem det. Jeg skal stadig (resten af mit liv) vide hvornår jeg kan blive budt og hvornår jeg vil sige ja. Kan du gætte hvordan jeg greb det an?

Et måltid ad gangen

Fuldstændig som jeg har gjort nu med mindre kød et måltid, en dag ad gangen over ja nærmest hele 2020, coronaens år. For mig personligt ville det, at gøre det hurtigere, havde være den perfekte undskyldning, faktisk nærmest en tilladelse til at lade mig selv fejle, at give op. Det ville havde være en daglig alt for stor fristelse belejligt at glemme hvorfor jeg gjorde dette, og blive i det trygge, det velkendte, og ikke ændre en skid i det lange løb.

Nu tænker jeg, et år længere fremme, “hov det er blevet mere naturligt ikke at spise fisk til frokost, eller kød til aftensmaden mere end nogle gange om ugen”. Det er stadig en udfordring, at styre min selvpålagte perfektionistiske barre, der handler om hvordan vegetarisk eller vegansk mad skal være før jeg kan kalde den netop det. Barren var i foråret 2020 1.80 cm. nu er den nede hvor jeg kan træde over. Stille og roligt eksperimentere jeg mere og mere. Har endelig gennemskuet vigtigheden af, at der skal være et overskud til at smile af uspiselig, eller kedelig produktion. De rullende teenage “øjne”, mumlelydende og gaffelstikkenes ridsen frem og tilbage bliver jeg aldrig helt immun overfor, men hvad for en kok ville jeg også være hvis jeg var ligeglad med, om han kunne lide min mad eller ej?

Goldielocks tror at hun skal kunne noget før hun overhovedet har fået opgaven eller mindst i samme nu den bliver givet, æde hele elefanten på en gang. Hm.. ja, ja, ja det har hun fra mig okay. Er du tilfreds nu!

I videoerne jeg har set er veganere enige om en ting… det var ikke svært at skifte til plantebaseret i forhold til andre menneskers reaktion(er) på det!

Så jeg vil tage et stykke kød når jeg er ude og hjemme er det min sag hvad der ryger ned i sækken. Jeg har for længe siden valgt jeg vil være en hjort i spring og ikke en henslængt han løve der slår mave i skyggen, mens jeg venter på næste bid der løber forbi. Hvem kan løbe længst hjorten eller løven? De løber begge for deres liv, men hvem kan leve uden den anden?

Sjov info, en løve kan løbe mellem 50-60 kilometer i timen 50-100 meter.

En antilope kan løbe op til 98 kilometer i timen. Holder den en jævn fart på 48 km/t kan den løbe 32 km. i et stræk.

Det hjælper at se det at leve mere plantebaseret som en efter uddannelse ligesom mit arbejde på, at blive stadig bedre til at formulere mig på skrift. Det kunne man så håbe havde en indvirken også på det talte!

At gå fra at tænke grønsagerne som et knap så mættende supplement til kødet og i stedet lære at tænke det som hovedrolleindehaveren med bønner, linser og kartofler i sidevognen kræver i virkeligheden kun EN ting nu. Slippe tanken; åh nej hvad skal min stakkels 17 årige nu spise, når nu vi 2 andre spiser mad med fordele:

A) Fysisk i form af udbygget og toptunet (tænk Ferrari) gas-og gylle tank, mæthed, og blodsukker i vandret med en energibank, hvor han ikke engang har en konto oprettet.

B) Den psykiske fordel er, at de billeder jeg har fortrængt fra min nethinde fra de 2 dokumentarer bliver nemmere at bære, når de engang imellem går som en engel igennem mit i forvejen meget reflekterende tankemylder.

C) Større viden, da den kun fås igennem eksperimenter med krydderier jeg for få år siden kun havde hørt tale om, i mine dengang elskede programmer med nu afdøde (selvmord den idiot) Anthony Bordain. Suk han var en gave. Nåh men bruge dem, hvornår med hvad, hvor meget og tilberedt hvordan, det er knap så meget det store uoverskuelige spørgsmål mere.

Redningsplanken, YOUTUBE kanaler med veganske eller vegetariske ildsjæle verden over.

Bonus

De er nærmest alle engelsksprogede, så mit engelske er blevet langt bedre. Jeg tror såmænd, at når vi kan rejse igen i år 2022 ish, så tør jeg godt stille mig op og snakke højt og tydeligt. Jeg plejer nærmest at hviske som var det den magiske formular for muligheden af, at snuppe mine ord lynhurtigt tilbage i skam over, at jeg lyder så pinligt ubehjælpsom. Måske vil jeg endda gå efter min svigerfars version og trække lidt anccent og ord ind fra andre steder i den europæiske union. Som han og genbrugskatten i øvrigt vil jeg se mig stolt (selvfølgelig!) og storsmilende omkring på så charmerende vis, at selv mine børn vil godtage det. Dog godt krydret med den sædvanlige spydspidse ironi og løftede øjenbryn selvfølgelig. At blive drillet betyder, at nogen holder så meget af èn, at de rent faktisk gider gøre sig den ulejlighed at vente på reaktionen. Plus nå at udtænke et modsvar inden jeg er færdig med at greje, at min (bort)forklaringslyst var fælden jeg igen røg i.

Så jeg nærmer mig altså min udvidede horisont stille og roligt. Fik rødbedebøffer for et par dage siden, veninde havde ladet svømme i fedtstof (både brystsvømning og crawl). Dem finder du vist på madbloggeren “Valdemarsro”. Kappers gjorde dem salte, og sennep gjorde dem interessante.

Kl. var 13:30 jeg havde skovlet sne, cyklet/slingret hen til rødbedebøfsammensætteren, blevet plasket på fra oplynet støvlet til toppen af hue af bil, der havde glemt, at sne splatter altså THANKS A MILLION, og gået sammen i det smukkeste julefilmlandskab. Badeværelset iført vådt overtøj, nu i strømpesokker (tørre yes) ved komfuret med ud af øjenkrogen falkeblik, overvågende de rødligviolette tingester med langt mindre tålmodighed end hende. Det vil jeg også lære i 2021, spiste dem med rest af spaghetti fra i går med en slags pølse i og spinat, + ny salat, og så var der resten af rødvinen (1 glas). Jeg var piv stiv på 25 minutter i nogenlunde ditto.

Hurra for rester.

Vil du have mere?

Eminent madlaverske, veninde, lyttende øre og …

Lykken er; når du bliver nød til at takke nej til mere vin fordi du ved, at du så ville rejse dig op, gå rundt om bordet, hive hende op at stå, for så at begynde at kysse hende på stedet af bar glæde over, at hun er rask oven på en corona omgang. Fordi der stadig ikke skal mere til for, at gøre dig højtråbende og fysisk ud af reagerende med armbevægelser der får billeder på vægge og lamper i loftet til, at give sig i deres søm, fat-og ledninger og naboen hamre med kosten i modsvar foroven eller underneden.

Lykken er når fraflyttede ringer:

“Hvordan var det nu lige igen med det couscous, mor?”

“Hvad skal du have til?”

“Hm jeg har købt falafler, og kogt eddermandme bønner”

“Grøntsagsaftenssmad” jeg klapper mentalt i mine hænder.

“Ja, mor men så fik jeg makrel til frokost fnis…”

Knus

Ja og de 2 der overdængede mig med møgbeskidt sne, (frem OG tilbage) I er tilgivet.

Alle jer andre gør nu noget, der vil gøre jer jublende, ikke de lette løsninger som 2/3 af vinflasken, men noget der giver jer lyst til at danse. Dans til I svinger rundt mellem storspruttende (højt op ad væggen) tomatsauce på den ene side og halvt færdig salat på den anden, mens I vugger i hofterne på vejen rundt med ørebøfferne trykket helt ind imod trommehinden med jeres lige nu ynglings sang og ligner et snurrende hoved for dem, der knirker forbi i sneen udenfor.

Jeg er høj, veninde høj, alle emner er blevet berørt, trukket i og åbnet, noget forsigtigt andet voldsomt. Elefanter er trukket ind, løftet op, skubbet på og bakket ud af små, trange, på vid stående skabe, nogle edderkoppespinds ned hængende, andre fyldt med raslende fra hinanden ned til gulvet i bunke, skeletter.

Tak Mette L.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Sover jeg bedre når…

Kødet forbliver i køledisken i sin vakuumpakning?

Hvad efterårets hverdage, med covid på lavt blus og ingen glitrende julepynt endnu i sigte kunne indeholde af tanker.

Frokost imellem for-og eftermiddagsjobs

Nøj… hvor er jeg træt af at vaske den pande af, men det er den tallerken så meget værd i tid, banden og aftørring.

Brødet er resterne af et grydebrød fra i weekenden, som jeg bliver pænt sur over hvis bebrillet dreng bare snupper resterne af i nattetimerne (hans dagtimer), da de svarer sådan ca. til et kvart brød hmfr… Nu lader han pænt en skive tilbage. Den er ikke tyk, men man kan heller ikke se igennem.

Pestoen på brødet, hjemmelavet fra fryseren. Producerer til 5 små plastik bøtter hvilket svarer til 4-5 dage i hver. Der er ingen tilsat kemi og det er ikke som at slikke saltbøssen hvilket en færdiglavet kan smage som.

Salaten kunne være en rest fra aftensmaden i går. Denne er lavet i morges 7:45, halvvejs hængende ud af køkkenvinduet for at vinke farvel til den bebrillede cyklist. Det tog 20 minutter og ja så sad jeg kun og spiste morgenmad et kvarter men en lækker salat var helt klart at foretrække frem for en YOUTUBE video, som af åbenlyse årsager ikke ville være til. at konsumere i min frokostpause. Mens jeg hakkede fyldte jeg en dl. couscous til 2 dl. kogende vand i en skål, lagde en tallerken på og glemte den. Da jeg huskede den var den færdig og stod så i anden container og kølede helt af til jeg var færdig som snedker mester og hældte så ca. halvdelen ovenpå alle de hårde plantedele. Sluttede af med de bløde og indiskutabelt mere sarte; lidt spidskål, spinatblade, dild og purløg klippet næsten helt ned til mulden.

Efterårets enlige restaurantbesøg

Hjemme kl. 12 ish fra første hold tændte jeg for panden inden jeg tog mine sko ud af posen til hurtig afdampning. Olauf`sen (genbrugskatten) fik halvdelen af det kød jeg havde smuglet ned i min taske i ly af den, mens Goldielocks måbede fra den anden side af bordet på den franske restaurant.

“Du mente det faktisk, da du sagde at du ville tage det med hjem til ham!” Der var ikke nogle der så det, havde der været tilskuer på havde jeg ikke gjort det, og jeg ved hvor glad han vil blive. Han er langt mere glad for kød end mig og jeg var så stopmæt på det tidspunkt, at desserten måtte skrues ned ovenpå, den smagte som, ja jeg bliver helt mundlam ved mindet.

Da jeg kom hjem 1½ time senere på aftenen havde den kun fedtet sig en SMULE ud af den mangelagede serviet jeg havde ofret.

Et glas vin, ingen grønsager at tale hjem om og lidt for mæt. Jeg kunne ikke engang klemme en halv kop te ned inden jeg valgte at tage lille bog under armen og sagde ja til, at bebrillede på 17 kunne kaste sig i farens REDTE seng, hvor han lynhurtigt rullede sig ind som en roulade. Så blev dagen lukket med fnis og bogen blev kun åbnet, skimmet et par sider og så skrev jeg “tak for i aften” til middagspartner men var åbenbart for mæt af indtryk til at sende den.

Pu… min mave var ikke helt glad den nat.

Tilbage til middagspausen, auberginen blev fri for et par skiver, kedlen tændt, ægget slået ud og brødet vendt på brødristeren. Jeg har den største respekt for alle jer der spiser flade madpakker. Jeg vil hellere køre i Hviden 10 minutter mere hver vej frem og tilbage til jobs, mens jeg tavst skriger med på Waterloo. Kun i ferier synges der med stemmebåndets volumenknap skruet op. Ellers hvæser det ad mig fordi jeg tror, jeg oveni, at tale ører af dejlige mennesker (kl. 8.45, 10:00 og 13:15) samtidig kan tillade mig at lege anden sopran i bilen og timer efter igen over madlavningen med emhættens blæst som anden stemme. 3 stemmen er jazzmusikken han hører i tilstødende værelse mens han træner… Jeg går ud fra det er det han laver! Naivt? Forbereder mig nogle dage på, at når han kommer ud fra sin træningsseance, så har han sprunget 20 år over jeg kunne havde levet sammen med ham. Jeg mener, er vi blevet så gamle nu at han kan lide jazz, du ved det der mærkelige akustiske noget!

Jeg kan lide sving, disco alt mulig …og klassisk musik men det er ikke, det er slet IKKE det samme, da jeg er tvangsfodret (tænk gås) fra barnsben. “Hvad er det for noget du hører! Det er da ikke musik! Nej, du skal høre rigtig musik!” Vivaldi, Kim Larsen (må du hvile i absolut fred) og…

Har set en video om, at det at skifte lidt efter lidt over til mere plantebaseret mad kan have indvirkning på mange ting deriblandt søvn, og jeg HAR VIST SOVET bedre de sidste måneder efter jeg for mindst 4 måneder siden skruede ned for først kødet, så fisken, æg og ost ahc… Jeg ved ikke, det er svært. Det er ligesom når jeg underviser, så starter jeg altid med højre, det er ikke noget vi har aftalt ja, jeg ved ikke engang om jeg blev spurgt! Så bum nu vil venstre fod så lige pludselig have de næste 25 år. Det ikke for det, jeg kan godt se at det ville være retfærdigt, men det er altså ikke bare lige.

Det mest irriterende er, at hvis du skal gå helt plantebaseret, så er der så mange fald grupper.

Lad os tage mælkesubstitutter f.eks., jeg faldt hurtigt for havre mælken (ingen sukker tilsat hurra) kan fås i NETTO min forretning intet problem, da jeg og sukker som sagt kun lige er på talefod. Men nu skal jeg igen til at læse ALLE vare deklarationer hvis jeg vil købe et færdigblandet produkt. Oh MY GOOD. .. de kræver for det første lup nu, læsebriller er slet ikke nok mere. De kunne sagtens kræve 10 kr. mere pr. indkøb hvis bare jeg kunne finde en lup dinglende i en elastisk snor ved håndtaget. Ligesom alt andet færdig lavet mad kan det være svært at gennemskue hvad de fremmede artede ord egentlig betyder på bagsiden, men lad mig sige det sådan havremælk er ikke bare havremælk. F.eks. er der tilsat solsikkeolie som ikke HAR EN HUJENDE SKID, at gøre med navnet de har tilladt sig at skrive på kartonen. Lige efter står der også agavefibre, øhm.. HVAD ER DET? Når du køber komælk så ved du da hvad du køber!

Mælk fra et yver (meget stort tænk bredere en dens lår og helt ned til knæhaserne), hvis ejermand er blevet fyldt med alverdens form for medikamenter for, at den måske kan gå (løbe/springe glem det) ud af stalden hvert forår. Hun har stået flanke ved flanke med Oline og Magda, indtaget korn, der kunne havde brødfødet en by i et uland og er igen drægtig. Hun skal for, at du og jeg kan spise vores højelskede ost producere et afkom så mælken flyder (helst af hunkøn, da drengen ikke kan bruges til noget én anden tyr ikke kan gøre for ham). Hendes mælk har sikkert fået en grundig rystetur for at holde bedre, men det er ikke tilsat sukkerknalder, decilitermål af solsikkekerneolie eller kakaopulver og dog. De kalder det bare Matilde. Til gengæld giver hendes produkt mig slim i mine næsebor, den er sikker hver gang jeg har spist skyr, jeg må jo næsten ind og vende ved næseroden for, at tørre det væk så jeg kan trække vejret frit igen.

Du kunne spørge, “jamen kan det ikke skyldes noget andet?” Hm du har helt sikkert en pointe der, men nu er jeg sådan en der eksperimentere og ikke bare konkludere på et løst grundlag. Så baseret på mangeårig research så niks, nej det er det. Jeg har det aldrig i weekenderne og der spiser jeg jeps, havregrød på halv vand, halv havremælk. Pis altså også, lige så snart man aflægger en vane har en anden allerede møvet sig med røven ind først og står og kigger på mig med glippende øjenvipper, “jamen jeg har da været din vane hele tiden!” Som om.

Jeg forstår så meget, at hvis man gerne vil spare dette yver for udpumpning så er det rart at en anden karton kan stilles ned i kurven. Det er nemt og så smager det endda godt. Jeg har i alt for mange måneder lukket øjnene for, at hvis jeg skal go “all the way” bliver det nød til at være my way, hjemmelavet. For ellers er jeg tilbage til start med, at købe produkter så fuld af kemi, at det aldrig har været bare i nærheden af det NATUR produkt jeg holder af, at bilde mig selv ind, jeg køber… Så nu overvejer jeg at købe sådan et stykke stof til, at si mine vandpåfyldte vitamixblendede havregryn med. For der skal kun 3 ingredienser i; vand, havregryn og hvis jeg vil en daddel for at give sødme. Det er lige mig, ikke al det vanilje flydende sukkerstads, jeg er sukkerhungrende afvænnet. På sigt når overskuet er der vil jeg lave min egen nøddemælk/yoghurt for jeg kom til at købe 2 pakker sukkerfri müsli før min beslutning om et skyr frit liv.

Jeg bestræber mig på, at at lave min egen dressing, et glas om ugen fuld af smagsgivere som når de møder min gane, mundhule og tunge så føler jeg, at alle mine smagsløg er blevet kærligt rundet ikke belagt med klæg e-numre masse. Giver salaten et sjask for skal vi kysse er det rart at vide han ikke kan smage hvidløget i min mund, for så vil han blive nød til at smage sin egen først..

Jeg toppede med persille (den eneste persilleelsker på adressen).

Ingredienser pt. i dressing:

Olivenolie, rødvinseddike, en teskefuld Dijon sennep (for den er IKKE tilsat sukker), de sidste salvieblade fra svigerfars stængler jeg fik i værtindegave. Fik også dåse med sviger mors hjemme rullede…

Knækbrød og jeg føler mig mødt, set og forstået. Chilifrø, et fladmast hvidløg, et stykke fintrevet ingefær, lidt vand, gurkemeje pulver, salt og peber og så er det i teskeer den mængde jeg føler for den dag, med lige her ristede cashewnødder som jeg tog af varmen og rystede sammen med paprika, chilipulver, salt og p. Pst.. 2 små skiver brie.

Ægget får altid på begge sider, er ikke så overvældende glad for spejlæggets tit og ofte flydende blomme, har også en mistanke om, at det giver mig ondt i maven. Ach… æg skulle være SUNDT men så er der jo masseproduktionen fjer mod fjer, svage ben på alt for hurtig voksende kroppe, men det er ØKOLOGISK.. Ja min bare r…

Knus fra hende

Som ikke ønsker at trække nogle ændrede vaner ned over dit hoved som en krympet hue vasket ved for høje grader, men vi kunne da tænke lidt videre ikke!

Nysgerrig på mere dokumenteret viden? Så skal du læse næste indlæg, som kommer til at hedde “den anden halvdel.”