Jeg vil kunne leve med mig selv, jeg går efter at jeg en dag er stolt over, at jeg “rydder” op i naturen. Jeg er fan af grøn, men kun den der har været igennem fotosyntesen, den som jeg forøvrigt ikke havde nogen som helst interesse i at kunne udenad på HF. Tror jeg dumpede det fag eller tæt på. Det kræver jo man faktisk tror på, at en indsats nytter!
Jeg kan ikke holde det ud længere. Så må min teenager synes, at jeg er skide pinlig, når jeg som en anden posedame samler skrald over et par meter på vores rute på 36 minutter. Vi ved hvor de få skraldespande er. De er ofte overfyldte, så der er nogen der benytter dem. Men der er alt for få i bybilledet.
De 2 minutter det tog at samle posen fuld, kiggede jeg mig over skulderen 2 og 3 gange, for at se om nogen ville TAGE mig i at gøre det. Hvor er det rimelige i det. Jeg bekymre mig faktisk om at “støde” nogen ved min handling!
Hvor jeg længes efter den dag, hvor jeg gør det der er fornuftigt efter mine egne mavefornemmelser uden, at jeg føler jeg skal lade være, for det kunne jo være at andre syntes jeg var et fjols. Så vil jeg gerne være et monster, et stort et, et grønt et.
Hvem kan ikke lide grønne Mike Warzowski i Monsters Inc. fra 2001? Hurtig snakkende, èt enormt, vågent øje og fødder der gør det temmelig unødvendigt, at være iført svømmefødder.
Da jeg var lille var det, at smide skrald fra mig i naturen en synd på højde med, at løbe på gangene i skolen, eller råbe højt på biblioteket, Det var ikke acceptabelt, som det heller ikke var at sidde uroligt i kirken til en dåb, eller bande foran mine forældre. Kun hos min farmor var det i orden, hun opfordrede mig faktisk til det.
Altid sagt med et kærligt smil på læben.
Lille Lise let på tå, hos mig bander du ligeså meget du har lyst.
farmor Else Alleshauge
Hvor tit har jeg ikke løbet og stoppet, løbet og stoppet hårdt op, plantet min fod på det jeg troede var det tabte for bare, at se det flyve videre og længere væk. Jeg opgav ikke dengang, for tænk nu hvis de så det! Andre, mine forældre, politiet, politikerne, mine klassekammerater. I dag løber jeg ikke, jeg rækker efter det en gang, og så er det tabt.
Men det er ikke tabt vel, ikke hvis jeg sætter farten op og bruger tiden på det, med mindre det kræver, at jeg udsætter mig selv for fare i trafikken. Men så kunne jeg jo bare tænke skidt pyt, og i stedet finde vigtigheden af, at UDLIGNE og simpelthen samle noget andre HAR TABT op. Samle mig aflad ligesom man taler om med hensyn til CO2 udledning generelt.
Men jeg starter med at rydde op i mit nær område hvor jeg går og står. Der skal være pænt, vi lever i det her skønne land og jeg bliver flov når andre besøger det, for de må da tænke “sikke nogle miljøsvin, er de bare ligeglade”? Hvornår bliver det “os” der skal rydde op og ikke de andre med de gule veste?
Kom nu!
Hjælp mig, vores børn og hvad når de får børn, skal vi så bare trække på skuldrene og sige “jamen de andre gjorde heller ikke noget”.
Vi er der allerede, vi er de andre.
Hvorfor ikke bare tage 2 minutter engang imellem, det handler ikke om hvem der gjorde hvad hvornår, det handler om nu, lige nu, hvad gør dejlige Danmark grønt, grønnere, grønnest?
Hvad er pointen i mine smadrede, sorteringscontainere til affald ude foran min hovedør? Er deres tur til forbrændingen i det hele taget benzinen værd, hvis ikke vi tager os af det der lægger ude på gader og stræder, i hække, buske og på stranden?
Vi skal ikke samle skrald op fordi vi tænker over det som en pligt, vi skal gøre det fordi vi sætter en ære i at holde stien REN. Så vi næste gang går ud ad den kan nyde alt det grønne.
Kh.
Mike W.
lisserfix 