Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Ud mod det uendelige univers

Halløj i klostret

I løbet af weekenden med grundlovsdagen gemt i, er universet kommet nærmere. Jeg har siden året mellem ca. 1983-84 ikke helt ladet gud komme nær, siden han tog min farfar hjem. Men der forblev en for det meste tavs og ikke navngivet samtale, i gang, imellem os. Derude.

Opdraget med min fars mundhules piskesnert; det er kun dumme mennesker der taler med sig selv, dumme mennesker der keder sig, prøvede jeg og holde mine indre samtaler, inde, afslutte dem. Jeg gør det stadig, som jeg hver dag, på et eller andet tidspunkt beordrer mit pilleri i mine negles ”rammer,” holde op. Når jeg er nogen steder, hvilke som helst tænker jeg på et tidspunkt; hvordan gør de det ”ikke piller,” sidder stille, holder fødderne nede, på gulvet?

Jeg putter mine hænder ind under mine lår mod et hvert sæde og det virker.

I 2 minutter, så er de ude og dimse, Som Grete der selv er dimser, kalder det, som er mine fingre 10 små personligheder med hver sin hjerne, jeg en mor til 10-linger.

Jeg har tænkt, at jeg var for lille til at have noget med det store univers at gøre, at jeg var grådig, selvoptaget hvis jeg troede på det, snakkede lige ud, op til det, det var for udefineret, noget ”derude” som det at meditere.

Jeg er kørt i tog, ned i Danmark syd, og landet i Maribo, for at bo i Birgittaklostret. Dronningen og hendes gentleman har spurgt om jeg ville med på retreat og jeg ved, at når de siger et kursus er godt, så er det en 12 og hvilket beløb jeg nu skal betale, det værd. Jeg ved det så meget, som jeg ikke vidste det sidste år, spurgt, og betaler bare. I dette forår, en anden, efter året der er gået. Jeg orker ikke flere penge afparerings dialoger med min indre samtalepartner. Hun en gammel ven, nu kun gammel.

Jeg er beæret over at blive spurgt, for de rummer, lidt ældre end mig, både kæmpe pyt knap og ”jeg gør hvad jeg gør, fordi det har jeg det godt i og det siger jeg næsten uden skyld og skam kompleks. De udstråler en ro og væren i sig selv, jeg ønsker at svømme alle former for discipliner i.

Jeg ved vi skal meditere. Jeg ved vi skal være stille på et tidspunkt. Jeg ved Dronningen ikke vil den lange tavshed. Jeg ved, at jeg må tage en snak med min indre samtalepartner om, hvad jeg vil i denne sag.

Jeg ved, at jeg vil være med dem. Dronningen og hendes gentleman.

Jeg har skimmet teksten for opholdet, før jeg tastede mit kortnummer og fortalt alle, at jeg skulle i kloster men, men ikke før nu en uge efter hjemkomsten, virkelig regnet ud hvorfor. Ja, jo jeg ville underholde, for der er ikke meget der kan slå, det. En anden kan sige; jeg har været en uge på en græsk ø, slam, helt fladt af kloster ophold med rigtige nonner i.

Men jeg havde ikke behøvet at frygte nogen ville spørge til hvad jeg skulle der, for alle var som altid tilfreds med den geografiske stedfæstelse. Jeg overvejer næste gang at komme med koordinaterne i stedet. Både lettet og provokeret på en gang, sagde jeg det et par gange. Uopfordret. At vi skulle meditere. Vi skulle, ikke jeg, det var alligevel for striptease-agtigt, som var det og bruge vi, en måde at beholde det meste af ”tøjet” på. Jeg havde en forestilling om, at fordomme, andres, ville komme, i form af toner, i deres stemme. Min fordom, at de toner ville knappe en knap på ”tøjet” op, hørte jeg dem. Jeg piller i en neglerod, og en flamme slikker min rygrad efter, at være tændt lige under skulderbladenes vinger.

Lort. Jeg har lige fordomsfuldt forventet andres fordom, knap givet dem en chance for, at vise mig noget andet, kun for at jeg skulle kunne bibeholde en gammel virkelighed. Jeg ved det. Jeg bliver nød til at gå ind i det, selv knappe trøjen op, for den største fordom kommer i virkeligheden fra mig selv. Så ja.

Jeg indrømmer det.

Jeg mumlede det. Ordet; meditere, for jeg er lidt genert over det. Der sprang en knap.

Den finder jeg ikke igen.

Skide løgner, sig det, sig det nu som det er, lige nu, DU ER MEGET GENERT, SGU DA IKKE LIDT.

Jeg krænger trøjen helt af.

Det som, at gå ned ad trappen, ind i en hemmelig klub under jorden, at søge det, meditere med andre. Siger jeg højt, at jeg gerne vil praktisere det dagligt, synes jeg, det lyder helligt. Det som at vrikke stramme bukser ned over enden, med enden vendt ud mod publikum.

Jeg hiver i strømpens tå-ende, når jeg siger at jeg ofte falder i søvn undervejs, når jeg lytter til en. Hinker på et ben rundt og rundt, når jeg tager mig selv i at grine bagefter. Den sidste måned har jeg bare sagt, jeg tager en lur, for som regel lader jeg stemmen hypnotisere mig væk fra dagligdagens pligter. Jeg ved godt at jeg skal lade det ske, jeg er træt, men for mig, reflektionisten, er det en ekstra forkludring af min egen vej i mod den daglige praksis. Som visker jeg mit eget ønske ud.

Jeg kyler mine strømper hen i hjørnet

Ordet meditation føles som har jeg taget et stort stykke sushi ind i munden, inden der er blevet sagt værsgo. Proppet munden fordi jeg, inden i, er på grænsen til skingrende vanvittig af tilbageholdt sultfornemmelse. Jeg kan ikke fordrage store bidder og scanner med blikket rummet i restauranten, så ingen af de andre 3 kan få øjenkontakt med mig, utålmodigt afventende den kniv og gaffel, jeg har bedt om. Jeg skammer mig over, at være hende, der, så desperat efter kniv og gaffels genkendelige tryk i mine hænder, går op til disken, når de har glemt at jeg bad om det, min strube kun lige sunket den store kvælende klump. Jeg synes, det er for dårligt af mig, at jeg ikke orker krampen i mine hænder på grund af de 2 pinde. Men skal jeg have ondt i mine hænder, skal det være på grund af mit skriv.

Jeg krænger bh`en af, ned over hofterne.

Da jeg 1 gang beder om bestikket ved bordet, sidder jeg, du ved, selvfølgelig ved vinduet længst væk fra den unge kvinde, der skal tage imod vores; ja, vi ved godt hvordan man bestiller på Ipaden.

Stående der ved disken 10 minutter senere. ser jeg mig rundt i ventetiden mens tjeneren bliver færdig med en anden kunde. Flammen slikkende min rygrad, et nu pulserende brandtruet sprinkleranlæg og ude af porerne løber sveden syd. Underbukserne, det eneste tilbage, engang mint-grønne, kan ikke med deres nu bølgende elastik opsuge den salte sved før ”bunden” er nået. Opsamlings-pletten føles som, et vådt øje, jeg stadig med ryggen til, nu nede på knæ og hænder, i svaj, kan holde øjenkontakt med alle, med. Da tjeneren er færdig mødes vores blikke, og jeg læner mig sådan lidt tilfældigt ind over disken i mellem os, og nærmest hvisker min genbestilling; kan jeg få kniv og gaffel?

Siddende ved bordet igen bander jeg indvendigt, for jeg har fået almindeligt vand og ikke med brus, noget jeg skulle blive 50 år for, at elske mere end en øl eller et glas vin, hvis maden er for svag i smagene til, at give øllen og vinen modspil. Jeg; orker ikke at gøre opmærksom på mine behov igen, kan endnu ikke være i ubehaget i og sige, at jeg har fået noget andet, end det jeg har bestilt. Dobbelt op på ubehag, for det var ikke mig der bestilte drikkevarer, så ved at brokke mig synliggør jeg andres fejl. Det kan jeg heller ikke lide, så jeg drikker mit vand. Det hele smager fladt, for jeg har igen underkendt mig selv og det er endda mig, der betaler. I kort-på-læggelse.

Jeg træder ud af bh`ens ring om mine fødder.

At sige ordet meditation i samvær med ikke meditations retreats opsøgende, giver mig følelsen af, at stå som legemliggørelsen af en lyslevende Birgitta nonne foran dem og tøjet jeg har smidt var hendes dragt. ”Lånt,” hovedbeklædningen med dens hvide krone og de tykke, sorte strømper delt af sandalernes tå-split, der titter frem under dragtens sorte stof, når den er i bevægelse. Jeg er hende, der læner mig ind i opholdets fortryllelse, mens jeg i mit nyfundne teenage oprør samtidig har lyst til, at svinge mine underbukser rundt over hovedet til Joe Cockers, ”You can leave your hat on,” være fræk som Kim Basinger i filmen 9½ uge (1986), der handler om en affære mellem 2, der dårligt kender hinanden.

Jeg underviser vel i det selv, meditation, som yoga lærer, men det er stadig på 3 år som om, jeg ikke må sige højt, at det er noget jeg gør. I virkelighedens virkelighed, en dunderstemme i mit eget baghoved. En stemme jeg har overtaget fra min far, jeg ved, hører, ser det. Ser det, som har nogen tørret vaselinen af linsen, at selvom jeg har været yogalærer i 3 år, så har jeg ikke selv fundet mig værdig til og bruge ordet, meditation, praktisere det, invitere universet ind. De 30 år som afspændingspædagog tæller ikke med… Det jo afspændinger jeg laver… Men siden 2022 er de dog blevet anderledes, nu taler jeg bevidst ikke kun til deres kroppe, men væver hjertets tråde ind på alle måder. For deltagerne lyder det sikkert som noget jeg har integreret, det håber jeg, men inden i, er det stadig noget jeg gør i trods, som bryder jeg regler nogle andre har lavet, mit ophav, mit andet jeg, mit gamle jeg.

Mit nye til mit gamle jeg; åh, så gå dog, skrid, jeg gider ikke have dig på slæb mere, du gamle (jeg,) du er ikke mig, mere, jeg er ikke dig, find en anden at sætte alle de; stakitter, barre, hegn, kegler, bomme, bump, værn, låste døre, porte, for, op, foran, bagved, henover, nedenunder, ved siden af.

Jeps de tjente et formål; holdt andre ude, men mest holdt de mig inde, og det inde er lille som en æske tændstikker, som jeg har lyst til at stryge alle på en gang. Hvorfor må jeg ikke sige ordet; meditere, det jo ikke, som at noget, nogen ville eksplodere i hovedet på mig?

Jeg, en ilder.

Jeg vil ud af det, væk fra misforståelsen af mærkelighedens farlighed, den er det jo kun, i generthedens rødmen, til jeg har gjort det til en vane. Jeg vil ud af den begrænsende fornemmelse jeg lader mig smitte af, når jeg ser andres ildere har svært med min langsomhed, som har hjertet, følelserne mindre værd, end kroppens mulighed for ubesværet, at kunne dreje, svaje og runde. Jeg vil hen i mig, hvor det at bede mine deltagere om og reflektere over denne forbindelse i hver undervisningstimes opstart, er lige så naturligt som at spise, sove og lægge ”arme” i toiletkummen. Naturligt, i mig, for, at de kan læne sig trygt ind i min dybtfølte sikkerhed, væren, fysisk som psykisk, bagefter tage den med sig, ud, væk, hjem til vi mødes i det fine rum, med måtten rullet ud igen. Nu i denne weekend får jeg et nyt ord.

Invitere.

Kursus holderen H, som fra nu af hedder Hjerteåbneren Hjerterdame sørger for, at vi 3, faktisk 4, får værelser på samme gang lige ved siden af hinanden, efter hun finder ud af vi (3) kender hinanden. Praktisk finder jeg ud af, da jeg ikke bruger telefonen til andet end, at tjekke om de derhjemme har sendt noget jeg behøver og reagere på. Det gør de ikke. Heller ikke på beviset på jeg er ankommet, forsendelsen af en lille video hvor; toilettet (”armens udsending er vigtig,”) og udsigten fra vinduet er start og afslutning. Den røde tråd af panoreringen over; billedet af Madonna` en, krucifikset og biblen, alle på hver deres væg, som skal jeg holdes i påmindelsen om hvor jeg er, hvad jeg vil beslutte. Jeg har taget computeren med for at skrive, men inden retreatet overhovedet går i gang, kan jeg mærke leden fylde mig hver gang, at jeg tager tilløb til at røre ved tasterne, selv sætte alarmen på mobilen virker som en grænse overskridelse.

Som om hele min krop ved, at her skal jeg lade alle mine 10-linger få ordet og lade mor træde tilbage.

Mange gange i løbet af de 3 dage på retreatet, skråler ”ungerne; Tag en hviler, mor, du behøver ikke hele tiden lette stemninger.

Vi sidder oppe under taget i ”biblioteket” under tagspærrerne i en cirkel. 12 med Hjerteåbneren, Hjerter dame.

En saftig bøf og jeg er ikke til kød mere, men duften af gril kan næsten få mig til at hikse.

Hjerteåbneren er som lovet; blodrød, rund og brændende varm, med øjne som forsvinder ind i smilerynkernes, opadgående, linjer bag de blå brilleglas, når hun smiler. Hun smiler meget, men hun er alvorlig, når hun taler til vores hjerter. Hjerterne, hun beder os lægge hænderne på hver gang hun påbegynder en meditation. Jeg kan se, at skal hun nå os alle, bliver det nød til at være igennem seriøsiteten. Ellers kan det og tage tid til os selv, som er grunden til vi er landet i disse stole, bare fejes ned på gulvet. Som det plejer.

Jeg, en refleksions junkie er uforberedt på hendes præsentation, for havde jeg læst; ”vi åbner os for hjertets budskab og visdom,” 1 gang mere og virkelig taget sætningen ind, tror jeg, at jeg havde tænkt; det er lidt for ”derude” til mig og ikke meldt mig som sidste år, dronningen spurgte om jeg ville med. Jeg føler, jeg har snigløbet mig selv. Men min indre mors, mor tog over, hun vidste, kender mig bedre end jeg selv, endnu, ikke næste år for der.

Hun vidste, at hvis jeg ikke blev ”snydt,” så ville jeg undgå hvad jeg så, som mere jeg skulle, en pligt, hun vidste at jeg var.

Færdig, træt helt ind i hvad der føles som hjertekamre, der runger hult da jeg melder mig til. Så udmattet så kun pligten over for mig selv, er pisk nok. Jeg ved, at det er en advarsel, når min krop ikke kan genkende guleroden ude i juli og august, i form af mindre undervisning.

Den første session, første eftermiddag.

Jeg mærker tårer fylde de lukkede øjenlåg op og en snøften tage tilløb i mit bryst, i sidelæns kryds-løb med min kvalme og nakke ”krammen,” der endelig henover aftenen, som de plejer forsvinder. Forsvinder som de kom 1½ døgn før, stille og lydløst. Jeg kan endelig sidde med lukkede øjne uden, at have en svag vippen i mit indre, som var jeg på en vuggende båd. Mere vippen og jeg ville overveje at løbe igennem rummet, buldre ned ad trappen og i lange skridt nå min dør. Her ville kage og frokosten forlade mind mund mod det lyse trægulv, fordi det er nøglen til hoveddøren nedenunder, med den gule prik, jeg ikke kan se i halvmørket, jeg har stukket i låsen.

For dig, der har en længsel efter at finde mere hjem i dig selv, at mærke og tale din sandhed og leve et liv i samklang med dine værdier.

Det har jeg sat jagten mere og mere ind på i året, der er gået i min mors, blodprops efterdønningers navn. Den startede i vild løb, en sikahjort med bankende hjerte, hovedkulds snublende, til jeg ikke mere kunne finde tilbage til vejen jeg gik ad før, og heller ikke mere ønsker det.

Men.

Jeg var holdt op med at lade blikket panorere over havens grønne, himlens blå, skyernes hvid og solens glimten i vand.

Hjerteåbnerens stemme får vores øjne lukkede, munde tavse.

Find jeres hjerte; med det mener Hjertedame ikke, ikke det fysiske dunkende, nej det, du helt automatisk søger, hvis jeg beder dig om og lægge dine hænder på det. Som min gå-veninde spurgte, i mit øre, 1 uge efter; mener du ligesom fodboldspillerne under nationalsangen?

Ja, ja det er lige præcis det, der; råber jeg ud for, at overdøve blæsten.

De første 2 gange jeg holder hænderne ind mod hjertet føler jeg føler mig fjollet, men modvilligheden smelter, det bliver en vane, noget vi gør af os selv, ønsker det, hun behøver ikke bede os om det på 3 dagen. Ligesom hun ikke får nej, hver gang hun omsorgsfuldt siger; kan I klare mere?

Vi, fundet hende, dette retreat er sultne, hungrende efter at blive ledet hen i mod os selv, blive præsenteret for hende vi ønsker at være, tage os af men som vi af mange grunde, ofte selvopfundne, godt hjulpet på vej af fortidens skramlende dåser i snor, nægter os selv.

Jeg har i mine 3 år som underviser i yoga set hvordan meget få, inklusiv mig selv, har, når bedt om og trække de samlede håndflader mod hjertet, har sendt hænderne helt ned, hvor det ville dunke igennem huden. Jeg har nogle gange bevidst tvunget dem til, at trække hænderne længere ned, tvunget mig, men.  Mærket som de måske har, hele mit jeg, sjæl, væsen brokke sig over det, som om hænderne, armene, skuldrene vil støtte det, det 2 hjerte i, at det er forkert. Det, hjerte sidder ikke der. Det sidder mellem venstre kraveben og brystvorte (på mig). Der falder du til ro, der viser du, at du har dig, med alt hvad du er. Der tør du holde dig selv.

Jeg vil spørge dem, mine deltagere, puffe til deres refleksion, øge deres nysgerrighed på dem selv. Er de bevidste om det? Lader de med vilje være med, at stille spørgsmålstegn ved det?

Jeg har igennem vinteren sæsonen ude på gulvene igen og igen bedt alle jeg har undervist om, at krydse armene over brystet og give sig selv en krammer. Selv om jeg ad den vej har fået mange knus af mine egne arme, har det aldrig været nok.

Jeg vil have mere, have rigtige knus, de rigtige af de rigtige.

Jeg har jo for fanden ledt efter det skide 2 hjerte, men i stedet for at hylde nationalsangen, har jeg lukket ”hjertet” inde bag flere hold af mennesker, jeg skulle være noget for, i økonomiens navn og aflyst kampen.

Forstår nu, at hvordan jeg tænker om og behandler mig selv, sendes ud i universet som en energi lige meget om jeg vil det eller ej. Og jeg vil hverken sende; tvivl, mistro og mistillid ud eller modtage det. Jeg ved, jeg sælger min energi, det min varer, en varer mine deltagere kan plukke på hylden og tage med hjem, i hjertet, fra mit til deres. Jeg ønsker at gøre den skide forskel og jeg orker ikke mere skamme mig over det, at jeg vil mere, være mere.

Det er derfor jeg sidder der, med de andre dejlige, sårbare kvinder jeg øjeblikkelig er tryg i favnen af, selvom vi ikke rør, dårligt snakker sammen. Jeg ved bare, at vi har hinanden i arbejdet på, at have os selv.

Hjerteåbnerens stemme inviterer til morgner med stilhed over små borde med 4 omkring, hvor det uden skærm eller bog og gemme mig i, er akavet. Jeg søger som golden retrieverhvalpen, der fornemmer ”noget,” de andres blikke for, at beroliges og berolige tilbage.

Jeg har siden, jeg er kommet hjem ikke spist måltider foran en skærm, mine morgener er blikke ud i havens grønne. For at gøre det må jeg sidde på ”min datters” stol ved besøg, skråt overfor ”min” stol, der er med ryggen til. De fleste minutter ser jeg ingenting. Den eneste lyd er min skes kliren mod tallerkenen og min munds slupren.

Retreatet er for dig, der er klar til at forbinde dig til din indre skaberkraft – dit potentiale – dit indre lys.

Jeg ved, at jeg er det lys, alle er, du, er, men ved også at jeg, ikke vil være flosklen med de 2 ender og udbrændtheden.

Fru Veksø, en veninde, min mor i hjertet, mit hjertes ekko, har sagt, skrevet, råbt det i røret, i blæsten; du skal passe på dig selv. Jeg har tænkt, hun mente min fysiske krop, hjertet med sine kamre, men jeg forstår nu, at du ikke, som i slet ikke kan skille dem ad. Forstår, at hvis jeg fornægter kærligt og bevidst nærvær i nuet med mig selv, vil det være det, jeg sender ud. Travlhed. Fornægtelse af roens berettigelse.

Fordi der er 1-2 på alle hold, som ikke kan være i roen, har jeg ladet dem diktere alle opvarmningers opstart og intensitet. Jeg ser, jeg har soppet rundt i den belejlige vane, brugt dem som undskyldning for, at tage mere vare på mig selv, på de andre i rummet. Det, fordi det var nemmere og være i min ilder energis, flydende strøm end, at være i roens ukendte og derfor farlige ulidelighed.

Hjertedame river alle mine regler, diverse undskyldninger og overspringshandlinger om og for hvordan det, at meditere skal udføres i strimler som en makulator og jeg føler deres brudte bånd stritte under mig, som en lille nyfødt hvalps let blodige navlestreng. Ude i vinden i golfbanens grænseland, går jeg i eftermiddagene side om side med dronningen og hendes gentleman. Jeg er skiftevis trold og engel, hofnar, og troldmand, skifter hatte, prøver dem på, uden, barhovedet med skilning i den forkerte side. Jeg gnistrer inden i, af knusene de ikke behøver fysisk at give, for deres ord og nærværelse gennemtrænger både blæsten og hjerter, dem alle pivåbne. Alle 6 hjerter tilstede.

Maden er jævn; forklarede Dronningen, i toget, på vejen ned til Marias bolig, alias Sank Birgitta klostret, Refshalevej 81, 4930 Maribo.

En nonne i Sankt Birgitta klostret kaldes Birgittiner. Ingen anden ordensdragt er så fuld af symboler og alt er dikteret af Birgitta selv.

Nonnen, vi ser mest til, er måske 27 år, 35, 49, måske 54 år, som jeg, får os med fingersprog, spillende øjne til, at stille servicet i stakke på vognen. Når hun smiler stikker hun tungen lidt ud i mellem fortænderne. Der er ingen forklarende skilte med flotte ord, når maden står på anretterbordet. ”Tungen,” ser på os med stoltheden som en glorie ud fra ”den hvide krone,” der holder hendes hovedbeklædning, ”sløret” på plads, når hun alle morgener stiller de ”blødkogte” æg, ved vores tallerkener, i deres hvide æggebægre. Æg, der mest egner sig til æggedelerens lille mandolin.

Den hvide krone med de fem røde mærker er et symbol på Jesus tornekrone og hans fem sår-mærker.

”Den hellige Birgitta” var en svensk helgenen fra 1300-tallet, der allerede som 7-årig skulle havde fået sine ”himmelske åbenbaringer.”

Vi, os fra hoffet griner, i opholdets lethed- og frihedsfølelse, i eftermiddagenes forblæste timer og jeg ville ikke havde været de hårdkogte æg foruden, de var det ekstra kærlige puf. Jeg vil også eje min utilstrækkeligheder og elske, elskes for dem, som det mest naturlige. Jeg ved, jeg bliver det af mange, men den vigtigste mangler, ikke min far eller mor.

Nej, mig.

En af de 11 deltagere på retreatet kommer som den sidste, sidst på ankomst-dagen. I løbet af dagene som går kommer hun, den Sidste mere og mere før tid, til tiden. Som os andre. Hun ”har” noget, der provokerer skyggesider, noget der flytter energier, en ræsen hen over dem. Dronningen, hendes gentleman og jeg, alle 3 i samme branche, vejrer det som en fært med blafrende næsebor. Vi har svært ved at være i det, protestere, lukker det ud, lader den, fornemmelsen, grimheden inden i, sendes langt ud mod greenen som en golfbold, efter et slag med driveren.

Ordene kommer let der i cirklen under spærrerne. I farver, som jeg når skriver. Ikke som sort/hvid-filmens noir, i selskab med ægtemand, der faktaboks orienteret kan spørge mine ord til opløsligheder, fordi han søger svar på fremtid, i stedet for nutid eller fortid. Jeg er den logrende golden retriever, der vil have alle skal kunne lide mig. Med opadvendt blik, og forventningens let, bankende hale i trægulvets lyse træ sidder jeg på alle måder, men sidder.

En anden hund

Hvad skal der til for, at du tager din af eller i det mindste, allermindste løber linen ud?

Når vi i tavshed, hele gruppen, eftermiddage, går mod kirken må jeg holde godt fast i linen om min (indre,) border collies bryst, for ikke, at lade dens ”samle flokken trang,” bestemme. De skal alle have lov til, at være deres egen hjerne, de er ikke mine 10-linger.

Ikke engang Hjerteåbneren, for hun har allerede på 1-dagen sagt; jeg kommer ikke rundt med lommetørklæder. Lige sagt lyder det koldt. Men jeg ved at hun er alt andet, så det lander i, en ny tanketråd i meditationen hun fører os ind i bagefter.

Hun kommer ikke rundt med lommetørklæder, for vi er her for, at være vores egen udlevering, være vores eget lommetørklæde.

Jeg har siden, jeg er kommet hjem mens jeg spiser frokost, i stedet for skærm set i mine madbøger for, om jeg skal beholde dem eller ej. Computeren kun brugt indtil eftermiddage til, at google fakta til mit skriv. Når jeg sene eftermiddage tillader mig selv, at ”se” hvad jeg lige nu vil på YouTube, er det som har jeg trukket stikket til mig selv, ikke kun computerens strømforsyning. Trætheden får mig i zombie lignende tilstand og jeg sidder som min mor og vegetere foran en tændt skærm, hvor der går måske 2, måske 1½, måske 1 time (hvis jeg er heldig,) inden min søn udfrier mig fra ”hullet,” jeg er landet i. Hjælper mig ud af selvhypnosen, fordi han skal tjekke om Olauf kat er inde og har det godt, liggende i sofaen ved siden af mig og ae hans motor i tomgang. Jeg tvinger mine hænder, klappe skærmen ned.

Biblioteket

Jeg sidder alle 3 dage ved siden af min tvilling, begge sidder vi med benene oppe, ude, under, i skrædder, nede, til siden, kun det ene. Hun er min udlevede tanke. Når jeg vil rejse mig for, at hente et lommetørklæde og ”låne” det overfor hos en, der ikke græder endnu og aflevere det til en der gør, gør hun det, min tvilling. Gør det som jeg ønsker, som det naturligste i verden. Hun tøver ikke, hun føler sig tydeligvis ikke forkert ved, at vise praktisk omsorg.

Hun tager det grønne blad fra ”lægens” glatte page efter endt gåtur, vi sikkert alle har set. Igen min tanke men med border collien ikke sluppet fri af brystselen endnu, er det kun tanken jeg når. Handlingen ud igennem min hånd forsinkes af; kan jeg det, er det for tæt på, må jeg …

Nænsomheden fra tvillingens hånd, stemmen; du har noget i dit hår, ønsker jeg er min. Hendes mund er som Michelle Pfeiffers, da hun smiler ved jeg, at jeg bliver nød til det.

Spørge. Efter vi har valgt hinanden til arbejdet i par. Arbejdet; svare på spørgsmål, der i mange andre forum ville sende sårbarheden på bambiben, ud i alle retninger, på isen. Spørge hende, som gik vi i 5 klasse; ja, nej ved ikke, sæt kryds. Spørge; skal vi udveksle telefonnumre, vi kan bare være snakke i telefon, veninder. Jeg ved hun skal flytte til Skagen og med en teenage veninde, der bor timer væk (på Sjælland) ved jeg, at jeg sikkert ikke vil se hende igen, hvis íkke her, der ude, oppe, i nissehuens kvast.

Dronningen holder fridag

Det sidste døgn fra fredag efter frokost til lørdagens, afrejsedagen, inviteres vi til, at være stille.

Jeg er forberedt på det, tænkt over, hvad det er jeg har brug for.

Jeg har brug for at være fri. Gøre det vi ikke er inviteret til, bryde regler.

Stadig i gården foran klostret, ikke startet på vores gåtur endnu, hæves vores stemmer hurtigt fra en mumlen til normal stemmeføring. Vi hverken kan eller har lyst til og styre os, til vi er langt nok væk fra klostret til, at det betyder noget. Min samvittighed brummer som en bjørn og rundet klosterets hjørne til villavejen ser jeg, mig over skulderen. Mit hjerte bliver tungt. Jeg stopper op.

Den Sidste går bag os; siger jeg til; Dronningen og hendes gentleman. Den Sidste tydeligvis i alenehedens stilhed. Vi er som dem jeg ikke ville være i folkeskolen, dem, som flygter fra hende, vi tror smitter, med sin upopularitet. Hun lader som ingenting og måske er hun ligeglad, 20 år ældre end mig, jeg håber det, hun følger i hvert fald ikke efter os, da vi brat tager en anden rute. Hun, den Sidste kom med den dramatiske oplysning; at hun håbede hendes søn ville genoptage forbindelsen med hende, kun 2 minutter efter for sent ankommet til kage-indtagelsen, 1 dag. Det var som et hårdt træk i i border colliens brystsele. En påmindelse om min pligt, om at være mor for min mor, derhjemme.

Jeg smider brystselen, efterlader den på fortovet foran kloster-gårdens brostens mønster.

Jeg vil ikke være hende, hende mine børn, ikke ønsker besøget af. Jeg vil være lyset som myggene sværmer for og som ikke dræber, når tæt på, som min fars myggesvitser på væggen i deres udestue. Jeg vil være en stemme, et par øjne, et væsen, en sjæl andre søger fordi de ikke kan lade være. Brug for mig, til de ikke har det mere, eller mindre.

Inde i ”byen” går vi med aftensolen i nakken, som stadig synes varm, da det ikke rigtig er aften endnu, fordi vi har spist tidligt, kl. 18. Vores maver er fulde af ost og aubergine. Jeg har lyst til.

Jeg har lyst til en drink; hører jeg mig selv sige, der i den trygge midte, med dronningen gående på den ene side og hendes gentleman på den anden. Ingen kan nå mig der, kun mig selv, den farligste af dem alle.

Vi taler om vi måske kan købe noget i en Netto og tage det med hjem på ”hotellet.” Men hvad gør vi af flasken, flaskerne bagefter?

Vi er som de teenagere, jeg aldrig har ladet mig selv være og jeg er som Dronningens fødder, der altid synes og svæve så naturligt under ”skørterne.”

Frie, småfnisende, som har vi allerede drukket flere genstande, finder vi på vej til campingpladsen op af en trappe. På toppen ligger en restaurant, den er fin, Har et selskab i det ene rum og ja, man kan godt kun købe en gin og tonic i det andet, restauranten.

På evalueringsskemaet Hjerteåbneren sender os dagen efter vi er kommet hjem, skriver jeg; at jeg gerne ville havde lært de andre mere at kende, hvilket var svært med alle morgenerne i stilhed.

Men jeg er skyldig i, at jeg satte mig sammen med Dronningen og hendes Gentleman, ved samme bord alle måltider. Vores 4-kløver oftest fuldendt med en af gentlemans hold deltagere, som af grunde vi først fik, at vide til sidst, holdt sig mest for sig selv.

Jeg er skyldig i, at jeg ikke flyttede mig rundt, som når jeg er på højskole. Jeg havde forfærdelig lyst til det og følte mig skyldig ved hvert måltid over ikke, at gøre det. Delt, i mellem nysgerrigheden jeg havde, for hvad de andre var for nogle og pligten der, som altid hev i mig. Den pæne kvinde ville gøre det, den uskrevne regel, men jeg tvang mig selv siddende, fordi jeg havde brug for at lære. Lære og være i ubehageligheden af, at nogle gange skal jeg vælge ikke, at være den pæne og ordentlige. Især ikke, når det kun er fordi mit gamle jeg forsøger, at fastholde mig i behovet for trygheden i det. ”Se,” at det i nogle situationer er skide ligegyldigt for alle andre om jeg er det eller ej, det er bare en ide i mit hoved. Så jeg blev siddende ved siden af dronningen over for hendes gentleman, ved siden er det 4 kløverblad. Lænede mig ind i deres udsendelse af; har I et problem med det kan jeg tage det også. At I stikker jer på at jeg stikker ud. Jeg er mig. Mig, ved siden af dig, der er det, dig.

Jeg skrev i evalueringsskemaet til hjerteåbneren, at jeg var taget til Maribo sammen med 2 af hendes fans og jeg forlod Maribo som det 3. 

Jeg kunne havde skrevet, at det tog mig en uge, at give slip på savnet af, at være en del af ”cirklen” under tagspærrerne. Selv den Sidste savnede jeg den mørke skygge af. For i hende var den 2 største læring.

Husk

Navneattesterne er kommet fra det uendelige univers. Og måske, måske fordi jeg i de sidste måneder har hørt lydbøger omhandlende 3 horrible hertuger også kaldet deres u-Nåder

Ladyer og gentlemen som er forventet at skulle indordne sig regler. Følge disse regler, bestemt af andre for ikke at blive frosset ud. De kan ikke indordne sig, ikke udelukkende, de lader være, er de brudte regler. De er både og. Sammen med Dronningen og hendes gentleman ved jeg, at jeg ikke behøver at være hende den pæne og ordentlige hele tiden, der er alligevel altid nogen, som provokeres af min indre ilders hurtighed, golden retrieverhvalpen eller border collien. Jeg længes efter, at være i en hel flok af hjerteåbnere, dronninger og gentlemen, der, som dem tør være dem alle; hjerterdame, med hans U-Nådes lejlighedsvise splint, den ansvarlige, kedelige, stille, hunden der bider hånden der slår, gør højt ved fejl og mangler, logre ved spænding, sover i efterdønningen af meditationens ro.

Knus fra kanalen, tunnelen, budbringeren.

Ps.

Jeg skrev til min tvilling.

Goldielocks (min datter); mor, nu skrev du ikke en stil, vel?

Jeg holder mit blik låst fast ud af forruden, efter at havde tvunget det væk fra manden liggende på fortovet på hjørnet til hospitalet. Der er styr på det, 2 kvinder er der med ham, den ene med mobilen trykket mod øret. Joooh…

Mor altså, det er der ingen der gider, du skal holde dig tilbage, ellers tror hun bare du er skør.

Jeg mærker en ælten med pizzaen og småkagen i min mave.

Jeg har ikke lyst til at holde mig tilbage, hvis hun ikke svare må jeg acceptere det. Det jeg ikke kan acceptere er, at jeg skal være en anden for, at noget måske skal blive. Jeg er så træt af at være ”pæn og ordentlig.” Holde alle dem jeg er tilbage, for min erfaring er, at når andre så er trygge ved den, de tror jeg er, så kan jeg ikke vise alt jeg er, det, selvom de gør det. Det lige meget.

Vi, okay mest mig, har lige inden; blikket låst fast ud af forruden, snakket om at, når kvinder er dem selv er vi for meget men, når mænd er dem selv, er de bare det, mænd.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Op i røven

Knuget.

Knuden,

stramt

bundet uden løse ender.

Migræne.

Halve timer nålepude holdende vejret i

blide november to, en.

Gardinets blafren, på briksen

buldret i mit indre.

Jeg vil gå, jeg vil blive, men han, men jeg.

Travlt holdende fast i pinslen, pinlighedernes lillesøster.

Fastfrosset i forestillingen om hvad andre menneskers forestilling var om en god datter, et godt menneske.

I vejrtrækningens dyb; bekymringen ståsted,

maveknebs drejende dolk.

Var der nogle som ville sende mig hjem?

Tilbage til begyndelsens uforståeligheder.

Året 2021, et midsommerligt nytårsfortsæt af sammentrukne tanketråde.

Kun det du tager på dig lige nu, i dette unikke øjeblik vil lykkedes på sigt, et fortsæt iført hat på sned og bordbombe i dessertens rester er som en glitrende sæbeboble i regnbuens farver, fyldt med luft, schssshhh….

På trods af tilbundsgående research over år (24/7 reflektionsarbejde,) kunne jeg stadig ikke fralægge mig skammens velkendte, indre stemme. Så grundpælene glimtvis under levet livs bølgeskvulp, men hvordan går man fra udelukkende ord til ditto handling? Hvor var trædestenen, med start indgraveret, hvor mine fødder ikke ville blive våde?

Sommer, 2021, skal bruges på begyndelsen til; at hele gamle sår ordentligt, tage magten tilbage i alle henseender jeg har givet den bort. En af gangen. Handle hvor jeg har afventet. Hvad? Tilladelse! Ventet på at følelsen af, at være 100 % parat, forberedt nok til de dybeste hulninger i mine tænder, kom. Ville give mig sparket langt ud over overspringshandlingernes fuldemands zig zag, til jeg som en irsk sætter ikke ville forlade sporet, når fundet, før anden fløj op mellem træerne. I stedet kom. Erkendelsen. Følelsen vil aldrig komme.

Bare tre-fem dybe vejrtrækninger og du er landet. I dig.

Jeg vil trække vejret til jeg hiksende mærker bukselinningen klemme og som
kan få mine øjne til at svede, fra Sofie Linde`s bog “Fårking
gravid.”

Ilten skal få lov og blive doven i mit indres stilhed for med lyd blive sendt ud, udenfor også i undervisningen. Svært med mikrofonen kyssende ens læber. Mavekneb; farvel, tak for nu, denne gang, jeg har planlagt en rejse hvor der ingen plads er i kufferten.

Vil. Føle følelser, uden, at puffe dem ned, ud, væk, med enden i vejret og hovedet mellem strakte arme.

Der sker ikke noget.

Plan: Ringe til dragen inden for længe, lade klovnedragten forblive på bøjlen.

Nutid: Hun ringer hurtigt af. Lader hende.

Til søm og skruer, den omvandrende spand af skam der, (fordi han årevis var dragen utro,) som en anden forhørsleder altid skal spytte spørgsmål, i kaskader, i hovedet på mig (og de andre tre hvis i nærheden) til han, når mine følelsers skattekiste, næret af de søde chokolade mønter på bunden af min sjæl, han er. Lige så længe han har prøvet og nå den altid krakelerede overflade, har jeg prøvet at lukke låget i over hans uempatiske fingres skraben.

Nutid: Jeg lader ham, har nemlig pudset fladen fint op, installeret en bund over bunden. En bund bestående af selvværd og accept.

Plan: Ikke være urolig for at sige til rødnæsen, når der er noget jeg ikke kan lide, tage til mig, at jeg virkelig altid er både/og, enten/eller. Behøver derfor ikke tage overordentlig meget hensyn, for at undgå rynkede bryn. Det er ok ikke at vide, synes noget andet, som regel er begges meninger latterligt ligegyldige alligevel.

Op i røven

80-årige svigerfar

Nutid: Selv når man lever et “nemt” liv, (den sorte sky opløste sig i januar og min hukommelse er nu næsten normal efter et halvt år i overhalingsbanen,) bliver små ting forstørret op i det uendelige alligevel. Vi kan, skal ikke overhensynstage os igennem vores 50`ere, 60`ere …. Nu er tiden for pyt, fuck, lad det være, lad dem, slut, fucking slut, og ja, op i røven. Jeg lader ubehagelighederne lande, vi bliver ikke skilt, ingen råb, respekt for hver vores vej.

Plan: Opføre mig som en, der gider gøre sig ulejligheden det er, at formulere sætninger andre bliver nød til at lukke munden for og høre, lige meget om de har lyst til det eller ej. Det omvendte er jo naturligt.

Sige højt hvad jeg tænker og ikke kun hvisle det indeni. For der er ikke mange slangehviskere derude…

Ikke dukke mig selv over at jeg undgår nyheders dunder. Kan ikke være en mund med evige mundvige opad og smilerynker til alle (s) verdenshjørner, hvis øjne lige scrollet; mangel, nød, misbrug, vold. Fantasien, ord vekslet i nærhed er rigeligt. Tænker (prøver) ikke mere; når jeg tjener så meget så … Gør det; giver væk, penge, tid, ting, mig. 

Var det økologisk kød du købte i går?

Nej

Ordsalat

Plan: Jeg vil ikke støtte ham i, at han ikke støtter mig, når jeg vil støtte landbrugets økologiske dyrebrug i håbet om, at dyrene har et lidt mere humant liv end det, de færreste får. Han tror på støtten af madspild, og det og økologisk ligger sjældent side om side i kølemontren. Bliver nød til at skrive ikke Ø på de pakker, hvis jeg når se det inden han ompakker dem. Jeg tror, han tror, jeg vil glide af som jeg har gjort ved
andre tiltag han ikke har delt og vende min nye religion ryggen. Står i stanken
af rå kød/lige til datoen efter jeg dagen igennem har slået mentale flik, flak for hvad vil jeg selv spise? Noget, der giver mig prutter i måltidernes efterslæb og som ikke producere dem i kubikmeter selv.

Nutid: Gad jo ikke pakke det kød selv. Og Ø?

Orker det ikke. Såh lige nu spiser vi ofte kylling i gryde, ikke til unge mands begejstring, burger en gang i mellem, plus retter vi kan være fælles om. Svært ikke at sætte de samme 10 retter på bordet. Erfaring; ingen gider til sidst spise det.

Plan:
Vil ikke mere skælde mig selv ud for, at at jeg må havde gjort unge mand kræsen
med mine buffeter. For om det er tilfældet eller ej, så er han sin egen
integritet. Løsning; arbejde en gang ugentligt i aftentimerne. Alle sørger for sig
selv, kokken har fri.

2021. Lurer (YouTube,) en lille, 28-årig kvindes fråderi (må vise ID ved køb af alkoholske drikke,) når hun over en dag spiser sig igennem amerikanske, forlystelsesparkers menukort. Alt er stort, kvalmende, sukret, fedt. Lækkert. Om morgen; kvik, hurtig i bevægelserne, overskudsagtig flirtende kamera “manden.” Ud på eftermiddagen; et😣børnehavebarn, rødmosset af solen, skinnende i hele hovedet af parkens indtagelser.

Hvorfor ser jeg det?

Jeg har været der men mit ædeflip var ikke en hyldest, eller jo men så til indres Negativa`s frustration over dem, der, ikke forstod el prøvede på det. Som en eksryger snuser jeg i smug.

Jeg spiser “med” hende og slukker, mæt af farver, lydene og “smagen,” lettet over det ikke er min krop som vil blive en rugende forknyttet teenager, der føles højgravid med trillinger, hvor snørebåndene synes at sidde på stylteben, når jeg bøjer mig ned.

Jeg stødte på en kvinde i går som jeg ikke havde set længe, større end jeg nogensinde havde set hende, eminent til at stille mig spørgsmål, men med en ked af det hed i blikket, som gjorde det svært ikke, at holde hende. længe. Lidt akavet for begge da jeg kun går hende til navlen. Det handler ikke om at være slank, som sådan, det handler om det sørgelige i, at hun kun er 50 år og knap kan gå 5 km p.g.a. et dårligt knæ. Hvis de havde en hjerne og kunne vælge ville det så være, at bære 10-20-30 ekstra kg på hver, dagene igennem, fra hun læner sig ud over sengekanten i morgenstunden, til hun lader sig synke tilbage i dynen om aftenen igen. Hvor ville jeg gerne tjene penge på at tabe mig for andre.

Jeg føler skyld, der ved siden af hende, som når jeg kan høre frustrationen i Goldielooks` stemmes suk, når hun tæller kalorier.

“Jeg vil jo ikke være så tynd som dig.”

et blik der scanner

“Jamen, det behøver du heller ikke,” min stemme undskyldende, som er den måde jeg har valgt at se ud det forkerte. Min petitstørrelse, åbenlyst et regime de fleste vil snuble i. Det har påvirket mig meget, når jeg enten før eller efter endt undervisning har skulle lægge hjerte til, at andre kalder mig tynd. En lussing jeg ikke ser komme for den er ude af kontekst, en jantelovs udløber; jeg skal ikke tro jeg er noget på grund af opmærksomheden jeg lige har fået. Der. I midten. På gulvet. Udførende mit arbejde.

Plan: ikke mere; være skuffe for andres ufølsomme og arrogante spidende stålklinger, eller ønskerne om jeg havde sagt, handlet anderledes.

Plan: hvis det kan gøre dem godt tilpas ok, for lige meget om jeg fortæller dem, at jeg havde 4 hold i går, så står der for evigt tynd på deres hjernebark. Jeg kigger helst i fra gulv til loft størrelse spejle (ved jo aldrig hvad man render rundt med af sekret affald). Hvilket mange mennesker åbenbart ikke gør, for hvorfor skulle de ellers kommentere mit tiltagende grå hår så meget. 

Gør det.

Åben et hvilket som helst familiealbum fra 1970`erne og du vil se, at alle dengang var meget slanke, godt nok for de flestes vedkommende over 13 år, hjulpet på vej af cigaretpakkernes kemiske holden forbrændingen oppe. Da jeg var barn var jeg en time om at drikke min sodavand, der kunne jo gå ½ år før jeg fik en igen. Min fætter og kusine deres i løbet af ingen tid, men de fik dem også hele tiden, det var ikke særligt. De var de eneste overvægtige jeg kendte og søm og skruer fik næsten panikangst efter samvær med dem, for ville de “smitte” os? Mig?

Jeg kan ikke sige det nok

Alt det du IKKE spiser, ER det hele VÆRD gange jordens runde mave i kilometer.

I dag. Besøger unge mand sine bedsteforældre får han måske 3-4 sodavand + hele slikskålen hvis han vil (på få timer), uden andre end mig ønsker han vil stoppe. Da mine kusiner som børn i 70`erne fik slik om fredagen delte de (to børn, 2 voksne) èn slikpose 4 mennesker. Nu er poserne større og man spiser det hele selv. Når jeg fortæller jeg får kage og kød en gang (maks to) om ugen hører andre mennesker det som aldrig, for dem er det, det samme.  

For øvrigt er det og kommentere andres tiltagende masseproduktion af grå hår som hvis jeg sagde;

Når du har nok lige fået en ekstra rynke lige der, hva? (Peger og rør med pegefingeren ved øjenkrogen.)

Det er tidens tand og alle der tør favne det, burde tiljubles (i det mindste få lov at gro dem i fred.) Respekt for dem, der orker at farvelade sig ud af det, men jeg gider ikke skulle rense det af om aftenen hvor det at tisse, tørre ansigtet over med vand og børste tænder er lige tilpas til mig. Desuden har jeg prøvet at vippe de 21 vippehår den rigtige vej, men så har jeg kun skide 16, når jeg er færdig.

Men jo, jeg ser lidt mindre mig selv i spejlet, når vinterens mangel på solstråler får mine poser under øjnene farvet i en evig dunkel. En kærlig hilsen fra søm og skruers genmasse ligesom monobrynene var fra dragens. Det er sådan det er.

Har da overvejet at få fjernet mine “tusser.” Men de blå streger på især bagsiden af mine ben, (kropsligt tour de France) er jo beviset på, at da især unge mand indtog mit indre i et langstrakt vokseværk sad jeg meget på min røv og smurte Måløvborgeres børn ind i solcreme, ødelagde faktisk et par elsket bukser. Havde ikke som Goldielocks regnet ud, at når man arbejder i en børnehave er det ens egen børneflok gange ti i beskidte hænder. 2 dejlige drenge vil altid blive husket, for deres fælles navn er unge mands i dag.

Jeg havde lovet mig selv ikke at brokke mig mere over hedeturenes speedway på alle tidspunkter af dagen, følelsespåvirket og ikke, hvor jeg er dåsen dinglende i snoren bag kofangeren. Men hvor er de når jeg fryser i kolde haller?

Ønske; opfinde en overgangsalder app til glæde for verdens kvinder og deres mænd. Sænke skilsmisse kvoten sgu.

Den skal indeholde:

Nyopstået Migræne?

Okay, så er du heldig, de vil gå væk igen. Fjern pligtens martyrium, så vil dine ja blive til nej og nej til tiltrængte ja. og pst… Læg dig så for helvede eftermiddage sammen krummet på sofaens krasende uld med næsen mod kattens velslikkede, tomme boller og synk hen hvor hans ånde ikke når dig. 

Hvor mange hedeture har du brug for i træk?

Hvilken lokation skal de indfinde sig på?

Klokken?

Skal din datter bruge 2, når hun har glemt halstørklædet til den 10 minutters laannggee cykeltur hjem kl. 21:35 søndag aften i februar?

Du mobilpay`er hende en heatwave. Gider heller ikke mere føle skyld over, at være for træt til og vente i Hviden, i10, (ET), efter hun har krammet alle i loop. Vende i en kantsten (bump), til kantsten (bump), 3-punkts vending, idet hun krydser villavejen, efter hun har drysset små kys mellem genbrugskattens ører (sidste flåts pelsløse opholdelsessted). 

Jeg vil gerne gemme nattens klamme mellemrum mellem mine luffer (okay bryster så,) til når jeg alligeveller sveder på arbejdet, selvom følelsen af sved på sved er mærkelig.

Kunne skubbe ugens til næste. Eller sommerens til vinter. Gå fra 2 til 3 i timen.

Hele dagens overstået på en time, jeg selv bestemmer tidspunktet på. Kan så gå rundt i bikini i januar. Skal så nok huske at tage persiennerne ned, for ikke og risikere anmærkninger fra vejens facebook gruppe.

Bestemme hvor sveden kommer ud, da der ikke mere er hårtørrere ude på skolerne til, når trussen føles som nedsunken i vand. Skulle så også stå på hovedet da de ikke var umiddelbart flytbare medmindre, du var en utilfreds teenagedreng. 

Kun svede på læggene, for hvem har hørt; “ej hvor mine lægge stinker?” Eneste ulempe; meget svært at tjekke, før 1½ times yoga.

Eller hvad med ankelleddene? Så kunne jeg som de 20-årige gå rundt i vinterkulden, i sokletter, uden at få tørre ankler i vinden.

Går dit månedlige ønske om at ville skilles til, hver anden dag?

Straks vil poppe mailadresse op på kvindelig læge, der vil skrive i versaler: BLIV IKKE SKILT. Hvis I stadig har sex. Det sidste vil ikke stå der.

Føler du; at du er ved at få leddegigt i tæerne, men tør ikke fortælle det til dine veninder fordi du er bekymret for og lyde som en nyudsprungen hypokonder.

Gå ikke til læge, men lov dig selv aldrig, at købe møgsko igen. DU ved godt hvilke jeg mener.

Jeg lugter som en gammel stol på frilandsmuseet.

Find nærmeste MATAS og køb 5 dages deo, så lugter du som en spritter i stedet win. 

Min fisse er lukket.

Hav sex hver uge (til dagen udvalgt variant), det minder den om, at der et liv efter sidste menstruations udstødelsesdato, og dig om, at du er en she-devil wrauhhh…

Hver morgen den første ½ time. Er jeg ved at blive blind?

Det kommer, det kommer.

Lukker app

Hulken. Af glæde.

Har du yderligere ideer til app`en vær sød at sende den til; heatwavebychoice@hotmail.com. 

Bliver ofte bremset i fart af ordene; “hvorfor går du så stærkt?”

Fordi jeg kan.

Får jeg det til at rumstere i den mentale kuffert, minde dem om deres øvre fartgrænse tabt bagude?

Skynder mig, for en dag.

Jeg har et mål: Hun hedder Renate, (min bagbo). Hun går aftenture forbi mit køkkenvindue med hovedet løftet over læderjakken og bestiller lige sin have mand til at lave vores fælles rækværk, fem(fucking)firs. Hendes hår, en bobbet glorie, lysende. Blikket grå stål, fast, som huden stramt over de høje kindben, accenten stadig tysk. Bankede for mange år tilbage på hendes dør, synes hun var frygtindgydende, men Goldielocks skulle have hjælp til tysk så.. Jeg skrev 1000 tak for hegn og skulle vi (Rudolf) ikke male det?

Hvordan har Goldielocks det?

en accent i interesse

Dette skulle havde handlet om tvangs pytning, men …

Hm… Kan gå to veje eller i virkeligheden kun en, for den ene er betrådt, så er den ikke blind. Som at blive på undskyldningernes parkeringsplads, der aldrig melder optaget. Skide være med at de råder til at lære at sige nej. Vejen med by, bjerg og glat føre er ja. Det. Kan. Jeg. Godt.

Din

Har du for øvrigt brug for app til 65, 75 år?

Skriv til: bagbowonnabe@hotmail.com

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Bingoplader

De snirklede veje til bækkenbundens autosvar.

Det der med at sjat tisse ik! Det behøver altså ikke have det mindste at gøre med babyhoveder, der har passeret igennem en fødselskanal for en ½ æresport siden. Da jeg sad på skødet af sprit ny kæreste som 21- årig gik det helt fint hvis han kildede mig. Bingo, ikke fuld plade men en række dråber blev det i hvert fald tit, til.

At kunne gå i timevis uden et toilet i sigte, uden at tårerne står i øjenkrogene, koldsveden kryber frem på huden og man samtidig ubesværet kan holde en samtale gående.

Det er frihed
Stoler du så meget på din vandlås?

Efter at havde rundet de 49 er det altså ikke til at spøge med, ALLE muskler skal trænes. Du må love mig ikke, at bilde dig selv noget andet ind.

Kan du huske da børnene var små og du stod på alle 4 og dit barn/barnebarn kravlede ind under dig? Som en anden rulleskøjte entusiast er dine knæ selvfølgelig iført usynlige knæbeskytter. Godt, lad nu barnet blive lidt større og træk så maven op for at barnet ikke skal få “noget ” i hovedet. Gik det?

Tag nu maven ud af ligningen.

Selv udnævnt hængekøjeadministrator

Forstil dig et lille barn, ja eller en god bog, en skål med lækkert, der bliver lagt i hængekøjen i trætoppenes skygge. Det, der lille pres, der tynger den ned mod jorden. Selvfølgelig intet imod, når du lægger dig op i den. Forestil dig så, at du tråder en stor nål, (så behøver vi ikke tage læsebrillerne på vel!) Så stikker du den ned i midten af hængekøjen, bare rolig du har taget barnet op og spist … Nu syr du et sting på bagsiden og så lader du de to ender af snoren mødes oppe over køjen. Træk så i dem, se det for dig. Det skal du nu overføre til din bækkenbundsmuskulatur. Træstammerne udgøres nu af dit køns/skam(behåring)ben og haleben. Nu suger du op, trækker i snorens sting fra underneden på hængekøjen via snorenderne.

Lykkedes det?

Vov, vov…

Du er nu omgivet af forskellige slags små forhindringer til 4-benede, dine fødder er solidt plantet i bredstående på en stor græsplæne. Vejret er dejligt og du står og kniber dine øjne let sammen for solen. Du har glemt solbrillerne i bilen sammen med vandflasken, godbidderne har du selvfølgelig husket, det er klart. Hundestævnet er godt i gang og nu kommer din hund glad springende. Du skræver lidt ekstra for at vise ham, at hov du, her skal du igennem nogle gange kan du huske det?

Så mærker du det, du skal tisse, meget, og du ved at nu skal du i sammenklang med din hund løfte din fod og krydse over 4 gange, hvor han skal igennem. En slags kroket på skrå for hunde hvor den så er trækuglen, bare rolig den ved det ikke, og dine ben, de vind og – skæve stålbøjler. Hans blik har allerede strejfet din jakkelomme og du ved at mærker han bare den mindste slækkelse i din koncentration så vil din lomme overtrumfe legen. Du vil gerne vinde, men for dælen da hvor skal du tisse nu.

Du krænger benet op og over, og begynder at vride kroppen så elegant og tilsyneladende ubesværet og forsinket med du kan, der er jo tilskuer på er der ikke? Samtidig med tager du ejerskab af titlen hængekøjeadministrator og spænder op, lukker vandlåsen så effektivt du kan. Du gør det igen bare mod den anden side og løfter køjen som kræves det, for at få hundens bløde ører under i mellem dine ben. 2 gentagelser mere og du lader du ham spænde mod målstegen, hvor han ved der venter andres godbidder og kæl. Så kan du slappe af, træk vejret dybt nu. Og husk så, at ved næste stævne skal du kunne løfte, dreje, spænde og trække vejret dybt så du mærker brystkassen som et fysisk grænse for hvor langt du kan fylde udefter, samtidig. Vandt du?

Nu er det sådan at det slet ikke er sikkert, at du har en hund, eller du gider hunde stævner.

Læs trygt videre nu alligevel.

Vidste du, at når din kat blinker til dig betyder det, den elsker dig.

Ja, eller synes du ikke kan klokken for dens mave ur er så meget kvart over tid.

Du sidder ned nu ikke? Glimrende udgangspunkt, knib, sug op, få køjen til at løftes som en drage i blæsten. Husker du at trække i snorenderne? luk blidt den nedre mund… tænk hønserøv, eller trutmund lidt mere charmerende det medgiver jeg. 1, 2, 3, kniiiiibbb er du med? Kom vi gør det sammen denne gang, eller … du gør det hos dig og jeg …

Kunne du mærke det eller nåede du at tænke, “det var en fuser?”

Var det for tæt på, gav det måske billeder af Sauron`s lodrette øje fra “Ringenes herre!” Brug det billede hvis det støder dig, et af de andre jeg har serveret eller dan dit eget. Det skal have til formål at hænge dig op på, at gøre det ofte og som noget naturligt. Som at tage en dyb og befriende vejrtrækning.

Ja, så blev jeg nød til at bide indlægget over igen, så du får linjer om overgangsaldergaver og bækkenbunds øvelsen, elevatoren næste gang. Plus bonus info om hvordan går det med skribentens egen køje.

Tak for nu

Ha det ik

Knus

Hængekøjeoperatøren hvis problemer vedrørende; tilsmusning, og ophængnings problemer. Se evt. bilag for valg af farver og mønstre.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Vignetter

Problemromantik

1 april, sidste lydbog hørt i køkkenet og det var ingen aprilsnar. Følte faktisk en lille smule panik, corona virus havde jo lukket bibliotekerne. Det virkede uoverskueligt, at lave mad og vaske op uden historie oplæsning fra mp3 lydbog fra biblioteket på anlægget. Kun sat på pause ved brug af elkedel, emhætte og fingre fra opmærksomheds hungrende teenagere, som vil i kontakt. Tjekker sgu lige det der eReolen ud på mobilen. 2 minutter tog det, så sad jeg og bladrede i titlerne. Psst.. jeg er afhængig. I dag cyklede jeg ½ time, ønskede kun at fortsætte, ville lytte mere til Åsa Hellberg`s “Et uventet besøg”.

Jeg ved godt mine billeder ikke er særlig insta venlige, men jeg bruger heller ikke makeup😉

Han behøver ingen introduktion mere vel?

Hvorfor skulle han dø før jeg overvandt min digtefobi fra midt 80`ne? Jeg havde den urokkelige overbevisning, at digte skal dissekeres som en lørdagskylling, men der er intet spiseligt over noget du ikke forstår vel? Hr. Hassan` s digte burde være obligatoriske for alle 9 klasser landet over. Aldrig før har det været mere oplagt at diskutere hvad fanden det vil sige, at være et menneske i Danmark. Tøv ikke, gør det nu. Læs den. 

Du har ikke roterende fis i kasketten

Den løbende kvinde med de markerede træk, dyret vi anskaffer i de fraflyttedes skæmmende tomrum. En lydbog kan godt indimellem gå på pause. Ret irriterende skulle jeg hilse at sige, når du endelig cykler derudaf, efter 20 oversprings handlinger i morgenmadens kølvand, med kysen på i blæsten og du må stoppe op 3 gange. Er du med toget kan du bare gå ud og ind igen, af Ereolen altså, medmindre du skal af. Er du midt 40` og ja højere op og med lidt humor i genpuljen, så vil du smile med hånden op for munden mange gange, medmindre altså at du har det helt fint med at vise dine rødvinsfarvede bisser. Husk så endelig på, at vi er en del andre fugle i luften. “Vi ses deroppe”.

Romance i mørket

Unge duller, ældre mænd du har sikkert læst dem alle men så alligevel ikke! Albinus er svinsk, forblændet og ja naiv kan ikke gøre det. Tænk 1930`ernes Berlin, lidt film og en masse snobberi. Du synes sgu, at det er pokkers synd for røvhullet.

Stille storm

Der er alt for meget jeg skal læse imellem linjerne i de smukke naturbeskrivende, sammensatte sætninger. Mine øjenlåg lukker sig ned, og gang på gang må jeg alt for hurtigt klappe bogen i og overgive mig til søvnen. Som en gammeldavs med flødebolle og syltetøj rakt frem for så, at blive slikket på af andre læber end mine ha,ha.

Et uafklaret svigt

Bogen, der understøtter caminoen`s rygte om en helende effekt på hjertesorger, har den lidt fesne titel “Under mælkevejens stjerner”. Det er åbenbart blevet ligeså normalt, at gå den distance som, at gennemfører en Iron man. Det er i hvert fald et godt beskrevet faktum, at du sjældent går alene, og kolde afvaskninger er hverdagskost. Skulle du føle dig heldig over, at finde en køje vil den kun vare kort. Du vil nemlig højst sandsynligt fortryde de høreværn du lod blive hjemme fordi, at horden du deler rum med lyder som en mellemting imellem en knurrende tiger og et profitabelt savværk. Du smiler over den åbenlyse naivitet, varm i hjertet over fællesskabet, flokken mødes i. Et værd, et hvorfor, som skal findes i “sko” der falder fra hinanden.

Kh.

Hende, der glæder sig umådeligt til besked fra Ballerup Bibliotek: klar til afhentning, den næste i rækken af Lisa Kleypas` romantiske og særdeles, sjældent godt drejet tungeslasker. En pr. dansk sommer og jeg skal ikke bede om mere.

Finde nr.: 0606

Afh. sted: Skovlunde

Afl. frist: Giv mig max 5 timer og den er ædt, bøvset af og fordøjet.

Pst… Jeg var nede lige inden lukketid og så fandt jeg den som kviklån sammen med Linda Castillo`s nyeste. Hvilken skal jeg begynde med? Ælle, bælle mig fortælle..

Pis altså også, jeg har lånt nr. 11 i serien om “Kate Burkholder”. Jeg har ikke læst nr. 10 endnu. Nysgerrig på fru Castillo? Følg fri til, at se min boganmeldelse ved navn, ” Go Kate” fra sidste sommer. Bare rolig selvom den er nr. 9 i rækken afslører jeg ikke så meget, at det gør noget…

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Trommehvirvel

Hvorfor ikke en filmanmeldelse…

Baseret på en sand historie.

Max ved tasterne, angrebet af en blitz.

17 årig bebrillet afkom kommer gående ind i stuen for 3 gang indenfor 1½ time, og skal lige tjekke den nyligt anskaffede, genbrugskats velbefindende. “Har du set den mor?” Siger han mens han nikker hen mod sofabordet hvor den ligger meget godt og har gjort det nogle dage nu efter, at havde flyttet bopæl nogle gange, da drengens far ikke har det så godt med noget der ligger og flyder, det forstyrrer. Jeg ryster på hovedet lidt provokeret, skyldbevidst, dejlig mand har nemlig allerede genlånt den, hvilket ikke er noget man skal tage for givet, da den er et fjernlån. Dog kun fra Glostrup men alligevel.

Finder man børn i coladåser i Amerika?

Mary

Børn kommer fra æg som bliver lagt af rabbinere. Er du ikke jødisk bliver de lagt af katolske nonner. Hvis du er ateist bliver de lagt af ensomme prostituerede.

Max

Har du nogensinde stået foran et stykke kunst eller noget lignende eller hvis du er kvinde, nok mest sandsynligt alt taget i betragtning, stået en mørk nat (ca. året 1980) i din jyske kusines værelse, og mens hun lå og sov en meter væk pillede du ved alt (med største forsigtighed forstås) i hendes fine, lys oplyste wau… dukkehus? Som selvfølgelig var totalt fy skamme, når det var dag og i begge var vågne. Har du følt suset, forhippelsen på, at strække fingeren ud og pille “solen” af din fars højt skattede oliemaleri hans bror havde lavet?

Præcis sådan er det, at se “Mary og Max” lige fra allerførste billede, der toner frem på din skærm. Hvis du ikke er bjergtaget og nysgerrig nu, så må du lade dig blive det, ved fortællerens 2 første sætninger, der åbner filmen. De kommer her:

Mary Dinkles øjne havde samme farve som mudrede vandpytter. Hendes modermærke (midt i panden) var bæfarvet.

Fortælleren

Filmen er animeret og så detaljerig, at selvom billederne egentlig er ret stillestående så vandre dit blik rundt og fanger en fugl i vindues kammen, som skidder ned af muren, hundehuse med sjove navne og så vanvittigt karikeret ansigter og kroppe, at man skulle tro skaberne af filmen “Terkel i knibe” er blevet inspireret derfra, hvilket sagtens kunne være da den anmeldte film er fra 2009. Børn fra 14 år og op efter.

Mary på 8 år bliver drillet, Max kommer næsten aldrig uden for en dør, medmindre han skal hen i overspisernes klub, til terapeut, eller ned og hente sin post.

En tilfældighed gør, at det bliver Max hun skriver til, og han sætter i sin “helt egen begrebs verden” ikke synderlig spørgsmålstegn ved det naturlige i, at besvare en 8 årig pige spørgsmål, hun er jo placeret langt væk på et andet kontinent. De er begge hungrene efter en ven, en som tager alt man siger og gør for gode varer uden, at dømme og giver af sig selv ditto tilbage. Ingen seksuelle undertoner, Max er også et naivt barn på mange punkter. Befriende.

Max kan ikke håndtere kaos og Marys spørgsmål minder ham om sider af sig selv og oplevelser han ikke kan lide, at tænke tilbage på og den stress får en konsekvens for dem begge.

Mary stadig lidt “udenfor” vokser op fuldstændig normal, indtil penne-venskabet skal stå sin virkelige prøve og alting i hende kortslutter.

Rundt omkring disse skønne figurer er mistænksomme mødre, fraværende fædre, naboer som er bange, benløse, hensynsfulde og modige eller hedder noget græsk.

Jeg bed den over, filmen fordi der var ting jeg skulle, den varer ellers kun ca 1½ time knap og nap. Drengen, hørte den igennem 2 lukkede døre kom, satte sig godt til rette og så med begge gange. Lagde sin kind mod min skulder og forhørte sig efter, at havde lokaliseret kattens midlertidige værested, “kan du lide den mor”?

“Jeg elsker den”.

Da filmen er færdig, forøvrigt har den det kæreste soundtrack, tænker jeg straks, har ophavsmændene lavet andre animations film end “Mary og Max”?

Råber til dejlig mand over skulderen, “kan du se om der er lavet et soundtrack?” For det vil være genialt til undervisnings brug. Jeg ved han ikke kan høre det med sine høretelefoner i, men jeg sidder lige så godt i sofaen under tændt varmetæppe, og varmepude i ryggen. Så gasser man sig kan jeg godt afsløre, det må være ligesom, at side inde i en sovepose, nu med arme.

Hvis du ikke vil have filmen spoleret skal du nu scrolle ned til sidste sætning uden at snyde. Første advarsel.

Det er film interesseret dreng som sagde “ja”, da jeg spurgte om han kunne tænke sig, at jeg skrev et indlæg om den så andre end os kan få glæde af den. Han mener også, at der følger en “spoiler” med til denne anmeldelse så her kommer den, spring videre nu..

Kan du huske, at jeg nævnte noget om en konsekvens for Max ved Marys ligefremme, og naive spørgsmål?

Det er egentlig ikke det, at Max har Asberger`s Syndrom, som er problemet. Han er ensom ja, men han har fundet sin egen vej igennem livet med sine små rutiner og gør meget lidt ud over det “normale”. Hans reaktion på Marys breve sender ham lige lukt på den lukkede med diverse behandlinger. Mary får ikke besked før han kommer hjem igen, i mellemtiden…

Jeps, så du hèr, sidste linje…

Nyd den med en, som også elsker animeret film eller helt af alene, søg på bibliotek.dk

Knus

Filmelskeren

Ps. hold øje med den røde farve i al det grå og sorte.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Bedstemor med slag i

Jane Gardam er født i 1929 og “still going strong”.

Jeg er både fascineret, frastødt og vidunderligt underholdt af hendes abrupte skrivestil. For følelserne holdes tæt til livet på trods af, at hver bog tager udgangspunkt i en enkelt person. Et trekantsdrama bare uden ja drama. De er legende lette at læse, når først du finder ud af (og affinder dig med), at hende fru Gardam, forfatterinden, virkelig ikke har til hensigt at vise dig det 3 dimensionelle billede af de 3 hovedpersoner, ligemeget hvordan og hvor meget deres veje mødes.

Bogomslagets lineære print af og i strik, er lige i øjet.

Imperiets mand, gamle Filth bog nr. 1

Vi møder ham, Gamle Filth lidt livstræt, lidt begyndende senil, men efter en sorgperiode tager fanden ved ham og han blomstre op. Han har et noget tåget billede af fortiden, tilsyneladende. En fortid han er dybt præget af, og på sær vis også hele tiden bliver konfronteret med af gamle fjender, venner, og halv på tvunget bekendskaber. En broget barndom, som måske har frataget ham evnen til dybere følelser. Han tager på en lille roadtrip, men er så konfliktsky at han nærmest bakker ind i skader, han får dog hjælp fra uventet kant. Man sidder lidt tilbage med; Skal jeg føle medlidenhed med stodderen eller skal jeg ryste på hovedet af ham.

Filth (Failed In London Try Hong Kong)

Manden med træhatten, gamle Filth bog nr. 2

Selvom det egentlig er Bettys side af deres mangeårige ægteskab den beskriver. Hun er hverken fuld eller fisk. Hun kan være brysk, usikker og meget loyal. Hun låser sig villigt og let købt med et løfte. De er begge et produkt af en anden tid, og det selvom de omgiver sig med mennesker, som forlængst er brudt ud af de traditionelle konventioner. En drøm bliver knust og han er der. Deres liv bliver et “andet” liv. Men hun gør godt. For ham, dem begge. Det selvom det er 3- kantens sidste side Terry Veenering, hun måske inderst inde ønsker … elsker, eller er det i virkeligheden Harry, Terry`s søn hun er der for, lige fra den lille purk, han starter med at være!

De sidste venner, gamle Filth bog nr. 3

Terry Veneering den sidste spids i 3-kanten. En fjende, en hemmeligt elskede, en ven, men også en dedikeret far.

Han trives i modstand, møder nogle vigtige mentorer op igennem sin spraglede barn og ungdom. “Store” mennesker, som ser potentialet i ham og ligesom de gjorde det i den unge Filth, viser de vejen og understøtter hans videre færd tilsat hans egen portion af forsyn. Skæbnen.

Den handler også om de fravalgte og efterladte, dem der af forskellige grunde ønskede og stadig higer efter en større rolle i det sociale lag 3-kløveret repræsenterede.

Til syvende og sidst viser det sig, at de 2 herrer, fine Filth og spradebassen Terry V. måske ikke kendte hinanden godt nok til, at det kunne betale sig at opretholde uvenskabets flossede ironi. De begraver stridsøksen under sneen, pigen de sloges om er væk, den ene valgte hun, den anden … nåede hun ikke.

Start med bog nr. 1.

Jeg vil vædde med …

Ydmygt ønske:

Jeg vil også kunne skrive sådan, når jeg bliver 90 år! Forhåbentlig kan intet holde mig tilbage.

Knus herfra

Læs, lyt, lad dig medrive, opsluge, hengive, altid, hver dag, i hverdagen.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Tilgivelse

Fra andre, sig selv,

Betyder det noget, i virkeligheden?

Eller betyder det alt?

David Winkler en vandringsmand, som egentlig står utrolig stille, er lidt ligesom en lille rislende bæk, en mand som drømmer, drømme så virkelighedstro at han ikke tør andet end at tro på dem. Han mister mennesker, hans hjerte bliver knust, mest af “det” han inderligt og uden tøven tror på, at han må gøre. Hans irriterende accept af den kærlighed han mister. År går, mange, han ender bogstavelig talt på bunden før nye “drømme” endelig flår ham ud af hans puppe. Han tøver ikke, blotlægger sig selv ved sine handlinger. Hans tro på, at han må forhindre vigtige hjælpsomme mennesker`s endeligt.

Sne, fnug, smukke som kunstværker, umulige at fastholde, ligesom drømme.

En pige, som vil studere i “Camp Nowhere”, hans stædige insitsteren på, at overvintre i en skur koldere end det koldeste du kan forestille dig. De sidste barriere brydes ned og det er som om, at himlen åbner sig og sne flagrer mod den kolde jord og indenfor i glas og beholdere sværmer insekterne. Taknemmelighed, tilgivelse og åbne sind omkring ham, giver lov og til skynder ham til, at kæmpe for at træde ind i den variant af livet han så brændende ønsker sig. Så lidt, og så igen for ham noget nær umuligt.

Jeg sagde, at jeg bliver ved med at drømme den samme drøm

David W.
Må du blive nysgerrig

Husk! Jeg skrev noget nær, for han er så ubehjælpsom, sej på sådan en måde, at jeg mod enden følte en uendelig ømhed for ham, selvom jeg oprigtig talt synes han er et værre fjols. Jeg blev nød til at læse den færdig.

Så vil jeg anbefale den, hm … 446 sider, du skal værre tålmodig eller måske er dens ro, dig fra begyndelsen. Du får syd, nord, varme og kulde og ikke mindst; du vil bagefter lægge lidt mere mærke til naturens forunderlige verden, da bogens tilgang til visse emner minder meget om en biologitime på kinesisk fjernsyn uden undertekster. Jeg besluttede mig for, at jeg nød en andens nørderi og udtalte stædigt og tavst ord, der i længde og udtale var meget langt væk fra min hver dag. Man skal ikke på nogen måde tro, at fordi man ved hvad lårbenet hedder på latin (femur), så kan man altså ikke overfører den viden direkte til dyreriget. Det er et helt andet rige.

På grund af en lidt for kærlig sammenfletning imellem nogle muskler fra højre skulderblad til samme sides fingerspidser, havde jeg givet mig selv computer karantæne i 2 dage. Så går det lige pludselig hurtigt, at læse så tyk en bog, selvom jeg gik i seng samtidig med naboens børn eller ja det forestiller jeg mig. Min dreng på 16 år er over bevidst om, at man da først behøver at gå i seng og sove, den dag man skal op, og i SKOLE.

Jeg ved det …, men han er altså et hoved højere end mig.

hvad er din grund til at vælge en bog?

Seriøst; Anthony Doerr`s 2 bog “alt det lys vi ikke ser”, som er meget mere kendt end “Grace” og som er en pulitzer-prisvindende, international bestseller husker jeg som en mere interessant (nem) bog at læse/lytte til. Nogle gange er jeg helt ærlig i tvivl om hvor meget jeg bliver påvirket af, hvordan en bog er blevet reklameret for. For jeg greb jo først efter bogen jeg havde hørt mest om på boghylden dengang. Jeg læser i øjeblikket (med vilje), mest lidt ældre bøger, så jeg kan danne mig en mening uden om avisernes ofte kyniske ordblomster.

Jeg bliver lidt provokeret når dejlig mand eller svigerfar siger, “den skal du læse” og jeg så finder ud af, at de i første omgang har læst den fordi den har fået en pris. Hvad med alle dem der ikke har? Har de fået en ærlig chance?

Jeg kan godt finde på, at overgive mig til deres salgs snak, men det er nu mest for at få fred, blink, blink.

Kærligst

En med hang til flotte, sammensatte sætninger

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Japansk “roadmovie” i bogform

Siden jeg et sted i “nullerne” læste Haruki Murakami Trækopfuglens krønike fra 2001 har jeg i bogstaveligste forstand, bevæget mig helt bevidst udenom hans forfatteskab. Det altså indtil Mona i juni (i år 2019) tog bogen med fra sin reol derhjemme og sagde, “læs den nu, giv ham en chance til”.

Den er finurlig på langt de fleste af de næsten 500 sider

Kafka Tamura er løbet væk

Hans navnebror, er et billede på en væg et særligt sted.

Da jeg havde læst 50 sider klagede jeg mig til dejlig mand, der gumlede aftensnack bag mig. Han bad mig være tålmodig og gå med på præmissen der åbenbart tillod, at det at snakke med katte var noget helt naturligt. I Harry Potter `s univers var det jo også nærmest en dagligdags begivenhed, at man med en poly(forvandligs)juice eliksir kunne blive til hvad man nu havde en ide om, kunne være nyttigt lige nu. En måde at få information på. Det krævede blot, at man fandt opskriften på en vederstyggelig sammensætning af ingredienser. “Den vigtigste”, et hår fra for eksempel en kat eller en bestemt person man ønskede at være. Så var det ned med det. Det holdt dog kun kort tid.

Så okay, det giver jeg forhåbentlig videre her, lysten til, at læse om et på mange måder åbent og anderledes univers.

Drengen krage

Kafka er flygtet fra sin far, som han er overbevidst om har plantet en form for spådom hos ham. Han frygter for hvad han vil udvikle sig til, hvis han bliver under samme tag, som ham. En far, som aldrig taler om den søster og mor, der kun findes på et billede. For at håndtere sin ensomhed og episoder han ikke har lyst til at huske, taler han med drengen krage, en form for usynlig ven, alter ego, han er 15 år, ensom og skal være “stærk”, fysisk, som psykisk.

Fortidens hændelser er som en knust tallerken. Lige meget hvor megen umage man gør sig med at lime den sammen, bliver den aldrig som før.

Drengen Krage

Mange år tidligere et andet sted Nærmere betegnet 1946.

På en skole udflugt i en skov ved Risskålsbjerget falder en hel skoleklasse pludselig om på jorden. Læren henter hjælp, men da de undersøger børnene begynder de alle undtagen en, drengen Nakata, at vågne op af sig selv.

Nakata vågner først op uger efter på hospitalet, og alt hans lille hjerne indtil nu har lagret, er blevet slettet.

Nutid, Nakata er blevet ca. 60, stadig enfoldig, har ikke lært, at læse og får til livets underhold af “borgmesteren”. For at tjene lidt ekstra, får han via samtaler med katte han møder i området hjulpet fortvivlede katte ejere med, at få deres elskede familiemedlemmer igen.

Der sker en afslutning på et menneskes liv, der gør, at Nakata må ud af sine vaner og rejse ud på en opgave. Han tomler den, og en af dem der samler ham op er den unge lastbilchauffør Hoshino. Han er en hjælpsom sjæl og bliver betaget af Nakatas enkle måde, at anskue livet på. Han beslutter sig for, at hjælpe Nakata med opgaven. Det selvom han hurtigt finder ud af, at hans nye meget ældre ven mildest talt ikke ved, hvad “den” går ud på.

En forstår sig kun på her og nu.

Nakata til Hoshino

Hvilket er en mild underdrivelse.

En ivrig læser

Sideløbende støder Kafka på få år ældre Oshima, som er medarbejder på et meget specielt bibliotek. Kafka er en ivrig bruger af trænings centre og bøger.

Biblioteket, ejes af en smuk kvinde, mystisk og særlig. Hun krydre historien sammen med en ung pige.

På grund af en anklage Kafka ikke er skyld i, kører Oshima ham op til et familieejet øde og primitivt sted, så han kan være skjult der nogle dage.

Nakata og unge Kafka har deres enkle måde, at anskue livet på til fælles. De har hver deres plan. Den går ikke i vasken men den forløber lidt anderledes end alle regner med.

Nakatas måde at snakke på kan i starten godt være irriterende. Når du har vænnet dig til den, er det hans ro der smitter dig. Den der gør, at du finder dig selv puffe puden bedre til rette bag din ryg, trække vejret lidt dybere og nyde den usædvanlige historie, side for side, ord for ord.

Kh.

En omvendt