Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Tilegnet holdene

Gymnastik dagtid; tirsdage kl. 8:50 fredage 10:30.

Men I andre må nu også godt læse med.

God påske.

En lille historie/update hvis I har lyst.
Ingen syge, at melde her i Skovlunde. Jeg kysser på min fraflyttede (pige) når jeg henter hende ved “bussen” og føler mig som en kriminel. Mit nye genbrugskat forfølger mig, jeg sætter dog grænsen ved toilet besøg. Det er han dog meget lidt enig i, så han hyler på den anden side af døren hvilket af åbenlyse grunde kan gøre det lidt svært, at koncentrere sig om at … læse.

De fleste eftermiddage lufter jeg min teenager, dreng 17 år, kan man iøvrigt stadig kalde ham det, når jeg kan stå i hans armhule? Han bliver overordentlig pinlig berørt, når jeg tager en pose op ad lommen ikke for, at samle lort op efter vores usynlige hund men efter skrald.

Pst… I det jeg bøjer mig ned, femte gang på 1½ meter ser jeg mig over skulderen som gør jeg noget fordækt. Da jeg retter mig op igen (nu med posen fyldt), ser jeg min bebrillede dreng 5 meter længere henne ad den lige nu fuldstændig menneske tomme sti, han vil ikke kendes ved mig. Vi runder hjørnet og et individ, en kvinde, tror jeg med tørklædet trukket så langt op over næsen som forventer hun, at vi lugter så skidt som havde vi en sky af fluer efter os, nærmer sig på snart VORES fortorv. Teenageren flytter sig med over på det andet fortov fordi: a) det kan være en coronamistænkt (vi har det jo ikke!) og b) jeg så kan komme af med “bevismaterialet” i den dertil indrettede skraldespand nede ved busstoppestedet.

Smil til verden og verden smiler til dig

Aner ikke hvem det kommer fra, nåh… jo det var vist en Gajol æskes (blå) flip, anno hm.. jeg gætter nu 1978.

Er du nået så langt og altså forhåbentlig fået rørt lattermusklerne, skal du huske på nedenstående fakta:

Hvis grinet er udført korrekt har du involveret samtlige af kroppens muskler.

Ansigts muskler, fordi du har samlet rynkerne omkring dine øjne, så du et øjeblik ser ud som om du er solbrændt i HELE hovedet.

Hals musklerne blev strakt ud, da du lagde hovedet tilbage.

Skuldrene blev rystet fri af kedelige spændinger, som har sneget sig mere og mere ufleksible og låste i takt med alle formaningerne og hændernes tiltagende, flagende tørketilstand.

Brystet og maven der et øjeblik holdt krampagtigt fast på grinets kostbare nu, den dybe befriende indånding, der blev efterfulgt af et langt befriende suk ah…

Bækkenbundens muskulatur, for du spændte den da ikke, du holdt på den lille prut? Ellers skal du ikke fortvivle men efter endt læsning gå direkte til MIF s startside og tilmelde dig næste sæson under enten hold 231 eller 232, for slipvinde og ja undskyld udtrykket sjatpisseri behøver du ikke finde dig i.

Jeg kunne blive ved men det behøver jeg ikke vel! Vi ved nemlig begge, at det allervigtigste er at du forhåbentlig har siddet med et smil på læben og dit hjerte føles varmt og pulserende … i live. Det banker for nogen og noget.

1000 tak for nysgerrighed og velvilje så langt og til dagholdene tirsdage og fredage, jeg savner og tænker på jer tit og ofte, I gør mit liv meget sjovere og jeg glæder mig til, at fru Frederiksen lukker os ud. Lav nu ikke bukkespring af bar begejstring, det ved I udmærket godt, at jeg ikke vil godtage som undskyldning for ikke, at kunne deltage i efterårets undervisning!

Og det selvom, at du har seddel med fra mor og far!

Knus fra

Lisser B.

Velvillig underviser under MIF s faner.

Ps. Altså jeg kan jo ikke love at jeg ikke selv laver en forstuvning, da det nærmest kan betegnes som et forhindringsløb at løbe i zigzag, og samle skrald på samme tid.

Kommentatoren ophidset ud i æteren. Tænk Gunner Nu H. eller til nød Haribo reklamen, du ved den hvor det skal ligne et heste væddeløb.

“Hun sætter i løb op ad Dalens bratte stigning, smiler anstrengt til kvinde med hund, kommer over den første forhindring, en nær ved og næsten påkørsel fra en drengs overdimensioneret, fjernstyrede bil ved, at vige ud til siden, og hurtigt smutte ind på den lille sti, imellem husene. Allerede småstønnende tager hun trapperne op til broen over banen, kliner sig op ad gangbroens grafittimalede side, et kort øjeblik i ly for blæsten men i øjeblikkelig overhængende fare, for hun må i hast passere mistænkelig udseende mand.

Forbi ham tager hun 2 trin ad gangen ned og overskuer hurtigt skraldens ophobning for foden af trappen, prioriterer en runde om betonsoklen, flår med neglene nedtrådte stimorolpakker og mærkelige sølvpapirsglinsende strimler fra jorden, mens hun ud af øjenkrogen holder øje med manden nu på vej ned ad trappen. Hendes hånd i skraldespandens ovale hulning, et slip og i et nu i fuld fart hen over brostene, fødderne vipper fartruende, men hun finder en rytme, spænder op i bækkenbunden under den øgede sværhedsgrad og runder hjørnet med børnehaven på den ene side og skolen på den anden. Hun har ingen musik i ørene kun blæsten og bruset fra hendes puls, den ene fod foran den anden styrer af sig selv ned langs med skolens forside, nogle gange hoppende fra kantstene til asfalt videre til brosten fra indkørslerne. Siddelænsteppene forbi nybyggerrigets overfyldte container, hun snubler i opsamlingens øjeblik, finder balancen, snupper en ensom pose i et krat, og stopper op.

Hun orientere sig, der er ingen, det er stadig en lille smule skamfuldt, at samle blæstens legekammerater op i form af lommetørklæder, hvide plastikhandsker og cigaretpakker i alle nuancer af ophold på adressen. Hun vil så gerne gøre noget, gøre sig fortjent til den del af lønnen, hun trods alt er så heldig at få. De vil nok også gerne være sig en bekymret, klukhøne frabedt på et overbebyrdet, intensiv afsnit med coronaofrer.

Posen er fyldt, efter en kravle tur ind i et buskads, og op ad en skrænt med en ankel der bliver vrikket om, sætter hun i løb, i starten haltende med skrald nu i begge hænder. Foran skraldespanden hopper hun så meget på sin ene pose (ellers kan hun ikke få den ind i hullet), at en hvid, flot bil bremser hårdt op i vejkanten overfor og holder stille!

Den sidste strækning.

Nu med begge hænder fri, tager hun vanterne af, sveden begynder at pible og hun sætter af løber hurtigere og hurtigere, op og ned af kantstene, holder afstand, prøver med smil nu knap så anstrengt, at vise “du må godt blive der, så tager jeg den ud på asfalten”, bil der viger, og op ad bakke nr. 2, den der trækker tænder. Hun ignorere den sidste skraldespand, notere sig skrald fra “den gyldne måge”, modstår fristelsen og koncentrere sig nu udelukkende om, at nå mållinjen forude uden “dryp” i buksen, presser sig op ad bakke nr. 3, rundt om cykelhandler for, at tage en slappe ned af Dalens velkendte fald.

Blev du forpustet?

Det var godt, så fik du pulsen op.

Det var dagens træning.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Det burde ikke være mig!

Da jeg er en inkarneret og derfor med stor sandsynlighed forudfattet fan.

Lige meget hvilket emne han tager op, hvilke karakterer han forstår, at manifestere for mit indre blik er jeg om sluttet af varme og betænksomhed. Det er menneskeligt, at fejle og i denne bog er det en trængt forælder, der tager nogle knap så hensigtsmæssige valg. Nogle gange tror vi fejlagtigt, at vi må handle på noget, nogen har sagt fordi vi bliver så kede af det i situationen, at vi ikke med vores sunde fornuft kan gennemskue, at ordene der regner ned over os ikke holder vand. Vi tager ordene bogstaveligt og lige pludselig har reaktionen snebold effekt, den kan ikke standses, den er ude af vores hænder og det eneste man ønsker er, at spole tilbage til start og gøre alting om.

Ja, det kan minde om et teaterstykke men…

Ville det ikke være fuldstændig vidunderligt hvis…

Tænk; rød kappe og slikket hår, ja helt tilbage til den gamle (første) “Supermand” film fra 1978, hvor selveste “Supermand” er på vej ind i nærmeste (nu nedrevne) telefonboks for, at afføre sig slips og skjorte (sit alias Clark Kent). Derefter i lodret opstigning mod skyerne med sin ene fast, knyttede hånd ud i forlængelse i strakt arm. Han får kloden til, at standse sin omdrejning omkring sig selv, dreje den så tilpas meget tilbage så han lige akkurat kan nå, at redde Louis Lane (hans hemmelige kærlighed) fra, at lande med sin bil i en dyb revne i jorden forårsaget af et jordskælv, han har været indirekte skyld i. Alt det uden selvfølgelig, at forstyrre noget andet undervejs, andres livsbaner for eksempel.

Pis også, pispispis også, “

Gentog røveren for sig selv

Folk med angst handler om konsekvens, om med menneskelighed, om ikke at være angst for det man burde være angst for, angst for at tage valg på eventuel omkostning af andre, angst for at sige farvel, give slip på dem eller det, der var.

Hvad gør nogle til dem der hvisker, lyver … for sig selv, drikke, forsvinde ind i klædeskabe og/eller lave spil for galleriet overfor politiet? Og hvad hvis nu det lokale politi slet ikke har lyst til, at optræde med “good cop, bad cop” men bare gerne vil være en god far, en ditto søn, en respekteret betjent, som ikke nødvendigvis skal rendes over ende af “Stockholmerne” fordi de menes, at kunne klare alting (mosten) meget bedre og hurtigere?

Faktisk er jeg ikke rø…

Røveren er heller ikke gidseltager, men et helt almindeligt menneske, der er bange for at miste. Alle personerne i åbent hus/gidseltagningen er angste for noget, mest for at miste nogen, deres kærlighed, respekt eller gøre noget der er forkert. En har udviklet et væsen som et amerikansk hulepindsvin, som med succes holder alt og alle på sikker afstand. I stedet for lange pigge har hun bare negative ord hun slynger i hovedet på uvidende og hjælpeløse, ord som rammer hvor hver enkelt er mest sårbar. Alt det kræver er bare man ser! Ser de små medbevægelser i mimik og kropssprog som vi alle kan have svært ved, at styre og som giver os væk på flere meters afstand. Fredrik B. Kan med sin tegnsætning få dig til, at se usikkerheden i det vigende blik, komikken i udklædningens snyd og bedrag, og du ser kærligt igennem fingre med “røvhullet”, fordi du senere finder ud af, at han har givet alt.

Du skal læse den, hvis du også godt kan lide lidt bøjede regler, ser igennem fingre med de uundgåelige, dagligdags småsynder, og i det hele taget kan lide løsninger i modsætning til fuld stop og optrukne linjer ved forhindring.

Det er som sådan ikke fordi jeg synes regler ikke hører sig til, men nogle gange har jeg lyst til at rive håret glat på mit krøllede hoved, når jeg støder på regelrytterne, de dræber enhver virkelyst, udhuler fantasi og stikker hul i gnistrende glæde og det på imponerende split sekunder.

Hold jer væk fra mig (holder et imaginært kors frem foran mig nu i form af mine fingre), kør jeres “negativa” show et andet sted, med en anden. Jeg er 48, jeg vil ikke længere være belejlig, supplerende åndelig føde, fordi jeg er i stand til at føle stort, bredt og altoverskyggende og derfor tiltrækker mennesker som en honningkrukke. Det er ikke noget jeg har fået overrakt, det er noget jeg på knæ og hænder har tilkæmpet mig. Vi snakker bogstaveligt talt og må jeg lige påpege her, at det er ikke for sarte sjæle eller for den sags skyld knæskaller, at forcere kvadratmeter efter de 5 år på den måde.

Knus fra

Hende, der allerede glæder sig til næste kapitel i hr. Backmans bogrække.

Skynd dig, ikke hr. B.!

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Den vil krasse

Men det er skrevet så fint.

Børnepsykiateren (nærmest learning by doing) Bruce Perry`s måde, at ændre de gængse måder for hvordan de hidtil har set og behandlet traumatiserede børn, er revolutionerende og virkelig fascinerende læsning. Vi snakker fortvivlende små børn.

Jeg er vild med psykologi, men det har du nok regnet ud, hvis du har læst nogle af mine andre indlæg. Rejsen inden i det enkelte individ vil for mig altid være langt mere spændende end en rejse på 3 uger til Thailand, men det er bare mig. Derfor er jeg også til tv som får menneskerne involveret til, at vågne op. Jeg elsker det øjeblik, hvor man kan se i deres ansigter at lige der gik det op for dem at aha… jeg troede jeg gjorde sådan men i realiteten gør jeg sådan, og det er hvad andre ser, ærligheden om deres egne mønstre og villigheden til at ændre dem, og hjælpen de får. Det nyder jeg. Jeg svælger i det istedet for slik, kage og is.

Gudskelov for børnepsykiater Bruce D. Perry

Jeg er så træt af alle de serier, hvor det udelukkende handler om fra allerførste sekund i “Pilot” afsnittet, at tage røven på andre så meget og så udspekuleret som muligt for, at det enkelte individ helt legalt kan føle sig hævet over andre, alle andre. Hvis de så ender som de store tabere i sidste ende, hvad vi jo sådan set, i hvert fald nogle af os forventer, så bliver jeg så træt, ja jeg bliver sgu ret ligeglad, der er ingen, som vil hinanden det godt. Det er som en flok druknende, der skubber og træder på hinandens hoveder for, at komme op til overfladen efter luft, efter liv. Livet de tror på de har mere ret til end hovedet just skubbet ned under overfladen. Overflade intet andet, alle er i virkeligheden skide ligeglad med hinanden, de ser kun hinanden som midlet der helliger målet.

Efter dette sure opstød skal du læse lidt om mennesker, “Drengen, der voksede op som hund” er alt andet end overflade, og den er virkelighed. Måske ikke den virkelighed vi ønsker, at være bevidst om foregår derude, men luk ikke ned, ikke endnu, for den svælger ikke bloddryppende i børnenes traumatiske barndoms oplevelser, som en serie på netflix ville gøre. Nej, det er slet ikke det denne bog handler om og det er det, der gør den ekstra spændende.

Da jeg læste til læge i 1980`erne, blev det ikke betragtet som relevant hvordan et traume kan skade børn.

Bruce P.

I sin stilling som børnepsykiater begynder Bruce P. ret hurtigt, at handle ud fra sin viden som hjerneforsker og ikke mindst sin sunde fornuft. Han bruger sit enorme lager af empati på disse børn, hvis forældre, plejeforældre eller andre omsorgspersoner har opgivet dem eller er totalt i vildrede og magtesløse over for hvorfor børnene reagere så kraftigt på helt almindeligt opståede, dagligdags problemstillinger.

Dyreforsøg viste, at selv små niveauer af stress i den tidlige levetid kunne have permanent indvirkning på hjernens arkitektur og kemi og dermed på dyrenes adfærd.

Bruce P.

Man har langt op i 1980`erne gået ud fra at børn havde en medfødt evne til, at komme sig! Man har arbejdet ud fra, at kunne behandle børn ens med samme misbrugs historik hvad enten det er foregået i for eksempel 5 års alderen eller 12 års alderen. Men udviklingsmæssigt er de simpelthen alt for forskellige steder. Vi har nok alle hørt, at de første 2 år af et barns liv er de vigtigste, i denne bog får du udførligt og let læseligt oven i købet, forklaret hvorfor det forholder sig sådan.

Jeg tænkte: Hvorfor skulle det samme ikke gælde mennesker?

Bruce P.

Så du skal altså ikke tænke puha… børn der bliver voldtaget, det holder jeg ikke ud! Nej for det grufulde bliver nedtonet, ikke gjort mindre men Bruce har simpelthen valgt, at fortælle om de sejre, erfaringer og nederlag han får ved i første omgang bare, at “se” på de børn som kommer i konsultation hos ham, nogle gange langvejs fra. Ydmygt arbejder han sig ind på disse tilsyneladende kropumulige børn og giver dem kontrollen tilbage over situationer, som de ellers var blevet frataget. Viser dem på individuelt opfundne måder, i starten efter en mavefornemmelse, senere læner han sig op ad videnskaben, at de ikke skal være bange mere og støtter dem i, at åbne op på hvilket som helst niveau de befinder sig på lige nu. Det er nemlig essensen af det hele, de kan ikke reagere normalt efter hvad vi forventer og forestiller os er normalt. De ser måske ud til at være 12 år, men indeni er de på visse områder kun 2, 4, eller 7 år fordi det var der de blev misbrugt, forladt, hevet ud og væk fra omsorgspersoners trygge favntag og opmærksomhed.

Hans nogle gange fumlende forsøg, tålmodighed og hans omsorg for børnene er så ægte, autentisk og vedkommende, at jeg simpelthen bliver så glad på trods af sidernes frygtelige historier. Det er jo ikke engangsforteelser vi taler om, det er i årevis det som regel har stået på. Hvordan hjælp forud for besøget hos Perry har været forfejlet, nogle gange direkte formålsløs og desværre i de værste tilfælde bare gjort det hele værre.

Næsten succes historier

Du kan selvfølgelig være negativ og tænke, “jamen der er jo alle de andre børn han ikke har haft mulighed for at observere og behandle, hvad skal det så nytte med dem han har reddet”!

Det skal jeg sige dig.

Han kunne selvfølgelig godt selv se, at der skulle noget andet til hvis hans metoder skulle slå igennem verden over. Så i stedet for, at tage så mange klienter som han forøvrigt selv lavede udførlige journaler om, så begyndte han at bruge sin nye viden og cases til, at uddanne andre læger, psykiatere og omsorgspersoner. Det er denne bog du sidder og læser om et levende bevis på og det er da en succeshistorie ikke?

Derfor er de sidste, næsten 100 sider beregnet til omsorgs personer/plejepersonale, der har med børn og traumer at gøre. De indeholder råd, vejledning og spørgsmål, det har jeg skimmet. Jeg kunne se, at det var godt dækket i de spændende cases Perry beretter om. Så du behøver ikke at læse mere end til s. 314, det har nr. 12 i indholdsfortegnelsen.

Med hjertelig hilsen

En glubsk, hjernevridende, læser

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Er du også vild med

Brenè Brown, forsker og underviser på University of Houston har i de seneste 16 år forsket i emner som mod, skam, sårbarhed og empati og har blandt andet også skrevet Glæden ved at være uperfekt.

Jeg stødte på hende fordi jeg hele, især mit voksne liv har følt mig forkert fordi jeg var så allerhelvedes sårbar. Kunne jeg ikke bare holde op med det. Kunne man få en app til mobilen, der satte det på pause eller bare på nedsat følsomhed så havde jeg fået net forbindelse fra starten af … I stedet for nu i år, for 14 dage siden! Jeps, “I am not kidding”. Det krævede en dyb indånding at indrømme, jeg udstiller min sårbarhed allerede nu, det er din tur næste gang.

Hun var ved at kalde den, “Sådan mister du dine venner og gør alle skidesure“.

Jeg følte meget af tiden at jeg gik rundt med følelserne uden på tøjet, jeg var simpelthen mine følelser, det var jeg opsat på at gøre noget effektivt ved.

Ja, så fandt jeg bl. a. denne TED talk “The power of vulnerability” med Brenè B. Hvis du ikke har set en TED talk så skal du vide, at det er et univers af taler om alt muligt mellem himmel og jord. Det er lige fra professorer til helt almindelige mennesker, der alle steder fra, verden over holder et foredag om lige det deres hjerte flyder over med og for det meste har gjort det i årevis. En TEDTALK varer måske 10 min. gå ind og bliv inspireret. Fru Brown`s er en af de 5 mest sete, så hun har altså ramt en tiltrængt nerve i mange.

Følelsesmæssig overbelastning

Jeg kunne jo se, at jeg lige dèr dannede og brugte oceaner af vulkanlignende ressourcer og energi fra og af mig selv. Hvad nu hvis jeg kunne ommøblere det inden i mig til noget, der kunne udleve drømme i stedet for. Gamle drømme der, som stædige korkpopper blev ved med, at søge mod “overfladen” oftere og oftere efter at Goldielooks flyttede. Den bebrillede, nu 17 år ville måske kunne drage nytte af, at jeg viste ham et eksempel på hvordan man går efter sine drømme. Jeg var begyndt at være temmelig frustreret over, at føle mig skyldig i at spilde vores hver især`s kostbare tid med, at jeg gjorde ting for ham, altid lod ham lave “snigeren”. I stedet skulle jeg øge forpligtelsernes hyppighed og niveau, så de kunne hæve hans snegletempo i forskellige huslige discipliner op til, at han rent faktisk ikke ville bliver fyrret fra forhold han forhåbentlig ville havne i en dag. Det ene og alene fordi hun ville kunne gøre det hurtigere med bind for øjnene, den gode hånd bundet på ryggen, og på knæ. Hvis vi, hans forældre hele tiden holder kompasset, hvordan fanden skal han så kunne finde rundt i sin egen vildmark!

Jeg snakker og snakker og røven går. Handling må der til.

Jeg mener, jeg bakser jo stadig selv nu slut 40` med ikke, at snuble over nedfaldne grene i min egen vildmark!

Hvis jeg havde en større tillid til ham og rent faktisk overlod noget ansvar til ham og ikke kun tømme opvaskeren, som en på 7 sagtens kan klare så ville det frigive tid til, at jeg kunne passe min egen butik.

Jeg var ikke forkert…

Jeg havde ikke set mange minutter af Fru Brun`s og andre TEDTALK`s lignende før en meteorsten af overordentlige dimensioner trillede ned af mine skuldre. Der var ikke noget galt med mig, jeg skulle bare lære at omfavne det, sårbarheden altså. Ja, så var der også lige skammen, der fulgte med som raslende, tomme dåser efter en bil med et brudepar indeni. Der er ikke dog desværre intet som helst romantisk over det. Øhm …det har som du nok kan regne ud slet ikke været let, men nogle gange er det sådan med rejser, at man heldigvis ikke kan se alle de andre bakketoppe, der vil komme bag den første.

Hm… hvad mener hun så egentlig, Brenè B. med “vildmarken”!

Du skal følge dit eget vilde hjertes kompas, tænke i nye baner i stedet for at følge trop. Holde op med at veje og fordømme, især dig selv. Vi skal arbejde med at rumme vekselvirkningen mellem mod og frygt, styrke og svaghed, ensomhed og samhørighed, overflade og dybde i hinanden, i os selv.

En sti i min vildmark. Hvordan ser din ud?

Hvis jeg ikke selv har tænkt, at ingen da gad læse noget jeg kunne finde på, at taste mig til, så skulle jeg nok mærke tvivlen andet steds fra. Det gør ekstra ondt når det er ens nærmeste som ikke tiltror ordene værdi, men jeg snakkede også mere om det dengang, skal det lige siges, end jeg egentlig skrev. Nu hvor jeg mundtligt holder næsten helt kæft om mine drømme, men skriver i timevis med brillen halvt nede på næsen og nerven i klemme i ryggen, mærker jeg stadig tvivlen fra min anden halvdels side. Engang slog det mig ud, jeg havde ikke nok tro på mig, mine drømmes værd, kunne ikke finde kræfterne til, at bevæge mig ud i vildmarken alene. Jeg kunne ikke se skoven for bare af træer!

Nu har jeg som snart 49 årig endelig langt om længe indset, at troen (på mig) kun kunne og kan komme fra mig. Jeg har fundet ind til mit vilde hjerte og minder mig selv tit og ofte om, at går jeg efter det, tager det bid for bid, er jeg hele tiden målet lidt nærmere. Selvom jeg havde haft en støtte fra min husbond på lige præcis det punkt, (han har været min støttefod på så uendelig mange andre måder), så var jeg sgu nok ikke parat, voksen nok om du vil, til, at tage hånd om mine drømme på det tidspunkt.

Det ansvar er nemlig pænt grænseoverskridende, du skal jo skrive dig til låste rygge, krampelignende tilstande i arm, skuldre, nakke og så skal du takle, at det bare er øvelse og du skal blive ved, tage det, dig selv seriøst som bar fanden. Bide tænderne hårdt sammen, når du får manuskripter tilbage eller du henter dem selv for ellers bliver de til strimler. Der er ingen penge der glimter forude, dem skal du på dit “rigtige” arbejde for at hente hjem.

Det er også stadig ultra sårbart for mig fordi det er forbundet med så meget hjerte, længsler og forestillinger, at vi sgu ikke kan komme det nærmere. Jeg kan ikke rigtig fortælle om det til meget af min familie, for min erfaring har været, at de lagde mere i nogle af mine fortolkninger end jeg selv. Jeg lod mig nogengange slå hjem af deres kontante ud meldinger. Så indtil den app kan købes holder jeg det mest for mig selv. Det er mit, min ting jeg elsker at gøre for mig, min egen verden jeg kan de- redefinere på lige præcis den måde jeg vil, den pågældende dag.

Du bliver først fri, når du indser, at du ikke hører til noget sted – du hører til alle steder – og slet ingen steder, Prisen for friheden er høj. Men belønningen er højere.

Forfatteren Maya Angelou (Se under boganmeldelser). Brenè Brown`s store inspirations kilde.

Brenè skriver ikke overraskende for nogen, går jeg ud fra, at selvom det ikke er let, skal vi holde op med at søge tegn hos andre på, at man ikke hører til, eller ikke er god nok.

at vælge at turde gøre noget, sårbart overfor et andet menneskes handlinger

Charles Feltman`s definition af tillid.

Det, at kunne dele sit mest autentiske jeg med verden kræver tillid og mod. For at opnå ægte samhørighed med andre (og dig selv) skal du ikke lave om på dig selv – du skal være dig selv. Let nok at sige, skrive… Men skide svært i visse situationer hvor jeg bare har lyst til, at krybe i føromtalt husbonds brystlomme men så i stedet må rette ryggen og skyde mine pickwick teposer frem.

At bevæge sig ud i vildmarken i jagten på ægte samhørighed med andre kræver altså mod, mod til at stå alene med sine meninger, men også tillid. Vi må lære at stole på andre, på os selv. Vi skal turde være forskellige sammen.

Knus

fra hende som har første vælger på, at få Brenè som storesøster, siger det bare. Jeg er ellers ikke en “albuepige” som i slet ikke faktisk, men med Brenè ja, der er jeg ikke andet. Flytter fandme til Houston, Texas gør jeg eller måske bare en uge, eller vent lige, synes du jeg skal skrive og advarer hende først? Jeg mener hun har vel et ekstra værelse til en 3 eller 4 søster. Vil virkelig gerne være “føl” hos hende en uge. Nogle vil høre mig vrinske ud over alle omkringliggende marker, hustande, gader og stræder.

Har jeg fortalt om ham jeg vil have til far! Hm.. Først skal jeg lige finde ud af hvad han hedder, han er vist psykoterapeut og bor i Texas, hvor heldigt er det lige! Jeg ved hvordan hans hund ser ud, den ligger altid og snorkbobler bag ham i en lænestol, og at den hedder hm… hvad var det nu lige…

Nåh… nu har jeg det, Gus.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Trommehvirvel

Hvorfor ikke en filmanmeldelse…

Baseret på en sand historie.

Max ved tasterne, angrebet af en blitz.

17 årig bebrillet afkom kommer gående ind i stuen for 3 gang indenfor 1½ time, og skal lige tjekke den nyligt anskaffede, genbrugskats velbefindende. “Har du set den mor?” Siger han mens han nikker hen mod sofabordet hvor den ligger meget godt og har gjort det nogle dage nu efter, at havde flyttet bopæl nogle gange, da drengens far ikke har det så godt med noget der ligger og flyder, det forstyrrer. Jeg ryster på hovedet lidt provokeret, skyldbevidst, dejlig mand har nemlig allerede genlånt den, hvilket ikke er noget man skal tage for givet, da den er et fjernlån. Dog kun fra Glostrup men alligevel.

Finder man børn i coladåser i Amerika?

Mary

Børn kommer fra æg som bliver lagt af rabbinere. Er du ikke jødisk bliver de lagt af katolske nonner. Hvis du er ateist bliver de lagt af ensomme prostituerede.

Max

Har du nogensinde stået foran et stykke kunst eller noget lignende eller hvis du er kvinde, nok mest sandsynligt alt taget i betragtning, stået en mørk nat (ca. året 1980) i din jyske kusines værelse, og mens hun lå og sov en meter væk pillede du ved alt (med største forsigtighed forstås) i hendes fine, lys oplyste wau… dukkehus? Som selvfølgelig var totalt fy skamme, når det var dag og i begge var vågne. Har du følt suset, forhippelsen på, at strække fingeren ud og pille “solen” af din fars højt skattede oliemaleri hans bror havde lavet?

Præcis sådan er det, at se “Mary og Max” lige fra allerførste billede, der toner frem på din skærm. Hvis du ikke er bjergtaget og nysgerrig nu, så må du lade dig blive det, ved fortællerens 2 første sætninger, der åbner filmen. De kommer her:

Mary Dinkles øjne havde samme farve som mudrede vandpytter. Hendes modermærke (midt i panden) var bæfarvet.

Fortælleren

Filmen er animeret og så detaljerig, at selvom billederne egentlig er ret stillestående så vandre dit blik rundt og fanger en fugl i vindues kammen, som skidder ned af muren, hundehuse med sjove navne og så vanvittigt karikeret ansigter og kroppe, at man skulle tro skaberne af filmen “Terkel i knibe” er blevet inspireret derfra, hvilket sagtens kunne være da den anmeldte film er fra 2009. Børn fra 14 år og op efter.

Mary på 8 år bliver drillet, Max kommer næsten aldrig uden for en dør, medmindre han skal hen i overspisernes klub, til terapeut, eller ned og hente sin post.

En tilfældighed gør, at det bliver Max hun skriver til, og han sætter i sin “helt egen begrebs verden” ikke synderlig spørgsmålstegn ved det naturlige i, at besvare en 8 årig pige spørgsmål, hun er jo placeret langt væk på et andet kontinent. De er begge hungrene efter en ven, en som tager alt man siger og gør for gode varer uden, at dømme og giver af sig selv ditto tilbage. Ingen seksuelle undertoner, Max er også et naivt barn på mange punkter. Befriende.

Max kan ikke håndtere kaos og Marys spørgsmål minder ham om sider af sig selv og oplevelser han ikke kan lide, at tænke tilbage på og den stress får en konsekvens for dem begge.

Mary stadig lidt “udenfor” vokser op fuldstændig normal, indtil penne-venskabet skal stå sin virkelige prøve og alting i hende kortslutter.

Rundt omkring disse skønne figurer er mistænksomme mødre, fraværende fædre, naboer som er bange, benløse, hensynsfulde og modige eller hedder noget græsk.

Jeg bed den over, filmen fordi der var ting jeg skulle, den varer ellers kun ca 1½ time knap og nap. Drengen, hørte den igennem 2 lukkede døre kom, satte sig godt til rette og så med begge gange. Lagde sin kind mod min skulder og forhørte sig efter, at havde lokaliseret kattens midlertidige værested, “kan du lide den mor”?

“Jeg elsker den”.

Da filmen er færdig, forøvrigt har den det kæreste soundtrack, tænker jeg straks, har ophavsmændene lavet andre animations film end “Mary og Max”?

Råber til dejlig mand over skulderen, “kan du se om der er lavet et soundtrack?” For det vil være genialt til undervisnings brug. Jeg ved han ikke kan høre det med sine høretelefoner i, men jeg sidder lige så godt i sofaen under tændt varmetæppe, og varmepude i ryggen. Så gasser man sig kan jeg godt afsløre, det må være ligesom, at side inde i en sovepose, nu med arme.

Hvis du ikke vil have filmen spoleret skal du nu scrolle ned til sidste sætning uden at snyde. Første advarsel.

Det er film interesseret dreng som sagde “ja”, da jeg spurgte om han kunne tænke sig, at jeg skrev et indlæg om den så andre end os kan få glæde af den. Han mener også, at der følger en “spoiler” med til denne anmeldelse så her kommer den, spring videre nu..

Kan du huske, at jeg nævnte noget om en konsekvens for Max ved Marys ligefremme, og naive spørgsmål?

Det er egentlig ikke det, at Max har Asberger`s Syndrom, som er problemet. Han er ensom ja, men han har fundet sin egen vej igennem livet med sine små rutiner og gør meget lidt ud over det “normale”. Hans reaktion på Marys breve sender ham lige lukt på den lukkede med diverse behandlinger. Mary får ikke besked før han kommer hjem igen, i mellemtiden…

Jeps, så du hèr, sidste linje…

Nyd den med en, som også elsker animeret film eller helt af alene, søg på bibliotek.dk

Knus

Filmelskeren

Ps. hold øje med den røde farve i al det grå og sorte.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Jeg er frastødt

af al hæsligheden.

Tiltrukket af Sara Omar`s handlings mættede sætninger.

Håbefuld læser jeg side op og side ned i håbet om hovedpersonen Frmesk`s frisættelse, men jeg ved godt, at jeg er en naiv idiot. Af samme grund nægter dejlig mand at læse den. For der er intet håb, ingen hjælp at få for en kvinde i dette lukkede univers, hvor kvinder undertrykker og ikke mindst tier ligeså meget som deres sønner, fædre, ægtemænd, onkler og fætre. De ældre, de rettroende bestemmer, de vender og drejer Koranens ord, så meninger og betydninger passer til de enkelte situationer, og legalisere på den måde retten, retfærdigheden i, at kaste med sten, slå med knytnæver, skære nosser af, voldtage og slå ihjel hvis ens ære er blevet krænket. Mest deres egen, ifølge dem selv… Alt sammen i Allah`s navn.

Ofrene påtager sig al skyld

De, skyldnerne, krænkerne, mishandlerne evner ikke at påtage sig skyld, det er slet ikke på deres radar. Det er skammen de føler, som til side sætter al tolerance, åbenhed over for individets særkende, ønsker og drømme. Kærlighed er sjældne blomster, som hvis fundet og “plukket” bliver revet op med rod for dernæst, at blive efterfulgt af handlinger så langt ude så al forståelse hører op. At denne undertrykkelse stadig finder sted (i dag), ude i de små hjem så langt væk fra det oprindelige ophav er så skræmmende, at jeg som en struds skynder mig, at stikke hovedet i busken, for alle gyserfilm kan godt gå hjem eller i det mindste tilbage til start, for i Saras bøger er der ingen nåde, kun ondskab. Fortvivlende.

Hvor finder hun sin vilje til at fortsætte…

Ikke alle går ind for selv justits.

Skyggedanseren er 2 del af Dødevaskeren, men kunne nok godt læses uden for, når der er gået et par år siden læsning af sidste bog, er det måske kun de mest frygtelige ting som man (jeg) husker selvom jeg har prøvet, at proppe dem godt ned bag al det andet jeg heller ikke ønsker at mindes. I Dødevaskeren bliver du introduceret for Gawhar og Darwèsh, Frmesk`s mormor og morfar. Du får at vide hvorfor Frmesk bor hos disse dejlige mennesker, der på trods af, at de begge er ukonventionelle og derfor usædvanlig modige alligevel er en form for uundværlige for det lille samfund, Frmesk er en del af.

Skyggedanseren, springer i mellem månederne efter konsekvenserne af Frmesk koranundervisning som hun starter som 5 årig i Kurdistan, til hun i Danmark bor med sin fraskilte mor og læser på universitetet.

Hun har jo drømme, svage forestillinger om et friere liv, men er frygteligt underlagt sin fars voldelige regime. Samtidig håbløst naiv overfor hvor langt både han og hendes mor vil gå til af yderligheder, selv om hun aldrig har set andet.

Jeg er måløs.

Jeg raser på hendes vegne, ønsker at flå hende væk men hele tiden ved jeg, at hvis hun undslipper så vil hun være alene (og det selvom hun aldrig har været andet…). For selvom der findes de sødeste mennesker omkring hende, ønsker og tør de ikke se hendes virkelige trængsler og hun kan kun tie for at beskytte dem, hende selv. Sladderens løbeild er som brændsel på vrede og indestængte frustrationer, og ingen tør gøre noget andet end forskrifterne. Hun har som lille set sin bedstemor “dødevaskeren” tage sig af de kvinder som har handlet imod deres familiemedlemmers ønsker. Har Frmesk egentlig forstået, at i hendes hjemland ser nogle det som deres ret, at slå en svigersøn/datter ihjel, de sætter dog som regel grænsen ved deres eget “barn”! Men det er nu kun fordi de har andre meget mindre humane måder, at “slukke” et liv på…

Hvordan skal muslimske kvinders rettigheder nogensinde forbedres, hvis ikke de selv tager ordet, hvor de kan?

Baba Darwèsh

Denne måde at tænke på er så langt ude, at jeg er sikker på, at der er nogle der ikke kan huske deres koranundervisning, eller har sovet i timen… For der står sgu da ikke i Koranen, at du må slå din datter fordi hun har skrevet et digt! Uden jeg har læst den vil jeg også vædde med, at der heller ikke står, at når en kristen ung mand har ønsket din datter så meget så han er løbet væk med hende, så ser du, dig i din gode ret til, at skyde hans knold af foran hans panikslagne brødre og forældre. Jeg tror virkelig, at hvis Muhammed trådte ned fra hvor end han hygger sig, måske til en påskefrokost med Jesus (halalslagtet kød selvfølgelig og vi lader grisebasserne blive hjemme), så ville han skamme sig og trække den (sin?) bog tilbage. For han havde sgu nok ikke regnet med, at den ville blive tolket, tilbedt og misbrugt så meget for egen vindings skyld.

Koranens oprindelige budskaber, poetiske vers, der byggede på åndelighed, selvrenselse, indre ro, accept og tolerance…

Hvad Islam ifølge Baba`s fortolkning skulle handle om, men som er gået tabt.

Vi skal sgu vide hvad de unge kvinder (og mænd) er oppe imod. Jeg skal nok tro. Lad bare dejlig mand (husbond) læse om anden verdenskrig igen, igen, jeg har håb for de muslims ramte, det er svært at ændre tanker, vaner og forestillinger. Det tager generationer.

Vi skal huske, at være taknemmelige og give kærligt ud af os selv. Jeg skal sige når jeg føler mig “trådt” over tæerne af den 2 verdenskrig interesserede, for han mener det ikke som min indre dramaqueen tror. Han er min ligemand, min ven, min elsker og faktisk er det mig, der har stukket ham med en kniv engang, men det er en helt anden historie…

Knus fra hende som ønsker at tage Frmesk i hånden og løbe alt hvad jeg kan…

Kan jeg læse den færdig?

Jeg mangler 100 sider og jeg er så led ved den selvfølgelighed i, at “han” må slå og “hun” skal tage imod. Det gør mig syg om hjertet…

Jeg skal læse noget kærlighed bagefter, noget hvor hovedpersonerne har selvironi, empati og tager ansvar for deres gerninger istedet for at blive tøsefornærmet over det mindste og så er det mænd… “Ej du kiggede på min søster, så må jeg også stikke dine øjne ud”! Det er seriøst barnlig og umoden opførsel. Tænk hvis vi alle var sådan! Mine børn er børnebørn af en romance, der kom i stand fordi en soldat tog sin ven med hjem…

Det er ligesom da jeg var barn og efter noget uhyggeligt måtte blive siddende i sofaen for, at blive afklimatiseret med noget fjollet bagefter for, at turde gå ud af stuen og ind i mit værelse, med de store mørke vinduer.

Hej du!

Du skal ikke læse Skyggedanseren hvis alt dette får din mave til et vride og vende sig i ubehag, for du kan ikke komme igennem den uden at føle dig umådelig trist.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Trent Dalton`s

Dreng sluger universet

Brisbane, 1985

Eli Bell er lige nu 12 år gammel blevet bekendt med, at hans elskede svigerfar sælger heroin. Det syntes han er noget lort. Han skal finde ud af flere hemmeligheder hen ad vejen. I forhold til hans forældre som ikke taler om især en speciel episode da drengene er ret små, er Slim ikke nærig med sine historier. Slim, hans bedste ven, nogle og 70 år og berygtet for, at være ualmindelig god til at slippe ud.. af fængsel.

Udnyt din tid , før den udnytter dig.

Slim, babysitter og ven

Da han ved hvor ensom man kan føle sig i et fængsel får han Eli til, at skrive breve til en indsat, Alex. Her tror jeg hans interesse for at skrive starter. Han drømmer om, at blive en reporter på en selvfølgelig ikke hvilken som helst avis. Hans bror Gus skriver også, men kun i luften, så det er Eli blevet ret god til at “læse”.

Enden på det hele er en død blå spurv.

Gus`s finger
På trods af sin gru, har den sine romantiske tidspunkter.

Flere gange igennem bogen tænker jeg på en af John Irving`s helt særlige figurer nemlig drengen, Owen Meany fra bogen “En bøn for Owen Meany” 1989, (måden han byggede den bog op på minder meget om denne). Owen M. var helt særlig og det er hovedpersonen Eli og hans bror August (Gus) også, eller det fortæller deres hårdt prøvede mor dem i hvert fald igen og igen. Gus har fuldt accepteret det faktum, Eli er noget mere skeptisk.

På grund af morens og stedfarens ret naive indstilling til hvad deres forbindelse med Tytus Broz, (narkokonge for de indviede og en af byens “støtter” for resten), kan få af konsekvenser bliver Eli og Gus`verden en noget andet end alle og især Eli havde troet. Gus kan “noget” og er derfor anderledes forberedt. Han tager i en tilspidset situation et valg som man skulle tro ville dræbe Eli`broderkærlighed, men så kommer det jeg elsker ved denne bog. Lige meget hvad de bliver vidne til og udsat for, så kan disse 2 drenge se igennem “fingre” med hinandens til tider komplet uforståelige reaktioner. De forstår ud fra hver deres tankesæt, at når en vis finger får en meget stor bloddryppende rolle, så er der en større mening med det hele.

På trods af, at drengene meget af tiden er mere forældre end deres forældre formår at være, er de loyale til det ekstreme, de opgiver ikke nogen, det der er, er.

Er du et ordentligt menneske?

Eli

“Dreng sluger universet” handler også om, at vi alle har forskellige måder at takle traumer på voksne som børn, nogle holder vi for os selv, mens andre stritter, fylder og vil ud.

Jeg er ikke helt vild med slutningen, jeg synes den er for sukkersød, men lad gå jeg har været i utrolig godt selskab hele vejen. Jeg afventer dog spændt husbonds dom, når han har vendt sidste side. Fik han også flashback til vores første år sammen og hvordan John Irving`s bøger og filmatiseringer smeltede sammen med det, at være nyforelsket. For Hr. Dalton kan som Hr. Irwing få en smask forelsket i sine hovedpersoner og så har du mig, jeg har ikke en chance og jeg behøver den heller ikke.

Kh.

Nu også vinder af Book of the year (2019) medgørlig læser.

Pst…

Det er fordi jeg nærmest pr. definition har været lodret modstander af, at læse en bog bare fordi den havde fået en pris, hvilket min anden halvdel faktisk har gået efter fuldstændig koldt, (han har endda lavet en liste). Det kan godt gøre mig lidt både fornærmet og bekymret for alle de andre sikkert dejlige læseoplevelser man så vil gå glip af, (omvendt vil jeg jo selv miste noget hvis jeg bibeholder min egen tilgang).

Jeg mener, de kan jo ikke alle sammen få en pris vel!

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Læs den

Fordi du godt må være tyk og glad oven/indeni.

1000 tak til forlaget HarperCollins for, at lade mig anmelde bogen uden store krav om så og så mange FØLGERE på FACEBOOK og INSTAGRAM.

For det er også hvad denne bog så fuld af dokumenteret, farverig fakta insistere på. Nemlig, at der skal være rigeligt plads (både fysisk og psykisk) plus frihed til, at vælge i fred hvordan man får det bedste ud af hvad og hvem man er, og at din intelligens ikke skal måles ud fra livmål. Vi er alle meget mere end det.

Tykfobierne bliver dissekeret en for en smertefuldt og ydmygt ærligt. Dejligt.

Sofie Hagen fylder mig fra første ord, i første sætning på side 9 med sit gavmilde væsen, propper mig med indsigt, baseret på grundig research ikke bare hendes egne oplevelser og tanker, men hun sætter det også hele tiden op imod tiden vi har levet i, tiden vi lever i lige nu.

At udskammefolk for, at få dem til at blive sundere er ligesom, at prøve at få nogen til at lugte mindre af pis ved, at pisse på dem.

Sofie Hagen

Jeg kommer IKKE til at tale nedsættende om en tyk person igen, men jeg må godt blive irriteret hvis hun (99 ud af 100) vil have min af-eller bekræftelse af hendes tykhed, så jeg højt kan legalisere at hun kan blive ved med, at være noget hun ikke har det godt i.

Jeg kan godt se at bogen er sjov, men jeg synes simpelthen at måden Sofie beskriver visse situationer på er tragikomisk, på grænsen til det sørgelige, så jeg kun sidder med den største respekt for hendes detaljers gavmildhed og grådigt læser videre, for jeg tror ikke på at man kan være HAPPYFAT. Ikke hvis det er mere end lad os sige 10-15 kilo.

Jeg er selv vokset op med 2 forældre, der var panisk angst for at jeg skulle blive for tyk (hvornår kommer for, foran?). Så jeg blev hvad jeg selv ville kalde overvægtig, nuværende vægt + 20 kg. Se, jeg kan ikke engang tage ordet TYK i min mund, men det kan Sofie. Hvilken lettelse, alle de gange jeg har siddet i selskaber og en tyk har talt sig selv ned eller andre i rummet, som om de ikke selv var det. Der. Eksisterede. Eller en tykfobisk slank gjorde det. Det må holde op.

Vandt jeg over kiloene Hell ja.. Er jeg glad for min slanke skikkelse Hell ja. Har jeg mødt hundredvis af gange, fordomme og spydige bemærkninger om mit slanke taljemål? Hell ja. Har jeg følt mig skyldig, mærkelig og åbenbart ikke i stand til at tage mig af mig selv? Masser af gange. Jeg har lært at det handlede om dem ikke om mig. Jeg blev dog stadig skide hamrende ked af det alligevel.

Er jeg stadig bange for at blive for tyk? (Du skal forestille dig, at jeg hvisker nu), ja det kan du fandeme tro. Hvorfor jeg hvisker, spørger du? Fordi jeg synes det er barnligt og pinligt at være det, når jeg har formået at holde min vægt nogenlunde status quo i 25 år! Jeg har ikke nogen grund til at være tykfobisk.

Har jeg givet den angst videre til min datter? Jeps. Kæmpede hun med, at hendes lår ikke var så tynde og lange som de andres i gymnasiet? Jeps. Det nyttede ikke at jeg sagde, at hun ikke skulle “gå” efter at være så tynd (se nu bruger jeg andres ord i min verden er jeg skide slank), som mig. For der har man heller ikke helle. Kæmper hun stadig? Ja, det kan du tro. Er du overhovedet klar over hvor svært det er IKKE, at vise hende den, tykforbien. Bare tiltro hende, at DEN klare hun! Hvad fanden er det egentlig hun skal klare! Hun skal jo bare have det godt! Med sig selv, sine valg.

Ingen af os kan bruge til noget alle de år, hvor vi havde lange samtaler om de skide lår… der ikke var hendes. Jeg har prøvet at vise hende min glæde og tilfredshed med min egen krop. I teenageårerne syntes hun selvfølgelig, at det var vildt træls at have en mor, som var mindre end hende, fuldt forståeligt, jeg stod i præcis det samme scenarie i årene 1986-92 med min egen mor.

Mønstre skal brydes, men det kan kun lade sig gøre ved oplysning og vedkendelse af ens tankeloops.

Jeg skal ikke gå og bekymre mig om hendes skikkelse,og i hvert fald slet ikke kommentere hvordan hun end ser ud, fordi hun vælger det sådan. Jeg har været så langt ude i min tankegang, at jeg var bekymret for om min før nævnte TYKFOBISKE far (med dejlig blød mave at holde om!) ville kommentere på min svigersøns (den første) “buffhed”.

Som en helt naturlig ting skriver Sofie også om, hvor dårlige vi er som samfund til, at takle, acceptere, tolerere når noget/nogen er en smule anderledes end det vi selv synes er normen, det normale. Vi har svært ved at have, at nogle fylder med deres krop, deres farve, deres fælles eller intetkøn, vi skal alle partout passe ned i samme støbeform. Hvilket egentlig er sindsygt kedeligt.

Ja til, at vi favner at vi er forskellige, og derfor vil ud leve vores muligheder på forskellige måder, og tak Sofie for at minde mig om min egen afstumpede intolerance, den vil jeg bruge på at gøre godt med i stedet.

Hvis folk der “bekymrer” sig for en, lytter. Vil de forstå, at udskamning og diskrimination af tykke mennesker er lige så skadeligt, som de hævder, det er at være tyk.

Sofie Hagen

Jeg er langt fra enig i alle Sofies konklusioner, for der er et sted hvor vægtskålen tipper, hvor smerter, begrænsninger og kroppen ikke kan følge med.

Men jeg er helt og aldeles med på, at lægge mine fordømte fordomme ned især fordi de lyder ekstra hule, når jeg selv har kæmpet med alle især de psykiske udfordringer, ved at være for tyk, (egentlig kun i egne og mine forældres øjne). Der er i forevejen mange måder man kan slå sig selv i hovedet på.

Jeg ser dog hver dag på mit arbejde hvordan meget fedt på kroppen umuliggør det man gerne vil, i den mængde man vil det. Det er en ting, at være tyk som 36 årig, men har du været det altid lige siden du var barn så er det altså ikke sikkert, at du kommer til at sidde på gulvet og lege med dit barnebarn, for A) du kan ikke komme op igen og B) jeg er ked af at side dette, men hvis kvinder fortsætter med at få børn sent, så er du der måske ikke når de bliver konfirmeret, der har din krop givet op. Det er jo ikke sådan, at overvægten kan sættes i skabet med de indkøbte konservesdåser efter endt indkøb, det er der jo 24/7.

Kærlig hilsen

Den nyligt selvudnævnt, tykaktivistiske forkæmper

Nej, undskyld det bliver jeg ikke, jeg har set for mange programmer med følgevirkninger af diabetes 1 og 2.

Men jeg vil prøve mere, at forsvare alle; tykke, tynde, unge, gamle, brune, sorte m.fl. der bliver talt ned om i mit nærvær, og lade disse nedladende bemærkninger falde til jorden, som skidt jeg ikke engang gider træde på, og slet ikke GIVE PLADS til at fylde og beskæftige mig med i en samtale. Desværre er sandsynligheden stor for, at udtalerne af disse bemærkninger slet ikke gider høre mine eventuelle bemærkninger, de har jo allerede talt.

Nåh.. men jeg kunne jo starte med, at give dem deres mening tilbage…

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Vegansk

for begyndere

Tak til Lindhardt og Ringhof for at lade mig anmelde den, da jeg trængte til, at få et skub videre ud i de vegan`ske muligheders slaraffenland.

Der er 3 tomater, ikke 2 og jeg har ikke som først, lagt dem …

Da jeg for mange år siden blev nød til, at lægge min “for sjov” drøm om, at kunne deltage i den store bagedyst på hylden p.g.a. en insisterende intolerance for sukker blev det ret hurtigt klart, at jeg måtte kaste mig over noget andet. Noget jeg kunne lære mig selv at elske, både at tilberede og ikke mindst ville synes om at spise.

Som sikkert mange andre husholdninger gled jeg da børnene voksede sig større velvilligt ind i en vane med de samme retter. Jeg opdrog min dreng til, at være kræsen.

Ja, jeg mener det, jeg tager fuld ansvarlighed for, at min dreng på 16 år stadig kun nødig vil spise andet end …

Børne grønsager

Agurk, rød peber og gulerødder, når de ikke smager af sæbe. Hvilket du sikkert ved de gør hele vinter sæsonen, hvis du som jeg har en god smagssans. Så jeg bebrejder ham ikke (så meget …) og jeg har altid elsket hjemmebagt brød, så det var det han spiste mens han 1000 `er af gange har ignoreret min bugnende salatskål som hans far heldigvis aldrig har fejlet at gå ombord i. For helvede den mand spiser flere linser og bønner end jeg har lyst til at fråde. Jeg putter dem i supper sammen med alle de unævnelige grønsager, og servere “grøntsagsmos”, hvor skeen kan stå (næsten) selv i min moderlige pligtfølelse, som råber ad sine lungers fulde kraft ….

put flere grønsager i den bumsebefængte.

Mig frustreret over mine egne løftede pegefingre

Sweet sixteen

Lige om lidt bliver bebrillet dreng 17 år og hvorfor ikke slå 2 fluer med et smæk!

Jeg vil prøve flere af Elizabeth`s opskrifter og tvinge mig selv til, at følge dem så meget jeg kan. Det har faktisk vist sig, at være det sværeste. En udfordring af de helt store, at GØRE DET DER RENT STÅR!

Når man har:

1 styks, kræsen teenager med den sædvanlige afhængighed og se gennem fingre med diverse kemi installationer, undtagen dem, han ser diverse nørd `er lave på YOUTUBE eller han selv stifter bekendtskab med i fysik lokalet på gymnasiet.

1 styks nødde/frø allergiker.

plus undertegnede sukker (ikke fornægter), nærmere en slags bevidst gå`en uden om, og derfor meget intenst, ingrediens, læsende indkøber. Jeg bliver altså nød til, at gå til “opskrifterne” med tilladelse til, ikke at dræbe, men ændre efter diverse hensyn, for vegansk mad indeholder mange nødder, da de ofte bliver brugt som fyldstof. Er mit indtryk.

Elizabeth, har ikke (befriende nok) helgarderet sig hele tiden med f. eks. at skrive; du kan bruge hvilken plante eller alm. mælk du vil istedet for mandelmælk som står angivet. Eller rist nødderne på panden og server dem i en skål ved siden af. Disse små alternativer ved jeg jo, fordi jeg har måtte se mig godt for i årevis. Selv “nøddeallergiker`en” har det på rygraden, at han skal købe majs (på dåse), sennep, peanutbutter (alle til mig), som ikke er tilsat sukker. Man vænner sig til det mindre søde, lige som bebrillet dreng nu skal vænne sig til, at spise retter heftigt inspireret af Vegansk for begyndere. For ham vil det faktisk være en ny måde, at gå til buffeten på, forhåbentlig vil det smitte af på andre fastlåste vaner han har … Jeg må så tilsvarende tage mig selv i IKKE, at lave buffet eller tage grydebrød op af fryseren … så tit.

Kom boghvedeflager, vand…. i en anden gryde…

Nebelong

Nu ved jeg ikke hvor “vågen”, du er om morgnen! Om du vil bruge tiden til det. “Det er jo et tilvalg eller et fravalg”, alt efter hvordan du ser på det, mener min til tider kyniske mand. Samme mand som gladeligt vasker op i hånden i en sådan grad, at opvaskemaskinen neden under bordpladen må føle sig forbigået i en sådan grad, at den næsten ville have behov for psykoterapi p.g.a. behov udsættelse, hvis den var af kød og blod.

Portionerne i bogen er til en, og hvis du som jeg, elsker af et godt hjerte, at HADE, at stå med opvaskebørsten i hånden, så bliver vi to nød til at blive enige om, at minimum producere til 2 dage. Måske kan noget laves om aftenen eller i weekenden og så kan der være herlige ting, at vælge imellem i hverdagene.

Er der virkelig brug for alle de madbøger?

Kynisk mand

Nu er vi jo så nogle, der elsker at skrive og som i vores sparsomme fritid ikke føler sig hele medmindre de sætter sig til tasterne, og øser af hvad de har på hjerte. Jeg bliver nød til at tro på, at der er andre der stadig elsker, at stå med den “hårde” kopi i hænderne og svælge i inspirerende billeder og ingredienslister.

Hvem tror du laver maden hjemme hos os?

Du får et gæt?

Elizabeths mål har ikke været, at overtale dig til, at lade kødet ligge urørt i butikkens kølemontre, for miljøets skyld.

Hun har med enkle informationer ønsket, at få en nysgerrig, måske spirrende klima enthusiast, hvem ved til, at tænke sund kost, baseret på en masse grønne proteiner til morgenmad, frokost, og den virkelig minus kød udfordrende aftensmad. Tydeligt med tanke for, at man som læser kan føle sig tryg ved, at hun har sammensat retterne omhyggeligt ud fra …

at du er sikret en bred varieret kost, som er velsmagene og nem at lave.

Måske jeg vil bruge den som udgangspunkt til, at tage en kanin “mimrende” snak med min datter, den fraflyttede på 22 år. Jeg tror, at jeg på sigt giver den til hende. Enhver kok med respekt for sig selv, skal have diverse hyldemeter med kogebøger, det hører med til at være, føle sig som en dagligdags, ide hungrende kok, for der er ingen tvivl om det!

Mad, der smager kræver tid, omtanke, nysgerrighed og frem foralt kærlighed til mad.

Nebelong vil mig det godt, så nogle af opskrifterne vil jeg lave, til mig alene på min måde, med det lille twist af ingredienslisten jeg tager som noget fuldstændig givet.

Kh.

En lidenskabelig grøntsags skuffe fylder, tømmer og opslider til plastikken opdeles i lange, gnistrende revner.

Sidste jeg lover det!

Jeg har tilmeldt mig en 3 ugers veganer udfordring, som sætter særlig fokus på klima- og miljøfordelene ved en mere (læs: ikke kun) plantebaseret kost med kampagnenavnet KlimaUdfordringen. Hvor jeg forhåbentlig vil blive overdynget med opskrifter lige til at spise….

Husk!

Træerne vokser ikke ind i himlen. Men de vokser ud i luften, som vi ånder/ og ned i jorden til de døde/ som vi savner. Og det er alt nok.

Søren Ulrik Thomsen, digter/sangskriver

Synes du ikke?

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

I kan rende mig!

Tilegnet Tine C.

Jeg hører, ser og taler ikke… som i nogensinde… igen.

2 måneder har vi haft Oluf, Olauf, Olof alt efter hvem der råber med ånde stående ud af munden, som en røgsky kl. sen aften i hverdagene.

Han er en genbrugskat, i det lægger jeg den største respekt for, at 2 andre ejere før mig har nydt hans killing stadie, men også har “opdraget” ham til, at være en meget dejlig, “voksen” kat. Jeg har ikke behøvet, at præsentere hverken kattebakke eller kradsetræ, han ved det er en praktisk foranstaltning til ham. Jeg ville nu ydmygt ønske, at han synes det er lige så naturligt, at lade mig gå på toilettet uden ham, som jeg tillader mig at synes det modsatte. Jeg må så også indrømme, at jeg ville have mine besværligheder ved, at pakke mig så tilpas meget sammen så jeg ville kunne få bare en brøkdel af mig ind i “tissehuset”. Jeg er nu ellers pænt smidig, men lad det nu ligge. Hm… måske kan jeg prøve hans variant hvor han balancere med bagbenene på åbningens nederste kant, med lågen ned ad ryggen…(fatter ikke hvordan han gør det), mens han så har enden inde i huset, og gør det han skal.

Jeg skal også huske, at presse bakken helt ind mod bøtterne med gammel maling, inde under bordet i bryggerset, for ellers kan han bakke så meget tilbage inde i katte bakken, så det kan lykkedes ham at lave på bagkanten, fordi den øverste del kan forskydes i hans anstrengelser. Det har vi så lært på den beskidte måde. En af dem man lærer af en enkelt gang oplevet…

Mor, jeg kan stadig ikke fatte, at han er her når jeg kommer hjem!

Bebrillet dreng

Jeg tager mig selv i, at hvis han ikke har været inde i 5 timer (hvilket er længe i vinterkulden), at se skulende over imod den ene nabo og mistænke dem for, at lukke ham ud af deres soveværelses vindue, når de kan høre mit skingre opråb (som jeg henter nede omkring min bækkenbund) igennem haverne. Jeg elsker ham allerede så meget, at jeg er skide bange for. at nogen på vejen opdager hvor dejlig han er og lokker ham med Stryhns, tun i vand eller katte slik! For han er virkelig nem at købe.

Hvem opdrager egentlig hvem?

Bebrillet dreng og jeg blev i sidste uge enige om, at han var ved at opdrage os. For når han 4½ år og fræk, satte kløerne i sofaen, eller elegant spankulerede ind og ud imellem drengens lego på højt, siddende hylde, så “belønnede” vi ham med katte slik for, at få ham til at stoppe, gå ned, ud, ja… aflede, alt det vi kunne. Før nævnte hylde gav sig knagende og synligt (han er jo ikke en lille kat), hver gang han satte af derfra for, at komme op på det 2.30 m. høje skab en meter derfra. Så kunne han stikke sit lille hoved frem, fra bag en stor, grøn pap kasse deroppe og glo ned på os med de der kvieøjne. Eller ligesom når han sætter sin slikkede ende (det er vi enige om ikke gør den operations bord ren ik!) ned på spisebordet der hvor min salat plejer at stå, mens vi ser det, jeg udbryder, “Oluf helt ærligt”.. og møver mig op fra under varmetæppet, jeps det selv samme.

Vaner og hankøn

Kan du ikke bare om arrangere dit lego, tænk besøg af mindreårigt familiemedlem, (de har nu aldrig behøvet andet end et blik eller attitude for, at de mistede interessen, men de fik jo også boller og lagkage!).

uforstående, yderst praktisk mor

Jeps… dagen efter gjorde han det igen. Gik i lego`en. Så jeg endte med, at tage en dyb indånding og flyttede rundt på alt i drengens værelse. Han var selv på overnatning med gymnasieklasse i Jylland, så der var fri bane… jeg måtte tage skraldet når han træt og udmattet vendte hjem! Hm… tog temmelig oplagt en rengørings runde.. yderst tiltrængt.. Dog ikke ifølge bebrillet dreng selvfølgelig. Mit behov, jeg må svinge klude, danse med støvsuger røret, møve mig ind under hans seng til edderkop kolonierne. Mærkeligt, at man kan være totalt ræd for de små 6 benede, og i så total benægtelse over for, at de har et naturligt behov for. at formere sig. De laver aktivitet`s centre, bodegaer, indkøbscentre og vuggestuer til de små…, når de ikke bare en gang imellem bliver truet af tornado.

Nå men vi er holdt op…

Se mor han danser!

1 kat + kradsetræ = kat, der svinger med hele halepartiet

Nu giver vi ham slik, når han kommer hjem efter mange timer ude… suk… Altså det er sådan set ikke korrekt, at blande dejlig mand ind i dette, for han gør det ikke.

Det er kun mig, okay så!

Det er så også mig han drejer om sin egen akse på, når jeg endelig sætter mig i sofaen. Så stikker han sin lille hage op, som minder om en ægypters fordi han har en strategisk brun, meleret plet lige der, så den ser mere spids ud end den er. Jeg har så værsgo, at bruge mine kortklippede negle på den hvide pels i hele hals regionen, mens han nådigt sætter “maskinen” i gang og ejer mig. Den første gang han overvandt sig selv for at få netop de kærtegn, sad jeg stille som en mus og trak først vejret ordentligt igennem, da han skred 10 minutter senere.

Man kan godt nogle gange føle sig som et forelsket, naivt fjols. Men jeg gætter på, at det er det, der er meningen for hvorfor skulle vi ellers havde taget en kat til os, hvis ikke vi forventede “nåle” i lårene ved hakke lyde på spæk brættet, eller kradsende negle på den lukkede soveværelsesdør kl. 5:30 om morgnen!

Natteroderi

Jeg tumler ud af soveværelset i en tilstand af; hold sikker afstand til mig, for din egen skyld, jeg kan nemlig ikke garantere for mine bevægelsers forudsigelige grovmotorik på dette tidspunkt af natten.

For at forhindre, at han smutter ind i soveværelset bag mig, må jeg i mørket presse mine ben sammen, småtrippe som en anden “Snøvs” ( hovedfiguren i den danske film Snøvsen fra 1992), enorm tissetrængende, virkelig praktisk foranstaltning i dette tilfælde, for at få ham med de glimtende øjne, der altid giver ham væk, til at bakke tilbage ind i stuen. Min hånd lukker lynhurtigt og larmende soveværelses døren og går ud igennem næste dør ud i entreen. Jeg lader som om det er stå op og “god morgen” (du ved leverpostej tid!). Den er han heldigvis med på og lige så snart hans hale er sikkert igennem døråbningen lukker jeg den dør og vakler på toilettet. På tilbagevejen er han intet steds at se.

Er han ikke fulgt med, men har siddet i vindueskarmen længst væk forsvarligt væk fra truslen mod, at blive nægtet mulighed for, at kratte på soveværelses døren, kan jeg være stensikker på, at jeg når at sove et par timer i dødlignende søvn før han synes, at nu tikker hans mave ur så alarmerende højt, at der må handles. Et ur dejlig mand har stillet viserne på!

Pis altså også, 14 dage efter, at Oluf havde indtaget Nissedalen begyndte dejlig mand nyt job, hvor han skulle tidligere op!

Hmfr…

Når, men det betyder alt sammen at han er min kat, det har han bestemt. For han har nemlig forstået, at jeg villigt vil falde over mine egne ben, gå zig fucking zag plus rejse mig 2 gange i mit måltid for (hvilket jeg ellers kun gør for indbudte eller uanmeldte gæster), at åbne vinduet eller døren så han kan sidde tørt og varmt indenfor mens han brune snude vejre i åbningen om det nu regner, er slud eller milde himmel, blæser.

Du skal gøre dig mere kostbar!

mig, når Oluf igen går fra bebrillet drengs ømme blik og svanser udenom hans kærtegnende fingre.

Den der tager lorten hver anden dag, er også den som kan tænde spindemaskinen og skrue den helt op på max. Hvordan laver de egentlig de lyde? Er de en form for bugtalere?

Rigtig glædelig jul og stort knus

Fra nybagt katteejer, kattebakketømmer, leverpostejsudpakker, og fnugrulleblads afriver.