Lisserfix, ordet har mange forklaringer her er den første, senere vil jeg komme ind på andre. Lover det.
Jeg er en omsorgsfuld person, ifølge min mand og børn på grænsen til en hensyn ` betændelse, som er lige før den kræver en omfattende og langvarig penicillinkur. Jeg kræver til gengæld, at blive valgt igen og igen, tager du mig for givet kan du gøre det et stykke tid, men så skal du lige vide, at jeg er tyr. Jeg går ikke op i stjernetegn men … Jeg har en engels tålmodighed, og når den er opbrugt så ryger jeg i luften ligesom fyrværkeri sankthansaften, det er flot, farverigt, men du står med åben mund. Det vil helt sikkert drysse ned på dig.
Jeg kan helt sikkert stikke
Mine børn bliver ikke kørt ret meget, følger dem hellere hvis muligt til tog og bus på gåben. De kommer heller ikke ret meget på restaurant og et besøg på Mac `en, glem det. Det, de til gengæld får er; min fulde opmærksomhed, mit sydende nærvær hvis de tør, to ører som de kan tale LÆNGE ind i og nogle øjne der “ser” på dem, på det, den de er, mindre på det de har og det jeg kunne tænke mig de gør. For det er jo netop “det”, noget jeg kunne tænke mig.
Hvis man tør tage imod min intensitet, lade sig smitte af mit smil, være i mit energifelt, set, undervist, lyttet til, LÆNGE så kan man blive afhængig af det næste fix.
David Winkler en vandringsmand, som egentlig står utrolig stille, er lidt ligesom en lille rislende bæk, en mand som drømmer, drømme så virkelighedstro at han ikke tør andet end at tro på dem. Han mister mennesker, hans hjerte bliver knust, mest af “det” han inderligt og uden tøven tror på, at han må gøre. Hans irriterende accept af den kærlighed han mister. År går, mange, han ender bogstavelig talt på bunden før nye “drømme” endelig flår ham ud af hans puppe. Han tøver ikke, blotlægger sig selv ved sine handlinger. Hans tro på, at han må forhindre vigtige hjælpsomme mennesker`s endeligt.
Sne, fnug, smukke som kunstværker, umulige at fastholde, ligesom drømme.
En pige, som vil studere i “Camp Nowhere”, hans stædige insitsteren på, at overvintre i en skur koldere end det koldeste du kan forestille dig. De sidste barriere brydes ned og det er som om, at himlen åbner sig og sne flagrer mod den kolde jord og indenfor i glas og beholdere sværmer insekterne. Taknemmelighed, tilgivelse og åbne sind omkring ham, giver lov og til skynder ham til, at kæmpe for at træde ind i den variant af livet han så brændende ønsker sig. Så lidt, og så igen for ham noget nær umuligt.
Jeg sagde, at jeg bliver ved med at drømme den samme drøm
David W.
Må du blive nysgerrig
Husk! Jeg skrev noget nær, for han er så ubehjælpsom, sej på sådan en måde, at jeg mod enden følte en uendelig ømhed for ham, selvom jeg oprigtig talt synes han er et værre fjols. Jeg blev nød til at læse den færdig.
Så vil jeg anbefale den, hm … 446 sider, du skal værre tålmodig eller måske er dens ro, dig fra begyndelsen. Du får syd, nord, varme og kulde og ikke mindst; du vil bagefter lægge lidt mere mærke til naturens forunderlige verden, da bogens tilgang til visse emner minder meget om en biologitime på kinesisk fjernsyn uden undertekster. Jeg besluttede mig for, at jeg nød en andens nørderi og udtalte stædigt og tavst ord, der i længde og udtale var meget langt væk fra min hver dag. Man skal ikke på nogen måde tro, at fordi man ved hvad lårbenet hedder på latin (femur), så kan man altså ikke overfører den viden direkte til dyreriget. Det er et helt andet rige.
På grund af en lidt for kærlig sammenfletning imellem nogle muskler fra højre skulderblad til samme sides fingerspidser, havde jeg givet mig selv computer karantæne i 2 dage. Så går det lige pludselig hurtigt, at læse så tyk en bog, selvom jeg gik i seng samtidig med naboens børn eller ja det forestiller jeg mig. Min dreng på 16 år er over bevidst om, at man da først behøver at gå i seng og sove, den dag man skal op, og i SKOLE.
Jeg ved det …, men han er altså et hoved højere end mig.
hvad er din grund til at vælge en bog?
Seriøst; Anthony Doerr`s 2 bog “alt det lys vi ikke ser”, som er meget mere kendt end “Grace” og som er en pulitzer-prisvindende, international bestseller husker jeg som en mere interessant (nem) bog at læse/lytte til. Nogle gange er jeg helt ærlig i tvivl om hvor meget jeg bliver påvirket af, hvordan en bog er blevet reklameret for. For jeg greb jo først efter bogen jeg havde hørt mest om på boghylden dengang. Jeg læser i øjeblikket (med vilje), mest lidt ældre bøger, så jeg kan danne mig en mening uden om avisernes ofte kyniske ordblomster.
Jeg bliver lidt provokeret når dejlig mand eller svigerfar siger, “den skal du læse” og jeg så finder ud af, at de i første omgang har læst den fordi den har fået en pris. Hvad med alle dem der ikke har? Har de fået en ærlig chance?
Jeg kan godt finde på, at overgive mig til deres salgs snak, men det er nu mest for at få fred, blink, blink.
Ja, jeg indrømmer det blankt, jeg kan lide at læse om og blive inspireret af kvinder, der tør være lidt ud over det sædvanlige. Skønne kvinder, som har et drive, et mod, de kommer igen. Deres “opskrifter” på hvad de har opnået, sætter noget i gang i mig eller det ønsker jeg i hvert fald. Desværre smitter “det” ikke via det skrevne. Pernille skriver om tro, tro på sin version af “noget deroppe”, men allermest om at tro på os selv, på det vi ønsker. Jeg har i mange år “ventet” på, at ja det er vel at blive “opdaget” om man vil, blive set som en man ville tro på, som om man ved at dreje håndtaget på den gamle automobil på den måde kunne kickstarte mig. Så jeg kunne holde mit drive kørende, få mod til at tro, tro på at mine drømme ville holde hele vejen til de gik i opfyldelse, som et mirakel, uden jeg behøvede at tro på det selv. Det var nemlig det sværeste.
Jeg har endelig forstået, at hvis du ikke tror på dig selv, siger dine drømme højt og klart, så kan ingen anden træde ind og gøre det i stedet. Kun den ene person kan få tingene til at ske og ja det er så mig i det her tilfælde, ingen mirakler, kun mig.
Sikken en skøn titel
Jeg er især interesseret i hvordan disse kvinder får sparket sig selv videre, når de bliver mødt med modstand fra andre, sig selv eller når de er trængt af kravet om, at skulle hente penge hjem til grydestegt kylling, termin og ja benzin, så man kan kører på arbejde.
Hvad er værst … Ikke at turde leve sine drømme ud i livet eller at turde leve et liv i centrum af drømmen?
Pernille Aalund
Jeg er desuden temmelig irriteret over, at jeg ligesom når jeg læser “Lisa Kleypas” romaner (du har en anmeldelse til gode), der får “Barbara Cartlands” kyske, kys til, at ligne en højt læsnings bog fra før sovetimen i børnehaven, føler mig skyldig i noget snavs. Det er som om, at selvhjælps bøger er noget underlødigt, ikke rigtig litteratur som hvis det nu handlede om 2. verdenskrigs død og elendighed.
Pernille snakker om 2 bøger.
Den sorte bog
Alias hævnens (i tankens) bog, og problemernes bog.
Jeg laver et nyt dokument på Hanne (min computer) og skriver mine sorteste tanker ned i det vildeste angreb på tasterne og bliver fri og renset på den måde. Tit og ofte frigiver det energi til noget, der vil kunne puttes i den røde bog (kommer til den lige om lidt) senere på dagen, ugen. Vær dog forsigtig med, at have dette udbrud stående med åben skærm til fri gennemlæsning af nysgerrige øjne. Da det godt kan få din elskede, til fejlagtigt at tro han eller hun snart modtager en underskrevet skilsmissebegæring. Der har jeg været, så sig ikke, at du ikke er blevet advaret, men så igen, i gamle dage læste man ikke hinandens breve vel! Nu er det jo mobil eller computer der skal spørges om lov til, at taste password til.
Den sorte bogs indledning skal med dine ord beskrive hvad dens rolle skal være.
Tag den op fra dens plads i skrivebordsskuffen, hvis du kan lide en fysisk en af slagsen, og skriv i den alle negative tanker og oplevelser du til dagligt går og slås med. Det er ikke en bog du skal have på og med dig. Ordene skal ud, væk og ned i skuffen, ikke følge efter dig, som en halv skygge i løbet af dagen.
Det, skal du derimod hvor og hvornår du kan med:
Den røde bog
Se den, som en du på mentale regnvejrsdage ville kunne søge trøst i, med al det gode du har valgt at fylde den med, lige som en scrapbog. Prop den med udklip, citater, mål du håber at nå. Forkæl dig selv med delmål, der er realistiske at kunne nå med det liv du lever lige nu. Senere i andre røde bøger kan dine strategier blive anderledes, alt efter hvor meget tid du vælger at kaste efter en drøm, ide, en indskydelse. Men husk det er dine. Giv ikke ansvaret fra dig.
De fleste forhindringer ligger i dit baghoved og ikke ude i den fysiske verden
Pernille Aalund
Den selvopfyldende profeti
Skrives i den røde bog. Skriv hvad du forventer vil ske, før det sker. Brug metoden til tidspunkter hvor det er vigtigt for dig, at tro på det går godt.
For hvert ønske du siger højt – sår du et frø
Deepak Chopra
Hvad du ønsker skal du få, hvis du går efter det, gør jeg også, aftale?
3, 2, 1 nu…
Kh.
Selvhjælpsbog nyderen nu ude i det åbne, det er bare så meget sidste gang, at jeg lægger en bog af den karakter med “ansigtet” nedad.
Siden jeg et sted i “nullerne” læste Haruki Murakami Trækopfuglens krønike fra 2001 har jeg i bogstaveligste forstand, bevæget mig helt bevidst udenom hans forfatteskab. Det altså indtil Mona i juni (i år 2019) tog bogen med fra sin reol derhjemme og sagde, “læs den nu, giv ham en chance til”.
Den er finurlig på langt de fleste af de næsten 500 sider
Kafka Tamura er løbet væk
Hans navnebror, er et billede på en væg et særligt sted.
Da jeg havde læst 50 sider klagede jeg mig til dejlig mand, der gumlede aftensnack bag mig. Han bad mig være tålmodig og gå med på præmissen der åbenbart tillod, at det at snakke med katte var noget helt naturligt. I Harry Potter `s univers var det jo også nærmest en dagligdags begivenhed, at man med en poly(forvandligs)juice eliksir kunne blive til hvad man nu havde en ide om, kunne være nyttigt lige nu. En måde at få information på. Det krævede blot, at man fandt opskriften på en vederstyggelig sammensætning af ingredienser. “Den vigtigste”, et hår fra for eksempel en kat eller en bestemt person man ønskede at være. Så var det ned med det. Det holdt dog kun kort tid.
Så okay, det giver jeg forhåbentlig videre her, lysten til, at læse om et på mange måder åbent og anderledes univers.
Drengen krage
Kafka er flygtet fra sin far, som han er overbevidst om har plantet en form for spådom hos ham. Han frygter for hvad han vil udvikle sig til, hvis han bliver under samme tag, som ham. En far, som aldrig taler om den søster og mor, der kun findes på et billede. For at håndtere sin ensomhed og episoder han ikke har lyst til at huske, taler han med drengen krage, en form for usynlig ven, alter ego, han er 15 år, ensom og skal være “stærk”, fysisk, som psykisk.
Fortidens hændelser er som en knust tallerken. Lige meget hvor megen umage man gør sig med at lime den sammen, bliver den aldrig som før.
Drengen Krage
Mange år tidligere et andet sted Nærmere betegnet 1946.
På en skole udflugt i en skov ved Risskålsbjerget falder en hel skoleklasse pludselig om på jorden. Læren henter hjælp, men da de undersøger børnene begynder de alle undtagen en, drengen Nakata, at vågne op af sig selv.
Nakata vågner først op uger efter på hospitalet, og alt hans lille hjerne indtil nu har lagret, er blevet slettet.
Nutid, Nakata er blevet ca. 60, stadig enfoldig, har ikke lært, at læse og får til livets underhold af “borgmesteren”. For at tjene lidt ekstra, får han via samtaler med katte han møder i området hjulpet fortvivlede katte ejere med, at få deres elskede familiemedlemmer igen.
Der sker en afslutning på et menneskes liv, der gør, at Nakata må ud af sine vaner og rejse ud på en opgave. Han tomler den, og en af dem der samler ham op er den unge lastbilchauffør Hoshino. Han er en hjælpsom sjæl og bliver betaget af Nakatas enkle måde, at anskue livet på. Han beslutter sig for, at hjælpe Nakata med opgaven. Det selvom han hurtigt finder ud af, at hans nye meget ældre ven mildest talt ikke ved, hvad “den” går ud på.
En forstår sig kun på her og nu.
Nakata til Hoshino
Hvilket er en mild underdrivelse.
En ivrig læser
Sideløbende støder Kafka på få år ældre Oshima, som er medarbejder på et meget specielt bibliotek. Kafka er en ivrig bruger af trænings centre og bøger.
Biblioteket, ejes af en smuk kvinde, mystisk og særlig. Hun krydre historien sammen med en ung pige.
På grund af en anklage Kafka ikke er skyld i, kører Oshima ham op til et familieejet øde og primitivt sted, så han kan være skjult der nogle dage.
Nakata og unge Kafka har deres enkle måde, at anskue livet på til fælles. De har hver deres plan. Den går ikke i vasken men den forløber lidt anderledes end alle regner med.
Nakatas måde at snakke på kan i starten godt være irriterende. Når du har vænnet dig til den, er det hans ro der smitter dig. Den der gør, at du finder dig selv puffe puden bedre til rette bag din ryg, trække vejret lidt dybere og nyde den usædvanlige historie, side for side, ord for ord.
Det er forfatteren selv, Lotus, der lægger stemme til. Indspilningen jeg har lånt på biblioteket var fyldt af knas og afbrudte sætninger men …
Mor for sin mor, deraf bogtitlen
Hemmeligheder
Selvom hun fortæller sin historie ret nøgternt så bliver man, jeg grebet, holdt fast, drevet frem til 3 sidste ord på cd`en.
Den første del af bogen bruger hun til at fortælle hvordan hun har oplevet årene fra hun er ca. 5 år til farens død. sandheden som hun så, oplevede og observerede den. Hendes sandhed, fuldt indforstået med, at det ikke er hverken hendes mors eller afdøde fars, kun hendes.
Kom lige med ud i køkkenet, vi skal holde møde
Lotus Turèll 5 år til sine forældre
Hun var altså tidligt opmærksom på, at noget ikke var godt. Når hun var i veninders hjem var der tydeligt en anden fokus på børn, deres gøren og laden, deres behov. Hjemme hos hende var hendes opgave, at hjælpe sin far med at skjule hans misbrug. Troede moren på farens udsagn om, at nu stod den på “lyse” øl, så var der “husfred” så længe.
Substitutter
Pr. refleks ved hun meget tidligt, at “det” hun ikke får hjemme af tryghed, at nogle tager sig af hende som en selvfølgelighed, det skal hun finde andre steder. Gudskelov findes disse mennesker, som rummer andre menneskers svigtede børn og giver dem et fundament de kan stå på, og tør udvikle sig ud fra. Troen på, at være elsket for bare at være sig selv, skal børn helst skal se som det naturligste i verden. Det er forældres fornemmeste opgave, for at være med til at sikre, deres børn kan blive velfungerende voksne mennesker.
Desværre ikke for alle
Børn af misbrugere skal kæmpe hårdt for, at finde selvværd i sig selv som voksne, for det vil modarbejdes af angsten for og modvilligheden mod, at blive voksen og turde have tillid til, at andre vil èn det udelukkende godt, at der ikke er nogen skjult. Det kan provokere den indre store angst for, om man nu vil være lige som “dem”, over for sit eget barn.
Først sent i tyverne får hun øjnene op for, at hendes far var alkoholiker, han kunne jo klare et job! Hun søger hjælp og støtte hos bl. a. forskellige psykologer for, at få en bedre forståelse af sine reaktions mønstre.
Senfølger
I den sidste del af bogen gør hun virkelig noget ud af, udfra spørgsmål hun selv har fået, at fortælle om “fænomenets” senfølger. Hun henvender sig især til andre børn af alkoholiske forældre og deres ofte uvidende kærester, og ægtefæller. Hvorfor hun reagere som hun gør i visse situationer og hvad man som partner kan gøre for at støtte, blandt andet LYTTE, også selvom man ikke forstår situationen helt.
For at komme fri af fortidens hemmeligholdelse er det vigtigste, at åbne op og lære vigtigheden af, at tage sig af sig selv først. Spørge andre, “hvordan oplever du denne situation”? Holde svaret op imod sin egen forståelse af oplevelsen. Måske finde ud af, at man slet ikke behøver at dukke sig, for tvivle eller have lyst til at flygte. Mere. Det var dengang. Nu er nu. Noget andet.
Læs den, bliv via denne blide person klogere, grib i dine egne reaktioner. Er de “sunde”, realistiske, spørg…
Har du selv været forælder for din mor eller far, er du det lige nu, hvor går du til? Hvad skal du acceptere?
Hvornår skal du stille dig op med hænderne i siden, sort blik, sammentrukket øjenbryn og sige, NU STOPPER DET!
8o år og åben. Stadig nysgerrig og langtfra mæt af dage eller for den sags skyld færdig med, at flytte grænser. Måske med mere fokus på forflyttelser i tankegangen end fysisk og dog.
Hun må have virkelig gode overtagelses evner eller også er hendes mand bare vild med hende, og med på hendes ideer. Altså ikke i starten, når hun præsentere dem, der har han ofte sine forbehold, men …
Pludselig står de i en anden by
Hun måtte godt adoptere mig, helst i går.
Hun læser højt for statsoverhoveder på engelsk, fortæller dem vores kendte eventyr skrevet af H. C. Andersen. En figur, en mand med stor næse vi er så bekendt med fra billeder. Historierne, fyldte af dybereliggende betydninger vi ikke mere hæfter os ved. Det var jo vores barndoms historier, de kommer os ikke ved længere, eller i hvert fald mindre. Jeg er indrømmet en Brd. Grimm`s fan. Deres fortællinger er mere svulstige og ja kan have et hvis indhold af piger med små kroner. Havde et smukt illustreret tyndt hæfte med “Gåsepigen” som jeg først lige har smidt ud. Det gjorde lidt ondt, jeg mener det eventyr indeholder et afskåret hestehoved, fantastisk. Har du ikke læst det?
Hvad så med “Mor hulda”? Heller ikke? Du er gået glip af noget.
Jeg kan godt være lidt stolt over, nu jeg tænker over det, at fru Wold og husbond gider tage rundt med vores riges fornemmeste klenodier, og på den måde være med til, at videregive lidt dansk hygge til verdens små og store riger.
Det er ikke mindre end utroligt, at hun altid siger ja (selv med jetlag) til, at læse op alle vegne, på store eller små scener, børn og voksne, ja for mennesker som aldrig har været uden for deres lands grænser, ikke er i besiddelse af et pas. Som græder når hun læser “Nattergalen” fordi den måske minder dem om en frihed de ikke har, og som de i al hemmelighed drømmer om.
Hun er dejlig
Jeg har altid været vild med hende. Lige fra jeg så hende som Matator ` Gitte Grå, til hun blev kastet rundt fra sofa til sofa af Bent Mejding i teater stykket “privatliv”. Hun var eksotisk, hendes bryllup i 83 med manden på Hawaii med blomster i håret eller var det omkring halsen! Det var vildt og ikke set før.
Du skal nyde bogen fordi, at når en 80 årig kan klatre højt op (så højt hun nu tør og det indrømmer hun) i et træ inde i junglen så bliver man lidt ja, hvorfor ikke? Hvad er det lige der holder mig tilbage, når jeg vil noget?
Øhm…. det kunne så være … en blanding af.
Angst, bekymring, i en mængde så man på forhånd har opgivet forhavende. Faktisk har man aldrig troet helt nok på projektet, flået drømmen helt selv fra hinanden, som et papir i 1000 stykker. Det var også bare en fjollet ide, håbet om noget andet, mere, drømmen uopnåelig, man har skudt sig selv i foden, for når alt dette er gjort på forhånd, så er man jo sikret et nederlag ikke! Og jeg har ovenikøbet forberedt alle på det for at være helt sikker!
Så har man indiskutabelt aftalt med sig selv, at det er ok at fejle og hvad fanden hvorfor i det hele taget prøve, jeg kan jo se ind i fremtiden kan jeg ikke? Det nytter ikke.
Så jeg lader være, skåner mig selv for skuffelsen over mig selv. Vender forestillingen om at kunne, ryggen.
Hun, Fru W. vender ingen muligheder ryggen. Står de i et fremmed land uden forudsætninger for, at kunne finde ud af en skid selv, og de ikke første gang bliver kørt det rigtige sted hen, så prøver de igen, nyt køretøj, ny chauffør.
Var de bekymrede da de stod et fremmed sted, som ikke var deres hotel. For fanden ja, men hold det dem tilbage?
Nej.
Kh.
En seriøs fan af
Susse Wold og andre kvinder over 80, som ikke er blege for, at kravle rundt på stengulve i svømmehaler fordi de gerne vil hjælpe deres underviser med, at få “håndvægte” ud af liggende containere.
Lyder min stemme meget kontant igennem flere rum, inde fra soveværelset. Den når dejlig mand, som sat på sagen kort efter rækker mig den igennem den åbne dør. Smask, et velplaceret fordoms badmintons smash sender den mod gulvet, krøllet sammen i pause.
Snask på væggen.
Jeg har ikke mere en romantisk forestilling om, at jeg dyre venligt selv vil dikke lidt til den, og derpå gribe den hurtigt i faldet i et pastik bæger eller glas. Derefter bugsere dyret i sikker armslængde, hen mod vinduet. Som jeg selvfølgelig har åbnet på forhånd.
Sorry, men den “størrelse” lader jeg ikke andre bosiddende under samme tag end mig, tage sig af, herunder dejlig mand. Niksen, biksen, dejlig mand vil som alle de andre gange kun såre den. Hvilket indebærer som minimum, at han eller hun mister et ben (eller 2) og så imponerende hurtigt alligevel formår, at humpe i sikkerhed bag et bræt, en hylde, under en seng. Da børnene var små gik de fra at lade leve, til alvorlig inspicering af ben i alle retninger til, “ER DEN VÆK NU”. Jeg lærte at lyve med format og overbevisning i stemmen.
Min svigermor har lært mig, at tage de “langstilkede” op i hånden eller det er hendes variant. Jeg tager den i det ene ben, spurter til nærmeste vindue mens jeg gør mit bedste for, at den ikke rør mig med de andre ledige ben, hvilket vil sige jeg får den til, at dingle ynkeligt fra side til side.
Jeg kan bedst lide at sætte dem fri på fliser, for smider jeg den ud af det højtsiddende vindue på toilettet, kan jeg ikke tjekke om jeg er lykkedes med, at få den helt ud eller om den rent faktisk sidder med det yderste af “neglene” under sålbænken under vinduet. Den kunne i princippet sagtens stadig være et sted bag mig, hvis jeg har været lidt for ivrig. Beviset; jeg har et “ben” mellem fingrene når jeg kigger ned!
Nåh, men dem der ligner en næsten behåret fugle edderkop fra en australsk natur dokumentar med synligt potentiale for at blive MEGET større, dem kan jeg ikke leve i rum med. Nu jeg er oplyst om eksistensen, især ikke soveværelset, jeg skal jo lægge mig til at sove i det rum!
Som i lige om lidt efter godnat læsning, ha, ha… som om! Det eneste jeg vil kunne bruge min fantasi til nu er, om en af “Peters” slægtninge vil følge i “dens” fodspor. Den skal over mig for, at komme til dejlig mand medmindre, at den via sit indre GPS system finder en ja en omvej, men det tør jeg ikke regne med, er på dagsordenen.
Er den stadig i voksealderen, og i så fald hvor er dens far og mor!
Lille Peter Edderkop kravled atter op
“Nej”, råber drengen, et hoved højere end mig, da jeg dagen efter tilbyder ham, at se billedet på hans storesøsters efterladte monstrum af et spejlreflekskamera.
Nå.. ja… spurgte jo også bare.
Mennesker som kravler
Sådan en tingest på væggen er virkelig klam, men den er også særlig. Du kan i forsøget på at snuppe den, bringe den midlertidigt ud af kurs men den kravler sikkert videre bageefter, eller afventer nyt angreb …
Jeg vil gerne være lidt mere som en edderkop, for efter regnen kommer der tit sol, nogle gange en regnbue. Det er nemmest at se hvis man er kravled lidt op. Er jeg “skyllet” ned ad nogens ord, så kan jeg ligeså godt rejse mig op med det samme, for der er altid nye på vej, en anden dag et andet tidspunkt ofte hvor jeg ikke havde regnet med det. Irriterende når jeg ved, at hvis jeg havde “set” bedre efter havde jeg kunnet “læse” det i stjernerne.
2 dage senere tidlig morgen, dreng kommer ind med stort hastværk efter, at havde været i garagen for at hente sin cykel ud til kørsel mod skole.
Mig, “hvad sker der”!
Ham, “leder efter noget jeg kan fjerne edderkoppen på min cykel med”.
Mig, “?”
Mig, går ud i garagen og bruger naboens efterladte blandepind til maling for, at få vippet Peters “tante” væk fra sønnikes dæk.
Drengen cykler op ad bakken, solens varme flimre allerede over asfalten, den dreng kommer så meget til, at svede i sine lange jeans.
Hej så længe.
Husk! glæd dig over solen, vend dig mod den og sug al dens lys til sindet i dig. Det skal holde længe.
En identitet, et liv altid i et indre beredskab og en trang til at prøve sig selv af til det yderste.
Du må ikke forvente latter, smilende mundviger (dine), for der er ikke skyggen af humor i hans kategoriske opremsning.
No bullshit
Det handler om fakta, om ordenlighed, mod, men også om et stort brændende og uudslukkeligt ønske om at gøre godt, hjælpe, uddanne andre, give videre og det helt nede på jorden. Det på en måde, så jeg mange gange under oplæsningen tænkte, og nikkede for mig selv foroverbøjet over madlavningen, at dette kunne jeg direkte tage og bruge i mit eget liv, i forhold til mine børn, mand, på arbejdet og nok så skide fornuftigt på mig selv. Lever jeg op til min egen variant af ordenlighed, skal jeg skrue på nogle af knapperne?
Jeg kunne lide at han gik op i at man, jeg, vi alle skal være ordentlige mennesker, over for andre, over for os selv, lige vand til min mølle, den drejer susende rundt, kan du hører vandet plaske?
A pro pos vand, der er sgu lidt James Bond over ham altså udover at han godt kan finde ud af børnedelen, for han er både til lands, til vands og i luften.
Nogle gange tangere det til pral, men jeg er kvinde, så jeg sukker bare henført.
Han er bare vildt sej
Han tager alt han gør og dem der er involveret “seriøst” alvorligt. Han viger ikke udenom, klarer ydmygelser og lærer (også andre), at ærlighed kan koste liv.
Jeg blev overrasket over, at det er det definitivt vigtigste, at have sit bagland i orden. For er det ikke det, kan det være mere fatalt end mangel på udstyr og præcision. Sikkerheden i at vide man er elsket og de (derhjemme) er afklaret med det man har gang i, kan gøre hele forskellen for hvordan man klarer strabadserne.
Måske vil jeg sætte mig ned, og se nogle af de udsendelser han har medvirket i nu, jeg er blevet lidt mere nysgerrig på ham. Jeg har faktisk været det mange år. Jeg kan endnu ikke lige sætte fingeren på, hvorfor jeg ikke insisterede på, at låne bogen når jeg nu kunne se den stå i min ene venindes reol. Måske jeg ikke var klar.
Klar til biografier.
Nu er jeg der, jeg ønsker at suge deres mod til mig, lade det gro i mig som en hårdfør blomst. En kaktus, en der ikke er så sart og som både kan holde dem der ikke vil mig på sikker afstand, og tiltrække dem der vil.
Jeg ønsker at holde deres nysgerrighed helt tæt, lade den smelte sammen med min i form af et ukuelig drive og tro på, at mine egne drømme også batter, at de er store, vigtige nok. At det er ok, at de kun er det for mig.
Du er blevet sat fri, du kan gå nu. Jeg vender frygteligt tilbage.
Jeg tillader mig, at kalde hende forskruet, for jeg har selv været tvangsoverspiser.
Hun er en hardcore bulimiker, hende Anja. Fra hun er en teenager på 13 år til hun er omtrent de 30 år, formår hun med grotesk detaljeret planlægning, at leve et dobbeltliv. Hendes spise forstyrrelse tager fuldstændig magten fra hende, hendes krop lukker ned og hun ender til sidst på gulvet i en butik, kollapset foran øjnene af sin lille datter. Hun havde vidst hendes blodsukker var faretruende lavt. Hun nåede simpelthen ikke, at få noget at spise i tide.
Hun kalder det “alteret”
Hun snakker i samtlige telefonrør (wc kummer) verden over, og graver endda huller i jorden, hvis hun er ude i naturen. Hun må bare langt nok væk fra de andre deltagere, så de ikke fatter mistanke.
Hun er så modig, at hun tør stå frem ved og med sig selv. Jeg bøjer mig i støvet, uden ironi.
Så fortvivlende ensom er hendes tavse, bedende skrig om, at nogen, hvem som helst vil opdage, stoppe, konfrontere hende.
Angsten, dominerende, hamrende derudaf på grund af samme.
Jeg har bare lyst til at kramme denne unge kvinde fast og længe, hun vil jo bare leve “normalt”.
Hun bliver for god til, at skjule det, for sit eget bedste. Forstår først da hun vågner op efter hendes datter har bevidnet hendes besvimelse, at nu er det nu. Hendes datter er ikke tryg ved hende mere.
i morgen stopper jeg
Anja Fonseca
Hjælp i form af ører.
Hvis du selv har eller har haft et spise problem af en art, er det måske meget godt lige, at tage temperaturen på hvor du selv er lige nu, med hensyn til hvad du indtager.. Er der nogle former for restriktioner eller regler der har sneget sig ind og tilbage! Hvornår, hvor ofte og med hvem, er det alene? Vær kærligt ærlig.
Er alle dine tanker og vaner gode for dig i dag eller bærer de stadigvæk præg af gamle mønstre. Jeg blev i hvert fald lige nød til at stoppe op, for ligesom alkoholikere og stofmisbrugere vil man et sted i sit indre altid være en misbruger. Det handler om, at en dør har været åbnet og jeg tror ikke på at man kan lukke den helt igen, og slet ikke låse den. Det er så måske meget godt, da det gør at man forhåbentlig er opmærksom på sine følelser og hvad de kan “få en til”!
Kender du nogen der har et? Har du en mistanke om, at du eller en du er nær er ved, at udvikle et spise problem? Så kan bogen være virkelig oplysende om de kampe der foregår inde i sådan en forskruet sjæl. Du vil som “normalt” spisende sikkert aldrig kunne forstå hvordan man kan drive sig selv så meget ud over kanten.
Det psykiske spiller offeret for spise forstyrrelsen et puds. En form for legal, selvopfunden logik, som kun findes inde i hovedet på personen med enten anoreksi, er tvangsoverspiser, eller som Anja der er bulimiker. Bulimikeren, kan veksle i mellem ekstrem spiseværing og spise orgier med deraf følgende til tider ret opfindsomme måder, at få maveindholdet så hurtig som muligt op og ud, inden den naturlige nedbrydning af maden begynder. Hvor den kan sætte sig som fedt.
Det hele handler jo om, at man er bange for at blive for tyk, gøre noget forkert og regnet for intet værd. For det er det man føler, hvert sekund, minut og time man er vågen.
For tyk
Forkert
Intet værd
Jeg var selv heldigvis en, der ikke kunne holde mit verbale opråb inde. Så da jeg mødte min mand var jeg parat og han lyttede, lyttede, holdt mig, drak glas efter glas med hvidvin med mig og skældte aldrig ud. Heller ikke når jeg arrangerede, at han ville finde mine tomme is pap æsker. Jeg ville findes ud af. Jeg vidste åbenhed og konfrontation med mine indre dæmoner var den eneste vej.
Mit bæger flød over, ud igennem alle sprækker i form af ord, tårer og handling, angst for handling. Handlinger der kunne være forkerte. Sjovt nok er man aldrig bange for, at de er rigtige….
Han synes helt rigtig og jeg inddrog ham nærmest fra dag et. Hvis dette ikke skræmte ham væk “tænkte jeg”, så måtte han være vild med mig. Den ro gjorde, at jeg begyndte at turde tro på, at jeg sagtens kunne tage ansvar for mig selv.
Anja Fonseca har kærester, forhold, jobs (på skærmen for DR), mand, senere en datter. Hun formår i perioder ved hjælp af opdigtede rammer og regler, at lade være med, at æde sine penge op for derefter, at sende det knap slugte mave indhold direkte videre ned i diverse ulækre toiletter bagefter.
Æd din egen opkast = gult rabatmærke.
Hun gør det ikke, men hun tænker det.
Det er dyrt, hundedyrt at købe så meget mad, så du kan have ædeflip 6 gange om dagen. Hun tager lån!
Hun møder lidt tilfældigt Morten Brask (med forfatter), fatter tillid til ham på en rejse de er landet på sammen, de bliver kærester. Det er dog ikke det vigtige, nej det er at han planter ideen om, at skrive den ærlige beretning om årene med hendes angst i hendes indre fangenskab. Der skal dog først effektiv terapi til før, at hun undslipper.
Men husk!
At hvor stofmisbrugerne og alkoholikerne måske aldrig må indtage deres fix igen, så skal en spisepige/kvinde/dreng/mand finde en måde, at indtage mad på, som ikke mere trigger alle de tvangstanker man har opfundet i sit eget lille univers over år, måske årti`er.
Se det er en udfordring. Nøjagtig ligesom, at hvis du er lykkedes med at tabe dig, så er det i “peanuts” afdelingen. Det var det “nemme”. Straks svære er det at bibeholde vægttabet videre frem dag efter dag, måned efter måned igennem fødselsdage, altid kage nødende danskere og julefrokoster. Der finder man ud af, at det at tabe sig 20 kilo er “piece of cake”. Skal du holde vægttabet skal du ikke kun kunne sige nej tak, du skal også kunne bære, at nogle du måske holder af bliver pigefornærmet, når du siger det. Det er skide hamrende svært, at få formuleret på en kærlig måde, få dem til at forstå, at du vælger kagen fra, ikke dem. Du er der jo ikke!
Jeg har været der, og jeg har billederne til at bevise det.
Den skal være mit årlige pensum. Den er på 414 sider, fra året 2015 og forlaget Emilja. Forfatteren er indehaver af Energipsykologisk Center I Kgs. Lyngby, hvor traditionel og spirituel psykologi kombineres.
Når du ser det, jeg ser, så ved jeg, at jeg har set rigtigt.
Emilie Jahnnie Sigård
Oplevelser, der har været svære måske i barndommen, oftest i barndommen, nogle gange senere, kan sidde side som et grundsår, en brod, i os, i dig, i mig.
De har som regel en stor indflydelse på vores selv fortælling, den vi fortæller andre, den vi kører på repeat i vores indre, nogle gange en vane, måske ubevidst for os selv. Den har haft et logisk udgangspunkt, da vi havde brug for “den”, selv fortællingen var ment til at gøre os trygge. År senere kan selv samme gøre os forvirrede. Når vi oplever reaktioner på noget i nutiden, som slet ikke passer på oplevelsen her og nu.
Beskyttelsen af os selv har tjent et formål en gang, måske er den ikke hensigtsmæssig mere. Måske er den til direkte besvær nu. Måske har du/jeg brug for noget andet nu. Men ligesom, at man ikke kan tabe sig før man ved hvad der gør en tyk, så bliver man og så nød til, at se ind og tilbage for, at forstå hvorfor kroppen reagere som den gør. Ellers kan det at ændre de fremtidige reaktioner til noget mere tidssvarende blive både famlende og ekstremt energikrævende. Hvorfor ikke bevidst “stille op” for den, du er nu.
Vi, “de sensitive” er nogle der bruger store mængder af tankemylder på, at rode rundt i gamle, oldnordiske reaktions mønstre, i forsøget på, at undslippe eventuelle mere eller mindre selvopfundne problemer.
Jeg tog mig god tid til at læse bogen over et par uger eller var det 3, tyggede mig igennem, læste mange af afsnittene om og om igen. Tænkte, det var utroligt, at dejlig mand i sengen lige overfor mig på hotelværelset ikke kunne høre tandhjulene dreje og maskineriet knase i forsøget på, at forstå de lange sætningers fulde betydning. Jeg ønskede ikke at gå glip af et bogstav indtil hun berørte spiritualitet, der står jeg af. Jeg er en jordbunden tyr, men måske er de afsnit lige noget for dig.
Psykologi har interesseret mig så lang tid tilbage jeg kan huske, men måske blev jeg virkelig vækket da jeg fik faget på mit studie (1992, 21 år gammel) og forstod så mange ting. Jeg kunne endelig se, at mit indre psykiske landskab passede overordentlig dårligt sammen med min mors energivampyrisme. Jeg var ikke gal! Hun slugte mig. Drak min energi i store, grådige slurke. Jeg har formået at finde en måde, at være sammen med hende på i dag, hvor jeg er godmodige Prop over for hendes (ikke Berta), nej den variant af heksen sidst i filmen. Hvor ko og mand i fællesskab med Tyttebøvser på magisk vis, får “fortryllet” hende fra ond heks til harmløs, tørklæde indrammet, gammel kone. Jeg snakker selvfølgelig om den danske stop-motion-dukkefilm fra 2000 “Prop og Berta”.
Jeg kan se efter at havde læst bogen, at jeg har noget arbejde “til gode”! Også noget jeg troede jeg var færdig med. Det er efterårets opgave, du ved det og jeg ved det. Nu.
Måske du vil lade dig inspirere, det håber jeg. Vi kan lave en aftale om, at vi begge vil være langt mere økonomiske med vores energiregnskab. Jeg vil fokusere på at minimere min “læk”, i min bank af sensitive ressourcer. De er ikke uendelige. Desværre. Det har de aldrig været, de vil aldrig blive det og det er heller ikke meningen. Det der er meningen er, at lige meget hvor du eller jeg er, på hvilket givent tidspunkt på dagen, måneden, året så er det vigtigste altid, at der er nok til dig, til mig.
Jeg vil “begrave hunden”, stoppe med at rasle med de negative familie fortællinger, sætte “spøgelserne fri. De har tjent deres formål. Farvel og tak.
Jeg er den, jeg er, og jeg er lige, som jeg skal være, og lige hvor jeg skal være.
Emilie Jahnnie Sigård
Jeg vil “forankre” mig selv og øge kontakten, til de forskellige versioner af mig… Lige fra lillepigen, der tilsyneladende altid vil være bange for at blive forladt, og teenageren der stadig rager rundt og leder efter en mor og en far. Et forældrepar der tager rollerne alvorligt, og ikke hele tiden gør mig rundforvirret fordi de insistere på, at bytte med mig. Jeg vil lytte til den kloge, krops bevidste mor og voksne kvinde jeg også er. For det er jo hende der til syvende og sidst har passet på den lille pige og den store teenager, der overspiste i sin angst for blandt andet, at blive for tyk!
Husk” Ingen varianter er forkerte, heller ikke dine. Hverken dem du viser verden og/eller dem du holder for dig selv. Jeg vil øve mig i, at tage mig tid i situationer, hvor jeg plejer at herse for vildt med mig selv, inden i mig selv.
Se og sætte pris på de små nye, til lærte forandringer, både dem der er beregnet på, at beskytte min himmelråbende følsomhed og dem der skal tydeliggøre over for omverdenen, at de er der. Takke af overfor de gamle mønstre, vi skal hver sin vej nu.
Hvis vi ikke ønskede og behøvede andres accept af vores “levede” liv hele tiden, kunne vi bruge den energi til kærligt som en sød og ordentlig ven, at bekræfte os selv. Inden i os selv. Helt stille og tyst. Sh……
Det ville blot kræve, at vi stoppede med, at udskamme os selv, til vi står bristefærdige lige inden vi eksplodere ud i alle kommentarboksene.
Love lillepigen, som ikke fik den sikkerhed hun var blevet “lovet”, for alle de år siden, at hun altid kan regne med “dig” fra nu af. Din tro på hende vil altid være allestedsnærværende, lige meget hvad….. der sker. I morgen, på fredag, om 10 år. Du vil forankre dig med dit eget anker, inden i dig, ikke være så afhængig af andres likes.
lisserfix 