1 2 3 4

En murstenstyk roman fra Paul Auster på lige ved og næsten de 1000 sider fra 2017.

Jeg snød og hørte den

GENI, ELLER BARE PÆNT IRRITERENDE?

Det tog mig ca. 3 ugers madlavning, at høre den igennem i køkkenet, 34 timer og 44 minutter, stod der på omslaget. Viser også noget om HVOR MANGE TIMER jeg bruger i et køkken, for små ærinder er ikke talt med.

Det er forstyrrende, at han, Auster vælger at bryde handlingen op i 2, rent faktisk 4 spor, samme udgangspunkt. Det har forvirret mig, fordi jeg må tænde og sætte på pause i et væk, da tøj skal lægges sammen, bord dækkes, og en teenager snakker. Så er der lige en der er død oppe i højtalen, pludselig er vedkommende (i bogen altså) ikke død alligevel eller! Det ville efter min mening havde klædt bogen, at handlingen var kronologisk især fordi det er samme hovedperson i begge spor, så jeg kan ikke se pointen!

Pointen kommer alt for sent for mig, helt til sidst i bogen.

Han springer i tid, imellem navne hvor jeg mangen en gang tænker, er det den samme eller hvad? Hovedpersonen følger vi fra før han blev undfanget, til han er i starten af 20`. Jeg vil spare dig besværet og forære dig læsevejledning lige her.

Tag den dreng, søn af Stanley og dejlige Rose. og lav 4 forskellige identiteter, 4 veje han kunne have valgt at gå ud af, afhængig af ophav, seksuel orientering, menneskerne han møder på sin vej og valgene han træffer. Nogle kloge, nogle mindre kloge, heldige eller knap så heldige/uforudsigelige.

Paul Auster kommer med sin hovedperson født 1947, Ferguson /Archie, ind på flere vigtige dilemmaer for hans aldersgruppe og tid. Skal de virkelig tage over Atlanten og kæmpe i Vietnam, og højst sandsynligt dø for nogle andre menneskers skyld i kampen? Skal de bestemme over sig selv eller skal deres land? Hvem skal bestemme hvor, hvornår og hvordan de skal dø? Dem selv?

Studenteroprøret især foråret 1968 på blandt andet forskellige universiteter i USA blandes i “gryden”. Ligesom at et åbenlyst parforhold mellem sort mand og hvid kvinde (eller omvendt) ikke endnu accepteres overhovedet mange steder. Alting ulmer. Vi snakker som før nævnt 60`. Hvor meget sex egentlig fylder i en teenagers liv. Åbenheden for, at det er mennesket man bliver forelsket i, ikke kønnet. Andres åbenhed, ens egen.

Hans langvarige kamp og mange forsøg i forskellige variationer for, at blive en udgivet forfatter, hvilket er han mål, hans drøm.

Forholdet imellem; forældrene, han og hans mor, far og søn. Hans far som ja det må du selv læse… Og ja læs den, giv dig tid, hør den kun hvis du er på vej ud/ hjem ligemeget men i ro, så vil du greje den langt før jeg, og gå med på dens præmis.

Vil jeg læse andet af ham spørger du måske?

Ja, helt klart og med ovenstående erfaring vil jeg lige gå ind på nettet, og læse “hvad den går ud på”! For min MP3-cd havde ikke rigtig andet på bagsiden end 5, 2 sætningers “anmeldelser” fyldt med sprudlende gloser som f. ske.:

Trækker læseren ind fra første side og giver først slip på sidste.   

-San Fransisco Gate 

Så er det sagt og på det rene, det er en dejlig historie oplæst af en helt vidunderlig oplæser. Han hedder vist Paul Becker. Oplæseren er mere vigtig end man umiddelbart skulle tro. Han eller hun sælger historien med sin stemme til dine øregange.

God læselyst

Kh.

Bogpusheren

“Sookie” og skovfoged på speed

Jeg er ikke til sang, er ikke en der ynder at synge, men det har sine grunde.

Når man har et job hvor man snakker døre op og stolper ned, til mange i store haller, så bliver man lidt nærig med sin stemme i sin fritid. Brug af stemmebånd i form af sang eller for den sags skyld, da det var aktuelt godnatlæsning, uden for arbejdstid kan og gav halsbetændelses lignende tilstande, lidt for ofte om natten. Så hvis jeg er i sang “påkrævede” situationer plejer jeg at følge med i teksten, se meget engageret ud, men være på “ingen lyd”. Sådan lidt diskret forstås.

Jeg havde altså besluttet mig for, at jeg ikke ville indfinde mig til sangaften på højskolen. Hvad skulle jeg det for!

Kunne dog ikke ignorere min tiltagende nysgerrighed. Pligtfølelsen overfor mig selv, mit løfte. Jeg havde lovet mig selv inden jeg tog hjemmefra, at hvis jeg på nogen måde kunne rokke eller provokere ved nogle forudindtaget meninger så var her, det oplagte sted.

Pianistens charme var ikke til at ignorere, altså med mindre du var en sten.

Hun var stor i formen, i stemmen, i bevægelserne, hendes røde hår lå tykt og bølgende om hendes kinder. Hendes iver for, at alle der havde et nr. i sangbogen de kunne lide, fik deres ønske opfyldt, var barnligt og charmerende. Hun hoppede næsten lodret op i luften ligesom min nu tårnhøje nevø gjorde, da han var halv størrelse. Det kunne ikke holdes inde, det måtte ud via kroppen, når han blev begejstret over noget.

Kunne ikke modstå denne åbenlyse glæde ved sang, og lyd. Ordenes betydninger begyndte at tage fat i mig, de åbnede sig op. De var smukke, sammensatte, nogle var århundrede gamle, men hvis skrevet i nutidig skrift kunne de havde handlet om i dag, i går, i morgen, om dem i rummet, dem ude på terrassen og dem på deres værelser.

Jeg svedte, stod ved siden af en ung pige der var blidheden selv fra min linje. Vi sang højere og højere. Jeg begyndte bevidst at bruge min mavemuskler til at få mere dybde i stemmen, og tonen højere op og ud. Den rødhårede klaverbokser`s begejstrede spjæt gik lige i glædes centret på mig. Godt jeg ikke skulle være hendes elev. 3 uger med hende som lærer og jeg ville være snot forelsket i dette barmfagre væsen.

Så bare mellem dig og mig, jeg havde gemt min glæde ved at synge så langt ned og væk, at den var svær at genkende, da den viste sig. Jeg ville lige pludselig gerne høre min stemme. Hvordan lød den, føltes den som min?

Hun forlangte engagement og knap 2 timer senere var jeg svedig i armhulerne af anstrengelse som havde jeg undervist selv. Hun var som dejlige Sookie fra serien Gilmore girls. “Kokken”, med de altid plastredækkede fingre, den omfangskrævende (målt i kvadratmeter) impulsive begejstring og altid i fare for sine omgivelser, men nu mest for sig selv. Tog i scenerne hun var en del af, alt lyset fra hovedpersonerne. Hun blev en. En på speed. Hun blev tilgivet.

Jeg kunne havde valgt at blive hjemme. Oppe på anden sal, under loftet I cellen.

Min celle, brugt til afbrudt søvn, hurtige toiletbesøg og forsøg på aftenlæsning.

Søren Ryge på speed

Aften nr. 4 stod på aftenvandring. En noget lang bustur blev forsødet med en god snak med bebrillet, næsten jævnaldrende Sandy (hendes mor må havde set “GREASE”).

Så var det ellers i rask gang ad snævre skovstier efter denne måske 70 år gamle skovfoged, der rendte rundt totalt ubesværet som et legebarn på 7. Over hegn med strøm, han holdt på med sin jakke skødesløs, henslængt henover, mens han fortalte magiske historier. Man kunne vælge at leve sig med ind i dem, se handlingen, og personerne for sig, og hvorfor ikke gå med på præmissen. Der var jo for fanden ikke andet at lave herude i denne smukke, danske sommeraften.

Hans adrætte krop, stod snart på høje tuer, et øjeblik efter inde i med garanti ikke flåtfri højt græs, samlede os, altid ventende på de sidste, så svært gående kunne komme med på en lytter, tålmodigt sørgede han for at alle kunne se. Naturligheden i, at han tog fuldstændig for givet, at alle da måtte synes det han havde på hjerte det ville man ikke gå glip af. Man måtte ikke, han ville heller ikke give en lov. Guldkornene, der som insekter fløj ud af hans mund. Den selvfølgelighed over for sit stof og stolte overbringelse af den, sugede jeg til mig, som en ud tørret svamp. En undervisers ultimative fix.

Aftenen var stille, stadig en smule lun og i den tiltagende solnedgang, svirrede myggene om bare ben, huller i striktrøjen og skilninger i håret. Da jeg begyndte virkelig at fryse ledte han os hen til en låge, vi gik gåsegang igennem. På den anden side af et åbent træhus med nogle glasmontrer i, stod kæmpe store termokander på en bænk, fyldt med brændende varmt vand. Han bogstavelige talt proppede (ingen handsker her) dem med (det fortalte han) vandmynte og brændenælder. Samlet mens han gik. Det lignede tis i koppen, havde små dyr i overfladen, men smagte så blidt, og varmede mig nok til tilbageturen til bussen.

Må man godt være ligeglad

Ligeglad med Lammefjordens tilblivelse!

Det var mit umiddelbare udgangspunkt. Skide ligeglad.

Måske var det 2 eller 3 aftens oplæg.

Igen en god fortæller der kunne sit kram med billeder, der gjorde arbejdet virkeligt, til at føle på, få forståelsen af. Det var langt, for langt men han blev jo nød til at komme rundt om projektet fra alle sider. Dem der fik tanken, hvorfor, hvem der satte det igang, hvilke maskiner der ikke holdt, og hvilke der står der endnu som reserve hvis digerne ikke holder ved storm og oversvømmelse.

Når jeg næste gang køber en gulerod vil jeg huske han sagde, at jeg skulle købe dem med top og hvorfor. Jeg vil se over imod “dem”, og så række ud efter de røde pebre. Lade mand sørge for indkøb af det kolli orange rødder, han normalt indtager på en uge.

Han er ikke begyndt at mimre. Endnu. Men han kunne godt få èn til, at overveje spørge om, “han har kinesiske aner”, eller hvilket solarium han benytter, for de normale giver en mere grålig farve.

Han er også rigtig hurtig på fødderne.

Så var der foredraget med hende hvis hænder formede kroppe, da computeren nægtede, at virke før hun var færdig. Det er en anden historie.

Lad dig ikke snyde af hverken titel eller forside.

Den er grusom.

Over 500 sider i 3 meget forskellige kvinders selskab.

Endelig færdig med dette spændende bekendtskab, fra forlaget Ferdinand. Jeg er ellers ret træt af, at læse om forskellige udlægninger af 2 verdenskrig, der har det med at snige sig ind på mit natbord.

Denne skiller sig dog ud, da fortælleringen ses ud fra 3 sæt kvindeøjne, alle med udgangspunkt begyndende i samme år 39, september 1939.

Caroline og Herta er baseret på virkelige hændelser og personer.

Caroline, bosiddende i New York; arbejder frivilligt på konsulatet. Sørger blandt anet for hjælpepakker til nødstedte børn i Frankrig.

Kasia, bosiddende Lublin, Polen ca. 16 år, lillesøster til Zuzanna, lige færdiguddannet læge

Og ja så er der Herta, arisk, “rigtig” tysker fra Düsseldorf, læge og 25 år.

Ravensbrück

Den berygtede kvindekoncentrationslejr for kvinder i det nordlige Tyskland.

Kasia, hendes søster og mor ender i lejren, nogenlunde samtidig med at Herta tiltræder som ny læge.

Da disse fanger bliver “set” som allerede døde, bliver nogle af dem (med stærke ben) brugt som forsøgskaniner. Herta sætter ikke mange spørgsmålstegn ved udførelsen af dette efter, at havde overvundet de første startvanskeligheder. Da det jo er i en god sags tjeneste.

Efter krigens afslutning har især Kasia voldsomme, følelsesmæssige efterreaktioner og fysiske mèn af opholdet. Herta får en mild straf og på den anden side af Atlanten hører Caroline ad omveje om “Kaninerne” og beslutter sig for, at give dem en oplevelse for livet.

Nyd, en bog skrevet af en kvinde, om kvinder, til kvinder. Jeg har sendt mit eksemplar i cirkulation. Bøger skal åbnes, læses, ikke stå og samle støv på “toppen” i reolen med samme nuance som dens “sidemakker”. Det er sørgeligt hvis bøger skal stå som pynt for, at være et mere eller mindre sandt bevis over for andre på, at man er en læser. De skal være en kilde til samtaler over fyldte middags tallerkener eller kaffeborde, åbne sjove, deprimerende diskussioner, som skal ende alle andre steder end hvor de begyndte.

God læselyst

Kærlig hilsen

Lisser

Danmarks ældste øvelseshus

Bygget som det første af 21 i året 1872.

Det var lige så særegen indenfor, men “tegnernes” legeplads ikke min.

Nåh, men så blev jeg nød til at gå ture i heftig varme på landevejen.

Orv fedt man kan gå ud. Og hjem.

Men at skrive efter endt “arbejdsdag” kl. 16 magtede jeg ikke, så ud i lyset, i solen, trække vejret og ikke tænke i danskundervisning anno HF 1988-90 nogle timer.

Første morgen, efter koncentreret indtag af morgenmad med ca. 74 fremmede mennesker lige lovlig tæt rundt omkring mig, var det første vi blev introduceret for automatskrivning,

8-10 minutter hvor du skriver lige hvad der falder dig ind lige nu, der må ikke rettes undervejs. Du skal tømme hovedet, og på den måde give plads til det du måske hellere vil lade tasterne fortælle bagefter.

Du skal sætte al perfektionisme til side, du skal ikke holde tilbage, der er ingen grænser, intet forkert kan udtrykkes, skriften er din. Senere blev vi bedt om, at læse den op, hvis vi havde lyst. Ikke parat endnu. Jeg havde opdaget jeg var glimrende til stenografi, men at læse det efterfølgende og højt. Nej, ikke endnu. Senere.

25 kroppe tæt, for tæt siddende, hjerner i hver sit univers. Fantastisk at forestille sig hvad der gik for sig, hvis man kunne løfte “låget”.

Tænkte, at jeg ville give de andre fred og fritage dem fra at være i linsens søgelys.

Vi blev delt i 2 grupper

Skulle så over 3 dage skiftes til, at læse vores “egen” udvalgte tekst (lavet hjemmefra) op for de andre, og så måtte de ellers gennemgå den.

DE gjorde de med den allerfineste respekt. Det var svært bare at læse sin tekst op, for fremmede. Den var jo ens barn, mit hjerteblod, mine håndflader klistrede til mine knæ under bordet imens.

Jeg døde ikke.

Jeg blev udfordret, provokeret, ligesom jeg havde ønsket, jeg var dem så taknemmelig. De var så dygtige til, at få øje på alle nuancer, stille spørgsmål ikke til mig til hinanden. Jeg var der “ikke”, de skulle i hvert fald lade som om, så meget og længe de kunne. Til sidst da den halve, meget lange time var gået måtte jeg forklare mit udgangspunkt for teksten, hvis jeg havde lyst. Den næste som læste sin tekst op hørte jeg som gennem en dundyne, mens mine håndflader tørrede, og mit hjerte faldt til ro. Min mave begyndte at tænke, “hvad har de mon lavet til frokost”?

Alle aldre er repræsenteret, begge køn, single som i parforhold, nogle med partner på samme linje eller på en anden.

Jeg var åben, alene og prøvede at lure hvor det var mest praktisk, at placere sig til måltiderne for, at komme først til trugene. Efter køkkenmagikerne havde præsenteret fodret, var deres indlevelse i vores angrebs lyst svarende til en doven pegefinger ud i rummet. Lidt efter sad jeg igen bænket med denne tallerken af herligheder, som i spredte sekunder gjorde alt omkring mig tyst, indtil albuerne på hver sin side af mig på diverse bordherre og damer insisterede på mit nærvær og samspil.

Jeg er fandeme ikke god til dansk analyse, men pauserne der “fylder” jeg. Dem har jeg styr på. Medmindre, at jeg altså skal nå at spurgte op ad trapperne, for at besørge.

Det er ligesom at komme hjem. Tilbage til noget i mig, jeg havde glemt hvor meget jeg elsker disse små, lukkede verdener af levet liv. Tænk, at de stadig findes, denne ånd, næsten uforandret på trods af, at jeg har holdt en lille “pause” på 27 år!

Sådan går det, når man bruger “det” redskab

Alt for lang tid siden jeg har kørt på motorvej, min høje hånds fingre kramper en efter en, fra håndled til fingerspids. fra fingrenes mellemrum til de klippede negle.

GPS’ens stemme lyder mindre insisterende end jeg kan huske. Det er som om hun ikke føler sig tryg, som om hun fornemmer hvor lang tid siden det er, at jeg sidst har sluppet hende løs. Jeg når at køre en halv time. Jeg gør blindt alt hvad hun siger, men alligevel ryger jeg i “græsset” på vej ud af Roskilde hun syntes jeg skulle på sightseeing i. Fuldstændig som i et dårligt flipper spil, i en spille hal i tivoli.

GPS-holderen slipper sit tag i forrudens tørke og jeg må gribe den med hånden, speedometret siger 120 km. i timen. Finder lidt febrilsk tasten “tilbage” og ser, at jeg stadig svinger fra side til side i rabattens græs på displayet."Kør tilbage til den fremhævede rute", gentager hun i et væk, mere og mere insisterende. Imens ser jeg mig omkring, kun marker, ingen af kørsel. Hun vil have mig den anden vej. Jeg kan ikke køre af lige nu, “jeg hører dig skat” forsikre jeg hende men dette er en lige landevej. Det eneste der kan ske er, at ham “røvliggeren” vil overhale mig ved næste chance han får, når det er “vores” tur til at få dobbelt bane. Der er ikke skyggen af lilla på den lille skærm endnu. Ved næste af kørsel guider hun “os” endelig ind på den lilla vej igen og hun finder ro. “Hun” er nu igen forbavsende tavs.

Slipper jeg min indre “hundjævel” løs nu? Vil det få konsekvenser, at tage på et højskoleophold for mig selv, med mig selv?

Hvad har jeg ellers lyst til?

Hvad vil det sige at slippe alle hæmninger løs? Mine. Ikke så ofte være tilskuer til andres, for hvad er mine egentlig når det kommer til stykket. Jeg gider ikke mere stå og se på døde ting i 30 graders varme mens jeg inhalere hundredvis af cigaretter i en storby, jeg er ligeglad med at være i. Jeg har ingen behov for at sætte “et hak” ud for kolonnen, har været dèr. Jeg vil deltage i aktiviteter med nogle hvis passion også er min, lege med “den”, og høre foredrag med indlevende mennesker. Smage alle nuancer af nye smage, andres mad, lave det selv med dem. Jeg vil bruge mine penge på mellem dyre restauranter uden følelsen af spild, fordi andre ikke kunne være mere ligeglade med hvad de putter i munden, ikke mere spise billige pizzaer 4 dage i træk.

Jeg gider ikke mere presse mig selv til, at gå op ad trapper til udsigter jeg ikke kan se for andres kroppe med mine begrænsede 1.60 m. Ikke mere gå i 4 stive timer for den is, jeg alligevel ikke må spise. Jeg tillader allerhøjst mig selv at smage en mikroskopisk skefuld af børnenes, hvis de ellers giver mig lov. Det plejer at være nok, det skal være nok, det er nok, men så vil jeg gøre andre ting i stedet. Oplevelser jeg rent faktisk kan. Nu. lige nu, ikke fordi dejlig mand vil dem, men fordi jeg vil dem. Hvad fanden er det egentlig jeg vil.

Højskole det var det jeg kom fra.

Gps`en +holderen ligger på den øverste sorte, flade af instrumentbrættet, “hendes stemme er svag,” jeg har måtte køre uden radio. Jeg er tørstig på viden, ønsker at komme videre, har været parat i flere dage, utålmodig og irriteret. Er det det livet handler om? Fysisk flytte mig væk, også fra fortiden og næsten aldrig beskæftige mig med den igen. Selvom det ikke holder, for jeg ved allerede, at den næste bog efter Årevis skal handle om hvad “mærker” mobning og sexchikane sætter på det videre liv man får og fører.

Vallekilde højskole er bogstavernes oprindelige opstilling på trappen til hovedhuset.

Sådan går det når man bruger det redskab

Dejlig mand

Morgnen på afrejsedagen

Jeg tager modvilligt imod de print fra KRAK med rutebeskrivelsen, han har insisteret på jeg skal have med, for det ville han jo gøre. Man ved jo ikke med hende der FRU GPS!

Jeg lyner “dem” inde i forrummet på den lidt større kuffert jeg endte med at flytte alle mine ting over i. Der var ingen grund til at begrænse mig, når jeg havde bilen for mig selv. Jeg kunne ikke vente på at begive mig ud på mit eget eventyr. Ingen jeg skulle vente på i 7 dage, kun lade køkkenpersonalet diktere mine spisetider og underviseren tiderne i mellem.

Jeg havde glemt, at alt på en højskole er tilrettelagt, selv ens tarmsystem må rette ind. Man må lidt stresset presset noget ud med gyldig sort sky over hovedet iført læsebrille, fordi jeg igen bekvemt havde glemt, at det var klokken 9.00 og ikke 9.15 der var morgensamling.

Løber ned af trappen, mens jeg knapper bukserne i siden, lægger nøglen i bh`en (ingen lommer) og snupper en sangbog fra reolen. Jeg ved egentlig godt, at den når jeg ikke at synge i. Lister ind i foredragssalen, sætter mig på en hård træbænk hvor der er ledigt, og åbner alle mine sanser på vid gab.

Lyset står i striber ind i rummet, bidrager til den “varme” stemning jeg allerede nu fornemmer, er lige som jeg havde forventet.

“Det” er kun lige begyndt, eventyret.

Go Kate

Vi snakker selvfølgelig forfatter Linda Castillo `s seneste i serien med Kate Burkholder i hovedrollen. Bogen fra 2017, fra forlaget Hr. Ferdinand oversat af en Henrik Enemark i 2018. Den var som reklame på busserne i maj.

Den er den 9 bog i serien hvilket siger ikke så lidt. Med det mener jeg, at når man gider endnu engang lade sig fængsle af hendes måde, at blande det lukkede amish samfund og englænderne på, så kan Linda noget ved tastaturet.

Som altid er det som at “sætte sig i sadlen”, presse hælene blidt i hestens flanker og lige så stille, så fint , så fint, starte i skridt. Inden der er gået mange sider har Politichefen Kate Burkholder igen haft snuden for langt fremme i retfærdighedens navn, og havner i et uforberedt øjeblik på maven i græsset med en andens knæ i ryggen, en ladt pistol mod tindingen og taget gidsel sammen med 5 børn i alderen 5 til 13 år. Castillo`s hovedkarakter Kate er ikke så stereotyp, at det gør noget. Selvom nogle af mændene er irriterende mandschauvinister, så er der også de vidunderlige bekymrerede, men handlekraftige af slagsen, der trækker den anden vej. Hun bliver befriende aldrig “hvad sagde jeg”, når hun beviser at nogen med højere rang, fra en anden stat eller endda byens spidser har taget fejl. Det ville også havde været irriterende.

Hvis eller når bog nummer 10 i rækken kommer, så er jeg stadig kvinde for at hive den ned af boghylden, og begrave mig betingelsesløst i denne udkant af USA. Dens insisterende fastholdelse af religion, en mand er en mand og en kvinde er en …… chef.

Hvorfor skammer jeg mig over, at samle andres skrald op!

En genbrugspose jeg havde med hjemmefra, nogle skridt og enden i vejret gentog proceduren til posen var godt fyldt, svarede til ca. 20 m. sti= 2 min. arbejde.

Jeg vil kunne leve med mig selv, jeg går efter at jeg en dag er stolt over, at jeg “rydder” op i naturen. Jeg er fan af grøn, men kun den der har været igennem fotosyntesen, den som jeg forøvrigt ikke havde nogen som helst interesse i at kunne udenad på HF. Tror jeg dumpede det fag eller tæt på. Det kræver jo man faktisk tror på, at en indsats nytter!

Jeg kan ikke holde det ud længere. Så må min teenager synes, at jeg er skide pinlig, når jeg som en anden posedame samler skrald over et par meter på vores rute på 36 minutter. Vi ved hvor de få skraldespande er. De er ofte overfyldte, så der er nogen der benytter dem. Men der er alt for få i bybilledet.

De 2 minutter det tog at samle posen fuld, kiggede jeg mig over skulderen 2 og 3 gange, for at se om nogen ville TAGE mig i at gøre det. Hvor er det rimelige i det. Jeg bekymre mig faktisk om at “støde” nogen ved min handling!

Hvor jeg længes efter den dag, hvor jeg gør det der er fornuftigt efter mine egne mavefornemmelser uden, at jeg føler jeg skal lade være, for det kunne jo være at andre syntes jeg var et fjols. Så vil jeg gerne være et monster, et stort et, et grønt et.

Hvem kan ikke lide grønne Mike Warzowski i Monsters Inc. fra 2001? Hurtig snakkende, èt enormt, vågent øje og fødder der gør det temmelig unødvendigt, at være iført svømmefødder.

Da jeg var lille var det, at smide skrald fra mig i naturen en synd på højde med, at løbe på gangene i skolen, eller råbe højt på biblioteket, Det var ikke acceptabelt, som det heller ikke var at sidde uroligt i kirken til en dåb, eller bande foran mine forældre. Kun hos min farmor var det i orden, hun opfordrede mig faktisk til det.

Altid sagt med et kærligt smil på læben.

Lille Lise let på tå, hos mig bander du ligeså meget du har lyst.

farmor Else Alleshauge

Hvor tit har jeg ikke løbet og stoppet, løbet og stoppet hårdt op, plantet min fod på det jeg troede var det tabte for bare, at se det flyve videre og længere væk. Jeg opgav ikke dengang, for tænk nu hvis de så det! Andre, mine forældre, politiet, politikerne, mine klassekammerater. I dag løber jeg ikke, jeg rækker efter det en gang, og så er det tabt.

Men det er ikke tabt vel, ikke hvis jeg sætter farten op og bruger tiden på det, med mindre det kræver, at jeg udsætter mig selv for fare i trafikken. Men så kunne jeg jo bare tænke skidt pyt, og i stedet finde vigtigheden af, at UDLIGNE og simpelthen samle noget andre HAR TABT op. Samle mig aflad ligesom man taler om med hensyn til CO2 udledning generelt.

Men jeg starter med at rydde op i mit nær område hvor jeg går og står. Der skal være pænt, vi lever i det her skønne land og jeg bliver flov når andre besøger det, for de må da tænke “sikke nogle miljøsvin, er de bare ligeglade”? Hvornår bliver det “os” der skal rydde op og ikke de andre med de gule veste?

Kom nu!

Hjælp mig, vores børn og hvad når de får børn, skal vi så bare trække på skuldrene og sige “jamen de andre gjorde heller ikke noget”.

Vi er der allerede, vi er de andre.

Hvorfor ikke bare tage 2 minutter engang imellem, det handler ikke om hvem der gjorde hvad hvornår, det handler om nu, lige nu, hvad gør dejlige Danmark grønt, grønnere, grønnest?

Hvad er pointen i mine smadrede, sorteringscontainere til affald ude foran min hovedør? Er deres tur til forbrændingen i det hele taget benzinen værd, hvis ikke vi tager os af det der lægger ude på gader og stræder, i hække, buske og på stranden?

Vi skal ikke samle skrald op fordi vi tænker over det som en pligt, vi skal gøre det fordi vi sætter en ære i at holde stien REN. Så vi næste gang går ud ad den kan nyde alt det grønne.

Kh.

Mike W.

48

Flammende fyrig

Og helt sikkert på vej ned ad ud over den vildeste skrænt også kaldet overgangsalderen. Træk nu lige vejret, rigtig dybt ja sådan helt ned i maven, vent lige, jeg skal lige med selv, niks det var ikke farligt, som i overhovedet. Vel? Jeg kan snart ikke få børn, men hvad er der egentlig i vejen med, at godt gammeldags glæde sig over det faktum.

Jeg ved det, jeg er heldig, har 2 væsner som har arvet diverse ligheder, nogle de er glade for og andre som de modarbejder. Men jeg har haft mareridt i årtier om uønskede graviditeter, aldrig haft nogen dog, men alligevel. Jeg gider altså ikke mere være med til, at hyggesørge over, at jeg snart kan have sex med dejlig mand uden beskyttelse. Tænk; at have ubeskyttet sex uden at være gravid!

I stedet for at fokusere på det “vi” ikke kan mere, har jeg besluttet at jeg vil blive en endnu, endnu bedre mor. De 2 jeg har presset ud skal ikke lige pludselig blive mindre vigtige, fordi det er et indiskutabelt faktum, at jeg ikke kan producere en lillebror eller søster til dem. For der er fandeme langt fra at lede efter sutteklude, tvinge vacciner i deres små buttede ben og taste min kode til forældreintra til, at snakke om glemte p-piller med en-og-tyveårig fuck……

Jeg vil også bevidst arbejde på, at blive bedre til at at tvinge mig selv væk fra tidsrøvende programmer, videoer, bøger jeg burde opgive. Det er så frustrerende tidsspilde. Jeg vil leve livet selv i stedet for, at være så meget vidne til andres. Hvad i hede hule helvede gør mig glad for fanden!

Jeg vil bage kager igen, når fryseren ikke mere ligner vi har en op skåret økologisk ko derinde, især når det bare er varer påklistret GULE (rabat) mærker.

Jeg vil have mere sex og han skal “spørge” mig. Som om jeg ville sige nej!

Han har virkelig ikke noget at frygte på den konto, næh nej men vi kan godt starte en gul mærke krig, Ellers vil jeg have en skuffe i fryseren der er min. “Du kan godt glemme det fister, glemme alt om det fister løgsovs” ikke den nederste skuffe i køkkenet. For den får jeg altid ned over mine fødder. Jeg glemmer den er knap så dyb som de andre, så jeg hiver hver gang så hårdt med det yderste af mine fingre, som hvis der var billigt toastbrød i klemme.

Jeg drømmer om at kunne råbe hold kæft…

Jeg vil være en endnu bedre formidler på mit arbejde, ikke kun få de koordinerings udfordrede til at hive sig i håret så hårrødderne jamre sig, fordi jeg presser “dem” for, at få de krops bevidste til at tie stille! Undskyld.

Jeg ønsker brændende at kunne hjælpe andre kvinder til at tage bedre vare på deres indre istedet får at bruge selv bruner, hårfarve i litervis, midler af den ene eller anden kemirige slags for at se ud og føle sig som nogen de ikke rigtig ved om de egentlig reelt ønsker at sammenligne sig med.

Berlin 2016. Et kærligt flashback til “aunt Fanny” fra filmen “Robots” 2005.

Jeg vil så gerne give lidt af min standhaftighed til dig, hvis du har brug for den. For jeg har masser hvor det kommer fra. Hjælpe kvindesind med at blive glade for sig selv, og indhente den energi der naturligt følger med når man går lige så meget op i hvad man putter i “kloakken”, som hvad man hænger på bøjlen, eller hvilket mærke der er præsenteret på cremen til ansigtet.

Ikke være bange for kritik fra nogle som ikke har brugt 200 timer på min tekst.

Hvis vi siger at jeg bliver ca. 96 år så har jeg levet halvdelen med mine nu 48. Vil jeg så blive i samme spor, og underkende mig selv ved hver given lejlighed der dukker op? Altid lade luften sive ud af mine ideer når andre ikke har samme tankegang, kun fordi den jo netop er det den er, nemlig min.

En hånd i ryggen

Jeg vil støtte mig selv i stedet, lytte til min egen mavefornemmelse istedet for andres gode intentioner, løftede pegefingre og måder at anskue brug af penge på. Mine penge. Jeg har altid bare villet være en inspiration, en forkælelse for andre, en man kunne føle sig mødt af, med alt hvad man indeholdt af inderlighed, drømme, vrede, grimhed og frustrationer over det stakit i en selv, som er meget højere end det andre formår at stille op. I stedet for at bygge andres stakitter højere vil jeg langt hellere, at vi støttede hinanden i at trænge igennem angsten, og kom “over” på den anden side. Der hvor man stadig primært er alene i sine drømme og ønsker, men hvor man kan finde fred med den man er og andre kan rumme det, vil rumme det. Dig. Mig.

Troen på, at jeg ikke er god nok har fået alt hvad den kan “trække” al den plads den har kunnet flå til sig, “det går ikke mere makker”! Jeg tager “det” tilbage. Beslutningen.

Jeg har i alt for mange situationer ladet andre definere hvem jeg er, hvad jeg kan og står for. Det har for det meste været fuldstændig uden deres vidende.

Det ansvar vil jeg ikke mere give fra mig. Det vil jeg tage tilbage situation for situation, så min følelse af offer “rolle” ikke bliver alt for forskrækket, og som et lille skildpaddehoved trækker sig ind under sin skal igen, før det er kommet helt ud.

Jeg vil ikke lade mit behov for, at have noget eller nogen til at identificere mig med, være definitionen af hvem jeg er. Vi er alle alene. Det er bare så meget sjovere hvis det er sammen med nogen.

Snit

Jeg er vild med den fra start til slut.

Bogen er fra 18, udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof og på 124 sider.

Du skal lede længe efter “Claude Monet `s” ro og romantik i Danmarks sygehussystem

Jeg har altid frygtet at skulle på hospitalet, ikke engang at komme på besøg hos en nybagt mor kan ændre ved det. Det eneste jeg vil på vej ind ad hovedindgangen, er at gå ud af den igen.

Du skal læse den:

Hvis du har fordomme om læger, politikere og effektiviteten og forståelsen dem imellem så kommer du til at smile mange gange. Både fordi du får ret men også fordi det er så tragikomisk og underholdende skrevet. Hans brug er ord er totalt mums. De er nede på jorden. Nu har jeg selv en uddannelse der indeholdt latinske ord men de er ikke hans ord for de er en anden verden end min. “De” gør ikke noget, du behøver ikke forstå hvad de betyder, hvilket er befriende. De er bare med til, at understrege idiotien i forholdene personalet på de forskellige hospitaler er underlagt.

Du skal dog ikke tro at du selv som eventuel “kunde” i butikken går fri, men da han også er meget selv udleverende føler man straks med ham, med os alle faktisk fordi så mange ting kunne værre så godt, men så er det faktisk skidt.

Født 1928, død 2014

Bogen er udgivet i 1969.

For første gang i dansk udgivelse 50 år efter.

Fra bogen:

Den sorte kvinde bliver i en udsat periode af sit liv overfaldet af alle de almindelige naturkræfter samtidig med at hun er fanget i krydsild mellem maskuline fordomme, ulogisk hvidt had og sort mangel på magt.

Da det er en biografi, starter handlingen da hun er ca. 3 år gammel. Med små nedslag tager hun os bl. a. med ind i kirkerummet som fylder hendes farmors begrebsverden oppefra og ned. Alt kan forklares ud fra hendes måde, at ud leve sin tro.

Maguerite som er hendes oprindelige navn indtil hendes elskede bror blot et år ældre gav hende kælenavet Maya.

De 2, bliver 3 og 4 år gamle sendt alene til Arkansas for, at bo hos deres farmor. En enkel verden, men hvor raceuroligheder ulmer. Deres handicappede onkel bor hos dem og spiller også en vigtig rolle for deres forståelse for hvad der går an og hvad der ikke gør. De bliver en kort over gang da der er henholdsvis 8 og 9 år gamle sendt tilbage for, at bo hos deres smukke mor og hendes kæreste. Det får nogle konsekvenser ingen havde kunne forestille sig.

De flytter tilbage.

Hos farmoren falder alle tilsyneladende til ro igen.

Der er en afstand mellem børn og voksne, læser og forfatter, farmor og onkel til børnene men allerstørst er der et til og fra valg forældre og børn imellem, startende med de voksne. Da moren Vivian endelig involvere sig fuldt og helt måske på grund af at hendes økonomi endelig kan bære, jeg ved det ikke, det bliver ikke sagt, så er det ikke for sent, måske nærmere knap så vigtigt. De 2 børn er blevet tidligt voksne og ønsker, at komme fri. Det gør de på meget forskellige og “det havde jeg sgu ikke set komme” måder.

Der er en undren i mig, jeg føler ikke jeg blev indviet nok i hende, måske har hun som forfatter ønsket, at skrive det ud fra barnets opfattelse, det barnet så og hendes valg. Den har en form for mut og stille alvor.