Overvældende larm møder en fra det øjeblik man runder hjørnet ind til hallerne. Tøvende passere jeg garderoben, hvor jeg kun et split sekund overvejer og derefter hurtigt forkaster, at aflevere min jakke. Behovet for at kunne komme væk i en fandens fart kan blive aktuelt, jeg har en deadline, jeg skal være i Ballerup ca. 18 nul dut. Lige nu er kl. 13:55.

Hele mit væsen protestere men jeg tvinger alligevel mig selv videre ind i larmen, der tiltager for hvert skridt jeg tager.

Som en bille i en myretue aner jeg ikke hvor de stande er jeg har besluttet mig for at prioritere. Så jeg må lige.. orientere mig.

Mennesker jeg kender fra gode udsendelser overhaler mig, højere end jeg havde forstillet mig, finder områderne b og c så langt, så godt. Standen jeg troede bød på lidt mundgodt diskede op med dadler og var et rejsefirma. 2 sekunder efter befinder jeg mig på en stol imellem næsten tomme stolerækker lyttende til en forfatter jeg ikke kender. Drikker af min vandflaske og sniger mig “frækt” væk ind i mylderet, nu mere modig. Jeg kan ikke lide, at passe menneskerne op på standene en til en, så føler jeg det som i syden, kigger man med fingrene skal de også fiske penge op. Jeg er for genert til, at tale frit på den måde mest fordi jeg ved, at halvdelen af samtalen vil forsvinde på grund af alle mikrofonerne som konkurrere om, at sende netop deres interview igennem på pågældende scene. Jeg kan ikke lide, at spørge nogen om de vil gentage det de lige har sagt. Nogle scener er bare et podium, der er knap plads til den der udspørger og den, som er forventet at svare. Pladsen til skaren ved et åbenbart eftertragtet event jeg har valgt er virkelig trang, jeg må putte mig ind imellem andre nysgerrige og dem der udelukkende ser på bøgerne, der er stavlet op på hylder alle vegne et sted oppe over mit hoved.

Min hjerne registrere et blondt hoved med briller og til min store glæde er det den aller sødeste pige fra højskolen i sommers, knus og målløs over, at hun har købt sig til alle 3 dage! Mit hoved er ved at sprænges, mine øje knastørre som fulde af grus og besværet ved, at opretholde en nogenlunde samtale med en jeg er glædeligt overrasket over at se, er anstrengende at opretholde. Jeg bliver nød til at lade os begge trave videre, det er formålsløst at blive stående, vi vil sikkert heller ikke det samme, vil hverken sidde på hendes dag eller tid.

Designet af din bogmesse

Tankefuld følger jeg hendes eksempel og begynder, at skrive forlags navne ned som måske kunne være interesseret i mine tekster, føler mig dog hurtigt ret fjollet med min kuglepen og den nu temmelig slidte bagside af mit programudskrift til at stenografere på.

Jeg er ikke en der køber noget …

Lisser

Vidste ikke at der var noget der hed crowdfunding, hvor man åbenbart via ens forbindelser på de sociale medier kan lave en indsamling til f. eks. udgivelse af bog på egen hånd. Lyder alt for meget som, at gå rundt med raslebøssen for dansk flygtninge hjælp, det er jeg alt for genert til. Svensk talende mand fortæller om hvilke papir de som forlag kan bruge, og på hvilke måder de/jeg kan spare mest på miljøet og jordens ressourcer ved produktionen. Jeg var bare blevet siddende for, at spise min melede pærer uden smag, havde aldrig skænket det en tanke, at “min” bog kunne belaste miljøet, hm.. lyttebøger… er godt, og man kan lave fantastisk mad imens.

… det ville betyde jeg var nød til at være der længere …

svagpis…..

Jeg opgiver det sidste jeg har noteret, noget oplæg om brug af det danske sprog, jeg er fyldt op, vil bare ud af virvaret inden alt for mange andre får samme ide.

I spring over vandpytter i tusmørket

Tager en dyb indånding ude i vejret og gruset i mine øjne forsvinder i løbet af få skridt, billeten har jeg fået gratis, men det kan vise sig, at jeg har betalt den alligevel via rejsekortet. For oppe på METRO stationen vil mit rejsekort ikke tjekke mig ind, jeg kan godt tjekke ud… Lort jeg ved jeg tjekkede ud, jeg ved det bare, men var det en andens dut, dut lyde jeg hørte da jeg strøg kortet hurtigt ned over skærmen? Pis altså også. Må lære at tage mig min t…i…d…

Nåh, det hele var en oplevelse og det har ikke frataget mig lysten til, at befamle min Lenovo, Hannes taster snarere tværtom. Ingen skal holde mig tilbage, lige meget om jeg må sende det gratis ud i sidste ende, fuldstændig lige meget, ikke meget kan sammenlignes med et skriveflow, tiden flyver, sulten glemmes og man småsmiler af sin egen tekst. Fordelen ved ikke at være “opdaget” her er, at jeg kan skrive om næsten hvad jeg vil, hvornår og hvor jeg vil, det er stadig mit sted til, at dele med hvem, der nu er nysgerrige nok til at læse med.

Stand bestyrer

Jeg tror at hvis man skal nyde sådan en dag, så skal det være fordi det er en selv som skal sidde i den varme stol og præsentere, lade sig interviewe, sætte ting på hylder, kommunikere med besøgende og andre stand bestyrere. Så vænner man sig nok til det store ståhej, bliver måske endda immun over et par timer. Tænker, at et par velvoksne ørepropper sikkert havde gjort tricket.

Kærligst

Den irriterende sarte

Må straks i gang med, at lede efter skyggen af medfødt kræmmersjæl til næste års Bogmesse, måske vil jeg endda købe …