MERE PRAKTISK VIDEREGIVELSE AF VIDEN EFTERSØGES

I sommers gik jeg på et skrive kursus, måske endnu et bevis på, at jeg endelig er parat til, at tage ansvar for drømmen om udgivelse af en bog. Så der var den, nu er det ude, sådan er det. “Skriverejsen” som det hed, (jeg bliver ikke betalt for at reklamere) kunne havde heddet “Skriverejsen for dummies”, det mener jeg virkelig i allermest positive forstand. For 207 kr. om måneden blev jeg sommeren over ledt igennem et lige til og nemt anvendeligt program, som uden jeg opdagede det, dag for dag oveni gjorde mig mere pc kyndig. Så pædagogisk sat op, så der virkelig ikke var noget at være bange for. Med de 207 kr. som en løftet pegefinger kastede jeg mig pligtskyldigt og skrive sultent over samtlige opgaver. Angreb tasterne og blokken så hårdt, at mine sætninger sås tydeligt på bagsiden af hver enkelt side bagefter. Intet at misforstå og muligheden for, at gå tilbage efter pauser, tjekke, jeps den var god nok der har jeg været og gå på igen lå altid åben hvis overskuddet var der, når opvasken var taget og maven drejede sit fordøjelseshjul.

Ansvarets kolde og klamme hånd

Vi skulle indføre faget ansvar a-z i folkeskolen og et udvidet et af slagsen i de videregående uddannelser. I det skulle bl. a. indgå et ½ årligt førstehjælpskursus med hjertestarter tillæg hele vejen op fra de små klasser. Det havde jeg personligt haft meget mere gavn af, end at skulle udregne arealet af landbrugsjord på HF. Det til trods for, at min far havde både får, stråtækt og hest. Med det 1½ -2 år der altid når, at gå imellem jeg får den lille 3 timers opdatering af det oprindelige førstehjælpskursus jeg tog år tilbage, er jeg aldrig helt tryg. Det er jo ikke noget jeg mestre. Der har været rigeligt med situationer, hvor jeg har skulle tage stilling til hvad jeg skulle gøre. Noget så uskyldigt som sving eller drejninger af armene fra favnhøjde til op over hovedet kan sende en nakke/skulder spændt direkte til tælling. Da jeg er underviseren ses det nogle steder som noget helt naturligt, at jeg skal tage mig af den slags. Angst for hvad der ville ske, hvis jeg indrømmede det jeg så som noget der virkeligt skete, har jeg reageret sent. For sent efter min egen mening. Jeg har dog taget Florence Nightingale kostumet på og er indtil nu sluppet for både mund til mund, og hjertemassagen og kun taget mig omsorgsfuldt af. Andre er også trådt yderst hjælpsomme til i alle tilfælde.

Corona har ikke gjort det nemmere, nu hænger der en lille nylon sag i min nøglering, som i sin miniaturelomme lukket af velcro indeholder en, hvad jeg ser for mig som et femidom i ekstra small (nu med filter) til min mund, hvis nu uheldet skulle ske. I disse vintermåneder hvor undervisningen har været online ville det også havde krævet hjemmebesøg i beskyttelsesdragt. Jeg vil i fremtiden tage på de førstehjælpskurser jeg bliver tilbudt uden brok (derhjemme) over, at jeg ingen løn får og at jeg skal bruge min weekend på det. Skal jeg have overskud til, at tage “femidomet” på, være så cool at mine fingre rent faktisk vil kunne udføre denne øvelse i finmotorik i panik (med handsker i str. one size), så kræver det øvelse igen og igen. Jeg regner nu med, at jeg glemmer alt om både, at lave tragt med munden (mikrofonen ligger 100 m. væk henne på bænken overfor i den enorme hal) og råbe, “er der en læge tilstede?” og først komme i tanke om covid 19 mundbeskyttelsen, når jeg kører hjem.

Da utilpashed, fald og besvimelser heldigvis for det ikke er hverdag, selv om jeg nu er ret overbevidst om, at jeg har haft mere erfaring med det end de fleste, slår det mig altid ud, når det sker. Jeg mener, anden halvdel har aldrig lagt sin gaffel ned på kanten af sin tallerken i vores gulp snart 29 år sammen og sagt, “der var en kvinde der brækkede begge håndled”, fordi jeg bad hende om noget!” Det ville være dejligt hvis den førstehjælp sad derinde, i mine hænder som på evig autopilot og ikke som en frygtet eksamen man ude i fremtiden kan blive bedt om at tage, uden tid til ordentlig forberedelse.

Kan man give hjertemassage hvis hjerteanfaldet sidder i en stol? Ringede 112, så mine fingre kunne altså godt huske det, godt så, flueben ved det. Er det rent faktisk meningen jeg næste gang skal flå vedkommende ned på gulvet og skiftevis lade ham eller hende smage min nyligt nedsvælgede fintsnittede rødløg og deres ditto? Nu var det “bare” et angst anfald så…

Hjertemassagen, flet fingre, læn dig frem og tryk 30 gange .. hårdt

Lad os sige det sådan, at sandsynligheden for jeg knækker ribben er minimal, for der er aldrig nogen underviser, (nogle af dem er øhm.. ret lækre på de kurser), der har set anerkendende på mig og sagt, “du trykker vel nok godt!” Ja, måske er det sørgeligt, men jeg har altså også har brug for den, dèr, rosen (den verbale). Hvor jeg hver gang er gået hjem med følelsen af, at jeg skulle havde befølt den dukke så meget mere, følte jeg sidste gang, at nu havde jeg den. Så kom corona og nu er jeg en opdatering efter igen. Så måske skal jeg indstille mig på, at lade min indre thaimassør komme frem. Simpelthen stille mig op på den lufthungrende brystkasse med min taske på ryggen (vent lidt skal liiiige pakke mine ting sammen først) og tage den derfra mens jeg råber ud i rummet, “hvem ringer?”

Vil man ikke hellere have ondt, når man ligger på siden og ved latterandfald nogle måneder frem, og så vente med, at skulle hive folk i kirke og besvære kære med death cleaning i ens navn, nogen tid endnu?

Hvordan fanden skal vi ellers lykkedes med, at blive ældgamle med al det mærkelige vi velvilligt fører indenbords? Læste ingredienslisten på et mormorbrød fra REMA, der var 24! Jeg forstod vand, mel, salt og gær, men hvad i alverden var alt det andet? Kan man i det hele taget kalde det for brød! Og mormor! Hvorfor skal hun blandes ind i det? Fordi der er (var) et farfarbrød? Hvis du aldrig har hørt om det så spørg en indikeret IRMA fan og få en udførlig beskrivelse.

Det var til gengæld vanedannede synes du ikke? Jeg tør personligt ikke købe det mere, for tænk hvis det blev en oplevelse som sidst jeg smagte et “gåsebryst” fra bageren! Marcipanovertrækket var… Ja det havde i hvert fald ikke set en mandel! Så er du nøddeallergiker kan du trygt gå ombord, med mindre du heller ikke kan tåle sporstofferne (står altid som noget mystisk langt nede i ingredienslisten). De får mig til, at mindes ualmindelige langtrukne fysiologitimer på mit studie i 90`erne, eller en krimi i medicinal industriens tegn.

Jeg holdt meget af folkeskolen hjemkundskab, er dog blevet en lille smule optaget af, at mine kartofler ikke er rå, når de sættes på bordet.

Vi indordner os velvilligt substitutter det er blevet normalen

De kunne kalde brødet, “jeg smager ikke af en hujende skid brød”, det ville havde været mere dækkende. Eller når anden halvdel siger, “jamen vi har da vaniljeekstrakt”, og han hiver en vaniljearoma ud af gemmerne. Den har han kunnet købe billigt fordi den aldrig har været i nærheden af en vaniljeplante kun et reagensglas. Det svarer til, at gå forbi fiskemanden, tage en dyb indånding af brakvand og så bagefter sige, “jeg spiser fisk hver mandag”.

Eller den vi alle kender, jeg dyrker motion, eller sagt på den ærlige måde jeg betaler hjertens gerne for, at andre kan holde en juleafslutning på min regning, mens jeg laver fråderen på sofaen med stadig dybere indsigt i Netflix`s repertoire. Abonnementet skal jo bruges.

Hvor mange gange har min dengang 11, 13, 15 og nu 18 årige ikke sukket over folkeskolens valg af fag, emner og brug af timer. “Hvorfor skal vi det her, det giver ingen mening?”

Nogle gange kan det skide statuerede eksempel være så uendeligt ligegyldigt

De gange mine børn er kommet hjem og sagt ” jeg havde glemt gymnastik tøj, mor, så jeg sad på bænken”. Øh.. jeg havde kunnet forstå det hvis de ønskede, at honorere dem for veludført opgave løsning da de fleste nok mere ville synes det var en gave end en decideret straf, at skulle gå glip af at rende rundt i en hal eller hvad med udenfor! Hvis mine børn ikke havde været børn af en afspænding- og bevægelsespædagog så havde de nok hoppet jublende rundt, men det var de altså. Der er vel heller ikke nogen der giver sit barn stuearrest i dag. Er der? Skulle det virkelig trænge ind i den hormonangrebne hjerne, at det er vigtigt at huske gymnastik tøjet til næste uge så lad da teenageren svede så meget, at bh`en under de nærmest ikke eksisterende bryster bliver så våd og klam af fysisk anstrengelse, at det vil tage timer at tørre eller så våd i skridtet, at det kan ses igennem de flotte chinos (tætsiddende lange bukser). Se det ville være pinligt.

Hvad jeg ikke har set på grund af slidte badedragter, der ikke kunne holde …vand, løftede numser (mænds) i boksershorts i 1996, … fødder i træsko…, hængerøv og hjulben i cowboybukser, “tynde nyloner” godt spillet ud over en bred mås, jeg kunne blive ved men lader dem ligeeeee stå lidt! Det kommer sgu da ikke an på det, med mindre altså, at skoene er til egentlig fare for bæreren af dem. Træskoene bliver jeg derfor aldrig vild med.

Underviser/instruktør i gymnastik. Jeg er så træt af det ord, det lyder som noget man gjorde i forrige århundrede og det gjorde man jo også og vi bliver forhåbentlig ved med det, men ordet trækker ned på det jeg laver. Hvorfor ellers falder tilmeldingstallene hele tiden med mindre det er fordi mit rygte er løbet i forvejen! Tag nu yoga for eksempel, det ord styrer da for vildt, altid hot og bruges world wide.

Hvor er læringen om livet i skolerne? Den rigtige forberedelse til hvad man kan komme ud for, at skulle tage stilling til? Ja, ja jeg ved godt, at det skal vi jo stå for os forældre men det er sgu da det, de gør med jævnaldrene, det, de hører dem sige og ja YOUTUBE, Hr. jeg ved det hele og hans millioner af kanaler, der batter mest er det ikke? Jeg har for en del år siden prøvet at forklare måske 14 årig dreng, at Hr. YOUTUBE altså ikke kommer og stryger ham over håret ved feber, hører på al hans jammer, og bestemt ikke står klar ved popkorn gryden lørdag efter lørdag aften plus, skrubber det sorte af bagefter. Store Hr. Y er også, er jeg sikker på ret ligeglad med, at drengen kan gøre nat til dag uden at røre en finger før kl. 16 næste MORGEN, hvor han vælter uglet ud i køkkenet for, at indtage en just produceret smoothie, som jo så ikke ville havde været der, hvis det havde “stået” til ham. “Søg og du skal finde”, spørger ikke hvordan han VIRKELIG har det lige nu i dette uerstattelige øjeblik. Han kan hverken kramme eller stille(s) til ansvar. For ham, er den bebrillede kun en enkelt byte.

Så kunne vi ikke også blive enige om, at hvis et fag som madkundskab ikke får nok timer eller har økonomi til at lave f. eks. mad i og af, hvad er så overhovedet meningen med timerne? De kunne alle havde taget noget i familiens køleskab inden de forlod hjemmet, se så ville de havde lært noget om rester, bæredygtighed og at bruge deres fantasi. Goldielocks madlavnings lærer vaskede tøj i timerne, det var en pæn underholdende historie ved middagsbordet. Men i virkeligheden ved jeg jo ikke om hun var en trængt alenemor vel? Der var ikke en vaskemaskine i skolekøkkenet i hjemkundskab (bare ordet ik!) anno 1983, den opdatering er der så åbenbart råd til? Hvad så med at kalde faget ernæringslære, “vil du score eller vil du gå resten af dit liv og hade dine ekstra 5 kg?” Lære dem at tage ansvar for det der ryger ind og ja for fødebollernes ve og vel. Se lidt på deres transit tilværelse. Studere baggrunde for andre folkeslags valg af køleskabs indhold. Så vi ikke ser det som en personlig fornærmelse, når tilflyttere ikke falder i svime over koldskål, jordbær og bacon. Nogle kunne stadig, temmelig pinligt syntes jeg, finde på at bede tilflyttere eller besøgende om, at udtale “rødgrød med fløde”. Helt ærligt, den sætning kunne godt trænge til en 2021 opdatering.

Efter begge børns klassesammenlægninger opgav jeg simpelthen at lære de nye navne, i stedet burde jeg havde tænkt, at det var “min” rødgrød med fløde. Når jeg er i udlandet ved jeg godt, når jeg ser betaget ind igennem butiksruden med kager, at ingen af dem kan slå udvalget fra en dansk bager. Det har næsten intet at gøre med min mor var ansat i en og at jeg tog endnu mere på grundet den øgede mulighed for indtagelse fra posen efter fyraften. Jeg ville havde vist det alligevel. Det var jo dem jeg var opvokset med. Andre har jo også deres forskellige variationer over temaet førstegangsoplevelser.

Hvad skal jeg stemme?

Helt fra de små klasse skulle børnene hver uge have en time i dansk politik, så de på diverse videregående uddannelser sammen med 27 andre jævnaldrene følte det naturligt, at diskutere politik. Lige som, at der terpes “he, she, it, is” i engelsktimerne hvilket jeg naivt går ud fra, at de stadig gør, som staveordene i dansk. De forskelige udgangspunkter i folketingspartierne skulle på en pædagogisk måde introduceres, ikke a la kinesisk forhørs teknik, men så alle kunne forstå og turde danne og fremsige deres egen mening. Det er ikke alle børn som har forældre, der elsker at diskutere politik over spaghettien og kødsaucen. Eller måske er de så pinlige, at høre på så man er skredet. Politik skal ikke påduttes det skal være en mavefornemmelse, som skabes ud fra viden. Man skal ville gå til stemmeurnerne som 18 årig fordi man rent faktisk ALLE MAND med dansk statsborgerskab føler sig ansvarlig og interesseret i hvem fanden, der reagere vores land og hvordan. Det land vi vælgere er så heldige at bo i. Politikerne skulle så løbende uddannes i hvordan man kommunikere sin meninger ud let forståeligt og altid holde sig bag egen disk, i egen butik. Sælge er fint, kaste med rådne tomater er ikke.

Der er virkelig intet land jeg hellere vil bo i lige nu (især set tilbage i corona bakspejlet), end i landet hvis venstre del ligner en julemand og det siger jeg ikke bare fordi jeg bor i Nissernes dal.

Hvor fanden blev taknemmeligheden af!

Der er nogle, der må arbejde virkelig hårdt for, at vi alle kan blive lukket ud. Når den dag forhåbentlig sker snart, håber jeg vi vil hoppe og springe som køer lukket ud den første varme nok dag efter vinterens mørke.

Knus herfra til næste gang

Tager lige en tiltrængt dyb indånding.