Ja, jeg havde fordomme.

De blev lagt ned.

Af dem. De andre. Af mig.

Jeg er ikke til fester. Tag endelig ikke fejl, jeg er dybt taknemmelig for at blive inviteret men og være pænt klædt på, placeret ved mennesker jeg ikke kender, smalltalke med hel-og halvfulde, og være chauffør langt over min sovetid fra fremmede destinationer, dèt er ikke mig.

Da Hvidens dæk kører over den cirkelrunde parkeringsplads med knasende perlegrus som slår op imod undervognen, havet bare et par grunde væk, mærker jeg det lille gys. Det bliver stift det her. Mine albuer og fingerspidser stritter allerede i alle retninger, i non verbal protest og ja, pas på derude, især vinglas.

Du går først!

mavevridende udfordret

Jeg kommer altid før alle steder, det skyldes mange ting, blandt andet at jeg er meget mere genert hvis jeg skal gå rundt og hilse, end hvis jeg kan trække mig lidt tilbage og lade de nyankomne komme og hilse på mig.

Vi går op ad den brede trappe iført rød løber og træder ind i bygningen. Inde i det dybeste rum ud mod haven omgivet af de smukkeste blomster dekorationer, står brudeparret to be der allerede. Vi skal i audiens! Sådan noget troede jeg kun foregik hos de kongelige. Jeg kommer simpelthen ikke nok ud….

Uh… min præstationsangst bliver genert. “Du går først!” mumler jeg bag anden halvdel med min finger prikkende på hans jakke.

Da jeg vil hente en trøje i bilen møder jeg de sidste gæster.

Han er ung, blikket strengt. Fra øverst på den rødklædte trappe, spidder et tilrettesættende par øjne mig, da jeg vil smugle de unge forældre om på bagsiden af bygningen, (hvor brylluppet skal stå) via plænen. Bleskiftet på et ukendt toilet på en for tidlig motorvejsafkørsel gjorde, at de altså var ret sent på den. Men nej, vi skulle gå op ad den røde løber og ind i audiens. Igen! Min pegefinger dirrer langs min side for, at komme op, mine læber presses sammen. “Men jeg har været!” Er jeg fristet til at sige. De snart ægtevidede havde heldigvis andre at beskæftige sig med, da jeg hurtigt sneg mig igennem og ud i sikkerheden blandt dem jeg kendte.

Vielsen ude i haven kunne godt havde fået et islæt af 90 års fødselsdagen da et tæppe på plænen agere entre/kirkegulv, du ved hvad jeg mener. Men brud og far klarer den overhængende fare efter opråb fra gæster og en kort ceremoni forløber uden yderligere fareelementer. Sådan kunne jeg godt se mig selv være blevet gift, men på rådhuset meget højgravid med tordenen rullende udenfor og fugtigt indenfor var også fint. Hvor kunne jeg ellers havde knebet brudgommen i den ene balle!

Fine små retter i portionsstørrelse venter, hvor du kan spise det hele og stadig gå fra borde med plads til bryllupskage, det selvom du har spist næsten alle små, lune flute, der er blevet serveret på sidetallerken med lang tang. Tang….. Respekt. Jeg havde lavet en Julia Roberts, du ved der i 90 hittet, Pretty woman hvor hun smider en snegl ad helvede til, med en dertil indrettet bestik anordning. Til en forretningsmiddag!

Det var godt jeg var gæst… for sådan et sprødt, lille brød kan godt give en blodansamling på en ældre dames tynde arm med blodfortyndende medicin i de tydelige årer. Joo… det tror jeg og jeg ved bare, at jeg ikke ville ramme ham den storskrydende direktør eller brudens sprøde datter, som ville grine, selv om den var havnet i hovedrettens jordbrune sovs og stænket hendes flotte, blå kjole lige på en af de puffede ærmer to minutter i hendes tale til sin mor.

Vinmenu

Nu er jeg heldigvis blevet oplært af vin interesseret svigerfamilie så størrelsesforskellene på glassene, er jeg med på, men så…

Jeg laver aldrig mad. Jeg laver buffet, så der går lidt skeer i opvaskeren på grund af det men tre gafler og knive! Det kommer så ikke til og ske… Da det er kun er fordi jeg er en kontrolleret person, at jeg ikke hverdags aftner efter at havde stået og kokkereret sætter mig storflæbende med ryggen ind mod skabet under vasken mellem anden halvdels ben. Men altså først efter alle borde er tørret af, og nu afventende for, at gøre det FORHADTE viskestykke vådt. Han skyller af, hvilket nok er klogt da jeg i arrigskab som et absolut minimum ville bande, knurre som en bidsk hund og pjaske meget, med vilje (tørre selv op gr…. vuf.) Han har altid hænderne i opvaskevandet, siger han kan lide varmen, pst…. det er som ikke normalt, som i OVERHOVEDET IKKE. Han ser nødigt opvaskemaskinen i brug, lad os kalde hende Trille, dem ville jeg fandeme gerne høre hende slå lidt flere af…. Hun er åbenbart for hans øjne et sart og delikat væsen, som nødig skulle føle sig overanstrengt. Hvad så med hende, der kan trække hudflager af ved neglerødderne efter så meget vand overrisling?

Sidder så altså der i fantasien mellem lange ben påsat opvaske hungrende og må holde på mine egne knæ for ellers stamper to sutsko i størrelse 36/37 hidsigt ned i det nu ret vandstænkede køkkengulv. Ser forbi et bukseben. Nåh .. der var en gammel ært, eller indtørret leverdreng fra Olaufs slyngen rundt med maden i overivrig forslugenhed i morges.

Tilbage til det trelagerede bestik. Igen kom min viden fra Pretty woman til nytte. Kunne ellers godt havde brugt tanken dengang jeg sidst skyldbevist så den igen, igen, at det altså var et minikursus i etikette. Supersød ny veninde til venstre (for en 6 timers tid) bekræftede svagt smilende og diskret, at det var udefra og ind. Men havde nogen skældt mig ud hvis jeg havde spist indefra og ud? lagt mærke til det… Havde hun?

Jeg er altid under overfladen supergenert ved mødet med nye mennesker også med nogen jeg kender særdeles godt men bare ikke har set længe, som ved hver ny sæson start i september. Den uge skal jeg bare af med mere end hvad der er rimeligt, i timen inden jeg skal gå. Andre familiemedlemmer skal bare skride, så jeg kan ja, skide. Undskylder for det direkte ordvalg. Sådan har det været i 25 år. På vej op ad bakken væk fra huset, skiftende til anden gear, drejende udenom håndværker på besøg hos nummer 73, taler jeg indeni til tarm. Jeg skal nemlig råbe, hvis jeg skal overdøve Anni-Fried Lyngstad, brunetten i ABBA.

“Øhm du Tarm?”

Tarm. “Ja!”

“Jo du, der er det ved det… Den der trang jeg har for at vende bilen, flå døren op og styrte ind på toilettet for FJERDE gang! Det er … Ja hvordan skal jeg putte det, kun en fornemmelse Ikke også! For jeg tænker, at med den tid taget i betragtning, jeg har brugt på at læse…. ude i det 70` beige, flisebelagte…. Ja, at det måske kunne tolkes som, at der nu kun er det nødvendige og uforarbejdede tilbage? Er jeg helt på vildspor her? Skal jeg lave en trepunktsvending? Småridse min fælg på den høje kantsten ved min opbremsning for første gang i september?”

Tarm. “Tja… Jeg ved ikke, sådan kan du vel godt tolke det! Umiddelbart også i en hvis gnidningsflades interesse skulle jeg mene…”

Skruer op for “Frida” ligeså snart Hvidens kofanger har rundet krydset ved REMA.

Ud fra ovenstående faktum, må jeg bare konkludere at det ikke kommer til at ændre sig, som i slet ikke. Accepteret, hak ved det.

Hvad trænger du til at sætte hak ved?

Jeg kan godt lide at vide. Det selvom det forudsigelige kan være kedeligt, men trygheden, åh… trygheden er vanedannende, vanedannende. Er så afhængig så jeg tit luller mig ind i, at nåh… anlægget virker nok, (fordi jeg har husket at tænde inde bagved…) Fortryder så, at jeg har taget det for givet, når det ikke gør. At jeg ikke i minutterne før undervisningsstart har lavet en lyd test, overvundet mageligheden, trodset risikoen for, at samtlige ører i lokalet bliver budt hyletoner, der giver skæve grimasser og tiks. Glemmer i 7 minutters hygge snak, at der altid er nogen der har brugt anlægget siden sidst og har efterladt volumenknappen på max. Det behagelige i at bestemme over ordene, der kommer ud af min mund fra et center i min hjerne jeg kan regne med, fra jeg tænder musikken til jeg trykker den stille igen.

Ved sådan en fest har jeg ikke bestemt en skid, ikke hvem jeg skal spendere 6 timer til bords med og nogle gange gnide lår med. Konversere empatisk og inddragende med og da der som hovedregel er 2, sidder jeg som Meryl Streep i “Døden klær hende” med roterende hoved fra den ene sidemand til den anden, så ingen føler sig kedelig og fravalgt. Min antenne drejer så hurtigt rundt, at hvis det var en tegnefilm ville du slet ikke kunne se hvordan den så ud, kun røgen der steg op.

Det er som om, at nye broer i hjernen kun skabes ved en vis mængde af utilpashed og nerver, kun sådan vil hjernen betragte det som en udfordring. Det kendte styrker kun det plejer er god til. Ingen brobygning…

Jeg var ellers heldig, placeret til højbords, gulp med brudeparret selv, meget beæret tak for det. Kunne selvfølgelig også være at anden halvdel og skribenten var de, der tiloversblevne navne de proppede ned i posen igen og igen fordi de ikke anede hvilke stakler, der skulle bydes os… Jeg kan godt lide kvinder, jeps det kan jeg, så derfor blev jeg ekstra glad da jeg opdagede, at i stedet for bordherrer, fik jeg udelukkende bordkvinder, tjek. Damer lyder som noget fra halvtredserne MED hat. De ville gerne snakke Tjek. Puha så behøver jeg ikke stå med ansvaret for samtalen alene .. Kan være hårdt arbejde, vil heller PÅ arbejde for der er ansvaret en glæde og et privilegium. Vi var næsten jævnaldrene, tjek og de havde højskoleophold i frisk erindring, tre gange tjek. Har man en gang været deltager på en højskole er det fuldstændig lige meget hvad ugens emne var, det er hele konceptet, stemningen, maden men ikke har tænkt over siden morgenmaden, opvasken man ikke skal mule over og ja, alle ser på en når man snakker, som i øjnene.

Det er så lang tid siden jeg har været til stor fest fest, at jeg få måneder siden endelig tog springet og smed den sidste parfume, jeg havde tilbage, ud. 5 år der på hylden i ensom eksil.. Jeg har heller ingen mascara, eyeliner eller neglelak. Så jeg følte mig lidt underdressed, men jeg gider jo ikke tage makeup af! Og på? nej det gider jeg heller ikke. Vil ikke vende andre mennesker til, at jeg ikke har poser under mine øjne, for dem ser jeg altså på i rigelige mængder og så synes jeg jo kun det er fair og forvente, at det kan andre så også nogle timer.

Påklædning

Efter en forholdsvis varm sommer er det, at skulle stikke tåen i nogle nyloner sgu ikke givende på nogen måde og sammen med den i forvejen (lille) sorte, og sorte sko føler jeg mere jeg skal til begravelse i Spanien end et fint bryllup i Klampenborg, men jeg er færdig med…

Færdig med at haste ud, at købe festtøj jeg ikke har det rart i, og aldrig kommer til at bruge særlig meget for, hvornår ellers end jul og Nytår?

Det var fint, brylluppet, ligesom brudeparret er fine på den indlevende måde. Men det var ikke fint på den snobbede måde. Tjenerene synes mere, at gå op i etiketten end alle os andre. Da han spildte (koldt) på mine ben for anden gang slappede jeg meget mere af. Heldigt at jeg var spansk senorita og ikke råhvid brud.

Honeymoon lyder så meget mere romantisk end bryllupsrejse synes du ik?

6 timer kan være lange selvom den ene velsmagende ret efter den anden skal passere ens gane. Jeg læner mig derfor villigt tilbage så mine 2 bordamer kan snakke sammen ind mig. Kræver dog meget stor balanceakt, da jeg i den ene hånd holder stor tallerken og den anden er i forsigtig tilnærmelse af rullende gr.. ært gr… så lig dog stille. Det er mig i en pistachieskal, vil risikere mad ned af mig i det gode humørs tjeneste. Jeg tror ikke de tænkte over, at jeg meget lidt af tiden sad og spiste fra en tallerken med kontakt til bordpladen. Og hvad var der med den sovs til perlehønen, hvorfor tog han den med? hvis det havde været svigerfars havde den ikke forladt min side. Den virkede nu også som meget tålmodigt indkogt fond. Så han har nok været sådan lidt øm om den.

Mine med passagerer regnede med vi skulle tidlig hjem, 24 ish. Det var også min egen plan, da jeg er den, som går tidligst i seng.

Men så igen, hold da kæft hvor jeg kender mig selv skidt!

Eller jeg havde bare ikke været helt ærlig overfor mig selv og derfor ikke forberedt mand og svigerforældre ordentligt! Havde faktisk været lidt beklemt ved, at indrømme over for dem, mig selv inklusiv, at det var noget jeg sikkert gerne ville. Det er noget min klan har tilfælles, Beidil´ erne sover med danseskoene evigt snørede…

Jeg elsker jo at danse, jeg troede bare jeg kunne ignorer min lyst, lægge det i pjatboksen og lukke låget, da der på invitationen stod, at det først var efter bryllupskagen klokken 23:45. Hvorfor er det lige, at dans er noget det absolut skal være mørkt for, at praktisere?

Indrømmelse fra

Den skyldige selvfornægter

Så okay jeg løj, da jeg sagde, at det var jeg da ligeglad med, vi kunne bare køre hjem, “tidligt.”

Jeg blev jo stående der i udkanten af dansegulvet, da bryllupsvalsen fadede ud, ventede, mine fødder ville ikke rokke sig ud af stedet, mine øjne klistrede til bandet og så spillede de en af mine ynglings sange lige dèr. Mine fødder fandt selv ind i menneskehavet, min hånd havde uden jeg var klar over det fundet anden halvdels og da han spurgte og vi skulle danse kunne jeg kun nikke, min ene fod allerede i gang med, at lave tilbage bevægelsen, der gange 200 skulle sende mine balder til tælling i nærved 72 timer bagefter. 48 timer senere, tog jeg mig til hoften, “skal jeg have en dobbelt hofteleds udskiftning!”

Såh.. Jeg følte mig faktisk lidt skyldig da kl. blev 24:45 og stadig ikke helt havde lyst til at tage hjem fordi dansegulvets magnet endnu trak i mig. “Kom nu du vil jo godt, en gang til.” Kunne jo se de gamle var trætte, (anden halvdel var engang min lærer (3 ½ år ældre end mig), så jeg gav mig. Ved godt, at den smule alkohol som sank i glassene ved det væltede bordkort er minimal, egentlig kun smagsprøver, men jeg tror altså stadig jeg ville være meget genert, når danser ude. Jeg kan ikke smide hæmningerne. Selv derhjemme gemmer jeg mig lidt for naboen, men armene kommer da op over skulderhøjde der. Men enden den… den skal vrikkes, sådan er det. Den er ikke genert. Som fødderne.

Det er ok at være chauffør, for sådan lidt dig og mig imellem er jeg selv den eneste, som jeg stoler 100 % på til, at gøre det sådan en aften. Selvfølgelig ønsker jeg, at kunne drikke mere fra den vinmenu, men så havde jeg sikkert ligget og set på våbenskjold i et tilstødende værelse eller været inde på det hemmelige toilet, og ikke for at vaske hænder…. Måske havde jeg fået en bule i panden af, at slå den ned i sølvtallerkenen inden vi gik fra borde og det havde toastmasteren været meget bestemt med, at det måtte man ikke. Slå på dem altså. Med bestikket. Så jeg gjorde mit bedste for, at ignorere tilstedeværelsen af den. Det er ikke fordi jeg havde en tale i ærmet den kommer jo her, men jeg blev ligesom nød til lade som om den sølvtallerken ikke var der. For når jeg er til sådanne fine komsammener så er der lige pludselig en lampe der svinger, et billede hænger skævt eller noget er skubbet med høj fart væk fra mig. Ofte noget der klasker, sprøjter, ridser tit inklusiv farve der ikke hører hjemme hvor det havner…

Det er som om min krop får sådan nogle tiks, der er helt uforudsigelige fordi jeg skal holde kroppen sådan i ro. Den kan ikke lide tilbageholdelsen. Det minder for meget om, når jeg som teenager spiste hos min far i weekenden og Vivaldi flød ud af højtalerne og bestikkets kontakt til tallerkenerne altid synes uvelkomne og høje. Svigerfamilien har mange gange smilet og diskret rettet på billedet i gangen (heldigvis ikke Van Gogh) og holdt en hånd diskret op for, at stoppe lampens pendulbevægelse over bordet efter jeg har forladt gangen, bordet…. Og skiftet dugen.

Det skal siges at det er god træning for reaktionsevnen, alle de ting jeg har grebet i fart på vej ud, væk, op og ja mest ned.. Og så er der alle de gange noget er havnet med “hovedet” nedad som lige før. Du må ikke sige det men bebrilledes ene stykke med peperroni har ligesom lige kysset gulvet fordi det gled! Det er godt han elsker genbrugskatten…

Efter fest

“Er der ikke sunket noget i portvinen” sagde elskede anden halvdel da han kunne få ørenlyd. Jeg havde lige stået med enden i vejret for, at støvsuge august måneds flyve myre op fra rundt omkring spisebordet. Ikke megen lyst til at spise morgenmad med dem! Kl. var nu 1:45. Jeg svarede, “at nu havde jeg jo sidste weekend brugt en deciliter til lagkager. Til hver! Og hvem gider, at drikke det søde stads hvis ikke som opbløder af knastør lagkagebund?

Bebrillet havde haft besøg imens “love is in the air” støvede danseskoene.

Dagen efter.

Måtte skrive til dansemus med langt hår.

Please, fortæl mig du også er øm…

50-årig i åbenbart meget dårlig danseform

Jeg har haft krampe i læggene hele natten.

Elsker hende fandeme.

2 dage efter fest på gå tur

Goldielocks, “helt ærligt mor, I sagde ikke til drengen (den bebrillede), at han ikke måtte drikke mens I var væk, vel!

“Jo, okay altså det var en fejl, du har helt ret!” Vi har ikke sagt sådan til hende (den først fødte) men nogen ting er vi åbenbart bagvendte med…

Tak brudepar, for disse lange øjeblikke af lykke i min mands arme og hænder og derefter sammen med kvinder, der for hver sang på dansegulvet lagde endnu et lag af kontrol fra sig på trægulvet og gjorde mit hjerte gnistrende, som smileyen med stjerneøjnene.

Tak for, at min ende mærkedes, som havde jeg har været ude i en femsætter i badminton. Det har jeg også for det var en fest jeg giver 5 stjerner ud af 5 mulige, for havde jeg skulle give den mindre havde den været på mig. Man skal være en god gæst også selvom man som udgangspunkt heller vil side i højlydt, knirkende sofa fra det 19 århundrede med en stor skål hjemmepoppede. Nogen gange skal vindingerne i hjernen drejes med en lang tang, for først da får man uforglemmelige øjeblikke.

Tak fordi jeg ikke blev sat ved tørre, påståelige og bedrevidende mænd, som tror de ved alt fordi de tjener en tur til maldiverne på tre arbejdsdage og godt kan lide at pointere det.

Tak fordi I spillede musik som mine ærlige fødder måtte adlyde.

Tak fordi det ikke var perfekt. For den skønne guitar, som først spillede efter, I havde forladt pladsen ved siden af den lavt talende præst. For basen der var for høj da sangeren gik på i skjul af det sænkede lys. Drinksne, der var for enten det ene eller det andet, for alt det jeg ikke kunne spise eller drikke, dèt gjorde det perfekt.

Tak brudepar for den flotte indbydelse i postkassen med personlig svung af guldtusch, for at ville have vi blev længere, for at holde et af mine livs fester. Kan ikke love at jeg propper min fordomsfuldhed helt væk, men vil prøve at parkere den helt nede i den anden ende af parkeringspladsen, i hvad der er mig. Det mig der holder af velkendt.

Tak

kh

Ex-femsætter (badminton du ved) måsen.

3 dage efter

Stod med træningstøjet i hånden, rystede på hovedet, klynkede sådan lidt for mig selv i skjul af den lukkede soveværelses dør, med kat siddende som formbrød lige ude på den anden side.

Jeg kunne for fanden også en anden gang lege lidt mindre Marianne Eihilt (fra vild med dans, da hun selv førte på dansegulvet.)

Tilegnet Karin til højre og H. Danmarksmester til venstre, lægkrampen og de andre to evigt, usynlige dansesko iførte.