Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Anden del, en begribelse.

Jeps, det er vitterlig et ord.

Onlinekursus

Kvalme, hm… ikke gravid. Tror jeg! De 2 tallerkener popkorn i går aftes så? Det er ugens 6 dag og klokken er 8:05. Måsen er eleveret ovenpå hynde, midt på stuegulvet, på den for længst fraflyttedes liggeunderlag. Yogakursets 2 modul er lige gået i gang og koncentrationen er allerede svær at fastholde. Trangen til og se mod de store vinduer for eventuel lille katte mund i tavst O, bliver for stort og jeg lister et øjenlåg åbent.

Hvad! Fru P, fru lærer flimrer væk og står nu her i pause, i en mildest talt uværdig stilling. Kommer hun tilbage? En bevægelse i et andet hjem, i et af de små rektangulære vinduer, til højre på skærmen og mine sitrende muskler gisper af lettelse, da jeg med et bump sætter bagen ned i madrassen.

Tre kvarter senere liggende i madrassen. En kulde har sneget sig ind under mine benvarmere og fået alle bagsidens muskler trukket sammen til korte, hårde strenge. Sikkert fordi jeg ikke har været “rigtig” fysisk aktiv endnu, sjosker en tanke igennem mig.

9:15. Det fysiske program er færdigt. Godt mikrofonen er slukket, for har netop i smug med video ikonet tændt slupret min egen müsliblanding ned, mod noget modvillig mavemund fra magnum is containeren. Ingen kommentarer om mit morgenmads valg. Måske noget de andre gør på ugentlig basis! Eller de har også bebrillet teen, der stabler dem som tårnet i Pisa bare på hovedet, med de langskaftede skeer stikkende op som ydmyge råb om hjælp.

Opper, jeg er herinde

Meget ren slikket ske

Holder balancen på den ene balde for ikke, at ryge sidelæns ned ad stolen, da jeg venepumper den ene læg på knæet. Trykket fra fodsålen ned mod den anden stols kant, får tæerne til og lyse ekstra hvidt, tittende frem fra under det bløde, mørke tæppe. Manøvren ellers pænt udfordrende i forvejen, med kroppen pakket ind i tæppet fra ankel til kraveben, som en stramt, svøbt baby.

Hjælper muligvis liiiidt på bagsidens lige ved-og næsten krampelignende tilstand.

Klokken er 14, endelig fri ah… Rejser mig stiv fra stolen. Hele bagsiden fra hæl til baghoved er; som har jeg ligget over et par enorme lår og nogen har slået mig med et splintret, hjemmelavet rundboldbat. Jeg må virkelig havde været uartig! Jeg rynker brynene og jeg gnider først lænden, så panden med håndryggen. Skal jo til denne her folkeskole komsammen klokken 17.

15:23. Mine fingre vil ikke rigtig lystre, da jeg forbereder en nem morgenmad til dagen efter, hvor jeg igen fra morgenstunden skal træde ind i yogaens mangesidede univers. Super svært for øvrigt, at række fingeren i vejret som en god elev, mens man står i en et-benet split. En teske, to eller? Min hjemmelavede müsli indeholder, indrømmet, godt nok mange ingredienser, men det plejer jo ikke og føles som en skide Niels Bohr udredning.

Syg. Influenza, migræne, corona! Skal det have et navn?

15:30. Præcis. Krak kortet ligger opslået på bordpladen, siderne synes som udsat for varme flimmer. Kniber øjnene sammen som for, at støtte samlingen af de nødvendige hjerneceller til og tænke ruten igennem. Læsebrillerne er da ikke nypudset men … Min hjerne virksomhed er som en gammel slidt, dvd, lånt via bibliotek.dk. I pause med millioner af pixels i et mislykket, forvrænget puslespil. Øjenlågene vil ligesom ikke mere end halvt op, a la, når jeg har drukket halvdelen af det ene glas vin, der på minutter formår at slukke min liderlighed og flytte tanken mere i retning af; “nåh jeg skal jo også ud og børste tænder.”

Den tiltagende nervøsitet i solar plexus er som en overdimensioneret Pac Man på jagt efter andre, mindre oste. Som et andet hjerte banker den synkront med min dybe mistillid til Google maps. Vender, tjekker, dobbelt tjekker gode, gamle, pålidelige E4 mens forståelsen af logikkens farvetråde på siderne synes, at hoppe som en frø i slowmotion fra mit ene øre til det andet, gennem mit stadig morgenuglede hår. I stedet for, at tage elevatoren ned og benytte sig af den, ellers på andre dage, ganske udmærkede underetage. Jeg har et eller andet med nord, syd, øst, og vest, verdenshjørner som får anden halvdels øjne spærret op bag brillen, når jeg drejer krak 90 eller 180 grader i mine hænder. Retninger jeg skal forholde mig til men hvor jeg sjældent skal ende. Man skal jo for fanden bladre for, at komme til Greve fra Skovlunde.

Følg vandet eller kig på solens placering!

En ganske vist velmendende anden halvdel

Frosne billeder

Øhm…. havde vi ikke lige gået side om side i denne storsvedende storby! Med andre mennesker overalt, alt for tæt på og skuldersnittende, vaklende og nærved snublende over brosten i varierende højder. Som havde nogen presset jorden, der omgav dem sammen og de ligesom egernet, Scrats øjenæbler fra animationsfilmen Ice Age nærmest var ved, at ploppe ud af belægningens mønster. Jeg SER ikke solen, men mærker i stedet mine svedkirtler adlyde dens mindste vink, mens sandalerne farves stadig lysere af støvet. Min sult, som kommer kun to timer efter morgenbuffeten har udstødt gårsdagens naturalie indtagelser, kan ikke afledes af fortidens monumenter eller af glimtvis solglitrende, algefarvet vand. Måske, hvis overdænget af smeltet ost eller skinnende nutella, skal ikke kunne sige det. Mavens knurren synes, at ville sprænge rammen for min tålmodighed i samarbejde med eksplorationen af lugte fra osende køretøjer, parfume indsprøjtede kroppe og duften af mad, vi aldrig stopper for at smage. Og så er der lydene. Larmen. Skingre lyde, skrattende, hvinende, pibende lyde og stemmer i syngende sprog med andre tryk og pauser end mit.

Den dominerende blære, som bare små tre kvarter efter vi har forladt hotelfoyeren mindes tidligere opfyldninger og derfor med det samme bonger ud med sin lille pressen via tyngdeloven, dens møginsisterende sendebud. Blink, startende fra svagt rosa til postkasse rødt gør, at jeg må bede den nedre hængekøje stramme sig an og jeg længes hjem til hotelværelset, hvor jeg i sikker afstand til kummen ved jeg må drikke andet end små, meget lidt tørstslukkende slurke. Jeg ved det er tanken, men halvt fyldt føles desværre sjældent som halvtomt.

15:40. Min frontallap dirrer irriteret en lille anelse, da anden halvdel runder bordpladen og “hjælpsomt” blander sig i min forståelse af retning, afkørsel og ringveje. Sukker. Troede jeg kunne nøjes med en lidt kortere rute…

16:15. Står ved siden af anden halvdel ved køkkenbordet, fuldstændig udmattet af og nedstirre krak, der vil åbne af sig selv på Greve afkørslen, hvis taget ud af det blå skab igen. Mine fumlende fingre tøver og presser så langsomt en pille ud af sin folieindpakning. Et tryk jeg ikke har foretaget siden noget, der ligner 2013 og det sandsynligvis til et barn. Men nu står jeg og skæver til ham, for han kan se det… Fordi. Fordi jeg håber at den handling vil forklare min tilstand. Måske mest for mig selv. Lægger pillen langt tilbage på tungen og synker besværet, den og vandet. Sådan, bliver stående som pause sat og venter sløvt på magien. Den er tildelt et stort ansvar, jeg skal finde vej, igennem aftenen og tilbage igen, for jeg skal jo afsted.

Tror du ikke du skulle tage din temperatur?

Nævenyttig anden halvdel

Hvorfor dog det, tænker jeg, men nåh, ja det kan jeg da godt, så. Min fod slår en urolig rytme mod trægulvet kun 20 centimeter fra katten. Mit blik møder mig i spejlet. Kender jeg virkelig mig selv så dårligt? Tager den 3 gange, plus i stor forhåbning mirakel øret. Feber! Shit feber.

“Så har du en god grund til ikke og møde op!”

Anden halvdels ord giver genlyd i mit tunge hoved.

Jamen, jeg havde jo netop glædet mig, ikke til køreturen, godt nok. Men se dem, høre stemmerne, jeg ville kunne genkende med bind for øjnene. “Læder” jakken på knagen, i bryggerset, stirrer tilbage. I yoga har det et navn. Jeg vil ikke kunne gennemføre, trods vidundermidlet, det vil kun blive EN stor kraftanstrengelse.

Afbuddet sendes, med tusindvis i timen, i retning af Greve og al min kontrol synes på nanosekunder og krakelere fra presset af, hvad det end er min krop er fyldt med. Minutter senere er alle sanseindtryk uudholdelige, tarme snor sig, læderhuden utåleligt kuldskær, som har jeg haft 5 på hinanden følgende hedeture, med den klamme sved, som en film på huden, de altid efterlader.

Jeg har det jo for fanden som om jeg har influenza. Hvad pokker er det helt ærligt min krop skal gøre, før jeg fatter den?

Der skal gå 2 døgn, 2 afbud mere, og anden halvdels, “tror du ikke det var et migræneanfald?” Før det går op for mig, at dette måske ikke var noget som smittede. For som en sommerbyge efterlader blade, perlende og fortovet dampende som eneste bevis på besøget, sådan er et migræneanfald også. Lige så pludseligt væk, som det er opstået.

Ved nærmere scrolling op og ned af informative sites finder jeg ud af, at disse anfald åbenbart kan være meget forskellige. Jaså. Rart og vide, men ømheden i nakken, der i løbet af ½ til flere timer, breder sig både op og ned langs rygraden, alt efter hvor meget du kæmper imod, ignorerer og mosler videre er altså meget nemmere at greje. Men så igen, ned med nakken vil jeg jo ikke. Ikke overgive mig, give slip. Jeg har selv sat forventningen om, at gøre, møde op til det jeg vil, sige ja til det som forventes.

Jeg vil gøre meget for, at undgå dette noget, men hvad der kræves står ikke helt klart.

Hvad kan du undgå?

Får du også beskeder, kropsspejlinger af det, du ignorerer?

Direktør for livet

Lige som sidste gang havde jeg en overfyldt kalender ugen op til, men hvad så, jeg er jo ikke en direktør for et stort firma med en arbejdsuge på 70 timer, faktisk var det meste noget jeg i månedsvis havde set frem til. Målet må være, at mindske (ikke trodse) overgangsalderens ildtunger. Mere bevidst given slip, tagen ansvar burde kunne nedsætte den selv påførte opbyggelse af spænding i kroppen, så jeg ikke så ofte eller forhåbentlig slet ikke, gør mig selv til drageføde i nok en 24 – 48 timer timers venten på, at kroppens utilfredshed endelig slipper og ebber ud. Endelig hørt og lyttet til.

Foreløbig forebyggelses strategi

Større mellemrum i de ulæselige (for andre) flytbare aftaler under køleskabsmagneterne. Hvis det giver mening, tage offentlig transport i stedet for selv, at sidde bag rattet. I lange skridt skynde mig ud i ubehageligheden, lige meget hvilken form den tager, med åbent sind. Blive indtil den, måske af sig selv, opløses. Kærligt og omsorgsfuldt overbevise min indre neandertaler at flygt, frys-og angreb reaktionen ikke mere er nødvendig. Simpelthen plante et afskedskys på dens fugtige pande, inden jeg stille lukker døren bag den. Hvis frygtsomheden så alligevel leger Tom og Jerry med mit affaldssystem, så er alt jo kun en overgang. Fritid skal “lovligt” tages i dage, timer tæller ikke, som i overhovedet ikke.

Meget kan vente, men kan du? Kan jeg?

Har du også migræne(r) eller har haft?

Hvor er I? Snakker I ikke om det, fordi? Ja, fordi hvad? Det er jo ikke fordi bukserne bliver gule, som hvis stressinkontinent, ved grin, hop, eller løb, vel! Hvilket kan være nok så generende og skamfuldt. Det vi også burde grine ad, sammen. Fordi vi kan genkende andre kroppes ikke altid lige forudsigelige svigt i os selv.

Vil du læse eller genlæse mine “hyggestunder” med min egen nedre mund? Find Levet liv med den lille pil oppe i emne linjen. Søg nedefter, mere endnu, til du støder på:

Træning uden hoved, Bingoplader og Min moster fra Rødovre er død. Læs i dato rækkefølgen.

Nåh… men kan du ikke nok være sød og snakke om det hvis du har! Det kunne være du havde god erfaring (eller ikke,) og give videre. Så mange tak, jeg ville føle mig langt mindre indlæggelsesværdig.

Jeg vil gerne finde hende den rolige. Hende, der ikke får et mildt anfald til 14 dage senere, fordi hun holdt så krampagtigt fast i rattet hele vejen hjem fra Hotel Lolland. En skattet persons fald sendte os sydpå for, at hente 2-benede og 4-hjulet hjem. Med blikket låst fast på den mørkegrå Toyota Yaris foran mig, svingede jeg ud og ind som en uafrystelig skygge, som tro kopi af det svage minde fra cykelløbet på Nederbyvej i måske 1982, ved den ene af de 2 vejfester jeg kan huske hvor jeg kom ind, igen som nummer 2.

Der må være en grund til. En ud over bogstaverne tastet på Hanne, at jeg har fået kastet et yogainstruktør kursus efter mig. Skrev det jo nærmest bare for sjov da jeg blev spurgt om videreuddannelse.

Jeg var jo i sikkerhed for pokker. Indtil.

Det vil vi godt give dig?

Shit, bare shit.

Havde ikke lige regnet med de ville betale 22 tusind for det, når nu deres løn er det laveste jeg får ud af de 4 ansættelser. Men det forklarer jo så den sikkert ikke ringe størrelse på deres kursus konto.

Del dine skavanker eller hvad der påvirker dig på nye måder ikke kun som det, der udgør dig, din fortælling. Giv den et sandhedstjek og så opdater den til 2022. Måske er det ret nemt i virkeligheden og ikke kun i teorien.

Hvis du ikke (som jeg) kan lade være med, at opsøge oplysninger på nettet som får dig til og tro du er/har mindst … så husk at grine. Af dig selv. Med nogen.

Eller grib modet, “se” ind, i stedet for det nemmere, ud. Lyt til …

Det 3 permanent, ørevoks fyldte øre

Af nogle kaldt mavefornemmelsen

Det, selv om det for det meste er som om, at signalerne fra kroppen bliver kørt ud om natten med postnord, afleveret i postkassen og så! Tja… nøglen hænger på brættet men dreje den i dens lille lås for et Ballerupblad, nej vel!

Hej så længe og stort kram i din retning.

L

Efterskrift

Fingrene klør i saltet, der sidder tilbage, nu hvor sveden er fordampet efter cykelhjelmen er hængt tilbage på plads til midlertidige edderkoppeindflytninger i garagen. Misser mod solen og gnider mærket solbrillerne har sat. Havde jeg i virkeligheden haft corona?

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Migræne, tysh, tysh, som snak om bækkenbunds udfordringer eller hvad?

Ja, jeg spørger, fordi jeg føler mig heldig over først efter de 50, at have dét som en stor, svedende trussel efter mig, mens mange har lidt i stilhed siden 20-30erne med det ekstremt uønskede bekendtskab. Selv har jeg nu mere været sendt til tælling af angrebslystne mavekneb, der siden start 20erne som regel altid kom efter situationer jeg ikke kunne se mig ud af grundet en fejlslutning. En overbevisning, der var baseret på hvordan jeg troede noget skulle være. Men ja, jeg troede faktisk også, at de skyldtes de 4 timer uden mad!

Første del

Fra mine start 30er var min virkelighed, at jeg 2 gange på samme dag, skulle om to personer på arbejdet jeg ikke var tryg ved. 1 reaktion; tarme, som den hårdt opvredne gulvklud, i husets stærkeste hænder. Jeg investerede i en varme pude … Reaktion nr. 2 den værste; syrlingen, der rygende som grøn gas steg op af min strube i form af verbale giftpile mod uskyldige indenfor gasbetonen, små minutter efter jeg havde lukket mig ind af bryggersdøren. Dagen blev over tid døbt et andet navn af Goldielocks. Den 3 og sidst til kommende; hovedpinen, som bankede hårdt med dørhammeren ud i aftentimerne. Det tog år og gennemskue, at det skyldes jeg var drænet af de timer hvor jeg havde løbet mentalt orienteringsløb. Mente nemlig det var bedst hvis jeg ud af til at synes og være upåvirket, når disse personer i virkeligheden “ramte” mine sitrende nervespidser spot on.

Hvorfor sagde du ikke op, kunne du måske spørge?

Tja, jeg er meget stædig som en hel æsel familie tilsammen plus deres fætre og kusiner laaaangt ude, samt deres tip, tip, tip oldeforældre. Jeg havde overbevidst alle og enhver om (inklusiv mig selv), at det torsdagshold det skulle jeg beholde, for så kunne jeg også liiiige sørge for, at min senere manisk rollator afhængige mor kunne deltage på (nu) holdet sideløbende ved siden af mit. Det var min pligt. Men det er jo noget bullshit ik! Når man går ind og googler mavekneb kommer alt muligt tarmrelateret op men jeg ved bare jeg underkendte min hjernes for-og imod kværnen; brok, forklaring, forsvar, brok, forklaring, forsvar o.s.v. o. s.v. Tromlede simpelthen min lyst til at sige op, (det var jo at give efter) i stedet for at tillade mig selv og gå. Konsekvens; min krop opfandt sine egne måder, at råbe mig ind i ansigtet på. Forstod jeg det? Satte jeg det sammen?

Nope

Men det gør jeg nu. Stressen eller ubehaget du føler handler ikke om hvad andre vil kunne klare det pågældende sted, det handler om hvad du kan klare. Men for dævlen hvor er det skide irriterende, at OPGIVE fordi man er en sensitiv reflektionista (overtænker). Hader, hader, hader og være svag.

Når jeg har brokket mig over min “følsomhed” til anden halvdel, har han tit svaret, “det er den som gør dig til en god underviser.” Det er sulten. Sulten efter og gøre det godt kan være altopslugende, som en evigt fristende, lige akkurat, ikke opnåelig orange gulerod lige foran din næsetip.

Jeg er overbevidst om, at vi gavmildt giver os selv dårligdomme fordi vi ikke lytter til vores intuition (acceptere vores natur). For jeg vidste jo det ikke var godt for mig, men jeg afventede barnligt og ofte utålmodigt på (tilladelsen.) At familiemedlemmer, veninder, andre en dag ville sætte hænderne i siden og højt og klart melde ud, “der skulle du sige op.” Var både blind og døv for, at jeg gjorde mig selv til offer for og i min egen fortælling.

Engang var jeg en tålmodig, hvid “engel,” dog altid med djævlen godt gemt i vingens armhule, nu er jeg askegrå, tror faktisk mere godt hengemt furie ville være passende hvis noget. En veninde ville have min fagforening ind over. Puh så meget opmærksomhed ønskede jeg slet ikke, på mig selv, på nogen. Men jeg havde nu også forbandet travlt med og viske forholdene ud hver gang jeg havde udbredt mig om dem. Så slemt var det jo heller ikke! Eller var det? Mine hænder nærmest imiterede “wax on, wax off,” voks på, voks af. Øh, her skulle man nok havde været teenager i 80erne eller været mor til en for, at vide “Karatekid” lærte karate ved bl.a. og vaske biler.

Selvom man som en anden dramaqueen forklarer en situation for en anden vil det altid være en meget bleg efterligning af det oprindelige skete. Man skal være der for, at mærke den flade mave der skyldes sammentrækningen i mavemusklerne, det holdte, vejr, den overfladiske vejrtrækning. Ikke engang da vil det være det samme for forholdet til menneskene involveret vil være fuldstændig individuel. Selvfølgelig vil den det. Så ingen skal eller kan afkræves en andens (min) beslutning, tage mit ansvar.

Jeg modtog denne flotte buket bonderoser sammen med kortet. Oversættelsen af teksten er blevet tabt i redigeringen. Hvis dit skoletysk er lidt øh.. ja… glemt så kommer den her;

Min var også en ørn engang.

mit nye bogmærke

De migræneanfald skyldes måske primært overgangsalderen men det er mig, der forværre dem ligesom de kulsorte skyinformationer, der i perioder på uger i stedet for dage samler sig over mit hoved og jeg, hvis en tegneseriefigur, ville blive set af læseren som splitterasende eller i det mindste ærgerlig? Forventer jeg for meget af mig selv?

Gør du?

Men hvis jeg nu ikke føler mig tilstrækkeligt presset eller træt til og sætte tempoet ned, hvordan skal jeg så kunne vide det på forhånd før skybruddet af den ene eller den anden art får en støvsuger til og lyde som; a) der er et lejlighedskompleks under opbygning en gade væk eller b) en let bane udstykning finder sted ovre på den anden side af vejen?

Og skal jeg nu forstå det sådan, at i stedet for månedlige blødninger så har jeg fået en ny sambo, der, når den syntes jeg har overset tegnene længe nok, sender mig ind på værelset som en uartig lille unge?

Ved du hvad, den synes jeg sgu ikke er helt i orden, det føles som en meget stram badehætte er blevet trukket bestemt ned over mit hår, mit tørre hår. Avv… Jeg ville gerne være taget med på råd lige der. For hvis jeg var blevet fundet værdig og spørge havde jeg sgu helt sikkert taget et ekstra 10 år med hende, min moster fra Rødovre. Ja, ja nu ved jeg godt, jeg igen dér, var heldig. Jeg har aldrig været monsun bløder eller næsten besvimet helt hvid i hovedet til min mormors fødselsdag. Og gangene jeg var så utrolig dum, at købe HVIDE TRÆNINGS bukser til arbejdsbrug er vist også kun 2! Helt ærligt hvad var det lige jeg ikke havde fattet ved første køb! Jeg brugte jo nærmest udelukkende vingebesatte indlæg. De flyver desværre ikke ned om enden og henter det som triller mellem balderne (tyngdekraften du ved), når du ligger på ryggen…

Der er mange oplevelser som ligesom forsvandt ned i den ughh kasse. Som var så penibelt pinlige og blive gjort opmærksom på, at jeg ikke kunne huske nøjagtig hvor pinligt bare få år senere. Nahaij, først anden gang kom forståelsen. Okay ja det er jo sådan set temmelig unødvendigt, at udsætte mig selv for igen og stå foran 50 mennesker med en blodig bøf i buksen, vifte med Dannebrog fra enden af, bogstavelig talt.

Jajaaa, jeg ved godt nu jeg ikke er superwoman. Faktisk har jeg lyst til, at ændre op til flere login`s fordi jeg er færdig med at tro, leve op til og opføre mig som sådan, overfor mig selv hele tiden. Ofte synes jeg nu ikke jeg har nået en ski.. Ændre og ændre … Du ved hvis du har hængt på her, og min allerdybeste taknemmelighed hvis du har, at indre ændringer er som forberedelser til bjergvandringer, marathons eller eksaminer, de tager forbandet lang tid + blod, sved og ændrede afførings vaner.

Så ….

Her vil jeg stoppe og lover at anden del ikke vil være så laaaang tid om og nå dig, måske bare til du har sundet dig over kvababbelsen.

Knus

Ex-superwoman

Ps. Du troede vel ikke du fik lov og gå uden din lektie, gjorde du?

Hvor og hvornår, i hvilke situationer og med hvem skubber du din intuition (natur) til vægs, i hjørnet, smækker døren, låget, lågen i, bestemt, hårdt, drejer, låser, putter nøglen i lommen, krukken, hænger den på nøglebrættet og vender dig væk, går, ud af rummet, lejligheden, rækkehuset, ned ad gaden, glemmer, fortrænger dig selv, din lyst, kærlighed og respekt for dig selv?

Ville du bede dit barn, voksne døtre, mand/kone, kæreste, kusine, veninde om det?

Hvorfor er det så okay at bede d……

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Fra large til small

“Jeg vil sy den om, mindre!”

Anden halvdels kommentar, “det kan du ikke, du ødelægger den!”

Sådan ville jeg ALDRIG sige til ham om noget, han ville eller ønskede, lige meget om jeg synes det sagte var fuldstændig latterligt. Hm.. nåh næste gang må pegefingeren vist lige op i mande op højden.

Ikke røde kors egnet

Den, en stor hoodie med Psykomotorisk terapeaut stående henover skulderbladene fra èn kollega til en anden. Nu er jeg ikke en som kan lide, at gå rundt og reklamere i syntetisk eller bomulds sportstøj for gymnastikforeningen, jeg bl.a. er ansat af. Jeg ved nemlig, at en anden arbejdsgiver betragter mig som hendes private ejendom og hendes klove ville kløve grusset hvis jeg var iført førstnævntes initialer, i timen efter. Hendes. Af samme grund køber jeg kun sko for tøjpengene, dem kan de ikke “trykke” på. Bomuld burde i øvrigt forbydes til salg i kategorien, hårdt fysisk arbejdsbrug da det er ret ubehageligt, at vade rundt en vinterdag i kolde haller iført svedigt træningstøj, der først er tørt igen timer senere, når jeg sætter mig for, at spise min buffet bestående af 4 varianter af vegetariske retter, hvoraf 2-3 er gengangere, overførsler/rester. Der hænger det, stadig bortvist inde på tørre stativet i et andet rum som ildelugtende daggamle karklude, kun ikke krøllet sammen og glemt på køkkenbordet. Desuden ændre den form, bomulden, når det er vådt fra oprindelig pasform til slasket. Vidste du, at du ved, at gå der saltindbagt i timevis kan blive overfølsom over for dit eget sved (job)! Sateme svært, at beklage sig til sin fagforening over det og hvordan skal det bevises? Små pletter på huden, der ligner røde hunde, vent lige lidt skal lige… klø, krads, krads. De er uger, måneder om, at gå i sig selv igen efter først, at gennemgå perioden hvor farven minder om, når det er sidste dag og man ikke ligggeee gider skifte bindet for en lille sølle rustplet! For så at starte forfra ved indgåelse af en ny sæson, fedt. En “skyller” blev en “gnubber”, det er hermed konstateret at jeg ikke mere dur som salt overhældt efter en tur i “ovnen.”

Så desværre, kroppen HUSKER. Som en elefant glemmer den ikke hvad du har budt den for længe og for meget. Selvom du for længst har stoppet din opførsel, krydser den armene over brystet med det samme, smæk fornærmet, når du nærmer dig fortids grænseoverskridende adfærd.

“Davs røde plet (den skinner rødt tilbage), nåh så skal vi to hygge os noget tid sammen, velkommen, nu skal jeg introducere dig for dine medsøstre. Jo, altså hende her hedder Maj for ja, hun kom i ….”

Den, er ikke det første jeg har ødelagt…

Fra coronas ned luknings start ca. 11 marts 2020 og nogle måneder frem syede jeg 11 T-shirts/undertrøje/toppe/fine/sommer eller til undervisning ind. Jeg var så uendelig træt af deres kasse form, når nu jeg er en skæv banan. Med skæv mener jeg, at min ene hofte er synligt højere oppe end den anden, hvilket jeg kvajede mig mere end en gang med, da jeg havde klippet den med vrangen ud, “shit nu igen…grrr..” De første 2 blev med det samme dømt sove bluser for de var enten a) syet for stramt og blev derfor ret hurtigt hullede ved brug, da de var jo ikke ligefrem var syet med elastiktråd vel! Eller b) jeg havde hoften spået alt for langt oppe, nede eller ude. Så da jeg over sommeren havde leget slangemenneske for, at få dem både af og på (har du mere end skulderlangt hår, så tænk lukket bildør i blæsevejr..) blev de sprunget over niveau havetøj og klippet over vinteren til klude.

Det var før det nye ord coronakilo havde nået mine øre.

Siden teenagetiden har jeg lige.. ville ændre indkøbt eller arvet tøj. Det skulle passe mig og på samme tid ikke ligne andres eller påkalde sig sååå.. meget opmærksomhed, hvilket gør genbrugstøj sjovt, at lege med. Der kan du være årtier fra stangtøjet 2021, og ja hvis du klipper forkert fordi du frisk springer måle/tegne/tænke/ventedelen over så ….

Bemærkningen kunne derfor havde været min mors, hvorfor den rør lidt ekstra rundt i nogle gamle vragede følelser. Genbrugsblusen, jeg havde på i går sad ind hvor jeg ville have det, dog puttet ned i genbrugsnederdelen, da ændringen i det meget levende stof havde gjort den lidt bulet forneden i siden. Meget svær at få på men, når den først har passeret næsen så … Det lægger han selvfølgelig ikke mærke til! Faktisk har den fået et par år mere i skabet fordi jeg nu kan lide mig selv i den, da jeg kan se hvor jeg går fra og til. Som teenager kæmpede jeg med elevatorvægt, et resultat af tvangsoverspisning som igen var et langstrakt symptom på, at storken lige den dag have glemt læsebriller og fløj sin vej inden jeg i mit svøb trygt, sovende kunne nå, at brokke mig i utilfredshed over fejlen. Jeg mener alle kan jo tage fejl ik!

Sort og løst tøj skjuler…

Min fars skide irriterende kommentar var, at jeg ikke måtte gå i bukser med elastik. Såret over, at han kun så toppen af isbjerget stod jeg en time efter, at jeg var afleveret som kasseret gods på Farum station med sænket blik ved endestationens glasmontre, da “alle” jo holder øje med hvad en lidt rund 16-årig, der ligner en på 22 putter hurtigt, som i fast forward ned i posen. 30 minutter senere lindredes hulheden med hurtig nedsvælgen af spiselige, medfølende objekter. Målet var bedøvelse ikke nydelse. Men han havde ret, det sårede mig men han havde ret. Er der elastik i taljen mærker du først alt for sent hvor meget de kan rumme. Jeg slugte for hver bid kage, slik og is, hans fornægtelse af mine følelsers vilde rutsjebane. Jeg sank igen og igen, beskyttede ham men snød kun mig selv! Hvad der gav mening for ham var lov, ingen tanke for, at mit sind var lige så følsomt som hans. Jeg var vidnet uden sag. Jeg blev udglatteren, den der altid klippede og nænsomt duppede de psykiske plastre på i alle former, sørgede for at rum med usikre sind kom i water og underholdte nedadvendte mundviger, der var fulde af tavshed og svitsende drageånde.

Jeg har meldt mig ud af Facebook gruppen som indbefatter kvinder i overgangsalderen. Jeg orker ikke mere læse halve sætninger fra 45+ som, ” bliver I også ved med at tage på? Skal jeg ikke bare gå ud og købe nye, STØRRE bukser, igen?” Nej, du skal ikke, du må ikke give op. Hvorfor er det lige, at vi (jeg skriver vi) stadig som 50-årige vil have andres accept af og tilladelse til, at røvrende os selv i selvmedlidenhedens navn? Holder det nogensinde op? Og skal det?

Så er der spørgsmålene, som begynder med, ” hvad tager I? Hvor lang tid? Nu virker det ikke mere hvad så?” Jeg bliver så drænet af fornægtelsen af, at nogle gange skal vi altså lide lidt i stilhed. Og ja, jeg ved godt at det rum er til alle frustrationerne, så godt af med dem, intet er for lille, stort, for meget, forkert, underligt, vi tror på dig, at det er sådan præcis for dig, og nogle skal virkelig i gennem helvede og så skal de selvfølgelig kunne lindres. Men vi kan ikke hoppe over den, kravle nedenunder eller udenom den, overgangsalderen, pillerne, plastrene vil kun tage toppen. Måske er det også kroppens måde at råbe os op på, mens vi stadig er lydhør. Havde jeg taget dem ville jeg sikkert stadig være blevet deprimeret, haft ondt i tåleddene, fået hovedpiner og kvalme og svimmelheds anfald hver gang jeg rejser mig for hurtigt op. Hvilket jeg nærmest kun husker, når jeg underviser, der er mit fokus jo på dem!

Lettelsen, de første uger i den gruppe som emmede af alt det jeg ikke havde sagt til veninder. De ældre (end mig) ikke endnu ramt af østrogenets nedad gående spiral havde stirret mistænksomt på mig, sådan føltes det. Talt mine symptomer ned, da de ingen “hentydninger” havde fået fra den unævnelige endnu, det var ikke det, kunne ikke være det. OA var ment til, at skulle tage en over i 50`erne ikke i 40` erne, det var ikke til diskussion. Jeg følte ikke jeg måtte kalde min krops signaler ved rette navn, det var som havde jeg talt grimt ved aftensmåltidet i 1984, sagt “pik, kusse og patter.” MEGET HØJT. Det kan godt være det bare var mig! Sikkert. Jeg er følsom over for underkendende bemærkninger, tonefald og de ofte dertilhørende løftede, skråtstillede øjenbryn og sammenpressede linjer i høje pander.

Min “salgstale” for overgangsalderen blev af dem yngre end mig mødt af et næsten skræmt blik for var det allerede…

Overgangsalderen, defineres som perioden omkring den sidste menstruation. Det er altså både misvisende og fessent, for den periode kan sagtens vare 10 år. Periode min bare rø… OA bliver også kaldt klimakteriet hvilket jeg synes er et meget mærkeligt ord, lyder jo som noget man kan finde bag et drivhus duggede ruder!

Nåh, men derinde var jeg pludselig normal ja, jeg var måske i virkeligheden knap nok gennemsnittet. For de kvinders åbenhjertede beretninger er jeg meget taknemmelig. De ømme led i tæerne var ikke det frygtede tegn på den leddegigt som sørgede for, at da jeg som 21 årig mistede min farmor, aldrig havde oplevet hende som andet end en krop, der var skræmmende sammensunket på den vante plads i sofaen ude af stand til andet end, at løfte en pegefinger. Hendes blik var årvågent og tungen skarp, men hovedet sad fremme som på en grib, hun var fængslet i sin egen krop. Hun insisterede altid på, at jeg kom nærmere hvilket jeg ikke ville. Med mine kluntede bevægelser var jeg utrolig bange for, at komme til at støde eller tage for hårdt fat på det, der virkede som det mest porøse glashus med sitrende nerveender stadig fuldt ud i stand til, at sende smerte op og ud i gennem det løse overbid. Muligheden for at ryste på hovedet var ikke til stede, jeg skulle kysse hendes kind og hun skulle nikke ned ved siden af den visne hånd, der var midlertidigt tom for de altid osende cigaretter. “Her der ligger en 20`er til dig”. Jeg følte mig uendelig lurvet med de penge i min hånd, men hun var farmor som hun kunne og hendes ynglings farve var lilla. Sateme sej var hun.

Hovedpinen var heller ikke migræne, jeg så hverken stjerner eller måtte tage piller i røven og blive hjemme fra arbejde med mørklægningsgardinet nede, jeg kunne spare hovedpinepillen ved, at lade mine øjenlåg glide ned og slippe dagen. Der var den sommer hvor jeg intet anende gik ind i mørket og endte med et følelsesløst hjerte som havde Isdronningen haft en splint til mig, udeover Kaj. Alt var blevet gråt og ligegyldigt. Det var ekstra uhyggeligt fordi jeg jo hele mit liv har prøvet at føle mindre, (ønsker stadig så meget en pyt app i morgengave). Nåh men nu ved jeg hvad opstarten til en depression er for en, (set indefra i hvert fald) og posen med fordomme mod læger blev tiltrængt rystet da hun tog sig tiden og gav mine symptomer opmærksomhed, så jeg mentalt selv kunne begynde at bakke ud af depressions boksens parkeringsplads, inden den ophængte tennisbold berørte forruden.

“Hvorfor sagde du ikke noget?” Sagde en veninde på den irriteret og kærlige måde. Jeg havde prøvet, men da ordene omhandlende mit fysiske velbefindende så brutalt blev skubbet til side som pjat reagerede jeg barneligt (jeg ved det) med, at lukke i. For fysikken kan ikke skilles fra psyken, det fik jeg endegyldig banket på plads under min uddannelse i årene 92-95, derfor, skal der selvfølgelig være plads til skavank snakken. Ligesom vores besættelse af vejret er den et godt sted at starte en snak, før den efter mod, behov og lyst bevæger sig laget dybere. Facebook gruppens favnende, tålmodige tone, de udelukkende velmenende, og ofte gennemprøvede råd fra ansigtsløse kvinder, der som en nytårsraket støt og roligt bliver ved med, at sende beroligende vibrationer ud i rummet er som, at blive aet på et uroligt sind. Ingen overfladiske åbningsreplikker var nødvendige. Jeg er blevet meget klogere på hvilke symptomer, der nok ikke hører ind under OA og skal omkring lægen. Jeg kan se andre siger pænt farvel (øh.. jeg lavede snigeren). Når de skrevne frustrationer trækker ned i stedet for op, er det på tide at flytte sig.

10 december 2020 klipper jeg ærmerne “kortere.”

Så hænger den bag soveværelsesdøren, stor og tiltagende støvet og bliver på et tidspunkt af anden halvdel forvist ind i min del af det ret store klædeskab, hvor den sort forsvinder lidt i, brugt tøj kan derfor godt bruges igen inden vask, men det bliver sikkert ikke i morgen, skuffen.

30 maj 21 hiver jeg den endelig ud af skabet og 31 maj hæfter jeg den sidste ende.

Jeg har googlet en del for der var nogle valg, der skulle tages og som ikke kunne gøres om.

Skulle hætten af! Med langt og ofte opsat hår er det skide irriterende, at få den ned/op over hovedet før og efter endt opvarmning for, det gør hullet til gennemtrængning str. small, (et luksusproblem jeg ved det godt.) Hvis det er en 3 holds dag skal jeg i januar gøre det ja 6 gange. Det får mig til, at ligne en pige, der lige har overstået redskabsgymnastikkens spring over hest.

Sølvpilen sætter i løb, tøver, farten en trippen, tvivlen, hvilket ben sætter af? Et brat stop, muligheden for, at benytte afsættet, skyde pilen af, glippet. Blikket i “skindet”, dyret stille, kæmpe, ingen skammel eller hestesko under øjenvippen. Krænger kroppen op i armene, møver ben op. Over. Glider ned på den anden siden. Hængende, tåspidser fnuglet, småkyssende gulvet, blusen krænget op, det nederste synligt. Bh`en den gamle, opgivne, flår bluse ned, piller undsluppet bryst op. Skålen igen halvt fuld.

Beslutning taget. Projektet bliver ikke til arbejdet, lynlåse bare bedre for frisyren… Hætten ubrugelig men hyggelig. Klippe/åbne den foran vil ødelægge helhedsindtrykket.

DIV (ødelæggelse, af andre kaldet forandring, af tøj/hættetrøjer m.v.) video` erne på YouTube indeholdt rigtig mange mavebluser, altså hvor der knap er stof til, at varme maven og nærmest kik (godt nok fra nede i hug eller liggende) til ovennævnte buste…. Hm 50, slank men vil jeg udstråle 20 år, fræk på den, der “jeg går stædigt i sokletter versus ankel i alle vejrlig strømper måden”, eller være 100% regnbukser og rygsæk over begge skuldre, selvom jeg er i bil, kvinden?

Har tænkt! Hvad er det retfærdige i, at jeg er ved at skifte, lige just dække overgang mellem balde og hase shorts ud med, jeg kan bukke mig ned og samle hvad som helst op i blæsevejr (altid i Danmark) modellen. Er det virkelig rigtigt, at hvis vi nu satser stort og siger jeg bliver 100 år, så er det kun halvdelen af mit liv jeg må have korte shorts på! Det er da trist, at føle man a) krænker nogen og b) føler mig utilpas delvis over a, + c vise livlig … hud, et tegn på levet liv. Selvom jeg kunne konkurrere med snurre snup om grønsags skuffen og vinde, så vil alt bare en vej. Ned. Tyngdekraften tynger, river, flår og trækker uden, at spørge høfligt om lov først og håret skinner mindre og mindre leverpostejsfarvet for hvert år solen skinner stråler i det. Totalt kontroltab.

Jeg havde studeret hvordan jeg skulle sy den lille rib på ærmet igen men det lykkedes alligevel uden problemer, at gøre det forkert, helt ærligt altså. Heldigvis er min sy kasse med så lidt indhold efterhånden, at opsprætteren er hurtig og finde… Ser undskyldende på genbrugs kat, da jeg presser foden mod pedalen igen og larmer så han løfter det ene øjenlåg..

Symaskinen måtte sidste år også lægge fod til formindskelse af 4 pudebetræk, fordi jeg absolut for nogle år siden ville have en lille hovedpude i stedet for min gamle onesize passer alle pudebetræk. Lille som i bredde, højde og drøjde. Sover jeg så godt med (det er lige flot nok at bruge ordet ned i) den?

Hm.. jeg sover da ind imellem mine opvågninger, med så mange vendinger i nu kun surt lugtende sove toppe, at min topmadras er helt fyldt af hårde, små fnullerknuder under mit frottelagen.

Nu tager jeg tilløb til om jeg skal sy min røde trøje (ikke menneske strik) og min cowboyjakke ind, for jeg kan have føromtalte røde trøje på indenunder + mavetaske og kæmpe bælte i kernelæder indenunder lagt dobbelt halvvejs om mod lænden. Vil du have en cowboyjakke i størrelse medium, du skal have lange arme? Købte ny til bananen…

Det skulle bare kort havde handlet om formindskelsen af en trøje, hm… det blev det jo også.

Knus til næste gang

Over and out

Lisser

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

O A`s abc

Alias overgangsalderens levede liv.

Ah… der forlod skyen mig.

Begge ben i squatten.

Cykle i vind og vejr, dog helst i sol og ikke i vintermørket med fortællinger i ørerne om mennesker, som har ild i røven for, at holde mit indre bål tændt, eller på energiløse dage tænde mit. Med fortvivlende lidt resultat. Må selv gnide den fandens flintesten.

Nogle dage ønsker man bare at;

  • pille tæer hovedløs og tankefri på en klippe.
  • skyen ville lette.
  • få lov til at hænge med hovedet.
  • se alting gennem skånsomt lys.
  • det ikke føles som om at man hænger i med det yderste af neglene.

Egosine, gør det igen til sommer, tager på højskole alene uden mand og “børn” for 3 år i træk. Men det vil blive den første gang uden, at føle mig som en mærkelig kvinde, når jeg gerne vil lære noget på en ferie i Danmark, prøve nye retter; vegansk, vegetarisk, med kød andre har sat sammen og ingen opvask. Blive talt til og blive lyttet på i ½ timer med øjne ind i mine, og ører der gider.

For fanden altså, lagde mig bare ned på knæ (midt december) fordi jeg ville så tæt på dem derude over skype som muligt. Har nu knæ, der ikke kan lide at gå, knap nok cykle og ja løbe har jeg opgivet, zumba … gør bare lidt ondt… ha løgner. Er det solidaritets smerter med 23-årig fraflyttede Goldielocks, som skal opereres. Jeg kan ikke lide, at jeg gør krav på av, av opmærksomhed for jeg skal jo under ingen omstændigheder have et fremmedlegeme ind i mit knæ. Vil hellere HALTE, som er mit ene ben meget kortere end det andet. Det er altså også meget bedre nu. Kan ikke finde ud af om det kan lide, at jeg sidder på min ende eller det er alle de squats, jeg er begyndt at lave. Nåh lige meget fortsætter begge.

Gnavne mennesker, der altid skal pifte min energi. Gå hjem. Gå direkte hjem med din surhed og onaner, eller et eller andet, gør noget, så du selv bliver glad og har noget at byde ind med. Glæde er noget du giver eller smitter med, ikke tager, suger, fravrister.

Hormoner, nej tak til plastre, gummi, og graviditetstests. Styr på dem!… I det ene øjeblik forsynes trussen med hvide, størknede (læs krasende) aflejringer fra for til bag og det andet svinger min sensitivitet, ned under kulkælderen til den kolde, bare jord. Skrid grå sky. Flytter mig lidt, nej helt ærligt. Det er åbenbart min personlige sky. “Nå, så hej så sky”. Skyer, som i det ene øjeblik er der, indtil jeg læner mig frem siddende på sengekanten for, at trække meget stram strømpe op over anklen. Jeg har modvilligt indset, at det kan være det mest smarte, da det kan give blå øjenomgivelser hvis man liiige skal multitaske og er ukoncentreret. I det jeg retter mig op, nu med en fod gysende strømpeløs opløses skyen som havde to storkrammende synapser i min hjerne givet slip og ladet lyset bogstavelig talt skinne fra en en klar, blå himmel ind i min hjerne. Det føles som at gå fra, at tro nogle har hacket ens bankkonto og tømt den, for et sekund efter, at få at vide det er en andens. Nej fis, du har bare glemt at tage læsebrillen på, der ligger lige ved siden af dig. Nogle gange er de som i fuldstændig unødvendige. De ligner bebrillet drengs dengang du pudsede dem, da det gik dig lidt på, at det så ellers ville kræve umenneskelige badut spring fra lærernes side, at tvinge bare den mest elementære viden “Igennem” og ind. Man kan nu godt træne øjnene op i, at se uden om ikke identificerbar plet(ter). Når kvalmen så sætter ind skal du uden at tøve rejse dig op, halte ud på vrissent knæ og gnide “sandet” af glassene med sulfo.

Is, som i hjemmelavet med for lidt sukker og æggeblommer, “den smager af flødeskum”, kommentere fedt forskrækket anden del, og…. så? Vi er faktisk nogle, der selvom vi skærer ned på diverse yver præstationer har en overordentlig stor kærlighed til kvalme bringende store mundfulde af det luftige produkt. “Rækker du mig lige skålen, skat?”

Jeg vil så meget. Som en 7-årig tumler jeg ned af en ny vej med 120 km. i timen. Et ny udklækket, lærelystent, frådende monster med en pludseligt opstået teknisk nysgerrighed, som er jeg min nu ex gamle mobil, der trængte til en længe negligeret men overordentlig tiltrængt opdatering. Ville ønske, at jeg ligesom dem bare skulle i stikket og vupti næste morgen, en helt ny model… Kunne de, der Apple mennesker ikke bruge deres ekspertise lidt på det? Det selvom jeg godt ved, at der vel efterhånden er lige så mange IPHONES som mennesker på kloden. Du kan også godt se det ikke? Hvad kan bedst betale sig? En opdatering af overgangsalderramt eller en ny IPHONE SE. De kunne bare bruge gammel IPHONE 8 indmad og så nyt lækkert (ca. 36 år) design. Lyder det ikke som en fandens god O A reset? Næh, du kan tro nej æblemand, jeg fik ideen først. Du ved patentloven.

Kan jeg virkelig det? Hver gang et ny lag af viden skal lagres finder jeg andre underneden insisterende på nøjagtig det samme. Anden halvdel, der ydmygt spørges som var han et andet call center, insisterer om aftenen på at blive outsourcet efter, at havde været spurgt så mange gange i løbet af dagen, at han er ved at udvikle stress symptomer, når han kan høre skriget fra stolebenene mod gulvet i stuen under middagsbordet. Han er ikke i nærheden af, at være på sikker afstand for videbegærlig 7- årig. Det kan tage ham 2 minutter at løse et problem min hjerne har kogt længe, skummende og flere gange over af, så hvorfor vente længere og brænde helt sammen? Jeg mener, så er vi jo ude i reservedele og til en model 71`skal du allerede nu ud til autoophuggeren i Nørre Snede.

Råber efter ham, “DER SKULLE IKKE SMILES”, på hans vej ind i soveværelset for, at hvile sin åbenbart trætte hjerne fordi han sekundet inden meget stille har sagt “ja, jeg ved jo ikke noget, jeg prøver mig bare frem!” Den bemærkning er faktisk en fornærmelse bare så at han ved det. Kan jeg måske gøre for, at jeg ved hvordan man får mennesker ud i haller og lave en variant af piri piri sauce og det så ikke er noget han tolker, at han har brug for! Han køber dog røde pebre til det, men var de nu på tilbud så det var en undskyldning for at købe 2 pakker? Går ud og kigger underneden. Er vel altid lidt paranoid overfor velmenende omsorgsfuldhed.

Alting skal læres på en gang, hulter til bulter, dage i energi flows hvor hver handling glider fra en til en anden og andre dage hvor jeg falder i staver i hakkende sætninger. Bekymringen over noget nyt jeg er bange for ikke, at kunne mestre til tiden uden nogen anden at spørge end min bedste veninde frøken YOUTUBE, som i form af andre undervisnings passionerede popper op med al den viden i små bidder, jeg kunne få lyst til at begære.

Lisser mit navn, men hvorfor har jeg så svært ved at sige det højt, præsentere mig selv, det vil jeg øve, til jeg bliver nød til at gå ud efter brækspanden.

Mens, frøken Rødovre, mit lort, det røde, min menstruation, haloooo hvor fanden er du? Gravid? Eller? Det skrev jeg også for et år siden. Har du sprunget en måned over eller? Kunne du ikke bare sige det så, at jeg ikke behøver at BEKYMRE mig please! Skriv en besked. Så mange år gået med, at finde sig i det og nu kigger jeg ned til de krasende skorper og presser papiret “op”. Nei.. var det blod? Næh.. det var bare min finger, der skinnede lyserødt igennem papiret.

Noget for noget, altså når nu jeg bliver mere sprød, som SART på den der, en skavank mere i samlingen måde, kunne jeg så ikke få noget andet igen! F. eks. at jeg kan spise tre stykker kage om ugen uden at fru svamp står dernede og banker hårdt med dørhammeren. Ja ja så spiser jeg så kun to…et.

Os, det er blevet noget andet. Der var engang, at jeg ville skilles mindst en gang om måneden (havde minutter lange debatter inde i mit hoved hvor jeg knap og nap var ordstyrer), det ved jeg ikke om jeg vil mere, men det er så af andre grunde.

Pokkers også, jeg kan kun lave om på mig selv og det skib er som en enorm luksus liner med plads til tusinder af mennesker i et farvand jeg ikke altid kender, og derfor ofte mister kursen i.

Q som i quinoa. Bebrillede tog 3 gange, succes, tjek. Længe leve farfar, broccoli og David (Twin Peaks skaberen) Lynch, som i et dystert lys a la film noir fra 40`ne laver quinoa og broccoli i efter min smag meget kedelig, som i smagsløs variant. Boltrede mig som en kok i “The Muppet show” og prøvede at gemme alle de andre ingredienser. Meget svært når man ikke har lysmand som mr. Lynch. Prøv du lige, at lave mad i dagslys makker! Det er sgu brutalt, siger det bare.

Rastløs, indespærret, den ene dag virkelig fedt, den anden flæbende (godt nok indvendigt er jo snart O A forbi passerende) for et knus, et blik, en bemærkning, den skal nok komme…

Smugkigger ud og holder mine inderste drømme næsten for mig selv. Studere med min indre lup med nypudset læsebrille andres måder og holder dem som drømmene a la Tove D. beskyttede inde i min favn, hvor “energinåle/piftere”, og realister ikke kan nå dem. Kan I ikke selv drømme, nap I egne hæle ikke. Ikke mine. Jeg rykker, fordi jeg går. Ud. Rundt. Op og ind til anden halvdel, “må jeg spørge om noget?” Han er jo på arbejde, som det er jeg ikke? Nåh, nej det er jo ikke et rigtigt job for jeg får ikke pension, “jeg er sæsonarbejder”. Det er ikke et fyord, det er der ligesom også nogle der skal være! SELVSTÆNDIG, det ord begynder, at smage som hjemmelavet is med små chokoladeknapper fra pose med gult mærke henover holdbarheden.

Til, er det at være til på sin egen måde, og hvorfor tager det så lang tid? Vente med at se andre skal vi jo, men også dem jeg kan se? Hvad er der med mig, hvorfor kan jeg ikke skrælle min nag af som en æbleskræl i èn lang strimmel? Det er så frustrerende, at det er så meget mere sikkert, at holde fast i den velkendte følelse, som havde jeg spist en stor blævrende fedtkant?

U uden tro men med…

Vilje(n), har du set den app i appstore?

Får noget tilsat engang imellem, når jeg efter at være smidt af samtale efter 5 minutter med fædrene ophav (fordi han stod ude i en skov og frøs) mangler genopladning. Henter en stikdåse til 3 i form af opkald til heppekor i Veksø.

Xxxx pist… ved faktisk ikke helt hvad det betyder, tror lige jeg spørger Siri. IPhones helgeninde.

Yde sit bedste jamen det er jo aldrig godt nok. Perfektionisten har allerede besluttet det inden jeg er begyndt.

Z som i zzz… godnat og hold dig. Tis hvis du skal, men tænd ikke lyset, som var du en ammende baby. Drik lidt inden sengetid og ikke gemalens bowler. Tænker; “altså du behøver ikke holde kummen med vand, det er ligesom cisternens job.” Skynd dig at falde i søvn igen inden du opdager, at tankerne fyger rundt mellem synapserne som en snestorm og den ny hentede app flimre i sin opdatering. Mislykket på grund af manglende plads på skyen.

Æv, bare lidt æv over visse ting. Læring tager tid, heling af knæ tager tid, forflyttelse af fokus fra det jeg ikke kan, (som jo vel nærmest er blevet båret i guldstol), til det sted hvor perfektionisten ikke mere skal lulles til ro, fordi den så ellers ville være en direkte forhindring for sig selv.

Øhhh, overgangsalderens mange facetter er endnu ikke helt klarlagt af forfatter, og ja, er efterhånden også af den krystal klare overbevisning, at jeg heller ikke får det. Når den er slut kan jeg sikkert ikke engang forklare den til nogen på grund af tågen.., Det er 10 år siden (ca.), at alt begyndte med ryg og bryst svømning i sengen, skiftede T-shirts og indkøb og afhentning af børn i diverse institutioner hvor jeg ofte blev spurgt om, “hvor finder jeg rugkernerne eller Alexander?” Hvilket var fordi jeg altid afførte mig alt overflødigt, når jagten gik ind på afkom eller kornsort og derfor først fandt min elskede cowboyjakke lige inden mit barn forlod fritidsordningen for, at lade en anden tage dets plads.

Å Aase er en af mine vigtigste biroller i min nystartede bog, jeg kalder hende også Sømmet da hun har en sygdom, der får hende mere og mere foroverbøjet mod jorden, men hun er min hovedpersons inderligste heppekor. Begge selvfølgelig inspireret af den virkeligste virkelighed.

Knus som i inderligt.

Lisser

O a tvangsindlagt tilhænger.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Bingoplader

De snirklede veje til bækkenbundens autosvar.

Det der med at sjat tisse ik! Det behøver altså ikke have det mindste at gøre med babyhoveder, der har passeret igennem en fødselskanal for en ½ æresport siden. Da jeg sad på skødet af sprit ny kæreste som 21- årig gik det helt fint hvis han kildede mig. Bingo, ikke fuld plade men en række dråber blev det i hvert fald tit, til.

At kunne gå i timevis uden et toilet i sigte, uden at tårerne står i øjenkrogene, koldsveden kryber frem på huden og man samtidig ubesværet kan holde en samtale gående.

Det er frihed
Stoler du så meget på din vandlås?

Efter at havde rundet de 49 er det altså ikke til at spøge med, ALLE muskler skal trænes. Du må love mig ikke, at bilde dig selv noget andet ind.

Kan du huske da børnene var små og du stod på alle 4 og dit barn/barnebarn kravlede ind under dig? Som en anden rulleskøjte entusiast er dine knæ selvfølgelig iført usynlige knæbeskytter. Godt, lad nu barnet blive lidt større og træk så maven op for at barnet ikke skal få “noget ” i hovedet. Gik det?

Tag nu maven ud af ligningen.

Selv udnævnt hængekøjeadministrator

Forstil dig et lille barn, ja eller en god bog, en skål med lækkert, der bliver lagt i hængekøjen i trætoppenes skygge. Det, der lille pres, der tynger den ned mod jorden. Selvfølgelig intet imod, når du lægger dig op i den. Forestil dig så, at du tråder en stor nål, (så behøver vi ikke tage læsebrillerne på vel!) Så stikker du den ned i midten af hængekøjen, bare rolig du har taget barnet op og spist … Nu syr du et sting på bagsiden og så lader du de to ender af snoren mødes oppe over køjen. Træk så i dem, se det for dig. Det skal du nu overføre til din bækkenbundsmuskulatur. Træstammerne udgøres nu af dit køns/skam(behåring)ben og haleben. Nu suger du op, trækker i snorens sting fra underneden på hængekøjen via snorenderne.

Lykkedes det?

Vov, vov…

Du er nu omgivet af forskellige slags små forhindringer til 4-benede, dine fødder er solidt plantet i bredstående på en stor græsplæne. Vejret er dejligt og du står og kniber dine øjne let sammen for solen. Du har glemt solbrillerne i bilen sammen med vandflasken, godbidderne har du selvfølgelig husket, det er klart. Hundestævnet er godt i gang og nu kommer din hund glad springende. Du skræver lidt ekstra for at vise ham, at hov du, her skal du igennem nogle gange kan du huske det?

Så mærker du det, du skal tisse, meget, og du ved at nu skal du i sammenklang med din hund løfte din fod og krydse over 4 gange, hvor han skal igennem. En slags kroket på skrå for hunde hvor den så er trækuglen, bare rolig den ved det ikke, og dine ben, de vind og – skæve stålbøjler. Hans blik har allerede strejfet din jakkelomme og du ved at mærker han bare den mindste slækkelse i din koncentration så vil din lomme overtrumfe legen. Du vil gerne vinde, men for dælen da hvor skal du tisse nu.

Du krænger benet op og over, og begynder at vride kroppen så elegant og tilsyneladende ubesværet og forsinket med du kan, der er jo tilskuer på er der ikke? Samtidig med tager du ejerskab af titlen hængekøjeadministrator og spænder op, lukker vandlåsen så effektivt du kan. Du gør det igen bare mod den anden side og løfter køjen som kræves det, for at få hundens bløde ører under i mellem dine ben. 2 gentagelser mere og du lader du ham spænde mod målstegen, hvor han ved der venter andres godbidder og kæl. Så kan du slappe af, træk vejret dybt nu. Og husk så, at ved næste stævne skal du kunne løfte, dreje, spænde og trække vejret dybt så du mærker brystkassen som et fysisk grænse for hvor langt du kan fylde udefter, samtidig. Vandt du?

Nu er det sådan at det slet ikke er sikkert, at du har en hund, eller du gider hunde stævner.

Læs trygt videre nu alligevel.

Vidste du, at når din kat blinker til dig betyder det, den elsker dig.

Ja, eller synes du ikke kan klokken for dens mave ur er så meget kvart over tid.

Du sidder ned nu ikke? Glimrende udgangspunkt, knib, sug op, få køjen til at løftes som en drage i blæsten. Husker du at trække i snorenderne? luk blidt den nedre mund… tænk hønserøv, eller trutmund lidt mere charmerende det medgiver jeg. 1, 2, 3, kniiiiibbb er du med? Kom vi gør det sammen denne gang, eller … du gør det hos dig og jeg …

Kunne du mærke det eller nåede du at tænke, “det var en fuser?”

Var det for tæt på, gav det måske billeder af Sauron`s lodrette øje fra “Ringenes herre!” Brug det billede hvis det støder dig, et af de andre jeg har serveret eller dan dit eget. Det skal have til formål at hænge dig op på, at gøre det ofte og som noget naturligt. Som at tage en dyb og befriende vejrtrækning.

Ja, så blev jeg nød til at bide indlægget over igen, så du får linjer om overgangsaldergaver og bækkenbunds øvelsen, elevatoren næste gang. Plus bonus info om hvordan går det med skribentens egen køje.

Tak for nu

Ha det ik

Knus

Hængekøjeoperatøren hvis problemer vedrørende; tilsmusning, og ophængnings problemer. Se evt. bilag for valg af farver og mønstre.