Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom · 1 kommentar

Epimonster

Hår som hø, stridt, sort, i vejen, fejlplaceret, til besvær, for meget, tyndt, spredt, viltert, morgen, krøllet, ikke nok, i klemme og klippet af.

Maskinen sidder fast, som i meget tæt på mit øre, helt inde ved hårgrænsen.

Okay, starter lige et andet sted, 2 minutter tidligere skulle kunne gøre det.

Du har tyndt hår men meget af det.

Forladt frisør

Da jeg langt ude stammer fra en abe har mine ben til jeg opdagede epiladyens effektivitet i 30`ne været mere egnede til, at sidde på en dreng eller ja nu på en midaldrende onkel. Da jeg var (okay er) lidt Rasmus modsat anlagt har jeg ikke været den, som gad barbere ben hver anden dag. Med lårene er det jo mange meters tålmodighed vi taler om og det så altså åndsvagt ud hvis jeg lod “skægget” stå øverst. Alle de gange i badet med blod løbende efter skraberen som var min moster fra Rødovre på besøg. Store uklædelige sår, der føles som gigantiske papercut og tæt på ligner en ufrivillig nærstudering af asfalten. De første 250 gange maskinen arbejder sig igennem hårvæksten føles det en til en med tatovørens brummende nål. Mit hudglansbillede holder cirka et døgn. De røde prikker ligner mest en mellemting mellem en virus, væg lus og en allergisk reaktion, med garanti ikke noget motiv jeg kunne pege på i tatovørens galleri.

Maskinbrøl og sugemaller

Jeg må være ekstra opmærksom ved inderlåret for ellers når maskinen, at suge den bløde, og nemt modellerbare hud ind på et øjeblik og selvom jeg febrilsk slukker for strømmen, har den alligevel lavet et sugemærke da jeg trækker huden ud. Det gør nas, for den da også, nu ser jeg ved nærmere eftersyn ud som om nogen har klemt om mit lår… Godt, at alle brillestellene under vand gymnastik ligger i aflåste skabe.

I gymnastiktimerne i 1984 var alle i små shorts, af anden halvdel kaldt korte rør. Suk. De dersens lange tights eller døve bukser, igen anden halvdel, var endnu ikke opfundet.

Som teenager var jeg pinligt opmærksom på “isoleringslaget” og hvad var pointen også med disse stride, mørke hår man nærmest kunne fransk flette? Havde evolutionen ikke kunnet følge med eller hvad? Det jo ikke fordi jeg skulle nedlægge et dyr for, at få syet et par benklæder. Hvad har man ellers cowboybukser til. Er det ok at jeg ikke siger jeans? Ordet cowboy fylder maven med sødme og hjernen af billeder som en stor collage i en skifteramme med de, der, klipse ude i siderne.

Så skulle du se de store op smøg

80`ne

De fleste dage ville jeg ikke lægge under for, hvad jeg troede var andres forestillinger om hvordan man skulle se ud, og så var jeg ret doven. På mere sårbare dage var der intet jeg hellere ville end ligne dem med de skinende ben og hvis jeg også kunne hoppe op til volleyball nettets kant og blokere en bold med det yderste af mine fingerspidser. Ja så var der ikke så meget mere jeg ønskede… Altså lige udover, at kunne snakke om min fars kone i samvær med min mor og at min far holdt op med at kalde min mor en torsk hver anden weekend, især efter at havde sagt “hvor du dog ligner din mor.” Og nåh ja, Gud, nu vi er i gang kunne du ikke lige stjerne drysse noget mindre tal skyhed ned over mit 14 årige jeg, en flytning og 2 dødsfald på samme år var faktisk rigeligt.

Hvorfor skulle jeg overhovedet barbere alle de kvadrat metre, når de mørke stubbe allerede brød ud af læderhudens overflade dagen efter som en mørklødet mands hageparti ved aften tide?

Når 24 timer “virussen” havde lagt sig kom belønningen; stubbefri ben. Skinnende med blå streger som flodaflejringerne på de gamle atlas, læreren hev ned over tavlen i tredje. Dengang var filmen Jurassic park ikke filmet så flodaflejringer lød som meget unødvendig viden.

Nu kan der gå 1½ uge før brillen skal ud af det spraglede korketui, anden halvdel fandt i en eller anden hæk. Næsen trykkes så næsten helt ned i knæskallen for at se beviset på, at jeg trods udtyndet hårvækst trænger til, at sidde med spredte ben med ryggen mod stuedøren. For hvis nu 19-årig bebrillet vil se til katten liggende bag mig i det uægte skind.

Kunne jeg ikke bare side inde i soveværelset? Ja, jo, nej altså, for så skal jeg ned og ligge på maven, rode inde under sengen efter stikdåse og det er så besværligt, at sætte klokken på anden halvdels ur hver gang, og mit! Ja, det kan tage dage før det gider snakke med noget højere oppe i retning af en fjern galakse for, at finde den rette dato igen. Meeen det har også mødt gulvet sådan helt tæt på mange, mange, mange gange, så det har min fulde forståelse for dets forvirring. Det har en skrå flade at stå på og har derfor ikke, som i intet som helst at gøre med mit Beidil`ske gen.

Pist..

Sidste gang jeg vred mig ud fra under bebrillets seng med støvsugerrør fuld af støv, nuller på det sorte arbejdstøj og en tyndbenet hurtigløber i ly bag fjerneste sengeben, løftede jeg en kasse. Vidste den var tung og halløjsa lille hold i ryggen 1½ uge. Velkommen. Jeg kan selvfølgelig vælge at tro på den unge mand støvsuger med støvsugeren, når han hiver den ind i rummet. Men. Det er håndgribeligt beviseligt, at gulvet er delt i to gulvbræddevarianter efter “brug”; grålig under ting, og gulbrunt de nemt fremkommelige flader. Faktisk kan det bedre betale sig at ligge med nummern i vejret og bruge fejebakken, men, som han vil jeg gerne leve mest muligt i uvidenhed om hvad jeg introducerer for opsugerens metalfarvede bug.

Da han var lille hørte vi vandet blive drejet ud af stålet efter toiletbesøg men sæben lå lige så knastør tilbage på håndvasken som håndklædet hængende i sine 2 tråde på knagen. De 2 tråde skyldes hans storesøsters håndtørrings teknik; våde hænder som pressede håndklædet til vægs for så, at møve det nedad, så hanken dirrede i vævningen. Efter købet i Jysk kunne det bedst betale sig øjeblikkeligt, at forstærke hanken med nål og tråd, ingen fabriks syning var modstandsdygtigt nok.

Epilady! Du mener epimonster ikke?

Her sad jeg så med avisen opslået, med hynde under benet ende og med høretelefonerne drejet i vinkel i øregangen. Hvis de en dag i nærmeste fremtid ikke gider og virke mere … Ja, så forstår jeg også dem, for ikke en dag går uden de flyver ud, over, ned, igennem, dog især under noget, som regel en stol, så jeg skal bukke mig sammen ofte med maven helt fuld, skulle jo nødig forstyrre min føde indtagelses flow, i det jeg samtidig drejer mig, så jeg med krabbende fingre kan samle den undslupne op og det så hurtigt så ingen afbrydelse af en eller anden talestrøm sker. Hanne er en god ven af en computer og være men er afstanden mellem hende og høretelefonerne for stor, går alt på pause.

Nu hvor jeg er så godt i gang, fører jeg som jeg plejer maskinen hen over overskæggets sider. Du ved, der, hvor mundvigen møder fure, dannet af samarbejdet mellem pudens pres nedefra og håndryggen, der pligtskyldigt presser øreproppen ind hver nat, oppefra.

Av for.

For pokker da også, efter 25 års opsætning af langt hår har jeg glemt det er klippet af. Længere i den ene side falder det ned over brillestangen, og med hovedet hældende bliver en tot lynhurtigt trukket ind i maskinen. Hov.

Slukker for udhaleren og drejer forsigtigt rotationsmekanismen. Der er gået boblegum i den. Hiver jeg i maskinen følger min hud med. Åh altså… Har ikke lige brug for…

Stående i køkkenet høres et suk. Mit. Rækker ned efter den lille køkkensaks, ser på den med rynkede bryn, hvor stor skade kan den lave? Vil ligesom gerne beholde mit øre.

Hvis ungt afkom, lige akkurat vågen, skulle passerer mig i retning af den store cornflakes kasse i entreen, tror du så han lægger mærke til min hånd mod øret over maskineriet? Retter lige mit hoved til lige.

Bøjet over håndvaskens porcelæn fokuserer jeg på saksens næb, tøver og begynder så helt inde ved brillestavene. Det er ikke nogen skarp saks kan jeg godt sige dig, tager den senere med anden halvdel. Du kan lige vove på at sige noget hmfr …

Har du lynet munden og smidt nøglen væk?

Nærmer mig spejlet og vipper med hovedet. Nej, ingen ser i virkeligheden så godt efter, mine skuldre synker en anelse.

Er uendelig taknemmelig for at have meget hår på hovedet. Men. Havde jeg haft lidt og tyndt hår på hovedet havde den øvrige kropsbehåring måske været mindre og min erfaring med torturinstrumenter været unødvendig. Epillady, det er faktisk falsk vare deklaration synes jeg.

Nåh, men èn dag efter hår udtrækning er huden uden små røde pletter, eller det vil sige, minus der hvor hårene har troet sig skjult i læderhuden.

Næh, nej du jeg har bare ventet på du var lang nok til jeg kunne grave dig ud.

Inspektøren

Borer knappenålens spids ind under den næsten usynlige, sorte streg og vipper den ud i det fri. Motoren brummer igen for (altid) lukkede vinduer og en sær tilfredsstillelse fylder mig, mens en ny og dybere variant af rød bredder sig på benet. Herligt. Efter en lille uge vil den hårde sårskorpe kunne pilles af. Bleg og dyb vinrød går heldigvis fint sammen, men det vidste du allerede godt, ikke.

Taknemmelighed i forskellige rum

Yoga, hun i små pust. Overskudsvarmen fra hendes cykelturen, står nu som en hede ud i rummet. Mine hænder længes efter at hule sig om hendes knæ, en pude gør tricket. Solen ind gennem vinduet gør billedet mørkt og yoga lærerens stemme på videoen bliver underlægningsmusak mens jeg retter på vinkler for mere stabilitet og nævner bækkenbundens diskrete støtten op. Nøglen til flere sekunder i stillinger, da alt er forbundet, som af seje tråde. Hun lader mig.

En ny erkendelse; intet at skulle have ud af bevægelserne selv men udelukkende være ugenerte, anvisende håndflader, et blik, som får kropsdele spændt til det skælvende yderste.

Vi mødes her over en fælles interesse vi ellers indtil nu har snakket ud, væk, til vægs, i hjørnet. Jeg skubber min madras helt tæt på hendes under afspændingen, delende tæppet på tværs. Hun snakker uafbrudt under de sidste 4 minutters afspænding og jeg lyst til at sige; hold kæft, men mit indre smiler og gnistre.

Frokost

I hurtige bevægelser drejer og vender jeg mig i gang med kniv, pande, og køleskab, hun i ro afventende op ad bordkanten, så vi kan sætte os ud i solen til modtagelsen af Hello fresh kalder hende hjem. Resten af cous cous salaten fra i går står sørgelig i sin ex is beholder og I split sekund har min hånd snittet den på vej fra pande til skruelåg med kniv i hånden.

Hurtige skridt ud og tilbage over tærsklen til bryggerset. Begynder knæbøjningen, den let rundede ryg med fejebakken og partner. Hendes hånd stopper mig.

Det er også så besværligt, at få ris op efter børnenes frokost i vuggestuen.

Afgivede gener i zen

Ingen dril eller latter (hån,) kun den ekstra rundede ryg over det spredte indhold.

Spiser i fast forward en hel tallerken mens hun spiser en blomme, yogaen har nået hende.

Gulvet i køkkenet ville ikke være egnet til en knæoperation og de beskidte tallerkener står på køkkenbordet, men lige meget, for jeg kan følge hende halvvejs hjem. Trækkende hoppende cykler over toppede brosten, forlænger jeg tiden omringet af hendes ro, inden jeg trykker oldsag af astronauthjelm ned over hårklemmerne og cykler den anden vej. Tilbage til Dalen.

Knus

Rødspætten

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Bevægelse

8o år og åben. Stadig nysgerrig og langtfra mæt af dage eller for den sags skyld færdig med, at flytte grænser. Måske med mere fokus på forflyttelser i tankegangen end fysisk og dog.

Hun må have virkelig gode overtagelses evner eller også er hendes mand bare vild med hende, og med på hendes ideer. Altså ikke i starten, når hun præsentere dem, der har han ofte sine forbehold, men …

Pludselig står de i en anden by

Hun måtte godt adoptere mig, helst i går.

Hun læser højt for statsoverhoveder på engelsk, fortæller dem vores kendte eventyr skrevet af H. C. Andersen. En figur, en mand med stor næse vi er så bekendt med fra billeder. Historierne, fyldte af dybereliggende betydninger vi ikke mere hæfter os ved. Det var jo vores barndoms historier, de kommer os ikke ved længere, eller i hvert fald mindre. Jeg er indrømmet en Brd. Grimm`s fan. Deres fortællinger er mere svulstige og ja kan have et hvis indhold af piger med små kroner. Havde et smukt illustreret tyndt hæfte med “Gåsepigen” som jeg først lige har smidt ud. Det gjorde lidt ondt, jeg mener det eventyr indeholder et afskåret hestehoved, fantastisk. Har du ikke læst det?

Hvad så med “Mor hulda”? Heller ikke? Du er gået glip af noget.

Jeg kan godt være lidt stolt over, nu jeg tænker over det, at fru Wold og husbond gider tage rundt med vores riges fornemmeste klenodier, og på den måde være med til, at videregive lidt dansk hygge til verdens små og store riger.

Det er ikke mindre end utroligt, at hun altid siger ja (selv med jetlag) til, at læse op alle vegne, på store eller små scener, børn og voksne, ja for mennesker som aldrig har været uden for deres lands grænser, ikke er i besiddelse af et pas. Som græder når hun læser “Nattergalen” fordi den måske minder dem om en frihed de ikke har, og som de i al hemmelighed drømmer om.

Hun er dejlig

Jeg har altid været vild med hende. Lige fra jeg så hende som Matator ` Gitte Grå, til hun blev kastet rundt fra sofa til sofa af Bent Mejding i teater stykket “privatliv”. Hun var eksotisk, hendes bryllup i 83 med manden på Hawaii med blomster i håret eller var det omkring halsen! Det var vildt og ikke set før.

Du skal nyde bogen fordi, at når en 80 årig kan klatre højt op (så højt hun nu tør og det indrømmer hun) i et træ inde i junglen så bliver man lidt ja, hvorfor ikke? Hvad er det lige der holder mig tilbage, når jeg vil noget?

Øhm…. det kunne så være … en blanding af.

Angst, bekymring, i en mængde så man på forhånd har opgivet forhavende. Faktisk har man aldrig troet helt nok på projektet, flået drømmen helt selv fra hinanden, som et papir i 1000 stykker. Det var også bare en fjollet ide, håbet om noget andet, mere, drømmen uopnåelig, man har skudt sig selv i foden, for når alt dette er gjort på forhånd, så er man jo sikret et nederlag ikke! Og jeg har ovenikøbet forberedt alle på det for at være helt sikker!

Så har man indiskutabelt aftalt med sig selv, at det er ok at fejle og hvad fanden hvorfor i det hele taget prøve, jeg kan jo se ind i fremtiden kan jeg ikke? Det nytter ikke.

Så jeg lader være, skåner mig selv for skuffelsen over mig selv. Vender forestillingen om at kunne, ryggen.

Hun, Fru W. vender ingen muligheder ryggen. Står de i et fremmed land uden forudsætninger for, at kunne finde ud af en skid selv, og de ikke første gang bliver kørt det rigtige sted hen, så prøver de igen, nyt køretøj, ny chauffør.

Var de bekymrede da de stod et fremmed sted, som ikke var deres hotel. For fanden ja, men hold det dem tilbage?

Nej.

Kh.

En seriøs fan af

Susse Wold og andre kvinder over 80, som ikke er blege for, at kravle rundt på stengulve i svømmehaler fordi de gerne vil hjælpe deres underviser med, at få “håndvægte” ud af liggende containere.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

48

Flammende fyrig

Og helt sikkert på vej ned ad ud over den vildeste skrænt også kaldet overgangsalderen. Træk nu lige vejret, rigtig dybt ja sådan helt ned i maven, vent lige, jeg skal lige med selv, niks det var ikke farligt, som i overhovedet. Vel? Jeg kan snart ikke få børn, men hvad er der egentlig i vejen med, at godt gammeldags glæde sig over det faktum.

Jeg ved det, jeg er heldig, har 2 væsner som har arvet diverse ligheder, nogle de er glade for og andre som de modarbejder. Men jeg har haft mareridt i årtier om uønskede graviditeter, aldrig haft nogen dog, men alligevel. Jeg gider altså ikke mere være med til, at hyggesørge over, at jeg snart kan have sex med dejlig mand uden beskyttelse. Tænk; at have ubeskyttet sex uden at være gravid!

I stedet for at fokusere på det “vi” ikke kan mere, har jeg besluttet at jeg vil blive en endnu, endnu bedre mor. De 2 jeg har presset ud skal ikke lige pludselig blive mindre vigtige, fordi det er et indiskutabelt faktum, at jeg ikke kan producere en lillebror eller søster til dem. For der er fandeme langt fra at lede efter sutteklude, tvinge vacciner i deres små buttede ben og taste min kode til forældreintra til, at snakke om glemte p-piller med en-og-tyveårig fuck……

Jeg vil også bevidst arbejde på, at blive bedre til at at tvinge mig selv væk fra tidsrøvende programmer, videoer, bøger jeg burde opgive. Det er så frustrerende tidsspilde. Jeg vil leve livet selv i stedet for, at være så meget vidne til andres. Hvad i hede hule helvede gør mig glad for fanden!

Jeg vil bage kager igen, når fryseren ikke mere ligner vi har en op skåret økologisk ko derinde, især når det bare er varer påklistret GULE (rabat) mærker.

Jeg vil have mere sex og han skal “spørge” mig. Som om jeg ville sige nej!

Han har virkelig ikke noget at frygte på den konto, næh nej men vi kan godt starte en gul mærke krig, Ellers vil jeg have en skuffe i fryseren der er min. “Du kan godt glemme det fister, glemme alt om det fister løgsovs” ikke den nederste skuffe i køkkenet. For den får jeg altid ned over mine fødder. Jeg glemmer den er knap så dyb som de andre, så jeg hiver hver gang så hårdt med det yderste af mine fingre, som hvis der var billigt toastbrød i klemme.

Jeg drømmer om at kunne råbe hold kæft…

Jeg vil være en endnu bedre formidler på mit arbejde, ikke kun få de koordinerings udfordrede til at hive sig i håret så hårrødderne jamre sig, fordi jeg presser “dem” for, at få de krops bevidste til at tie stille! Undskyld.

Jeg ønsker brændende at kunne hjælpe andre kvinder til at tage bedre vare på deres indre istedet får at bruge selv bruner, hårfarve i litervis, midler af den ene eller anden kemirige slags for at se ud og føle sig som nogen de ikke rigtig ved om de egentlig reelt ønsker at sammenligne sig med.

Berlin 2016. Et kærligt flashback til “aunt Fanny” fra filmen “Robots” 2005.

Jeg vil så gerne give lidt af min standhaftighed til dig, hvis du har brug for den. For jeg har masser hvor det kommer fra. Hjælpe kvindesind med at blive glade for sig selv, og indhente den energi der naturligt følger med når man går lige så meget op i hvad man putter i “kloakken”, som hvad man hænger på bøjlen, eller hvilket mærke der er præsenteret på cremen til ansigtet.

Ikke være bange for kritik fra nogle som ikke har brugt 200 timer på min tekst.

Hvis vi siger at jeg bliver ca. 96 år så har jeg levet halvdelen med mine nu 48. Vil jeg så blive i samme spor, og underkende mig selv ved hver given lejlighed der dukker op? Altid lade luften sive ud af mine ideer når andre ikke har samme tankegang, kun fordi den jo netop er det den er, nemlig min.

En hånd i ryggen

Jeg vil støtte mig selv i stedet, lytte til min egen mavefornemmelse istedet for andres gode intentioner, løftede pegefingre og måder at anskue brug af penge på. Mine penge. Jeg har altid bare villet være en inspiration, en forkælelse for andre, en man kunne føle sig mødt af, med alt hvad man indeholdt af inderlighed, drømme, vrede, grimhed og frustrationer over det stakit i en selv, som er meget højere end det andre formår at stille op. I stedet for at bygge andres stakitter højere vil jeg langt hellere, at vi støttede hinanden i at trænge igennem angsten, og kom “over” på den anden side. Der hvor man stadig primært er alene i sine drømme og ønsker, men hvor man kan finde fred med den man er og andre kan rumme det, vil rumme det. Dig. Mig.

Troen på, at jeg ikke er god nok har fået alt hvad den kan “trække” al den plads den har kunnet flå til sig, “det går ikke mere makker”! Jeg tager “det” tilbage. Beslutningen.

Jeg har i alt for mange situationer ladet andre definere hvem jeg er, hvad jeg kan og står for. Det har for det meste været fuldstændig uden deres vidende.

Det ansvar vil jeg ikke mere give fra mig. Det vil jeg tage tilbage situation for situation, så min følelse af offer “rolle” ikke bliver alt for forskrækket, og som et lille skildpaddehoved trækker sig ind under sin skal igen, før det er kommet helt ud.

Jeg vil ikke lade mit behov for, at have noget eller nogen til at identificere mig med, være definitionen af hvem jeg er. Vi er alle alene. Det er bare så meget sjovere hvis det er sammen med nogen.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Snit

Jeg er vild med den fra start til slut.

Bogen er fra 18, udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof og på 124 sider.

Du skal lede længe efter “Claude Monet `s” ro og romantik i Danmarks sygehussystem

Jeg har altid frygtet at skulle på hospitalet, ikke engang at komme på besøg hos en nybagt mor kan ændre ved det. Det eneste jeg vil på vej ind ad hovedindgangen, er at gå ud af den igen.

Du skal læse den:

Hvis du har fordomme om læger, politikere og effektiviteten og forståelsen dem imellem så kommer du til at smile mange gange. Både fordi du får ret men også fordi det er så tragikomisk og underholdende skrevet. Hans brug er ord er totalt mums. De er nede på jorden. Nu har jeg selv en uddannelse der indeholdt latinske ord men de er ikke hans ord for de er en anden verden end min. “De” gør ikke noget, du behøver ikke forstå hvad de betyder, hvilket er befriende. De er bare med til, at understrege idiotien i forholdene personalet på de forskellige hospitaler er underlagt.

Du skal dog ikke tro at du selv som eventuel “kunde” i butikken går fri, men da han også er meget selv udleverende føler man straks med ham, med os alle faktisk fordi så mange ting kunne værre så godt, men så er det faktisk skidt.