Ned

Giv slip

Giv op

Lad modstanden i dig opløses

Muren

Murene opløses

Dine reaktioner har måske, måske ikke bygget fundamentet på følelsernes hus

men

hver en sten efterfølgende, vinduernes form, antal og farve har du valgt.

Du sætter så mange stakitter

Søm og skruer (et ophav)

Alle oplever noget i deres barndom, som bygger stakitter omkring en såret sjæl.

Som reaktion bliver en del alt for hurtigt voksen, noget kryber tilbage til tidligere udviklingstrin og den sidste del skyder hælene ned og laver en hoved drejning som Meryl Streep i Døden klæ`r hende fra 1992.

Jeg overbevidste mig selv om, at lod jeg Rudolf (solbeskinnet ægtefælle) tage sig af udregning af mine timer, tjekke mine lønsedler og sende min befordringsgodtgørelse, puh det ord smager som nedløbet shampoo, ville pegefingeren (mest min) over mit hoved, over tid, skrumpe ind og jeg ville blive “fri” 🤣. I stedet blev jeg udsætteren,🤯 min hjerne et lille kogeri. Dag for dag (uge, år…) kogte jeg mere berettigelse for min undskyldning til trætte ører. Jeg ville jo gerne lære det, gøre det selv men i gryden var der ingen ingredienser. Kunne ikke få forbi min pandelap, at når jeg kunne lære alt muligt andet så… Små sedler, (samme tekst; anden farve) hang i gearlander i krokodillenæb på køleskabets stålvire, andre i ugentlig rundedans på min rodeplads. Dækkeservietten i hjørnet af spisebordet, nærmest døren for hurtig afsætning, kun flyttet ved middagsgæster. Jaaaahh, du skal da bare grine, men prøv lige og se om din rodeskuffe kan være på sådan en 46,5 x 33 cm. Pst.. kan godt give dig gode råd m.h.t at stable.

Sandheden er; at det først bliver som du vil have det eller kan få det, når du river hvert stakit ned. I dig. De skæve, med manglende brædder i et rungende skrig efter ny grunder og maling som efter en efterårs storm, begyndende med stort L.

Det kan føles som, at vende den anden kind til.

Det jo ligesom Jesus!

Ja, men se så lige hans fanskare?

Timer i modstand, som levet liv i unødvendigt bakket (selvpåført) terræn.

Jeg gad ikke virkelig, at lære om min egen økonomi, brugte i stedet hundredvis af timer på, at opføre et mentalt elektrisk hegn med spidse spir, jeg ikke kunne huske hvor kontakten til afbryderen var. Gav mig selv belejlige stød hver gang jeg tillod tvivl om mine grunde til og lade være med at prøve.

Det, selvom ønsket om, at have friheden til og vælge var større end 9 dage i barfodsparadiset, Maldiverne. Muren af fordommenes indbyggede stædighed skyggede for indsigt. Fladen fuldstændig overtegnet med selvopfundne, legaliserende leveregler (Lisserlogik,) der lignede graffiti en anden havde skrevet mellem to togtider. Det var derfor ok at lade en anden gøre jobbet. Han så det jo på afstand og var iført linser.

Hovedrystende

Gran voksen veninde

Jeg indrømmede i trygt selskab, at jeg ikke gjorde det, håbede på ord fra deres mund (samt blade og YouTubekanaler med iværksættere,) ville få mig til det. Tro. De synes jeg var fjollet, men mig. Det var også i orden, for jeg blev aet af deres blik. Det var også synd at mine jobs skulle involvere sådan et besvær. Jeg ville kun det jeg hele tiden arbejdede på, nemlig blive bedre til at undervise, det andet? Æsel, gå hjem. Jeg var en dumstædig tyr.

Rudolf påtog sig opgaverne uden megen brok for det gik jo alligevel hurtigst! Så var jeg næsten ikke til besvær. Han måtte lave et regneark da han ikke var den, som kørte Ballerup og omegns asfalt hullet…. Plus kommunikerede med Jens, kørselsark modtageren, under synonymet, Tyren.

Jeg var et sted dybt inde bange for, at hvis jeg tog ansvaret for de sidste “voksenting”, så ville jeg ingen grund have til og blive i nissernes dal med rødnæset og flytte hjemmefra.

En lun aften i juli sidste år, skrædderstillings siddende, i lille kreds, med udsigt over solens trækken sig tilbage for dagen, tog jeg et farvestrålende kort fra bunken. Vendte det.

Inviter hjælp. Inviter det forunderlige til at forfølge dig. Seriøst, bare sig, jeg er endelig klar.

Nåh.. Smilede høfligt, lidt skuffet faktisk.

Noget satte det i gang. Ikke bed om hjælp, nej inviter. Smag lige på på det. Bedre ik? Det fjerner fuldstændig hjælpeløs-og afhængigheds følelsen.

Det sekund jeg accepterede timer og kørsel skulle findes i deres mapper, i stifinder, at det hørte til livet som sengetøjs skift, klip af negle, opvask, madlavning og vasketøjs sammenlægning, blev det lille bitte. Der skal control c og v en del, da ugens 5 dage ikke er ens, ikke i timer, kørsel el. arbejdsgiver, men ugen før er de klar til vedhæftningen. Skrev tak til Jens for fritiden han har givet min kørsel i denne sæson.

En klog kvinde har sagt; kan du noget er det godt, men kan du lære andre det, så er du trinet højere, og forstået hvad det “hele” handler om. En masse gange (2 gange årligt) fik jeg forklaret det økonomiske, men andres fingre på tasterne lærer du ikke noget af. Var lige som de skide aber; ville ikke se, høre…. Gav mig selv mental mundkurv og spændetrøje på og lod følelsernes stormvejr hvirvle drømme, ansvar og tro rundt som fugle over en tegneserie figur, der har slået hovedet. På den måde kørte jeg min egen selvstændigheds Ferrari i garagen.

Jeg har følt et enormt behov for at flytte andres stædighed, for kunne de ikke se det vidunderlige i …

Hvilket liv er du ved? Det du vil?

Hvad ligger der bag en bekymring? En modstand?

Stopper jeg op og anerkender det gamle stakits værd et øjeblik, er det nemmere at dreje af inden min sædvanlige (mod) reaktion. Støvet fra fortiden det i virkeligheden er, vil lægge sig og følelserne fra nuet vil være helt anderledes dybtfølt. Indenfor minutter vil klarheden dukke op. Sandheden er ikke altid rar men jagten er halvvejs inde på, at ingen reaktioner skal mere være baseret på gammelt lort, noget jeg nu kun tåget forestiller mig, var.

Jeg tænkte at få én bog udgivet måtte da være det største. Men er det for at min mor og far skulle stryge mig over håret og sige; nåh… hvor er det flot. De kan ikke imponeres, så hvad er nu det største?

Hvorfor er det først, når et kendt forlag som Gyldendal står på omslaget, man er en “rigtig” forfatter.

Jeg acceptere og lægger mig fladt ned når:

Karma er en bitch. Inviterer gæster, propper rosiner i boller, marcipan i bånd og en sørger for kørsel, så ved jeg, hun husker sin datters fødselsdag.

En kvinde tager jakken på midt i undervisningen mens hun bliver ved med at gå hen til de andre, der danser. At jeg så bekymrer mig om hvad de andre mener om mig, når jeg ikke stopper hende. (Stolede ikke helt på hvad jeg ville sige og hvordan det ville komme ud.)

Jeg må rykke for hvad jeg er værd.

Jeg må invitere hjælp.

Jeg overvældes af trangen til bortforklarings ordkaskader. Skubber teenageren blidt til side og ser den 52-årige i øjnene.

Hvornår overgiver du dig til, det, der sker?

Under hvilke omstændigheder ville du gerne kunne det?

Hvor er det nemt for dig?

Mor! Louise har det ikke godt med sine forældre må jeg invitere hende med hjem?

25-årig fraflyttet

Bare rolig jeg har sutsko på

Hjem, Et sted hvor smilet kan forsvinde i de rynkede bryns koncentration eller mundvigenes parallelle parentes. Hvor jeg med åbent stuevindue i februar kan sidde tastende på porcelænet i en halv time og ingen vil mig noget. Udover kongen (deraf vinduet.) Klager altid; når han kommer ind fra ude, inde, ude, morgen og aften nogle gange i form af et surt opstød, hvis han hopper ned fra vindueskarmen samtidig.

Jeg mærker ormen vride sig rundt i ormegården.

Siden jeg var 14 er ophav fra forrige århundrede kommet uanmeldt. Troede seriøst, at hvis jeg ikke kontaktede dem, ville de blive på egen adresse til inviteret. Skulle nok havde sagt det da de begyndte, men ville ikke såre dem. Den mulige reaktion en knugen i maven. Nu har ham med regnearket lavet et gelænder til dem og jeg invitere inden… men gør jeg ikke ….

Lågeåbneren, Goldielocks

Det passede mig ikke at få besøg, som i meget dårligt, jeg vil ikke have nogen ind og rykke ved vores søndags ritual. Fraflyttede kommer, vi spiser buffet, vasker op og ser 2-3 afsnit Friends mens vi spiser kage. Kun os tre fraflyttede, unge mand og jeg. Ahhhhh…. Bagefter venter vi på hun får snakket færdig om andres børn, mens mit hoved skal bæres af brystet på regneark mand i bryggerset.

Nej det. Det er okay. Du kan bare tage Louise med.

Hun kan gennem tusindvis af tråde mærke ubehaget, jeg føler over noget, der for en aften skal ændres og konfrontere míg øjeblikkeligt med det.

Gennemskuet.

Ser ned til ormen, virkelig ser den. Hvad den er lavet “af.”

Snakker med mig selv også højt. Ja, jeg indrømmer at kongen ikke altid er i nærheden for han har det med, at deltage i samtalen og der er nogle gange hvor udvikling og slip af fordom går hurtigst ved stilhed.

Ville jeg ikke gerne tage en andens unge ind, give hende det som jeg fik af mine forældre af gavn. Være hende pizzadamen med sauce inde bag forklædet og i det nyvaskede hår som mine sviger forældre var for mig. Elske og ære det, bære det til det kunne stå på skælvende geddebukkeben midt i tyverne med visheden om, at når jeg så mig tilbage ville deres favn altid stå åben, deres stemmer som sprøjtende benzin, i tom tank, i min øregang efter bebrejdelser fra mine af navn.

Måske kommer hun slet ikke, måske det vil være for underligt for hende. Hvis hun gjorde ville jeg ønske jeg kunne fortælle hende om stakitternes begrænsninger, hvor flotte de end er med deres patinas skinnen.

Du kan ikke flytte andres villighed, modstand eller rive deres mure og stakitter ned, og samtaler om det er sjældne, glitrende juveler.

Hvordan ser dine stakitter ud?

Er de uigennemsigtige som “muren,” eller er de som spejle, der ganger et rum op i det uendelige?

Jeg ser (på YouTube) mennesker som flytter til solbeskinnede Portugal og renoverer en forladt ruin med en på 2 og en på vej, for nedrivningen og nyopførelsen er så symbolsk. Skabelsen af et andet liv, et hvor man ser solen skinner meget mere end det regner dråber. Hvor glæde kan findes i ingenting og alting og ikke mere i noget jeg engang har fundet misforstået ro i, for eksempel æde til jeg ikke kunne mærke ensomheden, fravalget af min person. Acceptere, at forstå noget, (andre forstå mig) ikke altid er vejen ud, igennem, men i stedet gør mig mere modvillig til at sige ja, gøre, handle uden tøven. Ikke lade andres forbehold stå som et ekstra stakit om mit, i mellem mine drømme og opfyldelsen af dem. Jeg er i andres liv hvad de er i mit, altid kun med på bagsædet aldrig virkelig på passagersædet.

Nu og fremtid har plads til at bygge deres egne splinternye stakitter. De vil nemlig dukke op. De gør os trygge.

Jeg ville ikke gå da jeg tog ansvaret. Nu er jeg; “jeg kan godt lide mine regneark, kvinden.”

Det ubevidste ligger ikke mere som en krokodille, med gennemsigtige øjenlåg ved flodens bred, nej nu er gabet rundt om et af de 9 liv, i fuld skrue mod flodens mudrede bund.

Lykken er ikke andres ansvar.

Lyder som skæld ud. Blander mig nu (næsten) uden om andres valg af farve, metermål og låge, mens jeg håber den står åben for mig. På klem? Fint jeg møver mig bare igennem.

Lykken er mit ansvar.

Aldrig igen hvile mine valg op ad andre med mindre det har en stor konsekvens for nogen. Alle de små valg jeg bekymrer mig om, kan kun blive andet end ideer og ord hvis de rigtige mennesker bliver præsenteret for dem. En ny virkelighed bliver hurtigere vane hvis troen på den kommer fra en selv. Ingen skuldre, støtteben, ører eller hænder før et hvis niveau af tro er nået.

Drømme, forestillinger kan ikke opfyldes hvis man ikke tør indrømme eller sige dem højt. Alle de små i opfyldelse først, trækker ikke nødvendigvis den store nærmere. Hvad ville være den direkte vej?

Når vanedyrets låge åbner ind til en labyrint af kasser med pop-up klovne, dinglende hid og did i deres fjeder på kassens bund, skal du holde fokus på dit mål, dreje rundt på dine Sketchers og ikke tage den sædvanlige vej hoppende overspringshandlingernes hegn. Nej, pres bare en klovn ned eller to.

Pst… Jeg tror, jeg spæner nu.

Knus

Din

Stakitnedriveren.

Hvor er nu min splint udtagnings nål?