Søm og skruers betegnelse dukker op på mobilens lille skærm. 23 minutter siden opkaldet.

Vi har spist grøntsagsgrød, skyllet af, vasket op og bordene langt fra egnet til en operation men aftørret.

Et bump til tiden, 2 måneder næsten gået siden sidst vi var i samme rum. Jeg vidste det godt, kunne havde ringet op, men valgte det ikke. Blev i den sikre skyttegrav.

Mens skridtene ud af stuens lange gulv mod bryggerset bliver hurtigere og hurtigere, bliver noget i mig blødt og hårdt på samme tid.

Det skratter og et halløj lyder i mine ører.

Mine hænder allerede i gang med, at tage tøjet ned fra tørrestativet.

Første skudsalve:

Har han ikke fået noget job endnu?

Nej

En utilfreds brummen sendes fra det smukke bindingsværkshus med det stråtækte tag og rosenbuskene foran køkkenvinduet fra Lynge via Farum, Værløse, Ballerup til Skovlunde. Får hammeren til at slå på ambolten hvor det omdannes til gnistrende frustration, der videre af nervetråde slår alarm, omdannes til øjeblikkelig hede og det indre sprinkler anlæg tændes.

Det er også ærgerligt han kunne jo havde fået studenter huen denne måned!

Ja

Blev han moppet?

Nej

Hvorfor gik han ud, var det lærerne der ikke mente han var klog nok?

Nej, det var hans beslutning.

Jamen hvorfor … er han tilmeldt arbejdsformidlingen, stemmen skinger nu.

Nej og det skal han heller ikke.

En buldren er på vej op fra fødderne i mine sko. Rejser mig op, nu i soveværelset, efter at havde presset de sammenfoldede lagner ind på plads. Luften jeg trækker ind breder vreden ud i mit bryst og hårsækkene sender tykke tiger hår ud i orange, hvid og sort. Dampen i skyer ud af tyrens mule, hornene sænkede i forlængelsen af den rundede ryg, kloven parat til afsæt, en afventende backup.

At melde ham ledig som 20-årig dropout efter i næsten 4 år, at havde forsøgt og få en hue (nu sendt retur) på hovedet, ville være og tage den sidste værdighed fra ham. Han er gennem depressionen og nogle skal nok derude på arbejdsmarkedet blive glad for hans ro, humor, hjerne der kan huske selv de mindste detaljer, mildheden bag brillestellet og hans begyndende talent for, at se nuancerne i de mennesker de omgiver ham. Hvordan en knastør karakteristik af mig, får snotten til at stå i fløjene, knæ bukke sammen, den ene hånd afværgende ud, den anden ind mod min krampende mave. Med forringet billedkvalitet må kinder og næse tørres med håndryggen, jeg er set, gennemsigtig som et glas efter en tur i opperen med kalkfjerner program.

Ingen besked tilbage.

Det er svært at søge job. Jobannoncer er hele sider med tekster som oversælger og hvor ham med ingen arbejdserfaring skvatter mere og mere sammen, for hvert minut vi side om side kigger på skærmene. Bare det og få lov, at søge stillingen kræver mange indviklede veje ind i forskellige systemer. Vi har lært, at vi med det samme skal scrolle ned, for der står det. Det, de virkelig forlanger; gaffeltruck kørekortet, erfaringen fra mindst 3 andre jobs af lignende karakter, du skal være initiativrig, ikke bange for at tage ansvar, åben og kunne snakke, med det samme, med alle mennesker. Kort sagt være mindst 30, rungende udadvendt, uddannet (mindst hue) og arbejdet i branchen siden du var 18.

Han er overvældet, kan kun se det han ikke kan og jeg ønsker, at nogen ville tage ham under sin vinge og vise ham, gerne bestemt (hvilket får ham til at føle sig tryg), at det derude kan være alt, drænende, pligt, fantastisk og helt okay, når rutinerne er blevet genkendelige. Hvis han modtog penge, ville der ingen motivation være. Det jo som at sige:

Orker ikke at hjælpe dig, ingen arbejdserfaring, duer ikke. Du er ingen.

Sandheden er han faktisk har prøvet og komme i kontakt med dem (kommunen) for, at få noget samtale støtte, men da han skrev de bare kunne bestemme tiden for aftalen, (han skulle jo ikke noget,) gik det hele i stå. Hvis det er støtten til unge mennesker vil jeg hellere være indpisker suschhhhh… Det er for trist.

Kan jeg se ham være lærer? Jo derude. Hvis han vil.

Jeg ved ikke hvad der stod i mine kort, men jeg ved at du i gennem livet vil ændre dig og nye kort vil blive trukket; af dig, for dig (hvis du ikke selv står op.) Tilfældigheder vil få dine øjne fanget på en 10×10 cm rubrik, i en lokal avis, i sommeren 1992, kæresten så på dig og hvorfor ik. Anatomi, fysiolog (anede ikke hvad det var men psykologi.) Jeg ringede og kom ud til en samtale. Sad overfor nogle kvinder som øjeblikkelig gav mig tanken; jeg vil være som jer. Den ro, hvilen i sig selv. Måske tog de mig, den yngste, ind fordi det var en selvbetalende uddannelse, i dag SU berettiget, og de skulle fylde op, dem de kunne få. Startede en uge efter de andre og skred 2 gange i anatomieksamen fordi jeg stadig inden i ville være producerassistent. Det lød som om, at man på et filmset var en stor familie, og jeg ønskede til månen og hjem, at være en del af en.

Hvis jeg havde forstået ud fra den lille annonce, at jeg ville blive spyttet ud 3 år senere i forventningen om, at jeg skulle leve af at undervise tror jeg slet ikke, at jeg var dukket op.

Så for helvede, kunne de ikke bare skrive;

Mød til tiden

Vi viser dig hvordan

Du gør det så godt som du kan og når du har lært det hele, så ved vi at du kan gøre det endnu bedre. Men indtil da.

Du er det værd.

Knus, stort (ikke brummende,) nynnende fra hende, der nu har fortalt unge jobsøgende mand, at jeg tager den 9 hallede frem for han er parat og det skal hele verden og de mennesker som elsker ham, se. Han er landet.

Næste gang søm og skruer kommer med sit bekymringspis, bare en sætning, vil jeg give slip på tyrens næsering, lade de stride hår i orange, sort og hvid vokse ud i klare bugtninger og halvvejs knurre, halvvejs brøle.

Hvis du intet støttende kan sige skal vi snakke om noget andet, for unge mand eller øret mod mobilen er færdige med at lægge krop til den frustration. Vi er videre og det må han også komme. Færdig fucking slut. Gr…

Han kan se sig meget heldig, havde jeg været en anden, yngre, havde jeg udstødt ham fra flokken, for man jæger ikke alene.

Jeg tænker og cykle op til dem.

Den hueløse

Skovlunde til Lynge og retur, det kunne kaldes motivation.

Jeg ryster på hovedet; du skal først gøre det, når du har et job. Tag hen til farfar (se forrige indlæg: “Op i røven”) og farmor i stedet. Hele familiens tabte sjæles benzintank.

Søm og skruer vil nådesløst udspørge ham enhver energi ud af kroppen, barnebarn eller ej. Til han ender som en smørklat på gulvet, som tigrene i lille brune Sambo.

Han ser på mig under det lange pandehår, nikker så, og går ud af rummet.

Ekstra Knus fra nu

Kidsvolley underviser overlevende

Sarte sæbebobler

Vis ingen tvivl

Støt op om intentionen

ikke uopnåeligheden.

Vær ikke bange

drømmene er deres.

Hvad er dine?