December 2023.

Unge mand/søn og skribent er i gang med sidste sæson af the Crown på Netflix.

Di-dag. Paris. Diana, engang Spencer, sidder på bagsædet i en Mercedes-Benz, lige påkørt en pile, i en tunnel, en lun sommeraften d. 31 august 1997.

Hun dør i ambulancen flere gange, endeligt under nogle af de dygtigste hænder, og uendeligt mange gange siden i folks hjerter og hjerner.

Jeg sad og ammede en 14 dage gammel pige, og havde lige krænget mig efter fjernbetjeningen og klikket ammebh`en åben. Det var et konfronterende, uforståeligt spild af liv, med et helt nyt i armene. Sårbarheden bølgede frem og tilbage mellem pigen, endnu ikke Goldielocks og mig, hvis hormonelle rejse havde taget et sving ud i rabatten.

Stilleben

Hende der ser, stadig ser, hører journalisten mumle i bagrunden, øjnene låst på den delvist afklædte fodringsautomat, med den blegnede solbrændthed. Valget for den lille omsluttende mund står mellem jordbær og vanilje.

En dokumentar thriller

I mine ører, bøjet over snitning eller når gå partner i Måløv er hjemme før mig, hører jeg en bog om Di-dag. Titlen starter med ordet attentat og beskriver hvordan et bestillings arbejde forberedes ned i de mindste detaljer, i de sidste dage inden pilen påkøres.

Skulle hun udslettes fordi hun in- og direkte var skyld i skandaler, der havde konsekvenser for de andre kongelige familie medlemmer?

Var hun gravid og var det med ham, hun døde i bilen med, Dodi F. eller en genoptaget affære med K.?

Var det Dodi`s far, Mohamed, der i virkeligheden var målet, fordi han havde snydt en engelsk hertug for en god forretning, købet af Harrods, det berømte luksuøse indkøbscenter, år tilbage?

Blev forfatteren, helt tilfældigt et øre til en lejemorders dårlige samvittighed, på en fjern solbeskinnet kyst?

Færdige med afsnittet fortalte jeg om bogens indgangsvinkler og lige pludselig var vi ude i en snak om etik, om manglen på den, når nogen tjener på andres død.

Du må indrømme, mor?

Du må da tænke nærmere over, mor?

Der er unge mand logik, stædig vandmand og og så er der Lisser logik, stædig tyr. Sidstnævnte, hvor jeg i forsøget på, at orke og forklare noget jeg ikke har taget egentlig stilling til og irritationen i at skulle, gør unge mand meget frustreret. Samtalen kunne lige så godt være under vand, hvor den ene har ryggen til og den anden fingrene i øregangene.

Jeg ender med at trække kortet.

Hvad er så etikken i måden vi behandler dyr på?

Har fuldt efter ham rundt om hjørnet til hans værelsesdør, banket pænt på først (hurtigt indrømmer jeg,) inden jeg trykker håndtaget ned.

Flexitar

De skide dyr, jeg især i den søde juletid tumler med, fordi jeg stadig er skabs vegetar og vi i årets sidste uge sidder til bords om grise, køer, ænder og fiskeboller. Splittet i uendelige, trælse indre monologer december igennem mellem, at lade være og ikke få samvittigheds tømmermænd, eller bare spise en skive ryg. Kunne jeg bare være sikker på dyret spiddet af min gaffel, havde haft et godt liv, er slagtning fint. Jeg er ikke meget for hverken andres enten eller, eller min egen, det er så uigenkaldeligt definitivt. Smags løst. Jeg kan jo også godt lide noget kød, men ligesom mine smagsløg ændrede sig af, at spise mindre sukker, har de også over to år mistet mere og mere interesse for slagterens udhuggede dele.

Faktum

Spiser du mere af noget, har du mere lyst til det, spiser du mindre, ditto.

Jeg vil nu have mere af:

Den bitre skarphed fra de hjemmesyltede rødløg/agurk, hvor søn afskyer lugten af eddike fra glasset på sine fingre så meget, at han “glemmer” og tage det med tilbage til køkkenet, når vi rydder af. Hjemmelavet fordi intet sukker behøves, kun salt, når det spises indenfor halvanden uge. Det er videnskabeligt bevist, at tarmen er vores anden hjerne og da syltede og fermenterede madvarer er godt for tarmbakterierne så…

Chili, som kræver næsefløje aftørringer og giver prutter med ild i, selvom det nu nok mest skyldes indtaget af hummus. Kikærter er frikadelleløgs største konkurrent. Ud-i-et dragter er dejlige i kulden men lydisolerende er de ikke. Når jeg kan høre “dem” igennem kvidrende Måløvborger i mine ører, bliver jeg nød til, at se mig tilbage hvert femte minut, hvilket får mig til og føle at andre observerende … fodgængere måske tror en paranoid kvinde er på vej i mod dem. Hvis du ude i vejret ser mig skrå over gaden og væk fra dig er jeg bare i pruttezonen, efter frokost. Tag det ikke personligt.

Varme krydderier, i min havregrød med en rest græskarmos, lyder virkelig ikke lækkert men nøj det smager godt, varmen som et flydende velbehag ud i hele kroppen. Allehånde, kanel, kardemomme, som at fylde hele munden med et honninghjerte. Med alle smagsløg aktiveret kan jeg huske hvad jeg har spist og føler mig mæt længe efter, og kan når nødvendigt holde fra syv til femten på sådan en tallerken uden, at snuble i mit blodsukker.

Nu stopper du! er titlen på en bog, jeg fandt sidste gang til bogbytte dag.

Modvilligt sætter jeg en ny monolog i gang; du spiser det du har lyst til, altså til du stadig kan række ned efter noget på gulvet uden og få bræk fornemmelser. Slut for i år med og tænke muskelfiber indtag, vær i nydningen af, at være omringet af mennesker d. 24 december, der betragter din tilstedeværelse som lige så selvfølgeligt som knasende hud og de blottede tænder ved læbernes krængen over et saftigt andelår.

Det var jo mig, der havde drejet dem rundt.

Skævt smilende ægtemand

Med Goldielocks lige så glad for sovs, til min højre side, er der ingen kommentarer, da jeg holder sovsekanden med bunden i vejret mindst to dybe vejrtrækningers tid. Gik desværre glip af, Goldielocks anden side makker, snart tre år, slikke sovs op, for to timer senere, at brække alt op efter snurretur, gange tyve, med meget klemt bror, i den lige ud pakkede, blå avis indkøbte, drejestol med indbygget kaleche. Så kun ægtemand var på pletten og vaskede efter. Ja sådan en mand har jeg, ikke næse rynkende og bange for intimberøring med hverken blod, opkast el. afføring. Han bliver den bedste mor/farfar en dag.

Sådan en, se et behov, dæk et behov, hjælpsomhed får mit hjerte til, at banke hurtigere.

Dagene før meningsudvekslingen med stædig vandmand alias søn, havde budt på min mor i røret, min far til middag, hvor jeg som altid var den grå murstens mur, når deres manglende interesse for hvad vi er for nogen, blev kastet i min retning, men hyggeligt med uno kort i vifte. De havde endda købt gaver med. Til vinderne.

Opretholdelsen af “muren” i timevis, og min hjerne begynder morgenen efter, at køre i erindret skidt karruseller. Selvom jeg slår fuld bak og hopper på gyngerne i stedet, er jeg sårbar, så da:

Mor, du vil jo gerne have jeg stiller spørgsmål, i stedet for side og nikke?

Ja, jo men hvis jeg ikke føler mig mødt med nysgerrighed, som jeg den anden vej, kun belæring og mere og mere utålmodig stemmeføring hvis min mening er anderledes og bliver ved med, at være det, så…

I mine ører er attentat teori historien underholdning, tanker jeg kan lege med, for havde der været et attentat på prinsessen eller en af de andre i bilen så er det aldrig blevet bevist, det ville jo havde stået alle vegne og den gang var jeg skabs royalist. For ham er bogen uetisk, men hvad er så serien vi ser, hvis ikke en måde, at tjene penge på det britiske kongehus liv og død?

Vi ender med at stå og se på hinanden, fuldstændig enige om ubehaget ved vores uenighed og siger godnat senere.

Mine forældre skændes til mit solar plexus var en evig sammen krummen ært, mindst en pegefinger altid slikket, drejende som en vejr høne og en rustning i form af et smil. Læser; kampen om tronen, så der er en masse kroner i mit liv, lige nu.

På grund af det, men også fordi vi aldrig har synes vi fik noget godt ud af det, har ægtemand og jeg aldrig skændtes.

Nogle får gode venner igen, sex.

Fint…

Faren ved:

At undgå uenigheder er, at det kan gøre samtaler hule, eller ligefrem ikke eksisterende. Jeg har fået en mangel på lyst til, at sige min mening i selskab med nogle mennesker og gå trygt ud i debatter. Men når sproget ikke bruges, gurgles rundt i mundhulen for og blive spyttet ud, mister det sine nuancer. Monologerne inden i, bliver ikke dele af dialoger og stædig tyr bliver mundvissen.

Dagen efter stædigheds blottelse vandmand og tyr i mellem, sidder jeg hjemme i en pause mellem hold og den 20-årige har skrevet;

Undskyld, jeg ved ikke hvad der gik af mig.

2024 skal bruges på; at øve et sprog, uden vand i munden og fingrene i ørerne. Hvor jeg siger hvad jeg tænker, og føler, når jeg føler det, når han siger … Tiltror ham, at han hører mig færdig (alternativt tvinger ham, han kan jo kun gå så… langt,) og jeg derfor skal starte min forklaring fra starten, og ikke fra den uforståelige midte. Og så starte forfra.

Av mit haleben…

Bruges på; at tage gennemsigtigheden jeg har efterlyst fra forskellige arbejdspladser igennem 23, ind gennem den utætte bryggersdør til spisebordet, og husets andre mødesteder bl. a. sengen, hvor afsnit bliver set. Søn er meget irriteret over arvet sofa, som beregnet til kortere kroppe end hans også har store rum mellem hynderne, hvor man balde adskilt sidder ned på træet.

2024 skal være det år hvor jeg går ud og opsøger endnu flere oversprings fristende; samtaler, udfordringer og lægger min hensynsbetændelse ned, til side, væk, sælger den, giver den væk, bare længere væk fra mig, ingen rustning skal nogensinde mere være behøvet. Vi er så utrolig heldige med, at i vores land spyer ingen drager ild. Kun en lille bitte en. I. Os. Selv.

Spørgsmål i december.

Kan det være rigtigt han ingen penge får, når han arbejder 37 timer?

Starten

20-årig gik ud af gymnasiet sidste vinter.

Ansøgninger blev sendt, ledighed bliv meldt, men ingen penge bedt om for, hvad var så meningen med, at skrive først nævnte.

Ingen samtaler kaldet til.

Kvinde fra kommunen og 20-årig startede en besked udveksling, men noget døde.

Han er nem at leve med,

hensynsbetændelsens søn.

Efterår

Jeg satte det i gang igen;

kommunekvinde-og søn besked udveksling.

Affyret

til ugentlig ansøgnings skrivning på jobcentret.

Ny affyring

Søn, virksomhedskonsulent og Nettoleder om det runde bord.

Virksomheds praktik fra novem-til december, i Netto, i Byen vi bor.

Taknemmeligheden, som havregrød med æblemos, de sidste skåret fra haven og langsom smeltende flødeskumstoppe, også i kaffen.

Et cv kan blive længere, til.

Nu, i sin anden virksomhedspraktik på anden måned, i Netto, i byen ved siden af.

Søn accepterer den gratis arbejdskraft uden modstand, arbejder tiden, app på mobilen dikterer.

En lille pippen i min mave.

En måned kan jeg gå med til uden en krone, men det jo altså ikke en praktik hos Louis Vuitton.

Hans far; vi forsørger ham så han har ingen ret til og få noget.

Pippen bliver en mumlen. Sch… gr… vri… mmhmm…

Hvis Netto vidste, at de havde en ung mand i praktik på anden måned uden løn, dog en pizza ved overarbejde, så tror jeg ikke de ville synes det var i orden. Jeg tror, de regner med at kommunen forsøder hans konto.

Ja, ja, sukker meget højt men inden i, (monologen du ved,) jeg ved godt det er erfaring men, når han ikke engang ved om han bliver fast ansat og så derfor burde skrive ansøgninger igen, så … Et faktum han og skribent ignorerer, når tilstede i samme rum.

Til søn; send mig dine virksomheds kontrakter så vil jeg skrive til nogen.

Hans far; de vil sige han skal leve af sin opsparing, det er ik besværet værd.

Jeg skriver til K, et navn nederst på virksomhedspraktik kontrakt, et.

Modtager samme dag en bekræftelses mail fra jobcentret i min mailboks, men intet andet lander der fra K

Mumlen, nu med en mental rynke mellem brynene, assisteret af; neglerods pillende negle der skubber og hiver, en uretfærdigheds følelse siddende i mine ømme lår, på hver parkeringsplads jeg skrå på vej ind, i næste hal, de sidste dage inden juleferien.

Jeg spørger søn om jeg må gå videre i sagen, nikken.

Presser mentalt søns, fars ingen tiltro til side og ifører mig pitbullterrier sættet i størrelse, større.

På den anden kontrakt, et andet navn, en S, ham ringer jeg op.

S vil undersøge sagen, mener at søn vil få ydelse selv om han bor hjemme for veludført arbejde, bare mindre. Søn kender ham som virksomhedskonsulenten, der sad med om det runde bord. Han var også med til en af samtalerne i butikken.

Tre kvarter senere en besked lyser op, søn skal melde sig ledig på borgerservice og så vil han få en tid til en visitationssamtale. Altså to besøg på rådhuset i alt. Til start med.

Hvem har fundet på det ord?

Visitation.

Det lyder som noget, der kræver tøjaftagning og fingre i huller?

S lyder virkelig rar og ikke som en, der ikke vil hjælpe mig. Jeg lægger min egen fordom om hvordan kommuneansatte lyder ned på gulvet, udfor stolebenet, ved siden af den indtørrede kikært fra aftensmaden i går.

I det jeg enter et andet rum.

det er godt du skriver…

Mand

Lysten til at gå tilbage og bede ham gentage sig selv, så jeg kan få det som lydfil i mobilens hukommelse er stor, men noget får mig til og gå videre.

Jeg behøver den ikke mere.

Bekræftelsen.

På hvad der gør mig, til mig, i andre øjne end mine.

Kan man springe det første besøg på borgerservice over for han skal jo ud efter arbejde, hvor han er en slatten klud?

Hans far; jamen han er da meldt ledig...

Skriver til S igen, hvad skal … hvis …

Sidder med søn og ser i hans “papirer” på skærmen, men kan ikke se hvor vi ændre hans status fra tilmeldt uden ydelse til, nu i virksomhedspraktik med ydelse for arbejdsindsats. Tålmodigheden forsvinder lige så hurtigt som min halve spiste mursten, mands rugboller, som grundet mængden af rugmelet, kun kan æltes af hans armmuskler, og som alternativt hele, malet sorte, kunne bruges, som kanon kugler, i HBO-serie med castede drager.

Landet let skrævende med hænderne på hofterne, vipper lidt frem og tilbage på fodballerne, tænker …

Dage går, pitbullterrieren vender tilbage og i notesbog d. 19 december skrives med hurtige ryk med håndkant mod spiralryg;

Kontakt; borgerservise, ydelser, dagpenge.

20 december, juleferiens (min) første dag; manus skal afleveres i København, gulvtæppet skal af, i min mors stue, men først skal jeg ringe til kommunen. Klokken er ti minutter over ni.

Du er nummer et i køen (til borgerservice.)

Du er n…

du …

Er det okay jeg stiller dig om til jobcentret?

Ja hmfr … okay så, det var jo dem, der bad mig om at kontakte borgerservice.

Jeg får K, kvinden, der ikke har svaret på min mail for halvanden uge siden i røret. Hun har været syg.

Vi aftaler en tid, hvor søn har fået fri for arbejde, hos hende næste dag. Hun vil hjertens gerne hjælpe os igennem en snirklet procedure, der kræver dokumentationer i alle varianter. Med mands ord i ørerne, fortæller jeg om hans opsparing.

Ingen ydelse med mere end 10.000 i banken. Hvis han bliver fastansat i januar kommer han aldrig ned på det beløb, det selvom hans nye praktikplads ligger kun en indånding væk fra Mågen, af dig måske kaldt McDonalds.

Jeg aflyser mødet, men hvis jeg, vi, har nogle spørgsmål er hun der med masser af tid, disse sidste dage inden jul.

Da jeg ca. klokken 10 lægger mit manuskript på den høje disk i forlagets reception ser den plaster på næse, lystkrøllede kvinde ligeglad ud og jeg har mest lyst til, at nuppe mit barn med hjem igen. Det føles som den første afleverings dag af mit barn i børnehaven og mit hjerte svier, mens jeg går ned af trappen og ud i Fiolstræde for af omveje, toget tilbage til skove og lundenes by, at ende ved siden af mand i retning af gulvtæppeejeren i nr.196, hvor vi hamrer hende op gennem den lyd- og overgrebsmands sikrede dør.

Efter forsigtigt at have rykket lidt rundt på ting, stol, borde, fodskammel alle med en skælvende dynge af papirer, reklamer og aviser begynder vi, at pille, rettelse, mand flår, trækker det 17 år gammelt gulvtæppe i strimler. Nedenunder er underbelægningen, engang en del af gulvtæppet, porøst i ultratynde flager ud imod rummets sider, resten ind mod midten lysegul pulver, hvor fødder har gået mest, der hvirvler op, når du bevæger dig det mindste.

Hun har lukket døren til køkkenet og min jagt på indsamling af brugbare poser og sakse får min hånd på håndtaget. Indtørret fedtrester står tilbage på komfuret i gryder og pander. Skrald fylder hver en centimeter op på bordpladerne, som et bjerglandskab, da jeg i få skridt er gennem hendes køkken til den skuffe jeg mistænker indeholder, hvad jeg skal bruge. Da jeg går tilbage i retning af stuen, skifter lugten karakter, for hver anden meter.

Mor; luk vinduet op.

Jeg griber en potteplante med to blomster i, den ene stadig i sin plastindpakning, vissen.

Mand; luk igen.

Da jeg knækker gren af en helt anden plante, heldigvis lige mellem levende og død. Fra min hånd daler den ned som en spiseske tørret estragon med top.

Mands reaktion; virkelig!

Da jeg op af rygsækken trækker et gult og turkis mundbind op.

Jeg trækker en befriende vejrtrækning inde under det bløde stof. Jeg er jo ikke en dybhavsdykker.

Siddende i hug med lejlighedsvise oprejsninger for, at stække ryggen ud, fylder jeg den ene affaldspose efter den anden med gult støv. Vi er et dream team af effektivitet mand og jeg, hvirvlende om kap med støvet.

To en halv time går, hvor kost og fejebakke er mine nye bedste venner.

Brug bare min inderste jakke.

Siger mand galant, da jeg tager den ene gang over til containeren, hun heldigvis bor lige ved siden af, med en tæpperulle. Forsigtig med ikke og vippe den før jeg skal løfte den op over containerens kant, så det krakelerede gule underlag ikke laver en Hans og Grete sti, jeg må feje, når færdige. En kvinde kommer ind 65+.

Vil du have hjælp?

Døren til de indhegnede containere smækker bag mig og blikket ned af den lånte jakkes mørke stof får mig til, at skære en grimasse; den ligner jeg har rullet mig i 25 poser bearnaise pulver fra knor.

Jeg vender naboens måtte over min mors, inden jeg går ind af hendes hoveddør igen, orker ikke nabos misbilligende blik. Kl. er nu 11.

Siddende i stolen vi har flyttet på plads igen, giver min mor os penge i hånden for arbejdet og til gaver, gave til hende. Jeg ryster på hovedet og kan mærke mands stumme nej blæse i min nakke, da hun siger;

Køb mig en airfryer, den koster kun mellem 500-1000 kroner.

Jeg piller mundbindets ene hank af, min overlæbe er fugtig af min indelukkede ånde. Jeg er svedig helt ned i mine underbukser, min trøje for længst hængt på en stol.

Mor, du skal sætte dig ind i den. Også.

Mikroovnen står på tredje måned urørt, robotstøvsugeren ikke ladet ordentlig op.

Jeg vender mig væk for og lægge de sløve sakse på plads, at lette robotstøvsugerens vej igennem lejligheden over de nu højere dørtærskler vil ikke virke, for jeg ved, jeg ikke får lov, at fjerne de små, løse tæpper henover dem, der gør tærsklerne nemmere og køre hen over med rollatoren.

Gulvet lyser hele rummet op med sin fine, sårbare flade.

Samme dag, aften.

Mig, i døren til søns værelse; gå nu tidligere i seng, hans juleferie er ikke eksisterende, han nikker. Så går jeg nok …

Han; har du læst videre? Jeg ryster på hovedet. Arbejder hårdt på at blive færdig med nogle ting inden klokken slår 12, den 31 december.

2023 har lært mig, at de vigtigste løfter du nogen sinde kommer til og holde er dem til dig selv. Kan du det, kan du holde løfter til alle.

Manus er blevet indleveret og trægulvet i nr. 196 støvsuget og vasket til kanterne under skænk og skab, vi ikke orkede at flytte. Accepten af; at søn intet vil få fylder mig ud, jeg har gjort hvad jeg kunne og kan nu tage min kvalme og hovedpine, der har bølget op og ned, fra morgenstunden, med i seng, kl. er 20:00.

Tvinger mig selv liggende i 12 timer.

Den 25 december står søn op kl 4:45 for at møde kl. 6, det er jo mandag efter, at havde meldt sig frivilligt til, at cykle fra Skovlunde til næsten Jonstrup og tilbage for, at mormor kan sidde trygt på passagersædet frem og tilbage efter julemiddagen d. 24.

Jeg ville sidde, i et hjørne, i stuen og græde, overdrevet men så meget respekt og jeg er endda en tidlig fugl.

Tak

Tak til alle jeg havde i røret på kommunen. Der var ikke en eneste, som fik mig til og føle jeg var en over pylret mor, selv om det med lethed kan bevises, jeg er det.

Tak til især k fordi, at det var al min bekymring værd, da du sagde;

Der står, at han bliver fastansat.

Tak E for at sy mundbindet til mig.

Tak til, hjælp med tæppe op i container løftet, kære dame.

Tak for du er her, stadig er her, din nysgerrighed, din støtte, det ville være meget mindre sjovt ved tasterne uden dig. For smilene du giver ude i verden. Til mig, hvad der kræver du opholder dig i Ballerup/Måløv omegnen. Tusind tak.

Fra hjertet godt nytår og hvor jeg glæder mig til, at vi “ses igen.

Og med hensyn til 2024.

Hvad vil gøre dig mere glad igennem en dag, hvilken som helst hverdag, at gøre mere af?

Min tyr skal ud af stalden, helt ud af indhegningen, hvad skal du?

Hvad skal du gøre mindre?

Jeg skal mindre bruge noget for lang tid siden oplevet, som overspringshandling for, at turde noget nyt.

Hvad kunne du tænke dig at starte på?

Da jeg er ved tredje ud af femte bog i serien, snart fastansat og jeg begge læser, er vi begyndt og skiftes nogle aftner til, at læse op fra det kapitel jeg er ved, fordi han er så utålmodig på, at kunne snakke om det, der videre sker. Det får mig igennem svære passager med en masse navne, som nogle gange er som, at prøve at snakke med en varm kartoffel i munden. Vi læser 3 sider hver inden vi bytter. Ved hans første side, ser han op 3 gange fordi jeg ikke kan sidde stille, ved den 3 er jeg faldet til ro og griner og forstår. Kartoflen bliver mindre og mindre varm i min mund, jeg tiltror ham virkelig at han gerne vil lytte, være her i nuet med mig uden tjek af mobil, og jeg rømmer mig, for anden gang, og smiler, når han retter et forkert udtalt navn igen. Han er min hukommelse, når et navn sidder fast for lagt inde, og hiver det ud ved, at genopfriske personens karakteristik, så billeder kører som et lysbilledshow, når jeg læser videre.

Og så er der jo bogen om… der skal samles og ja der er andre derude, men ingen som min, der vil beskrive hverdags billeder og ikke på første side, (måske side 251 i appendikset jeg ender med at skrotte,) råbe dig en tør, mere tør og mest tør bækkenbunds åben, lukke mund fremtidsvision derude.

Start på:

Det, der får din mave snurret sammen af trefjerdedele angst og en del spænding, det der bliver ved med at stikke og klø, men som i virkeligheden er din intuition, der kalder.

Hvad vil gøre dig godt, at stoppe med?

Min tyr skal ikke mere krympe sig i mulighedens ubehag for, at blive fravalgt.

Knus fra ikke hovedpine plantet længere.