Endnu ikke helt visitations udlært, sådan mere udkørt efter blodproppen. Min mors.

Overgangsalder, stress eller …

Jeg har været for streng med og mod mig selv.

Troet, virkelig troet og forlangt af både hjerne og krop, at den kunne undervise 3 hold i træk i høj intensitet på en morgenmad og en daddel.

Overbevist mig selv om, at når jeg ikke kunne huske hvad jeg havde forberedt torsdag til fredag af to gange, en gang før og en efter ude af huset, hvor undervisningen var to andre former for bevægelse fordelt på tre hold, så var det fordi der var noget galt med mig. Jeg var langsom til at lære nye koreografier, ikke god og klog nok til, at huske alle de gamle. Latinmixholdet om fredagen er det sidste på ugen, hvor jeg er mest træt men det havde da ikke noget at gøre med, at det var det sværeste af alle 14 hold. Hvert år har jeg brokket mig, til nogen og de fleste har sagt, drop det, det er det ikke værd.

Men nu er jeg jo en tyr, eller jeg er i hvert fald stædig. For jeg tror stadig på at det, udfordringen, er god for mig, min hjerne og så er der jo dem, der kommer år efter år.

Jeg kan selvfølgelig blive træt, ja udmattet, men er det ikke levet liv?

Mand var på kursus og havde små, forskelligt smagende, veganske barer med hjem.

Jeg tog en tilsat appelsinolie med på arbejde (puh det er jeg ikke vild med) og delte den så den var i mellemrummene af de tre hold. Ja, for jeg er ikke slank fordi jeg spiser i den mængde jeg har lyst til …

Eller fordi jeg bevæger mig meget, det hjælper da, men …

Den der appelsin fidlelihut gjorde en forskel, energi og hukommelsesmæssigt. Og det var ikke fordi jeg bare troede det.

I fredags havde jeg det igen, brainfog, hjernetåge. Jeg havde lagt beholderen med mine to kugler hjemmelavede hjernemad, (var i mellemrummet mellem mands kursus et og to,) i min lomme på vinterfrakken. Frakken skulle jeg jo have på i kørslen fra første til andet hold, så det var da praktisk, når nu jeg bruger forskellige tasker. De hjemmelavede smager i nærheden af 10 gange bedre, plus, jeg skal ikke stå og ikke kunne læse ingredienslisten selv med briller på. Jeg kan ikke mere lide, ikke, at vide hvad jeg spiser, med det mener jeg ikke på mikro plan, men når jeg selv har puttet dadler, kakao, salt, kokosolie, nødder af en art og havregryn i blenderen, så kan jeg se det, indtil det er brunt.

Før tredje hold fumlede jeg i taskes forlomme, niks der var den ikke, ikke godt. Jeg vidste at jeg behøvede den mere end nogensinde, for i denne uge havde jeg morgener før slip af håndbremse ved høj kant, mærket stresshormonerne køre min krop sitrende over alt det jeg skulle ud over normalen. Presset min frokost ud til 14 eller 15 om eftermiddagen, da jeg måtte gøre et eller andet for min mor på 10 dag, i træk, før frokost og ikke kunnet nå den mængde forberedelse jeg ellers vil, fordi jeg også gerne vil lave mad jeg gider spise.

Jeg kom igennem det sidste hold, latinmix, i min verden aldrig godt nok, da jeg helst vil udstråle duracellkanin reklame fra halv til halv.

Men.

Jeg er ikke superwoman, i øvrigt virkelig træls.

Ildelugtende og let klæbrig som en champignon efter for lang tid i køleskabs skuffen, (i kondensen jeg selv har været med til at skabe,) stiger jeg i slagregn ud af bilen på villavejen bag vores REMA. Kunne simpelthen ikke overskue en parkeringsplads som krævede min nakke af led, samt risikoen for, at overse nogen i min hurtighed. Noget generede mig, da jeg ville lægge bilnøglen i jakkens anden lomme.

Ah der var den jo hjerne kuglen, spiste jeg den (klokken var12:55?)

Nej.

Fokuserede bare på, at køre hen med varerne efter købet til den nødstedte. Tømte postkassen i opgangen, inden jeg gik op ad trappen og bankede på. Låste mig ind, vinkede hej og lagde madvarerne i køleskabet, puttede hendes nu rene tøj på sådan cirka plads, greb hendes andet vaskenet jeg allerede havde pakket sidst og satte den ved døren (så jeg ville falde over den hvis jeg ikke samlede den op.) Gav hende et fast langt knus, hun gav et lige så fast tilbage, inden jeg fik hende til og ringe bankens nummer op, jeg råbte ud i stuen, for forklaring om fuldmagt. Bankens præmis for og sende hende fuldmagten til underskrivelse overhovedet, fair nok.

Der er 10-15 minutters ventetid… Kunne jeg høre stående ved siden af. For hende et år. Ventetid for mand, for info tre dage før, 20 minutter.

Fast kram til; vi aftaler en tid med banken og henter dig.

Hun nikker, vil gerne udenom tilsendte udbedelser om beløb hun ikke engang får et cirokort til og udfylde.

Hjemme om aftenen. Modtagelsen for hendes skyldte boligstøtte var heldigvis ret ligeglad med hvis konto pengene kom fra. Så min.

Går ind på Danske bank.

Jeg har fire muligheder for emner, jeg kan bestille en medarbejder i banken, til en snak om.

1. Pension, opsparing og udbetaling.
2. Daglig økonomi; billån og forbrugslån.
3. Bolig, køb, salg og omlægning.
4. Investering af bl.a. børneopsparing.

Jeg skriver da bare vi skal snakke om billån … Ser op på mand.

Han ryster på hovedet, nej, lad være med det, for du kan risikere, at den du bestiller tid hos ingen viden har om fuldmagter. Det ville så også være spild af begges tid.

Tanker

Jeg ved godt, jeg er enearving, sådan ca. en af de eneste fordele ved og være enebarn, men synes ikke om, da jeg en halv dag gik rundt med tanken om, at være forventet; køb og afhentning af hendes medicin (sidstnævnte kommer jeg vist ikke udenom alligevel,) uddeling af den i små bokse med ugedage på. Kravet om det kom af, at hun havde selvmedicineret sig selv ud over sine små, på forhånd pakkede pilleæsker.

Havde hun puttet flere i munden havde hun kunnet dø af det.

Et styks sød, plejepersonel, som fortsatte, vi må ikke give hende medicin, det skal …

Fortalte jeg at .. Nåh så må jeg ringe til hendes læge i morgen tidlig og fortælle vigtigheden af, at det skal være medicinkyndige, der har det ansvar. Jeg kan jo ikke komme to gange dagligt. Måske vil hun heller ikke sluge medicinen hvis det er mig der rækker hende pillerne, eller måske vil hun, men jeg vil ikke.

Onsdag

Jeg runder hjørnet til hendes opgang og ser guldjakken glimte nede ved næste blok, en ung mand går ved siden af hendes faste greb om rollatorens håndtag. Huen nede om ørerne, kvasten lige op, hun ser ud som hun gjorde før blodproppen, rodet, faldet, sygehusindlæggelsen. Det gør mig glad, men da jeg for ikke og forstyrre dem går ind i hendes opgang, begynder varmen, at slikke op ad min rygrad og videre ud igennem nervebanerne. Jeg flår min jakke og næsten hinkende, udenom en cykelhjelm på hendes kokosmåtte, mine overtrækkere, af. Hvis hun snart kan gå ude på gaden, hvor lang tid vil der så gå før de forventer hun kan klare sig selv?

Jeg vil ikke have dette ansvar, for denne gang vil jeg ikke lade hende være, blive væk, og skal jeg holde dette ud må hun finde sig i min oprydningsrastløshed. Men jeg vil også gerne have tid til dette, skrive, folde mig ud, have overskud til at blive en bedre underviser, i det mindste blive i samme niveau, ikke en der trækker sig ind og underviser mere og mere blindt, fordi der ingen tid er til fordybelse. Dette noget, blodprop eftervirkningerne kan jo være for evigt.

Man kan godt køre på i nogle uger, måske måneder, men nej uger maks, for jeg genkender uroen som min parallelt kørende tvilling og ved, at lige meget hvor meget hjernemad jeg spiser så vil stresshormonerne vinde til sidst. Hovedpinen og kvalmen er allerede kørt i stilling for anden gang på fjorten dage, hvilket er cirka dobbelt op.

Der skal ro på snart, på mig og min forventning til mig selv, skal ned.

Mine tænder finder sammen igen og igen, her, når jeg vågner om natten, når tankemylderets indre liste ikke synes og blive mindre bare erstattet af andre presserende opgaver.

Hvad er det egentlig der vil kunne ske hvis jeg glemte at ringe, skrive, snakke med nogen?

Hvad er jeg mest bange for, er det jeg skal blive set som en dårlig mor, datter, samarbejdspartner med hjemmeplejen eller?

Hvorfor tænke ud over to uger lige nu, det plejer jeg slet ikke at gøre alligevel!

Jeg er allerede i gang med at skrå hjørner alle steder, bruger de samme redskaber i badet så jeg ikke skal komme før for, at krænge andre ud, laver kød noget mere, forlanger mere hjælp af ung mand i huset.

Bliver man altid så træt i armen af, at dreje rundt (i farsen)?

Ung mand

Stående i hendes gang, med stadig åben dør, hører jeg guldjakken og den ukendte mand komme ind i opgangen, hun kommer små kvidrende op ad alle trappetrin undtagen det sidste. Det kunne jeg ikke alene da jeg kom hjem fra hospitalet. Ansigtet stråler under huen.

Hej

Efter min vinken, går jeg ind i lejligheden igen. En klynken kan høres, da hun tager det sidste trin op til hendes opsats.

Mand under opvasken senere.

Var det da hun så dig, hun begyndte at klynke?

Guldjakken bliver krænget ud over den dårlige skulder og jeg lader ung mand, nu identificeret som cykel kyndig fysioterapeut og mor snakke i hendes lille gang. Inde i stuen lyder en skrap stemme, der ikke kommer fra det nu slukkede fjernsyn. Er der nogen, som er faldet?

Jeg ser mig om og identificerer stemmen fra vindueskarmens hjørne, jeg træder langsomt nærmere; Nej der er ingen der er faldet. Tøver. Skal jeg gøre noget? Tingesten hvor stemmen udgår fra ligner en gammel game controller, godt nok i tissegul plastik, men de små farvede “vejvisere” er der i; gul, rød og grøn.

En vrissen, Nej du, skal ikke gøre noget, jeg skal.

Var det fordi jeg gik med hårde hælnedslag ind i stuen hun, faldalarmens vagtindehaverske, gik i gang?

Min mor har ikke hørt noget, optaget af samtalen, 5 skridt væk.

Senere ser jeg faldalarmens kommunikations partner på min mors arm og ved hun har lavet en Vera.

Hun har trykket armbåndets alarmfunktion ind mod noget da hun klædte sig af og sat den i gang. Jeg håber ikke hun vil lade armbåndet blive liggende på sengebordet fordi hun ikke vil komme til det igen, som Veras bekendte (deraf en Vera).

Min mor er heldigvis meget autoritetstro … til hun ikke er det mere… Desuden ser det ikke ud til hun forstår deres forbindelse.

De må da havde fortalt hende hvad den gik ud på, da de satte den op?

Og har de, udleveringen af de vanddrivende sagt til hende, at når man får dem så skal man tisse meget og nogle gange pludseligt, at det derfor kan være svært at styre? Nåh men nu har jeg genopfrisket det, sagt hun ikke behøver, at skamme sig over uheld på grund af det eller noget andet. Hun kan jo ikke gøre for det.

Og hvorfor lod de hende sidde i en stol på hospitalet, uden bækkenbundstræning efter uheld om natten eller, nu går du lige en runde med rollatoren jeg følger dig til hjørnet.

Okay indrømmet, hun så, selv en halv uge efter indlæggelsen så smattet ud, da vi besøgte hende, at jeg ikke kunne få mig selv til og herse hende tøffende ned af gangen.

Fysioterapeuten mener det godt, men træning 1-2 gange ugentligt, hun heldigvis bliver kørt fra og til vil, slet ikke være nok. Det skulle være 4 gange og en psykolog, for hendes; det kan jeg ikke, så det nytter ikke noget, jeg opgiver nu, nu med det samme sidder som en tatovering på hendes hjernestamme, den reptile automatiske del, den, der ikke omhandler nuet, men blev dannet for længe siden hvor det var nemt at lære. Modsat nu hvor det er svært, at aflære og danne nye broer i hjernen.

Hun ved der er en fordel i, at være fysisk stærk, men det passer bare ikke sammen med, at klynk giver opmærksomhed. For hende er medlidenheden omsorg, hendes eliksir, det der driver hende.

Kan du ikke være mere skrap over for hende, tænker du måske?

Jeg her tryglet, skældt ud så snot stod hende i tråde ned på låret (jeg overdriver ikke,) og ignoreret hende, men hun er den hun er og det må jeg lade hende. Så mine knus er blevet accepterende og inderlige igen, al modstand har jeg lagt ned. Jeg vil elskes for den jeg er, (når jeg kan noget…), hun ved ikke den måde findes, det har hun gjort op med sig selv lang tid før, jeg i min psykologi undervisning på mit studie fra 1992-95 forstod så meget.

Man kan ikke få nogen til at se, hvis de ikke vil åbne deres øjne.

Det sværeste er ikke og føle den øjeblikkelige skyld, når hun på sekunder vender vrangen ud på sit eget ansvar for, hvordan livet, for hende er. Hendes måde at bøje skorpionhalen til et svidende stik så automatiseret, så mand ikke mener hende i stand til det, men han kender ikke rigtig skyld med skyld på spillet. Det er noget der er skabt allerede før jeg blev født, dengang hun boede hjemme og hendes far var et dumt svin. Det er en dna-streng i hende, hun slet ikke behøver at tænke over og slet ikke vil, for det ville konfronterer hende med hendes selvvalgte ensomhed, da hun ingen energi vil lægge i bekendtskaber. Dem hun har gør noget for hende, som manden fra boligblokken i sidste indlæg (se under B i den alfabetiske oversigt, B for blodprop, stort ståhej og narcissistiske tendenser,) som kom på et besøg og sagde;

Din nabo er død og skal jeg sætte en ringeklokke op for dig?

Som skrider da hun råber; hvad med mig?

Efter han har set desorienteret på hende, for han ved ingenting og da hun siger hun faldt og lå der på gulvet i fire dage, drejer han om på entreens sortslidte grå og går ud af den ringeklokkeløse dør.

Ingen forklaring giver hun, kun dramaets højdepunkter.

Jeg tager mig selv i det samme, når der endelig er en pause i mands og ung mands ordveksling over maden og jeg, færdig, kommer med et par sætninger mens omdannelsen i mavesækken så småt begynder. De driller mig med min stenografi tale og jeg siger, I må følge med.

Jeg orker og tiltror dem ikke, at de gider lytte til hele min historie, så jeg skærer for det meste bevidst første tredjedel fra, for, at komme tilbage til den hvis de viser sig lytte egnede. Det er selvfølgelig noget forvirrende, indrømmet.

Men det provokerer mig, hvis mit ordvalg bliver rettet på, i stedet for lige og lytte hvad jeg har at sige, til ende.

Min mors skærebrænderstemme har lydt højt, når hun har kommenteret andre bedsteforældres legende børnebørn i deres eget hjem. Ligeglad med, at det kunne såre eller trække andre mundvige ned end hendes egen. Uvidende om, at ord fra en skorpionhale bliver husket. Så aldrig kroppene, som jeg, spændt i forsvarsposition. Hun er blevet inviteret igen og igen til juleaftener, men kun fordi hun var min mor, min mands svigermor. Sorteper, jeg ingen lyst havde til og sidde en høj hellig dag alene med.

Der må være en grund til, at jeg valgte hendes, min barndomsby, for moderbindingen er den forkerte vej. Men nogen skal jo tage hende og jeg har altid vist det måtte blive mig. Jeg lever og forstår endelig, at det er alt møven værd og være den man gerne vil være.

Så

Vær sød, ikke sukkerskål.

Hjælpsom, men ikke brugt.

Tag ansvar for konsekvenserne af de meninger, handlinger og mangel på samme du udsender.

Sig, når du føler dig betrådt, for lader du det ske igen og igen ved den, de, der gør det ikke det gør ondt på dig. Den øver jeg mig personligt meget på. Det er en kæmpe færge og vende opstrøms, i hård kuling.

Hvad er din opstrøms?

Knus og kærlige hilsner

fra den ikke på nogen måde ordmanglende taste maniske.