Fredag d. 11 oktober.

Suppens varme får mig til og krænge sweateren af, jeg er 20 minutter i efterårsferie.

Jeg kan se nogen ringer. Telefonen næsten alle timer på lydløs, lyser op mod dækkeserviettens brune rektangel. Den viser nummeret jeg har givet navnet, hjemmeplejen, team 1.

En ung kvindes stemme, skinger og kortåndet rammer mit øre;

Det er M fra Alta pleje, jeg står udenfor din mors dør. Jeg kan høre hendes mobil ringe inden i lejligheden og hendes rollator er der ikke, måske er der sket noget. Har hun ringet til dig?

Min mor har ikke været udenfor uden mig i månedsvis. Hver gang vi er ude og gå vores lille tur er den 2 sætning altid;

Jeg tør ikke gå ud alene mere. Jeg ved hun med den sætning prøver, at gøre min løbeline, til hund, kortere. Jeg reagerer ikke udadtil på den mere.

Jeg er der om 10 minutter, svarer jeg, står du der?

Ja

I de 10 minutter jeg går ser jeg min mor i 4 forskellige scener af død, begynder endda og tømme hendes kælderrum med min søn, unge mand. Jeg går stærkt, suppen skvulper rundt i min mavesæk, klamre sig til den ½ mursten, mands rugboller, som jeg spiste den med.

De står foran døren, min mor i sin fesne laksefarvede overgangs jakke og den bekymrede unge pleje assistent fra team 1, der bare skulle ind og gøre rent.

Min mor, nu siddende på stolen i gangen, tilskuer til den unge kvindes tale til mig i døråbningen.

Kommunen har overtaget plejen, du må ringe til dem.

Jeg nikker, jeg gør det på mandag, mandag i min efterårsferie. Alle linjer er lukkede nu.

Hun fortsætter, ordene hurtigere og hurtigere;

Du skal fortælle dem, at de skal komme om formiddagen og sørge for, at hun får skiftet sin ble. Da det kan give urinvejsinfektioner, ikke at … Den tale har jeg fået før.

Min mor for nogle uger siden.

Jeg har haft lidt med maven.

Jeg troede, det var noget hun havde spist. Siden jeg flyttede hjemmefra som 21-årig, har jeg ved besøg gået i hendes køleskab, ofte under hendes syrlige protester. Ikke fordi jeg ville have noget lækkert. Nej, fordi jeg vidste hun ikke havde styr på holdbarhedsdatoerne. Italiensk salat er hendes ting. Ægtemand og jeg fandt i oprydningen julen 2013 efter hendes påkørsel, mavesyre pakker mere eller mindre åbnede alle vegne. Efter ulykken holdt jeg hendes fødselsdage og det var ikke kun fordi hun havde en nu skadet skulder og et knust knæ, det andet ikke bedre. Det var heller ikke så meget fordi, at hendes fødselsdagsboller var scones og hun et år havde glemt, at tage papiret af den ene bund, inden hun lagde sin lagkage sammen.

Hun synes ikke det var sjovt, da venneparret, der altid var inviteret, til de blev syge og døde, kommenterede på det.

Vi grinede alle.

Jeg nævnte det aldrig igen.

Nej, jeg overtog hendes fødselsdage fordi jeg ikke ville udsætte min familie eller mig selv for sandsynligheden for, at vi blev dårlige. Desuden var det alligevel altid mig, der løb frem og tilbage, lavede mere kaffe og skænkede op. For efter min mor havde sat bollerne, en til hver, på bordet og kanden med kaffe, “glemte” hun, nogle måske ønskede 2. Hendes kopper var meget små, ligesom hendes scones. Sidstnævnte hentede jeg lidt flere af i smug. Ægtemand tog lettet børn på legepladsen og jeg servicerede dronningen og hendes herskab.

Mine besøg i hendes lejlighed blev mere og mere sjældne, hun kom jo uopfordret hos mig sommeren igennem og så var der torsdagen i vintersæsonen, hun kørte med hjem fra mit hold, hun gik på.

Tog hun sig i virkeligheden til underlivet, den dag, uger siden. Havde hun haft en infektion?

Og hvad sker der her?

Jeg har da selv sørget for, at team 1 havde en nøgle, for måneder siden. De fik endda min mors nøgle, hun min. Da hun ikke havde kræfter til og bruge ekstranøglen jeg havde fået lavet, stående midt i centret i Herlev, der var under op/ombygning. Først bestilt under højlydt skæld ud fra kvinde, mindre end mig, på gebrokkent dansk, fordi den, som havde lavet min gamle nøgle, havde lavet et meget dårligt job. Jeg nikkede høfligt og spurgte, mens jeg tænkte, “jeg orker ikke og, skulle køre til Ballerup også, for en s…. nøgle.

Kan du lave den alligevel?

Jeg ved, at jeg også skal huske og fortælle dem, nu åbenbart kommunens hjemmepleje, at de ikke bare skal tro på hvad min mor siger. Ligger bleen ikke på gulvet, har hun ikke skiftet den. Hun putter den ikke selv i skraldespanden, den samtale har jeg haft med min mor og hendes øjne, fåreøjne i udvandet blågrå.

Min mor, stadig i den laksefarvede jakke, nu siddende lænet op ad væggen. Hendes blik går fra spørgende undren over vores reaktion, til læber i et lille smil. Hun ser op på den unge plejeassistent og siger med øjnene, glimtende som stjerner;

Har dit hjerte det bedre nu?

Havde hun været et barn havde hun skjult en fnisen bag en hånd. Der er ingen dårlig samvittighed og se, ikke i tone eller kropsholdning, hele hendes krop, dirrende varme, en rød charmeklud. Min mor elsker dramaet, men kun jeg kan gennemskue spillet. Mærket spillereglerne.

Til hende altid kortet op.

Ryk 3 felter frem.

Til mig?

Udelukkende kort med;

Gå direkte i fængsel, skulle jeg konfrontere hende med det.

Jeg har været til begravelse.

En lille klokke ringer, hun fortalte sidst vi var sammen i solskinnet, at en i gården var død, men virkede ikke særlig påvirket.

Jeg tænkte ikke over at ringe.

Fortæller hendes mund.

Min mor har aldrig ringet, det er bare noget hun siger, fordi hun ved det er passende i situationen. For mig?

Nu tydeligt en replik i et dårligt skuespil.

Tillært igennem et helt liv, som den for det meste tavse borddame, hun er i et hvert selskab. Selv ægtemand kan nu tydeligt høre, hvordan hun griber den forrige talers sidste sætnings halvdel og fortsætter derfra. Stemmebåndenes hvinen narrer stadig nogen, høj, ud i alle rum. Den falske selvtillid, hårde tryk lagt på ord, som stempler mod papir, men stillede du hende et uddybende spørgsmål?

Gled hun af efter 1 spørgsmål, som smør på en pande, hendes meninger udelukkende overskrifter og det er aldrig en mulighed, at betale for indholdet nedenunder.

Familie, veninder der mødte hende sagde; hun var da sød. Måske de troede det ville gøre mig glad, som kunne ordene fjerne hende skarpe kanter med et vupti. Kanter de skar sig på og legalt fjernede sig fra.

Jeg længdes efter lyttende ører, der turde være i mit; “jeg kan ikke lide min mor.” Uden at hviske mine ord ud. Mig. Ud. Som var det at sige ordene en sygdom, der kunne smitte.

Jeg følte mig endnu mere forkert, selv veninder der også havde mødre fra helvede og derfor gerne lyttede sagde;

Du skal gøre din pligt som datter. Nemt nok, når deres mor bor i Jylland.

Havde min mor været en veninde var hun fyret.

Jeg fandt ud af, at jeg ikke kan vokse med den pligt, hvis jeg er i samvær med mennesker, som ikke vil lade mig være mig. Fandt ud af, at vokse også betyder lade andre æde pligten på deres måde. Det vi i virkeligheden som omsorgspersoner skal æde er, at give os selv lov til og holde fri også lørdag, søndag. Slippe medafhængigheden.

Frigøre os fra tanken om, at vi skal gøre mere, forlange mere, “flytte” andres sind.

Jeg har selv sat barren ud fra, hvad jeg tror andre vil synes er godt nok i forhold til min mor, jeg kan selv sætte den ned. Hvor den hører hjemme i mig.

Forstår, at som jeg ikke kommer til at forstå andres forståelse, kan jeg heller ikke bede, forlange, afvente, håbe, leve mit liv i forhold til eller op af andres.

Så jeg tier, til min ende løfter sig fra stolen og mine arme flagrer som en 8-benet blæksprutte væltende kopper, glas, borde rystende og lamper vippende. Og min mund. Min mund kaskader af bobler som et skumbad over karrets kant. Øjne stirrer. Jeg sætter mig med et bump, lukker min mund og snakken ud af andres omkring mig, brister boblerne i et lille sprøjt.

Opkalds udeblivelse, velsignelse eller?

Den unge plejeassistent fra team 1 ved, at med min mors begyndende senile hjerne vil det ikke ske, at min mor ringer, det er ikke noget vi kan forvente. Vi beroliger hende fra begge sider af. Som om min mor overhovedet behøver bekræftelsen. Måske det i virkeligheden er os, der behøver den, bekræftelsen sagt, til hinanden. Højt. Vi gør ting, er rigtige, ingen kan komme efter os. Den altid underliggende trussel i, at min mors handlinger eller mangel på dem var så forudsigelige, at de blev uforudsigelige. Eller er det omvendt?

Den er der altid, som tvivlen, den sår.

Den unge plejeassistent tager støvsugeren og en anden person i almindeligt tøj står i døråbningen;

Er du sulten, A…?

Min mors store smil understreger hendes igen høje humør, vi i vores bekymring havde pillet lidt ved.

Nej, jeg har spist henne i kirken, kvinden nikker

Så går jeg nu.

Jeg ser hen på min mor, rynker brynene;

Kom du til tiden til begravelsen? Ingen reaktion.

Ved mine besøg spørger hun altid; er det mandag i dag?

Hun har indtil nu ikke ramt dagen? Er mit svar en hverdag, kommer det;

Har du taget fri?

Nej, mor jeg har ferie.

Begravelsen

Jeg undres. Hun er kommet ned af trapperne, hen til kirken, ikke ret langt godt nok og på vores lille rute. Og op af trapperne igen. Alene?

Jeg gentager højere. Kom du til tiden til begravelsen?

Nu er der ingen tvivl om de spillende øjne;

Jeg blev hentet og bragt.

Triumfen gør hendes skærebrænderstemme blid.

Nu hænger alting sammen, hun har været på eventyr, og hvorfor skulle hun delagtiggøre os i det?

Hun har ikke min tillid, jeg har aldrig haft hendes.

Jeg fortæller jo heller ikke hende om mine planer og drømme.

Om hverdagens hurlumhejhus. Som i lange perioder er blevet levet modstræbende i snublende steptrin på grund af den mørke sky over mit hoved. Dens dryppen af melankoli farvende mine tanker sorte. Heldigvis var der også overflod af glemslen af dem, når jeg koncentrerer mig om noget andet og finder balancen igen.

Jeg havde lyst til at flytte, forlade, men mest fra mine egne reaktioner over for sagt og toner, min uafsluttetheder, drømme, der bankede/banker på, ikke ret meget ændret, stadig der. Forståelsen af, endelig landet, at højt sagt grænsesætning ikke gør mig til en egoistisk person, men en der passer på sig selv, på andre. Ingen grænsesætning, ingen forandring. Samtaler, blikke, forståelser og reaktioner vil være tro kopier af andre samtaler, blikke, forståelser og reaktioner.

Hvis jeg ikke træder ud, væk, siger …

Fra, det ikke i orden du, men det der, det er. Gør jeg ikke det er jeg ofret, i andres tankemønster, i mit.

Spørg om andre i hendes familie også snakkede så meget om deres dårligdomme, spørg om?

Råd fra bog om kommunikation jeg lige har afleveret, hvis du vil læse den;) Det vil jeg gøre mere, men sidst jeg spurgte til min mors familie, græd hun snot, SNOT i tråde mod lårene. Giftige personer vil med snak om deres offerhed holde dig som lytter fast i, at du skylder dem noget, meget, alt. I luften altid; elsker du dem ikke nok, mere, for så ville du, altid dette usagte du?

På den vej har jeg sat en vejspærring op. I beton.

Jeg har ladet mig være et offer for min mors skavanksnak, hendes identitet. Men jeg har også set hvor glad hun kan blive, når vi snakker om noget andet. Mest når jeg folder mig ud og hendes dåselatter når 3 sal, 3 opgange fra hendes. Min folden ud har været meget baseret på og underholde med mine sårbarheder, nu ser jeg, at det har fastholdt mig i og tro jeg er det, svag. Som hun.

Vi er begge mennesker og jeg vil ikke såre hende, jeg vil ikke såre mig. Mere. Det er også at tage ansvar.

Min mor rejser sig fra stolen, krænger jakken af, da hun efter min ide leder efter sin hovednøgle, så jeg, hun, alle ved den sidder i hendes hoveddør på indersiden, igen. En serviet falder ud af lommen

Plejeassistenten peger;

Hvad er det du har der, A ….

Min mor trækker hånden til sig, ikke noget.

Den unge kvinde forsætter, mens hun rækker hånden ud;

Jeg kan se der er noget i.

Modvilligt lægger min mor servietten og dens indhold i kvindens hånd, som åbner servietten med den anden. Inden i, et stykke kage, sikkert noget min mor ikke kunne spise.

Skal jeg ikke bare ligge det på en tallerken for dig, A… så kan du … Blidheden, det naturlige i, ikke at gøre mere ud af det. Så fint, så fint så fint.

Mandag d. 7 oktober i ugen op til efterårsferien.

Jeg har besluttet mig.

Min mor skal vaccineres. Og kunne det blive i min efterårsferie ville det fjerne bekymringen om jeg når alt, til tiden, mellem 3 hold, hverdage.

Privat Gallup undersøgelse, på begge formiddagshold ud i luften;

Er I blevet vaccineret og hvor og ..?

Jeg er blevet det i Loen.

En anden kvinde; jeg gik bare derhen uden tid.

Tirsdag d. 8 oktober.

Jeg glider ned af væggen og lander på klinkegulvet ude på toilettet i min 10 minutters pause, i mellem 1 og 2 hold, stikker øretelefonerne ind i bruskens cirkel og ringer hovedkontoret for vaccinebestilling op. Når man ingen MITID har skal tidsbestillingen ske telefonisk mellem 10-14.

Der er mange på linjen, så der er 1 times ventetid. Mit suk runger og jeg lægger mine “ørepropper” i deres lille beholder igen.

På tredje hold fortsætter jeg min Gallupundersøgelse.

Er I blevet vaccineret og hvis ja hvor?

Jeg er blevet vaccineret i kirken i Skovlunde. Hjælpsom mand.

Det står intet sted. Er det for de få udvalgte eller?

Efter 4 hold, parkere jeg i silende regn, Hviden, min lille bil med sin brede bag, på parkeringspladsen i min mors gård. Kl. er 14:20 og jeg har ikke fået frokost. Min mave har opgivet mig og jeg ved, jeg løber på brostenenes glatte flader med et blodsukker, der er i frit fald. Hele min krop er vægtløs, får jeg ikke snart noget at spise kan jeg risikere, at jeg bliver splat. En tilstand, min krop er timer om at afrunde og forlade. I kirken ser jeg ind, diskret, i alle rum og beslutter mig så for, at spørge på kordegnens kontor, døren står åben. En mand ser meget travl ud, eller måske er det i virkeligheden min egen travlhed, jeg mærker.

Jeg spørger på vegne af min mor, kan man blive vaccineret her? Det var tydeligt ved min lille inspektion der intet foregik, men nu er jeg på sporet og stædigheden har overtaget frustrationen, der kommer af, at det skal være så svært og ville hjælpe nogen.

Han går ind i et andet rum, til en anden computer og 2 sekunder senere;

Jeg kan se at “de” kommer på mandag, det er den sidste dag.

Kan du se hvad tid?

Han ryster på hovedet, det er det eneste der står.

Tak, mange tak. Det lige før jeg laver det man i yogaens ydmyge univers kalder bede hænder, med bøjet nakke.

Ude i regnen igen trækker jeg hætten op. Altså på mandag, helt perfekt, der har jeg jo efterårsferie, jeg må tage den på “røven.” Møde op fra morgenstunden og håbe på jeg måske kan hente min mor senere, til stik.

Efterårsferie

Mandag 7:14 besøg af kloakmand. Nu kan vi vaske tøj om vinteren uden bekymring for om nogen, ud over os selv, kan falde i vandet fra vaskemaskinens overflod. Det beskidte vand løbende op og ud under dækslet og ned af den lille bakke mod fortovet, hvor det i frostens greb bliver til små skøjtepytter. Jeg har gjort det, faldet, med resten af familien siddende i bilen. Var så hurtigt oppe igen, at jeg måtte fortælle dem om stuntet, vel inde i bilens varme, for at gøre det, dagen efter blå mærke, virkeligt.

Mandag 8:35 opringning til hjemmepleje dag, Team 1.

Jeg har fået af vide af (bekymret ung Alta pleje ansat,) at I har taget nogle af Alta plejes opgaver. I skal lige vide at … og at … for hun er senil og hun … meget bestemt tonefald der kan snyde … så … og det …

9:15 stadig mandag, ser jeg den altid løbende, mindst 70-årige næsten nabo låse sin cykel i et af kirkens cykelstativer.

Skal du ind og vaccineres? Hun har så smukke øjne, blidheden, er det overhovedet min næsten nabo?

Ja

Lige indenfor stiller jeg mig i køen bag hende, der snegler sig ind i pejsestuen langs stolerækkerne. 2 unge mennesker står og stiller spørgsmål til køens slange og tjekker sygesikring af. 10 minutter senere kan jeg endelig spørge først den unge mand, som …

Hun skal sige ja til, at der bliver trukket lod om lav/høj dosis vacciner.

og derefter gentagelsen til den unge kvinde;

Jeg kommer på vegne af min mor, kan man blive vaccineret uden tidsbestilling?

Jeg skal lige høre, hun peger mod stikke prinsessen bag en stor vaccinereklame og går diskret hen og spørger i en minimal stikke pause.

Du skal komme tilbage 15:30, og vi kan ikke garantere noget, det kommer an på om der er nogle vacciner tilbage. Hun smiler:

Jeg har aldrig oplevet der ikke var.

Jeg tror det skulle berolige mig, men …

Åh … nej.

Udenfor ser jeg på klokken og kommer i tanke om hvad planen for denne mandag i min efterårsferie, i virkeligheden er. Jeg skal jo mødes inde på Bellacentrets metro st. med Goldielocks, min datter kl. 16:30. Det er Dinningweek, og jeg har betalt de 700 kr. for vores 5 retter for over en måned siden. Hele vejen hjem, 10 minutter, spæner mit for- og imod som kuglen i et flipperspil fra væg til væg, skal, skal ikke involvere ægtemand?

Hjemme middag

Ægtemand, jeg tror du skal droppe det. Jeg ryster på hovedet, så involvere jeg unge mand. Min søn der også holder ferie.

Ægtemand, jeg vil gerne træne og have noget at spise, hvad tid skal jeg være der?

Jeg bryder mig ikke om, at rykke ved hans planer for sin efterårsferie. Jeg havde håbet, at han kun blev nød til og involvere sig, når vi næste weekend holder hans fødselsdag. Vi har for første gang i mange år inviteret hende med. Den fødselsdag har ellers været ingen af mine forældre, helle. Men der sker intet i min mors liv. Ægtemand har endda allerede sagt til sin far, at de ikke, som de plejer, skal hente min mor, vi, han, tager den selv. Vi, han bringer hende også selv tilbage. Jeg ser på ham;

Jeg ved jo ikke engang om hun får lov og hvad tid, og … og …

Lige meget hvad kan du ikke nå det, få hende hjem, hvad tid vil du have, jeg er der?

Jeg tøver; halv.

1 time senere, ringer jeg hende op.

Mor, jeg henter dig ca. kl. 15 så går vi en tur.

Jeg har en plan

Jeg henter hende, sætter hende ind i tingene og får hende tisset af, ned ad trappen og over i kirken, lige meget hvad der så sker, skal han få hende hjem, jeg skal nå toget 15:59. Jeg kan ikke nå det. Få hende tilbage til lejligheden. Selv hvis min mor, ikke, skulle sidde i de obligatoriske 15 minutter efter vaccinen i venten på eventuel reaktion, kan jeg ikke. Nå det. Kan ikke spørge hende, om hun kan gå alene hjem, selvom det bogstavelig talt er over vejen og ned i første gårds hjørne.

Jeg kan ikke udsætte hende for bevidstheden om utrygheden ved sin egen krops svagelige formåen, jeg, især vækker.

Nægter, nægter, at skrive til Goldielocks; at vi bare mødes på restauranten, ingen af os ved hvor ligger, og så må hun slå den time sønder og smadder selv. Nægter det, lave min plan om, involvere hende, måske gøre hende sur, måske.

Bjørnen sover

Hun trækker vejret tungt, i takt med DR`s bolig program og jeg må ae og kilde hende nogen tid før hun vågner, som altid siddende i sin stol.

Jeg tvinger mine bevægelser ned i tempo for at udstråle tid, men indeni, banker mit hjerte hurtigt, som en ilders i et bur, efter 10 runder rundt på trådnettets struktur.

Jeg har sat tidsrammen hårdt, for jeg vil heller ikke skulle risikere, at hun, vi skal sidde og vente i lang tid, jeg ved ikke hvordan hun ville takle det. Er hun utilfreds siger hun det højt, højt så alle vender sig og jeg må svare højt, tydeligt første gang ellers skal jeg gentage mig selv fordi hun hører, ja ikke godt.

Jeg tror ikke hun trækker i toilettet, lige meget, videre. Følge planen.

Skal jeg skifte sko? Hun har sandaler på, det ene af de 2 par hun stadig kan “passe” efter hendes fødder er hævet op og ligner babyfødder med deres høje vrist. Ilderen snor sig, hele min krop “klør” i uroens, kan vi nå det?

Jeg ser på uret.

Ja, det er koldt, vi kan godt nå det.

Da hun så mig stå ind over hende, hun lige vågnet, og jeg havde sagt vi skulle have hende vaccineret, var der et øjeblik, hvor et nej stod i luften, men hun er sej, hvis hun for fanden bare ville bruge det til. Ikke i stedet svælge i svaghedens stranden på den øde ø, hvor kun jeg er forventet, at stikke årene i vandet.

Hun går heldigvis op i de vaccinationer.

Hun ved det overordnede spil er slut. Spillet med dukkeføreren og dukken i snor, hvor hun var dukkeføreren og jeg dukken i snorene. Hun ved, som det lille barn, at når mor har det blik på, stemmen, den tone er der ingen pointe i og skabe sig, for hun har givet mig styringen. Der er ingen krydsede arme over brystet og “nej det vil jeg ikke, mor.”

Hun gør hvad jeg siger, ellers ingen slikkepind.

Ude i efterårsfarverne, under kastanjealleen fra skolen og ned mod kirken, ser jeg ham. Ægtemand, allerede på vej. kl. er 15:23. Jeg vender mig med ansigtet mod min mor, får hendes fulde opmærksomhed, hun kniber øjnene sammen mod solen.

Mor, de vil måske spørge dig om noget vedrørende vaccinen, du skal bare sige ja.

Inde får jeg hende i en stol, mand ved siden af og jeg i køen. Desværre så jeg unge mand og unge kvinde, fra om morgenen, gå med jakker på væk fra pejsestuen, idet vi trådte ind fra kulden. Nej, jeg ville ikke løbe efter dem. De havde jo fri.

For, at få “ilderen” mere rolig spørger jeg, kvinden bag mig i køen.

Nej, jeg har heller ikke bestilt tid, hun også fulgt til døren af sin datter.

Jeg går nu mor. En kvinde på min alder vinker til min snakkebagbo.

Min snakke bagbo nikker, smiler.

Kl. er 15:33, det er vist en ny stikke prinsesse og hun er alene, hendes bevægelser matcher min indre ilder, jeg vil ikke afbryde bare for at spørge. Følger køens små skridt nærmere.

Til mand, højt, han med ryggen til og heller ikke en ugles hørelse, kom nærmere. Han ser desorienteret på mig. De bliver siddende, snakker.

Toget kører 15:59.

kl. 15:35 bagboen ser på mig;

Vi skal nok vente på hende.

Jeg nikker. Jeg er set. Ilderen er. Standser midt i en runde, det lille bryst i bevægelse, som kolibrivinger, hurtig, næsten ud i et, ingen forskel på ind og ud, op og ned.

I skal komme nærmere nu, jeg er nr. 2 i køen. Endnu højere, genert, råben op i mine øre.

og hun skal have tøjet af. Jeg peger på en stol nærmere vaccineskiltet, og roder i hendes taskes krakelerede, plastiklæders indre silkefor, jeg har over min skulder. Finder hendes pung, vi hjemmefra tjekkede for indholdet af hendes sygesikringsbevis.

Min mor har heldigvis en T-shirt, hvid, inden under, som det sidste af 4 lag.

Til stikkeprinsessen, kl. er 15:37;

Jeg har ikke bestilt tid, er det muligt …

Hendes blik varmt og noget i mig falder lidt til ro.

Vil hun have begge vacciner? Jeg kender min mor.

Ja.

Min mor uden rollatorens sikre favntag i tavs, autoritetstro pause bag reklameskiltet. Jeg flytter skiltet lidt diskret, så hun har mere plads bag beskyttelsen fra eventuelle blikke fra “tilskuerpladserne.” Skiltet jeg havde væltet, havde det været mig ved håndtagene.

Kl. er 15:41, min mor ekstra koncentreret, efter den blide ordre om, at slippe i armen. Stikkeprinsessen, efter at havde konsulteret sin computer;

Jeg kan se, den har udtrukket højdosis.

Nede og sidde alle 3, kl. er 15:44, er ilderens energi som et buldrende bål og jeg krænger jakken af, mands blik, stemme fuld af ros, for hele dette, “jeg” har fået til at lykkedes. Ilderen stopper op et sekund, så løber de små ben videre. Jeg rejser mig, kysser begge farvel og krænger jakken på, på vej op mod stationen 5 minutter væk, stormende som Hjulben.

Meep, meep.

Jeg tager toget før.

Hjemme timer senere.

Mig; hvordan gik det?

Ham: jeg ved ikke om hun grinede eller græd, da hun var kommet op ad trappen, der var ingen tårer, du skal skrive hende op til ældrebolig.

Slam, jeg ved det, mærker modstanden. Nu mindre end, når jeg igennem månederne selv har tænkt det. Slipper det, noget, jeg vidste ville blive taget fra mig. Den midlertidige ro i, at noget var gjort, klaret. Et nyt bjerg viser sig, skal bestiges, bliver højere for hver tanke, den kommer nærmere udførelse. Tanken om og rykke hende, alt der har med denne søgning af ældrebolig og gøre, jeg bliver aldrig færdig. Der er ingen slutdato. Kun uvished om hvornår, hvordan, hvor længe. Og hvor meget skal jeg?

Aftenen med Goldielocks, indsigten i hendes arbejdsplads beliggenhed, at hun er et valdhorn på 2 sal i den integrerede institution. Stoltheden fylder min mave med varme sten og får mig tungt landende med enden mod brættet, da jeg tisser af, med duften af syrlige bleer i næsen. Gåturen mod DR`s sorte 4-kant, eftersøgningen efter restauranten, der vidste sig (efter en ekstra tur rundt om bygningen,) at være oppe på toppen af et hotel. Maden, enkel, smagte godt, hendes tatar af ingenting i sig selv, som den skulle, jeg er til smag. Drinken stor, der sammen med vand med brus gjorde min mave til en ballon og blære tømmetrængende, det hele en oplevelse. Tvivlen om de irriterende drikkepenge jeg ikke helt ved hvad jeg skal med, jeg ikke gav videre, tog selv. Vil kunne være i den, ubehaget, til det ikke mere er det, se dem, tjenerne i øjnene, være ved, i, at nej jeg behøver ikke, dette er ikke USA. Jeg vil også lave de, der grillede små pebre. Lykken i at høre om Goldielocks planer, minimal snak om vaccinetrængslen. Tiltrængt væk fra min mors behov.

Tirsdag

Kl. 8:05 ringe til Team 1, heldigvis nr. 1 i køen, I tager jer af … det Alta pleje indtil nu har og …. Kan I sørge for mindre køb til frys, mere frugt, ingen is hver aften. Hun spiser 1 kilo småkager, mindst, på en uge og jeg er i tvivl om hun ved, kan huske hvor mange og hvornår. Når hun nu skal bukke sig, siddende på stolen ude i entreen for og tage sko på, stønner hun som en højgravid og min mor har indtil for få år siden, altid været slank. Jeg ved, hun ikke kan lide denne nye mumitrold krop. Ægtemand synes, at hun skal have lov til disse indtagelser, jeg har jo “taget” cigaretterne og hvad er der så tilbage. Men jeg er ikke enig, at nøde andre til overvægt i hyggens navn er misforstået hensynstagen og for hvem er det godt for?

Nødning. Det er mig, der med bekymringen som en størknet klump i maven, skal være vidne til min mors besvær. Angsten, der som en aura lyser højrødt omkring hende hver gang hun, nu ekstra besværet af og skulle løfte 10 plus kilo på 2 dårlige knæ, skal op af trappen. Desuden sætter det fedt sig alle vegne på hende også om hjertet. Gør hende stakåndet og forpustet efter få bevægelser.

Du skal ringe til visitationen.

Kl. 8:15 ringer til visitationen, stemme i den anden ende; det fordi der er sket noget, det gik hurtigt. Vent lige så ser jeg, om jeg kan skrive et sted, at du skal have besked når og …

Jeg venter,

mens hun

skriver det,

venter stadig,

3 steder.

Ringer bagefter til nummeret bag den unge kvinde fra Alta pleje, som heller ikke vidste min mor var til begravelse, en stemme jeg kender tager den. Alta plejes leder, jeg kun har følt, har haft min mors ryg hele vejen, nu, i sag af en slags, involveret.

Kl. 8:30 ringer til Team 1 igen, du er nr. 1 i køen
Vil du have hendes person nr. Randi?

Bare hendes … Jeg har hende her …

Vil du sige videre, at min mor … og.

Så er der stadig besøget i Ballerup centret der skal overstås, for hun har ingen vinterstøvler, hun kan passe. Til slut afhentning og hjembringelse igen, søndag inden arbejde igen, mands fødselsdag. Der, er heldigvis Goldielocks og svigerforældre til, at få mig igennem, for jeg ved. Ved, at når jeg har sørget for de næsten mælke fri småkager og grydebrød helt uden, så Goldielocks tarmsystem forhåbentlig ikke reagere, så vil jeg bare være i fred, for træt til at være selskabelig.

Under fødselsdagen vågner blæksprutten, og med chokerede øjne fra de andre omkring bordet lander jeg, mellem min mors stol og min, på enden. Ilderens ivrighed når undsluppet får andre i stilhed. Min mors negl bløder. Flækket.

Måske greb jeg om hendes hånd i faldet.

Inden mand kører hende hjem, klipper jeg min mors, stadig siddende ved bordet, nu alene, lange og takkede negle.

Goldielocks forlader stuen.

Weekenden efter efterårsferien, der holder jeg fri. Fri Fra hende, hvis hun, hjemmeplejen giver mig lov, ingen skal give mig dårlig samvittighed over det. Ikke mig. Heller. Mellemrummet til næste mor pligtopfyldelse fra min hjernes tryllestav skal bruges til, at være, gøre andet.

Er du vaccineret? Har du mit-id?

Er/har du ikke og skal andre sørge for det, dig, det det skal bruges til, alt, så beløn den med ansvaret, meget, stort, giv dem … sørg for de for … glæde af …

Har du?

Så giv dem forskud på arv. Jeps det mener jeg fandeme. Ægtemands farmor gav sin ene søn og svigerdatter, en garage, sov på gulvet ved pasning af børnebørn og sætningen stod altid dirrende i luften ved slikbutik besøg:

Hvad vil I ha?

Til gengæld betalte de voksne “prisen.” Min svigerfar (sønnen) og hans bror turde ikke kontakte deres far (hendes eksmand) nogensinde, i bekymringen for og såre hende, sætte spørgsmål til hendes fortællinger om ham. Jeg ved ikke om det var garagen værd. Deres far var død, 94 år da de endelig brød hendes “lov.”

Inden under det mit-id-ansvar ligger der en uendelig mængde af tid, brugt. På dig, eller du på dem og så ved du dette. Tid, de/du ikke kan bruge på det, de holder af, bliver ladet op af.

Unge mand, andre;

Kan du ikke bare “lave” hendes mit-id?

Gid, gid jeg kunne, så kunne jeg lære noget nyt igen, gribe efter beholderen med fyldepenne i alle mulige farver.

Tag dig af andre, men stop op, stå op i natten ved tanke mylder og gå ind i FACEBOOK gruppen, jeg snart laver, og lad os grine til vi smådrypper, for her har vi hinandens ryg, hår på eller ej.

Knus fra

Efterårsferie undsluppet.