Prolog

Jeg slæber hendes lænestol hvinende fra den ene ende af stuen til den anden.

Hvis min mor siger noget ville jeg ikke kunne høre det.

Engang var det hvad vi var.

Hendes kommentering af min væren tilstede.

Rollatoren står ensom og forladt i stuen.

Hun, en strandet hval.

Klokken?

14:03.

Det skulle bare havde været.

Jeg har ringet til hende i går og i dag inden jeg gik hjemmefra for, at kunne gå ved hendes side, være hos tandlægen 14:20. “Bestilt” det klokke slet, så jeg kunne nå, 1 hold i Ballerup, 2 hold i Taastrup, så hjem og presse noget mad i munden. Unge mand passerer jeg som en hvirvelvind i bryggerset på vej ud.

Tag det roligt, mor.

Han mener det som den største kærligheds erklæring, men han har aldrig været klemt i mellem generationskravene, som mig.

Fra morgenstunden har jeg taget 1 time af gangen. Bevidst, for ikke og lade tidspresset jeg føler allerede i nattens opvågninger, fylde og smitte ud hvor jeg ellers er meningen, at skulle fylde rum og hjerter, i modsat rækkefølge, med varme og energi.

Hun sidder allerede på stolen i gangen da jeg låser mig ind. Stønnende bøjer hun sig ned over de i efterårsferien ny indkøbte, hvide sko. De får en sviner, de er svære og få på. Snørebåndene skal løsnes meget over den babyformede høje vrist. Jeg sætter mig i hug, i mit overtøj og ved fælles hjælp, hun trykkeren, jeg løsneren, får hun foden helt i.

Hendes sædvanlige:

Jeg ved ikke om jeg kan komme op, glider ned af væggene.

Har vi tid?

Ja, vi har tid, kom op af nogle omgange, tag tilløb.

Hun kommer det. Op.

Jeg hjælper hendes ene arm i jakken, jeg træder lidt væk, så hun kan komme hen til døren. 1 skridt.

Hun falder.

Bagover.

Væk fra mig.

Ligesom på film.

I slowmotion.

Jeg rækker ud, men hun lander på numsen, heldigvis ikke på dørtærsklen med dens rollatorvenlige kiler på hver side. Mavemusklerne husker. Hun lander siddende.

Jeg kan ikke komme op, hun sidder stille, der har sneget sig en blanding af dommedags overgivelse ind i hendes stemme. Der er ikke noget “oh boy” i sætningen. Så ved jeg dette er alvorligt.

Jeg en tidsholder. Optimist. Tyr af stjernetegn. Hvis jeg har ADHD forklarer det hvorfor jeg er rastløs uden press, og rolig, tålmodig og målrettet, med (hvis alene om det,) da det er en udfordring og derfor dopamin dannende.

Hun gav mig gaven. Når jeg læser nysgerrigt om hendes, tvillingens tegn, er det eneste jeg genkender hendes måde, at dele sin personlighed, og rum op med sine budskaber.

Nu begynder noget, der oppefra set bagefter i hurtig gengivelse må havde lignet en blind redders desperate kasten rundt med en redningskrans, mod en oprakt hånd i et oprørt hav.

Gangen er et lille rum, med mange åbninger.

Hvad er åbningen for denne situation?

Hendes. Min. Begges frygt. Et fald.

Begge angst for om hun knækkede noget, slog hovedet igen.

Hun allerede vidende siden januars blodprop om, hvad der sker eller rettere hvad der ikke sker efter et fald. Aleneheden. Dage der går i disen. Hun, ensomhedens martyr urtepottevand drikkende, skidende på gulvet, pakkende efterladenskaberne ind i Disney prinsesse servietter, indkøbt til fester aldrig holdt. Puttet i plastikposer, gemt alle vegne, for de kan måske bruges igen, indeholdende gammelt rugbrødsnuller, kartoffeljord eller ej. Jeg fandt dem, “prinsesserne”, stoppet ind mellem skænkens kuglerunde fødder, under plastikjuletræets endnu ikke nedtrukne arme og ved foden af den tavse pladespiller.

Alle de fald før det, hun, jeg ikke indrapporterede. Faldalarmen for længst afleveret. For i Ballerup kommune får du kun lov og beholde armbåndets sikkerhed, hvis du falder igen inden for 3 måneder.

Og allerhelst 10 gange.

Jeg ikke tænkt over, at udover blå mærker, hvis hun/vi er så heldige, at der kunne være en anden konsekvens.

Som en bille på ryggen kan vi ikke få hende op og stå fra siddende på gulvet. Faktum.

Jeg går ind i stuen og henter hendes fodskammel fra IKEA, arvet fra mig, der siden 2013 kun har været opmagasinerings sted for blade, aviser, papirer hun ikke kunne smide ud. Som siden blodproppen, efter oprydningen nu står tom. Plettet og tom. Stadig et vidne.

Jeg kanter mig forbi hende med skamlen højt over vores hoveder og sætter den foran hende.

Min plan.

Nr.1;

at hun fra tilbagelænet siddende som en buddha baby kan møve sig ind over skamlen på maven, så hendes ende kan komme fri af gulvet.

Inden det vil kunne ske, skal jeg forhindre mødet mellem buttede og altid, hvis i gang, værkende Mummi knæ og og det sortstribede, oprindeligt grå væg-til væg tæppe, det eneste rum det stadig er er det i, væg-til væg.

Jeg render tilbage ind i stuen og flår det råhvide pyntetæppe væk fra de 2 sofahynder, begge kun mærket rygge med rygrad talt på en hånd. Hynden er stor og tyk.

Jeg trækker i hende med begge hænder, fødderne foran mig som ved tovtrækning, med den ene får jeg skamlen tættere på.

Hun er som en strandet hval, kinden trykket ned i det plettede stof. Oppustet som havde hun ligget her i dage, ben som ubøjelige stolper. Armkræfter 0. Den ødelagte skulder fra påkørslen i 2013 blev aldrig til noget. Ikke når jeg er i nærheden.

Av, av, av, hendes fortvivlelse får mig i cirkler.

Hvor gør det ondt, mor? Hendes arme låst inde under hende, som havde hun ingen. Den højre fod snitter gulvet med tåen, den venstre fod svæver.

Mit venstre knæ; av, av, av.

Jeg flytter sofahynden lidt og render efter den blå pude med broderiet på, stadig i sofaen for, at understøtte knæet ovenpå hynden. Den blå strikkede blækspruttebamse, hun må havde taget i Genbrugsbutikken, i årene før påkørslen i 13, da hun arbejdede der, flyver som sat af fra en trampolin og lander …

Jeg allerede i gangens åbning igen, ser hende nu bagfra med strittende ende.

Nu.

I dette øjeblik går det op for mig.

Det kan ikke lade sig gøre. Hendes udråb bider mig i mavens midte og jeg lader ansvaret falde og henter min mobil, lagt fra mig ved hendes side, da overskuldertaskens falden ned foran mit ansigt var irriterende og jeg bagefter krængede min jakke af og lagde den på gulvet.

Jeg ringer til kommunens hjemmepleje, men ved.

Ingen vil være i den anden ende, ikke engang en susen.

Jeg ringer til chefen for plejefirmaet, der for en måned siden fortalte mig, at på grund af “en sag,” var plejeopgaverne med borgerne taget fra dem, kun en tid. Hvis jeg ønskede dem tilbage måtte jeg gerne kontakte kommunen, når “sagen” var faldet til ro. Måske jeg vil.

Hvis jeg orker det.

Jeg ønsker og gøre det, for helt fra dag 37, efter blodproppen, regnede chefen og hendes ansatte, min mors væsen ud. De lavede sjov med det, altid omsorgsfuldt. Samtidig professionelle, hensynsfulde over for min mor, mig og ville vide hvad jeg mente. Mest havde de deres egen, mening. Det var okay, for jeg ved også bedst hvordan jeg kommer “om” kroppen i min undervisning.

2 dage efter min mors fald tjekker jeg det laminerede kort, jeg fik i januar med hjemmeplejens kontaktmuligheder. Oplysningerne står i lyskrydsfarver.

Du kan kontakte dit team hverdage mellem kl. 8:00-9:00 og 13:00-14:00.

Aften mellem 16:00-17:00.

Klokken er 14:11

Hun hulker nu ned i hynden og jeg nægter.

Nægter at ringe 112 eller skide 1813.

Hun er faldet, hun skal op, det må tage den tid det tager.

Mor, se om du kan rykke dig mere fra på maven, hen over skamlen, så kan vi måske få dig op og sidde.

Av, av, av.

Hun sætter fra med den ene hånd, drejer sig i små langsomme frem-og tilbage ryk og jeg griber om den anden hånd, beder til skulderen vil holde og.

Hun er siddende.

På skamlen.

Hun ser op på mig;

Jeg kommer aldrig op. Jeg ved hun har ret men nægter og lade sætningen slå rod.

Jeg flytter spisestolen fra hvor hun fik skoene på, tager fat om plastik sædet og løfter den op mod loftet i strakte arme over os begge for, at sætte den ned på hendes anden side. Så hun med en hånd på den, den anden mod skamlens træramme, kan sætte af mod noget sikkert.

Hun prøver, sætter fra igen og igen.

Den vipper, rædslen står tyk i den nu meget varme entre.

Jeg møver mig nærmere og holder på den.

Hun prøver igen.

Igen. Igen og igen. Rollatoren står, som publikummer i soveværelsedøråbningen, døren taget af i 2013, aldrig kommet på igen. Jeg kører den omkring hende, flytter lidt på hynden på gulvet, for dens hjul. Tænker, at hun kan tage fat og måske sætte af på den. Den er en tung, stabil variant.

Men

Sædet, hylden for lav, især uden alt rodet, stakken, der falder i kaskader mod gulvet da jeg låser i håndtagene. Håndtagene for høje. Jeg kører den ind i stuen.

Jeg erkender noget andet skal til, hendes ende skal højere op, så bøjningen i hendes knæ er mere åben. I nogle af hendes forsøg på og rejse sig op, har jeg med den ene hånd på spisestolens undvigende plastiksæde prøvet og presse den blå pude ind under hendes ende med den anden. Umuligt, hendes ende klistret til fodskamlens plettede stof.

Hun;

Jeg bliver nød til at stå på knæene.

Jeg nikker, godt, hun tænker det selv, nemmere for mig at motivere. Jeg stopper i tornadorens centrum, alle hendes av i hurtigere og højere klagen kniber i min mave fra indersiden af og håbet …

Jeg ser mig om. Hvad ville hun kunne læne sig over, der var højere end fodskamlen, hun på knæ?

Hvor føler hun sig mest tryg udover i sin seng?

Jeg ser mig omkring, i gangen, i stuen. Lænestolen.

Døråbningen lukkes.

Jeg slæber hendes lænestol hvinende fra den ene ende af stuen til den anden. Helt hen så forbenene er i gangen og bagbenene i stuen. Hun langt væk, 1 meter. På skamlen.

Det kræver tillid. Fra hende. Til hende. Til hendes knæ. At de kan bære.

Hun gør det.

Lader sig, støttende til spisestuens plastiksæde og skamlens ramme så længe som muligt, falde.

Hun, i 1 sekund mod overfladens ilt, før hun låst igen ligger med armene inde under sig, nu mod lænestolen brune stof og toppen af hovedet trykket mod ryglænet.

Indtil blodproppen i januar endegyldigt sendte hende fra senildemensens vigespor og direkte ud på motorvejen havde hun 2 lænestole i en, i forvejen, overmøbleret stue. Den ene hendes hjem fra morgener til sengetid fra måske 2008 til blodproppen i januar 24. Stolen ligeså plettet nedenunder, som tæppet hun havde “foret” den med, da hun siden flytningen fra den gamle lejlighed i 2006 nede i den anden gård, havde tilbragt så lidt tid i køkkenet som muligt, nu vendt mod en græsplæne. Hun van til gårdens liv, kunne aldrig vænne sig til det skifte af sceneri.

Vi smed den ud. Stolen. Hun skulle da sidde i en “ny” og “ren” stol. Den anden fuldstændig ens på den anden side af bordet knap berørt med en ende blev hendes nye hjem. Fodskamlen, der kunnet havde forhindret knap så megen ophobning af væske i hendes ankler, en tendens min mor har haft helt fra min teenage tid, sat til vægs med sine 4 skråtstillede ben under vinduerne.

Min angst for hvad det kunne betyde, da hendes ben på en rejse sydpå i slut 80`erne synes større for hver gang jeg så ned mod bussens gulv, mens dækkene sneg sig krængende op og ned af smalle bjergveje i den hede eftermiddag, en tatovering i mit mindekar.

Rollatoren har nu første plads foran hende. Rollatoren; rullende bakke, reol, rodeskuffe og tasker og poser på hængt, så den sukker, i de heldigvis stabile krydsende led. Få, inklusiv mig selv, har flyttet på fodskamlen og sat sig på det plettede betræk hvis ønsket øjenkontakt med hende. For sofaen jeg ikke må rykke på, står “bag” hende og hun ville aldrig tænke; jeg flytter mig for at kunne se og høre bedre. Stolen tilbage må ikke rykkes ved, hun, dengang, nu og for altid i selskab, lige for, med sin bedste, sin eneste ven, først det gamle fjernsyn, afbrudt i 2024 i en måned uden nogle kanaler (læs: Nostalgiens pust 30.6. 2024), fordi jeg læste en seddel i hendes opgang bagvendt.

Kunne du leve uden skærme, alle skærme en måned?

Hun er sej. Når hun vil. For 1000 gang tænker jeg; kunne hun bare bruge det til …

Nu hyldende det nye fjernsyn med sine flotte farver, som hun barmhjertigt lukker “øjet” i på, når jeg på besøg har råbt stuen rungende 3 gange.

Samarbejde. Måske kan det lyk …

Mor kan du rykke dig mere skævt og få hovedet skråt ind over armlænet, ind i stuen?

Den rykker sig. Lænestolen. Hendes stemme i klynkende hop.

Nu, giver de sidste 2½ års intense 1000 timer i yogaens navn 100 % mening. Uden dem havde jeg ikke kunne løfte mit ben op over hende, stolen, sætte af på armlænet for og lande på den anden side af stolen, så jeg kan presse mod ryglænets bagside med håndfladerne, når hun krænger sig mere skævt ind i “stuen.”

Jeg har en plan. En ny plan. Nummer 2.

Av, av, av.

Hun kommer millimeter op over stolens stof, mens jeg forhindrer stolebenene glider fra den anden side af. Hendes venstre ben hænger igen, det højre har hun, trods besværet af den store hynde under hendes knæ, skubbet via skosnuden i de hvide sko, fra med.

Mor kan du bare lidt mere, for så … Bliv der, mor.

Jeg tager vejen tilbage over stolens ryglæn, med fingerspidserne holder jeg fast i karmen højt over hende. Nu tilbage i gangen, løfter jeg, igen i strakte arme, spisestolen, klemt mod hoveddøren til om på den anden side af hende, stadig i gangen, nu mod toilettet, næsten tilbage hvor den oprindeligt stod. Sætter plastiksædet så tæt jeg kan på lænestolen, uden at knibe hende i balden nærmest mig, hun skråtliggende ligger på.

Mor, kan du dreje dig ud mod hovedøren (en drejning højre om)?

Om imod mig, op at sidde?

Du er der næsten, jeg har sat spisestolen bag dig.

Jeg beder.

Hvis hun vipper ud i rummet, i stedet for og dreje er vi tilbage til start. Hun en Buddha baby med enden i gulvet.

Hun kanter, vrider sig, en “tør” klynken lyder og min mund former ord.

Mor, brug dine kræfter på, at komme op og sidde, ikke på at græde. Jeg kunne havde sagt krokodilletårer men hvorfor.

Hun er der.

Balancere med den ene balde på spisestuestolen, den anden i lænestolen. Hun ved vejen hjem nu.

Ja, tag bare det hele af, min mor nu siddende sikkert i lænestolen, i døråbningen, en droning. Tårernes før få skinnende veje, nu indtørret salt. Ingen lommetørklæder på gulvet krammet som knuder om tråde af snot, lettelsen gør hendes øjne i blågrå til glitrende stjerner. Sejren. Hun, kunne, gjorde det, farver hele gangen i regnbuefarver, med os balancerende i skattekistens gulddukater.

Hun fniser.

Hun griner.

Griner så de blågrå forsvinder bag øjenlågenes dobbelt lag af hud.

Ja, undskyld jeg griner.

Jeg smiler, kan ikke grine, ikke der, men min indre praktiske gris krøller dog halen. Jeg leder i min smidte tøjbunke for, at finde hvidt i sort. Jeg ringer til tandlægen, klokken er præcis 14:21.

Vil du have en ny tid til hende?

Nej, det kan jeg lige nu ikke overskue. Lægger på.

Jeg ser mod dronningestolen, siger; med den historie tror jeg ikke du skal betale for fraværet fra aftalen. Jeg ved ikke om hun hører mig og jeg er dejligt ligeglad med om hun skal betale eller ej. Hun er dronning igen.

Rollatoren står i stuen. På den anden side af lænestolens ryglæn med hende siddende op af den.

Mor, jeg vil have du rejser dig og tager fat i dørkarmen.

Hun kommer op, at stå.

Med begge hænder.

Ja, ja... hun ser på mig. De blågrå skriver et tavst, mor, i skråskrift mellem os.

Stolebenene hviner hjem og jeg får rollatoren i stilling. Hende også.

Foran fjernsynet.

Mens jeg fugtig i skridtet, jeg stadig iført overtræksbukser, sidder med benene i V, i mellem stoleben og spildte indtørrede madpletter for og tage hendes sko af, siger hun;

Vi fik jo slet ikke kommet ud i dag.

Nej, du stod som en lille trold med strittende numse og væltede direkte bagover. Fordi du glemte at holde i noget. Heldigvis havde du ble på. En stødabsorberende pude.

Modsat en 1½ årig bliver du aldrig bedre.

Højt siger jeg;

Næste gang skal vi have indlagt tid til, at du kan falde, vi kan få dig op og stadig nå tandlægen til tiden.

Vil du have mig indlagt, siger du? Fåreøjnenes blågrå ser på mig.

Nej, forhåbentlig ikke, mor, jeg siger, nu højere.

Næste gangen skal vi …

Støvet har lagt sig. De store sofahynder tilbage igen i sofaen under tæppet, jeg har glattet ud. Bamserne i farveorden, den blå strikkede blæksprutte til højre, op af den broderede blå pude i den ene side, den lyserøde bamse mod puden, med lyserød i sit betræk, den anden

Mit påfund. Hun kan lide det. Så. Sådan forbliver det.

Jeg leder.

Hvad leder du efter, skat, en irritation har sneget sig ind i hendes stemme. Stuen varm som et knus fra en fremmed.

Din post, jeg tror du har fået dit ansøgningsskema til ældrebolig.

Hun bliver siddende, stirrende.

Som det sidste bøjer jeg mig i gangen over hendes laksefarvede jakke. Jakken, jeg krængede af hende igen, hun siddende nede på gulvet, lige efter faldet. Efter først med blikket, at havde kørt en kropsscanning a la Superman ned over hende, hvor jeg hurtigt kunne konstatere min mor igen havde bevist, at hendes knogler ikke lider af knogle skørhed. Jeg svedte på det tidspunkt selv mere, end jeg ville på ugens 16 hold tilsammen i min egen jakke og overtræksbukserne.

Det skulle tage mig 20 minutter, at mærke mig selv og.

Hun lænende sig ind mod sofabordet; Er der noget jeg kan gøre for, at gøre det nemmere for dig. Hendes stemme lyder oprigtig men.

Du kan træne.

Træne, her? Hun kniber det dårlige øje i, kun det løftede øjenbryn mangler.

Billeder af muskuløse indsatte passere min nethinde.

Jeg ved ikke hvorfor jeg prøver, hun ved alt hvad hun skal vide. Vi ved begge det ikke kommer til at ske, for ligesom min søn stadig skal ledes, skal hun mærke snerten af min pisk mod hendes laksefarvede dynejakke før hun sætter i gang. Jeg skal svinge den til min arm bliver lang, til jorden og hun vil igen stå ved trappens nederste trin og sige;

Jeg ved ikke om jeg kan komme op. I den efterfølgende stilhed tager hun fat om gelænderet med begge hænder og for hvert trin hun hiver sig op, stritter hendes ende mere bagud, ryggen nærmest vandret, stønnet ud gennem hendes sammentrukne mund, opad, som en røgsøjle mod 2 sal.

Jeg hepper. Blidt. Lige højt nok, så hun kan høre det og lavt nok til ikke og forstyrre hendes færd op af bjerget. En nærmest ikke eksisterende linje af tolerance, for den flyttes altid til næste gang, jeg skal bruge den.

Men mest beder jeg.

Jeg ønsker, hun som den ældre kvinde på YouTube kunne trække sig op i armene svævende over jorden fra en jernstang, tumle traktordæk.

Det er dit ansvar, dit, slutter jeg dagens “træningssektion” af og bøjer mig ned for og tage en blok, så jeg kan skrive en seddel til hjemmeplejen. Jeg ved de vil komme og varme hendes mad om nogle timer, sikkert før jeg går ud i dunkelheden kl. 17:52, færdig med sidste hold.

Hun er stille, som et barn afventende mors videre ordstrøm, mens jeg skriver.

Skal jeg læse op hvad jeg har skrevet?

Min mor er faldet vil I tage op, om hun kan få en faldalarm igen?

Jeg skal også nok ringe. Til 44771717, hjælpemidler teamet, jeg snart kan navnene på.

Jeg skulle havde sat et hak ved tandlægebesøg i dag på min to do-liste, nu har jeg stadig det og opringningen, plus at finde ud af.

Hvem i hede hule helvede skal jeg ringe til, hvis hun falder igen, en onsdag kl. 14:03 og hun/vi ikke kan få hende op?

Falck?

Jeg er ikke nogen på hjulkørende hejsekran med grønne seler. Hun. Vejer mindst 20 kilo mere end mig. Nu.

Der skal gå 3 dage før min højre arm ikke gør ondt på; du “plejer” da ikke og hænge i dørkamme, måden.

Jeg rækker hende papir nummer 2 ud af 3 til underskrivelse nederst.

Mor, vil du have jeg udfylder resten?

Ja. Trætheden fra hende tynger luften i lokalet ned.

Mens hun finder briller og underskriver, rydder jeg lidt op på hendes rollators bakke. For 2 gang inden for samme time løfter jeg rodet mod brystet. 1 gang med hende som en kæntret hval samlede jeg det op fra gulvet, alt for meget i vejen til jeg kunne overskue, det skulle blive liggende, flydende parallelt med hende i bekymringens ensomme univers. Gangen for lille til, at hun eller jeg stod i spagat i taklingen af at gammelt Billedblad.

Vi ses, mor.

Ja, vi ses, skat.

Tak til

Unge mand/søn, der altid hvis hjemme, kommer ud i bryggerset, når jeg kommer ind med mine 2 tasker og dobbeltrulningen af mine yogamadrasser. Står som et roligt bjerg, mens jeg efter knus drejer om hans akse for og pakke ud. Jeg ved, jeg burde stoppe op lige nu, der. For en dag vil han være væk, med armene om en anden kvinde, der forhåbentlig elsker hans bjergged af et væsen. Jeg glæder mig til, at møde hende og fortælle.

Hvordan gik det hos mormor? Spørger han.

Det kommer i skrift form, men lad mig sige, at hun igen ikke skuffede i og være min uudtømmelige muse.

Aftenens 3 hold, i Måløv, i yogaens verden med dejlige mennesker, som bare tager imod og jeg kan være, med dem. Ikke andet. Underviser i et lunt lokale, der dufter af sauna i midten af koncentrerede blikke. Vi lader roen bølge blidt i mellem os. Ingen drama. Noget i mig klinger af. Udenfor mørke, vi lys i lyset.

Hjemme, efter mit tiltrængte bad kommer unge mand ud i køkkenet, jeg står med hånden i den åbne skuffe, globalkniven få centimeter fra mine fingerspidser. kl. er 18:20.

Terminsprøven gik godt.

Hold tanken, jeg bliver nød til og gøre dette opkald. Jeg vender mig væk og finder min mors nummer i mobilen, som i mange kvinders adresseliste sikkert står under det samme som min. M.

Ja, det er A…

Det er mig mor, jeg råber så unge mand, igen på sit værelse, ikke behøver glasset presset mod væggen for, at lytte med. Med mindre han har isoleret sine trommehinder i høretelefonernes hellige hal.

Hej skat.

Hej, jeg ville bare fortælle dig, jeg syntes du var så sej i dag.

Ja

Ja, du var stædig, blev ved og ved, gav ikke, ikke op, kun i små rimelige doser.

Du var også sej.

Ja, det synes jeg også, endnu højere siger jeg;

Vi var begge to seje.

Jeg kunne også godt lide at du grinede, mor. Chokkets efterdønninger. Nu der i telefonen kan jeg næsten selv.

Du har ændret dig, mor. Blevet mere ligeglad med de rigtige ting. Mindre traumatisk reagerende.

Du har ændret mig.

I samarbejde har du …

Ja, hvordan har du det?

Mor, jeg bliver nød til og lave aftensmad, jeg ville bare. Jeg ved at mit svar ikke vil blive hørt efter 5 ord. Jeg er for udmattet til andet end globalens hakkeorden, for træt til at råbe mere i dag og det er unge mands termin, der skal spørges til. Nu, mens salatskålen fyldes til kanten.

Så indkøring sammen med, i airfryer varmet rødbede ind æltet bolle med hakket, stjålet rosmarin fra bed foran nogle lejligheder 1½ kilometer borte og salvieblade fra haven. Så skal jeg spise alene, ingen forventning om andet.

5 minutter inde i YouTube videoen med gaflen inde i munden kommer unge mand listende ind.

Må jeg forstyrre?

Mit indre NEJ ebber som et ekko ud og jeg svarer, ja og krænger høretelefonernes tunge bøjle af.

Senere

Ægtemand; måske din mor giver os adventsgaver i år. Han blinker.

Til mig bankbestyreren.

Jeg ved, jeg ikke skal tage hans ord bogstaveligt, men orker ikke synes det er sjovt. Hun har aldrig gået op i dem, adventsgaver, påskeharerne er mere hendes ting. Fra Aldi.

Min ting; fald, tårer opsamler og rosens buket.

Næste gang beder jeg om forskud på arv, jeg kalder det bekymringstillæg. Du kan kalde det Cirkus Benneweis bevilling.

Lørdagen efter med veninde i øret.

Barnevognen kommer nærmere på den ellers mennesketomme sti. Nærmere min paraply, der som en stor champignon på grusset ligger med håndtaget opad. Hjulene kan sagtens komme forbi, men jeg bryder mig ikke om, at andre lytter med. Jeg står sekunder flamingo da jeg krænger regnbukserne af. Derefter mumlende ind i buksebenene, mens jeg binder skoene med dobbeltknude. Da jeg ser mig over skulderen, står hun, barnevognsskubberen, lige bag mig.

Jeg sætter i gang, imens i mit øre;

Hun anerkendte dig. Der er glæde på mine vegne i min venindes stemme. Da jeg fortæller om min mors svar, “du er også sej” efter min bemærkning til min mor, “du var så sej.”

Ikke engang en glæde føler jeg, kun tilløbet, så kommer raseriet, så resignationen. Det fylder mig, skifter som et lyskryds i uorden fra lysegul, over blodrød til fesen grøn.

Havde jeg ikke sagt til min mor at hun var sej, havde hun aldrig kommet på selv, at sige det, til mig. Jeg har hele mit liv været vidne til hendes aben efter, det er ikke dybtfølt. Hun udfylder øjeblikke af tomrum.

Raseriet, fordi min veninde minder mig om, hvor meget jeg til bare for få måneder siden kæmpede med ikke, og være afhængig af andres tilkendegivelse af det jeg kan. Andres mening om hvad jeg kan, skal ikke definere hvem jeg er. Ikke inden i mig.

Ros fra hjertet er dejligt.

Lægger min irritation ned, min venindes mor i Jylland, vil modsat min mor end ikke se min veninde, taler kun i telefon med hende, hendes dejlige datter nødtvungent. Min veninde orker ikke at gå ind i helingsprocessen, hvor barnet i hende endegyldigt vil forstå og acceptere, at nogle mennesker burde aldrig havde haft børn.

Aldrig indforstået med det betyder, at vise sin egen sårbarhed.

For at kunne rumme andres.

Knus til dejlige dig fra seje mig.

Hvornår føler du dig sej?

For det gør du ikke?

Det skal du lade dig, når …