Torsdag den 10 juli.                                                                                                   

Klokken er 15:41.

Mit blik standser på den lille skærm, ud for beskeden fra kontakten; S fra team 1. team 1 fra min mors hjemmepleje. Jeg har modtaget beskeden 15.08.

Igennem dagen har jeg tjekket mobilen for, om nogen har meldt sig til mit tilbud om pop-op yoga i dag, klokken 17:30. Fordi det er i Måløv, 2 byer væk, vil jeg helst have 5 deltagere, for, at tage af sted, men bliver nok nød til, at nøjes med 3. Med 3 er jeg stadig i tvivl, om det kan betale sig. Det er jeg ikke ved 2. 2 det har været siden i går aftes. 2 det stadig er klokken 13:45. Min deadline er 15:30.

Klokken 14 overvejede jeg, at gå over til min mor. Så ville jeg have det gjort inden højskoleopholdet, der begynder søndag klokken 15, hvor Frederiksværksgade 147, 3400 Hillerød skal trykkes ned i, søg her, i Google Maps. Lysten til, at aflyse yoga, allerede da, kæmpede med forpligtigelsen til, at tjene pengene. Selvom beløbet var lille, ville det ved månedens afslutning, være noget jeg kunne skrive ind i mit Excel ark. Jeg kan ikke lide, at være en tjekker. Jeg gør det ikke, går over til hende, det er for tæt på, beslutningen jeg skal tage klokken 15:30.

Det lyder højt, som har jeg kastet den, da mobilen møder spisebordet i stuen, et sidste kig og jeg tvinger mig rundt for, at går ud på terrassen. Efter at havde vendt stegningen fra ryg til mave, skiftet fra fysisk til lydbog, går jeg ind igen. Klokken er 15:41. Deltager 3 har netop betalt. Tjekker beskeder.

Beskeden.

Din mor har været faldet her til formiddag. En sygeplejerske har tilset din mor og nu er hun blevet hentet af Falck, her kl. klokken 15:07 Mvh. S team 1.

Har hun prøvet at ringe til mig?

Faldet?

Skal jeg besøge hende på hospitalet? Jeg har ikke lyst til det. Det er ikke noget min mor forventer og tonen i beskeden lød ikke alarmerende. Tænker, de kigger på hende og så sendes hun retur som en pantflaske, ridset, men stadig brugbar til endnu en omgang. Min mor har knogler som mursten, en struktur, jeg håber, at have arvet genmassen for.

Jeg ringer hospitalet op. I tvivl om berettelse til mit svigt, jeg synes det er, at lade være med, at besøge hende, især når nu hospitalet, kun er en 10 minutters cykeltur væk. Omstillingen sender mig til akutmodtagelsen, de får mig højere i bygningen, til medicinsk. Min mors person nummer er en magisk tryllestav, hele det skide hospital ved, fuglen er landet. Mens jeg sidder på hold, skriver nummer 2 tilmeldte;

Er der yoga i dag?

Jeg vender tilbage, skriver jeg, for godt nok er nummer 3 deltager nu tilmeldt, men skulle jeg i virkeligheden ikke aflyse. Aflyse og tage derind til min mor eller bare aflyse? For tanken om, at være noget for andre, der intet ved, knuger min mave sammen. Men nogen gange kan netop det, afledningen, få mig i skridende skosåler landet på asfalten. Jeg har gjort det så mange gange, været pligtens datter, men teenagerens; gu vil jeg ej, som i den seneste måned har fået tunge bag de bøjlerettede tænder, skyder hagen frem og kniber øjnene sammen.

Stemmen fra medicinsk, min mor ligger på, siger; du er altid velkommen.

Det, som hælder hun ½ teske salt, idet kun lige, for mit vedkommende, helede mor/datter, datter/mor forhold, jeg og min mor, i så mange år har skiftes til, at holde betændt. 

Jeg er en lortedatter, der hellere vil stå på en græsplæne og misse med øjnene i solhilsener. Tissetrængende lukker jeg døren indefra i ”beskyttelsesrummet.” Vores trange toilet, hvis fliser i udtværet brun med store blomster i grøn, rust og skidengul, som det eneste i huset, stadig er urørte af ægtemands vedligeholdelse over årerne. Stående i brusenichen helt tæt ind til væggen, kan jeg med hånden strakt og kroppen let vredet til siden, lige nå håndtaget. Vinduet lukker med et smæld. Nogle gange er der en lille sugende lyd og når mine fingre begynder, at skrive, lukker stilhedens beskyttelse alt ude. Men kun i tidlige morgener, hvor ægtemand og vores søn stadig sover. Ikke som nu, hvor Olaukat ligger og ”høner,”på gulvtæppet for mine fødder. De bøjede forben, stritter op som græshoppeben. Med underbukserne i spænd om min lægge, læner jeg frem for, at kunne hviske i hans ører;

På søndag tager jeg afsted, du må godt hyle, men jeg har ikke forladt dig.

Med Herlev og Måløv i hver sin retning, kan jeg ikke nå begge dele. På hospitalet, er de måske i gang med en undersøgelse af hende, det vil jeg ikke forstyrre. Jeg tørrer mig og træder uden om ”hønens” sorte ryg.

Fravalget af hospitalet er som, at sætte et lille plaster, på et stort væskende sår. Min indre ilder løber rundt og rundt. Rundt og rundt mod burets tremmevægge. Ude i haven klipper ægtemand hæk, jeg kan godt lige nå og hjælpe, inden jeg kører. Bøjet over det pletvise gule græs, samler jeg meterlange skud op, klipper dem, så der kan være mere i containeren. Gider ikke, men jeg er voksen, det vil gøre ham glad. De helt lange, lægger jeg parat til, at bundte.

Ved du, hvor den blå havesaks er?

Mener han den gamle turkis, hvis fjeder hele tiden ryger af?

Den var god den turkise. Har vi en til?

Ligger den ikke bare, inde i kassen? Siger jeg.Kassen i skuret.

Han går ind og roder rundt, men finder ikke noget.

Med ham ude, den brummende hækkeklipper i gang, igen, går jeg ind i skuret. De 2 turkisfarvede halvdele, ligger nede på bunden af kassen. Jeg holder, stående i døråbningen, den ene op, så han kan se den fra hvor, han står under blommetræet.

Jeg bryder mig ikke om tvivlen, han får mig til, at føle og tramper ind for, at tisse af. Der er alligevel ikke mere jeg kan samle.

Der er stadig kun de 3 tilmeldte, men lige de 3, har været med fra min allerførste hele times undervisning i yoga, i september 2022.

Hjemme igen fra undervisningen, finder jeg, mit bundt liggende alene på græsplænen. Jeg henter snor og ruller bundtet frem og tilbage på græsset, så enderne kan nå hinanden, i først en sløjfe, så en knude. Snoren skær i fingrene, da jeg løfter det op og går sidelæns for, at kunne passere gennem den trange passage mellem hus og garage. Med bundtet, nu, på den flade trappe mod fortovet, ringer jeg min mor op. Hun tager den ikke. Heller ikke 2 gang efter jeg har spist. Selvom jeg er van til det, knuger min mave min aftensmad. Hun, ringer ikke men det forventer jeg heller ikke. Hverken hjemmeplejen eller hospitalet har ringet. I morgen gør jeg det. Tager over til hende, efter arbejde.

Fredag den 11 juli.

Stadig storsvedende efter undervisningen i badet, presser jeg mit cykelstyr ind mellem 2 andres. Som altid ser jeg op mod hendes lejlighed ovenover. Som altid afslører vinduerne i stuen ingenting. Jeg slynger nettets skrårem over skulderen og retter mig op. Mine lunger synes skrumpet til ½ størrelse. Klokken er 10:15.

I min mors gang, kun lige låst mig ind, mødes jeg af S fra hjemmeplejen.

Din mor har været faldet igen, efter hun kom hjem fra hospitalet i går aftes. Hun har ligget, måske siddet hele natten på dørtærsklen til toilettet. Hun kan ikke huske hvornår hun faldt. Lige nu venter hun på, at blive hentet og tjekket igen.

Jeg ved nu, at får du blodfortyndende medicin skal du ind og runde hospitalet, hvis der er bare den mindste mistanke om, at du har slået hovedet.

S` stemme fylder den lille gang ud. Ilderen begynder at løbe rundt og rundt i tremmeburet, dets lille hjerte slår mod mine ribben. Over hendes skulder kan jeg se min mor sidde, i sin stol, i stuen. Hun har slukket for helligdommen eller har ikke tændt endnu. Hun fokuserer på os, som er vi langt borte.

Hendes øjne, et fåreblik i udvandet gråblå.

Så.

Spærres øjnene op, også det, der kun kan få øjenlåget ½ op og som et barn, der ikke kan huske hvad det skal forvente, læner hun sig frem.

I mine skridt hen mod hende, bliver rynken, skråt ned over den bulede pande og ned mellem øjenbrynene, dybere, hun er min mor.

Som altid skubber jeg rollatoren lidt væk, så jeg kan stå knæ til knæ med hende. Hendes kinds dun lægger sig, da jeg bøjet ind over hende, trykker min kind mod hendes. Hun klemmer tilbage og sukker, nydende.

Jeg retter mig op, træder tilbage for, at trække rollatoren tæt på min mor igen. S kommer ind i stuen og jeg går hen imod hende, udenfor min mors hørevidde.

Er der noget du vil have, at jeg gør?

Vil du blive til Falck kommer, jeg har andre, jeg skal hen til?

Ja, det skal jeg nok.

Vil du også ringe til hjemmeplejen, når de kommer?

Ja, selvfølgelig.

Min mor når, at tage 2 bidder af noget, der ligner en ½ bolle med marmelade på, da jeg ud af vinduet får øje på 2 mænd, der tager en båre på hjul ud af, hvad jeg regner med, er min mors transport. Jeg kan ikke se, hvad der står på bilens side, for ½ af den, er parkeret rundt om bygningen vinkelret på min mors.

Ligesom S fra hjemmeplejen, er Falck mændenes søde, med deres, vi-tager-det-hele-som-det-kommer, attitude. Og der skal noget til for, at jeg ikke bliver bekymrings besat. Jeg går ikke med ned mod bilen, fordi jeg ved, at vil jeg ikke føle mig i vejen, vil jeg praktisk talt være det.

Som altid, da jeg kom, har jeg hentet hendes post med op. Jeg smed den fra mig på hendes stuebord, da jeg ville hen og lægge mine arme om mit barn. Smed de 3 breve mellem planter med rødder, der prøver og slippe fri af potten, måske vandet hun lader dem soppe i.

Med lydene af min mors og Falck mændenes stemmer, dørene der går op og i, åbner jeg brevene. Det ene er tilbud nummer 2. Tilbud om visiteret ældrebolig til min mor. For helvede. Det er fredag som sidste gang, det 1 tilbud lå i min mors postkasse, og onsdag i næste uge. Næste uge, hvor jeg er på højskole, skal jeg på hendes vegne svare ja eller nej. 2 tilbud ud af 3, hun må sige nej til, før hun bliver slettet af listen og jeg skal igennem junglen igen. Me Lisser, du visitationen.

Hjemme ringer jeg AS op, AS der er kontakten, medarbejder, på centret for omsorg og sundhedsfremme, afgørelser og hjælpemidler. AS der skal have mit svar. Fra sidst, sidste gang, fredag før påske, ikke den hellige dag, fredagen før, ved jeg, hvad jeg skal spørge om.

Hvor skal jeg hente den fuldmagt min mor skal underskrive, for, at jeg kan sige ja til den ældrebolig, hun er blevet tilbudt?

Hvem skal jeg ringe til?

Hvad er deres åbningstid?

Må jeg hente den selv, eller skal den sendes til hendes postkasse og 1½ uge vil gå?

Hvis og i så fald, må jeg så i et mindste aflevere den underskrevne fuldmagt?

Må jeg ikke det, skal jeg finde en postkasse og kan risikere, at der går 5 dage til, at den bliver tømt. Vente, med bekymringen som orme i huden, under ilderens pels, der får den i cirkler så tæt på tremmerne, at pelsen slides af i pletter og ormenes bevægelser kan ses igennem, som et foster gennem huden.

Et svar.

Nåh, der er smil i AS stemme; du kan bare lave en fuldmagt, få hende til at underskrive den, tage et billede, det kan din telefon godt, ikke?

Lave en fuldmagt?

Jo, jo svarer jeg. Jeg har lyst til sige, at så gammel er jeg heller ikke, men sandheden er, at for 5 år siden ville jeg sikkert ikke havde kunnet finde ud af det. Sende billedet til mig selv i Messinger på Facebook, oploade det til ”stifinders” overførsler og vedhæfte det i en mail. Der er sikkert en nemmere måde, men det virker og jeg behøver ikke spørge nogen, hvordan.

AS fra afgørelser og hjælpemidler fortsætter; min mail står på papiret din mor har modtaget. Har jeg fuldmagten mandag, kan jeg sætte det hele i gang.

Stadig fredag.

Efter en hurtig frokost, med hørerbøffer på.

Jeg tager hen og finder min mor; råber jeg til ægtemand, der stadig koncentreret sidder bøjet over skærmene i sit hjemmekontor. Jeg tør ikke lade være med, at handle nu og har lavet min første fuldmagt på et linjeret A4-ark. Det er det oprindelige første udkast, der ligger nede i min rygsæk, jeg vidste hvad der skulle stå. Skulle jeg købe Hjemmet til hende, er det ikke det man gør?

Akutten

Efter at havde sat cyklen, går jeg går ind af samme svingdør, vi gik ud af 2 januar for 6 måneder siden, da vores søn fik så ondt i maven, 1 januar, at vi, jeg, troede han havde fået, mindst, blindtarmsbetændelse. Olauf kat var ikke kom hjem nytårsaften. Jeg går forbi Akuttens glas ”montre” for, at gå ned i, hvad jeg tror er den gamle hovedbygning. På vejen går jeg forbi en dame i bur. Hun sender mig i den anden retning. Tilbage til akutmodtagelsen, hvor jeg møder I fra et hold, jeg starter igen 1 september. Hendes blik kan ikke holde kontakten til mit.

Der er noget galt med mine muskler; siger hun og tager en stol for, at sidde i køen foran mig. Hun, der plejer og ligge med hænder og fødder i konstant bevægelse, så overtræksbukserne knitrer, når jeg taler dem igennem afspændingen, er nu helt sunket sammen.

Hun synes ikke, at undre sig over, hvad jeg laver der.

Efter hun og et ægtepar, hvor manden, ligner en stilk der snart vil knække, er sendt igennem døren, med armbånd, af forskelligt farvede striber, spørger jeg igennem glasset.

Kan du hjælpe mig med, at finde min mor? Vil du have hendes personnummer?

Er din mors navn, A?

Ja, ja; nikker jeg, halen på min indre golden retriever hvalp logrer fejende frem og tilbage. Enden med.

Du skal gå tilbage, gå til venstre, bag om, tage den grønne elevator op på 4 sal, og gå i en glasgang mod den gule elevator.

Var det nu glasgangen før den gule eller var det den grønne elevator? Jeg er fristet til, at gå tilbage og bede hende gentage, mens jeg optager det i memo på telefonen.Oppe på 4 går jeg ud i noget, der ligner en skranke, man kunne spørge om noget ved.

Men der er ikke nogen. Jeg venter, kigger på bladholderens, ”hus forbi for børn” og har lyst til, at træde bag ved skærmene og finde hende. En kvinde går igennem, fra det ene par glasdøre til det andet, hun kunne være både patient og medarbejder. Jeg følger efter hende. På vejen passerer jeg endnu en, jeg har undervist, hun kan ikke genkende mig ude af kontekst. Længere nede af gangen kommer en kvinde med åbenstående, flagrende kittel, mod mig.  

Du ser ud til, at søge nogen.

Ja, min mor, skulle være her.

Hun peger mod en mini skranke til højre lidt længere fremme; spørg henne ved den orange disk.

Disken er brun. Ny kvinde peger; gå videre rundt, din mor ligger på 102.

Min mobil ringer. I dette mor-kaos har jeg pillet knappen på mobilen fra lydløs til, til fra. Hvilket jeg ellers aldrig gør, for bevidstheden om, at jeg på den måde bliver alles, får mine fødder og hænders evige bevægelser til, at brede sig op i underben, knæ og lår som en myldrende, indre myretue. En stemme jeg ikke kender, præsentere sig som fysioterapeut, hun har lige været inde hos min mor, siger hun.

Jeg er på vej.

Hvor er du?

Jeg har lige passeret den gule elevator.

Så, er du der lige om lidt. Der er smil i hendes stemme.  Jeg står og vinker. Det gør hun.

Hun går foran mig ind på et lille kontor og peger mod en stol. Vi er de eneste, der.

Hvordan klarer hun det i det daglige, din mor? Hun drejer sin stol, læner sig ind mod mig og sommerfugle lander i min mave. Vingerne dirrer svagt, parat til, at sætte af.

Sidst jeg besøgte min mor, må hun havde glemt at tage ble på. Jeg fandt ud af det, da hun gik på toilettet efter, at jeg havde klippet hendes hår. Der lå noget oven på det sammenfoldede tæppe, hun sidder på. Tæppet, vi ved sidste oprydning lagde på stolesædet, for, at gøre det lettere for hende, at komme op, at stå.

Et par sommerfuglevinger svirrer; der lå en vaskeklud på tæppet. Da jeg løftede den, fandt jeg en serviet. Under den fandt jeg bremsespor. Inden jeg gik, fandt jeg en stor, gul plet i hendes seng.

På vejen hjem den dag, skrev jeg til hjemmeplejen, om min mors uheld, at jeg havde smidt tæppet ud. Min mor havde nikket, da jeg præsenterede hende for det store håndklæde, jeg havde lagt i stedet. Jeg skiftede ikke lagenet. Min bekymring er, at hvis hjemmeplejen ikke ser alt, selv, mister min mor måske kontrolbesøg.

Kommer du som ny ind i min mors lejlighed, kan du se de gule vægge, det sortstrimede boucletæppe i gangen. Fører du hånden over køkkenets bordplader kan du mærke de er lodne, fordi, hvad nu end bordet er ”beskyttet” af, er gået i forbindelse med træet. Men. Du kan ikke se, at for 1½ år siden var alle steder, der kunne være noget, fyldt til lågen, skuffefronten, loftet, af ting, skrald. Fyldt igen, efter ægtemand og jeg ellers i 2013 lod vores juleferie blive slugt, i vores samarbejde i, at muge ud, for, at hun med hjælpemidler kunne komme rundt efter påkørslen.

Et samarbejde børnene kan klage over, de ikke kan hjælpe os særlig meget i, fordi deres forældre er i symbiose. Deltagere i en elegant dans, hvor vi hvirvler så hurtigt rundt, at du ikke kan se hvor den ene slutter, og den anden begynder.

På kontoret.

Fysioterapeuten nikker; jeg har skrevet, at hun skal have, et ekstra besøg, et stykke tid. Så, hvis hun falder på vej i seng, så vil de finde hende. Hvalpen, bjæffer og hopper under de flyvende sommerfugle.

Det lyder godt.

102

Min mor sidder på sengen med fåreøjne, der stirrer blågråt ind i væggen ved siden af døren, jeg kommer ind af. Hende smil, da hun ser mig, får mit hjerte til at synke mod en bund, hun ikke mere har styr på. Jeg omfavner hende. Længe.

Neih, så kan du tage mig med hjem; siger hun.

Er muligheden forbi for, at hun nogensinde kan forstå, hvad det betyder, når jeg siger, at jeg ikke mere tør få hende op af de 7 trin, trappen i hendes opgang?

Nej, mor lægen har ikke været her endnu, desuden skal alting gå sin gang, det vil jeg ikke forstyrre. Lår mod lår, ved siden af hende på sengen, ser jeg mig rundt. Rummet er helt tømt for indtryk, som er det til noget helt andet det skal bruges, når hun er blevet afhentet.

Hun har en nederdel på og støttestrømper til knæene. Er det 1 gang i år?

Har hun selv fundet nederdelen, fordi hun skulle ud?

Jeg lægger min arm omkring hende, hun sin hånd på mit bare lår. Sådan sidder vi 4 bare lår ved siden af hinanden, med blikkene skiftevis mod den åbne dør og hendes i mit, mit i hendes. Jeg opretholder en samtale, snakker så højt, så jeg må lægge min generthed ned. Det som, at ae hvalpen, der bare ønsker, at se hendes rynkede mundvige med de enkelte, strittende, lange hår, i et smil. Jeg minder hende om, hvordan vi i fællesskab fik hende op fra gulvet, den dag i efteråret, alene uden andres hjælp. Kun via puder, små, som store hynder, en stol i luften, en anden skurrende mod gulvet og hende, en strandet hval, med mig i trapez oven over.

En måde jeg fandt på, efter hun faldt lige ved siden af mig, fordi hun som et barn på 11 måneder glemte, at holde fast i noget, da hun drejede. Hun blev en, der igen svigtede, en aftale til tandlægen. Nu klager hun over en tand, og jeg bliver ringet til, af hendes tandlæge og må sige, at hun ikke kommer mere. Sidste gang gav hendes klynk i opgangen genlyd, da hun som et barn stolpede op, af de få trin til klinikken. Hun holdt om gelænderet, som var det en redningskrans. Et gelænder, der ikke, som i hendes egen opgang, fortsætter i en stolpe op mod etagen over, ved opsatsen ud for dørene. Hun strittede derfor mere end nogensinde med enden, som min næse næsten kyssede, da min hånd var ud for hendes hæl, parat til, at skubbe, hvis hun ikke magtede det sidste. Jeg heppede på mit barn men vreden var rød. Oppe, i sikkerhed, på den anden side af døren, ved skranken, var hendes angst for fald, som efterladt ude på trappen. Ilderens hjerte dunkede stort og hårdt. Jeg puffede det længere ned, ned, hvor min mor havde gjort af sit. Ned i mine endnu skælvende ben. Ilderen stoppede op, de sorte øjne plirrede og jeg rystede på hovedet. Nej, heller ikke denne gang bliver du lukket ud. Hun skulle have en anden tandlæge, men jeg orkede det ikke, skiftet.

Det ville gøre det hele virkeligt. At jeg for fremtiden må være med inde under behandlingen, hvilken som helst. For giver de min mor oplysninger om noget, skal jeg være hendes suffløse undervejs og kunne tale hendes fornuft frem, når hun kommer hjem. Hun kan ikke høre ½ af hvad de siger og udfylder selv hullerne. Hendes stemme kan stadig lyde som overbevisende, men jeg er ikke mere skør. Alle kan nu høre, at hun propper 3-kanter i 4-kanter, cirkler i rektangler.

Nu er hun så faldet igen.

Den dag i efteråret.

De andre; hjemmeplejen, hospitals ansatte, kender ikke til vores samarbejde den dag, men gør hun? Jeg ved aldrig om hun rent faktisk ser de billeder, jeg maler i ord, eller hun bare efter aber mig, for at skjule sin hjernes mudder.

En time til. Her. Med min mor. Ventende på lægen.

Hun ved det ikke, hvornår lægen kommer, fysioterapeuten, der kommer forbi igen. Hun, lægger ingen appellerende hånd på min mors bare knæ, siger bare med fast stemme;

Du skal vente til lægen har været her.

Det er død sygt.

Hvalpen ser fra den ene til den anden, sætter sig så ved min mors Mummi-fødder, der også prøver, at undslippe hospitalet, men bliver holdt tilbage af de for stramt lukkede remme.

Ja, det forstår jeg godt, mor. Halen slår svagt ned i gulvet.Jeg beder hende klemme min hånd for, at se om der er styrke i, men også for og aflede hende med koncentrationen om det.

Du er stærkere i venstre hånd kan jeg mærke.

Ja, det er jeg, er jeg ikke?

Igen et svar med modsvar, alle vores samtalers moder.

Jeg kan ikke blive. Går, efterlader hende, de blågrå i det død syge.

Hvalpen springer op af mine ben, på vej hen for, at låse cyklen op. Hjem for, at lave dej til pizza og sende den underskrevne fuldmagt retur. Sagt højt der i 102, højt ind i de blågrå, var reaktionen på udsigten til, at bo i Hedeparken, ved første indtryk, ikke godt nok. Hvalpen måtte lave kunstner; gøede; at Goldielocks, hendes ældste barnebarns næsten kæreste, bor i opgangen ved siden af den, hun er blevet tilbudt ældreboligen i. Igen glattede entertaineren rynkerne ud om hendes engang så læbestift, indsmurte mund, som farverne fandt ind i. Savnet efter pinligheden, når hun, en mor, igen ankom festklædt til en fødselsdag, med rødt på de udstikkende hjørnetænder, presses ved sandalernes tryk, ned i mellemrummene, i pedalerne.

Nysgerrig, eller vil du have genopfrisket faldkonsekvens i efteråret 2024?

Læs: indlægget Samarbejde udgivet den 19 januar 2025.

Stadig fredag

Efter opvasken, med ½ af pizzadejen i fryseren til en anden dag, lader jeg mig falde ned i sofahynderne.

Med hørebøfferne trygt og tæt mod mine tindinger, ser jeg på andres formåen, men kun i 1½ til 3 minutter af gangen, før jeg trykker en ny video ind foran min nethinde. 

Uroen leger med hvalpen, smider bolden først i den ene retning, og så i den anden, og hvalpen hopper op og ned i pauserne, hvor den afventer kastet.  

Efter jeg har kysset ægtemand godnat, retter jeg mig op.

Jeg går over og tjekker min mor i morgen.

Jeg går med, så kan jeg lige se, hvad der er tilbage i hendes kælderrum.

Hvalpen logrer.

Andre dage, dage før denne, ville min hånd kort have flettet sig sammen med hans, nu? Nu ønsker jeg, at finde styrken til alt, udelukkende i mig selv. Kun ved at tænke, forberede, udføre kan jeg tage hele æren for noget gjort. Den vildeste følelse, at lade eksplodere i sit indre.

Falddag

Lørdag den 12 juli.

Klokken er 10:50. I morgen, søndag, er det dagen, dagen for begyndelsen til mit årlige, ugentlige højskoleophold.

I min mors gård, fortsætter ægtemand ligeud mod hendes kælderrum. På afsatsen, i hendes opgang, læner jeg mig frem, ingen fjernsyns lyde på volumen 70, igennem hendes Fort Knox dør. Jeg forventer det heller ikke. Fingrene finder nøglen i skråtasken og vrider den rundt i låsen. Mine lunger er af rispapir.

Min mor ligger i hele sin Mummitrold længde på toiletgulvets fliser. Hun, en halvnøgen voksdukke, er iført en gammel undertrøje, en af dem med hulmønster, jeg husker hende i fra min barndom. Den er nærmest grå mod hendes dejfarvede hud, der kan ses igennem den tyndt bevoksede kønsbehåring.

Dette.

Dette er frygten.

At finde hende.

Være alene. Ansvarlig for hende hjerte.

Mor. Mor for helvede, har jeg lyst til at råbe.

Jeg tvinger mine øjne i jagt efter hendes blågrå.

Mor, er du okay, gør det ondt nogen steder?

Hun bevæger sig, møder mit blik. Hun er der. Jeg klemmer hendes hånd, hun klemmer tilbage.

Vi skal have hende op. Klokken er 11, ikke hjemmeplejens ”kontortid,” mellem 8-9 og 13-14.

Gælder de overhovedet lørdage?

Akutnummeret, har jeg det?

Mine fødder går mod køkkenet, tilbage igen, i min mors snævre gang, lige ud for toilettet. Fuck det. Jeg gør det. Ringer til S fra team 1, der fandt min mor i går. Hun må vide hvad der skal gøres. Jeg stirrer ind i min mors reol i gangen, bare hun nu er på arbejde.

Hun tager den.

Har du nummeret til hjemmeplejen? Er det akut nummeret hun mener? Ilderen løber fløde til smør, om sin egen akse, på det hårde, sortstrimede boucle væg-væg tæppe.

Jamen, de plejer jo ikke, at tage den på ”andre” tidspunkter. Jeg fortsætter; Kan du give mig det?

Ilderen allerede på vej ud i køkkenet, for, at skrive nummeret på en, endnu ikke, udfyldt indkøbsseddel til Intervare. 12 fingre vil trykke det nye nummer. På min vej til toilettet igen, åbnes hoveddøren. Hun fylder døråbningen ud i sin åbenstående kittel, hvert kilo udstråler ro. Det er C fra hjemmeplejen, vi har kommunikeret et par gange over telefonen.

C går fra, jeg-skal-tjekke om A har fået sin morgenmad til faldprocedure. Det gloende ansvar nu i mellem os, mest pegende mod C.

Jeg fryser; min mors stemme er uden sin sædvanlige skærebrænder. Hvalpen løber efter bolden, flår tæppet af sofaen og tager en tyk pude med. Hun lægger på siden med hovedet let løftet. Det er først da jeg dækker nøgenheden til, at den bliver det. Hun, der ellers altid skider for åben dør. Jeg sænker wc-brættet og sætter mig ned for, at være i hendes nærhed og tager hendes hånd.

Gør det ondt nogle steder, mor?

Hun tager sig til højre hånd, gnider lidt på den; jeg tror, at jeg slog min hånd.

I mine hænder er alle hendes fingre, Mummitroldens, mod mine, lille Mys.

Hendes svigersøn, ægtemand kommer ind af hendes hoveddør, hans ro blander sig med C`s.

C`s telefon ringer. Ringer. Ringer. Hun er ikke dukket op det næste sted, hos næste borger. Sygeplejersken er på vej og hejseholdet er kontaktet. De kan komme om 2-50 minutter. De, er et andet sted, hos en andens fald. Toilettet er snævert, Mummitrolden fylder hele gulvpladsen ud, hvordan skal de få en hejse kran herind?   

I mellem 2 opkald, råber C; vil du ikke op og sidde A?

Min ene fod påbegynder, jorden er giftig. Løfter sig henover toilettets forhøjning og de lange håndtag hvoraf kun det ene er nede. Nede oppe lige meget. Kræver alligevel 3 års yoga, at vride kroppen, så jeg kan komme bag min mor.

Med begge hænder hjælper hun til da, jeg, bagfra siddende i hug, inde i brusenichen, skubber på hendes ryg.

Tilbage over hende skrævende hen over toilettet, sætter jeg vandglasset på vasken med en høj lyd, efter min mor har drukket. De samlede mig op i tomlerne; fortæller hun.

C står i døråbningen; ja, de er berømte, hejseholdet, med deres lille sæde.

Sæde?

Hun læner sig ind mod dørkarmen, fylder den ud, de blå fingre putter mobilen i lommen. Den begynder, at ringe, som vil den protestere. I det, hun vender sig væk og fører telefonen til øret, siger hun; du skal ind og tjekkes på hospitalet, A.

De sender mig jo bare hjem, og så skal jeg sidde og vente hele dagen.

Du bliver nød til det, det ved du godt, A. Når man er på blodfortyndende skal man ind på hospitalet og tjekkes.

Mummitrolden klasker sammen, Jeg sætter mig i hug, tager hende i hænderne.

Skuldrenes rystelser sendes videre ind i mig.

Jeg vil ikke mere.

Da jeg som teenager, hørte disse ord ud af hendes munds, stramme, hønse røv, ramte de mig som istapper.

Jeg, et fortov i Is-dronningens palads, kunne jeg se mig selv, i mine egne tilbage sendte farver, i den splintrede is.

Ventetiden mens de smeltede, var fuld af nåle.

Bagefter.

Fandtes det øjeblik ikke.

Kun inde i mig.

Ud med det, mor, vi kan godt tage det.

Hun hulker, og snottet finder, i fine tråde, ned mod tæppet over hendes skød. Mine fingrer aer en dunet kind og over fnuglet morgenhår.

Igen rolig holder hun fast i wc-brættet, for træt til, at holde sig selv.

Jeg forcerer igen toilettets lange håndtag, krænger mig ind bag ved hende, siddende.

Ægtemand er derude, sender tryghed ud på badeværelset via sin oprydnings stille væren. Jeg siger, at han bare kan gå. Han ryster på hovedet; jeg bliver til de kommer. Falck mændene.

Min ryg er mod hendes, tiden er kun dette rum.

Min mor har kig til, sygeplejersken, der er kommet ind af døren. Hun tager min mors blodtryk og scroller sin IPAD.

C ser ud i mellem 2 samtaler; Kan du holde ud, at sidde sådan? Hendes blik er på mig. Det kan varer timer, før hejseholdet kommer.

Det okay, jeg kan en tid endnu. C går væk fra døren, tager et nyt opkald.

Hun er dum, hende der; siger mit barn.

Jeg presser mine fødder i fliserne;

Mor, alle hiver i hende, de kan ikke forstå hvor hun bliver af. Jeg drejer mig;

Du har jo stoppet det hele. Det sidste siger jeg i et let tonefald og min mor fniser. Sygeplejersken sænker IPADEN, søger øjenkontakt med mig hen over min mor; Kan vi snakke sammen?

Vil du ned og ligge igen; mor?

C råber; vil du ned og ligge, A?

Sygeplejersken går ind i min mors soveværelse og vender sig mod mig, vi er næsten lige høje;

Jeg kan se, din mor har været indlagt for 4 år siden med hjerteproblemer.

Som et lysbillede kommer det ind fra siden, dårligt oplyst, min mor, jeg, stod i en midtergang på Herlev, sad i en sofagruppe, hun i hospitalstøj. Hun fortalte lidt mindre tåget end nu;

Jeg har fået en ballonudvidelse.

Jeg spurgte ikke en læge, tænkte slet ikke tanken. At det var noget jeg måtte. Gøre krav på lægernes tid og viden. Efter blodproppen januar 2024 søgte jeg om fuldmagt til blandt andet min mors journaler. Desværre troede jeg det var grådigt, at bede om det 10 år frem. Jeg kom aldrig ind og bruge den. Troede det var noget svært, at der var noget jeg kunne ødelægge. Da den ophørte året efter i januar 25 gik jeg ind på borger.dk for, at genopfriske den. Troede det var i orden, glemte det, den, at det var i orden, at min mor ikke fik en kvittering i postkassen. Det er det ikke.

Jeg ved nu det hedder en digital fuldmagt. Siden du søger det på, er en nar. En drillepind, hvor, når du har allermest lyst til, at hive håret ud i tindingerne, endelig lader dig komme videre til bekræft. 5 forsøg tog det også 2 gang, jeg søgte. Den 1 gang, jeg satte hak, læste jeg alle punkterne, min mor kunne få brug for, jeg handlede på hendes vegne. 5 gange satte jeg også hak i, hvis hun skulle have sin bil til skrot eller skulle flytte til udlandet. Min mor har ikke kørt bil siden 1981. Passet for længst udløbet. Siden brokkede sig ikke, da jeg skrev til 2030. Du kunne ikke vælge til afgået ved døden.

Som en 2-årig vokser min mor, men indad.

Sygeplejersken fortsætter efter mit tøvende; ja.

Jeg kan se, at hun også har meget hævede ben.

Et af mine teenageår var vi på bustur, til dengang Jugoslavien, og i bjergenes varme snoninger, så jeg ned på min mors ankler og lange minutter svedte jeg ikke.

Jeg kan høre låget blive klappet i på medicinkassen, ude i køkkenet.

Sygeplejerske exit.

Jeg går nu, vil I sørge for, at sige til Falck mændene, at jeg ikke har givet hende, hendes medicin? Både ægte mand og jeg bekræfter. Hun vil kontakte min mors læge. Måske kan min mor få en anden medicin, så hun mindre vil ligne en Mummitrold.

Både sygeplejersken og hjemmeplejerne mener, at hospitalet burde beholde min mor, sygeplejersken tesker; 3 fald på 2 dage.

Håber de har en indflydelse, håber, men det er som den splintrede is på fortovet, for småt til at samle.

Igen med min mor i hånden, siger hun; jeg vil gerne have underbukser på.

Jeg skal først have underbukserne på og så bleen.

Mor, du skal da have bleen på først.

Nej, først underbukserne.

Mine øjne møder ægtemands, over dørtærsklen til stuen, hvor han stå og tager hendes katastrofeklip op af en skuffe for, at smide dem ned i posen, han holder i den anden hånd.

Okay, mor, jeg rækker efter blepakken på hendes gulv, ved hendes fødder og holder den op.

Hun vrider sig lidt; nej, dem bruger jeg ikke mere, tag et af bindene.

Jeg puster ud, trækker klæbestriben af og sætter dem fast i hendes underbukser. Bag ved hendes hoved ved jeg, at på den røde spands kant, hænger 3 par underbukser. De lugter alle af tis.

3 uger efter finder jeg dem nede i spanden, min hjerne har været 1000 steder siden.

Næsten siddende gumper hun, løfter balderne, højre, venstre, højre, venstre og jeg få møvet underbukserne på. Hun trækker dem selv, det sidste stykke, siger, at hun før har lykkedes med, at gumpe sig hen og op på dørtærsklen. I dag kom hun ingen vegne, som er jeg hendes kryptonit. Samværet, der svækker hende, fra det øjeblik, at hun ser mig.

Vi nåede det.

Hejseholdet

De er store, høje og som C, bamser er tryghed, en ældre, en yngre. De driller min mor med, at det godt kunne havde været et andet rum, hun faldt i og ikke lejlighedens mindste. Her kan de ikke få deres ”maskineri” ind.

Maskineri?

Den ene småsnakker, mens han får manøvreret sig om bag hende, inde i brusenichen. Måske han også dyrker yoga. De hjælper alle 3 hinanden med, at få det, der ligner en anderledes form for sæde, til, at kælke på røven med, ind under hendes bomulds beklædte bag.

Hvalpen logrer, sommerfugle lander, Hejseholdet er alt hvad min mor og C lovede, hyggelige som var det bare et besøg. Den unge ”Hejsemand” stadig på tærsklen til toilettet, beder min mor holde godt fast i hans hænder og så. Bare det, et træk i 2 hænder og et sædes håndtag og de får hende på usikre ben. Vi står alle omkring hende og rollatoren i gangen, som forældre til det lille barns 1 skælvende skridt. Hejsemændene guider hende ind i seng. I deres småsnakken ud af døren tager hun dynen over sig og C siger;

Jeg går også nu, I bliver til Falck mændene kommer ikke?

Uden dem alle i lejligheden er jeg hul, sommerfuglevinger svirrer, løfter små, farverige kroppe fra grenene og hvalpen går rundt om mine fødder, mens den ser op på mig med store øjne. Ægtemand kommer ind fra stuen, mens jeg står bøjet over min mor. Hun har trukket dynen op over næsen og vendt sig ind mod væggen. Hans hånd klemmer blidt min skulder. Med lav stemme siger han; gå hjem og få lidt frokost, jeg bliver her.

Er du sikker?

Ja, tag hjem og få noget at spise, jeg bliver her til de kommer og henter hende. Du kan komme bagefter. Jeg nikker, løsladt, han ved, jeg ikke som han, kan blive ved og ved, når det er følelserne, der er mit brændsel.

Husk, at sige det med medicinen.

Jeg går hjemad, halvvejs, ved skolen får jeg en besked fra NemSMS; du vil på tirsdag få afhentet Mad/Rest på adressen.

På vej tilbage til min mors lejlighed, kun lige låst bryggersdøren af, ringer jeg ham op. Du behøver ikke at komme, Falck mændene er her nu. Men hvis du vil, kan du komme og så ordner vi nogle ting.

Mine fødder går videre.

Senere fortæller han, at lidt efter jeg var gået stod min mor op og tissede. Han lød, som om han selv var ved det, i bukserne. Men hvad skulle han sige, at hun ikke måtte tisse.

Dagen efter søndag, den 13 juli, dagen for højskoleopholdets begyndelse.

Jeg håber C og sygeplejersken fik ordnet det, sagt til hospitalet, at de skulle beholde hende. Det ville være dejligt, at der var tjek på hende, mens jeg var væk. Håber det så meget, at jeg ikke ringer til hende. Vi gør ikke i det, at ringe. Hun kun, når jeg skal gøre noget for hende. Mig kun i pligt, for, at vise min datter-til-rådighed.

Håber så meget, at cyklen selv finder til Herlev hospital, hvor den glider ind mellem cykelstativets riller. Håber det, mens mine fødder går rundt i svingdøren. Håber det, med bankende hjerte i køen, ved Akuttens nu velkendte glasfront, med kvinderne derinde i hvide dunjakker, som om de er på en anden breddegrad.

Nej, hun er ikke hos os. Jeg er en idiot.

Min mors stemme fylder mit øre, da jeg trækket dækket fri. Der er 3 timer til, at jeg skal køre og kun halvdelen af hvad jeg skal have med, er fundet frem.

Står du ude på hospitalet? Skulle du ikke på højskole? Hendes stemme, den velkendte skærebrænder.

Jeg råber ind i hendes øre; nu laver du ingen numre, mens jeg er på højskole.

Hun griner.