Ægtemand; jeg vil ikke hoppe fra tue til tue.

Leve for weekend og ferier.

Mine 16 tuer, er mandag til fredag, hvor jeg i min verden tillader mig og sætte mobilen på lydløs, så jeg kan koncentrere mig om mit arbejde og de mennesker der er i det. Fra jeg starter ved kantstenen i Dalen, til jeg blidt lader den “kærtegne” Hvidens højre forhjuls fælg igen. Weekender, siden januar, hvis en tue, uforudsigelig, nogle gange rodet i, med en stor pind.

Fredag kl. er 17:15 og jeg er lige blevet færdig med forberedelsen af yogaundervisningen til næste uge, mobilen, jeg desværre har lagt ved siden af mig, ringer. Mor, står der på den lille skærm.

Du bliver nød til og hente mine øjendråber, sygeplejersken kunne ikke nå det.

Jeg gør det i morgen, der kommer jeg alligevel, mor.

Når jeg skriver færdig med forberedelsen bliver det kun til jeg er 80% tilfreds, for med rigtige mennesker og med min popkornhjerne har jeg lært, at der skal være plads til, nye i øjeblikket, opstået ideer. Det svære i det er, at ved at undervise 20 % intuitivt er der en uudslukkelig trang i mig til og være med. Mærke hvor skal vi hen, her fra dette nu, energimæssigt.

Øvet derhjemme er ikke det samme som og guide andre, der gør det hurtigere, langsommere, altid med forskellige skavanker, der gør, at en øvelse må have flere ind-og udgange.

Når fart skal op, koordinering øges, ser jeg ubevidst med vilje ikke på den nye kvinde på 74 år, der i slowmotions forsinkelse følger den 83-årige J. ved siden af. J. der kan gå fra 1 til 100 ligesom jeg. Sidstnævnte kender mig og hun har løbet, bevæget sig hele sit liv. I fart. Ind i mellem drejer jeg mig mod den nye kvinde, sender hende et opmuntrende og kærligt smil, som jeg håber forsikrer hende om, at den måde hun udfører noget på er helt rigtig. Hun er helt rigtig. Når hun smiler tilbage helt op i øjnene, så ved jeg, at jeg kan dreje mig igen. Rundt. I den anden retning mod J., der i resonans med min energi giver mig et dopaminfix, der sender mig videre ud i et kreativt bevægelseshjulspind.

Ændring kræver gentagelser, hundredvis.

Min nysgerrighed sikrer læringskurven altid er opadstigende men. Jeg provokeres stadig af visse menneskers krav. Tænk rød trold med sammenknebne øjenomgivelser, knyttede hænder ned langs siden og lyd du selv laver med hønserøvsmund. Som når jeg forlanges, at være en maskine i LOOP. Hvor der ingen koordinering behøves og du bare skal kunne tælle til 10 i et bevægemønster, der ikke er funktionelt realistisk i en almindelig dagligdag.

Hun kommer hen 2½ minut i undervisning uden hej, bare; kunne du ikke, i stedet for det, der med de krydsede ben, lave noget hvor armene bøjer? Hun viser hvordan.

Mig; jeg hører hvad du siger.

Hun; ellers bliver jeg jo nød til at gå et andet sted hen.

Ja, måske skal du. Endelig kom det, helt af sig selv, som et knus til mig selv i form af grænsesætning.

Hun afslutter; jeg vil jo gerne blive her. Hun vender sig og går

Den skal jeg gå på gulvet med.

Jeg gør hvad hun vil have, underviser som en robot med flere gentagelser, i nedsat tempo, ingen koordinering, der kan provokere hendes besvær med samme. Hun kommer bagefter, begejstret.

Jeg siger, jeg kan ikke gøre det hver gang.

Det hun ikke ser, er alle de andre, der også står i hallen.

Det ved jeg godt.

Det er mit job.

Det er også mit job og være i, jeg kan kede mig. At det nødvendigvis ikke gør mig kedelig og hvis det gør, er det også helt som det skal være. Og hun kan jo lide det, så. Så er der jo også andre der kan.

Nu skal det Loop robot undervisning betragtes som en ny kunnen på mit cv.

Robottens indre

Pigen inden i hopper højt i luften, rottehalerne med. Igen og igen må jeg tage hende i hånden og tage hende væk fra solskinnet og ind i klasseværelset, ae hende over det uglede pandehår og med et blik og en håndbevægelse, tavst få hendes krop i ro bag bordpladen. Jeg ser hende. Denne pige på stolen er også mig, ligeså meget mig.

Helt som jeg skal være.

Og nogle sekunder tror jeg på det, læner mig ind i tanken, fornemmelsen, som i oprigtige knus fra kvinder jeg har fået, som ingen bagtanker har.

Fredag, jeg trykker på det røde kryds efter;

Jeg gør det i morgen, der kommer jeg alligevel, mor. Der er det lørdag. Vi ses.

Mit blik har fra bogen mod mine lår fundet ud mod æbletræet, og jeg vifter med den ene arm af den lille skadeflok, som lige er landet i træet, hvor de bedste æbler stadig er ved og modnes. Min mobil ringer. Igen. Mor. Igen. kl. er 17:45.

Der var også noget andet.

Ja.

Der er kun lyd på fjernsynet. Der er ikke noget billede.

Mor, vi kommer begge to, i morgen, så kan ægtemand se på det.

Jeg spørger med vilje ikke ind til det, for jeg ved, at når mand spørger en time senere vil hendes svar ikke kunne videregives som information og vi vil være 3 forvirrede mennesker. Jeg siger til mand;

Når jeg har hende nede, i gårdene rundt for at træne, skal du se i alle skuffer og skabe. Tjekke hun ikke har samlet, unødvendigheder. Hun kan være meget hurtig med sit løft af ende fra stolen, nu uden støn, nærmest jonglerende med sin vending af rollatoren foran, hvis hun mistænker mig for, at se i skabene. Forståeligt, men nødvendigt.

Næste dag, lørdag i lejligheden

Mens mand prøver at få billede på skærmen, føler jeg mig til start med forpligtet til og kigge på, det er jo min mor, han hjælper. Men så stikker fornuftige gris, trynen i sporet og.

Jeg begynder at lede efter kvitteringen.

20 minutter efter, er jeg ude i det smukke vejr igen og i hurtige skridt mod apoteket. Ingen mennesker der, kun en pegefinger bag disken, der vinker mig nærmere og så er jeg på vej tilbage til lejligheden.

Hun kniber “øjet” i;

Han er gået hjem og hentet et andet fjernsyn.

Okay, skal vi gå ud i vejret?

Min 17 tue.

Hun træner villigt på bænken, op af en dør, på bænken igen, men 1 til 1. Hvert løft, træk, skub, skal vises, gøres, jeg må flytte hendes hænder, dreje hendes overkrop, holde på et lår, støtte en arm, sætte i gang, pege og vente.

Pause

Hun “kan” ikke høre, når jeg starter instruktionerne, stående med munden nærmest ud for hendes øre, men når jeg siger pause 1½ meter væk, ser hun frækt på mig og tager 5 til.

Jeg vil til og spørge om vi skal gå lidt længere, da hun siger:

Skal vi ikke gå hjem?

Jeg ved, at det er fordi han sikkert er kommet tilbage og er alene i lejligheden. Som ved alle gåture klager hun over, hvor dårligt hun har fået det i løbet af kort tid, på udvejen, jeg siger;

Hm… jahh og nå… For ikke lang tid siden prædikede jeg, nu?

Nu bliver hun nød til selv at gøre det, skælde sig selv ud. Det går hjemvejen med.

Hm… jahhh og nå…

Ægtemand har sat Goldielocks, vores datters gamle fjernsyn op, men lyden er lav, jeg ved min mor ikke kan høre den.

Mor, vi køber et andet fjernsyn til dig.

Mand; er der andet jeg kan gøre nu hvor jeg er her?

Stilhed, så kommer det, jo der er noget med min vandhane ude på toilettet, vandet er alt for varmt.

På vejen hjem.

Vandhanen var stram, siger mand, jeg viste hende, hvordan hun skulle flytte den fra varm til kold, efter at havde fjernet lidt kalk et andet sted. Jeg tror altid den har været stram, hun kan bare ikke mere.

Lørdag;

Mig; fysioterapeut/personlig træner og bud.

Mand; fjernsynsoperatør af to omgange, tilvejebringer og blikkenslager, personlig shopper.

Stadig lørdag.

Eftermiddagen stadig fuld af lys, de varme temperaturer holder sig stædigt fast med krogede fingre i den, for mig, årlige Indian summer.

Vi cykler alle til Egebjerg, unge mand, min søn senere, mig med Goldielocks savnede stemme ved siden af mig, bag og foran i det nogle steder bakkede terræn.

Mand cykler forbi FØTEX i Lautrup på vejen for, at tjekke fjernsyns tilbud ud. Hos svigerforældre drikkes kaffe og hjemmebagte boller og snegle med glasur spises, med kvidrende stemmer fra deres yngste børnebørn, de passer. De er begge skønne og mine børn får den yngste på 3 til, at tø hurtigere op under den blonde kasket af krøllet hår, hun har arvet fra sin mor. Den ene.

Goldielocks hælder mælk i sin kaffe, i den ene kop, i den anden, smører smør på bollen, skære osten lavere, men jeg må ikke standse hende. Det selvom vi nu begge ved hun ikke mere behøver og blive testet for laktoseintolerance for, at bevise den. Kort tid efter forsvinder hun ind i lejlighedens centrum. Jeg fortæller min blære den sagtens kan holde sig lidt endnu.

Hun må acceptere hendes krops begrænsninger i sit eget tempo.

Lyder smukt.

Men jeg er utålmodig og gåturen lørdagen før gør os uvenner og venner igen, inden vi når Herlev midt.

Det har hun lært mig.

At verden som jeg kender den, ikke går i stykker på grund af uenighed.

At jeg skal trække mig tilbage og undskylde mit krav om ændring i hendes krops navn.

Jeg kan ikke give slip på Goldielocks efter sneglespisning i Egebjerg og svigerforældre opladning. Tilbage i Skovlunde stiger vi af cyklerne og jeg følger hende hjem, for at blive i nydningen lidt endnu. I Herlev midtpunkt hvor vi skilles, kan jeg se, de har gang i store lastbiler og en vejtromle. Vejen jeg vil over, er lukket.

POWER har et, siger mand samme aften efter, at havde kaldt på mig, stående i et andet rum. Han tror jeg har superwoman hørelse.

Næste dag

Søndag, en søndag i september, engang en højhellig dag, hvor man skulle lade marken passe sig selv, men dyrene, dyrene skulle vel have foder og brystspænding lindres.

Begge er mand og jeg (nu) mennesker, der gerne vil have ting gjort. Med det samme. Så planen er, at vi skal hente fjernsynet her til morgen, søndag formiddag, når de åbner kl. 10.

Mens jeg presser tandpasta ud af tuben 2 minutter i, nye naboer snak, kommer jeg i tanke om hvad jeg så, da jeg fulgte Goldielocks hjem i går.

Med tandbørsten svævende ud for munden, læner jeg mod døråbningen til hans rum, Goldielocks gamle værelse.

Krydset i Herlev midt (vi skal igennem mod BIG) er sikkert lukket af. Jeg så store lastbiler, vejtromle, og Frederikssundsvej var lukket af i vores retning til næste kryds. Jeg går ud og spytter.

Jeg hører ham sige noget i børstningens larm og går hen mod døråbningen til hans rum, igen.

Hvad sagde du?

Der står, det er lukket af hele weekenden.

Dørhammeren banker og jeg spytter igen, beholder tandbørsten i hånden, er jo ikke færdig. Helt.

Med de nye naboer, på trappeafsatsen, bliver vi enige om, at vi er enige om, der skal gøres noget ved hækken.

På vej

Mod Big

Mig; måske kan vi køre ned til højre? Ad Engløbet i krydset, der fører ned i lejlighedsbeboelserne ned mod stationen, før det lukkede kryds. 150 meter og vejen til venstre, Sønderlundvej går direkte forbi stationen, busholdepladserne, Rema, til den ønskede endestation, BIG. Men vi ved begge at den, Sønderlundvej, forsøgsvis er lukket for biler, men noget i mig.

Der er jo lukket, den vej, han brummer, kører 50 meter, for at gøre det jeg siger, drejer så alligevel af på Engløbets 1 højre sidevej, Kærlundevej for og vende.

Vi kører lige over Engløbet, nu modsatte vej, over krydset og til højre ad Herlev Hovedgades brosten, forbi Hjulmandens hus med gadekæret foran og kirken. Vi ved nu, at vi ikke kan køre til højre for enden, for den ender jo i det afspærrede kryds. Til venstre, Herlev Ringvej mod hospitalet.

Jeg tænker højt;

Måske kan vi kører ind hvor vi plejer og sætte Goldielocks af? Til højre ad Vindebyvej, ind mod Elverparken, nærmere Big ikke længere væk.

Måske kan vi på en eller anden måde finde vej igennem og komme ud til Big på den anden side?

Kan du finde igennem?

Han fortsætter. Find din telefon og slå google maps til. Jeg lader ham have tonefaldet, for jeg har en gang for et år siden måtte ud af bilen og orientere mig i det kvarter.

Google maps leder os mod motorvejen, men letbane vejarbejdet forbi hospitalet, vi sjældent kører i nogen af os gør det svært, og regne ud, hvor, hvad er og hvad er hvor.

Vi skal ind her.

Nej det er …

Nu skal vi ind. Han er ved at køre forbi, men lytter og vi kommer op på motorvejen.

Har du skruet ned for din telefon?

Nej, hun har bare ikke noget at sige, tænker jeg og kigger ud af bilruden.

Hendes tydelige, om 500 hundrede meter…, fylder kabinen, i konkurrencen om at vinde i dårlig stemning, det står 1,1.

Nedkørslen kender vi, BIG er forude, angrebet fra anden side. Nu fra byen af.

Han parkerer og inde i kollekt bliver vi sendt ned for, at hente fjernsynet inden i butikkens bund, fordi mand ikke har betalt endnu.

Jeg betaler bare, siger jeg.

Hvorfor det?

Det er det nemmeste. Så er jeg fri for, at han skal lægge ud for min mor. Fri for at overføre, først til ham, senere fra min mors konto til min. Jeg kommer dog til og sende ham alligevel.

Kvitteringen

Min mors robot støvsuger har et år stået og samlet støv i hendes stue. Indkøbt efter ordre fra hende, som autoritetstro har taget hjemmeplejens anmodning meget bogstaveligt. Jeg tog en hurtig beslutning og købte en.

Mand rystede på hovedet. Jeg ignorerede dunsten af, “der tænker du dig ikke længe nok om,” der en tid sveg i maveregionen, som hans overforbrug af deo.

Støvsuger

Indvendigt bandende fra kiosk over kryds til REMAS parkeringsplads, slæbte jeg den store kasse. Bandende, fordi jeg absolut skulle sige nej til høflig mand bag mig i køen, der tilbød og bære den for mig. Jeg mener, det var en fredag og jeg følte mig så klam efter arbejde. Har også noget forhistorisk på Neandertaler planet med, når mænd skal gøre noget for mig.

Hvad forventer de til gengæld?

Grund til indkøb af roterende støvsuger, fra min side af.

Jeg troede, jeg slukkede en brand, det, mens min mave blev ved med at snakke om brandmandshjelme, udrykninger og slanger. Ægtemand har nu tilbudt og sælge den så, når fjernsynets kulørte farver lyser min mors stue og sind op, tager vi den med hjem. Jeg har i løbet af fredagen og lørdagen først selv, og derefter min søn gennem trawlet min indbakke, efter jeg havde gennemgået min ”papirer” mappe 3 gange. Den er der ikke, kvitteringen. Ikke engang forsendelsesoplysningerne.

Jeg må have slettet disse mails ved en fejl. Jeg kan ikke lide det, slet ikke. Jeg her over de sidste år har været meget omhyggelig med, og putte kvitteringer for køb i både dertil indrettede fysiske mappe og. Internetkøb mappen i min mailboks. Der er noget som ikke stemmer. Jeg har nu ingen beviser end støvsugeren for dens eksistensberettigelse, udover bankoverførelsen.

Mens mand (lørdag) forsøgte sig med det ikke samarbejdsvenlige, oprindelige fjernsyn, ledte jeg i hurtige bevægelser min mors lejlighed igennem, til min mor ledte med. Mens hun mere og mere snakkede, som var det hendes skyld, at den var væk. Intet jeg kunne sige, stoppede hende, så til sidst lod jeg hende, til jeg var færdig. Jeg følte mig.

Led.

Led, fordi denne ”vi leder” efter noget leg, er noget som begyndte da jeg 14 år gammel flyttede permanent tilbage, ind i hendes liv, efter 3 år “alene” hos min far. Men jeg bliver nød til og lede alle vegne. Jeg har jo taget ægtemand med og bruger hans weekend og kan vi fremvise kvittering, kan han sikkert få mere for den.

Skal jeg beholde kvitteringen for fjernsynet i mine gemmer? Spørger ægtemand på vej ud igennem butikken til den parkerede bil omringede af andre, andre biler, som en myre i en myretue.

Før i tiden, et ja, okay far.

Nu.

Nej, min stemme er bestemt.

Det er mit køb, min mors, jeg vil have alle oplysninger samlet højst 3 steder.

1 Et stort fysisk chartek.

2 En lille, blå notesbog med kun hendes behov i.

3 Internetkøb mappen i indbakken og nåh ja.

4 Min telefon med alle de vigtige numre så hendes dårligdomme kan holdes i orden, efterses og.

5 Under magneterne på køleskabet med hendes aftaler til over året, til næste Indian summer. Jeg kan ikke overskue nr.

6 I hans gemmer, jeg aldrig er i.

Mens han låser bilen op, tandemholdende, den store heldigvis overraskende lette kasse, med skribent, siger jeg;

Når de nu vidste, at krydset i Herlev midt skulle lukkes, burde de havde lukket Sønderlundvej op ved Herlev station. Vejen vi aldrig kom helt i nærheden af, fordi han drejede af på Kærlundevej, sidevejen før. Der er stadig noget i mig.

Han bakker forsigtigt ud.

Hjem; motorvej og letbane desorientering eller?

Han vælger Husum i modsatte retning.

Vi kan ikke komme til højre, hans stemme en blanding af undren og. I næste kryds længere inde mod byen, blinker han Hviden af. Hun drejer velvilligt og vi fortsætter i retning af Islev.

Jeg måtte slet ikke dreje til højre derhenne.

Havde han ikke sagt det, havde jeg ikke opdaget det. Jeg synes trafikken flød og mine tanker var allerede hjemme i min mors lejlighed for, at ommøblere. Jeg ville havde gjort det samme. Drejet.

Du må hellere ringe til din mor og sige vi er på vej. Længere fremme, mens Hviden æder kilometerne kan vi se skorstenen på Vestforbrændingen. Vi havde ikke fortalt hende, vi ville gøre det i dag, ville ikke love noget. Det er endelig, i dette blodproppens år, gået op for mig, hvordan al kommunikation er nemmere i mellem os, når jeg acceptere hvor bogstaveligt min mor tager mine ord. Hun og jeg har helt siden jeg flyttede ind hos hende 14 år gammel misforstået hinandens beskeder. Hvad jeg måske synes er almindelig smalltalk, det tolker hun info og fakta.

Hun tager den.

Hjemme i hendes lejlighed

Er vejret lige så godt som det var i går?

Hun kunne lige så godt havde sagt, “skal vi ud og lege igen i dag, mor?”

Tonen er understreget af, at hun bagved rollatoren står og blokere alle veje ud, ind og rundt i stuen. Som står vi alle 3 i IKEAs legeland omgivet af kugler til ankelleddene, er vi omringet af;

Den åbnede kasse der skærer i fingrene, da jeg sætter den op ad sofaen, K-nøglen til affaldscontaineren hænger selvfølgelig derhjemme. Det nye frigjorte fjernsyn på desværre 2 fødder, der gør fjernsynsmøblet for smalt og vi derfor midlertidigt har flyttet ind i rummet. Forsigtigt, da vi efter oprydningen i januar ved det ene hjul permanent har forladt sit oprindelige formål.

Mor, sæt dig ned.

Stuens nye medlem

Mand måler en reol i hendes soveværelse langt nok. Hvis lagt ned. Da han for at gøre den højere, lægger stadig indpakkede video optage cassetter ind under, den nu opgraderede reol, klapper min mor nærmest af begejstring. Jeg tørrer sort støv af og vi stiller alt taget ud, ind igen, også den fyrede, gamle fjernsyns reol som får en ny plads, 15 centimeter til højre.

Et uforudset problem

Fjernsynet er et andet mærke og det er fjernbetjeningen også. Nu begynder:

Det kan jeg ikke, vil ikke, legen.

Min mor uvant med andet end trykknapper kan ikke få sine fingre til, at forstå hvor følsomme for tryk disse nye er. Oveni skal de trykkes væk fra- og imod hende, ikke ned.

Hun ser anklagende på os,

Det virker jo ikke.

Da mand indser, at hun ikke forstår en verbal instruktion, tager han, hendes tykke tommel med den lange takkede negl, og presser hendes finger i de rigtige retninger. Imens, ser hun ned og opdager ikke kanalerne løber fra 1 til 118 på et sekund. Volumenknappen samme princip; ingen lyd eller høreskade, for mig.

Han kæmper og nu skrivende var det godt, det ikke var mig. Mig, der sideløbende og bagefter opmuntre og beder om tålmodighed, med hende selv. Til sidst pædagogisk giver han, hende fjernbetjeningen for, at prøve og styre selv. Hun lægger ikke mærke til, at når hun læner sig en smule mod de meget få øvrige knapper på den lille fjernbetjening, så gør den hvad hun “siger.” Stiller hende ind på andre ting fjernsynet tilbyder. Ingen tvivl om, hun prøver mere, klynker mindre, når det er ham, der bestemt styrer, hvad hun er forventet.

På vejen hjem.

Tænker vi begge, den ene siger det

Gad vide hvornår hun ringer? Kl. er 12:30.

Mens jeg spiser frokost presser tanken sig mere og mere på.

Dette er ikke weekend.

For mig.

Eftermiddag

Stående i døråbningen til Goldielocks gamle værelse, han ved sin computerskærm. Siger jeg;

Jeg ved ikke hvad du vil, men jeg har tænkt mig og aflønne mig selv for denne weekends tjenester. Han har hver gang jeg har snakket om det, sagt, det var min pligt, at jeg kun, kunne tage penge for det, hvis det var noget hun kunne få andre til. Køre, lave havearbejde, som de gjorde i sommers, han og unge mand, vores søn. Jeg lønnede dem via hendes konto. De brugte tilsammen 6 timer.

Mig, prøv at gå ind og se hvad det, at få et fjernsyn monteret, ville koste.

1300 kr. viser hjemmesiden. Og her er der ikke tiden brugt på, at finde et godt tilbud, cyklende til anden by med. Heller ikke omrokering af stue, bærer affald over i affaldscontaineren og pædagogisk involvering med fremmedartet fjernbetjening. Ikke ægtemands tjekken ud, at finde en mere, min mor venlig fjernsynsbetjening på nettet. Derefter grave unge mands gamle, samme mærke, ud af gemmerne. Den sagde jeg, at vi skulle prøve først. For så, dagen efter, mandag, efter hans hjemarbejdsdag han tager meget seriøst, at gå over til hende og præsentere hende for den mulighed, inden “han” køber en anden over nettet.

Vi tænkte ikke over, at fjernbetjeningen kunne blive et problem.

Han, hvad siger du til … kr. Ikke hver. Til deling?

Fint, jeg overfører.

Til mig, kr.:

For mellem 5-7 telefonopkald på 3 dage, 3 besøg, 1 efter 16, alle i weekenden.

For tiden brugt på bekymring; i bilen, i stuen om hun nu kunne finde ud af det, øre og mave vidner til hendes vrissen, brok og klynk. Tålmodighed, ingen svaren igen, kun ae ned af hendes indvendige 5-årige hår og ryg. Aldrig, at hæve stemmen, kun kontrol i hendes nærvær. Vidnet som dem på 2 sal til hendes støn under træningen udenfor, hvor jeg i løbet af uger er gået fra, at være personlig træner til fysioterapeut. Bud, rende først på apoteket, så videregive hendes blade over gården, på 1 trappetrin i opgangen, som nu er mit plejer med seddel på, efter aftale med. En anden dame, jeg heller aldrig har mødt, åbner døren ud til opgangen, da jeg bøjer mig over det 1 trin og melder i en opfordrende tone:

Det er farligt, du ligger dem på trappetrinet, nogle kunne falde i dem på vejen ned holdende noget, et barn i armene. Hun peger op til 2 sal og lukker døren til sin lejlighed igen. Jeg giver hende fuck fingeren på vej ned, selvom jeg ved hun har ret. Jeg tager ikke skade af at gå op til anden, men min mor havde aldrig kunnet. Jeg er bare så træt.

Så udmattet af hele tiden prøve, at gøre alting perfekt og så blive kommenteret på, fordi andre ser noget andet, en anden form for perfektion end mig.

Dette er min weekend.

Stadig søndag kl. er 17:50. Mor.

Det virker ikke, min mors stemme forurettet, og opgivende. Ægtemand er ude og få noget luft. Min søn ved jeg ikke om kan eller vil gøre det. Jeg siger:

Jeg kommer lige om lidt.

Det nye fjernsyn strandet i blåt og med et spørgsmål, jeg ikke ved hvad jeg skal med. Jeg får det ud af det blå og trykker mig ind på kanal 118, så går skærmen tilbage til hvor den var. På farven blå.

Det har jeg også gjort, kommer det fra den nye fjernsynsejer. Jeg tror hende. Hun snakker videre og jeg beder hende om at være stille, da jeg forsøger mig igen. 2 fra Alta pleje låser sig ind.

Hej. A… vi går ud og varmer maden op. I mikroovnen. Ovnen, hun ikke ville sætte sig ind i for og gøre det selv, før blodproppen i januar. Nu ved jeg hun ville glemme det, den. At spise. De kommer tilbage og da de sætter noget, der kunne ligne kartoffelmos og bolognese på rullebordet ved siden af hende, klynker hun højt:

Det vil jeg ikke spise, jeg er ikke sulten. Hun behøver ikke krydse armene over brystet og vende hovedet væk, tonen er nok.

De søde, unge kvinder presser kun en gang, sikkert meget van til dette. Jeg siger, ikke glad for madspild.

De kan bare sætte det i køleskabet og så kan du få det senere, mor.

Men den ene siger blidt; vil du have en bolle med noget på i stedet, A…

Jahhhh, min mors lettelse, som barnet, der bliver fritaget at prøve broccolien alligevel og kan gå direkte til det lille kuvertbrød med smør.

Tak for hjælpen, siger jeg og deres milde ansigter smiler. Jeg lagrer deres respektfulde håndtering af situationen til en anden gang. Det er jo lige meget om den mad bliver smidt ud. Min mor har haft en følelsesmæssig overvældende dag, konfronteret med en masse hun ikke kan, på grund af valg. Valg taget for over 20 år siden.

Jeg får omsider fjernsynet til, at vise og blive på dr. og jeg minder hende igen om, hvor forsigtig hun skal være, men nu tror jeg ikke hun vil ændre kanal. Lidt forsinket hjemme igen i Dalen, kan vi selv spise maden, jeg heldigvis havde forberedt noget af i løbet af eftermiddagen.

Senere, mand kalder, siddende foran computeren;

Der var åbnet.

Åbnet?

Ja, forsøgslukningen ned ved stationen, (På Sønderlundvej, min fornemmelse.) Hvad skulle de også havde gjort, fortsætter han, hvis en udrykning skulle igennem?

Tja, de havde jo nok godt kunnet, uden sort skamplet, være drejet af hvor det var forbudt, inde ved Husum.

Mandag sen eftermiddag, tog hun glad imod hendes barnebarns gamle fjernbetjening og ægtemands instruktion, og når han har spurgt tirsdag, onsdag har jeg kunnet svare:

Intet at melde fra nødstedt fjernsynsbetjenings modvillig.

Næste weekends besøg, vække hende af dyb lur.

Vil du med ud i solskinnet?

Hun har indtil nu altid sagt ja.

Det redder mig.

Jeg kan ikke sidde stille, være i min popkornhjernes spring af følelser alt for længe, ikke med hende, når jeg skal holde mig selv inde. Jeg bærer fjernsynsemballagen mod trappen til containeren, hun går “alene” den anden vej rundt.

Vi mødes halvvejs. Hendes ene øje klemt sammen mod solskinnet.

Hvorfor har du K- nøglen?

Jeg har tilladt mig at have den hos mig.

Jeg sluger min øjeblikkelige følelse af ængstelse og lader fornuften søge mod overfladen, siger roligt.

Mor, du kommer ikke i containeren.

Ringen i vandet, flader sig ud og vi går sammen videre ned og ind i et nyt, lille og hyggeligt rækkehus kvarter. Begge i ro.

Hun; en mand jeg kender i 1 gård er død.

Hvor kender du ham fra?

Fra gården.

Jeg bryder mig ikke om, når mine tanker går i negative ringe som; dette “hende,” og mig på besøg hver weekend. De er jo på uendeligt. Jeg ved aldrig hvornår besøgene stopper, hvornår jeg bliver fri, det kan være i morgen, om 10, 20 år. Jeg føler mig som Thor, der under besøget hos Udgårdsloke kæmper mod Elle, alderdommen. Jeg ved det er forgæves, at det ikke er mit ansvar, min mor har ladet “hende” vinde for mange år siden. Men inden i, skriger jeg tavst;

Kæmp. Så kæmp dog.

Tak til alle I vidunderlige mennesker jeg møder ude omkring. Jeres smil er med til at sørge for, at jeg har latter med til min mor.

Og hvad skal jeg også med en formue, når jeg er 73?

Hyre hjælpere.

Jeg ved godt, at forskud på arv ikke vil fjerne min bekymring, men den vil helt sikkert bevise taknemmelighed og forståelse for de usynlige timer brugt, jeg hellere ville lave noget andet i. Orke. Med andre. Og så vil jeg bruge forskuddet til oplevelser, give andre minder, mad, tag over hovedet. Jeg kan se, nu som administrator for min mors konto, at hun ofte har givet noget til hjælpeorganisationer, det vil “hun” fortsætte med. Det vil jeg også gøre mere. Jeg vil huske og fortælle hende, at det gør mig stolt og glad, når jeg ser hvad hun har støttet. At hun er en inspiration. Hun havde dog ikke behøvet og støtte sin fagforening til hun blev 80.

Det kunne vedkommende godt se, da jeg ringede og bad om hendes udmeldelse.

Jeg forstår, at det er så meget nemmere og hjælpe nogen i nød langt væk end og involvere sit hjerte med sine nærmeste. Det kan man jo få det knust af.

Hvordan viser du din taknemmelighed?

En datter, et barn af nogen, nogens skød, dna og fortid.

Mine børn skal aldrig på grund af mig, føle disse øjeblikke af fratagelse, bekæmpe tvivl, om egen ret til liv i glæde og kærlighed. Aldrig føle de ikke er kærligheden værdi, ikke overvældes af den dårlige samvittighed, når livet i smug, i små mængder leves. Væk fra årsag til frustration. Den samvittighed, min, den dårlige. Skal dø. Langsomt. Ligesom hver weekend forventningen. Med stor nænsomhed. Begynder nu, lige nu. Er begyndt. For hver time, dag gået. Døende.

Truslernes kraft er ophævet.

Knus fra

Skal så meget bestemme hvor jeg med Goldielocks skal spise i Diningweek i uge 42 og er det noget for min søn, en anden dag, et andet sted, kun han og jeg?

Men først skal min mor have en kartoffelkage, næste weekend, og så er der besøget i familieretshuset. Hvorfor har jeg/vi ingen tid fået endnu?

Må ringe og spørge. Rykke. Dem.

Igen.

Indebærer; at de to dna-strenge i et dobbeltstrenget dna-molekyle, skilles fra hinanden.

Men først skal der laves, en kopi af DNA`et i cellekernen.

Nødvendigt, for:

Kun med sit komplette sæt DNA, kan dattercellen efter adskillelsen (celledelingen)

fungere.

3 del, for 1 og 2; se under M for mor/datter problematikker i alfabetisk emneoversigt.

Børn for narcissister/giftige personer, (mennesker der ikke vil dig det bedste) er bl.a.: igennem dem og udleve egne ikke udlevede drømme. Vise og fortælle omverden, dig, om hvad de formår (har.) Det, også, deres variant af det levede liv, de ser andre har. Alt dette for dig, for, at du, som ikke er en del af spillet endnu, skal blive tryg. Ved Dem. For måske. Måske, du kan være deres nye forråd. De altid på udkig, i søgen efter følsomme personer, der, som sprinklervæske udover en bilrude giver ud af hele følelsesregistret. Sidstnævnte en nødvendighed for deres overlevelse, da et kig på deres egne følelser, meningers (hvorfor,) ikke er en mulighed, for …

Følelser er svaghed.

Derfor er dine reaktioner; vrede, ked af det hed, glæde, sorg, fortvivlelse som; morgenmad, tænk hotelbuffet, frokost, platte hvis du er til smørrebrød, aftensmad, 3-retters, en fest. Som “normale” forældre ser de ikke selvstændighedskravet i deres barn som modenhed. De ser det som en trussel for og miste deres forsyning. Opdager de det mindste bevis for, at du ikke vil spille med, kommer det; klynkeriet, misundelsen, skorpionhallens stik, der ikke som en bi, kun har et.

Gaslighting

Deres skråsikkerhed får dig til, at betvivle dine meninger og udførte handlinger med dem, senere i rum, i røret med andre uden dem, alene, på arbejdet. Med alle. Alle. Vegne.

Krydret med:

Små pusterum ind i mellem, i form af små “kærlige” ord, lyttende ører, et med følende hm… Lige når du tiltror dem, at nu skal vi være en rigtig familie, trods år med erfaringen med beviset om det modsatte, gaslighter de dig. Igen. Og når du lægger røret på skælver du i de første mange år over hele kroppen, senere, snart, nu indvendigt ryst på hovedet. Hvad skete der lige der? Skete det igen?

Skete det overhovedet?

Der var jo lige det øjeblik af … Tåbe… For

al snak er i brud

stykker, halve sæt

ninger og når mand spørger,

hvad sagde hun,

lyder jeg, som en begyndende senildement, for samtalen jeg havde med hende med ham, (min far) er som en langdistance, forskudt, afbrudt, knækket, slut, et hurtigt hej, hej. Men med intet bevis. Ingen sag.

Du græder efter månen, mand i 1992. 1992! han havde kendt mig en måned.

Følelsen af værd, livsgnist, mig, en badehætte, min mor, trak ned som over tørt hår. Mit. Eget. Langt, krøllet, nyvasket. Krøllet, fordi min mor i en times “krydderi” trylleri 1-2 gange, mellem jeg var 18 og 20 omhyggeligt rullede det på spolerne. Min hænder knugende om håndklædets hjørner, da hun hældte det stinkende, hovedbundsætsende, kolde permanent væske i rillerne. Min ryg trykket mod toilettes ryglæn, da jeg bøjede hovedet ind mod hendes bryst for, at hun kunne nå, øjnene lukket for trillende dråber i en øjebliksverden af hvordan det kunne være, altid …

Prisen for min mors hjælp var høj, drænende høj, en skyldnercheck, hun i egen overbevisning ved besøg lørdage, søndage årerne igennem, uindbudt, kunne aflevere hvornår og hvor ofte hun ville, som var den trukket op af lommen på guldbukserne, (drengen med gulvbukserne en svensk miniserie på DR i 1975.) Men i modsætning til, at hans endte med og blive brændt, undskyld afsløringen, så kunne de ikke destrueres. De blev ikke glemt, eller kun til …

Skal man elske nogen, der sender en til vægs helt bevidst med bidende bemærkninger, når undskyldningen bagefter aldrig når deres øjne og kun bliver sagt, hvis sagt overhovedet, (regn ikke med det, for det er jo din skyld,) udelukkende for og holde dig tilpas nær? I nærheden, så de snart, kan vade ind over dine nærmest følelsesknitrende og skyldbevidste grænser, igen?

Grænser, de har opdraget dig; ind i, op over, hen ad, igennem, op af og ned i?

Indersiden såres, hver gang ved samværet og alle farver af skyldkomplekset, vises i et følelsesudbrud som en regnbue, efter bygen har flyttet sig til en anden by. Farvepaletten, du undervist fra du knap kunne gå, nu desværre selv er blevet professionel i, at smøre dig ind i, som en klæbrig, skide lotion ved og spørge, er jeg nu narcissisten?

Når du, dig, der ved at bygge det, der er dig op, lægger din spille brik ned, vipper du spillepladen.

En

Familiestruktur, der udelukkende går ud på og gøre det de forventer, det de vil have, når de vil have det, ikke før (pegefinger foran din næse fra side til side som vinduesviskeren i regnvejr.)

Ikke efter;

nu, men egentlig allerhelst, i går klokken 9:16 lørdag, ikke mandag (der ved de, du er på arbejde,) de er trods alt, ikke urimelige.

De styrer reglerne, som når en 8-årig fortæller reglerne og laver dem om hvert 15 minut for, at sikre udfaldet af spillet, så de kan vinde.

For det meste, lod de mig brænde i skammens glinsende fedt, i månedsvis uden kontakt.

Mig?

Stækket holdt jeg, mig væk efter samvær, indtil jeg vidste, (ved) jeg blev nød til det, kontakte dem, for ellers svitsede de mig igen, for ikke, at havde gjort det tids nok. Egentlig lige meget, for du kan ikke nå baren for deres tilfredshedsfølelse, det er ikke meningen, har aldrig været, det er det, der gør dem til dronningen og kongen, du er ikke andet end smeden, bageren, vaskekonen, du bliver aldrig en del af herskabet. Aldrig. Svits, stik, svits, svits. Gå ud og bag, slå på stålet, skrub klædningsstykket (dine følelser) på vaskebrættet, få det til at skumme, slurp, slurp med tungespidsen, de tilbagelænet med servietten stukket ned i halsudskæringen, kniv og gaffel stående lodrette i bordpladen i deres knyttede hænder.

Når de synes, nu havde det, tavsheden, (pjatteriet, dit) varet længe nok og de ville have (stor)magten tilbage, kom de uanmeldt, med deres 6 sans altid tunet ind på mig, kom de aldrig forgæves.

Der var dog lige …

Dagen, jeg tog en eksamen online inde i stuen, der kom de ikke forbi min mand.

Jamen, vi har taget kage med. Min far. Jeg 51 år

Sulten på mit levede liv stod de storsmilende foran hoveddøren efter bank med dørhammeren, der gav katten post traumatisk stress. Min mor tog altid bryggers indgangen, som havde de trods deres 40-årige fjendskab aftalt og angribe fra 2 sider af, inden for samme 24 timer. I døgnet før kunne, (kan) jeg mærke deres ankomst som hvis gigt, i led, ved fugtigt vejr.

I døren

Min far, hulkindet, øjnene fastfrosne, lidende. Trods de optrukne mundvige, trak en bebrejdende kulde ind igennem huset, som slap den ud fra under deres åbne overtøj. Mens de eller jeg hængte frakken op, klynkende klagesange, der stadig uændret spiller førsteviolin på min datterhed, jeg ikke har bedt om. Sat ved bordet fylder de sig med hjemmelavet bagværk eller rødvin i strømme, mens de ser vurderende på mig over kanten på indholdet, som er jeg en forretningspartner. Hvad kan de få, forlange, tage, klynke hvis (ikke andet er muligt længere) sig til, for jeg.

Jeg har ikke taget kontakt, jeg har ikke, jeg skylder, skylder ham. Ham. Dem, (min mor hvis hende på besøg,) mest ham. Min fars kone har aldrig bebrejdet mig, min mangel på kontakt eller blandet sig åbenlyst i min fars og mit forhold, en meget klog kvinde, som jeg altid har respekteret og holdt af, men.

Hun også medaktør. En brik.

Da jeg strækker mig over bordet for og hente en skål til parret, ser de sprækken ved armhulen i min rustning og tændes. I løbet af de næste timer åbner de gabet, suger sig fast på mig, til jeg slider dem fri over dage efter besøget er slut. De første dage med blodet stille, piblende i glinsende dråber ned af alle mine følelsesstrenge, som såret i livmoderen efter moderkagens fødsel.

Nu, ældre, udelukkende (min mor) eller set ikke afhængige af mig kan de være behagelige hvis de vil, men kun … minutter. Nu alle 4, min mor, far, hans kone og skribent vidende om, at jeg har tilladt mig, at tage en rustning på over for deres 1½ meter lange sværd af stål. Smidt mit eget. Det 85 cm. sværd af træ med stump ende, de overrakte mig til start med, ved fødslen. Afvæbningen får dem til og tøve, men snart fylder automatikken rummene.

Kun med en sætning, inviteres jeg ind i spillet, øjenkontakten legende, tonen bydeform.

Jeg storsmiler, går ud i køkkenet og henter desserten, griner højt med Goldielocks, lænet mod køkkenbordet og min far entrerer køkkenåbningen. Hun snakker videre til mig, kold over for hans nysgerrighed, mig lunken i min hensynsbetændelses sidste helingsproces. Vi svarer høfligt, hvis han spørger … og går så (forbi ham) ind i stuen, isen skulle jo ikke smel..

Goldielock kold, fordi sidste gang jeg forsøgte og samle de tre generationer kunne hun ikke de to dage han, havde spillet ud. Hun kunne jo bare, mente han, ændre sin aftale hun havde haft længe, hvis hun ville se sin morfar og hans kone. Dem, hvis aftale blev, i løbet af 1½ uges skribleri frem og tilbage. Jeg ser, forundres, og lærer, vidne til hendes integritet. Man kan altså virkelig godt tillade sig sådan et nej.

Det er så også mig, mine forældre mest svitser, da mand, unge mand og Goldielocks har lukket ned for forsyning til deres ego.

Efter isen beder jeg unge mand om, at hente UNO-spillet og et med Johnsen-regler kan begynde. Så kan min far og hustru spille deres eget spil, i spillet, men nu er vi andre 4 tilskuere, knap nok konkurrenter og en “hyggelig” time går uden granatsikringsstift udtagninger eller maskinpistol afhøringer. Sidstnævnte er for at udmatte dig til du viser følelser, så har de dig. Du er de fyldte chokolader efter desserten, de vil jo have det hele med.

Når de går, deres læber i smil, øjnene brændende, holdningen som en dronning, konge ned af trappen, nu holdende i gelænderet, mand omsorgsfuldt har lavet. Det sidste blik ud af bilens forrude.

Du, du brød reglerne som undersåt, betvivlede mit lederskab, nu har du lært det, igen. Håndbremsen slippes.

Af åbenlyse årsager kan jeg ikke lide og spille spil, jeg ikke kender. Især spil hvor man slår hinanden hjem, på grund af en ternings tilfældige færdig rul over bordet, gør mig muggen. Gjorde. Jeg. Kendt for, baseret på datid, at være en virkelig dårlig taber i ludo, drillet af mine kusiner og børn. Efter det årtiers spillestilhed, dengang slet ikke lagt alting sammen endnu. For dem sjov, for mig knugende alvor. Giv mig en badminton ketcher, en volleyball, et UNO-kort og jeg er okay, sider du med åbne kort synes jeg, det er i orden at kigge i dem. Jeg vil vide…

Du er velkommen til og se i mine, men så skal du se gennem bordpladen, eller i vinduet bag mig.

Hvis over telefonen, min far, mor spørger om, til mit job,

Hvor mange timer underviser du?

Obligatorisk, minimum en gang hver år, siden 1995.

I min fars øjne kunne jeg lige så godt være den stadig 14-årige avisomdeler, for jeg er ikke blevet rig af det, og så tæller det ikke, jeg tæller ikke. Hvad skal han sige til sine venner, (men mest til sig selv)?

At jeg er en, var en deltidsunderviser?

Havde jeg sagt 37 timer (nu er det sandt), ingen respekt, beundring, ingenting jeg gør må nogensinde gøre dem mindre, mindre værd.

Måske jeg næste gang skal sige 45 timer, 21 hold og så se om de tror på det?

Men udannet narcissistkyndig ved jeg nu, at ved ikke at søge; anerkendelsen, kærligheden, tilliden, respekten, empatien og dele begejstringen, den lille piges hedeste ønske og være en familie, der ønsker hinanden det bedste, gør jeg, stille og roligt mig selv.

fri.

Fri med mit eget DNA-sæt.

Vigtigt

Vil du gøre du dig fri af en narcissist, gør det blidt, ingen hurtige træk, hiv eller slip, det får deres sårbare ego til, at reagere og gør det sværere for dig. Enten i form af en forurettet mine, ikke vrede (med mindre du er van til at rette ind ved trusler,) eller de bliver lige pludselig søde og du bliver blød og eftergivende. Tænker;

Så slemme er de heller ikke …

JO DE ER, men fordi du er en omsorgsfuld person og det ved de, spiller de lige præcis på den streng i dig, for ikke at miste dig, forrådet.

Brug ro, blid-og tavshed, ingen svar` en igen, (husk så spiller du) er dit bedste kort. Ingen har magt over en, som ikke giver sin kraft og energi fra sig, men kun udstråler venlig afstand, tilsat et blidt kys ud for øret og et klem om en dessertfuld mave til farvel.

Jeg har været en narcissist-medafhængig og som barnet til alkoholikeren, kan jeg ikke rede dem (de må da forstå at …,) de vil ikke, skal ikke redes og jeg skal stoppe med at fortælle om spillet, som medspiller, ofret for offeret. Kun som tilskuer uden følelserne vibrerende som strenge, kan jeg se på mine reaktioner udefra og ændre dem. Og nu går det stærkt.

Kun sådan kan jeg forstørre strengene, løsne og dreje dem, så du kan se om dine strenge bliver spillet på. Det er måske et andet instrument, et andet spil, men reglerne vil være de samme, du en forsyning, de en fråder.

Før, yngre, uvidende om magten ved ikke at tage terningerne op. Ikke at reagerer åbenlyst når;

Du er fjollet, skovl, for sensitiv.

De, eneretten til at sige hvad de vil, hvornår til dig og i alle toner. Du. Ingen. Desværre uvidende om deres ego i virkeligheden er langt mere skrøbeligt end dit. Og når du bliver det, ser det skæve magtforhold, finder du ud af, at ½ af din angst er baseret på ikke og gøre dem kede af det, krummerne af smulderet, af kærligheden, du engang har haft til dem. Er de virkelig øvede, eller nu bare ældre bruger de også retten, til retten andre steder, men meget få udefra stopper dig med en hånd på armen og siger;

Sagde de lige det? Nærmest kun et andet “barn” af en giftig forælder vil reagere, men kun inden i, for måske endnu ikke opmærksomme på spillet, vil de være i tvivl om tvivlen.

Havde min mor passet sit ene barnebarn min søn, aldrig min datter Goldielocks, (det spejl kunne hun ikke lide,) vimsede hun rundt om hjemvendte mig, for jeg kunne rose, overstrømmende, hvis ikke entusiastisk nok, næsten hoppede hun på tåspidserne, som min nevø da han var 5 år, ved fodboldkampe i fjernsynet, skide ligeglad med barnet i hendes varetægt. Hun var jo bar… Mit.

Jeg var taknemmelig.

Men også bekymret for mit barn, jeg lod passe, jeg kunne ikke som med mine svigerforældre glemme det helt og koncentrere mig udelukkende om mit arbejde.

Med ingen i hendes liv, hun gad og invitere eller se ud over de årlige fødselsdage, skulle jeg dække alle hendes sociale behov. Være hendes mor, far, onkel, tante, moster, bekendt, ikke veninde, for hende hun havde prøvet i 3 måneder, snakkede hele tiden. Til jeg var 26 år tog jeg med hende, til fødselsdage, hos hendes (og min fars) bekendte, hvilket vil sige et par. De elskede min far, men møderne med dem gled ud, da min fars nye kone åbnede hans øjne for, at kvinden i bekendtskabet var alkoholiker, fuld af sorger der aldrig blev talt om, sidstnævnte havde hun tilfælles med min mor. Min mor, mod druk (alt over 1½ øl,) på grund af sin alkoholiske fars svitsning af sine omgivelser, kunne være meget spydig i tonen over for alkoholikeren. Nogle gange var hun beruset inden vi, de kom kl. 14:30 om eftermiddagen. Jeg forstod hende godt, alkoholikeren.

Al det vi ikke snakker om, har gjort mig allergisk over for overfladesnak, ønsker samtale hvor begge partnere er villige til at se (ind) og gøre, ikke klynke, gemme og bekræfte hinanden så meget i, at vi er sammen om at lide, ja har endda konkurrencer i slem, slemmere, slemmest. Fokus skal flytte fra og svælge i det, det, der ikke er, ikke går godt, til glædesskrig over det der snart og allerede gør.

Hvornår har du sidst fejret noget, der var godt, gik godt, noget forventet, noget uventet? Jeg, alt for hurtigt imod den næste bakke, bjerg.

Det blev igennem mine teenageår tydeligt, at min mor, og det gamle bekendtskab brugte mig som fikspunkt. Min mor lænede sig tilbage i deres mosgrønne sofa I Lyngby, uden at give noget til samtalen, hun havde jo taget underholdningen med. Mig. Bekendtskabet, alkoholikeren sendte en byge af spørgsmål, mod mig, altid samme skabelon, overfladisk i fem minutter og så dybere og dybere. Jeg meldte mig ud. Jeg var fyldt op af skyld, kæresten (da mand kom til) lettet.

2005-2020

Under min kørsel med min mor i passagersædet hver torsdag, fandt jeg, efter jeg havde fortalt begejstret om en festlig aften, altid mig selv i forsvar for dem, ikke til stede, hun et giftig grønt, frådende monster.

Det krævede al min tilbageværende energi, på vej hjem fra arbejde, under hendes besøg, at holde hendes pessimisme, mistro og onde øjne fra dem, jeg elskede.

Af samme grund, holdt jeg over årene op med, at snakke om nogen, der betød noget. Selv dem hun ikke kendte, svitsede hun som en myggefanger. Ord som; hm, ja, okay, dejligt, nåh, ja, det er også rigtigt, okay … Okay, (hendes eget ynglings) blev muren, er muren, ingen kan spille op ad den, men at holde den til lejligheden, endnu ikke helt tør, med spredte fingre på den anden side, krævede alle mine kræfter.

Hun skulle ikke mere have lov at pifte min glæde.

Hun, ikke mere provokeres til jalousi og misundelse. Hun ville aldrig kunne udvise glæde på mine vegne, monsteret så kun truslen. Hun prøvede nogle gange, (gør det stadig,) men det blev tydeligt, at det var noget hun vidste var smart. Ugen efter kunne hun tale ned om det, den samme og igen over år måtte jeg lade det synke ind, til bunds, at det ikke var dybfølt, det var tillært adfærd, aben efter. For at give mig en lille, bitte krumme, tilstrækkeligt til, at jeg troede på hende. Så jeg ville tale med og se hende, tage hensyn, tage mig af og køre hende.

Hjemme, fuldstændig slukket efter, at havde sat min mor af, en tom vandre, gik det ud over Goldielocks, min datter. Hun, af min mor i forvejen skubbet ud af reden, som den oprindelige unge hun var. Det tog mig år, at trække mig så meget fra hendes mormor, siddende der i bilen, at jeg da i det mindste var i 0, da jeg trådte ind af døren.

15 minutters kørsel

For, at komme op på 1 måtte jeg sige til børnene, stadig i frakken;

Giv mig lige 10, så er jeg der. At tage mig retten tog tid, for helt ærligt, jeg var jo bare en mor, der kom hjem fra arbejde.

Jeg var så “træt” de torsdage, at jeg i mange år havde smertefuldt mavekneb om eftermiddagen, ud i aftenen, nogle gange natten, i stønnede fosterstilling. Naivt troede jeg det skyldtes sult.

Jeg havde holdt vejrtrækningen tilbage.

Mig.

Tilbage.

Jernringen

Jeg lod min mor og fars tilstedeværelse i mit liv sidde som en bh af jern om mit bryst. Hvis sagt til min far, ville han sige:

Du er fjollet.

Sidste gang jeg fik en afspændingsbehandling sprak noget. Jeg kunne pludselig trække været dybt uden modstand. Jeg havde ved at lægge mit stumpe træsværd ned, min tavse mur og ingen synlig reaktion på deres ynkelighed og toner endelig låst låsen op. Op til hende der virkelig var, er mig, uden behov for deres, mands (nogle gange) udeblivende tilkendegivelse. En næsten (kommer, er på vej) given mig selv lov til og trække vejret, fylde mit bryst, lunger med levet liv, der ikke har noget med dem og gøre. Deres ikke eksisterende tilladelse, tilkendegivelse ikke mere vigtig. Jeg går, gør, hvad enten, alligevel, på min måde, fordi det er min vej, det jeg skal. Kun jeg ved hvornår, hvordan, det ansvar skal andre ingen have- eller få indflydelse på. Mere. Okay så minimalt, aftale?

Måske tænker du.

Hvis du føler sådan og har gjort det siden du var teenager, plus, at du har svært ved at sige fra, hvorfor begyndte du så, at lade hende køre med dig?

Så sås vi da (du ved datterheden, skyld og skammens vuggegave.)

Holdene i senioridrætten, jeg arbejdede for, var overtegnede i Skovlunde, så jeg tilbød hun kunne blive kørt en af vejene, til først Måløv. På det tidspunkt var vores samvær allerede noget jeg tvang mig selv til og hun … Hun var i vintersæsonen næsten tilfreds med, at se mig udelukkende på vores korte tur i bilen, nu altid hjem. Ellers sås vi kun til fødselsdagene, jul og når hun kom i sommermånederne, hun vidste jeg ikke arbejde så meget i, de første år slet ikke. Uindbudt gik hun lige ind, helt ind, ind og tog i toiletdøren, puffede den op hvis på klem. Bryggersdøren var ofte ulåst og hvis ikke, bankede hun hårdt på, og så står man jo ikke, holder vejret og tysser på børnene, for at hun skal gå igen. Men tænkt det, snakket om, ønsket, 1 million gange.

Kan du ikke bare være ligeglad, ikke lade det påvirke dig? Det jo hende der, ikke dig …

Kan siges, læses, men at være i situationerne med det stålgrå blik, de rynkede bryn, den isnende tone, når noget ikke passede hende og jeg stod efterladt på parkeringspladser (Goldielocks navnefest,) bag smækkede døre og bagefter dage i Antarktis, gjorde, at jeg troede det og tonede mig selv ned. Ligesom hun havde gjort i samværet med sine forældre. Du mister den reelle fornemmelse af hvem du er. Opbyggelsen af den kræver stædighed. Men først skal du kunne, turde se. Deres fejl, dine. Æde dem. Sluge, de aldrig bliver.

Anderledes.

Men du, forholdet til dem, kan.

Det er ikke dig. Det er dem.

Knus

Narcissist overlever, nu kyndig, røde flag seerske.

2 del, hvor jeg dissekerer det i forvejen på hovedet vendte “forældreskab,” mor og datter imellem, som en frø. Sidste gang skar jeg huden op, denne gang blotter jeg hjertet, Donk, donk … donk, donk …

For 1 del, Nu med DNA-tillæg, se under M for mor-og datter problematikker i alfabetisk emneoversigt.

En dag i sommeren på en gå tur i Herlev, tjekkede jeg hvor min mors hudlæge var flyttet hen.

På dagen for hudgennemsøgningen, efter et enkelt morgenhold, henter jeg hende (efter de nu obligatoriske opkald dagen før og på dagen nogle timer inden afgang), vi har masser af tid også til bagefter, hvor jeg har en anden aftale, hvilket jeg fortæller hende. I bekymringen for om jeg får en parkeringsbøde, holder jeg længere væk end jeg måske behøver, flytter så bilen med hende ude ved rollatoren, igen, over et andet sted. Tænker, det ikke gør noget, hun er ude i den varme luft og får brugt sine ben.

Langsomt når vi, hun et slæbende skridt af gangen med fast greb om håndtagene på rollatoren og støn til at bakke det op, omkring bygningerne til døren.

Så husker jeg det.
Det er den forkerte adresse. Jeg tager i døren, jeg ved er låst og ser op ad bygningens sten.

Min popkornhjerne kortslutter og en hedetur sender stråler af ild ud i alle mine nervespidser, og jeg sveder i sveden allerede et lag på min ryg.

Jeg kan intet huske, som har en dementor i Harry Potter universet været forbi og suget mit kranie tom.

Her har jeg ikke været før.

Nej, mor de har skiftet adresse.

Jeg vender ryggen til hende for, at forhindre hun siger det 3 gang og min hjerne begynder sine omdrejninger igen. Jeg ser ind igennem ruden ind i opgangen. Vi skal jo ind i bygningen fra den anden side af, ind i gårdens venstre hjørne. Jeg stod for en uge siden og tænkte, om jeg turde holde der.

Når man googler overgangsalder står der for det meste hedeture og tørhed i skeden.

Det, de ikke skriver, er alle de gange, hvor du med den seneste hedetur, for mig 2 minutter efter is ned af rygraden, tænderklaprende i 25 graders solskin, tror, du også er ved at blive dement, når du lige pludselig ikke kan huske. Det som om, at din hukommelse er faldet i et hul. Fortvivlelsen i dit sind, angsten for, at det er rigtigt, du er dement, parallelt kørende med dit forsøg på i samtalen, du føler dig forpligtet til at føre, at udvise overskud, tjek på det hele. Det ud gennem en mund, som stoppet fuld af en stor, ulden sok.

Din stemme som inden i en dyne, for en let storm suser i dine ører, som en konkylie holdt helt tæt ind mod din øregang. Har jeg nu også fået tinnitus?

Låst dør

Tiden er næsten gået, vi kan ikke nå og gå vejen tilbage eller den anden vej (også) udenom, til den anden side. Bilen, endnu længere væk, nu. Dørtelefonen er fuld af alt andet end hudlæger. Jeg ringer på hos en tandlæge og et langt sekund senere.

En befriende brummen og jeg trækker i dørhåndtaget.

Kan du nå det?

Mor, du skal ikke bekymre dig, jeg har indlagt tid og ellers beder jeg om en ny tid, det er min fejl, det her.

Jeg føler mig ond og ussel fordi jeg har fortalt hende jeg skal noget andet bagefter, mens hun tøffer bag mig igennem hallen og ud i solskinnet på den anden side. I gården.

Jamen, her har jeg været, det var her chaufføren satte mig af sidst.

Jeg skumler indvendigt over, at havde det været sidste år havde hun kunne fortælle mig vejen, men så igen, så havde jeg slet ikke været nødvendig.

Jeg har i løbet af sommeren fået tre beskeder fra hudlægen med:

Vi har flyttet adresse til …

Så jeg troede det var, efter, min mor havde været der sidst. Jeg presser irritationen ned, hun har overladt ansvaret til mig og det er jeg glad for. Hellere det hele, hele ansvaret, jeg fumler hensynsbetændt i det halve. Hun ved ikke hvor anstrengt jeg har det med, at køre, køre andre steder end jeg plejer. Jeg kan ikke komme videre i min tankegang end hvor må jeg holde og hvor længe, kan jeg komme ind, kan jeg komme ud igen?

Bekymringen før jeg skal udføre kørslen sætter sig under kørslen, som en nervøs sitren i min krop, der gør mig tissetrængende, min vejrtrækning overfladisk og mine hænder knugende om rattet. Selvom jeg denne sommer har tvunget mig selv mere ud og køre, burde jeg stadig snakke med nogen om det, da det afholder mig fra, at gøre ting og det gør det så ikke bedre. Jeg føler mig fjollet.

Hun kan ikke bruge den viden til noget og jeg ønsker, at kunne det, glemme den, bekymringen. Det ville være som at skære min lillefinger af med en gaffel.

I selskab med min mor, kniber jeg læberne sammen om irritationen, hendes passivitet fylder mig med, stopper og makulere mine velmenende råd for, at strø dem efter mig for hver flise mine fødder laver et afsæt fra, når jeg går hjem fra hende. Hun har valgt.

Presser, som en stor sofahynde i betræk, vasket i for varme grader, tavst, hylende frustrationen ned fordi jeg ellers fratager min mor, det eneste, der driver hende, offerrollen. Hovedrollen. Hun, ligeglad med, at jeg synes det er synd for hende, det er meningen. Jeg må ikke sætte spørgsmål, det som, at give hende en dårlig anmeldelse. Ynkeligheden, jeg ved hvert besøg træder vande i, nærer foragten, jeg ikke kan forhindre gro i mit sind.

En gang tog hun toget alene til Firenze.

Ulønnet fuldtidsarbejde

Ingen følelser at vise, på noget tidspunkt, er anstrengende, når man 80% af tiden er et følelsesbundt. Som at rejse mig op og sætte mig ned på enden, med hænderne bagbundne på ryggen 20 gange i træk, iført vinterfrakke til midt ned på lårene, skibukser med seler og vinterstøvler op over ankelleddene, med bind for øjnene. Ved den mindste tøven og irritation fra mig, tager hun i underbevidstheden på brøkdele af et sekund, valget mellem og være ynkelig, hvor risikoen for hun bliver skældt ud, var en mulighed på mine mindre overskudsdage eller hun sender en bemærkning, uskyldig i de fleste ørers, ud.

Er du et reservoir til energi, varme, kærlighed og oplevelser, vil den indeholde en tone, en svag påmindelse om noget kun hun og jeg har. En oplevelse, noget måske for mange år siden, eller sket sidste uge hun betragter som et svigt. Som at smide en grøn blyantspidser fra 1985 ud, da vi, mand og skribent brugte noget, der svarede til en 37-timers arbejdsuge, hver, oven i den vi er ansat til, fra midt januar til midt februar i år for, at rydde op og gøre rent i hendes lejlighed. Hvilket hun ikke havde gjort siden vi gjorde det sidst i 2013. Nu har jeg givet hende en ny blyantspidser.

Hoster af mig selv … Curlingforælder. Først for mine egne børn, hende fortsat. I morgen, næste uge, 3, 3 måneder, år, 3 år, 10, til enden af enden.

Den er ikke grøn … Hun knibende sit ene øje sammen mod noget, jeg ikke kan se.

Er der noget der generer dig?

Det bare en dårlig vane, siger hun, sidst var det også et intet svar, og min hjerne sletter øjeblikkeligt intetheden, til min mand senere spørger til min fortælling om det, og jeg fortryder min deling af det, for hans sjældne samvær med hende er så meget anderledes end når det er mig. Med ham anstrenger hun sig stadig for og lyde som en, der engagerer sig med andre.

Mine øjne har virkeliglig lyst til at himle, jeg har lige haft hende til øjenlægen men forstår også, at hvis man fortæller dem, der kan tjekke noget, hvordan man virkelig har det, kan man jo ikke brokke sig over det eller ligne Kaptain Haddock, så jeg nikker bare. Lader hende have den. Før, for få år siden ville jeg brændende havde argumenteret for alt- og alle også noget, nogle jeg intet vidste om eller faktisk var ligeglad med. Som min far trives de allermest der, når jeg visser følelser, suger reaktionen i sig som nektar og fylder deres indre benzintank og tømmer min.

Opvokset med skam og skyld er det noget hun ikke tænker over op- og overførelsen af, det stadig lige så meget en automatisk handling, som at slukke for vandet, tjekke frisuren foran spejlet og gribe efter fjernbetjeningen.

Her er mand og jeg meget uenige, da han ikke mener hende i stand til tankegangen.

Opflasket

Med Hendes far, bryggeriarbejder, fuld hjem hver aften, og med en mor, der blev trods slag, så hun kun det. Klynk, klynk over liv, hvor man ikke så nogen vej ud, det var andres fejl. Alt. Var. Er. Andres. Fejl. Altid. Og dem i nærheden de skal … Min mor tog aldrig nogen med hjem.

Åh … hudlægen (den nye) har ringet. Jeg ringer op. Ingen.

En anden dag, hudlægen ringer, jeg ringer op. Ingen.

En anden dag, hudlægen ringer, jeg når at tage den,

Jeg sidder her og skal have din mor ind i systemet.

Ja

Det kræver en henvisning fra hendes læge og hente hendes oplysninger. Da jeg skulle bestille tiden til min mor, kunne jeg kun skrive mine egne oplysninger og måtte skrive i yderligere oplysningsfeltet, at denne tid var til min mor A… Ringe. Ingen mulighed.

Kræver det, at jeg skal have min mor forbi lægen, spørger jeg? Håber, håber, håber at hun siger nej men ved jo …

Det ved jeg ikke ... hun fortsætter, jeg kan se du først har bestilt tid i uge 7, i 25, vi har tider i november.

Jeg er underviser, jeg kan ikke flytte mine. Min tone et piskesmæld.

Hun bakker som et mus tilbage i sit hul.

Narcissister

Hegnspæle der står, tilsyneladende stærk, men nede i jorden pilrådne, noget de ikke for nogen eller noget vil indrømme. Da det vil knække dem. Derfor går de sjældent på kompromis med nogen om noget, nogensinde. Hvis de gør er det ikke dybtfølt, for næste gang emnet vil være til debat igen, vil du opdage, at den sidste aldrig er sket.

På grund af deres faste tonefald, forveksler du det med selvtillid, måske er det, men indenunder er det laveste selvværd, det, der i virkeligheden betyder noget.

Nu er det så jeg spørger og du skal inden du svarer tænke over at …

Du elsker ikke vedkommende, du har en gang i sidste århundrede, men besværlighederne i den følelse, har gjort, du er blevet nød til og lukke den låge i dit hjerte, for ellers blev det flænset som katteklør i en ris lampe, du helede op, det blev flænset, du helede op ….

Tilbage er medlidenheden i form af omsorg.

I virkeligheden er det, det alle føler for/med hende, de siger højt.

Hils hende,

hver gang de er sammen med mig og kan nøjes med det. Det kunne jeg også godt tænke mig, men jeg må ikke sige det, sige jeg:

Ikke elsker h … sige …

At jeg ikke vil være sammen med hende, hele tiden, ønsker hende ud i periferien igen, være fri, tage mig friheden til … Ønsket det brændende, længe… årtier, teenager. Men som den eneste, hendes datter, må jeg ikke. Det er en overtrædelse af alle love i en hver tænkelig guddomsdyrkelse, selv uden, ikke at kunne lide dem, der har sat en i verden. Det er tabu. Du er meget slem, hvis du bare hvisker det. For dig selv. Alene.

En ven, veninde vælger du, men du kan ikke få lov og sige du ikke vil en mor eller et barn. I spillet Matador ville du havde trukket det kort hvor der står;

Gå direkte i fængsel. Ikke nogen rettergang eller beskikket advokat.

Et besøg, en middag, min fars kone husker;

Jeg tog hjem med frokost som vi spiste sammen, min demente mor og jeg i hendes sidste år, hun nipper til vinen. Jeg prikker hende på skulderen;

Elskede du hende?

Jeg kender svaret, har mødt hendes mor.

Forestil dig personen du føler dig så forpligtet over for, hvis det hjælper tænk eksmand/ kone, svigerfar/mor, der ingen andre har i sit liv, svigersønnen/datteren du aldrig kunne tillade dig selv og indrømme du ikke kunne lide, før forholdet var slut. Gammel veninde/ven som du voksede fra, men først efter år lod glide ud eller måtte sige op, fordi du følte, du overtrådte et af de 10 bud ved, at ønske det og det selvom du ikke kunne fordrage dig selv i selskabet med hende/ham og blev nød til at drikke dig lettere beruset.

Tag dig af hende, tag dig af ham.

Blod er tykkere end vand

Det er jeg med på, har været til eksamen i fysiologi, men i den bog stod der intet om, at kærligheden blev transporteret gennem moderkagen. Den skal finde sig selv via alt det der sker bagefter, klippet i mellemkødet er vokset sammen.

Kærlighed betyder uden forbehold, ikke; fordi, når, hvis, kan, du skal, gør du det?

Jeg elsker dig, fordi du er dig, unikke dig, ikke andet.

En oprettet bankkonto sat ind på over år, hvor valutaen er kærlighed i form af; oplevelser, støtte, tid, og tålmodighed.

Så, når min far hen over middagsbordet siger til min søn, at han skal gå over til sin mormor, kvinden, hans eks, han selv synes var rædselsfuld, der, som han selv ikke har opsøgt sit barnebarn, frivilligt, nogensinde. Aldrig gjort noget med, andet end, at hente en sodavand mere og så ellers som hans eks, min mor, talt ned om ham, deres barnebarn til mig, hans mor, bag min søns, hans barnebarns ryg.

Kan han, kan hun så hæve på den bankkonto?

For, for mig har ingen af dem oprettet en.

Selv om jeg ikke aftaler møder med min bankrådgiver om investeringer, hos dem, så ved jeg, at man altså ikke kan overtrække på en konto, i en bank man ikke er kunde i.

Min far ved ikke noget om hvilken mormor, min mor har været, og jeg ved han siger sådan, i sin skråsikre tone, fordi det er det, han kan. Jeg kunne havde sat ham til vægs med en tegnestift med spørgsmålet om; hvad gjorde du for dine bedsteforældre?

Eller den frække, (min mands drømmescenarie,) sagt af mig, en af de nu voksne børn, ham selv, til min far;

Du kunne også selv besøge hende …

Men så igen, du kan ikke, KAN IKKE og glem det aldrig, argumentere med en narcissist, for der er kun en sandhed.

Deres.

Din

findes

ikke.

Så du kan ikke høres. Se aben med hænderne for ørerne for dig. La, la, la, la, la, la ….

Det har engang været livsvigtigt på savannen, i frilandsmuseets huse dengang liggende andre steder, at man tog sig af hinanden, for artens overlevelse og så måtte man jo finde sig i visse ting som; kølleslag, utidig afbrænding, at blive bestjålet, voldtaget og sulte.

Men. Man tog sig af hinanden, hinanden, ikke du tager dig af mig, du tager dig af mig, du ….. for det er det du er værd, det jeg kan bruge dig til. At blive brugt.

Stort knus

Fra

Hende, som til rund fødselsdag møder et familiemedlems nye kæreste.

Et blik i hans, mit, i undren.

1½ time går, han allerede buldrende i alkohol tågens analfabetisme over bordet. Jeg. Jeg langt inden da, et pindsvin rullet til lille kugle, min mand en aftensmad. Det indlæg kommer, men som fabel.

Men først efter 3 del, DNA-replikation og så, og så …

Pas på dig

Lyt til din mave, han/hun er utrolig vis.

1 del

Jeg har søgt på handicapmedhjælper, 147,37 kr. i timen mellem 8-17, hvis hverdage, hvis lørdag ca. 40 kr. oveni og hvis søndag 70 kr. Ingen dækning af en overenskomst.

Men jeg må ikke støtte hende på numsen op ad trappen, køre hende i egen bil, eller tage mig af hendes aftaler og slet ikke ringe hendes fagforening op og melde hende ud, så jeg er ikke i betragtning.

Hvor ærlig kan du bærer, jeg er?

Og hvis du ikke kan regne med jeg er det her, hvor så?

Tilladelser

Jeg har kørt min mor hjem på ugentlig basis i, hvad jeg tænker er ca 17 år, fra ….

Sammen med mine svigerfamilie havde jeg i 2000 lyst til stille og sige … I 2003, kom en brummen ud mellem mine tænder, når vi kom hjem, den blev mod 2010 en længsel efter og turde stille mig op (hvilket ville ske i selskab af klirrende porcelæn, mindst en fyldt kaffekop væltet) og for nogen råbe:

Kan I for fan… da Ikke snakke om noget, der er sket efter 1992?

Der, hvor jeg kom ind i familien, eller i det mindste efter 1985, hvor deres efternøler blev født i marts, som de flyttede ind i huset i februar, hvor min tilkommende, da 18 år, startede med og bo oppe under taget, under det lille staldvindue, med bukser, der stod stive vintermorgnerne, som havde han stået op og sovet i dem.

Vi har kørt hende alle juleaftnerne siden 1992, ca. 30 styks minus 2.

Min mor passede unge mand, da børnehavebarn, en undervisningssæson, mandag eftermiddage, hvilket gjorde det muligt, at have holdet på rådhuset.

Efter rådhusholdet kom jeg hjem 17:10, mange gange til mormor tungt sovende på sofaen. Det eneste lys i huset var på unge mands værelse. Med sovehår brokkede hun sig på dørtærsklen til bryggerset over antallet af de sorte sokker, der var svære at matche. Jeg roste hende med den sidste glædestråle, jeg havde, mens jeg tog gryderne larmende ud af skabet, smilende, træt og taknemmelig for, at mit vasketøj nu lå i bunker på spisebordet, men i længsel efter hun ville gå og tage sin storesøsterrolle til (min datter) Goldielocks med sig.

Min historie fra barn til nu, mine forældres umodenhed, min, kun mit hoveds variant, mere og mere forvrænget og udhulet, grundet ingen bevisførelse, ingen helligholdelse. Jeg ved, jeg skal give slip, tilgive munden jeg holdt lukket, stemmen, hvis sluppet fri sjældent indeholdende det jeg ønskede, kun sådan kan jeg stikke forurettelsen, naget skråt op.

Jeg ved, at er det nu selvsabotage, en fortsættelse ud af vejen, hvis brosten de lagde, alligevel vender mine tanker hele tiden tilbage, især efter nye episoder som får gamle til at ringe. Ringe, som æggeuret, vedvarende og igennem mands musik gennem den halvåbne dør, så den forstyrrer hans koncentration om træningen. Ringe, mens globalkniven nærmer sig min kno og oplæseren millimeter fra min trommehinde fortæller om forviklinger søstre imellem.

Den begyndende accept af, at jeg ikke kan få eller skal have andres forståelse for hvad jeg bliver nød til at gøre, men ikke vil. Alle har deres billede af og forventning til ansvar, også selvom de ikke ville kunne, kommer til eller sat i situationen ville forvente af dem selv, at de skulle leve op til det samme, de forventer af mig. Det selvom de ved, kan se hvad jeg har at arbejde med. Det er lige meget.

For, er du bosiddende i kørevenlig afstand, skal du tage dig af dine forældre.

Uden brok.

Punktum.

Hvis jeg havde været en søn, havde kravet til hvad jeg skulle gøre for min mor, så været det samme?

Kunne være, et emne og tage op ved næste middag med familien, venner, veninderne eller kaste ud i rummet ved et foredrag. I et rum fyldt af kvinder …

Mands historie, (skriver med vilje ikke min, for han er sin egen, som jeg insisterer på at være min (egen).) Hans historie kan jeg alle detaljerne på, fortalt igen, igen og igen i den der frydefulde begejstring, hvor fortælleren narre sig selv til og tro, at det er første gang og ikke nummer 100, fordi publikum ikke ruller øjnene nok tilbage i øjenhulerne, af høflighed, så de ligner en seerske, der spår om fremtiden.

Fremtiden. Skræmmende, spændende, en gyser, drama, enden. Vi nærmer os. Hver dag, time og sekund.

Som kold kylling fedt ligger fortiden, som en ekstra film på mine tanker, hvad er det jeg skal gøre for ikke og beskæftige mig så meget med den?

Det vil aldrig ændre sig at dem, der oplevede den med mig ikke kan huske eller vil tale om mine minder, de deres variant. Tiden findes ikke. Måske er det det? At jeg vil findes også der.

Jeg skrev et indlæg, et andet, et fyldt med så gjorde hun, så gjorde jeg, fordi … men … og det var også … fordi. Forklaringer, fortilfælde, forsvar, for at du går med mig, forstår og siger god for, giver tilladelse. Velsignelsen.

Velsignelsen til, at lytte til min mavefornemmele, udforske mit grænseland, hvor jeg og ikke skammen, baseret på; om jeg nu kan tillade mig den og den følelse, det nej, den tone, bestemmer hvornår og om mine fremstrakte, og opadvendte håndflader skal sænkes.

Mig, tøvende i acceptens svingdør af, at mit livsvilkår så forskelligt fra andre lige omkring mig, indebære jeg står ved, hvad jeg i tid og pengeoverførsler synes ville gøre det okay for mig, at blive ved med at tage mig af, have overskud til hende. Min mor.

Forlanger for og være hendes; koordinator, bud, sekretær, psykomotorisk terapeut (trænings ansvarlig) lørdag el. søndag, ledsager og chauffør til øjne-tandlæge, hudlæger og frisør. Så mangler jeg; heppekor, tårer provokatør, snot opsamler, ting fremkalder, indkøber, brok udholder, hver gang grå sten gærde opbygger.

Maj

Efter og havde stået i Måløv, på vej på gåtur med veninde, med min mor begejstret kvidrende i røret, mens jeg smækkede bagklappen;

“Tandlægen” ringede og spurgte om vi kunne komme en time før, jeg sagde ja.

Har jeg nu bedt alle sekretærerne slette hendes nummer og kun kontakte mig, da min mor, hvis man ikke kender hende og hun har en god dag, kan synes som om hun forstår, skriver ned og kan huske. Stillede du hende to uddybende spørgsmål og lyttede til hendes svar, ville hun dog afsløre sig selv. I dag går tingene stærkt, så det er der ingen der gør, ud over hjemmeplejen. Mens jeg vinkede til min veninde, ringede jeg til “tandlægen” og fik bekræftet tiden, tog så tidligere hjem.

Sekretæren ser bare en mulighed, sikkert for min mor, hvem vil ikke gerne have tandlæge gennem søgningen hurtigt overstået, hun selv et venteværelse fyldt. Hverken hun eller min mor tænker over (og det forventeligt,) at det er til besvær for mig. Skideirriterende besvær, da planen jeg har lagt for min mor, tandlægen og jeg selv, skrider. Som en sko i frisklavet hundelort.

Til rådighed, ikke.

Ansat.

At være omsorgsgiver kræver du udstråler ro, er det et familiemedlem og du samtidig skal være din egen kaospilot fordi …

Jeg har indtil for få år siden overspringshandlet så højt, at hende den nye rekordindehaver i stangspring ved nyligt overstået OL, desværre må fjerne smilet.

Konsekvens. Der bliver så meget mere, som skal huskes. Flere og flere ting fra noget sket for dage siden, uger, måneder, der skulle handles på, skrives i først sedler, så notesbøger, så en ny, nye.

Hele tiden sagde det pling, når det jeg manglede og gøre gav genlyd i mig som brødristeren, når tiden var gået. Jeg brugte hver gang energi på og “varme brødet op” igen, men jeg puttede sjældent “brødristeren på plads i skabet.” Jeg frygtede andres reaktion på min tagen hånd om tingene, at det ville blive besværligt, kedsommelig tidsspilde, en på mindelse om noget, jeg havde svært ved eller ikke kunne tillade mig og have en mening om, sige og udføre hvis en ide, dukket op. I tvivl om det var min rolle i det hele taget. Jeg keder mig, som i virkelig, let.

Så jeg ventede, argumenterede inden i og til alle, var en super forsvarsadvokat for lille klynkende mig, undskyldte med, at det var også fordi mand, børn, mor, far, arbejde, tandlæge … a

Men som computeren med flere og flere faner åbne, blev jeg endnu mere langsom til, at få ting gjort og det var også fordi mand, mor, far …

Jeg var blevet min mor. En isnende kulde løber fra uvasket krølle hængende ned over øjet, til den vippende fod uden sandal under spisebordet, mine fingre svævende over tasterne i pause. Hedeturen kommer ud af kirtlerne, især hvor lår går over i balder som en Tesla El-bil, i start ved et lyskryds, med 0-100 km/t på 2,1 sekund. Den øverste hynde begynder høfligt at suge på fugten. Stolens ben skriger, selv om jeg løfter lidt op i sædet, da jeg med en hurtig bevægelse puffer den baglæns mod vindueskarmen. Jeg kludrer med vinduets sikkerheds fangarm, inden jeg læner mig ud af vinduet og spiler næseborene ud, nu klæbrig i overgangens lille rand. Da jeg ser mig over skulderen møder jeg 2 opspærrede glasøjne. Han sænker langsomt øjenlågene, og åbner dem igen, “jeg elsker dig” på kattesprog. Med brystkassen i stilstand holder jeg et blink i vores tavse verden, slubre hans ro, synker og ånder ud. Jeg vendte for mange år siden Goldielocks og mit forhold, jeg kan gøre det samme med min opfattelse og håndtering af min historie, gribe mig selv. Så.

Bak.

Flår i det mentale bakgear, det siger en lyd min kørelærer ville havde rynket bryn over, og i andet forsøg tager gearet fat, jeg ser mig hurtigt over skulderen og bakker tilbage.

Ind i den høje kantsten, jeg hører plastikskærmens undersides møde med det sol glitrende granit. Jeg drejer skarpt i hvad jeg prøver, at lave til en 2-punkts vending og da jeg ser op i bakspejlet, holder der en anden bil og venter på den smalle villavej. Jeg har svært ved at være i, at andre må vente på mig, i butikken, samlende varer sammen, på maden, på …

Mor, gå nu bare stille og roligt, han skal vente på dig.

Alt jeg kan se er bilens blinken. Jeg tvinger hende op i fart henover brostenene, der går ned mod Harald Nyborg, mine føder i hurtig trommesolo.

Når min fars nummer er dukket op på skærmen, har jeg ventet med at ringe op, ventet med og ringe badets lønforhøjelse/ny ansættelseskontrakt ansvarlige op, der råsylter mig, han sukkeret, jeg eddiken. Ubehageligheder i samtale form, i min fantasi ganget med ti. Jeg har ventet på andres given besked for, at få alle med, ventet på en bestemt følelse (en parathed om du vil,) ville dukke op og gøre det besværlige for andre, for mig nemt. Kom ikke, sjældent, aldrig. For det meste udskød jeg bare alt hvad, der havde en lille dråbe essens af fortidsubehagelighed i mindekarets bakteriefyldte, stillestående vand.

Jeg øver mig stadig.

I og stå i ulidelighedens ubehagelighed. Ikke at tænke:

Åh nej, nu gør jeg det besværligt for hende ved, at bede om …

Se, virkelig ser, at hvis jeg gør det med det samme, lige nu, opstået, hak, overstået, fjerner jeg besværet for måske 3 involverede, tanken der hopper op i mindst 2 hjerner over uger. Intet, intet bliver bedre ved udsættelse, kun med indtagelse af vin og ost og …

Endelig gennemskuet, at frihed er; timerne ikke brugt på og overfladebehandle, forhandle med mig selv, hvor jeg stiller alle spørgsmålene, spiller alle rollerne; anklaget, vidne, offeret, anklageren, forsvaret, dommerne, tolk, syns-og skønsmand, protokolføreren og sigtet.

Jeg vil ikke indkalde mig selv til retssager igen, heller Ikke love noget, der i øjeblikkets beruselse lyder som noget jeg gerne vil og kunne. Hvis jeg var en helt anden. Ikke mig. Hun kan ikke, skal ikke, behøver ikke, heller ikke hvis nysgerrig, men måske for andres skyld, nogen jeg vil se igen, snart. Ikke, som denne volleyball, denne gang private, jubilæum invitation, komme, fordi det kunne da være sjovt. Nej, det kunne ikke.

Ikke fordi jeg skal køre eller køres til Korsør, heller ikke fordi de andre har mødtes på kryds og tværs igennem årene. Eller løgn jo, men mest fordi, at timer i fremtiden skal bruges med dem, der vil mig og jeg dem i år og ditto næste. Det er meget mere et arbejde (end arbejde nogensinde er) for mig, at tage til sammenkomster hvor jeg skal gå rundt og udtrække referater af levede liv, der, når jeg er blevet kørt hjem, leves videre uden mig i deres, som de i mit.

Nået til efter …

Skulle jeg med?

Siden 5 juni, 5 juni!

Har jeg gået helt til senest udmelding søndag d. 11 august og puttet i vægtskålenes som en skide bager. Skulle jeg, skulle jeg ikke. Jeg burde kunne åbne forretningen nu, hylderne fra gulv til loft, fulde af bugnende brødkurve, havde det været rigtig mel, gær og vand,  jeg havde åbnet, rørt rundt i, tilsat, æltet, hældt ud, delt, dækket til, sat ind, taget ud, set-banket på og sat ind igen, med halskæden brændende mod halsens sarte hud.

Jeg prøver at lægge forventningen ned til, (og det er som at holde fødebolde efter kaffe og havregrød med 5 blommers, indtagelse tilbage,) at jeg skal huske at ringe til min mors … inden for åbningstiden senere den dag, hvis jeg udsætter det nu. Jeg indrømmer det, jeg kan ikke huske det, jo nogle gange, på arbejdet, 3 minutter i for sent og jeg har måske rent faktisk lige nu, de påkrævede 5 minutter, det vil tage, og der vil bare være mere tis, der skal ud ved næste pause.

Har lært, er stadig i læringen af, så lidt som muligt, at sige hvad jeg skal, til mand, af sådanne ting, for han er faktaboksens låsesmed. Min hjerne indeholder hverken lås, nøgle eller for den sags skyld, boks?

Højst en brødkurv fra 2002.

Det dræner min energi, at prøve og besvare spørgsmål, der i min verden ikke er vigtige og derfor ingen særlig viden har om. For hvem er det gavnligt, at jeg presser min hjerne som en citron, en gul med stadig grønne nuancer?

Jeg er begyndt, at acceptere og sætte mere pris på, at min hjerne hopper som en glad, lille pige med paraply og røde gummistøvler til knæene i alle vandpytter. Begyndt bevidst, at bruge min energi på det jeg skal, når jeg skal det, planlægge det for mig selv. Ser, at det er nemmest for pigen, at holde paraplyen lige over hovedet hvis jeg udfører det meste selv, er tålmodig, og ikke involvere mand eller børn, før bagefter og måske ikke engang da, for ellers begynder min indre klynkerøv, at udtørre vandpytterne.

Det gør ondt, at jeg skal holde visse hop tilbage, men som mand sagde; jeg ville gerne køre din mor (til hudlægen en anden (ny) end præsenteret i næste indlæg,) for dig, men du har bilen.

Det er frustrerende ikke, at kunne lade mig selv bruge hans hjælp særlig meget, for så kommer jeg stadig af vane til, at stå på sidelinjen, bogstavelig talt, efter min automatiske overdragelse af ansvaret og er derfor lige så, undskyld ordforrådet, fucked næste gang, situationen opstår.

Jeg vil lære, ikke blive belært. Det minimerer min tvivl om mig, min om andres, om mig.

Da min mors hudlæge ringer til mig, med resultatet af min mors nu manglende hud i tindingen, blev jeg kun et øjeblik i tvivl om, jeg nu modtog den folder (hun snakker om) på vejen ud, om hvor hudlægerne bor, hvor af jeg skal vælge en og anbringe min mor. For det er skide lige meget, hvem der har ret. Jeg behøver ikke føle skam, først på egne vegne over, at jeg bliver i tvivl og sekundet efter på hendes vegne, da jeg svagt husker, at det fik jeg ikke. Hun er jo sød og fortælle mig hvem andre plejer, at vælge, når jeg spørger og giver mig oplysningerne, jeg skal bruge. Næste er, at vælge en, bestille en tid, der “passer” mig og forberede min mor og denne gang kan hun ikke gå i forvejen.

Gået

I

Forvejen

August

Dagen før.

Jeg kommer i morgen og tager dig med til tandlægen, mor.

På dagen

Mor, jeg kommer om en time, råber jeg ind i mobilen.

2 minutter over den aftalte tid, vi skal gå mod hendes tandlæge, sætter jeg nøglen i hendes hoveddør og låser mig ind i lejligheden. Rollatoren står i gangen ud for hoveddøren og det ved jeg godt hvad betyder. Alligevel går jeg ind i stuen, hvor fluerne har diskofest på madderne, hjemmeplejen har smurt i morges. Alligevel går jeg ud i køkkenet, bekymret for hvad jeg vil finde.

Tilbage i stuen fratager jeg fluerne; deres hal, musik, chips og breezer`s og sætter tallerkenen i køleskabet. Mens jeg går mod hendes tandlæge kun 7 minutter væk, vender jeg, mig hele tiden om, hvor er hun?

Jeg skubber min mavefornemmelse ned 3 gang, inden for 5 minutter og går tilbage, låser mig ind, intet ændret.

Da jeg drejer om blokken, står hun og venter foran tandlægens opgang, kun lidt sur, siger jeg;

Mor, jeg kom altså kun 2 minutter “for sent.” Også, sur fordi jeg for fanden ved, at det er hende jeg har fra, at til tiden er 10 minutter før. Tatoverer det endeligt, uigenkaldeligt på min skals inderside. Lægger min modstand ned.

Ja, jeg gik nok lidt tidligt. En tilsløret fnisen gør hendes stemme blød.

Tidligt, min bare, jeg så hende ikke engang i gården, hendes egen.

Smiler tilbage, det er sjovt (nu,) at jeg bliver bekymret for hvor mit barn er, når jeg kender hende så godt. Ved at hun ingen tålmodighed har, at hun gør hvad hun gør, når hun vil det. Hun tænker ikke i, at det kan gøre mig bekymret, det har hun jo mig til, bekymringen. Solskinnet, står i stråler ned mellem de lave træers blade og lyser hendes grå hjelm op, som en krone. Inde i opgangen er hendes øjenbryn allerede trukket mod næseroden, da hun klikker rollatoren låst, for nu skal hun op af trappen.

Jeg kan ikke komme op, det går ikke, det går ikke, stemmen mere og mere ledsaget af ulykkelighed.

Jo, du kan godt, kom, et trin af gangen, der er 7 trin som hjemme i hendes opgang.

Godt, pause, du kan godt, du kan godt, mor, et til, det sidste sagt mest for min egen skyld.

Min mave allerede i første løkke af knuden over, om jeg skal flytte hende til en anden tandlæge, til næste gang, besværet ved, at skulle transportere hende derhen hver 3 måned og hvor er der en med elevator?

Mand; hun kan da bare gå hver halve år.

Mig; tandlægen siger …

Inde i klinikken, står hun, en rundrygget statue ved siden af sekretærens skranke, smilet falmet uden rollatorens betryggende håndtag under håndfladerne, som et barn der har glemt sin sovebamse ved sin første overnatning ude, stadig i chok over besværet ved opstigningen.

Hun kunne ude på trappen ikke huske, hvilken fod hun skulle sætte op først. Mine fingre greb ved sidste trin om hendes ankelled, og førte foden det sidste stykke ind på afsatsen, hendes strittende ende ud for min næse. Hendes hænder over hovedet omkring gelænderet, som, om det tykke reb i den sure tæer lugtende gymnastiksal, helt oppe under taget, i selskab med boldene sparket i klemme, bange. Rædselsslagen for nedturens slip i små ryk, ude af stand til at tænke processen til ende, den lykkelige med fødderne trygt i betonen og uden faldets skrå og ituslået; brille, øjenbryn eller tand.

Væggene i klinikken lukker sig om os, alligevel er det som om hun ikke ser dem som støtte. Jeg klapper på den nærmeste, da vi anvist går i retning af venteværelset, hun synes og havde glemt hvor ligger, siden vores sidste besøg tre måneder før.

OL brydning sker på en skærm over os og hun forlader dvaletilstanden for at svare, da jeg anden gang, nu højere spørger …

En klinikassistent kommer og henter hende, kun rundet et hjørne rækker kvinden armen ud mod en døråbning. Og går. Jeg får min mor ind i rummet og omkring “instrument” hyldens arm, der ikke er meningen, at man skal kunne lægge 65 kilo på fra siden, til stolen under den.

Efter, at havde kysset hendes kind farvel, siger jeg i hendes øre;

Din mobil ligger derhjemme. Hun blinker uforstående og fniser så.

Ude i gangen ser jeg klinikassistentens rynkede bryn, da jeg vil gå hen mod døren.

Ja, siger jeg, min mor går selv hjem.

Den sidste løkke i knuden strammer til, Jeg føler mig beskidt, dårlig mor, forladt mit barn, i fremmede hænder, der snart har fri og ikke ønsker overtid. Selvom mit barn havde sin mobil med, ville hun højst sandsynligt finde den “død” i tasken, for da jeg ugen efter besøger hende sætter jeg den i opladeren, stående ved siden af; gamle madrester, fjernkontrol, blyant, glas og krus i forskellig højde af rande og med koldt indhold, der skulle være varmt og varmt, koldt.

Jeg vil ved at gå, have vidner på hendes tilstand og hun hvor det går henad, modsat dramaet ude på trappeafsatsen hvor V.I.P. (meget vigtig person,) pladserne stod gabene tomme.

Ønsker derfor, strengt, jeg ved det, at jeg havde optaget hende; op ad trappen med mig bag hende, i klinikken med mig siddende, stående ved hendes side. Ønsker mig overskuddet til; at gå tilbage, filme hende bagefter på vej hjem uden mig, uvidende om min tilstedeværelse på vej ud, ned af trappen og hjem til egen opgang. Se om, hvad jeg forestiller mig er rigtigt, at hun filmer, når jeg er tilstede. Jeg, hendes backup, forsyning, forråd. Når hun holder min bekymring brændende som OL`s ild ved hun, hendes omsorg er sikret.

Senere den dag ringer hun op. Stemmen ekstatisk.

Fem minutter og så var den ude. Tonen, som et barn, der lige har pakket det, hun ønskede sig allermest, ud, tænk hest (levende), hund (ditto), minimum dukkehus i 3 etager med lys, der kan tændes og slukkes.

Dagen efter, ringer jeg tandlægen op, da jeg ser de har ringet. En stemme siger;

Vi hev en tand ud, den var fuld af betændelse.

Altså tandlæge hver 3 måned

Ved mit næste besøg ugen efter.

Går det godt med tanden? Jeg kan jo ikke sige hullet, vel?

Ja.

Kunne du ikke mærke noget i ugerne op til?

Nej overhovedet ikke, hun smiler, hendes tone undrende som et ekko til min, tilsat den friske fyrs ubekymrede, åbne blik.

½ minut senere, jo jeg kunne godt mærke lidt.

Jeg deler jeg min bekymring med hende (fuld bak på den også,) om hun måske skal have en ny tand. For mig flere tandlægebesøg, min mor straks med på bekymringsbølgen.

Ja, hun kommer jo måske til og mangle den, når hun tygger.

Jeg ved, at jeg skulle havde holdt min mund, for tandlægen mente hun kunne være uden, og lød ikke som om hun havde lyst til, at min mor skulle igennem besværet. Så enig, det ville være synd.

Så tænke før jeg taler, men der er så lidt jeg kan tale. Med. Hende. Om. Når jeg ikke vil dele ud af mig og hun lige så tom som hullet.

Knus fra

Den grå, sten, klippe, gærde, mur, væg.

Brug det, vær kedelig, intet følelsesoverflod overfor dem, der vil tage dit skin, hjerteblod og får dig til, at betvivle rigtigheden af, at være nøjagtig det du skal være.

Dig.

Fortsættes i 2 del, DNA-strenge.

Efter kun 3 måneder?

Jeg blinker, forstår egentlig slet ikke hvad Sofie (redaktionen er bekendt med de rigtige navne,) den anden yogalærer mener, indtil.

Du mener; være et røvhul, tænker jeg.

Morgenyogaen, på det 3-dages retreat, 1 dag, må udføres indenfor, da himlen truer mørkegrå over huset ved stranden. Stående på et ben, med det andet ben først i en retning og så i en anden, støtter jeg fingerspidserne mod spisebordet, da jeg er ved at tippe forlæns mod det slidte kelimtæppe.

Klingende lyde fra et vindspil betyder afspændingen er slut. Med øjenpuden stadig fra ører til øre, holdende lyset ude, vælter min udstrakte længde en spisestuestol ned hvad, der føles som fem centimeter fra min hovedbund. Sofies lange ben hurtigt henne, og sætter den et andet sted.

Vi kaster os over de nybagte morgenboller, vi har nydt duften af under tæpperne, som retreat afholdersken (Maria) gik frem og tilbage til, mens hun selv var deltager i Sofies undervisning. Den klistrede chiahavregrød har ikke siden sidste besøg, sidste sommer, bugnet så højt med pynt, i form af; banan, jordnøddesmør, hjemmelavet marmelade, æble, kanel og friskplukkede ribs. Osten når, at smelte pletvis inden jeg synker den sidste mundfuld kaffe og læner mig tilbage mod stoleryggen. Mens syren i mavesækken begynder sit arbejde, fortæller jeg Sofie, om sæson arbejderens økonomisk udfordrede sommermåneder.

Hun nikker.

Hun selv, fastansat i et firma, hvor hun frivilligt underviser sine kollegaer, når hun har lyst.

Sidste års mailkorrespondance:

Fra mig en uopfordret ansøgning til bl.a. Puregym. Kunne de bruge mig udelukkende i nogle af sommermånederne?

Tænkte; de måtte da mangle, når de fastansatte gik på ferie.

Puregym; de ville meget gerne ansætte mig, men kun hvis det var for hele året.

Om eftermiddagen, efter endt yoga på den stadig regn glatte veranda, bygget på de store sten, siger Sofie, idet, hun passere mig med aromaterapi, måtte og en vindklokke i bambus, i armene.

Hvis de ville fyre dig efter 3 måneder, ville de ikke tænke over det.

Jeg presser mit løseligt, sammenfoldede tæppe ind mod mit bryst, jeg ønsker ikke at tro det, jeg er mere end en ansættelse, men er hun det, når hun så nemt siger op?

Er det overhovedet hendes behov, at føle sig så forbundet til en arbejdsplads, som jeg helt tydeligt er?

Jeg beundrer dem, der bare siger op, ikke lader sig fange, holden fange af måske for længst døde grunde til og blive, fordi det er det man gør i økonomiens navn. Det jeg gør fordi logistikken går så nogenlunde op og det er jo også besværligt, at finde andre hold.

Det sidste er løgn

Jeg bliver spurgt hvert år om jeg vil undervise for andre, andre steder og denne sommer til et hold, hvor lønnen var dobbelt op, hvilket han selvfølgelig først skrev, da jeg havde gjort det umuligt, at sige ja. Det var umuligt. Jeg skulle havde sagt et andet hold op, eller haft 4 hold på en dag, (min grænse er 3) og Filmpalettens tilmelding?

Kunne jeg godt glemme. For hvad?

Fordi jeg var smigret over, at blive spurgt?

Men det svier.

Muligheden for flere penge til; større pensionsopsparing, yogarejser uden for grænsen, betaling for voksne børn og højskoleophold, jeg ikke tog, svier. I dagevis. Heldigvis stopper han kommunikationen.

Forhold til penge smitter, men er du klar over hvor meget?

Om dette i et andet indlæg. Snart. Det prøvede af flere omgange, at snige sig ind her.

Mif

Baseret nærmest udelukkende på frivillig arbejdskraft er Måløv idrætsforening, den arbejdsgiver, jeg er mest glad for. Aldrig har de snakket ned til mig, altid op, har ladet mig være mig fra første minut, jeg åbnede munden op. Mit første hold hos dem var halvdelen af deres bestyrelse. De lytter altid, også selvom de ikke går med på mine ønsker, som nu ikke mere kun bliver sagt alle andre steder; i bilen, på parkeringspladsen til andre, mere eller mindre fyrigt, mumlende.

De klynker, som en anden arbejdsplads, aldrig i mine øre over coronas efterslæb af deltagermangel på holdene. De starter nye op. Positiviteten stråler ud i hele foreningen, i de frivillige, deltagerne på holdene, smittende, som er rummene undervisningen foregår i, altid skinnende af sollys, trods madrester på gulvet. De fossende haner tager en frivillig sig af, at melde til kommunen, så jeg kan koncentrere mig om undervisningen. Tak Winnie, Jytte, Bent, Ninna, Lone, Hanne, Grete, Uffe, Thomas…

Retreat yogalærer, Sofie?

Hun var gået for 5, 7, 8 år siden, for lønnen er den lavest mulige.

Jeg har sagt ja, til noget andet.

Fratagelse af en anden aften på ugen for samme idrætsforening, fordi et hold blev for stort. En luksus. Jeg har godt nok sagt, det er en prøve og tilmeldingen kun er til jul, men er allerede blevet spurgt af nogle, der overvejede tilmelding, om jeg ville fortsætte efter. Der blev en chimpanse lige til en fuldvoksen gorilla.

Har du læst andre indlæg ved du nu, at jeg ønsker og sprænge mine begrænsninger af mig selv i så små enheder, at jeg ikke engang påbegynder tankemylderet om, hvordan jeg kan samle dem igen.

Det svære med begrænsninger er, at gennemskue hvilke der er baseret på noget i din barndom og som nu holder dig tilbage, og hvilke der passer på dig. Den næste proces er, at overbevise “barndommen” i dig om, at nu er nu. Det, der var ment til og beskytte dig dengang, har sikkert gjort det godt, men du har helt sikkert ikke brug for lige den variant mere. Nemt lyder det, men automatiske reaktioner, vaner er svære at ændre.

Har du begrænsninger, der “strammer?”

Hvis jeg, som alle de foregående år, igen, skælder mig selv ud i bilen, på vej hjem mod weekend, fordi jeg synes, at jeg skulle havde gjort det bedre, på det sidste hold, siger jeg det op.

Til Maj.

Tager jo selvfølgelig hele sæsonen med … sikker indtjening. Det tager jo også kun 12 minutter og køre hjem. Her aer jeg mig selv over håret.

Det er det eneste hold jeg har af dets art. Jeg ved ikke om jeg har ADHD, men jeg har læst og lyttet grådigt til, hvad der ligger i de bogstaver og forstår nu, at popkornhjerner skal have lov, at poppe larmende mod låget. De skal ikke bebrejdes de åbne vidder kreativiteten næres af og kun kan trives i. Jeg har troet, at jeg var “rigtigst,” når jeg underviste som (jeg i virkeligheden kun forstillede mig) andre gjorde det. Jeg vidste godt at deres hvorfor, derfor, var anderledes, alligevel efterstræbte jeg det. Det så, hørtes i mine øre, rigtigt. Heldigvis kan energi ikke fastholdes, låget ryger altid flyvende af efter 10 minutter.

Jeg ønsker, at få frekvensen af migræneanfaldene ned, ikke op.

Måske op fordi, denne sommers ustabile vejr kræver, at jeg skal tjekke min mobil hele tiden for, om jeg overhovedet skal arbejde, usikkerheden, valget om, at aflyse eller ej, beslutningen, der skal tages og helst ikke en time før start, deltagere der skal oplyses. Det hele fylder for meget. For, for lidt. Dræner for energi til andre ting, der måske ville gøre mig mere godt. Men når der så er nok yogier til, at stå på en dugvåd plæne med mig og solen skinner, så føles det helt rigtigt.

Jeg vil være hende, superwoman:

Der ikke (mest indeni … nu)😤 brokker sig over at skulle finde på og tilberede aftensmad endnu en dag. Hende der bare siger;

køkkenet er lukket.

Hende, der først informerer mand om det nye aftenhold, når jeg kan se, at tilmeldingen for længst har overskredet minimum for igangsættelse. Ingens misforståede ansvarsfølelse og omsorg skal fratage mig læringen i, at fornemme og acceptere hvor jeg skal sprænge rammer og hvor jeg skal passe på mig selv. For de bunder altid, altid i den andens begrænsende tankesæt om dem selv, ikke mit om mig.

Jeg ønsker, at slippe mine økonomiske, ikke katastrofe tanker, men den altid underlæggende bekymring for, om jeg over året får øget plusset på mine opsparinger. De er nu udelukkende mine, da mand og jeg har delt hvad der var fælles, op, ingen øjne over skulderen, hver passer sit. Så kan jeg ånde og gennemskue brugen af penge og mere bevidst hvornår og til hvad/ på hvem. Jeg håber endegyldigt, at bevise over for min stædige indre tyr, at det og få et hold ekstra, ikke, ikke vil få mig til og slippe forventningen til mig selv om, indtjening i sommermånederne.

Jeg vil næste år være ligeså meget på jagt.

Det er noget andet, der skal til. Ideerne?

Allerede saltede popkorn mellem pege- og tommel.

Hvad er dine ideer?

Værelset jeg har fået på yoga retreatet er mit alene, Goldielocks (min datter) og hendes veninder fik annekset. I pauser på førstedagen vibrerer min næse hvert andet sekund, i forsøget på definitionen af; om lugten i rummet er fra blomsterne i kanden eller en hund, der har tisset ned i mellem plankerne. Først på anden dagen har min næse accepteret faktum. Lugten vil ikke ændre sig, ikke fra bagningen af morgenbollerne fra overnat hævningen i det store lerfad, i køkkenet ved siden af. Ikke fra karryen fra aftensmadens dhal og heller ikke smagen af det salte hav på læberne, båret igennem det åbne vindue af vinden, vil fjerne den.

Med kroppen mere og mere i ro, søger jeg alenehed fra min datter og hendes veninder, mine fingre åbner låget op på computeren og de genfinder tasternes fedtglattede flader, som højskolens mere boglig uddannede andre kursister fik mig til, at frygte.

Huset ude fra vejen, pengelugtende, men inden bag havelågen, et hjem; tæppernes farver nærmer sig pasteller under det støvede, åbne flygel og appelsintræet foran det store vinduesparti trænger til vand. Bøgerne i stuens reol, tyder på mindst en læser, der også kan lide bestseller bøger. Terrasserne ude i haven har tunge, hvide møbler med hynder, som ofte for sent, er hentet ind fra regnen, til hylderne i det gaslugtende skur. Den snoede trappe ned til verandaen, vi lige kan være otte måtter på i morgenduggen, er fuld af fangarme fra det vildtvoksende buskads rundt om.

I mellem hendes fars notater, hæftemaskine og guldlighter føler jeg mig hjemme, sikke en tillid. Tillid til, at jeg ikke vil tage en mappe ud, eller nærlæse notaternes stenografi ud for min højre arm. Det ligner min søns (unge mand,) skrivebord. Alt har ligget der urørt så længe, så du ikke længere behøver en blyant for og tegne altings beliggenhed op, det har det faldende støv over måneder gjort.

2 dagens morgenmåltid.

Retreat afholdersken, Maria.

Jeg forbereder mig ikke.

Hun siger det lige så selvfølgeligt som hendes undervisning, der er alt hvad den skal være.

En intuitiv underviser, som mig, altså.

For at være en intuitiv underviser, ligger der mindst 1000 frivillige arbejdstimer fordelt over meget få år, så den indre værktøjskasse nu mange år senere kan folde sig ud, hvert lag flytte sig i alle retninger og åbenbarer det, der ligger nedenunder og til siderne, 360 grader, på et hvilken som helst tidspunkt af døgnet, vækket kl. 4 af hedeturens krybende sved, på besøg hos nogen eller alene i gang med noget helt andet. Værktøjerne, optegnet omkring hver krog, som på min fars pladeophæng, på væggene, i hans værksted, da jeg var barn. I min hjerne dog forvredne figurer, i alle farver, som mand i kridt, på asfaltens gerningssted.

Min forgrening af intuitiv, er et periskop, næsten permanent observant overfor hvordan jeg kan bruge det, jeg er i, lige nu, i en senere undervisningssituation eller et blogindlæg. Sjældent trukket ned og ind. Kun min 2-årige og derfor stadig nye yoga undervisning får mig siddende, men mest er jeg oppe, nede, tastende, skrivende, tegnende, lyttende, for kun udførende forberedelse kan tegne et nyt værktøj på væggen. For mig.

Hvordan tilegner du dig nye “værktøjer?”

Som mig har retreat afholdersken, Maria en rastløs energi, men modsat mig, afslappet omkring brugen af den. Ordet, intuitiv, ud af hendes mund lyder som; kunst, morgenens nødvendige hav dyp (hendes) og en almindelighed som at tage tøj på, ikke et skældsord som i mit hoved.

En stilhed sænker sig ned over kopper med rande efter kaffe, tallerkener støvsuget.

Kan I også høre den?

Maria kravler op på stole, løfter porcelæn og ringer til sine forældre, i deres andet hus i Spanien, en datter der har brug for hjælp. Lyden holder op, som den startede, svagt.

Hun en stille væren, lyttende med en høj latter.

Silent walk, en gåtur uden ord i skoven, i eftermiddagens regn.

Pas på de glatte snegle, råber en kvinde, cyklende i mod os mellem de strittende hindbær grene. Vi træder alle til side, stumme, jeg sender hende et smil, hun kun ser den begyndende trækning af.

På det første retreat (nu det tredje,) gik jeg på skovstierne med andre deltagere, utilpas, som iført en andens alt for stramme tøj i kradsende og larmende materiale. Tanken på repeat, dette er mærkeligt, hvad skal jeg med det?

Nu, stadig rastløs går jeg som de andre lemminger efter retreat afholderskens lysegrønne regnjakke, en skovtrold under træer, der hvisker og hvisler.

I smug holder jeg mobilen op mod paraplyens strakte stænger og optager lyden af regnens små slag på det udspændte stof. Formål; måske kan jeg forkæle mig selv en anden dag. Virkeligheden, det bliver dig i en afspænding, deltager du i en.

Sko til udendørs træning.

Mor, det stod nederst på sedlen, hun sendte.

Jeg brokkede mig til mand over, at kursusleder på højskole, først skrev om tilbud af min yoga, en uge før indkvartering og da allernederst på hjemmesiden, de færreste ville læse til ende. Bagefter skrev jeg igen og gjorde ham (ikke mand,) opmærksom på manglende info, i hans skriv. I virkeligheden kunne jeg ikke lide og skrive, at han skulle sende en separat mail kun om yogatilbuddet. Som havde han læst mine tanker, gjorde han netop det efterfølgende.

Næste år, hvis det bliver den højskole igen, skriver jeg hvad jeg vil have, hvad han skal skrive, hvem jeg er, hvad jeg tilbyder og. Og så stiller mig op ved hvert måltid og reklamere, som charmerende, ung kvinde om barens åbningstider. Slut, bare slut med ikke og føre salg til slutseddel, på grund af umoden hang til og gemme mig.

17:57, Malmø endagstur med Goldielocks. Lige vendt rundt for og gå i modsatte retning, nu i søgen efter spisested.

Studering af 10 menukort senere, for meget larm, mange mennesker, hvad er det, kan jeg som ikke så kødspisende blive mæt af det?

Mor, sig nu bare hvad du vil?

I misforstået hensyn, men måske i virkeligheden bekymring for; sure miner, rynkede bryn, og nedsættende ord i hårde toner, fortæller jeg ikke tydeligt hvad jeg helst vil (pizza samme sted som sidste besøg,) for hun har lige sagt, at det fik hun i går.

Frekvensen af mine pillende fingerspidser øges og jeg har svært ved, at opretholde en samtale, hendes ord en susen. Min mave knurrer, et tegn som jeg ignorerer i irritationen over, at den altid gør det før andres. Konsekvens; splat fornemmelser ud i alle led, som er jeg en blæksprutte på land.

Hun kender mig godt og overgiver sig, hun ved de pizzaer er himmerigsmundfulde. Mit indre kompas dirrende i stå, som har nogen sat en magnet på det. Google maps får os derhen på 5 minutter og vi er heldige. Der er plads under det udspændte sejl og larmen er indenfor. Tjeneren med den alt for kraftige parfume, snubler over den tomme stol ved siden af min flere gange efter, at havde sat spækbrættet med chili og hvidløg og diskret strøet ost over den papirs tynde bund. En anden dag, tid og sted ville jeg havde flyttet den stol. For ham, for mig.

Mine børn og mand bliver irriteret på mig, når jeg nu godt ved hvad jeg vil, hvis jeg indrømmede det over for mig selv og turde sige det. På den måde bekræfter jeg mig selv i, at jeg får ballade, når jeg siger, hvad jeg vil. Min hjerne, er som en hasarderet bil i et computerspil med mig på bagsædet, med pegefingeren mod forruden, eller speedometeret. Jeg har været meget/mere sensitiv overfor hvad andre siger, jeg ikke kan, (ønske) i alle aspekter, grundet bl. a., tror jeg, nedskydningen igen og igen i min barndom, som klovnen i vandet, når bolden ramte plet, i skydeskiven i Tivoliets telt.

Ønske; ikke bange for vand, selvfølgeligt berettiget til ordstrømme; floder, stoppende, i opstarter, fumlende, manglende fyldord som i skolens diktater.

Ønske; højere immunitet over for andres bomme, afspærringer, grænsekontroller, lukkede døre, lemme, stramme skuffer og aflåste klenodier.

Hvad ønsker du?

Måske er det bare at spørge.

Du tænker for meget, mand, andre.

Som hans farveblindhed er mængden af mine tankerænker ikke noget jeg kan ændre, men indholdet, accepten, forflyttelsen fra negativ til positiv, den er mulig. Hvor latterligt det end kan synes, bliver jeg nød til det. Sige det højt, skrive det her, for gemt, tavst i loop i mit sind er det netop det, gemt, tavst, i loop, ikke integreret som noget, der kan siges farvel til, flytbar.

I skovens dybe og stille ro.

Svuplydene, under de hvide sko mod den bløde skovbund, giver mig lyst til småløbende hop, på de mosiklædte sten gærder, vi går i gåsegang på. Den modvillige paraply er for længst foldet sammen og velkroen trykket fast om det våde, mobilen tilbage bag bæltetaskens lynlås.

Flere gange sender min hjerne signaler ud til min hånd for og række mod min datters, men hendes sammenfoldede paraply i hånden nærmest mig, får mig til at gå længere væk. Stadig der ved hendes side, lader jeg hendes ro tvinge mig tilbage, i mig selv.

Foran den lille cafe med den stillestående vandmølle, krænger Maria skovtrold, hætten ned om de lyse krøller, der når skuldrene og bryder tavsheden;

Luk øjnene.

Hvem vil gerne hjem, rækker fingeren op?

Vil I helst have træning i eftermiddag?

Yoga?

Jeg rækker pegefingeren op ved alle afstemninger.

Jeg kunne sagtens selv finde hjem, men som den eneste med det valg, bliver jeg alligevel. Samværet her og nu, kan aldrig genskabes.

Med de andre inde og vælge studere jeg is skiltet.

40 sekunders gentagne hårde øvelser, 30 sekunders pause, igen og igen og igen. Mine hænder møder datters i hoppet op til stående, efter maven har snittet måtten 2 sekunder før. Mit nervesystem, (mit blik diskret scannende) holder øje med hver en trækning i hendes ansigt, tøven ned i knæ, holden tilbage, passen på dem, knæene.

På højskole i uge 32 med bilen ude på parkeringspladsen i Hillerød, bøjede hun for nogle år tilbage langt ned i knæene og den vildeste smerte overtog en tid hendes liv. (læs: https://bogpusher.home.blog/2022/08/25/gud-sa-fis-dog-op-i-din-himmel/

2 år efter gentog det sig, andet knæ. Denne sommer har de flyttet mit højskoleophold til 1½ måned før.

Det sidder i mig, knæenes sårbarhed, hendes grådkvalte;

Du behøver ikke og tage hjem fra højskolen, mor, farfar kørte.

Hun siger flere gange fra overfor træningens gentagende dybe knæbøjninger og jeg justerer øvelserne, så knæene ikke er forventet så meget bøjning, hepper, tæller ned, igen og igen, forkert, hvad hun kommentere, får hendes opmærksomhed på det hun kan og blive længere der. Sejre over kroppens berettigede mistro med kærlig respekt.

Jeg selv opvokset med de fleste veninder, og en mor bl.a. mere slank end mig, forstår jeg hvor frustrerende det kan være, når sammenligningens tankerække spærre for stor glæde og energi frigivelse.

Omsider

Retreat afholdersken lader sine hænder går på tur rundt og får kraftanstrengelserne ved musklernes sammentrækninger fra dunkende, til svagere og svagere ekko. De faste tryk på underben, fødder og skuldre, er afhængighedsskabende, alligevel går jeg fra varm til iskold, selv benvarmerne min datter drillede mig brugen af, er ikke nok. Musikken slår pletvis mågernes skrig, jeg ved ikke hvilken lyd jeg skal forholde mig til og koncentrere mig overgivent om hvad eftervirkningerne af dette ophold bl.a. skal bruges til:

Min mand, min havn, mit anker, mig, mig der kan trække det op og sejle hvorhen jeg vil, for så og kaste det ud, hvor der er åbne muligheder. Være ved min meget muligt forankrings- og samme; restaurant, by, hotel, højskole, vej butik, klokke slet afhængighed. Alle steder. Bruge penge uden så meget tankemylder afsæt, på først-fødte Goldielocks og sidst fødte unge mand.

Den sidste morgens yoga og min overarm piver over mødet med ydersiden af mit lår. Min lyske og mavemuskler kommer dagene efter. Hvert enkelt muskelhæfte til mine ribben kan jeg mærke. Jeg drejer hovedet til side, ingen nakkeømhed. Jeg smiler blændet mod solen, da dobbeltsidigt hold i nakken, nærmest er blevet min siamesiske tvilling, på daglig basis.

Knap landet, i den lige hentede og stadig let fugtige hynde, nogle stole fra mig, fornemmer Maria, at min datter, hendes veninder og jeg fråder morgenmaden i grin og smil og hun vil gøre godt et andet sted. Min datters ene veninde er en verdensdame, nem at være glad med og trygt nysgerrigt spørgende ind til, også til sårbare emner, som er de eneste, der interesser mig.

Hjem

Ventende på “de unge kvinder,” jeg skal køre ud af min komfortzone med, i modsat retning til Helsingør station, lytter jeg i smug, lænet op af døråbningen, til en af de andre unge kvinders historie. Badet i solstrålen, på trappen fra huset ned mod terrassen, fortæller hun Maria, (husets datter) om et fald, noget uforklarligt, smerter, nogen der gik over grænser, tog tillid, noget slukket. Håb.

Sej og godhjertet, sårbar, som hun skriver åbenlyst om på instagram, har Maria lige brugt et år i helvede med en fod så ødelagt efter et styrt på cyklen, at hun blev spået aldrig at kunne gå, dyrke yoga som hun plejer eller løbe igen. Og her er hun en løber, yogaunderviser og ivrig cyklist. Retreat afholderske. Igen. Iværksætter. Selvstændig.

Hvis den unge kvinde ikke skal lytte til hende, den modigste, jævnaldrende kæmper, hvem så?

Har du en intention, et ønske om noget, uden for dig, indefra og ud?

Hvorfor ikke?

Bare nysgerrig.

Med Goldielocks veninder lukket ud, nu taske bærende ind på Helsingør station, vender jeg mig om imod hende i førersædet og trykker min sele ned igen. Noget tager form. Ude på motorvejen kommer det, formuleringen, i tonen hendes fornuft ikke kan afslå.

Når nu du ved, jeg ikke er tryg i og køre, kan du så ikke for fremtiden uden modargumenter, bare sætte din Google maps sideløbende med min, for igen startede “den” ud med og sende mig i den forkerte retning. Det vil gøre mig mere tryg.

I de 10 minutter det tog til stationen, protesterede hun irriteret med veninderne som vidne på bagsædet, da jeg bad hende om det.

Hun åbner munden, tager tilløb. Tager et nyt.

Okay, men mor, hvorfor stoler du ikke bare på dig selv?

Knus fra hende;

der ikke vil have du bliver lidt længere i Aldi, men i dig selv, med dig selv, hende der undres. Undres over hænder og fødder, der får Hviden (i10 Hyundai), kort for Snehvide, hjem, næsten uden jeg mærker det. Hvorfor skal jeg gøre et stort nummer ud af det, det lykkedes jo hver gang og den kan jo for helvede ikke selv, uden mig. Google maps gå hjem, jeg mumlede jo, jeg skulle til venstre, men du ville ikke lytte, du kunne åbenbart ikke se Kronborg for bar af træer.

Scroller på min mobil ser op, på dig.

Hvor var det, du sagde, den der, jeg stoler på min egen mavefornemmelse ap er igen, jeg kommer hele tiden til at slette den?

Eller krops kedning

I virkeligheden slet ikke et ord, men lige nu på fundet, en opsamling under et af; rettelse på tøj, pilning i neglerødder, tæer i reklametakt, ben op, ned, i skrædder, til højre, venstre, ud fra under tæppet, sweater af, på, en YouTubekanal skal udvælges, scroller, scroller, ned, ned tøver, scroller, udvælger, fem minutter går, åbner ny faner, scroller, tøver, tøver, udvælger …

15 faner senere kan jeg ikke holde ud, at holde mig mere og løfter computeren op …

Forsvinder ind i rettelse af tekst efter 10-15 minutters opstarts modvilje.

Time senere, må hellere vaske op inden mand vågner, sniffer til karsen, rynker næsen, vander og fylder vand i katte skålen lige ved siden af, var der ikke en plante der så tør ud, går ind i stuen. Nåh.. hvor ligger han sødt (på tredje uge sovested på mine hynder på min plads ved spisebordet) ae, ae. Retter mig op, kommer i tanke om noget jeg vil slette, tager computeren ud af stikket og åbner låget, tjekker lige Facebook. Ups der gik lige 20 minutter, må ikke før kl. 8:00 heller ikke mailboks grundet tendens til at forsvinde. Nåh men nu ved jeg også … Mand kommer ud af soveværelset, billeder af bestik og gryde panorerer for mit indre blik, opvasken …

Ved ture under åben himmel, gås aldrig til hjørne, altid skråning over vej, tit samme sted, samme rute.

Elsker samvær med andre, lades op som fløde slubrende stor kat med dryppende knurhår, på 1½ max 2 timer, aflades desværre igen til udgangspunkt på en halv.

Scanninger sker pr. automatik ud under let bøjet hoved. På bare de første få sekunder i et rum indtrådt; har den gruppe det godt, tjek, den, tjek, hvad snakker de om, er hun ked af af det, han ensom, her lugter af, er det, hvad sker der med lyset, temperaturen, gulvet føles, hendes tone er, først skal jeg, bagefter …. hvem skal jeg henvende mig til?

Det er ikke nemt og forklare andre hvordan en hjernes overload af oplysninger bliver ansvarlig for humør og at følelsen af, at have ti biller under huden gør det svært og sidde stille, plus den gavmilde videregivelse af energi. Tilsammen en træthed, der gør jeg kl. 22 bare er træt, som i slukker lyset. Godnaaat.

Hvordan undgå jeg den slikne, følelsesvampyr suger min energi ned i sit altid negative hulrum inden undervisning?

Hvordan bagefter?

Vil hjem, være alene, ikke skulle blafre med min Dumbo ører, lukke mit smil ned, køre mig selv i garage til periodisk syn. Bare 45 minutter. Så har jeg stået længe nok i opladeren og kan slippe håndbremsen mod næste hold.

Fødselsdag gerne sprunget over. Bare et lille hop. Universet skylder mig ikke noget uden den dato oplevet, sværger. Alle de andre datoer er meget nemmere, der skal jeg ikke lege lejlighedsvis datter plus nu også glemt datter. Hele tiden i ugen op til; skal jeg tage børnene og deres far med på restaurant for at fejre? Nej for… men så købe pizza da? Skal de så have en hver, men det spiser vi jo ik … og skal jeg have dem bragt? Uh… det ville være som, at tage en taxa hjem fra lufthavnen i stedet for og vade direkte ud i metroen, klokken kun 19. Frås. Beslut dig hjerne, vil du ikke nok?

Hælder kogende vand i termokande, det plasker ud over siden, ned i vasken og jeg tørrer efter, under og omkring, vrider op og hænger på radiatoren igen.

Mand, datter Goldielocks eller søn ung mand; Hvorfor hælder du ikke langsommere?

Mig; det går langsomt. Håndflader opadvendt, øjenbryn der har taget noget af panden og vidt opspærrede øjne.

Jamen nu skal du jo bruge tid til at tørre termokanden af.

Jaaa, og? Kan lide plasken.

Over aftensmaden, mand med salat i munden, meget højt tyggende (kræver uglehørelse.)

Hvordan er det med … og hvornår kommer …?

Hvordan skulle jeg kunne vide det, jeg har ikke har gjort det endnu?

Spørg mig om noget jeg ved, suk.

Går op i det store billede, følelserne, energisamspillet, øjenkontakter, knusene (har evig hudsult,) farver, lugte, betoninger. Spørg ikke hvor i Hellebæk, medmindre svaret; ved vandkanten med grisens tut hvert 15 minut, kan bruges. Jeg er ikke geografi ekspert da jeg ikke går op i postkasse og vejskilt indgraveringer.

Ynglings dufte; mad, ikke brændt, hud der har været i luft og sol, tankefremkaldende; jeg har lyst til at stikke næsen helt tæt på panden, let salt, 1½ time, i let rødlig. Ikke parfume, aldrig eller jo få er hoved drejende. Parfume er for det meste ligesom syrener dværg/almindelig fuldstændig lige meget og hyacinter, puh… de er invaderende, alle mine sensorer sitrer, blinker og ringer; alarm, alarm…

Sæsonafslutning

Det er som, at gå ind i en kæmpemæssig dyne, idet jeg træder ind, jeg kan ikke få luft, inden i flagrer mine arme.

Den er smuk, buketten fra haven, en sød kvinde har ville gøre det triste møderum i Taastrup fritidscenter hyggelig med.

For andre lilla nuancer, i mig en håndgranat. Jeg har lyst til og kaste mig hen over bordet i en maveplasker, slå en kolbøtte til stående, flå vinduet op og kaste vasen ud mod Taastrups med garanti største træstamme. Undskyld…. men jeg troede det var …

Det tager 20 minutter at få mine arme ned. Jeg kan ikke gå før efter en time, de er så søde.

Mig, (madlavnings påhit drænet,) jeg synes det kræver alt for megen tanke, om morgenen, på arbejdet, i eftermiddagstimerne.

Veninde; hvorfor laver så ikke en madplan?

Jeg ryster på hovedet, hvordan? Lysten til noget i dag er jo ikke det samme som på onsdag, det er som i slet ikke realistisk, tanken er som holdt du en karton sur mælk op foran min næse, og nu har vi lige været igennem lugte …

Skal i bevægelse, helst inden frokost, som vuggestuebarn på legeplads inden lågpostej under pegefingernegl og lur i krybbe.

Tænker mørkt, dunkelt helt sort, negativt plus negativ ganget op, mørket i drejende cirkler, som et faldende mønster i de der, for øjet man drejer.

Har altid været bange for at kede andre mennesker; min familie, veninder, bekendtskaber, via min undervisning. Har først nu gennemskuet, at fordi min krop så hurtigt bliver rastløs (billerne igen,) betyder det ikke at andres bliver det. Prøver nu igen, igen og sænke min fart i undervisningen, det er en udfordring der føles som og skrue mig ned i et alt for lille rør (tænk toiletrulle.)

Jeg er sensitiv over for kommentering på; min udtale, valg af ord, prioriteringer, kæpheste, måde at gøre ting, bevæge mig på, mit udseende, hvis jeg støder mit glas ind i tallerkenen. Sidstnævnte, når der i stedet kunne fokuseres på mine hjemmelavede fødselsdagsboller, som jeg har brugt hele formiddagen på grundet dobbeltportion udarbejdelse, plus sammenlægning og pyntning af lagkage. Parallelt kommanderede jeg rundt med hjælpsom ung mand i nu velvillig lære i, “der kommer gæster,” hvilket kræver praktisk logistik og kropslig slalom i køkkenet udenom mig. Ups, du starter med … (nikker med hovedet), og så skal du … jeg skal derover, så hvis du liiige … Av, nå så må jeg i gang med aloe vera´ en igen. Hvad skal man med tatovører, når man kan lave streger efter varme riste selv.

Så, når jeg gør alt (på min banehalvdel,) alt for at tingene glider og jeg så alligevel bliver kommenteret for af mand;

“Lagde du mærke til, at tante B.s bolle ikke indeholdt nogle rosiner?”

Jeg havde ladet dem med rosiner blive på risten i aflukket rum, stoler ikke på Olauf kat der kan lide hvidt sukkerbrød. Mange (børn) kan ikke lide det, frugt i kager, men alligevel spørger jeg ud over det dækkede bord, 2 cm. i min ende mod hynden (nu fnugrulle rullet) og henter velvilligt, da tante B udtrykker ønske. Selvom jeg har presset 9-14 i hver med tomlen så kan det ikke ses på mange af dem udenpå, alligevel. Jeg holdt ikke øje med om der var nogle da hun skar, min mor 80-års fødselaren sad imellem og da hun kommenterede på mit kliren; “nå, nå” fik jeg travlt med at smile undskyldende og trække på skuldrene. Hvorfor bliver det kommenteret?

Skumle.

Fordi bl. a., at min mor lige trak morhætten midlertidigt på. Hun var hentet, fået arm ind til bordet, kaffe hældt op, med flødeskum fremskaffet, bollen skåret over.

Da tante B spurgte om hun skulle smøre den, sagde min mor pænt nej tak, men havde jeg tilbudt skære noget ost havde svaret været noget andet, for nu var hætten nede igen.

Jeg er ikke et barn efter opmærksomhed, når mit krus klirrende snitter tallerkenen, hurtig, klodset, allerede skærende mit eget stykke ost i tanken, ja og det kollidere som havde jeg ternede grillhandsker på. Det jo ikke fordi jeg smadrede noget, (mit eget porcelæn) eller moralprædikede dem alle under bordet med skyld over, at de snakker om forurenet jord og minimale bolig forhold for dyreholdene men ikke sætter det sammen med, at når de bliver ved med og købe produkterne, så støtter de den adfærd, de tager afstand fra.

“Jamen det er jo politikerne der skal …”

Vi ved alle, at de ikke tør gøre noget, der går ud over deres stemmeprocent. Vi skal som forbrugere vise dem vi tør lade være, så de tør. Så kunne det også være det blev nemmere at stemme.

Det blev ikke nævnt, at da kusine om formiddagen meldte afbud, efter jeg havde hældt op til dobbeltportion gr…. sørgede jeg med det samme for, at datter Goldielocks kunne kontakte kusines mor tante B. og aftale med hende at følges herhen, fordi hun ikke kunne huske hvor det var og ikke var tryg ved det.

Øhm og det var ikke nemt, at bede Goldielocks om hjælp (lørdag), for jeg havde lige aftenen før (fredag) provokeret hende bevidst i en tekstbesked, mens hun var til koncert og løven brølede mod min tyr højt men heldigvis kort. Søndag, i vejret side om side.

Ros dem du er sammen med, ikke gøre dem små med ligegyldige petitesser, de kan føles store for dem.

Aftener

I seng kl. ca. 22, ligger godt, faldet næsten i søvn pakket sammen med knæ i omvendt flitsbue, glemt håndryg på i presset øreprop i højre øre, deraf nødvendig udførelse af omvendt armsammenflet samt ud af selvskabt benlås. Lue advarsel mellem skulderblade dyne af, vente, dyne på nu ny øreprop nedtrykning, anden side. Hvilken arm skulle nu øverst?

Nætter; kl. 24 vende, kl. 2 dyne af, helt, vente, vente dyne på, nej ikke endnu vende, så nu kan jeg. Kl. 4 vende, kl. 4:45 dyne af, vente, dyne på vende. Kl. 6 vende, overveje, 6:23 mærke, presse, knibe i, op. Kl. 6:30 måske vækkeur måske kat mjarve 6;27, ridsende dør med pote. Standse efter døråbning, bøje over langbenet, grønne glaskugler isat, pelsstore totter (grundet forårs udspring) fældende, kysse og kramme. 3 skridt videre ud i gang og 4-benet indeholdende pelsbolle standser, må bøje igen for at, kramme, kysse, tørre mund i sovebluse, tunge udstrakt. I køkkenet gentages alt. Ender, med lige knap undgået blåt mærke fra vaskemaskine låge, foran bordet i bryggerset, hvor jeg for tredje dag i træk river fnugrullen med ned, (tænk; Anna og Lotte hånd eller ternet grillhandske,) da jeg griber efter godbiddernes plastikboks på samme hylde. Når kun at betræde køkken tærskel, flå låget af postej i madpapir indpakket, på tallerken placeret inden cirklende pels i uorden strittende (grundet kram og kys) til godbid forstyrrelse, indhalere fedt om lille hjerte garanterende, i tre sugende slik.

Tisser. En lyd. Skubber døren lidt op, spejder, tomt, rækker efter rullen, nu med syngende rum af kattetrang til status af orangekats indtrængen på matrikel. Vasker hænder i jammer og kan efter terrassedørs lukning, efter udslip af hale i lodret, gribe efter havregryn, tallerken, øllebrødspulver uden sukker og fedtet peanutbutter i pose knap oplukkelig alligevel, med nu egne fingre på hver hånd.

Tager gryde på rundtur i køkkenet venstre om, hælder, drysser, afmåler og skær; salt, kardemomme, kanel, kværnet hørfrø, havremælk plus vand i plaskes, (tørre, tørre) tre teskefulde af i blødsatte chiafrø, koge, hælde, krydres med brombær, æble, æblemos, skylle gryde af og så ind og åbne fane, scrolle, ned udvælge, ny fane …

Læser bog på engelsk som oversat (så godt jeg kan) hedder:

Det er ikke en skide tendens. Forstå livet som en voksen med ADHD.

De havde den desværre hverken som lydbog eller på dansk, begge havde været fantastisk.

Adskillige dunkle, hvirvlende drænende.

Alt drevet hivende dagligt.

Alle sammen duer, hvilke dømmer?

Annuller disse hvorfor dem?

Akkurat din hver dag.

Annoncer du her danner …

Absolut dine hvordan deles?

Abe drukner hveps den …

Accepteret dukke hvis? Dips? (Goldielocks der ikke kunne sige fish and chips)?

Ad, drik hvisker dampene.

Aer dens hvide dejligt …

Af disse hives den…

Aggressivt du hvisker derind.

Ah… dette hviler drømmende.

Aj… det hører damen.

Akkumulerende dans hvorhen dagligt?

Annonceret dusk hvilken dagligvarebutik?

Av det hviler derovre

Amour, disse halve dryp

Ugh.. er kloken?

Hvordan er din hjerne?

De hjerteligste knus

Fra

Afvisnings sårbarheden, koncentrationsbesværet indtil fundet og den pludselige opdukken fra en anden verden, nu i rulle erkendende.

Spillet

Kuglen lander i hvid

Sugende hvid

Din stemme er stolt i mit øre, du har gjort hvad jeg har sagt, ringet hvis der var noget, men du kan ikke huske det er onsdag og det for mig betyder, at når det påkrævede er akut så skal jeg i mellem arbejdspladser lande på Brugsens trange parkeringsplads, i store skridt runde skyde dørene med kurven tom hasarderet, slingrende ind mod skilte på de nederste hylder og andres vogne. Stoppe brat ved medium, snuppe 2 og krænge mig forbi slikstuderende kvinde på din alder, som ikke ser det som hendes problem, at jeg nærmest må tage tilløb og suse over hende uden kosteskaft for, at komme til kasse et, uden og skulle uden om via gangen rundt med; vatpinde, shampoo og sæber.

Ser fra blebuksepakke i medium, på båndet, op på ung kasse assistent i Brugsen.

Jeg tømte næsten hylden.

Da jeg putter blepakkerne ned i min rygsæk har jeg kun lidt lyst til, at sige højt til ukendt mands blik henover dankort gesimsen; det er ikke til min bund. Da jeg et øjeblik standser ved kageudstillingen og snuser ind har jeg allerede glemt min taskes indhold. Hvis jeg nu skulle vælge ville jeg så købe …

Med bagagesmækken kun lige braget i med sit afsluttende suk, taster jeg dit nummer sidende, i førersædet, fri af vindens susen. Du tager den, godt.

Mor, du skal lukke mig ind om 5 minutter, jeg har glemt nøglen.

Fem minutter gået.

Jeg ved, ved, at hun ikke kan høre min banken på hendes dør gennem fjernsynets volumen på maks.

Alligevel står jeg på trappeopsatsen og prøver med mobilen liggende ude i bilen, selv min mave knurre advarende af mig. Med røde knoer går jeg ned til bilen fisker, blændet af flagrende hår, mobilen op fra bagagerummets ru gulvtæppe og foran hendes lydisolerede dør fra hendes side, tager hun telefonen igen.

Åh, det havde jeg glemt.

Det er 3 dage siden sidste besøg, men hun bliver glad for, at se mig og byder mig hjerteligt ind. Jeg ryster på hovedet efter, at havde afleveret bleerne hvor de plejer og være, en pakke på skabet og den anden krænget lidt åben med det samme ude på toilettet. Min mave ønsker en fyldt tallerken i regnbuefarver, ikke rugbrød med leverpostej, mumler; mere arbejde og tager trappen efter at havde låst hendes dør. Jeg er nu god til, at huske og løfte håndtaget inden jeg drejer nøglen fri af døren, og ikke som ved en anden dør år tilbage, blive nød til og lade en passet kat være alene hjemme bag ulåst dør, i en halv uge i Herlev, fordi jeg ikke fandt teknikken.

3 dage efter, lørdag, tager jeg som altid et kig rundt i lejligheden efter jeg har gennemgået posten med hende. Nu en der gennemgår post. I skabet i gangen, hvor gulvet kan ses efter flere år under en større og større bunke, ligger hendes blå hue smidt ved siden af den store kasse med Georg Jensen jule ophæng. Ovenpå den ligger blå overtræk til sko. Måske skal jeg sætte en kasse der, så hjemmeplejen har et sted til deres “hjemmesko” i vintermånederne eller regnfulde dage. Mine udtrådte Sketchers står alene, da jeg har flyttet min mors skohylde ud af skabet og ind i det nærmeste soveværelseshjørne, så hun kan overskue hvad hun har. De Sketchers som blev dømt lortesko efter, at havde trippet rundt om hendes lort (den eneste uindpakkede midt på gulvet,) den første eftermiddag i hendes lejlighed da vi endnu havde til gode og finde ud af hvad der var sket. Hvilket var før jeg tog hovedspring ind i hendes skab, et årelangt hedt ønske og tømte det ud på gulvet så ingen kunne komme frem og tilbage i timevis. Da hun skulle tisse, lavede jeg en sti. De var på alle hylder, skoene; i par, uden makker, sandaler, vinterstøvler og Sneakers i alle variationer af slid. Kastet, som huen, ind til gaver hun havde fået af mig, år i træk, stadig i gaveposen, kun lige akkurat fragtet fra mit hus, hvor vi snart skal holde hendes fødselsdag for niende gang i træk, til hendes lejlighed.

Den blå hue ligger der, som en mulighed for hun enten stadig ser sig trone opsat på fødselsdage på pingvinstuen eller en teenager fuldstændig ligeglad. Men jeg ved nu hun bare ikke kan huske skuffen jeg har lavet til huer. Samtidig med vi har smidt ud har vi også omorganiseret og selvom jeg har spurgt hende om, hvor hun ville lede efter det hvis hun skal bruge dem, er organiseringen jo min og mands logik for det meste.

Prøv selv, at lægge noget et andet sted og se hvor mange gange du går forgæves til det gamle sted, før din hjerne husker hvor det nye er. Med en hjerne fyldt med væske ud over normalen, ja så er det nemmere og kaste det på gulvet, end finde den rette skuffe.

Jeg kan ikke finde huen (med kvast,) siger hun, da jeg foreslår vi skal gå en tur.

Under nogle underbukser (rene) på en kommode i soveværelset finder mine fingre den bløde kvast og snart er vi på jagt efter handskerne.

De ligger nede i rollatoren (i trappeopgangen.)

De ligger ikke i rollatoren men solen skinner og vinden giver hendes kinder farve. I december 2013 lånt en 16-årig en vens bil og kørte min mor ned i et fodgængeroverfelt, med hende i det, på vej over for grønt. Inden hun kom hjem fra hospitalet, lagde jeg hendes cigaretter i den nederste skuffe, i den store mahognifarvede skænk i soveværelset, et sted hun aldrig kom. Skænken placeret så hun hver aften inden hun skulle lægge sig til og sove kunne blive mindet om et ægteskab, som sluttede 1981/82, 3-4 år inde i min fars utroskab med naboen ved siden af. Tja hvad skal jeg sige, og Oscar` en for bedste mandlige hovedrolle går til telefonovermekaniker …

Bedste kvindelige birolle nomineret, meget snart eks rustenborg ansat, fraskilt, med rødøjet tøs ufrivilligt indsat, i værelset ved siden af toilettet, 3 år senere.

Den juleferie i 13 var sidste gang mand og jeg endevendte hendes lejlighed, med kun hendes grødede accept fra hospitalssengens hvide lindet. Vi vidste, at skulle den nye hæve- og sænkeseng, toiletstolen og omflytnings tingesten med den grønne sele og rullestolen kunne komme rundt måtte vi muge ud. Hendes ansigtskulør skiftede i løbet af nogle uger fra evigt gråbrun til let rødlig især, når jeg eller omflytnings tingesten fik hende til at græde, hun bad aldrig om de cigaretter igen.

Hun sagde, hun aldrig havde inhaleret, men hun havde selvfølgelig heller ikke stirret fascineret på hvordan det synes som om det indvendige i hendes kinder nærmest mødes, når hun sugede indad. Set hvordan hun øjeblikket efter kneb øjnene sammen, når røgen dovent gled op over hendes kinder mod hendes øjenvipper. Det var så der jeg gik ind til mig selv og skiftede tøj inden jeg gik ud. Med en næse som kan lugte nyslået græs iblandet motorolie/udstødning igennem vinduer og døre, parfume imod mig før bæreren af den passere mig på kanten af bassinet, når jeg underviser, så kan jeg bedst lide at lugte af mig selv, ikke efter 3 hold, men helst af ingenting. Lugt forstyrre. Som snak over en opvask, jeg ikke deltager i, som katten der vogter grunden fra vindueskarmen og hylende får øje på den orange kat klokken 3 om natten, som sønnen der tjekker om mit bogmærke har flyttet sideantal og ønsker forståeligt referat, med svært udtalte navne med alt for mange konsonanter, klokken lige før tandpasta udpresning.

Hjemme igen, fra gåtur i blæsten, finder jeg vanteskuffen og løber ned med et par til rollatorens net inden jeg krammer farvel, så de ligger der til næste gang, hvor jeg måske ikke er med.

Ryd op.

Nogle gange, når jeg er i hendes lejlighed, jeg godt kan lide at være i nu, går et møl på vingerne, et er helt okay, 20 knap så meget. Nogle gange med hende siddende i stuen på den anden side af gangen, åbner jeg en bestemt skuffe i en lille hvid kommode ved siden af mahognisagen. Der ligger kun en ting; en hårtørrer. Den virker, har tjekket, ved uheldet i sengen, min mors første nat efter udskrivelsen. Havde ikke tænkt i tisselagener og ekstra topmadras indkøb endnu. Min derhjemme i Dalen bruger jeg nu, efter strøm minimalismen forrige vinter, kun ved hedetures bundkar opfyldninger.

Skuffen er lille, men enkelheden giver mig ro. Ro til at tage tilløb til og påtage mig endnu et opkald på hendes vegne i morgen, med blikket på urskiven holdende øje med det ikke går fra mig. Alle steder vi har været kan nu ses hvad der er, ingen lag mere, servietter undtaget og underbukser i indpak. Min absolut ynglings skuffe i hendes lejlighed er i køkkenet, den med bl.a. stanniol- og madpapir.

Skuffen af skam.

Indtil mand sorterede, smed ud, vaskede og ordnede mindede hendes køkkens skuffer mig om, hendes flytning fra den ene gård til den anden i 2008.

2008

Jeg troede min mor havde fortsat oprydning og udsmid efter jeg havde fyldt nogle kasser med hende dagene før. På selve flytte dagen mødte jeg op med bl.a. min svigerfar, hun havde ikke pakket noget, ikke smidt noget ud heller. Vi tømte skufferne direkte i poser og fyldte den anden lejligheds skuffer med poserne vendt på hovedet, så vi kunne komme videre. Jeg var så flov og senere, midt i det hele, blev jeg nød til at tage på arbejde. Flov over, at jeg igen var naiv og troede hun havde styr på det, ikke havde tjekket op. De skuffer nåede vi ikke i 13, nu er de som et helt nyt kapitel også selvom hun ikke kommer til, at smøre en madpakke nogensinde igen.

Mangler stadig og gennemgå 172 par nylonstrømper, nej ingen overdrivelse, for da hun for mange år siden opgav at parre dem, købte hun nye men brugte alligevel mest de gamle. Hun har sat alle skuffer skakmat I soveværelsets tredje skuffedarium i nylon helvede. Jeg gentager som for ti år siden. Hun oppe i lænestolen, jeg siddende nedenfor i hudfarvet nylon vendespil; nej ikke den, men måske …

Mor, sig efter mig, (jeg løfter hånden.)

Hun løfter hånden på samme måde.

Jeg køber aldrig i dette liv nyloner igen og det hverken; ankel, knæ, leggings eller strømpebukser med eller uden hælforstærkning, det uanset farve, mønster eller pynt.

Hun smiler, vrider sig lidt i oprydningens konfrontationer, det eneste sted tilbage hvor jeg med et spørgende blik tiltaler hendes mærkeligheder. Ja, jeg har mine egne og dem kender du langt bedre end hun. Hvem kan i det hele taget lide og blive mindet om de valg, de fjollede, unødvendige, spildte, økonomisk overflødige valg, vi har gjort?

Ja, jeg rydder op for min egen skyld, men skal jeg se om hun virkelig mangler tandpasta, (som hun siger meget bestemt hun gør,) toiletruller og bleer, så ved jeg hvor jeg skal kigge og kan sige for 3 gang; jeg skriver det på bestillingssedlen, nej du behøver ingen ruller heller jeg har sat tre ekstra på holderen og dit nødlager af bleer er her kom og … peger. Vil du hellere have dem her? Peger.

Alle de valg jeg kommer til, at bombardere hende med…

Vi er meget forskellige hun og jeg og hvis jeg skal holde hendes ryg-bryst svømning i negativismens dam og jalousi nede, kræver det slalom udenom alt der har med; min far, politik, samfund og anden etnisk herkomst i Danmark boende. Desuden ingen underholdning om noget jeg har oplevet, kun tørre fakta, aldrig om noget, nogen (mere,) der er vigtige for mig, ingen følelser, følelsesudbrud, kun praktiske gris øf, øf. Det er hårdt, hårdt arbejde især fordi hun har en forventning om, at jeg snakker, da hun ikke oplever noget eller kan se det, hun ser på hele dagen, som noget vi kunne runde. Tilbage er kongefamilien og alt det hun ikke kan.

Og ja så krops keder jeg mig, (mere om det i næste indlæg,) rastløsheden samles inden i mig som et tavst skrig. Kan vi ikke gå, kan vi snakke over oprydning, så bliver det en form for hyggeligt.

Hvad dag er det i dag?

Lørdag

Åh, men jeg har ikke flere småkager.

5 sekunder og en skabsåbning senere.

Jeg kan se du har en vaffelrør uåbnet og chips, hvornår plejer du at spise dem, skal jeg lægge nogle på en tallerken?

Pis, en konklusion og to spørgsmål.

Hun står i døråbningen i gangens halvmørke og misser med sit dårlige øjenlåg fra et fald i 2019.

Må seriøst vende mig til kun, at fremture med allerhøjst en af hver og meget højt, en meter fra hende med fjernsynet slukket, men jeg har altid været ligeså hurtig som hun er langsom og hun kan være en time om, at spise en fødselsdagsbolle … (Jeg tog tid, krops kedning afledning.)

Hun ser på mig, nu med begge bryn løftet; hvad?

Jeg gentager …

Chips jeg har sgu da aldrig spist chips. Overraskelse og indignationen lukker hendes ansigt ind mod midten.

En ud af tre mulige reaktioner, nummer to som har jeg udelukkende tænkt det og tre, jeg får en skarp tone i svaret fra hende og et løftet gennembrudt bryn (et andet fald, et andet tiår.)

Nej det ved jeg godt, kunne jeg havde svaret, men den var åben, ligesom ølflasken. Jeg ved hun snakker hjemmeplejen efter munden, når de sidder med indkøbslisten til Intervare og det kan være de elsker chips men det er i hendes skab de ender, hendes konto som skal ligge røde tal til. Siger ikke noget, ligger bare 2 vaffelrør på tallerken og sluger et glas vand på 2 sekunder for det kræver det, når 25 par nylon strømper i forskellige nuancer af camel skal parres.

Nu er hendes nøgle for evigt forbundet med min og hvor i hede hu.. hel…. gør jeg af 10 ekstra par strømpebukser.

Lisser løft din hånd, sig efter mig; jeg ……

Knus fra skuffepladstrængt, ikke småkage købende, men enlig nylonstrømpe udsmidende.

Ps.

Hvad er dit, jeg skal ikke igen?

Efterskrift

Jeg har igennem årene følt mig ansvarlig for; at få hende gode venner igen med hendes søster, parret med en eller anden mand, veninde med andre kvinder, flyttet i en mindre (malet og rengjort) lejlighed, sørget for hun gik til gymnastik og kørte hende hjem, kørt hende juleaften og til begravelser. Jeg har slugt, at det liv jeg ønsker og se tilbage på ikke, som i ikke har noget tilfældes med hendes. At det heller ikke, som i slet ikke, berettiger mig til og tænke det mere værd, end det, der er hendes livsvalg.

Svært.

Svært, når hun samtidig mener, siden jeg overtog hende som 14-årig fra min far, at jeg skal bekræfte hendes valg, legalisere hendes stædighed, mangel på interesse for mine børn, “hendes” mindre søskende, især Goldielocks, min datter har hun set som en trussel. Som en skade har hun mange gange prøvet og skubbe hende ud, ikke set, det gjorde jeg holdt mig væk i uger, måneder hvis sommer. Hvorfor sagde jeg det ikke? Selvom jeg havde båndet det, ville hun havde afvist det som noget jeg “så, til lagde det.” Min far ville havde brugt ordet fjollet.

Nu.

Nu er jeg lige så kedelig sammen med hende, som hun. Siddende på bænken siger jeg hm… og retter på brillen mod solen, når hun fnisende siger; jeg glemmer hele tiden at ringe til hende, ofte får hun ikke et navn. Goldielocks, der nu er 26 somre.

Min mor har aldrig ringet til sit barnebarn/børn.

Det kan lyde uskyldigt når det siges med latter i stemmen, men det er nemt og nedgøre nogen der ikke er til stede, for at gøre sig selv højere, den karrusel har jeg selv kørt ture i.

Se mig mor, hvor højt jeg gynger, jeg gynger meget højere end …

Det påvirker mig mere end Goldielocks, der kvittere ved hellere ville på festival end mormors 80-års fødselsdag. Jeg. Jeg er ikke til festivaler men havde jeg været, så havde du set mig skråle med et plastikkrus i hånden. Nu. Nu invitere jeg, sørger for det spiselige og kørsel til fødselar, det skal jeg.

Til Goldielocks, du gør det du gør, med alt hvad du er. Og fortæller mig om det bagefter i farver.

Hun skylder ikke sin mormor (storesøster) noget, og det gør jeg heller ikke, men …

Men jeg vil have det godt med det jeg gør, også selvom jeg ikke vil. Også når jeg ser tilbage.

Søndag eftermiddag indeholdende småkage indkøbsovertagelse med bænkpause, til rollator tøffende, stridt med ende, afhængig indlagt. Uden rollator tøffer, betrædes fodgængerovergang med kontonummer påskrevet cirokort, i konvolut, til postkassen ved Brugsen. Tømning tirsdag.

Stående i brød afdelingen. Hvorfor er der så mange småkager med chokolade i på hylden?

Konstateret

Bleer fra ble bevilling udeblevet.

I blå bog næsten ikke læseligt på skrå skrevet; kontinents Stine kun 8:30-9:30 mandag og torsdag.

Torsdag formiddag; pis kl. er 9:35.

Tjekliste til næste uge:

Husk mandag; tisse Stine 8:30.

Jeg orker none, meget slidt sætning i nissernes dal fra Anders Mattesens “Terkel i knibe,” siden aflytning, en uge i træk, på en kør selv ferie i Jylland, til næsten kvalmegivende sure opstød. Eller jeg tror det var Jylland… Går du op i geografiske detaljer, må jeg bare sige at du skal læse en andens blog, eller spørge unge mand, Goldielocks lillebror, der kan du også få årstal for indkvartering, sommerhusets farve og koordinater og lukketid på ishuset.

Jagten på understels vandopsugnings plader/fryns.

Hjemmeplejen en weekend; din mor er berettiget til de bleer, du skal bare…

Hver gang jeg tager mig af et “bare” problem som jeg har fået af hjemmeplejen, dukker nye op, som et to-hovedet monster fra filmen Willow (1988.)

Sød kvinde i røret i visitationen.

Har du noget at skrive med

Nikker, ja

For noget med træning skal du ringe til …

For mere rengøring skal du tale med, vil du også have det nr?

Hun har en dejlig stemme, hende i røret, Jeg skal have bleer til hende?

Når det handler om bevilling til bleer skal du omkring kontinens sygeplejersken, Stine (nu kontinensStine i kontakter på telefonen,) men vent … du skal jo alligevel omkring hendes læge.

Fuck, så skal jeg ringe til læge Henrik igen, i morgen, altså for anden morgen i træk pis altså. Det jo ikke fordi jeg er en bekymret mor til tre, hvor den ene har høj feber og ligger slap.

Nåh, men det vil også gøre min morgen ekstra god, at bede ham om blebevilling, inden jeg kører på arbejde. Måske kan jeg hygge spørge ham, om det var ham som for måske 17 ca. år siden lynhurtigt langede en skraldespand i retning af unge mand (dengang 4 år) med ondt i halsen … Vi var kun lige kommet ind i hans konsultations kontor men opkastet landede, der hvor det skulle. Var så imponeret over denne læge, jeg havde måtte opsøge, da vores egen havde ferie, at først da han for anden gang spurgte til min skulder, hørte jeg efter.

Ikke noget, bare lidt låst, mumlede jeg, gjorde sind sygt ondt.

Du kommer i morgen.

Men jeg …

Dagen efter, skrev han noget på en recept og gav mig den i hånden; du tager de piller jeg har udskrevet.

Men jeg, (spiser ikke piller, er min mors datter.)

Han så op på mig; du har en frossen skulder, du spiser dem.

De hjalp, den gik fra stivfrossen til iskold på en uge, for som altid vidste skaden, sygdommen sig i min ferie. Den var måneder om, at blive lunken. Men som en sang jeg engang lærte af meget fuld ekssvoger (jeg håber du har det godt Kenn) lyder; kan du ikke komme igennem det, må du uden-indenom, nedenunder eller over den og der er jeg virkelig kreativ.

Du er nu nummer … et i køen.

Duuuut.

Det lige før jeg ikke præsentere mig mere, siger bare Heeennnrik og så må han lige bremse mig en gang imellem, når det går for stærkt for ham… Altså jeg optager jo andre der også vil igennem ik? Et barn er da meget vigtigere end medicinrecepter og blodtryksmålinger. Åh … altså så begyndte han og snakke om kolesterol, der var jeg lige ved at sige; det er for højt, det har det altid været, altså hendes, mit ved jeg ikke noget om og vi har ikke samme læge.

Det ik for det han er super sød, meeen tror vi begge hellere ville lave noget andet end tale om min mors eventuelle blebehov kl 8:30 onsdag morgen. Håber så meget at komme igennem en uge uden at forstyrre ham og ellers pudser jeg min flirten af. Hvis jeg kan finde den. Har du set den?

Vent lidt løfter lige … niks nej heller ikke der, måske …

Har totalt opgivet lille blok og gået over til stor, og linjeret. Alligevel skal jeg med mine “det skal jeg også nå,” både kvart og ottendedelsrotere for og læse det, der står med småt, noget så kraftigt omringet, så jeg bare ved, det er gået igennem til næste uskyldige side.

18 timer senere.

Nu har hun fået sin egen lille bog med blå strop omkring … så kan hun ikke løbe nogle steder hen.

Tilbage til sød kvinde i visitationen.

Ja, man burde have omsorgsdage som da børnene var små, når man skal tage sig af en plejekrævende forælder.

Jeg griner, men det slukker da jeg hører hendes beklagelse, i stemmen i kommentaren til, at jeg hverken kan afspadsere eller har søskende. Det er lige gået rigtigt op for mig, at fordi min mor har så svært ved og huske, så er det mig, der sikkert skal sørge for frisure, tænder, øjne og hudlægebesøg. Måske jeg kan få hjemmepleje til, at støtte op om tid, hent og modtag som de gør ved træning, der er sat i gang, be om?

Da jeg lørdag trak det nu rene vasketøj op ad noget, der ligner en gymnastikpose fra folkeskolen, spurgte min mor; har du fået ny taske?

For nogle år siden ville jeg havde måtte bide mig i læben for ikke, at prikke på hendes brystben med min pegefinger, mens jeg gennem sammenknebne læber sagde; nej jeg har ikke købt en ny taske for, når jeg endelig er nogle steder er det i kurven til dig og jeg hader, hader, hader og handle (ca. 4 gange overdrevet,) når det ik er tøj. Alle de valg om det samme produkt, skrift så småt, at jeg skulle have lup med i oversize hvis jeg orkede at læse betegnelserne.

Nu.

Nu er der en indre ro, ingen bebrejdelse, hun har virkelig ingen anelse om hvordan vi alle løber omkring hende. Det mest mærkelige er, at jeg er blevet en badass, en super ikke kappeklædt kvinde, der løser ting og kan tåle Henrik læge bliver spids i tonen da jeg taler om bleer, fordi jeg gennemskuer, at det ikke er mig men systemet, der sender mig i hans retning, han bliver irriteret på, I følge serviceloven … begynder han.

Jeg skal nok sige det højt videre, lover jeg to minutter i heldragt i føring, tror ikke han hørte det, det gør ikke noget. Køre 2 timer senere fra Ballerup til dagens andet hold og tager trappen i Taastrup fritidscenter til toilettet i kælderen med en smule spændte inderlår og kæbeled. En mand står og taler i telefon på tredje nederste trin, blikket blindt ind over mig, så jeg behøver ingen smil sende i hans retning. Ser ind i båsene; nej det er ulækkert, hm nej heller ikke det der, det fjerde har ikke ting i kummen i forvejen, godt. I mens snakker ny kvinde, mig i øret. Tørre mig og får af åbenlyse årsager ikke hendes navn, for så havde jeg næste morgen kunne, i tiden, i det aflyste hold, lige ringe hende op og gøre opmærksom på, at hun ikke skal sende en visitations lærling, mig, til vrisne læger, men… Trykker min overskydende krops væske videre og farer op ad trappen til kvinderne, så hurtigt det nu kan lade sig gøre med; klaskende rygsæk, for løst evighedsbundet rundt om ankel snøret kilotung vinterstøvle, dobbelt madras i rulle i henholdsvis solgul og beton og 13 elastikker i glemt ask rosa net fra Veksøløvinde. Kvinderne rejser sig fra stolene fra snak jeg plejer, at kunne deltage i, men ikke i dag.

Min bagdel er på vej ned mod sofahynde da jeg om eftermiddagen bliver ringet op af mit nye, bekendtskab M, chef plejeren. Sætter så meget pris på hende, Det er jo mit job siger hun. Ja men det er ikke altid forbundet med godt. Hun sætter en humoristisk finger på noget jeg selv har lagt mærke til ved min mor, en anden ville måske havde kaldt hende indiskret, men det er helt tydeligt hun kan lide min mor. Så kom med det hele, du, allierede, for du møder min mor som den søde heks fra Prop og Berta. Du mødte hende ikke før sødmeeliksiren. Det skal hun nok heller ikke, siger hun.

Hm… nej det skal hun nok ikke, nej.

Jeg troede i mange år, at jeg ikke bar nag til min mor og far, ha hvor jeg gjorde. Hvor fik jeg den ide fra med de tanker jeg havde og skal man virkelig blive 50 år før man tør se helt ind i sig selv? Ved indrømmelsen af det allerværst tænkelige jeg indeholder, for jeg kan jo også godt være heks, kan man først give slip og ikke behøve snakken om dem mere.

Mine deo`er og undervisnings bluser med ærmer har givet op, stressen sendes åbenbart ud gennem mine armhulers porer som lugten af grisesti, Det er lang tid siden jeg har været i sådan en, men jeg havde for 20 år siden en klient, en sød, ung mand der lugtede sådan og der tænkte jeg rande af tis, gul, ikke igennem sigtbart. Morgenurin du ved.

Jeg vasker dem, armhulerne mindst 2 gange dagligt, men de er skide ligeglade.

Sidste weekend kigger jeg ind af døråbningen til min mors toilet, nedenfor mine fødder, i hjørnet, ligger to bleer stablet, en toiletpapirpose hænger tom ved siden af. Jeg samler en af bleerne op, især den ene er fyldt og vender mig for at se på hende.

Kan du huske da du havde menstruation og du lagde dem i skraldespanden?

Hendes øjnes gråblå irisser antager fåre udtrykket og ud af hendes mund en mumlen, de kunne ikke være i posen der hang. Jeg går ud med dem i skraldebøtten og beslutter ikke og tage det op igen, for det er allerede anden weekend i træk jeg snakker om afsendelsen af bind til bunden. Da jeg ikke selv har haft besøg af min moster fra Rødovre i tre år, (læs indlæg under samme navn under B for bækkenbund,) vedtager jeg interessen nok er lig nul for mere snak om det. Det ville jeg sgu nok heller ikke gide eller blive bebrejdet mit slip af bund, men…

Hjemmeplejeren nævner senere, at ligesom når man dengang “glemte” (læs: ikke gad) og skifte bind så er der en infektionsrisiko forbundet med det. Det skulle jeg snakke med hende om. Da min mor alligevel sad i sin stol ved siden af i egen verden, råbte jeg, (også op), om der var nogle af hjælperne hun helst ville hjælpes i bad af?

De har endnu og finde ud af, at min mor dør (tænk babysprog ikke kiste) hvad hun dør. Vil du noget andet, også for hendes egen skyld, skal du helst finte dig til det, eller få hende til at overgive sig ud fra din bestemte attitude og rynkede bryn.

Ligesom til den 5-7-9-12-14-årige dreng, Nu gør du det… Kraftstejleme. Nu ser han på mand, skal du i bad? Mand ryster på hovedet, nej. Den aftørring er fliser er hans egen.

Ved ikke hvem ung mand har fødder fra, måske vi har en hobbit i “træet” et sted, for hans storetæer vil virkelig ikke være sammen med de andre 4, eller også har de bare for evigt vundet konkurrencen om og komme først. Altid i gang med, time for iført time, og lave ekstra ventilationshuller i strømperne. Eneste ulempe eller to hvis jeg nu skel være ærlig og det prøver jeg være, at du ved det, er, når jeg skal give ham knus. Der træder mine sutsko eller det er jo så også mig, men jeg mærker det ikke ligesom, før han ser på mig, med en tålmodig mine. Jeg forstår det ikke, for han kan ellers være lidt sart i det men, når det kommer til betrædelse af hans tæer, eller i virkeligheden er det måske kun du ved storetæerne jeg vel sådan rigtigt træder ned på, er han anderledes langmodig. Jeg smiler og træder lidt tilbage, kunne du tænke dig?

Min mor, min mor skal ikke bebrejdes sin given slip, at hun ikke husker hvad, hvem, hvornår bagefter, det vil bare gøre hende stresset. Men vi har alle til gode og forstå hvor langt det rækker ud, om det vil ændre sig til det bedre (gamle) med tiden. Jeg, jeg har for længst forstået, at når jeg taler bestemt og siger tingene som de er, så ud delegeres det jeg beder om som ringe i vandet, desværre er jeg stadig mellemleddet om procedurer, der burde gives direkte til hjemmeplejen, som har tjek på det, hvis de får lov.

Var du sammen med min mor før forhekselsen tegnede der sig et mønster, hvis du hørte godt efter. Sagde nogen, der vidste noget om noget og det er der jo en del, der gør, så hægtede hun sig højt på de sidste ord i deres sætninger, hun tolkede vigtige. Grinede lige når det var rigtigt, var hendes ting.

Jeg ved når hun siger, ja ja eller okay til plejepersonalet for fjerde gang på fem minutter så betyder det; jeg siger ja ja, så lader du mig lige om lidt være, ligesom en teenager inden de siger, luk døren bag dig.

Tak

Hun orker fuldt forståeligt ikke mere spille spillet, når alle vi andre er ved at snuble over hinandens tæer. Hjemmeplejen får for lidt i løn, de løber stærkt, respekt, næse skrabende gulvet herfra.

Også eftermiddag, dagen efter.

Sender pleje chef M en beklagende sms; fik ikke fat i træningskoordinationsmedarbejder som skal sørge for, at enten ringer chauffør til plejepersonel ved indførsel af min mor i kareten fra trænings facilitet eller også skal der være en fast tid, så min mor ikke bliver rundforvirret.

Nåh men det har jeg klaret, siger hun i telefonen.

For pokker M, jeg har afkortet afspænding, taget over gult og snakket rungesnak på toilet.

Det jo hende med alle kontakterne, men også hende der skal indberette når hun tilfældigt er der, når min mor pludselig har tænkt sig og gå på boligkontoret fordi hendes toilet er stoppet, fordi hun ikke har trukket. Tak M du var der. Igen da min mor havde sat en pande på komfuret og gået … og du lynhurtigt får en fra afdelingskontoret til, at slukke for hendes komfur, ude i opgangen, så hun ikke bare kan tænde for det igen. Men jeg ringer altså ikke til Henrik læge i morgen, for ellers ender det med jeg bliver forelsket i ham. Det var jo også meningen jeg skulle ringe til kontinensStine igen, igen. 132 kroner for 9 bleer? Av.

Hvad koster et bind i dag?

Burde hun med penge sparet op egentlig ikke betale dem selv?

Jeg mener det er jo ikke hende, der ønsker sin krop i yogastillinger under vajende palmer på Maldiverne?

Puh hvor jeg ønsker det meget, men så er der jo lige det med at bestille og flyrejsen så lang, har aldrig prøvet det og hvad med transport til selve stedet. Hvis jeg kan få de skide bleer over blebevilling til Lundebjerget, så kan jeg vel også …

Tak for nu kære du.

Knus et inderligt et.

Men det ved du godt.

Endnu ikke helt visitations udlært, sådan mere udkørt efter blodproppen. Min mors.

Overgangsalder, stress eller …

Jeg har været for streng med og mod mig selv.

Troet, virkelig troet og forlangt af både hjerne og krop, at den kunne undervise 3 hold i træk i høj intensitet på en morgenmad og en daddel.

Overbevist mig selv om, at når jeg ikke kunne huske hvad jeg havde forberedt torsdag til fredag af to gange, en gang før og en efter ude af huset, hvor undervisningen var to andre former for bevægelse fordelt på tre hold, så var det fordi der var noget galt med mig. Jeg var langsom til at lære nye koreografier, ikke god og klog nok til, at huske alle de gamle. Latinmixholdet om fredagen er det sidste på ugen, hvor jeg er mest træt men det havde da ikke noget at gøre med, at det var det sværeste af alle 14 hold. Hvert år har jeg brokket mig, til nogen og de fleste har sagt, drop det, det er det ikke værd.

Men nu er jeg jo en tyr, eller jeg er i hvert fald stædig. For jeg tror stadig på at det, udfordringen, er god for mig, min hjerne og så er der jo dem, der kommer år efter år.

Jeg kan selvfølgelig blive træt, ja udmattet, men er det ikke levet liv?

Mand var på kursus og havde små, forskelligt smagende, veganske barer med hjem.

Jeg tog en tilsat appelsinolie med på arbejde (puh det er jeg ikke vild med) og delte den så den var i mellemrummene af de tre hold. Ja, for jeg er ikke slank fordi jeg spiser i den mængde jeg har lyst til …

Eller fordi jeg bevæger mig meget, det hjælper da, men …

Den der appelsin fidlelihut gjorde en forskel, energi og hukommelsesmæssigt. Og det var ikke fordi jeg bare troede det.

I fredags havde jeg det igen, brainfog, hjernetåge. Jeg havde lagt beholderen med mine to kugler hjemmelavede hjernemad, (var i mellemrummet mellem mands kursus et og to,) i min lomme på vinterfrakken. Frakken skulle jeg jo have på i kørslen fra første til andet hold, så det var da praktisk, når nu jeg bruger forskellige tasker. De hjemmelavede smager i nærheden af 10 gange bedre, plus, jeg skal ikke stå og ikke kunne læse ingredienslisten selv med briller på. Jeg kan ikke mere lide, ikke, at vide hvad jeg spiser, med det mener jeg ikke på mikro plan, men når jeg selv har puttet dadler, kakao, salt, kokosolie, nødder af en art og havregryn i blenderen, så kan jeg se det, indtil det er brunt.

Før tredje hold fumlede jeg i taskes forlomme, niks der var den ikke, ikke godt. Jeg vidste at jeg behøvede den mere end nogensinde, for i denne uge havde jeg morgener før slip af håndbremse ved høj kant, mærket stresshormonerne køre min krop sitrende over alt det jeg skulle ud over normalen. Presset min frokost ud til 14 eller 15 om eftermiddagen, da jeg måtte gøre et eller andet for min mor på 10 dag, i træk, før frokost og ikke kunnet nå den mængde forberedelse jeg ellers vil, fordi jeg også gerne vil lave mad jeg gider spise.

Jeg kom igennem det sidste hold, latinmix, i min verden aldrig godt nok, da jeg helst vil udstråle duracellkanin reklame fra halv til halv.

Men.

Jeg er ikke superwoman, i øvrigt virkelig træls.

Ildelugtende og let klæbrig som en champignon efter for lang tid i køleskabs skuffen, (i kondensen jeg selv har været med til at skabe,) stiger jeg i slagregn ud af bilen på villavejen bag vores REMA. Kunne simpelthen ikke overskue en parkeringsplads som krævede min nakke af led, samt risikoen for, at overse nogen i min hurtighed. Noget generede mig, da jeg ville lægge bilnøglen i jakkens anden lomme.

Ah der var den jo hjerne kuglen, spiste jeg den (klokken var12:55?)

Nej.

Fokuserede bare på, at køre hen med varerne efter købet til den nødstedte. Tømte postkassen i opgangen, inden jeg gik op ad trappen og bankede på. Låste mig ind, vinkede hej og lagde madvarerne i køleskabet, puttede hendes nu rene tøj på sådan cirka plads, greb hendes andet vaskenet jeg allerede havde pakket sidst og satte den ved døren (så jeg ville falde over den hvis jeg ikke samlede den op.) Gav hende et fast langt knus, hun gav et lige så fast tilbage, inden jeg fik hende til og ringe bankens nummer op, jeg råbte ud i stuen, for forklaring om fuldmagt. Bankens præmis for og sende hende fuldmagten til underskrivelse overhovedet, fair nok.

Der er 10-15 minutters ventetid… Kunne jeg høre stående ved siden af. For hende et år. Ventetid for mand, for info tre dage før, 20 minutter.

Fast kram til; vi aftaler en tid med banken og henter dig.

Hun nikker, vil gerne udenom tilsendte udbedelser om beløb hun ikke engang får et cirokort til og udfylde.

Hjemme om aftenen. Modtagelsen for hendes skyldte boligstøtte var heldigvis ret ligeglad med hvis konto pengene kom fra. Så min.

Går ind på Danske bank.

Jeg har fire muligheder for emner, jeg kan bestille en medarbejder i banken, til en snak om.

1. Pension, opsparing og udbetaling.
2. Daglig økonomi; billån og forbrugslån.
3. Bolig, køb, salg og omlægning.
4. Investering af bl.a. børneopsparing.

Jeg skriver da bare vi skal snakke om billån … Ser op på mand.

Han ryster på hovedet, nej, lad være med det, for du kan risikere, at den du bestiller tid hos ingen viden har om fuldmagter. Det ville så også være spild af begges tid.

Tanker

Jeg ved godt, jeg er enearving, sådan ca. en af de eneste fordele ved og være enebarn, men synes ikke om, da jeg en halv dag gik rundt med tanken om, at være forventet; køb og afhentning af hendes medicin (sidstnævnte kommer jeg vist ikke udenom alligevel,) uddeling af den i små bokse med ugedage på. Kravet om det kom af, at hun havde selvmedicineret sig selv ud over sine små, på forhånd pakkede pilleæsker.

Havde hun puttet flere i munden havde hun kunnet dø af det.

Et styks sød, plejepersonel, som fortsatte, vi må ikke give hende medicin, det skal …

Fortalte jeg at .. Nåh så må jeg ringe til hendes læge i morgen tidlig og fortælle vigtigheden af, at det skal være medicinkyndige, der har det ansvar. Jeg kan jo ikke komme to gange dagligt. Måske vil hun heller ikke sluge medicinen hvis det er mig der rækker hende pillerne, eller måske vil hun, men jeg vil ikke.

Onsdag

Jeg runder hjørnet til hendes opgang og ser guldjakken glimte nede ved næste blok, en ung mand går ved siden af hendes faste greb om rollatorens håndtag. Huen nede om ørerne, kvasten lige op, hun ser ud som hun gjorde før blodproppen, rodet, faldet, sygehusindlæggelsen. Det gør mig glad, men da jeg for ikke og forstyrre dem går ind i hendes opgang, begynder varmen, at slikke op ad min rygrad og videre ud igennem nervebanerne. Jeg flår min jakke og næsten hinkende, udenom en cykelhjelm på hendes kokosmåtte, mine overtrækkere, af. Hvis hun snart kan gå ude på gaden, hvor lang tid vil der så gå før de forventer hun kan klare sig selv?

Jeg vil ikke have dette ansvar, for denne gang vil jeg ikke lade hende være, blive væk, og skal jeg holde dette ud må hun finde sig i min oprydningsrastløshed. Men jeg vil også gerne have tid til dette, skrive, folde mig ud, have overskud til at blive en bedre underviser, i det mindste blive i samme niveau, ikke en der trækker sig ind og underviser mere og mere blindt, fordi der ingen tid er til fordybelse. Dette noget, blodprop eftervirkningerne kan jo være for evigt.

Man kan godt køre på i nogle uger, måske måneder, men nej uger maks, for jeg genkender uroen som min parallelt kørende tvilling og ved, at lige meget hvor meget hjernemad jeg spiser så vil stresshormonerne vinde til sidst. Hovedpinen og kvalmen er allerede kørt i stilling for anden gang på fjorten dage, hvilket er cirka dobbelt op.

Der skal ro på snart, på mig og min forventning til mig selv, skal ned.

Mine tænder finder sammen igen og igen, her, når jeg vågner om natten, når tankemylderets indre liste ikke synes og blive mindre bare erstattet af andre presserende opgaver.

Hvad er det egentlig der vil kunne ske hvis jeg glemte at ringe, skrive, snakke med nogen?

Hvad er jeg mest bange for, er det jeg skal blive set som en dårlig mor, datter, samarbejdspartner med hjemmeplejen eller?

Hvorfor tænke ud over to uger lige nu, det plejer jeg slet ikke at gøre alligevel!

Jeg er allerede i gang med at skrå hjørner alle steder, bruger de samme redskaber i badet så jeg ikke skal komme før for, at krænge andre ud, laver kød noget mere, forlanger mere hjælp af ung mand i huset.

Bliver man altid så træt i armen af, at dreje rundt (i farsen)?

Ung mand

Stående i hendes gang, med stadig åben dør, hører jeg guldjakken og den ukendte mand komme ind i opgangen, hun kommer små kvidrende op ad alle trappetrin undtagen det sidste. Det kunne jeg ikke alene da jeg kom hjem fra hospitalet. Ansigtet stråler under huen.

Hej

Efter min vinken, går jeg ind i lejligheden igen. En klynken kan høres, da hun tager det sidste trin op til hendes opsats.

Mand under opvasken senere.

Var det da hun så dig, hun begyndte at klynke?

Guldjakken bliver krænget ud over den dårlige skulder og jeg lader ung mand, nu identificeret som cykel kyndig fysioterapeut og mor snakke i hendes lille gang. Inde i stuen lyder en skrap stemme, der ikke kommer fra det nu slukkede fjernsyn. Er der nogen, som er faldet?

Jeg ser mig om og identificerer stemmen fra vindueskarmens hjørne, jeg træder langsomt nærmere; Nej der er ingen der er faldet. Tøver. Skal jeg gøre noget? Tingesten hvor stemmen udgår fra ligner en gammel game controller, godt nok i tissegul plastik, men de små farvede “vejvisere” er der i; gul, rød og grøn.

En vrissen, Nej du, skal ikke gøre noget, jeg skal.

Var det fordi jeg gik med hårde hælnedslag ind i stuen hun, faldalarmens vagtindehaverske, gik i gang?

Min mor har ikke hørt noget, optaget af samtalen, 5 skridt væk.

Senere ser jeg faldalarmens kommunikations partner på min mors arm og ved hun har lavet en Vera.

Hun har trykket armbåndets alarmfunktion ind mod noget da hun klædte sig af og sat den i gang. Jeg håber ikke hun vil lade armbåndet blive liggende på sengebordet fordi hun ikke vil komme til det igen, som Veras bekendte (deraf en Vera).

Min mor er heldigvis meget autoritetstro … til hun ikke er det mere… Desuden ser det ikke ud til hun forstår deres forbindelse.

De må da havde fortalt hende hvad den gik ud på, da de satte den op?

Og har de, udleveringen af de vanddrivende sagt til hende, at når man får dem så skal man tisse meget og nogle gange pludseligt, at det derfor kan være svært at styre? Nåh men nu har jeg genopfrisket det, sagt hun ikke behøver, at skamme sig over uheld på grund af det eller noget andet. Hun kan jo ikke gøre for det.

Og hvorfor lod de hende sidde i en stol på hospitalet, uden bækkenbundstræning efter uheld om natten eller, nu går du lige en runde med rollatoren jeg følger dig til hjørnet.

Okay indrømmet, hun så, selv en halv uge efter indlæggelsen så smattet ud, da vi besøgte hende, at jeg ikke kunne få mig selv til og herse hende tøffende ned af gangen.

Fysioterapeuten mener det godt, men træning 1-2 gange ugentligt, hun heldigvis bliver kørt fra og til vil, slet ikke være nok. Det skulle være 4 gange og en psykolog, for hendes; det kan jeg ikke, så det nytter ikke noget, jeg opgiver nu, nu med det samme sidder som en tatovering på hendes hjernestamme, den reptile automatiske del, den, der ikke omhandler nuet, men blev dannet for længe siden hvor det var nemt at lære. Modsat nu hvor det er svært, at aflære og danne nye broer i hjernen.

Hun ved der er en fordel i, at være fysisk stærk, men det passer bare ikke sammen med, at klynk giver opmærksomhed. For hende er medlidenheden omsorg, hendes eliksir, det der driver hende.

Kan du ikke være mere skrap over for hende, tænker du måske?

Jeg her tryglet, skældt ud så snot stod hende i tråde ned på låret (jeg overdriver ikke,) og ignoreret hende, men hun er den hun er og det må jeg lade hende. Så mine knus er blevet accepterende og inderlige igen, al modstand har jeg lagt ned. Jeg vil elskes for den jeg er, (når jeg kan noget…), hun ved ikke den måde findes, det har hun gjort op med sig selv lang tid før, jeg i min psykologi undervisning på mit studie fra 1992-95 forstod så meget.

Man kan ikke få nogen til at se, hvis de ikke vil åbne deres øjne.

Det sværeste er ikke og føle den øjeblikkelige skyld, når hun på sekunder vender vrangen ud på sit eget ansvar for, hvordan livet, for hende er. Hendes måde at bøje skorpionhalen til et svidende stik så automatiseret, så mand ikke mener hende i stand til det, men han kender ikke rigtig skyld med skyld på spillet. Det er noget der er skabt allerede før jeg blev født, dengang hun boede hjemme og hendes far var et dumt svin. Det er en dna-streng i hende, hun slet ikke behøver at tænke over og slet ikke vil, for det ville konfronterer hende med hendes selvvalgte ensomhed, da hun ingen energi vil lægge i bekendtskaber. Dem hun har gør noget for hende, som manden fra boligblokken i sidste indlæg (se under B i den alfabetiske oversigt, B for blodprop, stort ståhej og narcissistiske tendenser,) som kom på et besøg og sagde;

Din nabo er død og skal jeg sætte en ringeklokke op for dig?

Som skrider da hun råber; hvad med mig?

Efter han har set desorienteret på hende, for han ved ingenting og da hun siger hun faldt og lå der på gulvet i fire dage, drejer han om på entreens sortslidte grå og går ud af den ringeklokkeløse dør.

Ingen forklaring giver hun, kun dramaets højdepunkter.

Jeg tager mig selv i det samme, når der endelig er en pause i mands og ung mands ordveksling over maden og jeg, færdig, kommer med et par sætninger mens omdannelsen i mavesækken så småt begynder. De driller mig med min stenografi tale og jeg siger, I må følge med.

Jeg orker og tiltror dem ikke, at de gider lytte til hele min historie, så jeg skærer for det meste bevidst første tredjedel fra, for, at komme tilbage til den hvis de viser sig lytte egnede. Det er selvfølgelig noget forvirrende, indrømmet.

Men det provokerer mig, hvis mit ordvalg bliver rettet på, i stedet for lige og lytte hvad jeg har at sige, til ende.

Min mors skærebrænderstemme har lydt højt, når hun har kommenteret andre bedsteforældres legende børnebørn i deres eget hjem. Ligeglad med, at det kunne såre eller trække andre mundvige ned end hendes egen. Uvidende om, at ord fra en skorpionhale bliver husket. Så aldrig kroppene, som jeg, spændt i forsvarsposition. Hun er blevet inviteret igen og igen til juleaftener, men kun fordi hun var min mor, min mands svigermor. Sorteper, jeg ingen lyst havde til og sidde en høj hellig dag alene med.

Der må være en grund til, at jeg valgte hendes, min barndomsby, for moderbindingen er den forkerte vej. Men nogen skal jo tage hende og jeg har altid vist det måtte blive mig. Jeg lever og forstår endelig, at det er alt møven værd og være den man gerne vil være.

Så

Vær sød, ikke sukkerskål.

Hjælpsom, men ikke brugt.

Tag ansvar for konsekvenserne af de meninger, handlinger og mangel på samme du udsender.

Sig, når du føler dig betrådt, for lader du det ske igen og igen ved den, de, der gør det ikke det gør ondt på dig. Den øver jeg mig personligt meget på. Det er en kæmpe færge og vende opstrøms, i hård kuling.

Hvad er din opstrøms?

Knus og kærlige hilsner

fra den ikke på nogen måde ordmanglende taste maniske.