Jeg skal leve med:

At jeg først så hendes opkald fra lørdag, søndag.

Min mobil evigt lydløs på grund af, jeg ikke troede mig selv i stand til, at huske at slå funktionen til og fra.

Ringede, ringede, ringede, igennem hele ugen. Først da mand sagde søndagen efter, at der var mørkt i hendes stue på hans aftentur fredag, tog jeg hen til lejligheden mandag i mine mellem timer.

Uden nøgle.

Bange, bange fordi jeg er rædselsslagen for hvad jeg møder. Jeg alene og nogle gange mand med har stået der før. Banket og banket til mine knoer var ømme på hendes nye dør, lydisoleret og uigennemtrængelig, som hendes nedrullede persienner og hendes sind.

Hun har åbnet og smilet konfus, sagt hjerteligt;

Vil I ikke ind?

Men jeg vil ikke ind. Som i nogensinde.

Hendes hjem er uhumsk, sært lugtende og med gammelt skrald alle vegne ikke kun i køkkenet.

Det klør i hele min krop for at rydde op og smide ud.

Hun,

uden ord efter de første fraser.

Mig,

jeg har lært at holde mine følelser, begejstring og oplevelser for mig selv. Jeg vidste aldrig hvornår skorpionhalens sylespids ville minde mig om hendes jalousi.

Jeg kunne ikke have min mobil ringede mig op mens jeg underviste, eller med lyd viste en ny eller mindede om en gammel besked midt om natten, det gjorde mig urolig.

Sammen går (ja hun bor i gåafstand, men …) mand og jeg over mandag eftermiddag til hendes lejlighed, nu med nøgle.

Han går først. Ind.

Inde i hendes stue, stående i døråbningen, ligner det en mellemting mellem, der har været indbrud og at en gruppe af ubestemmelighed har levet nogle dage. I køkkenet holder bananfluer sammenkomster på melon, klementin, skål med adskilte hvidløgsfed og støttende mand (tilbød at arbejde hjemme hele ugen) har endnu til gode og løfte låget på gryden, der står på komfuret. Møl går på vingerne, da jeg kigger ud på det sidste dagslys igennem hendes køkkenvinduer, de eneste uden persienner nedrullede, gulvet som karamel under mine vinterstøvler.

Hun er der ikke.

Jeg skal undervise mit tredje hold, dagens sidste halvanden time væk. Mit hjerte styrter derudaf og når jeg skriver dette begynder det igen.

Der lugter anderledes inde i stuen, aviser, blade er revet itu og strøget ud over gulvet og trådt nærmere på noget brunt og rundt ved jeg, hun har været ude for noget forfærdeligt.

Det vi alle frygter.

Ende alene fordi dem vi har holdt sporadisk kontakt med er døde, og vi har skubbet dem der vil os det godt, væk.

Væk, fordi det at opretholde principper, holden på snart et halvt århundrede gammelt nag presset videre ned som en kile i mellem hende og nu tredje generation er vigtigere end livet, levet lige nu.

Jeg skal leve med at;

Jeg ikke gik derover før, det synes jeg selv lyder utrolig koldt, men hun var ligeglad med telefonen, opladet eller ej og det endda vel vidende at hun minimum har taget et fald hvert år, flækkede øjenbryn, øjenlåg og blå øjne er hun dukket op med storsmilende til fødselsdage vi har holdt med 17 mennesker uden at ringe og fortælle om det først. Alle i chok og uden rigtigt, at vide hvad vi skulle sige.

Søde mennesker har hjulpet hende op ved Brugsen, og hun har kommet op selv, for hun er sej, når hun er faldet derhjemme. Men ikke denne gang.

Hun har prøvet at pakke de fleste af uhumskhederne ind i servietter og poser, men lagt dem på resterne af gulvtæppet ved siden af det gamle fjernsyns rullebord med flækket hjul og store kommode, som vi for tre uger siden opgav at flytte, da vi tog hendes gulvtæppe af.

Læs forrige indlæg; Uetisk, find det under K i den alfabetiske emneoversigt, K for kommune, tæppeafrivning og døden af lady Di.

Hun har ligget hårdt på trægulvet, men to dage efter da jeg skrubber gulv som en gal kvinde i hug, er det med gnubbende stædighed til, at få lortet af.

Leve med:

At jeg har min mobil på fokus så hvis hospitalet har ringet har jeg ikke taget den, for jeg er for længst holdt op med at tjekke numre, ringet jeg ikke kender, der ringer på alle mulige tidspunkter, selvom de opkald jeg mest håber på ikke bliver indtastet er min mors og min fars.

Hjemme googler jeg Herlev hospital.

Niks de har ingen på personnummeret 25….

Men på hendes telefon nummer ligger hun på 16. Byt personnumre med “dine” mennesker, så, at hvis der sker noget kan du/den anden altid hurtigt findes, hvis du med sommerfuglehjerte skal ringe rundt for besked, da hjernen har det med og føles fuld af løsdele i svævende tilstand, som astronauter i et rumfartøj, ved angst og stress.

Snakker med læge og efter en informationsrunde, spørger han; vil du ikke lige snakke med hende?

Joooohhh.

Jeg får en rusten stemme i øret.

Hun gentager lægens ord, hun er egentlig udskrevet og venter på, at der er plads til hende et sted, så hun kan blive genoptrænet (udredt). Hun vil gerne videre men ikke være alene i sin lejlighed for hendes største frygt er at falde. Igen. Stakkel, det er så frygtelig synd for hende også selvom jeg ved, at det er hendes valg at sidde dagen lang i sin stol.

Vid med dig selv, at træner du ikke dine arme, kan du ikke hverken hive eller presse dig op/ud fra noget sted. Træner du ikke ben kan du ikke sætte den ene fod i gulvet og slet ikke sætte den anden ditto, for at trykke dig selv op i opretstående. Du kan ikke engang flytte en fodskammel fuld af reklamer, personlige breve, brugte servietter og gammelt kaffegrums så du kan række efter opladerens ledning for, at trække din telefon til dig ned på gulvet.

Brækket noget?

Selvfølgelig noget helt andet.

Hun sagde, hun ikke kunne finde mobilen (i rodet.)

Selvom hun havde glemt, at sætte mobilen i opladeren var der strøm på da vi fandt den og hun hørte nogle opkald, måske et af mine. Havde hun kunne skubbe rodet ned af fodskamlen (stor, bred og skrå), kunne hun måske også havde halet sig videre op i en mave rutsjer til hendes stol og måske fundet mobilen ligge imellem alle blyanterne, batterierne, whiskyflasken o.a. Hvis ikke alle hende persienner permanent gjorde et rum med kun en lampe mere dunkelt, kunne hun med en god kastearm slynge mobilen ud af ruden, hvis der ikke var strøm på eller potteplanten, hun sagde, hun drak fra. Hun bor lige ved ejendomskontoret.

Det var alligevel dem som fandt hende.

Bor du alene, hav en aftale med nogen om, I ringer sammen, måske på samme tidspunkt bestemte dage, hvis det passer eller “alle” kan huske det … Udlever din nøgle og hav din mobil i din nærhed eller lad være med, at lægge den et alt for højt sted.

I vintermørket og kæmpende vinterdæk i sammenpresset sne snegler jeg og Hviden i10 os til Måløv og med sitrende sommerfuglevinger som hjerteslag underviser jeg i.

Yoga.

Ligger mig mentalt ned, som er deres smil og opdukken, tilvalg af rummet med mig i det, vand der holder mig oppe. Holder bekymringen for hvordan hun har det og hvad der nu skal ske ude i kulden, bag de hvide vægge med ophængte arbejdsredskaber fra et andet århundrede.

Jeg skal leve med hun lå der.

Leve med det var med lort i røven og tis i søer.

Igen er vi forenet i hendes lort, sidst var for ti år siden, en anden historie.

Lægen i røret, det var en blodprop, den gik i sig selv.

Hun har ikke brækket noget. Selvfølgelig ikke. Du har jo knogler som mursten, siger jeg og hendes latter, når igennem linjen.

Jeg besøger dig i morgen.

Jeg taster hospitalets nummer ind som kontakt og kommer i ivrig febrilskhed til, at trykke nej til det dagen efter. Inden jeg ringer det op igen, skubber jeg modviljen mod hende som væsen væk. Tagen ansvar er min nye beskyttelse.

Min skyld med skyld på spænder mine kæbeled og ruller min krop sammen til en bold under tyngdedynen natten igennem.

Dagen efter;

Lægen; hun siger hun har nogle støttestrømper ….og hendes taske med pung.

Vores forhold i den berømte nøddeskal; hun ringer når hun har brug for hjælp og jeg masser mine tykke fingre, som ligner hendes så meget, så langt ned i postkassen jeg kan for og fiske billedbladet op, da vi går ud fra hun har fået nøglen med sig.

Hun er glad for at se mig, men hun ser ligeså meget forbi mig på fjernsynet, i mens mandsstemme forhører sig om detaljer hun aldrig ved, men som hun krydrer efter hvilket overskud hun har.

Vi har fået et vindue til …

Vi vil rydde op, tage os af hendes sørgelige lort. I bogstavelig forstand men også det hun har samlet. Skral alle steder i poser, på hylder, bordet, i skabe, i andre poser, gaveposer lagt ind, andet ovenpå.

Mit hjerte lander i bunden af sin kule da jeg holder hende i hånden på stille 16 mens jeg højt forklarer, at vi vil gøre rent og rydde op. Hun er meget opmærksom på hvad hun har efterladt, og jeg kan mærke traumet i hende ruske, men jeg er ikke parat til, at udspørge ud over hvad mand prøver og hale ud af hende.

Hvor er din husnøgle, mor?

Hun ser desorienteret på mig med den stadig meget, store bule bag på hovedet.

Denne gang i modsætning til for ti år siden, giver jeg mand lov til det han vil. Det eller intet.

Som en bulldozer muger han ud i køkkenet. Det meste han finder er maveonde skabende.

Værdipapirer hun engang har samlet et sted ligger imellem katastrofe udklip og fødselsdags klistermærker.

Sidste gang ærgrede jeg mig over, at jeg ikke på skrift havde fået hendes tilladelse til at rydde ud, op og gøre rent, men hun vil slet ikke denne gang kunne forholde sig til et samtykke om ajax hvirvelvinde.

Hvis hun siger noget, siger du det var mig.

Mand

Når hun ser hans rynkede bryn går hun ikke videre.

Hun kommer hjem i morgen, om eftermiddagen regner vi med.

Venlig stemme fra 16

Vinduet allerede torsdag, varslet lukket.

Hun skal ikke genoptrænes alligevel?

Mands øjenbryn løftet så de næsten rør ved hårgrænsen.

Nej, de ringer når de tager afsted i morgen.

Datteren

Når men så kan jeg både rydde ud og se hende. Modtage hende, for nøglen har vi stadig ikke kunnet finde.

Dagen

Med enden i vejret med støvsugerrøret i hånden, i ly af bruseforhænget, bliver døren i hendes lejlighed lukket op.

Hun står i guldjakken, jeg havde med på hospitalet. Tænk jule Disney, 24 dec. kl. 16. Anders Ands kuglerunde vinterfrakke, der til sidst kun har en fiber eller et pelshår dirrende tilbage efter sneboldskrig med ungerne; Rip, Rap og Rup. Den og huen med kvast, passer ret godt sammen med de flaskegrønne bukser fra afdeling 16.

Hun er overøsende taknemmelig over for kvinden, som har hjulpet hende op ad trappen, der stille står og venter på at min mor “lander.” Vi ved alle tre godt, at hun har skubbet godt bag på påhængsmotoren for, at få hende op af de 7 trin.

Vi har ikke kunnet finde din nøgle.

Åh den ligger i min lomme.

Skulle havde lukket skabene op på hospitalet, eller kigget i plastikposer…

Efter døren er gået i efter kvinden, fryser hun i pause, smilet en grimasse og hun har efterladt sin kæphøjhed i lyden, af den lukkede hoveddør.

Som når jeg hentede mine børn i institutioner må jeg afklæde hende fra vinterstøvle til hue og overbevise hende om, at hun kan tage en slapper i sin stol, i stuen, så bliver vi færdige og kan lade hende i fred.

Hun er mit klynkende barn igen. Kan ikke komme ned på køkkenstolen, stående op ad væggen i gangen, men kan klynkende godt alligevel. Kan ikke komme op fra den, men da mand kommer ud fra køkkenet (tre skridt og et hjørne) kan hun godt alligevel. Mand går ud i køkkenet igen og nu tør hun ikke sætte sig i stolen, i stuen, for hun ved (siges meget bestemt og højt,) at hun ikke kan komme op fra den igen. Jeg henter en anden køkkenstol, sætter den foran hendes tunge stol i stuen, så den ikke kan glide, men den er for lav. Mand kommer ind og jeg på albuer ind i kosteskabet, som jeg har ryddet op aftenen før, efter spritnye hynder til have stole, den ene stadig i sin plastik sikkert på femte år, så jeg ved hvor de ligger, men de er for tynde og vil glide eller klappe sammen ved nedsat ende. Et sammenfoldet tæppe virker, mand går ud igen, hun prøver at rejse sig. Presser en gang fra med hænderne på armlænene.

Jeg kan ikke komme op.

Hendes tunge rollator vipper en anelse da hun sætter af, og jeg rækker efter H.C. Andersens samlede værker for, at lægge den i den nu næsten tomme kurv med de nyeste reklamer, ham H. C. og Tivoli er som salt og peber eller for hende irish coffee og småkager.

Jeg tager om hendes ene arm, slipper, går rundt om hende, tager om den gode arm i stedet. Den ryster, men hun kommer op. Jeg roser skam, skamroser. Og prædiker ikke, det kan du ikke, når du henter en træt fem-årig klokken halv fem i institutionen. Du må bare gøre det, putte små lemmer igennem flyverdragten og trække dem ud i den anden ende og så tage den lille hånd på vejen ud, trække en lille bitte smule, nogle gange.

Jeg forhører mig om telefonnumre til visitation og går så frem og tilbage til skabet på toilettet. Spørger om lov til hvert enkelt tings udsmidelse, så hun og dem, der skal hjælpe hende har nem adgang til tingene i hverdagen og ikke skal udenom gamle medicinrester, tandbørster og fem varianter af rense redskaber til tænderne. Sim salabim rejser hun sig op og sætter sig ned flere gange mens jeg har ryggen til, og da hun ikke kan lide vores tag i poser, vi i travle skridt putter uden for døren, går hun rundt med rulle Marie. Vi har jo K nøglen nu. Til containeren.

Skal jeg/vi bestille tøjvask og de, hospitalet, har da ikke sagt noget om at jeg skal indkøbe medicin og putte det i små dato mærkede beholdere, glem det. Men det mener hun, du skal bare går ned på apoteket og vise dem, den, der opdelte boks?

To unge Kvinder maks 25 kommer ind, de skal hjælpe hende med mad og sengelægning.

Er du datteren?

Jeg kan se, at mand gerne ville være blevet spurgt. Det ville også havde passet mig fint og sidde den over, for hans veludviklede organiseringsgen er jo en naturkraft, ikke presset ned som en stram badehætte over tørt hår, som mig.

Uh jeg kan se hun kigger, den ene har tørklæde på, falske øjenvipper og fyldige læber. Begge er de meget professionelle, ved hvad de skal, også spørge om, men mine svar er nogle gange gæt. Jeg væver også lidt, vil have de kommunikere med min mor så de lærer hinanden at kende.

Min mor kan være meget sød, når hun skal have hjælp. Især. Af. Andre. End mig.

En ny face er begyndt.

En hvor jeg skal ringe til hende mere, en hvor jeg skal ringe til mennesker jeg ikke kender, men vel kommer til og sætte noget i gang andre skal afslutte, og så er der det med hendes ubetalte regning, det har hun nu, indtil nu haft tjek på med sine cirokort.

Er det mere besværligt at hun ingen MitID har eller mindre?

Vi kan ikke mere huske hvad vi gjorde, for ti år siden da vi nogle måneder overtog hendes økonomi, vask og indkøb.

Denne gang er jeg parat til at tage mig af det. Kommunikationen.

Dagen efter

Plejefirmaets boss ringer; meget bestemt d.. kvinde, men virkelig rart faktisk, den tager jeg lige til mig. Hun har nu et alias i kontakter, ja for jeg ved ikke om jeg hørte rigtigt da hun sagde sit navn og jeg har stadig til gode, at bede om det en gang til.

Eftermiddag

Min dåbsattest er væk, den lå her? Hun peger mod bordet hvor dynger af flere gamle og nye papirer, vigtige og ligegyldige var blandet med alt muligt fra gamle pebernødder fra 20 til to julekort fra min kusine, begge uåbnede, forsøgt sorteret af mand mens jeg fjernede fødebolle afsæt, to dage før.

Jeg havde lagt det i en bog, hun pauser, eller et blad. Hun ser på mig. Anklagen stråler ud fra de blågrå øjne. Hendes logik kan ikke mødes i min.

Vi skal nok finde den mor, bare rolig.

Jeg har lært aldrig, aldrig at gå ind i noget der kunne blive til drama, ord mod ord, (det er det hun trives og næres af,) det kræver jernhård disciplin af tanker og hvad der kunne komme ud som resultat. Opskriften er, at holde min mund og vente, så begynder hun at snakke om noget andet. Virker hver gang. Det tog mig år og lære.

Det er ikke sjovt og spille bold op af en grå væg (mig) i særlig lang tid, det har jeg lært ved at Google og nørde narcissisme. I den verden er det et begreb, en beskyttelse kaldet gray rock, grå sten. Sikkert nævnt det før og kommer helt sikkert til det igen.

En anden teori, er lad dem teorien. Nysgerrig? Skriv Mel Robbins og let them theory i YouTubes søgefelt og du finder en kvindes podcastshow som kun har vedkommende emner på programmet. Hun deler altid ud af sine egne mærkeligheder, hvilket gør arbejdet hun vil have mig til (i og med mig selv) så meget nemmere og ikke til at komme udenom, med heppekoret hun også er.

Dagen efter

Jeg lukker velkroen om de blå trænings tingester om min mors arme, får hende længere ud på lænestolens sæde og viser hende første øvelse

Jeg mener, jeg havde lagt det i et blad. Hun mumler.

Tag tyve, jeg kigger ned i mine papirer, hendes papirer.

Dåbsattesten var der før I …

Ingen ridse i datterhed, jeg kender spillet, hver enkelt briks placering og hop. Måske har vi smidt det ud, måske tørrede hun ende i det.

Da jeg ser op tæller hun 46, 47, storsmilende,

Pause, pause, denne gang råber jeg og laver sejrsbevægelser.

Jeg viser hende øvelse to og tre.

Ved fjerde øvelse, hvor de nu sidder om hendes ankelled som to ben lænker, dropper jeg papirerne på gulvet i; tag med hjem til gennem kig af mands sorteringssystem. Ud under mit pandehår kan jeg se hendes fodsålers kontakt med gulvet, benet er slet ikke startet med stræk og bøj endnu.

Mor, hver gang jeg er her træner vi og gennemgår skuffer, skabe. Vi skal nok finde din dåbs attest eller jeg får en printet ud. Printet et ord hun ikke genkender.

I mine næsebor følger en lugt mig rundt ude, hjemme, hos hende,

Indtørret lort.

Nu skal jeg bare have købt saftevand, stiklagner og søgt om tøjvask, kommunikeret om armalarm, nøgle tilgængelighed ude i betonen med huller fra sidst, og …

Jeg håber ikke vi finder hendes dåbsattest, for så længe den forbliver på sit gemmested ved jeg, at hun er med på smid ud legen.

For hun kan godt lide at lege, især med mig. For kun jeg kender spillet.

Men hun ved bare ikke at jeg ved det.

Og mor styrer… mig. Nej. Ryster på hovedet, peger med min pegefinger på mit bryst, jeg er moren, jeg lader hende sidde i passagersædet som alle de år hun kørte med hjem fra deltagelsen på mit torsdagshold.

Sengelægning er heldigvis outsourcet.

Jeg lader opkald forstyrre min undervisning ved, at afbryde musikken hvis tændt og ringer nu alle op eller undersøger nummeret på krak.dk først. Alle kommune numre er blevet kontakter og nu mangler jeg bare …

At tage min machete ind i fuldmagtsjunglen, finde ud af hvordan hendes vaskehus virker og skal jeg købe flere lagener, bleer og hvad med medicinen? Ringer til læge ti minutter i flyverdragt, du er nu nummer …. bliver sendt videre til hendes egen læge, Du er nu… Snubler i benet halvvejs ude af dragtens lidt for korte ben. Reddet af vejr luner, ingen af isning.

Første pause: ringe områdevisitation op, du skal ikke snakke med mig, du skal … og for at søge om vasketøjsordning skal du vente på besøg af ergorehabiliterende terapeut. Ergorehab hvad for noget?

Mig: kan jeg flytte hende “rehaben” og kan hun skrive besked om hvem hun er, så …?

I anden pause til 3 hold, op ringet af ikke sygeplejerske men, sygeplejekoordinationen.

Du har vel ikke købt de dyre pillebokse?

Fik i går billede tilsendt af sød plejer af samme årsag. Så jeg smiler, hun kan jo ikke vide at jeg er gift med pris mistænksom mand. Ja, for hun er usikker på om vi skal fortsætte med dem.

Ryd op

Ryd dit lort op, ja jeg mener lort, fordi for andre tæt på har det sjældent nogen værdi. Det skal længere ud og ofte helt af familie grenen før det har. Tag stilling til det mens du kan, ikke som forårsrengøring, men en allestedsnærværende oprydning af krop og sind. Glæd dig over minder, der dukker op og del dem med dine børn og børnebørn, for nye i stedet for de flossede historier vil dukke op og som svigerdatter på 31 år er det ret dejligt. Overlad ikke din fortid til andre at tage stilling til, der vil være rigeligt tilbage alligevel efter din oprydning.

Det gør dig fri.

Du vil så også kunne se, at du altså ikke har brug for en ny festbluse igen, med 40 hængende i skabet du aldrig kommer i, fordi gamle sko fra 82, 96, og 2017 og fem parasoller til bordet på terrassen, du ikke har, udgør en for stor fysisk forhindring. Vær ærlig med dig selv, dine behov. For mange ting stående udgør også en potentiel fald fælde. På YouTube findes en million videoer om at smide ud, for det er svært, når vi kommer til noget, kun vi selv kan se værdien i. Jeg har givet gaver væk, som jeg var så utrolig glad for at modtage, men som jeg vidste jeg ikke ville spise eller drikke, det var en dobbeltglæde og give det videre.

Mand, hældte og hældte og hældte udrikkeligheder ud i min mors vask, vin, sprut, diverse, hun kunne havde givet væk i stedet for to ruller affaldsposer (de er en anden historie.)

Kh.

Datteren alias mor, alias datteren, gennemroder, plyndrer og mor til tre, den første fik jeg tidligt, fjorten år, kun lige konfirmeret med virkelig frygteligt grydeklip, da jeg flyttede fra far i forelsket himmerige, snart gift med mesterkok, fandens også. Nu kun hver anden weekend med super, sej sygeplejerske som tallerken for tallerken gjorde det af med min kræsenhed, da krydderiet var fantastiske historier over bordet som min far aldrig kunne trumfe, for død, ulykke og narcissistiske overlæger kan man ikke overgå som telefon mekaniker. Hans eneste kollegaer var klikkende centraler i lange kældergange kun afbrudt af lejlighedsvise besøg ovenover jorden mellem dameben i strømpebukser og vinrøde læber, når telefonerne strejkede.

Det sidste fandt jeg bare på. Min far så aldrig andre steder hen end på vikingekvinden. Ser stadig ikke.

Fortalte jeg, at da vi skulle hjem fra hendes lejlighed aftenen inden hun kom hjem, stod enlig mand i jakkesæt, i opgangen, med stor eller den var vel almindelig størrelses kiste, eller det ved jeg ikke, fyldte i hvert fald hele opgangen ud i mod verden og aftensmaden, der ikke var lavet endnu.

Hun er ikke død

Kom ikke ud af min mund

Må vi komme forbi? Jeg kunne jo ikke vide hvor lang tid det ville tage, jeg mener han havde vel masser af tid. Konfronteret med så meget død var mere end jeg kunne tage ind på det tidspunkt.

I døråbningen bremsede han mig, kommer i tilbage for det kan godt tage noget tid.

Nej, det regner vi ikke med.

Vi så efter ham i vintermørket,

Han skal vel ikke gøre det alene? Min ånde som skyer ud af min mund.

Naboen, det var Åge nabo, livet var ikke noget værd, når han var dårligt gående og bare sad elleve timer foran fjernsynet…

En anden nabo på besøg, fortalte det til min mor dagen efter.

December 2023.

Unge mand/søn og skribent er i gang med sidste sæson af the Crown på Netflix.

Di-dag. Paris. Diana, engang Spencer, sidder på bagsædet i en Mercedes-Benz, lige påkørt en pile, i en tunnel, en lun sommeraften d. 31 august 1997.

Hun dør i ambulancen flere gange, endeligt under nogle af de dygtigste hænder, og uendeligt mange gange siden i folks hjerter og hjerner.

Jeg sad og ammede en 14 dage gammel pige, og havde lige krænget mig efter fjernbetjeningen og klikket ammebh`en åben. Det var et konfronterende, uforståeligt spild af liv, med et helt nyt i armene. Sårbarheden bølgede frem og tilbage mellem pigen, endnu ikke Goldielocks og mig, hvis hormonelle rejse havde taget et sving ud i rabatten.

Stilleben

Hende der ser, stadig ser, hører journalisten mumle i bagrunden, øjnene låst på den delvist afklædte fodringsautomat, med den blegnede solbrændthed. Valget for den lille omsluttende mund står mellem jordbær og vanilje.

En dokumentar thriller

I mine ører, bøjet over snitning eller når gå partner i Måløv er hjemme før mig, hører jeg en bog om Di-dag. Titlen starter med ordet attentat og beskriver hvordan et bestillings arbejde forberedes ned i de mindste detaljer, i de sidste dage inden pilen påkøres.

Skulle hun udslettes fordi hun in- og direkte var skyld i skandaler, der havde konsekvenser for de andre kongelige familie medlemmer?

Var hun gravid og var det med ham, hun døde i bilen med, Dodi F. eller en genoptaget affære med K.?

Var det Dodi`s far, Mohamed, der i virkeligheden var målet, fordi han havde snydt en engelsk hertug for en god forretning, købet af Harrods, det berømte luksuøse indkøbscenter, år tilbage?

Blev forfatteren, helt tilfældigt et øre til en lejemorders dårlige samvittighed, på en fjern solbeskinnet kyst?

Færdige med afsnittet fortalte jeg om bogens indgangsvinkler og lige pludselig var vi ude i en snak om etik, om manglen på den, når nogen tjener på andres død.

Du må indrømme, mor?

Du må da tænke nærmere over, mor?

Der er unge mand logik, stædig vandmand og og så er der Lisser logik, stædig tyr. Sidstnævnte, hvor jeg i forsøget på, at orke og forklare noget jeg ikke har taget egentlig stilling til og irritationen i at skulle, gør unge mand meget frustreret. Samtalen kunne lige så godt være under vand, hvor den ene har ryggen til og den anden fingrene i øregangene.

Jeg ender med at trække kortet.

Hvad er så etikken i måden vi behandler dyr på?

Har fuldt efter ham rundt om hjørnet til hans værelsesdør, banket pænt på først (hurtigt indrømmer jeg,) inden jeg trykker håndtaget ned.

Flexitar

De skide dyr, jeg især i den søde juletid tumler med, fordi jeg stadig er skabs vegetar og vi i årets sidste uge sidder til bords om grise, køer, ænder og fiskeboller. Splittet i uendelige, trælse indre monologer december igennem mellem, at lade være og ikke få samvittigheds tømmermænd, eller bare spise en skive ryg. Kunne jeg bare være sikker på dyret spiddet af min gaffel, havde haft et godt liv, er slagtning fint. Jeg er ikke meget for hverken andres enten eller, eller min egen, det er så uigenkaldeligt definitivt. Smags løst. Jeg kan jo også godt lide noget kød, men ligesom mine smagsløg ændrede sig af, at spise mindre sukker, har de også over to år mistet mere og mere interesse for slagterens udhuggede dele.

Faktum

Spiser du mere af noget, har du mere lyst til det, spiser du mindre, ditto.

Jeg vil nu have mere af:

Den bitre skarphed fra de hjemmesyltede rødløg/agurk, hvor søn afskyer lugten af eddike fra glasset på sine fingre så meget, at han “glemmer” og tage det med tilbage til køkkenet, når vi rydder af. Hjemmelavet fordi intet sukker behøves, kun salt, når det spises indenfor halvanden uge. Det er videnskabeligt bevist, at tarmen er vores anden hjerne og da syltede og fermenterede madvarer er godt for tarmbakterierne så…

Chili, som kræver næsefløje aftørringer og giver prutter med ild i, selvom det nu nok mest skyldes indtaget af hummus. Kikærter er frikadelleløgs største konkurrent. Ud-i-et dragter er dejlige i kulden men lydisolerende er de ikke. Når jeg kan høre “dem” igennem kvidrende Måløvborger i mine ører, bliver jeg nød til, at se mig tilbage hvert femte minut, hvilket får mig til og føle at andre observerende … fodgængere måske tror en paranoid kvinde er på vej i mod dem. Hvis du ude i vejret ser mig skrå over gaden og væk fra dig er jeg bare i pruttezonen, efter frokost. Tag det ikke personligt.

Varme krydderier, i min havregrød med en rest græskarmos, lyder virkelig ikke lækkert men nøj det smager godt, varmen som et flydende velbehag ud i hele kroppen. Allehånde, kanel, kardemomme, som at fylde hele munden med et honninghjerte. Med alle smagsløg aktiveret kan jeg huske hvad jeg har spist og føler mig mæt længe efter, og kan når nødvendigt holde fra syv til femten på sådan en tallerken uden, at snuble i mit blodsukker.

Nu stopper du! er titlen på en bog, jeg fandt sidste gang til bogbytte dag.

Modvilligt sætter jeg en ny monolog i gang; du spiser det du har lyst til, altså til du stadig kan række ned efter noget på gulvet uden og få bræk fornemmelser. Slut for i år med og tænke muskelfiber indtag, vær i nydningen af, at være omringet af mennesker d. 24 december, der betragter din tilstedeværelse som lige så selvfølgeligt som knasende hud og de blottede tænder ved læbernes krængen over et saftigt andelår.

Det var jo mig, der havde drejet dem rundt.

Skævt smilende ægtemand

Med Goldielocks lige så glad for sovs, til min højre side, er der ingen kommentarer, da jeg holder sovsekanden med bunden i vejret mindst to dybe vejrtrækningers tid. Gik desværre glip af, Goldielocks anden side makker, snart tre år, slikke sovs op, for to timer senere, at brække alt op efter snurretur, gange tyve, med meget klemt bror, i den lige ud pakkede, blå avis indkøbte, drejestol med indbygget kaleche. Så kun ægtemand var på pletten og vaskede efter. Ja sådan en mand har jeg, ikke næse rynkende og bange for intimberøring med hverken blod, opkast el. afføring. Han bliver den bedste mor/farfar en dag.

Sådan en, se et behov, dæk et behov, hjælpsomhed får mit hjerte til, at banke hurtigere.

Dagene før meningsudvekslingen med stædig vandmand alias søn, havde budt på min mor i røret, min far til middag, hvor jeg som altid var den grå murstens mur, når deres manglende interesse for hvad vi er for nogen, blev kastet i min retning, men hyggeligt med uno kort i vifte. De havde endda købt gaver med. Til vinderne.

Opretholdelsen af “muren” i timevis, og min hjerne begynder morgenen efter, at køre i erindret skidt karruseller. Selvom jeg slår fuld bak og hopper på gyngerne i stedet, er jeg sårbar, så da:

Mor, du vil jo gerne have jeg stiller spørgsmål, i stedet for side og nikke?

Ja, jo men hvis jeg ikke føler mig mødt med nysgerrighed, som jeg den anden vej, kun belæring og mere og mere utålmodig stemmeføring hvis min mening er anderledes og bliver ved med, at være det, så…

I mine ører er attentat teori historien underholdning, tanker jeg kan lege med, for havde der været et attentat på prinsessen eller en af de andre i bilen så er det aldrig blevet bevist, det ville jo havde stået alle vegne og den gang var jeg skabs royalist. For ham er bogen uetisk, men hvad er så serien vi ser, hvis ikke en måde, at tjene penge på det britiske kongehus liv og død?

Vi ender med at stå og se på hinanden, fuldstændig enige om ubehaget ved vores uenighed og siger godnat senere.

Mine forældre skændes til mit solar plexus var en evig sammen krummen ært, mindst en pegefinger altid slikket, drejende som en vejr høne og en rustning i form af et smil. Læser; kampen om tronen, så der er en masse kroner i mit liv, lige nu.

På grund af det, men også fordi vi aldrig har synes vi fik noget godt ud af det, har ægtemand og jeg aldrig skændtes.

Nogle får gode venner igen, sex.

Fint…

Faren ved:

At undgå uenigheder er, at det kan gøre samtaler hule, eller ligefrem ikke eksisterende. Jeg har fået en mangel på lyst til, at sige min mening i selskab med nogle mennesker og gå trygt ud i debatter. Men når sproget ikke bruges, gurgles rundt i mundhulen for og blive spyttet ud, mister det sine nuancer. Monologerne inden i, bliver ikke dele af dialoger og stædig tyr bliver mundvissen.

Dagen efter stædigheds blottelse vandmand og tyr i mellem, sidder jeg hjemme i en pause mellem hold og den 20-årige har skrevet;

Undskyld, jeg ved ikke hvad der gik af mig.

2024 skal bruges på; at øve et sprog, uden vand i munden og fingrene i ørerne. Hvor jeg siger hvad jeg tænker, og føler, når jeg føler det, når han siger … Tiltror ham, at han hører mig færdig (alternativt tvinger ham, han kan jo kun gå så… langt,) og jeg derfor skal starte min forklaring fra starten, og ikke fra den uforståelige midte. Og så starte forfra.

Av mit haleben…

Bruges på; at tage gennemsigtigheden jeg har efterlyst fra forskellige arbejdspladser igennem 23, ind gennem den utætte bryggersdør til spisebordet, og husets andre mødesteder bl. a. sengen, hvor afsnit bliver set. Søn er meget irriteret over arvet sofa, som beregnet til kortere kroppe end hans også har store rum mellem hynderne, hvor man balde adskilt sidder ned på træet.

2024 skal være det år hvor jeg går ud og opsøger endnu flere oversprings fristende; samtaler, udfordringer og lægger min hensynsbetændelse ned, til side, væk, sælger den, giver den væk, bare længere væk fra mig, ingen rustning skal nogensinde mere være behøvet. Vi er så utrolig heldige med, at i vores land spyer ingen drager ild. Kun en lille bitte en. I. Os. Selv.

Spørgsmål i december.

Kan det være rigtigt han ingen penge får, når han arbejder 37 timer?

Starten

20-årig gik ud af gymnasiet sidste vinter.

Ansøgninger blev sendt, ledighed bliv meldt, men ingen penge bedt om for, hvad var så meningen med, at skrive først nævnte.

Ingen samtaler kaldet til.

Kvinde fra kommunen og 20-årig startede en besked udveksling, men noget døde.

Han er nem at leve med,

hensynsbetændelsens søn.

Efterår

Jeg satte det i gang igen;

kommunekvinde-og søn besked udveksling.

Affyret

til ugentlig ansøgnings skrivning på jobcentret.

Ny affyring

Søn, virksomhedskonsulent og Nettoleder om det runde bord.

Virksomheds praktik fra novem-til december, i Netto, i Byen vi bor.

Taknemmeligheden, som havregrød med æblemos, de sidste skåret fra haven og langsom smeltende flødeskumstoppe, også i kaffen.

Et cv kan blive længere, til.

Nu, i sin anden virksomhedspraktik på anden måned, i Netto, i byen ved siden af.

Søn accepterer den gratis arbejdskraft uden modstand, arbejder tiden, app på mobilen dikterer.

En lille pippen i min mave.

En måned kan jeg gå med til uden en krone, men det jo altså ikke en praktik hos Louis Vuitton.

Hans far; vi forsørger ham så han har ingen ret til og få noget.

Pippen bliver en mumlen. Sch… gr… vri… mmhmm…

Hvis Netto vidste, at de havde en ung mand i praktik på anden måned uden løn, dog en pizza ved overarbejde, så tror jeg ikke de ville synes det var i orden. Jeg tror, de regner med at kommunen forsøder hans konto.

Ja, ja, sukker meget højt men inden i, (monologen du ved,) jeg ved godt det er erfaring men, når han ikke engang ved om han bliver fast ansat og så derfor burde skrive ansøgninger igen, så … Et faktum han og skribent ignorerer, når tilstede i samme rum.

Til søn; send mig dine virksomheds kontrakter så vil jeg skrive til nogen.

Hans far; de vil sige han skal leve af sin opsparing, det er ik besværet værd.

Jeg skriver til K, et navn nederst på virksomhedspraktik kontrakt, et.

Modtager samme dag en bekræftelses mail fra jobcentret i min mailboks, men intet andet lander der fra K

Mumlen, nu med en mental rynke mellem brynene, assisteret af; neglerods pillende negle der skubber og hiver, en uretfærdigheds følelse siddende i mine ømme lår, på hver parkeringsplads jeg skrå på vej ind, i næste hal, de sidste dage inden juleferien.

Jeg spørger søn om jeg må gå videre i sagen, nikken.

Presser mentalt søns, fars ingen tiltro til side og ifører mig pitbullterrier sættet i størrelse, større.

På den anden kontrakt, et andet navn, en S, ham ringer jeg op.

S vil undersøge sagen, mener at søn vil få ydelse selv om han bor hjemme for veludført arbejde, bare mindre. Søn kender ham som virksomhedskonsulenten, der sad med om det runde bord. Han var også med til en af samtalerne i butikken.

Tre kvarter senere en besked lyser op, søn skal melde sig ledig på borgerservice og så vil han få en tid til en visitationssamtale. Altså to besøg på rådhuset i alt. Til start med.

Hvem har fundet på det ord?

Visitation.

Det lyder som noget, der kræver tøjaftagning og fingre i huller?

S lyder virkelig rar og ikke som en, der ikke vil hjælpe mig. Jeg lægger min egen fordom om hvordan kommuneansatte lyder ned på gulvet, udfor stolebenet, ved siden af den indtørrede kikært fra aftensmaden i går.

I det jeg enter et andet rum.

det er godt du skriver…

Mand

Lysten til at gå tilbage og bede ham gentage sig selv, så jeg kan få det som lydfil i mobilens hukommelse er stor, men noget får mig til og gå videre.

Jeg behøver den ikke mere.

Bekræftelsen.

På hvad der gør mig, til mig, i andre øjne end mine.

Kan man springe det første besøg på borgerservice over for han skal jo ud efter arbejde, hvor han er en slatten klud?

Hans far; jamen han er da meldt ledig...

Skriver til S igen, hvad skal … hvis …

Sidder med søn og ser i hans “papirer” på skærmen, men kan ikke se hvor vi ændre hans status fra tilmeldt uden ydelse til, nu i virksomhedspraktik med ydelse for arbejdsindsats. Tålmodigheden forsvinder lige så hurtigt som min halve spiste mursten, mands rugboller, som grundet mængden af rugmelet, kun kan æltes af hans armmuskler, og som alternativt hele, malet sorte, kunne bruges, som kanon kugler, i HBO-serie med castede drager.

Landet let skrævende med hænderne på hofterne, vipper lidt frem og tilbage på fodballerne, tænker …

Dage går, pitbullterrieren vender tilbage og i notesbog d. 19 december skrives med hurtige ryk med håndkant mod spiralryg;

Kontakt; borgerservise, ydelser, dagpenge.

20 december, juleferiens (min) første dag; manus skal afleveres i København, gulvtæppet skal af, i min mors stue, men først skal jeg ringe til kommunen. Klokken er ti minutter over ni.

Du er nummer et i køen (til borgerservice.)

Du er n…

du …

Er det okay jeg stiller dig om til jobcentret?

Ja hmfr … okay så, det var jo dem, der bad mig om at kontakte borgerservice.

Jeg får K, kvinden, der ikke har svaret på min mail for halvanden uge siden i røret. Hun har været syg.

Vi aftaler en tid, hvor søn har fået fri for arbejde, hos hende næste dag. Hun vil hjertens gerne hjælpe os igennem en snirklet procedure, der kræver dokumentationer i alle varianter. Med mands ord i ørerne, fortæller jeg om hans opsparing.

Ingen ydelse med mere end 10.000 i banken. Hvis han bliver fastansat i januar kommer han aldrig ned på det beløb, det selvom hans nye praktikplads ligger kun en indånding væk fra Mågen, af dig måske kaldt McDonalds.

Jeg aflyser mødet, men hvis jeg, vi, har nogle spørgsmål er hun der med masser af tid, disse sidste dage inden jul.

Da jeg ca. klokken 10 lægger mit manuskript på den høje disk i forlagets reception ser den plaster på næse, lystkrøllede kvinde ligeglad ud og jeg har mest lyst til, at nuppe mit barn med hjem igen. Det føles som den første afleverings dag af mit barn i børnehaven og mit hjerte svier, mens jeg går ned af trappen og ud i Fiolstræde for af omveje, toget tilbage til skove og lundenes by, at ende ved siden af mand i retning af gulvtæppeejeren i nr.196, hvor vi hamrer hende op gennem den lyd- og overgrebsmands sikrede dør.

Efter forsigtigt at have rykket lidt rundt på ting, stol, borde, fodskammel alle med en skælvende dynge af papirer, reklamer og aviser begynder vi, at pille, rettelse, mand flår, trækker det 17 år gammelt gulvtæppe i strimler. Nedenunder er underbelægningen, engang en del af gulvtæppet, porøst i ultratynde flager ud imod rummets sider, resten ind mod midten lysegul pulver, hvor fødder har gået mest, der hvirvler op, når du bevæger dig det mindste.

Hun har lukket døren til køkkenet og min jagt på indsamling af brugbare poser og sakse får min hånd på håndtaget. Indtørret fedtrester står tilbage på komfuret i gryder og pander. Skrald fylder hver en centimeter op på bordpladerne, som et bjerglandskab, da jeg i få skridt er gennem hendes køkken til den skuffe jeg mistænker indeholder, hvad jeg skal bruge. Da jeg går tilbage i retning af stuen, skifter lugten karakter, for hver anden meter.

Mor; luk vinduet op.

Jeg griber en potteplante med to blomster i, den ene stadig i sin plastindpakning, vissen.

Mand; luk igen.

Da jeg knækker gren af en helt anden plante, heldigvis lige mellem levende og død. Fra min hånd daler den ned som en spiseske tørret estragon med top.

Mands reaktion; virkelig!

Da jeg op af rygsækken trækker et gult og turkis mundbind op.

Jeg trækker en befriende vejrtrækning inde under det bløde stof. Jeg er jo ikke en dybhavsdykker.

Siddende i hug med lejlighedsvise oprejsninger for, at stække ryggen ud, fylder jeg den ene affaldspose efter den anden med gult støv. Vi er et dream team af effektivitet mand og jeg, hvirvlende om kap med støvet.

To en halv time går, hvor kost og fejebakke er mine nye bedste venner.

Brug bare min inderste jakke.

Siger mand galant, da jeg tager den ene gang over til containeren, hun heldigvis bor lige ved siden af, med en tæpperulle. Forsigtig med ikke og vippe den før jeg skal løfte den op over containerens kant, så det krakelerede gule underlag ikke laver en Hans og Grete sti, jeg må feje, når færdige. En kvinde kommer ind 65+.

Vil du have hjælp?

Døren til de indhegnede containere smækker bag mig og blikket ned af den lånte jakkes mørke stof får mig til, at skære en grimasse; den ligner jeg har rullet mig i 25 poser bearnaise pulver fra knor.

Jeg vender naboens måtte over min mors, inden jeg går ind af hendes hoveddør igen, orker ikke nabos misbilligende blik. Kl. er nu 11.

Siddende i stolen vi har flyttet på plads igen, giver min mor os penge i hånden for arbejdet og til gaver, gave til hende. Jeg ryster på hovedet og kan mærke mands stumme nej blæse i min nakke, da hun siger;

Køb mig en airfryer, den koster kun mellem 500-1000 kroner.

Jeg piller mundbindets ene hank af, min overlæbe er fugtig af min indelukkede ånde. Jeg er svedig helt ned i mine underbukser, min trøje for længst hængt på en stol.

Mor, du skal sætte dig ind i den. Også.

Mikroovnen står på tredje måned urørt, robotstøvsugeren ikke ladet ordentlig op.

Jeg vender mig væk for og lægge de sløve sakse på plads, at lette robotstøvsugerens vej igennem lejligheden over de nu højere dørtærskler vil ikke virke, for jeg ved, jeg ikke får lov, at fjerne de små, løse tæpper henover dem, der gør tærsklerne nemmere og køre hen over med rollatoren.

Gulvet lyser hele rummet op med sin fine, sårbare flade.

Samme dag, aften.

Mig, i døren til søns værelse; gå nu tidligere i seng, hans juleferie er ikke eksisterende, han nikker. Så går jeg nok …

Han; har du læst videre? Jeg ryster på hovedet. Arbejder hårdt på at blive færdig med nogle ting inden klokken slår 12, den 31 december.

2023 har lært mig, at de vigtigste løfter du nogen sinde kommer til og holde er dem til dig selv. Kan du det, kan du holde løfter til alle.

Manus er blevet indleveret og trægulvet i nr. 196 støvsuget og vasket til kanterne under skænk og skab, vi ikke orkede at flytte. Accepten af; at søn intet vil få fylder mig ud, jeg har gjort hvad jeg kunne og kan nu tage min kvalme og hovedpine, der har bølget op og ned, fra morgenstunden, med i seng, kl. er 20:00.

Tvinger mig selv liggende i 12 timer.

Den 25 december står søn op kl 4:45 for at møde kl. 6, det er jo mandag efter, at havde meldt sig frivilligt til, at cykle fra Skovlunde til næsten Jonstrup og tilbage for, at mormor kan sidde trygt på passagersædet frem og tilbage efter julemiddagen d. 24.

Jeg ville sidde, i et hjørne, i stuen og græde, overdrevet men så meget respekt og jeg er endda en tidlig fugl.

Tak

Tak til alle jeg havde i røret på kommunen. Der var ikke en eneste, som fik mig til og føle jeg var en over pylret mor, selv om det med lethed kan bevises, jeg er det.

Tak til især k fordi, at det var al min bekymring værd, da du sagde;

Der står, at han bliver fastansat.

Tak E for at sy mundbindet til mig.

Tak til, hjælp med tæppe op i container løftet, kære dame.

Tak for du er her, stadig er her, din nysgerrighed, din støtte, det ville være meget mindre sjovt ved tasterne uden dig. For smilene du giver ude i verden. Til mig, hvad der kræver du opholder dig i Ballerup/Måløv omegnen. Tusind tak.

Fra hjertet godt nytår og hvor jeg glæder mig til, at vi “ses igen.

Og med hensyn til 2024.

Hvad vil gøre dig mere glad igennem en dag, hvilken som helst hverdag, at gøre mere af?

Min tyr skal ud af stalden, helt ud af indhegningen, hvad skal du?

Hvad skal du gøre mindre?

Jeg skal mindre bruge noget for lang tid siden oplevet, som overspringshandling for, at turde noget nyt.

Hvad kunne du tænke dig at starte på?

Da jeg er ved tredje ud af femte bog i serien, snart fastansat og jeg begge læser, er vi begyndt og skiftes nogle aftner til, at læse op fra det kapitel jeg er ved, fordi han er så utålmodig på, at kunne snakke om det, der videre sker. Det får mig igennem svære passager med en masse navne, som nogle gange er som, at prøve at snakke med en varm kartoffel i munden. Vi læser 3 sider hver inden vi bytter. Ved hans første side, ser han op 3 gange fordi jeg ikke kan sidde stille, ved den 3 er jeg faldet til ro og griner og forstår. Kartoflen bliver mindre og mindre varm i min mund, jeg tiltror ham virkelig at han gerne vil lytte, være her i nuet med mig uden tjek af mobil, og jeg rømmer mig, for anden gang, og smiler, når han retter et forkert udtalt navn igen. Han er min hukommelse, når et navn sidder fast for lagt inde, og hiver det ud ved, at genopfriske personens karakteristik, så billeder kører som et lysbilledshow, når jeg læser videre.

Og så er der jo bogen om… der skal samles og ja der er andre derude, men ingen som min, der vil beskrive hverdags billeder og ikke på første side, (måske side 251 i appendikset jeg ender med at skrotte,) råbe dig en tør, mere tør og mest tør bækkenbunds åben, lukke mund fremtidsvision derude.

Start på:

Det, der får din mave snurret sammen af trefjerdedele angst og en del spænding, det der bliver ved med at stikke og klø, men som i virkeligheden er din intuition, der kalder.

Hvad vil gøre dig godt, at stoppe med?

Min tyr skal ikke mere krympe sig i mulighedens ubehag for, at blive fravalgt.

Knus fra ikke hovedpine plantet længere.

Tænker du over om du bliver/blev lønreguleret som fastansat?

Nej vel. Det er ofte noget der sker automatisk.

Som en sommersandal er jeg lagt i skabet. Til næste år. Næste års lønregulering. Ikke lønforhøjelse, lønregulering. Ja, jeg har udsat, at gøre opmærksom på det fordi jeg var konfliktsky. Er. Var. Er. Var.

For jeg er det stadig men tilpasset, ingen dårlig samvittighed er det værd, at skubbe noget jeg ønsker ud i fremtiden mere, for hvor lang tid væk er den?

En lønregulering er nok pænt ligegyldig, at bede om, når jeg en dag svinger ben og pisk for sidste gang.

To hold om ugen, fyrre minutters undervisning plus forberedelsestid, pr opdukken i badet, à firhundrede kroner, hele året rundt. Ingen pension.

De fire hundrede er en god timeløn. Synes jeg selv. En pinlig god timeløn.

Under covid-19 kom pengene ind på kontoen uden jeg stod på kanten som en badutspringer og råbte. Da alt åbnede igen med alternative muligheder synes jeg ikke jeg ville komme der og gøre opmærksom på, at jeg manglede i lønregulerings processen.

Så ja jeg har ladet det være, rå syltet det. Mig. Selv. Ventet på at nogen opdagede det, mig…. Jeg ved godt, jeg er en lille streg i lønningsposernes puslespil, og en prik med en passerspids i badets logistik, men. Okay så.

Corona er længe siden nu. Vi skal ikke engang spare på elregningen mere.

Så. Har tænkt og snakket mig til (også i andres ører) mere superwoman power om denne lønregulerings mangel det sidste halve år. Som når genbrugs katten Olauf, alias Manse, løber i hurtige pote isæt hen mod kradse træet og kradser sig, svansende til mere mod til og trodse vinden, der får natur og beboelse til at larme og pytter han skal sik, sakke sig udenom.

Jeg tog min indre tyr ved det ene horn og tvang mig selv til og indse, at jeg åbenbart er en blind vinkel. I bevisernes hemmelige haller også kaldet; Borger. dk, måtte jeg af flere omgange tvinge siderne til, at bladre tilbage. Det var som ville de støtte min modstand eller skjule faktum, for hjemmesiden blev ved med og hoppe tilbage til nutiden, inden jeg landede i fortiden, i lang tid nok til og tage et digitalt print.

Der er ingen tvivl, min lønseddel jeg modtog for seks år siden, har fuldstændig de samme tal som denne gennemarbejdede september i 2023. Der står for øvrigt stadig svømmelærer? Lærer kan jeg gå med til, har jo sådan set studeret i forrige århundrede på et seminarium. Dengang en tre -årig uddannelse som du selv skulle betale 100.000 kroner for. Farvel SU. Men så kunne du også kaste ordet afspændingspædagog ud omkring dig, med mange tomme øjne som resultat.

Heldigvis havde jeg lige scoret mine børns far og han var mit underholds bidrag. Vi havde mandage fri til at arbejde, men jeg brugte aftener i stedet, så jeg kunne gå i terapi mandage det første halve år. Jeg var seriøst ude at ski…

Jeg skrev igen til, lad os kalde ham Loke, jeg er Balder (lys og venlig), og sendte gammel og nyeste lønseddel med som bevis, efter, at jeg i første omgang havde fået nej til min forespørgsel. Det vidste sig, de troede jeg bad om og komme i betragtning til en “lønforhøjelse.”

Der gik uger, jeg rykkede Loke. Han rykkede HR. Nu måned gået, løbet, spurtet. Han ignorerede min forespørgsel om, at jeg selv kunne kontakte HR. De, HR gav ham, mig tilbage, en åbenbart meget varm kartoffel. Tænk; en af de, der, bagekartofler du kun kan spise en af med hvidløgs/persillesmør, som du bliver nød til, at lægge ved siden af din tallerken og du, når færdig, diskret forsøger og skjule fedtpletten fra under en meget brugt serviet med flere end en næse pudsninger inden i.

Nåh .. ikke kartoffelmenneske måske mere ris? Pasta?

Skulle jeg skrive dette indlæg?

Da indignationens ild brændte var det da klart. Men. Men så kom der intet ud af det, eller jo mere frustration. Jeg havde vovet mig ud på konfrontationernes tjørnekrat, stikkende, sti og det var det. Episoden fladede sig ud, tørrede ind som en vandpyt på et oversvømmet kældergulv.

Jeg har tænkt efterfølgende, at sådanne situationer vil jeg gerne kunne opsøge (uden halvtreds overspringshandlinger) og være i, men det blev ikke med den mand, Loke for ham er jeg ikke tryg ved. Jeg er nu stoppet midt i den tanketråd, det er jo lige meget om jeg stoler på ham eller ej, han er ligegyldig, det jo stadigvæk mig, der skal gøre arbejdet, inden i. Ikke, at spørge tavst, klynkende, hulkende hvorfor?

Ikke engang hvordan, men lige som den dumme rekvalme (reklame) overbevise min hjerne, (der jo gør og tror på hvad jeg fortæller den,) at jeg ikke skal føle frygt og skam, fordi jeg tænker; at nu ser Loke måske hvad jeg i forvejen tjener og hvordan kan jeg så bede om mere?

Blive i ubehageligheden, i det stræk det kræver i min hjerne og få hende inden i, der egentlig udmærket ved jeg er dygtig til det jeg laver, til og tro på, at jeg er det værd. Selvom jeg så ikke var, så skal jeg altså lønreguleres alligevel.

Jeg skulle også sige op, som i sidste måned hvis jeg ikke var en god underviser efter syv-og tyve års undervisning for det ville være ynkeligt. Men jeg forstår nu også godt hvor svært det kan være og turde noget andet, for hvis der er et ord, der er mere end tryghedsnarkoman er jeg det gange x.

Jeg tænkte selvfølgelig som noget af det første, da min sag kom over i næste års bunken; så siger jeg op. Ha vi er tilbage til ovenover, det har jeg ikke lyst til (og turde,) hvis han vil af med mig må han fyre mig, for selv om han ikke kan se det, sidder mine tænder i hans ene balde og gør hans gang skæv. Og jeg bruger jo ikke el tandbørste (læs forrige indlæg: Bideskinne påhit og tandtrådsoplæring,) så muligheden for betændelse er der jo altid.

Jeg er ikke meget for og tænke på, at skulle undervise andre, for andre arbejdsgivere, meget tit, helst mig selv. Hvis jeg kan lide at stå og undervise i selve øjeblikket, i selskab med de dejlige mennesker som har prioriteret netop det, denne dag/aften, hvorfor så søge noget andet i troen på, at det er bedre. Der vil altid være dage hvor anderledes frister, hvor Lisser syv år står med armene krydset over brystet og mumler, nu går jeg min vej, så kan d….

Vinduet er lukket for dette års lønregulering skriver Loke. Man vælger ikke, at gøre noget i denne omgang. Dette smukke efterår i 23. Når jeg ikke har fået nogen lønregulering i seks år, så gør det ikke så meget og holde mig hen i syv, åbenbart?

Hvor er dem, som ikke synes det er i orden, på rådhuset, i Ballerup? At det som gælder for alle andre ansatte og som de tager for givet, nemlig en automatisk lønregulering hvert år, ikke omfatter mig. Jeg er lige blevet svirpet til siden, som en dårlig reklame for vaskepulver?

Altså jeg går jo ikke væk, desværre er hende, der for seks år siden fik mig fast ansat vist gået på pension. Hun ville så måske alligevel ikke kunne huske mig, jeg mener, jeg kan jo ikke selv huske titlen på den film, jeg så sidste uge? Nu skal Loke, der ikke har forstand på løn forhold, holde mig hen endnu et år.

Overvejer at sende mails hver den første, fra januar af til Loke, så han ikke “glemmer” mig, kun med emne linjen fuld

Forslag jeg arbejder lidt på.:

Kartoflen stadig varm, men kan spises nu mvh. den løn reguleret værdige.

Jeg er her stadig mvh. den ikke lønreguleret.

Tænker på dig (kartoffel smiley) mvh. den ikke spor farlige men lønreguleret oversete. Hvis det havde været i de gamle, jeg sender lige et julekort mere dage, så havde det været dyrt i glimmer mærker og parfume pust.

Du må godt låne min kogebog om kartoffelretter mvh. den stivelsesholdige.

Melede kartofler er kun gode til mos mvh. hvis jeg nu var dig og du mig?

Når jeg med ryggen til lader globalkniven hakke hårdt ned i spækbrættets, i forvejen ridsede overflade, koger kartoflerne over mvh. en afbrændt ring.

Husk at slukke for kogepladen i god tid mvh. den, jeg vil så gerne bruge min tid til andet end at skrive til dig.

Hvad er det lige jeg skal gøre for, at have samme rettigheder?

For så gør jeg det. I går.

Det skrev jeg ikke til Loke, lyder jo lidt som om jeg ville yde en seksuel indsats. Hm … nej for hvis der er nogen, der skal tilbyde det, er det da ham? Jeg vil nu hellere have en undskyldning, men det er nok sværere at få.

Jeg er ikke målløs mere over inkompetencen. Mere sådan, orv jeg døde ikke af at konfrontere. Nu går jeg efter at han, nej nej …

Nej, arbejde fokuseret på, at den sidste rest af, jeg fortjener ikke at….. eksplodere i mindre stykker end passerspids prikker og det er derfor jeg skrev dette indlæg færdigt til dig og mig.

For ved at blotlægge mig i disse blogindlæg, håber jeg på, du kan relatere, eller identificere dig med nogle at tankerne eller følelserne. Reflektere videre ud i dit levede liv og tør se hvor dine reaktioner for længst er passeret sidste udsalgsdato og at du sagtens kan ændre noget i dig, for det vil skinne igennem og vil smitte ud og brede sig som de berømte ringe i, du ved nok…

Hvor holder du dig tilbage fordi, noget for længe siden har overvevidst dig om at du ikke er værdig eller har fortjent at blive behandlet lige som andre. Godt. Ligeværdigt. Få penge, flere for et veludført arbejde?

Jeg mødte en mand eller jeg var til et afterparty, men uden party med mine to fantastiske kusiner på Cecilies, i Herlev, en lørdag aften. Efter, at havde siddet og ventet lidt gik mine kusiner plus mand ud og dansede som de eneste mellem langbordene, modstræbende sluttede jeg mig til dem, dansede til musik, der slet ikke var høj nok til, at gemme mig i. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mit blik. I hvert faldt ikke på den mand, måske 10 år ældre end mig, som havde hægtet sig på os, som om det var noget han gjorde tit. Måske havde han lynhurtigt set, at de mest glædestrålende af energi i lokalet og mest festklædte var mine kusiner.

Jeg var ikke tryg ved ham, han var for ….

For sød, ja det var det, det var. Fuld af en selvfølgelighed over for sin egen eksistens, der pirkede som en spids strikkepind til min bevidsthed om min generthed over, at gøre noget med få som og stå der, som ingen andre gjorde. Det selv om vi var nærmest usynlige. Ingen reagererede. Jeg kan larme og fylde, når jeg får penge for det og jeg kan styre situationen men …

Skal jeg være i mig selv, i blandt andre dansende med min krop i bevægelse føler jeg mig topløs iført g-streng og dem har jeg altså ikke haft på i …. Når jeg fortæller ægtemand, at det irriterer mig, jeg stadig har det sådan, ser han på mig og siger:

De fleste i den situation har drukket … sig fulde.

Mine kusiner drak en cider, jeg ikke noget. Ingen af os drikker os fulde, jeg for mit vedkommende gider ikke slås med min krop om rigtigheden af, at jeg er utilpas i fire- og tyve timer fordi jeg har haft det lidt sjovere i fire. Jeg tror det er en Beidil intolerance ting for, på det tidspunkt hvor andre er fuldstændig ligeglad med hvordan det, de laver ser ud, så springer min krop direkte hen til; jeg er træt, hvad laver jeg her, hvornår kan jeg gå hjem? Efterfulgt af indre monolog; du kan sagtens blive lidt endnu, du er sammen med to du elsker … fornemmelserne du har lægger du ned, du skal også ud i uforudsigelige situationer nogle gange. Mit blik holder øje med døren og ham, i smug.

Jeg er altså ikke kommet med storken alligevel, begge mine forældre har det samme, min far har drukket sig lidt mere tolerant over firs år, men er jo en Beidil, så det …

En gøgler kaldte de manden, mine kusiner, da vi stod i regnen og han var forsvundet efter vi nærmest var smidt ud, fordi Askepot skulle tabe sin sko ved sidste slag.

Gøgler, for, fuld af historier jeg ellers meget åben satte spørgsmålstegn ved.

Skulle have spurgt om jeg måtte se hans ar efter den store svulst han havde fået operereret ud for mindre end et år siden. Han døde på operationsbordet, næsten. Pst sådanne ar er så opreklameret, de indre er meget mere spændende, at have en dialog omkring.

Skulle også have spurgt til den rockopera han har skrevet, som han kunne havde fået opsat i udlandet, men sagde nej til fordi han hellere ville have nogen herhjemme til, at sætte den op.

Knus

En heldig kartoffel

Jeg vil bade i hans selvfølgelighed.

Svælge ukontrollabelt i tro på egne ideer, vade ud i dem kun halvfærdige.

Se lønreguleringen på timesedlen for mig, på kontoen. Indsat.

Se dem, mulighederne, som en plantage fuld af modne æbler på lavthængende grene.

Plukke dem hele blusen fuld

Svømme tørsvømning i lyske til næsten navle underbukser i taknemmelighed over, at få lov at glæde andre. Igen.

Danse mere, meget mere, meget, meget mere.

Være tre til sekskantet, stadig ædru, for det er også mig.

Være fuldstændig som jeg er; i bilen, sparkende til brune blade.

Når jeg sover.

Her?

Hvor er du det?

Scroll videre ned for indlæg om tandlæge overvejelser el. https://bogpusher.home.blog/2023/10/31/bideskinne-pahit-og-tandtrads-oplaering/

175 kr!

Jeg åbner skuffen, ser den, tandtråden, men skulle nok ringe til min mor og tjekke op på, om hendes forhold til mikroovnen og robotstøvsugeren er gået fra platonisk til mere intim. Jeg lader den ligge. Tandtråden. Lukker skuffen igen. Går ud og åbner køleskabet, afsøger det for indholdet, som hverken har skiftet plads eller mængde siden sidst og sukker, hvad skal jeg lave til aftensmad?

Du ved, jeg er startet et andet sted.

Jeg har ikke tandlæge skræk, mere, men de tandlæger jeg for år tilbage valgte, som solgte sig selv på netop, at tage sig af den sag, har forladt bygningen. Væk, forsvundet. Et sted hen, jeg ikke blev oplyst og de har taget min Mette med, rense tænder, tryg ved Mette. Mette. Jeg har snakket med mig selv om rimeligheden af, at Mette ikke var min, ikke kun var min. Mette. Andre har fuld ret til at låne hende, men jeg ville gerne være blevet spurgt, vil du med? Af Mette.

Nej, jeg havde ikke gidet, at have længere end syv minutters hæsblæsende cykelafstand til noget, der absolut hører ind under årets mest fristende, “springer lige over,” hvis jeg altså overvejede et sekund, at være en, der dybt inde kunne legalisere en sådan dumhed, når nu jeg er oplyst om, at mundhygiejne er vigtigt for hele kroppens sundheds tilstand. Altså ikke kun for, hvis jeg vil snævre husbond svimmel, en lørdags morgenstund. Altså her snakker vi mig, for han er totalt tolerant og ville kysse mig alligevel, respekt. Kysser også godnat hvis jeg skulle være snottet eller det gjorde han da sidst i … Tyve et eller andet. Det var ikke et tocifret tal, med mindre du tæller nuller med foran, så måske har han skiftet taktik. Eller måske nej, for jeg er igennem mine år lange; puh jeg er så sur på dig, gr…. (skærer tænder her som i voldsomt,) hvor jeg minimum hver anden dag ville skilles, som mindst tre gange i timen, i fire forskellige variationer. Den tanke virksomhed havde tid nok i sig, til ud over denne blog, at skrive en bog om overgangsalder. Øhm, jeg har ikke endnu turde læse den, for tænk nu hvis jeg ville blive overfaldet af melankolien i det skriv og begyndte, at tænke det igen, når jeg nu er nået over det bump og min selvværdsfølelse er gange hundred, siden jeg lå under opadstrittende nåle hos kiropraktoren for to år siden. Gav det en seriøs chance, at nålene kunne hele det hele som en langstrakt domino effekt. Nåh, men du ved alligevel. Overgangsalderens migræne igangsættelse, er nææææsten holdt op, eller jeg regner med, at de tre genstande jeg fik i fredags var det, der skyldes hovedpine og kvalmen natten til lørdag og helt til om aften, lørdag kl. ca popkorn. Gik faktisk sådan lidt ved siden af mig selv om eftermiddagen og tænkte; må hellere drikke nogle inchina force dråber, jeg er da ved og blive sådan du ved. Syg. Jeg vidste godt, at jeg; a)selv skulle havde bestemt mængden i glasset, b) rystet på hovedet ved tredje glas og/eller c) holdt hånden op og sagt bestemt “NEJ.” Men jeg har noget til gode, hvad følelsesmæssig løsrivelse fra de sidste rester af forsinket teenageoprør, angår. I stedet for mentale smækkede døre og nej, ryger der nu en masse ja`er ud. Jeg havde sjov i fem timer, så var jeg dårlig i mindst femten, pst… burde det ikke være omvendt?

Jeg har fortalt min nye, ny tandlæge for tredje gang på tre år, cirkus, tolerance, at det var fint, hun, jeg er landet med er da også venlig, meen hun er ikke Mette. Som i slet fortvivlende ikke.

Mette kunne godt fortælle mig om, hver gang, om det smarte i (på sigt, når jeg nu ikke er medlem af Danmark,) at bruge tandtråd. Det var sådan helt okay, for jeg brugte det jo ikke, du ved sådan særlig tit. Tråden ridser mundvigen og må særlige steder trækkes ud i ene ende af snoren, når gamle plumber synes i fare. Ja, jeg havde dårlig samvittighed, altså ikke over for Mette, nej over for tandtrådsrullen, der lå der så ene og næsten ubrugt i skuffe opdelings tingesten.

I min nye, ny tandlæge tolerance er noget faldet ud over kanten, i den anden side af mig, for sidst da jeg igen blev belært og tandtråds hevet, fra side til side trukket, og ja mundvig møvet følte jeg fra det ene sekund til det andet, at jeg blev behandlet som en ski.. syv-årig. Jeg er nemlig begyndt at bruge tråd, ofte, endda så tandpastaindsmurt, så hele mit ansigt til ørerne, er helt ansigts muddermaske størknet bagefter. Bonus. Lugter godt af mint.

I stolen lader jeg hedeturen tage skylden for den indre konflikt afstemning og nikker venligt, da hun bagefter begynder og tale om bideskinne indkøb beslutning. Hvilket er inklusiv over et år, to gange billedtagning, måske et andet sted. Jeg ryster allerede på hovedet og fortsætter, da jeg må indrømme, at nej, jeg er endnu ikke på el tandbørsten.

Øh.. vi er altså nogen, der stadig godt kan lide, at holde en bog i hånden lige meget om den er på 765 sider. Og vælge farve med pegefinger, når ægtemand holder børsterne op ved udskiftning. Det til trods for den noget mumlende første skrubning, grundet de stive børster, der ikke giver sig, åh.. igen den ridse inde bagerst, nu var den liiige helet. Desuden. Hvad med de trekvart gang om året, hvor jeg i iver (efter at komme i gang med noget andet,) hiver min tandbørste så hårdt op af tandglasset, at hans ryger med og da jeg jo holder på min, er det så ikke den, der ryger i wc`et. Lukker ellers altid bræt ned, da jeg ikke ved om elsket kat ville stå skrævende for, at slikke vand fra kummen. Nåh, men jeg synes også den, åh nej fornemmelse ved lyden af børsten, der rammer kummens sider ville mangle, og jeg er også sikker på, at “tabte” jeg el tandbørsten ned på gulvet ville den ikke hoppe op i min hånd igen og indtil jeg hører de kan fås, nu med panserglas, kommer indkøbet ikke til at ske.

Er lige gået i gang med Kampen om tronen, har kun lige bladret til side 298 (ud af førnævnte 765) i skrivende stund. Biblånets sider, bølgede og gulnede af alle de kopper et eller andet den er blevet nydt med. Sådan håber jeg en dag, en bog jeg har skrevet, vil se ud i en ny læsers hænder.

Tandlæge frustreret

Jeg havde faktisk forberedt mig til dette tandlæge besøg.

Da hun havde hentet mig ind, sprang jeg ud i det. Det jeg havde forberedt. Jeg kan endnu ikke genkende hende. Hvis jeg mødte hende i BIG, ville jeg gå lige forbi hende, kan jo så være, at hun var glad for det.

Jeg ville ikke, ikke have det stads, noget, der smagte af meget syntetisk gul karamel/tyggegummi i mine tænder efter tandrensningen, tror jo ikke på, at noget kan mirakelvirke sådan spontant ud i fremtiden ved kun, at sidde i en time før jeg spiser det. Hader, hader at min mad smager af kemi og er det. Det har kun taget mig år, at komme fra det vil jeg ikke have, til nu siger jeg det, konklusionen. At jeg godt måtte sige fra, fra noget jeg jo egentlig på en måde betaler hundrede procent for, uden frygt for, at hun ups kommer til, at ramme ved siden af eller kratte mig mere jernsmag i munden. Tænkte, at hvis jeg skulle sige, jeg ikke ville have imprægneringen (Goldielocks har arbejdet i Skoringen), ville nu, inden vi blev for “tætte” være et så godt tidspunkt som noget.

Overlevet, overstået, ude af døren, cyklende hjem uden, at skulle til tandlægen over et halvt år ah… og uden gule dingenoter spredt i mine tænder (med min journal som google maps.) De ligner dem, jeg engang kunne pille ud af min hals forringer, som lugtede af ost, men ikke den du har lyst til, mere ost der har ligget nede i en slidt, svedt Sketchers brugt til zumba. Sveder ud i hver enkelt tå under den arbejds udlæggelse. Noget skurer.

Hvorfor skulle jeg betale 575 kr, det var en tandrensning?

Taster mit person nummer og kommer ind på tandlægeregningen.

Tandrensning af minimum 15 tænder 221 kr. Det må siges, at være i orden. Regner med de minusser den, der er blevet trukket ud for … år siden og ellers er det jo deres sag.

Statusundersøgelse over 26 år 177 kr. Ja, jeg er … vent lige lidt. Regner. Okay dobbelt så gammel.

Individuel forebyggende behandling 175 kr.

Har jeg betalt 175 kr. for, at hun har behandlet mig som et barn, tandtrådspreeessse ned, hive trækkkkeeee og prøvet at sælge mig bideskinne undersøgelse og indkøb af en. Jeg fortalte, jeg ikke ville have den. Havde en, decideret usexet, for mange år siden, jeg brugte så meget, at min kæbe under tygning af visse hårde madvarer, stadig lyder som en knagende dør. Tænk dør i gyser, højt.

Irritationen byggede sig op og så blev jeg nød til, at smide trøjen med det samme og åbne nærmeste vindue, lykkedes faktisk uden, at gøre kat (særlig) bange.

Hvad er der for øvrigt med Olauf, jeg gnubber ham med mine kort klippede negle fra hagen og ned over struben, uden om hans enorme knurhår og ja jeg har hans forgængeres at sammenligne med, falder ikke over ham, når han krydser min vej, men nåh ja jeg larmer, som i pludseligt.

Hårdt klask, en bananflue.

Tager en gryde ud.

Hiver en stol ud.

Stiller gryden ind igen.

Brødristeren på plads.

Ifører mig regnbukser to minutter i, at skulle på arbejde og skal i hurtige skridt vande basilikumplanterne, ekstra tisse og børste tænder. Sidstnævnte i meget skrævende, for overlænet stilling, næsten strafbar i mangel på hensigtsmæssig brug af ryg, eller, simpelthen god øvelse i akrobatik på begynder niveau, når Olauf så lige vælger, at ligge på bademåtten, klods op af håndvasken på toilettet. Regnbuksernes schs…schs lyd sætter computeren til opladning på sin plads, fylder vanddunken eller putter den i tasken, hvis glemt. Og så bryggersdøren i, så væggen i soveværelset dirrer.

Klask, klask. “Orv to”, tænder for vandhanen og gnider flue lig af.

Så er der døråbninger/lukninger, mange, da et eller andet altid er på den forkerte side. Hvis jeg skal øve zumba morgener, sen eftermiddage eller allersenest 18:45; hvirvlende mellem gryder i kog, globalkniv i pause og opvask igangsætning, i de rigtige sko, (hjemmesko er ja, ikke gode,) vil jeg gerne tage det hensyn til andre. Nogle gange kan høretelefonerne skåne dem for latinmix og samme sang, tre gange afbrudt og i træk, men ikke for hæle isæt hvert sekund.

Skabe og skuffe skubbes i og trækkes halvt, helt og så lige et ryk mere for, at nå helt ind og kratte med fingrene, nåh men hvis den ikke er der, hvor så? Nåh jeg brugte den lige før, drejer hovedet og ser den ligge på bakken ved vasken. Hvor ellers.

Hårdt klask, en bananflue. Ha fik den. Også.

Tidlig eftermiddage smoothie brygning ved høj decibel og hvis start på ugen ankommer hummus i skoldet genbrugsglas, så jeg ikke går ned på manglen af prutteinindtagelsen i løbet af ugen. Tilblivelsen af sådan en cement masse lyder i min vitamix blender som en gammel F-16 lige inden den slukker motorerne og stikker næsen i hangaren. Det lige før den bryder lydmuren. I hvert fald ind til unge mand, min søn, som kommer ud og tålmodigt venter på en pause, så han kan spørge, “er du snart færdig?”

“Ja, sååådan liiige om lidt.” Mangler jo rengøringsomdrejningerne.

Nu har han boet hos os, mig i 4 år, Olauf med knurhårerne. Hvordan kan han ikke havde vænnet sig til, at jeg måske tilsyneladende synes en lydfri, rolig engel, når jeg sidder på stolen og kun klirrer med bestikket, men i min flytten rundt og i gang med noget spiseligt frembringende, der skal jeg bare have fri bane. Jeg er ikke stor men jeg kan godt vælte nogen, især noget, når jeg kommer (op) i fart. Jeg kan desværre ikke bare spise en rundnum rugbrød. Nej, skal have pande ud, frem og tilbage til køleskab og alle steder til 35 ingredienser har lavet en landing på min tallerken, skubbende til hinanden. Bruger så bakken til løsdele af stivelse, fungere helt udmærket, er jo så i princippet stadig èn tallerken. Også fordi sandsynligheden er mindre for, at kniven, altid indsmurt op til mine aftryk i noget, der dårligt farvekoordinerer med det jeg har på, ryger på gulvet. For så kommer 20-årig igen løbende og denne gang prædiker;

“Kan du ikke lade være med, at ligge kniven sådan?”

Ser op, i min hjerne kun en ting; udradere alt på min tallerken, så langsomt jeg kan, hvilket er helt vildt hurtigt. Drejer mig rundt og går ind i stuen, med bakken kun lidt snittende først den ene dørkarm, så den anden på vejen. Jeg når lige og få øjenkontakt med kattens store pupiller under bordet, på en anden spisestuestol end min, inden jeg sætter mig ned og tænder på den lille knap på mine hvide høre telefoner. Inden fingre er for nassede, taster de den kode, jeg troede var smart, hvilket min computer ikke synes, da den seks gange ud af ti, skriver, at den er forkert indtastet….

Ægtemand ser på mig over skulderen, stadig med hænderne skjult af boblerne i baljen. “Hvad vil du gøre med den tandlægeregning?”

Skumler, ser ud mellem to krøller under sammentrukne øjenbryn. Gnider hårdt med viskestykket.

Konfrontere nu? Adeles udelukket. Der er jeg ikke nået til.

Tage den næste gang? Hm, nej det ville jo være som, at skælde Olauf ud for opkasten med skind på.

Flytte tilbage til gamle tandlæge, boble omsluttet stadig har, kun 2 minutter væk i vindmodstand medregnet. Helt sikkert en mulighed. Men hvordan er det nu man gør det? Flytter. Måske, de har en ny Mette, eller jeg kunne spørge om de har en tandrenser, der ikke har noget imod, at sær kvinde gerne vil kalde hende det? Om det ikke nok bare kan lade sig gøre, sådan, please?

Så må hun godt putte kemi i min mund, men ingen bideskinne eller tandtråds pådutning. Og kunne vi så ikke sige max 375 kroner? Så går jeg altså ikke højere op, jeg mener jeg børster da tænder inden jeg kommer….

Nåh.. men tjek lige din tandlægeregning ikke og hvis du ser min Mette, der ude så… Vent, skal lige synke noget, så. Så hils.

Knus

Fra

Kun brugt tandtråd en gang denne uge

Tandformøbleren.

Indstilling, forestilling, fordom, fordomsfuld, slæbende timer og til slut den store finale, den selv på førte opfyldelse af profetien.

Den indre snerpede, snobbede, sydende stemme, Negativas eliksir.

Men indstilling kan også være åbenhed, tolerance, opmærksomhed, lytten, smil og ivrig nikken.

Fester med mange mennesker er …

Ja, jeg vil hellere få mennesker, border collien, hyrdehunden i mig, drøner ved store begivenheder med mange mennesker på lidt plads, rundt. I tanken. For tænk nu hvis nogen var tabt, humøret, stemningen, nogle var udelukket, følte sig mindre inde, i samtalen, samværet. Holde samtalen, samtalerne i gang, hver pause udfyldt med øjeblikkelig indskudt sætning, som helst lige skal ramme, det på sekunder valgt, menneskes hjertekugle, så selv den mest indadvendte føler trygheden i mit selskab. Glemmer de andres og snakker frit, i lige det emne, som tager meget af deres tid, lige nu, uden frygt og generthed.

Inden covid 19

Transithallens aircondition giver mine bare arme gåsehud, mens jeg river bæltet ud af stropperne. Jeg presser det ind mod kroppen med min arm, mens jeg med den anden hånd åbner først urrem og så halskæden. Mennesker bag mig, stadig i sneglen, hele tiden i bevægelse, nogle påbegyndt fumlen i tasker, måske i behovet for forsikringen om, at der intet er, der ikke må være. Andre, udelukkende hårtoppe, peger i min retning, bøjet over genskindet i de små skærme.

På den anden side af befølingsrisikozonen griber jeg min taske. De nyklippede negle skraber mod plastikbakkens bund efter halskæden og jeg sætter kassen, hvor den kan fortsætte sin rotation. Mens jeg lukker uret om håndleddet, stående med den lille hylde i ryggen, ind mod parfume afdelingen (taxfreeshoppen), begynder den allerede. Den lille bjæffen.

Han står der, tjek. Hun står der, tjek. og hvor er han? Åh, der er han. Min indre hund lader tungen hænge ud af mundens ene side, alle er der og jeg drejer rundt for, at gå ind i parfumehelvede.

Min lugtesans har været brugt i blandt andet vinsmagning komsammener, nu er den mest en app, jeg ville ønske, jeg kunne sende midlertidigt op i “skyen”

Cigaretrøg. Puh… det er ikke godt, den sniger sig om rundede hjørner, fra aflukkede rum igennem minimale sprækker, omkring mig, ind i næsen, munden (lige meget hvor jeg drejer mig hen,) omklamrende hvert hårstrå og gennemtrængende tøjvævninger af alle slags. Forfølger mig som en uønsket skygge. Giver mig lyst til at gå, løbe, når jeg ikke kan holde vejret længere. Løber jeg i lufthavnen, vil de måske tro, jeg smugler neglesaksen med ind i håndbagagen sammen med vandflasken.

I min første graviditet blev parfumer givet til svigerfar. Parfumer jeg ellers havde synes var sexede, gav mig nu mest lyst til, at kaste op. Oven i kvalmen, der i forvejen kom som stille bølger 24/7 til udpresning. Havde det dengang ligesom med hedeturene, lige når jeg tænker, nej det er da timer siden sidst. Måske den så, var den sidste, så begynder det, at ose fra mellem mine skulderblade. Rejser mig så hurtigt fra sofaen, så Olauf (alias genbrugskatten) spærre øjnene op, der i forvejen er store glaskugler over de stride, lange og hvide knurhår.. Mine fingre river og flår i åbnemekanisme tingesten så den endelig ryger ud af hul, intet sker. Ser hen på haspen, åh for, mangler den ene fra sidst. Presser så hårdt på vinduesrammen så basilkummens ene trilling er tæt på at blive skubbet ud i græsset, neden for vinduet. Ha.. greb dig.

Har fået at vide af datter, Goldielocks at jeg skal have trøjer med knapper ned foran, nåh ja også kaldet en cardigan, når vi skal i bio sammen. Da jeg åbenbart forstyrre mere end min 3 år yngre kusines kæmpe, slikpose udgravning, på hendes anden side, når jeg skal have trøjen af hvert kvarter og på igen 6½ minut efter. Altså, vi er da enige om, at det er mig, der går glip af øjeblikke af filmens handling, i halsudskæringens blindpunkt, ikke?

Efter 2 fødsel var det som om min næse havde glemt, at nu kunne den godt komme ned på normalt niveau igen, ligesom livmoderens og mavens størrelse.

Lufthavnens parfumeafdeling, mit absolutte hadested

Partner holdt meget af, at se, dufte og spraye duftevandet på sig, vejen igennem taxfree. Goldielocks, så på kvinde smukseringssager, og unge mand bøjede brillen over lego æsker. Jeg vidste det godt, de var ikke væk, som sådan. Men hunden i mig hylede, for inden for få sekunder, kunne jeg ikke se nogle af dem og lugten sendte min kvalme op og dikke drøblen. Fandt små knap så insisterende lugthuller, og holdt vejret til jeg havde kigget bag næste hyldemeter, af duftvand i flot flakon, med storsmilende kendt halvnøgen kvinde, med hud som et blankt lærred. Jeg lod som ingenting, men var virkelig lettet, når de alle blev puffet til af andre gående, i den anden retning, på vej ned mod vores gate. De sidste gange vi fløj sammen, var aftalen at vi mødtes ved gaten længst væk, så kunne jeg slippe igennem de tusind, duftes rum i en vejrtrækning.

Siddende alene pilede jeg langsomt madpapiret ned omkring den stadig brødrister duftende grovbolle og tvang mig selv til, at tage en bid. Så to, så tre. Så på mennesker og sank. Sank den insisterende utryghed i, at nu, lige om lidt, så skulle jeg lukkes inde i en boks. En boks, jeg ikke kunne komme ud af, når jeg ville. Mine fingre greb om ryggens øverste kant på sædet foran mig, når piloten taxiede os ud over landingsbanens bump. Hjulene synes alt for små til de mange kilo, tons af menneske celler, kufferter og stål. Jeg klemte til, da han gassede op, efter den stille, stående venten på start signal. Borede neglene i, når han løftede næsen i sky, og kunne lige akkurat kontrollere lysten til, barnligt at hviske, “jeg vil af. Fuck Bruxelles, Prag, Berlin, Paris… Følte mig som en idiot, når jeg sad og så på sidemandens/kvindens hånd, der, på mobilen eller bogen, i længslen efter og spørge, om jeg ikke måtte låne den, til vi var oppe. Jeg kunne jo se, de ikke brugte den til noget, videre. Jeg havde nemlig, desværre, temmelig frisk hjemmefra, sagt; “jeg kan da godt side alene, når nu vi har fået pladser forskellige steder i æsken.” For havde åbenbart ubevidst tænkt, at hvis der skete noget, så havde partner den, til jeg kunne nå og tage mit happyface udenpå panikken.

Drejningen, ind over København på vejen hjem, med lysene som smukke ledestjerner, nedstigningen allerede begyndt med mine skosåler pressende på den lille fodstøtte, som en ekstra co-pilot. Hvis heldig var Goldielocks, hånd, den varmeste pandekage i min. Og jeg vidste præcis hvor hårdt, jeg jeg kunne klemme, så blodgennemstrømningen var i orden. Måååske liddt forsinket i arteriernes bugtede gange. Bremserne, som klodsede, hjulene, der skreg ved mødet med asfalten og min indre, pæne pige, der som en anden stewardesse med hånden, guidede andre ud før mig. Ud i aftenluften.

Uger før jeg skulle afsted mindede jeg mig selv om, at jeg ikke kunne lide det, flyve. Indtil jeg holdt op. Holdt op med, at minde mig selv om det. Det var jo ikke til den anden side af kloden. Så nu har jeg et mantra, det kan bruges til alt.

Jeg er sådan en der

Tager til stort bryllup, hygger mig lige meget hvor jeg kommer til at sidde, hvilket jeg jo godt ved hyrdehunden vil hjælpe mig med, for samler på mennesker.

Der godt kan klare kritik, uh den er… den … er.. Burde, skylder faktisk 27 års mulighed for evaluering af min undervisning ud til højre, venstre og alle de andre sider. Skal jeg virkelig inkassere dem eller kan vi gå let hen over det? Puh er det rigtig? Du er helt sikker? Det er jeg, som i virkelig glad for.🙏

Står tidligt op, 6.30 og retter tekst. Kun lidt irriteret hvis afbrudt af andre, der skal bruge brættet. 😣 Kan du ikke gå ud i haven? Skriver her, ligsom.

Ikke kommentere på andres form og slet ikke andre kvinders, for ville jeg gøre det, hvis det var en mand?

Ikke aer min 20-årige søn over håret, som er han stadig 7 år. Holdt op i sidste uge. Seriøst. Lige pludselig kunne jeg se, hvad jeg gjorde. Se hans små bevægelser i et stiltiende ubehag, høre hans lavmælte ord for, at få mig til at lade være uden, at støde mig væk, prøvende drille mig fra det i stedet. Sidder jeg ved siden af ham mærker jeg stadig magneten, men svagere og svagere.

Glemmer, at putte deo på og 3 timer senere tænker, “hvorfor lugter her af gammel, blå gajol?” Har mine forældre stærkt mistænkt for, at købe dem hele min barndom, så nå de bød mig en i toget, vidste de, jeg ville rynke på næsen og ryste på hovedet. Og hvad var der med de birkes? Så køb dog en kanelsnegl. Skulle så meget havde insisteret den periode, da jeg var syv og det var mig, de sendte til bageren hmfr.. Så snakker vi ikke om nougatis og dåse fersken i samme årrække. Jeg var slut fyrrene, før jeg fandt ud af at pistaceis smager godt…. Og hurra for de gange, de lod fersknerne stå og tog pærerne fra hylden, i Brugsen, i stedet.

Bliver og hører sætninger færdig. Bonus. Kan så også stille mig med hænderne i siden, og forvente det lige tilbage. Uden dril bliver det så nok ikke i 23.

Stadig siger ting, der sårer, men bliver bedre til, at blive konfronteret med det, dem. Ordene. Tager ansvaret, men må advare om at det kommer jeg til igen. Og igen og igen og …

Tror på, at det glemte på skolen, hallen…. stadig er der, når jeg kommer tre dage senere. En, der lader være med, at fortælle det til partner for, at vi kan bekræfte hinanden, mig, i, at jeg er hurtig, nem at distrahere og glemmer det sidste scan i et rum bag ved, når nogen spørger mig om noget.

Jeg er sådan en, der godt må være det.

Må pille ved neglerødder (dog ik til de bløder,) når ro fra en hver stemningstilstand skal genfindes. Puh.. kan vi lave undtagelsesreglen, at når de skinner pletvis, rødligt så er det ikke Peter Plys plaster afhængigt, og derfor kan lidt mindre pilning de følgende dage opveje skades meldingen?

Taler dårligt eller ned om andre, der ikke er til stede. Uhh… den der indre bitch, som gerne vil føle sig højere, mere, bedre. Skrid, bare skrid jeg vil ikke have dig boende, som i nogle som helst tankestrejf. Svært, meget svært når tandlæge …Kommer nok i næste indlæg, tror jeg.

Giver nogen ret, i noget jeg dybest set ikke er enig i, eller ski.. ligeglad med kun for, at de skal kunne lide mig og for at vi begge så kan føle os bedre tilpas, ader, vil ikke mere, giver intet tilbage. Føler mig bare, som smurt ind i en overvintret, op af montren taget, gammel is. Burde være smidt ud.

Ikke lader mig presse til, at køre over 50 km i timen, i byen, fordi jeg har en røvlægger bag mig, kyssende min kofanger. “Du kan bare køre af sted i god tid, ligesom os andre, kan du. Jeg gider ikke betale bøden for, at være til behag, når nu vi begge ved, at du drejer af ved næste kryds.” Det er jo sikkert som armen i kirken. For øvrigt kunne de godt lige opdatere folkekirken, så der ligesom i operaens oversættelse højt til vejrs, løb en tekst fra døbefont til talerstol med blinkende nedtælling. Så er præsten også fri for, at ignorere, at vi kan være lidt tøvende med, at løfte måsen under ceremonien. For jeg vil ikke rejse mig forkert. Alene. Og hvis de forventer, vi skal synge med på salmerne kunne de så ikke også lade os synge med rustne stemmer i alt, i stedet for det forventede glasklare sopran. Vi er jo nogen, der har snakket hele ugen. Og har glemt læsebriller.

Giver arbejdsopgaver tilbage til rette vedkommende uden dårlig samvittighed. Det står, som i ikke, i mine ansættelses kontrakter, at jeg skal lægge mig ud med kommuner og deres mundkurv givende talsmand/kvinder. Jeg er færdig med, at føle mig som en irettesat teenager, når jeg har talt en sag på skrift.

Skriver igen, når lønreguleringen udebliver.

Gør noget spontant som, at vente med at fylde bilen op til efter, den har passeret sidste fjerdedel markeringen.

Der skriver til nogle og spørger om jeg må besøge dem inden for 24 timer. Sådan helt super, duper spontant. Kun skrevet det i min forlængede hukommelse. En uge i forvejen.

Ringer op med det samme hvis mistet opkald, med mindre de ikke er i min telefonliste, kunne selvfølgelig godt her tilføje, endnu, men sådan en er jeg ikke, endnu.

(Inden udgang af 23) putter benzin på andre steder end ved Stålens OK tank. De andre ser mærkelige ud.

Der flyver igen en dag.

En dag tager på højskole, der er længere væk end 35 minutter i Hviden. Hvorfor skal jeg nu, igen, siger du? Jamen, når jeg nu er helt fino med, at det regner ned i min seng, jeg fik jo en ny topmadras og ja, det var jo heller ikke i hovedet. Var nu mest lettet over, at jeg ikke var begyndt at lække, min fortale for hængekøje pleje (læs: sidste blogindlæg; hængekøjens afhængighed af vind og vejr,) taget i betragtning.

Kører til Jylland i Hviden, eller i tog, jeg må selv bestemme. I hvertifald 2025 ud. Ej, kan vi ikke nok sige det. Det er, som du ved, helt usandsynligt langt væk fra Skovlunde og måske er der slet ikke plads til mig derovre. Kan godt fylde virkelig meget, med min hvirvlen rundt. Måske skræmmer jeg nogen.

Dreje senere af ved krydset, når jeg skal arbejde i Måløv. Det er ikke min skyld, Ikke rigtigt i hvert fald, at jeg efter et år, i retning af Brydegården, ikke har drejet højre om Bygge butikken JA, endnu. Hviden vil ikke, ja, jeg skal nok tage en snak med hende.

Siger ja til noget jeg helst ikke vil. Der er så meget at vælge i mellem. Hmm… hvor skal jeg starte?

Fortæller, når der er noget jeg vil /vil have (er) på en bestemt måde.

Uh… der kom jeg til at gøre igen og lød det lidt kommanderende? Det burde måske være mig, der var ansat i forsvaret? Jeg kan virkelig godt lide blå, pis så skal jeg vel i flåden, suk nej det går ikke, for skal jeg være til vands, vil jeg helst stå på bredden. Hvis jeg ikke kan komme uden om, så skal jeg som en køresyg hund, stå med næsen i vindretningen oppe på dækket, med hår ind i munden “Hej, er der nogen, der lige holder min is?” Nåh.. lige meget, jeg vasker det i overmorgen. Det står der i min kalender eller det gør der ikke, men der er så gået 3 dage, fra jeg skrev “hår” i den sidst.

Giver slip på gamle tiders uretfærdigheder.

Min mor ringer,” de vil have jeg køber en ny støvsuger.”

Mig, ” nåh er den anden da gået i stykker?”

Mor, “nej, men de vil have at jeg køber sådan en rund en…”

5 sætninger længere nede

Mig, “nåh, du mener en robotstøvsuger?”

Hun fortsætter, “Ja.” I en så høj hvinen, at jeg øjeblikkeligt holder mobilen lidt ud fra øret, du ved sådan lidt hvis nu. “Ja og så skal jeg også have en firkantet ovn.”

2 sætninger længere fremme i samtalen.

Mig, “Skal jeg også købe en mikroovn?”

Mor (lettet,) “ja for jeg kan jo ikke komme op og slukke på komfuret, når jeg er faldet.”

Mig, “kan du ikke tage din mobil med dig rundt, i en taske, i en skrårem?”

Mor, “jo og jeg har jo netop sådan en,” sagt med forbavsende begejstret og lys stemme føring, (plejer at lyde som en skærebrænder.) Trykker forsigtigt mobilen mod øret igen. Hun skulle havde været ansat et sted, hun kunne råbe igennem og hvor andre havde været glade for det. Eller vejr dame da hun ikke ville havde blokeret for Bornholm og hun kan det alligevel uden ad. Hun er virkelig god til uvejr.

Har ikke, som i ikke noget forstand på robotstøvsugere, har jo partner der helst vil selv og jeg er da ikke den der… Og det er da også kun ca. 15 år siden jeg havde en frossen skulder. Næh, nej du sådan en er laaannngg tid om, at tø op. Bare rolig, det er mig, der tager toilettet. Også rimeligt, de gode venner vi er. Sådan set mit hjemmekontor. Der er ikke noget mistænkeligt ved, at låse den dør.

Lader andre være netop det. Andre.

Så er det din tur. 😉

Stort knus

Vi ses

Jamen gør vi ikke?

Vil du med ud på trampolinen?

Vi har lige spist aftensmad, året er måske 2013, og det at være sammen med mit barn derude i den sene sommersol, kunne være den perfekte grund til, ikke at hjælpe med opvasken.

Jeg tager mig til maven; “nej, jeg er simpelthen for mæt.”

Nu er jeg ikke den, du ser oppe i en karrusel, i Tivoli, men jeg kunne havde sagt, “om en time, så kan jeg godt.” Jeg gjorde det ikke, for der var en anden grund, en større grund. Jeg havde ikke lyst til, at sætte mig selv i en situation, hvor jeg kunne risikere og lække. Og have kvalme på samme tid.

Lånt et blad på bibben.

Hypo hvad for noget?

Jeg bladre om på den anden side, nej, det er ikke en stavefejl.

Hypopressiv træning. Det lyder som en fjern søster til en enhjørnings kusine. Lad os forkorte til Popy T.

Ja, jeg har været her før. Men. Det handler om liv. Ikke kun et levet liv. Et godt et.

Nej, hov bliv bare lidt endnu, tast ikke endnu en fane side åben, for måske kan du bruge dette eller kender nogen, der ikke gør ting de holder af, grundet risici for urinlækage. Det danske sprog altså? Som om der er noget som helst hyggeligt ved stressinkontinensens våde underbukser. Alle har vi åbninger, noget skal ud af i varierende luftart, farver og konsistens. Al magt til kontrol over slippet.

Billederne, et af de berømte toiletter, i kælderen, på Grundtvig Højskole. Når døren åbnes og lyset tændes, flyder der ABBA ud af højtalerne over serviet automaten. Der var også et diner (tænk Amerika,) og et surrealistisk toilet.

Popy T. kan bl. a. også hjælpe dig, hvis du har:

• Smerter i ryg, bækken, skuldre og nakke. Spændinger, du har dannet over tid på dit arbejde, derhjemme i din fritid. Grundet vaner, der har forrykket den naturlige placering af knogler ovenpå hinanden og forskudt stød absorberende bruskskiver imellem. Muskler; på en side trukket sig sammen, en anden givet sig.
• Træg fordøjelse – uro, tankemylder, lyde, visse sindstilstande kan gøre, at du ubevidst holder vejret. Konsekvens; du får ikke mellemgulvet/åndedrætsmusklen ud i yderstillingerne, hvor den ellers skal fungere som medhjælpende “pumpe” til fordøjelsen. Tænk domino, står en brik for langt væk fra en anden, stopper “effekten.” Det er ikke meningen, at du skal ligne emojien med sammenknebne øjne 😣i anstrengelse, derude, pøllen skal faktisk forlade dig ret velvilligt. Sæt dig godt til rette på kummen, måske med noget under fødderne. Hvis du skulle s…. lave nr. 2 i skoven, ville du jo heller ikke sidde som på en barstol vel? Du kan da godt tage bogen/avisen, bladet/mobilen/katten/hunden/comput… med ud, men virkelig nå, at analysere stoffet skal du altså ikke kunne. Småbørnsforældre er noget andet, for dem, et legalt aflåseligt helle.
• Sure opstød- puh… syrens brænden i halsen, og smagen af påbegyndt fordærvet mad.
• Alle former for lækager – Havde du arbejde i IRMA som 14-årig tænkte du ikke over, at du skulle spænde bækkenbunden (b. b.), når du løftede en tung kasse ude på lageret. Trykket blev ligeligt fordelt ud i bug og bækken og voila; du slog ikke en ordentlig skid, som kunne høres ud i butikken gennem plastikstrimlerne hængende fra loftet. Bedst af alt; du havde stadig tørre underbukser til pausen. Men så igen, du vidste ikke, at det var noget, du skulle være taknemmelig for.

Popy T. skal hjælpe kroppen tilbage til fuldautomatisk, at kunne blive brugt uden eller med mindre smerter. Uden ukontrollerbare, højlydte gasudslip og lækager. Så du kan leve mere frit; grine til du er helt slap, bekymre dig mindre og forhåbentlig ikke, sætte hak ved trælse ovenstående punkter.

Tandlægen laver ikke sine egne tænder.

Lækager kan komme af en ødelagt, svag og for spændt bækkenbund. De to sidste kan trænes i balance. Jeg underviser hele tiden i, at bruge ikke kun hovedet, men også bunden, bevidst. I begejstring spænder jeg ofte op i solidaritet, med de andre bunde. Det er vel godt, tænker du måske? Nja… men, når jeg siger noget ud i rummet, er min hjerne allerede videre og derfor får jeg ikke altid sluppet spændinger igen. Og så er det at jeg i stedet for brødkrummer (tænk; Hans og Grethe,) satte mine mærker.

Hvis du har spist kikærter til frokost (eller anden meget luftproducerende madvarer) er det rart, at kunne lempe dem ud med lav volume og ikke som fyrværkeriet ved åbning af PRIDE, 12 august inde på Rådhuspladsen. Du får selvfølgelig trænet nakken, hvis du ser dig tilbage ad stien, med veninde i ørerne. Husk den anden side ved næste affyring. Bagvedgående skulle jo helst ikke blive forskrækket eller pinligt berørt, men måske, ja måske underholdt. Du har den her…

Fordel; nedsat hørelse og lugtesans.

Hvordan kan du lege med Popy T.?

I stedet for at træne holdning, vejrtrækning og bækkenbundsmuskulatur for sig, sættes de sammen.

Den korte version.

Husdyr, partner, børn, børnebørn i boligen? Glimrende. Ekstra øvelse i, at lukke andet ude end, at være i hele det samlesæt, der er dig.

Tænk baghoved tilbage mod usynlig væg.

Træk ud, i “snor,” i brystbenet.

Svajer du meget? Træk halen ind.

Strækker du knæ, bøj dem lidt.

Du skulle gerne være blevet nogle centimeter højere, ved at forlade; en grib på en gren, holdningen.

Sug ikke maven ind, i løbet af dagen, træk vejret dybt mange gange. Stæk dig, gerne bagud. Sæt håndfladerne i lænden og se op. Har du prøvet at slå et søm i, trukket det ud igen, fordi det var bøjet? Det lukker, forhindre flowet igennem dig af væsker, energi og kraft. Se på en hund eller kat. Når de har ligget/siddet stille, strækker de ALTID for-og bagkrop ud, inden de går videre. Ved det er et faktum og alligevel. Alligevel har tå ved siden af lilletåen, et sår grundet sådan et stræk. For lidt tålmodighed og plads mellem toiletmøbel, dør, ham og mig🤣i mellem, i hans; hvem kommer først ud konkurrence?

Prøv at se deres ansigtsudtryk, når de udfører ritualet. Det ser ud til, at være lige så dejligt som, at klø sig i øret, et godt nys eller et langstrakt gab, (uden barn der stikker pegefinger ind imellem dine tænder.)

Den temmelig lange

Stå med profil til spejlet. Hvad kommer først, næsen? Maven? Tæerne?

Hold for dit indre blik et lod op ved øret. Eller hvis du keder dig og har en gæst der også trænger til at stå op, find da en en snor i sy kassen og noget tungt du kan binde i den anden ende. Har du et lod? fint.

Du kan sagtens lege med siddende, sæt dig da ud på stolen; vip ikke… plant fodsålerne i gulvet.

Hold den lod løse ende lige ud for dit øre, se ud af øjenkrogen. Går snoren i gennem skulderled, hofteled, knæled og igennem ydre ankelknude?

Du rystede på hovedet, ik?

Ryk på dig, så leddene nærmer sig snoren.

Rul skuldrene rundt, tag en indånding og lad skuldrene synke ned, væk fra dine øre begge to. Forestil dig bogen stor og tyk, du ikke kan tage dig sammen til at læse, på hovedet, eller nå en side i, på kummen. Eller se for dig kvinden med den store vandkrukke på hovedet, den ene hånd let støttende mod lerets flade, de vuggende hofter og ups, så går hun lige 10 km. tilbage. Nej, hun holder hovedet højt, ser lige ud i horisonten, for hun skal nå hjem og bage brødet, hvis mel hun malede, da solen stod op. Hun er ikke bange, det er du heller ikke, så træk ikke enden ind under dig. For øvrigt et tegn på, at dine fingre har lllaaannngggtt ned til dine tæer, i en hver foroverbøjet stilling. Stræk dine haser alias baglår, ofte.

Den europæiske

Du er en sprællemand, træk i snoren bag på, i vingespidserne. Du får åbnet brystkassen her, så du nemmere kan bruge dens plads, og har du bryster til navlen, får du dem fri af taljen, ja måske får du en talje.

Træk nu vejret helt ned i maven. Kom du til at trække den ind? Følte du, dig beluret? Bare rolig, jeg kan ikke se gennem tid og sted, kun ud gennem nakken.

Tænk maven blød, og lad den bølge med ud. Sådan ja. Maver kan være noget, vi er mindre glade for, men den har ret til at være der. Som resten af dig. Vil du have den mindre, eller måske allerbedst, lære at elske den, som den er? Kan du hoppe på en trampolin, cykle op ad bakken, gå en rask tur, bøje dig ned i mod en fod, efter du har spist uden bøvs, prut og kvalme? Det er et livs engagement, at holde sig tilbage med den overflod, der altid er. Måske en snak om det, i et andet indlæg.

Igen en dyb indånding. Mærk nu dine fodsåler i gulvet. Hvordan er din vejrtrækning, hakkende, stødvis, hivende, gispende, kort? Hvad tænker, mærker du? Gå et øjeblik ind i fornemmelserne. Kan du mærke det i bestemte muskler?

Musklerne, dit fysiske memorycard.

Bed dem om at slippe, give plads, til dig, jer begge. Følelser kan dukke op, du ikke lige havde regnet med. Lad dem, accepter dem, bliv i dem, de er ikke farlige og giv dig selv en indre krammer. Du er her, har givet dig selv tiden. Tag den, brug dem, giv den til steder du har glemt, puffet væk og lad dem fylde. Fylde det hele ud.

Begynd så at holde vejret ude lidt længere. Måske du opdager, at du puster ud i små korte pust, for så hurtigt at trække vejret ind igen. Måske, at din mave går ud? Tøm da lungerne for luft næste udånding. Bliv lidt. Bare lidt. Mærk din mave gerne vil hjælpe, trækker sig blidt ind mod din rygsøjle. Tving ikke, pres ikke. Det er også dig. Unikke, uimodståelige, dejlige dig.

Din hængekøje med de 2 eller 3 perforeringer til vand, afkom og fødebolle passage går blandt andet fra kønsben til haleben.

Igen en indånding, nu, i tanken helt ned til køjen.

Eller forestil dig, du står på trampolinen og din indånding er dine fødders tryk, str. 36, 47 lige meget, ned i nettet. I den dybe indånding sendes nettet ned mod jorden. Og så lader du, dig svæve til vejrs, ubesværet, i udåndingens naturlige lethed. Jo mere du puster ud, jo højere kommer du op i luften, helt op og kan se ind over naboens liguster hæk. Du bestemmer, hvad du ser deromme. Alt i dig hænger uløseligt sammen. Husk et bytte. Lod.

Sæt uret på 7 minutter, sid godt.

Tag 5 dybe vejrtrækninger. Lad det bølge. Tænk bølger, luk øjnene, se dem for dig mod en strandbred, hvor du er helt alene, deres trækken sig tilbage for, at komme ind igen og gøre dine sko våde. Vær i tystheden af det holdte åndedræt, inde som ude, tillad det, vær der, mærk, det ikke gør noget. Du vil finde ro, luk alt, alle ude. Lad vejrtrækningen finde sin rytme og bare vær, vær, giv lov, tænk gave, ikke spild. Lad tankerne flyde, tag ikke stilling nu, kun mærk du er i dette kostbare nu. Til uret ringer.

I de tre sommermåneder tvinger jeg, mig selv ud, at løbe. Jeg kunne cykle for, at komme op i puls, men så har jeg ingen undskyldning for, at gå lidt ind imellem. Jeg ville også have, en for god grund til, ikke, at samle skrald. Hellig? Måske, men hvis du har spillet badminton, så ved du også, hvor, du blev øm dagen efter. Enden. Det er god baldetræning. Samlede jeg hele året ville jeg ende med ene endebalde større end den anden, da min højre hånd altid, får sneget sig over til venstre. “Hej du, lad lige den anden komme til, hva?”

Jeg tror på; at lige meget hvor lidt jeg gør for det store billede, så er det ikke ligegyldigt. Måske samler du noget op, næste gang du gå forbi noget, der ikke passer ind i naturens farve palette. Hvis alle i byerne havde en vej de skulle “passe på,” fik den i 14 års gave, så ville græsslåmaskinerne på indfaldsvejenes skråninger, ikke lave et tabt papirlommetørklæde om til konfetti. De ville ikke lande i fuglenes maver. Saml sådan et op og du ville spare pengene til Sats, Puregym, ik mig dog, og få vind og vejr i øjne, øre og lunger. Ren mindfulness. Og så har jeg ikke snakket glorie pudsning.

Opsamling af smidt, tabt og tømt kan være balancekrævende. Vær opmærksom, ét bens arbejde kan give buler, da der kan stå et hegn, når du vipper op. Det er også virkelig praktisk, at kunne sidde i skovskiderstilling, når rengøring kræver aftørring af, toiletkummens møde med gulvet. Og skulle jeg få brug for at sk… i en skov ….. “Skrid, skrid bare flåt, hop over på et andet strå og forveksl ikke min bag med et blad, tak, mange tak.”

Kommer jeg ikke op, i puls, i de tre måneder, sortner det for mine øjne efter endt undervisning, i svømmehallen, i august. Prøvet det tre gange, nu. Nu er det sivet ind. Skal jo videre til næste arbejdsplads og kan jo ikke sende beskeden; var doven i sommerferien, så vi aflyser i dag, fordi der er to stjernekastere tændt på indersiden af mine øjenlåg, susen for mine øre og mine ben eksede.

Nu har jeg dyrket yoga et år, og fra at lække som et rustet rør, når jeg løb et par år tilbage, kan jeg nu koncentrere mig om, at spotte skraldet, som er kommet på ruten siden sidst og høre fuglekvidder. Ja, jeg får våde underbukser men det er fra porerne. Ikke de lange med ekstra r.

Bonus at træne med andre

I uge 32 var jeg 5 dage på højskole. Før og efter undervisningen af mig (skriv selv 😉var ugens tema,) underviste jeg i yoga, en halv time. Alle fem dage. Det har været en drøm for mig, at undervise på en højskole. Men det var også en måde at tjene penge på. Jeg ville ikke havde lavet yoga selv, uden dem. Som i slet ikke. Ville havde gjort det nemme og gået op i slotsparken. Alene. Blev heldigvis spurgt af et par andre, meget hurtiggående ben, om jeg havde lyst til selskab? Ah… er der noget bedre end, at være i dialog med en, hvis hænder flagrer i luften under den delte paraply? Gå forkert i glæden, over præcis det samme, som du brænder for? Buffeten bugnede, selvom vi kom alt for sent til aftensmaden, ingen pegefingre vippede og vi fnisede i våde bukser. Som om nogle lagde mærke til det og vi ikke selv havde betalt.

Fra en hedetur ca. hver anden klokketime, natten med, til ingen. Ingen. Som underviser i yoga, kommer du da også i ro, men det er på ingen måde i nærheden af, som hvis jeg selv blev undervist. Hvis jeg nu kun koncentrerede mig om holdning og vejrtrækning i ti minutter, hver dag, ville det så være nok? Og hvis det er, så burde det være noget læger anbefalede, i stedet for at trække hormonkortet. Og hvis stress…

For øvrigt

Kunne jeg sidde bøjet ind over diverse borde fra kl. 8:30-16 hver dag, og ikke få en nerve, i klemme, i ryggen. Hvilket jeg fik for 5 år siden på en anden højskole. 14 dage i smertehel….. Jeg spiser kun smertestillende, hvis læger befaler det. Var ikke i nærheden af en, for jeg vidste, det var min egen skyld. 3 andre tidspunkter har den været på besøg, for skriver jeg ikke siddende hensigtsmæssigt, så kommer den, spyddet, ved skulderbladet. Borer sig ind og holder min højre arm i et skruestik.

Bevægelse i en eller anden variant, hver dag, skal være lige så automatiseret som, at børste tænder. Ja, det er en pligt, men hvem gider lugte ud af munden?

Husk!

Du skal helst ikke forhindre dem, ellers, du ved pruttegøjserne, for det kan give ondt i maven.

Knus

Herfra

Den spekulative

Ps. Ønsker du mere om; at blive gladere for din mave? Så skriv til mig, evt. på lisserbeidil@hotmail.com

Mere om den nedre mund?

Gå ind under Alfabetisk emne oversigt og scrol ned til bækkenbund. Der er tre indlæg.

Om skrald?

Under S; Skam (skrald) nr. 5

1977

Jeg er barn, lige vækket fra en påbegyndt nattesøvn i nogle forældres venner store dobbeltseng. Kulden på bagsædet i den kridhvide Volvo amazone renser mine øregange. De går over aftenen punkt for punkt, maden, vinen, det der blev sagt, grinet af, det der ikke gjorde. Alting målt på en vægt kun ment for guld, alt under for let til at måles i tilfreds-og vellykkethed. Den nedsættende tone tyk som cigaretrøg i et tilrøget lokale. Jeg tror det er rigtigt. Sandheden over alle sandheder, som en på 13 år i dag, der tror YouTube kanalindehaveres udmeldinger på linje med oldtidens orakler som filosoffen, Sokrates. Forretten en halv avocado med rejer, bare ader, hovedretten ikke husk bar, maven vender isen med dåsefersken nok en gang inden jeg trækker jakken mere om min sammenrullede krop. I min hjerne et spørgsmålstegn inden stemmernes stigen og falden på forsædet fortoner sig sammen med mørket i baglygternes skær.

Jeg har lige løsnet håndbremsen på den skråt liggende villavej i Ålsgårde, Goldielocks sætter mobilen fast i holderen, jeg vender Hviden.

Tre dages yogaretreat er slut og jeg læner mig tilbage i sædet, mæt og uvillig til at dreje af. Væk fra dette univers hvor tankemylder, fysisk uro og hedeture har været fuldstændig fraværende som et glemt, indtørret æbleskrog, i vindueskarmen.

“Hende Sofie talte hun ikke meget?”

Jeg kan fornemme Goldielocks modstand på min negative udtale allerede inden hun svarer og mærker et rungende hvorfor i mit indre. Sofie var skidesød, sjov og spændende så hvorfor dette, find fem fejl behov. Et skud, fuldautomatisk trængende sig ud og på fra et skjult sted i mit indre. Jeg lukker munden og koncentrerer mig om rundkørslen, et ubehag over at skulle køre sniger sig ind, helt ned i den mætte mave, som byder på ingefær shot, hjemmebagte over night hævede boller, grød i gryden som jeg gardinerede med frugt, kanel, jordnøddesmør, mandler og havremælk. Et måltid hvor mine smagsløg dansede tæt med snakken om bordet så vi gik over tiden i programmet. Kroppene set udefra stillesiddende, indeni en gøende hvalp på skovstien, fuldstændig på bølgelængde med havets brussen neden for den opadstigende trappe. Morgen yogaen nede på verandaen, på de store sten på stranden med mågeskrig og heftige bølgeskvulp som lydkulisse til Ulrikkes beroligende stemme, var hvad vi vågnede op til.

Tre dage før, aftenen før afgang, klokken viste 22:30.

Scrollede på glashyldens skråtstillede gæst, ah.. der. Tænder børstende, forsigtigt med cirklerne inde bag ved, lænede jeg mig dryppende frem over vasken, mens mine øjne udlignede skyggerne under mine øjne, efterladende minimale sprækker og se ud af.

Kan du købe 9 porrer med?

Retreat afholderske

På en måde sjovt da det oftest ikke er mig, som handler, men mest irriterende for kunne hun ikke bare havde købt dem flere dage før, så hun ikke aftenen før, fandt ud af, at de ingen porrer havde i REMA. Skrev jeg ville gøre et forsøg og at hun måtte have en plan B. Som porresuppe på andendagen.

Mandag klokken 9:01, afgang. Efter at havde lagt porrerne bag førersædet nede på gulvet, skrev fingre i armslængde, “porrer indkøbt 54 kr.”

Syv dage siden:

“Tænker lave samme mad som sidste år, hvad tænker du?”

Retreat indehaverske

Sukkede, beæret over at blive spurgt, men igen, irriteret, for var det fordi jeg var moren, den ældre? Vi havde fået nedslag i prisen (jaihhh), da Goldielocks havde bestemt sig i sidste øjeblik, ikke Lisserfix temperament venligt, alligevel gav jeg mit nedslag til hende.
Havde betalt fuld pris for længst og var glad for, at kunne glæde en form for “gratis.” Holder man op med at indskyde økonomisk hjælp (afpresning TAG MED!) til udpressede, når de tjener mere end en, eller når man er 53? Fandens hun er så godt selskab.

Der havde været en del skriven frem og tilbage gennem månederne om økonomiens indbetalingsvarianter. Men. Men fra DAG tasken slap sit tag over Goldielocks skulder mod bagsædet og Herlev hospital forsvandt bag hustagene, var alt, alt, fuldstændig fantastisk.

Perfektionismen.

Altid fysisk forover lænet lige akkurat uden for piskens sviende svirp. Ved at forlange den af mig selv, aldrig være tilfreds videre fører jeg den ved, at tænke i petitesser og gennemanalysere alt jeg møder. Virkelig kedelig fritidsarbejde.
Jeg har indtil for nylig optrådt med fornægtelsens krydsede arme, hovedet drejet, næseborene en smule mere tilgængelige, (for hvis nu mængden af hår skulle ønskes talt.)

Hvad i dig vender du dig bort fra?

Det, du måske studser ved, udlevet i andre?

Jeg lægger ufejlbarlighedens dydige kors ned i græsset, grusset, asfalten. Tværer det ud med hælen som en cigaret røget. Retreat ophavskvinden underviste med sjæl, dybde og ivrig engagement lige poppet fra yoga uddannelsen og ikke et sekund holdt jeg det op imod hende, betvivlede hendes kunnen.

Krænger perfektionismen af som en kropstrang svømmedragt, hænger den til tørre og lægger den væk, helt væk, langt væk, svær at nå, til jeg giver slip, slip på at jeg kan nå hvis jeg rækker ud, at jeg ikke behøver den, ingen gør, den er ingen ven værd at bibeholde og skatte.

Hvad jeg ønsker…

Han bestiller den enlige overnatning og nogle dage efter bordet på sushirestauranten. Velrullet fisk-og ris anretning spis for … til opkast følelse indfinder sig eller du må betale resterne tilbage ved kort pålæggelse. Men. Jeg ønsker længere kørsel og 5 retters menu, hvor brødet i kurven smelter mod min tunge og saltet prikker mens smagen af timian i smør breder sig videre ud i min mundhules foldeanordninger. Plet for plet på den hvide dug, må jeg anstrenge mig for og få et ord frem, da al kommunikation synes brugt i mine smagsløg. Ét glas kølig hvidvin ønskes perlende mod indersiden af mine kinder og gane, efterfølgende ét glas rødvin veltempereret som blød fløjl med tone af brombær, chokolade og min fars pibetobak, fra aftener i selskab med dyrelæger i det engelske sommerland. En mulighed for, at vælge kød af en hver art fra. Dessert, hvor jeg i mellem nippende mundfulde tvinger skeen i skramlende kontakt med tallerkenen for, at forlænge det uundgåelige og bagefter…

Bagefter udenfor krængende trøjen hen over gåsehuden, med klam mås (efter sidste lille “luner”) med en kyssetrang, der ikke kan ignoreres. Der ikke bliver det heller. Hvor turen gående mod en fjern station sammen med alkoholens gennemtrængning af kroppens væv, får mig døsigt underben vippende klokken halv tre med kold hud, som kalder på dynen mellem to “lunere.” Mange tilbagelagte kilometer i sandaler og to i træk sjældent glas vin indtagelse, giver mine ben løfter om ro, hvis løb på asfalt i nattens efterbrænding praktiseres.

Næste år bestiller, finder, vej, jeg.

Vil I skrive ris og ros?

Retreatindehaverske

Vil jeg?

Skulle jeg nævne hunden der gøede, anlægget der var skruet for højt op, at der kunne havde været tre kartofler mere til deling til frokost og ingefæren revet i stedet for hakket?

Spejlet holdes oppe, ud i strakt arm.

Jeg fik chancen for, at række hånden op, anonymt (alle lå med øjenpuder) og musikken ville være skruet ned. Hun løb efter hunden og lukkede den inde ovenpå under undervisningen. Den var blød som silke i en farve jeg altid har drømt om at få, med øjne som knapper og en energi i skoven hvor jeg smittet havde lyst til, at løbe ind og ud mellem de “voksne,” hinke, stoppe op og nyde synet af de andre, det grønne, i den dirigerede stilhed på vejen ud, så svært, så svært, altid et ord på vej ud.

Perfektion er individuelt, aldrig et sammenligneligt ønske.

Havde ingefæren været revet, Sofie snakket mindre, havde jeg så ikke fundet andre glimt, jeg kunne slå ned på?

Jeg lægger frustrationen ned over; Herlev bymidtes trafikmæssige ragnarok, for jeg havde jo lagt tid til side, så jeg efter porrer opstøvningen kunne tage det forkerte valg af sidevej, trods gåture i området. Tog i opgangen trappen til Goldielocks lejlighed med begyndende flammer, slikkende femkronerne lige ved skulderbladenes nederste vingespidser, hun end ikke bundet skoene endnu. I mens roomien stod i 3 yogastillings ubehagelighed nåede vi Hviden i løb, så dynen i min favn kun blev våd på hver anden plet, skridtet i bukserne helt nede under balderne. Bæltet? Pude og lagen i sammenrulningens midte holdte.

Jeg lagde min hverdag fra mig som en trøje, i brugt lidt, tråd udtræksskuffen, idet vi flettede ud på motorvejen, endelig fri af de omdirigerende betonklodser. Eventyret var begyndt.

Så nej ingen ris, for i retreat magerskes afslappede væren faldt jeg til ro og ingen var tilstede i yogaens udførsler andet end mig, mine lemmer og nogle hjernevindinger som til sidst stod næsten helt stille, med øjenpuden holdende det lejlighedsvise sollys ude. I afspændingens afhængigheds skabende intethed, forsvandt jeg, tryg, i mig selv, med andre to håndsbredder fra fødder, hænder og hoved. Væk, til den klingende lyd spredte sine svingninger, øjenpuden trukket væk og solstrålen ramte som en laser så indersiden af øjenlåget lyste rødt.

Det er kun mig, der beslutter om jeg vil bestemme mig for om noget er godt. Mig, som kan lade forbeholdenes afsæt krakelere.

Jeg retter mig ud, sætter mig op og knapper jakken. Lader døren stå åben til; Amazonens bagsæde uden sikkerhedsseler, pigen trængende sig ind mellem forsæderne med øjnene klistret til speedometret, rotationen på en isglat svensk skovvej med bortvendte rygge til traktoren fik fronthjelmen til at dreje, kluden på bladløse grene der viste vej hvis øjne der så, trappen til huset som lugtede af tis, ung mand hvis rygte skød sig død, elge med røde huller, gøende, langhårede gravhunde med kommode poter, svenske piger med beskidte tæer og søskende der hed Kajsa og Steffan, stengærder jeg mistænkte hugorme i skjul, et hus omkranset af køer med næseborsslikkende slask, edderkoppespind i græsstrås etager, glas pustede navne sammenføjninger, rustrødt vand og slingrende fødder op af trappen med lommerne fulde af slik til overfarten spyttede bilerne ud.

Knus
Den perfektionisme mindre søgende.

Efterskrift:
Fordi musikken var skruet op kunne appen Shazam fortælle mig hvad alle sangene hed og hvem der sang. Godt min arm forblev puttet, for der var pivåbent til min musikalske nysgerrighed, der har ligget i dekade lang dvale.

Søm og skruers betegnelse dukker op på mobilens lille skærm. 23 minutter siden opkaldet.

Vi har spist grøntsagsgrød, skyllet af, vasket op og bordene langt fra egnet til en operation men aftørret.

Et bump til tiden, 2 måneder næsten gået siden sidst vi var i samme rum. Jeg vidste det godt, kunne havde ringet op, men valgte det ikke. Blev i den sikre skyttegrav.

Mens skridtene ud af stuens lange gulv mod bryggerset bliver hurtigere og hurtigere, bliver noget i mig blødt og hårdt på samme tid.

Det skratter og et halløj lyder i mine ører.

Mine hænder allerede i gang med, at tage tøjet ned fra tørrestativet.

Første skudsalve:

Har han ikke fået noget job endnu?

Nej

En utilfreds brummen sendes fra det smukke bindingsværkshus med det stråtækte tag og rosenbuskene foran køkkenvinduet fra Lynge via Farum, Værløse, Ballerup til Skovlunde. Får hammeren til at slå på ambolten hvor det omdannes til gnistrende frustration, der videre af nervetråde slår alarm, omdannes til øjeblikkelig hede og det indre sprinkler anlæg tændes.

Det er også ærgerligt han kunne jo havde fået studenter huen denne måned!

Ja

Blev han moppet?

Nej

Hvorfor gik han ud, var det lærerne der ikke mente han var klog nok?

Nej, det var hans beslutning.

Jamen hvorfor … er han tilmeldt arbejdsformidlingen, stemmen skinger nu.

Nej og det skal han heller ikke.

En buldren er på vej op fra fødderne i mine sko. Rejser mig op, nu i soveværelset, efter at havde presset de sammenfoldede lagner ind på plads. Luften jeg trækker ind breder vreden ud i mit bryst og hårsækkene sender tykke tiger hår ud i orange, hvid og sort. Dampen i skyer ud af tyrens mule, hornene sænkede i forlængelsen af den rundede ryg, kloven parat til afsæt, en afventende backup.

At melde ham ledig som 20-årig dropout efter i næsten 4 år, at havde forsøgt og få en hue (nu sendt retur) på hovedet, ville være og tage den sidste værdighed fra ham. Han er gennem depressionen og nogle skal nok derude på arbejdsmarkedet blive glad for hans ro, humor, hjerne der kan huske selv de mindste detaljer, mildheden bag brillestellet og hans begyndende talent for, at se nuancerne i de mennesker de omgiver ham. Hvordan en knastør karakteristik af mig, får snotten til at stå i fløjene, knæ bukke sammen, den ene hånd afværgende ud, den anden ind mod min krampende mave. Med forringet billedkvalitet må kinder og næse tørres med håndryggen, jeg er set, gennemsigtig som et glas efter en tur i opperen med kalkfjerner program.

Ingen besked tilbage.

Det er svært at søge job. Jobannoncer er hele sider med tekster som oversælger og hvor ham med ingen arbejdserfaring skvatter mere og mere sammen, for hvert minut vi side om side kigger på skærmene. Bare det og få lov, at søge stillingen kræver mange indviklede veje ind i forskellige systemer. Vi har lært, at vi med det samme skal scrolle ned, for der står det. Det, de virkelig forlanger; gaffeltruck kørekortet, erfaringen fra mindst 3 andre jobs af lignende karakter, du skal være initiativrig, ikke bange for at tage ansvar, åben og kunne snakke, med det samme, med alle mennesker. Kort sagt være mindst 30, rungende udadvendt, uddannet (mindst hue) og arbejdet i branchen siden du var 18.

Han er overvældet, kan kun se det han ikke kan og jeg ønsker, at nogen ville tage ham under sin vinge og vise ham, gerne bestemt (hvilket får ham til at føle sig tryg), at det derude kan være alt, drænende, pligt, fantastisk og helt okay, når rutinerne er blevet genkendelige. Hvis han modtog penge, ville der ingen motivation være. Det jo som at sige:

Orker ikke at hjælpe dig, ingen arbejdserfaring, duer ikke. Du er ingen.

Sandheden er han faktisk har prøvet og komme i kontakt med dem (kommunen) for, at få noget samtale støtte, men da han skrev de bare kunne bestemme tiden for aftalen, (han skulle jo ikke noget,) gik det hele i stå. Hvis det er støtten til unge mennesker vil jeg hellere være indpisker suschhhhh… Det er for trist.

Kan jeg se ham være lærer? Jo derude. Hvis han vil.

Jeg ved ikke hvad der stod i mine kort, men jeg ved at du i gennem livet vil ændre dig og nye kort vil blive trukket; af dig, for dig (hvis du ikke selv står op.) Tilfældigheder vil få dine øjne fanget på en 10×10 cm rubrik, i en lokal avis, i sommeren 1992, kæresten så på dig og hvorfor ik. Anatomi, fysiolog (anede ikke hvad det var men psykologi.) Jeg ringede og kom ud til en samtale. Sad overfor nogle kvinder som øjeblikkelig gav mig tanken; jeg vil være som jer. Den ro, hvilen i sig selv. Måske tog de mig, den yngste, ind fordi det var en selvbetalende uddannelse, i dag SU berettiget, og de skulle fylde op, dem de kunne få. Startede en uge efter de andre og skred 2 gange i anatomieksamen fordi jeg stadig inden i ville være producerassistent. Det lød som om, at man på et filmset var en stor familie, og jeg ønskede til månen og hjem, at være en del af en.

Hvis jeg havde forstået ud fra den lille annonce, at jeg ville blive spyttet ud 3 år senere i forventningen om, at jeg skulle leve af at undervise tror jeg slet ikke, at jeg var dukket op.

Så for helvede, kunne de ikke bare skrive;

Mød til tiden

Vi viser dig hvordan

Du gør det så godt som du kan og når du har lært det hele, så ved vi at du kan gøre det endnu bedre. Men indtil da.

Du er det værd.

Knus, stort (ikke brummende,) nynnende fra hende, der nu har fortalt unge jobsøgende mand, at jeg tager den 9 hallede frem for han er parat og det skal hele verden og de mennesker som elsker ham, se. Han er landet.

Næste gang søm og skruer kommer med sit bekymringspis, bare en sætning, vil jeg give slip på tyrens næsering, lade de stride hår i orange, sort og hvid vokse ud i klare bugtninger og halvvejs knurre, halvvejs brøle.

Hvis du intet støttende kan sige skal vi snakke om noget andet, for unge mand eller øret mod mobilen er færdige med at lægge krop til den frustration. Vi er videre og det må han også komme. Færdig fucking slut. Gr…

Han kan se sig meget heldig, havde jeg været en anden, yngre, havde jeg udstødt ham fra flokken, for man jæger ikke alene.

Jeg tænker og cykle op til dem.

Den hueløse

Skovlunde til Lynge og retur, det kunne kaldes motivation.

Jeg ryster på hovedet; du skal først gøre det, når du har et job. Tag hen til farfar (se forrige indlæg: “Op i røven”) og farmor i stedet. Hele familiens tabte sjæles benzintank.

Søm og skruer vil nådesløst udspørge ham enhver energi ud af kroppen, barnebarn eller ej. Til han ender som en smørklat på gulvet, som tigrene i lille brune Sambo.

Han ser på mig under det lange pandehår, nikker så, og går ud af rummet.

Ekstra Knus fra nu

Kidsvolley underviser overlevende

Sarte sæbebobler

Vis ingen tvivl

Støt op om intentionen

ikke uopnåeligheden.

Vær ikke bange

drømmene er deres.

Hvad er dine?

Ned

Giv slip

Giv op

Lad modstanden i dig opløses

Muren

Murene opløses

Dine reaktioner har måske, måske ikke bygget fundamentet på følelsernes hus

men

hver en sten efterfølgende, vinduernes form, antal og farve har du valgt.

Du sætter så mange stakitter

Søm og skruer (et ophav)

Alle oplever noget i deres barndom, som bygger stakitter omkring en såret sjæl.

Som reaktion bliver en del alt for hurtigt voksen, noget kryber tilbage til tidligere udviklingstrin og den sidste del skyder hælene ned og laver en hoved drejning som Meryl Streep i Døden klæ`r hende fra 1992.

Jeg overbevidste mig selv om, at lod jeg Rudolf (solbeskinnet ægtefælle) tage sig af udregning af mine timer, tjekke mine lønsedler og sende min befordringsgodtgørelse, puh det ord smager som nedløbet shampoo, ville pegefingeren (mest min) over mit hoved, over tid, skrumpe ind og jeg ville blive “fri” 🤣. I stedet blev jeg udsætteren,🤯 min hjerne et lille kogeri. Dag for dag (uge, år…) kogte jeg mere berettigelse for min undskyldning til trætte ører. Jeg ville jo gerne lære det, gøre det selv men i gryden var der ingen ingredienser. Kunne ikke få forbi min pandelap, at når jeg kunne lære alt muligt andet så… Små sedler, (samme tekst; anden farve) hang i gearlander i krokodillenæb på køleskabets stålvire, andre i ugentlig rundedans på min rodeplads. Dækkeservietten i hjørnet af spisebordet, nærmest døren for hurtig afsætning, kun flyttet ved middagsgæster. Jaaaahh, du skal da bare grine, men prøv lige og se om din rodeskuffe kan være på sådan en 46,5 x 33 cm. Pst.. kan godt give dig gode råd m.h.t at stable.

Sandheden er; at det først bliver som du vil have det eller kan få det, når du river hvert stakit ned. I dig. De skæve, med manglende brædder i et rungende skrig efter ny grunder og maling som efter en efterårs storm, begyndende med stort L.

Det kan føles som, at vende den anden kind til.

Det jo ligesom Jesus!

Ja, men se så lige hans fanskare?

Timer i modstand, som levet liv i unødvendigt bakket (selvpåført) terræn.

Jeg gad ikke virkelig, at lære om min egen økonomi, brugte i stedet hundredvis af timer på, at opføre et mentalt elektrisk hegn med spidse spir, jeg ikke kunne huske hvor kontakten til afbryderen var. Gav mig selv belejlige stød hver gang jeg tillod tvivl om mine grunde til og lade være med at prøve.

Det, selvom ønsket om, at have friheden til og vælge var større end 9 dage i barfodsparadiset, Maldiverne. Muren af fordommenes indbyggede stædighed skyggede for indsigt. Fladen fuldstændig overtegnet med selvopfundne, legaliserende leveregler (Lisserlogik,) der lignede graffiti en anden havde skrevet mellem to togtider. Det var derfor ok at lade en anden gøre jobbet. Han så det jo på afstand og var iført linser.

Hovedrystende

Gran voksen veninde

Jeg indrømmede i trygt selskab, at jeg ikke gjorde det, håbede på ord fra deres mund (samt blade og YouTubekanaler med iværksættere,) ville få mig til det. Tro. De synes jeg var fjollet, men mig. Det var også i orden, for jeg blev aet af deres blik. Det var også synd at mine jobs skulle involvere sådan et besvær. Jeg ville kun det jeg hele tiden arbejdede på, nemlig blive bedre til at undervise, det andet? Æsel, gå hjem. Jeg var en dumstædig tyr.

Rudolf påtog sig opgaverne uden megen brok for det gik jo alligevel hurtigst! Så var jeg næsten ikke til besvær. Han måtte lave et regneark da han ikke var den, som kørte Ballerup og omegns asfalt hullet…. Plus kommunikerede med Jens, kørselsark modtageren, under synonymet, Tyren.

Jeg var et sted dybt inde bange for, at hvis jeg tog ansvaret for de sidste “voksenting”, så ville jeg ingen grund have til og blive i nissernes dal med rødnæset og flytte hjemmefra.

En lun aften i juli sidste år, skrædderstillings siddende, i lille kreds, med udsigt over solens trækken sig tilbage for dagen, tog jeg et farvestrålende kort fra bunken. Vendte det.

Inviter hjælp. Inviter det forunderlige til at forfølge dig. Seriøst, bare sig, jeg er endelig klar.

Nåh.. Smilede høfligt, lidt skuffet faktisk.

Noget satte det i gang. Ikke bed om hjælp, nej inviter. Smag lige på på det. Bedre ik? Det fjerner fuldstændig hjælpeløs-og afhængigheds følelsen.

Det sekund jeg accepterede timer og kørsel skulle findes i deres mapper, i stifinder, at det hørte til livet som sengetøjs skift, klip af negle, opvask, madlavning og vasketøjs sammenlægning, blev det lille bitte. Der skal control c og v en del, da ugens 5 dage ikke er ens, ikke i timer, kørsel el. arbejdsgiver, men ugen før er de klar til vedhæftningen. Skrev tak til Jens for fritiden han har givet min kørsel i denne sæson.

En klog kvinde har sagt; kan du noget er det godt, men kan du lære andre det, så er du trinet højere, og forstået hvad det “hele” handler om. En masse gange (2 gange årligt) fik jeg forklaret det økonomiske, men andres fingre på tasterne lærer du ikke noget af. Var lige som de skide aber; ville ikke se, høre…. Gav mig selv mental mundkurv og spændetrøje på og lod følelsernes stormvejr hvirvle drømme, ansvar og tro rundt som fugle over en tegneserie figur, der har slået hovedet. På den måde kørte jeg min egen selvstændigheds Ferrari i garagen.

Jeg har følt et enormt behov for at flytte andres stædighed, for kunne de ikke se det vidunderlige i …

Hvilket liv er du ved? Det du vil?

Hvad ligger der bag en bekymring? En modstand?

Stopper jeg op og anerkender det gamle stakits værd et øjeblik, er det nemmere at dreje af inden min sædvanlige (mod) reaktion. Støvet fra fortiden det i virkeligheden er, vil lægge sig og følelserne fra nuet vil være helt anderledes dybtfølt. Indenfor minutter vil klarheden dukke op. Sandheden er ikke altid rar men jagten er halvvejs inde på, at ingen reaktioner skal mere være baseret på gammelt lort, noget jeg nu kun tåget forestiller mig, var.

Jeg tænkte at få én bog udgivet måtte da være det største. Men er det for at min mor og far skulle stryge mig over håret og sige; nåh… hvor er det flot. De kan ikke imponeres, så hvad er nu det største?

Hvorfor er det først, når et kendt forlag som Gyldendal står på omslaget, man er en “rigtig” forfatter.

Jeg acceptere og lægger mig fladt ned når:

Karma er en bitch. Inviterer gæster, propper rosiner i boller, marcipan i bånd og en sørger for kørsel, så ved jeg, hun husker sin datters fødselsdag.

En kvinde tager jakken på midt i undervisningen mens hun bliver ved med at gå hen til de andre, der danser. At jeg så bekymrer mig om hvad de andre mener om mig, når jeg ikke stopper hende. (Stolede ikke helt på hvad jeg ville sige og hvordan det ville komme ud.)

Jeg må rykke for hvad jeg er værd.

Jeg må invitere hjælp.

Jeg overvældes af trangen til bortforklarings ordkaskader. Skubber teenageren blidt til side og ser den 52-årige i øjnene.

Hvornår overgiver du dig til, det, der sker?

Under hvilke omstændigheder ville du gerne kunne det?

Hvor er det nemt for dig?

Mor! Louise har det ikke godt med sine forældre må jeg invitere hende med hjem?

25-årig fraflyttet

Bare rolig jeg har sutsko på

Hjem, Et sted hvor smilet kan forsvinde i de rynkede bryns koncentration eller mundvigenes parallelle parentes. Hvor jeg med åbent stuevindue i februar kan sidde tastende på porcelænet i en halv time og ingen vil mig noget. Udover kongen (deraf vinduet.) Klager altid; når han kommer ind fra ude, inde, ude, morgen og aften nogle gange i form af et surt opstød, hvis han hopper ned fra vindueskarmen samtidig.

Jeg mærker ormen vride sig rundt i ormegården.

Siden jeg var 14 er ophav fra forrige århundrede kommet uanmeldt. Troede seriøst, at hvis jeg ikke kontaktede dem, ville de blive på egen adresse til inviteret. Skulle nok havde sagt det da de begyndte, men ville ikke såre dem. Den mulige reaktion en knugen i maven. Nu har ham med regnearket lavet et gelænder til dem og jeg invitere inden… men gør jeg ikke ….

Lågeåbneren, Goldielocks

Det passede mig ikke at få besøg, som i meget dårligt, jeg vil ikke have nogen ind og rykke ved vores søndags ritual. Fraflyttede kommer, vi spiser buffet, vasker op og ser 2-3 afsnit Friends mens vi spiser kage. Kun os tre fraflyttede, unge mand og jeg. Ahhhhh…. Bagefter venter vi på hun får snakket færdig om andres børn, mens mit hoved skal bæres af brystet på regneark mand i bryggerset.

Nej det. Det er okay. Du kan bare tage Louise med.

Hun kan gennem tusindvis af tråde mærke ubehaget, jeg føler over noget, der for en aften skal ændres og konfrontere míg øjeblikkeligt med det.

Gennemskuet.

Ser ned til ormen, virkelig ser den. Hvad den er lavet “af.”

Snakker med mig selv også højt. Ja, jeg indrømmer at kongen ikke altid er i nærheden for han har det med, at deltage i samtalen og der er nogle gange hvor udvikling og slip af fordom går hurtigst ved stilhed.

Ville jeg ikke gerne tage en andens unge ind, give hende det som jeg fik af mine forældre af gavn. Være hende pizzadamen med sauce inde bag forklædet og i det nyvaskede hår som mine sviger forældre var for mig. Elske og ære det, bære det til det kunne stå på skælvende geddebukkeben midt i tyverne med visheden om, at når jeg så mig tilbage ville deres favn altid stå åben, deres stemmer som sprøjtende benzin, i tom tank, i min øregang efter bebrejdelser fra mine af navn.

Måske kommer hun slet ikke, måske det vil være for underligt for hende. Hvis hun gjorde ville jeg ønske jeg kunne fortælle hende om stakitternes begrænsninger, hvor flotte de end er med deres patinas skinnen.

Du kan ikke flytte andres villighed, modstand eller rive deres mure og stakitter ned, og samtaler om det er sjældne, glitrende juveler.

Hvordan ser dine stakitter ud?

Er de uigennemsigtige som “muren,” eller er de som spejle, der ganger et rum op i det uendelige?

Jeg ser (på YouTube) mennesker som flytter til solbeskinnede Portugal og renoverer en forladt ruin med en på 2 og en på vej, for nedrivningen og nyopførelsen er så symbolsk. Skabelsen af et andet liv, et hvor man ser solen skinner meget mere end det regner dråber. Hvor glæde kan findes i ingenting og alting og ikke mere i noget jeg engang har fundet misforstået ro i, for eksempel æde til jeg ikke kunne mærke ensomheden, fravalget af min person. Acceptere, at forstå noget, (andre forstå mig) ikke altid er vejen ud, igennem, men i stedet gør mig mere modvillig til at sige ja, gøre, handle uden tøven. Ikke lade andres forbehold stå som et ekstra stakit om mit, i mellem mine drømme og opfyldelsen af dem. Jeg er i andres liv hvad de er i mit, altid kun med på bagsædet aldrig virkelig på passagersædet.

Nu og fremtid har plads til at bygge deres egne splinternye stakitter. De vil nemlig dukke op. De gør os trygge.

Jeg ville ikke gå da jeg tog ansvaret. Nu er jeg; “jeg kan godt lide mine regneark, kvinden.”

Det ubevidste ligger ikke mere som en krokodille, med gennemsigtige øjenlåg ved flodens bred, nej nu er gabet rundt om et af de 9 liv, i fuld skrue mod flodens mudrede bund.

Lykken er ikke andres ansvar.

Lyder som skæld ud. Blander mig nu (næsten) uden om andres valg af farve, metermål og låge, mens jeg håber den står åben for mig. På klem? Fint jeg møver mig bare igennem.

Lykken er mit ansvar.

Aldrig igen hvile mine valg op ad andre med mindre det har en stor konsekvens for nogen. Alle de små valg jeg bekymrer mig om, kan kun blive andet end ideer og ord hvis de rigtige mennesker bliver præsenteret for dem. En ny virkelighed bliver hurtigere vane hvis troen på den kommer fra en selv. Ingen skuldre, støtteben, ører eller hænder før et hvis niveau af tro er nået.

Drømme, forestillinger kan ikke opfyldes hvis man ikke tør indrømme eller sige dem højt. Alle de små i opfyldelse først, trækker ikke nødvendigvis den store nærmere. Hvad ville være den direkte vej?

Når vanedyrets låge åbner ind til en labyrint af kasser med pop-up klovne, dinglende hid og did i deres fjeder på kassens bund, skal du holde fokus på dit mål, dreje rundt på dine Sketchers og ikke tage den sædvanlige vej hoppende overspringshandlingernes hegn. Nej, pres bare en klovn ned eller to.

Pst… Jeg tror, jeg spæner nu.

Knus

Din

Stakitnedriveren.

Hvor er nu min splint udtagnings nål?