175 kr!

Jeg åbner skuffen, ser den, tandtråden, men skulle nok ringe til min mor og tjekke op på, om hendes forhold til mikroovnen og robotstøvsugeren er gået fra platonisk til mere intim. Jeg lader den ligge. Tandtråden. Lukker skuffen igen. Går ud og åbner køleskabet, afsøger det for indholdet, som hverken har skiftet plads eller mængde siden sidst og sukker, hvad skal jeg lave til aftensmad?

Du ved, jeg er startet et andet sted.

Jeg har ikke tandlæge skræk, mere, men de tandlæger jeg for år tilbage valgte, som solgte sig selv på netop, at tage sig af den sag, har forladt bygningen. Væk, forsvundet. Et sted hen, jeg ikke blev oplyst og de har taget min Mette med, rense tænder, tryg ved Mette. Mette. Jeg har snakket med mig selv om rimeligheden af, at Mette ikke var min, ikke kun var min. Mette. Andre har fuld ret til at låne hende, men jeg ville gerne være blevet spurgt, vil du med? Af Mette.

Nej, jeg havde ikke gidet, at have længere end syv minutters hæsblæsende cykelafstand til noget, der absolut hører ind under årets mest fristende, “springer lige over,” hvis jeg altså overvejede et sekund, at være en, der dybt inde kunne legalisere en sådan dumhed, når nu jeg er oplyst om, at mundhygiejne er vigtigt for hele kroppens sundheds tilstand. Altså ikke kun for, hvis jeg vil snævre husbond svimmel, en lørdags morgenstund. Altså her snakker vi mig, for han er totalt tolerant og ville kysse mig alligevel, respekt. Kysser også godnat hvis jeg skulle være snottet eller det gjorde han da sidst i … Tyve et eller andet. Det var ikke et tocifret tal, med mindre du tæller nuller med foran, så måske har han skiftet taktik. Eller måske nej, for jeg er igennem mine år lange; puh jeg er så sur på dig, gr…. (skærer tænder her som i voldsomt,) hvor jeg minimum hver anden dag ville skilles, som mindst tre gange i timen, i fire forskellige variationer. Den tanke virksomhed havde tid nok i sig, til ud over denne blog, at skrive en bog om overgangsalder. Øhm, jeg har ikke endnu turde læse den, for tænk nu hvis jeg ville blive overfaldet af melankolien i det skriv og begyndte, at tænke det igen, når jeg nu er nået over det bump og min selvværdsfølelse er gange hundred, siden jeg lå under opadstrittende nåle hos kiropraktoren for to år siden. Gav det en seriøs chance, at nålene kunne hele det hele som en langstrakt domino effekt. Nåh, men du ved alligevel. Overgangsalderens migræne igangsættelse, er nææææsten holdt op, eller jeg regner med, at de tre genstande jeg fik i fredags var det, der skyldes hovedpine og kvalmen natten til lørdag og helt til om aften, lørdag kl. ca popkorn. Gik faktisk sådan lidt ved siden af mig selv om eftermiddagen og tænkte; må hellere drikke nogle inchina force dråber, jeg er da ved og blive sådan du ved. Syg. Jeg vidste godt, at jeg; a)selv skulle havde bestemt mængden i glasset, b) rystet på hovedet ved tredje glas og/eller c) holdt hånden op og sagt bestemt “NEJ.” Men jeg har noget til gode, hvad følelsesmæssig løsrivelse fra de sidste rester af forsinket teenageoprør, angår. I stedet for mentale smækkede døre og nej, ryger der nu en masse ja`er ud. Jeg havde sjov i fem timer, så var jeg dårlig i mindst femten, pst… burde det ikke være omvendt?

Jeg har fortalt min nye, ny tandlæge for tredje gang på tre år, cirkus, tolerance, at det var fint, hun, jeg er landet med er da også venlig, meen hun er ikke Mette. Som i slet fortvivlende ikke.

Mette kunne godt fortælle mig om, hver gang, om det smarte i (på sigt, når jeg nu ikke er medlem af Danmark,) at bruge tandtråd. Det var sådan helt okay, for jeg brugte det jo ikke, du ved sådan særlig tit. Tråden ridser mundvigen og må særlige steder trækkes ud i ene ende af snoren, når gamle plumber synes i fare. Ja, jeg havde dårlig samvittighed, altså ikke over for Mette, nej over for tandtrådsrullen, der lå der så ene og næsten ubrugt i skuffe opdelings tingesten.

I min nye, ny tandlæge tolerance er noget faldet ud over kanten, i den anden side af mig, for sidst da jeg igen blev belært og tandtråds hevet, fra side til side trukket, og ja mundvig møvet følte jeg fra det ene sekund til det andet, at jeg blev behandlet som en ski.. syv-årig. Jeg er nemlig begyndt at bruge tråd, ofte, endda så tandpastaindsmurt, så hele mit ansigt til ørerne, er helt ansigts muddermaske størknet bagefter. Bonus. Lugter godt af mint.

I stolen lader jeg hedeturen tage skylden for den indre konflikt afstemning og nikker venligt, da hun bagefter begynder og tale om bideskinne indkøb beslutning. Hvilket er inklusiv over et år, to gange billedtagning, måske et andet sted. Jeg ryster allerede på hovedet og fortsætter, da jeg må indrømme, at nej, jeg er endnu ikke på el tandbørsten.

Øh.. vi er altså nogen, der stadig godt kan lide, at holde en bog i hånden lige meget om den er på 765 sider. Og vælge farve med pegefinger, når ægtemand holder børsterne op ved udskiftning. Det til trods for den noget mumlende første skrubning, grundet de stive børster, der ikke giver sig, åh.. igen den ridse inde bagerst, nu var den liiige helet. Desuden. Hvad med de trekvart gang om året, hvor jeg i iver (efter at komme i gang med noget andet,) hiver min tandbørste så hårdt op af tandglasset, at hans ryger med og da jeg jo holder på min, er det så ikke den, der ryger i wc`et. Lukker ellers altid bræt ned, da jeg ikke ved om elsket kat ville stå skrævende for, at slikke vand fra kummen. Nåh, men jeg synes også den, åh nej fornemmelse ved lyden af børsten, der rammer kummens sider ville mangle, og jeg er også sikker på, at “tabte” jeg el tandbørsten ned på gulvet ville den ikke hoppe op i min hånd igen og indtil jeg hører de kan fås, nu med panserglas, kommer indkøbet ikke til at ske.

Er lige gået i gang med Kampen om tronen, har kun lige bladret til side 298 (ud af førnævnte 765) i skrivende stund. Biblånets sider, bølgede og gulnede af alle de kopper et eller andet den er blevet nydt med. Sådan håber jeg en dag, en bog jeg har skrevet, vil se ud i en ny læsers hænder.

Tandlæge frustreret

Jeg havde faktisk forberedt mig til dette tandlæge besøg.

Da hun havde hentet mig ind, sprang jeg ud i det. Det jeg havde forberedt. Jeg kan endnu ikke genkende hende. Hvis jeg mødte hende i BIG, ville jeg gå lige forbi hende, kan jo så være, at hun var glad for det.

Jeg ville ikke, ikke have det stads, noget, der smagte af meget syntetisk gul karamel/tyggegummi i mine tænder efter tandrensningen, tror jo ikke på, at noget kan mirakelvirke sådan spontant ud i fremtiden ved kun, at sidde i en time før jeg spiser det. Hader, hader at min mad smager af kemi og er det. Det har kun taget mig år, at komme fra det vil jeg ikke have, til nu siger jeg det, konklusionen. At jeg godt måtte sige fra, fra noget jeg jo egentlig på en måde betaler hundrede procent for, uden frygt for, at hun ups kommer til, at ramme ved siden af eller kratte mig mere jernsmag i munden. Tænkte, at hvis jeg skulle sige, jeg ikke ville have imprægneringen (Goldielocks har arbejdet i Skoringen), ville nu, inden vi blev for “tætte” være et så godt tidspunkt som noget.

Overlevet, overstået, ude af døren, cyklende hjem uden, at skulle til tandlægen over et halvt år ah… og uden gule dingenoter spredt i mine tænder (med min journal som google maps.) De ligner dem, jeg engang kunne pille ud af min hals forringer, som lugtede af ost, men ikke den du har lyst til, mere ost der har ligget nede i en slidt, svedt Sketchers brugt til zumba. Sveder ud i hver enkelt tå under den arbejds udlæggelse. Noget skurer.

Hvorfor skulle jeg betale 575 kr, det var en tandrensning?

Taster mit person nummer og kommer ind på tandlægeregningen.

Tandrensning af minimum 15 tænder 221 kr. Det må siges, at være i orden. Regner med de minusser den, der er blevet trukket ud for … år siden og ellers er det jo deres sag.

Statusundersøgelse over 26 år 177 kr. Ja, jeg er … vent lige lidt. Regner. Okay dobbelt så gammel.

Individuel forebyggende behandling 175 kr.

Har jeg betalt 175 kr. for, at hun har behandlet mig som et barn, tandtrådspreeessse ned, hive trækkkkeeee og prøvet at sælge mig bideskinne undersøgelse og indkøb af en. Jeg fortalte, jeg ikke ville have den. Havde en, decideret usexet, for mange år siden, jeg brugte så meget, at min kæbe under tygning af visse hårde madvarer, stadig lyder som en knagende dør. Tænk dør i gyser, højt.

Irritationen byggede sig op og så blev jeg nød til, at smide trøjen med det samme og åbne nærmeste vindue, lykkedes faktisk uden, at gøre kat (særlig) bange.

Hvad er der for øvrigt med Olauf, jeg gnubber ham med mine kort klippede negle fra hagen og ned over struben, uden om hans enorme knurhår og ja jeg har hans forgængeres at sammenligne med, falder ikke over ham, når han krydser min vej, men nåh ja jeg larmer, som i pludseligt.

Hårdt klask, en bananflue.

Tager en gryde ud.

Hiver en stol ud.

Stiller gryden ind igen.

Brødristeren på plads.

Ifører mig regnbukser to minutter i, at skulle på arbejde og skal i hurtige skridt vande basilikumplanterne, ekstra tisse og børste tænder. Sidstnævnte i meget skrævende, for overlænet stilling, næsten strafbar i mangel på hensigtsmæssig brug af ryg, eller, simpelthen god øvelse i akrobatik på begynder niveau, når Olauf så lige vælger, at ligge på bademåtten, klods op af håndvasken på toilettet. Regnbuksernes schs…schs lyd sætter computeren til opladning på sin plads, fylder vanddunken eller putter den i tasken, hvis glemt. Og så bryggersdøren i, så væggen i soveværelset dirrer.

Klask, klask. “Orv to”, tænder for vandhanen og gnider flue lig af.

Så er der døråbninger/lukninger, mange, da et eller andet altid er på den forkerte side. Hvis jeg skal øve zumba morgener, sen eftermiddage eller allersenest 18:45; hvirvlende mellem gryder i kog, globalkniv i pause og opvask igangsætning, i de rigtige sko, (hjemmesko er ja, ikke gode,) vil jeg gerne tage det hensyn til andre. Nogle gange kan høretelefonerne skåne dem for latinmix og samme sang, tre gange afbrudt og i træk, men ikke for hæle isæt hvert sekund.

Skabe og skuffe skubbes i og trækkes halvt, helt og så lige et ryk mere for, at nå helt ind og kratte med fingrene, nåh men hvis den ikke er der, hvor så? Nåh jeg brugte den lige før, drejer hovedet og ser den ligge på bakken ved vasken. Hvor ellers.

Hårdt klask, en bananflue. Ha fik den. Også.

Tidlig eftermiddage smoothie brygning ved høj decibel og hvis start på ugen ankommer hummus i skoldet genbrugsglas, så jeg ikke går ned på manglen af prutteinindtagelsen i løbet af ugen. Tilblivelsen af sådan en cement masse lyder i min vitamix blender som en gammel F-16 lige inden den slukker motorerne og stikker næsen i hangaren. Det lige før den bryder lydmuren. I hvert fald ind til unge mand, min søn, som kommer ud og tålmodigt venter på en pause, så han kan spørge, “er du snart færdig?”

“Ja, sååådan liiige om lidt.” Mangler jo rengøringsomdrejningerne.

Nu har han boet hos os, mig i 4 år, Olauf med knurhårerne. Hvordan kan han ikke havde vænnet sig til, at jeg måske tilsyneladende synes en lydfri, rolig engel, når jeg sidder på stolen og kun klirrer med bestikket, men i min flytten rundt og i gang med noget spiseligt frembringende, der skal jeg bare have fri bane. Jeg er ikke stor men jeg kan godt vælte nogen, især noget, når jeg kommer (op) i fart. Jeg kan desværre ikke bare spise en rundnum rugbrød. Nej, skal have pande ud, frem og tilbage til køleskab og alle steder til 35 ingredienser har lavet en landing på min tallerken, skubbende til hinanden. Bruger så bakken til løsdele af stivelse, fungere helt udmærket, er jo så i princippet stadig èn tallerken. Også fordi sandsynligheden er mindre for, at kniven, altid indsmurt op til mine aftryk i noget, der dårligt farvekoordinerer med det jeg har på, ryger på gulvet. For så kommer 20-årig igen løbende og denne gang prædiker;

“Kan du ikke lade være med, at ligge kniven sådan?”

Ser op, i min hjerne kun en ting; udradere alt på min tallerken, så langsomt jeg kan, hvilket er helt vildt hurtigt. Drejer mig rundt og går ind i stuen, med bakken kun lidt snittende først den ene dørkarm, så den anden på vejen. Jeg når lige og få øjenkontakt med kattens store pupiller under bordet, på en anden spisestuestol end min, inden jeg sætter mig ned og tænder på den lille knap på mine hvide høre telefoner. Inden fingre er for nassede, taster de den kode, jeg troede var smart, hvilket min computer ikke synes, da den seks gange ud af ti, skriver, at den er forkert indtastet….

Ægtemand ser på mig over skulderen, stadig med hænderne skjult af boblerne i baljen. “Hvad vil du gøre med den tandlægeregning?”

Skumler, ser ud mellem to krøller under sammentrukne øjenbryn. Gnider hårdt med viskestykket.

Konfrontere nu? Adeles udelukket. Der er jeg ikke nået til.

Tage den næste gang? Hm, nej det ville jo være som, at skælde Olauf ud for opkasten med skind på.

Flytte tilbage til gamle tandlæge, boble omsluttet stadig har, kun 2 minutter væk i vindmodstand medregnet. Helt sikkert en mulighed. Men hvordan er det nu man gør det? Flytter. Måske, de har en ny Mette, eller jeg kunne spørge om de har en tandrenser, der ikke har noget imod, at sær kvinde gerne vil kalde hende det? Om det ikke nok bare kan lade sig gøre, sådan, please?

Så må hun godt putte kemi i min mund, men ingen bideskinne eller tandtråds pådutning. Og kunne vi så ikke sige max 375 kroner? Så går jeg altså ikke højere op, jeg mener jeg børster da tænder inden jeg kommer….

Nåh.. men tjek lige din tandlægeregning ikke og hvis du ser min Mette, der ude så… Vent, skal lige synke noget, så. Så hils.

Knus

Fra

Kun brugt tandtråd en gang denne uge

Tandformøbleren.