Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Sved af rørelse

Det er svensk miniserie.

Søg på dr.dk Bryllup, begravelse og dåb fra 2019. Vist dec. 2020 tror jeg.

Kan man “tillade” sig det? Tillade sig, at blive mor som 50-årig? Kan man sådan rigtig? Er det ikke kun noget, der sker “andre” steder, i blade, på YouTube, andre verdensdele, end her?

Da jeg i 1992 fandt ud af, at min kærestes far havde været 42(!) da hans sidstfødte kom til verden blev jeg en smule, nej det er en underdrivelse jeg var godt gammeldags skide forarget. Det kunne man da ikke. Det har flyttet sig må jeg sige. Pigen, der kom til verden er snart 36 år og hendes far? Tja han er stadig en blændende far med sine 77 år. For hvad er vigtigst, at være en far, ung men altid ude under bilen i den opvarmede garage eller midaldrende og tilstede. Jeg ville til en hver tid havde byttet for sådan en som hendes, der lavede pizza til sin svigerdatter første gang han mødte hende. Velkommen i familien. Sommeren, hvor EM i fodbold dominerede fjernsynsskærmene og lagde gaderne øde.

Se nu med. For scenen er sat. Den handler om mod, familie snærende bånd, forestillinger om hvad ens familie og venner kan rumme og glæden, når de alligevel uden forventning i øvrigt, hjerteligt og småbrokkende stiller op.

Undskyld

Den handler også om at sige undskyld. Eller mere præcist tage beslutningen om, at holde op med at sige undskyld. Undskylde for den man var, det man gjorde fordi man ikke vidste bedre, uden intention om at såre andre, men alligevel (desværre) endte med, at gøre det. (Nogle gange var det dog et skjult nag der måske huserede). Bange, styrret af principper, som var baseret på egne eller andres meninger/fordomme om hvad det er at give, modtage, blive taget for givet, flået, miste armen, skulderen og skulderbladet med.

Beslutte sig for, at stoppe med at undskylde for den man ønsker at være, og for den man ikke kan lade være med at være, fordi det er selve grundessensen af ens jeg, Selvet, det, der i psykologien referere til individets bevidste reflektive personlighed. Frit oversat betyder det vi er i konstant forandring cellemæssigt og tankemæssigt. Vi er altså uden indflydelse på, at vi bliver nød til at flytte os i tanker, i tid, det vil ske. Men hvor vi vil flytte os hen og hvordan, det er op til os selv.

Så hav tålmodighed med mig lidt endnu Goldielocks, da kufferten af gamle reaktionsmønstre stadig bumler efter mig på revne gummihjul, der med deres skingre lyd i de olietrængende hjullejer stadig insistere på tid. Tid til, at opmagasinerer dem på en ordentlig måde, før jeg kan slippe dem og de nye fuldt og helt (trekvart) overtage deres plads. Selv da, må jeg hellere advare om, bliver jeg ikke en modellerbar anden halvdel af et forældrepar, som er forventet at undskylde for den ene, den anden og mig selv med. Livet går fremad. Det er slut med at undskylde. Jeg er ikke en surdej, der kan klare det overnight, mere en vaniljeessens der bliver bedre jo længere du venter.

Bryllup

Svensk sommer, fluer i solstrejf, lyshårede manker, træmænd og koner.

Et knald, en kort affære.

Brudene danser, tøjet svinger, frisuren falder.

Ansigtet i skærmen, reflekterende overbid, øjnene undskyldningen ikke når.

Unge blomster der vies.

Ægtefolk der er, der var, der overvejer

Kjolen krænges, stiletten tabt,

Håndvasken bruges, hænderne knapt.

Dansen bliver vild, løssluppen, fri.

Dåserne køre væk, celledeling begynder.

Et møde i en skov, et nej, et ja.

Hænderne himmelråbende “beslutningen jeg skal tag!”

Begravelse

På skovstien hånd når hjerte.

Indbydelsen over dilden.

“Ikke min sag at bestemme, Din?”

Sangen akkompagneres af klaverspillende fingre.

En bror, præst med stor mund, og hjertet på plads,

Leveren fri, for meget? for fyldt?

Ja, det fra flasken i lommen, i skuffen, i skab,

støttet af gamlingen, det nu på sin plads?

Dine tæer krymper til barnesko, for intet synes mormoren hun ikke skal vide.

Hun presser den ene, hulker hos den anden, den tredje holder mund.

Først tager han faldet, så hun, vindeltrappen er lang.

For foden alle stimler sammen,

“hvad sker der for barnet?”

Munde er åbne, ører lukkede, næser rynkede, døden er her.

Kirken smukkere end lukket, fyldt af spraglet glas, træ og sten.

“… er her ikke mer`.”

Dåb

Sandheden må ud, undskyldninger slutte.

Nogen skal tilgive, andre skal tænke.

Utro er pjat, som dolkestød i centrum,

men er det ikke rigtigst at elske barnet?

Vigtigt, at se over næsetippen sin,

den tit meget være som forhindring i vejen.

De første skridt mod fonten slæbende lange, de næste korte

i evighed amen.

Uh… jeg holdt et par pauser i de 1½ time lange afsnit, for jeg har det svært med, når tråde skal redes ud og sandheder få lov at siges uden censur. Blikket mere og mere dugget, næsen tæt, så fingrene famler efter det i forvejen godt krøllede lommetørklæde og jeg hiver ud i blusen da armhulerne fugtes, da jeg damper som i et anfald overgangsalder. Engang hørt omtalt som en luner.

Der er også en sæson 2, ditto på kun 2 afsnit samme varighed. Sagde jeg, at det er Colin Nutley der står bag med sin kone Helena Bergström plus resultatet (en af brudene)?

De navne siger da ikke mig noget!

Jo de gør, for han stod bag filmene Englegård den første fra 1992 og hun havde den altoverskyggende hovedrolle.

Jeg elsker svensk, sproget fyldt af barnelige ord der skal dække alvorlige udtryk, deres måde at køre i byer på, at jeg kan side i deres biografer og vælge mellem, at forstå det meste af det tekstede eller lytte til det engelske oppe fra højtalerne. Fordi jeg har haft barnesomre i det land vil der altid lugte af skovhindbær, mine øjne se stengærder så langt øjet rækker og køer vil slikke næseboer først det ene så det andet. Jeg elsker Malmø og håber igen en dag komme på stamhotellet (været der 2 gange), 500 meter fra centralstationen. Gå ud timer efter bordbestilling og spise det samme sted iklædt i kulden benvarmere og regnbukser, lige meget, hver en skånskklingende sætning vil alligevel altid være forbundet med svensk sommer, fluer, kokasser og dugvåde morgener.

Knus og de hjerteligste hilsner

Lisser

Ps. Sæson 2 skulle være der også, men siden melder fejl. Hvilket er irriterende hvis det rent faktisk betyder, at de har fjernet siden/muligheden for overhovedet, at se sæson 2. Det kunne de godt skrive, dr! Det er sjusk. Tv4 og C More skulle kunne gøre det, ikke fordi jeg har nogle af dem.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Langstrakt galop

Fald fra heste, i vejende kornmarker.

Som lørdags film i sofaneseren skulle vi se “Ud og stjæle heste”, en vist norsk film fra 2019. Filmen er baseret på bog med samme titel, af Per Petterson. Vi 2 fra “gamle” dage havde begge stiftet bekendtskab med den og var rygende enige om, at det bestemt ikke var sidste gang vi søgte på den forfatter. Det skal lige siges, at jeg ALDRIG sidder stille på min numse efter jeg har trykket “lyt” inde i bibliotekets eReolen, hvilket jo ville være “et must” hvis jeg læste med øjnene. Jeg mener, jeg kan jo ikke engang få noget rimeligvis sammenhængende ud af, at se ned mens jeg går, meget missende eller nærmest blind hvis solbrillen har solformørket skærmen på mobilen.

Noget er som man siger gået ind af det ene øre og derefter har det ret hurtigt forladt mig igen, igennem det andet.

Spekulativ blog skribent

Da jeg “nu” sad højlydt popkorn, i kanon, gnaskende med de 2 andre,og så den iøvrigt virkelige gode film, (dreng på 17 var dog ikke synderlig begejstret for historien), gik den brutale sandhed op for mig. Der var nogle oplysninger, der ikke helt var sivet ind under cykelhjelmen mod Hjortesprings Gammel Klausdalsbrovej. Nogle af dem ret vigtige for, at forstå hvad der egentlig var sket den 15 årige hovedperson, og hvilke konsekvenser han var tvungen til, at komme overens med uden, at blive bitter på sine gamle dage.

Så vær obs ik!

Ingen sprællemænd, eller harehop hvis historien springer i tid eller har et stort persongalleri, der kræver papir og blyant.

Den norske sommer fik mig til, at mindes sommerferieuger i den svenske skærgård som 10 årig. Naboens datter med de beskidte fødder, hendes forældre jeg var rædselslagen for, at jeg skulle have en samtale med, hver gang jeg stod på deres trappetrin til deres sommerbolig. Jeg følte mig ikke nær god nok til engelsk til, at ville tage den, med det! Venter stadig … har du set den, udtalen, ordene der kommer flydende og ubesværet som de lyder indeni?

Det er fuldstændig ligesom, at se sig selv i spejlet. Du kender det godt. Man tager sig selv i at stå og se spekulativ ud, som var det en skide sag og Dr. Watson træder ind igennem døråbningen hvert øjeblik det skal være. Han skulle lige stoppe sin pibe, ud og puste “grise op”… jeg ved det ikke vel! Pegefingeren, med pinligt flået neglerod, der er strategisk placeret mod læberne mens jeg undrer mig over hvor lidt hun syntes, at have det mindste at gøre med pigen “indeni”!

Hvad mener du? Jeg holdt op med at bide negle i sidste årtusind!

Når jeg er over sundet i dag, er der ingen vej udenom, for de fatter en hat af vores modersmål. Skoleengelsk derimod går rent igennem. I mit barndomshjem, så vi meget svensk tv. Jeg går derfor ud fra, at hvis du er opvokset nord for den tyske grænse lægger det tyske dig nærmere. Gætter bare.

En dreng genner heste ind under grene. En anden højt til vejrs, venter på…

Dampen omkring køerne i morgendisen, med dugens dråber glimtende i alle edderkoppespindene. Intet at tage sig til ud over at læse, spise slik fra færgen eller hvis min far var rastløs, køre hen og se endnu et glaspusteri, med ham og min mor i ildevarslende våbenhvile. Filmens billeder fik mig helt i ro og jeg tog nu endelig fortællerens historie ind.

Jeg må indse, at det at læse og nu også lytte er blevet en jagt på titler til min sorte læselog. Det må om prioriteres, så jeg rent faktisk kan skelne den ene bog fra den anden, også flere dage efter. Min anden halvdel kan altid snakke med om den bog jeg læser nu. Det, selvom om den ofte er 5 bøger siden han sad begravet med den solbrændte næse under læsebrillen i den.

Meditation

For virkelig at sætte ovenstående reflektion på spidsen, vil jeg lige om lidt bevæge mig ud i trafikken, igen i sadlen. I ørene vil lyde “Vejen til indre ro” i en travl hverdag” af Henning Laverne. Den lader jeg lige stå lidt.

Til trods for fjolset jeg føler mig som, holdes fingeren nede på + op med ham, oplæseren. Jeg vil kunne høre ordentligt efter uden, at det synes som om det er trafikken, som styrer volumen knappen. Det skaber irritation og flytter bare fokus. Styret mærkes køligt under mine hænder, og næsten lydløst fortæller jeg min arm, at den skal oppe sig og vise af, ikke dovne den. Lårene, der brokker sig over, at jeg stiller mig op i pedalene på en lang opadgående stigning. “De” hader det, og skide irriterende begynder de, at skælve med det samme. Jeg er mine protesterende lårbaser.

Jeg er jo godt klar over, at det er meningen jeg skal lave de øvelser han foreslår mig. Men de bliver akkompagneret af en form for bjældeklang, som får mig til at tænke på munkeklip, og lortebrune kutter med et torv bundet om en trind mave (jeps Broder Tuck). Lige der beslutter jeg mig for, at det ikke bliver guidet af ham, at jeg kommer til at finde den. Roen.

Kh.

Hende

Der mere sådan, nyder lyden af, vinden der rusker i buskene foran stuevinduet, eller regn der slår mod ruden, når jeg ved, at jeg ikke skal mere ud den dag. Allerbedst virker det dog, når hr. kat igen og igen slikker nøjagtig samme sted på forpoten for så, at føre den fra bag øret ned over øjet og helt ned til den brune snude. Den der ro, naturlighed der ligger i ritualet, kan få mig helt i trance. Som er der absolut intet andet i verden lige nu, der betyder nær så meget som rene, bløde kinder.

Hm… når men først skal jeg lige finde den dybe vejrtrækning.

Har du set den?

Hvis du gør, kan du så ikke sige til den, at den skal gå lige hjem, for vi skal spise lige om snart.

Ellers skal du vide at jeg tager det, vejrtrækningen, op som emne i næste blogindlæg sammen med fokus på bækkenbundmuskulaturen, ja, så er du advaret eller forberedt alt efter hvordan du vælger at se på det. Det vil selvfølgelig blive underholdende og under bæltestedet, det er da soleklart.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Trommehvirvel

Hvorfor ikke en filmanmeldelse…

Baseret på en sand historie.

Max ved tasterne, angrebet af en blitz.

17 årig bebrillet afkom kommer gående ind i stuen for 3 gang indenfor 1½ time, og skal lige tjekke den nyligt anskaffede, genbrugskats velbefindende. “Har du set den mor?” Siger han mens han nikker hen mod sofabordet hvor den ligger meget godt og har gjort det nogle dage nu efter, at havde flyttet bopæl nogle gange, da drengens far ikke har det så godt med noget der ligger og flyder, det forstyrrer. Jeg ryster på hovedet lidt provokeret, skyldbevidst, dejlig mand har nemlig allerede genlånt den, hvilket ikke er noget man skal tage for givet, da den er et fjernlån. Dog kun fra Glostrup men alligevel.

Finder man børn i coladåser i Amerika?

Mary

Børn kommer fra æg som bliver lagt af rabbinere. Er du ikke jødisk bliver de lagt af katolske nonner. Hvis du er ateist bliver de lagt af ensomme prostituerede.

Max

Har du nogensinde stået foran et stykke kunst eller noget lignende eller hvis du er kvinde, nok mest sandsynligt alt taget i betragtning, stået en mørk nat (ca. året 1980) i din jyske kusines værelse, og mens hun lå og sov en meter væk pillede du ved alt (med største forsigtighed forstås) i hendes fine, lys oplyste wau… dukkehus? Som selvfølgelig var totalt fy skamme, når det var dag og i begge var vågne. Har du følt suset, forhippelsen på, at strække fingeren ud og pille “solen” af din fars højt skattede oliemaleri hans bror havde lavet?

Præcis sådan er det, at se “Mary og Max” lige fra allerførste billede, der toner frem på din skærm. Hvis du ikke er bjergtaget og nysgerrig nu, så må du lade dig blive det, ved fortællerens 2 første sætninger, der åbner filmen. De kommer her:

Mary Dinkles øjne havde samme farve som mudrede vandpytter. Hendes modermærke (midt i panden) var bæfarvet.

Fortælleren

Filmen er animeret og så detaljerig, at selvom billederne egentlig er ret stillestående så vandre dit blik rundt og fanger en fugl i vindues kammen, som skidder ned af muren, hundehuse med sjove navne og så vanvittigt karikeret ansigter og kroppe, at man skulle tro skaberne af filmen “Terkel i knibe” er blevet inspireret derfra, hvilket sagtens kunne være da den anmeldte film er fra 2009. Børn fra 14 år og op efter.

Mary på 8 år bliver drillet, Max kommer næsten aldrig uden for en dør, medmindre han skal hen i overspisernes klub, til terapeut, eller ned og hente sin post.

En tilfældighed gør, at det bliver Max hun skriver til, og han sætter i sin “helt egen begrebs verden” ikke synderlig spørgsmålstegn ved det naturlige i, at besvare en 8 årig pige spørgsmål, hun er jo placeret langt væk på et andet kontinent. De er begge hungrene efter en ven, en som tager alt man siger og gør for gode varer uden, at dømme og giver af sig selv ditto tilbage. Ingen seksuelle undertoner, Max er også et naivt barn på mange punkter. Befriende.

Max kan ikke håndtere kaos og Marys spørgsmål minder ham om sider af sig selv og oplevelser han ikke kan lide, at tænke tilbage på og den stress får en konsekvens for dem begge.

Mary stadig lidt “udenfor” vokser op fuldstændig normal, indtil penne-venskabet skal stå sin virkelige prøve og alting i hende kortslutter.

Rundt omkring disse skønne figurer er mistænksomme mødre, fraværende fædre, naboer som er bange, benløse, hensynsfulde og modige eller hedder noget græsk.

Jeg bed den over, filmen fordi der var ting jeg skulle, den varer ellers kun ca 1½ time knap og nap. Drengen, hørte den igennem 2 lukkede døre kom, satte sig godt til rette og så med begge gange. Lagde sin kind mod min skulder og forhørte sig efter, at havde lokaliseret kattens midlertidige værested, “kan du lide den mor”?

“Jeg elsker den”.

Da filmen er færdig, forøvrigt har den det kæreste soundtrack, tænker jeg straks, har ophavsmændene lavet andre animations film end “Mary og Max”?

Råber til dejlig mand over skulderen, “kan du se om der er lavet et soundtrack?” For det vil være genialt til undervisnings brug. Jeg ved han ikke kan høre det med sine høretelefoner i, men jeg sidder lige så godt i sofaen under tændt varmetæppe, og varmepude i ryggen. Så gasser man sig kan jeg godt afsløre, det må være ligesom, at side inde i en sovepose, nu med arme.

Hvis du ikke vil have filmen spoleret skal du nu scrolle ned til sidste sætning uden at snyde. Første advarsel.

Det er film interesseret dreng som sagde “ja”, da jeg spurgte om han kunne tænke sig, at jeg skrev et indlæg om den så andre end os kan få glæde af den. Han mener også, at der følger en “spoiler” med til denne anmeldelse så her kommer den, spring videre nu..

Kan du huske, at jeg nævnte noget om en konsekvens for Max ved Marys ligefremme, og naive spørgsmål?

Det er egentlig ikke det, at Max har Asberger`s Syndrom, som er problemet. Han er ensom ja, men han har fundet sin egen vej igennem livet med sine små rutiner og gør meget lidt ud over det “normale”. Hans reaktion på Marys breve sender ham lige lukt på den lukkede med diverse behandlinger. Mary får ikke besked før han kommer hjem igen, i mellemtiden…

Jeps, så du hèr, sidste linje…

Nyd den med en, som også elsker animeret film eller helt af alene, søg på bibliotek.dk

Knus

Filmelskeren

Ps. hold øje med den røde farve i al det grå og sorte.