Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Nostalgiens pust

Juni

En besked på Messenger

Der er 50-års jubilæum, kommer du?

Jeg vil gerne se hende, nogle af de andre, dem jeg gik i skole med, løb rundt efter en bold efter skoletid med, som jeg overnattede i fjerntliggende haller med for og spille med en krop for hver kamp mere hadende opvarmning på førstedagen og mere og mere øm fra morgenstunden den anden.

Jeg kunne ikke lide at være hjemmefra, for bomben mellem min forældre tikkede og tikkede, senere alene med min mor var bomben af et andet stof, tilfældigt udslyngede selvmordstrusler. Bagefter havde hun glemt dem, men de sad som kødkroge i mig, gjorde det de skulle. Når tiden udviskede dem hængte hun nye i mit sind.

Timerne i de andre piger og drenges selskab lærte mig noget om takling af følelser, hvordan de blev i omklædningsrummet under knagerækkerne i tasken, til du genert langsomt krængede det svedige tøj af for hurtigt og gå ind under bruseren. Det derhjemme, alt udenfor de høje vægge og stregernes farver på gulvet sat på pause. Mod, glæde, sorg, føle sig som en del af noget, nogen, nogle der ville mig uden forbehold, behøvede mig der, rundt om dem, drejende, i bøjede ben, parat til at hjælpe bolden over, baglæns, en overlevelsesmekanisme, som hundredvis af psykolog timer i form af behårede ben i korte shorts.

Jeg fik alligevel et spiseproblem, men havde jeg ikke mærket motionens endorfiners motivation havde jeg nok stadig rendt rundt i ex-large.

År senere brugte jeg det bevidst. Hvis det gjorde mig glad måtte det også glæde andre, min hunger for anerkendelse gjorde mig til en smittekilde. Min vare, energi.

Jeg har i årevis undgået dem. Receptionerne. Alt for små rum, med alt for mange mennesker, mennesker jeg ikke kan huske eller kan ikke navnet på, aldrig har kunnet eller har glemt. I smalltalkens overflade vrider hele min krop sig som en orm ned i regnvåd jord. Usikkerheden, bedøver tungen og jeg er igen hende, der ikke ved hvad hun skal sige, hvor skal stå eller hvem henvende sig til, hende der holder øje med flugtvejene rundt om maver, gabende munde over pølsebrød, melon og kage, stjerner i blikke hvor mine for længst er slukkede.

Ved opstilling en time senere til gruppe-billede i den store hal er jeg sikker på og blive afsløret.

Bag ved mig snakkes om dårlige knæ, jeg sætter mig i hug eller var det den anden vej rundt?

Siddende ser jeg op og tilbage, ingen er kommet med ned, jeg rejser mig op.

Følelsen af uindbudt at havde trængt mig på til en andens fest fylder mig ud og jeg tager trappen op bag en gammel veninde, da hun går.

Marts

Mens jeg holder døren til opgangen, så min mor kan trille ind fra blæsten bliver mit blik fanget af en seddel på opslagstavlen.

Opsigelse af tv-pakke fra YouSee.

Rund over skulderbladene i guldjakken kører hun rollatoren i garagen, under trappen, side om side med de andre køretøjer. Min mors er let at genkende, den er den eneste med skrald i nettet.

Jeg læser opslaget som; hvis du ikke vil have noget andet, end det du plejer, skal du sende en mail til …

Det tager jeg mig af, mor. Hun misser med sit ene øje, nikker og begynder opstigningen af de 7 trin, mor … hold nu pause på 6 trin.

Senere på vegne af … Send.

Guden, Shri Ganesha er gud for visdom, intelligens, uddannelse, held og skæbne, for porte, døre, husstanden og skriften. Da han fjerner hindringer, er det mest smart, at påkalde ham før arbejdet begynder med formel, der staves som prøver jeg at sige mine navne bagfra med en gigantisk karamel i munden. Det anbefales også, at spise elefanten forfra og fortsætte med halen.

Juni

Mit blik er fastholdt som af usynlige kæder til skærmen, men ende suget ned mod stropperne, der holder hynden oppe. Fredag eftermiddag lukker sig omkring mig, nu lige så slukket som gnisterne føg fra energien oparbejdet i Måløvhalens foyer (grundet bord og stemmebokse opsætning) kl. 11, omkring de få fremmødtes hoveder, 4 timer før.

Mor, står der på skærmen, min pegefingerspids trækker til højre.

Du bliver nød til at komme. Tonen, lige før og helt sikkert ikke kun næsten, kommanderende.

Min hjerne; er hun faldet, mangler hun chokoladesmåkager, hendes nøgle stram så hun står udenfor hoveddøren, hun kan ikke komme op af sine 7 trin. Det 7.

Tre dage før tirsdag, et opkald med samme åbning, lyd og tone; hjemmehjælpen kunne ikke få støvsugerens ledning ud, gulvet blev dog aftalt vasket alligevel.

Mig; jamen hvornår kommer hun igen? Vidste det godt, skulle lige tjekke.

Om 14 dage.

Mor, vi ses på søndag (5 dage senere,) der ser vi på det før vi tager dig med ned og stemme.

En time efter trykket luk på mobilen, spørger jeg unge mand om han vil gå over og se om han kan tæmme udyret på den anden side af skinnerne. To timer senere får jeg besked fra ung mand

Støvsuger er fikset.

Ah.. puh dejligt, at ny tilvejebringelse af denne gang helt almindelig larmende støvsuger er af vægret, mand havde ellers tilbudt og påsætte en forlængerledning til den nu daværende forkrøblede støvsuger. Fortællingen om larmen fra fjernsynet og hende sovende i stolen tre skridt fra, hver anden gang jeg låser mig ind får ham over en opvask til at spørge; hvorfor købte du en “lydløs” støvsuger til hende sidste gang?

Hun synes de larmer … Min mor har sin egen logik, jeg så i sync med min egen, at jeg har navngivet den; Lisserlogik. Mand kalder sin rationel.

Fredag eftermiddag, stadig dybere mås aftryk i de uldbeklædte hynder.

Der er noget galt med mit fjernsyn.

Egentlig glad for, at hun får mit blik fravristet skærmens paralysering, tænk scenen i Junglebogen hvor slangen Kaa prøver og hypnotisere Movgli i søvn, så han kan æde ham, kommer ud af min mund:

Jeg kommer over, er der om et kvarter.

Nåh, nåh, nu må du ikke forhaste dig.

Jeg er ikke glad for procedure, knapper og ordet indstillinger vil jeg helst ikke blande med min tålmodighed. Der er gået over 4 måneder siden hendes blodprop, fald og ligge alene på gulvet i 4 dage, ude i fremtiden ligger stadig 3 weekend, jeg kan springe et weekend besøg over. Stående i hendes stue kan jeg mærke det mangle; engagementet, lysten til at være til rådighed, et opkald, ordre væk og jeg kan ikke få de skide kanaler frem, bjælken der arbejder på og finde rykker sig fremad, men vender så tilbage til; ingen kanaler fundet achhh. Jeg er flad, lavere end dværghøjde, luften, energien jeg blev fyldt af på vej over fiser ud som daggammel ilt i en TIVOLI ballon, som en hund er det kun mig, der hører dens skingre piven.

Unge mand prøver timer senere. Mig? Jeg sidder igen slidende hynden og ser ud af stuevinduet i retning af æbletræets krone. Gad vide hvad det koster at købe, få installeret og afhændet gammelt fjernsyn, i går?

Sukker, ved jeg bliver nød til det, få mand over.

Lørdag, dagen efter med receptionen kl. 11:30.

Kl. 10:50 står vi i hendes opgang, jubilæet er på min gamle skole kun 10 minutter væk.

På vej op af trappen mod hendes hoveddør er der blevet stille bag mig, over skulderen kan jeg se mand ikke er fulgt med, men stoppet op ved opslagstavlen.

Opsigelse af tv-pakke fra YouSee.

Nu begynder huskelegen.

Han begynder med indskydende og forhåbentlig pære-tændende spørgsmål.

Med hans mere og mere rynkede bryn og irriterede tone tvinger jeg min hjerne, (tænk hinkende, opad bakke, baglæns i siksak,) 3 måneder tilbage. Pæren glimter og tænder så, ikke halogen max 60 watt.

Oppe i lejligheden bruger han 2 minutter før han konkluderer han heller ikke kan finde nogle kanaler, for derefter at sige:

Jeg tror du har afmeldt hende.

De snakker hen over mig mens jeg uden briller, (er nu oppe på at tage dem med hver anden gang jeg går ud jaih,) tvinger mit blik snøret ind til et knappenåls hoved med hvinende hjernevindinger. Scroller, scroller, scroller på mobilens lille skærm for og finde mailen med, “på vegne af min mor,” så jeg kan skrive det hele den anden vej. Henover mit hoved, drejer deres samtale rundt og rundt, samme afsæt samme afslutning, som filmen; Groundhog day.

Hvori et røvhul (spillet af Bill Murray,) sidder fast i samme dag, indtil ydmyghed og respekt er en del af ham, som hans negle, hud og appetit.

Når jeg ind imellem høfligt ser op på dem skal jeg igen og igen, højere og højere vedkende mig min skyld af hendes sandsynligvis kappede livline.

Jeg dykker ned i nu anden skrift, til jeg knurrende indser, at det mobilnummer jeg sidder og formulerer mig til er hendes, jeg kan jo for fanden ikke engang genkende det. Deres stemmer fylder mit hoved, skylden over rodet jeg højst sandsynlig er skyld i, deres blikke som hele tiden søger mit for deltagende hm eller det er ikke dig mor, det er mig, der ….

Som dengang jeg gravid skulle fungere som støttepædagog for en dreng i en børnehave, i en undervisnings ledig periode, eksploderer jeg:

Jeg kan jo ikke tænke når i…

Jeg rejser mig og går ind i hendes soveværelse, ønskende jeg skulle lige hjem så jeg kunne sende endnu en mail til Mads (hans opslag), den tredje eller endnu bedre, at det var mandag så hendes bolig kontor og YouSee var åbent for opkald. Ulideligheden i, at skulle vente to dage med den indre hammer løftet over mig med mit hoved, sømmet, allerede halvvejs nede i de blottede gulvbrædder. Jeg ser på uret, rejser mig og går ind i stuen, rolig udenpå. Meget højt, stående helt tæt på hende; vi ses i morgen, kysser hende, mor, jeg skal nok tage mig af det.

Gående i parkens grus omringet af højtspringende springvand og alt det grønne, passere konsekvensen blidt halsen, lungerne, for at lande i min mave som en sten. Skammen, i mig, er som en plastik poses endeligt på havets bund, næsten umuligt at opløse. Jeg er blevet indhentet af en af mine impulsive handlinger, jeg kan ikke lide det. Perfektionistaen, et sprødt stykke A4-ark, krøller sig larmende sammen, mit hjerte flyttet midlertidigt væk fra ribbenenes beskyttende stænger.

Mand:

Jeg venter altid lidt, vender og drejer med mistillid til mine egne tanker.

Det jo netop det, jeg ikke et sekund overvejede det kunne få så endegyldigt et udfald. Træt af og skulle spørge ham om hjælp, gør jeg det nu så lidt jeg kan, vil selv alt, det meste, okay noget, ikke købe gulerødder, købe dagligvare ind, for jeg keder mig, når jeg ikke “må” købe sjove ting. Så virkelig pensions opsparende, at lade ham.

Jeg lægger mit hoved kort mod hans skulder, fletter fingrene mellem hans, vi kysser og mellem fløjlsbløde blade kan jeg se hallens hjørne.

Måske tænker du; det er da ikke noget, men hvornår har du sidst gjort noget for en anden og det gik galt?

Mor (min); jeg er afhængig af fjernsynet.

Vi er alle afhænge, forestil dig ingen skærm, hvilken som helst.

Efter bord og service aftørring ser ung mand og jeg mange aftener serien; Game of thrones. Færdige ca. kl. 21:15 har jeg et lille vindue (tænk glasfibertråd.) Tager jeg computeren med over på mine lår kan jeg ikke slukke før ca. kl. 21:45, hvor jeg stadig tænker; nu børster jeg tænderne og så læser jeg. De fleste aftener åbner jeg ikke engang brilletuiet eller også løfter jeg hovedet med et sæt, stiftstirrende 4 sider længere inde. Så tricket er altså slet ikke at nuppe computeren, men så griber min hånd efter mobilen, skal jo lige tjekke om jeg har husket og sætte uret til i morgen, fået en besked. Ach…gr…

Jeg blinker, øjnene møder de sprudlende farver fra den korte mad video på instagram, eller ung kvinde i sports-bh og korte tights der klæber til hendes lange lår, stående på en solbeskinnet terrasse i en yogastilling, jeg må huske ikke gider og kunne, eller netop …

Lægger mobilen fra mig som brændt, min læsekvote inden aflevering igen øget sider pr. dag, irriteret på mig selv fordi det sidste jeg inden afbrudt søvn har brug for er, at lamme mit system med flere indtryk for dopaminen, det udløser i min hjerne.

Overspringshandlingen bliver valget jeg tog.

Jeg vil gøre ting rigtigt (for ikke at gøre noget forkert,) være rigtig (ikke støde nogen, væk) og er meget lidt favnende over for den side af mig selv jeg ikke kan lide, og langtfra altid kan styre.

Receptionen

Vi vinker og jeg går mod hallen, ned af den høje trappe med de flade trin, hvor min cykel jeg havde købt for pengene, fået til konfirmationen af min mormor (det år hun døde af hvilken årsag hun desværre ikke kunne komme,) lå smadret, kastet fra toppen ned få meter fra døren, da jeg kom ud fra træning. Den var lyseblå.

De fremmødte; unge spillere, frivillige, forældre og dem der bare gerne vil føle nostalgiens pust, er alle klemt inde i det lille klublokale. Efter et kig ind i den tomme hal, får jeg øje på besked skriveren og bevæger mig længere ind, ind mellem bjerge af kroppe, (de fleste går jeg til brystet, borgmesteren til navlen) indeni lille som udenpå. Pokaler, (ikke volley) over grå hårtoppe i vindueskarmen, trækkene, der dikker til min hukommelses Usb-stik og pæren lyser op i en retning fesent, en anden skarpt. Jeg ønsker mig billeder fra dengang, så min hukommelse kan sætte navne på.

En gammel træner (fire år ældre end mine dengang 16) kommer ind. Ham, der strøg min kind (resten af mig i soveposen,) efter de seje piger havde været låst inde af drengene i et ukendt klasseværelses opmagasineringsrum. Efter vi havde stået på rad og række og børstet tænder, spyttende i den lange vask med sine farveklatter under de natmørke vinduer. Det er hans kone jeg genkender, hun kunne lave et; jeg flytter mig lige væk (håber en anden tager den) eller av for… smash. Kunne jeg styre min modtagning, så en anden kunne sende den over og helst indenfor baglinjen, var det absolut det blå mærke værd.

Kan aldrig fortælle ham den berøring fik mig til, at føle mig ønsket, hvor ofte jeg trak på mindet, når jeg ønskede at holde noget fint frem. Presse det ind imellem min mors “kroge” og min fars:

Hvor du dog ligner din mor…

Som i hver anden weekendbesøgene kom på klokke slet efterfulgt af;

Hvor er jeg er glad for ikke, at være sammen med hende mere… sagt højt og tydeligt, så selv den p-pille spisende hunkat kunne høre det. Aldrig blev budt ind, men rester spisende jeg ville havde sovet alle ugens dage ude i høet for… måske bare på første salen med de skrå vægge som værdien af, var noget opreklameret fi… Ude foran på marken stod fårene, ligeglade med deres hjemmeklip, men ikke med den dinglende spand i min fars hånd, når han indtog pladsen som førerfår. Mod himlen, det ny stråtækte tag, under, de hvidkalkede mure afbrudt af sorte bjælker. Opad muren de obligatoriske rosenbuske, på jorden i mønster store fliser omkranset af brosten og så perlegruset, det første og sidste blik ind på nummer 8 hvis du ikke tog alléen med.

Mandag to dage senere, min mor nu minimum på fjerde døgn uden fjernsyn.

Ringede til boligkontoret.

Det har ikke noget med os at gøre du skal kontakte YouSee. Hvilket han slet ikke behøvede at sige. Til mig. For jeg var med på en lytter da han tog telefonen og overhørte en ældre kvinde i baggrunden fortæller om fuldstændig samme problem. Måske andre havde misforstået opslaget i opgangen.

YouSee

Kan man overhovedet ringe til dem? Jo der er det. Alligevel. Ringer, en robotstemme giver mig muligheder og beder mig formulere min udfordring. Efter 3 forsøg hvor hun ikke forstår min formulering lægger jeg den ned. Muligheden.

Orv der er en chat mulighed, okay det har jeg faktisk prøvet før og det skrevne er mere mig, forventer dog ikke menneske men maskine selvom den præsenterer sig som Ulrik… Over den næste time, hvor jeg glemmer, at jeg faktisk venter på svar tre gange eller det jo ikke rigtigt (kun første gang da jeg kropskeder mig sådan,) skriver jeg så sammen med min nye ven. I mine “mellemrum” tager han sig af en anden kunde, fair nok.

Til sidst. Hun kan godt få hjælp med det samme men så skal jeg købe en anden ordning og da hun ikke er hverken villig eller nysgerrig på, at lære noget nyt, orker jeg ikke tage stilling til den variant, vil jo også bare have hende under boligforeningens “pakke.” Kan noget andet overhovedet lade sig gøre, når hun hverken har iPad, computer, hendes fjernsyn gammelt og har de ikke kappet kontakten til det højere nord, antennen? Hendes antennestik ser heller ikke godt ud.

Ugen efter (endnu et alarmopkald,) ser hun stadig ikke dvd-film som unge mand ellers har sørget for.

Der er ikke lyd på klager hun, da jeg står i hende stue igen.

Jeg sætter dvd`en i og der er lyd. For mig, ikke for hende, hendes; jeg sagde det jo blik, får mig til og gribe ud efter fjern betjeningen, dvd afspillerens volumen går kun til ca. 25, hun har brug for minimum 40. Jeg skruer op på fjernsynets fjernbetjening og den ryger villigt op til 40. Næste stop; menuen. Enten er hun uden erfaring, rusten eller også har blodproppen hvisket pil op, ned eller til siden, ud. Jeg slukker alt, giver hende “magten” og beder hende om at gøre det. Før, i mens og inden jeg går;

Nej, mor du har ikke gjort noget forkert, det er MMMMIIIGGGG.

Fu… og jeg skal også huske den ski… hudlæge, hun sagde det var den ved gamle Herlev biograf, fedt så må jeg vel ringe og spørge om hun har min mor som klient… eller har du en bedre ide, hvis hun ikke vil ud med den oplysning?

Har skrevet til unge Mads, (mand fandt ham på hjemmesiden,) frivillig i boligforeningens bestyrelse, Mads, forfatter til opslaget i opgangen, burde virkelig skrive til ham, at ved næste opslag skal han skrive i overskriften.

Ved tilfælde af akut spontanitets beslutningstagen, spørg en voksen.

Undskyld Mads, skrev det to gange, lidt for ung til jeg ville flirte for hurtigere aktion.

Senere. Han tog telefonen lige med det samme, taaaak.

Uden at presse mobilen mod mit øre, kunne jeg høre hans suk.

Han

sagde

der kunne gå

måneder. Det har jeg til min mor “kaldt” et stykke tid.

Måneder?

Inden hun blev fjernsynsseer igen.

Det skal siges at hun tager det pænt, ikke er sur, men hun tror selvfølgelig også 90 % af tiden det er hendes egen skyld… Jeg skylder en øl i lufthavnen eller jeg tror det bliver leveret express fra La Glace.

Knus fra

Din

For altid nu med seddel i hjernebarken sat fast med hæfteklammer på kradset, det er menneskeligt at fejle, menneskeligt at bede om hjælp, og helt ærligt skat du ville så meget kropskede dig hvis du var en kat. Overvejede det en kort overgang, men al den hår i munden, fiskeånde og selv-udgravningen til udpresninger ned… Pas.

Efterskrift.

Den fjernsynsnødstedte ringer, hun har nu været “uden” i 12 dage, uvidende om at nu skal vi fouragere til hvis strømsvigt og vandmangel. Mand er på den. Hvis det utænkelige skulle ske, invitere jeg skønne datter, Goldielocks, der helt sikkert heller ikke er gået op i det, hjem så hun kan drikke halvdelen af min portion. Så må mand brokke sig, men jeg vil dele og holde, holdes af varm pandekage.

Jeg lover min mor, at rykke Mads. Skriver til hans indsigt om egen afhængighed.

Kan det gå hurtigere, hvis jeg betaler for det?

Tilbage får jeg.

I har to muligheder. Skal jeg gå med nummer 2?

1. vent 10 dage mere og det er gratis. Hvad med de 10 dage der er gået?

2. vent 2 dage (ekspres) og det koster 995 kr.

Dagen efter, onsdag,13 dage … siden jeg bad Mads kontakte YouSee første gang, ringer han op.

Kør, bare kør, Mads.

Den dutter. I mit øre.

Mor, du skulle have fjernsyn igen om 2 dage (fredag.) Hun bliver glad.

For dævlen hun er sej, 15, 15 dage uden en skærm, ikke egen, naboens, biografens, min, din, ingen, ingen.

Søndag, 17 dage 🤯🤨🤔💩💩💩😤😡🤬👿

Du må kalde mig, Mads, men det er der, da ikke noget ekspres over…

Skal jeg så rykke igen, være besværlig og stævne YouSee for ældre ignorering på kanten af sjofel til depressions lignende tilstande?

Pu, har bedt hende ringe op når det kommer …. For det kommer i morgen mandag, det har jeg bestemt og sagt til hende; livet, vennerne, verden, farverne og lyden.

17 dage skærm detox, jeg ved ikke om jeg kunne, men skrue ned vil jeg.

Kunne du?

Andet afsnit

Hvor i hun bliver Gøg til min Gokke eller er det omvendt?

Mandag får jeg kl. 16 endelig ringet hende op, 1 ½ time før jeg kører til dagens 3 og sidste hold.

Jeg kan høre du stadig ikke har fjernsyn.

Hun; hvad, stilhed.

Du har stadig ikke fået fjernsyn?

Hun; hvad … nej og det kan ikke være rigtigt, jeg har siddet og holdt øje med om der kom nogen.

Mig; nogen? Mor, jeg tror helt ærligt i … (lader den falde, lydløst.)

Mig; jeg skal nok rykke Mads. Mine bryn meget sammentrukne nu. Vi ses om 2 dage, onsdag, der tager jeg dig med til øjenlægen, mor.

Mens jeg råber farvel, siger mand noget i et andet rum. Jeg går efter ordene og med halsen strakt om et hjørne, ser jeg hans ende op ad hoveddøren, hænderne i gang med snørebåndet. Han retter sig op og griber efter jakken.

Han; sidst du var derovre slukkede du så for dvd`en, så det var fjernsyn hun så, når hun greb efter fjernbetjeningen?

Der er helt slukket, jeg rynker brynene, spoler, spoler, tilbage over weekenden til hvornår var det nu jeg var der og hvad havde vi, jeg, gang i?

💩🤨😣😳. I en 90 graders drejning er jeg på vej ind mod mobilen igen.

Mor, du skal slå den over på fjernsynet, stilhed, stilhed, ingen raslen, stilhed …

Endelig; hvad mener du?

Mand; skal jeg gå forbi?

Gider ikke engang bide eller pille i en neglerod. Siger bare højt og tydeligt:

Ja.

7 minutter efter til kontakt i mobil navngivet: ægtemand.

Skriv til mig så jeg ved om jeg skal rykke.

10 minutter efter kan jeg se han ringer.

Nu har hun 140 kanaler.

Han var ved forsigtigt udspurgt, sød og sige, at selvom dvd-afspilleren havde været slukket, havde fjernsynet ved første åbningsbillede ikke afsløret, der var hul igennem til “ovenlyset.” Den første vej han “gik” gav ikke noget, men nu er han ret stædig så …

Over middagsbordet

Har ingen skrevet, at nu var hun på?

Spoler, tygger, stikker gaffel i tre efter hinanden følgende spiselige genstande, fylder kinder, spoler, tygger, ryster på hovedet, bliver siddende selv om tvivlen, nipper lidt som fisk på hårde hæle i baljen, hurtigt mistænksom over for min egen ellers maniske tjekken af indbakke og lyst til at rejse mig for, at gøre det igen.

Synker.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Op i røven

Knuget.

Knuden,

stramt

bundet uden løse ender.

Migræne.

Halve timer nålepude holdende vejret i

blide november to, en.

Gardinets blafren, på briksen

buldret i mit indre.

Jeg vil gå, jeg vil blive, men han, men jeg.

Travlt holdende fast i pinslen, pinlighedernes lillesøster.

Fastfrosset i forestillingen om hvad andre menneskers forestilling var om en god datter, et godt menneske.

I vejrtrækningens dyb; bekymringen ståsted,

maveknebs drejende dolk.

Var der nogle som ville sende mig hjem?

Tilbage til begyndelsens uforståeligheder.

Året 2021, et midsommerligt nytårsfortsæt af sammentrukne tanketråde.

Kun det du tager på dig lige nu, i dette unikke øjeblik vil lykkedes på sigt, et fortsæt iført hat på sned og bordbombe i dessertens rester er som en glitrende sæbeboble i regnbuens farver, fyldt med luft, schssshhh….

På trods af tilbundsgående research over år (24/7 reflektionsarbejde,) kunne jeg stadig ikke fralægge mig skammens velkendte, indre stemme. Så grundpælene glimtvis under levet livs bølgeskvulp, men hvordan går man fra udelukkende ord til ditto handling? Hvor var trædestenen, med start indgraveret, hvor mine fødder ikke ville blive våde?

Sommer, 2021, skal bruges på begyndelsen til; at hele gamle sår ordentligt, tage magten tilbage i alle henseender jeg har givet den bort. En af gangen. Handle hvor jeg har afventet. Hvad? Tilladelse! Ventet på at følelsen af, at være 100 % parat, forberedt nok til de dybeste hulninger i mine tænder, kom. Ville give mig sparket langt ud over overspringshandlingernes fuldemands zig zag, til jeg som en irsk sætter ikke ville forlade sporet, når fundet, før anden fløj op mellem træerne. I stedet kom. Erkendelsen. Følelsen vil aldrig komme.

Bare tre-fem dybe vejrtrækninger og du er landet. I dig.

Jeg vil trække vejret til jeg hiksende mærker bukselinningen klemme og som
kan få mine øjne til at svede, fra Sofie Linde`s bog “Fårking
gravid.”

Ilten skal få lov og blive doven i mit indres stilhed for med lyd blive sendt ud, udenfor også i undervisningen. Svært med mikrofonen kyssende ens læber. Mavekneb; farvel, tak for nu, denne gang, jeg har planlagt en rejse hvor der ingen plads er i kufferten.

Vil. Føle følelser, uden, at puffe dem ned, ud, væk, med enden i vejret og hovedet mellem strakte arme.

Der sker ikke noget.

Plan: Ringe til dragen inden for længe, lade klovnedragten forblive på bøjlen.

Nutid: Hun ringer hurtigt af. Lader hende.

Til søm og skruer, den omvandrende spand af skam der, (fordi han årevis var dragen utro,) som en anden forhørsleder altid skal spytte spørgsmål, i kaskader, i hovedet på mig (og de andre tre hvis i nærheden) til han, når mine følelsers skattekiste, næret af de søde chokolade mønter på bunden af min sjæl, han er. Lige så længe han har prøvet og nå den altid krakelerede overflade, har jeg prøvet at lukke låget i over hans uempatiske fingres skraben.

Nutid: Jeg lader ham, har nemlig pudset fladen fint op, installeret en bund over bunden. En bund bestående af selvværd og accept.

Plan: Ikke være urolig for at sige til rødnæsen, når der er noget jeg ikke kan lide, tage til mig, at jeg virkelig altid er både/og, enten/eller. Behøver derfor ikke tage overordentlig meget hensyn, for at undgå rynkede bryn. Det er ok ikke at vide, synes noget andet, som regel er begges meninger latterligt ligegyldige alligevel.

Op i røven

80-årige svigerfar

Nutid: Selv når man lever et “nemt” liv, (den sorte sky opløste sig i januar og min hukommelse er nu næsten normal efter et halvt år i overhalingsbanen,) bliver små ting forstørret op i det uendelige alligevel. Vi kan, skal ikke overhensynstage os igennem vores 50`ere, 60`ere …. Nu er tiden for pyt, fuck, lad det være, lad dem, slut, fucking slut, og ja, op i røven. Jeg lader ubehagelighederne lande, vi bliver ikke skilt, ingen råb, respekt for hver vores vej.

Plan: Opføre mig som en, der gider gøre sig ulejligheden det er, at formulere sætninger andre bliver nød til at lukke munden for og høre, lige meget om de har lyst til det eller ej. Det omvendte er jo naturligt.

Sige højt hvad jeg tænker og ikke kun hvisle det indeni. For der er ikke mange slangehviskere derude…

Ikke dukke mig selv over at jeg undgår nyheders dunder. Kan ikke være en mund med evige mundvige opad og smilerynker til alle (s) verdenshjørner, hvis øjne lige scrollet; mangel, nød, misbrug, vold. Fantasien, ord vekslet i nærhed er rigeligt. Tænker (prøver) ikke mere; når jeg tjener så meget så … Gør det; giver væk, penge, tid, ting, mig. 

Var det økologisk kød du købte i går?

Nej

Ordsalat

Plan: Jeg vil ikke støtte ham i, at han ikke støtter mig, når jeg vil støtte landbrugets økologiske dyrebrug i håbet om, at dyrene har et lidt mere humant liv end det, de færreste får. Han tror på støtten af madspild, og det og økologisk ligger sjældent side om side i kølemontren. Bliver nød til at skrive ikke Ø på de pakker, hvis jeg når se det inden han ompakker dem. Jeg tror, han tror, jeg vil glide af som jeg har gjort ved
andre tiltag han ikke har delt og vende min nye religion ryggen. Står i stanken
af rå kød/lige til datoen efter jeg dagen igennem har slået mentale flik, flak for hvad vil jeg selv spise? Noget, der giver mig prutter i måltidernes efterslæb og som ikke producere dem i kubikmeter selv.

Nutid: Gad jo ikke pakke det kød selv. Og Ø?

Orker det ikke. Såh lige nu spiser vi ofte kylling i gryde, ikke til unge mands begejstring, burger en gang i mellem, plus retter vi kan være fælles om. Svært ikke at sætte de samme 10 retter på bordet. Erfaring; ingen gider til sidst spise det.

Plan:
Vil ikke mere skælde mig selv ud for, at at jeg må havde gjort unge mand kræsen
med mine buffeter. For om det er tilfældet eller ej, så er han sin egen
integritet. Løsning; arbejde en gang ugentligt i aftentimerne. Alle sørger for sig
selv, kokken har fri.

2021. Lurer (YouTube,) en lille, 28-årig kvindes fråderi (må vise ID ved køb af alkoholske drikke,) når hun over en dag spiser sig igennem amerikanske, forlystelsesparkers menukort. Alt er stort, kvalmende, sukret, fedt. Lækkert. Om morgen; kvik, hurtig i bevægelserne, overskudsagtig flirtende kamera “manden.” Ud på eftermiddagen; et😣børnehavebarn, rødmosset af solen, skinnende i hele hovedet af parkens indtagelser.

Hvorfor ser jeg det?

Jeg har været der men mit ædeflip var ikke en hyldest, eller jo men så til indres Negativa`s frustration over dem, der, ikke forstod el prøvede på det. Som en eksryger snuser jeg i smug.

Jeg spiser “med” hende og slukker, mæt af farver, lydene og “smagen,” lettet over det ikke er min krop som vil blive en rugende forknyttet teenager, der føles højgravid med trillinger, hvor snørebåndene synes at sidde på stylteben, når jeg bøjer mig ned.

Jeg stødte på en kvinde i går som jeg ikke havde set længe, større end jeg nogensinde havde set hende, eminent til at stille mig spørgsmål, men med en ked af det hed i blikket, som gjorde det svært ikke, at holde hende. længe. Lidt akavet for begge da jeg kun går hende til navlen. Det handler ikke om at være slank, som sådan, det handler om det sørgelige i, at hun kun er 50 år og knap kan gå 5 km p.g.a. et dårligt knæ. Hvis de havde en hjerne og kunne vælge ville det så være, at bære 10-20-30 ekstra kg på hver, dagene igennem, fra hun læner sig ud over sengekanten i morgenstunden, til hun lader sig synke tilbage i dynen om aftenen igen. Hvor ville jeg gerne tjene penge på at tabe mig for andre.

Jeg føler skyld, der ved siden af hende, som når jeg kan høre frustrationen i Goldielooks` stemmes suk, når hun tæller kalorier.

“Jeg vil jo ikke være så tynd som dig.”

et blik der scanner

“Jamen, det behøver du heller ikke,” min stemme undskyldende, som er den måde jeg har valgt at se ud det forkerte. Min petitstørrelse, åbenlyst et regime de fleste vil snuble i. Det har påvirket mig meget, når jeg enten før eller efter endt undervisning har skulle lægge hjerte til, at andre kalder mig tynd. En lussing jeg ikke ser komme for den er ude af kontekst, en jantelovs udløber; jeg skal ikke tro jeg er noget på grund af opmærksomheden jeg lige har fået. Der. I midten. På gulvet. Udførende mit arbejde.

Plan: ikke mere; være skuffe for andres ufølsomme og arrogante spidende stålklinger, eller ønskerne om jeg havde sagt, handlet anderledes.

Plan: hvis det kan gøre dem godt tilpas ok, for lige meget om jeg fortæller dem, at jeg havde 4 hold i går, så står der for evigt tynd på deres hjernebark. Jeg kigger helst i fra gulv til loft størrelse spejle (ved jo aldrig hvad man render rundt med af sekret affald). Hvilket mange mennesker åbenbart ikke gør, for hvorfor skulle de ellers kommentere mit tiltagende grå hår så meget. 

Gør det.

Åben et hvilket som helst familiealbum fra 1970`erne og du vil se, at alle dengang var meget slanke, godt nok for de flestes vedkommende over 13 år, hjulpet på vej af cigaretpakkernes kemiske holden forbrændingen oppe. Da jeg var barn var jeg en time om at drikke min sodavand, der kunne jo gå ½ år før jeg fik en igen. Min fætter og kusine deres i løbet af ingen tid, men de fik dem også hele tiden, det var ikke særligt. De var de eneste overvægtige jeg kendte og søm og skruer fik næsten panikangst efter samvær med dem, for ville de “smitte” os? Mig?

Jeg kan ikke sige det nok

Alt det du IKKE spiser, ER det hele VÆRD gange jordens runde mave i kilometer.

I dag. Besøger unge mand sine bedsteforældre får han måske 3-4 sodavand + hele slikskålen hvis han vil (på få timer), uden andre end mig ønsker han vil stoppe. Da mine kusiner som børn i 70`erne fik slik om fredagen delte de (to børn, 2 voksne) èn slikpose 4 mennesker. Nu er poserne større og man spiser det hele selv. Når jeg fortæller jeg får kage og kød en gang (maks to) om ugen hører andre mennesker det som aldrig, for dem er det, det samme.  

For øvrigt er det og kommentere andres tiltagende masseproduktion af grå hår som hvis jeg sagde;

Når du har nok lige fået en ekstra rynke lige der, hva? (Peger og rør med pegefingeren ved øjenkrogen.)

Det er tidens tand og alle der tør favne det, burde tiljubles (i det mindste få lov at gro dem i fred.) Respekt for dem, der orker at farvelade sig ud af det, men jeg gider ikke skulle rense det af om aftenen hvor det at tisse, tørre ansigtet over med vand og børste tænder er lige tilpas til mig. Desuden har jeg prøvet at vippe de 21 vippehår den rigtige vej, men så har jeg kun skide 16, når jeg er færdig.

Men jo, jeg ser lidt mindre mig selv i spejlet, når vinterens mangel på solstråler får mine poser under øjnene farvet i en evig dunkel. En kærlig hilsen fra søm og skruers genmasse ligesom monobrynene var fra dragens. Det er sådan det er.

Har da overvejet at få fjernet mine “tusser.” Men de blå streger på især bagsiden af mine ben, (kropsligt tour de France) er jo beviset på, at da især unge mand indtog mit indre i et langstrakt vokseværk sad jeg meget på min røv og smurte Måløvborgeres børn ind i solcreme, ødelagde faktisk et par elsket bukser. Havde ikke som Goldielocks regnet ud, at når man arbejder i en børnehave er det ens egen børneflok gange ti i beskidte hænder. 2 dejlige drenge vil altid blive husket, for deres fælles navn er unge mands i dag.

Jeg havde lovet mig selv ikke at brokke mig mere over hedeturenes speedway på alle tidspunkter af dagen, følelsespåvirket og ikke, hvor jeg er dåsen dinglende i snoren bag kofangeren. Men hvor er de når jeg fryser i kolde haller?

Ønske; opfinde en overgangsalder app til glæde for verdens kvinder og deres mænd. Sænke skilsmisse kvoten sgu.

Den skal indeholde:

Nyopstået Migræne?

Okay, så er du heldig, de vil gå væk igen. Fjern pligtens martyrium, så vil dine ja blive til nej og nej til tiltrængte ja. og pst… Læg dig så for helvede eftermiddage sammen krummet på sofaens krasende uld med næsen mod kattens velslikkede, tomme boller og synk hen hvor hans ånde ikke når dig. 

Hvor mange hedeture har du brug for i træk?

Hvilken lokation skal de indfinde sig på?

Klokken?

Skal din datter bruge 2, når hun har glemt halstørklædet til den 10 minutters laannggee cykeltur hjem kl. 21:35 søndag aften i februar?

Du mobilpay`er hende en heatwave. Gider heller ikke mere føle skyld over, at være for træt til og vente i Hviden, i10, (ET), efter hun har krammet alle i loop. Vende i en kantsten (bump), til kantsten (bump), 3-punkts vending, idet hun krydser villavejen, efter hun har drysset små kys mellem genbrugskattens ører (sidste flåts pelsløse opholdelsessted). 

Jeg vil gerne gemme nattens klamme mellemrum mellem mine luffer (okay bryster så,) til når jeg alligeveller sveder på arbejdet, selvom følelsen af sved på sved er mærkelig.

Kunne skubbe ugens til næste. Eller sommerens til vinter. Gå fra 2 til 3 i timen.

Hele dagens overstået på en time, jeg selv bestemmer tidspunktet på. Kan så gå rundt i bikini i januar. Skal så nok huske at tage persiennerne ned, for ikke og risikere anmærkninger fra vejens facebook gruppe.

Bestemme hvor sveden kommer ud, da der ikke mere er hårtørrere ude på skolerne til, når trussen føles som nedsunken i vand. Skulle så også stå på hovedet da de ikke var umiddelbart flytbare medmindre, du var en utilfreds teenagedreng. 

Kun svede på læggene, for hvem har hørt; “ej hvor mine lægge stinker?” Eneste ulempe; meget svært at tjekke, før 1½ times yoga.

Eller hvad med ankelleddene? Så kunne jeg som de 20-årige gå rundt i vinterkulden, i sokletter, uden at få tørre ankler i vinden.

Går dit månedlige ønske om at ville skilles til, hver anden dag?

Straks vil poppe mailadresse op på kvindelig læge, der vil skrive i versaler: BLIV IKKE SKILT. Hvis I stadig har sex. Det sidste vil ikke stå der.

Føler du; at du er ved at få leddegigt i tæerne, men tør ikke fortælle det til dine veninder fordi du er bekymret for og lyde som en nyudsprungen hypokonder.

Gå ikke til læge, men lov dig selv aldrig, at købe møgsko igen. DU ved godt hvilke jeg mener.

Jeg lugter som en gammel stol på frilandsmuseet.

Find nærmeste MATAS og køb 5 dages deo, så lugter du som en spritter i stedet win. 

Min fisse er lukket.

Hav sex hver uge (til dagen udvalgt variant), det minder den om, at der et liv efter sidste menstruations udstødelsesdato, og dig om, at du er en she-devil wrauhhh…

Hver morgen den første ½ time. Er jeg ved at blive blind?

Det kommer, det kommer.

Lukker app

Hulken. Af glæde.

Har du yderligere ideer til app`en vær sød at sende den til; heatwavebychoice@hotmail.com. 

Bliver ofte bremset i fart af ordene; “hvorfor går du så stærkt?”

Fordi jeg kan.

Får jeg det til at rumstere i den mentale kuffert, minde dem om deres øvre fartgrænse tabt bagude?

Skynder mig, for en dag.

Jeg har et mål: Hun hedder Renate, (min bagbo). Hun går aftenture forbi mit køkkenvindue med hovedet løftet over læderjakken og bestiller lige sin have mand til at lave vores fælles rækværk, fem(fucking)firs. Hendes hår, en bobbet glorie, lysende. Blikket grå stål, fast, som huden stramt over de høje kindben, accenten stadig tysk. Bankede for mange år tilbage på hendes dør, synes hun var frygtindgydende, men Goldielocks skulle have hjælp til tysk så.. Jeg skrev 1000 tak for hegn og skulle vi (Rudolf) ikke male det?

Hvordan har Goldielocks det?

en accent i interesse

Dette skulle havde handlet om tvangs pytning, men …

Hm… Kan gå to veje eller i virkeligheden kun en, for den ene er betrådt, så er den ikke blind. Som at blive på undskyldningernes parkeringsplads, der aldrig melder optaget. Skide være med at de råder til at lære at sige nej. Vejen med by, bjerg og glat føre er ja. Det. Kan. Jeg. Godt.

Din

Har du for øvrigt brug for app til 65, 75 år?

Skriv til: bagbowonnabe@hotmail.com

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Bekræftende tendenser

Vinduesviskeren svinger sløvt mens flere kommer ind på parkeringspladsen, kun for at opdage alle har taget bilen, i stedet for slå paraplyen ud. For få måneder siden ville denne situation havde været klaustrofobisk og Hvidens bagparti for stort.

Nysgerrig.

Vores yogaunderviser er holdt op.

Jeg er som en skyskraber oven over hende på bassinkanten.

Hvad kan jeg klare?

Sandhedsserum indtaget

Har hele min “karriere” fortalt alle der gad høre på det, at 12 hold ugentligt var et absolut maksimum for hvad kroppen kunne klare (overbevisning 295) uden, at skulle igennem 2 hofteled operationer inden tallet 60 blev rundet. Var det ikke synd for mig, at jeg skulle arbejde så fysisk hårdt. Nu fortæller de mig det selv, hvis jeg berør emnet🤣. Ønskede, indrømmet, at imponere med tallet da en 26 timers arbejdsuge, hvilket det nogenlunde svarer til, er meget langt fra de forventede 37 (nummer 296.) Jeg tvivlede også på om jeg kunne kunne leve af det, (nummer 297,) hvis jeg blev alene, og var derfor bange for det.

Jeg var jo næsten, godt nok noget ufrivilligt, arbejdsløs med kun få hold i sommermånederne og følte derfor (Overbevisning 298,) et stort behov for at tale indsatsen op. Det var som en refleks jeg ikke kunne styre. Var det mig selv eller dem jeg i virkeligheden ville overbevise?

At lade år gå imellem anmodning om lønforhøjelser gør af åbenlyse årsager ikke konto indholdet brat stigende.

Har af samme grund levet det, der på YouTube kaldes frugal, nyt ord for det gode gamle; sparsommelig. En god fornemmelse (nu,), at støtte plastik og tøjindustrien mindst muligt. Jeg har en (tøj) fest i en ordentlig og ikke hengemt/kælderlugtende røde kors butik, i mærker jeg aldrig har hørt om og pengene ved kasse 1 går til mennesker i nød. Det er mig, som vælter kurven på hjul, om hjørnet, ind i prøverummet, fordi der er TOP på. Sko. Er. Noget. Andet. Dyre, nye, med indre såler som er jeg et lam, der hopper fra sky til sky, i min egen drøm, er mit krav.

Indtil for et år siden lænede jeg mig trygt op ad ægtefælles svulmende indkomst. At leve sammen med en der tjener godt, er som at modtage supplerende dagpenge. Du mangler ikke noget, hvilket gør det uimodståeligt fristende og skubbe mavefornemmelsen ned, hver gang den som en korkprop skyder sig mod overfladen. Den lille stemme som til sidst skriger ud af navlen:

Jamen vil du ikke selv? Dine tanker og ord om selvstændighed og forestillingen om dens frihed er baseret på frygt, ikke andet. For at fejle, for valg ingen andre end dig kan beslutte om du skal tage.

Møgirriterende snusfornuft

Overbevisning nummer 300 og 301. Jeg havde brug for den fysiske pause sommeren over og ingen ville alligevel undervises.

Bevisførelse for selvsabotage.

Det er over årene blevet tydeligt for især ægtefælle, at mit humør synker som et slagskib i løbet af de 3 måneder, hvor kun 2 hold skal cykles til. Forstår så meget den arbejdsløses risiko for depressions lignende tilstand, på grund af dalende selvværdsfølelse for hver dag morgenmaden indtages. Alle har behov for at føle og vide deres plads, at netop de fylder den ud.

Overbevisning 300 og 301 nedlagt, slagtet, tænk halal, hopper ovenpå den med bøjede albuer og nakke. Tænker 3 kommuner, sommer, skyggefulde træer og plæner med arme rakt mod solen i hilsen.

Mit valg:

At deltage så meget i undervisningen.

Kunne … gå rundt som de indiske Youtubekanal indehavere og skræppe ned fra 10 og skubbe på kropsdele i en uendelighed.

Pst… Der kan jeg ikke gemme mig. Ville også kede mig, når jeg ikke måtte være med bare noget af tiden, (temmelig nyopstået selverkendelse fra de dybeste afgrunde.) Så kommer tankerne nemlig, (frygt nummer 451,) skal jeg skifte job? Hm.. Nej. Nåh.. puha… Bare fordi det er rigtigt for veninde er det, det, ikke nødvendigvis for mig. Jeg elsker filmene om Jurassic park. Måske er det fordi jeg inden i er en langhalset dinosaur, som elsker at blive hvor hun er og gumle på bladene.

Frygt nummer 452: at nogen, hvem som helst skal kede sig i mit selskab.

Åbn dig uden forbehold og fortæl nogen, hvor taknemmelig du er over, at være en del af deres liv?

Har altid synes at ægtefælle ikke rigtig arbejdede. Han kunne jo sidde bag skærmen hele dagen og aldrig bekymre sig om hvordan hans ansigts udtryk så ud, eller om han kunne flytte om på en fejlplaceret bussemand eller brystvorte. På skidtmas dage ønskede jeg, mig formindsket så jeg som Tommelise kunne sidde i hans bryst lomme og hænge med hovedet. Trak i stedet, i snoren, så mit happyface blev foldet ud.

Men jeg er heldig. Hvem kan ellers se smilerynker under øjne og over buksebagen flere gange om ugen. Blive omsluttet af så meget kvidren på mørke dage, som trækker foråret nærmere ligesom fugle lige hjemvendt båret på hede strømme. Som sender livsglæde ud i små som, store rum, jeg kan modtage og sende tilbage i energiform som projektiler.

Vil du have noget müsli med hjem? Og knækbrød!

Håbefuld oversprings bager

Har 4 beholdere knækbrød, desværre ikke farmors opskrift, så blev øjeblikkelig døbt fuglefoder af bebrillet. Tsk.. som om han nogensinde har spist en mejsebold. Ja, hvad ved jeg.

I udviklings ryk har det åbenbaret sig med mere eller mindre væmmelige ansigter, at lige meget hvor lidt jeg havde og gøre med mine forældre klæbede deres måder, at være og anskue andre og verden på sig til mig, som olien i müsli blandingen jeg dage forinden havde spredt ud over bagepladen. Der stod jeg skulle trykke den ned. Okay så, ikke så meget …. Åbne ovnlågen, dele, åbne ovnlågen, vrikke, knække, bage videre, meget videre. Dagen efter knække, skære, klippe til.

Sprængte rammer

Nu er tallet 14.

Hvad gør du, måske ubevidst, som holder dig trygt i troen på dine overbevisningers enevælde fra for længst overskredne datoer?

Overser du ubevidst/bevidst information, der modsiger dem?

For at ændre selvsabotage skal du:

  1. Se “dem.”
  2. Bevidst beslutte at gøre noget andet, end du så trygt plejer.
  3. Udføre.

Modløs ægtefælle tror ikke på unge mand inde på værelset.

Jeg lukker ned for ophavet i boks et, åbner for afkom i boks to.

Med håret stadig vådt, og tungen ulden efter den alt for varme suppe banker jeg på unge job søgende mands dør. Jeg får månedligt ny belægning i mundhulen fordi jeg stadig har til gode og finde ud af, at min gane endnu ikke har opnået indbygget grillhandske effekt som mine fingerspidser. Efter noget der kunne udledes som et bekræftende svar åbner jeg langsomt døren.

Skal vi?

Hovedet er tiltet til den ene side på grund af sideskilningen, da han bærende på sin computer kommer ind og sætter sig ved vores arbejdsstation, spisebordet.

Jeg har ikke skrevet en decideret ansøgning i hans leve alder og han? Aldrig. Min mave har trukket sig ind i sig selv, når jeg de sidste dage har gennem tænkt vores situation. Hans situation. Et styks studenterhue vil blive sendt tilbage til forhandler. Hans fars øjne fuld af mismod, den jobsøgende uden initiativ og så er der hende, der engang havde svært ved at formulere sig, når noget var alvorligt.

Jeg er ikke mere hende, hende der ikke kan, jeg folder historien (overbevisning nummer 129) sammen som en afrevet kladde og putter den i min indre makulator.

Hans lange overkrop falder ind over bordet, tavs. Afventende.

Synapserne i min hjerne står på pause som støvet, i februars sollys.

Han er det eneste menneske jeg føler mig 100 % tryg ved, at være stille (kedelig) med.

Guider ham ind i en opslået stilling.

Et ord, en sætning af gangen, som når han køber tøj, ved han hvad der er ham. Hvad han kan stå inde for.

Den første skrift altid en kladde, et skelet, der skal muskler og sener på, til sidst hjerne og et bankende hjerte.

Send.

Send.

Den manglende yogaunderviser

Skrev til Bent, en gammel kontakt, et møde i kulturhuset, får aldrig hans mobilnummer, det er jo Bent. Spørger heller ikke om hvad tid holdet ligger, det kan jo flyttes…

Regnbukserne knirker mens jeg i hurtige skridt går i retning af den trange holdeplads ved familie huset. Må stoppe op og lade skraldebilen kører frem igen efter, at havde bakket ind i hegnet over for mig. En kvinde stikker hovedet ud.

“Leder du efter nogen?”

Noget er galt, dette er ikke kulturhuset. Men det er her Sif`s gamle mødelokaler lå.

Jeg vender bilen på sidevejen, mens tegnet der betyder; våd vej begynder at blinke på instrumentbrættet og kører i overtid mod målet.

Overskudsvarmen på regnbuksernes inderside fra dagens sidste hold, bliver erstattet af hedeturen, der starter mellem skulderbladene.

En bil næsten snitter Hvidens nyvaskede sidedør, en indånding, og jeg er ude af parkeringspladsen. Kører ind ved Rosenhavens indgang og sætter bilen klods op ad indgangen til børneinstitutionen ved siden af.

10 minutter over.

Foran bibliotekets skranke, “En ældre herre?”

Rysten på hovedet.

Inde ad anden indgang står Bent, ikke den Bent men Kirks far, Michael var en ud af to i folkeskolen. En anden mand jeg har kendt i 19 år rækker hånden ud. Noget bliver hårdt under mit brystben. Jeg har aldrig villet arbejde for den mand.

Venligheden lyser ud af dem, men holdene kan ikke flyttes et minut og det kan jeg heller ikke. Kunne jeg tjene flere penge?

Sikkert.

Bange for at svigte vandnymferne og havkattene?

Nej.

Flytte dem så?

For hvad?

Gider ikke

Besvær for dem, for mig. Det er godt som det er og vigtigst. Jeg er fri. Fri til at kontakte udøvende hvis de giver mig lov. Det vil mændene overfor mig aldrig se som en mulighed.

Jeg er min egen magtindehaverske. Orker ikke flere mellemmænd eller kvinder, der kigger på mine hudskorpe belagte sandaler (føles som hårde knolde hvis du vil vide det) og svarer; “det kan da godt være,” når jeg spørger om de kan kopiere et papir med en maskine, de kender.

Spurgte du ikke hvad tid holdene lå?

Rationel ægtefælle

Ser op på ham, det ville jo gøre mig til. Dig. Siger det ikke. Troede jo … og lod spontaniteten sætte uforudset møde op med gamle bekendtskaber, indre som ydre.

Hvad vil du?

Leve livet med overbæren- og nysgerrighed for dig selv, mærke, smage, favne det, eller vil du se til fra dine gamle overbevisningers mausoleum?

Maven mumler efter smadret, frossen, banan.

Åbner boks 2, begge hjerner stivfrosne, jeg læner mig frem over dækservietten, nu på den anden side af hans plettede brilleglas, studerer jobannoncens salgsretorik (jeg ville hellere oversætte en tekst fra engelsk), kunne de ikke bare skrive det helt enkelt, det er jo for fanden et lagerjob de vil have besat, ikke lagerforvalterens.

Hvad siger du til?

Flyt de slidte overbevisninger til opbevaring i kælderen, på loftet, i en kasse under sengen og lad de nye få lov at knirke og funkle i deres nyfundne frihed.

Knus

Lisser

Taknemmelig for du læste med.

Fødselsdag

En forårsbebuder pryder reolen.

Schuish..

Klat fanges i nyvasket krølle.

Ingen liljer i hånden, holder masken, pungen blir i tasken.

Krøllen åbnes under stødvise vand udslip,

just været udsat for vinter klip.

I centrets ly tulipaner i spande træder vande

3 for hundred kan jeg se.

Udenfor, titter pink på grene gennem ruder af plast.

Chipplacering?

Fumler og guides.

Mand svøber skat

i brunlig mundering.

Krøllen stivner i vinden

holder sin form som kvinden.

Tillykke med to, tre en torsdag i regn,

syv, fem du om nogen sej.

Du læser ej bloggen, du får det på kort

Du blæser på bjerget

Din helt egen sort.🌸🌼

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Strømpen

Noget giver efter under den ene sko, glider op mellem rillerne en efter en.

Morgenen er mørk, og jeg kniber øjnene sammen mod det, der er under den drejede fod.

Det føles som har mine øjne rullet rundt i deres huler hele natten og nu skal have nogle sekunder for, at kunne fokusere. Sidder seriøst visse morgner efter speeddating min morgenmad, og kan ikke forstå hvorfor jeg får kvalme, når jeg siddende på kummen kigger ned i bladet. Forventer stadig i håbefulde øjeblikke af min læsefærdighed, at den ikke behøver hjælp fra plastersammenholdt brille i blå filt.

Resterne på gulvet er lige en tone anderledes end træplankerne. Det er nogle timer siden det skinnede vådt.

På køkkenvaskens kant ligger en strømpe. Da jeg vender den giver alt mening. Nøj, hvor han skal få.

Morgenen startede ellers som mange andre.

Tjek ved succes med at få også anden hæl i smalt bukseben uden, at træde på kat. Anbefaler egentlig ikke at udføre balanceøvelser inden kaffen har ramt systemet. Mens jeg slingrer ud mod bryggerset for og mindske muligheden for genvejen mellem mine ben, får kradsetræet hans ærgrelse over tiden det tog mig, at skubbe tyngdedynen til siden og spærre ham vejen ind i soveværelset på vej ud. Når neglene er slebne begynder konkurrencen om, at komme først ud til hans madskål i bryggerset. Her konstaterer vi begge, at der er masser i den.

Sch…tæller; 1, 2 … 12 godbidder plus/minus stumper. Aer fingerspidserne mindre kattemad lugtende fra bryst mod halespids.

Fumler langs køleskabslågens mellemste hyldekant for at tage beholderen med leverpostejen ud. Han er holdt op med at knase. Lydløse, løbende poter og nu er 2 glaskugler fokuseret på knivens lyd mod kagetallerkenen. Jeg er så skide skyldig i, at han en dag dør med fedt om hjertet på grund af det morgen ritual. Jeg tørrer fedtet af skæret med sammenkrøllet køkkenrulle fra skraldespanden. Han ville nok hellere have portionen hel og vente mindre. Det kræver alligevel en god omgang morgen hygiejne fra hans potter og tunges side af, når han er færdig.

Laver en mental opstramning for, at holde meget påtrængende morgenurin inde til også underbukserne har forladt varm hud. Ihhhh… koldt bræt. Puster ud.

Bladet er tilbage i skuffen, håndklædet mørkplettet og skoene klapper ned i gangens gulv. Min hånd laver næsten cirkelbevægelser på min mave.

Mine huller er ikke så store men vandmandens…

Det er da jeg går igennem køkkenet for, at tage min havregrødsgryde ud af skabet, det sker.

Åh… Manner.

Adder..

Der er det med Olauf, at når han kaster op så bliver han ikke på stedet. Det gjorde jeg heller ikke, da han sænkede sit lille hoved over desserttallerkenen. Opkasteren sidder nu inde i stuens mørke i vindueskarmen. Det eneste som lyser op er hans hvide bryst, og en hvid pote, der igen og igen stryger mod en mundvig.

Med mobilens lygte tændt følger jeg i mine fodspor tilbage igennem gangen og jeps, jeg har vasket hænder så bademåtten er også, ja du ved, katte opkast påtvunget.

Ender med, at måtte vaske hele køkkengulvet med mørket som eneste vidne.

Tjek ved rene riller, tjek ved afsætninger, skidt pyt med bademåtten….

Jeg fylder kedlen med vand og sætter den på sin dertil indrettede og løfter strømpen op.

Den unge mand har ikke på nogen måde kunnet undgå og mærke fornemmelsen af noget give efter. Han er kun lige er gået i seng, hørte døren til værelset gå.

Det var heldigvis spyt og tørfoder den indeholdt, klatten, så ingen ildelugt. Lægger strømpen i blød.

Det er altså hvad min opdragelse af to styks individ er endt ud i.

Det er fandeme ikke i orden at efterlade dette rod.

Bliver lidt mildere for hver kaffeslurk og teske havregrød.

Pst..

Tror du også at husdyr er meget klogere end de viser.

Jeg har genbrugskatten mistænkt for at sidde bag nedløbsrøret ude på terrassen og holde øje med hvornår min bag møder hynderne i prinsessestakken. Når jeg har lukket vinduet bag ham skal jeg kradse hans højheds kinder med så lidt gene for hans lange knurhår som muligt, ellers laver han grimasser. Så svanser han ud af rummet og i ly af væggen sidder han sikkert og kattefisser fniser med forpoterne vippende op og ned på de kolde bagben fordi jeg nu igen spiser de sidste 2 mundfulde, kolde.

Morgengrøden tager 10 minutter at kokkerere men der går 8 minutter. 8? Så går fordøjelsestoget fra lidt damp på stationen til tut tut i fuld fart ud af skinnerne væk fra perronen. Nu er det ikke for det, jeg er glad for mit indre systems effektivitet men havde ikke noget imod hvis aftrykket efter ovalen blev dybere imens havregrødens rand inde på tallerkenen skiftede farve og glans.

Jeg har fortalt mit frygt, frys og flygt refleks inden i, at børnene ikke udgør en fare for fornuften mere, ja den ene har ikke boet hjemme i årevis, men lydisoleringen, morgenstunden og afstanden imellem fødderne og det flisebelagte er åbenbart helt perfekt for kreativiteten. Goldielocks og den unge mand (hendes lillebror) har en indre radar for, hvornår jeg er faldet til ro efter dagens arbejde. For ligesom Olauf vil ud inden jeg er i gang med ned rulningen af rullen, (også ved andet besøg), så ringer hun altid, når jeg har kæmpet hele eftermiddagen i overspringshandlingernes dybe afgrund og endelig rejst mig for at forberede buffeten, arbejde o.a.

Mor, hvorfor larmer du sådan?

Hakker så helt forsigtigt med globalen ned i brættet for ikke og forstyrre hendes ører igennem øretelefonerne, mens jeg hører bilerne suse eller er det osten hun pakker ud?

Senere

Tyrens afkom:

Jamen du kunne jo se det.

Øh ja, men først da jeg havde været på toilettet og tilbage, det er sgu et “dick move”. Vær venligst overbærende med tydeligvis naiv mor, der håber at imponere lige så YouTube afhængigt afkom med ungt sprog.

Dick move; amerikansk slang, brugt mellem venner der har et frit sprog. Betyder blandt andet dårligt valg af handling og ja også noget andet…

Mig fortsat:

Du kunne havde lagt en seddel!

Du må tænke lige hvad du vil for…

Her går samtalen i en mere argumenterende retning, hvor tyren står med indianske samtale skyer ud af næsefløjene. Tyren er forurettet da vandmand (alias ung mand) synes, han er i sin gode ret til og smøre ansvaret for optørringen af på gulvaskskyldneren.

Hovene skraber advarende i træplankerne. De tynde øjenbryn næsten mødes på midten.

Du skal ikke gaslighte mig.

Oversat; du skal ikke få mig til at føle mig forkert ved at tviste rigtigt og forkert. Men hvis du nu indrømmer, at det var et “dig move,” så snakker vi samme sprog igen.

Hovedet falder ned og en mumlen, der kunne tolkes som undskyld forsvinder op i opvaskemidlets svage duft.

Senere, meget, en halv dag..

Undskyld

Blikket møder mit, stemmen tydelig.

Jeg smiler og ved han mener det meeen…

Sådan en handling skal have en konsekvens og det er jo en ren foræring, en flot indpakket gave til så mange forståelser af ham, mig, vores dynamik, hans udvikling, min, hvad det nye år skal byde på. Hvad vælger han, jeg og ja Olauf?

Han har mere hvor det kom fra.

Knus, stort, bjørn, grå, blød og varm(set.)

Hvem kan få dig til at se, at nu skal der sgu ske noget, alle involverede er parat?

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Likes

Jeg kan ikke styre det!

Den konstante higen efter “den”, bekræftelsen. Beviset på at nogle har tænkt på mig idag og at andre der slet ikke kender mig og heller ikke ønsker det, også har gjort det. Jeg er simpelthen derhenne nu hvor det er bydende nødvendigt at give mig selv restriktioner for, hvornår og med hvilken frekvens jeg må læse andres opdateringer i de forskellige Facebook grupper og på youtube. Det er jo trods alt ikke latest news om covid 19. Fuld stop nu. Jeg bliver forstemt når andre f. eks. skriver, “jeg har skrevet 1000 ord på så og så mange dage” på Skriverejsens forside, hvilket forøvrigt er et godt online skrive kursus.

Det er tankevækkende hvor hurtigt man bliver afhængig af noget. Det sniger sig ligesom ind på en til det er for sent og man er hjælpeløst fanget i et skuespil hvor man sjovt nok alligevel er en temmelig villig medvirkende.

Først er det ubevidst, så bliver jeg langsomt klar over hvor galt den er fat, når jeg nu igen tjekker det samme ud som i morges, i går aftes, i går eftermiddags “On and on and on” ligesom den ABBA sang du ved. Så ved jeg for alvor at jeg er videre i næste fase som er …

Fornægtelse

Den er den pinligste fordi jeg bliver beklemt ved tanken om, at jeg ikke ville bryde mig om at indrømme at jeg lige må tjekke morgen, middag og aften om der mon er nogen der har foræret mig en tommel ved mine skriverier eller ditto kommentarer til andres. Jeg bliver glad på andres vegne over et nået mål men, at få dem blæst op i hovedet hele tiden gør, at jeg unødvendig meget betvivler det jeg selv har opnået. Det er en selvværd`s, opslugende ond spiral, der sender en magtesløs ud i en vrangforestilling som går ud på, at alle andres liv er meget bedre og fuld af en mening jeg kun kan halse nytteløst bagefter for at opnå.

Ustoppelige som klokken der ringer flowet af opdateringer ind

Hvor kan jeg blive facebook/youtube detoxed online?

Har du nogen du vil anbefale?

Hvad der startede som en fodforstuvende, lokalbetænksom skraldopsamlingsmani føles stadig som at være en teenagemor for en hel provinsby, bare uden at slide på stemmebåndet, og sende den ind på værelset. Jeg vil slette mig fra de grupper der minder mig om, at jeg er en hund efter bekræftelse. For tiden brugt med at se hvad andre har lagt op, tager kostbar tid fra at kunne samle mere skrald op, skrive flere ord og lære noget om at lave kimchi… For det er åbenbart sådan med mig, at befrier jeg et tidsrum fra noget skal jeg straks fylde det med noget andet “meningsfuldt”. Allerhelst noget uprøvet hvor jeg skal helt forfra men lynhurtigt kan mærke fremskridt! Så er følelsen af, at jeg har brugt min tid godt nok nemlig størst. Jeg vil gerne rulle målebåndet for hvornår vi er “rigtige” ifølge dig, mig, dem jeg kender, dem jeg ikke gør, kloden, universet helt sammen og ned i min blå syæske og der kan det have det så godt!

Vi skal ikke spørge; “Hvem ringer klokkerne for?”

John Donne

Vi er en del af et hele – ikke alene af Danmark – men af hele verden.

Jeg vil gøre mig fri af afhængigheden af dokumentation på at jeg er i live, bevidne andres. Skraldopsamlere bosiddende langt fra min by behøver ikke at like mig fordi jeg har samlet en pose fuld af iturevne dåser i en græsplæne samt befriet Marielundvej fra 20 cigaretpakker. Det er jo fornemmelsen af at jeg har gjort det af mig selv der skal betyde noget, glæden ved synet af det grønne græs hvor hundepotter ikke skal risikere at skulle om dyrlægen for at syes, eller fuglene der ikke skal bruge skrald som redemateriale.

Jeg bliver så glad over folks store arrangement for at gøre en indsats, beviset på at jeg ikke er alene men når de tager et billede af en enlig plastik flaske ja så bliver jeg altså så trist, for så handler det ikke mere om at gøre naturen ren. Det gør det derimod når nogle mødes og samler skrald i flok på bestemte dage.

Knus fra hende

I påbegyndt selv diagnosticeret internet detox.

Ps. tilegnet Lili Dips du ved hvem du er.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Træning uden hoved

Det burde kunne gøre det.

Virkeligheden er måske, at det faktisk er lang tid siden du har kunne grine til tårerne gjorde dig midlertidig blind, og samtidig være 100 % sikker på, at du automatisk spændte for neden, selv om din krop reagerede ved, at blive en splat fætter. Definition: da den 17 årige var noget mindre ville en serie af katte video`er sende ham i gulvet bogstavelig talt. Han kunne starte siddende på sin stol, men ville så af bar grin fuldstændig magtesløst glide ned på gulvet. Krummet helt sammen kom hans ord, “ikke flere” ud i små gisp. Da var han helt underlagt krampen i maven. Det var først da han fik trukket vejret helt “ned”, at den slap.

Hovedløs høne, bork, bork.

Vi kommer sgu ikke uden om den, vejrtrækningen, så lad mig begynde der.

Under lungerne nærmest klistre denne her form for kuppel (flot ikke!) sig fast. Lad os kalde den åndedrætsmusklen, el. mellemgulvet. Den skal som hængekøjen (det kommer…) i nederste etage, tage sig af mellemste etage bare med omvendt fortegn. Træk vejret ind. Lige der blev kuplen mere flad og den trykker så som ren dominoeffekt på dit bug indhold så din mave ligner, når du har spist kål.

Hængekøjen, måske et kælenavn el. et slangudtryk

Men sikkert er det, at den med overordentlig god fantasi ligner en på billeder.

Den dybe vejrtrækning, den er saftsusemig svær, at give mig selv lov til. Det er selvom jeg om nogen ved, at bækkenbundens hængekøje af muskulatur bliver påvirket ned og op af den. Det er meningen den skal det, efter naturens lov. Prøv lige!

Gjorde du det? Trak vejret dybt. Kunne du mærke en lille svag medbevægelse dernede, som et forsinket ekko af indåndingen? Ellers prøv igen. Igen! Kom vi gør det sammen.

Kigger mig lige omkring, niks den er ikke ude på toilettet med et blad på lårene, heller ikke når jeg ruller dejen ud til pizzasnegle, hvor fanden er den så, vejrtrækningen?

Nogle gange går der så længe imellem jeg trækker vejret dybt, at jeg næsten hikser den videre ned under kravebenene. Så holder jeg den 4, 3, 2, 1, før jeg puster ud så langsomt jeg kan, så min koncentration også omhandler den. Ellers er den nem at nedprioritere. Udåndingen er nemlig mindst lige så vigtig for, at du udnytter ilten bedre.

På ovenstående måde svarer det jo næsten til at tage 2 dybe vejrtrækninger, med lidt god vilje…

Stille, slank ,usynlig

Faktisk har jeg holdt vejrtrækningen overfladisk, så langt tilbage jeg kan huske. I visse situationer skulle jeg ikke høres, og jeg skulle være… Ja, i hvert fald ikke ligne den Mummi trold, som en forelsket fyr på HF forvekslede mig med. Han synes, det var et dækkende kælenavn til mig. Tsk… han fik så meget ikke lov til, at sidde med sine 1.91 cm. i akavet tilsløring af mit støvede, ophængte moskitonet igen.

Værsgo at tage plads, showet er gratis

Nu er det sådan, at jeg altid er en smule foran mine bevægelsers bestemmelsessted. Faktisk er jeg ofte i tanken færdig før, at jeg rent fysisk overhovedet er begyndt. Hvad der så kan resultere i; at jeg taber, vælter, skubber, presser noget ned, ud, væk, itu, af, op, væk, og direkte igennem. Og … du kan være stensikker på det er med meget rabalder mens det sker. Nogle kalder det klodset! Jeg kalder det pinligt og ufrivilligt. Oftest bliver jeg enorm lettet hvis det ikke fik en; revne, ridse, plet, plamage, hul, eller ja mister sit håndtag. Så jeg ved simpelt hen ikke hvorfor jeg stadig gider gøre forsøget.

Jeg kan jo ikke spise en skide dyb tallerken med havregød uden; at skrabe (med både ske og stol), slubre, smaske, slikke kanel af knoen, tørre vand op af dækkeserviet, bakke, bord og hvis uheldig gulvet. Kan også sagtens nå, at brænde mine fingre på deciliter målet med kogende vand, som skal gøre det ud for mælk “on the side”. Ja, jeg er udmærket godt klar over, at det er underligt, men det forhindre grøden i at blive alt for hurtigt kold og størkne adr..

Mens man så samtidig “prøver”, at samle sig om artiklen man er ved at læse, så piber næseborene, fordi de i løbet af natten har produceret bussemænd, der må minde om et mini flipperspil og vejrtrækningen er kuglen, der ikke lige formår at ramme “hullet” oppe foroven.

Når jeg er i ro, skal jeg ikke fylde som i, med lyd!

Jeg har altså over årene formået, at lave mit eget kontrollerede korset, ved kun at lade mine lunger få en lille smagsprøve af hvad det vil sige, at blive fyldt og rørt, altså foldet ud i al sin herlighed. Ilt til bunden af mine lunger, glem det. Til og med 2 ribben måske, når det går højt…

Nogle kalder mig det indre brusebad

Vejrtrækningen

Jeg tager mig selv i det alle vegne, når jeg underviser, cykler, og er til fødselsdag. Jeg trækker kun vejret til husbehov. Så synes min mave mere flad efter min egen overbevisning. Noget ingen selvfølgelig lægger mærke til, og hvorfor i “hede hule helvede” skulle du også det! Temmelig “sygt i kysen” hvis jeg selv skal sige det. Har du også sådan nogle gak, gak vaner? Nåh, men nu trækker jeg vejret dybt, hvor maven får lov at “bule” ud. Måske hjælper/presser jeg den “luften” helt ud ved, at suge navlen ind mod rygsøjlen. Som for, at understøtte den nye vane, følge den helt til dørs til udgangspunktet. Hvordan trækker du vejret? Må din fylde? I alle situationer? Er du ærlig?

Jeg har også må jeg indrømme prøvet, at holde bemærkninger om min skikkelse fra livet ved, at umuliggøre dannelse af fedtaflejringer i metermål ud over diverse linninger. Kun for at måtte erkende, at når du står og underviser vil du altid være et emne ude i omklædningsrummet, når du er gået. Det hele ville faktisk havde været nemmere (men så igen fuldstændig utænkeligt), her set i bakspejlet, hvis jeg havde beholdt min Mummi facon fra min tvangsoverspisnings periode. I stedet nægtede jeg mig selv så meget ved, at blive lille MY, for har du folder ud over bælter bliver det ikke kommenteret.

Det ville være dog være lige så utænkeligt som, hvis jeg startede en undervisningstime ud med at sige med kun lidt skratten, støn og pust i en mikrofon, som forhåbentlig virker efter en laaanggg corona nedlukning. “Har I alle husket, at træne jeres kærlighed`muskel idag?” Hjertet, træning af bækkenbunden (den kommer vi til, du ved ømtåleligt emne og alt det der) og fået, (givet, deltaget i) sex. Niks, behøver ikke være med partner… Et “slip”, en frigivelse af ophobede irritationsmomenter kan vi alle trænge til, og andre i vores umiddelbare nærhed kan nyde godt af… vores øgede tolerancetærskel. Hm.. måske skulle jeg begynde på det, “har I alle …”, for der er et før corona og der er definitivt efter.

Det har altid undret mig, at vi synes det er fuldstændig som det skal være, når vi på større eller mindre skærme ser mennesker blive skamskudt i diverse variationer af varighed, og med eller uden synligt splat på vægge og andet interiør. Nogle gange fuldstændig unødvendigt da vores indre film jo tit er løbet så rigeligt i forevejen.

Hvorimod, at tage ordet bækkenbund, skede, ja endda skedeprut i sin mund så er vi virkelig ude i “det fand`me uhyggeligt du”. Husker du Peter Schrøder i satireprogrammet “Den gode, den onde og den virk`lig sjove”, fra ca. 1991. Vi snakker ,….. Japansk gyser gå direkte tilbage til start, for her tager vi ikke bare puden op foran ansigtet, vi tænder ikke engang for tankerækken.

Vi øh… er så nogle, der drypper meget ufrivilligt når vi helst ikke vil, så vi løber med bind i den forkerte trus. Du ved den hvor elastikken er alt, alt for løs og hvor bindet hele tiden synes, det skal lave et triple lup på ekstremt lidt plads. “Sjovt” nok formår det med stor succes, at gøre det alligevel. Med løb som var jeg nyopfunden hjulbenet til anledningen ser jeg mig tvangshandlings præget bagud for hver 10 meter og derefter (hvis der er fri bane) for hver 11 m. ligggge prøve, at gøre det til i det mindste bare et enkelt lup. Mens jeg løber under træerne, tænker jeg, at hvis nogen skulle SE og notere sig det “udbulningen” på min sorte bag med deres røngtenblik, som de selvfølgelig er ekstremt interesserede i at tjekke ud! Jamen jeg siger dig, det kan de sagtens nå, for man kan ikke sætte farten op med de benbevægelser. Det er trods alt ikke tegneseriefuglen hjulben vi er ude i “miep, miep”, fra tegneserien Grimm E. Ulv (prærieulv) i datidens, “så er der tegnefilm”.

Afslutningsvis

Skal det lige siges, at mit slanke liv ALTID har været 10.000 gange mere værd end alle de mundfulde og slurke, jeg ikke har sunket. Alle kvinder skulle kærligt (turde) tage sig det privilegium og nyde at se sig selv i spejlet 16, 23, 49, 71, 83 lige meget og tænke, “for pokker det er en dejlig pige, kvinde der er derinde, hvor er jeg heldig at det er mig”, også selvom held kan have meget lidt med det at gøre.

Gør det næste gang du går forbi et spejl, næh nej det skal være fuld figur, tøj uden tøj lige meget, stop nu op og fang hendes blik sådan nemlig og så laver du ikke et nedvurderende “elevatorblik”, det er tarveligt, nej tag det hele med på en gang. Du er hele den figur ikke kun filipensen, ørkenlandskabet eller grøntsags afdelingen. Se især med blide øjne på det du ikke kan lide, se på det du kan. Se på det du ingen magt har over at ændre og det du rent faktisk kan, hvis du bestemmer dig for det. De næste 3 dage skal du stoppe op en masse, bakke tilbage og se hele dig, tag det ind, se det andre ser, med alt hvad det indebærer. Hvis vi kvinder ikke havde været så skide optaget af, at nedgøre os selv med hvordan vi mente vi skulle se ud i egne og/eller andres øjne, så havde vi da behersket verden forlængst. Vi havde så måtte underholde os med andet end Trump, men det klarede vi nok.

Er ked af at sige det, men du må vente med bækkenbunds snakken og de gode fif til næste blogindlæg. Den er stadig under redigering og du har også andet og lave ik?

Knus og hej så længe

Vejrtrækningsindhaleren

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Buk og skrald

Jeg går ned og handler. På vejen går jeg zig, zag og 10 minutter bliver oftest det dobbelte men jeg er heldig, der er ingen forventning til, at jeg står på en corona afdeling med mundbind.

Jeg cykler for at træne og udvælger mig områder hvor jeg står af og går rundt med historie i ørene, cykelhjelmen stadig låst fast under hagen. Er du over 40 tæt på de halvtreds og over og ja op, lidt længere ja også der, så vil du nyde Mette Korsgaard`s “Festskrift for gamle krager”. Cyklen er mest i vejen og jeg slider på støttefodens vippe ned og op mekanisme. Jeg er heldig, jeg kan stå og trykke min dankortkode, mens mine varer passerer forbi på den anden side af plastikviseret, og gå hjem.

God fangst

Jeg løber mod broen, stønner allerede men så lydløst og tyst jeg kan og får hurtigt fyldt den pose jeg har med, det er ikke lang tid den ligger sammen krøllet i min lomme. Cigaretpakker og fastfood emballage er placeret på veje, som kastet ud af en bilrude i fart og havde jeg set mine store børn gøre det havde jeg nægtet, at betale deres mobil abonnement fra nu af og til de flyttede hjemmefra. Jeg er heldig, jeg kan danse og øve nye koreografi`er til latinmix holdet på mit stuegulv som jeg forhåbentlig får lov til, at fortsætte med til september. Jeg undlader at trække i snoren til persiennerne og lader naboen være tilskuer hvis han/hun vil. Dans i ly af mørket er ikke mere mig, nej jeg vil nyde at se min genbrugskat kat ude i havens grønne græs stole blindt på, at han da har hvad der skal til for, at fange en fugl i græsset.

Lykken er mere tid

Lisser

Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke går herhjemme helt mutters alene og tøffer rundt, men har min dreng på 17 og vores langbenede kat som må finde sig i, at være genstand for så mange grin, at han nogle gange vender ryggen til fordi hans stolthed er blevet såret. Han giver mig tilbage, når jeg for en gangs skyld står op og går ud og tisser kl. 3 om natten og jeg så kan lugte 3 værelser væk, at han har lavet en gave… til mig i bakken. Jeg rager rundt, min koordinering er på vågeblus og det er også kun lige, at jeg får den smidt i den rigtige container. Så ligger man ellers der med vidt opspærret øjne og der er en lille stemme nede fra ens mave der på hvalsprog siger, “JEG ER SULTEN”. 

Lykken er når mad kun skal varmes

Lisser

Fordi mandens arbejdsplads ikke kan refundere deres bestilte mad til 20, de er kun 15, og ingen andre vil have det med hjem og han går fra Husum til Skovlunde med meget, meget lange arme.

Jeg er sæsonarbejder. For mig betyder det sønderslidende, arbejdsomme, lange vintre, og opladning i rolige somre. Som sidste sommer besluttede jeg mig for, at begynde at samle skrald igen her i marts. Nu bare tilsat en kæmpe taknemmelighed over, at det tilsyneladende ser ud til, at jeg får størstedelen af min løn trods ingen undervisning her i corona nedlukningen. Jeg havde lyst til at give tilbage, jeg får alligevel rigelig tid til, at skrive alt det jeg orker. Men også fordi jeg vil se grønt når jeg er ude. På den måned jeg har gjort det, er det lykkedes mig, at forstuve min fod fordi jeg lige troede, at jeg på vej ned ad skrænt og ud af et tornet buskads var i familie med en gazelle, ja for de går da baglæns ikke? En uge efter forstrakte jeg en muskel i min ene balde, jeg har ikke nogen tang så jeg skal bøje mig enten i ryggen eller i knæene mange gange. Jeg bilder mig ind det er god træning. Jeg har endnu til gode, at træde i en stor hundelort, vælger derfor sko uden riller… men har allerede myggestik og har kælet lidt med en brændenælde.

Lykken er at glæde sig til at Mette F. og de andre (stor respekt) lukker os (rosset) ud.

Lisser

Jeg vil som naboens forbandede høne gokke højt af glæde og kysse alle jeg kender på deres kinder i fuld offentlighed. Måske kysser jeg dig også.

Når jeg står med bagdelen i vejret i stramme løbebukser så dagdrømmer jeg, at andre måske tænker, “orv”! “Måske får jeg også en flot R.. af at samle skrald”. Man får også den vildeste følelse bagefter, når man har stået og hoppet op til flere gange med begge fødder på tyndslidt, medbragt ex rodfrugt pose for, at få den presset, møvet, skubbet ind/ned i nærmeste skraldespands alt for lille åbning. Ens samvittighed giver midlertidige gazelleben, ja, altså kun op ad bakken for så bliver jeg nødt til, at koncentrere mig helt vildt om, at spænde min bækkenbundsmuskulatur når jeg skal ned igen. Ja, jeg bliver faktisk nød til, at knibe min mund lidt sammen, ikke til hønserøv bare sådan lige til husbehov, ind til jeg når fortorvet overfor mit hus. Der er der nemlig også en skraldespand til skraldet jeg har i hænderne, (udgået for poser). Den får mig til, at føle mig nær ligesindede for den lugter ligesom kolde nætter i bare tæer med Olauf`s føromtalte fødebolle svøbt i pose, i hånden, parat til aflevering. Ser henimod containeren og sender en tanke til skraldemændende og er lige ved og næsten, at sætte en seddel fast med tape, med ordene ,”undskyld men det var mig der gav min kat det der menneskeføde i forgårs, nu også med løg”…   

Pas på jer derude og husk når vi alle får frit spillerum igen efter denne corona indespærring at nyde hver en mundfuld, kys og knus. Værn om det der er over, under og omkring dig thi det er livet for naturens skabninger og os til at kigge på, lytte til og ja er du måske ikke kommet af jord og skal du måske ikke blive det igen. Gider du måske dele urne med 5 tomme stimorol pakker og 20 skodder? Kan man genopstå af det?

Knus

Den hudsultne

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Tilegnet holdene

Gymnastik dagtid; tirsdage kl. 8:50 fredage 10:30.

Men I andre må nu også godt læse med.

God påske.

En lille historie/update hvis I har lyst.
Ingen syge, at melde her i Skovlunde. Jeg kysser på min fraflyttede (pige) når jeg henter hende ved “bussen” og føler mig som en kriminel. Mit nye genbrugskat forfølger mig, jeg sætter dog grænsen ved toilet besøg. Det er han dog meget lidt enig i, så han hyler på den anden side af døren hvilket af åbenlyse grunde kan gøre det lidt svært, at koncentrere sig om at … læse.

De fleste eftermiddage lufter jeg min teenager, dreng 17 år, kan man iøvrigt stadig kalde ham det, når jeg kan stå i hans armhule? Han bliver overordentlig pinlig berørt, når jeg tager en pose op ad lommen ikke for, at samle lort op efter vores usynlige hund men efter skrald.

Pst… I det jeg bøjer mig ned, femte gang på 1½ meter ser jeg mig over skulderen som gør jeg noget fordækt. Da jeg retter mig op igen (nu med posen fyldt), ser jeg min bebrillede dreng 5 meter længere henne ad den lige nu fuldstændig menneske tomme sti, han vil ikke kendes ved mig. Vi runder hjørnet og et individ, en kvinde, tror jeg med tørklædet trukket så langt op over næsen som forventer hun, at vi lugter så skidt som havde vi en sky af fluer efter os, nærmer sig på snart VORES fortorv. Teenageren flytter sig med over på det andet fortov fordi: a) det kan være en coronamistænkt (vi har det jo ikke!) og b) jeg så kan komme af med “bevismaterialet” i den dertil indrettede skraldespand nede ved busstoppestedet.

Smil til verden og verden smiler til dig

Aner ikke hvem det kommer fra, nåh… jo det var vist en Gajol æskes (blå) flip, anno hm.. jeg gætter nu 1978.

Er du nået så langt og altså forhåbentlig fået rørt lattermusklerne, skal du huske på nedenstående fakta:

Hvis grinet er udført korrekt har du involveret samtlige af kroppens muskler.

Ansigts muskler, fordi du har samlet rynkerne omkring dine øjne, så du et øjeblik ser ud som om du er solbrændt i HELE hovedet.

Hals musklerne blev strakt ud, da du lagde hovedet tilbage.

Skuldrene blev rystet fri af kedelige spændinger, som har sneget sig mere og mere ufleksible og låste i takt med alle formaningerne og hændernes tiltagende, flagende tørketilstand.

Brystet og maven der et øjeblik holdt krampagtigt fast på grinets kostbare nu, den dybe befriende indånding, der blev efterfulgt af et langt befriende suk ah…

Bækkenbundens muskulatur, for du spændte den da ikke, du holdt på den lille prut? Ellers skal du ikke fortvivle men efter endt læsning gå direkte til MIF s startside og tilmelde dig næste sæson under enten hold 231 eller 232, for slipvinde og ja undskyld udtrykket sjatpisseri behøver du ikke finde dig i.

Jeg kunne blive ved men det behøver jeg ikke vel! Vi ved nemlig begge, at det allervigtigste er at du forhåbentlig har siddet med et smil på læben og dit hjerte føles varmt og pulserende … i live. Det banker for nogen og noget.

1000 tak for nysgerrighed og velvilje så langt og til dagholdene tirsdage og fredage, jeg savner og tænker på jer tit og ofte, I gør mit liv meget sjovere og jeg glæder mig til, at fru Frederiksen lukker os ud. Lav nu ikke bukkespring af bar begejstring, det ved I udmærket godt, at jeg ikke vil godtage som undskyldning for ikke, at kunne deltage i efterårets undervisning!

Og det selvom, at du har seddel med fra mor og far!

Knus fra

Lisser B.

Velvillig underviser under MIF s faner.

Ps. Altså jeg kan jo ikke love at jeg ikke selv laver en forstuvning, da det nærmest kan betegnes som et forhindringsløb at løbe i zigzag, og samle skrald på samme tid.

Kommentatoren ophidset ud i æteren. Tænk Gunner Nu H. eller til nød Haribo reklamen, du ved den hvor det skal ligne et heste væddeløb.

“Hun sætter i løb op ad Dalens bratte stigning, smiler anstrengt til kvinde med hund, kommer over den første forhindring, en nær ved og næsten påkørsel fra en drengs overdimensioneret, fjernstyrede bil ved, at vige ud til siden, og hurtigt smutte ind på den lille sti, imellem husene. Allerede småstønnende tager hun trapperne op til broen over banen, kliner sig op ad gangbroens grafittimalede side, et kort øjeblik i ly for blæsten men i øjeblikkelig overhængende fare, for hun må i hast passere mistænkelig udseende mand.

Forbi ham tager hun 2 trin ad gangen ned og overskuer hurtigt skraldens ophobning for foden af trappen, prioriterer en runde om betonsoklen, flår med neglene nedtrådte stimorolpakker og mærkelige sølvpapirsglinsende strimler fra jorden, mens hun ud af øjenkrogen holder øje med manden nu på vej ned ad trappen. Hendes hånd i skraldespandens ovale hulning, et slip og i et nu i fuld fart hen over brostene, fødderne vipper fartruende, men hun finder en rytme, spænder op i bækkenbunden under den øgede sværhedsgrad og runder hjørnet med børnehaven på den ene side og skolen på den anden. Hun har ingen musik i ørene kun blæsten og bruset fra hendes puls, den ene fod foran den anden styrer af sig selv ned langs med skolens forside, nogle gange hoppende fra kantstene til asfalt videre til brosten fra indkørslerne. Siddelænsteppene forbi nybyggerrigets overfyldte container, hun snubler i opsamlingens øjeblik, finder balancen, snupper en ensom pose i et krat, og stopper op.

Hun orientere sig, der er ingen, det er stadig en lille smule skamfuldt, at samle blæstens legekammerater op i form af lommetørklæder, hvide plastikhandsker og cigaretpakker i alle nuancer af ophold på adressen. Hun vil så gerne gøre noget, gøre sig fortjent til den del af lønnen, hun trods alt er så heldig at få. De vil nok også gerne være sig en bekymret, klukhøne frabedt på et overbebyrdet, intensiv afsnit med coronaofrer.

Posen er fyldt, efter en kravle tur ind i et buskads, og op ad en skrænt med en ankel der bliver vrikket om, sætter hun i løb, i starten haltende med skrald nu i begge hænder. Foran skraldespanden hopper hun så meget på sin ene pose (ellers kan hun ikke få den ind i hullet), at en hvid, flot bil bremser hårdt op i vejkanten overfor og holder stille!

Den sidste strækning.

Nu med begge hænder fri, tager hun vanterne af, sveden begynder at pible og hun sætter af løber hurtigere og hurtigere, op og ned af kantstene, holder afstand, prøver med smil nu knap så anstrengt, at vise “du må godt blive der, så tager jeg den ud på asfalten”, bil der viger, og op ad bakke nr. 2, den der trækker tænder. Hun ignorere den sidste skraldespand, notere sig skrald fra “den gyldne måge”, modstår fristelsen og koncentrere sig nu udelukkende om, at nå mållinjen forude uden “dryp” i buksen, presser sig op ad bakke nr. 3, rundt om cykelhandler for, at tage en slappe ned af Dalens velkendte fald.

Blev du forpustet?

Det var godt, så fik du pulsen op.

Det var dagens træning.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Jeg havde sagt NEJ!

Det ryger ud af min mund.

“Jeg henter min IPAD (min musik) ude i bilen”

Nr. 4,5 og 6 alle storslåede og tidsløse, klassiske mesterværker.

Hvert andet år løber et stort arrangement af stablen i uge 43. Jeg har altid ønsket, at blive spurgt om jeg ville stå for noget af undervisningen på scenen, at jeg ville blive fundet værdig til, at blive spurgt. Jeg har godt vist, at de vidste min logistik er snæver. Det krævede en der frækt tænkte, “nu spørger jeg …”

Mange år inde i min ansættelse bliver jeg så spurgt. Er jeg beæret?

Selvfølgelig.

Det var da på tide!

Men… opdagede at:

Jeg intet mere har, at bevise ved at stå på det podium, med en fremmed mikrofon klemt ned i min bukselinning. Mit tarmsystem ledsaget af en imaginær knaldrød, drejende lampe i en vedvarende skinger, høj hylen ovenover mit hoved, fordi jeg ikke kan have, at det næste hold ikke ved hvor jeg bliver af. Jeg var ikke blevet tilbudt kompensation, for manglende indtjening på holdet efter. Havde jeg det, kunne jeg med blid overtalelse, og uger i forvejen, må jeg indrømme havde flyttet det pressede hold en uge. 2 ud af 12 hold kan jeg gøre det med. Afspadsering, betalte frokoster og pensions indbetalinger er et fatamorgana i mit job.

tidsnød for en planlæger af rang er, stress tærskelens absolutte overdrev.

På dagen er jeg ankommet til Superarenaen til min normale mødetid, allerede utryg måske har min 6 sans for længst fornemmet det, jeg ikke har fået at vide endnu.

Alle døre er lukket, og jeg har som andre ude i kulden ikke gjort mig den ulejlighed, at tjekke hvornår dørene bliver åbnet. Jeg har bare tænkt, “Sesam, Sesam…” og så kunne jeg gå ind og hjælpe til med det sidste, inden det hele begyndte. Være der, tilstede ligesom de andre 489 deltagere.

Hun er blevet indlagt i nat!

Endelig inden døre i varmen i arenaen, går der 5 minutter og så får jeg nyheden. Underviseren til den opvarmning jeg havde sagt pænt, “NEJ tak”, til manglede en underviser, hun var blevet akut syg. Der er på dette tidspunkt 50 minutter til jeg skal videre, ud i “Hviden” og få hende blinket af i retning af Tåstrup med 110 km. i timen ad RING 4.

Jeg havde set i kortene, grundet erfaringen fra de andre events de foregående år, at når mænd skal byde velkommen bl.a. borgmesteren i shorts… fra 5 minutter over tid, kan de sagtens være 100 år og en madpakke om det. Der var så også bagefter indlagt et festligt indslag (mænd i overall desværre i t-shirts fnis…), og igen uden præcis viden om tidsrammen. Alt dette på en halv time, med mig lige omkring tidspunktet for afgang i løb mod Hviden (min bil). Jeg vidste altså ikke OM jeg i det hele taget skulle undervise, HVAD jeg skulle undervise og HVOR mange minutter jeg kunne nå at give dem. Alle rammerne var udviskede.

Jeg ville godt være behjælpelig og derfor tilbød jeg uden at betænke mig, at hente min IPAD. Allerede på vej ud mod bilen ulmer det advarende i min mave. I tiden, hvor jeg må stå og se ryggene på overalls`ne gøre deres “ting” på scenen, viger mit blik ikke fra tallene på uret, højt oppe over os alle. De flytter sig.

Hele tiden flakser det rundt i min pernitne hjernebark.

“Kan jeg nå det, skal jeg sige fra”? Jeg ved, at jeg har 8 minutters musik men har jeg det i maven, at trække tiden 5-10 minutter også over tid? At køre til Taastrup tager den tid det tager, jeg vil ikke køre hurtigere end jeg plejer.

Det står ikke i min job`s beskrivelse, at de dækker fartbøder. For ikke at snakke om dejlig mands, blik, blikke, mundsammensnøring og brummen pu… når jeg fortæller det om 3 måneder (mit blik limet til plet på gulvet), når fotografiet og opkrævningen bliver sendt fra Rigspolitiet til min E-boks.

På podiet … alene.

Hele min krop samler kræfter, bygger op, som en vulkan før udbrud. Jeg er ikke til mundtlige præsentationer det ved de fleste nede på gulvet, men kan jeg holde mit tempo nede? For samtidig med, at jeg vil gøre det godt, vil jeg også have det overstået og komme væk. Det evige dilemma. Kampen for, at få nydelsen ved et kæmpe stykke arbejde “med”, lade det syde og boble, over, klappet på skulderen, få mig selv med. Undervejs føles det som om jeg arbejder blindt, i blinde men med vidt åbne øjne. Min tarm har affundet sig med det der skal ske og giver energien videre, mine muskler sitre, synapserne i hjernen sker hurtigere og hurtigere.

Lige som et dyr tager instinktet for bevægelserne og situationen over, jeg skubber faktummet, at der står næsten 500 mennesker lige der nede foran mig til side. Jeg ville så langt foretrække at være nede i deres verden med dem, men ved også at lige nu køre toget, tiden passer, mirakuløst, jeg har mine 8 minutter, jeg kan sætte igang. De er mine, som jeg er deres.

Er i klar?

Mig, min stemme fremmed i mikrofonen

Jeg bøjer mig ned, mod IPADEN, mikrofonmanden har garanteret mig, at den ikke vil hyle, med mig så tæt på. Jeg tror ham..

Men selvfølgelig gør den det, for når jeg spørger ham er det egentlig for, at han skal bekræfte det, jeg allerede ved. Hvilket han ikke gør. Jeg kender teknikken limet til min krop. Det er dog altid det samme, forudsigeligt, mænd der går i slowmotion og aldrig har haft en mikrofon på mere end 5 minutter og det kun for at teste om den sender lyd ud igennem højtalerne, har i virkeligheden ikke testet den overhovedet, alligevel ved han bedst… Tror ikke at jeg spørger næste gang…

Jeg bliver mine bevægelser, ser efter om tempoet passer de fleste nede på gulvet, fortæller hvad jeg gør og vender mig for, at ingen skal behøve at spejle i en eventuel ny bevægelse, for dem. Jeg er den, men bevægelserne fører, sammenspillet skal holde det hele spilkogende til jeg bliver nød til at træde ud, væk og ned fra podiet, alt for hurtigt men til tiden.

Kh.

Den sprællevende, knushungrende optimist.

Nu skulle man tro at det bare var det.

Men:

kroppen husker

Har jeg først været kørt op, tager det mig dage at komme ned igen, og jeg fortæller ikke til nogen, at jeg var ved at tage den forkerte IPAD med hjem fra podiet selvom jeg godt kunne mærke, at den føltes forkert. Jeg fortæller heller ikke, at da jeg ankom til holdet jeg ikke ville svigte, åbnede jeg for en vandhane nede på toilettet, tog sæbe i hånden og åbnede for en anden vandhane, mens den første stadig løb…

Bagefter kom jeg ned ad gangen i mod “mine andre kvinder” med så høj intensitet, at Jette med sin sædvanlige humor udbrød, “sikken en fart du kommer med”! Indforstået kan vi ikke tage den stille og roligt idag!

Jeg kender hende så godt, hun har været igennem flere behandlinger mod kræft og hun bliver ved med, at vende tilbage iført sin knastørre humor.

Jer, kvinder der har været igennem en sådan omgang jeg bøjer mig i støvet efter, at havde gjort honnør, I er de sejeste.

Lisser

Så jeg smilede formildende, skruede op for charmen, tændte glimtet i mit blik og sagde, “hvis du giver mig et knus så tror jeg at jeg falder ned, for jeg føler jeg har fået speed p.g.a. det jeg kommer fra”.

Hun rejser sig med det samme op og siger, “så tror jeg at jeg giver dig 2”.

Så er man hjemme.

Forstår du nu, hvorfor jeg ikke kan svigte dem?

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Hvorfor

Lisserfix, ordet har mange forklaringer her er den første, senere vil jeg komme ind på andre. Lover det.

Jeg er en omsorgsfuld person, ifølge min mand og børn på grænsen til en hensyn ` betændelse, som er lige før den kræver en omfattende og langvarig penicillinkur. Jeg kræver til gengæld, at blive valgt igen og igen, tager du mig for givet kan du gøre det et stykke tid, men så skal du lige vide, at jeg er tyr. Jeg går ikke op i stjernetegn men … Jeg har en engels tålmodighed, og når den er opbrugt så ryger jeg i luften ligesom fyrværkeri sankthansaften, det er flot, farverigt, men du står med åben mund. Det vil helt sikkert drysse ned på dig.

Jeg kan helt sikkert stikke

Mine børn bliver ikke kørt ret meget, følger dem hellere hvis muligt til tog og bus på gåben. De kommer heller ikke ret meget på restaurant og et besøg på Mac `en, glem det. Det, de til gengæld får er; min fulde opmærksomhed, mit sydende nærvær hvis de tør, to ører som de kan tale LÆNGE ind i og nogle øjne der “ser” på dem, på det, den de er, mindre på det de har og det jeg kunne tænke mig de gør. For det er jo netop “det”, noget jeg kunne tænke mig.

Hvis man tør tage imod min intensitet, lade sig smitte af mit smil, være i mit energifelt, set, undervist, lyttet til, LÆNGE så kan man blive afhængig af det næste fix.

Så er du advaret.

Kærligst

Den hensynsfulde