Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Bevægelse

8o år og åben. Stadig nysgerrig og langtfra mæt af dage eller for den sags skyld færdig med, at flytte grænser. Måske med mere fokus på forflyttelser i tankegangen end fysisk og dog.

Hun må have virkelig gode overtagelses evner eller også er hendes mand bare vild med hende, og med på hendes ideer. Altså ikke i starten, når hun præsentere dem, der har han ofte sine forbehold, men …

Pludselig står de i en anden by

Hun måtte godt adoptere mig, helst i går.

Hun læser højt for statsoverhoveder på engelsk, fortæller dem vores kendte eventyr skrevet af H. C. Andersen. En figur, en mand med stor næse vi er så bekendt med fra billeder. Historierne, fyldte af dybereliggende betydninger vi ikke mere hæfter os ved. Det var jo vores barndoms historier, de kommer os ikke ved længere, eller i hvert fald mindre. Jeg er indrømmet en Brd. Grimm`s fan. Deres fortællinger er mere svulstige og ja kan have et hvis indhold af piger med små kroner. Havde et smukt illustreret tyndt hæfte med “Gåsepigen” som jeg først lige har smidt ud. Det gjorde lidt ondt, jeg mener det eventyr indeholder et afskåret hestehoved, fantastisk. Har du ikke læst det?

Hvad så med “Mor hulda”? Heller ikke? Du er gået glip af noget.

Jeg kan godt være lidt stolt over, nu jeg tænker over det, at fru Wold og husbond gider tage rundt med vores riges fornemmeste klenodier, og på den måde være med til, at videregive lidt dansk hygge til verdens små og store riger.

Det er ikke mindre end utroligt, at hun altid siger ja (selv med jetlag) til, at læse op alle vegne, på store eller små scener, børn og voksne, ja for mennesker som aldrig har været uden for deres lands grænser, ikke er i besiddelse af et pas. Som græder når hun læser “Nattergalen” fordi den måske minder dem om en frihed de ikke har, og som de i al hemmelighed drømmer om.

Hun er dejlig

Jeg har altid været vild med hende. Lige fra jeg så hende som Matator ` Gitte Grå, til hun blev kastet rundt fra sofa til sofa af Bent Mejding i teater stykket “privatliv”. Hun var eksotisk, hendes bryllup i 83 med manden på Hawaii med blomster i håret eller var det omkring halsen! Det var vildt og ikke set før.

Du skal nyde bogen fordi, at når en 80 årig kan klatre højt op (så højt hun nu tør og det indrømmer hun) i et træ inde i junglen så bliver man lidt ja, hvorfor ikke? Hvad er det lige der holder mig tilbage, når jeg vil noget?

Øhm…. det kunne så være … en blanding af.

Angst, bekymring, i en mængde så man på forhånd har opgivet forhavende. Faktisk har man aldrig troet helt nok på projektet, flået drømmen helt selv fra hinanden, som et papir i 1000 stykker. Det var også bare en fjollet ide, håbet om noget andet, mere, drømmen uopnåelig, man har skudt sig selv i foden, for når alt dette er gjort på forhånd, så er man jo sikret et nederlag ikke! Og jeg har ovenikøbet forberedt alle på det for at være helt sikker!

Så har man indiskutabelt aftalt med sig selv, at det er ok at fejle og hvad fanden hvorfor i det hele taget prøve, jeg kan jo se ind i fremtiden kan jeg ikke? Det nytter ikke.

Så jeg lader være, skåner mig selv for skuffelsen over mig selv. Vender forestillingen om at kunne, ryggen.

Hun, Fru W. vender ingen muligheder ryggen. Står de i et fremmed land uden forudsætninger for, at kunne finde ud af en skid selv, og de ikke første gang bliver kørt det rigtige sted hen, så prøver de igen, nyt køretøj, ny chauffør.

Var de bekymrede da de stod et fremmed sted, som ikke var deres hotel. For fanden ja, men hold det dem tilbage?

Nej.

Kh.

En seriøs fan af

Susse Wold og andre kvinder over 80, som ikke er blege for, at kravle rundt på stengulve i svømmehaler fordi de gerne vil hjælpe deres underviser med, at få “håndvægte” ud af liggende containere.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Hent fluesmækkeren nu!

Lyder min stemme meget kontant igennem flere rum, inde fra soveværelset. Den når dejlig mand, som sat på sagen kort efter rækker mig den igennem den åbne dør. Smask, et velplaceret fordoms badmintons smash sender den mod gulvet, krøllet sammen i pause.

Snask på væggen.

Jeg har ikke mere en romantisk forestilling om, at jeg dyre venligt selv vil dikke lidt til den, og derpå gribe den hurtigt i faldet i et pastik bæger eller glas. Derefter bugsere dyret i sikker armslængde, hen mod vinduet. Som jeg selvfølgelig har åbnet på forhånd.

Sorry, men den “størrelse” lader jeg ikke andre bosiddende under samme tag end mig, tage sig af, herunder dejlig mand. Niksen, biksen, dejlig mand vil som alle de andre gange kun såre den. Hvilket indebærer som minimum, at han eller hun mister et ben (eller 2) og så imponerende hurtigt alligevel formår, at humpe i sikkerhed bag et bræt, en hylde, under en seng. Da børnene var små gik de fra at lade leve, til alvorlig inspicering af ben i alle retninger til, “ER DEN VÆK NU”. Jeg lærte at lyve med format og overbevisning i stemmen.

Min svigermor har lært mig, at tage de “langstilkede” op i hånden eller det er hendes variant. Jeg tager den i det ene ben, spurter til nærmeste vindue mens jeg gør mit bedste for, at den ikke rør mig med de andre ledige ben, hvilket vil sige jeg får den til, at dingle ynkeligt fra side til side.

Jeg kan bedst lide at sætte dem fri på fliser, for smider jeg den ud af det højtsiddende vindue på toilettet, kan jeg ikke tjekke om jeg er lykkedes med, at få den helt ud eller om den rent faktisk sidder med det yderste af “neglene” under sålbænken under vinduet. Den kunne i princippet sagtens stadig være et sted bag mig, hvis jeg har været lidt for ivrig. Beviset; jeg har et “ben” mellem fingrene når jeg kigger ned!

Nåh, men dem der ligner en næsten behåret fugle edderkop fra en australsk natur dokumentar med synligt potentiale for at blive MEGET større, dem kan jeg ikke leve i rum med. Nu jeg er oplyst om eksistensen, især ikke soveværelset, jeg skal jo lægge mig til at sove i det rum!

Som i lige om lidt efter godnat læsning, ha, ha… som om! Det eneste jeg vil kunne bruge min fantasi til nu er, om en af “Peters” slægtninge vil følge i “dens” fodspor. Den skal over mig for, at komme til dejlig mand medmindre, at den via sit indre GPS system finder en ja en omvej, men det tør jeg ikke regne med, er på dagsordenen.

Er den stadig i voksealderen, og i så fald hvor er dens far og mor!

Lille Peter Edderkop kravled atter op

“Nej”, råber drengen, et hoved højere end mig, da jeg dagen efter tilbyder ham, at se billedet på hans storesøsters efterladte monstrum af et spejlreflekskamera.

Nå.. ja… spurgte jo også bare.

Mennesker som kravler

Sådan en tingest på væggen er virkelig klam, men den er også særlig. Du kan i forsøget på at snuppe den, bringe den midlertidigt ud af kurs men den kravler sikkert videre bageefter, eller afventer nyt angreb …

Jeg vil gerne være lidt mere som en edderkop, for efter regnen kommer der tit sol, nogle gange en regnbue. Det er nemmest at se hvis man er kravled lidt op. Er jeg “skyllet” ned ad nogens ord, så kan jeg ligeså godt rejse mig op med det samme, for der er altid nye på vej, en anden dag et andet tidspunkt ofte hvor jeg ikke havde regnet med det. Irriterende når jeg ved, at hvis jeg havde “set” bedre efter havde jeg kunnet “læse” det i stjernerne.

2 dage senere tidlig morgen, dreng kommer ind med stort hastværk efter, at havde været i garagen for at hente sin cykel ud til kørsel mod skole.

Mig, “hvad sker der”!

Ham, “leder efter noget jeg kan fjerne edderkoppen på min cykel med”.

Mig, “?”

Mig, går ud i garagen og bruger naboens efterladte blandepind til maling for, at få vippet Peters “tante” væk fra sønnikes dæk.

Drengen cykler op ad bakken, solens varme flimre allerede over asfalten, den dreng kommer så meget til, at svede i sine lange jeans.

Hej så længe.

Husk! glæd dig over solen, vend dig mod den og sug al dens lys til sindet i dig. Det skal holde længe.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Så smuk

Så klog og forskruet.

Jeg tillader mig, at kalde hende forskruet, for jeg har selv været tvangsoverspiser.

Hun er en hardcore bulimiker, hende Anja. Fra hun er en teenager på 13 år til hun er omtrent de 30 år, formår hun med grotesk detaljeret planlægning, at leve et dobbeltliv. Hendes spise forstyrrelse tager fuldstændig magten fra hende, hendes krop lukker ned og hun ender til sidst på gulvet i en butik, kollapset foran øjnene af sin lille datter. Hun havde vidst hendes blodsukker var faretruende lavt. Hun nåede simpelthen ikke, at få noget at spise i tide.

Hun kalder det “alteret”

Hun snakker i samtlige telefonrør (wc kummer) verden over, og graver endda huller i jorden, hvis hun er ude i naturen. Hun må bare langt nok væk fra de andre deltagere, så de ikke fatter mistanke.

Hun er så modig, at hun tør stå frem ved og med sig selv. Jeg bøjer mig i støvet, uden ironi.

Så fortvivlende ensom er hendes tavse, bedende skrig om, at nogen, hvem som helst vil opdage, stoppe, konfrontere hende.

Angsten, dominerende, hamrende derudaf på grund af samme.

Jeg har bare lyst til at kramme denne unge kvinde fast og længe, hun vil jo bare leve “normalt”.

Hun bliver for god til, at skjule det, for sit eget bedste. Forstår først da hun vågner op efter hendes datter har bevidnet hendes besvimelse, at nu er det nu. Hendes datter er ikke tryg ved hende mere.

i morgen stopper jeg

Anja Fonseca

Hjælp i form af ører.

Hvis du selv har eller har haft et spise problem af en art, er det måske meget godt lige, at tage temperaturen på hvor du selv er lige nu, med hensyn til hvad du indtager.. Er der nogle former for restriktioner eller regler der har sneget sig ind og tilbage! Hvornår, hvor ofte og med hvem, er det alene? Vær kærligt ærlig.

Er alle dine tanker og vaner gode for dig i dag eller bærer de stadigvæk præg af gamle mønstre. Jeg blev i hvert fald lige nød til at stoppe op, for ligesom alkoholikere og stofmisbrugere vil man et sted i sit indre altid være en misbruger. Det handler om, at en dør har været åbnet og jeg tror ikke på at man kan lukke den helt igen, og slet ikke låse den. Det er så måske meget godt, da det gør at man forhåbentlig er opmærksom på sine følelser og hvad de kan “få en til”!

Kender du nogen der har et? Har du en mistanke om, at du eller en du er nær er ved, at udvikle et spise problem? Så kan bogen være virkelig oplysende om de kampe der foregår inde i sådan en forskruet sjæl. Du vil som “normalt” spisende sikkert aldrig kunne forstå hvordan man kan drive sig selv så meget ud over kanten.

Det psykiske spiller offeret for spise forstyrrelsen et puds. En form for legal, selvopfunden logik, som kun findes inde i hovedet på personen med enten anoreksi, er tvangsoverspiser, eller som Anja der er bulimiker. Bulimikeren, kan veksle i mellem ekstrem spiseværing og spise orgier med deraf følgende til tider ret opfindsomme måder, at få maveindholdet så hurtig som muligt op og ud, inden den naturlige nedbrydning af maden begynder. Hvor den kan sætte sig som fedt.

Det hele handler jo om, at man er bange for at blive for tyk, gøre noget forkert og regnet for intet værd. For det er det man føler, hvert sekund, minut og time man er vågen.

For tyk

Forkert

Intet værd

Jeg var selv heldigvis en, der ikke kunne holde mit verbale opråb inde. Så da jeg mødte min mand var jeg parat og han lyttede, lyttede, holdt mig, drak glas efter glas med hvidvin med mig og skældte aldrig ud. Heller ikke når jeg arrangerede, at han ville finde mine tomme is pap æsker. Jeg ville findes ud af. Jeg vidste åbenhed og konfrontation med mine indre dæmoner var den eneste vej.

Mit bæger flød over, ud igennem alle sprækker i form af ord, tårer og handling, angst for handling. Handlinger der kunne være forkerte. Sjovt nok er man aldrig bange for, at de er rigtige….

Han synes helt rigtig og jeg inddrog ham nærmest fra dag et. Hvis dette ikke skræmte ham væk “tænkte jeg”, så måtte han være vild med mig. Den ro gjorde, at jeg begyndte at turde tro på, at jeg sagtens kunne tage ansvar for mig selv.

Anja Fonseca har kærester, forhold, jobs (på skærmen for DR), mand, senere en datter. Hun formår i perioder ved hjælp af opdigtede rammer og regler, at lade være med, at æde sine penge op for derefter, at sende det knap slugte mave indhold direkte videre ned i diverse ulækre toiletter bagefter.

Æd din egen opkast = gult rabatmærke.

Hun gør det ikke, men hun tænker det.

Det er dyrt, hundedyrt at købe så meget mad, så du kan have ædeflip 6 gange om dagen. Hun tager lån!

Hun møder lidt tilfældigt Morten Brask (med forfatter), fatter tillid til ham på en rejse de er landet på sammen, de bliver kærester. Det er dog ikke det vigtige, nej det er at han planter ideen om, at skrive den ærlige beretning om årene med hendes angst i hendes indre fangenskab. Der skal dog først effektiv terapi til før, at hun undslipper.

Men husk!

At hvor stofmisbrugerne og alkoholikerne måske aldrig må indtage deres fix igen, så skal en spisepige/kvinde/dreng/mand finde en måde, at indtage mad på, som ikke mere trigger alle de tvangstanker man har opfundet i sit eget lille univers over år, måske årti`er.

Se det er en udfordring. Nøjagtig ligesom, at hvis du er lykkedes med at tabe dig, så er det i “peanuts” afdelingen. Det var det “nemme”. Straks svære er det at bibeholde vægttabet videre frem dag efter dag, måned efter måned igennem fødselsdage, altid kage nødende danskere og julefrokoster. Der finder man ud af, at det at tabe sig 20 kilo er “piece of cake”. Skal du holde vægttabet skal du ikke kun kunne sige nej tak, du skal også kunne bære, at nogle du måske holder af bliver pigefornærmet, når du siger det. Det er skide hamrende svært, at få formuleret på en kærlig måde, få dem til at forstå, at du vælger kagen fra, ikke dem. Du er der jo ikke!

Jeg har været der, og jeg har billederne til at bevise det.

Knus

Fra

Eks-tvangsoverspiseren

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Hjerter dame

Jeg køber ikke bøger

Men denne:

Den skal stå på min reol

Den skal være mit årlige pensum. Den er på 414 sider, fra året 2015 og forlaget Emilja. Forfatteren er indehaver af Energipsykologisk Center I Kgs. Lyngby, hvor traditionel og spirituel psykologi kombineres.

Når du ser det, jeg ser, så ved jeg, at jeg har set rigtigt.

Emilie Jahnnie Sigård

Oplevelser, der har været svære måske i barndommen, oftest i barndommen, nogle gange senere, kan sidde side som et grundsår, en brod, i os, i dig, i mig.

De har som regel en stor indflydelse på vores selv fortælling, den vi fortæller andre, den vi kører på repeat i vores indre, nogle gange en vane, måske ubevidst for os selv. Den har haft et logisk udgangspunkt, da vi havde brug for “den”, selv fortællingen var ment til at gøre os trygge. År senere kan selv samme gøre os forvirrede. Når vi oplever reaktioner på noget i nutiden, som slet ikke passer på oplevelsen her og nu.

Beskyttelsen af os selv har tjent et formål en gang, måske er den ikke hensigtsmæssig mere. Måske er den til direkte besvær nu. Måske har du/jeg brug for noget andet nu. Men ligesom, at man ikke kan tabe sig før man ved hvad der gør en tyk, så bliver man og så nød til, at se ind og tilbage for, at forstå hvorfor kroppen reagere som den gør. Ellers kan det at ændre de fremtidige reaktioner til noget mere tidssvarende blive både famlende og ekstremt energikrævende. Hvorfor ikke bevidst “stille op” for den, du er nu.

Vi, “de sensitive” er nogle der bruger store mængder af tankemylder på, at rode rundt i gamle, oldnordiske reaktions mønstre, i forsøget på, at undslippe eventuelle mere eller mindre selvopfundne problemer.

Jeg tog mig god tid til at læse bogen over et par uger eller var det 3, tyggede mig igennem, læste mange af afsnittene om og om igen. Tænkte, det var utroligt, at dejlig mand i sengen lige overfor mig på hotelværelset ikke kunne høre tandhjulene dreje og maskineriet knase i forsøget på, at forstå de lange sætningers fulde betydning. Jeg ønskede ikke at gå glip af et bogstav indtil hun berørte spiritualitet, der står jeg af. Jeg er en jordbunden tyr, men måske er de afsnit lige noget for dig.

Psykologi har interesseret mig så lang tid tilbage jeg kan huske, men måske blev jeg virkelig vækket da jeg fik faget på mit studie (1992, 21 år gammel) og forstod så mange ting. Jeg kunne endelig se, at mit indre psykiske landskab passede overordentlig dårligt sammen med min mors energivampyrisme. Jeg var ikke gal! Hun slugte mig. Drak min energi i store, grådige slurke. Jeg har formået at finde en måde, at være sammen med hende på i dag, hvor jeg er godmodige Prop over for hendes (ikke Berta), nej den variant af heksen sidst i filmen. Hvor ko og mand i fællesskab med Tyttebøvser på magisk vis, får “fortryllet” hende fra ond heks til harmløs, tørklæde indrammet, gammel kone. Jeg snakker selvfølgelig om den danske stop-motion-dukkefilm fra 2000 “Prop og Berta”.

Jeg kan se efter at havde læst bogen, at jeg har noget arbejde “til gode”! Også noget jeg troede jeg var færdig med. Det er efterårets opgave, du ved det og jeg ved det. Nu.

Måske du vil lade dig inspirere, det håber jeg. Vi kan lave en aftale om, at vi begge vil være langt mere økonomiske med vores energiregnskab. Jeg vil fokusere på at minimere min “læk”, i min bank af sensitive ressourcer. De er ikke uendelige. Desværre. Det har de aldrig været, de vil aldrig blive det og det er heller ikke meningen. Det der er meningen er, at lige meget hvor du eller jeg er, på hvilket givent tidspunkt på dagen, måneden, året så er det vigtigste altid, at der er nok til dig, til mig.

Jeg vil “begrave hunden”, stoppe med at rasle med de negative familie fortællinger, sætte “spøgelserne fri. De har tjent deres formål. Farvel og tak.

Jeg er den, jeg er, og jeg er lige, som jeg skal være, og lige hvor jeg skal være.

Emilie Jahnnie Sigård

Jeg vil “forankre” mig selv og øge kontakten, til de forskellige versioner af mig… Lige fra lillepigen, der tilsyneladende altid vil være bange for at blive forladt, og teenageren der stadig rager rundt og leder efter en mor og en far. Et forældrepar der tager rollerne alvorligt, og ikke hele tiden gør mig rundforvirret fordi de insistere på, at bytte med mig. Jeg vil lytte til den kloge, krops bevidste mor og voksne kvinde jeg også er. For det er jo hende der til syvende og sidst har passet på den lille pige og den store teenager, der overspiste i sin angst for blandt andet, at blive for tyk!

Husk” Ingen varianter er forkerte, heller ikke dine. Hverken dem du viser verden og/eller dem du holder for dig selv. Jeg vil øve mig i, at tage mig tid i situationer, hvor jeg plejer at herse for vildt med mig selv, inden i mig selv.

Se og sætte pris på de små nye, til lærte forandringer, både dem der er beregnet på, at beskytte min himmelråbende følsomhed og dem der skal tydeliggøre over for omverdenen, at de er der. Takke af overfor de gamle mønstre, vi skal hver sin vej nu.

Hvis vi ikke ønskede og behøvede andres accept af vores “levede” liv hele tiden, kunne vi bruge den energi til kærligt som en sød og ordentlig ven, at bekræfte os selv. Inden i os selv. Helt stille og tyst. Sh……

Det ville blot kræve, at vi stoppede med, at udskamme os selv, til vi står bristefærdige lige inden vi eksplodere ud i alle kommentarboksene.

Love lillepigen, som ikke fik den sikkerhed hun var blevet “lovet”, for alle de år siden, at hun altid kan regne med “dig” fra nu af. Din tro på hende vil altid være allestedsnærværende, lige meget hvad….. der sker. I morgen, på fredag, om 10 år. Du vil forankre dig med dit eget anker, inden i dig, ikke være så afhængig af andres likes.

Knus

Fra en hjerter dame til en anden.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

“Sookie” og skovfoged på speed

Jeg er ikke til sang, er ikke en der ynder at synge, men det har sine grunde.

Når man har et job hvor man snakker døre op og stolper ned, til mange i store haller, så bliver man lidt nærig med sin stemme i sin fritid. Brug af stemmebånd i form af sang eller for den sags skyld, da det var aktuelt godnatlæsning, uden for arbejdstid kan og gav halsbetændelses lignende tilstande, lidt for ofte om natten. Så hvis jeg er i sang “påkrævede” situationer plejer jeg at følge med i teksten, se meget engageret ud, men være på “ingen lyd”. Sådan lidt diskret forstås.

Jeg havde altså besluttet mig for, at jeg ikke ville indfinde mig til sangaften på højskolen. Hvad skulle jeg det for!

Kunne dog ikke ignorere min tiltagende nysgerrighed. Pligtfølelsen overfor mig selv, mit løfte. Jeg havde lovet mig selv inden jeg tog hjemmefra, at hvis jeg på nogen måde kunne rokke eller provokere ved nogle forudindtaget meninger så var her, det oplagte sted.

Pianistens charme var ikke til at ignorere, altså med mindre du var en sten.

Hun var stor i formen, i stemmen, i bevægelserne, hendes røde hår lå tykt og bølgende om hendes kinder. Hendes iver for, at alle der havde et nr. i sangbogen de kunne lide, fik deres ønske opfyldt, var barnligt og charmerende. Hun hoppede næsten lodret op i luften ligesom min nu tårnhøje nevø gjorde, da han var halv størrelse. Det kunne ikke holdes inde, det måtte ud via kroppen, når han blev begejstret over noget.

Kunne ikke modstå denne åbenlyse glæde ved sang, og lyd. Ordenes betydninger begyndte at tage fat i mig, de åbnede sig op. De var smukke, sammensatte, nogle var århundrede gamle, men hvis skrevet i nutidig skrift kunne de havde handlet om i dag, i går, i morgen, om dem i rummet, dem ude på terrassen og dem på deres værelser.

Jeg svedte, stod ved siden af en ung pige der var blidheden selv fra min linje. Vi sang højere og højere. Jeg begyndte bevidst at bruge min mavemuskler til at få mere dybde i stemmen, og tonen højere op og ud. Den rødhårede klaverbokser`s begejstrede spjæt gik lige i glædes centret på mig. Godt jeg ikke skulle være hendes elev. 3 uger med hende som lærer og jeg ville være snot forelsket i dette barmfagre væsen.

Så bare mellem dig og mig, jeg havde gemt min glæde ved at synge så langt ned og væk, at den var svær at genkende, da den viste sig. Jeg ville lige pludselig gerne høre min stemme. Hvordan lød den, føltes den som min?

Hun forlangte engagement og knap 2 timer senere var jeg svedig i armhulerne af anstrengelse som havde jeg undervist selv. Hun var som dejlige Sookie fra serien Gilmore girls. “Kokken”, med de altid plastredækkede fingre, den omfangskrævende (målt i kvadratmeter) impulsive begejstring og altid i fare for sine omgivelser, men nu mest for sig selv. Tog i scenerne hun var en del af, alt lyset fra hovedpersonerne. Hun blev en. En på speed. Hun blev tilgivet.

Jeg kunne havde valgt at blive hjemme. Oppe på anden sal, under loftet I cellen.

Min celle, brugt til afbrudt søvn, hurtige toiletbesøg og forsøg på aftenlæsning.

Søren Ryge på speed

Aften nr. 4 stod på aftenvandring. En noget lang bustur blev forsødet med en god snak med bebrillet, næsten jævnaldrende Sandy (hendes mor må havde set “GREASE”).

Så var det ellers i rask gang ad snævre skovstier efter denne måske 70 år gamle skovfoged, der rendte rundt totalt ubesværet som et legebarn på 7. Over hegn med strøm, han holdt på med sin jakke skødesløs, henslængt henover, mens han fortalte magiske historier. Man kunne vælge at leve sig med ind i dem, se handlingen, og personerne for sig, og hvorfor ikke gå med på præmissen. Der var jo for fanden ikke andet at lave herude i denne smukke, danske sommeraften.

Hans adrætte krop, stod snart på høje tuer, et øjeblik efter inde i med garanti ikke flåtfri højt græs, samlede os, altid ventende på de sidste, så svært gående kunne komme med på en lytter, tålmodigt sørgede han for at alle kunne se. Naturligheden i, at han tog fuldstændig for givet, at alle da måtte synes det han havde på hjerte det ville man ikke gå glip af. Man måtte ikke, han ville heller ikke give en lov. Guldkornene, der som insekter fløj ud af hans mund. Den selvfølgelighed over for sit stof og stolte overbringelse af den, sugede jeg til mig, som en ud tørret svamp. En undervisers ultimative fix.

Aftenen var stille, stadig en smule lun og i den tiltagende solnedgang, svirrede myggene om bare ben, huller i striktrøjen og skilninger i håret. Da jeg begyndte virkelig at fryse ledte han os hen til en låge, vi gik gåsegang igennem. På den anden side af et åbent træhus med nogle glasmontrer i, stod kæmpe store termokander på en bænk, fyldt med brændende varmt vand. Han bogstavelige talt proppede (ingen handsker her) dem med (det fortalte han) vandmynte og brændenælder. Samlet mens han gik. Det lignede tis i koppen, havde små dyr i overfladen, men smagte så blidt, og varmede mig nok til tilbageturen til bussen.

Må man godt være ligeglad

Ligeglad med Lammefjordens tilblivelse!

Det var mit umiddelbare udgangspunkt. Skide ligeglad.

Måske var det 2 eller 3 aftens oplæg.

Igen en god fortæller der kunne sit kram med billeder, der gjorde arbejdet virkeligt, til at føle på, få forståelsen af. Det var langt, for langt men han blev jo nød til at komme rundt om projektet fra alle sider. Dem der fik tanken, hvorfor, hvem der satte det igang, hvilke maskiner der ikke holdt, og hvilke der står der endnu som reserve hvis digerne ikke holder ved storm og oversvømmelse.

Når jeg næste gang køber en gulerod vil jeg huske han sagde, at jeg skulle købe dem med top og hvorfor. Jeg vil se over imod “dem”, og så række ud efter de røde pebre. Lade mand sørge for indkøb af det kolli orange rødder, han normalt indtager på en uge.

Han er ikke begyndt at mimre. Endnu. Men han kunne godt få èn til, at overveje spørge om, “han har kinesiske aner”, eller hvilket solarium han benytter, for de normale giver en mere grålig farve.

Han er også rigtig hurtig på fødderne.

Så var der foredraget med hende hvis hænder formede kroppe, da computeren nægtede, at virke før hun var færdig. Det er en anden historie.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Danmarks ældste øvelseshus

Bygget som det første af 21 i året 1872.

Det var lige så særegen indenfor, men “tegnernes” legeplads ikke min.

Nåh, men så blev jeg nød til at gå ture i heftig varme på landevejen.

Orv fedt man kan gå ud. Og hjem.

Men at skrive efter endt “arbejdsdag” kl. 16 magtede jeg ikke, så ud i lyset, i solen, trække vejret og ikke tænke i danskundervisning anno HF 1988-90 nogle timer.

Første morgen, efter koncentreret indtag af morgenmad med ca. 74 fremmede mennesker lige lovlig tæt rundt omkring mig, var det første vi blev introduceret for automatskrivning,

8-10 minutter hvor du skriver lige hvad der falder dig ind lige nu, der må ikke rettes undervejs. Du skal tømme hovedet, og på den måde give plads til det du måske hellere vil lade tasterne fortælle bagefter.

Du skal sætte al perfektionisme til side, du skal ikke holde tilbage, der er ingen grænser, intet forkert kan udtrykkes, skriften er din. Senere blev vi bedt om, at læse den op, hvis vi havde lyst. Ikke parat endnu. Jeg havde opdaget jeg var glimrende til stenografi, men at læse det efterfølgende og højt. Nej, ikke endnu. Senere.

25 kroppe tæt, for tæt siddende, hjerner i hver sit univers. Fantastisk at forestille sig hvad der gik for sig, hvis man kunne løfte “låget”.

Tænkte, at jeg ville give de andre fred og fritage dem fra at være i linsens søgelys.

Vi blev delt i 2 grupper

Skulle så over 3 dage skiftes til, at læse vores “egen” udvalgte tekst (lavet hjemmefra) op for de andre, og så måtte de ellers gennemgå den.

DE gjorde de med den allerfineste respekt. Det var svært bare at læse sin tekst op, for fremmede. Den var jo ens barn, mit hjerteblod, mine håndflader klistrede til mine knæ under bordet imens.

Jeg døde ikke.

Jeg blev udfordret, provokeret, ligesom jeg havde ønsket, jeg var dem så taknemmelig. De var så dygtige til, at få øje på alle nuancer, stille spørgsmål ikke til mig til hinanden. Jeg var der “ikke”, de skulle i hvert fald lade som om, så meget og længe de kunne. Til sidst da den halve, meget lange time var gået måtte jeg forklare mit udgangspunkt for teksten, hvis jeg havde lyst. Den næste som læste sin tekst op hørte jeg som gennem en dundyne, mens mine håndflader tørrede, og mit hjerte faldt til ro. Min mave begyndte at tænke, “hvad har de mon lavet til frokost”?

Alle aldre er repræsenteret, begge køn, single som i parforhold, nogle med partner på samme linje eller på en anden.

Jeg var åben, alene og prøvede at lure hvor det var mest praktisk, at placere sig til måltiderne for, at komme først til trugene. Efter køkkenmagikerne havde præsenteret fodret, var deres indlevelse i vores angrebs lyst svarende til en doven pegefinger ud i rummet. Lidt efter sad jeg igen bænket med denne tallerken af herligheder, som i spredte sekunder gjorde alt omkring mig tyst, indtil albuerne på hver sin side af mig på diverse bordherre og damer insisterede på mit nærvær og samspil.

Jeg er fandeme ikke god til dansk analyse, men pauserne der “fylder” jeg. Dem har jeg styr på. Medmindre, at jeg altså skal nå at spurgte op ad trapperne, for at besørge.

Det er ligesom at komme hjem. Tilbage til noget i mig, jeg havde glemt hvor meget jeg elsker disse små, lukkede verdener af levet liv. Tænk, at de stadig findes, denne ånd, næsten uforandret på trods af, at jeg har holdt en lille “pause” på 27 år!

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Sådan går det, når man bruger “det” redskab

Alt for lang tid siden jeg har kørt på motorvej, min høje hånds fingre kramper en efter en, fra håndled til fingerspids. fra fingrenes mellemrum til de klippede negle.

GPS’ens stemme lyder mindre insisterende end jeg kan huske. Det er som om hun ikke føler sig tryg, som om hun fornemmer hvor lang tid siden det er, at jeg sidst har sluppet hende løs. Jeg når at køre en halv time. Jeg gør blindt alt hvad hun siger, men alligevel ryger jeg i “græsset” på vej ud af Roskilde hun syntes jeg skulle på sightseeing i. Fuldstændig som i et dårligt flipper spil, i en spille hal i tivoli.

GPS-holderen slipper sit tag i forrudens tørke og jeg må gribe den med hånden, speedometret siger 120 km. i timen. Finder lidt febrilsk tasten “tilbage” og ser, at jeg stadig svinger fra side til side i rabattens græs på displayet."Kør tilbage til den fremhævede rute", gentager hun i et væk, mere og mere insisterende. Imens ser jeg mig omkring, kun marker, ingen af kørsel. Hun vil have mig den anden vej. Jeg kan ikke køre af lige nu, “jeg hører dig skat” forsikre jeg hende men dette er en lige landevej. Det eneste der kan ske er, at ham “røvliggeren” vil overhale mig ved næste chance han får, når det er “vores” tur til at få dobbelt bane. Der er ikke skyggen af lilla på den lille skærm endnu. Ved næste af kørsel guider hun “os” endelig ind på den lilla vej igen og hun finder ro. “Hun” er nu igen forbavsende tavs.

Slipper jeg min indre “hundjævel” løs nu? Vil det få konsekvenser, at tage på et højskoleophold for mig selv, med mig selv?

Hvad har jeg ellers lyst til?

Hvad vil det sige at slippe alle hæmninger løs? Mine. Ikke så ofte være tilskuer til andres, for hvad er mine egentlig når det kommer til stykket. Jeg gider ikke mere stå og se på døde ting i 30 graders varme mens jeg inhalere hundredvis af cigaretter i en storby, jeg er ligeglad med at være i. Jeg har ingen behov for at sætte “et hak” ud for kolonnen, har været dèr. Jeg vil deltage i aktiviteter med nogle hvis passion også er min, lege med “den”, og høre foredrag med indlevende mennesker. Smage alle nuancer af nye smage, andres mad, lave det selv med dem. Jeg vil bruge mine penge på mellem dyre restauranter uden følelsen af spild, fordi andre ikke kunne være mere ligeglade med hvad de putter i munden, ikke mere spise billige pizzaer 4 dage i træk.

Jeg gider ikke mere presse mig selv til, at gå op ad trapper til udsigter jeg ikke kan se for andres kroppe med mine begrænsede 1.60 m. Ikke mere gå i 4 stive timer for den is, jeg alligevel ikke må spise. Jeg tillader allerhøjst mig selv at smage en mikroskopisk skefuld af børnenes, hvis de ellers giver mig lov. Det plejer at være nok, det skal være nok, det er nok, men så vil jeg gøre andre ting i stedet. Oplevelser jeg rent faktisk kan. Nu. lige nu, ikke fordi dejlig mand vil dem, men fordi jeg vil dem. Hvad fanden er det egentlig jeg vil.

Højskole det var det jeg kom fra.

Gps`en +holderen ligger på den øverste sorte, flade af instrumentbrættet, “hendes stemme er svag,” jeg har måtte køre uden radio. Jeg er tørstig på viden, ønsker at komme videre, har været parat i flere dage, utålmodig og irriteret. Er det det livet handler om? Fysisk flytte mig væk, også fra fortiden og næsten aldrig beskæftige mig med den igen. Selvom det ikke holder, for jeg ved allerede, at den næste bog efter Årevis skal handle om hvad “mærker” mobning og sexchikane sætter på det videre liv man får og fører.

Vallekilde højskole er bogstavernes oprindelige opstilling på trappen til hovedhuset.

Sådan går det når man bruger det redskab

Dejlig mand

Morgnen på afrejsedagen

Jeg tager modvilligt imod de print fra KRAK med rutebeskrivelsen, han har insisteret på jeg skal have med, for det ville han jo gøre. Man ved jo ikke med hende der FRU GPS!

Jeg lyner “dem” inde i forrummet på den lidt større kuffert jeg endte med at flytte alle mine ting over i. Der var ingen grund til at begrænse mig, når jeg havde bilen for mig selv. Jeg kunne ikke vente på at begive mig ud på mit eget eventyr. Ingen jeg skulle vente på i 7 dage, kun lade køkkenpersonalet diktere mine spisetider og underviseren tiderne i mellem.

Jeg havde glemt, at alt på en højskole er tilrettelagt, selv ens tarmsystem må rette ind. Man må lidt stresset presset noget ud med gyldig sort sky over hovedet iført læsebrille, fordi jeg igen bekvemt havde glemt, at det var klokken 9.00 og ikke 9.15 der var morgensamling.

Løber ned af trappen, mens jeg knapper bukserne i siden, lægger nøglen i bh`en (ingen lommer) og snupper en sangbog fra reolen. Jeg ved egentlig godt, at den når jeg ikke at synge i. Lister ind i foredragssalen, sætter mig på en hård træbænk hvor der er ledigt, og åbner alle mine sanser på vid gab.

Lyset står i striber ind i rummet, bidrager til den “varme” stemning jeg allerede nu fornemmer, er lige som jeg havde forventet.

“Det” er kun lige begyndt, eventyret.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom · 1 kommentar

Hvorfor skammer jeg mig over, at samle andres skrald op!

En genbrugspose jeg havde med hjemmefra, nogle skridt og enden i vejret gentog proceduren til posen var godt fyldt, svarede til ca. 20 m. sti= 2 min. arbejde.

Jeg vil kunne leve med mig selv, jeg går efter at jeg en dag er stolt over, at jeg “rydder” op i naturen. Jeg er fan af grøn, men kun den der har været igennem fotosyntesen, den som jeg forøvrigt ikke havde nogen som helst interesse i at kunne udenad på HF. Tror jeg dumpede det fag eller tæt på. Det kræver jo man faktisk tror på, at en indsats nytter!

Jeg kan ikke holde det ud længere. Så må min teenager synes, at jeg er skide pinlig, når jeg som en anden posedame samler skrald over et par meter på vores rute på 36 minutter. Vi ved hvor de få skraldespande er. De er ofte overfyldte, så der er nogen der benytter dem. Men der er alt for få i bybilledet.

De 2 minutter det tog at samle posen fuld, kiggede jeg mig over skulderen 2 og 3 gange, for at se om nogen ville TAGE mig i at gøre det. Hvor er det rimelige i det. Jeg bekymre mig faktisk om at “støde” nogen ved min handling!

Hvor jeg længes efter den dag, hvor jeg gør det der er fornuftigt efter mine egne mavefornemmelser uden, at jeg føler jeg skal lade være, for det kunne jo være at andre syntes jeg var et fjols. Så vil jeg gerne være et monster, et stort et, et grønt et.

Hvem kan ikke lide grønne Mike Warzowski i Monsters Inc. fra 2001? Hurtig snakkende, èt enormt, vågent øje og fødder der gør det temmelig unødvendigt, at være iført svømmefødder.

Da jeg var lille var det, at smide skrald fra mig i naturen en synd på højde med, at løbe på gangene i skolen, eller råbe højt på biblioteket, Det var ikke acceptabelt, som det heller ikke var at sidde uroligt i kirken til en dåb, eller bande foran mine forældre. Kun hos min farmor var det i orden, hun opfordrede mig faktisk til det.

Altid sagt med et kærligt smil på læben.

Lille Lise let på tå, hos mig bander du ligeså meget du har lyst.

farmor Else Alleshauge

Hvor tit har jeg ikke løbet og stoppet, løbet og stoppet hårdt op, plantet min fod på det jeg troede var det tabte for bare, at se det flyve videre og længere væk. Jeg opgav ikke dengang, for tænk nu hvis de så det! Andre, mine forældre, politiet, politikerne, mine klassekammerater. I dag løber jeg ikke, jeg rækker efter det en gang, og så er det tabt.

Men det er ikke tabt vel, ikke hvis jeg sætter farten op og bruger tiden på det, med mindre det kræver, at jeg udsætter mig selv for fare i trafikken. Men så kunne jeg jo bare tænke skidt pyt, og i stedet finde vigtigheden af, at UDLIGNE og simpelthen samle noget andre HAR TABT op. Samle mig aflad ligesom man taler om med hensyn til CO2 udledning generelt.

Men jeg starter med at rydde op i mit nær område hvor jeg går og står. Der skal være pænt, vi lever i det her skønne land og jeg bliver flov når andre besøger det, for de må da tænke “sikke nogle miljøsvin, er de bare ligeglade”? Hvornår bliver det “os” der skal rydde op og ikke de andre med de gule veste?

Kom nu!

Hjælp mig, vores børn og hvad når de får børn, skal vi så bare trække på skuldrene og sige “jamen de andre gjorde heller ikke noget”.

Vi er der allerede, vi er de andre.

Hvorfor ikke bare tage 2 minutter engang imellem, det handler ikke om hvem der gjorde hvad hvornår, det handler om nu, lige nu, hvad gør dejlige Danmark grønt, grønnere, grønnest?

Hvad er pointen i mine smadrede, sorteringscontainere til affald ude foran min hovedør? Er deres tur til forbrændingen i det hele taget benzinen værd, hvis ikke vi tager os af det der lægger ude på gader og stræder, i hække, buske og på stranden?

Vi skal ikke samle skrald op fordi vi tænker over det som en pligt, vi skal gøre det fordi vi sætter en ære i at holde stien REN. Så vi næste gang går ud ad den kan nyde alt det grønne.

Kh.

Mike W.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

48

Flammende fyrig

Og helt sikkert på vej ned ad ud over den vildeste skrænt også kaldet overgangsalderen. Træk nu lige vejret, rigtig dybt ja sådan helt ned i maven, vent lige, jeg skal lige med selv, niks det var ikke farligt, som i overhovedet. Vel? Jeg kan snart ikke få børn, men hvad er der egentlig i vejen med, at godt gammeldags glæde sig over det faktum.

Jeg ved det, jeg er heldig, har 2 væsner som har arvet diverse ligheder, nogle de er glade for og andre som de modarbejder. Men jeg har haft mareridt i årtier om uønskede graviditeter, aldrig haft nogen dog, men alligevel. Jeg gider altså ikke mere være med til, at hyggesørge over, at jeg snart kan have sex med dejlig mand uden beskyttelse. Tænk; at have ubeskyttet sex uden at være gravid!

I stedet for at fokusere på det “vi” ikke kan mere, har jeg besluttet at jeg vil blive en endnu, endnu bedre mor. De 2 jeg har presset ud skal ikke lige pludselig blive mindre vigtige, fordi det er et indiskutabelt faktum, at jeg ikke kan producere en lillebror eller søster til dem. For der er fandeme langt fra at lede efter sutteklude, tvinge vacciner i deres små buttede ben og taste min kode til forældreintra til, at snakke om glemte p-piller med en-og-tyveårig fuck……

Jeg vil også bevidst arbejde på, at blive bedre til at at tvinge mig selv væk fra tidsrøvende programmer, videoer, bøger jeg burde opgive. Det er så frustrerende tidsspilde. Jeg vil leve livet selv i stedet for, at være så meget vidne til andres. Hvad i hede hule helvede gør mig glad for fanden!

Jeg vil bage kager igen, når fryseren ikke mere ligner vi har en op skåret økologisk ko derinde, især når det bare er varer påklistret GULE (rabat) mærker.

Jeg vil have mere sex og han skal “spørge” mig. Som om jeg ville sige nej!

Han har virkelig ikke noget at frygte på den konto, næh nej men vi kan godt starte en gul mærke krig, Ellers vil jeg have en skuffe i fryseren der er min. “Du kan godt glemme det fister, glemme alt om det fister løgsovs” ikke den nederste skuffe i køkkenet. For den får jeg altid ned over mine fødder. Jeg glemmer den er knap så dyb som de andre, så jeg hiver hver gang så hårdt med det yderste af mine fingre, som hvis der var billigt toastbrød i klemme.

Jeg drømmer om at kunne råbe hold kæft…

Jeg vil være en endnu bedre formidler på mit arbejde, ikke kun få de koordinerings udfordrede til at hive sig i håret så hårrødderne jamre sig, fordi jeg presser “dem” for, at få de krops bevidste til at tie stille! Undskyld.

Jeg ønsker brændende at kunne hjælpe andre kvinder til at tage bedre vare på deres indre istedet får at bruge selv bruner, hårfarve i litervis, midler af den ene eller anden kemirige slags for at se ud og føle sig som nogen de ikke rigtig ved om de egentlig reelt ønsker at sammenligne sig med.

Berlin 2016. Et kærligt flashback til “aunt Fanny” fra filmen “Robots” 2005.

Jeg vil så gerne give lidt af min standhaftighed til dig, hvis du har brug for den. For jeg har masser hvor det kommer fra. Hjælpe kvindesind med at blive glade for sig selv, og indhente den energi der naturligt følger med når man går lige så meget op i hvad man putter i “kloakken”, som hvad man hænger på bøjlen, eller hvilket mærke der er præsenteret på cremen til ansigtet.

Ikke være bange for kritik fra nogle som ikke har brugt 200 timer på min tekst.

Hvis vi siger at jeg bliver ca. 96 år så har jeg levet halvdelen med mine nu 48. Vil jeg så blive i samme spor, og underkende mig selv ved hver given lejlighed der dukker op? Altid lade luften sive ud af mine ideer når andre ikke har samme tankegang, kun fordi den jo netop er det den er, nemlig min.

En hånd i ryggen

Jeg vil støtte mig selv i stedet, lytte til min egen mavefornemmelse istedet for andres gode intentioner, løftede pegefingre og måder at anskue brug af penge på. Mine penge. Jeg har altid bare villet være en inspiration, en forkælelse for andre, en man kunne føle sig mødt af, med alt hvad man indeholdt af inderlighed, drømme, vrede, grimhed og frustrationer over det stakit i en selv, som er meget højere end det andre formår at stille op. I stedet for at bygge andres stakitter højere vil jeg langt hellere, at vi støttede hinanden i at trænge igennem angsten, og kom “over” på den anden side. Der hvor man stadig primært er alene i sine drømme og ønsker, men hvor man kan finde fred med den man er og andre kan rumme det, vil rumme det. Dig. Mig.

Troen på, at jeg ikke er god nok har fået alt hvad den kan “trække” al den plads den har kunnet flå til sig, “det går ikke mere makker”! Jeg tager “det” tilbage. Beslutningen.

Jeg har i alt for mange situationer ladet andre definere hvem jeg er, hvad jeg kan og står for. Det har for det meste været fuldstændig uden deres vidende.

Det ansvar vil jeg ikke mere give fra mig. Det vil jeg tage tilbage situation for situation, så min følelse af offer “rolle” ikke bliver alt for forskrækket, og som et lille skildpaddehoved trækker sig ind under sin skal igen, før det er kommet helt ud.

Jeg vil ikke lade mit behov for, at have noget eller nogen til at identificere mig med, være definitionen af hvem jeg er. Vi er alle alene. Det er bare så meget sjovere hvis det er sammen med nogen.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Om Mig

Jeg er gift med Dejlig mand, mor til Goldielooks, pige der er flyttet hjemmefra og dreng på 16, som er ved at komme ud af sin puppe og overrasker min mave fuld af glæde.

Vil du også gerne ud i vejret?
Man kan ikke være sur efter en gåtur.

passioneret

Underviser for især ældre 60 +, som gerne vil lade sig inspirere af min glæde ved bevægelse til musik.

Kok lyder så prof, så lade os kalde det salatmaster. Når man har en lav tolerance overfor sukker, bliver det knap så sjovt at bage kager. Suk. For 14½ år siden måtte jeg af forskellige årsager opfinde en ny måde, at forsvinde ind i mig selv på, i køkkenet. Det blev så primært grønsager, jeg lavede en “Geena Davis” på med globalkniven. Tænker her på en scene fra filmen “the Long Kiss Goodnight” fra 1996. Aldrig før havde en kvinde styret så for vildt med en kniv, i et køkken.

There is no greater agoni than bearing an untold story inside you

Maya Angelou

Hun, sort, borgerrettigheds forkæmper død i 2014. Forfatter til selvbiografien “Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur” fra 1960.

Skribent. Der er noget ved det at skrive tekster, der sætter mig fri. Jeg kunne ellers nemt have finansieret en psykologs rejse til Maldiverne All-inklusive, hvis man nu lægger det “indestængte” sammen over en årrække.

Følelses dokumentarist. Jeg er mest til rejser indeni hvor jeg provokerer mine egne forestillinger, fordomme og prøver at smitte andre, ved selv at træde ud af komfortzoner. Små skridt og ændringer har også sin ret.