Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Sommer skandalen

Det er ikke Lisa Kleypas, lover, at jeg snart kommer med en anmeldelse, skal nok (som Kjeld i Olsen banden altid sagde). Så har vi det på det rene. Men ikke for det, fru Duran er nu et meget godt bud hvis du kan lide romantiske bøger, der foregår i Victoriatidens England. I modsætning til fru Kleypas romaner, så er Sommerskandalen`s Elizabeth (Liza) ikke en uskyldig ungmø, faktisk er jeg aldrig stødt på en hovedrolleindehaverske fra det århundredes overklasse med mere ben i næsen og ansvarsfølelse. Respekt for den vinkel.

Ordduellerne er som sådan både spydige og uforudsigelige, men da det jo er dem der primært skal bygge den erotiske spænding op, synes jeg altså de mangler noget. Charme. Ja, det er sgu det, de 2 hovedpersoner, ja alle involverede tager sig selv alt for seriøst, de mangler selvironiens befriende sjov og ballade.

Ham, Michael er simpelthen så empatisk og omsorgsfuld, at det næsten er for meget af det gode. Senere, jeg vil vide hvad han tænker langt senere, indtil da må han godt være lidt arrogant røvhul, bare indtil man som læser forstår hvor det kommer fra.

Der er også for mange fyld ord og da du både er inden i Liza` og Michaels hoved, bliver du ligesom overfodret med følelsesmæssig information. Det forstyrrer. Jeg kan godt lide, at jeg får lov til at fantasere lidt selv. Jeg vil kun have det fra hendes (Liza` side), så kan jeg bedre leve mig ind og lade mig opsluge.

Forfatteren, benytter sig af gammeldags svulstige, beskrivende og sanselige tillægsord, på en måde vi i nutiden kun finder i digte, og så skifter hun uden varsel til ord som “pik”. Ja, jeg pakker det altså ikke ind for dig, selvom det snart er jul. Jeg er ikke snerpet, måske brugte de vitterlig det ord i 1885, sikkert, men det er på en eller anden måde for nutidigt (for mig) til, at lade det slippe ind i den kontekst, når jeg nu ved det kan gøres virkelig elegant uden.

Når det så er sagt, så kan hun som Lisa Kleypas få en som læser til, at synes virkelig godt om hendes hovedpersoner. Det var det der gjorde, at jeg læste den færdig.

Vær munter, Liza. Ingen kan lide et hængehoved.

Liza`indvendige, ensomme stemme

Sexscenerne er korte og fine og så direkte, at jeg holdt mit blik stift rettet mod bogen hele vejen fra Malmparken til Vesterport station. Samtidig bad jeg til, at den fyr der sad tæt op ad mig på sæddet ved siden af, var fuldstændig grebet af sin telefon og ligeså ligeglad med, at jeg sølvpil sad og tænkte tanker om dejlig mand uden tøj på, mens jeg klemte benene sammen under en tyk bog, som jeg var med hans skærm. Jeg holdt behændigt forsiden vendt ned, med så meget vilje for, at læse en romantisk bog er jo næsten på højde med hvis jeg havde siddet og bladret i et Se og Hør og havde kigget godt, grundigt og længe på side ? pigen. Ja for hun findes vel endnu, selv om bladene måske er ved at uddø!

Pas på, gamle dreng. Der er ikke plads til forførelse i dit liv for tiden.

Michael

Så vil jeg anbefale den? Ja, da den var dejlig. Den handlede jo også om, at man skal gøre sin pligt over for dem der er afhængige af en, gøre det rigtige, selvom det kan betyde, at man ikke kan få det, der betyder allermest for ens lykke. Der skal kæmpes på forskellige måder, så de fordomme og forestillinger der holder en tilbage kan overvindes og måske have en effekt på modstanden fra eventuelle familie medlemmer.

Fest og farver er ikke nok.

Den handler om omsorg. For sig selv, for andre.

Om det mod det kræver, at turde elske og lade sig elske.

Store sager, det kunne handle om et par i dag og så ville det passe ind, at bruge ordet pi..

Så hjertelig læselyst og gør mig en tjeneste vil du! Hvis du læser den et offentligt sted, så vær ikke sådan en kujon som mig, læg den med forsiden opad, med den halv, afklædte kvinde afslørende lige i “lurens” synsfelt.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Lige hvad jeg trænger til

Forudsigelighed

Forlaget HarperCollins har venligst sendt mig denne yderst velkomne julegave.

Alt i den er så dejligt nemt og komfortabelt, ikke noget der støder, den vil kun det ene nemlig, at du skal føle dig godt underholdt på den lette måde, du vil smile undervejs, alting vil flaske sig, du ved det vil være happy ending på den ene eller anden måde. Det havde jeg brug for efter, at havde lukket Anne Marie Løn`s Prinsesserne på 600 sider. https://bogpusher.home.blog/2019/12/04/hold-sa-kaeft-for-en-lang-gaber/

En ulykke tiet ihjel

Hvorfor har du ikke læbestiften smurt ud i hele ansigtet?

posy, lillesøster

5 mennesker tvunget sammen på grund af en forfærdelig ulykke.

5 forskellige måder at takle det på, ingen af dem altid lige bevidste. Misforståelser og forud fattede meninger mellem de 3 søstre har gennem mange år fået lov, at fjerne dem fra hinanden selvom deres mor og far har gjort alt for at de skulle have det så godt.

Bekymringer viser sig i forskellige former som afstand, katastrofetanker overbeskyttelse, ord der ikke bliver sagt, og drømme der ikke får plads.

Fordi jeg ved, hvor min mund er.

Beth, som ikke behøver et spejl når hun er passager i en bil

Bare rolig!

Udover 4 kvinder med ben i næsen indeholder Vintersøstre også en gammel pony, et tabt højtelsket tøjdyr, Bugsy plus nogle lækre, moderne mænd, der ved hvad de vil have og som ikke er bange for at sige det højt.

Bogen er på 381 sider det kommer du hurtigt igennem, den starter trist, men du ved godt, at kommunikationen vil åbne det hele op og begynde helings processen for alle de forrevne hjerter.

Knus

Den dejlig mætte

Husk at snakke med dem du elsker, læg mobilen i et andet rum imens. Det kan godt være at du kan ringe 1812 med den, men den kan sgu hverken lytte, kramme, eller lave en lækker middag til dig, hvilket gør den til en ualmindelig dårlig ven/veninde, for ikke at snakke om kæreste eller ægtefælle.

Mobilen skal skabe forbindelser imellem mennesker ikke erstatte dem.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom · 1 kommentar

Hold så kæft for en lang gaber

Det kunne man nemt udbryde og det var jeg fristet til op til flere gange, mens jeg tilbagelagde de første 150 sider men så…

Sikken et portræt; to søstres indbyrdes forhold i mod-og medgang, deres ærlige skiden højt og flot på de gængse konventioner, provokationen er så åbenlyst gennemført, at omverdenen lader dem. Den følelsesmæssige kulde eller varme som de alt efter hvem den er rettet imod bruger som manipulation til, at udnytte de små særheder og svagheder alle besidder, nogle mere tydeligt end andre. Valborg kan på et split sekund gå fra at være en is dronning til en omsorgsfuld hyggetante. Du bliver frastødt, tiltrukket og bladre nysgerrig om på næste side.

Men først skal du leve dig ind, lade dig fange og besnære.

Narcissistiske eller bare deres helt egne?

For nogle år siden kom jeg hjem med en rygsæk fuld af tunge mursten. Herlev bibliotek havde en weekend med bogbytning, men du behøvede faktisk slet ikke selv at komme med “bygge/bytte-materiale”, du måtte bare hjertens gerne og grådigt fylde poser og net. De overrakte dig dem endda ved ind gangen, så var de jo fri for at flytte de 100 vis af bøger tilbage hvor de kom fra. Det var før poser var decideret fy.

Får du dem læst?

Dejlig mand, står for gud ved hvilken gang og spørger til “fyldet” på reolen, som hans blik er rettet imod, med andre ord “dem får du aldrig læst”, lad mig befri den stakkels, tydeligt, tyngede reol for risikoen for, at måtte give op over for presset og bære dem ned i genbrugsbutikken for dig. Vi ved begge, at jeg fungere bedst med, at have bibliotekets allestedsnærværende krav om aflevering svævende over mit hoved for, at føle presset og nødvendigheden stor nok til, at åbne det lånte.

Da jeg i forvejen er inde i en periode med mentalt “udsmid” og gøren op med måder at reagere på, er jeg begyndt at spørge mig selv i forskelligt opståede situationer, “er det gamle reaktions mønstre eller nye følelser, der får mig til, at opføre mig lige præcis sådan i dette nu”? Ofte er det en vane jeg har tillagt mig for så mange år siden, at det ville føles som at rive en arm af hvis jeg forventede en anden. Men jeg vil ikke leve op til det mere, jeg vil sige tak for nu til gamle metoder at handle ud fra, lave nye genkendelige tankemønstre (for jeg tror helt ærligt ikke, at man kan eksistere uden). “De”, vil forhåbentlig provokere andre i mit hoved og se må vi se hvor det vil drive mig hen. Jeg har holdt mig selv hen og tilbage i årevis ved, at læne mig op ad gamle mønstre som jeg slet ikke genkender mig selv i mere. Tænk hvis den energi blev brugt til, at drive i stedet for at forhale, tøve og begrænse. Det kunne jo gå hen og blive fuldstændig magisk.

på en hylde troede jeg, der lå en kat, men det var en rygeost med så tykt et lag mug som en pels

Emma

Forandring tager tid ikke så meget i årstider, mere i folks hoveder. Der er ingen tvivl om at Valborg og Violet er forgangs “mænd” inden for deres lille matrikel. Det har en konsekvens for dem, for andre, at de har hver deres måde i form af skiftende omsorg, drilleri, og fuldstændig ligegyldighed over for deres medmennesker, at de med den største selvfølgelighed insistere på deres ret til, at gøre netop “det”.

Men et kvindestyret landbrug uden mænds modspil er lige så forfladiget som vice versa. De kan tage sig af det der interessere dem, resten sejler.

De går i lag med hvem, der passer dem, deres selvbevidsthed er grænseløs.

En mor til hendes dreng

Jeg gad virkelig ikke have, at min mand skulle have ret IGEN…

Jeg begyndte fra en ende af…

Nærmest bogstaveligt talt fra reolens venstre side.

Fru Løn `s “prinsesserne” er på næsten 600 sider, så det krævede måneders tilløb, at åbne ind til den første side og pille smudsomslaget af for, når det er gjort er der kun en mulighed i min tankegang (stædig som et æsel), og det er at fortsætte til det definitivt sidste punktum. Min tøven skyldtes nu også, at jeg minimum ville skulle bruge 2½ uge på og læse den, hvad der ellers ville involvere 2 bøger på mere normale 297 sider. Det betød, at jeg så ville blive nødt til, at skrive en titel mindre i min læselog, som jeg helst så havde ca. 96 titler (pr. kalender år), den 31 december, som 2018.

Men nu er jeg her langt over halvdelen og jeg er hendes, fru Løn `s, ingen tvivl om det, og nej jeg må ikke skrive den som 2! Stædigt æsel husker du nok.

Jeg glæder mig til hver gang jeg har sat læsebrillen ind over mine øreflipper for 30 sekunder efter at pille dem tålmodigt af, fordi en vis Oluf skal have sin aften kæl på skødet. Jeg må i det tidsrum ikke gøre andet end hviske søde sætninger fulde af vrøvl ind i hans spidse øre og se ind i hans intense grøn, gule blik. Simpelthen give ham 100% nærvær ellers kan han ikke finde ro og møver snublende rundt på mine slanke lår for, at få plads til hans ret store sammenrullede, vinterpels, beklædte krop.

Han tænder spinde maskinen og sukker, mens mine fingre finder alle hans mest trængende punkter omkring hans nakke, hals og hage for så, at skride 10 minutter efter, og efterlade en plamage af hår på mit varmetæppe (læs: ikke tændt … endnu eller meget hurtigt slukket). Da vi kun har haft ham i 1½ måned tror jeg stadig på, at det kan betale sig at bruge fnug rullen, så hver gang han går sin vej “ruller” jeg. Hvis du skulle spørge, så bruger jeg et “blad” pr. aften, bare et godt tip, køb ikke dem med 4-kantet blade de er kropumulige at skille ad, tænk husholdnings film.

Nu er jeg til gengæld selv fuldstændig i ro og mere end parat til, at dykke ned i pigernes Valborg og Violet `s historie, der tager sin begyndelse i 1923 og slutter kan jeg se omkring 1996.

Læs 150 sider før du giver op!

Det er ikke de ringeste mennesker, der er hårde til flasken

Valborg

Jeg tror det bliver en af de 94 bøger fra i år 2019, der vil stå mest klart for mig, og ikke kun fordi det nu er december…

Jeg bliver nød til, at læse noget andet af hende i 2020, noget der foregår mere i nutiden. Jeg vil tjekke ud hvordan hun vil formulere sine sætninger “der”, i forhold til i “Prinsesserne” hvor de nærmest bærer præg af svulstige digte engang i mellem. Det kræver tilvænning, jeg skal hele tiden give mig selv lov til ikke, at forvente af mig selv, at jeg skal dissekere og fortolke hele tiden, men i stedet give mig hen til de steder, de kan føre mig.

Kærligst

Det stædige æsel

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Afsoning uden tremmer

1000 tak til Forlaget HarperCollins for anmeldereksemplaret, jeg nød den rigtig meget. Fuldstændig ligeglad med at den var på over 400 sider.

Bange for at tage hjem, bange for at tage hjem.

Jeg begyndte at græde hysterisk
Hele tiden på flugt fra det liv hun uden at ville det, har sat i scene for sig selv.

Afventende, hele tiden afventende, aldrig i ro, altid på vagt. For hvis nu …

“Violet. Hvad har du gjort?”

mor, anklagende

Når man er et medlem af en familie, som vægter den over alt andet, alle andre, så kan man naturligvis ikke tillade sig afgive vidneforklaring på, at nogle af dem man lever under samme tag med muligvis har begået en forbrydelse. Det er underordnet, at Violet Rue Kerrigan kun er 12 år. Hun er “the bad guy”, mindre værd end en rotte, mindre værd end det skidt rotten skider i, og spiser af.

Hun bliver udstødt, den udstødte, rotten der piller rundt, er til fare for andre, for familien.

Handler det om racisme og er det så kun den sorte/hvide slags. Hvem bestemmer hvem der er ofrene? Ofrene?

Hun er en outsider hvor end hun er, altid stille som rotten i sin vedvarende søgen efter den far, hun ikke længere eksistere for. En mand med stort M, Stort T for temperamentsfuld. Hun har lært, at med tavshed kommer man langt, det bliver man ikke slået ud af spillet med. Hun fornægter kærligheds erstatninger, og finder sig i behandling fra mænd, som er langt ude. Derude, hvor hun er lige ved ikke, at kunne bunde.

– med mulighed for løsladelse

dommen

Som voksen er hun den fortvivlede, rodløse rotte, altid på vagt overfor hvad der nu skal ske. Indeni stadig barnet, ydmyg i sin forhåbning om, at blive budt velkommen tilbage, ind i det hus, det liv, som hun engang kunne kalde hendes.

Famlende prøver hun, at finde sin egen måde, at takle angsten for hvad nu når … Nøglen, der kan åbne låsen i døren til hendes barndoms indre fængsel, hendes værste skrækscenearie.

Forældrenes konsekvente valg af nogle børn frem for deres yngste, lille frøken Violet Rue K. er set med forældre briller fuldstændig uforståelig.

Hvem tog egentlig fejl? Og hvad nu hvis?

Undskyld, ordet kan være det vigtigste og dermed også det sværeste ord, at få sagt. Det kan betyde alt for modtageren, og måske sætter det noget i gang også i den undskyldende, som ikke ville være sket hvis det i stolthed var forblevet usagt.

Så husk, at sige undskyld, så går jeg ind og siger undskyld til min dreng på 16 år når han komme hjem for, at jeg smed hans 2 gamle slidte puder ud uden, at fortælle ham det først. Han var ikke enig i min vurdering.

kh.

Udsmider + lytter + kok + heppekor + coach + rengøringsassistent + (til tider men yderst modvilligt privat chauffør) = mor

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Infernalsk

Overvældende larm møder en fra det øjeblik man runder hjørnet ind til hallerne. Tøvende passere jeg garderoben, hvor jeg kun et split sekund overvejer og derefter hurtigt forkaster, at aflevere min jakke. Behovet for at kunne komme væk i en fandens fart kan blive aktuelt, jeg har en deadline, jeg skal være i Ballerup ca. 18 nul dut. Lige nu er kl. 13:55.

Hele mit væsen protestere men jeg tvinger alligevel mig selv videre ind i larmen, der tiltager for hvert skridt jeg tager.

Som en bille i en myretue aner jeg ikke hvor de stande er jeg har besluttet mig for at prioritere. Så jeg må lige.. orientere mig.

Bogmessen er langtfra magisk, men al den entusiasme den emmer af, er inspirerende.

Mennesker jeg kender fra gode udsendelser overhaler mig, højere end jeg havde forstillet mig, finder områderne b og c så langt, så godt. Standen jeg troede bød på lidt mundgodt diskede op med dadler og var et rejsefirma. 2 sekunder efter befinder jeg mig på en stol imellem næsten tomme stolerækker lyttende til en forfatter jeg ikke kender. Drikker af min vandflaske og sniger mig “frækt” væk ind i mylderet, nu mere modig. Jeg kan ikke lide, at passe menneskerne op på standene en til en, så føler jeg det som i syden, kigger man med fingrene skal de også fiske penge op. Jeg er for genert til, at tale frit på den måde mest fordi jeg ved, at halvdelen af samtalen vil forsvinde på grund af alle mikrofonerne som konkurrere om, at sende netop deres interview igennem på pågældende scene. Jeg kan ikke lide, at spørge nogen om de vil gentage det de lige har sagt. Nogle scener er bare et podium, der er knap plads til den der udspørger og den, som er forventet at svare. Pladsen til skaren ved et åbenbart eftertragtet event jeg har valgt er virkelig trang, jeg må putte mig ind imellem andre nysgerrige og dem der udelukkende ser på bøgerne, der er stavlet op på hylder alle vegne et sted oppe over mit hoved.

Min hjerne registrere et blondt hoved med briller og til min store glæde er det den aller sødeste pige fra højskolen i sommers, knus og målløs over, at hun har købt sig til alle 3 dage! Mit hoved er ved at sprænges, mine øje knastørre som fulde af grus og besværet ved, at opretholde en nogenlunde samtale med en jeg er glædeligt overrasket over at se, er anstrengende at opretholde. Jeg bliver nød til at lade os begge trave videre, det er formålsløst at blive stående, vi vil sikkert heller ikke det samme, vil hverken sidde på hendes dag eller tid.

Designet af din bogmesse

Tankefuld følger jeg hendes eksempel og begynder, at skrive forlags navne ned som måske kunne være interesseret i mine tekster, føler mig dog hurtigt ret fjollet med min kuglepen og den nu temmelig slidte bagside af mit programudskrift til at stenografere på.

Jeg er ikke en der køber noget …

Lisser

Vidste ikke at der var noget der hed crowdfunding, hvor man åbenbart via ens forbindelser på de sociale medier kan lave en indsamling til f. eks. udgivelse af bog på egen hånd. Lyder alt for meget som, at gå rundt med raslebøssen for dansk flygtninge hjælp, det er jeg alt for genert til. Svensk talende mand fortæller om hvilke papir de som forlag kan bruge, og på hvilke måder de/jeg kan spare mest på miljøet og jordens ressourcer ved produktionen. Jeg var bare blevet siddende for, at spise min melede pærer uden smag, havde aldrig skænket det en tanke, at “min” bog kunne belaste miljøet, hm.. lyttebøger… er godt, og man kan lave fantastisk mad imens.

… det ville betyde jeg var nød til at være der længere …

svagpis…..

Jeg opgiver det sidste jeg har noteret, noget oplæg om brug af det danske sprog, jeg er fyldt op, vil bare ud af virvaret inden alt for mange andre får samme ide.

I spring over vandpytter i tusmørket

Tager en dyb indånding ude i vejret og gruset i mine øjne forsvinder i løbet af få skridt, billeten har jeg fået gratis, men det kan vise sig, at jeg har betalt den alligevel via rejsekortet. For oppe på METRO stationen vil mit rejsekort ikke tjekke mig ind, jeg kan godt tjekke ud… Lort jeg ved jeg tjekkede ud, jeg ved det bare, men var det en andens dut, dut lyde jeg hørte da jeg strøg kortet hurtigt ned over skærmen? Pis altså også. Må lære at tage mig min t…i…d…

Nåh, det hele var en oplevelse og det har ikke frataget mig lysten til, at befamle min Lenovo, Hannes taster snarere tværtom. Ingen skal holde mig tilbage, lige meget om jeg må sende det gratis ud i sidste ende, fuldstændig lige meget, ikke meget kan sammenlignes med et skriveflow, tiden flyver, sulten glemmes og man småsmiler af sin egen tekst. Fordelen ved ikke at være “opdaget” her er, at jeg kan skrive om næsten hvad jeg vil, hvornår og hvor jeg vil, det er stadig mit sted til, at dele med hvem, der nu er nysgerrige nok til at læse med.

Stand bestyrer

Jeg tror at hvis man skal nyde sådan en dag, så skal det være fordi det er en selv som skal sidde i den varme stol og præsentere, lade sig interviewe, sætte ting på hylder, kommunikere med besøgende og andre stand bestyrere. Så vænner man sig nok til det store ståhej, bliver måske endda immun over et par timer. Tænker, at et par velvoksne ørepropper sikkert havde gjort tricket.

Kærligst

Den irriterende sarte

Må straks i gang med, at lede efter skyggen af medfødt kræmmersjæl til næste års Bogmesse, måske vil jeg endda købe …

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

BogForum i Bella centret nov. 2019

Dyb indånding, det er hvad der kræves når jeg på lørdag bevæger mig ind i menneskemylderet. Suk… det duer ikke, at blive hjemme hver gang nysgerrighed`en stikker snuden frem, fordi den øjeblikket efter bliver slået hjem af tanken, “det vil indebære mange mennesker, på alt for lidt plads”.

Jeg skriver med det samme, at jeg har gået ind på det tidrum og dag jeg kunne se ville provokere min dag allermest. Jeg vil nemlig komme alt for sent til et familiearrangement, som jeg snorlige siden 1992 har deltaget i, som et skide egetræ i den skov jeg så ikke i år kommer til, at glide i smukke, fedtede blade i.

Jeg læser alle mulige bøger. Herlev bibliotek er en del af mit søndags fix, først sex dog, da biblioteket åbner kl. 12, ret belejligt tak.

Som tusinder andre har jeg en drøm i maven.

Har du gættet det?

Ikke svært vel!

Jeg elsker selv at skrive, så alt hvad der har med processen at gøre interessere mig nu. Alt fra den spæde ide, over brug af sprog, til omslag og markedsføring. Jeg ledte dog forgæves i programmet efter den stand (Å16-00½) der kunne give mig mod til, at sende mine “børn” til 10 forlæggere istedet for sølle 2. En, der havde flasker stående på borde i rækker, der havde elegante etiketter på, hvor der stod skrevet;

” Er du ved at skide af indestængt skam, tag et dram, tag 2 hvis du mangler mod.”

L. B. J.
Plads til forbedring, som i ikke nok at pudse brillerne og rette til stort B.

Når men du vil finde mig ved BoD (Stand B3-006) kl. 15 og 16 og vist nok også ind i mellem, for der skulle være tips, at indhente fra grafiker vedrørende “indparkning”, brug af sociale medier, så dem af jer der kan bruge mine bøger til noget, nemt vil kunne finde mig, da min blog http://bogpusher.home.blog indtil videre mest er min weekend lektie i, at forbedre min formulerings legeplads.

Kulinariske traditioner

Da jeg sikkert som masser af andre individer ønsker madlavningsevnen, suppleret op med andres kogekunst og glæde, vil jeg også opsøge Viktors Farmor (Stand B2-001N) kl. 14:00. Selvom jeg dagligt disker op med buffet af forskellig årsager, er der ofte alligevel anfald af dagligdags logistik og trummerum i den alligevel.

Mor, kan du ikke bare købe 50 forskellige pomfritter!

Bebrillet Dreng 16 år

Indrømmet, det var også den eneste stand inden for mine planlagte 3 timer, hvor der stod noget der kunne indeholde smagsprøver, måske tid til en lille snak om ingredienslisten og smags kombinationer, mens jeg holder hånden op for at dække over …. at jeg snakker med mad i munden, tænker bogomslag og om du ville kunne lide det jeg planlægger, at kaste mig over med voldsomme “tast” angreb, når jeg kommer hjem.

Kh.

Den svedplamageramte med intenst, søgende blik

hmm…. hvor er udgangen?

en besøgende
Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Den tissende pige

Byen Bruxelles og hvad den kan byde på.

Jeanneke Pis, er hendes kaldenavn. Hun var lidt svær at finde, men giv ikke op.

Hun var selvfølgelig bag rød lås og slå

Nedenstående stod på en plade lige under hende.

The coins thrown by passers-by into the fountain of Jeanneke Pis bear witness to tenderness, virtue and admiration for the loved one with the wish to remain faitful to one another.

Jeg kunnet havde valgt, at fokusere på Jeanneke`s modstykke den mere berømte Manneke pis, også kendt som dreng der holder sin lille tissemand med fremskudt bækken, som var i alle afskygninger alle vegne, forklædt, udklædt, i chokolade, som øl åbner o.s.v.

Vi boede oppe under taget med direkte kig ud igennem de skrå vinduer til et gammelt hotels logo. Det lignede noget fra 1 verdenskrig, nu slidt men tydeligt fra fordums tid hvor penge symboliserede status. Duerne, sad på spærrene nu og da, de pudsede fjerene, som for at undestrege pointen.

Turen, op ad de snirklede ca. 94 trin var støn… pust… svimlende hårde efter, at havde tilbagelagt kilometer efter kilometer især med blære, der var ved at sprænges så bækkenbunden skiftevis med koldsveden udgjorde hvad jeg orkede, at fokuserer på. Hvornår fanden kan man købe den app, der sætter tissetrangen standby? Spørger bare? HVORNÅR Kunne så meget havde brugt den som i hele mit liv, eller så i hvert fald efter 2 børns opdukken. Den der opfinder den bliver svimlende millionær, så er det sagt. Den er måske lidt kedelig, at købe filmrettighederne til! Okay det var en fordom i en forestilling. Pakker den lige sammen, skal lige opfinde app`en først. Tesk…. eller finde ud af, at bruge andre end MOBILPAY…. DERHJEMMEFRA!

Lejligheden var vores “rede”. Eftermiddagene i den konstant udslåede sofa udgjorde et vanedannende helle med aflang pude mellem sønnike og mig, så jeg ikke kunne se hele skærmen på hans computer, for de billeder hvor skøre de end er drager, ikke ildsprudlende men jeg kan kun stå imod så meget. Det uforpligtende i ikke, at skulle sørge for menuen, og bare kunne forsvinde ind i den ene bog efter den anden var lige hvad jeg trængte til.

Jeg har ellers ALTID kæmpet imod, at skulle misse min morgenmadsbuffet sammen med alle de andre gæster på et hotel, fuldstændig inaktiv som en robot. Ingen tanke for hvad der skal købes ind, ingen borddækning og frem for alt ingen OPVASK. Der er jo så også en “hage” ved, at dele et hotelværelse 3 mennesker, der bliver sgu lidt tale om minimale bolig forhold, og det selvom jeg bor med disse to hensynsfulde væsener, dejlig mand og dreng. Morgenmaden på hoteller har også igennem årene mistet lidt af deres glans, må jeg modvilligt indrømme. Al denne rundedans, skramlen af borde, bestik og stole. Når man så alligevel ikke kan tåle 80 % af buffeten fordi den som regel er baseret hovedsageligt på sukker, så bliver det mest et anti- og særdeles skuffende klimaks, at vågne op til.

De trapper IGEN!

Så efter at havde slået mig til tåls med lidt dyrt (ifølge dejlig mand) indkøbte havregryn, dr. Quaker, samt højt elsket kanel, hentet klokken tidlig morgen før drengs opvågning fra teenage Tornerosesøvn, og fundet ud af ca. forhold mellem gryn og vand (ingen decilitermål med), fandt jeg en kæmpe glæde i, at vi alle 3 kunne side ved bordet med hver vores sjove frisure og søvnige fremtoning. Ingen vi skulle tage hensyn til, ingen krav om samtale, ingen nævenyttig dame som forfølger èn indtil man har sagt sit værelses nr. HØJT OG TYDELIGT på noget der ligner engelsk… Ingen skjulte bjerge af en enkelt ingrediens på tallerkenen, fordi du ikke kan tåle alt det andet.

opvasken

Den var ikke så slem, der var jo ikke tale om buffet som der hjemme.

Når den ene af 3 er lidt kræsen, den anden ikke kan tåle eller spise visse madvarer grundet pisse irriterende principper, og den tredje er intolerant overfor en helt tredje ingrediens, er det lidt udfordrende, at finde en restaurant. Deri skal du medregne, at dejlig mand helst ikke vil bruge en lille, bitte formue og det gør det hvis jeg skal bestemme, altid suk. Så jeg går på kompromis. Det gør vi vel egentlig alle 3! For drengen ville med garanti langt hellere 10 dage til New York, jeg ville på gourmet/skrive ophold et sted så smukt, at jeg nogle minutter bare må side tryllebundet af omgivelserne, og dejlig mand! Måske ville han helst fråde i hjemmelivet i Dalen, når det kom til stykket.

Jeg kom til den konklusion, at når dejlig mand gad at arrangere og hele tiden køre sit kort ( fælles økonomi…), så måtte det også være mest på hans præmisser, bare jeg havde mine “fuglerede” øjeblikke, og kunne fravælge den restaurant dagen før (manipulerede de 2 andre diskret), hvor JEG havde bestilt noget jeg ikke kunne lide. Det sagde jeg ikke noget om til de andre 2, ville ikke ødelægge deres oplevelse, den var jo min. Jeg forbandt nu hele menu kortet med rådden tang og gummiagtige tingester, der i udseende mindede om … Giver op! Efterlod meget tilbage i min suppebowle. Lad os lige få på det rene, at jeg ikke er en “levner”.

Bruxelles er en hyggelig by, og i den efterårsferie (uge 42) var der ikke mange mennesker, med mindre man var på de 2 hovedstrøg, hvilket var en lettelse. Der var heller ikke cigaret røg som intimiderende indtog mine næsebor ved hvert gadehjørne, der var plads og rum ja fredeligt på nær omkring…

eu-kommisionsbygningen

Alle vegne motorcykelbetjente, som bare med en diskret håndbevægelse kunne sætte byens pulserende puls på få sekunders standby, for så lige så fredeligt at forsvinde, med noget der lignede den ene ministerbil med tonede ruder efter den anden, ned ad stræder med op satte vejspærringer af pigtråd a la krigstid.

HUSK!

Hvis du gerne vil ind i de politiske sale, skal du have ID med billede med.

Du skal unde dig selv varfler, øl og den mad du vil have, betale for.

Bare rolig jeg smagte forskellige øl, i “reden”, når solen var gået ned, duerne til køj`s. Vafflerne, den ene usmagelig, (lækkert) indsmurt i Nutella på min opfordring, glad for, at jeg delte med 16-årig dreng mens vi så begyndelsen på en serie, “After life”, vi skulle dele. Engelsk ironi minder så meget om vores og netop derfor er jeg vild med, når vi falder over noget vi begge synes er sjovt. Det må gerne være melankolsk, tragisk bare det råt for usødet. Ikke amerikansk svulstighed, det er mest lækkert i min optik hvis det kommer sammen med chokolade og flødeskum og i rigelige mængder.

Glad for, at jeg delte byen med de 2, også selvom jeg ikke er til by vandring…

Konklussion

Ferie er hvad du tænker, forbereder og gør det/den til, med de mennesker du er så heldig vil dele den med dig, mere eller mindre frivilligt… Ingen ferier rummer alt du ønsker, det forventede jeg en gang, nu har jeg accepteret, at hver sin ferie, med hver sit hold mennesker giver meget forskelligt udkomme. Alle har de goder og noget der irritere, hvad vil man betale og hvad vil man betale, at blive fri for!

Knus

Den kræsne

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Snydt igen!

Unge Thomas Korsgaard`s “Tyverier”, en novellesamling, venligst udleveret som anmeldereksemplar af Lindhardt og Ringhof i de sidste minutter af et virkelig godt Forlag besøg på samme. Tak Lotte.

Jeg kan lige så godt være bundærlig og sige med det samme, at jeg ikke kan lide at læse noveller.

Det er ikke fordi der som sådan er noget i vejen med dem, de er bare (for de flestes vedkommende) ja, for korte.

Jeg ved det, det er meningen, men jeg føler altså at nu er jeg så godt i gang og i hver historie er jeg helt med, nysgerrig som bar`fanden, hvad skal der nu ske, jeg har et godt greb om de få hovedpersoner og så …

Hvid, tom og blank side, forfra, bruge min indlevelsesevne med helt dugfrisk udgangspunkt, rynke mine bryn, presse min alt for løse, irriterende skæve læsebrille op selvom det er Sisyphos arbejde. Det er det novellelæsning minder mig om, lige meget hvor mange gange jeg påbegynder en historie ved jeg, at jeg om få sider skal forfra.

KJELD! råber hun inde fra lejligheden.

Plastikposen

Hr. Korsgaard skriver dog virkelig godt, for jo mere irriteret jeg bliver, jo mere har han formået at fange mig, min interesse og nysgerrighed for de forskellige menneskers bevæggrunde for de valg de tager. Med en utrolig enkel opsætning og ingen fremmedord overhovedet glider jeg villigt som observatør ind i hvor end han tager mig hen lige som dukke føreren i Pinocchio.

Alle historierne kunne havde fortsat og det er jeg med på, jeg er fri til at gøre når jeg har lagt bogen fra mig. Men at holde de 15 historier adskilte er sgu da noget nær umuligt. Det er næsten synd for hver enkelt histories fine begyndelse, at jeg begiver mig over i en ny. Jeg føler ikke, at jeg som læser har givet den foregående nok kredit.

Jeg kan mærke, at jeg hver dag bliver nød til at læse i en anden bog efter at havde læst 3 kvarter i “Tyverier”, èn hvor jeg for lov til at dvæle og lande. Det er nu også fordi bogen handler om mennesker, som er lige på kanten til at skille sig så meget ud, at andre ikke orker dem. De gider langtfra gøre en helhjertet indsats for, at forstå hovedpersonernes reaktioner bedre. Den gør mig ganske simpelt bare trist, ikke ligefrem en hygge og sov godt bog.

Måske havde jeg ikke læst den hvis jeg havde vist det var en novellesamling jeg tog op fra bogstakken på bordet. Men jo så alligevel, for da jeg kom hjem havde “dejlig mand” lige lånt den på biblioteket så… det stod i kortene.

Altid godt, at have nogen at diskutere sine fordomme med over havregrøden lørdag morgen. Nogle af de bøger jeg husker bedst er dem han har overtalt mig til at læse, enkle, åbne, nærig på følelser og ord, ofte helt nøgen i sit portrættering, giver mig intet, sulter mig næsten som læser ligesom Hr. Korsgaard.

Jeg begynder lige så langsomt at forstå, at jeg skal betragte mig selv som fluen på væggen ved novellelæsning, noget jeg altid har ønsket at være i forskellige andre sammenhænge. Kunne studere, observere uden selv at være under luppen konstant. Nogle gange min egen lup med indbygget spejl, træls nok.

Kh.

En måske novelle omvendt … på sigt. Træerne har det jo med ikke, at vokse ind i himmelen.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Jeg havde sagt NEJ!

Det ryger ud af min mund.

“Jeg henter min IPAD (min musik) ude i bilen”

Nr. 4,5 og 6 alle storslåede og tidsløse, klassiske mesterværker.

Hvert andet år løber et stort arrangement af stablen i uge 43. Jeg har altid ønsket, at blive spurgt om jeg ville stå for noget af undervisningen på scenen, at jeg ville blive fundet værdig til, at blive spurgt. Jeg har godt vist, at de vidste min logistik er snæver. Det krævede en der frækt tænkte, “nu spørger jeg …”

Mange år inde i min ansættelse bliver jeg så spurgt. Er jeg beæret?

Selvfølgelig.

Det var da på tide!

Men… opdagede at:

Jeg intet mere har, at bevise ved at stå på det podium, med en fremmed mikrofon klemt ned i min bukselinning. Mit tarmsystem ledsaget af en imaginær knaldrød, drejende lampe i en vedvarende skinger, høj hylen ovenover mit hoved, fordi jeg ikke kan have, at det næste hold ikke ved hvor jeg bliver af. Jeg var ikke blevet tilbudt kompensation, for manglende indtjening på holdet efter. Havde jeg det, kunne jeg med blid overtalelse, og uger i forvejen, må jeg indrømme havde flyttet det pressede hold en uge. 2 ud af 12 hold kan jeg gøre det med. Afspadsering, betalte frokoster og pensions indbetalinger er et fatamorgana i mit job.

tidsnød for en planlæger af rang er, stress tærskelens absolutte overdrev.

På dagen er jeg ankommet til Superarenaen til min normale mødetid, allerede utryg måske har min 6 sans for længst fornemmet det, jeg ikke har fået at vide endnu.

Alle døre er lukket, og jeg har som andre ude i kulden ikke gjort mig den ulejlighed, at tjekke hvornår dørene bliver åbnet. Jeg har bare tænkt, “Sesam, Sesam…” og så kunne jeg gå ind og hjælpe til med det sidste, inden det hele begyndte. Være der, tilstede ligesom de andre 489 deltagere.

Hun er blevet indlagt i nat!

Endelig inden døre i varmen i arenaen, går der 5 minutter og så får jeg nyheden. Underviseren til den opvarmning jeg havde sagt pænt, “NEJ tak”, til manglede en underviser, hun var blevet akut syg. Der er på dette tidspunkt 50 minutter til jeg skal videre, ud i “Hviden” og få hende blinket af i retning af Tåstrup med 110 km. i timen ad RING 4.

Jeg havde set i kortene, grundet erfaringen fra de andre events de foregående år, at når mænd skal byde velkommen bl.a. borgmesteren i shorts… fra 5 minutter over tid, kan de sagtens være 100 år og en madpakke om det. Der var så også bagefter indlagt et festligt indslag (mænd i overall desværre i t-shirts fnis…), og igen uden præcis viden om tidsrammen. Alt dette på en halv time, med mig lige omkring tidspunktet for afgang i løb mod Hviden (min bil). Jeg vidste altså ikke OM jeg i det hele taget skulle undervise, HVAD jeg skulle undervise og HVOR mange minutter jeg kunne nå at give dem. Alle rammerne var udviskede.

Jeg ville godt være behjælpelig og derfor tilbød jeg uden at betænke mig, at hente min IPAD. Allerede på vej ud mod bilen ulmer det advarende i min mave. I tiden, hvor jeg må stå og se ryggene på overalls`ne gøre deres “ting” på scenen, viger mit blik ikke fra tallene på uret, højt oppe over os alle. De flytter sig.

Hele tiden flakser det rundt i min pernitne hjernebark.

“Kan jeg nå det, skal jeg sige fra”? Jeg ved, at jeg har 8 minutters musik men har jeg det i maven, at trække tiden 5-10 minutter også over tid? At køre til Taastrup tager den tid det tager, jeg vil ikke køre hurtigere end jeg plejer.

Det står ikke i min job`s beskrivelse, at de dækker fartbøder. For ikke at snakke om dejlig mands, blik, blikke, mundsammensnøring og brummen pu… når jeg fortæller det om 3 måneder (mit blik limet til plet på gulvet), når fotografiet og opkrævningen bliver sendt fra Rigspolitiet til min E-boks.

På podiet … alene.

Hele min krop samler kræfter, bygger op, som en vulkan før udbrud. Jeg er ikke til mundtlige præsentationer det ved de fleste nede på gulvet, men kan jeg holde mit tempo nede? For samtidig med, at jeg vil gøre det godt, vil jeg også have det overstået og komme væk. Det evige dilemma. Kampen for, at få nydelsen ved et kæmpe stykke arbejde “med”, lade det syde og boble, over, klappet på skulderen, få mig selv med. Undervejs føles det som om jeg arbejder blindt, i blinde men med vidt åbne øjne. Min tarm har affundet sig med det der skal ske og giver energien videre, mine muskler sitre, synapserne i hjernen sker hurtigere og hurtigere.

Lige som et dyr tager instinktet for bevægelserne og situationen over, jeg skubber faktummet, at der står næsten 500 mennesker lige der nede foran mig til side. Jeg ville så langt foretrække at være nede i deres verden med dem, men ved også at lige nu køre toget, tiden passer, mirakuløst, jeg har mine 8 minutter, jeg kan sætte igang. De er mine, som jeg er deres.

Er i klar?

Mig, min stemme fremmed i mikrofonen

Jeg bøjer mig ned, mod IPADEN, mikrofonmanden har garanteret mig, at den ikke vil hyle, med mig så tæt på. Jeg tror ham..

Men selvfølgelig gør den det, for når jeg spørger ham er det egentlig for, at han skal bekræfte det, jeg allerede ved. Hvilket han ikke gør. Jeg kender teknikken limet til min krop. Det er dog altid det samme, forudsigeligt, mænd der går i slowmotion og aldrig har haft en mikrofon på mere end 5 minutter og det kun for at teste om den sender lyd ud igennem højtalerne, har i virkeligheden ikke testet den overhovedet, alligevel ved han bedst… Tror ikke at jeg spørger næste gang…

Jeg bliver mine bevægelser, ser efter om tempoet passer de fleste nede på gulvet, fortæller hvad jeg gør og vender mig for, at ingen skal behøve at spejle i en eventuel ny bevægelse, for dem. Jeg er den, men bevægelserne fører, sammenspillet skal holde det hele spilkogende til jeg bliver nød til at træde ud, væk og ned fra podiet, alt for hurtigt men til tiden.

Kh.

Den sprællevende, knushungrende optimist.

Nu skulle man tro at det bare var det.

Men:

kroppen husker

Har jeg først været kørt op, tager det mig dage at komme ned igen, og jeg fortæller ikke til nogen, at jeg var ved at tage den forkerte IPAD med hjem fra podiet selvom jeg godt kunne mærke, at den føltes forkert. Jeg fortæller heller ikke, at da jeg ankom til holdet jeg ikke ville svigte, åbnede jeg for en vandhane nede på toilettet, tog sæbe i hånden og åbnede for en anden vandhane, mens den første stadig løb…

Bagefter kom jeg ned ad gangen i mod “mine andre kvinder” med så høj intensitet, at Jette med sin sædvanlige humor udbrød, “sikken en fart du kommer med”! Indforstået kan vi ikke tage den stille og roligt idag!

Jeg kender hende så godt, hun har været igennem flere behandlinger mod kræft og hun bliver ved med, at vende tilbage iført sin knastørre humor.

Jer, kvinder der har været igennem en sådan omgang jeg bøjer mig i støvet efter, at havde gjort honnør, I er de sejeste.

Lisser

Så jeg smilede formildende, skruede op for charmen, tændte glimtet i mit blik og sagde, “hvis du giver mig et knus så tror jeg at jeg falder ned, for jeg føler jeg har fået speed p.g.a. det jeg kommer fra”.

Hun rejser sig med det samme op og siger, “så tror jeg at jeg giver dig 2”.

Så er man hjemme.

Forstår du nu, hvorfor jeg ikke kan svigte dem?

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Bedstemor med slag i

Jane Gardam er født i 1929 og “still going strong”.

Jeg er både fascineret, frastødt og vidunderligt underholdt af hendes abrupte skrivestil. For følelserne holdes tæt til livet på trods af, at hver bog tager udgangspunkt i en enkelt person. Et trekantsdrama bare uden ja drama. De er legende lette at læse, når først du finder ud af (og affinder dig med), at hende fru Gardam, forfatterinden, virkelig ikke har til hensigt at vise dig det 3 dimensionelle billede af de 3 hovedpersoner, ligemeget hvordan og hvor meget deres veje mødes.

Bogomslagets lineære print af og i strik, er lige i øjet.

Imperiets mand, gamle Filth bog nr. 1

Vi møder ham, Gamle Filth lidt livstræt, lidt begyndende senil, men efter en sorgperiode tager fanden ved ham og han blomstre op. Han har et noget tåget billede af fortiden, tilsyneladende. En fortid han er dybt præget af, og på sær vis også hele tiden bliver konfronteret med af gamle fjender, venner, og halv på tvunget bekendskaber. En broget barndom, som måske har frataget ham evnen til dybere følelser. Han tager på en lille roadtrip, men er så konfliktsky at han nærmest bakker ind i skader, han får dog hjælp fra uventet kant. Man sidder lidt tilbage med; Skal jeg føle medlidenhed med stodderen eller skal jeg ryste på hovedet af ham.

Filth (Failed In London Try Hong Kong)

Manden med træhatten, gamle Filth bog nr. 2

Selvom det egentlig er Bettys side af deres mangeårige ægteskab den beskriver. Hun er hverken fuld eller fisk. Hun kan være brysk, usikker og meget loyal. Hun låser sig villigt og let købt med et løfte. De er begge et produkt af en anden tid, og det selvom de omgiver sig med mennesker, som forlængst er brudt ud af de traditionelle konventioner. En drøm bliver knust og han er der. Deres liv bliver et “andet” liv. Men hun gør godt. For ham, dem begge. Det selvom det er 3- kantens sidste side Terry Veenering, hun måske inderst inde ønsker … elsker, eller er det i virkeligheden Harry, Terry`s søn hun er der for, lige fra den lille purk, han starter med at være!

De sidste venner, gamle Filth bog nr. 3

Terry Veneering den sidste spids i 3-kanten. En fjende, en hemmeligt elskede, en ven, men også en dedikeret far.

Han trives i modstand, møder nogle vigtige mentorer op igennem sin spraglede barn og ungdom. “Store” mennesker, som ser potentialet i ham og ligesom de gjorde det i den unge Filth, viser de vejen og understøtter hans videre færd tilsat hans egen portion af forsyn. Skæbnen.

Den handler også om de fravalgte og efterladte, dem der af forskellige grunde ønskede og stadig higer efter en større rolle i det sociale lag 3-kløveret repræsenterede.

Til syvende og sidst viser det sig, at de 2 herrer, fine Filth og spradebassen Terry V. måske ikke kendte hinanden godt nok til, at det kunne betale sig at opretholde uvenskabets flossede ironi. De begraver stridsøksen under sneen, pigen de sloges om er væk, den ene valgte hun, den anden … nåede hun ikke.

Start med bog nr. 1.

Jeg vil vædde med …

Ydmygt ønske:

Jeg vil også kunne skrive sådan, når jeg bliver 90 år! Forhåbentlig kan intet holde mig tilbage.

Knus herfra

Læs, lyt, lad dig medrive, opsluge, hengive, altid, hver dag, i hverdagen.