De siger,

at ved og investere i bæredygtige aktier kan du gøre en større forskel end ved, at sortere dit skrald. Men hvad dækker bæredygtig egentlig over? Er det ingen brug af kul, færre hænder på piccoliners bagdele eller ingen dyr, som kommer til skade? Og er det noget virksomheden allerede gør eller noget de påtænker, måske, at gøre inden året 2050?

Jeg har længe gerne ville købe aktier som en udvidet pensionsopsparing. 2022 skal være året, hvor jeg ikke mere vil lade mig intimere af den mandsdominerede verden og blive holdt i hånden for, at trykke køb.

For det kan vi alle, trykke på køb.

De siger jeg ikke behøver, at side og se på aktiekurser hele tiden men jeg skal have tænkt over hvorfor, hvor meget, hvor, på hvem jeg vil “stemme,” og ca. hvor mange år jeg vil være med.

De er female invest.

Når min mor på 77 år kan have både aktier og obligationer uden og eje en computer eller kunne gå på nettet på sin mobil, så skulle der vel være mindre vej fra rædselsslagen handlingslammet til, at få en konto hos enten Saxobank eller Nordnet.

Anden halvdel skal ikke involveres, det bliver endnu en vej, hvor jeg har tænkt mig og slå kalechen ned på min indre cabriolet, blinke af og sætte farten op ud mod den 3-sporede, hvor jeg kan flette ud og ind mellem andre kvindelige bilister.

Det lavpraktiske 1 skridt er altid min største udfordring. Det er som og stå foran den hest i folkeskolens “ny” hal. Vide, at jeg under ingen omstændigheder kan få mine lemmer til, at samarbejde om og løbe henne fra endevæggen af. Så sætte af, så jeg lige præcis kan gribe om håndtagene for, i èn glidende bevægelse og komme over en højde, der som et minimum går mig til brystet. Den form for koordinering turde jeg slet ikke håbe på, at indeholde. Turde … Jeg havde først skrevet tør, men ved femte gennemlæsning passede det ikke mere, for stillet over for udfordringen i dag vil jeg gøre det, løbe, løbe og tro…

Og måske ville jeg

Trippe, trippe, trippe, foran den, læne min overkrop til siden for og prøve til en start, at få i det mindste den ene fod op på ryggen af den.

Og måske

Måske ville jeg flyve over og lande hårdt på den anden side, på den ene fod, som jeg så ville side med is på om aftenen og lade som om, at den i hvert fald IKKE var forstuvet. Som i slet ikke.

Jeg ved godt, at når jeg har prøvet de fleste ting et par gange er der ikke mere nogen hest, ja faktisk heller ikke noget rum, der lugter som 1000 gamle, sure gymnastiksko.

Min fornuft siger mig også, at som med alle andre førstegangsoplevelser så kan der komme et sus og bagefter et, “åh.. var det ikke andet!”

Jeg kunne havde valgt et billede af en brændende pengeseddel. Men valgte, at fejre beslutningen om tro på afkast i stedet med min hjemmelavede, portvins oversprøjtede rouladebund, smurt med rigelige mængder af let, pisket optøet chokoladeflødeskum mellem lagene. Et overdådigt tegn på håb, levet liv og gode venner (Serien: Friends.) Især med brombær (on the side) fra Tornerose krateret derude,

Det er virkelig irriterende at tro alting er meget sværere end det er. Det forsinker mig virkelig meget. Bare det, at køre den forbandede hest ind på de små, knirkende hjul foran mig hver gang. Det er sgu som, at lægge tegnestifter og glaskår ud omkring mit cykelhjul hver gang jeg tager cyklen ud af garagen og i mit slalomløb ned af den lille bakke mod fortovet håbe på, jeg ikke rammer.

Kan du huske billederne af Wallstreet; skrigende, hoppende mænd med arme i vejret viftende med papirlapper i hænderne? Puha… investeringer, aktier, lig med mænd i åbenstående skjorter med slips revet til den ene side, håret stikkende ud i alle retninger og vilde, sorte øjne, hvor det kun er belureren som endnu virkelig har forstået hans tab. Faktisk har jeg haft det sådan, at bare tanken om og købe aktier forbandt jeg med noget virkeligt farligt som f. eks, at holde en fugleedderkop i hånden. Eller hvad med direkte og brænde pengene af på et bål, hvor jeg bagefter barfodet løb henover gløderne. Av, av av for den.

Dette billede har jeg tænkt mig, at trykke delete, (slet) ud for. Så. Trykkede. Du skal nemlig ikke mere deale med en tjekket udseende, hvid mand for og investere. Nu foregår aktiekøb via digitale børsmæglere som netbanken Nordnet tilbyde, at være. Som med alle andre køb kan du altså sidde under varmetæppet helt for dig selv. Men hvorfor er det egentlig lige jeg frygter for hvordan det skal gå mine investeringer (penge,) når jeg utallige gange har købt noget, jeg dybest set ikke havde brug for og som jeg heller ikke fik brugt. Hvad er egentlig forskellen på og købe en aktie og blusen, der på tredje år ligger i skabet med prismærket stadig dinglende fra halsudskæringen! Jeg har da sagt farvel til de penge, hver gang jeg har ladet den ligge og taget en anden, har jeg ikke?

Noget der må ligne panikangst rammer mig da jeg går ind på Nordnet` s side, skriver ny kunde og går videre ind med NemID.

Sæt penge ind, står der i i den lille firkant. Jeg ved godt hvad det betyder, jeg skal bestemme om jeg tror på dette nye, at blive en invester, Investere i en fremtid, ikke hvem som helst. Min for pokker 5, 10, 15, 20 år ude i fremtiden. En fremtid fuld af frihed og måske lidt større pensions opsparing. Kunne også bruges til en barnevogn, til et barn endnu ikke født, men tænkt på er det….

Uhhhhhh… bare tanken om og flytte pengene fra en bank til en anden, føles som om den sum jeg har tænkt mig overføre allerede er aske. Et virtuelt pust og så er timer brugt i alt for varme- og kolde haller iført træningsbukser, løbesko og svedabsorberende bluser spildte. Edderkoppen flytter sig i min håndflade og jeg gyser da jeg lader siden åbenbare et kontonummer, der vil æde mine penge.

Altså, du har ikke givet lov til noget endnu..

Mig, berogligende

Min fornuft har forladt bygningen.

Jeg kan simpelthen ikke huske nogensinde selv, at have oprettet en konto med tal kun jeg og nu Hanne (den tast og skærmramte) kender til. Anden halvdel har altid gjort det og når man sidder ved siden af, så gør man det altså ikke. SELV. Punktum. Den viden har gjort ondt i mange år, men ikke mere. Niks. Jeg har klippet mit hår af og fra, at have kørt en masse i bakgear, har jeg resten af mit liv udelukkende tænkt mig og køre i gear, der er på plussiden. Tak kvinde i Veksø for, at tro på mine vegne indtil jeg gjorde det selv. Det er mange aktier værd, aktier du satte i mig. Du var heldigvis en tålmodig, langsigtet investor.

Okay, næste, Danske bank, griber mobilen igen, trykker koden og flytter pilen med pegefingeren. Ser ind i Hannes skærm, et klik senere er jeg inde på min lønkonto. Kære gamle ven, et af de cifferrækker jeg rent faktisk kan det meste af udenad, det, også fadervor men det er jo så ikke tal. Hvad vil jeg brænde af?

Min finger taster 3000. Jeg føler mig som en spiller og jeg kan ikke engang lide konkurrencer. Taster det nye nummer ind som modtager og tøver, tøver da jeg igen med NemID skal bekræfte. Et ok til, at jeg sender mine 3000 kroner ud i intetheden. Hold nu op, jeg er bange. Markeringspilen dækker bekræft og jeg ved de er væk. Åbner Nordnets vindue og de står der ikke, der står bare nuller. Jeg ved selvfølgelig godt penge ikke overføres fra sekund til sekund, men det er mit bekymringsgen skide hamrende ligeglad med.

Under varmetæppet uden tilslutning farer saltvandsreserverne ned og ud i mine sorte tykke strømpebukser. Jeg krænger tæppet af, smider trøje og sidder i underkjole og nederdel ud over mit fugtige skridt. Ja, det, øh tager, det der, tyngdekraft der meget bogstaveligt…

De er der ikke

De er der i… Farvel 3 tusind og jeg nåede ikke engang, at trykke månedsopsparing … Jeg går ud i køkkenet med Goldielocks i ørerne og trækker forsigtigt i plastikposen omkring skålen fuld af boblende pizza dej. Den lader posen slippe uden det store besvær, som forstår den, jeg i en noget lun krise.

Nu snart meget aktiekyndig veninde ringer. Hun er så skide hurtig til at forstå, huske og kan så også lige formulere det, imponerende. I mens står jeg i processen med, at opdele dej med hjerne, der føles ditto, nu også snart drysset med ost. Jeg taster Goldielock “ud” i mit forsøg på, at give opringeren beskeden; jeg ringer, når osten er på plads i køleskabet og ostefingrene mindre ostehørmende. Pis… Det er også stressende, man står der og hvor tit er det lige man får afprøvet at have nogen på hold? Genoptager samtale med Afkommet? Achhhh… Fedt, nu lugter både Hanne, mobilen og jeg af ost, virkelig!

Jeg tænkte det samme.

Veninde med meget betryggende, jysk accent. Havde hun været bornholmer havde jeg nok kunne tage trøjen på igen…

Accent tryghedsnarkomanenen

Hun har “kun” 500 kroner ude og flyve, jeg skulle selvfølgelig satse. Vi har ellers startet dette eventyr sammen. Jeg omtalte bare en dag, at jeg havde tænkt i, de der, du ved (hvisker nu) aktier.

Har du? Det har jeg også!

Veninde

Det var det, eller nej men Daniels pengetips på YOUTUBE kan anbefales, for han fortæller med helt almindelige ord så selv en 19-årig ville søge mere viden med det som udgangspunkt.

De siger alle

Du skal lægge en strategi. Ov, så er man også lige en, der lægger sådan en!

Jeg kan godt afsløre det vigtigste er, at tænke; lllllaaaaannnnggggsssssiiigggttteeetttt.

Minimum 10-15 år sådan bum. Ellers er det spekulation, typisk mig og huske dramaordene, men hvad er det lige ÅOP betyder? Piller lige i en neglerod, bider lidt i den, jo der var stadig noget tilbage, hiver, så for, av.

Det er meget vigtigt, at sprede sin risiko over lande og markeder, så kun at købe aktier hos Vestas er no go. De har gjort det så smart, at investere du i indexfonde, så lægger du dine penge mange steder, da de på forhånd har bestemt hvilke virksomheder, der skal være repræsenteret i fonden. Hvilket så igen skulle mindske eventuelle tab.

En ny dag

Jeg tjekker Nordnet, mine sider og der. Der er de. Mine 3000 kroner, jeg lukker låget på Hanne og går ud og tager spækbrættet frem, trøjen allerede smidt over spisestuestolen på vej ud, for det er nu alvoren virkelig begynder. Fra jeg trykker månedsopsparing til jeg har sat siden op med mine valg af fonde….. Hvem vil jeg satse på, ude hjemme eller begge dele? Bæredygtigt eller på medicinal industrien, som nok skal overleve med al den medicin vi er villig til, at satse vores helbred for? Hører endnu en af Daniels pengetips videoer og får med våde fingre igen og igen klikket reklamerne væk. Han kan ikke love mig noget, det er min beslutning, jeg skal være tålmodig, og ikke, ikke sælge, når de begynder gå ned i værdi, for der vil altid, altid, være disse fald og stigninger. Så man skal ikke bruge af penge, man ikke kan undvære de næste 5 år. Jeg kunne putte penge i obligationer, de skulle være mere “rolige/sikre” men ja det viser sig øhm, at jeg nok er mere spiller end jeg vil være ved. Det er jo ikke rigtigt at investere.

Det sidste; totalt bullshit og du skal ikke “købe” den. For “de” siger alle, at du skal gøre det, du har det godt i maven med. Men. Det kan jo svinge…

Hvad ville du have det godt med?

Rolig det ene øjeblik…

Siden børnene begyndte og færdes ude ved nattetide, har jeg mærkeligt nok altid kunnet klappe mit bekymringsgen på ryggen og falde i søvn. Men. Så. Så når jeg vågner i natten og i siksak går ud for at tisse …

Kigger på klokken, åh altså kun 24:45. Misser ind ad hendes åbne dør og sætter øjeblikket efter min varme ende ned på det isnende, kolde toilet sæde. Såh, såh når jeg vågner er hun, der, inde bag den nu lukkede dør med øreproppenuller i den krøllede manke og garanteret uforståelig snak, når hun entrere køkkenet over middag.

Nu hun er flyttet er det en befrielse ikke at vide.

Det var ikke så slemt, valgte de fonde jeg var blevet anbefalet og havde hørt om forfra, bagfra og så en tredje gang for nu, at huske helt rigtigt plus krasset hastigt ned. Måtte ind og overføre 100 kroner mere (nu uden luner,) fordi den havde regnet det sammen til at blive 3067 kroner. Når jeg nu var inde i betal og overfør kunne jeg lige så gøre den månedlige overførsel automatisk, det havde jeg heller ikke prøvet før! Hvorfor! Hvorfor har jeg undgået det i årevis, det er jo ikke fordi endnu en køleskabshylde går i stykker, eller jeg påkører en trailer, begge dele sket, dog ikke samme dag. Hvis jeg er lidt langsom og opbruger “min tid” så er det jo bare at starte igen, raket videnskab er det ikke. Nu går jeg ud og blender min suppe og sprøjter op på væggen som jeg plejer. Trygt.

Hørt ved middagsbordet.

Kunne du ikke lave den “lyse” (læs: gennemsigtig) suppe næste gang? Er lidt træt af suppegrød!

Bebrillet

Overvejede nogle sekunder (sådan ja rolig nu.) Der er jo det, der, kød som jeg ofte mod min vilje ender med, at hjælpe med og spise op, som en anden god kammerat. Sikker kan jeg alligevel ikke være på, at han vil spise hverken det ene eller det andet jeg får kokkereret. For det er ikke som farfars eller hans stand in, is blokken med dens kammerat, farsboller med knoglesplinter og melboller. Det får jeg simpelthen ikke ned, som i nogensinde igen. Så vil jeg hellere klippe huller til øjnene i lagenet og satse med 200 kilometer i timen ved, at investere i bitcoin, som blandt mange betragtes som noget diffust hokus, pokus.

Ved du hvad, det gider jeg faktisk ikke. Nej, for jeg elsker min suppe, jeg er varm og mæt i timevis bagefter, plus mine smagsløg har noget at lave. Skal kun prutte lidt af porren men lille pris at betale, synes jeg overordnet set.

Nej, du må bestille det hos farfar.

Superwoman

Vidste du, at selv mænd er bange? De er skide bange for at investere.

Gør det nu, gå ind og hør på Daniel, Økonomichefen og hm… Kristian Bruus, og ja så er der Femaleinvest.

Knus og kram

1 gangs investoren, 8 februar der gik det løs. Trylleryllerolleri, der slap pengene (endelig) fri…. Whihhhhhh……

Øh.. og så ikke!

Kan, skal og vil op den hest igen, så, stå så stille du, ikke side steppe.

Ja, altså, det bliver først 8 marts, for jeg manglede, at scrolle ned inde i et pop up vindue. Suk. Derinde og nederst var der en lille firkant, som manglede et hak. Tilladelsen til 5 gear.

Med investeringspartner i rører fandt jeg det selv, men rart var det nu, at hun ivrigt heppede med i tæt kontakt gennem min høretelefon. Der er sgu ikke meget som slår en råbende veninde i øret, med blæstens susen som bagvedliggende lydtæppe.

Ps. Jeg har haft så utrolig ondt i mine arme. Var det fordi det var svært, at tage en grænseoverskridende beslutning? Ja, for jeg er da van til, at bage.

Nu står de, første overførsel, parat ved startlinjen, venter kun på skuddet. Jeg kan se det hvis jeg går ind på mine sider, i min nyoprettede månedsopsparing hos Nordnet. Hvis jeg fjerner dem igen, gør den ingenting. Det er mit valg, også om jeg vil ændre fondene til nogle andre. Jeg kan bestemme om jeg vil investere i obligationer, som måske er meget rare alligevel, oprette en aktiespare konto og måske selv lege med, at købe enkelt aktier end lade fondene bestemme. Udelukkende mine valg. Et klik inde i min bank og jeg har fjernet den automatiske månedlige overførsel. Så er der bare tilbage, at acceptere jeg ikke har viden som en, der har investeret længe, men jeg kan vælge det ikke slutter her….

Vil du med ud på motorvejen med flagrende hår. Vi kan jo bare aftale, at nattekørslen, som føles udført i blinde, den venter vi med, og spøgelseskostumet kan blive kattedronning.

Indtil da kan vi begge i smug se video` er om indexfonde, som passivt styret (modsat aktivt af mennesker) giver mere afkast, for aber kan, siger de, altså ikke aberne, lige så “godt” som mennesker forudsige aktiekursernes kommende toppe og bølgedale.

Hvad var det nu en fond var igen?

En andens mening

“Mor, han sagde det jeg frygtede, jeg skal opereres.”

Bum, benet op på briksen, handsker trukket op til albuen slask, som var det fødselshjælp til brølende ko i nød, forstørrelsesglas i panden udstyret med 3D og volumenknap på sort velcrobånd, der kan lukkes bagved.

“Skalpel tak og vil du frøken Svendsen så sørge for at nålen er trådet til, når jeg har foldet siderne ind igen.” Masken nikker, øjet blinker.

Er dog for længst videre end numsetermometret.

Tabt i vasken

Mine hænder sidder lige pludselig omvendt på og med anden halvdel bag mig som vidne, taber jeg en tredjedel af HANS forkogte linser ned i vasken. Der er hans og der er min mad ligesom hvis vi var roomies.

Jeg hører hendes stemme, som gennem en lukket dør selvom hun er på speaker og går tydeligt igennem trafikstøjen, hun er omringet af. Mine hænder drejer automatisk på plads igen og samler op, hvad der kan reddes.

Jeg fortsætter i stilhed mens min hjerne gurgler hendes ord. En eller anden ingen af os kender har brugt 5 minutter i hendes sødmefulde selskab og efter, at havde skævet til et billede på en skærm konkluderet, at den revne som tiden siden august ikke har kunnet samle skal under kniven.

Gud, gå tilbage til start og husk jeg har købt himmelhøje lejlighedskomplekser på hver enkelt matrikel du passerer undervejs. Og nej du kan ikke låne.

Anden halvdel til tydeligt chokeret pige som vi lod tage af sted alene. Ja, ja hun er 23 år, det skal hun da kunne ikke!

“Tænk på dem der er ude at løbe eller spiller fodbold, de kan måske sende et spark afsted og ende (på røven udelukkende mit krydderi) i græsset med et iturevet korsbånd!”

Det er ikke sammenligneligt mimer min indre hønemor stor bork, borkende så det minder om støjgener for mine ører. Hun bøjede sig ned i knæ og skulle bare op derfra, hun er 23 år, ikke 75 eller et proteinpulver fyldt muskelbundt med 100 kg på skuldrene i form af massiv vægtstang.

Det ville ikke være fedt hvis den coronatest jeg tager i dag, i morgen viser sig at være positiv, men det er ikke uretfærdigt. Jeg har levet, været ude. Hun har sgu da ikke levet endnu.

Anden halvdel til mobilen på køkkenbordet.

“Skat så må du bare finde dig i, at du måske aldrig kommer til at løbe igen!”

What! hun har kun taget tilløb, ikke løbet hans 1½ time i årevis. Så taler vi massivt slid.

Og undskyld men hvad fanden er så egentlig meningen med, at hun skulle lade en kikkert bore sig ind i hendes knæ hvis ikke det netop er, at tro på, at det kunne lade sig gøre igen! Det er jo ikke fordi hun forventer, at tiden skal rulle tilbage med supermand i modsat rotation om kloden for, at stoppe corona smitten ved det allerførste pust, håndtryk eller knus, luftbåret eller ved kontakt.

Jeg er mod knive, sakse, savklinger, knivtænger, nåle tråd spoler, piller, ikke bedøvelsesmidler dog, hvis du først ligger der (jeg er til at forhandle med). Mangler simpelt hen troen (i min DNA (cellens arvemasse)) på, at de kan fikse knæet, hofteleddet, fingeren, skulderen, ryggen eller nakken. Jeg har nemlig aldrig hørt nogle råbe ud i det ganske land midt ude på vejen i januar mørket

“Hold så hel kæft hvor er jeg bare glad for den kikkertundersøgelse i knæet, binyrebarkblokaden i skulderen eller den diskusprolaps operation, der har gjort min ryg stiv som et strygebræt i evig lod (lodret`tens vater), det fungerer prima.”

Jeg er dybt mistænkelig overfor en hver lægekonsultation da det oftest har betydet, at de har opremset medicinvarianter efter meget lidt spørgen ind. Hvad er de? Orakler? Telepater? Jeg har nikket pænt mens jeg rystede på hovedet inden i, da jeg herefter gik hjem efter mine 15 minutter. Få gange har jeg følt mig mødt, som da jeg dybt deprim gik til lægen, kan ikke huske for hvad nu, og det endte med, at hun åbnede min ked af det hed, der var gået i baglås. Mine veninder skældte mig bagefter ud for ikke, at snakke med dem. 2 konsultationer tog det hvor hun tog den tid, hun kunne og ikke gjorde andet end, at lytte opmærksomt og åbent, hvilket gjorde jeg følte mig som et knap så stort fjols over, at jeg overhovedet sad der i første omgang. Jeg skrev, et håber jeg, sødt brev til hende, som tak, følte ikke behovet for en ny tid, lågen var åben. Jeg var ikke mere kvalificeret til at tage hendes tid, når det så tydeligt fremgik p. g. a. tidspresset de er under, at andre havde langt mere brug for den.

Ja, måske skal Goldielocks opereres, det ender det jo nok med, men det er den unde lyne mig ikke med min frie vilje, at jeg prøver at stoppe mine fordomme og forestillinger ned i fordømmelsesposen igen. For det er jo ikke at støtte hende. Det ender nok med at jeg indvilger i, at det er hendes far som må tage med, for min indre dramaqueen vil ikke gøre godt, det vil kun hans ro. Som da han endte på hospitalet med hende efter et feberkrampe anfald, som jeg havde taklet indtil vi stod der over for hinanden i aftentimen og skulle tage stilling til, hvem der skulle overnatte med hende. Jeg kan små panikke, ringe efter 112 og tage med i ambulancen hvis alene, men når han dukker op er den super mor trådt til side eller jeg ….Hun er i hvert fald gået og sådan en slap, hul skabning står tilbage.

Det jeg stadig ikke forstår er villigheden til, at lægge sig under kniven. Igen, når det allerede er blevet bevist, at første gang ikke hjalp en hujende s… eller så i hvert fald kun gjorde det i kort tid, så længe genoptræningsprogrammet blev holdt ved lige.

Den, der blinde tiltro til, at når kroppen åbnes, sener trækkes lange, hud flænses, muskler gennemhulles, knogler erstattet af substitutter, så ender det i noget magisk som, når et barn hjælpes til verden ved et planlagt kejsersnit.

Jeg har lyst til at få en anden mening om det ben, så jeg kan arkivere tanken ned i den dertil indrettede dramaqueen mappe.

“Han må være skære, klippe, klistre liderlig når han så hurtigt smiler, drejer skærmen og viser hende de mulige tider for et indgreb han synes, at være den eneste der foretrækker og synes ja, udelt begejstret for.

Det knæ er altså ikke et skide stykke okse, der skal udbenes det er min datters.

Du har med garanti ikke engang tænkt på, at spørge hende om hvad hun vil, tænker og synes. Du tror sikkert (lader lige min fordomsfuldhed krænge sig helt ud over kanten af fornuft okay?), at fordi hun sidder i din konsultation så er hun der bare proforma for, at du bare skal hakke datoen af på skærmen. Men ved du hvad makker, du skal sgu da lige snakke med hende. Så du overhovedet hvor chokeret hun blev, eller var du ved at komme i bukserne af bar fryd over endnu en, du kunne sende videre til klippebordet? Færdigt arbejde..

Det kan godt være, at det at få en kikkertoperation for ham er det samme som, når jeg står i corona test centeret og pænt siger ahhhh… stående på klistermærkefødderne nedenunder, foroverbøjet høj ung mand, men for mig det ikke dagligdag. Jeg er overbevidst om, at når du påtvinger dig adgang til noget, der er lukket fra naturens hånd så efterlader du dig altså et spor. Det kan være du syr, reparerer en muskel, menisk, eller fjerner nogle “løsdele”, men det er en del af et et hele, som smukt sidder præcis hvor det skal for, at vi kan gøre det vi ellers gør. Det forstyrrer vi. Jeg siger ikke …at det ikke skal gøres, jeg spørger bare om vi ikke lige kunne sætte på pause og sunde os lidt.

Puha det hjalp. Det ligesom, når man skal have sin bil synet og det tager ham nøjagtig fem minutter og det eneste der tilsyneladende er sket er, at han har kørt min bil ind og ud af garagen. Derefter bedt mig køre kortet uden, at fortælle mig hvordan Hviden har det og så har han ikke engang rullet vinduet op, trykket sikkerhedsselen fri og hun stinker af cigaretten, der sad i hans mundvige.

Måske var han på fast forward udenfor, hvor jeg ikke så det!

Tænk hvis jeg underviste sådan.

“Hej alle sammen, nu begynder I bare ikke! Så gå jeg ud og leger med min telefon så længe. Nej ved I hvad, jeg tager da hjem og smutter ind under varmetæppet gør jeg.”

Hader når mennesker umenneskeliggør, ikke ser, hører og tager sig bare 5 minutter.

DET KALDES SERVICE. S siger sig, e siger en, r siger rigtig, v siger villig, i siger imaginær, c siger clown, e for eller? Se en rigtig villig imaginær clown eller?

Måske var det samlebånd, måske var det, det han kunne gøre i begrænsningens navn.

Måske udstrålede hun ikke bevægelsen i hendes sind, øjnene der bliver som glas og underlæben der skydes frem og bævre.

Måske er jeg bare ked af at jeg ikke var med, for at være 2 øre mere og en mund med spørgsmål. Mistroiske af slagsen.

Hørt igennem døren til konsultationsrummet

Pige råber,” han går bare sit bedste mor.”

Hvis igennem nøglehul man kunne se.

Hvidklædt, mundbind øreombundet, uidentificerbar person højst sandsynligvis læge, siddende med siden til stort skrive bord, tilbagelænet mod stoleryg med hænderne i luften på vej, ikke på vej, på vej til, at tage om ynkelig, ophidset mors skuldre. En meget stiv pegefinger trykker direkte mod den åbenstående kittels inden under bankende hjertekule. Den dirrende arm fra hånd til skulder, lidt skråt til højre, nedenunder grå hue påklædt hoved med vilde øjne over mundbindet af stof med skriften; Merry christmas på skrå.

Jeg kigger mig over skulderen. “Er du sikker Goldielocks?”

Hun nikker, “helt sikker.”

“Hmf.. okay.” Tager våbnet væk og putter den i lommen.

Knus

fra hæfteplaster god til at finde og klippe klipperen.

Kunne man dog bare få lov til, at beholde bare en enkelt fordom, men næh.. nej de skal alle op, som i lige op, før de ramler skramlende og inden i larmende mod jorden.